1. No category

Forord
Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og
Regionstandlægenævnenes) praksis.
Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives
ikke udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos
de enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene.
Offentliggørelsen sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større åbenhed om dets
arbejde.
K. Wiingaard
TANDKLAGERET
(Udførlig indholdsfortegnelse bagest)
1. Tandklageret er de regler, der gælder for de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters
klageordning.
-2-
Tandklageproces, Tandklageansvar, Tandklagesystem
2. Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (6-15), forskellige bestemmelser i lovgivningen
(33-71) og den nævnspraksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod
findes der så godt som ingen domspraksis på området.
3. Tandklageprocessen (76-330) er formelle forskrifter om behandling af klagerne og har til hovedformål at
sikre rigtige afgørelser vedrørende Tandklageansvaret, herunder disciplinæransvaret (332-429) og
kontraktsansvaret (435-649). Disciplinæransvaret, men ikke kontraktsansvaret, omfatter også tandskade
(678).
Med udtrykket Tandklagesystemet (Tandlægeklagesystemet) menes der de klageorganer, der som
Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende
privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Strengt taget dækker udtrykkene Tandklageret, Tandklageproces, Tandklageansvar og Tandklagesystem
også serviceansvar (24-25 og 93-98) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet,
men denne emnekreds omtales kun lejlighedsvis i denne fremstilling.
FØRSTE DEL
TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST.
Resumé
-3-
4. Tandlægeoverenskomsten forpligter parterne og kan skabe ret for blandt andre patienterne. Det er
Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager
og forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af
disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele.
Praksissektoren
5. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af praktiserende sundhedspersoner samt af regionernes
sygehusvæsen, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v. (Sundhedslovens § 3, stk. 2).
Ansvaret for praksissektoren ligger hos de fem Regionsråd, jf. Sundhedslovens § 57. Praksissektoren drives
gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og faglige organisationer af
privatpraktiserende sundhedspersoner (Sundhedslovens § 227, stk. 1, jf. herved § 65).
Tandlægeoverenskomsten
6. Regionernes Lønnings- og Takstnævn har med Tandlægeforeningen indgået Overenskomst om
tandlægehjælp af 9. juni 1999, senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 (”Tandlægeoverenskomsten”).
Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for?
7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter, se 6, og binder umiddelbart kun dem.
Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne?
-4-
8. Adskillige overenskomstbestemmelser skaber ret for patienterne (egentligt tredjemandsløfte).
Patienterne kan påberåbe sig disse bestemmelser, når dette fremgår af disses ordlyd eller af den
fortolkning, der må anlægges.
Derimod kan Tandlægeoverenskomsten ikke uden hjemmel forpligte patienterne (men der foreligger
hjemmel, hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står i loven).
Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne?
9. Efter Tandlægeoverenskomstens § 6, stk. 1, kan Overenskomsten kan tiltrædes af tandlæger, der har
autorisation fra Sundhedsstyrelsen til selvstændigt virke, se herved 137.
Eksklusivbestemmelser er forbudt (Sundhedslovens § 227, stk. 4). En tandlæge kan tiltræde
Tandlægeoverenskomsten uden at være medlem af Tandlægeforeningen.
10. Nogle tandlæger med autorisation fra Sundhedsstyrelsen til selvstændigt virke, herunder et antal
medlemmer af Tandlægeforeningen, praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten.
Overenskomsten gælder ikke for sådanne tandlæger.( Sundhedsministeren kan i medfør af Sundhedslovens
§ 229 fastsætte vilkår for ydelserne, således at patienterne ikke bliver udsat for en større egenbetaling, end
tilfældet vil være efter overenskomst.)
11. Adskillige tandlæger har ikke selv tiltrådt Tandlægeoverenskomsten, men virker i en underordnet
stilling på en klinik som ansat under en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Overenskomsten
gælder ikke uden videre for sådanne tandlæger. Overenskomsten kan – som for patienternes
vedkommende – tillægge de ansatte tandlæger ret, men ikke uden hjemmel pligt.
-5-
Som nærmere nævnt under 40 er det afgørende efter de bestemmelser, der er udsendt i medfør af Klageog erstatningsloven, hvorvidt tandlægen er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten
”omfatter” ansatte tandlæger, for så vidt det i flere af dens bestemmelser omtales, at den ansatte kan
medvirke som tandlægelig medhjælp for en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten.
Tandlægeoverenskomsten gælder herefter for en tandlæge, der er ansat hos en tandlæge, der har tiltrådt
Overenskomsten, for så vidt Overenskomsten indeholder regler om behandlingen af klager fra patienter
over sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Hjemlen til
således at forpligte ansatte tandlæger efter Overenskomsten, skal søges i Klage- og erstatningsloven og
bestemmelserne i medfør af denne.
Forretningsorden
12. I medfør af Tandlægeoverenskomsten (§ 48, stk. 2) er der udsendt Forretningsorden for
Regionstandlægenævnene af 10. december 2010. En forretningsorden af samme dato er gældende for
Landstandlægenævnet (§ 47, stk. 4).
Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten
13. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 9), indeholder regler om
samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg).
14. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af
Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet
(Tandlægeoverenskomstens § 37, stk. 2). Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele
-6-
Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse gælder altså også alle spørgsmål, der kan
opstå i forbindelse med patientklage under Overenskomsten.
15. Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, juni
2013, http://www.tandklage.dk/om-klagesystemet/vejledninger-i-behandling-afklagesager/landssamarbejdsudvalget.aspx.
Tandklagesystemet - Klager og ansvar
Disciplinærklage, forbrugerklage – disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar
16. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med
undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (kapitel 10).
I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed
bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar.
17. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse
af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (kapitel 10).
I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i
denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller – normalt synonymt med udtrykket
kontraktsansvar – mangelsansvar.
-7-
18. En tandklagesag rummer som oftest en kombination af begge klagetyper (spørgsmål om begge former
for ansvar).
Tandklagesystemets grundkompetencer
19. Efter Tandlægeoverenskomsten (§ 44,stk. 2, 1. led) bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der
vedrører rent faglige forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle
disciplinærklager.
Det hedder videre (§ 44, stk. 2, 2. led), at Regionstandlægenævnet over for en tandlæge kan beslutte, at
tandlægen til patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes
kompetencen til at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten (§ 48, stk. 1) fungerer
Landstandlægenævnet som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene.
20. Negativt er Tandklagesystemets kompetence afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets
forretningsorden (§ 15, 2. pkt.), hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning. I
Regionstandlægenævnenes forretningsorden findes en lignende bestemmelse (§ 17, stk. 5).
21. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 120 sager
årligt.
Sagstyper
22. Nogle typer af klagesager drejer sig om behandling, der har fundet sted. Klagerne kan fx angå
parodontalbehandling, kirurgisk behandling, implantatbehandling, kariesbehandling, rodbehandling, fast
-8-
protetik, aftagelig protetik, kosmetisk tandpleje, fagligt set dårlige fyldninger og smerter i forbindelse med
behandling.
Andre typer af sager drejer sig om fx manglende behandling, herunder manglende eller ufuldstændig
diagnostik (neglectsager), manglende forebyggelse (eksempelvis af parodontose), manglende oplysning om
alternative behandlingsmuligheder, manglende information og samtykke, rådgivning efter behandling,
hygiejne, journalføring, tavshedspligt, videregivelse af helbredsoplysninger og tandlægeerklæringer.
Det bemærkes, at udtrykket neglectsager her benyttes i den betydning, der anvendes af
Landssamarbejdsudvalget. (Begrebet (dental) neglect kan dække over andre forhold end tandlægens
manglende eller ufuldstændige diagnostik.)
Klager, ansvar og krav uden for Tandklagesystemet
23. I klagerne indgår undertiden elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, se fx 20
(erstatningskrav) og 62 (aktindsigt i patientjournalen).
Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for domstolene, også selv der måtte være en
klageadgang i Tandklagesystemet, som ikke har været udnyttet i forvejen.
Efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 5, er tandlægen i forbindelse med en klagesag forpligtet til at
oplyse, om der er indledt retlig inkasso ved domstolene. Har tandlægen indledt inkassosag mod patienten,
skal tandlægen stille inkassosagen i bero, mens klagesagen behandles.
Serviceklage – Serviceansvar
-9-
24. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 11), indeholder regler om
klage til samarbejdsorganerne.
Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede
sundhedspersoner (Tandlægeoverenskomstens § 50, stk. 1). Genstanden for klage er de forhold, der er
beskrevet i overenskomsten (§ 50, stk. 2, 1. led).
25. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene
serviceklage og serviceansvar. I 94 er nævnt nogle sagsarter, hvor genstanden for klage er de forhold, der er
beskrevet i Tandlægeoverenskomsten.
Der er ikke altid nogen skarp grænse mellem på den ene side disciplinæransvar og kontraktsansvar og på
den anden side serviceansvar . Et og samme forhold kan rejse spørgsmål vedrørende begge
ansvarsområder. Et eksempel herpå er nævnt ligeledes i 94 (tandlægens manglende oplysning vedrørende
klagesagen).
I praksis rejses der ret få serviceklager.
Deliktsansvar
26. Deliktsansvar drejer sig om erstatningspligt for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en
forudgående aftale. Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden
skadeserstatning.
- 10 -
Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, og allerede af den grund falder deliktet uden for
Tandklagesystemets område, jf. herved 20. Se dog 678 om disciplinæransvar.
Produktansvar
27. Produktansvar er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden
”mellemhandler” – herunder efter omstændighederne tandlægen –, når et produkt under brug volder skade, i nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et
deliktsansvar.
Produktansvarsloven (§ 3) omfatter ansvaret for løsøregenstande – dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting.
Indgår der imidlertid i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter
af løsøre i lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer
omfattes af lovens produktansvar. Området for produktansvaret omfatter imidlertid mere end det ansvar,
der reguleres i Produktansvarsloven, og området kan muligvis udstrækkes til enhver form for
tandlægeydelse.
Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence og dermed uden for rammerne
af nærværende fremstilling.
Erstatning og godtgørelse
28. Erstatning er økonomisk udligning af skade. Skaden kan imidlertid ikke altid ske efter en objektiv
økonomisk målestok. For at markere dette tales der om godtgørelse. Se neden for under 658 om ikkeøkonomisk personskade. Spørgsmål om sådan godtgørelse falder uden for Tandklagesystemets
kompetence, ganske som de egentlige erstatningskrav.
- 11 -
Der er undertiden behov for udligning af formueforskydning i forbindelse med kontraktsforhold. Sådan
udligning er ikke erstatning, og for at markere dette tales der også i denne forbindelse om godtgørelse. Et
eksempel herpå er nævnt i 575. Spørgsmål om sådan godtgørelse falder inden for Tandklagesystemets
kompetence.
Tandklagesystemet i perspektiv
29. Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt,
Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og
forbrugerklager behandles i hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning
énstrenget. Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker
uoverskuelige. De er dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik.
Den énstrengede ordning muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er
til fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer.
Ordningen sparer sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er
afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for – på grundlag af
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm – at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende
forholdet mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har enhver sundhedsperson (privatpraktiserende
tandlæge), der kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en højere
klageinstans. På patientsiden er det tilsvarende noget særligt, at det udelukkende er de privatpraktiserende
tandlægers patienter, der har ankeadgang. Tandklagesystemet er – som noget specielt i forbindelse med
retshåndhævelsen ved forbrugerklager – gebyrfrit og uden beløbsmæssig under- og overgrænse.
- 12 -
Der er inden for Tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og
Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren.
Den ydre autoritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få
afgørelser har været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre
områder af det samlede forbrugerklagesystem.
ANDEN DEL
TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING
Resumé
30. I denne del af nærværende fremstilling nævnes seks lovområder, der har relevans for
Tandklagesystemet. I hovedsagen angår de tre første Tandklageprocessen og resten Tandklageansvaret.
31. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at
behandle disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og
kan under visse betingelser offentliggøres. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af
Tandskadesystemet. – Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med
Forvaltningsloven. Også Persondataloven stiller krav til sagsbehandlingen.
32. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at
udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters
rettigheder, derunder retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra
Forbrugerklageloven. Købeloven gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle.
- 13 -
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING
FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN
33. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf.
Lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser,
der tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven.
34. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om
offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet
(”Offentliggørelsesbekendtgørelsen”) og Bekendtgørelse nr. 1340 af 18. december 2012 om afgrænsning af
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende
tandlæger (”Klagebekendtgørelsen”).
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG
35. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang.
Patientombuddet
36. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i
sundhedsvæsenet, sml. Klage- og erstatningslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., også i tilfælde, hvor ansvaret herfor
- 14 -
ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne sundhedspersoner. Patientombuddets afgørelser
retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til vedkommende institution eller private praksis.
Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
37. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. Klage- og
erstatningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Der er givet nærmere regler om kompetencefordelingen mellem
Patientombuddet og Disciplinærnævnet, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 1, 2. pkt..
38. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende
tandlæger, fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag
for kritik eller anden sanktion, jf. Klage- og erstatningslovens § 2 a.
Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet
39. Efter Klage- og erstatningslovens § 2, stk. 3, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse, når særlige
hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke omfatter
dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner. Regler er fastsat
ved Klagebekendtgørelsen.
Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten
40. I Klagebekendtgørelsens § 1 er det nærmere bestemt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns
virksomhed efter § 2, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, ikke
omfatter klager fra patienter over privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold
- 15 -
omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9, hvis vedkommende tandlæge er ”omfattet af”
Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere
Klagebekendtgørelsens § 2.
Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9
41. Det følger af Autorisationslovens § 49, stk. 1, at udtrykket ”tandlægevirksomhed” omfatter
forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og
sygdomme i tænder, mund og kæber. Udtrykket ”tandlægevirksomhed” er dermed ikke synonymt med og
på meget væsentlige punkter mindre omfattende end kompetencebeskrivelsen i Klagebekendtgørelsen:
”privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens
kapitel 4-7 og 9”.
”Sundhedsfaglig virksomhed” er et vagt og dynamisk begreb. Hvad der er omfattet af tandlægens faglige
virksomhed, kan derfor ikke fastlægges præcist. Området – og dermed kompetencen – vil kunne
indskrænkes eller udstrækkes ved loven og Tandlægeoverenskomsten, men også gennem
Tandklagesystemets praksis.
Der er dog ingen tvivl om, at sundhedsfaglig virksomhed ikke alene er tandlægens faglige udførelse af
undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet
hertil, fx journalføring, indhentelse af informeret samtykke og tavshedspligt.
Vejledningspligten vedrørende skadeserstatning
42. En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at
kunne give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring, jf. herved Klage- og
- 16 -
erstatningslovens § 23, må uden udtrykkelig lovhjemmel anses som en disciplinærklage, der kan behandles
i Tandklagesystemet.
Offentliggørelse af disciplinærafgørelser
43. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven, jf. § 17, stk. 2, fastsættes regler om offentliggørelse af
afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved
Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG
44. Klage- og erstatningsloven (kapitel 3) indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at
opnå forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling.
Særordning: Tandskadesystemet
45. Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution, jf. Klageog erstatningslovens § 19, stk. 5..
Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger. Disse sager behandles i det
såkaldte Tandskadesystem (Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet).
ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN
- 17 -
De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning
46. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. 5.
De almindelige forvaltningslove – Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. september 2012),
Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven – gælder for den offentlige forvaltning.
Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der
er oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale
forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v.
.. men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet
47. Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den
private sundhedssektor.
En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i en bestemmelse i
Tandlægeoverenskomsten (§ 47, stk. 4).
Efter denne bestemmelse fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes
forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med
Forvaltningslovens regler om inhabilitet, vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring,
klagevejledning og tavshedspligt. Forvaltningslovens regler om blandt andet begrundelse og de nævnte
- 18 -
fundamentale forvaltningsretlige principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes
modsætningsvis.
De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for
den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen
om anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for
Tandklagesystemet bygger på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger.
TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATATLOVEN
48. Persondataloven (Lov om behandling af personoplysninger, lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere
ændringer) finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor, sml. § 1, stk. 1.
Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register, jf. § 1, stk. 1. I loven er det nærmere angivet, at dataansvarlig er den fysiske eller juridiske person
eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke
hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger, jf. § 3, nr. 4. Regionstandlægenævnene og
Landstandlægenævnet er dataansvarlige, dog ikke for offentliggørelse af i afgørelser i klagesager, jf.
Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 5, se 208 ff. Også Visitationsudvalgene og Besigtigelsesudvalgene må
anses som dataansvarlige.
Loven indeholder regler om blandt andet indsamling af og kriterier for behandling af indsamlede
oplysninger (§§ 5-8), oplysningspligt over for den registrerede (§§ 28-29) og dennes indsigtsret (§ 31), ret til
indsigelse mod behandling af oplysninger om vedkommende (§ 35) og til berigtigelse m.v. (§ 37)
- 19 -
49. Datatilsynet har udsendt Vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i
kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING
FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV.
Autorisationsloven
50. Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf.
Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i
14 specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere
bestemmelser.
51. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede
sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.)
(”Journalføringsbekendtgørelsen”) og Bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede
sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed)
(”Delegationsbekendtgørelsen”). I tilknytning til Delegationsbekendtgørelsen har Sundhedsstyrelsen
udsendt Vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af
medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).
Virksomhedsansvarlige tandlæger
- 20 -
52. Efter Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger (Lov nr. 362 af 9. april 2013 om ændring af lov
om virksomhedsansvarlige læger) skal klinikker, hvor der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes
af offentlige myndigheder, efter nærmere regler udpege en virksomhedsansvarlig tandlæge. Den
virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet i behandlingen og er
kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er etableret en utvetydig
tandlægefaglig ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges selvstændige ansvar efter
Autorisationsloven m.v.
Tandlægepligter
53. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig
virksomhed.
Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket, jf. nærmere
Autorisationslovens § 17. Visse grupper af sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre
patientjournaler over deres virksomhed, jf. § 21, og journalen skal indeholde de oplysninger, der er
nødvendige for en god og sikker patientbehandling, jf. § 22, stk. 2.
Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder
54. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer, der har gennemført en nærmere bestemt
uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, jf. Autorisationslovens § 26, stk. 1, jf.
Sundhedslovens § 215, stk. 1, der kan sanktionere tilsidesættelse af de faglige pligter. Det er ingen
betingelse herfor, at der forinden er givet kritik efter disciplinærklage.
Skærpet tilsyn
- 21 -
55. Der kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis Sundhedsstyrelsen har en begrundet formodning om, at
virksomhedsudøvelsen vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter, jf. Sundhedslovens § 215, stk.
2.
Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige
forhold.
Fagligt påbud
56. Er der derimod tale om en begrundet mistanke om, at virksomhedsudøvelsen rent faktisk vil udgøre en
forringet sikkerhed for patienter, vil det sædvanligvis være mere nærliggende at overveje en mere
indgribende foranstaltning end skærpet tilsyn.
Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen
påbyde vedkommende at ændre denne, jf. Autorisationslovens § 7, stk. 2, 1. pkt.
Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en
konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller
efterlevelse af sædvanlige faglige normer.
Virksomhedsindskrænkning
- 22 -
57. Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke
skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen under nærmere betingelser foretage
virksomhedsindskrænkning, jf. Autorisationslovens § 7, stk. 2, sidste pkt.
En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at
afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller behandle visse patienter. Indskrænkningen kan
også bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges
vejledning og instruktion.
Autorisationsfratagelse
58. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han eller hun må antages at
være til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet, jf.
Autorisationslovens § 7, stk. 1.
FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN
59. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere ændringer) samler en række
bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov.
60. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og
Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.
Patientrettigheder
- 23 -
61. Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede
sundhedspersoners pligter, indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters
rettigheder.
Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse og retten til fortrolighed.
62. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen er ikke omfattet af Tandklagesystemets
kompetence. (I Forretningsordenerne for henholdsvis Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet
er det ved en lapsus angivet, at kompetencen omfatter sådan aktindsigt.)
63. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler
om aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige
lovgivning. Om partsaktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til 206-222.
SJETTE LOVOMRÅDE:DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING
64. En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
65. Den offentligretlige forbrugerlovgivning har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.
- 24 -
Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven, men retshåndhævelsen af
denne lov sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om vildledende og utilbørlig markedsføring (§ 3) og
om vejledning (§ 7), udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret
Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn
66. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller
ankenævn, jf. Forbrugerklagelovens § 1.
Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet
67. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig
klageadgang, jf. § 8.
En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten, jf.
Klage- og erstatningslovens § 2, stk. 3, se 40 (samt flere andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og
tandskader).
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
68. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem de erhvervsdrivende og deres private
kunder, forbrugerne, men reglerne har ingen praktisk betydning for Tandklageansvaret.
- 25 -
69. I Aftalelovgivningen (Aftalelovens §§ 38 a – d) findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige
aftalevilkår.
70. Forbrugeraftaleloven indeholder en række regler om beskyttelse af forbrugeren i tilfælde, hvor en
forbrugeraftale indgås uden forbrugerens forudgående henvendelse til den erhvervsdrivende på dennes
forretningssted.
Købeloven gælder ikke, men …
71. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af
lovens regler gælder dog kun forbrugerkøb.
Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se 368.
Tandlægekontrakten omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for
uskrevne almindelige regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte
måde en vigtig rolle.
TREDJE DEL
TANDKLAGEPROCESSEN
Resumé
- 26 -
72. Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og
Landstandlægenævnet.
73. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve
mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge.
Tandklagesystemets behandling af sagerne er imidlertid til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på
denne baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med
sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet.
Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om Tandklagesystemets kompetence,
habilitet og tavshedspligt mv., hvem der er part, frister for fremsættelse af krav..
74. Der stilles en lang række krav til sagens oplysning og selve sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige,
dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet vedrørende indsendelse af
patientjournaler. Hvis disse og andre krav ikke opfyldes, kan nævnsafgørelsen efter omstændighederne
blive ugyldig.
75. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om
disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og
bevisbyrde samt om Tandklagesystemets underretningspligt.
AFSNIT I: ORGANISATION
VISITATIONSUDVALG
- 27 -
Sammensætning
76. Ifølge Tandlægeoverenskomstens § 41, stk. 1, består Visitationsudvalget af ét medlem udpeget af
Regionen og ét medlem udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Det lokale Samarbejdsudvalg
for Tandlægehjælp kan dog træffe beslutning om en anden paritetisk sammensat repræsentation på
baggrund af de regionale forhold.
Opgave
77. Enhver klage vurderes af Visitationsudvalg for Tandlægeklager i den region, hvor tandlægen har sin
klinik, jf. Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. 1. led. Dette sker blandt andet med
henblik på at ”visitere” (videresende) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det
lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp), jf. § 52, stk. 2, 2. pkt. Klagesager, der udelukkende er
erstatningssager, videresendes til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende
indklagede tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse – § 52, stk. 2, 1.
pkt., 3. Led, – hvorefter det påhviler udvalget at (r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og
udvalget.
Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor
Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det
på grund af sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må
antages, at mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig
mangel, der gør Regionstandlægenævnets afgørelse ugyldig.
- 28 -
Åbenbart grundløse klager
78. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, jf. § 52, stk. 2, 1.
pkt., 2. led, men dette må forstås således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse
klager. Af § 55, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan det sluttes, at Visitationsudvalget kan tage stilling til om
kravsfristerne i § 51, stk. 5, er overskredet.
Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag.
Iværksættelse af besigtigelse
79. Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte
besigtigelse i klagesager.
Sekretariat
80. Regionen virker som sekretariat for Visitationsudvalget, jf. Tandlægeoverenskomstens § 41, stk. 2. Der
er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt sekretariatet eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse
i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved
Overenskomsten.
BESIGTIGELSESUDVALG
- 29 -
Sammensætning
81. Ifølge Tandlægeoverenskomstens § 45, stk. 1, nedsætter Regionstandlægenævnet et eller flere
besigtigelsesudvalg bestående af 3-4 medlemmer. 1 medlem udpeges efter indstilling fra regionen og 2-3
medlemmer efter indstilling fra Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Ved udpegning til
Besigtigelsesudvalg(et) skal der tages hensyn til, at der ikke må være personsammenfald i
repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet. Regionen virker som sekretariat for
Besigtigelsesudvalget, jf. stk. 2.
Opgave
82. Det følger af Tandlægeoverenskomstens § 46, stk. 1, at et Besigtigelsesudvalgs opgave blandt andet er
at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold efter anmodning fra Regionstandlægenævnet.
Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring (hvorledes kan det påklagede forhold
faktisk beskrives, hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.).
Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i
overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se 338-357, hvilken behandling ville
kunne være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger sammen med, at den instans, der skal afgøre sagen –
Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet – selv rummer fagkundskab.
De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på
omgørende arbejde eller lignende.
- 30 -
Patientens medvirken
83. Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk
kan få lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen.
Hvis besigtigelse er indiceret – og derfor skal foretages efter Regionstandlægenævnets anmodning – hviler
risikoen for en manglende besigtigelse principielt på den, der har bevisbyrden, dvs. som udgangspunkt på
patienten som den, der gør gældende, at tandlægeydelsen er mangelfuld. Ved bedømmelsen af
disciplinærklager kommer efter praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode, se 213,
også den rimelige tvivl, som kunne være afklaret, hvis ikke patientens sygdom havde hindret den
nødvendige besigtigelse.
Patientens sygdomsforfald
84. Det principielle udgangspunkt fraviges ikke, selv om sygdom selvsagt kan være en uforskyldt personlig
forhindring, som patienten ikke kan overvinde. Konsekvensen af manglende besigtigelse kan være, at der
helt eller delvis ikke gives patienten medhold i klagen.
Hvis patienten har oplyst sygdomsforfald, vil klagesagen som regel blive udsat. Modparten har dog krav på,
at behandlingen af sagen fremmes rimeligt hurtigt. Udsættelse bestemmes derfor normalt ikke for et
længere samlet tidsrum end et par måneder.
Hvis den indklagede tandlæges arbejde ikke længere kan besigtiges
- 31 -
85. Tandklagesystemet kan kun afgøre en sag, der er oplyst i fornødent omfang. Fjernes den indklagede
tandlæges arbejde – fx påstået mangelfulde kroner –, således at det ikke er i behold som før, når det er
muligt at foranstalte fagkyndig besigtigelse, kan arbejdet efter omstændighederne ikke underkastes den
fagkyndige vurdering, som er en forudsætning for at bedømme patientens klage.
Under sådanne omstændigheder er det ikke er muligt at fastslå, hvorvidt tandlægen er ansvarlig. Resultatet
må herefter være, at der ikke gives medhold i klagen.
Iværksættelse af udbedring efter besigtigelse
86. Som nævnt i 82 udfører Besigtigelsesudvalget sin opgave efter anmodning fra Regionstandlægenævnet.
Derfor bør det være Regionstandlægenævnet, der tager stilling til, hvorvidt udbedring af det påklagede
tandlægearbejde kan iværksættes efter endt besigtigelse.
De besigtigende tandlæger bør derfor i givet fald henvise patienten til Regionstandlægenævnet angående
dette spørgsmål. Regionstandlægenævnet må omgående træffe afgørelse om spørgsmålet, hvis
omstændighederne kræver hurtig udbedring af arbejdet.
REGIONSTANDLÆGENÆVN
Sammensætning
87. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens § 43, stk. 1, jf. Klagebekendtgørelsens § 4, stk. 1,
sammensættes Regionstandlægenævnet af 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens
Regionsbestyrelse, 2 medlemmer udpeget af Regionsrådet og 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.
- 32 -
Nævnets sammensætning skal ses på baggrund blandt andet af, at der er behov for, at også almene
synspunkter kommer til at indgå i afgørelsen af, om der er givet en fagligt set rigtig behandling.
Opgave
88. Regionstandlægenævnet behandler disciplinærklager og forbrugerklager i 1. instans , jf.
Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 1 og 2, og står i øvrigt for gennemførelsen af Landstandlægenævnets
afgørelser om betaling og tilbagelevering. Det følger af § 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, at
Regionstandlægenævnet er ankeinstans i forhold til Visitationsudvalgets afvisninger på grund af
overskridelse af kravsfrister, jf. § 51, stk. 5. Det samme må gælde Visitationsudvalgets afvisninger af
åbenbart grundløse klager.
Sekretariat
89. Regionen virker som sekretariat for Regionstandlægenævnet, jf. § 43, stk. 2. Det påhviler Nævnet
(sekretariatet) at formidle udveksling af tilbagebetaling og eventuelt det påklagede tandlægearbejde, se
494 ff., 530 og 532. Nævnet har pligt til at oplyse sagen i denne forbindelse, idet Nævnet – som i alle andre
sager – skal afgøre, om der er behov for indhentning af yderligere materiale til oplysning af sagen.
LANDSTANDLÆGENÆVNET
Sammensætning
- 33 -
90. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens § 47, stk. 1, jf. Klagebekendtgørelsens § 5, stk. 1,
sammensættes Landstandlægenævnet af 1 dommer udpeget efter bestemmelserne i Overenskomsten, 3
medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen, 2 medlemmer udpeget af Regionernes Lønnings- og
Takstnævn, 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet og 1 medlem udpeget af Danske Patienter.
Opgave
91. Landstandlægenævnet fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 48, stk. 1. Desuden yder Landstandlægenævnet en udstrakt rådgivning til
Regionstandlægenævnene, se herved 93, og udsender vejledende retningslinjer til brug for nævnene.
Sekretariat
92. Landstandlægenævnet har i modsætning til Visitationsudvalgene, Besigtigelsesudvalgene og
Regionstandlægenævnene ikke sekretariatsbistand fra nogen Region. Det er forudsat såvel i
Tandlægeoverenskomsten som i Klagebekendtgørelsen, at Landstandlægenævnet har en sekretær/et
sekretariat. Landstandlægenævnets sekretariat består af formanden og en af denne udpeget sekretær.
Sagerne forberedes af formanden/sekretæren, der også sørger for opfølgning (i det omfang denne ikke er
henlagt til Regionstandlægenævnene, se 88), underretninger, generelle sager, løbende rådgivning mv.
AFSNIT II: FORMALITET
SAGLIG KOMPETENCE
- 34 -
Serviceklager
93. Det kan generelt siges, at patienters adgang til at klage over overenskomstmæssige forhold
(serviceklage), jf. Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 1. led, skal bidrage til at sikre, at det serviceniveau
for betjeningen, som er fastlagt ved Tandlægeoverenskomsten, efterleves i det enkelte tilfælde.
94. Serviceklager drejer sig hyppigst om serviceniveauet, herunder manglende tilbud om skriftligt
uspecificeret prisoverslag (skønnet pris), prisoplysninger og tandlægens optræden (adfærdsklage).
Spørgsmål om prisberegning er ikke et spørgsmål om faglige forhold. En serviceklage kan således dreje sig
om, hvorledes prisen skal beregnes, hvis denne ikke er aftalt på forhånd. Et andet tema for serviceklage kan
være, om tandlægen uanset en opgiven pris eller prisoverslag kan betinge arbejdets udførelse af et
pristillæg, hvis arbejdet fordyres som følge af omstændigheder, som tandlægen ikke burde have taget i
betragtning. Tvist om, hvorvidt en meddelt prisoplysning er et tilbud, en højeste pris eller et prisoverslag,
indbringes også for Samarbejdsudvalget.
Klager over unødvendigt dyr udførelse, se 455, og billigere udførelse, se 456, er derimod ikke serviceklager.
Spørgsmålet om, hvorvidt sagen allerede er afgjort ved forlig, afgøres af Samarbejdsudvalget.
Efter Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 3, er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning
om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling. For tandlægens
vedkommende drejer det sig typisk om udlevering af patientjournalen. Opfyldelsen af forpligtelsen efter §
55, stk. 3, er et spørgsmål om et overenskomstmæssigt forhold, og tilsidesætter tandlægen pligten, er det
Samarbejdsudvalget, der afgør, om han eller hun har pådraget sig serviceansvar. Det antages dog i praksis,
- 35 -
at tandlægens manglende oplysning vedrørende klagesagen tillige kan indebære et brud på en faglig
forpligtelse, således at Tandklagesystemet efter omstændighederne kan pålægge tandlægen (alvorligt)
disciplinæransvar. Se 408.
95. Klager, der vedrører rent faglige forhold (sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af
Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9), er derimod ikke serviceklager, se 19.
Det forekommer, at tandlægen møder en klage over manglende udlevering af patientjournalen med en
indsigelse om, at journalen er bortkommet under videregivelse, fx under videresendelse til en anden
tandlæge. Tandklagesystemet forudsættes at have kompetence til at behandle klager vedrørende ethvert
forhold, der omfattes af Autorisationslovens kapitel 6 (Patientjournaler), selvsagt forudsat at forholdet er
genstand for en patients klage over en privatpraktiserende tandlæge. Efter praksis er det altså
Regionstandlægenævnet, ikke Samarbejdsudvalget, der kan tage stilling til klagen, hvis temaet må antages
at være videregivelse af en patientjournal.
96. En speciel gruppe af serviceklager drejer sig om sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet, jf. herved
Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 2. led. Der vil typisk være tale om adfærdsklager. Efter
Landstandlægenævnets praksis hører klager over Regiontandlægenævnets tilsidesættelse af god
forvaltningsskik ligeledes under Samarbejdsudvalgets kompetence.
I en sag var der klaget over, at en sagsbehandler i Regionstandlægenævnets sekretariat ved forelæggelsen
for Besigtigelsesudvalget ”glemte” (undertrykte) patientens dokumentation (kliniske fotos og
røntgenbilleder) for derved at opnå en besigtigelsesrapport, der frikendte tandlægen, og senere – sammen
med Regionstandlægenævnet – indberettede falsk til Sundhedsstyrelsen. Landstandlægenævnet henviste
klagen til vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp.
- 36 -
97. Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 2. led, angår efter ordlyden udelukkende sagsbehandlingen i
Regionstandlægenævnet. Det antages dog, at serviceklager over sagsbehandlingen i Visitationsudvalget og
Besigtigelsesudvalget ligeledes skal indbringes for Samarbejdsudvalget.
Patienten klagede over, at Besigtigelsesudvalget i sin rapport under punktet Alkoholforbrug havde skrevet
”tidl. weekend party-mus” , og gjorde gældende, at bemærkningen var irrelevant og nedsættende. Henvist
til Samarbejdsudvalget.
98. Det følger af Tandlægeoverenskomstens § 37, stk. 2, 2. pkt., sidste led, at serviceklager over
sagsbehandlingen i Landstandlægenævnet indbringes for Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp.
Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende disciplinærklager og forbrugerklager, herunder spørgsmål
om retlige mangler ved Landstandlægenævnets afgørelser, sml. 100, kan derimod ikke indbringes for nogen
anden instans i Tandlægeoverenskomstens klagesystem.
Kombinerede klager
99. Klages der ikke alene over overenskomstmæssige forhold (altså en kombineret service- samt
disciplinær- og eventuelt forbrugerklage), behandles sagen først i Regionstandlægenævnet (med
ankeadgang til Landstandlægenævnet), for så vidt angår de ikke-overenskomstmæssige forhold. Når
afgørelsen foreligger, sendes sagen videre til behandling i Samarbejdsudvalget til behandling af de
overenskomstmæssige forhold, se Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 1, 2. pkt.
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse
100. Det har tidligere været gjort gældende, at Landstandlægenævnet ikke kan tage stilling til
(forvaltnings)retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse, fordi det efter
- 37 -
Tandlægeoverenskomsten er det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp, der skal behandle klager
over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet., sml. den ovennævnte bestemmelse i § 35, stk. 2, 2. led.
Hvis denne argumentation var rigtig, ville den endelige afgørelse i Tandklagesystemet af patientens og
tandlægens mellemværende kunne forhales gennem systematisk klage til Samarbejdsudvalget (og videre
appel til Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp) med måske grundløse indsigelser over retlige
mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse.
Det er derfor i Tandlægeoverenskomstens § 48, stk. 1, sidste led, bestemt, at Landstandlægenævnet
behandler klager over også sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene.
101. Regelteknisk kunne der måske være valgt en heldigere løsning, men det er altså præciseret, at det kun
er serviceklager over Regionstandlægenævnet, der behandles i Samarbejdsudvalget.
NÆVNET OG NÆVNSMEDLEMMET: HABILITET OG TAVSHEDSPLIGT M.V.
HABILITET
102. I Klagebekendtgørelsens § 7 er det bestemt, at Forvaltningslovens regler om inhabilitet finder
anvendelse for Regionstandlægenævnenes og Landstandlægenævnets virksomhed. Fra denne
bestemmelse kan der ikke sluttes modsætningsvis. Hele Forvaltningsloven mv. gælder for hele
sagsbehandlingen mv. i Tandklagesystemet, se 47.
Medlemshabilitet
I) Grunde til inhabilitet
- 38 -
A) Generel habilitet
103. De generelle habilitetsregler vedrører betingelserne for overhovedet at beklæde eller fortsætte med
at beklæde et hverv som nævnsmedlem.
1) Negative krav
104. Et nævnsmedlem kan generelt være afskåret fra hvervet på grund af konstant tilstedeværende
interessekonflikt.
I Tandlægeoverenskomsten findes en nærmere bestemmelse om, at der ikke må være personsammenfald i
repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet, og samme bestemmelse genfindes i
Forretningsordenen for Regionstandlægenævnene.
105. Fra praksis kan nævnes, at formanden for Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder
Tandlægeforeningens Patientforsikring, var generelt inhabil som medlem af et Regionstandlægenævn, da
formandshvervene omfattede opgaver og pligter og dermed interesser, der ikke var sammenfaldende med,
hvad vedkommende skulle varetage som medlem af Regionstandlægenævnet.
Landstandlægenævnets medlem udpeget af Forbrugerrådet har tillige sæde i Tandskadeankenævnet, men
er ikke generelt inhabil; den pågældende er udpeget begge steder som repræsentant for Forbrugerrådet og
varetager samme interesse.
- 39 -
Det gøres undertiden gældende, at tandlægelige nævnsmedlemmer ikke kan bedømme klagesager, fordi de
– i lokalområdet – konkurrerer med de tandlæger, der indklages. Tandlægemedlemmerne repræsenterer
en sagkundskab, men de er samtidig også interesserepræsentanter. De er udpeget af Tandlægeforeningen
(Regionsbestyrelsen) til at varetage vedkommende hverv og er ikke generelt inhabile i forhold til sagerne.
2) Decorum
106. Nævnsmedlemmer skal vise sig værdige til den agtelse og tillid, som hvervet kræver. Et nævnsmedlem
kan ved sin adfærd efter omstændighederne miste den agtelse, der kræves i stillingen. Eksempelvis kan
berettigede klager over et tandlægemedlems faglige forhold i den private praksis, herunder alvorlig kritik,
føre til, at medlemmet må udtræde af vedkommende nævn.
B) Speciel habilitet
107. Regler om speciel habilitet findes i kapitel 2 i Forvaltningsloven. I lovens § 3 er opregnet de grunde, der
kan fremkalde inhabilitet.
Specielle habilitetskrav drejer sig om forudsætningerne for at deltage i behandlingen af den konkrete sag.
interesse. Inhabilitet foreligger, hvad enten vedkommende nævnsmedlem faktisk påvirkes af en
uvedkommende interesse eller ej.
1) Personlig interesse
108. Et medlem, der er part i en klagesag, kan ikke selv deltage i sagens behandling, jf. herved
Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 1.
- 40 -
2) Personlige relationer
109. Inhabilitet foreligger, hvis medlemmets ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i den direkte op- eller
nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærtstående, har en særlig
personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan
interesse, jf. Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 2. Tilknytningsforhold, der ikke beror på ægteskab, men faste
samlivsforhold, kan også begrunde inhabilitet.
3) Tilknytning til private juridiske personer
110. Medlemmer med ansættelse eller andet engagement i private juridiske personer er inhabile, når
vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en
anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald, jf. Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr.
3.
I den ovenfor omtalte sag blev medlemmet af Regionstandlægenævnet anset som også specielt inhabil på
grund af sit hverv som formand for Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder Tandlægeforeningens
Patientforsikring.
4) Flere hverv
111. Et nævnsmedlem kan ikke deltage i kontrollen med sager, som medlemmet i anden egenskab har
medvirket ved, jf. herved Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 4.
- 41 -
Det afgørende er, om medlemmet har en egentlig kontrolfunktion i forhold til sin tidligere sag. Henvender
en part sig til samme nævn, som har truffet en afgørelse, for at få afgørelsen ændret, er der intet til hinder
for, at et medlem, der var med til at træffe afgørelse i første omgang, behandler sagen. Der er tale om
eventuel genoptagelse af sagen, og formålet med den nye behandling er ikke at kontrollere den første
afgørelse, men derimod at se på sagen igen og vurdere, om den første afgørelse kan eller skal ændres.
Har et medlem deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution – fx Visitationsudvalget,
Besigtigelsesudvalget, Regionstandlægenævnet, Patientforsikringen, Tandskadeankenævnet – kan
interessekonflikten som følge af personens tilknytning til de forskellige instanser føre til inhabilitet.
5) Rådgivning
112. Spørgsmål om inhabilitet kan også opstå, hvor et Regionstandlægenævn spørger
Landstandlægenævnet til råds om løsningen af en konkret sag. I dette tilfælde risikerer det nævnsmedlem,
der besvarer henvendelsen, at blive inhabil, hvis sagen senere bliver påklaget til Landstandlægenævnet. Om
medlemmet bliver inhabilt, beror på, hvor konkret vejledning der er givet. Har medlemmet i realiteten
taget stilling til sagens hovedproblem i forbindelse med vejledningen, må han eller hun anses for at have
medvirket ved sagens behandling i første instans. Medlemmerne af Landstandlægenævnet – og
Landstandlægenævnet selv – er tilbageholdende med at give konkret vejledning og begrænser sig til mere
abstrakte svar.
6) Andre omstændigheder, der rejser tvivl om upartiskhed
113. Stærkt uvenskab eller nært venskab kan fremkalde inhabilitet, men der skal ganske meget til, for at et
nævnsmedlem anses for inhabil på grund af venskab eller det modsatte.
- 42 -
114. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag, hvis den pågældende 1) som
praktiserende tandlæge har undersøgt eller behandlet patienten på noget tidspunkt, 2) er – eller på det
tidspunkt, hvor den påklagede tandlægebehandling fandt sted, var – beskæftiget i den klinik, hvor den
indklagede tandlæge er klinikejer, se om dette udtryk 147, eller ansat, eller hvor i øvrigt patienten i
forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet. Der må heller ikke 3) i øvrigt
foreligge konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om nævnsmedlemmets
uvildighed, jf. Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 5.
115. Et tandlægemedlem af Regionstandlægenævnet var gift med et medlem af det i sagen rapporterende
Besigtigelsesudvalg. Ægteparret ejede et tandlægeholdingselskab, der delte klinik med en tredje,
selvstændig tandlæge, som patienten havde konsulteret.
Landstandlægenævnet udtalte, at reglerne om inhabilitet har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå en
reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der
hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den, der skal virke i vedkommende
sag. Det sidstnævnte formål indebærer, at inhabilitet foreligger, hvis der på grund af den pågældende
persons tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om hans eller hendes upartiskhed. For at føre
til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. Der blev ikke statueret
inhabilitet i den pågældende sag.
II) Ikke inhabilitet, hvis risiko for interessekonflikt fjerntliggende
116. Inhabilitet foreligger ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller
den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at
afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 2..
III) Afgørelsen af inhabilitet
- 43 -
117. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kan medføre vedkommendes
inhabilitet. Ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at
oplyse nævnet herom, jf. Forvaltningslovens § 6, stk. 1. Nævnsmedlemmet må ikke selv deltage i
behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet, jf. § 6, stk. 3
118. Erklæres den pågældende inhabil, må sagen behandles med et medlem mindre, hvis dette lader gøre
ifølge forretningsordenen. Ellers må stedfortræderen indkaldes. Nævnet kan dog altid træffe de
beslutninger, som ikke kan opsættes, fx om udsættelse sagen til indkaldelse af stedfortræderen. Er det
umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at lade en anden træde i den
pågældendes sted under sagens behandling, gælder reglerne om speciel inhabilitet ikke, jf.
Forvaltningslovens § 4, stk. 1.
Nævnshabilitet
119. Nævn som sådanne kan være specielt inhabile.
120. Det antages, at et Regionstandlægenævn har ret til at overlade beslutningskompetencen i den enkelte
sag til et andet Regionstandlægenævn for på den måde at undgå nævnsinhabilitet.
Er der ikke er mulighed for at overlade kompetencen, må inhabiliteten accepteres, jf. herved
Forvaltningslovens § 4, stk. 2. Nævnet må i så fald på anden måde sikre sig, at afgørelsen ikke bliver
mangelfuld, fx ved at være særlig omhyggelig med sagsoplysningen og forsigtig med retsanvendelsen.
TAVSHEDSPLIGT MV.
- 44 -
121. Tandklagesystemets nævnsmedlemmer, disses stedfortrædere og sekretariater har tavshedspligt, når
en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
Sundhedslovens bestemmelse om tavshedspligt, se § 40, gælder ikke for tandlæger under disses funktioner
i Tandklagesystemet.
Videregivelse af oplysninger
122. Nævnets videregivelse af oplysninger reguleres af Persondatalovens videregivelsesregler.
Videregivelse er tilladt, hvis den registrerede giver sit samtykke, jf. Persondatalovens § 7, stk. 1, nr. 2. Den
almindeligt anvendte klageformular indeholder en samtykkeerklæring fra patienten.
Herudover kan videregivelse af følsomme oplysninger (om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,
religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om
helbredsmæssige og seksuelle forhold herunder om helbredsmæssige forhold, jf. § 7, stk. 1) ske med
henblik på at fastlægge, forsvare eller gøre retskrav gældende, jf. § 7, stk. 2, nr. 4).
Oplysninger om rent private forhold må dog som udgangspunkt kun videregives med den registreredes
samtykke, jf. § 8, stk. 2, nr. 1.
Undtagelsesvis kan der dog også uden samtykke videregives oplysninger om rent private forhold, hvis det
er nødvendigt for at varetage en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den
registrerede.jf. § 8, stk. 4.
- 45 -
PARTER
PARTSSTATUS
Begrebet part
123. Ved parter i en tandklagesag forstås personer, der har en væsentlig retlig individuel, direkte interesse i
sagens udfald. Personer, der er adressater for Tandklagesystemets afgørelser, er utvivlsomt parter (har
partsstatus).
Patientsiden og tandlægesiden – typiske partsforhold
Type 1: Patienten og tandlægen
124. I de fleste klagesager er der to parter: Patienten og den indklagede tandlæge.
Type 2: Patienten og 1) tandlægen ansat hos 2) klinikejeren
125. Det er dog i praksis ofte nødvendigt, at der på tandlægesiden også optræder én eller flere parter, som
patienten ikke nødvendigvis har klaget udtrykkeligt over. En sådan samoptræden på tandlægesiden i
klagesagen forekommer typisk, når patienten klager over et fagligt forhold hos en tandlæge, der er ansat,
og der bliver spørgsmål om at gøre kontraktsansvar gældende. I så fald må klinikejeren, se om dette udtryk
- 46 -
147, uden videre også betragtes som indklaget i sagen. Sagen kan altså kan partsbetegnes således: Patient
NN mod 1) tandlæge XX ansat hos 2) tandlæge YY.
Patientens krav mod andre tandlæger end de(n) indklagede?
126. Derimod kan Tandklagesystemet ikke selv gøre andre tandlæger til part i sagen ved på egen hånd at
inddrage forhold, som patienten ikke har klaget over.
Patientsiden
Nær pårørende
127. En nær pårørende til en senere afdød patient (dvs. at patienten er afgået ved døden efter tidspunktet
for det faglige forhold, der klages over) er omfattet af klageadgangen og kan dermed have status som part.
Dødsbo
128. Efter patientens dødsfald kan sagen fortsættes med dødsboet som part.
Nævnet er berettiget til at få forevist skifteretsattest som bevis for, hvem der kan bestemme over afdødes
aktiver. Regionstandlægenævnet sørger for den tilbagebetaling m.v., der i givet fald tilkommer boet.
Regionstandlægenævnet vil normalt underrette skifteretten, idet der kan blive tale om betaling af
(yderligere) boafgift.
- 47 -
129. Overstiger nettoværdien af boet ikke en nærmere angiven (lav) værdigrænse, kan boets aktiver
udlægges uden skiftebehandling efter anmodning fra én eller flere, som er berettigede til at modtage
udlægget, jf. Dødsboskiftelovens §§ 18 og 19. Er sådant udlæg sket, udsteder skifteretten efter anmodning
en skifteretsattest til udlægsmodtageren, og sagen kan fortsætte med denne som part.
Regionstandlægenævnet vil normalt underrette skifteretten om betaling, idet skifteretten kan træffe
bestemmelse om genoptagelse af et bo, hvis der er fremkommet yderligere aktiver.
130. Efter patientens dødsfald kan der selvsagt ikke være tale om at anvende mangelsbeføjelsen
omgørelse, se 582-609. Er dødsfaldet indtrådt efter en bestemmelse om omgørelse, må sagen ankes eller
genoptages.
Tandlægesiden
I. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for den påklagede tandlægefaglige virksomhed
131. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for det påklagede faglige forhold, der klages over. Er
denne betingelse ikke opfyldt, kan tandlægen ikke være part.
A. Efterfølgende bortfald af autorisation som hovedregel uden betydning
132. At tandlægen efterfølgende tager sin afsked, lader sig pensionere, ophører med praksis, alt eventuelt
på grund af alder, indebærer ikke, at autorisationen – og partsstatus – bortfalder. Klagesagen kan
fortsætte. (Tandlægens ret til selvstændigt fagligt virke, se 137, bortfalder ved det 75. år jf.
Autorisationslovens § 14, stk. 1, – medmindre der dispenseres, jf. stk. 3 –, men fagligt virke kan fortsættes
ud over det 75. år gennem ansættelse i en underordnet stilling.)
- 48 -
Autorisationen bortfalder derimod ved, at tandlægen fraskriver sig den, jf. Autorisationslovens § 5, stk. 1.
Retten kan desuden fratages, jf. §§ 6 – 8, eller fradømmes, jf. Straffelovens § 79, stk. 1. Selv om
autorisationen således efterfølgende er bortfaldet, bevarer tandlægen partsstatus. Klagesagen kan
behandles videre.
133. Begrundelsen er blandt andet, at en bedømmelse af tandlægens faglige forhold kan få betydning i
forbindelse med et eventuelt senere spørgsmål om generhvervelse af autorisationen.
B. Dødsfald
134. Disciplinæransvaret ophører ved dødsfald. Har patienten ikke gjort mangelsansvar gældende, se fx
678, bortfalder sagen.
II. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten på tidspunktet for den påklagede
tandlægefaglige virksomhed
135. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten (se om dette udtryk 9-11) på tidspunktet
for det faglige forhold, der klages over. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan sagen ikke behandles af
Tandklagesystemet.
136. Disciplinæransvaret ophører ikke, og tredjemands (patientens) ret opløses ikke, fordi betingelsen ikke
længere er opfyldt. Det er derfor uden betydning for partsstatus, at tandlægen fx har fratrådt
Overenskomsten efter tidspunktet for det påklagede faglige forhold.
A. Tandlæger, der har tiltrådt Tandlægeoverenskomsten
- 49 -
1. Tilladelse til selvstændigt virke
137. Det fremgår af Autorisationslovens § 48, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse til
selvstændigt virke – dvs. adgang til at praktisere på egen hånd –, når tandlægen i 1 år har virket i
underordnet stilling hos en tandlæge med tilladelse til selvstændigt virke. Kun tandlæger, der har tilladelse
til selvstændigt virke, kan tiltræde Tandlægeoverenskomsten, jf. dens § 6, stk. 1, og ovenfor 8.
2. Virksomhedens organisationsform ikke afgørende for partsstatus
138. Spørgsmålet om tandlægens selvstændige virke er forskelligt fra spørgsmålet om den virksomhed, som
tandlægen efter Tandlægeoverenskomsten har mulighed for at drive.
a. Praksisformer
139. Efter Tandlægeoverenskomstens § 6, stk. 2, er en tandlæge, der tiltræder overenskomsten, forpligtet
til regelmæssigt at udøve tandlægevirksomhed fra praksisadressen. Det fremgår af § 7, at etablering af
tandlægeklinik skal ske i overensstemmelse med Overenskomstens Bilag 3. Af bilaget, Tandlægeklinikken
som virksomhed – Praksisformer, fremgår det, at tandlægepraksis kan tilrettelægges som
enkeltmandspraksis, kompagniskabspraksis eller i selskabsformer (Tandlægeselskab). Disse tre
praksisformer kan fungere i samarbejdspraksis.
b. Virksomhedens hæftelse
i. Virksomheder med fuldt ansvar
- 50 -
140. Enkeltmandspraksis har kun én deltager uden fællesskab med andre tandlæger om økonomi.
Virksomheden har kun én ejer, og den pågældende hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser.
Personlig hæftelse er udtryk for, at et krav, fx patientens, kan kræves fyldestgjort i hele tandlægens formue.
141. Kompagniskabspraksis (dvs. interessentskab) drives af to eller flere tandlæger/tandplejere med
fællesskab om økonomi, lokaler og personale. Deltagerne hæfter alle personligt og solidarisk. Solidarisk
hæftelse indebærer, at patienten selv kan vælge, hvem af deltagerne – om ikke dem alle – han eller hun vil
rejse kravet overfor.
142. Praksis kan drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og/eller kompagniskabspraksis og/eller
praksisselskabsform, se 143, med et vist fællesskab om lokaler og personale. Samarbejdspraksis udelukker
ikke, at der er økonomisk fællesskab om lokaler og personale, og i givet fald foreligger der et
interessentskab, men kun vedrørende lokaler og personale. I øvrigt viser beskrivelsen i Overenskomsten, at
det ved interessentskaber er uden betydning i det hele taget, om deltagerne er fysiske personer, se 141,
eller selskaber, se 143.
ii. Virksomheder med begrænset ansvar
143. En eller flere tandlæger/tandplejer(e) kan ifølge Tandlægeoverenskomsten ansættes i en
selskabsform, der har til formål at udøve tandlægevirksomhed, og hvis vedtægter er godkendt af
Tandlægeforeningen. Deltageren/ Deltagerne hæfter ikke for selskabets forpligtelser. Der hæftes
begrænset. Ved begrænset hæftelse forstås, at der kun kan kræves fyldestgørelse i et kapitalindskud eller
et kapitalindestående.
Hvis ejeren af en enkeltmandspraksis omdanner virksomheden til drift i selskabsform og derved bliver
eneaktionær eller eneanpartshaver i sit tandlægeselskab, kunne man strengt taget tale om en
- 51 -
enkeltmandsvirksomhed med begrænset ansvar, men det vil ikke være i overensstemmelse med
Tandlægeoverenskomsten at forbinde udtrykket enkeltmandspraksis med et sådant selskab.
3. Klinikejeren er part
a. Klinikejerens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse
144. Efter Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., er tandlægen personlig forpligtet efter
overenskomstens almindelige bestemmelser på alle praksisadresser.
Bestemmelsen er ikke blot en regel om adresser. Den fastslår grundlæggende, at en tandlæge, der har
tiltrådt overenskomsten, altid hæfter personligt for opfyldelse af kontraktlige forpligtelser over for
patienten.
145. Ud over at være personlig er hæftelsen efter § 9, sidste pkt., direkte, dvs. patienten kan fremsætte sit
krav direkte over for tandlægen. (Hvor praksis drives i selskabsform, ville indirekte hæftelse betyde, at
patienten skulle fremsætte sit krav gennem selskabet eller dettes konkursbo.) Hæftelsen efter § 9, sidste
pkt., er umiddelbar, hvilket indebærer, at patienten straks kan holde sig til tandlægen. Det skal ikke i
forvejen dokumenters, at patienten ikke kan få sine penge hos tandlægeselskabet eller dettes konkursbo.
Tandlægens umiddelbare hæftelse svarer til selvskyldnerkautionistens hæftelse.
b. Retsstiftelsen for patienten
146. Tandlægens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse over for patienten kommer i stand ved det
løfte (et egentligt tredjemandsløfte), som tandlægen afgiver som led i sin tiltrædelse af
- 52 -
Tandlægeoverenskomsten (nemlig ved at underskrive Ansøgning om tildeling af ydernummer til
tandlæger). Tandlægen lover i den forbindelse at ville være personlig forpligtet efter overenskomstens
almindelige bestemmelser på alle praksisadresser, jf. § 9, sidste pkt. Ved denne lejlighed afgives løftet
ganske vist til Overenskomstens parter, men løftet er i sig selv tilstrækkeligt til, at patienten (dvs.
tredjemanden) kan gøre den personlige hæftelse, dvs. ansvaret efter § 9, sidste pkt., gældende, når
tandlægen til sin tid fx ikke måtte opfylde kontrakten rigtigt.
c. Klinikejer
147. Den tandlæge, der er ansvarlig efter Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., kaldes i daglig tale
klinikejeren. Betegnelsen driftsansvarlig tandlæge kunne også anvendes.
Klinikejeren er altid en fysisk person. (Der ses altså bort fra, at udtrykket ”klinikejer” strengt taget ikke er
rigtigt, når tandlægen driver klinikken i selskabsform. I så fald ejes klinikken formelt af selskabet, og som
det også fremgår af formuleringen i Tandlægeoverenskomsten, se 143, arbejder klinikejeren som ansat af
sit eget selskab.)
d. Ydernummer
148. En tandlæge bliver omfattet af Tandlægeoverenskomsten, når han eller hun som tandlæge og
klinikejer får tildelt et ydernummer. Ydernummeret tildeles altid en eller flere fysiske personer, ikke
kompagniskabspraksis, samarbejdspraksis eller tandlægeselskaber.
Ydernummeret anvendes blandt andet i forbindelse med forvaltningen af de tilskud, som i henhold til
Sundhedsloven ydes til behandling hos tandlæge. Tilskudsordningen skal blandt andet ses på baggrund af
det offentlige sundhedsvæsens realisering af ydelser i praksissektoren. På dette område er ydelser,
- 53 -
herunder vilkår for ydelser og tilskud til ydelser, fastsat ved overenskomst, se 5. Efter den
overenskomstmæssige ordning betragtes ydelsen – altså her tandlægehjælp – som ydet mod tilskud og en
egenbetaling fra patienten.
Som klinikejer anses efter fast praksis den, der er indehaver af ydernummeret. Afgørende for, hvem der er
klinikejer, er forholdene på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over, se 109. En tandlæge kan
således hæfte som klinikejer – og være part –, selv om den pågældende på afgørelsestidspunktet ikke
længere er indehaver af ydernummeret.
Flere indehavere af samme ydernummer
149. En enkeltmandspraksis har ét ydernummer, og klinikejeren har partsstatus. I øvrigt kan flere
klinikejere have samme ydernummer, fordi de har fået ydernummeret tildelt i fællesskab. Eksempler herpå
kan være tandlæger, der deltager i samme kompagniskabspraksis (interessentskab) eller er aktionærer eller
anpartshavere i samme tandlægeselskab. I så fald er samtlige tandlæger klinikejere; de har samme
ydernummer, men de har hver især partsstatus i klagesagen. Derimod vil deltagere i samarbejdspraksis
have hver sit ydernummer, således at kun vedkommende klinikejer(e) har partsstatus.
Betegnelsen af ydernummerindehaver(ne) på regningen ikke altid dækkende
150. Efter Tandlægeoverenskomstens § 30, stk. 4, skal der ved behandlingens afslutning på en særlig
blanket udleveres en regning til patienten med det i stk. 5 nævnte indhold. I stk. 5 er det bestemt, at
tandlægens navn, praksisadresse og ydernummer skal fremgå af regningen. Hvor tandlægevirksomhed
drives i selskabsform, afregnes Regionens tilskud ved indbetaling til selskabets pengeinstitutkonto, jf. stk. 6,
2. pkt.
- 54 -
I praksis er det ofte ikke klinikejerens, men klinikkens navn, der figurerer i forbindelse med angivelsen af
ydernummeret på den regning, som patienten modtager. Der henvises til den sammenstilling af nanvne og
ydernumre, som oplyses af MedCom - det danske sundhedsdatanet (http://medcom.dk/wm109862).
Denne praksis har ingen konsekvenser for hæftelsesforholdet, jf. Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste
pkt., og partsstatus. Partsstatus har de(n) personligt hæftende klinikejer(e).
Oplysning om klinikejer(ne) kan hentes i Den fælles offentlige sundhedsportal
151. Efter Tandlægeoverenskomstens § 19, stk. 3, skal tandlægen udarbejde en praksisdeklaration som
offentliggøres på Den fælles offentlige sundhedsportal (https://www.sundhed.dk/) . Af
praksisdeklarationen skal blandt andet fremgå navn på de tandlæger, der er tilknyttet klinikken.
e. Klinikejerens konkursbo
152. Klinikejerens konkurs indebærer, at patientens krav støttet på den personlige hæftelse, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., må gøres gældende gennem konkursboet. Efter tandlægens
(klinikejerens i modsætning til tandlægeselskabets) konkurs kan sagen fortsætte med boet som part.
Tandklagesystemet påtager sig ikke anmeldelse af dividendekrav i konkursboer, jf. herved Konkurslovens §
128.
f. Klinikejerens dødsbo
153. Efter tandlægens (klinikejerens) dødsfald kan sagen fortsætte (bortset fra spørgsmålet om
disciplinæransvar, se 134) med boet som part. Tandklagesystemet påtager sig ikke anmeldelse af
betalingskrav i dødsboer.
- 55 -
Når et dødsbo skiftes, skal der udstedes proklama, jf. Dødsboskiftelovens § 81, stk. 2, dvs. indrykkes én
bekendtgørelse i Statstidende blandt andet med opfordring til enhver, der har en fordring mod afdøde, til
at anmelde kravet inden 8 uger efter bekendtgørelsen, se nærmere stk. 3. Kan en fordring ikke opgøres
endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig
angivelse af kravet, jf. § 82, stk. 3. Patientens skønsmæssige angivelse af kravet vil typisk svare til det
honorar, der er betalt. En blot meddelelse fra patienten om, at et krav vil blive fremsat, er ingen foreløbig
anmeldelse. Anmeldes en fordring ikke rettidigt, bortfalder retten til dækning i boet, jf. § 83, stk. 1.
Nævnet er berettiget til at kræve dokumentation for, at den nævnte anmeldelse eller foreløbige
anmeldelse er sket rettidigt. Præsteres dokumentationen ikke, må sagen afvises.
g. Tandlægeforeningens sikringsordning
154. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der blandt andet i tilfælde af tandlægens død, insolvens eller
konkurs på nærmere betingelser og efter anmeldelse til Tandlægeforeningens Sikringsordning, adr.
Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup, kan opnås dækning af patientens tilgodehavende hos den pågældende
tandlæge. Tandklagesystemet vejleder efter omstændighederne herom.
B. Ansatte tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten
155. Ved en ansat tandlæge forstås i denne forbindelse en tandlæge, der uden selv at være klinikejer, se
147, er ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, se 139. Klages der over en sådan
tandlæge, har den pågældende partsstatus.
156. Den ansatte tandlæge, der – med eller uden tilladelse til selvstændigt virke – medvirker som
tandlægelig medhjælp i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, er disciplinært (men ikke
- 56 -
kontraktligt) ansvarssubjekt og har dermed partsstatus, hvis der er klaget over den pågældende. Det er
forholdene på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over, se 135, der er afgørende. En ansat
tandlæge kan således holdes disciplinært ansvarlig – og være part –, selv om den pågældende på
afgørelsestidspunktet ikke længere er ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis. Det er uden
betydning, om den pågældende er medlem af Tandlægeforeningen eller er under konkurs. Derimod
bortfalder klagesagen ved dødsfald.
157. Den påbudte praksisdeklaration, jf. Tandlægeoverenskomstens § 19, stk. 3, og ovenfor 151, skal også
indeholde oplysninger om tandlæger, der er tilknyttet klinikken som ansatte. Det har imidlertid i flere år
ikke været muligt at registrere eller ændre oplysninger om ansatte på sædvanlig vis. Det er derfor heller
ikke muligt at søge på ansatte i Den fælles offentlige sundhedsportal.
III. Uden partsstatus
158. Det er en smagssag, om man vil betegne en enkeltmandspraksis som part eller formelt fastholde, at
det er vedkommende klinikejer, der er part.
Tandlægeklinikker, der drives i kompagniskab, i selskabsform eller som samarbejdspraksis, er ikke omfattet
af Autorisationsloven, og de kan som sådanne ikke pådrage sig disciplinæransvar. De kan i det hele taget
ikke have partsstatus under klagesagen.
159. Tandlæger, der praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten eller som i øvrigt ikke er
ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, kan ikke have partsstatus.
160. Tidligere kunne Sundhedsstyrelsen rejse disciplinærsag i Tandklagesystemet, men Styrelsens
disciplinærsager mod privatpraktiserende tandlæger indbringes nu for Sundhedsvæsenets
- 57 -
Disciplinærnævn, jf. Klage- og erstatningslovens § 2 a og se 38. Sundhedsstyrelsen kan ikke være part i en
tandklagesag.
161. En virksomhedsansvarlig tandlæge, se 52, kan ikke være part. Klager over en sådan tandlæges
varetagelse af forpligtelser i henhold til Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger indbringes for
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Den virksomhedsansvarlige tandlæge kan imidlertid i den konkrete
sag have pådraget sig ansvar i henhold til såvel Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger som
disciplinæransvar og kontraktansvar. Den pågældende kan være part i de sidstnævnte henseender.
162. I Persondataloven sondres der ikke mellem parter og andre personer. Rettighederne i loven er tillagt
de personer, om hvem der behandles oplysninger — de registrerede. En registreret person kan være en
biperson i Persondatalovens forstand.
Ved biperson forstås en person, der ikke er den egentlige genstand for sagsbehandlingen – altså typisk
andre end patienten og den indklagede tandlæge selv. Bipersonen optræder udelukkende accessorisk i
tilknytning til oplysninger om den registrerede hovedperson. Eksemplet på en biperson er en tandlæge,
som har behandlet en patient, som har klaget over en anden tandlæge. Bipersoner har som udgangspunkt
samme rettigheder efter Persondataloven som andre registrerede personer, men kan ikke have partsstatus
i en tandklagesag.
163. Parterne i klagesager har ifølge Tandlægeoverenskomsten en nærmere oplysningspligt. Efter
Overenskomstens § 55, stk. 3, betragtes en tandlæge, der i øvrigt har/har haft klageren i behandling, i
denne sammenhæng som part. En sådan tandlæge har altså oplysningspligt, men ingen partsstatus i sagen.
PARTSHABILITET
- 58 -
164. Partsstatus, jf. 123 – 163, beror på afgørelsens virkning for den pågældende. Derimod drejer
partshabilitet sig om, hvorvidt parten har de fornødne åndelige evner eller modenhed til at udøve sine
rettigheder efter loven. Personer, der lider af demens, psykisk syge, udviklingshæmmede m.fl. kan være
partsinhabile. I så fald må andre udøve deres partsbeføjelser for dem.
FRISTER
KRAVSFRISTER
165. Disciplinærklager og forbrugerklager skal rejses inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller
burde være bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet
har fundet sted, jf. Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5.
5-års fristen
166. 5-års fristen løber fra den hændelse, der klages over. Fristen er absolut og kan ikke suspenderes, se
derimod 129 om suspension af den korte 2-års frist.
126. For disciplinæransvarets vedkommende regnes 5-års fristen fra den dag, hvor klageforholdet har
fundet sted.
167. For mangelsansvarets vedkommende regnes 5-års fristen som udgangspunkt fra det tidspunkt, da
tandlægen afleverede arbejdet.
- 59 -
Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, og kan patienten kræve
omgørelse, regnes 5-års fristen fra tandlægens eget seneste forgæves forsøg på omgørelse. Er der på den
anden side gået nogen tid efter arbejdets aflevering, førend manglerne viser sig (skjulte mangler), regnes 5års fristen fra afleveringen.
2-års fristen
168. 2-års fristen løber fra det tidspunkt, da patienten kendte eller burde kende det forhold, der klages
over.
Som nævnt i 126 er en nær pårørende til en afdød patient omfattet af klageadgangen. Afgørende for
fristberegningen er i givet fald ikke datoen for dødsfaldet, men hvornår den nære pårørende kendte eller
burde kende det forhold, der klages over.
2-årsfristen begynder ikke nødvendigvis at løbe, fordi en behandling er behæftet med komplikationer, fordi
behandlingen ikke medfører det forventede resultat, eller fordi patienten har været skeptisk over for
behandlingen. Uanset tandlægens gentagne forsøg på omgørelse og afhjælpning af gener løber 2-års fristen
efter omstændighederne først, når patienten af en fagperson har fået tilkendegivet, at der ikke findes mulighed for yderligere behandling.
169. Så længe patienten ikke kender eller bør være bekendt med klageforholdet, suspenderes 2-års fristen.
Det betyder, at fristen opsættes, så længe man ikke kan bebrejde patienten, at han eller hun er uvidende
om forholdet. Fristen er kun relevant, når der klages over noget, der fandt sted for mere end 2 år siden.
Burde formodningen om det, der klages over, fx en mulig fejlbehandling, være opstået for mere end 2 år
siden, er der klaget for sent.
- 60 -
Man må i praksis finde frem til datoen for forholdet, der klages over, og herefter afgøre: Vidste patienten
eller burde han eller hun på denne dag formode, at forholdet, der klages over (fx fejl ved behandlingen),
blev begået. Er svaret ”nej” til spørgsmålet, udskydes 2-årsfristens begyndelsestidspunkt til den dag, hvor
svaret er ”ja” til spørgsmålet. Såfremt patienten én gang får viden eller formodning om fx begået
behandlingsfejl, kan han eller hun ikke senere glemme dette eller på anden vis undslå sig. Med andre ord:
Når 2-års fristen først er begyndt at løbe, kan suspension ikke indtræde (eller indtræde igen).
Suspensionen kan ikke gøre, at den absolutte frist på 5 år udskydes. Sagen kan ikke behandles, når der er
gået 5 år, selv om patientens viden eller formodning om fx fejlbehandling først er indtrådt efter fx 4½ år.
Fristen suspenderes ikke ved indgivelse af anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
”Kravsfrist” og ”forældelsesfrist”
170. Man ser undertiden virkningen af Tandklagesystemets overenskomstbestemte frister for fremsættelse
af krav beskrevet som ”forældelse”. Denne sprogbrug er ikke korrekt. Fristerne i
Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5, er ikke forældelsesregler. Udløber en frist, får det ikke patientens
krav til at ophøre, således som forældelse gør.
De ovenfor nævnte frister stiller udelukkende nogle processuelle (dvs. formelle, tidsmæssige) betingelser
for, at Tandklagesystemet overhovedet kan behandle sagen. Udløbet af en overenskomstmæssig frist for
fremsættelse af kravet udelukker ikke, at fx domstolene kan behandle kravet.
For at markere forskellen er de processuelle frister i det foregående kaldt ”kravsfrister”. Nedenfor under
639 omtales nogle virkelige forældelsesfrister.
- 61 -
ANKEFRISTEN
171. Regionstandlægenævnets afgørelse kan inden 6 uger indbringes for Landstandlægenævnet, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 2, 1. pkt.
Er afgørelsen lovligt sendt digitalt, løber ankefristen fra det tidspunkt, da afgørelsen er tilgængelig for
modtageren.
172. Justitsministeriet antager, at en klagefrist (ankefrist) begynder at løbe fra det tidspunkt, da
meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til parten. Det bør i almindelighed lægges til grund, at
afgørelser sendt som A-brev først er kommet frem til modtageren 2 – ved afgørelser sendt som B-brev 5 –
dage efter, at afgørelsen er dateret og overgivet til postbesørgelse.
Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp regner fristen fra ”afsendelsesdatoen på afgørelsen”, og
denne forståelse lægges derfor til grund af Landstandlægenævnet.
173. Landstandlægenævnet ser imidlertid efter fast praksis uden videre bort fra overskridelse af fristen, når
der er anket inden 7 uger fra afsendelsesdatoen på afgørelsen. Ankefristen udløber derfor reelt, når 7ugers-dagen er gået. Hvis fristen udløber en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges den til udløb, når først
kommende hverdag er gået.
Påvises det, at der har været forsinkelser eller uregelmæssigheder i omdelingen af post, ser
Landstandlægenævnet bort fra afsendelsesdatoen på afgørelsen og lægger til grund, at fristen først
begynder at løbe den dag, brevet herefter må anses for at være kommet frem. Hvis klagen er modtaget
- 62 -
rettidigt af en forkert myndighed, må fristen anses for overholdt, idet denne myndighed har pligt til straks
at videresende klagen til den kompetente instans.
174. Er ankefristen overskredet med blot 1 dag, er anken fremkommet for sent.
Det er den ankende patient eller tandlæge, der bærer risikoen for, at et brevs fremkomst måtte blive
forsinket i forhold til normal postgang. Derfor må en klage, der på grund af fejl hos postvæsenet først
afleveres efter ankefristens udløb, anses for at være kommet for sent.
Er pligten til at give klagevejledning ikke opfyldt, anses en eventuel ankefrist først at løbe fra det tidspunkt,
da vejledning eller begrundelse er givet, jf. 240.
175. Det er Landstandlægenævnet, der vurderer og derpå afgør, om ankefristen er overholdt.
Landstandlægenævnet kan se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 2, 2. pkt. Dispensationerne gives kun efter nøje overvejelse af, om
der er særlig grund hertil, og kun, når der er særligt undskyldelige omstændigheder.
AFSNIT III: SAGSOPLYSNING
OPLYSNINGSGRUNDLAGET
- 63 -
176. Nævnet sørger for sagens oplysning (indsamling af beviser). Nævnet skal sætte de handlinger i gang,
som er nødvendige for, at der kan skaffes de tilstrækkelige og forsvarlige oplysninger (princippet om
officialoplysning).
Det tilstrækkelige og forsvarlige oplysningsgrundlag
177. Sagen skal være oplyst tilstrækkeligt og forsvarligt, men ikke nødvendigvis bedst muligt. Hvad der er
tilstrækkeligt og forsvarligt, beror på sagens karakter.
Retsgrundlaget afgørende for, hvilke oplysninger der skal fremskaffes.
178. Det er retsgrundlaget – skrevne regler såvel som uskrevne regler — der styrer, hvilke oplysninger der
skal fremskaffes.
Er der tale om en disciplinærsag, skal der typisk tilvejebringes oplysninger, der kan belyse, om tandlægen
har undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed, således som det
omtales i Autorisationslovens § 17. Er der tale om en mangelssag, skal der typisk tilvejebringes oplysninger,
der kan belyse, om tandlægens ydelse på det tidspunkt, fra hvilket patienten bar risikoen for den, var af en
anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være, således som fremgår af de gældende uskrevne forbrugerretlige regler.
179. En patient klagede over et protesearbejde. Den pågældende kunne ikke bruge den leverede protese til
underkæben, og den leverede overkæbeprotese havde overhovedet ikke retention eller stabilitet, alt fordi
de leverede implantater var placeret dårligt, og abutments fungerede uhensigtsmæssigt. Patienten havde
muligvis dårlig mundhygiejne og pådraget sig periimplantis. Det var imidlertid ingen sagsbehandlingsfejl, at
- 64 -
der ikke var indhentet oplysninger fra to tandklinikker, som patienten havde frekventeret efter leveringen,
og som efter røntgenfotografering af samtlige tænder konstaterede intet abnormt.
180. Det er i første instans Regionstandlægenævnet, der skal gennemgå de modtagne oplysninger og
vurdere, om de belyser alle relevante problemer, og om de er af tilstrækkelig høj kvalitet.
Regionstandlægenævnet kan generelt bemyndige Visitationsudvalget til at igangsætte besigtigelse, jf. 79.
Regionstandlægenævnet kan derimod ikke blot indskrænke sig til at konstatere, at Visitationsudvalget ikke
har brugt bemyndigelsen i den konkrete sag, og at Visitationsudvalget altså ikke har fundet begrundelse for
besigtigelse. Hvis der huller i oplysningsgrundlaget, fx. hvis en besigtigelsesrapport er for generel i sin
faglige vurdering af det påklagede forhold, må Regionstandlægenævnet forsøge at få yderligere
oplysninger.
181. Undertiden er det ikke med de til rådighed stående oplysningsmetoder muligt at skaffe et forsvarligt
oplysningsgrundlag. Hvad der så skal ske, beror på, hvem der har bevisbyrden. Bevisbyrde er udtryk for,
hvem der skal bære risikoen for, at det ikke lykkes at skaffe et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Se 254261.
RETLIGE GRÆNSER FOR SAGENS OPLYSNING
182. Af Persondataloven følger en række grænser for sagens oplysning.
Sagsoplysningen skal forfølge et specificeret og sagligt formål, jf. Persondatalovens § 5, stk. 1. Hvad der er
et sagligt formål, beror på de regler, der skal anvendes i den konkrete sag.
- 65 -
De indhentede oplysninger skal være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end der kræves
til opfyldelse af det formål, hvortil oplysningerne indsamles, jf. § 5, stk. 3.
Indsamlingen af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af dem. Der
skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende
oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges ,
jf. § 5,stk. 4.
183. Indsamling af oplysninger er tilladt, hvis den registrerede giver sit udtrykkelige samtykke, jf.
Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, § 7, stk. 2, nr. 1, og § 8, stk. 2, nr. 1. Den almindeligt anvendte
klageformular indeholder en samtykkeerklæring fra patienten.
Herudover kan indsamling af følsomme oplysninger, herunder om helbredsmæssige forhold, ske med
henblik på at fastlægge, forsvare eller gøre retskrav gældende, jf. § 7, stk. 2, nr. 4. Undtagelsesvis kan
oplysninger om rent private forhold indsamles, hvis det er nødvendigt for at varetage en berettiget
interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede, jf. § 8, stk. 4.
DE ENKELTE OPLYSNINGSSKRIDT
1) Generelt om oplysningsskridt
184. Der kan benyttes flere metoder til at skaffe de fornødne oplysninger til veje. Nævnet kan anmode
parten selv om at udlevere oplysninger, svare på spørgsmål eller medvirke til, at der bliver fremskaffet
oplysninger. Patienter udfylder normalt en klageformular. Nævnet kan endvidere bede særligt sagkyndige
om erklæringer til belysning af sagen, herunder fra speciel tandlægefaglig sagkundskab,, som forinden kan
have undersøgt den pågældende.
- 66 -
2) Partens pligt til at give oplysninger og til at medvirke til oplysningen
185. Vel har nævnet pligt til at sørge for, at sagen bliver oplyst, men parten har også en forpligtelse til at
medvirke hertil. Ifølge Tandlægeoverenskomsten er parterne i klagesager er forpligtet til at afgive fuld
oplysning om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling, jf. § 55, stk. 3.
Parten kan således blive bedt om at svare på spørgsmål og fremlægge dokumentation.
186. Nægter parten at fremkomme med oplysninger, må sagen ofte kunne behandles på det foreliggende
grundlag. Er der ikke tilstrækkelige oplysninger, afgøres det efter almindelige bevisregler, jf. 254-261,
hvorvidt der kan gives parten medhold. Situationen kan indebære en bevismæssig skadevirkning for parten.
Et sådant udfald af sagen er imidlertid ikke altid tilfredsstillende. Patientens klage fører normalt til, at der
foretages en disciplinær undersøgelse af tandlægens virke, se 249, og tandlægen har således en
selvstændig interesse i, at sagen undersøges til bunds. Derfor kan det under sådanne omstændigheder
forekomme betænkeligt at behandle sagen, hvis patienten ikke vil medvirke til sagens oplysning. Den
manglende oplysning risikerer nemlig ikke kun at få bevismæssig skadevirkning for patienten, men har også
betydning for tandlægen. Væsentlige hensyn til tandlægen kan efter omstændighederne tale for en vid
ramme for tilvejebringelse af oplysninger om helbredsforhold mv. uden patientens samtykke, se 395.
.
187. Hvis parten giver oplysninger, skal disse være sandfærdige. Lyver parten, kan forholdet efter
omstændighederne være strafbart (bedrageri mv.).
UNDERRETNING AF REGISTREREDE
- 67 -
188. I henhold til Persondataloven har nævnet underretningspligt over for registrerede i forbindelse med
indsamling af oplysninger.
189. Underretningen kan gives individuelt eller ved udlevering af generelt informationsmateriale,
oplysninger på blanketter eller på en hjemmeside. Regionstandlægenævnene udleverer typisk generelt
informationsmateriale.
190. Pligten skal opfyldes, når indsamlingen begynder, hvilket Datatilsynet har fortolket som inden 10 dage
efter, at sagen er startet.
191. Der skelnes mellem underretningspligt i situationer, hvor oplysninger indsamles hos den registrerede
(Persondatalovens § 28), og underretningspligt i situationer, hvor oplysningerne ikke er indsamlet hos den
registrerede (§ 29). Underretning kan dog i begge situationer undlades, hvis den registrerede allerede er
bekendt med oplysningerne (§ 28, stk. 2 og § 29, stk. 2), eller hvis den pågældendes interesse i at få
kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder
hensynet til den pågældende selv (§ 30, stk. 1). Nævnet kan fx af hensyn til hovedpersonens privatliv
undlade at give underretning til private, der bliver inddraget i sagens oplysning.
192. Reglerne indebærer, at parter altid skal underrettes, idet der enten indsamles oplysninger fra eller om
parten. I begge tilfælde skal parten have underretning, især om at der indsamles oplysninger, om
formålene med behandlingen, om den registreredes ret til at søge indsigt, om retten til at gøre indsigelse
samt om retten til at forlange berigtigelse.
Pligten til underretning gælder imidlertid ikke kun i forhold til parter, men over for alle, der bliver
registreret. Underretning af bipersoner kan undlades, hvis den viser sig umulig eller er uforholdsmæssig
vanskelig, jf. persondatalovens § 29, stk. 3. Er der tale om personer, der omtales helt tilfældigt i en sag, vil
underretning således kunne undlades.
- 68 -
AFSNIT IV: SAGSBEHANDLINGSREGLER
ALMINDELIGE KRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN
193. Reglerne om repræsentation, partsaktindsigt, vejledning, partshøring, begrundelse og klagevejledning,
jf. nedenfor, gælder kun i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse.
194. Afgørelser er udtalelser, der går ud på at fastslå, hvad der er eller skal være ret et foreliggende
tilfælde. Besigtigelsesudvalgets udtalelser er derfor ikke afgørelser. Det samme gælder fx vejledninger fra
Landstandlægenævnet til Regionstandlægenævnene..
Regionstandlægenævnets beslutninger om, hvilke oplysningsskridt der bør foretages — om der skal
indhentes udtalelse fra Besigtigelsesudvalget, om parterne skal høres — er heller ikke afgørelser. Derimod
er beslutninger om ret til partsaktindsigt afgørelser.
KRAV 1: VEJLEDNING
195. Vejledningspligt, jf. herved Forvaltningslovens § 7, stk. 1, for instanserne i Tandklagesystemet
foreligger, når patienten eller tandlægen i en konkret sag, der er eller vil kunne komme til behandling i
vedkommende nævn, anmoder om oplysninger, som har klar betydning for den pågældende parts
varetagelse af sine interesser under sagen. Nævnet skal svare på spørgsmål fra parten om, hvorledes klager
skal indgives, om regler, praksis og andre forhold, som er en del af nævnets paratviden.
- 69 -
Derimod har parten ikke ret til at få en forhåndsbesked, dvs. til at få at vide, hvorledes nævnet stiller sig til
et hypotetisk tilfælde. Nævnet har ingen pligt til rådgivning eller konsulentbistand.
196. En skriftlig henvendelse, som falder uden for nævnets kompetence, skal så vidt muligt videresendes til
rette myndighed, jf. Forvaltningslovens § 7, stk. 2. En sådan henvendelse anses i relation til klagefrister for
at være kommet frem, når den er modtaget af nogen, der er forpligtet til videresendelse. Nævnet skal
fungere som postkontor i de tilfælde, hvor en borger tager fejl og fremsender breve eller e-mails, som ikke
vedrører nævnets sagsområde.
197. Trækker en sag ud, har vedkommende nævn pligt til at underrette parten herom samt om årsagen
hertil. En sag anses i Landstandlægenævnets praksis ikke for at trække ud, udelukkende fordi sagsskridt
eller afgørelse må afvente førstkommende nævnsmøde. På www.tandklage.dk er det oplyst, at
Landstandlægenævnet afholder normalt mindst 8 møder om året, og at sagerne som regel være afsluttet i
løbet af et par måneder.
Rykker en klager for svar, besvares rykkeren, og der gives oplysning om, hvad sagen beror på.
198. Nævnet er formentlig forpligtet til at stille tolkebistand til rådighed for udlændinge, hvis der er behov
herfor. Det samme gælder løsning af forståelsesproblemer for andre kommunikationshæmmede, såsom
døve, blinde osv.
KRAV 2: REPRÆSENTATION OG BISTAND
199. En part kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf.
Forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.
- 70 -
Repræsentant
200. Repræsentation indebærer, at en anden (repræsentanten) får fuldmagt til at træffe beslutninger for
parten (den repræsenterede) om, hvorledes partsrettighederne skal udøves. Parten kan vælge en sagkyndig
som repræsentant (fuldmægtig) — fx sin nye tandlæge eller en advokat. Nævnets breve skal – og kan med
bindende virkning – sendes til repræsentanten.
Repræsentationsforholdet skal være faktisk etableret og fortsat bestå. Er repræsentanten en professionel,
fx en advokat eller en tandlæge, kan en oplysning fra repræsentanten om at være repræsentant være
tilstrækkelig dokumentation. Er der tvivl om fuldmagtsforholdet, kræves der dokumentation herfor.
201. Hvor partens personlige medvirken er af betydning for sagens afgørelse, kan han eller hun ikke lade sig
repræsentere, jf. Forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt. En patient kan naturligvis ikke lade sig undersøge ved
fuldmægtig i forbindelse med en besigtigelse, og en repræsentant kan derfor ikke deltage under
besigtigelsen. Om deltagelse som bisidder henvises til 204.
202. Der udvises tilbageholdenhed med hensyn til, hvem der kan deltage i en besigtigelsesforretning.
I besigtigelsen må der normalt ikke deltage andre end den patient, hvis tandsæt besigtiges, den eller de
tandlæger, der foretager selve besigtigelsen, og eventuelt deres assisterende personale,
Regionstandlægenævnets sekretær eller andre medlemmer af nævnet. Patienten og den indklagede
tandlæge skal have lejlighed til at udtale sig, og tandlægen skal have mulighed for at udpege det arbejde,
som han eller hun har udført. Det følger af Sundhedslovens § 227, stk. 8, at en tandlæge, der ikke er
medlem af Tandlægeforeningen, skal gives ret til at møde, eventuelt ved repræsentant eller bisidder, jf.
nedenfor, når en klage over den pågældende behandles.
- 71 -
203. Repræsentationen bortfalder, hvis parten dør.
Bisidder
204. En patient kan efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde fra Regionstandlægenævnets side –
når der er begrundet behov derfor – få tilladelse til under besigtigelsen at medtage en i forhold til sagen
neutral bisidder. Bisidderen skal alene have til opgave at støtte patienten ved at virke beroligende for
denne og lytte til, hvad der foregår, men bør ikke føre ordet.
Patientens nye tandlæge kan ikke anses som neutral i forhold til sagen, da man ikke kan udelukke, at denne
kan have en vis interesse i, hvordan klagesagen afgøres, og dermed hvilke arbejdsopgaver der bliver en
følge heraf. Patientens nye tandlæge har derfor ikke adgang til at deltage i en besigtigelsesforretning.
205. Bisidderfunktionen er en mindre omfattende repræsentation, og nævnet kan ikke uden videre gå ud
fra, at breve skal og kan sendes til en sådan repræsentant.
KRAV 3: PARTSAKTINDSIGT
206. Som nævnt, se 62, har Tandklagesystemet ikke kompetence til at afgøre spørgsmål om aktindsigt efter
Sundhedsloven.
1) Hovedreglen
- 72 -
207. Det følger af Forvaltningslovens § 9, stk. 1, at parten har ret til partsaktindsigt, dvs. kan – skriftligt eller
mundtligt – forlange at få adgang til sagens dokumenter, hvad enten sagen er i gang eller afsluttet.
Både Forvaltningsloven og Persondataloven giver adgang til indsigt, men Forvaltningsloven giver
gennemgående parten de bedste muligheder for aktindsigt og indflydelse på sagens behandling.
208. Det følger af Forvaltningslovens § 10, stk. 1, at retten omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen.
Nævnets brevkopier, når brevene må antages at være kommet frem til adressaten, indførelser i journaler,
registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter er undergivet partsaktindsigt.
Ved dokumenter forstås ikke alene skriftstykker, men også disketter, cd-rom, røntgenbilleder, digitalt
opbevarede dokumenter, e-mails, der er printet ud, og andre medier, der er bærere af informationer.
Uprintede e-mails og sms-beskeder er dokumenter i den udstrækning, de indeholder oplysninger, der
omfattes af den almindelige ulovbestemte – forvaltningsretlige – grundsætning om notatpligt.
2) Notatpligt
209. Notatpligten har til formål at sikre aktindsigt i oplysninger, som ellers ikke ville blive skrevet ned.
Desuden skal Landstandlægenævnet skal kunne se, hvorledes sagens forløb har været, og om den er
behandlet forskriftsmæssigt. Notatpligten angår faktiske omstændigheder af betydning for sagens
afgørelse i modsætning til oplysninger om en sags retlige omstændigheder. Der skal gøres skriftligt notat
om alle ekspeditioner af væsentlig betydning for sagsbehandlingen, dersom de ikke fremgår af sagens akter
i øvrigt.
3) Udsættelse af sagens afgørelse
- 73 -
210. Er sagen under behandling, og skal en anmodning om partsaktindsigt imødekommes, følger det af
Forvaltningslovens § 11, stk. 1, at afgørelsen af sagen udsættes, indtil der er givet parten en adgang til at
gøre sig bekendt med dokumenterne. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovens § 21, stk. 1,
hvorefter parten på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes,
indtil parten har afgivet en udtalelse i sagen.
Afgørelsen udsættes ikke, hvis partens interesse må vige for væsentlige hensyn til interesser, der taler mod
udsættelse. Retten til at fremkomme med en udtalelse er undergivet samme begrænsning.
En anmodning om indsigt efter Persondataloven (denne lovs § 31) har samme virkning som en anmodning
om partsaktindsigt.
4) Dokumenter, der er undtaget fra partsaktindsigt
211. Interne arbejdsdokumenter – udarbejdet af nævnet til eget brug ved behandlingen af en sag – er
undtaget fra partsaktindsigt, jf. Forvaltningslovens § 12, stk. 1.
212. Et dokument mister sin interne karakter, såfremt det afgives det til en udenforstående. Et organ er
udenforstående, hvis det har en selvstændig kompetence. Dokumenter, der afgives af Visitationsudvalget
og Besigtigelsesudvalget til Regionstandlægenævnet og af Regionstandlægenævnet til
Landstandlægenævnet vil normalt være eksterne.
Selv om et dokument er internt, kan det være undergivet aktindsigt. Det gælder nævnets endelige
beslutning vedrørende en sags afgørelse, notater om mundtligt modtagne oplysninger samt dokumenter,
der er lavet for at skabe bevismæssig eller tilsvarende klarhed over en sags omstændigheder, jf.
Forvaltningslovens § 13.
- 74 -
213. Oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og som alene er indeholdt i interne arbejdsdokumenter, er ligeledes omfattet af partsaktindsigt,
jf. Forvaltningslovens § 12, stk. 2. Om en fagkyndig vurdering hører til sagens faktiske omstændigheder eller
er en del af nævnets egen vurdering, beror på, om den om den afgives af (en af) nævnets fagkyndige
medlemmer. I bekræftende fald er udtalelsen af intern karakter og kan undtages fra partsaktindsigt.
Omvendt, hvis udtalelsen er afgivet af Besigtigelsesudvalget.
Nævnet må i givet fald ekstrahere de faktuelle oplysninger til brug for aktindsigten, mens det interne
dokumentet i øvrigt holdes ude fra adgangen til aktindsigt.
214. Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at Regionen udfører sekretariatsopgaver for
Regionstandlægenævnet er ikke omfattet af partsaktindsigt, jf. Forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2.
Oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, som er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og som alene indeholdes i et sådant dokument, er dog undergivet partsaktindsigt, jf. § 14, stk. 2.
5) Oplysninger, der kan undtages fra partsaktindsigt
215. Som en meget snæver undtagelse gælder, at retten til partsaktindsigt efter en konkret vurdering kan
begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til
varetagelse af eget tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser, jf. Forvaltningslovens § 15, stk. 1.
216. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt begrænser ikke pligten til at give parten aktindsigt, jf.
Forvaltningslovens § 9, stk. 2.
- 75 -
6) Sagsbehandling af ansøgninger om partsaktindsigt
217. Afgørelsen af ansøgninger om aktindsigt træffes af det organ, der er kompetent i den underliggende
sag, jf. Forvaltningslovens § 16, stk. 1. I ankesager træffes afgørelsen derfor af Landstandlægenævnet.
Aktindsigtsanmodninger skal behandles snarest muligt og senest inden 10 dage, efter at henvendelsen er
modtaget. Er der ikke inden denne frist truffet afgørelse, skal parten underrettes om grunden hertil samt
om, hvornår afgørelse kan forventes at blive truffet, jf. § 16, stk. 2.
218. Normalt gennemføres aktindsigten ved, at parten får udleveret kopier af dokumenter. Kopier kan dog
nægtes, hvis dokumenternes antal, karakter eller form med afgørende vægt taler imod, jf. § 16, stk. 3.
Nævnet må med samtykke fra parten kunne sende dokumenterne digitalt. Hvis der er tale om fortrolige
oplysninger, kræver det dog, at oplysningerne krypteres, og at modtageren identificeres på betryggende
måde, f.eks. ved en digital signatur.
219. Nævnets beslutning om partsaktindsigt er en afgørelse. Dette indebærer, at nævnet efter
omstændighederne kan være forpligtet til at partshøre, inden der træffes afgørelse om afslag på
partsaktindsigt. Afgørelsen skal ledsages af en begrundelse, hvis den ikke giver parten fuldt ud medhold.
Der kan klages til Landstandlægenævnet, jf. Forvaltningslovens § 16, stk. 4, og afgørelsen om
partsaktindsigt skal indeholde klagevejledning.
7) Indsigt for registrerede personer.
220. Efter Persondataloven har en registreret person ret til indsigt i oplysninger om sig selv. Nævnet skal på
begæring give en person meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende.
Behandles sådanne oplysninger, skal den registrerede have meddelt de oplysninger, der behandles,
- 76 -
behandlingens formål, kategorier af modtagere og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger
stammer, jf. lovens § 31, stk. 1.
221. Findes den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne at burde vige for afgørende
hensyn til private interesser, herunder hensynet til pågældende selv, er der ikke ret til indsigt, jf. § 32, stk.
1, jf. § 30, stk. 1.
En registreret, der har fået indsigt, har ikke krav på ny meddelelse før 6 måneder efter sidste meddelelse,
medmindre der godtgøres en særlig interesse, jf. § 33.
222. Nævnet skal besvare en henvendelse snarest muligt. Er den ikke besvaret inden 4 uger, skal ansøgeren
underrettes om grunden hertil samt have oplysning om, hvornår svar kan forventes at foreligge, jf.
Persondatalovens § 31, stk. 2.
Hvis en anmodning om indsigt afslås helt eller delvis, kan afgørelsen påklages til Datatilsynet, jf.
Persondatalovens § 60, stk. 1.
KRAV 4: PARTSHØRING
Bestemte, væsentlige, faktiske oplysninger, der er til ugunst for og ukendte af parten
223. Kan en part ikke antages at være bekendt med, at nævnet er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før nævnet har gjort parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog
kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens
- 77 -
afgørelse. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse, jf. Forvaltningslovens § 19,
stk. 1.
Parten kan kun kræve at få forelagt faktiske oplysninger, som er af væsentlig betydning, til ugunst for
parten og indgår i nævnets sag, uden at parten er klar over det. Parten kan ikke forlange at blive gjort
bekendt med nævnets juridiske overvejelser om, hvad sagen skal ende med.
224. Der er pligt til at partshøre ikke alene den behandlende ansatte tandlæge, men også klinikejeren.
225. Der antages ikke at være en ret for parten til at udtale sig umiddelbart over for de personer, der som
nævnsmedlemmer træffer afgørelse i sagen.
Af Sundhedslovens § 227, stk. 8, kan det nærmere ses, at en tandlæge, som er part i sagen, og som ikke er
medlem af Tandlægeforeningen, skal gives ret til at møde, eventuelt med bisidder, når en klage over den
pågældende behandles. Lovreglen giver altså en speciel ret til at mødes med beslutningstagerne i nævnet,
men der kan ikke udledes nogen ret for den pågældende til at udtale sig umiddelbart over for
medlemmerne.. Om den pågældendes ret til at deltage under besigtigelsen, se 202.
Selvsyn
226. Som et led i sagsbehandlingen kan et nævn selv undersøge det påklagede arbejde. Der tænkes i denne
forbindelse ikke på Besigtigelsesudvalgets undersøgelse, men på en foranstaltning, der iværksættes
umiddelbart af Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv. En sådan foranstaltning kaldes
selvsyn.
- 78 -
Når et nævn orienterer sig om det påklagede arbejde ved selvsyn, foretages der ikke en bevissikring som
ved en egentlig besigtigelse i Besigtigelsesudvalget. Forudsat at der ved selvsynet ikke fremkommer nye
bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, har nævnet ikke pligt til at foretage
partshøring over selvsynet. Bemærkninger angående selvsynet i præmisserne til nævnets afgørelse er
nemlig udtryk for direkte fagkyndig bedømmelse, ikke en oplysning af klagesagen.
Udsættelse af sagen
227. Parten skal have en rimelig frist til at udfærdige sin udtalelse.
228. Et begrundet ønske fra parterne eller en af dem om udsættelse af sagen til senere afgivelse af
yderligere indlæg skal normalt imødekommes.
Efter omstændighederne kan hensynet til klagesagens behørige fremme dog indebære, at det ikke findes
nødvendigt at afvente yderligere erklæring fra parten. Såfremt der imidlertid efterfølgende forelgger
væsentlige nye oplysninger, er der mulighed for at bede om at genoptagelse af sagen.
Undtagelser fra partshøringspligten
229. Partshøring kan undlades, hvis det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for
ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr.
1.
Foreligger der væsentlige hensyn af privat eller offentligretlig karakter for, at en afgørelse ikke kan
udsættes af hensyn til gennemførelse af partshøring, er det berettiget at undlade partshøring, jf. nr. 3. Er
- 79 -
partshøring vanskelig eller umulig, kan der ligeledes gøres undtagelse, se nr. 5. Det kan dreje sig om sager,
hvor nævnet ikke kan finde frem til parten, fordi pågældende er bortrejst, gået under jorden eller lignende.
KRAV 5: BEGRUNDELSE
1) Begrundelsespligt
230. Nævnets afgørelse meddeles skriftligt. Den skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen
giver den pågældende part fuldt ud medhold, jf. Forvaltningslovens § 22.
2) Begrundelsens indhold
231. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Om fornødent skal
begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning, jf. stk. 2.
Bygger et skøn på en bestemt praksis, der anvendes af Tandklagesystemet, skal begrundelsen indeholde en
beskrivelse af indhold og grundlag for denne.
Landssamarbejdsudvalgets anvisninger
- 80 -
232. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp har i Vejledningen i behandling af klagesager, se 15,
Bilag C - Afgørelsens opbygning, givet anvisninger vedrørende affattelse af afgørelser.
Landssamarbejdsudvalget udtaler blandt andet, at omtalen af hændelsesforløbet skal indeholde de fakta,
som er relevante i forhold til sagens afgørelse. Hændelsesforløbet tjener til at give en baggrundsforståelse
for klagen og nævnets afgørelse.
Hertil kan føjes, at en omtale af hændelsesforløbet, en sagsfremstilling, er nødvendig for at koble den
konkrete sag sammen med det anvendte retsgrundlag. I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor
oplysningerne er præget af bevismæssig uklarhed, er en sagsfremstilling nødvendig for at forklare parterne,
hvorledes nævnet har opfattet situationen.
233. Landssamarbejdsudvalget anfører nærmere om begrundelsen, at den skal være konkret, præcis og
dækkende både med hensyn til skøn, fortolkninger og angivelse af de udslagsgivende oplysninger. Det er
således ikke tilstrækkeligt blot at henvise til ” det foreliggende” eller ”sagens oplysninger”.
Argumenter, der ikke er lagt til grund
234. Parter har ofte en række argumenter til støtte for det resultat, de ønsker, at sagen skal have. Har
nævnet taget argumenterne i betragtning, skal der henvises til dem i begrundelsen. I de tilfælde, hvor
argumenter ikke er lagt til grund, er spørgsmålet, om nævnet har pligt til at kommentere dem. I det
omfang, der er tale om relevante argumenter, er der en formodning for, at de skal berøres i begrundelsen.
Der er ikke pligt til at komme ind på alt, hvad parten har gjort gældende. Hvis patienten specifikt har anført,
at der er begået bestemte fejl, fx at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse eller ikke blev iværksat
- 81 -
antibiotikabehandling, er der en formodning for, at forholdet skal berøres i begrundelsen. Et klagepunkt
kan rejse flere problemstillinger, og der må i begrundelsen tages stilling til hvert enkelt.
Uvæsentlige eller irrelevante argumenter, som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter
omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at kommentere med en oplysning
om, at de ikke har været tillagt betydning.
Begrundelsen skal fremstå som forklaring
235. Begrundelsen skal som helhed fremstå som en forklaring på afgørelsens resultat. Der må derfor stilles
krav til den sproglige udformning og den logiske opbygning. Fagudtryk bør så vidt muligt undgås. Den
nødvendige redegørelse for tandlægefaglige kriterier kan efter omstændighederne være ret
ressourcekrævende, når den skal omsættes til et sprog, som patienten kan forstå.
Konklusion på begrundelsen
236. Som afslutning kan indsættes en konklusion, fx om behandlingen var i overensstemmelse med den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Andre spørgsmål
237. Det tilføjes, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse den 3. januar 2008 har udsendt retningslinjer
om formulering af disciplinærafgørelser (klagesagsafgørelser med kritik af tandlægers faglige virke).
- 82 -
238. Nedenfor i Appendiks findes et eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse formuleret i
overensstemmelse med anvisningerne i Landssamarbejdsudvalgets Vejledning.
3) Udformning af afgørelsen (retsfølgen)
239. Afgørelsen (retsfølgen) skal have den fornødne klarhed og præcision, dvs. at parterne uden besvær
skal kunne finde ud af, hvad de har at rette sig efter.
Det er altså ikke tilstrækkeligt, at nævnet blot pålægger patienten ”at betale for behandlingen -6, fratrukket
honorar for en rodfyldt kanal”. Efter en sådan afgørelse er det uklart, hvad der skal betales. Når nævnet
træffer afgørelse om tilbagebetaling, skal beløbets størrelse og en betalingsfrist være angivet. Det skal
fremgå præcist, hvordan nævnet er kommet frem til beløbet, og hvilke elementer der inddrages.
Regningsnummer skal angives.
KRAV 6: KLAGEVEJLEDNING
240. Afgørelser, der kan påklages til et andet organ inden for Tandklagesystemet, skal være ledsaget af en
vejledning om klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder klagefrist.
Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen har givet den pågældende fuldt ud medhold, jf. Forvaltningslovens §
25, stk. 1.
Der skal herefter som udgangspunkt gives klagevejledning i forbindelse med Tandklagesystemets
afgørelser. Undladelse af pligtig klagevejledning får normalt den konsekvens, at klagefristen suspenderes.
Regionstandlægenævnene er tilbageholdende med at kommentere partens udsigter til at få medhold i en
klage.
- 83 -
241. Klagevejledningspligten angår ikke endelige afgørelser. Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende
disciplinærklager og forbrugerklager kan ikke indbringes for nogen anden instans i
Tandlægeoverenskomstens klagesystem, og klagevejledningspligten angår derfor ikke
Landstandlægenævnets afgørelser.
242. Der kan serviceklages over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene (til Samarbejdsudvalget) og i
Landstandlægenævnet (til Landssamarbejdsudvalget), se 96. Der skal ikke gives vejledning herom, da en
serviceklage ikke er klage over en afgørelse.
243. En afgørelse af en disciplinærklage kan ikke appelleres til domstolene, men der kan anlægges
anerkendelsesspørgsmål med påstand om, at afgørelsen kendes ubeføjet.
Der kan derimod ikke anlægges anerkendelsessøgsmål vedrørende en afgørelse af en forbrugerklage. Et
sådant søgsmål vil blive afvist af domstolene, fordi tvisten må afgøres i et søgsmål mellem parterne (altså
kliniejeren og patienten). En part i en forbrugerklage kan altså ikke få nævnet dømt til at anerkende, at
retsreglerne er anvendt forkert, eller sagens faktiske omstændigheder er fejlbedømt. Det anførte udelukker
ikke, at retssag mod nævnet vil kunne anlægges, hvis parten gør gældende, at nævnets afgørelse er ugyldig
som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende.
244. Muligheden for at indbringe sagen for domstolene er heller ikke omfattet af pligten til klagevejledning.
Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens
anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom (Forvaltningslovens § 26). En sådan frist gælder ikke for
afgørelser truffet af Tandklagesystemet, der således ikke skal give klagevejledning i denne forbindelse.
KRAV 7: AFGØRELSENS FORM OG MEDDELELSE I ØVRIGT
- 84 -
1) e-mail
245. Nævnet kan formentlig meddele sin afgørelse med en e-mail, hvis parten er indforstået hermed.
Forudsætningen er, at mailen kan sendes på en betryggende måde og i et format, som sikrer, at den ikke
senere kan ændres.
2) Afgørelsens meddelelse
246. En afgørelse kan kun få de tilsigtede retsvirkninger, hvis den meddeles adressaten. Har tandlægen eller
patienten ladet sig repræsentere af en fuldmægtig, skal afgørelsen meddeles denne.
En meddelelse kræver en handling fra nævnets side, hvorved afgørelsen forsøges bragt til adressatens
kundskab. At parten mere eller mindre tilfældigt ad omveje — måske gennem en bekendt — får kendskab
til afgørelsen, bevirker ikke, at den er blevet meddelt.
247. Afgørelsen skal være kommet frem. Heri ligger, at afgørelsen skal være nået så langt, at parten under
normale omstændigheder vil blive bekendt med den. At adressaten ikke har fået kendskab til afgørelsen,
udelukker ikke, at den er meddelt med bindende virkning. Hvis en afgørelse sendes digitalt, er den kommet
frem, når den er tilgængelig for modtageren.
SPECIALKRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN
PATIENTJOURNALER
- 85 -
248. Regionstandlægenævnene skal til Landstandlægenævnet via mail som vedhæftet fil indsende alt
røntgen- og billedmateriale, der foreligger digitalt. Dateringen for optagelse af røntgen og billeder skal
anføres tydeligt. Det skal angives, fra hvilken tandlæge eller patient materialet er modtaget Der må ikke
indsendes elektroniske billeder på USB-stik eller cd-rom. Der skal indsendes systemfil (tekstfil) for hver
optagelse af digitalt røntgenbillede og klinisk foto, der er fremsendt uden datoangivelse og dermed ikke er
behørigt dateret.
Desuden skal Regionstandlægenævnene indsende håndskrevne patientjournaler i renskrift og elektroniske
patientjournaler printet med historik, således at den oprindelige version af de oplysninger, der er ændret
ved at rette eller tilføje, i det hele fremgår, jf. 366.
UDTRYKKELIG STILLING TIL SPØRGSMÅLET OM DISCIPLINÆRANSVAR
249. Patientens klage, herunder klage over mangelfuld ydelse, har grundlæggende normalt til formål at
fremkalde en vurdering af, om den indklagede tandlæge har optrådt med tilstrækkelig omhu og
samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed, jf. Autorisationslovens § 17. På denne baggrund
kan patientens klage siges at være et signal om, at der skal iværksættes en disciplinær undersøgelse af den
indklagede tandlæges faglige forhold og virke.
Enhver realitetsbehandlet klagesag rummer således udgangspunkt et disciplinært tema. Ved
realitetsbehandling af sagen skal det – uanset udfaldet – altid fremgår udtrykkeligt af nævnets afgørelse, at
der er taget stilling til spørgsmålet om kritik af tandlægens faglige virke.
Klinikejerens disciplinæransvar, se 360, omtales dog kun, hvis det er realiseret.
- 86 -
Autorisationslovens bestemmelse (§ 17), der som flere gange nævnt forpligter tandlægen til under
udøvelsen af sin virksomhed at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, er den centrale ansvarsbestemmelse
for tandlæger. Patientrettighederne, jf. 369-395, kan formentlig anses som afledt af denne forpligtelse.
Efter nævnspraksis tilkendegives det med et kort udtryk – hvis der sker frikendelse for disciplinæransvar –
at tandlægen ikke kan kritiseres for at have tilsidesat sine pligter i henhold til Autorisationsloven.
AFSNIT V: BEVISAFGØRELSE
250. En nævnsafgørelse har såvel et retligt som et faktisk grundlag.
Det retlige grundlag søges i den anvendte lovbestemmelse eller i praksis mv.
Afgørelsens faktiske grundlag udtrykker den antagelse vedrørende faktum, som afgørelsen bygger på.
Bevisafgørelse er en afgørelse, der tager stilling til, hvordan det faktiske hændelsesforløb har været.
TILVEJEBRINGELSE AF OPLYSNINGER (BEVISFAKTA)
251. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet skal selv at fremskaffe fornødne oplysninger,
dvs. bevisfakta, om de foreliggende sager eller dog søge foranlediget, at patienten og tandlægen yder
medvirken til sagens oplysning, se 176.
Nogle af de vigtigste midler til oplysning af sagen er 1) den fagkyndige besigtigelse og de tandlægelige
nævnsmedlemmers efterfølgende 2) fagkyndige bedømmelse. Den fagkyndige besigtigelse og senere
bedømmelse beskæftiger sig udelukkende med tilvejebringelse af oplysninger vedrørende sagens faktum.
- 87 -
BEVISRETTEN
252. Når tilvejebringelse af bevisfakta er tilendebragt, skal nævnet foretage en juridisk styret analyse af
olysningsmaterialet og danne sig en opfattelse af sagens faktiske sammenhæng. Hvordan vurderer man en
række bevisfakta, til dels måske modstridende, når der skal tages stilling til, om et faktum foreligger eller ej,
og dermed om en regel skal anvendes eller ej? I bedømmelsen af disse spørgsmål deltager det samlede
nævn (altså også de fagkyndige nævnsmedlemmer).
Man opdeler gerne denne bevisretlige analyse i to elementer: Bevisvurdering og bevisbyrde.
BEVISVURDERING
253. Er der uenighed om sagens faktiske sammenhæng, må nævnet foretage en bevisvurdering af de
foreliggende bevisfakta.
En rationel bevisvurdering består i vurdering af sandsynligheder. En oplysnings bevisværdi er afhængig af
den grad af sandsynlighed, der består for dets rigtighed.
BEVISBYRDE
254. Ved bevisvurderingen, se 253, skønner nævnet over værdien af de foreliggende bevisfakta..
- 88 -
Nævnet skal derudover tage stilling til, om der foreligger tilstrækkeligt stærkt bevis bedømt efter de krav,
som stilles i praksis.
En generel angivelse af, hvilken grad af bevis der er tilstrækkelig, er ikke mulig, Der stilles ikke krav om det
samme kvantum af bevis i alle henseender. Forskellen i beviskravet beskrives i almindelighed ved hjælp af
begrebet bevisbyrde.
255. At have bevisbyrden for et faktum vil sige, at dette faktum kun lægges til grund, hvis der ved parternes
oplysninger og yderligere (fagkyndige) undersøgelser er skabt en vis sikkerhed eller i hvert fald overvejende
sandsynlighed for det pågældende faktum. Fører bedømmelsen til, at der ikke er en sådan sikkerhed eller
sandsynlighed, lægges faktum ikke til grund.
I. Disciplinæransvar
256. Ved bedømmelsen af disciplinæransvar kommer efter Tandklagesystemets praksis enhver rimelig
bevistvivl den indklagede tandlæge til gode. Dette skal ses i lyset af, at Tandklagesystemets vurdering kan
indeholde en sanktion, nemlig disciplinær kritik af tandlægen.
En disciplinærsag kan ikke sidestilles med en straffesag efter straffeloven. I en straffesag er tiltalte ikke selv
forpligtet til at bidrage til oplysning af sagen. En indklaget tandlæge er efter Tandlægeoverenskomsten
tværtimod forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold i klagesagen til den instans, der har sagen til
behandling, jf. Overenskomstens § 55, stk. 3. En forsømmelse heraf vil tale mod tandlægen, når
disciplinærsagen afgøres.
II. Kontraktansvar
- 89 -
257. Udgangspunktet er, at det er patienten, som har bevisbyrden for, at tandlægeydelsen var mangelfuld
på det tidspunkt, da den blev afleveret.
Ansvarstype A: Arbejdspræstation
258. Skal tandlægen alene udføre en arbejdspræstation, anses ydelsen kun for mangelfuld, hvis patienten
kan godtgøre, at præstationen ikke har levet op til den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Nås
det, som har været tilstræbt med arbejdspræstationen, ikke, og er årsagen hertil uoplyst, går dette således
her ud over patienten.
Det er den praktiske hovedregel, at det meget ofte er muligt fagkyndigt at bedømme, hvad der må anses
for den mest sandsynlige årsag. Nås det, som har været tilstræbt med arbejdspræstationen, og er der tale
om en rutinemæssig arbejdspræstation, som erfaringsmæssigt plejer at have et heldigt udfald, vil der ofte
bestå en vis formodning for, at tandlægen ikke har udvist den fornødne fagmæssighed.
Ansvarstype B: Arbejdsresultat
259. Kan patienten godtgøre, at et arbejdsresultat, som tandlægen skal frembringe, ikke var
tilfredsstillende, da tandlægens arbejde blev afleveret, anses arbejdet som mangelfuldt.
Dette gælder dog i så fald ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at det er et forhold på patientens side, som er
skyld i, at det forudsatte arbejdsresultat ikke er blevet opnået. Bevistvivl med hensyn til den
bagvedliggende årsag kommer således i den her forudsatte situation tandlægen til skade.
- 90 -
260. Viser en nedsat anvendelighed eller brugbarhed ved det aftalte arbejdsresultat sig først, efter at
tandlægens arbejde blev afleveret (skjult mangel), er det ligeledes patienten, som har bevisbyrden for, at
den omstændighed, som forholdet er begrundet i – kimen til manglen, så at sige –, også var til stede, da
tandlægens arbejde blev afleveret.
Dette gælder dog i så fald ikke, hvis tandlægen har garanteret for, at arbejdet har en bestemt egenskab.
Viser det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab, anses arbejdet således for
mangelfuldt, medmindre tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et forhold, som patienten
bærer risikoen for.
6 måneders-reglen
261. Viser en mangel ved det aftalte arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens arbejde
blev afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at det
påhviler tandlægen at afsvække denne formodning.
Formodningsreglen anvendes, hvor det ikke kan udelukkes, at manglen var til stede på
afleveringstidspunktet, men hvor manglens tilstedeværelse ved afleveringen på den anden side heller ikke
er bevist ved Besigtigelsesudvalgets erklæring eller anden fagkyndig bedømmelse.
Formodningsreglen gælder ikke, hvis det må anses for mere sandsynligt, at manglen skyldes forkert brug
eller i øvrigt patientens uforsvarlige adfærd. Formodningsreglen tager heller ikke sigte på egenskaber, hvis
tilstedeværelse ikke afhænger af tidsfaktoren, fx materialers oprindelse, ægthed mv.
Formodningsreglen gælder kun spørgsmålet, om manglen var til stede ved afleveringen. Det påhviler
fortsat patienten at bevise, at der overhovedet foreligger en mangel. Hvis tandlægen efter en konkret
- 91 -
bevisbedømmelse kan afsvække formodningen, er det op til patienten at bevise, at manglen forelå på
leveringstidspunktet, se 257.
6 måneders-reglen strækkes undertiden betydeligt i nævnspraksis og må anses som en minimumsregel. Se
509.
AFSNIT VI: UGYLDIGHED
UGYLDIGHEDSBEGREBET
Definition
262. En nævnsafgørelse er ugyldig, når den på grund af en eller flere retlige mangler ikke får de tilsigtede
retsvirkninger. Afgørelsen kaldes derfor ikke ugyldig, når den af anden grund end retlige mangler ikke får de
tilsigtede retsvirkninger. Afgørelsen er således ikke ugyldig, hvis fx parten undlader at udnytte den.
At nævnsafgørelsen faktisk får virkninger, udelukker ikke, at den er ugyldig. En afgørelse, der underkendes
som ugyldig, kan i det faktiske have haft de tilsigtede virkninger gennem en periode.
Nullitet og anfægtelighed
263. Ugyldighedsvirkningen indtræder som regel først, når et kompetent organ træffer afgørelse derom. I
så fald er den ugyldige afgørelse efter juridisk sprogbrug anfægtelig, dvs. at bortfaldet af den ugyldige
- 92 -
afgørelses retsvirkninger selv forudsætter en autoritativ afgørelse herom. Afgørelsen kan træffes af det
organ, der traf den ugyldige afgørelse, men træffes som oftest af klageinstansen.
Indtil den anfægtelige afgørelse er blevet underkendt autoritativt, skal den respekteres af parterne og af
andre organer. Regionstandlægenævnet er nødt til at efterleve Landstandlægenævnets anfægtelige
afgørelser. Landstandlægenævnet skal anerkende Regionstandlægenævnets anfægtelige afgørelse, indtil
den bliver erklæret ugyldig.
264. I sjældne tilfælde er en ugyldig afgørelse ikke anfægtelig, men en nullitet. Dvs. at alle og enhver er
berettiget til at se bort fra afgørelsen, uden at der er truffet nogen autoritativ beslutning herom. Hertil
kræves, at afgørelsen lider af åbenbare eller grove retlige mangler. Er fx en afgørelse i
Regionstandlægenævnet ikke blevet besluttet i overensstemmelse med de grundlæggende
beslutningsregler i Forretningsordenen, er afgørelsen en nullitet.
Ugyldighed rammer kun afgørelser
265. Ugyldighed kan kun ramme afgørelser, dvs. tilkendegivelser, der går ud på at fastslå, hvad der er eller
skal være ret i et foreliggende tilfælde. Vejledende udsagn, faktiske handlinger, indstillinger og andre
tilkendegivelser uden bindende retsvirkning fremkalder ikke ugyldighed.
Pligt til at prøve ugyldighedsspørgsmål
266. Klageinstanserne, altså Landstandlægenævnet – og Regionstandlægenævnet ved anke fra
Visitationsudvalget –, er forpligtet til af egen drift at påse, om en påklaget afgørelse er behæftet med
væsentlige retlige mangler.
- 93 -
Prøvelsens indhold
267. Der findes ingen udtrykkelige regler om omfanget af den prøvelse, som klageinstansen skal foretage.
Man kunne på den baggrund formode, at prøvelsesadgang inden for Tandklagesystemet var ubegrænset.
Dette ville indebære, at klageinstansen kunne tage stilling både til den indbragte afgørelses lovlighed og til
dens hensigtsmæssighed. Klageinstansen ville kunne ændre en afgørelse, fordi den var uenig med
underinstansen. Der skulle ikke nødvendigvis være påvist retlige mangler. Betingelserne for ugyldighed
skulle ikke være opfyldt, for at der kunne gribes ind.
Sådan forholder det sig ikke. Tandklagesystemet efterprøver retlige spørgsmål, se herved 269 og 270.
Tandklagesystemets prøvelse er begrænset på samme måde som domstolenes prøvelse, dvs. til at
kontrollere, om afgørelserne lider af retlige mangler.
BETINGELSER FOR UGYLDIGHED
268. En afgørelse bliver ugyldig, hvis den er behæftet med væsentlige retlige mangler, og der ikke foreligger
særlige omstændigheder, som fører til, at afgørelsen alligevel må opretholdes.
I) Fejl, som er retlige mangler
A) Ulovligt indhold
1) Bedømmelsesgrundlaget er gældende ret
- 94 -
269. Ved bedømmelsen af disciplinæransvaret skal Tandklagesystemet ikke tages stilling til, om tandlægen
kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, se 339. Bedømmelsesgrundlaget er derfor – ligesom ved
kontraktsansvaret, se 270 – gældende ret vedrørende tandfaglig virksomhed eller reglerne i
Sundhedslovens kapitel 4 -7 og 9, jf. 332-395.
270. Ved bedømmelsen af kontraktsansvaret er grundlaget – som ved disciplinæransvaret, se 269 –
gældende ret. Gældende ret er de uskrevne retsregler, som – normalt uden udtrykkelig anden aftale –
gælder for tandlægens forpligtelser ifølge kontrakten, se 61 og i det hele taget 371-562. Afgørelsen træffes
altså på grundlag af retsanvendelse. Afgørelsen skal ikke være udtryk for forsøg på at forlige sagen og skal
ikke bygge på friere hensigtsmæssighedsbetragtninger eller ikke-retlige rimelighedshensyn.
2) Strid med gældende ret
271. Er den trufne afgørelse i strid med gældende ret, har afgørelsen fået et ulovligt indhold, og afgørelsen
er ugyldig. Selve ugyldighedsbegrebet tager udgangspunkt i den situation, at den trufne afgørelse har fået
et ulovligt indhold og derfor ikke bør have de tilsigtede retsvirkninger.
B) Grundlæggende formkrav
272. Er en afgørelse blevet truffet i Regionstandlægenævnet eller i Landstandlægenævnet, selv om dette
ikke har været beslutningsdygtigt, eller er en nævnsafgørelse, som ikke havde flertal, blevet noteret som
vedtaget, er afgørelsen ugyldig, en nullitet. Har Visitationsudvalget eller Besigtigelsesudvalget truffet
afgørelse på Regionstandlægenævnets vegne, kan der også ses helt bort fra den trufne afgørelse. En
afgørelse, der ikke er meddelt adressaten på den korrekte måde, er ugyldig. Parten kan først støtte ret på
afgørelsen, når den er kommet frem. Omvendt bliver adressaten først fra dette tidspunkt omfattet af en
afgørelses bebyrdende virkninger.
- 95 -
C) Kompromitteret beslutningsgrundlag
1) Habilitet
273. Tilsidesættelse af habilitetsreglerne fører som udgangspunkt til, at den afgørelse, der er truffet, bliver
ugyldig.
274. Udgangspunktet kan ikke fastholdes fuldt ud, hvis de generelle habilitetskrav er tilsidesat. Disse krav
angår hele Tandklagesystemets sagsområde (og ikke som ved speciel inhabilitet den enkelte sag).
Gennemgående vil den negative påvirkning af generel inhabilitet på den enkelte sag være beskeden.
Ugyldighedsvirkningen i forbindelse med generel inhabilitet vil have langt vidererækkende konsekvenser
end ved speciel inhabilitet, fordi ugyldigheden vil kunne ramme et stort antal afgørelser.
275. En afgørelse, der lider af speciel inhabilitet eller nævnsinhabilitet, bliver som hovedregel ugyldig. Hvis
den inhabile deltager i en enstemmig nævnsafgørelse eller er én blandt et betydeligt flertal, kan der
argumenteres for at opretholde afgørelsen som gyldig. Dette er imidlertid ikke ubetinget holdbart, idet den
pågældende ved sin tilstedeværelse under forhandlingerne kan have påvirket de øvriges holdninger.
I den ovenfor omtalte sag var afgørelsen truffet af Regionstandlægenævnet som kollegialt sammensat
organ og efter det oplyste enstemmigt. Landstandlægenævnet kunne ikke med den fornødne sikkerhed
udelukke, at tandlægen havde haft haft en afgørende indflydelse på resultatet.
Er den inhabile en del af mindretallet, må manglen anses for uvæsentlig. Manglens uvæsentlighed kan også
vise sig ved, at den trufne afgørelse er indholdsmæssigt rigtig, men dette kræver dog, at der er meget stor
sikkerhed for, at den efter gældende ret i øvrigt ikke ville have fået et andet udfald.
- 96 -
2) Officialprincippet
276. Har der ikke har været tilstrækkelige oplysninger, er der en formodning for ugyldighed, medmindre
det er klart, at det har været uvæsentligt, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst.
3) Partsrepræsentation
277. Afgørelsen bliver som udgangspunkt ugyldig, hvis partsrepræsentation er nægtet med urette. Har
parten trods alt været repræsenteret under sagen, beror ugyldighedsspørgsmålet på, hvor omfattende
repræsentationen har været. Det forhold, at en person er blevet anerkendt som fuldmægtig uden at være
det, er ikke i sig selv nok til at føre til ugyldighed.
4) Partsaktindsigt
278. Gives der uberettiget afslag på partsaktindsigt, der er søgt, mens en sag verserer, bliver afgørelsen
som udgangspunkt ugyldig. Er afgørelsen ikke udsat, indtil aktindsigt er gennemført, og parten har haft
mulighed for at udtale sig), må afgørelsen ligeledes underkendes som ugyldig. Afgørelsen vil kunne
opretholdes som gyldig, hvis mangelen konkret vurderet ikke har været væsentlig, fx hvis afgørelsen
indholdsmæssigt er fejlfri og ikke lovligt kunne have fået et andet indhold. Hvis kun få ligegyldige
dokumenter er blevet tilbageholdt, eller hvis der er begået lignende mindre fejl, vil afgørelsen kunne
opretholdes som gyldig.
279. Uberettigede afslag på indsigt efter persondataloven fører næppe til ugyldighed. Hvis fejlen er begået
over for en part, kan det dog tænkes, at afgørelsen bliver ugyldig.
- 97 -
5) Partshøring
280. Er der begået en partshøringsfejl, bliver afgørelsen som udgangspunkt ugyldig. Hvis manglen konkret
vurderet ikke har haft indflydelse på sagens udfald, kan afgørelsen opretholdes som gyldig.
6) Begrundelse
281. Manglende eller mangelfuld begrundelse medfører i almindelighed ugyldighed, medmindre manglen
konkret vurderet ikke har haft indflydelse på afgørelsens resultat. Det samme gælder, hvis nævnet giver
urigtig besked om, hvilke regler der er blevet anvendt.
II) Fejl, som ikke er retlige mangler
282. Er sagen behandlet i strid med god forvaltningsskik, foreligger der ingen retlig mangel ved afgørelsen.
At patienten og tandlægen ikke har fået underretning om, at sagen trækker ud, kan ikke medføre
ugyldighed. Det samme er tilfældet, hvis der ikke er svaret på en rykker.
283. En del sagsbehandlingsregler har ordensmæssig betydning og skal fx værne om borgernes privatliv
eller sikre, at de får generel information om deres rettigheder. Formålet med behandlingsreglerne i
Persondataloven er at beskytte de registrerede mod ukorrekt, unødig og alt for nærgående behandling af
personoplysninger. Det samme gælder reglerne om videregivelse af oplysninger. Overtrædelse af sådanne
regler, gør ikke afgørelsen ugyldig.
284. Er pligten til at give klagevejledning ikke opfyldt, fører fejlen ikke til, at den pågældende afgørelse
bliver ugyldig. Derimod suspenderes en eventuel klagefrist, indtil vejledning er givet.
- 98 -
Urigtige oplysninger om, hvorledes der skal indgives klage, medfører, at en klage må anses for korrekt
indgivet, hvis den anviste fremgangsmåde er fulgt. Urigtig oplysning om en klagemulighed, som ikke
eksisterer, medfører ikke, at parten bliver klageberettiget. Dette gælder både i de tilfælde, hvor der er givet
urigtig oplysning om, at den pågældende afgørelse kan påklages, eller urigtige oplysning om, hvem der er
berettiget til at klage.
285. Uberettigede afslag på partsaktindsigt, der er søgt, efter at der er truffet afgørelse, kan ikke føre til
ugyldighed. Det samme gælder langsommelig sagsbehandling.
III) Særlige omstændigheder
286. Selv om en afgørelse lider af væsentlige retlige mangler, kan særlige omstændigheder bevirke, at
afgørelsen opretholdes som gyldig. Der kan lægges vægt på, hvor lang tid der er gået, mellem afgørelsen
blev truffet, og ugyldighedsspørgsmålet rejses, om parterne har indrettet sig på afgørelsen mv.
AFSNIT VII: AFGØRELSESFORMER
287. Efter Forretningsorden for Landstandlægenævnet kan afgørelsen gå ud på, at Landstandlægenævnet
tiltræder, ændrer, ophæver eller berigtiger Regionstandlægenævnets afgørelse, og at
Landstandlægenævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i 1. instans. Til denne opregning kan føjes
resultaterne afvisning, henvisning, genoptagelse og omgørelse.
288. Stadfæstelse benyttes i de tilfælde, hvor Landstandlægenævnet tiltræder (er enig i) eller i hvert fald
ikke finder grundlag for at gribe ind over for den påklagede afgørelse, med retlige reaktioner. Er en
- 99 -
afgørelse stadfæstet, har den samme virkning, som hvis Landstandlægenævnet har truffet ny afgørelse.
Dette indebærer, at Regionstandlægenævnet ikke uden videre kan ændre afgørelsen.
289. Ændring betyder, at den ankede afgørelse rettes. Ændring forudsætter, at Landstandlægenævnet har
det fornødne oplysningsgrundlag hertil. Foreligger det forsvarlige oplysningsgrundlag ikke, kan sagen
hjemvises, se 244.
Hvis retsgrundlaget giver mulighed herfor, kan Landstandlægenævnet rette den ankede afgørelse ved at
træffe en korrekt afgørelse. Rettelse kan fremtræde som stadfæstelse, hvis Landstandlægenævnet har
foretaget en ny og selvstændig realitetsbehandling af sagen og i den forbindelse har rettet fejl, som
Regionstandlægenævnet har begået.
290. Ophævelse betyder, at afgørelsen, herunder normalt hele den forudgående sagsbehandling, i 1.
instans, annulleres. Hvis klagesagsbehandlingen i 1. instans ikke alene annulleres, men også skal gå helt
eller delvis om, træffes der (yderligere) bestemmelse om hjemvisning.
Drejer det sig om væsentlige formelle mangler, vil reaktionen ofte være ophævelse og hjemvisning af sagen
til fornyet behandling.
291. Ophævelse kan ramme Regionstandlægenævnets afgørelse og hele sagsbehandling, men ophævelse
kan også ramme kun en del af den forudgående sagsbehandling. I sidstnævnte tilfælde går
Landstandlægenævnets afgørelse ud på, at den påklagede afgørelse ophæves og hjemvises til fornyet
behandling ved Regionstandlægenævnet med tilkendegivelse af, fra hvilket punkt i sagsforløbet den
fornyede sagsbehandling skal begynde. Typeeksemplet er, at Regionstandlægenævnet har undladt at
iværksætte nødvendig besigtigelse.
- 100 -
Ophævelse (og eventuelt hjemvisning) kan naturligvis også indskrænkes til at gælde en del af sagen, hvis
den omfatter flere krav.
Det er Regionstandlægenævnets ansvar, at sagen er oplyst, jf.136. Regionstandlægenævnet kan derfor ikke
afvise en klage med den begrundelse, at Regionstandlægenævnet ikke kan tage stilling, fordi de
pågældende tænder ikke er blevet behandlet i besigtigelsesrapporten. Sagen må hjemvises til
Besigtigelsesudvalget til undersøgelse i fornødent omfang.
292. Afvisning benyttes i de tilfælde, hvor de processuelle forudsætninger for, at sagen kan behandles, ikke
er opfyldt. En anke kan afvises – således at Regionstandlægenævnets afgørelse står ved magt (typisk fordi
ankefristen er overskredet). Afvisning kan i ankesager også gå ud på, at sagen eller et krav i sagen afvises
fra Regionstandlægenævnet (typisk fordi Regionstandlægenævnet har taget stilling til et krav om
skadeserstatning). I sidstnævnte tilfælde må sagen betragtes som afvist fra Tandklagesystemet – således at
Regionstandlægenævnets afgørelse ikke står ved magt, men er ophævet.
293. Efter Tandlægeoverenskomsten er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle
forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling, jf. § 55, stk. 3. Overenskomsten
indeholder derimod ikke regler om, hvornår en faglig klage må anses for rejst på et utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag. Klagen kan være berettiget, uden at den på forhånd er belyst ved dokumentation. Som
nævnt i 176 påhviler der for øvrigt Tandklagesystemet en forpligtelse til at oplyse sagen.
Det vil ikke være rigtigt at afvise en faglig klage, der viser sig ikke at kunne fornødent underbygges med
oplysninger til støtte for klagerens (patientens) opfattelse af faktum i sagen. Klagen vil under disse
omstændigheder være uberettiget (ubeføjet), og den indklagede tandlæge vil have krav på, at dette bliver
fastslået. Sagen skal altså afgøres i realiteten. (Derimod ville man ved at afvise sagen på grund af
utilstrækkelig dokumentation tilkendegive over for både patient og tandlæge, at sagens realitet på grund af
en formel mangel ikke havde kunnet tages under behandling, og at der dermed ikke var blevet taget stilling
til, hvorvidt klagen var berettiget eller ej.)
- 101 -
Som nævnt under 78 har Visitationsudvalget en adgang til at afvise åbenbart grundløse klager. I øvrigt kan
Visitationsudvalget efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 3, under hensyntagen til sagens
omstændigheder, stille krav om, at det skyldige beløb deponeres, før sagen videresendes til
Regionstandlægenævnet, se i øvrigt 322.
294. Afvisning vil være korrekt ved bagatelkrav, dvs. krav, hvor der ganske vist foreligger en mangel, men
omgørelse er udelukket ved 1.000 kr.-reglen, jf. 592, og betingelserne for tilbagebetaling, jf. 564-570, heller
ikke er opfyldt.
295. Et afvist bagatelkrav kan indbringes for domstolene. Man skal være opmærksom på, at et sagsanlæg
ved domstolene vil være forbundet med risiko for betaling af sagsomkostninger til modparten, hvis sagen
ikke vindes fuldt ud. Der vil også eventuelt være omkostninger til betaling af egen advokat. Der er visse
muligheder for at opnå fri proces. Hvis der anlægges sag, er det som nævnt under 243 modparten i
klagesagen, der skal sagsøges, ikke Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet.
296. Henvisning betyder henvisning til rette klageforum, typisk til det lokale Samarbejdsudvalg for
Tandlægehjælp.
Tandlægeoverenskomsten gælder kun i et vist omfang for ansatte tandlæger, se 11, og ansatte tandlæger
antages ikke at kunne pådrage sig serviceansvar. Derimod kan det forhold, der er genstand for serviceklage,
have pådraget klinikejeren ansvar for den ansatte tandlæge. Det er dog Tandklagesystemets faste praksis at
henvise serviceklager over ansatte tandlæger til Samarbejdsudvalget.
Er rette forum ikke omfattet af Tandlægeoverenskomsten, vil der ikke ske henvisning, men afvisning,
normalt ledsaget af en vejledning. Ved afvisning skal parten selv sørge for, at sagen bliver indbragt for den
- 102 -
instans, der kan behandle den. Typeeksemplet er skadeserstatningskrav (Tandlægeforeningens
Patientforsikring).
297. Genoptagelse er en beslutning efter anmodning om at realitetsbehandle en allerede afgjort sag på ny,
fordi der er fremkommet oplysninger, som – hvis de havde foreligget under den tidligere behandling af
sagen – må antages at ville have medført et andet udfald.
Omgørelse er det forhold, at nævnet af egen drift ændrer sin egen afgørelse. Berigtigelse er korrektion af
blotte skrive- og regnefejl.
298. Afvisning, henvisning, ophævelse, hjemvisning, genoptagelse berigtigelse er formalitetsafgørelser.
Stadfæstes eller ændres resultatet – eller omgøres det – træffes der en realitetsafgørelse.
AFSNIT VIII: RETSMIDLER MOD NÆVNSAFGØRELSER
ANKE
1) Begreb
299. Anke betyder i Tandklageretten det forhold, at afgørelse kan påklages til et nævn – som regel
Landstandlægenævnet – der har pligt til at efterprøve afgørelsen. Ankeadgangen er en ret for den
klageberettigede. Ankebehandling af en sag adskiller fra det tilsyn, der føres af fx Sundhedsstyrelsen, der
ikke har pligt til at iværksætte undersøgelser i forhold til en klager.
- 103 -
Prøvelsen gennem anke retter sig mod Regionstandlægenævnets trufne afgørelse. Anke kan derfor først
udnyttes, når dette nævns afgørelse foreligger. Regionstandlægenævnets beslutninger som et led i
sagsbehandlingen – fx om indhentelse af oplysninger, partshøring, indhentelse af besigtigelsesrapport og
lignende – kan derfor ikke ankes umiddelbart efter, at de er truffet.
300. Anke har opsættende (suspensiv) virkning, dvs. at Regionstandlægenævnets afgørelse indtil videre
ikke skal efterkommes. Landstandlægenævnet kan, under hensyntagen til sagens omstændigheder, stille
krav om, at det skyldige beløb deponeres, før sagen behandles i Landstandlægenævnet, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 3, se i øvrigt 322.
2) Hvordan rejses en ankesag?
301. Anke sendes til Regionstandlægenævnet, der videresender anken samt sagens akter og nævnets
kendelse til Landstandlægenævnet. Anke kan også sendes til Patientombuddet, og i så fald anses anken for
indgivet til Landstandlægenævnet på det tidspunkt, da den modtages af Patientombuddet.
3) Sagsforberedelsen i Landstandlægenævnet
302. Når en klage modtages, forberedes sagen af Landstandlægenævnets formand/sekretær. Sagen sendes
i partshøring, og forberedelsen indskrænker sig hertil, hvis der ikke er anledning til at indhente yderligere
oplysninger.
4) Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag
- 104 -
303. Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag kan være identisk med det grundlag, som forelå, da
Regionstandlægenævnets afgørelse blev truffet.
Ny lovgivning
304. Er lovgivningen i mellemtiden blevet ændret, vil der typisk udtrykkeligt være taget stilling til, om nye
regler skal anvendes på verserende sager. I øvrigt fortolkes nye regler om sagsbehandling normalt således,
at de kun gælder for behandlingen af sager efter lovens ikrafttræden og derfor ikke skal inddrages i
forbindelse med Landstandlægenævnets stillingtagen til Regionstandlægenævnets behandling af sager, før
de nye regler trådte i kraft.
Nye oplysninger
305. Landstandlægenævnets bedømmelse skal ske med udgangspunkt i de faktiske oplysninger, der lå til
grund for Regionstandlægenævnets afgørelse.
Er der i mellemtiden indtrådt ændringer i parternes forhold, eller fremkommer der under
Landstandlægenævnets behandling nye oplysninger, skal de nye oplysninger inddrages i
Landstandlægenævnets bedømmelse af sagen. Dette gælder, hvad enten de nye oplysninger kaster lys over
forholdene, som de forelå, da Regionstandlægenævnet traf afgørelse, eller der er tale om senere indtrådte
begivenheder, som for så vidt ændrer sagen i forhold til, da Regionstandlægenævnet traf afgørelse.
Grænse for nova
- 105 -
306. Landstandlægenævnet har således en udstrakt pligt til at inddrage nye retlige og/eller faktiske forhold
(såkaldte nova) i bedømmelsen. Der gælder dog den yderste grænse, at den påklagede sag og den, der
tages stilling til, i Landstandlægenævnet skal være den samme. Er der sket så væsentlige ændringer, at der
ikke længere er tale om samme sag, må Landstandlægenævnet se bort fra de nye oplysninger.
5) Landstandlægenævnets ændringer til skade for den ankende (Reformatio in pejus)
307. Udgangspunktet i forbindelse med anke er, at Landstandlægenævnet skal træffe den rigtige afgørelse i
sagen.
Landstandlægenævnet er ikke bundet af parternes krav. Landstandlægenævnet kan som udgangspunkt
ændre en påklaget afgørelse til skade for den ankende, dog med det forbehold, at det skal kunne ske inden
for rammerne af ugyldighedsreglerne.
308. Landstandlægenævnet vil tage stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar, selv om
Regionstandlægenævnets afgørelse ikke er indbragt af patienten, jf. 249..
309. For så vidt angår spørgsmålet om kontraktsansvar vil en ændring til gunst for den ene part normalt
modsvarende være en ændring til skade for den anden part. Landstandlægenævnet vil som udgangspunkt
kun prøve sagen i det omfang, anken giver anledning til. En fuld prøvelse vil med andre ord som hovedregel
forudsætte en kontraanke.
Er der ikke sket kontraanke, anser Landstandlægenævnet sig dog som beføjet til at ændre
Regionstandlægenævnets afgørelse til ugunst for en part, hvis særlige grunde taler derfor. Sådanne særlige
grunde kan foreligge, enten fordi det efterfølgende viser sig, at Regionstandlægenævnets afgørelse hviler
- 106 -
på urigtige forudsætninger, eller fordi de omstændigheder, der har haft betydning for
Regionstandlægenævnets afgørelse, efterfølgende har ændret sig.
GENOPTAGELSE
310. En part har adgang til at henvende sig til det nævn, der har behandlet og afsluttet en sag, og anmode
om, at sagen prøves igen med henblik på, at der træffes en afgørelse, som den pågældende ønsker
(remonstration). Såfremt nævnet, hvis afgørelse ønskes prøvet, overvejer afgørelsen på ny, tales der om, at
nævnet genoptager sagen. I modsætning til anke kontrolleres afgørelsen i tilfælde af genoptagelse altså af
den samme instans, som traf afgørelsen.
311. Genoptagelse forudsætter, at der er truffet en afgørelse, som er behørigt meddelt parten. Der gælder
ingen frist for adgangen til at anmode om genoptagelse. Adgangen til genoptagelse er sekundær, dvs.
genoptagelse kan kun bestemmes, hvis ankeafgørelse er udelukket
312. En tandklagesag involverer flere parter, og hensynet til den ene part vil i almindelighed udelukke, at
den anden part uden videre kan få sagen genoptaget.
313. Hvis der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger, som –
hvis de havde foreligget under nævnets tidligere behandling – må antages at ville have medført et andet
udfald af sagen, og hvis den senere fremkomst af de nye oplysninger ikke kan bebrejdes vedkommende
part, kan der være grundlag for at genoptagelse.
314. Efterfølgende væsentlige nye retlige forhold kan efter omstændighederne begrunde genoptagelse.
Noget sådant kan fx tænkes, hvis praksis ændres.
- 107 -
Eksempelvis kan det nævnes, at Landtandlægenævnet i 2011 foretog en omfattende ændring af praksis
vedrørende tilbagelevering af underkendt tandlægearbejde i tilbagebetalingssager. Der kan være grundlag
for at genoptage en sag, der er afgjort før ændringen, hvis der er mulighed for, at afgørelsen i den sag, der
nu begæres genoptaget, vil kunne tænkes ændret.
Der kan desuden være grundlag for genoptagelse, hvis der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, jf. 272
ff.
315. Om nævnet – når det faktisk har genoptaget sagen – vil kunne ændre afgørelsen, således som
vedkommende part ønsker, er et andet spørgsmål.
Hvor der foreligger en partstvist, er adgangen til ændring snæver, fordi en ændring til gunst for den ene
part i samme udstrækning vil være til ugunst for den anden part. Der vil kunne lægges vægt på
tidsaspektet, ligesom indrettelses- og passivitetssynspunkter vil kunne inddrages.
OMGØRELSE
316. Ved omgørelse forstås det forhold, at nævnet af egen drift ændrer sin egen afgørelse.
317. Omgørelse forudsætter, at der er truffet en afgørelse, som er behørigt meddelt parten. Der gælder
ingen frist for adgangen til omgørelse. Da anke har opsættende virkning, er adgangen til omgørelse
sekundær, dvs. omgørelse kan kun bestemmes, hvis ankeafgørelse er udelukket. Da
Regionstandlægenævnet kan ikke omgøre Landstandlægenævnets afgørelse, er Regionstandlægenævnet
- 108 -
også afskåret fra at omgøre sin egen, indbragte afgørelse. Som nævnt straks nedenfor 318, har nævnet dog
en (snæver) mulighed for omgørelse, når ankesagen modtages.
Genvurdering
318. Som nævnt under 301 sendes anke til Regionstandlægenævnet (eller til Patientombuddet, der vil
videresende anken til Regionstandlægenævnet). Herefter indsender Regionstandlægenævnet anken til
Landstandlægenævnet. Ordningen muliggør blandt andet, at Regionstandlægenævnet genvurderer
afgørelsen og omgør den, hvis der undtagelsesvist er mulighed herfor. Nævnet har imidlertid ingen
forpligtelse til genvurdering og omgørelse.
I almindelighed ingen adgang til omgørelse
319. Et nævn kan ikke i almindelighed ændre sin afgørelse, selv om nævnet kommet til den opfattelse, at
afgørelsen er urigtig. Adgangen må som ved genoptagelse i partstvister være snæver, fordi en ændring til
gunst for den ene part i samme udstrækning vil være til ugunst for den anden part.
Pligt til omgørelse?
320. En forpligtelse til omgørelse foreligger kun som snæver udtagelse. I givet fald vil der som ved
genoptagelse kunne lægges vægt på, om der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, på tidsaspektet
samt indrettelses- og passivitetssynspunkter. Det kan efter omstændighederne også tillægges betydning,
om det vil være faktisk umuligt eller dog særdeles vanskeligt og overordentligt ressourcekrævende at finde
frem til de relevante sager.
- 109 -
BERIGTIGELSE
321. Nævnet kan til enhver tid af egen drift eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i
henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører
udfærdigelsens form. For Landstandlægenævnets vedkommende er denne beføjelse tillagt formanden.
AFSNIT IX: GENNEMFØRELSE AF NÆVNSAFGØRELSER
DEPONERING
I. Sikkerhedsstillelse
322. Efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 3, kan Visitationsudvalget, under hensyntagen til sagens
omstændigheder, stille krav om, at det skyldige beløb deponeres, før sagen videresendes til
Regionstandlægenævnet. Efter § 56, stk. 3, kan Landstandlægenævnet stille et tilsvarende krav.
Det fremgår af sammenhængen, at ”det skyldige beløb” er tandlægens (omtvistede) honorar, som det altså
kan forlanges, at patienten deponerer.
Bestemmelserne skal modvirke, at patienter bruger det gratis klagesystem til at opnå yderligere kredit. Det
er hensigten at frasortere klager baseret (udelukkende) på manglende betalingsvilje.
II. Frigivelse af depot
- 110 -
323. Når Regionstandlægenævnets upåklagede/Landstandlægenævnets afgørelse foreligger, skal det
deponerede beløb – afhængigt af sagens resultat – tilbagebetales til patienten eller udbetales til
tandlægen.
III. Tilbagesøgning af skyldigt beløb
A. Kravet taget til inkasso
324. Hvis tandlægen har indledt retslig inkasso, skal depotet dog altid – og altså uafhængigt af sagens
resultat – tilbagebetales til patienten. Begrundelsen er, at tandlægen ved at rejse inkassosag selv har
tilkendegivet at ville afvente betaling, indtil domstolenes afgørelse foreligger. Tilbagebetaling til patienten
sker for at sikre, at parternes stilling i den verserende retssag ikke forrykkes.
Tandlægen skal oplyse, om kravet er taget til inkasso, se 23.
B. Når inkassosag ikke verserer?
325. Overenskomsten giver ikke udtrykkeligt Tandklagesystemet beføjelse til at bistå tandlægen med at
gennemtvinge betalingskravet. Det kan derfor argumenteres for, at depotet derfor – uanset om inkasso er
indledt – ikke bør frigives til tandlægen uden patientens samtykke. Der må imidlertid lægges vægt på, at
deponering anvendes som middel til at frasortere klager baseret (udelukkende) på manglende
betalingsvilje, og at patienten derfor ikke kan anses for at have stillet depotet under forbehold af
tilbagebetalingsret.
- 111 -
Har tandlægen således ikke indledt inkasso, skal det deponerede beløb – afhængigt af sagens resultat –
tilbagebetales til patienten eller udbetales til tandlægen, når Regionstandlægenævnets upåklagede
(Landstandlægenævnets) afgørelse foreligger.
Landssamarbejdsudvalget har godkendt den praksis, der nævnes i 324-325.
INDEHOLDELSE I TILSKUD FOR PATIENTENS KRAV
326. Indebærer nævnsafgørelsen tilbagebetaling af honorar eller afslag i det, træffes der bestemmelse om,
at tandlægen til Regionstandlægenævnet skal betale det pågældende beløb med tillæg af eventuelt
oppebåret tilskud. Regionstandlægenævnet sørger herefter for den betaling, der tilkommer patienten. Det
er forudsat, at enhver nævnsafgørelse, der pålægger tandlægen betaling, indeholder bestemmelse om
betalingsfrist. Fristen fastsættes normalt til udløb 14 dage efter udsendelsen af nævnsafgørelsen.
Indgår der ikke rettidig betaling fra tandlægen, følger det af Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 5, 2.pkt.,
og stk. 5, 3. pkt., at regionen i tandlægens tilgodehavende hos regionen kan modregne, dvs. indeholde,
beløb, tandlægen i henhold til nævnsafgørelsen er pålagt at betale patienten. Tandlægens tilgodehavende,
jf. § 55, stk. 5, 2.pkt., opstår i forbindelse med afregningen af de tilskud, som regionen efter nærmere regler
yder til tandlægens honorar for de ydelser, der præsteres. Tandlægeoverenskomsten giver ikke muligheder
for at indbringe regionens afgørelse om modregning for Tandklagesystgemet.
Patientens fordring ophører ikke ved indeholdelsen, men først, når Regionstandlægenævnet har
videreafregnet det indeholdte beløb til patienten.
Ydelsen af tilskud vil ophøre i forbindelse med, at tandlægens autorisation ophører, således at der ikke
opstår tilskud, i hvilke der kan foretages indeholdelse. I givet fald må Regionstandlægenævnet slutte sagen,
- 112 -
og vejlede patienten om, at der – også uden for tilfælde af tandlægens død, insolvens eller konkurs, se 119
– på nærmere betingelser og efter anmeldelse at opnå dækning hos Tandlægeforeningens Sikringsordning,
adr. Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup. Ifølge vilkårene for Sikringsordningen forudsættes det blandt andet,
at det ikke på nogen måde har været muligt at inddrive fordringen hos tandlægen, herunder at fordringen
ikke har kunnet modregnes i tandlægens eventuelle tilgodehavende hos den offentlige sygesikring.
Patienten har mulighed for sagsanlæg ved domstolene.
AFSNIT X: UNDERRETNING M.V.
327. Hvis vedkommende regionstandlægenævn eller Landstandlægenævnet under behandlingen af en
klage skønner, at der foreligger en alvorlig eller gentagen overtrædelse af Autorisationsloven eller af
Straffeloven, skal nævnet indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, så snart nævnets behandling af den
pågældende sag er afsluttet, jf. Klagebekendtgørelsens § 7, stk. 1. Klager over mangelfuld diagnostik og
dermed manglende behandling indberettes også, jf. stk. 2.
328. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet underretter Sundhedsstyrelsen og
Patientombuddet om samtlige afgørelser og forlig i klagesager, jf. Klagebekendtgørelsens § 8.
329. Desuden skal Tandklagesystemet inden 14 dage til Patientombuddet indsende afgørelser, hvor der er
givet kritik for nærmere angiven alvorlig eller gentagen forsømmelse, eller givet kritik i forbindelse med
kosmetisk behandling, dog efter sletning af eventuelle oplysninger, der vedrører andet end tandlægens
faglige virksomhed, herunder tandlægers tilbagebetaling af honorar, genbehandling m.v., og af eventuelle
oplysninger om, at sagen oversendes til politiet, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3 og 4, jf. §
2, stk. 2 og 3.
- 113 -
Indsendelsen foretages af Landstandlægenævnet, hvis der er tale om en ankesag.
Det følger af Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2 og 3, at alle andre identificerbare
personoplysninger end navn, titel og autorisationsnummer på den privatpraktiserende tandlæge, der har
overtrådt lovgivningen, samt om behandlingssted skal slettes forud for offentliggørelsen. Denne sletning
påhviler Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn som dataansvarlig, jf. herved § 5.
330. Der er ingen pligt til at orientere parterne om de i 327-329 nævnte underretninger mv., se herved 122.
Træffes der afgørelse om offentliggørelse uden anonymisering af oplysninger om vedkommende tandlæge,
skal afgørelsen dog indeholde oplysning om, at den vil blive offentliggjort, jf.
Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, 2. pkt.
FJERDE DEL
TANDKLAGEANSVARET – DISCIPLINÆRANSVAR
Resumé
331. Spørgsmålet om disciplinæransvar falder i to dele.
For det første skal der foreligge (være realiseret) en faglig forseelse (et gerningsindhold). Hvad der kan
være faglig forseelse, afhænger nærmere af tandlægens pligter og patientens rettigheder. De centrale
- 114 -
tandlægeforpligtelser er overholdelse af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm og pligten til
journalføring. De centrale patientrettigheder er retten til selvbestemmelse og til fortrolighed.
For det andet er der spørgsmål om reaktionen på en foreliggende (realiseret) faglig forseelse. Der er tre
muligheder for sanktion – kritik, offentliggørelse af klagesagsafgørelsen uden anonymisering af oplysninger
om den indklagede tandlæge og anmodning om overvejelse af tiltalerejsning. Der gælder en række
betingelser for at tage de respektive sanktioner i anvendelse.
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD
TANDLÆGEPLIGTER
TANDLÆGEPLIGTER 1: TANDLÆGEN OG FORVALTNINGSRETTEN
Intet forvaltningsretligt ansvar for tandlægen selv, og dog …
332. Patienten kan ikke påberåbe sig Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper –
saglighed, lighed og proportionalitet m.v. – over for tandlægen selv. Tandlægen kan fx aftale ekstra
undersøgelser og kontroller ud fra hensynet til slægtskab eller venskab (altså i strid med det
forvaltningsretlige princip om saglighed).
Der kan dog i forhold til tandlægens patient foreligge et vist beskyttelsesbehov, som minder om det
retssikkerhedshensyn, der motiverer de forvaltningsretlige regler, se 47. Det skyldes blandt andet, at
tandlæger har monopol på tandlægebehandling. Det offentlige medfinansierer i et vist omfang (yder tilskud
- 115 -
til) tandlægebehandlingen. Nogle af de regler, som nævnes i det følgende, kan ses som udslag af det
særlige beskyttelsesbehov.
Tandlægen vælger frit sine patienter, men …
333. Tandlægen må ikke inddrage hensyn til race, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel
orientering i sine behandlingsbeslutninger. Mænd og kvinder skal behandles lige.
I Tandlægeoverenskomsten findes der bestemmelser om vagtordninger, pligt til at dække akut opstået
behov for tandpleje inden for rimelig tid og til at sikre akut tandbehandling af smertepatienter. I disse
tilfælde er tandlægen formentlig underlagt forvaltningsretlige principper til betryggelse af patientens
retssikkerhed.
334. Men i øvrigt vælger tandlægen frit sine patienter og kan udelukke patienter, som den pågældende ikke
ønsker at behandle. Dette gælder også, selv om behandling efter almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm er nødvendig.
I almindelighed kan tandlægen træffe beslutninger om behandling, selv om der foreligger eller er risiko for
interessekonflikt på grundlag af slægtskab, venskab m.v. (inhabilitet).
Vejledning og repræsentation
335. Tandlægen har pligt til at vejlede om adgang til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens
Patientforsikring, se 42 og 652. Patienten har krav på, at tandlægen informerer om behandlingsmuligheder
- 116 -
m.v., se 370. Det er forudsat, at patienten vejledes om sin ret til at frabede sig, at helbredsoplysninger mv.
indhentes eller videregives som led i behandling, se 391 og 393.
Der er derimod ikke nogen pligt til at give klagevejledning.
336. Sundhedsloven forudsætter, at patientens ønsker om at få støtte af en tredjemand eller en bisidder i
forbindelse med en samtale med tandlægen som led i afgivelse af informeret samtykke så vidt muligt
imødekommes fra tandlægens side, se herved 204.
Partshøring
337. Formålet med partshøring er at give lejlighed til at kommentere, supplere eller korrigere oplysninger,
som den pågældende ikke har været bekendt med. Patientens ret til at få information om sin
helbredstilstand og behandlingsmulighederne, inden tandlægen træffer beslutning om behandling i det
enkelte tilfælde, se 369 ff., kan måske beskrives som en pligt til partshøring.
TANDLÆGEPLIGTER 2: DEN ALMINDELIGT ANERKENDTE TANDLÆGEFAGLIGE NORM
338. En tandlæge er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og
samvittighedsfuldhed, jf. Autorisationlovens § 17. Det forudsættes herved, at tandlægen skal handle i
overensstemmelse med den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
339. Der er i de seneste år oprettet flere større tandklinikker, der bemandes med udenlandske tandlæger,
som ikke har det store kendskab til det danske sundhedsvæsen, herunder den faglige praksis og de pligter,
som er fastsat i lovgivningen. Fx har klinikkerne ofte ikke tilknyttet fastansat sundhedsfagligt personale,
- 117 -
men benytter sig af kortere og løsere ansættelsesforhold. Det er dermed vanskeligt at opretholde en god
faglig standard for tandbehandlingen. Blandt andet på denne baggrund har man indført lovordningen
vedrørende virksomhedsansvarlige tandlæger, se 52.
Uanset den pågældende tandlæges baggrund m.v. er det den til enhver tid værende almindeligt
anerkendte tandlægefaglige norm, der er grundlæggende for en bedømmelse af den pågældendes
disciplinæransvar
340. Tandlægen – også klinikejeren, se 147 – er forpligtet til at handle i overensstemmelse med den til
enhver tid værende almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm ved benyttelse af medhjælp, herunder
tandlægelig medhjælp i form af ansatte tandlæger, se hertil 445. Det indebærer, at tandlægen skal sikre sig,
at medhjælpen er uddannet til og instrueret i at udføre sine opgaver fagligt forsvarligt og i fornødent
omfang føre tilsyn med medhjælpens varetagelse af opgaven.
341. Ved afgørelse af en disciplinærklage skal det alene vurderes, om tandlægen har handlet i
overensstemmelse med normen. Der skal ikke tages stilling til, om patienten har modtaget den bedst
mulige behandling, eller om behandlingen kunne have været bedre, se også 397.
342. Normen kan ændre indhold over tid, dvs. den er dynamisk. Den er ikke altid entydig. Dens indhold
fastlægges i første række af den tandlægefaglige sagkundskab.
Den tandlægefaglige norm og skønnet
343. Den tandlægefaglige norms ubestemte karakter betyder, at tandlægens beslutninger om
tilrettelæggelse og udførelse af behandling beror på en skønspræget vurdering.
- 118 -
Skønnet må dog udøves inden for visse rammer. Tandlægen har pligt til behørig vejledning og information,
og visse hensyn må ikke indgå, se 333. Inden for disse rammer træffer tandlægen imidlertid frit beslutning
om, hvorledes behandlingen skal tilrettelægges.
344. Det følger af den faglige norm, at tandlægen er ansvarlig for, at der foretages de fornødne
undersøgelser, herunder relevante kliniske undersøgelser.
345. Det kan følge af normen, at en bestemt behandling m.v. i det foreliggende tilfælde skal tilbydes, eller
at der i det enkelte tilfælde skal anvendes en bestemt metode eller teknik.
Efter normen kan der være valgfrihed mellem flere (ligeværdige) forsvarlige behandlingsmuligheder,
behandlingsteknikker og -metoder.
Eksempler
346. Tandlægen skal fx vurdere, om der skal iværksættes forebyggende behandling af kariesangreb eller
egentlig fyldningsbehandling. – Der kan være spørgsmål om at undlade renboring af tanden og i stedet lave
en midlertidig (provisorisk) fyldning.
Spørgsmålet om, hvornår der skal behandles med fyldning, beror på tandlægens skøn. Sædvanligvis udvises
der tilbageholdenhed med fyldningsbehandling af de kariesangreb, som patienten selv er i stand til at
rengøre ved daglig mundhygiejne. Udviklingen af karies varierer imidlertid fra patient til patient. Den
afhænger blandt andet af mundhygiejne, kost og – for de tandflader, der har kontakt med nabotanden –,
om der er tæt fladekontakt eller en lille mere punktformet kontakt mellem fladerne (ved mere punktformet
kontakt kan tandbørstning nemmere rense fladerne mellem tænderne).
- 119 -
Dentinkaries vil kræve fyldning på et tidspunkt af sygdomsudviklingen. Fordelen ved at gøre det tidligt er, at
fyldningen bliver mindre og dermed mere holdbar, end hvis man venter. Venter man meget længe med
behandling, er der risiko for, at fladen over kariesangrebet bryder sammen, når angrebet nedenunder bliver
større, og den emalje, der ligger over kariesangrebet, bliver for tyndt. Derved kan der opstå smerter og
eventuelt behov for rodbehandling.
Udskydelse af behandling
347. Som det fremgår af de nævnte eksempler, kan det efter omstændighederne være fagligt forsvarligt ”at
se tiden an”, dvs. udskyde en behandling i stedet for straks at påbegynde den.
Henholdende behandling fordrer i almindelighed, at behandlingen tydeligt er aftalt med patienten, og at
der med jævne mellemrum gives information om, hvilke konsekvenser en sådan behandling vil få på
længere sigt. Men fx kan en stor rodspidsbetændelse selvsagt ikke henstå ubehandlet længe; tanden må
efter omstændighederne snarest muligt søges rodbehandlet og rodfyldt på adækvat vis.
Flere behandlingsseancer
348. Det er i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm at foretage
rodbehandling, når der er opstået akut betændelse i en tandnerve. En sådan rodbehandling lader sig
imidlertid ikke altid færdiggøre i én behandlingsseance. Det er almindeligvis ikke muligt at rodfylde en
pulpitis tand samme dag, som tanden åbnes. – Broer kan ikke altid fastcementeres med det samme, navnlig
ikke i forbindelse med bidhævning. Der kan cementeres provisorisk, således at man ved beslibning kan sikre
en god bidfunktion på broen.
Den tandlægefaglige norm og proportionaliteten
- 120 -
349. Af den tandlægefaglige norm følger et proportionalitetsprincip. Heri ligger, at undersøgelse,
behandling m.v. af patienten – uanset meddelt samtykke – ikke må gå videre, end formålet tilsiger. Ved
valget mellem flere mulige beslutninger m.v. skal tandlægen som udgangspunkt vælge den mindst
indgribende. I proportionalitetsprincippet ligger altså et krav om nødvendighed og forholdsmæssighed. Der
skal være et passende forhold mellem undersøgelse og behandling og patientens udbytte.
350. Et praktisk eksempel er visse tilfælde af ”overbehandling”, hvor tænder, som bør kunne udbedres ved
en kirurgisk rodbehandling, unødvendigt trækkes ud og erstattes med implantater. – Et andet eksempel
foreligger, hvis tandlægen fremstiller en krone uden indikation herfor i et tilfælde, hvor behandling
overhovedet var ufornøden eller kunne indskrænke sig til nye fyldninger.
351. I Tandklagesystemets praksis er det for øvrigt ofte udtalt, at det – uanset patientens ønsker og fravalg
af behandlingsmuligheder – er den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der ikke kan
gennemføres forsvarligt.
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd
352. Den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm foreskriver en vis adfærd og retter sig dermed mod
tandlægen.
353. Normen kan imidlertid også ses som et direktiv til disciplinærmyndigheden, altså Tandklagesystemet,
om hvordan man i påkommende tilfælde skal vurdere tandlægens adfærd (udøve myndigheden).
354. Hvis vurderingen falder ud til, at der ikke er begået fejl, betyder det, at tandlægens undersøgelse og
behandling har været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
- 121 -
355. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et hændeligt uheld, betyder det, at tandlægen efter de
givne kriterier har handlet korrekt, men at slutresultatet af en eller anden årsag, som ikke kan tilskrives
tandlægens faglige adfærd, er blevet dårligere end sædvanligt.
356. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et fejlskøn, betyder det, at tandlægen ud fra de
foreliggende præmisser og en adækvat undersøgelse har mulighed for at drage mere end én konklusion
med deraf følgende mulighed for mere end én tandlægelig behandling, og hvor det først efterfølgende viser
sig, at tandlægens beslutning ikke var den optimale i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde har
tandlægen ikke begået en faglig fejl, men hans eller hendes behandling har på den ene eller anden måde
haft uheldig indflydelse på behandlingens endelige resultat.
357. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger en fejl, betyder det, at tandlægen har handlet imod den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
TANDLÆGEPLIGTER 3: DELEGATION
Forbeholdt virksomhedsområde
358. Det følger af Autorisationsloven, at en del af tandlægens virksomhedsområde er et forbeholdt
virksomhedsområde. Det vil sige, at denne nærmere definerede form for virksomhed ikke selvstændigt må
udøves af personer uden autorisation som tandlæge.
Opgaverne kan som hovedregel delegeres
- 122 -
359. Tandlægen kan med enkelte undtagelser delegere opgaver (bruge medhjælp) inden for sit forbeholdte
virksomhedsområde til både autoriserede sundhedspersoner (fx andre tandlæger, kliniske tandteknikere,
tandplejere) og andre personer uanset uddannelse og baggrund. Tandlægen kan beslutte og over for
medhjælpen tilkendegive, at videredelegation ikke må finde sted.
Udvælgelse, instruktion, tilsyn
360. Ved delegation skal tandlægen udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion af
og ved tilsyn med den person, som opgaven er delegeret til. Hvis disse krav er opfyldt, kan tandlægen ikke
gøres ansvarlig for medhjælpens fejl eller for, at medhjælpen overtræder bemyndigelsen.
Informeret samtykke
361. I nogle situationer kan patienten have en forventning om, at tandlægefaglig virksomhed udføres af
tandlægen selv eller i andre situationer dog af en bestemt gruppe af autoriserede sundhedspersoner, fx en
tandplejer, som gennem deres uddannelse har tilegnet sig kvalifikationer i opgavens udførelse. . I givet fald
skal tandlægen forud informere patienten om, at den sundhedsfaglige virksomhed udføres på delegation,
således at det kan indgå i patientens overvejelser, inden patienten samtykker til indgrebets udførelse.
Opgaver, der ikke kan delegeres
362. Nogle former for virksomhed kan ikke delegeres. Erklæringer til offentlig brug skal underskrives af
tandlægen, for at erklæringen kan have retsgyldighed, jf. Autorisationsloven § 20, stk. 2. Tandlæge kan ikke
delegere til andre at udfærdige recepter. Delegation af kosmetisk behandling kan kun ske i begrænset
omgang, se …
- 123 -
TANDLÆGEPLIGTER 4: JOURNALFØRING M.M.
363. Tandlægen har visse oplysnings- og indberetningsforpligtelser og skal afgive erklæringer med omhu og
uhildethed.
364. Tandlægen har pligt til at føre patientjournal over sin virksomhed, jf. Autorisationslovens § 21, stk. 1,
1. pkt..
365. Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for god og sikker patientbehandling, jf. §
22, stk. 2, 1. pkt.
Oplysningerne skal være relevante, korrekte og dækkende for situationen. Det er tandlægen, der afgør,
hvilke oplysninger der er nødvendige. Uanset at tandlægen er overladt et skøn, skal det på baggrund af
optegnelserne være muligt at redegøre for, hvad der er foretaget. Forpligtelsen gælder planlagt
behandling, udførelsen heraf, resultaterne og efterfølgende evaluering. Patienter kan ikke stille krav om at
få bestemte oplysninger slettet eller tilført journalen.
I praksis viser mangelfuld journalføring sig i et bredt spektrum fra enkeltstående fejl til grove tilfælde, hvor
tilførslerne efter omstændighederne er meget sparsomme uden tilstrækkelige notater omkring diagnoser,
behandlingsmæssige overvejelser, forbehold og anbefaling af andre behandlinger end de faktisk udførte fx
tandrensninger og almindelig vedligeholdende tandbehandling.
366. Oplysningerne skal tilføres journalen på dansk, jf. Journalføringsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, snarest
muligt efter patientkontakten, jf. stk. 3, 1. pkt. Efter § 9, stk. 2, skal det fremgå, hvem der har foretaget
journalnotatet og hvornår (fulde navn, titelbetegnelse, afdelingstilknytning, dato og om nødvendigt
klokkeslæt for kontakten (konsultationen, behandlingen, telefonkontakten m.v.), Efter § 9, stk. 5, skal
- 124 -
journalføringen, herunder anvendte forkortelser, skal være forståelig for andre autoriserede
sundhedspersoner og disses medhjælp, der deltager i behandling af patienten.
Journalen kan føres elektronisk og på papir, jf. § 8, stk. 1. Oplysningerne må ikke slettes eller gøres
ulæselige, jf. § 13, stk. 1. Der skal rettes op på fejl og mangler ved tilføjelser (ikke ved sletning), jf. § 13, stk.
2.
TANDLÆGEPLIGTER 5: KOSMETISK BEHANDLING
367. Efter Autorisationslovens § 71, stk. 1, forstås ved kosmetisk behandling forstås korrektiv virksomhed,
hvor det kosmetiske hensyn – i modsætning til medicinske – udgør den afgørende indikation, eller
behandling, der som hovedformål har til hensigt at forandre eller forbedre udseendet.
Forbeholdt virksomhed, skærpede forpligtelser
368. I medfør af bestemmelsens stk. 2 er udsendt Bekendtgørelse nr. 1464 af 28. december 2012 om
kosmetisk behandling. Visse behandlinger og operative indgreb i kosmetisk øjemed er forbeholdt
tandlæger, jf. § 7. Adgangen til delegation er begrænset, jf. §§ 10-12. Informationspligten, jf. §§ 29 -36, og
journalføringspligten, jf. §§ 36 og 37, er skærpet.
PATIENTRETTIGHEDER
PATIENTRETTIGHEDER 1: SELVBESTEMMELSE
- 125 -
Selvbestemmelse 1 - Information
369. Patienten skal modtage den nødvendige og tilstrækkelige information om behandlingsmuligheder,
risici mv.
Information - indhold
370. Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder omfatter alle for patienten relevante
oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder,
prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger osv., jf. Sundhedslovens § 16, stk. 4.
371. Informationen skal indeholde tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder,
risici og bivirkninger mv., jf. ligeledes Sundhedslovens § 16, stk. 4, således at patienten med mening kan
tage stilling til behandlingsspørgsmålet. Oplysningerne og omfanget heraf hviler på den almindeligt
anerkendte tandlægefaglige norm.
Informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller alvorlige komplikationer eller bivirkningerne kan
være. Der skal som udgangspunkt altid informeres grundigt om risiko for alvorlig komplikation og
bivirkning, hvad enten den er ofte eller sjældent forekommende. Ved risiko for bagatelagtig komplikation
eller bivirkning, der forekommer ofte, skal der tit informeres, men ikke intenst, men er forekomsten
sjælden, er det som regel ikke påkrævet at informere. I mellemstadiet er det overladt til det
tandlægefaglige skøn, i hvilken udstrækning og hvor grundigt der bør informeres.
- 126 -
372. Da patienten også skal have mulighed for at tage stilling til, om der overhovedet ønskes behandling,
skal der ud over forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af, at der ikke
iværksættes behandling, jf. § 16, stk. 4.
Information - form
373. Informationen skal gives, uanset om patienten har anmodet derom. Informationen skal altid gives
mundtligt og kan suppleres med skriftlig information. Den mundtlige information skal give patienten
mulighed for at drøfte eventuelle særlige problemer i relation til behandling.
Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i
hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende familiemedlemmer som tolk. Hvis
patientens pårørende kan benyttes, må det først undersøges, om patienten samtykker i, at de pårørende
skal have adgang til oplysningerne.
Information – Hvem?
374. Pligten til at give information og til at indhente samtykke påhviler den behandlende tandlæge.
Der er ikke noget i vejen for, at tandlægen videregiver opgaven med at informere og at indhente samtykke
til en anden sundhedsperson, men det er den behandlende tandlæge, der har ansvaret for, at patienten
faktisk får information, og at informationen opfylder lovens krav.
Journaltilførsel
- 127 -
375. Det skal fremgå af patientjournalen, 1) hvilken information der er givet til patienten, og 2) hvad
patienten på den baggrund har tilkendegivet vedrørende behandling og videregivelse af
helbredsoplysninger m.v., jf. Jouranlføringsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt.
Selvbestemmelse 2 - Samtykke
Samtykke - frivillighed
376. Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, er ikke gyldigt.
377. Hvis tandlægen tilbageholder væsentlige oplysninger for patienten, og vedkommende derfor ikke får
et tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter omstændighederne rejses tvivl om, hvorvidt der
er tale om et frivilligt samtykke.
Tandlægen bør naturligvis tilkendegive over for patienten, hvad der efter den pågældendes opfattelse vil
være det fagligt bedste for patienten, men tandlægen skal være varsom med at gå så langt i sine
overtalelser, at der kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.
378. En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt standse en behandling ved at nægte yderligere
medvirken.
Samtykke - form
- 128 -
379. Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt eller efter
omstændighederne stiltiende, jf. Sundhedslovens § 15, stk. 4.
380. Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten bevidst og konkret giver udtryk for, at han eller hun
er indforstået med den påtænkte behandling.
381. Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at tandlægen kan indlede eller fortsætte en behandling,
men det skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har fået, og hvad patienten har
tilkendegivet på baggrund af denne.
382. Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der
foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt,
hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget
eller dele heraf.
Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et
undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos sin tandlæge, må
tandlægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige undersøgelser,
som foregår ved en sådan konsultation.
Samtykke - indhold
383. Det skal være klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal være klart, hvilken behandling,
herunder behandlingsmetode, der må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen.
- 129 -
Samtykket skal være informeret, jf. 369 ff., og aktuelt, dvs. givet til behandling, der skal foretages i
nærmeste fremtid og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.
Ingen tandlæge må iværksætte behandling mod patientens vilje. Livreddende behandling kan iværksættes
uden at indhente informeret samtykke.
384. Tandlægen har pligt til at sikre sig samtykke til behandling, inden den iværksættes. Dette er særlig
relevant i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan indhente samtykke fra patienten.
Tandlægen skal derfor, inden behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer, og hvilke fund
der vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at patienten har taget stilling hertil og på den baggrund
givet sit samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under operationen.
Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde, bør tandlægen undlade at behandle, medmindre der foreligger
en situation, hvor behandling er absolut nødvendig.
385. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes
fornyet samtykke.
Selvbestemmelse 3 - Biologisk materiale
386. Sundhedslovens §§ 29-35 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale.
Biologisk materiale omfatter væv, organer og vævsvæsker, fx hud, knoglevæv, celleskrab, og blodprøver. I
Sundhedsloven er der fastsat regler om anvendelse af biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med
behandling. Udtagning kan kun ske på grundlag af et informeret samtykke fra patienten.
- 130 -
387. En biobank er en struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter
bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til
enkeltpersoner. En klinisk biobank er en biobank, der anvendes til kliniske formål (forebyggelse, diagnose,
behandling, pleje m.v.). Patienten kan sige fra med hensyn til ikke-behandlingsrelateret anvendelse, jf.
Sundhedslovens § 29, forlange det biologiske materiale destrueret, jf. § 33, eller forlange materialet
udleveret, hvis han eller hun kan godtgøre en særlig interesse i det, jf. § 34.
PATIENTRETTIGHEDER 2: FORTROLIGHED
Fortrolighed 1 - Tandlægens tavshedspligt
388. En patient har krav på, at tandlægen iagttager tavshed om, hvad vedkommende under udøvelsen af sit
erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. Sundhedslovens § 40.
Helbredsforhold er sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons tidligere, nuværende og
fremtidige helbredstilstand. Det gælder ikke kun de helbredsoplysninger, der er ført i en journal, men alle
oplysninger, der kan fortælle noget om patientens helbred.
Øvrige rent private forhold omfatter fx oplysninger om patientens ægteskab, patientens pårørende m.v.
Andre fortrolige oplysninger omfatter fx oplysninger om indkomstforhold, sociale forhold samt strafbare
forhold.
- 131 -
389. En patient oplyste, at en sælger af patientens ”nylig indkøbte lystbåd skulle knuses i retten grundet
nogle revner i glasfiberen”. Dette refererede tandlægen under et indlæg i en klagesag.
Landstandlægenævnet bemærkede, at oplysningen ikke angik helbredsforhold. Det afgørende var herefter,
om oplysningen i øvrigt kunne betegnes som fortrolig. Herved måtte der ikke alene lægges vægt på, om
oplysningen ud fra en almindelig opfattelse i samfundet kunne forlanges unddraget offentlighedens
kendskab, men også på den enkelte patients egen opfattelse af, om en oplysning er fortrolig. Efter
karakteren af oplysningen, og idet der ikke var grundlag for at fastslå, at patienten forventede fortrolighed,
da han gav oplysningen til tandlægen, var tavshedspligten ikke brudt.
Fortrolighed 2 – Håndtering af helbredsoplysninger m.v.
Håndtering A - Elektronisk indhentning af helbredsoplysninger m.v.
390. En tandlæge kan uden patientens samtykke i fornødent omfang indhente oplysninger om
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger ved opslag i elektroniske
systemer, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienter, jf. Sundhedslovens § 42
a, stk. 1. Der kan indhentes oplysninger om såvel aktuel som historisk behandling.
391. Patienten kan frabede sig, at tandlægen indhenter oplysninger, jf. § 42 a, stk. 7. Det er forudsat, at
patienten informeres om denne ret. Dette kan ske i generel form, f.eks. ved brochurer eller anden skriftlig
vejledning.
Patienten kan dog ikke frabede sig indhentningen, hvis den er nødvendig til berettiget varetagelse af en
åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, tandlægen eller andre patienter, jf. § 42 a,
- 132 -
stk. 5. Denne ”værdispringsregel” forstås, således, at de hensyn, der kan begrunde indhentning, skal være
tungtvejende, dvs. klart overstige hensynet til patientens ønske om fortrolighed.
Håndtering B - Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
Videregivelse i forbindelse med behandling
392. En tandlæge kan med patientens samtykke videregive helbredsoplysninger m.v. til andre
sundhedspersoner i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter, jf.
Sundhedslovens § 41, stk. 1.
393. Oplysninger kan videregives uden samtykke fra patienten blandt andet efter værdispringsreglen, jf. §
41, stk. 2, nr. 4. Oplysninger kan desuden videregives, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt
behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og
behov, jf. § 41, stk. 2, nr. 1, men patienten kan i disse tilfælde frabede sig videregivelse, jf. § 41, stk. 3. Det
er forudsat, at der informeres om denne ret konkret eller via en generel patientinformation.
Videregivelse til andre formål
394. En tandlæge kan med patientens skriftlige samtykke til andre formål end behandling videregive
helbredsoplysninger m.v. til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., jf. Sundhedslovens § 43,
stk. 1.
- 133 -
395. Videregivelse uden samtykke kan ske efter værdispringsreglen, jf. § 43, stk. 2, nr. 2, samt når det er
lovpåbudt og af væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling m.v., jf. § 43, stk. 2,
nr. 1 og 3.
Væsentlige hensyn til tandlægen kan efter værdispringsreglen foreligge fx i klagesager, hvor der må være
en vid ramme, idet tandlægen skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger,
som tandlægen skønner, kan have betydning for klagesagen.
I visse tilfælde kan en tandlæge uden patientsamtykke videregive helbredsoplysninger mv. fra
patientjournaler til en forsker, jf. Sundhedslovens § 46, stk. 1, og skal efter anmodning videregive
oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb m.v. til blandt andre afdødes nærmeste pårørende, jf. §
45.
AFSNIT II: SANKTIONER
INDLEDNING
396. Spørgsmålet om reaktioner (sanktioner) opstår, når der er svaret bekræftende på, om et disciplinært
gerningsindhold, jf. 332-395, er realiseret.
Tandlægeoverenskomsten indeholder ikke udtrykkelige regler om sanktionsformerne. Spørgsmålet herom
må vurderes i lyset af Klage- og erstatningsloven, Klagebekendtgørelsen, Offentliggørelsesbekendtgørelsen
og disse forskrifters forudsætninger.
- 134 -
Ingen tilrettevisning
397. Tidligere kunne Tandklagesystemet – i sager, der ikke gav anledning til kritik af tandlægen – udtale, at
tandlægen i en eller flere nærmere angivne situationer kunne have handlet mere hensigtsmæssigt
(tilrettevisning). En sådan reaktionsmulighed blev ved en ændring af Klage- og erstatningslovens i 2011
udtrykkelig afskaffet for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns vedkommende med den begrundelse, at
Disciplinærnævnet ikke bør have adgang til at benytte reaktioner, der ikke har disciplinær karakter.
Tandklagesystemet kan derfor heller ikke længere antages at have denne reaktionsmulighed.
Ingen indskærpelse af pligter
398. I Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 3, nr. 2, synes det forudsat, at Tandklagesystemet kan
indskærpe tandlægen at være mere omhyggelig og samvittighedsfuld i sit fremtidige virke. Dette særlige
udtryk for kritik benyttes ikke af Tandklagesystemet, idet der ikke er dækning herfor i forarbejderne til
Klage- og erstatningsloven, se 413.
Almindelig kritik og kvalificeret kritik
399. Tandklagesystemet er beføjet til at give kritik, dvs. afgive en udtalelse om, hvorvidt tandlægens faglige
virksomhed har været kritisabel.
Det er i lovgivningen, se blandt andet Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, forudsat, at der kan gives to
grader af kritik: 1) Almindelig kritik og 2) kvalificeret kritik, dvs. kraftig kritik, alvorlig kritik.
- 135 -
Det er forudsat i Offentliggørelsesbekendtgørelsen, at den kvalificerede kritik gives, hvis der er fundet
grundlag for berettiget mistanke om, at tandlægen har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen
forsømmelse eller skødesløshed efter reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed eller regler fastsat i medfør heraf, se Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3,
stk. 3, nr. 1.
Offentliggørelse, overvejelse om tiltale
400. Tandklagesystemet skal efter Offentliggørelsesbekendtgørelsen i visse tilfælde træffe bestemmelse
om offentliggørelse sker uden anonymisering af oplysninger om den indklagede tandlæge. Det er forudsat,
at anklagemyndigheden kan anmodes om at overveje at rejse tiltale.
TRE SANKTIONER
SANKTIONER 1: KRITIK
I. Almindelige betingelser for kritik
401. Kritik (almindelig kritik og kvalificeret kritik) er den mildeste form for disciplinær sanktion og –
sammen med offentliggørelse og forelæggelse for anklagemyndigheden – den eneste, som
Tandklagesystemet selv råder over. (Fra andre områder kendes betydeligt videregående
reaktionsmuligheder, fx bøder, tvangsbøder, fratagelse af beskikkelse for advokaters vedkommende). Man
skal dog have for øje, at Tandklagesystemets disciplinære kritik af tandlægen kan føre til langt mere
indgribende foranstaltninger fra Sundhedsstyrelsens side.
- 136 -
1) Kritik forudsætter skyld
402. Anvendelse af kritik forudsætter ikke alene, at disciplinært gerningsindhold er realiseret, men også
skyld hos tandlægen. Der skal altså ikke alene objektivt være realiseret en faglig forseelse, men forseelsen
skal endvidere subjektivt kunne tilregnes (bebrejdes) tandlægen som forsætlig eller uagtsom. Den blot
hændelige tilsidesættelse af lovgivningen, andre tandlægefaglige regler og den almindeligt anerkendte
tandlægefaglige norm medfører ikke kritik.
(Derimod er kontraktsansvaret somme tider ikke betinget af skyld hos tandlægen. Opnås fx det
arbejdsresultat, som tandlægen og patienten har aftalt, ikke – uden at dette skyldes forhold, som patienten
bærer risikoen for – er arbejdet mangelfuldt, uanset at der ikke er noget at bebrejde tandlægen. Denne
mangelsvurdering er dermed objektiv. Se 493.)
2) Kritik forudsætter forseelse af en vis grovhed
403. Kritik er et reaktionsmiddel, der er karakteriseret som sanktion ved at være disciplinært. Disciplinær
kritik går videre end den blotte tilrettevisning og rummer elementer af misbilligelse, irettesættelse og
advarsel.
I Tandklagesystemets praksis anvendes kritik derfor kun efter en helhedsorienteret vurdering af grovheden
af såvel den subjektive som den objektive side af den begåede forseelse. Det er altså ikke enhver fejl og
forsømmelse, der anses for kritikpådragende.
3) Kritik udtales altid efter et skøn i det konkrete tilfælde
- 137 -
404. Hvis de ovennævnte minimumskrav er opfyldt, kan Tandklagesystemet i princippet frit vælge, om
kritik skal udtales. Anvendelse af disciplinær kritik er principielt en arbitrær reaktion, dvs. at anvendelsen
beror på et skøn. Kritik er således ikke uden videre en retlig nødvendighed (som når domstolene straffer).
Ved vurderingen af om et givet forhold blot er et fejlskøn eller må betegnes som en kritikpådragende fejl,
indgår et betydeligt element af skøn, og der er ikke nogen skarp afgrænsning.
Det afhænger således altid af en konkret vurdering, hvorvidt kritik skal udtales, men dette skøn er
underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Se 47. Det er naturligvis et krav, at kritik kun
udtales, hvor der er saglig grund dertil. Ligeledes skal principperne om lighed m.v. respekteres.
II. Kvalificeret kritik
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskomsten
405. Tandlægeoverenskomsten indeholder i § 55, stk. 6, og anmærkningen til denne bestemmelse nogle
anvisninger, der kan belyse spørgsmålet om, hvornår der skal gives kvalificeret kritik.
406. Af § 55, stk. 6, fremgår det, at såfremt Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet under
behandlingen af en klagesag skønner, at der foreligger en alvorligere eller gentagen forsømmelse eller
overtrædelse af Autorisationsloven eller Straffeloven, kan nævnet færdigbehandle sagen. Nævnet skal dog
særskilt indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, så snart den skønnede alvorlige overtrædelse konstateres.
Denne bestemmelse svarer nogenlunde til indberetningspligten efter Klagebekendtgørelsens § 7, stk. 1, se
327.
- 138 -
407. Af anmærkningen fremgår det, at der ved overtrædelse af Straffeloven forstås overtrædelse af
tavshedspligtens bestemmelser, voldelig adfærd og lignende, bevidst usandfærdighed ved journalføring
eller ved afgivelse af erklæringer. Ved overtrædelse af Autorisationsloven forstås overtrædelser af §§ 17,
20 – 25, 75 og 82. § 17 vedrører den omhu og samvittighedsfuldhed, som loven påbyder tandlægen ved
udøvelse af sin virksomhed. Manglende indsigt i og manglende efterlevelse af etableret faglig viden kan
betragtes som en alvorlig overtrædelse af loven, ikke mindst i gentagne tilfælde. § 20, stk. 1, omhandler det
forhold, at tandlægen ved udfærdigelse af erklæringer udviser omhu og uhildethed. § 20, stk. 2, pålægger
tandlæger at afgive de indberetninger og anmeldelser, der afkræves dem af sundhedsmyndighederne.
Kapitel 6, §§ 21 – 25, omhandler regler for journalføring (disse regler er nærmere uddybet i
Journalføringsbekendtgørelsen). Dette indebærer, at en manglende journalføring af eksempelvis en
diagnosticeret, fremskreden parodontitis må betragtes som overtrædelse. Foranlediget af Bekendtgørelse
nr. 665 af 14. september 1998 om bl.a. informeret samtykke skal det præciseres, at behandlinger, som
indebærer tvivlsom prognose, kræver, at patientens samtykke er journaliseret. At gennemføre en
behandling med en tvivlsom prognose eller en ikke optimal, men for patienten økonomisk overkommelig
alternativ behandling er – under forudsætning af en efterlevelse af § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed
– ikke at opfatte som en overtrædelse af Autorisationsloven, forudsat informeret og journaliseret
samtykke.
Det bemærkes, at Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 nu er afløst af
Journalføringsbekendtgørelsen. Efter Autorisationslovens § 75 straffes en autoriseret sundhedsperson, der
gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed, med
bøde eller fængsel i indtil 4 måneder. § 82 hjemler straf for tilsidesættelse af blandt andet
oplysningspligten efter § 20, stk. 2 (erklæring til offentlig myndighed om allerede foreliggende
patientoplysninger).
B. Praksis
Grovere tilfælde
- 139 -
408. Efter Tandklagesystemets praksis gives kvalificeret kritik for blandt andet behandlinger baseret på helt
forfejlet diagnostik eller – mere almindeligt – på manglende diagnostik (og deraf affødt manglende
behandling). Til denne gruppe hører også typisk alvorlig underbehandling af karies og parodontitis. Det er
karakteristisk for denne gruppe tilfælde, at tandlægen begår en fejl, der tydeliggør, at den pågældendes
faglige viden har grundlæggende mangler.
Tilsidesættelse af formelle pligter kan begrunde kvalificeret kritik:
Tandlægen besvarede ikke Regionstandlægenævnets henvendelser om sagen og undlod således at iagttage
sin forpligtelse efter Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 3, 1. pkt., til at afgive fuld oplysning om alle
forhold vedrørende sagen til den instans, der havde sagen til behandling. Under anken fremkom den
pågældende med udelukkende irrelevante oplysninger. Udtalt kvalificeret (alvorlig) kritik (og truffet
bestemmelse om offentliggørelse, se 417).
Gentagne tilfælde – massiv tilsidesættelse af pligterne
409. Gentagelse kan foreligge i den situation, at tandlægen begår flere kritisable – men ikke i sig selv
grovere – forhold, inden nævnet har udtalt kritik af dem. Et praktisk eksempel er, at tandlægen under
samme behandlingsforløb begår flere (forskellige) fejl under føringen af patientjournalen, hvorefter
patienten klager over behandlingsforløbet.
”Gentagen” opfattes altså i denne forbindelse ikke bogstaveligt. Udtrykket forstås ikke nødvendigvis som
”gentagne” – altså mindst 2 – eller ”oftere gentagen” – altså mindst 3 gange tilsidesættelse af pligterne i
løbet af samme foreliggende klagesag.
- 140 -
Betingelsen for kvalificeret kritik, når flere fejl således foreligger til samtidig bedømmelse, er efter
Tandklagesystemets praksis, at tandlægens ikke-opfyldelse af forpligtelserne efter en samlet vurdering af
klagesagen har antaget en vis massiv karakter. Det er afgørende, at tandlægen ikke blot i nogle
enkelttilfælde udviser mangel på omhu og samvittighedsfuldhed, men mere generelt ikke lever op til den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Dette kan i den enkelte klagesag være dokumenteret
gennem en række – eventuelt ensartede – fejl, der tydeliggør, at tandlægen ikke er tilstrækkelig
kvalificeret inden for et eller flere bestemte felter.
Både grovere og gentagen
410. Kriterierne ”grovere” og ”gentagen” kan være opfyldt i samme sag.
Patientjournalen manglede tilførsel vedrørende røntgenbeskrivelse, behandlingsplan, ekstraktioner og de
terapeutiske overvejelser i forbindelse med de drastiske indgreb. Ekstraktion var på det foreliggende
grundlag i sig selv kritisabelt. Patientens samtykkede i fjernelse af fjernelse af 3 tænder, hvilket under de
foreliggende omstændigheder ikke fritog for disciplinæransvar. Tandlægen ekstraherede 8 tænder uden
information og patientens accept og i øvrigt uden at informere protetikeren. Desuden foretog tandlægen
diagnostisk forebyggende grundydelse uden journaliserede diagnostiske og behandlingsmæssige
overvejelser og plastfyldte en tand, der ekstraheredes. Udtalt kvalificeret kritik af grovere (nemlig
ekstraktion af 8 tænder uden information og accept) og gentagen forsømmelse (og truffet bestemmelse om
offentliggørelse, se 417).
C. Kvalificeret kritik forudsætter ikke strafbart forhold
411. Det er ingen betingelse for kvalificeret kritik, at tandlægen har begået (pådraget sig berettiget
mistanke om) strafbart forhold, se 427, men det siger sig selv, at kritikken gøres kvalificeret (alvorlig), når
der opstår berettiget mistanke om kriminalitet.
- 141 -
SANKTIONER 2: OFFENTLIGGØRELSE
Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2
412. Det følger af Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, at Ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang til oplysninger om afgørelser, der er truffet i
Tandklagesystemet. Der kan fastsættes regler om, at der kan ske behandling af oplysninger om
personnummer, og om, at offentliggørelse sker uden anonymisering af oplysninger om den indklagede
tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller
kritik i forbindelse med kosmetisk behandling. (Reglerne er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen.)
Forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2
413. Forslaget til denne lovbestemmelse blev oprindeligt fremsat af Indenrigs- og sundhedsministeren som
et ændringsforslag under behandlingen i 2005 af et forslag til Klage- og erstatningsloven.
Af forarbejderne til § 17, stk. 2, fremgår det, at betingelsen for offentliggørelse er, at kritikken har et
indhold af alvorlighed eller gentagelse, hvilket agtes udmøntet således:
”1. De sager, hvor nævnet har fundet, at tandlægen har gjort sig skyldig i alvorlig eller gentagen
overtrædelse af tandlægeloven (bl.a. tandlægelovens § 19 [der svarer til den nugældende Autorisationslovs
§ 75]).
2. De tilfælde, hvor samme tandlæge inden for 5 år er tildelt 3 irettesættelser for lovovertrædelser efter
autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed (f.eks. tandlægelovens § 12 [der
- 142 -
svarer til den nugældende Autorisationslovs § 17]) samt andre forhold, uanset det område irettesættelsen
omfatter.”
414. Det blev i 2005 over for Folketinget oplyst, at Tandlægeklagesystemet årligt traf omkring 400
afgørelser, hvoraf der i ca. 60 pct. eller ca. 240 sager blev givet vedkommende klager medhold i klagen.
Cirka 1/3 af sagerne eller ca. 130 sager blev anket til Landstandlægenævnet. En del af disse vedrørte hel
eller delvis tilbagebetaling af honorar, fordi det udførte ikke havde vist sig honorarværdigt. Flere af disse
sager ville ofte blive forligt mellem parterne. Sager, der vedrører lovovertrædelse, som omfattes af
offentliggørelsen, udgør således en mindre del af de cirka 240 sager, skønsmæssigt 20 sager årligt.
Tallene kan sammenholdes med de nuværende sagstal, se 21.
Offentliggørelsesbekendtgørelsen
415. Offentliggørelsesbekendtgørelsen er udfærdiget i henhold til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2.
Det følger af denne bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, uden
anonymisering af oplysninger om vedkommende sundhedsperson, offentliggør afgørelser fra
regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet i klagesager om tandlægers faglige virksomhed, hvor
der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse. Desuden er alle afgørelser, hvor der er givet kritik
i forbindelse med kosmetisk behandling , omfattet af pligten til offentliggørelse, jf. § 4.
Ved afgørelser, hvor der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse forstås ifølge § 3, stk. 1,
afgørelser, hvor nævnet har fundet grundlag for berettiget mistanke om, at sundhedspersonen har gjort sig
skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed efter reglerne i lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed eller regler fastsat i medfør heraf, jf. nr. 1, og for
- 143 -
tredje gang inden for 5 år har givet samme sundhedsperson kritik for overtrædelse af
sundhedslovgivningen , jf. nr. 3. (som bemærket ovenfor 398 anvender Tandklagesystemet ikke den i nr. 2
omtalte indskærpelse).
Ved opgørelsen af 3. (eller flere) gangs tilfælde medregnes de afgørelser, der hører til de øvrige kategorier,
jf. § 3, stk. 2. Alle medregnede afgørelser offentliggøres, dog kun hvis de ikke tidligere har været
offentliggjort, jf. § 3. Stk. 3, jf. § 9, stk. 2.
Offentliggørelse i tilfælde af 1. gangs kritik
416. Offentliggørelse skal som nævnt ske ved kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
417. I øvrigt er kriteriet for offentliggørelse – bortset fra gentagelsestilfælde –, at ”kritikken har et indhold
af alvorlighed”, se 413 om indholdet af lovforarbejderne,
Tandlægen kan som nævnt 407 pådrage sig strafansvar efter Autorisationslovens § 75, hvis han eller hun
har gjort sig skyldig i grovere forsømmelse eller skødesløshed, se 348. I tilfælde af strafbart forhold vil
kritikken have et indhold af alvorlighed, således at offentliggørelse skal ske.
Kriteriet ”alvorlig forsømmelse” defineres i Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, se 399, svarende til
ordlyden af straffebestemmelsen i Autorisationslovens § 75. Dette kan give anledning til at overveje, om
det – bortset fra gentagelsestilfælde – er en betingelse for offentliggørelse, at tandlægen har pådraget sig
(mistanke om) strafbart forhold.
- 144 -
Siden 2006, da ordningen vedrørende offentliggørelse af navnene på indklagede tandlæger i de tilfælde,
hvor der er givet kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”, trådte i kraft, har det været
Tandklagesystemets praksis, at det ikke kræves, at tandlægen har pådraget sig (mistanke om) strafbart
forhold som betingelse for offentliggørelse. En lovovertrædelse, som omfattes af offentliggørelsen, er altså
efter praksis ikke nødvendigvis en strafbar lovovertrædelse.
Definitionen i Offentliggørelsesbekendtgørelsen svarer ikke til udgangspunktet efter Klage- og
erstatningsloven. Udtrykket ”alvorlig overtrædelse” som anvendt i forbindelse med Klage- og
erstatningslovens § 17, stk. 2, er ikke synonymt med ”grovere forsømmelse” efter Autorisationslovens § 75.
Der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem de respektive udtryk ”grovere forsømmelse” i
Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3 og Autorisationslovens § 75.
Denne forståelse af lovgivningen bygger på de anførte bemærkninger i Tandlægeoverenskomsten, se 347,
forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, herunder de tilkendegivne forventninger om det årlige
antal sager, der vedrører lovovertrædelse, som omfattes af offentliggørelsen, se 352, alt sammenholdt med
domstolspraksis vedrørende straffesager mod privatpraktiserende tandlæger efter Autorisationslovens §
75.
418. Offentliggørelse sker i de tilfælde, der er omfattet af den under 408-410 nævnte praksis.
Offentliggørelse i tilfælde af 2. gangs kritik
419. Gentagelse er et flertydigt ord.
Det kan dels anvendes om den situation, der omtales i 409 (flere kritisable forhold begået under samme
behandlingsforløb, inden nævnet har udtalt kritik af dem).
- 145 -
Gentagelse kan imidlertid også siges at foreligge, hvor en tandlæge, der allerede er kritiseret, senere
kritiseres for et eller flere yderligere forhold. Gentagelse foreligger med andre ord, når to kritisable forhold
er adskilt ved mellemliggende kritik.
420. Det er uklart, hvad der menes med udtrykket ”gentagen” forsømmelse eller skødesløshed i
Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
Situationen i de her drøftede tilfælde er den, at en tidligere kritiseret tandlæge for første gang igen
optræder fagligt kritisabelt. Efter ordlyden af Offentliggørelsesbekendtgørelsen synes ukvalificerede fejl
efter Autorisationslovgivningen at kunne medføre offentliggørelse i tilfælde af 2. gangs kritik.
Efter Tandklagesystemets praksis sker der imidlertid ikke offentliggørelse i tilfælde af 2. gangs kritik
(medmindre der gives kritik for kosmetisk behandling eller for et tilfælde, der beskrevet under 408-410)
Denne forståelse af lovgivningen bygger på forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, navnlig
bemærkningerne om udmøntning af betingelsen for offentliggørelse blandt andet således at
offentliggørelse sker i de tilfælde, hvor samme tandlæge inden for 5 år er tildelt 3 irettesættelser, se 352.
Det fremgår heraf modsætningsvis, at 2 irettesættelser inden for 5 års perioden ikke begrunder
offentliggørelse.
Offentliggørelse i tilfælde af 3. (eller flere) gangs kritik
421. Som nævnt skal der ske offentliggørelse, når der for tredje gang inden for 5 år gives samme
sundhedsperson kritik for overtrædelse af sundhedslovgivningen.
- 146 -
Reglen betyder, at kritik har gentagelsesvirkning i 5 år. Gentagelsesvirkningen regnes fra meddelelsen af
kritikken.
Der kan argumenteres for, at virkningen bortfalder, når der – før den nye hændelse, der klages over i sag
nr. 3 – er forløbet en tid af 5 år. I modsat fald afhænger offentliggørelsen af det tilfældige tidspunkt for den
seneste (tredje) nævnsafgørelse, hvilket ikke altid synes at være rimeligt i betragtning af, at længden af
sagsbehandlingstiderne kan skifte.
I betragtning af de klare udtalelser i lovforarbejderne, se 413, må gentagelsesvirkningen dog antages at
bortfalde, når der er forløbet 5 år fra meddelelsen af kritikken. At gentagelsesvirkningen bortfalder,
betyder praktisk, at afgørelsen ikke skal tælles med, når der skal ”tælles til 3” efter
Offentliggørelsesbekendtgørelsen. Det er dog uden betydning, at tidspunktet for bortfaldet indtræder
under anke til Landstandlægenævnet, hvis kritikken bliver stadfæstet.
422. Udtrykket sundhedslovgivningen, der ifølge Offentliggørelsesbekendtgørelsen er aktuelt i tilfælde af 3.
(eller flere) gangs kritik, kan efter ordlyden forstås således, at bestemmelsen kun har selvstændig betydning
for fejl efter Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med tilhørende bestemmelser. Efter forarbejderne til Klageog erstatningslovens § 17, stk. 2, er det imidlertid klart, at udtrykket også omfatter
Autorisationslovgivningen.
423. Gentagelse foreligger som nævnt, når en tandlæge, der er kritiseret for sit faglige virke, på ny
optræder fagligt kritisabelt.
Gentagelse i den her anvendte betydning af ordet foreligger imidlertid ikke, hvor en tandlæge, der allerede
er kritiseret, senere kritiseres for et eller flere yderligere forhold begået forud for den tidligere kritik. Sagt
- 147 -
på en anden måde foreligger gentagelse i den her anvendte betydning af ordet ikke, når det tidligere og det
nye forhold ikke er adskilt ved mellemliggende kritik.
Hvis fx samme – hidtil ukritiserede – tandlæge under samme nævnsmøde kritiseres i tre forskellige sager er
resultatet ikke, at der nu for tredje gang inden for 5 år er givet samme tandlæge kritik. Der foreligger
derimod 3 tilfælde af 1. gangs kritik, og der skal ikke ske offentliggørelse.
Retsstillingen er udtryk for den tanke, at den (tilfældige) omstændighed, at de flere kritisable forhold bliver
afgjort under forskellige sager, ikke skal have skærpende betydning for vurderingen.
Opmærksomheden skal altså være henvendt på de tilfælde, hvor den foreliggende (kritisable) hændelse,
som klagen angår, er indtruffet forud for kritikken (nævnsafgørelsen) i den tidligere sag – eventuelt i
perioden under behandlingen af denne tidligere afgjorte sag.
At der således ikke foreligger gentagelse, betyder praktisk, at den seneste afgørelse ikke tæller med, når
der skal ”tælles til 3” ved afgørelsen af, om der nu for tredje gang inden for 5 år er givet samme tandlæge
kritik.
424. Omfatter den foreliggende klagesag flere forhold, hvoraf nogle er begået før, andre efter kritikken
(den tidligere nævnsafgørelse), foreligger der gentagelse.
Hvis den foreliggende (kritisable) hændelse er begået under anke til Landstandlægenævnet af en tidligere
sag, er den nu foreliggende (kritisable) hændelsen gentagelse, hvis Regionstandlægenævnets tidligere kritik
stadfæstes. Havde Regionstandlægenævnet omvendt fundet den tidligere klage ubeføjet, mens
Landstandlægenævnet udtalte kritik, er den nu foreliggende (kritisable) hændelse ikke gentagelse.
- 148 -
Lovordningen fungerer ikke i praksis
425. Efter Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 4, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætte
regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn varetager offentliggørelsen af afgørelserne fra
tandlægeklagesystemet. Disse regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
Udtrykket ”varetager offentliggørelsen” forstås således, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn foranstalter
offentliggørelsen efter anvisning fra Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet. Det er altså
Tandklagesystemet, der har beslutningskompetencen med hensyn til. til offentliggørelse ligger i
Tandklagesystemet.
426. Regionstandlægenævnene udveksler ingen oplysninger om meddelt kritik. Landstandlægenævnet får
ingen oplysninger om, hvorvidt vedkommende tandlæge tidligere har modtaget kritik.
Landstandlægenævnet kan aldrig – og Regionstandlægenævnene kan i hvert fald ikke altid – tage stilling til,
om der foreligger gentagelse efter tidligere meddelt kritik.
Som konsekvens heraf kan Tandklagesystemet i givet fald ikke som påbudt ved Klage- og erstatningsloven,
se 413, udtrykkeligt give kritikken indhold af gentagelse. Offentliggørelse af 3. (eller flere) gangs kritik sker
ikke, fordi de praktiske forudsætninger for at ”tælle til 3” efter Offentliggørelsesbekendtgørelsen ikke er
tilvejebragt.
Ordningen er under overvejelse i Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp.
SANKTIONER 3: OVERVEJELSE OM TILTALEREJSNING
- 149 -
427. Som nævnt straffes efter Autorisationslovens § 75 den tandlæge, der gør sig skyldig i grovere eller
gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed.
Taget efter ordlyden synes enhver gentagen forsømmelse eller skødesløshed at være strafbar efter
Autorisationslovens § 75, hvilket selvsagt ikke kan være meningen, jf. også bemærkningerne i 349.
Ordlyden tyder på, at kun den grovere eller gentagne uagtsomhed eller forsømmelighed er strafbar,
således at der ikke er hjemmel til straf ved lavere grader af uagtsomhed.
For enden af skalaen er de tilfælde, hvor tandlægen forsætligt forvolder skade på patienten. Her må man
for øvrigt antage, at strafansvaret efter Autorisationsloven absorberes af strafansvaret efter Straffeloven.
Tandlægens forsætlige overtrædelse af en offentlig forskrift om en bestemt handlemåde til værn mod
skaders opståen (præventiv forskrift) under omstændigheder, hvor skade på patienten kan tilregnes
tandlægen som uagtsom, vil som det klare udgangspunkt være strafbar efter Autorisationslovens § 75.
Det er dog ingen betingelse for strafbarhed, at en udtrykkelig offentlig forskrift er tilsidesat, eller at der er
tilføjet patienten skade. Det kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at patienten har været udsat
for fare. Det kan end ikke altid anses som en betingelse for strafbarhed, at tandlægen har udvist en adfærd,
af hvilken der er udsprunget en følge eller virkning, fremkaldt skade eller fremkaldt fare.
428. En anmodning til anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale er et vidtgående skridt. Selve
beslutningen om henvendelse til anklagemyndigheden vil være meget belastende for tandlægen.
Anmodning sker udelukkende i de sager, der er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at der gives udtryk
for (kvalificeret) kritik af patientbehandlingen. Anmodning må antages at skulle fremsættes i de groveste
- 150 -
tilfælde af dårlig faglig adfærd, der er begået forsætligt eller i højere grad uagtsomt. Desuden forudsætter
anmodning om tiltalerejsning efter praksis, at sagen er underkastet en indgående bevisvurdering.
Bruger eksempelvis tandlægen en forurenet nål til sutur på trods af at være gjort opmærksom på, at en
medarbejder forinden har stukket sig til blods på nålen, vil sagen blive sendt til politiet.
Det kan tilføjes, at en forsætlig overtrædelse er et forhold, som tandlægen har haft hensigt til, hvis
indtræden han eller hun har indset som overvejende sandsynlig, eller dog hvis realistiske mulighed for
indtræden han eller hun har accepteret.
429. En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt strafferetlig forældelse. Den strafferetlige
forældelsesfrist vil i de pågældende sager typisk være 2 år regnet fra den dag, da den strafbare virksomhed
eller undladelse er ophørt. Det forhold, at en straffesag mod en tandlæge ikke kan gennemføres på grund
af strafferetlig forældelse, afskærer dog ikke i sig selv Tandklagesystemets adgang til at behandle sagen og
udtale (kvalificeret) kritik af den pågældendes adfærd.
FEMTE DEL
TANDKLAGEANSVARET – KONTRAKTSANSVAR
Resumé
Tandlægearbejdet
- 151 -
430. Tandlægen skal såvel ved aftalens indgåelse som under arbejdets udførelse vejlede patienten i
fornødent omfang. Tandlægen skal udføre arbejdet fagmæssigt tilfredsstillende og varetage patientens
interesser i overensstemmelse med god skik.
Risikoen
431. Patienten kommer i almindelighed først til at bære risikoen for tandlægearbejdets hændelige
beskadigelse efter arbejdets aflevering.
Mangler
432. Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis det på det tidspunkt, da risikoen for arbejdet går over på
patienten, er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end det ifølge aftalen og de
foreliggende omstændigheder skulle være, eller hvis det forringes efterfølgende som følge af tandlægens
forsømmelse.
Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan
antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet. Har tandlægen forsømt sin loyale
oplysningspligt, foreligger der også en mangel. I visse andre tilfælde er arbejdet mangelfuldt, hvis det
indebærer risiko for skade på patienten.
Mangelsbeføjelser
433. Er formålet med tandlægearbejdet væsentlig forfejlet, er arbejdet ikke honorarværdigt, og patienten
kan kræve tilbagebetaling. Patienten kan på nærmere betingelser kræve omgørelse for tandlægens
- 152 -
regning, og der er efter nævnspraksis en vis begrænset adgang til at kræve afslag i honoraret svarende til
manglen.
Udelukkelse, bortfald, ophør af mangelsbeføjelserne (sjældent i nævnspraksis)
434. Tandlægen har som udgangspunkt – i nævnspraksis kun, hvis parterne er enige – adgang til at afværge
patientens tilbagebetalings- eller omgørelseskrav ved uden omkostninger eller væsentlig ulempe for
patienten at foretage omgørelse inden rimelig tid efter modtaget reklamation. Patienten skal principielt –
for at bevare sin ret til at påberåbe sig en mangel – reklamere inden rimelig tid efter, at han eller hun har
eller burde have opdaget manglen. Betingelserne for at fastslå tilsidesættelse af reklamationspligten er
imidlertid meget strenge, og i nævnspraksis spiller reklamationspligten ingen rolle. Ophør ved forældelse
har spiller ligeledes ingen rolle i nævnspraksis.
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN
Tandlægekontrakten: Køb, bestillingskøb, værksleje, forbrugertjeneste?
435. Tandlægekontrakten går ud på præstation af en ydelse. Tandlægekontrakten kan efter ydelsen
karakteriseres nærmere i forhold til nogle andre typer af kontrakter.
436. Køb er afhændelse af et gode mod vederlag i penge. En aftale herom omfattes af Købeloven.
Bestillingskøb er karakteriseret ved, at tilvirkeren fremstiller en genstand. Såfremt dette element i den
konkrete situation må anses som det væsentligste, falder forholdet under Købeloven, ellers udenfor.
- 153 -
Den såkaldte værksleje er en kontrakt, hvorefter den ene part (arbejderen, entreprenøren, værksmesteren)
mod vederlag påtager sig at frembringe et arbejdsresultat (værk) for den anden part (bestilleren,
arbejdsherren, værksherren). En sådan aftale har et væsentligt element af arbejdsydelse og falder uden for
Købeloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tjenesteydelsesaftale eller et køb kommer navnlig komme på
tale, hvis der ved en reparation eller omdannelse i ikke ubetydeligt omfang anvendes reservedele eller
indføjes nye ting i en genstand. Vurderingen beror efter praksis som nævnt på, om købselementet eller
tjenesteydelsen må anses for at være den væsentligste af forpligtelserne. Eksempelvis vil en aftale om
reparation af en bil typisk blive betragtet som en tjenesteydelsesaftale – også selv om der ved reparationen
måtte blive indføjet nye reservedele, idet den overvejende del af forpligtelsen er knyttet til reparationen.
437. Kontrakten mellem tandlæge og patient er ikke en købsaftale, selv om tandlægen er ansvarlig som en
sælger for mangler ved materialer, der afleveres af ham eller hende. Tandlægekontrakten er heller ikke
værksleje, selv om der i et vist omfang kan påhvile tandlægen resultatansvar for mangler ved arbejdet.
438. Tandlægen udøver et liberalt erhverv, der kan sammenlignes med fx lægens, advokatens og
revisorens. Tandlægekontrakten kan typisk betragtes som en tjenesteydelsesaftale, fordi aftalens
væsentligste moment består i en tjenesteydelse.
Købeloven gælder ikke for aftaler om tjenesteydelse, se herved 71.
439. Tandlægekontrakten bestemmes i vidt omfang af almindelige, uskrevne forbrugerretlige regler. Disse
regler er som allerede nævnt meget påvirket af Købelovens regler. Indholdet af reglerne præges for øvrigt i
et vist omfang af den offentlige kontrol med virksomheden som tandlæge og af andre særlige forhold.
- 154 -
De uskrevne regler, som – normalt uden udtrykkelig anden aftale – gælder for tandlægens forpligtelser
ifølge kontrakten, se 71 og i det hele taget 439-638, har i ret vidt omfang et indhold, der allerede dækkes af
tandlægens forpligtelser efter Autorisationslovgivningen og Sundhedslovgivningen mv. Kald og kontrakt
følges ofte ad.
Begrænsninger i aftalefriheden
440. Tandlægekontrakten adskiller sig i et vist omfang afgørende fra et almindeligt kontraktforhold. I et
almindeligt kontraktforhold er der som udgangspunkt aftalefrihed, dvs. at parterne har frihed til at indgå
aftale med det indhold, som de kan enes om.
441. Det er under 68 nævnt, at der gælder visse lovindskrænkninger vedrørende aftaler mellem den
erhvervsdrivende og forbrugeren.
442. Aftalefriheden mellem tandlæge og patient er imidlertid yderligere begrænset som følge af
reguleringen i Autorisationslovgivningen og Sundhedslovgivningen mv., se navnlig 50 og 59. I denne
lovgivning findes en lang række bestemmelser, der pålægger tandlægen pligter, som man ikke gyldigt kan
aftale sig ud af. Det kan fx ikke aftales, at tandlægen skal opfylde kontrakten uden at vise omhu og
samvittighedsfuldhed i virket, eller at der ikke skal indhentes informeret samtykke inden behandlingens
iværksættelse. Der kan aftales en behandling, der stiller patienten bedre end efter den almindeligt
anerkendte tandfaglige norm (optimering), se 451. Der kan derimod ikke aftales ”overbehandling” i den
forstand, at der foretages unødige indgreb. Sådanne indgreb udgør en overtrædelse af Autorisationsloven
og er for øvrigt mangelfuld opfyldelse, se 455.
443. Tandlægeoverenskomsten indeholder yderligere begrænsninger vedrørende eksempelvis honorar og
ydelser. Det offentlige yder tilskud til tandlægebehandling (dog ikke en finansiering på næsten 100 % som
- 155 -
ved lægeydelsen). I et vist omfang mister aftalen mellem patient og tandlæge herved en kontrakts
sædvanlige præg af gensidigt bebyrdende retsforhold.
Hvem er patientens medkontrahent?
444. Tandlægekontrakten er en aftale mellem tandlægen (klinikejeren) og patienten, dvs. at patientens
medkontrahent er den ydernummeransvarlige klinikejer, se om dette udtryk147. Tandlægeklinikken kan
være etableret som enkeltmandspraksis, kompagniskabspraksis, i selskabsform med begrænset hæftelse,
men dette er som nævnt 138 ff. uden betydning for kontrakten med patienten, over for hvem klinikejeren
som nævnt altid hæftes personligt.
Et ydernummer kan indehaves af flere ydernummeransvarlige klinikejere, se 149. I så fald kan patienten
gøre sit fulde krav ifølge kontraktsforholdet gældende mod hver enkelt (der hæftes solidarisk), medmindre
andet er aftalt. Patienten kan i givet fald siges at have flere medkontrahenter.
445. Efter Tandlægeoverenskomstens Bilag 3, d, stk. 2, kan der i alle former for praksis medvirke
tandlægelig medhjælp i form af ansatte tandlæger og tandplejere. Det må desuden i det hele antages, at
tandlægen kan delegere (overlade) som udgangspunkt alle former for tandlægevirksomhed til en
medhjælp, se nvænlig 359.. I praksis forekommer det hyppigt, at opgaver delegeres til en medhjælp, der er
ansat tandlæge.
446. Hvis der foreligger en aftale mellem klinikejeren og medhjælpen, om at medhjælpen skal indtage en
stilling, hvis medhjælpen faktisk indtager stillingen, og hvis stillingen efter sædvanen i tandlægebranchen
indebærer, at medhjælpen handler på klinikejerens vegne, har medhjælpen – typisk altså den ansatte
tandlæge – har medhjælpen i henhold til Aftaleloven, jf. § 10, stk. 2, stillingsfuldmagt. Det er ikke en
betingelse, at patienten kender det nærmere ansættelsesforhold, og etablering af stillingsfuldmagt kræver
ingen særlig meddelelse til patienten.
- 156 -
Principalansvar
447. Det er ikke nogen betingelse for klinikejerens kontraktsansvar, at medhjælpen – typisk altså den
ansatte tandlæge – selv bliver ansvarlig over for patienten. Derimod bliver klinikejeren (principalen)
kontraktsansvarlig, såfremt han eller hun ville være blevet gjort ansvarlig, hvis den pågældende handling
(eller undladelse) var udført af ham eller hende selv (principalansvar).
Udlån af klinik
448. § 9, sidste pkt., er formuleret generelt, og det antages, at bestemmelsen også gælder, hvis klinikken
udlånes til en anden tandlæge. I forbindelse med udlånet kan klinikejeren dog fraskrive sig
kontraktsansvaret. Såfremt imidlertid fraskrivelsen tilkendegives alene over for den tandlæge, der ved
bemyndigelsen låner klinikken til patientbehandling, er klinikejeren trods fraskrivelsen forpligtet efter
almindelige regler om stillingsfuldmagt, jf. herved Aftalelovens §§ 10 og 11, hvis patienten ikke indså eller
burde indse, at den behandlende tandlæge overskred bemyndigelsens grænser.
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG
TANDLÆGEARBEJDE
449. I det følgende er udtrykket ”tandlægearbejde” undertiden anvendt som helhedsbetegnelse for de
faglige ydelser, som indgår i tandlægens samlede præstation.
- 157 -
Hvilke faglige ydelser der indgår i tandlægens samlede præstation, beror først og fremmest på parternes
aftale. Er parternes aftale ufuldstændig, må man anse den som udfyldt (suppleret) med sædvaner og
kutymer inden for tandlægebranchen samt ikke mindst minimumskravene ifølge den almindeligt
anerkendte tandlægefaglige norm. Den tandlægefaglige norm knæsætter også, hvad der er god
forretningsskik inden for tandlægefaget. Tilsidesættelse af god forretningsskik kan i sig selv være en faglig
fejl.
Tandlægen har som udgangspunkt ingen kontraheringspligt, men pligt kan foreligge i visse akuttilfælde
m.m., se herved 333.
TO HOVEDFORPLIGTELSER
FØRSTE HOVEDFORPLIGTELSE: FAGLIGT TILFREDSSTILLENDE UDFØRELSE
450. I kravet om, at arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, ligger i det hele taget et krav om
fagmæssighed i relation til alle de ydelser, som tandlægen skal præstere i hele behandlingssituationen, dvs.
iværksættelse af undersøgelser, diagnosticering, beslutninger om iværksættelse af behandling og om valg
af behandlingsmetode, udførelse af behandling, herunder præstation af et fysisk arbejdsresultat, og
efterfølgende tilsyn med patienten.
Arbejdet skal altid opfylde den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
451. At arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, indebærer, at tandlægen skal udføre arbejdet på
en måde, som en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtig og forsvarlig i overensstemmelse med den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Dette gælder, selv om det er aftalt, at arbejdet skal udføres
- 158 -
særligt billigt (fx visse former for udenlandsk teknik) eller særligt hurtigt. Det hænder, at de materialer, som
patienten ønsker anvendt, ikke er de bedst egnede (fx uædel legering).
Der må dog selvfølgelig tages et vist hensyn til, hvad der er aftalt med patienten, men selv hvor det er
aftalt, at arbejdet blot skal udføres så godt, som tandlægen nu kan, gælder det, at arbejdet skal leve op til
en vis god minimumsstandard.
Som nævnt i 442 kan der aftales en behandling, der stiller patienten bedre end efter den almindeligt
anerkendte tandfaglige norm (optimering). Sådanne aftaler kan blandt andet forekomme i tilfælde, hvor
der ikke foreligger et eksisterende behandlingsbehov.
452. I kravet om fagmæssighed ligger endvidere, at tandlægen har pligt til ikke blot ukritisk at rette sig efter
patientens anvisninger, idet tandlægen må sige fra, hvis han eller hun kan se, at arbejdet ikke kan udføres
tilfredsstillende, hvis det skal udføres efter de anvisninger, som patienten har givet, jf. 534. Hvis et arbejde
ikke er udført fagmæssigt tilfredsstillende, vil der som oftest foreligge en mangel ved arbejdet, se herom
nærmere 476 ff.
ANDEN HOVEDFORPLIGTELSE: OMSORG, HERUNDER VEJLEDNING
453. Den pligt, som tandlægen har til at varetage patientens interesser i overensstemmelse med god skik,
herunder særlig vejledningspligten, kan illustreres gennem fremdragelse af nogle eksempler. Opregningen
af eksempler er ikke udtømmende.
(Vejledningspligten udspringer af tandlægens pligt til rigtig opfyldelse af det gensidigt forpligtende
kontraktforhold med patienten. Vejledningspligten er ikke identisk med informationspligten efter
Sundhedsloven, se 369-371, der først og fremmest skal ruste patienten til at udøve sin ret til
- 159 -
selvbestemmelse (autonomi). Informationspligten knytter sig desuden til respekten for individets
værdighed og ukrænkelighed (integritet). Se også 522.
Eksempel 1: Flere muligheder
454. Kan arbejdet udføres fagmæssigt tilfredsstillende på flere måder eller ved anvendelsen af forskellige
former for materialer, bør tandlægen i almindelighed ved aftalens indgåelse vejlede patienten herom, idet
patienten samtidig bør vejledes om sammenhængen mellem pris og kvalitet.
Eksempel 2: Unødvendigt dyr udførelse
455. Har tandlægen under tilsidesættelse af sin vejledningspligt udført arbejdet på en unødvendig dyr
måde, kan arbejdet blive mangelfuldt.
Dette gælder i tilfælde, hvor tandlægen unødvendigt udtrækker tænder, som bør kunne udbedres ved en
kirurgisk rodbehandling, og erstatter dem med implantater. Sådanne tilfælde er udtryk for malpraksis som
følge af den “overbehandling”, der er tale om. Der skal foreligge tilstrækkelig indikation for udtrækning af
tænderne. Selv om det kan dokumenteres, at patienten informeret måtte have samtykket i
“overbehandlingen”, er tandlægeydelsen alligevel mangelfuld.
Eksempel 3: Billigere udførelse
456. Har tandlægen anvendt en billigere udførelsesmåde, skønt han eller hun vidste eller burde vide, at
patienten forventede arbejdet udført på en mere kvalitetsbetonet måde, vil der ligeledes foreligge en
mangel ved arbejdet.
- 160 -
Eksempel 4: Yderligere arbejde
457. Bliver tandlægen opmærksom på, at der inden for tandlægens eget professionsområde er behov for
udførelse af yderligere arbejde, som det vil være hensigtsmæssigt (herunder nødvendigt efter en
tandlægefaglig vurdering) at få udført samtidig (tillægsarbejde), bør han eller hun ligeledes vejlede
patienten herom, jf.388.
458. Dette betyder dog ikke, at tandlægen ikke kan have pligt til at gøre patienten opmærksom på behovet
for behandling af anden art – altså uden for tandlægens eget professionsområde. En sådan pligt kan følge
af tandlægens almindelige omsorgspligt. Dette vil være tilfældet, hvis tandlægen har kunnet konstatere, at
patienten har et påtrængende behov for behandling uden for det tandlægefaglige område, som det ikke er
givet, at patienten selv har set.
Eksempel 5: Brug, vedligehold, opfølgning
459. Hvor der er anledning dertil, bør tandlægen vejlede patienten med hensyn til brug og vedligeholdelse
af arbejdet efter dets udførelse, ligesom tandlægen så tidligt som muligt bør orientere patienten om
forhold, som må antages at have betydning for patientens beslutningsgrundlag, fx om, at arbejdet vil
forudsætte en efterbehandling, som ikke er omfattet af aftalen, at arbejdet forudsætter
omkostningskrævende vedligeholdelsesforanstaltninger, at arbejdet eventuelt kan indebære visse risici osv.
Forsømmer tandlægen at vejlede patienten om sådanne forhold, gælder i vidt omfang det samme, som
hvor der foreligger mangel på fagligt tilfredsstillende udførelse, se herom374. Giver forholdet ligefrem
tandlægen grund til at tvivle på, om arbejdets udførelse eller dets fortsættelse vil være i patientens
interesse, skal han eller hun vejlede patienten herom.
- 161 -
TILLÆGSARBEJDE
460. Tillægsarbejde er, jf. 457, arbejde, der har en sådan sammenhæng med det aftalte arbejde, at det vil
være hensigtsmæssigt eller nødvendigt at udføre det i forbindelse hermed. Det er ingen betingelse, at
behovet for det yderligere arbejde er akut. Tillægsarbejde kan således også være arbejde, som der er behov
for at få udført inden for en overskuelig fremtid, forudsat at det arbejdsmæssigt er en fordel at få det
udført i en vis sammenhæng med det bestilte arbejde.
Hvad har patienten bestilt?
461. Det er en betingelse for, at der kan foreligge tillægsarbejde, at der er tale om arbejde, som ikke er
omfattet af patientens bestilling. Hvorvidt arbejde er omfattet af patientens bestilling, må afgøres ved
fortolkning af den indgåede aftale. Har tandlægen ifølge aftalen påtaget sig at frembringe et bestemt
resultat, fx udførelse af en tandprotese, vil de foranstaltninger, som tandlægen foretager med henblik
herpå, være omfattet af aftalen (og dermed også af en eventuelt aftalt pris).
Går bestillingen ud på, at tandlægen skal foretage bestemte foranstaltninger, vil andre arbejder kunne
anses som stiltiende bestilt og aftalt, hvis de hænger naturligt sammen med det aftalte arbejde. Dette vil
især kunne være tilfældet, hvis det ikke udtrykkeligt bestilte og aftalte arbejde er af mindre omfang, fx
proteseeftersyn.
Ikke bestilt
- 162 -
462. Har en ikke-aftalt foranstaltning ikke en sådan naturlig sammenhæng med det bestilte arbejde som
nævnt ovenfor 460, falder foranstaltningen uden for aftalen (tandlægens opdrag), uanset om der er tale
om en større eller mindre foranstaltning. Er det arbejdsmæssigt en fordel at udføre foranstaltningen
sammen med det bestilte arbejde, foreligger herefter et tillægsarbejde.
Initiativpligt
463. Tandlægen har imidlertid som udgangspunkt pligt til af egen drift søge udførelse af tillægsarbejde
iværksat, hvis dets udsættelse vil medføre betydelige omkostninger, ulemper eller risiko for fare for
patienten.
Dette gælder i almindelighed for nødvendigt opfølgende arbejde. Det kan dreje sig om kontrol af
immediatproteser eller opfølgning efter transplantation. Foretager tandlægen en knogletransplantation,
kan patienten ganske vist henvises til egen tandlæge for fjernelse af suturer, men opererende tandlæge
skal selv informere om vigtigheden af kontrol og forsøge at kontakte patienten for opfølgning.
Forholdsordre - samtykke
464. Uanset initiativpligten kan det spørgsmål opstå, om tandlægen bør udføre tillægsarbejde af egen drift.
Ved første øjekast kan spørgsmålet synes at være vanskeligt. Hvis tillægsarbejdet ikke udføres, kan
patienten efter omstændighederne let påføres fare eller dog unødvendig ulempe samt omkostninger.
Omvendt risikerer patienten, hvis tillægsarbejdet udføres med pligt for patienten til at betale herfor, at
blive påført en udgift, som han eller hun ikke selv ville have valgt at påtage sig, og som den pågældende
måske ikke har råd til at betale.
- 163 -
Tandlægen må imidlertid ikke udføre tillægsarbejde af egen drift. Patientens autonomi skal respekteres.
Tandlægen er forpligtet til at følge en voksen habil patients ønsker også i de tilfælde, hvor der endog er tale
om livsnødvendig behandling. Patientens selvbestemmelse vejer tungere end tandlægens hjælpepligt.
465. Tandlægen har – som også nævnt i 457 – pligt til at vejlede patienten om det hensigtsmæssige i en
samtidig udførelse, således at patienten kan tage stilling til, om han eller hun ønsker tillægsarbejdet udført.
Patienten kan selvsagt have grunde til ikke at ønske tillægsarbejdet udført, fx. fordi han eller hun som
nævnt ikke har råd til at betale herfor eller ønsker tillægsarbejdet udskudt til senere og eventuelt udført af
en anden tandlæge.
AFSNIT III:
RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN?
466. Beskadiges tandlægearbejdet, eller går det til grunde, på grund af omstændigheder, som hverken
tandlægen eller patienten er skyld i, opstår spørgsmålet om, hvem der skal bære risikoen herfor.
Bærer tandlægen risikoen, er dette ensbetydende med, at patienten kan gøre mangelsbeføjelser gældende,
medmindre tandlægen udbedrer arbejdet vederlagsfrit. Bærer patienten risikoen, indebærer dette, at
patienten uanset det indtrufne skal betale fuldt honorar for arbejdet, ligesom tandlægen, hvis han eller hun
udbedrer arbejdet, har krav på særskilt betaling herfor.
Udefra kommende begivenheder
- 164 -
467. Ved risikoen for arbejdet forstås alene spørgsmålet om, hvem der skal bære følgerne af, at arbejdet
eller en del af dette beskadiges eller går til grunde som følge af en udefra kommende begivenhed, som
hverken kan bebrejdes (tilregnes) tandlægen eller patienten, dvs. som indtræder uden forsæt eller
uagtsomhed (culpa) fra den pågældende part.
Forvoldes skaden derimod af tredjemand, herunder en anden tandlæge, som udfører arbejde for patienten
samtidig, er skaden - set i forhold til aftalens parter - hændelig, og hvem af parterne der skal bære følgerne
heraf, afhænger derfor af, om skaden sker før eller efter arbejdets aflevering.
AFLEVERING
468. Hovedreglen er, at risikoen for arbejdet påhviler tandlægen, indtil arbejdet er afleveret, hvorved
forstås, at arbejdet skal kunne betragtes som endeligt afsluttet. Delaflevering kan dog aftales, jf. 472.
Hvornår er aflevering sket?
469. Aflevering er som nævnt sket, når arbejdet må betragtes som endeligt afsluttet. Et kronearbejde er
færdigt, når der er cementeret endeligt. Drejer det sig om en arbejdspræstation, fx en undersøgelse eller
en tandrensning, er ydelsen leveret, når præstation er helt afsluttet.
470. Arbejdet kan først anses for leveret, når tandlægen også har udført de med arbejdet forbundne
biforpligtelser. Hvad der er biforpligtelser, afgøres efter den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Eksempelvis går normen ved visse protesearbejder ud på, at det kan være nødvendigt i forbindelse med et
- 165 -
eller flere kontrolbesøg at foretage mindre justeringer eller korrektioner af såvel okklusion/artikulation som
af ekstensionen.
Delaflevering
471. Hvor de enkelte dele af arbejdet udføres tidsmæssigt adskilt, kan der imidlertid i visse tilfælde være et
særligt behov for at kunne aftale risikoovergang efter, at en del af arbejdet er udført, fx den kirurgiske og
den protetiske del af en implantatbehandling.
Dette vil således være tilfældet, hvor tandlægen har udført en del af arbejdet, men hvor færdiggørelsen af
dette herefter må afvente visse omstændigheder, som tandlægen er uden indflydelse på, fx en længere
helingsperiode efter fiksturindsættelse ved implantatbehandling. Såfremt risikoen ufravigeligt altid først går
over, når det samlede arbejde er udført, ville tandlægen efter omstændighederne muligvis sørge for, at
aftalen ikke kom til at omfatte fx det protetiske arbejde i forbindelse med implantatbehandling, således at
patienten eventuelt ville være henvist til at lade dette afsluttende arbejde udføre af andre.
Rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter
472. Delaflevering kan aftales, såfremt aftalen er rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og
karakter. Selv om det er patienten, der som følge af arbejdets karakter er henvist til at tage en del af det i
brug, må en aftale om aflevering af denne del af arbejdet må anses for rimeligt begrundet, således at
tandlægen vil være berettiget til at tage et forbehold om delaflevering i forbindelse med ibrugtagningen.
Risikoovergang efter aflevering
- 166 -
473. Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, og kan patienten kræve
omgørelse, går risikoen for arbejdet ikke over på patienten. Forholdet sidestilles i så fald med, at arbejdet
endnu ikke er færdiggjort, således at risikoen først overføres på patienten, når omgørelse har fundet sted.
Er der på den anden side gået nogen tid efter arbejdets aflevering, førend manglerne viser sig, er risikoen
for arbejdet alligevel gået over på patienten ved afleveringen. Dette skyldes, at tandlægen i modsat fald
ville kunne komme til at bære risikoen for det leverede arbejde i en uvis periode.
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET
INDLEDNING – GARANTI
474. Tandlægekontrakten er karakteriseret ved, at den aftalte ydelse ikke foreligger ved aftalens indgåelse,
men først skal præsteres i fremtiden. Arbejdet vil endvidere ofte ved aftalens indgåelse blot være betegnet
ved sit formål, således at ydelsens nærmere karakter og omfang først afklares efterfølgende i forbindelse
med tandlægens undersøgelse eller i forbindelse med arbejdets udførelse.
Tandlægen har som ekspert en særlig viden, som patienten ikke har mulighed for at tilegne sig og
kontrollere rigtigheden af. Det er på grund af tandlægeydelsens karakter vanskeligt for patienten at tage
fornuftig stilling til, hvordan kravene til ydelsen skal udformes i enkeltheder.
Der er derfor et væsentligt behov for at præcisere, hvilke krav til tandlægens ydelse patienten er berettiget
til at stille.
- 167 -
Der har i tandlægeprofessionen dannet sig en faglig tradition – den almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm – om, hvordan tandlægegerningen skal udføres. Denne norm er hovedkilden til en indkredsning af,
hvad der er mangelfuld opfyldelse af en tandlægekontrakt.
Mangelsbegrebet fastlagt ved indeståelse (garanti)
475. En garanti er et løfte om at indestå for en oplysnings rigtighed eller for en fremtidig udvikling.
Har tandlægen har påtaget sig at indestå for (garanteret), at arbejdet har en bestemt egenskab, er arbejdet
mangelfuldt, hvis det viser det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab. Det
gælder dog ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et forhold, som patienten bærer
risikoen for.
I det følgende ses der bort fra sådanne garantitilfælde.
DET GENERELLE MANGELSBEGREB
GRUNDLÆGGENDE DEFINITION
476. Tandlægeydelsen er mangelfuld, hvis den på det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for
den, er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være.
- 168 -
Ydelsen er også mangelfuld, hvis den efter risikoens overgang til patienten beskadiges som følge af, at
tandlægen udviser forsømmelse (dvs. optræder, så det kan bebrejdes den pågældende) i forbindelse med
opfyldelsen af aftalen.
Udfyldning af aftalen
477. Ved vurderingen af, om der foreligger en mangel efter det generelle mangelsbegreb, er
udgangspunktet, hvad patienten på baggrund af aftalen og de foreliggende omstændigheder har haft grund
til at forvente sig af tandlægens ydelse.
Fremgår det ikke klart af parternes aftale, hvilke ydelser tandlægen har påtaget sig, må aftalen udfyldes
(suppleres) på grundlag af kutymer i tandlægebranchen og navnlig den almindeligt anerkendte
tandlægefaglige norm.
Tandlægeydelsens beskaffenhed eller brugbarhed
478. Udgangspunktet for mangelsbedømmelse af tandlægens ydelse er ydelsens beskaffenhed eller
brugbarhed.
Ved vurderingen heraf har det betydning, om der i sammenhængen er kontraheret (dvs. indgået aftale) om
udførelse af en arbejdspræstation eller om opnåelse af et arbejdsresultat. Afgørelsen af, hvad der er
kontraheret om, beror på en fortolkning af aftalen og de foreliggende omstændigheder.
ANSVARSTYPE 1: PRÆSTATIONSANSVAR
- 169 -
Når ydelsen er en arbejdspræstation
479. I de hyppigst forekommende tilfælde er der alene er kontraheret om en arbejdspræstation.
Mangelsbedømmelsen er i så fald en nærmere vurdering af de enkelte ydelser, som tandlægens præstation
består af.
De krav, som i denne forbindelse kan stilles til tandlægens arbejdsindsats, vejledning m.v., er bestemt af,
hvad en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtigt og forsvarligt. Der er således tale om en vurdering
baseret på, hvad en fagmand inden for området anser for forsvarligt (den almindeligt anerkendte
tandlægefaglige norm).
Mangelsbedømmelsen er subjektiv (den afhænger af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
480. Beskadiges tandlægens arbejdspræstation af en hændelig begivenhed inden afleveringen – altså uden
at tandlægen er skyld i beskadigelsen –, er risikoen dog tandlægens, således at arbejdet i sådanne tilfælde
bliver mangelfuldt, selv om der ikke er noget at bebrejde tandlægen.
No cure, no pay gælder ikke
481. En aftale med tandlægen om at udføre en operation, foretage en undersøgelse eller lignende
forpligter altså – ligesom aftaler med andre fagudøvere – ham eller hende til at udøve en god faglig indsats.
Patientens aftale med tandlægen indebærer derimod ingen garanti for et heldigt udfald.
- 170 -
Tandlægens honorar afhænger altså ikke af, om behandlingen fører til lindring eller helbredelse. Den gode,
men mislykkede præstation skal honoreres. Tandlægen har ikke nogen ubetinget forpligtelse til at kurere
patienten. Princippet no cure, no pay gælder altså ikke i denne forbindelse.
482. At tandlægens ydelse er virkningsløs i forhold til grundsygdommen behøver ikke at være en følge af
den udførte behandling eller mangel på samme. En lidelse responderer ikke altid på en given behandling.
Der kan derfor være tale om en behandling, som ikke har kunnet lykkes – dvs. ikke har resulteret i den grad
af helbredelse, som man normalt kan regne med –, uden at tandlægen har nogen skyld deri.
Den faglige præstation
483. Har tandlægen fx påtaget sig et tandeftersyn eller at se på tænder, som der er noget i vejen med, bør
han eller hun først på fagligt forsvarlig måde forsøge at diagnosticere sygdom eller finde defekter. Finder
tandlægen en sygdom eller defekt, som kan være skyld i tandsættets manglende funktionsdygtighed, bør
han eller hun vejlede patienten og indhente dennes stillingtagen i det omfang, dette følger af den
almindelige omsorgspligt.
Skal sygdommen behandles, eller defekten udbedres, har patienten krav på, at dette sker på fagligt
forsvarlig måde, hvilket efter omstændighederne tillige kan indebære en efterfølgende kontrol af, at der
ikke foreligger yderligere sygdom eller andre kilder til defekt.
484. Diagnosticering, fyldning og parodontosebehandling er eksempler blandt mange i gruppen af tilfælde,
hvor tandlægen bærer præstationsansvar.
Den (måske) mislykkede præstation
- 171 -
485. Har tandlægen ikke påtaget sig et bestemt arbejdsresultat, kan ydelsen altså være mangelfri, selv om
det senere viser sig, at behandlingen fx alene har fjernet et symptom på en sygdom eller en defekt, som
efter kortere eller længere tid igen forårsager funktionssvigt i tandsættet. Afgørende for
mangelsspørgsmålet bliver i så fald, om den bagved liggende årsag burde have været lokaliseret, eventuelt
ved kontrol efter udførelse af behandlingen.
Specialydelse m.m.
486. Ved vurderingen af, hvilke faglige krav der kan stilles til tandlægens arbejdspræstation, må der også
ses på, hvad tandlægen har stillet patienten i udsigt. Er tandlægen specialist – specialtandlæge –, må
mangelsvurderingen således tage sit udgangspunkt i, hvilken arbejdspræstation man normalt kan forvente
sig fra en specialist som den pågældende.
Også den aftalte pris vil kunne få betydning ved vurderingen af, hvilke krav der kan stilles til tandlægens
præstation.
Den fagligt uforsvarlige præstation
487. Har det imidlertid været fagligt uforsvarligt af tandlægen at påtage sig arbejdet, eller har han eller hun
i øvrigt optrådt fagligt uforsvarligt, må arbejdet dog normalt altid anses for mangelfuldt, hvis forholdet har
medført en forringelse af arbejdet, idet tandlægen da har handlet i strid med sin almindelige omsorgspligt.
Ydelsen er mangelfuld, hvis en ubehandlelig sygdom ved en fejl ikke er blevet diagnosticeret korrekt.
Præstation med dårlige materialer
- 172 -
488. Skyldes en forringelse af præstationen, at der er mangler ved materialer ydet af tandlægen, anses
arbejdet for mangelfuldt, uanset at tandlægen ikke har påtaget sig noget resultatansvar.
ANSVARSTYPE 2: RESULTATANSVAR
489. Selv om tandlægens arbejde består af flere forskelligartede ydelser, behøver mangelsbedømmelsen
dog ikke altid bestå i en særskilt vurdering af den enkelte ydelse.
Har patienten på grundlag af aftalen og de foreliggende omstændigheder haft grund til at regne med, at
der med arbejdet ville blive frembragt et bestemt resultat, kan man således ved mangelsvurderingen
undlade at bedømme den enkelte ydelse, men nøjes med at vurdere resultatet, idet arbejdet i så fald anses
for mangelfuldt, såfremt det tilsigtede resultat ikke er opnået, uden at dette skyldes patientens forhold.
Når ydelsen er et arbejdsresultat
490. I det omfang, der således er kontraheret om et arbejdsresultat, kan tandlægen – ligesom en sælger
eller en entreprenør – kun kræve honorar, hvis han eller hun præsterer den lovede ydelse,
arbejdsresultatet.
Protetik m.v.
- 173 -
491. Tandlægeydelsen er som regel en arbejdspræstation, jf. ovenfor. Det hører til undtagelsen – men i
praksis en vigtig undtagelse – at tandlægen, eventuelt som en del af ydelsen, skal frembringe et bestemt
resultat.
Består arbejdet i indpasning eller indføjelse af fysiske strukturer i tandsættet, ofte efter forudgående
tildannelse, må aftalen normalt fortolkes således, at tandlægen har påtaget sig at frembringe et bestemt
arbejdsresultat. Er en sådan aftale indgået, foreligger der som udgangspunkt en mangel ved arbejdet,
såfremt det tilsigtede resultat ikke opnås, uden at dette skyldes patientens forhold.
492. For øvrigt må det, som nævnt 519, antages, at tandlægen pådrager sig resultatansvar for urigtige eller
vildledende oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet.
Mangelsbedømmelse af resultatet
493. Har tandlægen en ”resultatforpligtelse”, må der ved mangelsbedømmelsen navnlig ses på resultatets,
det færdige arbejdes, kvalitet, udseende, holdbarhed, anvendelighed og værdi. Arbejdet skal med hensyn
til beskaffenheden og brugbarheden svare til, hvad der i det enkelte tilfælde er lovet af tandlægen eller
med rette forudsat af patienten.
Mangelsbedømmelsen er objektiv (den afhænger ikke af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
Hvilket resultat kan patienten forvente?
494. Vejledende for, hvad patienten er berettiget til at forvente, er blandt andet, hvilken beskaffenhed eller
brugbarhed tandlægearbejder af den pågældende karakter normalt plejer at have, navnlig bedømt efter
- 174 -
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Berettigede forventninger kan også bygge på, hvilke
oplysninger tandlægen har givet vedrørende sine kvalifikationer, den aftalte pris, osv.
Ringere beskaffenhed – eksempler
495. Hvis en protese placeres passivt i munden, og det kan konstateres, at den ikke slutter tæt til gummen
– idet der fx ses luft i en tandregion, og protesen er underekstenderet i en anden – kan
mangelsbedømmelsen indskrænke sig til denne konstatering. – Det samme gælder et kronearbejde, hvor
der konstateres utilfredsstillende kanter i form af fx underskud/spalte.
En bro er mangelfuld, hvis der konstateres kosmetisk uheldige forhold ved kronekanterne og manglende
kontaktflade mellem bro og slimhinde som følge af vævsskrumpning (uanset om det ved en nærmere
udredning kan vises, at manglen skyldes, at tandlægen uforsvarligt fremstillede og cementerede broen kort
efter tandfjernelsen).
Kronebehandling forudsætter, at der etableres det for fastholdelsen og stabiliteten nødvendige ringgreb. Er
resttandsubstansen beskeden, er det afgørende, hvorvidt ringgrebet om tandstubben har den fornødne
tæthed.
Er tanden ubehandlelig, kompromitteres kronearbejdet. En i sig selv fejlfri, funktionsdygtig krone
underkendes, hvis tandlægen fejlagtigt har sat den på en udtrækningsmoden tand.
Dårlig kosmetik og lignende
- 175 -
496. Der foreligger også en mangel, hvis arbejdet ikke er af en ringere, men dog af en anden beskaffenhed
eller brugbarhed end aftalt eller med rette forudsat af patienten. Arbejdet er i så fald mangelfuldt, selv om
dets værdi ikke formindskes af uoverensstemmelsen. Typeeksemplet er dårligt kosmetisk arbejde.
Resultat med dårlige materialer
497. Indgår der i tandlægens ydelse levering af materialer eller lignende, er patienten, medmindre andet er
aftalt, berettiget til at forvente, at sådanne ydelser er af sædvanlig god karakter. Der bliver således også her
tale om en objektiv mangelsbedømmelse.
Knækker akrylet over attachment på en protese – uden at patienten bærer risikoen herfor – afhænger
ansvaret altså ikke af, om noget kan bebrejdes tandlægen.
498. Begrundelsen for den objektive mangelsbedømmelse er, at tandlægen på samme måde som en
mellemhandler har mulighed for at beregne sig en avance på materialerne. Tandlægen vil endvidere
normalt kunne gøre regres gældende over for den, som han eller hun har købt materialerne hos.
PRÆSTATIONSANSVAR ELLER RESULTATANSVAR ?
499. Om der påhviler tandlægen et resultatansvar, afhænger primært af en fortolkning af aftalen og de
foreliggende omstændigheder, herunder hvad patienten ud fra arbejdets karakter har haft grund til at
regne med.
Tandlægen har som nævnt præstationsansvar for de fleste af sine forskellige ydelser. I praksis indgår
spørgsmål om resultatansvar i et stort antal sager.
- 176 -
Resultatet usikkert
500. Vedrører den indgåede aftale udførelse af behandling, kan det være uklart, hvad tandlægen har lovet,
og hvad der er indgået aftale om. Det samme gælder, hvis patienten ved aftalens indgåelse indser, at en
opnåelse af det ønskede arbejdsresultat er afhængig af en række usikre omstændigheder.
I så fald må tandlægens og patientens aftale, hvis andet ikke fremgår, ofte fortolkes som ydelse af en
arbejdspræstation således, at tandlægen blot har påtaget sig at foretage en fagligt forsvarlig undersøgelse
og i den forbindelse behandle diagnosticeret sygdom og udbedre forefundne defekter på faglig forsvarlig
måde. Tandlægen kan i så fald have præsteret en mangelfri ydelse, selv om der ikke opnås noget
arbejdsresultat.
FORHOLD, SOM PATIENTEN BÆRER RISIKOEN FOR
501. Hvad enten tandlægen har påtaget sig et præstationsansvar eller et resultatansvar, foreligger der dog
ikke nogen mangel, hvis en beskadigelse af arbejdet skyldes forhold, som patienten bærer risikoen for.
Burde tandlægen have indset, at der som følge af et sådant forhold var risiko for, at arbejdet ville blive
beskadiget eller forringet, uden at han eller hun har vejledt patienten behørigt herom, bliver arbejdet dog
alligevel mangelfuldt, idet der i så fald i tandlægens ydelse indgår en mangelfuld vejledning, således at
ydelsen ikke lever op til kravene om fagmæssighed og omsorgsfuldhed.
Eksempler – patientens risiko
- 177 -
502. Fyldninger – med sølvamalgam, plast, guld eller porcelæn – har ikke ubegrænset holdbarhed;
tænderne bliver ved deres funktion konstant udsat for slitage, tryk- og trækpåvirkninger. Dette bevirker, at
der over tid opstår ujævne fyldnings- og emaljekanter, der udvikler spalter mellem fyldning og tand.
Resultatet heraf kan være, at der udvikles et nyt kariesangreb. Hastigheden for udvikling af karies i denne
situation er afhængig af patientens renhold af tænder og kostvaner. Disse forhold er patientens risiko.
En rodbehandling kan være tæt og i orden, men ikke optimal på grund af tandens anatomiske forhold.
Rodbehandlingen er ikke mangelfuld. – Det samme gælder, hvis der efter en sufficient rodfyldning
konstateres en betændelsestilstand; i en vis del af alle rodbehandlinger kan der opstå efterfølgende
rodspidsbetændelse, uden at dette pådrager tandlægen mangelsansvar.
Jo længere bagtil i mundhulen tanden er placeret, desto vanskeligere er det at foretage en perfekt
rodfyldning. Er fyldningen i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm, er
risikoen patientens.
Fyldninger, der falder ud inden for kort tid – 6 måneder – formodes at have været mangelfulde på
leveringstidspunktet, medmindre tandlægen godtgør andet, jf.261.
503. Fraktur i tandroden forekommer oftest i rodbehandlede og stiftopbyggede tænder og er normalt en
hændelig komplikation. Komplikationen kan være dels en konsekvens af udtrætning, der er sket i tanden
gennem måske mange års funktion, dels en følge af svækkelse, som en oprindelig nødvendig behandling af
en grundsygdom, fx karies, har betydet. En rodbehandlet tand er således mere skrøbelig end en vital tand;
den rodbehandlede tand er sprød og har en betydelig risiko for fraktur; en udboring, som er nødvendig af
hensyn til fornyet rodbehandling, kan svække tanden yderligere. Resultatet kan være yderligere rodfraktur,
eller at roden simpelthen flækker. Tanden kan tabes, eller der kan ske væskeindsivning fx med den effekt,
at cement, der fastholder en tandkrone, opløses, og kronen går løs. Sådanne forhold skyldes ikke mangler
ved tandlægens behandling, men at tanden uundgåeligt er svækket grundet tidligere (korrekt) behandling.
Patienten bærer risikoen for forholdet.
- 178 -
En bro erstatter en udtrukket tand, men efter knap 2 år konstateres det, at der ikke er liv i nerven på en af
bropillerne. Denne risiko kan ikke nødvendigvis henføres til en mangel ved behandlingen. Frakturer i
tandroden kan forårsage (gentagne) løsninger af kronen, uden at arbejdet af den grund er mangelfuldt.
504. Et antal tænder var under nedbrydning, men af økonomiske årsager fravalgte patienten den
nødvendige kronebehandling. Nu fremstår tandsættet stærkt destrueret. Patienten bærer risikoen, idet
tilstanden ikke kan bebrejdes tandlægen.
Patientens mange udeblivelser og afbud vanskeliggjorde eller umuliggjorde fx gennemførelsen af et
fyldningsarbejde, der var planlagt ved de løbende undersøgelser. Risikoen er patientens.
HVORNÅR MANGELSVURDERING?
505. Hvorvidt arbejdet er mangelfuldt, skal vurderes ud fra arbejdets beskaffenhed og brugbarhed på
tidspunktet for risikoens overgang. Har arbejdet ikke på dette tidspunkt de egenskaber m.v., som patienten
har krav på, er arbejdet mangelfuldt, uanset at manglen først viser sig på et senere tidspunkt.
SKJULTE MANGLER
506. Gøres arbejdet færdigt uden de egenskaber m.v., som patienten har krav på, er arbejdet mangelfuldt,
uanset at manglen er skjult og først viser sig på et senere tidspunkt. Bevisbyrden for ydelsens beskaffenhed,
da risikoen gik over, er patientens, jf. 257.
- 179 -
507. Landstandlægenævnet fulgte tidligere (indtil 1999) en særlig praksis (10 årsreglen) vedrørende arbejde
med lang holdbarhed (visse former for fast protetik). Praksis byggede på en antagelse om, at man kan forvente en holdbarhed på mindst 10 år. Kunne arbejdet ikke holde i 10 år, skulle tandlægen tilbagebetale en
forholdsmæssig del af honoraret, uanset om der var påvist konkrete mangler, eksempelvis 3/10, hvis
arbejdet gik tabt 7 år efter fremstilling.
508. Der findes imidlertid ikke fagligt grundlag for at opstille en norm for normal holdbarhed af protetik –
eller tandlægearbejde i det hele taget –, da der ikke findes systematiske undersøgelser, der tager højde for
alle de faktorer, som har betydning for holdbarheden. Efter gældende praksis vurderes det i hver enkelt
sag, om der foreligger mangler.
Det afgørende er, om kimen til manglen var til stede på afleveringstidspunktet. Kan der påvises (oprindeligt
skjulte) mangler, er det – bortset fra forældelse – ligegyldigt, hvilken alder arbejdet har. Arbejdet er
mangelfuldt, når tanden først mistes adskillige år senere, fordi en rodstift i sin tid blev placeret skævt.
Kan der ikke påvises mangler, er det i princippet ligegyldigt, hvilken alder arbejdet har. En mangelfri
stiftkrone, der mistes efter 1½ år, fordi roden flækker, kendes honorarværdig.
509. Viser en mangel ved et aftalt arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens arbejde
blev afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at det
påhviler tandlægen at afsvække denne formodning, jf. nærmere 261 om denne 6 måneders regel.
Undertiden påberåbes der tyggeskade (sten i brød o. lign.), som er patientens risiko. Nævnspraksis på dette
område er ikke ganske fast, og der foreligger eksempler på, at 6 måneders-reglen er udstrakt betydeligt
(flere år).
- 180 -
510. Defekter, som indtræder efter længere tids forløb, behøver ikke at bero på en skjult mangel ved
tandlægens arbejde, idet forholdet også kan skyldes undladt eller dårlig vedligeholdelse, anden gradvis
forringelse uden udførelsesfejl fra tandlægens side, eller simpelthen at arbejdet er slidt op.
Patienten har normalt kun krav på, at arbejdet har en holdbarhed af sædvanlig og rimelig længde. Arbejdet
vil således ikke i almindelighed kunne anses for mangelfuldt, hvis forringelsen først har vist sig efter dette
tidspunkt.
TANDLÆGENS FORSØMMELSE EFTER RISIKOENS OVERGANG
511. Der foreligger en mangel, hvis arbejdet efter det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for
det, forringes som følge af tandlægens forsømmelse (dvs. forhold, som kan bebrejdes tandlægen). Se
eksempel 547 (leveret metalkeramikkrone).
Forsømmelsen skal være udvist i forbindelse med udførelsen af en foranstaltning, hvormed tandlægen
opfylder aftalen eller prøver at opfylde den rigtigt.
512. Beskadiges arbejdet som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter arbejdets aflevering,
men uden forbindelse med kontrakten herom, bliver tandlægen skadeserstatningsansvarlig. Patienten vil i
så fald ikke kunne gøre mangelsansvar gældende. En sådan situation vil f.eks. kunne forekomme, hvis
tandlægen, efter at arbejdet er afleveret, beskadiger arbejdet i forbindelse med udførelse af andet arbejde
for patienten.
ANDRES FORSØMMELSE
- 181 -
513. Mangel foreligger endvidere, hvis forsømmelse udvises af en af tandlægens ansatte eller af en
fremmed tandlæge, som tandlægen selv har overladt en opfyldelsesforanstaltning til. Se herved 447.
DELAFLEVERET ARBEJDE BLIVER BESKADIGET VED DEN SENERE RESTOPFYLDELSE
MV.
514. Der foreligger også en mangel, hvis der er sket aflevering af en del af arbejdet, hvorefter denne del
beskadiges ved forsømmelse fra tandlægens side udvist i forbindelse med færdiggørelsen af det resterende
arbejde. Manglen kan også opstå ved en beskadigelse af arbejdet, som sker efter risikoens overgang i
forbindelse med, at tandlægen har påtaget sig omgørelse for at afhjælpe en mangel ved arbejdet.
SPECIELLE MANGLER
515. Den almindelige mangelsdefinition er så bred, at den kan dække området for de specielle regler. Det
kan derfor diskuteres, om der er behov for specielle regler om mangler. Reglerne om specielle mangler
drejer sig imidlertid om spørgsmål, der set fra et patientsynspunkt er særligt vigtige. Men de specielle
regler udgør tilsammen ikke en udtømmende regulering af, i hvilke tilfælde arbejdet er mangelfuldt.
SPECIELLE MANGLER 1: URIGTIGE ELLER VILDLEDENDE OPLYSNINGER
516. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen i forbindelse med aftalen har givet urigtige eller vildledende
oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet.
- 182 -
De urigtige og vildledende oplysninger skal være givet i forbindelse med aftalen. Der er tale ikke blot om de
oplysninger, som forelå, da patienten bestilte arbejdet, men også oplysninger, som er fremkommet i
forbindelse med arbejdets udførelse, forudsat at oplysningerne må antages at have indvirket på aftalen.
Baggrunden for denne tidsmæssige udstrækning er, at det ofte først er i forbindelse med arbejdets
udførelse, at der træffes nærmere aftale om arbejdets omfang, udførelsesmåde m.v. Patienten har derfor
et tilsvarende behov for at kunne stole på de oplysninger, som han eller hun efterfølgende måtte have fået
af tandlægen.
517. Det skal være tale om bestemte oplysninger vedrørende arbejdet. Patienten kan således normalt ikke
støtte ret på anprisninger holdt i helt generelle vendinger (”Godt smil”, ”Sund mund”, ”Helsetand”), hvilket
gælder, hvad enten de er fremsat direkte over for ham/hende eller i en reklame, der er rettet til en videre
kreds.
Reklamer o. lign.
518. Patienten kan ikke alene støtte ret på oplysninger, som tandlægen har afgivet direkte over for ham
eller hende, men også på oplysninger, som tandlægen har fremsat i reklamer og andre meddelelser, der er
beregnet for en videre kreds.
Resultatansvar
519. Har patienten modtaget oplysninger af den nævnte karakter, vil der påhvile tandlægen et
resultatansvar i det omfang, resultatet af arbejdet ikke svarer til, hvad patienten på baggrund af
oplysningerne havde grund til at regne med.
- 183 -
Prisforhold
520. Oplysninger om andet end arbejdets beskaffenhed kan være oplysninger vedrørende prisforhold.
Sådanne oplysninger er imidlertid ikke et spørgsmål om faglig fejl fra tandlægens side. Derfor afviser
Tandklagesystemet klager over urigtige, vildledende eller mangelfulde prisoplysninger (og henviser dem til
Samarbejdsudvalget som serviceklage). Det samme gælder klager over, at prisen for en fagligt
ukompromitteret, sml. 94, ydelse overstiger en skønnet pris (prisoverslag), som tandlægen har givet.
521. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der også sker afvisning (og henvisning til Samarbejdsudvalget),
hvis den påståede mangel består i, at tandlægen har udført for lidt arbejde i forhold til honorarkravet, og
der altså ikke foreligger spørgsmål om manglende fagmæssighed. Der foreligger ingen fagmæssig
problemstilling, hvis patienten fx klager over, at der er faktureret for rodbehandlinger, som han eller hun
aldrig har hørt om.
SPECIELLE MANGLER 2: TILSIDESÆTTELSE AF LOYAL OPLYSNINGSPLIGT
522. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har forsømt at give patienten oplysning om forhold af
betydning for patientens bedømmelse af arbejdet, som tandlægen kendte eller burde kende.
Tandlægen siges i så fald at have forsømt sin loyale oplysningspligt. I udtrykket "forsømt" ligger, at
tavsheden skal kunne bebrejdes tandlægen; tandlægen skal kun oplyse om forhold, som han eller hun
kender eller bør kende.
- 184 -
Det vil i den forbindelse ikke i almindelighed kunne betragtes som forsømmelse fra tandlægens side, at han
eller hun undlader at oplyse, at arbejdet eller dele heraf kan fås billigere andetsteds.
(Den loyale oplysningspligt og informationspligten efter Sundhedsloven minder naturligt nok om hinanden.
Men de er ikke sammenfaldende. Udgangspunktet og interessen er forskellig. Mens informationen efter
Sundhedsloven som nævnt under 376 skal bidrage til at sikre grundlaget for patientens selvbestemmelse i
forhold til det indgreb i den personlige integritet, som tandlægebehandlingen indebærer, er formålet med
den loyale oplysningspligt at bidrage til, at tandlægen præsterer rigtig ydelse.)
523. Der påhviler tandlægen en almindelig forpligtelse til at skaffe sig løbende information om nye
materialer, nye arbejdsprocesser, nye maskiner, nye informationer om hidtil anvendte materialer osv. Et
ubetinget krav om, at tandlægen skal være orienteret om også de sidst indvundne teknologiske erfaringer,
stilles ikke. Er tandlægen specialist på området, må han eller hun imidlertid følge bedre med end den
almindelige fagudøver, der i forhold til specialisten har lov til at være lidt bagefter det nyeste.
Skade m.m.
524. Tandlægens ydelse anses normalt som mangelfuld i forbindelse med manglende eller mangelfulde
oplysninger om mulige risici ved en behandling. Dette vil i hvert fald være tilfældet, hvis det kan lægges til
grund, at patienten ville have handlet anderledes (afstået fra behandling), hvis den loyale oplysningspligt
var blevet overholdt. Hvis tandlægen klart har overtrådt pligten til at informere om risikoen for skade, og
det efter en generel, objektiv vurdering må antages, at disse oplysninger ville være egnede til at influere på
patientens overvejelser om accept af behandlingstilbuddet, er tandlægens ydelse mangelfuld.
525. Har tandlægen tilsidesat sin pligt til at fraråde arbejdets udførelse, se 382, vil han eller hun som regel
også have tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
- 185 -
SPECIELLE MANGLER 3: RISIKO FOR SKADE PÅ PATIENTEN
526. Om begrebet skade, herunder risiko for skade, henvises til fremstillingen i 654 ff.
Det følgende angår spørgsmålet om mangelsansvar, når der er risiko for skade, eller med andre ord om det
mangelsansvar, der knytter sig til et farestadium inden skadevirkningen.
527. Når man bliver behandlet hos en tandlæge, er der altid en risiko for, at der kan ske en skade.
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet
528. Det foreliggende mangelsspørgsmål drejer sig ikke om farer for selve arbejdsobjektet. Spørgsmålet
drejer sig om de farer, der udgår fra arbejdet og retter sig mod dets omgivelser eller, om man vil, mod
patientens person.
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført
529. Det foreliggende mangelsspørgsmål er kun aktuelt, når det er tandlægens arbejde eller behandling
som sådan, der indebærer risiko for skade på patienten. Spørgsmålet drejer sig altså ikke om fare, der ikke
er behandlerpåført.
Den omstændighed, at patienten på anden måde er i fare, fx som følge af en latent grundsygdom, skal
derfor i princippet holdes ude fra mangelsbedømmelsen. Dette principielle udgangspunkt spiller dog ingen
- 186 -
rolle, hvis tandlægen burde have lagt mærke til en sådan fare, advaret patienten om forholdet og taget
initiativ til adækvat terapi. I givet fald er tandlægens ydelse mangelfuld som følge af denne undladelse.
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten
530. Endvidere drejer spørgsmålet om mangler i forbindelse med risiko for skade på patienten sig ikke om
fare, som patienten har givet behørigt samtykke til at underkaste sig, og som der loyalt er oplyst om.
Patientens samtykke
531. Et samtykke fra patienten til at lade sig underkaste en rimelig behandling indebærer, at uundgåelige
risici for skade i forbindelse med behandlingen ikke kan pådrage tandlægen mangelsansvar.
Det er i øvrigt tandlægens opgave at varetage patientens tarv og ikke at opnå samtykke til at udføre et
overfladisk arbejde. Et samtykke kan således efter omstændighederne fritage tandlægen for mangelsansvar
for en undladelse, men samtykket kan normalt ikke berettige tandlægen til at udføre en positiv handling på
en måde, der ikke er betryggende. Uanset hvilken risiko patienten accepterer, fastholdes altså visse
minimumskrav til tandlægens handling. Minimumskravene er fastlagt ved den almindeligt anerkendte
tandlægefaglige norm.
Behørig vejledning
532. Har tandlægen været – burde han eller hun have været – opmærksom på arbejdets farlighed, kan
tandlægen dog kun kunne påberåbe sig fritagelse for mangelsansvar, hvis vedkommende i forbindelse med
aftalen har vejledt patienten i det behørige omfang om konsekvenserne af det farlige forhold. Har
- 187 -
tandlægen undladt dette, er arbejdet mangelfuldt som følge af, at tandlægen har tilsidesat sin loyale
oplysningspligt.
Hvis patienten insisterer
533. Uanset meddelt samtykke og uanset opfyldelse af den loyale oplysningpligt og den eventuelle pligt til
at fraråde arbejdets udførelse er det den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der
ikke kan gennemføres forsvarligt. Det gælder også, selv om patienten insisterer på, at et arbejdet skal
udføres trods dets farlighed.
Tandlægen må sige fra
534. Tandlægen må således nægte at påtage sig opgaven, såfremt patienten ønsker arbejdet udført med et
helt uforsvarligt resultat til følge. Sker det ikke, er arbejdet mangelfuldt.
Ønsker en patient med vedvarende smerter udtrykkeligt løbende tandekstraktion, og ekstraheres der
løbende uden nogen diagnose, der kan begrunde ekstraktion, er det ikke tilstrækkeligt, at tandlægen har
vægret sig ved at skulle trække tænderne ud og har gjort patienten opmærksom på, at det vil være
uhensigtsmæssigt at ekstrahere.
Patientens manglende påpasselighed
535. Bortset fra de ovennævnte tilfælde kan det foreliggende mangelsspørgsmål opstå, når
tandlægearbejdet er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed, således at det for så vidt kan anvendes til
sit formål, men med risiko for skadeforvoldelse.
- 188 -
Undertiden vil farligheden dog kun bero på, at patienten anvender tandlægearbejdet på en urigtig eller
uhensigtsmæssig måde. Er patienten i det behørige omfang vejledt om farefri håndtering, er ydelsen ikke
mangelfuld.
Fare og manglende faglig forsvarlighed
536. Problemet opstår, når tandlægearbejdet ikke – trods samtykke, behørig vejledning og selv ikke ved
udøvelse af påpasselighed – kan benyttes uden risiko for skade på patienten. I så fald kan arbejdet være
mangelfuldt, fordi det efter en bedømmelse på grundlag af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm savner den forsvarlighed, som patienten med rette kunne forvente.
I det følgende nævnes en række eksempler på tilfælde, hvor mangelsproblematikken kan foreligge, og hvor
mangelsbedømmelsen på sædvanlig vis afhænger af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Boringer
537. Det afgøres som udgangspunkt efter den almindelige tandlægefaglige norm, hvorvidt mislykkede
udboringer gør ydelsen mangelfuld, men det er grundlæggende, at boringer skal udføres med den omhu og
samvittighedsfuldhed, som patienten med rette kan forvente.
538. I forbindelse med visse udboringer kan der ske parietal perforation (af latin paries, en væg). En sådan
gennembrydning indebærer ikke nødvendigvis (umiddelbart) nogen sundhedsrisiko eller negative
konsekvenser for tandstatus. Undertiden – om overhovedet – kan der gå endog meget lang tid, inden
skadevirkningen (typisk en betændelsestilstand) indtræder. Men den parietale perforation indebærer risiko
for skade.
- 189 -
En sådan gennembrydning kan være hændelig – den kan ske, uden at der er noget at bebrejde tandlægen –
og i så fald begrunder risikoen for skade intet mangelsansvar. Kan gennembrydningen bebrejdes
tandlægen, er det nærliggende at anse ydelsen for mangelfuld. Dette gælder naturligvis navnlig, hvor det
må lægges til grund, at tandlægen har indset den konkrete skademulighed uden at reagere adækvat på
den.
539. Ved stiftudboring og rodbehandling skal der foretages røntgenfotografering i overensstemmelse med
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Boringen skal følge retningen af rodkanalen og
respektere den behørigt undersøgte rodanatomi. Tilsidesættelse heraf med deraf følgende
gennembrydning kan gøre ydelsen mangelfuld.
Under udboring til stift følger tandlægen ikke rodkanalen i dens længdeakse, men skævborer. Stiften i
tanden kommer ikke til at sidde i midten, centreret i rodkanalen, som man tilstræber, men gennembryder
roden med risiko for betændelse. – En rodskrue isættes skævt og perforerer tandoverfladen. Sådanne
ydelser, hvor der er noget at bebrejde tandlægen, er mangelfulde.
I forbindelse med udboring til rodstift sker der en gennembrydning af roden, som kan bebrejdes
tandlægen. Herefter opstår der betændelse, og tanden skal fjernes. Ydelsen er mangelfuld (og
skadeserstatningspådragende på grund af betændelsen og tandtabet).
Under rodbehandling bliver roden gennembrudt tæt på emalje-cementgrænsen, og derfor er en ny
rodbehandling nu nødvendig. Selv om det forudsættes, at tanden under alle omstændigheder skulle være
restaureret med opbygning og krone for at kunne bevares på langt sigt og nu faktisk kan restaureres med
en krone, der kan trækkes ned under tandkødet og forsegle gennembrydningen af roden, er den
oprindelige rodbehandling mangelfuld.
- 190 -
540. I forbindelse med indsættelse af en rodstift bliver roden gennembrudt ved skævboring. Tanden er
imidlertid ubehandlelig (har fx så beskeden mængde resttandsubstans og er dermed svækket i en sådan
grad, at den ikke er bevaringsværdig). Kan skævboringen bebrejdes tandlægen, kan ydelsen være
mangelfuld allerede af denne grund. I øvrigt er ydelsen mangelfuld, hvis tandlægen burde have indset, at
behandlingen er håbløs. Det er uden betydning for mangelsspørgsmålet, at tanden var tabt under alle
omstændigheder.
Boringer – Eksempler på mangelfri ydelser
541. Renboring er ret vidt omfang så vanskelig, at perforation ikke kompromitterer ydelsen. Dette kan
skyldes unormal anatomi – undertiden kan rodkanaler trods behørig (røntgen)undersøgelse ikke
lokaliseres.
542. Tandrodens overflade bliver gennembrudt, men gennembrydningen bliver korrekt aflukket med et
rodfyldningsmateriale, og der udvikler sig ikke efterfølgende betændelse omkring gennembrydningens
afslutning. Ydelsen er mangelfri.
En mindre skævboring under rodbehandlingen udgør normalt ingen mangel, hvis den efterfølgende
rodbehandling følger rodens kanal.
Fremmedlegemer
543. Efterladelse af fremmedlegemer kan udgøre en mangel ved ydelsen. Efterlader tandlægen en
gazetampon i kæbehulen i forbindelse med tandrodsoperation eller en vatpellet under en plastfyldning, er
ydelsen mangelfuld.
- 191 -
Særligt om rodfiler
544. Efterladelse af knækkede rodfiler udgør en særlig gruppe tilfælde. I forbindelse med rodbehandling
kan det hænde, at et rodkanalinstrument (rodfil) knækker, således at der efterlades en rest i kanalen.
Det afgøres på vanlig vis med udgangspunkt i den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm, hvorvidt
afbrækning og efterladelse af rodfiler pådrager mangelsansvar.
Efterladelse af knækkede rodfiler indebærer undertiden ingen sundhedsrisiko, fordi den knækkede fil
ligefrem kan fungere som rodfyldningsmateriale. Der senere kan opstå betændelse som følge af den
knækkede rodfil, men betændelsen kan dog gå væk i løbet af en kortere observationsperiode. Alligevel kan
det ikke udelukkes, at spørgsmålet om mangelsansvar (og for øvrigt skadeserstatningsansvar) kan
aktualiseres, eventuelt i forbindelse med genoptagelse af en klagesag.
Rodfyldninger
545. Ved en rodbehandling tilstræbes det sædvanligvis at fylde rodkanalen til rodspidsen eller dog næsten
til denne. Ved en større længde af den ikke fyldte rodkanal vil risikoen for efterfølgende komplikationer i
form af betændelse og smerter blive større. Der arbejdes i nævnspraksis ikke med en fast grænse, fx til 11½ mm fra rodspidsen.
Rodfyldningsoverskud uden for rodspidsen indebærer i almindelighed, at behandlingen er mangelfuld.
MANGEL KONTRA SKADE
- 192 -
546. Det følgende, 547-558, drejer sig ikke om farestadiet, men om de tilfælde, hvor skadevirkningen er
indtrådt.
Om begrebet skade henvises til 654 ff.
Spørgsmålet om skade på patienten, 548-558,må holdes ude fra spørgsmålet om skade på selve
arbejdsobjektet, 547.
SKADE PÅ ARBEJDSOBJEKTET
547. Forvolder tandlægen skade på selve arbejdsobjektet – inden risikoens overgang eller efterfølgende
som følge af forsømmelse – er arbejdet mangelfuldt.
En leveret metalkeramikkrone, som tandlægen således efter risikoens overgang (måske efter patientens
reklamation) ved en forsømmelse besliber og beskadiger ved at slibe gennem porcelænet på tyggefladen,
er mangelfuld, og patienten kan eventuelt opnå omgørelse af kronearbejdet eller få det erklæret ikke
honorarværdigt.
Hvis derimod samme metalkrone beskadiges som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter
leveringen, men uden forbindelse med aftalen om kronearbejdet, bliver tandlægen
skadeserstatningsansvarlig (og patientens krav falder uden for Tandklagesystemets kompetence).
Situationen vil fx kunne forekomme, hvis tandlægen, efter levering af metalkeramikkronen, kommer til at
beskadige den i forbindelse med udførelse af andet arbejde for patienten.
- 193 -
(Om man vil, kan tandlægen, der besliber metalkronen efter reklamation, siges at beskadige et objekt, der
har bevaret sin oprindelige karakter af løsøre, uanset at kronen er cementeret endeligt. Situationen kan
beskrives som et tilfælde af skade på en ting (tingsskade). Tingsskade er ikke tandskade, se nedenfor …
Derimod foreligger der personskade (tandskade), hvis tandlægen beskadiger samme metalkrone i
forbindelse med andet arbejde for patienten.)
SKADE PÅ OMGIVELSERNE (SKADE PÅ PATIENTEN)
548. Spørgsmålet om skade på omgivelserne kan karakteriseres som et spørgsmål om skade på patientens
person.
Forvoldelse af skade på omgivelserne falder uden for det egentlige mangelsansvar. En mangelsbedømmelse
er således ikke afgørende for, hvorvidt tandlægen skal erstatte en skade, som behandlingen faktisk
forvolder på omgivelserne (patienten). Spørgsmålet om skadeserstatning reguleres af reglerne om
deliktsansvar, se 578 ff. – og falder uden for Tandklagesystemets kompetence.
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet?
549. Forvolder tandlægen skade på patienten i forbindelse med behandlingen, opstår spørgsmålet om at
afgrænse denne skade fra det egentlige mangelsansvar.
Det vil være vanskeligt at angive en positiv grænse for mangelansvaret. En negativ afgrænsning kan for
langt de fleste praktiske tilfældes vedkommende udledes af vilkårene for Patientforsikringen på
tandlægeområdet, se om forsikringsordningen navnlig 667.
- 194 -
”Omgørelse” nu som forud
550. Der foreligger ikke skade, når tandlægearbejde kan udbedres ved en ny tilsvarende behandling.
Begrebet skade omfatter ikke normal afhjælpning af mangler.
Begrebet skade omfatter i det hele taget ikke tilfælde, hvor tandlægens behandling – med en ofte anvendt
formulering – ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling”. Der
foreligger med andre ord ikke skade, hvis den behandling, der skal gennemføres, har samme omfang og kan
foretages under samme forudsætninger som de oprindelige.
Hvad er ”omgørelse” i nærværende forbindelse?
551. Ordene ”kan omgøres” skal i denne forbindelse forstås bogstaveligt. Man skal gøre sig klart, at ordene
her ikke nødvendigvis betyder, at betingelserne for patientens omgørelsesbeføjelse, se 582 ff., er opfyldt.
Patientens beføjelse til at kræve omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler, kan være
udelukket, selv om tandlægens behandling faktisk ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for
den oprindelige behandling”. Tilsvarende kan undertiden behandlinger, der kendes ikke honorarværdige,
faktisk udføres på uændrede præmisser.
Mulighed for omgørelse uden mangel
552. Kriteriet – at behandlingen ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige
behandling” – er kun en negativ angivelse af grænsen for mangelsansvaret: Tandlægens behandling er ikke
nødvendigvis mangelfuld, blot fordi den nu kan omgøres på uændrede præmisser.
- 195 -
Der foreligger – uanset mulighed for omgørelse – ikke et mangelsansvar, hvor patienten bærer risikoen.
Omgørelse kan fx være nødvendig på grund af en efterfølgende sygdomsudvikling, som tandlægen ikke har
haft indflydelse på. – Det kan også være, at en korrekt behandling ikke er lykkedes i første omgang, således
altså at patienten nu er stillet som før behandlingen. – Patienten kan ønske en mangelfri behandling
omgjort for at optimere (perfektionere) sin tandstatus. – Behandlingen er uden tandlægens fejl blevet
udskudt til nu og kan udføres under samme forudsætninger som tidligere.
553. Mangelspørgsmålets løsning afhænger, jf. 476, i korthed af, om behandlingen har levet op til
patientens berettigede forventninger og været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte
tandlægefaglige norm.
Eksempler
554. Eksempler på mangelstilfælde er i sagens natur talrige. I det følgende angives nogle tilfælde, der kan
illustrere grænsedragningen.
555. Efter det anførte kan der tales om mangler, fx når en insufficient rodfyldning skal revideres på grund af
opstået rodspidsbetændelse, når der konstateres et behandlingsbehov i form af karies ved eksisterende
fyldninger og kroner, og kariesangrebene kan udbedres ved fremstilling af nye fyldninger eller kroner, når
en plastfyldning er retineret med en skævt isat rodstift, som perforerer tandoverfladen, og der kan
fremstilles ny plastrestaurering på ny rodstift, når en aftalt beslibning af et antal porcelænskroner er sket
med et kosmetisk uacceptabelt resultat – alt altså forudsat muligheden for omgørelse.
Der henvises til bemærkningerne nedenfor 564 ff. om betingelserne for mangelsbeføjelserne. I de netop
angivne eksempler vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honorar eller omgørelse for
tandlægens regning eventuelt hos ny behandler, afhængigt af om betingelserne for de respektive
mangelsbeføjelser er opfyldt.
- 196 -
556. En diagnosticering kan være ukorrekt eller fejlagtigt helt undladt, og tandlægens undladelse af at søge
adækvat terapi iværksat kan gøre ydelsen mangelfuld. I dette omfang kan der tales om mangelsansvar.
Ydelsen kan imidlertid ikke gøres om, og et sygdomsforløb, der kan henføres til ydelsen kan ikke beskrives
som en mangel. Behovet for behandling, der kan henføres til forsømmelig diagnostik og manglende
behandling af fx parodontose og karies, kan således ikke beskrives som en mangel ved ydelsen. Derimod
kan der foreligge spørgsmål om skadeserstatningsansvar.
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret for den ydelse, der
ikke kan gøres om, og i øvrigt en vejledning om muligheden for at anmelde erstatningskrav over for
Tandlægeforeningens Patientforsikring. Tandklagesystemet har ikke derved taget stilling til, om der kan fås
erstatning. Erstatning afhænger af yderligere betingelser, hvis opfyldelse Tandklagesystemet ifølge
kompetencereglerne ikke kan forholde sig til.
557. En fejlagtigt udført bro har medført, at en tand mistes, og der skal laves en ny større bro i stedet for
den fejlagtige. Den fejlagtige bro kan for så vidt omgøres på samme betingelser nu som forud for den
oprindelige behandling, idet omgørelsen kan indgå som en del af den nye større bro. I dette omfang kan
der tales om mangelsansvar. Behovet for den anden del af den nye bro kan derimod ikke beskrives som en
mangel ved ydelsen. Derimod kan der for så vidt angår denne anden del foreligge spørgsmål om
skadeserstatningsansvar.
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret, og i øvrigt en
vejledning om muligheden for at anmelde skadeserstatningskrav over for Tandlægeforeningens
Patientforsikring. Tandklagesystemet har ikke derved taget stilling til, om der kan fås skadeserstatning.
Resultatet vil derimod ikke kunne være omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler. Det
skyldes, at der bliver tale om tillægsarbejde (merarbejde). Arbejdet med den nye større bro er dels
udbedring af manglen (i omfang svarende til den gamle mangelfulde bro), dels tillægsarbejde (resten af den
- 197 -
nye bro, som er nødvendiggjort af hensyn til den mistede tand). Mangelsbeføjelsen omgørelse giver ikke
patienten krav på udførelse af tillægsarbejde, og Tandklagesystemet har ikke beføjelse til at pålægge
tandlægen udgiften hertil.
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling
558. Tandklagesystemet tager stilling til, om tandlægens ydelse er mangelfuld eller ej (og om betingelserne
for mangelsbeføjelserne er opfyldt). Tandklagesystemet fortager derimod ingen ansvarsfordeling, fx
opdeling mellem grundsygdommen og tandlægens behandling . Der fordeles heller ikke ansvar mellem
tandlægen og patienten, uanset at patienten måske kan siges at have medvirket til, at et nu foreliggende
behandlingsbehov er opstået.
Af og til skyldes et foreliggende behandlingsbehov såvel tandlægens fejl som udviklingen af en sygdom,
som tandlægen ikke har haft indflydelse på. Undertiden – blandt andet i parodontosesager – kan patienten
i den foreliggende situation hævdes at have et vist (med)ansvar ved ikke at følge op med forbedret
mundhygiejne og adfærd, herunder ændret ryge- og slikforbrug.
I Tandklagesystemet foretages der mangelsbedømmelse efter de regler, som er angivet i det foregående.
Ved afgørelsen er der kort udtrykt kun spørgsmål om, hvorvidt tandlægens ydelse er af en anden eller
ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle
være, og i benægtende fald, om betingelserne for mangelsbeføjelse er opfyldt.
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER
559. Patientens mangelsbeføjelser har til formål dels at tilskynde tandlægen til at præstere arbejdet uden
mangler, dels at sikre patienten en rimelig retsstilling, hvis arbejdet alligevel viser sig mangelfuldt.
- 198 -
Garanti
560. Tandlægen kan ved garanti have forpligtet sig til tilbagebetaling, omgørelse m.v. uden at de
almindelige betingelser for mangelsbeføjelser er opfyldt. Virkningen af, at der foreligger en mangel, beror i
så fald på indholdet af den enkelte aftale, hvor der er lovet garanti. Der ses bort fra disse tilfælde i det
følgende.
Kontraktserstatning og skadeserstatning ikke til rådighed i Tandklagesystemet
561. Det mangelfulde arbejde er under visse betingelser erstatningspådragende efter regler i og uden for
kontrakt, se henholdsvis 620-622 og 651 ff. Tandklagesystemet kan dog ikke tage stilling til nogen form for
erstatningsspørgsmål.
Valget af beføjelser er frit
562. Er betingelserne opfyldt for at gøre flere af beføjelserne gældende, kan patienten frit vælge mellem
disse, medmindre tandlægen ønsker – og kan – gøre brug af sin afhjælpningsret, jf. 623-630. Er der fx
bestemt omgørelse og godkendt tilbud herom, jf. 607, men ønsker patienten arbejdet udført på anden
måde end godkendt, kan bestemmelsen om omgørelse tilbagekaldes – hvis betingelserne for at genoptage
sagen er opfyldt –, således at der i stedet træffes bestemmelse om tilbagebetaling (hvis formålet med
arbejdet er væsentligt forfejlet), jf. 573 ff.
563. Patienten har under nærmere betingelser krav på 1) tilbagebetaling af honoraret, fordi tandlægens
ydelse ikke er honorarværdig. Der kan under andre betingelser kræves 2) omgørelse af arbejdet på
tandlægens regning, og der er en vis begrænset adgang til at kræve 3) afslag i honoraret svarende til
- 199 -
manglen. Derimod kan Tandklagesystemet som flere gange nævnt ikke tage stilling til patientens krav om 4)
erstatning.
I det følgende redegøres nærmere for, hvad betingelserne er for at gøre den enkelte beføjelse gældende.
MANGELSBEFØJELSE 1:
TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER HONORARVÆRDIGT
564. Patienten kan kræve tilbagebetaling af honoraret, dersom tandlægens indsats er væsentlig ringere,
end god faglig standard – den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm – kræver.
NÅR VÆSENTLIGT MANGELFULD YDELSE KAN FORVENTES MED SIKKERHED
565. Ofte kan kvaliteten af tandlægens indsats først vurderes, når aftalen er opfyldt. Kan det imidlertid
allerede inden arbejdets færdiggørelse sikkert forudses, at formålet med arbejdet bliver væsentlig forfejlet
på grund af mangler, kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen allerede på dette tidspunkt (anteciperet
misligholdelse).
566. En anden situation foreligger, hvis patienten udnytter sin ret til frit og uden varsel at bringe
tandlægekontrakten til ophør, selv om det intet er at udsætte på tandlægens arbejde. Patienten er i så fald
forpligtet til at honorere det allerede præsterede arbejde med et rimeligt arbejdshonorar.
HVAD BETYDER ”IKKE HONORARVÆRDIGT”?
- 200 -
567. Hvis således formålet med tandlægens arbejde som følge af manglen er væsentligt forfejlet, siges
arbejdet at være ikke honorarværdigt. I så fald kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen enten således, at
honoraret skal tilbagebetales, eller således, at patienten frigøres for honorarkravet. Bortset fra
mangelsansvaret har patienten yderligere krav på erstatning for skade, som han eller hun måtte have lidt
på grund af tandlægens fejl eller forsømmelse, jf. nedenfor navnlig 667.
Hvornår væsentligt forfejlet (ikke honorarværdigt)?
568. Betydningen af ordet ”væsentlig” er fleksibel. Der kan ikke angives et mål, som både er generelt og
præcist, for, hvornår en mangel er væsentlig, fx for en værdiforringende mangel en værdiforringelse på
mere end 5 eller 10 % af tandlægens honorar. Der må foretages en helhedsvurdering, især på grundlag af
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
569. Om arbejdet er ikke honorarværdigt – dvs. lider af en væsentlig mangel, eller formålet er væsentlig
forfejlet –, vil afhænge såvel af arbejdets formål som af manglens karakter. Hvis det er fastslået, at der
foreligger en mangel, er det hovedreglen, at adgangen til at kræve tilbagebetaling ikke i sig selv er betinget
af, at der er noget at bebrejde tandlægen. Alene den omstændighed, at manglen er til betydelig ulempe for
patienten, kan være afgørende.
Ved afgørelsen af, om en mangel er væsentlig, eller formålet er væsentligt forfejlet, kan det dog i et vist
omfang tillægges betydning, om tandlægen har udvist fejl eller forsømmelse. Det kan tages i betragtning,
hvorvidt tandlægen har gjort, hvad han eller hun har kunnet for at opfylde tandlægekontrakten på rette
måde, eller om tandlægen har taget sig sine forpligtelser let.
Stort set værdiløst og kassabelt
- 201 -
570. Kriteriet ”væsentligt forfejlet” vil være opfyldt, hvis arbejdet er udført så dårligt eller afviger så meget
fra, hvad der var aftalt, at det er værdiløst eller stort set ikke har nogen værdi for patienten. Dette vil fx
være tilfældet, hvis et arbejde er udført så dårligt, at det må gøres om.
Er manglen af en sådan karakter, at arbejdet let lader sig omgøre, vil formålet med arbejdet i almindelighed
ikke kunne anses for væsentligt forfejlet.
Er formålet med arbejdet blevet væsentligt forfejlet som følge af en mangel ved dette, kan patienten kræve
tilbagebetaling, selv om manglen objektivt set ikke er værdiforringende.
Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt
571. At ydelsen er ikke honorarværdig, indebærer, at patientens og tandlægens ret efter aftalen
tilintetgøres. Situationen svarer til, at aftalen ikke er indgået, og udvekslingen af de aftalte ydelser falder
bort. Er ydelserne udvekslet, skal de som udgangspunkt gå tilbage, således at tandlægen beholder sin
ydelse og patienten sine penge.
572. Men tandlægens ydelse kan ofte umuligt gå tilbage. Det er jo fx umuligt at returnere en dårlig
undersøgelse.
Det følgende er nogle bemærkninger om opgørelsen af parternes mellemværende.
Honorar skal tilbagebetales
- 202 -
573. Når tandlægearbejdet er ikke honorarværdigt, skal tandlægen tilbagebetale honoraret til patienten (og
tilskuddet til det offentlige).
Efter Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 2, 2. led, kan det over for en tandlæge besluttes, at tandlægen
skal betale et beløb til patienten, se 15, men heri ligger ingen beføjelse til at tilkende morarente, herunder
fastsætte forfaldstidspunkt og rentesats. Rentekrav afvises.
Krav på sagsomkostninger – fx udgift til advokat – er et erstatningskrav, som Tandklagesystemet ikke kan
tage stilling til. Sådanne krav afvises ligeledes.
(Regionstandlægenævnet har pligt til at opgøre honoraret for de ikke honorarværdige ydelser og dermed
fastsætte et eksakt tilbagebetalingsbeløb. Er beløbet ikke fastsat, hjemvises sagen.)
Tilbagelevering: Uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten?
574. Hvis tilbagelevering af tandlægenydelsen er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten,
skal patienten aflevere det underkendte arbejde tilbage til tandlægen.
Det mangelfulde arbejdes eventuelle værdi for patienten
575. Hvis tilbageaflevering ikke er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, afhænger
mellemværendet af, om det mangelfulde arbejde har en værdi for patienten. Har arbejdet en værdi for
patienten, skal tandlægen (foruden tilskuddet) tilbagebetale honoraret nedsat med et godtgørelsesbeløb
svarende til den værdi, det underkendte arbejde antages at have for patienten.
- 203 -
Afgørende for, om det underkendte arbejde har en værdi for patienten, er primært, om arbejdet indebærer
en besparelse for patienten. Meget ofte har arbejdet ingen værdi for patienten, da det jo er ikke
honorarværdigt og dermed så dårligt, at det må gøres om (kassabelt).
Godtgørelse
576. Godtgørelsen, hvormed tandlægens tilbagebetaling nedsættes, svarer til værdien af den besparelse,
herunder eventuel handelsværdi af materialer, som patienten har opnået.
I vurderingen indgår, hvorvidt dele af den mangelfulde ydelse, fx krone eller bro, efter en faglig
bedømmelse må forventes at blive genanvendt ved den nye behandling.
Godtgørelsen kan aldrig overstige tandlægens udgifter ved at udføre arbejdet. Tandlægen har jo ikke krav
på fortjeneste, når arbejdet er ikke honorarværdigt.
Risikoen
577. Tandlægens honorar skal også tilbagebetales fuldt ud, selv om arbejdet kunne have haft en vis værdi
patienten, men dette ikke længere er tilfældet, fordi arbejdet er gået til grunde eller bortkommet, uden at
dette kan bebrejdes patienten. Patienten undgår altså risikoen for det mangelfulde arbejde, indtil parternes
mellemværende er afviklet.
DELVIST HONORARVÆRDIGT
- 204 -
578. I visse tilfælde kan formålet med arbejdet være opfyldt for en del af arbejdets vedkommende, mens
det er væsentligt forfejlet – ikke honorarværdigt – for den resterende dels vedkommende.
Dette indebærer, at tandlægen kan kræve betaling for den del af aftalen, som er honorarværdig. Er det
fulde honorar betalt, skal det altså delvist tilbagebetales af tandlægen.
579. Betalingen for den del, som er honorarværdig, kan ikke overstige, hvad der ville svare til prisen for det
samlede arbejde efter et afslag beregnet som gængs pris for den del af arbejdet, som ikke er
honorarværdigt. Herved sikres det, at patienten alene kommer til at betale et honorar, som står i rimeligt
forhold til, hvad det i normale tilfælde vil koste ham eller hende at få den mangelfulde del af arbejdet
udbedret hos en anden tandlæge.
Beregning af delhonorar - Eksempler
580. Har tandlægen fx. påtaget sig at udføre arbejdet for 9.000 kr., og er en tredjedel af arbejdet ikke
honorarværdigt, afhænger tandlægens honorar dels af parternes aftale, dels af hvad det efter gængs pris vil
koste at få den mangelfulde tredjedel udbedret.
Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter gængs pris 5.000 kr., kan tandlægens honorar for de
mangelfri to tredjedele ikke overstige 4.000 kr. Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter
gængs pris 2.000 kr., vil tandlægen i mangel af holdepunkter for andet alene kunne kræve 2/3 af den aftalte
pris, dvs. 6.000 kr. for det mangelfri arbejde.
Eventuel tilbagegivelse, når arbejdet er delvist honorarværdigt
- 205 -
581. Tandlægen vil derudover – for så vidt angår den del af aftalen, som ikke er honorarværdig – kunne
kræve tilbagegivelse samt eventuel godtgørelse efter samme regler som nævnt ovenfor vedrørende de
tilfælde, hvor arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt.
MANGELSBEFØJELSE 2:
OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REGNING
582. Hvis arbejdet er mangelfuldt, kan patienten på visse nærmere betingelser kræve, at arbejdet omgøres
for tandlægens regning.
Omgørelsesbeføjelsen forudsætter mangel at udbedre
583. Omgørelse for tandlægens regning forudsætter som nævnt, at der er en mangel at udbedre. Det
forhold, at der ikke skabes symptomfrihed ved en korrekt udført behandling, (som dermed er mislykket,
således at den muligvis skal gøres om) giver ikke patienten beføjelse til at kræve arbejdet omgjort for
tandlægens regning.
584. Undertiden skal et eksisterende behandlingsbehov nu opfyldes efter at have været udskudt.
Udskydelsen som sådan kunne efter omstændighederne i sin tid indebære mangelfuld ydelse, men denne
mangel er af en sådan karakter, at den ikke lader sig udbedre. Har udskydelsen haft negative konsekvenser
for tandsættet, kan der muligvis foreligge et skadeserstatningspådragende forhold. Gennemførelse af
opsparet behandlingsbehov og af vedligeholdelse er imidlertid ikke omgørelse. Det samme gælder
omlavning, der sker for at optimere tandstatus. Der ses i det følgende bort fra sådanne tilfælde.
- 206 -
Parternes interesse i omgørelse
585. Det må normalt antages at være i såvel patientens som tandlægens interesse, at opståede
mangelsproblemer finder deres løsning ved, at eventuelle mangler ved arbejdet bliver afhjulpet ved
omgørelse. Omgørelse består i udførelse af arbejde af samme slags, som aftalen vedrører, og som
tandlægen derfor selv har sagkundskab og faciliteter til at udføre. Omgørelse vil ofte – hvis parterne kan
enes derom – fremstå som den mindst indgribende af patientens mangelsbeføjelser.
VILKÅR 1: OMGØRENDE BEHANDLING DYRERE
586. Ved en fornyelse af Tandlægeoverenskomsten for nogle år siden, blev muligheden for at bestemme
omgørelse for tandlægens regning præciseret.
Dette skete ved at ændre ordet ”tilbagebetale” til det nugældende ”betale” i vedkommende
overenskomstregel. Om baggrunden for ændringen blev det af Overenskomstens parter bemærket:
”Ændringen gør det muligt, at patienter kan ydes en erstatning ud over det oprindeligt betalte honorar, hvis
omgørende behandling er dyrere.”
(Anvendelsen af ordet ”erstatning” er nok ikke så træffende. De juridiske erstatningsbetingelser skal ikke
være opfyldt, og det er som nævnt grundlæggende i Overenskomsten, at der i Tandklagesystemet ikke kan
tages stilling til erstatning.)
587. Det må antages at være hovedbetragtningen i Overenskomsten, at patienten ikke bør komme til at
betale mere, end han eller hun skulle have betalt, såfremt tandlægens arbejde – også lavprisarbejdet – fra
starten var udført rigtigt. Formålet kan også udtrykkes på den måde, at patienten har krav på friholdelse for
- 207 -
merudgiften ved omgørelse af behandlingen, således at tandlægen skal betale, hvad det reelt koster at
gøre arbejdet ordentligt.
Det afgørende og retningsgivende er, at omgørelse for tandlægens regning kun må bestemmes, hvis
omgørende behandling er dyrere end det oprindelige honorar, se dog 592-593 om den såkaldte 1.000 kr.regel.
588. Overenskomstens hovedbetragtning fører praktisk til, at man først og fremmest ved den faglige
bedømmelse i hver enkelt sag skal foretage en vurdering af, hvad det reelt koster at gøre arbejdet
ordentligt.
Gennemførelse af omgørelse vil imidlertid som oftest indebære visse omkostninger for tandlægen, fx til
accessorisk arbejde, jf.597, og derfor vil betingelsen – at omgørende behandling er dyrere – ret ofte være
opfyldt.
Betingelsen svigter typisk, hvis tandlægen har taget en højere pris end normalt. Forudsat at ydelsen er ikke
honorarværdig, skal afgørelsen gå ud på tilbagebetaling, hvis den omgørende behandling prismæssigt
svarer til det oprindelige honorar eller er billigere.
Prisstigninger
589. Ved sammenligningen mellem det oprindelige honorar og den senere pris for omgørelse skal der tages
hensyn til, om der er sket væsentlige stigninger i materialepriser, lønudgifter eller lignende. Dette vil
navnlig være aktuelt, hvis manglen er skjult og først får konsekvens efter lang tids forløb.
- 208 -
Prisoplysning - Dokumentation
590. Omgørelse bestemmes efter praksis blandt andet i en gruppe tilfælde, hvor patienten ikke er klar over
den specielle baggrund for billig pris, fx billig udenlandsk teknik, uædel legering. (Situationen er en anden
end nævnt i 450, hvor patienten har foretrukket en særlig billig fremgangsmåde eller ikke ønsket bedst
egnet materiale. Har patienten været fuldt informeret om, at teknikarbejdet blev udført på et udenlandsk
laboratorium til en lavere pris, bestemmes der ikke omlavning.)
591. Omgørelse er også resultatet, hvis der ikke foreligger fornøden dokumentation for udgiften til det
udførte arbejde (navnlig i form af specificeret faktura), således at merudgiftens størrelse ikke kan vurderes.
1.000 kr.-reglen
592. Overenskomstens parter har fastsat en bagatelgrænse (den såkaldte 1.000 kr.-regel): Hvis det på
grundlag af priserne i lokalområdet skønnes, at omgørelsen ikke koster over 1.000 kr. mere, end hvad
patienten har betalt for den underkendte behandling, skal der ikke bestemmes omgørelse, men tandlægen
pålægges at tilbagebetale honoraret. (Det kan nævnes, at erstatninger på mindre end 1.000 kr. ikke dækkes
af Patientforsikringen.)
Har tandlægen krævet 5.000 kr. i honorar for en underkendt krone, der i lokalområdet kan afleveres for
5.800 kr., er merudgiften på 800 kr. under 1.000 kr., og afgørelsen gårdermed ud på tilbagebetaling af
honoraret på 5.000 kr. Har tandlægen krævet 4.600 kr., er merudgiften på 1.200 kr. over 1.000 kr., og
afgørelsen går dermed ud på omgørelse.
- 209 -
Omfatter samme klagesag flere behandlinger og dermed flere honorarer, vurderes hver behandling for sig.
Er en underkendt rodbehandling 500 kr. billigere og en underkendt krone i samme sag 800 kr. billigere end
normalprisen, er resultatet tilbagebetaling, selv om den samlede merudgift, 1.300 kr., overstiger 1.000 kr.
593. 1.000 kr.-grænsen gælder ikke honorarer under 1.000 kr. Har tandlægen krævet 750 kr. for en
fejlbehæftet krone, kan der bestemmes omgørelse, selv om merudgiften er beskeden, blot det er klart, at
750 kr. ikke er nok.
VILKÅR 2: PÅ SAMME BETINGELSER NU SOM FØR
594. Det nye arbejde er den blotte omgørelse af allerede udført arbejde, herunder (korrekt) gentagelse af
tidligere foretagne foranstaltninger. Behandlingen skal kunne omgøres på samme betingelser nu som forud
for den oprindelige behandling.
Eksempler
595. Blev en mangelfuld krone sat på en udtrækningsmoden tand, kan der ikke bestemmelse omgørelse.
Det samme gælder, hvis tanden senere er blevet udtrækningsmoden. I disse tilfælde er arbejdet ikke
honorarværdigt (og behandlerpåført skade kan udløse skadeserstatningsansvar). Er der bestemt omgørelse,
men konstateres det af ny behandler, at tanden er udtrækningsmoden, må sagen genoptages, og
afgørelsen ændres til tilbagebetaling.
Fyldninger uden fornøden kontakt mellem tænderne med gener i form af fødeindpres til følge kan typisk
fjernes, og nye fyldninger isættes sammesteds og på samme præmisser som før.
- 210 -
En (mangelfuld) rodfyldning – fx kun til midtrods – kan typisk omgøres under samme forudsætninger som
den oprindelige behandling. Dette gælder i hvert fald, hvis rodkanalens form og størrelse giver den
nødvendige tilgængelighed. Savnes denne tilgængelighed, er det dog i nævnspraksis antaget, at omgørelse
for tandlægens regning kan ske, hvis en kirurgisk rodbehandling kan løse problemet på samme præmisser
nu, som da tanden tidligere blev (mangelfuldt) rodbehandlet.
Der opstår karieslæsion under en leveret mangelfuld krone. – Et implantat er placeret for langt bagude i
tandrækken, og udformningen af kronen er uhensigtsmæssig; der skal nu foretages en ny behandling samt
eventuelt knogleopbygning i området. I intet af disse tilfælde kan der bestemmes omgørelse.
For lidt arbejde på grund af manglende fagmæssighed
596. Består manglen i, at tandlægen som følge af manglende fagmæssighed har udført for lidt arbejde, kan
omkostningen ved den resterende del pålægges tandlægen, når der bestemmes omgørelse. (Disse tilfælde
må ikke forveksles med tillægsarbejde, se 460, og de tilfælde, hvor der ikke foreligger spørgsmål om
fagmæssighed, se 521.)
Accessorisk arbejde
597. Som det fremgår, forstås ordet omgørelse i ret streng forstand. Omgørelse omfatter imidlertid ikke
altid udelukkende (korrekt) nøjagtig gentagelse af tidligere foretagne foranstaltninger.
Fjernelse af strukturer er også omfattet af omgørelsen. Har tandlægen afleveret en mangelfuld
implantatbåret fuldbro, som skal laves om, er såvel fjernelse af den gamle bro som efterfølgende
knogleopbygning at betragte som en del af omgørelsen. Omgørelsen omfatter således fjernelse af gamle
implantater, ny knogleopbygning, indsættelse af nye implantater og påsættelse af ny bro.
- 211 -
VILKÅR 3: TILLÆGSARBEJDE MÅ IKKE VÆRE NØDVENDIGT
598. Vilkår 3 er en refleks af vilkår 2. Omgørelse indebærer kun, at arbejdet som sådant skal bringes i en
sådan stand, at det kan karakteriseres som mangelfrit. Der bestemmes altså kun omgørelse, hvis der er
fagligt belæg for, at en tilsvarende behandling, fx krone for krone eller protese for protese, fortsat er
tilstrækkelig.
599. Tandlægen har ingen kontraheringspligt, se 449, og kan ikke pålægges – ej heller mod ekstrabetaling –
at udføre tillægsarbejde. Tandlægen skal altså ikke betale for en omgørende behandling, der går videre end
den, der blev aftalt (og nu er underkendt).
600. Er der samtidig sket skade på patienten, kan det ikke kræves, at også en sådan skade udbedres
gennem omgørelsen. Er betingelserne herfor opfyldt, kan patienten i stedet kræve skadeserstatning, jf.
herved nedenfor navnlig 667 ff..
VILKÅR 4: IKKE, HVIS URIMELIG OPOFRELSE
601. Tandlægens omgørelsespligt er ikke ubetinget. Visse mangler kan være umulige at udbedre. Udbedring
kan være så bekostelig, at byrden ikke står i et rimeligt forhold til patientens interesse i en omgørelse.
Patienten kan forlange omgørelse, medmindre dette vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse. Ved
vurderingen af, om en afhjælpning vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse, spiller manglens betydning
for patienten dog en væsentlig rolle. Dette kan i nævnspraksis føre til, at udgiften til omgørelse for
tandlægens regning efter omstændighederne kan stige i ret betydeligt omfang.
- 212 -
ANDRE SPØRGSMÅL
Omgørelse uanset om formålet væsentligt forfejlet
602. Der stilles ingen betingelser med hensyn til manglens karakter for retten til at kræve omgørelse.
Patienten kan således som udgangspunkt kræve omgørelse, selv om manglen ikke har forringet
tandlægearbejdets værdi, og uanset om formålet med tandlægearbejdet er væsentligt forfejlet.
Ingen tidsbegrænsning
603. Så længe patienten ikke har fortabt sin ret til at påberåbe sig manglen (på grund af manglende
reklamation, overskridelse af frister for fremsættelse af krav eller forældelse), kan han eller hun forlange, at
tandlægen omgør arbejdet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. Det forhold, at der går meget lang
tid, inden en mangel konstateres, vil dog kunne påvirke bedømmelsen af, hvorvidt omgørelse kan antages
at forvolde tandlægen urimelig opofrelse.
Risikoen
604. Påvises manglen først senere end afleveringen, er det patienten, som i omgørelsesfasen bærer
risikoen for arbejdets hændelige undergang eller forringelse, se 396. Beskadiger tandlægen under
omgørelsen selve arbejdet, må skaden dog betragtes som en mangel ved arbejdet, hvis den skyldes
forsømmelse. Forvoldes i øvrigt under omgørelsen skade på patienten, kan patienten kræve skaden
erstattet, jf. herved om forsikringsdækning 667 ff.
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler
- 213 -
605. Formålet med omgørelse er at stille patienten lige så godt, som hvis arbejdet fra starten af havde
været udført rigtigt. Udgangspunktet er derfor, at omgørelse sker for tandlægens regning.
Afgørelser om omgørelse indeholder altid en henvisning til, at omgørelsen mest hensigtsmæssigt sker ved,
at tandlægen selv fornyer arbejdet vederlagsfrit. Kun for så vidt patienten eller tandlægen ikke ønsker
dette, pålægges det tandlægen at betale for omgørelse hos en ny behandler.
Godkendelse af tilbud
606. Adgangen til at få omgørelsesomkostningerne betalt af tandlægen er ikke ubegrænset.
Patienten kan således kun forlange omgørelse for tandlægens regning, hvis dette kan ske uden
uforholdsmæssige omkostninger, se 601. Udbedringsomkostningerne skal stå i et rimeligt forhold til
manglens betydning og ikke åbenbart gå ud over, hvad det sædvanligvis vil koste at få et udbedringsarbejde
af den pågældende karakter udført. Tandlægen sikres herved mod misbrug af beføjelsen. Var adgangen til
at kræve afhjælpningsomkostninger betalt af tandlægen ubegrænset, ville der være en risiko for, at
udbedringen af manglen ville blive unødvendigt kostbar.
Det skal imidlertid tages i betragtning, at omgørelse kan være omkostningskrævende, ikke mindst på grund
af accessorisk arbejde, se 588. I nævnspraksis forekommer tilfælde, hvor omgørelsesudgiften ligger
betydeligt over honoraret.
607. Tilbud fra patientens nye tandlæge skal derfor godkendes i Regionstandlægenævnet for at sikre et
rimeligt honorarniveau. Der lægges ved vurderingen vægt på omgørelsesarbejdets sædvanlige pris. Kan
- 214 -
arbejdet udføres væsentligt billigere et andet sted, anses tilbuddet for at være uforholdsmæssigt dyrt, og
det godkendes ikke.
Der skal naturligvis kun betales omgørelsesudgift i det omfang, omgørelse faktisk finder sted. Oplyser
patientens nye tandlæge fx, at abutments genanvendes, må den indklagede tandlæges betaling reguleres,
eventuelt i forbindelse med genoptagelse af sagen.
Patientens pligt til medvirken
608. Patienten har pligt til at medvirke til, at omgørelsen kan finde sted, fx ved at indfinde sig på klinikken.
Det antages, at patienten ikke kan kræve sine udgifter i den anledning refunderet af tandlægen, selv om
patienten i princippet har krav på, at omgørelsen sker uden omkostning for ham eller hende. Patienten kan
heller ikke få godtgjort eventuelt honorar for afgivelse af tilbud (i den pågældende situation vil tandlægen
dog normalt ikke beregne sig honorar for afgivelse af tilbud).
Hvis patienten ikke ønsker omgørelse, er resultatet normalt tilbagebetaling. Det samme gælder
efterfølgende, hvis patienten ikke kan skaffe tilbud fra ny tandlæge.
Tilbagelevering i omgørelsessager
609. Det underkendte arbejde, der substitueres med det omgjorte, skal tilbageleveres til tandlægen, hvis
det er muligt uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten. Denne betingelse vil normalt være opfyldt i
omgørelsessagerne, hvor tilbagelevering altså er hovedreglen.
MANGELSBEFØJELSE 3:
- 215 -
AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN
610. Hvis arbejdet er mangelfuldt, kan patienten kræve et til manglen svarende afslag i honoraret. I
nævnspraksis er adgangen dog stærkt begrænset.
Afslag er ikke erstatning. Afslag forudsættet normalt, at manglen er værdiforringende. Erstatning – som
Tandklagesystemet ikke kan tage stilling til – forudsætter et nærmere ansvarsgrundlag og et
erstatningsrelevant tab.
OBJEKTIV OG SUBJEKTIV VÆRDIFORRINGELSE
611. Adgangen til at kræve honorarafslag er som nævnt normalt betinget af, at den foreliggende mangel er
værdiforringende. Det fastholdes dog ikke konsekvent, at manglen skal være objetivt værdiforringende. I
særlige tilfælde indrømmes afslag, når subjektive, æstetiske forudsætninger svigter, jf. 619. Disse tilfælde
har for øvrigt i nævnspraksis været næsten de eneste, hvor resultatet har været afslag.
Bagateller
612. Adgangen til afslag er ikke betinget af, at formålet med arbejdet er væsentligt forfejlet.
Adgangen til at kræve honorarafslag er derimod betinget af, at den foreliggende mangel ikke kan betegnes
som en ren bagatel. Er den helt bagatelagtig, vil den normalt ikke berettige til honorarafslag, da sådanne
mangler ikke i almindelighed kan anses for objektivt værdiforringende.
- 216 -
Honorar i forvejen fastsat under hensyn til manglen
613. Er honoraret for arbejdet fastsat under fornøden hensyntagen til manglen, vil denne ofte ikke længere
kunne anses for værdiforringende. Dette vil f.eks. kunne være situationen, hvis tandlægen allerede ved
honorarets fastsættelse har givet et nedslag i honoraret på grund af manglen, eller hvis manglen består i, at
der er udført for lidt arbejde, samtidig med, at tandlægen kun har beregnet sig honorar for det faktisk
udførte arbejde.
UDMÅLING AF AFSLAG
614. Honoraret nedsættes som udgangspunkt sådan, at det beløb, der skal betales efter, at der er givet
afslag, forholder sig til det aftalte honorar, ligesom det mangelfulde arbejdes værdi forholder sig til værdien
af arbejdet i mangelfri stand. Har patienten indgået en særlig gunstig aftale og aftalt et lavt vederlag i
forhold til, hvad arbejdet normalt koster, må afslaget altså fastsættes, så det bliver forholdsvis mindre end
den absolutte værdiforringelse. Har patienten betalt en særlig høj pris for arbejdet, bør afslaget omvendt
også have forholdsvis større effekt for patienten.
Eksempler
615. Et tandlægearbejde ville være 10.000 kr. værd i mangelfri tilstand. Arbejdet lider imidlertid af en
mangel, der forringer dets værdi med 10 %. Tandlægen har forlangt 8.000 kr. i honorar. Afslaget er 800 kr.
Har tandlægen forlangt 12.000 kr., er afslaget 1.200 kr.
Hvad er arbejdet værd med og uden mangler?
- 217 -
616. Fremgår ikke andet, vil der ofte bestå en formodning for, at det aftalte honorar svarer til arbejdets
værdi i mangelfri stand. Svarer det aftalte honorar til arbejdets værdi i mangelfri stand, vil
værdiforringelsen svare til afslaget.
Værdiforringelsen som følge af manglen kan principielt ikke blot udmåles til, hvad det vil koste at få
manglen udbedret (omgørelsesudgiften). Man må altså ideelt set skønne over, hvad arbejdet objektivt er
værd henholdsvis med og uden mangler. Det vil normalt være priserne på tidspunktet for arbejdets
aflevering, som skal lægges til grund ved vurderingen.
Den praktiske udmåling af afslaget: Svarende til omgørelsesudgiften
617. Beregningen af den forholdsmæssige værdiforringelse efter de anførte retningslinjer kan meget ofte
være vanskelig. I sådanne tilfælde kan det være praktisk at udmåle afslaget, så det svarer til
omgørelsesudgiften. Men udmåles afslaget på denne måde, kommer afslagsbeføjelsen til at svare til
patientens krav på under visse betingelser at få arbejdet omgjort for tandlægens regning hos en ny
behandler.
AFSLAGSBEFØJELSEN ANVENDES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS
618. Patienten har principielt valget mellem flere mulige beføjelser. Patienten har i almindelighed større
interesse i omgørelse end i afslag.
Afslagsbeføjelsen spiller på denne baggrund ikke ingen særlig rolle i nævnspraksis, jf. dog straks nedenfor
om svigtende æstetiske forudsætninger.
- 218 -
Svigtende æstetiske forudsætninger
619. Det kan som nævnt i 611 ikke fastholdes helt konsekvent, at manglen objektivt set skal være
værdiforringende, for at den kan give grundlag for tilkendelse af et forholdsmæssigt afslag. Er der for
patienten svigtet en væsentlig æstetisk forudsætning, må arbejdet kunne betragtes som havende en
ringere værdi for den pågældende patient, således at han eller hun får mulighed for at kræve et
skønsmæssigt fastsat afslag svarende til den ubestemte værdiforringelse, som en svigtende æstetisk
forudsætning kan være udtryk for. Der bliver i sådanne tilfælde i realiteten tale om at give patienten "et
plaster på såret" udmålt skønsmæssigt efter en vurdering af manglens betydning for ham eller hende.
Mangelsbeføjelse 4
Erstatning – ikke til rådighed i Tandklagesystemet
620. Tandklagesystemet kan som ofte omtalt ikke tage stilling til krav om erstatning.
Patienten kan i kontraktforholdet have ret til erstatning for tab som følge af, at tandlægens ydelse er
mangelfuld.
621. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen var blevet rigtigt opfyldt. Tandlægen opfylder kontrakten ved at betale en erstatning, der svarer
til patientens økonomiske interesse i rigtig opfyldelse (naturalopfyldelse). En sådan erstatning kaldes positiv
opfyldelsesinteresse.
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
- 219 -
Typiske erstatningsposter i den positive opfyldelsesinteresse er ekstraudgifter, fordi patienten nu må
skaffe sig ydelsen dyrere fra en anden tandlæge. Tabt fortjeneste vil også kunne kræve erstattet (skønt
patienten normalt forfølger andre formål end at opnå fortjeneste og derfor indgår aftale med tandlægen,
skønt kontrakten ikke kan ventes at give patienten økonomisk fordel).
Tandlægen skal erstatte det formuetab, patienten er blevet påført ved, at kontrakten ikke er blevet rigtigt
opfyldt. Størrelsen afhænger af tabet, ikke af tandlægens honorar (og ville i taleksemplet, jf. 391, udgøre
1.000 kr. i begge situationer.
622. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen ikke var blevet indgået. En sådan erstatning kaldes negativ kontraktinteresse.
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
Tandlægen skal erstatte de udgifter, som patienten er blevet påført ved at stole på aftalen. Patienten kan
have haft også andre udgifter end honoraret til tandlægen, men negativ kontraktinteresse vil ofte praktisk
være identisk med tilbagebetaling af tandlægens honorar.
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF
MANGELSBEFØJELSERNE
UDELUKKELSE - TILBUD OM OMGØRELSE
RET TIL OMGØRELSE?
- 220 -
623. Tandlægen har som udgangspunkt ret til at afværge patientens mangelsbeføjelser gennem tilbud om
udbedring eller omgørelse. De mangelsbeføjelser, som tandlægen kan afværge ved tilbud om omgørelse,
er patientens ret til at kræve tilbagebetaling og afslag i honoraret.
Omgørelsestilbud i tilbagebetalingssager
624. Tilbud om omgørelse, som ført fremkommer på et tidspunkt, hvor patienten har ret til at kræve
tilbagebetaling, betager i almindelighed ikke patienten adgangen til at kræve tilbagebetaling.
Tidspunkt for tilbud om omgørelse
625. Tilbuddet om omgørelse bør så vidt muligt fremsættes straks efter, at tandlægen har modtaget
patientens reklamation.
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke
626. Har tandlægen i tide tilbudt omgørelse, må patienten give tandlægen mulighed herfor, medmindre
dette vil forvolde patienten væsentlig ulempe, eller medmindre patienten i øvrigt har en særlig grund til at
nægte tandlægen at foretage omgørelse, se om dette spørgsmål 630.
Afslår patienten uberettiget tilbuddet om omgørelse, eller undlader han eller hun at yde den nødvendige
medvirken til gennemførelse af omgørelsen - fx ved at indfinde sig på klinikken –, er tilbuddet eller et
foretaget omgørelsesforsøg tilstrækkeligt til at afværge, at patienten kan kræve tilbagebetaling eller afslag.
- 221 -
Omgørelse inden rimelig tid
627. Omgørelse skal ske inden rimelig tid. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor patienten har reklameret.
Fristens længde må afhænge af patientens behov for en mangelfri ydelse og de øvrige omstændigheder i
det enkelte tilfælde.
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten
628. Omgørelsen skal ske uden væsentlig ulempe for patienten og uden udgift for den pågældende.
Omgørelsen må således ikke påføre patienten en udgift, som han eller hun ikke ville have haft, såfremt
arbejdet fra starten var udført rigtigt. At patienten i et vist omfang må medvirke til omgørelsens
gennemførelse fremgår af, at han eller hun ikke kan kræve, at den sker helt uden ulempe for ham.
Patienten må medvirke efter de samme retningslinjer, som gælder, hvis han eller hun selv kræver
afhjælpning.
Ret til, at anden tandlæge foretager omgørelsen
629. I øvrigt indebærer tandlægens omgørelsesret, at denne også kan lade omgørelsen foretage af en
anden tandlæge. Tilbyder tandlægen at lade manglen afhjælpe af en anden behandler, må patienten
således lade denne foretage omgørelsen, medmindre patienten har grund til at nægte dette.
Tandlægen har ikke ret til omgørelse, hvis patienten har særlig grund til at afslå
- 222 -
630. Selv om en afhjælpning kan ske inden rimelig tid og uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten,
kan denne dog afvise tandlægens tilbud om omgørelse, hvis patienten kan godtgøre, at han eller hun har en
særlig grund til at nægte tandlægen at foretage omgørelse.
Dette beror på, at det er nødvendigt, at der består det nødvendige tillidsforhold mellem patienten og
tandlægen. Arbejdet udføres på patientens person og under omstændigheder, som forudsætter en yderst
nær kontakt mellem parterne. Patienten kan derfor afvise tandlægens tilbud om omgørelse, hvis
tandlægen har vist sig uegnet til at udføre arbejdet, hvis der er opstået væsentlige personlige
uoverensstemmelser mellem parterne eller i øvrigt forhold, som er egnet til at nedsætte patientens tillid til,
at tandlægen vil varetage hans eller hendes interesser på behørig måde.
RET TIL OMGØRELSE ER SJÆLDENT RESULTATET I NÆVNSPRAKSIS
631. Patienten vil som netop nævnt i en række tilfælde være berettiget til at afslå tilbud om omgørelse.
Skal en klagesag viderebehandles efter forelæggelse i Visitationsudvalget, må det normalt uden videre
lægges til grund, at tillidsforholdet mellem patient og tandlæge er brudt. I nævnspraksis er tandlægens ret
til omgørelse sjældent udslaggivende.
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION
BORTFALD VED MANGLENDE REKLAMATION?
632. En patient, som vil påberåbe sig en mangel, skal give tandlægen meddelelse herom (reklamere) inden
rimelig tid efter, at han eller hun har eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber patienten
retten til at påberåbe sig manglen.
- 223 -
Fristen løber tidligst fra afleveringen
633. Da vurderingen af, hvorvidt arbejdet er mangelfuldt, beror på arbejdets beskaffenhed på tidspunktet
for dets aflevering, regnes reklamationsfristen tidligst fra dette tidspunkt.
Fristen vil ikke begynde at løbe fra et tidligere tidspunkt, selv om patienten under arbejdets udførelse har
haft en formodning om, at arbejdet ville blive mangelfuldt. Patienten vil i så fald ofte i egen interesse gøre
tandlægen opmærksom på eventuelle observationer, som han eller hun har gjort. Men patientens adgang
til efterfølgende at gøre mangelsbeføjelser gældende er ikke afhængig heraf. En reklamationspligt
bestående allerede under arbejdets udførelse ville kunne skade parternes indbyrdes forhold. Det bør ikke
komme patienten til skade, hvis han eller hun er gået ud fra, at tandlægen af egen drift ville rette
eventuelle fejl inden afleveringen.
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget
634. Fristen regnes fra det tidspunkt, da patienten har eller burde have opdaget manglen.
Patienten har ikke nogen pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af tandlægens arbejde. Patienten
må kunne regne med, at eventuelle fejl vil vise sig, når arbejdets genstand anvendes på sædvanlig måde
eller udsættes for sædvanlige påvirkninger m.v.
635. Fristen løber ikke, blot fordi patienten har kunnet iagttage det mangelfulde forhold. Det må yderligere
kræves, at patienten har haft de fornødne forudsætninger for at kunne udlede, at der var noget galt.
Patientens forudsætninger for en sådan vurdering kan være særdeles begrænsede, og erkendelsen af
sygdom eller den rette indsigt i tandlægetekniske forhold kan være vanskelig at opnå. Forholdet stiller sig
- 224 -
selvsagt anderledes, hvis patienten selv er tandlæge, men kravene til igangsættelse af fristen er i
almindelighed meget strenge.
Reklamationsfristens længde
636. Patienten har en reklamationsfrist. Patienten kan lade nogen tid gå fra manglens opdagelse, inden han
eller hun retter henvendelse til tandlægen. Tidspunktet, da manglen burde være opdaget, er altså ikke
ensbetydende med fristudløb.
Reklamationsfristens længde må afgøres på grundlag af de konkrete forhold i det enkelte tilfælde.
Patienten må navnlig have en passende periode til at overveje sin stilling, og desuden må der indrømmes
tid til at søge råd hos andre, herunder eventuelt en anden tandlæge. Hensyn vil endvidere kunne tages til
individuelle forhold hos patienten, f.eks. bortrejse eller sygdom, der har medført en udsættelse af
henvendelsen til den behandlende tandlæge om manglen.
Fristudløb
637. Som nævnt ovenfor skal sagen i Tandklagesystemet være rejst inden 2 år efter det tidspunkt, hvor
patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Det er en misforståelse at opfatte
denne frist som en overenskomstmæssig garanti for tandlægearbejdet i 2 år. Hensigten med den
pågældende frist for fremsættelse af krav i Tandlægeoverenskomsten har således ikke været at fastslå en
regel om, at der nødvendigvis foreligger en mangel, hvis tandlægearbejdet fremviser en defekt inden 2 års
fristens udløb.
BORTFALD STATUERES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS
- 225 -
638. Nævnspraksis på området er imidlertid ganske streng. Det fastslås kun undtagelsesvist, at patienten
har tabt mangelsbeføjelserne ved undladelse af rettidig reklamation inden udløbet af den ovennævnte 2års frist (hvis oversiddelse medfører afvisning af sagen).
Reklamationsreglen kan aldrig bevirke tab af patientens beføjelser, hvis manglen er skjult.
OPHØR – FORÆLDELSE
Fristerne
639. Der gælder to forældelsesfrister: En kort på 3 år regnet fra det tidspunkt, da manglen foreligger, med
mulighed for suspension, jf. Forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. § 2, stk. 3, og se 565. Den korte
kombineres med en lang på 10 år, jf. § 3, stk. 3, nr. 3. Den lange er absolut og kan ikke suspenderes.
Begyndelse og suspension
640. Forældelsesfristen ved krav i anledning af mangler løber som nævnt i 639 fra det tidspunkt, hvor
manglen foreligger, dvs. når tandlægens arbejde afleveres.
641. Dette gælder, selv om manglen først kan konstateres på et senere tidspunkt, men i disse tilfælde
indebærer suspensionsreglen, at den korte 3-års frist først løber fra den dag, da patienten fik eller burde
have fået kendskab til manglen. Den lange 10 års frist kan have betydning, hvor manglen først bliver kendt
efter lang tids forløb.
- 226 -
Den korte 3-års forældelsesfrist med mulighed for suspension, se 639, minder – bortset fra åremålet –
meget om den korte 2-års kravsfrist ligeledes med mulighed for suspension, se 168.
De to fristregler bygger ikke på ganske samme hensyn. Efter praksis suspenderes kravsfristen muligvis
lettere end forældelsesfristen, og dermed kan spørgsmålet om forældelse efter omstændighederne være
aktuelt i Tandklagesystemets sager. Forældelse har dog alt overvejende ingen praktisk betydning for
sagerne.
Afbrydelse
642. For at afbryde forældelsen kræves det, enten at tandlægen erkender forpligtelsen, jf.
Forældelseslovens § 15, eller at patienten foretager retslige skridt, jf. § 16, stk. 1.
643. Forældelsesfristen afbrydes, når tandlægen – som loven siger – ”udtrykkeligt eller ved sin
handlemåde” erkender sin forpligtelse over for patienten. Det er altså ikke et krav, at tandlægen
udtrykkeligt indrømmer at have en forpligtelse. Der kan også i tandlægens handlinger ligge en
fristafbrydende erkendelse.
644. I tilfælde, hvor patienten ikke kan opnå tandlægens erkendelse, er det en betingelse for at undgå
forældelse, at patienten inden forældelsesfristens udløb foretager retslige skridt med henblik på at opnå en
afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
Det relevante retslige skridt er at indbringe sagen for Tandklagesystemet. Ifølge Tandlægeoverenskomsten
§ 55, stk. 5, 1. pkt., har tandlægen pligt til at rette sig efter Tandklagesystemets afgørelse. Der opnås i
Tandklagesystemet en afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
- 227 -
Forældelsen afbrydes, når Regionstandlægenævnet modtager patientens klage.
Retsvirkninger af afbrydelse
645. Som udgangspunkt vil der løbe en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte, jf.
Forældelseslovens § 19, stk. 1.
646. Dette udgangspunkt fraviges i tilfælde, hvor der i forbindelse med afbrydelsen tilvejebringes et særligt
retsgrundlag, idet den nye frist da er 10 år, jf. § 5, stk. 1, nr. 3.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis afbrydelsen sker ved, at tandlægen skriftligt og udtrykkeligt bekræfter
forbrugeransvarets tilblivelse og dets størrelse – f.eks. ved et frivilligt forlig – idet der i så fald er tale om en
egentlig anerkendelse af kravet.
Hvis afbrydelsen sker ved afgørelse i Tandklagesystemet, vil der ligeledes blive tilvejebragt et særligt
retsgrundlag (nemlig afgørelsen) i forbindelse med afbrydelsen.
647. Hvis afbrydelsen sker ved tandlægens erkendelse, vil den nye frist skulle regnes fra dagen for
erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. I tilfælde, hvor afbrydelsen er sket ved indbringelse af klage for
Tandklagesystemet, løber den nye frist fra den dag, da afgørelsen træffes, jf. § 19, stk. 3. Hvis patienten får
medhold i Landstandlægenævnet, vil dagen være datoen for Landstandlægenævnets afgørelse.
Kan forældelsesreglerne fraviges?
- 228 -
648. Der kan ikke på forhånd, dvs. inden forældelsesfristens begyndelse, gyldigt indgås aftale om fravigelse
af forældelsesreglerne til skade for tandlægen. Det kan ikke på forhånd aftales, at kontraktsansvar slet ikke
er undergivet forældelse, eller at 10-års fristen forlænges, jf. Forældelseslovens § 26, stk. 1.
Selv om forældelsesreglerne ikke på forhånd kan fraviges til skade for tandlægen, vil denne gyldigt kunne
påtage sig en garanti, der rækker ud over forældelsesfristen.
Der er ikke noget til hinder for, at tandlægen efterfølgende giver afkald på at påberåbe sig forældelse.
Dette kan ske ved, at tandlægen helt frafalder forældelsesindsigelsen eller aftaler en udskydelse af
forældelsen. Afkald kan også gives, efter at forældelse er indtrådt; tandlægen kan jo bare lade være med at
gøre forældelse gældende.
649. Forældelsesreglerne kan heller ikke på forhånd fraviges til skade for patienten, jf. § 26, stk. 2.
Tandlægen kan altså ikke gyldigt indgå aftale med patienten om en kortere absolut forældelsesfrist end 10
år.
SJETTE DEL
TANDSKADE - DELIKTSANSVAR
Resumé
650. Spørgsmålet om tandskade har hovedsagelig interesse for Tandklagesystemet i forbindelse med
pligten til at henvise patienten til eventuelt at indgive skadesanmeldelse.
- 229 -
Erstatning for tandskade er i vidt omgang et spørgsmål om forsikringsdækning fra Tandlægeforeningens
Patientforsikring. Interessen samler sig derfor om, hvad der er tandskade.
Forsikringen dækker ikke tandlægens mangelsansvar. Uanset erstatningsproblematikken må ethvert
spørgsmål om disciplinæransvar afgøres i Tandklagesystemet.
AFSNIT I: ERSTATNINGSKRAV – IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTEMET
651. Tandklagesystemet kan ikke tage stilling til krav om erstatning.
Afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for tandskade kommer ikke Tandklagesystemet ved.
Patientforsikringsordningen, jf. herved Klage- og erstatningslovens kapitel 3 og ovenfor 35, sikrer patienten
en nem adgang til behandling af erstatningsspørgsmålet, idet skaden blot skal anmeldes til
Tandlægeforeningens Patientforsikring, Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup.
VEJLEDNING
VEJLEDNINGSPLIGTEN, JF. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVENS § 23
652. Tandklagesystemet – og enhver tandlæge – har pligt til at informere den skadelidte patient om
ordningen, jf. Klage- og erstatningslovens § 23.
- 230 -
HVAD ER TANDSKADE?
I. Ansvar uden for kontrakt
653. De erstatningsretlige regler deles i to grupper. De regler, der angår erstatning i anledning af, at en
aftale (kontrakt) ikke er blevet rigtigt opfyldt, kaldes regler om erstatning i kontraktforhold. Nogle af disse
regler er omtalt 620-622.
De regler, der angår erstatning i andre tilfælde, kaldes reglerne om erstatning uden for kontraktforhold
(delikt). Ansvaret for tandskade opfattes som et erstatningsansvar uden for kontrakt (delikt). Den følgende
fremstilling drejer sig udelukkende om ansvar uden for kontrakt.
II. Skade
A. Hvad er skade?
654. At nogen har lidt en skade betyder, at et faktisk, virkeligt begivenhedsforløb på en for den pågældende
ufordelagtig måde afviger fra et andet begivenhedsforløb, som ville have udviklet sig, dersom ikke en vis
begivenhed var indtrådt eller udeblevet. Der sammenlignes altså mellem to begivenhedsforløb – på den
ene side det, som faktisk, virkeligt er sket, og på den anden side et naturligt begivenhedsforløb, som
sandsynligvis ville være indtrådt. Skaden er differencen mellem disse to begivenhedsforløb.
B. Elementer i skadesforløbet
- 231 -
655. Inden skadevirkningen kan der ligge et farestadium, hvor der ikke er sket skade, men består risiko for
skade. Først indtrådte skadevirkning kaldes initialskaden. Følgeskader, der senere måtte støde til, kaldes
ofte komplikationer. Når skadens virkning er indtrådt i fuldt omfang, tales der om færdig skade.
Begivenhed
Farestadium
(Årsag,
(Risiko
Tandlægens
for skade)
Initialskade
Komplikation
Færdig
skade
undersøgelse
eller behandling)
I ethvert skadesforløb indgår mindst én årsag og mindst én virkning. Spørgsmålet om konkurrerende
skadesårsager tages ikke op her. Det er ikke altid muligt at identificere alle ovennævnte elementer. Fx kan
årsag og skadevirkning falde tidsmæssigt sammen uden mellemliggende farestadium (dvs. stadium, hvor
der er risiko for skade) – svarende til situationen, når den ene billardkugle rammer den anden.
III. Personskade
656. Skade er overbegreb for flere typer af indgreb i et gode. En af disse skadetyper er personskade.
Personskade er skade i form af helbredsforringelse eller dødsfald.
A. Økonomisk personskade
- 232 -
657. Det er som oftest muligt at omsætte personskaden til et pengebeløb efter en nogenlunde objektiv
målestok fx som udgiften til skadesudbedrende behandling i form af rodfyldning eller implantat med
opbygning.
B. Ikke-økonomisk personskade
658. Findes en sådan målestok ikke, kan personskaden – tandskaden – i egentlig forstand ikke erstattes.
Eksempler herpå er krav for svie og smerte og varigt mén. I sådanne tilfælde tales derfor ikke om
erstatning, men om godtgørelse.
IV. Tandskade
659. Tandskade er en form for personskade og beskrives ofte kort som forringelse af tandstatus.
A. Grundbetingelser for tandskade
660. Tandskade kan kun foreligge, hvis tandlægen har foretaget en undersøgelse eller behandling, hvis der
faktisk er indtrådt en skade, og hvis der er en nærmere bestemt årsagssammenhæng mellem
undersøgelse/behandling og skaden.
B. Negativ afgrænsning
1. Risiko for skade
- 233 -
661. Risiko for skade er i sig selv ikke tandskade. Derimod foreligger tandskade, for så vidt blot nogen
skadevirkning faktisk er indtrådt. Det kræves altså ikke, at der er indtrådt komplikation(er), eller at skaden
er færdig.
2. Kun, hvis forårsaget ved tandlægens undersøgelse eller behandling
662. Der foreligger ikke tandskade, hvis tandlægens undersøgelse eller behandling ikke indgår som
årsagsfaktor. Et tandtraume pådraget ved fald i klinikken er ikke tandskade.
Følger af et sygdomsforløb udgør ingen tandskade, hvis forløbet er upåvirket af tandlægens undersøgelse
og behandling. Har tandlægen ikke stillet diagnose, men ville der alligevel ikke have været nogen mulighed
for at behandle lidelsen, er der heller ikke opstået tandskade. Det samme gælder, hvis en sygdom ikke er
diagnosticeret korrekt eller rettidigt, men hvor lidelsen ikke påvirket ved, at behandling først blev
iværksat på et senere tidspunkt. Neglect – se om dette begreb 22 – indebærer altså ikke nødvendigvis
tandskade (men efter praksis vejledes der alligevel i neglectsagerne, se nedenfor 673).
3. Skade på arbejdsobjektet, omgørelse på samme betingelser
663. Tandskade foreligger ikke, når tandlægen forvolder skade på arbejdet (arbejdsobjektet) under
opfyldelsen af aftalen, eller når behandlingen kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den
allerede udførte behandling.
4. Optimering og udskudt behandling
- 234 -
664. Behov for optimering (se 451) eller behov for gennemførelse af en (fejlfrit) udskudt behandling er ikke
tandskade.
5. Information og samtykke
665. Tilsidesættelse af reglerne om indhentelse af informeret samtykke er ikke i sig selv tandskade. Det er
altså ikke skade, at patienten har fået eller mener at have fået utilstrækkelig information om risikoen ved
undersøgelse og behandling. (Efter omstændighederne kan tandlægens ydelse være mangelfuld, se 524.)
V. Erstatning og godtgørelse
A. Efter almindelige regler
666. Patienten kan i et vist omfang kræve skadeserstatning af tandlægen baseret på almindelige
erstatningsretlige regler, jf. Klage- og erstatningslovens § 26. Dette erstatningsansvar bygger på den
såkaldte culpa-regel. Grundbetingelsen er, at tandlægen har forvoldt skaden uagtsomt eller forsætligt.
Målestokken er den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
B. Efter Patientforsikringsordningen
667. De almindelige regler, jf. 666, har ringe praktiske betydning, fordi de fortrænges af reglerne om
patientforsikringsordningen i Klage- og erstatningslovens kapitel 3, så vidt disse lovregler rækker.
(Lovordningen skal ses i forbindelse med Tandlægeforeningens Praksisforsikring, jf. 669, – et kollektivt,
obligatorisk kompleks af forsikringer for privatpraktiserende tandlæger. Kompleksets vigtigste del er en
Patientskadeforsikring.)
- 235 -
668. Efter lovreglerne skal tandskaden med blot overvejende sandsynlighed være forvoldt på en måde
angivet i loven, herunder kunne henføres til den givne undersøgelse eller behandling. Dette beviskrav
lempes undertiden yderligere.
Efter lovreglerne ydes der erstatning ikke kun, hvor patienten er kommet til skade på grund af tandlægens
fejl (culpa). Erstatning ydes i det hele taget, hvor skaden – forvoldt på nærmere angiven måde – kunne
være undgået ved en anderledes udførelse af undersøgelsen eller behandlingen, jf. Klage- og
erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 1-3. Desuden ydes erstatning for visse uundgåelige skader, jf. nr. 4.
C. Efter Patientskadeforsikringen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring
669. Tandlægeforeningens Praksisforsikring, hvori som en del indgår en særlig Patientskadeforsikring,
dækker erstatningskrav i et noget videre omfang end efter Klage- og erstatningsloven.
HVORNÅR VEJLEDES DER? – TOMMELFINGERREGLER
670. Der kan være grund til på ny at fremhæve, at pligten til at vejlede om muligheden for anmeldelse til
Tandlægeforeningens Patientforsikring foreligger, når der består en rimelig – ikke nødvendigvis nøje udredt
– formodning om en skade, der kan give ret til erstatning i henhold til ordningen.
I. Vejledning på foranledning af patientens angivelser
- 236 -
671. Efter praksis vejledes der, når der ifølge patienten er opstået skade (uanset type), og når patienten
(tillige) kræver erstatning eller godtgørelse (uanset begrundelse).
II. Vejledning uden patientens foranledning
672. Hvis patienten ikke påberåber sig skade eller kræver erstatning/godtgørelse, behøver vejledning ikke
at blive givet, hvis der ikke foreligger tandskade, se herved 661-665.
A. Manglende eller ufuldstændig diagnostik m.v.
673. Der skal vejledes, hvis en lidelse er blevet forværret ved, at sygdom ikke er blevet diagnosticeret i tide
eller korrekt, eller hvis behandling ikke er blevet iværksat rettidigt.
Efter praksis gives vejledning dog i alle sager om manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager),
hvad enten der er opstået tandskade eller ej. I praksis falder vejledningstilfældene hyppigst i denne gruppe.
B. Øvrige mangelstilfælde
674. I mangelstilfælde gives der vejledning, hvis genopretning ikke kan ske blot ved mangelsudbedring, eller
med andre ord, hvis skadesudbedringen (opretning af skaden) kræver merarbejde (tillægsarbejde).
Vejledning er unødvendig, hvis tandlægen har beskadiget selve arbejdsobjektet under opfyldelse af aftalen
(547), eller der bestemmes omgørelse for tandlægens regning (582-605). Vejledning kan derimod efter
omstændighederne være nødvendig, hvis arbejdet er ikke honorarværdigt.
- 237 -
C. Den generelle regel
675. Der vejledes, når patienten med overvejende sandsynlighed er påført en skade i forbindelse med
tandlægens undersøgelse eller behandling.
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL
676. Forsikringen dækker ikke tandlægens udgift til tilbagebetaling af honorar for mangelfuldt udført
arbejde eller merudgifter ved omgørelse af et sådant arbejde.
Et sådant forsikringsvilkår kendes også inden for andre erhverv end tandlægebranchen. Tilbagebetalingen
og merudgifterne er en driftsrisiko, som tandlægen selv må bære. Forsikringen dækker ikke risikoen, dels af
præventive grunde, dels fordi risikoen afhænger af den enkelte tandlæges faglige dygtighed.
677. Hvis der altså i erstatningen til patienten for forvoldt skade indgår en dækning af udgifter, der kan
henføres til et mangelfuldt arbejde, skal tandlægen i henhold til forsikringsvilkårene til forsikringsselskabet
indbetale det beløb, som patienten ellers kunne kræve af denne i anledning af det mangelfulde arbejde.
Udføres udbedringen af skaden hos den tandlæge, der har forårsaget skaden, fratrækker forsikringen
honoraret for selve omgørelsen af det mangelfulde arbejde i honoraret for den samlede skadesudbedrende
behandling. I det tilfælde, at den skadesudbedrende behandling udføres af en anden tandlæge end den,
der har udført det mangelfulde arbejde, betaler forsikringen for hele behandlingen og opkræver honoraret
for den del af omgørelsen, som patienten har krav på, hos den skadevoldende tandlæge.
- 238 -
Har Tandklagesystemet kendt arbejdet ikke honorarværdigt, får patienten erstattet udgifterne til
udbedringen med fradrag af tilbagebetalingen fra tandlægen.
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR
678. Der er ingen organisatorisk sammenkædning er mellem Tandskadesystemet og Tandklagesystemet.
Det er vigtigt for at sikre patienterne erstatning, at den, der har forvoldt en skade, ikke risikerer, at der
rejses en disciplinærsag mod ham eller hende, selv om Patientskadeforsikringen under sagsbehandlingen
måtte finde, at der kunne være grundlag herfor.
Ønsker altså en patient – der ikke gør mangelsansvar gældende – både skadeserstatning og en vurdering af,
om behandlingen giver anledning til kritik, må patienten såvel indgive en anmeldelse til
Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring som rejse en klagesag ved Regionstandlægenævnet.
-o-
Appendiks
Eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse
formuleret i overensstemmelse med anvisningerne i Landssamarbejdsudvalgets Vejledning i behandling af
klagesager på tandlægeområdet, juni 2013, Bilag C - Afgørelsens opbygning
"...
Klagen tages delvis til følge
- 239 -
Det betyder, at patienten, A, får delvis medhold i sin klage, og at den indklagede tandlæge, tandlæge B,
skal tilbagebetale honoraret for kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 til A, i alt 16.482 kr.
Klagen
Den 19. oktober 2011 modtog Regionstandlægenævnet A’s klage over tandlæge B, Tandlægeselskabet C.
A har klaget over følgende:
1) Kronebehandling af 7+, 6+, 5+, 7- og -6.
2) Implantatbehandling af +6.
A har begrundet klagen med, at hun har gener fra tænder og tandkød i form af ømhed, blødning og lugt.
Sagsfremstilling
Det fremgår af den indklagede tandlæges journal, at A i marts 2010 kontaktede Tandlægeselskabet C. Der
blev herefter indgås behandlingskontrakt på fremstilling af kroner på 7+, 6+, 5+, 7-, -6 og
implantatbehandling +6.
Den 26. marts 2010 foretog tandlæge B implantatbehandling +6.
Den 26. maj 2010 påbegyndtes kronebehandlingen af 7+, 6+, 5+, 7- og -6. Den 20. juni 2010 blev kronerne
cementeret. Den 4. august 2010 blev implantatkronen cementeret. Cementeringen af såvel kroner som
implantatkrone blev foretaget af en unavngiven klinikassistent DD. jf. journalen.
Det fremgår endvidere af journalen, at A fra juni til august 2010 havde gener ved sammenbid. Dette blev
afhjulpet ved slibning af hyperkontakt.
Implantatkronen forårsagede tungegener. Den 17. august 2010 blev der fremstillet en ny implantatkrone
+6. Den nye implantatkrone faldt ud flere gange. Der blev fremstillet en tredje implantatkrone, som blev
cementeret den 9. januar 2011.
Den 5. maj 2011 blev der ifølge A’s nuværende tandlæges journal konstateret blødning ved alle kanter på
de nye kroner. Der sås videre kantoverskud ved kronerne i overkæben og 7-.
Den 22. april 2012 bad Regionstandlægenævnet Tandlægeselskabet C om at oplyse navnet på den i
journalen unavngivne klinikassistent, DD. Videre ønskede nævnet oplyst, hvilken tandlæge der
superviserede klinikassistenten ved cementeringen af kronerne.
Den 2. maj 2012 oplyste tandlæge B, at klinikassistent DD er klinikassistent D….. D…, og at den
superviserende tandlæge er tandlæge E. Tandlæge B var ydernummerindehaver for Tandlægeselskabet C,
da de indklagede behandlinger blev foretaget.
Regionstandlægenævnet har ved opslag i Autorisationsregisteret konstateret, at tandlæge E ikke havde
autorisation eller ret til selvstændigt virke, da cementeringen af kronerne fandt sted.
- 240 -
Der er foretaget besigtigelse i sagen den 4. juli 2012.
Ved besigtigelsens objektive undersøgelse ses følgende:
Pæn mundhygiejne, jævn sammenbidskontakt på hele tandbuen og ingen funktionelle symptomer.
Generelt måles tandkødslommer til 3 og ved implantatkronen +6 måles tandkødslommer på 5 mm. Ved
undersøgelse af kronerne 7+, 6+, 5+ og 7- ses blødning. Der findes ingen kontakt mellem tænderne -5 og -6.
På kronen -6 er der knækket et stykke af porcelænet fremad mod -5. På kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6
konstateres kantoverskud i en udstrækning der vanskeliggør/umuliggør renhold.
A og tandlæge B har modtaget en kopi af besigtigelsesrapporten og haft mulighed for at komme med
kommentarer.
A skriver i sine kommentarer til besigtigelsesrapporten, at hun ikke blev informeret om, at de indsatte
kroner var krom-kobolt legering. Dette fandt hun først ud af, da hun maj 2011 var til tandeftersyn hos sin
nuværende tandlæge. A beskriver, at hun under behandlingen hos Tandlægeselskabet C spurgte til, hvorfor
man var billigere end andre steder. Hertil fik A det svar, at kronerne blev købt i udlandet.
Tandlæge B har ikke indsendt kommentarer til besigtigelsesrapporten.
Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Den indklagede tandlæge, tandlæge B, har overtrådt Autorisationslovens § 17 ved sin benyttelse af
medhjælp og ved kronebehandlingen af tænderne 7+, 6+, 5+, 7- og -6.
Videre har tandlæge B overtrådt Autorisationslovens § 21 ved mangelfuld journalføring.
Begrundelse
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B har handlet under normen for almindelig anerkendt
tandlægefaglig standard ved sin benyttelse af medhjælp og ved kronebehandlingen af tænderne 7+, 6+, 5+,
7- og -6 samt ved mangelfuld journalføring.
Brug af medhjælp:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at tandlæge A ikke havde autorisation eller ret til
selvstændigt virke, da hun den 20. juni 2010 og 4. august 2010 superviserede klinikassistent D….. D… ved
cementeringen af kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 og implantatkronen +6. Tandlæge B bærer således, som
ydernummerindehaver og principal, det overordnede tandlægefaglige ansvar.
Hertil kommer, at en cand.odont., som ikke har autorisation og ret til selvstændigt virke, for at opnå
tilladelse til selvstændigt virke skal have gennemført en praktisk oplæring på 1 år hos en tandlæge, således
at den pågældende under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge opnår rutine og klinisk erfaring, der
gør vedkommende tandlægen egnet til at arbejde selvstændigt som tandlæge, jf. § 1 i Bekendtgørelse nr.
892 af 9. juli 2007 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, jf. Autorisationslovens § 48.
- 241 -
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at
lade en cand.odont. uden autorisation og ret til selvstændigt virke, supervisere en klinikassistent ved
cementering af kronerne.
Kronebehandling:
7+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 7+ ses med et kantoverskud, der
vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 7+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke
honorarværdig.
6+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 6+ ses med et kantoverskud, der
vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 6+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke
honorarværdig.
5+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 5+ ses med et kantoverskud, der
vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 5+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke
honorarværdig.
-6:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen -6 ses med et kantoverskud, der
vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Videre har Regionstandlægenævnet lagt vægt på, at kronen -6 har en kantfraktur, som medfører, at mad
sætter sig fast.
Nævnet finder kronebehandlingen af -6 af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke
honorarværdig.
7-:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 7- ses med et kantoverskud, der
vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Videre har Regionstandlægenævnet lagt vægt på, at der mellem kronen 7- og 6- ses mellemrum, som
medfører at mad sætter sig fast, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 7- af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke
honorarværdig.
Informeret samtykke:
- 242 -
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B ikke har givet tilstrækkelig information forud for behandling
med krom-kobolt kroner.
Ifølge Sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens
informerede samtykke. Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af
fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens § 15, stk. 3.
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke er journalført, at A er informeret om,
at hun fik isat krom-kobolt kroner. Nævnet har endvidere været opmærksom på, at A også selv beskriver, at
hun ikke var informeret om, at hun fik isat krom-kobolt kroner.
Journalføring:
På baggrund af en gennemgang af journalen er det nævnets vurdering, at der ikke er ført journal i
overensstemmelse med gældende regler.
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at en journal blandt andet skal indeholde, hvilke
materialer der er anvendt til en behandling, jf. Bekendtgørelse nr. 1373 af 12. december 2006 om lægers,
tandlægers, kiropraktorers, jordemødres, kliniske diætisters, kliniske tandteknikeres, tandplejeres,
optikeres og kontaktlinseoptikeres patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og
overdragelse m.v.), § 8, stk. 1, litra g. [Nu Bekendtgørelse 2013-01-02 nr. 3
om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og
overdragelse m.v.)]
Nævnet kan konstatere, at det ikke er noteret i journalen, at der er anvendt krom-kobolt kroner. Kromkobolt er en ikke ædel legering. I journalen er noteret, at der er anvendt metalkeramiske kroner.
Videre har nævnet ved afgørelsen lagt vægt på, at en journal skal indeholde fulde navn på den, som har
foretaget journalnotatet, jf. journalføringsbekendtgørelsen § 6, skt. 4.
Regionstandlægenævnet kan konstatere, at dette er undladt flere steder i journalen.
Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Tandlæge B har ved implantatbehandling af +6 handlet efter normen for almindelig anerkendt
tandlægefaglig standard.
Begrundelse
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at implantatkronen +6 har en acceptabel
overgang mellem kronen og tandkød.
Nævnet finder implantatbehandlingen acceptabel og honorarværdig.
Tilbagebetaling:
- 243 -
Alt i alt finder Regionstandlægenævnet, at der vedrørende kronerne 7+, 6+, 5+, -6 og 7- er udført ikke
honorarværdigt arbejde. Tandlæge B skal således inden 14 dage efter sagens endelige afgørelse
tilbagebetale honoraret vedrørende kronerne, 16.842 kr., til A, jf. regningsnummer 00140548, med tillæg
af oppebåret tilskud. Beløbet indbetales på Region Xs konto i Y Bank, reg. nr. … kt. ……….. Efter
indbetalingen af dette beløb sørger Regionstandlægenævnet for udbetaling af kr. 16.842 til As Nem-konto.
Samlet set finder Regionstandlægenævnet anledning til at udtale alvorlig kritik af tandlæge Bs benyttelse
af medhjælp og kronebehandling af tænderne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 samt dårlig journalføring.
Vejledning om offentliggørelse af afgørelser i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet:
Regionstandlægenævnet skal vejlede om, at afgørelsen i henhold til bekendtgørelse nr. 1445 af 15.
december 2010 om offentliggørelse af afgørelser i klage og tilsynssager på sundhedsområdet vil blive
offentliggjort på www.sundhed.dk med angivelse af tandlægens titel, navn og autorisationID/fødselsdato,
idet patientens navn, stednavne og alle andre navne vil blive anonymiseret.
Regionstandlægenævnet skal henlede opmærksomheden på, at såfremt afgørelsen vedrørende tandlægens
faglige virksomhed rettidigt ankes, bliver afgørelsen ikke offentliggjort før Landstandlægenævnet har
truffet afgørelse, og kun i de tilfælde, hvor ankeinstansen fastholder en kritik.
-o-
Indholdsfortegnelse
Fremstillingen består af seks dele, der hver især indledes med et resumé.
FØRSTE DEL - TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST.......................4 - 29
- 244 -
Praksissektoren ............................................................................................ 5
Tandlægeoverenskomsten .......................................................................................................5 - 15
Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for? ................................................................................................ 7
Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne? ...................................................................................... 8
Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne? ............................................................................. 9 - 11
Forretningsorden........................................................................................................................................... 12
Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten ........................................................... 13 - 15
Tandklagesystemet – Klager og ansvar ................................................ 16 – 22
Disciplinærklage, forbrugerklage – disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar ..................... 16 - 18
Tandklagesystemets grundkompetencer ............................................................................................... 19 - 21
Sagstyper ....................................................................................................................................................... 22
Klager, ansvar og krav uden for Tandklagesystemet ............................. 23 - 28
Serviceklage – serviceansvar .................................................................................................................. 24 - 25
Deliktsansvar ................................................................................................................................................. 26
Produktansvar ............................................................................................................................................... 27
Erstatning og godtgørelse ............................................................................................................................. 28
Tandklagesystemet i perspektiv ................................................................. 29
ANDEN DEL - TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING
.............................. 33 - 71
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING ......................................... 33 - 49
FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN ......................... 33 - 45
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG .......................................................35 -43
Patientombuddet .......................................................................................................................................... 36
Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn .............................................. 37 - 38
Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet ..................................................................................... 39
Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten....................................................................................... 40
- 245 -
Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitler 4 – 7 og 9 ............................ 41
Vejledningspligter vedrørende skadeserstatning.......................................................................................... 42
Offentliggørelse af disciplinærafgørelser ...................................................................................................... 43
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG ...................................... 44 - 45
Særordning: Tandskadesystemet .................................................................................................................. 45
ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN ............................................... 46 - 47
De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning ........................................................ 46
… men det er aftalt, at Forvaltningslovens mv. gælder for Tandklagesystemet .......................................... 47
TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATALOVEN...................................................................... 48 - 49
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING ..................................... 50 - 71
FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV. ................................... 50 - 58
Autorisationsloven. ................................................................................................................................ 50 - 51
Virksomhedsansvarlige tandlæger. ............................................................................................................... 52
Tandlægepligter............................................................................................................................................. 53
Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder. .............................................................................. 54 - 58
Skærpet tilsyn ................................................................................................................................................ 55
Fagligt påbud ................................................................................................................................................. 56
Virksomhedsindskrænkning .......................................................................................................................... 57
Autorisationsfratagelse ................................................................................................................................. 58
FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN ......................................................... 59 - 63
Patientrettigheder .................................................................................................................................. 61 - 63
SJETTE LOVOMRÅDE: DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING ................................ 64 - 71
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING .....................................................................................................................................................65 -67
Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn ............................................ 66
Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet ....................................................................................... 67
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
.. 68 - 71
Købeloven gælder ikke, men … .................................................................................................................. 71
- 246 -
TREDJE DEL - TANDKLAGEPROCESSEN
............................................................... 76 - 330
AFSNIT I: ORGANISATION ...................................................................... 76 - 92
VISITATIONSUDVALG ................................................................................................................... 76 - 80
Sammensætning ............................................................................................................................................ 76
Opgave........................................................................................................................................................... 77
Åbenbart grundløse klager ............................................................................................................................ 78
Iværksættelse af besigtigelse ........................................................................................................................ 79
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 80
BESIGTIGELSESUDVALG............................................................................................................... 81 - 86
Sammensætning ............................................................................................................................................ 81
Opgave........................................................................................................................................................... 82
Patientens medvirken ................................................................................................................................... 83
Patientens sygdomsforfald ............................................................................................................................ 84
Hvis den indklagede tandlæges arbejde ikke længere kan besigtiges .......................................................... 85
Iværksættelse af udbedring efter besigtigelse .............................................................................................. 86
REGIONSTANDLÆGENÆVN ...................................................................................................... 87 – 89
Sammensætning ............................................................................................................................................ 87
Opgave........................................................................................................................................................... 88
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 89
LANDSTANDLÆGENÆVNET ........................................................................................................90 -92
Sammensætning ............................................................................................................................................ 90
Opgave........................................................................................................................................................... 91
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 92
AFSNIT II: FORMALITET ........................................................................ 93 - 175
SAGLIG KOMPETENCE ................................................................................................................93 - 101
- 247 -
Serviceklager .......................................................................................................................................... 93 - 98
Kombinerede klager ...................................................................................................................................... 99
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse ................................................................. 100 - 101
NÆVNET OG NÆVNSMEDLEMMET: HABILITET OG TAVSHEDSPLIGT MV. .......102 - 122
HABILITET ......................................................................................................................................102 - 120
Medlemshabilitet.................................................................................................................................103 -118
I. Grunde til inhabilitet ....................................................................................................................... 103 - 115
A. Generel inhabilitet ......................................................................................................................... 103 - 106
1. Negative krav .................................................................................................................................. 104 - 105
2. Decorum .................................................................................................................................................. 106
B. Speciel inhabilitet ........................................................................................................................... 107 - 115
1. Personlig interesse .................................................................................................................................. 108
2. Personlige relationer ............................................................................................................................... 109
3. Tilknytning til private juridiske personer ................................................................................................. 110
4. Flere hverv ............................................................................................................................................... 111
5. Rådgivning ............................................................................................................................................... 112
6. Andre omstændigheder, der rejser tvivl om upartiskhed .............................................................. 113 - 115
II. Ikke inhabilitet, hvis risiko for interessekonflikt fjerntliggende .............................................................. 116
III. Afgørelsen af inhabilitet ................................................................................................................ 117 - 118
Nævnshabilitet ................................................................................................................................... 119 - 120
TAVSHEDSPLIGT MV. ................................................................................................................121 - 122
Videregivelse af oplysninger........................................................................................................................ 122
PARTER ...........................................................................................................................................123 - 164
PARTSSTATUS
.............................................................................................................................. 123 - 163
Begrebet part............................................................................................................................................... 123
Patientsiden og tandlægesiden – typiske partsforhold ...................................................................... 124 - 126
Type 1: Patienten og tandlægen ................................................................................................................. 124
Type 2: Patienten og 1) tandlægen ansat hos klinikejeren ......................................................................... 125
Patientens krav mod andre tandlæger end de(n) indklagede .................................................................... 108
Patientsiden ........................................................................................................................................ 127 - 130
Nær pårørende ............................................................................................................................................ 127
- 248 -
Dødsbo......................................................................................................................................................... 128
Tandlægesiden ...................................................................................................................................131 - 163
I. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for den påklagede tandlægefaglige virksomhed 131 - 134
A. Efterfølgende bortfald af autorisation som hovedregel uden betydning ...................................... 132 - 133
B. Dødsfald .................................................................................................................................................. 134
II. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten på tidspunktet for den påklagede
tandlægefaglige virksomhed .............................................................................................................. 135 - 157
A. Tandlæger, der har tiltrådt Tandlægeoverenskomsten ................................................................. 137 - 154
1. Tilladelse til selvstændigt virke................................................................................................................ 137
2. Virksomhedens organisationsform ikke afgørende for partsstatus ............................................... 138 - 143
a. Praksisformer........................................................................................................................................... 139
b. Virksomhedens hæftelse ................................................................................................................ 140 - 143
i. Virksomheder med fuldt ansvar ...................................................................................................... 140 - 142
ii. Virksomheder med begrænset ansvar .................................................................................................... 143
3. Klinikejeren er part ......................................................................................................................... 144 - 154
a. Klinikejerens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse............................................................... 144 - 145
b. Retsstiftelsen for patienten ..................................................................................................................... 146
c. Klinikejer .................................................................................................................................................. 147
d. Ydernummer................................................................................................................................... 148 - 151
Flere indehavere af samme ydernummer ................................................................................................... 149
Betegnelsen af ydernummerindehaver(ne) på regningen ikke altid dækkende......................................... 150
Oplysning om klinikejer(ne) kan hentes i Den fælles offentlige sundhedsportal ....................................... 151
e. Klinikejerens konkursbo .......................................................................................................................... 152
f. Klinikejerens dødsbo ................................................................................................................................ 153
g. Tandlægeforeningens sikringsordning .................................................................................................... 154
B. Ansatte tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten........................................................... 155 - 157
III. Uden partsstatus ........................................................................................................................... 158 - 163
PARTSHABILITET .................................................................................................................................. 164
FRISTER ...........................................................................................................................................165 - 175
KRAVSFRISTER .............................................................................................................................165 - 170
5-års fristen ........................................................................................................................................ 166 - 167
- 249 -
2-års fristen ........................................................................................................................................ 168 - 169
”Kravsfrist” og ”forældelsesfrist” ................................................................................................................ 170
ANKEFRISTEN ...............................................................................................................................171 - 175
AFSNIT III: SAGSOPLYSNING ................................................................ 176 - 192
OPLYSNINGSGRUNDLAGET.................................................................................................... 176 - 181
Det tilstrækkelige og forsvarlige oplysningsgrundlag ................................................................................. 177
Retsgrundlaget afgørende for, hvilke oplysninger der skal fremskaffes............................................ 178 - 181
RETLIGE GRÆNSER FOR SAGENS OPLYSNING ...............................................................182 - 183
DE ENKELTE OPLYSNINGSSKRIDT........................................................................................184 - 187
1. Generelt om oplysningsskridt.................................................................................................................. 184
2. Partens pligt til at give oplysninger og til at medvirke til oplysningen........................................... 185 - 187
UNDERRETNING AF REGISTREREDE ...................................................................................188 - 192
AFSNIT IV: SAGSBEHANDLINGSREGLER .............................................. 193 – 249
ALMINDELIGE KRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN ............................................................193 - 247
KRAV 1: VEJLEDNING .................................................................................................................195 - 198
KRAV 2: REPRÆSENTATION OG BISTAND ........................................................................ 199 – 205
Repræsentant ..................................................................................................................................... 200 - 203
Bisidder ............................................................................................................................................... 204 - 205
KRAV 3: PARTSAKTINDSIGT .................................................................................................... 206 - 222
1. Hovedreglen ................................................................................................................................... 207 - 208
2. Notatpligt................................................................................................................................................. 209
3. Udsættelse af sagens afgørelse ............................................................................................................... 210
4. Dokumenter, der er undtaget fra partsaktindsigt .......................................................................... 211 - 214
5. Oplysninger, der kan undtages fra partsaktindsigt ........................................................................ 215 - 216
6. Sagsbehandling af ansøgninger om partsaktindsigt ....................................................................... 217 - 219
7. Indsigt for registrerede personer ................................................................................................... 220 - 222
- 250 -
KRAV 4: PARTSHØRING ............................................................................................................223 - 229
Bestemte, faktiske, væsentlige oplysninger, der er til ugunst for og ukendte af parten ................... 223 - 225
Selvsyn ......................................................................................................................................................... 226
Udsættelse af sagen ........................................................................................................................... 227 - 228
Undtagelser fra partshøringspligten ........................................................................................................... 229
KRAV 5: BEGRUNDELSE ............................................................................................................230 - 239
1. Begrundelsespligt .................................................................................................................................... 230
2. Begrundelsens indhold ................................................................................................................... 231 - 238
Landssamarbejdsudvalgets anvisninger ............................................................................................. 232 - 233
Argumenter, der ikke er lagt til grund ......................................................................................................... 234
Begrundelsen skal fremstå som forklaring .................................................................................................. 235
Konklusion på begrundelsen ....................................................................................................................... 236
Andre spørgsmål................................................................................................................................. 237 - 238
3. Udformning af afgørelsen (retsfølgen) .................................................................................................... 239
KRAV 6: KLAGEVEJLEDNING ...................................................................................................240 - 244
KRAV 7: AFGØRELSENS FORM OG MEDDELELSE I ØVRIGT ........................................245 - 247
1. e-mail ....................................................................................................................................................... 245
2. Afgørelsens meddelelse ................................................................................................................. 246 - 247
SPECIALKRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN ..........................................................................248 - 249
PATIENTJOURNALER ........................................................................................................................... 248
UDTRYKKELIG STILLING TIL SPØRGSMÅLET OM DISCIPLINÆRANSVAR......................... 249
AFSNIT V: BEVISAFGØRELSE ................................................................ 250 - 261
TILVEJEBRINGELSE AF OPLYSNINGER (BEVISFAKTA) .......................................................... 251
BEVISRETTEN................................................................................................................................252 - 261
BEVISVURDERING ................................................................................................................................ 253
BEVISBYRDE...................................................................................................................................254 - 261
I. Disciplinæransvar ..................................................................................................................................... 256
II. Kontraktansvar ............................................................................................................................... 257 - 261
- 251 -
Ansvarstype 1: Arbejdspræstation .............................................................................................................. 258
Ansvarstype 2: Arbejdsresultat .......................................................................................................... 259 - 261
6 måneders-reglen ...................................................................................................................................... 261
AFSNIT VI: UGYLDIGHED .................................................................... 262 – 286
UGYLDIGHEDSBEGREBET ........................................................................................................262 - 267
Definition ..................................................................................................................................................... 262
Nullitet og anfægtelighed................................................................................................................... 263 - 264
Ugyldighed rammer kun afgørelser............................................................................................................. 265
Pligt til at prøve ugyldighedsspørgsmål....................................................................................................... 266
Prøvelsens indhold ...................................................................................................................................... 267
BETINGELSER FOR UGYLDIGHED .........................................................................................268 - 286
I. Fejl, som er retlige mangler ............................................................................................................. 269 - 281
A. Ulovligt indhold .............................................................................................................................. 269 - 271
1. Bedømmelsesgrundlaget er gældende ret ..................................................................................... 269 - 270
2. Strid med gældende ret.......................................................................................................................... 271
B. Grundlæggende formkrav ....................................................................................................................... 272
C. Kompromitteret beslutningsgrundlag ............................................................................................ 273 - 281
1. Habilitet .......................................................................................................................................... 273 - 275
2. Officialprincippet ..................................................................................................................................... 276
3. Partsrepræsentation ............................................................................................................................... 277
4. Partsaktindsigt ................................................................................................................................ 278 - 279
5. Partshøring .............................................................................................................................................. 280
6. Begrundelse ............................................................................................................................................. 281
II. Fejl, som ikke er retlige mangler .................................................................................................... 282 - 285
III. Særlige omstændigheder ....................................................................................................................... 286
AFSNIT VII: AFGØRELSESFORMER ....................................................... 287 - 298
Stadfæstelse ................................................................................................................................................ 288
Ændring ....................................................................................................................................................... 289
- 252 -
Ophævelse, hjemvisning .................................................................................................................... 290 - 291
Afvisning ............................................................................................................................................. 292 - 295
Henvisning ................................................................................................................................................... 296
Genoptagelse, omgørelse, berigtigelse ....................................................................................................... 297
Formalitetsafgørelser og realitetsafgørelser ............................................................................................... 298
AFSNIT VIII: RETSMIDLER MOD NÆVNSAFGØRELSER.......................... 299 - 321
ANKE .................................................................................................................................................299 -309
1. Begreb ............................................................................................................................................ 299 - 300
2. Hvordan rejses en ankesag? .................................................................................................................... 301
3. Sagsforberedelsen i Landstandlægenævnet ........................................................................................... 302
4. Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag............................................................................ 303 - 306
Ny lovgivning ............................................................................................................................................... 304
Nye oplysninger ........................................................................................................................................... 305
Grænse for nova .......................................................................................................................................... 306
5. Landstandlægenævnets ændriger til skade for den ankende (reformatio in pejus) ..................... 307 - 309
GENOPTAGELSE ..........................................................................................................................310 - 315
OMGØRELSE .................................................................................................................................316 - 320
Genvurdering............................................................................................................................................... 318
I almindelighed ingen adgang til omgørelse ............................................................................................... 319
Pligt til omgørelse? ...................................................................................................................................... 320
BERIGTIGELSE........................................................................................................................................ 321
AFSNIT IX: GENNEMFØRELSE AF NÆVNSAFGØRELSER ........................ 322 - 326
DEPONERING ......................................................................................... 322 - 325
I. Sikkerhedsstillelse .................................................................................................................................... 322
II. Frigivelse af depot ................................................................................................................................... 323
III. Tilbagesøgning af skyldigt beløb.................................................................................................... 324 - 325
A. Kravet taget til inkasso ............................................................................................................................ 324
- 253 -
B. Når inkassosag ikke verserer? ................................................................................................................. 325
INDEHOLDELSE I TILSKUD FOR PATIENTENS KRAV ............................................ 326
AFSNIT X: UNDERRETNING M.V. ......................................................... 327 - 330
FJERDE DEL – TANDKLAGEANSVARET - DISCIPLINÆRANSVAR
332 - 429
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD ............................................................. 332 - 395
TANDLÆGEPLIGTER ...................................................................................................................332 - 368
TANDLÆGEPLIGTER 1: TANDLÆGEN OG FORVALTNINGSRETTEN..........................332 - 337
Intet forvaltningsretligt ansvar for tandlægen selv, og dog … ................................................................. 332
Tandlægen vælger frit sine patienter selv, men … ........................................................................... 333 - 334
Vejledning og repræsentation ............................................................................................................ 335 - 336
Partshøring .................................................................................................................................................. 337
TANDLÆGEPLIGTER 2: DEN ALMINDELIGT ANERKENDTE TANDLÆGEFAGLIGE
NORM
............................................................................................................................................................338 - 357
Den tandlægefaglige norm og skønnet .............................................................................................. 343 - 345
Eksempler .................................................................................................................................................... 346
Udskydelse af behandling............................................................................................................................ 347
Flere behandlingsseancer ............................................................................................................................ 348
Den tandlægefaglige norm og proportionaliteten ............................................................................. 349 - 351
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd ..................................................................................... 352 - 357
TANDLÆGEPLIGTER 3: DELEGATION...................................................................................358 - 362
Forbeholdt virksomhedsområde ................................................................................................................. 358
Opgaverne kan som hovedregel delegeres ................................................................................................. 359
Udvælgelse, instruktion, tilsyn .................................................................................................................... 360
Informeret samtykke ................................................................................................................................... 361
- 254 -
Opgaver, der ikke kan delegeres ................................................................................................................. 362
TANDLÆGEPLIGTER 4: JOURNALFØRING M.M. .............................................................363 - 366
TANDLÆGEPLIGTER 5: KOSMETISK BEHANDLING.........................................................367 - 368
Forbeholdt virksomhed, skærpede forpligtelser......................................................................................... 368
PATIENTRETTIGHEDER .............................................................................................................369 - 395
PATIENTRETTIGHEDER 1: SELVBESTEMMELSE ...............................................................369 - 387
Selvbestemmelse 1: Information ........................................................................................................ 369 - 375
Information - Indhold ......................................................................................................................... 370 - 372
Information - Form ...................................................................................................................................... 373
Information – Hvem? .................................................................................................................................. 374
Journaltilførsel ............................................................................................................................................. 375
Selvbestemmelse 2: Samtykke............................................................................................................ 376 - 385
Samtykke - Frivillighed........................................................................................................................ 376 - 378
Samtykke - Form ................................................................................................................................. 379 - 382
Samtykke - Indhold ............................................................................................................................. 383 - 385
Selvbestemmelse 3: Biologisk materiale ............................................................................................ 386 - 387
PATIENTRETTIGHEDER 2: FORTROLIGHED .......................................................................388 - 395
Fortrolighed 1: Tandlægens tavshedspligt ......................................................................................... 388 - 389
Fortrolighed 2: Håndtering af helbredsoplysninger m.v. ................................................................... 390 - 395
Håndtering A – Elektronisk indhentning af helbredsoplysninger m.v................................................ 390 - 391
Håndtering B – Videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med behandling ....................... 392 - 395
Videregivelse i forbindelse med behandling. ..................................................................................... 392 - 393
Videregivelse til andre formål ............................................................................................................ 394 - 395
AFSNIT II: SANKTIONER ....................................................................... 396 - 429
INDLEDNING ................................................................................................................................ 396 – 400
Ingen tilrettevisning..................................................................................................................................... 397
Ingen indskærpelse af pligter ...................................................................................................................... 398
Almindelig kritik og kvalificeret kritik .......................................................................................................... 399
Offentliggørelse, overvejelse om tiltale ...................................................................................................... 400
- 255 -
TRE SANKTIONER .......................................................................................................................401 - 429
SANKTIONER 1: KRITIK ..............................................................................................................401 - 411
I. Almindelige betingelser for kritik .................................................................................................... 401 - 404
1. Kritik forudsætter skyld ........................................................................................................................... 402
2. Kritik forudsætter forseelse af en vis grovhed ........................................................................................ 403
3. Kritik udtales altid efter et skøn i det konkrete tilfælde ......................................................................... 404
II. Kvalificeret kritik ............................................................................................................................. 405 - 411
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskomsten ............................................................................ 405 - 407
B. Praksis............................................................................................................................................. 408 - 410
Grovere tilfælde .......................................................................................................................................... 408
Gentagne tilfælde – massiv tilsidesættelse af pligterne ............................................................................. 409
Både grovere og gentagen .......................................................................................................................... 410
C. Kvalificeret kritik forudsætter ikke strafbart forhold .............................................................................. 411
SANKTIONER 2: OFFENTLIGGØRELSE .................................................................................412 - 426
Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2 ...................................................................................................... 412
Forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2 ................................................................. 413 - 414
Offentliggørelsesbekendtgørelsen .............................................................................................................. 415
Offentliggørelse i tilfælde af 1. gangs kritik ....................................................................................... 416 - 418
Offentliggørelse i tilfælde af 2. gangs kritik ....................................................................................... 419 - 420
Offentliggørelse i tilfælde af 3. (eller flere) gangs kritik..................................................................... 421 - 424
Lovordningen fungerer ikke i praksis ................................................................................................. 425 - 426
SANKTIONER 3: OVERVEJELSE OM TILTALEREJSNING ................................................. 427 - 429
FEMTE DEL – TANDKLAGEANSVARET - KONTRAKTSANSVAR ....435 - 649
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN .................................................... 435 – 448
Tandlægekontrakten: Køb, bestillingskøb, værksleje, forbrugertjeneste? ........................................ 435 - 439
Begrænsninger i aftalefriheden.......................................................................................................... 440 - 443
Hvem er patientens medkontrahent? ................................................................................................ 444 - 446
- 256 -
Principalansvar ............................................................................................................................................ 447
Udlån af klinik .............................................................................................................................................. 448
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG .............. 449 - 465
TANDLÆGEARBEJDE .......................................................................................................................... 449
TO HOVEDFORPLIGTELSER..................................................................................................... 450 - 459
FØRSTE HOVEDFORPLIGTELSE: FAGLIGT TILFREDSSTILLENDE UDFØRELSE........450 - 452
Arbejdet skal altid opfylde den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm ............................... 451 - 452
ANDEN HOVEDFORPLIGTELSE: OMSORG, HERUNDER VEJLEDNING .....................453 - 459
Eksempel 1: Flere muligheder ..................................................................................................................... 454
Eksempel 2: Unødvendig dyr udførelse....................................................................................................... 455
Eksempel 3: Billigere udførelse ................................................................................................................... 456
Eksempel 4: Yderligere arbejde .......................................................................................................... 457 - 458
Eksempel 5: Brug, vedligehold, opfølgning ................................................................................................. 459
TILLÆGSARBEJDE........................................................................................................................460 - 465
Hvad har patienten bestilt? ......................................................................................................................... 461
Ikke bestilt ................................................................................................................................................... 462
Initiativpligt.................................................................................................................................................. 463
Forholdsordre - samtykke .................................................................................................................. 464 - 465
AFSNIT III: RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG ....... 466 - 473
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN? ................................................................................. 466
Udefra kommende begivenheder ............................................................................................................... 467
AFLEVERING..................................................................................................................................468 - 473
Hvornår er aflevering sket? ............................................................................................................... 469 – 470
Delaflevering ............................................................................................................................................... 471
Rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter ...................................................................... 472
Risikoovergang efter aflevering................................................................................................................... 473
- 257 -
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET .......................................................... 474 - 558
INDLEDNING - GARANTI..........................................................................................................474 - 475
DET GENERELLE MANGELSBEGREB ................................................................................... 476 – 514
GRUNDLÆGGENDE DEFINITION ...........................................................................................476 - 478
Udfyldning af aftalen ................................................................................................................................... 477
Tandlægeydelsens beskaffenhed eller brugbarhed .................................................................................... 478
ANSVARSTYPE 1: PRÆSTATIONSANSVAR..........................................................................479 - 488
Når ydelsen er en arbejdspræstation. ................................................................................................ 479 - 480
No cure, no pay gælder ikke ............................................................................................................... 481 - 482
Den faglige præstation ....................................................................................................................... 483 - 484
Den (måske) mislykkede præstation ........................................................................................................... 485
Specialydelse m.m. ...................................................................................................................................... 486
Den fagligt uforsvarlige præstation............................................................................................................. 487
Præstation med dårlige materialer ............................................................................................................. 488
ANSVARSTYPE 2: RESULTATANSVAR ..................................................................................489 - 498
Når ydelsen er et arbejdsresultat ................................................................................................................ 490
Protetik m.v. ....................................................................................................................................... 491 - 492
Mangelsbedømmelse af resultatet .................................................................................................... 493 - 498
Hvilket resultat kan patienten forvente? .................................................................................................... 494
Ringere beskaffenhed - eksempler.............................................................................................................. 495
Dårlig kosmetik og lignende ........................................................................................................................ 496
Resultat med dårlige materialer. ........................................................................................................ 497 - 498
PRÆSTATIONSANSVAR ELLER RESULTATANSVAR? .......................................................499 - 500
Resultatet usikkert ...................................................................................................................................... 500
FORHOLD, SOM PATIENTEN BÆRER RISIKOEN FOR .....................................................501 - 504
Eksempler – patientens risiko ............................................................................................................ 502 - 504
HVORNÅR MANGELSVURDERING?............................................................................................... 505
SKJULTE MANGLER .....................................................................................................................506 - 510
TANDLÆGENS FORSØMMELSE EFTER RISIKOENS OVERGANG ................................511 - 512
- 258 -
ANDRES FORSØMMELSE ................................................................................................................... 513
DELAFLEVERET ARBEJDE BESKADIGES VED DEN SENERE RESTOPFYLDELSE M.V. .... 514
SPECIELLE MANGLER ................................................................................................................515 - 545
SPECIELLE MANGLER 1: URIGTIGE ELLER VILDLEDENDE OPLYSNINGER ..............516 - 521
Reklamer og lignende .................................................................................................................................. 518
Resultatansvar ............................................................................................................................................. 519
Prisforhold .......................................................................................................................................... 520 - 521
SPECIELLE MANGLER 2: TILSIDESÆTTELSE AF LOYAL OPLYSNINGSPLIGT ............522 - 525
Skade m.m. ........................................................................................................................................ 524- -525
SPECIELLE MANGLER 3: RISIKO FOR SKADE PÅ PATIENTEN ......................................526 - 545
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet............................................................................................... 528
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført ............................................................................................. 529
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten.............................................................................. 530
Patientens samtykke ................................................................................................................................... 531
Behørig vejledning ....................................................................................................................................... 532
Hvis patienten insisterer ............................................................................................................................. 533
Tandlægen må sige fra ................................................................................................................................ 534
Patientens manglende påpasselighed ......................................................................................................... 535
Fare og manglende faglig forsvarlighed ...................................................................................................... 536
Boringer .............................................................................................................................................. 537 - 540
Boringer – Eksempler må mangelfri ydelser ...................................................................................... 541 - 542
Fremmedlegemer ........................................................................................................................................ 543
Særligt om rodfiler ...................................................................................................................................... 544
Rodfyldninger .............................................................................................................................................. 545
MANGEL KONTRA SKADE .......................................................................................................546 - 558
SKADE PÅ ARBEJDSOBJEKTET ......................................................................................................... 547
SKADE PÅ OMGIVELSERNE (PATIENTEN) ..........................................................................548 - 558
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet? ......................................... 549
”Omgørelse” nu som forud ......................................................................................................................... 550
Hvad er ”omgørelse” i nærværende forbindelse? ...................................................................................... 551
- 259 -
Mulighed for omgørelse uden mangel ............................................................................................... 552 - 553
Eksempler ........................................................................................................................................... 554 - 557
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling........................................................................................... 558
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER .................................... 559 - 622
Garanti ......................................................................................................................................................... 560
Kontraktserstatning og skadeserstatning ikke til rådighed i Tandklagesystemet ....................................... 561
Valget af beføjelser er frit .................................................................................................................. 562 - 563
MANGELSBEFØJELSE 1: TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER
HONORARVÆRDIGT..................................................................................................................564 - 581
NÅR VÆSENTLIGT MANGELFULD YDELSE KAN FORVENTES MED SIKKERHED...565 - 566
HVAD BETYDER ”IKKE HONORARVÆRDIGT”? .................................................................567 - 577
Hvornår væsentligt forfejlet (ikke honorarværdigt)? ......................................................................... 568 - 569
Stort set værdiløst og kassabelt .................................................................................................................. 570
Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt ........................... 571 - 577
Honorar skal tilbagebetales......................................................................................................................... 573
Tilbagelevering. Uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten? ......................................................... 574
Det mangelfulde arbejdes eventuelle værdi for patienten ......................................................................... 575
Godtgørelse ................................................................................................................................................. 576
Risikoen ....................................................................................................................................................... 577
DELVIST HONORARVÆRDIGT ................................................................................................ 578 – 581
Beregning af delhonorarer - Eksempler ...................................................................................................... 580
Eventuel tilbagegivelse, når arbejdet er delvist honorarværdigt................................................................ 581
MANGELSBEFØJELSE 2: OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REGNING.................................................................................................................................................582 - 609
Omgørelsesbeføjelsen forudsætter mangel at udbedre .................................................................... 583 - 584
Parternes interesse i omgørelse .................................................................................................................. 585
VILKÅR 1: OMGØRENDE BEHANDLING DYRERE .............................................................586 - 593
Prisstigninger ............................................................................................................................................... 589
Prisoplysning - Dokumentation .......................................................................................................... 590 - 591
- 260 -
1.000 kr.-reglen .................................................................................................................................. 592 - 593
VILKÅR 2: PÅ SAMME BETINGELSER NU SOM FØR .......................................................594 - 597
Eksempler .................................................................................................................................................... 595
For lidt arbejde på grund af manglende fagmæssighed ............................................................................. 596
Accessorisk arbejde ..................................................................................................................................... 597
VILKÅR 3: TILLÆGSARBEJDE MÅ IKKE VÆRE NØDVENDIGT ......................................598 - 600
VILKÅR 4: IKKE, HVIS URIMELIG OPOFRELSE ............................................................................ 601
ANDRE SPØRGSMÅL ..................................................................................................................602 - 609
Omgørelse uanset om formålet væsentligt forfejlet................................................................................... 602
Ingen tidsbegrænsning ................................................................................................................................ 603
Risikoen ....................................................................................................................................................... 604
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler ........................................................................... 605
Godkendelse af tilbud ........................................................................................................................ 606 - 607
Patientens pligt til medvirken ..................................................................................................................... 608
Tilbagelevering i omgørelsessager .............................................................................................................. 609
MANGELSBEFØJELSE 3: AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN .....610 - 619
OBJEKTIV OG SUBJEKTIV VÆRDIFORRINGELSE...............................................................611 - 613
Bagateller..................................................................................................................................................... 612
Honorar i forvejen fastsat under hensyn til manglen ................................................................................. 613
UDMÅLING AF AFSLAG .............................................................................................................614 - 617
Eksempler .................................................................................................................................................... 615
Hvad er arbejdet værd med og uden mangler? .......................................................................................... 616
Den praktiske udmåling af afslaget: Svarende til omgørelsesudgiften ....................................................... 617
AFSLAGSBEFØJELSEN ANVENDES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS ..............................618 - 619
Svigtende æstetiske forudsætninger .......................................................................................................... 619
MANGELSBEFØJELSE 4: ERSTATNING – IKKE TIL RÅDIGHED I
TANDKLAGESYSTEMET ............................................................................................................620 - 622
Positiv opfyldelsesinteresse ........................................................................................................................ 621
Negativ kontraktinteresse ........................................................................................................................... 622
- 261 -
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF
ANGELSBEFØJELSER-NE....................................................................... 623 - 649
UDELUKKELSE – TILBUD OM OMGØRELSE .....................................................................623 - 631
RET TIL OMGØRELSE? ...............................................................................................................623 - 630
Omgørelsestilbud i tilbagebetalingssager ................................................................................................... 624
Tidspunkt for tilbud om omgørelse ............................................................................................................ 625
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke.......................................................................................... 626
Omgørelse inden rimelig tid ........................................................................................................................ 627
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten ......................................................................................... 628
Ret til, at en anden tandlæge foretager omgørelsen .................................................................................. 629
Tandlægen har Ikke ret til omgørelse, hvis patienten har særlig grund til at afslå tilbuddet ..................... 630
RET TIL OMGØRELSE ER SJÆLDENT RESULTATET I NÆVNSPRAKSIS ............................... 631
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION ....................................................................556 - 562
BORTFALD VED MANGLENDE REKLAMATION? ..............................................................632 - 638
Fristen løber tidligst fra afleveringen .......................................................................................................... 633
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget .............................................. 634 - 635
Reklamationsfristens længde ...................................................................................................................... 636
Fristudløb..................................................................................................................................................... 637
BORTFALD STATUERES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS ............................................................ 638
OPHØR – FORÆLDELSE ............................................................................................................639 - 649
Fristerne ...................................................................................................................................................... 639
Begyndelse og suspension.................................................................................................................. 640 - 641
Afbrydelse........................................................................................................................................... 642 - 644
Retsvirkninger af afbrydelse ............................................................................................................... 644 - 647
Kan forældelsesreglerne fraviges? ..................................................................................................... 648 - 649
SJETTE DEL – TANDSKADE - DELIKTSANSVAR ............................................650 - 678
- 262 -
AFSNIT I: ERSTATNINGSKRAV – IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTEMET
............................................................................................................ 651 - 677
VEJLEDNING..................................................................................................................................652 - 675
VEJLEDNINGPLIGTEN, JF. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVENS § 23 .................................. 652
HVAD ER TANDSKADE? .............................................................................................................653 - 675
I. Ansvar uden for kontrakt ......................................................................................................................... 653
II. Skade .............................................................................................................................................. 654 - 655
A. Hvad er skade? ...................................................................................................................................... 654
B. Elementer i skadesforløbet ..................................................................................................................... 655
III. Personskade ........................................................................................................................................... 656
A. Økonomisk personskade ......................................................................................................................... 657
B. Ikke-økonomisk personskade .................................................................................................................. 658
IV. Tandskade .....................................................................................................................................659 - 665
A. Grundbetingelser for tandskade ............................................................................................................. 660
B. Negativ afgrænsning ...................................................................................................................... 661 - 665
1. Risiko for skade........................................................................................................................................ 661
2. Kun, hvis forårsaget ved tandlægens undersøgelse eller behandling ..................................................... 662
3. Skade på arbejdsobjektet, omgørelse på samme betingelser ................................................................ 663
4. Optimering og udskudt behandling ......................................................................................................... 664
5. Information og samtykke ........................................................................................................................ 665
V. Erstatning og godtgørelse ..............................................................................................................666 - 669
A. Efter almindelige regler ........................................................................................................................... 666
B. Efter Patientforsikringsordningen .................................................................................................. 667 - 668
C. Efter Patientskadeforsikringen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring ...................................... 669
HVORNÅR VEJLEDES DER? - TOMMELFINGERREGLER ................................................670 - 675
I. Vejledning på foranledning af patientens angivelser ............................................................................... 671
II. Vejledning uden patientens foranledning ...................................................................................... 672 - 675
A. Manglende eller ufuldstændig diagnostik m.v........................................................................................ 673
B. Øvrige mangelstilfælde ........................................................................................................................... 674
C. Den generelle regel ................................................................................................................................. 675
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL ...............................................................................676 - 677
- 263 -
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR ................................................................ 678
-o-
Appendiks .......................... Eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse