16 Viva Designeren Christopher Bailey scorede point hos moderedaktricerne, da han dekorerede modehuset Burberrys ikoniske treachcoat med afrikanske mønstre. Blandt afrikanerne var begejstringen knapt så overstrømmende. Foto: PR Design SØNDAG DEN 17. JUNI 2012 Globalisering i garderoben Afrikanske mønstre, japanske kimonojakker, brusende sigøjnerskørter og frynser à la præriens indianere. Modens kompas peger i alle verdenshjørner, når designerne denne sæson går på hugst i det kulturelle arvegods. MARIE GRAUNBØL | viva@jp.dk E n klassisk, skarpskåren trenchcoat med et spraglet orange mønster efter gammel ghanesisk tradition! Således klædt spadserede en myndeslank model ned ad podiet under sæsonens show for det hæderkronede britiske modehus Burberry, og knapt havde journalisterne forladt salen, før der ivrigt blev blogget, tweetet og rapporteret om chefdesigner Christopher Baileys modige og globaliseringsbegejstrede genfortolkning af den ærkeengelske beklædningsgenstand. Ikke mindst fordi Burberrys succes gennem de seneste snart 160 år er grundlagt på netop trenchcoaten, der under normale omstændigheder holdes i en mere konservativ farveskala. Hovedpersonen selv lagde i de efterfølgende interviews mest vægt på den store tilfredsstillelse ved at arbejde med »smukke håndtrykte metervarer«, men andre steder var kommentarerne noget mere skeptiske. »Hvordan kan det være, at afrikanske tekstiler først er relevante, når folk uden for Afrika udråber dem til at være det,« funderede en skribent blandt andet i online-magasinet Orijin Culture, der henvender sig til den afrikanske diaspora i Europa og USA. Mellemrubrik I et historisk perspektiv er der imidlertid intet nyt i Christopher Baileys ﬂirt med det eksotiske. Allerede i 1700-tallet fandt den arabiske inspiration vej til den europæiske elite, hvor adelen tog til maskerade iklædt turban og haremsbukser, mens det i 1920’erne var levemanden og modeskaberen, franske Paul Poiret, som dyrkede en hidtil uset spraglet farvepalet og introducerede datidens stilbevidste borgerskab for leopardpletter og orientalske broderier. I 1960’erne smittede ﬂower-powerbevægelsens budskaber om verdensfred og tolerance af i garderoben, hvor afghanerpelsen og den løsthængende kaftan ﬂyttede ind som vidnesbyrd om global solidaritet, mens det i 1970’erne i stedet var et veritabelt boom af billige importvarer fra bl.a. Indien, der gjorde det muligt for ungdommen at signalere oprør, frisind og samhørighed med befolkningen i den tredje verden. Og endelig var der 1990’erne, hvor belgiske Dries Van Noten ﬁk luksusforbrugernes øjne op for folkloristisk mønstermiks, og danske designere, med Susanne Rützou og duoen bag Munthe plus Simonsen i spidsen, lærte deres blege landsmænd at klæde sig i lag-på-lag med perler, pallietter og pangfarver. Men når modens kompas igen i dag lader til at pege i retning af det eksotiske, så er inspirationskilderne ofte langt mere mangfoldige, end det ser ud, når modekritikerne især hæfter sig ved de afrikanske mønstre eller indianske frynser, der lige nu kan opleves hos designere som den italienske medie-darling Stella Jean, franske Isabel Marant eller Sophie Albou bag modehuset Paul & Joe. Det mener Anja Bisgaard Gaede, der er trendchef hos danske Pej Gruppen, som rådgiver modeindustrien, når det handler om at forudsige de farver, prints og snit, der i kommende sæsoner sælger ude på butiksbøjlerne. Det interessante er nemlig, hvordan den vestlige mode indoptager den eksotiske inspiration og gør den til sin egen. »Når vi taler om etnisk mode, så handler det ikke om at klæde sig på som f.eks. en indianer, men om, hvordan designerne i vores del af verden fortolker den etniske inspiration og lader den eksistere side om side med alt det, vi ellers er optagede af. Derfor er der snarere tale om en fusion mellem stilarter, og her vil man opleve, at der dels er mange og ofte meget forskelligartede etniske referencer i spil på en gang, og at det ofte er farver og print, der slår stærkest igennem – i hvert fald, når det handler om mainstreammoden,« forklarer hun. Den etniske indﬂydelse har det nemlig med at være stærkere på tegnebrættet ude i virksomhederne end hjemme i garderobeskabene, og der er derfor ofte også stor forskel på, hvordan moden ser ud på catwalken og på gaden. »Når kollektionerne præsenteres i reklamekampagner eller til shows, skrues der lidt ekstra op for signalerne, og der gøres meget ud af at style sig frem til et bestemt look. Når tøjet derimod skal bruges i hverdagen af en forbruger, der ikke nødvendigvis har mod på at iføre sig fjer, frynser og indianerﬂetninger, så er det væsentligt for salgbarheden, at den etniske inspiration optræder i form af nogle langt mere nedtonede referencer, der f.eks. pepper den stramme, nordiske stil op, men ikke dominerer den fuldstændigt,« lyder det fra Anja Bisgaard Gaede, der bl.a. peger på, hvordan den seneste tids politiske omvæltninger i mellemøsten vil ﬁnde vej til de danske klædeskabe. Men inspirationen går også den anden vej. Mellemrubrik »Så markante samfundsomvæltninger smitter af på moden. Lige nu ser vi, hvordan designerne i den vestlige verden låner f.eks. farver og motiver til prints fra Mellemøsten, men også hvordan moden i de arabiske lande tager farve af f.eks. vesteuropæisk luksus. Påvirkningen er absolut gensidig,« fortæller hun og spår, at vi til efteråret alle vil få del i den arabiske indﬂydelse. For ligesom når det gælder andre tendenser, så tager det en sæson eller to, før industriens store tøjkøbmænd hopper med på bølgen – og da er designerne på toppen af modens hierarki i de store internationale huse for længst sprunget videre til noget nyt. »Til vinter drypper referencerne ned i branchens kommercielle lag, og så forsvinder også det overgjorte og de meget markante etniske signaler, så vi alle sammen kan være med. Men inspirationen er der stadig!« Men hvorfor denne evige optagethed af fremmedartede klædedragter? Ét bud er, at vi ønsker at iscenesætte os selv som berejste verdensborgere, et andet, at verden er blevet så lille, at de kulturelle grænser udviskes med en sådan hast, at det til sidst er svært at skelne mellem deres og vores. Men driften efter det eksotiske behøver ikke altid handle om det store globale fællesskab. Det kan også være et spørgsmål om ikke at falde uden for i de små, lokale fællesskaber, vi til daglig færdes i, mener trendchefen. »Vi udtrykker os og markerer et tilhørsforhold via vores beklædning, og der vil givetvis være mange, som gennem den etniske stil gerne vil vise deres omgivelser, at de favner verden og har et internationalt udblik. Men der er mindst lige så mange, der blot følger strømmen her og nu, og tager de nye tendenser til sig uden at tænke det store over signalværdien,« vurderer hun. Design SØNDAG DEN 17. JUNI 2012 Viva 17 Inspirationen er global hos japanske Tsumori Chisato, der blander nordamerikansk indianer-romantik med Hawaiis palmesus. Foto: PR Danske Munthe plus Simonsen skabte mode i 90’erne, da de ﬁk blegfede danskere til at sværge til det etniske look og banede vejen for en helt ny, bohemet verdensborger-stil. I dag kan det globale udsyn stadig ses i mærkets kollektioner, der i år bl.a. er fyldt med indianerinspirerede frynser. Foto: PR Det multikulturelle miks er blevet det kreative kendetegn hos den fremadstormende italienske designer Stella Jean, der selv er af haitiansk afstamning. Denne sæson blandes farvestrålende østafrikanske mønstre med kimonokjoler og chikke 50’er silhuetter – og der er hverken sparet på armbånd eller hovedbeklædninger. , Foto: PR Når vi taler om etnisk mode, så handler det ikke om at klæde sig på som f.eks. en indianer. Anja Bisgaard Gaede, trendchef Lidt af det hele! Hos franske Isabel Marant består det globale miks denne sæson af både batik, perlebroderi, indiske armringe, pludderbukser og indianerfrynser. Det gamle Egyptens myter var inspirationskilden, da designerne bag svenske Minimarket slog stregerne til sommerens kollektion, som er fyldt med kattemasker, leopardpletter og brændte ørkenfarver. Foto: PR Foto: Copenhagen Fashion Week