1. No category

 Dagpengereformen 2010 -­‐ Et økonomisk styringsredskab. af Camilla Skov Lundgren & Sanne Jakobsen B a c h e l o r p r o j e k t i P o l i t i k & A d m i n i s t r a t i o n I n s t i t u t f o r S a m f u n d o g G l o b a l i s e r i n g R o s k i l d e U n i v e r s i t e t P A -­‐ B 1 , F o r å r s s e m e s t e r e t 2 0 1 3 Abstract
On the basis of the Dagpengereform of 2010, we investigate the effects of the institutional economic sense, upon the design of Danish labour market policy. The investigation of the Dagpengereform
ought to exemplify a general tendency within the decision-making process of the Danish labour
market policy.
The study is based upon Ove K. Pedersen’s, professor at Copenhagen Business School, theoretical
depiction of the government’s development from a welfare-state to that of a competitive state. In
determining whether this development affects the organisation of labour market policy – and the
influence of labour market political interest groups – we execute an empirical study hereof.
In conclusion, we find that the economic sence has caused the government’s economic governance
to be confined by a European framework, encompassing restrictions with regard to the Danish government debt levels. Thus, the Dagpengereform is utilised as an economic governance instrument
and – as a result hereof – the influence of labour market political interest groups has been somewhat
reduced.
2 Resumé
Med udgangspunkt i Dagpengereformen 2010, undersøgers det i projektet hvordan en institutionel
samfundsøkonomisk forestilling påvirker udarbejdelsen af arbejdsmarkedspolitikken i Danmark.
Dagpengereformen undersøges derfor som et eksempel, for at påvise en tendens indenfor den arbejdsmarkedspolitiske beslutningsproces. Undersøgelsen tager udgangspunkt i Ove K. Pedersens,
professor ved Copenhagen Business School, teoretiske beskrivelse af statens udvikling fra velfærdsstat til konkurrencestat.
Den teoretiske beskrivelse af udviklingen undersøges i projektet empirisk, for at beskrive hvordan
udviklingen påvirker arbejdsmarkedspolitikkens organisering, samt arbejdsmarkedspolitiske interesseorganisationers mulighed for at yde indflydelse herpå.
Det konkluderes at den samfundsøkonomiske forestilling har betydet, at den statslige økonomiske
styring udarbejdes i forhold til en europæisk ramme, heri et krav om størrelsen på den danske stats
offentlige gæld. Dette har betydet, at Dagpengereformen anvendes som et økonomisk styringsredskab, og at arbejdsmarkedspolitiske interesseorganisationer som konsekvens heraf har fået ringere
indflydelse.
3 Indholdsfortegnelse
Introduktion Indledning Problemfelt Undersøgelse af problemformuleringen Afgrænsning af feltet 5 5 7 11 13 Metode Videnskabelig tilgang Empiriske overvejelser Analyseguide 14 14 15 18 Samfundsstyringens organisering Velfærdsstaten Velfærdsstatens økonomiske styring Flexicurity-­‐modellen Aktiv arbejdsmarkedspolitik Fleksibelt arbejdsmarked Social sikkerhed Interesseorganisationernes rolle Velfærdsstatens institutionelle udfordringer Den samfundsøkonomiske forestilling 21 21 22 24 24 24 25 26 28 30 Analyse Delanalyse I Den samfundsøkonomiske forestilling Den økonomiske logik Dagpengesystemet som økonomisk styringsredskab Delkonklusion I Delanalyse II Dagpengereformen 2010 Akutpakken Aftale om akutjob Delkonklusion II 33 33 33 37 37 40 41 42 47 51 53 Afslutning Diskussion Resultaternes validitet Konklusion 55 55 58 58 Litteraturliste Bøger Publikationer Artikler og internetsider Love og lovforslag 60 60 62 63 64 Bilagsoversigt 65 4 Introduktion
Indledning
I maj 2010 vedtog den daværende regering bestående af Venstre og Det konservative folkeparti
med støtte fra Dansk Folkeparti aftalen Genopretningspakken, Danmark ud af krisen – regningen
betalt (Genopretningspakken). Med aftalen ville regeringen imødekomme den økonomiske udfordring, der havde ramt Danmark, som følge af lavkonjunkturen (Finansministeriet 2010:4). På daværende tidspunk forudså regeringen, at Danmark var på vej ud af krisen, og at væksten inden for en
nær fremtid ville stige. Regeringen begrundede dette med, at man havde ført en ekspansiv finanspolitik, hvilket havde betydet, at der igen var økonomisk vækst i Danmark, og at ledigheden ikke var
steget så meget som forventet (Finansministeriet 2010:4). I aftalen står der:
”[…] Det skyldes ikke mindst regeringens resolutte krisepolitik […] Finanspolitikken er lempet historisk meget og er mere lempelig end i de øvrige EUlande […]. De offentlige investeringer er øget markant. Der er gennemført en fuldt finansieret skattereform, som styrker vækst og beskæftigelse.” (Finansministeriet 2010:4).
Den daværende regering begrundede derfor den samfundsmæssige vækst, og forventningen om øget
beskæftigelse med den førte økonomiske politik i Danmark. Der argumenteredes dog for, at lavkonjunkturen endnu ikke var ovre, men at Danmark stod over for to økonomiske udfordringer: At nedbringe den offentlige gæld, og skabe økonomisk vækst (Finansministeriet 2010:5). Den økonomiske
udfordring var dog i lige så høj grad også et udtryk for, at Danmark var underlagt et krav fra EU. I
2010 fik Danmark en henstilling af EU-kommissionen om at nedbringe underskuddet på betalingsbalancen sådan, at det ikke ville overstige 3 pct. af BNP (Finansministeriet 2010b). Nedbringelsen
af underskuddet var derfor ikke blot et udtryk for en national-økonomisk politik på det indre danske
marked, men et udefrakommende økonomisk krav fra EU.
Som en del af Genopretningspakken, var man derfor nødt til at nytænke dansk arbejdsmarkedspolitik. Derfor nedsatte regeringen i 2007 en arbejdsmarkedskommission, der havde til formål at undersøge, hvordan regulering af arbejdsmarkedspolitikken kunne skabe bedre økonomisk vækst og øge
beskæftigelsesudbuddet. Kommissionen kom med sin færdige rapport Velfærd kræver arbejde i
2009. Grundlæggende konkluderede Arbejdsmarkedskommissionen, at man op gennem 00’erne
5 havde ført en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og derfor havde opnået det arbejdsudbud, der var muligt,
ved brug af aktiv arbejdsmarkedspolitik. Kommissionen foreslog derfor, at man ved regulering af
dagpengesystemet ville kunne nedsætte den strukturelle ledighed, som man så det i 90’erne, uden
det ville være på bekostning af den Flexicurity-modellen og den grundlæggende sikkerhed for borgerne (Arbejdsmarkedskommissionen 2007:81).
Dagpengereformen 2010 (Dagpengereformen) blev mere eller mindre et direkte resultat af Arbejdsmarkedskommissionens arbejde, da man derfor fra politisk side ønskede at mindske ledigheden, udgifterne til udbetaling af dagpenge og øge arbejdsudbuddet, for på den måde at imødekomme EU-kravet om nedsættelse af den strukturelle gæld. Lovændringen betød, at de der på daværende tidspunkt modtog dagpenge, ville miste dagpengeretten første Juli 2012 (Finansministeriet
2010c). Den politisk initierede aftale skabte dog en del røre, blandt andet fra interesseorganisationen FTF1, der allerede i 2010 rettede en skarp kritik af aftalen og direkte beskyldte den for at være
skadelig for den danske Flexicurity-model (FTF 2010).
Godt et halvt år inden effekten af den to-årige periode efter vedtagelsen af dagpengereformen begynder, tiltræder en ny regering i oktober 2011. Social Demokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti danner regering, hvor Radikale Venstre nu er det eneste af regeringspartierne, der
har støttet op om en forkortelse af dagpengeperioden. Danmark oplever imidlertid ikke den økonomiske vækst, man havde forudset da realvæksten i BNP, fra vedtagelsen af dagpengereformen i
2010 til udgangen af 2012, falder fra 1,6 – 0,6 pct. (EU-oplysningen 2013). Den danske økonomi er
derfor stadig presset. Der opleves ikke vækst og gruppen af dagpengemodtagere i dagpengesystemet står til at miste forsørgelsesgrundlaget i juli 2012. Derfor vedtager regeringen en midlertidig
forlængelse af dagpengeperioden, der udskyder forfaldsdatoen til januar 2013.
Der er dog enighed om, at man stadig står overfor en stor udfordring i forhold til at sikre de mange
ledige forsørgelse. Derfor vedtager regeringen i august 2012 Aftale om særlig indsats for ledige,
som risikerer at opbruge deres ret til dagpenge (Akutpakken), i samarbejde med KL2, LO3, DA4,
1
FTF: Funktionærernes og tjenestemændenes fællesråd, er hovedorganisation for 450.000 private- og offentligt ansatte.
KL er en privat interesse- og medlemsorganisation for landets 98 kommuner.
3
LO er paraplyorganisation for 18 fagforbund og repræsenterer 1.1 millioner medlemmer.
4
DA er hovedorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.
2
6 AC5, FTF6 og AK-Samvirke7. Aftalen bliver indgået med bred repræsentation af interesseorganisationer, med viden om og interesser inden for det arbejdsmarkedspolitiske område. Aftalen skulle
fungere som et redskab, til at få de der stod til at miste dagpengeretten i januar 2012 i beskæftigelse
(Beskæftigelsesministeriet 2012). Aftalen indeholdt aktive arbejdsmarkedspolitiske redskaber som
alle parter forpligtede sig til tage i brug i implementeringen, også FTF, som ellers i 2010 rettede
skarp kritik af dagpengereformen, samt rettigheder til dagpengemodtagerne. Der blev dog ikke ændret på den forkortede dagpengeperiode.
I forlængelse af Akutpakken vedtog regeringen i samarbejde med DA, KL og Danske Regioner8
Aftale om akutjob i oktober 2012. Aftale om akutjob indeholdte nogle yderligere redskaber, der
skulle hjælpe de ledige i beskæftigelse, og var endnu engang et resultat af, at man ikke ønskede en
tilbagerulning af dagpengereformen. Aftalen blev udelukkende vedtaget af danske arbejdsgiverorganisationer, hvor DA repræsenterede de private arbejdsgivere, KL repræsenterede kommunerne,
Danske Regioner repræsenterede regionerne og regeringen ligeledes repræsenterer staten som arbejdsgiver.
Aftalen om akutjob indgår både som en del af Akutpakken og som en del af regeringsaftalen Danmark i arbejde, udfordringer for dansk økonomi mod 2020 (2020-planen). I aftalen ridses kommende og nuværende økonomiske udfordringer op, hvor der fokuseres på tre hovedudfordringer: 1)
Danmarks konkurrenceevne er svækket og produktionen er for lav, 2) Danmark står overfor en demografisk udfordring og 3) den offentlige økonomi er presset (Finansministeriet 2011:5f.). Derudover indgår to forskellige tidsperspektiver. Hvor den politiske styring på kort sigt skal skabe vækst,
øge beskæftigelsen og uddanne ungdommen, skal styringen på lang sigt øge vækstmulighederne i
samfundet (Finansministeriet 2011:6).
Problemfelt
Det danske arbejdsmarked er funderet i en stærk korporativ tanke, hvor organiserede interesser har
været en integreret del af den politiske og administrative beslutningsproces (Christiansen 1999:22).
Det har tidligere været normen, at interesseorganisationer har været en integreret del af råd, nævn,
5
AC er paraplyorganisation for 23 faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark.
FTF er hovedorganisation for 450.000 private- og offentligt ansatte.
7
AK-Samvirke er brancheorganisation for 26 statsanerkendte arbejdsløshedskasser i Danmark og repræsenterer 2,1
millioner medlemmer.
8
Danske Regioner er interesseorganisation for de fem danske regioner
6
7 udvalg og kommissioner og ydet indflydelse i politiske beslutningsprocesser (Ibid.). Det har i høj
grad også været gældende for den danske arbejdsmarkedspolitik, hvor borgernes interesser sikres i
Flexicurity-modellen. Udgangspunktet for Flexicurity-modellen er at sikre et fleksibelt arbejdsmarked og borgernes sociale sikkerhed, og via de organiserede interesser har borgerne mulighed for
indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken.
Arbejdsmarkedspolitikken er et centralt element i dansk økonomi, da politikken både påvirker den
offentlige sektor, private arbejdsgivere og virksomheder samt borgerne i samfundet. Arbejdsmarkedet adskiller sig fra et traditionelle marked ved, at arbejdsmarkedet selv uden statslig regulering
eller overenskomster, ikke afspejler udbud og efterspørgsel (Greve m. fl. 2011:129). Dette skyldes
at arbejdsmarkedspolitikken i Danmark reguleres i samarbejde, eller med udgangspunkt i organiserede interesser (Ibid.). Disse interesseorganisationer indgår i styringen af arbejdsmarkedspolitikken,
og deres interesser er derfor traditionelt set en fast del af den danske arbejdsmarkedspolitik og organiseringen af styringen.
Inddragelse af interesseorganisationer problematiseres dog, da det korporative setup skaber et lukket politisk system, hvor staten, i sit forsøg på at regulere markedet og kontrollere udbud og efterspørgsel, bliver afhængig af interesseorganisationerne:
”Jo mere staten kommer til at stå som garant for kapitalismens overlevelse ved
at udvide sine regulerende og intervenerende funktioner, desto mere får den
brug for hierarkiske enhedsinteresseorganisationer med repræsentationsmonopol og deres viden, legitimitet og kapacitet til at lave aftaler med staten på
vegne. […] afhængighedsforholdet mellem staten og interesseorganisationerne
ved at fremhæve, at korporative samspil mellem stat og interesseorganisationer opstår som følge af at der består et magtafhængighedsforhold mellem de
to parter, hvori begge har en vis grad af autonomi, men ikke nok til at de hver
især kan gennemtvinge deres ønsker uden den anden parts medvirken” (BlomHansen m.fl. 1999:12)
Det korporative system gør beslutningsprocessen langsommelig og statisk, og gør den politiske styring mindre omstillingsparat, da staten skal inddrage de korporative interesseorganisationer i beslutningsprocessen. Især ved konjunktursvingninger er det et problem for den politiske styring, da
8 den økonomiske politik ikke kan gennemføres uden om interesseorganisationerne (Nørgaard
1999:58f.).
Ove Kaj Pedersen, professor i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School, har i
bogen Konkurrencestaten optegnet en række institutionelle udfordringer, der påvirker velfærdsstaten og den måde, hvorpå den løser, organiserer og definerer økonomiske problemer. Ved at tage
udgangspunkt i statslig styring som omgivet af en institution beskrives det, hvordan økonomiske,
kulturelle og politiske forestillinger i den institutionelle kontekst, har påvirket den statslige styring
(Pedersen 2011:11). Han beskriver udviklingen af statsstyringen fra velfærdsstat til konkurrencestat.
Ifølge Ove K. Pedersen har perioden omkring 1970’erne til 1990’erne været skelsættende for de
styringslogikker, der ligger til grund for politiske beslutninger i dag (Pedersen 2011:13). I denne
periode bliver dansk økonomi en del af den internationale økonomi, og det er ligeledes i denne periode, at velfærdsstatens finansiering udfordres. Fastkurspolitikken indføres og målet om effektivisering af velfærdsstaten introduceres (Ibid.). Ove K. Pedersen beskriver skiftet fra velfærdsstat til
konkurrencestat som et resultat af institutionelle forandringer. Hvor Danmark tidligere befandt sig i
det han karakteriserer som efterkrigstidens orden, befinder landet sig i dag i en global orden (Pedersen 2011:14).
En central pointe er, at den politiske styring i dag er påvirket af andre forestillinger og logikker end
de, der karakteriserede velfærdsstaten, hvilket har forandret måden hvorpå statslig styring udarbejdes (Pedersen 2011:15). Han beskriver skiftet:
”Velfærdsstaten var i grunden et politisk kulturelt projekt og den politiske
kultur var baseret på en moralsk eller eksistentiel opfattelse af fremtidens
menneske. Denne forestilling om den eksistentielle personlighed er i dag afløst af forestillingen om den opportunistiske person, som har fortrængt den
politiske teori og moralfilosofien fra den offentlige debat og i stedet indsat
økonomismen som samfundets ideologi nummer 1.” (Pedersen 2011:15)
Den økonomiske ideologi beskriver han som den samfundsøkonomiske forestilling, som indbefatter
en forståelse af forholdet mellem staten og økonomien. Den statslige økonomiske forestilling har
9 altså undergået et skift til global orden, hvilket forklarer regeringens forsøg på at efterkomme EU’s
henstilling i forbindelse med Genopretningspakken.
I takt med denne udvikling, er der ligeledes sket en udvikling i organiseringen af arbejdsmarkedspolitikken. Arbejdsmarkedspolitik regulerer arbejdstagere, arbejdsgivere og offentlige institutioners
adfærd, hvorfor indretningen af strukturen har til formål at hæmme eller fremme en ønsket adfærd
på arbejdsmarkedet. Hvor interesseorganisationer tidligere var en integreret del af beslutningsprocessen, er det med den europæiske integration svært at fastholde de korporative strukturer (Christiansen m. fl. 1999:23). I praksis betyder det et skift i inddragelse af interesseorganisationer i arbejdsmarkedspolitikken.
Regulering af dagpengeperioden er et redskab til at motivere dagpengemodtagerne til hurtigere at
finde arbejde (Greve m. fl. 2011:60). Det politiske argument for i 2010 at forkorte dagpengeperioden var netop at få dagpengemodtagerne ud på arbejdsmarkedet. I den nuværende regeringsaftale
Danmark i arbejde, udfordringer for dansk økonomi mod 2020 (2020-planen) var målet ligeledes at
øge beskæftigelsen og skabe vækst. Men væksten siden dagpengereformen i 2010 har været faldende på trods af politiske reformer og lovgivning. På trods af tilsyneladende massiv inddragelse af
interesseorganisationer i både i Akutpakken og Aftale om akutjob, er der stadig mange dagpengemodtagere der mister dagpengeretten. Hvorfor det kan undre, at man i en tid med lavkonjunktur
vælger at forringe sikkerheden for de ledige, ved at regulere på netop dagpengesystemet, da der ved
lavkonjunktur er højere risiko for øget ledighed.
Inddragelsen af interesseorganisationer med ressourcer og viden på området i aftalerne, burde netop
være en fordel for den politiske styring, da inddragelsen af de organiserede ressourcer mobiliseres
og letter implementeringen (Blom-Hansen m. fl. 1999:12). I begge aftaler forpligtiger interesseorganisationerne sig også til at varetage en betydelig del af implementeringen hvilket set fra den teoretiske vinkel, skaber gode forudsætninger for en effektiv politisk styring. Vi finder det derfor interessant at undersøge, hvordan beslutningsprocesserne om de politiske aftaler er forløbet, med specifik interesse for, hvordan interesseorganisationerne er blevet inddraget heri. Vi ønsker dermed at
undersøge i hvilken struktur arbejdsmarkedspolitikken er blevet udarbejdet, fra aftalernes initiering
til implementering.
10 Da interesseorganisationerne repræsenterer danske arbejdstagere og arbejdsgivere, kan det ikke
være i organisationernes interesse, at stadig flere dagpengemodtagere mister dagpengeretten, og
beskæftigelsen og væksten falder. Interesseorganisationerne har derfor valgt at deltage i nogle politiske aftaler, der ikke synes at varetage deres, og deres medlemmers, interesser. Dette på trods af, at
de politiske aftaleskrifter understreger, at alle parter er enige om at stå sammen og løse en fælles
udfordring (Beskæftigelsesministeriet 2012, Beskæftigelsesministeriet 2012b). Derudover er det
især interessant at undersøge, hvorfor og hvordan AK-Samvirke har taget del i Akutpakken, da organisationen arbejder for at lovgivning og regulering af arbejdsmarkedet udarbejdes til fordel for
deres medlemmer – dagpengemodtagerne (AK-Samvirke 2013). Det giver derfor anledning til undren, når en interesseorganisation som AK-Samvirke vælger at være en del af implementeringen af
en aftale, der som løsning på udfordringen for dagpengemodtagerne, ikke forlænger dagpengeperioden eller tilbageregulerer genoptjeningskravet.
Da der er udarbejdet politiske målsætninger både om at styrke produktionen, øge beskæftigelsen og
væksten i Danmark, kan resultatet af den førte arbejdsmarkedspolitik umiddelbart heller ikke siges
at være af interesse for staten. Vi vil derfor undersøge på baggrund af hvilke politiske logikker og
interesser, aftalerne er udarbejdet, samt hvorfor det fra politisk side er valgt at forkorte dagpengeperioden og fastholde denne, når der ikke synes tegn på vækst eller øget beskæftigelse i samfundet.
Konjunkturerne og konsekvenserne heraf er netop af politisk interesse efter en velfærdsstatslig logik, og vi ønsker derfor at undersøge, hvordan den politiske styring har været udfordret, da Danmark netop har tradition for at sikre arbejdstagere, når de står uden beskæftigelse. Vi vil derfor undersøge med hvilket formål staten udarbejder økonomisk styring, samt hvordan interesseorganisationerne forsøger at få indflydelse på den førte politik. På denne baggrund er vi kommet frem til følgende problemformulering:
I forhold til hvilken institutionel forestilling udarbejdes den økonomiske politik, og arbejdspolitikken heri, og hvordan påvirker denne forestilling arbejdsmarkedspolitikkens organisering, samt interesseorganisationers mulighed for at yde indflydelse herpå?
Undersøgelse af problemformuleringen
I vores fastsættelse af den institutionelle ramme og i vores besvarelse af problemformulering, gør vi
brug af Ove K. Pedersens betragtninger om konkurrencestaten, hvorved vi opbygger nogle analyti-
11 ske værktøjer, vi kan bruge til at undersøge vores empiriske felt. Dette gøres for at kunne fremhæve
nogle tendenser i den politiske styring, vi kan karakterisere som betydningsfulde for den måde
dansk arbejdsmarkedspolitik udarbejdes på i dag. En central pointe er, at den politiske styring i dag
er påvirket af andre forestillinger og logikker end de, der karakteriserede velfærdsstaten, hvilket har
forandret måden hvorpå statslig styring udarbejdes (Pedersen 2011:15). Den økonomiske ideologi
beskriver han som den samfundsøkonomiske forestilling, som indbefatter en forståelse af forholdet
mellem staten og økonomien. I forlængelse heraf anvender han begreberne tilpasning og påvirkning
(ibid.), der skal forstås i forhold til den institutionelle forestilling og de strukturelle rammer. Ved
brug af disse begreber beskrives det, hvordan den danske økonomiske politik er blevet påvirket af
den omgivende institution, for derved at tilpasse sig den. Den samfundsøkonomiske forestilling er
dermed en betegnelse for en forståelse af sammenhængen mellem stat og økonomi, der skabte den
danske forhandlingsmodel. Den samfundsøkonomiske forestilling beskriver han dermed som den
danske måde at anvende den keynesiansk inspirerede finanspolitik (ibid.), hvor der føres ekspansiv
finanspolitik i perioder med lavkonjunktur, og en kontraktiv finanspolitik i perioder med højkonjunktur. Derudover omtales det politiske system, som en forståelse af hele det politiske beslutningsapparat, herunder regering, folketinget, embedsmænd, forvaltningen og inddragelse af eksperter i
råd, nævn og kommissioner.
Undersøgelsen af beslutningsprocessen vil i projektet kun blive belyst i en tidsafgrænset periode fra
den nedsatte kommission i 2007 til implementeringen af Aftale om akutjob, da vi i projektet kun
behandler beslutningsprocesserne omkring Dagpengereformen. Og da Arbejdsmarkedskommissionen, hvis arbejde er grundlaget for Dagpengereformen i 2010, blev nedsat i 2007, finder vi det mest
relevant kun at kigge på denne periode, for på den måde at undersøge den fulde proces omkring
Dagpengereformen. Herunder betragtes Dagpengereformen også kun som et eksempel på en ført
arbejdsmarkedspolitik. I forlængelse heraf, vil de betragtede og eksemplificerede interesseorganisationer ligeledes være organisationer, der på den ene eller anden måde har været en del af de omtalte
aftaler, eller på anden måde er direkte berørt af dem. I forlængelse heraf, vil vi i særdeleshed gøre
brug af AK-Samvirke, da dagpengesystemet direkte påvirker deres medlemmer. AK-Samvirke bliver dermed betragtet som et eksemplet, hvoraf vi udleder en generel tendens for en impliceret interesseorganisations mulighed for at yde indflydelse.
12 Afgrænsning af feltet
Til trods for, at vi i dette projekt beskæftiger os med arbejdsmarkedspolitikken, er det kun beslutningsprocesserne omkring dagpengesystemet vi undersøger empirisk. Vi afgrænser os derved fra at
undersøge redskaberne for den førte aktive arbejdsmarkedspolitik. I forlængelse heraf har vi beskrevet, at vi ved brug af Ove k. Pedersens vil vise, at den politiske styring i dag er påvirket af nogle ydre globale rammer. Vi afgrænser os til kun at vurdere den globale påvirkning ud fra et europæisk perspektiv, hvorfor det bliver de europæiske og EU’s ydre rammer, der bliver grundlaget.
Rammerne for projektet baserer sig på Ove K. Pedersens definition af udviklingen fra velfærdsstat
til konkurrencestat, hvorved der også er sket en udvikling i den økonomiske orientering og forståelse. Til trods for at vi beskriver, at den samfundsøkonomiske politik i dag i langt højere grad handler
om hensynet til landets konkurrenceevne, så undersøger vi i projektet ikke denne konkurrenceevne.
Vi undersøger derimod med hvilken samfundsøkonomisk forestilling konkurrenceevnen søges forbedret, og denne økonomiske forestillings betydning for arbejdsmarkedspolitikkens organisering.
Da brugen af AK-Samvirke og KL blot er eksempler på interesseorganisationer, er det heller ikke
interessant at kigge på, hvilke interesser de hver især varetager, hvorfor vi ved brug af organistionsteori taler generelt om interesseorganisationer og deres overordnede samfundsøkonomiske og politiske interesser. Det samme er gældende for det politiske system, som vi betragter som ét hele,
hvorfor det heller ikke er interessant at kigge på eventuelt intern uenighed, der kunne være, da det
ikke betragtes som afgørende for besvarelsen. I forlængelse heraf, er vi opmærksomme på de udtalte meninger og holdninger fra vores kvalitative interview kan bære præg af at være subjektive. Men
da KL og AK-Samvirke primært bruges som eksempler på interesseorganisationer og deres inddragelse i beslutningsprocessen, er det ikke relevant at kigge på deres holdninger. Sidst men ikke
mindst, så er det beslutningsprocesserne der er af interesse for dette projekt, hvorfor resultaterne og
effekterne af den førte politik ikke behandles.
13 Metode
Videnskabelig tilgang
Vi vil i dette afsnit beskrive vores videnskabelige tilgang til undersøgelsen af feltet, og dermed til
besvarelsen af problemformuleringen. Vores genstandsfelt udgøres af statens politiske styring af
samfundet, og inddragelsen af interesseorganisationer som aktører heri. Vi vil derfor beskrive,
hvordan vi betragter forholdet mellem staten, interesseorganisationer og samfundsstyringen.
Ved at betragte vores felt ved brug af en nyinstitutionalistisk tilgang, forstår vi samfundsstyringen
som en organisering af interesser, hvormed organiseringens struktur og indhold påvirker styringen
(Lowndes 2010:61). Samfundsstyringen udgøres dog ikke blot af organisationernes struktur, men
ligeledes af en institution, der rammesætter og påvirker organiseringen. Organiseringen af samfundet og institutionen heromkring, og i organisationerne, påvirker derfor hinanden gensidigt (Ibid.).
Vi betragter derfor samfundsstyringen som afhængig af en institution, som ifølge Vivien Lowndes
brug af March og Olsen kan beskrives: ”Institutionalism is a set of theoretical ideas and hypotheses
concerning the relations between institutional characteristics and political agency, performance,
and change.” (Lowndes 2010:61). Den formelle organisering af samfundsstyringen og de formelle
regler og love heri, betragtes derfor som formuleret på baggrund af uformelle regler (Lowndes
2010:68f.). Beslutningsprocessens strukturering og indretning påvirkes hermed af institutionen
(Blom-Hansen m. fl. 1999:17), hvormed institutionen rammesætter organiseringen (Torfing
2005:45).
Vi betragter derfor arbejdsmarkedspolitikkens udformning og resultater, som afhængig af forståelser, værdier og normer der befinder sig i institutionen. Ved brug af Ove K. Pedersen, begrebsliggør
vi den økonomiske institutionelle ramme for arbejdsmarkedspolitikken som den samfundsøkonomiske forestilling. I den samfundsøkonomiske forestilling som begreb ligger en metodisk opfattelse
af, hvordan økonomiske problemstillinger vurderes og dermed, hvad der dermed karakteriseres som
ønskværdig og legitim politisk styring (Pedersen 2011:17). Ove K. Pedersen beskriver altså den
samfundsøkonomiske forestilling som den økonomiske logik, der ligger til grund for den statslige
økonomiske styring, og som i den politiske debat tages for givet. Den samfundsøkonomiske forestilling betragter vi derfor som en institution, der indeholder værdier og interesser. Vi betragter dog
14 ikke forestillingen som statisk, da den gensidige påvirkning mellem samfundsorganiseringen og
institutionen udvikler forestillinger om, med hvilke mål og midler samfundsstyringen skal organiseres. Institutionen, og den samfundsøkonomiske forestilling heri, er derfor et resultat af en historisk
udvikling (Lowndes 2010:70).
Med denne tilgang betragter vi, hvad der opfattes som ønskværdig samfundsstyring som en forestilling, der udvikler sig i takt med, at rammerne for styringen gør det. Den politiske forestilling af
hvad ønskværdig økonomisk styring – den samfundsøkonomiske forestilling udgøres af - påvirkes
derfor at de politiske, økonomiske og sociale forhold, styringen skal tage hensyn til. Vi betragter
derfor ligeledes legitimiteten af styringen som institutionel, og dermed afhængig af en forståelse af,
hvad styringen skal opnå. Ved brug af Mark Suchmans, professor fra Stanford University, beskrivelse af legitimitet som begreb, vil vi ligeledes beskrive vores forståelse:
”Legitimacy is a generalized perception or assumption that the actions of
an entity are desirable, proper, or appropriate within some socially constructed system of norms, values, beliefs, and definitions.” (Suchman
1995:574)
Den samfundsøkonomiske forestilling anses derfor som legitim af en gruppe af aktører, men kan
være forskellig fra eksempelvis stat og interesseorganisationer, ligesom den kan være forskellig
mellem forskellige interesseorganisationer.
Den politiske samfundsøkonomiske forestilling, påvirker derfor hvordan samfundsstyringen struktureres og organiseres, hvorfor beslutnings- og forhandlingsprocesser om arbejdsmarkedspolitikkens
mål, midler og indhold påvirkes heraf. Derudover har interesseorganisationernes samfundsøkonomiske forestilling ligeledes betydning for, hvordan og med hvilket formål de søger indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Institutionen er derfor afgørende for magtforholdet i samfundsstyringen,
da institutionen indeholder værdier og uformelle strukturer, der påvirker samfundsstyringens organisering, og dermed ligeledes interesseorganisationernes muligheder for at yde indflydelse herpå.
Empiriske overvejelser
Da vores empiri udgør det materiale vi baserer vores analyser på, vil vi her præsentere de dokumenter vi gør brug af. Foruden dokumenterne har vi ligeledes foretaget to kvalitative interview, og baggrunden for interviewene vil derfor også blive beskrevet. I udvælgelsen af empiri har vi gjort brug
15 af nogle kvalitetskrav inspireret af Merete Watt Boolsen. Vi har derfor sikret, at den indsamlede
empiri er: førstehånds, interne, centrale, samtidige og alsidige, og at vores analyser og konklusioner
derfor baserer sig på en solid undersøgelse af det empiriske felt (Boolsen 2004:93).
I analyserne vil vi inddrage en del dokumenter, der er centrale for undersøgelsen af vores problemfelt. Dokumenterne er udarbejdet som en del af den politiske beslutningsproces blandt andet i form
af love og aftaler mellem regeringen og interesseorganisationer inden for arbejdsmarkedspolitikken.
De politiske dokumenter er oftest udgivet af ministerierne, og indeholder politiske hensigter, målsætninger for den økonomiske politik, og formulering af økonomiske udfordringer. Dokumenterne
ligger derfor enten til grund for politiske forhandlinger, eller udgør resultatet af disse. Gennem dokumenterne kan vi derfor få indblik i den politisk-økonomiske forståelse, og undersøge logikkerne
bag den førte arbejdsmarkedspolitik. Vi anvender derfor dokumenterne til at få indblik i et centralt
element i projektets undersøgelse, nemlig den samfundsøkonomiske forestilling, som Ove K. Pedersen betegner de økonomiske logikker, der danner grundlag for den økonomiske politik. Derudover anvendes dokumenterne til at undersøge, hvorledes politiske beslutninger om arbejdsmarkedet
initieres, og hvordan interesseorganisationerne inddrages i beslutningsprocessen, og dermed har
mulighed for at yde indflydelse inden for deres interesseområde. Følgende præsentere de politiske
dokumenter, vores konklusioner baserer sig på.
Arbejdskommissionens rapport Velfærd kræver arbejde er publiceret i 2009. Arbejdskommissionen
blev nedsat i forbindelse med den forhenværende regerings Mod nye mål – Danmark 2015, holdbar
velfærd og vækst publiceret i 2007, hvori det beskrives, hvordan regulering af arbejdsmarkedspolitikken kan føre til øget økonomisk vækst. Vi anvender derfor Arbejdsmarkedskommissionens rapport til at undersøge, hvordan arbejdsmarkedspolitikken placerer sig som styringsredskab i den
overordnede økonomiske politik. Arbejdsmarkedskommissionens rapport er valgt, da den danner
grundlag for reguleringen af dagpengesystemet, hvormed vi ved brug af rapporten kan undersøge,
hvilke økonomiske logikker, reguleringen af dagpengesystemet baserer sig på.
I analysen inddrager vi ligeledes Genopretningspakken, Danmark ud af krisen – regningen betalt
(Genopretningspakken) og Aftale om genopretning af dansk økonomi (Dagpengereformen) begge
publiceret i 2010. Da Dagpengereformen blev initieret og senere vedtaget i Folketinget som en del
af Genopretningspakken, inddrages begge dokumenter i analysen. Vi betegner Aftale om genopret-
16 ning af dansk økonomi – Dagpengereformen, da det er i dette dokument elementerne i reguleringen
af dagpengesystemet i 2010 beskrives, hvormed vi ved brug af dokumentet gennemgår indholdet af
dagpengereformen. Genopretningspakken bruges til at karakterisere og underbygge den samfundsøkonomiske forståelse, da økonomiske udfordringer beskrives i dokumentet, i forbindelse med
EU’s henstilling til Danmark. Dokumentet anvendes derfor til at sammenkæde den nationale økonomiske forståelse, og den europæiske ramme, der omgiver den. Vi kan derfor ved brug af dokumentet sammenkæde disse. Derudover inddrages Danmark i arbejde, udfordringer for dansk økonomi frem mod 2020 publiceret i 2011, der er den nuværende regerings plan for, hvordan regulering
af arbejdsmarkedspolitikken kan påvirke den overordnede økonomi i Danmark. Dette dokument er
derfor også et led i at beskrive den samfundsøkonomiske forestilling, og arbejdsmarkedspolitikken
som element heri. Samtlige dokumenter præsenteret ovenfor er udelukkende udarbejdet og initieret
politisk, ved inddragelse af eksperter og embedsmænd, og udgør derfor et tidssvarende billede af
den politiske samfundsøkonomiske forståelse, og rationalerne mellem regulering af arbejdsmarkedspolitikken og den overordnede økonomiske politik.
Slutteligt inddrages Aftale om særlig indsats for ledige, som risikerer at opbruge deres ret til dagpenge (Akutpakken) og Aftale om akutjob begge publiceret i 2012. Aftalerne indeholder aktive arbejdsmarkedspolitiske redskaber, og er udarbejdet for at forhindre, at dagpengemodtagerne som
resultat af dagpengereformen i 2010 mister dagpengeretten og dermed deres forsørgelsesgrundlag.
Akutpakken og Aftale om akutjob er politiske aftaler der til forskel for Genopretningspakken og
Dagpengereformen, er udarbejdet i samarbejde med bred repræsentation af arbejdsmarkedets interesseorganisationer, hvorfor det er i gennemgangen af disse, vi kan undersøge hvordan interesseorganisationerne inddrages i udarbejdelsen af arbejdsmarkedspolitikken. Det er derfor blandt andet
ved brug af disse dokumenter, vi undersøger hvilke interesser der er inkluderet i aftalerne, og dermed hvordan interesseorganisationerne har ydet indflydelse herpå. Aftalerne inddrages derfor ikke
for at gennemgå de arbejdsmarkedspolitiske redskaber og resultater, men derimod for at undersøge
beslutningsprocessen.
I forbindelse med undersøgelsen af problemfeltet, har vi foretaget to kvalitative interview, for at
undersøge hvordan interesseorganisationerne er inddraget i initieringen, formuleringen og implementeringen af Dagpengereformen Akutpakken og Aftale om akutjob. Da vi eksemplificerer arbejdsmarkedets interesseorganisationers inddragelse i arbejdsmarkedspolitikken ved at analysere
17 AK-Samvirkes deltagelse heri, har vi valgt at foretage et interview med Verner Sand Kirk, direktør
for AK-Samvirke. Verner Sand Kirk er som direktør i organisationen ansvarlig for ledelsen af AKSamvirkes sekretariat, kontakten med beslutningstagere og politikere, Strategi- og politikudvikling
på a-kasseområdet og for sekretariatets interessevaretagelse. Han har derfor deltaget i forhandlingerne af Akutpakken, og har derfor indgående kendskab til beslutningsprocessen fra første hånd.
Formålet med interviewet er at undersøge, hvordan AK-Samvirke som interesseorganisation har
haft mulighed for at yde indflydelse på den færdige aftale. Det er derfor hovedsageligt på grundlag
af dette interview, vi undersøger, gennem hvilke kanaler AK-Samvirke har søgt at yde indflydelse
inden Akutpakken blev initieret, samt hvordan organisationen har søgt at påvirke aftalen under forhandlingerne. Interviewet anvendes ligeledes også til at undersøge, hvilke interesser AK-Samvirke
har forsøgt at fremme i beslutningsprocessen, og med hvilken samfundsøkonomisk forståelse AKSamvirke deltager i forhandlingerne. Foruden interviewet med Verner Sand Kirk, har vi ligeledes
interviewet Kristina Bendixen, der er Vicekontorchef i Kontoret for Arbejdsmarked, uddannelse og
erhverv i KL. Da AK-Samvirke ikke har været inddraget i Aftale om akutjob, undersøges aftalens
forhandlinger i interviewet med Kristina Bendixen. Derudover bruges interviewet supplerende i
undersøgelsen af forhandlingerne af Akutpakken.
Ved analyse af empirien, der er udarbejdet i perioden 2007 til implementeringen af Aftale om
akutjob, vil vi ved brug af Dagpengereformen forsøge at eksemplificere en tendens i udarbejdelsen
af arbejdsmarkedspolitikken, og i den samfundsøkonomiske forestilling, der påvirker forholdet mellem arbejdsmarkedspolitikken og samfundsøkonomien som helhed.
Analyseguide
I det følgende vil vi klarlægge analysernes opbygning og hvordan de bidrager til besvarelse af vores
problemformulering. Analysen er opdelt i to, hvor Delanalyse I beskæftiger sig med udviklingen fra
velfærdsstat til konkurrencestat og dermed den samfundsøkonomiske forestilling og Delanalyse II
beskæftiger sig med beslutningsprocesserne og styring ved inddragelse af interesseorganisationer.
Delanalyse I, hvor den samfundsøkonomiske forestilling klarlægges, er delt i op i tre underkategorier; Den samfundsmæssige forestilling, Den Økonomiske logik og Dagpengesystemet som økonomisk styringsredskab.
18 Ved at undersøge hvilke økonomiske rammer Danmarks medlemskab af EU sætter for den samfundsøkonomiske styring, karakteriserer vi den samfundsøkonomiske. Derfor vil vi i det første afsnit i Delanalyse I undersøge, med hvilke økonomiske målsætninger Dagpengereformen er initieret,
for på den måde at kunne sige noget om, hvordan reformen anvendes som økonomisk styringsredskab.
I andet afsnit i Delanalyse I beskrives den den økonomiske logik, der udgør sammenhængen mellem
statens regulering af arbejdsmarkedet og den samfundsøkonomiske. Derfor vil vi i dette afsnit forsøge at afdække hvordan udfordringerne for dansk økonomi i dag betragtes som et spørgsmål om,
hvordan dansk økonomi kan tilpasse sig de ydre institutionelle rammer.
I tredjeafsnit i Delanalyse I, Dagpengesystemet som økonomisk styringsredskab, vil vi undersøge,
hvordan den samfundsøkonomiske forestilling har påvirket arbejdsmarkedspolitikken. Dette gøres
for at undersøge, hvordan reguleringen af arbejdsmarkedspolitikken påvirkes af den samfundsøkonomiske forestilling. Vi vil forsøge at afdække samspillet mellem de krav den politiske styring skal
leve op til i forhold til forholdet mellem det offentlige forbrug og den samlede offentlige gæld.
Dermed bidrager Delanalyse I til besvarelsen af ” I forhold til hvilken institutionel forestilling udarbejdes den økonomiske politik, og arbejdspolitikken heri” i problemformuleringen.
I Delanalyse II vil vi undersøge hvad den politiske samfundsøkonomiske forestilling, og interesseorganisationernes manglende indflydelse på initieringen af politikken har betydet, og dermed at den
politiske beslutningsproces har forandret sig. Ved brug af de ovenfor beskrevet dokumenter, vil vi
analysere beslutningsprocessen for Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob. Dette
gøres ved empirisk at undersøge de tre aftaler, der danner grundlaget for reguleringen af dagpengesystemet, for så at sammenholde dem med de foretaget kvalitative interview med Verner Sand Kirk
og Kristina Bendixen. Hermed undersøges interesseorganisationernes inddragelse i aftalerne og den
samfundsøkonomiske forestillings betydning for styringsprocesserne.
I første del af Delanalyse II undersøger vi Dagpengereformen og hvilke faktiske arbejdsmarkedspolitiske processer, der ligger til grund for den førte arbejdsmarkedspolitik i forhold til Genopretningspakken. Der undersøges og vises, hvordan man tidligere har inddraget interesseorganisationer,
for derefter empirisk at vise, hvordan disse har været inddraget i dagpengereformen. Dette gøres for
19 at vise den faktiske udvikling i beslutningsprocesserne, som vi teoretisk har beskrevet i Delanalyse
I.
Samme procedure foretages for henholdsvis Akutpakken og Aftale om akutjob. Da begge disse aftaler er traditionelle aktive styrings redskaber af arbejdsmarkedsredskaber, undersøges det derfor, om
interesseorganisationer ligeledes har været inddraget i beslutningsprocesserne, som det i teorien er
vist de traditionelt har været. Igen undersøges det empirisk ud fra aftaleteksterne og de kvalitative,
hvor det påvises, hvordan inddragelsen af interesseorganisationer har været inddraget i aftalerne, og
hvad det har haft af betydning for beslutningsprocessen. Dette bidrager til besvarelsen af ”hvordan
påvirker [den institutionelle forestilling], interesseorganisationers mulighed for at yde indflydelse
[på arbejdsmarkedspolitkken]?”. Dernæst vil vi diskutere, ”hvordan påvirker [den institutionelle]
forestilling arbejdsmarkedspolitikkens organisering?”
20 Samfundsstyringens organisering
Vi vil i dette afsnit beskrive, hvilken samfundsøkonomisk forestilling den danske velfærdsstat har
organiseret samfundsstyringen, og arbejdsmarkedspolitikken deri, på baggrund af. Dette gøres ved
at beskrive velfærdsstaten som teoretisk begreb, og herefter inddrage den danske velfærdsstat og
dennes organisering af arbejdsmarkedet. Vi vil derfor redegøre for de økonomiske redskaber velfærdsstaten har gjort brug af i samfundsstyringen, og hvordan organiseringen af arbejdsmarkedet
har understøttet styringen. Herefter vil vi inddrage Ove K. Pedersens beskrivelser af velfærdsstatens
institutionelle udvikling, der har påvirket den samfundsøkonomiske forståelse, og dermed ligeledes
arbejdsmarkedspolitikkens organisering.
Velfærdsstaten
I velfærdsteorien beskrives velfærdsstaten som et resultat af et behov for social sikring i samfundet,
da markedskræfterne ikke tager sociale hensyn, men fungerer uafhængig heraf (Green-Pedersen m.
fl. 2009:1003). Det er derfor velfærdsstatens opgave at regulere markedet og derigennem skabe
lighed, omfordeling af samfundets ressourcer og lige levevilkår for samfundets borgere (Ibid.). Ligheden inkluderer sociale rettigheder, der adskiller sig fra den liberale opfattelse af rettigheder
(Green-Pedersen 2009:1005). Igennem sikring af individet skabes der økonomisk og social tryghed
for borgerne, der får mulighed for at nå deres fulde potentiale som individer (Ibid.). Gennem økonomisk og politisk styring griber velfærdsstaten ind i markedet, for derved at skabe balance og ligevægt i samfundet (Green-Pedersen m. fl. 2009:1004f.):
”Velfærdsstaten skal ifølge disse opfattelser sikre fuld beskæftigelse, eksempelvis via en keynesiansk inspireret efterspørgselsstyring, ved en effektiv aktiv arbejdsmarkedspolitik eller ved industripolitisk styring.” (GreenPedersen m. fl. 2009:1004)
Velfærdsstatens samfundsøkonomiske forestilling kan derfor beskrives som en forestilling om, at
den økonomiske politik skal understøtte social sikring af individet og skabe fuld beskæftigelse ved
at regulere udbud og efterspørgsel og føre en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Velfærdsstatens samfundsøkonomiske forestilling tager derfor udgangspunkt i det nationale marked og forholdene heri,
hvor sikring af borgernes sociale og økonomiske rettigheder er centrale for den økonomiske politik.
21 Vi vil derfor nu gennemgå essentielle dele af velfærdsstatens økonomiske styring. Ove K. Pedersen
beskriver den velfærdsstatslige forestilling:
”Velfærdsforestillingen som fremhæver kollektivets forpligtigelse til at
sikre og forbedrebefolkningens levestandard og at gøre det ved at skaffe
beskæftigelse til så mange som muligt og så stabilt som muligt.” (Pedersen
2011:120)
Velfærdsstatens økonomiske styring
I den danske velfærdsstat er det statens opgave at regulere udbud og efterspørgsel af samfundets
ressourcer, for at skabe økonomisk balance i samfundet (Greve m. fl. 2011:214, Green-Pedersen
2009:1003). En central opgave for velfærdsstatens økonomiske styring er derfor at sikre at samfundets ressourcer udnyttes bedst muligt til fordel for hele samfundet (Ibid.), uanset om samfundsøkonomien befinder sig i høj- eller lavkonjunktur. Som et centralt økonomisk styringsredskab for velfærdsstaten findes konjunkturpolitik (Greve m. fl. 2011:215), hvorigennem staten sigter efter at
skabe balance mellem udbud og efterspørgsel i samfundet. Velfærdsstaten kan fremmes ved at gøre
brug af konjunkturpolitik i perioder med enten høj- eller lavkonjunktur eller ved at justere på enten
efterspørgslen eller udbuddet i samfundet. I perioder med lavkonjunktur falder efterspørgsel på varer, hvorfor produktionen falder, hvilket medfører manglende efterspørgsel på arbejdskraft. Ved at
føre en ekspansiv finanspolitik, er det muligt at øge købekraften i samfundet, hvilket skaber produktion og sænker ledigheden (Greve m. fl. 2011:218). Når samfundet befinder sig i en lavkonjunktur,
er sigtet ved brug af ekspansive finanspolitiske styringsredskaber derfor at øge produktionen i samfundet, og derigennem påvirke beskæftigelsen.
Konjunktursvingningerne stabiliseres yderligere af de automatiske konjunkturstabilisatorer, der
automatisk afbalancerer udbud og efterspørgsel. De relativt høje skattesatser og dagpengesatser
stabiliserer automatisk købekraften i samfundet (Hansen m. fl. 2010:38). Dette har dog naturligvis
betydning for det offentlige budget, da en periode med lavkonjunktur vil betyde en øget offentlig
udgift i form af dagpengeydelser, hvilket skaber ubalance mellem offentlige indtægter og udgifter
(Ibid.). De automatiske konjunkturstabilisatorer er dermed med til at skabe balance ved udsving i
konjunkturerne, men øger samtidig den offentlige gæld. De automatiske konjunkturstabilisatorer er
dog essentiel for borgernes økonomiske tryghed i lavkonjunkturer, hvor adgang til dagpenge ved
arbejdsløshed, og stærke rettigheder til lønmodtagere sikrer borgerne en indkomst (Green-Pedersen
22 2009:1004). Dagpengesystemet er derfor et central område, når samfundsøkonomien er påvirket af
lavkonjunktur, da der er en klar sammenhæng mellem de offentlige udgifter – og dermed det offentlige budgetunderskud – og graden af beskæftigelse (Greve m. fl. 2011:218). Ved at regulere dagpengeperioden, dagpengesatsen og andre overførselsindkomster er det derfor muligt at skabe økonomisk balance i samfundet.
Dagpengesystemet
I lavkonjunkturer er den økonomiske tryghed for borgerne essentiel i velfærdsstaten, da faldende
efterspørgsel medfører stigende ledighed, og dermed manglende forsørgelsesgrundlag for borgerne.
Muligheden for at modtage overførselsindkomster, så som dagpenge, er en central del i at skabe
denne økonomiske tryghed (Green-Pedersen 2009:1004). Dagpengesystemet er centralt for borgernes økonomiske tryghed, men er samtidig som beskrevet ovenfor en essentiel del af at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel.
Dagpengesystemet er derfor en betydelig del af det danske arbejdsmarked, da det forsikrer arbejdsstyrken i perioder med ledighed og skaber økonomisk tryghed for borgerne (Sørensen 2006:56).
Retten til dagpenge er dog ikke en universel velfærdsydelse, da udbetaling af dagpenge forudsætter
brugerbetaling og medlemskab af en a-kasse. A-kasserne er dels finansieret i form af skat og arbejdsmarkedsbidrag, som alle skattepligtige personer indbetaler til staten, dels af en kommunal
medfinansiering, hvis størrelse afhænger af antallet af arbejdsløse, og dels af kontingenter indbetalt
af a-kassernes medlemmer (Sørensen 2006:30). Dagpengesystemet er derfor en forsikringsordning,
der skaber tryghed for borgerne i samfundet. Dagpengesatsen udgør 90 pct. af den lediges indkomst,
hvor procentsatsen i andre europæiske lande er lavere. Der er dog i Danmark indført en øvre beløbsgrænse, hvorfor en dagpengemodtager højst kan få 19.000 kroner udbetalt i forsikring om måneden (Greve m. fl. 2011:155). Foruden betaling til en a-kasse, skal dagpengemodtageren ligeledes
overholde en række bestemmelser, for at få udbetalt dagpenge (Sørensen 2006:61f.). Dagpengeretten er som beskrevet ikke en universel ret, men derimod en medlemsbaseret ret. Alligevel opfattes
det af mange som led i den danske velfærdsmodel. Dagpengene giver en økonomisk sikkerhed, der
skal sikre de arbejdsløses levestandard, samt sikre ligestillingen mellem de arbejdsløse og de arbejdende. Dagpengesystemet medvirker ligeledes til, at arbejdstagerne accepterer, at virksomhederne
har let adgang til at hyre og fyre, hvilket skaber fleksibilitet på arbejdsmarkedet (Ibsen m. fl.
2007:285), og dermed et omstillingsparat arbejdsmarked.
23 Flexicurity-modellen
På trods af at dagpengesystemet ikke er et universelt velfærdsgode, er dagpengesystemet en essentiel del af den danske fleksible arbejdsmarkedsstruktur. Vi vil derfor nu gennemgå den danske flexicurity-model. Flexicurity-modellen er blevet et særligt udtryk for den danske arbejdsmarkedsstruktur, der består af et fleksibelt arbejdsmarked kombineret med et socialt sikkerhedsnet og en aktiv
arbejdsmarkedspolitik (Beskæftigelsesministeriet 2005:21). Gennem modellen har Danmark historisk fået anerkendelse, for at have klaret sig bedre under økonomiske kriser sammenlignet med andre lande. Dette da Danmark i perioder med lavkonjunktur har haft et fald i ledighed og øget beskæftigelse (Beskæftigelsesministeriet 2005:9). Flexicurity-modellen kan siges at fungere som en
kontrakt mellem staten, arbejdsgiverne og arbejdstagerne, da modellen indeholder en aktiv arbejdsmarkedspolitik, fleksibilitet og et socialt sikkerhedsnet. På den måde må alle aktører overholde
deres del af kontrakten som en forudsætning for, at flexicurity-modellen overhovedet kan fungere
(Ibid.). Vi vil her gennemgå de tre dele af trekanten.
Aktiv arbejdsmarkedspolitik
En af forudsætningerne for flexicurity-modellen er en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som indeholder
en lang rettigheder såvel som pligter for den ledige (Beskæftigelsesministeriet 2005:21). Det grundlæggende formål med aktiv arbejdsmarkedspolitik er at skabe et fleksibelt arbejdsmarked. Herunder
er formålene dels at skabe en opkvalificering af den lediges arbejdskraft, for på den måde at opnå
en stigende arbejdsproduktivitet, dels at skab et ligevægtigt forhold mellem udbud og efterspørgsel
af arbejdskraft. Hvis begge disse formål er opfyldt, vil der derved kunne skabes en lavere arbejdsløshed (Sørensen 2006:41).
Fleksibelt arbejdsmarked
Begrebet fleksibilitet bruges ofte som en mere generel betegnelse på en efterstræbt egenskab ved
arbejdsmarkedet. Denne egenskab bliver dog sjældent specificeret yderligere, og der skabes derved
en usikkerhed om, hvilken konkret dimension af fleksibilitet, der omtales, samt hvilken gruppe på
arbejdsmarkedet, der ønskes at udvise denne fleksibilitet. Et arbejdsmarked kan defineres som værende fleksibelt, hvis det består af en række tilpasningsmekanismer. Mekanismer, der gør arbejdsmarkedet i stand til at tilpasse sig udefrakommende påvirkning, som for eksempel faldende efterspørgsel på produktion (Beskæftigelsesministeriet 2005:21).
24 Social sikkerhed
Sikkerhedselementet i flexicurity-modellen handler om den del af arbejdsmarkedssystemet, der
fungerer som socialt sikkerhedsnet for borgerne i samfundet. Det betyder, at man vil være sikret
støtte fra systemet, hvis man skulle blive ledig. Det sker ved blandt andet job- eller indkomstsikring
ved ledighed (Beskæftigelsesministeriet 2005:79f.). Typisk tales der om fire former for sikkerhed
indenfor det danske arbejdsmarkedssystem: 1) Jobsikkerhed, 2) beskæftigelsessikkerhed, 3) indkomstsikkerhed og 4) kombinationssikkerhed (Beskæftigelsesministeriet 2005:79ff.).
Ved jobsikkerhed forstås aftaler om sikkerheden for at kunne bevare sit job hos en bestemt arbejdsgiver og derved have jobsikkerhed i en bestemt periode. Men da det danske arbejdsmarked netop er
karakteriseret ved at have en enkel og fleksibel tilgang til at afskedige ansatte, vil garantien for at
beholde arbejde hos den samme arbejdsgiver naturligvis være lav (Beskæftigelsesministeriet
2005:79). Beskæftigelsessikkerhed defineres som visheden om, at skulle man blive ledig, vil det kun
være for en kort periode, da det vil være muligt at finde et nyt job. Den lave jobsikkerhed bliver på
det danske arbejdsmarked ofte delvist kompenseret ved en høj beskæftigelsessikkerhed i form af en
aktiv arbejdsmarkedspolitik, ved at skabe lovmæssig garanti for beskæftigelsessikkerheden, hvor
man for eksempel er garanteret aktivering eller lignende (Beskæftigelsesministeriet 2005:80). Den
tredje form for sikkerhed er indkomstsikkerhed. Ved denne sikkerhed findes kompensationsgraden
af indkomsttab, når man mister sit arbejde. På det danske arbejdsmarked bliver indkomstsikkerheden først og fremmest sikret ved hjælp af arbejdsløshedsunderstøttelse. Overenskomster spiller i
denne henseende ikke nogen væsentlig rolle, for at sikre indkomsten, når man er ledig (Beskæftigelsesministeriet 2005:80). Sidst er der kombinationssikkerhed. Det handler om sikkerheden til at
kunne kombinere arbejdslivet med privatlivet. Det sker blandt andet ved orlovsordninger, ret til
efteruddannelse og jobrotationsordninger. Med kombinationssikkerheden er der mulighed for at
være midlertidig ude af arbejdslivet for at kunne varetage andre samfundsrelevante opgaver, for
derefter at kunne vende tilbage igen (Beskæftigelsesministeriet 2005:82f.).
I det ovenstående har vi beskrevet essentielle dele af velfærdsstatens økonomiske styringsredskaber,
og hvordan disse indgår som en del af den danske arbejdsmarkedspolitik. Vi vil derfor nu beskrive,
hvordan arbejdsmarked har organiseret sig, og hvordan interesseorganisationer har ydet indflydelse
på arbejdsmarkedspolitikkens indhold og struktur.
25 Arbejdsmarkedspolitikkens organisering
Dannelsen af hovedorganisationerne DA og DsF9 blev starten på det, der senere ville blive kendetegnende for organiseringen af det danske arbejdsmarked – den danske model. I slutningen af
1890’erme startede en storlockout af arbejdere efter en række snedkerstrejker, der var resultatet af
et forkastet overenskomstforslag, som arbejdsgivere alligevel havde vedtaget. Konflikten mellem
arbejdstagere og arbejdsgivere varede fire måneder, og konflikten beskrives i dag, som en af de
største konflikter på det danske arbejdsmarked (Sørensen 2006:32). Forliget, der bedst kendes som
septemberforliget, fastlagde rammerne for det danske arbejdsmarked. Forliget bestod hovedsageligt
i en gensidig anerkendelse af de to hovedorganisationer som forhandlings- og konfliktberettigede
parter, hvilket udgjorde grundstenen i forliget. Samtidig var forliget ligeledes en accept af, at arbejdstagerne organiserede sig, og at muligheden for at organisere sig, var en ret for arbejdstagerne.
Derudover blev der formuleret regler for varsling og iværksættelse af strejker og lockouter, og man
indførte pligt for organisationerne til ikke at godkende og støtte konflikter, der var i modstrid med
reglerne (Sørensen 2006:20). Hovedorganisationerne blev derudover pålagt ansvar for, at de indgåede aftaler blev overholdt, og DA fik anerkendt arbejdsgivernes ret til at organisere og planlægge
arbejdet (Ibid.). Diskussionen var dengang, og flere år fremover, om forliget var en sejr eller et nederlag for fagbevægelsen. Grundlæggende blev det fremhævet, at det var DA’s forhandlingsudspil,
der lagde grundstenen i forliget. Dog var anerkendelsen af arbejderorganisationerne og kollektive
overenskomster en sejr for fagbevægelsen. Men samtidig var forliget en erkendelse af, at arbejderne
skulle kunne fungere i et kapitalistisk samfund, hvor kapitalejerne havde magten. Derfor var det
nødvendigt at sikre arbejderne gennem et retssystem på arbejdsmarkedet, idet arbejderne stadig stod
som den svage part (Sørensen 2006:21). Septemberforligtet beskrives derfor, som grundstenen for
den danske model.
Interesseorganisationernes rolle
Interesseorganisationer kan forstås som en sammenslutning af borgere, der søger at opnå indflydelse på politiske og administrative beslutninger inden for et givent felt (Ibsen m. fl. 2011:235). Interesseorganisationer spiller en stor rolle for de politiske og administrative beslutninger i demokratiet.
Deres påvirkning vægtes dog forskelligt afhængigt af, om de politiske beslutninger, interesseorganisationerne inddrages i, retter sig mod organisationens medlemmer, offentligheden, forvaltningen
m.fl. (Ibid.). Interesseorganisationers indflydelse er derfor ikke kun begrænset til lovgivningens
9 De Samvirkende Fagforbund, i dag kendt som LO
26 direkte konsekvenser for deres medlemmer, men også forskellige samfundsgrupper, eller samfundet
som et hele. Interesseorganisationer har i høj grad gennem tiden haft indflydelse på forvaltningsstrukturerne, hvorigennem lovgivningen skal implementeres (Ibid.). Gennem tiden har forvaltningen ligeledes været indrettet sådan, at indretningens struktur i høj grad gjorde det muligt for interesseorganisationerne at yde indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Interesseorganisationernes har
derfor haft særlig indflydelse på den statslige styring, når de har været inkorporeret i råd og nævn,
da interesseorganisationerne hermed har haft en garanteret kanal til indflydelse (Ibsen m. fl.
2011:235). Struktureringen af rammerne hvori arbejdsmarkedspolitikken udarbejdes i, udgør dermed strukturelle betingelser for aktørernes indflydelsesmuligheder (Klitgaard m. fl. 2010:7).
Variation i interesseorganisationernes politiske magtressourcer er delvist et resultat af politiske beslutninger. Om disse svækker eller styrker interesseorganisationernes mulighed for at yde indflydelse afhænger af, i hvor høj grad de inddrages i beslutningsforberedelsen. Privilegeret tilstedeværelse
i beslutningsprocessens indledende faser ledsages af gode muligheder for at varetage magtpolitiske
interesser senere i processens forløb (Klitgaard m. fl. 2010:8). I det danske repræsentative demokrati forbereder regeringen de politiske beslutninger. Men traditionelt set og i empirien bistår mange
aktører ofte regeringen under denne proces, hvilket ikke mindst kendetegner den skandinaviske
beslutningsproces, der i en betydelig periode var opbygget som en korporativ struktur (Ibid.). I den
skandinaviske variation af korporativ har arbejdsmarkedspolitiske interesseorganisationer været
mere dominerende, end i andre lande med korporative træk, men grundet strukturelle ændringer i
forvaltningens indretning, foregår inddragelsen af interesseorganisationer i arbejdsmarkedspolitikken i dag snarer gennem en politisk, end en korporativ kanal (Christiansen m. fl. 1999:30ff.). Dette
har betydet at interesseorganisationerne ikke længere inddrages i på samme måde i beslutningsfasen,
som for 20-30 år siden (Klitgaard m. fl. 2010:9). Da interesseorganisationerne i højere grad skal
konkurrere om indflydelsen på arbejdsmarkedspolitikken med andre interesseorganisationer, og
ikke har samme indflydelse i initieringsfasen, er der langt fra det korporative setup til organisationernes inddragelse i dag. Der inddrages langt flere eksperter i udvalgsarbejdet i dag, og beslutningsprocessen forberedes i et politisk hierarki, hvorfor interesseorganisationerne i stadig højere
grad må varetage deres interesser gennem uformelle politiske kanaler (Klitgaard m. fl. 2010:10).
Opsummerende kan det altså siges, at interesseorganisationer traditionelt set har været en stærk
interessant i udformningen af arbejdsmarkedspolitikken, og dermed garant for sikringen af sine
27 medlemmer i den danske model. Interesseorganisationerne har arbejdet for at påvirke arbejdsmarkedspolitikken i en retning, der varetog deres medlemmers interesse bedst muligt, for på den måde
at sikre dem i velfærdsstaten. Da interesseorganisationer både kan repræsentere arbejdsgiver og
arbejdstager, har deres indflydelse været vigtig, da de dermed har kunne sikre både fleksibiliteten
og den sociale sikkerhed i Flexicurity-modellen.
Velfærdsstatens institutionelle udfordringer
Vi har tidligere beskrevet hvordan arbejdsmarkedspolitikken i Danmark traditionelt er udarbejdet,
samt på baggrund af hvilken samfundsøkonomisk forestilling arbejdsmarkedet er blevet inkluderet
heri. Vi vil nu beskrive hvordan ændrede rammer for den danske samfundsøkonomi har betydet, at
den samfundsøkonomiske forestilling har forandret sig, hvorfor den økonomiske beslutningsproces,
og arbejdsmarkedspolitikken heri, har forandret sig.
Arbejdsmarkedspolitikken i den danske velfærdsstat har været kendetegnet ved, at staten inddragede arbejdsmarkedets parter i forsøget på at sikre fuld beskæftigelse og konkurrencedygtighed (Pedersen 2011:44). Dette også i forhold til den internationale konkurrence, da velfærdsstaten kompenserede borgerne, ved at sikre dem rettigheder og sociale velfærdsgoder, når udenlandsk konkurrence
skabte arbejdsløshed i Danmark (Ibid.). Den nationale konkurrenceevne er derfor traditionelt blevet
reguleret ved at devaluere den danske kronekurs, og tryghed og sikring i samfundet er blevet opretholdt ved at føre en aktiv finanspolitik.
Da Danmark er medlem af EU, medfører det en række økonomiske forpligtelser. For de lande, der
er medlem af ØMU’en, er det ikke frit for at beslutte, hvilke økonomiske styringsredskaber de vil
gøre brug af (Greve m. fl. 2011:223). ØMU-landene indgik samarbejdet om en fælles pengepolitik i
1999 (Danmarks Nationalbank 2013). Danmark er dog ikke med i ØMU-samarbejdet, men fører en
fastkurspolitik i forhold til euroen, der betyder, at Danmark ikke kan regulere valutakursen uafhængigt af euroen (Ibid.), hvorfor det ikke er muligt at føre en pengepolitik uafhængigt af euroen.
Fastkurspolitikken er derfor en del af oprettelsen af et indre europæisk marked, der har betydet, at
den danske velfærdsstats økonomiske styringsredskaber begrænses.
Ved Danmarks ratificering af Lissabontraktaten i 2008 tilskrev Danmarks sig, på linje med andre
EU lande, Lissabontraktatens artikel 121, og indgik dermed en aftale om samordning af medlems-
28 landenes økonomiske politik (Danmarks Nationalbank 2013). Som en del af Lissabontraktaten findes stabilitets- og vækstpagten, der har til formål at sikre balance i EU landenes budgetter, og mindske store underskud i medlemslandene (Danmarks Nationalbank 2013). Med stabilitets- og vækstpagten forpligter EU landene sig til at stræbe efter balance på de offentlige finanser, og kan derfor
modtage henstillinger fra EU, hvis et EU lands økonomi vurderes til ikke at følge forpligtigelsen
(Danmarks Nationalbank 2013). Formålet med Stabilitets- og vækstpagten er derfor at skabe en
ensretning for de europæiske landes økonomi. I marts 2012 ratificerede Danmark ligeledes Finanspagten, der trådte i kraft i januar 2013 (EU-oplysningen 2013b), der skærper det finanspolitiske
samarbejde yderligere. Finanspagten blev initieret på et EU-topmøde i december 2011, og havde til
hensigt at skabe en ny ramme for koordineringen af EU landenes økonomiske og finanspolitiske
styring (EU-oplysningen 2013c). Pagtens initiering skete på baggrund af den økonomiske lavkonjunktur og sigter efter at forebygge lignende økonomiske udfordringer fremover (Ibid.). Til forskel
for stabilitets- og vækstpakken, skrives Finanspagten ind i medlemslandenes nationale lovgivning,
og landene kan sanktioneres, hvis pagten ikke overholdes i medlemslandene (Ibid.). Finanspagten
regulerer medlemslandenes budgetunderskud mål af BNP, medlemslandene sanktioneres dog kun,
hvis det vurderes, at de ikke tilstræber at overholde de fastsatte satser, og ikke nødvendigvis hvis
gælden overstiger satserne (Ibid.).
Som resultat af det danske medlemskab af EU er der blevet sat nogle ydre rammer for den danske
økonomiske styring. Den økonomiske styring er ikke længere blot et nationalt-økonomisk projekt
men skal samordnes med økonomiske krav fra EU. Da medlemslandene har forskellige udgangspunkter for den økonomiske samordning, eller økonomiske tilpasning, udgør medlemsskabet af EU
derfor en udfordring for velfærdsstaten. Da den statslige økonomiske styring er underlagt regulering
af EU og en europæisk målsætningen om ensartethed i medlemslandene, er der visse velfærdsgoder,
det kan blive en udfordring at opretholde i deres nuværende form (Greve m. fl. 2011:238).
Den danske velfærdsstat har et omfang og en organisering, der er ulig mange andre europæiske lande, grundet en betydelig sikring af borgerne i form af indkomstoverførsler og flexicurity-modellen
(Greve m. fl. 2011:237). Flexicurity-modellen, der i velfærdsstatens samfundsøkonomiske forestilling anses som en fordel, kan i det europæiske marked være en udfordring i tilfælde af, at sikkerhedselementet i modellen begrænser arbejdsudbuddet og dermed den danske konkurrenceevne. Den
danske velfærdsstat er institutionel og yder en række universelle velfærdsgoder, hvor en række af de
29 øvrige europæiske lande yder goder mod brugerbetaling (Ibid.). Velfærdsstaterne er dermed organiseret forskelligt, da de fleste europæiske stater er indrettet efter den residuelle model, hvormed goderne er brugerbetalte (Green-Pedersen m. fl. 2009:1005). Dette betyder, at de automatiske konjunkturstabilisatorer har langt større påvirkning på den danske økonomi, da de universelle velfærdsydelser finansieres gennem et højere skattetryk, og udgifterne til dagpengesystemet ligeledes hovedsagelig er statsfinansieret.
Danmarks medlemskab af EU har, grundet en række af faktorer, betydet, at landets politik bliver
ensrettet efter de øvrige EU lande, hvilket blandt andet kan forklares med, at der er opbygget et fælles koordinationsinstrument; Open Method of Co-ordination (OMC), hvorigennem landene kan
sammenlignes og lære af hinanden (Greve m. fl. 2011:240). Der skabes hermed retningslinjer for,
hvad der kan karakteriseres som ønskværdig og værdifuld styring, og retningslinjerne inddrages, når
der skal udarbejdes nationale reformer og lovgivning. Der dannes herigennem en fælles europæisk
samfundsøkonomisk forestilling, der har betydning for hvordan udfordringer karakteriseres, samt
værktøjerne til at løse disse (Ibid.). Den økonomiske politik, der føres i Danmark, er derfor direkte
påvirket af medlemsskabet i EU, hvorfor det økonomiske samarbejde i EU sætter rammer for den
førte økonomiske politik i Danmark.
Den økonomiske styring i Danmark analyseres som resultat af europæiseringen i højere grad ved
brug af analyseredskaber som modeller, databaser og beregningsmodeller, hvorigennem den potentielle økonomiske vækst vurderes (Pedersen 2011:32). Disse metoder gør det muligt at sammenligne politisk og økonomisk styring på tværs af de europæiske lande, hvilket ligeledes har betydning
for, hvilke politiske løsninger der anses som mulige og ønskværdige. Politiske løsninger vurderes
derfor i dag i forhold til en række sammenlignelige objektive værdier (Pedersen 2011:55), modsat
velfærdsstatens værdier om, at politikken skulle skabe lighed og tryghed. Dette skift har derfor haft
betydning for, hvad der anses som ønskværdig politisk økonomisk styring.
Den samfundsøkonomiske forestilling
Som følge af europæiseringen, har den danske velfærdsstats samfundsøkonomiske forestilling ændret sig. Grundet et skift i den velfærdsstatslige samfundsøkonomiske forestilling, har måden hvorpå politiske problemer og løsninger formuleres ændret sig (Pedersen 2011:17f). Skiftet består blandt
andet i måden hvorpå, individet blev betragtet, og den velfærdsstatslige logik om individet, der
30 skulle sikres for at kunne nå sit fulde potentiale, erstattes af en økonomisk forståelse af samfundet
og individerne heri (Ibid.). Den samfundsøkonomiske forestilling er derfor den institutionelle forståelse af, efter hvilke logikker statslig styring skal indrettes. Den samfundsøkonomiske forestilling
er i dag præget af neoliberalistiske styringshensyn, der dominerer politiske målsætninger og beslutningsprocesser (Pedersen 2011:23). Måden hvorpå individet bliver betragtet, er derfor blevet påvirket af rational-choice teorien. Med diskussionen af den statslige styrings målsætninger, udfordres
den velfærdsstatslige forestilling om, at staten skal skabe økonomisk balance, da reguleringen ifølge
rational-choice teorien begrænser individet (Ibid.).
Fra velfærdsstat til konkurrencestat
Som resultat af europæiseringen og den samfundsøkonomiske forestillings udvikling, er der sket et
skift i de redskaber der anvendes i den økonomiske samfundsstyring, da staten har fået nye styringsmål. Ove K. Pedersen opsætter følgende oversigt over målsætninger, problemopfattelser og
tidshorisonter for de to statstyper:
Velfærdsstat Konkurrencestat Målsætning Fuld beskæftigelse Fuld udnyttelse af produktive potentialer Problemopfattelse Makroøkonomisk balance Mikroøkonomisk ressourceudnyt-­‐
telse Tidshorisont Kort tid Lang tid (Pedersen 2011:27) Konkurrencestatens styringslogik adskiller sig hermed fra den velfærdsstatslige, da velfærdsstatens
målsætninger om fuld beskæftigelse og makroøkonomisk balance skifter over til en opfattelse af, at
den økonomiske styring i stedet bør sigte efter fuld udnyttelse af produktionskapaciteten og udnytte
samfundets ressourcer til fulde. Den politiske styring bliver derfor til en udbudspolitik, hvor det i
stedet er arbejdsudbuddet der skal maksimeres, for herved at kunne udnytte den potentielle samfundsvækst (Ibid.). Målet for den politiske styring har derfor ændret sig. Dette styringsmål er et
resultat af, at velfærdsstaten i dag skal konkurrere på et europæisk marked, hvor den statslige styring tidligere orienterede sig på et nationalt marked (Pedersen 2011:31). Skiftet fra nationalt til europæisk marked har ligeledes haft betydning for, hvad økonomiske politikker skal løse:
31 ”[…] opfattelsen af reformer og deres nødvendighed [er] ændret. Før skulle
reformer gennemføres for at skabe demokrati, lighed, det >>gode samfund<<, nu skal de gennemføres for at skabe effektive og konkurrencedygtige økonomier.” (Pedersen 2011:32)
Regulering af politikkens organisering indrettes i dag derfor med tanke på, at politikken er en faktor
i samfundets konkurrencedygtighed (Ibid.). De politikker, der tidligere sigtede at fremme demokrati, lighed og tryghed for borgerne i kraft af det indre marked, betragter i dag samfundet som et økonomisk hele, der skal være konkurrencedygtigt på det europæiske marked.
Hermed har vi teoretisk opridset en institutionel udvikling, der har haft betydning for, hvad der kan
defineres som brugbare statslige styringsredskaber, da der er sket et skift i måden hvorpå udfordringer for den økonomiske styring vurderes. Den institutionelle udvikling har derfor skabt nye normative forestillinger om politisk økonomisk styring, der anvendes i praksis, når staten organiserer samfundsstyringen. Vi vil derfor i analysen undersøge den samfundsøkonomiske forestillings betydning
for den økonomiske styringen, og arbejdsmarkedspolitikken heri.
32 Analyse
Vi har i afsnittet Samfundets organisering beskrevet arbejdsmarkedets organisering som en integreret del af velfærdsstaten. Ved brug af Ove K. Pedersen har vi beskrevet hvilke institutionelle udfordringer velfærdsstaten står overfor, da statens overordnede økonomiske styring i dag skal imødekomme krav om økonomiens rammer fra EU. Vi vil nu undersøge, om den teoretisk beskrevet udvikling genfindes i initieringen, formuleringen og implementeringen af Dagpengereformen. Dette
gøres ved at undersøge, hvad der i dag kan karakteriseres som den statens nuværende samfundsøkonomiske forestilling, i forhold til i hvilke strukturelle rammer forestillingen er skabt, og dermed
hvilken betydning udviklingen af den samfundsøkonomiske forestilling har for inddragelsen af interesseorganisationer i arbejdsmarkedspolitikken og arbejdsmarkedspolitikkens organisering.
Delanalyse I
I denne delanalyse vil vi nu gennemgå de politiske dokumenter, hvori målsætninger, udfordringer
og rammer for den danske økonomiske styring beskrives. Vi vil ved gennemgang af dokumenterne
undersøge, om den samfundsøkonomiske forestilling har ændret sig, og i hvilke strukturelle rammer
dette er sket. Derefter vil vi beskrive hvilken betydning den samfundsøkonomiske forestilling har
for de valgte styringsredskaber i arbejdsmarkedspolitikken. Vi vil derfor undersøge om den samfundsøkonomiske forestilling kan betegnes som et udtryk for en velfærdsstatslig eller konkurrencestatslig styring af den overordnede økonomiske ramme. Det vil sige om den økonomiske styring har
til formål at fremme fuld beskæftigelse, makroøkonomisk balance, i forhold til en kort tidshorisont,
eller om styringen sigter fuld udnyttelse af samfundets produktive potentialer, mikroøkonomisk ressourceudnyttelse, i forhold til en lang tidshorisont.
Den samfundsøkonomiske forestilling
Ifølge beskrivelsen af europæiseringen af velfærdsstaten i afsnittet Samfundets organisering, sætter
Danmarks medlemskab af EU rammer for den samfundsøkonomiske styring. Vi vil derfor nu undersøge med hvilke økonomiske målsætninger Dagpengereformen er initieret, og derfor hvordan
Dagpengereformen anvendes som økonomisk styringsredskab.
33 I 2007 udarbejdede den daværende regering aftalen Mod nye mål – Danmark 2015, Holdbar velfærd og vækst (2015-planen), der indeholder et oprids af de politiske udfordringer frem mod 2015. I
aftalen, der blev udarbejdet inden lavkonjunkturen udfordrede den danske økonomi, beskriver den
daværende regering målsætningerne for dansk økonomi:
”Vi skal fortsat sikre gode vækstbetingelser for virksomhederne i en globaliseret verden. […] Beskæftigelsen og arbejdsudbuddet skal styrkes blandt
andet […] forbedre det rummelige arbejdsmarked, […] og sikre mod fald i
den gennemsnitlige arbejdstid. Vi skal videreudvikle velfærdssamfundet og
samtidig give plads til det private initiativ og det personlige engagement,
som i sidste ende er betingelsen for fortsat fremgang. Og vi skal have en
sund samfundsøkonomi, fordi god økonomi giver den frihed, der er nødvendig for at kunne sikre bedre vilkår for den enkelte. Med 2015-planen opstilles rammer og sigtepunkter for en god udvikling i dansk økonomi frem mod
2015.” (Statsministeriet 2007:8)
Allerede inden lavkonjunkturen rammer Danmark i 2008, beskrives den politisk-økonomiske målsætning frem mod 2015. Forestillingen er, som følge af citatet, at konkurrenceevnen skal sikres i
forhold til det ydre marked og arbejdsudbuddet skal øges, for derved at bibeholde velfærdsstaten. I
aftalen beskrives et øget arbejdsudbud som en forudsætning for øget økonomisk vækst, hvilket kendetegner det skift Ove K. Pedersen beskriver som skiftet fra velfærdsstat til konkurrencestat. Den
samfundsøkonomiske forestilling er derfor ikke, at den økonomiske regulering skal skabe balance i
markedets udbud og efterspørgsel, men derimod at den økonomiske politik skal øge beskæftigelsen
og væksten, og derfor fremme udnyttelse af samfundets produktive potentialer.
I forbindelse med 2015-planen nedsatte regeringen en arbejdsmarkedskommission der havde til
formål at undersøge, med hvilke styringsredskaber beskæftigelsen og arbejdsudbuddet kunne øges
(Statsministeriet 2007:9). I 2015-planen beskrives endvidere et politisk ønske om, at det på daværende tidspunkt økonomiske overskud i forhold til BNP skulle fastholdes, for derved at overholde
kravene om den procentvise størrelse af gælden, som Danmark har forpligtet sig til at overholde
som følge af medlemsskabet af EU (Statsministeriet 2007:12). Stabilitet- og vækstpagten er dermed
tydeligt direkte inddraget i den politiske forestilling om den økonomiske styring, da de økonomiske
målsætninger fastsættes i forhold til EU’s krav hertil, som pagten foreskrev. Dette på trods af, at der
34 i 2007 var økonomisk overskud, og økonomien derfor ikke var direkte påvirket af Stabilitet- og
vækstpagtens målsætninger om den nationale gælds størrelse.
I Genopretningspakken fra 2010 formuleres to udfordringer for samfundsøkonomien: at mindske
det offentlige underskud, og skabe økonomisk vækst (Finansministeriet 2010:3). På trods af, at den
danske samfundsøkonomi på daværende tidspunkt stadig var berørt af lavkonjunkturen, var målsætningen for økonomien ikke at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på markedet, og
herved skabe fuld beskæftigelse. Det indre marked i Danmark beskrives derimod som godt, da det
sammenlignes med andre europæiske medlemslandes vækst, arbejdsløshed og gæld. Forskellen
mellem den danske økonomiske situation og øvrige medlemslande i EU, beskrives som et resultat
af, at der i Danmark indtil 2010 er blevet ført en ekspansiv finanspolitik (Finansministeriet 2010:2).
Den ekspansive finanspolitik beskrives dog ligeledes både i Genopretningspakken og 2020-planen
som årsag til, at det offentlige underskud er vokset, hvilket har medført en økonomisk udfordring –
at mindske den offentlige gæld (Finansministeriet 2010:3). Den ekspansive finanspolitik, som er et
essentielt redskab til at stabilisere forholdet mellem udbud og efterspørgsel i perioder med lavkonjunktur, karakteriseres derfor som et brugbart økonomisk styringsredskab – når det ikke betyder at
den offentlige gæld siger for meget. Der findes derfor en problematisering af brugen af finanspolitikken, da ekspansiv finanspolitik netop udgøres af, at markedet tilføres ressourcer, for herved at
skabe øget udbud og dermed øget efterspørgsel i samfundet. Den ekspansive finanspolitik der anvendes til at give borgerne i samfundet økonomisk sikkerhed, bliver derfor i stedet problematiseret,
da hensynet til gældens størrelse vejer tungere end ønsket om at skabe balance mellem udbud og
efterspørgsel.
Det offentlige underskud problematiseres endnu af, at den offentlige gæld i 2010 ikke lever op til
Stabilitet- og vækstpagtens krav om, at den procentvise gæld af et medlemslands BNP, ikke må
overstige 3 pct. (Finansministeriet 2010:8). Det forventes derfor i forbindelse med Genopretningspakken, at Danmark modtager en henstilling fra EU Kommissionen om at mindske det offentlige
underskud, så den økonomiske politik overholder kravene fra EU, hvilket ses som en bunden opgave af regeringen (Finansministeriet 2010:5). Formålet med at mindske det offentlige underskud er,
foruden at leve op til EU’s henstilling, at komme ud af gældskrisen:
”Den seneste uro på de finansielle markeder er afledt af gældskrisen i Euro-
35 pa. Det er den nye økonomiske virkelighed ovenpå krisen. Store offentlige
underskud og stigende gæld kan skabe nervøsitet på de finansielle markeder
og presse renterne op, som vi lige nu ser det i Europa […]. Derfor er der nu
større fokus end nogensinde på, at landene fører en ansvarlig økonomisk politik. Og stort set alle lande i EU er i gang med den nødvendige genopretning.” (Finansministeriet 2010:4)
Den økonomiske situation beskrives derfor ikke i forhold til forholdene på det indre danske marked,
men betragtes som en del af et europæisk marked. De her beskrevet samfundsøkonomiske udfordringer defineres derfor i forhold til det ydre europæisk marked. Den økonomiske politik beskrives i
aftalerne at have til formål at ”[…] signalere en klar vilje til at føre en ansvarlig politik […]” (Finansministeriet 2010:4) og ”[en] ansvarlig økonomisk politik bidrager til øget vækst og flere job
[…] med henblik på at fastholde tilliden til den økonomiske politik og sunde offentlige finanser
[…]” (Finansministeriet 2011:15). Den danske samfundsøkonomi vurderes derfor i forhold til hvordan den bedømmes internationalt, ikke nationalt. I 2020-planen beskrives tre samfundsøkonomiske
udfordringer, der falder sammen med udfordringerne beskrevet i Genopretningspakken: At forbedre
konkurrenceevnen og produktiviteten, at øge beskæftigelsen og sikre offentlig velfærd og vækst
inden for afbalancerede offentlige indtægter og udgifter (Finansministeriet 2011:10f.). Der er derfor
sket et skift i måden hvorpå, den økonomiske styring skal skabes balance da balancen skal skabes i
forhold til statens indtægter og udgifter og ikke i forhold til udbuddet og efterspørgselen på arbejdsmarkedet. Den økonomiske politik skal derfor sikre velfærd ved at skabe balance på det offentlige forbrug, og udnytte samfundets potentielle produktivitet ved at øge beskæftigelsen og dermed øge den økonomiske vækst.
Både konkurrenceevnen, beskæftigelsen og produktionen beskrives som svækket på grund af lavkonjunkturen, ubalance mellem de offentlige indtægter og udgifter beskrives som ugunstige for
økonomisk vækst, og arbejdsudbuddet forventes at falde markant i fremtiden grundet befolkningens
demografi (Finansministeriet 2011:6). Udfordringerne for samfundsøkonomien udgøres derfor af en
forestilling om, at den økonomiske styring skal udnytte samfundets produktive potentialer, og
mindske den offentlige gæld. Den samfundsøkonomiske forestilling om at staten skal sikre fuld
beskæftigelse, balance mellem udbud og efterspørgsel af varer og dermed arbejdskraft, er dermed
ikke den, der beskrives i de politiske dokumenter. Derimod beskrives de samfundsøkonomiske udfordringer som: 1) konsolidering af økonomien, 2) øge arbejdsudbuddet, 3) øge væksten og 4) øge
konkurrenceevnen. I gennemgangen af de politiske dokumenter ses endvidere, at der er en tydelig
36 fælles forståelse af, at det er med disse målsætninger den økonomiske politik skal planlægges. Udfordringerne beskrives fælles uanset om dokumenterne er udarbejdet at den nuværende og forhenværende regering, hvorfor der kan siges at eksistere en fælles samfundsøkonomisk forestilling.
Rammerne for den samfundsøkonomiske forestilling vurderes også i de politiske dokumenter, kan
ligeledes betegnes som ydre, og påvirket af Danmarks medlemskab i EU, da målsætninger om den
offentlige gælds størrelse defineres som følge deraf (Finansministeriet 2010:9). I de politiske dokumenter sammenlignes den danske økonomi ligeledes med økonomien i andre EU lande, hvorfor
den samfundsøkonomiske forestilling ikke skabes i forhold til forholdene på det indre nationale
marked, men derimod i forhold til et ydre, europæisk marked. Den samfundsøkonomiske forestilling er hermed et resultat af, at samfundsøkonomien befinder sig i en ydre, europæisk institution,
der af Ove K. Pedersen karakteriseres som det ydre marked.
Den økonomiske logik
I den samfundsøkonomiske forestilling tydeliggjort i ovenstående del af analysen, betragtes et øget
arbejdsudbud som en forudsætning for, at der kan skabes øget økonomisk vækst i samfundet. Dette
grunder i en mikroøkonomisk forestilling om, at den potentielle produktion og dermed den økonomiske vækst, er afledt af de eksisterende produktionsfaktorer, herunder arbejdsudbuddet (Gaden
m.fl. 2007:15). Skiftet fra den samfundsøkonomiske forståelse om balance mellem udbud og efterspørgsel til den mikroøkonomiske udbudspolitik har betydet, at udfordringerne for dansk økonomi i
dag betragtes som et spørgsmål om, hvordan dansk økonomi kan tilpasse sig de ydre institutionelle
rammer (Pedersen 2011:141), i stedet for at opretholde balance mellem udbud og efterspørgsel i en
indre ramme. Vi vil nu undersøge, hvordan den samfundsøkonomiske forestilling har påvirket regulering af dagpengesystemet, og hvordan dagpengesystemet hermed anvendes som et økonomisk
styringsredskab.
Dagpengesystemet som økonomisk styringsredskab
Da vi ovenfor har vist, at den politiske styring af samfundsøkonomien orienterer sig mod et ydre,
europæisk marked, vil vi her undersøge, hvordan regulering af arbejdsmarkedspolitikken påvirkes
af den samfundsøkonomiske forestilling. Dette, da den økonomiske politisk styring skal leve op til
nogle krav om forholdet mellem det offentlige forbrug, og den samlede offentlige gæld. Da dagpengesystemet fungerer som en automatisk konjunkturstabilisator, har indretningen af dagpengesystemet ikke blot stor betydning for borgenernes økonomiske tryghed, men ligeledes stor betydning
37 for forholdet mellem offentlige indtægter og udgifter, især ved konjunktursvingninger – og derfor
for den offentlige gæld.
Regulering af arbejdsmarkedspolitikken er som beskrevet central i velfærdsstatens arbejdsmarkedspolitik, da dagpengesystemet er et sikkerhedselement i den danske model. Grundet den samfundsøkonomiske forestilling, kan regulering af dagpengesystemet ligeledes betragtes som et økonomisk
styringsredskab. Dette skyldes at dagpengesystemet udgør en betydelig del af de offentlige udgifter
i lavkonjunktur, da arbejdsløsheden som resultat heraf stiger, hvorfor flere borgere får ubetalt dagpenge. Reguleringen af dagpengesystemet i 2010 er ligeledes en del af en større samfundsøkonomisk ramme. I Genopretningspakken og Dagpengereformen beskrives det, hvordan regulering af de
offentlige udgifter skal mindske den offentlige gæld. Heriblandt beskrives det i aftalerne, at offentlige overførselsindkomster som kontanthjælp, SU og dagpenge ikke i 2011 og 2012 skal følge lønudviklingen, hvorfor beløbssatserne fastholdes på 2010 niveau (Finansministeriet 2010:12).
Foruden regulering af beløbssatserne er regulering af dagpengesystemet ligeledes et redskab til at
mindske de offentlige ydelser. Reguleringen af dagpengesystemet indeholder en halveringen af
dagpengeperioden fra fire til to år, en ændringen af perioden for beregning af dagpengesatsen og en
fordobling af genoptjeningskravet til i alt 52 uger (Finansministeriet 2010d:14f.). Ifølge de politiskøkonomiske aftaler, skulle reguleringen biddrage med en besparelse på de offentlige udgifter på i alt
1,8 milliarder kroner i 2012 og 2013 (Finansministeriet 2010d:13). I den økonomiske styring anvendes regulering af dagpengesystemet derfor som et redskab til at mindske de automatiske konjunkturstabilisatorer, der ellers er et redskab til at sikre social sikring og økonomisk tryghed til borgerne. Reguleringen af de automatiske konjunkturstabilisatorer, og dagpengesystemet heri, betragtes derfor som et styringsredskab til at mindske den offentlige gæld, da en kortere dagpengeperiode
ligeledes betyder mindskede offentlige udgifter til overførselsindkomster.
Foruden besparelsen på de offentlige udgifter, skulle reguleringen af dagpengesystemet yderligere
øge arbejdsudbuddet, og dermed skabe samfundsøkonomisk vækst:
”De tre elementer medfører et væsentligt bidrag til større beskæftigelse […]
Samlet sikres et mere tidssvarende dagpengesystem, som understøtter fremtidig vækst og beskæftigelse. Reformen af dagpengesystemet ventes sammen med de øvrige initiativer at øge beskæftigelsen med omkring 11.000
38 personer.” (Finansministeriet 2010d:15)
Reguleringen af dagpengesystemet betragtes derfor som et styringsredskab til at skabe økonomisk
vækst i samfundet, ved at øge arbejdsudbuddet. Heri ligger en antagelse om, at reguleringen af dagpengeperioden vil øge arbejdsudbuddet, hvorfor samfundets ressourcer udnyttes bedre. Dette er dog
under forudsætning af, at dagpengemodtagerne kommer i beskæftigelse, og dermed bliver en produktionsfaktor for samfundet.
Reguleringen af dagpengesystemet blev forslået som løsningsredskab til at mindske de offentlige
udgifter, og øge arbejdsudbuddet i arbejdskommissionens rapport fra 2009 Velfærd kræver arbejde
(Arbejdskommissionen 2009:7). Rapportens formål var at præsentere regeringen for forslag til,
hvordan politiske styringsredskaber, kunne føre til øgede offentlige indtægter, og/eller mindskede
offentlige udgifter (Arbejdskommissionen 2009:7). Rammen om Arbejdskommissionens arbejde
var derfor den samfundsøkonomiske udfordring, der tegnede sig allerede i 2007, om manglende
finansiering af den forhenværende regerings 2015-plan (Arbejdskommissionen 2009:7). Reguleringen af dagpengesystemet er i Arbejdskommissionens rapport beskrevet som et styringsredskab til at
øge beskæftigelsen: ”Ændringer i dagpengesystem mv., så ledige kommer hurtigere i arbejde.”
(Arbejdskommissionen 2007:7).
Reguleringen af dagpengesystemet vurderes i Arbejdskommissionens rapport ikke til at forringe
den danske model, da det vurderes, at de ledige på trods af en kortere dagpengeperiode vil komme
hurtigere i arbejde (Arbejdskommissionen 2007:81). Derudover vurderes det af kommissionen ikke
som en ”væsentlig” forringelse af forsikringselementet i dagpengesystemet, at dagpengeperioden
forkortes eller at genoptjeningskravet fordobles (Arbejdsmarkedskommissionen 2007:83). Dette må
dog være under forudsætning af, at samfundsøkonomien ikke befinder sig i en lavkonjunktur, da det
foreslås, at dagpengeperioden midlertidigt kan forlænges op mod et år i perioder med stærk lavkonjunktur. Indføres en midlertidig forlængelse, vurderes reguleringen af dagpengesystemet stadig at
påvirke den strukturelle ledighed, hvormed et øget arbejdsudbud alligevel forventes (Arbejdskommissionen 2007:81). Forestillingen om at regulering af den passive arbejdsmarkedspolitik – som
forkortelse af dagpengeperioden – vil sænke den strukturelle ledighed og føre til et øget arbejdsudbud begrundes i erfaringerne fra 1990’erne (Arbejdskommissionen 2007:85). Da der ikke har været
justeret i dagpengeperioden siden 1990’erne, vurderes en regulering af dagpengesystemet, af kommissionen, som det eneste arbejdspolitiske værktøj til at sænke den strukturelle ledighed (Arbejds-
39 kommissionen 2007:82f.). Dagpengesystemet vurderes til at være forældet og aktivt bidragende til,
at ledige ikke motiveres til at finde beskæftigelse tidligere:
Konsekvensen af de nuværende dagpengeregler er, at nogle ledige opholder
sig unødigt længe i dagpengesystemet, og der anvendes betydelige ressourcer i den aktive beskæftigelsesindsats på at modvirke det. Den aktive beskæftigelsesindsats er i forvejen særdeles ressourcekrævende, og yderligere
investeringer i den aktive beskæftigelsespolitik vil næppe styrke de offentlige finanser […] En kortere dagpengeperiode kan imidlertid åbne mulighed
for, at ressourcerne i den aktive beskæftigelsespolitik kan anvendes mere effektivt end nu. (Arbejdskommissionen 2007:82f.)
Kommissionen vurderer derfor regulering af dagpengesystemet, som eneste arbejdsmarkedspolitiske værktøj til at sænke den strukturelle ledighed.
Delkonklusion I
Den samfundsøkonomiske forestilling kan ud fra ovenstående analyse derfor beskrives som ændret
fra det, der karakteriserer den velfærdsstatslige samfundsøkonomiske forestilling. Ifølge analysen af
de politiske publikationer ligger de i empirien fundene samfundsøkonomiske udfordringer sig op af
dem, som Ove K. Pedersen betegner som konkurrencestatslige, hvor målsætninger for samfundsøkonomien beskrives som 1) Fuld udnyttelse af produktive potentialer (øge arbejdsudbuddet), 2)
Mikroøkonomisk ressourceudnyttelse og 3) økonomien planlægges i lange tidshorisonter.
Målsætningerne for den økonomiske politik har ændret sig fra at fokusere på velfærdsstatslige udfordringer, til at fokusere på konkurrencestatslige udfordringer. Den økonomiske politik har som
resultat heraf i dag som mål at øge produktionskapaciteten i samfundet. Herunder hører også dagpengereformen, der ligeledes anvendes som økonomisk styringsredskab til at mindske den offentlige gæld, og dermed leve op til kravene i Stabilitet- og vækstpagten. Den økonomiske politik forstås
i forhold til det ydre, europæisk marked, hvormed forstås at målsætninger og udfordringer for økonomien begrundes i, at den danske økonomi skal overholde ydre institutionelle krav, eller leve op til
ydre institutionel konkurrence. Heraf kan man derfor karakterisere den politiske samfundsøkonomiske forestilling som europæiseret.
I takt med at den samfundsøkonomiske forestilling har ændret sig, har også den politiske beslutningsproces gjort det. Som beskrevet i afsnittet Samfundsstyringens organisering, har en ændring af
40 forvaltningsstrukturen betydet, at interesseorganisationerne ikke længere har samme korporative
indflydelse som tidligere. I stedet skal interesseorganisationerne søge at påvirke den førte politik
ved andre kontaktformer, for derved at yde indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken og derunder
dagpengereformen. Det er derfor interesseorganisationernes muligheder for at yde indflydelse på
arbejdsmarkedspolitikken, vi vil undersøge i Delanalyse II. Dette gøres ved at undersøge hvordan
AK-Samvirke har søgt indflydelse og er blevet inddraget, i Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob.
Delanalyse II
I Delanalyse I har vi fundet frem til, at både økonomiske udfordringer og redskaber formuleres og
defineres ud fra en politisk samfundsøkonomisk forestilling vi betegner konkurrencestatslig. Derudover har vi i afsnittet Samfundets organisering beskrevet, hvordan inddragelsen af interesseorganisationer i udarbejdelsen af arbejdsmarkedspolitikken er et centralt element i den danske model.
Dog beskrives måden hvorpå interesseorganisationer inddrages i den politiske beslutningsproces
som forandret i teorien. Vi vil derfor i denne analyse undersøge, hvordan AK-Samvirke er inddraget
i beslutningsprocessen for Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob. Hermed undersøger vi, om den i teorien beskrevet tendens, ligeledes findes i arbejdsmarkedspolitikken. Hermed vil
vi besvare, hvordan den samfundsøkonomiske forestilling har påvirket arbejdsmarkedspolitikken,
og dermed interesseorganisationernes indflydelse herpå.
Genopretningspakken, Akutpakken og Aftale om akutjob er alle politisk initierede aftaler. Genopretningspakken er baseret på Arbejdsmarkedskommissionens rapport Velfærd kræver mere arbejde fra
2009. Vi vil derfor i denne delanalyse undersøge den faktiske beslutningsproces, der ligger til grund
for Dagpengereformen fra 2010, Akutpakken og Aftale om akutjob. Vi vil sammenligne disse seneste aftaler med den teoretiske udredning af, hvordan interesser tidligere er blevet inddraget som part
i arbejdsmarkedspolitikken, for på den måde at kunne sige noget om, hvordan interesseorganisationer i dag inddrages som part i arbejdsmarkedspolitikken. I den forbindelse inddrages interview med
henholdsvis Verner Sand Kirk fra AK-Samvirke og Kristina Bendixen fra KL. hvormed vi undersøger hvordan de som interesseorganisationer har haft mulighed for at yde indflydelse på Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob. Denne analyse har dermed til hensigt at undersøge,
hvordan Dagpengereformen er initieret, formuleret og implementeret, samt hvilke konsekvenser
41 dette har for inddragelse af AK-Samvirke og KL som eksempler på inddragelsen af interesseorganisationer i arbejdsmarkedspolitikken.
Dagpengereformen 2010
Dagpengereformen er som beskrevet i Delanalyse I en del af Genopretningspakken, og reguleringen
af dagpengesystemet bygger på Arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2009. Arbejdsmarkedskommissionen blev nedsat af den forhenværende regering, og består af ni eksperter (Arbejdsmarkedskommissionen 2013). Dagpengereformen er derfor politisk initieret, hvor ikke kun forslaget om
regulering af dagpengesystemet er et resultat af en politisk beslutning. Hvad reguleringen af dagpengesystemet skulle indeholde var ligeledes en politisk beslutning. Ingen af de ni eksperter repræsenterer arbejdsmarkedets organiserede interesser. Ifølge Verner Sand Kirk er udarbejdelsen af
dagpengereformen sket på baggrund af nogle forkerte forudsætninger:
”Det var strikket lidt sammen på baggrund af ting fra Arbejdsmarkedskommissionens rapport som jo kom i 2009, og baserede sig på situationen op til finanskrisen og inden ledighedsstigningen var slået ordentlig igennem.” (Kirk
2013 1:30)
Allerede her bliver det tydeligt, at man i udarbejdelsen af politikken, har gjort brug af nogle redskaber i form af økonomiske modeller. Og ikke mindst, at det er sket på baggrund af en nedsat kommission bestående af eksperter, og hvor AK-Samvirke som interesseorganisation ikke har været inddraget. Han fortæller videre at aftalen, ifølge ham, er sket uden egentlig omtanke for sagens kerne, og
de strukturelle problemer arbejdsmarkedet står overfor:
”Baggrunden var, at man forhandlede med Dansk Folkeparti, og der indgik
nogle forringelser for pensionister. Det ville de ikke være med på. Så en sen
nattetime smider de den ide på bordet, at de måske gerne alligevel vil se på
dagpengene… og vupti, så smider man et forslag på bordet.” (Kirk 2013
00:14)
Det er hermed tydeligt at Dagpengereformen, ifølge Verner Sand Kirk, er et resultat af, at den politiske initiering og udformning er et resultat af en politisk forhandling, uden inddragelse af arbejdsmarkedspolitiske interesseorganisationer. Han mener derimod, at reformen er et resultat af hastværk.
Som beskrevet tidligere kan dagpengereformen dog også siges ar være udarbejdet med et andet sigte, nemlig at reformen skulle føre til mindskede offentlige udgifter, og dermed sænke den offentlige
42 gæld. Set ud fra det formål, kan reformen siges at være et godt styringsredskab. I samme optik ville
inddragelse af interesseorganisationerne i initieringsfasen have langsommeliggjort beslutningsprocessen. Uden interesseorganisationers inddragelse, har politikerne haft mulighed for, ved enighed, at
tage hurtige beslutninger, og dermed fastsætte en overordnet økonomisk ramme for samfundsstyringen.
Dagpengereformen er hermed fremlagt af regeringen, og reformens elementer og formodede konsekvenser er ligeledes et resultat af et politisk forlig. Ifølge reformteksten regnede man med, at halveringen af dagpengeperioden og forlængelsen af genoptjeningskravet, i værste fald ville betyde, at 24.000 dagpengemodtagere årligt ville miste dagpengeretten, som resultat af, at de ikke var kommet i
beskæftigelse inden den 2-årige periode var udløbet. Dette tal havde tidligere været 1-2.000 personer. Altså en fordobling af antallet, hvilket bliver fremlagt som en overskuelig mængde. Med regulering af dagpengesystemet forventede de politiske beslutningstagere hermed, at reformen ville betyde
en besparelse på fire milliarder kroner, og at arbejdsudbuddet ville øges med 11.000 inden 2020.
Ifølge Verner Sand Kirk viser det tydeligt, at reformen ikke bunder i en grundig analyse af dens
konsekvenser:
”Det lød jo næsten for godt til at være sandt, og det er det, der er hele pointen,
det var heller ikke sandt, og det var hastværksarbejde.” Kirk 2013 1:35)
Ifølge Verner Sand Kirk var regeringens logik bag dagpengereformen, at man ved den fire-årige
dagpengeperiode har kunnet se, at jo tættere de ledige når på at falde for grænsen, jo større er chancen for at de kommer på arbejde: ”diskursen har jo været, at alle jo fandt et arbejde, når de nåede
til kanten.” (Kirk 2013 05:15), og at man derfor har ville fremrykke denne effekt, da det samme
måtte gøre sig gældende efter bare to år. Det er i virkeligheden et eksempel på en samfundsøkonomisk forestilling om, at man ved at nedsætte dagpengeperioden vil øge beskæftigelsen og dermed
produktionskapaciteten. Verner Sand Kirk er dog uenig i denne forestilling, og mener at der er andre
faktorer, der gør sig gældende, når de ledige er nået ud til de fire års dagpenge:
”Men fidusen er jo, at der er forsvundet så mange, når man når hen til de fire
år, så der kun er et par tusinde tilbage.” (Kirk 2013 04:43)
43 Derudover pointerer han, at der også ligger en kæmpe indsats bag fra de lediges netværk. Især fra
både a-kasserne og jobcentrenes side:
”Det har også noget at gøre med, at deres netværk, deres a-kasse, jobcenter og
fagforening gør alt for at redde dem på kanten. Men det er jo selvfølgelig også
kun muligt, fordi der ikke er så mange.” (Kirk 2013 05:45)
Ifølge Verner Sand Kirk er det derfor vigtigt, at de lediges netværk er tilgængelige til at sikre deres
rettigheder ved ledighed. Logikken har altså, ifølge Verner Sand Kirk været, at hvis man bare fremrykkede dagpengeperioden, så ville man ligeledes kunne fremrykke effekten. Fremrykningen af
udfaldsdatoen har derfor betydet, at effekten skulle gælde et langt større antal dagpengemodtagere,
hvorfor effekten ikke kan forventes at indtræde. Derudover mener han, at regeringen er gået ud fra
en forestilling om: ”[…] at hvis folk fra start af vidste, at perioden ikke var så lang, så var folk ikke
så mageligt anlagt.” (Kirk 2013 06:10). Det viser med stor tydelighed, at regeringen og Verner
Sand Kirk ikke deler samme logik, hvad angår effekten af den forkortede dagpengeperiode. AKSamvirke har ikke selv været med til at formulere reformen, men ifølge Verner Sand Kirk, har organisationen forsøgt at påvirke beslutningsprocessen, ved at videregive beregninger om dens konsekvenser for arbejdsmarkedet:
”Vi gjorde så det fra slutningen af 2010, at vi begyndte at få a-kasserne til at
opgøre hvor mange, der ville være røget ud, hvis det var blevet implementeret
allerede der […] Så var det vi sagde, at det er 2400 per måned […] Det har
man kunne se i meget lang tid, men det var der ikke nogen, der forholdte sig
til.” (Kirk 2013 12:00 – 12:29)
Det er helt afgørende, ifølge Verner Sand Kirk, at regeringen ikke har forholdt sig til det faktum, at
når man både skærer i dagpengeperioden og forlænger genoptjeningskravet, så er det to så voldsomme greb, at man burde have kunnet forudse, at det ville have negative konsekvenser:
”Jeg rejser rundt med sådan et klippekort i lommen. Du er sgu da ligeglad
med, om de finder på at halvere antallet af klip, eller om de finder på at fordoble prisen, det virker jo ens. Her gør man begge dele på én gang… Det er jo
forklaringen… du har det der med, at det er en dobbelt stramning og det er på
en eksponentiel funktion… Derfor går det galt…” (Kirk 2013 11.08)
44 Ifølge Verner Sand Kirk er reformen uhensigtsmæssig, da en gruppe dagpengemodtagere vil miste
dagpengeretten, inden de igen finder beskæftigelse. Han definerer dermed uhensigtsmæssigheden i,
at en lang række dagpengemodtagere vil miste deres økonomiske sikring, hvilket har konsekvenser
for borgeren. Set ud fra den politiske samfundsøkonomiske forestilling, betyder reformen derimod,
at produktionskapaciteten forstørres, da arbejdsudbuddet stiger, hvorfor reformen betragtes som et
vækst initiativ – og en besparelse i de offentlige udgifter. For Verner Sand Kirk er det i stedet essentiel, at reformen ikke tager hensyn til den velfærdsstatslige sikring af borgerne.
Ifølge Verner Sand Kirk er det kritisabelt, at regeringen og den politiske administration ikke har
gjort en større indsats for at inddrage AK-Samvirkes fremlagte tal i beslutningen om reformens udformning. Han mener at embedsværket har svigtet i forhold til politikkerne:
”Men når det så er sagt, så mener jeg sådan set også helt seriøst, at embedsværket har svigtet […] selvfølgelig kunne man se det (udviklingen, red.). […]
der er det dybt pinligt, at man nærmest bliver ved med at holde kikkerten for
det blinde øje, og dermed er man jo medskyldig i, at politikerne kommer på
glat is.” (Kirk 2013 46:35)
Som arbejdsmarkedspolitisk interesseorganisation har AK-Samvirke traditionelt set været en del af
den politiske beslutningsprocesser. Derfor forstår Verner Sand Kirk grundlæggende ikke, at man
fra politisk side ikke engang tager de fremlagte tal og anvisninger i betragtning. Det har ifølge
Verner Sand Kirk store konsekvenser, at regeringen ikke tidligere har taget tallene til eftertragtning, og lyttet til AK-Samvirkes henvisninger.
”Vi har så gjort det, at vi har fået a-kasserne til at opgøre måned for måned,
hvor mange, der faktisk er faldet ud […] Det vil sige, alene konjunktur og beskæftigelsessituationen har betydet, at der er flere, der ryger, end de påstod,
der ville gøre som følge af denne reform […] Og uanset om konjunkturerne
havde været bedre, så havde man kunne se det mønster […] det er simpelthen
banal matematik.” (Kirk 2013 15:20)
Dette citat viser med klar tydelighed, at der er en forskel i måden hvorpå AK-samvirke og regeringen anskuer tingenes tilstand. Ifølge Verner Sand Kirk burde reformens konsekvenser have betydet,
at den ikke var blevet implementeret, eller at den på et senere tidspunkt var blevet trukket tilbage.
Han ligger således vægt på, at konjunktursvingningerne har stor betydning for, hvilke konsekvenser
45 reformen vil have for dagpengemodtagerne, da der grundet lavkonjunkturen er forholdsvis stor arbejdsløshed i samfundet i forvejen. Verner Sand Kirk betragter derfor lavkonjunkturen og det indre
markeds tilstand som afgørende for, om reformen bør indføres eller ej. Ifølge den politiske samfundsøkonomiske forestilling er reformen dog rettidig, da henstillingen fra EU kræver, at der spares
i de offentlige udgifter. Derudover er den økonomiske forestilling ikke, at den økonomiske politik
skal skabe balance i udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, men derimod at arbejdsudbuddet
skal maksimeres – dette uanset konjunkturforholdet. Verner Sand Kirk mener dog også, at reformen
ville have utilsigtede konsekvenser, selv om samfundsøkonomien havde stået overfor en konjunkturændring. Dette da reformen samtidig regulerer dagpengeperioden og genoptjeningskravet:
”Det svarer til, at hvis alle varer i Kvickly har samme udløbsdato. Du komprimerer så at sige folk, der har spredning i, hvornår de er blevet ledige, på to
år, dem komprimerer du til at have samme slut-dato […] Så behøver man altså
ikke have forstået meget metode og matematik, for at kunne sige sig selv, at
der må ske et eller andet. Det gør der selvfølgelig også, du genererer simpelthen en bølge […] Det overser man fuldstændigt.” (Kirk 2013 14:30)
Verner Sand Kirk undrer sig helt grundlæggende over, hvorfor regeringen ikke har valgt at gøre
brug af den hjælp, som han selv mener, AK-Samvirke har forsøgt at bidrage med. Hele metoden bag
regeringens udførelse undrer ham ligeledes:
”Man tager bare bevidstløst op af skuffen nogle regnestykker fra Arbejdsmarkedskommissionen, som baserer sig på en bestemt situation her før lavkonjunktur […] og selv med dem vil jeg sige, det er ret optimistisk at man kan gå
fra det ene tal til det andet og kun få en fordobling af folk, der ryger ud af
dagpengesystemet […] Det er dog ikke helt på månen, hvis beskæftigelsessituationen var ligesom i 2008, men det var jo ikke den virkelighed man besluttede i, for man vidste jo, det her var på vej […] Men man gør det alligevel. Og
man bliver ved at fastholde det sådan” (Kirk 2013 20:28)
Der er hermed en helt grundlæggende forskel på Verner Sand Kirks samfundsøkonomiske forestilling og den politiske samfundsøkonomiske forestilling, og dermed på hvilken baggrund reformen
bør udarbejdes, og med hvilket mål den implementeres. I interviewet bliver det derfor klart, at der
er langt mellem de to parters samfundsøkonomiske forestilling, og dermed vurdering af, hvordan
arbejdsmarkedspolitikken skal reguleres. Arbejdsmarkedskommissionens rapport fra 2009 konkluderer, at dagpengesystemet i perioder med lavkonjunktur, kan forlænges op til et år, hvis sikkerhe-
46 den i flexicurity-modellen ikke skal forringes. Da dette element ikke er inddraget i reformen, kan
det konkluderes, at reformens økonomiske hensigter – det øgede arbejdsudbud og det lavere offentlige forbrug – har været vægtet højere end sikkerheden i flexicurity-modellen. Hensynet til den
ydre europæiske ramme har derfor været mere essentielt end reformens konsekvenser på det indre
marked. I forlængelse heraf undrer det ligeledes Verner Sand Kirk, at regeringen ikke har trukket
reguleringen af dagpengesystemet tilbage, da regeringen måtte ændre vurderingen af, hvor mange
dagpengemodtagere der ville miste dagpengeretten:
”[…] Den dokumentation vi har fremlagt, har man ikke gidet følge, det har
man bare blæst en hat på. Man er ikke gået ind i en substansdiskussion, man
har bare sagt, det er bare sådan en klassisk lobby-organisation, de er nogle
fupmagere.” (Kirk 2013 23:00)
Ovenstående viser altså med al tydelighed, at det har været mere end almindeligt svært for en interesseorganisation som AK- Samvirke - hvis medlemmer i høj grad regner med, at deres interesser i
forhold til dagpengespørgsmålet bliver hørt - at komme igennem til politikerne, der umiddelbart har
haft nogle andre logikker bag reformen end AK-Samvirke. Det er tydeligt, at kontaktformen har
ændret sig. Det lader ikke længere til at være politikerne, der kommer til interesseorganisationerne,
men derimod interesseorganisationer, der insisterende er nødt til at presse på i forhold til politikkerne og dermed deres mulighed for at yde indflydelse.
Akutpakken
Som redegjort for tidligere, så er både AK-Samvirke og KL med i aftalen om Akutpakken. Ifølge
Verner Sand Kirk, er AK-Samvirke dog ikke med til at formulere målsætningerne for Akutpakken.
Han fortæller at inddragelsen i praksis er foregået ved, at han bliver ringet op af Mette Frederiksen,
der fortæller, at hun vil iværksætte en akutindsats, men at rammerne for aftalen ikke var til forhandling:
”Hun fortæller, at jeg skal være klar over, at reglerne for aftalen ikke er til
diskussion, så det vi taler om er, hvordan vi kan sætte turbo på indsatsen og
forbedre indsatsen.” (Kirk 2013 26:52)
Det ovenstående er en tydeliggørelse af de præmisser, der har været for aftalen om Akutpakken.
Præmisserne har været givet på forhånd, og til trods for, at Verner Sand Kirk mener, at AK-
47 Samvirke har forsøgt at påvirke den politiske beslutning om Dagpengereformen, så er der ikke ændret på indholdet af reformen. Heller ikke efter at konsekvenserne af den har vist sig at være anderledes end dem, der blev vurderet af Arbejdsmarkedskommissionen. Akutpakken kan dog betragtes
som en ’redningspakke’, da Dagpengereformens konsekvenser på forholdet mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft alligevel har været for uhensigtsmæssige. Men det til trods, så giver Verner
Sand Kirks ovenstående udtalelse dog stadig udtryk for, at der ikke er noget at forhandlingsrum.
Regeringens politik er bundet op på nogle udefrakommende krav, der ikke står til diskussion. AKSamvirke har som interesseorganisation hermed kun været inddraget i implementeringen af aftalen.
Verner Sand Kirk fortæller endvidere at det ved første forhandlingsmøde mellem regeringen og interesseorganisationerne bliver understreget, at der ikke er noget at forhandle om:
”[…] præmisserne var jo givet, så det var sådan set uinteressant, om der
var nogen, der havde nogle ideer for, hvad man kunne gøre på regelsiden, for det var ikke til diskussion.” (Kirk 2013 28:14)
Det er hermed ikke muligt for interesseorganisationerne at komme med input til aftalen, og hermed
yde indflydelse på indholdet. Så selvom Verner Sand Kirk giver udtryk for, at han fortæller Mette
Frederiksen, at han mener, aftalen kun vil virke marginalt, så har det ingen betydning i forhold til
aftalens endegyldige udformning. Ifølge Verner Sand Kirk handler mødet mere om, hvordan aftaleparterne skal bruges i implementeringen:
”Hun handlede med bundent mandat, det var ene og alene en diskussion af,
kan vi styrke den måde indsatsen foregår på, altså det a-kasserne gør og det
jobcentrene gør, og den måde de samarbejde på.” (Kirk 201328:33)
Interesseorganisationerne vælger derfor kun at være en del Akutpakken, for at vise vilje til aktiv
deltagelse og komme med forslag til, hvordan implementeringen af aftalen kan forbedres. Verner
Sand Kirk begrunder dog organisationens deltagelse i implementeringen med, at ”Det skal ikke
være sådan, at noget der kan hjælpe lidt, skal vi forhindre, at der bliver gjort noget” (Kirk 2013:
27:05). AK-Samvirke har dermed accepteret, at der ikke har været noget forhandlingsrum, og at
dagpengereformen ikke bliver ændret, uanset at det er i AK-Samvirkes interesse. Også Kristina
Bendixen fra KL beskriver deres deltagelse med et lignende argument:
48 ”Vi var enige om, at der var en udfordring, så hvis de private arbejdsgivere er
med på at lave en aftale, så skal vi ikke stå tilbage som offentlige arbejdsgivere” (Bendixen 2013 02:50)
Selvom KL går ind for en nedsættelse af dagpengeperioden og AK-Samvirke er imod, og til trods
for at de to aftaleparter har forskellige incitamenter for at gå med i aftalen, så er de dog begge enige
om, at den nuværende situation ikke er holdbar, og at der derfor skal gøres en indsats for de mange
ledige, der står til at miste dagpengeretten og miste det økonomiske forsørgelsesgrundlag. Derfor er
de begge enige om, at de gerne vil bidrage til implementeringen af aftalen, for dermed at styrke indsatsen overfor de mange ledige – dette på trods af, at Akutpakken ikke løser det, de begge karakteriserer som det overordnede problem, nemlig arbejdsløsheden. Årsagen til, at to organisationer med to
grundlæggende forskellige incitamenter, kan blive enige om at indgå i aftalen, skal findes i den fælles samfundsøkonomiske forestilling de begge trods alt har. For både KL og AK-Samvirke handler
det om at skabe økonomisk sikring for de ledige og dermed fastholde den fleksible arbejdsmarkedsmodel.
Verner Sand Kirk siger dog, at AK-Samvirke gerne var blevet inddraget langt tidligere i initieringsprocessen af aftalen, da han mener, at organisationens kompetencer og beregninger på området med
klar tydelighed hele vejen igennem har vist de negative konsekvenser ved den forkortede dagpengeperiode. Han understreger dog, at dette ikke har været en mulighed:
”Hun (Mette Frederiksen, red.) kunne jo ikke rokke med ørerne, for at sige
det. Hun har jo ikke haft frihedsgrader til noget som helst […] I et sådan regeringshierarki, der er det jo partiledelsen, der bestemmer, det er finansministeren og statsministeren, så derfor ligegyldigt, hvad hun mente, har hun ikke
kunne rokke med ørerne” (Kirk 2013 46:06)
Netop det Verner Sand Kirk beskriver her, viser med al tydelighed, at han godt er klar over, der er
sket en udvikling i regeringens samfundsøkonomiske forestilling og at indsatsen på det arbejdsmarkedspolitiske område i langt højere grad er rykket en gang højere op i beslutningshierarkiet og
nu bliver behandlet som en del af en overordnet økonomisk ramme. Citatet viser yderligere, at beslutningsprocessen er langt fra det korporative setup, og at interesseorganisationerne ingen muligheder har haft, for at influere på Akutpakkens egentlige udspring – Dagpengereformen.
49 Beslutningsprocessen for Dagpengereformen har derfor været påvirket af, at reformen var en del af
en større økonomisk målsætning. Dette har betydet, at beskæftigelsesministeren ikke har haft mulighed for at forhandle med interesseorganisationerne, da hun hierarkisk har været underlagt partiledelsen, finansministeren og statsministeren. Hun kan derfor ikke regulerer politikken inden for
hendes ressort, uafhængigt af den overordnet økonomiske ramme fastlagt af finansministeriet.
Verner Sand Kirk giver endvidere i interviewet udtryk for, at det undrer ham, at man ikke har brugt
AK-Samvirke og andre interesseorganisationer i udformningen af aftalen og dermed den politiske
styring: ”Det har man jo heller ikke gjort, da man vedtog det, det var jo over en nat, ik” (Kirk
2013 47:29). Og udviklingen i politiske aftaler bekymrer Verner Sand Kirk:
”Men det, der er problemet, som er blevet værre og værre i dansk politik, det
er jo, at sømmet er banket i, i et forlig […] Det vil sige, ligegyldigt hvor åndsvagt det er, så kan det ikke rettes.” (Kirk 2013 48:06)
Det bekymrer helt tydeligt Verner Sand Kirk, at interesseorganisationernes faglige viden og kompetencer ikke inddrages i arbejdsmarkedspolitikken, men at aftalerne både initieres og udformes af
den politiske ledelse. Til trods for, at AK-Samvirke igennem hele beslutningsprocessen, ifølge
Verner Sand Kirk, har forsøgt at påvirke indholdet af reformen, og dette ikke har haft virkning på
den politiske beslutning, så har han alligevel aldrig overvejet ikke at gå med i aftalen:
”Bare fordi det ikke løser hele problemet, så kan vi ikke stå på mål for at vi
ikke vil styrke samspillet med jobcentrene, selvfølgelig kan vi ikke det.” (Kirk
2013 49:18)
Forkortelsen af dagpengeperioden er i høj grad noget, der berører AK-Samvirkes medlemmer, og
det handler derfor også om for AK-Samvirke i et eller andet omfang at vise overfor deres medlemmer, at de er handlevillige. Verner Sand Kirk giver udtryk for, at organisationen ikke har kunnet yde indflydelse eller har haft nogle magtmidler i beslutningsprocessen. Organisationens eneste
mulighed for indflydelse har dermed været at forbedre indsatsen i implementeringsfasen. Derudover mener Verner Sand Kirk også, at AK-Samvirke ved at gå med i aftalen, trods alt skaber fokus
på de utilsigtede konsekvenser, han mener, reformen har medført: ”Fordelen har helt klart været
at få det på dagsordnen.” (Kirk 2013 54:20).
50 I forlængelse med aftalen om Akutpakken giver Verner Sand Kirk udtryk for, at der hele vejen
igennem har været stor opbakning fra samtlige a-kasser om hovedorganisationens linje:
”Helt fra starten af har det været sådan, at der har alle a-kasser været fuldstændig enige om vores linje […] Det er jo sådan set interessant set i lyset af,
at vi både har de røde og de blå og de gule som medlemmer.” (Kirk 2013
44:39)
Som beskrevet tidligere, så udspringer a-kasserne af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, og
der har derfor også været stor tradition for, at de i høj grad har støttet socialdemokratisk-ledet regeringer. Men ovenstående udtalelse fra Verner Sand Kirk viser ret tydeligt, at der er sket et skred i
opfattelsen. Det er nu muligt for a-kasser med forskellig politisk ståsted at være radikalt uenige i en
socialdemokratisk ledet politisk linje. Det er i høj grad et udtryk for, at a-kasserne samlet set varetager nogle andre interesser end de, der ligger til grund for regeringens arbejdsmarkedspolitik.
Samlet set er det AK-Samvirkes samfundsøkonomiske forestilling, at arbejdsmarkedspolitikken
skal sikre demokrati, lighed og tryghed for borgerne og dermed deres medlemmer. Det politiske
formål med Dagpengereformen, har dog ikke været at styrke disse rettigheder, men i stedet at øge
arbejdsudbuddet og mindske det offentlige forbrug, for derved at leve op til EU’s henstilling, og
skabe øget økonomisk vækst ved at udnytte samfundets produktive potentiale.
Ligeledes er den manglende støtte til en socialdemokratisk regering interessant. Det kan begrundes
med statens samfundsøkonomiske forestilling, der grundet europæiseringen tager nogle andre hensyn og er underlagt nogle andre krav. Derfor er regeringsfarve ikke længere, i dette tilfælde, af
betydning, da alle vil være underlagt europæiske krav og dermed en begrænsning i de økonomiske
styringsredskaber man ønsker at anvende, herunder arbejdsmarkedspolitikken.
Aftale om akutjob
AK-Samvirke er ikke med i Aftale om akutjob, da aftalen kun er indgået mellem arbejdsgiverorganisationer. KL indgår dog som aftalepart, da organisationen udover at være en interesseorganisation for kommunerne ligeledes er en offentlig arbejdsgiverorganisation. KL har dog ikke siddet med
ved forhandlingsbordet, da denne aftale blev initieret. Og til trods for at KL hører til dem, der går
ind for en forkortelse af dagpengeperioden, så har organisationens holdning været, at samfundet
51 stod overfor en udfordring i forhold til de mange mennesker, der stod til at falde ud af dagpengesystemet:
”Når vi gik med, så var det fordi, vi var enige i, at der var en særlig situation
og vi var enige i, ikke at forlænge dagpengeperioden igen.” (Bendixen 2013
01:55)
Men som Verner Sand Kirk beskriver det for AK-Samvirke, så har deltagelsen i Aftale om akutjob
for KL handlet om, som organisation, ikke at ville stå tilbage for flertallet:
”Vi var enige i, at der var en udfordring, så hvis de private arbejdsgivere er
med, så skal vi ikke stå tilbage som offentlige arbejdsgivere.” (Bendixen 2013
02:50)
Det er vigtig for KL at vise, at organisationen er samarbejdsvillige til trods for, at de overordnet
ikke er enige i, at Aftale om akutjob løser problemerne for beskæftigelsen. Men som AK-Samvirke,
selvom deres incitamenter er forskellige, handler det for organisationen om at være en del af beslutningsprocessen. Dog pointerer Kristina Bendixen, at hun ikke mener, at KL ville gå med i en
lignende aftale igen:
”Der er jo ikke noget, vi synes, der løser et grundlæggende problem […] Og
det er ikke en model, vi ville gentage, altså hvor man begyndte at lave klausuler, eller hvad skal man sige, restriktioner på, hvem man må ansætte hvor.”
(Bendixen 2013 06:09)
Det Kristina Bendixen her giver udtryk for, er en tydelig bekymring for aftalens midler, der kan
karakteriseres som en direkte indgriben i Flexicurity-modellen, hvor netop arbejdsgivernes mulighed for at hyre og fyre er en af grundstenene i samspillet på det danske arbejdsmarked. Det er altså
et udtryk for, at den aktive arbejdsmarkedspolitik politikerne her gør brug af, er en direkte regulering af et grundlæggende element i Flexicurity-modellen. Hvilket hun yderligere uddyber:
”Så derfor er diskussionen, eller udfordringerne, at sikre, på den ene side arbejdsgivere ret til at vælge hvem de vil fyre og ansætte og på den anden side
give motivation og incitamenter til at ansætte svage grupper.” (Bendixen 2013
08:45)
52 Kristina Bendixen beskriver derfor at KL, på trods af deltagelsen i Aftale om akutjob, er forbeholdende overfor aftalens direkte påvirkning på det fleksible arbejdsmarked. Det danske arbejdsmarked er netop kendetegnet ved flexicurity-modellen, hvor netop aktiv arbejdsmarkedspolitik indgår.
Aftale om akutjob kan dog betragtes som en direkte indgriben heri, hvor man ved regulering af
arbejdsmarkedet giver køb på både fleksibiliteten for arbejdsgiver og arbejdstager og sikkerheden
for borgerne.
Til trods for, at AK-Samvirke ikke er med i Aftalen om akutjob, så mener Verner Sand Kirk dog, at
regeringen kunne have draget fordel af deres deltagelse, ved at gære brug af organisationens kompetencer og viden på området: ”Jamen det er også helt dumt, det er fuldstændigt tosset […] Det
har vi jo sagt hele tiden, det er helt tosset.” (Kirk 2013 1:13:20). Endvidere undrer Verner Sand
Kirk sig over hele udformningen på aftalen: ”Det undrer os også, at man ikke engang kan lave en
model der virker, det er jo helt banalt. Det er ’peace of cake’.” (Kirk 2013 1:13:55). Det er altså
helt tydeligt, at AK-Samvirkes og regeringens incitamenter og samfundsøkonomiske forestilling
ikke stemmer overens, hvorfor parterne heller ikke er enige i indholdet af arbejdsmarkedspolitikken og dagpengereformen deri.
Delkonklusion II
Traditionelt set har de danske interesseorganisationer været en integreret del af forvaltningen, råd
og nævn, når beslutninger på det arbejdsmarkedspolitiske område skulle træffes. Med udgangspunkt i beslutningsprocesserne omkring reguleringen af det danske dagpengesystem, påvist ved
hjælp af henholdsvis Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob, har vi empirisk afdækket, at beslutningsprocesserne og dermed styringen af det danske arbejdsmarked har ændret
sig. Dem politiske initiering af arbejdsmarkedspolitikken baserer sig på en anden samfundsøkonomisk forestilling end interesseorganisationernes. Det har betydet, at interesseorganisationer ikke
længere er garanteret indflydelse i den politiske beslutningsproces, og at deres opfattelse af effektive arbejdsmarkedspolitiske redskaber er nogle andre end de politisk besluttet. Det har betydet en
styring, hvor det i højere grad er den politiske samfundsøkonomiske forestilling, der influerer på
arbejdsmarkedspolitikken, hvor interesseorganisationernes mulighed for indflydelse er stærkt begrænset. Dagpengereformen og beslutningsprocessen herom, kan derfor siges at være et udtryk for
53 et redskab til at nå en politisk-økonomisk målsætning, og ikke et kompromis mellem interesseorganisationer og staten.
54 Afslutning
Diskussion
Vi har i analysen vist at reguleringen af dagpengesystemet, er udarbejdet som del i en politisk målsætning om at mindske den offentlige gæld, og dermed leve op til de institutionelle krav den overordnede økonomiske styring er underagt, grundet krav fra EU til den danske økonomi. Vi har ligeledes vist i analysen, at den politiske samfundsøkonomiske forestilling om, med hvilket formål den
økonomiske styring tilrettelægges, i dag kan betagnes konkurrencestatslige. Den politiske samfundsøkonomiske forståelse har derfor udviklet sig fra det, der kan betegnes som den velfærdsstatslige samfundsøkonomiske forestilling. Derudover har vi vist, at Dagpengereformen udelukkende er
initieret og formuleret i det politiske system, og at interesseorganisationerne med interesse i at påvirke reformens indhold, ingen indflydelse har haft på reformens udformning eller indhold. På trods
af inddragelse af interesseorganisationerne i Akutpakken og Aftale om akutjob, er organisationerne
kun inddraget i implementeringsfasen, og har derfor ingen reel indflydelse haft på aftalernes indhold. Det er på denne baggrund vi vil diskutere, hvordan dette har påvirket organiseringen af arbejdsmarkedspolitikken.
Arbejdsmarkedspolitikkens organisering har i Danmark været kendetegnet ved det korporative
setup, hvormed arbejdsmarkedspolitiske interesseorganisationer har haft en høj grad af indflydelse
på den danske arbejdsmarkedspolitik. Det korporative setup har dog undergået forandringer ved, at
interesseorganisationerne tidligere har været inddraget i den formelle lovgivningsproces allerede i
initieringsfasen, da de har været en del af udvalg, råd, nævn og kommissioner i forvaltningsstrukturen (Christiansen m. fl. 1999:25). Denne inddragelse har betydet, at der har været opbakning til den
politiske styring, og at styringen har været tilvejebragt med viden og kompetencer som et resultat af
interesseorganisationerne inddragelse allerede i initieringsfasen. Arbejdsmarkedspolitikken har derfor været et resultat af kompromisindgåelse mellem staten og interesseorganisationerne, hvorfor der
har været opnået enighed om de arbejdsmarkedspolitiske tiltag. Dette har både været til fordel for
staten og interesseorganisationerne, da kollektive handlingsproblemer i styringen hermed har været
reduceret (Ibid.), hvilket letter implementeringen og biddrager til en effektiv styring. Interesseorganisationerne har ligeledes haft mulighed for at yde indflydelse på politikken, hvormed de organiserede interesser som organisationerne er en repræsentation af, er blevet tilgodeset i styringen. Dette
55 har biddraget til at stille både stat og interesseorganisationer tilfredse med det overordnede resultat,
da parterne, på trods af et forhandlingskompromis, har draget fordele af samarbejdet. Inddragelsen
af interesseorganisationer har endvidere betydet, at lokale, faglige afgrænsede og særlige interesser
ligeledes inddrages i arbejdsmarkedspolitikken.
Dagpengesystemet har ligeledes været en del af det korporative system, hvor interesseorganisationerne ikke kun har haft indflydelse på formuleringen af den passive arbejdsmarkedspolitik, men
ligeledes på vurderingen af, hvilke effekter og konsekvenser politikken ville have for flexicuritymodellen (Christiansen m. fl. 1999:52). Skiftet i den politiske samfundsøkonomiske forestilling har
dog haft konsekvenser for arbejdsmarkedspolitikkens organisering. Arbejdsmarkedets interesseorganisationer og staten har tidligere haft en samfundsøkonomisk opfattelse, der har været tæt forbunden. Velfærdsstatens samfundsøkonomiske forestilling om, at økonomisk styring skal skabe
balance mellem udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet, og skabe social- og økonomisk sikring
for borgene er stadig de styringshensyn, arbejdsmarkedets interesseorganisationer søger at fremme.
Flexicurity-modellen er netop et udtryk for samme forestilling, hvor dagpengesystemet udgør et
arbejdsmarkedspolitisk redskab til at sikre borgernes sociale- og økonomiske tryghed, når blandt
andet lavkonjunktur øger arbejdsløsheden, og dermed utrygheden for borgerne.
Med udviklingen til det der i projektet karakteriseres som den konkurrencestatslige samfundsøkonomiske forestilling, sker der imidlertid et skred mellem statens samfundsøkonomiske forståelse, og
interesseorganisationernes interesse i at bibeholde flexicurity-modellen, og dermed den økonomiske
sikring dagpengesystemet udgør heri. Statens regulering af dagpengesystemet er for konkurrencestaten en nødvendighed, da dagpengesystemet svækker balancen mellem de offentlige indtægter og
udgifter, hvorfor dagpengesystemet i lavkonjunkturen har biddraget til en øget offentlig gæld. Sikringen i dagpengesystemet bliver derfor en ulempe for den overordnede økonomiske ramme, som
staten, som følge af Stabilitet- og vækstpagten, og senere Finanspagten, skal føre økonomisk politik
indenfor rammerne af. Set fra arbejdsmarkeds interesseorganisationer syn, er dagpengesystemet og
den økonomiske sikring en fordel i en tid med lavkonjunktur, da systemet sikrer økonomisk tryghed
for borgerne på arbejdsmarkedet, hvilket er en forudsætning for bibeholdesen af flexicuritymodellen.
56 Foruden skredet mellem statens og interesseorganisationernes samfundsøkonomiske forståelse, er
det ligeledes blevet nødvendigt for staten, at den hurtigt kan tilpasse den overordnede økonomiske
ramme, udefrakommende økonomiske krav og påvirkninger. Da inddragelse af interesseorganisationer i udarbejdelsen af arbejdsmarkedspolitikken, på trods af fordelene, har en række ulemper, er
organiseringen af arbejdsmarkedspolitikken påvirket heraf. Ved inddragelse af interesseorganisationer som en integreret det af forvaltningsstrukturen, langsommeliggøres den politiske beslutningsproces, og grundet kompromisindgåelse med interesseorganisationerne mister politikerne kontrol
over styringen. Da interesseorganisationerne og staten ligeledes har forskellige forestillinger om,
med hvilke hensyn den økonomiske politik, og dagpengesystemet heri, skal reguleres, er interesseorganisationerne ikke inddraget i udarbejdelsen af Dagpengereformen. Trods forsøg på at påvirke
den politiske beslutning gennem uformel kontakt til de politiske beslutningstagere, har interesseorganisationerne ingen reel indflydelse haft på reformens indhold.
Der tegnes derfor en tendens til, at interesseorganisationerne ikke inddrages i store aftaler om arbejdsmarkedspolitikken (Nørgaard 1999:36), hvilket af flere årsager har betydning for legitimeringen af arbejdsmarkedspolitikken. Som beskrevet legitimeres den politiske beslutningsproces, og
indholdet af beslutningerne, ved inddragelse af interesseorganisationer. Dette da interesseorganisationerne har viden og kompetencer, der kan gavne effektiviteten af de politiske beslutninger, samt
der ved inddragelse af interesseorganisationer skabes mindre modstand mod den førte politik, da
interesseorganisationernes deltagelse i sig selv legitimerer politikken i samfundet. Derudover har
skredet i den samfundsøkonomiske forståelse mellem stat og interesseorganisationer betydet, at
statens og interesseorganisationernes opfattelse af, hvad der karakteriseres som legitim arbejdsmarkedspolitisk styring, er forskellig. Dette ses tydeligt i Verner Sand Kirks beskrivelse af Dagpengereformens beslutningsproces og indhold, da han er uforstående overfor de redskaber, der anvendes i
reformen, samt de logikker der ligger til grund for redskaberne og det faktum, at reformen ikke
trækkes tilbage, når reformen har betydelige konsekvenser for borgernes økonomiske sikring. Interesseorganisationernes forestilling om, hvad der udgør legitim arbejdsmarkedspolitik er hermed
noget andet end statens definition, hvor parternes samfundsøkonomiske forestilling definerer, hvad
der betragtes som ønskværdig, hensigtsmæssig og dermed legitim styring.
Skiftet i den samfundsøkonomiske forestilling og i struktureringen af beslutningsprocessen, har
derfor medført, at den statslige arbejdsmarkedspolitiske styring ikke betragtes som legitim i det
57 indre, nationale marked. Dette er forsaget af, at staten må tage nogle økonomiske hensyn i forhold
til EU’s krav og dermed en ydre ramme. Den danske økonomiske tilpasning i den ydre institutionelle ramme har derfor betydet, at den politiske dagpengereform ikke betragtes som legitim arbejdsmarkedspolitik af interesseorganisationerne, da reformens indhold ikke lever op til organisationernes forestilling om, med hvilke formål og hensyn arbejdsmarkedspolitikken skal udarbejdes. Dette
skyldes et skift i den samfundsøkonomiske forestilling, hvorfor arbejdsmarkedspolitiske reformer er
nødvendige. Hvor de før skulle skabe demokrati, lighed og fremme det gode samfund, skal reformerne i dag tilpasse den danske økonomiske politik i en europæiseret ramme.
Resultaternes validitet
I forhold til undersøgelsens validitet, vil vi inddrage de metodiske beslutninger vi har foretaget i
besvarelsen af problemformuleringen. Vi vælger i undersøgelsen af interesseorganisationernes indflydelse på den arbejdsmarkedspolitiske beslutningsproces at undersøge indflydelsen, ved brug af et
eksempel. Dagpengereformen, Akutpakken og Aftale om akutjob og AK-Samvirkes og KL’s deltagelse i disse beslutningsprocesser anvendes som eksempel på en arbejdsmarkedspolitik. Det er derfor beslutningsprocessen for Dagpengereformen, der udgør vores empiriske undersøgelse af interesseorganisationernes mulige indflydelse. Da denne beslutningsproces er unik, i den forstand, at den
er resultat af én enkel politisk reform, kan vi ikke på den baggrund konkludere, hvordan interesseorganisationernes mulighed for indflydelse generelt finder sted, blot ved at anvende dette eksempel.
Ved at sætte det empiriske eksempel ind i teoretiske beskrivelser, der bygger på mere kvantitative
empiriske undersøgelser, kan vi dog godt beskrive og påvise en generel tendens.
I afgrænsningen af arbejdsmarkedspolitikken, afskriver vi os fra at undersøge en række aktive arbejdsmarkedspolitiske redskaber, der er blevet implementeret i forbindelse med Genopretningspakken og dermed Dagpengereformen. Vi undersøger derfor ikke empirisk hvordan interesseorganisationerne yder indflydelse på disse arbejdspolitiske redskaber. Dog kan tendensen fundet af beslutningsprocessen for den passive arbejdsmarkedspolitik, igen ved at inddrage teori, påvise en generel
tendens.
Konklusion
Den økonomiske politik er udarbejdet med en institutionel skabt samfundsøkonomisk forestilling
om, at den statslige styring skal udnytte samfundets produktive potentialer, og dermed øge arbejdsudbuddet og skabe øget økonomisk vækst. Den samfundsøkonomiske forestilling er skabt i forhold
58 til en ydre europæisk ramme, og EU krav om, at den økonomiske styring skal skabe balance i det
offentlige forbrug og de offentlige indtægter for derved at mindske den offentlige gæld. Arbejdsmarkedspolitikken anvendes derfor som et økonomisk styringsredskab, da regulering af dagpengesystemet anvendes som redskab til at mindske de offentlige udgifter, og dermed mindske den offentlige gæld. Den politiske samfundsøkonomiske forestilling adskiller sig fra de undersøgte interesseorganisationers, hvorfor interesseorganisationerne ikke inddrages i beslutningsprocessen omkring Dagpengereformen. Der påvises derfor en tendens mod, at interesseorganisationernes mulighed for at yde indflydelse på den førte arbejdsmarkedspolitik forringes. Interesseorganisationerne
indgår derfor ikke i arbejdsmarkedspolitikkens organisering i forvaltningens formelle struktur, men
søger i stedet indflydelse gennem uformel kontakt.
59 Litteraturliste
Antal sider der er opgivet som pensum til mundtlig eksamen er opgivet foruden publikationer og
artikler. Antal sider i alt: 783.
-
Bøger
Beskæftigelsesministeriet (2005): Flexicurity – udfordringer for den danske model, publiceret 2005,
København. Side 9-12 (3 sider), 15-30 (15 sider), 70-85 (15 sider).
-
Blom-Hansen, Jens; Daugbjerg, Carsten (1999): Staten og de organiserede interesser: En teoretisk
introduktion i, Blom-Hansen, Jens; Daugbjerg, Carsten (1999): Magtens organisering, Stat og interesseorganisationer i Danmark, 1. Udgave, 1. Oplag, Forlaget Systime, Århus. Side 6-20 (14 sider).
-
Boolsen, Merete Watt (2004): Kvalitative analyser i praksis, Forlaget Politiske Studier, København.
-
Christiansen, Peter Munk, Sidenius, Niels Chr. (1999): Venner for altid? Samspillet mellem
centraladministrationen og interesseorganisationer i, Blom-Hansen, Jens; Daugbjerg, Carsten
(1999): Magtens organisering, Stat og interesseorganisationer i Danmark, 1. Udgave, 1. Oplag,
Forlaget Systime, Århus. Side 21-35 (14 sider).
-
Christiansen, Peter Munk; Sidenius, Niels Chr. (1999): Staten og de organiserede interesser: En
teoretisk introduktion, Venner for altid? Samspillet mellem centraladministrationen og interesseorganisationer, i Blom-Hansen, Jens; Daugbjerg, Carsten (1999): Magtens organisering, Stat og interesseorganisationer i Danmark, 1. udgave, 1. oplag, Forlaget Systime, Århus. Side 6-36 (30 sider).
-
Christensen, Jørgen Grønnegård; Christiansen, Peter Munk; Ibsen, Marius (2011): Politik og
forvaltning, 3. udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag, København. Side 235-249 (14 sider).
-
Gaden, Erik; Jensen, Henrik Reinicke; Jespersen, Jesper (2007): Introduktion til mikroøkonomi, 1.
Udgave, 1. Oplag, Jurist og Økonomforbundets Forlag, København. Side 13-32 (19 sider).
60 -
Green-Pedersen, Christoffer; Nørgaard, Asbjørn Sonne (2009): Velfærdsteori, i Kaspersen, Lars Bo;
Loftager, Jørn (2009): Klassisk og moderne politisk teori, 1. Udgave, 1. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København. Side 1002-1018 (16 sider).
-
Greve, Bent; Jespersen, Jesper (2011): Den offentlige sektors økonomi, 1. udgave, 1. oplag, Hans
Reitzels Forlag, København. Side 32-66 (34 sider); side 129-162 (33 sider); side 213-226 (10 sider);
side 227-242 (15 sider).
-
Hansen, Mogens; Jespersen, Jesper; Nielsen, Peter; Brøns-Petersen, Otto (2010): Krisens økonomi,
1. udgave, 2. oplag, Gyldendal, København. Side 30-39 (9 sider).
-
Ibsen, Rikke (2007): Medlemskab af a-kasser fleksibilitet i Pedersen, Jesper Hartvig og Huulgaard,
Aage (2007): Arbejdsløshedsforsikringsloven 1907-2007, Arbejdsdirektoratet. Side 285-301 (16
sider).
-
Ibsen, Flemming; Høgedahl, Laust; Scheuer, Steen (2012): Kollektiv Handling, 1. Udgave, Nyt fra
Samfundsvidenskaberne, Frederiksberg. Side 32-41 (9 sider); side 98-109 (11 sider).
-
Klitgaard, Michael Baggesen og Nørgaard, Asbjørn Sonne (2010): Afmagtens mekanismer: Den
danske fagbevægelse og arbejdsmarkedspolitikken siden 1960’erne, i Politica nr. 1, april 2010. Side
5-22 (17 sider).
-
Lowndes, Vivien (2010): The Institutional Approach, i March, David; Stoker, Gerry (2010): Theory
and Methods in Political Science, 3. Udgave, 1. Oplag, Palgrave Macmillan, New York. Side 60-80
(20 sider).
-
Nørgaard, Asbjørn Sonne (1999): Korporatisme til alle tider og alle sider i, Blom-Hansen, Jens;
Daugbjerg, Carsten (1999): Magtens organisering, Stat og interesseorganisationer i Danmark, 1.
Udgave, 1. Oplag, Forlaget Systime, Århus. Side 36-60 (24 sider).
61 -
Pedersen, Jesper Hartvig; Huulgaard og Aage (2007): Arbejdsløshedsforsikringsloven, i Pedersen,
Jesper Hartvig og Huulgaard, Aage, 1. udgave, Arbejdsdirektoratet. Side 67-105 (38 sider).
-
Pedersen, Ove Kaj (2011): Konkurrencestaten, 1. Udgave, 5. Oplag, Hans Reitzels Forlag, København. (317 sider).
-
Suchman, Mark (1995): Managing Legitimacy: Strategic and Institutional Approaches, Academy
og Management, side 571-610 (40 sider).
-
Sørensen, Chresten (2006): Arbejdsmarkedet og den danske flexicurity-model, 1. udgave, 1. oplag,
Academica, Århus. Side 13-62 (49 sider).
-
Torfing, Jacob (2005): Institutionelle teorier indenfor politologi, i Nielsen, K (red.): Institutionel
teori: en tværfaglig introduktion, Samfundslitteratur, Roskilde, side 45-64 (19 sider).
-­‐
Publikationer
Arbejdsmarkedskommissionen (2009): Velfærd kræver arbejde, publiceret august 2009, København.
-­‐
Beskæftigelsesministeriet (2012): Aftale om særlig indsats for ledige, som risikerer at opbruge
deres ret til dagpenge, publiceret august 2012, København.
-­‐
Beskæftigelsesministeriet (2012b): Aftale om akutjob, publiceret oktober 2012.
-­‐
Finansministeriet (2010): Genopretningspakken, Danmark ud af krisen – regningen betalt, publiceret maj 2010, København.
-­‐
Finansministeriet (2010d): Aftale om genopretning af dansk økonomi, publiceret maj 2010, København.
-­‐
Finansministeriet (2011): Danmark i arbejde, udfordringer for dansk økonomi frem mod 2020,
publiceret december 2011, København.
62 -­‐
Statsministeriet (2007): Mod nye mål – Danmark 2015, holdbar velfærd og vækst, publiceret august
2007, København.
-­‐
Artikler og internetsider
AK-Samvirke (2013): Vedtægter for AK-Samvirke, d. 05.05.13: http://www.aksamvirke.dk/vedtaegt-ak-samvirke
-­‐
Arbejdsmarkedskommissionen (2013): Om kommissionen, set d. 26.05.13,
http://www.amkom.dk/om-kommissionen.aspx
-­‐
Danmarks Nationalbank (2013): Økonomisk politisk samarbejde i EU, d. 02.04.13, set d. 19.05.13:
http://www.nationalbanken.dk/DNDK/euro.nsf/side/OEkonomisk_politisk_samarbejde_i_E!OpenD
ocument
-­‐
EU-oplysningen (2013): Vækst i BNP, d. 10.01.13, set d. 30.04.13:
http://www.euo.dk/fakta/tal/BNP_vaekst/
-­‐
EU-oplysningen (2013b): Ratifikation af finanspagten, d. 15.05.13, set d. 19.05.13: http://www.euoplysningen.dk/emner/eu2012/eu-temaer/europagt/ratifikation/ratifikation25/
-­‐
EU-oplysningen (2013c): Finanspagt (europagt), d. 19.05.13, set d. 19.05.13: http://www.euoplysningen.dk/emner/eu2012/eu-temaer/europagt/
-­‐
Finansministeriet (2010b): Danmark får EU-henstilling om at styrke de offentlige finanser –
henstillingen ligger på linje med genopretningsplanen, d. 15.06.2010, set d. 16.05.2013:
http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2010/06/20100615-danmark-faar-eu-henstilling-omat-styrke-de-offentlige-finanser/
-­‐
Finansministeriet (2010c): ”Kortere dagpengeperiode reducerer ledigheden”, d. 14.06.2010, set d.
30.04.13: http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2010/06/20100614-korteredagpengeperiode-reducerer-ledigheden/
63 -­‐
Love og lovforslag
L 222, Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Nedsættelse af dagpengeperioden, fremsat d. 27.05.2010.
64 Bilagsoversigt
Bilag 1: Interview med Verner Sand Kirk (Kirk 2013), d. 08.05.13
Bilag 2: Interview med Kristina Bendixen (Bendixen 2013), d. 18.04.13
65