1. No category

NORDIC WORKING LIFE CONFERENCE 2014
STREAM 6 FLEXIBLE WORKFORCE AND ITS CONSEQUENCES
Flexicurity-modellen og
dens forandring
Belyst med institutionel teori
Thomas Bredgaard (thomas@dps.aau.dk), Per Kongshøj Madsen (pkm@dps.aau.dk), Stine Rasmussen
(sra@dps.aau.dk), Michael Friis Larsen (mla09@student.aau.dk) og Mads Peter Klindt (mpk@dps.aau.dk)
Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA)
Aalborg Universitet
02-05-2014
Dette paper er et kapiteludkast til en bog om status og udfordringer for den danske flexicurity-model. Kapitlet indeholder to teoretiske analyser. Først en analyse, der anskuer modellen ud fra perspektivet om
institutionel komplementaritet. Dernæst en analyse, der beskriver de senere års ændringer af modellen i
lyset af teorien om gradvis institutionel forandring. Afslutningsvis diskuteres det, hvordan institutionel forandring påvirker institutionel komplementaritet.
Indledning
Som beskrevet i kapitel 1 er litteraturen om den danske flexicurity-model ganske omfangsrig. Modellen og dens institutioners herkomst er beskrevet i mange sammenhænge. Den teoretiske analyse af modellen er imidlertid underudviklet og tager kun begrænset plads i litteraturen. Dette vil vi
gøre et forsøg på at råde bod på i kapitlet her, hvor vi for det første går i dybden med en teoretisk
anskuelse af hvordan modellen påvirker arbejdsmarkedet, og for det andet anlægger et teoretisk
perspektiv, der kan begribe de forandringer af modellen, der er pågået i de senere år. Afslutningsvis tages hul på diskussionen om hvorledes man metodisk kan måle grader af forandring og deres
systemfunktionelle implikationer.
Med det samme skal det dog fastslås, at flexicurity-modellen ikke har levet fuldstændig teoriløst.
Som vi har beskrevet i kapitel 1 kan flexicurity-begrebet i sig selv anskues som teoretisk-normativt
begreb, der i begyndelsen af 2000erne blev hæftet på beskrivelsen af det danske beskæftigelsessystem, fordi systemet tjente som et godt empirisk eksempel på en særlig balance mellem fleksibilitet og sikkerhed (Wilthagen and Tros, 2004).
Den danske flexicurity-model har også været analyseobjekt i en anden teoretisk diskussion, nemlig
den om transitionelle arbejdsmarkeder (TLM), der ligeledes var fremherskende omkring årtusindskiftet. TLM-perspektivet anskuer vilkårene på det moderne arbejdsmarked som mere omskiftelige og konkurrenceprægede end i efterkrigsårene. Der er færre livstidstidsjob, den teknologiske
udvikling gør at løbende opkvalificering i stigende grad er nødvendigt, og eftersom kvinderne i stor
stil er kommet på arbejdsmarkedet er det nærmest en forudsætning for den biologiske reproduktion, at familie- og karriereliv kan kombineres. Det generelle kendetegn ved det moderne arbejdsliv er således, at det består af en masse transitioner (skift mellem job, mellem job og ledighed,
mellem job og uddannelse, mellem job og familieopgaver, osv.) Håndteringen af transitioner er
derfor i stigende grad en opgave som bør understøttes (Schmid, 1998; 2002). Flexicurity-modellen
blev i TLM-diskussionen set som et eksempel på et institutionelt arrangement, der understøtter
transitioner. F.eks. blev orlovsordningerne, der indførtes i begyndelsen af 1990erne som en del af
den aktive arbejdsmarkedspolitik, fremhævet som ”trædesten”, der gjorde det lettere at kombinere arbejdsmarkedsdeltagelse med familieforøgelse eller videreuddannelse. En anden policy, der
1
blev peget på af TLM-forskerne, var jobrotationsordningen, der kombinerer efteruddannelse med
skabelsen af flere jobåbninger til langtidsledige (Larsen, 2005).
Flexicurity og institutionel teori
I kapitlet her er det som sagt formålet at videreudvikle den teoretiske analyse af flexicuritymodellen. Vil vi længere end den analyse, der handler om at identificere flexicurity-modellen som
et eksempel på et givet teoretisk begreb, og i dybden med forståelsen af hvordan samspillet mellem modellens komponenter influerer på arbejdsmarkedet. I grunden består den danske flexicurity-model af en række formelle institutioner (liberale hyr-fyr regler, dagpengesystemet, den aktive
beskæftigelsespolitik samt indsatsen for voksen- og efteruddannelse (VEU)), der alle har betydning
for arbejdsmarkedets aktører (lønmodtagere og arbejdsgivere), hvilke præferencer de udvikler, og
hvordan de agerer. Det oplagte udgangspunkt for en dybere teoretisk analyse er derfor institutionelt, dvs. det beror på en antagelse om, at institutioner (dvs. regler, aftaler, rettigheder, kutymer,
systemer, organisationsprincipper osv.) har afgørende betydning for aktøradfærd.
Den institutionelle teoretiske skole rummer flere varianter, f.eks. rational choice-instituionalismen,
der især lægger vægt på at institutioner kan understøtte markedets effektivitet og producere økonomiske incitamenter. En anden vigtig gren af skolen er den historiske institutionalisme, der fremhæver hvordan institutioner fordeler magt og ressourcer til forskellige aktører i samfundet (Peters,
1999). Med institutionel teori som udgangspunkt, kan analysen af flexicurity-modellen således
både rumme økonomiske og politiske effekter.
Det egentlige samspil mellem modellens institutioner kan bedst anskueliggøres gennem begrebet
institutionel komplementaritet, der handler om hvorledes institutioner i fællesskab påvirker aktører. Teorier om institutionel komplementaritet har i de senere år fået meget opmærksomhed,
blandt andet fordi det er en udbredt opfattelse, at den måde forskellige institutioner er konfigureret i forhold til hinanden kan fremme koordination og konkurrenceevne (jf. Hall and Soskice,
2001). Blandt danske forskere tales der derfor om ”institutionel konkurrenceevne”, der altså handler om de komparative fordele virksomhederne i et land får ved at kunne støtte sig til bestemte
institutionelle arrangementer (Campbell og Pedersen, 2006; Pedersen, 2011).
2
Når det teoretiske udgangspunktet for forståelsen af flexicurity-modellen tager afsæt i idéen om
institutionel komplementaritet, kan vi således skabe en nuanceret forståelse af samspillet mellem
modellens institutioner og de dynamikker disse samspil skaber på økonomisk og politisk niveau.
Denne forståelse kan imidlertid ikke rumme analysen af institutionelle forandringer. Flexicuritymodellens institutioner har i de senere år været genstande for en række forandringer, bl.a. som
følge af globalisering, krise, politiske reformer og overenskomstmæssige modsvar herpå. Kapitlet
giver derfor også et bud på hvorledes vi kan begribe forandring; hvorfor og hvordan institutionelle
forandringer afstedkommer. Blandt andet gennemgås nyere teori om gradvis institutionel forandring, der beskriver hvordan forskellige forandringsprocesser over tid kan akkumulere til at være
ganske omsiggribende og derved grundlæggende ændre institutionelle egenskaber (Thelen og
Mahoney, 2010).
Kapitlet starter altså med teoretisk at beskrive, hvorledes flexicurity-modellens institutioner indgår
i forskellige samspilsformer med hinanden, og beskriver dernæst hvorledes modellens institutioner forandres. På baggrund af disse to analyser fremkommer endnu et centralt forskningsspørgsmål, der handler om, hvad det betyder for komplementariteten mellem modellens institutioner,
når flere af institutionerne i modellen undergår forandring. Hvis en eller flere af de institutioner,
der indgår i et institutionelt arrangement forandrer sig, forandres komplementariteten så på
samme vis, er den konstant eller forsvinder den?
Kapitlet sluttes derfor af med en diskussion af, hvorledes man metodisk kan angribe studier af institutionel forandring, herunder en diskussion af hvordan vi kan fastslå, om de institutionelle forandringer – vi observerer – er funktionelle tilpasninger af modellen, der vedligeholder eksisterende dynamikker og samspil, eller om forandringerne fører til skabelsen af nye dynamiske samspilsformer, der grundlæggende ændrer modellens funktion i forhold til det omgivende arbejdsmarked.
Flexicurity og institutionel komplementaritet
Ideen om institutionel komplementaritet blev udviklet i 1990erne og i begyndelsen af 2000erne og
forbindes ofte med den skelsættende antologi Varieties of Capitalism (VoC). Hovedargumentet i
bogen er, at de distinkte forskelle imellem de rige vestlige demokratier vil bestå på trods af globa-
3
lisering og forstærket konkurrencepres fra nye økonomiske supermagter (Hall and Soskice, 2001).
Derfor titlen, der på dansk lyder noget i retning af ”varianter af kapitalisme”. Bogen er på sin vis et
opgør med den intellektuelle forestilling om ”historiens endeligt”, altså forudsigelsen om, at socialismens sammenbrud uundgåeligt vil føre til en global tilnærmelse til den liberale markedsøkonomi i kraft af dennes egenskab som det stærkeste og mest holdbare økonomiske system (se Fukuyama, 1992).
I VoC-antologien skitseres to overordnede kapitalisme-modeller. Liberale markedsøkonomier (efter amerikansk forbillede) og koordinerede markedsøkonomier (efter tysk forbillede). Pointen er,
at de to modeller er substantielt forskellige, men samtidig er de hver for sig levedygtige fordi de er
baseret på komplementære institutioner, der gensidigt øger hinandens effektivitet og derved understøtter distinkte komparative økonomiske fordele (Hall and Soskice, 2001, s. 17). Institutionerne i liberale markedsøkonomier, f.eks. fleksibel regulering af arbejds- og kapitalmarkederne og
produktion af generelle kompetencer i uddannelsessystemet, er alle med til at muliggøre hurtige
omstillinger i erhvervslivet og produktinnovation. Institutionerne har dermed skabt grundlaget for
USA's aktuelle globale førerposition indenfor brancher som medico- og informationsteknologi.
Institutionerne i koordinerede markedsøkonomier understøtter til gengæld produktion af kvalitetsprodukter fordi de fremmer kontinuitet, koordination og langsigtet specialisering i produktionen. De afgørende institutioner i koordinerede markedsøkonomier som den tyske er intensiv
medarbejderinvolvering på virksomhederne, tålmodig finanskapital og et uddannelsessystem, der
primært udvikler industrispecifikke og højt specialiserede kompetencer. Tilsammen har disse institutioner været medvirkende til, at tysk maskin- og automobilindustri i dag forbindes med særlige
kvalitetsprodukter (Hall and Soskice, 2001, s. 21–33).
Siden VoC-antologien har der været en længere diskussion, der har nuanceret forståelsen af komplementaritetsbegrebet. Crouch (2010) skelner f.eks. mellem to typer af institutionel komplementaritet. For det først kan komplementaritet forstås som i VoC-eksemplet, dvs. som en tilstand, hvor
to eller flere institutioner understøtter same type aktøradfærd eller virksomhedsstrategi. Her er
altså tale om en forstærkningseffekt (reinforcement), hvor samspillet mellem flere institutioner
forøger det incitament eller den tilskyndelse, de enkelte institutioner hver for sig skaber (Ibid., s.
121–124). For det andet kan vi forstå komplementaritet som det forhold, at institutioner kan af-
4
bøde hinandens negative effekter (compensation) eller det at institutioner i kraft af deres forskellige egenskaber producer en helhed eller skaber et samlet resultat. Under alle omstændigheder er
forskellen på de to definitioner, at imens institutionerne i førstnævnte producerer ensartede incitamenter eller understøtter samme type adfærd, vil de i sidstnævnte skabe en form for balance
mellem forskellige tilstande (Ibid. s. 118–121).
Flexicurity som ”institutionel kompensation”
I VoC-litteraturen og debatten om institutionel komplementaritet er den danske flexicurity-model
ikke gået under radaren. Dansk flexicurity har tiltrukket sig opmærksomhed, dels fordi modellen
har været vanskelig at indplacere i opdelingen mellem liberale og koordinerede markedsøkonomier (se f.eks. Campbell and Pedersen, 2007), dels fordi modellen repræsenterer et interessant eksempel på institutionel komplementaritet. I en artikel fra 2011 gengiver Campbell en række empiriske eksempler på Crouch’s to varianter af institutionelle komplementariteter. Han skriver at;
“compensation (…) refers more generally to situations where one institution simply makes up
for the deficiencies of another. For instance, Denmark’s famous flexicurity institutions enable
private employers to easily fire workers but also provide workers with welfare, training and job
relocation programmes that help them at such times in ways that improve national economic
performance” (Campbell, 2011, s. 212–213).
I Campbells øjne handler den institutionelle komplementaritet i flexicurity-modellen altså om
kompensation; dagpenge og aktiv arbejdsmarkedspolitik (herunder VEU) kompenserer for de negative effekter – eller mangler – der er resultatet af de liberale hyr-fyr regler, og dette på en måde
der forbedrer Danmarks økonomiske performance. Præcist hvordan dette kompenserende forhold
har en positiv betydning for Danmarks økonomiske formåen beskrives dog ikke, men vi kan her
forsøge at udvikle nogle mere konkrete svar.
I udgangspunktet kan man antage, at det er en fordel for en lille åben økonomi, der består af
mange små- og mellemstore virksomheder, at arbejdsmarkedet er fleksibelt, således virksomhederne hurtigt kan tilpasse sig konjunkturerne eller markedsudviklingen. En negativ effekt af hyr-fyr
tilgangen til arbejdskraften er imidlertid, at mange virksomheder vil være utilbøjelige til at investere i human kapital (efteruddannelse), hvilket kan føre til kompetenceefterslæb og produktivitet-
5
stab på arbejdsmarkedet. For det andet betyder de fleksible hyr-fyr regler, at den samlede efterspørgsel i økonomien vil falde hurtigt i en kriseperiode (grundet de mange opsigelser) og måske
starte en nedadgående krisespiral. Aktiv arbejdsmarkedspolitik med vægt på voksen- og efteruddannelse og dagpenge retter i mellemtiden op på disse ”mangler”. Aktivering og uddannelse til
ledige skaber ny human kapital, der strategisk kan målrettes brancher i vækst, imens dagpengeudbetalinger til arbejdsløse holder hånden under det private forbrug og dermed medvirker til at stabilisere efterspørgslen i økonomien (Hansen et al., 1996, s. 113, 230).
Det kompenserende forhold mellem det fleksible arbejdsmarked og flexicurity-modellens tryghedsinstitutioner er imidlertid også politisk. Det er især udtryk for en balancegang mellem indkomstbeskyttelse og ansættelsesbeskyttelse for lønmodtagerne, der via deres faglige organisationer vil søge at opnå tryghed af den ene eller anden art. Med et generøst dagpengesystem er arbejdsløse sikret et niveau af økonomisk tryghed og systemet kompenserer derfor for den ringe
ansættelsesbeskyttelse, der er fastlagt i overenskomsterne. Sidstnævnte er til gengæld er en fordel for de danske virksomheder, og dermed repræsenterer de to institutioner et politisk trade-off
mellem lønmodtager- og kapitalinteresser (Madsen, 2005).
Vi har nu talt om, at dagpengesystemet, arbejdsmarkedspolitikken og den offentlige VEU-indsats i
fællesskab kompenserer for de mangler eller problemer, der følger af et liberalt hyr-fyr regime på
arbejdsmarkedet. Men dagpengesystemet og den aktive arbejdsmarkedspolitik kan også siges at
være komplementære i forhold til hinanden, fordi sidstnævnte i nogen grad kompenserer for de
negative effekter af førstnævnte. Et dagpengesystem med høje og langvarige ydelser kan have den
negative effekt, at det fratager mange ledige det økonomiske incitament til at søge arbejde, eller
at ledige bliver mere kræsne og derfor bruger længere tid på at finde arbejde end de ellers ville
have gjort. Kombineres dagpengeordningen med rådighedskrav og ret-og-pligt til at deltagelse i et
arbejdsmarkedspolitisk program, undgås det dog i et vist omfang, at de ledige ikke reelt står til
rådighed for arbejdsmarkedet (Sloane et al, 2013). Arbejdsmarkedspolitikken sikrer altså, at dagpengeordningen ikke udvikler sig til borgerløn og kompenserer for det forhold, at ordningen i et
vist omfang neutraliserer økonomiske incitamenters betydning.
Flexicurity som ”institutionel forstærkning”
6
Det er kontraintuitivt, at flexicurity-modellens institutioner både kan være kompenserende og
gensidigt forstærkende, men hvis vi skelner mellem makro- og mikroniveau (samfundsniveau og
aktørniveau) – og på mikroniveauet skelner mellem ledige og beskæftigede – er det muligt at identificere begge komplementaritetsformer. Ovenfor har vi blandt andet set, hvordan dagpengesystemet og den offentlige VEU-indsats på makroniveau teoretisk kompenserer for negative effekter
af liberale hyr-fyr regler. Herunder skal vi se på hvordan institutionerne på mikroniveau kan siges
at være gensidigt forstærkende i den forstand, at de hver for sig ansporer til samme type aktøradfærd. Pointen er, at afskedigelsesreglerne, dagpengesystemet, den aktive arbejdsmarkedspolitik
og VEU-systemet alle producere incitamenter til eksterne tilpasninger – fremfor interne – på arbejdsmarkedet. Og dette gælder for både arbejdsgivere og lønmodtagere. Lad os starte med at se
på arbejdsgivernes incitamenter først.
De liberale afskedigelsesregler på det danske arbejdsmarked giver arbejdsgiverne incitament til at
hyre og fyre arbejdskraft, når de skal tilpasse deres omkostninger. Afskedigelsesreglerne betyder
konkret, at det er relativt ubesværligt og som oftest også billigt at fyre arbejdskraft, og derfor er
det naturligvis et redskab arbejdsgiverne vil benytte; også set i lyset af, af lønomkostningerne i
Danmark er høje. Reglerne betyder til gengæld, at de samme arbejdsgivere ikke vil være tilbageholdne med at hyre folk, hvis ordreporteføljen pludselig vokser. Derfor bidrager reglerne også til,
at der opstår mange jobåbninger på det danske arbejdsmarked.
Teoretisk kan man argumentere for, at arbejdsgivernes præferencer for eksterne tilpasninger af
arbejdsstyrken også understøttes af dagpengesystemet. Man kan antage, at det slet og ret er
nemmere for en arbejdsgiver – rent moralsk – at afskedige, når denne ved, at den ansatte, der
mister sit job, ikke må gå fra hus og hjem men bliver grebet af et socialt sikkerhedsnet og et system, der er gearet til at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet. I den forstand er dagpengesystemets tryghed således med til at forstærke den tilskyndelse, arbejdsgiverne i forvejen har for at
avende hyr-fyr tilpasninger, fordi systemet fjerner den moralske barriere, der skulle afholde arbejdsgivere fra at bruge denne tilpasningsstrategi.
Vender vi blikket mod lønmodtagernee kan på samme måde opstille en antagelse om, at de liberale hyr-fyr regler og dagpengesystemet er gensidigt forstærkende. Det, der kan argumenteres for,
er igen, at de to institutioner hver især understøtter et incitament (men denne gang for lønmodta-
7
gerne) til tilpasninger via det eksterne arbejdsmarked. Mere præcist tænkes der på, at begge
fremmer lønmodtagernes tilskyndelse til selvvalgt jobskifte – dvs. til at være mobile på arbejdsmarkedet – fremfor at forblive i samme job. Men hvordan det?
For det første betyder de liberale hyr-fyr regler, at der skabes mange jobåbninger på det danske
arbejdsmarked. Dette giver lønmodtagere mulighed for at prøve noget nyt, få flere erfaringer og
måske chancen for at få mere i lønningsposen eller større arbejdsglæde. Alt andet lige må det forhold, at der er mange jobåbninger, skabe en højere tilskyndelse til frivillig jobmobilitet, end hvis
forholdet var det modsatte. Incitamentet til at skifte job forstærkes dernæst af dagpengesystemet,
fordi tilstedeværelsen af et socialt sikkerhedsnet er med til at neutralisere – eller mindske – de
risici, der er forbundet med frivilligt jobskifte. Når man skifter fra et job til et andet, tager man en
chance, men man løber teoretisk set også en række risici. Det nye job kan vise sig ikke at indfri de
forventninger man havde, chefen kan vise sig at være usympatisk osv. Som nyansat er man også
mere udsat end kolleger med lang anciennitet; man kan måske lettere undværes, hvis virksomheden skal afskedige. Disse bekymringer må dog antages at være mindre, når man er forsikret mod
ledighed og derved har mulighed for at ”bakke ud af” en dårlig jobtransition (Berglund og Madsen,
2009).
Endvidere kan den aktive arbejdsmarkedspolitik og VEU-systemet også siges at producere incitamenter, der øger tilskyndelsen til jobmobilitet. VEU-systemet tilbyder faglærte og ufaglærte mulighed for og støtte til at efter- eller videreuddanne sig indenfor en lang række fagområder. VEUsystemet kan på den måde bruges som springbræt til at søge arbejde i andre brancher. Muligheder for opkvalificering eksisterer i et vist omfang også den aktive arbejdsmarkedspolitik (f.eks. ret
til selvvalgt uddannelse til ledige) og derfor kan man sige, at den aktive arbejdsmarkedspolitik er
slags kompetenceforsikring, der på samme måde som dagpengesystemet mindsker de risici, der er
forbundet med frivilligt jobskifte.
8
FIGUR 3.1: Institutionelle komplementariteter i den danske flexicurity-model1
Fleksible afskedigelsesregler i
overenskomsterne øger virksomhedernes incitament til at
hyre og fyre arbejdskraften
Det generøse dagpengesystem kompenserer for de negative følger af
fleksible hyr-fyr regler, f.eks.
fordi de sikrer et vist
niveau af økonomisk
aktivitet i perioder
Aktiv arbejdsmarmed høj ledighed.
kedspolitik kompenserer for
manglende
investeringer i
human kapital
Generøst dagpengesystem
mindsker risici ved selvvalgt
jobskifte
Ret-og-pligt til
aktivering kompenserer
for de negative effekter
af høje sociale ydelser
(manglende effektivt
arbejdsudbud)
Arbejdsmarked
præget af numerisk fleksibilitet
og høj jobmobilitet
Aktiv arbejdsmarkedspolitik
med vægt på ret-og-pligt til
aktivering kvalificerer og motiveret arbejdsstyrken til at udbyde arbejdskraften mere bredt
Muligheder for orlov og økonomisk
støtte til voksen- og efteruddannelse kompenserer for
virksomhedernes
manglende incitament til
selv at opkvalificere
arbejdsstyrken
Voksen- og efteruddannelse
med vægt på industrispecifikke
kompetencer øger kortuddannedes ”employability”
Relevanskriterier for anvendelse af uddannelse i aktiveringsindsatsen
mindsker indlåsningseffekter
og sikrer, at offentlige midler kun
anvendes på arbejdsmarkedsrelevant uddannelse
Figuren gengiver de institutionelle forstærknings- og kompensationseffekter i flexicurity-modellen og er tilvirket med
inspiration fra Hall og Soskice, 2001, s. 32. Pilene er således udtryk for retninger i de institutionelle samspil og skal ikke
forveksles med pileføringen i gengivelsen af flexicurity-modellen i kapitel 1, der viser flowet af personstrømme mellem
modellens institutioner. De fire fuldt optrukne pile angiver forstærkningseffekter og viser, at alle modellens institutioner producerer incitamenter, der giver tilskyndelse til tilpasninger via det eksterne arbejdsmarked. De stiplede pile
angiver modellens forskellige kompensationseffekter.
1
9
Opsummering – flexicurity og institutionel komplementaritet
Vi har i det ovenstående forsøgt at udvikle den teoretiske analyse af flexicurity-modellen med fokus på hvorledes modellens institutioner interagerer og hvad dette betyder for arbejdsmarkedet
og dets aktører. Analysen, der er baseret på idéen om institutionel komplementaritet, har frembragt antagelser om, at modellen på makroniveau (økonomisk såvel som politisk) indeholder en
række institutionelle kompensationseffekter. Det står især tydeligt, at dagpengesystemet, den
aktiver arbejdsmarkedspolitik og VEU-systemet hver i sær kompenserer for de negative følger af
de fleksible afskedigelsesregler. Analysen videre dernæst, at modellen på mikroniveau indeholder
forstærkningseffekter, der handler om, at institutionerne i modellen synkront producerer incitamenter, der fremmer eksternaliseringer på arbejdsmarkedet.
Endvidere er det en underliggende antagelse, at både kompensations- og forstærkningseffekterne
har positiv betydning for Danmarks konkurrenceevne. De fremmer en fleksibel og tilpasningsdygtig
økonomi, der kan klare sig i den internationale konkurrence. Komplementariteterne i den danske
flexicurity-model matcher dog hverken den koordinerede markedsøkonomi eller den liberale markedsøkonomi, der er skitseret i bogen VoC-antologien. Modellen rummer elementer fra begge
samt dynamikker, der ikke kan genfindes i nogen af de nævnte typologier. Dette forhold har da
også fået forskere til at betegne Danmark som en ”hybrid” mellem to forskellige kapitalismeformer (Pedersen and Campbell, 2007), imens andre har påpeget at Danmark – sammen med Holland
og Sverige – repræsenterer en tredje kapitalisme-variant, hvor velfærdsstaten spiller en vigtig rolle
for den institutionelle konkurrenceevne (Jensen, 2011).
Institutionel stabilitet eller institutionel forandring?
I det følgende afsnit skal vi teoretisk forsøge at begrebsliggøre flexicurity-modellens forandring,
hvilket er en påtrængende øvelse set i lyset af at alle modellens institutioner i de senere år har
gennemgået ændringer eller modifikationer. F.eks. som følge af politiske reformer eller nye aftaler
mellem arbejdsmarkedets parter. Man kan nævne halveringen af dagpengeperioden, nedskæringer på VEU-området, etablering af uddannelsesfonde i overenskomsterne osv. Andre ændringer er
sket mere gradvist, f.eks. den faldende kompensationsgrad i dagpengesystemet eller skiftet i arbejdsmarkedspolitikken fra vægt på kvalificering og jobformidling til vægt på virksomhedsrettet
10
aktivering, motivation og disciplinering. Vi skal søge at danne teoretiske forklaringer på hvorfor
modellen er forandret, samt hvordan disse institutionelle forandringer er afstedkommet.
Diskussioner om institutionel stabilitet og forandring er en vigtig gren i den institutionelle litteratur. I de senere år har der især været en frugtbar diskussion om gradvise institutionelle forandringer, som vi skal se nærmere på nedenfor. Bidragene indenfor denne diskussion har sine rødder i
den historiske institutionalisme, der på afgørende punkter står i opposition til VoC-perspektivet og
ideen om institutionel komplementaritet, der snarere fremhæver stabilitet og inerti end forandring.
VoC-bidraget til den institutionelle litteratur har i høj grad handlet om, at konstruere argumenter
imod den føromtalte konvergenstese, der siger, at den vestlige verdens politiske økonomier vil
tilnærme sig den liberale markedsøkonomis institutioner. Argumentet mod konvergens hænger
tæt sammen med ideen om komplementaritet. Fordi komplementære institutioner producerer
komparative fordele er det en rationel antagelse i VoC-perspektivet, at samme institutioner vil
være tilbøjelige til at forblive uforandrede. Beslutningstagere – især arbejdsgiverne og deres organisationer – vil søge at beskytte de institutioner, som de organiserer deres strategier omkring, og
som giver dem et forspring i den internationale konkurrence:
“institutional complementarities generate disincentives to change. Firms and other actors may
attempt to preserve arrangements in one sphere of the economy in order to protect complementary institutions or synergies with institutions elsewhere that are of value to them” (Hall
and Soskice, 2001, s. 64).
I den nyere historisk-institutionelle litteratur rettes imidlertid en kritik af VoC-perspektivet for at
negligere magtperspektiver og interessemodsætninger mellem forskellige samfundsklasser. VoCforfatterne beskyldes for at stå for ensidigt på rational choice-paradigmet, i hvilket aktørers præferencer udelukkende er at nyttemaksimere på kort sigt og ikke tager højde for langsigtede fordelingspolitiske konflikter. I VoC-perspektivet er politiske forhandlinger konsensusprægede – ikke
konfliktfyldte, og derfor kan VoC-perspektivet ikke identificere de forandringsdynamikker, der er
afstedkommet af eksempelvis fordelingskonflikter. Af samme årsag kommer VoC-bogen til at stå
som et bidrag, der overbetoner institutionel stabilitet og underbelyser forandring (Streeck og Thelen, 2005, s. 5)
11
Historiske institutionalister som f.eks. Streeck, Thelen og Mahoney skriver blandt andet, at vi skal
huske på, at mange af de institutioner, der regulerer arbejdsmarkedet, er konstrueret med henblik
på at omfordele værdier i samfundet og sikre indflydelse til partikulære interesseorganisationer.
Derfor rummer institutioner potentiale for politiske konflikter, og der vil oftest være mere eller
mindre kapable forandringsagenter, der vil arbejde for at undergrave eller ændre den måde institutioner virker på (Thelen, 2010, s. 54).
I det historisk-institutionelle perspektiv spiller ambitioner om magt ligeledes en vigtig rolle som
drivkraft for aktøradfærd. For hvis aktører skal kunne forandre institutioner, skal de have magt
som de har agt. Institutionel forandring med henblik på at ændre fordelingsmekanismer hænger
derfor ofte tæt sammen komplekse strategier om magt og indflydelse
Teorien om gradvis institutionel forandring
I bogen ”Explaining Institutional Change: Ambiguity, Agency and Power” formulerer Mahoney og
Thelen (2010) en decideret teori om gradvis institutionel forandring. Teorien er en videreudvikling
af tanker fra bogen ”Beyond Continuity” redigeret af Streeck og Thelen (2005). Teorien opstiller
forskellige typer af forandringsagenter og identificerer ligeledes en række betingelser og former
for gradvis institutionel forandring. Ambitionen med teorien er flerfold. For det første har forfatterne ønsket at nuancere litteraturen om institutionel forandring, der frem til årtusindskiftet var
præget af et nærmest dikotomt billede af stabilitet og forandring som institutionelle livsfaser; enten stabilitet og inerti eller også abrupt og pludselig forandring foranlediget af eksterne chok men
efterfulgt af en ny periode med stabilitet. Streeck, Thelen og Mahoney pointerer, at billedet af
institutioner som fænomener, der enten cementerer deres egenskaber eller bukker under eller
revolutioneres som følge af nye uforudsete pres, fuldstændig mangler blik for de subtile, underliggende og krybende processer, der i den korte tidshorisont er umærkbare men over en årrække
fører til markante transformative ændringer (Mahoney and Thelen, s. 5–7).
For det andet har forfatterne ønsket at kæde institutionelle forandringer sammen men den historiske institutionalismes ontologi, der netop fremhæver magt og ressourcefordeling som en vigtig
drivkraft for politisk adfærd.
12
”The foundation on which we build here is one that conceives institutions above all else as distributional instruments laden with power implications” (Ibid., s. 7–8).
Institutionerne, der præger den politisk-økonomiske sfære, f.eks. på arbejdsmarkedet, er oftest
blevet til i historiske tovtrækkerier mellem arbejderklassen og borgerskabet, og afspejler måske at
den ene klasse har været klart stærkere end den anden i en bestemt historisk fase. De kan også
afspejle kompromisser mellem forskellige aktørinteresser, hvilket åbner op for, at forandringsagenter vil søge at bøje institutionelle regler, så de bedre afspejler forandringsagentens egne præferencer. Hvor der er institutionelle ”tabere” og ”vindere”, er der altid et konfliktpotentiale.
Hvis vi accepterer præmissen om, at institutioner fordeler magt og ressourcer, og ikke alene fungerer som støttepunkter for virksomhedernes markedsstrategier, kan vi forestille os, at institutioner kan komme under pres desuagtet, at der ikke er noget eksogent stød, der udfordrer en institutions eksistens eller virkemåde. Et endogent pres for forandring kan vokse frem som følge at en
ændret magtbalance mellem aktørerne på arbejdsmarkedet, nye ideologiske strømninger eller en
ny parlamentarisk situation.
Når teorien om gradvis institutionel forandring netop betoner de gradvise frem for de abrupte
forandringer hænger det blandt andet sammen med, at det endogene pres, der f.eks. kommer fra
forandringsagenter, ikke altid er stærkt nok til at gennemtvinge hurtige omsiggribende reformer.
Derfor må forandringerne ske i et langsommere tempo. Den politiske kontekst, f.eks. mulighederne for at nedlægge veto, kan vanskeliggøre hurtig abrupt forandring. Endvidere vil de institutionelle ”vindere” søge at mobilisere ressourcer for at beskytte ”deres egne” institutioner desto mere de
kommer under pres fra forandringsagenter, og dette kan fortynde den magtposition, som forandringsagenterne ellers havde tilkæmpet sig.
En anden vigtig faktor er spørgsmålet om institutionens karakteristika. Er der tale om fasttømrede
regler uden fortolkningsmuligheder eller er institutionens implementering omfattet af stor diskretion? Dette er af stor betydning for forandringsagenter. I tilfælde af stor institutionel diskretion
kan forandringsagenter søge at ændre måden en institution virker på ved at genfortolke eller bøje
reglerne i en ny retning, så de passer til nye politiske eller ideologiske målsætninger. Er fortolk-
13
ningsrummet omvendt begrænset, er det måske i stedet nødvendigt at gå efter at undergrave eller udmanøvrere institutionen.
Slagsmålet mellem de institutionelle vindere (dem, der profiterer af en institution) og forandringsagenterne (dem der forfordeles og derfor ønsker forandring) kan altså handle om selve institutionens eksistens, men det kan også handle om hvordan en institution skal fungere (f.eks. hvordan
den fordeler ressourcer og indflydelse) og om hvorledes regler skal fortolkes og efterleves.
Fire former for gradvis institutionel forandring
I deres bog opstiller Mahoney og Thelen fire forskellige typer af gradvis institutionel forandring,
der tager højde for både forskelle i den politiske kontekst såvel som forskelle i de institutionelle
karakteristika. I det følgende vil vi gennemgå disse forandringsformer og forsøge at identificere
empiriske eksempler på dem blandt nogle af de ændringer, der er sket med flexicurity-modellen.
Den første forandringsform er forskydning. Forskydning finder steder når institutionen, der er i
spil, rummer ringe muligheder for genfortolkning, men den politiske kontekst til gengæld giver
gode muligheder for egentlige angreb på institutionen (som følge af ringe muligheder for at nedlægge veto). Derfor handler forskydning også om, at regler eller systemer helt fjernes og erstattes
af nye.
TABEL 3.1 Fire former for gradvis institutionel forandring
Politisk
kontekst
Stærke vetomuligheder
Svage vetomuligheder
Institutionelle karakteristika
Snævert forStort fortolktolksningrum
ningsrum
Lagdeling
Drift/negligering
(layering)
(drift)
Forskydning
Omlægning
(displacement)
(conversion)
Kilder: Streeck and Thelen (2005) og Mahoney and Thelen (2010).
Forskydning kan derfor godt være en abrupt og radikal forandringsform, men det kan også være
en metode til at skabe gradvise forandringer på den måde, at nye regelsæt kan være stimulerende
for gradvise ændringer af aktøradfærd. Mahoney og Thelen taler her om at ”afhopning” eller frafald fra en bestemt norm kan være det, der er målet med selve den institutionelle forandring.
14
Et eksempel på at forskydning kan få effekt gradvist er vedtagelsen af den såkaldte frihedspakke
under VK-regeringen i 2002. Med frihedspakken afskaffede regeringen det princip, der afgrænsede
a-kassernes dækningsområder efter konkrete faggrænser. I stedet fik alle a-kasser mulighed for at
være tværfaglige og nye a-kasser tilknyttet alternative fagforeninger fik mulighed for at optage
medlemmer fra hele arbejdsmarkedet. Denne forskydning i flexicurity-systemet indførte med et
slag en hidtil ukendt markedslogik i a-kassesystemet, der tidligere havde været præget af en traditionsbundet logik om faglig organisering. Forskydningen banede vej for forandring, fordi den understøttede afhopning fra de traditionelle LO-a-kasser og fagforeninger til fordel for nye og billigere gule fagforeninger og a-kasser, der ikke forhandler overenskomster. Siden 2002 har udviklingen
bidraget til at svække LO-fagbevægelsen og i den forstand har den medført en gradvis ændring af
styrkeforholdene på det danske arbejdsmarked til ugunst for dem, der støtter de kollektive aftalereguleringsformer på det danske arbejdsmarked (Ibsen et al, 2011).
Lagdeling opstår når forandringsagenter hverken har kapacitet til at afskaffe eller omfortolke en
institution. I stedet bygges nye regler eller systemer ovenpå de eksisterende, hvorved de skaber
grundlag for adfærdsændringer, der på sigt kan bortdræne tilslutningen til den oprindelige institution. Lagdeling er således en strategisk tilgang til forandring, der indebærer, at reproduktion af
den originale institutionelle ”kerne” kompromitteres. De aktører, som forsvarer det bestående, er
måske nok i stand til at beskytte originale regler og systemer, men de kan ikke forhindre udbygninger. Måske foranstalter de endda selv lagdelingen. Hvis en institution forsømmes (se
drift/negligering herunder) kan det være nødvendigt for dens tilhængere at opbygge funktionelle
ækvivalenter til institutionen, men som disse kommer til art udfylde en stadig større del af den
oprindelige institutions funktion eller rolle, risikerer de at afmontere det kollektive pres for forbedringer af den originale kerne.
Et eksempel på lagdeling er fremkomsten af arbejdsmarkedspensioner, der gradvis er blevet den
vigtigste pensionsordning i Danmark, og derved har gjort folkepensionen til en sekundær ordning.
Et andet– og gryende – eksempel med relevans for flexicurity-modellen er fremkomsten af fratrædelsesgodtgørelser i overenskomsterne, der givetvis vil få større og større betydning som følge af
nedskæringer i dagpengesystemet. Fratrædelsesgodtgørelserne dækker et beløb svarende til forskellen mellem dagpengesatsen og 85 procent af de forsikredes tidligere løn. Efterhånden som
15
dagpengedækningsgraden falder, vil størrelsen af godtgørelsen derfor stige, og på et tidspunkt vil
den måske blive den vigtigste komponent i arbejdsløshedsforsikringssystemet for de overenskomstansatte danskere. Det kan så til gengæld betyde, at disse grupper vil bekymre sig mindre om
dagpengeordningen, og det kollektive forsvar for dagpengene vil deraf blive svækket (Halkjær og
Rasmussen, 2010).
Drift/negligering – eller laden-stå-til – opstår, når mulighederne for at gennemføre regelændringer
er besværlige som følge af politiske modstanderes vetomuligheder, imens mulighederne for omfortolkning af institutionens formål er ret fleksible. Vi skal således forestille os en situation, hvor
forandringsagenter ikke kan ændre på det system, de er utilfredse med, men til gengæld behøver
de ikke reagere på forandringer i omverdenen, der påvirker systemets duelighed. De kan lade systemet stå til. Mekanismen, der skaber forandring, er altså den manglende fornyelse af institutionen (negligering), der gør, at institutionen gradvist bliver mere og mere utidssvarende i takt med
at omverdenen bevæger sig og fortsat ændres (er i drift). Et eksempel på denne form for forandring er den gradvise udhuling af dagpengenes kompensationsgrad, der skyldes, at dagpengepengesatsen ikke opjusteres med samme takt som lønudviklingen. Dette medfører, at incitamentet til
at lade sig arbejdsløshedsforsikre over tid gradvist formindskes for flere og flere lønmodtagere.
Ultimativt vil processen føre til, at systemet mister sin relevans; som en computer, der står hen
med forældet styresystem og manglende opdateringer (Klindt, 2010; Bredgaard, 2014)
Omlægning opstår når både den politiske og institutionelle kontekst er gunstige for forandringsagenterne, dvs. når der er svage vetomuligheder og når institutionen samtidig indeholder tvetydigheder eller består af regler hvis implementering er åben for fortolkning. Omlægning som forandringsform indebærer derfor typisk, at regler eller systemer formelt består, men at de omfortolkes
og tages i anvendelse på nye måder og til nye formål. Et eksempel er omlægningen af den aktive
arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik og genfortolkningen af princippet om ret-og-pligt i
dansk lovgivning. Denne kom mest markant til udtryk i skiftet fra en opkvalificeringsorienteret
arbejdsmarkedspolitik, som kendetegnede Nyrup-regeringerne i 1990erne, til en mere motivationsorienteret beskæftigelsespolitik, som kendetegnede Fogh/Løkke-regeringerne i 2000-tallet.
Ret-og-pligt til deltagelse i aktivering bestod, men indholdet i aktiveringstilbuddene fik mere vægt
16
på virksomhedsrettet aktivering, jobsøgning, incitamenter til arbejde og sanktioner (Jørgensen,
2006).
Opsummering – flexicurity og institutionel forandring
I det ovenstående har vi gengivet dele af den diskussion om stabilitet og forandring, der i de senere år har været ført indenfor den institutionelle skole. VoC-perspektivet betoner stabilitet fremfor
forandring fordi det anskuer de vigtigste aktører på arbejdsmarkedet (heriblandt arbejdsgiverne)
som optaget af at fastholde de institutionelle komplementariteter, der gavner deres internationale
konkurrenceevne og interne koordinationsstrategier. I den historisk-institutionelle tilgang ses de
forskellige aktører til gengæld som værende i konflikt med hinanden, og institutioners reproduktion kan derfor ikke alene bero på at de understøtter konkurrenceevne og koordination. Hvis institutioner omfordeler værdier og goder til særlige samfundsgrupper, vil de altid være omgivet af
forandringsagenter (dem, der forfordeles), der vil søge at ændre dem eller måden de opererer på.
De to tilgange er interessante at anvende på flexicurity-modellen, fordi de fremhæver helt forskellige egenskaber og institutionelle dynamikker ved modellen. Dagpengesystemets rolle vil eksempelvis være meget omstridt. Fra et VoC-perspektiv vil man hævde, at dagpengesystemet bidrager
til at understøtte dansk konkurrenceevne, dels fordi det sikrer fleksible afskedigelsesregler i overenskomsterne (politisk kompensationseffekt), dels fordi det fremmer lønmodtagernes paratvillighed til jobmobilitet og dermed bidrager til at øge arbejdskraftomsætningen på arbejdsmarkedet
(forstærkningseffekt). Af samme grund skulle man derfor antage, at virksomhederne og arbejdsgiverorganisationerne ville værne om systemet i pagt med lønmodtagerne og deres organisationer. I
historisk-institutionelt perspektiv er dagpengesystemet omvendt langt mere omstridt. Det bidrager til at dekommodificere arbejdsstyrken i stort omfang og virker via Ghent-effekten som drivende for fagforeningsmedlemsskab, og derfor kan man antage, at både arbejdsgiverorganisationerne
og borgerlige politikere vil være optaget af at ændre systemet eller begrænse dets omfang.
Litteraturen om stabilitet og institutionel forandring åbner også op for, at vi kan skelne mellem
forskellige forandringsmekanismer. Forandringer kan være abrupte skift foranlediget af eksogene
chok (som f.eks. finanskrisen) men de kan også implementeres gradvist, så forandringerne først
efter en længere årrække får egentlige tranformative effekter.
17
TABEL 3.2: Typer af institutionel forandring
Resultat af forandring
Gradvis
Forandringsproces
Abrupt
Kontinuitet
Diskontinuitet
1. Flexicurity reproduceres
gennem gradvis tilpasning
3. Flexicurity forandres
grundlæggende på sigt
efter mange små, upåagtede forandringer
4. Flexicurity bryder sammen og erstattes af en
anden arbejdsmarkedsmodel
2. Flexicurity overlever på sigt
trods eksterne chok
Kilde: Streeck and Thelen (2005).
Til dette perspektiv hører dog også en forståelse af, at institutioner virker sammen med deres omgivelser. Skal institutioner kunne fortsætte med at opfylde samfundsøkonomiske funktioner i en
foranderlig verden, er det vigtigt de vedligeholdes eller modificeres, så de fortsat fungerer effektivt. Forandring behøver derfor ikke nødvendigvis være lig diskontinuitet. Nogen gange må man
forandre for at kunne bevare.
Dette giver i princippet fire udfaldsrum for, hvad forandringerne af dansk flexicurity på længere
sigt fører med sig. I udfaldsrum 1 og 2 i tabellen ovenfor vil flexicurity bestå pga. evnen til at tilpasse sig forandringer, uanset om disse er små, gradvise forandringer eller større abrupte forandringer foranlediget af eksterne chok. I udfaldsrum 3 og 4 vil flexicurity forandres grundlæggende, således at der efter forandringerne substantielt er tale om et anderledes arbejdsmarkedssystem.
Igen kan forandringer være afstedkommet gradvis eller abrupt.
Dette fører os ind kapitlets sidste diskussion, som handler om hvordan man måler grader af forandring og deres systemfunktionelle implikationer.
Hvordan påvirker institutionel forandring institutionel komplementaritet?
Diskussionen, der opstår, når man taler om institutionel forandring, handler ofte om forandringernes konsekvenser. Betyder de institutionelle forandringer man observerer indenfor et system, at
systemet grundlæggende forandres, eller er de bare krusninger på overfladen af et stort uforanderligt hav?
18
For at man kan sige noget om, hvorvidt observerede forandringer fører til kontinuitet eller diskontinuitet må man have nogle indikatorer for effekt af forandring. Rocco og Thurston (2014) diskuterer hvorledes vi kan måle gradvist institutionelle forandringers effekter. De siger blandt andet, at
hvis man meningsfuldt skal kunne tale om negligering, lagdeling og omlægning må man have nogle
indikatorer for, om institutionen post-forandring ser væsentligt anderledes ud end før forandringen blev skudt i gang.
Indikatorer for drift/negligering, altså institutionel forandring som følge af manglende vedligehold
i en evigt foranderlig verden, kan f.eks. være udsagn fra vigtige stakeholders om at ”the institution
has not kept pace with changes”. Mange politiske udsagn vil dog ofte bestå af retoriske overdrivelser, som f.eks. når fagforeningsbosser taler om, at dagpengesystemet er helt utidssvarende. Bedre
indikatorer er, når institutionel forandring de facto fører til nye mønstre af social eller økonomisk
adfærd. Hvis den manglende opjustering af dagpengesatsen virkelig betyder, at systemet er langt
mindre generøst i dag end for 15 år siden, skulle vi kunne forvente, at mange forsikringstagere har
valgt at tegne en ekstra lønforsikring siden dengang. Det ville være en præcis indikator for, at institutionen efter en forandringsfase fungerer anderledes end før.
Omlægning, altså institutionel forandring gennem nyfortolkning eller bøjning af eksisterende regler og principper, indikeres f.eks. ved at forandringsagenter konkret udmelder nye policy-mål for
institutionen eller tager nye metoder i brug for at sanktionere eksisterende principper. En indikator kan også være, at vægtningen af forskellige instrumenter er ændret betydeligt. Vi har ovenfor
talt om, at ændringen af den aktive arbejdsmarkedspolitik i 00’erne var en omlægning fra kvalificering til disciplinering. Men kan dette underbygges kvalitativt?
Ja, er det korte svar. Først kan man se på de diskursive skift VK-regeringen foretog da den fik magten i 2001. Man talte hurtigt om beskæftigelsespolitik frem for arbejdsmarkedspolitik; en politik
der skulle sikre at ledige tog den kortest mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet i modsætning til
tidligere tiders ”aktiveringscirkus”. Indholdsmæssigt kan man også se klare indikatorer for forandring. Brugen af virksomhedsrettet aktivering blev forøget – i sær efter 2008 – imens andelen, der
fik tilbudt uddannelse i deres ledighedsperiode, faldt i næsten hele regeringens levetid (Klindt og
Halkjær, under udgivelse)
19
At vi kan verificere at institutionelle forandringer rent faktisk har ført til, at en institution substantielt fungerer anderledes end tidligere, er et vigtigt skridt i analysen, men vi mangler stadig at kunne vurdere, om forandringerne får videre implikationer for hele det institutionelle arrangement?
Spørgsmålet, der er relevant her, er naturligvis, om ændringerne af dagpengesystemet, VEUsystemet og den aktive beskæftigelsespolitik (både de gradvise og de abrupte) grundlæggende har
forandret flexicurity-modellen eller om der har været tale om funktionelle tilpasninger.
En måde at løse dette analytiske problem på er at gå tilbage til komplementaritetsbegrebet. Ideen
om komplementaritet er, at to eller flere institutioner enten kompenserer for hinandens mangler
eller understøtter samme incitament til markeds-/aktøradfærd. Men hvis én institution, der er en
del af et institutionelt arrangement, forandres, må det på et tidspunkt betyde, at den ikke længere
har samme komplementære effekt som før (eller at den er blevet stærkere). Dagpengesystemets
faldende dækningsgrad, f.eks., fik i slutningen af 00’erne flere fagforeninger til at kræve længere
opsigelsesvarsler, hvilket må betragtes som indikator for, at den kompensation ordningen gav ikke
længere var tilstrækkelig. På dette punkt har vi således oplevet et tab af komplementaritet. I stedet er der i modellen sket en lagdeling med introduktionen af fratrædelsesgodtgørelser i overenskomsterne som en funktionel ækvivalent til dagpengene.
Men hvad med systemets forstærkningseffekter. Er danskernes lyst til at være jobmobile blevet
mindre, som følgende af ændringerne i flexicurity-modellen? Er danskerne blevet mere optaget af
jobtryghed og efteruddannelse, som følge af at den hjælp de kan forvente fra beskæftigelsessystemet er blevet forringet? Disse spørgsmål vil vi blandt andet følge op på i nogle af de efterfølgende kapitler, hvor vi via survey-data vil forsøge at efterprøve, om de institutionelle forandringer
i flexicurity-modellen har haft betydning for præferencer for arbejdsmarkedsadfærden hos virksomheder og lønmodtagere.
20
Referencer
Berglund, T. and Madsen, P. K. (2009) ‘Nordic Labour Markets and Welfare Systems from a Flexicurity Perspective’. In Berglund, T., Aho, S., Madsen, P. K., Virji, I., Furåker, B., Rasmussen, S. and Nergaard, K. (eds)
Labour Market Mobility in Nordic Welfare States, Copenhagen, Nordic Council of Ministers, pp. 37‒59.
Campbell, J. L. and Pedersen, O. K. (2006) ‘Danmarks institutionelle konkurrenceevne’, Økonomi &
Politik, 79, 3‒19.
Campbell, J. L. and Pedersen, O. K. (2007) ‘The Varieties of Capitalism and Hybrid Success: Denmark in the Global Economy’, Comparative Political Studies, 40, 307‒332.
Crouch, C. (2010) ‘Complementarity’, in Morgan, G., Campbell, J. L., Crouch, C. and Whitley, R.
(eds) The Oxford Handbook of Comparative Institutional Analysis, New York, NY, Oxford University
Press, pp. 117-137.
Fukuyama, F. (1992) The End of History and the Last Man, New York, NY, Avon Books Inc.
Hall, P. A. and Soskice, D. (2001) ‘An Introduction to Varieties of Capitalism’, in Hall, P. A. and
Soskice, D. (eds) Varieties of Capitalism: Institutional Foundations of Comparative Advantage, New
York, NY, Oxford University Press, pp. 1‒68.
Hansen, E.D., Jensen, S.E.H., Kjærtsgaard, K. og Rosted, J. (1996) Dansk økonomisk politik: Teorier
og erfaringer, Købehavn: Handelshøjskolens forlag.
Ibsen, F., Scheuer, S. og Høgedahl, L. (2012) Kollektiv handling, København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.
Jensen, C. (2011) Velfærdsstaten – in introduktion, København: Hans Reitzels Forlag.
21
Jørgensen, H. (2006) Arbejdsmarkedspolitikkens fornyelse – innovation eller trussel mod dansk flexicurity, København: LO & FTF.
Klindt, M.P. (2010) Institutionel komplementaritet mellem velfærdsstat og arbejdsmarked, ph.d.afhandling, Aalborg: Aalborg Universitet, Institut for Statskundskab.
Larsen, F. (2005) ‘Active Labour Market Policy in Denmark as an Example of Transitional Labour
Market and Flexicurity Arrangements: What Can Be Learnt?’ In Bredgaard, T. and Larsen, F. (eds)
Employment Policy from Different Angles, Copenhagen, DJØF Publishing, pp. 115‒133.
Madsen, P. K. (2005) ‘The Danish Road to ‘Flexicurity’: Where Are We? And How Did We Get
There?’ In Bredgaard, T. and Larsen, F. (eds) Employment Policy from Different Angles, Copenhagen, DJØF Publishing, pp. 269‒289.
Mahoney, J. and Thelen, K. (2010) ‘A Theory of Gradual Institutional Change’. In Mahoney, J. and
Thelen, K. (eds) Explaining Institutional Change: Ambiguity, Agency, and Power, New York, NY,
Cambridge University Press, pp. 1‒37.
Pedersen, O.K. (2011) Konkurrencestaten, København: Hans Reitzels Forlag.
Rosholm, M. and Svarrer, M. (2004) Estimating the Threat Effect of Active Labour Market Programmes, IZA Discussion Paper no. 1300, Bonn, Institute for the Study of Labor.
Peters, G. (1999) Institutional Theory in Political Science: The New Institutionalism, London: Continuum.
Rocco, P. and Thurston, C. (2014) ‘From metaphors to measures: observable indicators of gradual
institutional change’, in Journal of Public Policy, 34, 35–62.
22
Schmid, G. (2002) ‘Towards a theory of transitional labour markets’, in Schmid, G. and Gazier, B.
(eds.) The Dynamics of Full Employment: Social Integration through Transitional Labour Markets,
Cheltenham: Edward Elgar, pp. 151–195.
Sloane, P., Latreille, P. and O’Leary, N. (2013) Modern Labour Economics, New York, NY, Routledge.
Streeck, W. and Thelen, K. (2005) ‘Introduction: Institutional Change in Advanced Political Economies’, in Streeck, W. and Thelen, K. (eds) Beyond Continuity, New York, NY, Oxford University
Press, pp. 1-39.
Thelen, K. (2010) ‘Beyond Comparative Statics: Historical Institutional Approaches to Stability and
Change in the Political Economy of Labour’. In Morgan, G., Campbell, J. L., Crouch, C. and Whitley,
R. (eds) The Oxford Handbook of Comparative Institutional Analysis, New York, NY, Oxford University Press, pp. 41-61.
Wilthagen, T. and Tros, F. (2004) ‘The concept of ‘flexicurity’: a new approach to regulating employment and labour markets’, Transfer, 10, 166–186.
Wilthagen, T. (2005) ”Striking a Balance? Flexibility and Security in European Labour Markets”, in
Bredgaard, T. and Larsen, F. (eds.) Employment Policy from Different Angles, Copenhagen: DJØF
Publishing, pp. 253–268.
23