Nyt kropsideal hersker blandt unge kvinder Danske kvinder har fået smag for større muskler og en tonet krop. Kombinationen af en blød træningsform med mere hård og aggressiv træning er en stigende tendens blandt unge kvinder i de danske fitnesscentre. Af Cecilie Als Nybo og Maiken Solnæs ”I Fitness dk ser vi, at mange kvinder vælger en god kombination af både styrketræning, konditionstræning og mindfullness.” fortæller Kia Aagaard, kommunikationschef i Fitness dk. ”Kvinderne vil være stærke, så de kan klare alle dagens udfordringer.” Kasper Lund Kirkegaard, analytiker og forskningsansvarlig hos Danmarks Idræts-Forbund, oplever samme tendens, hvor mange unge kvinder søger mod en stærkere krop, og derfor går tilbage til nogle mere oldschool træningsmetoder, som giver større muskler. ”Der ses efterhånden et nyt og måske yngre kropsideal, som stræber efter, at man skal være kampdygtig, og have muskler på kroppen, som gerne må kunne ses.” udtaler Kasper Lund Kirkegaard. Han forklarer, at unge kvinder i de seneste 20-30 år har fået en mere central plads i samfundet, hvor flere uddanner sig og i højere grad eksperimenterer med deres fritids- og kropskultur. ”Specielt blandt unge kvinder ses en tendens, hvor kvinder former et billede af, hvem de er via deres træning og fritid.” udtaler Kasper Lund Kirkegaard, Analytiker og forskningsansvarlig hos Danmarks Idræts-Forbund. Stærke kropsidealer Tine Grønnemark Eriksen er en af de unge kvinder, der har taget det stærke kropsideal til sig. I sin fritid træner hun fem gange om ugen, hvoraf fire af gangene består af intensiv styrketræning. ”Jeg synes, at det er flottere og mere tiltalende at have lidt muskler på kroppen frem for at være åleslank.” Efter at hun havde deltaget i fitnesshold i tre til seks måneder, havde hun nogenlunde styr på teknikken, og begyndte at kombinere styrketræning, crossfit og konditionstrænings, og har siden hen fået blod på tanden. Trine Grønnemark Eriksens mål for i år er desuden at deltage i Dansk Bodybuilding og Fitness Forbunds debutantstævne i bikinifitness. Imødekommer trenden Kia Aagaard, kommunikationschef i Fitness dk, fortæller, at de i deres centre forsøger at imødekomme udviklingen, “Vi sørger for at følge med tiden og hele tiden have nye og spændende hold på planen, som vores medlemmer kan benytte, så de kan prøve sig selv af på en ny måde. Dette kunne eksempelvis være funktionel træning eller CrossFit.” I deres tv-markedsføring bliver der også talt til det stærke kropsideal, da det er en veltrænet kvinde som medvirker. ”Træning giver kræfter til at klare hverdagens mange udfordringer, og det vil vi blandt andet gerne vise med vores Tv-reklamer.” Fortæller Kia Aagaard. Foto: Tine Grønnemark Eriksen
© Copyright 2024