1. No category

Få geværer fra anden verdenskrig er siden 1963 blevet mere omtalt end MannlicherCarcano. Oswald anvendte dette gevær til mordet på JFK.
Kritikere siger at det er et håbløst gevær, og at dette faktum styrker formodningen om
at Oswald er uskyldig. Gør det det? Lad os se på våbenet.
***
Oswalds gevær var en italiensk karabin fra anden verdenskrig, en Carcano Fusile di Fanteria model
91/38, 6,5 mm kaliber, serienummer C2766. Den blev fremstillet i 1940 på en våbenfabrik i byen
Terni uden for Rom. Flere kilder fastholder at den egentlig kun hedder Carcano, derfor omtaler jeg
den ikke som Mannlicher-Carcano, men kun Carcano.
Geværet er sådan set ikke en riffel, men en karabin, som er en kortere og lettere infanteri-udgave af
en typisk riffel. Der er tale om et gevær med cylinderlås, en Bolt-action rifle. Man betjener geværet
ved med den ene hånd at løfte en metalarm med knop op og tilbage, hvorved et evt. afskudt
patronhylster trækkes ud og smides til siden. Når man skubber ”armen” frem igen og
lukker, ”skræller” den en ny patron fra magasinet (en metalclip der indeholder op til 6 patroner), og
fører denne ind i kammeret. Så kan våbenet affyres. Dette er en tidskrævende proces, i forhold til et
halvautomatisk gevær, hvor noget af krudtgassen bruges til automatisk at skyde låsen frem og
tilbage, således at skytten kun skal trykke på aftrækkeren hver gang der ønskes afgivelse af et skud.
I et sådant gevær vil man jo lynhurtigt kunne affyre en serie af skud lige efter hinanden, mens der
her går lidt tid med at trække slagbolten tilbage og frem igen.
Lidt tid vil almindeligvis sige 1-3 sekunder. Med træning og med en velfungerende cylinderlås kan
man foretage bevægelsen relativt hurtigt.
Carcano geværet er af kritikere og konspirationsteoretikere i 50 år blevet fremstillet som et
regulært ”skodvåben” der ikke eller dårligt kunne have udført det som skete på Dealey Plaza.
Fx mener konspirationsteoretiker og tidligere guvernør Jesse Ventura i sin bog They killed our
President – 63 reasons to believe there was a conspiracy to assassinate JFK, at de første rapporter
om at man havde fundet en Mauser riffel ville have givet mere mening, fordi denne er:
…a darn good rifle….as opposed to the
Mannlicher which, as we’ve already
established, is a total piece of junk.
(s.63)
… en forbandet god riffel…. I modsætning til
Mannlicheren, som vi allerede har fastslået er
en slem gang bras.
Historieprofessor og konspirationsteoretiker Michael L. Kurtz hævder i sin 1982 bog Crime of the
Century, at Carcano geværet var et low velocity weapon dvs. et lavhastigheds våben der ikke havde
kraft nok til at affyre et projektil, der (som hævdet af Warren-kommissionen) ville flyve igennem
både Kennedy og Connally. Dette gentages i 2000 af James Fetzer1.
Men er det rigtigt?
Amerikanske tabeller opererer med mundingshastigheder for projektilet fra ca. 3500 ft/sec (1000
m/s) og op efter, når man taler om et højhastigheds våben. Kurtz har derfor ret i at ud fra almene
tabeller er Carcano’en ikke et ”højhastighedsvåben”, men derfra og til at antyde at det er et kraftløs
våben er der et spring. Han har nemlig ikke ret i at det ikke kunne give et projektil kraft nok til at
flyve gennem to mennesker.
Nedenstående tabel viser styrkeforholdene (taget fra Major Frederic Myatt: Rifles and sub-machine
guns, 1981). Det er ikke uvæsentligt at Oswalds Carcano teknisk set var en karabin, dvs. et gevær
med afkortet løb, så det bør rettelig sammenlignes med andre karabiner. Men lad os se på dets
ydeevne både sammen med karabiner, og med almindelige geværer.
Model (KARABINER)
Mosin-Nagant Carbine model
1944 (USSR)
Carcano model 1938 (Oswalds
gevær)
US Carbine M1 (2.verdenskrig)
Model (GEVÆRER)
ARMALITE M16, USA
(Vietnam)
RIFLE M1 (Garand) USA
(2.verdenskrig) Brugt af det
danske Forsvar som Gevær M/50
RIFLE TYPE 99 JAPAN
(2.verdenskrig)
AK-47 KALASHNIKOV (USSR)
Mundingshastighed (m/s)
823
Længde i tommer
40
701
40,2
585
35,65
Mundingshastighed (m/s)
991
Længde i tommer
39
853
44
715
44
717
34,65
Carcano model 1938 (Oswalds
gevær)
701
40,2
Oswalds gevær havde en mundingshastighed på 700 m/s, dette er ca. 2 gange lydens hastighed og
markant højere end den berømte amerikanske karabin M1 fra 2.verdenskrig. Det svarer næsten til
mundingshastigheden på det berømte sovjetiske AK-47 gevær. Så AK-47 er altså i så fald også
et ”lavhastigheds våben”, det samme er Garand-geværet2. Ingen ville ved deres fulde fem betegne
disse geværer som ”tandløse” eller ”svage” våben. Det ses på denne baggrund at man ikke kan
konkludere, at blot fordi et våben ikke tilhører en ”højhastigheds-kategori” så skulle det være et
svagt tandløst våben der ikke har megen kraft. Det er simpelthen vrøvl.
Carcanoen var kraftig nok til at matche mange andre militære geværer og stærk nok til at skyde
igennem to mennesker under gunstige forhold, hvis der blev brugt et fuldkappet projektil. Uanset at
den normale mundingshastighed efter 1970 typisk er på 8-900 m/s og derover. Desuden skal man
være opmærksom på at fx M16 geværet fra Vietnam skyder med et mindre projektil (5,56 mm) som
vejer mindre end 6,5 mm projektilerne fra Oswalds gevær.
Der har været foretaget talrige forsøg der viser at Carcanoen var et kraftfuldt og dødbringende
våben. Ud over FBIs og hærens eksperimenter i 1963/64, foretog lægen og forfatteren dr. John
Lattimer i 70’erne mange forsøg3. På et tidspunkt havde han faktisk to lig til rådighed som han satte
op i position! Og i 2004 viste Discovery Channel at kugle og gevær magen til Oswalds
gennemborede to kunstige kroppe, med samme densitet og struktur som ægte kroppe. Man affyrede
forinden en kugle igennem (på langsiden) af en stor træstamme af egetræ. Kuglen nåede næsten
uskadt ca. 110 cm ind. Der er ingen tvivl om våbenets gennemtrængningsevne.
Se hele udsendelsen her (varer knap 1,5 time):
https://www.youtube.com/watch?v=n-5xfTKqf1A
I udsendelsen vurderer en australsk ballistisk ekspert at geværet under gunstige omstændigheder
ville kunne skyde gennem 4-5 personer der stod klods op ad det!
Michael Kurtz er konsekvent dybt skeptisk og negativ overfor ballistiske eksperimenter i sagen,
men de er nødvendige og informative for at kunne få en forståelse af hvad der skete den dag. Kurtz
ignorerer fuldstændig ”hard evidence” og fremkommer med påstande der strider mod fakta.
Carcanoen blev født i 1891, og var et gevær der havde en modificeret udgave af tyskeren Paul
Mausers cylinderlås4 og Ferdinand von Mannlichers særlige magasinsystem. Det gevær som
Oswald skød med var en variant fra 1938, der skulle have affyret 7,35 mm patroner, men som
italienerne alligevel valgte at udbore løb i størrelse 6,5 mm til. Krigen kom pludseligt for Italien,
som ikke havde opbygget nok lagre af 7,35 mm patroner til at kunne gå i krig, de måtte derfor holde
fast i de store lagre af 6,5 mm patroner de allerede havde.
Geværet var standardvåben i den italienske hær i begge verdenskrige. Er det ikke underligt at
italienerne bruger et gevær trofast over en periode på 50 år, hvis det er noget ”bras”? Også den
finske og tyske hær brugte geværet. Tyskerne bestilte 10.000 stk. ved fabrikken i Terni5. Så
Wehrmachts officerer mente åbenbart også at geværet var okay til deres behov? Bevares, det blev
kun udleveret til hjemmeværnsenheder sidst i krigen, men alligevel.
Efter krigen blev Italien indrulleret i NATO og soldaterne udstyret med amerikanske Garand
geværer. Men Italiens hold af skarpskytter ved de militære mesterskaber i NATO vedblev at bruge
Carcanoen helt op i 70’erne6. De kunne bruge præcis de geværer de havde lyst til. Italien havde
både britiske og amerikanske geværer til rådighed. Hvordan hænger det sammen med ideen om at
geværet var et elendigt gevær?
Debatten om geværets kvalitet minder om debatten om Oswalds evner som skytte. Det er intet
problem at finde våbenfolk eller våbeneksperter der mener at geværet er noget bras, og det er heller
ikke noget problem at finde nogen der siger at det var et godt gevær.
Den humanitære riffel
Tilsyneladende havde Carcanoen blandt italienske soldater tilnavnet umanitario – den humanitære
riffel. Konspirationsteoretiker Sylvia Meagher fortæller:
…The Mannlicher-Carcano was known as “the
humanitarian rifle” – on the grounds that it
could not hurt anyone on purpose.
Mannlicher-Carcanoen var kendt som “den
humanitære riffel” – fordi den ikke var i stand
til at såre nogen med vilje.
S.101 Accessories after the fact
Meaghers pointe med denne lidt spøjse formulering er at Carcanoen var så upræcis at den ofte ikke
ramte sit mål eller ikke ramte de vitale dele af kroppen man sigtede efter. Hun konkluderer efter at
have nævnt flere kilder fra Høringerne, at våbentypen var gammel og billig.
Men i bogen The Gun (1975), en ”biografi” om Oswalds våben, skrevet af Henry S. Bloomgarden,
får vi en helt anden forklaring på hvorfor geværet havde dette tilnavn:
Model 91 has many parts, but is well made and
well assembled into a sturdy weapon considered
very effective ,especially when used at relatively
short ranges – not over 300 meters. The
maximum range is 2800 meters…It is
considered very solid, very serviceable, well
designed for rugged military action, trouble free
and, in the hands of a good marksman, very
accurate.
In fact, its calibre and accuracy have caused
some to regard the Carcano as umanitario –
humanitarian. Unlike so many automatic
weapons of larger caliber, the 91s, including
C2766, fire a bullet of modest size, and each
shot could be aimed.
s. 26
Model 91 har mange dele, men er fint
konstrueret og godt samlet til et holdbart våben
som betragtes som meget effektivt, specielt over
relativt korte afstande – ikke over 300 meter.
Den maksimale rækkevidde er 2800 meter. …
Det betragtes som meget solidt,
betjeningsvenligt, godt bygget til hårdhændet
militær brug, problemfri, og meget træfsikker i
hænderne på en dygtig skytte. Faktisk har dets
[mindre] kaliber og træfsikkerhed fået nogle til
at opfatte Carcanoen som Umanitario –
humanitær. Ulig så mange automatiske våben af
større kaliber, så affyrer 91’erne, inklusive
C2766, en kugle af mindre størrelse og hvert
skud kunne placeres godt.
Bloomgarden gengiver som eksempel en beretning fra en britisk løjtnant fra den berømte 8.armé,
under kampe i Nordafrika i 1942. Briterne havde taget en gruppe tyskere til fange i ørkenen, men
pludselig prøver en ca. 16-årig ung tysk soldat at stikke af. Da han ikke reagerer på råb om at stoppe,
skynder en engelsk befalingsmand sig at tage et gevær fra en bunke af kaprede italienske Carcanos
(han havde kun sin pistol ellers):
The German must have been a bloody seventyfive meters or so down the road when the NCO
dropped to his knee, took aim, and fired. The
boy fell. We went out there and picked him up.
The bullet had passed through his back and out
his shoulder. If it had been an automatic
weapon the best the boy could have had would
be a large entry hole and a jagged, horrible tear
on the exit side. Dashed brutal size some of
these automatics – knock out a tank if you
please.
Tyskeren må have været forbandede 75 meter
eller noget i den stil nede ad vejen, da
befalingsmanden faldt på knæ, tog sigte og
skød. Knægten faldt til jorden. Vi tog derud og
samlede ham op. Kuglen havde passeret gennem
hans ryg og ud ved hans skulder. Hvis det havde
været et automatvåben ville det bedste han
kunne have håbet på, være et stort indgangshul
og et frygteligt, forrevet sår ved udgangen.
Forbistret store størrelser nogle af disse
automatvåben [ kan have]. Kan slå en
kampvogn ud hvis man vil.
Knægten var stadig i live og de fører ham til et lazaret hvor han behandles og kommer sig helt.
Løjtnanten så ham 10 dage senere, i bedring, og taknemmelig over at være i live. Han fortsætter:
I took a look at that rifle. I was amazed it had
brought the boy down. After all, the weapon was
new to the NCO, but it clearly was simple
enough to operate and damned accurate. It did
its job, all right. Let him hit that boy where he
wanted, just enough to do him partially in.
Good shot, that NCO. The Carcano, too. Not
brand new, but new enough. Stamped Made in
nineteen-forty. Seen some actoon too, from the
looks of it. Good show it was. You see, it is not
every rifle that permits you – even if you’re
good –to aim in quickly and carefully, to
provide an intelligent wound.
s.28
Jeg tog et blik på den riffel. Jeg var forbløffet
over at den havde stoppet knægten. Våbnet var
trods alt nyt for befalingsmanden, men det var
tydeligvis simpelt nok at bruge og forbandet
præcis. Det gjorde godt nok sit job. Lod ham
ramme den dreng hvor han ville, kun lige nok til
at uskadeliggøre ham [uden at dræbe ham].
Godt skudt af den befalingsmand. Også af
Carcanoen. Ikke spritny, men ny nok.
Stemplet ”fremstillet i 1940”. Den så også ud til
at have været igennem en del. Det var et godt
show. Ser du, det er ikke enhver riffel der
tillader én – selv hvis man er god – at sigte
hurtigt og omhyggeligt, for at kunne skabe en
ganske bestemt skade [på kroppen].
Denne fortolkning er den stik modsatte af Sylvia Meaghers – grunden til at geværet blev kaldt
humanitær var at det netop ramte præcist – og med en lille kaliber fuldkappet kugle, der ikke lavede
voldsom skade på kroppen, men gik lige igennem.
For mig giver denne forklaring betydelig mere mening. Med et præcist gevær var det muligt at
standse en fjendtlig soldat blot ved at såre ham. Man behøvede ikke at dræbe ham. Med upræcise
våben eller meget kraftige automatvåben ville dette have været langt sværere.
Men hvor havde Sylvia Meagher sin sære fortolkning fra? Fra en underlig kilde. Hun citerer et brev
til forlæggeren af science-fiction magasinet Analog, hvis læsere i 1964 diskuterer Oswalds skydning.
Forfatteren af brevet, John Conlon, skriver godt nok at humoristiske italienske soldater havde kaldt
geværet for humanitær fordi det ikke kunne såre nogen med vilje. Men andre steder i sit brev
anfører han at våbenet var præcist nok, især på kortere afstande, som Bloomgarden også skriver. Så
at ideen om upræcision faktisk var uberettiget.
Så ikke alene fandt Sylvia Meagher en højst bizar kilde for hvordan Carcanoen blev omtalt i den
italienske hær – hun hev oven i købet citatet ud af kontekst, for at få det til at stemme med sin
negative opfattelse af geværet!
Se Conlons brev og ”debunkingen” af Meagher her:
http://mcadams.posc.mu.edu/factoid9.htm
Havde Oswald trænet med geværet?
Warren-kommissionen fandt belæg for at antage at Oswald havde holdt sin våbentræning ved lige,
og at han også havde trænet med Carcanoen:
Oswald's Rifle Practice Outside the
Marines
Oswalds træning med rifler uden for
Marinekorpset
During one of his leaves from the Marines,
Oswald hunted with his brother Robert, using
a .22 caliber bolt- action rifle belonging either
to Robert or Robert's in-laws. After he left the
Marines and before departing for Russia,
Oswald, his brother, and a third companion
went hunting for squirrels and rabbits. On that
occasion Oswald again used a bolt-action .22
caliber rifle; and according to Robert, Lee
Oswald exhibited an average amount of
proficiency with that weapon.
Under en orlov fra marinekorpset, gik Oswald
på jagt med sin bror Robert, hvor han benyttede
kaliber 22 rifler med cylinderlås [salonriffel],
der tilhørte enten Robert eller Roberts
svigerforældre. Efter at han forlod korpset, men
før han tog til Rusland, tog Oswald, hans bror
og en tredje ledsager på jagt efter egern og
harer. Ved den lejlighed benyttede Oswald igen
en salonriffel, og ifølge Robert udviste Lee
Oswald en gennemsnitlig dygtighed med dette
våben.
While in Russia, Oswald obtained a hunting
license, joined a hunting club and went hunting
about six times, as discussed more fully in
chapter VI. Soon after Oswald returned from
the Soviet Union he again went hunting with his
brother, Robert, and used a borrowed .22
caliber bolt-action rifle. After Oswald
purchased the Mannlicher-Carcano rifle, he
told his wife that he practiced with it. Marina
Oswald testified that on one occasion she saw
him take the rifle, concealed in a raincoat, from
the house on Neely Street. Oswald told her he
was going to practice with it.
Mens han var i Rusland, fik Oswald et jagttegn,
meldte sig ind i en jagtklub og tog på jagt
omkring seks gange – det diskuteres mere
udførligt i kapitel 6. Kort efter at Oswald vendte
tilbage fra Sovjet, gik han igen på jagt sammen
med sin bror Robert, og brugte en lånt
salonriffel. Efter at Oswald købte Carcanoriflen, fortalte han sin kone at han trænede med
det. Marina Oswald bevidnede at hun ved en
enkelt lejlighed så ham tage riflen med sig,
indsvøbt i en regnjakke, fra huset på Neely
Street. Oswald fortalte hende at han skulle ud
og træne med det.
According to George De Mohrenschildt,
Oswald said that he went target shooting with
that rifle. Marina Oswald testified that in New
Orleans in May of 1963, she observed Oswald
sitting with the rifle on their screened porch at
night, sighting with the telescopic lens and
operating the bolt.
Ifølge George De Mohrenschildt fortalte
Oswald at han trænede på skydebane med
riflen. Marina Oswald fortalte at hun i New
Orleans, i maj 1963, observerede Oswald sidde
med riflen om aftenen på deres lukkede altan,
mens han sigtede med kikkertsigtet og betjente
cylinderlåsen.
Examination of the cartridge cases found on the
sixth floor of the Depository Building
established that they had been previously
loaded and ejected from the assassination rifle,
which would indicate that Oswald practiced
operating the bolt.
En undersøgelse af patronhylstrene der blev
fundet på 5.etage af bogdepotet fastslog at de
ved tidligere lejligheder var blevet ført ind i
kammeret og ejectet fra mordvåbenet, hvilket
indikerede at Oswald havde øvet sig i at betjene
låsen.
WR, s.192-193
Det er en central argumentation hos mange konspirationsteoretikere at der intet bevismateriale
findes, der indikerer at Oswald trænede med skydevåben efter at han vendte tilbage til USA i 1962,
og intet der viser at han trænede med Carcanoen inden den 22.november.
Men der er rigelig information som det ses af ovenstående. Strategien er typisk. Først hævder man
at der ingen ”evidence” er overhovedet. Da man så bliver udfordret af den mængde evidence der
faktisk er, afviser man pure denne, ved at påstå at det hele er løgn eller plantet.
Fx stoler konspirationsteoretikere ikke på noget som helst af hvad George De Mohrenschildt siger,
fordi de tror at han er hardcore CIA-mand, plantet i nærheden af Oswalds for at styre Lee.
Marinas vidneudsagn bliver også her draget i tvivl. Et godt eksempel er den britiske
konspirationsforfatter Jeremy Bojchuk, der på sin hjemmeside fremfører følgende argument:
Da Marina blev afhørt af FBI den 4.december 1963 fortalte hun at hun ALDRIG havde set Oswald
træne eller hørt ham sige at han trænede med geværet.
Men da hun afhøres igen i februar 1964, og da hun foretræder for Warren-kommissionen, har hun
ændret mening. Nu havde hun set Oswald træne med geværet på altanen og hørt ham fortælle at han
gik på skydebane.
Spørgsmål til konspirationsteoretikerne:
Giver det nogen mening at Oswald skulle bruge en for ham stor sum penge på en riffel, for så
bare at sætte den over i et hjørne i garagen, uden på noget tidspunkt at træne med den
derhjemme (tør-træning) eller tage den med på skydebane?
FBI undersøgte i hundredvis af brugte patronhylstre fra lokale skydebaner i Dallas og New
Orleans. Et kæmpearbejde. Man fandt ingen hylstre der havde været affyret fra Oswalds
gevær. Kritikere kan så hovere og sige: dér kan I bare se. Han var ikke på skydebanen
Men hvis det hele er et stort fupnummer for at ”frame” Oswald, hvorfor sørgede FBI eller
konspiratorerne så ikke for at drysse nogle patronhylstre fra Carcanoen på en lokal Dallas
bane? En nem måde at skabe et sikkert bevis for at han havde trænet med våbenet? Det
tænkte de måske slet ikke på? At der ingen solide beviser findes for at Oswald trænede med
våbenet eller købte ammunition, er lidt sært når man tænker på hvor ekstremt
omhyggelige ”konspiratorerne” antagelig har været med så meget andet?
Det er korrekt at Marina ændrede forklaring. Så problemet der nu opstår, er jo naturligvis at Marina
har afgivet to forskellige forklaringer – forklaring A: jeg så ham aldrig træne, og Forklaring B. Jeg
så ham træne.
De kan ikke begge være rigtige. Men Bojchuk antager uden videre at det er A, der er den rigtige
forklaring og B, der er den falske. Men han giver ikke megen argumentation for at det skulle være
tilfældet. Hvorfor kan det ikke være A der er falsk, og B, der er rigtig?
Bojchuk konkluderer at Marina er utroværdig, og kritiserer Warren-kommissionen for kun at bruge
forklaring B:
The Warren Commission was aware that many
of Marina Oswald’s statements were
contradictory and unreliable, and that she was
under pressure to tell the authorities what they
wanted to hear. According to an internal
Warren Commission document, which became
public 15 years after it was written, “Marina
Oswald has repeatedly lied to the [Secret]
Service, the FBI, and this Commission on
matters which are of vital concern to the people
of this country and the world” (HSCA Report,
appendix vol.11, p.126).
Nevertheless, the Warren Report quite
dishonestly used only Marina Oswald’s later,
incriminating testimony, some of which she
herself had repudiated, and ignored her earlier
evidence.
Warren-kommissionen var opmærksom på at
mange udtalelser fra Marina Oswald var
selvmodsigende og upålidelige, og at hun var
under pres for at fortælle myndighederne det
som de ville høre. Ifølge et af kommissionens
interne dokumenter, som blev offentliggjort 15
år senere, står der: ”Marina Oswald har
gentagne gange løjet over for Secret Service,
FBI og denne kommission, vedrørende forhold
som er af stor vigtighed for dette lands
befolkning såvel som hele verden”.
Ikke desto mindre nævnte Warren-rapporten ret
uærligt kun Marina Oswald’s senere
inkriminerende vidensbyrd, hvor hun selv
[senere] har afvist noget af det, og ignorerede
hendes tidligere vidnesbyrd.
http://22november1963.org.uk/lee-harveyoswald-marksman-sharpshooter
Denne beskrivelse er unfair og afslører efter min mening egentlig kun at Bojchuk er nøjagtig ligeså
fordomsfuld over for kommissionens arbejde som de fleste andre kritikere. Bojchuks konklusion
om uærlighed er en antagelse om at kommissionen bevidst kun ønskede at bruge det bevismateriale
der pegede mod Oswald, og bevidst ignorerede det som pegede væk fra ham.
Jo mere man studerer kommissionens arbejde som helhed, jo mindre belæg bliver der for denne
opfattelse. Kommissionen afviste materiale der ellers kunne have været inkriminerende for Oswald
(fx paraffin-testen) og man gjorde det som forventes af en efterforskningsenhed: Man inddrager alt,
og foretager så en samlet vurdering. Det gælder også vurderingen af det som Marina sagde.
Marina indrømmer faktisk over for kommissionen at hun ikke var ærlig overfor FBI og nu – hvor
hun er edssvoren og står overfor en højesteretsdommer, vil hun sige sandheden.
At Marina ”var under pres for at fortælle myndighederne det som de ville høre”, er for så vidt
korrekt – for det som myndighederne ville høre, var sandheden, hele sandheden og intet andet. Men
i i Bojchuks verden dækker det snarere over at man ville presse hende til en forklaring der var til
ugunst for Oswald. Dette er alene Bojchuks subjektive fortolkning, som der ikke gives noget belæg
for. Marina frygtede for sin egen og sine børns skæbne, hvis hun fortalte alt hvad Oswald havde
foretaget sig af slyngelstreger. Det kan forklare hvorfor hun ikke er sandfærdig i begyndelsen. Da
hun får en garanti for at hun ikke vil blive udvist hvis hun fortæller hele sandheden, åbner hun op –
og fortæller noget som ingen vidste.
Hun afslørede at Oswald havde forsøgt at skyde general Walker, og at han havde antydet at myrde
Nixon. Hvordan kan Marina blot have sagt det som ”man ville høre”, når ingen vidste at Oswald
stod bag mordforsøget på Walker i april 1963? Hvis nogen har instrueret hende i at sige dette,
hvorfor har hun så ikke i de efterfølgende 50 år afsløret det? Og hvis det bare var noget hun fandt på,
hvordan kan der så være så meget andet materiale der understøtter historien? En analyse i 1978 af
kuglen fra Walker-attentatet viste at den med 99,99 % sikkerhed var en patron fra Oswalds
beholdning.
Desuden, hvis kommissionen spillede uærligt spil, virker det ret sært at man indsætter FBIrapporten med Forklaring A i Høringerne, hvor Bojchuk har fundet den? Hvorfor ikke slette denne
rapport, så man undgik ”trættende spørgsmål”? Åbenbart slår det slet ikke Bojchuk som sært, at en
stor del af den ”ammunition” han kan finde til sin kritik af Warren-kommissionens arbejde, er
ammunition han finder i de papirer som kommissionen selv har offentliggjort?
Eftersom andre kan understøtte Marinas forklaring B er der ikke noget odiøst i at kommissionen
ender med at betragte den som sandfærdig. Men kritikere vil naturligvis vedblive med at påstå at
man kun gjorde det fordi det passede med ”teorien” om Oswald som den enlige dræber.
Hvor købte Oswald patroner?
Påstand:
Der er ingen beviser for at Oswald nogensinde købte ammunition til geværet. Der var ingen
patroner i hjemmet og ingen kan huske at have solgt patroner til Oswald.
Oswald kan have købt ammunition i en butik eller privat. At en ekspedient ikke kan huske ham er
vel ikke besynderligt – de færreste butiksansatte kan huske alle kunder? Har han købt dem privat,
kan man forstå hvis sælger ikke har lyst til at stå frem og fortælle at hans kugler dræbte JFK.
Den oplagte grund til at Oswald kun have ladet magasinet (clip’en) med 4 patroner (den kunne
rumme 6) er at han ikke havde flere patroner tilbage, og han kunne ikke nå at købe flere.
Det er et fjollet argument, og grunden til at jeg ryster på hovedet over det er at jeg ikke forstår hvad
man havde forestillet sig? Skulle Warren-kommissionen lade hele sagen falde, og sige:
” Vi har godt nok bevist at mordvåbenet tilhørte Oswald, at hans fingeraftryk er på våbenet og vi
har information om hvordan han smuglede våbenet ind i bygningen”. Vi har også påvist at Oswald
ikke har noget alibi men tværtimod er set på den etage hvor skuddene kom fra. Vi har også et vidne
der så ham skyde mod JFK. Vi har også påvist at Oswald lige efter indleder en vild flugt fra sin
arbejdsplads hvor han med 100 % sikkerhed skyder en betjent ned på gaden der vil standse ham.
Men desværre er vi nødt til at lade sagen falde, for vi kan ikke bevise at han nogensinde har købt
patroner til geværet”............!!????
Så ægtemanden, der skyder sin kone for øjnene af tre vidner, foruden at det kan bevises at hun er
skudt med hans pistol, der findes med hans fingeraftryk over alt – han kan frikendes hvis det ikke
kan bevises uden for enhver tvivl at han nogensinde har købt patroner til pistolen? Hold op.
Hvorfor brugte han så billigt et gevær?
Reklamen fra Klein’s i American Rifleman, som Oswald så og reagerede på. Han klippede
postordrekuponen ud og købte en Carcano med kikkertsigte for 19,95 dollars + forsendelse (som
kun var på 1,50 dollars).
Carcano’en er nr. 3 ovenfra i venstre kolonne. Læg mærke til hvad Oswald ellers kunne have købt
for nogle få dollars ekstra. For 30-40 dollars kunne han enten have købt en US Springfield model
1903 (populær – var US Army standardgevær indtil WW27) eller en US model 1917 riffel i den
populære kaliber 30/06 (7,62 mm). Disse geværer var all american made, og man spekulerer på om
Jesse Ventura kunne have hånet disse geværer med samme grad som han håner det (syd)europæiske
Carcano gevær?
Men det mest interessante er at man kunne købe et britisk .303 Enfield gevær fra 2.verdenskrig med
kikkertsigte for blot 27,88 dollars + forsendelse. For blot 10 dollars ekstra kunne Oswald have fået
et gevær som er almindelig anerkendt som en udmærket riffel i kraftig kaliber (7,7 mm).
Forestil dig at du er med i et komplot, der vil myrde USA’s præsident og hænge Oswald op på
mordet. I skal have fundet et mordvåben. Det går ikke an at påstå han skød med fx et M-1 Garand
gevær, for den koster næsten 100 dollars – hvor skulle den ludfattige Oswald have fået dem fra?
Men hvis der kan opbygges en plausibel historie om at han kan købe et gevær til 20 dollars, kan
man vel også lave en historie om at han kunne betale 30 dollars og få et bedre gevær med et godt
ry? Hvorfor vælge det billigste af det billigste, noget som netop kunne virke mærkværdigt?
Faktisk, eftersom konspiratorerne tilsyneladende har kunnet udføre utrolig meget i sagen – forfalske
en obduktionsrapport, forfalske billeder af Oswald, dræbe vidner i årevis, få hele USadministrationen til at arbejde efter sit hoved osv., så skulle det vel heller ikke være umuligt at
opbygge en historie omkring Oswald, hvor han fx arver penge eller får penge tilbage i skat, så han –
ifølge dækhistorien – havde råd til et nyt og ordentligt gevær? Eller man kunne have opbygget en
historie om at han havde stjålet et gevær?
Er Oswald en del af et komplot giver det ligeledes ikke ret meget mening. Man skulle tro at han og
hans medkumpaner var i stand til at splejse til et fornuftigt gevær til 50-100 dollars, når de nu skulle
ud og begå århundredets forbrydelse? En oliebaron eller mafiaboss der finansierede et
sådant ”projekt” kunne vel næppe tænke nogen som helst anden tanke end at udstyre sin morder
med det bedste af det bedste til et sådant hit?
Men Oswalds kumpaner var måske de tre vagabonder som Dallas politi arresterede kort tid efter
mordet? Sikke en sammensværgelse må man sige – og sikke et budget at arbejde med. Kun råd til
den billigste gun i butikken og 4 patroner…
Ideen har naturligvis været i mange år blandt konspirationsteoretikere, at Oswald på 5.sal bare var
en afledning, så den virkelige morder (med topdollar udstyr) kunne ramme JFK. Men selv hvis vi
gik med til muligheden af, at man havde valgt en så usædvanlig, besynderlig og kompliceret plan,
så mener jeg stadig, som jeg også sagde i den første artikel, at man da selvfølgelig havde sørget for
at ”afledningen” så tilpas fornuftig ud til at myndighederne (og offentligheden) ville hoppe på den.
At fattiglusen Oswald skød med det absolut billigste gevær som kunne fås, er en indikation af at
han handlede alene.
Var geværet ubrugeligt?
Den påstand støder man ofte på. Ideen er søgt, fordi man ikke har noget solidt argument. Et solidt
argument ville være hvis fx slagstiften manglede, så geværet slet ikke var i stand til at skyde. Men
skønt geværet var meget billigt, så kunne det skyde. Derfor bliver fortællingen udvandet idet man
prøver at ”fedte” den igennem ved at sige geværet var ”primitivt” og ”dårlig kvalitet”. Da det er
blevet sagt en million gange er det gledet over i den almindelige folklore, som det fx ses på
hjemmesiden Faktalink:
Oswalds riffel var en italiensk Mannlicher-Carcano, der blev fremstillet til midten af 2.
Verdenskrig. Riflen var ret primitiv og ikke egnet til præcisionsskydning over lange afstande.
http://www.faktalink.dk/titelliste/kenn/kennhvem
At riflen ikke skulle være egnet til præcisionsskydning over ”lange afstande”, er måske ikke helt
ukorrekt, men er komplet irrelevant her, eftersom vi taler om afstande på 50 og 80 meter på Dealey
Plaza! Ordet ”primitiv” kan man sådan set også bruge om den sovjetiske AK 47 Kalashnikov. Det
er simple våben, grove i udførelse, men særdeles brugbare.
Oprigtig talt er kassedamen i banken nok ligeglad med om bankrøveren peger med en moderne
2014 Glock pistol eller en Colt ”Peacemaker” revolver fra 1899. Hvis Colt’en er funktionsdygtig er
den ekstremt farlig. Generelt forfalder våben ikke med alderen som fx biler gør. Hvis man sørger
for at passe på et gevær, kan en smule vedligeholdelse og reparation sagtens gøre det muligt at gå
på jagt med en 50 år gammel riffel. Da Oswald skød med sin Carcano var den 23 år gammel, og det
er ikke voldsomt slemt for en riffel. Værre var det, at den havde været med i 2.verdenskrig (læs: slid
og tæsk). Det gjorde at der kunne være stor forskel på de 300.000 Carcanos der i 50’erne blev solgt
til USA. Nogle var slemt medtagne, andre i god stand8. Oswalds gevær var i rimelig stand.
Det ved vi fordi FBI et par uger efter mordet foretog omfattende tests med geværet. Man affyrede
100 patroner i C2766 uden at geværet havde funktionsfejl på noget tidspunkt9. Patronerne var mage
til Oswalds – samme type, samme fabrikant, samme batchnummer, dvs. de var fra samme årgang
(1954) og fabrikerede i samme ombæring. Ingen af dem var ”fejlafbrændere”. Alle kugler fløj ud af
geværet med ca. to gange lydens hastighed. Og de sad pænt samlede alle sammen10.
Warren-kommissionen bad den amerikanske hær om at teste Carcanoen. Tre mesterskytter
skød mod papfigurer oppe fra et tårn i et eksperiment der skulle simulere scenen fra Dealey
Plaza.
Lederen af forsøget var Ronald Simmons, som fortalte Warren-kommissionen at soldaterne
havde tør-trænet med betjening af bolten i et par minutter inden de skød. De havde dog ikke
trykket af, af frygt for at beskadige slagstiften.
Den har kritikere og konspirationsteoretikere grebet i alle årene herefter, og brugt som
argument for at geværet var i så miserabel tilstand at man nærmest ikke turde røre det.
Det er igen ”overdrivelse fremmer forståelsen”. Teoretisk kan slagstiften tage skade i ethvert
gevær ved tør-træning, og det vidste soldaterne. Forståeligt nok havde ingen af dem lyst til at
tage en unødig chance og komme til at stå som den klamphugger der ødelagde centralt
bevismateriale i USA's største mordsag!
Soldaterne havde med al sandsynlighed gjort det samme hvis de have fået fx en 30 år gammel
Model 1903 Springfield i hænderne. Der var tale om at man var ekstra forsigtige med
bevismateriale, ikke at geværet skulle være af særlig dårlig kvalitet.
Simmons fortalte også at geværet var en uvant størrelse at håndtere for soldaterne. Dels var
cylinderlåsen trægere end de var vant til, dels var aftrækket to-delt, således at man trykkede
med varierende styrke på aftrækkeren. Soldaterne var vant til et kontinuerligt glidende
aftræk. Ved den sidste del af aftrækket bruger Simmons udtrykket ”hair-trigger”. En hairtrigger er en aftrækker der kun kræver et ganske blidt aftræk. Også den har man slået ned
på, for det bliver svært at lave hurtig affyring med en hair trigger. Men Carcanoen har ikke
en ”hair trigger”. Trykket er ikke så lavt at den kommer i den kategori. Det er blot et
svagere aftræk end andre geværer, fx M14.
HSCAs våbenpanel undersøgte sagen i 1978:
Could the CE 139 rifle have been fired with a
high degree of accuracy even though it has
been described as having a "hair trigger"?
(153) The trigger pull of CE 139 is
approximately 3 pounds, not considered
average for most military rifles. At the same
time, it cannot be called "a hair trigger"
Technically, a hair trigger requires an
extremely light pull, normally measured at 16
ounces or less. Furthermore, the panel's
examination of CE 139 disclosed that, as in
most military weapons, it has a two-stage
trigger that requires some movement of the
trigger' before the sear mechanism is engaged,
allowing the weapon to fire.
(154) It is the opinion of the panel that the CE
139 does not have a hair trigger that would
affect accurate aiming and firing.
Kunne Bilag 139 [riflen] være blevet affyret
med en høj grad af nøjagtighed, selvom den er
blevet beskrevet som havende en ”hair
trigger”?
(153) Trækkraften for bilag 139 er
gennemsnitlig 1,4 kg, noget som ikke betragtes
som almindeligt for de fleste militære rifler. På
den anden side kan det ikke kaldes for en ”hair
trigger”. En hair trigger er er teknisk set en
aftrækker der kun kræver et særdeles svagt
tryk, normalt omkring 450 gram eller mindre.
Desuden viste panelets undersøgelse af Bilag
139 at den – som de fleste militære våben –
har en aftrækker i to trin, som kræver en del
bevægelse af aftrækkeren før slagmekanismen
aktiveres, som så igen får våbenet til at affyres.
(154) Det er panelets opfattelse at 139 ikke har
en ”hair trigger” der ville påvirke præcis
ildafgivelse.
HSCA VOL 7
Carcanoen var bestemt forældet, men det er absolut ikke det samme som at den er ubrugelig.
Geværet var i fuldt funktionsdygtig stand og dermed dødbringende.
Pointen formuleres godt af William H. Hanson i sin 1969-bog The shooting of John F. Kennedy.
Hanson var pensioneret oberst fra flyvevåbenet. Som auditør havde han som speciale at efterforske
militære ulykker og forbrydelser med skydevåben og besad derfor en høj viden om emnet, foruden
selv at være skydeinstruktør. Han fastslår:
To entertain any idea that this weapon was not
up to what it was called upon to do, that it was
a rattling piece of useless junk, as it has been
At formulere nogen som helst påstand om at
dette våben ikke var i stand til at udføre det som
det var konstrueret til, at det – som adskillige
described by several critics, is to be seriously
misguided and dangerously misinformed. So
long as a cartridge will chamber, lock and fire
in a military rifle, it is a lethal apparatus. With
a harmonized telescopic sight, it is a precision
instrument that will deal death well out beyond
500 yards.
s. 74
kritikere har beskrevet – var et jammerligt
stykke ubrugeligt skrammel, er at være alvorligt
vildledt og misinformeret. Så længe en patron
vil glide ind i kammeret, låses fast og affyres i
en militær riffel, vil den riffel være et
dødsensfarligt apparat. Med et tilpasset
kikkertsigte er det et præcisions-instrument, der
vil sprede død på afstande et godt stykke ud
over 400 meter.
Efter to artikler kan vi konkludere at Oswald var uddannet riffelskytte, tilstrækkelig dygtig og
trænet nok til at bruge Carcanoen. Geværet var på sin side – trods sin grovhed og alder – i stand til
at udføre ”jobbet” den 22.november. Hvis man vil påvise at Oswald umuligt kan have affyret
skuddene den dag, må man komme med en noget stærkere argumentation end at snakke om
Oswalds evner og geværets kvalitet.
Den eneste mulighed der er tilbage er at påvise at selve skydningen ikke kunne lade sig gøre, selv
hvis det havde været en mesterskytte med verdens bedste gevær. Fx fordi der ikke var klar udsigt til
målet, at målet bevægede sig for hurtigt, eller skuddene blev affyret med alt for kort tidsinterval?
Herom handler sidste kommende artikel i denne serie om skydningen på Dealey Plaza.
1
Se Murder in Dealey Plaza, 2000
Dette er baseret på tabellen fra Wikipedia som siger at højhastighed er fra 1000 m/s og opefter. Jesse Ventura påstår at
kategorien starter ved 2600 ft/sec, dette er ca. 790 m/s, altså ikke langt fra Carcanoens præstation (They Killed our
President, 2011)
3
Se fx Lattimer, Kennedy and Lincoln, 1980
4
Faktisk var Carcanoen kendt som en ”italiensk Mauser”, ligesom Mannlicher-Schoenauer geværet var kendt som
en ”østrigsk Mauser”.
5
Bloomgarden The Gun, 1975.
6
ibid
7
Geværet blev faktisk tillige anvendt som snigskyttegevær af amerikanske soldater gennem hele 2.verdenskrig. Det er
fx foreviget i filmen Saving Private Ryan. (Kilde: Lars Møller: Snigskytte, 2013)
8
Bloomgarden, The Gun, 1975
9
Se WCH VOL 3, testimony of Robert A. Frazier.
10
ibid
2