Invitation til dig i 3. klasse på Ellevangskole – og dine forældre. Kunne du tænke dig at være minikonfirmand? Så kom og vær med til ”Lær din kirke at kende”… Vi skal lege, synge, nyde udsigten fra kirketårnet, finde ud af hvor store vores kirkeklokker egentlig er, besøge Århus Domkirke og måske også besøge Noahs ark… Og hver gang spiser vi eftermiddagsmad sammen. --Gennem en del år har vi i Ellevang Kirke tilbudt børnene i 3. klasse at deltage i et undervisningsforløb, som vi kalder ”Lær din kirke at kende”. Det officielle navn for forløbet er ”Indledende konfirmationsforberedelse”, men betegnelsen ”Lær din kirke at kende” er valgt, fordi den udtrykker, hvad vi gerne vil med undervisningen. Formålet er nemlig, at børnene kan blive fortrolige med deres kirke og dét, der foregår i kirken. Undervisningsforløbet er naturligvis frivilligt – det er et tilbud, vi håber, I har lyst til at tage imod. Der er ikke krav om, at man skal være døbt for at deltage. I forbindelse med forløbet, bliver børnene inviteret til de børnegudstjenester, der er i kirken. Undervisningen foregår på onsdage efter skoletid, hvor børnene selv går over i kirken. Vi begynder ca. kl. 14.30 og er færdige kl. 16.00. Vi begynder onsdag den 16. september og slutter undervisningen onsdag den 25. november. Hele forløbet afsluttes med en børnegudstjeneste i Ellevang Kirke 1. søndag i advent, den 29. november kl. 10.00, hvor børnene deltager. Hvis I har lyst til at være med, vil jeg bede jer tilmelde jer ved at sende mig en mail med oplysninger om barnets navn, klasse, skole samt kontaktoplysninger til jer forældre. Jeg håber I har lyst til at deltage og glæder mig til at lære jer at kende. Har I spørgsmål er I altid velkomne til at kontakte mig. Med venlig hilsen Anita Fabricius, sognepræst Tlf.: 61 78 02 99 / afa@km.dk Børnegudstjenester i efteråret: Tirsdag den 8. september kl. 17.00 Gud og mad Tirsdag den 17. november kl. 17.00 Gud og mad Tirsdag den 6. oktober kl. 17.00 Gud og mad Søndag den 29. november kl. 10.00 børnegudstjeneste og afslutning Søndag den 25. oktober kl. 14.00 BUSK-gudstjeneste
© Copyright 2024