1. No category

I en alder af blot otte
år mistede Sif sin far.
Hun havde svært ved
at forholde sig til, at
hun ikke kommer til
at fejre flere juleaftener og fødselsdage
sammen med ham.
Men efter at have været med i en sorggruppe har hun lært
at håndtere savnet og
sætte ord på sin sorg.
Tekst: RUNA PIHLMANN
Foto: GREGERS KIRDORF
og private
Sammen med sorggruppeleder
Anna Prip Brandt har Sif tegnet
tegninger af sin far. At gøre noget
konkret gør det lettere at snakke
om sorgen og savnet.
Sif og hendes
mor, Annette,
går ofte ned til
havet. Her blev
Sifs fars aske
spredt ud, da
han døde af
lungekræft for
knap to år siden.
– Hver gang, jeg er
ude at bade, føler
jeg, at jeg får et
stort knus af far,
siger Sif.
Privat foto fra Sifs
fødselsdag.
Sifs far, Kim, var en sej mand
med et blødt hjerte for datteren.
Han drømte om en motorcykel
med sidevogn, som han og Sif
kunne køre rundt i. Privat foto.
Sifs far døde
af kræft:
Sæt ord på
sorgen
havvandet omslutn Når
ter Sif, er hun i kontakt
med sin far, Kim. Her, i saltvandet i Århus Bugt, blev
hans aske nemlig spredt, efter at han havde tabt kampen mod lungekræft, og Sif
føler det, som om han stadig
er derude, hver gang hun tager sig en dukkert.
Det er nu knap to år siden, at hun mistede sin far,
der kun nåede at fejre sin
35-års fødselsdag. Men
18
Ude og Hjemme 25
minderne om ham lever fortsat.
– Han var god til at tegne,
og så elskede han dyr. Derfor
tog vi tit i zoo sammen, hvor
jeg prøvede at fodre hajer og
ae en myresluger, smiler Sif
Grütter Dalum, 10, der bor
med sin mor, Annette Dalum,
papfar og papbror i Risskov,
et hundrede meter fra vandet.
Sif beskriver sin far som en
sej og stærk mand. Men både
de stærke arme, benene og
resten af kroppen svandt ind,
da kræften tog over. Kun ansigtet forblev, som det altid
havde været. Mens han lå på
sygehuset, besøgte hun ham
næsten hver eneste dag, og
hun var med, når han fik
kemo og indsprøjtninger.
– Selv om det var ubehageligt at se, er jeg alligevel glad
for at have oplevet det. Så
ved jeg, hvad lægerne gjorde
ved ham. Han døde fem dage
efter sin fødselsdag den 30.
juni, og der gav jeg ham en
bamse med en optager indeni, hvor jeg indtalte beskeden: ”Jeg elsker dig far. Du er
sød,” fortæller Sif.
Begravet i havet
Sif glemmer aldrig den dag,
hun fik beskeden om, at hendes far ikke var længere.
– Min mor kom ind på mit
værelse, satte sig på min
seng og fortalte, at far var
faldet i søvn om aftenen og
ikke vågnet næste morgen.
Jeg vidste godt, at han var
syg, men jeg troede ikke, det
var så alvorligt. Han talte
hele tiden om den motorcykel,
han sparede op til. Den skulle være med sidevogn, og vi
skulle køre i den sammen,
mindes Sif.
Fra selve begravelsen husker hun ikke meget andet
end den hjerteformede blomsterkrans, som hendes onkel
bandt og lagde på kisten. Den
var lavet med gule blomster,
som var Kims yndlingsfarve,
og på et skilt i midten havde
hun skrevet en hilsen med
ordene ”Jeg elsker dig far og
vil altid huske dig”. Med i kisten gav hun ham nogle tegninger og den talende bamse,
som han fik til sin fødselsdag.
– Så kan han høre min
stemme, hvorend han er kommet hen. Jeg forestiller mig,
at han sidder ved en sø og fisker i Nangilima, som er pa-
Da Sifs far døde, satte hendes
mor sig ned på sengen sammen
med hende og fortalte, at hendes far ikke var vågnet op efter
at være faldet i søvn.
radis i ”Brødrene Løvehjerte”. Det er rart at tænke på,
siger Sif og får et kærligt
klem af sin mor, der ikke kan
undgå at blive berørt over at
høre sin datter fortælle.
– Sif er akkurat lige så sej
som sin far, og det var hende,
der trøstede både hendes farmor og mig i kirken, siger
Annette, 38 år og lærer.
Inden sin død valgte Kim,
at han ville begraves i havet,
hvor Sif bader.
– Jeg bryder mig ikke om
kirkegårde, så jeg er glad for,
at hans aske blev spredt ud
over vandet. Og hver gang,
jeg er ude at bade, føler jeg,
at jeg får et stort knus af
ham, siger Sif med et smil.
Når hun i dag kan sidde
frimodigt og fortælle om den
største smerte i sit barneliv,
skyldes det, at hun halvanden måned efter sin fars død
kom med i en sorggruppe for
børn. Men det var lidt af en
overvindelse.
– I begyndelsen græd jeg
meget, fordi det var så hårdt
at snakke om. Men det at
møde andre børn, der kunne
sætte sig ind i, hvordan jeg
havde det, gjorde det nemmere. Jeg troede jo ellers, jeg
var den eneste i hele verden,
der havde mistet min far, forklarer Sif.
Med i sorggruppe
I sorggruppen har hun blandt
andet brugt tiden på at tegne
sin far som den skytsengel,
han har lovet at være for hende, tænde et lys for ham, høre
musik og lege med de andre
børn.
Ifølge sorggruppeleder
Anna Prip Brandt er børns
verden fysisk, hvorfor børnene hjælpes til at bearbejde
deres sorg gennem leg, massage og kreativ udfoldelse.
– Sorg er en kærlighed, vi
ikke kan slippe af med, og en
sådan indebrændt kærlighed
har alvorlige følger for et
barn. I sorggrupperne handler det om at give børnene
nogle redskaber til at tale om
sorgen, så de kan leve videre
i balance med sig selv og den
historie, de bærer rundt på,
forklarer Anna, 37, der foruden sorggrupperne også tager ud på skoler og hjem til
børn, der har mistet.
Et helet hjerte
Sif har netop været i sorggruppen for sidste gang, og
hun forklarer den proces, hun
har gennemgået, med to tegninger.
– Jeg har tegnet to hjerter
– et før og et efter jeg kom i
sorggruppen. Det første hjerte har en stor ridse, mens det
andet næsten er helet. Før
gik jeg rundt med en masse
dårlige tanker indeni om min
syge far, men nu har jeg lært
at få dem ud og erstattet dem
med gode tanker, siger hun.
Også hendes mor har bemærket forandringen.
– Sif har lært nogle ting om
livet og er blevet ældre på
kort tid. Og selv om hun stadig er en lidt skrøbelig pige,
er hun glad og harmonisk og
har fået overskud til for eksempel at hjælpe sine klassekammerater, som har det
svært, siger Annette.
Selv om det næsten er to år
siden, Sif tog med ud på havet for at begrave sin far,
tænker hun på ham hver eneste dag.
– Jeg glemmer ham aldrig,
og jeg savner ham især til
min fødselsdag og juleaften.
Men jeg har lært at leve med,
at han ikke længere er her på
jorden, og nu ved jeg, at hvis
jeg for eksempel mister min
mor, så vil jeg ikke bryde helt
sammen. Selvfølgelig ville jeg
blive ked af det, men jeg ville
også blive glad igen.
For yderligere information
om sorgterapi for børn se:
www.sorggrupperne.dk
n
runa.pihlmann@udeoghjemme.dk
BØRN I SORG
Hvert år mister 6.000 børn i
skolealderen en forælder,
bror eller søster.
48.000 børn har en forælder med en alvorlig sygdom.
Efter at have mistet en
pårørende nedsættes barnets indlæringsevne med
op til 40 procent, de sociale
kompetencer svækkes, og
nogle børn bliver indesluttede, mens andre bliver hyperaktive og opmærksomhedskrævende.
Kilde: Sorggrupperne i
Vartov
Ude og Hjemme 25
19