GP-ÅRSMØDEKURSUS 2015: WORKSHOP – INDHOLDSBESKRIVELSE Aktionslæring- en ny metode i pædagogikumuddannelsen. I år er der tilføjet et systematisk aktionslæringselement til de almendidaktiske moduler på teoretisk pædagogikum. Derfor vil denne workshop have fokus på, hvordan aktionslæring i teoretisk pædagogikum er tænkt som en træning i en metode, og hvordan aktionslæring tænkes at kunne bidrage og medvirke til styrke kandidaternes refleksion over undervisningen i skolehverdagen, samt hjælpe dem med at koble teori og praksis i uddannelsen. På workshoppen vil deltagerne afprøve redskabet på egen krop; som udgangspunkt for en debat om, hvordan vi som kursusledere og tilsynsførende kan medvirke til at optimere kandidaternes arbejde med dette på skolerne. Ved Annette Kjærgaard Sammenhænge mellem teoretisk og praktisk pædagogikum En god pædagogikumuddannelse forudsætter sammenhæng mellem teoretisk og praktisk pædagogikum. Pædagogikum er tænkt som en vekseluddannelse, hvor teori skal give perspektiver på praksis, og hvor praksis skal kunne reflekteres med teori. Der er derfor brug for løbende dialog mellem kursusledere, som de helt afgørende aktører i praktisk pædagogikum, og udbyderen af teoretisk pædagogikum med henblik på at udnytte vekseluddannelsens potentiale. I workshoppen vil vi derfor diskutere og samtale om, hvordan der kan skabes gode sammenhænge med henblik på at sikre optimale læreprocesser for kandidaterne. Vi vil ligeledes erfaringsudveksle og gensidigt orientere hinanden omkring, hvordan vi griber opgaven an. Ved Svende Svendsen Marte Meo i vejledningen af pædagogikumkandidater. Marte Meo er en konstruktiv og løsningsorienteret supervisionsmetode, som baserer sig på interaktionsanalyse af videooptagede sekvenser. Som kursusleder (tilsynsførende) og uddannet Marte Meo-terapeut bruger jeg, sammen med pædagogikumkandidaterne, metoden til sparring og til at belyse de elementer, der virker i samspillet mellem kandidaten og eleverne. Fordelen er, at vi har undervisningssituationen lige foran os på videoen: Det, læreren gør, og elevernes reaktion kan tydeligt ses og gøres til genstand for analyse og pædagogisk udvikling. I workshoppen vil jeg bl.a. introducere til Marte Meo, vise eksempler på min anvendelse af metoden og give forslag til, hvordan man som kursusleder (og tilsynsførende) selv kan benytte elementer af Marte Meo-supervision. Workshoppen indeholder desuden en praktisk øvelse i interaktionsanalyse. Ved Inge Olhoff-Jakobsen Den stilladserende samtale Samtalen mellem kursusledere og kandidater er et af kernepunkterne i pædagogikumuddannelsen. Hverdagens pædagogiske og didaktiske praksis rummer dilemmaer og problemstillinger, som i en professionel rammesat samtale kan blive til kilden for læring. Med baggrund i min to-årige videreuddannelse fra DISPUK og min stilling som HR-chef på Nærum Gymnasium har jeg gennem flere år arbejdet med stilladserende samtaler ud fra et systemisk og narrativt perspektiv. Workshoppen vil introducere konkrete metoder og ideer til samtaler, der kan være med til at stilladsere kandidatens lærerproces i en tryg og tillidsvækkende atmosfære. Workshoppen har en praksisnær tilgang, så kom gerne med en ”case” fra jeres egen praksis som kursusledere/tilsynsførende. Ved Tulu Hansen Mindfulness og lærerrollen Mindfulness anvendt i undervisningen kan være med til at fremme elevernes læring gennem træning i afspændt koncentration og viljestyret opmærksomhed. Desuden bidrager mindfulness også til at fremme et positivt, afslappet og læringsorienteret klima i klassen. Men hvordan kan mindfulness være med til at styrke lærerrollen og ikke mindst lærerens relations- og klasseledelseskompetence? Workshoppen vil have fokus på mindfulness set fra en lærervinkel: Hvilken lærerfaglighed kræves der for at arbejde med mindfulness i undervisningen? Hvordan kan mindfulness være med til at styrke lærerrollen og ikke mindst lærerens relations- og klasseledelseskompetence? Hvordan kan mindfulness være med til at reducere stress i et presset og travlt lærerliv? Ved Lisbeth Pedersen
© Copyright 2024