Hele publikationen i PDF
UDVIKLING KULTUR POLITIK KRITIK AF INTERNATIONAL MØD BRASILIENS NYE FORENEDE NATIONER MEDIA SUPPORT KUNSTNER-GENERATION FYLDER 70 Mediefolk i Myanmar: Dansk ngo arbejder for tæt sammen med regimet s.36 / Nu kan det røbes: Brasiliansk kultur er ikke bare samba, fodbold og karneval s.42 / Hip, hip - og måske hurra! Tidligere Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsen holder fødselsdagstalen for FN s.22 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN - NR 4 - 2015 - OKTOBER - 42. ÅRGANG - RAPPORT FRA ET FJERNT NÆROMRÅDE Drengen Mamoudou er en af de godt 250.000 flygtninge fra Den Central afrikanske Republik, som er flygtet til nabolandet Cameroun. Under sin flugt blev Mamoudou angrebet af en milits, der huggede hans arm af og efterlod ham i den tro, at han var død. s.10 / Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. NYBORG GYMNASIUM International Baccalaureate - den internationale studentereksamen • internationalt anerkendt • giver adgang til universiteter over hele verden • undervisning på engelsk Du kan bo på skolens kostafdeling. Der er også mulighed for at bo på et kollegium i tilknytning til skolen. Ring og rekvirer yderligere oplysninger om uddannelsen, kostskolen og kollegiet. www.nyborg-gym.dk Tlf +45 65 31 02 17 REJSEKLAR? Skal du rejse til udlandet – eller har du problemer derude? Udenrigsministeriets nye app UM Rejseklar hjælper dig på vej! Hent app’en og læs mere på rejseklar.um.dk Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 4 • 2015 • OKTOBER • 42. ÅRGANG – Kassava – den fattige mands ven s.9 / Kina udfører “stadiondiplomati” i Afrika s.18 / UDVIKLING ERHVERV CAR: Afrikas glemte krig s.10 / Svampefeberen raser i Myanmar s.30 / Verden ifølge Lykketoft s.26 / Verdens mest sælgende øl s.35 / Kritik af dansk ngo i Myanmar s.36 / Transportsektor vinder på Trade for Aid s.35 / Nødhjælp: Behov for systemskifte s.46 / Norge: Der er gået fisk i udviklingen s.35 / POLITIK KULTUR Her er de ni nye udviklings ordførere s.7 / Hård kurs mod Kinas musikpirater s.17 / Kinas “stadiondiplomati” i Afrika s.18 / Hvid modeverden kritiseres s.17 / Tema: Forenede Nationer fylder 70 år s.22 / Manga og hiphop på brasiliansk s.42 / Religionsfrihed på tadsjikisk s.60 / Nepals kulturarv ligger i ruiner s.54 / s.60 / ISLAMISMEN VINDER FREM I TADSJIKISTAN Kronik: Kontrol og undertrykkelse er myndighedernes svar på radikalisering. s.46 / EN LUKKET FEST FOR DEN HUMANITÆRE ELITE Verdens nødhjælp styres af en lukket, vestlig klub som ikke formår at inddrage de lokale. FASTE SIDER Kulturen Kort: Kendisser, Ogaden og cumbia s.8 / s.56 / Side 9-afgrøden: kassava a.k.a. yucca/maniok s.9 / Navne: Fadder for hele verdens børn s.64 / Regnskov må vige for palmeolie s.6 / Asiatisk Plads: Kort Nyt om Danida s.65 / Indvikling: Graviditet som genvej til medaljer s.66 / HER ER HAVANAS HIPSTERE Fotoserie: Hvad roder de unge cubanere egentlig med? Fotograf Michael Christopher Brown har besøgt dem. Præsident på livstid 40 ÅR OG TRE MÅNEDER VED MAGTEN “Ingen burde være præsident på livstid,” sagde USA’s præsident, Barack Obama, under sit besøg på det afrikanske kontinent i juli. Han advarede de afrikanske statsledere mod at klæbe til magten, når deres embedsperiode egentlig burde være slut. Her er de 10 længst siddende*. AF FREDERIK TILLITZ 4/ 40 ÅR 2. MOHAMED ABDELAZIZ Vestsahara. Generalsekretær og præsident i eksil siden 30. august 1976. 38 ÅR Abdelaziz er politiker og guerillaleder for selvstændighedsbevægelsen Polisario i Vestsahara. Han regnes af 70 lande og Den Afrikanske Union for den legitime leder af Sahrawi Arab Democratic Republic (SADR), som ørkennationens officielle titel lyder. Vestahara har dog siden 1975 været besat af Marokko, og Abdelaziz lever i eksil i Algeriet. 36 ÅR 1. PAUL BIYA FOTO: POLFOTO & SCANPIX Cameroun. Premierminister og siden præsident siden 30. juni 1975. Paul Biya er med sine 40 år ved magten den statsleder på det afrikanske kontinent, der har siddet længst. Ved det seneste valg i 2010 sikrede han sig yderligere syv år med 78 procent af stemmerne. Hans nærmeste konkurrent fik ti procent af stemmerne. Biya anklages for valgsvindel af både nationale og internationale organisationer. 3. TEODORO OBIANG Ækvatorialguinea. Præsident siden 3. august 1979. Siden et blodigt statskup mod sin onkel har Obiang regeret det lille olierige land i Vestafrika. Hans styre anklages blandt andet for mord, kidnapning, tortur og umenneskelige fængselsforhold. Selvom landet er en af Afrikas største olieproducenter, lever en stor del af befolkningen i fattigdom. Obiang regnes blandt de rigeste statsoverhoveder i verden. 35 ÅR 35 ÅR 4. JOSÉ EDUARDO DOS SANTOS Angola. Præsident siden 10. september 1979. Præsident, øverstbefalende for de væbnede styrker og formand for landets absolut største parti, MPLA - José dos Santos sidder solidt på magten i Angola. MPLA og opnåede ved valget i 2012 hele 71 procent af stemmerne. Dos Santos beskyldes for at indsætte familiemedlemmer på prominente poster, hvorfra de kan skovle landets rigdomme til sig. 5. ROBERT MUGABE 6. YOWERI MUSEVENI Uganda. Præsident siden 29. januar 1986. Efter at have været med til at vælte først despoten Idi Amin og derefter præsident Milton Obote bragte præsident Museveni relativ fred til Uganda. Han sidder nu i sin fjerde embedsperiode. Diskrimination af LGBT-personer har dog vakt international for dømmelse, ikke mindst da dødsstraf for homoseksualitet i 2009 blev forsøgt indført. Zimbabwe. Premierminister og siden præsident fra 18. april 1980. Efter væbnet kamp mod den hvide regering i det daværende Rhodesia blev Robert Mugabe i 1980 premierminister og senere præsident i Zimbabwe. Trods international fordømmelse af sit diktatoriske styre og stigende isolation til følge blev den 91-årige “Uncle Bob” i 2015 udnævnt til formand for Den Afrikanske Union. 29 ÅR 24 ÅR 26 ÅR 7. OMAR AL-BASHIR Sudan. Præsident siden 30. juni 1989. Al-Bashir overtog magten ved et kup mod den demokratisk valgte regering i Sudan i 1989. Hans styre har i høj grad været påvirket af den sudanesiske borgerkrig, der har kostet mere end en million mennesker livet. Al-Bashir er stadig eftersøgt af Den Internationale Menneskerettighedsdomstol for forbrydelser mod menneskeheden. 8. IDRISS DÉBY Tchad. Præsident siden 2. december 1990. General Idriss Déby var leder af oprøret mod Tchads daværende præsident Hissène Habré. Siden magtovertagelsen har han flere gange forhindret kupforsøg mod sig selv og løbende bekæmpet diverse oprørsgrupper i landet. I 2006 afskaffede han begrænsningen på, hvor mange embedsperioder en præsident i Tchad kan sidde. Hvorfor mon? 21 ÅR 24 ÅR 9. ISAIAS AFEWERKI 10. YAHYA JAMMEH Siden Eritreas løsrivelse fra Etiopien har den tidligere frihedshelt fra Eritrean People's Liberation Front, Isaias Afewerki, været landets præsident. Hans styre har ifølge Amnesty International 10.000 politiske fanger fængslede, og Eritrea ligger for ottende år i træk nederst på Journalister uden Grænsers liste over pressefrihed i verden. Yahya Jammeh tog magten i Gambia efter et kup i 1994 og blev valgt til præsident for det lille vestafrikanske land i 1996. Hans regime beskyldes blandt andet for at kvæle pressefriheden, skyde demonstrerende studerende, støtte heksejagte og massakrere ghanesiske migranter. Turistlandet Gambia har et BNP lavere end Sudan. Eritrea. Præsident siden 27. april 1993. Gambia. Præsident siden 22. juli 1994. * UDVIKLING HAR SAMMENLAGT PRÆSIDENT-, GENERALSEKRETÆROG PREMIERMINISTERPERIODER OG SÅLEDES MÅLT DEN REELLE TID VED MAGTEN. 5/ AGENDA UDVIKLING Bedre velfærd for kvinder Lad de mange ideer blomstre! Sådan er hensigten med at bringe politikere, fagfolk, aktivister, donorer og andre berørte sammen næste år til en international konference i Danmark om kvinders velfærd. Deltagerne skal komme med nye bud på de udfordringer, som kvinder og piger verden over støder på i forhold til sundhed og rettigheder foruden velfærd. Denne fjerde internationale Women Deliver-konference holdes i maj 2016 i København. Blandt de prominente talere, som skal inspirere forsamlingen, er WHO's generaldirektør, Margaret Chan, UNICEFs daglige leder, Anthony Lake, og FN-undergeneralsekretær og daglig leder af UN Women Phumzile Mlambo-Ngcuka. • /RH FOTOS: NOEL CELIS/SCANPIX 6/ Humanitær katastrofe lurer i Yemen Yemen var i forvejen et temmelig tørt land, hvor kun halvdelen af befolkningen på 26 millioner mennesker havde adgang til rent vand. Så kom optrapningen i marts af konflikten i landet, da en saudiarabisk-ledet koalition indledte bombardementer og kontrol med skibstrafik i forsøget på at presse houthi-oprørere. Det har givet knaphed på olie, som er afgørende for at kunne hente vand op fra dybt i undergrunden med motordrevne pumper. Situationen risikerer at ende med en humanitær katastrofe på grund af vandmangel, advarer FN’s børneorganisation, UNICEF. I løbet af få måneder er andelen af befolkningen, som ikke kan få rent vand, steget til 80 procent. UNICEF's landechef for vand og sanitet i Yemen, Mahboob Ahmed Bajwa, siger, at vandrelaterede sygdomme nu er en “tidsindstillet bombe”. Problemet med diarré er særlig akut uden for byerne, hvor det er svært at købe vand. Små børn er mest udsatte. Også EU’s kommissær for humanitær bistand, Christos Stylianides, slår alarm. Han kræver, at konfliktens parter tager humanitære hensyn. EU øgede i august sin bistand til Yemen med 12 millioner euro (90 millioner kroner). • /RH Kampen mod overvægt koster tropisk skov I Indonesien og andre lande i Sydøstasien bliver der etableret plantager med oliepalmer, hvor der før var tropisk skov. Årsag? Den stærkt øgede efterspørgsel af palmeolie, som er mindre fedende end transfedtsyrer. AF REGNER HANSEN Det er ikke kun et anliggende for mennesker i rige lande, når de forsøger at slippe af med ekstra kilo på sidebenene. For et af våbnene i deres kamp mod overvægt er at begrænse indtaget af såkaldte transfedtsyrer, som er medvirkende til fedmerelaterede sygdomme. Her er palmeolie et prisbilligt, mindre usundt alternativ, og det fører til øget efterspørgsel af palmeolie og etablering af olieplantager i områder i lande i Sydøstasien, hvor der før var tropisk skov. Alene i USA er appetitten på palmeolie næsten fordoblet på ti år. Europa følger godt med. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) anslår, at den globale efterspørgsel af palmeolie ventes øget med mere end 50 procent i 2050 sammenlignet med niveauet ved årtusindskiftet. De amerikanske fødevare- og sundhedsmyndigheder (FDA) har i flere år udtrykt bekymring over transfedtsyrer, som på grund af deres struktur gerne aflejres og ophobes i blodkar. FDA indførte i juni et forbud mod industrielt fremstillede transfedtsyrer. I EU har der længe været tilløb til et lignende indgreb. Danmark satte tilbage i 2004 en overgrænse for brugen af industrielt fremstillede transfedtsyrer. MORATORIUM TILSIDESÆTTES 85 procent af verdens palmeolie kommer fra Sydøstasien. Indonesien råder over et stort landareal og har udviklet sig til den førende producent. Indonesien er samtidig blandt de lande, hvor der sker størst skovrydning. Ifølge den amerikanske miljøorganisation World Resources Institute er oprindelig skov på størrelse med det halve af Englands areal blevet ryddet siden 2000 i Indonesien trods et formelt moratorium. Afskovningen i 2013 – den seneste årsopgørelse – var en af de mest omfattende i indonesisk historie. Det oplyser James Anderson fra World Resources Institutes skovprogram til det internationale nyhedsbureau Inter Press Service • /RH De skal føre ordet AGENDA UDVIKLING Danmarks udviklingssamarbejde er kommet højt op på den politiske dagsorden og var under valgkampen genstand for hidsig debat. Udvikling har spurgt de nye udviklingspolitiske ordførere i Folketinget om deres mærkesager. AF CHRISTIAN ANDERSEN Martin Lidegaard, Radikale Venstre “Kampen mod fattigdom bør tage nye former i de kommende år. På den ene side skal vi fastholde fokus på de allersvageste stater, hvor vores offentlige bistand skal skabe stærke stater og tiltrække flere private investeringer. På den anden side skal vi arbejde mere for at påvirke udviklingen i verdens vækstøkonomier i en mere bæredygtig retning – både socialt og miljømæssigt. Det kræver en ambitiøs satsning på myndighedssamarbejde, der også styrker dansk eksport. Skal vi have råd til det hele, kræver det en højere, ikke en lavere, udviklingsbistand.” Naser Khader, Konservative “Jeg ønsker at fastholde udviklingsbistanden på 0,8 procent af BNI, så Danmark stadig er i top blandt bidragydere. Vi skal fokusere mere på nødhjælp. Lige nu er det oplagt, at vi bruger flere penge i Syriens nærområder. Det vil også mindske de store flygtningestrømme. Det er vigtigt, at vores bistand har maksimal effekt, og derfor vil jeg ikke udelukke, at vi må sætte noget på standby til fordel for Syriens nærområder.” Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti “Dansk udviklingsbistand skal udgøre én procent af BNI. Udviklingsbistanden skal bruges til at bekæmpe fattigdom og til at fremme menneskers viden om og evne til at kæmpe for deres rettigheder, ligesom der er brug for en forstærket indsats mod klimaforandringer. Der skal skabes sammenhængende politikker, så det, vi gør med udviklingspolitikken for at styrke bæredygtig udvikling, ikke undermineres af, hvad vi gør på andre politikområder.” Michael Aastrup Jensen, Venstre “Danmark skal fokusere udviklingsbistanden på nærområderne i Mellemøsten og Afrika for at skabe grundlag for vækst og arbejdspladser samt for på kortere sig at kunne håndtere de massive udfordringer i forhold til migranter, der søger mod EU. Der er behov for, at vi styrker indsatsen for at opbygge regionalt samarbejde mellem de afrikanske lande. Afrika går glip af vækst og arbejdspladser, fordi toldmure og bureaukrati forhindrer handel mellem de afrikanske lande. Østeuropa har Christina Egelund, brug for større fokus fra dansk side. Liberal Alliance Især Ukraine, men også Hviderusland “Akut nødhjælp til verdens og Moldova.” brændpunkter er et afgørende fokusområde i den danske udChristian Juhl, viklingspolitik. Frihandel er afgørende Enhedslisten for den bæredygtige økonomiske “Jeg arbejder for en bæredygtig udviklingspolitik, vækst i udviklingslandene, og derfor skal vi sikre bedre handelsmuligheder der bekæmper fattigdom, fremmer lighed og sikrer rettigheder og demoglobalt. Vi skal fremme de grundlæggende frihedsrettigheder i de priorikrati, for, at Danmarks bidrag hurtigst tetslande, som er en del af den danske muligt kommer op på én procent af udviklingspolitik. Bekæmpelsen af BNI, og for, at udviklingsbistanden diskrimination mod minoriteter er et ikke bliver halehæng til krigseventyr, særligt fokusområde for mig.” erhvervsstøtte og handelspolitik.” Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti “Jeg vil arbejde for en gennemgang af de eksisterende programmer for at se, om midlerne forbruges efter hensigten, og om der kan spores en effekt. Samtidig vil jeg arbejde for, at midlerne inden for rammerne kan omprioriteres sådan, at der – når tiden kræver det – kan oprustes med humanitær hjælp i nærområder for at understøtte den stabilitet, der er nødvendig for at undgå menneskestrømme.” Ulla Sandbæk, Alternativet “Mine mærkesager er at understøtte en bæredygtig udvikling i udviklingslandene både miljømæssigt, socialt og økonomisk, at målrette bistanden mod de fattigste lande frem for hensynet til danske sikkerhedspolitiske og handelsmæssige interesser og sikre kvinders reproduktive sundhed og rettigheder.” 7/ FOTO:S FOLKETINGET Mette Gjerskov, Socialdemokraterne “Jeg drømmer om at give fattige mennesker en fremtid i deres eget land. At sikre en bæredygtig udvikling i verden, så mennesker kan blive herrer i deres eget liv, og kvinder kan bestemme over deres egen krop. Og så vil jeg engagere danskerne i arbejdet, så de kan blive lige så stolte over vores resultater, som jeg er.” KULTUREN KORT TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD 8/ Kritisk blik på fortalere 438 dage bag tremmer Cumbia med surf-guitar BOG: Vestlige berømtheder (Jolie, Pitt, Bono, Clooney, Penn, Ibrahimovic) bruges ofte som blikfang, når der skal skabes opmærksomhed omkring konflikter i Afrika, Asien og Latinamerika. Direktør for World Peace Foundation, forsker og førende ekspert på Sudan, Sydsudan og Afrikas Horn Alex de Waal har i samarbejde med en række eksperter sat fokus på fænomenet. Bogen gennemlyser metoder og effekt samt konsekvenser for integritet, når profilering, midler og indflydelse er afgørende. De Waal taler blandt andet for at anvende princippet “do no harm” i fortalervirksomhed. Det indebærer, at afsenderen – ngo’en eller berømtheden – indtager en reflekterende og ydmyg rolle. Det betyder også, at vedkommende skal være klar til at indrømme fejl og skifte holdning, når virkeligheden skifter. Det handler ikke kun om at holde den onde diktator op på en udvalgt standard, men også ens egne kollegaer. • /Pernille Bærendtsen BOG: I 2011 krydsede den svenske journalist Martin Schibbye og fotograf Johan Persson grænsen fra Somalia ind i Etiopien. Forud havde fulgt måneders forberedelse, som skulle resultere i en historie om olieudvindingen i den isolerede, konfliktramte Ogaden-region. Drivkraften var det svenske Lundin Petroleums forbindelse til Africa Oil, der udvinder olie i regionen. Området er kontrolleret af Ogaden National Liberation Front (ONLF), som Etiopiens regering regner for terrorister. Projektet gik imidlertid ret hurtigt helt galt. Svenskerne kom i skudlinjen og fængsledes senere i det berygtede Kaliti-fængsel. Her tilbragte de samlet 438 dage. Det er der nu kommet en bog ud af, som er blevet en bestseller i Sverige med over 100.000 solgte eksemplarer på mindre end et halvt år. Martin Schibbye har nu taget initiativ til Blank Spot, et medborgerfinansieret projekt, der søger at skabe mere nuanceret udenrigsjournalistik. • /PB MUSIK: Cumbia er ikke ny i Danmark – senest på Roskilde Festival optrådte DJ og producer Pedro Canale (kendt som Chancha Via Circuito). Cumbiaen voksede frem i Columbia med de afrikanske slaver, der blev bragt til Latinamerika. Cumbiaen lod sig senere påvirke og udvikle i samspil med andre musikgenrer. I dag søger musikere og producere verden rundt inspiration i cumbiaens rødder, når de producerer musik. The Rough Guide to Psychedelic Cumbia har fokus på den “psykedeliske” genre af cumbia, hvor “surf-guitaren” er karakteristisk. 1960’ernes surfere fra Californien tog “surf-guitaren” med til kystbyerne i Columbia, Peru og Mexico. World Music Networks opsamling blander gammelt og nyt. En god måde at opdage ny musik på. Første del af opsamlingen er numre fra 1960-1970’erne. Anden del af opsamlingen er nutidige kunstnere fra Chile, Mexico, USA, Peru, Colombia, Argentina og Tyskland. Mere globalt bliver det ikke. • /PB VOCACY IN CONFLICT CRITICAL PERSPECTIVES ON TRANSNATIONAL ACTIVISM 438 DAGAR/438 DAYS PSYKEDELISK CUMBIA Martin Schibbye 396 sider. Sprog: svensk/engelsk Udgiver: Offside Press Vejl. pris: £11,95 www.438days.com Udgiver: World Music Network Vejl. pris: Fra £2,50 www.worldmusic.net Alex de Waal 312 sider Udgiver: Zed Books Vejl. pris: £18.99 Twitter: @JSRP2 FOTOS: SHAUL SCHWARZ/GETTY IMAGES REPORTAGE Twitter: @martinschibbye Twitter: @WMN_UK 80 KILO. SÅ MEGET KASSAVA SPISER HVER PERSON I AFRIKA SYD FOR SAHARA I GENNEMSNIT PÅ ET ÅR. HUSK AT KOGE DEN FØRST Kassava eller yucca kan klare sig på mager jord uden ret meget vand. Til gengæld består knolden næsten kun af stivelse. AF EBBE SCHIØLER Kører man forbi et kassavastykke i et afrikansk landskab, kan man dårligt se, at de høje planter med de fingrede blade er mad og lager på én gang. Det er nemlig under jorden, det foregår. Her skyder der rodknolde ud fra stænglen under overfladen. Brune, aflange og en god del større end en bagekartoffel. Her gælder det ikke om at hive planterne op, så snart der er chance for, at knoldene har lidt fylde; ingen skilte med “nye kassava!” Tværtimod, kan man sige. Knoldene kan blive i jorden, fra de er fuldvoksede efter cirka seks måneder og helt frem til godt et år, efter at kassavaen blev plantet som afskårne stængelstykker. Det er just det fine ved dem, de er klar til at fylde maver imellem sæsonen for alle de andre tropiske afgrøder, der er favoritterne: ris, majs, hirse, bønner og så videre. KASSAVA – NØJSOM OG PÅLIDELIG Og kassava kan fylde maver … men med masser af ret tomme kalorier. Så selvom den giver et virkelig højt udbytte per hektar sammenlignet med alternativerne, helt op til syv-otte gange EN KNOLD MED BLÅSYRE Kassava har dog et ganske dominerende problem, som dels kan holdes i ave med stor omhu, og dels formentlig kan løses helt betryggende af forskere, heriblandt danske, der er med i front. Problemet kunne være hentet fra krimiernes verden: blåsyre! Kassavaen har to grundvarianter, de bitre og de ikke-bitre; der er mest syre i de første. Men ingen af dem kan spises rå, det er ødelæggende for helbredet på kort og langt sigt og kan være dræbende. Kassavaen skal derfor snittes, udvaskes, koges eller på anden måde varmebehandles, så blåsyren kan fordampe. Det skal gøres grundigt, ellers kommer skaderne alligevel, bare langsommere. Så forskernes opgave er åbenlys: Reducér, eller fjern blåsyren, og arbejdet skrider godt frem. En tillægsdagsorden er at berige kassavaen med mineraler og vitaminer – ud over det ret gode indhold af B- og C-vitamin – men det giver ikke meget mening, før blåsyren er dæmpet, for den hårde tilberedning af knoldene vasker det meste af det værdifulde ud med skyllevandet – som i øvrigt forurener naturen ganske betydeligt i større portioner. • 9/ FOTO: COLOURBOX KASSAVA så mange måltider, består en kassava overvejende af stivelse, desværre. Men på plussiden tæller, at kassava – også kaldet yuca/yucca eller maniok – kan klare sig på ret usle jorder og levere udbytte også i regnfattige år, fordi den har dybe og fint trevlede rodtråde ned i fugtige jorddybder. Så man kan regne med den, og det gør de afrikanske småbønder. Nigeria og DR Congo er de helt store producenter. Afrika står for 50 procent af verdensproduktionen, næsten det hele bliver spist i husholdningerne – i gennemsnit 80 kilo per person på et år. Dermed er kassava den tredjestørste fødevareafgrøde i Afrika syd for Sahara; -grød, -brød, -chips, sæt kassava foran, alt sammen populært, også som snack fra gadesælgere. I Asien dyrker de også meget, men her til stivelsesproduktion i industrien. I kassavaens hjemland Brasilien, og Latinamerika i øvrigt, bruges den både som mad og til stivelse, og der forsøges med kassava som biobrændsel. Populær afgrøde, faktisk, produktionen vokser stabilt fra år til år. 10/ ANTI-BALAKA, DER BETYDER ANTI-MACHETE, KALDER DEN ENE AF PARTERNE I KONFLIKTEN I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK SIG. MEN NETOP MACHETER HAR VÆRET FLITTIGT ANVENDT I KONFLIKTEN I LANDET. HER MACHETER OG KNIVE INDSAMLET AF FRANSKE TROPPER I CAR. Cameroun VÆK FRA VOLDEN Krigen i Den Centralafrikanske Republik har sendt en halv million mennesker på flugt til nabolandene, herunder Cameroun, der er hårdt presset. Vesten trapper ned på den humanitære hjælp til det, der beskrives som Verdens største glemte humanitære katastrofe. Velkommen til nærområdet. AF IDA MEISLING OG ANDERS REUTER, GAROUA-BOULAÏ, CAMEROUN Rejsen tog tre uger og foregik barfodet gennem bushen. Med sig havde hun en lille flok forældreløse børn, og undervejs måtte de gemme sig for at undgå at støde på bevæbnede grupper. Adama Hamadous historie er langtfra unik. Sultne og dehydrerede ankommer flygtningene fra CAR – ofte hele familier – til fods til de tilgrænsende lande, der ud over Cameroun tæller Tchad, Congo og Den Demokratiske Republik Congo. Den svære rejse ud af CAR er for dem et bedre alternativ end at leve i et land i undtagelsestilstand, hvor bestialske mord med macheter er noget nær hverdag. I alt har mere end en million mennesker – knap en fjerdedel af befolkningen i CAR – forladt deres hjem som følge af krigen. Halvdelen er flygtet til nabolandene, hvor de installeret i flygtningelejre kæmper med voldsomme traumer efter selv at have været udsat for vold eller set deres nærmeste blive slået ihjel. FLYGTNINGEDRENGEN MAMOUDOU FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK VED, HVAD MACHETER KAN GØRE. UNDER SIN FLUGT TIL CAMEROUN BLEV HAN ANGREBET AF ANTI-BALAKA, SOM HUGGEDE HANS ARM AF OG EFTERLOD HAM I DEN TRO, AT HAN VAR DØD. 11/ FOTOS: MARCUS BLEASDALE Under et halvtag sidder tre mænd i blå UNHCR-veste på små plasticstole ved lave borde. I hjørnet står et grønt havebord med en computer, som en medarbejder har forladt for at bede en bøn på et tæppe rettet mod Mekka. Udenfor venter hundredvis af udmattede kvinder, mænd og børn i en lang kø på et støvet og bart græsareal. De nødtørftige kontorfaciliteter er stillet op af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i grænsebyen GarouaBoulaï i Cameroun, og de trætte familier er flygtninge fra krigen i Den Centralafrikanske Republik (CAR). De venter på at blive registreret og fotodokumenteret, så de kan sendes videre til en af områdets syv flygtningelejre. På den anden side af grænsen har de forladt et land hærget af kaos, mord og ødelæggelser, der er resultatet af borgerkrigen mellem landets kristne militsgruppe Anti-balaka og den hovedsageligt muslimske oprørsgruppe Séléka. En af dem er 36-årige Adama Hamadou, der er blevet installeret i et midlertidigt modtagelsestelt i lejren Borgop et par timers kørsel fra Garoua-Boulaï. “Anti-balaka rettede deres våben mod min landsby. Flere var allerede dræbt, da jeg som den eneste fra min familie nåede at flygte,” forklarer hun. > 12/ FOTOS: MARCUS BLEASDALE VENTER PÅ FREDEN. I GADO-FLYGTNINGELEJREN I CAMEROUN HAR FLYGTNINGE FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK I ALLE ALDRE SØGT SIKKERHED FOR KAMPENE I DERES HJEMLAND. Den største andel af flygtningene – godt kvart million – er kommet til Cameroun, hvor de har slået sig ned i et område, pågodt og vel 50.000 kvadratkilometer. Langtfra alle har fået plads i flygtningelejrene. De har i stedet slået sig ned i selvbestaltede, interimistiske landsbyer side om side med lokalbefolkningen. Cameroun er kendt for sin gæstfri modtagelse af flygtninge, men den massive tilstrømning lægger voldsomt pres på regionens i forvejen sparsomme ressourcer. EN GLEMT OPERATION FN har for nylig advaret imod, at konflikten i CAR risikerer at blive verdens største glemte humanitære krise. 2,7 millioner mennesker har brug for nødhjælp, og UNHCR efterlyser flere midler til at håndtere flygtningesituationen. Danmark ydede i 2013 og 2014 et samlet bidrag på 11,5 millioner kroner til UNHCR’s humanitære indsats over for CAR-flygtninge i Cameroun, men siden har der ikke været bevilget ressourcer direkte til CAR-krisen. Og det er en generel tendens. Ifølge tal fra International Rescue Committees nyligt publicerede rapport Too soon to turn away, er kun 21 procent af den nødvendige humanitære assistance blevet kanaliseret til CAR-krisen i 2015. “Det er en glemt operation,” siger Laurent Raguin om hjælpen til krisen i CAR med et resignerende træk på skuldrene. Han er chef for UNHCR’s kontor i Yaoundé, hovedstaden i Cameroun. For UNHCR har det betydet færre ressourcer til at håndtere det kaos, krisen har skabt i nabolandene. En nedprioritering, der også vækker bekymring på det lokale UNHCR-kontor i østregionens hovedstad, Bertoua. “Det er ikke bare en glemt og overset krise. Den har aldrig været opdaget,” siger chefen for UNHCR’s flygtningelejre i grænseregionen til CAR, Josep Zapater, og peger på, at PÅ FLUGT FRA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK “ Jeg ejer ikke noget mere, ikke engang et par sko, så fred er det eneste krav, jeg har til min tilværelse. Cameroun har taget imod det største antal centralafrikanske flygtninge. I et område med en lokalbefolkning på under 800.000 huses nu over 250.000 flygtninge, hvoraf størstedelen er kommet til i 2013 og 2014. Den lange grænsestrækning til CAR med mere end 30 grænseovergange og et areal på 50.000 kvadratkilometer, der er præget af dårlig infrastruktur, er en udfordring for humanitære aktører. Ifølge den en opgørelse fra UNHCR i august 2015 har omkring 91.000 søgt tilflugt i Tchad, 99.000 i Den Demokratiske Republik Congo og 30.000 i Republikken Congo. Dertil kommer omtrent 370.000 internt fordrevne i Den Centralafrikanske Republik, der fortsat lever i frygt for vold og overgreb. Alhadi Bouba Magati, 62-årig flygtning i Gado-lejren 13/ TCHAD ca. 91.000 SUDAN NIGERIA DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK CAMEROUN den humanitære indsats til CAR-krisen aldrig har ligget højt på Vestens prioriteringsliste. “Vi mangler for eksempel 26 millioner euro alene til at løse problemerne med infrastrukturen i området,” forklarer han. Også flygtningelejrene kalder på flere ressourcer. I flygtningelejren Gado, der huser knap 23.000 flygtninge, stimler flere hundrede mennesker tålmodigt sammen foran et stort hvidt UNHCR-telt. Med registreringsdokumenter i hånden er de linet op i lange køer foran en håndfuld Røde Kors-medarbejdere, der uddeler madbilletter, når de har tjekket flygtninge- ca. 251.000 GABON REPUBLIKKEN CONGO ca. 30.000 Kilde: UNHCR 2015 CA. 370.000 INTERNT FORDREVNE DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO ca. 99.000 SYDSUDAN 14/ FOTO: MARCUS BLEASDALE HYRDEDRENG. FLYGTNINGE FRA DEN ETNISKE GRUPPE PEUHL ELLER FULANI HAR FÅET NOGET AF DERES KVÆG MED TIL DERES NYE HJEM I GBITI-LEJREN I NABOLANDET CAMEROUN. nes identitetspapirer. Madbilletterne giver dem adgang til en ny kø, hvor de får udleveret et måltid lavet på majsmel eller ris. MENINGSLØST AT VENDE TILBAGE Urolighederne i Den Centralafrikanske Republik går tilbage til selv- stændigheden fra Frankrig i 1960. Den seneste store krise brød ud i 2013, hvor den kristne militsgruppe Anti-balaka indledte et brutalt hævntogt mod det muslimske mindretal, efter at den muslimske oprørsgruppe Séléka tog magten ved et statskup. Et hævntogt, der i februar 2014 fik Amnesty International til at rapportere om systematisk etnisk udrensning, og som medførte en muslimsk masseflugt. Selvom spæde fredstiltag vækker håb, plages store dele af landet fortsat af kampe mellem militsgrupperne, og der er stadig langt til en og hans ejendele er væk, og tanken om at vende tilbage til CAR er både ubehagelig og meningsløs. “Jeg søger at være et sted, hvor der er fred. Jeg ejer ikke noget mere, ikke engang et par sko, så fred er det eneste krav, jeg har til min tilværelse,” siger han og tager sig til baghovedet. “Det gør ondt, når jeg taler, så jeg prøver at undgå at tale for meget.” EN TIKKENDE BOMBE Lige netop fred har været et privilegium i Cameroun, der har været under relativt stabil ledelse af præsident Paul Biya, siden han kom til magten via et statskup i starten af 1980’erne. Men med den massive flygtningestrøm fra CAR og en gradvis udtømning af de i forvejen sparsomme ressourcer har det østlige Cameroun forvandlet sig til en tikkende bombe med et stigende antal overfyldte flygtningelejre i et område præget af dårlig infrastruktur og mangel på fødevarer og sundhedsfaciliteter. “Alt kan ske i det område,” siger Laurent Raguin og henviser til, at Cameroun i forvejen er omkranset af uro, terror og krig i de omkringliggende lande Nigeria, Tchad og Den Centralafrikanske Republik. “Geostrategisk er det fredelige Cameroun meget væsentligt for regionen, så det er ekstremt vigtigt, at vi kæmper for, at der forbliver fred i landet,” fortsætter han. Og det er langtfra en selvfølge. I Camerouns nordligste region ved 15/ DANMARK OG EU’S INDSATS • Danmark ydede i 2013 og 2014 et samlet bidrag på 11,5 mio.kr til UNHCR’s humanitære indsats over for CAR-flygtninge i Cameroun. Foruden etableringen af flygtningelejre med adgang til rent vand, mad og sundhedsfaciliteter er midlerne gået til beskyttelse af de sårbare flygtninge og arbejdet med at sikre fredelig sameksistens i regionen. stabilisering, der vil gøre det muligt for flygtningene at vende tilbage. 62-årige Alhadi Bouba Magati kom til Gado-lejren for et år siden efter en massakre i sin landsby, som han undslap med nød og næppe. “De ramte mig med macheten og forlod mig, fordi de troede, jeg var død,” siger han og peger på et ar, der strækker sig fra det øverste af panden ned langs baghovedet. Da militsgruppen var væk, gik han rundt mellem de skamferede lig, indtil han blev samlet op af hjælpearbejdere, som kørte ham til Cameroun. I dag er flere fra hans familie dræbt, hans hus • EU’s humanitære bistandsorgan, ECHO, har bevilget 13,7 mio. euro i 2015 til Camerouns samlede humanitære assistance over for de 300.000 flygtninge, landet har modtaget fra CAR og Nigeria. > KONFLIKTEN KORT FORTALT DE MANGE FLYGTNINGE I DET ØSTLIGE CAMEROUN ØGER PRESSET PÅ RESSOURCERNE, OG OMRÅDET ER I DAG BLEVET EN TIKKENDE BOMBE. HER CAMEROUNSK SOLDAT. 16/ grænsen til Nigeria er freden allerede forbi. Hen over sommeren var området mål for selvmordsangreb og kidnapningsaktioner foretaget af den millitante islamistiske gruppe Boko Haram, som har tvunget 100.000 nigerianere på flugt over grænsen. Den kritiske situation nordpå afkræver lige nu den største del af UNHCR’s ressourcer på bekostning af indsatsen i grænseregionen til CAR. “ Selvom krigen ikke bunder i en religiøs konflikt, er det sådan, den ofte bliver tolket af medierne og de humanitære organisationer, og det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti. FOTOS: MARCUS BLEASDALE Josep Zapater, UNHCR Men det kan få store konsekvenser at trække sig ud af det område, forklarer Josep Zapater på det lokale kontor i Bertoua. “Man efterlader et bælte på en kvart million statsløse muslimer i et skrøbeligt grænseområde. Og det er et område, der strækker sig helt op omkring den nordlige region, hvor Boko Haram har deres tråde ude efter nye sympatisører i deres kamp for et islamistisk kalifat,” siger han. Det er forkert at reducere konflikten i CAR til et spørgsmål om religion, understreger han. Det er en kombination af mange komplicerede årsager, der også handler om regionens pressede landbrug og ikke mindst en særdeles betændt politisk situation. Efter planen skal der afholdes valg i CAR i oktober, men den nuværende kristne regering forsøger at sørge for, at de mange fordrevne muslimske flygtninge ikke kan stemme. “Selvom krigen ikke bunder i en religiøs konflikt, er det sådan, den ofte bliver tolket af medierne og de humanitære organisationer, og det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti,” siger Josep Zapater fra UNHCR. For krigen har været med til at forstærke de religiøse identiteter, og det er ikke svært at forestille sig, at de statsløse muslimske flygtninge kan være nemme “ofre” for radikale bevægelser. • Rejsen til Cameroun er foretaget med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling. Den Centralafrikanske Republik CAR har kæmpet med vold, politisk ustabilitet og en lang række statskup, siden landet blev selvstændigt fra Frankrig i 1960. Efter kuppet i 2003 overtog François Bozizé ledelsen af landet. Det kastede landet ud i en ti år lang urolig periode med blodige kampe mellem regeringen og oprørere. Urolighederne skabte den første bølge af flygtninge fra CAR. Cameroun tog dengang imod cirka 100.000 flygtninge, hvoraf de fleste stadig opholder sig i Camerouns østregion. De seneste uroligheder eskalerede i starten af 2013, da bevæbnede rebeller fra den overvejende muslimske koalition Séléka erobrede hovedstaden, Bangui. Præsident Bozizé flygtede i en helikopter, mens plyndringer, tortur og mord stod på. Det var dog kun starten på en åben og blodig krig mellem Séléka og deres modstandere, Antibalaka – en overvejende kristen milits. Anti-balaka betyder anti-machete, men det er ofte netop macheter kombineret med jagtrifler, giftpile og magisk overtro, Anti-balaka kæmper med. De blodige kampe medførte, at den tidligere kolonimagt Frankrig blandede sig. Det gjorde dog ikke den store forskel, og i 2014 kunne Anti-balaka overtage magten i landet og samtidig begynde en gengældelseskampagne mod landets muslimer, der kunne ligne et systematisk folkedrab. Der er planlagt valg den 18. oktober og 22. november. Det er stadig uvist, om de cirka 500.000 næsten udelukkende muslimske flygtninge uden for CAR får lov til at stemme. KULTUR Sydsudan bliver OLmedlem nummer 206 Fire år efter selvstændighed er Sydsudan nu blevet olympisk nation nummer 206 og kan således være med, når legene åbnes i Rio i Brasilien til næste år. Blandt de konkurrerende sportsfolk bliver efter al sandsynlighed den 16-årige 400-meter løber Magret Rumat Rumar Hassan. Hun var eneste sydsudaneser ved ungdomslegene i Kina sidste år og deltog som såkaldt uafhængig olympisk atlet, da hendes hjemland dengang endnu ikke var olympisk medlem. Hassan og hendes løbende kolleger træner for nuværende i Kenya på grund af urolighederne i hjemlandet. Anerkendelsen som olympisk nation har trukket ud, fordi et land skal stille med mindst fem nationale sportsforbund, før det kan få Den Internationale Olympiske Komités blå stempel. Sydsudan har nu forbund for fodbold, håndbold, basketball, bordtennis, taekwondo, judo og altså atletik. • /MR “Kære hvide folk i modeverdenen ...” De herostratisk berømte nude (hudfarvede, red.) stiletter fra luksusmærket Christian Louboutin blev tidligere i år lanceret i flere hudfarver end den gængse beige, fordi - lyder det fra designeren - en ansat i firmaet påpegede, at “beige er ikke min hudfarve.” Hud har således nu fem forskellige farver, og til næste år kommer endnu to kulører med på skalaen. Den slags mangfoldighed skal man dog stadig kigge langt efter i andre dele af modeverdenen. Den sydsudanesiske model Nykhor Paul (foto) har vakt furore ved at revse topdesignere i New York, London, Milano, Paris og Cape Town for at have problemer med mørke hudfarver, når der ved internationale modeshows skal lægges makeup på modeller med andre hudfarver end bleg. Samme kritik kom tidligere på året fra den britiske supermodel Jourdan Dunn, hvis mor har caribiske rødder. “Kære hvide folk i modeverdenen! Tag nu ikke dette ilde op, men det er på høje tid, I får styr på vores teint. Hvorfor skal jeg have min egen makeup med til et professionelt show, når alle de andre hvide piger ikke behøver at gøre andet end at møde op, wtf (what the fuck, red.),” skriver Nykhor Paul, der på Instagram beskriver sin egen hudfarve som blåsort. • /Mai Rasmussen Kina slår ned på musikpirater Ikke færre end 2.200.000 sange er fjernet, og de tre største internetfirmaer siger “hao” (ja) til kun at give kunderne adgang til lovlig, licenseret musik. Det er resultatet af sommerens kinesiske indsats mod pirateri i landets udstrakte marked for musikstreaming. Det er langtfra første gang, de kinesiske copyrightmyndigheder slår ud efter musikpirateri, men det er første gang, gigantfirmaerne Alibaba, Tencent og Baidu slutter sig til bekæmpelsen af ulovlig musikdeling. Wall Street Journal skriver, at det nye samarbejde mellem myndighederne og de ledende firmaer indvarsler en svær fremtid for de flere end 100 pirattjenester, som ifølge avisen opererer på det kinesiske marked. Og en bekostelig fremtid for kinesiske musikelskere, som formodentlig må forberede sig på, at de ikke bliver ved med at få det hele gratis. • /MR 17/ FOTOS: COLOURBOX (NED.) & SYLVAIN GABOURY/PATRICK MCMULLAN/SIPA/SCANPIX (ØV.TH.) AGENDA Kina i Afrika DIPLOMATIETS NYE (SPORTS)ARENA Falder du over en kæmpe idrætsarena et sted i Afrika, er der stor chance for, at Kina har bygget den i bestræbelserne på at øge sin indflydelse på kontinentet. ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS 18/ AF JEPPE VILLADSEN, NDOLA I dag skal du lære et nyt ord: stadiondiplomati. Det dækker de omkring 60 kæmpemæssige stadionanlæg, som ligger strøet ud over Afrika. Bygget og betalt af Kina. Forventet modydelse: et bedre omdømme og øget politisk indflydelse. Kina opførte sit første sportsstadion på afrikansk grund i 1970, en mindre 15.000 sæders sag på øen Zanzibar. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne tog stadionbyggerierne for alvor fart, og Senegal, Kenya, Niger, Mauretanien, Mauritius, Rwanda, Djibouti og DR Congo fik alle anlagt splinternye kinesiske sportsarenaer. Men det virkelige boom er kommet de seneste år. Der er i dag ikke mange afrikanske lande uden mindst ét stort nyt kinesisk stadion. Nogle mener, at kontinentet nærmer sig et mætningspunkt. okkerbrune og grå nuancer som den omgivende jord. En kinesisk tilsynsførende er i færd med at give instrukser. De fire arbejdere, vi møder foran stadion, er godt tilfredse med det nye sportsstadion, også selvom det måske er lige stort nok til en by med under 500.000 indbyggere. De er mindre begejstrede for deres kinesiske arbejdsgiver. Tre af de fire ville hellere arbejde et andet sted, for, som de siger: “ingen frokost, ingen fridage, ingen transport.” INGEN FROKOST OG FRIDAGE En lille flok zambiske arbejdere i rødt arbejdstøj og sikkerhedshjelme er ved at lægge sidste hånd på det nye 50.000 sæders sportsstadion, da Udvikling besøger Zambias minehovedstad Ndola. Det enorme idrætsanlæg, der troner bag dem, er holdt i samme Den ene uddyber: “Vi skal selv betale frokost og transport ud af en månedsløn på 100 dollar, som også skal forsørge vores familier.” Den fjerde arbejder foretrækker sit nuværende job, fordi man, som han forklarer, faktisk kan regne med “ Vi ved, at konkurrencen om kineserne er hård. Derfor skal vi stramme os an for at tiltrække dem. Felix Mutati, Zambias tidligere handelsog industriminister at få sin løn hos kineserne. Og de betaler til tiden. CHOKOLADESAUCE, TAK! Blandt Zambias unge er meningerne nogenlunde lige så kritiske og delte om den kinesiske charmeoffensiv som blandt de fire arbejdsmænd. “Vi har haft 50 gudsforladte år siden uafhængigheden, hvor intet er sket,” siger Matora Mbewe, præsident for de studerendes organisation på Copperbelt University. “Det tog kun kineserne et par år at opføre stadionet – og det er smukt arbejde,” glæder han sig over, men tilføjer så: “Problemet er, at de kun hyrer lokale til det rent manuelle arbejde. Der sker ingen dygtiggørelse af vores egen arbejdskraft. Det skal bygges ind i forretningsmodellen.” Anthony Bwalya, der er sekretær i samme organisation, rejser en gammelkendt kritik: “Kineserne kommer her kun for at profitmaksimere – de tager pengene som en tyv om natten. Jeg spørger mig selv, om vi går mod en ny kolonisering.” Med sin undergrund, der bugner af kobber og kobolt, er Zambia en lille, men vigtig brik i Kinas massive økonomiske Afrika-ekspansion. Zambia er et land, man satser på. Samhandlen mellem Kina og Zambia nåede 23 milliarder kroner i 2013, og der er blevet etableret en særlig økonomisk frizone, hvor gunstige skattevilkår skal lokke kinesiske virksomheder til. Det tætte samarbejde blev kronet med arenaen i Ndola og et 60.000 sæders nationalstadion i hovedstaden Lusaka. Også den flotte sandfarvede regeringsbygning har kineserne bygget. Billederne af hastigt opført kinesisk infrastruktur går igen overalt i Afrika. Lufthavne, regeringsbygninger, veje, broer. I Zambias naboland Mozambique stråler det nye nationalstadion Estádio Nacional do Zimpeto i udkanten af hovedstaden ikke langt fra den nye kinesiskVENSKABSVEJE byggede internationale lufthavn. Men forkælelsen går også den anden Kineserne har også stået for opførelsen af en ny parlamentsbygning vej, skal man tro Zambias tidligere og et nyt justitsministerium. Endda handels- og industriminister Felix selve symbolet på panafrikansk Mutati: “Vi ved, at konkurrencen om kineserne er hård. Derfor skal vi sammenhold og genrejsning – Den Afrikanske Union – kunne i 2012 slå stramme os an for at tiltrække dem. Mens alle tilbyder vaniljecreme, skal dørene op til sit prangende nye 1,2 milliarder kroner dyre hovedkvarter vi tilbyde chokoladesauce. Vi forsøger at være så fleksible og sensitive i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. over for dem, som det er praktisk Bygget og betalt af Kina. muligt,” sagde han i 2011. Alt sker i venskabets navn, naturligvis. Der er bygget et Stade de l’Amitié i Libreville i Gabon og tilsvarende i Benins hovedstad Cotonou. Den 2,2 kilometer lange Ethio-China Friendship Avenue i Addis Ababa blev anlagt på blot 80 dage. 19/ China Zambia Friendship Hospital hedder Zambias nye rigshospital, der blev leveret med fem kinesiske kirurger, to radiologer, en gynækolog, en operationssygeplejerske og en tolk. Men virkeligheden er naturligvis anderledes formålsrationel. For Beijing er infrastrukturbyggerierne et vigtigt instrument til at udøve “blød magt”. De skal lette kinesernes adgang til det afrikanske marked, købe politisk loyalitet eller mildne mindre entusiastiske lande, hvor Kina har strategiske interesser. FOTO: POLFOTO/AP/THEMBA HADEBE 20/ GREB I LOMMEN Men selvom byggerierne forsegler de transnationale venskaber, er de ikke altid så generøse, som man kunne tro, påpeger den kinesiskamerikanske Kina-forsker Ching Kwan Lee. I nogle tilfælde er stadionerne givet som gave. Men ofte er de – som det er tilfældet for de to stadioner i Zambia – givet med såkaldte koncessionslån fra Kina, det vil sige lån på særligt fordelagtige vilkår, såsom lang løbetid og lave renter. “Folk er glade, fordi de tror, det er en gave eller i hvert fald et favorabelt lån. Men i virkeligheden er prisen sat alt for højt, fordi projektet ikke har været i udbud,” siger Ching Kwan Lee, ph.d. i sociologi ved University of California. For den svulmende kinesiske statskasse er stadionprojekterne, der normalt beløber sig til 50-80 millioner dollar, et greb i lommen. Afkastet er derimod godt, både i form af synlighed og stor folkelig popularitet, og fordi de ofte sparker døren ind til det øverste politiske niveau i modtagerlandet. “ Folk er glade, fordi de tror, det er en gave eller i hvert fald et favorabelt lån. Men i virkeligheden er prisen sat alt for højt, fordi projektet ikke har været i udbud. Ching Kwan Lee, sociolog, University of California Der er også vækst og arbejdspladser i strategien. Byggegiganten Shanghai Construction Group, der blandt andet står bag de to zambiske stadioner og de nye regeringsbygninger i Lusaka, har de senere år haft så mange byggeopgaver i Afrika og ikke mindst i Zambia, at de vil anlægge et nyt afrikansk hovedkvarter i Lusaka. OG MED TØRKERESISTENT GRÆS I disse uger er der ved at blive lagt sidste hånd på et nyt stort nationalstadion med 40.000 siddepladser i Malawis søvnige hovedstad, Lilongwe, komplet med tørkeresistent græs fra Sydafrika. Det mægtige sportsbyggeri, der er finansieret via et 70 millioner dollar koncessionslån, er ingen enlig, kinesisk svale. En stribe andre byggeprojekter i byen, herunder en ny parlamentsbygning og et femstjernet hotel, har Kina opført. Det venskabelige forhold mellem Malawi og Kina er ellers af nyere dato. De to lande etablerede diplomatiske relationer i 2008, efter at Kina havde presset styret i Malawi til i al hast at opgive mere end 40 års diplomatiske relationer til Taiwan. “Vi har besluttet at skifte fra Taiwan til fastlands-Kina efter nøje at have taget de fordele, vi vil få fra fastlands-Kina, i betragtning,” sagde Malawis udenrigsminister dengang. Den beslutning blev begyndelsen på varmere forbindelser, som i dag krones med det nye nationalstadion. • TRE AF DE SENESTE VÆRTSNATIONER FOR AFRICAN CUP OF NATIONS – OLIEDIKTATURERNE ANGOLA, GABON OG ÆKVATORIALGUINEA – HAR FÅET ALLE DERES TURNERINGSSTADIONER BYGGET TIL FORMÅLET AF KINA. HER KASTER ÆKVATORIALGUINEAS MÅLMAND, FELIPE OVONO, SIG EFTER BOLDEN PÅ HJEMMEBANEN BATA STADION I 2015. TIL HØJRE VIERA ELLONG DOUALLA (ANGOLA) OG I MIDTEN GABONS PIERRE AUBAMEYANG. POLITIK Uro truer i mønsterland Kup og kaos i Burkina Faso Kort før det planlagte præsidentvalg i Burkina Faso 11. oktober har landets militær gennemført et kup. Dermed er det vestafrikanske land kastet ud i politisk kaos. Militærkuppet blev foretaget af den magtfulde præsidentgarde, som står den tidligere mangeårige præsident Blaise Compaore nær. Kuppets leder var general Gilbert Diendere, Blaise Compaores tidligere stabschef. Blaise Compaore blev afsat i november i fjor efter folkelige protester. Han havde da været ved magten i 27 år. Compaore blev beskyldt for uretmæssigt at have forsøgt at Burundi er de seneste år blevet fremhævet som et forbillede på grund af en fornuftig udviklingsstrategi og politisk fred. Men denne position som mønsterland er truet, efter at Pierre Nkurunziza (foto) vandt en tredje embedsperiode som præsident ved valget i juli. Oppositionen siger, at hans kandidatur var i strid med forfatningen. Siden er flere prominente kritikere af præsidenten blevet skudt og dræbt, heriblandt den tidligere hærchef fra borgerkrigen, oberst Jean Bikomagu. Kræfter med sympati for oppositionen svarede igen med et fejlslagent attentat mod Burundis nuværende hærchef, general Prime Niyongabo. Jean Bikomagu, leder af tutsierne, indgik i 2005 en fredsaftale, som gav Nkurunziuza fra hutu-mindretallet mulighed for at blive DER ER blandt iagttagere blevet talt om polilandets leder. Men tisk forår i Mellemamerika, når de har skullet ikke på ubestemt tid. • /RH beskrive de nylige demonstrationer mod korruption i Guatemala og Honduras. I Guatemala måtte præsident Otto Pérez Molina gå af i utide, da parlamentet under indtryk af protesterne ophævede hans immunitet. Pérez Molina blev straks efter arresteret og afventer nu en retssag for korruption. Den udløsende faktor var afsløringen af, at landets toldvæsen fik penge under bordet af visse virksomheder mod at sænke tolden. Sa- ændre forfatningen med henblik på at kunne fortsætte i præsidentembedet. Det nu aflyste præsidentvalg tegnede til at blive en kamp mellem den gamle elite og friske politiske kræfter. Dog klagede flere af Compaores allierede over, at de var blevet hindret i at opstille, heriblandt en tidligere udenrigsminister og en forhenværende sportsminister. Ved redaktionens slutning var Burkina Fasos nære politiske fremtid endnu uvis. Den fungerende præsident, Michel Kafando, og den fungerende premierminister, Isaac Zida, var begge tilbageholdt af kupmagerne. Både Den Afrikanske Union og den regionale organisation ECOWAS fordømte kuppet. Burkina Faso er blandt verdens fattigste lande og er samtidig et af Danmarks 12 såkaldte prioritetslande i den statslige udviklingsbistand. • /Regner Hansen 21/ Politisk forår i Mellemamerika gen er blevet optrevlet med hjælp fra en FN-sanktioneret efterforskningsenhed. I Honduras begyndte protesterne, da det kom frem, at det regerende Nationale Parti trak penge ud af sundhedsvæsenet og gav dem til sig selv. • /RH FOTOS: AHMED OUOBA/SCANPIX (ØV.), JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (NED.) & SCANPIX/FLAGPEDIA (TV.) AGENDA TEMA FORENEDE NATIONER FYLDER 70 22/ TIL FESTBANKETTEN I FN'S SIKKERHEDSRÅD HAR DER SNEGET SIG ET MEGET STORT SNABELDYR MED IND I LOKALET, SOM INGEN DOG RIGTIG SYNES AT LÆGGE MÆRKE TIL. ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN Fødselsdagstale KÆRE GAMLE FN ... Den 24. oktober fylder De Forenede Nationer 70 år. Udvikling har bedt tidligere generalsekretær for Dansk Røde Kors Jørgen Poulsen skrive talen til fødselaren. 23/ Tillykke med de 70! Det er sjældent, at nogen ligner sig selv så meget efter 70 år. Men det gør du. Nok har verden ændret sig, men du står, hvor du altid har stået. Et fyrtårn i mørket og en lynafleder i tordenvejr. Ved alle dine tidligere runde dage har man spået, at du ville miste din relevans, hvis du ikke ændrede dig. Det har du mødt med stor langmodighed. Og måske er det godt det samme. For det er sandt, at ikke alle ønsker om reformer har været båret af de mest ædle motiver. Netop nu er de efter dig for, at du stivnakket holder fast på, at flygtninge og forfulgte har rettigheder. De klager over, at disse rettigheder er indskrevet i konventioner, som hører en fjern fortid til. Nuvel, spørger du, har fordrevne mennesker da ikke længere brug for beskyttelse? Er deres motiv at øge beskyttelsen af de mest svage og udsatte – eller at slække den? Hykleriet har ofte været til at tage at føle på. Husker du, da Nikita Khrusjtjov bankede sin sko i bordet for at tordne mod imperialisternes slavebinding af befolkningerne i kolonierne? Tænkte du, at manden kunne have lidt ret? Eller tænkte du, at her står en repræsentant for en stormagt, som har slavebundet land efter land i sit eget imperium? Og hvad tænkte du, da Colin Powell tegnede og fortalte om kemiske våbenlagre i Irak og hellere ville starte en ulovlig krig end vente på dine undersøgelser af de faktiske forhold? Du har i dine 70 år set familien vokse fra 51 til 193 medlemmer. Hele ideen var at skabe fred og undgå nye krige mellem de europæiske stormagter. Det sidste er lykkedes. Vi har undgået en 3. Verdenskrig! Det hører > eneste dag i 70 år. Du har hjulpet land efter land fri af kolonimagternes kløer. Du har udryddet dødelige sygdomme, og dine 2015 Mål har revet millioner af mennesker ud af ekstrem fattigdom. Du har kæmpet for lighed og ret, for beskyttelse af miljøet og for ligestilling mellem køn og mellem racer. Kort og godt har du i 70 år markeret grænsen mellem anarki og civilisation. Det vil vi gerne takke dig for. “ Jeg vil også ønske dig held med næste års valg af ny generalsekretær. Husk, at stillingsopslaget skal være kønsneutralt. 24/ Tilbage er kun at ønske dig held og lykke med det nye mål, du har sat op – den totale udryddelse af ekstrem fattigdom inden 2030. Jeg vil også ønske dig held med DET VAR I 1960, AT SOVJETUNIONENS DAVÆRENDE LEDER NIKITA KHRUSJTJOV TOG SIN SKO næste års valg af ny generalsekretær. AF OG HAMREDE DEN I TALERSTOLEN UNDER EN DEBAT I FN’S GENERALFORSAMLING. BILHusk, at stillingsopslaget skal være LEDET HER ER EN FORFALSKNING - DER VAR INGEN FOTOGRAFER, DER FANGEDE KHRUSJTJOV, DA HAN SLOG I BORDET MED SIN SKO. kønsneutralt. Som du så ofte har sagt, så fører diskriminering af kvinder til absolut også til dine fortjenester, at land, Storbritannien, Frankrig og Kina, øget ulighed. Og vi kunne sagtens vi blev trukket et par skridt væk fra red.) vetoret. Det har blokeret for selv hjælpe dig med et par gode atomkrigens ragnarok. Men blev de mest konstruktive løsninger. Russer- kvindelige kandines veto bevirker, at du er holdt ude af dater: Kender du verden mere fredelig? Mærkeligt at navnet Helle tænke på, at der aldrig har været flere Ukraine, og USA’s veto har forhindret ethvert initiativ i Palæstina-konflikten. Thorningkrige end i den periode, vi kalder “efterkrigstiden”. Alligevel skal du have Vi ved godt, at det er udsigtsløst at få Schmidt? Du ros for din indsats. Tørre tal fra RAND De Fem Store til at give afkald på den kan eventuelt Corporation (amerikansk nonprofit stærkes ret. Men meget ville være vun- forhøre dig hos forskningsorganisation og tænketank, det, hvis du i det mindste kunne få dem formanden for til at opgive vetoretten, når det drejer red.) viser, at du har haft succes i to Generalforsamud af tre missioner, og at der er sikret sig om krigsforbrydelser og forbrydel- lingen. Nåh! Nu ved vi jo godt, at valget af fred i syv af otte lande, hvor FN-solda- ser mod menneskeheden. ter har været sat ind. Du må ofte høre kritik for din admi- ny generalsekretær som regel nistration. Dine 50.000 ansatte, de vel foregår mellem de store i baglokalerne og er omgivet af mere snart 1.000 FN-kontorer og junglen af hemmelighedskræmmeri end et organisationer: WPF, WHO, UNDP, pavevalg. UNICEF, UNHCR, ILO, IAEA, ICC, Vi ved ikke, hvordan verden ville Men ærlig talt: Kunne formanICJ, UNAIDS, UNESCO, FAO, UNEP, have set ud uden dig. Men vi ved, UNWRA, ICAO, bare for at nævne den ikke forsøge at gennemføre nogle. Det er for dyrt og for ineffektivt. åbne høringer, hvor alle 193 medat du har reddet menneskeliv lemmer kunne lytte til kandidaMåske? Men bare en tanke: Alle disse hver eneste dag i 70 år. organisationer har et samlet budget på terne – og finde den bedst egnede? 200 milliarder kroner. Det danske statsbudget er på 1.000 milliarder kroner. Vi vil på denne dag ikke tale om Held og lykke med det hele. • Vi ved ikke, hvordan verden ville dine fiaskoer. Men det var ærgerligt, at have set ud uden dig. Men vi ved, Stalin fik overtalt Churchill og Roosevelt til at give De Fem Store (USA, Rus- at du har reddet menneskeliv hver FOTO: SCANPIX “ 79 FN I TAL AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD 193 MEDLEMSSTATER Ved etableringen af FN den 26. juni 1945 var der 51 medlemsstater – i dag er der 193. Kina var den første nation, der skrev under på FN-pagten, fordi landet var det første, der var blevet offer for aggression op til 2. Verdenskrig. Det seneste land, der er blevet optaget som medlem, er Sydsudan, som skrev under 14. juli 2011. 15. juni 1964 underskrev 77 udviklingslande en “Joint Declaration of the Seventy-Seven Countries”. Der var tale om en løs koalition af lande med det formål at fremme fælles økonomiske interesser og styrke udviklingslandenes stemme i FN. Det første møde i gruppen blev holdt i Algeriet i 1967. I november 2013 blev kredsen udvidet fra 77 til 133. Der har været to store medlemsbooms i FN’s historie. Det første fandt sted fra 1960 og frem til starten af 1980’erne, hvor over 80 tidligere kolonier blev selvstændige lande og fuldgyldige medlemsstater af FN. > Det andet var efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning, hvor i alt 23 lande i Østeuropa og på Balkan blev medlemmer. Ud over de etablerede medlemmer er der to stater med status af ikkemedlemsstater med observatørstatus i FN: Vatikanet og Palæstina. Palæstina fik denne status 29. november 2012. Schweiz havde samme status frem til 2002, hvorefter landet blev fuldgyldigt medlem. > 8 GENERALSEKRETÆRER I LØBET AF 70 ÅR FN har haft otte generalsekretærer fra henholdsvis Norge, Sverige, Burma, Østrig, Peru, Egypten, Ghana og Sydkorea. Længst siddende generalsekretær var burmesiske U Thant, der sad i ti år og en måned fra 30. november 1961 til 31. december 1971. Under generalsekretæren er der en vicegeneralsekretær. I dag er det Jan Eliasson fra Sverige – og under ham findes der hele 21 undergeneralsekretærer. Danske Christian Friis Bach er en af dem. Han er under-generalsekretær for FN’s økonomiske kommission for Europa. De øvrige undergeneralsekretærer er alle øverste chefer for et program eller en kommission. De udpeges for fire år ad gangen. KR. 100.000.000 I DANSK BIDRAG Det er blevet besluttet, at Danmark skal støtte FN med 0,7 procent af det samlede FN-budget, hvilket svarer til omkring 100 millioner kroner. Derudover støtter Danmark en lang række af FN’s udviklingsorganisationer via den multilaterale bistand. Den svinger i dag mellem tre og fire milliarder kroner om året. Den første registrering af den samlede danske multilaterale bistand fandt sted i 1965. Her lå den på 42 millioner kroner. I 1980 lå den på lige over en milliard. I 2000 toppede den danske multilaterale bistand med 5,2 milliarder kroner ud af det samlede udviklingsbistandsbudget. UNDERORGANISATIONER FN-organisationen er en kompleks størrelse med mange underorganisationer og agenturer. Under Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet finder man 25 fonde og programmer. Under Det økonomiske og sociale råd er der 29 kommissioner, agenturer og andre organer, mens der under selve FNsekretariatet er 25 underafdelinger. Flere af disse arbejder med udvikling og humanitær hjælp. Det gælder blandt andet UNDP, UNFPA, UNICEF, WFP, UNCTAD, UNHCR, UNRWA, UN-WOMEN, WTO, FAO, IFAD, ILO, IMF, Verdensbanken, UNESCO, WHO samt de økonomiske kommissioner i Afrika, Asien og Latinamerika. Den internationale udviklingsbistand begyndte oprindeligt med vedtagelsen af FN’s Regular Programme of Technical Assistance (RPTA) i december 1948 og Expanded Programme of Technical Assistance (EPTA) i 1949. 25/ 161 RETSSAGER FN’s Internationale Domstol, International Court of Justice (ICJ), har til formål at sikre, at international lov overholdes. Siden 1947 har i alt 161 sager været for. Den seneste er en strid mellem Somalia og Kenya om maritime grænser. Den blev indledt i august 2014. Danmark har været part i tre sager, alle om færden og territorialkrav på havet. > TEMA FORENEDE NATIONER FYLDER 70 Interview MOGENS OG MÅLENE Fremtidens fattigdomsbekæmpelse kommer til at handle om, hvordan man kombinerer en bedre fordeling af ressourcerne med en større økonomisering med ressourcerne, siger Mogens Lykketoft, ny formand for FN’s Generalforsamling. AF CHRISTIAN ANDERSEN 26/ Skal den nys tiltrådte formand for FN’s Generalforsamling, danske Mogens Lykketoft, pege på FN’s største bedrift i organisationens 70-årige levetid, er selve det, at FN findes, det første, der falder ham ind: “Man kan sige, at det er en historisk landvinding, at der har eksisteret og udviklet sig en universel organisation, og at der ikke er nogen lande, der tænker på at forlade den,” siger Mogens Lykketoft til Udvikling. I næste åndedrag nævner han FN’s mange underorganisationer, der – som han formulerer det – “gør et formidabelt stort arbejde” og “leverer et vældigt humanitært og et vældigt fredsbevarende arbejde.” For straks efter, på eget initiativ, at adressere den mest åbenlyse indvending mod FN’s berettigelse: “Så når man taler om, at FN ikke er relevant, fordi stormagterne forhindrer og indtil dette øjeblik har forhindret en indsats for at stoppe blodbadet i Syrien, må man spørge: Er glasset halvt tomt eller halvt fuldt? Man må i hvert fald huske, at der er rigtig meget, FN faktisk udretter. Også på fredsbevarende missioner,” siger Mogens Lykketoft. REVOLUTIONERENDE MÅL Mogens Lykketoft har overtaget ledelsen af FN’s Generalforsamling på et uhyre vigtigt tidspunkt for organisationen. Generalforsamlingen er i disse dage samlet for endeligt at vedtage de nye Verdensmål for bæredygtig udvikling; de pejlemærker for den globale udvikling frem mod 2030, som skal afløse 2015 Målene. At verdens lande er nået til enighed om målene, er en bedrift i sig selv, mener Mogens Lykketoft. “ Der vil ikke være en verden, hvor man kan tjene mange penge, hvis ikke bæredygtigheden vinder. Mogens Lykketoft “Det er epokegørende positivt, at FN’s medlemslande kan enes om en dagsorden for bæredygtig udvikling, som er så revolutionerende i sit indhold, i sin analyse og i sine krav til alle medlemslande om at gøre mere for at skabe større lighed og mindre fattigdom. Og gøre det med en indsats, som er koblet direkte til kampen mod klimaforandringer og miljøkatastrofer,” siger han og fortsætter: “Det er udtryk for en forståelse, som mange har haft, men som aldrig har været stadfæstet i FN-systemet. Nemlig den, at det er godt nok, at vi har halveret den globale ekstreme fattigdom siden 2000, men vi kan ikke gøre resten af arbejdet med den økonomiske udviklingsmodel, vi har haft de seneste 15 år. Det har kloden ikke ressourcer til, det kan klimaet ikke tåle. Derfor kommer anden halvleg af kampen mod fattigdom til at handle om, hvordan kan man kombinere en bedre fordeling af ressourcerne med en større økonomisering med ressourcerne.” TEST AF VILJE Ét er at blive enige om en række ambitiøse mål. Noget andet er at få verdens lande til at udvise den nødvendige handlekraft, for at målene kan nås, medgiver Mogens Lykketoft. FN’s klimatopmøde i Paris til december, COP21, bliver den første afgørende test af viljen til handling hos nøgleaktører som USA, Kina, EU og Indien. Sporene fra sidst, FNsystemet skulle levere en global klimaaftale, under COP15 i København i 2009, skræmmer. Gensidig mistillid de store lande imellem fik dengang processen til at gå i hårdknude, og siden da har mange sat spørgsmålstegn ved, om FN-systemet overhovedet evner at finde løsninger på globale problemstillinger som klimaforandringerne. Men Mogens Lykketoft er optimist: “Vi får ikke et udfald så trist, som det var i København. Vi får måske heller ikke aftale, som er vidtrækkende nok, men forhåbentlig får vi en aftale, der er så stærk, at vi kan bygge videre på den,” siger han. DE NYE BÆREDYGTIGHEDSMÅL KAN KUN NÅS, HVIS CIVILSAMFUND, NGO’ER OG DE PROGRESSIVE DELE AF ERHVERVSLIVET HOLDER VERDENS POLITIKERE FAST PÅ DERES LØFTER, MENER MOGENS LYKKETOFT. PRIVAT SEKTOR MÅ PÅ BANEN Netop det voksende behov for humanitær nødhjælp er en udfordring i forhold til at finde den nødvendige finansiering til de nye bæredygtighedsmål, erkender Mogens Lykketoft. Derfor tilslutter FNformanden sig koret af stemmer, der argumenterer for, at den private sektor i højere grad må bidrage til finansieringen af de globale udviklingsmål. Men med bæredygtigheden i centrum: “De store spillere på kapitalmarkederne, hvad enten det er selskaber, pensionskasser eller regionale udviklingsbanker, skal klare en stor del af det her. Regeringerne skal levere nogle rammer, som gør, at det bedre kan betale sig at investere bæredygtigt frem for noget andet. Det er et spørgsmål om, at reguleringen, spillereglerne og subsidierne skal indrettes således, at det tilskynder dem, der skal have forrentet en kapital, til at opføre sig bæredygtigt. Det vil også være her, der overhovedet er mulighed for at tjene penge i fremtiden. Der vil ikke være en verden, hvor man kan tjene mange penge, hvis ikke bæredygtigheden vinder,” siger Mogens Lykketoft. Mens Mogens Lykketoft altså gerne bruger store ord, når det gælder klimaudfordringen og bæredygtighedsmålene, er han straks mere pragmatisk, hvad angår en mulig reform af FN’s Sikkerhedsråd – både hvad angår sammensætningen og beslutningsgangen. REFORM AF SIKKERHEDSRÅDET “Der er vældig mange mennesker i FN og i medlemskredsen, der gerne så en reform af Sikkerhedsrådet. Men det er åbenbart, at det har været et problem at nå til enighed mellem de fem permanente medlemmer om en reform de sidste 20 år,” siger Mogens Lykketoft. Han tilføjer, at et første skridt kunne være, at de permanente medlemmer – USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig – i højere grad afstår fra at bruge deres vetoret. Og understreger dernæst, at selvom Sikkerhedsrådet ikke afspejler verden af i dag, har det dog en vis repræsentativitet: “Strukturen er ikke mere forældet, end at det er indlysende, at enhver aftale, der vedrører udvikling, bæredygtighed og klima, som første nødvendige forudsætning skal have USA, Kina og EU-landene med, og det er præcis den kreds, der sidder i Sikkerhedsrådet.” • FOTO: EDUARDO MUÑOZ/SCANPIX Bygge videre er netop, hvad Mogens Lykketoft agter at gøre i løbet af det år, han bestrider formandsposten i FN. I 2016 vil han samle beslutningstagere fra både regeringsniveau, civilsamfund og erhvervslivet til et såkaldt “high-level”-møde i FN-regi for at fastholde klimaet højt på dagsordenen. “Vi er nødt til at handle nu, hvis vi vil være sikre på at undgå klimaforandringer, som vil sende mange hundrede millioner mennesker på flugt og på vandring. Og som med stor sandsynlighed vil udløse nogle konflikter, som siger spar to til, hvad vi kender nu, og som vil æde alle de ressourcer op, som vi skulle have brugt til at bekæmpe fattigdom med,” siger Mogens Lykketoft og tilføjer: “Når man tænker på, hvor vanskeligt vi har ved på en nogenlunde kontrolleret og anstændig måde at håndtere, at der er 50 eller 60 millioner mennesker på vandring på grund af konflikter og armod, så tænk, hvis der i løbet af de næste 20 år kommer ti gange så mange.” 27/ > TEMA FORENEDE NATIONER FYLDER 70 FN's nye verdensmål 2015-30 17 PEJLEMÆRKER - OGSÅ FOR DANSK BISTAND Nogen større kursændring bliver der næppe tale om, når FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling fremover skal danne rammen om Danmarks udviklingspolitik. Men bistand gør det ikke alene – skal de ambitiøse FN-mål nås, skal verdens fattige lande blive meget bedre til at inddrive skat. 28/ FOTO: SCANPIX AF RASMUS RAUN WESTH Kursen for den globale udviklingspolitik de næste 15 år er lagt med vedtagelsen af FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals, SDG). Et tiltrængt skridt, mener eksperter. For selvom 2015 Målene, bæredygtighedsmålenes forgænger, tacklede blandt andet hiv, børnedødelighed og sult, tog de ikke fat på strukturelle årsager til fattigdom og ulighed. “De nye mål cementerer simpelthen, at ansvaret er globalt, og at landene blandt andet i kraft af den øgede globalisering hænger uløseligt sammen. Det har vi jo længe vidst på miljø- og klimasiden, men de nye mål sætter fokus på, at vi også hænger sammen socialt og økonomisk,” siger Helle Munk Ravnborg, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. Og hvor 2015 Målene blev kritiseret for at være snævre målsætninger, som fattige lande skulle nå med penge fra de rige, stiller de nye mål krav til både i- og u-lande. “Udvikling er blevet et langt bredere begreb, der omfatter langt flere emner, end 2015 Målene gjorde. Bæredygtighed er centralt, hele verden er involveret, og så er ulighed kommet med ind som noget væsentligt,” siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved DIIS. Økonomen Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet er mere skeptisk over for de nye mål, som han mener er tandløse sammenlignet med 2015 Målene: “Det har udviklet sig i en langt mere ideologisk retning, så det i højere grad er et tag selvbord af alt muligt, vi godt kan lide. Ulighed har fået en større rolle, og det er en tydelig ideologisk udvikling. Problemet er, at SDG’erne ikke på samme måde giver pejlemærker for, hvad man skal og ikke skal. Det er ikke længere så kvantitativt, så det bliver langt sværere at holde nogen ansvarlig end med MDG’erne (Millienium Development Goals, altså 2015 Målene, red.),” siger han. I TRÅD MED DANSK BISTAND Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har understreget, at FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling skal danne rammen om Danmarks udviklingsarbejde fremover. Men de nye mål vil næppe kræve en dansk bistandspolitisk kursændring, mener Lars Engberg-Pedersen og Helle Munk Ravnborg. Hun ser ingen modsætning mellem FN’s Ver- densmål for bæredygtig udvikling og Retten til et bedre liv, Danmarks nuværende udviklingsstrategi. “De nye verdensmål går langt mere ind i de strukturelle forhold, der betinger fattigdom, ulighed, ubæredygtig økonomisk vækst samt mangel på ytringsfrihed og demokrati, men som sådan supplerer de to dokumenter hinanden rigtigt godt,” siger Helle Munk Ravnborg, der derfor håber, at Kristian Jensen vil stå ved sin hensigtserklæring om, at målene skal være centrale for dansk udviklingsbistand. Kristian Jensen erklærer sig “enig i, at dansk udviklingssamarbejde allerede er klædt godt på til at følge op på målene, der udstikker en overordnet ramme for fremtidens udviklingssamarbejde,” men tilføjer: “Samtidig er det helt klart, at vi må prioritere den danske indsats skarpt på områder, hvor Danmark kan gøre en forskel, og hvor vi får mest ud af vores investering i udvikling. Først og fremmest er der behov for at bidrage til udviklingslandenes egne initiativer til at løfte folk ud af fattigdom, sikre vækst og bæredygtig udvikling.” FOKUS PÅ SKATTEINDDRIVELSE Men i og med at de rige landes bistandskasser skrumper ind, skal pengene til at nå målene for bæredygtig udvikling skrabes ind ved at finde de penge, der ellers forsvinder ud af udviklingslandene, pointerer Lars Engberg-Pedersen. “De rige lande vil ikke betale udviklingsbistand, i det omfang det er nødvendigt. Derfor må man mobilisere lokalt, og derfor er der enormt fokus på at inddrive skat i fattige lande,” siger han. Og der vil være penge at hente, hvis projektet lykkes: Skatteunddragelse koster ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) udviklingslandene op mod 1.400 milliarder hvert år. Kristian Jensen er ikke i tvivl om, at “vi har brug for mange andre finansieringskilder end udviklingsbistand, hvis vi skal i mål med SDG’erne.” Derfor støtter Danmark “udviklingslandenes egen indsats for at opbygge stærkere og mere robuste skattesystemer, bekæmpe skattesvindel og illegale kapitalstrømme og har blandt andet bevilget 10 millioner ekstra til initiativer, der skal give udviklingslandene medbestemmelse på internationale skattespørgsmål,” siger ministeren. Lars Engberg-Pedersen påpeger, at manglen på velfungerende skattesystemer skaber ulighed både mellem lande og mellem deres borgere. FN'S VERDENSMÅL FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING • FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling bygger videre på de otte Millenium-mål, der udløber i slutningen af 2015. Verdensmålene (Sustainable Development Goals (SDG)) er mere ambitiøse og omfattende end deres forgænger: Det er hele verden, der skal udvikles, ikke bare u-landene. Ulighed og fattigdom skal altså også bekæmpes i de rige lande. • Som noget nyt stiller bæredygtighedsmålene krav om omstilling til en mere bæredygtig økonomi og produktion, om at sikre retfærdig rettergang for alle og om at “beskytte vores økosystemer for alle samfunds og vores børns skyld”. • Efter vedtagelsen af de nye bæredygtighedsmål skal økonomer og statistikere – under politisk styring – blive enige om, hvilke indikatorer der frem mod 2030 skal bruges til at måle, om der sker fremskridt. Mange indikatorer fra 2015 Målene kan genbruges, men hvis der skal føres omfattende statistik på bæredygtighedsmålene, vil det med FN’s ord kræve intet mindre end en “datarevolution”. Et af de centrale stridspunkter bliver kampen mod ulighed, herunder både hvordan den skal måles, og om der i det hele taget skal være en indikator for ulighed. www.globalgoals.org “Vi har et finansielt system, der gør det muligt at skjule penge for skattevæsenet, og det bidrager til at fastholde en ulighed mellem Afrika og resten af verden. Samtidig kommer de illegale kapitaloverførsler de velbeslåede til gode. Det skaber ulighed, i den forstand at de mistede skattepenge sandsynligvis ville være blevet omfordelt til sundheds- eller uddannelsesydelser,” siger Lars Engberg-Pedersen, der for bare få år siden aldrig ville have gættet på, at ulighed ville få så stort et fokus, som det har fået i de nye Verdensmål for bæredygtig udvikling. “Det skift kommer lidt bag på mig. Men skal jo nok ses i forlængelse af finanskrisen og den mistro, der et eller andet sted er til kapitalmarkederne,” siger han. • 29/ Bhutan FOTO: MICHAEL MARQUAND 30/ LARVEN DER KURERER FATTIGDOM OG IMPOTENS Når svampefeberen sætter ind i Bhutan, lader nomaderne yak være yak og tager på jagt efter de dyrebare, svampeinficerede larver med tilnavnet “Himalayas viagra”. Larverne har bragt velstand til de ellers fattige nomader, men svampefeberen truer også det sarte økosystem og det traditionelle nomadeliv. DE MANGE PENGE, NOMADERNE TJENER PÅ SVAMPELARVEN, FÅR DEM MANGE GANGE TIL AT OPGIVE DERES TRADITIONELLE ERHVERV, OPDRÆT AF YAKOKSER. LABRE (OG LUKRATIVE) LARVER: RENSEDE OG KLAR TIL AT BLIVE EKSPORTERET TIL KINA. KILOPRIS FOR TOPKVALITET: 500.000 KR. - DET DOBBELTE AF DAGSPRISEN PÅ 24 KARAT GULD. AF SIGNE RAVN-HØJGAARD, THIMPHU, BHUTAN kredse, og der er kun foretaget ganske få kliniske forsøg af svampelarvens virkning på mennesker. NYE HUSE, IPHONES OG HESTE For Tenzin er effekten ikke svær at få øje på. Den store efterspørgsel på den indtørrede larve har skabt enorme rigdomme i Himalaya og Tibet, efter at prisen på larven i de seneste årtier næsten er hundreddoblet. På gode dage kan Tenzin finde op mod 100 svampelarver. Om aftenen renser han dagens fund med en tandbørste ved lejrbålet under presenninger. Senere sælger han dem på auktion nede i dalen. Her kommer forhandlere og opkøber dem i kilovis for at eksportere dem til Kina og andre lande med kinesiske befolkningsgrupper. Tenzin kan tjene over 100.000 kroner i løbet af den månedlange svampesæson. En god løn i et land, hvor selv de højestlønnede regeringsansatte ikke tjener mere end 7.000 kroner om måneden. Levestandarden blandt nomaderne er forbedret, i takt med at prisen på larverne er steget, fortæller Tenzin: “Vi bygger nye huse. Vi køber iPhones og flere og flere heste.” At de små indtørrede skatte har bragt velstand til ekstremt isolerede samfund i Himalaya og Tibet, kan den uafhængige svampeekspert Daniel 31/ FOTO: SIGNE RAVN-HØJGAARD I 4.500 meters højde og tre dages gang fra nærmeste stikkontakt kravler Tenzin rundt. Han stirrer på det sarte græs i håb om at spotte toppen af en græslignende, svampeinficeret larve. Sådan har han kravlet rundt i mange timer trods massiv, vedvarende monsunregn. Det er juni, og svampefeberen raser i Himalaya og på det tibetanske plateau, så Bhutans nomader lader yak være yak for at gå på svampejagt. I Kina er man nemlig parat til at betale svampelarvens vægt i guld. De bedste larver sælges for op mod en halv million kroner kiloet i Hongkong. Svampelarvens bhutanske navn er yartsa goenbub. Det betyder “sommergræs, vinterorm”; en rammende betegnelse for en larve, der forvandles til en græslignende svamp. Svampelarverne bliver til ved, at en larve angribes af svampesporer, der æder larven indefra, indtil kun skallen er tilbage. Så vokser en svamp ud af den mumificerede larves hoved, og herfra spredes nye svampesporer. I århundreder er svampelarven blevet anvendt inden for kinesisk og tibetansk medicin til snart sagt alt lige fra elskovsmiddel over behandling af kræft til middel mod forhøjet kolesteroltal. Svampelarvens medicinske effekt er omdiskuteret i vestlige forsker- > Winkler, som er ekspert på regionen, bekræfte: “Svampelarven har styrket nomaderne, der ellers har haft en marginaliseret position i samfundet,” siger han. NOMADELIV TRUES Men svampefeberen har en bagside, påpeger Gyeltshen Dukpa, skovbrugschef i Bhutans landbrugsministerium: “Svampelarven udgør en trussel mod nomadernes traditionelle livsstil og kultur,” siger han. Gyeltshen Dukpa frygter, at nomaderne opgiver deres yakokser og flytter til byen for udelukkende at leve af at samle den dyrebare svamp én måned om året. Noget tilsvarende er sket i Tibet, hvor den kinesiske regering har tvangsbosat nomader i byerne, fortæller Daniel Winkler. “Mange nomader arbejder ikke og har svært ved at tilpasse sig bylivet. De kan kun overleve for svampepengene. Svampelarven understøtter dermed de kinesiske myndigheders ønske om at få tibetanerne væk fra den nomadiske livsstil,” siger svampeforskeren og tilføjer: “ Mange nomader arbejder ikke og har svært ved at tilpasse sig bylivet. De kan kun overleve for svampepengene. Daniel Winkler, svampeekspert “Det gør de tidligere nomader så afhængige af svampelarven, at det ville være katastrofalt, hvis den forsvandt. For mange udgør indtjeningen fra svampelarverne 70 procent af deres årlige indkomst.” Derfor er det en udfordring, at svampelarvens pris varierer fra år til år. Variationen skyldes flere forhold, forklarer Karma Singay, en af Bhu- tans største svampelarve-eksportører: “Prisen afhænger dels af den årlige høst, dels af økonomiens generelle tilstand, fordi svampelarven er en luksusvare, som falder kraftigt i pris, når det går dårligt med økonomien,” siger han og tilføjer: “Overordnet set er prisen dog kun steget.” Kinesiske forskere kan imidlertid bremse svampelarveprisens himmelflugt. Forskerne arbejder på at kunne kultivere svampelarverne i laboratorier, og lykkes deres forehavende, ventes prisen at falde drastisk. “Men forskerne er stadig langt fra at kunne sende kunstigt dyrkede svampelarver på markedet,” siger Daniel Winkler. Indtil det sker, vil svampefeberen fortsat rase om sommeren i Himalaya og Tibet. I Tibet tager også kinesere fra lavlandet del i jagten og rejser hver sommer op til svampeeldoradoet. Her er – i modsætning til i Bhutan – ingen restriktioner på, FOTO: SIGNE RAVN-HØJGAARD 32/ DA SVAMPELARVEN KUN FINDES I UFREMKOMMELIGE BJERGE, MÅ FORSYNINGER TIL SVAMPEJAGTEN TRANSPORTERES FLERE DAGE PÅ YAK-RYG. “ Den kinesiske regering svigter tibetanerne ved ikke at regulere svampejagten. Daniel Winkler, svampeekspert PÅ LARVEJAGT: KARMA DECHEN (TV) OG SONAM YANGDEN LEDER EFTER SVAMPELARVER I 4.500 METERS HØJDE PÅ GRÆNSEN MELLEM BHUTAN OG TIBET. hvem der må indsamle svampelarver og hvornår. “Den kinesiske regering svigter tibetanerne ved ikke at regulere svampejagten,” mener Daniel Winkler. “I stedet arbejder den på at kultivere svampelarverne og kalder det bæredygtig forvaltning. Men det sikrer ikke de marginaliserede nomaders levebrød.” SÅRBART MILJØ Den intense svampelarvejagt risikerer også at få negative konsekvenser for både larven og det sårbare miljø i Himalaya. Ganske vist synes svampelarven at være relativt modstandsdygtig, eftersom den fortsat findes efter mange års intens høst, siger Daniel Winkler. Alligevel advarer han: “Det kan dog ikke fortsætte som nu. Ressourcen må forvaltes, hvis ikke den skal forsvinde.” Vijay Moktan, naturbeskyttelseschef i WWF Verdensnaturfonden i Bhutan, mener også, man bør frygte det pres, indsamlingen af larver lægger på naturen: “Svampesamlerne fælder de få buske, der findes i højderne, for at bruge dem som brænde. Og buskene er længe om at vokse frem igen i det sarte økosystem.” Desuden ødelægger svampesamlernes heste græsningsområderne for Himalayas sjældne blå får, siger han. HER FINDES SVAMPELARVERNE Bhutans regering gør i modsætning til myndighederne i Tibet hvad den kan, for at sikre en bæredygtig indsamling af svampelarverne. De må således kun samles én måned om året. “På den måde undgår vi, at svampen samles, når den afgiver flest svampesporer,” siger Gyeltshen Dukpa fra Bhutans landbrugsministerium. Tilmed må kun de lokale nomader samle svampelarven. Dermed ønsker myndighederne at sikre, at svamperigdommene bliver hos nomaderne, forklarer han og tilføjer: “Svampelarven forhindrer, at nomaderne migrerer til byerne og opgiver deres traditionelle livsstil. De kan nemlig tjene mange penge ved at blive.” Om Bhutans svampepolitik er en succes, er Tenzin ikke helt sikker på. Selv er han flyttet til hovedstaden og rejser til højlandet i svampesæsonen. Han har dog planer om at flytte tilbage og bygge områdets første turisthotel for svampepengene. • 33/ KINESISK SNYLTEKØLLE • Det latinske navn er Ophiocordyceps sinensis. På dansk kaldes arten kinesisk snyltekølle. KINA • De findes i Himalaya og på det tibetanske plateau i 3.500-5.000 meters højde. TIBET • Larver af den bedste kvalitet sælges for cirka 500.000 kr. per kilo. NEPAL BHUTAN • Hvert år samles der ca. 150-200 tons. INDIEN Svampelarvernes udbredelsesområde Størst koncentration af svampelarver MYANMAR • Af de bhutanske svampelarver går der ca. 5.000 styks på et kilo. FOTO: UPASANA DAHAL • De sælges hovedsageligt i Kina. Sociale medier DEM SKAL DU FØLGE AF PERNILLE BÆRENTSEN 34/ Tanzanias valg på sociale medier Populære podcasts Engageret ugandisk fotograf Dagligliv i Teheran Værd at vide om nødhjælp Tanzanierne elsker at debattere politik, og når der skal vælges ny præsident den 25. oktober, tager debatten til under disse hashtags: #tz2015 og #uchaguzi (valg) på Twitter. Læs også Ben Taylors blog, hvor han knuser data og analyserer politiske trends i Tanzania. Owen Barder fra Center for Global Development tweeter altid nyeste udviklingspolitiske trends. Han står også bag Development Drums, som er podcasts med dybdegående analyser og interviews med forskere, forfattere og andre aktører, der holder den udviklingspolitiske debat kørende. Edward Echwalu tager os med på forreste række, når oppositionspolitikere får tæsk af politiet, til modeshows og budgetforhandlinger. Samtidig når han ud blandt dem, der er hårdest ramt – børnene, flygtningene og LGBTaktivisterne. Storladne billeder med vedkommende budskaber. Denne Instagram-profil Instruerede samler billeder fra fotografer, der fotograferer helt almindeligt hverdagsliv, man faktisk ikke ellers ser i internationale medier. Vi er med i undergrundsbanen, når soldaterne ringer hjem, og til højtider. Klik videre på de enkelte profilerede fotografer. Vi diskuterer nærområder og flygtningestrømme som aldrig før – men hvad er fakta? ACAPS samler data, redskaber og analyser på humanitære indsatser, eksempelvis områder ramt af naturkatastrofer og konflikter. Ikke kun for fagnørder, men også for andre, som vil have styr på fakta. @DevelopmentDrum @edward_echwalu www.mtega.com SINGLE FRA I 1961 blev FN’s daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld dræbt i et flystyrt, som aldrig er blevet opklaret. Nye oplysninger om radiokommunikation med flyet i de sidste minutter bestyrker mistanken om, at flyet blev skudt ned. FN har genåbnet sagen, og efter at en ekspertgruppe har gransket de nye beviser, vil FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, have undersøgt sagen til bunds. I en single opruller Magasinet Udvikling hele historien om Dag Hammarskjölds død. Hent Udviklings app eller læs singlen på www.udvikling.dk @everyday.tehran @ACAPSproject ERHVERV De vinder på Aid for Trade Når verdens mindst udviklede lande modtager bistand for at få gang i deres handel, den såkaldte Aid for Trade, er det primært landenes transportog lagersektorer, der drager nytte af det. Det viser analyser foretaget af OECD. Aid for Trade er blevet listet som en prioritet i den såkaldte Addis Ababa Action Agenda, og i den endelige erklæring fra den tredje internationale konference om Financing for Development fremføres det, at Aid for- Trade “kan spille en markant rolle” i styrkelsen af den internationale handel og særligt komme de mindst udviklede lande til gode. Fra 2004 til 2013 er der blevet givet knap 110 milliarder dollar i Aid for Trade til de mindst udviklede lande. • /SKA Snow Beer - probably den mest sælgende øl i verden Det er formentlig kun et fåtal af Udviklings læsere, der kender Snow Beer, selvom det er den mest sælgende øl i verden. Den sælges så også kun på det kinesiske marked. Hvad måske endnu færre ved, er, at det er det sydafrikanske firma South African Breweries, SABMiller, der står bag Snow Beer i et joint venture med et kinesisk firma. Kina har siden 2009 været det afrikanske kontinents største handelspartner, men pengestrømmene går begge veje. Virksomheder fra afrikanske lande har siden 2009 investeret over 14 milliarder dollar på det kinesiske marked, særligt inden for petrokemi, produktion, en gros og detailhandel. De investorer, der er flittigst til at poste penge i Kina, kommer fra Mauritius, Sydafrika, Seychellerne og Nigeria. Med til den historie hører, at lande som Mauritius og Seychellerne er særligt attraktive for selskaber på grund af deres meget lempelige skattevilkår. Strømmen af afrikanske immigranter er også stigende i Kina. Ifølge magasinet Africa Renewal opholder der sig omkring 200.000 afrikanere i landet. Det største afrikanske samfund i Kina ligger i Guangzhou. I de første ni måneder af 2014 blev der ved et checkpoint i byen registreret 430.000 ankomster og afgange af afrikanere. Flere bydele i byen er stort set kun beboet af afrikanere og kaldes Chocolate City eller Little Africa af taxachaufførerne. • /Simon Kratholm Ankjærgaard 35/ Norsk bistand er gået i fisk Med en kystlinje på 83.000 kilometer og en status som Europas største fiskerination har Norge netop lanceret et nyt, stort bistandsinitiativ, Fisk for utvikling (Ffu), som kommer til at høre under den statslige norske bistandsorganisation, Norad. Det overordnede formål med initiativet er at bekæmpe fattigdom gennem fødevaresikkerhed, bæredygtig forvaltning og økonomisk sund fiskeindustri. “Norsk fiskeriforvaltning er en succes. I en tid, hvor verden har behov for mere mad, og hvor presset på naturressourcerne stiger, har vi et ansvar for at dele ud af vores erfaringer. Det kræver kompetencer og kapital at skabe en bæredygtig og økonomisk ansvarlig industri. Med Ffu bidrager vi med begge dele,” siger den norske udenrigsminister Børge Brende, Høyre, om lanceringen af Ffu. Lanceringen af det norske fiskeriprogram sker, samtidig med at USA’s bistandsorganisation (USAID) investerer 4,3 millioner dollar i fiskeindustrien i Stillehavsområdet med det formål at skabe bæredygtigt fiskeri og en større fødevaresikkerhed for de fremtidige generationer. • /SKA FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (NED. TV.) & COLOURBOX (NED. TH.) & SAB MILLER (ØV.) AGENDA Myanmar MEDIEFOLK: DANSK NGO ARBEJDER FOR TÆT SAMMEN MED REGIMET 36/ I hvor høj grad er Myanmars tidligere militærregime til at stole på, når det lover pressefrihed og demokratiske reformer? Den danske ngo International Media Support har valgt at samarbejde med regimet og bistår blandt andet landets informationsministerium med rådgivning. Men flere fremtrædende lokale mediefolk sætter spørgsmålstegn ved den strategi. AF ANYA PALM, MYANMAR, OG CHRISTIAN ANDERSEN I 2012 OPHÆVEDE MYANMARS REGERING DEN STRENGE CENSURLOV OG I 2013 BLEV DET FOR FØRSTE GANG I 50 ÅR TILLADT AT UDGIVE PRIVATEJEDE AVISER. I DAG ER FLERE REDAKTØRER I MYANMAR DOG SKEPTISKE OVER FOR, OM MYANMARS REGERING REELT VIL TILLADE EN FRI PRESSE. HER ER DET REDAKTØR NYAN LYNN FRA MYANMAR OBSERVER MEDIA . Den danske ngo International Media Support (IMS) har til formål at støtte frie medier i lande ramt af væbnet konflikt og kriser og at bistå med opbygningen af mediesektorer i lande på vej mod demokrati. Organisationen havde siden 2004 støttet Myanmars eksilmedier – så da militærjuntaen i 2011 blev afløst af en delvis civil regering, som bebudede et opgør med landets censur, øjnede IMS muligheden for at tage del i opbygningen af mediesektoren i landet. “Der var et tydeligt signal fra præsidenten, der erklærede, at nu ville regeringen sikre, at medierne fik en friere rolle, og man ville lukke ned for den censur, som havde været en del af virkeligheden i Myanmar de seneste fem årtier,” fortæller Esben Harboe, programansvarlig for IMS’ aktiviteter i Myanmar og Kina. IMS besluttede at iværksætte et bredt program i Myanmar, der skulle sikre professionalisering af journaliststanden, bedre adgang til information for især landbefolkningen samt ikke mindst reform af landets medielovgivning, så den ville leve op til demokratiske standarder for presse- og ytringsfrihed. Særligt den sidste komponent af programmet er kontroversiel. For hvis IMS vil bistå arbejdet med at udforme lovgivningen, er organisationen nødt til at samarbejde med lovgiverne – i dette tilfælde repræsentanter for det regime, der i et halvt århundrede brutalt har håndhævet en streng censurlovgivning og tvunget uafhængige journalister i eksil. “Helt grundlæggende er vores analyse, at informationsministeriet (der blandt andet står for at udforme udkast til medielovgivningen, red.) er en vigtig aktør i den massive omstilling af mediesektoren, som finder sted i Myanmar,” begrunder Esben Harboe IMS’ samarbejde med myndighederne. INTERNATIONAL MEDIA SUPPORT • International Media Support (IMS) har hovedsæde i København og arbejder i 26 lande verden over, hvor væbnet konflikt, humanitære kriser eller politiske forandringer gør det svært for medierne at arbejde uafhængigt og professionelt. • Danida støttede i 2014 IMS med 54 millioner kroner. Det svarer til 42 procent af organisationens budget. 48 procent kommer fra udenrigsministerierne i Norge og Sverige, og ti procent fra andre donorer. • I Myanmar har IMS blandt andet leveret udkast til en række nye medielove, støttet etablering af et pressenævn, opbygget kapaciteten af to fagforeninger for journalister og været med til at etablere journalistskolen Myanmar Journalism Institute. IMS har også været med til at udvikle nye presseetiske retningslinjer for landets medier. den privatejede 7Day Daily, der åbnede i 2013, siger: “IMS er meget aktive, og de udbyder medieundervisning og laver arrangementer. Men de er meget tætte på regeringen. De burde holde sig mere neutrale – hverken være for tæt på regeringen eller for tæt på de privatejede medier.” Ahr Mahn står ikke alene med sin kritik. Magasinet Udvikling har talt med en række journalister og redaktører, som deler opfattelsen af, at IMS er for tæt knyttet til det officielle Myanmar. Nay Htun Naing, administrerende redaktør hos Eleven Media – modtager af den internationale presse frihedspris Den Gyldne Pen i 2012 – siger: “IMS er entydigt for udviklingen af mediesektoren, men er også tæt REDAKTØRER: knyttet til regeringen. De fleste jourBLIV I RÅDGIVERROLLEN nalister i Myanmar, mig selv inklusive, Langtfra alle mediefolk i Myanmar er mener, at IMS støtter informationsministeriet for meget.” enige i, at det er en god ide. Flere redaktører fra nogle af landets toneangiChefredaktør Soe Myint fra Mizvende medier kritiserer i dag IMS for zima Media Group, en af IMS’ partnere i Myanmar, kan godt se pointen at samarbejde for tæt med informationsministeriet og de statslige medier med IMS’ strategi: i Myanmar. “IMS spiller en rolle i arbejdet for Ahr Mahn, administrerende redak- at få gennemført reformer i Myanmar. tør på en af Myanmars førende aviser, Men eftersom transitionen fra dikta- 37/ FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/SCANPIX Det vakte opsigt, da Myanmars militærregime i 2010 bebudede, at det frivilligt ville afgive magten og lade landet overgå fra diktatur til demokrati. Kunne det virkelig passe? Var hensigterne reelle? Umiddelbart så det lovende ud: På bare to år, fra 2010 til 2012, blev der afholdt valg, hundredvis af politiske fanger blev løsladt, landets demokratiikon Aung San Suu Kyi blev lukket ud af sin årtier lange husarrest, og flere af landets undertrykkende love blev ophævet og erstattet med moderne, demokratiske ditto. > tur til demokrati kontrolleres af regeringen, er IMS nødt til at samarbejde med regeringen, og det lægger begrænsninger på deres arbejde,” siger han og tilføjer: “Det er åbenlyst, at IMS samarbejder med regeringen, og at regeringen bryster sig af samarbejdet.” “ Lad være med at hjælpe informationsministeriet så meget. Bliv i rådgiverrollen, og lad være med at gå aktivt ind i reformarbejdet. Kyaw Zwa Moe, redaktør på magasinet Irrawaddy FOTO: SØREN SKARBY/DANIDA 38/ På landets ældste uafhængige medie, det prisvindende magasin Irrawaddy, der vendte tilbage til Myanmar i 2012, er redaktør Kyaw Zwa Moes råd til danskerne klart: “Lad mig være helt ærlig: Lad være med at hjælpe informationsministeriet så meget. Bliv i rådgiverrollen, og lad være med at gå aktivt ind i reformarbejdet. Lad de professionelle journalister reformere Myanmars medier,” siger han. Kyaw Zwa Moe kritiserer blandt andet IMS’ støtte til journalistskolen Myanmar Journalism Institute, der underviser lokale journalister i faget. SIDEN MYANMARS CENSURLOV BLEV OPHÆVET I 2012 HAR ET VÆLD AF MEDIER SET DAGENS LYS. Skolen optager også journalister ansat ved de statslige medier, og det er forfejlet, mener redaktøren. De statsansatte journalister er en del af det propagandaapparat, landets uafhængige journalister er oppe imod, anfører han: “Det er spild af tid og ressourcer at undervise de statsansatte journalister, for de kan ikke bruge det, de har lært, til noget. De er ansat til at rose staten.” Esben Harboe fra IMS har en vis forståelse for kritikken af organisationens rådgivning af informationsministeriet, men mener ikke, den er retvisende, først og fremmest fordi samarbejdet med myndighederne blot er ét element i IMS’ arbejde i Myanmar: “Jeg kan godt forstå, at folk forholder sig kritisk og er skeptiske over for en regering, som udspringer af et regime, som i så mange år har undertrykt sin egen befolkning. Det anerkender vi fuldt ud. Det, vi ikke forstår, er, at vi bliver kritiseret for at have et meget nært forhold til regeringen, når vi kan dokumentere, at vi har et meget bredt mediesektorprogram i Myanmar med en bred vifte af partnere, og at samarbejdet med regeringen alene sker på udvalgte områder,” siger Esben Harboe, der understreger, at IMS ikke overfører midler til informationsministeriet eller andre myndigheder. Han påpeger desuden, at kun omtrent én ud af ti journalister på Myanmar Journalism Institute er ansat på statsmedier, og at det for ham at se giver god mening også at tilbyde statsansatte journalister træning for at fremme en mere kvalificeret nyhedsformidling. TILBAGESKRIDT At der er sket store forandringer, siden Myanmar var et lukket diktatur, er journalister og redaktører i de myanmarske mediehuse enige om. Men efter de første store forandringer synes demokratiseringsprocessen at være gået i stå. Og i dag betvivler mange mediefolk, at regeringen er oprigtig, når den lover at slippe mediekontrollen og tillade en fri presse: “Udefra ser det ud, som om alt er forandret. Men inde i Myanmar er der ikke frit. Vi ser stadig masser af eksempler på chikane og undertrykkelse af journalister (se tidslinje på næste opslag, red.),” siger Toe Zaw Latt, redaktør for Myanmar-redaktionen i mediehuset Democratic Voice of Burma (DVB). Toe Zaw Latt vendte i 2012 tilbage til Myanmar efter 24 år i eksil, da Democratic Voice of Burma i 2012 flyttede sin redaktion fra Norge tilbage til landet, der nu hedder Myanmar. I lyset af udviklingen de seneste år er også han skeptisk over for IMS’ samarbejde med informationsministeriet: “Jeg har ikke noget imod, at man samarbejder med regeringen. Det kan være en måde til at sikre, at der sker fremskridt. Men spørgsmålet er, om samarbejdet resulterer i forandring. Det kan jeg ikke se er tilfældet her,” siger han og fortsætter: “Internationale organisationer, der arbejder tæt sammen med regeringen, 39/ bør bruge deres indflydelse til at overbevise regeringen om at slippe grebet. Ellers blåstempler de regeringens metoder.” Den dæmpede reformiver hos Myanmars regering og de fortsatte overgreb på journalister er ikke gået upåagtet hen hos International Media Support, fortæller Esben Harboe: “Vi har set og observeret udviklingen, som vi også er foruroligede over. Det har givet anledning til at overveje, om vi skal justere vores program,” siger han og nævner blandt andet, at IMS har et øget fokus på journalisters sikkerhed og på at yde juridisk bistand til berørte medier. Foreløbig har IMS dog ingen planer om at ændre væsentligt på deres sin strategi, hvad angår samarbejdet med informationsministeriet og myndighederne. “Vi kan vælge at stå udenfor og kritisere eller gå ind og arbejde konstruktivt med de reformkræfter, der er i landet. Vi har valgt det sidste, og det indebærer konstruktiv, kritisk dialog med informationsministeriet og myndighederne,” siger Esben Harboe. UHELDIG ENTRE I MYANMAR En af veteranerne inden for journalistisk træning i Myanmar, Alison Campbell, peger på en anden årsag til, at ikke alle mediefolk i Myanmar er lige begejstrede for IMS’ arbejde i landet. Hun er i dag senior director for global initiatives i organisationen Internews, der begyndte at undervise i journalistik i Myanmar i 2001. Campbell, der i dag sidder i Washington, mener, at IMS har gjort en uheldig entre i Myanmar. “Da IMS ankom, lod de os alle vide, at de ville koordinere medieudviklingsaktiviteter i tæt samarbejde med informationsministeriet. Det var en overraskende melding for os, og vores lokale mediepartnere fortalte os, at de var utrygge ved det,” siger hun. FOTO: AFP/SCANPIX MILITÆRJUNTAEN SATTE HÆREN IND MOD DEMONSTRANTERNE – HERUNDER BUDDHISTISKE MUNKE – DA FOLKELIGE PROTESTER MED KRAV OM DEMOKRATI BREDTE SIG I MYANMAR I 2007. DET KOM DERFOR BAG PÅ DEM FLESTE, AT SAMME JUNTA FÅ ÅR SENERE, I 2010, PLUDSELIGT VARSLEDE REFORMER. > Hun beskriver IMS’ tilgang som “forhastet”. “Det virkede ikke, som om de tog sig tid til at få et uddybende, professionelt indblik i mediesektoren eller at forstå baggrunden for, hvordan medierne havde udviklet sig over de sidste ti år,” siger hun. Den uheldige entre spøger den dag i dag, mener Campbell og peger på, at det kan være en del af årsagen til, at de lokale journalister tager afstand fra den danske organisation. “ Jeg kan tage fejl, men jeg tror, at IMS er for ivrige efter at være de bedste inden for medieudviklingen. I stedet for at tage det roligt og undersøge situationen tager de hurtige beslutninger. Ye Naing Moe, direktør for Yangon Journalism School 40/ Også Ye Naing Moe, direktør for Yangon Journalism School, har fulgt IMS’ arbejde og peger på, at den danske organisation simpelthen er kommet uheldigt ind på Myanmars mediesamfund: “Jeg kan tage fejl, men jeg tror, at IMS er for ivrige efter at være de bedste inden for medieudviklingen. FOTO: COLOURBOX.COM MYANMARS NYERE PRESSEHISTORIE I stedet for at tage det roligt og undersøge situationen tager de hurtige beslutninger,” siger han. Esben Harboe fra IMS stiller sig uforstående over for den del af kritikken: “Det er et billede, vi ikke kan genkende. Noget af kritikken kommer fra organisationer, som har et ønske om at lave det samme, som IMS gør, så det er vigtigt at se på, hvem det er, der udtaler sig. Vores indtryk er, at vi blev budt velkomne af langt de fleste aktører i Myanmars medieverden. I og med vi er vokset i størrelse i landet og breder os over flere områder, er det naturligt, at vi bliver udsat for kritik.” SVÆR BALANCEGANG Spørgsmålet om, hvorvidt man lader sig kompromittere af at samarbejde med myndighederne eller ej, er et klassisk dilemma for organisationer, der arbejder i lande på vej fra diktatur til demokrati. Og der kan være fordele for IMS ved at vælge at samarbejde med regeringen i Myanmar, selvom det er et upopulært standpunkt blandt lokale mediefolk, påpeger Gani Aldashev, professor i udviklingsøkonomi ved Université de Cergy-Pontoise i Frankrig. “Hvis organisationen havde en mere kritisk tilgang til regeringen, er der en risiko for, at den ville blive smidt ud. På den her måde kan den muligvis gradvist skubbe til regeringen,” vurderer Aldashev. I Myanmar har regeringen vist sig at være parat til at slå hårdt ned på “besværlige” organisationer. Blandt andet ved at begrænse råderummet for hjælpearbejdet– det skete for eksempel for Læger uden Grænser i februar 2014, hvor lægerne fik forbud mod at arbejde i det vestlige Myanmar i en periode. Omvendt er samarbejde med sådanne regeringer risikabelt, for det er ingen garanti for, at den lokale regering er parat til at lytte eller gøre alvor af eventuelle løfter om fremgang, påpeger Gani Aldashev: “Det er vigtigt at gøre sig klart, om regeringen har en interesse i at overholde de aftaler, der bliver indgået, eller ej,” siger han. “I det her tilfælde er det formentlig vigtigere for den danske organisation at opretholde et godt forhold til regeringen, end det er for Myanmars regering. Og det ved Myanmars regering godt. Derfor er der en risiko for at blive udnyttet,” siger han. • 1962-2011 AUGUST 2012 APRIL 2013 Myanmar er et diktatur med en af verdens strengeste censurlovgivninger. Bortset fra illegale eksilmedier er der stort set kun statsstyrede propagandamedier i landet. Myanmar ophæver lov om For første gang i 50 år er det registrering af print og udgitilladt at udgive privatejede velse fra 1962, også kendt som aviser. “censurloven”. Landet – og IMS – begynder at opbygge en fungerende mediesektor med fri presse og privatejede medier. DECEMBER 2014 MARTS 2015 MAJ 2015 Journalist Ma Khine bliver fængslet i tre måneder på baggrund af en artikel, hun har skrevet. Dommen udløser store protester. Militæret stopper en større demonstration. Flere journalister bliver arresteret og tævet, herunder journalister fra 7Day Daily, Irrawaddy og Democratic Voice of Burma. Journalist Ma Shwe Hmone bliver sagsøgt for at have arrangeret en demonstration for pressefrihed seks måneder tidligere. 41/ FEBRUAR 2014 MARTS 2014 OKTOBER 2014 NOVEMBER 2014 Fire journalister og en redaktør bliver arresteret for en artikel, de har skrevet. De bliver senere dømt til hver ti års “hårdt fysisk arbejde” i fængslet. Regeringen gen-introducerer en censurlov – dog i mildere form end den foregående. Loven udløser store protester og bliver sat på standby. En ændret udgave vedtages i oktober 2014. Journalist Aung Naing bliver skudt, mens han er i militærets varetægt. De to formodede gerningsmænd bliver senere frikendt. Myanmars informationsministerium sagsøger avisen Myanmar Herald. JUNI 2015 JUNI 2015 JULI 2015 AUGUST 2015 Amnesty International udgiver kritisk rapport, der dokumenterer, at ti journalister er blevet fængslet i 2014. Det placerer landet i top ti over flest fængslede journalister sammen med blandt andre Syrien og Egypten. Myanmars parlament forbyder journalister adgang efter offentliggørelsen af billeder af sovende parlamentsmed lemmer. To journalister får rekordbøde for at “bagvaske” landets præsident i en kritisk artikel. Myanmars informations ministerium stopper udgivelsen af to aviser, The Union og Leader. FOTO: BJÖRN LANGSEM/POLFOTO UNDER MYANMARS ÅRTIER LANGE MILITÆRDIKTATUR FORSØGTE EKSILMEDIER AT LEVERE UAFHÆNGIG DÆKNING SOM ALTERNATIV TIL DEN STATSAUTORISEREDE NYHEDSFORMIDLING. HER AYE CHANG NAING (TV.) OG HTET AUNG KYAQ FRA RADIOSTATIONEN DEMOCRATIC VOICE OF BURMA, PÅ STATIONENS KONTOR I OSLO I 2007. I 2012 FLYTTEDE DEMOCRATIC VOICE OF BURMA TILBAGE TIL MYANMAR. Kunst BRASILIEN ER STRAND, SAMBA OG FODBOLD MANGA HIP HOP INSTALLATIONS KUNST Brasilien er kendt for sine paradisiske strande, samba og fodbold, men i takt med landets sociale forandring forsøger unge kunstnere at gøre op med gamle stereotyper. Her er tre af dem. AF ANITA CHRISTINA JENSENIUS, RIO DE JANEIRO. SE VIDEOER MED DE TRE KUNSTNERE PÅ WWW.UDVIKLING.DK 42/ “JEG VIL VISE, AT TRANSSEKSUELLE IKKE KUN KAN VÆRE PROSTITUEREDE” FOTOS: ANITA CHRISTINA JENSENIUS En høj, rødhåret kvinde med moderigtige tatoveringer op ad armene skruer låget af den ene malerbøtte efter den anden og hælder deres farverige indhold ud på hylderne af en glasvitrine. Malingen smyger sig ned ad glassets sider, inden den lægger sig på et lærred. “Selvom malingen er fanget, kan den godt flygte fra glassets fangenskab,” fortæller 25-årige Joana Couto, som er kunstner og bygger installationer, der emmer af den frihedstrang, hun har oplevet på egen krop. Joana Couto er nemlig født João, det mest almindelige drengenavn i Brasilien. AKTIVISME Joana Couto husker, at hun som lille dreng bad til Gud om at blive forvandlet til en pige. Alligevel undertrykte hun sin lyst til at leve som kvinde indtil for tre år siden. “Jeg tænkte: ’Åh nej, hvad kommer der til at ske, hvis jeg bliver transseksuel? Skal jeg så sælge min krop for at overleve?’,” husker den 25-årige kunstner. 95 procent af alle transseksuelle i Brasilien lever af prostitution. De unge transseksuelle bliver ofte smidt ud hjemmefra og får sjældent en uddannelse. “Jeg var heldig, at mine forældre accepterede mig og betalte for min uddannelse. Det er et privilegium,” siger Joana Couto, som ofte bliver fremhævet som en af meget få transseksuelle kunstnere i Rio de Janeiro. Selvom hendes kunst er abstrakt og konceptuel, ser hun sin kunst som en form for aktivisme. “Jeg vil vise, at transseksuelle ikke kun kan være prostituerede,” siger hun. • SOM DRENG BAD JOANA COUTU TIL GUD OM AT BLIVE FORVANDLET TIL EN PIGE OG UNDERTRYKTE SIN LYST TIL AT LEVE SOM KVINDE INDTIL FOR TRE ÅR SIDEN. Samba, karneval og fodbold. Der skal få ord til at koge Brasilien ned til nogle få genkendelige stereotyper, der leder tankerne mod letpåklædte kvinder og dunkende trommerytmer. “Stereotyperne er gamle og er både blevet projiceret på Brasilien udefra og blevet produceret i Brasilien,” siger Georg Wink, lektor i brasilianske studier ved Københavns Universitet. Samba og karneval er derfor også klassiske motiver i brasiliansk kunst. Men en ny generation af brasilianske kunstnere vil nu gøre op med forestillingen om det eksotiske Brasilien. “I dag vil brasilianske kunstnere anerkendes for deres kunst, ikke for at være brasilianere eller for at repræsentere det eksotiske,” siger Georg Wink. Af den grund finder unge kunstnere ofte kunstnerisk inspiration uden for traditionel brasiliansk kultur. “I meget ny brasiliansk kunst kan man slet ikke se, at det er lavet i Brasilien, fordi de unge kunstnere fjerner alle karakteristika, som er stereotypificerede som brasilianske,” fortæller Georg Wink. Også i den brasilianske regerings brandingkampagner og i turistreklamer er man begyndt at afstå fra at bruge billeder af karneval og strand. “Strand, samba, karneval og endda fodbold repræsenterer tilbageståenhed i brasilianske øjne,” siger Georg Wink. EN NY BRASILIANSKHED Kunstens frigørelsesproces fra de gamle forestillinger om brasiliansk kultur er taget til i takt med de sociale forandringer i landet. Selvom de rigeste ti procent af landets befolkning stadig tjener 44,5 procent af landets samlede indkomst, har de seneste 10-15 års sociale reformer ændret Brasilien. “Bolsa família”, der er blevet kaldt verdens største børnepengeprogram, giver understøttelse til 14 millioner brasilianere, det svarer til cirka en fjerdedel af befolkningen. Og den fremvoksende yngre middelklasse, der udgør omtrent halvdelen af befolkningen, er væsentlig højere uddannet end deres forældre. Bedre uddannelse og højere levestandard smitter af på kunsten, mener Georg Wink. “Flere og flere brasilianere kan tage til poesioplæsning i stedet for at skulle videre til et tredje job,” siger han. “VI ER STOLTE OVER AT BO I VIDIGAL” På en tagterrasse i favelaen Vidigal med udsigt over Rio de Janeiros eksklusive strande bager middagssolen, så selv den mest garvede “gringo” må søge skygge. Trods varmen danser og synger Mariana Alves, Alice Coelho og Jennifer Loiola, som var de taget ud af en musikvideo med farvekoordineret tøj og makeup. Tilsammen udgør pigerne rapgruppen Pearls Negras. “Vi kommer fra Vidigal, men vores destination er verden,” siger Mariana Alves med et selvsikkert smil på læben. Med en pladekontrakt hos det engelske pladeselskab Bolabo Records og en USA-tour i kalenderen er de tre 18-årige “sorte perler” nogle af de mest succesfulde brasilianske musikere på internationalt niveau. De tre teenagepiger startede med at rappe for sjov efter skole. Da de begyndte at tage rappen seriøst, blev de hurtigt opdaget af en engelsk producer. Derfor kalder de sig krigerinder, som er titlen på deres største hit til dato oversat til dansk. “At være krigerinde er at bo i favelaen og opfylde sine drømme,” som en del af deres image ved at rappe positivt om Vidigal, som har en af byens smukkeste udsigter. SMUK UDSIGT På spørgsmålet om, hvordan det er Pearls Negras lever ikke op til stereoat bo i favelaen, bryder pigerne ud i typen om den fattige “favelado” i den grin på ægte teenagemanér, som var farlige slum. I 2010 blev Vidigal “pacifi- det det dummeste spørgsmål i verden. ceret” af politiet, og narkohandlen blev “Det spørger alle om, og vi svarer udskiftet med hostels og turistture. altid det samme: At vi er stolte over at Derfor Alice Coelho, Mariana Alves bo i Vidigal,” siger Alice Coelho. • og Jennifer Loiola bevidst favelaen forklarer Alice Coelho og påpeger, at favelaens kvinder alle er krigerinder. DE TRE UNGE KVINDER MARIANA (TV.), ALICE (MIDT) OG JENIFER (TH.) I PEARL NEGRAS HAR GJORT EN DYD AF AT RAPPE POSITIVT OM DERES NABOLAG, FAVELAEN VIDIGAL. > 43/ En stor del af den nye middelklasse bor i “favelaer”, som er en betegnelse for de beboelsesområder på Rio de Janeiros bjergskråninger, der opstod som ulovlig slumbebyggelse. På baggrund af sin forskning vurderer Georg Wink, at favelaen er den mest brugte stereotyp om Brasilien i dag. I udenlandske medier bliver favelaen til stadighed portrætteret som en farlig, bandekontrolleret slum som i den prisvindende film City of God, selvom politiet har fjernet de kontrollerende narkobaroner fra størstedelen af områderne. VIL BARE GERNE LAVE KUNST I dag tilhører 66 procent af de 1,5 millioner indbyggere i Rios favelaer således Brasiliens middelklasse. Derfor ønsker kunstnere fra favelaen at gøre op med deres “repræsenta- FOTO: ANITA CHRISTINA JENSENIUS 44/ tionsbyrde”, siger fortæller Georg Wink. “Kunstnere fra favelaen er trætte af at skulle udtrykke en særlig stereotyp eller leve op til en europæisk fascination af favelaen. De vil bare gerne lave kunst,” siger han og sammenligner problemstillingen med, når nydanske kunstnere forventes at lave en særlig form for indvandrerkunst. Ifølge Georg Wink kan de unge kunstneres forsøg på at redefinere stereotyperne ses som udtryk for en generel tendens i den brasilianske selvforståelse. “Brasilien som land vil gerne anerkendes som en moderne nation med gode universiteter og teknologi. Der breder sig en tankegang om, at Brasilien har brug for en ny identitet ved overgangen fra udviklingsland til global aktør,” siger han. • TOLERANCE I FORKLÆDNING Brasilien er langtfra den frigjorte og tolerante regnbuenation, man umiddelbart kunne få indtryk af. Tal fra ngo’en Transgender Europe viser, at 689 transseksuelle blev myrdet fra 2008 til 2014, og dermed er Brasilien suverænt det land i verden, hvor flest transseksuelle slås ihjel. “På grund af karnevallet vil brasilianere ofte hævde, at de er meget frigjorte, fordi man til karneval kan klæde sig ud som det modsatte køn,” siger Derek Pardue, der er professor i brasilianske studier ved Aarhus Universitet. “Den stereotyp er baseret på karnevallets popularitet, men det bliver bevist gang på gang, hvor forfærdeligt livet for transseksuelle er. Det ville være logisk, hvis karnevallet gjorde folk mere åbne, men det er ikke tilfældet,” siger Derek Pardue. “MIN KUNST BRYDER MED STEREOTYPER” Tæt på Copacabana, verdens nok mest berømte strand, maler den 28-årige kunstner Wesley de Oliveira i det lille atelier Estudio Rabisco – Krusedulle-studiet – som han deler med nogle venner. Førhen plejede han at snige sig ud om natten for at male graffiti i Rio de Janeiros forstæder, men i dag er spraydåserne skiftet ud med tynde pensler, og Wesley de Oliveira er en etableret akvarelkunstner. Han ligner dog stadig en graffitikunstner med sine baggy jeans og det drengede smil. “Folk bliver overraskede, når de opdager, at jeg er kunstneren bag min egne værker,” fortæller Wesley de Oliveira. Hans kunstneriske kendetegn er små, blege kvindeskikkelser med skæve øjne i vandede pastelfarver, ofte tilsat glitter og pailletter. Folk tror også altid, at hans kone er kunstneren, når han udstiller et nyt sted, fortæller han. “De har aldrig før set en 180 centimeter høj sort mand, der maler små kvindefigurer,” griner han. UACCEPTABELT Wesley de Oliveira er sort og heteroseksuel, og derfor har han ofte hørt nedladende kommentarer om sine de- likate manga-inspirerede billeder. “Fordi jeg er en sort mand, er det ikke acceptabelt, at jeg maler, som jeg gør. Det er mærkeligt. Men hvorfor?” spørger han retorisk. Wesley de Oliveira er født i en quilombo – en by grundlagt af undslupne slaver. Han har bevidst valgt ikke at berøre emner som slaveri og kolonitid i sin kunst, som det ellers ofte forventes af kunstnere med hans baggrund. Wesley de Oliveiras drivkraft som kunstner er nemlig at nedbryde folks fordomme og forestillinger om, at man skal se ud på en særlig måde for at lave en særlig slags kunst. “Min kunst bryder med nogle stereotyper, og det er det mest tilfredsstillende,” siger han. • HVORFOR SKAL MAN SE UD PÅ EN SÆRLIG MÅDE FOR AT LAVE EN SÆRLIG SLAGS KUNST, SPØRGER WESLEY DE OLIVEIRA. Ranum 45/ Verdensklasse Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse, Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet. Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT 46/ 47/ FOREIGN AFFAIRS VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD Nødhjælp BEHOV FOR SYSTEMSKIFTE I DEN HUMANITÆRE INDSATS Verdens nødhjælp styres af lukket klub, der - trods løfter om det modsatte - ikke formår at inddrage dem, de hjælper. Men klubbens magt trues af nye ydere af nødhjælp og af ny teknologi, skriver de to nødhjælpseksperter Michael Barnett og Peter Walker. > 48/ Det globale humanitære system, der allerede nu er under betydeligt pres, vil snart stå over for sin hidtil største prøve. I 2013 var kløften mellem de nødhjælpsmidler, der var til rådighed, og det anslåede behov på globalt plan vokset til 4,5 milliarder dollar. Det betød, at mindst en tredjedel af behovet ikke kunne opfyldes. Alt tyder på, at denne kløft blot vil vokse, efterhånden som centrale donorlande bidrager med stadig mindre, mens katastroferne bliver hyppigere og voldsommere. Omfattende humanitære kriser, som for eksempel krigen i Syrien, har med al tydelighed vist, hvor dårligt verden er rustet til at håndtere menneskelig lidelse i større skala, selvom der har været rig lejlighed til at øve sig. Under ebola-udbruddet i Vestafrika sidste år var det internationale samfund for eksempel længe om at komme ud af starthullerne, snublede derpå og efterlod alle i stærkt bekymret tilstand over udsigterne til fremtidens sundhedsmæssige kriser. Samtidig har klimaforandringer styrket naturens destruktive kræfter, hvilket puster til voldelige reaktioner og sætter såvel regeringer som nødhjælpsorganisationer under enormt pres. For ikke at tale om, hvordan den hastige urbanisering i kombination med omfattende migration over havet har øget de menneskelige omkostninger ved denne type kriser. Det kan derfor ikke komme bag på nogen, at det humanitære samfund konstant skuffer forventningerne – både sine egne og andres. Det skyldes i nogen grad faktorer, som er uden for dets kontrol. Nødhjælpsarbejdere står over for problemer, der ikke er nogen nemme løsninger på. De er nødt til at finde sig i magtfulde bidragydere, som hellere vil strø om sig med pæne løfter end få pengene op af lommen, med donorer, som forventer, at nødhjælpsarbejdere skal sætte deres interesser højere end lokalbefolkningernes, og de skal håndtere katastrofer, der er lige så farlige for de første nødhjælpsarbejdere på stedet som for de lokale ofre. Komplekse kriser som den, der hærger Syrien, kræver ofte, at nødhjælpsarbejdere bønfalder krigsherrer, oprørere og guerillaer om lov til at hjælpe de udsatte lokalbefolkninger, for så alligevel at blive nægtet adgang eller med pistolen for panden blive tvunget til at betale sig vej ind. DEN HUMANITÆRE KLUB Ikke desto mindre bærer nødhjælpsarbejderne også selv en del af ansvaret for, at de ikke slår til. Der var engang, hvor donorer og offentligheden anså humanitære organisationer for at være hævet over kritik, men på det seneste er erkendelsen af deres fejlbar- SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som udgives af den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, at vi bringer artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse. lighed blevet større, og det samme er forståelsen af, at de somme tider gør mere skade end gavn. Ganske vist mangler der midler, men budgetterne er også belastet af rigelige mængder nødhjælpsarbejdere, som mest af alt ligner katastrofejægere i deres hvide Land Cruisere, og hvis entré kan lede tankerne hen på et omrejsende cirkus. Ofrene må ofte se til, mens hårdt tiltrængte ressourcer går til spilde eller forsvinder, og der er kun ganske få eksempler på reelle samarbejder mellem nødhjælpsorganisationer og lokale befolkninger. Hvad værre er: Ofrene kan sjældent holde nødhjælpsarbejderne ansvarlige for sjusket udført arbejde. Og når den humanitære indsats svigter, skaber det ikke blot et dårligt ry; det koster liv. Det humanitære samfund er pinligt bevidst om sine mangler, og i løbet af de sidste to årtier har det gjort bemærkelsesværdige fremskridt, hvad angår styrkelse af kompetencer, koordinering og professionalisering. Men nødhjælpsarbejdere har langtfra haft samme succesrate på andre afgørende områder, herunder når det gælder om at skabe oprigtige samarbejder med – og ansvarlighed over for – lokale befolkninger. Nødhjælpsarbejde er stadig noget man gør for andre, ikke sammen med dem. Dette svigt skyldes ikke mindst den store indflydelse, som bliver udøvet af en lille indspist elite, der bedst kan beskrives som “Den Humanitære Klub”: et organiseret og hierarkisk netværk af stater, donorer og internationale organisationer samt ngo'er, der alle cirkler omkring FN-systemet. Denne gruppe fortjener stor anerkendelse for at have gennemført mange succesfulde reformer, men den er også ansvarlig for fraværet af meningsfuld systemforandring. Når det gælder nødhjælp, sidder denne klub tungt på både ressourcerne og dagsordenen. Den er optaget af at forsvare sin egen eksklusive position, og af samme årsag er den tilbøjelig til kun at støtte op om forandringer, der kan styrke denne – frem for forandringer, der reelt ville flytte magt over til dem, der har brug for nødhjælpen. I hvilken udstrækning den globale humanitære sektor bliver i stand til at håndtere fremtidens kriser, afhænger i høj grad af denne klubs vilje og evne til fortsat at udvikle sig. Der er grund til optimisme: Visse klubmedlemmer er villige til at opbygge stærke samarbejder med lokalbefolkninger og erkender, at systemet hænger fast i fortiden. For nylig er de begyndt at presse på for endnu en afgørende reform og er travlt optaget af at forberede World Humanitarian Summit, som FN's generelsekretær har indkaldt i 2016 som led i forsøget på at give redskaberne for krisehåndtering et grundigt eftersyn. Men hvis denne omfattende investering af både tid, penge og goodwill skal slå til, hvor andre har fejlet, kræver det langt mere end kosmetiske ændringer. Det er en kamp mod tiden; globalt står nye kræfter på spring i kulissen, klar til at vælte denne klub ned fra sin piedestal, hvis den ikke magter at tilpasse sig, og konsekvenserne kan blive uhyggelige for såvel nødhjælpsarbejderne som katastrofernes ofre. At komme på forkant med udviklingen vil kræve, at klubben overvinder sine indre trægheder, deler magten og finder sig til rette med mindre indflydelse på verdens gang; intet andet vil kunne bringe det humanitære system ind i det 20. århundrede. ceret af FN i 2011. Gennem et opdateret finansieringssystem kan anmodninger om støtte fra forskellige FN-agenturer nu samles ning for sine fiaskoer, og deres i en ansøgning, og den nye Central reaktion var at forsøge at tage sig Emergency Response Fund har samlet sammen. I 1992 erstattede FN sin for- ressourcerne og er i stand til at rykke ældede Disaster Relief Organization hurtigt, så reaktionstiden i akutte situationer kan blive kortere. med Department of Humanitarian I felten er der nu udviklet en såkaldt Affairs og endelig med Office for the klyngetilgang til katastrofer, hvilket Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA) i 1998. Det, der tidligere mindsker forvirringen i nødsituationer havde været ad hoc-mekanismer, blev ved at være på forkant med at fordele udviklet til mere formelle rammer arbejdet ud på de rette organisationer. GAVER, DER FORPLIGTER med oprettelsen af Inter-Agency Stan- FN har også overført større myndigNødhjælpssektoren fik grundigt ding Committee, der nu fungerer som hed til nødhjælpskoordinatorerne: de rystet sin selvtillid i løbet af 1990’erne den centrale internationale koordine- mest erfarne FN-arbejdere i kriseområder, som holder hånd i hanke med de efter gang på gang at have fejlet i for- ringsenhed for hjælpearbejde. søget på at afværge katastrofer: I Soforskellige aktører i felten og dirigerer malia, Rwanda og i Bosnien. Hvis ret ressourcerne derhen, hvor der er mest skal være ret, kiggede sektoren faktisk brug for dem. kritisk på sin egen indsats og fandt Disse nyopfindelser er allerede mange svagheder. Dårlig planlægning Globalt står nye kræfter på spring i færd med at skabe små, men væi kulissen, klar til at vælte denne sentlige forandringer. I Etiopien har og fraværet af fælles standarder var blot én side af problemerne. Der var klub ned fra sin piedestal, hvis den en stærk koordinator for eksempel formået at skaffe finansiering til lokale alt for mange, der løb i forskellige ikke magter at tilpasse sig. vand- og sanitetsprojekter – noget, retninger i kriseområderne, og alt der ellers plejer at blive stedmoderligt for mange amatører, som forsøgte at Ngo'erne udviklede for deres vedbehandlet inden for den humanitære agere akutlæger uden at have papirerne i orden. kommende et adfærdskodeks for friindsats – og dermed inddæmme, hvad Sektoren var også alt for tung i top- villige, fælles standarder for, hvordan der i mange tilfælde er den største pen og kvalte ethvert forsøg på reelt ofrenes umiddelbare behov – såsom dødbringende faktor under hungerssamarbejde med dem, der havde brug mad, vand, sundhed og tag over hove- nød: sygdomme, der smitter gennem det – skulle opfyldes, og opbyggede vand. for nødhjælpen. Og det FN-finansierede humanitære arbejde var ganske netværk, der kan styrke evaluering og Og i Den Demokratiske Republik enkelt for usammenhængende, hvilket ansvarsplacering i forbindelse med de Congo har nødhjælpsagenturer brugt resulterede i, at forskellige agenturer forskellige programmer. akutmidler til at forsyne familier på konkurrerede med hinanden om midDisse gradvise forandringer banede flugt fra ubehagelige konflikter, der er lerne. vej for mere sammenhængende refor- for små til at skabe overskrifter, med mer i 2005 og kulminerede i den vidt- afgørende basisredskaber til husholdNødhjælpsarbejdere kom under rækkende Transformative Agenda, lan- ningen. omfattende og nådesløs beskyd- 49/ “ > 50/ ØGET KLØFT TIL MODTAGERNE Hjælpearbejdere er også blevet langt dygtigere til at evaluere og formidle deres resultater. Nye metoder til dataindsamling har givet dem bedre muligheder for at gennemskue, hvad der gik godt og skidt, og dermed mulighed for at lære af fortidens fejl. Samtidig har de forbedrede datametoder også betydeligt øget graden af gennemskuelighed i hjælpeorganisationernes økonomi. Hjemmesiden Financial Tracking Service, som OCHA administrerer, tilbyder nu et fuldt økonomisk overblik over hver enkelt krise. Når det gælder krisehåndteringens effektivitet, er der langsomt, men sikkert gjort fremskridt, og det er bedre koordinering og større centralisering i toppen af organisationerne, der har gjort dette muligt. De fremskridt er bare ikke blevet modsvaret, når det gælder om at forbedre mulighederne for at stille nødhjælpsarbejdet til regnskab og styrke dets legitimitet. Tværtimod ser det ud til, at kløften mellem giver og modtager er blevet konsolideret eller ligefrem gravet dybere. Modtagere af nødhjælp klager i den ene undersøgelse efter den anden over, at nødhjælpsorganisationerne fortsat ikke har føling med deres behov – og at der ikke er meget at gøre ved det. Ret beset skyldes meget af denne misere selve hjælpearbejdets karakter. Hjælpearbejdere må ofte rykke ind i en fart uden at vide ret meget om, hvordan landet ligger i forhold til lokale skikke og kulturelle særtræk, som kan vise sig at have stor betydning for lokalbefolkningens evne til at overleve og komme ovenpå. Når de først er ankommet, bruger nødhjælpsarbejdere en stor del af deres tid på at melde tilbage til hovedkvarteret og til deres donorer – en opgave, som blot er vokset med de nylige reformer. Samtidig har sikkerhedstrusler betydet, at hjælpearbejdere ofte arbejder forskanset i lukkede områder snarere end side om side med de lokale. Den slags forhindringer kan samlet set afkoble nødhjælpen fra de lokale omstændigheder, hvilket undergraver den tillid og de forbindelser, som er afgørende for at kunne redde liv. Lokal viden kan jo ofte vise sig at være lige så afgørende som mad og vand, og det er ofte små lokale grupper, der ligger inde med denne viden. Kampen mod ebola kunne for eksempel næppe være gennemført uden deltagelse af lokale sundhedsarbejdere, landsbyernes ældreråd og lokale lærere, som hjalp med at overbevise ofrenes familier om, at de måtte opgive de traditionelle begravelsesritualer for at forhindre yderligere smittespredning. I efterdønningerne fra jordskælvet i Nepal var det lokale, der forestod størstedelen af redningsarbejdet, og lokale sherpaer og chauffører stod for transport af nødhjælp på de livsfarlige veje, der førte ud til afsidesliggende landsbyer, med stor fare for deres egen førlighed. Nødhjælpsorganisationer har gang på gang lovet at demokratisere arbejdet gennem etablering af mere ligeværdige samarbejder og reelle muligheder for at holde folk ansvarlige for deres indsats. Men det er primært blevet ved snakken. I en rapport fra 2013 konstaterede fem britiske nødhjælpsorganisationer, at den mest udbredte tilgang til samarbejde med lokale var “reaktiv, krisedrevet og præget af ad hoc-adfærd på frontlinjen”. “ Det ser ud til, at kløften mellem giver og modtager er blevet konsolideret eller ligefrem gravet dybere. En anden evaluering fra samme år udført af Humanitarian Accountability Partnership (en selvevaluerende sammenslutning af nødhjælps- og udviklingsorganisationer) konkluderede, at selvom lokale partnere en gang imellem bidrog til at diagnosticere de lokale behov og til at gennemføre hjælpeprojekter, spillede de stort set ingen rolle i selve udformningen af projekterne eller i opfølgningsarbejdet. Det er den slags konklusioner, der tydeliggør, hvorfor kriseofre somme tider sammenligner moderne nødhjælpsarbejdere med deres forgængere: kolonitidens velmenende, men paternalistiske missionærer med ambitioner om at civilisere. EN HOMOGEN, VESTLIG KLUB Såvel fiaskoerne som succeserne kan spores til Den Humanitære Klubs magt og indflydelse. Klubben repræ- senterer muligvis ikke en eneste hjælpearbejder, men den er i praksis herre over, hvordan verden reagerer på kriser, fordi den opstiller spillereglerne for nødhjælpsaktioner og har kontrol over det udstyr, der skal til. Den har også magten til at gennemføre de reformer, den ønsker, og til at afvikle de metoder, den enten ikke bryder sig om eller finder for besværlige, ikke mindst hvis disse metoder kunne komme til at true dens privilegier. Klubben blev til efter Anden Verdenskrig som svar på de udfordringer, der var forbundet med genopbygningen af Europa og med afkolonialiseringen. Selvom dens fokus nu er flyttet over på udviklingslande, og klubbens medlemmer er vokset i antal og rækkevidde, er klubben fortsat bemærkelsesværdig homogen. Mange af de største donorer er regeringer, som hører til gruppen af OECD-lande, samt borgere i OECD-medlemslande. Hvad angår regeringshovedsæder, er klubbens vigtigste medlem Washington, repræsenteret ved det amerikanske udviklingsagentur USAID. Blandt andre magtfulde medlemmer tæller den britiske regering, repræsenteret ved Department for International Development (DfID), og Europa-Kommissionen, repræsenteret ved Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse (ECHO). Vestlige regeringer øver også indflydelse på det globale humanitære netværks inderste kerne: FN og dets særorganisationer som for eksempel FN's højkommissariat for flygtninge (UNHCR) og Verdensfødevareprogrammet (WFP), som har teten i kriseområder. Kredsende rundt om dette system finder man omkring et dusin ngo'er, som modtager langt størstedelen af de midler, som de store vestlige donorer uddeler, og som dominerer krisehåndteringen, heriblandt Care International, Catholic Relief Services, Oxfam International, and World Vision International. Uden for klubben finder man stadig mere fremtrædende donororganisationer fra udviklingslande, ngo'er med base i opstigende økonomier (som for eksempel Tyrkiets IHH Humanitarian Relief Foundation og Kimse Yok Mu) samt en række trosbaserede organisationer. En anden gruppe, der også arbejder relativt uafhængigt, er virksomheder med filantropiske aflæggere, som for eksempel Google og enkelte andre mastodontiske filantropiske fonde. For slet ikke at tale om de talløse lokale ngo'er, der ret beset udfører hovedparten af arbejdet under krisesituationer, og som ofte må stå og banke på klubbens lukkede dør. “ Modtagere af nødhjælp klager i den ene undersøgelse efter den anden over, at nødhjælpsorganisationerne fortsat ikke har føling med deres behov – og at der ikke er meget at gøre ved det. Klubbens medlemmer er forbundet af en række fælles principper og overbevisninger – først og fremmest at nødhjælpsarbejde skal være neutralt og upartisk, og at der må skrappe standarder til for at regulere uddelingen af bistand. Men selve finansieringen spiller også en samlende rolle. Mellem 2007-2012 kom omtrent 90 procent af regeringsbidragene til nødhjælp fra OECD-lande, viser tal fra Development Initiatives, en uafhængig analytiker af globale nødhjælpsstrømme. De midler har ikkemedlemmer ikke set meget til; de fleste gik direkte til FN-agenturer og store internationale ngo'er. Ifølge SÅDAN STØTTER VI Danmark bidrager hvert år med mindst 1,5 mia. kr. til afhjælpning af humanitære katastrofer rundt om i verden. Bistanden ydes via FN-systemets humanitære organisationer, herunder ikke mindst Flygtningehøjkommissariatet UNHCR, Verdensfødevareprogrammet WFP og UNICEF, Røde Kors-bevægelsen, samt gennem danske folkelige humanitære organisationer. CAFOD, en britisk nødhjælpsorganisation, har kun omkring 95 millioner ud af de godt 19 milliarder dollar, der globalt blev brugt på nødhjælp i 2010, fundet vej til nationale ngo'er i de katastroferamte områder (omend en anden del af det samlede beløb blev givet til disse ngo'er via tildelinger fra FN-agenturerne). GODT AT SIDDE MED VED BORDET Under igangværende kriser i fem forskellige lande i 2012 – Den Centralafrikanske Republik, DR Congo, Somalia, Sydsudan og Sudan – har de nationale ngo'er ikke fået mere end 14 procent af ressourcerne tildelt gennem FN's fonde. Og i Haiti efter jordskælvet gik 90 procent af USA's bidrag lige ned i foret på internationale agenturer og organisationer, hvilket Center for Global Development har dokumenteret; blot én ud af ti dollar nåede nogensinde frem til ofrene. Som så mange andre 51/ > 52/ gammeldags foreninger og ordener før den er Den Humanitære Klub særdeles eksklusiv. Selvom nødhjælpssektoren langtfra er en lukket fest, indebærer klubmedlemskab nyttige privilegier: en plads ved planlægningsbordet, en invitation til koordineringsmøder og anseelse hos FN. Men kriterierne for optagelse i klubben bliver fastlagt af de ældste klubmedlemmer, og udefrakommende kandidater må bestå højst ufleksible prøver. FN's koordinerende enhed for nødhjælp, Inter-Agency Standing Committee, har begrænset medlemskabet til to FN-agenturer samt Internationalt Røde Kors, Røde Halvmåne og en håndfuld ngo'er. Klubbens arbejdssprog er desuden nærmest udelukkende engelsk, hvilket ofte udgør en barriere for mindre organisationer i kriseområder. Nødhjælpsorganisationer med en dagsorden, som klubben ikke finder tilstrækkeligt neutral – som for eksempel dem, der er drevet af ideer om social retfærdighed eller er religiøst motiverede – bliver også frosset ude. “ De forældede metoder, hvor en lastbil kører ud og læsser nødhjælpen af, bliver nu afløst af forsøg med direkte pengeoverførsler og kuponprogrammer. Klubbens evne til at mobilisere sine medlemmer har gjort det muligt for den at føre an i mange af den seneste tids effektiviseringer af nødhjælpen. Men disse reformer, bygget på forestillingen om, at humanitært arbejde kræver højere grad af koordinering og regulering, har samtidig centraliseret systemet yderligere og cementeret dets hierarki. Disse tiltag har ganske vist tvunget agenturerne til at styrke deres standarder, men de har også tilskyndet nødhjælpsarbejdere til at være mere optaget af deres donorer end af de mennesker, der bliver direkte påvirket af deres arbejde.* EN VAKKELVORN PIEDESTAL Mens Den Humanitære Klub er fodslæbende, når det gælder virkelige reformer, er en række udenforstående kræfter i gang med at forandre det globale nødhjælpssystem udefra. Ny aktører og teknologier kan faktisk ganske snart lykkes med at gennemføre de selv samme forandringer, som klubben har modsat sig: at overføre mere magt til de ramte lokalbefolkninger og at gøre nødhjælpsarbejdet til en mere lokal affære. Men der er en overhængende fare for, at måden, hvorpå de får gennemført denne forandring, undergraver mange af de forbedringer, der er gennemført – hvis det da ikke får hele nødhjælpssystemet til at brase sammen. For det første er nye kilder til nødhjælp ved at få rusket op i sektoren. I 2013 bidrog donorer uden for klubben – heriblandt Brasilien, Kina, Tyrkiet og golfstaterne – med 14 procent af de regeringstildelte midler, hvilket er syv procent mere end gennemsnittet fra det foregående årti ifølge tal fra Development Initiatives. I 2013 gav Tyrkiet alene mere end 1,6 milliarder dollars til humanitære formål – en næsten 50 procents stigning fra året før, og meget af det øremærket til at hjælpe flygtninge fra Irak og Syrien. De opstigende statsmagters bidrag vokser i forhold til de traditionelle donorers, og på grund af den seneste recession og økonomiske stagnation i meget af Vesten ser denne tendens ud til at fortsætte fremover. Den gode nyhed er, at de nye donorer højst sandsynligt vil give penge til regionale foreninger, som er langt mere på bølgelængde med lokale behov. Den dårlige nyhed er, at de kan vise sig at være endnu mere tilbøjelige til at politisere nødhjælp end Den Humanitære Klubs medlemmer. Golfstaternes tilgang til Syrien har for eksempel været at operere næsten udelukkende uden om den toneangivende internationale indsats. Deres måder at arbejde på har været præget af fejl, der let kunne have været undgået, og af unødvendige udgifter, hvilket har undergravet nødhjælpsarbejdernes troværdighed i forhold til ofrene og givet kritikere, der mener at nødhjælp er blevet et geopolitisk redskab, ny vind i sejlene. NYE SPILLERE Nye teknologier er imidlertid i færd med at revolutionere systemet indefra. Opfindelser såsom kortlægning af kriser og crowdsourcing giver mere præcise oplysninger og gør det lettere at forudse nødsituationer og dermed reagere på dem. Nye teknologier er også i færd med at forandre måden, hvorpå agenturer udfører hjælpen. De forældede metoder, hvor en lastbil kører ud og læsser nødhjælpen af, bliver nu afløst af forsøg med direkte pengeoverførsler og kuponprogrammer. Agenturerne har opdaget, at disse redskaber, præcis som politologen Chris Blattman har argumenteret for, styrker kvinder, stabiliserer husstandsindkomster og understøtter økonomisk bæredygtighed. Disse innovative metoder bidrager også til demokratisering af international nødhjælp, fordi de delagtiggør folk selv i deres egen redning. Desuden har en lang række utraditionelle aktører – lige fra trosbaserede organisationer over multinationale virksomheder til regionale organisationer – også optrappet deres indsats. Et eksempel er, at ASEAN er begyndt at tage større ansvar for den regionale krisehjælp. Dets koordinerende center for nødhjælp er blevet en pulserende vidensdeling- og koordineringscentral, der hjælper lokale spillere med at reagere mere prompte på jordskred i Indonesien, oversvømmelser i Laos og tørke i Thailand. ASEANs væsentligste rolle har været at oplære hjælpearbejdere regionen over gennem fælles øvelser og at gøre regeringer i stand til at tage større ansvar for nødhjælpsarbejdet, når behovet opstår. Andre nye spillere, der ligeledes har meldt sig på banen, er ngo'er i udviklingslandene, som for eksempel BRAC fra Bangladesh, der har fokus på ekstrem fattigdom, og MERCY fra Malaysia, en organisation af frivillige, der bidrager med medicinsk og humanitær hjælp både hjemme og ude. En række diasporagrupper er også ved at gøre deres indflydelse gældende. Den globale strøm af remitter er nu tre gange så stor som den samlede mængde af udenlandsk bistand, og nogle af disse penge går til lokale hjælpeorganisationer. Der er også kommet en mængde hurtigt voksende ngo'er i Afrika, heriblandt ADESO, en velgørenhedsorganisa- Logo · Skals Efterskole tion med base i Kenya, som ikke har nogen som helst planer om at være de vestlige agenturers lillebror og ej heller har brug for megen hjælp fra dem. Disse organisationer har dog heller ingen planer om at blive transnationale mastodonter. De repræsenterer snarere det 21. århundredes nye type nødhjælpsorganisation: beskeden i størrelse, smidig, vidende og med rødder i den lokale kontekst. Deres fremgang baner vej for, at et stadig større antal lokale aktører kan følge i deres fodspor.* • Michael Barnett er professor i international politik og statskundskab ved Elliott School of International Affairs på George Washington University samt forfatter til Empire of Humanity: A History of Humanitarianism. Peter Walker er dekan ved Falk School of Sustainability på Chat ham University og medforfatter til Shaping the Humanitarian World. Oversat af Nina Trige Andersen. Teksten er en forkortet udgave af artiklen Regime Change for Humanitarian Aid bragt i tidsskiftet Foreign Affairs’ Juli-august-nummer 2015. Udeladelser er markeret med *. Hele artiklen kan læses På Udviklings hjemmeside. Repinted by permission of foreign affairs, July-Aug. 2015, VOL. 94, NO.4 Copyright 2015 by the Council on Foreign Relations, Inc. 53/ Marginal Reklamebureau · marginal.dk VERDEN SKAL EROBRES! Vi glæder os til at udfordre dig! MARGINAL.DK SKALs har et spændende tilbud til dig, der ønsker at færdiggøre hele din internationale grunduddannelse i Danmark. Logo · Skals Efterskole Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB) eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier vi samarbejder med. VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011 BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK Marginal Reklamebureau · marginal.dk Nepal EN KULTURARV SANK I GRUS Nepals rige kulturarv led stor skade under de kraftige jordskælv i april og maj, der lagde over 600.000 bygninger i ruiner. Nyt fotoprojekt skal nu bevare den nepalesiske kulturarv for eftertiden. AF JAN KJÆR, KATHMANDU 54/ 8.898 døde, 22.500 sårede, 602.257 bygninger helt ødelagt, og 285.099 delvist ødelagt. Så ufattelige er de menneskelige lidelser og materielle ødelæggelser efter de to kraftige jordskælv i Nepal den 25. april og 12. maj. Men også Nepals kulturarv har lidt ubodelig skade. Over hele det bjergrige land skønner Department of Archaeology (DoA), at 133 historiske monumenter er helt ødelagt, 95 delvist styrtet sammen, og 513 delvist ødelagt. Ikke mindst Kathmandu-dalen blev hårdt ramt. 180 mennesker døde, da det berømte ni etager høje hvide tårn Dharahara sank i grus. Omkring hovedstaden er 95 monumenter helt forsvundet, mens 357 er delvist ødelagt. Mange af dem står på FN’s liste over verdens kulturarv. byggelser, og det vil tage seks år, før de vigtigste monumenter er genrejst, mener Kai Weise, der er UNESCO’s koordinator for genopbygning af kulturarven efter jordskælvene. Også det nærliggende Bhairav nath-tempel er en ruindynge. “Vi håber, vi i løbet af fem år vil være i stand til at genrejse templet og genopbygge husene i den gamle stil,” forklarer Prem Maharjan der er medlem af byrådet. Mange af de historiske bygninger var på fire-fem etager, men det er Genopbygningen af disse monufortid. menter og de traditionelle bebyg“Vi vil sørge for, at de bygges minimum en etage lavere og langt bedre gelser bliver en gigantisk opgave for mange organisationer og myn- jordskælvssikret,” forsikrer Prem Maharjan. digheder. Indbyggerne i Bungamatis bykerne Kai Weise, har allerede holdt møde med lokale UNESCO’s koordinator for genopbygning af kulturarven efter jordskælvene arkitekter og ingeniører for at drøfte fremtiden. Alle er stolte af deres kulturelle arv og ønsker ikke moderne betonbygninger, som ville rette et dræ“Genopbygningen af disse monumenter og de traditionelle bebyggelser bende slag mod byens turistindustri. GIGANTISK OPGAVE Men her og nu er den store udforbliver en gigantisk opgave for mange Røde, blå og gule telte med hjemløse organisationer og myndigheder,” siger dring at skaffe ordentlige nødboliger til byens 790 familier, der har mistet efter jordskælvene lyser op på Kathhan til The Himalayan Times. mandu Durbar-pladsen, hvor ni monuderes hjem. menter kollapsede, og 26 blev delvist HISTORISK BYKERNE I RUINER Den gamle bykerne i Bungamati tæt ødelagt. Kathmandu Durbar-pladsen – også på Kathmandu er et af de ødelagte FAKTA områder, der skal genopbygges. kaldet Hanuman Dhoka – er et af de De smukke røde murstenshuse syv områder på FN’s liste over verdens • Nepal får brug for 6,7 milliarder med sort træværk har lidt mest skade, kulturarv i Kathmandu-dalen. Nogle dollar til genopbygningen efter og mange ligger i ruiner. De fleste af af de ikoniske templer har overlevet, jordskælvene. husene blev bygget i tiden efter det blandt andet Kumari-huset og Taleju. seneste store jordskælv i 1934. Buddhist-templet Boudhanath, • Det danske Center for KultursamarByens hovedattraktion, templet som også er på FN’s liste over verdens bejde med Udviklingslandene (CKU) Machhindra Nath, er totalt jævnet kulturarv, står stadig. Det fik mindre støtter Nepal Picture Library i Nepal. ødelæggelser, og dem er man allerede med jorden (se foto). En deling solgået i gang med at reparere. Helt uden dater fra det nepalesiske militær er i • Jordskælvene kostede også menneskeliv uden for Nepal: 130 omkom i gang med at fjerne murbrokkerne for hjælp udefra. Indien, 27 i Kina, og fire i Bangladesh. offerstedet for regn- og høstguden, Men der vil blive brug for massiv hjælp udefra til genopbygning af øde- som landmændene i nærheden og lagte monumenter og traditionelle be- turisterne samledes om. “ 55/ ET SØRGELIGT SYN. RATO MACHHINDRA NATH-TEMPLET I BYEN BUNGAMATI – FØR OG EFTER JORDSKÆLVET DEN 25. APRIL 2015. sætter: “Men der er flere ødelæggelser, der er gået ud over museer, biblioteker, arkiver og selvfølgelig også private huse, der er en del af vores levende kulturarv.” Nyantara Gurung Kakshapati TABT KULTURARV BEVARES I FOTOS er ikke i tvivl om, at Nepal nok skal Masser af vigtig kulturarv blev ødelagt, komme videre: “Selvom tabene er og noget bliver aldrig bygget op, men smertefulde, og genopbygningen vil Nepal Picture Library forsøger at råde blive langsom og bekostelig, er dette bod på tabet. Et fotoprojekt hjælper måske en mulighed for at bygge det Kathmandu Valley Preservation Trust mere holdbart, hvor vi både bruger og andre institutioner med at digitavores traditionelle viden inden for lisere deres fotografier, kort og andre arkitektur og nye teknologier og landtrykte materialer. Det hele bliver indek- vindinger.” seret og arkiveret, så eftertiden kan se, Og nepalesisk kultur er ikke et museum. hvad der forsvandt under de ødelæggende jordskælv, forklarer direktør “Kultur er – og må være – et fænomen, der hele tiden udvikler sig,” påpeNyantara Gurung Kakshapati. ger direktøren. • “De internationale medier har mest koncentreret sig om de vigtigste www.nepalpicturelibrary.org steder, som også er turistattraktioner, såsom Durbar-pladserne i Kathmandu, Bhaktapur og Patan,” siger hun og fort- benyttet helt opdaterede teknikker. Helt anderledes med Radha Krishna Temple på Swotha-pladsen, som kun blev lettere renoveret i 1991. Det faldt helt sammen.” FOTOS: ROBERT HARDING/SCANPIX (LILLE) OG JAN KJÆR (STORT) KRITIK AF REGERINGENS INDSATS En del af Nepals kulturarv modstod de kraftige rystelser, ikke mindst de monumenter, der er blevet renoveret inden for de seneste fem-ti år. En del af ødelæggelsen af kulturarven kunne derfor være undgået, mener flere eksperter. De er fremme med hård kritik af de nepalesiske myndigheders mangel på vedligeholdelse og rettidig restaurering af bygninger og monumenter. “Regeringen har helt og aldeles forsømt at forstærke disse monumenter. Den fokuserede i stedet på blot af og til at forskønne de århundrede gamle strukturer,” siger Rohit Ranjitkar, direktør for Kathmandu Valley Preservation Trust til The Himalayan Times. Han anfører som eksempel Sundari Chowk på Patan Durbar-pladsen, som for nylig blev forstærket. “Ikke en eneste tagsten er faldet ned fra Sundari Chowk, hvor der blev FOTOSERIE UNGDOMSKULTUR I EN SOCIALISTISK ØSTAT 56/ S A N HAVA ERE IH PST Cuba a og m Cub e l l for e ldet m mere åben o h r o f ét ti ke rudde tiden med amerikans b ø t d m Me fre Den ar egner own h ation. USA t nge gener stopher Br j’s og viser u d hri Cubas Michael C elige unge der fra f ra uku i ken fotog ruppe end det, v g n e mødt ndet Cuba ta e. et hel hurern c o r b t turis LITZ IK TIL EDER AF FR 57/ 58/ NATBUS. EFTER AT HAVE FESTET HELE NATTEN I HAVANA ER PARRET HER STEGET PÅ BUSSEN OG PÅ VEJ HJEM. Amerikanske dollargrin fra 1950’erne cruiser forbi kirker, fæstningsværker og arkitektoniske perler i kolonial stil, mens rom og cigarer nydes til lyden af salsa. Klicheerne står i kø, når det gælder Cuba, og for den amerikanske Magnum-fotograf Michael Christopher Brown var kendskabet til den socialistiske østat også begrænset til de stereotype forestillinger om en slags tabt paradis. Men efter at USA’s præsident, Barack Obama, i december sidste år bebudede en optøning af forholdet til Cuba og en gradvis ophævelse af handelsembargoen, rejste Michael Christopher Brown til Cuba for at få syn for sagn – og selv om bilerne fra 1950’erne er en del af billedet, er virkeligheden efter et halvt århundredes isolation og økonomisk deroute langt mere kompleks, fortæller fotografen. På sin anden rejse til Cuba, i marts i år, mødte Michael Christopher Brown en gruppe unge electronica-dj’s i Havana. “Jeg hang ud med dem i flere uger, fik indblik i deres Cuba, oplevede musik- og nattelivet og sov det meste af dagene væk,” fortæller fotografen. For dj’ene og resten af den unge generation af cubanere, som er vokset op under Cubas “specielle periode” – det vil sige efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 – venter en ny og mere åben verden sandsynligvis lige rundt om hjørnet. “Uanset om det er et resultat af blokaden, ’den specielle periode’, det cubanske system eller en kombination af det hele, har de unge cubanere et særligt fællesskab og en meget håndgribelig ukuelighed,” fortæller han om sit møde med de cubanske unge. • MICHAEL CHRISTOPHER BROWN Amerikansk fotograf, født i 1978 i staten Washington, USA, og tilknyttet det anerkendte fotobureau Magnum. Han bruger ofte sin mobiltelefon som sit primære kamera og har dækket konflikter i blandt andet Den Demokratiske Republik Congo og Libyen med telefonkamera. I 2012 var han hovedpersonen i HBO-dokumentaren Witness: Libya. Hans fotografier er blevet publiceret i blandt andet National Geographic, Time og The New York Times Magazine. Michael Christopher Brown har lovet de unge cubanere, at deres navne indtil videre ikke vil blive offentliggjort. DOLLARGRIN. IKKE ALLE BILER PÅ CUBA ER UDTJENTE AMERIKANSKE FLYDERE FRA 1950'ERNE. HER CRUISER NOGLE UNGE RUNDT EFTER EN FEST PÅ PLAYAS DEL ESTE. DØGNRYTME. HAVANAS DJ'S LEVER OG ARBEJDER OM NATTEN OG SOVER OM DAGEN. 59/ Kronik TADSJIKISTAN MELLEM RELIGIONSFRIHED OG TVANGSBARBERING Islamismen vinder frem i Tadsjikistan og det øvrige Centralasien. Det stiller de internationale donorer i et vanskeligt dilemma: Med den ene hånd støtter de individets ret til religiøs frihed, mens de med den anden samarbejder med de undertrykkende myndigheder om at forhindre radikalisering. FOTO: SHAMIL ZHUMATOV/ REUTERS/SCANPIX 60/ AF FLEMMING SPLIDSBOEL HANSEN Det fattige Tadsjikistan er sjældent nyhedsstof på vore breddegrader. Men i april i år blev det centralasiatiske land pludselig forsidestof, da chefen for indenrigsministeriets frygtede specialstyrke, OMON, oberst Gulmorod Halimov, forsvandt fra sit hjem og der blev snart mistanke om, at han var rejst til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat (IS). Mistanken blev snart bekræftet, da Gulmorod Halimov få uger senere dukkede op i en kort video, hvor han poserende med en automatriffel opfordrer sine landsmænd til at slutte sig til IS og truer den tadsjikiske præsident, Emomali Rahmon, med en kommende islamistisk magtovertagelse. På det tidspunkt arbejdede jeg i Tadsjikistan, og jeg fornemmede, at noget var hændt, da myndighederne begrænsede adgangen til det i forvejen stærkt censurerede internet. Tadsjikistan er et u-land, men selv i landsbyerne er der netadgang og smartphones, så befolkningen kan nemt få adgang til information, også Gulmorod Halimovs video – hvis myndighederne ellers tillader det. I dette tilfælde, som i så mange andre før, valgte de tadsjikiske myndigheder at blokere for netbrugernes adgang til videodelingstjenester som YouTube. Og det illustrerer ganske fint de centralasiatiske styrers tilgang til udfordringen fra den radikale islamisme: Undertrykkelse og begrænsning er deres foretrukne løsningsmodel. PRÆSIDENT PÅ PILGRIMSFÆRD De fem stater i det postsovjetiske Centralasien – Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan – er alle sekulære. Sovjetunionens mangeårige kamp mod religion har tydeligvis haft en effekt, og i regionen har man generelt været utilbøjelige til at pådutte andre en særlig levevis – således heller ikke en med udspring i en bestemt religion. Dette står i skarp kontrast til de sydlige nabolande Afghanistan, Iran og Pakistan, som alle definerer sig som islamiske stater, og hvor religion selvsagt er stærkt til stede i dagligdagen. Siden uafhængigheden fra Sovjetunionen har magthaverne i de fem centralasiatiske stater insisteret på at fastholde sekularismen og holde religion ude af det offentlige liv. Samtidig har politiske ledere dog forsøgt RUSLAND KASAKHSTAN USBEKISTAN KIRGISISTAN TURKMENISTAN IRAN TADSJIKISTAN KINA AFGHANISTAN at vinde politisk accept og kapital ved at vise sig offentligt som rettroende muslimer. Eksempelvis har Tadsjikistans præsident, Emomali Rahmon, foretaget en pilgrimsrejse (hadj) til Mekka, en oplevelse, styret ikke tillader hvem som helst at få. Et særligt statsligt råd skal således screene og godkende de mange pilgrimsaspiranter, og kun med en officiel tilladelse i lommen kan de relativt få heldige drage af sted. Denne politiske balancekunst er præcis så vanskelig, som man skulle tro. Politikernes opportunistiske brug af religion synes netop at åbne for den religiøse vækkelse, de forsøger at forhindre, men uden egentlig politisk le- > 61/ FORBUDT FOR UNGE UNDER 18. MÆND I BØN I MOSKÉ I HOVEDSTADEN DUSJANBE. AL RELIGIØS UDDANNELSE ER STÆRKT KONTROLLERES I TADSJIKISTAN, OG UNGE UNDER 18 MÅ IKKE KOMME I MOSKEERNE. REJSEN TIL MEKKA KAN KUN SKE PR. FLY – DET HAR MYNDIGHEDERNE BESTEMT, OG DER ER NØJE KONTROL MED, HVEM DER MÅ REJSE. 62/ gitimitet lader politikerne sig friste af at score billige point på denne måde. De har forsigtigt rakt en lillefinger frem, men befolkningerne er sultne efter meget mere, og regimerne har i stigende grad vanskeligt ved at kontrollere udviklingen, som går i retning af mere religion, mere tradition, mere konservatisme og desværre også flere radikaliserede unge. RELIGION I SNÆVRE RAMMER For at forstå baggrunden for den religiøse vækkelse skal man tilbage til Sovjet-tiden. Det kommunistiske regime ønskede et totalopgør med religiøs tænkning, og man gik generelt så langt, man kunne, uden at fremprovokere en modreaktion. I Tadsjikistans hovedstad, Dusjanbe, bevarede man for eksempel adgangen FOTO: SERGEI ZHUKOV/POLFOTO TADSJIKISTAN Tadsjikistan var en autonom republik i Sovjetunionen fra 1924 til 1991. Sovjetårene har formet landet i sekulær retning. Her frimærke med den tadsjikiske sovjetrepublik i anledning af 50-året for revolutionen i 1917. til et lille antal moskeer for trods alt at imødekomme befolkningens behov, men det hemmelige politi registrerede alle besøgende, og det var almindeligt kendt, at det var alt andet end karrierefremmende at blive set i moskeen. Ville man have succes i sovjetsystemet, var det marxismen-leninismen, man skulle bekende sig til, hvor end man gik. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 eksploderede interessen for islam i den nye stat Tadsjikistan. Befolkningen som helhed forsøgte at finde tilbage til de kulturelle rødder, som var forsøgt kappet over, og som kunne give en form for identitet i en usikker og foranderlig verden. De lokale magthavere, skolet under Sovjet-tidens sekularisme og ængstelige for at tabe magten til nye og fremadstormende politikere med afsæt i islamisme, besluttede at ride med på den nye bølge, men samtidig at holde al religiøs aktivitet inden for snævre rammer. I Tadsjikistan dikterer disse rammer blandt andet, at al religiøs uddannelse er stærkt kontrolleret, at unge under 18 år ikke må komme i moskeerne, og at folk under 35 år ikke må drage på hadj, at myndighederne pålægger imamer at forkynde officielle meddelelser og fortolkninger, at alle prædikener optages, og at kvinder med tørklæde eller slør er forment adgang til uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser. Som noget nyt er myndighederne begyndt at tvangsbarbere unge mænd, hvis skæg betragtes som lidt for langt, “islamistisk” eller simpelthen “ikketadsjikisk”. Lidt forsimplet er situationen i alle fem centralasiatiske lande, at en officiel udgave af islam, en slags kulturelt glansbillede, dyrkes af en herskende elite, mens andre fortolkninger og praksisser findes halvt eller helt skjult og parallelt med den officielle. Denne parallelverden spænder fra moderate over konservative til ekstremistiske holdninger. Det sidste er forholdsvis nyt, men iagttagere advarer om en udvikling drevet af såvel indre (for eksempel politisk undertrykkelse og udbredt korruption) som ydre (for eksempel påvirkning fra Afghanistan eller IS) forhold. Gulmorod Halimov er efter alt at dømme et eksempel på en loyal tjenestemand, som har levet efter de officielle forskrifter, men som gradvist er blevet desillusioneret og radikaliseret, og som nu vil bekæmpe, hvad han betegner som et korrupt, nepotistisk og ikke-islamisk styre. ANTIRADIKALISERING Og Gulmorod Halimov er ikke alene. Vi har kun mørketal, og vi kan ikke stole på de lokale myndigheders egne opgørelser over antallet af radikale for åben erkendelse af problemets eksistens og omfang – og muligvis endog egentlige årsager – og det er svært for magthaverne. Flere har levet i fornægtelse i mange år, men truslen fra IS har gradvist ført til en åbning, og der er nu stigende interesse for forebyggende indsatser. Arbejdet hæmmes dog af det forhold, at de mulige egentlige årsager ikke må berøres. For eksempel har de tadsjikiske myndigheder accepteret undersøgende feltarbejde med spørgeskemaer i forskellige regioner i landet, men dette arbejde - udført af lokale, men finansieret af internationale donorer - må ikke berøre emner som korruption, politisk undertrykkelse og knægtelse af personlige frihedsrettigheder. I stedet spørges folk for eksempel om, i hvilket omfang de ser radikalisering som et resultat af utilstrækkelig kontrol med de religiøse aktiviteter i landet eller som et produkt af påvirkning udefra. Der er stadig grænser, som ikke må overRegimerne har i stigende grad skrides. vanskeligt ved at kontrollere Data fra feltarbejde som dette kan så indgå i planlægningen af de udviklingen, som går i retning forebyggende indsatser. Blandt akaf mere religion, mere tradition, mere konservatisme og desværre tiviteterne er træning i at genkende tidlige tegn på bekymrende adfærd også flere radikaliserede unge. hos sårbare unge, og målgrupperne tæller blandt andet forældre, lærere og Flere internationale organisationer politifolk. Et særligt fokusområde er og donorlande støtter aktivt accepten “træning af trænere”, det vil sige kurser for forskellige ressourcepersoner, af religiøs frihed og mangfoldighed i de centralasiatiske lande – for eksem- som efterfølgende skal gennemføre pel retten til religiøs uddannelse og til yderligere kurser i deres lokalområde. at bære traditionel påklædning – men Alt dette har givetvis en positiv effekt, finansierer samtidig antiradikalisemen det er selvsagt problematisk, at ringskampagner. Blandt donorlandene så mange centrale spørgsmål ikke er Danmark, som via Danida tidligere må stilles, og udfordringen er blot at har støttet oplysningsarbejde blandt holde takt med radikaliseringen i samfundet, så problemet ikke vokser sig sårbare unge og blandt forældre, større, men kan håndteres. lærere, politifolk med flere i de mest udsatte regioner i Tadsjikistan. Den FORHANDLINGSSPIL tostrengede politik har som formål Trods den fælles fortid er de fem cenat styrke den enkeltes frihed til at tralasiatiske lande ganske forskellige. udtrykke sig religiøst, men samtidig Alle kæmper med radikaliserede islaat forhindre en udvikling, som vil begrænse andres frihed til at træffe al- mistiske grupper, men udfordringen ternative valg, eller som endog vil true synes størst i Usbekistan og Tadsjikistan. Netop hér findes den cocktail af stabiliteten i samfundet. religiøse traditioner, undertrykkelse, Det er vanskeligt arbejde. Som korruption og fattigdom, som kan udgangspunkt er ingen af de lokale styrer villige til at acceptere mere reli- skubbe unge i en uheldig retning. Stygion, og den del af indsatsen har der- rerne vil dog meget nødigt se problemets kerne i øjnene, for demokratiske for vanskelige vilkår. Radikalisering bekæmper de gerne, men samarbejde reformer og øget frihed kan give de religiøse grupper større indflydelse og med internationale organisationer i sidste ende koste lederne magten. eller donorlande forudsætter en form islamister. Til tider vil myndighederne have en interesse i at underdrive problemets omfang for derved at foregive at have folkets støtte, andre gange vil de have en interesse i at overdrive det for at kunne miskreditere og bekæmpe politiske modstandere. Det anslås dog, at mindst 2.000-3.000 Syrienkrigere kommer fra det postsovjetiske Centralasien, flest fra Usbekistan, hvor befolkningen er størst (29 millioner), undertrykkelsen kompromisløs, og korruptionen ødelæggende for unge menneskers drømme for fremtiden. Men der er også hundredvis af tadsjikiske Syrien-krigere, og de synes at være drevet af en foragt for det eksisterende styre og et håb om et friere og bedre liv under islamismen. Dette “bedre liv” indeholder også en genforening med en religiøs fortid, som til dels er gået tabt i Sovjet-tiden. “ DANSK STØTTE • Grænseovervågning, grænsekontrol og antiradikaliseringsaktiviteter (2010-12) • Demokratisering af medier med fokus på unge og civilsamfund • Støtte til antiradikalisering • Sekundering til OSCE-kontoret i Tadsjikistan (souschef) kilde: openaid.um.dk Den kortsigtede “løsning” er at forsøge at håndtere udfordringen via undertrykkelse og begrænsning og så håbe, at antiradikaliseringsindsatsen kan hjælpe til at forhindre yderligere rekruttering til de ekstremistiske grupper. Dette er dog ikke en farbar vej, og der er en risiko for, at vi i de kommende år vil se yderligere radikalisering i det postsovjetiske Centralasien med uro til følge. For de internationale donorer, herunder Danmark, er risikoen, at man på trods af et ærligt ønske om at gøre godt ender med at gå myndighedernes ærinde. Samarbejdet bliver for ofte et forhandlingsspil, hvor eksempelvis kosmetiske forbedringer i retten til frit at udøve sin religion er en belønning til donorerne for at støtte antiradikaliseringskampagnerne. Det kan synes overraskende, at der er et modsætningsforhold i dette, men problemet er netop, at styrerne ikke ser behovet for antiradikalisering i sammenhæng med undertrykkelse og korruption. I bedste fald ønsker de antiradikalisering med fokus på bekymrende adfærd blandt unge – i værste fald med fokus på at knægte de frihedsrettigheder, som er uddelt med den anden hånd. Udviklingspolitik handler også om vanskelige etiske problemstillinger. • Flemming Splidsboel Hansen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og tidligere chef for den politisk-militære afdeling ved OSCE i Tadsjikistan og dermed ansvarlig for blandt andet anti-radikaliseringsindsatsen. 63/ NAVNE NYT OM NAVNE DER RYKKER SIR FAZLE HASAN ABED, 79, grundlægger af ngo’en BRAC, er blevet belønnet med World Food Prize 2015. Prisen gives for hans arbejde for at nedbringe fattigdom i Bangladesh og ti andre lande. 64/ ARUNMA OTEH, er udpeget til vicepræsident og økonomichef for Verdensbanken. Hun kommer fra en stilling som generaldirektør i Nigerias Security and Exchange Commission og har været vicepræsident i Den Afrikanske Udviklingsbank. JESPER NYMARK, direktør i DanWatch, har på vegne af det uafhængige medie- og researchcenter modtaget Timbuktu Prisen 2015. Prisen på 100.000 kroner er den fornemste danske pris for kritisk u-landsjournalistik. FOTOS: PLAN INTERNATIONAL ETC. LOUISE WINDFELD-HØEBERG, 42, skal være vært på programmet Afrikanske Stemmer, der til efteråret bliver sendt på P1. Hun kommer fra Radio24syv, hvor hun har været på blandt andet Datolinjen. Hun har tilbragt 12 år i Afrika og Asien som korrespondent. PAULA GUILLET DE MONTHOUX, 44, skifter stillingen som direktør for SOS Børnebyerne ud med jobbet som World Childhood Foundations nye generalsekretær. Efter to år i Danmark vender hun hjem til Sverige som leder af organisationen, der i 1999 blev stiftet af svenske dronning Silvia. Fadder for hele verdens børn Topdiplomaten Anne-Birgitte Albrectsen skal som ny global direktør i Plan International fremover kæmpe børnenes sag. AF FREDERIK TILLITZ 300 millioner børn bor i områder uden elektricitet og andre basale fornødenheder, og mere end 17.000 småbørn dør hver dag som følge af fattigdom, sygdom og krig. Verdens børn står fortsat over for en lang række udfordringer, og danske Anne-Birgitte Albrectsen kommer som nyudnævnt direktør for Plan International til at kæmpe børnenes sag. “Første gang jeg så et barn på en talerstol i FN, var det et af Plans sponsorbørn. I Plan International er barnet i centrum på alle niveauer,” siger hun. 47-årige Anne-Birgitte Albrectsen kommer fra en stilling som vice-eksekutivdirektør i FN’s Befolkningsfond (UNFPA), hvortil hun blev udpeget af FN’s generaldirektør, Ban Ki-moon, i 2012. OVER 25 ÅR MED UDVIKLING Som direktør for Plan International kommer den jurauddannede diplomat til at stå i spidsen for kampen for børns rettigheder og levevilkår. “Hvert barn og ungt menneske – også de mest udsatte – har et enormt potentiale. At investere i dem er at investere i en bedre fremtid for os alle,” siger Anne-Birgitte Albrectsen. I over 25 år har hun arbejdet med international udvikling, menneskerettigheder og diplomati. Tidligere har hun haft stillinger i FN’s udviklings- program (UNDP) og Udenrigsministeriet, hvor hun har været chef for HR og Finance. Fra 2007 til 2009 stod AnneBirgitte Albrectsen i spidsen for Danmarks samarbejde med civilsamfund og humanitære anliggender som kontorchef for Danidas humanitære kontor. EN FANTASTISK KANDIDAT Plan International er en af de største og ældste udviklingsorganisationer i verden med fokus på børns vilkår. Her ser man frem til, at Anne-Birgitte Albrectsen tiltræder. “Jeg er ikke i tvivl om, at AnneBirgitte Albrectsen er uhyre velkvalificeret til at stå i spidsen for Plan International og til at varetage opgaven med at udforme og iværksætte en ny strategi for vores arbejde, på et tidspunkt hvor både verden og udviklingsbranchen er i stor forandring,” sagde Joshua Liswood, formand for bestyrelsen i Plan International, i forbindelse med udnævnelsen. Anne-Birgitte Albrectsen har første arbejdsdag i fadderskabsorganisationens hovedsæde i Woking i Storbritannien 1. september. Hun afløser Nigel Chapman som direktør. • ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA * AKTUELT EVALUERINGER • Kandidatur I: Regeringen har be• Evaluering af Det Arabiske initiativet: sluttet, at Danmark kandiderer til en Initiativet startede i 2003 og har et plads i FN’s Menneskerettighedsråd todelt formål: Dels at støtte den lokale for perioden 2019-2021. Rådet etablereformproces i Mellemøsten og Nordrer bl.a. mandater for de FN-rapporafrika (MENA), og dels at etablere tører, arbejdsgrupper og eksperter, basis for forbedret dialog, forståelse der overvåger og behandler menneog samarbejde mellem Danmark og skerettighedssituationer verden over. MENA-regionen. Foretaget af NIRAS (DK) og Integrity (UK). • Kandidatur II: I Statsminister Lars Løkke Rasmussen har indstillet tid• Evaluering af det danske engaligere statsminister Helle Thorninggement i Palæstina: Ser på Danmarks bidrag til oprettelsen af en Schmidt som Danmarks kandidat til palæstinensisk stat som led i en posten som FN's nye flygtningehøjkommisær (UNHCR). to-statsløsning. Evalueringen finder, at Danmark har spillet en positiv • Ligestilling: Udenrigsminister rolle særligt med støtte til fremme Kristian Jensen (V) mødtes ultimo af menneskerettigheder og lokal udvikling. Foretaget af ECORYS (NL). august med Kronprinsesse Mary og Dr. Babatunde, eksekutivdirektør • Evaluering af Verdens Bedste Nyfor FN’s Befolkningsfond (UNFPA), heder: Ser nærmere på relevans og for at drøfte arbejdet for at fremme bæredygtighed af Verdens Bedste kvinders og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder. Nyheders formidling siden 2010. Foretaget af COWI (DK). • FN: Netop ligestilling er et af de 17 nye verdensmål, der afløser 2015 www.evaluering.um.dk Målene, og som vedtages på et NAVNE FN-topmøde i New York den 25.-27. Erik Brøgger Rasmussen er tiltrådt september. som ny chef for Udviklingsfaglig Tjeneste (UFT). Han kommmer fra en stilling • Statsbesøg: Regentparret er på som ambassaderåd ved den danske statsbesøg i Indonesien den 22.-24. repræsentation i Harare, Zimbabwe. oktober. Fra dansk side deltager også udenrigsminister Kristian Jensen. Udenrigsminister Kristian Jen- Charlotte Slente er tiltrådt som ny sen besøgte Ukraine midt septemchef for Center for Global Politik og ber og medbragte bl.a. 60 millioner Sikkerhed (GPS), hvor hun indtil for kroner til et retssektorprogram. nylig har haft en ambassadørpost. • Ukraine: Udenrigsministeren besøgte Ukraine midt september og medbragte bl.a. 60 millioner kroner til et retssektorprogram. www.um.dk UDGIVELSER Det tredje Øje. Børnebogsforfatteren Kim Langer har skrevet elevbogens spændende fortælling om børneliv i Nepal som en del af materialet til dette års Børnenes U-landskalender. På hjemmesiden for Børnenes U-landskalender 2015 findes alle de øvrige materialer tilgængelige fra september 2015 – opgaveark, film, online-opgaver med videre. Sprog: dansk. 2015.u-landskalender.dk Moving ahead together. A story about Tanzania-Denmark Cooperation to improve the Tanzania Transport Sector. 64 sider. Engelsk. Af Ebbe Schiøler og Klaus Winkel. Udgivet af Government of Tanzania og Danida. Sprog: engelsk UM REJSEKLAR Ny app med gode råd før og under rejser til udlandet. Man kan via sin aktuelle geografiske placering få oplysning om nærmeste ambassade, ligesom man kan modtage push-beskeder fra Udenrigsministeriet. Se også side 2. www.rejseklar.um.dk. RETTELSE I artiklen om det gamle danske konsulat i Marokko (side 47 i Udvikling 3/15) forestiller det lille billede ikke porten til selve konsulatet, men facaden på bygningen overfor. Margit Thomsen, siden 2012 dansk ambassadør i Accra, Ghana, er udnævnt til såkaldt rejsende ambassadør for Algeriet og Tunesien, med bopæl i *Danida er betegnelsen for Danmarks statslige udviklingssamarbejde, som er et aktiviKøbenhavn, per 15. august 2015. Sven Wæver tiltræder som change d’affaire på ambassaden i Bierut, Libanon. tetsområde under Udenrigsministeriet. 65/ IndVikling GRAVIDITET SOM GENVEJ TIL GULD Gravid løber = fødsel = større afstand mellem benene = mindre friktion = bedre tider = større medaljehøst! AF JAKOB JAKOBSEN ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN 66/ Fremgangen har været enorm for Kenyas mellemdistanceløbere. I 1985 udgjorde de 12 procent af verdenstoppen – i 2015 er andelen steget til 47 procent. Kenyas succes er ikke sjov at stå model til i nabolandet Uganda, hvor landstræneren således for nylig har eksperimenteret med en ny metode til bedre resultater: graviditet. Den forhenværende politibetjent Peter Wemali, der aldrig tidligere har beskæftiget sig med atletik på eliteplan, mener, at graviditet udvider afstanden mellem benene i hofteregionen, hvorved friktionen mindskes, og tiderne bedres – en genvej til endelig at få indhentet de pokkers kenyanere. Rygterne om den alternative landstræners tilbud om personlig “udlevering” af denne medicin til landets ungdomsløbere forargede kaptajnen for det ugandiske atletiklandshold, den tidligere Aarhus 1900-atlet og guldvinder på 10.000 meter ved Commonwealth Legene i Glasgow i 2014, Moses Kipsiro, der indgav en klage til Ugandas atletikforbund. Deres svar bestod – efter lidt betænkningstid – i en fyreseddel. Den var bare ikke til Wemali, men til Kipsiro. SPORTSSÆBEOPERA Forinden var gået en periode, der med sine beskyldninger i den ugandiske presse om mordtrusler, kidnapningsforsøg og brandattentater mindede om Gøg og Gokke møder Motorsavsmassakren. Kipsiro fremviste en række sms’er, der lovede, at han “nok skulle blive gjort tavs, hvis han blev ved med at være så åbenmundet”. Han hævdede, at de truende beskeder kom fra Wemali, der efter et stævne for øvrigt også havde forsøgt at kidnappe hans bror, hvilket dog blev forhindret i sid- ste øjeblik, da nogle tilskuere greb ind med advarselsskud. Herefter blev Kipsiros fætter anholdt, sigtet for et brandattentat på Wemalis bolig. Attentatet beviste, lød det fra Wemali, at det var ham, der var offeret i denne sag og måtte leve i evig frygt for Kipsiro og hans psykopatiske medsammensvorne. “Sagen er politisk,” fortalte han, “fordi jeg kommer fra en anden stamme end den magtbegærlige Kipsiro.” Den forklaring overbeviste ikke Det Internationale Atletikforbund, der i lyset af det lokale forbunds manglende vilje til at gå ind i sagen så sig nødsaget til at indlede sin egen undersøgelse, hvorved fulgte fornyet medieinteresse og den første politianmeldelse fra en af pigerne. fængslet uden mulighed for løsladelse imod kaution. Han er mødt op i retten to gange hen over sommeren, hvor så til gengæld dommeren er udeblevet. For Kipsiros vedkommende har sagen slået hans karriere ud af kurs, hvor den ser ud til at blive i et godt stykke tid, jævnfør hans nylige store besvær med at klare adgangskravet til VM i Kina, som han måtte opgive til sidst. “Jeg kan ikke finde den ro, jeg har brug for, så længe forbundet ikke bakker mig op,” udtaler han til den ugandiske presse. “Det er ikke sandt, at vi har holdt med Wemali i denne uheldige sag,” lyder svaret fra Beatrice Ayikoru, der er generelsekretær i Ugandas atletikforbund, “men man må have et bevis, når man kommer med den her slags alvorlige anklager, og det havde Kipsiro LYSPUNKT ikke.” Der er nu tre piger i alt, der har vidAyikoru understreger, at hendes fornet i sagen. Ingen af de tre piger på bunds nølen ikke skal ses som et udtryk henholdsvis 15, 16 og 17 år er gravide, for støtte til Wemalis teori om graviditet som præstationsfremmende middel. men hiv-positive, som de tilskriver Sagen fortsætter. Og kom så ikke og overgrebene fra den hiv-smittede sig, at sport er kedeligt! • Wemali, der er blevet varetægts- 6. SEPTEMBER-8. NOVEMBER EFTERÅRETS INDSAMLINGER Efterår rimer på raslebøsser. Årstidens indsamlinger begyndte med Red Barnets landsindsamling 6. september. Herefter følger Dansk Røde Kors 4. oktober og Dansk Flygtningehjælp 8. november. AF REDAKTIONEN FREMBLIK 18. OKTOBER VALG I DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK (CAR) Der afholdes både præsident- og parlamentsvalg i dette hårdtprøvede land. Læs også reportagen om flygtningene fra CAR side 10. KOLOFON OM UDVIKLING ABONNEMENT Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr. Udvikling udkommer seks gange per år. Tegn abonnement/adresseændring: www.udvikling.dk eller Abonnementsservice: distribution@rosendahls.dk eller på tlf. 43 22 73 00 Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Næste nummer: 4. november 2015 REDAKTION Redaktør: Stefan Katić (SK), stekat@um.dk 11. OKTOBER PRÆSIDENTVALG I TRE AFRIKANSKE LANDE Burkina Faso, Elfenbenskysten og Guinea afholder præsidentvalg samme dag. Om valget i Burkina Faso bliver gennemført, står dog hen i det uvisse, da et militærkup ramte landet den 17.september. 27. OKTOBER-1. NOVEMBER OSLO WORLD MUSIC FESTIVAL Seks dage med over 300 artister fra hele verden, der optræder på mere end 15 forskellige scener i Oslo. Den største verdensmusikfestival i Norden inviterer til fest på 22. år, og du kan opleve alt fra flamenco, soul og fado til elektronica, hiphop og ørkenblues. Her bandet Chico Trujillo fra Colombia. tlf. 33 92 07 09 Journalist: Christian Andersen (CHRA), chrand@um.dk, tlf. 33 92 08 01 Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Samuel Magid, kontorchef, Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet Korrektur: Lene Jensen Grunddesign: Esben Niklasson Layout: Phoenix Design Aid Tryk: Bording A/S Papir: 115 gram MultiArt Matt DETTE NUMMER www.osloworld.no/ NR 4 · 2015 · OKTOBER · 42. ÅRGANG Udgivelsesdato: 30. september 2015 Redaktionen afsluttet: 18. september 2015 Trykoplag: 18.700 ISBN 978-87-90656-515 (tryk) ISBN 978-87-90656-522 (elektronisk) Forside: Marcus Bleasdale ANNONCESALG Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – nh@rosendahls.dk, tlf. 2933 6606 UDGIVER FOTOS: FLAGPEDIA.NET, MORTEN SKOV ANDERSEN /DANIDA & COLOURBOX.DK Danida, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K 17. OKTOBER INTERNATIONAL DAG FOR UDRYDDELSE AF FATTIGDOM Med hashtagget #EndPoverty sætter FN fokus på fattigdomsbekæmpelse. Siden 1993 har dagen været sat af til at styrke opmærksomhed på behovet for at udrydde fattigdom overalt i verden. (Her dreng fra La Paz, Bolivia). 11. NOVEMBER 40 ÅRS UAFHÆNGIGHED I ANGOLA Efter mange års uafhængighedskrig mod kolonimagten Portugal og op mod 100.000 døde erklærede Angola sig en selvstændig stat 11. november 1975. Samme dag begyndte Den Angolanske Borgerkrig, der varede indtil 2002. Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. Medlem af 67/ Where children continue their international education! • • • • highexpectations welcomingenvironment enthusiasticlearners supportivecommunity Aarhus Academy for Global Education is an International Baccalaureate (IB) Candidate school for students aged 3 to 16. Serving many nationalities, the school welcomes both Danish and international families interested in providing their children with a unique international education. Learn more about our school at www.aarhusacademy.dk Do you have questions about the school? Ask us on signup@aarhusacademy.dk
© Copyright 2024