Lokalplan for en ridehal på Kumlegården

Lokalplan for en ridehal på Kumlegården
Kære naboer og andre interessenter
Kommunalbestyrelsen godkendte Forslag til Lokalplan LK 38 for en ridehal på
Kumlegården på deres møde den 22. juni 2015. Det betyder, at lokalplanforslaget vil
være i høring fra 29. juni til 25. august 2015.
Hvad giver lokalplanen mulighed for?
Kumlegården fungerer i dag som tilridnings- og træningssted for heste. Ambitionen er
at etablere og udvikle stedet til et professionelt ridecenter for westernridning og
hesteracen American Quarter Horses. Kumlegården skal kunne tilbyde faciliteter til
brug for westerntræning og konkurrencer på internationalt niveau. Ridecentret skal
have både konkurrence-, avls-, trænings- og undervisningsfaciliteter.
Westernridning kommer oprindeligt fra USA, og er en ridesport, som tager
udgangspunkt i cowboyens daglige arbejde bl.a. med kvæget. Man har taget
forskellige elementer ud af dette arbejde og overført dem til ridediscipliner. De
ridehaller der i USA anvendes til brug for westernridning, har typisk en
minimumsstørrelse af selve banen på 40 x 80 meter. Den store bane er en
nødvendighed for at kunne gennemføre westerndiscipliner som eksempelvis reining og
trail. I Europa er de første westernridehaller af denne størrelse nu etableret, men
endnu ikke i Danmark, og det påtænkte byggeri vil derfor være det første af sin art
her i landet.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre en ny stor ridehal på op til 49 x 82 meter på
Kumlegården.
Da ridehallen vil blive en del større end en almindelig ridehal, har vi vurderet, at det er
nødvendigt at udarbejde en lokalplan for ridehallen. Ridehallen er ikke en bygning,
som er nødvendig for en traditionel landbrugsdrift. Hvorimod de øvrige bygninger på
Kumlegården er erhvervsmæssige nødvendige for landbrugsdriften, herunder en
udvidelse af staldanlægget. De eksisterende driftsbygninger er derfor ikke omfattet af
lokalplanen.
Lokalplanen fastlægger placeringen og udformningen af den nye ridehal samt sikrer
adgangsvejen fra Kumlehusvej og de nødvendige antal parkeringspladser ved
ridehallen.
Lovgrundlag
Når et lokalplanforslag er i høring, må man ikke bebygge på eller i øvrigt udnytte det
areal, som ligger indenfor lokalplanens område, på en måde så det er i strid med
lokalplanforslaget, planlovens § 17, stk. 1. Dette gælder kun indtil lokalplanen er
godkendt i sin endelige form og højst i et år efter, at lokalplanforslaget er sendt i
høring, planlovens § 17, stk. 4.
Du har 8 uger til at kommer med indsigelser eller bemærkninger til lokalplanforslaget,
planloven § 24, stk. 3.
Hvis du har indsigelser eller bemærkninger til forslaget?
Hvis du har indsigelser eller bemærkninger kan du sende dem til Lejre Kommune,
Center for Byg & Miljø, Møllebjergvej 4, 4330 Hvalsø eller e-maile den til cbm@lejre.dk
senest den 25. august 2015.
Lokalplanforslaget kan ses på www.lejre.dk/politik/aktuelle-hoeringer
Med venlig hilsen
Mette Straarup
Planlægger
Side 2 af 2