... 6 POLITIKEN ØKONOMI Onsdag 12. december 2012 Kun hver femte kvinde i Tyrkiet har et job – ofﬁcielt ... Tyrkiet ligger suverænt i bunden af OECD’s liste over, hvor mange kvinder der er i arbejde. Men i virkeligheden knokler kvinderne løs, bare uden sygesikring og arbejdsmarkedets øvrige goder. Ligestilling MARTIN SELSØE SØRENSEN, TYRKIETKORRESPONDENT, ISTANBUL D et er kvinder som Gültan Bingöl, der tager over, hvor den tyrkiske regering ser ud til at have givet op. I arbejderkvarteret Nurtepe i Istanbul tilbyder hun og syv frivillige jobformidling og børnepasning af piger som Tuana på syv, så hendes mor kan få et arbejde og et sted at aﬂevere børnene, mens hun er væk. »Min mor arbejder på en lægeklinik«, siger Tuana, der tumler rundt i børnehaven sammen med 20 andre børn med store brune øjne i alderen fra et par måneder til syv år. Kun hver femte arbejdsdygtige kvinde i Tyrkiet har et ofﬁcielt arbejde, og Tuanas mor er ikke en af dem, selv om både de og resten af verden de seneste år har fået tudet ørerne fulde af historier om det tyrkiske økonomiske mirakel. Vækstrater på op til ti procent har imponeret både politikere og erhvervsfolk ude og hjemme, men Tyrkiets kvinder har ikke meget at råbe hurra for. Tværtimod er andelen af kvinder i egentlige job faldet siden 1990’erne i takt med, at tusinder har forladt landområderne med mange traditionelle kvindejob til fordel for byerne. I dag har kun 22 procent af landets kvinder et arbejde med sygesikring og ordnede forhold. Det er det laveste i OECD – og halvt så mange som i Chile, der ligger næstsidst på listen. »Der er intet sket, siden regeringen kom til magten i 2002. Tværtimod er det gået tilbage«, siger Sengül Akcar, der leder en organisation til støtte for kvinders arbejde, KEDV, i Istanbul. Hun påskønner, at regeringen har vedtaget nye love, der i princippet skal fremme kvinders beskæftigelse, men hun kritiserer dem for ikke at være tilstrækkeligt gennemtænkte og heller ikke særlig godt implementeret. Uofﬁcielle arbejdspladser »De lærer kvinder at sy og lave smykker, og de giver dem et iværksætterkursus på to måneder. Men det fører ikke til noget, der har tilstrækkelig kvalitet eller efterspørgsel. Programmerne fører til meget lidt«, siger Sengül Akcar. De ofﬁcielle tal er imidlertid ikke hele historien om kvinders beskæftigelse. Mens kun godt en femtedel optræder i statistikkerne som beskæftigede, så er andre 66 procent også i arbejde, men ULDENT. Kun godt en femtedel af kvinderne i Tyrkiet er registreret som beskæftigede. Men andre 66 procent er også i job, bare uden for de ofﬁcielle statistikker. Her spinder en kurdisk kvinde garn. Arkivfoto: Peter Hove Olesen Der bliver set ned på kvinder, der arbejder, for det er manden, der plejer at forsørge Sibel Kolay, børnepasser uden for de ofﬁcielle statistikker. Selv om Tyrkiets økonomi og levestandarden vokser, udvikler samfundet sig ikke hurtigt nok, og særligt uddannelsesniveauet følger ikke med. »Når et land udvikler sig fra at være industrisamfund, kommer beskæftigelsen i servicesektoren til at overgå den i industrien. Men i Tyrkiet har servicesektoren ikke kunnet tage alle dem, der er kommet fra landet, fordi servicesektoren ikke er vokset så hurtigt«, siger Funda Üstek, der på Oxford University er i gang med en ph.d.-afhandling om tyrkiske kvinder i uformelle job. »En af forklaringerne er kvinders lave uddannelse. 73 procent af kvinderne i Tyrkiet har end ikke gymnasieuddannelse, men for at få et job i servicesektoren skal man mindst have gymnasieniveau. De er altså fanget mellem muligheden for at få et industrijob eller helt at forlade arbejdsmarkedet«. Kvinder laver te og vasker trapper Løsningen for millioner af kvinder er at arbejde i værksteder, vaske trapper, lave te eller fungere som uregistrerede underleverandører til den tekstilindustri, der er et af guldæggene i Tyrkiet. Som uregistrerede arbejdere har kvinderne ingen at gå til, hvis de ikke får deres løn, ingen adgang til erstatning, hvis de kommer til skade under arbejdet, og den lovpligtige arbejdsgiverbetalte sygesikring får de heller ikke. Atatürk sagde i de højstemte dage omkring nationens grundlæggelse i 1923, at »vores nation har besluttet sig for at blive en magtfuld nation. En af dagens forudsætninger er, at vi må sikre kvinders fremskridt på alle områder. Derfor skal vore kvinder, som vore mænd, være oplyste og veluddannede«. Det var dengang. For en anden alvorlig forhindring for kvinderne er den mentalitet, både de, deres mænd og deres regering lever med. I dag siger ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan med mellemrum, at tyrkiske kvinder bør få mindst tre børn for at holde befolkningen stor og ung, men når han ikke samtidig leverer børnepasning, er det ikke nemt at være arbejdende kvinde. Kvinder i arbejde er ﬂovt Den tyrkiske befolkning, Erdogan selv er vokset ud af, er imidlertid enig med ham. Fra bund til top i det tyrkiske samfund bliver det ofte opfattet som pinligt for en familie, hvis kvinden arbejder, for det er mandens pligt at tjene pengene, og kvindens pligt at blive derhjemme og passe børnene imens. Det har en kvinde ude i Nurtepe oplevet. Her stiger jordpriserne i takt med økonomien, og med højere jordpriser følger lejlighedskomplekser med vagter, hegn og parkeringskældre. Uden for hegnet, blandt arbejderne, bliver det sværere og sværere for familierne at få det til at løbe rundt, og den seneste, der har søgt ud på arbejdsmarkedet for at få enderne til at mødes, er Sibel Kolay, mor til to og indtil nu hjemmegående med ansvar for at få sine sønner i skole, holde hus og meget mere. »Der bliver set ned på kvinder, der arbejder, for det er manden, der plejer at forsørge. Så det var en svær beslutning, men det var nødvendigt«, siger hun. Hun har netop fået et job som børnepasser hos en af kvarterets nye velhavere. De betaler, hvad der svarer til omkring 3.000 kr. om måneden for ti timers arbejde i huset i fem dage om ugen. At passe andre folks børn er naturligvis et arbejde, men sådan ser man ikke altid på det i Tyrkiet. De uformelle job bliver ofte set som sysler, selv om de lønnes. Et første skridt for bedre arbejdsvilkår for kvinder er derfor at kalde et job for et job og sikre løn og rettigheder. »Selv om kvinder tjener penge og bidrager til indkomsten, ser de det ikke som arbejde, men som noget, de gør som del af deres hverdag. Hvis hun laver et smykke ud af perler og sælger det, ser hun det ikke som et job«, siger Funda Üstek. »Det første er at inkludere job i hjemmet i arbejdsretten og ændre holdningen til det. Man kan også lave agenturer, der holder øje med de hjemmearbejdende, så de ikke udnyttes – og så de får deres løn og sygesikring«. Indtil videre er der ikke sket meget i den retning, men som noget positivt er der tegn på, at regeringen nu er så ﬂov over statistikkerne fra EU og OECD, der viser, at Tyrkiet ligger på niveau med Iran og Syrien, at den er klar til at handle. martin.selsoe@pol.dk