1. No category

U d s i g t til O r l o g s v æ r f t e t fra T o l d b o d e n .
MARINEN
D
OG
KØBENHAVN
ER er en egen gennem T i d e r n e frempoetiseret Duft over den
danske Marine. Mens Landsoldaten først bliver p o p u l æ r efter
1848, er Matrosen det tidlig. Den danske Nationalsang er en Sang
om v o r e Søhelte, og H a v e t s og de blanke Hattes Stemning vugger
sig ind i vor idylliske Digtning hele Bournonville- og Vaudevilletiden
igennem.
O g m e n s en n y e r e og kraftigere Tid ellers har pillet ved mangen
G e n s t a n d for poetisk Forherligelse og vist den ofte meget upoetiske
Kærne, der blev tilbage, naar Idealet blev røntgenbelyst, den maritime Poesi er dog endnu i høj Kurs, og en Del deraf k o m m e r stadig
paa Marinens Konto. G a n s k e vist flyttede D r a c h m a n n H o v e d s æ d e t
for den d a n s k e Havpoesi fra S u n d e t s Kyster til Vesterhavets, og i
hans Digte afløste jævne Vesterhavsfiskere de tidligere besungne
Søofficerer som H a v e t s rette Helte h e r til Lands. Men e n d n u har
dog vor Flaade bevaret adskilligt af sin gamle Popularitet. Mens
H æ r e n s Officerer ofte har maattet føle, at det m o d e r n e D e m o k r a t i
POETISK BELYSNING
187
i k k e var dem velsindet, kan Søofficererne n æ p p e klage over noget
lignende.
I B y e n s Liv virker da ogsaa Flaaden som en Idyl med G l a n s af
gamle Dages Storhed og P u s t af f j e r n e Landes Eventyr.
D e r er Orlogsværftet, dette lukkede Land, h v o r kun paa de
Dage, der er Stabelafløbning eller anden Fest, K ø b e n h a v n e r n e ind-
Ministeren inspicerer.
meligheder om nye m o r d e r i s k e Opfindelser: T o r p e d o e r , hurtigs k y d e n d e Kanoner, u n d e r s ø i s k e Miner . . .
O g N y b o d e r , d e n n e m o r s o m m e gamle By i Byen med sine gule
Legetøjshuse, sine Ulketyper, sine Gyldenlakker, sine h u n d r e d a a r i g e
B a a d s m æ n d , sine snurrige G a d e n a v n e . . .
Eller t æ n k paa de store maritime Festdage, naar f r e m m e d e Orlogsm æ n d besøgte os, eller en af vore egne k o m h j e m fra en særlig berømmelig Langfart — paa Kanonerne, d e r gøede og glammede h e n r y k t fra F o r t e r og Panserbatterier, paa de r ø d e Glimt fra Skibssiderne,
de tunge Krudtrøgskyer, der væltede frem over den blaagrønne Sø
s o m mægtige hvide Bomuldstotter, paa de blanktpudsede C h a l u p p e r ,
188
FLAADENS STYRKE
der gled frem og tilbage, førte af Officerer med trekantede H a t t e
og o r d e n s s k i n n e n d e Bringer . . .
Men et er jo i vore Dage Stemning, et andet Krigsberedskab.
Man b e d ø m m e r ikke m e r e et saadant efter dets æstetiske Værd. O g
det kan ikke nægtes, at
i Sammenligning med de
store Magters Flaade tager den d a n s k e sig nu
om S t u n d e r ikke egentlig i m p o n e r e n d e ud. De
udenlandske
moderne
P a n s e r k o l o s s e r naar op
til 1 5 _ 17,000 T o n s ; vort
største Panserskib, Iver
Huitfeldt, er paa 5100
Tons. O g af de 7 P a n s e r skibe, vi ejer, er ialt kun
tre helt moderne, n e m lig Herluf Trolle, Olfert
Fischer og P e d e r S k r a m .
Paa Post.
Naa, at vi ikke h a r
Overflod af større Fartøjer, og at de største af
disse ikke naar op til en
Trediedel af de store
udenlandske Kolossers
Størrelse, ligger blandt
andet i vore F a r v a n d e s
ringe Dybde. Vi k u n d e
ganske simpelt ikke b r u &
^
ge de mægtige P a n s e r skibe, fordi vi ikke k u n d e faa dem ind i Flaadens Leje. O g vi faar
da trøste os med, at den ringe D y b d e vil v æ r e til vor Fordel overfor eventuelle Angribere.
Endelig er jo den d a n s k e Flaade ikke udtømt med P a n s e r s k i b e n e
alene, om end disse i e n h v e r m o d e r n e Marine vil k o m m e til at
spille Hovedrollen. F o r u d e n P a n s e r s k i b e n e har vi tre Panserbatterier, hvoraf dog kun ét af m o d e r n e Type, 5 K r y d s e r e og nogle
SØBEFÆSTNINGEN
189
Kanonbaade, som man dog n æ p p e u n d e r Krigsforhold vil k u n n e
regne synderligt med, og endelig en Del Torpedobaade, de fleste
gode og m o d e r n e Fartøjer, samt Minebaade og Minekraner, hvis
O p g a v e er at søge at s p æ r r e vore Kyster ved at udlægge Miner.
Desuden er der Søbefæstningen, der ogsaa vil forsøge at lægge
sit Lod i Vægtskaalen, om en f r e m m e d Flaade skulde angribe os.
Søbefæstningen har sin Oprindelse fra nogle gamle Linieskibe,
som i Begyndelsen af det attende A a r h u n d r e d e blev s æ n k e t i H a v e t
Parti fra O r l o g s v æ r f t e t ind m o d B y e n .
for at h i n d r e fjendtlige Skibe i at k o m m e frem i Farvandet. Fra
d e n n e b e s k e d n e Begyndelse har efterhaanden den n u v æ r e n d e Dobb e l t r æ k k e af Forter udviklet sig. N u ligger de udenom Byen som
to Ringe, den ene bestaaende af de ældre F o r t e r Kalkbrænderifortet,
T r e k r o n e r , Lynetten, Mellemfortet, P r ø v e s t e n og Strickers Batteri,
den anden af de n y e r e Charlottenlund-, Middelgrunds- og Kastrupforterne. De sidste u d s t y r e d e med saadanne m o d e r n e B e k v e m m e ligheder som s k u d s i k r e Rum.
Det er altsaa det d a n s k e Søforsvar. For Skibenes V e d k o m m e n d e
s t a m m e r det alt fra Orlogsværftet.
Dette Værft, det e r for de fleste K ø b e n h a v n e r e f r e m m e d J o r d .
Til daglig faar man ikke Lov at betræde dets E n e m æ r k e r , uden at
m a n kan legitimere sig ved et Kort fra Chefen, og for at faa et saa-
190
PAA HISTORISK G R U N D
dant maa man k u n n e opgive, i hvad Æ r i n d e man k o m m e r . Ad to
Veje kan man naa dertil, enten fra Christianshavn, ad den lange
Prinsessegade, eller — og det er vel den sædvanligst valgte — fra
Toldboden over H ø n s e b r o e n . Man passerer Toldbodløbet i en Færge,
gaar derpaa forbi Vagten, h v o r ens Legitimation u n d e r k a s t e s et
G e n n e m s y n , og staar saa paa den første af de Ø e r , hvorpaa V æ r f t e t
e r indrettet.
Det e r historisk G r u n d , vi betræder. Det er, som om K a n o n tordenen fra 1801 e n d n u som et svagt M i n d e e k k o k u n d e d r ø n e
gennem Luften, n a a r det skulde være.
D e r h a r vi Flagbastionen. En R æ k k e gamle irrede K a n o n e r staar
som vagtsomme H u n d e , s p e j d e n d e ud over Farvandet. Dog H e n sigten med dem e r ingenlunde at volde f r e m m e d e Skibe nogen Art
af M e n ; B u l d r e b a s s e r n e er paa d e r e s gamle Dage bleven blide og
staar d e r nu kun for at afgive den skyldige Salut for G æ s t e r af
Stand. Men der har været en Tid, h v o r ikke alt paa d e n n e Plet
aandede Fred og venskabelige Hensigter. Og i det mindste en af de
k æ k k e Bedrifter fra 1801 er knyttet til d e n n e Bastion. H e r var det,
S c h r o d e r s e e gik om B o r d paa sit Skib.
S c h r o d e r s e e var en ung Søofficer, som rejste sig
Sygeleje for at tage Del i Kampen. H a n styrede ud
det var hedest, og kort efter faldt han. N u h a r han sit
d e r o p p e paa Bastionen. Indskriften lyder i sin naive
ligelse saaledes:
fra et haardt
i Slaget, h v o r
Mindesmærke
Kongeforher-
Afkræfted
Paa lange Sygeleje
Opflammet
Ved et Blik af
Danmarks Frederik
Med Fyrstens Bifalds-Raab
Indviet
foer J. C. Schrodersee
Fra dette Sted
Bekiendt med Krigers Død
Den skiønneste
For eget Fædreland
Imøde.
Den 2. April 1801.
N e d e n f o r Bastionen ligger Vagten med sit k r o n e d e T a a r n , og
h e r e r Eksercerpladsen, hvor de blaa Gutter modtager den militære
ARBEJDET PAA ORLOGSVÆRFTET
191
Undervisning af brede, v e j r b r u n e d e Underofficerer. Alle har de
Brystet fuldt af H æ d e r s t e g n og Medailler, disse Befalingsmænd. De
er levende Vidnesbyrd om, at paa Søen gives der Anledning til den
k æ k k e Bedrift, som lønnes med offentlig U d m æ r k e l s e . Særlig e r
det jo — ved Siden af Sølvkorset — Redningsmedaillens store
Sølvplade, man ser paa disse trofaste Bringer.
E n d n u er der N y b o d e r s s t e m n i n g over Billedet. Men jo længere
man f j e r n e r sig Toldbodsiden og n æ r m e r sig Christianshavn, des
En O r l o g s m a n d u n d e r B y g n i n g .
m e r e bliver det Kulrøg og tunge Hammerslag, der b e h e r s k e r Indtrykket. O g d e t - e r ikke S m a a h a m r e , der h e r daglig falder til Slag.
Den store D a m p h a m m e r vejer sine 10,000 P u n d .
Men skønt m e k a n i s k Kraft naturligvis ikke alene h e r m e n overalt i stort O m f a n g e r taget i Brug, er det alligevel ikke nogen ringe
Arbejderstab, d e r daglig tjener Livets O p h o l d her. H v o r mange e r
det vanskeligt nøjagtigt at opgive, thi foruden de faste H o l m e n s
Folk antages h v e r Morgen af den Flok, der altid tilbyder sig, saa
mange, som man m e n e r at have B r u g for. Man sætter dog n æ p p e
Tallet for højt, naar man regner, at Orlogsværftet daglig giver B r ø d e t
til et P a r T u s i n d e Mand.
Men naar man i Arbejdstiden f æ r d e s fra Værftsø til V æ r f t s ø —
192
ARBEJDETS MELODI
fra G a m m e l h o l m til N y h o l m og Arsenaløen og hvad de alle h e d d e r
— faar man ikke noget ret Indtryk deraf. Stille kan man ikke sige,
Af S t a b e l e n .
h e r er, thi fra alle de mange V æ r k s t e d e r klinger bestandig Arbejdets d u n d r e n d e Melodi; de tunge H a m r e d r ø n e r med K a n o n s k u d s larm mod Esserne, og fra alle S k o r s t e n e n e sværter Maskinarbejdets
sorte Aande den blaa Himmel. Men Færdselen er kun ringe. Man
Efter Maleri af Tom Petersen.
..,,„„
GAMLE HUSE
I MADPAVSEN
193
m ø d e r nu og da en enkelt Vogn, nu og da en Arbejder, men ikke
vilde man k u n n e t æ n k e sig, at Værftet giver B r ø d e t til saa mange
som en middelstor Købstads Befolkning.
Saa snart der er Maaltidspavse, faar man imidlertid et andet Syn
paa Sagen. Saa s t r ø m m e r Folkene ud fra alle V æ r k s t e d e r n e og
Fra A r s e n a l e t :
Granaterne.
samler sig u n d e r Marketenderiets Tag. Da først ser man, h v o r m a n g e
d e r er. I de store, lyse, m e n ganske p r u n k l ø s e Rum sidder Arbejd e r e bænkede, B o r d op og B o r d ned, i H u n d r e d e v i s . Det bliver til
en hel lille H æ r .
Men lad nu ogsaa vore O r l o g s m æ n d v æ r e de r e n e Orlogsdrenge
i Sammenligning med Stormagternes, D u k k e f a r t ø j e r er de da heller
ikke, og h v e r især tager de Aars Arbejde at bygge. Allerede T o r pedobaadene, der i almindeligt O m d ø m m e betragtes som en Art
S t o r - K ø b e n h a v n . II
13
194
I ARSENALET
Nips, som H u n d e s t e j l e r mellem Panserkabliauerne, de virker ret
imponerende, n a a r man ser en af dem staa h e r ude paa sin B e d ding. O g saa meget m e r e de store Panserskibe. Er vi saa heldige
at besøge Værftet, netop som et saadant staar rede til at løbe af
Stabelen, vil man faa den rette Forestilling derom. Som det mægtige
S k r o g staar der i sin røde Mønjemaling, parat til majestætisk at lade
sig glide ned i det Element, for hvilket det er bestemt, s y n e s det en
hel N o æ h Ark, rummelig n o k til at optage en V e r d e n i sin Bug.
Vil man yderligere have et Indtryk af, at den d a n s k e Marine
dog ikke e r helt tandløs, kan man aflægge et Besøg i Arsenalet.
H e r er O p l a g s r u m m e n e for det Vaabenmateriel, som ikke i Ø j e blikket benyttes om Bord paa Skibene, samt Projektiler. G a n s k e
særlig i m p o n e r e n d e v i r k e r Oplagene af Granater. H v o r pynteligt e r
d e ikke opstillede, disse blanke Staalkegler, som S u k k e r t o p p e i en
U r t e k r æ m m e r s Lager. Men det er ikke netop Sødme, de er bestemt
til at bringe dem, de er tiltænkt. En enkelt af de større vejer sine
1070 P u n d . O g d e n n e Vægt e k s p e d e r e s gennem Luften med en Fart
af 2100 Fod i Sekundet.
Alligevel gør de smaa, hurtigskydende M a s k i n k a n o n e r et n o k
saa djævelsk Indtryk. En enkelt af dem kan afgive sine 500 Skud
i Minuttet. O g det ganske automatisk. Blot den sættes i Gang, saa
gaar Maskineriet ganske af sig selv. Ved Siden af staar nogle Mitrailløser af ældre Konstruktion. Ogsaa de kan udspy en ret anselig
Masse Projektiler i Minuttet, og naar man saa samtidig sørger for,
at de drejes, saa de e f t e r h a a n d e n kan meje langs en Skibsside eller
en fjendtlig Stilling, k u n d e man — man det er Civilister — mene,
at Virkningen maatte k u n n e blive ganske fyldestgørende. Alligevel
e r disse Maskiner ganske forældede. De k r æ v e d e nemlig, at man
for at faa dem til at fungere skulde dreje paa et Haandtag. Hvilken
U m a g e ! T æ n k at skulle staa og passe en saadan Tingest, som man
d r e j e r paa en Lirekasse — og det m a a s k e uden andet Udbytte end
at faa nedlagt en halv S n e s F j e n d e r i Løbet af et Minut!
Men lad os ikke fordybe os for stærkt i Virkningerne af mod e r n e Krig! Lad os ikke k o m m e ind paa at gaa dem efter i Enkelthederne, at t æ n k e paa dem, som r a m m e s deraf, som vi ellers tænpaa M e d m e n n e s k e r ! T h i Krigen afskaffes dog ikke, før d e n s Tid er
o m m e og en højere international Kultur vinder Magt over M e n n e skene.
HISTORISKE VAABEN
195
Nægtes kan det imidlertid ikke, at ved Siden af disse m o d e r n e
Krigsmaskiner bliver de historiske Vaaben, som ogsaa findes i Arsenalet, næsten til uskyldigt Legetøj. Langs R u m m e n e s Vægge e r
der fuldt op af gamle Entrebiler og Huggerter og Pistoler, og uvilkaarligt ser man for sig en v a r m og m u n t e r Dyst, hvor skæggede
Ansigter viser sig over Skibssiden, og Mand staar mod Mand, plaffende med disse Musketdonnere, der maa have givet nogle vældige
Fra A r s e n a l e t : G a m l e V a a b e n .
Knald, og svingende T o m a h a w k e r n e med vældige, o p s t r a m m e n d e
Hyl. Næsten maa de have været en Fornøjelse, disse gamle Dyster,
noget i Smag med frivilligt D r e n g e f o r b u n d s Søndagsøvelser. I hvert
Fald nu, da den Sum af Død og Ulykke, de spredte om sig, e r
glemt og kun deres k r u d t r ø g s v æ r t e d e og saltvandsduftende Poesi e r
os overleveret. N u ser vi kun Bedriften, Fædrelandssindet, Begejstringen. Og hvor skulde vi s n a r e r e mindes det o p o f r e n d e Heltemod end paa dette Værft, hvor Iver Huitfelds „ D a n n e b r o g " var det
første Skib, d e r blev sat i Vandet!
Minder om Fortidens S ø k a m p e e r derimod ikke de gamle Faner,
der hist og h e r er anbragt som Vægdekoration. Vel h i d r ø r e r de naturligvis fra gamle Skibe, og vel h æ n g e r de i Laser, som om mange
13«
196
DET MINDERIGE HJØRNE
fjendtlige Kugler var gaaet gennem d e r e s røde Dug. Men d e r e s
medtagne Tilstand h a r d e s v æ r r e en meget m i n d r e interessant O p rindelse. Det er de Tilskuere, som paa Stabelafløbningsdagene h a r
faaet Adgang til at bese Værftet, der h a r revet dem i S t y k k e r for at
skaffe sig Erindringer om Besøget.
Opfiskede Kanoner.
U d e n f o r Arsenalet derimod, der h a r man indrettet et H j ø r n e
med Minder fra nogle af Flaadens H æ d e r s d a g e . Det er en Art
G r a v f u n d fra de H a v e t s Dybder, h v o r saa mangen af vore k æ k k e ste S ø m æ n d fandt d e r e s sidste Hvile. H e r er en gammel forrustet
K a n o n : den h i d r ø r e r fra Slaget i Køgebugt; h e r er Projektiler, der
er fiskede op i Ebeltoft Vig, og som s t a m m e r fra T o r d e n s k j o l d s
Skibe, og andre, der skriver sig fra Kampen ved Sjællands O d d e .
Man staar og stirrer paa de gamle Tingester, til man synes, at Niels
J u l og T o r d e n s k j o l d og Willemoes stiger lyslevende f r e m for ens
Blik. Men man rives brat ud af Illusionen. Ved Siden af disse hi-
MODELKAMRET
197
storiske Sager h a r man anbragt en Nikkelstaalplade, om hvilken en
Indskrift melder, at den har udholdt 7 Skud med en Ladning, der
bestod af 12,2 P u n d røgfrit Krudt og et Projektil paa 102 P u n d fra
en K r u p p s k Kanon.
O v e r h o v e d e t v æ v e r paa Orlogsværftet historiske Minder sig bestandig ind i Nutiden. H e r , midt i Stræbet med at forny og atter
Fra M o d e l k a m r e t .
forny vor Flaade, et Arbejde, der stadig maa gøres med den Mulighed for Øje, at Opfindelsen fra iforgaars kan v æ r e overfløjet af en
fra igaar — h e r har man lagt Marinens Modelsamling.
H v o r snurrigt v i r k e r ikke netop her d e n n e Samling af gamle
Skibsmodeller. En Legetøjssamling s y n e s den nu. Hvilken Fryd for
r a s k e Drenge, om de fik Lov at sætte disse sirligt taklede Sejlere
ud i Bomløbet!
Men lutter Leg har det alligevel ikke været. G a a r man Samlingen
n æ r m e r e efter, vil man lettelig finde Fartøjstyper, som lettelig henleder T a n k e n paa betydningsfulde — saavel m ø r k e som lyse —
Blade af vor Historie.
H e r er en gammel Galej, der b æ r e r det idylliske Navn J æ g e r s -
198
BERØMTE SKIBE
borg. O m b o r d var der imidlertid ikke netop den r e n e Idyl. Thi
" J æ g e r s b o r g " brugtes til Slavetransport, og de ulykkelige og ufrivillige P a s s a g e r e r blev l æ n k e d e til Tofterne. I N æ r h e d e n af dette Fartøj finder man saa en Model af en pragtfuld Gondol, som F r e d e r i k
den fjerde førte med sig hjem fra sin berømte Rejse til Venedig,
den han foretog ganske u b e k y m r e t om den store nordiske Krig. O g
I
é
Jk»
•t
!
Ved S p i l l e t . O p h a l i n g af T o r p e d o b a a d e .
h e r er Fregatten „Rota", d e r førte Thorvaldsen og hans V æ r k e r
hjem fra Italien, „Valkyrien", noksom kendt fra P r i n s V a l d e m a r s
F æ r d til Østen og Hjælpetogtet til Martinique, og der er Skibsklokken fra „Christian den 8.", d e r sprang i Luften i E c k e r n f ø r d e Fjord.
Klokken, der er fisket op af Fjorden, har man s e n e r e forsøgt at
anvende. Men den havde mistet sin fuldttonende Klang. Nogen
Revne er ikke til at opdage, men alligevel vil den gamle Klokke
ikke lyde mere. Forstemt, forstemt!
Som et Land for sig ligger Orlogsværftet der. I de lange, lave
Kontorbygninger hviler man aldrig; fra Dag .til Dag gaar Arbejdet
sin Gang. Det kan v æ r e vestjydske Regningsbaade, man bygger
herude, thi ogsaa dem leverer Staten fra sit eget Værft, og det kan
EN STABELAFLØBNING
199
v æ r e en Torpedobaad. Men altid h a r Værftet et eller andet i bogstaveligste Forstand paa Stabelen. P u b l i k u m k o m m e r kun i B e r ø ring med V i r k s o m h e d e n h e r ude paa de store Dage, da et nyt
P a n s e r s k i b skal sættes i Vandet. Er det en Solskinsdag, en af de
blanke og lyse Dage, da Sundet er at se til som et blaat, vuggende
Bolster, da er en
saadan Stabelafløbning et af de
brogede og muntre Skuespil, der
s y n e s os særlig
danske, fordi de
passer saa godt
ind i R a m m e n
af vor lyse Natur. Og naar —
efter den traditionelle Tale af
HolmensProvst
og med Kongefamilien og Ministrene og hele
R æ k k e n af civile og militære
„Spidser" som
Faddere
det
O m b o r d paa V a g t s k i b e t : D e r s k a f f e s til M i d d a g .
det store S k r o g r o k k e r løs fra sin Bedding og u n d e r Kanonsalut
glider ud i Vandet — da gaar der som et G y s af glad Forhaabningsfuldhed gennem de mange T u s i n d e r Tilskuere. Ingen af dem véd
hvorfor, thi ingen h a a b e r jo dog, at der maa blive givet den nye
Orlogsmand Lejlighed til at h æ v d e Flagets Æ r e i Kamp. Men T a n k e r n e faar ligesom et Stød, saa de glider ud i det u b e g r æ n s e d e
f j e r n e . Og man ser for sig dette d a n s k e Fartøj, rigget og bemandet
med blaablusede „ M æ n d e r " og med Dannebrog sagtelig viftende
agter glide hen over de store H a v e som et lille u d s v ø m m e t Stykke
af os selv og med den ideelle Opgave at fortælle de f r e m m e d e , at
d e r er et L a n d , der h e d d e r D a n m a r k og som fremdeles ø n s k e r at
vise sit Flag.
200
PAA VAGTSKIBET
For de blaa M æ n d e r er Tjenesten paa Langfart vel mangen G a n g
m e r e et forunderligt E v e n t y r end en besværlig Pligtopfyldelse. Men
det at v æ r e Marinesoldat e r ikke lutter Togter.
Man overbeviser sig lettelig derom, naar man besøger Vagt- og
Kaserneskibet „Sjælland", der ligger fortøjet ved Toldboden. Det e r
som Regel H j e m for 5—600 Mand, der ganske er undergivet en Kasernes strenge
Ordensbestemmelser. Ja, T j e nesten her u d e
er endda ikke
saa lidt strengere end Landsoldaternes; bl.
a. er man mindre liberal med
Nattegn. Men
til Gengæld er
den saa meget
kortere. løvrigt
indøves Mandskabet h e r i alt
til Orlogsvæsenet h e n h ø r e n de, saavel E k S ø n d a g E f t e r m i d d a g paa Vagtskibet.
sercits som det
der særlig v e d k o m m e r Manøvreringen med Skibet. U d e n f o r T j e n e sten byder det nederste D æ k et ret hyggeligt Opholdssted, hvor
man kan tilbringe sin Tid med Læsning eller med en Seksogtreds,
hvad nu ens aandelige F o r n ø d e n h e d e r tilsiger.
Men en G a n g om Ugen bliver der Liv. Det er i de P a r T i m e r
om Søndagen, da der maa modtages Besøg. D e r k o m m e r F o r æ l d r e og O n k l e r og Tanter, men først og sidst k o m m e r der Kusiner
og endnu f j e r n e r e kvindelige p a a r ø r e n d e — nogle saa fjerne, at
Slægtskabet slet ikke er til at regne ud — og det er maaske til syvende og sidst de allermest velkomne. Saa griber en Mand en Violin
eller H a r m o n i k a , og et Øjeblik efter slaar store, aarede og s e n e d e
H æ n d e r et Tag om D a m e r n e s m e r e eller m i n d r e s m æ k r e Midjer,
SØNDAGSBAL OMBORD
201
og ned ad D æ k k e t duver P a r r e n e , k r y d s e n d e sig frem, ofte tungt
navigerende i en A t m o s f æ r e af O v e r t ø j s d u n s t og Erotik, der ikke e r
for trangbrystede P e r s o n e r at aande. Og det er med et Suk, saavel
fra G æ s t e r n e s som f r a V æ r t e r n e s Side, at man omsider a f b r y d e s af
den skingrende Pibe, der ombord paa en Orlogsmand lyder hvert
Øjeblik Dagen igennem, og som i dette Øjeblik betyder saa meget
R u s s i s k e M a t r o s e r paa O r l o g s v æ r f t e t .
som, at Besøgstiden nu er omme, og at derfor D a m e r n e maa gaa
fra Borde.
Ellers er den største Afveksling de hyppige S p r ø j t e p r ø v e r —
naar da ikke Tilfældet b y d e r paa anden Underholdning. Som naar
d e r er en f r e m m e d Orlogsmand paa Rheden og G u t t e r n e f æ r d e s
Side om Side med vore egne ved Toldboden eller paa V æ r f t s ø e r n e ,
h v o r de v a s k e r det hvide Drejlstøj.
Og saa gaar de d a n s k e G u t t e r Dag ud og Dag ind og s p e j d e r
ud over det glidende Sund, til en s k ø n n e Dag S k u d e n letter, og
d e selv flyver ud, eller de h j e m s e n d e s . Saa e r det forbi med den
Tid, da de k u n d e t æ n k e paa at vinde H æ d e r i Kongens Tøj, men
for S ø m a n d e n er d e r m e d K a m p e n s Tid og Muligheden for Lavrb æ r ingenlunde forbi. Nu skal den maaske først rigtig til at
202
EN SØMANDS LIV
begynde og det u n d e r F o r m e r , der k r æ v e r nok saa sejgt et Mandsmod som det, der k u n d e t æ n k e s at k o m m e til Anvendelse i Marinens Tjeneste. N u skal han maaske rejse hjem til den fattige
Kyst d e r o v r e i det vestligste D a n m a r k , hvor h v e r Dag er en Strid
for Føden og mangen en Stund en Strid for Livet — eget eller
andres!
Men den faste Bestanddel af Flaaden bliver, Officererne og
Underofficererne. O g i H o v e d s t a d e n s Liv spiller de f r e m d e l e s d e r e s
Sprøjteprøve ombord.
Rolle som I n d e h a v e r e af det sande Ridderskab, Modets, Belevenh e d e n s og Galanteriets. E n d n u hviler der over Søofficererne en
Nimbus, der skyldes den Duft af Bedrift og Eventyr, der nu en
G a n g staar af Søen og Søens Gerninger, dels den klædelige Uniform, dels vel ogsaa den Omstændighed, at Søofficerskorpset h a r
forstaaet at bevare et ret eksklusivt P r æ g . Det er ikke e n h v e r givet
at bestaa Adgangseksamen til Kadetskolen, hvortil der altid melder
sig mange flere, end man h a r B r u g for; derved bliver det muligt at
foretage et ret omhyggeligt Valg mellem det tilbudte Materiale af
unge M e n n e s k e r .
Men h v o r langt de saa senere u n d e r d e r e s Tjenestetid farer, saa
véd de, at N y b o d e r s lave H u s e stadig staar og venter paa dem. T h i
virkelig staar jo N y b o d e r endnu, og skønt der vel ikke er ret meget
I NYBODER
203
tilbage af det oprindelige, h a r det, der nu er, bevaret sit Christian
den f j e r d e s - P r æ g saa nogenlunde trofast. Mange er de LovgivningsAttentater, der e r rettet mod den snurrige lille By i Byen, men
den h a r overlevet dem alle. Rundt om sløjfes der Volde og rejses
der nye Kvarterer, men de smaa gule H u s e d u k k e r H o v e d e t og
lader den hele U d v i k l i n g s - H u r l u m h e j knitre af over deres H o v e d e r .
Maaske b u n d e r til syvende og
sidst d e n n e Sejghed i, at der blandt
de n æ r m e s t interesserede ikke har
været den Iver for Sløfningen, som
k u n d e gøre Spørgsmaalet tilstrækkelig b r æ n d e n d e . I saa Fald er det
forstaaeligt. Lad saa være, at man
i de N y b o d e r s k e Lejligheder maa
u n d v æ r e det meste af, hvad man
forstaar ved „ m o d e r n e B e k v e m meligheder", hele W . C.-Idealism e n s fuldttonende O r k e s t e r u d s æ t telse, saa er der til Gengæld noget
trygt ved at vide, at der staar et
saadant gammelt H u s i Elefantgade
eller Delfingade og venter paa en,
ganske anderledes end, om man
nu f. Eks. boede i en Lejlighed
Niels uels Statue
med K a r n a p i Ribegade. O g man
J
kan nok trænge til den Tryghed, man kan faa, naar man sidder
i n d e s p æ r r e t i en T o r p e d o b a a d s trange Skrog eller man staar paa
Skansen, mens K r y d s e r e n d y p p e r Snuden i den spanske Sø og det
e r et Vejr, saa selve C h e f e n i hans Kahyt den høje er paa Søsygens
Rand.
Thi i N y b o d e r , der lever e n d n u O v e r s k o u s København. D e r
sidder D a n m a r k s hundredaarige, s k æ r m e d e af G y l d e n l a k k e r og
Lavendler og kiger ud paa Gaden, ad hvis k n u d r e d e Brosten kun
nu og da en u d e n f o r s t a a e n d e bevæger sig.
T h i N y b o d e r ulejliger kun i ringe G r a d det omliggende StorKøbenhavn. Det forlanger kun ét: at faa Lov at v æ r e der. Det e r
et Forlangende, som trods sin tilsyneladende Billighed rimeligvis
kun vil opfyldes til en — m a a s k e endda ikke saa fjerntliggende Tid.
204
NAAR NYBODER RYDDES
O g naar saa Ødelæggelsens V æ r k er udført og et nyt, m o d e r n e
Kvarter har rejst sig paa Tomten, og man har faaet de gamle m o r s o m m e G a d e n a v n e afløst af noget i Retning af Tikøbgade eller
Snoldelevplads — da er Tiden inde for Arkæologer og S k ø n a a n d e r
til at begræde det tabte og korse sig over den Vandalisme, der rydd e d e fjerde Christians By af Vejen.