Indhold
Indhold Titel Aftensang Agathe i sit jomfrubur Agnete og havmanden Aldrig en sømand Anna og Anders Baconsangen Bahrains sang Bjesk Blåbærfred Conrad hvor din bukser Da manden ind i… Den fiffige bejler Den fulde dværg Den fulde sømand Den gamle spillemand Dengang havet blev… Den lange hr. Jensen Den unge hr. Pedersen Der stod to piger Der var en skikkelig… De to brødre De to ravne De tre møer og røveren Det skal jeg garantere Doktor Merks levertran Dommedag dommedag Drafur og Gildur Du er kvinden Dumdideli dej Dværge danse sangen Dødehæren Elverne En lille en om morgenen En orks liv En pige gik i eng En skrædder og hans.. En ulykke kommer… Erik Langknivs vise Et glas porter Eylindars Bjerge Festen er lige begyndt Filligutten For-glem-mig-ej Gådemesterens sang Side 41 28 92 78 19 82 29 51 16 17 88 120 71 15 20 116 84 67 80 69 112 31 33 105 14 103 104 32 70 118 96 34 21 36 63 57 122 35 22 59 37 38 44 30 Titel Hans den bondeknøs Hey Nonny Nonny Hold kæft jeg er fuld Hvad kan vel være… Hymne til kokken Håbet lever i mindet I Kongens gade Jeg gik mig ud og… Jeg så en ulv… Kan du drikke Katten ned i sækken Khang flodens stemme Knalde Kalle Knokkelmanden Knud Lille og kongen Kom ud min kære Klara Konen på øen Konen ved floden Kragevisen Kresten Krigeren Kræn Piensens… Kyskhedsbæltet Lad fløjten tale Lille Marie Lygtemanden Læg din maw Manden og konen Marius von Witten… Midvinter Mine sangen Mit liv er et glas Morgan kvadet Mosekællingen Munken fra Gørglum Nattens væsener Når bjælderne danser Olufs bacon kvad Pigen og drengen Pindsvineskindet Ridder Phillips… Rolandskvadet Rosenborg Have Rottefængeren Side 68 90 85 86 39 91 93 72 100 75 99 40 106 42 45 2 53 12 81 23 102 24 64 11 10 9 43 108 89 58 26 73 98 87 25 115 47 110 79 74 8 7 119 52 Titel Ræven er ude med… Ræven og bonden Røvernes sang Røvfar Silvia havets frue Skønne Mary Sortvads skeletter Spillemanden Syv fulde nætter Sødeste flickan fin Sørøvere elsker ø1 Så spurgte jeg Louise Thorvald blærerøvs… Tortuga er mit hjem Tralulalej Troels fra Løkken Uden for slottets porte Ud på heden Vagterne sidder i… Vandreren Verdens uheldigste… Vi kommer fra dalenes Vi kæmper kun for øl Visen om Hedegård Vi skal alle hænges Vores værtshus Vreden rejser sig til… Vætterne Åh du lille pige Åh hvilken herlig kro Side 76 6 46 48 109 13 50 111 4 77 49 101 62 61 97 54 3 56 66 94 55 95 1 114 65 27 124 60 107 18 Vi kæmper kun for øl Vi kæmper kun for øl Vi kæmper kun for øl Vi kæmper kun for øl og for penge Hvis vi ingen penge får eller øller lige så Må i kæmpe kampen uden os så længe. Jeg vågnede fra blund en tidlig morgenstund og hørte herremandens stemme kalde: "Grib til våben alle mand alle de som kæmpe kan mod vor fjende skal vi sejre eller falde!" Men vi... Jeg vågnede fra blund en tidlig morgenstund og hørte adelsmandens stemme kalde: "Grib til våben alle mand alle de som kæmpe kan mod vor fjende skal vi sejre eller falde!" Men vi... Jeg vågnede fra blund en tidlig morgenstund og hørte selve kongens stemme kalde: "Grib til våben alle mand alle de som kæmpe kan mod vor fjende skal vi sejre eller falde!" Men vi.... (Men så sagde kongen også..) "Så lad dem øller få og penge lige så hvis for konge og for rige de vil kæmpe." Nu til våben alle mand alle de som kæmpe kan mod vor fjende skal vi sejre eller falde Men vi.... Kom ud min kære Klara I en landsby tæt ved skoven bo´ed en ungmø med sin far, Hendes hjerte var af guld og så smuk en pi´ hun var. Men en dag kom der en rigmand rid´ne til hend´s faders hjem, Hans hest var hvis som sneen og han kom der klokken fem. Men Klara sag´ til manden ” Jeg må desvære takke nej, Jeg vil ej ha guld ej rigdom og jeg elsker ikke dig” Men så sag´ Klara´s fader ”Du skal gør´ hvad der bli´r sagt Du skal giftes nu på søndag og lev´ i pomt og prægt”. Kom så ud min kære Klara kom så ud´nfor hvis du kan Kom så ud min kære Klara vis din´ ben til en herremand. Kom så ud… ”Jeg er kommet for at giftes med din datter hvis jeg må Jeg har magt og jeg har rigdom, jeg har guld som du kan få Jeg vil bygge hend´ et landsted på stør´lse med et slot Hun skal leve som en droning og få alt både stort og småt”. Kom så ud… I en landsby tæt ved skoven løber en vild flod tæt forbi De fandt Klara der ved midnat hun hav´d druknet sig der i Og der hjemme sider fader´n og sørger sig ihjel ”Åh min stakkels datter Klara hvorfor drabte du dig selv” Kom så ud… Kom så ud… Uden for slottets porte Ud´n for slottets po-o-rte Der lå en masse lo-o-umske hunde Dagen så lang Derfor var de hunde af første rang Og alle skulle vi-ide Når kongen skulle ski-i-ifte skjorte Og kongens ene sø-øster Hun ha'd så store bry-y-yllupsplaner Kongens ene da-a-tter Hun ha´d så store pa-a-andelokker Den anden datter Lise Hun havde så smuk en fi-i-istelstemme Og kongens gamle, vise mænd De ha'd så store ti-i-imelønne I kælderen bo´ede der tosser De ha'd ingen no-o-nedragter Og den gamle junker Han samlede på klo-o-oge venner Tjeneren Klaus Klu-u-umpe Han tørred´ fruens ru-u-ustne knive Og narren Gamle Jokum Han bo'de på et lu-u-ummert vær'lse Narrens gamle tudse Den boede i en ku-u-urv i haven Og gartneren hed Janus Han passed' kongens a-a-anemoner Og i haven boed en ni-i-se Den skulle altid pi-i-ille jordbær Og til aften var der væ-æ-ælling Den blev lavet af en kæ-æ-æmpe MØGSO!!!!! Dagen så lang Derfor var hun MØGSO! af første rang Derfor var hun MØGSO! af første rang Derfor var hun MØGSO! af første rang Syv fulde nætter Og da jeg kom hjem en mandag nat med meget stort besvær, Så jeg der i stalden stå en hest, hvor min hest sku´ vær´. Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver hesten i stalden der, hvor min egen hest sku´ vær´?" "Ej, du' fuld, du' fuld, din gamle nar Og se, det kan du ej: Det' et helt nyt spisebord, som min mor har sendt til mig." "I mange år har jeg vandret, Mindst tusind og en kilomet´ Men et spisebord med saddel på har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en tirsdag nat med meget stort besvær, Så jeg der i ved døren stå et par sko, hvor min sko sku´ vær´. Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver skoene ved døren der, hvor min egen sko sku´ vær´?" Ej, du' fuld … Det er potteplanter, som min mor har sendt til mig." "I mange år har … Men potteplanter af læder, har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en onsdag nat med meget stort besvær, Så jeg der på bordet lig´ en pibe, hvor min pibe sku´ vær´. Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver piben på bordet der, hvor min egen pibe sku´ vær´?" Ej, du' fuld … Det' en helt nyt fløjte, som min mor har sendt til mig." "I mange år har … Men stærk tobak i en fløjte har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en torsdag nat med meget stort besvær, Så jeg der på stolen hæng´ en vest, hvor min vest sku´ vær´. Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver vesten på stolen der, hvor min egen vest sku´ vær´?" " Ej, du' fuld … Det' et bomuldstæppe, som min mor har sendt til mig." "I mange år har … Men et bomuldstæppe med lommer i har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en fredag nat med meget stort besvær, Så jeg der på gulvet lig´ en skjorte, hvor min skjorte sku´ vær´ Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver skjorten på gulvet der, hvor min egen skjorte sku´ vær´?" Ej, du' fuld … Det' nogle nye gardiner, som min mor har sendt til mig." "I mange år har … Men blå gardiner med knapper på har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en lørdag nat med meget stort besvær, Så jeg der i sengen lig´ en krop, hvor min krop sku´ vær´ Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laver kroppen i sengen der, hvor min egen krop sku´ vær´?" Ej, du' fuld … Det' en foret dyne, som min mor har sendt til mig." "I mange år har … Men en foret dyne med arme og ben har jeg endnu aldrig set." Og da jeg kom hjem en søndag nat med meget stort besvær, Så jeg der ud af døren løb´ en mand klokken kvart i fir´ Så jeg kaldt´ på min kon´ "Hør, sig mig lig´, er det mig, der er blevet sær? Men hvad laved' man på engen der klokken ca. kvarter i fir´?" Ej, du' fuld … Det var Vagtkaptajnen, som kom og besøgte mig." "I mange år har … Men Vagtkaptajnen med STÅ DRENG* på har jeg endnu aldrig set." Ræven og bonden Og bonden han gik sig ud i grønne eng Der mødte han ræven Og bonden han gik sig ud i grønne eng Der mødte han ræven Havde jeg blot pelsen din Til fóret under huen min Til julen. En velfodret okse den var nok god at ha’ Men den kan jeg ikke slagte Nej vinteren er så hård og så streng Og svært er det sin pels at miste Aldrig får du pelsen min Til fóret under huen din Til julen Ud kommer rævens søster så fin Og hun vil med ræven tale Aldrig får han pelsen din Til fóret under huen sin Til julen Et gyngende skib det vil jeg give dig Det største som du vil have Du skal ej sælge bonden din pels For han kan den ej betale Et gyngende skib det var nok godt at ha’ Men det kan jeg ikke styre Bonden han spænder buen for sit knæ Og skød efter rævepelsen En ganger så grå den vil jeg give dig Den bedste som du vil have Men ! En ganger så grå den var nok god at ha’ Men den kan jeg ikke ride En velfodret okse vil jeg give dig Den største som du vil have En velfodret gås det vil jeg give dig Den bedste som du vil have En velfodret gås det var nok godt at ha’ Men svært er det sin pels at miste Ræven den sprang ad skoven til Og råbte: ”Godnat !” til bonden Aldrig får du pelsen min Nej Aldrig får du pelsen min Nej Aldrig får du pelsen min Til julen. Rolandskvadet Tre mine brødre hjemme gik og passede, hvad de skulle. De andre tre i striden for og mødte dødens kulde. Ride I ud af fjendeland med dragne sværd bag skjolde. Blæs i luren Olivan på Ronsar volde. Bud der kom til Rolands gård: Brødrene hans var døde. Han sadlede hest og red af land at lade drabsmænd bøde. Ride I ud af … Kæmpede ud på Ronsar vold i uger to og trende. Da mæskede ulv og ravne sig i kødet af døde svende. Ride I ud af … Roland satte luren for blodige mund blæste i den med vrede. Da revnede jord og klipper hård, stjernerne måtte græde. Ride I ud af … Rød af blod gik Roland frem, svingede sværdets fane. Han skilte hoveder fra kroppene på sine brødres bane. Ride I ud af … Så vandt Roland striden lang til sine frænders ære. Dog døden stadig holdt sit greb stramt om hans brødre kære. Ride I ud af … Trods sejren sød var skænket ham han vender hjem syg i sinde. Thi hvorhen striden falder ud døden altid vinde. døden altid vinde. Ridder Phillips kærlighed Hr. Phillip var en ridder af stolt og ædel stand Ej før man i det ganske land har set så brav en mand Sin lanse holdt han stiv og strunk, så prægtigt var hans sværd Men der var én han yndede at støde i især! Når Phillip han blev varm og kåd, så tog han brynjen af På hesten hang en skammel I ved vist nok til hvad! Så kæmped’ han den søde kamp til allersidste stød Og plantede et kærligt kys på hestens mule blød. Hr. Phillip red så vidt og bredt på lystig ridderfærd Og mangen ork og alskens pak de segned’ for hans sværd! Om natten gjord’ han ofte holdt i kold og ensom skov Det ku’ ha’ været trist... Men med hesten var det sjov! For Phillip... For Phillip, Ridder Phillip, han elsker kun sin hest For nok er kvinder skønne men heste er jo bedst! I kvindfolk her, som sukker efter stolt en riddersmand Mit råd det er: Søg andetsteds når hjertet står i brand Lad riddere blot hygge sig med grisen og får og hund og kat og Ræv Nej, vil I ha´ det rigtigt sjovt? så kys lidt på en Dværg For Phillip... For Phillip... Lygtemanden Længe har jeg trådt min vej Hvor er mine fødder dog ømme. Mørket er tæt og vinden sej. Med ét var der tre af de lysende små. Jeg styrtede rundt på må og få. Lys, lygtemand lys… Lys, lygtemand lys. Vis mig vej skatten vil jeg finde. Hvor er mine fødder dog ømme. Han lokked’ mig, han gløded’ som kul. Jeg løb og faldt i et mosehul. Lys, lygtemand lys… Jeg traver i skoven og løber i by’n. Jeg tror vist nok jeg har haft et syn. Lys, lygtemand lys… I stedet for lykken jeg tro’de at få, Der sad jeg med mudder og andemad på. Lys, lygtemand lys… En aften kom jeg til søens bred. Engen var smuk og alt åndede fred. Lys, lygtemand lys… Mit hoved det værked, min ryg gjorde ondt. Overalt hvor jeg så sprang lygtemænd rundt. Lys, lygtemand lys… Da så jeg i mørket en blå-lilla mand. Han dansede rundt på tuer og vand. Lys, lygtemand lys… Nu går jeg og leder hver eneste nat. Jeg tror vist nok jeg har set en skat. Lys, lygtemand lys… Snart sprang han op og snart sprang han ned. Snart ha’de jeg glemt, hvad det var jeg hed. Lys, lygtemand lys… Tusinde mennesker hilser jeg på. Jeg ser ikke mere det som jeg så. Lys, lygtemand lys… Lys, lygtemand lys… Lille Marie Der er en dejlig pige og hun er rigtig sød, Mange hede nætter har jeg tilbragt i hen´s skød. Hendes røv er lækker og barmen er så blød, Så jeg tror at jeg bli´r lig´nde nogle timer. Maries mor syn´s Mari´ skal gifte sig med mig, Fordi vi havde et uheld med vores hede kysseleg Jeg skal giftes med Marie om jeg vil det eller ej Alle får det meget bed´re når Marie bli´r gift med mig. Maries gamle mor hun er en rigtig heks, Hun vil nem´lig ikke ha´ at Marie og jeg har sex. Så vi ligger hem´ligt sammen på Maries lille briks, Og det en´ste der kan hør´s er vores stønnen. Maries mor syn´s… Marie er en tøs, alle drengene kan li´, Og der er mange før der har prøvet på at fri. Men jeg er den en´ste mand der kan få hend´ til at skrig´: ”Åh! Sådan har jeg aldrig fået den før, UH!” Maries mor syn´s… På onsdag er der bryllup og det er rigtigt surt For jeg hader hend´s familie og især hend´s onkel Kurt Så når jeg står hos præsten vil jeg sikkert tag´en spurt Og gemme mig i sengen hos den næste. Maries mor syn´s… Der er en dejlig pige og hun er rigtig sød, Mange hede nætter har jeg tilbragt i hen´s skød. Hendes røv er lækker og barmen er så blød, Så jeg tror at jeg bli´r lig´nde nogle timer. Maries mor syn´s… Alle får det meget bed´re når Marie bli´r gift med mig. Lad fløjten tale Lad fløjten tale om alt, jeg ved Om havets brusen og skovens fred Den milde vind i den lyse nat Nattergalens sang i det dunkle krat Trods alt der hændte i krigens gru Skal fløjten synge for dig endnu Trods blodet der spildtes og barnegråd Vil vi følge vore hjerters råd Lad fløjten tale om sult og nød Krigens rædsel, sorg og død Om Folket det største, om alt vi led Men mest af alt om min kærlighed Lad fløjten tale… Nyfødt blev givet os denne jord Skoven gav os vort brød og bord Vi dansed´ og elsked´ på Månens bud Og nu som dengang står kvinden brud Lad fløjten tale… Kom, sæt dig hos mig, lyt til bækkens sang Væv harmonier til fløjtens klang Når sangen endes, så svar mig, at Du vil blive min i nat For fløjten har talt…. Konen ved floden Der boede i et lille bitte hus A vilja vilja volje Der boede i et lille bitte hus Nede ved flodens bredder Det var to vagter og en bøddel . A vilja vilja volje Det var to vagter og en bøddel . Nede ved flodens bredder Hun havde en spædbarn på knapt et år. A vilja vilja volje Hun havde en spædbarn på knapt et år. Nede ved flodens bredder Hun blev ført væk og i fængsel sat. A vilja vilja volje Hun blev ført væk og i fængsel sat. Nede ved flodens bredder Hun havde en brødkniv lang og skarp. A vilja vilja volje Hun havde en brødkniv lang og skarp. Nede ved flodens bredder De lagde et reb omkring hends´ hals. A vilja vilja volje De lagde et reb omkring hends´ hals. Nede ved flodens bredder Så stak hun kniven i barnets krop. A vilja vilja volje Så stak hun kniven i barnets krop. Nede ved flodens bredder De trak i rebet og hun var ej mer´. A vilja vilja volje De trak i rebet og hun var ej mer´. Nede ved flodens bredder Der kom 3 mænd, som på døren slog. A vilja vilja volje Der kom 3 mænd, som på døren slog. Nede ved flodens bredder Det var enden på konens liv A vilja vilja volje Og dermed er min fortælling slut Nede ved flodens bredder Skønne Mary På vej til byen Droers marked En skøn forårsdag i maj Imens jeg gik og fløjted´ lystig En ung skøn pige mødte jeg Jeg gik hen til hend´ og sagde, Mit æsel kan sagtens bære to ”Jamen, eftersom du har æsel Takker jeg,” sagde hun og lo Men da vi kom til byen Droer Steg hun ned og sa´ ”Rejs med fred” Da en tømmermand kom frem af vejen Og med et slag han slog mig ned Fjern din hånd fra skønne Mary, Vi skal giftes inden læng´, Vi skal til præsten nu i morgen Og om aften sove i samme seng Jeg følte mig lidt sur og knorten Og mit venstre øje var blevet stør´ Så jeg slog ham venligt med min næve Så han fløj ind i kroens dør Fjern din hånd… En byvagt kom rundt om hjørnet Og sagde: ”Du har brudt en lov!” Da æslet sparked´ ham på knæ´ne Og han faldt om på byens torv Fjern din hånd… Men så kom vagtens broder løb´nde Og han var ingen lille knøs Og han slog mig blødt med sine knoer Og så sad min tænder løs Fjern din hånd… Men skønne Mary smiled´ bare: ”Jeg vil rejse væk herfra med dig Vi glemmer præsten nu i morgen Og i nat skal vi ”hygge” du og jeg” Fjern din hånd fra skønne Mary, Hun vil rejse væk med mig Vi glemmer præsten nu i morgen Og i nat skal vi ”hygge” hend´ og jeg” Igennem byen red vi sammen Og folk kunne ej la´ vær´ at le For med hendes skønhed og mine tænder Var vi et syn, der var værd at se Fjern din hånd ... Doktor Merks levertran Jeg´ en ung ægtemand og jeg er træt af mit liv: På det seneste er det gået galt for min viv. Hver eneste dag skal jeg hør´ på hend´s skrig: ”Åh, bar´jeg var død og mine trængsler forbi!” Åh, doktor, åh, doktor, åh, kær´ doktor Merk, Din levertran, den er så god og så stærk. Jeg er bange for, min kon´ er på vanviddets rand På grund af de flasker med stærk levertran. Min gode ven Karl kom forbi mig en dag, Og da han så min kone, var dette hvad han sa´: ”Bare rolig, min ven, hun kan igen blive stærk, hvis du køber en flaske fra kær´ doktor Merk.” Åh, doktor, åh, doktor… Jeg gik ned til doktor´n den følgende dag, Og doktoren gav mig en flaske og sa´: ”Gi´ hend´ tre glas om dagen eller fler´, hvis hun vil, Og når flasken er tom, ja, så si´r du bare til.” Åh, doktor, åh, doktor… Jeg gav hend´ et glas og ”whuzz” det røg ned Jeg gav hend´ et andet og samme vej det gled, Jeg tænkte: ”Det her, det går jo som en leg,” Da plus´lig min kone rev flasken fra mig. Åh, doktor, åh, doktor… Fra morgen til aften hør´ jeg flaskernes klir, Og når jeg så spørger min kone, er dette hvad hun si´r: ”Bar´ rolig, min skat, jeg kan stop´ når jeg vil, men hvis det´ okay med dig, tar jeg lige et glas til.” Åh, doktor, åh, doktor… Og nu sidder jeg her, helt ude af mig selv, For min kone hun drikker sig snart helt ihjel. Jeg har prøvet at stoppe hend´ med ”bål og brand,” Men hendes død bli´r doktor Merks levertran. Åh doktor åh doktor… Åh doktor åh doktor… Den fulde sømand Hvad skal vi gør' med den fulde sømand? Hvad skal vi gør' med den fulde sømand? Hvad skal vi gør' med den fulde sømand? Tidligt om morgnen. Hu hej, se hun sejler Hu hej, se hun sejler Hu hej, se hun sejler Tidligt om morgnen. Smid ham i brummen til han vågner Hu hej, se hun sejler… Han skal klynges op i masten Hu hej se hun sejler… Han skal trækkes efter skibet Hu hej se hun sejler… Hvad skal vi gør med den fulde sømand? Hu hej se hun sejler… Læg mig i seng med kaptajnens datter Hu hej se hun sejler… Det skal vi gør´ med den fulde sømand Det skal vi gør´ med den fulde sømand Det skal vi gør´ med den fulde sømand Tidligt om morgnen. Hu hej se hun sejler… Hu hej se hun sejler… Blåbærfred I Blåbærfred der bo´de en mand, Han ejed´ en kro ved det blanke vand. Han havde en datter på 17 år, En skøn lille pig´ med gyldent hår Tag og rejs ned… Tag og rejs ned, tag og rejs ned Tag og rejs ned til Blåbærfred Vor´s ven han kom ved aftentid Og hev i snøren efter bid. Der kom et svar fra snorens top Og pigen kom ned og lukked´ op. Tag og rejs ned… En aften kom en gut forbi, Han var en sømand, der havde fri Han spurgte pigen: ”Er du gifteklar? For så skal jeg nok tag´ og spørg´ din far”. Tag og rejs ned… Sømandens knæ de blev som smør, Da pigen stod i den åbne dør. Hans hjerte hamred´ som bølgen blå, For snoren var det eneste hun havde på! Tag og rejs ned… Men pigen svar´d: ”Du kan tro nej. Hvorfor skulle jeg dog gå med dig? Jeg vil ikke bindes til en mand, Jeg har det fint ved det blanke vand” Tag og rejs ned… Så alle I mænd, der er til pi´r: Tag til Blåbærfred, det er hvad jeg si´r. Det er her de smukke tøser bor Og alt du skal gøre er at hiv´ i der´s snor. Så bandt hun om sin hånd en snor Og hviskede til sømanden disse ord: ”Kom igen i morgen ved aftentid Og hiv i snoren, måske er der bid...” Tag og rejs ned… Tag og rejs ned… Conrad hvor´ din´ bukser? Om solen skinner på min vej, om vinden den blæser eller ej, Alle jeg møder, de spørger mig: "Conrad, hvor´ din´ bukser?" Jeg styrtede ud på gaden og skreg, om de skulle tæskes eller ej? "Hvem af jer tør spørge mig: ´Conrad, hvor´ din´ bukser?´" Jeg kom fra bjergene for at se mig om, og jeg fandt, at verdenen den ej var tom, men ligegyldigt hvor hen jeg kom. spurgt´ de: "Conrad, hvor´ din´ bukser?" Om solen skinner... Om solen skinner... Min rejse førte mig til byen hen: Jeg søgte en pige for at bliv´ hendes mand. Men da jeg kom til porten hen, spurgt´ de, "Conrad, hvor´ din´ bukser?" Om solen skinner... De lukkede mig ind bag byens mur, jeg gik til en kro for at få en lur, men kroværten lo, da det blev min tur: "Ho ho, Conrad, hvor´ din´ bukser?" Om solen skinner... Jeg gik til mit værelse og lagde mig ned, men folk ude på gaden lod mig ej i fred, og det de råbte, det gjorde mig vred: "HEY, CONRAD, HVOR´ DIN´ BUKSER!" Om solen skinner... Folkene veg tilbage fra mig, jeg trode de havde stoppet deres leg. Men så var der en, der spurgte mig: "CONRAD, HVOR´ DIN´ BUKSER?!!!" Om solen skinner... Jeg vendte mig om og blev lig-bleg, da jeg så en kæmpe (fyr), der sagde til mig: "Jeg er ikke bange for at spørge dig: Conrad, hvor´ din´ bukser?" Om solen skinner... Jeg løftede mine arme for at værge for mig, og tænkte om jeg skulle løbe min vej. Kæmpen kom spænende hen mod mig, men så faldt han i sine bukser! Om solen skinner... Folk omkring mig råbte ej mere op, og så var jeg kommet på lykkens top. Alle de spottende havde straks sagt stop. "Shhh.. spørg ikke om hans bukser." Om solen skinner... Åh hvilken herlig kro Åh hvilken herlig kro, Øllet er godt og maden go´ Åh hvilken herlig kro, Og hvem er det der kommer nu? Det er bonden med sin ko Den store ko den tykke ko Han er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Smeden med sit stål Det tunge stål det blanke stål Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Vagten med sit spyd Det lange spyd det spidse spyd Vagten og Smeden, Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Præsten med sin bog Den store bog den tykke bog Præsten og Vagten, Vagten og Smeden, Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Bager´n med sit brød Den friske brød det dejlig´ brød Bager´n og Præsten, Præsten og Vagten, Vagten og Smeden, Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Kriger´n med sit sværd Det skarpe sværd det blanke sværd Kriger´n og Bager´n, Bager´n og Præsten, Præsten og Vagten, Vagten og Smeden, Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Det er Dværgen med sit skæg Det store skæg, det flotte skæg Dværgen og Kriger´n Kriger´n og Bager´n, Bager´n og Præsten, Præsten og Vagten, Vagten og Smeden, Smeden og Bonden er på kro Og hvem er det der kommer nu? Åh hvilken herlig kro… Anna og Anders Nede på bredden så man forleden vognmandens yngste søn, Anders Kusk. Anna hun havde tænkt sig at bade, smed særken på en busk. Anna i vand til knæene står, for hun har tænkt at vaske sit hår. Bag busken ligger Anders og kigger. Endelig er det vår. Himlen sig hvælver, Anders han skælver, fuglene synger, skoven er grøn. Vandet det pjasker, håret hun vasker Anna er meget køn. Anders kan mærke hjertet det slår, Højrøde kinder Anders nu får, for Anna sig bukker Anders han sukker endelig er det vår. Op træder møen nede fra søen, nærmer sig busk og Anders, vor ven. Højt synger lærken, ta´r efter særken hun vil klæes på igen, men øje på Anders, Anna nu får, højrøde kinder Anna forstår. Højt skukker tjuren midt i naturen. Endelig er det vår. Den gamle spillemand I de store skove nær ved Siljan søen bor en gammel spillemand, han venter kun på døden Huset han bor i byggede han selv Af træer som han fældede langs den blanke elv Nu sidder han og spiller og snakker for sig selv Han er blevet tosset, han spiller sig ihjel Om natten kan det ske, han ta´r sin båd og sejler På Siljan søens sorte vand, der spiller han for dem I tresindstyve år gik han rundt fra by til by og spilled´ på sin violin for mad og nattely Han laved´ ikke andet I alle disse år Han spillede med glæde for en snapsetår Han husker fra sin ungdomstid hvor han kom vidt omkring Til bryllupper og fester og mange skønne ting Han er blevet tosset han spiller sig ihjel Farvel du gamle spillemand og tak for alt farvel. I de sidste fire år har ingen set ham mer´ Men folk på egnen ved dog hvor den gamle er "Han er blevet tosset", si´r de hvis man spø´r "Gå ikke op til spillemanden han har låst sin dør" Ja han er blevet tosset han spiller sig ihjel Farvel du gamle spillemand og tak for alt farvel. En lille én om morgenen En lille én om morg´nen er no't der kvikker op, det får blodet til at rulle, får humøret helt i top, den varmer og den styrker, gør sjælen frisk og ren, nej, der ingenting der hjælper som at ta' en lille én. Skal der vær' fest i gaden og gildet går lidt trægt, og det er blevet ked'ligt, hvor det sku' ha' været skægt, spæd øllet op med drammer så går de atter te'en, nej, der ingenting der hjælper som at ta' en lille én. Har konen mistet lysten og sover for sig selv, så'r der ingen grund til du ska' gå og ked' dig halvt ihjel, stik hende et par drammer så vil hun godt igen, nej, der ingenting der hjælper som at ta' en lille én. En lille én om morg´nen... En lille én om morg´nen... Når tømmermænd forvandler dit ho'de til en byld, så hjælper hverken kolde styrtebade eller albyl, nej, snup en bjæsk og siden en til det andet ben, der er ingenting der hjælper som at ta' en lille én. En lille én om morg´nen... En lille én om morg´nen... Et glas porter Hvis din unge skal bli' stor, ja, skal bli' stor, ja, skal bli' stor, hvis din unge skal bli' stor, så gi' den et glas porter! Og sid'n på vores bryllupsnat da var jeg vistnok lidt for mat, så hvisked' hun den lille skat: Så ta' dig et glas porter! Ting tu lalu lalu lalej Ting tu lalu lalu lalej Ting tu lalu lalu lalej så gi' den et glas porter! Ting tu lalu... Dengang jeg var en lille strik Jeg skreg, når jeg fik mælk å' drikk' min far han sa': Det går sgu ikk' gi ungen et glas porter! Ting tu lalu... Jeg husker på min bryllupsdag, med svag røst svared' jeg mit ja, og præsten så på mig og sa': Så ta' dig et glas porter! Ting tu lalu... Og når jeg bli'r i kisten lagt og blir til kirkegården bragt og præstens sidste ord er sagt - så gi' mig et glas porter! Ting tu lalu... Og når jeg når til Himlens port, og sjælen den er lidt for sort, Guderne viser mig ej bort for jeg gi'r ham et glas porter! Ting tu lalu... Kresten Hvem er det nu, der banker på vinduet? Hvem er det nu, der banker på vinduet? Hvem er det nu, der banker på vinduet? Det'r bare mig, siger Kresten Kresten la'nu vær' å komm' nærmere, Kresten la' nu vær' å komm' nærmere, Kresten la' nu vær' å komm' nærmere. ”Ja men jeg kommer jo ikke!” si´r Kresten Hvem er det nu, der trækker gardinet for? Hvem er det nu... Kresten la' nu vær'... Hvem er det nu der ta'r mig på tæerne? Hvem er det nu... Kresten la' nu vær'... Hvem er det nu der ta'r mig på knæerne? Hvem er det nu... Kresten la' nu vær'... Hvem er det nu der ta'r mig på lårene? Hvem er det nu... Kresten la' nu vær'... ”Nu er han altså kravlet ind ad vinduet, har trukket gardinerne for, taget hende på tæerne, på knæerne og på lårene - så det sidste vers er på lala lala” Nja, da di da ... Men jeg kom sgu allig'vel, si'r Kresten. Kræn Piensens begravelse Kræn Piensen bode i Gørglum sogn, En lystig gammel gut ka´ i tro Folk sa´ om ham, at han var dov´n, Selv sagde han, han ”blot tog den med ro.” Jo, Kræn var noget af en tørstig sjæl, Og for at få søvnen ud af sin krop, Så tog han sig hver morg´n en pægl Af den bedste bjæsk, når han stod op. Kom faldera grib om Madammen Ud på gulvet, en, to, tre, Vi åd og vi drak og vi slåsser sammen Jo, Kræns begrav´lse var der noget ved. Se, en morg´n havde Kræn været skidefuld, Og hans hoved gjord forskræk´ligt ondt, Så da han stod op, faldt han omkuld Og drejet halsen en omgang rundt. Doktor´n kom og så til Kræn, Men han var gået hjem til sin gud, Så hans kone gjorde ham ren og pæn Og sendte til familien bud. Kom faldera grib... Og hans venner mødte alle op, Og enken bød på saltet flæsk Og gule ærter og en kop eller fler´ Af Kræns den allerbedste bjæsk. Så sagde Maren, naboens viv: ”Hvor er det synd for stakkels Kræn, At han sådan sku´ hen og mist´ hans liv” ”ÅH, HOLD NU KÆFT!” sagde Marens mand. Kom faldera grib...... ”Så, så,” sagde Nils fra nabogården. ”Sådan si´r man ik´ til en begravls´” ”Det var da li´ godt satans,” sagde Smeden Jørgen ”Hvad´ der dog galt med din begavls´?” Og så røg Nils og Jørgen på hinanden Og pluds´lig sloges alle mand, En fik en flaske midt i panden, Og Maren hun misted´ sin sidste tand. Kom faldera grib... En flaske bjæsk røg gennem rummet Og pluds´lig blev der ro igen. Alt skrål og larm var helt forstummet, Da flasken lander ov´n på Kræn. Hans skjorte den bliver våd og klam Og hans næse får den gamle glød. Han sir´: ”Hvem fa´n smider rundt med mine drammer? Skal de ød´s væk bar´ fordi jeg er død?” Kom faldera grib... Munken fra Gørglum I Gørglum der leved' en munk der var kendt for sin fromhed og lærdom, han var en mærk'lig hallunk som ej brød sig om pi'r snarer' tværtom! Fa la la la la la la la fa la la la la la la la di fa la la la la la la la fa la la la la la la la di Han elsked' at læse en bog - han læste nu aldrig de frække og fisked' med snøre og krog i omegnens søer og bække. Fa la la la... En aften ved søen han står og prøver om fisken vil bide, da Maren fra naboens gård kom og satte sig ned ved hans side. Fa la la la... Skrub af! skreg den gamle krabat, hans øjne de lyste af galskab. Jeg lever sgu i cølibat og vil ikke ha' kvindeligt selskab! Fa la la la... Men Maren vill' ikke gi' op så da han gik i seng i sit kloster, så mærked' han pludselig en krop - og af skræk bad han 5 paternoster Fa la la la... Forskrækket sprang munken så op og slog sine arme om møen, så lukked' han vinduet op - og smed hende på røven i søen! Fa la la la... Om morg'nen sad munken ved søen, han kunne knap holde sig vågen, så pluds'lig gav stangen et ryk - og så sprællede Maren på krogen! Fa la la la... Af historien her kan vi lære at bli'r man forfulgt af en dame, kan man gøre hvad fanden man vil - hun er bar' ikke til at bli' af me'! Fa la la la... Mine sangen I en mine I en mine Ja i en mine Ja i en mine I en mine I en mine Der skal vi hakke dagen lang Syng igen! I en smedje... Der skal vi hamm´re dagen lang Syng igen! På et savværk... Der skal vi save dagen lang Syng igen! I en stenbrud… Der skal vi slæbe dagen lang Syng igen! I en krostu´... Der skal vi æde dagen lang Syng igen! På et værtshus... Der skal vi drikke natten lang Syng igen! Vores værtshus Hele dagen lang er livet li'som ganske gå't i stå, De problemer som vi har, dem er der ingen ende på, Men det hele får en ende og forsvinder i det blå Når vi samles hen ad aften på vor's værtshus. Vores værtshus, vores værtshus, det er der vi holder til, Der bli'r alle vor's problemer ordnet før de'r blevet til. Når vi ikke har et job er det ikk fordi vi ikke vil, Men det job sku' helst ku' klares på et værtshus. Det er ganske ud'n besvær vi ordner landets politik, det bli'r lettere og lettere, jo mer' vi får å' drikk', alt vill' blive meget bedre – sikket dejligt land vi fik hvis regeringen den sad på vores værtshus. Vores værtshus... Værten han ser ikke skævt til vores sang og vores spil, Om vi slåsser lidt, det si'r han heller ikke noget til, For så længe vi har penge, kan vi gøre som vi vil, Det'r det eneste der tæller på hans værtshus. Vores værtshus... Så nu ringer han med klokken og vi får det sidste glas, Ingen kan forstå vi havde det så skidt i formiddags, Og i morgen mødes vi igen på vores faste plads Ved baren i vor's gode gamle værtshus. Vores værtshus... Vores værtshus... Agathe i sit jomfrubur Agathe i sit jomfrubur, hun reder ud sit hår og skuer ned på engen hist, hvor sølverliljen står. Hvor er han mon den bejler bold som kan hende udfri af smerten? Hun græder i sit pudevår; det bli’r som vølven spår. Nu aftenduggen samler sig, hun reder ud sit hår. Den bli’r til dis for tårnets fod, hvor sølverliljen står. Endnu en helt har fundet vej til borgen der knejser i tågen. Han sidder af og strækker lår; det bli’r som vølven spår. Med faste skridt han nærmer sig, hun reder ud sit hår. Han vinker op men ser ej ned, hvor sølverliljen står. Og tågen dækker først hans fod så svinder hans lænd og hans torso, til sidst hans blanke hjelm den når; det bli’r som vølven spår. En tåre på Agathes kind, hun reder ud sit hår, for hver en helt som fandt hertil, hvor sølverliljen står, For heksen ta’r dem hver og én, Åh, ingen når frem til Agathe, når heksebryggen lungen flår, det bli’r som vølven spår. En jomfru i sit borgtårn står, hun reder ud sit hår og kaster sig på engen ned, hvor sølverliljen står. Nej, ingen ridder skal da mer’ bortlokkes fra livet af hende. Den heks da dør af sult i år; det bli’r som vølven spår. Bahrains sang Udenvælds var draget en mand der ej er klejn. Verden var af lave uden vor Bahrain. Nu er han vendt tilbage, hans smil er ikke fromt. Men se til, at hans bæger ej bli'r tomt! Hvad har du set på din færd? Og har du svunget dit sværd? Hjemvendt til Pherano er en hædersmand. Glædes vil man i Pelosiens land. Ved hans faders bortgang hadet stod på knæ. Dødens sorte fugle bed i livets træ. Stærk mod mørke magter med draget sværd han gik. Pris dig, han Pheranos trone fik. Hvad har du set på din færd... Bænket ved et højbord sidder bedste søn. Ved hans hjertes side er en brud så køn. Forårsfestens bud er til hele riget sendt. Husk, han har Pelosiens hjerte tændt. Hvad har du set på din færd... Hvad har du set på din færd... Gådemesterens sang Hvor stor er mon stjernevrimlen? Hvorfor bliver dag til nat? Hvad er mon fattigmandens eneste skat? Hvad er det der er kapslet ind i en skal med pigge på, men som er blød og glat at røre, som en glød at kigge på? Tre gåder skal du mig besvare før du får svar fra mig Tre gåder skal du mig forklare før du får svar fra mig Jeg er skovens gådemester Gåder stiller jeg Tre gåder du må besvare før du får svar fra mig Hvad frygter selve livet når solen den går ned? Hvad brænder mer´end ilden i essen hos en smed? Hvem frygter angsten mer´end angsten? Hvad gemmes i dit sind? Hvad gemmer sig i sangen fra den barske Nordenvind? Tre gåder... Hvad siger fornuftens stemme der hvisker i dit sind? Hvad kalder på den tåre der rinder dig på kind? Hvad siger du i dine bønner førend du går til ro? Og hvori ligger gnisten til din dybe tro? Tre gåder... Kan stilhed give ekko? Hvorfor er himlen blå? Hvorfor længes sjælen efter det den aldrig kan få? Hvad tænder himlens stjerner? Hvordan mon musen bor? Hvad er det der puster liv i alt på denne jord? Tre gåder... Hvad venter os bag døden? Sættes sjælen fri? Besvares alle spørgsmål når livet er forbi? Findes der kun mørke eller er der lys et sted? Kan man dø som synder med ren samvittighed? Tre gåder... De to ravne Da jeg så ene i lund måtte gå, Da jeg så ene i lund måtte gå, Jeg så to ravne der lagde råd. Jeg så to ravne der lagde råd. Den ene sig imod den anden vendte Den ene sig imod den anden vendte Hvor skal i dag vi hvor føde hente? Hvor skal i dag vi hvor føde hente? Jo hist på vang bag grønnen vold En slagen ridder ligger under skjold, Og ingen ved, at han ligger der, End hans hund, hans høg og hans hjertenskær. Hans hund den jager i vilden skov. Hans høg den søger i sky sit rov. Hans pige har givet en anden sin tro, Så vi kan æde hvor mad i ro. Hans hvide halsben kan du sidde på, Så hakker jeg ud hans øjne blå, Og med en lok af hans gyldne hår Vi tætner vor rede til efterår. Mangen har ham bragt kvide, Men om hans skæbne skal ingen vide, For over hans kolde blege ben Der blæser for evigt den barske vind. Du er kvinden Når jeg lægger mig til hvile mine øjne glider i er du den stjerne jeg følger i drømme Du er blid som mælk og honning du er stærk og sød som vin du vederkvæger min sjæl når den tørster Du er lyset på min himmel den der leder mine skridt igennem nætternes kulde og mørke Du er havets vilde brusen du er flodens stille strøm som bær' mig sikkert og trygt gennem livet Du er skønhed uden grænser selv den allermindste spurv må juble højt for den gud som har skabt dig Du er kvinden som jeg elsker du er dronning i mit liv som du regerer så længe jeg lever De tre møer og røveren Tre små møer gik ved en å Lu i læ å læn i å Da brat de så en røver stå På den grønne, grønne bred ved Ølen Å. Den første mø han tog i favn Og svingede hende rundt på stand "Sig mig vil du være en røvers viv? Eller vil du dø for denne min kniv?" "Jeg vil ikke være en røvers viv. Da dør jeg hellere for din kniv." Så tog han frem sin hvasse kniv Og så tog han hendes unge liv. Den anden mø han tog i favn Og svingede hende rundt på stand. "Sig mig vil du være en røvers viv? Eller vil du dø for denne min kniv?" "Jeg vil ikke være en røvers viv. Da dør jeg hellere for din kniv." Så tog han frem sin hvasse kniv Og så tog han hendes unge liv. Den tredje mø han tog i favn Og svingede hende rundt på stand. "Sig mig vil du være en røvers viv? Eller vil du dø for denne min kniv?" "Jeg vil ikke være en røvers viv. Ej heller vil jeg dø for din kniv. Om mine brødre var her nu Da dræbte du ikke mine søstre to." "Hvor er dine brødre så?" "Den ene er præst oppe nordenpå." "Hvor er din anden broder nu?" "Han er røver ligesom du." "Åh, Himlens Herre hjælpe mig nu! Da dræbte jeg mine søstre to!" Så tog han frem sin hvasse kniv Og så tog han sit eget unge liv. Elverne Måneskin og stjerneild Himlene sendte os ned Månemild og stjerneblid Skabt blev vi af kærlighed Drømmevæver, harpekunst Sangen vil lyde i skov Musik er vor gudindes gunst Gudinde, vi priser din lov Bueskytte, skovdvæler Månens spidsørede børn Ædelmod og gavmildhed Øjne og flugt som en ørn Skjaldedigt og skjaldesang Historierne bliver fortalt Lyt til visen, kort som lang Glæden ved livet er alt Dyr i skov og fugl i sky Med søskende lige på fod Lever i skov og gylden by På Jorden har vi slået rod Fejrer sol og fejrer maj Våren er kommet hertil Danse sammen du og jeg Feste for livet vi vil Erik Langknivs vise Kom hør om Erik Agersøn, Som fødtes fjernt herfra. Han var en elvers og dværges ven Og mangen byrde han bar. Men da han endte sit korte liv, Var han kendt som Erik Langekniv Han Erik jaged' hjortevildt I kongens store skov.. Her snød han vinters sultedød, Men brød da kongens lov. Men da han… Erik blev nu lovløs kaldt Og samled' venner tolv; De delte ud til fattigfolk Og tog af rigmænd told. Men da han… De rige købmænd rystede, De frygtede hans navn, Men hver madam og pigelil De åbned' deres favn. Men da han… Han flygted' fra Stormhedes len Og ud i Geistenwald. Det var i byen Geistendorf, At bødlens økse faldt Men da han… Hans bene hviler nu under muld, Men leve gør hans ånd, Og selv ved blokken hans klare sind Berøved' vagten en hånd. Men da han… Da Erik vandred' til Dødens Port, Girak til hjælp ham kom: Han snød ham bort fra Dødens greb, I skoven han strejfer nu om. Og når han ender sit lange liv, Er han kendt som Erik Langekniv. Og sorg blev vendt til glædesrus, Han ind i kroen kom. Da vagten så til Eriks grav, De fandt den ganske tom. Og når han ender sit lange liv, Er han kendt som Erik Langekniv En orks liv Jeg er en baby-ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg er en baby-ork, Min hjerne er lavet af kork. Da min moder sku´ føde, Begyndt´ hun at bløde. For jeg hugged´ mig ud med en kniv. Tralala lalala……… Jeg er en lille ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg er en lille ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg sover på sten, Min sut er et ben, Jeg har revet af en menneskemand. Tralala lalala……… Jeg er en voksen ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg er en voksen ork, Min hjerne er lavet af kork. Slås med elver´ og dværge Er der andet at lave? Knuse hovder er nemlig så skønt. Tralala lalala……… Jeg er en gammel ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg er en gammel ork, Min hjerne er lavet af kork. Men jeg har masser at lave Med min hun-elver-slave. Nåhr, nej: Hun døde i går. Tralala lalala……… Jeg er en stendød ork, Min hjerne er lavet af kork. Jeg er en stendød ork, Min hjerne er lavet af kork. Mit liv det er slut, af min søn blev jeg skudt, Men sådan er livet som ork. Tralala lalala……… Jeg er en rådden ork Min hjerne er lavet af kork Jeg er en rådden ork Min hjerne er lavet af kork Den dag da jeg døde, fik ungerne føde, for de åd mig med hud og med hår. Tralala lalala……… Jeg er en zombie-ork Min hjerne er lavet af kork Jeg er en zombie-ork Min hjerne er lavet af kork jeg er slimet og klam og næsten lam mit liv er ikke så sjovt. Tralala lalala……… Festen er lige begyndt Nu er det vår, hjerterne slår. Festen er lige begyndt og jeg vil synge og spil´ Natten er lang. Kom og vær glad, nu er der mad. Festen er lige begyndt. Her er vin, fyldig og fin. Bordet er fyldt. Kom så karle og piger fra landet her Hele byen har fest! Kom så dværge og småfolk og elvermænd sammen har vi det bedst! Kriger og svend, kæmpe og dreng. Festen er lige begyndt og dit sværd er til besvær Læg det kun bort. Frøk´ner og fru´r, dans nu en tur. Festen er lige begyndt og I kan skænke hver mand glæde og lyst. Kom så karle… Kom så karle og piger fra landet her… Kom her min tøs, nu går det løs. Festen er lige begyndt og vi skal danse på bal Livet er skønt. Nu skal vi le alting kan ske. Festen er lige begyndt og du må synge og slå vin i din hals. Kom så karle… Skjaldenes kunst skal nyde gunst. Festen er lige begyndt og jeg har gjort hvad jeg ska´ Giv nu en mønt! Kom så karle… Filligutten 2 elskende de mødtes på Vogterlandsbro 2 elskende de mødtes på Vogterlandsbro De lovede hinanden al den ære, al den tro I lytter til mit råd Filligutten han stod lidt en afstand derfra Han tænkte: "Den mødom jeg napper, hahaha!" Den ridder han red, men Filliguten han rend og faktisk kom Filligutten hurtigest frem. Han bankede på porten med fingeren sin. "Og hør nu, skønjomfru, I lukker mig vel ind?" "Nej, jeg lukker ingen op og jeg lukker ingen ind, medmindre det er allerkæresten min." "Men husker I ikke ved Vogterlandsbro, vi lovede hinanden al den ære, al den tro?" "Men er I den ridder fra Vogterlandsbro? Da vil jeg lade slåen fra døren gå." Filligutten han sad på forgyldende skrin, den jomfru trakterede ham med punser og vin. Og Filligutten om natten hos jomfruen lå. Men næste morgen skulle han traske og gå. "Men er I den ridder fra Vogterlandsbro, så haster det vel ikke så fort med at gå." "Jeg er ej den ridder fra Vogterlandsbro. Jeg er Filligutten og jeg lurede jer i går." "Er du Filligutten og lurede du os i går, så skal du ej slippe med livet herfra." Filligutten han ud gennem vinduet sprang, 5 sølvslagne knive hun kasted' efter ham. Den jomfru hun stod deroppe i vinduet og lo "Nok har du min mødom, men jeg har dine sko." "De sko de er ej den skønjomfru for gode: De er lappede i hælen og syede i tå." "I morgen, når min fader han rider ind til byen, så køber han mig en mødom og den skal være ny." "Lad ham købe 1 og lad ham købe 2, du har sku kun én mødom, men jeg har flere sko Hymne til kokken Dyreryg, vildsvineskank, bjørnebøffer i sovs, stegt fasan med svamp, snegl i røg og damp. Haresteg, fugle på spid, flodens ørred og laks. urter fra det fri gi’r maden krydderi Vilde løg, skovsyre fin, humle, nødder og bær. Rødder fyldte med kraft, æbler spændt af saft. Byg til øl, hvede til brød, druer, havre og rug Snaps med slåen blå skal man ej forsmå. Se kokkene tryller med potter og pander. Med potter og pander de tryller og bander. De koger og steger, f lamberer, blancherer. Ved bålet de sveder, mens de kokkererer og fylder vor vom. Se kokkene tryller... Kokkens hverv aldrig ta’r slut, ingen ende det har. Straks ved morgengry starter han på ny. Se kokkene tryller... Khang flodens stemme Hvis man om natten går stille langs bredden Ved Khang-flodens rolige, natmørke vand Da hører man snart en klagende sang Et ekko af de, der drukned' engang Ingen bemærked' de oprørte vande Da mørket faldt på og festen blev ved En storm var på vej, den ænsede ej De lyk'lige mennesker på sin vej Ej vil I glemme… Ej vil I glemme Khang-flodens stemme Vogt jer, vor skæbne ku' blive din Aldrig forsvinder de druknede minder Her i vor våde grav Bådene kæntred', da flodbølgen ramte Den rasende strøm trak alle til bunds En brudeseng blev det grådige dyb Men hvile her finder sjælene ej Ej vil I glemme… Glæden var stor dengang festen blev varslet Et bryllup på Khang-floden snart skulle stå Og gæster blev kaldt fra nær og fra fjern De sejled' på flodens vande så blå Ej vil I glemme… Hvis man om natten går stille langs bredden Ved Khang-flodens rolige, natmørke vand Da hører man snart en klagende sang Et ekko af de, der drukned' engang Ej vil I glemme… Bruden og gommen ud stævnede sammen For troskab at love, til Solen bli'r sort De kærlighed fandt og slægter forbandt Og anede ej, at glæden blev kort Ej vil I glemme… Ej vil I glemme… Aftensang Stjerner titter frem Dagen går på hæld Månen stiger op Og kigger ned Fra himlens hvælv Dage som er væk Dem der står på spring Flyder ud i et Og danser rundt Og går i ring Dyr i busk og krat Pusler sagte rundt Håber de har skjul For alt det som Vil gør’ dem ondt Langsomt bringes ro I mit trætte sind Øjne glider i Jeg sukker let Og sover ind Harpens blide klang Bærer drømme bort Drømme spirer frem Og gi’r kulør I natten sort Knokkelmanden Når skyggeæggene falder fra Dødens sorte fugl, Så fryser vi mennesker og kryber i skjul. Den blodrøde blomst, der lander i mit skød, Den kalder til liv midt i stanken af død. Så hør, du gamle Knokkelmand, hold dig vel i hu Mange har du taget, men vi er her endnu. Ja hør, du gamle Knokkelmand, hold dig vel i hu Mange har du taget, men vi er her endnu. Dit magre skelet kaster skygger overalt. Du siger du er konge, men ligner kun en pjalt; En dag så vil du komme til alt, der nu er liv; Selv os, der her er samlet, skal falde for din kniv Så hør, du gamle… Igennem alle tider går dag og nat i ring: Hvor hvert barn vokser op, står en knokkelmand på spring. Slægter skal komme, og slægter skal forgå, Ja alting vil forandres, kun livet vil bestå. Så hør, du gamle… Så hør, du gamle… Læg din maw Læg din maw' imod min maw' Så ska' du se hva' to ka' lav' Læg din maw' imod min maw' Så ska' du se hva' vi to ka' lav' Læg dit bryst imod mit bryst Så ska' du se hvor din seng ka' ryst' Læg dit bryst imod mit bryst Så ska' du se hvor din seng ka' ryst' Læg din fod imod min fod Så ska' du se hvor vi to ka' rod' Læg din fod imod min fod Så ska' du se hvor vi to ka' rod' Hey ho det må vi prøve.. Hey ho det må vi prøve, Først af med skjorten det' bare i orden Hey ho det må vi prøve Det ska' nok bli' sjov Hey ho det må vi prøve, Først af med skjorten det' bare i orden Hey ho det må vi prøve Det ska' nok bli' sjov Læg din kind imod min kind Så der snart en der kigger ind Læg din kind imod min kind Så der snart en der kigger ind Læg dit lår imod mit lår Så ska' du hvor'n røven går Læg dit lår imod mit lår Så ska' du se hvor'n røven går Læg dit ben imod mit ben Så ska' vi lav' os en lille en Læg dit ben imod mit ben Så ska' vi lav' os en lille en Hey ho det må vi prøve… Læg din maw' imod min maw' Så ska' du se hva' to ka' lav' Læg din maw' imod min maw' Så ska' du se hva' vi to ka' lav' For-glem-mig-ej Om blomsten, jeg nu synge vil -synge vil Den er så let og ligetil -ligetil Den vokser ved hver grøft og vej -grøft og vej Og dens navn det er forglemmigej -forglemmigej En aften jeg til kroen gik Jeg øje på en pige fik Hun stod og smiled' sødt til mig Hun smiled' mest til min forglemmigej Så da jeg fulgte pigen hjem Vi sku' naturligvis i seng "Kom her og læg dig ind til mig" "Så ska' jeg vise dig forglemmigej" Næste morg'nen da jeg vågned' op Jeg mærked' pigens varme krop Hun lå og smiled' sødt til mig I munden had' hun min forglemmigej Fle'r månd'er gik og pigen kom Hun viste mig sin store vom "Se her hvad du har gjort ved mig" "Det har du gjort med din forglemmigej" Drenge, drik mælk, lad øllet stå Brug hånden og la' piger'ne gå Det var det råd jeg aldrig fik Nu er jeg Sømand med en slatten ARM! Knud Lille og kongen Knud Lille, han sadled´ sin ganger så grå lisså stille. Så red han hen ad vejen ud til kongens store gård. For gerne danser Sølverlin med lille Knud i løndom. Der kongen bød Knud til et veldækket bord. De åd og drak og taled´ mangt et skæmtende ord. Og festen trak ud og den dag blev til nat, for Knud beskænked´ kongen, til han ned fra stolen drat´. Da listede Knud o ver natmørke gård. Så lønligt skjult i skyggen til han jomfruburet når. Der banked´ han sagte på jomfruens dør. ”Oh, Sølverlin, kom se en ting, du ej har skuet før.” Og Sølverlin tog på sig særken så blå og åbned´ alle låse både store og små. De tumled´ hinanden i alkoven trang, men dog til sidst den Sølverlin sin glæde højt udsang. Da vågnede kongen med ho´det i vin. Han troede han drømte, men han kendte pigens hvin. Højt kongen da råbte ud over sin gård: ”Kom klæd nu mine krigere i brynjerne blå.” De hamred´ på døren og gav dette bud: ”Knud Lille, om du findes der, så kom da straks herud!” Knud Lille, han ud gennem døren sprang og huggede en vej så bred, hvor pladsen før var trang. Og der stod da Knud med sin klinge så rød. ”Vær glad at du vor konge er, for ellers var du død.” ”Knud Lille, så sæt da dit blodige sværd. Jeg giver dig min datter, for du har bevist dit værd.” Knud Lille, han sadled´ sin ganger igen og rider ud med væne Sølverlin fra kongens gård. Røvernes sang Vi stod 2 røvere og vented' på en sti Tingluti tangluti lustudilej Vi ventede på, at et offer kom forbi Stolten adelus, bådsmandshus Krusmusidus Tingluti tangluti lustudilej Kristo mani for snore vore vi For et røveri En købmand kom med en sæk så tung Tingluti tangluti lustudilej Vi slog ham ned og huggede hans pung Stolten adelus… Vi gik begge to ad landevejen hen Tingluti tangluti lustudilej Røved' i en by og løb fra byvagten Stolten adelus… Så drog vi til stads og gik på kro Tingluti tangluti lustudilej Vi blev så plørefulde begge to Stolten adelus… Vi røvede hos fyrsten selv Tingluti tangluti lustudilej Og slog hans egen livvagt ihjel Stolten adelus… Da flygted' vi ud i skoven stor Tingluti tangluti lustudilej Vi kendte begge straffen for mord Stolten adelus… De finder os aldrig, selv om de gerne vil Tingluti tangluti lustudilej Det er trods alt vore liv, der står på spil Stolten adelus… Nu sidder vi her ved vort lejrbål Tingluti tangluti lustudilej Hæver vort krus og råber: SKÅL! Stolten adelus… Når bjælderne danser I et land langt borte fra dette sted To prinser og søster på gangere red Kendte ej skæbnen, der for dem lå Når bjælderne danser på fødder små Bjælderne danser på fødder små Bjælderne fik hun af moder sin Til at pynte foden så fin Brødrene elskede søster så Når bjælderne dansed’ på fødder små En fyrste med hær kom til kongens port Snart flød blodet og kampen var kort Ved fyrstens fod landets konge lå Men bjælderne dansed’ på fødder små Fyrsten bad da om søsterens hånd Alt mens kongen opgav sin ånd: “Sig ja, så i live dine brødre kan gå, Når bjælderne danser på fødder små.” For deres søster to brødre trak sværd: “Heller’ vore liv vil vi give jer! Den jomfrus hånd I aldrig vil få, Når bjælderne danser på fødder små!” Den ældste bror blev da ramt af en pil; Fyrsten smilte så hånligt et smil. Med sværd i ryggen den anden bror lå, Og bjælderne standsed’ på fødder små Fyrsten bød hele landet til fest: “Hver en borger skal være min gæst. Alle skal komme, store som små: Hør bjælderne danse på fødder små.” Jomfruen ønsked’ kun hun var død, Ædle tårer på kinden flød. Med tunge skridt hun til kirke gå. Men bjælderne dansed’ på fødder små. Da de passerede kirkegård, Dansede bjælder på stedet, hvor Begge hendes brødre begravet lå, Ja, bjælderne dansed’ på fødder små Da hun sin troskab til fyrsten sku’ gi’ Blev døren knust fulgt af råb og skrig: “Du for vort blod nu betale må, For bjælderne danser på fødder små!” Ingen ku’ stoppe de velsignede mænd. Søsteren græd, da hun så dem igen: “Det er gudernes værk, de min tak skal få, Når bjælderne danser på fødder små. To sværd gav fyrsten et dødeligt sår. To døde brødre skreg: “Hævnen er vor! Vor søster er frelst, nu vi begge kan gå, For bjælderne danser på fødder små.” Da prinsessen sit liv ville ta’, Tog fyrsten hende koldt i sin favn og sa’: “Du på bryllupsnatten mig elske må, Når bjælderne danser på fødder små.” I fred nu hviler brødrenes ben, For søster er frelst fra ondskab og mén. For evigt den dåd alle huske må, Når bjælderne danser på fødder små, Bjælderne danser på fødder små Guderne så det og ynked' den mø: "Ej skal hun skændes, ej skal hun dø. Igen hendes brødre på jorden skal gå, Når bjælderne danser på fødder små." Ét kan I lære af dette vort kvad: Lad jer ej styre af blod og had. Den evige lykke I også kan få, Når bjælderne danser på fødder små! Røvfar Når Røvfar leger sin leg Bli’r din fremtid meget sort for dig Når dit liv det går amok Og du indser, du’ et pjok, Så’ det Røvfar, der leger sin leg Hvis du falder over dine egne ben Og knalder hovedet ned i en sten Og du slår dit knæ af led Og du lander på et sted Der hvor koen lige før stod og sked Hvis du vil tænde, ild når du går Men flammen sætter ild til dit hår Og du under host og hark Troede du sku’ ryg’ tobak Ødelægger piben som du fik i går Er det Røvfar der leger sin leg Jeg har aldrig sagt, du ikke er et kvaj Du ka' lisså godt indse det: Du ka' ikk' gør' noet ve' det Er det røvfar der leger sin leg Når Røvfar leger sin leg Så bli’r din rygrad blød som bolledej Når dit liv er gået amok Og du indser, du’ et pjok Er det røvfar, der leger sin leg VI ved jo godt han vinder til sidst Han slukker glædens allersidste gnist Du bør altid vær på vagt Han har nye planer lagt Og så har han nærmest uindskrænket magt Hvis det regner, når du går hjem fra kroen Og du ved, at du skal hjem og slå’s af konen Hele lønnen den gik nøel For du brugte den på øl Og så falder du så i en mudderpøl For røvfar leger sin leg Din fremtid den bliver meget sort for dig Når liv er gået amok Vil du indse du’ et pjok Fordi Røvfar leger sin Virk’lig vir’klig leger sin Det er her du bli’r til grin Og jeg kalder dig et svin Når Røvfar leger sin leg Så det Røvfar der leger sin leg Håbet bliver sortere end beg Når dit liv er gået amok Og du prygles af en stok Er det Røvfar, der leger sin leg Dideli-daj Sørøvere elsker øl Søens mænd har én kærlighed Intet kan gøre hans krop så hed Øl i sjæl og grog i krop Det kan vække de døde op! Op op op op Øl i sjæl og grog i krop Krop krop krop krop Det kan vække de døde op! Hyr os til dit beskidte job For vi er rå og gir aldrig op Guld og skatte vi altid tar’ Bare giv os en øl og så’ vi klar! Guld og skatte vi altid tar’ Bare giv os en øl og så’ vi klar! Vin er kun for den fine snob Der aldrig tør fylde glasset op Jeg arbejder bedst for flydende mønt Og når jeg drikker, er det ikke kønt! Øl og mandsmod det følges ad Dem der sir nej, de får en flad! Er sønnerne dine alt for søl’ Ja, så skal de bare ha' nogle øl! Øl til husbehov altid dur Både på jomfruer, datter og fruer’ For grimme damer blir smukke straks Når bare vi får noget øl og snaps! At få en kone er ingen gavn Som mand der lider jeg ingen savn For hvad skal jeg med en piges favn? Når jeg kan få øl i hver en havn! Da jeg var fattig som kirkemus Min sjæl den solgte jeg for et krus Med Djævlen drak jeg da om kap Nu skylder HAN mig en øl som tak! Den dag jeg skal i det salte vand Skal øllet være min banemand Med sværd ved fod og flask' i hånd Ja, sådan skal en pirat udånd’ Sortvads skeletter Nat i Sortvad, hør vinden hvisker i skovens kroner og over sø. Vandringsmanden, som søger hvile på ensomt leje, vil sikkert dø. Alt hun møder, vil hun slå ned. Blind af had og kærlighed. Hvem er damen, som alle frygter og flygter fra som en fjendehær? Knokkeldronningen evigt vandrer i nattens mørke med blodigt sværd. Alt hun møder… Dronning var hun, ved Brovas side hun én gang troned´ på Sortvad slot. Først af alle og stolt som ingen var Sisva værdig til landets drot. Alt hun møder… Og da Brova en anden pige fik kær, hun kæmpede for sin stand. Tak var ussel, for kongen klaged´ og dømte Sisva til bål og brand. Alt hun møder… Heks hun kaldtes, og fyldt af vrede hun kunne ej finde sjælero. Som skelet hun sin konge søgte, men fandt hans leje var fyldt af to. Alt hun møder… Sisva vækked´ den nye dronning, de tvende kvinder om kongen stred. Kampen rased´ i Brovas kammer til begge styrted´ fra tårnet ned. Alt hun møder… Dog det drab kunne ej formilde det had, som brænder i Sisvas blod. Evigt søger hun Brovas krone og ingen kan hende stå i mod. Alt hun møder… Brovas frille, Rebekka kaldet blev også nægtet sin sjælero. Derfor træffes på Sortvads veje nu ej kun ét, men skeletter to. Aldrig vil de i grav få fred. Spændt i had og kærlighed. Bjesk Tæt ved skov og strand, og det saltet vand, Det vor lærken triller slår. Bag ladens mur i et lille skur det er der vor hemlighed den står. I den klare luft, er en herlig duft og den virker sært bekendt. Det den duft af vår, som til hjertet går, Det den søde duft af hjemmebrændt Lig´ hvor malurt gror i den magre jord der hvor slåen pors og hyld Den gir smag af stik i den gode drik som vi drikker for vor helbreds skyld Den er rund og varm, den er barsk og stram og vi kalder den for bjesk Den er sund og god, den gir kraft og mod og så slår den lig´ som tøre tæsk Folk fra fjern og nær kommer alle her for at smage vores bryg. Den er vidt berømt for den smager skønt og så er den dejlig nem og tyk Lider du af stress tag dig et par glas for dens virkning er intens Den kurrer gigt og nyre svigt pest og prostata og impotens. Rottefængeren Der bode en mand i en landsby i Mhy som fangede rotter og mus i sin by. Men når han var ude at passe sit job Stod konens sovekammerdør lukket op. Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj Og han listede hen hvor de elskende lå og råbte så højt, at de helt gik istå: "Nu har jeg sunget rotter i hele mit liv men så store som dig trod´ jeg ik´ de ku bliv´." Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj Og li´ så snart manden var uden for dør´n kom naboens forkarl, og han hed Hans Jørgen. Og alt imens manden fanged' rotter og mus Så hygged' de to sig i ro i hans hus. Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj "Og nu skal du bøde for hvad du har gjort, jeg snupper en guldmønt fra lom´ i din skjort. "En guldmønt," sa´ karlen og latteren sang, "så blir´ det kun ca. en kobber pr. gang." Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj Og karlen han banket på døren og sa': "Min kæreste skat, er din mand hjem´ i dag? "Nej, han fanger rotter, så kom kun Hans Jørgen." Men manden var hjemme, han lytted´ bag døren. Dillijæum, dillijæum , dillijæum dum dæj Konen på øen Se, der boede en kone på Øen og på Øen var hun født; hun elsked' højt sin mand men mer' en anden hun ha'd mødt, Kom så tikkerli takkerli tara turom turom ta, hun elsked' højt sin mand men mer' en anden hun ha'd mødt. Så gik hun til sin doktor for at købe en mixtur, som helst sku' gøre manden blind, før elskeren blev sur. Kom så tikkerli… Og doktor'n sa': Gi' ham brændevin og fjorten æg om da'en, det varer kun et øjeblik, så'r han blind som bare fa'en. Kom så tikkerli… Men doktoren skrev et listigt brev. Hør her dit gamle skind din kone hun har købt mixtur, for hun vil gør' dig blind. Kom så tikkerli… Da konen hun kom hjem, så fik han æg og snaps, det skind; det vared' kun et par timer, så ku' han ikke se en pind. Kom så tikkerli… Så sa'e den gamle: Hør du kone, jeg vil drukne mig, og konen svared': Jeg går med, så ka' jeg vis' dig vej. Kom så tikkerli… Ved havets bred der stod hun bagved for at skub' ham i'et; men da hun så tog tilløb, så stod manden lidt tilsid'. Kom så tikkerli… Og konen sank, højt skreg hun op, og bleg var hendes kind, han sa': Ku' jeg blot redde dig, men jeg ka' ikke se en pind. Kom så tikkerli… Moralen er: Skub or'nligt til, hvis du vil drukne mand'n, og vær sikker på, han drukner, før du finder dig en and'n. Kom så tikkerli… Sel'fø'lig ka' du gøre ham blind med æg og brændevin; men skal det være ganske sikkert, gi' ham no'et stryknin. Kom så tikkerli… Troels fra Løkken Se, Troels fra Løkken var’n gæv musikant, som spilled’ på fløjte, så tårerne randt, men osse så smilet brød frem i hvert sind, og de fleste af glæde gik over gevind. Hans spil tændte ild under pigernes skørt og gjorde dem rede til mere end flirt; de hellige græd, mens de slog korsets tegn, når det puslede livligt bag levende hegn. Hør du der, kom nu her, hvis han spiller lidt mer’, ved jeg nok hvad der sker! Hør du der, kom nu her, hvis han spiller lidt mer’, ved jeg nok hvad der sker! Da samlede præsten den hellige flok og sa’, at nu ha’d han ved guder fået nok. “Vi må ha’ sat stop for hans syndige spil, førend hele vort by ry’r ad pokkeren til!” Da råbte Per Graver: “Jeg ved hvad vi gør, vi stjæler hans fløjtr, hvis no’n af jer tør; i flammerne skal den, og helt brændes op, for vi skal ikke fristes i sjæl og i krop”. Hør du der… Der var stille of tyst, da de kom til hans hus med præsten i spidsen, så stille som mus. Et vindu’ blev åbnet, og ind kravled’ én; thi det lød, som om synderen sov som en sten. Så tændte de bål, og snart gnisterne fløj, og op imod himlen steg kvalmende røg; da fremsagde præsten en bøn eller to og kastede fløjten på bålet og lo. Hør du der… Men da Troelses fløjte i flammerne lå, begyndte den lystige triller at slå, og da den gik løs på en flintrende vals, lagde præstefru’n armen om graverens hals; pastoren gav lægens kone et klem, og jord’mo’ren fatted’ om lærerens liv, og snart bag hver busk lød der pu’slen og hvin, medens Troels fra Løkken så til med et grin. Hør du der… Hvis han spiller lidt mer’, ved jeg nok hvad der sker! Verdens uheldigste mand Den jurastuderende unge hr. Skov var flittig og lærte sig lov efter lov, han red paragrafferne selv når han sov, var bange for pi'r og gik aldrig på sjov. Han fik sin eksamen, han fik sig et præ, så ingen kan påstå at Skov var et fæ. Han mødte en enke lidt gammel, men rig, med hende gik så advokaten i krig. Han er verdens uheldigste, verdens uheldigste, verdens uheldigste mand, han er verdens uheldigste, verdens uheldigste, verdens uheldigste mand. Nu' brylluppet fejret og gæsterne gå' t, og Skov ser sig om i det hjem han har få't. Det' fornemt og kostbart og Skov smiler glad, mens den yndige ta'r sig et lunt lille bad. Hun vasker sit ansigt, hun fjerner sin teint, det er li'som skønheden taber terræn. Nu sidder på håndklædets hvide frotte, det skønne, som Skov syn's var dejligt at se. Han er verdens uheldigste ... Hun havde et hår, der var smukt som en drøm, og det tog hun af og hang op på et søm. Hun stod ved et spejl på en fliseklædt væg og raged' med omhu sit stikkende skæg. Og alting blev ordnet og alt lagt på plads, det dejlige smil la' e hun ned i et glas, så la'e hun sin barm i en skuffe og sa'e: Korm, hjælp mig, min ven, og skru træbenet af. Han er verdens uheldigste ... Studer bare jura og borgerlig lov, men studiet af piger gi'r langt mere sjov. Tænk bare på Skov som er rig og berømt, men dybt i sit hjerte må føle sig dømt: Som verdens uheldigste ... Ud på heden Kom til mig en stjernenat Ud på heden Himlen er med sølv besat Over lyng vi farer Følg min sang på heden ud Vid; jeg er din hjertebrud Kom ud til min rosengård Førend midnatstimen slår Bank så på min åbne dør Som det sig da hør’ og bør Træd da over tærskel ind Se dig om i stuen fin Gulvet strøget er med sand Hentet fra den hvide strand Tag min hånd så liljehvid Deromkring ved midnatstid Byd mig nu til dansen op Gå den vil til jeg si’r stop Sæt dig nu på bænken hen Vid; du er min kære ven Spise af fad og spis af skål; Stegen ristet over bål Bryd så af det hvide brød Her er ingen sorg og nød Drik af bægret vinen rød Den er fyldig, stærk og sød Ud i haven gå vi vil Lytte lidt til månens spil Sæt en ring på finger min Så jeg ret kan blive din Læg din hånd imod min kind Give mig så din sjæl og sind Kys min rosenrøde mund Bliv hos mig endnu en stund Gå vi må når dagen gry Lig’som ræve vil vi fly Sov hos mig i sorten jord Udi højen hvor jeg bor Aldrig sol igen du se; Dette er min vilje ske Nu for evigt du og jeg Følges vil af samme vej Nu for evigt er du fri Gå vi vil af samme sti En skrædder og hans lille mus En skrædder og hans lille mus Hej didelum kum lirum De bode i et lille hus Hej didelum kum larum Hej didelum kum lirum larum Gennem hele Garum Hej didelum kum lirum lej Hej didelum kum lirum larum Han tænkte musen er vidst sløj Han gav den jern og syltetøj Hej didelum kum… Han tænkte musen dør vel ej Han gav den spæk og flæskesteg Hej didelum kum… Men musen ud af døren sprang Og skrædderen ledte dagen lang Hej didelum kum… Så fandt han sig en anden mus Og nu lever de i sus og dus Hej didelum kum… Hej didelum kum… Midvinter Midvintertid, tusmørketid, Natten har magt, Solen har det så hårdt, gemmer sig bort, Skjuler sin pragt. Midvintergys, tusmørkelys Synger vi ud, Mens vi danser omkring, danser i ring, Hylder vor gud. Midvintertid, tusmørketid, Natten er lang, Kort er dagen den grå, mennesker må Synge en sang. Midvinterdans, tusmørkedans, Danser vi da Og vi blusser i nat, lyset ta'r fat, Snart bli'r det dag. Lys vil vi kalde, Lys skal der falde, Lys, så det lyser over os alle. Midvintertid, tusmørketid Svinder engang. Lys vil vi kalde, Lys skal der falde, Lys, så det lyser over os alle. Midvintertid, tusmørketid Svinder i dag Eylindars Bjerge Fra tidernes morgen så vi bjergene stå som mure af stene, så tavse og grå. Dækket af skove og fulde af kløfter, hvor råb blot forsvinder som tomme løfter. Dér gik vi engang, og dér går vi igen, for bjergtroldens sang lokker alle derhen. Vætterne Tavse nætter og dybe kløfter Og alt det mørke på jorden, Fæle vætter og glemte løfter, Det finder du mod nord. Solen synker og vinden vender, Og ingen når tilbage. Solen stiger og vinden vender, Men ingen vender hjem. Duften bæres af søndenvinden Mod nord til vætternes huler, Duft af blodet i barnekinden Får vækket vætters sult. Solen synker... Vågner vætter, vil ikke sove, Når duften flyver med vinden, Hold dig da fra de mørke skove, Ja vov dig aldrig ind! Solen synker... Vandringsmanden, der går alene, Han ser det glimte i mørket, Følger lyset imellem grene Og står ved vætters dør. Solen synker... Frænder føler et stik i hjertet, Et sug, når solen forsvinder, Ved, at manden var stærk og hærdet, Men føler nattens vind. Solen synker... Dagen kommer, men vandringsmanden Han vender aldrig tilbage. Frænder møder med sorg hinanden Når natten bli’r til dag. Solen synker... Tortuga er mit hjem Når vinden bider i ens trætte krop, og landlov er hårdt tiltrængt. Så er der kun et sted jeg kan tage til, uden at blive dømt og hængt. Jeg har glemt min far, jeg har glemt min mor, jeg har glemt hvor jeg er vokset op. Mit hjem er i lasten, kabyssen og på dæk, og højt op i stormastens top. Når stormen har lagt sig og månen skinner lyst, og bag skyerne kommer stjernerne frem. Så vender jeg skuden to, tre grader øst, mod Tortuga og sejler hjem, mod Tortuga og sejler hjem. En sørøver frygter ej kongens lov, vil han slås kan han bar kom an. Vi tæsker hans folk med skud og med hug, så de ønsker de var blevet på land. Når stormen har lagt sig… Jeg kender en pige i hver en havn, Og en mø ved hver eneste kyst Så når blæsten river i min mast, Kan jeg hurtig få stillet min lyst Når stormen har lagt sig… Men hvis døden en dag skulle tag mig om bord, for at sejle min sjæl hjem til Gud. Så giv mig min huggert og en flakse med rom, og kast mig i havet ud. Når stormen har lagt sig… Når vinden bider i ens trætte krop, og Pirater vil komme og forgå. Så ved jeg at lige meget hvad der end sker, Tortuga vil altid bestå! Når stormen har lagt sig… For Tortuga er mit hjem Thorvald ”Blærerøvs” vise Mit navn det er Thorvald og jeg er kriger Nu skal i høre om min færd Jeg drog afsted fra min landby Brotland Ud for at vise mit sande værd Min rejse var lang og fyldt med fare Som ingen anden vil´ kunne kla-re Sikke noget blær, sikke noget blær Dyp ham i tjære og rul ham i fjer Sikke noget blær, sikke noget blær Dyp ham i tjære og rul ham i fjer Jeg drog mod nord på min mægtige ganger Og kom snart til kæmpernes store slot Der smadre jeg porten og banked´ dem alle Og blev derfor udnævnt til kæmpernes drot Men konge jobbet var ikke mig Så jeg fanged´ en bjørn og red min ve-ej Sikke noget blær… Jeg drog mod syd for at finde solen Og travede hen over ørknens sand Hvad så jeg der komme i det fjerne En hær af vampyrer på 1000 mand Godt jeg havde et stort hvidløg og vampyrerne gik alle op i rø-øg Sikke noget blær… Min bjørn den døde der i syden Så vest over gik jeg nu til fods Der blev fanget af 700 trolde der alle vil´ banke mig til blods Men så meget som en skræmme fik jeg ikke For jeg sparkede dem i deres store MA-VER! Sikke noget blær… Så tog jeg til havet og svømmede over Langt mod øst lå en kæmpe strand Der så jeg en krabbe på 10.000 kg Liggende der imellem mig og land Men krabben den blev nu aldrig min død Og til middag der spiste jeg krabbens kø-ød Sikke noget blær… I nord og syd, i øst og vesten Der regnes jeg for en mægtig mand Min titel vil nu og for altid være: Den største kriger i dette land Og skulle min sang være løgn og blær Så dyp mig i tjære og rul mig i fje-er Sikke noget blær… En pige gik i enge En pige gik i enge, hun skulle skære strå En pige gik i enge, hun skulle skære strå. Det var ved sommertide - Åh ja, tide Hun skulle skære strå. Der kom en rytter ridende alt på sin ganger grå Så bad han hende stille stå Og ikke skære strå. 'Og hvorfor skal jeg stille stå og ikke skære strå? I aften når jeg kommer hjem Så vil min fader slå.' 'Så tager vi en lille klud og binder om din tå. Og siger du har skåret dig, Alt på de skarpe strå. ' 'Du lær' mig blot at lyve, Det står mig ikke an Langt heller' vil jeg sige En rytter elsker jeg'. De lagde sig i enge imellem neg og strå Så kyssed' hun den ridder, For han ej skulle gå Han strøg da op og strøg da ned af hends hvide lår 'Hvad er det for en tjørnebusk, Som der i mellem står?' Det er slet ingen tjørnebusk, som derimellem står. Det er det bedste kildevæld Ud i min faders gård." Hun strøg da op og strøg da ned af mandens hvide lår. 'Hvad er det for en svanehals, Som derimellem står?' Det er slet ingen svanehals som, der i mellem står Det er den bedste springer Udi min faders går.' 'Og er din hest nu tørstig, så lad den få lidt vand.' Så tog hun den ved mulen Og førte den til dam. Og da den kom til dammen, så hoppede den i Der red den rundt så lysteligt Der hørtes pigeskrig. For da den kom til dammen, så hoppede den i. Den spyttede i vandet, Og så var det forbi! Kyskhedsbæltet Oh, ædle skønjomfru, velsign mig med Jeres nåde! I rører mit hjerte, beruser mit sind! Jeg skælver ved synet af uovertruffen skønhed, Kom, vis mig Jert skatkammer, luk mig kun ind! Men smeden han svared´: ”Den lås, den er avanceret. Den overgår ganske min kløgt og forstand! Jeg ved ej hvordan man sku´ oplåse dette bælte, Skønt jeg er den ypperste her i vort land!” Luk mig kun ind, na-ni-na-ni, Luk mig kun ind, na-ni-na-ni, Vis mig Jert skatkammer, luk mig kun ind! Da året var omme kom husbonden hjem fra krigen. Han udbrød: ”Oh, frue, min brøde er stor! Da jeg var på havet på vej hjem fra mine togter, Da tabte jeg nøglen den faldt overbord!” I smigrer, min herre, men jeg er ingen jomfru; Fornylig jeg afgav min ægteskabsed Til brylluppet fik jeg det fineste kyskhedsbælte; Det låste min husbond, da han drog afsted... Fortvivl ej, min frue, for jeg ved, hvad vi skal gøre: Følg med mig til smeden han svigter os ej! Med grovfil og dirk kan han åbne for Jeres bælte Og er det Jer vilje, så viser jeg vej. Et halvt år var gået, da maven den syntes større; Hun fødte to dejlige småbørn forled´n. Og pi'n er som snydt ud af næsen på sin moder, Men drengen, den anden... han ligner sgu´ smed´n!!! Vi skal alle hænges Vi skal alle hænges Vi skal alle hænges, alle klynges op Vi skal alle hænge, dingle fra en strop Vi hænger der til kødet tør', Vi hænger der indtil vi dør. Vi skal alle hænge, alle klynges op. Livets vej er hård og rå, Men værst når døden den er blå. Vi skal alle hænge, alle klynges op. Vi skal alle hænges... Vi skal alle hænges... Frænder klynger frænde op, Venskab ender i en strop. Vi skal alle hænge, alle klynges op. Vi skal alle hænges... Når livet end'ligt rinder ud, Da vi hylder dødens bud. Vi skal alle hænge, alle klynges op. Vi skal alle hænges... Hænger der som ådselsmad, Ved hampestroppen som et fad. Vi skal alle hænge, alle klynges op. Vi skal alle hænges... Vagterne sidder i varmen Her i den kolde og stenede port Kan man skutte sig sammen, når natten bli'r sort. Kæmpe mod kulden mens timerne går og Mens vagterne sidder i varmen Hey – ho! Hvor natten er kold! Vagterne sidder i varmen Hey hey hey – ho! Ja, natten er kold! Vagterne sidder i varmen Tag dig en dram af det styrkende bryg Det kan give dig varmen og gøre dig tryg Men djævelen sidder på bunden af flasken, Som vagterne sidder i varmen Hey – ho!... Rotterne piber og æder din mad, Her er lopper og lus, men en stund har du fred Ingen her spørger: ”Hvorhen og hvorfor?” Nu hvor vagterne sidder i varmen. Hey – ho!... Gem dine rigdomme godt i dit tøj, Sov kun let, så du vågner ved raslen og støj Sover du tungt ka' det koste dit liv, Nu hvor vagterne sidder i varmen Hey – ho!... Kom du kun nærmere, krop imod krop Kan vi kæmpe mod kulden til solen står op. Glem hvad du så og forsvind før det lysner, For vagterne kommer med varmen Hey – ho! En nat er forbi! Vagterne kommer med varmen, Hey hey hey – ho! En nat er forbi! Vagterne kommer med varmen. Den unge hr. Pedersen Den unge hr. Pedersen han letter på sin hat Og må jeg gerne sove med skønjomfruen i nat? Åh ja skønjomfruen i nat Og må jeg gerne sove med skønjomfruen i nat? Ja du må gerne sove med skønjomfruen i nat Men du må ikke pille ved den lille missekat Åh ja… Så pulede han hende fra morgen og til kvæld Så fissen den revnede med et ord’nligt smæld. Åh ja… Så kom der byvagt med fulde dragen sværd ”Hva’ dælen ska’ du ligge dér og pule med min mær?” Åh ja… Den unge hr. Pedersen ud af vinduet sprang Så både pik og nosser fast i vindueskarmen hang Åh ja… Den unge hr. Pedersen han drager over strand Da så han tre kællinger kom roende mod land Åh ja… Den ene stod styrmand, d en anden hun stod gast Den tredje krænged’ fissen over en halvrådden mast. Åh ja… Den ene tygged’ skrå, den anden røg tobak Den tredje satte flasken for fissen og drak. Åh ja… Og den som synger sangen og trækker noget fra Han ska’ ha’ pik og nosser og det hele skåret af Åh ja… Men den som synger sangen og lægger noget til Han skal ha’ øl og brændevin og FISSE når han vil. Åh ja… Hans, den bondeknøs Jeg er Hans, den bondeknøs, der frier til en bondetøs, Hvis bare du vil gifte dig med mig. O, gifte dig med mig. Og hvad skal jeg med en bondeknøs, der frier til en bondetøs? Nej, jeg vil aldrig gifte mig med dig. O, gifte mig med dig. Så skal du få en kjole så fin af det aller-allerfineste musselin Og hvad skal jeg med en kjole så fin af det aller-allerfineste musselin? Så skal du få en kåbe så fin af det aller-allerfineste hermelin Og hvad skal jeg med en kåbe så fin af det aller-allerfineste hermelin? Så skal du få en bondegård med heste, grise og køer og får Og hvad skal jeg med en bondegård med heste, grise og køer og får? Så skal du få et hus så flot, at det næsten ligner et kongeslot Og hvad skal jeg med et hus så flot, at det næsten ligner et kongeslot? Så skal du få mit pengeskrin, og nøglen dertil den skal blive din Ja dit pengeskrin. Den er mægtig fin, og nøglen dertil den skal blive min Ja, jeg vil gerne gifte mig med dig. O, gifte mig med dig. Nej sådan en tøs skal man lede efter længe. Hun vil ikke ha' mig selv, hun vil ha' mine penge. Nej, jeg vil aldrig gifte mig med dig. O, gifte mig med dig. Der var en skikkelig bondemand Der var en skikkelig bondemand, han skulle ud efter øl. Der var en skikkelig bondemand, han skulle ud efter øl. Han skulle ud efter øl, han skulle ud efter Porter , og Pilsner og Juleøl, og Lagerøl han skulle ud efter øl. Til konen kom der en ung student, mens manden var ud' efter øl. Til konen kom der en ung student, mens manden var ud' efter øl. Mens manden var ud' efter øl, mens manden var ud' Porter , og Pilsner… Han klapped' hende på rosenkind og kyssed' hende på mund. Han klapped' hende på rosenkind og kyssed' hende på mund. Mens manden var ud' efter øl, mens manden var ud' efter Porter , og Pilsner… Men manden stod bag ved døren og så, hvordan det hele gik til. Men manden stod bag ved døren og så, hvordan det hele gik til. For de trod' han var ud' efter øl, for de trod' han var ud' efter Porter , og Pilsner… Så skød han studenten og kællingen med, og så gik han ud efter øl. Så skød han studenten og kællingen med, og så gik han ud efter øl. Og så gik han ud efter øl, og så gik han ud efter Porter , og Pilsner… Moralen er: Tag din kone med, hver gang du skal ud efter øl. Moralen er: Tag din kone med, hver gang du skal ud efter øl. Hver gang du skal ud efter øl, hver gang du skal ud efter Porter , og Pilsner… Dumdideli dej At jeg er fra øen det så I jo selv Da jeg kom til staden en sen sommer kvæl Der var sang og leg der var der stort storhej Der var der dumdideli dumdideli dej Der var sang og leg der var der stort storhej Der var der dumdideli dumdideli dej Af mor fik jeg handsker af far fik jeg hat Af onkel en kjole der stramt om mig sat Det bedste syn´es jeg det gav matrosen mig Han gav mig dumdideli dumdideli dej Det bedste syn´es… Og nede på kajen der mødte jeg Max At han var en gentleman så man jo straks Han bød på øl og vin, han bød på brændevin Han bød på dumdideli dumdideli dej Han bød på… Og uden for kam´ret han kyssede min kind Og så gik jeg med ham på kammeret ind Han ville elske mig, han ville favne mig Han ville dumdideli dumdideli dej Han ville elske… Ni måneder er gået jeg ser til min skræk At maven er vokset og matrosen er væk Der slog den tanke mig, han har bedraget mig Han tog min dumdideli dumdideli dej Der slog den… Moralen på visen den er nok lidt spøjs Gå aldrig med fremmede sømænd til køjs De vil kun elske dig, de vil kun favne dig De vil kun dumdideli dumdideli dej De vil kun elske… Den fulde dværg En ægte dværg kun klædt i kilt kom ud fra byens kro Han slingrede fra sid' til sid', så I vil sagtens tro At inden han var nået hjem i sin berusergang, Så lå han i en grøftekant og snorked', så det sang! Tingelingelige-laa-di-åh, og sikken lærerig sang Så lå han i en grøftelkant og snorked' så det sang! To kønne, unge piger kom tilfældigvis forbi Den ene sagde til den anden: ”Jeg har hørt dem si', At inde under kilten skulle dværgen være nøg'n, Men vi må hel're tjekke selv, for det kunne være løgn...” Tingelinge... Ja, rygtet måtte efterprøves, så med stille skridt Sneg de sig hen til manden, mens han snorkede så blidt De løftede forsigtigt op i stoffet, og de så, At indenunder kilten havde dværgen intet på Tingelinge... De stirrede benovede på dette sjældne syn, Men tiden gik, som tiden går: De måtte hjem fra by'n De gav ham da en gave, for med blid og nænsom hånd Bandt de en sløjfe om den af det røde silkebånd Tingelinge... Da de var gået, vågned' han, for øllet måtte ud. Han så da silkebåndet om den sarte, bløde hud. ”Hvor dælen har du været, og hva' pokker er der sket?!? Nå, i hvert fald er det godt at se, at du blev nummer ét!” Tingelinge... Tingelinge... Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind, og jeg gik mig alt i det grønne. Jeg gik mig ud og jeg gik mig ind, og jeg gik mig alt i det grønne. Der mødte jeg en smedesvend med sine fjorten drenge. Der mødte jeg en smedesvend med sine fjorten drenge. "Og hør mig nu du lille pige, hvad jeg dig vil sige: Og vil du være allerkærsten min, så vil jeg dig aldrig svige." "Om jeg vil være allerkærsten din, jeg siger ikke så så. Nej, du må vente en tre - fire år, så kan du mig måske få få." "Tre - fire år det er alt for længe for en smedesvend at vente, Så sir' du ikke på stunden ja, så må jeg bort fra dig vende." "Så ræk mig derpå din barked' hånd og derpå også din tro tro; Så skal vi leve tilsammen vi to i glæde og i ro ro." Mit liv er et glas Se, nogle ser livet, som var det forgyldt Det halvtomme glas siger de er halvt fyldt De ser kun det gode i dig og i mig Og går gennem livet som var det en leg Til dem har jeg kun én ting at sig': Rend mig i røven! Må jeg så være fri! Du ville sgu' også beklage dig, hvis Dit liv var et glas, der var halvt fuld af pis! Så kom og hør, hvad vi synger om Det bli'r ikke bedre, før tønden er tom Så klap mig på skulderen, gi' mig en spids, Mit liv er et glas, der er halvt fuld af pis. Min kone hun døde, ak det er så trist For syfilis fik hende knækket til sidst Jeg savner hendes mad, og for himmelens skyld Hvem skal nu vaske og rense min byld? Min mand lever stadig og det er en skam Det' li'som jeg aldrig kan slippe for ham Han er her nok stadig, når jeg' 64 Mit liv er et glas, der er halvt fuld af pis Så kom og hør… Vor bedste ven, bryggeren, døde i fjord Han drukned' i øllet og sorgen var stor Der var ikke et øje tørt i hele by'n: For øllet sku' skrottes af ”sundhedshensyn” Min kone har krævet, jeg stopper mit druk Hun la'r sig ej røre af jammer og suk Lad dette kun stå som det sidste bevis: Mit liv er et glas, der er halvt fuld af tis Så kom og hør… I mener måske, jeg' et ynkeligt pjok Og synes, at jeg skulle droppe mit brok Og tage billetten, ja kort sagt, gå bort, Hvis jeg virk'lig synes, mit liv er så hårdt Men I ka' tro nej, selv om skæbnen er hård Jeg ved, hvad jeg har, men sgu' ikk' hvad jeg får Så hvis I vil ta' det med magt eller list Så holder jeg fast i mit halve glas pis! Så kom og hør… Pindsvineskindet Mads Kristian sagde til sin kone en Dag ”Ka du sy mig en lap i min buksebag” Udi enden der, ja udi enden der, sy mig en lap udi enden der. Og konen hun købt sig et pindsvineskind, og så vendte hun alle piggene ind! Udi enden der, ja udi enden der, jøsses hvor det prikked' udi enden der. Da Mads Kristian hans så i bukserne kom, ja han hyled´ og vræled´, for det prikkede ham, Udi enden der, ja udi enden der, jøsses hvor det prikked' udi enden der. Da Mads Kristian og hans kone så var kommen i seng, ja, hvad tror I så at konen hun fik, Udi enden der, ja udi enden der jøsses hvor det klasked' udi enden der. Moralen her i min vise er, Mandfolk må sy deres egne klæ´r Udi enden der, ja udi enden der. når der ska’ lapper udi enden der Kan du drikke? Nede i minen hvor mørket er så tæt Skal du knokle dagen lang til du bliver rigtig træt Og selv om du er tørstig og føler dig som død Så er det ikke lige der, der er tid til øl og mjød Men efter 14 timer med hakken efter guld Så høres nye ordre´ ” det er tid til at bliv´ fuld Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke Til korværten si´r stop Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke Til solen den står op Kan du drikke ka´ du drikkek a´ du drikke Til flasken den er tom Kan du drikke ka´ du drikke ka´ du drikke Til sangen den er om´ En god mine gang den bygger ik´ sig selv Den skal afstives rigtigt ellers bli´r du slå´t ihjel Så tømmer det skal fragtes ned fra skoven uden for Og her kan man heller ikke tage sig en tår Men efter 14 timer hvor øksen hugger til Så høres nye ordre´ ” Der må bælles som man vil” Kan du drikke… Jern og guld skal smeltes og det krævermeget kul Så fat du bare skovlen og grav et kæmpe hul Der skal bruges store mængder mindst 1000 kilogram Så lad bare flasken stå, du skal ikke ha´ en dram Men efter 14 timer og du er blevet sort høres nye ordre´ ”Nu skal der drikkes stort” Kan du drikke… Når arbejdsdagen er omme og inden sengetid Skal vi lige ned på kroen efter dagens hårde slid Der står krusene klar og for at blive drukket ud Og efter dem så er der flere endnu der står for skud Men efter 14 timer hvor vi ligger i vores seng´ Så høres der er en råbe´n ”I HAR SOVET ALT FOR LÆNG´!” Kan du drikke… Ræven er ude med halen så lang Nu sover geden og grisen og koen, hønen har klukket godnat på sin pind. Musene pusler så sagte i loen, myggene mygger i aftenens vind. Pige og dreng søger ly under hylden, stedet er farligt, for pladsen er trang. De synker svimle til bunds i idyllen. Ræven er ude med halen så lang. Møllene flagrer som vildfarne sjæle, søger et lys, de kan brænde sig på. Han vil ha' kys, og han tror, han må stjæle, men hvorfor stjæle en ting, man kan få? Hun gi'r ham mange og gi'r ham dem gerne, det bli'r en nat, de vil huske engang. Han lover ting, hendes øjne bli'r fjerne. Ræven er ude med halen så lang. Flagermus væver et mønster i natten, følger en kurs, som Vorherre har lagt. Uglen slår ned, men en mus smutter fra den. No'n bliver jaget, og no 'n går på jagt. Hvem jager hvem der i skjul under hylden? Nu var der pluds'lig en hægte, der sprang. Siden kan de skænd's om, hvem der har skylden. Ræven går hjemad med halen så lang. Sødeste flickan fin Hvor skal jeg lægge frakke og hat? Sødeste flickan fin fin fin Hvor skal jeg lægge frakke og hat? Sødeste flickan fin Henne ved min seng er en knage skat Der kan du hænge frakke og hat Sødeste flickan fin fin du er sku min Hvor skal jeg lægge bukser og kjole? Sødeste… Hvor skal jeg lægge bukser og kjole? Sødeste… Henne ved min seng står der en stol Der kan du lægge bukser og kjol´ Sødeste… Hvor skal jeg lægge brystet mit? Sødeste… Hvor skal jeg lægge brystet mit? Sødeste… Læg dit dryst mod mine bryster Så skal du se hvor´ sengen den ryster Sødeste… Hvor skal jeg lægge maven min? Sødeste… Hvor skal jeg lægge maven min? Sødeste… Læg din mave mod min mave Så skal du se hvad vi to kan lave Sødeste… Hvor skal jeg lægge lårene mine? Sødeste… Hvor skal jeg lægge lårene mine? Sødeste… Læg dine lår mod mine lår Så skal du se hvor´ røven går Sødeste… Hvor skal jeg stikke stiverstokken ind? Sødeste… Hvor skal jeg stikke stiverstokken ind? Sødeste… Mellem mine lår er der en ring Og der kan du stikke stiverstokken ind Sødeste… Hvornår får jeg min stiverstokken igen? Sødeste… Hvornår får jeg min stiverstokken igen? Sødeste… Når den er slatten som en klud Så skal den nok selv finde ud Sødeste… Sødeste flickan fin fin du er sku min Aldrig en sømand Når stormene raser og bølgerne slår mod kysten hvor jeg nu i sikkerhed går, har jeg den lykke man kan ønske sig; Der bliver aldrig en sømand af mig Og sømanden lever det farlige liv Han ænser knapt stormen ombord på sit skiv (han) ved aldrig om han igen når til kaj Nej der bliver aldrig en sømand af mig. Når foråret kommer med blomster og træer der blomstre og grønnes i for-sommer vejr, ser sømanden det, e ller svalernes leg? Nej der bliver aldrig en sømand af mig Når stormene raser... Når stormene raser... Og sømanden sier familien; Farvel. Han lever i savnet, de klare sig selv. Men sømandne ser aldrig børnens leg. Nej der bliver aldrig en sømand af mig. Når stormene raser... Når stormene raser... Pigen og drengen Pigen står på gulvet, fager som en vånd. Leder efter Drengen, hun vil gi' sin hånd. "Skønne, vil du danse? Træd i dans med mig. Hvis du med mig danser vil jeg elske dig." Drengen står på gulvet, smuk som et træ. Leder efter Pigen han vil danse med. "Skønne, vil du danse? Træd i dansen ud. Hvis du med mig danser skal du bli' min brud." "Vil du med mig danse, sig mig da dit navn. Haver du mig kær, så tag mig i din favn. Skønne, lad os danse til fiol og sang. Skønne, lad os danse hele natten lang!" Der stod to piger Der gik jo to piger og plantede kål Der gik jo to piger og plantede kål De talte så ofte om gifteremål Og dikke dikke dulle Lille du ka´ du hitte hullet De talte så ofte om gifteremål Da stod en matros og han hørte derpå Da stod en matros og han hørte derpå I aften så vil jeg til pigerne gå Og dikke… De satte for døren både stænger og slå De satte for døren både stænger og slå For ej at matrosen der ind skulle gå Og dikke… Ja der blæste der op en sydvestelig vind Ja der blæste der op en sydvestelig vind Så døren sprang op og matrosen gik ind Og dikke… Han satte sig jo i den dejlige stol Han satte sig jo i den dejlige stol Og Jomfruen trak af både strømper og sko Og dikke… Og de lagde sig jo i den dejlige seng Og de lagde sig jo i den dejlige seng Og han lave´d skønjomfruen så krølhår´t en dreng Og dikke… Men da de blev morgen og han skulle gå´ Men da de blev morgen og han skulle gå Så så han sin styrmand på gaden at stå Og dikke… Og hvor har du været den hele lange nat Og hvor har du været den hele lange nat Jeg har sovet hos skønjomfruen så en´ og forladt Og dikke… Så blevet de alle opstillede i ring Så blevet de alle opstillede i ring Og tappen den svang sig så lystigt omkring Og dikke… Se såret på ryggen det kan læges igen Se såret på ryggen det kan læges igen Men pigen får aldrig sin mødom igen Og dikke… Men pigen får aldrig sin mødom igen Men pigen får aldrig sin mødom igen Kragevisen Den bonde han ganger sig ud i den skov hej-a-ho, sig ud i den skov Der så han en krage, som sad og sov hej-a-ho, tra-la-la-la-la-la-la Og bonden sat buen alt for sit knæ, så skød han den krage ned fra det træ. Og bonden sat buen for sin fod, så skød han den krage til hjerteblod. Og der kom bud fra kongens gård: Hvad gjorde du med kragen, du skød i går? Af hovedet gjorde jeg en kirkeknap, af næbbet gjorde jeg en tøndetap. Af fjerene tækked´ jeg hele mit hus, af hjertet gjorde jeg et drikkekrus. Af skroget gjorde jeg et godt skib, det bedste som ud i fjorden gik. Af tarmene gjorde jeg takkel og reb, af benene gjorde jeg en møgegreb. Af gumpen gjorde jeg et saltmadsfad. Kom alle mine venner, og få en bid mad. Baconsangen Selvom regnen slår mod ruden Og stormen tager til Så gør det ikke noget For jeg ved præcis hvad jeg vil Jeg vil stege bacon hele dagen Og hele natten med For det at stege bacon Det er det bedste jeg ved Folk fra Tokay de siger: "Vær klar, parat til kamp!" Men i stedet for et slagsværd Finder jeg bacon frem Jeg kæmper med bacon hele dagen Og hele dagen med For det at kæmpe med bacon Det er det bedste jeg ved Dengang jeg var ganske bette Og blev lidt trist og mut Så blev jeg lagt i vuggen Men hvad fik jeg som sut? Jeg fik da bacon hele dagen Og hele natten med For det at sutte på bacon Det er det bedste jeg ved Når de fine damer og herrer Fra Sartell skal holde fest Så er det ganske sikkert At bacon er med som gæst De danser med bacon hele dagen Og hele natten med For det at danse med bacon Det er det bedste de ved Og når jeg er på farten Og vejret det bli'r gråt Ka' det ikke skade humøret For bacon det rejser godt Jeg rejser med bacon hele dagen Og hele natten med For det at rejse med bacon Det er det bedste jeg ved Jeg har hørt fra pålid'lige kilder At en præst fra Ketell har sagt At efter de fem sande guder Har bacon guddommelig magt Jeg tilbeder bacon hele dagen Og hele natten med For det at tilbede bacon Det er det bedste jeg ved Når der er fest på kroen Så vil jeg ik' derned For de vil ikke la' mig Ta' min egen bacon med Og jeg vil stege bacon hele dagen Og hele natten med For det at stege bacon Det er det bedste jeg ved Selvom Falkenborgs soldater Mod huset stormer frem Har jeg stadig mine fødder Til at sparke dem Mens jeg steger bacon hele dagen Og hele natten med For det at stege bacon Det er det bedste jeg ved Står du på vagt for greven Og keder dig derved Forsød da nattevagten Og tag lidt bacon med Vogt så din bacon hele dagen Og hele natten med For det at vogte bacon Det er det bedste du ved Er du taur, felin eller elver Bor i hule, hus eller slot Om disse ord kan vi enes: Bacon er altid godt! Vi spiser bacon hele dagen Og hele natten med For det at spise bacon Det er det bedste vi ved Og drager du til Nordland Så tag lidt bacon med For de bruger deres grise Til at kn... KÆLE med De kæler med bacon hele dagen Og hele natten med For det at kæle med bacon Det er det bedste de ved Er du lidt trist til mode? Si'r dine venner at du er grim? Så kom kun ned til Ervard Så finder jeg panden frem Og steger bacon hele dagen Og hele natten med For det at stege bacon Det er det bedste jeg ved Jeg har hørt at når troldmænd de kæmper Mod væsner fra afgrundens dyb Så bruger de blandt andet bacon Til at besejre de kryb De kaster med bacon hele dagen Og hele natten med For det at kaste med bacon Det er det bedste de ved Så hele Bry, hør efter Mit råd det lyder sådan: Bacon er bare sagen Om du er kvinde, barn eller mand Vi spiser bacon hele dagen Og hele dagen med For det at spise bacon Det er det bedste vi ved! Den lange hr. Jensen Den lange hr. Jensen han ned ad gaden gik. Snilde vilde vilde vilde vilde Jokum jokum jokum. Så mødte han en pige der lusked efter lidt. Snilde vilde vilde vilde vilde Jokum jokum jokum. Den lange hr. Jensen trak en daler af sin pung. For Jensen han var liderlig og pigen hun var ung. Så gik de ind i huset det lå ved gadekæret. Der smed hun sig på ryggen med kussen li' i vejret. Den lange hr. Jensen på pigebarnet sprang. Så nosserne de ringled' og røven stod i brand. Den lange hr. Jensen han tævede sin brud. Og det var li' så kussen den så helt forfærd'lig ud. Den lange hr. Jensen ud af vinduet sprang. Så både pik og nosser de i vindueskarmen hang. Den lange hr. Jensen løb ned til havets strand. Der så han tre kællinger kom roende i land. Den ene hun var styrmand, den anden hun stod mast. Den tredje lå med røven i vejret, ligesom kompas. Så satte han sejl og de sejled´ over sø. Og da de kom til land, ja så var der ingen mø. Hold kæft jeg er fuld På havet der hersker der streng disciplin Men når jeg´ på land bli´r der drukket som svin Man kunne forvente kaptajnen sa´e stop Men når der er alkohol drikker man op. Og pigerne kalder mig altid et fæ For når de vil kysse så siger jeg ”NÆ!” Der´ kun én jeg kysser og det er min mor For når der er tøser så står den på hor Hold kæft jeg er fuld Hold kæft jeg er fuld For sørøvere holder af hor, druk og guld Hold kæft jeg er fuld Hold kæft jeg er fuld Og jeg drikker til den dag at jeg går omkuld Ham bådsmanden bæller nu kun for sig selv Men drikker sgu heftigt og det er et held Så længe han tømmer sin flaske og kop Behøver jeg ikke at passe mit job Hold kæft jeg . . . Kaptajnen han bryder sig ikke om sprut Men holder ret meget af bomber og krudt Vort første skib sank da kaptajnen engang Røg pibe i lasten og krudttønden sprang Hold kæft jeg . . . Når vi er i havn går jeg sjældent i land For der er sgu så tørt og jeg elsker jo vand Men ik´ til at drikke, jeg drikker kun sprut Og græder som pisket når rommen er slut Hold kæft jeg . . . Hold kæft jeg er fuld Hold kæft jeg er fuld For sørøvere holder af hor, druk og guld Hold kæft jeg er fuld Hold kæft jeg er fuld Og jeg drikker til den dag jeg ligger i muld Hvad kan vel være skønnere Hvad kan vel være skønnere end eng ved morgengry Blandt de hvide snerler Duggens klare perler Hvad kan vel være skønnere end eng ved morgengry Hvad kan vel være skønnere end bækkens kolde vand Over sten den klukke Tørsten kan vi slukke Hvad kan vel være skønnere end bækkens kolde vand Hvad kan vel være skønnere end moders hjemmebag Brød og varme tærter Moders mesterværker Hvad kan vel være skønnere end moders hjemmebag Hvad kan vel være skønnere end at finde ly Regnen den kan falde Tordenbrag vil kalde Hvad kan vel være skønnere end at finde ly Hvad kan vel være skønnere end latter fra et barn Stemmens høje trille Øjnene der spille Hvad kan vel være skønnere end latter fra et barn Hvad kan vel være skønnere end den kærlighed Jubelfryd og smerte Hamrende mit hjerte Hvad kan vel være skønnere end den kærlighed Hvad kan vel være skønnere end den klare ild Ulvene de tude Mørket er derude Hvad kan vel være skønnere end den klare ild Hvad kan vel være skønnere end det land vi vandt Sved og salte tårer Blodet i vor' årer Hvad kan vel være skønnere end det land vi vandt Mosekællingen Her er en lille fortælling om mosens halvskumle kælling; hun gik og roded' i jorden og fik sig de sorteste tæer. I hytten var en stodder, han drev den dagen lang, og køteren den var en loppesæk, sikke da en sang. Den kælling var som forstummet, trak hætten ned, blev formummet og løb så langt ud i sumpen at rytteren ikke ku' nå. Der blev hun til han opgav; fortrængt af vejr og vind, så hesten måtte atter finde vej, da han nær var blind. Til mosens vindskæve hytter der kom en vildfaren rytter han brat sin ganger får standset da kællingen krydser hans vej. "O, skønne kvinde, sig mig, hvorledes går det til jeg møder drømmekvinden netop her, er det skæbnens spil?" Det var den lille fortælling forvandlet var nu vor kælling for tæerne de blev skuret og lærred blev byttet med tyl. Og stodderen blev hektisk han sled nu dagen lang men køteren forblev en loppesæk sikke da en sang. Da manden ind i gården kom Da manden ind i gården kom oh se, oh se, oh se, tre garderheste stod på rad og én og to og tre. Da manden spurgte konen, hvad de garderheste var Det er tre malkekøer, som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, malkekøer med sadler på? Jeg er en mand, som alting kan forstå. Da manden ind i gangen kom… tre garderstøvler stod på rad… Da manden spurgte konen, hvad de garderstøvler var Det er tre raflebæger som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, Raflebæger med sporer på?... Da manden ind i stuen kom… tre garderhatte stod på rad… Da manden spurgte konen, hvad de garderhatte var Det er tre malkespande, som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, Malkespande med med skygger på på? Da manden ind i senge så… tre garderhoveder stod på rad… Da manden spurgte konen, hvad de garderhoveder var Det er tre hvidkålshoveder som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, kålhoveder med næser på? Da manden under dynen så tre gardermaver stod på rad… Da manden spurgte konen, hvad de gardermaver var Det er tre melsække som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, melsække med avler på? Da manden under maven så tre garderpikke stod på rad… Da manden spurgte konen, hvad de garderpikke var Det er tre gulerødder som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, gulerødder med øjer på? Da manden læng´re nede så seks gardernosser lå på rad og én og to og tre og fi´r og fem og seks Da manden spurgte konen, hvad de garderpikke var Det er 6 kartofler som min mor hun sendte mig! Å-å-å-åh, la’ gå, Seks kartofler med hår på? Marius von Wittenburg Kom sæt dig ned og hør mit Kvad en Fortælling så ganske sand, Om sir Marius von Wittenburg en stolt og mægtig Riddersmand. Fra Sylvaniens mørke Tåge hvor selve Døden ej tør gå, Der fødtes der i fordoms Tide en Dreng af mod fra Top til Tå. Trods utallige andres Vuggedød Der var gængs i Sylvaniens Land, Kunne intet kue sir Wittenburg ja selv som spæd han holdte Stand. Hans Fremtid tegnede hård og grum i Krigens År han voksede op, Med Ild i Hjertet og Sværd i Hånd kæmpede han sig til Magtens Top. Mangen en Katastrofe hærgede og strenge Tider var ej få, Ja selv i Wittenburgs eget Hjem Fred og Ære skulle forgå. Tords Nøden var stor og Folket led, Så flokkedes de til hans Sid´ han beskyttede dem hver og en ej mere skulle nogen lid´ Men ak Skæbenen var igen på Spil og ind på Scenen skulle træde, for den gamle Fader von Wittenburg forlod denne Verden i vrede. Nok for hans Sjæl til det hensiddes hen men hans Krop den lå tilbage, der i tog onde Kræfter bo under Edder, Jammeren og Klage. Så samme Nat som Faderen faldt der genopstod fra de Døde, Et Væsen så mægtigt, grusomt og ondt der drak af Blodet det røde. Få kan måle sig med Marius hans døde Fjender tælles ej let, Men Kampen imod hans udøde Far det gik til sidst ret så slet. For hvem vil ikke ære sin Far, der i Livet var mægtig og vis, Så Marius drog bort der fra Hvilket kostede den højeste Pris. Hans sidste Ord før han drog bort runger stadigvæk i hans Land, ”Skulle jeg dræbe o Fadder min så kald mig ej en Æresmand”. ”Må Lykken nu stå mig bi Giv mig ej flere Nederlag, Ej igen skal mit Sværd da tøve når jeg slås for en retfærdig Sag” Nu kæmper Marius von Wittenburg for alle jer der lider Nød, Han befrier jer for al skins ondt og for Sult, Frygt og Død. Så løft nu jeres Bægre hver og en, og drik en Skål for denne Mand, Sir Marius von Wittenburg den mægtigste i vort land. Hey Nonny Nonny Når der er smukke piger, Bli'r kloge mænd til fæ Men hvad skal man med skønhed, Når de er ned' på knæ? De grimme de bli'r tit valgt fra, Men det er nu en skam For, nej, de' ikke kønne, Men de ka' sgu' deres kram! Ja, tag nu Josefine Der ofte bli'r valgt fra Hun har sin moders øjne Og skægget fra sin far Men når hun først ta'r fat, så Ka' du mærke jorden ryst' For hun ka' noget særligt, Når hun ta'r den til sit... Er hun grim og grum og ligner Et vildsvin på en prik? Alle ser nu skønne ud med munden om din Hey! Nonny nonny...! Så er der Gale Gerda Med rotter ovenpå Hun vasker aldrig kroppen, Hendes hud er mat og grå Men hun gi'r den hele 'armen,' Og hun får det hele med Og gi'r dig så et kæmpekys Med munden fuld af... Er hun grim… Min første nat med Klara Kræved' fire flasker sprut Men det er fire flasker, som Jeg aldrig har fortrudt: Hun har betændte bylder, Hun er både grim og døv Men det er glemt det øjeblik Hun smager på din.. Er hun grim… Mathilde er så stor, at Jorden skælver, når hun går Hun sveder som et svin, og Hendes krop er fuld af hår Men når hun først ta'r rigtig fat Og viser, hvad hun kan Så gør det ikk' det store, at 'Mathilde' er en... Er hun grim… Håbet lever i mindet I tidernes morgen, da alt ånded' fred under den lysende lind Der rævene tumled' og hestede red og håbet lever i mindet Men træer, der svajede, står der endnu under den lysende lind For livet kan aldrig slås ganske itu når håbet lever i mindet Men stormen kom rasende, træerne faldt under den lysende lind Og dådyr og blomster lå dræbt overalt men håbet lever i mindet Med tiden der voksede blomster af jord under den lysende lind De bredte sig langsomt i skønneste flor for håbet lever i mindet Da stormen var faldet, de færreste stod under den lysende lind De mægtigste træer var faldet med rod men håbet lever i mindet En dag vil den skønneste skov atter stå under den lysende lind Med fugle, der flyver og blomster så blå for håbet lever i mindet Agnete og havmanden Agnete hun ganger på Højelands bro, Agnete hun ganger på Højelands bro, da kom der en havmand fra bunden op. Hå, hå ja! da kom der en havmand fra bunden op. Agnete hun ind ad kirkedøren tren, og hendes moder efter i den samme sind. Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig, og vil du nu vær' allerkæresten min?" "Og jeg har mig været på havsens bund, syv sønner jeg da ved den havmand har få't. " O ja, såmænd det vil jeg så, når du kun ta'r mig med ned på havsens bund. " "Og hvad gav han dig da for æren din, da han dig fæsted' til bruden sin?" Han stopped' hendes øren, han stopped' hendes mund, og førte hende ned til havsens bund. "Og han mig da gav et prægtigt guldbånd, det bindes ikke bedre om dronningens hånd." Der var de så tilsammen i otte år, syv sønner hun da ved den havmand får. Den havmand ind ad kirkedøren tren, og alle de små billeder de vendte sig omkring. Agnete hun sad ved vuggen og sang, da hørte hun de engelandske klokkers klang. Hans hår det var som det pureste guld, hans øjne de var alt så sorrigfuld Agnete hun går for den havmand at stå: "Og må jeg mig nu udi kirken gå?" "Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig: og dine børn så små de længes efter dig." "O ja, såmænd det må du så, når du kun kommer atter til børnene små." Og lad dem længes, imens de længes vil, slet aldrig så kommer jeg mere dertil. " Han stopped' hendes øren, han stopped' hendes mund, "O tænk på de store, og tænk på de små, ja tænk på det lille, som i vuggen lå." han førte hende på den engelandske grund. "Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig, og hvor har du vel været i otte år fra mig?" Ret aldrig jeg tænker på store eller små, langt mindre på det lille, som i vuggen lå, I Kongens gad I Kongens gade i røvens kælder terumsarula terumsarej kan man få ræverøv og frikadeller terumsarula terunmsarej og mens gæsterne de spiser går værten rundt og hyggefiser det hele fås til moderate priser terumsarula terumsarej Og værtens datter hun hedder Musse Terumsarula… hun har en yndig lille toppekusse Terumsarula… hun ved at mændene sæden spreder og at livet har så mange glæder hun la' sig pule næsten alle steder Terumsarula… Og Musses kæreste han hedder Jeppe Terumsarula… og kors i røven hvor han kan kneppe Terumsarula… han kan kneppe så det klasker alt imens han tømnmer tyve flasker mens pik og rædderne i røven dasker Terumsarula… I Kongens gade i røvens kælder Terumsarula… kan man få ræverøv og frikadeller Terumsarula… og mens gæsterne de spiser går værten rundt og hyggefiser det hele fås til moderate priser Terumsarula… Og Kongens gade den er brændt Parlez-vous Og alle luderne er rendt Parlez-vous Ingen penge, ingen skrå. ingen fisse kan vi få Inke-pinke parlez-vous, og det brænder endnu Vandreren Han vandrede på marker Han vandrede på eng Han vandrede i bjerge og dale Og da han kom til byen Spurgte han sig selv ”Vil jeg mon her finde min kære ?” Hvor vil han vandre Og hvor vil han hen Vil han mon følge sit hjerte Hvor vil han vandre Og hvor vil han hen Han levede et liv uden smerte Han gik da hen til troldmands tårn Spurgte efter vej ”Hvor kan jeg finde min kære” Troldmanden han svarede ” følg da blot mig, min hest vil os to bære” Hvor vil han… Men alt imens det skete På troldmandens loft Der sad der en dværg og lyttede ”hvis jeg kan hende finde, så kan jeg blive rig, på guld som han vil give i bytte Hvor vil han… Dværgen tog af sted nu mod søen så dyb her fandt han mandens kære ” følg med mig til grotten i bjerget, åh så dybt her vil din elskede være Hvor vil han… Troldmanden ham førte Nu hen til bjerget dybt ”her vil du finde din kære, men pas du nu på dværgen som bor i grottens dyb han kan din bane være” Hvor vil han… Han gik da ned i grotten Med faklen hævet højt dernede der så han sin kvinde ”hvis du vil hende have så skal jeg have guld du kan mig ej overvinde” Hvor vil han… (Lykkelig slutning) Han trak da fra sit bælte Sin armbrøst hurtigt frem Og dværgen han døde på stedet Han gik da hen til kvinden ”Har du mon ledet last ?” ”Dit liv jeg lige har reddet” Hvor vil han… (Tragisk slutning) Han trak da fra sit bælte Sin armbrøst hurtigt frem men ramte ulykkeligvis kvinden Dværgen drog sin økse og pandeskallen brast manden han spredtes for vinden Hvor vil han… (Svinsk slutning) Ja køn, det er hun ikke Og barmen er ej stor Og jeg kan ej over dig vinde Jeg tager nu ind til byen Og finder mig en kro Og der vil jeg købe en kvinde Hvor vil han… Vi kommer fra dalenes fred Vi kommer fra dalenes fred Og faner af havre har vi med. Den skal høstens gerning sande, smykke vore pigers pande. Når vi går gennem landsbyens led. Vor le får nu hvil for i år thi klinter med aks er lagt på bår'. Alle skræntens bær er fundne, alle ag'rens neg er bundne. Og lagt ud på de vældige skår. Vi mejed' vor mark under sang så langt rækker strygespånens klang. Når blandt havens kål den klinger, man os mjød og kage bringer. Mens det dufter af mynte over vang. Dødehæren Dødehærens march er frem Soldater uden navn Vandrer evigt, aldrig hjem Soldater uden navn Dødehæren skabt af sorg Ejer ej en ensom borg Hule kinder, sølven skær Ingen mere har dem kær Isnet blod og hjertestop Hvileløse uden krop Efter kampen den er stum Rejses de af skæbnen af grum Uden mening, uden liv Ingen arving, ingen viv Hver og en er blevet glemt Mellem liv og død er klemt Dødehæren standses ej Af modig kriger, kryster fej Frelsen kommer ej til dem Som evigt vandrer aldrig hjem Dødehæren har et mål Find dit navn i dødens bål Dødehærens march er frem Vandrer evigt, aldrig hjem… Tralulalej Jeg var en pige på sytten år og havde ingen anden At elske end min bedstemor og hun var grim som pokker Og hun havde ingen Tralulalej traulalej traulalej Og hun havde ingen traulalej det skal jeg aldrig glemme Da bedste så kom hjem igen og alt var lagt til side Og sengen var redt op min ven så hun fik ingen ting at vide At jeg havde fået hans Tralulalej traulalej traulalej At jeg havde fået hans traulalej det skal du aldrig glemme En dag da bedste var gået i by´en og jeg alene hjemme En smededreng kom op til mig det kan jeg aldrig glemme Han vidste mig sin. Tralulalej traulalej traulalej Han vidste mig sin traulalej det kan jeg aldrig glemme Ni mån´der svandt så hastigt hen og jeg til verden fødte En skøn og krøl´håret lille dreng og han skal hede Alfred Men han har også en Tralulalej traulalej traulalej Men han har også en traulalej det skal du aldrig glemme Vi kom så hurtigt op i sengen og jeg lå ganske stille Da plus´lig under skørterne begyndte det at kilde Så fik jeg hans Tralulalej traulalej traulalej Så fik jeg hans traulalej det kan jeg aldrig glemme Og når engang han så bliver stor så vil jeg til ham sige O vogt dig for de piger små Som under skørterne vil kildes For de vil ha´ Tralulalej traulalej traulalej For de vil ha´ din traulalej det skal du aldrig glemme Morgan kvadet I Midterrigets fort Der hvor natten er så kort Blev han født En af Gallmar’s bedste sønner Og hver gang han drog i slag Kæmped’ han den hele dag Mens fjenderne de bad de sidste bønner Se der en flot soldat Ja, en stor og stærk krabat Og hans navn det ligger just på alles læber Når Sergent Morgan kommer ind Rødmer hver en kvindekind Mens mændene de taber deres kæber Da han voksede som dreng Blev han længer’ end sin seng Og snart han skulle i vor hær og tjene Nu er han soldat for Kiel Flot og heftig, og viril Og masser af medaljer han fortjene Se der en flot… Soldaterne fra Kiel Blanke rustninger og smil Der kan smelte alle skønne møers hjerter Og hvis de først får lov Til at gå og ha’ lidt sjov Så får de nok de jomfruer, som er der! Se der en flot… Sergent Morgan er vor mand Og han kæmper hvad han kan For blod og ære og for fædrelandet Og hans navn det skal bestå I min sang det klinge må Til denne verden løber ud i sandet Se der en flot… Katten ned i sækken Nede i den lille by Synger de i vilden sky Når de ser den lille kat, Der kan holde fest den halve nat Katten har en lille hund Hunden har en kæmpe mund Og i munden er en tand, Og i tanden bor en lille mand. Byen holdt en mægtig fest Manden han tog med som gæst Kravled' ud af hundens mund Og forelsked' sig i samme stund Pigen hun var smuk og høj Rundt i dansen kvikt hun fløj Manden op på pigen så, Men han nåed' kun til hendes tå Katten ned i sækken Og så hunden over hækken Og en mand gik over bækken Og fik våde sokker Så en dejlig pige, Glemte helt hvad han sku' sige, Så han hentede en stige Til de lyse lokker Se hvor han fløj mod himmelen høj Og hvor manden drukned' panden og forstanden til det blev dag Se, hvor det går, når lærkerne slår Og når manden lukker panden og forstanden ind i kanden, Hvor de danser til det bli'r dag. I den stjerneklare nat Tog han da en stige fat Kravled op mod hendes hals Lige midt i en gevaldig vals Men med ét holdt dansen op Og som en champagneprop Fløj han af den pige sød Og han landed' i en kande mjød! Katten ned i sækken… Se hvor han fløj… Mens i kanden rundt han flød Kom derhen den pige sød Satte kanden for sin mund, Slugte mjød og mand i samme stund!* Og i hendes mavesæk Sad den lille mand så kæk: "Jeg ka' sagtens være glad: Her er mjød og vin og dejlig mad!" Katten ned i sækken… Se hvor han fløj… Jeg så en ulv, en ræv, en hare Jeg så en ulv, en ræv, en hare Jeg så dem danse alle tre Jeg så en ulv, en ræv, en hare Jeg så dem danse alle tre Midt i vinterens kolde sne så jeg en ulv, en ræv, en hare midt i vinterens kolde sne så jeg dem danse alle tre Så spurgte jeg Louise Fisseknald faldera, fisseknald faldera den er i Kongensgade hvor den har været før. Så knepped´ jeg Louise til solen den krøb frem til hendes fisse lignede en ladeport på klem Så spurgte jeg Louise, hvor er din gadedør den er i Holmensgade hvor den har været før Fisseknald faldera, fisseknald faldera den er i Kongensgade hvor den har været før. Så sag´ jeg til Louise ”nu kan min pik ej stå” så stak jeg op i fissen en gammel rulle skrå Så trak jeg op af lommen to kogte grisseør´ nej, du skal gi` en sølvmønt som du har givet før Så trak jeg op af lommen en daler fin og blank Louise røg i lagnerne det gik som tju og bank Så puled jeg Louise fra otte og til ti til hendes kusse lignede en gennemhullet si Så puled jeg Louise fra ti og så til tolv til hendes fisse lignede et gammelt slidt chatol Så bollede jeg Louise fra tolv og så til to til hendes fisse lignede røven på en so Så svarede Louise ”hvor er din pik dog god, den river i min kusse som var det peberrod” Nu går jeg rundt der hjemme med nosserne i bind Og tænker på de dage hvor den gik ud og ind Men kommer så Louise en dag forbi min dør Så smider jeg bandagerne og puller hend´ som før Men den der synger visen og trækker noget fra han skal ha` ris på raderne, og pikken skåret af, Men den der synger visen og lægger noget til, Han skal ha` øl og brændevin, og fisse når han vil, Krigeren Der fandtes en kriger Så ung og så stærk Tilbage i svundne tider Hans blod var af ild Og hans hjerte af guld Han var så sandelig en ridder Da dagen oprandt Til det store slag Det største i mands minde Da stod han på marken Med trukket sværd At flygte han havde ej på sinde Hvad er krigerens navn Hvem slås som en skygge Hvad er krigerens navn Budbringeren af ulykke Han huggede og sled i langen tid han kæmpede med mod og vilje Og da han havde hevet Sejren i land Så han en ridder sig stille Hvad er krigerens… Ridderen bar en Brynje af sølv Hans sværd det brændte som lynet Hans ganger var sort Som natten selv Vor kriger forfærdes af synet Hvad er krigerens… De kæmpede til tusmørket Det faldt på De stod med krydsede klinger ”De kæmper bravt Vend blot ryggen til Og flyv som havde de vinger” Hvad er krigerens… Men videre de stred I sorten nat Vor kriger han følte kun smerte Men da han fattede Sit greb om sit sværd Da skilte han fjende fra hjerte Hvad er krigerens… Der fandtes en kriger Så ung og så stærk Tilbage i svundne tider Hans blod var af ild Og hans hjerte af guld Han var så sandelig en ridder Hvad er krigerens… Dommedag dommedag Dommedag, dommedag, kommer du snart? Lad os få godt-øllet ind i en fart. Skynd dig nu lidt, mens vi har det så rart På kroen – på kroen. Afdansningsballet er lige begyndt. Tænk ikke mere på pragt og på pynt. Skynd dig: Drik ud, inden øllet bli’r tyndt På kroen – på kroen. Købmand og bonde og småtøs og træl: Timen er nær! Så vær god ved dig selv. Snart er det tid til at sige farvel Til kroen – til kroen. Ormene gnaver sig ind i din vom. Hesten er død og dens krybbe er tom. Lindring det finder du kun ét sted: Kom Til kroen – Til kroen. Humle og svampe og skovurters saft Fjerner dit mismod og lover dig kraft. Skøn på den dejlige tid, du har haft På kroen – på kroen. Elskovens kræfter de vil ebbe ud. Nåed’ du aldrig at få dig en brud? Så er det nu ,inden lyset går ud På kroen – på kroen. Tåber og trælle og halvsølle pjok, Se på jer selv! For så ser i det nok: Bare en skabet og hjælpeløs flok På kroen – på kroen. Dommedag, dommedag, kommer du snart? Lad os få nadveren ind i en fart. Skynd dig nu lidt, mens vi har det så rart På kroen – på kroen. Drafur og Gildur Tramp af tunge støvler hør's Dværgesang med vinden før's Til den lysning lille Hvor trolde venter stille Pluds'lig trold'nes lykke vend's Og for Drafur håbet tænd's Gennem tåger røde Gildurs øjne gløde Lumske trolde bag et træ Tror de let kan dværgen ta' Drafur går mod skoven Måneskin foroven Trold i mængde rykker frem Håber på lidt dværgemam Ryg mod ryg står dværge Troldelig i bjerge Trold har ventet længe nok Sni'r sig fremad ud i flok Drafur spidser ører Uglen ej han hører Drafur med et ulvegrin Svinger dobbeltøksen sin Troldeskrål'ne døves Men halse sønderkløves Pluds'lig bruser trolde frem Store, grimme, savleklam' Det vil Drafur tvinge Til øksen sin at svinge Dværges vrede bliver vakt Nærm'ste trold får skallen sprakt Se hvor trolde bakker Gildur kløver nakker Trolde håber hver og en At knuse Drafurs begge ben Forhåbningen ej kildes Trolds hals fra hoved' skilles Krympet er nu troldes led Snart kan dværge få lidt fred Mens han bort sig slæber Den sidste trold de dræber. Troldene bli'r fler' og fler' Drafur vil ej se dem mer' Troldhov'der er trange Men nu er de for mange For dem, som ej forstår min sang Synger jeg endnu engang At den bedste kriger Er i dværges riger Det skal jeg garantere ham for Hvis der skulle komme en bejler til min dør Hvad jeg tænker nok der gør Det har der altid gjort før Så det gør der nok igen Så skal han ikke få sin hest i min stald Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle få sin hest i min stald Hvad jeg tænker … Så skal han ikke drikke kaffe med mig Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle drikke kaffe med mig Hvad jeg tænker … Så skal han ikke komme ind i mit kammer Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle komme ind i mit kammer Hvad jeg tænker … Så skal han ikke Lege kysse leg med mig Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle lege kysse leg med mig Hvad jeg tænker … Så skal han ikke komme ned i min seng Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle komme ned i min seng Hvad jeg tænker … Så skal han ikke pille trusserne af mig Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu skulle pille trusserne af mig Hvad jeg tænker … Så skal han ik´ få ”Lille Peter mand” i hul Det skal jeg gar´ntere ham for Men hvis han nu sku´ få ”Lille Peter mand” i hul Hvad jeg tænker … Så skal han ik´ få ”Lille Peter mand” igen Det skal jeg gar´ntere ham for Knalde Kalle Har i hørt om Kalle den gamle kriger Som altid hænger på kroen og siger Han har sgu det flotteste skæg i byen Men for oven er han et sørgeligt syn. Knalde Kalle har hentehår han kilder pigernes hvem, hvad, hvor? Knalde Kalle har hentehår han kilder pigernes hvem, hvad, hvor? Der er pæne piger som skær grimasser Når Kalle river en sjofert af sig Men når det fået chemisen af Vil de gerne prøve hvad Kalle Ka' Knalde Kalle har… Hvis du tror at Kalle har knald i låget Og synes han griner en smule fjoget Så er han nok ikke så dum endda For han ved sgu godt hvad han griner af Knalde Kalle har… Han er tynd i toppen men god på bunden en fandens kalde men mest i munden han lyver så stærkt som en hest kan rende men Kalle han er min bedste ven Knalde Kalle har… I sin lomme har han et tryllespejl Og i det har Kalle slet ingen fejl For i spejlet der er han den pæne fyr Men i virkeligheden en grimmer tyr. Knalde Kalle har… Han har skæve ben og forlorne tænder og brænder sit lys i begge ender Han nyder cigaren til sidste gnist Men han nyder kvinderne først og sidst Knalde Kalle har… Ligesom Kalle ka, ja det ka sgu alle Så puds du bare din blanke skalle Hvad gør det din skildning er lidt for bred Det ikke håret man gør det med Knalde Kalle har… Han er altid flad og har tomme lommer Men øllet skummer hvorend han kommer På damer der sætter han meget pris Og de kalder ham deres nuttegris. Knalde Kalle har… Knalde Kalle har… Åh du lille pige Åh du lille pige med de blå så blå Åh du lille pige med de øjne blå Øjet hører dig til men blikke hører mig til Åh du lille pige med de øjne blå Åh du lille pige med den mave rund så rund Åh du lille pige med den mave rund Maven hører dig til men barnet hører mig til Åh du lille pige med den mave rund Åh du lille pige med den mund så rød så rød Åh du lille pige med den mund så rød Munden hører dig til men kysset hører mig til Åh du lille pige med den mund så rød Åh du lille pige med den skov så sort så sort Åh du lille pige med den skov så sort Skoven hører dig til men jagten hører mig til Åh du lille pige med den skov så sort Åh du lille pige med den barm så blød så blød Åh du lille pige med den barm så blød Barmen hører dig til men suget hører mig til Åh du lille pige med den barm så blød Åh du lille pige med den brønd så dyb så dyb Åh du lille pige med den brønd så dyb Brønden hører dig til men pumpen hører mig til Åh du lille pige med den brønd så dyb Manden og konen Manden og konen satte sig ned, talte alt med hveranden: "Aldrig så troede jeg, at du var mø, dengang vi fandt hinanden." "Var jeg ikke mø, så var jeg som jeg kan, li'sågod en kone, som du er mand!" Hu hej for mig og dig, siger jeg, og den dag jeg glemmer aldrig. Manden han tog sin højre hånd op, slog konen på hend's øre: "Sådan det gør hver ærlig bondemand, når konen hun ej vil høre. Hvor jeg dig byde, der skal du lyde, derfor jeg monne husherre hedde!" Hu hej for… Konen hun tog sit rokkeho'de af, slog manden det for panden: "Sådan det gør hver ærlig bondekvind, når manden går fra forstanden. Hvor jeg dig byde, der skal du lyde, derfor jeg monne madmoder hedde!" Hu hej for… Manden han gik ad skoven til at skære de kæppe hvide. Konen hun svor på ære og tro: "Dem får han selv opslide!" Da han kom hjem, så gik de i gang, så stumperne rundt i stuen sprang. Hu hej for… Sådan stod det på i dagene tre, konen blev værr' og værre. Manden han faldt på sine bare knæ og kaldte sin kone herre: "Hvor du mig byde, der vil jeg lyde, derfor du monne husfrue hedde." Hu hej for… Manden han gik af stuen ud, der mødte han sin nabokvinde: "Sådan sloges jeg med kællingen min, så begge mine øjne rinde. Det er da også kattens til spil når manden skal gøre, som fruen vil!" Hu hej for… "Og sloges du med kællingen din så begge dine øjne rinde, så har hun fa'me tævet dig igen som ærlig en bondekvinde. Det har jeg hørt, at hun har gjort ved sin; nu vil jeg hjem og prygle på min!" Hu hej for… Silvia, Havets Frue En sang jeg synger om kærlighed, Om en elskov smuk og fin. Ridder af mit hjerte, du, Som var blød og sød som vin. Du flygted’ fra hendes kolde slot, Men dit hjerte kunne ej Holde til det kolde vand, Nu du vandrer dødens vej. Dit hjerte du lovede til mig, Dine løfter du var tro. Men havet hun var ond ved mig, Hun væk fra mig dig tog. Silvia hun smiler ej Sit sorte, kolde smil. For Havets Frue er på vej, Efter sjælen, som er din.* Silvia, vor dronning her, Smuk og kold som is. Døden gemt i bølgerne, Det er vor troskabs pris. Silvia… Du drog til lande langt herfra, Du var sømand, stærk og god. Men Silvia misundte mig, Ned i dybet hun dig drog. Hun prins dig gjorde af Havet stort, Du hendes slave var. Men Silvia forstod dig ej, Du mit hjertes ridder var. Silvia… Du hviler trygt i dødens favn, Uden frygt og had og svig. Men Silvia hun vil stadig gå, Og søge i hver vig. Silvia og jeg især, Vi begge holdt dig kær. Men uden os var du stadig her, Og jeg ku’ vær’ dig nær.** Silvia… Olufs bacon kvad Oluf han sad på sin trone så flot ”Hvor er min bacon?” Han længtes efter alt der var stegt, sprødt og godt ”Hvor er min bacon?” ”Jeg vil trakteres” sagde han og lo ”Med noget der er kommet fra røven af en so” De frem for ham førte vine så sød Olufs blik fortalte om mord, drab og død De gav ham et anker af mørkeste øl Men Oluf var lige ved at få et føl Han fik da ringe af pureste guld Olufs humør blev så sort som muld Til Oluf kom der en troldmand så fin ”Skrub af din gøgler og husk din kanin” Nu var Oluf ved at blive sur Jeg må tæve på nogen ”Vidar det´ din tur” Budskab gik da til kroen ned Vidar blev ræd og i sin´ bukser sked Stakkels Vidar tænkte ”Dette bliver min død” ”Hvis jeg ikke skaffer Oluf noget svinekød” Så der blev kigget i skabe og ledt over alt Men der var intet svinekød, hverken røget eller salt Vidar han råbte ”Kone hvor er svigermor?” ”Hvis jeg skære lidt af hende bli´r skaden ik´ så stor Han skar da et stykke af låret uden tøv´n ”Ham Oluf lød sulten, så jeg skær´sku lidt af røv´n Vidar løb til Oluf og sag´ ”Så er der mad!” Oluf lo og smilte, uh han var så glad Oluf han spiste nu i dagene tre Indtil der ikke var mere rø´ BACON tilbag´ ”Det var den bedste bacon jeg har smagt Alle hil bacons guddommelig magt.” Spillemanden Jeg er spil´mand jeg skal spille til grav øl og til dans I sol og når skyer dækker månes skæreglans Jeg vil aldrig høre råd og jeg vil spille som jeg vil Jeg spiller for at glemme at jeg selv er til. jeg skal spille når i graver jeres kære ned i jord jeg skal spille hele sorgen i en vise uden ord og det svære som er døden og som mildnes under sang det skal strømme som en brusene sorg fra min streng Jeg vil ikke tærske rug og jeg vil ikke skære siv For den hånd som buen føres i må ikke blive stiv I må ikke skælde ud eller kalde mig for lad Når jeg stundom hel´re sulter end jeg spiler for mad Jeg skal følge igennem engene i høsten høje nat Og i røg fra tusind miler skal jeg synge som besat Og når natten bølger begsort over skov, stjerner, skum Min sang skal lyde klart ind i men´ske sjælens rum Jeg vil ikke grave jorden jeg vil ikke hugge ved Jeg vil drømme under træerne til solen er gået ned Og i aft´nens røde brand vil jeg tage fat med min fiol Og spille til hvert øje lyser hedt som kvældens sol Tre sorgens strenge har jeg den fjerde er gå´t af Den brast i en skælven på den bedste vens grav Men lige indtil døden vil jeg følge jer med sang Jeg skal dø og jeg skal spille til dommedag engang De to brødre Sangen som her skal synges Handler om et sted imod nord Den handler lidt om lykke Men også om ondskab og mord Den handler om fæle bæster Den handler om dumdristige mænd Som trodsede alle farer Men aldrig kom hjem igen... For en aften rundt om bålet Hvor alle stjerner var tændt Hvor øllet flød, hvor festen var i gang Historier blev hvisket Og alle mand lyttede spændt Da skjaldene de spilled' op til sang De sang Eventyret venter på den, der drager af sted Med mod i hjertet, raske fødder, tro på sig selv! Mange gik af gårde og hvis du vil, ta'r du med Store skatte venter på enhver, der har mod og held! En dag som alle andre Hvor solen skinnede klart Og fuglene de kvidred' som besat To brødre de gav håndslag: ”Nu pakker vi alt, hvad vi har Og finder så den sagnomspundne skat!” De drog da bort fra hjemmet Alt under himmelen blå De delte både tøj og telt og mad Det flød med sang og latter Hvorend de brødre man så Og ingenting ku' skille dem ad! Eventyret venter… En nat de sad ved bålet De hørte en underlig lyd: En gnækken og en hvislen lidt derfra Flere lyde fulgte De greb efter skjolde og spyd Og ryg mod ryg de stillede sig klar. Da gennembrødes mørket Af skrigende trusler om død Da tusind tænder søgte deres blod De kom fra alle sider Ved lugten af menneskekød Men ryg mod ryg stod brødrene imod Eventyret venter… Da kampen den var ovre Stod brødrene ene tilbag' Og foran dem et stort og mægtigt skrin Det flød med diamanter, Var smykket med gyldne beslag Og begge råbte: ”Skatten den er MIN!” De stirred' på hinanden Med øjne så kolde som is Og før de vidste af det, trak de kniv Forblændede af skatten og midt i den blodige dis Forsøgte de at ta' hinandens liv Eventyret venter… Man fandt dem, da dagen gryed' Med broderdolk i blodige bryst Kroppene blege, stille Kun ravne skreg deres trøst Så vogt dig, du eventyrer Hvor end du vender dig hen Vogt dig for dine fjender Men mest for din nærmeste ven Eventyret venter… Visen om Hedegård Og orkerne sagde: ”Det indviklet vær’” Mens vi andre enige var I Hedegården kan livet vær’ svær’ Men for os er sagen klar Kærlighed blomstrer i gårdens ly Kys gjalder, hun tages i favn Krofatters sprut får enhver til at spy En nymfe bærer hans savn Vi vil feste og le Vi vil danse måske Ud på heden i heden en sommerdag Vort liv her er vort Skønt det synes så kort Så holder vi fast på det muntre lag Vi vil… Dans til… Dans til visen om Hedegård Dans til visen om Hedegård Dans til visen om Hedegård Dans til visen om Hedegård Borgermesteren fandt sig en træl Og måtte bøde herfor Møllerens mølle står fint i læ Den drejer sig ikke spor Vi vil… Dans til… Livet skal leves og tiden den går Med glæde bli’r man forvænt En landmåler skubbed’ til bonden en dag Skønt fremtiden ikke om lykke spår For at måle gårdens valør Venter vi stille og spændt Selvom kongen vil blandes i hver en sag Er han ude i kulden som før Vi vil… Dans til… Vi vil… Dans til… Dans til.. Nattens væsener Mørket kommer før du venter det, dagen bli'r til nat Natten sænker sig og slukker dit sidste,spinkle håb Håbet forsvinder og tankerne knuger dig Nu må du vogte din sjæl, din krop, dit sind. Havfolk lokker og besnærer enhver på hav og sø, Synger dig i døden, ned i det kolde, mørke dyb Dybt vil du synke, når sangene fanger dig. Bølger vil bruse og blege dine ben. Vætter kommer ud af mørket med lange, skarpe kløer Kløerne griber efter kød, efter blod og varme De vil fortære din hud, dine øjne og Kødet, der klæber til dine blege ben. Læg dig ned i graven, lad dig kun flyde væk, fordi: Kistelåget er så smukt, når du ser det indefra Havfolk og vætter forstyrrer dig ikke mer' Når du har mistet din sjæl, din krop, dit sind. Varulve kommer fra den natmørke skov i måneskær Skærer tænder, så det gnistrer og gnaver i din sjæl Sjælen forvandles og mørket vil sluge dig, Månen vil styre din sjæl, din krop, dit sind. Månen skjuler sig bag skyerne, natten bliver sort, Sort som såret i din sjæl,når den indser, du er død. Dødsriget venter, og snart vil det vise sig, Om du har vogtet din sjæl, din krop, dit sind! Dengang havet blev salt Engang for længe siden Var havet ikke salt Da leved' der to brødre Det er mig blevet fortalt Den ene var så rig som få, Den anden manglede alt Den ene var så rig som få, Den anden manglede alt Så blev det solhvervs tide Den fattige bror monne gå Til storebroder at tigge, Så ydmygt banked' han på ”Og har du mon en smule vin, Som vi til festen kan få?” ”Og har du… Den bror han stod der i døren Og stirrede hånligt ned ”Så tag du da denne flaske, Og lad mig så være i fred! Og skrid til verdens ende Og tag kun vinen med!” Og skrid til… Til verdens ende han vandred' Og solgte flasken sin Til dragen, som dér bo'de For dragen elskede vin I bytte fik han en gammel kværn, Ret hverken ny eller fin I bytte fik… ”Med kværnen her kan du male Alt godt for sjæl og krop Den kværner alt hvad du ønsker Den kværner til du si'r stop Kun når du si'r de rette ord, Vil kværnen holde op. Kun når du… Så tog han hjem til festen Og maled' dejlig mad Og bød så kværnen at stoppe, Da hver gæst var mæt og glad Han maled' også guld og sølv, Hans bror blev skinsyg og vred Han maled' også… ”Hør, giv mig kværnen, broder, Den er jo rettelig min! For da du fik den af dragen, Betalte du med min vin.” Så tog han kværnen med sig hjem At male mad så fin Så tog han… ”Kværn til vællingen flyder, Kværn, ja lyt til mit ord!” Og vælling flød ud af kværnen Og fyldte snart hans bord, For remsen til at stoppe den Fik han jo ej af sin bror For remsen til… . Så løb han tilbage med kværnen, Mens vælling væltede frem, Det flød i gader og stræder Og ned ad tøjet på ham ” Her, tag du blot din dumme kværn, For den er ikke tam!” ” Her, tag du… ”Jo, guldet det har jeg malet Med denne lille kværn. Men nu har jeg nok: Den har givet Mod sult og kulde et værn Så tag den blot og før den bort Til fremmed kyst så fjern.” Så tag den… Bror Fattig stoppede kværnen Og siden ofte han nød Alt godt, som den kunne male, Han kværned' guld så rød Og bygged' sig et slot af guld, Hvor mælk og honning flød Og bygged' sig… Den skipper sejled' med kværnen Så glad i sjæl og krop. ”Kværn til saltet det flyder! Ja, kværn til jeg siger stop.” Han fyldte balje, spand og kar , Ja, alt blev fyldt med top Han fyldte balje… En skipper kom da til byen Han ville sælge salt. Da han kom op til slottet, Hans kæbe til jorden faldt Han spurgte hvorfra guldet kom, Og det blev ham fortalt Han spurgte… Men kværnen ville ej stoppe Skønt skipperen prøvede alt Og snarligt fyldte det dækket I rigdom blev han nu kvalt Og skibet sank og kværnen med, Og stadig kværned' den salt Og skibet sank… Ja, kværnen sank, og den kværner endnu, Og derfor er havet salt... Dværge danse sangen Ho hoho hoho ho! Ho hoho hoho ho! Ho hoho hoho ho! Ho ho hohoho! Hvor Dværge danser hen Det er kun op til Dværgemænd Så hvis at du vil være min ven så skal du ikke holde igen. Når Dværge danser rundt Så skal der være et ordentligt bundt For man kan ikke danse én Når rytmen den er hård som sten. HOI! Ho hoho... Hvis tørsten bli'r for strid Så må man gerne sætte sig ned For hvis man ikke danser med Så skal man være fuld og Fed. HOI! Og vælter nogen vort krus Så skal vi banke dem til grus For man kan ikke drikke øl Når den ligger i en pøl. HOI! Ho hoho... Vi er Dværge med kæmpe økser Vi har altid ekstra bukser For når øllet rigtigt river Sker det jo at pisset siver. HOI! Hvor Dværgemænd de danser Er der ikke plads til svanser Så skrid med jeres bue o' lanser Det dur' ik' mod vores paaanseeeer ! Ho hoho... Ho hoho... Rosenborg Have I fjor gik jeg i Rosenborg Have, Åh ja, i Rosenborg Have, ja i Rosenborg Have. I år er der noget, der sparker i min mave, Åh ja, der sparker i min mave, ja, der sparker i min mave. I fjor gik jeg med herrerne til gilde, Åh ja, med herrerne til gilde, ja, med herrerne til gilde. I år må jeg tage det lidt mere stille, Åh ja, lidt mere stille, ja, lidt mere stille I fjor gik jeg med grever og baroner. I år har piben fået lidt andre toner. I fjor var jeg sytten og alle ville ta’ mig. I år er jeg atten og ingen gider ha’ mig. I fjor troede jeg, h vad mænd sagde til piger. I år véd jeg lidt mer’ om blomster og bier. I fjor blev jeg udsat for lærken og lirken. I år ved jeg mere om, hvad elskov har for virken. I fjor gik jeg i Rosenborg Have, I år er der noget, der sparker i min mave, Den fiffige bejler Svinedrengen Esben gik til herremandens gård; Han ønskede at ægte Sif, der var så smuk som vår. Han bad om hendes hvide hånd, men herremanden sa’, ”Du ka’ tro nej, din svinedreng, det bli’r der intet af!” ”Når præsten deler penge ud til dem med gård og lo I stedet for at kræve, kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.” Men mens han så på svinedrengen, fik han lyst til sjov, Så herremanden sagde, ”Det ku’ være, du fik lov. Men jeg skal sige dig, at før mit barn kan stå som brud, Skal syv mirakler finde sted: Det har jeg lov't min gud.” Og Esben sneg sig ned til klerken i den mørke nat. Da præsten næste morgen kom og bad om kirkeskat, Faldt pengene i kisten ud på vejen, hvor han gik, For der var hul i bunden, så de arme guldet fik. Men Esben han gav ikke op, han spurgte glad og fro: ”Hvad skal der ske, før Sif og jeg som ægtefolk kan bo?” Og herremanden svarede, ”Få nu det hele med. Min Sif kan ægte dig, når dette under finder sted: Og herremanden skulede, mens bonden sanked’ guld, Der glitrede på vejen ligesom kornet udi muld. ”Hvad mere, kære herremand?” ham spurgte Esben da, ”Hvad skal der mere til, før Sif og jeg kan stikke af?” Når fisken udi floden rejser fra sit våde bo Og flyver højt til himmels, kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker. ”Når svinet der i sølet kan få lov at gå på kro Og deltage i taf’let, kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.” Se ud mod floden, svigerfar, hvor ørnen dykker ned Og griber i sin klo en fisk så glinsende og fed. Når ørnen flyver bort derfra, så flyver fisken med. Hvad er det næste under, som du ønsker finder sted?” Om aftenen var svinet med, da maden blev bragt ind, For det var dagens hovedret med ærter og gratin. ”Der ser du, kære herremand, til bords et dejligt svin. Hvad kræver det nu mere, førend Sif kan blive min?” ”Når musen jager katten, så den ej får rist og ro Og farer rundt så hastigt, kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.” ”Når hanen på min mødding ikke galer højt og fro, Skønt solen stiger op, så kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.” Han bandt en mus til kattens svans, og jagten gik i gang De løb i cirkler hele dag’n og hele natten lang. ”Nu følger musen katten der, som løber for sit liv. Så hvilket under mangler, førend Sif kan bli’ min viv?” Så sirup i sit fodertrug den gæve hane fik, Og næbbet klistred’ til, så hanen ik’ ku’ si’ et pip! ”Hvad mangler der nu, svigerfar, hvor hanen ej har lyd, Før Sif og jeg kan leve godt i ægteskab’lig fryd?” ”Når æslet udi stalden, hvor det står med hest og ko, Det skider ægte guld, så kan I gifte jer I to.” Men Esben lo og spurgte, ”Vil det ikke kræve mer’? Så skal jeg sørme sørge for, at det mirakel sker.” Og Esben fodred’ æselet med mønt af ægte guld, Og alle ved jo nok, hvad sker, når maven først er fuld: Thi alt der kommer ind, det skal jo også engang ud! ”Dér ser du, kære svigerfar. Må Sif nu bli’ min brud?” Men herremanden stampede og blev af galde rød. ”Du kan tro nej, din svinedreng! Nej, for den søde grød! Min datter skal ej giftes med et skarn af sølle stand, Før jeg med glæde giver hende bort til denne mand!” ”Så vi kan ikke blive gift, før du med glæde ser, At Sif bli’r viet til en mand med lus og bare tæ’r? Ja, så ved jeg da nok, hvordan jeg handle skal og må, For Sif skal bli’ min ægteviv, det kan du bande på!” Og svinedrengen han fik ret, så såre høsten kom, Hvor skønne Sif gik glad omkring med spædbarn i sin vom. Da så den gamle herremand dem gerne blive gift, Så Esben fik sin smukke Sif som ægteviv til sidst. En ulykke kommer sjældent alene En ridder red af sin fædrene gård En ulykke kommer sjældent alene Lykke og ære han håbed' at få Med hans død historien vil ende Hej ho hej, for et syn Da regnen kom, blev hesten ramt af et lyn. Men! En ulykke kommer sjældent alene Røvere tog, hvad han havde af guld En ulykke kommer sjældent alene Hans vadsæk blev våd og maden faldt ud Hans sværd rustede fast i sin skede Hej ho, han ej vendte om Og snart var han fanget i en voldsom storm. Men! En ulykke kommer sjældent alene Da han til en storgård kom den nat En ulykke kommer sjældent alene Så var det med ham ganske grueligt fat Men snart hørte han en kvinde kalde Hej ho, ”hjælp” blev der råbt Så ridderen kravled' til vinduet op. Men! En ulykke kommer sjældent alene I mørket han ledte på må og få En ulykke kommer sjældent alene Han stødte sit hoved, han stødte sin tå Men endelig han jomfruen finde Hej ho hej, hvor det gå Den jomfru var både gammel og grå. Men! En ulykke kommer sjældent alene I det samme kom gamlingens ægtemand En ulykke kommer sjældent alene Og gæt hvad der skete, da han ridderen fandt Med hustruen henne ved sengen Hej ho, hun løj som en hest Og vor helt han fik et ordentligt lag tæsk. Men! En ulykke kommer sjældent alene Ud af vinduet sprang han med al sit mod En ulykke kommer sjældent alene Men tyve svende i gården stod De ville alle den ridder ombringe Hej ho hej, hvor de slog Den ridder blev både gul og blå. Men! En ulykke kommer sjældent alene Nøgen blev ridderen sendt af sted En ulykke kommer sjældent alene Kun skældsord og pisk det fik han med Nu ku' det da ikke blive værre? Hej, jo, for skæbnen er ond Tungen blev revet ud af hans mund . Men! En ulykke kommer sjældent alene Vejen var lang og mørket var tæt En ulykke kommer sjældent alene At finde hjem var ikke let Ved en kløft han faldt over stene Hej hov, over kanten han rul’ Og snart han lå i et mosehul. Men! En ulykke kommer sjældent alene Som det rene skravl kom den ridder hjem En ulykke kommer sjældent alene Ulve havde spist af hans hånd og lem Det var resterne af staklen de finde Hej ho hej, hvor de græd Da ridderen døde svag i sin seng. Men! Han døde da ikke alene Historiens morale er som så: ”En ulykke kommer sjældent alene” Aldrig skæbnen I udfordre må Hvis I selv ønsker lykken at finde Hej ho hej, for en sang Nu var den forhåbentlig ikke for lang. For! ”En ulykke kommer sjældent alene” Vreden rejser sig til sang Vreden rejser sig til sang nærved høres sværdets klang ingen af ridderne vil slutte fred drives frem af ønsket om had Vreden rejser sig til sang følger sagte skæbnens gang driver frem fra hver en kyst hviler nu mod dødens bryst Vreden rejser sig til sang krigen hærger atter engang stålets lyd mod legemekød kampen mellem liv og død Vreden rejser sig til sang vi er dømt til undergang denne hymne har fortalt krigen løser aldrig alt !
© Copyright 2024