1. No category

Samfund
Weekendavisen
# 33 17. august 2012
7
»Man når derud gennem en uspoleret natur og kommer til et sted, hvor kvaliteten er i orden, og som har en unik historie.” Sådan lyder opskriften på noget, der kan tiltrække moderne turister ifølge Lars H. Olsen, der er direktør for det nyetablerede
Videncenter for Kystturisme. FOTO: SCANPIX
Kyster. Turismen uden for København er i frit fald, og den danske model med hobbyudlejning af et hyggeligt træhus til tyskere i gule regnfrakker er forældet.
De nye turister
Af POUL PILGAARD JOHNSEN
D
et er en af Danmarks godt bevarede hemmeligheder, der til sidst dukker op for enden af den 2,5
kilometer lange støvede grusvej. Længe er der kun
lyng, hede og klitter at se og slet ingen huse, og vi
er næsten helt ude ved havet, da vi endelig når frem til hotellet.
Der ligger det og smyger sig op ad den yderste, skrånende klit
med et lyst, stramt og nøgternt ydre og et indre renset for unødig pynt. Det er ren PH – og det er det faktisk også: Henne
Mølle Å Badehotel er tegnet af Poul Henningsen og har siden
midten af 1930rne levet sit diskrete liv herude ved Henne
Strand ved Vesterhavet et stykke nord for Esbjerg.
Beretningen om, hvordan to københavnske søstre sammen
med samfundsrevseren PH realiserede en drøm herude i det
i dag fredede klitlandskab er en god historie: Det begyndte
i 1934, da Othilia Thorup i en ferie fra jobbet som kok i
København besøgte Henne Strand og blev fascineret af stedet.
Tilbage i hovedstaden måtte familien lægge øre til begejstrede
beretninger fra sommerens glade badeliv midt i den barske
natur, og hver gang endte beretningerne med et udtalt ønske
om selv at komme til at drive et feriehotel ved Vesterhavet.
Familien var ikke overbevist, men efterhånden blev hendes søster, Thekla, der var kostumedame på Nørrebro Teater, fanget
af ideen. Fra teatret kendte hun den kulturradikale arkitekt,
debattør og forfatter Poul Henningsen, og i 1935 indviede
søstrene ham i hotelplanerne. Og så var han fyr og flamme. I
den fortsatte kamp mod småborgerlighed og undertrykkelse så
han det ikke alene som noget nær et ideal, at to kvinder ville
opføre og drive et badehotel, han så også muligheden for at
skabe et kulturradikalt fristed.
Allerede samme år drog søstrene sammen med PH til
Vestkysten for at købe en grund i området ved Henne, og de
fandt den lidt syd for byen, hvor Henne Mølle Å slynger sig vej
det sidste stykke ud til havet gennem et storslået klitlandskab.
Allerede året efter stod hotellet klar, og det forblev i søstrenes
familie, indtil det i 1987 blev solgt til Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer. Foreningen moderniserede det og har siden fortsat driften af stedet som hotel og kursusejendom uden
den store virak i hverken medier eller turistbrochurer. Men det
ligger her altså endnu, i sandet i klitterne, hvor lyng blander sig
med marehalm, sandstar, sandskæg, kællingetand, blåmunke,
gul snerre, havtorn, gråris, revling, klitrose, og hvad de hårdføre vækster herude ellers hedder.
Vi ankommer sent og går i seng til lyden af blæst i marehalmen og regndråber, der snart begynder at falde tungt på de
poul henningske tage over os. Da vi vågner, er det til en stille
sommerdag med havblik. En af de dage, hvor havets brænding
har mistet sin styrke for en tid. Man hører kun en let rislen
i strandkantens sten, når en svag dønning møder kysten og
skyller nogle få meter op på forstranden for at tumle lidt med
sneglehuse, muslingeskaller, træstumper og andet havskarn,
inden bølgen løber tilbage igen.
H.C. Andersen-pizza
»Henne Mølle Å Badehotel er et stjernegodt eksempel på det,
vi skal kunne tilbyde udenlandske turister i fremtiden. Man
kører derud gennem en uspoleret natur og kommer til et sted,
hvor kvaliteten er i orden, og som har en unik historie,« siger
Lars H. Olsen, der er direktør for det nyetablerede Videncenter
for Kystturisme i Hvide Sande godt 40 kilometer nordpå.
Centeret åbnede 1. august og er finansieret af både
Erhvervs- og Vækstministeriet, flertallet af de danske regioner og Ringkøbing-Skjern Kommune. Formålet er »at styrke
innovation og viden om nye vækstmuligheder i kystturismen
i hele Danmark,« og indtil videre har Lars H. Olsen, der
tidligere var kommunaldirektør på Fanø, selskab af fire medarbejdere i kontorerne på det tidligere rådhus i Hvide Sande.
Netop i disse dage er han i gang med at ansætte yderligere
seks-syv stykker, som alle skal være med til at vende en kedelig
udvikling. Faktum er nemlig, at mens de udenlandske turister
i disse år valfarter i stedse større tal til København, går det
den stik modsatte vej uden for hovedstaden. I løbet af 12 år er
antallet af overnatninger af udenlandske turister ved de danske
kyster faldet med 15-20 procent, viser tal fra den nationale turismeorganisation VisitDenmark. Tendensen bekræftes af nye
tal fra Danmarks Statistik, der viser, at første halvår af 2012
har været historisk dårligt for danske sommerhusudlejere, og
netop udlejningen af sommerhuse er hovedhjørnestenen i den
danske kystturisme. Alt i alt betyder det, at selv om turismen
i København i de seneste år er steget med over 12 procent om
året, har Danmark generelt slet ikke kunnet følge med resten
af Europa, hvor væksten i turismen er markant. Hovedårsagen
er, at der er blevet længere mellem tyskere, nordmænd og svenskere i gule regnfrakker på Vestkysten, og at de nye turister
fra Kina og Rusland aldrig når længere end til København og
heller ikke er interesseret i at tage andre steder hen i Danmark.
Forklaringer er der nok af. For eksempel at det er vanskeligt at konkurrere med nye destinationer i Østeuropa, hvor
prisniveauet er lavt, og priserne på flyrejser er faldet så meget,
at turister kan få garanti for sol i en uge ved Middelhavet til
samme eller lavere pris, end det koster langs Vestkysten – uden
solgaranti. Og måske har danskerne også holdt lidt for meget
ferie – læs: sovet i timen – når det gælder produktudvikling af
turismen:
»Danmark er et af de eneste lande i Europa, der over en
årrække har oplevet et fald i turismen. Det kan måske skyldes,
at vort produkt ikke adresserer nutidens marked,« siger Lars
H. Olsen. Oversat til almindelig dansk betyder det vist noget i
retning af, at moderne turister simpelthen ikke længere vil lade
sig nøje med det, som turisterne hidtil er blevet spist af med i
Danmark. Også helt konkret, for som direktøren konstaterer:
»Når jeg taler om at øge kvaliteten, er det også sådan noget
som mad, jeg tænker på.«
For det kan godt være, at Danmark er blevet internationalt
berømt for både at have verdens bedste restaurant – Noma
– og verdens bedste kok i skikkelse af Rasmus Kofoed på
Geranium, men når man kører turen langs kysten fra Henne
Strand og nordpå, er det ikke ligefrem det nye nordiske køkken, der dominerer menuskiltene langs vejene bortset fra den
berømte Henne Kirkeby Kro med Paul Cunningham som
køkkenchef. Han er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at
pommes frites, pølser og burgere stadig er basismad i det danske ferieland, og i udkanten af Søndervig reklamerer en stor
restaurant på gud ved hvilket år for en særlig H.C. Andersenmenu – den består af pizza og pasta.
Netop Søndervig er også et godt eksempel på noget, der i
mangel på kvalitet kan matche fast food, nemlig husene. Visse
steder ligner byen et klondike-byggeri med grimme pizzabarer
og et sammensurium af sommerhuse, hvor man ikke har taget
hensyn til den oprindelige byggestil, men blot ladet stå til. Langs
Holmslands Klit, som er et unikt naturområde med havet til
den ene side og Ringkøbing fjord ganske tæt på til den anden,
ofte kun med få hundrede meter imellem, ja, så er også den på
visse stræk blevet et orgie af pastichebyggeri, dårlig planlægning
og dårlig kvalitet – ligesom badesteder som Vejers og Blåvand.
Fladskærm og lægehjælp
Ved Middelhavet, hvor store kystlandskaber helt er overtaget
af turistindustrien, kan man finde skræmmende eksempler
på, at masseturismen har ødelagt eller forringet de kulturelle
og landskabelige værdier, som oprindelig tiltrak turister.
Det samme er til dels sket i Vestjylland, og hvorfor skulle
udenlandske turister så tage hertil, hvis de ikke får andet i
Danmark, end de kan få i Sydeuropa tilmed billigere og med
garanti for godt vejr?
Vi stiller spørgsmålet til Lars H. Olsen, der aldrig ville
udtrykke sig så bombastisk om hverken mad eller byggeri,
som vi lige har gjort, og er alt for diplomatisk til at fremhæve
bestemte steder som dårlige eksempler, men han vil godt sige
noget mere om det med kvalitet:
»Man skal adskille sig og gøre en forskel. Hvis man bare
kopierer et produkt, som findes mange andre steder, konkurrerer man kun på pris, og med verdens højeste moms og et højt
omkostningsniveau i øvrigt, vil vi altid tabe konkurrencen om
prisen. Undersøgelser viser, at udenlandske turister er glade for
Danmark og danskerne, men når de skal svare på, om de så
fik value for money på deres ferie i Danmark, bliver de træge i
mælet, for det var sgu lidt dyrt. Derfor tror jeg fundamentalt
på, at der generelt skal være høj standard på det, vi tilbyder
turisterne, så de får en subjektivt oplevet bedre vare,« siger han.
Lars H. Olsen fremhæver overnatningskapaciteten som et
område, der trænger til fornyelse.
»Vort vigtigste produkt ved kysterne er fritidshuse, ikke
hotel og resorts, og hvis markedet har ændret sig, så man
ikke længere søger en uge i et sommerhus som oplevelse,
har vi en stor udfordring. En af løsningerne kunne være at
tilbyde udlejningshuse i kortere perioder på måske blot et par
dage og eventuelt koblet sammen med ophold andre steder i
Danmark. Hvis man som gæst gerne vil have to dage på Fanø,
et par dage på Skanderborgfestival og så over at se på malerier
i Nordsjælland, ja så kan man i dag ikke få et sådant ferieprodukt i Danmark.«
Mindst lige så vigtig er standarden på husene:
»Nutidens turister forventer, at der står en fladskærm, at
der er adgang til internet, og at ting kan repareres straks, hvis
der er behov for det, hvilket faktisk kan være et problem i
Danmark. Noget andet vigtigt er sundhed. Moderne gæster
vil føle sig trygge, og derfor er tryghed, sundhed og let og hurtig adgang til lægehjælp et vigtigt parameter, hvis vi vil have
gæster til at komme igen.«
Lars H. Olsen efterlyser i det hele taget en øget professionalisering af turisterhvervet i Danmark, der klassisk har bestået
af enkeltmandsvirksomheder og private sommerhusejere. Når
man hører direktøren for Videncenter for Kystturisme tale,
kan man få indtrykket, at den danske model i form af et hyggeligt og lidt primitivt træhus, som man lejer ud nogle uger
om året for at få et økonomisk tilskud, snart er en saga blot.
»Min grundholdning er, at turisme skal betragtes som et erhverv på linje med andre normale erhverv, og så bør udlejning
af huse vel også betragtes som et rigtigt erhverv,« svarer han og
peger også på vigtigheden af, at aktører inden for turismeerhvervet »går internationalt og søger samarbejdspartnere, som
har erfaring og måske også økonomiske midler med.«
Opgaven for Videncenteret i Hvide Sande bliver først og
fremmest at skaffe ny viden om, hvad turisterne vil have, og
rådgive lokale aktører rundt om i de danske turistområder,
både private og offentlige.
»Vi går ud og ser på, hvordan man bredt kan hæve kvaliteten lige fra overordnede spørgsmål om infrastruktur til forslag
om nye aktiviteter, ja måske helt ned til, hvordan vejskilte og
lygtepæle kunne se ud,« forklarer Lars H. Olsen. Centeret
koordinerer projekter for samlet 53 millioner kroner, hvoraf
de 25 millioner kroner er direkte støtte fra staten og EU. Et
projekt drejer sig om at udvikle kulturturisme på Sjælland,
et andet handler om maritim turisme i Det Sydfynske Øhav,
mens et tredje måske med tiden vil gøre den kulinariske oplevelse i Vestjylland lidt større:
»Vi koordinerer et projekt om fødevarer og gourmetoplevelser i Region Midt, og det skal bruges til generelt at løfte
erhvervet i området,« siger Lars H. Olsen.
Mere kontroversielt vil det nok være, når centeret om kort
tid skal melde ud, hvilke områder i Danmark der skal satses på
i turistsammenhæng.
»Vi er nødt til at fokusere og erkende, at vi ikke kan have
turisme alle vegne. Der er simpelthen områder i Danmark,
som ikke egner sig til turisme, og det kan blive en svær erkendelse i disse områder,« siger han og nægter kategorisk allerede
nu at hoste op med et par navne på områder, hvor man burde
opgive drømmen om at tiltrække turister. Til gengæld vover
han gerne et øje, når det gælder et andet kontroversielt emne,
nemlig hotelbyggeri helt ude ved kysten. Som reglerne er i dag
er der af naturbeskyttelseshensyn totalt lukket for den slags
byggeri. Statistikkerne viser, at naturen kommer ind på en klar
førsteplads, når turister bliver spurgt om, hvad de sætter pris
på ved Danmark, og så opstår det klassiske dilemma om, hvordan man samtidig kan have både beskyttelse og benyttelse?
»Måske skulle man ikke helt automatisk afvise muligheden
for byggeri ved kysten. Måske skulle man i stedet være endnu
mere restriktiv nogle steder og lidt mindre restriktiv andre steder. Jeg kunne da godt forestille mig, at man udpegede nogle
steder langs kysten, hvor det er okay at bygge nye hoteller.
Det skal bare styres stramt, og jeg tror ikke, vi kommer uden
om den diskussion i fremtiden, selv om sommerhuse i mange
år endnu fortsat vil være grundstenen i kystturisme. Men tag
Henne Mølle Å Badehotel, hvor du selv lige har været, og
som jo ligger placeret helt unikt. Kan nogen have noget imod
sådan et sted?«
Romney/Ryan. Valget af vicepræsidentkandidat siger altid mest om den mand, der udpeger ham. Valget af Paul Ryan udstiller hans chefs totale mangel på politisk substans.
En kvart Cheney med skrue
Af MARTIN KRASNIK
J
A, Mitt Romney har valgt en opsigtsvækkende
vicepræsidentkandidat, og ja, amerikanerne gør
meget ud af det. Naturligvis, for det er en af de store
begivenheder i den kamp om Det Hvide Hus, der har
fået evighedens karakter.
Først er det en god ide at huske, at vicepræsidenten sjældent
betyder noget særligt.
Hurtig quiz: Hvem kan huske George Bush Seniors
vicepræsident? Selv den særligt begavede læser kommer nok
ikke straks i tanke om navnet Dan Quayle. Vittigheden gik jo
på, at hvis præsidenten blev udsat for et attentat, havde FBI en
stående ordre om straks at skyde vicepræsident Quayle for at
undgå, at dette fjols skulle rykke ind i Det Ovale Værelse.
Jeg er også sikker på, at der er en enkelt eller to læsere,
der lige skal tænke sig om for at huske, hvem der er den
nuværende vicepræsident. I hvert fald er det ret sikkert, at Joe
Biden ikke af eftertiden vil blive husket for meget andet end sit
meget brede, hvide tandsæt. Og Al Gore? Han brugte da sine
LAYOUT: ANETTE RIEMANN
otte år som vicepræsident til at varme op til en forfremmelse,
der aldrig blev til noget.
Aha, siger De. Hvad så med Dick Cheney, Bush Juniors
vicepræsident? Han var jo skyggepræsident, Mørkets Fyrste,
der brugte sin stilling og en svag præsident til at befæste
den udøvende magt, lamme Kongressen og underminere
retssikkerheden i USA efter den 11. september. Cheney
repræsenterede en magtfuld gruppering i Det Republikanske
Parti, og han styrede præsidenten som en hånddukke. Det er
en relevant påmindelse, for det er en rammende beskrivelse
af Cheneys år som vicepræsident.
Er Paul Ryan en ny Dick Cheney? Repræsenterer han
en højrefløj, der vil gennemtrumfe en meget konservativ
økonomisk dagsorden?
Man må i hvert fald konstatere, at begge sider i valgkampen
er begejstrede for valget af Paul Ryan.
Demokraterne med Barack Obama er glade! I
månedsvis har Mitt Romney fulgt en strategi, der skulle
gøre præsidentvalget til en slags folkeafstemning om
Barack Obama. Det var nemlig dét, der skulle forene
midtervælgernes bekymring over landets økonomi med
højrefløjens bemærkelsesværdige had mod præsidenten. Mitt
Romney spillede ikke den store rolle i den strategi, hvilket
passede udmærket til hans anonyme, personlighedsløse
kampagne.
Det var derfor en udbredt opfattelse, at Romney ville
vælge en makker, der er lige så karakterløs som ham selv.
Derfor er Camp Obama begejstret over valget af Paul Ryan:
Opmærksomheden er for en stund flyttet væk fra hans
person og den skrantende amerikanske økonomi.
Også de republikanske græsrødder er lykkelige. Som
højtråbende Kongres-politiker har Paul Ryan været ideologisk
bannerfører. Hans ekstreme budgetforslag, der lægger store
dele af de offentlige budgetter om og ned, er blevet Tea Partybevægelsens kampskrift.
Umiddelbart ser det ud, som om Mitt Romney har gjort
som John McCain, da han i 2008 nominerede Sarah Palin til
sin vicepræsidentkandidat for at sætte fut i græsrødderne. Men
der er en vigtig forskel: Ingen anede, hvad Palin stod for. Alle
ved, hvad Paul Ryan vil.
Det vigtige spørgsmål er derfor, hvor stor indflydelse Ryan
vil få på en præsident Romney.
Meget tyder i hvert fald på, at den farveløse Romney
er blevet presset til at nominere Ryan. Valget af ham som
vicepræsidentkandidat kommer som en rigtig stor overraskelse.
Romney har i sin retorik lagt sig lige op ad Tea Partybevægelsens slagord, men højrefløjen, ikke mindst Romneys
største donorer, er med rette i tvivl om, hvorvidt han mener
det alvorligt – eller om han som præsident vil være lige så
pragmatisk og midtsøgende, som han var i sine år som guvernør
i staten Massachusetts. Det forstår man godt: Man kan beskylde
Romney for meget, men konsekvent ideolog er han ikke.
Paul Ryans forslag om en de facto privatisering af Medicare
og et storstilet opgør med velfærdsstaten er populært blandt
hans største økonomiske donorer, deriblandt de berygtede Kochbrødre og kasino-magnaten Sheldon Adelson. Og da Romney
netop har meget få og store donorer, har netop disse herrer
meget at sige. Er det disse rigmænd, der har sat Paul Ryan ind
i kampagnen for at føre Mitt Romneys politik som præsident?
Det er et godt spørgsmål, som man absolut ikke kan afvise.
KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT