Om Prøven Prøven har 3 opgaver. Kun én af opgaverne
Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard Eksamensopgave E12 Prøven er individuel! Om Prøven Prøven har 3 opgaver. Kun én af opgaverne skal besvares. Hver opgave består af 6 spørgsmål. Alle spørgsmålene inden for den valgte opgave skal besvares. Hver opgave har en analysetekst, som opgavespørgsmålene knytter sig til. Hvis du ikke har besvaret samtlige spørgsmål inden for den opgave, du har valgt at besvare, betragtes besvarelsen som ikke-bestået. Ved besvarelserne skal der i videst muligt omfang gives belæg i analyseteksten. Besvarelsen skal min. være 4 og max. 6 normalsider á 2200 anslag (inklusiv mellemrum, men eksklusiv litteraturliste). Den samlede opgavebesvarelse skal altså være på mellem 8800- 13200 anslag. Sørg for at akribien er i orden! Opgavebesvarelsen skal følge dansk retskrivning. Der skal citeres og henvises korrekt. Besvarelsen skal afsluttes med en alfabetiseret litteraturliste over værker, der er henvist til i besvarelsen. Det kan anbefales at konsultere: • Retskrivningsordbogen (bliver løbende udgivet af Dansk Sprognævn og har retskrivningsregler bagerst i bogen). • Jacobsen, Henrik Galberg og Peter Stray Jørgensen: Håndbog i Nudansk. (1988-). København. • Internetsiden sproget.dk Aflevering Besvarelsen afleveres i 2 eksemplarer. Der kan ikke afleveres elektronisk (herunder per e-mail). Besvarelsen skal på hver side indeholde sidehoved med oplysning om kursus, eksamenstermin (E12) og oplysning om fulde navn, husnummer og ruc-mail. Alle sider skal pagineres i formatet ”x/y”. De 2 eksemplarer af besvarelsen skal hæftes én gang i øverste venstre hjørne – ikke lægges i chartek eller lignende. I hus 05.1 afleveres besvarelsen til kursussekretær Mona Vølcker-Hansen senest mandag d. 19/11, kl. 11.00. I hus 07.1 afleveres besvarelsen til kursussekretær Birgit Nielsen senest torsdag d. 22/11, kl. 11.00. 1 Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard Eksamensopgave E12 Opgave A. Analysetekst A, Nils Thorsen: "Jeg ER ussel i forbindelse med kvinder". Politiken, 23. oktober 2010. 1. Beskriv ved hjælp af begreber fra Seymour Chatman: ”Story: Events” og/eller Annemette Hejlsted: ”Plot” tekstens narrative struktur. 2. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er). 3. Beskriv tekstens overordnede sproghandling. 4. Giv mindst et eksempel på en ansigtstruende sproghandling i teksten. 5. Giv mindst et eksempel på brug af implikatur i teksten og gør rede for hvilken maksime/hvilke maksimer der overtrædes for at generere implikaturen. 6. Giv en beskrivelse af artiklens indledende store billede af Lars von Trier. 2 Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard Eksamensopgave E12 Opgave B. Analysetekst B, Hans Otto Jørgensen: "Efter en så våd sankthans". Ud & Se, november 2007. 1. Beskriv ved hjælp af begreber fra Seymour Chatman: ”Story: Events” og/eller Annemette Hejlsted: ”Plot” tekstens narrative struktur. 2. Redegør for tekstens fortællerforhold. 3. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er). 4. Redegør for mindst et eksempel på hvordan talesprog gengives i skriftlig form i teksten. 5. Beskriv mindst en sproghandling i teksten. 6. Giv eksempler på at der i teksten beskrives situationer, der er ansigtstruende. 3 Tekst & Tegn, Hus 05.1 og 07.1 v/ Peter Juul Nielsen og Hans Ulrik Rosengaard Eksamensopgave E12 Opgave C. Analysetekst C: Jørn Lund: ”Jablirnødteåtategænmæle". Politiken, 5. november 2012 1. Beskriv tekstens kommunikationssituation ved hjælp af Jakobsons kommunikationsmodel. 2. Hvilken genre tilhører teksten, og på hvilke måder fremgår det? 3. Beskriv forholdet mellem teksten og dens paratekst(er). 4. Analyser et argument i teksten ud fra Toulmins grundmodel og giv mindst et eksempel på brug af den udvidede models frie elementer i dette eller et andet argument. 5. Hvad er tekstens overordnede sproghandling? Udtrykkes denne handling direkte eller indirekte? 6. Lav en billedanalyse af Isak Hoffmeyers billede af sportsjournalisten Morten Ankerdal nedenfor med inddragelse af skellet mellem denotation og konnotation. Billedet er fra et interview i Euroman, august 2012. 4 6 kultur LØRDAG 23. OKTOBER 2010 POLITIKEN Jeg ER ussel i forbindelse med kvinder Kvinder har altid været et smertepunkt i Lars von Triers film, hvor de har fået sig nogle på hatten. Og ind imellem også et par under bæltestedet. Hvilket instruktøren med jævne mellemrum selv har fået tæv for. At omgangen med kvinder også har voldt besvær i hans eget liv, kan man læse i dette uddrag af Politikenjournalisten Nils Thorsens bog ’Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier’, som udkommer på mandag. uddrag NILS THORSEN I nstruktøren ligger på siden hen over det lille, sorte bjerg af en sækkestol på gulvet i sit kontor i hjemmets underetage. Som en bleg og bugtet aflejring oven på et ældre jordlag, iført et par løse, plasterfarvede trekkingbukser og en sort T-shirt. Selv sidder jeg overfor på gulvet og spekulerer med rank ryg og strøm i alle synapser over, hvordan jeg skal få ham til at fortælle om sin ungdoms oplevelser med kvinder. Det er et par timer siden, Lars von Trier tog imod i døren. Skægget er længere, end det plejer, og kraniets tromler og drivremme synes også at køre lidt langsommere end sædvanligt. Udenfor er det oktober, og i det store vindue mod havens skråning rejser himlen sig over åens snoede løb i en diset, grå kuppel, der både ser ud til at strække sig uendeligt og slutte lige for enden af haven. Ellers er alt, som det plejer. Jeg spørger igen og igen til hans fortid. Han parerer, protesterer og laver fis. Og farer fra tid til anden ud ad en eller anden forgrening til en sidevej til en omvej. Fortæller om en udsendelse, han har set, beskriver fordelen ved visse haveredskaber, en detalje i en latinamerikansk torturform eller en finesse i beskæringen af et æbletræ. Og når han løber tør for luft, spørger jeg igen til hans fortid, hvorefter han stønner tungt, lukker øjnene og falder hen i halve minutter, hvor jeg ikke er sikker på, om han er ved at falde i søvn. Eller om det allerede er sket. Men det er, som instruktøren selv beskriver sit arbejde: Man får aldrig 100 procent af det, man er kommet efter. Ofte kun 60. Men indimellem dukker der noget op, man ikke ledte efter. Og da interviewet en rum tid har humpet af sted, snubler han pludselig over noget, der interesserer ham. En bog, han læste i sin filmskoletid. ’Søvngængerne’ af Hermann Broch, som Mogens Rukov gjorde ham opmærksom på. Eller rettere: »Han sagde, at før jeg havde læst den, skulle vi slet ikke tale«, smiler Lars von Trier, der blev dybt betaget af bogen, mest fordi den gjorde ham opmærksom på, at der er forskel på, hvad folk siger og viser, og hvad deres egentlige hensigter er. Og en eftermiddag, han havde lagt bogen fra sig, trådte han ud af huset på Islandsvej og ind i en ny verden. »Jeg kan huske, at når jeg så folk i nabolaget stå og rive i deres have, tænkte jeg på, hvad der egentlig foregik inden i dem, og hvad der var deres motiv til at sige og gøre forskellige ting. Hvad de måske dækkede over. Og at de måske i virkeligheden sagde det modsatte af, hvad de mente«. På hjørnet af Færøvej standsede han og iagttog et par naboer, der stod og talte sammen. »Pludselig slog det mig … det der med ...«, siger han og slår over i en hvisken: »Tænk nu, hvis det alt sammen … hvis de siger det modsatte af, hvad de i virkeligheden gør. Hvis deres intentioner er nogle, jeg slet ikke kender, og som de ikke viser. Måske har de myrdet en, der ligger inde bagved«. Han vender sig i sækkestolen og ser på mig. »Og det var sådan en åbenbaring. Den åbnede ligesom … pfff«, blæser han gennem fortænderne. »Jeg havde aldrig tænkt på den måde før, og det er jo ikke en tanke, man bliver glad af«, griner han, »men det er en ret interessant tanke. Og den var betydningsfuld, vil jeg sige, for de film, jeg har lavet siden«. Hvordan lød tanken? Han sætter sig op i stolens knitrende kugler og hviler med en strakt arm mod gulvet. »Den lød bare: Tænk, hvis de mener noget andet med det, de siger. Hvis de bevidst fremstår på én måde for at skjule noget andet. Hvad de jo altid vil gøre. Men indtil da havde jeg bare set dem som sådan nogle karakterer i et dukketeater, der gik frem og tilbage«. Ikke væsener med en forside … »Nej, og specielt ikke med en bagside. Og bagsiden er jo interessant at tænke sig til, for når man som barn går rundt på sådan en vej, tænker man ikke på, at alle de her forældre for eksempel har en seksualitet, som er styrende for over 90 procent af, hvad de foretager sig i deres liv«. Hvordan fik den tanke betydning for dine film? »Mine film handler nok om bagsiderne og om folk, der udgiver sig for noget andet, end de er«. Idealisterne, for eksempel? »Ja, for det idealistiske kan jo kun være en front. Og civilisationen er et meget tyndt lag oven på det, vi er. Dybest set er mennesker jo styret af meget mere basale ting, og uanset hvor fint man har sat sit hår op, fordi man skal til købmanden med en lille skoletaske, så findes disse basale behov stadigvæk. Og pludselig slog det mig bare, at alle de her mennesker, som jeg mente, at jeg kendte i nabolaget, havde nogle historier, jeg aldrig ville komme til at kende«. Det gør vel verden tusind gange større med ét slag? »Den bliver meget, meget stor. Senere kan man sige: Nå, men det er jo også lige meget. De skider ligesom os andre. Men det gør bare, at man betragter deres optræden på en anden måde. Og det var specielt deres optræden, der optog mig. Hvad er det, der ligger bag ved denne her optræden? Hvorfor er der nogen, der er fornemmere end andre? Hvorfor er der nogen, der sætter en ære i, at der er orden i forhaven? Hvorfra kommer alle de ting? Og de kommer selvfølgelig fra et uendeligt psykologisk og erfaringsmæssigt landskab, som man aldrig kommer til at stifte bekendtskab med. Og der kunne blå bog NILS THORSEN Født 6. december 1960. Dansk journalist og forfatter. Journalist på Politiken siden 1985. Har skrevet flere bøger blandt andre ’Engle & dæmoner. Elleve samtaler om hvordan et liv kan lykkes og slå fejl’ (1999), ’Klangen af et menneske. Om at spørge godt, lytte rigtigt og finde sit eget sprog’ (2003) og ’Omveje. 10 portrætsamtaler om at leve et liv, der passer til en’ (2010). Modtog Edvardprisen 2001. Research: Politikens Bibliotek skrives en lige så tyk bog som ’Søvngængerne’ om dem alle sammen«. Han lægger sig igen til rette hen over sækkestolen. »Man sidder bare pludselig og ved, at det, der kommer frem, er noget villet«. Det sidder vi så lidt og ved. Og jeg er kommet sådan cirka ikke spor tættere på at forstå Triers forhold til kvinder, da han rejser sig og forsvinder ud af kontoret og op ad vindeltrappen med et: »Jeg skal lige se, om Bente er kommet tilbage«. Det er hun ikke. Så han ringer til hende, stående i døren ind til kontoret. »Nej, det må du meget gerne købe«, siger han. »Bare en flaske vin og nogle øller. Så kan jeg blive lidt fuld«. Pause. »Jeg sagde lidt fuld. Nå ... okay«, kommer det slukøret. »Nå, det siger OCD-formanden?«. HAN PRØVER at sætte telefonen til at lade op, småbander over den, opgiver og lader sig falde ned i sækkestolen igen. »Nå«, kommer det lyst og veloplagt. »Hvor fa’en kom vi til?«. Du skulle lige til at fortælle mig alt om dit forhold til piger som ung. »Det var dog fandens, så kæk du er blevet«. Tidligere har du jo undveget emnet – mere eller mindre elegant. »Ja, fordi det er usselt«. Vi kan jo ikke skrive en bog om dit liv uden at omtale dit forhold til det modsatte køn, bare fordi du synes, det er usselt. »Det var usselt! Jeg er ussel i forbindelse med kvinder. Det er ligesom det, jeg har brugt meget energi på, også i mine film: at manipulere med det modsatte køn«. Så du kunne ikke score nogen – færdig, slut? »Det havde jeg opgivet på forhånd, fordi jeg ikke troede på mine egne evner i den henseende«. Hvor havde du det fra? »Det er sgu et meget godt spørgsmål. For min mor troede jo meget på mig. Også RØVMYTOLIGISK. Lars von Trier elsker, når junglen kaster sig over civilisationen. Det er et eksempel på de »røvmytologiske « elementer, han brugte flittigt i sine første film, kan man læse andetsteds i bogen ’Geniet Lars von Triers liv, film og fobier’. Kæder og SS-uniformer var røvmytologiske. Samt selvfølgelig mongoler. Her er det ham selv, der bliver overfaldet af skoven i Lyngby, hvor han tilbragte meget af sin barndom. Foto: Joachim Adrian hvad det angår. Jeg tror ikke, hun var særlig imponeret af de kvinder, jeg så alligevel en gang imellem mødte«. Hvad slags piger faldt du for? »Jamen, jeg faldt for alle dem, der så sure ud«, griner han. »Det er fuldstændig klassisk. Og ved du, hvordan de er, de piger, der ser sure ud?«. Han holder mit blik i to sekunder, før han selv besvarer spørgsmålet. »De er sure«, siger han og skærer en forundret grimasse. »Og det kommer jo som en kæmpe overraskelse hver gang. Tænk alligevel. Det var sgu da mærkeligt. Hvornår kommer ligesom det sjove? Nej! De er sure. De ser reserverede ud, fordi de er reserverede. Højst sandsynligt, fordi der ikke er andet end den sure facade«. Hvad tiltrak dig ved de sure – den høje overligger? »Det må jeg jo indrømme. De havde høj status på de cafeer, hvor jeg hang ud«. Tænker du selv, at det var, fordi det var en høj overligger? »Jeg vil ikke analysere, hvor det kommer fra«, siger han og flytter rastløst på sig i sækkestolen, som om det ikke var emnet, der generede ham, men stillingen. »Jeg så op til dem. De var jo uopnåelige. Men de skulle selvfølgelig være smukke og sure. Så kunne man blive set ned på lige med det samme, hvilket måske var, hvad jeg bad om«. kultur 7 POLITIKEN LØRDAG 23. OKTOBER 2010 Jeg afventer. Han afventer. Og sådan går det meste af et halvt minut, før instruktøren omsider åbner munden igen, mens hans blik søger ud gennem vinduet. »Jae …«, trækker han på det. »Så deeeet«. Hvilket som helsætning vist udtales nogenlunde: Mere får du ikke ud af mig. Når emnet alligevel holder sig i live nogle minutter endnu, er det alene, fordi jeg bliver ved med at spørge, mens han høfligt og med alle tegn på ubehag slår spørgsmålene hen med korte sætninger og i en tone, der får hvert eneste ord til at lyde som et punktum. Hvordan lykkedes det? »Jamen, det lykkedes jo ikke«, siger han og ruller om på ryggen, men fortryder efter få øjeblikke, langer en arm rundt om lænden og bokser til sækkestolen, retter sig lidt op og fortsætter halvt siddende, halvt liggende. »Jeg syntes ikke, at det lykkedes nogensinde dengang. Det var svært at snakke med dem om det, jeg skulle snakke med dem om. Det var helt umuligt. Jeg var helt umulig, må jeg sige«. JEG ER LANGTFRA selv ubekendt med det pinefulde tilløb, før man måske, måske ikke, drister sig til at kontakte en kvinde, og den besynderlige tomhed, der altid indtræffer i hjernen, mens blikket desperat søger rundt i kranieskallens kuppel for at finde et uskyldigt emne at gøre til brohoved. Hvilket jeg fortæller instruktøren, hvorefter vi i nogle minutter i detaljer underholder hinanden med, hvor ynkeligt vi hver især har humpet rundt på vores haneben. »Det er højst sandsynligt derfra, at de film, som jeg har lavet, stammer. Så den kulturelle verden må jo takke min mor for, at jeg ikke er udstyret med muskulære og andre fortrin, fordi jeg så måtte oparbejde et andet fortrin, som så blev til, at jeg lavede de her … vidunderlige film«, griner han. Lars von Triers seksuelle debut blev aflyst. Det var til en fest hos Thorkild Tønnesen. Alt var klar. Tæppet gået, tøjet lagt, og pigen parat. Indtil det gik op for hende, at det var første gang for ham, og det ansvar turde hun ikke påtage sig. Ellers indkasserede han som regel sine nederlag på Café Dan Turèll, hvor folk stod så tæt, at det tog en halv time at møve sig ned på toilettet, og der altid var enten David Bowies ’Heroes’ eller Kate Bushs ’Wuthering Heights’ i højttalerne. Og der stod han så, den unge instruktør, i randen af det følelsesmæssige blodbad. Og håbede på et mirakel. »Det var fuldstændig som sådan noget medefiskeri, hvor man kaster en prop ud, og så hænger der noget madding nedenunder. Og det var lige så tilfældigt, om der pludselig var nogen, der gik på. Hvilket var meget sjældent. Også fordi jeg stod i udkanten af det område, hvor fisk overhovedet kunne bevæge sig«, siger han. Kunne du ikke selv gå hen og henvende dig til en i baren? »Arj, så skulle hun godt nok være det, der hedder en brækket vinge«, griner han. »Men jeg var frustreret over, at jeg ikke havde prøvet. De andre prøvede jo hele tiden. De blev også afvist 27 gange, men det var de fuldstændig skråt ligeglade med, fordi de var sikre på deres eget værd«. Hvorfor prøvede du ikke? »Fordi jeg var fuldstændig slået ud, hver gang jeg blev afvist. Og til sidst blev det slet ikke til noget, fordi jeg forstod, at det ikke nyttede noget«. Så udvikler man vel en alternativ strategi? »Ja, men min var bare at være mærkelig og have provokerende meninger henne i et hjørne. Og det giver jo ikke rigtig pote«, griner han. »Jeg tror, at den niche, hvor man ligner Elvis, giver mere. Så kan man være en fuldstændig idiot og alligevel blive ved med at score«. HAN RULLER over på ryggen med skuldrene løftet en anelse i vejret og benene strakt ud på gulvet. Da han folder hænderne bag nakken, kryber blusen op og blotter en smal bræmme af geniets mave. Men også denne nye stilling fortryder han hurtigt, skifter tilbage, men nu duer heller ikke den gamle længere, så han ruller om på siden med albuen i gulvet og kinden hvilende i håndfladen. »Men så var det jo så heldigt, at nogle af de her tossede kvinder også havde nogle seksuelle værdier. For hvis der var nogen, jeg kunne komme i kontakt med, var det de tossede. Det er også det, man siger i New York, at hvis en kvinde ikke vil voldtages, skal hun bare gå rundt og tale til sig selv, for så tror mændene, at hun har psykiske problemer, og holder sig væk. Det var så dem, jeg kunne få lov at voldtage. Dem, de andre ikke ville røre«. Jeg VIDSTE, at der måtte gemme sig et lyspunkt et sted. Han sender mig et kæntret smil. »Og de mænd, som fik alle kællingerne, kan vi jo hurtigt blive enige om, var de dumme svin, som var psykopatiske nok til at fremhæve deres muskler og prale fuldstændig sindssygt meget med deres eget værd, hvor andre mænd ligesom måtte stå af. Og så købte kællingerne det«. Han retter sig en smule i sækkestolen. »Altså, det står ekstremt klart for mig, hvordan man skal være, hvis man skal få kvinderne til at komme til sig. Fuldstændig overdrevet selvpromoverende«, griner han. »Og med sådan en naturlighed … altså, de decideret dumme mænd, som jeg kendte, kunne det hver eneste gang. Og når den parringsdans udspillede sig, var Civilisationen ER et meget tyndt lag oven på det, vi er. Dybest set er mennesker jo styret af meget mere basale ting, og uanset hvor fint man har sat sit hår op, fordi man skal til købmanden med en lille skoletaske, så findes disse basale behov stadigvæk Lars von Trier Det er ligesom det, jeg har brugt meget energi på, også i mine film: at manipulere med det modsatte køn Lars von Trier det så banalt, at jeg måtte kigge væk i skam«. Og man trøstede sig altid med, at det nok hævnede sig med tiden. »Ja, og det gjorde det aldrig. For de blev bare ved og ved med at score på det der. Og det tyder jo på, at det modsatte køn måske har en lavere intelligens, end vi til daglig går og mener«. Eller også vælger de ud fra nogle andre kriterier, end vi finder demokratiske? »Ja, fordi de tænker: Hvordan bliver mit afkom? Det bliver sådan en, der kan score kvinderne«. Begavelse og originalitet tæller vel også lidt? »Det var så ikke min fornemmelse«, siger han og lukker øjnene. Sådan ligger han og trækker vejret et par gange. Så pludselig går øjnene op igen derovre. »Prøv nu og hør!«, siger han. »Jeg har altid haft høje tanker om mig selv, og derfor har jeg syntes, at jeg fortjente bedre, end hvad jeg fik i det der kærlighedsspil. Jeg stræbte vel efter mere, end jeg kunne opnå. Men grunden til, at jeg stræbte, var, at jeg syntes, at der var en vis retfærdighed i det. Og det er jo helt dumt. Fordi sådan nogle som os to ved jo godt, hvad det er for nogle, kvinderne vil have«, griner han. »Det er jo sådan nogle idioter. Altså, pinlige på alle måder, ikke? Og som gør alle de der ting, man selv ville skamme sig over. Alt det mest oplagte. Og det virker. Hver gang«. Man kan jo indhente lidt, hvis man bliver en dygtig filminstruktør – det må du også have oplevet? »Ikke nok«. Det underskud, der oparbejdes i teenageårene, kan aldrig indhentes? »Det hul kan aldrig fyldes«, griner han. Så det bruger vi vores liv på at prøve. »Selvfølgelig«. Han retter sig i stolen. Pludselig med fornyet kraft i stemmen. »Sådan nogle som dig og mig tager alting alt for alvorligt. Det er vores problem. Livet også. Og døden. De folk, der snupper kællingerne, tager ikke tingene alvorligt. Okay, jeg hopper op på et tog på Bernstorffsvej og står på toget til Vesterport. Fedt, mand! Okay, så dør jeg. Og hvad så? Hvor vi andre siger: Tænk nu, hvis man falder ned på skinnerne eller får stød. Det er jo noget, vores mødre har givet os ….«. Hvordan det? »De har sagt: Pas nu på. Men samtidig har vores mødre jo selv været meget mere vilde med dem, der var ligeglade med, om de faldt ned på skinnerne. De har været sindssygt uærlige over for os. Det er der, problemet ligger. De har gjort os til nogle andre end dem, de selv syntes om. Det er faktisk ikke særlig pænt«. Men du HAVDE jo kærester – hvordan var du til det? »Ikke god. Vi skændtes altid, og så endte det efter kort tid. Og altid i katastrofe. Men samtidig ... jeg havde nogle rigtig, rigtig heftige forelskelser. Jeg blev fuldstændig syg. Det var sindssygt hårdt. Jamen, det er, fordi … nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor det er. Årh! Det er da virkelig ubehageligt at snakke om«. Det ville være fedt, hvis vi kunne tale lidt om det. »Det er da det, vi gør, for HELVEDE!«. Ja, ja, jeg er bare bange for, at du holder op. »Nej, jeg skal nok. Nu har jeg jo fået nogle sejre ved, at jeg har fået fire børn, og Bente er jeg sindssygt glad for. Hun er bestemt ikke sur. Og når man har prøvet alle de sure, bliver man glad for dem, der ikke er det. Men der er nogle nederlag, der er så store, at man ikke gider se dem i øjnene«. Vi har aftalt at tage sammen i sommerhus en weekend i januar. Instruktøren har betakket sig for at komme et nyt sted hen, så planen er at køre til et hus, Zentropa har på Fyn, og der kan vi genoptage emnet, siger han. »For der skal vi have noget at drikke, og jeg er mere åbenhjertig, når jeg bliver lidt fuld. Hvilket sker sjældent, for jeg får det skidedårligt bagefter. Men i vores weekend gør jeg altså. Ellers kan jeg ikke holde dig ud«. Hvem var dit store nederlag? »Tak. Der er en masse. Der var virkelig mange håbløse forelskelser, hvor jeg tudede og tudede. Det var ligesom det, man gik op i på det tidspunkt«. Er der en bestemt situation, du kan fortælle om? »Nej«, siger han lavmælt. »NEJ!«, råber han så. »Er der en bestemt situation, du kan fortælle om?« Masser. »Ja, men de bliver jo heller ikke skrevet nogen steder«. »NÅRH!«, runger det fra sækkestolen. »Nu er jeg eddermame snart træt af dig«. Jeg er også træt af mig selv. Vi glemmer det. For nu. Så kan det sidde og gnave i dig. Han fisker mobilen frem og ser på den. »Klokken er lige præcis 16. Og der står: Slut klokken 16. Er det ikke fantastisk? Det er på sekundet. Nej, du har 15 sekunder«. Arj, så skal jeg SIMPELT hen spørge ... »Nej, nu er det slut«. Vi kommer på benene, som svimle stankelben, og trasker op ad vindeltrappen og ind i stuen, hvor Bente står i køkkenet, pakker indkøb ud og spørger glad til vores dag, mens drengene moonwalker ude på gulvet sammen med den yngste af Triers døtre, Selma på 15, der gør opmærksom på, at det er langt ude at kalde det moonwalk. Som om man går baglæns på månen, som hun siger. Hvorefter Trier stemmer i med historien om ham, der i virkeligheden opfandt moonwalken, som åbenbart ikke er Michael Jackson. »Jeg laver aldrig sådan en bog her igen«, brummer han, da vi tager afsked i døren. »Du kan glæde dig over, at det bliver den sidste«. THE FOLLOWILLS. »Sidste plade gjorde os større, end vi nogensinde havde forestillet os. Så den her plade er faktisk den svære 2’er«, siger Matthew Followill. Kings of Leon er fra venstre mod højre: Nathan, Jared, Matthew og Caleb. Foto: Dan Winters Løvekonger, der skal udfylde Jaggers sko Kings of Leon er et af tidens største unge rockbands. Men om de kan løfte arven fra Rolling Stones og Bruce Springsteen, er for tidligt at sige, mener guitarist Matthew Followill. I denne uge kom deres femte album. interview nils.thorsen@pol.dk JEPPE KONDRUP ADELBORG Nils Thorsen: Geniet – Lars von Triers liv, film og fobier udkommer på Politikens Forlag på mandag. re brødre og deres fætter forlader et omrejsende religionscirkus. I stedet flytter de til Nashville, Tennessee, USA, og grundlægger et langhåret og skægget rockband. Sådan begynder fortællingen om et af rockmusikkens mest succesfulde navne i nyere tid, Kings of Leon, hvis femte studiealbum ’Come Around Sundown’ udkom mandag i denne uge. Et album, som i denne avis fik tildelt fire hjerter, og hvor anmelderen nævner Kings of Leon som arvtager for navne som Rolling Stones, Bruce Springsteen, Paul McCartney og Roger Waters. »Jeg tror ikke, vi vil tage over for dem. Jeg får det helt ubehageligt bare af at tænke på det, for det er et meget stort hul at fylde ud. Nu må vi se, om folk overhovedet gider se os om et par år«, siger 26-årige Matthew Followill, guitarist og fætteren i Kings of Leon, på en telefon fra Nashville. Han har indvilliget i et 15 minutter langt interview om det nye album, der er langsommere i tempo end de første. Matthew Followill beskriver det som et album, hvor der er en lille stump fra alle deres tidligere album i. Og hos ham rangerer det højt blandt deres udgivelser. »Pladen er nummer 1 i øjeblikket, fordi den er frisk og ny. Når man har været i et band i ti år, så bliver det svært at høre og spille de samme sange igen og igen. Men om nogle måneder er den nok kun nummer 2«, siger han og nævner pladen ’Because Of The Times’ som sin favorit. Blå bog LARS VON TRIER Født 30. april 1956 i København. Dansk filminstruktør. Studerede filmvidenskab på Københavns Universitet 1976-79. Gik på instruktørlinjen ved Den Danske Filmskole 1979-83. Har instrueret flere spillefilm blandt andre ’Forbrydelsens element’ (1984), ’Europa’ (1991), ’Breaking the Waves’ (1996), ’Idioterne’ (1998), ’Dancer in the Dark’ (2000), ’Dogville’ (2003), ’Manderlay’ (2005) og ’Antichrist’ (2009). Han har også instrueret tv-serien ’Riget’ 1 og 2 (1994 og 1997). Tog sammen med blandt andre Thomas Vinterberg initiativ til Dogme 95-manifestet, som var et kyskhedsløfte med ti regler inden for filmproduktion. Har modtaget flere priser blandt andre Den Gyldne Palme 2000, Nordisk Råds Filmpris 2009 samt flere Bodil- og Robertpriser. Research: Politikens Bibliotek T Slagsmål, modeller og stoffer Historien om Kings of Leon begyndte for langt mere end ti år siden. Som børn kører de tre brødre Nathan, Caleb og Jared Followill rundt i USA. Faderen, Ivan Followill med mellemnavnet Leon, er en omrejsende prædikant med hang til flasker i brune poser, mens moderen erstatter det, der for de fleste andre børn hedder ’skole’. Men i 1999 går den ikke mere for forældrene Followill, der bliver skilt. I stedet for den kørende pickuptruck slår brødrene sig ned i Nashville, hvor Nathan og Caleb året efter starter et band. De trækker deres lillebror, der aldrig har spillet bas, ind som bassist, samt fætteren Matthew, der bliver hentet i Mississippi som guitarist. I 2003 udkommer første album – en skramlet og skrammet omgang garagerock – og samme år spiller de på det klejne spillested Loppen på Christiania i København. Et sted, hvor de formentlig aldrig nogensinde igen sætter deres musikalske fødder. For Kings of Leon begynder at turnere med U2, og det ændrer deres lyd. Kings of Leon flytter fra garagen og direkte ind på stadionet. »Da vi var på turne med U2, spillede vi i store arenaer. Men når vi spillede, var de tomme, for vi var bare opvarmningen. Men vi kunne godt lide den måde, vores sange lød på i de store, tomme, åbne rum. Så da vi skulle lave tredje plade, tænkte vi, hvordan får vi vores sange til at lyde større, og som om vi er i et stort, tomt rum. Det førte os til den lyd, vi har nu«, siger Matthew Followill. Og i 2008 kulminerer succesen med den nye lyd. Loppen er nu skiftet ud med Orange Scene. ’Only By The Night’ bliver udgivet i september 2008 og sælger 11,5 millioner eksemplarer. Gennembruddet er endeligt. Med alt, hvad det indebærer af (interne) slagsmål, strømme af ukvemsord, intimforhold med modeller, alkohol og stoffer. Således bliver numrene til ’Only By The Night’ skrevet og indspillet med forsanger Caleb svævende på en sky af morfin, efter at han og trommeslager Nathan vælger at tæve løs på hinanden. Men de vildeste dage er, ifølge Matthew Followill, ovre. Meget er sket siden starten. Dengang var flere af dem teenagere, men nu er den yngste blevet 23 år, den ældste over 30. Og udviklingen kan han godt lide. For han er ikke stor fan af de to første plader og har svært ved at lytte til dem. De blev indspillet, mens han »stadig var et barn« og ikke god på guitaren. Så Kings of Leon er bare blevet gamle? »Nej, det tror jeg ikke. Altså vi er blevet ældre, men det er stadig den samme ’ild’, som da vi startede, der brænder inde i os nu«, siger han. »Men vores lyd afhænger også af, hvilken musik vi lytter til. I starten hørte vi meget Led Zeppelin og Townes Van Zandt. Men siden er vi blevet sammenlignet med unge indierockbands, og så begyndte vi at lytte til dem – konkurrenterne. Vi blev enige om, at vi var nødt til at følge med dem, ellers blev vi glemt«. Deprimerende Amerika Og med det forrige album gik Kings of Leon fra stjerner til superstjerner. Sangen ’Sex On Fire’ blev råspillet på amerikanske radiostationer, og så blev Kings of Leon godtaget i USA. »Det er rart at vide, at ’hjem’ også lytter med. Tidligere var det meget deprimerende, når vi turnerede i USA, fordi vi kom fra lande, hvor vi var vildt populære, og når vi så kom til USA, spillede vi små show for ingen mennesker. Og i lang tid tænkte vi: Hvorfor vil USA ikke komme om bord med alle andre?«, siger Matthew Followill og svarer selv: »Alt, det kræver i USA, er et radiohit. Det fik vi, og nu er vi populære«. Betyder det så, at de nye sange er lavet til at kunne blive spillet radioen i USA? »Nej. Vi har ikke sagt, at vi skal lave et pophit, så vi kan komme i radioen igen. Vi laver bare musikken. Men jeg er sikker på, at der er et par nye sange, der får en plads i radioverdenen«. En computerstemme bryder ind: »Yep-pi, vi er allerede over tid, så vi skal stoppe nu«, siger Ryan fra RCA Records, men tillader Matthew Followill at svare på, om Kings of Leon er i gang med at sælge ud. »Ser man det at sælge ud som at blive spillet i radioen, ja, så har vi solgt ud, men jeg tror ikke, at der findes et band i verden, som ikke vil høres af så mange mennesker som muligt. Ellers ville de ikke være et band. Vi gør, hvad vi altid har gjort«, siger Matthew Followill. Og det fortsætter I vel med? »Right on, yeah«. jeppe.adelborg@pol.dk FAKTA KINGS OF LEON Dannet i 2000 i Nashville, Tennessee i USA af brødrene Nathan (trommer) og Caleb (vokal og guitar) Followill. Kort efter kom lillebror Jared (bas) med og sluttelig blev fætteren Matthew (leadguitar) hentet ind fra Mississippi. Har udgivet fem fuldlængdealbum: ’Youth And Young Manhood’ (2003), ’Aha Shake Heartbreak’ (2004), ’Because Of The Times’ (2007), ’Only By The Night’ (2008) og ’Come Around Sundown’ (2010). Har turneret med bl.a. U2, The Strokes, Bob Dylan og Pearl Jam. Pludselig sidste sommer ... ja, hvad skete der? HELLE HELLE CHRISTINA HESSELHOLDT PABLO HENRIK LLAMBÍAS JESPER WUNG-SUNG stram fort¾lling, der rummer de tre ord. Ud over KLAUS RIFBJERG KATRINE MARIE GULDAGER denne spilleregel har forfatterne haft helt frie NAJA MARIE AIDT JAN SONNERGAARD PIA JUUL HANS OTTO J¯RGENSEN MARIA GRØNLYKKE SIMON FRUELUND Vi har bedt en r¾kke af Danmarks bedste forfattere om at skrive en ÕnovelletteÕ, en kort og h¾nder. Serien er redigeret af Thomas Bredsdorff. De billedkunstnere, der har skabt illustrationerne, er udvalgt af Torben Zenth fra kopenhagen.dk T E K ST H A N S OT TO J Ø RG E N S E N I L L U S T R A T I O N S T E FA N R O T V I T Efter en så våd sankthans Hans Otto Jørgensen fortæller en historie fra landet DET VAR I FORBINDELSE med min brors byggeri, da han midlertidigt havde opstaldet nogle grise hos Faster, og min far kom for at fodre dem, at Faster ville gøre ham glad. Hun inviterede ham ind på formiddagskaffe, eller det havde de aftalt, at så kunne han komme og få sin formiddagskaffe, men lige meget hvad hun satte på bordet, var han ikke rigtig interesseret i det. Hun prøvede med jordbærmarmelade og med ost og gammelost og så med honning, men han havde ingen rigtig appetit. Hun var bange for, han var syg, du er vel ikke syg, Ejvind. Men det mente han ikke, han var. Det troede han ikke. Men det var så uvant for dem, at de bare var de to. Det havde de ikke prøvet før, ikke siden de var unge, det vil sige, da de endnu begge gik derhjemme. Han var næsten ikke til at drive et ord ud af, ikke andet, end så var han færdig østen omme, så var han færdig i Noret, han havde gjort tjenlig til at så. Hun huskede, det lagde en dæmper på hende, 48 at han var så fåmælt. Og da især efter morens død, de første år efter, da hun passede huset, da han gik og var så trykket af det. Som om han altid stod en halv meter inde i sig selv. Når han kom slingrende ind på gårdspladsen, når han strøg kasketten af hovedet, og håret var helt fladt af, at han havde haft den på en hel lang dag i marken, og han sad og hang over bordet. Sådan ville hun ikke se ham, hun ville se ham glad, hun ville være mor for ham, satte puddersukker på bordet, kiks og bananer. Så lavede hun varm chokolade. Hun var helt ude på trappen, hun kunne ikke vente, nu måtte han da være færdig. Hun bagte boller, var tilbage ved ovnen, de gode med rosiner i, dem skulle han have. Hun ville forkæle ham, kæle for ham, stryge ham over kinden. Hun var bange for, om han frøs, hun var bange for, om han skulle gå og blive kold. Du bliver vel ikke kold. Hun ville klatre op på loftet og smide halm ned for ham, hun ville Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7 Novelle.indd 48 16/10/07 9:39:52 v h d t l b m s s k s n e vide, hvor mange baller, han skulle bruge, eller hun ville i det mindste holde stigen for ham, når han kravlede op. Hun ville sørge for, at fodervognen var fyldt, når han kom. Som han slæbte, sled og slæbte, og så alligevel ikke syntes, det blev til noget, at det battede, at han var god nok. Det var det, hun havde lagt mærke til, at han ikke syntes, han var god nok. Det var hendes bekymring. At han var så hård ved sig selv. Hun var begyndt at lave scrapbog, det var noget nyt, efter hun og min onkel flyttede hen i annekset, det var hun glad for. Hun lavede siderne af indpakningspapir, det brune, vi brugte til at pakke gris ind i, så fik hun nogle gode store sider og syede dem i ryggen. Det fik hun meget tid til at gå med. Der var tørrede blomster, et soldatermærke, et bordkort fra Heinos konfirmation, et postkort med P.C. Skovgaards Stevns Klint med Høje- rup Kirke, Kongefamilien på Grønland fra Landsbladet og Louis Moes radering af Kraka fra Saxos fortællinger om Ragnar Lodbrog og hans sønner, som hun havde klippet ud af en gammel læsebog. Hun havde altid været så glad for Kraka, fordi hun var så smuk, og fordi hun var så klog. Da Ragnar Lodbrog bad hende komme til sit skib alene og dog i følgeskab med en ven, fastende og dog efter at have spist, nøgen og dog påklædt, fulgtes hun efter sin mors råd med sin hund, spiste et løg og svøbte sig i et fiskenet. Faster ville vise min far scrapbogen, men hun vidste ikke, hvilken side hun skulle slå op på. Om hun skulle vise ham Kraka eller måske hellere billedet fra avisen af en bjørn med sin unge, en mark med tulipaner, hun havde klippet ud fra Brugsbladet eller det frimærke fra Grønland med moskusokser fra kortet, Ebbe og Kuna havde sendt til jul. Hun vidste ikke, om hun skulle tænde for radioen, om han helN O V E M B E R 2 0 0 7 Ud & Se Novelle.indd 49 49 16/10/07 9:40:28 Men Loch Ness-uhyret holdt hende tilbage, hun vidste, han ville synes, det var noget pjat, han troede ikke på den slags. lere ville høre nyhederne, hun ville gerne snakke. Det var det sædvanlige. Hun døjede med at få tiden til at gå, hun ville snakke, samtidig med at de hørte radio. Det var noget, hun havde set frem til. Hun havde glædet sig over, at de fik den ordning i stand, så hun rigtig kunne sørge for ham. Der var ingenting, hun hellere ville. Så ville hun smøre til ham, en fedtemad, en sildemad, en med makrelsalat, hun prøvede sig frem, kunne ikke beslutte sig. Hun såede karse og lagde et par radiser ved som pynt og stoppede så endelig det hele i munden på sig selv. Han kunne ikke lide tomater, ikke engang lugten. Hun ville det gode, hjælpe ham færdig med grisene, om det skulle være, hun ville feje, køre fodervognen frem for ham, hun ville stå med vandslangen og give dem vand. Hun ville hjælpe ham ligesom dengang, den vinter, da hun hjalp ham med at spænde hestene for, da han havde frost i fingrene. Det var en af de hårde krigsvintre. Hun ville spørge, hvilken en det var, enogfyrre eller toogfyrre. Da mælken i transportspandene om morgenen, når de kom ud, var bundfrosset. Men hun risikerede at være uheldig som dengang, de var unge, og 50 hun hang fast med sin ring i et eller andet spidst på en maskine, måske radrenseren, og ringen skar sig ind i kødet på hendes finger, lige til benet, så han måtte have fat i en tang og klippe den over for at få hende fri. Det ville bløde meget og han ville som dengang forbinde det med sit lommetørklæde, en meget kluntet forbinding, han kunne næsten ikke få fingrene til at makke ret. Fordi han havde haft frost i dem. Han var blevet så fummelfingret af det, så sært fummelfingret, som han sagde. Det stak i dem, bare han rørte ved noget, bare han strejfede det, han kunne ikke engang binde en knude. Det var så galt, han ikke engang kunne knappe sine egne bukser. Hun ville vise ham siden med fotografiet af vintergækkerne fra den lune plads for husenden, hun ville vise ham sommerfuglene, hun havde klippet ud af brochuren fra Jesperhus Blomsterpark, og receptkuverten med det gamle Roslev Apotek og fotografiet af Albert Schweitzer fra Børnebladet, de hollandske møller fra Brugsbladet, et foto fra avisen af Den danske Brigade i Helsingør om formiddagen den 5. maj, et glansbillede med et æble, et billede som angiveligt skulle forestille Loch Ness-uhyret. Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7 Novelle.indd 50 16/10/07 9:40:46 Han kunne lide at få sig en kop the, måske en tår saftevand og et hårdkogt æg skåret i skiver med en æggedeler og med salt til, noget kødpølse eller flæsk eller et stykke medister fra aftenen før og lyst rugbrød, endelig lyst rugbrød, og appelsinmarmelade på franskbrød. Men Loch Ness-uhyret holdt hende tilbage, hun vidste, han ville synes, det var noget pjat, han troede ikke på den slags. Det havde altid irriteret ham, at banke under bordet, ikke måtte sidde tretten til bords. Han spillede ikke kort, det ville hun ikke foreslå, at de spillede kort. Hun havde ønsket, at det skulle være godt, men det var ikke godt. Hun skrællede ham et æble, skar det i både, men han brød sig ikke om æbler. Hun ville friste ham med en kattetunge fra æsken, hun fik til sin fødselsdag, men han havde ikke lyst, og hun kom i tanke om, hun aldrig havde set ham spise chokolade, ikke engang et stykke konfekt til jul. Hun sad og nippede den ene blå drue af klasen efter den anden, skubbede fadet over til ham, vendte den side til, som var mindst nippet, om han ikke ville smage, men det troede han ikke, han ville. Da der var jordbær, sorterede hun de fineste fra til ham, men han rørte dem ikke. Han var ikke vanskelig. Det ville hun ikke have, han skulle være. Det var ikke et udtryk, hun ville bruge. Hun opererede ikke med sådan P O L FOTO 52 noget som kræsenhed eller det at levne, hun kunne bare ikke ramme det rigtige. Så endelig klagede hun sin nød til min mor, til sidst, hvad han plejede at få. Hun overgav sig og ringede og spurgte, om der var noget, han særlig godt kunne lide, som han var glad for. Han kunne lide at få sig en kop the, måske en tår saftevand og et hårdkogt æg skåret i skiver med en æggedeler og med salt til, noget kødpølse eller flæsk eller et stykke medister fra aftenen før og lyst rugbrød, endelig lyst rugbrød, og appelsinmarmelade på franskbrød. Det var en befrielse, det blev godt, fra da af, pludselig sidste sommer, det blev noget, de huskede. Den tid, hvor han hver formiddag kom og fodrede grise og var inde og få sig en kop the. Han havde ikke tid til at sidde ret meget længere, end han lige fik hugget i sig. Han fik tændt piben og sad så alligevel og fik vejrudsigten med. Så så det alligevel ud til, de igen i år fik bjerget høet, efter en så våd sankthans. e Hans Otto Jørgensen (1954) indtager en plads i dansk litteratur, hvor Stefan Rotvit (1975) er uddannet fra Det der ikke er trængsel. Bondesøn og modernist. Opvokset på en gård, Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler, uddannet husdyrbrugstekniker og lærer, nu rektor for Forfatterskolen. Grafisk Skole i 2006. Han arbejder med I en snes bøger har han forfinet sin fortælleteknik. En foreløbig tegningen, men også maleri og grafik. Rotvit kulmination er romantrilogien ‘Helt og heltinde’, 2001, ‘Den undersøger grænselandet mellem repræsentation fotograferede dreng’, 2002 og ‘Med plads til hundrede køer’, 2007. og abstraktion, det velkendte og ukendte. En koncentreret fortælling om en slægts historie og en kunstners Gennem selvopfundne anatomiske formgivninger tilblivelse i et sprog, hvis præcision vokser fra bog til bog (thbr). skildres temaer som død og forgængelighed (tz). Ud & Se N O V E M B E R 2 0 0 7 Novelle.indd 52 16/10/07 9:41:07 POLITIKEN Mandag 5. nov. 2012 2 KULTUR Kultursouschef: Jens Lenler Kritikredaktør: Per Theil Jourhavende i dag: Charlotte Sejer Telefon: 33 47 17 92 – Mail: Kultur@pol.dk Redaktionschef for Kultur, Kulturkritik og Debat: Anita Bay Bundegaard Et Øjeblik Siden er redigeret/layoutet af: Søren Hansen/Per Bergsbo Forside: Søren Hansen/Per Bergsbo Stor pris til Jodie Foster FILM. Den amerikanske skuespiller modtager Cecil B. Arne Jacobsen satte sig selv på plakaten Demille-prisen i forbindelse med uddelingen af Golden Globe næste år, skriver BBC. Den prestigefulde pris, en såkaldt lifetime award får Jodie Foster for sin 40 år lange karriere i filmbranchen som skuespiller, instruktør og filmproducer. »Jodie er en multifacetteret kvinde, der har opnået umådelig stor succes og vil blive ved med at gøre det«, siger præsidenten for Hollywood Foreign Press Association som begrundelse for prisen. Jodie Foster, der er 49 år, begyndte allerede som 3-årig i tv-reklamer. Hun fik sit helt store gennembrud som teenager i 1976 i Martin Scorseses ’Taxidriver’. benn PLAKATKUNST. Vi kender det fra sydlandske udendørsoperaer og -biografer, men herhjemme er Bellevue Teatret i Klampenborg nord for København vist den eneste fastmurede teaterbygning, der kan rulle hele taget tilbage, så scenekunsten udfolder sig under åben himmel. I sommeren 1936 gik tæppet for første gang til Bellevue Revuen, hvor Liva Weel sang de sande ord: »Det’ vel nok en dejlig udsigt«. Arkitekten Arne Jacobsen (1902-71), der havde indviet Bellevue Strandbad allerede i 1933 og det hvide bygningskompleks Bellavista året efter, var så stolt af sin funktionalistiske teaterbygning, at han selv tegnede plakaten – en af de få eksisterende plakater skabt af Æggets, Svanens, Myrens og Syverens designer. Revyen måtte nu lukke efter et par sæsoner, og bygningen blev biograf frem til 1980, da Jes Kølpin genåbnede den scene, som han i år trækker sig som leder af. Men billedet af bygningen med fødderne i vandkanten og skovens løv om skuldrene er nu gravet frem af gemmerne som et stykke klassisk dansk plakatkunst. Og den er vel at mærke restaureret digitalt, så den fremstår i oprindelig farvepragt – ligesom andre danske mesterplakater fra perioden 1900-65, af tegnere som Valdemar Andersen, Svend Brasch, Sikker Hansen, Arne Ungermann, Storm P., Svend Henriksen og Henry Thelander. Dansk Plakatkunst (www.danskplakatkunst.dk) sælger genoptrykkene indrammet og kunne forleden præsentere de 80 første for offentligheden på Designmuseum Danmark, der har leveret halvdelen af originalerne. Samleren Nikolaj Pors og hans makker Troels Uhrbrand Rasmussen – der også stod bag dvd-serierne ’Danskernes egen historie’ og ’Danmarks Historie’ – håber på snart at finde flere velbevarede originalplakater, så udbuddet kan udvides, også med plakatkunst fra nyere tid. sv 186 millioner kroner håber byrådet i East London at få i den slunkne kommunekasse ved at sælge Henry Moores skulptur ’Draped Seated Woman’ Krigsklassiker på dansk BØGER. Et hul i den ellers så righoldige krigslitteratur bliver lukket 7. november, når den svenske journalist og digter Stig Dagermans bog ’Efterår i Tyskland’ bliver udgivet på dansk for første gang. Som 23-årig rejste Dagerman i efteråret 1946 rundt i det krigshærgede Tyskland og rapporterede hjem til avisen Expressens læsere. Bogen udkom på svensk i 1947 og er blevet en klassiker inden for reportagen. Den danske udgave af Dagermans bog kommer hos forlaget People’s Press. Bogen er oversat til en lang række sprog, men det nåede Dagerman aldrig selv at opleve. Han begik selvmord i 1954. CA politiken.dk i dag Ibyen: Tivoli løfter sløret for en stor hemmelighed Bliv opdateret på politiken.dk Illustration: Dansk Plakatkunst Jablirnødteåtategænmæle SPROG JØRN LUND At man burde kunne stave, som man nu har lyst til, er et egoistisk synspunkt, som vil ramme læserne. N år vi taler med andre, fortæller vi uvægerlig mere, end vi selv har tænkt. Vores udtale siger en del om vores alder og regionale baggrund, vores stemme og tonegang røber, om vi er veloplagte eller pressede, om vi er troværdige eller måske ikke helt til at stole på. Vi har os selv med i talesproget, ikke kun det indhold, vi vil videregive. Professor Higgins i ’My fair Lady’ udtrykker det således: »An Englishman’s way of speaking absolutely classifies him. The moment he opens his mouth, he makes some other Englishman despise him«. Danmark er ikke et klassesamfund i samme forstand som det engelske for 100 år siden, men også med dansk som talesprog påkalder vi os andres opmærksomhed på en måde, vi ikke har ønsket. Hvis man siger ’Kraftens Bekæmpelse’ i stedet for ’Kræftens Bekæmpelse’, og udtaler vi meget ’maret’, distraherer det f.eks. mange klassisk rigsmålstalende. Vælger vi i stedet at betjene os af det standardiserede skriftsprog, går den læsende direkte til indholdet uden at hæfte sig ved formen, vel at mærke hvis man behersker den. Hvis man bryder den og skriver f.eks. ’nuddelørda’ i stedet for ’nu er det lørdag’, hæmmes modtageren i sin læsning. Hvis man læser en avisartikel om et udenrigspolitisk emne, er det me- get praktisk, at man ikke hæfter sig ved journalistens individuelle staveform, men går direkte til artiklens indhold. Skriftsproget er et andet mødested for mennesker end talesproget. Talesproget er ikke forkert skriftsprog, og skriftsproget er ikke forkert talesprog. Et officielt eller uofficielt normeret skriftsprog er en praktisk foranstaltning, som er selvfølgelig i alle de lande, vi sammenligner os med. Det betyder ikke, at normen skal være så fast, at den ikke tillader nogen form for variation. I dette spændingsfelt befinder den nye retskrivningsordbog sig. Mange mennesker ønsker overhovedet ikke ændringer i retskrivningen og møder alle nye forslag med skepsis. Men alene det, at der løbende kommer så mange nye ord ind i sproget, gør det rimeligt med jævne mellemrum at udsende en ny retskrivningsordbog. Ord kan også blive så sjældne, at de kun undtagelsesvis skal staves, og hvorfor så bevare dem i Retskrivningsordbogen? Ved en revision kan man samtidig se, om nogle af de varianter, der var tilladte i den gamle (f.eks. ma- jonæse), har tabt terræn, og om der i øvrigt er sket sådanne ændringer i professionelle sprogbrugeres retskrivning, at nye varianter skal lyses i kuld og køn (gymnasie). I POLITIKEN kunne man forleden læse nogle radikale synspunkter fra Frans Gregersen og Jens Normann Jørgensen. Sidstnævnte ønsker ganske enkelt den standardiserede retskrivningsnorm hen, hvor peberet gror. Antallet af dobbeltformer burde milliondobles, siger han. Det er ikke noget nyt synspunkt, at man burde kunne stave ordene, som man nu synes, men det bliver det ikke rigtigere af. Det er et regulært afsender-egoistisk synspunkt, for den, der skal slås med at læse ordene i et utal af forskellige stavevarianter, kommer på en hård opgave, for det tager tid at identificere ordet. Der er flere læsende end skrivende, og hensynet til de sidste må ikke tilsidesættes til fordel for de første. I skolen prøver man at lære eleverne at danne sig nogenlunde faste ordbilleder, hvad der er en forudsætning for, at de kan blive gode læsere. Hvis ordeDer er flere ne fremtræder på læsende end et utal af forskelliskrivende, og ge måder, bliver hensynet til de opgaven endnu sidste må ikke større, end den er i dag, og vi kan godt tilsidesættes rykke tre felter tiltil fordel for bage og gå direkte de første til bunden af Pisarangordningen. For de 20-25 procent svage læsere ville en ’skriv-som-du-vil’ bekendtgørelse være skæbnesvanger, blandt andet fordi dansk talesprog udvikler sig meget hurtigt og viser stor variation. Nogle skoleelever vægrer sig ved at læse tekster fra før 1948, fordi navneordene er skrevet med store bogstaver. Hvis man helt opgiver normeret retskrivning, bliver alle tekster fra før en eventuel ny retskrivningsrevolution fuldstændig fremmede for nye generationer. Og hvordan skal man søge på nettet og i alfabetiserede kataloger, hvis der er frit slag for enhver stavevariant? Frans Gregersen plæderer for en tilbundsgående systemrevision af retskrivningen og har tidligere foreslået nedsat en retskrivningskommission. Man kunne da også uden tvivl finde frem til en mere rationel retskrivning end den nuværende. Men jeg tror, man kan spare sig dette arbejde, for en radikal ændring af dansk retskrivning kan der næppe skabes flertal for, hverken i befolkningen eller hos politikerne, blandt fordi en sådan let kan koste samfundet lige så meget som en Storebæltsbro. Det forsøgte Dansk Sprognævns daværende formand Erik Hansen og jeg at vise i en kronik i Politiken, da retskrivningsordbogens 1986-udgave udkom, og der kom forslag om en mere fonetisk stavning. Hver ny retskrivningsordbog sætter en debat i gang og stimulerer derved interessen for sproget. Det er måske lige så væsentligt som at afskaffe ’majonæse’ og indføre ’evangelie’. kultur@pol.dk 4. OKTOBER - 11. NOVEMBER /Hippodromen BANG OG BETTY En fortælling om køn, kærlighed og København BI LL E T TE R 3 3 1 2 1 8 4 5 | W W W.BI LL E TBI LL E T. DK
© Copyright 2024