Oftest stillede spørgsmål i forbindelse med Programrunde 1 ?: Skal vi igennem samme procedure til næste år? Svar: Projekter, der får afslag i Programrunde 1 og ansøger igen i 2015 eller 2016, skal igennem ansøgningsproceduren igen. Projekter, der får tilskud til et strategisk projekt i Programrunde 1, skal ikke søge forfra igen. Men de skal levere en status til Aarhus 2017 Sekretariatet som sikkerhed for, at projektet forløber som planlagt, og at pengene bruges i tråd med bestyrelsens beslutning. Først herefter kan næste rate af tilskuddet udbetales, forudsat at vi på det tidspunkt har modtaget svar ang. statslig finansiering. ?: Skal vi søge igen, når projektet løber over flere år? Svar: Se svar ovenfor. ?: Hvad med de projekter, der fik tilskud fra Aarhus 2017s Udviklingspulje 2013 - Hvordan ved vi, om de er inde eller ude? Svar: Puljen i 2013 var en udviklingspulje, som bestyrelsen valgte at udmønte i overgangsfasen, dels for at holde momentum, dels for at hjælpe nogle projekter med at kvalificere sig frem mod Programrunde 1. Det er dog ikke sådan, at man er sikret tilskud i Programrunde 1, fordi man fik tilskud i 2013. En del projekter vil formentlig søge Programrunde 1, mens andre projekter venter til programrunderne i 2015 eller 2016. ?: Hvor sikker er man på at komme videre, hvis man får støtte fra Programrunde 1 - Vi kan ikke fastholde store partnere, hvis vi ikke kender de økonomiske rammer mere end et halvt år frem? Svar: Så længe den fulde finansiering af Aarhus 2017 ikke er på plads, kan vi ikke garantere nogen projekter en økonomi, der rækker flere år frem. Fonden kan ikke disponere midler, den ikke har. Vi har fuld forståelse for den ulempe, det kan medføre for nogle af de strategiske projekter, men forventer dog at vi kender den samlede økonomiske ramme for Aarhus 2017, når vi når midten af 2014. ?: I hvor høj grad kan man få rådgivning fra Aarhus 2017? Svar: Aarhus 2017 Sekretariatet vil tilbyde rådgivning og sparring i det omfang, det er os muligt. Vi kan ikke holde individuelle møder med alle projekter, men vi er til rådighed på mail og telefon. ?: Hvis ens ansøgning falder uden for kriterierne i Programrunde 1, bliver man så automatisk overført til en af de andre programrunder? Svar: Der er ingen automatik ift. at blive overført fra én pulje til en anden. Vi vil give feedback på alle ansøgninger, herunder rådgivning om andre muligheder for finansiering i det omfang, det er os muligt. ?: Hvad nu hvis ens medfinansieringsplaner ikke lykkes? Svar: Det sker fra tid til anden, at et projekt ikke forløber helt efter planen, herunder også på finansieringsdelen. Det vigtige er, at I tager kontakt til Aarhus 2017 Sekretariatet, så snart I konstaterer eventuelle afvigelser fra projektplanen, så vi kan drøfte mulige løsninger. ?: Kan sportsprojekter komme i betragtning i Programrunde 1? Svar: Sport/idræt er også en del af Aarhus 2017s programprofil. Derfor kan man også sagtens forestille sig strategiske projekter inden for dette felt. ?: Hvad er den økonomiske ramme for de enkelte projekter, herunder tilskudsstørrelser? Svar: Programrunde 1 er målrettet de større, strategiske projekter. Det er dog ikke budgettets størrelse, der bestemmer om et projekt har formatet til at søge Programrunde 1. Det kan lige såvel handle om, at et projekt skal i gang nu, fordi det tager tid at udvikle, eller fordi der skal mobiliseres internationale partnere. Vi kan derfor ikke på forhånd udmelde et bestemt beløb. ?: Det er en kort tidsfrist til at formulere en ansøgning - Hvad med at dele puljen op i to? Svar: Rigtig mange af de strategiske projekter, der vil søge i Programrunde 1, har været under planlægning længe. Måske har nogle af dem allerede testet nogle ting af eller gennemført et pilotprojekt i 2013. Mange vil derfor være klar til at søge nu og vil ikke have gavn af at skulle vente yderligere seks måneder. Hvis man ikke er klar til at søge med sit projekt nu, har man også mulighed for at byde ind i programrunder i 2015 og 2016. ?: Hvad kan regnes som medfinansiering? Svar: Tilskud fra Aarhus 2017 Fonden har ingen bindinger ift. typer af medfinansiering. Der er ikke regler for, hvilke andre tilskud der kan regnes som medfinansiering til tilskud fra Aarhus 2017 Fonden. Det kan være private fonde, timemedfinansiering, tilskud fra kommunale, regionale, nationale eller EU-midler m.v. ?: Er det muligt at pitche projekter for jer - Det er et lidt gammeldags ansøgningsformat, kan man ikke gentænke det? Svar: Aarhus 2017 vil meget gerne eksperimentere med ansøgningsformaterne - Vi gør det faktisk allerede i den 10.000 kr. pulje, der pt. er udbudt, hvor man skal ansøge med en to minutters video. Til Programrunde 1 har vi dog vurderet, at det var smart at benytte den ansøgningsportal, som Aarhus Kommune har været så venlige at stille til rådighed for Aarhus 2017 Fonden. ?: Kan udgifter, egenfinansiering eller medfinansiering fra før den 1. maj medtages i ansøgningen? Svar: Man kan medregne udgifter fra og med bevillingstidspunktet. Det vil i dette tilfælde sige ultimo maj. Aktiviteter før dette tidspunkt kan godt være en del af projektet, men udgifterne kan ikke medregnes. ?: Hvornår skal pengene være brugt? Svar: Pengene anvendes i henhold til de milepæle, projektet opstiller. Dvs. det er ikke krav, at de er anvendt ved udgangen af 2014, men inden udgangen af 2017. ?: Hvad er årsagen til det manglende statslige tilsagn? Svar: Vi kender ikke årsagen til det manglende tilsagn fra staten. Vi forventer at få en udmelding om processen for det statslige engagement i Aarhus 2017 i løbet af foråret 2014. ?: Kan vi trække på Aarhus 2017s internationale netværk? Svar: Aarhus 2017 har kontakt til en række europæiske og internationale netværk, som vi selvfølgelig vil trække på og involvere, hvor det er relevant, og i det omfang det er muligt for os. ?: Hvordan bliver man en del af jeres store evalueringssamarbejde med AU? Svar: Alle projekter, som modtager støtte fra Aarhus 2017 vil blive bedt om og er forpligtet til at bidrage med relevante informationer og relevant talmateriale. ?: Vægter internationale samarbejdspartnere tungere end nationale og regionale? Svar: Det europæiske perspektiv er naturligvis centralt for Aarhus 2017, og det vil være af betydning, at man arbejder med både nationale og internationale partnere. ?: Hvad gør vi med udgifter til moms? Svar: Ansøgere i Programrunde 1 kan være delvis momsregistrerede, andre kan være fritaget. Regnskabet skal derfor vise nettoudgiften efter momsrefusion dvs. at Aarhus 2017 Fonden ikke dækker skatter og afgifter, herunder moms som kan søges refunderet hos andre myndigheder. ?: Hvilket sprog skal ansøgningen være på? Svar: Ansøgningen skal være på dansk. ?: Hvis man får afslag i Programrunde 1, kan man så stadig søge i Programrunde 2? Svar: Om man kan komme i betragtning i Programrunde 2 afhænger af det enkelte projekt. Ansøgere, der ikke opnår tilskud i Programrunde 1, vil modtage et begrundet afslag med anbefaling til evt. andre muligheder i Aarhus 2017. ?: Hvor mange projekter regner man med at give tilskud i Programrunde 1? Svar: Det ved vi først, når vi ser, hvor mange projekter der søger og opnår støtte i Programrunde 1. ?: Hvad gør I, hvis I modtager flere ansøgninger, der ligner hinanden? Svar: Vi vil evt. forsøge at koble projekterne sammen. ?: Ved I allerede nu, hvornår der åbnes for ansøgninger til Programrunde 2 og 3? Svar: Hvis man ikke er klar til at søge med sit projekt nu, eller hvis man ikke får tilskud i Programrunde 1, har man mulighed for at byde ind i Programrunde 2 og 3 i hhv. 2015 og 2016. Når vi kender den statslige finansiering, melder vi nærmere tidspunkter ud for disse runder. ?: Angående More.Creative - Må det være et nationalt eller internationalt partnerskab, og hvor mange partnerskaber er I på udkig efter? Svar: Der gives i 2014 tilskud til fem nye partnerskaber, mens partnerskaberne fra 2013 kører videre. Der må meget gerne være nationale og internationale aktører med i partnerskaberne - Blot skal udviklingsprojekterne skabe forretningsmæssig værdi og udvikling for de kreative industrier her i regionen. Læs mere på morecreative.dk. Der afholdes infomøder om more.creative i Aarhus og Herning den 4. og 5. februar.
© Copyright 2024