1. No category

71
NR. -APRIL 2010
MAIS:R4T0,-S
PR
DU HAR
ELLER HVAD
F
STØRSTE UA
DANMARKS
HÆNGIGE BR
UGERBLAD O
M PSYKIATR
I
De
korte
liv
En hilsen til jer,
der bukker under
i psykiatrien
aard,
r mere
Lykkegder ikke er he
e
r
u
T
g
,
erg o
esker
Raffenbo unge menn
t
Dorthe
40 SIDER
AB
ALSK
G
G
O
I
R
T
A
I
OM PSYK
”Hvis en person med meget
destruktive tanker kommer
til mig og fortæller, at Gud
siger at han skal dræbe
andre eller tage sit eget liv,
så vil jeg altid spørge, om
han vil gøre som den stemme
siger og om han nu er sikker
på, at det er Gud der taler?
I sådan en situation går
jeg altid ind på personens
præmisser.
Det sidste man må sige, er
at vedkommende bare er
sindssyg og at – dig gider vi
ikke have med at gøre.”
Naveed Baig, imam på rigshospitalet
i interview med outsideren.
Læs videre side 28
#71
tidsskriftet outsideren
Bragesgade 10, 1. Sal
DK – 2200 København N
Telefon:
35 39 71 23
35 39 71 24
kontortid: mandag-torsdag 10-15
Outsideren udkommer hver anden måned.
Abonnementspris
for private: 195 kr for 6 numre.
Institutionspris: 375 kr for 6 numre.
5 abonnementer a 6 numre koster 1600 kr.
10 abonnementer a 6 numre koster 3300 kr.
Se vores hjemmeside for abonnement
Eller ring:
E-mail: redaktion@outsideren.dk
hjemmeside: www.outsideren.dk
Gironr: 16 67 22 46
Ansv. redaktør: Klavs Serup Rasmussen
protektor: Dorte Bennedsen, fhv MF
og kirke – og undervisningsminister
Bestyrelse:
Svend Balle, formand, Jan Dorph, pårørende,
Lars Rahbek, journalist, Anne Marie Rafferty,
pædagog, Klavs Serup Rasmussen, redaktør,
Outsideren
redaktion:
Morten Bohr (journalistisk konsulent), Dawn
Edgar, Julie Frederikke Feilberg, Sidse Zille
Hansen, Jacob Bittner, Joan Remil, Boye Haure,
Annette Madsen, Anne Marie Rafferty, Jens
Rønn, Katrine Fokdal, Svend Balle, Niels Gjern.
R
VI VED HVOR SKOEN TRYKKE
side 4:
Da angsten blev væk
hun hjalp sit mirakel på vej
side 12:
De unge døde
om Dorthe, ture og alle de andre
side 24:
Mor fik mig indlagt
Fra et vildt liv med psykosen
side 32:
Tid til tiden
Min stille time i tusmørket
Administration:
Gunver Sørensen, Reno Jacobsen, Svend Balle
tryk: PE Offset & Reklame A/S
Layout: Leo Scherfi g, Suss Larsen
Fotografer/Grafi kere:
Karolina Zapolska, Jette Nielsen
Forsidetegning: Katrine Fokdal
IssN 1397 0577
Indlæg og artikler udtrykker ikke nødvendigvis
redaktionens holdning. Vi modtager gerne
ideer, forslag, artikler mv – og forbeholder os
ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg. Artikler i Outsideren kan citeres, når kilden
klart fremgår af citatet. Kopiering er ikke tilladt
ifølge dansk ret om ophavsret, medmindre det
er aftalt med redaktionen.
hvEM Er vI? Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 %
uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi tager imod penge fra
(næsten) alle, der har lyst til at give os nogle – det er ganske enkelt forudsætningen for
at vi kan udkomme - men det påvirker ikke på nogen måde indholdet. At skrive som vi
vil, det er selve grundlaget for dette blad.
Outsideren udkom første gang for 15 år siden og bliver i dag lavet på frivillig basis af en
gruppe frivillige, der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid
kan være både en rædsel - og uimodståeligt spændende. Outsideren ser sig selv som
et talerør for erfaringerne i sindssygen og forestillingerne derfra.
Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.outsideren.dk, hvor du også finder
vores blog – hvis du selv vil blogge, send os en mail.
Og så er du naturligvis velkommen til at tegne abonnement på os – priserne kan du
finde i kolofonen til venstre.
Forsideillustration: katrine Fokdal
3
”Hov, sagde jeg pludselig, der mangler sgu da noget.
Så gik det op for mig: Angsten i maven er væk,
angsten i hovedet er væk.”
Den morgen
himlen var
blå
I næsten 20 år levede Britt Engelbrecht Wetche
i konstant angst i alle døgnets timer. En morgen
vågnede hun op til et helt andet liv.
Af Jens Rønn
42-årige Britt Engelbrecht Wetche har haft
to faste følgesvende gennem det meste af
sit liv. Sin angst og sine kæledyr. Kæledyrerne, de lever i bedste velgående i form
af to huskatte og en lille Chihuahua, som
hopper lystigt rundt i sofaen i hendes
lejlighed i Bagsværd udenfor København.
Angsten derimod, den forsvandt ud af hendes liv - en vintermorgen, som hun aldrig
vil glemme.
”Jeg vågnede en ganske almindelig morgen for lidt over et år siden. Jeg kiggede
ud. Det var et utroligt smukt vejr med
solskin og blå himmel. Hov, sagde jeg pludselig, hvornår har du kunnet se det. Der
mangler sgu da noget. Så pludselig gik det
op for mig. Angsten i maven er væk, angsten i hovedet er væk. Jeg var fornuftig,
sagde til mig selv; det har du prøvet før,
den kommer nok tilbage om lidt. Næste
dag kommer og går, og jeg har det stadig
rigtig godt. Men stadig turde jeg ikke
helt tro på det. Faktisk er det først, da jeg
kommer til femtedagen, at jeg begynder
at være sikker på det. At angsten måske
aldrig kommer tilbage på samme måde…”.
For Britt Engelbrecht Wetche var det en
fuldstændig ny følelse. I over tyve havde
hun levet i et angsthelvede, hvor hun
næsten hele tiden frygtede for sin forstand
– og hvor selv de mest banale aktiviteter,
4
som at gå på gaden og købe ind, virkede
uoverkommelige.
”Det var som et fængsel, og mit hoved
var mange gange ved at eksplodere, så
jeg måtte skære i mig for at holde det ud.
Det skulle ikke gøre ondt, jeg ville bare se
blod. Når jeg så blod, så havde jeg opnået
det, jeg ville. Smerten var blevet flyttet til
mit håndled, væk fra mig. Hvis det ikke
havde været for min medicin, så havde jeg
slet ikke kunnet være i min egen krop, og
var måske død. ”.
Tyve år i helvede
Britt Engelbrecht har tænkt over det
utallige gange. Alligevel har hun ikke
umiddelbart et sikkert bud på, hvad der
skete, denne utrolige nat og morgen, hvor
angsten sivede væk fra hendes krop.
”Jeg har i hvert fald ikke et kort svar,
men nu prøver jeg, så håber jeg du har tålmodighed nok. Det hele begynder jo med,
at jeg fra barnsben ikke kan stille noget op
med det, jeg oplever og som jeg helst ikke
vil ind på her i detaljer. Ja, faktisk reagerer jeg slet ikke, men håndterer min sorg
og følelsen af svigt ved at putte det hele
i en dyb kasse og lægge det tungeste låg
ovenpå. Det lagde grunden til tyve år i et
angsthelvede”.
Da Britt Engelbrecht tager hul på teenageårene, får hun det langsomt dårligere og
dårligere, men hun formår alligevel at beva-
re facaden som en, der har styr på tilværelsen og får tilmed taget en uddannelse som
kontorassistent. Først hen på sensommeren
1989, da hun er 21 år gammel, begynder
tingene at krakelere helt for for hende. Appetitten ryger og hun får mærkelige tanker,
der ikke vil forsvinde. Samtidigt rammes
hun for første gang af en voldsom angst, der
ender med at isolere hende det næste halve
år i sengen hjemme hos sin farmor.
”Derefter bliver jeg så indlagt på Rigshospitalet og udskrevet igen efter 3-4
måneder, men ryger hurtigt ind igen. På
hospitalet aner de ikke, hvad de skal stille
op med mig, så det ender med at jeg bliver
sendt videre i systemet til Skt. Hans. På det
tidspunkt lider jeg af konstant angst i alle
døgnets vågne timer og jeg er sikker på,
at jeg skal være fanget i den for altid. Det
kan slet ikke beskrives, hvor forfærdeligt
det har været. Men på et tidspunkt får jeg
så nogle redskaber, der hjælper mig til at
begynde at komme ind på angsten. Jeg har
altid haft den lille Britt i mig, barnet i mig,
som har følt sig så svigtet og forsømt – ja,
jeg kan nogle gange være dødtræt af at
tale om det sådan her, for det kan jo lyde
så pusse-nusset, men sådan var det jo. Og
dengang i 1989 hjemme hos min farmor så
kommer lille-Britt endelig sådan rigtig op
til overfladen. I de første mange år derefter
følte jeg nærmest, at det var hende, der
kom der med al sin sorg og fik mig til at få
det så elendigt, at jeg har selvmordstanker.
Men efterhånden lærer jeg jo, at det ikke
dur at blive bange for hende og skælde
hende ud. Så jeg prøver med at tage hende
i hånden og tale med hende: Det er OK, at
du er her og jeg forstår godt, du er ked af
det, fordi du har på mange måder haft en
lortebarndom. Og du har været der for mig.
Du har trøstet mig, hjulpet, givet mig livskraft. Jeg har godt nok ønsket at dø mange
gange, men hver gang har hun sagt, at jeg
var for stærk til at dø. ”
Britt Engelbrecht Wetche
med hund, feb. 2010
Foto: Jette Nielsen
Nu får du fred
”Det, at jeg begyndte at acceptere hende,
gav mig nogle pusterum, hvor jeg kunne
blive helt fri for angst. Okay, i starten var
det måske et kvarter. Men et kvarter uden
angst var jo fantastisk for mig. Og de her
minutter blev til lidt flere minutter, og så
til timer. Og den morgen, hvor jeg vågnede
op uden angst, da havde jeg denne fornemmelse af, at nu har lille-Britt lagt sig
til at sove helt. Det var som om hun sagde:
Nu har du været oppe og slås med mig alle
de år. Nu er du klar til at gå videre. Nu vil
jeg give dig fred og ligge mig til at sove. Og
så var det, jeg vågnede op og var angstfri.
Det var ufatteligt.”
Mens vi sidder og taler, springer den
lille Chihuahua-vovse op i sofaen, som vil
den blande sig i samtalen. Lejligheden er
en såkaldt udslusningsFortsættEs s. 31
5
”Jeg har tænkt mange gange siden, at hvis de havde givet sig tid til at
holde om mig, eller tale med mig, eller måske sågar set fjernsyn sammen med mig, så havde de måske undgået at jeg skar mig den aften…”
Min historie om
bæltefiksering
Under denne overskrift har en læser fra sønderjylland
sendt en beretning fra sit liv
Af Sidsel Sørensen
Jeg har fået diagnosen emotionel ustabil
personlighedsforstyrelse af borderline
type. Min første indlæggelse var i oktober
2002 og jeg blev udskrevet sidste gang i
april 2006. Jeg har i denne periode omkring 10-12 indlæggelser.
I 2005 var jeg i den periode, hvor jeg havde det værst. Jeg blev indlagt i foråret og
havde flere uger, hvor jeg skar mig i armen
hver dag. Jeg var kraftigt medicineret med
både depressionsdæmpende, psykosedæmpende, stærkt beroligende samt angstdæmpende medicin. I den periode var der
mange dage med fast vagt, afskærmning
osv. Personalet gennemrodede mit værelse
flere gange for at fi nde baberblade, som
det alligevel lykkedes mig at gemme.
Den aften havde jeg igen skåret mig og
jeg var kommet i skærmen. Desværre var
der personalemangel og der var to personaler som fast vagt ved tre patienter
i skærmen. Der var et eller andet meget
spændende i fjernsynet, som de to faste
vagter sad og så på, og derved ikke havde
deres opmærksomhed rettet mod mig. Jeg
havde det rigtig dårlig og kun tanke for at
skære mig igen. Så jeg satte mig og skar
mig inde på mit værelse. Da det gik op for
de to personaler, hvad jeg havde lavet,
blev de meget vrede på mig. De tilkaldte
lægen, som personalet havde gjort utallige
gange før. Denne gang var det en meget
6
ung læge, som stadig var studerende, og
han var meget tro mod personalet på
afdelingen. Da de forklarede situationen,
at jeg havde trodset dem og skåret mig alligevel, ordinerede han stesolid på sprøjte,
men jeg ville ikke have mere medicin. Jeg
var så sløv og dårlig af alt den medicin jeg
fi k i forvejen og jeg kunne ikke udtrykke
mig ordentlig overfor personalet. Men da
lægen så, at jeg var trodsig og at jeg gik i
mod den hjælp de ydede, så ordinerede
han bæltefi ksering. Mens to sygeplejersker
holdt mig nede i sengen, blev jeg bundet
på benene og armene samt fi k et bælte
om maven. Derefter fi k jeg en sprøjte med
stesolid. Jeg lå med bælterne hele natten
og først næste morgen blev de taget af.
Personalet spørger mig, hvordan det var at
have bælter på. Jeg svarer, at det ikke var
rart.
Min oplevelse har sat sine spor. Jeg har
været vred og råbt og smækket med døren
mange gange. Men jeg har aldrig været
voldelig eller på nogen måde fysisk truende mod personalet på sygehuset. Det var
en stor ydmygelse for mig at være bundet
og blive holdt nede, af voksne mennesker,
som tydeligt havde misforstået situationen.
Jeg har tænkt mange gange siden, at hvis
de havde givet sig tid til at holde om mig,
eller tale med mig, eller måske sågar set
fjernsyn sammen med mig, så havde de
måske undgået at jeg skar mig den aften.
Illustration: Bjarke Friis kristensen
BæLtEFIXErEt? så FortæL DIN hIstorIE!
I Danmark rimer psykiatri på tvang. hvert
år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på
de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det
svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb.
Det er ikke bare voldsomt mange. Det er
også en gruppe mennesker, der ofte tales
om – men som alt for sjældent selv tager
ordet.
Nu vil tidsskriftet outsideren samle historierne om tvangen på de psykiatriske
afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har
prøvet det på egen krop.
vi har ambitioner om at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. vi ved, at
der er mennesker, der synes, at de har haft
brug for at ligge i bælte. Mens andre har
oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb.
Alle bidrag er vigtige, når der skal kastes
lys over tvangens natur, indhold og mening
- eller mangel på samme.
Derfor denne opfordring til alle jer, der har
ligget i bælte:
send din beretning til os. Fortæl hvad der
skete. om det hjalp. hvordan du kom videre.
vores mailadresse er:
baelte@outsideren.dk
historierne vil blive offentliggjort i et temanummer af outsideren på et senere tidspunkt. vi foretrækker, at der skrives med
navn, men garanterer anonymitet, hvis det
ønskes.
har du spørgsmål, er du meget
velkommen til at sende en mail eller
ringe på tlf: 35 39 71 24
vi har åbent mandag-torsdag 10-15.
Børn,
tvang
og en
overlæge
på
afveje
Af Svend Balle
Ventetiden til børne- og ungdomspsykiatrien er fortsat lang,
og akutberedskabet står det heller
ikke godt til med. Det har man
kunnet læse om i landets aviser. At
psykisk sårede børn og unge har
svært ved overhovedet at få behandling, er naturligvis i sig selv et
problem. Men det er heller ikke for
godt, at de unge mennesker – når
de endelig kommer i behandling
på en børnepsykiatrisk afdeling risikerer at blive udsat for tvang,
på lige fod med voksne patienter.
Nu om dage er der godt nok
masser af legetøj på børneafdelingerne og mulighed for, at far
og mor kan overnatte – men når
det kommer til tvang, så gøres der
ikke afgørende forskel på børn og
voksne. Ifølge Kristeligt Dagblad
fra den 23. januar i år blev der i
løbet af 2007 brugt tvang i 237
tilfælde på landets børne- og
ungdomspsykiatriske afdelinger.
Bladet kunne samtidigt fortælle,
at dette formentligt kun er toppen
af isbjerget, eftersom lægerne i
mange tilfælde får forældrenes
samtykke. Disse sager bliver nemlig ikke registrerede som tvang,
selvom det lige præcist er det, der
er tale om.
Den praksis synes imidlertid at
kollidere frontalt med psykiatriloven, hvorefter alle indgreb af
tvangsmæssig karakter skal indberettes, men ifølge en overlæge
fra Næstved Centralsygehus, som
Kristeligt Dagblad har talt med, så
er alt præcist som det skal være.
Overlægen forklarer nemlig, at
patienter under 15 år er underlagt
forældremyndighedsloven, og at
psykiatriloven, inklusive dens krav
om indberetning af tvang, først
træder i kraft, når de unge mennesker er fyldt 15 år.
Noget tyder på, at overlægen
fra Næstved her er kommet til at
blande psykiatriloven sammen
med den kriminelle lavalder på 15
år – i hvert fald er hans synspunkt
højst overraskende, idet psykiatriloven ikke nævner noget om en
nedre aldersgrænse.
Knud Kristensen, formand for
landsforeningen Sind, er da også
lodret uenig. Ifølge ham er der
intet juridisk eller lovmæssig
grundlag for at udsætte børn og
unge for tvang: - Forældreansvarsloven gælder til den unge fylder 18
eller indgår ægteskab, siger han til
Kristeligt Dagblads netavis, og slår
fast: - Psykiatriloven gælder for
alle, uanset alder.
Og det er vel heller ikke helt galt
at mene – skulle vi mene - for vi
har da tit hørt, at tvang kan sætte
nogle store traumer i et menneskes
psyke. Og det er en lige så kendt
sag, at traumer sætter større spor
på et barn end på et voksent menneske.
Men sådan ser virkeligheden altså
ud lige nu.
7
outsideren fejrer dobbelt jubilæum
med en reception:
Bladet fylder 15 år,
vores gamle
forretningsfører
runder de 50!
Der skal som bekendt kun en god grund til at holde fest,
men vi kan byde på hele to…
Ikke blot fylder tidsskriftet Outsideren nu 15 år –
vi har nemlig eksisteret siden 1995, da en gruppe af ildsjæle
besluttede at lave et blad, hvor psykiatribrugere frit kunne
skrive om egne erfaringer. Men derudover runder vores
forretningsfører Svend Balle den 25. marts de 50 år.
Svend er den eneste, der har taget turen med hele vejen,
siden den spæde start og frem til i dag, hvor Outsideren
har udviklet sig til landets største blad om mennesker,
der har prøvet psykiatrien på egen krop.
Alt det bliver vi jo nødt til at fejre!
Derfor indbyder vi alle til en reception
torsdag 25.marts, kl. 14-18
Outsiderens lokaler,
Bragesgade 10, 1.sal, 2200 Kbh. N
Der vil blive serveret en lettere anretning.
De bedste hilsner
Tidsskriftet Outsideren
Nyt på bloggen.
Outsiderens Julie Feilberg
har nærlæst en tysk bestseller om det normale som
problem.
”Både Hitler,
Stalin og Mao
var skrækkeligt normale. Hvis de
havde været
psykisk syge,
kunne de
ikke have
opnået sådan
en magt over
andre, endsige begået
massemord
eller ført
verden ud i
krig…”
Læs hele bog-anmeldelsen
på www.outsideren.dk
– vores hjemmeside, hvor du
også selv kan blogge…*
oUtsIDErENs BLoG
– ALt ANDEt END NorMAL!
Disse to fænomener fylder tilsammen 65 år
Foto: Karolina Zapolska
8
*Send en mail til mail til:
redaktionen@outsideren.dk"
med det brugernavn, du gerne
vil benytte –så sender vi dig en
adgangskode til bloggen.
g
m
Med vores udsendte på
byens hotteste cafè:
Af Joan Remil
De nyriges
værested
Dette foto er hugget fra Café Victors egen hjemmeside
Forklædt som helt almindelig gæst og med
500 kroner i baglommen har vores reporter
Joan Remil besøgt en af Københavns
fineste cafeer, der kan tælle det danske
kronprinsepar blandt sine stamgæster.
Betjeningen kunne hun ikke sætte en finger
på – og hummersalaten var da også udmærket
– til gengæld blev hun truet med tæsk.
9
De
nyr
v
st
Outsiderens reporter i marken, Joan Remil, tegnet af Jakob Tolstrup
cafe victor ligger i Ny østergade 8, midt i
københavn, lige om hjørnet ved d`Angleterre
og tæt på strøget. klokken er næsten 15, da
jeg træder ind af døren for første gang, det er
mandag eftermiddag og her er masser af plads,
det er jo en almindelig hverdag i januar.
Cafeen ligger i stueplan og vinduerne ud
mod gaden er afskærmet med en halv meters afdækning, så man nemt kan kigge ud,
men ikke så godt ind. Sådan skal det være.
Bordene er placeret tæt ved hinanden, men
folk holder sig mest for sig selv.
Jeg indtager en kop cappucino og et stykke
æbletærte og senere får jeg rødspættefilleter
med hjemmelavet remoulade, altsammen til
en pris på omkring 200 kr. Rimeligt nok. Jeg
10
går lidt rundt blandt gæsterne og forsøger
at finde ud af, hvad position de har i samfundet. De er ikke specielt meddelsomme,
men der er dog et par, jeg får snakket lidt
med. Manden er selvstændig restauratør og
kvinden er studerende, så det er nok ham,
der financierer deres cafe-besøg. Så er jeg
heldigere med tjeneren, der velvilligt fortæller, at det hovedsageligt er stamgæster, der
kommer her. Mange kigger indenfor hver
dag, og ofte også to gange om dagen, til
kaffetid og til dinner om aftenen. De fleste
er selvstændig erhvervsdrivende og altså
folk, der ikke behøver tælle småmønterne i
pungen.
Selv kronprinsen og kronprinsessen kommer her tit, får jeg fortalt. Cafe Victor er en
sand overklassecafè.
De
yriges
værested
Jeg tager hjem efter et par timer, lidt skuffet
over ikke at have fået mere ud af mit besøg.
Derfor beslutter jeg mig at vende tilbage,
og fredag aften, ved 18-tiden, åbner jeg
igen døren til cafe Victor.
Med det samme kan jeg se, at der er en
helt andet stemning nu - cafeen summer af
liv og der er propfyldt med gæster. Jeg får
dog reddet mig et bord midt i lokalet med
godt udsyn, og afgiver straks en bestilling
på dansk vand og hummersalat, som bliver
effektueret på mindre end 10 minutter. Det
er perfekt.
Fruer i mink
De bedre borgerdyr er samlet her fredag
aften til dinner før teaterturen eller operaen, med fruer i minkpelse - eller måske
elskerinder, hvem ved, den slags mennesker har jo dekadente vaner - smukke
damer, der gør sig til for kapitalens mænd.
En meget veloplagt servetrisse med masser
af smil og overskud går rundt og hyggesnakker ved bordene, mens hun opsamler
en større formue i drikkepenge. Også jeg
bestikker hende med 40-50 kr. i drikkepenge, hvorefter jeg spørger hende, om jeg
i så fald kan være her en time mere. Jeg
fortæller hende også, at jeg er journalist på
et blad, der hedder Outsideren. Det er okay.
Nu begynder heldet at forfølge mig, for jeg
kommer til at sidde ved et rigtigt sladrebord. En ældre herre, der bestiller champagne hele tiden, fortæller at han lige har
arvet 14 millioner og egentlig ikke synes
han burde arbejde, men bare leve livet for
de arvede penge. Jeg hører også, at de diskuterer det bedre borgerskabs problemer
og intriger, hvem har dyrket sex med hvem
og hvorfor? Skilsmisser, advokatbistand
og parforholdsterapeuter. "Og jeg har lige
mistet 50 millioner". Citat slut.
Trusler om tørre tæsk
Efter at de har diskuteret. om jeg er journalist - og hvis jeg er, siger den ældre nyri-
“Jeg kan ikke
høre, hvad de
snakker om,
men mit gæt
er: Penge.”
ge mand og hidser
sig op, så skulle
jeg ha en røvfuld,
- så er heldet med
mig igen. En middelaldrende rigmand, en
ejendomsmægler, henvender sig direkte til
mig: "Det er de nyrige, folk der har arvet
eller tjent penge på aktiehandel, der kommer her".
Også overklassens førende ejendomsmægler, Jan Fog fra TV2-magasinet Liebhaverne, er her sammen med to andre, sikkert
også millionærer. Jeg kan ikke høre, hvad
de snakker om, men mit gæt er: Penge.
Hvordan de kan få aktierne bedre investeret, så deres formuer kan vokse?
I de timer, jeg er her, hører jeg ikke nogen
snakke om Haiti eller om de hjemløse i
frostvejret. Her er man sig selv nok. Min
lillebror ejendomsmægleren og hans kone
af en salgschef ville passe fi nt ind her, de
har som regel også nok i sig selv. Endnu en
dame, dennegang i kort mink, sætter sig.
Og den ældre rigmand, der lige har arvet
14 milloner, har nu fået bid – det er den
unge smukke dame, der givet sig hen til
ham, sikkert for penge. De forsøger at fi nde
frem til noget, der bare minder om ægte
følelser, men det kan være svært i denne
pengeverden.
Trods fi nanskrisen er der ingen krise her,
men de har vel også fået en hjælpepakke
af vores borgerlige regering. Og alkoholen
indtages i et tempo, så man skulle tro, at
det var de private besværligheder, de skyller ned.
Og endnu en skønhed
i mink.Ny ØstergaCafe Victor,
Jeg må ud.
de 8, København, består
Cafe Victor, Ny Østergade
8, København, består af
en cafe, to barer og en
restaurant. Etablissmentet har åbent hver dag fra
8.00- 02.00, søndag lukkes
kl 24.00.
af en cafe, to barer og en
Solnedgangen brænder
i horisonten,
bag
restaurant.
EtablissmenDONG Energys tet
røg,har
der åbent
kommer
op dag
af
hver
8.00-skyer
02.00,
skorstenene og fra
danner
på søndag
nethinkl 24.00.
den. Himlen er lukkes
purpurrød
og meget smuk,
som jeg sidder der i bussen, på vej væk fra
byen og dens dunkende pulsåre. Og cafe
Victor.
11
De
korte liv
(I)
Af Klavs Serup Rasmussen,
ansvarshavende redaktør
Essay
skrevet på
baggrund af
to tidligere
redaktionsmedlemmers
død i
slutningen
af 2009.
12
Måske er det tid til at tale om det. Døden.
Jeg er ikke helt sikker, og dem jeg helst vil
spørge er borte.
Der er over halvanden hundrede uforklarlige dødsfald hvert år blandt mennesker, der er i psykiatrisk behandling, og
det er bare det officielle tal. Jeg kendte
to, der døde af sukkersygen, der kom som
en bivirkning, efter årelang behandling
med psykofarmaka. De er ikke talt med
i de halvanden hundrede. Oveni er der
dem, der selv gør en ende på sagerne.
Som Ture. Ham ville jeg gerne have
spurgt om, hvornår det er den rette tid at
nævne døden.
Ture Lykkegaard og Dorthe Raffenberg.
Begge er tidligere redaktionsmedlemmer,
begge forlod denne verden i 2009, begge
fi k aldrig den ene fod helt ud af psykiatriens dyb og ellers er der overhovedet
ingen ligheder imellem dem. I hvert fald
ikke imens de levede. For de var jo Ture og
Dorthe, to mennesker.
Alle der har været i psykiatrisk behandling, eller bare er i tæt kontakt med
psykiatrien, kender nogen, der er døde. Og
alligevel er det ikke noget der bliver talt
meget om. Det ligger der bare. Uforløst.
Måske fordi ingen ved hvad de skal stille
op.
Imens går de døde bort så hurtigt. De er
næsten usynlige med det samme. Det er i
hvert fald sådan jeg oplever det.
Tilbage er der oftest kun en løs forestilling. Om et dårligt liv, der nu er afsluttet
uden at efterlade sig nævneværdige spor. I
medierne og den offentlige hukommelse er
de glemt næsten allerede imens de lever,
og der kryber en forestilling rundt, om at
sindslidende ikke rigtigt mister noget når
de dør. Jeg kan endda gribe mig selv i det,
efter så mange jeg kender er døde, at ville
se det som en rimelig løsning på en rigtig
møgsituation.
Det passer bare ikke. Og i stedet for, at
nogen behøver gå op i hvad jeg mener,
genoptrykker vi på de næste sider en af
Dorthes mange artikler. Så kan enhver
tænke sit.
For mig var Dorthe Raffenberg en fighter, ud over al forstand. Hun nægtede at
blive liggende, også selvom hun væltede
flere gange end de fleste kan bære. Og jeg
ved, at hendes familie, kæreste og venner
savner hende hver eneste dag.
Der er ingen grund til at romantisere
det. Det er benhårde liv, der leves i psykiatrien. Men midt i den mystiske skrøbelighed, der måske bor i sindet, måske
i hjernen, er de liv også noget andet. De
viser en overlevelseskraft, som i de fleste
menneskers liv forbliver mere et ord end
en erfaring. Og til tider opstår en indsigt,
der kun vækkes til live, når intet er givet
og hver tanke skal tænkes forfra.
Hvem er de, de døde
For sig mig:
Hvem der levede på en øde ø
Ville have nogen interesse i at lyve for sig
selv –
For overlevelsen på en øde ø, har løgnen
ingen funktion
Men for os andre, derimod…
Disse linjer er fra Ture Lykkegaards 3. bog
”I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen.” Ture tog sit eget liv den 15. Juli
2009, kort efter bogen udkom.
Hans far, Helge Lykkegaard, skriver om
Ture i en mail til redaktionen: Han havde
været igennem en meget vanskelig tid med
sorte tanker. Og et liv som psykisk invalid,
uden mulighed for at bruge sin begavelse
Illustration: Lais christensen
og mange talenter, var i sidste ende ikke
nok for ham… For os, hans nærmeste, har
hans død efterladt et stort tomrum. Ikke
kun fordi han fyldte så meget i bevidstheden, men især fordi han, på trods af alle
problemer, med sin dybe indsigt, tolerance
og menneskekærlige humor var en ”øjenåbner” for os andre, og til det sidste altid
berigende at være sammen med.
Egentlig er titlen på Ture Lykkegaards bog
”I begyndelsen skabte Gud en fejl i syntaksen” en henvisning og kærlighedserklæring
til digtene. Men jeg kan ikke lade være
med at spekulere over, hvad Ture fandt i
sine mange tanker. Om han rent faktisk,
et sted i virkelighedens syntaks, fandt en
sprække, en smutvej ind til det vi så sjældent tør tro er virkeligt. Et syn af skaberen
af skabelsen.
Og jeg spekulerer som en gal på, hvor længe han har vidst det. Kendt til hvad mennesket kan, når det først forstår at gribe en
tanke i sin flugt. Om han dybt inde i sine
hallucinationer
har øvet
sig.
Skabt
små verdener igen og
igen, indtil
han med lethed og en smøg
i munden kunne
fi nde stierne der fører ind og ud af tiden.
For så endelig, klar til
det største eventyr, at pakke
en vadsæk med sine dyrebareste
tanker og følelser. Vel vidende at kroppen ikke rejser med. Den skal efterlades og
det gjorde Ture Lykkegaard så i juli.
Det er måske bare mig, der har brug for
at fi nde et glimt af mening i alle disse
dødsfald. Men i Ture Lykkegaards bøger er
der en uafviselig rød tråd, der gør, at jeg
ikke kan ryste mig fra tanken om, at Ture
i årevis var på sporet af noget helt andet
end at blive psykosocialt rehabiliteret.
Det er måske den samme røde tråd mange
andre har fulgt, og som har brændt dem
op i vanvid. Måske er det den samme røde
tråd, vi alle følger. Men det her er på en eller anden måde anderledes. Et håb om eller
en fornemmelse af, at Ture fandt den røde
tråds ende. At digteren i ham fandt lige
nøjagtig de ord, han havde søgt efter altid.
At tage stilling til sig selv er nemlig som
at afpille et salathoved lag for lag … Når
man til sidst har pillet det
inderste lag – nemlig Guds kærlighed – af,
bliver der lige nøjagtig
Intet
Tilbage.
Ture Lykkegaard blev 36 år
gammel. Ud over at skrive
i Outsideren udgav han tre
bøger, brugte meget tid på
at bede, og betragtede Elvis som en moderne profet.
Du kan læse mere om Ture
og hans værker på: www.
turelykkegaard.dk. Du
kan bestille hans bøger på
nettet.
Dorthe Raffenberg blev
40 år gammel. Da hun
døde, var hun bestyrelsesmedlem i IFK 98 Kæmperne, underviste i idræt, og
var en af de tre medlemmer i Stand Up Recovery.
Hendes bisættelse foregik i
Grundtvigskirken i november 2009. Du kan skrive en
hilsen til Dorthe på vores
hjemmeside Outsideren.dk
13
Foto: Jette Nielsen
”De fleste personaler var
hardcore og burde ikke
arbejde med mennesker.
Jeg fik blandt andet
brækket en arm under et
flugtforsøg, da jeg blev
ført tilbage i et for hårdt
førergreb.”
På vej
Farvel til et ukueligt menneske
Dorthe Raffenberg, medlem af Outsiderens redaktion gennem mange år,
døde den 19. november 2009 i en alder af 40 år. Aften før havde hun sendt
afbud til en tur i teatret med vennerne på grund af træthed, og ud på morgenen sov hun stille ind.
Selv om Dorthe ikke blev gammel, står hun alligevel i dag som et forbillede for alle de, der nogle gange tvivler på, at det hele kan nytte. For hvis
der var noget, Dorthe kendte til, så var det at trodse modgang. Sammenlagt
tilbragte hun adskillige år på lukkede psykiatriske afdelinger, hvor hun
igen og igen oplevede at blive lagt i bælte - og mange gange, netop som
hun troede, at et fremskridt var kommet for at blive, måtte hun uden varsel
starte forfra.
I denne artikel, som Dorthe skrev til september-nummeret af Outsideren
for små fem år siden, skildrer hun nogle af sit livs kampe.
Af Dorthe Raffenberg
Jeg blev indlagt på Roskilde Amts psykiatriske hospital Fjorden i sommeren 1987,
hvor jeg skulle have været student med
kammeraterne fra gymnasiet. Det startede
14
på åben afdeling. Mine forældre var lige
gået. Jeg var henvist til en fi resengsstue,
hvor der lå en ældre dame med alt tøjet på
og sov oven på dynen.
Ude i en af stuerne sad hende, jeg senere
kaldte snedronningen, for hun sad bare
rank op i en stol og så gennem luften som
en issyl, uden nogen mimik.
Inden i mig blev tomheden fyldt op af
angst og ensomhed, glasklokken slog revner, og alt var et uoverskueligt kaos.
Der kom en venlig, psykiatrisk trisse
(natsygeplejerske, red.) og prøvede at
trænge igennem den glasklokke, der
havde omsluttet mit legeme. Ellers var der
næsten ingen kontakt fra personalets side,
og min tilstand blev hurtigt forværret på
grund af manglen på omsorg.
Den sidste dag på åben afdeling blev jeg
tvunget til at spise to store institutionskartofler, hvorover der var hældt ulækker,
sort kødsovs og to rødbeder. Samtidig
fi k jeg at vide, at hvis ikke jeg spiste op,
så skulle jeg overflyttes til den lukkede
afdeling.
Et koldt læderbælte
Dette skete alligevel dagen efter, hvor min
første periode af to år på lukket kvindeafdeling begyndte. Jeg følte mig magtesløs
og vred, hvilket gik ud over noget inventar
og porcelæn. Dette resulterede i, at jeg
blev båret ned til sengen i fi xeringsrummet og spændt fast i et koldt læderbælte.
Denne situation gentog sig mange gange
og flere dage i træk, hvor jeg næsten
var overladt til mig selv, og blev meget ensom og frustreret. Kontakt var der faktisk
kun noget af, når jeg hørte medicinvognen
trille ned ad gangen. Jeg var meget psykotisk og hørte stemmer og var hallucineret.
Det var først, da jeg blev tilknyttet et
fast team af medicinstuderende, nogle få
gode personaler og en god psykiater, at
der begyndte at ske fremgang i min
psykiske tilstand. Vi kom ud af hospitalsmiljøet ved at gå lange ture og dyrke
badminton, og når jeg ikke kunne komme
ud, spillede vi bordtennis. Man bliver ikke
rask på en psykiatrisk afdeling, hvor der
kun bliver drukket kaffe, røget cigaretter,
talt sygdom og medicin.
Man skal ud og mærke livet, dufte skoven og gå lange ture, hvor man bruger sig
selv fysisk og får en indre ro i stedet for
at man ligger fastklemt i et bælte med en
psykose, man ikke kan bryde ud af. De fleste personaler var hardcore og burde ikke
arbejde med mennesker. Jeg fi k blandt
andet brækket en arm under et flugtforsøg, da jeg blev ført tilbage i et for hårdt
førergreb.
Dette var min første periode på lukket
afdeling, og den strakte sig over to år. Jeg
prøvede at overleve i en lille 12 kvadrat-
meters lejlighed i et halvt år, men det gik
ikke, så jeg måtte ind på lukket psykiatrisk
afdeling på Fjorden. Denne gang på lukket
mandeafdeling. Det var hårdt, især om
natten, hvor jeg havde det værst, men de
havde et godt natteam, og jeg fi k et par
gode kontaktpersoner.
Personalet sagde, at jeg ville ende på
et plejehjem – som det hed dengang, nu
siger man bostøttecenter - hvilket jeg også
gjorde.
Men jeg kom også videre.
En drøm om journalistik
I 1999 kom jeg til Bostøttecenter Sundbygård. Jeg var meget dårlig, jeg kunne ikke
sidde stille og gik hvileløst frem og tilbage
meget af tiden. Her begyndte jeg med
løbetræning og badminton med afdelingssygeplejersken Karin Anker en gang om
ugen.
Det betød, at jeg efter nogle måneder
kunne slappe mere af. Sporten har været
en god byggesten i mit liv. Siden jeg var
lille, har jeg altid dyrket meget sport, og
det er gennem min figthervilje, jeg er nået
så langt.
Siden er jeg startet i IFK 98 (Idrætsforeningen Kæmperne), der er den største
idrætsforening i Kobenhavn for psykisk
syge.
Der har jeg dyrket meget forskellig
idræt, og fået et utrolig godt socialt netværk med mange af de mennesker, jeg har
mødt gennem lFK 98.
Desuden har jeg arbejdet på dette tidsskrift, Outsideren, hvor jeg har udviklet
mig som journalist gennem interviews og
andre artikler og deltagelse på redaktionsmøderne. Desuden har jeg fået hjælp
af vores konsulent til at skrive bedre. Jeg
har altid drømt om at blive journalist, også
da jeg gik i gymnasiet, men min sygdom
forhindrede det. Men jeg har nået mit mål
alligevel, bare gennem en hårdere og mere
indviklet vej med mange forhindringer.
Efter fi re år på Sundbygård ændredes
min tilstand. I stedet for at have Bolig 2
som endestation, ville jeg videre og ind i
et opgangs-kollektiv for skizofrene. Jeg forberedte mig til livet udenfor Sundbygård.
Først trænede jeg i ikke at bruge nattevagten, som jeg altid plejede at have kontakt
med, dernæst gik jeg fra at være et kvarter
alene på mit værelse til to-tre timer. Og så
var jeg parat til at flytte ud.
Jeg er ved at være på vej. Hvorhen og
hvortil? Det ved jeg ikke, men jeg er PÅ
VEJ.
15
De
korte liv
(II)
Kommentar af Klavs Serup Rasmussen,
ansvarshavende redaktør
I de familier, hvor
et familiemedlem
ryger dybt ind i
de psykiatriske
systemer, ved alle,
at der hele tiden er
nogen, der dør. Det
bliver ret hurtigt en
del af hverdagen.
DET ER FULDSTÆNDIG ligesom i gyserhistorierne, hvor en ensom rejsende kommer til
en fjerntliggende landsby. Ved første øjekast
virker alt tilforladeligt. Røgen stiger op fra
skorstenene på de små hytter og ungerne
leger fnisende i mudderet på gaden. Imens
ringer kirkeklokkerne og duerne flagrer
hen over byens torv. Det er først når den
rejsende har boet et stykke tid i landsbyen,
at mistanken begynder at dæmre. Der er et
eller andet i den landsby, der ikke er som
andre steder. En hemmelighed alle har levet
med så længe, at det blot er en trist forbandelse, der fletter sig ind i hverdagen.
Normalt er hemmeligheden totalt forudsigelig og næsten kedelig. Noget med, at ved
fuldmåne skal landsbyens lækreste jomfru
ofres til en drage, eller måske en meget
stor abe. Og hvis det ikke sker, er landsbyen dømt til undergang og ulykke. Den
slags hemmeligheder forstår alle, og der er
nærmest noget galt, hvis der ikke findes den
slags steder i udkanten af verdenen.
LIGE NETOP SÅDAN et sted er psykiatrien.
Godt hengemt i sit eget lille hjørne lever
den sit eget liv, med alle sine hemmeligheder.
Det eneste der er fuldstændig uforstå-
FAktA:
sUNDhEDsstyrELsEN oM psykIskE
LIDELsEr: psykIsk syGE LEvEr cA. 15 år
kortErE END rEstEN AF BEFoLkNINGEN.
psykIsk syGE hAr cA. 20 GANGE størrE
rIsIko For At Dø vED sELvMorD END
rEstEN AF BEFoLkNINGEN. psykIsk syGE
hAr ovErDøDELIGhED AF soMAtIskE
syGDoMME BL.A. DIABEtEs oG hJErtEkArsyGDoMME.
eligt og mærkværdigvis anderledes, er at
psykiatriens hemmeligheder er lige foran
øjnene på os alle - uden at de bliver set.
Hver anden dansk familie kommer i
berøring med psykiatrien. Og især i de
familier, hvor et familiemedlem ryger dybt
ind i de psykiatriske systemer, ved alle, at
der hele tiden er nogen, der dør. Det bliver
ret hurtigt en del af hverdagen, og når det
sker, er det som om de døde skrives i en
anden bog end andre døde. Måske endda
af gode grunde. Det er til tider svært ikke
at se døden som en udfrielse og befrielse,
når ingenting rykker ved den forbande
psykose eller giftige depression. Men det
er bare en måde at leve med savnet på,
og absolut ikke det samme som at sige,
at døden bør være en naturlig del af den
psykiatriske behandling.
Der er mange prisværdige initiativer
i gang for at rokke ved den fordømte
hemmelighed og skabe opmærksomhed
omkring det her. Landsforeningen af
psykiatribrugere (LAP) er gået i gang. Og
den nystartede pårørendeforening ”Død i
psykiatrien,” har gravet i Sundhedsstyrelsens tal, for at finde ud af hvor mange det
handler om. Det viser sig, at der i perioden 2003 til 2007 skete 823 uforklarlige
dødsfald relateret til psykoser og depression.
Det er over 150 uforklarlige dødsfald
årligt, og den indsats der gøres i forhold
til det, er mildt sagt anderledes, end hvad
samfundet gør for at ændre på, at 400
mennesker mister livet i trafikken hvert
år. Der er slet ingen sammenligning, og i
det hele taget er det som om, at alt der har
med psykiatrien at gøre, ikke kan sammenlignes med noget som helst.
NOGLE GANGE TÆNKER jeg, at psykiatrien
16
Illustration: katrine Fokdal
viser, hvordan hele verden bliver, hvis alle er ligeglade.
Måske skyldes ligegyldigheden med lige netop det
her, at de færreste paradoksalt nok kender de døde.
Måske kendte man dem engang, men efterhånden er det
længe siden. I en psykiatrisk karriere – jeps det hedder det - er der næsten altid et konstant tab af venner
og kollegaer. Det er nok for vanskelligt at forklare inde
fra vanviddet og for svært at være en god ven uden at
forstå.
Typisk ender det med, at kun den hårde kerne af helt
nære venner og familie er tilbage. Uden at der rigtig
kommer nye bekendtskaber til. Der er sjældent noget
arbejde bagefter, og sjældent nogen penge til at dyrke
det der med at gå på café og tage på charterrejser
og møde nye spændende mennesker. Ikke når det er
førtidspensionen der bærer læsset. Og hvad skal man
i øvrigt også fortælle, hvis man ender til grisefesten,
liggende under svinet, og de eneste jokes man kender
handler om psykofarmaka.
I stedet foretrækker de fleste sindslidende at leve et
stille tilbagetrukket liv, hvor der er ro til at holde øje
med monstrene under sengen. Imens uret tikker på væggen, tiden løber anderledes og den lange nat bare skal
overstås.
Under puden ligger den håndskrevne seddel, som er
den hemmelighed, der ikke kan fortælles og som ikke er
til at bære: Hvor er I? Jeg kæmpede mig tilbage, og her
er ikke nogen. Var alle vanvittige hele tiden? Er troen
på det normale kun for de gale?
om hallucinationer
Landsforeningen af psykiatribrugere (LAp)
markerer fra april de mange pludselige og
uventede dødsfald blandt mennesker, der
er i psykiatrisk behandling. kampagnen
sættes i gang på rådhuspladsen i københavn d. 10 april kl. 10, og der vil være aktiviteter over hele landet.
Blandt andet vil der blive tændt 170 lys for
at mindes nogle af dem, der er gået bort.
I det små findes sådanne individer,
Du kan se mere om aktiviteter og
baggrund på lap.dk
Uddrag / Af ture Lykkegaard, ”En psykiatrisk poetik,” forlaget Amalie, 1998
Således er det interessant at læse, at
hallucinationer ved skizofreni kan
optræde svarende til alle sansemodaliteter, altså samtlige måder at sanse på.
Siden vores sansning er vores eneste
forbindelse til omverdenen, kan man,
ikke blot i teori, men også i praksis,
tænke sig, at et dertil særligt begavet
individ, kan skabe sin ganske verden
efter behag; former, flader, farver, sur,
sød, blød, alt hvad ord kan rumme og
meget mere til, og således, med sine
sanseoplevelsers magt, kan omskabe
sproget og tilpasse det til sin skabelse…
såsom psykotikere, hver og en med den
brøkdel af guddommens – eller djævelskabens – magt, en sådan skaberevne
måtte indebære.
17
7
Netkultur:
SÅDAN
NOGET PÆ...
............................................
8. januar 2010 kl. 12:12
Anja Jensen:
reino Abdul Walid petersen burde udvises til
sverige hvor han kommer fra, han er virkelig et
sardistisk svin
............................................
8. januar 2010 kl. 12:13
Anja Jensen:
rettelse:
sadistisk svin
............................................
Dette blog-indlæg af en Anja
Jensen, inkl nidkær rettelse af
stavefejl, er sakset fra Berlingske
Tidendes hjemmeside, hvor der
også er gang i den evige debat om
muslimerne og Danmark. Overskriften har vi dog selv lavet, red
Vejen ud af
neuroserne:
Bliv gift!
Af Svend Balle
Hvis du vil undgå depression og angst, så gift dig – og hold ud!
Det er konklusionen af en nyere undersøgelse fra New Zealand,
hvor forskere ud fra et enormt materiale, der involverer ikke
mindre end 35.000 mennesker fra femten lande, har undersøgt
sammenhængen mellem ægteskab og sygdomme. Ifølge undersøgelsen, der blev udførligt omtalt i den engelske avis The Daily
Mail den 18. december, er der ingen tvivl - ægtepar har signifikant mindre risiko for at få en depression eller udvikle angst.
Forskerne, der kommer fra såvel New Zealand som det amerikanske Harvard-universitet, har sammenlignet gruppen af
ikke-gifte voksne med gruppen af mennesker, der er indtrådt i
den hellige ægtestand. Og resultaterne viser, at de gifte ikke blot
rammes af mindre depression og angst – de lever også længere…
Ja, tilmed skal man passe rigtigt meget på med at forlade sin
ægtefælle. Som hovedkvinden bag undersøgelsen - den kliniske
psykolog Kate Scott fra University of Otago - påpeger overfor
The Daily Mail, så kan ”stress og uro, i forbindelse med at et ægteskab afsluttes, ved skilsmisse eller dødsfald, gøre folk meget
sårbare overfor at udvikle psykiske problemer. ”.
Det fremgår også af undersøgelsen, at der er kønsforskelle i
måden, man reagerer på. F.eks er mænd mindre tilbøjelige til at
blive deprimerede i deres første ægteskab end kvinder., selvom
denne tendens er blevet mindre tydelig, efter at kvinderne er
kommet ud på arbejdsmarkedet. Den anden kønsforskel er, at
ægteskab for kvinders vedkommende reducerer risikoen for
personlighedsforstyrrelser mere end for mænd, hvilket ifølge
Kate Scott skyldes, at mor er tættest på barnet i de første år.
I den mere kulørte ende om hvad der kan ske efter en skilsmisse, hører historien om skilsmissen imellem den amerikanske
sanger Paul Anka og hans svenske kone Anna., som Ekstra Bladet
omtalte 4.februar. Anna Anka har ellers været kendt for at have
en enkel, men effektiv opskrift på harmoni i ægteskabet - man
skal bare, har hun sagt, give sin mand et blowjob om morgenen,
så undgår man utroskab og skænderier….
Måske er hun blevet inspireret til denne personlige løsning
af ægtemandens superhit ”My Way”, som han skrev til Frank
Sinatra. Men lige nu er ikke engang et blowjob nok. I de seneste
måneder har det føget med beskyldninger om, at hun er maniodepressiv, og at Paul Anka har været udsat for både fysisk
og psykisk vold af hende. Anna Anka er nu ikke helt slået ud,
selvom ægtefællen nu truer med at stævne hende for chikane: Han har det med at stævne folk til højre og venstre, konstaterer
hun tørt.
18
Julie,
3.th
side 20-23
19
Julie Feilberg er 31 år og bor alene i en 3. sals lejlighed
på Amager med smuk udsigt over Fælleden.
hun er førtidspensionist og får tiden til at gå med bl.a at
læse litteratur på originalsprogene, sove, gå ture, skrive
essays om sit liv og se fjernsyn. Fotos: karolina Zapolska
UDE I GALAXEN
Mor fik mig
tilbage på
den lukkede
- En personlig
beretning om
livet i og med
psykosen
Forfatterinden har
ønsket at være anonym
af hensyn til sin familie.
Hendes navn er
redaktionen bekendt.
24
Det lå ikke i kortene, at jeg skulle tjekke
ind på en lukket afdeling i en alder af 21 år
- og så måske alligevel.
Seks år tidligere var jeg flyttet hjemmefra ind til København, og jeg var vel mest
af alt det, man kaldte en vild teenager.
Jeg gik til boksning og fitness, var meget
interesseret i mit udseende og havde en
fin ejerlejlighed i den pæne ende af byen.
Samt et job, jeg var glad for.
Det kørte bare, og så var der jo også
ham, den kommunale chauffør, som jeg
var ret vild med. Mine forældre syntes
godt nok ikke, det var noget for mig, men
de havde jo heller ikke set ham nøgen, om
man så må sige…
Men det ændrede sig alt sammen til det
værre, da min virksomhed fik ny leder.
Fire år tidligere havde jeg været med til at
starte arbejdspladsen op, og nu kom der så
en selvhøjtidelig klaphat, som jeg slet ikke
kunne holde ud. Mine arbejdsdage var i
forvejen lange og mine ambitioner høje,
men med klaphatten tippede det over. Jeg
gik simpelthen ned med stress og måtte
sende et brev til firmaet, hvor jeg sygemeldte mig.
Og så hev jeg ellers stikket ud af telefonen og satte mig til at ryge joints og
drikke whisky. Efter et par dage kom mine
forældre ind til mig - det plejede de ikke at
gøre, men omvendt plejede jeg også at tage
telefonen, når den ringede.
Forklædt som læge
Det endte med, at jeg blev indlagt på en
lukket afdeling.
Dengang mente jeg ikke selv, jeg havde
brug for det, men i dag kan jeg se, at jeg
var manisk. Jeg havde knoklet døgnet
rundt, arbejdet, dyrket sport, røget joints
og sovet alt for lidt. Mine ben løb af sig
selv og jeg var ikke modtagelig for fornuft.
Lægernes diagnose lød på: Hashpsykose.
Men på den lukkede tog løjerne fart for
alvor, jeg havde det som om en film blev
spillet foran øjnene på mig, og at jeg var
tilskuer til alle mulige mennesker, der var
syge i forskellig grad.
Den første, jeg mødte efter indtjekningen, var en læge, der sagde han hed Ebbe.
Han var en flink, velsoigneret ældre mand,
og vi satte os sammen i spisestuen og fik
en god og dyb samtale om mit liv. Dagen
efter kom jeg til at overvære en episode,
hvor en patient knaldede fuldstændig af i
opholdsrummet – og jeg genkendte patienten med det samme: Det var Ebbe.
Og så var det, man bagefter tænkte heldigt det ikke var på gynækologisk…
Posedamens øjne
Posedamen var den næste, hun var spøjs,
lugtede stærkt af gammel røg og sagde
aldrig noget, mens hun betragtede mig i
det skjulte. På mig virkede hun forhutlet,
men sjovt nok gik hun med makeup. Og
Illustration: katrine Fokdal
hun havde de mest lysende blå øjne, der
virkede som perler i det ellers vejrbidte
ansigt.
Posedamen havde en vane med at lave
en piruette og forsvinde hurtigt ud af rummet. Og en dag, hvor det var mit værelse,
hun lige var snurret ud af, opdagede jeg, at
der var forsvundet en læbestift. Jeg havde
mistet makeup før, så jeg lavede resolut en
ransagning af hendes poser, væltede det
hele ud på hendes seng og tog mine ting
tilbage.
Det kan jeg dog ikke tilråde andre at
kaste sig ud i på egen hånd - hun blev ekstremt tosset.
Tiden gik og efter tre uger begyndte jeg
at kede mig, og følte mig ikke for syg til
at komme hjem, Dag efter dag havde jeg
malet, leget med perler, gået ture, sovet
og spist, så nu måtte de sgu godt slække
lidt på tøjlerne. Tænkte jeg. Men det var
lægerne absolut ikke enige med mig i, og
de bestemte.
En dag på en gåtur, på vej op ad alléen
til afdelingen, slog det mig pludseligt,
at jeg sgu da bare kunne stikke af. Og så
vendte jeg mig ellers om og spurtede ud
af porten og over gaden, hvor en 3x34 bil
måtte bremse hårdt op for ikke at køre mig
ned. Og ved et helt utroligt sammentræf
var det min kommunale chauffør, der sad
inde i bilen - hold kæft hvor blev jeg glad!
Og da det var gensidigt, satte han mig af
hjemme hos sig selv og lovede at komme
tilbage en times tid senere, når han havde
læsset en flytning af.
Mor var uenig
Imens tog jeg den beslutning at ringe til
min mor. Der var ingen grund til at gøre
familien unødigt bekymret, så derfor ville
jeg fortælle hende, at jeg var stukket af
og at jeg ville vende tilbage ved medicin
tid. Og bagefter, så kunne
jeg slappe af og med god
”Alt ændrede sig, da der
samvittighed vente på min
kom en ny chef, en selvchauffør og en joint og et
højtidelig klaphat, som jeg
godt knald.
slet ikke kunne holde ud…
Men sådan ville mor det
ikke. Hun vidste jo godt,
hvor jeg kunne tænkes at befi nde mig og
hun meddelte mig, at hvis jeg ikke selv
vendte tilbage NU, så ville hun få politiet
til at hente mig. Og dèt syntes jeg alligevel
ikke var en god idè. Så derfor måtte jeg
slukøret og med uforløste østrogener, iføre
mig et par lidt for store bukser og en stor
sweatshirt, hvorefter jeg forlod lejligheden
og gik ned på Frederiksundsvej.
Et stykke nede af vejen fi k jeg øje på
et stykke Falckvogn, der var kørt ind til
siden. Og så gik jeg hen og bankede på ruden og forklarede rederen, at jeg var stukket af fra en lukket afdeling og ikke havde
penge til komme tilbage. Og derefter blev
jeg kørt retur.
25
Du erikke
altid til at
holde ud
Tillykke med de 50 år, gamle dreng:
– han er følsom og hidsig, og han hader socialdemokrater.
Boye haure fra outsiderens redaktion sender her en sjældent
ærlig fødselsdags-hilsen til en af sine ældste venner, som han
af sikkerhedshensyn dog ikke tør nævne navnet på…
Dette er en fødselsdagshilsen. Ejner er lige
fyldt 50 år. Jeg vil ikke skrive hans rigtige
navn, da jeg er bange for, at han overfuser
mig, hvis han ser denne artikel. Det skriver
jeg med et smil, for han er en af mine allerbedste venner, men det er også rigtigt. Af
samme grund har jeg også ændret på visse
facts nedenfor.
I næsten 20 år har han levet sammen
med sin kæreste. De bor i Randers. Psykiaterne har givet ham diagnosen kronisk
skizoid, hvilket er en ret bred diagnose.
Det er næsten for meget, for der er vel
ingen, der er skizoid hele tiden. Men det
må betyde, at han konstant har en risiko
for tilbagefald. Selv påstår han, at han ikke
har tilbagefald.
Jeg mødte ham i gymnasiet. Da var han
karseklippet. Et usædvanligt syn dengang
i slutningen af 1970-erne, hvor alle var
langhårede. Han var lidt af en provokatør
i forhold til det borgerlige gymnasium. Vi
var en rest af ungdomsoprøret. Vi kom for
sent til at være rigtige 68-ere, og vi kom
for tidligt til at være yuppies. Jeg havde
langt hår – længere end de andre. Ejner,
jeg og flere andre røg regelmæssigt hash.
Det var der ikke ret mange der gjorde. Jeg
tror at det har haft en betydelig indflydelse
på vores psyke for resten af livet. Specielt
for Ejner for han blev ved i mange år. Så
vidt jeg ved ryger han stadig indimellem.
26
Ejner fik en udmærket studenter-eksamen
fra gymnasiet, samtidig med at jeg blev
matematisk-fysisk student. Han startede på
statskundskabs-studiet, men det var ikke
rigtigt noget for ham.
Pragtfuld ødegård
Hans kæreste var 29 år, da hun mødte
ham første gang. Han skræmte hende, og
hun turde ikke engagere sig. Han derimod
erklærede sin kærlighed til hende.
Fem år senere mødtes de igen. De flyttede
sammen. Han har præsteret at løbe op og
ned ad trapperne og råbe: ”Jeg vil forære
dig Kronborg. For jeg er nemlig adelig, så
det kan jeg gøre; jeg vil forære dig Kronborg”.
Kæresten har sagt: ”Folk kan kun holde
Ejner ud mere én time ad gangen”. Sådan
har jeg det nu ikke. Jeg kan holde ham ud
en hel lang aften. Ind imellem oven i købet
en hel weekend i hans pragtfulde ødegård
i Skåne.
Ejne ryger for mange cigaretter. Det
betyder at han ofte må bruge et inhalationsapparat. Gang på gang før nytår proklamerer han, at han vil holde op med at ryge.
Det bliver bare ikke til noget.
På grund af hans erfaringer fra arbejdsmarkedet hader han socialdemokrater
(ligesom vor ven i Olsen-banden). Jeg kan
ikke konkretisere dette, for så vil han med
sikkerhed kunne genkende sig selv. Men
han mener at han, hvis han ikke var blevet
syg, kunne have gennemført en stor politisk karriere og være kommet i Folketinget. Det har jeg opponeret imod, men så
blev han bare sur.
Ejner har engang kørt en erstatningssag
mod en offentlig myndighed. Det tog lang
tid. Han fik hjælp fra en af landets fornemmeste advokater, og det endte med, at han
vandt sagen. Den store erstatning betød, at
han fik råd til ødegården. Det er han meget
glad for. Oveni kommer en hel del penge
fra en arbejdsmarkedspension, som han
har aktiveret, således at han får ganske
mange penge udbetalt hver måned. De
penge bliver brugt til tant og fjas.
Tandløs fødselar
Hans temperament kan illustreres ved et
par historier. Da han var helt ung spillede
han fodbold. I en hidsig kamp røg han lige
ind i hovedet på en nu kendt samlivsterapeut. Hans modstander mistede stort set
alle tænderne i undermunden, så nu går
han med gebis.
En anden historie har jeg selv oplevet.
En sommerdag var jeg oppe i hans dejlige
ødegård. Jeg beklagede mig over, at man
jo blev ældre, og at ens tænder ikke er,
hvad de har været. Dertil svarede Ejner:
”Kom over til mig, så skal jeg slå dem ud
alle sammen”. Det gjorde han ikke. Sådan
er han ikke.
Han har prøvet at ligge i spændetrøje,
fordi han var verbalt aggressiv. Personalet
troede at han ville blive voldelig. Men hans
samleverske reddede ham. Hun ”fløj” ind
på afdelingen og råbte: ”Voldelig! Hva´ for
noget. Han har ALDRIG været voldelig”.
Derefter kom han straks ud af spændetrøjen.
Han tager ikke altid sin medicin. Kun
engang imellem når han oplever tankemylder. I en periode købte han sin medicin, men han tog den ikke. Han ville ikke
have, at nogen opdagede, at han ikke tog
den. Det synes jeg er noget mærkeligt. Det
støder min økonomiske sans at bruge en
masse penge på medicin og så ikke tage
den. Det er penge ud ad vinduet.
Jovist, Ejner er en person med mange
facetter. Han kan være hidsig, grov, verbalt
voldsom, og han kan være følsom, græde i
andres åsyn. Empatisk kan han også være.
Vi vil altid være venner, men det er ikke er
altid, at jeg kan holde ham ud.
En fin fyr i ulveklæder. Tillykke, Ejner!
Boye Haure bor i København, er cand.
polit, nationaløkonom og førtidspensionist, og har gennem flere år
skrevet fast i Outsideren, ikke mindst
om psykiatri og nationaløkonomi.
Illustration: Jakob tolstrup
27
Foto: karolina Zapolska
En imam i
psykiatrien
Naveed Baig er muslimsk præst og ansat på Rigshospitalet
i København. Her fortæller han om sit syn på onde ånder,
skizofreni og om etnisk smerte som et begreb uden indhold
Af Niels Gjern Johansen
- Der har altid været sindslidende, og
profeten Muhammed mødte nogle af dem.
Men i Koranen er der ikke nogen beretninger om mirakler hvor profeten helbreder
de syge. Men ligesom i det Gamle og Ny
Testamente er der beretninger om Jesu
mirakler, siger Naveed Baig.
Naveed Baig læner sig tilbage i sin stol og
klør sig i sit korte skæg. Tøver. Han er en
yngre mand i 30’erne og hospitalsimam på
Rigshospitalet i København. Det er hans job
at tale med de muslimer der henvender sig
til ham, uanset om de er patienter, familie
eller personale. Og jeg har lige spurgt ham,
om han ser skizofrene som besatte mennesker, hvor det onde blot skal drives ud.
Koranen er udgangspunktet for Naveed
Baigs daglige arbejde. Og hans svar på
spørgsmålet afspejler i mine øjne en fundamental forskel til kristendommen og jøde-
28
dommen. I Islam er mirakler noget meget
sjældent, det er ikke det vigtigste. Og i
hvert fald slet ikke som til et evangelistisk
vækkelsesmøde, hvor alle forventer mindst
en håndfuld mirakuløse helbredelser af alt
dårlig ryg, kræft og skæl.
- Generelt er der ikke mange eksempler
på helbredelser i Koranen, fortsætter Naveed Baig. - Faktisk kan jeg kun huske en
enkelt historie, hvor en blind mand kommer til at se igen. Ellers skal man læse i de
profetiske overleveringer Hadith.
- Men tror du på eksistensen af onde
ånder, der kan besætte mennesker?
- Som i alle andre religioner tror vi i
Islam på, at der fi ndes noget, som vi kalder
det ”usete”. Altså usynlige kræfter, såsom
ånder og engle. De får næsten aldrig adgang til vores verden, men skulle man føle
sig generet af dem, er der bestemte vers i
Koranen, som man kan læse og beskytte
sig med. Mange steder i verden og i andre
religioner er man meget optaget af det
”usete,” men som hospitals-imam i Danmark, er jeg stort set aldrig stødt på det,
siger Naveed Baig. - Desuden har jeg heller
ikke kompetencerne til at uddrive en ånd,
hvis det skulle være tilfældet.
Naveed Baigs tilgang til islam er grundlæggende jordnær. Han henviser til
Koranen nærmest som et redskab, hvor
de forskellige passager er anvendelige i
forskellige situationer. Uanset det enkelte
menneskes evne til at tro. Det er langt fra
mine forestillinger om strenge regler og
religiøse krav.
I det hele taget virker religiøsitet meget
udramatisk, denne formiddag på Rigshospitalet. Naveed deler kontor med tre
kristne præster og en organist, og i stedet
for tykke støvede religiøse bøger og en
svag duft af røgelse, er der skriveborde
med computere, hylder med mapper, kaffekander og en blomst i vindueskarmen.
Ingen korsfæstede Jesus’ eller indrammede
korancitater på væggen. Det ligner et hvilket som helst andet kontor i det offentlige.
Sjælesøgeren og stemmerne
- For at bruge et kristent ord, så er jeg
sjælesørger, svarer Naveed Baig på spørgsmålet om, hvad hans rolle er, når han
møder patienterne på hospitalet. - Jeg talte
engang med en patient, der var indlagt på
lukket psykiatrisk afdeling. Han fortalte
mig, at han gerne ville ud, og jeg svarede
ham: ”Tro på at der er en magt, der kan helbrede dig, og tag din medicin. Så er jeg sikker på du kommer ud.” Så for mig er der et
samspil mellem religion og behandling. Det
ene udelukker ikke den andet. Mennesket
er fysik og psyke, men det er også et åndeligt væsen. Hvis ikke man tager alle tre ting
med, ser man kun det halve menneske.
- Selvom det usete ikke har adgang til
vores verden, er der mange psykotiske
patienter, der oplever at de hører stemmer, og nogle af dem tror, det er Gud eller
onde ånder, der taler til dem. Hvordan
forholder du dig til det?
- Der er nogle patienter, der hører stemmer. Men om det så er Gud eller noget
andet de hører, kan man diskutere. Men
at der sker noget i disse mennesker, der
påvirker dem meget, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det egentlige
spørgsmål er, hvordan man forholder sig
til dem, der hører stemmerne. Når der
kommer en patient til mig og fortæller om
at høre stemmer, så spørger jeg altid ind
til stemmerne: Hvad hører du? Hvor tror
du de kommer fra, og hvad kan det gå ud
på? Hvad vil de dig, og hvad vil du gerne
bruge mig til?
- Så i første omgang går du ind og tager
patientens ord seriøst, men samtidigt
forsøger du at ændre vedkommendes syn
på stemmerne..?
- Ja, præcis. For eksempel kan en person
med meget destruktive tanker komme til
mig og fortælle, at Gud siger til ham, at han
skal dræbe andre eller tage sit eget liv. I
den situation vil jeg altid spørge, om han
vil gøre det stemmerne siger, og om han er
sikker på, at det er Gud der taler? I sådan
en situation går jeg altid ind på personens
præmisser. Det sidste man må sige, er at
vedkommende bare er sindssyg, og dig
gider vi ikke have med at gøre.
- I den psykiatriske behandling er det
typisk sådan, at stemmer bliver anset
for at være noget ubehageligt, der bare
skal væk. Det vigtigste middel til det er
medicinsk behandling. ”Det kan være svært for
muslimske psykiatriske
Hvordan forholder du
dig til det?
patienter at tale med deres
- Jeg har intet problem med at samarbej- familier, hvis familien ikke
har forstået, hvad deres
de med psykologer og
psykiatere, eller at de
sygdom går ud på. Nogle
bruger medicin i deres
behandling. Mennesket gange tager familien afstand
fra lægernes beskrivelse
er krop og psyke, og
det er ikke mit områaf patientens sygdom. For
de. Men mennesket er
også et åndeligt væsen, hvordan kan deres datter
være psykisk syg, når de har
og der kan jeg hjælpe
de mennesker, jeg taler taget sig godt af hende hele
med. Faktisk er jeg ofte
hendes liv?”
en af de få, der har tid
til at tale med sindslidende patienter, siger Naveed Baig.
- Hvad mener du?
- Der er dårlige vilkår på de psykiatriske
afdelinger i dag. De sindslidende bliver
behandlet meget, meget dårligt. Når man
kommer ind på en psykiatrisk afdeling, er
det ikke usædvanligt, at det hele sejler,
uden at personalet har noget overblik.
Fordi der er for lidt personale og for mange
besparelser. Man kunne gøre så mange
ting med de indlagte med kunst og musik.
Jeg synes, man burde gå til de her mennesker på en helt anden måde. I stedet for
handler det kun om, hvorvidt han eller
hun nu har fået sin medicin, og om hvem
der skal fastspændes.
29
Naveed Baig, 1975, er født
og opvokset i Danmark
med pakistanske rødder.
Han har studeret islamisk
teologi 4 år i Pakistan og
et enkelt år i England. Han
er medstifter af foreningen
Muslimer i Dialog, har tidligere været fængselsimam i
Vridsløselille Statsfængsel
og er nu hospitalsimam på
Rigshospitalet i København,
hvor han også
er projektleder af Etnisk
Ressourceteam.
Etnisk Ressourceteam
består af 20 personer af
begge køn i forskellige aldre og med forskellig etnisk
og religiøs baggrund. De
har alle gennemgået kurser
i omsorgsarbejde og krisepsykologi. En ressourceperson kan tilkaldes i krisesituationer, ved dødsfald og
af patienter med somatiske
og psykiske sygdomme og
deres pårørende. En ressourceperson kan fungere
som sjælesørger som samtalepartner i almindelighed
og i krisesituationer, og kan
samtidig være et bindeled
imellem patient, pårørende
og personale, så misforståelser undgås. Man kan
kontakte Etnisk Ressourceteam igennem projektleder
Naveed Baig på tlf.
25 69 95 69 eller på email:
naveedbaig@rh.regionh.dk
30
Gennem sine samtaler med patienterne
på Rigshospitalet, er det imam Naveed
Baigs indtryk, at psykiatriens menneskesyn
bliver mere og mere mekanisk.
- Patienterne er bare maskiner, der er
gået i stykker og skal lappes sammen. Det
gør vi ved at give dem 200 milligram ditten og 200 milligram datten. Og så håber
vi det virker. Nogle typer medicin har
samtidig store bivirkninger, og ikke alle
mennesker er forberedt på det, rent mentalt. Fordi psykiatrien er et meget lukket
miljø, og de psykisk syge temmelig hjælpeløse, risikerer den enkelte afdeling at ryge
ind i en ond cirkel.
- I kristendommens historie har man
i flere perioder set videnskaben som en
fjende, der ville tage magten fra Gud.
Omvendt har videnskaben gerne ville
afsløre religion som undertrykkende
overtro. Hvordan er forholdet til videnskab i islam?
- Det er vigtigt for mig at understrege,
at islam aldrig har haft et problem med
videnskaben. Islam har derimod været
bannerfører for videnskaben. Muslimske
tænkere og videnskabsmænd har igennem
historien gjort mange fremskridt som for
eksempel tallet 0, ligesom algebra og alkymi er arabiske ord. Skrifter af de antikke
græske fi losoffer og videnskabsmænd er
meget tidligt blevet oversat til arabisk,
og fra dét kombinerede man græsk og
islamisk viden om medicin. Min pointe er,
at man i islam ikke ser noget modsætningsforhold imellem videnskab og gudstro,
hvilket gør, at jeg som hospitalsimam fuldt
ud anerkender det øvrige personales indsats i forhold til de sindslidende.
Etnisk smerte
- Generelt bliver der talt mere og mere
om sindslidelser i samfundet, men det kan
være meget vanskeligt for den enkelte
psykisk syge at tale om det med venner
og familie. Er der samme tavshed omkring
sindslidelser blandt danske muslimer?
- Det kan være svært for muslimske psykiatriske patienter at tale med deres familier, hvis familien ikke har forstået, hvad
deres sygdom går ud på, og hvilke konsekvenser eller betydninger sygdommen
har. Nogle gange tager familien afstand fra
lægernes beskrivelse af patientens sygdom. For hvordan kan deres datter være
psykisk syg, når de har taget sig godt af
hende hele hendes liv? Så manglende viden om sindslidelser kan være et problem.
Derfor er der en del patienter, som har
langt lettere ved at tale med mig om deres
sorg og smerte end med deres egne familier. Også selvom de ofte kommer på besøg
og holder af den syge. Og der er også
sindslidende, der bliver holdt på afstand i
den periode, de er syge. De får at vide, at
de bare skal blive raske og komme hjem,
og så vil familien ikke hører mere om det.
Så psykiske sygdomme er nogle gange et
stort tabu.
- Muslimer er en stor religiøs minoritet
i Danmark. Møder du og dine patienter
nogle fordomme?
- Jeg har været ude for at blive tilkaldt af
en læge, som ville have mig til at tale med
en psykisk syg patient, som havde problemer med sin mor. Han havde beskyldt
sin mor for alt muligt og råbt nogle meget
grimme ord efter hende og kastet med
ting mod hende. Lægen spurgte så, om
det var på grund af hans religion, at han
ikke respekterede sin mor? Og jeg var helt
lammet, for det var patientens mor, og
paradiset ligger under mødrenes fødder i
Islamisk forståelse, så man skal tjene og respektere sin mor. Men han var altså meget
syg. Jeg tror, det kan være det man kalder
’etnisk smerte’, fortæller Naveed Baig.
- Hvad betyder udtrykket etnisk
smerte?
- Jeg aner ikke, hvor begrebet kommer
fra. Når jeg spørger folk, hvad det betyder,
kan de ikke give et ordentlig svar. Men
når behandlersystemet møder et menneske, som har problemer og tilhører en
minoritet, så trækker man nogle hurtige
forklaringsmodeller ned over hovedet på
vedkommende. Så siger man, at patienten
lider af etnisk smerte.
Naveed Baig taler hurtigt.
- Hvis vi vil behandle alle ens, skal vi
behandle hver eneste patient forskelligt.
Vi skal se dem som mennesker med hvert
deres særlige problem. Ved at bruge begrebet etnisk smerte slipper man for besværet
med at sætte sig ind i den enkeltes problemer. Man smider dem simpelthen ned
i en papkasse, fordi det er det nemmeste,
slutter Naveed Baig.
Efter interviewet viser imamen rundt i
Rigshospitalets lille muslimske bederum,
hvor man vasker sig, inden man ruller sit
lille tæppe ud for at bede. Og så forlader vi
Rigshospitalet og vader ud i et samfund,
hvor der de seneste år har kørt en rasende
debat om islam, og hvor ingen beskyldning
mod muslimer synes for grov. I den debat
giver man sig sjældent tid til at tale sammen.
bolig, tilhørende
det socialpsykiatriske bocenter Ringbo i
Bagsværd, hvor Britt Engelbrecht har boet
i snart ni år. Oprindeligt i sit eget værelse,
hvor hun i de første mange år måtte have
personalets støtte til de mest enkle ting,
så som bare at komme ud af værelset. Hun
troede længe, at hun aldrig ville komme
væk fra Ringbo, men for nogle år siden
begyndte noget at trænge sig på.
”Jeg så, at de var i gang med at med at
bygge de her huse, de her udslusningsboliger. Det fik mig til at tænke over livet.
Og så jeg satte mig for, at jeg ville derover
og begyndte at udfordre mig selv med
opgaver, der var helt nye for mig. Cykle,
købe ind, gøre ting selv, selv om jeg var så
angst, at jeg var ved at skvatte om. At jeg
turde det, kan jeg også takke personalet
for, selvom jeg godt nok ønsket dem langt
væk masser af gange. ”.
Det er magtpåliggende for Britt Engelbrecht Wetche at nævne de mennesker,
der har hjulpet hende mest på den lange
vej. Udover personalet på Ringbo drejer
det sig om en ”fantastisk dygtig” psykolog,
en god veninde og Britts storesøster. Og
ikke mindst de to ankre i hendes liv, som
hun kalder dem, vennen Martin og farmoderen.
”Martin har bare været der lige fra
starten, hvor jeg første gang bliver indlagt
på Skt. Hans. Jeg kunne snakke med ham
om alt, og bare fornemmelsen af at - hov,
der er en der gider hører på dig, hvad du
tænker, hvad du føler. Han er en fantastisk
ven, og jeg elsker ham overalt på denne
jord Og så er der min farmor, som har været min bedste ven og mit helle her i livet.
Når jeg var sammen med hende, så kunne
jeg være Britt helt igennem, lige meget om
jeg kun havde behov for at tude eller hvad.
Hun har aldrig set på mig som en, der var
anderledes på den dumme måde”.
FortsAt FrA s. 5
Dage i lykkerus
I dag - et år efter den forundelige morgen er Britt Engelbrecht Wetche fortsat så godt
som angstfri. Hun oplever engang imellem panikanfald a 2-3 sekunders varighed
med hyperventilering, f.eks når hun skal
over gaden ved et stort lyskryds, men det
er småting i forhold til det, hun har været
igennem.
”Nu tør jeg mærke, når tingene gør
ondt, og så sker det, at jeg vælter. Der skal
ikke være nogen, der siger alt for meget
på en gang. Hvis min far har været her og
måske skældt lidt ud, og min kontaktperson dagen efter siger noget, jeg tolker som
negativt – så bliver det som en ballon, jeg
fylder det negative i, indtil den springer.
Jeg kommer nemt til at tolke folks kritik
som udtryk for at de ikke kan lide mig, og
så kan jeg ende med at blande en masse af
de indtryk sammen, og dermed gøre det til
noget alt for stort og massivt. Men sådan er
det bare og efterhånden er jeg begyndt at
skrive tanker og episoder ned, og så får jeg
det ud på den måde. Det fungerer.”
Britt Engelbrechts fremtidsplan er at
flytte i egen bolig, som hun også er blevet
godkendt til af kommunen. Og så leder hun
efter et skånejob.
”Jeg kunne godt tænkte mig at arbejde
måske 15 timer om ugen, hvor jeg kom fast
ud af døren en tre gange om ugen. Jeg er
uddannet som kontorassistent, men det
”Barnet i mig har følt sig så svigtet
og forsømt – ja, jeg kan nogle
gange blive dødtræt af at tale om
det sådan her, for det kan lyde så
pusse-nusset, men sådan var det jo!”
skal ikke være et receptionistjob eller den
slags. Jeg vil have med mennesker at gøre,
være noget for andre og så kan det være
alt, fra børnehave til…ja, et eller andet
sted, hvor jeg kan give af min erfaring.”
Hun fortæller, at hun også er blevet
spurgt, om hun har lyst til at holde foredrag, hvor hun fortæller om det, hun har
været igennem. Det tilbud går hun og
funderer lidt over i øjeblikket.
Frygter du nogensinde at vågne op og
opdage, at nu er angsten tilbage igen, lige
så pludseligt som den forsvandt…?
”Nej, det gør jeg ikke, ikke mere. Men jeg
tænker tit på den morgen, dagene efter, de
var utrolige. Jeg ville alt på en gang. Jeg
kørte med bussen ind til Lyngby, hvor jeg
fløj ind og ud af alle mulige butikker i storcenteret. Det kan faktisk ikke beskrives,
hvor fantastisk det var.”.
31
Illustration: Lais christensen
Madam
Blå
Tid. Samtidig med at stress er blevet et moderne karriere-tilbehør, bliver gruppen af borgere, der ikke deltager på arbejdsmarkedet, større og større. En af de helt store forskelle på de to
grupper er forholdet til tiden. I arbejdslivet er det mødetid, overtid og fritid, der dominerer. For Sidse Zille, som ikke lige nu er
under uddannelse eller i arbejde, er det den indre tid, der skal
have lov til at fylde.
Essay af Sidse Zille Hansen
32
E
n eftermiddag hvor jeg var alene, efter
en dag fyldt med uro, fæstnede mine
ører sig til det, der kom fra min radio i
køkkenet. Speakeren fortalte om fænomenet
tid. Eller mere præcist, om den blå time.
Den blå time er fra dengang i gamle dage,
før elektricitet var en realitet, hvor det var
helt normalt at holde en stille tid, i en time før
mørket sænkede sig. I eftertænksomhed.
Det var radioens indslag, der fik mig til at
tænke, at det var oplagt at gøre det til en
vane at fordybe sig, i den time med blå lys,
der opstår i tusmørket. Og i stedet for at
tænde lys, når det bliver aften, er aftenerne
blevet noget specielt for mig.
Jeg passer alligevel ikke ind i tiden mere.
Er ikke med i dagens Danmarks tids-ræs. Jeg
mærker det hele tiden, for eksempel når en
kvinde jeg har kendt længe, og som jeg egentlig skulle have nogle gode snakke med, aldrig
har tid til at ses mere. Hun har ikke plads
tilovers i sit forjagede liv, ikke engang til lige
en hurtig kop the og hej hvordan går det...
Op i gear
Mine unge år var præget af, at alting gik hurtigt med job, kæreste og parforhold og drømmerier og planlægning. Der var meget i gang,
på én gang. Men fra den ene dag til den næste
var den tid slut. Jeg blev syg. Tiden bevægede
sig pludselig endnu hurtigere. Min indre tid
gik amok, alting indeni var speedet og susede
af sted med lysets hast. Folk omkring mig
kunne lige så godt være på sovemedicin, og
det var faktisk ikke rart. Jeg kunne næsten
ikke registrere mine omgivelser, de flød forbi
som en kaotisk strøm.
Jeg har mange gange, når alting går rasende
stærkt indeni, måtte sige til mig selv, at jeg
skal have tålmodighed med andre mennesker, tage det med ro. Så trækker jeg mig ind
i mig selv. Forsøger at finde kernen. Det er
især vigtigt, når jeg mister stemmen, for uden
at kunne kommunikere er det fuldstændig
som at leve i en anden virkelighed. Når det
er sådan, holder alting op med at opføre sig
normalt, og jeg har ingenting at stå imod med.
Jeg ryger op og ned i stemninger og ind og ud
af depressioner og hen imod psykoser og så
alligevel ikke. Blå tid er god for mig der. Den
er der rigeligt af. Tiden skal passe til mig.
Som når jeg låner en bog på biblioteket. Jeg
vil gerne læse den, men fordi den er lånt,
stiller den allerede krav om, at den skal
læses inden for en måned, hvorefter den skal
afleveres igen. Det er ikke sådan, bøger skal
læses. Medmindre jeg får den genlånt. At læse
kræver ego-tid. Og masser af den.
Tog en tur til fremtiden
Måske jeg hører til den gruppe, som tager
tiden på en anden måde, fordi jeg som førtidspensionist er taget ud af en sammenhæng.
Jeg oplever det som dejligt at være i tiden og
i årene der er løbet til. Jeg har fundet ro i min
nuværende livsperiode. Når jeg er ude og gå i
naturen, tænker jeg ind imellem på, at vi ikke
tager os tid til hinanden i dag. Tager vi tiden
for alvorligt? Hvad med hverdagens krav om
at holde styr på aftaler og at komme til tiden.
Skal man gå op i tiden? Eller ned i tid? Er der
kommet masser af pseudo-tid?
Nogle gange er der så meget tid, at det
næsten er overvældende. Men så er jeg begyndt at tænke på, at alt det der er sket før, er
blevet til nu. Og så sker det, at jeg glider ind i
en anden virkelighed. Som dengang for nogle
år siden, hvor jeg stod på hovedbanegården
og alt pludselig stod stille i flere minutter. Der
gik mere tid og alle på perronen kikkede på
hinanden, forvirrede. Det slog mig med ét,
at det var verdens ende som jeg iagttog. Der
hverken kom eller gik toge, højtalerne var
tavse, folk omkring mig begyndte at virke
angste. Efter det, der virkede som flere timer,
kom der endelig et tog, og alle skyndte sig at
haste ind i det. Jeg stod alene tilbage. Sekunderne gik og jeg kunne ikke finde ud af om jeg
skulle gå eller stå. Men jeg fik hoppet på toget
inden det satte i gang, fordi det gik op for
mig, at dette var det sidste tog ud af jordens
undergang. Toget var på vej ind i fremtiden.
Jeg oplever, at der til alle tider har været
mennesker, der oplever virkeligheden forskelligt. Og bruger tiden forskelligt. At vi alle er
forskellige, men at tiden samtidig binder os
sammen i en form for kausualisme, det med
at alt, der er sket før, er blevet til dette nu.
Jeg har ikke regnet den helt ud. Men jeg leder
blandt tilfældighederne og det mit øre fæstner sig ved. Det eneste jeg er blevet klar over,
er at det kræver tid at lære tiden at kende.
Men vi skal huske, at vi er alle i Universets tid
og vi har ÆONER af den.
”Tid er en
psykologisk
begivenhed”
Deepak Chopra,
amerikansk læge og
spirituel vejleder
I øvrigt en tak for at du tog dig…
Fra Nordpolen i februar, Sidse Zille
Sidse Zille Hansen er 38 år og bor i sydhavnen i København, et gammelt industriområde, hvor moderne kontorbygninger
bestandigt skyder op og byens puls forandrer
sig. I den blå time slukker Sidse Zille for alt
lys og sidder i tusmørket med sine to katte.
33
34
Layout: Jette Nielsen
35
Bittners klumme om galskaben
Af
nødvendighed
Om poesiens historie
i Outsideren:
”Digtene er
mentalhistorie
om psykiatribrugernes tanker
og ideer. (…)
Og i hvert fald:
præget af fuldstændig nødvendighed, ja, fuld
af rasende, sørgmodige, melankolske jeg`er, der
alle vil! og ikke
altid lykkes, men
i disse digteriske
øjeblikke prøver
- og det er det
skønne. ”
36
Lyrik, ja, og lyt! og se: poesiens historie i
Outsideren er broget og kulørt, og i marts
2008 skrev jeg vanvittigt nok: Nogle
overordnede poesianvisninger. Grunden
var at vi ville skabe en poesiside, et sted
hvor alle ku vride retorik skamløst, og jeg
skriver i nr. 63: ”Hellere lave store fejl end
at blive producent for noget middelmådigt
og intetsigende”, jo, det skrev jeg, og det er
jeg vel nok stadig enig med mig selv i.
Man må ikke blive ”producent”, nej, et
ord der jo sigter på alt mekanisk og reduktivt og ikke-metafysisk surt, og så kan man
jo bare håbe på at den - min ide om poesi
- er blevet vildt og grådigt udfordret - eller
fulgt - af de digte vi siden hen har publiceret. Ja. Det vil vise sig: for nu vil jeg se
hvad vi har bragt.
I nr. 63 lige ved siden af min klumme er
to digte: Ordet og Regnbuens Kald, men
hvad galere er, ja, det er vores rubrik over
de to digte, ve, dér står nemlig Poetik
hvad der jo ikke betyder digtning (poesi),
men om digtning, om dets væsen, udtryksformer og hvordan man skriver. Altså får vi
en udsøgt meta-vej ind til det første digt:
Ordet, der på sin vis er et vidt forgrenet
udtryk for underordnede ledsætninger,
som retorisk følger indledningens søgende
jeg, der tænker – galt nok: ”Formulerende
spørgsmål”, ja, som vist nok, skal stilles
til ”Mathias, hvis / Udspekuleret grimasse
alt andet / End afslører ordet, der er /
fastspændt i hukommelsens hjørne / mens
vildledningen spind – kreativt / graver”.
I det andet digt: Regnbuens Kald finder
vi et jeg, der ”mærker brødet / grave i min
mave”, og i næste afsnit ”tænker på min
onkel / den flittige tryllekunstner / brødet
/ skovler grønt kød væk / fra bunden af
min mave”. Det hele ender kompositorisk
ud i tredje afsnits drøm om en tiger, der er
”smuk, men har onde øjne”, og jeget ”råber
om hjælp”, jo: samtidig skal også nævnes
sidens nederste illustrative del - en collage
af vores fantastiske Sidse Zille.
Uden at jeg vil skamride de to digtes bibetydninger er det interessant som den til-
syneladende fejlagtige grammatik komplet
og rart undergraver digtenes tematik. Og
udfordrer den ellers flittigt brugte patos.
Desuden ”brødet” i Regnbuedigtet, der vel
først må puttes ind i en art normal madkategori, om end, det graver sært, mens
det senere henviser tilbage til onklen, den
flittige tryllekunstner: der altså er et stort
Brød (for at sige det lige ud metaforisk).
Mens nr. 64 fandtes uden indsendt lyrik, ja,
så rykker sidste januars farveglade nr. 65
helt op i det poetisk-rød-gule felt: Kulsukker
– ja! – KULSUKKER er poesisiden nu navngivet, og det inspireret af digteren Sophus
Claussens digt ”Sorte Blomst”. Her finder
vi to korte digte uden titler, der udfordrer
både det regelrette sproglig-grammatiske,
og den læser som søger efter sammenhæng:
hvad fanden er det for noget?! –
Begge digte synes at tematisere mødet
mellem mennesker. Det første indledes:
”Fredagens tro på bager kom forbi” – jo – og
på sær vis synes hele den sætning at blive
identisk med ”En afdankede sjus”. Sku det
ik være nok taler digtet også om ”En vellystende dame som blev udnyttede her”, og
det hele ender ud i en hermetisk-kringlet
konstatering, ja, eller måske et (retorisk)
spørgsmål uden spørgsmålstegn: ”Hvad er
værtshusene når der er flere”.
Vi skynder os videre til de næste numre
– nej! – hvad ser vi: ingenting. Foråret 2009
var åbenbart ikke en poetisk periode – eller
sommeren for den sags skyld – for hverken
nr. 67 eller nr. 68 indeholder traditionelle
lyriske indslag. Men det poetiske kan dog
findes i smug, ja, fx Anne Marie Raffertys
”TOTAL FED”-artikel om Poetry-Slam fra
maj, og Boye Haures altid veloplagte, ja,
spektakulære prosa, der aldrig er uden poetisk umulighed: ”Der er noget med Arnes
mave. Han forklarer: Den gør forfærdelig
ondt, og er i konstant kaos”.
Ja, sådan indledes en artikel i august,
sublimt, men vi fyrer hastigt videre til
oktober og nr. 69 hvor vi igen finder et digt.
Men. Uden rubrikken Kulsukker, ja, kun
Indbe
Medd
■
■
Øn
ko
K
Til ma
Jacob Bittner bor i København
og er midt i tyverne.
Han lever for at skrive, foretrækker
litteratur på originalsproget,
har familie i såvel storbyer som
øde bjergegne, og er fast klummeskribent i Outsideren
R
VI VED HVOR SKOEN TRYKKE
VI VIL DØMMES...
outsideren er Damnarks eneste landsdækkende tidsskrift om psykiatri, der ikke er skrevet af behandlere,
journalister eller forskere.
om psykiatribrugernes
tanker og ideer; digtene
udtrykker sjælelige konfl ikter; digtene tematiserer
opgør med autoriteter som
fx overlæger, opgør, der
underbygges af digtenes
sprængte grammatik, form,
retorik, ja, denne eksplosion, der samtidig fuldstændig undergraver digtenes
egen patos. Digtene er
således også en historie om
at skrive digte: i sig selv
uforenelige med sig selv.
De er momenter af koncentreret psykisk liv. Det hele
er ikke uden usikkerhed,
men heller ikke uden talent. Og i hvert fald: præget
af fuldstændig nødvendighed, ja, fuld af rasende,
sørgmodige, melankolske
jeger, der alle vil! og ikke
altid lykkes, men i disse
digteriske øjeblikke prøver
- og det er det skønne.
digtet selv har en titel – en
fatalistisk en af slagsen:
Skæbnen.
Her benyttes i konsekvent
metrisk stil – parrim - i
fi relinjede strofer, men
digtet er samtidig ikke
uden talesprogsimiterende
oprør med autoriteterne:
”De sir’ jeg er psykotisk,
jeg er så vred / skal blive
på dette her dumme sted
/ Politiet de kom hjem, for
at hente mig / sagde: vi er
kommet for at hjælpe dig”.
Ja, psykoser og tårer og
det ikke kroppen, der er
syg, men ”sjælen”, der ”har
fået, skrammer og sår” - og
digtet slutter resignationspræget: ”man bliver ikke
tilbudt noget terapi / næh
tvangs medicin er Dansk
psykiatri”.
Ja, sådan lyder poesiens
historie i Outsiderens regi.
Digtene er mentalhistorie
Bag hvert ord står et menneske, der har lært psykiatrien at kende på den direkte måde. ved at være
skizofren. Eller psykotisk. Depressiv. Manisk.
paranoid. Befinde sig der, hvor livet kan være en
daglig kamp, og det vigtigste er at tro på, at det hele
nytter.
I Danmark udkommer en masse udmærkede tidsskrifter, der taler på vegne af den ene eller anden minoritetsgruppe. De har det til fælles, at de
stort set skrives af mennesker, der ikke har prøvet
tilstanden på egen krop.
Ikke et ondt ord om det. Men på outsideren har vi
altså valgt at gøre det på en anden måde. At være
totalt uafhængige af politiske og økonomiske
interesser. At lade erfaringerne sidde ved tasterne.
Er det naivt? Eller kan det bruges til noget?
Døm selv. Læs os.
6 numre for kun 195 kroner
– abonnér nu!
Brug
girokortet
Overførsel fra kontonummer
8
Indbetaler
GIRO
INDBETALING
7
Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse
16 67 22 46
Outsideren
Bragesgade 10, 1. sal
2200 København N
Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.
■ Privatabonnement, seks numre:
195,- kr.
■ Institutionsabonnement, seks numre:
375,- kr.
Øre
.
.
,
Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt
+01<
+16672246<
16 67 22 46
Outsideren
Bragesgade 10, 1. sal
2200 København N
Underskrift ved overførsel fra egen konto
Post Danmarks kvittering
Betalingsdato
Gebyr for indbetaling betales kontant
Kroner
Ønskes mere end et eksemplar,
kontakt os på: abonnement@outsideren.dk
Kroner
KVITTERING
Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et
posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk,
der er bevis for, hvilket beløb De har betalt.
Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse
Dag
Måned
eller
År
Betales nu
Sæt X
4030S 2009.05 DB 759-26654
.
.
Øre
,
Fejl og Fadæser
1
2
3
Af redaktionen
I sidste nummers tillæg Big Brother for Paranoide skrev vi bl.a: ”Det var den nat, de somaliske
pirater kom ombord og ville spille rommy, så det var til at græde over”. Den formulering er
uheldig, fordi den antyder at Shakira, en af hovedpersonerne i tillægget, skulle have været nervøs for at spille rommy med piraterne. Hun har bedt os gøre opmærksom på, at det ikke var tilfældet,
da hun kan slå hvem som helst i rommy.
En læser har endvidere klaget over decemberudgavens opskrift på fredsdue til julemiddagen,
hvor vi anbefalede denne fremgangsmåde: ”Kvæl duen, skyl og tør den. Gnid den udvendigt
med salt og peber”. Læseren gør opmærksom på, at duen også skal plukkes, før den kommes i
gryden. Vi bøjer hovedet og beklager.
Og endeligt kom vi i sidste nummers gennemgang af fejl og fadæser til at påstå, at vi ikke
havde bragt en eneste faktuel fejl i forrige nummer. Det var forkert. I en præsentation af vores
økonomiske ekspert, cand. polit og nationaløkonom Boye Haure, skrev vi, at han ”tidligere
var i besiddelse af en betragtelig formue”. Boye har indtrængende bedt os rette dette til ”tidligere har
administreret en betragtelig formue.”.
Deltagerne i Big Brother for Paranoide. Til venstre Shakira,
som kan slå hvem som helst i rommy. Foto: karolina Zapolska
38
I'M
BAck
vores salgschef holder sengen på
afstand og rapporterer fra en lyntur til
århus i januars kulde.
Salgschefen med mikrofon. Foto: Jette Nielsen
Af Anne Marie Rafferty
K
ære alle. Jeg er tilbage i København, det er
mandag morgen og jeg vil helst blive liggende i
min seng hele dagen, men I skal lige have et kort
referat fra besøg i det jyske. Det starter godt – i gåseøjne
– hjulet på min trækvogn, der er fyldt op med numre af
Outsideren, falder af på vej til hovedbanen. Jeg sparker
det irriteret på plads, tænker; åh nej, skal jeg virkeligt
bokse med det hele turen.
Ankommer til Århus banegård og første destination, som
er Gallo – et galehus af imponerende størrelse med bl.a forlag og cafe. Her er de begejstrede og imødekommende og
byder tilmed på gratis kaffe. Så af sted igen, ud i det kolde
vejr. Det må have været den koldeste vinterdag eller også
har jeg taget det forkerte overtøj på, for blæsten piver lige
igennem min falske pels. Æv, skulle have taget skijakken på,
men hvad gør man ikke for at se repræsentant ud?
En to tre, så havde jeg været forbi Psyk Info huset (det
er en hel opgang med aktiviteter, såsom et cafeteria, et
jobcenter, SIND for pårørende og andre kontorer med tilknytning til psykiatrien, altså et oplagt sted at score abonnenter) og derefter på et af Røde Kors` væresteder og nu på
vej til Rejse Caféen. Jeg var ved at være lidt sulten, kan jeg
huske, men det var okay, jeg havde jo købt en god havregryns-cookie tidligere og jeg kørte på den sidste energi
derfra. UPS, måske ikke det sundeste, men jeg vidste at jeg
havde et æble et sted og så selvfølgelig min uundværlige
medbragte vandflaske. Rejse Cafeen er en spændende cafe
for psykiske sårbare, hvor man har mulighed for at arbejde
eller bare komme og være med til møderne hvor der planlægges forskellige rejser rundt i hele verden, som man kan
være en del af. Også her blev jeg taget godt imod, og der er
chancer for endnu et abonnement.
Sidst, men ikke mindst, var jeg på Skiftesporet, et værested for førtidspensionister, hvor de var meget spørgende
og interesserede i at høre alt muligt om vores tidsskrift. Vi
havde en god dialog og jeg blev tanket op med sodavand
og kaffe og denne venlige kommentar: ”Næ - du ser da for
ung ud til at have børn i den alder!” Så man kunne jo ikke
andet end at gå derfra med et smil på læben. Alt i alt var
jeg en håndfuld timer i Århus og besøgte 5-6 steder. Det
var med fuld skrue hele vejen - jeg kom, jeg gik og nu er
jeg tilbage. Og det gik fremragende, når jeg selv skal sige
det – heldigvis, ordet må gerne spredes videre!
Støtte- og kontaktCentret
Et tilbud til sindslidende i København
- gratis og anonymt
Døgnrådgivning
Åben for telefonisk kontakt døgnet rundt alle årets dage.
Personlig henvendelse kan foretages direkte fra gaden mellem 8
- 22 på hverdage og mellem 17 - 22 på søn- og helligdage ellers
efter aftale.
Vi tilbyder almen menneskelig og juridisk rådgivning samt
mail-rådgivning på netraadgivning@skc.dk
Café 24
Åben alle årets dage, hverdage mellem 14 - 22, søn- og
helligdage mellem 10 - 22. Se dagens menu på www.skc.dk
Støttekontaktpersonerne (skp’erne) giver støtte til at få
hverdagen til at fungere.
Linnésgade 24, 2
1361 København K
Telefon: 33 14 98 41
Mail:skc@sof.kk.dk
Web: www.skc.dk
39
B
OUTSIDEREN
Bragesgade 10, 1.
DK-2200 København N
www.outsideren.dk
Email: redaktion@outsideren.dk
Nogle gange vil
man bare gerne
gi' et kram.