1. No category

UDGIVET AF DANSK POLARCENTER | NR. 1/2008 |
Polarfronten
tema: Global opvarmning på vippen? | s. 4
I nordboernes fodspor | s. 16
Meteoritjagt på Sydpolen | s. 18
|INDHOLD|
TEMA
Global opvarmning på vippen? | 04
Klimatvist | 06
Global opvarmning: tro eller videnskab| 08
Det kosmiske fingeraftryk | 10
Videnskab.dk | 14
I nordboernes fodspor | 16
Meteoritjagt på Sydpolen | 18
Ti års overvågning | 20
Oliejagt i Nord | 23
Gletsjer i mistbænk | 24
Dansk Polarcenter er et center i
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
og har til opgave at fremme og
formidle dansk polarforskning.
Polarfronten udgives af:
Dansk Polarcenter
Strandgade 102
1401 København K
Tlf.: 32 88 01 00
Fax: 32 88 01 01
polarfronten@fi.dk
www.dpc.dk
Udkommer fire gange årligt
Oplag: 3500
Deadline for bidrag til næste
nr. 15. maj 2008.
Abonnement kan tegnes
vederlagsfrit gennem
Dansk Polarcenter.
Redaktionen:
Peter Sloth,
ansv. redaktør
Jane Benarroch, redaktør, DJ
Poul-Erik Philbert, DJ
Irene Seiten, DJ
Uffe Wilken, DJ
Henning Thing
Sidsel Gaustadnes, grafisk design
Forsidefoto: Henning Thing.
Polarstratosfæriske skyer
Produktion og tryk:
Datagraf Auning AS
Artikler i Polarfronten giver
ikke nødvendigvis udtryk for
Dansk Polarcenters holdning.
ISSN: 0907-2322
Eftertryk er tilladt i uddrag
med kildeangivelse
| Polarfronten | NR.1/2008
AF DANS
K POLA
RCENTE
R | NR.
|
4
en? | s.
på vipp
varmning
obal op
16
por | s.
Tema: Gl
ds
fo
s
18
erne
| s.
I nordbo
Sydpolen
jagt på
Meteorit
UDGIVET
AF DANSK
POLARCEN
TER NR. 4
/2007
Polarfronten
Bjørnedyr på rumf
art, s. 4
Golfstrøm i topfo
rm, s. 6
Grønlandshva
lernes eldorado,
s. 30
I kamp mod mik
roberne, s. 8
De fede og de
tynde, s. 10
Er mange bjør
ne flere bjørne?
s. 12
Ny makeup til
Polarfronten
Den opmærksomme læser vil allerede have bemærket det:
Polarfronten har fået ny makeup. Og selvom hun ikke har
slanket sig, holder hun – efter et lidt upåagtet 10-års jubilæum – vægten ganske godt. Det sikrer posttaksterne.
Det er dog ikke kun andre farver og former, vi byder på fra
og med dette nummer. Indholdet har også fået en let ansigtsløftning, der lægger op til en smule mere fordybelse: en lidt
længere artikel i ny og næ; et tema, hvor vi tager aktuelle og
debatterede spørgsmål op; og en spids kommentar, når nogen
har noget på hjerte. Der vil tilmed løbende blive lanceret et
antal nye klummer, der går bagom polarforskningen. Og så
vil vi fremover bringe et særligt udvalgt billede fra de historiske arkiver.
Vi ved, at forskere og andre med interesse for de arktiske
områder er glade for det hurtige overblik, som Polarfronten
giver. Derfor vil vi fortsat bestræbe os på at servere forskningsnyheder, forskningsresultater og andet godt fra polarforskningens område i korte, overskuelige artikler. Det vil
således stadig være bladets journalistiske medarbejdere i
Forsknings- og Innovationsstyrelsen, som har fingrene på
tasterne. Vi vil dog i fremtiden søge at give plads til skrivelystne yngre forskere og studerende i redaktionen.
Interesserede opfordres hermed til at kontakte
Polarfronten på polarfronten@fi.dk.
oceanernes
kolde hjerte
Ud for Nordøstgrønland, oppe i Grønlandshavet nord
for vulkanøen Jan Mayen, gemmer vandmasserne et
femstjernet, men usynligt naturfænomen, som har stor
betydning for os alle, og som burde have ’verdensarv’
-status: dybvandspumpen i Grønlandshavet.
Temperatur, salt og vand er de tre ingredienser, som
- blandet af naturen i det rette forhold - er drivkræfterne
bag ’den termohaline cirkulation’, der er den faglige betegnelse for det globale kompleks af havstrømme. Man kunne
også kalde fænomenet i Grønlandshavet for ’oceanernes
kolde hjerte’. Koldt vand er tungere end varmt vand, og
salt vand er tungere end ferskt vand. Disse enkle fysiske
fakta - i samarbejde med kolde nordlige vinde og varmt,
saltholdigt vand fra Golfstrømmen - skaber tilsammen en
dybvandspumpe af store dimensioner.
Når havvand fryser til is, uddrives saltet til det omgivende vand, der så bliver tungere og synker nedad. Jo
mere salt i vandet, desto lavere frysepunkt. Så når kolde
strømme eller kolde vinde køler havvandet samtidigt
med, at der dannes nyis i havoverfladen, er de bedste
betingelser for en betydelig nedsynkning af tungt (dvs.
salt og koldt) vand mod havbunden til stede. I Grønlandshavet kan dybderne nå helt ned til ca. 4000 m. Når vandet
synker nedad, bliver der naturligvis ikke et hul tilbage ved
havoverfladen. Andet vand presses op nedefra, og relativt
varmt og saltholdigt overfladevand strømmer til sydfra og
indgår i det store verdensomspændende energikredsløb.
Dybvandspumpen i Grønlandshavet er den ene af
fire ’motorer’, som driver dette imponerende system
af havstrømme: kolde bundstrømme og varme overfladestrømme. En anden ’motor’ ligger i Labradorhavet
sydvest for Grønland og to andre ved Antarktis. Det er
meget store vandmængder, som disse motorer pumper
rundt gennem samtlige verdenshave: Dybvandsdannelsen i Nordatlanten alene står for omkring 5.000.000
km3 årligt. Det tager mindst 500 år for 1 m3 koldt dybvand
at komme hele turen rundt gennem oceanerne og tilbage
til Grønlandshavet som varmt overfladevand. Dette
unikke system har i de seneste 12.000 år sørget for en vis
udjævning af temperaturer - og dermed energi – mellem
verdenshavene. Hvis f.eks. dybvandsdannelsen i Grønlandshavet svækkes, kan det få vidtrækkende konsekvenser for den nordgående varme overfladestrøm, vi kalder
Golfstrømmen, og som forsyner vores lille del af verden
med et noget mildere klima end vores geografiske breddegrad egentligt berettiger os til.
Henning thing
Polarfronten | NR.1/2008 | 3
gletsjerspalten
1/2008
nten
o
r
f
r
a
l
o
P
UDGIVET
TEMA I Klimaviden
Hovedparten af verdens
klimaforskere tilslutter
sig efterhånden teorien
om global opvarmning.
Også politikerne hælder i
stigende grad til ideen om,
at den menneskeskabte
udledning af CO2 har sat
nogle klimaændringer i
gang, som på længere
sigt kan få vidtrækkende
konsekvenser for livet på
Jorden. Men de kritiske
røster findes stadigvæk i
forskerverdenen og bidrager
til at holde diskussionen om
klimaforandringerne levende
og nære den videnskabelige
erkendelsesproces. Polarfronten præsenterer på
de næste sider to danske
forskere, som fra hver
deres synsvinkel sætter
spørgsmålstegn ved,
hvor stor en vægt den
menneskeskabte CO2udpumpning har for
klimaudviklingen.
Global opvarmning
Foto:NASA
| Polarfronten | NR.1/2008
på
vippen?
Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden
Foto: Henning Thing
Klimatvist
De globale middeltemperaturer synes de seneste år
at stagnere eller ligefrem at falde. Rokker det ved
den almindelige opfattelse, at vores klode er ramt af
en langsigtet global opvarmning? To danske klimaforskere er stærkt uenige.
Efter en blæsende og regnvåd dansk vinter næsten uden klare, sneglitrende frostdage vil det sikkert overraske mange,
at vores klode samtidig har oplevet en særdeles kold periode
med et kraftigt globalt temperaturfald (se figur).
Ingen vil løfte et øjenbryn over nogle måneders faldende
globale temperaturer, som sagtens kan være et udslag af klimaets naturlige svingninger. Men da professor Ole Humlum,
Oslo Universitet, i januar i en artikel i Morgenavisen
Jyllands-Posten gjorde opmærksom på, at de globale middeltemperaturer ikke er steget det seneste årti, satte det gang i
den danske klimadebat.
Kritik af modellerne
Det var ikke så meget Humlums konstatering af, at de globale temperaturer stagnerer, som skabte røre. Det var først og
fremmest hans kritik af de mange klimamodeller, som forudsiger, at den menneskeskabte udpumpning af CO2 vil
få de globale temperaturer til at stige:
- I 10 år har vi ikke haft nogen stigning i den globale temperatur, selv om der i samme periode har været en kraftig
stigning i mængden af CO2 i atmosfæren. Vi skulle have set
en stigning i temperaturen på 0,2-0,3° Celcius, hvis klimamodellerne var rigtige. Det har vi ikke. Derfor må der være noget galt med modellerne, lød Ole Humlums fanfare i Jyllands-
| Polarfronten | NR.1/2008
Posten. Et udsagn, som kan synes paradoksalt, når vi - som
FN’s Internationale Klimapanel påpeger - siden 1998 har
haft de fem varmeste år, siden målingernes start for små
150 år siden. Men det kan ifølge Humlum kun betyde, at
der enten er en kraftig global opvarmning i gang, eller at vi
passerer et toppunkt for øjeblikket. Selv er han tilbøjelig til
at mene, at det er det sidste, der er tilfældet.
Perioden er for kort
Eigil Kaas, som er professor i meteorologi ved Københavns
Universitet og fortaler for teorien om den menneskeskabte
globale opvarmning, er hverken foruroliget over de stagnerende temperaturer eller over Ole Humlums kritik.
- Jeg forstår egentlig slet ikke diskussionen. For det
grundlæggende ved klimaet er, at det varierer, og vi kan
sagtens have en flerårig periode, hvor temperaturerne falder eller stagnerer, uden at det på nogen måde modbeviser,
at vi er midt i en langsigtet global opvarmning, lyder den
kontante afvisning.
Hvis det kun var CO2-indholdet i atmosfæren, som fik
klimaet til at variere, ville der være tale om en jævnt stigende kurve, som blot afspejlede mængden af CO2. Men
Kaas understreger, at en lang række påvirkninger får klimaet til at opføre sig højst uregelmæssigt. Et par af de faktorer, som de seneste 20 år har påvirket klimaet synligt, er
vulkanen Pinatubos udbrud i 1991, som havde en kølende
effekt, og ikke mindst El Niño-fænomenet i 1997-98, som
midlertidigt fik jordens temperatur til at ryge i vejret. De
seneste måneders afkøling tilskriver Kaas især en igangværende, moderat La Niña, dvs. det modsatte fænomen af
El Niño.
Globale middeltemperaturer 1985-2007
0.8
Mt. Pinatubo afkøling
0.7
0.6
0.5
0.4
El Niño opvarmning
0.3
-0.2
-0.1
0
-0.1
-0.1
Foto: Eigil Kaas
- Hvis vi kunne fjerne alle disse effekter, ville en kort periode på 10 år, som Ole Humlum vælger, være tilstrækkelig
til at sige noget meningsfuldt, forklarer Eigil Kaas. Men det
er imidlertid kun de kraftigste påvirkninger som vulkanudbrud, vejrfænomenet El Niño og solens indflydelse, det er
muligt at isolere i klimaets svingninger. Derfor skal man i
hvert fald op på en 20-30-årig periode, før man kan finde en
generel trend, der ikke er forstyrret af tilfældige klimavariationer.
CO2 ikke dominerende
Ole Humlum og Eigil Kaas er ikke uenige om, at klimaet foretager nogle gevaldige rutschebaneture, og at der er flere faktorer, som spiller ind. Tværtimod er det en vigtig pointe hos
begge. Den grundlæggende uenighed ligger i vurderingen af,
hvor meget det stigende CO2-indhold i atmosfæren påvirker
det globale klima i forhold til andre klimakomponenter.
Ole Humlum lægger vægt på, at temperaturudviklingen
de seneste 10 år ikke passer med klimamodellernes forudsigelser, og at det må være kommet bag mange af de forskere,
som arbejder med at udvikle modeller.
- Konklusionen er, at det stigende CO2-indhold i atmosfæren de seneste år ikke har været dominerende for de globale
temperaturer, og man får let den tanke, at det heller ikke har
været det de foregående 20 år, siger Ole Humlum. - Det betyder, at der er en række andre klimafaktorer, som har spillet
ind, men ikke er beskrevet godt nok i klimamodellerne.
Ole Humlum virker heller ikke overbevist om, at 10 år er
for kort tid til at sætte spørgsmålstegn ved teorien om global
opvarmning. Han spørger retorisk, hvorfor 10 års stigende
globale temperaturer i 1988 var tilstrækkelig til at overbevise
mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen
om den menneskeskabte opvarmning og dermed om nødvendigheden af at nedsætte FN’s Klimapanel, IPCC, når det
ikke gælder i dag.
Han peger også på, at i hvert fald to forudsigelser ikke holder stik. Den ene er, at polerne vil opleve en hurtigere opvarmning end resten af planeten.
1985 1987
1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003 2005 2007
Ole Humlum peger på, at de globale temperaturer de seneste
5-10 år er stagnerende, og at det sætter spørgsmålstegn ved
den CO2-styrede globale opvarmning. Eigil Kaas mener, at en
række fænomener som El Niño i 1997-98 og La Niña denne
vinter påvirker klimaet så meget, at man må have en 20-30 årig
periode, før man kan udlede en generel trend.
- De sidste 15-25 år er polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet hurtigere op end gennemsnittet for
hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op.
Man kan naturligvis ikke have en hypotese, der kun fungerer
ved den ene pol.
Den anden forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren
over Ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to gange
hurtigere op end jordoverfladen nedenunder. Humlum gør
her opmærksom på, at det ikke har været tilfældet, men at
temperaturerne ved jordoverfladen – i direkte modstrid med
hypotesen - er steget mere end højere oppe i troposfæren.
Hvem kender fremtiden
Det kan ikke undre, at de to forskere har nogle meget forskellige bud på, hvordan fremtidens klima vil blive.
Eigil Kaas er overbevist om, at vi vil se en fortsat global opvarmning drevet af et stigende indhold af CO2 i atmosfæren.
Han mener ikke, at de andre komponenter bag klimaændringerne vil kunne ændre dette, medmindre vi bliver udsat for
helt ekstraordinært omfattende vulkanudbrud eller et voldsomt fald i solaktiviteten.
Ole Humlum viger tilbage fra at sige noget om den fremtidige temperaturudvikling:
- Skulle nogen finde på at spørge mig til råds, ville jeg tilråde dem at tage højde for de mulige effekter af en bred vifte
af klimaændringer de næste 25 år: varmere såvel som koldere, fugtigere såvel som tørrere, mere blæsende såvel som det
modsatte. Klimaændring i en eller anden form skal vi nok få.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Ole Humlum, Oslo Universitet, ole.humlum@geo.uio.no
og Eigil Kaas, Københavns Universitet, kaas@gfy.ku.dk
Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden
Global opvarmning:
tro eller videnskab
Professor Ole Humlum fra Oslo Universitet argumenterer i denne kommentar for, at hypotesen om den
menneskeskabte globale opvarmning – bl.a. i lyset af
de seneste 10 års stagnerende globale middeltemperaturer – ikke står for en nærmere efterprøvning.
Siden jeg i Morgenavisen Jyllands-Posten gjorde opmærksom
på, at den globale middeltemperatur de sidste 10 år er stagneret eller direkte faldet, og at det må have negative implikationer for hypotesen om den globale opvarmning, er jeg blevet mødt med bl.a. den kritik, at 10 år er for kort en periode
til at sige noget sikkert om fremtiden.
En af kritikerne har været Eigil Kaas, Københavns Universitet, som mener, at man skal bruge 20-30 år for at få en
troværdig trend. 10 års opvarmning 1978-1988 var i sin tid
nok til at overbevise mange forskere og politikere om rigtigheden af hypotesen om den menneskeskabte opvarmning.
IPCC oprettedes november 1988. Så må 10 år uden opvarmning vel også være nok til at stille spørgsmål hertil? For hvis
20-30 år er påkrævet for at identificere en sikker trend, hvorfor var dette da ikke tilfældet i 1988?
Men jeg er sikker på, at Eigil Kaas og jeg er enige om langt
mere, end vi er uenige om. Hvis ikke effekten af CO2 er særlig
tydelig, er det muligt, at Eigil Kaas har ret i, at vi må vente
20-30 år, inden et klart CO2-signal kan identificeres. Det betyder imidlertid så også, at den udbredte accept af CO2-hypotesen i 1988 efter kun 10 års temperaturstigning var forhastet.
Havde man i stedet ventet 20-30 år, havde man oplevet den
nuværende temperaturstagnation og ville derfor nok være
kommet i tvivl.
Den lange ventetid på det globale temperatursignal er i sig
selv et problem for CO2-hypotesen. En videnskabelig hypotese testes nemlig ved, at hypotesens ophavspersoner anviser
én eller flere forudsigelser om ukendte forhold, der her og nu
kan efterprøves. Hvis ikke forskeren har ret i sin forudsigelse, er hypotesen falsificeret. Så er det tilbage til skrivebordet
for at omformulere hypotesen, så den kommer i overensstemmelse med de nye, kritiske observationer.
Hvis ikke man er i stand til at anvise en måde, hvorpå hypotesen kan testes her og nu, er den ikke videnskabelig interessant, men kan bedre kategoriseres som tro. At tro på eller
| Polarfronten | NR.1/2008
Ole Humlum
Foto: Colin Ballantyne
have tiltro til et bestemt synspunkt er naturligvis helt legalt
og kan ligefrem være beundringsværdigt, men det har ikke
noget med videnskab at gøre. Ingen forsker vil naturligvis
vente 20-30 år på udfaldet af en hypotese om en fjern fremtid.
Nu er det imidlertid så heldigt, at hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning faktisk anviser mindst to
forudsigelser, der kan efterprøves her og nu. En vigtig forudsigelse er, at planetens poler ifølge hypotesen skal varmes
hurtigere op end resten af planetens overflade. En anden
forudsigelse er, at den øvre del af troposfæren (atmosfærens
nedre del) over ækvator i 8-12 kilometers højde varmes ca. to
gange hurtigere op end jordoverfladen nedenunder.
Begge disse testmuligheder falsificerer hypotesen om den
menneskeskabte globale opvarmning. De sidste 15-25 år er
polnære dele af den nordligere halvkugle rigtignok varmet
hurtigere op end gennemsnittet for hele planeten, men samtidig er Antarktis slet ikke varmet op. Man kan naturligvis
ikke have en hypotese, der kun fungerer ved den ene pol.
Heller ikke den forudsagte kraftige opvarmning af troposfærens øvre lag er i overensstemmelse med virkeligheden.
Her har ikke været nogen kraftig opvarmning, og temperaturen ved jordoverfladen er faktisk steget mere, i direkte modstrid med hypotesen.
Så fra et videnskabeligt synspunkt er der ingen tvivl: hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning har ikke
været mulig at verificere i sin nuværende udgave. De sidste
ti år med stagnerende temperatur er bare et enkelt element,
Kilder til klimaændringer
der føjer sig til rækken af forhold, der viser,
at vor forståelse af det globale klima endnu
er ufuldstændig, og at betydningen af CO2
kan være overvurderet.
Dette er på den anden side ikke ensbetydende med, at alt er forkert med vor nuværende opfattelse af det globale klima; kun
at forståelsen er ufuldstændig. Skulle den
nuværende temperaturstagnation imidlertid glide over i et globalt temperaturfald,
vil dette være et øjeblikkeligt dødsstød for
CO2-hypotesen, med mindre der samtidig
foreligger et massivt vulkanudbrud eller
lignende.
Med hensyn til hypotesen om den menneskeskabte globale opvarmning er det
store problem, at sagen ikke længere er
rent videnskabelig, men at mange andre
aktører har investeret prestige og forhåbninger i en bestemt fremtidig temperaturudvikling. Dermed er det naturligvis
ikke attraktivt at underkaste hypotesen
den normale videnskabelige proces med
falsificering og drage konsekvenser heraf.
I politik gælder andre regler end i videnskab, og i princippet er alle synspunkter
ligeværdige og må respekteres. Det gælder
naturligvis også synspunktet om, at de 20
års globale opvarmning 1978-1998 var forårsaget af menneskets forbrænding af fossile brændstoffer. Hvis man mener dette,
er det forståeligt at hævde, at temperaturudviklingen de sidste 10 år ikke betyder
noget, og at man må vente en længere periode for at få klarhed. Politisk set vil man
naturligvis gerne vinde tid i den nuværende situation med stagnerende globale
temperaturer.
Uanset meningsforskelle har alle parter
formodentlig allerede nu indset, at den
globale temperaturudvikling de allernærmeste år bliver afgørende for CO2-hypotesens videre psykologiske og politiske
skæbne. Vi kommer ikke til at vente i hverken 20 eller 30 år.
Den gode nyhed er den, at slutresultatet
med sikkerhed vil give en endnu bedre forståelse af, hvilke faktorer der påvirker det
globale klima og på hvilken måde.
Ole Humlum
De fleste klimaforskere er enige om, at det er et grundlæggende
kendetegn ved klimaet, at det har varieret stærkt gennem historien. Der er derimod ikke altid enighed om, hvilke faktorer der
ligger bag klimaforandringerne. Det er dog muligt lidt forenklet
at opdele klimapåvirkningerne i fire kategorier:
Vulkanudbrud
Store vulkanudbrud kan afkøle Jordens klima i en kortere
periode. De store støvmængder, som hvirvles op i atmosfæren,
bremser Solens opvarmning af Jorden, og vil først efter en tid
miste sin kølende effekt. Pinatubo-udbruddet i 1991 er det seneste vulkanudbrud, som har påvirket klimaet synligt.
Solens påvirkning
Jorden får sin energi fra solen, som derfor spiller en vigtig rolle
i Jordens klima. Dertil kommer, at Solens 11-års cykler måske
mere indirekte kan påvirke klimaet, bl.a. fordi den skruer op og
ned for mængden af kosmisk stråling. Endelig mener mange
forskere, at ændringer i Jordens bane og hældning i forhold til
Solen forklarer istidernes kommen og gåen.
Menneskeskabte påvirkninger
Menneskets aktivitet påvirker klimaet på en lang række områder, bl.a. gennem urbanisering og skovfældning. Den vigtigste
kilde siden industrialiseringens start har været den menneskeskabte udpumpning af CO2 til atmosfæren, som danner grundlaget for den globale opvarmning.
Klimasystemets interne dynamik
Klimasystemet indeholder en lang række dynamikker, som på
kort og lang sigt kan forklare en del af klimaets svingninger.
En væsentlig faktor er havstrømme og interaktionen mellem
atmosfæren og oceanerne. Blandt vigtige faktorer er også feedback fra variationer i vanddampe, som er den vigtigste drivhusgas, og fra variationer i skydækket, som har stor betydning for
den globale energibalance.
Polarfronten | NR.1/2008 | TEMA I Klimaviden
Det kosmiske fingeraftryk
Foto: Bo Tornvig
Solteoretikere mener, at vi kan styre mod en ny lille
istid, som kan få temperaturerne på kloden til at falde kraftigt i løbet af nogle årtier. Det kontroversielle
udsagn har fornyet debatten om solens rolle i klimaudviklingen. Polarfronten har besøgt astrofysikeren Henrik Svensmark, som mener, at den kosmiske
stråling har en afgørende finger med i spillet.
Nu havde vi lige vænnet os til tanken om, at fremtiden vil
byde på global opvarmning med smeltende gletsjere, havvandsstigninger og ustabilt vejr. Og så slår nogle af de videnskabsfolk, som mener, at det er solen, som har den afgørende
betydning for klimaforandringerne, pludselig kontra. De siger, at vi i stedet kan risikere, at vores ophedede klode er på
vej ind i en længerevarende kuldeperiode. En lille istid, som
allerede fra midten af dette årtusinde kan få temperaturerne
til at falde markant.
Den overraskende udmelding kom for nylig fra den russiske forsker Khabibullo Abdusamatov fra Pulkovo-observatoriet i Skt. Petersborg. Og astrofysiker Henrik Svensmark
fra Institut for Rumforskning og –teknologi på DTU, som er
Danmarks førende teoretiker på området, tilslutter sig russerens vurdering.
- Vi har oplevet ni små istider siden den sidste store istid
sluttede for 11.500 år siden, den seneste fra 1300 til 1850. Så
vi kan med stor sikkerhed sige, at det vil ske igen, selvom det
selvfølgelig er svært at sige hvornår. Men det kan meget vel
blive inden for de næste 50-100 år.
Henrik Svensmark henviser til, at Solen i sin seneste 11års-cyklus nåede den højeste magnetiske aktivitet i tusind
år, og hvis den opfører sig, som den plejer, venter der os
snart nogle perioder med lavere solaktivitet. Netop lav so-
10 | Polarfronten | NR.1/2008
laktivitet har ifølge Svensmark været det karakteristiske under de kortere, tilbagevendende kuldeperioder.
Solen regulerer
Solforskerne er dog ikke enige om, hvordan Solen påvirker
klimaet på Jorden. En udbredt holdning er, at det skyldes ændringer i Solens lysstyrke. Men Henrik Svensmark er overbevist om, at det er den kosmiske stråling, der har den afgørende finger med i spillet.
Jorden bliver hele tiden bombarderet af kosmiske stråler,
som hovedsagelig består af energirige brintkerner, der stammer fra universets gigantiske supernova-eksplosioner. Men
før strålerne når igennem til Jordens atmosfære, skal de passere både Solens og Jordens magnetfelt.
Især Solens magnetfelt fungerer som et skjold mod det
kosmiske bombardement. Hvor godt, skjoldet er, afhænger
af, hvor stor den magnetiske aktivitet er på Solens overflade.
Stor aktivitet skaber et stærkt magnetfelt, som frastøder
mange af de kosmiske stråler fra Mælkevejen, inden de når
frem til Jorden. Lav aktivitet lader til gengæld flere stråler
slippe igennem det magnetiske panser.
Dermed bliver Solen i Svensmarks optik reduceret til at
spille en indirekte rolle for den lille istid og andre tilsvarende klimabegivenheder. Den bliver varmemesteren, der
skruer op og ned for mængden af den kosmiske stråling,
som har den direkte og afgørende indflydelse på klimaets
svingninger.
Stråling giver skyer
Den kosmiske stråling efterlader sit visitkort på Jorden i
form af radioaktivt kulstof, og målinger viser, at der er et
sammenfald mellem klimaændringer og ændringer i mængden af kosmisk stråling. Svensmark opstillede på den bag-
-8
Kosmisk stråling
-5
-0.15
Temp
Ændring i kosmi
0.0
-0.30
-2
1
1953
1963
1973
1983
1993
2003
Figur 1
0.15
0.0
-8
Kosmisk stråling
-5
-0.15
-0.30
-2
1
1953
1963
1973
1983
1993
Figur 2
1.0
-10
Temperaturer i troposfæren
0.5
-5
0.0
0
-0.5
-1.0
10
1950
2003
5
Kosmisk stråling
1960
1970
1980
1990
2000
2010
fladetemperaturer, er det vanskeligt at argumentere for, at strålingen og
1.0 Solens aktivitet kan være en væsentlig drivkraft bag de seneste 20-30 års-10
Temperaturer
i troposfæren
globale opvarmning.
Sammenholder
man strålingen med temperaturerne i
0.5 troposfæren som i figur 2, finder man en langt større overensstemmelse. -5
0.0
0
-0.5
5
Temperaturændring
Ændring i kosmisk stråling (%)
Sammenholder man som i figur 1 den kosmiske stråling med de globale over-
grund hypotesen om, at den kosmiske stråling
havde betydKosmisk stråling
ning for Jordens klima, fordi den påvirkede skydækket. Og
-1.0
10
efter en række
eksperimenter
i kælderen
under
Institut
for
1950
1960
1970
1980
1990
2000
2010
Rumforskning og –teknologi kunne Svensmark og hans forskerhold i 2006 sandsynliggøre en fysisk sammenhæng mellem den kosmiske stråling og skydannelsen.
Deres eksperimenter viste, at de ladede, energirige partikler, som trænger helt ned til Jordens overflade, fremmer
produktionen af de såkaldte aerosoler, hvorpå vanddamp kan
fortætte til skyer. Det skaber de lavtliggende skyer, som er
med til at holde planeten kølig, og på den måde påvirker ændringer i den kosmiske stråling Jordens temperaturer.
- Man kan sige, at jeg vender klimadebatten lidt på hovedet, for normalt siger man, at det er klimaet, der skaber skydækket. Men vores idé er, at det er skydækket, der giver klimaet, siger Henrik Svensmark.
Lige netop fysikken bag vanddampe og skydannelse er
et af de felter, som de nuværende klimamodeller ifølge
Svensmark har meget svært ved at beskrive tilfredsstillende.
Svensmark mener også, at den kosmiske stråling kan forklare de seneste 100 års globale opvarmning:
- Den kosmiske stråling er faldet med ca. 15 procent i de
sidste 100 år. Det har betydet, at der nu er færre lave skyer
over Jorden. De lave skyer har en afkølende virkning i atmosfæren, og da der er blevet færre af dem, har vi her antagelig
forklaringen på en del af den opvarmning af Jordens atmosfære på 0,7º C, som er sket i løbet af de sidste 100 år. Et spørgsmål om data
De fleste klimaforskere anerkender, at Solen har haft en
stærk indflydelse på Jordens klima. Nogle anerkender også,
at der kan være en forbindelse mellem kosmisk stråling og
klima. Men grundlæggende vender mange klimaforskere sig
i dag mod, at variationer i solens aktivitet kan forklare den
globale opvarmning, der har fundet sted de seneste ca. 30 år.
De mener, at den historiske forbindelse mellem solen og klimaet er slut.
Sammenholder man udviklingen i kosmisk stråling og globale temperaturer, ser det også ud til, at den kosmiske stråling de seneste 20-30 år har svært ved at forklare opvarmningen (se figur 1.)
Henrik Svensmarks kommentar er, at det er afgørende,
hvilket datasæt man vælger, både for den kosmiske stråling
og for temperaturen. Bruger man i stedet for overfladetemperaturerne data fra målinger fra troposfæren (se figur 2.),
finder man en ganske god overensstemmelse mellem den
kosmiske stråling og klimaet.
Ifølge Svensmark er troposfæremålingerne de mest pålidelige, fordi der er tale om to sæt data fra hhv. satellitmålinger
og radiosondemålinger. Omvendt er overfladetemperaturerne
ikke uden problemer, for selvom man har forsøgt at fjerne den
såkaldte urbaniseringseffekt, antyder undersøgelser, at også
de korrigerede tal overvurderer overfladetemperaturerne.
- Det er vigtigt at forstå, at der faktisk er en stor usikkerhed, og at det ikke er sikkert, at opvarmningen udelukkende
skyldes CO2, eller at alting kan forklares med Solen. Vi prøver
at finde ud af, hvor stort et fingeraftryk, der er fra de forskellige klimakomponenter.
Mens uenighederne og diskussionerne sikkert vil rulle videre, kan svaret være tættere på, end vi forestiller os:
- Måske vil solen selv afgøre den tvist, vi har om klimaet.
Den kosmiske stråling er meget høj for øjeblikket, og inden
for de næste 10-15 år risikerer vi faktisk, at vi går mod en afkøling, slutter Henrik Svensmark.
Poul-Erik Philbert
Kontakt: Henrik Svensmark, DTU, hsv@space.dtu.dk
Polarfronten | NR.1/2008 | 1 1
Temperaturændring
0.30
Ændring i kosmisk stråling (%)
0.45
Globale overfladetemperaturer
Temperaturændring
Ændring i kosmisk stråling (%)
0.60
Nordisk inspiration
Videnskab.dk
Hvordan trives moskusokserne i Vestgrønland?
Stiger eller falder den globale gennemsnitstemperatur? Og hvordan døde Napoleon egentlig? Ny portal
skal give danskerne svar på stort og småt om alskens
videnskabelige gåder.
Norge har én. Sverige har én. Og nu er det langt om længe blevet Danmarks tur til at få én. Forskningsportalen
Videnskab.dk vil fra medio april servere velskrevne videnskabshistorier til alle videbegærlige danskere. Der vil blive
rapporteret fra laboratorier, udgravninger, skrivepulte etcetera. Og superaktuelle nyheder og perspektiverende baggrundshistorier vil veksle med temaer, der går på tværs af
fagområder og forskningsprojekter.
- Videnskab.dk bliver Danmarks nye netmedie med fokus
på dansk, men også international forskning. Et nyhedsmedie,
hvor man hurtigt kan blive opdateret om, hvad der rører sig
nu og her inden for videnskaben. Vores ambition er at blive
forskningens Ritzau, røber Vibeke Hjortlund om det nye initiativ. Hun er chefredaktør for portalen, der bliver et uafhængigt medie med rødder i universitetsverdenen. Foruden hende består redaktionen af fem faste medarbejdere. Herudover
vil freelancere og samarbejdspartnere bidrage med stof i en
lind strøm.
12 | Polarfronten | NR.1/2008
Grunden til portalen blev lagt i 2004, da Videnskabsministeriets tænketank vedrørende forståelse for forskning
anbefalede, at der blev etableret en internetportal med en
samlet indgang til information om forskning i Danmark.
Forbillederne var de allerede eksisterende nordiske søsterportaler – henholdsvis forskning.no og forskning.se – men
også portaler i andre EU-lande som Holland, Tyskland og
Schweiz har givet inspiration.
- Især i Norge har interessen været stor, ikke mindst blandt
de unge. Over 60 procent af de besøgende på forskning.no
er i alderen 15-35 år. Vores primære målgruppe vil være de
15-24-årige, der er i gang med en gymnasial eller måske videregående uddannelse, men vi ønsker samtidig at ramme
bredt, så også journalister, lærere, myndigheder og andre vidensarbejdere kan hente nyttig information her, siger Vibeke
Hjortlund.
Indholdsmæssigt vil Videnskab.dk række fra kultur og
samfund til teknologi og naturvidenskab. Som besøgende vil
man kunne quizze og stille spørgsmål, ligesom der vil blive
åbnet for debatter, blogs og andre interaktive tiltag. Der vil
også være en ’bagside’, som tager nogle af de mere skæve
landvindinger under kærlig behandling.
Polerne på Videnskab.dk
Men ingen national forskningsportal uden polarforskning.
Dansk Polarcenter vil således fra starten levere historier fra
polarforskernes arbejdsmark til Videnskab.dk. Det være sig
aktuelle forskningsnyheder eller mere diskuterende baggrundsartikler, som giver forskellige svar på videnskabelige
spørgsmål.
Chef for Dansk Polarcenter Peter Sloth siger:
- Vi er glade for, at Videnskab.dk nu går i luften. Analyser viser, at mange er interesserede i videnskab, og med Videnskab.
dk får vi nu ét sted, der samler de aktuelle og spændende videnskabshistorier. Vi glæder os derfor til at bidrage til den formidling, der vedrører forskning i de polare egne.
Videnskab.dk er ledet af en styregruppe, der er sammensat af forskere og repræsentanter for Det Strategiske
Forskningsråd, Det Frie Forskningsråd, Forsknings- og
Innovationsstyrelsen samt Kulturministeriet.
Jane Benarroch
Kontakt: Vibeke Hjortlund, vh@videnskab.dk
- Videnskab.dk bliver Danmarks nye
netmedie med fokus på dansk og
international forskning.
Fra arkivet:
Himmelspjæt i Alaska
Skinddans var det halsbrækkende
indslag, da Knud Rasmussen lagde
vejen forbi hvalfangerfest
i Alaska i 1924.
Da Knud Rasmussen & co. under 5.
Thule-ekspedition nåede Icy Cape på
Alaskas nordkyst i juni 1924, kom de lige
i rette tid til den store hvalfest. Gæster
fra nabopladserne var allerede ankommet for at fejre, at hvalsæsonen var vel
afsluttet. Ud over at være et kæmpe
madgilde bestod festen af sang og dans
– og så af den halsbrækkende leg ’himmelspjæt’ også kaldet skinddans.
Deltagere i alle aldre slyngedes højt
op i luften fra to sammensyede hvalrosskind, der var blevet forsynet med så
mange håndtag som muligt hele vejen
rundt. Det gjaldt om at holde den oprejste stilling i luften for at lande let og elegant på benene igen – eller være sikker
på at blive mødt med buh’en og tilråb af
den feststemte og festklædte forsamling.
Ikke så sjældent skete det, at en danser
landede uden for skindet og pådrog sig
et forstuvet eller brækket ben.
5. Thule-ekspedition var Knud Rasmussens størst anlagte ekspedition og
opfyldelsen af hans drøm om at besøge
samtlige inuit-grupper fra Grønland til
Stillehavet via nordkysten af Canada og
Alaska. Det videnskabelige materiale
indsamlet af deltagerne i ekspeditionen
var betragteligt og enestående, og efter
hjemkomsten blev Knud Rasmussen
æresdoktor ved Københavns Universitet.
Fotografen bag dette billede er filmfotografen Leo Hansen, som deltog i den
overvejende del af 5. Thule-ekspedition.
En stor del af hans og andre af deltagernes billeder fra ekspeditionen ligger i
Arktisk Instituts fotosamling og kan ses
på www.arktiskebilleder.dk.
Kirsten Klüver
Foto: Leo Hansen, Arktisk Institut
Deltagere i alle aldre slyngedes højt op i luften
fra to sammensyede hvalrosskind, der var
blevet forsynet med så mange håndtag som
muligt hele vejen rundt.
Polarfronten | NR.1/2008 | 13
Nordboarkæologi
fodspor
I nordboernes
Lokaliteten Ø171 i det centrale Vatnahverfi med moderne
fåreholdergård og marker. De røde plamager viser beliggenheden
af de norrøne ruiner på samme sted.
Naturvidenskabelige metoder
løfter nye slør for nordboernes
liv i Middelalderens Grønland.
Arkæologer fra Nationalmuseet
er atter i felten for at indsamle
materiale.
Spørgsmålet om nordboernes bratte
exit fra Grønland har optaget historikerne, siden Hans Egede som den første i 1721 kastede et blik på ruinerne
i Østerbygden. Mange arkæologiske
ekspeditioner har i årenes løb gravet i,
hvordan den norrøne befolkning levede
i det relativt frodige Sydvestgrønland.
Hvordan indrettede de sig? Og hvorfor
forlod de til sidst deres gårde og forsvandt fra området for altid?
De seneste tre somre har et hold
arkæologer fra Nationalmuseet gennemført nye rekognosceringer og
14 | Polarfronten | NR.1/2008
udgravninger i det myteomspændte
område. Denne gang i Vatnahverfi,
ikke langt fra Erik den Rødes gamle boplads Brattahlid i Østerbygden. Ifølge
Landnámabók var det blandt andet i
Vatnahverfi, at de første nordboer slog
sig ned tilbage i 900-tallet. Og århundreders udgravninger har vist, at området
var intenst udnyttet og tæt bebygget.
- Vatnahverfi er en typisk nordbobebyggelse og derfor en vigtig kilde
til nordboernes liv i Grønland. Mange
års forskning har ganske vist givet os
rimelig god indsigt i deres gøren og laden, men vi vil meget gerne blive klogere på, hvordan de udnyttede naturen,
vi stadig komme det nærmere, fortæller seniorforsker Jette Arneborg, der
står i spidsen for museets Vatnahverfiprojekt. Et IPY-projekt, som indgår i
konsortiet Human Ecodynamics in the
Norse North Atlantic, der rummer en lang
række arkæologiske projekter på tværs
af Nordatlanten.
- I projektet forsøger vi at samle
trådene og trække store linjer op. Så
vi samarbejder med både antropologer, klimaforskere og zoo-arkæologer
fra forskellige lande, fortsætter Jette
Arneborg.
hvordan de påvirkede lokalområderne,
samt selvfølgelig hvordan de reagerede
på de klimaforandringer, der indtraf
umiddelbart forud for deres forsvinden.
Selvom vi er kommet tættere på en forklaring på, hvorfor de udvandrede, kan
Det er især forne tiders bebyggelser
samt folde og græsningsarealer, der har
arkæologernes opmærksomhed i disse
år. Resterne af ikke færre end 94 gårde
ligger spredt i området, og de er netop
blevet registreret og gransket på ny.
Mobile bønder
Moderne Islænder ved en halvcirkulær
fold ved Ø76 i det centrale Vatnahverfi.
Desuden er der blevet indsamlet skeletter, som har ligget begravet på nordboernes kirkegårde. Og så sent som
i sommer har arkæologerne gravet i
køkkenmøddingerne for at få et klarere
billede af nordboernes husholdning og
subsistensvilkår.
- Vi har allerede fået lavet nogle
knogleanalyser, der kan fortælle os
hvilken kost, der har været mest almindelig. De fortæller indirekte noget
om, hvordan økonomien har været.
Lige i øjeblikket venter vi på datering af
materiale fra sidste sommers udgravninger, som meget gerne skulle vise,
hvad folk har spist hvornår. Billedet
tegner til, at landbruget var i højsædet
i begyndelsen af perioden. Som tiden
gik, blev de mere og mere afhængige
af den marine kost, hvilket interessant
nok skete i takt med, at der dukkede
flere sæler op på grund af forandringer
i klimaet. Der er dog et mønster i, at
de rige på de store gårde havde kvæg,
mens de fattige ikke havde. Så man har
næppe frivilligt droppet kødet til fordel
for sæl og fisk, siger Jette Arneborg.
De mange nye naturvidenskabelige
analysemetoder har gjort arkæologerne mere fortrøstningsfulde end
nogensinde, når de stikker spaden i
jorden. Eksempelvis forventes analyser
af humant skeletmateriale at give et
klarere billede af kronologien i befolkningens levevilkår, herunder hvordan
de tilpassede dig sig de klimatiske og
landskabsmæssige forandringer over
tid. Og analyser har allerede godtgjort,
at der sker et fald i levealder og gennemsnitshøjde i løbet af det halve årtusinde, bosættelsen varer. Indsamlede
knogler fra kirkegårde har desuden
gjort det muligt at give et bud på, hvor
mange mennesker, der levede i Vest- og
Østerbygden i perioden fra cirka 900 til
1400.
- Der har måske boet maksimum
3000 mennesker i hele området. Og vel
omkring 12-15 mennesker på en gård,
hvilket er lige på grænsen af, hvad en
kultur kan bære for at kunne oprethol-
des. Alle gårdene har heller ikke været
beboet samtidig, så vi interesserer os
for, hvornår de har været brugt til hvad.
Formentlig har folk været temmelig
mobile og har benyttet flere gårde samtidig, fortæller studerende i forhistorisk arkæologi Christian Koch Madsen,
der har arbejdet med Vatnahverfi siden
2005 og især interesserer sig for fåreog gedehold.
Får og en enkelt ko
Vatnahverfi, der på islandsk betyder
’landet med de mange hundrede elve’,
ligger mellem de to dybe fjorde Igaliku
Fjord og Lichtenau Fjord. Kuperet terræn og god vegetation gennemskåret af
søer og elve karakteriserer landskabet,
der siden 1915 er blevet benyttet af moderne fåreavlere. Og måske ikke overraskende ligger fåreholdergårdene i dag
på steder, hvor man også fandt dem i
Middelalderen. Det har givet ny vind i
sejlene for arkæologien, fordi græssende får har ’åbnet’ landskabet og gjort
det muligt at lokalisere hidtil oversete
ruiner på gammelkendte lokaliteter.
- Det at vandre gennem landskabet,
som vi gjorde sidste sommer, gav os en
helt ny forståelse af de forskellige gårdanlæg og den norrøne infrastruktur. Vi
har for eksempel kunnet konkludere,
at selv de mest afsidesliggende gårde
ikke ligger mere isoleret, end at de er
forbundet med gunstige ruter til de andre gårde, lyder det videre fra Christian
Koch Madsen.
Hvad angår fårefolde tegner der sig
et meget klart mønster, som minder
om det fortidige. Foldene, der som regel
er opbygget af sten, findes i forskellige
typer, der ligger dels tæt på gårdene og
bruges i forbindelse med malkning, dels
længere væk og som sådan fungerer
som samlingsfolde. Hvilke dyr, der har
gået i foldene, sladrer køkkenmøddingerne om, nemlig får, geder, køer og heste. Ja sågar svin i starten af perioden:
- Eksempelvis har tandslid på henholdsvis får og geder vist, at man formentlig ikke har holdt dem på sammen
Fotos: Christian Koch Madsen
måde. Fårene har om vinteren været i
stald, mens gederne formentlig rendte
ude i fjeldene. De fleste dyr er enten
døde som meget unge eller gamle, hvilket tyder på, at de overvejende er blevet brugt i såkaldt sekundær produktion, dvs. til at levere uld og mælk til
smør og ost. Andre dyr blev slagtet for
deres kød efter behov, siger Christian
Koch Madsen. Og Jette Arneborg supplerer:
- Selvom det ikke har været særlig
rentabelt at holde køer, har selv den
mindste gård haft en enkelt ko. Selv i
den periode, hvor 80 procent af kosten
var marin, var samfundet struktureret
som en landbrugskultur. Man har simpelthen videreført den samfundsform,
man bragte med sig, da man indvandrede fra Norden i 900-tallet. Vi ser det
også i de meget moderigtige dragter,
som de bar gennem hele perioden, og
det handler ene og alene om at fastholde en kulturel identitet.
Men er Vatnahverfi-projektet så
kommet nærmere en forklaring på,
hvorfor nordboerne udvandrede?
- Vi mener, at forklaringen skal søges i en kombination af klima og samfundsmæssige forandringer i verden
omkring. Handel med Europa var helt
afgørende for, at nordboerne kunne
opretholde en tilværelse i det arktiske,
så den da den ebbede ud som følge af
den stadigt mere begrænsede besejling
til området i 1400-tallet, blev det begyndelsen til enden. Også det barskere
klima var med til at gøre livet på de
nordlige breddegrader så surt, at man
søgte tilbage til Europa, slutter Jette
Arneborg.
Jane Benarroch
Kontakt: Jette Arneborg, Nationalmuseet,
jette.arneborg@natmus.dk og Christian
Koch Madsen, ckmadsen@gmail.com
Polarfronten | NR.1/2008 | 15
KORTnYt
Blyforurening i Mestersvig
En ny rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser dokumenterer, at minedrift ved Mestersvig har forårsaget en betydelig forurening med bly og zink på landjorden i Tunnelelv og i
Kong Oscars Fjord. De betydeligste forureningskilder er såkaldte ”tailings” - restproduktet fra oparbejdning af malmen - og spild af koncentrater. Miljøet omkring minen ved
Mestersvig er blevet undersøgt med mellemrum siden 1979. Både bly- og zinkværdierne
har siden da været faldende i de undersøgte medier: sedimenter, brunalger og fisk. Kong
Oscars Fjord må dog forventes at være påvirket af tungmetalforurening mange år ud i
fremtiden.
Pris til ePICa
Det europæiske iskerneprojekt i Antarktis, EPICA, er en af årets vindere af EU’s Descartes-forskningspriser. Projektet, der har dansk deltagelse af forskergruppen på Center
for Is og Klima under ledelse af Dorthe Dahl-Jensen, har til formål at kortlægge klimaændringer op gennem historien. Foreløbig er det lykkedes at rekonstruere dele af klimahistorien ud fra to dybe iskerner, der rækker 800.000 år tilbage i tiden. Iskernerne viser
også, at der ikke de seneste 650.000 år har været så høj en koncentration af drivhusgasser som i dag. Prisen blev uddelt den 12. marts i Bruxelles.
erik W. Born:
Grønlands hvide bjørne.
Ilinniusiorfik, 008.
1 sider, illustreret.
Isbjørnen er et arktisk ikon. Den optræder
i Grønlands rigsvåben, på mønter, i logoer af enhver art. Denne bog giver et indblik
i, hvordan isbjørnen har det i især Grønland
– og hvordan det vil gå den i fremtiden. Den
kommer rundt om både dyrets biologi og
faktorer, som det er særlig følsomt over for:
jagt, klimaændringer og forurening. Findes
også på engelsk og grønlandsk.
rensdyr til tælling
I foråret 2008 løber en række større rensdyrundersøgelser af stabelen i Akia og
Maniitsoq i Grønland. Forskere og studerende fra Grønlands Naturinstitut vil undersøge
rensdyrenes alders- og kønssammensætning samt kigge på dyrenes kropskondition,
herunder kropsstørrelse, fedtdepoter, sygdomsforekomst, tilstedeværelsen af parasitter og miljøfremmede stoffer i dyrenes væv. Desuden vil kælvningsområder, der krydses
af højspændingsmaster i forbindelse med et vandkraftværk i området, blive kortlagt.
Formålet med undersøgelserne - der er en del af det internationale projekt CARMA, som
undersøger rensdyrenes vilkår under klimaforandringer - er overordnet at få et overblik
over udviklingen i bestandene.
16 | Polarfronten | NR.1/2008
I 2007 fuldførte 458 deres
uddannelser i Grønland.
160 kubikkilometer is! Det forsvinder der hvert år fra de sydøstgrønlandske gletsjere.
flere afslutter uddannelse
De senere års fald i antallet af fuldførte uddannelsesforløb er vendt
i 2007, meddeler Grønlands Statistik. Antallet af fuldførte uddannelsesforløb var på 458 i 2007, hvilket er det højeste siden 2005,
hvor kun 413 uddannelsesforløb blev afsluttet. Stigningen er størst
inden for de kortere, videregående uddannelser, hvor hele 28 procent
flere studerende færdiggjorde deres uddannelser i 2007 sammenlignet med i 2006. For de faglige grunduddannelser lød stigningen på 10
procent i samme periode.
Vokseværk i 4000 år
Igennem 4000 år er den sydgrønlandske indlandsis rykket fremad. I
løbet af de seneste 100 år er isen i randområderne imidlertid begyndt
at smelte som følge af stigende temperaturer. I disse år forsvinder
der således hvert år 160 kubikkilometer is alene fra gletsjerne i
Sydgrønland, hvilket svarer til 70 procent af Indlandsisens samlede
massetab. Målingerne er foretaget af forskere ved Danmarks Rumcenter og University of Colorado ved hjælp af avanceret GPS-udstyr
opsat på fjeldet langs Indlandsisens rand.
Bøger
tidsskriftet Grønland.
nr. -6, december 00.
Det grønlandske selskab.
Lidt om samfund, lidt om turisme – og en hel masse polarhistorie. Med ny redaktør ved roret byder Tidsskriftet
Grønland denne gang på artikler om bl.a. tyskernes
grønlandsplaner under 2. Verdenskrig, den oprindelige
identitets rolle i Grønland, Knud Rasmussens besøg i
Tjukotka i 1924 og Angmassaliks opdagelse i forbindelse
med Konebådsekspeditionen 1883-85.
lars anker-Møller:
fangerne i ammassalik – Østgrønland, 00,
6 sider.
Den danske erhvervsfanger Lars Anker-Møller i Østgrønland beskriver i sin bog de østgrønlandske fangeres liv
gennem et helt år. Bogen er fuld af smukke billeder, som
viser dagligdagen med fangstmetoder og traditioner, som
stadig bliver anvendt.
Henrik Svensmark og nigel Calder:
Klima og kosmos.
en ny teori om global opvarmning.
oversat af Jan teuber.
4 sider, hæftet, illustreret.
Den kosmiske stråling, der stammer fra supernovaeksplosioner langt borte i galaksen, synes at have en betydelig
indvirkning på dannelsen af skyer i Jordens atmosfære
- og dermed også på klodens klima. Det er hovedtesen i
denne nye populærvidenskabelige og heftigt debatterede
bog forfattet af seniorforsker ved Danmarks Rumcenter
Henrik Svensmark og den britiske videnskabsskribent
Nigel Calder. Teserne er funderet i eksperimenter, der indikerer, at de kosmiske stråler fremmer dannelsen af lave
skyer, som har en kølende effekt på Jordens overflade.
Polarfronten | NR.1/2008 | 1
Foto: Leslie Bleamaster
Meteoritjagt
på Sydpolen
Antarktis er et skatkammer af
sten fra rummet. Den danske geolog Marie Keiding har været på
meteoritjagt sammen med et
amerikansk eftersøgningshold.
Gennem mere end 30 år har Antarktis
været skueplads for en usædvanlig årlig jagt omkring juletid. Jagten på meteoritter.
Det var forskere fra Japanese Antarctic Research Expedition, der i 1969
som de første indså, at der er særlige
mekanismer i de antarktiske gletsjere,
som gør, at meteoritter efterlades på
isens overflade - lige til at samle op.
Siden midten af 1970’erne har et japansk og amerikansk forskningsprojekt gennemført jævnlige eftersøgninger. Det har ført til en imponerende
samling på over 30.000 eksemplarer,
hvilket svarer til 85 procent af verdens
indsamlede meteoritter.
Antarktis synes at være en noget
nær uudtømmelig ressource af disse
himmelsten, der kan fortælle om vort
solsystems oprindelse. Fordelen er
endvidere, at man her finder et bredt
18 | Polarfronten | NR.1/2008
udsnit af alle de typer af meteoritter,
henholdsvis sten- og jernmeteoritter,
der falder på Jorden.
Det er en ganske bekostelig affære
at udføre forskning i Antarktis. Ikke
desto mindre har National Science
Foundation og delvis NASA finansieret
det amerikanske program ANSMET
(Antarctic Search for Meteorites) i
mere end 30 år. At man er villig til at
ofre så mange penge på meteoriteftersøgning skyldes, at man via disse små
fragmenter får viden om vore naboplaneter, Månen, og vor egen Jords indre
opbygning og oprindelse. De fleste meteoritter har bevaret sammensætningen fra det allertidligste solsystem, og
det var faktisk meteoritterne, som for
snart 50 år siden gav den første pålidelige aldersbestemmelse af Jorden på
4550 millioner år.
Gennem nåleøjet
ANSMETs meteoriteftersøgning foregår hvert år i december-januar, hvor
vejret efter antarktiske forhold er mest
velegnet til feltarbejde med 24 timers
dagslys og temperaturer på minus
10-20 grader. Meteoritindsamlerne er
forskere eller studerende, typisk inden for planetfysik, og nøje udvalgt af
programmets leder Ralph Harvey. Folk
står på venteliste i årevis for at komme
med. Ikke desto mindre har den unge
danske geolog Marie Keiding nu for anden gang været blandt de otte forskere,
der blev udvalgt til eftersøgningsholdet.
Marie Keiding er til daglig ph.d.
studerende i geofysik ved Islands
Universitet. Hun forklarer selv, at det
var gode anbefalinger og felterfaring
fra Grønland, som sikrede hende en
plads på holdet. For hende er det en
enestående chance for at komme til
et sted, som er de færreste forundt, og
det generer hende ikke spor at tilbringe syv uger i en primitiv teltlejr på det
Østantarktiske plateau.
- Meteoritjagten er klart det bedste ved at være af sted. Det er utroligt spændende at finde noget som er
usædvanligt, måske en sten fra Månen
eller Mars, eller en helt ukendt art. Når
en af deltagerne har fundet en meteorit, samles alle for at deltage i indsamlingen. Det tager egentligt ikke mere
end tre personer at indsamle stenen,
- Meteoritjagten er
klart det bedste ved
at være af sted. Det
er utroligt spændende
at finde noget som er
usædvanligt, måske
en sten fra Månen
eller Mars, eller en helt
ukendt art.
Foto: Antarctic Search for Meteorites Program.
men alle vil se, hvad der er fundet, fortæller Marie Keiding.
Selv om indsamlerne er fagfolk, får
alle et kursus i at identificere meteoritter, inden de sendes i felten. Marie
Keiding forsikrer om, at man hurtigt får
erfaring med at skelne dem fra andre
sten:
- Det, som karakteriserer dem, er, at
de næsten altid har en smelteskorpe.
Meteoritterne brænder overfladen under deres fald gennem atmosfæren, og
det giver dem en karakteristisk skinnende sort overflade, som vi ikke finder andre steder. Derudover kigger vi
i stenene efter kondruler, som er små
dråbeformede legemer af krystalliseret
materiale fra Solsystemets allertidligste historie.
Klapjagt på isen
Selve eftersøgningsmetoden har ikke
ændret sig meget med tiden. Deltagerne
stiller op på linje med 30 meters afstand og kører med snescootere i parallelle baner. Kun i områder med en høj
koncentration af sten fra Jorden foregår
eftersøgning til fods. Man holder sig til
sin egen bane, og det er strengt forbudt
at ‘stjæle’ hinandens meteoritter, fortæller Marie Keiding med et smil.
Der er dog ingen af indsamlerne, som
får lov at tage meteoritter med hjem.
Alle fundne eksemplarer er fuldt ud tilegnet forskningen.
- Det er netop en af styrkerne ved
ANSMET-programmet, siger Marie
Keiding. - Og en af årsagerne til at det
har kunnet få økonomisk støtte gennem alle disse år. De fleste indsamlere
er selv forskere, og for os er det ikke
svært at forstå, at vores arbejde får uendeligt meget mere værdi, når meteoritterne bliver anvendt i forskningen frem
for at indgå i private samlinger.
Når en meteorit er fundet, får den et
nummer. Den fotograferes in situ, og
dens størrelse og type noteres. Stenen
tages op med en steril tang og lægges i
en plasticpose, som forsegles grundigt
med tape. Placeringen registreres med
GPS.
Under indsamlingen forsøger deltagerne at undgå al kontakt med meteoritterne for ikke at ’forurene’ dem med
menneskelige bakterier m.v. Det sker
dog, at en meteorit bliver kørt over af
en snescooter, eller at det drypper fra
næsen, og det bliver i givet fald noteret ned. Alle meteoritter bliver ved
feltsæsonens afslutning pakket i kasser med hængelåse og sendt til NASAs
rumcenter i Houston, Texas. Her bliver
de undersøgt, beskrevet og efterfølgende publiceret i Antarctic Meteorite
Newsletter.
Det særlige ved ANSMET-programmet
er, at når meteoritterne er offentliggjort
i nyhedsbrevet, kan forskere henvende
sig og uden omkostninger få udleveret
et stykke til deres forskning. ANSMET2007/2008- holdet – og danske Marie
Keiding - har sørget for, at der nu er
yderligere 711 meteoritter at udforske.
Gabrielle Stockmann
Kontakt: Marie Keiding,
University of Iceland, marie@hi.is
Polarfronten | NR.1/2008 | 19
Monitering
Ti års overvågning
Ny bog præsenterer de første ti
års forskningsresultater ved
Forskningsstation Zackenberg
i Nordøstgrønland.
Klimaet er en af naturens mest fundamentale drivkræfter. Det har da også
længe været kendt, at selv korte og
forbigående forandringer i klimaet
mellem atmosfæren og tundraen, der
er vigtig for at forstå klimaforandringernes indflydelse på miljøet.
Resultaterne af de første ti års anstrengelser ved stationen ser nu dagens lys i form af bogen High-Arctic
Ecosystem Dynamics in a Changing
Climate - Ten years of monitoring and research at Zackenberg Research Station,
Northeast Greenland. Ikke bare tegner
og Grønland, siger Morten Rasch, videnskabelig leder af Forskningsstation
Zackenberg, der danner rammen om
den suverænt mest omfattende monitering i Arktis.
- Bogen beskriver de fysiske og biologiske processer i et arktisk økosystem samt vekselvirkningerne imellem
disse. Den vil således fremstå som en
slags lærebog i forståelsen af arktiske
influerer på de fysiske og økologiske
processer, gletsjerafsmeltning, vegetationssammensætning og dyrs og planters trivsel til eksempel.
Præcis hvordan klimaforandringer
påvirker hele økosystemer – og omvendt – har imidlertid været en af videnskabens store gåder. For at knække
den har en lang række danske og udenlandske forskere igennem det seneste
årti valfartet til Forskningsstation
Zackenberg i Nordøstgrønland, hvor
de har holdt et nøje øje med mere end
den et grundigt billede af et sammenhængende højarktisk økosystems
aktuelle tilstand. Det er tilmed første
gang, at det er lykkedes at indsamle
så bred en vifte af informationer, som
kan give et praj om fremtidige miljøforandringer ikke bare i Zackenbergområdet, men i Arktis som helhed.
- Med denne bogs udgivelse er der
er tale om kulminationen på en meget lang proces, som oprindeligt startede med den første nyere ekspedition
til Zackenberg i 1991, men som blev
økosystemer med forskere og universitetsstuderende i hele verden som målgruppe, fortsætter Morten Rasch.
1500 forskellige fysiske og biologiske
forhold i den højarktiske natur. Det
være sig mængden af sne, tøbruddets
komme, moskusoksernes bevægelser
i terrænet samt tidspunktet for planternes blomstring, fuglenes æglægning
og insekternes kulmination. Samt eksempelvis udveksling af drivhusgasserne kultveilte, metan og vanddamp
konkretiseret ved et symposium på
Menstrup Kro i 2006 med deltagelse af
cirka 50 Zackenberg-forskere. Bogen
sammenfatter resultaterne af vores
første ti års arbejde ved Zackenberg,
og den er blevet til som et meget omfattende tværfagligt samarbejde imellem 63 forskere fra seks lande heraf
naturligvis først og fremmest Danmark
Valget faldt på Zackenberg, der ligger
midt mellem den kølige og nedbørsrige
kyst og det tørre og solrige indland nær
Indlandsisen 70 kilometer mod vest.
Her har økosystemerne nemlig mulighed for at ‘bevæge’ sig i spændingsfeltet mellem marint og kontinentalt
klima. Og her finder man stor variation i vegetationstyper med udbredte
20 | Polarfronten | NR.1/2008
Tøbruddet styrer
Den direkte anledning til, at man i
sin tid gik i gang med at lede efter en
egnet lokalitet for et moniteringsprogram, var de allerede målbare klimaforandringer og forventningen om, at
de ville slå særligt igennem i de polare
områder inden for en overskuelig årrække.
Advance
s
High-Arc in Ecological Rese
tic Ecos
ystem Dyn arch Volume 40
amics in
a Changin
list of Conte
g Climate
nts
Complete
Preface
ECOLOG
ICAL
ICS IN A RESEARCH
CHANG
ING
STEM DYNAM
HIGH-A
RCTIC
IN A CH ECOSYSTEM
DY
ANGIN
G CLIMA NAMICS
TE
CLIMA TE
Men hvorfor er det så vigtigt med den
kontinuerlige dataindsamling gennem
på hinanden følgende år? Fordi man
kun på den måde kan finde ud af, hvordan økosystemet reagerer på temperatur, nedbørsmængde, tøbrud osv.
Et eksempel på, at selv små temperaturforandringer kan kaste meget af
sig, er den såkaldte sne-albedo feedback-mekanisme. Store dele af Arktis
er dækket af et relativt tyndt snedække. Stiger temperaturen blot ganske
få grader, vil sneen smelte bort fra en
del af disse områder. Da en snedækket overflade reflekterer 80 procent af
Solens lys, mens en overflade uden sne
kun reflekterer 20 procent af Solens
lys, vil en sådan afsmeltning samtidig
føre til en yderligere opvarmning af
overfladen, som igen kan føre til yderligere snesmeltning, osv.
- Et andet eksempel er, at hvis snedækket i højarktisk Grønland som
forventet forsøges i fremtiden, og der
samtidig opstår flere situationer med
tøvejr om vinteren, vil det sandsynligvis have en negativ indvirkning på
moskusoksebestanden. Dels fordi de
vil have sværere ved at finde føden
under det tykkere snedække, dels fordi
der efter tøvejr kan dannes islag i el-
ADVA
ECOLOGNCES IN
IC
RESEAR AL
CH 40
IN
feedback er nøgleordet
RCTIC ECOSY
kantlyngheder, frodige kær og græsland foruden nøgne grusbanker og
blokmarker samt søer og damme. Hvad
dyrelivet angår, byder det på arter som
lemming, polarræv, moskusokse, snehare og lækat, foruden et væld af fugle,
herunder fjeldrype og snespurv. En
sjælden gang kan man endda opleve
polarulv og isbjørn.
- Hvis der er en enkelt faktor, som
har vist sig at være af afgørende betydning for økosystemerne i Zackenberg,
så er det tidspunktet for is- og snesmeltningen. Det har stor indflydelse
på alt lige fra udvekslingen af kultveilte (CO2) over planternes blomstring,
insekternes fremkomst og fuglenes
æglægning til moskusoksernes udnyttelse af terrænet. Det er anderledes
end på sydligere breddegrader, hvor
temperaturerne er mere afgørende,
siger hovedredaktør på bogen Hans
Meltofte, som var med i Zackenberg
fra den spæde begyndelse.
Ifølge Meltofte har sneens store betydning måske været undervurderet
tidligere:
- Førhen ankom forskere ofte først
til Arktis, når sneen var væk og blomsterne stod i fuldt flor. I Zackenberg
begynder vi arbejdet sidst i maj, samtidig med at tøbruddet sætter ind.
ADVANCES
High-arctic ecosystem Dynamics in a Changing Climate ten years of monitoring and research at Zackenberg
research Station, northeast Greenland udkommer i april.
HIGH-A
Acknow
ledgeme
nts
Executive
Summary
Introduc
tion
Arctic Climate
and Climate
Late Quatern
Change with
ary Environ
a Focus on
mental and
Climate
Greenland
Change influenc
Cultural
Changes
es on
The Study
in the Wollast
Area at Zackenb Species Interrela
on Forland
tionships
Present Day
erg
Region,
and Distribu
Climate
tions in High-A Northeast Greenla
at Zackenb
Permafrost
nd
erg
rctic Greenla
and Periglac
nd
ial Geomor
Snow and
phology
Snow-Cover
at Zackenb
in Central
Hydrology
erg
Northeast
and Transpo
Greenland
rt of Sedime
Soil and
Plant Commu
nt and Solutes
nity Charact
at Zackenb
Interannual
eristics and
erg
Variability
Dynamics
and Control
High-Arctic
at Zackenb
s of Plant
Plant – Herbivo
erg
Phenology
Phenology
re Interact
and Product
of High-A
ions under
ivity at Zackenb
rctic Arthrop
Climate
Effects of
erg
Influence
ods: Effects
Food Availab
of Climate
ility, Snow
Vertebra
on
te Predato
Spatial, Seasona
and Predatio
r – Prey
n on Breedin
l and Inter-An
Lake Flora
Interactions
g Perform
and Fauna
nual Variatio
in a Seasona
ance of Waders
in Relation
n
l Environ
Population
at Zackenb
to Ice-Mel
ment
Dynamical
t, Water Temper
erg
Responses
Solar Ultravio
to Climate
ature and
let-B Radiatio
Chemistry
Change
High-Arctic
n (UV-B)
at Zackenb
at Zackenb
Soil CO2
erg
erg: The
and CH4
Spatial and
Impact on
Production
Inter-An
Higher Plants
Controlled
nual Variabil
Zackenb
and Soil
by Temper
ity of Trace
erg in a Circum
Microbial
ature, Water,
Gas Fluxes
Communities
polar Context
Freezing
in a Heterog
and Snow
eneous High-A
Cover image:
rctic Landsca
White arctic
pe
bell-heather
at Zackenb
erg, courtesy
Erik Thomse
n
VOLUME
40
2008
EDITED
BY
HANS
MEL
TORBEN TOFTE
BO ELB R. CHRISTENS
ERLING
EN
MADS
C.
MORTEN FORCHHAMM
ER
RASCH
ler på sneen, som det kan være svært
for dem at gennembryde. Effekten af
dette kan meget vel blive reducerede
moskusoksebestande og dermed en
reduceret græsning af tundraen. Dette
vil sammen med en række andre lignende fysiske og biologiske processer
igen kunne påvirke tundraens kulstofbalance, der bestemmer om tundraens
vegetation vil afgive eller optage kultveilte. Og dermed om tundraen vil bidrage til eller reducere drivhuseffekten
og dermed i sig selv påvirke klimaet,
fortæller Morten Rasch.
- Med udgangspunkt i de foreliggende klimamodeller forudser vi, at
Zackenberg-regionen i det centrale
Nordøstgrønland vil komme til at
ligne områderne i den sydligere del af
Østgrønland. Fra 2002 til 2005 og igen
i 2007 er sneen imidlertid smeltet så
tidligt, og sommertemperaturerne har
været så høje, at det kan ske hastigere,
end klimamodellerne forudsiger, siger
Hans Meltofte.
Jane Benarroch
Kontakt: Morten rasch, DPC, mr@fi.dk
og Hans Meltofte, DMU, mel@dmu.dk
Fotos: Henning Thing
Polarfronten | NR.1/2008 | 1
Arqaluartâ Rosing:
KASSOQ | BLÅ IS | BLUE ICE
Foto: Magnus Elander
Isen er blå - og den er hvid, grå, gylden, grøn alle regnbuens farver. Arqaluartâ Rosing tager
os med sit kamera på en forunderlig rejse dybt
in i isfjeldenes fascinerende rige - ind i hulninger og sprækker, hvor sol, smeltevand og
havets dønninger har skabt en eventyrverden,
der stråler som en Aladdins Hule.
Ny indsats mod
Udgivet i anledning af Polaråret
Mere end hvert tiende
skolebarn i Nuuk er
smittet med tuberkulose.
ISBN: 87-90133-78-8
248,00 kr.
Box 216 · 3900 Nuuk · Grønland
telf. (00299) 557674
email: atuagkat.publ@greennet.gl
KALAALLIT NUNAAT : GRØNLAND : GREENLAND
1:2.500.000 - 1:5.000.000 - 1:7.100.000 - 1:10.000.000 - 1:11.800.000
RØD SERIE - 1:250.000
1:250.000
18
17
Landkort, foldet (1-20)
4 landkort, foldet i mappe(5 farver)
Alle 20 landkort i en box
Alle 20 landkort i en rulle
Atlas med alle 20 landkort
Landkort, plano - lamineret(1-20)
Skriveunderlag/landkort (1-20)
Historiske guides 6,8,10 &19
16
15
14
13
20
12
11
BLÅ SERIE - 1:500.000
10
9
N
8 Polar
Skjoldungen - Daneborg
V8 - V9 - V10
V11 - V12
19
7
Kap Farvel - Thule
V1 -V2 - V3 - V4 - V5 - V6 - V7
6
5
4
3
2
1
www.
.com
greenland@sagamaps.dk
GRØNLANDS KONTORFORSYNING A/S
Box 430 3900 Nuuk tlf 32 18 30 fax 32 30 18 - email: kontorforsyning@kontorforsyning.gl
22 | Polarfronten | NR.1/2008
tuberkulose
Tuberkulose er langt fra historie i Grønland. En spritny
undersøgelse, der for nylig
blev publiceret i Ugeskrift
for læger, viser, at 12 procent
af en gruppe undersøgte
1. og 10. klasseselever i Nuuk
bærer på tuberkulosebakterien. Selvom det ikke betyder, at alle de smittede er
syge af tuberkulose, er det
udtryk for en alvorlig tuberkulosesituation.
Da der kun er tale om en
undersøgelse af børn i 1. og
10. klasse, siger resultaterne
ikke noget om smittespredningen. Men de grønlandske
sundhedsmyndigheder tager
situationen alvorligt. Ikke
mindst fordi den totale tuberkuloseforekomst blandt
børn og voksne ikke kendes.
Tuberkulose spreder sig
primært via spyttet. Men
det er kun fremskreden lungetuberkulose, der smitter.
Man kan således ikke blive
smittet ved kontakt med
mennesker, der alene bærer
smitten, eller som har udvik-
let tuberkulose andre steder
end i lungerne, eksempelvis
i knoglerne. Heller ikke mennesker, der er i behandling
for tuberkulose, kan smitte.
Når et barn uden symptomer testes positiv for tuberkulose, viser det alene,
at barnet har været udsat
for smitte. Og selvom det er
sjældent, at børn smitter andre børn, vedtog Landsstyret
sidste efterår ’National strategi for bekæmpelse af tuberkulose 2007-2012’. Ifølge
den skal alle skolebørn i 1.
og 10. klasse undersøges for
tuberkulose fra 2008 og frem
til 2012.
I 1950’erne led samtlige
arktiske lande under en
tårnhøj tuberkuloseforekomst. Det fik sundhedsmyndighederne til at sætte
massivt ind over for sygdommen, og i starten af
1990’erne blev den da også
vurderet til at være under
kontrol. I dag kræver det stigende antal smittede altså
en ny effektiv indsats imod
den sejlivede mycobacterium
tuberculosis.
Jane Benarroch
Oliejagt i Nord
Oliejagten er gået ind i Nordøstgrønland, hvor sandsynligheden for at finde olie i Danmarkshavn sedimentbassinet er mere end fifty-fifty. Råstofdirektoratet er i gang med en strategisk miljøvurdering af området.
Hvor tykt flyder olien i den arktiske
undergrund? Det spørgsmål diskuteres til stadighed af forskere, politikere,
olieselskaber m.fl.. Snart forlyder det,
at 25 procent af verdens oliereserver
kan være at finde under de polare ismasser, snart er bulletinerne mere
Ikke mindst fordi den bygger på viden
genereret af forskere, som har undersøgt området.
- Den første rapport var hovedsagelig baseret på forskellig videnskabelig
litteratur. Den nuværende vurdering
bygger i højere grad på vurderinger
Historien om en russisk miniubåd,
hvis besætning havde plantet et
russisk flag på havbunden under
Nordpolen, meldte således sidste sommer om, at ejerskabet til Nordpolen
også gjaldt op imod en fjerdedel af
Jordens uopdagede olie- og gasreser-
pessimistiske og reducerer buddet til
væsentligt mindre.
Hidtil har olieefterforskningen især
været henlagt til Vestgrønland. Her
har seks olieselskaber, heriblandt
Exxon-Mobil, Chevron og danske
Dong Energy, indledt undersøgelser
i hver deres felt. Senest har optimismen knyttet sig til Danmarkshavn
sedimentbassinet - et område i
Nordøstgrønland, der dog ikke er lige
så grundigt undersøgt som de pågældende områder langs vestkysten, men
som de amerikanske geologiske undersøgelser US Geological Survey (USGS)
nu har valgt at granske nærmere.
fra folk, der ved noget om de faktiske
forhold, siger vicedirektør Flemming
Getreuer Christiansen fra De Nationale
Geologiske Undersøgelser for Danmark
og Grønland (GEUS). GEUS har selv leveret data til den seneste rapport, blandt
andet om de såkaldte kildebjergarter.
- Vi har ladet USGS får adgang til
data over Jordens tyngdekraft i et
givent område samt en række magnetiske data og seismiske linjer. Det
er ikke mindst disse data, der har givet en hel ny geologisk forståelse af
Nordøstgrønland med henblik på olieudvinding.
ver. Men det er noget vrøvl. USGS-rapporten fra 2000 siger blot, at 12 områder nord for og omkring polarcirklen
kan rumme op til 20 procent af den
olie og 30 procent af den gas, som man
forventer at finde i løbet af de kommende årtier. Nye tal følger senere i
2008.
Jane Benarroch
Kontakt: Flemming Getreuer Christiansen,
GEUS, fgc@geus.dk
Myter en masse
Forventninger dalet
Siden USGS i 2000 udsendte den hidtil mest optimistiske rapport ‘World
Petroleum Assessment 2000’ om
skønnede uopdagede olieressourcer i
Nordøstgrønland er forventningerne
imidlertid dalet betragteligt. Dengang
var vurderingen, at undergrunden
rummede cirka 47 milliarder tønder
olie. I september sidste år var hed det i
stedet hen ved 9 milliarder tønder olie
samt en masse gas.
Den gode nyhed er ifølge de amerikanske olieefterforskere dog, at prognosen nu er mere sikker end før.
USGS vurderer, at sandsynligheden
for at finde olie er pænt over 50 procent. Ifølge eksperterne er det flot,
og de lovende takter har da også fået
Råstofdirektoratet til at igangsætte en
strategisk miljøvurdering, som skal
danne grundlag for en eventuel beslutning om at indlede nærmere eftersøgning af olieressourcerne.
Olietønder i milliardantal eller ej.
Der florerer mange myter om det arktiske oliepotentiale.
Polarfronten | NR.1/2008 | 2
3
Gletsjer i mistbænk
Foto: Henning Thing
Polarfronten bringer hermed opskriften
på ‘gletsjer i svøb’, anbefalet af gletsjergartneren Ghulam Rassol i Karakoram til
folk i det arktiske - eller hvem, der lige
står og mangler en gletsjer.
Det er forår, og det er på sin plads med et par
gode råd til fjeldgængere med kolde fingre og
lyst til at dyrke deres egen lille gletsjer i en
skyggefuld baghave. Opskriften er såre enkel: Man finder en nordvendt fjeldside mindst
4500 meter oppe og sikrer sig, at den er rig på
løse klippestykker på størrelse med en oprullet slædehund. Er der også et lag beskidt gammel is og sne mellem stenene, har man fundet
et ‘gletsjerfrø’ af hankøn, og så mangler man
bare et af hunkøn, før der kan komme skub i
sagerne. Til forskel fra den grove, beskidte og
gamle ‘han’ er en ‘hun’ fin, ren og ung - og vejer mindst 300 kilo.
Desværre er det ved gletsjerdyrkning vanske-ligt helt at undgå fysisk anstrengelse.
Man skal nemlig slæbe så mange store, saftige
græskar, man orker, op fra køkkenhaven nede
i dalen og lægge dem mellem stenene der, hvor
den nye gletsjer skal spire frem. Derefter skal
man indsamle mindst 300 kilo - dvs. 12-15 rygsækfulde - sne, der skal lægges ud over den
gamle is og græskarrene mellem klippeblokkene. Hermed er hun-frøet på plads over hanfrøet, og hele molevitten dækkes nu til med et
isolerende lag af savsmuld, tomme nøddeskaller, gamle tæpper - eller hvad man nu lige har
ved hånden.
Og så er det bare at vente. Man kan eventuelt
gå ned i dalen og få sig nogle børnebørn, der
kan høste udbyttet af ens gletsjersåning.
Opskrift på vand
Når blandingen af is, sne, klippestykker med
kolde luftrum mellem sig samt vandfyldte græskar får lov til at sætte sig, fryser det hele sammen. Græskarrene sprænges og frigiver deres
væske. Der dannes et permanent koldt miljø på
stedet, hvor ny sne ikke vil smelte, og efterhånden kan årenes nedbør, der i disse højder altid
er sne, skabe en lille gletsjer, der langsomt vil
vokse og vokse. Når den er blevet stor nok, vil
dens is stille glide nedad bjergsiden.
Kyndige folk i Himalayas Karakoram-bjerge
(det er i denne egn, hvor K2, verdens næsthøjeste bjerg på 8611m, ligger) har på denne måde
dyrket gletsjere siden 1200-tallet, og deres metoder og resultater er nu blevet undersøgt af den
norske forsker Ingvar Tveiten og omtalt i det ansete tidsskrift New Scientist.
Gletsjerdyrkning synes i en vis grad at kunne
afhjælpe den stigende vandmangel i dale, der
får deres vandbehov dækket af smeltevand
fra sne og is højt oppe i bjergene. Ifølge United
Nations Environment Programme (UNEP) har
den regionale klimaændring siden 1930 medført en 30 procent udtynding af gletsjere i denne
del af Himalaya. Gletsjerdyrkning i stor højde
er et middel til at mindske tørkeperioder nede
i dalen sidst på sommeren, hvor smeltevandet
fra sneen er sluppet op, og hvor smeltevand fra
gletsjerisen derfor er den eneste form for vandforsyning til afgrøder, dyr og mennesker.
Is, vand og mennesker er et evigt trekantsdrama. Også langt væk fra polaregnenes isfyldte
verden, hvor mennesker er underlagt helt andre
levevilkår, end vi kender fra Arktis.
Henning Thing
Kilde: New Scientist, 2. februar 2008