1. No category

Ungeprojekt+2011+/+
en+analyse+af+kravfrihed+og+anerkendelse+i+socialt+
arbejde+med+psykisk+sårbare+unge+
!
!
!
!
Socialvidenskab,+Roskilde+Universitet+
6.+semester+–+bachelorprojekt+
2013+
+
Gruppe+nr.+85:+
Anne+Kyed+Vejbæk+
Birgitte+Ebert+Pedersen+
Kirstine+Bygballe+Mikkelsen+
Poul+Simon+Rasmussen+
+
Vejleder:+Klaus+Rasborg+
Indholdsfortegnelse!
1.#Indledning#..............................................................................................................#2!
1.1#Problemfelt#.................................................................................................................#3!
1.2#Problemformulering#....................................................................................................#4!
1.3#Uddybning#af#problemformulering#...............................................................................#4!
1.4#Arbejdsspørgsmål#........................................................................................................#5!
1.5#Projektdesign#...............................................................................................................#5#
!
2.#Videnskabsteori#.....................................................................................................#8!
2.1#Socialkonstruktivismen#................................................................................................#8!
2.2#Den#teoretiske#konstruktion#........................................................................................#9!
2.3#Filosofisk#hermeneutik#J#forståelse#er#fortolkning#......................................................#11!
2.4#Socialkonstruktivisme#og#hermeneutik#i#samspil#........................................................#13#
!
3.#Metode#................................................................................................................#14!
3.1#Adgang#til#feltet#.........................................................................................................#14!
3.2#Den#kvalitative#metode#..............................................................................................#15!
3.2.1!Overvejelser!i!forbindelse!med!interview!af!de!unge.!..............................................!17!
3.2.2!Overvejelser!i!forbindelse!med!interview!af!projektmedarbejderne!........................!19!
3.3#Overvejelser#i#forbindelse#med#lokalitet#og#rammerne#for#interviewene#....................#19!
3.4#Etiske#overvejelser#i#den#kvalitative#forskning#............................................................#20!
3.5#Generaliserbarhed#og#validitet#ved#det#kvalitative#metode#design#.............................#23!
3.6#Analysemetode#til#fortolkning#af#interviewene#..........................................................#23#
!
4.#Teori#....................................................................................................................#26!
4.1#Sandhedsregimer#og#normaliseringsmagt#(Michel#Foucault)#......................................#26!
4.2#Den#sociale#konstruktion#af#afvigelse#og#marginalisering#(Howard#S.#Becker)#.............#28!
4.3#Anerkendelse#i#socialt#arbejde#(Axel#Honneth)#...........................................................#32#
!
5.#Genstandsfelt#......................................................................................................#36!
5.1#Det#normale#ungdomsliv#............................................................................................#36!
5.2#Sundhedsaftalen#2010J2014#.......................................................................................#38!
5.3#Ungeprojekt#2011#......................................................................................................#39#
!
6.#Empiri#..................................................................................................................#41!
6.1#Præsentation#af#projektmedarbejderne#.....................................................................#41!
6.2#Præsentation#af#Benjamin#.........................................................................................#42!
6.3#Præsentation#af#Casper#..............................................................................................#43!
6.4#Præsentation#af#Kristina#............................................................................................#45!
6.5#Præsentation#af#Mads#................................................................................................#46#
!
!
!
1!
7.#Analysen#..............................................................................................................#48#
7.1#Projektmedarbejdernes#forståelsesramme#................................................................#48!
7.2#Mødet#mellem#Ungeprojekt#2011#og#de#unge#............................................................#50!
7.2.1!De!unges!udgangspunkt!for!mødet!med!Ungeprojekt!2011!.....................................!50!
7.2.2!Det!kravfrie!arbejde!i!praksis!.....................................................................................!52!
7.2.3!Det!anerkendende!arbejde!i!praksis!..........................................................................!59!
7.3#Inddragelsen#af#samfundets#diskurser#........................................................................#65!
7.3.1!Medarbejdernes!inddragelse!af!samfundets!diskurser!.............................................!65!
7.3.2!De!unges!inddragelse!af!samfundets!diskurser!.........................................................!68!
7.4#Anerkendelse#som#middel#mod#afvigelse#...................................................................#69!
7.4.1!Stempling!og!Ungeprojekt!2011!................................................................................!70!
7.4.2!Redskaber!til!det!konventionelle!liv!..........................................................................!71!
!
8.#Diskussion#............................................................................................................#77#
!
9.#Konklusion#...........................................................................................................#81#
!
10.#Litteraturliste#.....................................................................................................#82#
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
2!
1. Indledning
1.1 Problemfelt
Dette projekt vil tage sit udgangspunkt i Ungeprojekt 2011, der er et nystartet tilbud til
unge i svær mistrivsel i Holbæk Kommune. Mere specifikt skal ungeprojektet forstås
som et forebyggende tilbud til psykisk sårbare unge i alderen 16-25 år. Ungeprojektet
ønsker at arbejde ud fra den unges egne præmisser og har dermed den unges stemme i
fokus. Tilbuddet adskiller sig fra andre lignende kommunale tilbud ved, at de i deres
arbejde ønsker at være kravfrie over for den unge. Projektet ønsker med en
anerkendende tilgang at tage udgangspunkt i den enkelte unges behov, hvilket betyder,
at projektmedarbejderne ikke arbejder ud fra et på forhånd opstillet mål for, hvad
relationen med den unge skal munde ud i.
Forskning inden for socialt arbejde har belyst, at til trods for en socialarbejders på
forhånd gode intentioner, er denne underlagt de normer og værdier, der findes inden for
den institutionelle ramme, men også de samfundsmæssige vilkår, som arbejdet er
indlejret i. På den måde bliver borgernes egne forståelser ofte undertrykt i mødet med
velfærdssamfundets institutioner ved, at borgeren bliver ”usynlig” i mødet (Højlund &
Juul 2005: 11ff; Järvinen & Mik-Meyer 2004: 15ff). Borgerens identitet og
selvopfattelse bliver derved ikke taget i betragtning, men bliver derimod stillet over for
krav, denne ikke kan identificere sig selv med. Arbejdet med den sårbare borger bliver
altså ikke et resultat af, at socialarbejderen og borgeren i fællesskab arbejder om et mål
men tager derimod sit udgangspunkt i institutionens rammer og de samfundsmæssige
vilkår. Konsekvensen af dette bliver, at borgeren bliver gjort til et objekt for, at
socialarbejderen kan opfylde eksplicitte såvel som implicitte krav til sit arbejde
(Højlund & Juul 2005: 12).
Dette underbygges af en undersøgelse foretaget af Rådet for Socialt Udsatte, der i
maj 2013 udkom med en rapport, der bygger på samtaler med socialt udsatte unge og
omhandler de unges møde med systemet. De unge medvirkende i undersøgelsen
fortæller, at de ikke oplever at blive mødt i øjenhøjde, ligesom de heller ikke oplever, at
der bliver lyttet til dem fra systemets side. Undersøgelsen af Rådet problematiserer, at
!
3!
de udsatte unge i stedet for at føle sig som ligeværdige borgere oplever at blive mødt
som en diagnose, et problem eller en udgift. En af de unge udtaler i rapporten: Man
føler sig som en tennisbold, der bliver kastet frem og tilbage i systemet (Rådet for
Socialt Udsatte 1: udsatte.dk, 20.07.13). Vi finder det bekymrende, at ovenstående
peger på, at socialt sårbare borgere i Danmark føler sig overset i mødet med kommunale
tilbud, der er sat i søen for at hjælpe dem tilbage på rette vej.
Ungeprojekt 2011 adskiller sig i høj grad fra de velfærdsinstitutioner og typer af socialt
arbejde, som ovenstående viden tager sit udgangspunkt i. Ungeprojekt 2011 har ifølge
deres eget værdigrundlag hverken implicitte eller eksplicitte krav til de unge, hvorfor de
unge selv er styrende for, hvad der skal arbejdes med i mødet med ungeprojektet.
Dermed er ungeprojektet et kommunalt tilbud, der på væsentlige områder ikke kan
sammenlignes med generelle velfærdsstatslige tilbud, hvorfor vi finder det relevant at
undersøge, i hvor høj grad denne anderledes måde at arbejde på giver mulighed for at
være anerkendende og kravfri i arbejdet med de unge brugere. Vi mener, at denne type
af socialt arbejde er underbelyst, hvorfor vi finder det interessant at gå i dybden med
ovenstående problemstilling. Drivkraften for dette projekt skal altså findes i en fælles
interesse for, hvorvidt Ungeprojekt 2011s gode intentioner formår at virkeliggøre sig
ved at have en anerkendende og kravfri indgangsvinkel til arbejdet med sårbare unge.
Herefter ønsker vi at undersøge, om det med en anerkendende og kravfri tilgang kan
undgås at usynliggøre de unge brugere, og om det hermed bliver muligt at skabe en
praksis, hvori borgeren føler sig værdsat.
1.2 Problemformulering
Hvilken rolle indtager Ungeprojekt 2011 i arbejdet med sårbare unge, og i hvilken grad
er ungeprojektet i stand til at leve op til dets egne målsætninger om en kravfri og
anerkendende tilgang i mødet med de unge?
1.3 Uddybning af problemformulering
For at undersøge hvilken betydning Ungeprojekt 2011 har i arbejdet med sårbare unge,
ønsker vi at analysere, hvilken rolle ungeprojektet har i konstruktionen af de unges
!
4!
afvigelse1. Når vi i nærværende projekt benytter termen sårbare unge, forstår vi det som
personer, hvis livsførelse ikke stemmer overens med de fremherskende samfundsnormer
(Järvinen & Mik-Meyer 2004: 12), hvilket vil blive yderligere uddybet i afsnit 5.1. Vi
ønsker at belyse, om projektmedarbejdernes egne idealer og forestillinger om deres
sociale arbejde stemmer overens med de unges oplevelse af mødet med Ungeprojekt
2011. Fokus vil her være på, hvorvidt de unge anser tilbuddet som værende kravfrit og
anerkendende. Idet vi anvender et interaktionistisk perspektiv, vil vi i analysen inddrage
empiri fra henholdsvis medarbejderne i ungeprojektet samt deres brugere for
herigennem at belyse ovenstående problemformulering. Dertil vil vi, hvor vi finder det
relevant, inddrage de herskende samfundsdiskurser. Dette gør vi, da vi forstår den
sociale praksis i Ungeprojekt 2011 som indlejret i en samfundsmæssig og historisk
kontekst.
For at besvare ovenstående problemformulering på bedst mulig vis vil vi i dette
projekt besvare nedenstående fire arbejdsspørgsmål.
1.4 Arbejdsspørgsmål
1. Hvilke forståelser arbejder projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 ud fra?
2. Hvordan foregår mødet i Ungeprojekt 2011 mellem projektmedarbejderne og de
unge?
3. Er det muligt at være regelhåndhæver samtidig med at arbejde kravfrit?
4. Hvordan påvirker projektmedarbejdernes anerkendende tilgang de sårbare unge i
Ungeprojekt 2011?
1.5 Projektdesign
I det følgende afsnit præsenteres projektets opbygning, således at det for læseren bliver
muligt at få indblik i projektets struktur. Nedenstående beskrivelse vil tage sit
udgangspunkt i figur 1 på næste side.
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
1
Termen ”afvigelse” anvendes her og i det følgende som betegnelse for personer, der på forskellig vis er
socialt sårbare og marginaliserede. Denne forståelse er inspireret af Howard S. Becker.
!
!
5!
Først og fremmest tager dette projekt sit afsæt i en problemformulering, der har til
formål at besvare projektets overordnet problemstilling. På baggrund af denne
problemformulering er der udsprunget videnskabsteoretiske, metodiske samt teoretiske
valg, der alle tilsammen skal sikre, at projektets overordnede problemformulering kan
besvares på bedst mulig vis. Vi har hertil valgt at sætte de sociale aktører i Ungeprojekt
2011 i en bredere samfundsmæssig kontekst ved inddragelse af vores genstandsfelt. I
forlængelse af og med et afsæt i disse betragtninger er der blevet foretaget interviews
med henholdsvis medarbejderne i Ungeprojekt 2011 og fire unge, som er tilknyttet til
projektet. Selve rammen for analysen blev skabt på baggrund af fire arbejdsspørgsmål,
der alle tilsammen havde de ovenstående perspektiver in mente. Afslutningsvis har
projektets analyse ført til en diskussion, før det til sidst mundede ud i en konklusion.
!
6!
Problemformulering:
Hvilken rolle spiller Ungeprojekt 2011 i arbejdet med sårbare unge, og i hvilken grad er
ungeprojektet i stand til at leve op til dets egne målsætninger om en kravfri og anerkendende
tilgang i mødet med de unge?
Videnskabsteori
Metode
Teori:!
"!Normaliseringsmagt!
"!Afvigerteori!ved!Howard!S.!Becker!
"!Anerkendelsesteori!ved!Axel!Honneth
Genstandsfelt
- Det normale ungdomsliv
- Sundhedsaftalen
- Ungeprojekt 2011
Interview med de to
projektmedarbejdere
Interview med unge fra
Ungeprojekt 2011
Analyse:
1. Hvilke forståelser arbejder projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 ud fra?
2. Hvordan foregår mødet i Ungeprojekt 2011 mellem projektmedarbejderne og de unge?
3. Er det mulit at være regelhåndhæver samtidig med at arbejde kravfrit?
4. Hvordan påvirker projektmedarbejdernes anerkendende tilgang de udsatte unge i Ungeprojekt
2011?
Diskussion
Konklusion
Figur1'
!
7!
2. Videnskabsteori
I det følgende vil vi præsentere de videnskabsteoretiske forudsætninger, der ligger til
grund for projektet. Formålet med dette kapitel bliver derved at anskueliggøre vores
videnskabsteoretiske udgangspunkt for læseren, idet det spiller en væsentlig rolle i
forhold til de metodiske valg og den viden, vi søger at skabe med projektet. Yderligere
vil der indgå refleksioner over projektets teoretiske konstruktion, hvori vi også vil
reflektere over betydningen af teoriernes videnskabsteoretiske afsæt.
2.1 Socialkonstruktivismen
Dette
projekts
videnskabsteoretiske
udgangspunkt
tager
sit
afsæt
i
socialkonstruktivismen. Derfor vil vi i dette afsnit kort beskrive grundlæggende og
overordnede træk ved socialkonstruktivismen, for derefter at afgrænse os til den variant,
som
vi
anvender
i
nærværende
projekt.
Dette
finder
vi
nødvendigt,
da
socialkonstruktivismen er et mangeartet og komplekst begreb, som ofte bruges i flæng
(Rasborg 2005: 349).
Den grundlæggende antagelse hos socialkonstruktivisterne er, at virkeligheden præges
eller til dels formes af vores erkendelse af den. Dette betyder, at de samfundsmæssige
fænomener opfattes som foranderlige, da de er blevet til qua historiske og sociale
processer (Rasborg 2007: 349). Forståelsen af virkeligheden som værende konstrueret
betyder, at virkeligheden ikke kan forstås uafhængigt af vores fortolkninger af den.
Inden for videnskabsteoretiske positioner modstilles socialkonstruktivismen til
realismen, hvor grundantagelsen er, at virkeligheden har en objektiv eksistens og
eksisterer uafhængigt af vores viden og erkendelse af den (Rasborg 2007: 553; Collin
2009: 13).
I en yderligere konkretisering af vores socialkonstruktivistiske tilgang, tager vi
udgangspunkt i filosoffen Finn Collins systematiske opdeling mellem henholdsvis en
erkendelsesteoretisk og ontologisk konstruktivisme (Collin 2009: 24). I projektet
anvender vi en erkendelsesteoretisk variant af socialkonstruktivismen. Ifølge denne er
vores viden om virkeligheden socialt konstrueret ved at være samfundsmæssig og
historisk bestemt. Viden er altså ikke blot en afspejling af en uafhængig virkelighed,
idet viden selv er med til at konstituere den samfundsmæssige virkelighed (Collin 2009:
!
8!
28f). Heroverfor står den ontologiske konstruktivisme, der betegnes som en mere
radikal form for socialkonstruktivisme, idet den hævder, at det ikke kun er viden om
virkeligheden men selve virkeligheden, der er en social konstruktion (Collin 2009: 29;
Rasborg 2007: 353). Erkendelsen af virkeligheden er altså ikke bare en afspejling af
virkeligheden men er selv med til at forme virkeligheden.
En del af projektets kritiske element skal forstås som påpegningen af, at
samfundsmæssige fænomener ikke er evige og uforanderlige men derimod er opstået
via historiske og sociale processer. Hermed danner det socialkonstruktivistiske aspekt
grundlag for vores opfattelse af, at sårbare unge er konstrueret på baggrund af den
sociale kontekst, som de unge er en del af. Ud fra en erkendelsesteoretisk
socialkonstruktivisme kan man således sige, at vores erkendelse af virkeligheden
præges af de sociale omstændigheder, og at sociale handlinger opstår, når en given
adfærd tolkes i lyset af den handlendes intentioner (Rasborg 2007: 379).
Med udgangspunkt i projektmedarbejderne og de unge, der er tilknyttet
ungeprojektet, bliver vores interesse derfor at studere, hvordan de forskellige aktører
sammen er med til at konstituere den sociale praksis. Dertil ønsker vi, at orientere os
mod de sociale strukturer, der foreskriver, hvad en ung skal være i dag. Med denne
antagelse om, at virkeligheden er socialt konstrueret, er formålet med nærværende
projekt ikke at kunne sige noget objektivt eller endegyldigt på baggrund af den viden, vi
skaber men i stedet at kunne sige noget om, hvad der er på spil i forholdet mellem
projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 og dets brugere.
I forlængelse af præsentationen af dette projekts socialkonstruktivistiske position vil vi
nedenfor beskrive, hvordan og hvorfor projektets inddragede teoretikere kan benyttes i
samspil. Det skal i den forbindelse påpeges, at projektets teoretiske konstruktion,
ligeledes påvirker udfaldet af analysen og tolkningen af projektets empiri, hvorfor vi
finder det relevant at tydeliggøre hvilke tanker, der ligger bag vores valg af teoretikere.
2.2 Den teoretiske konstruktion
I dette projekt benytter vi teoretikerne Howard S. Becker (1928), Michel Foucault
(1926-1984) og Axel Honneth (1949) til at åbne op for den inddragede empiri.
Begrundelsen for, hvorfor vi ser vores teoretikere som supplerende for hinanden, finder
!
9!
vi særligt relevant at tydeliggøre, da vi inddrager tre teoretikere, der ikke ligger inden
for samme videnskabsteoretiske position.
I forlængelse af projektets socialkonstruktivistiske forståelse af, at sårbare unge
konstrueres af sociale processer, finder vi det relevant at inddrage Beckers forståelse af
afvigelse. Becker anser fænomener som samfundsskabte og derfor bidrager hans
perspektiv i nærværende projekt som værktøj til at forstå, hvordan samfundets regler
opstår og skabes, og hvordan disse rammer personer i samfundet, samt i hvilken grad
Ungeprojekt 2011 kan ses som aktør i skabelsen af afvigere. Hermed positionerer
Becker sig inden for det socialkonstruktivistiske paradigme men er af den forståelse, at
der går handling forud for den sociale konstruktion af den unge som '”afvigende'”
eller ”ikke-afvigende” i samfundet. Herved betoner han, at der er noget 'uden for' de
sociale konstruktioner - nemlig de givne handlinger (Becker 2005: 29ff). Jf.
ovenstående afsnit kan Beckers socialkonstruktivistiske retning dermed betegnes som
en erkendelsesteoretisk socialkonstruktivisme, da der for Becker netop foregår
handlinger forud for den sociale konstruktion.
Dog finder vi det gavnligt at udvide Beckers teori på nogle punkter, idet vi ønsker at
belyse, hvorvidt det er muligt for Ungeprojekt 2011 at skabe et magtfrit rum, som er
kravfrit og anerkendende. Der er i Beckers teori ikke fokus på magt, ligesom der heller
ikke er fokus på, hvordan et givent samfundssyn på normalitet opstår. Derfor finder vi
det nødvendigt at oparbejde et magtbegreb, med inspiration fra Foucault, til at analysere,
sandhedsregimer og normaliseringsmagt i samfundet. Hermed kan vi åbne op for,
hvilken konstruktion af normalitet, der er til stede i et givent samfund, samt hvordan
bestemte opfattelser muligvis sætter sig igennem i det konkrete arbejde med de unge,
der er tilknyttet ungeprojektet. På denne måde kan vi med hjælp fra Foucaults begreber
forstå, hvad det normale ungdomsliv indeholder, i hvilken grad magtrelationen gør sig
gældende i Ungeprojekt 2011, samt i hvor høj grad de unge oplever, at denne
normaliseringsmagt er til stede i ungeprojektet. Idet vi, jf. problemformuleringen,
ønsker at undersøge, i hvilken udstrækning det er muligt at skabe et kravfrit og
anerkendende rum, er Foucaults forståelse af magtens mikrofysik særdeles anvendelig.
Herudfra kan det undersøges, i hvor høj grad det er muligt at etablere et kravfrit rum, set
!
10!
i forhold til de skjulte magtrelationer, der i Foucaults optik er allestedsnærværende
(Järvinen & Mortensen 2004: 14).
Magt kommer hermed til at stå som modpol til den anerkendende tilgang, som
Ungeprojekt 2011 forsøger at skabe i deres arbejde med sårbare unge. Dog stiller vi os
skeptiske over for magtens cirkularitet, der ligger i den Foucaultianske tilgang, hvor alt
bliver tolket som udtryk for magtrelationer. Begreber, der kan åbne op for den
anerkendende tilgang i ungeprojektets arbejde, finder vi hos den kritiske teoretiker Axel
Honneth. Med sin anerkendelsesteori belyser Honneth, hvilke forudsætninger, der skal
være til stede for, at et individ kan føle sig fuldt ud anerkendt og integreret i et samfund
(Honneth 2006). Til trods for at vi via Honneth inddrager en normativ teoretiker, hvis
videnskabsteoretiske position på mange måder står i modsætning til Foucaults, finder vi
det på baggrund af ovenstående alligevel yderst givende at kombinere Honneth med
Foucault og Becker. Således kan vi nemlig undersøge spillet mellem magt og
anerkendelse i en konkret social kontekst – Ungeprojekt 2011. Ved kun at inddrage
Foucault vil vi blive draget ind i magtens cirkularitet, og omvendt vil vi med Honneth
kun kunne åbne op for anerkendelse og ikke kunne medtage magtens betydninger. Med
vores tilgang åbner vi derimod op for at se dialektikken mellem magt og anerkendelse.
Dermed er vi i stand til at stille os kritiske overfor, i hvor høj grad det er muligt at skabe
et kravfrit og anerkendende rum mellem socialarbejderne i Ungeprojekt 2011 og dets
brugere. Hermed mener vi altså, at teoretikerne komplementerer hinanden.
I ovenstående afsnit er det præsenteret, med hvilket formål vi har inddraget Becker,
Foucault og Honneth, og hvordan denne teoretiske konstruktion spiller sammen med
projektets videnskabsteoretiske position.
2.3 Filosofisk hermeneutik - forståelse er fortolkning
Som tidligere beskrevet medfører projektets socialkonstruktivistiske position, at
nærværende projekts viden og konklusion er konstrueret ud fra vores egen
virkelighedsforståelse. Hermed er projektet blevet til i en social kontekst, som vi selv er
med til at konstruere. For at undgå en uoverensstemmelse mellem vores
videnskabsteoretiske ståsted og vores praktiske udførelse, har vi under projektets
tilblivelsesproces forsøgt at være opmærksomme på, hvordan vi selv påvirker udfaldet
af processerne. Vi finder det derfor fordelagtigt at inddrage et filosofisk hermeneutisk
!
11!
perspektiv sideløbende med projektets socialkonstruktivistiske ståsted, da den
filosofiske hermeneutik vægter den individuelle forståelse og fortolkning af den sociale
virkelighed. Dette ser vi som særlig brugbart i udarbejdelsen af de kvalitative interviews,
til refleksion og betydning af vores egne forforståelser og fordomme, samt i analysen,
hvor vi ønsker at forstå interaktionen mellem aktørerne i ungeprojektet. Ovenstående
skal dog ikke forstås på den måde, at vi ønsker at benytte den filosofiske hermeneutik
som et metodeværktøj til at sikre vejen til den ”sande” viden, som det havde været
tilfældet ved brug af den metodiske hermeneutik. Derimod er vi inspireret af Gadamers
filosofiske hermeneutik, hvor mennesket ses som et fortolkende, historisk og sprogligt
væsen (Højberg 2007: 339).
Forståelsesbegrebet udgør en række komponenter, der er grundlæggende for den måde,
vi som mennesker er til i verden på og er ligeledes styrende for, hvordan vi som
mennesker erkender verden, hvorfor Gadamers forståelsesbegreb er ontologisk.
Forståelsesbegrebet indebærer, at vi som mennesker altid tolker ud fra allerede
etablerede forforståelser og fordomme, hvilket skal accepteres som en produktiv
forudsætning for erkendelse af verdenen. Disse forforståelser og fordomme udgør
forståelseshorisonten, hvor Horisonten er et synsfelt som omfatter alt hvad der kan ses
fra en bestemt synsvinkel (…). Vi taler om en snæver horisont, at åbne op for nye
horisonter og så videre. (Gadamer 1989: 269 i; Højberg 2007: 323). Forståelse og
mening opstår i horisontsammensmeltningen, der indebærer en konstant cirkulær
bevægelse mellem del og helhed – forskeren og genstanden. Helheden kan altså kun
forstås i kraft af delene, og delene kan kun forstås i kraft af helheden (Højberg 2007:
324). Denne cirkulære bevægelse er derfor styrende i vores udarbejdelse af projektet,
hvor der har været en kontinuerlig bevægelse mellem vores kvalitative empiri og teori
samt os selv som forskere. Vores egne forforståelser og fordomme indgår altså i denne
vekselvirkning, og det er derfor vigtigt, at vi som forskere sætter vores fordomme på
spil, for at udfordre dem og ligeledes gør det gennemsigtigt, fra hvilken position vi
anskuer feltet. Ligeledes er vi bevidste om, at vores valg af teorier udgør en del af vores
forståelseshorisont, hvorfor begrundelsen for udvælgelsen er beskrevet i forrige afsnit.
!
12!
Med inddragelse af den filosofiske hermeneutik er fordomme grundlæggende for al
forståelse, og i kraft af at forståelse altid tolkes ud fra en given position, er al forståelse
kontekstuel og historisk betinget (Højberg 2007: 322). Hermed er det, som det også er
tilfældet med det socialkonstruktivistiske perspektiv, ikke hensigten, at vi med
nærværende projekt ønsker at skabe en endelig og generaliserbar viden, da meningen
skabes mellem genstande og fortolkeren og derfor altid vil være socialt og historisk
betinget (Højberg 2007: 320).
2.4 Socialkonstruktivisme og hermeneutik i samspil
Som ovenfor beskrevet er den filosofiske hermeneutik og socialkonstruktivismen
baseret på en forståelse af, at virkeligheden er menneskeskabt. Begge retninger betoner
altså, at virkeligheden altid er en fortolket virkelighed, og dermed anser vi det ikke som
et problem at inddrage den filosofiske hermeneutik i fortolkningen af vores empiri, da
socialkonstruktivismen ikke indebærer præferencer for bestemte metoder (Esmark m.fl.
2005: 14). Vi ser altså de to retninger som supplerende hinanden og ikke gensidigt
udelukkende. Ligeså argumenterer lektor ved Roskilde Universitet Jacob Dahl
Rendtorff for, at de to retninger godt kan kombineres:
Man går helt galt i byen, når man fastholder, at socialkonstruktivisme og
hermeneutik umiddelbart udtrykker to traditioner, der ikke kan forenes. Snarere
er der tale om yderpunkter på samme linje, der deler forudsætningen om, at
virkeligheden er baseret på menneskelig fortolkning (Rendtorff 2003: 101)
Med denne kombination af socialkonstruktivismen og den filosofiske hermeneutik er
vores videnskabsteoretiske ståsted således placeret, og ydermere er det beskrevet, hvilke
konsekvenser denne position har for udformningen og konklusionen af projektet.
Vi vil i nedenstående præsentere de metodiske overvejelser, der ligger til grund for
projektet. Disse overvejelser skal forstås i forlængelse af nærværende kapitel, idet vi
anser tilrettelæggelsen for vores undersøgelse som en sammenhængende proces.
!
!
13!
3. Metode
Dette kapitel har til formål at præsentere projektets metodevalg og de hertil knyttede
metodiske refleksioner i forbindelse med vores valg. Derudover ønsker vi med kapitlet
at gøre det gennemsigtigt for læseren, hvad vi har draget vores konklusioner på
baggrund af. Derfor vil vi løbende i dette afsnit tydeliggøre de forskellige beslutninger,
vi har truffet i forbindelse med vores kvalitative forskningsdesign.
3.1 Adgang til feltet
Måden hvorpå der opnås adgang til et forskningsfelt har stor betydning for den empiri
og dermed den viden, der fremskaffes. Derfor vil nedenstående beskrivelse omhandle
vores adgang til Ungeprojekt 2011 samt refleksioner over betydningen af måden,
hvorpå
vi
fik
etableret
kontakt
samt
interviewaftaler
med
henholdsvis
projektmedarbejderne og de unge brugere af tilbuddet.
I februar 2013 lå et opslag fra Ungeprojekt 2011 på RUC-innovations hjemmeside.
Ungeprojekt 2011 efterspurgte studerende til at udføre en evaluering af henholdsvis
deres arbejde med de unge og dets samarbejdspartnere. Vi kontaktede ungeprojektet og
efter to møder fik vi afstemt forventninger til forløbet og indledte et samarbejde.
Da vi som udgangspunkt ønskede at lave et kvalitativt studie, og vores interesse
ligger inden for sårbare unge, var vores fokus i opstarten af projektforløbet at komme i
kontakt med tre til fire unge, der havde været eller stadig var i kontakt med
ungeprojektet. Vi ønskede ikke at stille nogle krav til, hvorvidt den unges oplevelse hos
Ungeprojekt 2011 havde været positiv eller negativ, eller om forløbet havde været af
kort eller lang varighed, da vi ønskede at forstå de unges oplevelser hos ungeprojektet
uanset udfaldet. I samarbejde med Ungeprojekt 2011 aftalte vi, at vejen til de unge
skulle
gå
gennem
ungeprojektets
samarbejdspartnere
2
.
Dette
skyldtes,
at
projektmedarbejderne i ungeprojektet var bange for at komme til at misbruge den magt,
de har i relationen med de unge, hvis de selv skulle spørge unge fra projektet, om de
ville medvirke i et interview. Vi fik derfor udleveret kontaktoplysninger til
ungeprojektets samarbejdspartnere i Holbæk Kommune, hvorefter vi var i telefonisk
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
2
Samarbejdspartnere skal forstås som institutioner i Holbæk Kommune, der har henvist eller oprettet en
bekymringshenvendelse på en eller flere unge til Ungeprojekt 2011.!
!
14!
kontakt med 24 af disse. Det var en lang og tidskrævende proces, som ikke fik det
udfald, vi ønskede. Ud af de 24 samarbejdspartnere fik vi ikke etableret kontakt til
nogen unge, som ville lade sig interviewe. Udover at kontakte samarbejdspartnerne
hængte vi en løbeseddel op hos ungeprojektet, samt fik lavet et opslag til Lystavlens
hjemmeside3. Dette kom der ligeledes ingen henvendelser ud af.
Da samarbejdet med Ungeprojekt 2011 afhang af, om der kunne skabes kontakt til de
unge, tilbød projektmedarbejderne at gå på kompromis med deres forbehold om selv at
kontakte de unge. Projektmedarbejderne sendte herefter en sms ud til otte unge brugere
af projektet. Heraf var der fire, der meldte tilbage, at de ønskede at medvirke i et
interview, og vi fik efterfølgende deres telefonnummer. Vi havde ingen indflydelse på,
hvilke unge der blev kontaktet. Projektmedarbejderne valgte de unge ud fra, at de havde
haft et længere forløb hos Ungeprojekt 2011, og at deres oplevelse med ungeprojektet
havde været positiv.
Der knytter sig en række overvejelser til måden, hvorpå udvælgelsen af
informanterne har fundet sted. Da udvælgelsen af de unge er sket på baggrund af
positive oplevelser med ungeprojektet, vil de unge, vi har interviewet, med stor
sandsynlighed udtale sig i positive vendinger om ungeprojektet. Dette kan muligvis
have indflydelse på resultatet af dette projekts vurdering af Ungeprojekt 2011. Udover
dette kan de unge have følt sig mindre frie til at forholde sig negativt til projektet under
interviewet, da de var bevidste om, at projektmedarbejderne havde kendskab til deres
deltagelse i interviewet. Ydermere kunne man forestille sig, at dette projekts
interviewpersoner udgør en del af de mere ressourcestærke unge, der deltager i
ungeprojektet, da de har haft overskud til at medvirke i et interview.
Udover at interviewe de unge brugere af Ungeprojekt 2011, er der ligeledes blevet
foretaget interviews med de to projektmedarbejdere i Ungeprojekt 2011. Aftaler
vedrørende interview med projektmedarbejderne foregik telefonisk og forløb uden
problemer.
3.2 Den kvalitative metode
I dette projekt ønsker vi at belyse, hvordan forskellige aktører er på banen i en konkret
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
3
Lystavlen er en hjemmeside, hvor unge kan orientere sig og læse om tilbud og begivenheder i Holbæk
Kommune.!
!
15!
social praksis – Ungeprojekt 2011. På baggrund af vores videnskabsteoretiske ståsted,
finder vi et kvalitativt forskningsdesign som værende det bedst egnede. På baggrund af
kvalitative forskningsinterviews med henholdsvis projektmedarbejderne i Ungeprojekt
2011 og de unge brugere, søger vi at belyse spillet mellem magt og anerkendelse i
Ungeprojekt 2011.
Som udgangspunkt for udførelsen af vores kvalitative interviews har vi i dette
projekt valgt at benytte Steiner Kvale og Svend Brinkmanns (2009) tilgang til det
kvalitative forskningsinterview. De definerer det kvalitative forskningsinterview som
værende:
(…) et interview, der har til formål at indhente beskrivelser af den
interviewedes livsverden med henblik på at fortolke betydningen af de
beskrevne interview. (Kvale & Brinkmann 2009: 19).
Med udgangspunkt i ovenstående definition bliver vores interviews genstand altså
interviewpersonens livsverden - det vil sige, den verden som interviewpersonen oplever.
Metoden, hvormed vi ønsker at fortolke betydningen af vores interviews, skal forstås i
forlængelse af vores filosofiske hermeneutiske udgangspunkt, der blev præsenteret i
afsnit 2.3.
Ifølge Kvale og Brinkmann bygger det kvalitative forskningsinterview på
dagliglivets samtaler men bør anskues som en professionel samtale, idet det skal
indhente beskrivelser med henblik på en efterfølgende analyse. Derfor er det vigtigt at
forstå, at der i samtalen er et asymmetrisk forhold mellem den interviewede og
intervieweren, idet samtalen bør have en struktur og et formål. På den måde rækker
interviewet ud over den spontane udveksling af synspunkter, der sker i en
dagligdagssamtale (Kvale & Brinkmann 2009: 51). På baggrund af disse overvejelser
betegner Kvale og Brinkmann dermed deres kvalitative forskningsinterview som et
semistruktureret livsverdensinterview. Det semistrukturerede livsverdensinterview er til
dels inspireret af fænomenologien til at illustrere, hvordan mennesker oplever
fænomener i deres livsverden (Kvale & Brinkmann 2009: 31). Grundet vores
socialkonstruktivistiske tilgang ønsker vi ikke kun at fokusere på, hvordan vores
interviewpersoner oplever deres virkelighed men ligeså fortolke på, hvordan den sociale
!
16!
praksis i Ungeprojekt 2011 er med til at konstruere den sociale verden, som vores
interviewpersoner indgår i.
Vores udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns semistrukturerede interview foreskriver,
at vores interviews udføres i overensstemmelse med en interviewguide, der fokuserer på
bestemte temaer, og som har forslag til spørgsmål under interviewet. Kvale og
Brinkmann anbefaler dog, at der gøres plads til at forfølge uventede og interessante
emner, der kan komme op under selve interviewet, såfremt de er relevante for
undersøgelsen, hvoraf beskrivelsen af interviewet som semistruktureret opstår (Kvale &
Brinkmann 2009: 19).
For at vores interviewguides ikke blev for styrende for vores interviews, har vi
metodisk prøvet at imødekomme dette ved at skabe åbne interviews, der ikke har været
bundet af interviewguides. Dette har vi gjort for at opnå så detaljerede og nuancerede
beskrivelser som muligt. I selve udformningen af vores interviewguides har vi fokuseret
på nogle prædefinerede temaer, da vi på denne måde kunne dreje interviewene ind på de
områder, vi ønskede at berøre. Disse områder var bestemt ud fra vores på forhånd
teoretiske forståelse af sårbare unge og forholdet mellem system og bruger, hvorfor vi i
vores interviewguide fik mulighed for at komme ind på områder, hvor vi, i
overensstemmelse med vores hermeneutiske forståelse af viden, kunne sætte vores
faglige og teoretiske forforståelse i spil.
Nedenstående to afsnit har til formål at belyse de refleksioner, der har været i
forbindelse med udformningen af vores interviewguides til henholdsvis de unge og
projektmedarbejderne
3.2.1 Overvejelser i forbindelse med interview af de unge.
Som udgangspunkt for selve udførelsen af vores interview med de unge fandt vi det
først og fremmest yderst vigtigt at få skabt et rum, hvor de følte en tryghed og kunne
formulere sig i deres egne sprog og termer. Derfor fandt vi det fordelagtigt at inddrage
Bolette M. Christensens ”At interviewe for at lære” (1994), da vi med inspiration herfra
i større grad fik mulighed for at mindske den asymmetriske magtrelation. Formålet var
derved, at de unge, i så høj grad som muligt, fik lov til at være den styrende.
Udgangspunktet for samtalen er, at interviewpersonen ses som eksperten, der sidder
!
17!
inde med en viden, som kun han/hun er i stand til at fortælle. Derfor havde vi også til
formål, at de unge skulle føle, at vi var nysgerrige på deres fortællinger og deres
erfaringer med Ungeprojekt 2011.
På baggrund af Christensens kritik af det semistrukturerede interview, fandt vi det
fordelagtigt ikke at have en lang interviewguide, der foreskrev hvad vores næste
spørgsmål skulle være. Dette gjorde vi, da vi som udgangspunkt ikke ønskede at være
fuldstændig styrende for, hvilken drejning interviewet skulle tage. De unge skulle have
lov til at udtrykke sig om det, der havde betydning for dem, og herved skulle det, der
var styrende i deres livsverden, også have lov til at komme til udtryk i interviewet
(Christensen 1994: 12).
Vi valgte at beholde en interviewguide, idet vores interviews stadigvæk skulle
anskues som en professionel samtale, da vi skulle indhente beskrivelser med henblik på
en efterfølgende analyse jf. ovenstående afsnit. En anden grund til at vi ikke valgte at
fralægge os en interviewguide skyldes, at den for os også var tiltænkt som et element,
der kunne bidrage til at sikre en tryg interviewsituation. Strukturen for interviewguiden
blev udformet på baggrund af fire tematikker, som interviewet skulle igennem. Til hvert
tema var et grand tour spørgsmål samt et til to underspørgsmål. Grand tour
spørgsmålene giver interviewpersonen mulighed for at udtrykke sig så meget og så
detaljeret som muligt, i sit eget sprog, og har til formål at give intervieweren en
rundvisning i interviewpersonens liv og oplevelser (Christensen 1994: 45). Med
beskrivende spørgsmål, der fokuserede på konkrete situationer i den interviewedes liv
og især med henblik på mødet med Ungeprojektet 2011, var det vores hensigt at opnå så
detaljerede beskrivelser fra de unge, for på den måde at få et så nuanceret indblik i deres
livsverden og møde med ungeprojektet som muligt.
I vores gennemgang af empiri vil vi belyse de refleksioner, vi har gjort os i forbindelse
med vores interviews med de unge. Vi vil i det nedenstående gå i dybden med vores
metodiske overvejelser i forbindelse med interviewene af projektmedarbejderne.
!
18!
3.2.2 Overvejelser i forbindelse med interview af projektmedarbejderne
Lektor ved Roskilde Universitet, Catharina Juul Kristensen, beskriver, at der overordnet
set er to typer af forskningsinterviews med enkeltpersoner. Hun udpeger henholdsvis
det dybdegående interview, hvor forskeren ønsker en detaljeret viden om et bestemt
emne og det sonderende interview, hvor formålet er at indhente informationer, der kun
sparsomt, eller slet ikke, er tilgængelig andre steder (Kristensen 2010: 282).
I forbindelse med vores interview af de to projektarbejdere fra Ungeprojekt 2011
anskuer vi både den sonderende og dybdegående interviewform som værende relevant.
Idet Kvale og Brinkmanns kvalitative forskningsinterview kun søger at indhente en
dybdegående viden, fandt vi det derfor nødvendigt at udvide vores eksisterende
definition af det kvalitative forskningsinterview. Med et udgangspunkt i Kristensens
definition vil vores kvalitative forskningsinterview med projektmedarbejderne derfor
have til formål at: ..indhente og fortolke information om en given problemstilling hos
personer, der forventes at have viden om den. (Kristensen 2010: 285)
Modsat interviewet med de unge valgte vi at have en mere struktureret interviewform i
interviewet med projektmedarbejderne. Vi tog stadigvæk vores udgangspunkt i temaer
men føjede flere underspørgsmål til hvert tema, idet vi i højere grad selv ville styre
interviewet ind på områder, vi ønskede belyst. Dette skyldes, at vi til dels igennem
vores interviews med de unge havde fået nye perspektiver på Ungeprojekt 2011, men
også i erkendelse af, at det asymmetriske magtforhold i en interviewsituation ofte
forskydes i interviewsituationer med professionelle (Kristensen 2010: 284f).
3.3 Overvejelser i forbindelse med lokalitet og rammerne for interviewene
Interviewene med de unge foregik et neutralt sted i Holbæk. Under selve interviewet var
der to interviewere tilstede, hvoraf den ene var styrende i den indledende del af
interviewet, mens resten af interviewet blev styret ligeligt fordelt mellem de to
interviewere i en naturlig samtale. For at skabe en afslappet og hyggelig stemning i
interviewsituationen var drikkelse og snacks stillet frem. Igen for at løsne stemningen
blev der inden interviewets start snakket om løst og fast. I forbindelse med interviewets
start forklarede vi den unge, at denne var anonym, og at vi med tilladelse gerne ville
have lov til at optage interviewet. Informanten var inden mødet blevet informeret om,
!
19!
hvilken form interviewet ville tage. Dette blev dog også gentaget i selve
interviewsituationen.
I forhold til vores interviews med projektmedarbejderne foregik disse i
ungeprojektets egne lokaler. Ligeledes var vi her to interviewere til stede. Her var
rollerne, at der var én, der sørgede for at holde strukturen i interviewet, mens den anden
havde en mere fri rolle og skulle koncentrere sig om samtalen og sikre, at de nye ting,
der end måtte komme frem i samtalen, skulle følges.
3.4 Etiske overvejelser i den kvalitative forskning
Kvalitativ forskning omhandler ofte menneskers personlige liv og erfaringer, hvilket
sætter krav til forskeren om at overveje en række etiske forhold. Hvor den kvantitative
forskning, som for eksempel statistisk metodologi, skjuler private og individuelle
egenskaber bag tal og gennemsnit, arbejder den kvalitative forskning mere direkte med
private, subjektive og ofte intime aspekter af menneskers liv. Dette vækker nogle etiske
potentialer og giver for eksempel mulighed for, at marginaliserede gruppers stemmer
kan blive hørt i det offentlige rum (Brinkmann 2010: 429). Samtidig rejses nogle etiske
dilemmaer, som forskeren nødvendigvis må forholde sig til, hvilket vi finder særligt
relevant, da ungeprojektets brugere ofte er udsatte og sårbare unge. I nærværende
projekt er vi derfor opmærksomme på det komplekse forhold mellem de etiske
problemer og potentialer, og vi vil i dette afsnit forsøge at tydeliggøre vores etiske
overvejelser ved hjælp af Brinkmanns4 fire etiske tommelfingerregler for kvalitativ
forskning; informeret samtykke, fortrolighed, konsekvenser og forskerrollen. Reglerne
er opstillet som en slags huskeliste over etiske dimensioner, der altid bør overvejes,
snarere end en entydig sandhed om forskningsetik, da der langtfra altid vil være en
entydig løsning på de etiske spørgsmål (Brinkmann 2010: 443).
Informeret samtykke
Med informeret samtykke menes, at forskningsdeltagerne ved, hvad de deltager i
(Brinkmann 2010: 443). I vores undersøgelse er dette særligt væsentligt i forhold til de
unge, som vi har lavet interviews med, da deltagelsen fra de unge skulle være
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
4
De samme fire etiske retningslinjer er fremhævet i Kvale og Brinkmann (2009), men vi anvender i dette
projekt Brinkmann (2010), da dette er en nyere udgivelse. !
!
20!
fuldstændig frivillig. Dette skyldes, at vi ikke ville påvirke eller udnytte den
magtrelation, der nødvendigvis er mellem projektmedarbejderne og den unge, der
modtager hjælp. Det var derfor vigtigt for os at pointere over for de unge, at det var os
som studerende, der skulle bruge interviewet til vores bachelorprojekt, og at deres
interview ikke ville indgå som en del af deres forløb i Ungeprojekt 2011. Derfor så vi
det som et positivt ”tegn”, at der kun var fire ud af de otte unge, som ungeprojektet
spurgte, der havde lyst til at medvirke i interviewet – og dermed var der altså fire der
følte, at de kunne takke nej. Vi forsøgte at være meget eksplicitte i forhold til at
informere og forberede de unge, der deltog på, hvad de kunne forvente af
interviewsituationen samt af vores bearbejdning heraf.
Fortrolighed
Fortrolighed kan blandt andet opnås ved at anonymisere de involverede personer,
hvilket vi i dette projekt har valgt at gøre i de unges tilfælde (Brinkmann 2010: 443).
Udover at udskifte deres og andre fremtrædende navne i transskriberingen, har vi
udskiftet private oplysninger som specifikke skoler, arbejdspladser og vejnavne.
Vi har dog af flere årsager ikke valgt at anonymisere medarbejderne fra Ungeprojekt
2011. For det første ville det være svært at anonymisere de to projektmedarbejdere, da
de er de eneste ansatte på projektet. En anonymisering af medarbejderne ville altså have
krævet et omfattende sløringsarbejde af det konkrete projekt samt lokaliteten herfor.
Dette har vi fravalgt, da vi mener, det vil være forstyrrende for undersøgelsens resultater
og læserens forståelse. For det andet ønskede medarbejderne ikke at være anonyme, da
de netop ønsker, at lade deres projekt og arbejde komme til orde.
Et sidste og afgørende etisk dilemma som vi har gjort os overvejelser omkring i
forhold til fortroligheden, er det dilemma, der opstår mellem de oplysninger, som de
unge giver os under interviewet og de oplysninger, vi kan videregive til medarbejderne i
Ungeprojekt 2011. Dette dilemma har vi håndteret således, at vi under interviewene
gjorde det klart overfor de unge, at det færdige projekt ville blive vist til de to
projektmedarbejdere. Samtidig oplyste vi dem om, at vi ikke var en del af projektet, og
at de derfor godt kunne komme med kritik, som vi så ville anonymisere. Denne
anonymisering af de unges oplysninger over for medarbejderne er den vanskeligste.
Medarbejderne har ikke konkret kendskab til de fire udvalgte unge, men da de har et tæt
!
21!
forhold til de unge, der benytter Ungeprojekt 2011, vil der være stor sandsynlighed for,
at medarbejderne vil kunne genkende den enkelte historie. Vi har derfor håndteret det
således, at vi løbende gennem hele opgaven har vurderet hver enkel oplysning i forhold
til det etiske dilemma om de unges fortrolighed. Dette har dog ikke været et stort
problem, da de unge overvejende var positive over for Ungeprojekt 2011 og
medarbejdernes arbejde. Dertil sagde flere af de unge selv, at de ikke havde noget at
sige, som vi ikke kunne bringe videre til medarbejderne.
Konsekvenser
Når der tales om de etiske overvejelser i forhold til konsekvensen, kan konsekvensen
opdeles i to; en mikro- og en makroetisk dimension. De mikroetiske problematikker
handler om at tage vare på de personer, der deltager i forskningen. Dette er i vores
tilfælde især de unge, der interviewes, men også ungeprojektets medarbejdere. De
mikroetiske problemstillinger kan imødekommes ved at opnå deltagernes informerede
samtykke, sikre fortroligheden og undgå at deltagerne kan lide nogen overlast ved at
deltage i interviewet (Brinkmann 2010: 439). I dette projekt har vi udover allerede
fremhævede overvejelser vedrørende det mikroetiske forhold, søgt at gøre det tydeligt
for vores interviewpersoner, at de selv bestemte, hvad de ønskede at svare på. I de
tilfælde hvor interviewpersonerne undveg at svare på vores spørgsmål, accepterede vi
det og lod emnet ligge.
Ligeledes har vi forholdt os til de mere uforudsigelige makroetiske konsekvenser om,
hvordan projektet vil kunne anvendes af interesserede parter. Her mener vi godt at
kunne stå inde for de makroetiske konsekvenser af de resultater, vi formidler i
nærværende projekt (Brinkmann 2010: 444).
Forskerrollen
I kvalitativ forskning er forskeren selv det primære forskningsredskab (Brinkmann
2010: 444). Som forskere har vi brugt vores erfaring og sensitivitet til at gøre
iagttagelser, stille spørgsmål og lytte efter svar i interviewsituationen. Vi har løbende
gennem hele processen forsøgt at reflektere over vores egne fordomme og forforståelser,
der kan have haft indflydelse på vores forskning, og forsøgt at tydeliggøre disse for
læseren i det omfang, vi har fundet det relevant.
!
22!
Vi har ligeledes gjort os overvejelser om, hvorvidt vi selv som forskere gennem
vores interviews med de unge, har været med til at konstruere dem i rollen som sårbare.
I relation til projektets socialkonstruktivistiske position, må vi erkende, at vi ikke kan
sige os fri fra denne problematik.
Ovenstående fremhævede tommelfingerregler i forhold til etiske potentialer og
problemer i nærværende projekt, skal ses som et forsøg på at tydeliggøre de refleksioner,
som vi løbende har gjort os i processen.
3.5 Generaliserbarhed og validitet ved det kvalitative metode design
En almindelig indvending mod kvalitativ interviewforskning er, at der ikke er nok
interviewpersoner med i undersøgelsen til, at resultatet kan generaliseres. Dette ser vi
ikke som et problem, idet det for os ikke er et mål, at vores resultater skal kunne
generaliseres. Tværtimod er den viden vi skaber i stedet kontekstualiseret, som nævnt i
afsnit 2.3, og dermed hverken universel eller endegyldig (Kvale & Brinkmann 2009:
288). Det er vigtigt, at det kvalitative metodedesign er gennemsigtigt for læseren, da
dette sikrer undersøgelsens validitet (Kvale og Brinkmann 2009: 287). I nærværende
projekt forsøger vi løbende at efterleve dette ved at tydeliggøre, hvordan vi er kommet i
kontakt med Ungeprojekt 2011, hvilke metodiske overvejelser, der ligger bag vores
interview, hvilke konsekvenser projektets videnskabsteoretiske ståsted har, med hvilket
formål vi inddrager Becker, Foucault og Honneth, og ligeledes forsøges det løbende i
analysen at tydeliggøre, hvordan vi når frem til nye forståelser og dermed bliver i stand
til at besvare projektets problemformulering. Nedenstående afsnit vil i forlængelse af
validiteten belyse de overvejelser vi har haft i forbindelse med transskriberingen af
vores interviews.
3.6 Analysemetode til fortolkning af interviewene
I dette projekt bygger den metodiske tilgang til analyse og fortolkning af interviewene
på Kvale og Brinkmanns beskrivelse heraf (2009). Det metodologiske formål ved en
meningskondensering er, at empiri kan behandles systematisk, uden at det nødvendigvis
skal omformuleres til kvantitative udtryk.
!
23!
Denne form for meningskondensering kan bruges til at analysere omfattende og
ofte komplekse interviewtekster ved at se efter naturlige meningsenheder og
udlægge deres hovedtemaer. Disse temaer kan derefter gøres til genstand for
mere omfattende fortolkning og teoretisk analyse. (Kvale & Brinkmann 2009:
228)
Meningskondensering er anvendelig til forskellige former for kvalitative undersøgelser
og begrænser sig dermed ikke til en fænomenologisk tilgang. En analyse, der anvender
meningskondensering som tilgang, omfatter fem trin: (1) gennemlæsning af interviews,
(2) bestemmelse af naturlige meningsenheder, (3) tematisering, (4) stille spørgsmål ud
fra undersøgelsens specifikke formål og sidst (5) at omskrive de væsentlige temaer i
interviewet til deskriptive udsagn. (Kvale og Brinkmann 2009: 228). Vi kommer ikke i
nærværende analyse til at gennemgå alle fem trin, men vi vil lade os inspirere af den
systematiske tilgang, en meningskondensering tilbyder, da vi finder denne tilgang
gavnlig til at tydeliggøre vores proces og fremgangsmåde for læseren.
Vores fortolkning af interviewene er reduceret til fire trin; (1) Først gennemlæste vi
det samlede interview, for at få en fornemmelse for helheden. (2) Derpå bestemte vi de
naturlige meningsenheder samtidig med, at vi foretog en løbende tematisering. Dette
gjorde vi for at sikre en systematisk gennemlæsning af interviewet, ligesom det blev en
hjælp for os til efterfølgende hurtigt at kunne orientere os i de udskrevne interviews. (3)
Som det tredje punkt gik vi ind og stilede spørgsmål til meningsenhederne ud fra
projektets problemformulering, arbejdsspørgsmål og teoretiske forståelsesramme. (4)
Til sidst udarbejdede vi deskriptive præsentationer af informanterne, hvor vi
præsenterer de væsentligste temaer i interviewet.
Ud fra vores hermeneutisk filosofiske tilgang er vi bevidste om, at en
interviewfortolkning altid vil kunne indeholde forskellige meningsindhold alt efter,
hvem der fortolker stoffet. Dette har vi med vores valg af videnskabsteori søgt at være
eksplicitte omkring. Som analysekontrol anbefaler Kvale og Brinkmann, at der er flere
fortolkere til samme interview. Dette giver mulighed for en vis kontrol af vilkårlig eller
ensidig subjektivitet i analysen og kan dermed forbedre kvaliteten af fortolkningen
!
24!
(Kvale 1997: 202). Vi har derfor valgt som minimum at været to fortolkere på hvert
interview.
For at kunne foretage selve meningskondenseringen fandt vi det nødvendigt at
transskribere samtlige interviews. Dette gøres ligeså for, at læseren får mulighed for at
validere den inddragede empiri jf. ovenstående afsnit. Ved selve transskriberingen var
vi særligt opmærksomme på, at alle transskriptioner foregik ud fra samme retningslinjer.
!
!
!
25!
4. Teori
Dette kapitel har til formål at redegøre og kontekstualisere de teoretiske begreber vi
benytter til at åbne op for vores empiri og analysere projektets problemstilling.
4.1 Sandhedsregimer og normaliseringsmagt (Michel Foucault)
Da vi ønsker at komme på sporet af de skjulte magtrelationer, der eventuelt gør sig
gældende i relationen mellem projektarbejder og de unge i Ungeprojekt 2011, finder vi
det gavnligt at oparbejde et magtbegreb. Til denne oparbejdning har vi valgt at benytte
os af Magtudredningens udgivelse fra 2004; ”Det magtfulde møde mellem system og
klient” (Järvinen et al. 2004). Dette har vi valgt, idet omdrejningspunktet for
Magtudredning ligger i at belyse den magt, der måtte forekomme i mødet mellem
repræsentanter for det administrative politiske system inden for det socialpolitiske
område og deres klienter. Dette er interessant i forhold til vores genstandsfelt, og hvad
vi ønsker at belyse.
Det magtfulde møde mellem system og klient tager blandt andet sit udgangspunkt i
Michel Foucaults forståelse af magten, hvilket for os betyder, at vi også oparbejder
vores magtbegreb på baggrund af ham. Vi søger på ingen måde i nærværende projekt at
skabe et fuldt indblik i Foucaults teoretiske arbejde, men ønsker i stedet at inddrage en
del af hans teoretiske forståelser i det omfang, vi finder det anvendeligt.
Med Foucault ønsker vi at belyse, hvorvidt det er muligt at skabe et kravfrit og
anerkendende rum uden påvirkning af strukturernes stumme tvang. Med andre ord søger
vi med dette projekt at belyse, hvorvidt der er konstruerede sandheder i samfundet om
normalitet, der indvirker på projektmedarbejdernes tilgang til de unge. Dette kan for
eksempel være udtrykt i form af, hvor grænsen for anerkendelse går; kan og skal alle
handlinger anerkendes? Til at undersøge dette finder vi det interessant at inddrage
Foucaults syn på sandhedsregimer for på denne måde at kunne forholde os kritisk til
relationen mellem Ungeprojekt 2011 og de unge.
For at forstå Foucaults magtbegreb, er det nødvendigt at forstå hans forståelse af
viden og videnskab. Magten er ifølge Foucault de diskurser, der opleves som naturlige
og normale. Disse samfundsskabte historiske processer om viden og magt kommer for
eksempel til udtryk i diskurser om kriminelle, sindssyge og homoseksuelle, der anses
!
26!
som værende socialt afvigende. Netop disse sociale identiteter er konstruerede som det
modsatte af det ”normale”, der ligeledes er et vigtigt tema i Foucaults arbejde. Foucault
mener, at hele forestillingen om det normale først konstrueres, når det unormale
udpeges og omvendt konstrueres det anderledes eller unormale ved begrebet om det
normale (Järvinen & Mortensen 2004: 13).
På den måde bliver viden og magt til samfundsskabte og historisk konstruerede
sandheder. Disse magtkonstruktioner kalder Foucault for sandhedsregimer, hvilket skal
forstås som de systemer og processer, der gør, at nogle diskurser opfattes som sande og
andre som falske – altså de måder hvorpå diskurser defineres og andre diskurser bliver
skilt fra (Järvinen & Mortensen 2004: 13). Sandhedsregimerne bliver altså de diskurser,
der fortæller sandheden i et givent samfund, og de sandheder der danner normer og
regler for handlinger og tænkning på et givent område. Viden bliver således ifølge
Foucault i sidste ende til selvindlysende sandheder og naturligheder, og sandhederne
bliver konstant reproduceret og institutionaliseret. I den konkrete sammenhæng bliver
de registreringsteknikker, som individet konstant udsættes for, til vigtige redskaber, der
hjælper med at opretholde de eksisterende sandhedsregimer i samfundet. Dette sker
blandt andet gennem håndhævelse i form af journaler, rapporter, mødereferater,
straffeattester, handlingsplaner og statistikker, der alt sammen er medvirkende til at
kategorisere individerne og bekræfte de involverede eksperters professionelle status
(Järvinen & Mortensen 2004: 13). I nærværende projekt finder vi det interessant at
undersøge, de herskende sandhedsregimers betydning for den unge, der er tilknyttet
Ungeprojekt 2011. Bliver sandhedsregimerne lige så fremtrædende og bestemmende i
det sociale arbejde, når Ungeprojekt 2011 netop ønsker at arbejde kravfrit uden
journalføring og specifikke mål? Eller bliver Ungeprojekt 2011 som konsekvens heraf
et produktivt styrende element for staten i forhold til at normalisere den unge?
De herskende sandhedsregimer er en vigtig pointe hos Foucault, der mener, at det
især er de usynlige former for magt, der er de vanskeligste for individet at forsvare sig
imod, og det er netop de hjælpende, støttende og omsorgsgivende institutioner i
velfærdsstaten, som Foucault anser for at være de mest radikale eksempler på usynlig
disciplinering af borgeren (Järvinen & Mortensen 2004: 14).
!
27!
Vores oparbejdning af et magtbegreb skal forstås i et samspil med Beckers teori om den
sociale konstruktion af afvigelse og marginalisering. Dette ligger til grund for en
erkendelse af, at en kombination af disse synes at kunne komplimentere hinanden.
Derfor vil vi i dette projekt anvende vores magtbegreb til at tematisere, hvilken
konstruktion af normalitet, der sker i vores samfund. Dette perspektiv på magt giver os
dog ikke nogle begreber til at forstå, hvordan afvigelse konstrueres i praksis. Her kan vi
med fordel inddrage begreber fra Becker til på denne måde at skabe en forståelse af,
hvordan marginalitet og en position som outsider konstrueres socialt. På den anden side
er der i Beckers teori ikke fokus på magt, ligesom der heller ikke er fokus på, hvordan et
givent samfundssyn på normalitet opstår. Dette får vi mulighed for at belyse med vores
oparbejdede magtbegreb. Nedenstående afsnit vil gå yderligere i dybden med Beckers
teori samt vores konkrete anvendelse af denne i vores projekt.
4.2 Den sociale konstruktion af afvigelse og marginalisering (Howard S. Becker)
Med henblik på at belyse social udsathed og konstruktionen af afvigelse vil vi i dette
projekt tage udgangspunkt i begreber og analyser fra den amerikanske sociolog Howard
S. Beckers bog Outsiders (1963). Bogen indeholder ikke en egentlig teori, der beskriver
kausale sammenhænge, men derimod indeholder den et perspektiv, som skal sætte
fokus på interaktionistiske studier af sociale ”afvigelser”, hvor fokus er på interaktionen
mellem potentielle afvigere, regelskabere og regelhåndhævere (Becker 2005: 13).
Becker pointerer, at der ikke eksisterer en generel enighed i et samfund om, hvad de
regler, der definerer social afvigelse, er. Moderne samfund er ikke organisationer, hvor
alle er enige om, hvad reglerne er, og hvordan de skal anvendes i specifikke situationer.
De er i stedet kendetegnet ved at være højt differentierede i forhold til sociale klasseskel,
etniske grupper, erhvervsgrupper og kulturelle grupper (Becker 2005: 35). Der
eksisterer altså mange forskellige grupper, hvor forskellige regler er gældende, og inden
for disse forskellige grupper findes regelbrydere og regelhåndhævere. Såfremt et individ
ikke følger en gruppes opstillede regler, vil gruppens andre medlemmer opfatte
individet som værende outsider (Becker 2005: 23). Generelt eksisterer der dog ifølge
Becker et tydeligt hierarkisk mønster, hvor middelklassen opstiller de regler,
underklassen må leve efter. Dette gælder både, hvor de uformelle regler hersker, som
!
28!
for eksempel i folkeskolerne, men også hvor de mere formelle regler er styrende, som
for eksempel i retssystemet. Hermed er magt et vigtigt aspekt, når afvigelse skal
studeres, idet de personer, der besidder magten, også vil være dem, der definerer og
fastsætter reglerne (Becker 2005: 38).
Et centralt budskab i Outsiders er således, at social afvigelse er samfundsskabt. Ud fra
dette perspektiv mener Becker, at afvigelse ikke slet og ret er skabt af den handling, et
individ udøver, men derimod skal ses som en konsekvens af andres anvendelse af regler
og sanktioner i forhold til handlingen. Dermed bliver den afvigendes handling først
afvigende, idet andre individer italesætter den som værende afvigende (Becker 2005:
29f). Vigtigt er det altså at forstå, at de sociale regler for Becker ikke er naturgivne, men
reproduceres af forskellige grupper i samfundet. Becker skriver: ..at sociale grupper
skaber afvigelse ved at opstille regler, som skaber afvigelse, når de bliver overtrådt
(Becker 2005: 29). I alle sociale grupper og samfund er der altså regler, som er styrende
for, hvilke former for adfærd der opfattes som normal, og lever individet ikke op til
disse regler om normal adfærd, stemples det som outsider. Det er dog ikke altid, at
individet accepterer det grundlag, gruppen stempler ud fra. I sådanne tilfælde vil termen
outsider have en dobbelt betydning, da det stemplede individ ikke opfatter sig selv som
outsider, men derimod anskuer de personer, der dømmer ham som værende outsider
(Becker 2005: 23). Med denne forståelse kan en person overholde reglerne i en gruppe,
samtidig med at personen bryder dem i en anden (Becker 2005: 29). Becker påpeger, at
der er flere problematikker i, at andre menneskers reaktioner definerer hvilke handlinger,
der er afvigende:
Den samme adfærd kan være en overtrædelse af en regel på ét tidspunkt, men
ikke på et andet; den kan være en overtrædelse, når den begås af en person
men ikke af en anden: nogle regler bliver overtrådt ustraffet, andre bliver det
ikke. (Becker 2005: 34)
Menneskers reaktioner på andre handlinger er påvirket af diskurser i samfundet og
derfor også påvirket af tid og sted (Becker 1963: 33). I genstandsfeltet vil vi uddybe,
hvilke diskurser der i dag udgør sandhedsregimet om det normale liv for herigennem at
!
29!
kunne sige, hvilke handlinger, der kan opfattes som værende afvigende. Yderligere er
reaktioner på handlinger ligeledes påvirket af, hvem der begår handlingen. Et individs
sociale status har en afgørende betydning for, om der sanktioneres over for den handling
individet har begået (Becker 1963: 33).
Som belyst i det ovenstående er regler i samfundet skabt af mennesker og dermed skabt
på baggrund af individers initiativ. Becker betegner de personer, der udviser denne form
for initiativ som værende moralske entreprenører. Denne betegnelse dækker over to
undergrupper, henholdsvis regelskabere og håndhævere (Becker 2005: 151). En ideel
regelskaber er interesseret i reglernes indhold og opererer med absolut etik, forstået på
den måde, at han opfatter reglen som værende til samfundets eget bedste. Dette betyder,
at regelskaberne er mere optagede af målet end af midlet (Becker 2005: 151ff).
Nutidens politikere kan dermed forstås som regelskabere, da de udformer specifikke
regler for eksempel i form af lovforslag (Becker 2005: 158).
Når regler skabes, opstår der også regelhåndhævere. Regelhåndhævere udvikler ofte
egne vurderinger i forhold til vigtigheden af forskellige typer af regelbrud (Becker
2005: 163). Prioriteringer af hvad der er regelbrud, og derfor ikke skal anerkendes,
afhænger i socialt arbejde ofte af medarbejderens egne normative overbevisninger,
hvilket medfører, at de regelbrud en regelhåndhæver prioriterer ofte kan være meget
forskellige fra, hvad offentligheden ville have prioriteret. Håndhævere står ofte over for
et dobbelt problem, idet de på den ene side må bestræbe sig på at argumentere for deres
eksistensberettigelse, altså at der er et problem, og på den anden side kunne
argumentere for, at deres arbejde bærer frugt, altså at deres forsøg på at håndhæve
reglerne er effektive og indsatsen værd (Becker 2005: 159). I nærværende projekt er
Ungeprojekt 2011 udsprunget af Sundhedsaftalen i Region Sjælland. Sundhedsaftalen er
udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, og kan dermed betegnes som en politisk beslutning.
Sundhedsaftalen er herved skabt af regleskabere, der i denne kontekst altså kan forstås
som politikere. I praksis skal arbejdet udføres af projektmedarbejderne i Ungeprojekt
2011, hvorfor de ansatte her må ses som regelhåndhævere (Becker 1963: 158).
I et samfund findes der flere former for regler. På den ene side findes de ovennævnte
formelle regler, der oftest er bestemt via lovgivning og håndhæves af politiet og
offentligt ansatte generelt. På den anden side findes andre og mere uformelle regler, der
!
30!
for eksempel kan være resultat af traditioners magt. Disse sanktioneres ved hjælp af
mere uformelle sociale sanktioner (Becker 2005: 23). Et eksempel på denne form for
regler og sanktioner, kan være mobning i skoleklasser, hvor et individ holdes ude fra
fællesskabet som følge af for eksempel ”forkert” påklædning eller adfærd. En
håndhævelse kan altså på den ene side være en opgave for en specialiseret gruppe i
samfundet, mens det på den anden side kan være et socialt anliggende for alle
medlemmer i den pågældende gruppe.
Afvigelse er altså, som vi har set i det ovenstående, en kontekstuel konstruktion, da den
først bliver opfattet som en afvigelse, når andre italesætter handlingen som unormal. I
konstruktionen af en afviger vil der altid være tale om både regelskabere og
regelhåndhævere. Når et individ stemples som afviger, formes individet herefter.
Dermed bliver stemplingen ifølge Becker til en selvopfyldende profeti, idet individet
begynder at opføre sig som afviger, når det behandles som afvigende (Becker 2005: 52).
I dette projekt bruges Beckers stemplingsteori til at belyse, hvilke regelhåndhævere
og regelskabere, der er aktuelle i forbindelse med, hvad de unge bliver mødt af i
Ungeprojekt 2011. Hertil ønsker vi at belyse, hvorvidt de unge oplever at blive stemplet
ved at være tilknyttet ungeprojektet. Fokus i vores brug af Becker er på de processer,
der er medvirkende til, at individer betragtes som outsidere samt deres reaktioner på
dette. For at kunne besvare, hvilken rolle Ungeprojekt 2011 indtager i arbejdet med
sårbare
unge,
ønsker
vi
således
udelukkende
at
have
fokus
på
vores
interviewpersoners ”afvigerkarriere” i det omfang, det hjælper til at forstå deres
nuværende situation som brugere af Ungeprojekt 2011. Det sættes i projektet til
diskussion, om Ungeprojekt 2011 kan betragtes som endnu et trin i de
unges ”afvigerkarriere” som socialt sårbare, eller om projektmedarbejderne formår at
bryde den mulige karriere. Vi ønsker altså at udfordre vores teoretiske samspil mellem
Becker og Foucault med den tanke, at en anerkendende tilgang kan bryde
afvigerkarrieren hos den unge, til trods for at den unge er tilknyttet et kommunalt tilbud,
der i Beckers optik kan opfattes som stemplende.
Til at undersøge dette vil vi som nævnt inddrage Honneth. I forhold til Foucault og
Becker arbejder Honneth med et normativt standpunkt om, hvad ”det gode liv” er.
!
31!
Hertil tilbyder han en egentlig definition på disse idealer. Nedenfor går vi derfor
yderligere i dybden med Axel Honneths anerkendelsesteori, for hermed at belyse dens
relevans i forhold til en konkret kontekst – Ungeprojekt 2011.
4.3 Anerkendelse i socialt arbejde (Axel Honneth)
På baggrund af samfundets indretning mener Axel Honneth, at der kan opstå en
uligevægt i måden, hvorpå mennesket forholder sig til sig selv og andre. Honneth
forholder sig igennem sin anerkendelsesteori kritisk til samfundsindretningen og
forsøger at forklare årsagen til den nævnte uligevægt (Willig 2006: 9). Der er tale om en
normativ samfundsteori med udgangspunkt i det gode liv, da der skelnes mellem,
hvordan situationen ideelt bør være, og hvordan den i realiteten er, hvorfor teorien kan
anvendes
som
fundament
til
at
udpege
sociale
patologier.
Honneths
anerkendelsesformer kan anses som integrationskomponenter både på samfunds- og
individniveau, idet anerkendelse er en forudsætning for et fuldt integreret samfund.
Honneth beskriver ydermere anerkendelse som en afgørende faktor for, at individet kan
blive fuldt ud individueret og opnå en vellykket identitet. Hermed bliver menneskets
forudsætninger for selvrealisering og vejen til det gode liv eksplicit (Willig 2003: 12ff).
I den forbindelse finder vi det relevant at undersøge, hvilke anerkendelsesrelationer de
unge oplever i mødet med Ungeprojekt 2011. Med inddragelse af Honneth kan vi belyse,
om det i socialt arbejde er muligt at facilitere en fuldt ud anerkendende tilgang til de
unge, eller om der er skjulte agendaer, som i sidste ende vil gøre, at de unge i stedet
oplever krænkelser i mødet med Ungeprojekt 2011. For at operationalisere Honneths
teori til ungeprojektets konkrete arbejde med de unge, er vi inspireret af
rapporten ”Fælles værdier i det sociale og sundhedsmæssige arbejde med socialt
udsatte”5. I rapporten benyttes Honneths tre sfærer til at analysere socialt arbejde, og
derfor tilpasses sfærerne i rapporten til konteksten. Denne kontekstualisering finder vi
også gavnlig i forbindelse med vores projekt, der ligeledes tager sit afsæt i socialt
arbejde. Nedenstående gennemgang af Honneths teori vil først gennemgå hans
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
5
Rapporten er udarbejdet for Social- og Integrationsministeriet og Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse af dr.scient.soc og lektor ved Roskilde Universitet Søren Juul og chefkonsulent Erik
Riiskjær fra Center for Folkesundheds og Kvalitetsudvikling, Region Midt.
!
!
32!
anerkendelsessfærer, hvorefter de tre former for krænkelse vil blive præsenteret.
Afslutningsvis i hver sfære vil der blive belyst, hvad der skal til for, at de unge skal få
følelsen af anerkendelse eller krænkelse i Ungeprojekt 2011.
Honneth inddeler begrebet om anerkendelse i tre forskellige sfærer, den private sfære,
den retlige sfære og den solidariske sfære (Honneth 2006: 174).
Den private sfære tager ifølge Honneth udgangspunkt i den emotionelle anerkendelse,
individet oplever i forholdet til familie og venner. Afgørende for anerkendelsen i denne
sfære er kærlighed, da individet gøres fortrolig med egne værdier, indstillinger og
ressourcer, når det anerkendes for disse i det gensidige kærlighedsforhold til familie og
venner. Honneth understreger, at den emotionelle anerkendelse er en forudsætning for
den fundamentale selvtillid hos individet, da den sætter individet i stand til at udtrykke
og respektere sig selv i nære fællesskaber såvel som i samfundsmæssige forhold. Den
første anerkendelsessfære skiller sig ud fra de to andre sfærer, da den udgør
forudsætningen for det intersubjektive forhold og er dermed også forudsætningen for de
relationer, der findes i de andre sfærer (Honneth 2006: 130ff). I forbindelse med det
konkrete sociale arbejde kan det ikke forventes, at projektmedarbejderne i Ungeprojekt
2011 kan etablere et så tæt forhold som nære venner eller familiemedlemmer kan.
Derfor må privatssfæren i projektets kontekst forstås ud fra, om de unge føler omsorg,
nærhed og medleven fra projektmedarbejdernes side (Juul & Riiskjær 2012: 30).
Hvor der i den private sfære var tale om en emotionel baseret anerkendelse, er der i den
retlige sfære tale om fornuftbaseret anerkendelse. Anerkendelse i den retslige sfære
opnås ved, at hver enkelt borger oplever at have lige adgang til universelle rettigheder i
velfærdssamfundet, hvilket har betydning for individets forståelse af sig selv som et
moralsk betydningsfuldt menneske, der kan indgå i offentlige drøftelser. Individet får
heraf mulighed for at opfatte sin egen handling som alment accepteret, hvilket har
betydning for et positivt selvforhold samt selvrespekt (Honneth 2006: 146ff). Den
retslige sfære vil vi i Ungeprojekt 2011 benytte i forhold til, om de unge oplever, at de
har samme rettigheder til trods for deres situation som psykisk sårbare. Herudover
handler
!
den
retlige
anerkendelse
i
ungeprojektet
om
god
kommunikation,
33!
medbestemmelse samt hvorvidt den unge føler, at der ikke bliver overtrumfet ting over
deres hoved (Juul & Riiskjær 2012: 30).
I relationen til gruppen, fællesskabet eller samfundet, hvor individets deltagelse bliver
positivt anerkendt for dets personlighed og individuelle kompetencer, sker den tredje
form for anerkendelse i den solidariske sfære. Idet individet bidrager positivt til
fællesskabet i gruppen bliver det herigennem ydermere anerkendt for sit bidrag til
samfundets reproduktion. Der er i denne sfære tale om både emotionel og fornuftbaseret
anerkendelse, som har betydning for individets grundlæggende selvværd (Honneth
2006: 163ff). Den sociale værdsættelse drejer sig i forbindelse med ungeprojektets
arbejde om, hvorvidt de unge føler, at projektmedarbejderne tager dem alvorligt, lytter
til dem og forstår dem (Juul & Riiskjær 2012: 30).
Ved en manglende anerkendelse i de tre sfærer, kan individet opleve krænkelser eller
ringeagtserfaringer. Hvor anerkendelsen i sfærerne udgør teoriens normative grundlag,
er ringeagtsformerne udgangspunktet for en forståelse af motivet for kampen om
anerkendelse. Ligesom der findes forskellige former for anerkendelse i tre sfærer, findes
der som modsætning til anerkendelsen også en krænkelsesform inden for hver sfære. Da
en krænkelse ofte forekommer voldsom for individet, er det ofte først efter en sådan
oplevelse, at betydningen for anerkendelse tydeliggøres for individet (Honneth 2006:
175ff).
I den private sfære kan krænkelser komme til udtryk gennem fysisk mishandling og
voldtægt. En sådan form for krænkelse skader individets fysiske integritet og
grundlæggende selvtillid. En krænkelse hvor individet får bemægtiget sin krop er den
værste form for ydmygelse og nedværdigelse af individet, og vil ofte udmønte sig som
et destruktivt indgreb i individets selvforhold og medføre en skamfølelse og manglende
tillid til sig selv og til omverdenen (Honneth 2006: 176ff). Krænkelser i ungeprojektets
regi kan opstå ved, at de unge føler en kulde, distance eller ligegyldighed fra
projektmedarbejdernes side (Juul & Riiskjær 2012: 30).
Krænkelser inden for den retslige sfære ses ofte som bedrageri eller diskrimination
inden for retssystemet. Hvis individets rettigheder ignoreres, ødelægges dets selvrespekt,
!
34!
og individet mister indirekte sin status som ligeværdig medlem af samfundet (Honneth
2006: 177ff). Retslige krænkelser kan i forbindelse med ungeprojektets arbejde opstå
ved, at de unge oplever diskrimination, vildledning eller mangelfuld information (Juul
& Riiskjær 2012: 30).
Den sidste form for krænkelse findes i den solidariske sfære, hvor krænkelsen
kommer til udtryk gennem en negativ holdning over for individets sociale værdi.
Hermed mister det pågældende individ muligheden for at tillægge egne evner social
værdi, hvilket forhindrer individets personlige selvværdsættelse (Honneth 2006: 178f). I
ungeprojektet kan følelsen af en krænkelse i den solidariske sfære opleves såfremt de
unge i projektet oplever nedværdigelse, usynliggørelse eller føler deres adfærd som
afvigende (Juul & Riiskjær 2012: 30).
Som vi har redegjort for i det ovenstående, er opnåelse af anerkendelse inden for de tre
sfærer ifølge Honneth essentiel for opnåelsen af det gode liv, mens krænkelserne eller
ringeagtserfaringerne udgør motivet, der udløser kampen om anerkendelse (Honneth
2006: 183ff). Vi ønsker at anvende de tre sfære til at belyse og forstå de unges
nuværende livssituation, samt hvad de oplever i mødet med Ungeprojekt 2011. Oplever
de unge i Ungeprojekt 2011 endnu en krænkelse i dette tilbud, såfremt deres forståelser
af virkeligheden ikke anerkendes og imødekommes? Eller er projektarbejderne i
Ungeprojekt 2011 gennem deres arbejde i stand til at give de unge den anerkendelse,
der skal til for at opnå et positivt selvforhold og dermed det gode liv? Og i så fald, har
den anerkendelse en værdi uden for ungeprojektets fire vægge?
Med Honneths anerkendelsesteori ønsker vi således at undersøge, hvorvidt
ungeprojektets anerkendende tilgang kan være med til at bryde med stemplingen af de
unge som ”afvigende”. Sidst vil vi med det anerkendende perspektiv undersøge,
hvorvidt projektmedarbejderne med den anerkendende tilgang er i stand til at give de
unge redskaber til at leve et “normalt” liv, hvor de ikke oplever at blive stemplet som
afvigende.
!
!
35!
5. Genstandsfelt
Med dette kapitel søger vi at belyse, hvad der forstås ved at være sårbar ung i dagens
Danmark. Endvidere vil vi beskrive, hvilken kontekst Ungeprojekt 2011 udsprang af,
samt præsentere de forestillinger, der ligger til grund for ungeprojektet.
5.1 Det normale ungdomsliv
I dette afsnit vil vi beskrive, hvad vi forstår ved et ”normalt ungdomsliv” for
herigennem at forstå, hvad et sårbart ungdomsliv er. Dette gøres, da vi, som nævnt i
uddybningen af problemformulering, forstår sårbare unge som personer, hvis livsførelse
ikke stemmer overens med de fremherskende samfundsnormer. Ved at belyse
det ”normale” vil sårbarhed hermed stå i kontrast til dette.
Til en yderligere specificering af, hvad der menes med sandhedsregimer og
normaliseringsmagt, jf. afsnit 4.1, inddrages samfundsforsker og lektor ved Roskilde
Universitet Catharina Juul Kristensens bud på, hvad de herskende normalitetsforståelser
i Danmark er. Kristensen beskriver, at normalitet i dagens Danmark består af:
1) at være selvforsørgende gennem erhvervsarbejde, 2) at kunne sørge for sig
selv, 3) at have en fast bolig, 4) at have en kernefamilie, 5) at være
heteroseksuel, 6) at være fysisk og psykisk velfungerende, 7) at være danskdansker (Kristensen 1997: 30).
At være en del af det danske arbejdsmarked, og dermed være selvforsørgende, ses ifølge
Kristensen som den største kilde til adgangen til det normale liv. Via arbejde bliver det
muligt at konsumere uden at blive stemplet, at opnå en social status og identitet, samt at
få adgang til sociale netværk (Kristensen 1997: 30).
I artiklen ”Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge med sårbare liv” i tidsskriftet
Social Politik nr. 2/2013, beskriver Lene Larsen og Line Askgaard, hvorledes der i det
danske samfund synes at have været et skift fra welfare til workfare. Deltagelse på
arbejdsmarkedet bliver dermed midlet til integrationen i samfundet (Larsen & Askgaard
2013: 6). Grundet globaliseringen og udviklingen mod et videnssamfund er der
!
36!
ydermere sket en ændring i den danske uddannelsespolitik. Med indførelsen af
Ungepakkerne i 2009-10, der har til mål, at 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre
en ungdomsuddannelse, kan uddannelse siges at have bevæget sig fra en universel ret til
nu at være blevet en pligt. Dette skyldes, at uddannelse ses som midlet til økonomisk
vækst, hvilket bliver nødvendigt grundet globaliseringens øgede konkurrence på
arbejdsmarkedet. Hermed bliver det at skulle gennemføre en ungdomsuddannelse nu en
uundgåelig del af ungdomslivet (Larsen og Askgaard 2013:7).
Da dette projekts målgruppe udgøres af unge, ligestiller vi det at være en del af
arbejdsmarkedet med vigtigheden af at være en del af uddannelsessystemet som en
væsentlig faktor for at indgå i ”normalen”.
I rapporten ”Det normale ungdomsliv” (2005), der er udarbejdet af Center for
Ungdomsforskning, beskrives det, hvordan de unge håndterer disse krav om uddannelse.
Nogle finder det let at navigere mellem alle mulighederne og træffer hurtigt
uddannelsesvalg, der passer til deres kompetencer og interesser, mens andre med
udsigten til alle mulighederne mister overblikket og fornemmelsen for, hvad der er
realistisk. Valget om uddannelse skal tages tidligere og tidligere, hvilket gør der svært,
fordi denne del af livet kan virke fjern og som langt ude i fremtiden. (Kofoed og
Nielsen 2005: 52).
For at få et fyldestgørende billede af de unges liv er det relevant at tydeliggøre, hvad der
fylder udover uddannelse og arbejde. Her beskrives det, at undersøgelser tyder på, at
vennerne er det vigtigste i både drenge og pigers fritid. Drenge rater computere som det
næst vigtigste, mens pigerne går mere op i lektielæsning og samvær med familien
(Kofoed & Nielsen 2005: 15). For både drenge og piger er ungdomslivet præget af
megen og konstant kontakt til både jævnaldrende og voksne. Forholdet til forældrene er
kendetegnet af konflikter - ofte i takt med, at de unge ønsker mere frihed. Disse
konflikter ender ofte ud i en række sammenstød, men det ændrer dog ikke ved, at de
unge typisk går til forældrene, hvis de står over for et problem, de ikke selv er i stand til
at håndtere. Det er hos vennerne, at de unge får den umiddelbare opbakning, hvad enten
det handler om konflikter med forældre eller andre venner, hvorfor loyalitet og tillid er
essentielt i venskaberne. Ungdomslivet er karakteriseret ved identitetsdannelse, opbrud
!
37!
og løsrivelse, hvorfor stabile og tillidsfulde relationer er en vigtig hjælp, mens de unge
forsøger og finde fodfæste (Kofoed og Nielsen 2005: 57ff).
I tiden hvor valg af uddannelse fylder meget, er det at flytte hjemmefra et stort tema.
I denne proces med uddannelse og flytning og de dertilhørende mange nye krav og det
tiltagende ansvar, forankres drømmene
Der findes en lille gruppe unge, der har det vanskeligt af forskellige årsager, men dog
har størstedelen af nutidens unge få problemer, der kan karakteriseres som alvorlige, og
de unge er langt hen af vejen, med hjælp fra familie og venner, selv i stand til at løse
problemerne og dermed opbygge de kompetencer, som er en forudsætning for at tage
ansvar for sig selv (Kofoed og Nielsen 2005: 57).
5.2 Sundhedsaftalen 2010-2014
Som et resultat af Sundhedsaftalen 2010-2014 for Region Sjælland udsprang i Holbæk
Kommune et tilbud med titlen ”Ungeprojekt 2011”. Med sundhedsloven fra 2007
indførtes et krav til kommuner og regioner om at udarbejde sundhedsaftaler som et
redskab til høj kvalitet i patientforløb, der kan gå på tværs af sygehuse, kommune og
almen praksis. I marts 2011 godkendte sundhedsstyrelsen alle 98 sundhedsaftaler
mellem
regioner
og
kommuner
(Sundhedsstyrelsen
1:
sst.dk,
03.05.13).
Sundhedsaftalen sikrer et sammenspil mellem dele af det sociale område, patienters
egne praktiserende læger, det kommunale sundhedsvæsen og det specialiserede
sygehusvæsen med hurtige patientforløb.
Visionen for sundhedsaftalen er, at borgeren skal opleve et mere sammenhængende
sundhedsvæsen, hvilket i Region Sjælland følges op af fem konkrete målsætninger:
•
Styrke og udvikle den tværsektorielle indsats
•
Gennemsigtighed i opgavedelingen
•
Forpligtende samarbejde
•
Dokumentation og kommunikation
•
Samarbejde om fælles målgrupper, som er: Børn, Borgere med længerevarende
sygdomme, Ældre sårbare patienter, Mennesker med sindslidelser og Borgere
med komplekse og sammensatte sundhedsproblemer
!
38!
For unge med sindslidelser eller med risiko for at udvikle samme betyder
sundhedsaftalen, at sundhedsvæsnet er forpligtet til at tilbyde en indsats, som er
tilrettelagt og bygger på de ressourcer, den unge selv besidder. Indsatsen skal rette sig
mod at styrke egenomsorg og personlige ressourcer ved hjælp af nøgleord som respekt,
faglighed og ansvar (Sundhedsstyrelsen 1: sst.dk, 03.05.13).
5.3 Ungeprojekt 2011
Som nævnt i det ovenstående udsprang ungeprojekt 2011 af sundhedsaftalen.
Ungeprojektet startede d. 1. oktober 2011, som et treårigt forsøgsprojekt under det
Socialpsykiatriske Center i Holbæk Kommune. På baggrund af en omfattende
undersøgelse af de eksisterende tilbud i kommunen var formålet at tilbyde et
supplerende tilbud til målgruppen, unge mellem 16 og 25 år. Denne undersøgelse
tegnede et generelt billede af mangel på umiddelbar og tilgængelig social støttekontakt,
hvilket i maj 2012 resulterede i: Et specialiseret forebyggende tilbud til psykisk sårbare
unge 16-25-årige i svær mistrivsel bosat i Holbæk Kommune. (Bilag 2: 1). Det
overordnede formål i projektet er at fremme tidlig intervention med henblik på at øge
den unges mulighed for at leve et så almindeligt liv som muligt. I arbejdet med de unge
ønskes det, at der arbejdes i retning af en øget livskvalitet, og dette ved at hjælpe den
unge til at blive aktiv deltagende i eget liv og få større indblik i egne drømme og
formåen (Bilag 2: 3). Kompetencerne i ungeprojektet ligger i det kontaktskabende
arbejde med kriseramte eller isolerede unge.
Ungeprojektet er et midlertidigt tilbud, som henvender sig til stigende isolerede og
svært kontaktbare unge, der vurderes i risikozonen for at udvikle en varig sindslidelse,
dette kan være depressive, angstplagede, stemmeplagede, paranoidplagede, suicidaltænkende og opgivende unge (Bilag 2: 4). Kontakten til ungeprojektet kan enten gå
gennem en bekymringshenvendelse fra et andet tilbud i kommunen, fra forældre eller
andre bekymrede. Den unge kan også selv tage kontakt til tilbuddet enten ved at ringe
eller sende en sms eller ved at møde op på ungeprojektets adresse. Når ungeprojektet
har fået en bekymringshenvendelse, reageres der inden for 24 timer med opsøgende
kontakt i form af et opkald, sms eller mail til den unge fra en projektmedarbejder, eller
!
39!
ved personligt fremmøde på den unges adresse. På den måde fungerer Ungeprojekt
2011 som et supplerende tilbud, da projektet forsøger at opnå kontakt til de unge, som
andre tilbud i kommunen ikke kan nå eller har mistet kontakten med. Dermed går
ungeprojektet altså ikke ind og erstatter eksisterende tilbud.
Ungeprojektet søger at give de unge redskaber til at fremme det gode liv, og vi finder
det i nærværende projekt interessant at sætte fokus på de redskaber, som ungeprojektets
medarbejdere har hertil. Medarbejderne tilbyder samtaler og individuelle træningsforløb
med udgangspunkt i den unges vilje, ønsker og drømme. Målet med træningsforløbet er,
at den unge arbejder mod større ejerskab i eget liv. Dette gøres i et samarbejde med den
ansatte fra ungeprojektet, hvor de sammen søger at: klarlægge den unges største
udfordringer, der hindrer det gode liv. (Bilag 2: 11). Dette opnås ved at træne den unge
til at samarbejde om at opbygge eget selvværd, opnå en forståelse for mentalisering,
lære at anerkende sig selv, udvikle sig som samfundsborger og lære at knytte handling
til mentalisering (Bilag 2: 18). I forlængelse heraf finder vi det relevant at undersøge,
hvilke dominerende diskurser, der eksisterer om det ”almindelige” og det ”gode” liv, og
hvordan de i ungeprojektet forstår det gode liv.
Deltagelsen i ungeprojektet er anonym, og der arbejdes ud fra tankegangen; intet om
den unge uden den unge, hvilket betyder, at der ikke afholdes møder eller samtaler uden
den unge er til stede (Bilag 2: 6). Der arbejdes i ungeprojektet ud fra den unges egne
præmisser, og tilbuddet adskiller sig fra og er supplerende i forhold til lignende tilbud i
kommunalt regi ved at være et frivilligt og kravfrit initiativ for unge i mistrivsel. I
forlængelse heraf skiller Ungeprojekt 2011 sig ligeledes ud ved ikke at være en del af
beskæftigelsesaftalen, som de fleste lignende tiltag er. Det er især dette aspekt, der har
vakt vores interesse, og vi ønsker i analysen at udforske, hvordan dette kravfri element
udleves og håndhæves i praksis. Sidst har projektet en anerkendende tilgang og ønsker
at tage udgangspunkt i den enkelte unges behov ved at udvise tålmodighed og
lydhørhed over for de unge. Vi finder det særlig interessant, hvordan den anerkendende
tilgang præger det sociale arbejde med den unge. I analysen ønsker vi at undersøge, i
hvilken udstrækning Ungeprojekt 2011 er i stand til at leve op til deres egne
målsætninger om en kravfri og anerkendende tilgang til de unge.
!
!
40!
6. Empiri
Dette kapitel vil indeholde præsentationer af de to projektmedarbejdere samt
præsentationer af fire brugere af Ungeprojekt 2011. Præsentationerne af de
interviewede unge tager afsæt i de unges egne fortællinger og oplevelser. Vi går i dette
afsnit ikke ind og fortolker på deres udsagn, men forholder os blot til det sagte. Hertil
vil der indgå refleksioner vedrørende de udførte interviews.
6.1 Præsentation af projektmedarbejderne
Nick har i de sidste ti år arbejdet i socialpsykiatrien og har derfor et grundigt kendskab
til arbejdet med psykisk syge, sindslidende og isolerede. Nick er uddannet lærer og er
cand.mag. i teatervidenskab, film og medievidenskab. Herudover har han arbejdet som
lastbilchauffør, postarbejder samt haft arbejde i Afrika og har også en kognitiv
uddannelse. Selve interviewet med Nick varede 125 minutter, hvilket i sig selv
udtrykker den interesse, han har for projektet. Nick var meget optaget af at svare præcis
på, hvad der blev spurgt om, og igennem interviewet var der en behagelig og afslappet
stemning.
Per har arbejdet inden for socialpsykiatrien de sidste 13 år. Oprindeligt er Per
kontoruddannet og har kørt som sælger. Herefter er han blevet uddannet som pædagog
og har arbejdet inden for botilbud for sindslidende med misbrugsproblematikker,
ungdomsinstitutioner og lignende. Løbende har han taget en systemisk coachuddannelse,
facilitatoruddannelse og en mødelederuddannelse. Interviewet med Per varede 80
minutter. Der var generelt en afslappet stemning og Per funderede ofte længe over
spørgsmålene, inden han svarede. Vi nåede rundt om hele interviewguiden, men vi sad
dog tilbage med en følelse af, at vi sagtens kunne være gået mere i dybden med nogle af
spørgsmålene. Dette var dog ikke muligt, da der var afsæt en tidsramme for interviewet
grundet Pers andre arbejdsopgaver.
Generelt for begge interviews havde vi følelsen af, at ingen af dem prøvede at styre
interviewet over i emner, der kunne have deres egne interesser. Derimod var det i høj
grad vores struktur og spørgsmål, der var styrende for interviewet.
!
41!
6.2 Præsentation af Benjamin
Benjamin er 19 år, og er ved at uddanne sig som automekaniker. På nuværende
tidspunkt bor han sammen med sin kæreste i deres egen lejlighed. Benjamin har haft en
ustabil opvækst. Da han var omkring to-tre år gik hans forældre fra hinanden, og
Benjamin boede efterfølgende ved sin mor. Kort tid efter skilsmissen fandt Benjamins
mor en ny kæreste, som hun var sammen med i ca. 10 år. Moderens nye kæreste var
voldelig og havde dertil et alkoholmisbrug, hvorfor det var et hårdt miljø for Benjamin
at vokse op i. Da moderen blev forladt af sin nye kæreste, begyndte hun selv at drikke
og være voldelig over for Benjamin. Som 14-årig blev Benjamin tvangsfjernet og kom
på opholdssted. Inden tvangsfjernelsen var Benjamins skolegang præget af mobning og
vold. Ligeledes har Benjamins skolegang været præget af mange skoleskift.
Benjamin har været i retten mange gange i forbindelse med sin fars kamp for
forældremyndigheden. Det lykkes ham dog aldrig at få forældremyndigheden, hvilket
Benjamin oplever som et svigt fra sin daværende sagsbehandlers side. Generelt har
Benjamin oplevet, at kontakten til sagsbehandlere har været negativ.
Med en mindre forsinkelse og efter ophold på diverse institutioner fik Benjamin
afsluttet sin 9. klasse, hvilket var en personlig sejr. Efterfølgende forsøgte han at
færdiggøre 10. klasse, men valgte at stoppe på grund af stress. Udover stress kæmpede
Benjamin med en tidligere depression og fik i samme periode konstateret angst.
Benjamin fik kendskab til Ungeprojekt 2011 gennem en skolekammerat. Han
kontaktede selv ungeprojektet ved at ringe til dem for at høre, om de kunne hjælpe ham.
Benjamin er nu kommet ved ungeprojektet i cirka et halvt år, og kontakten mellem dem
sker på Benjamins opfordring. Han bruger tilbuddet til at vende situationer, han er
usikker på. Udover dette har ungeprojektet hjulpet Benjamin med hans kontakt til
sagsbehandlere og med at budgettere hans økonomi. Ved siden af Ungeprojekt 2011
benytter Benjamin sig af sin psykolog, som han bruger til at håndtere de mén, hans
opvækst har givet ham. Benjamin har ikke et konkret mål med at komme i
ungeprojektet, men bruger det til at vende dagligdagens problematikker, idet han ikke
føler, at han kan gøre det hos familien. Hvis Benjamin selv skulle definere det optimale
tilbud, ville det være ungeprojektet, dog med et praktisk aspekt, så han kunne få hjælp
til praktiske ting i hjemmet.
!
42!
I interviewsituationen virkede Benjamin tryg og motiveret for at fortælle sin historie,
hvilket medførte, at vi gennem interviewet fik et meget nuanceret billede af Benjamins
livssituation og hans person som helhed. Benjamin tog en styrende rolle i interviewet og
havde meget lange fortællinger om de ting, der fyldte i hans liv. Disse holdt sig dog
ikke altid inden for interviewemnet, men grundet vores interviewtilgang lod vi os føre,
da vi ønskede at få indblik i, hvad der fyldte i hendes verden. Interview med Benjamin
varede i 111,06 minutter.
6.3 Præsentation af Casper
Casper er 18 år og går på Service- & Tekniklinjen på produktionsskolen, hvor han
sideløbende er ved at tage sin 9. klasseseksamen i dansk. Caspers skolegang har været
præget af både fysisk og psykisk mobning. Derudover har han været udsat for to
voldsomme overfald i henholdsvis 6. og 8. klasse, hvilket blev udøvet af
klasseskammerater. Som 13-årig kom Casper på julemærkehjem i 10 uger, da han
gennem sin opvækst har været overvægtig.
I 9. klasse startede Casper på en efterskole for elever med særlige behov, da han har
indlæringsvanskeligheder. Casper beskriver både julemærkehjemmet og efterskolen
som gode oplevelser i hans liv, da han her var sammen med ligesindede, som han selv
udtrykker det i interviewet.
Casper håber på at kunne starte på teknisk skole for at blive maler, men dette er ikke
sikkert, da han til sidste forløbssamtale på skolen fik at vide, at han endnu ikke var
uddannelsesparat. Casper vil gerne have en uddannelse, så han kan bevise over for sine
forældre, at han er i stand til at forsørge sig selv. Caspers far er førtidspensionist og
hans mor er i aktivering. Caspers forhold til forældrene har været anspændt i perioder,
og det var i en periode på et halvt til et helt år, hvor Casper ikke snakkede med sine
forældre, at han kom i kontakt med Ungeprojekt 2011. I denne periode flyttede Casper
ind hos sin kæreste.
Caspers kæreste har ligesom ham selv haft en del udfordringer i livet, og hun er på
nuværende tidspunkt på kontanthjælp, da hun har en svær depression. Det var Caspers
psykolog, der kontaktede Ungeprojekt 2011, hvorefter en projektmedarbejder herfra
ringede til Casper og aftalte et møde. Casper har været tilknyttet ungeprojektet omkring
!
43!
et halvt år, hvor han har gået til samtaler en til to gange om ugen. Medarbejderne fra
ungeprojektet har hjulpet Casper og hans kæreste til at få en lejlighed, ligesom de har
deltaget i et møde på produktionsskolen om Caspers høje fravær. Efter mødet hjalp
ungeprojektet ham med at strukturere hans hverdag, så han igen startede med at komme
i skole. Derudover har Casper svært ved at sætte ord på, hvad ungeprojektet har hjulpet
ham med.
Dagen inden interviewet med Casper havde han fået besked om, at det var tid for ham
til at stoppe i ungeprojektet. Projektmedarbejderne havde vurderet dette, da de ikke
mente, at de kunne give Casper den rette hjælp. Casper er ærgerlig over deres
beslutning, men forstår det godt. I stedet har de foreslået ham at få en mentor eller en
støtte-kontakt-person, hvilket Casper også tror, vil være godt for ham selv. Casper så
gerne, at en sådan støtte kunne hjælpe ham mere i hverdagen med forhold som økonomi
og kost. Casper drømmer om, at han og hans kæreste vil få en kernefamilie med hus og
have. Kæresten så gerne, at dette blev i Jylland, hvilket Casper ligeledes er positivt
stemt overfor, da han i så fald vil komme til at bo tættere på sine granfætre og
grankusiner.
I interviewsituationen virkede Casper usikker og anspændt. Vi havde svært ved at få
øjenkontakt med hende, og han svarede meget konkret og kun i korte sætninger på de
spørgsmål, vi stillede. Dette gjorde, at vi blev meget styrende for interviewet, da vi hele
tiden måtte stille spørgsmål for at få ham til at uddybe og fortælle. Derudover fandt vi
det grænseoverskridende at spørge dybere ind til de oplysninger, der kom frem, da det
var vigtigt for os at respektere hans grænser. Casper virkede ikke videre i stand til at
reflektere over spørgsmålene, ligesom han ikke beskrev følelser, hvilket har medført en
meget faktuel livsfortælling, der kan være svær for os at foretage dybere analyse ud fra,
da vi ser en fare for at komme til at overfortolke på hans udsagn. Derfor vil Caspers
livshistorie i større grad blive inddraget som supplement til de andre fortællinger.
Casper adskiller sig de andre unge interviewpersoner ved, at ungeprojektet ikke har
været det rigtige til at hjælpe Casper.
Der kan sættes spørgsmålstegn ved, om vores interviewmetode var den rigtige til
Casper, og om det ville have gavnet situationen, hvis vi havde haft en mere struktureret
!
44!
interviewguide. Dette tror vi dog ikke ville have hjulpet os tilstrækkeligt, da hans svar
højst sandsynligt ville have været ligeså kortfattede og konkrete, hvilket heller ikke ville
have givet os et oprigtigt nuanceret billede af Casper. Interviewet med Casper varede
68,46 minutter.
6.4 Præsentation af Kristina
Kristina er 21 år og er ved at uddanne sig som sygeplejerske, og har igennem sit liv haft
en stor interesse for musik. Inden Kristina startede på sit studie læste hun til
engelsktranslatør på universitetet. Hun følte dog ikke, at han kunne klare studiet, og
efter en samtale i ungeprojektet valgte hun at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.
Kristinas tidligere skolegang har været præget af mobning, få eller ingen venner og
mange skoleskift. De skoleskift Kristina har oplevet, har primært været på baggrund af
mobning og Kristinas udadreagerende adfærd, da hun ofte kom i slåskamp med andre
elever og ødelagde klasseværelser, som følge af sit raseri.
Kristina bor i sin egen lejlighed, hun har en kæreste og mødes ofte med sine
studiekammerater efter skole og hænger ud. Udover skolen, maler hun og synger i et
kor. Kristina har i fællesskabet med andre musikere oplevet, at hun er blevet accepteret,
som den hun er, hvorfor hun ønsker at lære andre om, hvad musikken kan, og det
fællesskab der er blandt musikerne, kan give dem.
Som 17-årig blev Kristina diagnosticeret med ADHD, hvilket hun beskriver som en
stor lettelse, både for hans familie og hende selv, da hendes uregerlige adfærd nu gav
mere mening.
Kristina har på nuværende tidspunkt brugt Ungeprojekt 2011 i halvandet år. Kontakten
til ungeprojektet blev skabt gennem hans onkel, som, da Kristina var inde i en hård
periode, foreslog hende at ringe til ungeprojektet. Hun fik dog ikke ringet til
ungeprojektet, men blev i stedet opsøgt på sin adresse af en af projektmedarbejderne. I
begyndelsen af perioden, kom Kristina hos ungeprojektet en time om dagen, mandag til
fredag. Det er nu blevet skåret ned til cirka en til to gange om måneden.
Projektmedarbejderne hjælper Kristina med at udforme det skema, hun skal følge for at
få sin hverdag til at fungere. Udover at give hende værktøjer til at håndtere sin ADHD i
hverdagen, beskriver Kristina, at hun får både psykisk og fysisk støtte hos ungeprojektet,
!
45!
for eksempel har hun haft én af projektmedarbejderne med til møder i kommunen.
Kristina kommer udover hos Ungeprojekt 2011 også hos en psykiater, som ordinerer
hendes medicin. Ideelt set ville hun ønske at medarbejderne på ungeprojektet kunne
ordinere hendes medicin, så hun var fri for at komme andre steder end der.
Under interviewet virkede Kristina afslappet og tilpas ved situationen. Hun var
reflekterende og god til at tænke abstrakt. Hun talte om Ungeprojekt 2011 i positive
vendinger. Kristina synes ikke, at projektet virker som et kommunalt tilbud, da det for
hende ikke virker som om, at projektmedarbejderen er på arbejde. I stedet føler Kristina,
at projektmedarbejderne sidder der fordi, de gerne vil hjælpe. Interviewet med Kristina
varede 56,13 minutter.
6.5 Præsentation af Mads
Mads er 21 år og i gang med at uddanne sig som social- og sundhedsassistent. Han bor
på nuværende tidspunkt sammen med sine forældre og lillebror efter en periode, hvor
han både har boet alene og sammen med en kæreste. Mads familieforhold er præget af
en psykisk syg far og en mor, der ikke har formået at sige fra. Mads er, med sine egne
ord, siden 12-års alderen, hvor hendes far blev psykisk syg, blevet terroriseret både
fysisk og psykisk af faren. Mads har med årene lært at distancere sig fra farens sygdom
og fungerer nu som både fysisk og psykisk skjold for sin lilebror.
Mads skolegang har været præget af mobning, mange skoleskift og sygemeldinger som
følge af stress og muligvis en depression. Det var i en periode, hvor Mads var i svær
mistrivsel, at én af hans mors kontaktpersoner opfordrede ham til at opsøge
Ungeprojekt 2011. Da han ikke selv formåede at tage kontakt til tilbuddet, blev han
efter en telefonsamtale opsøgt i sit hjem af én af projektmedarbejderne. Mads har på
nuværende tidspunkt været tilknyttet ungeprojektet i lidt over et år. I starten kom han i
ungeprojektet en gang i ugen, men hans besøg lige så langsomt er blevet trappet ned til
cirka en gang hver tredje uge. Da Mads kom i kontakt med Ungeprojekt 2011, havde
han ikke tidligere taget imod hjælp. Han havde været tilknyttet flere psykologer, men
ikke accepteret den hjælp, de tilbød ham, da det ikke har været hans valg at komme der.
!
46!
Mads lægger meget vægt på, at det er hans valg, at han kommer i ungeprojektet, og
at det ikke er noget, han er påtvunget. Han omtaler projektet som et fantastisk og
ekstraordinært tilbud og beskriver, hvordan han i løbet af det år, han er kommet der, har
fået en meget bedre selvtillid og overskud til at hjælpe andre. Ydermere har han fået
hjælp til håndtering af kærester, venskaber og familieforhold, hjælp til at finde en
lejlighed og er blevet henvist til psykiatrisk klinik, som netop har igangsat en udredning
af Mads sindstilstand, der på nuværende tidspunkt tyder på, at Mads kunne have OCD.
Mads virkede under interviewet reflekterende og i stand til tydeligt at beskrive sine
følelser. Han kunne distancere sig selv fra sin situation og se på det ovenfra. Han var
bevidst om, at interviewet skulle føre til en opgave om Ungeprojekt 2011, og udtrykte
flere gange at han håbede, at denne undersøgelse kunne medvirke til, at Ungeprojekt
2011 kunne forblive som tilbud til unge i Holbæk. Interviewet med Mads varede i 58,59
minutter. Der var en behagelig stemning, og Mads virkede tryg og afslappet under hele
interviewet.
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
47!
7. Analysen
Det
følgende
kapitel
er
udarbejdet
med
henblik
på
en
besvarelse
af
problemformuleringen. For at besvare problemformuleringen klarlægges det i analysen
først, hvilke forståelser projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 arbejder ud fra.
Dernæst vil fokus være på, hvordan mødet mellem projektmedarbejderne og de unge
foregår. I forlængelse heraf ønsker vi at belyse, om det er muligt at være
regelhåndhæver samtidig med at arbejde kravfrit. Afrundingsvis vil spørgsmålet,
hvordan påvirker projektmedarbejdernes anerkendende tilgang de sårbare unge i
Ungeprojekt 2011, blive besvaret.
7.1 Projektmedarbejdernes forståelsesramme
Som
udgangspunkt
for
analysen
ønsker
vi
at
se
på,
projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 arbejder ud fra.
hvilke
forståelser
I besvarelsen af dette
spørgsmål finder vi det jf. Beckers teori relevant først at se på, hvordan regler skabes,
hvilket analyseres via vores oparbejdede magtbegreb. Dette gøres for herefter at
undersøge, hvordan projektmedarbejderne er påvirket af disse regler i deres konkrete
arbejde.
Den dominerende opfattelse af hvad der anses for normalt i et givent samfund, udgøres
af et sandhedsregime, der er formet over tid, og som er en del af historie og traditioner.
Ud fra normaliteten i et samfund konstrueres hvilke handlinger, der af samfundet anses
som
afvigende,
hvorved
det
normale
og
afvigende
udgør
et
gensidigt
afhængighedsforhold. Jf. genstandsfeltet, er det normale liv opbygget ud fra en idé om,
at alle skal være en del af det bidragende fællesskab. Denne diskurs præger grundlaget
for velfærdsstatslige ordninger til udsatte unge i den danske velfærdstat, da
regelskaberne danner regler på baggrund af de eksisterende normer om normalitet i et
givent
samfund.
Kristensen
argumenterer
for,
at
”den
dominerende
normalitetsopfattelse bliver gjort til ideal for social integration” (Kristensen 1997: 29),
hvormed afgrænsningen af det normale ungdomsliv er indlejret i institutionerne. I takt
med indsnævringen af normalitetsbegrebet i den danske velfærdsstat, berører
normaliseringsmagten flere individer i samfundet. Således har diskurserne om, hvad der
!
48!
anses for at være normalt i et givent samfund stor betydning for, hvem der berøres af de
lovmæssige forslag om social integration.
Ligesom regelskaberne er påvirket af normaliseringsmagten, når der udstedes regler,
påvirkes
regelhåndhæverne,
der
i
denne
kontekst
personificeres
af
de
to
projektmedarbejdere, normalt vis også af denne magt i deres arbejde. Vi finder det i
nærværende analyse derfor interessant at starte med at undersøge, hvordan
ungeprojektets medarbejdere opfatter normalitet, for senere i analysen at gå ind i,
hvordan de arbejder ud fra deres normalitetsforståelse.
Begge projektmedarbejdere italesætter i interviewene, at de har en stor autonomi i
deres arbejde, hvilket jf. Beckers afvigerteori kan forstås i forlængelse af, at
regelhåndhæverne ofte selv benytter deres egne holdninger til at videreudvikle den lov,
der er udstedt af regelskaberne. Begge projektmedarbejdere giver i interviewene udtryk
for, at de oplever, at de har stor autonomi i deres arbejde. Nick mener, at han på en skala
fra et til ti har en autonomi i sit arbejde svarende til otte-ni stykker, mens Per vil sige
otte en halv. Denne følelse af stor autonomi opstår, da projektmedarbejderne oplever, at
de er selvforvaltende i deres arbejde, hvilket Nick forklarer med, at de selv har været
med til at udforme de rammer, der tilbydes den unge i mødet med Ungeprojekt 2011.
Idet projektmedarbejderne har været styrende i udformningen af projektet, må selve
Ungeprojekt 2011’s grundantagelser også i høj grad være skabt på baggrund af deres
egne normative forståelser, og dermed bliver disse også styrende i deres konkrete
arbejde. Vi finder det derfor interessant at tydeliggøre, hvad Nick og Per forstår ved en
sårbar ung og et normalt ungdomsliv. I interviewet med Nick italesætter han det gode
ungdomsliv som værende et liv, der er meget socialt, mens Per uddyber dette ved at
sammenligne ungdomslivet med en form for tumling-effekt:
..der er en vis form for tumling-effekt. Du får nogle slag, og så vipper du op
(…) Det [normale] er, at ungdomslivet er fyldt med konflikter og udfordringer,
identitet og hvad man ellers skal finde ud af med sig selv i forhold til andre (…)
Og man deromkring så har sådan nogle omsorgspersoner, som man kan bruge.
Altså gode kammerater, en mor og far eller måske kun far eller en farmor eller
what ever. At.. det kan man vel godt kalde normalt.
!
49!
Med denne opfattelse af hvad det normale ungdomsliv er, følger ligeledes en forståelse
af, hvad det normale liv ikke er. Per beskriver det således:
Det er, at du lever dit ungdomsliv sådan her, altså hvor du hele tiden ligger ned,
hvor det er [et] helt klart kriseforløb med en mor, der hele tiden forsøger
selvmord. Hvor det er sort men at.. men du rejser dig ikke op, men det bliver en
måde at leve sit liv på i det sorte og mørke.
Således beskriver projektmedarbejderne en forståelse af det normale, der, i forhold til
normalitetsopfattelsen beskrevet i genstandsfeltet, synes ganske rummelig. Derfor er det
vigtigt at have projektmedarbejdernes store autonomi og deres differentierede
normalforståelse for øje, når vi i nærværende analyse forstår projektmedarbejderne som
regelhåndhævere.
7.2 Mødet mellem Ungeprojekt 2011 og de unge
Vi ønsker nu at finde ud af, hvordan mødet mellem projektmedarbejderne og de unge
foregår. For at besvare dette, vil vi starte med at undersøge, hvad de unges situation er,
når de første gang møder Ungeprojekt 2011. Efterfølgende vil vi se på, om mødet
mellem projektmedarbejderne og de unge kan betegnes som værende kravfrit og
anerkendende. Dette vil vi besvare ud fra de unges og projektmedarbejdernes oplevelser
i ungeprojektet.
7.2.1 De unges udgangspunkt for mødet med Ungeprojekt 2011
For at finde ud af hvorfor de unge er tilknyttet ungeprojektet, finder vi det relevant at
inddrage de unges baggrunde, hvilket ligeledes skal hjælpe til at belyse, hvilken rolle
ungeprojektet spiller i skabelsen af afvigelse.
Som beskrevet i genstandsfeltet er Ungeprojekt 2011 karakteriseret ved at være et
forebyggende tilbud til psykisk sårbare unge i svær mistrivsel. Fælles for de unge som
benytter sig af ungeprojektet er, at de enten selv synes, at de er i problemer, eller at en
person omkring dem er bekymret for dem. Udover dette fællestræk beskriver
!
50!
projektmedarbejderne, at det er meget forskelligartet, hvad det er for nogle unge, der
benytter ungeprojektet. Nick fortæller: Det er unge, der er i krise på forskellig vis, men
hvad krisen handler om, det kan være meget forskelligt. Og så er det jo unge, som selv
synes, de har problemer... Dette understøttes af de medvirkende fire unge, der alle i
løbet af interviewene italesætter, at de gennem deres opvækst har følt sig anderledes i
forhold til andre. I Kristina tilfælde er det især hendes ADHD og udadreagerende
adfærd, der har haft betydning for hendes opfattelse af sig selv som anderledes: ..jeg er
ADHD-barn, så det.. mit liv har altid båret præg af det. Casper fortæller blandt andet i
interviewet, at han følte sig anderledes gennem sin opvækst på grund af
indlæringsvanskeligheder og overvægt. Lignende eksempler er at finde i interviewet
med Benjamin, der fortæller om sit selvmordsforsøg, og ligeledes i interviewet med
Mads, der fortæller om sine selvmordstanker. De fire unge har altså alle på forskellig
vis oplevet dem selv og deres liv som værende afvigende fra deres egen og den
dominerende forståelse af normalen.
Vores interviewpersoner beskriver også alle, hvordan de tidligere i deres liv har været
udsat for krænkelser eller manglende anerkendelse inden for den private og solidariske
sfære. Dette skildres i interviewene, hvor de alle er blevet mobbet i løbet af deres
skolegang. Casper fortæller:
Jeg synes, det var et mareridt [at gå i folkeskole]… blev mobbet hver dag (…)
Både psykisk og fysisk (…) Altså med at blive slået på, skubbet, sparket … og
det der psykisk det var, hvor de kaldte mig en fed bøsse røv og en.. og så videre..
der ud af … Fordi jeg var kraftig … og så synes de, det kunne være sjovt at
kalde mig ”fede svin” og sådan noget.
Den mobning, som Casper har oplevet gennem de første otte år af sin skolegang, er et
tydeligt eksempel på, at Casper er blevet krænket i den solidariske sfære, da han
gennem mobningen er blevet ekskluderet fra fællesskabet. Den fysiske vold må derimod
betegnes som en krænkelse af den private sfære. Kristina beskriver ligeledes, hvordan
hun er blevet krænket i den solidariske sfære af flere omgange gennem sin skolegang.
Mens Kristina og Casper hovedsageligt beskriver, hvordan de har oplevet krænkelserne
!
51!
i forbindelse med deres skolegang, suppleres krænkelserne i skoleregi i Benjamin og
Mads’ fortællinger med krænkelser i familieregi. I Mads’ fortælling tydeliggøres det, at
han udover mobning i skolen også har været udsat for mange krænkelser i hjemmet af
sin far. Mads fortæller: ..så har min far været psykisk syg.. Han blev psykisk syg, da jeg
var omkring 10 år.. Og han kører psykisk terror og har også ydet vold på mig.
Benjamin beskriver ligeledes forholdet til sin mor som fyldt med krænkelser i den
private sfære: Og så tæskede hun mig bagefter så.. Så det var sådan en ond cirkel, der
allerede startede der.
De unge har altså alle gennem deres opvækst på forskellig vis oplevet en række
krænkelser. Da de unge finder det nødvendigt at inddrage disse krænkelser i deres
fortællinger, kan det således tolkes, at de krænkelser, de hver især har oplevet, har haft
betydning for deres selvtillid og selvværdsættelse, ligesom krænkelserne med stor
sandsynlighed har påvirket de unges forståelse af sig selv, som stående uden for
normalen. Således kan det ud fra projektmedarbejderne og de unges udtalelser udledes,
at de unge som kommer i Ungeprojekt 2011, allerede opfattede sig selv som værende
anderledes end normalen, og dermed som værende afvigende, inden de kom i kontakt
med ungeprojektet. Vi vil senere i analysen komme ind på, hvorvidt Ungeprojekt 2011
spiller en videre rolle i de unges afvigerkarriere jf. afsnit 4.2.
7.2.2 Det kravfrie arbejde i praksis
Ovenfor fandt vi ud af, at de unge, der benytter Ungeprojekt 2011, opfattede sig selv
som afvigende, inden de kom i kontakt med ungeprojektet. Med dette udgangspunkt
ønsker vi videre at undersøge, om mødet mellem projektmedarbejderne og de unge kan
betegnes som kravfrit. For at analysere os frem til dette, ønsker vi at forstå, hvordan det
konkrete møde opleves af henholdsvis projektmedarbejderne og de unge.
Frivillighed
Ungeprojekt 2011 prøver først og fremmest at være kravfrit ved at være et frivilligt
tilbud til den unge, hvilket projektmedarbejderne fortæller, at de lægger stor vægt på i
deres arbejde. Nick beskriver i interviewet, at dette blandt andet håndhæves ved, at de
forsøger at være meget eksplicitte i deres kommunikation med de unge. Nick
forklarer: ..derfor prøver vi også sådan hele tiden at komme tingene i forkøbet ved at
!
52!
sige ”Er det i orden, at jeg henvender mig til dig igen?” ”Er det i orden, jeg ringer til
dig igen?”. Videre fortæller han, at hvis den unge siger nej til forespørgslerne, så
respekterer de det.
Mads, Kristina og Benjamin italesætter i interviewene også frivilligheden i
ungeprojektet som et særligt karaktertræk, og de beskriver alle tre ungeprojektet som et
tilbud, de hver især selv har valgt at benytte. Mads mener netop, at det er det frivillige
element i ungeprojektet, der har været afgørende for, at han har lagt et personligt
engagement heri. Mads har tidligere i livet været tilknyttet en række andre tilbud, der
har forsøgt at hjælpe ham til et komme ud af problemerne, men disse tilbud har for
Mads haft en helt modsat virkning, da de alle har været bygget på tvang. Mads fortæller,
hvordan frivilligheden i ungeprojektet har haft en positiv indvirkning på ham:
..jeg har været tvunget til at gå til skolepsykolog (…). Så jeg tror, det er fra alle
de her tvangsting, jeg har været pålagt, det kan man vel næsten kalde det, til at
jeg egentligt selv sagde ”Jo vi kan godt mødes igen.” Så det var meget sådan;
Er det de andres valg eller er det mit valg?
Per fortæller, hvordan alt i kommunikationen med de unge bygger på at få den unge til
at tage initiativ: ..vi efterstræber, at de hele tiden får spillet en bold over (…) jeg håber,
at de oplever, at det er et tilbud, hvor der bliver givet noget ansvar og noget ejerskab og
nogle muligheder til dem. Benjamin beskriver i interviewet, at han netop oplever det
som om, at det er ham, der tager initiativet, når han gerne vil i kontakt med
ungeprojektet. Benjamin fortæller: ..det er ligesom mig der styrer det (…) jeg ringer
eller skriver til ham og siger: ”Kan vi ikke lige lave en aftale?” Øh det er ikke ham der
kontakter mig.. Dette synes Benjamin er positivt, da han dermed oplever, at det er ham
selv, der vælger til og fra.
Let tilgængelighed
Udover frivillighed italesætter projektmedarbejderne også tilbuddets åbne karakter og
den lette tilgængelighed som afgørende kvaliteter for, at projektet kan være kravfrit.
Dette kommer for eksempel til udtryk ved, at ungeprojektet ikke har en visitation, som
!
53!
den unge skal igennem, ligesom der ikke er nogle rammer for møderne i forhold til tid
og sted. Dette gør, at der ligger en stor fleksibilitet indlejret i tilbuddet, hvilket de unge
ligeledes italesætter som værdifuldt i interviewene.
Flere af de unge beskriver den umiddelbare tilgængelighed, som det der adskiller
ungeprojektet fra andre tilbud. Benjamin forklarer: ..det er her og nu [i Ungeprojekt
2011], som for eksempel den dag, hvor jeg troede, jeg ikke havde penge til at betale min
husleje, og pludselig så havde vi bare styr på det hele. Benjamin giver flere gange i
interviewet udtryk for anvendeligheden i at kunne bruge ungeprojektet til ’her og nu’
problematikker, som han ikke selv kan komme ud af – problemer hvor mange andre
unge, jf. genstandsfeltet kan hente hjælp fra forældre eller andre omsorgspersoner,
hvilket Benjamin ikke i samme udstrækning oplever, at han har adgang til.
Nick pointerer, at et vigtigt element i forhold til tilgængeligheden er, at ungeprojektet
ikke må give den unge dårlig samvittighed, da dette også kan opfattes som et krav. Nick
fortæller, at det i praksis håndhæves ved hele tiden at lukke op og vise, at den unge er
velkommen, også selvom den unge udebliver fra aftaler: ”…fordi det vigtigste det er at
være et tilbud til dem uanset om de aflyser os 20 gange eller 30 gange eller 40 gange..
at der bliver ved med at være åbent.”.
Denne oplevelse ses også udtrykt i både Mads, Benjamin og Kristinas interview.
Kristina beskriver, at hun er sikker på, at ungeprojektet altid vil finde tid til at hjælpe
hende, hvis hun ringer og siger, at hendes liv er brudt sammen: Og det er jeg også
100 % sikker på, at det ville de også gøre, hvis jeg ringer til dem om to år.
Projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 er altså i stand til at give disse tre unge en
følelse af, at de altid kan komme til, hvorfor de unge oplever en umiddelbar
tilgængelighed i Ungeprojekt 2011.
Den unges autonomi
En sidste værdi, der skal fremhæves i ungeprojektets arbejde for at skabe det kravfrie
møde, er værdien om, at projektet skal bygge på den unges drømme, ønsker og vilje.
Hermed bliver det de unge selv, der skal sætte dagsordenen i mødet med ungeprojektet,
og medarbejdernes opgave bliver at sætte rammerne herfor. Denne oplevelse af selv at
sætte dagsordenen, beskriver Benjamin flere gange i løbet af interviewet, og Benjamin
!
54!
forklarer for eksempel, at han altid er styrende for de emner, der kommer op i samtalen,
hvilket også ses udtrykt hos både Kristina og Mads.
Begge projektmedarbejdere beskriver flere gange, at de er meget opmærksomme på,
hvordan kontakten med den unge foregår. I det konkrete arbejde beskriver både Nick og
Per, at de går ind og forsøger at få den unges stemme til at fylde i rummet ved at tage
udgangspunkt i den unges egne sætninger, ord og begreber for derigennem at
værdisætte den unges oplevelse og fortælling. Nick forklarer, hvordan de i samtalerne
med de unge benytter en tavle til at understrege vigtigheden i den unges fortælling:
..det med at afstemme med den unge hele tiden i samtalen, og om jeg har
forstået det rigtig. Og så visker jeg ud lige med det samme, hvis jeg har skrevet
noget, som ikke er rigtig, altså for ligesom at markere klart at det.. at jeg hører,
hvad de siger, og det er dét, det handler om.
Projektmedarbejderne forsøger altså at skabe et kravfrit rum ved at lade den unge styre
dagsordnen for samtalen, hvilket medarbejderne gør ved hele tiden at mærke efter,
respektere og afstemme med udgangspunkt i den unges egen fortælling. I forlængelse
heraf er det den unge, der har ejerskab over alt, hvad der skabes på skrift i samarbejdet
mellem den unge og projektmedarbejderen, hvilket gør den unge anonym i tilbuddet.
Mads ser det som et særligt værdifuldt karaktertræk ved ungeprojektet, at han her ikke
bliver indskrevet i journaler, der kan forfølge ham senere hen. I stedet foregår det sådan,
at Mads efter hver samtale får de papirer med hjem, som han og projektmedarbejderen i
fællesskab har skrevet under deres samtale. Til det siger Mads: ..det er rigtig rart. Altså
virkelig! At man ikke tænker ”Åh nej, nu ligger der papirer der, nu kan min chef ringe
derop og sige: ”Hvornår har Mads sidst været deroppe?”. Ved at Mads selv beholder
alt skrevet fra sine samtaler i ungeprojektet, opnår han en følelse af, at han sidder med
kontrollen i samarbejdet.
Sammenfattende kan det konkluderes, at Benjamin, Kristina og Mads oplever mødet
med Ungeprojekt 2011 som værende frivilligt, åbent og let tilgængeligt, ligesom de
oplever, at det er dem selv, der sætter dagsordenen for, hvad der skal fylde i mødet med
!
55!
ungeprojektet. Mads udtaler i interviewet, at ungeprojektet aldrig har stillet krav til ham
og heller ikke Benjamin italesætter at projektmedarbejderne har stillet krav til ham.
Kristina fortæller, at medarbejderne i starten gik ind og satte krav til, at hun skulle
overholde sit skema, men dette var kun ud fra Kristinas eget ønske om, at de skulle
stille krav hertil.
Ved at Ungeprojekt 2011 tager udgangspunkt i den unges drømme, ønsker og vilje
bliver det muligt for projektmedarbejderne at arbejde kravfrit i mødet med den unge,
ligesom det muliggør, at de unge oplever mødet som kravfrit. Det åbne møde bliver i
høj grad muligt grundet den store autonomi, der ligger i projektmedarbejdernes arbejde,
samt den differentierede normalitetsforståelse, der tidligere er blevet beskrevet i afsnit
7.1. Disse forhold er væsentlige for, at det overhovedet bliver muligt for medarbejderne
at møde de unge uden på forhånd fastlagte mål, hvilket bidrager til de unges oplevelse
af mødet som kravfrit.
Forudsætninger for kravfrihed
Når det fortolkes, at projektmedarbejderne i ungeprojektet formår at møde de unge
kravfrit, er det udelukkende baseret på udsagn fra de ovenfor fremhævede unge;
Benjamin, Kristina og Mads. Den sidste interviewperson Casper kan vi dermed ikke
inkludere i denne tolkning, da han ikke aktivt i interviewet italesætter det kravfrie møde.
Derfor
vil
vi
afsluttende
i
spørgsmålet
om,
hvorvidt
mødet
mellem
projektmedarbejderne og de unge kan betegnes som kravfrit gå ind og se på de
begrænsninger, der ligger i denne tilgang, ligesom vi ønsker at forstå Caspers oplevelse
i ungeprojektet.
Som fremhævet ovenfor er præmissen for at være med i Ungeprojekt 2011, at de unge
skal gribe nogle af de bolde, som projektets medarbejdere sender over til dem. Dette
forudsætter, at den unge skal være med til at tage initiativer, ligesom den unge må være
i stand til at reflektere over sin egen situation. Nick beskriver:
Vi reflekterer jo meget sammen med den unge omkring deres liv (…) det virker
rigtig godt i forhold til nogle unge.. Der er nogle unge, der ikke har det i sig
eller, hvad skal man sige, det der med at reflektere eller sådan, tænke ind i
!
56!
scenarier altså.. (…) Det kan langt de fleste unge, men jeg har mødt unge, som
ikke rigtig kunne det der med at reflektere over scenarier… Der kommer vi lidt
til kort.
For at projektmedarbejderne kan være tro mod deres ønske om et kravfrit møde, er det
altså nødvendigt, at den unge kan og vil være med til at reflektere over sit eget liv. Hvis
dette ikke sker, vil samtalen enten gå i stå, eller medarbejderen vil komme til at trodse
sit grundprincip om at være kravfri i mødet med den unge. I de tilfælde hvor dette gør
sig gældende beskriver Nick og Per, at de i så fald ikke ser ungeprojektet som værende
det rigtige tilbud til den pågældende unge, hvorfor de vil arbejde på at finde et tilbud i
kommunen, der på bedre vis kan hjælpe den unge.
Casper kan siges at repræsentere denne gruppe, da han har fået besked fra
ungeprojektet om, at de ikke er det rigtige tilbud for ham. Casper forklarer: ..jeg fik at
vide, at det ikke var dem, jeg skulle rette mig til mere. I interviewet beskriver Casper
ungeprojektet som værende en del af en række andre tilbud, som han er tilknyttet, og
som han indordner sig efter og forholder sig passivt til. Casper beskriver, at det er
ungeprojektets medarbejdere, der har været de opsøgende i kontakten med ham: De
plejer altid at sende mig en sms [når han skal komme i ungeprojektet] (…) Det er noget,
vi har aftalt med min lærer. Mens de øvrige tre unge, som ovenfor illustreret, oplever, at
det er dem, der sætter dagsordnen i rummet, beskriver Casper, at det er
projektmedarbejderne som er de styrende i kontakten og samtalen. Som eksempel på
hvad ungeprojektet har hjulpet ham med, fortæller Casper, at ungeprojektet i
samarbejde med hans lærer fik ham til at komme mere i skole efter en periode, hvor han
havde haft meget fravær. Casper fortæller:
Og så kom jeg.. fik jeg.. skulle jeg så til møde med både min lærer og Nick og
Per for at få at vide, hvordan de kunne hjælpe mig … med hvordan jeg kom op
til tiden og sådan noget, og ikke bare blev væk (…) Det var fint nok, de
[ungeprojektet] fik mig da til at møde til tiden hver dag (…) Med og… at skrive
en seddel på at øh.. jeg skulle finde min døgnrytme igen..
!
57!
Da vores empiri ikke indeholder deltagerobservationer, men består af kvalitative
interviews, er det svært at sige, hvordan samtalerne mellem Casper og
projektmedarbejderne har foregået, da Casper ikke åbnede op for dette i interviewet.
Dog beskriver Casper ikke på noget tidspunkt i interviewet, at han selv har sat
dagsordnen for, hvad de har arbejdet med i rummet. Casper kan ud fra interviewet ses
som den målgruppe, der ikke selv formår at tage initiativet i mødet med ungeprojektet,
men han beskriver som nævnt, at det er lærerens dagsorden om, at hans fravær skal
mindskes, der bliver samtaleemnet i ungeprojektet. Angående hans afslutning i
ungeprojektet forholder Casper sig ligeledes i en passiv position. Casper forklarer:
Han sagde bare, at vi ikke var det rigtige tilbud for mig og sådan noget (…) Så
nu venter jeg bare og ser tiden an, og ser hvad der skal ske (…) Jeg får vel
besked af min UU-vejleder eller min lærer eller andet.
Casper kan altså ud fra sin egen fortælling i interviewet ses som et eksempel på én af de
unge, der falder igennem i Ungeprojekt 2011. I og med at Casper ikke selv tager
initiativ og er reflekterende i forhold til sin situation, kommer mødet med ungeprojektet
til at foregå ud fra projektmedarbejdernes dagsorden, da Casper ikke formår at inddrage
sine egne drømme, ønsker og vilje i mødet. Han forventer i stedet, at medarbejderne
påtager sig rollen som den styrende, og da dette vil trodse ungeprojektets egne
målsætninger om at møde den unge kravfrit, finder de ikke tilbuddet givtigt for Casper.
Ud fra ovenstående analyse kan det altså siges, at det grundet udefinerede rammer og
mål, som beskrevet tidligere i analysen, bliver muligt for projektmedarbejdere i
Ungeprojekt 2011 at møde de unge kravfrit, men dog kun i de tilfælde, hvor de unge er i
stand til selv at indgå initiativrige og reflekterende i forhold til deres egen livssituation.
Netop det, at ungeprojektet arbejder uden en fastlagt dagsorden, viser sig i tre ud af
vores fire interviews som givtigt i forhold til ejerskab over eget liv, men samme værdi
bliver også ungeprojektets forhindring i arbejdet med de unge, der ikke selv tager
initiativ i mødet.
!
58!
7.2.3 Det anerkendende arbejde i praksis
I det ovenstående har vi belyst, hvordan de unge og projektmedarbejderne oplever
Ungeprojekt 2011 som kravfrit. I næste afsnit ønsker vi at bevæge os videre og belyse, i
hvilken grad projektmedarbejderens ideal om at arbejde anerkendende fungerer i praksis,
hvilket vi vil gøre ved at inddrage eksempler fra projektmedarbejderne såvel som fra de
unge. Når vi i nærværende afsnit ser på den anerkendelse, der foregår i selve mødet
mellem projektmedarbejderen og den unge, trækker vi på Juul og Riiskjærs
videreudvikling af Honneths tre anerkendelsessfærer. Dette gør vi, som tidligere
beskrevet i teoriafsnittet, da vi anser deres forståelse som anvendelige i forhold til at
operationalisere anerkendelsesbegrebet i en kontekst med socialt arbejde.
!
Plads til forskellighed
Såfremt den enkelte unge skal opnå anerkendelse i den solidariske sfære gennem
samtalerne hos Ungeprojekt 2011, er det en forudsætning, at den unge skal kunne
genkende sig selv under samtalerne hos ungeprojektet. Dette indebærer, at de unges
værdier og egenskaber skal opfattes som betydningsfulde, ligesom de unge skal føle, at
de bliver taget alvorligt og lyttet til.
Projektmedarbejderne beskriver, at de lægger stor vægt på at møde de unge dér, hvor de
unge er, hvilket netop kommer til udtryk i et forsøg på at anerkende og acceptere den
unges situation. Et eksempel herpå kan være mødet med en ung, der er isoleret på sit
værelse bag computeren uden fysiske venner og hverdagsaktiviteter i den ”virkelige
verden”. Her beskriver begge medarbejdere, at deres værdier tilsidesættes, og de i stedet
forsøger at leve sig ind i den unges livssituation. Nick forklarer i interviewet, at han har
opdaget, hvor socialt det i virkeligheden kan være for den unge at sidde foran en
computer og herigennem kommunikere med omverdenen:
For eksempel det der med og være inde i et netværk der er world wide, altså du
kan have venner, som du har fulgt i årevis, som bor i Shanghai og i USA og i
Australien og i Afrika. Og have en eller anden tæt relation, som altså, virkelig
tæt relation med.. men du har aldrig mødt dem face to face.
!
59!
Dette udfordrer Nicks tankegang, men han anerkender, at dette netværk for den unge
opleves som sociale relationer, hvorfor han møder den unge ud fra denne forståelse.
Herved anerkender projektmedarbejderne det fællesskab, der udspiller sig i den unges
livsverden.
Både Mads, Benjamin og Kristian beskriver, at de i ungeprojektet oplever at blive
taget alvorligt, og at deres handlinger ikke dømmes. Et eksempel herpå kommer frem i
interviewet med Mads, der beskriver, at han i perioder af sit liv har haft et misbrug, og
at han har oplevet ungeprojektet som et frirum, hvor hans personlighed og handlinger
ikke blev dømt:
Også bare det der at have en person at snakke med, som ikke svarer en igen og
sviner en til fordi "ej nu har du gjort noget forkert", "nu har du røget hash igen
Mads. Det er farligt". Bare have en person, der siger: "For helvede. Slap dog
af altså". Det har været rart. Sådan én der ikke dømte én for alt det, man har
været igennem.
Hermed formår ungeprojektet i praksis at acceptere Mads’ situation, ved ikke at
fordømme ham, men i stedet anerkende ham som den person, han er til trods for, at han
har røget hash.
Udover at projektmedarbejderne forsøger at undgå at dømme de unge, arbejder de også,
som beskrevet i forlængelse af det kravfrie, ud fra den unges egen dagsorden. Ved at
ungeprojektet tager udgangspunkt i den unges egne ideer og tanker oplever den unge at
blive taget alvorligt og herigennem at blive anerkendt. Dette kan eksemplificeres i
interviewet med Kristina. Som hjælp til at håndtere sin hverdag, der er særligt
udfordrende grundet hendes ADHD, laver hun hver aften et skema i sin kalender, hvor
der udførligt står en nøjagtig plan for næste dags gøremål. Til en samtale hos
ungeprojektet kommer Kristina med et ønske om at overføre sit skema til kalenderen på
hendes IPhone. Kristina beskriver, at projektmedarbejderne udviste nysgerrighed herfor,
hvorfor hun videreudviklede idéen. Da Kristina implementerede det elektroniske skema
i sin hverdag, opstod dog en uforudset problematik. Når telefonen løb tør for strøm,
måtte hun gå igennem en hel dag uden sit skema. Ud fra denne erfaring blev idéen
!
60!
forkastet, men det ud fra Kristinas egen oplevelse af, at det ikke virkede for hende.
Eksemplet bærer præg af en dialog mellem Kristina og medarbejderne, ligesom det
viser, at medarbejderne formår at stille sig nysgerrige og lydhøre over for Kristina. Ved
at anerkende og afprøve hendes ide, formår ungeprojektet at skabe et rum, hvor
dialogformen er ligeværdig, og hendes evner og idéer tillægges værdi.
Ved at ungeprojektet har en imødekommende og åben tilgang til de unge, formår de at
værdsætte de unge og dermed anerkende dem i den solidariske sfære. Denne
anerkendende tilgang fremmer muligheden for, at de unge selv deltager aktivt med ideer
og planer for eget liv, idet de føler sig anerkendt for den de er. Netop en aktiv
inddragelse af de unge er et vigtigt element i ungeprojektets målsætning, hvorfor det er
elementært, at den unges egne ideer bliver anerkendt. Ved at give de unge anerkendelse
i den solidariske sfære formår ungeprojektet ikke at klientliggøre deres brugere, da de
unge føler, der bliver lyttet til dem, og at de bliver taget alvorligt. Ovenstående
fortolkning bygger på udsagn fra henholdsvis Benjamin, Kristina og Mads. Da Casper
ikke i interviewet beskriver nærmere, hvad han er blevet mødt med i ungeprojektet, kan
vi ikke udlede, hvordan han har oplevet den solidariske sfære i Ungeprojekt 2011.
!
Et supplerende tilbud blandt samfundets instanser
Nærværende afsnit vil tage sit udgangspunkt i at forstå, hvorvidt Ungeprojekt 2011 kan
bidrage til en anerkendelse af den unge i den retlige sfære. Forudsætningen for at den
unge kan opleve anerkendelse i den retlige sfære er, at den unge skal opleve at blive
behandlet som en retsperson med samme rettigheder og pligter som alle andre. Dette
kommer i den sociale praksis til at handle om god kommunikation og om, hvorvidt det
lykkes for projektmedarbejderne at få den unge til at føle sig som medforfattere til
rettens implementering i den unges egen sag.
Projektmedarbejderne fortæller, at de ofte hjælper de unge med retlige forhold, og for
eksempel har de haft flere unge, der er kommet med et ønske om at søge kontanthjælp,
men som ikke har haft overskud til at gøre det alene. Benjamin fremhæver flere gange i
interviewet, at han bruger ungeprojektet til at orientere sig om sine rettigheder.
Benjamin fortæller, at han ofte har følt sig diskrimineret af sin sagsbehandler grundet
!
61!
sin unge alder, hvorfor han ikke føler, at sagsbehandleren lytter til ham. Derfor bruger
han Nick som sparringspartner, inden han tager til møde med sin sagsbehandler.
..hvis jeg virkelig skal snakke med ham [sagsbehandleren] om noget vigtigt, så
snakker jeg med Nick om det inden da og så kan Nick sige til mig: ”Jamen det
der, det kan din sagsbehandler hjælpe dig med og det skal han gøre
En misvisende information fra sagsbehandleren kan medføre en krænkelse i den retlige
sfære, men gennem den støtte Benjamin får i ungeprojektet, føler han, at han bliver
klædt på til at gå til møderne, da han her får hjælp til at danne et overblik over sine
rettigheder. På den måde muliggør ungeprojektet, at Benjamin kan forstå sig selv som
en ligeværdig borger vis rettigheder ikke ignoreres.
Et andet eksempel herpå ses i interviewet med Casper, hvor ungeprojektet hjælper
ham med at få et ny kollegieværelse grundet problemer med en vandskade. Casper
fortæller,
at
han
og
kæresten
gentagende
gange
har
henvendt
sig
til
kollegieadministrationen angående problemet, men at kollegiet havde afvist deres
henvisning.
Casper
fortæller,
at
ungeprojektet
derefter
tog
kontakt
til
kollegieadministrationen:
..de tog fat i kollegiet (…) fordi hun [kæresten] bor på et kollegieværelse, hvor
der var vandskade og mug og fugt på væggene, hvor de sagde, at der ikke var
noget.. at det var hendes egen skyld.. Men så tog Nick og Per så fat i kollegiet
og snakkede med dem om, at de skulle give os noget så hurtigt så muligt (…)
Det gjorde de så også.
Lignende eksempler er at finde hos Mads, der beskriver, at han får støtte til at gå til
lægen, og hos Kristina, der får hjælp til at anke en dom.
I ovenstående eksempler kan det således ses, hvordan ungeprojektet bidrager til, at de
unge føler en retlig anerkendelse, idet de får hjælp til at blive behandlet som borger med
samme rettigheder som alle andre. I kraft af at ungeprojektet tager udgangspunkt i, hvad
der fylder i de unges liv her og nu, formår de, at mindske eller forebygge diskrimination
!
62!
inden for den retlige sfære. Gennem den åbne kommunikation med den unge, formår
projektmedarbejderen at give den unge ejerskab over eget liv ved at gøre dem til
medforfattere af deres egen sag.
Omsorg i praksis
Afsluttende ønsker vi at belyse, hvorvidt Ungeprojekt 2011 anerkender den unge i den
private sfære, hvilket vi vil gøre ved at undersøge, hvorvidt ungeprojektets
medarbejdere i deres arbejde er i stand til at vise omsorg, nærhed og medleven.
Per fortæller i interviewet, at de i ungeprojektet er meget bevidste om, at den enkelte
unge skal mødes som en unik og individuel person, og at der derigennem skal ydes lige
stor nærhed og medleven i hvert enkelt møde med en ung. Per forklarer: ..der sidder
faktisk et menneske foran dig af kød og blod øh.. som betror sig øh.. øh.. og det skal
have.. det skal anerkendes og have fuld respekt.. lige respekt hvert møde.
Mads beskriver, at han oplever en omsorg i ungeprojektet. Dette kommer blandt andet
til udtryk ved, at han er sikker på, at projektmedarbejderen vil stille sig undrende, hvis
han blot stoppede med at møde op til samtalerne. Mads siger:
Altså så på sin vis kan han jo ikke gøre noget, fordi det er frivilligt.. Og det er
jo også frivillig for mig, om jeg kommer, men jeg tror han vil spørge hvorfor,
og han vil vide, hvis der var noget galt
Trods det frivillige møde oplever Mads, at medarbejderen i omsorg til ham, vil stille sig
undrende og spørgende, hvis han udebliver fra ungeprojektet. Dette betyder meget for
Mads, da han dermed føler en oprigtig interesse fra medarbejderen. Samme oplevelse af
at medarbejderne viser en oprigtig interesse, beskriver Kristina og Benjamin gennem
interviewene. Dette ses for eksempel i interviewet med Kristina, hvor hun fortæller, at
hende og Per har siddet sammen i tre timer og funderet over hendes fremtidige
uddannelsesvalg. I interviewet med Benjamin kommer det blandt andet til udtryk, når
han italesætter, at Nick altid har tid til at snakke i telefon med ham, ligesom han
kommer hjem til ham, hvis de har en aftale, mens han er syg. Gennemgående for både
Mads, Kristina og Benjamin er altså, at de oplever en omsorg, nærvær og medleven fra
!
63!
projektmedarbejderne i ungeprojektet, hvorfor de herigennem opnår anerkendelse i den
private sfære inden for socialt arbejde.
Som den eneste af de fire interviewpersoner beskriver Casper, jf. afsnit 7.2.2,
ungeprojektet som en del af en række offentlige tilbud, som han skal indordne sig under.
Dette kommer for eksempel til udtryk i det tidligere fremhævede citat, hvor Casper
beskriver sin afslutning i ungeprojektet på følgende måde: indtil jeg fik at vide, at det
ikke var dem [Ungeprojekt 2011], jeg skulle rette mig til mere. Casper oplever
Ungeprojekt 2011 som én instans blandt mange, som han skal indordne sig under,
hvilket kan tolkes som et udtryk for en følelse af at være blevet sendt videre som klient i
et system.
Det er altså lykkedes for projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 at give tre af de
unge, nemlig Mads, Kristina og Benjamin, anerkendelse i den private sfære gennem den
relation, de har opbygget i deres samtaler. Casper beskriver ikke at have oplevet samme
følelse af nærvær og omsorg i relationen med medarbejderne, men italesætter derimod
nærmere sig selv som klientliggjort, hvorfor der kan sættes spørgsmålstegn ved,
hvorvidt denne anerkendelse blot er fraværende, eller om der er sket en decideret
krænkelse af Casper. Dette er dog svært at vurdere, da Casper, som tidligere nævnt, kun
overfladisk beskriver sit møde med ungeprojektet i interviewet.
Ud fra ovenstående analyser fremgår det, at projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011
møder en gruppe af unge, der på den ene eller anden måde kan opfattes som afvigere,
inden de starter i ungeprojektet. I Ungeprojekt 2011 mødes de unge af en kravfri og
anerkendende tilgang, men dette med en forudsætning om, at den unge er i stand til at
bruge den åbne dialogform og reflektere. Den anerkendende og rummelige tilgang
medfører ligeledes, at den unge ikke ser sig selv som afviger i selve mødet med
projektmedarbejderen. Sidst er den anerkendende tilgang medvirkende til, at de unge
føler ejerskab i ungeprojektet og derigennem oplever ungeprojektet som kravfrit,
ligesom det kravfrie møde er med til, at den unge oplever at blive anerkendt i det
offentlige tilbud. Ud fra ovenstående analyse kan det dermed udledes, at der i det
konkrete tilfælde med Ungeprojekt 2011 er en gensidig afhængighed mellem det
kravfrie og det anerkendende element, da disse tilsyneladende forudsætter hinanden.
!
64!
7.3 Inddragelsen af samfundets diskurser
Ovenfor fandt vi ud af, at projektmedarbejderne anlægger en anerkendende tilgang i
arbejdet med de unge, hvorfor de unge opfatter mødet med medarbejderne som kravfrit.
I nærværende afsnit ønsker vi at undersøge, hvorvidt der trods ovenstående konklusion
alligevel opstår ikke synlige krav i Ungeprojekt 2011, hvilket vi vil gøre ved at se
nærmere på de samfundsmæssige normer, som projektmedarbejderne og de unge tager
med ind i mødet. Dette gør vi for at kunne svare på, hvorvidt det er muligt at være
regelhåndhæver samtidig med at arbejde kravfrit.
7.3.1 Medarbejdernes inddragelse af samfundets diskurser
I og med at grundtankerne i Ungeprojekt 2011 er at arbejde kravfrit, fraskriver
projektmedarbejderne sig at arbejde ud fra den klassiske arbejds- og uddannelsesdiskurs,
der ellers er gennemtrængende i langt de fleste velfærdsinstitutioner i samfundet i dag jf.
afsnit 7.1. Nick forklarer i interviewet: ..så er det jo arbejde og uddannelse, der virkelig
er på tapetet i samfundet ikk’, (…) Så der prøver vi at lade vær at være optaget af
arbejde og uddannelse… Begge projektmedarbejdere fraskriver sig altså denne
samfundsdiskurs som den eneste vej frem for de unge, og de er i deres møde med de
unge meget bevidste om ikke at tage denne opfattelse med sig. Omvendt arbejder
projektmedarbejderne heller ikke imod de gældende samfundsdiskurser. Nick forklarer:
Vi tager jo ligesom udgangspunkt i, at boldbanen [samfundet] ser ud som den gør. (…)
Vi tilbyder og træne den unge i reglerne inden for den boldbane… Ungeprojektets
medarbejdere bestræber sig i deres arbejde på at hjælpe de unge hen til de personer i
velfærdsstaten,
der
kan
fortælle
dem,
hvordan
reglerne
er,
hvorfor
projektmedarbejderne også arbejder ud fra de gældende samfundsregler. Modsat ønsker
de ikke at begrænse den unge i forhold til at leve et alternativt liv. Nick beskriver:
..samtidig så er vi meget åbne her overfor, at hvis man nu vælger det [normale
liv] fra, så vil vi gerne gå på jagt sammen med den unge i, hvad.. hvordan kan
du så gøre det. Vi har jo unge, der har valgt kontanthjælp fra jo, som ikke har
noget økonomisk grundlag, og som klarer den på forskellig vis. Og det går vi
ikke ind og værdisætter (…) vi følger den unge i det den unge gerne vil
!
65!
Dermed er projektmedarbejderne åbne over for, at den unge fravælger det
konventionelle liv, hvis den unge selv ønsker det, men som udgangspunkt går
medarbejderne ikke selv ind og trodser samfundets rammer. Dette gør de ud fra en tanke
om, at den unge vil opleve størst integration ved at blive klædt på til at gebærde sig i
samfundet, som det ser ud i dag. Som beskrevet i afsnit 7.1 inddrager
projektmedarbejderne deres normative forståelse af det normale liv, men de forsøger
altså at undgå at styre de unge imod dette ved at forholde sig åbent over for den unges
ideer. Især uddannelses- og arbejdsmarkedsdiskursen forsøger de to medarbejdere at
forholde sig neutralt til. Nick fastslår: Altså vi bringer det [beskæftigelse] ikke op, hvis
ikke den unge bringer det op.
Udover de værdier ungeprojektets medarbejdere tager med sig ind i rummet på
baggrund af samfundets normer og regler, bliver det relevant at undersøge, hvordan
projektmedarbejderne er påvirket af deres egen uddannelses- og erhvervsfaglige
baggrund. Både Nick og Per har arbejdet inden for socialpsykiatrien i mange år, hvilket
kan have en betydning i forhold til, hvordan de møder de unge. Dette kan have visse
begrænsninger i mødet med de unge, hvilket Per udtrykker således: ..hvis man skulle
tage sådan bagsiden af medaljen, så tror jeg også samtidig (…) vi [måske har] øje for
begrænsninger og problemer øh.. altså den mørke side af tilværelsen. Per giver her
udtryk for, at de er trænet i at se det mørke, det der gør rigtig ondt, hvilket han mener
kan afspejles i retningen for deres spørgsmål i mødet med de unge. Samtidig forklarer
han, at de begge er meget opmærksomme herpå, og at de på den måde prøver at
begrænse denne påvirkning i samtalen med den unge. Omvendt mener Per, at denne
erfaring ligeledes kan have en positiv indvirkning: …jeg tror også, at vi til gengæld har
en robusthed i forhold til, at der skal godt nok noget til at ryste os. På den ene side kan
projektmedarbejdernes professionelle baggrund og de dertilhørende værdier altså have
den indvirkning, at medarbejderne hurtigt vil se og italesætte en mulig sindslidelse hos
den unge og dermed muligvis være med til at stemple den unge som afviger jf. Beckers
teori.
På
den
anden
side
kan
samme
baggrund
og
erfaring
betyde,
at
projektmedarbejderne er mere rummelige over for den unges adfærd, da de måske har
set lignende adfærd tidligere i deres professionelle karriere, og derfor ikke stempler den
unge i samme grad som en udenforstående ville gøre.
!
66!
Udover den professionelle baggrund, finder vi det relevant at undersøge, i hvilket
omfang projektmedarbejdernes egne værdier tages med og inddrages i rummet. Nick
beskriver, at han i mødet med den unge forsøger at lægge sine personlige værdier bag
sig, dette kan dog kun lade sig gøre til en vis grad. Når Nicks grænse bliver overskredet
forsøger han at være så ærlig omkring det som muligt:
..så siger jeg: ”Har du lyst til at høre, hvad jeg tænker om det der?”. Altså så vi
ligesom får afstemt, at nu kommer min holdning, altså så ved de det. Så kommer
der ikke sådan en dagsorden ind fra højre alligevel, når jeg lige havde sagt, at
jeg ikke har en dagsorden. Så prøver jeg at være åben om det
Nick fortæller, at det er meget sjældent, at dette sker, men at han altså forsøger at være
meget tydelig over for den unge, når han bliver ramt af for eksempel racistiske
holdninger.
De to projektmedarbejdere kan altså ikke fraskrive sig at have værdier og normer fra
henholdsvis en samfundsmæssig kontekst, deres professionelle erfaring og deres
personlige værdier, når vi ser på spørgsmålet om, hvorvidt de lader diskurser komme
med ind i samtalen med den unge. Gennemgående er dog, at de er meget bevidste om
hvilke normer og værdier, der er i spil i de forskellige sammenhænge, og at de i det
omfang, det er mulig, forsøger at fraskrive sig disse i mødet med den unge. Det
afsluttende spørgsmål, i forhold til de to projektmedarbejderes arbejdsgang, vedrører
deres grænser i det anerkendende møde med den unge, og spørgsmålet bliver hermed,
hvorvidt alle handlinger skal anerkendes? Til dette har begge projektmedarbejdere en
klar grænse ved planlægning af personskadelig kriminalitet.
..det der ikke kan anerkendes, det er jo planer om kriminalitet eller vold, altså
personskadelig adfærd. Det kan man sige, det vil jeg jo ikke, for deres skyld
ikke mindst, være vidne til. Så det vil jeg godt have holdes væk fra det her rum,
fra Ungeprojekt 2011. Det må de gå et andet sted hen med.
!
67!
Udover ovenstående har ungeprojektets medarbejdere skærpet indberetningspligt, og
hvis det kommer dertil, hvor den unge er til fare for sig selv eller andre, trodser
projektmedarbejderne altså det kravfrie.
7.3.2 De unges inddragelse af samfundets diskurser
Vi vil nu fortsætte analysen med at se på, hvilke sandhedsregimer og
normalitetsforståelser de unge bringer med ind i rummet hos Ungeprojekt 2011. Som
det ovenfor blev belyst, kan projektmedarbejderne ikke fraskrive sig at tage
samfundsmæssige og personlige normer med ind i rummet. I forlængelse heraf finder vi
det nu interessant at undersøge, hvorvidt de emner de unge bringer op i samtalen hos
ungeprojektet, kan forstås ud fra de herskende samfundsnormer.
Et af de mest fremtrædende temaer, der bliver bragt op i relationen mellem de unge og
projektmedarbejderne, er uddannelse og arbejde. Igennem vores interviews blev
uddannelse ligeledes talt frem af de unge som et vigtigt element i deres liv, ligesom
ønsket om at blive en del af arbejdsmarkedet indgår i de unges fremtidsplaner.
Vigtigheden heraf blev blandt andet italesat af Kristina:
Så jeg vil gerne være studerende, fordi det skaber et fællesskab, man kan få
nogle venner.. og studiemiljø og alle sådan nogle ting.. og så vil jeg også
gerne have noget om ti år, så jeg ikke bare sidder på kontanthjælp (…) det vil
være lidt ærgerligt.
Dermed indgår henholdsvis uddannelse og arbejde som en overordnet ramme i de unges
fortællinger. Dette kan forstås på baggrund af, at de unge tager afsæt i den dominerende
normalitetsopfattelse, der forudsætter, at unge i Danmark jf. genstandsfeltet skal tage en
uddannelse for senere hen at blive en del af arbejdsmarkedet. Når de unge skal
reflektere over drømme, ønsker og vilje i ungeprojektet vil det derfor være denne
forståelsesramme, de trækker på, og derved vil de per automatik forholde sig til den
dominerende normalitetsopfattelse i samfundet. Da uddannelse, som beskrevet er en
meget central del af det ”normale” ungdomsliv, betyder det, at de unge ikke kan
!
68!
fraskrive sig at bringe det ind i mødet med Ungeprojekt 2011, idet et fravalg af en
uddannelse ville kunne føre til en stempling af den unge.
Et konkret eksempel på hvordan den unge bringer normalitetsopfattelsen ind i mødet
med projektmedarbejderen, findes i Kristinas ønske om at tale om sin studietvivl.
Kristina beskriver i interviewet, at hun henvendte sig frustreret til Per for at få hjælp til,
hvad hun skulle stille op med sin situation. På den måde er det, som også beskrevet i
afsnit 7.2.2, Kristina selv der bringer de emner på banen, hun ønsker at snakke om.
Projektmedarbejderne bliver i forlængelse heraf brugt som sparringspartnere til at vende
de forskellige muligheder og problemstillinger, Kristina står med. Projektmedarbejderne
tager dermed ikke uddannelsesdiskursen med ind i mødet med den unge, men på
baggrund af Kristinas eget ønske om en uddannelse, bliver det alligevel en
problemstilling, der diskuteres i Ungeprojekt 2011. Sandhedsregimet; at alle unge bør
uddanne sig, reproduceres dermed i ungeprojektet på baggrund af Kristinas eget initiativ,
idet det er Kristinas eget behov for at indgå i normalen, der har betydning for, at hun
ikke bare undlader at tage en uddannelse, men i stedet vælger at tage emnet op i mødet
med projektmedarbejderen.
Det kan altså konkluderes, at de to projektmedarbejdere ikke kan fraskrive sig at have
værdier og normer fra henholdsvis en samfundsmæssig kontekst, deres professionelle
erfaring og deres personlige værdier, hvilket i nogen grad påvirker rummet og samtalen
med den unge i Ungeprojekt 2011. Vi så ovenfor, at projektmedarbejderne er bevidste
om, hvornår de drager egne værdier og normer med ind i mødet med de unge, og
derigennem forsøger de at mindske påvirkningen af de unge. De samfundsmæssige
normer og værdier bliver dog langt hen af vejen bragt ind i mødet af den unge selv.
Således bliver det muligt for projektmedarbejderne i Ungeprojekt 2011 at arbejde
kravfrit som regelhåndhævere i kraft af, at de unge selv inddrager samfundets krav og
normer i mødet med ungeprojektet.
7.4 Anerkendelse som middel mod afvigelse
Afslutningsvis ønsker vi i analysen at undersøge, hvordan projektmedarbejdernes
anerkendende tilgang påvirker de udsatte unge i Ungeprojekt 2011. Dette vil vi gøre ved
først at se på, hvorvidt de unge kan opfattes som afvigere ved at indgå i ungeprojektet.
!
69!
Herefter ønsker vi at belyse, hvilke redskaber de unge, gennem ungeprojektet, får til at
opnå det konventionelle liv. Dette gør vi for til sidst at kunne finde frem til, hvilken
rolle Ungeprojekt 2011 spiller i arbejdet med udsatte unge i forhold til de unges
afvigerkarriere.
7.4.1 Stempling og Ungeprojekt 2011
Selvom projektmedarbejderne stræber efter at være kravfrie i mødet med den unge,
bliver de herskende sandhedsregimer i samfundet alligevel tydelige i ungeprojektet, da
de unge selv inddrager disse. I afsnit 7.2.3 så vi, at de unge blev mødt af en
anerkendende tilgang i mødet med projektmedarbejderne. Der kan argumenteres for, at
projektmedarbejderne med denne anerkendende tilgang formår at skabe et rum, hvor de
unge ikke oplever dem selv som afvigere, da rammerne i Ungeprojekt 2011 er så brede,
at de unge ikke som sådan kan optræde forkert. Interessant finder vi det dog, at til trods
for, at de unge trives i tilbuddet ønsker de alligevel ikke at fortælle omverdenen, at de
kommer i ungeprojektet.
Kristina, Casper og Mads deler ikke med andre end deres nærmeste, at de kommer i
ungeprojektet. I Caspers tilfælde snakker han ikke med sine venner og veninder om, at
han kommer i ungeprojektet, fordi: Der er andre ting vi snakker om, mens Kristina ikke
snakker med sine veninder om det, fordi: Det er ikke nødvendigt.!Mads svarer ligeledes
meget overfladisk på spørgsmålet om, hvorfor han ikke deler med andre end sin helt
nære omgangskreds, at han kommer i ungeprojektet. Fælles for Casper, Kristina og
Mads er, at de alle svarede meget hurtigt og kortfattet på dette spørgsmål, hvilket i
interviewsituationen blev opfattet som om, at de unge ikke ønskede at snakke yderligere
om emnet. Det afvigende svar på spørgsmålet kan tolkes som en manglende refleksion
og som om, at de unge tager det som en selvfølge, at de ikke deler denne oplysning med
andre end deres allernærmeste. Der kan argumenteres for, at de unge hemmeligholder
deres tilknytning til ungeprojektet, fordi de opfatter dem selv som afvigere ved at
benytte tilbuddet. Ligeledes vil offentligheden opfatte de unge som afvigende, da det, jf.
genstandsfeltet, ikke er en del af den herskende samfundsdiskurs om det normale
ungdomsliv at modtage hjælp fra et kommunalt tilbud inden for socialpsykiatrien.
!
70!
Hemmeligholdelsen bliver dermed et forsøg på at undgå at blive stemplet af
offentligheden. !
Benjamin adskiller sig i dette tilfælde fra resten af de interviewede unge ved, at han
ikke forsøger at hemmeligholde sin tilknytning til ungeprojektet: Ja ja, altså det er sgu
ikke noget jeg skjuler. Øh det er det ikke. Det at man har nogle problemer, og at man
modtager hjælp, det er stærkt. Generelt for Benjamins fortælling er det dog, at han ikke
tager stemplet som afviger på sig. I interviewet fortæller Benjamin flere gange om
venner og kærester, der ligesom ham selv har oplevet forskellige udfordringer gennem
deres opvækst. Dette kan muligvis forklare, hvorfor Benjamin, som den eneste af de fire
interviewpersoner, ikke ser sig selv som anderledes end hans omgangskreds og dermed
heller ikke som afviger, hvilket Becker ligeledes beskriver i sin teori.
Tidligere så vi, at de unge ikke opfatter sig selv som afvigende i Ungeprojekt 2011, da
medarbejderne møder dem med en anerkendende tilgang. Vi ser dog alligevel en
tendens til, at de unge oplever, at der i samfundet, jf. genstandsfeltet, kan være en
stempling forbundet med at anvende et sådant tilbud, hvorfor de unge hemmeligholder
det for deres omverden.
Således kan det konkluderes, at de unge oplever deres tilknytning til Ungeprojekt
2011 som afvigende i forhold til normalen. Dette er dog med undtagelse af Benjamin,
som mener, at det er en styrke at modtage hjælp, og derfor ikke oplever sig selv som
afviger.
7.4.2 Redskaber til det konventionelle liv
Vi har ovenfor set, at de unge føler sig anerkendt, accepteret og ikke afvigende inden
for de rammer, projektmedarbejderne opstiller i Ungeprojekt 2011. Forholdene, der
skabes i rummet er dermed, for størstedelen af de unge, der indgår i projektet, givtige i
den unges udvikling. Ligeledes så vi, at der trods det umiddelbart anerkendende og
kravfrie møde, kan være en stempling forbundet med at komme i ungeprojektet. Med
ungeprojektets formål; at hjælpe den unge til at blive aktiv deltagende i eget liv, er
spørgsmålet således, i hvor høj grad det er muligt at bruge mødet med ungeprojektet til
at blive integreret i det konventionelle liv.
!
71!
Det blev i interviewene med projektmedarbejderne tydeligt, at der i ungeprojektets
arbejde bliver fokuseret meget på at træne og forberede den unge på forholdende i
samfundet. Nick beskriver, hvorledes det kravfrie rum er en vigtig komponent i denne
træning:
Jeg tror, der er brug for sådan en slags rasteplads, som vi sådan selv lige
kalder os. Hvor at den unge kan få lov til at hvile og sådan mentalt i et rum,
som er fredet, som er kravfrit, hvor der kan tænkes stille og roligt over; hvor er
jeg egentlig i mit liv lige nu (…) Fordi jeg tror det kvalificerer den unge til at
tage nogle meget mere langtidsholdbare valg i deres liv og (…) kan træne den
unge i og give sig selv egen omsorg og passe på sig selv, og træne den unge i at
lærer sig selv at kende.
Det kravfrie rum beskrives altså som vigtigt for træningen, da rummet giver den unge
plads til at forholde sig til sig selv, sine drømme og ønsker. I denne proces trænes den
unge til komme sig selv nærmere og passe mere på sig selv i de valg, der træffes.
Udover at forholde sig til sig selv, trænes den unge også i at forholde sig til, hvordan
samfundet ser ud. Nick forklarer, at denne træning tager udgangspunkt i samfundets
regler, som de ser ud i dag:
..og det kan man sige, det er jo og være bruger af det normale liv, det er jo og
træne den unge i, altså hvad er.. hvis du skal have kontanthjælp, så er det der,
du skal. Hvis du skal uddanne dig, så skal du søge optagelse der.
Som beskrevet i afsnit 7.3.1, bliver det i dette citat tydeligt, at projektmedarbejderne
bestræber sig på at træne de unge til at kunne håndtere samfundet, som det ser ud i
dagens Danmark. Samtidig viser citatet, hvorledes hjælpen tager udgangspunkt i de
enkelte unges ønsker, drømme og vilje, og dermed hvordan den unge opnår autonomi
over træningen. Nick forklarer yderligere, at træningen foregår gennem samtaler og ved
at øve situationer igennem med den unge, for eksempel ved at gå med den unge til
!
72!
samtaler på kommunen eller hos lægen. På den måde trænes de unge i, hvad formålet
med mødet er, og hvad de kan få ud af situationen.
Kristina beskriver i interviewet, hvordan det har hjulpet hende meget at have en
projektmedarbejder med til møde på kommunen, da hun ellers ikke mener, hun selv
havde formået at følge op på mødet. Det er svært at sige om denne hjælp vil have
betydning for, at Kristina senere vil kunne gå til møde på kommunen og selv følge op
på det, men som man siger; øvelse gør mester. Et andet eksempel på hvordan Kristina i
samarbejdet med ungeprojektet får redskaber, som hun kan bruge i det konventionelle
liv, bliver tydeligt, da hun beskriver sit daglige skema:
Det hjalp med at give struktur i mit liv, sådan så jeg fik lavet mine opgaver, alt
den slags ting. Og det har hjulpet rigtig rigtig meget. Til at starte med så jeg
dem [projektmedarbejderne] mandag til fredag hver dag i en time. Hvor vi
snakkede om det skema jeg havde lavet på dagen før osv. osv.
I Kristinas tilfælde er hendes skema nødvendigt for, at hun kan få sin dag til at fungere.
I ungeprojektet fik hun i starten hjælp til at udforme skemaerne og strukturere sin tid.
Dette er blevet trænet så meget i løbet af hendes samarbejde med projektmedarbejderne,
at hun i dag selv udformer sit skema og kun kommer i ungeprojektet en til to gange om
måneden.
Mads’ samtaler i ungeprojektet handler i mange tilfælde om nære relationer. Han
beskriver, hvordan han ved hjælp af samtalerne i ungeprojektet har forstået, at det er
okay, at han er vred på sin far. Medarbejderen har gennem samtaler formået at gøre det
klart for Mads, at trods samfundsdiskursen om den gode familie, er det okay, at Mads
ikke har et godt forhold til sin far. Herudover har medarbejderen hjulpet Mads, så han
har fået en større tillid til offentlige tilbud, hvorfor han har lært at tage imod hjælp fra
for eksempel sin praktiserende læge og sin fagforening:
Også fordi vi har arbejdet med en masse forskellige små ting, som har gjort det
nemmere for mig at tage imod hjælp fra andre steder. Gjort det nemmere for
mig at snakke med folk.
!
73!
Mads beskriver ydermere, at han er blevet meget mere selvstændig, kan klarer sig selv
og har fået styr på økonomien som et resultat af sit samarbejde med Ungeprojekt 2011.
Benjamin bruger projektmedarbejderne til at hjælpe ham med at håndtere
problemstillinger, der er vigtige for ham at få løst her og nu, og han italesætter ikke, at
den hjælp han får vil kunne bruges fremadrettet. Han beskriver det således:
Så det er sådan, hvis man lige står og er lidt fucked og man ikke aner, hvad
man skal gøre og tænker: ”det her, det kan jeg ikke klare selv”, så har man
ligesom, som hvis ligesom med ens forældre, så kan man lige ringe og spørge
til råds.
Der kan argumenteres for, at den autonomi Benjamin har over sit forløb medfører, at
han har mulighed for at bruge ungeprojektet til, hvad han personligt synes mangler i sit
liv, nemlig en voksen at rådføre sig med i de ”her og nu” situationer, han selv har svært
ved at håndtere. Det kan ikke tolkes ud fra interviewet, om Benjamin bliver i stand til at
tage disse erfaringer med sig videre, eller om han næste gang også vil have brug for en
sparringspartner.
Casper beskriver heller ikke situationer, hvor han har fået redskaber til at håndtere
problemstillinger uden for projektet, men beskriver udelukkende at have fået hjælp til at
håndtere ”her og nu” situationer. Som beskrevet i afsnit 7.2.2, har Casper aldrig formået
at arbejde ud fra sin egen agenda i samarbejdet med ungeprojektet, hvorfor det ikke har
været muligt for projektmedarbejderne at træne ham inden for hans drømme, ønsker og
vilje.
Ud fra ovenstående beskrivelser af, hvad de unge formår at tage med ud af projektet, ses
det, at de unge via samtalerne hos ungeprojektet får hjælp til at etablere og vedligeholde
primære relationer uden for ungeprojektet. Hermed forsøger ungeprojektet altså at
hjælpe de unge til at opnå en anerkendelse i den private sfære uden for projektet.
I forhold til at opnå anerkendelse uden for projektet i den solidariske sfære, kan det
anskues ud fra to vinkler. På den ene side er ungeprojektets langsigtede mål at hjælpe
de unge mod et almindeligt liv, hvilket ses udtrykt i interviewene, hvor de unge
fortæller, at de for eksempel får hjælp til at håndtere uddannelsesvalg. På den anden
!
74!
side ses det, som tidligere fremhævet, at projektmedarbejderne grundet projektets
anerkendende og kravfrie tilgang også accepterer, hvis den unge vælger at leve et liv på
kontanthjælp. Herved opnår den unge potentielt ikke anerkendelse i den solidariske
sfære, hvorfor det ikke kan konkluderes entydigt, at ungeprojektet bidrager til, at den
unge opnår anerkendelses i den solidariske sfære udenfor ungeprojektet.
Til sidst ses det tydeligt i vores interviews med de unge og projektmedarbejderne, at de
unge via samtalerne hos ungeprojektet lærer, hvordan de kan opnå samme rettigheder
som andre borgere. Dette ses for eksempel udtrykt ved, at de unge lærer, hvordan de
skal forberede sig til møder med sagsbehandlere, eller hvordan de kan håndtere et møde
med deres praktiserende læge. Hermed forebygger ungeprojektet eventuelle krænkelser
i den retlige sfære.
Således kan det analyseres, at de unge gennem deres samarbejde med ungeprojektet
opnår anerkendelse i alle tre sfærer, hvilket, jf. Honneths anerkendelsesteori, er
nødvendigt, hvis et menneske skal kunne opnå det gode liv, og dermed opnå en fuld
integration i samfundet. Dette er dog med forbehold for den tvetydighed der ovenfor er
fremhævet i forhold til, hvad de unge kan tage med ud fra ungeprojektet, hvad angår
anerkendelse i den solidariske sfære. Samlet set har vi i nærværende afsnit fundet ud af,
at den unge gennem træning i Ungeprojekt 2011 opnår redskaber til at indgå i
anerkendende relationer uden for ungeprojektet. Gennem anerkendelse i de tre sfærer
kan det altså analyseres, at de unge bliver i stand til at opnå det konventionelle liv.
Det blev i afsnit 7.2.1 tydeligt, at de unge opfattede sig selv som afvigende, inden de
startede i Ungeprojekt 2011. Ud fra dette bør spørgsmålet således være, om
Ungeprojekt 2011 kan betegnes som en del af de unges afvigerkarriere. Det er gennem
dette projekt blevet belyst, at ungeprojektet er i stand til at give de unge anerkendelse i
selve mødet. Ligeledes tilbyder ungeprojektet de unge redskaber til at opnå relationer,
hvori de kan opnå anerkendelse i alle tre sfærer uden for ungeprojektets rammer. Denne
anerkendelse inden for de tre sfærer bør forstås som integrationskomponenter i den
unges opnåelse af det konventionelle liv. Der kan således argumenteres for, at
anerkendelsen og de redskaber de unge får i ungeprojektet, har betydning for de unges
integration i det konventionelle liv. Således bør Ungeprojekt 2011 ikke forstås som
!
75!
endnu et skridt i de unges afvigerkarriere, men bør i stedet opfattes som et tilbud, der
formår at bryde med de unges afvigerkarriere.
Dette konkluderes dog med udgangspunkt i de unge, der formår at inddrage den
herskende normalitetsopfattelse og reflektere herover i mødet med Ungeprojekt 2011.
For den målgruppe, der ikke formår dette, der i nærværende projekt er eksemplificeret
ved Casper, kan ungeprojektet i stedet siges at være endnu et trin i den unges
afvigerkarriere. Dette skyldes, at ungeprojektet udelukkende hjælper Casper med
konkrete problemstillinger men aldrig bliver i stand til at give ham selv styringen,
hvilket netop betyder, at Casper fastholdes i en passiv rolle og dermed ikke bryder sin
afvigerkarriere.
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
76!
8. Diskussion
Da det for Ungeprojekt 2011 gør sig gældende, at tilbuddet på nuværende tidspunkt er
på projektbasis og derfor kun er bevilliget en treårig prøveperiode, finder vi det relevant
at diskutere, om der i det danske velfærdssamfund er brug for et alternativt offentligt
tilbud som Ungeprojekt 2011. Denne diskussion har modsat analysen et mere normativt
udgangspunkt.
Der er i løbet af de seneste årtier sket en radikal ændring i den danske arbejdsmarkeds-,
beskæftigelses- og uddannelsespolitik. Fra slutningen af 1990’erne og frem til i dag ses
en bevægelse fra en velfærdspolitik frem mod en workfirst-politik, hvilket vi tidligere
beskrev i genstandsfeltet. I artiklen ”Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge
med sårbare liv” beskriver Lene Larsen og Line Askgaard, at denne politiske ændring
har flere konsekvenser, blandt andet går ledigheden fra at være et strukturproblem til i
stedet at være et aktørproblem. Målet med denne workfirst-politik er at ansvarliggøre
det enkelte individ ved ledighed. Pligter og social disciplinering bliver hermed styrende
ligesom holdningen, at ledige bare har brug for økonomisk incitament for at komme i
beskæftigelse (Larsen & Askgaard 2013: 6).
I den danske uddannelsespolitik er der ligeledes sket en ændring, som især er
kendetegnet ved indførelsen af Ungepakkerne i 09-10, hvor målsætningen om, at
minimum 95 % af en ungdomsårgang skal gennemføre en erhvervsuddannelse, er blevet
en realitet. Denne målsætning skyldes, at uddannelse ikke længere ses som et middel til
lighed ud fra en dannelses- og medborgerskabstænkning men i stedet nu ses som et
middel til økonomisk vækst (Larsen & Askgaard 2013: 7). Hermed har uddannelse som
tidligere fremhævet bevæget sig fra at være en ret til nu at være en pligt i det danske
samfund, hvorfor det at skulle gennemføre en ungdomsuddannelse nu er en uundgåelig
del af ungdomslivet. Dette medfører naturligt, at uddannelse og arbejde fylder meget i
de unges bevidsthed. Således kan der altså argumenteres for, at vi er på vej i retning af
et samfund, hvor normalitetsbegrebet fortsat indsnævres grundet retningen mod en klar
arbejds- og uddannelsesagenda. I takt med denne udvikling af det indsnævrede
normalitetsbegreb opstår der en fare for, at flere individer vil falde uden for normalen.
Spørgsmålet er derfor, hvad samfundet stiller op med denne gruppe af unge, der ikke
formår at følge med udviklingen og dermed gøres sårbare?
!
77!
Som det blev belyst i analysen, arbejdes der i Ungeprojekt 2011 ud fra en bred
normalitetsforståelse. I genstandsfeltet præsenterede vi Catharina Juul Kristensens syv
integrationskomponenter, der alle skulle være opfyldt for, at der ud fra den herskende
samfundsnorm kunne være tale om et normalt ungdomsliv. Ungeprojekt 2011 har kun
en enkelt integrationskomponent tilfælles med Kristensens syv komponenter; nemlig at
den unge skal være i stand til at kunne sørge for sig selv, hvorfor Ungeprojekt 2011
fungerer som et frirum for den gruppe af unge i samfundet, som ikke lever op til dette
snævre integrationsideal.
Dette ses også udtrykt ved, at 52 % af samtalerne i Ungeprojekt 2011 omhandler
uddannelse/arbejde. Hertil udgøres den største gruppe i projektet af unge, der er mellem
16-20 år og befinder sig i overgangsfaser mellem uddannelser. Projektmedarbejderne
udtrykker, at denne gruppe af unge kommer i tilbuddet, da disse unge oplever store
uddannelsesmæssige udfordringer og dermed er særligt sårbare. Ungeprojekt 2011 er
altså et offentligt tilbud, der rummer den gruppe af unge, der gøres sårbare i samfundet
grundet indsnævringen af normalitetsbegrebet. De unge, som ungeprojektet rummer, er
sårbare på forskellige niveauer, men fælles for de fleste af disse unge er, at deres
sårbarhed ikke nødvendigvis skal forstås som en fast individuel tilstand, der kommer
indefra. Sårbarheden er, qua Beckers afvigelsesteori, for en stor del af Danmarks unge
situationsbestemt og kommer altså af bestemte strukturer, fremtrædelsesformer og
konsekvenser inden for rammerne i det danske samfund. (Larsen & Askgaard 2013: 7f).
Ungeprojekt 2011 kan ses som et eksempel på, at offentlige tilbud til sårbare unge ikke
behøver at følge samfundets normalitetsforståelse, da det netop er denne, der har været
medvirkende til, at de unge er endt, hvor de er. Der kan altså argumenteres for, at et
tilbud til denne målgruppe ikke bør opstille krav om, at de unge skal i uddannelse, da
det langt hen af vejen lige netop er disse krav, der besværliggør de unges vej til
uddannelse. Yderligere kan det argumenteres, at de unge, jf. analysen, langt hen af
vejen selv ønsker at komme i uddannelse, da diskurserne i samfundet dikterer det. Dette
underbygger blot pointen, at det ofte ikke er nødvendigt for offentlige tilbud at stille et
krav om uddannelse til de unge, da disse krav blot besværliggør de unges forløb. Vejen
!
78!
til uddannelse bør ske på baggrund af de unges præmisser og ikke som følge af skarpt
opstillede krav. Det særlige i Ungeprojekt 2011 ligger netop i, at der gives plads til, at
de unge får lov til at forholde sig til uddannelse og deres fremtidige liv ud fra deres egne
ønsker, drømme og vilje.
Projektmedarbejderen Per fra Ungeprojekt 2011 giver i interviewet udryk for, at han
ligeledes mener, at det er en forkert tilgang, der er anlagt til unge i dag, hvor de unge
presses i uddannelse. Per siger:
Jeg kunne ønske, at kravene var øh formuleret som: ”Vi vil gerne have dig med”
(…) Det skal handle om, at øh vi vil rigtig gerne have dig med i samfundet, så
hvordan får vi dig bedst muligt med.
Netop denne tilgang er, jf. analysen, tydelig i Ungeprojekt 2011’s arbejde. Ved at
anlægge en sådan tilgang opstår der et potentiale for, at der i langt højere grad er
mulighed for, at den unge kan påvirke sit eget livsforløb. Dermed gives der ligeledes
plads til forskellighed, og den enkeltes ressourcer kan således udnyttes i en gensidig
integrationsproces.
Pers udtalelse kan stilles over for den nuværende regerings parole ”Brug for alle”,
hvilket, hvis det skulle passe til den førte politik, nærmere burde lyde ”Vi kan kun
bruge dig, hvis du har en uddannelse”. Det bliver ved denne sammenligning endnu
engang understreget, at ungeprojektet arbejder ud fra et meget mere inkluderende
udgangspunkt end det, der er herskende i dagens Danmark. Som nævnt ovenfor er den
herskende normalitetsforståelse ligeledes snæver, og der kan argumenteres for, at der i
det danske samfund kun er meget lidt plads til forskellighed, og at borgeren kun
integreres, hvis denne er i beskæftigelse eller under uddannelse.
Ud fra ovenstående bliver det tydeligt, at det er muligt at etablere et offentligt tilbud til
psykisk sårbare unge, hvor de unge forholder sig til de eksisterende samfundsdiskurser,
uden at disse trækkes ned over hovedet på dem. Ligeledes bliver det tydeligt, at der i det
danske samfund er brug for et tilbud som Ungeprojektet 2011 til at varetage de unge,
der ekskluderes fra samfundet som følge af et øger pres.
!
79!
Vi mener dermed, at der kan argumenteres for, at velfærdsstaten, i takt med udviklingen
mod en workfirst-politik og de øgede uddannelseskrav, bør sætte ekstra ind over for den
gruppe af sårbare unge, der kan frygtes at ryge ud af systemet med det stigende krav og
den indsnævrede integrationsforståelse, der er herskende. Vi finder altså belæg for, at
Ungeprojekt 2011 er et eksempel på et velfungerende sikkerhedsnet til sårbare unge i
den danske velfærdsstat. Ungeprojekt 2011 formår at fange den gruppe af unge, der er
blevet afvigende grundet samfundets krav, og netop den kravfrie tilgang til arbejdet med
sårbare unge bliver det der gør, at projektet lykkes.
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
!
80!
9. Konklusion
Det blev i starten af analysen klart, at de unge opfattede sig selv som afvigere, inden de
startede i Ungeprojekt 2011 grundet de krænkelser, de har oplevet gennem deres
opvækst. Videre blev det tydeligt, at ungeprojektets medarbejdere alligevel formår at
undgå at få de unge til at føle sig som afvigere i mødet med ungeprojektet. Dette
skyldtes, at projektmedarbejderne formår at arbejde ud fra en differentieret
normalforståelse samtidig med, at det lykkes projektmedarbejderne at møde de unge
med en anerkendende og kravfri tilgang. Trods det anerkendende og kravfrie møde ser
vi dog, at det langt hen af vejen er samfundets diskurser om det konventionelle liv, der
bliver arbejdet ud fra i Ungeprojekt 2011, da de unge netop selv inddrager denne
forståelsesramme i mødet med ungeprojektet. Ud fra ovenstående kan det dermed
konkluderes, at projektmedarbejderne i ungeprojektet formår at arbejde kravfrit i deres
position som regelhåndhævere.
Den herskende normalitetsopfattelse, som de unge er påvirket af, medfører, at de
hemmeligholder
deres
tilknytning
til
Ungeprojekt
2011.
Netop
de
unges
forståelsesramme bevirker, at de ser dem selv som afvigere, da de bruger et
velfærdsstatsligt tilbud til psykisk sårbare unge. Ved at de unge stræber efter det
konventionelle liv kommer træningen i Ungeprojekt 2011, trods medarbejdernes
anerkendende og kravfrie tilgang, til at være rettet herimod. De unge får redskaber til at
fjerne sig fra deres position som afvigere, da de gennem træningen bliver i stand til at
opleve anerkendelse i det konventionelle liv. Hermed undgår Ungeprojekt 2011, at den
unge bliver fanget i en selvopfyldende profeti, hvorfor den unge bryder med sin
afvigerkarriere. Projektet formår dog ikke at rumme de unge som ikke selv inddrager
samfundets normer og er i stand til at reflekterer over disse i mødet med
projektmedarbejderne. I disse tilfælde fastholdes de unge i deres passive rolle, da de
ikke bliver styrende for mødet og afvigerkarrieren brydes dermed ikke.
Alt i alt indtager dog Ungeprojekt 2011 en værdifuld rolle i arbejdet med sårbare
unge, idet de gennem deres brede normalitetsforståelse formår at rumme de unge, der
ellers falder uden for samfundet rammer. Vi mener hermed, at der ud fra nærværende
projekt kan argumenteres for, at der er brug for velfærdsstatslige tilbud som
Ungeprojekt 2011 i Danmark anno 2013.
!
!
81!
10. Litteraturliste
Bøger, tidsskrifter og publikationer:
Becker, Howard S., 2005: Outsidere. Studier i afvigelsessociologi, 1. udgave, 1. oplag,
Hans Reitzels forlag, København.
Brinkmann, Svend & Tanggaard, Lene, 2010: Kvalitative metoder: En grundbog, 1.
udgave, 1. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
Caswell, Dorte & Høybye-Mortensen, Matilde, 2005: Peter Høilund og Søren Juul:
Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejdet, I: Dansk Sociologi, nr. 3/16. årg.,
Sangill Grafisk Produktion, København
Christensen, Bolette M., 1994: At interviewe for at lære, 1. udgave, Københavns
Universitet, Institut for Statskundskab.
Collin, Finn 2009: Konstruktivisme, 1. udgave, 3. oplag, Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Esmark, Anders, Laustsen, Carsten Bagge & Andersen, Niels Åkerstrøm, 2005:
Socialkonstruktivistiske Analysestrategier – en introduktion, I: Anders Esmark, Carsten
Bagge Laustsen og Niels Åkerstrøm Andersen red.: Socialkonstruktivistiske
analysestrategier, 1. udgave, Roskilde Universitetsforlag.
Honneth, Axel, 2006: Kamp om anerkendelse, 1. udgave, 3. oplag, Hans Reitzels forlag,
København.
Højberg, Henriette, 2007: Hermeneutik, I: Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen red.:
Videnskabsteori på tværs af fagkulturer og paradigmer i samfundsvidenskaberne, 2.
udgave, 3. oplag, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Højlund, Peter & Juul, Søren 2005: Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde, 1.
udgave, 6. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
Järvinen, Margaretha & Mik-Meyer, Nanna 2004: Indledning: At skabe en klient, I:
Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer red.: At skabe en klient. Institutionelle
identiteter i socialt arbejde, 1. udgave, 3. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
Järvinen, Margaretha & Nils Mortensen, 2004: Det magtfulde møde mellem system og
klient - teoretiske perspektiver, I: Margaretha Järvinen, Jørgen Elm Larsen & Nils
Mortensen red.: Det magtfulde møde mellem system og klient, Århus universitetsforlag,
Århus.
Juul, Søren & Riiskjær, Erik, 2012: Fælles værdier i det sociale og sundhedsmæssige
arbejde med socialt udsatte, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Katznelson, Noemi, 2004: Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Dømt til
!
82!
Individualisering, Ph.d.-afhandling, Center for Ungdomsforskning, Learning Lab
Denmark, København. 1. udgave, 1.oplag, Danmarks pædagogiske Universitets Forlag.
Kofod, Anne & Nielsen, Jens Christian, 2005: Det normale ungdomsliv, hverdagsliv,
fællesskab, trivsel og fremtid, 1. udgave, Center for Ungdomsforskning, Danmarks
Pædagogiske
Universitet
Kristensen, Catharina Juul, 2010: Interviews med enkeltpersoner, I; Lars Fuglsang,
Peter Hagedorn-Rasmussen & Poul Bitsch Olsen red.: Teknikker i
samfundsvidenskaberne, 1. udgave, 3. oplag, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Kristensen, Catharina Juul, 2007: Gensidig integration - ansatser til en teoretisk tilgang
til differentieret social integration, I: Catharina Juul Kristensen, Tore Jacob Hegland,
Lars Skov Henriksen & Hanne Kathrine Krogstrup red.: Sammenbrud eller sammenhold.
Nogle udviklingstendenser for velfærdssamfundet, Akademisk Forlag, København.
Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend, 2009: Interview. Introduktion til et håndværk, 2.
udgave, 3. oplag, Hans Reitzels Forlag, København.
Larsen, Lene & Askgaard, Line, 2013: Krydsfeltet mellem politikområder skaber unge
med sårbare liv, I: Tidsskrift for Socialpolitisk Forening, Socialpolitik, nr. 2.
Rasborg, Klaus, 2007: Socialkonstruktivisme i klassisk og moderne sociologi, I: Lars
Fuglsang og Poul Bitsch Olsen red.: Videnskabsteori på tværs af fagkulturer og
paradigmer i samfundsvidenskaberne, 2. udgave, 3. oplag, Roskilde Universitetsforlag,
Frederiksberg.
Rendtorff, Jacob Dahl, 2002: Socialkonstruktivisme og Hermenautik, I: Allan Dreyer
Hansen & Karina Sehested red.: Konstruktive bidrag. Om teori og metode i
konstruktivistisk videnskab, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Willig, Rasmus, 2006: Indledning ved Rasmus Willig, I: Axel Honneth red.: Kamp om
anerkendelse, 1. udgave, 3. oplag, Hans Reitzels forlag, København.
!
83!
Hjemmesider:
Sundhedsstyrelsen 1: Sundhedsaftaler
http://www.sst.dk/Planlaegning%20og%20kvalitet/Sundhedsaftaler.aspx
- Hentet d. 03.05.2013
Sundhedsstyrelsen 2: Et sammenhængende sundhedsvæsen med borgeren i centrum
http://www.sst.dk/~/media/Planlaegning%20og%20kvalitet/Sundhedsaftaler/Sundhedsa
ftaler_2011/Generelle%20aftaler%20og%20bilag/Region%20Sjaelland/Sundhedsaftale
%20for%20Region%20Sjaelland.ashx
- Hentet 09.03.2013
Sundhedsstyrelsen
3:
Sundhedsaftaler
2011-2014
http://www.sst.dk/Planlaegning%20og%20kvalitet/Sundhedsaftaler/Sundhedsaftaler_20
11_2014.aspx
- Hentet d. 13.04.2013
Holbæk
Kommune:
Ungeprojekt
http://www.holbaek.dk/Politik/PlanerOgProjekter/Ungeprojekt2011.aspx
- Hentet d. 19.02.2013 !
2011
Ministeriet for børn og undervisning: 95-procent målsætning !
http://www.uvm.dk/i-fokus/95-procent-maalsaetning!
- Hentet d. 14.05.2013!
!
84!