Formandsberetning 2014 - Vandrådet i Faxe Kommune

Indholdsfortegnelse
Forord
1 Natur- og Miljøklagenævnet
1.1
Lovgrundlag og etablering
1.2
Natur- og Miljøklagenævnets sammensætning
1.3
Natur- og Miljøklagenævnets opgaver
1.4
Nævns- og formandsafgørelser
1.5
Natur- og Miljøklagenævnets organisation og sagsgange
2 Screeningsfunktionen, herunder afvisning af klager.
3 Afgørelsespraksis på udvalgte områder
3.1
Anmeldelse af aktiviteter i Natura 2000 område. Naturbeskyttelsesloven
3.2
Nitratudvaskning til Natura 2000-vandområder. Husdyrbrugsloven
3.3
Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Husdyrbrugsloven.
3.4
Mobiltelefonmaster. Planloven
3.5
Villaolietanke. Jordforureningsloven
3.6
Bilvaskehaller. Miljøbeskyttelsesloven
3.7
Registrering af overdrev. Naturbeskyttelsesloven
3.8
Strandbeskyttelse, terrasser og solfangere mm. Naturbeskyttelsesloven
3.9
Avanceret vandbehandling med kulfilter. Vandforsyningsloven
4 Natur- og Miljøklagenævnets virksomhed i 2011 i hovedtal
4.1
Økonomiske rammer og forudsætninger
4.2
Personalesammensætningen i Natur- og Miljøklagenævnets sekretariat
4.3
Sagsvolumen og sagsomsætning
4.3.1
Verserende gamle sager
4.3.2
Sagstilgang og sagsafgørelser
4.3.3
Sagsbehandlingstider i 2011
4.4
Sagernes udfald
4.5
Retssager
-2-
3
4
4
4
5
5
5
7
12
12
14
16
19
22
25
27
29
32
35
35
36
36
36
37
38
39
40
Forord
Natur- og Miljøklagenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2011 ved en sammenlægning af to tidligere
nævn - Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet.
Efter nævnets forretningsorden skal der hvert år udarbejdes en beretning om nævnets virksomhed i
det foregående kalenderår. Denne beretning er den første i rækken.
Natur- og Miljøklagenævnet er den centrale klagemyndighed på natur-, plan- og miljøområdet. Nævnets mål er at tilgodese virksomhedernes og borgernes retssikkerhed ved at træffe korrekte afgørelser på en hurtig og effektiv måde, så de hurtigst muligt kan få afklaret deres situation, og ved at
formidle viden om vores afgørelser til alle interesserede.
Kendskab til nævnets praksis har stor betydning for både borgere, virksomheder, organisationer og
andre offentlige myndigheder. Viden om nævnets praksis kan bl.a. bidrage til, at 1. instans myndighederne træffer gode og rigtige afgørelser og dermed mindske behovet for at påklage afgørelser til
nævnet. Derfor blev alle nævnets afgørelser i 2011 offentliggjort på www.nmknafgoerelser.dk, og
nyhedsbrevet NoMO (”Natur- og Miljøklagenævnet orienterer”) med omtale af vigtige og principielle
afgørelser udkom 4 gange i 2011.
Nævnet havde fra starten af 2011 meget lange sagsbehandlingstider og store sagsbunker på en række områder. Vi har i 2011 haft fokus på både at overholde de maksimale sagsbehandlingstider på op
til 12 måneder for nye sager og på at nedbringe bunkerne af gamle sager. Målet er, at vi i løbet af
nogle få år kan opnå acceptable sagsbehandlingstider på alle områder.
Sagsbehandlingstiderne skal nedbringes, uden at vi går på kompromis med afgørelsernes kvalitet.
Nævnet har derfor i 2011 også arbejdet målrettet på at fastlægge effektive og hensigtsmæssige arbejdsgange og rutiner, ligesom der er fastlagt en best practice for alle væsentlige sagsområder. Det
skal sikre, at vi både kan forbedre resultaterne og opretholde en tilstrækkelig kvalitet i afgørelserne.
Denne årsberetning indeholder en række artikler om udvalgte emner og problemstillinger af større
betydning, som nævnet har beskæftiget sig med i 2011. Herudover indeholder beretningen en række
tal og opgørelser for nævnets arbejde og afgørelsesvirksomhed.
Med venlig hilsen
Anne-Marie Rasmussen
Nævnsformand
-3-
1
Natur- og Miljøklagenævnet
1.1 Lovgrundlag og etablering
Natur- og Miljøklagenævnet er en uafhængig myndighed for administrative afgørelser inden for
plan-, natur- og miljøområdet. I lov nr. 483 om Natur- og Miljøklagenævnet af 11. maj 2010 fastlægges det nærmere lovgrundlag for nævnets ansvarsområder, virksomhed mv. Der henvises i øvrigt til
særlovene på de enkelte sagsområder og til nævnets forretningsorden.
Betjeningen og administrationen af nævnet varetages af et sekretariat, som ledes af en formand og
en næstformand med bistand af 6 ankechefer og en udviklings- og sekretariatschef.
1.2 Natur- og Miljøklagenævnets sammensætning
Natur- og Miljøklagenævnet er et ”kombinationsnævn”, som består af 1 formand og en eller flere
stedfortrædere for denne, samt enten et antal beskikkede sagkyndige medlemmer (nævnet i den
sagkyndige sammensætning), eller 7 medlemmer, der udpeges af Folketinget, og 2 medlemmer, der
udpeges af Højesteret blandt rettens medlemmer (nævnet i den læge sammensætning). Ved ”kombinationsnævn” forstås en nævnssammensætning, der afhænger af klagesagens art og karakter.
Medlemmerne af det læge nævn var ved udgangen af 2011:
Nævnsformand Anne-Marie Rasmussen
Medlemmer udpeget af Folketinget
Ole Pilgaard Andersen
Martin Glerup
Leif Hermann
Peter Thyssen
Per Larsen
Marion Pedersen
Jens Vibjerg
Dansk Folkeparti
Socialdemokratiet
Socialistisk Folkeparti
Radikale Venstre
Det Konservative Folkeparti
Venstre
Venstre
Medlemmer udpeget af Højesteret
Poul Søgaard
Henrik Waaben
Højesteretsdommer
Højesteretsdommer
Til sammensætning af det sagkyndige nævn er udpeget et antal sagkyndige inden for de forskellige
fagområder. Miljøministeren fastsætter antallet af sagkyndige medlemmer og udpeger disse efter
nærmere fastsatte regler efter indstilling fra udvalgte interesse- og brancheorganisationer. Styrelser
under Miljøministeriet kan indstille yderligere sagkyndige medlemmer til beskikkelse for at sikre tilstedeværelsen af den fornødne sagkundskab i nævnet. Efter regler i den øvrige lovgivning indstiller
organisationer, styrelser under Miljøministeriet og andre myndigheder sagkyndige medlemmer til
beskikkelse med henblik på behandlingen af nærmere bestemte sagstyper.
-4-
Det læge nævn afholder et fastlagt antal møder og besigtigelsesrejser i løbet af året, mens det sagkyndige nævn sammentræder ad hoc med udgangspunkt i behandling af konkrete klagesager. Nævnet sammensættes normalt med 2 eller 4 sagkyndige – udover formanden – afhængig af sagens
karakter.
1.3 Natur- og Miljøklagenævnets opgaver
Natur- og Miljøklagenævnet er klageinstans og øverste administrative rekursmyndighed for afgørelser
efter en række love inden for primært Miljøministeriets område. Afgørelserne træffes i 1. instans af
kommuner, Naturstyrelsen (lokale enheder), fredningsnævn m.fl.
Ud over klagesagsbehandling formidler Natur- og Miljøklagenævnet kendskab til nævnets afgørelser,
således at borgere, virksomheder, myndigheder og andre interessenter kan drage nytte af den afgørelsespraksis, som fremgår af de konkrete afgørelser.
1.4 Nævns- og formandsafgørelser
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser træffes enten af det sagkyndige nævn, det læge nævn eller
af formanden på nævnets vegne.
Det sagkyndige nævn træffer afgørelse i sager efter bl.a. miljøbeskyttelsesloven, husdyrbrugsloven
og jordforureningsloven. Det læge nævn træffer afgørelse i sager efter bl.a. naturbeskyttelsesloven,
planloven, skovloven, museumsloven og vandforsyningsloven.
Natur- og Miljøklagenævnets formand træffer afgørelse på nævnets vegne i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvor afgørelsen alene beror på en juridisk vurdering. I praksis træffes størstedelen af nævnets afgørelser af formanden eller af medarbejdere i sekretariatet, som er bemyndiget hertil af formanden.
1.5 Natur- og Miljøklagenævnets organisation og sagsgange
Natur- og Miljøklagenævnets sekretariat er organiseret i en direktion, 6 sagsbehandlende kontorer,
en screeningsenhed og et udviklings- og sekretariatskontor.
-5-
Nævnets direktion består af nævnsformanden og næstformanden. Direktionen har det overordnede
ansvar for tilrettelæggelsen af nævnets virksomhed og for driften af nævnets sekretariat. Direktionen
er ansvarlig for sekretariatets faglige og økonomiske resultater og forestår nævnets faglige, forretningsmæssige og strategiske udvikling.
Udviklings- og sekretariatskontoret har ansvaret for udvikling og implementering af initiativer, der
understøtter en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling, herunder nævnets organisatoriske udvikling samt udvikling og fastholdelse af ledernes og medarbejdernes kompetencer. Derudover varetager udviklings- og sekretariatskontoret en række interne driftsstøttefunktioner, som giver ledelsen
grundlag for en effektiv målstyring, tværgående prioritering samt en sikker ressourcestyring. Kontoret har endvidere ansvaret for eksterne afrapporterings- og formidlingsopgaver i forhold til departementet, andre MIM-institutioner samt eksterne interessenter.
Screeningsenheden har det overordnede ansvar for screening af alle nye sager og for udvikling af
best practice. Screeningsenhedens arbejde er nærmere beskrevet i årsberetningens afsnit 2.
Natur- og Miljøklagenævnet var i 2011 organiseret i 6 fagkontorer, som hver ledes af en ankechef
(kontorchef). Det enkelte kontor behandler klager inden for et antal specialer, som fordeler sig på 4
hovedområder – planlovgivning (2 kontorer), miljølovgivning (1 kontor), naturlovgivning (1 kontor)
og husdyrområdet (2 kontorer), jf. organisationsdiagrammet ovenfor.
Som en del af aftalen om Danmark som vækstnation blev der på anbefaling fra det eksterne ekspertudvalg vedrørende klagesystemet på natur- og miljøområdet afsat 25 mio.kr. i 2011 - 2013 til oprettelse af en såkaldt ”task force” med fokus på færdigbehandling af den resterende beholdning af
gamle klagesager på husdyrområdet. Omfanget af gamle klagesager blev estimeret til ca. 550 sager.
Task forcen blev oprettet som et selvstændigt kontor med start 1. oktober 2011 og forventes at afslutte sit arbejde senest 31. marts 2013.
-6-
2
Screeningsfunktionen, herunder afvisning af klager.
Ved sammenlægningen af Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet blev der i den nye organisation,
under næstformanden, oprettet en screeningsenhed, som har til opgave at varetage den såkaldte
screeningsfunktion.
Screeningsfunktionen varetages ikke alene af screeningsenheden, idet screeningen af visse sagstyper
efter nærmere aftale også foregår i nogle af fagkontorene. Det drejer sig navnlig om screeningen af
de retlige klager efter planloven og screeningen af husdyrsager.
Konkret består screeningen i, at alle indkomne sager gennemses med henblik på en undersøgelse af,
om de formelle betingelser for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet er opfyldt samt en vurdering
af sagens omfang og kompleksitet.
Den indledningsvise screening af sagerne udgør grundlaget for en differentieret sagsbehandling, der
skal sikre, at sagsbehandlingstiden i den enkelte sag afspejler sagens størrelse og kompleksitet. Herved opnås en mere effektiv sagsbehandling og en bedre udnyttelse af ressourceforbruget pr. sag.
Det undgås, at sagen bliver mere tidskrævende alene på grund af sin alder, idet der erfaringsmæssigt skal bruges mere tid på at passe sagen, jo ældre den bliver, f.eks. på grund af gentagne – og
forståelige – forespørgsler om status. Sager, der kan afgøres hurtigt, nedsætter den gennemsnitlige
sagsbehandlingstid, og samtidig får borgeren en hurtigere afklaring af sin situation.
En anden væsentlig gevinst ved en samlet screeningsfunktion er, at nævnets praksis for afvisninger
af formelle grunde (klagefrist, klageberettigelse og kompetence) bliver ensartet og konsistent.
Isporsætning
Den indledende vurdering af sagens materiale resulterer i, at sagen isporsættes i én af tre forskellige
kategorier: fast track 1, fast track 2 eller øvrige sager. Samtidig vurderes det – såfremt det er muligt
– om sagen kan være egnet som nævnssag. En tidlig udskillelse af nævnssager er med til at sikre en
hensigtsmæssig tilrettelæggelse af nævnets møder og besigtigelsesrejser, herunder give mulighed
for at samle sager vedrørende bestemte emner eller inden for samme geografiske opland.
Fast track 1 sager er et sagsbehandlingsspor for de sager, som kan afgøres uden indhentelse af
yderligere oplysninger. Kategorien omfatter navnlig afvisninger af formelle grunde samt realitetsafgørelser på det foreliggende grundlag i ukomplicerede sager, herunder på områder, hvor nævnet har
en fast praksis.
Fast track 2 sager er sporet for de sager, der forudsætter gennemførelse af en række enkle sagsbehandlingsskridt, herunder typisk høring af 1. instansen og efterfølgende kontradiktion af de øvrige
parter. Der er tale om relativt ukomplicerede sager på områder, hvor nævnet har en forholdsvis fast
praksis.
De øvrige sager er dem, som må karakteriseres som relativt eller meget komplicerede samt principielle sager. Sagerne forudsætter typisk en række yderligere sagsbehandlingsskridt. Kategorien omfatter normalt nævnssager, og sager, der forudsætter besigtigelse, inden afgørelsen træffes.
-7-
I resultatkontrakten er der opstillet mål for den procentvise fordeling af de nye sager i de forskellige
spor. Til hvert spor er der tilknyttet en maksimal sagsbehandlingstid.
Den faktiske fordeling blev i 2011 følgende: 34 % (fast track 1), 21 % (fast track 2) og 45 % (øvrige
sager). For fast track 1 sagernes vedkommende blev 85 % afsluttet inden for målet om en sagsbehandlingstid på 56 dage, mens 88 % af fast track 2 sagerne blev afsluttet inden for målet om 167
dage.
Screeningsfunktionen har løbende arbejdet med at øge antallet af fast track sager. I samarbejde med fagkontorerne søges nye sagstyper eller -temaer identificeret. Det kan f.eks. være, at afgørelsen af en principiel sag om forståelse af en lovbestemmelse kan føre til, at en række efterfølgende sager kan behandles i
fast track. Selv om en sag som udgangspunkt falder inden for et sådant identificeret sagstema/type, vil der
– naturligvis – kunne være sager, som af forskellige årsager alligevel ikke kan behandles i fast track.
Afvisninger
Ved screeningen foretages en nærmere undersøgelse og vurdering af, om: 1. klagefristen er overholdt,
2. klageren er klageberettiget og
3. den påklagede afgørelse vedrører et område, som er omfattet af nævnets kompetence.
Ad 1. I maj 2011 fremsendte Justitsministeriet en udtalelse med nye retningslinjer vedrørende starttidspunktet for beregning af klagefrister, der afviger fra de retningslinjer, der fremgår af vejledningen til forvaltningsloven.
Natur- og Miljøklagenævnet har implementeret de nye retningslinjer. Det betyder, at nævnet normalt
lægger til grund, at en afgørelse sendt med A-post er kommet frem 2 dage efter, at afgørelsen er
dateret og afsendt. Hvis en afgørelse er sendt med B-post, lægges til grund, at den er kommet frem
5 dage efter, at afgørelsen er dateret og afsendt.
I langt de fleste tilfælde er det uproblematisk at fastslå, at betingelserne er opfyldt, og at klagen
som følge heraf skal realitetsbehandles, eller modsat, at klagen må afvises af formelle grunde.
Ad 2. I 2011 har Natur- og Miljøklagenævnet imidlertid i flere sager truffet principielle afgørelser
vedrørende formalitetsspørgsmål, bl.a. vedrørende spørgsmålet om klageberettigelse.
Klageberettigelsen er fastsat inden for hvert enkelt lovområde. Det betyder, at reglerne kan være
formuleret forskelligt, og at bestemmelserne i øvrigt må forstås under hensyn til den eller de beskyttelsesinteresser, som loven har til formål at varetage.
Efter en række love på Natur- og Miljøklagenævnets område er personer klageberettiget, såfremt de
har en væsentlig, individuel interesse i sagen.
Ved delafgørelse af 23. marts 2011 (NMK-42-00213) har Natur- og Miljøklagenævnet afvist at behandle en
klage fra en forbruger af drikkevand fra et vandværk, som af kommunen havde fået tilladelse til forsøg med
udvidet vandbehandling på nærmere angivne vilkår. Klageren havde bl.a. gjort gældende, at sammensætningen af kemikalier, der påtænktes tilsat var ubelyst og vilkårene for ukonkrete.
-8-
Nævnet udtalte bl.a., at klageadgang for den enkelte forbruger forudsætter, at afgørelsen berører den pågældende på en måde, der er speciel i sammenligning med den måde, afgørelsen påvirker alle og enhver inden for en større personkreds. Nævnet lagde vægt på, at den enkelte forbrugers interesse i den almene
vandforsyningsdrift ikke kan anses for at være individuel, fordi almene vandværker har en større kreds af aftagere.
Efter planloven er ”enhver med retlig interesse i sagens udfald” klageberettiget i relation til afgørelser efter loven. Natur- og Miljøklagenævnet har i flere sager i 2011 taget stilling til rækkevidden af
denne bestemmelse. Afgørelsen af spørgsmålet om klageberettigelse indebærer en konkret prøvelse
af vedkommendes interesse i sagen. Efter praksis tillægges ”retlig interesse” forskellig betydning
afhængigt af, hvad der klages over.
I sager om planers tilvejebringelse anses en sådan interesse normalt at foreligge hos personer med
tilknytning til det pågældende lokalområde. En ideel interesse i beskyttelse af natur- og miljø anses
derimod ikke for at være tilstrækkeligt til, at den fornødne retlige interesse er til stede.
A. I to sager, hvor kommunen havde foretaget en projektplanlægning med tilhørende kommuneplantillæg
med VVM-redegørelse for opstilling af vindmøller, har Natur- og Miljøklagenævnet afvist klagerne som klageberettigede under henvisning til, at afstanden fra projektområdet til klagernes bopæl var så stor, at de ikke
havde den fornødne retlige interesse i sagens afgørelse.
I den ene sag boede klageren 3,6 km fra det område, hvor møllerne var planlagt opstillet, mens klageren i
den anden sag boede 2,6 km væk. Se NoMo nr. 72.
B. En af kommunen truffet afgørelse om, at en virksomhed (Metro) måtte anses som engrosvirksomhed, og
dermed var i overensstemmelse med den for ejendommen gældende lokalplan, blev påklaget til Natur- og
Miljøklagenævnet af De Samvirkende Købmænd på vegne af 5 forretninger i området. Det fremgik af sagens
oplysninger, at der var ca. 700 meter i luftlinje mellem Metro og den klager, der lå tættest på, samt at den
korteste afstand ad vejene i området var ca. 1,5 km. De øvrige dagligvarebutikker, der klagede, var beliggende i større afstand fra Metro. Ingen af klagerne var beliggende inden for det lokalplanområde, som Metro
lå i .
En anden kommune meddelte dispensation fra en lokalplan til etablering af værksted, centrallager,
showroom og detailsalg til en virksomhed, der driver forretningskæden Punkt 1. Afgørelsen blev påklaget til
nævnet af en anden forretningsdrivende. Det fremgik af sagens oplysninger, at der var ca. 1.100 meter i
luftlinje mellem klagers forretning og Punkt 1. Ad vejene i området var den korteste afstand ca. 1,3 km. Klagers forretning var omfattet af en anden lokalplan.
Natur- og Miljøklagenævnet udtalte bl.a., at trafikale forhold i lokalområdet vil kunne begrunde, at en klager
har en individuel og væsentlig interesse i en sags udfald. Under henvisning til, at klagerne var beliggende
henholdsvis 700 m og 1.100 m i luftlinje og 1,5 km og 1,3 km ad vejene i områderne, fandt nævnet ikke, at
der var nogen naturlig bebyggelsesmæssig eller planlægningsmæssig sammenhæng med det område, som
de påklagede forretninger lå i. Nævnet lagde endvidere vægt på, at områderne i Metro-sagen var adskilt af
en stor vej, og at klagers forretning i Punkt 1-sagen lå i et adskilt område, hvor trafikken til Punkt 1 ikke ledtes forbi.
-9-
Natur- og Miljøklagenævnet fandt på den baggrund ikke, at de pågældende var klageberettigede. Se NoMo
nr. 73.
Ad 3. En del sager bliver afvist under henvisning til, at Natur- og Miljøklagenævnet ikke har kompetence til at behandle sagen. For en række sager er der tale om, at afgørelsen er truffet i medfør af
anden lovgivning, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke er klageinstans for, f.eks. byggelovgivningen. En forholdsvis stor andel klager efter planloven afvises under henvisning til, at der er klaget
over skønsmæssige spørgsmål i sager, hvor nævnet alene kan efterprøve retlige forhold.
I andre tilfælde er nævnet ikke kompetent, fordi 1. instansen på tidspunktet for klagens indgivelse
ikke har truffet en endelig afgørelse i sagen. Det kan f.eks. være klager over et varsel om påbud.
Nævnet har i en række afgørelser i november 2011 fastslået, at der ikke kan klages over en miljøvurdering
efter miljøvurderingsloven eller en VVM-redegørelse efter VVM-reglerne, før den plan, miljøvurderingen/VVMredegørelsen knytter sig til, er endeligt vedtaget. Det betyder, at en klage over en miljørapport efter miljøvurderingslovens kapitel 3 eller over en VVM-redegørelse efter planlovens § 11g vil blive afvist, hvis den bliver indgivet på tidspunktet for offentliggørelsen af det pågældende forslag til kommuneplantillæg eller lokalplan. Se NoMo nr. 69.
Realitetsafgørelser
I et forholdsvist stort antal sager er det muligt at træffe en afgørelse vedrørende realiteten på det
foreliggende grundlag kort tid efter, at klagen er indgivet. Disse fast track 1 sager afgøres ligeledes
af screeningsfunktionen.
Sådanne sager, hvor der er mulighed for at træffe en hurtig afgørelse, kan udskilles inden for flere af
de lovområder, som nævnet administrerer. Der er dog en klar tendens til, at området for hurtige
realitetsafgørelser er betydeligt større på nogle områder, f.eks. planlovens område, end inden for
andre områder, hvor sagens afgørelse er afhængig af såvel juridisk som teknisk indsigt, f.eks. miljøbeskyttelseslovens område.
Det skyldes navnlig to forhold, at nævnet har mulighed for at identificere og udskille sager, der kan
afgøres hurtigt på det foreliggende grundlag.
Det ene forhold er, at klager efter den lovgivning, som nævnet administrerer, i mange tilfælde skal
fremsendes via den myndighed, typisk kommunen, som har truffet afgørelsen i 1. instans. Det påhviler herefter den pågældende myndighed at fremsende klagen til nævnet ledsaget af afgørelsen og
det materiale, der i øvrigt er indgået i sagens bedømmelse. Myndigheden fremsender normalt samtidig sine eventuelle bemærkninger til det, som klageren har anført som begrundelse for klagen. På
denne måde er mindre sager ofte fuldt oplyste ved klagens indgivelse til nævnet.
Det andet forhold er, at mange sager vedrører et forhold, hvor nævnet har relativt let ved at fastslå
retstilstanden, f.eks. fastlægge forståelsen af en lokalplanbestemmelse eller at der er tale en disposition, f.eks. et byggeønske mv., på et skønsmæssigt område, hvor nævnet har en fast praksis, hvorefter der som alt overvejende hovedregel ikke meddeles tilladelse til opførelse af ny bebyggelse.
- 10 -
For den enkelte borger er der ofte tale om manglende kendskab til reglerne og praksis eller vanskeligheder med at gennemskue sammenhængen i et regelsæt.
Et ofte forekommende eksempel er den i planloven indbyggede mulighed for kommunen til at dispensere fra lokalplanbestemmelser. En del af de hurtige realitetsafgørelser drejer sig således om
sager, hvor nævnet skal forklare reglerne og fastslå kommunens kompetence til at fravige bestemmelserne i en lokalplan.
Af andre typiske eksempler på hurtige realitetsafgørelser er sager om opførelse af boliger i det åbne
land eller inden for naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinjer. I disse sager vil 1. instansens afgørelse ofte være et afslag, som helt svarer til gældende (restriktive) praksis på området, og som nævnet
derfor kan stadfæste, evt. med en mere udbygget begrundelse for afslaget.
- 11 -
3
3.1
Afgørelsespraksis på udvalgte områder
Anmeldelse af aktiviteter i Natura 2000 område. Naturbeskyttelsesloven
Naturbeskyttelseslovens kapitel 2 a om bevaringsforanstaltninger i internationale naturbeskyttelsesområder(Ramsar-, EF-fuglebeskyttelses- og Habitatområder) indeholder bestemmelser om kommunalbestyrelsens pligt til at gribe ind over for igangværende og påtænkte aktiviteter. Kommunalbestyrelsen kan påbyde en lodsejer en særlig drift med henblik på gennemførelse af Natura 2000-planen. Indtil december 2011,
hvor Natura 2000-planerne blev vedtaget, var ”gunstig bevaringsstatus” den målestok, der blev anvendt
ved vurderingen af, om et projekt var i strid med habitatdirektivet.
Anmeldelsespligtige aktiviteter, der er omfattet af lovens bilag 2, kan iværksættes, hvis kommunen ikke
inden 4 uger (på baggrund af en væsentlighedsvurdering) har meddelt, at den vil foretage en nærmere
vurdering af aktiviteten (konsekvensvurdering). Kommunen skal senest 6 måneder efter træffe afgørelse
om, hvorvidt aktiviteten kan igangsættes.
Ejere af ejendomme, der påføres tab som følge af påbud om en bestemt drift af ejendommen, har krav på
erstatning efter reglerne om fredning.
Naturbeskyttelseslovens bestemmelser gælder ikke for fredskovspligtige arealer i Natura 2000skovområder. Der gælder imidlertid stort set enslydende bestemmelser i skovloven for fredskovpligtige
arealer.
Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i 2011 38 sager efter naturbeskyttelseslovens kapitel 2 a. Samtlige
klager vedrører anmeldelsespligtige aktiviteter opført på lovens bilag 2. Nævnet afgjorde ingen sager efter
skovloven.
Antallet af behandlede sager betyder, at nævnet har fået fastlagt en rimelig fast praksis i forhold til en
række af de klagetemaer, der har været i sagerne.
I forhold til den frist kommunalbestyrelsen har til at reagere på en anmeldelse, påser nævnet af egen drift,
om fristen er overholdt. Er fristen ikke overholdt, har nævnet truffet afgørelse om, at det anmeldte projekt
kan igangsættes. Dette er en konsekvens af lovens ordlyd og formålet med anmeldelsesordningen. Nævnet har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling til, om anmeldte aktiviteter, som klart strider mod Danmarks EU-retlige forpligtelser, kan forhindres på andet grundlag.
De påbud om begrænsninger i driften, som kommunerne meddeler, gælder i indtil 1 år efter Natura 2000planen er vedtaget, dvs. december 2012. I de sager, nævnet har afgjort, har det derfor ikke været muligt,
som i fredningssager, at opgøre lodsejernes endelige tab og fastsætte en erstatning ud fra dette. Nævnet
har i stedet fastsat en erstatning, der tager udgangspunkt i det driftstab, som de påbudte begrænsninger
årligt påfører anmelderen. I forbindelse hermed er der taget stilling til, i hvilket omfang tab som følge af
manglende tilskud fra støtteordninger også skal erstattes.
Hovedparten af de klagesager, nævnet har taget stilling til, har drejet sig om driften af landbrugsarealer,
der kan påvirke de udpegede naturtyper og -arter. Baggrunden for anmeldelserne har typisk været ejerens
ønske om – helt eller delvist - at genoptage driften i forbindelse med udløbet af MVJ-aftaler på ejendomme
- 12 -
med planteproduktion. Landbrugsejendomme med husdyrbrug er omfattet af husdyrbrugloven og vurderes
efter andre bestemmelser (habitatbekendtgørelsen).
Nævnet behandlede i 2011 samlet 22 sager, hvor Ringkøbing-Skjern Kommune samtidig havde taget stilling til anmeldelser om væsentlig ændring inden for kort tid af græsningsintensitet (ophør med græsning
og høslet) på samlet 629 ha græsarealer. Arealerne afstrømmede til Vest Stadil Fjord og Stadil Fjord, der
betegnes som sårbare (lukkede) vandområder.
Kommunen havde truffet afgørelse om, at de anmeldte aktiviteter i kumulation til vandområderne ville
medføre en merbelastning med nitrat, der var i strid med habitatdirektivet. Kommunen havde derfor påbudt en række projekttilpasninger som betingelse for, at de anmeldte aktiviteter kunne iværksættes.
Under nævnets behandling af sagen udstedte Miljøministeriet en bekendtgørelse om kommunernes og
klagenævnets behandling af anmeldelsessager. Efter bekendtgørelsen skal myndighederne i deres vurdering lægge til grund, at den ændrede arealdrifts eventuelle bidrag til den diffuse og indirekte nitratudvaskning til et nedstrøms liggende Natura 2000-vandområde opvejes af den generelle reduktion i nitratudvaskning, som følger af anden lovgivning og af konkrete projekter. Ved bidrag til diffus og indirekte nitratudvaskning forstås, at udvaskningen fra arealet ikke i sig selv vil kunne medføre en målbar effekt i det pågældende Natura 2000-område.
Naturstyrelsen havde samtidig afgivet en generel udtalelse til nævnet om, hvilke vandområder der forudsætningsvist skulle anses for sårbare, og hvor stor en merudvaskning med nitrat fra det enkelte projekter i
forhold til totalbelastningen, der kunne anses for målbar og som i sig selv, kunne påvirke et vandområde
negativt (5 %, dog 1 % i særligt følsomme vandområder).
Nævnet traf i overensstemmelse hermed afgørelse i henhold til bekendtgørelsen.
Da kommunens afgørelser imidlertid også baserede sig på, at der ville ske en øget belastning med fosfor,
som ikke var reguleret i bekendtgørelsen, udtalte nævnet (flertallet) – i overensstemmelse med hidtidig
nævnspraksis –, at merbelastningen med fosfor i kumulation med andre fosforbelastninger af et Natura
2000-område kunne være i strid med habitatdirektivet. På den baggrund hjemviste nævnet disse sager til
fornyet behandling.
Den praksis, nævnet lagde til grund i relation til fosfor, baserede sig bl.a. på ministeriets vejledninger og
EU-domspraksis (Waddenzee-dommen), hvor der generelt lægges vægt på forsigtighedsprincippet.
Nævnets erfaring fra sagerne fra Ringkøbing-Skjern Kommune - og en del andre sager – er, at samspillet mellem habitatdirektivets direkte anvendelige bestemmelser og den nationale lovgivning kan
være kompleks. I den forbindelse har regler, der fastlægger retningslinjer for den faglige vurdering
på områder, hvor den konkrete afvejning kan være vanskelig at foretage – f.eks. i forbindelse med
diffus forurening -, stor praktisk betydning for sagsbehandlingen både i kommunerne og klagenævnet.
- 13 -
3.2
Nitratudvaskning til Natura 2000-vandområder. Husdyrbrugsloven
Nævnet har i 2011 truffet en principiel afgørelse om, hvordan husdyrbrugs påvirkning af Natura
2000-områder vurderes - et tema, der tidligere har givet anledning til hjemvisning af kommunernes
afgørelser. Med afgørelsen har nævnet fastlagt en ny praksis for behandlingen af dette spørgsmål.
Nævnet har i den forbindelse blandt andet taget stilling til det vejledningsmateriale, der er udarbejdet til brug for kommunernes vurdering af nitratudvaskning til Natura 2000-vandområder.
Det påhviler kommunerne som 1. instans i alle sager om ansøgning om tilladelse eller godkendelse
efter husdyrbrugloven at foretage en vurdering af, om det ansøgte projekt i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. I bekræftende fald
skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på det pågældende
område under hensyn til bevaringsmålsætningen for området. Viser konsekvensvurderingen, at projektet vil skade området, må der ikke gives tilladelse eller godkendelse til det ansøgte.
Miljøstyrelsen offentliggjorde i juni 2010 en vejledning om afskæringskriterier for skadevirkning af
nitratudvaskning på Natura 2000-vandområder som følge af udbringning af husdyrgødning på markarealer. Vejledningens afskæringskriterier for skadevirkning af nitratudvaskning på Natura 2000vandområder er,
1) at antal dyreenheder (DE) i det opland, hvor det ansøgte husdyrprojekt ønskedes gennemført, ikke havde været stigende siden 1. januar 2007 (kumulationskriteriet), og
2) at nitratudvaskningen fra det ansøgte projekt ikke måtte overstige enten 1 % eller 5 % af
den samlede nitratudvaskning fra det pågældende opland (kriteriet vedrørende det ansøgte i
sig selv).
Nævnet (Miljøklagenævnet) har tidligere – i en afgørelse af 3. november 2010 – tiltrådt, at vurderingen af den mulige skadevirkning af nitratudvaskning på et Natura 2000-vandområde bør foretages
ud fra disse to afskæringskriterier.
I marts 2011 offentliggjorde Miljøstyrelsen en ændring af den del af vejledningen om miljøgodkendelse af husdyrbrug, der vedrører afskæringskriterierne for skadevirkning af nitratudvaskning på
Natura 2000-vandområder. Ændringen omfattede en lempelse af vejledningens kumulationskriterium
(ovenfor angivet som nr. 1), hvorefter der som udgangspunkt kunne ses bort fra stigninger i antal
DE på under 5 % sammenlignet med 2007-niveauet. Med afgørelsen af 24. november 2011 har nævnet taget stilling til ændringerne i vejledningen om afskæringskriterier for skadevirkning.
Nævnets afgørelse af 24. november 2011
Nævnets afgørelse af 24. november 2011 vedrørte en godkendelse efter husdyrbruglovens § 16 til
udbringning af husdyrgødning på en ejendom ved Borris, Skjern. Udbringningsarealerne var beliggende i oplandet til Natura 2000-vandområdet Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen. Kommunen
havde ikke fundet anledning til at fastsætte skærpede vilkår vedrørende udvaskning af næringsstoffer fra udbringningsarealerne.
Afgørelsen er truffet med deltagelse af sagkyndige medlemmer.
- 14 -
Nævnet tog i forbindelse med sagens behandling stilling til to centrale elementer i Miljøstyrelsens
digitale vejledning om miljøgodkendelse af husdyrbrug – om nitratudvaskning til overfladevande og
afskæringskriterier for skadevirkning af nitratudvaskning på Natura 2000-vandområder. Nævnets
afgørelse indeholder navnlig følgende to forhold:
− Nævnet tiltrådte for det første, at vurdering og regulering af nitratudvaskningen fra udbringningsarealer skal ske på grundlag af forskellen mellem udvaskningen i ansøgt drift og udvaskningen i en drift uden brug af husdyrgødning (den såkaldte ”planteavlsmodel”).
− Nævnets flertal tilsidesatte dernæst den lempelse af vejledningens kumulationskriterium, som
Miljøstyrelsen offentliggjorde i marts 2011. Konsekvensen heraf er, at der ved anvendelse af
kumulationskriteriet ikke kan ses bort fra stigninger i antal DE på under 5 % sammenlignet
med 2007-niveauet.
Nævnet konstaterede, at antallet af DE i oplandet til Ringkøbing Fjord i perioden 2007-2010 var steget med ca. 2 %. Det ansøgte projekt om udbringning af husdyrgødning på arealer i oplandet til
Natura 2000-vandområdet Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen overholdt dermed ikke vejledningens afskæringskriterier for skadevirkning af nitratudvaskning på Natura 2000-vandområder.
I overensstemmelse med nævnets tiltrædelse af ”planteavlsmodellen” kunne projektet derfor kun
godkendes, hvis nitratudvaskningen fra udbringningsarealerne blev nedbragt til et niveau svarende til
udvaskningen fra et plantebrug, der ikke anvender husdyrgødning (”planteavlsniveau”).
På den baggrund gik nævnets afgørelse af 24. november 2011 samlet ud på, at kommunens afgørelse blev stadfæstet med tilføjelse af et vilkår, der pålagde kommunen og ansøger at sikre, at nitratudvaskningen fra udbringningsarealerne blev nedbragt til ”planteavlsniveau”.
Der henvises til NoMo nr. 67, marts 2012.
- 15 -
3.3
Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Husdyrbrugsloven.
Nævnet har i 2011 truffet to principielle afgørelser om husdyrbrugets anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT) - et tema, der tidligere har givet anledning til hjemvisning af kommunernes
afgørelser. Med afgørelserne har nævnet fastlagt en ny praksis for behandlingen af spørgsmålet.
Nævnet har i den forbindelse blandt andet taget stilling til det vejledningsmateriale, der er udarbejdet til brug for kommunernes vurdering af husdyrbrugets begrænsning af ammoniakemission ved
anvendelse af BAT.
Baggrund
Det påhviler efter husdyrbruglovens § 19 kommunerne som 1. instans i alle sager om ansøgning om
tilladelse eller godkendelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug at sikre, at ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen fra husdyrbruget ved anvendelse af BAT. Kommunen skal meddele afslag til en ansøgning om tilladelse eller
godkendelse, hvis kravet om anvendelse af BAT ikke er opfyldt.
Vurderingen af, om kravet om anvendelse af BAT er opfyldt, afhænger af den pågældende type husdyrbrug, af husdyrbrugets størrelse, og om der er tale om et nyt eller bestående husdyrbrug. BAT
fastsættes for den pågældende type husdyrbrug i forhold til, hvad der i almindelighed er opnåeligt
for den pågældende branche eller industrigren, dvs. ud fra de forureningsbegrænsende foranstaltninger, det aktuelt er teknisk muligt at gennemføre, og branchens generelle økonomiske formåen.
Miljøstyrelsen har offentliggjort vejledninger til brug for kommunernes vurdering af, om husdyrbruglovens krav til driften af husdyrbrug om foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen fra husdyrbrugenes anlæg ved anvendelse af BAT er opfyldt ved ansøgning om godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 11 og 12.
Vejledningerne indeholder såkaldte emissionsgrænseværdier for udledning af næringsstoffer (ammoniak og fosfor), som er opnåelige ved anvendelse af BAT. Disse emissionsgrænseværdier er et udtryk
for den maksimalt tilladte udledning af ammoniak og fosfor fra husdyrbruget. Emissionsgrænseværdierne er fastsat på baggrund af en vurdering af hvilken kombination af teknikker og teknologier, der
efter en nærmere række kriterier, kan betegnes som værende BAT. Vurderingen omfatter teknikker
og teknologier med en dokumenteret miljøeffekt beskrevet i teknologiblade (tidligere kaldet BATblade). Der er udgivet en teknisk og økonomisk sammenfatning af det baggrundsmateriale, der ligger
til grund for udarbejdelsen af emissionsgrænseværdierne.
Miljøstyrelsens vejledninger omfatter malkekvæg, slagtesvin, smågrise, søer med pattegrise, slagtekyllinger og æglæggere. Miljøstyrelsen har ikke udgivet vejledende emissionsgrænseværdier eller
teknologiblade for mink.
Nævnets afgørelse af 3. maj 2011
Nævnets afgørelse af 3. maj 2011 vedrørte en godkendelse efter husdyrbruglovens § 12 til udvidelse
af produktionen på et svinebrug fra 82 til 354 dyreenheder (DE) og opførelse af en ny slagtesvinestald.
Afgørelsen er truffet med deltagelse af sagkyndige medlemmer.
- 16 -
Med afgørelsen slår nævnet fast, at kommunerne i sager om godkendelse af husdyrbrug efter husdyrbruglovens §§ 11-12 skal anvende Miljøstyrelsens vejledende emissionsgrænseværdier opnåelige
ved anvendelse af BAT ved vurderingen af, om ammoniakemissionen fra husdyrbrugets anlæg begrænses mest muligt ved anvendelse af BAT. Kommunerne skal derfor ved ansøgning om godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 11-12 vurdere, om ansøgers konkrete valg af teknologier og teknikker
til det ansøgte projekt indebærer, at husdyrbruget overholder emissionsgrænseværdierne i vejledningerne.
Kommunerne skal i overensstemmelse med retningslinjerne i vejledningerne udregne emissionsgrænser for henholdsvis nye og eksisterende dele af (stald)anlægget. Summen af disse emissionsgrænser
udgør den samlede emissionsgrænseværdi for anlægget, som skal overholdes af husdyrbruget.
Overholder det ansøgte ikke den vejledende emissionsgrænseværdi, skal kommunen overveje, om
den vejledende emissionsgrænseværdi skal forhøjes ud fra en konkret proportionalitetsvurdering af,
hvad der objektivt set kan lade sig gøre i de eksisterende dele af anlægget. Hvis det kan betragtes
som dokumenteret, at overholdelse af emissionsgrænseværdien vil være umulig eller forbundet med
omkostninger, der er uforholdsmæssige i forhold til den opnåede reduktion af ammoniakemissionen,
kan der således efter omstændighederne fastsættes en højere emissionsgrænseværdi for det samlede anlæg ud fra, hvad der er muligt i de eksisterende stalde.
I den pågældende sag vurderede nævnet ud fra oplysningerne i ansøgningen om anvendelsen af
ammoniakreducerende virkemidler, at ammoniakemissionen fra det ansøgte projekt væsentligt oversteg den vejledende emissionsgrænseværdi. Da der ikke var påvist omstændigheder, der gav grundlag for at fravige grænseværdien, fandt nævnet, at det ansøgte ikke opfyldte lovens krav om, at
ansøger skal begrænse ammoniakemissionen fra anlægget mest muligt ved anvendelse af BAT.
Nævnet vurderede, at det ansøgte heller ikke levede op til den praksis om anvendelse af BAT, der lå
forud for Miljøstyrelsens vejledning. Kommunens afgørelse var derfor så mangelfuld, at sagen blev
hjemvist til fornyet behandling.
Nævnet udtalte, at kommunen i forbindelse med den fornyede behandling af sagen må overveje, om
der er grundlag for at fastsætte en højere emissionsgrænseværdi for det samlede anlæg ud fra en
konkret proportionalitetsvurdering af, hvad der objektivt set kan lade sig gøre i de eksisterende dele
af anlægget. Ved overvejelserne om, hvorvidt der kan fastsættes en højere emissionsgrænseværdi,
skal de principper, der er anvendt ved fastlæggelsen af emissionsgrænseværdierne i Miljøstyrelsens
vejledninger, indgå.
Nævnets afgørelse af 21. december 2011
Nævnets afgørelse af 21. december 2011 vedrørte en tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til udvidelse af minkproduktion fra 500 årstæver til 1.200 årstæver, svarende til 27,3 dyreenheder (DE), og
opførelse af 6 nye minkhaller.
Afgørelsen er truffet med deltagelse af sagkyndige medlemmer.
Skov- og Naturstyrelsens vejledning af 25. marts 2004 om pelsdyrfarme (pelsdyrvejledningen) fastsætter krav om et maksimalt ammoniaktab på 1,65 kg N per årstæve baseret på 10 kombinationer af
- 17 -
følgende ammoniakreducerende virkemidler: krav til rendebredde, udmugningshyppighed, tilførsel af
halm og proteinindhold i % af OE i uge 30-47. Miljøeffekten af virkemidlerne er beskrevet i bilag 5 til
Skov- og Naturstyrelsens vejledning om tilladelse og miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (2006).
Til brug for behandlingen af sagen indhentede nævnet oplysninger fra Dansk Pelsdyravlerforening
om udviklingen i brugen af de 4 ammoniakreducerende virkemidler, der er beskrevet i pelsdyrvejledningen. Nævnet vurderede ud fra oplysningerne, at kravet om maksimalt ammoniaktab på 1,65 kg N
per årstæve i vejledningen ikke er tidssvarende, og at kravet om anvendelse af BAT ved ansøgning
om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 derfor ikke kunne anses for opfyldt herved.
Med afgørelsen slår nævnet fast, at en ansøgning om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til minkproduktion – indtil der foreligger oplysninger om nye virkemidler eller nye oplysninger om effekten af
de eksisterende virkemidler – lever op til kravet efter husdyrbruglovens § 19 om anvendelse af BAT i
relation til reduktion af ammoniakemission, dersom ammoniakemissionen fra det ansøgte er højst
1,32 kg N per årstæve i åbne to-rækkede minkhaller og højst 1,30 kg N per årstæve i øvrige
minkhaller. Fra produktionen i eksisterende haller (uanset haltype) må ammoniaktabet maksimalt
være 1,65 kg N per årstæve.
Ved vurderingen af, om en ansøgning om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 til minkproduktion
opfylder kravet om anvendelse af BAT, skal der fastlægges en samlet emissionsgrænseværdi for
eksisterende og nye haller på den pågældende farm. Emissionsgrænseværdien fastlægges ud fra de
ovenfor angivne emissionsgrænser på henholdsvis 1,32 kg N, 1,30 kg N og 1,65 kg N per årstæve.
Under overholdelse af den samlede emissionsgrænseværdi kan ansøgeren selv bestemme, hvor på
minkfarmen ammoniakreducerende virkemidler til opfyldelse af grænseværdien ønskes anvendt.
Nævnet har fastlagt emissionsgrænseværdierne på henholdsvis 1,32 kg N per årstæve og 1,30 kg N
per årstæve ud fra følgende kombinationer af de 4 virkemidler, der er beskrevet i pelsdyrvejledningen:
- Åbne to-rækkede minkhaller: 35 cm gyllerende, udmugning af render 2 gange ugentligt, foder med
proteinindhold på gennemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47, halm ad libitum.
- Øvrige minkhaller: 36 cm gyllerende, udmugning af render 2 gange ugentligt, foder med proteinindhold på gennemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47, halm ad libitum.
Der er ikke med nævnets afgørelse tilsigtet en ændring af nævnets praksis om BAT ved ansøgning
om tilladelse efter husdyrbruglovens § 10 for andre dyrearter.
Der henvises til NoMo nr. 66, marts 2012.
- 18 -
3.4
Mobiltelefonmaster. Planloven
I forbindelse med indførelse af det nye 3. generations telekommunikationssystem UMTS (Universal
Mobile Telecommunications System) har Natur- og Miljøklagenævnet truffet afgørelse i en række
sager om opstilling af antennemaster i det åbne land. Det nye telekommunikationssystem kan håndtere både taletelefoni og datatrafik (mobilt bredbånd), men signalet rækker kortere end signalet fra
det ældre antennesystem GMS (Global System Mobile). For at opnå tilstrækkelig dækning er der således behov for opstilling af master i et væsentligt større omfang end tidligere og følgelig med mindre afstand imellem dem.
Forudsætningen for udnyttelse af radiobølger er placering af antenner i en tilpas højde, som tiltager
med den planlagte rækkevidde. Rørmaster kan anvendes i op til 33 meters højde, mens master over
denne højde skal være gittermaster. Klart UMTS-signal vil typisk kunne række i en radius af godt 500
m fra masten.
GSM er et antennesystem, som giver almindelig mobildækning (samtale). GSM er en ældre teknologi
og forventes udfaset i dette årti. GMS-mobilnettene (GSM900 og GSM1800) er landsdækkende med
befolkningsmæssige dækningsprocenter på over 99 %. Det karakteristiske for GSM er, at radiocellerne har en fast geografisk udstrækning, og afstanden mellem antennepositionerne i det åbne land er
tilsvarende stor (5 – 10 km).
Med UMTS kan man gå på internettet med sin telefon og se hinanden, mens man taler. Teknologien,
der benyttes af UMTS-mobilnet, stiller strengere tekniske krav til de indbyrdes placeringer af og tætheden mellem antennepositionerne. For at opnå høj datahastighed og høj trafikkapacitet (dvs. stort
antal samtidige brugere) i et UMTS-net skal det tilstræbes, at antennepositionerne placeres inden for
få hundrede meters afstand fra den radioteknisk set ideelle placering; i bymæssig bebyggelse ofte
endnu tættere.
I 2001 blev der udstedt fire tilladelser til etablering og drift af de nye mobilnet baseret på UMTSteknologien. De fire mobiloperatører (”3”, Telia Mobil, TDC Mobil og Sonofon) forpligtede sig over for
staten til at udbygge UMTS-mobilnettene, så disse den 31. december 2008 ville have en befolkningsmæssig dækning på 80 %. I praksis vil brugerne kræve, at UMTS-nettene får tæt ved 100 %
dækning overalt, hvor brugerne færdes, svarende til dækningen med GMS.
I fællesbrev af 8. oktober 2009 fra den daværende videnskabsminister og den daværende formand
for Kommunernes Landsforening blev kommunerne opfordret til at yde en aktiv indsats for, at borgere, virksomheder og offentlige institutioner får adgang til mobilt bredbånd og andre digitale ydelser
inden for kommunens område. Et af målene er at sikre alle danskere adgang til de moderne kommunikationsteknologier.
Erhvervs- og Vækstministeriet har udtalt, at der typisk ikke vil være mere end 1 – 3 km mellem masterne i tyndt befolkede områder. Udviklingen af mobilkommunikation har medført etablering af et
betydeligt antal master til mobilantenner, og denne udbygning vil fortsætte de kommende år. Udbyderne er kontraktligt forpligtet over for staten til at udbygge deres netværk også i yderområderne.
Der står i dag (oktober 2011) godt 10.000 mobilantenner i Danmark, heraf er de 3.000 fritstående
master. De næste to år skal der sættes yderligere 5.000 nye antenner op.
- 19 -
Masteloven (lovbekendtgørelse nr. 681 af 23. juni 2004) omhandler etablering og fælles udnyttelse
af master til radiokommunikationsformål m.v., mens der efter planloven er krav om tilladelse efter
lovens § 35, stk. 1, ved opførelse af ny bebyggelse, herunder opstilling af master, i landzone.
Inden for sommerhusområder og i byzone reguleres opstilling og opsætning af antennemaster af
byggelovgivningen, hvor Natur- og Miljøklagenævnet ikke er tillagt kompetence. I sommerhusområder og i byzone kan forholdene være reguleret i en lokalplan eller byplanvedtægt. Her kan kommunalbestyrelsens afgørelser påklages til nævnet for så vidt angår retlige spørgsmål, mens nævnet ikke
- som i landzonesager – kan tage stilling til kommunens skønsmæssige vurdering.
En stor del af antennerne findes i byerne, men et betydeligt antal master skal opsættes for at dække
behovet i det åbne land, også yderområderne. Det vil således blive vanskeligere og vanskeligere at
finde antennepositioner, der ikke kolliderer med de landskabelige hensyn, landzoneadministrationen
skal varetage.
Natur- og Miljøklagenævnet har besluttet at fastholde hidtidig praksis for opstilling af antennemaster
i landzone. Denne praksis er omtalt i Naturklagenævnet Orienterer nr. 87, februar 1996, og nr. 412,
februar 2007 og nu ligeledes i NoMo nr. 74, marts 2012.
Myndighedens afgørelse i sager om opstilling af antennemaster vil altid bero på en konkret vurdering
af den enkelte sag. Natur- og Miljøklagenævnet har fastlagt følgende udgangspunkter for den konkrete sagsbehandling:
• Af hensyn til friholdelse af det åbne land for nye tekniske anlæg bør nye antennemaster så
vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse.
• Placeringen af antennemaster i områder, der i kommuneplanlægningen er udpeget som særligt værdifulde landskabsområder, herunder kystområder, bør helt undgås. En kystnær placering vil dog ikke kategorisk kunne afvises, men der skal så tages særlige hensyn, eksempelvis
ved at placere masten i en kystnær bymæssig bebyggelse.
• Nye antenner bør så vidt muligt anbringes på eksisterende master eller på andre høje bygningselementer i området.
• I det åbne land bør nye master så vidt muligt placeres i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer i området. Det samme gælder masteplaceringer i sårbare byområder, landsbyer mv.
• Ved landskabeligt skæmmende masteplaceringer skal ansøgeren godtgøre, at det ikke er muligt at opnå tilnærmelsesvis samme kommunikationsdækning ved en mindre skæmmende
placering.
Der stilles store krav til kommunen for så vidt angår undersøgelse af alternative placeringsmuligheder og dokumentation for mastens nødvendighed, herunder godtgørelse af, at der er tale om det
eneste brugbare alternativ.
Det fremgår af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser, at det ikke kan tillægges afgørende betydning, at placeringen vil medføre færre nabogener, hvis det vil bevirke opstilling af en landskabeligt
mere skæmmende mast. Hensynet til at undgå nabogener må i mastesager vige for hensynet til
landskabet og naturen.
- 20 -
Når landzonetilladelse gives, fastsættes der vilkår om, at antennemasten 1) afskærmes med beplantning uden om nederste mastedel og kabine, 2) stilles til rådighed for andre antenneformål og operatører mod rimelig betaling, og 3) nedtages senest 1 år efter endt brug til det formål, der er givet
tilladelse til.
Nedenfor omtales nogle afgørelser, der illustrerer praksis, herunder sager, som viser konflikten mellem naturhensyn og nabohensyn:
En kommune havde meddelt landzonetilladelse til opstilling af en 42 m høj gittermast, da placeringen
ville give færrest nabogener, og fravalgt alternative muligheder for opstilling af en væsentligt mindre, 24 m høj rørmast. På de alternative placeringer ville en 24 m høj rørmast kunne yde samme
dækningsgrad som den af kommunen tilladte mast. Nævnet ændrede tilladelsen til et afslag.
(J.nr. NMK-31-00404).
En kommune havde meddelt landzonetilladelse til opstilling af en antennemast i jordbrugsområde
midt imellem to ådale og fravalgt en opstilling i den nærliggende by, hvor der kunne forventes et
stort antal naboklager. Af hensyn til friholdelse af det åbne land for nye tekniske anlæg bør nye antennemaster ikke placeres i det åbne land, når det er muligt at opstille dem i bymæssig bebyggelse.
Nævnet ændrede tilladelsen til et afslag.
(J.nr. NMK-31-00208).
En kommune havde meddelt landzonetilladelse til opstilling af en antennemast i kystnærhedszone.
Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om et langt sagsforløb, hvor borgerne havde været involveret, og hvor alternative placeringer var blevet grundigt
undersøgt. Masten ville blive opstillet tæt på byen, og den nederste del af masten ville blive delvist
skjult af træer.
(J.nr. NMK-31-00214).
En kommune havde meddelt landzonetilladelse til opstilling af en antennemast relativt højt placeret i
et åbent landskab lige uden for en reduceret kystnærhedszone. Nævnet stadfæstede kommunens
afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at alternative placeringer havde været undersøgt, og at der ikke
var fundet nogen egnet eller mere hensigtsmæssig placering. Masten ville blive opstillet tæt på jernbane og vej.
(j.nr. NMK-31-00201)
- 21 -
3.5
Villaolietanke. Jordforureningsloven
Baggrund
Mange tusind parcelhuse i Danmark har oliefyr med egen olietank til opvarmning. Tanken er ofte
gravet ned i haven, men den kan også stå over jorden eller indendørs. 100-200 gange om året går
der hul på tanken eller rørledningen mellem tank og oliefyr. Følgen er en ofte betydelig forurening af
jorden, som kan medføre risiko for arealanvendelsen (mulighed for kontakt med forurenet jord),
grundvandet, indeklimaet eller i visse tilfælde vandløb, søer eller kyster.
Jordforureningslovens klare udgangspunkt er, at forureningen skal fjernes, og den hidtidige miljøtilstand genoprettes.
Som noget særligt for parcelhuse bliver tankejeren holdt skadesløs for oprensningsudgifterne via en
lovpligtig forsikringsordning. Ordningen er etableret i samarbejde med oliebranchen, der har tegnet
forsikringen og stiller den til rådighed for oliekunderne. Samtidig har oliebranchen oprettet en specialenhed, der administrerer og styrer oprensningssagerne for forsikringsselskabet.
I langt de fleste sager sker der en hurtig og effektiv oprensning, som den tilsynsførende kommune
og grundejeren finder tilfredsstillende. Men i en række sager har forsikringsselskabet klaget til Naturog Miljøklagenævnet, fordi selskabet og oliebranchen mente, at kommunens krav til oprensningen
var for vidtgående. I andre sager har grundejeren klaget over, at kommunen har accepteret for lempelige krav til oprensningen. Endelig har tidligere amterne og nu regionerne klaget i nogle sager,
fordi der var accepteret efterladt en restforurening, som på denne måde blev overladt til en senere
offentlig oprydningsindsats.
Når sagerne ikke har kunnet løses i mindelighed, hænger det sammen med, at forsikringsselskabet
og oliebranchen har lagt en praksis for oprensningernes omfang, som indebærer, at der ofte efterlades en del af forureningen. Denne praksis har man af principielle grunde ønsket, at myndighederne
skulle acceptere.
De sager, der med dette som tema er blevet indbragt for nævnet, har derfor været af principiel betydning. Samtidig har de været teknisk komplicerede. Endelig indeholder loven og dens forarbejder
visse uklarheder. I en principiel sag har Højesteret i 2005 afgjort en del af problemerne, men langt
fra alle (U 2005.2923H).
Det tidligere miljøklagenævn afgjorde i 2006-2007 fire principielle sager under medvirken af beskikkede medlemmer. I forlængelse af disse er der i de følgende år afgjort en række tilsvarende sager. I
2011 blev der afgjort 15 sager. Der er således dannet en praksis, som kan være retningsgivende for
kommunernes arbejde med sagerne i 1. instans. Nedenfor er et antal hovedpunkter fremhævet.
Miljøfaglig og juridisk hovedproblemstilling
Ved fortolkningen af lovens krav om miljømæssig genopretning har Højesteret lagt vægt på, at en
forurening eller restforurening kan efterlades uden oprensning, hvis det med høj grad af sikkerhed
kan udelukkes, at forureningen – aktuelt eller i fremtiden – indebærer en miljø- eller sundhedsmæssig risiko.
- 22 -
Myndighederne kan altså ikke nøjes med at konstatere, at der er sket en forurening. De skal også
foretage en miljøfaglig vurdering af, om forureningen udgør en risiko. Det ændrede fokus indebærer,
at behandlingen af sagerne i kommunerne bliver mere teknisk krævende, mere skønsprægede og
mere åbne for tvister.
Det har derfor været et centralt spørgsmål for Natur- og Miljøklagenævnet at efterprøve den miljøfaglige risikovurdering i sagerne og om muligt angive nogle principielle retningslinjer herfor i tilknytning til de gældende vejledninger fra Miljøstyrelsen. Nævnet har derfor afgjort en del af sagerne
under medvirken af sagkyndige medlemmer.
Hovedpunkter i nævnets praksis
Med de afgjorte sager har nævnet bibragt en principiel afklaring af en række større og mindre gennemgående problemstillinger, herunder om den rette anvendelse i konkrete sager af Miljøstyrelsens
vejledning nr. 2/2009 om undersøgelse og oprensning af forurening fra villaolietanke. Blandt andet
kan nævnes:
•
Krav til undersøgelser som dokumentation for forureningens udbredelse, nødvendigt grundlag
for miljøfaglig risikovurdering og nødvendigt grundlag for proportionalitetsvurdering. Se
f.eks. afg. 8.4.2011, j.nr. NMK-11-00064, afg. 19.5.2011, j.nr. NMK-11-00016, og afg.
1.9.2011, j.nr. NMK 11-00036. Se tilsvarende afg. 8.2.2012, omtalt i NoMO 82.
•
Forståelse af Højesterets krav om høj grad af sikkerhed ved risikovurderinger.
•
Konkrete proportionalitetsafvejninger i en lang række sager om undersøgelses- og oprensningspåbud, hvorved der tegner sig en praksis.
•
Konkret anvendelse af vejledningens bagatelgrænse. Se afg. j.nr. NMK-11-00056 og j.nr.
NMK-11-00047.
•
Påbudsadressatens pligter skal være beskrevet med fornøden klarhed og bestemthed. Så vidt
muligt skal påbud også være definitive. Nævnet har understreget betydningen heraf i forhold
til krav i konkrete sager om længerevarende monitering af restforurening og heraf betingede
krav om videregående oprensning. Se afg. 1.4.2011, j.nr. NMK-11-00018, og 18.7.2011, j.nr.
NMK-11-00011.
•
Påbud skal udstedes til tankejeren, uanset om forureningen skyldes andre, og påbud skal udstedes til den, der ejede tanken på tidspunktet for forureningens konstatering, dvs. da kommunen blev underrettet om forureningen.
•
Stillingtagen til spørgsmål omkring forståelsen af lovens krav om, at olietanken har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen, som betingelse
for, at der kan udstedes påbud.
•
Klagere, der alene har en afledet økonomisk interesse i sagens udfald, anses ikke for klageberettigede. F.eks. entreprenører eller reparatører, der har forårsaget skaden, og disses forsikringsselskaber.
•
Spørgsmål om, hvorvidt der i konkrete sager er forsikringsdækning, henhører under Ankenævnet for Forsikring.
Verserende retssag
Én af nævnets afgørelser i villaolietanksagerne – benævnt Holstedsagen – er indbragt for domstolene. Sagen er anlagt af forsikringsselskabet under den lovpligtige ordning med påstand om, at det
meddelte påbud ikke var miljø- eller sundhedsmæssigt begrundet og derfor savnede hjemmel.
- 23 -
Natur- og Miljøklagenævnet blev frifundet i Landsretten i 2011, men dommen er anket til Højesteret
af forsikringsselskabet. En afgørelse herfra forventes i løbet af 2013.
- 24 -
3.6
Bilvaskehaller. Miljøbeskyttelsesloven
Natur- og Miljøklagenævnet traf i efteråret 2011 afgørelse i et større antal sager vedrørende tilledning af spildevand fra bilvaskehaller på servicetankstationer til offentlige spildevandsanlæg. Ca. 1/3
af sagerne blev behandlet af nævnet med bistand fra sagkyndige medlemmer.
Forhold som det foreliggende med regulering af tilledninger af spildevand fra bilvaskehaller på servicestationer til det offentlige afløbssystem er efter nævnets opfattelse egnet til generel regulering. I
mangel af en sådan regulering er spørgsmål i tilknytning til disse virksomheders håndtering af spildevandsafledningen i stedet myndighedsmæssigt søgt afklaret ved konkrete afgørelser efter miljøbeskyttelsesloven og inden for denne lovs klagesystem.
I de konkrete sager havde myndighederne med henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 30 og efter
forudgående forhåndsvarsling enten meddelt servicetankstationerne tilladelse til tilledning af spildevandet fra stationernes bilvaskehaller til det kommunale kloaksystem eller truffet afgørelse om ændring af vilkår i en tidligere meddelt tilslutningstilladelse. Myndighederne havde i den forbindelse
bl.a. stillet vilkår om overholdelse af særlige grænseværdier mm.
Nævnet tog i afgørelserne stilling til flere centrale problemstillinger.
Anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens § 30
Efter miljøbeskyttelseslovens § 30 kan tilsynsmyndigheden påbyde, at der foretages den nødvendige
forbedring eller fornyelse af et spildevandsanlæg, hvis anlægget ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder ikke opfylder eller tilgodeser de krav, der er fastsat efter § 28 og § 29, samt forudsætninger fastsat efter § 32, stk. 5. Tilsynsmyndigheden kan endvidere ændre vilkår fastsat i en tilladelse efter § 28, hvis de tidligere fastsatte vilkår må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.
Nævnet udtalte, at bestemmelsen § 30, stk. 1, 2. punktum, vedrørende fastsættelse af vilkår efter
nævnets opfattelse kan finde anvendelse på såvel tilfælde, hvor der foreligger en tilladelse til tilslutning efter miljøbeskyttelsesloven eller tidligere lovgivning, som på situationer, hvor en sådan tilladelse til en lovligt eksisterende tilledning ikke foreligger.
Krav til dokumentation
Under nævnets sagsbehandling blev det af advokaten for en stor del af servicestationerne bl.a. med
henvisning til den i UfR 2002 refererede Højesteretsdom gjort gældende, at anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens § 30 kræver, at tilsynsmyndigheden har påvist den enkelte spildevandstillednings
uheldige konsekvenser for recipienten.
Nævnet udtalte i den forbindelse, at den pågældende dom omhandler en situation, hvor påbudsadressatens spildevand udledtes direkte til en recipient. I den foreliggende sag var der tale om tilledning af spildevand til det fælles kloaksystem, hvor det er kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig
for, at kravene til den samlede udledning overholdes.
Nævnet udtalte endvidere, at der fra centralt hold er udsendt vejledende retningslinjer for behandlingen af sager om tilslutning af spildevand til de fælles spildevandsanlæg med angivelse af kravvær-
- 25 -
dier og kontrolkrav – Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2006 om tilslutning af industrispildevand til
offentlige spildevandsanlæg.
Ved vurderingen af, om påbud kan meddeles i medfør af § 30, kan der lægges vægt på spildevandets virkning på renseanlægget, jf. Miljøstyrelsens vejledning 2/2006. I vejledningen er det desuden
anført, at ”[det] ofte ikke vil være muligt for en kommunalbestyrelse at tilskrive en eventuel effekt
på spildevandsanlæg, kloaknet eller modtagende vandområde til en bestemt afledning. Det gør det i
endnu højere grad nødvendigt, at kommunalbestyrelsen ved påbud om reviderede vilkår for afledning
for den enkelte virksomhed sikrer sig, at der ikke er risiko for, at den pågældende afledning bidrager
til uacceptable effekter” (punkt 1.2.3). I overensstemmelse hermed fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at der ved vurderingen af, om påbud kan meddeles, også kan lægges vægt på, om de gennem
spildevandet udledte stoffer har en negativ effekt på renseanlæggets muligheder for at rense spildevandet, uanset renseanlægget overholder sin udledningstilladelse, og videre, at der kan lægges vægt
på, om spildevandet indeholder stoffer, der i almindelighed anses for uønskede i miljøet.
Nævnet fandt endvidere, at det er uden betydning for adgangen til at meddele påbud i medfør af
miljøbeskyttelseslovens § 30, hvorvidt de forurenende stoffer hidrører fra de produkter, som virksomheden, der driver vaskehallen, benytter, eller hidrører fra de biler, der vaskes i vaskehallerne.
Det afgørende er, at spildevandet, der fremkommer i forbindelse med virksomhedens aktiviteter,
indeholder disse stoffer.
Resultaterne af analyser af det afledte spildevand fra en række vaskehaller landet over viser, at spildevand fra vaskehaller ofte vil være problematiske. Et projekt fra Miljøstyrelsen fra 2000 viser således, at spildevandet fra de undersøgte vaskehaller er forurenet med blandt andet mineralsk olie og
tungmetaller. Niveauet af forureningen er varierende og årstidsafhængigt, men er efter nævnets
vurdering ikke geografisk betinget.
Med henvisning til, at mineralsk olie og tungmetaller har en negativ effekt på renseanlæggets mulighed for at overholde sin udledningstilladelse, ligesom de i almindelighed er uønskede i miljøet, jf.
Miljøstyrelsens vejledning 2/2006, punkt 2.4.2 (mineralsk olie) og afsnit 2.5 (tungmetaller), afgjorde
nævnet, at der er hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, til at meddele påbud som omhandlet i sagerne.
Der henvises til NoMo nr. 64, marts 2012.
- 26 -
3.7
Registrering af overdrev. Naturbeskyttelsesloven
Siden naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper trådte i kraft 1. juli 1992, har kommunernes registrering af beskyttede naturtyper (vandløb, søer, heder, enge, moser og lign, strandenge
og overdrev) givet anledning til et betydeligt antal klager til nævnet.
Klagesagerne omfatter spørgsmål, om betingelserne for registrering er opfyldte, og/eller om der bør
meddeles dispensation til indgreb i den beskyttede natur. Den første kortlægning af § 3 beskyttede
naturtyper, der blev iværksat i begyndelsen og midten af 1990’erne, var – og er fortsat – vejledende.
Det er de konkrete sager, hvor kommunerne træffer bindende afgørelse om lovens betingelser for §
3 registrering er opfyldt, der behandles af nævnet. Antallet af modtagne § 3 klagesager udgjorde
145 i 2011.
Det har været praksis i det daværende Naturklagenævn at behandle klager fra lodsejere over kommunernes § 3 registreringer for så vidt angår spørgsmålet om lovens betingelser for registrering er
opfyldt. Baggrunden er, at registreringen indebærer en erstatningsfri begrænsning i ejerens råden
over sin ejendom, der kan være ganske indgribende. Lodsejerne er ofte repræsenteret ved professionelle rådgivere - landbrugskonsulenter mv. Tredjemandsklager (foreninger, naboer mv.) over kommunernes § 3 registreringer er blevet afvist med henvisning til, at der er tale om kommunale tilsynsafgørelser, der ikke kan påklages. Naturklagenævnets praksis er videreført af Natur- og Miljøklagenævnet.
Der har ikke og er fortsat ingen pligt for § 3 myndigheden til at informere lodsejere om de vejledende registreringer. Manglende kendskab til eksistensen af § 3 beskyttede arealer (god tro) fremføres
stadig som argument i klagesager om lovliggørelse, men sjældent med held. De vejledende registreringer fremgår i dag af kommunernes hjemmeside/Miljøportalen, hvortil der er almindelig adgang via
internettet.
Udover jordbundsforhold og plantesamfund vil det ofte tillige være nødvendigt at få kortlagt arealets
driftshistorie for at kunne fastslå, om arealet var beskyttet ved lovens ikrafttræden 1. juli 1992. Baggrunden er, at § 3 ikke er til hinder for fortsættelse af en hidtil lovlig driftspraksis før lovens ikrafttræden. Særligt for sager om overdrev gælder, at det i lovliggørelsessager også må afklares, om der
er tale om et historisk eller biologisk overdrev, idet sidstnævnte først blev beskyttet 1. oktober 2004
efter ændring af naturbeskyttelsesloven.
Navnlig sager om lovliggørelse kan erfaringsmæssigt rumme vanskelige bevismæssige spørgsmål.
Der er ofte gået mange år, før et indgreb i den beskyttede natur opdages, og for at kunne afgøre,
om der har været tale om ulovligt indgreb eller fortsættelse af en hidtil lovlig drift - opdyrkning/omlægning/gødskning mv. -, vil der skulle ske en kortlægning af ejendommens driftshistorie.
Kommunerne lægger ved den bevismæssige vurdering betydelig vægt på luftfotos - helt i overensstemmelse med nævnets praksis. Over for kommunens tolkning af luftfotos ligger imidlertid ikke
sjældent erklæringer fra ejeren og eventuelt tidligere ejere, forpagtere, maskinstationer, tidligere
ansatte og naboer, som tegner et andet billedet af ejendommens drift gennem årene end kommunens. Det forekommer ikke sjældent, at der også er uenighed om tolkningen af luftfotos.
Alle oplysninger indgår i nævnets vurdering af sagen, men mulighederne for at komme til bunds i
sager med vanskelige bevismæssige spørgsmål er begrænsede. Sådanne sager egner sig bedre til
- 27 -
afgørelse ved domstolene, hvor der er mulighed for en videregående bevisførelse i form af syn og
skøn, vidneforklaringer mv. Dette kan illustreres med en sag om registrering af et mindre hedeareal,
der blev afgjort af Højesteret i 2011. Der blev under retssagen i forbindelse med syn og skøn foretaget tekniske undersøgelser af fotos (stereoskopi), der dokumenterede tilstedeværelse af beskyttet
natur på en måde, som nævnet i praksis ikke har mulighed for at tilvejebringe. Højesteret opretholdt
i øvrigt Naturklagenævnets afgørelse.
De vegetationsmæssige, botaniske og jordbundsmæssige forhold er generelt godt belyste i klagesagerne. Kommunen har således som led i sagens oplysning ofte besigtiget de registrerede arealer.
Kommunerne bliver imidlertid løbende udfordret på det faglige grundlag for deres § 3 registreringer.
Nævnet havde således i 2011 anledning til i forbindelse med en konkret sag at tage stilling til de
metoder til registrering af plantesamfund, som anvendes af de fleste kommuner ved § 3 registreringer.
Baggrunden var en konkret sag, hvor Frederiksborg Amt i 2006 havde registreret 4 arealer som
overdrev. Arealerne - tilhørende Kong Frederik den VII’s Stiftelse på Jægerspris - havde tidligere
været udlejet til forsvaret til militært øvelsesterræn. Naturklagenævnet havde i en tidligere sag om
stiftelsens arealer i 2001 truffet en principiel afgørelse om, at kun historiske overdrev var omfattet af
loven fra 1992. I sagen fra 2011 var der rejst spørgsmål om anvendeligheden af den af amtet og
kommunen anvendte metode til registrering af plantesamfundet på stiftelsens arealer. Frederikssund
Kommune, der i forbindelse med kommunalreformen havde overtaget sagen fra Frederiksborg Amt,
og klageren foretog hver for sig besigtigelser og nye registreringer af arealerne under nævntes behandling af sagen. Frederikssund Kommune havde i forbindelse hermed anvendt metoden Teknisk
Anvisning til besigtigelse af naturarealer omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3, med tilhørende
registreringsskemaer, udgivet af DMU i 2007. Registreringsskemaet for overdrev indeholder et fortryk
med 173 plantearter med både problemarter, positivarter, særligt værdifulde positivarter, indikatorarter, arter på kalkholdig og sur bund. Indikatorarter er ifølge den tekniske anvisning arter, der næsten udelukkende forekommer på arealer med høj eller god artsindeks.
Klager bestred, at den af kommunen og amtet anvendte metode var anvendelig og henviste til andre
metoder til vurdering af overdrev (Bruun & Ejrnæs metoden og den videnskabelige database DANWEG).
Nævnet udtalte, at amtet havde registreret en vegetation, der er typisk for biologiske overdrev i
henhold til DMU’s registreringsværktøj Teknisk Anvisning. Da såvel kommunens som klagerens efterfølgende registreringer efter nævnets opfattelse også viste, at arealerne var overdrev, og at disse
havde henligget udyrket i en lang årrække, opretholdt nævnet Frederiksborg Amts registrering af
overdrev. Afgørelsen må tages som udtryk for, at nævnet har tiltrådt den af DMU udarbejdede metode til registrering af overdrev. Da den tekniske anvisning fra DMU har udbredt anvendelse i kommunerne som praktisk værktøj i § 3 administrationen, og da den også anvendes af Naturstyrelsen i forbindelse med den landsdækkende gennemgang og revision af § 3 områderne, vurderes afgørelsen at
have stor praktisk betydning – også for nævnet, der i de nærmeste år forventes at modtage et væsentligt øget antal klagesager.
Der henvises til NoMo nr. 57, december 2011.
- 28 -
3.8
Strandbeskyttelse, terrasser og solfangere mm. Naturbeskyttelsesloven
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder opførelse af ny bebyggelse. Formålet
med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra
strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder
hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse,
og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
For så vidt angår lovliggørelse af allerede etablerede anlæg skal disse efter nævnets praksis som
udgangspunkt vurderes på samme måde, som hvis der var indgivet en forudgående ansøgning, og de
endnu ikke var etablerede.
Terrasser
Natur- og Miljøklagenævnet har i nogle tilfælde efter en konkret vurdering godkendt dispensation fra
strandbeskyttelseslinjen til etablering af terrasser inden for strandbeskyttelseslinjen, når disse er
placeret i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, ligger i plan med det omgivende terræn og er
af begrænset størrelse. Nævnet har således lagt vægt på, om terrassen visuelt fremstår som en underordnet og integreret del af den eksisterende bygning.
Nævnet har bl.a. truffet afgørelse i en sag om bl.a. lovliggørelse af to terrasser etableret inden for
strandbeskyttelseslinjen.
I forbindelse med en besigtigelse havde miljøcentret (nu Naturstyrelsen) konstateret, at der var
etableret to fliseterrasser på en ejendom inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen grænsede
næsten helt ned til kysten og var bebygget med et sommerhus. På arealet øst for bebyggelsen mod
kysten var etableret et terrasseareal i en rundbue på ca. 24 m². Der var yderligere etableret et flisebelagt areal på ca. 36 m² ud mod vejarealet syd for ejendommen. Begge terrasser var placeret i
niveau med terrænet.
Miljøcentret havde meddelt afslag på dispensation til bibeholdelse af fliseterrasserne under henvisning til, at anlæggene var uheldige i landskabelig henseende, og at en dispensation ville skabe en
uheldig præcedens i et område tæt ved havet, hvor der såvel nord som syd for ejendommen fandtes
lignende arealer beliggende mellem sommerhusene på stedet og havet.
For så vidt angik fliseterrassen på 24 m² fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at denne visuelt fremstod som en underordnet del af bebyggelsen på ejendommen, og at den på grund af dens placering i
niveau med terrænet og op ad beboelsen ikke påvirkede oplevelsen af kystlandskabet.
Et flertal af nævnets medlemmer fandt derimod ikke, at der var grundlag for at meddele dispensation
til bibeholdelse af flisearealet på 36 m², der ikke var etableret i direkte tilknytning til huset.
- 29 -
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede herefter miljøcentrets afslag til bibeholdelse af flisearealet
på 36 m² og ændrede miljøcentrets afslag til en dispensation for så vidt angik terrassen på 24 m².
I en anden sag var der ansøgt om bibeholdelse af en træterrasse på 50 m² anlagt på husets syd- og
østside. Terrassen var anbragt mellem 10 og 40 cm over terræn og i plan med husets havedør. Der
var tidligere en fliseterrasse langs husets sydvæg. Ejendommen lå bag et par sommerhuse, som lå
umiddelbart ned til kysten.
Miljøcentret havde meddelt afslag til at bibeholde terrassen, idet man ikke havde fundet, at der for
ejendommen forelå særlige forhold, som kunne begrunde en dispensation. Miljøcentret havde samtidig meddelt, at man var sindet at dispensere til en fliseterrasse i lighed med den, der tidligere havde
været på ejendommen, hvortil ejeren havde anført, at terrænet skrånede ret meget for en terrasse i
terræn.
Natur- og Miljøklagenævnet ændrede miljøcentrets afslag til en dispensation. Nævnet lagde vægt på,
at træterrassen, uanset at den visuelt fremstod mere markant i forhold til bebyggelsen på ejendommen end en terrasse fuldstændigt i plan med det omgivne terræn, var den ikke dominerende i kystlandskabet. Terrassen var næsten i niveau med dele af terrænet, og der var tale om et hus beliggende i 2. række fra havet. På grund af terrænets let skrånende karakter kunne der ikke anlægges
en terrasse, som fulgte terrænet og samtidig var i vater.
Der henvises til NoMo nr. 76, maj 2012.
Solfanger- og solcelleanlæg
Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en række sager om etablering af solfanger- og
solcelleanlæg inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet lægger vægt på, at udbredelsen af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, hvorfor ansøgninger om etablering af alternative
energiforsyningsanlæg efter omstændighederne bør behandles lempeligere end andre typer af anlæg
inden for strandbeskyttelseslinjen.
I en konkret sag meddelte Natur- og Miljøklagenævnet dispensation til opsætning af et solcelleanlæg
på en ejendom, der i sin helhed lå inden for strandbeskyttelseslinjen, og hvor bebyggelsen lå ca. 218
m fra kysten. Solcelleanlægget, der havde et areal på ca. 42 m2, ønskedes placeret i tagfladen, som
vendte bort fra kysten.
Naturstyrelsen havde meddelt afslag på dispensation til det ansøgte under henvisning til, at der ikke
forelå et særligt tilfælde, som kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opsætning af solcelleanlægget. Der var herved lagt vægt på, at den ansøgte type solcelleanlæg, der
skulle opsættes som samlede elementer oven på det eksisterende tag, var meget fremtrædende,
uanset at anlægget monteredes med mørke rammer, og at den store flade medførte refleksion i omgivelserne. Reflektionen gjorde sig især gældende ved denne ejendom, fordi den lå i et åbent landskab, og tagfladen var synlig over store afstande. Naturstyrelsen henviste endvidere til, at der på
solcelleproducentens hjemmeside og andre steder på internettet fandtes billeder og beskrivelse af
det ansøgte anlæg, hvoraf det fremgik, at panelerne var reflekterende, og at anlægget, når det var
opsat, visuelt fremstod som en mellemting mellem en ekstra tagflade oven på det eksisterende tag
og egentlige tagvinduer. Hensynet til formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelseslinje måt-
- 30 -
te herefter efter Naturstyrelsens vurdering gå forud for ønsket om opsætning af et enkeltmandsanlæg, der medførte en væsentlig visuel påvirkning af kystlandskabet.
Ansøger påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, der ændrede Naturstyrelsens afslag til
en dispensation. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at udbredelsen af vedvarende energi er et
anerkendelsesværdigt formål. Ansøgning om etablering af alternative energiforsyningsanlæg bør
derfor efter omstændighederne behandles lempeligere end andre typer af anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet lagde desuden vægt på, at det ansøgte solcelleanlæg skulle placeres i tagfladen – der vendte bort fra kysten – på en eksisterende bygning, som lå ca. 218 m fra kysten. Det
ansøgte anlæg var udformet, så det passede bedst muligt til det eksisterende sorte tag. Efter nævnets opfattelse var der herefter tale om en beskeden bygningsmæssig ændring, som ikke påvirkede
oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
I en anden konkret sag traf nævnet afgørelse om bibeholdelse af et solfangeranlæg på i alt 6 paneler
(180 rør), som var etableret på en ejendom, der i sin helhed var omfattet af strandbeskyttelseslinjen
ned mod Vejle Fjord. Solfangeranlægget var etableret på en skrænt bag huset, således at huset delvist dækkede solfangerne set fra fjorden. Solfangeranlægget ønskedes ikke placeret på husets tag,
da det her ville virke skæmmende på bygningen og være mere synligt.
Naturstyrelsen havde meddelt afslag til det ansøgte, idet de energi- og miljømæssige interesser, der
knyttede sig til solfangeranlægget, efter styrelsens opfattelse ikke kunne begrunde opsætning af så
stort et anlæg alene til forsyning af én ejendom. Uanset om der blev etableret en yderligere beplantning, ville anlægget være synligt fra omgivelserne. Naturstyrelsen fandt endvidere, at sagen ville få
en utilsigtet præcedensvirkning.
Ansøger påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, der stadfæstede Naturstyrelsens afslag. Nævnet udtalte i sin afgørelse, at opstilling af alternative energiforsyningsanlæg som udgangspunkt bør behandles lempeligere end andre typer anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen, men at
dette formål dog ikke ubetinget kan tilsidesætte de landskabelige interesser, der skal varetages inden for strandbeskyttelseslinjen. I den konkrete sag var der tale om et ganske stort fritstående anlæg, som alene skulle forsyne en enkelt ejendom. Anlægget lå kun delvist skjult i forhold til omgivelserne. At anlægget ifølge klager på grund af sin størrelse ikke kunne placeres andetsteds på ejendommen, fandtes ikke at kunne tillægges afgørende vægt, idet de landskabelige hensyn her efter
nævnets vurdering måtte veje tungere end hensynet til energiforsyningen af en enkelt ejendom.
Der henvises til NoMo nr. 77, maj 2012.
- 31 -
3.9
Avanceret vandbehandling med kulfilter. Vandforsyningsloven
Introduktion
I Danmark er der næsten alle steder fra naturens hånd mulighed for at finde godt grundvand. Derfor
har befolkningens forsyning med rent drikkevand i nyere tid så godt som 100% været baseret på
indvinding af uforurenet grundvand.
Grundvandet, som pumpes op fra undergrundens kalk eller sand- og gruslag, er normalt bakteriefrit
og naturligt køligt, 8-10 C. På vandværket gennemgår råvandet derefter sædvanligvis en såkaldt
”normal vandbehandling”, der blot består i filtrering gennem sandfilter samt en beluftning. Herefter
er drikkevandet klar til at blive sendt ud til forbrugerne.
Hvis råvand derimod ikke har tilfredsstillende kvalitet, er det nødvendigt at foretage videregående
vandbehandling, som består i, at uønskede stoffer, f.eks. bakterier eller miljøfremmede stoffer som
pesticider eller opløsningsmidler, bliver fjernet ved hjælp af teknisk avancerede behandlingsmetoder.
Det er i den henseende meget udbredt i andre lande at filtrere vandet gennem aktivt kul, som er i
stand til at fjerne en lang række miljøfremmede stoffer.
Der er i Danmark almindelig bred opbakning til at værne om det nuværende princip, at det er bedre
at forebygge end at rense, og af den grund gøres der en meget betydelig indsats for at beskytte
grundvandet mod forureninger samt fjerne eller afværge gamle forureninger. Det er samtidig også
lovgivningsmæssigt og administrativt vanskeliggjort at løse forureningssituationer i vandforsyningerne ved hjælp af videregående vandbehandling. Der er under 10 kulfilteranlæg i brug i alt på Danmarks ca. 2500 vandværker. Natur- og Miljøklagenævnet – tidligere Miljøklagenævnet - har ikke tidligere behandlet klager vedrørende videregående vandbehandling.
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse
Den konkrete sag handlede om Gladsaxe Kommunes tilladelse til etablering af et midlertidigt videregående vandbehandlingsanlæg på Bagsværd Vandværk. Vandværket oppumper grundvand fra 6 boringer. Da fire af boringerne er forurenet med opløsningsmidler, kan vandet fra disse boringer ikke
umiddelbart anvendes til drikkevand, og vandværket har derfor haft tilladelse til at lede vandet fra
disse fire boringer (afværgeboringer) ud i Bagsværd Sø. Det har været nødvendigt at indvinde vandet og lede det ud i søen, da forureningen ellers vil sprede sig til de to boringer, hvorfra der indvindes uforurenet vand. Vandværket ønskede nu at anvende vandet fra fem af de seks boringer til drikkevand, idet man gennem avanceret vandbehandling (etableringen af vandbehandlingsanlæg med
kulfilter) kunne rense vandet, så det kunne anvendes til drikkevand. Vandet fra den sidste boring
ville fortsat ikke kunne anvendes og vil derfor stadig blive ledt ud i Bagsværd Sø. Det var i sagen
forventet, at det oppumpede grundvand fra alle boringer om en årrække vil være rent og derefter
ikke længere behøver at blive renset.
Det blev desuden oplyst, at det nuværende Bagsværd Vandværk er nedslidt og kræver investeringer,
som kun kan gennemføres med en fortsat rentabel drikkevandsindvinding; alternativt måtte den lokale vandindvinding ophøre, og forsyningen alene baseres på import fra en regional vandforsyning.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) klagede over tilladelsen til videregående vandbehandling især
med henvisning til, at avanceret vandbehandling strider mod det bærende princip i Danmark, at drik-
- 32 -
kevand baseres på uforurenet grundvand, der kun forudsætter simpel vandbehandling. Tilladelse til
avanceret vandbehandling vil efter DN’s mening medvirke til en svækkelse af kravene til forurenende
virksomheder og landbruget, ligesom den vil svække incitamentet for opsporing af allerede eksisterende forureningskilder, da man fremover vil kunne argumentere for, at man blot kan rense vandet.
Natur- og Miljøklagenævnet bemærkede indledningsvist til klagen, at det fra statens side er stærkt
tilkendegivet, at drikkevandsforsyningen i Danmark fortsat skal baseres på uforurenet grundvand;
avanceret vandbehandling kan og bør dog indgå som en reel løsningsmulighed i en konkret situation,
hvor vandkvaliteten ikke overholder gældende kravværdier, og hvor der ikke umiddelbart er en alternativ mulighed for at indvinde godt grundvand. Når der er tale om menneskeskabte forureninger
med miljøfremmede stoffer, forudsætter anvendelse af avanceret vandbehandling i alle tilfælde, at
forureningssituationen er af begrænset varighed. Dette understøttede efter nævnets opfattelse, at
der dermed i den konkrete situation lægges størst muligt pres på alle indsatser, der iværksættes
med henblik på at beskytte godt grundvand, herunder at opspore og afværge forureningskilder.
Nævnet lagde til grund, at der trods de tidligere foretagne kortlægningsaktiviteter ikke er tilvejebragt
et fuldt overblik over forureningskilderne i området.
Nævnet forventede imidlertid, at der tilvejebringes et fuldt oplyst grundlag til bedømmelse af forureningskilderne i området samt den nødvendige afværgeindsats inden for en kort årrække. Det fremgik
således af sagen, at regionen har planlagt at afslutte kortlægningen af kilder senest i 2014. Regionernes kortlægnings- og afværgeaktiviteter prioriteres dog altid efter, om der er drikkevandsinteresser i et område, i det konkrete tilfælde altså forventeligt om indvindingen opretholdes ved kildepladsen.
Nævnet konstaterede samtidig, at de tiltag, der fra slutningen af 1980'erne og frem til i dag har været foretaget for at begrænse og reducere den kraftige forurening med miljøfremmede stoffer, først
og fremmest gennem afværgeindsats ved de kendte store forureninger i området har medført, at
forureningsniveauet nu generelt forekommer lavt.
Nævnet konstaterede endelig, at der inden for en kort årrække også vil foreligge Naturstyrelsens
afrapportering af den afgiftsfinansierede grundvandskortlægning, herunder opdaterede beregninger
af indvindingsoplandene. Gladsaxe Kommune skal da efterfølgende vedtage en indsatsplan for beskyttelsen af drikkevandet i området.
Ved en flertalsafgørelse fandt nævnet herefter, at det - ud fra en samlet vurdering af den nuværende
vandkvalitet og af effekten af de initiativer, der er igangsat med henblik på kortlægning af kilder
samt afværgeindsats og fremtidig beskyttelse af grundvandet - må anses for at være såvel energiog ressourcemæssigt som teknisk-økonomisk mest hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med de
udmeldte overordnede retningslinjer at opretholde og udbygge vandbehandlingen på Bagsværd
Vandværk, således at værket igen vil være i stand til at producere drikkevand i det omfang, værket
er dimensioneret til.
Den statslige udmelding er, at tilladelser til avanceret vandbehandling bør gives for en tidsbegrænset
periode, når der er tale om forurening med miljøfremmede stoffer. Den hidtidige praksis på området
- 33 -
i kommunerne har været 5 år. Flertallet fandt, at dette var en passende periode, og at tilladelsen
burde gælde fra nævnets afgørelse og indtil den 31. december 2016.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede herefter Gladsaxe Kommunes tilladelse til avanceret vandbehandling (J.nr. NMK-42-00089 og NMK-42-00088).
- 34 -
4
Natur- og Miljøklagenævnets virksomhed i 2011 i hovedtal
I det følgende afsnit beskrives Natur- og Miljøklagenævnets virksomhed i 2011 i nøgletal. Mere detaljerede oplysninger om sagsproduktion, regnskab mv. kan findes i Årsrapport 2011 på nævnets
hjemmeside www.nmkn.dk.
4.1 Økonomiske rammer og forudsætninger
Natur- og Miljøklagenævnet er en bevillingsfinansieret institution under Miljøministeriet. Forbrugsmulighed (bevilling), faktisk forbrug i 2011 samt udgiftsfordelingen til aktivitetsområder fremgår af de
følgende oversigter.
Økonomiske nøgletal for Natur- og Miljøklagenævnet
2011
Resultatopgørelse
Ordinære driftsindtægter (mio. kr.)
78,2
Ordinære driftsomkostninger (mio. kr.)
84,6
Resultat af ordinær drift (mio. kr.)
-6,4
Øvrige poster (mio. kr.)
ÅRETS RESULTAT (mio. kr.)
1,6
1)
-4,8
Personaleoplysninger
Antal årsværk (ÅV)
89
Lønforbrug (mio. kr.)
1)
51,5
Overskud overføres normalt til forbrug i efterfølgende år, og det negative årsresultat i 2011 skal derfor ses i sammen-
hæng med et forbrug af bevillingsopsparing fra tidligere år.
Natur- og Miljøklagenævnets bruttoudgifter i 2011 fordelt til aktivitetsområder
Bevilling
Regnskab
Indtægtsført
Bruttoudgifter
Bruttoudgifter
bevilling
ekskl. fælles-
inkl. fælles-
udg.
udg.
Mio. kr.
Direkte
Heraf
udgifter lønsum
Mio.
%
kr.
i alt
Produktområde 1: Myndighedsudøvelse
Afgørelser planområdet
21,9
26,7
23,3
33,2
39%
Afgørelser naturområdet
15,9
19,1
16,8
23,8
28%
5,1
7,3
6,4
9,1
11%
Afgørelser i klagesager på miljøområdet
Afgørelser i gamle husdyrsager (før 1/1 2011)
26,0
11,7
2,9
14,5
17%
Afgørelser i fredningssager
3,0
1,9
1,2
2,4
3%
Myndighedsudøvelse ialt
71,9
66,7
50,7
83,0
98%
- 35 -
Produktområde 2: Information og service
Formidling af afgørelsespraksis
1,0
0,6
0,5
0,8
1%
IT-understøttelse af formidling, information og service
1,0
0,6
0,3
0,8
1%
Information og service i alt
2,0
1,3
0,8
1,6
2%
73,9
68,0
51,5
84,6
100%
Alle produktområder i alt
4.2 Personalesammensætningen i Natur- og Miljøklagenævnets sekretariat
Den efterfølgende tabel beskriver personalesammensætningen i Natur- og Miljøklagenævnet i antal
ansatte samt årsværksforbrug i 2011 fordelt på de forskellige ansættelseskategorier. Hovedparten af
nævnets AC-medarbejdere er jurister (ca. 60 %). Den øvrige del repræsenteres primært af teknikere
med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, typisk agronomer, biologer og ingeniører.
Stillingskategori
Formand
Næstformand
Kommitteret
Anke- og kontorchefer
Chefkonsulenter
Specialkonsulenter
Generalister (jurister)
Teknikere
Kontorfunktionærer
I alt
Antal medarbejdere 1)
1
1
1
7
3
13
46
33
17
122
ÅV
1,0
1,0
1,0
6,2
3,0
10,5
25,7
21,4
13,7
83,5
1) Som følge af personaleomsætning i løbet af året er antallet af medarbejdere højere end de til enhver tid værende stillinger
4.3 Sagsvolumen og sagsomsætning
Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i 2011 2386 klagesager og fredningssager og afviste derudover
128 klager på grund af manglende gebyrindbetaling. Af de 2386 afgørelser blev 212 (9%) afgjort
som nævnssager, resten som formandssager.
4.3.1 Verserende gamle sager
Natur- og Miljøklagenævnet har i 2011 gjort en ekstraordinær indsats for at nedbringe beholdningen
af gamle sager, dvs. sager modtaget før 1. januar 2011. Som det fremgår af den efterfølgende tabel,
er den samlede beholdning af gamle sager ultimo 2011 nedbragt til 1094 sager. Måltallet for den
samlede beholdning af gamle sager ved udgangen af 2011 var i alt 1460 sager, og det opnåede resultat i 2011 er således samlet set væsentligt bedre end målsat.
Medvirkende årsager til den hurtigere beholdningsafvikling har blandt andet været et lavere antal
modtagne, nye sager i 2011 end forventet samt en større andel nye sager i det hurtige fast track 1
sagsbehandlingsspor.
- 36 -
Beholdning af gamle sager modtaget før 1/1 2011 ultimo 2011
Resultatmål
Opnået resultat
Planområdet
530
292
Naturområdet
195
151
Husdyrområdet
505
414
Miljøområdet
230
237
1460
1094
I alt gamle sager ultimo 2011
4.3.2 Sagstilgang og sagsafgørelser
Natur- og Miljøklagenævnet modtog i 2011 2073 nye sager. Den mest markante ændring i sagstilgangen i forhold til tidligere år er et fald i antallet af husdyrsager fra 668 nye sager i 2010 til 205
sager i 2011. Fordelingen af modtagne sager til realitetsbehandling og afgørelser fremgår af den
følgende oversigt.
Nye saAfgjorte sager 2011
ger
2011 1
Nævnssager
Lovområde / specialer
Formands- I alt incl.
sager
gebyrafv.
Planloven - retlige klager
601
8
573
581
Planloven - landzone mv.
396
62
426
488
Naturbeskyttelsesloven
384
75
370
445
28
1
35
36
Råstofloven
Skovloven
19
3
14
17
Miljøvurderingsloven
Fredningsdispensationer
56
1
43
44
59
11
39
50
9
4
32
7
Industri
93
18
116
134
Beskyttelse af overfladevand
75
0
57
57
Vandindvinding
60
6
99
105
7
0
41
41
40
6
42
48
0
1
0
1
205
3
452
455
41
5
0
5
2073
212
2302
2514
Fredningssager
Dambrug
Jord & grundvandsbeskyttelse
Kemiske stoffer
Husdyrbrugsloven
Mindre sagsområder
TOTAL incl. fredningssager
- heraf afgjort af det læge nævn
184
- heraf afgjort af det sagkyndige nævn
1
Excl. 128 gebyrafvisninger
2
Sagerne er afsluttet uden realitetsafgørelse
28
- 37 -
Nævnssager er enten afgjort af nævnet i den læge sammensætning eller nævnet i den sagkyndige
sammensætning. Alle nævnsafgørelserne er truffet i den sammensætning der fremgår af Bekendtgørelse om forretningsorden for Natur- og Miljøklagenævnet. Muligheden for at flytte sager fra den ene
nævnssammensætning til den anden, jf. forretningsordenens § 13, er således ikke blevet benyttet i
2011.
4.3.3 Sagsbehandlingstider i 2011
Natur- og Miljøklagenævnet indførte fra starten af 2011 nye sagsgange for sager modtaget efter 1.
januar 2011. De nye sager behandles i 3 ”spor” afhængig af den konkrete sags indhold, kompleksitet
mv.. Der skelnes mellem ”Fast track 1 (FT1)”, ”Fast track 2 (FT2)” og ”Øvrige sager (ØVR)”. Der var i
2011 opstillet resultatmål for andelen af sager i de tre spor samt den maksimale sagsbehandlingstid
for sager i det respektive spor. Resultaterne og målopfyldelsen fremgår af den følgende tabel.
Målelement
Resultatmål
Resultat
2011
2011
FT1 - % andel af nye sager
25%
34%
FT1 – % overholdt max. sagsbehandlingstid
100%
85%
FT2 - % andel af nye sager
20%
21%
FT2 – % overholdt max. sagsbehandlingstid
100%
88%
ØVR – % overholdt max. sagsbehandlingstid
100%
100%
Resultatmålene for de 2 nye produktionsspor FT1 og FT2 var i 2011 fastlagt som ”maksimal sagsbehandlingstid for alle sager”. Det har efterfølgende vist sig, at det er meget vanskeligt helt at undgå,
at enkelte sager i de 2 spor – blandt andet som følge af eksternt betingede forhold – overskrider den
målsatte maksimale sagsbehandlingstid. Det er f.eks. i forbindelse med gebyropkrævning og lange
svartider ved partshøringer. Disse resultatmål er derfor kun blevet delvis opfyldt i 2011.
Som gennemsnit for de 2 produktionsspor ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sager i det respektive spor imidlertid markant under måltallet for max. sagsbehandlingstid. I FT1 sporet
var gns. sagsbehandlingstid 34 dage, hvor måltallet var max. 56 dage, og i FT2 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 109 dage i forhold til et måltal på 167 dage.
Som det fremgår af tabellen nedenfor, er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle afgørelser i
2011 369 dage, hvilket er en forøgelse i forhold til 2009 (258 dage) og 2010 (281 dage).
Lovområde
Resultat 2011
Retlige sager (planloven)
157 dg.
Landzoneklager (planloven)
199 dg.
Naturbeskyttelsesloven
230 dg.
Råstofloven
217 dg.
Skovloven
265 dg.
Miljøvurderingsloven
206 dg.
Fredningssager
423 dg.
Fredningsdispensationer
180 dg.
Industri
603 dg.
Beskyttelse af overfladevand
360 dg.
- 38 -
Vandindvinding
1085 dg.
Dambrug
1411 dg.
Jord og grundvandsbeskyttelse
519 dg.
Husdyrbrug
524 dg.
I alt (gennemsnit)
369 dg.
Stigningen i gennemsnitlig sagsbehandlingstid skyldes, at der i 2011 er afgjort forholdsmæssigt
mange gamle klagesager som følge af den særlige indsats for at nedbringe beholdningen af gamle
sager på bl.a. husdyrområdet og industriområdet. Tallet for 2011 dækker således over en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for 1364 afgørelser i gamle sager (modtaget før 1/1 2011) på 578 dage og
en gennemsnitlig sagsbehandlingstid for 1143 afgørelser i nye sager (modtaget fra 1/1 2011) på 70
dage.
4.4 Sagernes udfald
Den efterfølgende figur illustrerer fordelingen af afgørelsernes udfald på afgørelseskategorier
Udfaldet af afgørelser i 2011. Alle sagsområder
Afvisning af klagen
23%
Ikke medhold i klagen
44%
Medhold/delvis medhold
i klagen
33%
Kategorien ”medhold / delvis medhold” dækker tilfælde, hvor Natur- og Miljøklagenævnet ændrer
den påklagede afgørelse helt eller delvis i overensstemmelse med klagers påstand, evt. blot ved ændring af vilkår, samt tilfælde, hvor nævnet ophæver den påklagede afgørelse, f.eks. på grund af væsentlige retlige mangler, og hjemviser sagen til fornyet behandling i 1. instansen.
- 39 -
4.5 Retssager
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser er endelige i den forstand, at de ikke kan ankes videre i det
administrative system. Derimod vil der altid være adgang til – inden for en frist på 6 måneder – at
indbringe sagen for domstolene.
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser blev i 2011 indbragt for domstolene i 60 tilfælde. Det er udtryk for en fortsat stigning i antallet af nye retssager, som har kunnet konstateres de senere år, primært på plan- og naturbeskyttelsesområdet. I alt havde nævnet ved udgangen af 2011 74 verserende retssager. Sagerne føres normalt af Kammeradvokaten på Natur- og Miljøklagenævnets vegne.
I alt 42 sager blev afsluttet i 2011 med dom eller tilkendegivelse (en mere uformel stillingtagen fra
domstolens side). Heraf blev de 36 vundet, det vil sige sagsøger, typisk en privat borger eller virksomhed, fik ikke medhold i sin påstand om ophævelse eller ændring af nævnets afgørelse. 4 sager
blev tabt, sagsøger fik medhold og blev dermed også fritaget for sagsomkostninger (2 sager blev
afsluttet på andet grundlag). Resultatet med andelen af vundne sager på omkring 90 % svarer til
resultatet gennem de seneste 10 år på det tidligere Naturklagenævns område, hvor langt hovedparten af retssagerne er.
- 40 -