Stort ønske: 646 nye siddepladser i Thy Hallen Mors-Thy taber penge på at spille de store kampe i Thisted AF SVEND OLE JENSEN sj40@nordjyske.dk Der er alt for få siddepladser i Thy Hallen, når de store hold kommer på besøg i håndboldligaen. Det mener bestyrelsen for Mors-Thy Håndbold, som nu har søgt Thisted Kommune om ekstra siddepladser. Helt konkret ønsker MTH-bestyrelsen at få en tribune ved vestgavlen med siddepladser og en tribune ved østgavlen ligeledes med siddepladser. Det skulle give ekstra 646 siddepladser. I dag er der omkring 800 siddepladser. Dermed er Thy Hallen det spillested i ligaen med færrest siddepladser. Med de 646 ekstra bliver der i Thy Hallen samme antal siddepladser, godt 1400, som i Jyske Bank Mors Arena i Nykøbing. - Vi vil gerne give tilskuerne så god en oplevelse som muligt. Når tilskuerne skal betale en forholdsvis høj entre, har de også krav på en siddeplads. De skal ikke nøjes med en ståplads, hvor det kan være svært at se, hvad der foregår på banen, siger Heino Vigsø, formand for MTH’s bestyrelse. - Med den nuværende kapacitet i Thy Hallen er det uøkonomisk at spille de store kampe der, siger han og vurderer, at det ”koster” omkring 25.000 kr. i manglende indtægter. Og de penge mangler Mors-Thy. Udover ekstra siddepladser vil MTH’s bestyrelse også have etableret faciliteter for tv-fotografer og journalister i hallen. - I dag er det svært at få tv-dækning af Mors-Thy’s kampe i Thy Hallen, fordi der ikke er tilstrækkeligt gode forhold for tv-holdene, siger Heino Vigsø. Et økonomisk overslag viser, at de 464 ekstra sid- depladser og et nødvendigt nyt ventilationsanlæg vil koste 6.853.000 kr. Forretningsudvalget for Thy Hallen bakker op om en udvidelse af antallet af siddepladser. Udvalget mener, det kan øge mulighederne for landskampe og andre større arrangementer som koncerter, events m.v. Børne- og familieudvalget i Thisted Kommune ser på sagen på tirsdag Der var fyldt godt op i Thy Hallen fredag aften, da Århus Håndbold var på besøg. Og der er brug for flere tilskuerpladser, mener Mors-Thy Håndbold. Foto: Bo Lehm
© Copyright 2024