Våbenbrødre. Salzkammergut Trophy d. 12. juli 2014 Sorø MTB besluttede ved et teammøde i uge 42, 2013, at Salzkammergut Trophy skulle være det største sæsonmål i 2014. Et par uger senere var vi 7 tilmeldte til verdens hårdeste etdages-mtb-løb. Klokken 21.00, lørdag d. 12. juli 2014 var vi 4 ryttere, som havde gennemført A-ruten på 211 km. og 7043 højdemeter. Imellem disse to tidspunkter ligger 9 måneders snak og forberedelser, træning og løbsdeltagelse og tusindvis af timer i sadlen for den lille gruppe af rytter. Hver især trænede vi ret forskelligt, både hvad angår timer i sadlen og intensitet, men en ting er sikker: Der er ikke tidligere blevet kørt så mange, lange træningsture i Sorø MTB som i 2014. I 2014 blev flere og flere fra Sorø MTB tilmeldt soloklassen i en række 12-timer-løb i første halvdel af ’14. Hvis man kikser forberedelserne, forbereder man et kiks, og alle vidste, at det gjaldt om at være top-fit til Østrig og vant til at sidde på cyklen en halv dag. Men selv disse tiltag kunne ikke for alvor forberede soranerne på forholdene i Østrig. Gruppen indlogerede sig torsdag aften på et vandrehjem i Bad Goisern, der er start- og målby i Salzkammergut Trophy. Et øjebliks koncentreret stilhed for start opstod fredag aften, da drikkerygsækkene og udstyret blev pakket og gjort klart. Indtil da havde der været konstant snak og fis og ballade på turen, men pludselig blev værelset stille: Vi var våbenbrødre, og udstyret blev gjort klar. Nu var der kun få timer til, at slaget begyndte. Stilhed før storm. Lørdag den 12. juli kørte rytterne fra Sorø MTB fra kl. 05.00 til kl. 21.00. 16 timer i alt. De nåede med nød og næppe i mål inden tidtagningen stoppede. Og de kunne ikke have gjort det hurtigere. Det regnede let ved starten, og de seks ryttere blev med det samme spredt i tre grupper: Bendict, Lasse og Rolf, Thomas og Finn, og Claus for sig selv. Op ad formiddagen til regnen til, og ved middagstid silede sommerregnen ned over de østrigske alper, så strømme vand og grus flød over spor og veje. På dette tidspunkt var soranerne gennemblødte fra top til tå, smurt ind i mudder og fysisk mærkede efter knap 2400 højdemeter. Alle passager med muldjord var et pløre, som ingen af dem turde køre på, og som var yderst risikable at trække cyklen på. Men der manglede fortsat over 7 timers kørsel og 4600 højdemeter med løbets sværeste stigning på 30 %. Spørgsmålet var, om de ville kunne nå i mål. Rolf begyndte at tvivle. Da de dagen forinden studerede vejrudsigten, og der blev lovet regn, var han kommet til at sige til gruppen, at køre 211 km i regn, det gad han simpelthen ikke. Han havde fortrudt sin kommentar næsten med det samme, fordi han ikke ønskede at påvirke holdkammeraterne med sine egne, negative forventninger. Han havde lagt sig til at sove fredag aften med håbet om, at de ville slippe ”nådigt” med støvregn, men det her … Rolf, Lasse og Benedict fulgtes ad og skiftedes til at tage føringer. Der blev ikke snakket ret meget. ”Når vi kommer tilbage til Bad Goisern efter 2. sløjfte, udgår jeg,” sagde Rolf pludselig. ”Nu gider jeg ikke mere.” Rolf skævede til Lasse og Benedict. ”Nej, det gør du edermame ikke! Du kører med hele vejen, ellers vil du fortryde det resten af dit liv,” råbte Lasse iltert. ”Nu tager vi en kilometer ad gangen, og så ser vi, hvordan det går,” sagde Benedict lidt mere stilfærdigt. Og kort efter brød solen igennem skyerne og sendte en varmende bølge af lys ned over landskabet. ”Okay, hvis det holder tørvejr, kører jeg med jer,” sagde Rolf. Dette var et enkelt, afgørende moment i løbet. Her var der en situation, hvor Rolf lod sig bære bort fra grædemuren af sine våbenbrødre. Med over 700 deltagere i løbet har der været lige så mange andre forskellige afgørende momenter for hver enkelt deltager. Det var på forhånd blevet aftalt, at man ventede og hjalp til ved mindre, tekniske småuheld, men at der i øvrigt ikke kunne ventes på ryttere med store tekniske eller fysiske problemer. Der blev indgået en ”gentleman-agreement” om, at man frivilligt trak sig fra gruppen, hvis man mærkede, at kræfterne ikke slog til. Det skulle vise sig, at det var en fornuftig disposition, ikke alle fra Sorø MTB klarede nemlig strabadserne: Claus udgik efter 100 km. pga. voldsomme ryg- og bensmerter, og Thomas måtte lade Finn køre efter 190 km., da kræfterne slap op. Thomas lod sig fragte tilbage til vandrehjemmet i ambulance, men var heldigvis hele tiden uden for alvorlig fare. Rolf og Lasse slap Benedict, da der manglede 35 km. Benedicts sadel var gået i stykker – knækket i både bund og stel – og på dette tidspunkt trak han mere, end han cyklede. Tempoet var faretruende lavt. Det gør _ondt_ indeni at køre fra en holdkammerat, men der var ikke noget at gøre. – Fremad. Opad! Og der gik Benedict ... Når man først har sluppet sin gruppe i Salzkammergut Trophy er man alene, uden mulighed for at tjekke op på, hvor de andre befinder sig. Der kan ikke køres hold-taktisk i Salzkammergut Trophy. Ikke desto mindre – og her nærmer vi os en mirakuløs begivenhed – kom Benedict og Finn sammen i mål. Ved et usandsynligt sammentræf nåede Finn op til Benedict på det allersidste depot og sammen kørte de de sidste 20 km. med 3 mindre stigninger. De krydsede mållinjen 60 sekunder inden, løbet blev fløjtet af. Ingen af dem var klar over, hvor tæt de var på at blive elimineret, fordi deres GPS-ure var løbet tom for strøm, og umiddelbart var de blot glade over at være kommet i mål. Først bagefter gik situationens alvor op for dem. Salzkammergut Trophy er et kaotisk og uforudsigeligt løb. Det er uoverskueligt og samtidig knusende enkelt, fordi alle kender løbets afgørende præmis: Det gælder om at komme forbi samtlige klippetider og videre i mål. Ligesom i krig går det hele ud på at overleve. Og hvad så bagefter? Vinderen af A-distancen sagde: ”Nu trænger jeg til en god, lang ferie fra cykling …”. Han var blevet spurgt om, hvordan det havde været at køre løbet på knap 10 ½ time. Og Salzkammergut Trophy er et satori: I zenbuddhismen står ”satori” for pludselig oplysning, bevidsthedens opvågning til den sande natur. Salzkammergut Trophy er løbet, der mærker en hårdere end noget andet løb, der kan køres på 2 hjul. Men det indser man først bagefter, når løbet er overstået. Når endorfinen har forladt hjernen, musklerne regenererer, fordøjelsen vender tilbage til normal aktivitet, immunforsvaret falder til ro og amygdala ikke længere alarmerer til kamp for overlevelse. Ingen slipper igennem dette løb uden at være blevet konfronteret med en helt særlig fysisk og psykisk udmattelse, der ikke kan forklares, men må erfares - eller undgås. - Hold kæft, hvor kan livet være smukt på en mountainbike. Vi bliver ikke mere nærværende, end når vi bevæger os på kanten af det umulige. Tak til alle, der var med i Østrig.
© Copyright 2024