FOBISKOLEN.DK – Kognitivt Center Sjælland FOBISKOLENS INTENSIVE ANGSTKURSUS Siden 1984 har Fobiskolen.dk lavet kurser for personer, der lider af angst. Fra starten har vi arbejdet ud fra kognitiv adfærdsterapi, som er en psykologisk retning, der startede i 70´erne og siden da har udviklet sig til at være den førende psykologiske retning i den vestlige verden. Indenfor den kognitive adfærdsterapi arbejdes der mere direkte med ens problemstillinger – fokus er på, at du lærer at takle dine problemer gennem: - Viden om problemerne (hvad er angst?). Udforskning af problemerne (hvordan viser din angst sig og hvordan kan vi forstå den). Strategier til at takle problemerne (hvad skal der til for at overvinde angsten og hvad kan du gøre for at mestre den). Praktisk træning i at takle problemerne (udfordre angsten i praksis gennem mindre øvelser hvor du anvender din viden og dine tillærte strategier, så du lettere overvinder angsten). Kognitiv adfærdsterapi er særdeles effektiv, når du vil lære at overvinde din angst! Dette gælder både i forhold til enkeltfobier (eksempelvis frygt for edderkopper) og i forhold til mere udbredt angst. Vores egne undersøgelser på Fobiskolen.dk peger på, at 80% af kursisterne opnår betydelig bedring under et kursusforløb og omkring 2/3 dele beskriver, at deres angst ikke længere er en hindring for at søge arbejde eller påbegynde en uddannelse. Samtidig opnår kursisterne betydelig bedring i forhold til eventuelle andre problemområder, særligt depression, selvværd og lettere grader af misbrug. For de kursister, der ikke helt når målet, kan det ofte anbefales, at de fortsætter i et støttende forløb (enten individuelt eller på et mindre hold), så ens positive udvikling kan fastholdes. Målgruppe for angstholdet Angstholdet er tilrettelagt til dig, der oplever angsten i din hverdag og hvor angsten hindrer dig i at kunne fungere optimalt i forhold til arbejde eller uddannelse. Det kan være, at du er sygemeldt på grund af angsten eller oplever at angsten hindrer dig i at komme videre i forhold til arbejde eller uddannelse. Der kan være tale om flere forskellige former for angst, eksempelvis: social angst eller præstationsangst, panikangst, angst for at køre i bus/tog, gå på gaden eller små rum. Der kan også være tale om OCD (tvangstanker og tvangshandlinger) eller traumatiserende angst (f.eks. i forbindelse med overfald). Mange oplever at have flere former for angst og at have angsten i sammenhæng med andre problemer, eksempelvis: selvværdsproblemer eller depressioner. Nørre Farimagsgade 45, 2 1364 København K – Telefon 33 16 12 00 fobiskolen@fobiskolen.dk – www.fobiskolen.dk FOBISKOLEN.DK – Kognitivt Center Sjælland Indhold i forløbet Forløbet er sammensat af flere fag, som samlet set skal sikre dig de bedste vilkår for at opnå de mål du har med kurset: - Psykologi og træning er to fag, hvor der direkte arbejdes med din angst. Dels gennem undervisning i angst og udforskning af din angst og dels gennem træning af angsten. Afklaring er et mindre, men vigtigt fag, hvor der arbejdes hen imod en afklaring af, hvad du gerne vil i fremtiden og hvordan dette kan gøres muligt. I kommunikation og selvværd kommer du til at arbejde med nogle selvværds- og kommunikationsøvelser, som kan styrke dig indenfor disse områder Yoga, mindfulness meditation og fysiske aktiviteter indgår som mindre områder, der støtter op om arbejdet med angsten og for mange giver større fysisk og psykisk velvære i hverdagen. Ud over undervisningen er der indlagt 3 individuelle samtaler med holdets psykolog. Det er vores erfaring, at jo mere aktiv du er under kurset, jo bedre får du det. Men hvis du ikke magter at deltage i det hele fra starten, så finder vi i fællesskab ud af, hvad der er bedst for dig. Praktiske informationer. Kurset strækker sig over 9 uger med 20 timers undervisning pr uge (+ ca. 5 timers hjemmearbejde). Pris: 22.050,- (ugepris 2.450,-) Tilmeldingen er bindende for de første 4 uger. Derefter kan kurset opsiges med én uges varsel. For at blive tilmeldt kurset skal du først ind til en forsamtale. Samtalen skal sikre, at kurset er det rette for dig, før du endeligt tilmelder dig. Samtalen er gratis og uforpligtende. Du er altid velkommen til at kontakte os for spørgsmål. Vores telefon er åben mandag til torsdag: kl. 9-12 + 13-14, samt fredag kl. 9-12 (på tlf. 33 16 12 00). Nørre Farimagsgade 45, 2 1364 København K – Telefon 33 16 12 00 fobiskolen@fobiskolen.dk – www.fobiskolen.dk
© Copyright 2024