Elastomerglidelejer og glidefolier

Nyhedsbrev fra skolebestyrelsen
Ny bestyrelse
Skolebestyrelsen har i august konstitueret sig med nye medlemmer og ny formand. Susanne
Frelsvig fortsætter i bestyrelsen, nu som formand. Tina Baungaard Nielsen er nyvalgt og
næstformand. De forældrevalgte er herudover Kathrine Bærentzen, Lene Høyer, Sanne Weisbjerg
Vilstrup, Anne Stubsgaard og Linda Viktoria Olsson med Thomas Strømsholt, Michael Papp
Svendsen og Rikke Hornbøll som suppleanter.
Fra lærersiden deltager tillidsmand Stinne Lorenz og Michael Lerche-Thomsen. Eleverne bidrager
også med to repræsentanter, men de har endnu ikke konstitueret sig i elevrådet.
Skolereformen
I forbindelse med skolereformen har størstedelen af de forældrevalgte medlemmer af
skolebestyrelsen netop deltaget i et weekendkursus arrangeret af Skole og Forældre,landsforening
for forældre i folkeskolen. Det var meget inspirerende at møde forældre fra andre skoler i
København og høre om deres erfaringer med at implementere skolereformen. Vi føler os bedre
rustet til at tage fat på arbejdet med at lave nye principper for vores skole. Principper for skolen
kan blandt andet være omkring skole/hjem samarbejdet, som vi i skolebestyrelsen netop er igang
med at revidere.
For skolens elever ser skoledagen anderledes ud end sidste år, for særligt de ældste klasser, er det
nok den længere skoledag, der har fyldt i bevidstheden, men mange andre forhold har også
ændret sig.
Samarbejdet mellem lærere og pædagoger i forhold til den understøttende undervisning er godt i
gang og skolebestyrelsens oplevelse er, at det fungerer tilfredsstillende for både børn, pædagoger
og lærere. Skolens lærere var også før skolereformen gode til at inddrage nærområdet og bruge
fælleden og skolens udearealer i den aktive undervisning. Og det bliver spændende at se, hvordan
lærerne vil bruge de nye muligheder i folkeskolereformen for at få mere bevægelse ind i
undervisningen.
Folkeskolereformen lægger op til en markant anderledes folkeskole og vi kan alle have brug for at
blive mindet om, at en så omfattende reform ikke kan forventes at køre på skinner fra dag 1. Vi er i
en proces nu, som kræver noget af os allesammen, men vi er på rette vej.
Mange vikartimer
Den ny virkelighed som vi alle har skullet forholde os til efter sommerferien med en anderledes
skoledag og nye måder at arbejde på har været en stor udfordring hele vejen rundt. Desværre har
det, der har fyldt mest været det høje sygefravær blandt lærerne. Der har været mange vikartimer
og flere klasser har oplevet at have flere forskellige vikarer i løbet af en uge. Det er altid en
udfordring at skulle erstatte faste lærere med vikar, og vi må som forældregruppe gøre hvad vi kan
for at støtte op om skolen og personalet. Mange forældre har været frustrerende over at de ikke
har kunnet komme i kontakt med de vikarer, som underviste deres børn. De har ikke vidst, hvem
de skulle kontakte, hvis de havde en kort besked vedr. barn og skole. Rent praktisk har vi aftalt
med skoleledelsen at det bliver muligt at skrive til de faste vikarer på skoleintra, således at vi som
forældre har mulighed for at give korte beskeder til underviseren.
Skolebestyrelsen har en tæt dialog med ledelsen om problemstillingen og har tillid til, at den løser
opgaven med vikardækning så godt som det er muligt og i videst muligt omfang med faste vikarer,
der kender skolen og eleverne på de enkelte årgange. I skrivende stund ser det heldigvis ud til at
sygefraværet er blevet lavere.
Ny skole på Bryggen
Sidst men ikke mindst skal vi huske at ønske alle børnefamilier på bryggen tillykke med den ny
skole, der blev fundet 458 mio. kr. til i budgetforliget for 2015. Det er glædeligt at politikerne
prioriterede en varig skoleløsning på Bryggen og dermed sikrer plads til de mange børn, der er
kommet til vores område de senere år. For Skolen på Islands Brygge betyder det, at vi på sigt
undgår at sprænge skolens fysiske rammer. Der vil naturligvis gå nogle år før den ny skole på
Artillerivej er en realitet. Men alene det, at der er fundet en permanent løsning, giver overskuddet
til at løse de udfordringer vi står med de næste par år med at huse ekstra elever. Det lysner
forude.
Med venlig hilsen
Skolebestyrelsen