1. No category

Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b
De Berejstes Klub
Efterår 2014 N⁰ 57
T E M A:
OPRINDELIGE
FOLK
Tips til rejsefotos
Balance mellem lys & skygge
Konkurrence
Dengang mine fordomme
blev gjort til skamme …
Peter Schønsted
I mål med besøg i 196 lande
www.deberejstesklub.dk
1
Medlemsrabat 15%
Medlemskort med billede skal fremvises.
Foto: Anker Bak
FRILUFTSLAND BUTIKKER
KØBENHAVN K Frederiksborggade 50-52
LYNGBY
Lyngby Hovedgade 49D
ROSKILDE
Karen Olsdatters Stræde 4
ODENSE
St. Gråbrødrestræde 6
KOLDING
Kolding Storcenter
AARHUS
Østergade 30
AALBORG
Bispensgade 34
THE NORTH FACE STORES
KØBENHAVN S Field’s
KØBENHAVN V Fisketorvet
ODENSE
Rosengårdscentret
KUNDESERVICE 33 14 51 50 | info@friluftsland.dk
WEBSHOP
FJÄLLRÄVEN BRAND STORE
KØBENHAVN K Frederiksborggade 44
2014_august.indd 1
www.friluftsland.dk
05-08-2014 11:41:29
2
OPRINDELIGE FOLK
Leder
Nuuk, Grønland / Lombok, Indonesien / Tsumdalen, Nepal
I
ndfødte, urbefolkninger, fjerdeverdensfolk, stammefolk eller naturfolk. Begreberne
bruges somme tider i flæng, selv om de egentlig betyder noget forskelligt.
Globens tema er denne gang vores møder med nogle af verdens oprindelige folk.
Mere end 350 millioner mennesker i verden opfatter sig selv som værende oprindelige
– på engelsk kaldet indigeous – og de repræsenterer en stor del af verdens kulturelle mangfoldighed. Ofte lever de som jægere, fangere og samlere, nomader eller agerbrugere, og deres
religion, samfundsindretning og hele livsform er i reglen tæt knyttet til naturen og det sted,
de bor.
Det er fascinerede at møde mennesker, der lever under så fundamentalt forskellige vilkår
fra vores, og som har formået at bevare deres traditioner og livsform, trods vores velmenende
– men ofte mislykkede – forsøg på at civilisere dem og få dem til at leve ligesom os.
Har du i øvrigt nogle gode rejsebilleder eller en rejsehistorie, du gerne vil dele, er du
meget velkommen til at bidrage til Globen. Men husk at tage kontakt inden du sætter dig til at
skrive en artikel, sådan så vi har mulighed for at koordinere emner og rejsemål, og hvad det
mere præcist skal handle om.
For det at lave et blad som Globen forudsætter holdånd og teamwork. De enkelte artikler
er ikke, som man måske kunne forledes til at tro, kun resultatet af de respektive forfatteres
kreativitet og skrivelyst. Alle artikler bliver til i et samarbejde, hvor manuskripter nærlæses
og finpudses, vi læser korrektur på alle artikler hele tre gange, og bladet layoutes af vores
dygtige grafiker i sparring med den ansvarshavende redaktør og de respektive forfattere.
Derfor vil jeg gerne udbringe en stor tak til Globens store hold af frivillige hjælpere – og alle
som har bidraget til at gøre Globen, hvad det er: Det ubestridt mest ukommercielle rejsemagasin med de mest autentiske rejsefortællinger på dansk.
På www.deberejstesklub.dk/globen kan du i øvrigt næsten altid finde endnu flere
billeder til de enkelte artikler, for som regel har vi mange flere billeder, end vi kan finde
plads til i det trykte blad. Alle artikler fra det blad, du nu holder i hånden, offentliggøres også
online ca. tre måneder efter, at det trykte blad er udkommet.
Efter succesen med en række skriveværksteder for begyndere i fjor, fortsætter vi nu med
at holde skriveværksteder for viderekomne. Det første af slagsen bliver i Kolding lørdag 11.
oktober. Tilmelding sker via klubbens hjemmeside.
Og nu du har kalenderen fremme: Fredag 10. oktober deltager De Berejstes Klub i kulturnatten i København, hvor temaet meget apropos netop er oprindelige folkeslag.
Har du lyst til at dygtiggøre dig i kunsten at tage billeder, er der også hjælp at hente, når
fotogruppen holder et kursus søndag 28. september i Cafe Globen. Og husk sidste frist for at
deltage med billeder i klubbens fotokonkurrence i år er 1. oktober.
Rigtig god rejse- og læselyst!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Indhold
Forsidefoto: Indfødt fra indonesisk Ny Guinea af Jan Lauridsen
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. oktober 2014
Næste tema: Delte områder
Annoncer: ufanoe@hotmail.com
Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000
ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Anette Lillevang
Finn la Cour
Ann Kledal
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Kristiansen
Medredaktør
Medredaktør
redaktør
Grafiker
Medredaktør
Bertel Kristensen
Else Braathen
Jørgen Oulund
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Illustrator
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
TEMA: Oprindelige folk
Anette Holst
Maya Linnea
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Christensen
Pedersen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Bodil Svendsen
Elsebeth Finnick
Stig Monrad
Rikke Birkedal Hansen
Søren Bonde
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Susanna Asven
Joe M.G. Berge
Bodil Johanne
Henrik Frier
Per Danielsen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Jørgensen
Hansen
Skanning af fotos
Korrekturlæser
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke
nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive
forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
6
Vanuatu | Vulkanen ved verdens ende
10
Etiopien | Til manddomsprøve i bar røv med
AK47
14
Mali | Poesi i sand
17
Congo Brazzaville | Mit liv som narkosesygeplejerske i Congos jungle
20
Indonesien | Blandt kannibaler på indonesisk
Ny Guinea
24
Indonesien | Mænd i krigsmaling og kvinder i
fjerpragt
28
FIJI, Tonga & Samoa | Return to Paradise
32
Indonesien | På besøg hos efterkommerne til
Tobasøens kannibaler
35
Peru, Vanuatu, Kenya, Tanzania,
Indonesien, Benin, Namibia, Grønland,
Brasilien, Guatamala & Etiopien |
Rejsebilleder
38
Ukraine | Krimhalvøens tatarer er vendt hjem
til en uvis fremtid
42
Sydafrika, Zimbabwe, Zambia &
BOTSWANA | På motorcykel gennem det sydlige
Afrika
46
Namibia & SYDAFRIKA | På campingtur og
blandt stammefolk i Namibia
50
Nepal | Nepals oprindelige folk
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang mine fordomme blev gjort til
skamme …
DE BEREJSTES KLUB
3
Leder
59
Næste konkurrence | Dengang jeg deltog i en
ceremoni …
54
Peter Schønsted | Eliteglobetrotter par exellence
57
Uganda | Det rustfri Afrika
56
Nye aktive medlemmer
58
Spanien | En hurtig dusørjagt
ØVRIGE ARTIKLER
61
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
64
Tips til bedre rejsefotos: Del 4 | Balance
mellem lys og skygge
5
66
Bestyrelse for DBK
67
Giv Globen i gave
Yasurvulkanen i udbrud fra alle fire
kamre samtidig. I baggrunden ses havet
og den mørke himmel. Bemærk at enkelte
ildbaner har retning ud af krateret.
ulkanen ved
verdens
ende
Tekst & FOTOS:
Jakob Øster
Kan man tage et blebarn med ud til
stammefolk på en lille ø midt ude
i Stillehavet? Er det en god idé at
besøge en vulkan, der spyer lava
op over hovedet på én? Og kan man
virkelig møde en høvding, der i bar
røv ryger pot 20 meter oppe i et træ?
6
M
ed et brag eksploderer
Yasurvulkanen og sender
brændende klippestykker
højt til vejrs. Brølet efterfølges af en knitrende lyd af tusindvis
af lavabomber – fragmenterede klippestykker, der regner ned fra himlen og
borer sig ned i kraterets vulkanaske. En af
bomberne slår med et drøn ned helt oppe
ved kraterkanten, nær ved hvor jeg står.
Øjeblikket efter er der stille. Så brydes
stilheden af skriget fra en kvinde.
Jeg befinder mig på et af de højeste
punkter på vulkanens kraterkant. Det er
stadig lyst og dermed nærmest umuligt
at få øje på de brændende lavabomber,
som vulkanen i stimer fyrer til vejrs
omtrent hvert femte minut. Under mig
fører en sti op gennem vulkanasken langs
kraterkanten. Op mod toppen. Godt 50
meter længere nede på stien står tre unge
kvinder og glor lamslåede på den glødende
lavabombe, der lige er landet mindre end
10 meter fra deres fødder. Det er en af dem,
der skriger hjerteskærende. Der er færre
end 10 personer på vulkanen i aften. Om et
øjeblik er vi tre færre – for kvinderne, der
næsten blev ramt, er i hæsblæsende tempo
på vej ned. Nu skriger de alle. Mørket
sænker sig over Tanna. Fyrværkeriet, vi er
kommet for at se, vil snart begynde.
Fire dage tidligere
Klokken er 05.30. Dagen gryer langsomt
over Port Vila, hovedstaden i Vanuatu.
Mørke skyer trækker sig sammen over
lufthavnen Bauerfield.
Vi er på jordomrejse. Charlotte, jeg
og børnene på to og fem år. Fra Fiji er vi
havnet i øriget Vanuatu. Nu står vi foran
vores første indenrigsflyvning, som skal
bringe os til øen Tanna.
Tomme indtjekningsskranker og
lange rækker med tomme plastikstole
møder vores øjne. Der er halvanden time
til afgang, og vi er helt alene i terminalen.
Klatøjede kravler vores to små børn rundt
på et par bagagevogne. En time før afgang
kommer en ranglet indfødt ni-Vanuatu
dalrende for dovent at tage plads bag
skranken. Han har sort fipskæg og er iført
en skriggul lufthavnsvest, der er mindst
to numre for stor. Han ligner én, der har
røget ganja og hørt Bob Marley hele natten.
Jeg har aldrig været vild med at flyve.
Især ikke med små, gamle indenrigsfly i
tredjeverdenslande og i uvejr i orkansæsonen ude over det øde Stillehav. Vores fly
er et Britten-Norman 10 sæders, der holder
lige uden for terminalen. Det ligner noget,
der er bygget kun ved hjælp af skrot, sejlgarn og hæfteklammer.
En sardindåse med vinger
Billetprisen inkluderer paraplyeskorte
til flyet gennem monsunregnen, der nu
vælter ned. Med et fast greb i hver sin lille
barnehånd, spurter vi gennem regnen med
vores småbørn flagrende efter os. Et par
flinke lokale gutter kæmper for at holde
os tørre. De kraftige, grønne paraplyer,
som gutterne med forbilledlig ihærdighed
forsøger at få til at dække over både os
og vores afkom, ser både mere solide og
væsentlig nyere ud end det lille fly, de fører
os hen til. En lokal teenagepige er troppet
op fem minutter før afgang og er eneste
anden passager.
”Oh, it is very old.” Piloten fra Air
Vanuatu hedder Graham og kommer fra
New Zealand. Mindst 40 år gammelt
er flyet, vil han tro. Hans fjæs er som
skåret ud i granit, og hans øjne viser ikke
det mindste tegn på uro. Med et brøl
starter han motorerne. Jeg er bange nu.
Pissebange. ”Fuck,” tænker jeg og glor op
på en sammenføjning, der er repareret
med gaffatape. Det er ikke vores første
flyvning på turen i en tropestorm. Men
det er vores første indenrigsflyvning i en
gammel rusten sardindåse med vinger.
Det lille fly hopper og danser
igennem den urolige himmel. Regnen
tordner mod skroget. Sigtbarheden er nul.
Vinduesviskerne pisker frem og tilbage
over forruden, uden at jeg aner, hvad de
skal gøre godt for. Vi kan alligevel ikke
se noget. Under os ligger Stillehavet. 250
km med intet andet end hav under os skal
vi passere. Motorerne larmer, så det er
umuligt at kommunikere. Børnene suger
det hele til sig med nysgerrige, opspilede
øjne. For en gang skyld er de tavse.
Ring af ild
Vi lander på Tanna og skal køre tværs over
øen. Vejen er hullet, stejl og ufremkommelig. I regntiden kan kun firhjulstrækkere forcere den mudrede vej. Vi kører
over et stejlt bjerg og ned på vestsiden af
øen. Til sidst kommer vi til Yasur. Yasur
er en olm, gammel vulkan. Vanuatu
ligger på det, der er kendt som ”ringen af
ild”. Kontinentalplader nær Jordens indre
ramler sammen, og Yasur hjælper Moder
Jord med at slippe af med noget af det
enorme tryk. Landskabet skifter til sort
sand. Vi krydser en flod. Min datter synes,
de underlige pandekageformede klipper i
det golde landskab ligner en af banerne fra
vores Super Mario-spil hjemme på Wii’en.
Yasur spyer sort røg ud. Det er overskyet
og svært at se, hvad der er røg, og hvad der
er sorte skyer.
Vulkanen Yasur siges – når man ellers
har fundet vej til Tannaøens vestside – at
være verdens lettest tilgængelige aktive
vulkan. Fra vulkanens fod kan man gå op
til kraterkanten på under en time, eller
man kan køre i en firhjulstrækker næsten
helt op til kanten.
En oase i junglen
”Vores træhus!” udbryder Jonas, min
toårige søn, da vi viser ham det enorme
banyantræ. Fire meter oppe i træet har
vores vært Kelson bygget en hytte inde i
træets hule stamme. Desværre er halvdelen af trappen derop og et par planker
på platformen foran hytten rådnet væk.
Vi er Kelsons første gæster i tre måneder,
og regntiden har ikke været barmhjertig
ved det gamle træhus. ”I kan bo i en hytte
nede på jorden, de første par nætter – så
fikser jeg træhuset imens,” siger Kelson.
Jungle Oasis, som stedet meget
passende hedder, ligger klos op ad
vulkanen og er i sandhed en oase.
7
Hytterne er bygget oven på sort vulkanaske, og mellem hytterne er anlagt frodig
grøn have oven på asken. I haven er der
guavatræer. Bag guavatræerne står Philips
ged. Tættere på restauranten står citrontræer. Kokosnødder og bananer gror på
palmer alle vegne. Det er en perfekt base
for børnene, et super udgangspunkt for
at bestige vulkanen og i gåafstand fra tre
stammelandsbyer i junglen. Ungerne er i
himlen. En ged, en hytte, guavaer, bananer
og kokosnødder, en buldrende vulkan og
stammefolk i bar røv og bast i gåafstand.
Bedre bliver livet muligvis ikke.
Morgenmaden tryller søde, unge
Lucinda frem i spisesalen, som er et
kæmpe træhus på stylter. Frisk frugt fra
haven, nescafe og brød ristet over bål. Om
aftenen tændes generatoren, hvis der er
nok benzin, og Lucinda får meget ud af
de få ingredienser, hun har til rådighed
ved komfuret. Der er mange kilometer
til nærmeste butik, så det er som regel
kylling fra en lille nabolandsby, vi spiser.
Toilet er i gården, og rotterne pibler lejlighedsvis hen over hytternes bliktage. Det
er en rigtig junglelejr, men her er alt, hvad
vi kan ønske os. Hvert femte minut ryster
Jorden, når Yasur går i udbrud. Fra små
skæve træborde med stearinlys glor vi
med ærefrygt ud over palmerne op mod
den hidsige vulkan, hvis top vi snart skal
op på. Når mørket sænker sig over junglen,
lyser vulkanen natten op i et ildevarslende
En af mændene fra yakelstammen.
Yakelnambaerne er den mest traditionelle stamme på Tanna. De bor dybt
inde i junglen og ernærer sig ved traditionelt landbrug.
Far og søn fra tapua namba-stammen. Tapuaer er
nambaer, hvilket betyder, at de går med det lidt
specielle penisdækken (der ikke er hult, dvs. dilleren
bliver fastspændt op langs maven).
Familien Felk Øster sammen med kvinderne i
tapuastammen.
lyserødt skær, akkompagneret af høje
skrald fra Yasur.
Turen til yakelstammen
Ud over en særdeles aktiv vulkan byder
Tanna på stammefolk. Problemet er bare,
at de kan være svære at finde. Også selv
om jeg både har et kort og har fået anvisninger fra Richard I’anson – en af Lonely
Planets topfotografer. ”De tre stammer
bor dybt inde i junglen, og du finder dem
aldrig uden en lokal guide,” skrev han til
mig.
Heldigvis hænger Philip, en sød ung
mand, der taler glimrende engelsk, ud
ved Jungle Oasis. Philip har tre børn og
en kone, der bor på den anden side af øen.
Han ser dem kun hver tredje måned, for
han har ikke råd til at betale for den dyre
transport tværs over øen. For en særdeles
rimelig skilling fikser han det, der skal
til. Arrangerer stammeceremonier, oversætter, viser os vej til stammerne i området
og arrangerer transporten med firhjulstrækker op til den mindst tilgængelige af
øens tre stammer: yakelstammen.
Vejen op ad bjerget mod yakellandsbyen er smal og pløret. Vores Toyota
Hilux-pickup har godt nok firhjulstræk, men det hjælper ikke meget, når
dækkene er tyndslidte, og vejen er glattere end brun sæbe. Andre biler har gravet
plørerender, der er op mod en halv meter
dybe. Et ensomt hævet spor bestående
af to bløde jordbaner bugter sig op over
bakken. Komí, vores rastachauffør, ser
for en gang skyld ikke så cool ud, da han
banker sømmet i bund. Hiluxen sejler af
sted, mens han febrilsk hiver i rattet for
at forsøge at holde bilen oppe i det smalle
spor og væk fra det dybe pløre. Han når
lige over halvvejs i dette tredje forsøg, før
bilen sejler af sporet. Bilen glider og sidder
fast. Igen. Baghjullet spinner rundt som
et piskeris i en kop kakao, mens det støt
og roligt graver sig dybere ned i mudderet.
Der er ikke mange steder tilbage på
kloden, hvor man stadig kan se naturfolk.
Naturfolk, der lever som de altid har gjort
og ikke bare klæder sig ud for turisterne.
Naturfolk, der dyrker pot og går med
penisdækken. Tanna er et af de få steder.
Vi skal bare lige igennem pløret, op ad
bjerget og ind i junglen. ”Vi kommer ikke
op,” annoncerer Komí. Jeg kigger på mit
ur. Fuck. Så står vi der. På en plørevej med
vores afkom i hver sin hånd og mærker
vores drøm om at besøge yakelstammen
fordufte, imens Komí ihærdigt prøver at
grave vores nødstedte pickup fri.
Helt uventet får vi selskab. En
Nissan firhjulstrækker fra Talapoa Tour
Transport med dæk med kraftige riller
og 10 lokale på ladet materialiserer sig ud
af det blå. Langsomt kravler den op til
os. Vi er nær det stort set ubeboede midtpunkt på en lille ø ude midt i Stillehavet.
Et sted stort set uden biler, og hvor en liter
benzin koster 30 kr. Hvad oddsene er for,
at der kommer lokal, offentlig transport
forbi, fem minutter efter vi er kørt fast i
mudderet, skal jeg ikke kunne sige. Men
jeg gætter på, at de er små. Jeg gætter på, at
de par landsbyer, der ligger på vej op mod
yakelstammen, måske ser en bil et par
gange om ugen på denne tid af året. Men
man har jo lov at være heldig.
Stille og roligt kravler Nissanen op
igennem plørebakkerne til trods for, at
vi for kort tid siden ville have forsvoret,
at det var muligt. Jeg står op på ladet og
holder godt fast, mens bilen hopper op
8
og ned. Charlotte sidder med ungerne på
skødet på det ene forsæde og forsøger at
forhindre, at deres små lyshårede hoveder
banker ind i kabinen, mens bilen danser
jitterbug. Som altid på vores tur synes de,
at jo vildere det er, jo sjovere er det også.
Når mor og far er glade, er de også.
Pot i et træhus
Dybt inde i junglen bor nambaerne i yakelstammen. Det er varmt, så lille toårige
Jonas, er kun iført ble og sandaler, da vi
ankommer. Selv fraregnet sandaler er han
dog mere påklædt end yakelhøvdingen,
der måbende glor på vores lille hvide søn,
som om han aldrig har set noget lignende.
Et spøjst syn. Nøgen høvding og nøgent
hvidt turistbarn ser hinanden an i junglen.
Nambaerne har taget deres navn efter
den flettede penisattrap med frynser, som
mændene binder rundt om maven for at
dække deres genitalier. Høvdingen står
foran sin flettede hytte, mens fritgående
smågrise render omkring. Stammens
mænd og drenge er på nær en smule snor
og lidt fletværk foran dilleren alle sammen
nøgne. Kvinder med nøgne overkroppe
og lange bryster spankulerer omkring
kun iført lyse bastskørter. Vi aner ikke,
hvad de siger på deres lokale sprog, men
de er tydeligvis temmelig interesserede
i vores små lyse børn, og i særlig grad
lillebror og hans hvide Libero-bukseble.
Høje, vilde hampplanter gror overalt og
synes at være nambaernes foretrukne
køkkenhaveplante. Mellem to totempæle
leder en stejl trappe flettet af grene og
rødder 20 meter op i et træ. Den leder op
til høvdingens gæstetræhus. 20 meter over
jorden og med udsigt over Tannas tætte
jungle kan høvdingen invitere sine gæster
Vanuatu
Kvinde fra yakelstammen foran traditionelle flethytter. Magre høns og
smågrise piblede rundt blandt hytterne.
op for at ryge hjemmegroet pot. En gestus,
gætter vi på, som gennem tiden har sparet
yakelfolket fra en del konflikter med andre
stammer.
Vulkanen ved verdens ende
Fire nætter bor vi ved vulkanens fod,
og hver aften sætter enten Charlotte
eller jeg sammen med Philip kurs mod
Yasurvulkanens top. Til fods tager det
kun 45 minutter at tilbagelægge de 361
højdemeter fra vulkanens fod. Der stinker
af rådne æg, og jordvejen ryger. Glohed
ildelugtende damp brygget et sted i
Jordens indre stiger gennem små revner
direkte op fra jorden. Området omkring
toppen ligner sort stenørken. Sort sand
overstrøet med klippestykker, som
vulkanen har spyet ud. Småsten og tunge
klippeblokke ligger side om side boret ned
i sandet rundt om den nødtørftigt ryddede
parkeringsplads placeret bare 50 meter fra
toppen. Der holder to hvide firhjulstrækkere. Vi er ikke alene.
Helt oppe på kraterkanten ligger
klippestykkerne tættere. Fra kanten glor
vi ned i den store sorte gryde. Et indre
plateau umuliggør udsyn helt ned til den
flydende lava i vulkanens indre caldera.
Stenene, som i virkeligheden er udbrændte
lavabomber, ligger i gryden som forkullede
popcorn og dækker plateauets skrånende
sider. Philip siger, at regnen kommer snart.
Efter at have overnattet ved vulkanens
fod kender jeg lyden fra eksplosionerne.
Alligevel får jeg et chok, da et kæmpe brag
pludselig smadrer stilheden. Vulkanen er
farligst nu. Før det bliver mørkt. En søjle
af røg og klippestykker stiger til vejrs
midt i krateret. Lavabomberne er næsten
usynlige. Vi kan høre klipperegnen lande
i krateret lige foran os, men vi ser først
bomberne, lige før de lander.
Vulkanen er i niveau 2 – moderat
til høj aktivitet. Ifølge officielle kilder
betyder det, at lavabomberne kan lande
uden for krateret, og adgangen til kraterkanten derfor er lukket. En oplysning, der
heldigvis ikke har afholdt billetsælgeren
ved vulkanens fod fra at lukke mig ind.
Philip påstår, at han har styr på det. At
han kender vulkanen. ”Når vinden skifter,
skal vi flytte os,” siger han. Måske har han
ret. Hvis vinden kan styre de tunge klippestykker.
”Dør folk heroppe?”
Philip kigger på mig med sine bedrøvede øjne. Det gør folk åbenbart.
”Jeg har reddet liv heroppe,” siger han.
”Okay. Men dør folk?”
”Ja,” siger Philip, ”det er sket.”
”Hvor mange?”
”Jeg kender kun til fem,” siger Philip.
”Tre turister og to guider. Et par af dem var
dumme nok til at gå ned i krateret.”
Ild og vand
Som om det ikke skulle være nok, at Yasur
beskyder os nedefra, beslutter himlen
samtidig med monsunstyrke at angribe
fra oven. Massivt vælter regnen ned over
os som i et dansk sommerskybrud. Tirret
af det kolde vand øger Yasur sin udspyningsfrekvens og tager til i styrke. Det er
helt vildt. Mens mørket sænker sig over
vulkanen, og ildbanerne fra vulkanen
begynder at antænde himlen, vælter
regnen ned. Stik imod al børnelærdom om
ild og vand synes regnen at fremprovokere
yderligere eksplosioner.
Yasur har fire kamre. Uafhængigt
af hinanden fyrer kamrene lavabomber
9
Øen Tanna er 40 km lang og 19 km bred
og udgør 550 km². Øens højeste punkt
er toppen af bjerget Tukosmera på
1.084 moh.
Ud & hjem igen: Der går fly til Vanuatu
fra Brisbane, Sydney, Melbourne,
Auckland, Nadi og Nouméa med Air
Vanuatu, Fiji Airways og Solomon
Airlines.
af sted. Vi har bevæget os nordpå langs
kraterkanten op på et højt udsigtspunkt,
der forhåbentlig denne aften er uden for
vulkanens rækkevidde. Vi befinder os
mellem to kamre og aner ikke hvorfra den
næste lavafontæne kommer. Jeg har set
alt muligt i mit liv. Men aldrig noget som
dette. En vulkan, der igen og igen skyder
lava højt op over hovedet på mig, mens jeg
står i monsunregn på dens top. Vildt.
På mit sidste vulkanbesøg går Philip
og jeg mod syd. Her ligger et udsigtspunkt,
hvor man kan fotografere udbrud fra alle
fire kamre og få havet bag vulkanen med
i baggrunden. I ærbødig respekt for den
temperamentsfulde vulkan skynder jeg
mig forbi de passager på kraterkanten,
der ligger lavt. 50 meter højere oppe gør
jeg mig klar med mit grej. Stativ, lommelygte, kamera, trådudløser, paraply. Det
er stadig lyst. På stien under mig, som jeg
lige er løbet op ad, hører jeg tre unge kvinders glade stemmer. Så eksploderer Yasur
og rammer dem næsten. Øjeblikket efter
er kvinderne chokerede på vej ned igen.
Uskadte, men uden at nå at opleve det
spektakulære fyrværkerishow, der snart
efter lyser tusmørket op.
nn Jakob Øster har medlemsnr. 312. Læs mere
om hans rejseliv på www.jakoboester.dk.
Til manddomsprøve i bar
røv med AK47
”H
I Omodalen i det sydvestlige
Etiopien er tiden nærmest gået i stå.
Her kan den stædige eventyrer møde
stammefolk, som lever i pagt med
naturen. Det er dog langtfra nogen
søndagsudflugt. Ekstremt dårlige
veje og primitive forhold sætter min
tålmodighed på prøve, jo dybere ind
i dalen jeg rejser.
Tekst & FOTOS:
Søren Bonde
vad fanden laver du, mand!?
Blev du ikke ved bilen?”
Jeg råber chaufføren
lige op i ansigtet. Netop
ankommet til Etiopiens hovedstad Addis
Ababa, har jeg bestilt en transfer til mit
beskedne hotel midt om natten. Nu kigger
jeg desperat på passagersædet, hvor min
fototaske stod indtil for 10 minutter siden.
Vi gennemroder hele bilen endnu en gang.
Tasken med min bærbare computer og alt
mit nye kameraudstyr er pist væk. Der var
vel værdier for 50.000 kr. Jeg er grædefærdig. Måneders planlægning er lige gået
10
i vasken pga. et toiletbesøg! Det er den
værst tænkelige start for en ekspedition.
Chaufføren er lige så ulykkelig som jeg,
men har ingen forklaring på hændelsen.
Det skal sgu bli’ løgn! tænker jeg
fandenivoldsk, og denne drivkraft hjælper
mig igennem de næste fem dage, hvor jeg
trækkes fra politistation til udenrigsministerium, til indenrigsministerium og
tilbage til politistation igen. Med møje
og besvær og med hjælp fra det sorte
marked fremskaffer jeg noget tredjerangsudstyr. Langtfra optimalt, men det får
være. Endelig er jeg klar igen. Jeg prøver at
indhente tabt tid og springer på flyveren
til Arba Minch. Her mødes jeg af et bredt
smil på et venligt brunt ansigt: ”Welcome,
my friend – good to see you again!”
Andualem mødte jeg første gang i 2011,
hvor jeg som optakt til at besøge ”verdens
varmeste sted” i det nordlige Etiopien,
Øverste foto: Mursipige.
Venstre foto: Tyrespring.
tilbragte otte dage sydpå i Omodalen. Jeg
ville undersøge, om der var stof nok til
et senere projekt om stammefolk. Det
var der i dén grad. Dalens 17 forskellige etniske grupper er ret forskellige, og
mange lever meget primitivt og afsides.
Nu er jeg tilbage, små to år efter, og det
føles helt rigtigt. Andualem trækker mig
over til firhjulstrækkeren og præsenterer
mig for vores chauffør Asrat. ”Jeg har sat
Toyotaen i stand, til du skulle komme,”
siger Andualem.
Han er en frisk fyr i midten af 30’erne
og utvivlsomt en af dem, som kender
Omodalen og dens folk allerbedst. Han
taler flydende engelsk og syv forskellige
stammesprog, og han har rejst i dalen på
kryds og tværs, siden han var barn.
Mens Asrat fylder tanken samt de
mange dunke på taget, gennemgår jeg
ekspeditionen sammen med Andualem.
Vi har en løs plan om at besøge to eller
tre stammefolk og opholde os en uges tid
hos dem hver. Jeg vil ud til nogle af de
fjerneste landsbyer, som er så lidt berørt
af civilisationen som muligt. Og jeg vil
prøve at dokumentere nogle af deres meget
specielle ritualer på film og billeder.
Bunden i vejret
En times tid efter at vi har forladt civilisationen, begynder mørket at falde på. Bilens
lygter fanger mænd og drenge, som er
på vej hjem med kvæget. Dyrenes brølen
blander sig med bilradioen og den monotone motorstøj. Jeg nyder solnedgangen
gennem sideruden og ænser knapt, at
Asrat bakser med at finde en klar radiofrekvens.
Sekunder efter registrerer jeg, at bilen
er på vej ud i rabatten. ”Hey!” råber jeg
overrasket, og Asrat forsøger øjeblikke-
11
Mursikvinde med læbeplade – den
berømte ”tallerken-neger”.
ligt at rette op. Men hans bevægelse er for
voldsom. Vi slingrer faretruende fra side
til side, og så sker det uundgåelige: Vi
ruller rundt, glas splintrer, verden vender
skiftevis op og ned, indtil bilen endelig
ligger stille på min side.
Asrat kan ikke holde fast og falder
ned over mig. Jeg husker ikke, hvordan vi
kommer ud; alt går så stærkt. Provianten
og dunkene fra taget ligger spredt omkring
bilen, og diesel flyder ud. Toyotaen er
totalskadet, og motoren brøler og ryger
voldsomt, indtil vi får slukket for den.
”No, noo!” skriger Andualem og ser
vild ud i øjnene. Asrat går i panik og
forsvinder ind i krattet. Jeg bevarer roen
og forsøger at trøste min ven, mens jeg
masserer min ømme skulder og tænker, at
det var et mirakel ingen af os kom alvorligt til skade. Asrat har jeg aldrig set siden.
Syndflod
En lastbil giver os et lift til landsbyen, hvor
vi underretter Andualems familie, inden
nyheden om ulykken spreder sig. Foran
det lille hus tager børnepasseren imod os
med ordene: ”Din kone er på politistationen. Der har været indbrud.” Vi kigger
på hinanden, totalt uforberedte på denne
besked, og pludselig flækker vi af grin. Vi
kan ikke styre os længere. Det er bare for
meget!
Men der intet, som en kasse øl og
lidt sjov tobak i gode venners lag ikke kan
kurere. Et par dage efter har vi ny bil, ny
chauffør og nye solbriller. De andre blev
knust sammen med Andualems drømme
om egen virksomhed. Nu er han atter
afhængig af at hyre bil fra andre, og de
tager sig godt betalt. Men begge er vi fast
besluttede på at gennemføre ekspeditionen,
koste hvad det vil. Nu er der jo snart ikke
mere, som kan gå galt, vel?
Jeg lægger ud med at konfiskere
chaufførens khat for at sikre mig, at han
er 100 % fokuseret på sin kørsel. Yderst
upopulært. Dernæst tjekker jeg, at sikkerhedsselerne virker i denne bil. Og så er vi
klar igen. Vi følger planen og kører mod
den sydlige Omodal i håb om inden aften
at nå frem til den samme hamerlandsby,
som jeg besøgte for to år siden. Vi har fået
oplyst, at landsbyen forbereder en manddomsprøve. Det er et helt specielt ritual,
som det ikke lykkedes mig at opleve sidste
gang, og denne gang vil jeg ikke vil gå glip
af det. Men de tunge skyer i horisonten
er ikke sådan at diskutere med, og vi
forsinkes af adskillige regnbyger.
Efter 10 timers kørsel stopper bilen
pludselig, og den monotone hoppen
forsvinder. Chaufføren hamrer frustreret
en knytnæve i rattet. Den hullede
jordvej har forvandlet sig til et frådende
mudderhul, som selv vores firhjulstrækker
må se sig besejret af. Andualem stiger ud
med en lommelygte i den ene hånd og en
skovl i den anden. Bilens forparti er sunket
godt ned i pløret. Dækkene finder intet at
gribe fat i. Regnen siler ned, og 10 meter
længere fremme løber en mindre flod
tværs over vejen. ”Vi må vente til regnen i
bjergene stopper,” konstaterer Andualem
med sindsro. Jeg finder endnu en skovl, og
sammen graver vi hjulene fri.
Tomgang og tallerkennegre
Radbrækket prøver jeg at finde en
komfortabel stilling, men det er umuligt
at sove. Vi er mindre end to timers kørsel
fra landsbyen, hvor festlighederne nok
allerede er gået i gang. Frustrerende. Det
Det er anstrengende at dokumentere livet hos stammerne – men til tider også sjovt!
var planen, at vi skulle sove der i nat, men
i Omodalen går det sjældent som planlagt.
Det vidste jeg på forhånd. Alligevel valgte
jeg en af de mest afsidesliggende landsbyer,
som meget sjældent får besøg. Vil man
gøre det mindre besværligt for sig selv, kan
man besøge de landsbyer, som ligger nær
vejen. De er til gengæld vant til turister
– den slags som bliver en ½ times tid og
betaler for at tage nogle hurtige billeder
sammen med de indfødte. Det ødelægger
landsbyerne og deres indtryk af omverdenen, og det vil jeg ikke bidrage til.
Tidligere på dagen passerede vi en
gruppe mursier, som sprang ud på vejen i
fantastiske kostumer og begyndte at danse
i håb om at tjene en skilling. De er meget
særprægede og fotogene. Mursiernes
kvinder har store huller i ørerne og læben,
som fyldes ud med træ- eller lerskiver.
Nogle er helt op til 15 cm i diameter, og
derfra stammer betegnelsen ”tallerkennegre”. Det var dengang, man ikke var så
politisk korrekt. For os ser det vanvittigt
ud, men hos mursierne er det et skønhedstegn. En sådan forestilling er nok til
at tilfredsstille de fleste turister. Men jeg
vil have den ægte vare, og derfor sidder
jeg fast i et mudderhul. Jeg forbander min
stædighed, men kommer så i tanker om,
at netop denne drivkraft har givet mig de
mest fantastiske oplevelser verden over.
Eventyret begynder oftest der, hvor vejen
slutter.
Tynd kaffe og knogler
Omsider falder jeg i søvn på bagsædet. Da
jeg vågner igen, er det stadig mørkt, men
regnen er stoppet. Vandstanden i ”floden”
er faldet, og en times tid senere forcerer
vi vandmasserne. Klokken er 3, da vi
12
ankommer til landsbyen. Hamerfolket
lever meget primitivt. Jeepens forlygter
afslører en gruppe stråhytter omkring en
åben plads. Det svage skær fra et ildsted
forsvinder bag en flok slanke silhuetter;
tre mænd er kommet ud for at modtage
os. Jeg får øje på Nielaman, som jeg boede
hos i 2011. Han genkender også mig og
byder mig velkommen med et bredt smil
og et gedigent håndtryk. Jeg bliver høfligt
henvist til en lille hytte. Den er sparsomt
møbleret med to primitive træsenge og
et bord. På den ene seng ligger en mand
og sover. Her lader ikke til at være myg,
og det skulle ikke være højsæson for
malaria. Jeg dropper myggenettet og falder
udmattet om på den anden seng.
Allerede klokken 5.30 vågner jeg
efter en urolig nats søvn. Det klør over
hele min krop, og jeg tæller 18 myggestik.
Andualem stikker hovedet ind ad døren
og forklarer, at min sidemand på sengen
har malaria. Storartet. Kunne han ikke
have sagt det, inden jeg lagde mig til at
sove? Nysgerrigheden, over hvad dagen vil
bringe, overvinder dog hurtigt bekymringen over, om en af de 18 myg var bærere
af parasitten.
Vi samles i Nielamans hytte, der
består af ét stort rum, som er meget mørkt
og tilrøget. Den eneste lyskilde er gløderne
fra det åbne ildsted. Der går nogle
minutter med at vænne sig til mørket.
Landsbyen får sjældent besøg, så glæden
og nysgerrigheden er stor. 10 par store øjne
stirrer på mig, og jeg stirrer tilbage. Det er
som at træde tilbage til stenalderen. Mænd,
kvinder og børn sidder langs væggene. De
bærer sparsomme trevler af dyreskind på
kroppen. Kvindernes udsmykning består
af armringe af metal eller fletværk. Det
slår mig straks, hvor ordentligt hytten er
indrettet. Alt har sin plads, og intet ligger
og flyder. Gulvet er af jord, men nyfejet
og fint. På ildstedet står en stor metalkedel og koger. Den har Andualem nok
haft med. Denne gang havde vi 50 kg ris og
20 kg kaffeskaller med som gave. Risene
er et vigtigt supplement til deres kost, og
kaffeskallerne er ved at blive serveret. De
koges med vand til en lysebrun væske,
som hældes op i en flækket græskarskal på
størrelse med en halv fodbold. Skallen går
rundt, og vi drikker efter tur. Det smager
af korn og kun en anelse af kaffe. Nogle
afpillede dyreknogler på et træfad bydes
rundt. En kvinde maler majskorn til mel
mellem to sten, mens hendes bare bryster
dingler frem og tilbage. Nielamans familie
snakker lavmælt med hinanden og kigger
på mig. Det er ren idyl.
Masser af masaer
Stilheden brydes gradvist af sang og
truthorn. Festen er ved at begynde, og folk
ankommer i stort tal fra nabolandsbyerne.
Alle er for længst oppe for at forberede
tyrespringet, som skal finde sted inden
solnedgang. Hos hamarfolket er tyrespring en manddomsprøve, som alle teenagedrenge skal igennem. De vinder agtelse
og accepteres ind i mændenes rækker.
Under et halvtag af palmeblade sidder
en stor gruppe unge mænd. De er masaer
– dvs. ungkarle, som selv har gennemgået
ritualet. Nu rejser de, indtil de bliver gift,
fra landsby til landsby for at hjælpe andre
drenge igennem ritualet. Jeg lægger det
ene kamera fra mig og filmer dem med det
andet.
De forstår hurtigt magien i kameraet og jeg fotograferer ivrigt. En gruppe
halvnøgne piger danser udfordrende ind
i mængden, mens de synger og trutter
monotont i deres horn. De hviner, da de
fotograferes og ser sig selv på displayet til
stor morskab for drengene. Med besvær
får jeg kameraet tilbage, og masaerne
stiller straks op til gruppefotos med fjollede grimasser. Det er sjovt, og tiden
flyver afsted. Vi kommunikerer uden at
tale samme sprog. En gruppe af ældre
mænd betragter os lidt på afstand. De er
småfulde, men for gamle til at fjolle rundt.
I stedet kigger de dybt i lerkanderne, som
i morges var fyldt med en gæret drik.
Mændenes traditionelle klædedragt er
suppleret med en AK47. Den har desværre
fundet indpas hos mange stammefolk
pga. konflikten i nabolandet Somalia, som
destabiliserer hele Afrikas Horn.
Når drenge bliver til mænd
Midt på eftermiddagen samles vi alle
på den store plads omkring en portal af
grene. En tyr trækkes symbolsk igennem,
og sådan viser hamerfolket deres respekt
for dyret, som de er helt afhængige af for
at overleve. Nogle unge kvinder overrækker tynde grene til udvalgte masaer.
Modvilligt lader mændene grenene svirpe
hen over kvindernes nøgne rygge, men
kvinderne fortrækker ikke en mine.
Dette lille ritual er en forsmag på, hvad
der venter dem, den dag de skal giftes.
Ryggene på gifte kvinder er fyldte med
lange ar efter piskeslag. Det er et tegn på
opofrelse og hengivenhed over for sin
mand og sin stamme. Jo mere smerte hun
udholder, jo stærkere bånd knytter hun.
Det forventes til gengæld, at manden vil
beskytte hende med sit liv. Kærlighed gør i
sandhed ondt.
De andre masaer er travlt optaget
med at indfange 16 tyre, som går frit rundt
i området. Det tager sin tid. De er dygtige
cowboys, som tager tyrene ved hornene og
indfanger dem til ritualet. Derefter stilles
tyrene på rad og række, mens andre mænd
sørger for, at de ikke stikker af. En gruppe
kvinder danser glade rundt på pladsen.
Resten af landsbyen og alle gæsterne
danner ring omkring pladsen, danser og
sørger samtidig for, at tyrene ikke kan
stikke af. Når alle tyrene endelig er samlet,
ankommer ritualets midtpunkt: En dreng,
som vel er omkring 15 år, står klar. Han er
helt nøgen, men det lader ikke til at genere
ham det mindste. Masaerne sørger for at
tyrene står helt tæt og nogenlunde stille.
Så sætter drengen i fokuseret løb, mens vi
alle hujer i begejstring. Ubesværet springer
han op på ryggen af den første tyr og
fortsætter i elegant løb hen over ryggene
på de 15 andre, inden han springer ned
på den anden side. Falder drengen, eller
mislykkes han med sine løb, er han til stor
skam for landsbyen og sin familie – og sig
selv.
Det er fascinerende at betragte,
hvordan alle er fokuserede på ritualet. Der
er ingen tvivl om, at det styrker landsbyens sammenhold. Drengen drejer rundt
og gentager tyrespringet nu i omvendt
rækkefølge. En tyr flytter på sig, drengen
mister kortvarigt fodfæstet og er nær ved
at falde ned mellem de store dyr. I sidste
øjeblik genfinder han balancen og klarer
skærene. Den genstridige tyr får et dask af
en masa og retter ind. Først efter syv løb
stopper drengen, og tyrene slippes fri. Han
har gennemført ritualet med bravur, for
13
Omodalen i Etiopien
I landsbyerne tales kun stammesprog.
En tolk gør det langt nemmere at blive
accepteret af stammerne. De finder på
mange mærkværdige ting, som kræver
en forklaring. Ligeledes vil de have
mange spørgsmål til dig. Jeg betalte
120 USD per dag for en erfaren tolk,
chauffør og firhjulstrækker. Det var en
vennepris. 150 USD er mere almindeligt.
Ud & hjem igen: Fly København-Addis
Ababa fås fra ca. 4.150 kr. t/r. Herfra
indenrigsfly til Arba Minch og derfra
bil til landsbyen Jinka. Her er de fleste
faciliteter, så det er en god base.
Årstid: Undlad at rejse i april-maj og
oktober-november. Det er de vådeste
måneder, hvor mange veje oversvømmes og bliver ufremkommelige.
kun fire løb er påkrævet. Nu betragtes han
som en mand. Hans familie kan være stolt.
nn Søren Bonde har medlemsnr. 158 og er
eventyrer, foredragsholder og producent for
Kipling Travel. Hans rejser er ofte strabadserende ekspeditioner til svært tilgængelige
områder. Læs mere om ham på vagabonde.
dk .
Grødfest.
Poesi i sand
Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen
Navnet Sahel har en sælsom klang af mystik. Det er i
Saharas udkant, på grænsen af Malis uendelige ørken i
hjertet af Vestafrika. Langsomt forsvinder byen Timbuktu
i horisonten – dens sandede gyder, adobestenshytter
og de længselsfuldt brægende geder. Kamelerne sætter
deres store bløde fødder i det pulsende fine sand med
rolige, regelmæssige skridt. Ørkenens skib vugger af sted
i et tempo, som havde den al den tid, der findes i verden.
Ahmed beder i den sene eftermiddags bløde lys. Han stiger
ned fra kamelen og knæler ydmygt i det bløde sand med sit vejrbidte ansigt mod Mekka. Sagte lyde og mumlen slipper ud mellem
hans læber. Vi iagttager ham med et strejf af ærefrygt. Kamelerne
udstøder en gurglende lyd helt nede fra maven, de kigger på én
– dovent med dybe øjne fulde af ro, indrammet af elegant buede
øjenvipper, mens de små buskede ører irriteret virrer fluerne bort. K
Langt ude i evigheden
Vi kommer til lejren i aftenskumringen. Man kan ikke se byen
mere, der er intet lys ud over en bleg måne, og 360 grader rundt
er ørkenen det samme skue. Sanddyner med tør vegetation i
bleggrønne og brune nuancer badet i sælsomt lys. Vi bliver tilbudt
et kamelskindstelt, men vælger at sove under åben himmel under
en stjernehob så enorm, at man bliver helt tavs. Vi ligger på vores
sivmadrasser, da den tørre kulde i ørkenen sætter ind. Mørket
falder på og mælkevejens tågede, gigantiske stjernetæppe er bredt
ud i hele sin vælde.
Jeg lytter til de fremmedartede lyde, skutter mig, gyser og
kryber tættere ind til min ven, der ligger ved siden af i dunsoveposen. Er lidt ængstelig for at overnatte i dette – for os nordboere
– ukendte miljø. Et anstrøg af frygt sniger sig ind. Hvem eller hvad
går rundt ude i sandet om natten? Hvad ved vi om ørkennomader
og stjernenavigation? Vi er på udebane i et fremmed miljø. Her er
stort, så stort at man føler sig lille, bange og forsvarsløs i denne
uendelige ødemark.
Disse mennesker er født her, ørkenen er deres hjemsted og
revir, deres ”fødeby” og barndomsminder – hele deres sjæl. Nogle
ameldriveren er tuareg og udstråler ro og værdighed
langt ind i sjælens dyb. Hans solbrændte hud og
hærgede ansigt skimtes under den specielle ørkenturban. Han gør alt med tålmodighed og rolige,
velovervejede bevægelser. De barkede hænder vidner om mange år
på dette ugæstfrie sted.
De er ørkennomader, der ikke accepterer landegrænser, et
folk uden tilhørssted. Som ørkenens sigøjnere lever de en barsk og
ensom tilværelse i denne knastørre ødemark. Midt på dagen steger
solen hedt og ubarmhjertigt, lyset er hvidt og skarpt og får øjnene
til at løbe i vand. Heden er ulidelig og nådesløst brændende.
Sidst på eftermiddagen føles det, som om sceneriet er pudret
i kanel, og alt har fået en gylden varm farve. Lyset og vinden
smyger sig om en, og man kærtegnes blidt i deres favn. Ens tidsog orienteringsevne forsvinder – der er kun solen og nuancerne
som pejlemærke. Det føles, som opsluges man af et mystisk væsen,
der holder én fast i sit greb og ikke slipper igen. Det forfører og
hypnotiserer, uden at man opdager det.
14
Kamelen, ørkenens skib, har i århundreder båret salt fra Timbuktu og op nordpå i
Malis ørken, og man værdsætter dem for deres helt særlige nøjsomhed i ørkenen.
af dem har knapt oplevet civilisationen, og
de vil altid foretrække de store vidder og
dens uophørlige stilhed. Tæt på skabelsen,
tæt på naturen og denne øredøvende
tavshed, som man kun finder i ørkener og
verdens store bjergkæder. Det store intet,
intetheden i dens mest enkle og rendyrkede form. Et land uden grænser, uden for
tid og rum – en anden dimension.
Familiens overhoved kommer og
hilser på. Han har bemærkelsesværdigt smukke klare øjne med en sjælden
dybde, der kun ses hos mennesker, der er
i fuldkommen fred og harmoni med dem
selv. Jeg tager mig selv i at svømme væk i
hans øjne og hans regelmæssige ansigtstræk. Man taler sammen om livets store
spørgsmål herude, for der eksisterer ikke
andet end tid. Tid langt ud i evigheden og
til verdens ende. Naturen i sin mest uspolerede udgave – man dyrker stilheden som
en Gud – her under stjernerne. De er sofistikerede mennesker disse tuareger, ja, de
virker næsten en smule overjordiske.
Med værdighed og sindsro
Vi får morgenmad serveret under den
opstående sol, lyset er igen blevet skarpt.
Nattens trylleri er forsvundet, afløst af
morgengryet. En rund bakke af blomsterprydet emaljeret stål med tørt brød,
smør, marmelade, te med sukker og
mælkepulver. Måltidet bliver næsten til en
ceremoni i sig selv.
Tildækkede kvinder ankommer og
breder deres klæder ud over sandet De
viser os deres håndlavede smykker. Sorte
og indigoblå glasperler og kors i tuareg-
sølv med sirligt udførte ciseleringer. Vi
aner hurtigt en særegen stolthed. Da vi
prøver at forhandle os til en billig pris, er
man vedholdende. Ikke som i byen, hvor
vi kan stramme den lidt, og alligevel kan
komme derfra med et smykke til billige
penge.
Man er selvbevidst her, og smider
ikke sine ting ud til ”popsmarte” turister,
der ikke vil betale prisen for kvalitet. Så vi
kommer ikke til at hænge et kors i tuaregsølv om halsen. De er for værdige til den
slags, og pakker deres kunst sammen igen
med sindsro.
Ahmed sadler sine kameler med
samme omsorg og blidhed, som skulle
han pusle et spædbarn. Man nærer dyb
kærlighed til sine dyr herude, kender
deres værd, og ved, at man intet er uden
sine last- og ridedyr. Ørkenens skib har
betydet alt i århundreder, lige siden man
begyndte at transportere salt ad karavanevejene i denne udpost på kanten af den
vældige Saharaørken. Man gør det selv den
dag i dag. Saltkaravaner med op mod 50
kameler drives de små 1.000 km og de 16
dage under den ubarmhjertige sol gennem
vældige sandklitter for at sælge den kostbare last i Timbuktu.
Et sjældent øjeblik af magi
Vi rider langsomt ud i den nøgne ørken.
Rumperne smerter på de hårde og
ubekvemme træsadler og de uvante bevægelser af de store dyr, der roligt trasker af
sted. Vi rider ud til et lille, ensomt træ,
der ikke er meget andet end et par sprøde
stilke, der stikker op af sandet. En smal
15
Tre dage i ørkenen uden for Timbuktu
blev en oplevelse, der gjorde indtryk.
bræmme af skygge er at finde på den ene
side af træet. Her slår vi lejr, og Ahmed
samler kviste til et beskedent bål.
Han tilbereder maden, og vi indtager
et simpelt måltid bestående af kogte ris og
fisk i et stålfad. Vi deles om samme skål.
Det er intimt at spise af samme skål. Det er
privat og blufærdigt, og alligevel så underligt tæt og trygt. Min ven tager et billede
af ørkenen i sepia. Han indstiller kameraet
og indfanger et tidløst, magisk øjeblik med
et knitrende tørt, lille træ på en ensom
forhøjning i sandet.
Billedet ligner et ældgammelt fotografi fra en for længst svunden tid – et
splitsekund, et øjeblik i verdenshistorien,
som aldrig vender tilbage. Ahmed brygger
te i en lille mørkeblå, emaljeret tekande.
Vi er vidner til en teceremoni, der tilberedes og udføres med næsten kongelig
værdighed.
Han blander sukker i den stærke
sirupsagtige drik, lader den trække, og
byder os den i et enkelt lille glas. Den
kogende stærke te svider i halsen og giver
en eftersmag af skrapt peber, der prikker
på tungen. Efter tredje rundes opblanding
med kogende vand, bliver den behagelig og
mere afrundet i smagen. Det vigtige aspekt
er det sociale. Man deler glasset og er på
en eller anden forunderlig måde sammensmeltet for altid. De mennesker man har
delt den med, er blevet ét med én.
Tidløshed under stjernerne
Ud af intetheden står der pludselig et
menneske i sandet. Han er ankommet
lydløst som et genfærd – han er som
Tuaregerne i Mali
Tuaregsølv er en legering af sølv og kobber og har en gylden farve.
svævet henover sandvidderne. En ung
tuaregmand i strålende blå flagrende
gevandter, der vejrer i den lette vind.
Han sætter sig ved os og er der måske en
halv time. De udveksler vel højst ti ord de
to – han og Ahmed. Tiden står stille, ord
er overflødige. Han bydes på te i det lille
glas. De taler så sagte sammen, at det kun
føles som en hvisken. Ingen af dem hæver
stemmen fra det leje.
”Ordene bliver båret af vinden,” siger
min ven drømmende og er tydeligt rørt
over det unikke i situationen. Dette er
poesi. Så storslået, smukt og enkelt, at jeg
mangler ord til at beskrive det. Det er hele
sceneriet. Et spøgelsesvæsen dukker op af
ørkensandet, drikker sin te, siger ti ord så
sagte som vindens raslen i de tørre buske
og forlader os igen, lige så lydløst som han
kom. Jeg følger ham betaget og målløs med
øjnene, til han forsvinder bag en sandklit.
Jeg er et andet menneske bagefter –
der er sket et eller andet med mig. Jeg er
blevet rigere og større, tættere på universet
og på at forstå. Hvad er ro? Hvad er
harmoni? Skal man sidde i ørkensand for
at forstå det helt ind i benmarven? Det er
et af de fuldkomne øjeblikke, som gør, at
man en dag måske får lettere ved at forlade
denne Jord.
Ahmed banker tekanden mod en
sten, så de våde teblade falder ud. Han
slukker bålet og pakker sin kamelskindsvadsæk. Kamelerne har fået lov at gå frit
og tage føde til sig. Træsadlerne har stået
dekorativt i sandet. Han går mod solnedgangen for at finde sine dyr – vi kan ikke
få øje på dem ude i horisonten i det skarpe
modlys. En halv time senere kommer
han traskende med dem, sadler op, og vi
begiver os af sted til lejren under stjernerne. Sindet er blevet udvidet, og verden
bliver aldrig helt den samme igen.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen. Artiklen blev til efter
en tre måneder lang rejse i Vestafrika,
herunder til Mali, i begyndelsen af 2009. En
kortere engelsk version kom i maj 2014 på
en fjerdeplads ud af 505 deltagende rejseessays i skrivekonkurrencen ”Inspiration
Travel Writing Contest 2014”, arrangeret
af WeSaidGoTravel.com. Anette er netop
flyttet til Cairo for at studere videre. Læs
mere om Anette på www.inkapigen.dk.
Ahmed blander sukker i teen og hælder
den i lange stråler ned i en kop.
16
Tuaregerne eller ”det blå folk” er et
nomadefolk, der er en del af berberfolket. Tuaregerne udvandrede fra
det nordlige Afrika til Sahelområdet
omkring 400-tallet. Tuaregerne er
ud over deres sprog karakteriseret
ved at bære en blå eller indigofarvet
beklædning, som også har givet dem
navnet eller tilnavnet det blå folk. Det
skønnes, at der findes omkring 1,2
millioner tuareger i Sahelområdet,
som strækker sig mere end 6.000 km
tværs over Afrika.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBamako i Mali fås fra ca. 6.750 kr. t/r.
Lokal transport: De fleste tuareger
i Mali bor i området omkring Timbuktu,
og turen hertil går fra hovedstaden
Bamako til Mopti med bus. Herfra kan
man leje en personbil med chauffør til
Timbuktu, hvor man undervejs krydser
Nigerfloden med en flodpram. Turen
koster nogle få hundrede kroner.
Logi: Det er billigt at bo i Timbuktu,
og man finder nemt overnatning for
under 100 kr. Mange af bygningerne
er adobestenshuse, der er dejlig svale
i varmen.
Souvenirs: Tuaregerne i Sahelområdet
er især kendte for deres smukke sølvsmykker, kaldet tuaregsølv. Det er en
legering af sølv og kobber og har en
særlig gylden farve, og for dette folk
indikerer smykkerne rigdom, position
og oprindelse. Smykkerne kombineres
ofte med perler, og særligt tuaregkorset
menes at have en beskyttende evne
og bæres stadig af tuaregerne i dag for
deres skønhed og magiske kraft.
Charmerende og nysgerrige unger.
Mit liv som narkosesygeplejerske
i Congos jungle
I 2009 flygtede godt 60.000 mennesker pga. uroligheder mellem
to rivaliserende stammer over
Congofloden fra Den Demokratiske
Republik Congo til junglebyen Bétou
i det mindre land Congo Brazzaville
– også kendt som Republikken Congo.
Læger Uden Grænser genåbnede et
projekt for at tage sig af de mange
sundhedsmæssige udfordringer, der
opstår, når antallet af indbyggere i
en by pludselig mangedobles.
Tekst & FOTOS:
Anja Stubager
I
2012 har jeg kørt syv timer gennem
junglen fra nabolandet Den
Centralafrikanske Republik (CAR) i
en af Læger Uden Grænsers firhjulstrækkere. Undervejs skiftes bilen ud med
en pirog, en lang smal kano hugget ud af
en træstamme, for at sejle over Ubangi, en
af Congoflodens mange bifloder.
På den anden flodbred holder en ny
firhjulstrækker klar til at køre mig de
sidste timer til min destination Bétou.
Vejen er en smal, hullet jordvej med tæt
jungle på begge sider. Indimellem dukker
små rydninger op, hvor traditionelle lerog stråhytter danner små landsbyer, flere
er beboet af pygmæer.
Alle steder bliver der vinket og smilet
til min chauffør og mig, selv om vi er nær
ved at ramme geder og høns, som inteta-
nende om den nært forestående fare går
rundt midt på vejen i jagten på lækkerier i
de mange mudrede vandpytter.
Hospital i junglen
Hospitalet, jeg skal arbejde på, er lille
og velfungerende. Jeg skal bedøve for et
lille kirurghold, som alle er lokale. Det er
første gang, jeg arbejder med kirurger, der
ikke er expats, men det er en fornøjelse.
Vi begynder hver morgen med kaffe og
morgenbrød. Hyggefaktoren er høj, og der
fortælles vittigheder, diskuteres politik
og religion, og der grines så højt, at det
næsten overdøver de fødende kvinder. For
her føder man sit barn uden mulighed for
smertelindring. De fleste nætter vågner jeg ved,
at vagten banker på min dør og siger,
der er brug for mig på hospitalet. Det
er altid en fødende kvinde, hvor barnet er
umulig at få ud på normal vis, og derfor
skal hun bedøves til et kejsersnit. Så er
det med at komme hurtigt i tøjet og ud til
firhjulstrækkeren, der er klar til at køre
mig igennem Congos kulsorte nat.
Pga. regntiden er de røde jordveje mange steder forvandlet til tyk, sej
mudder, som gør det svært at passere selv
med en erfaren chauffør og en kraftig
firhjulstrækker.
Jeg er narkosesygeplejerske og derfor
den første, der bliver hentet af det lille
kirurghold for at tilse kvinden, få hende
bragt til operationsstuen og være klar til
at lægge rygmarvsbedøvelsen i det øjeblik,
17
jeg ved, kirurgen er ankommet. Der er
ikke et eneste overflødigt kg på kvinderne,
hvilket dermed gør det let for mig at finde
det mellemrum i ryghvirvlerne, som jeg
skal stikke ind i med en speciel kanyle
for at sprøjte bedøvelse ind i rygmarvskanalen.
Svære fødsler
Selv om det altid er akut, føles ventetiden på resten af kirurgholdet nogle
gange næsten ubærlig. Hvis jordmoderen
har konstateret en svag hjertelyd hos det
endnu ufødte barn, er det med hjertet
oppe i halsen, minutter der føles som
timer og bekymrede blikke, der udveksles
henover operationsmasken. I de situationer er det afgørende, at barnet kommer
Pygmæer
Ordet pygmæ stammer fra navnet på et
kort folkeslag, pygmaioi, i græsk mytologi. Pygmæer er lette at kende pga.
deres lave højde: 120-150 cm for mænd
og lidt mindre for kvinder. Betegnelsen
pygmæ betragtes ofte som nedsættende, ikke mindst af pygmæerne selv,
som hellere vil betegnes efter, hvilken
stamme de tilhører.
De afrikanske pygmægrupper bebor
urskovsområderne i Centralafrika. Det
anslås, at der findes mellem 250.000
og 600.000 pygmæer. De lever først
og fremmest af jagt og indsamling og
kan inddeles i tre hovedgrupper: Den
vestlige gruppe (aka- og binga-stammerne) findes i grænseområdet mellem
Cameroun, Congo Brazzaville og Den
Centralafrikanske Republik samt i
Gabon. Den østlige gruppe (mbutistammen) lever i Ituriskoven i den
nordøstlige del af DR Congo, og den
centrale gruppe (twa-stammen) i den
centrale del af DR Congo samt i Rwanda
og Burundi. Sprogligt adskiller de afrikanske pygmæer sig ikke fra nabofolkene. De har altså ikke et eget sprog.
Junglebyen Betou.
Min lille patient er ved at vågne efter
bedøvelsen.
hurtigt ud ved kejsersnit, hvis det skal
have en chance for at overleve. Når man er tilknyttet et kirurgprojekt med fødsler, kan det ikke undgås, at
man indimellem står med døde spædbørn. De gange, jeg har hjulpet barnet med
at trække vejret, fordi hjertet stadig slår,
men det ikke selv kan trække vejret, er det
meget svært at holde op. Jeg ved nemlig,
at når jeg stopper med at puste luft ned i
barnets lunger, vil hjertet holde op med at
slå kort efter. Men det er en rolig død, og
det bedste at gøre et sted som her. Der vil
ikke være nogen mening i at lade et barn
overleve, der måske vil være stærkt hjerneskadet.
Kvinderne er unge, når de får
deres første barn, nogle bare store teenagere, og det er ikke ualmindeligt, at
de har 10 graviditeter bag sig, når de er
fyldt 30. Gentagne spontane aborter og
dødfødte børn kender alle kvinderne til.
En af byens mange pygmæer. Vi så altid
lige nysgerrigt på hinanden.
Traditionen byder kvinden at få mange
børn, da det giver respekt i landsbysamfundet og kan sikre hende imod, at
manden forlader hende til fordel for en
anden kvinde, hvis hun ikke føder ham
nok børn. Efter to kejsersnit er det ikke
længere tilrådeligt at føde på normal
vis, og hvis en kvinde får tre kejsersnit, anbefales det, at hun bliver steriliseret, da endnu en graviditet kan være på
bekostning af hendes og barnets liv. Men
desværre er det ikke alle, der ønsker dette
eller får deres mands tilladelse til at blive
steriliseret.
Mit yndlingssted
I forhold til tidligere missioner, jeg har
været på, er området her ved Bétou så
fredeligt, at jeg kan gå rundt alene, så jeg
strejfer omkring i stor stil. Mit yndlingssted er ved floden med den smukke udsigt
til det store DR Congo. Hvis netværket
18
Moderne genetik har fastslået, at
pygmæisme styres af et enkelt gen.
Ved graviditet mellem en pygmæ og
et medlem af de omkringliggende
stammefolk, vil barnet enten blive
pygmæ eller tilhøre den anden stamme
– barnet vil aldrig blive en mellemting.
På min rejse fra Den Centralafrikanske
Republik til Congo Brazzaville passerede jeg flere landsbyer, hvor en del var
beboet af pygmæer. Og der fandtes
også en del pygmæer i Bétou. Pygmæer
betragtes generelt som andenrangsmennesker og sidestilles med dyr pga.
deres livsstil i junglen. De risikerer at
blive slået ihjel, kvinder voldtaget og
de udsættes ofte for diskrimination. Så
det er hårde odds, de lever under.
Congo Brazzaville
Piroque - det foretrukne transportmiddel på Oubanguifloden.
Jeg sejler over en af Congo flodens
mange sidegrene.
er nede, så mobilen ikke virker, har de på
hospitalet fundet ud af, at det er her de kan
finde mig. Så kommer der en pygmæ på
sin cykel og henter mig.
Der er altid livlig aktivitet ved floden.
Kvinderne står i vand til knæene og vasker
tøj, potter, pander og børn, og jeg imponeres igen og igen over, hvordan de med
ubesværet elegance kan balancere op ad en
stejl skrænt med en 26 liters vanddunk på
hovedet, et barn på ryggen og dagens vask
i en balje under armen. Ungerne er dog
heller ikke meget andet end lige begyndt
at gå, førend de øver sig med små ting. I en
alder af fire år evner de at balancere rundt
med en fyldt vaskebalje på hovedet. Tit er
der et par smådrenge nede og hente vand
i de samme tunge dunke, som de bærer på
den ene skulder. Det er forståeligt, at de får
en yderst veludviklet muskulatur!
Hver dag oplever jeg noget nyt, når
jeg går på opdagelse og falder i snak med
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBrazzaville fås fra ca. 7.850 kr. t/r. Men
i forhold til Bétou, hvor jeg boede,
ligger hovedstaden Bangui i Den
Centralafrikanske Republik nærmere.
Fly København-Bangui fås fra ca. 9.450
kr. t/r.
Lasten flyttes ved ren man power.
folk på mit gebrokne fransk. Jeg er hurtigt
blevet et kendt ansigt i byen, og mange
hilser mig ved navn eller et ”bonjour anes­
thétiste”. En dag befandt jeg mig pludselig
midt i en gadefest. Hvordan det kom sig,
er jeg lidt usikker på, men inden jeg fik
set mig om, havde jeg et bastskørt bundet
om livet og rystede løs med min lille
flade dansker popo til afrikanske trommerytmer. Sjovt har det sikker set ud, og
det vakte stor begejstring.
Mit hus i Congo
Jeg bor i mit helt eget hus med forhave,
stue, badeværelse – vel at mærke uden
rindende vand – veranda og gæsteværelse. Vagterne varmer en gang imellem
en spand vand til mig over deres bål, så
badet ikke bliver så koldt. Om aftenen
sidder jeg på verandaen i pandelampens
skær og føler mig meget Karen Blixenagtig. En gang imellem er jeg dog nødt til
19
Mange forskellige skibe af varierende
kvalitet lagde til ved flodbredden.
at bevæbne mig med kost og insektspray
for at nedlægge større flyvende insekter,
der ødelægger min aftenro, når de flakser
rundt om den søvnige elpære.
Vagterne har dog tørt kommenteret, at det ikke er farlige insekter, jeg er
i kamp med. De eksotiske rejsemål har heller aldrig helt passet sammen med min
neurotiske angst for diverse kryb!
nn Anja Stubager var udstationeret i
Bétou i Republikken Congo i 2012. Hun har
medlemsnr. 502 og har til dato besøgt fire
territorier og 61 lande på seks kontinenter.
Blandt kannibaler på
indonesisk Ny Guinea
Indonesien og lokale stammer var
ikke noget nyt. Vi havde besøgt
Indonesien og de lokale på flere af
øerne flere gange tidligere og bl.a.
deltaget i en begravelsesceremoni
for en torajahøvding på Sulawesi. Vi
forventede store oplevelser i Papua
– dengang i 1991 kendt som Irian Jaya
– og det skulle vise sig, at vi på ingen
måde blev skuffede. Faktisk følte vi
os lidt, som om vi var ægte opdagelsesrejsende.
Tekst & FOTOS:
Jan Lauridsen
T
uren gik over Singapore, hvor
vi slappede af et par dage og
justerede os til tidszonen og det
tropiske klima. Herfra videre
til Jakarta og igen et flyskifte inden
de 3.500 km til provinshovedstaden
Jayapura, som ligger flot på en bjergskråning med udsigt over en bugt, hvor der
under 2. Verdenskrig var store kampe, da
amerikanske tropper indtog de japanske
besættelser. I dag ser man naturskønne
strande i overflod og enorme strækninger
af sumpområder.
Øen Ny Guinea blev opdaget i 1545 af
den spanske søfarer Ynigo Ortiz de Retes.
Papua Ny Guinea er en selvstændig stat på
øens østlige halvdel, mens Papua (dengang
kaldet Irian Jaya) ligger på den vestlige
halvdel og er Indonesiens største provins
på omkring 410.000 km2. Mere end 75 %
af landet er dækket af tætte tropiske skove.
Den samlede befolkning er omkring
1,5 millioner mennesker, og dermed er
området meget tyndt befolket med en
gennemsnitlig befolkningstæthed på knap
tre personer per km2.
I Papua mærkes naturens storhed.
Junglerne er blandt de vildeste og mest
uigennemtrængelige i verden. Inde i
landet er høje bjergrygge, som kan være
sneklædte. Den højeste top på den centrale
bjergkæde er på 5.500 meter. Ved foden
af ​​bjergkæderne finder man græsklædte
enge og floder, som skærer sig gennem de
mørke skove. I 1991, da vi rejste dertil, var
der kun ganske få jordveje omkring de
lokale lufthavne, som kun kunne beflyves
af små propelfly.
I dag er lufthavnen i Wamena udvidet
og beflyves af regionale jetfly. Byen har
også et par moderne hoteller. Vi fløj i et
mindre tomotorers propelfly fra Jayapura
til Wamena, som er en by – eller snarere
en handelsstation. Wamena ligger i dalen
i 1.650 meters højde. Vi landede på et
dirt track på en slags eng. Der var en del
lokale og nogle husdyr på området. Her
mødte vi vores guide Nico og hans lokale
bærer fra danistammen. Nico var også fra
danistammen og havde familie i en af de
nærliggende landsbyer. Han havde gået
nogle år på missionsskole og dermed lært
indonesisk. Dette var vores mulighed for
kommunikation. Nico var så også tolk
mellem os og de lokale. Nico var klædt
i T-shirt og shorts og ellers barfodet. Sko
brugte danierne ikke, men da vi rejste,
spurgte Nico om han kunne få mine sneakers, som for ham var et uopnåeligt gode.
Vores bærer var en ”kriger”, der bar et
drabeligt spyd samt et penisfutteral og
ellers intet. Det var da lidt af en modtagelse!
20
Overnatning i junglen
Vi lagde ud med en første vandretur i
lavlandet og besøgte en landsby, hvor vi
overnattede i en stråtækt lerklinet hytte
af samme type, som de lokale boede i. Vi
havde heldigvis let tropeovertrækstøj, som
isolerede os lidt fra lergulvet. Fra klokken
18 til 6 morgen var det bogstavelig talt
kulsort, og vi kunne ikke gøre andet end at
ligge og lytte til alle nattens lyde – insekter
og andre dyr, som kriblede og krablede
rundt om os. En af hytterne fungerede
som opholdsområde, og her spiste vi
stegte grøntsager og skaldyr fra floden.
Det smagte faktisk ganske udmærket. I
rygsækken havde vi medbragt cola, som
gjorde rigtig godt for maven.
De næste dage begav vi os på tur op
i højlandet ad små stier. På et tidspunkt
drev tunge regnskyer ind over bjergene, og
et tordenvejr byggede sig op. Det ordnede
Nico! Han gik lidt foran os og blæste
gennem sammenpressede håndflader og
sagde noget, vi ikke forstod. Lidt efter drev
uvejret over, og Nico grinede stolt over
hele hovedet – nu havde han jaget tordenvejret væk.
Befolkningen i det centrale højland
kaldes undertiden de negritos og menes at
have indvandret som de første på øen for
Danihøvding med oldefarmumie.
omkring 30.000 år siden. De blev senere
efterfulgt af de melanesiske folk, der
stammer fra øerne langs den sydlige kant
af Stillehavet. Melanesierne lever mest
langs kysterne og i de større bysamfund. I
det indre af landet er der mange forskellige stammer, og danistammen, som vi
besøgte i højlandet, er helt mørk i huden. I
1980’erne, da vi besøgte dem, var de stort
set uberørte af fremmede påvirkninger. De
opretholdt stadig deres forfædres skikke
og traditioner. Vi så, hvordan de udvandt
salt af en lille sø i bjergene. Kvinderne
slæbte så det tørrede salt ned til landsbyerne. Deres redskaber var mest af sten, dog
med enkelte ting i jern.
De kristne missionærer ankom
i 1950’er, og repræsentanter for den
hollandske kolonimagt etablerede sig i
Wamena. Siden 1960’erne har Indonesien
tilføjet sin egen kolonialisme og dermed
indvandrere fra især Indonesiens tæt
befolkede hovedø, Java. Dermed kom også
offentlige skoler, politi, soldater, butikker,
enkelte motorkøretøjer og cykelrickshaws til dalen. Dette resulterede i store
ændringer i daniernes liv, men deres
identitet og kultur har vist sig at være
ret modstandsdygtige. Indvandringen er
ikke faldet i den lokale befolknings smag.
Der har været perioder med spændinger
mellem danistammerne, de indonesiske
indvandrere og de indonesiske sikkerhedsstyrker, og jævnligt er der udbrudt voldelige sammenstød. I forbindelse med at den
lokale befolkning gjorde oprør, har stammeområderne – herunder Baliemdalen –
været en militærkontrolleret zone. Dette
betød, at vi skulle have speciel indrejsetilladelse af det indonesiske militær.
Den legendariske Baliemdal og
højlandet deromkring er en af verdens
​​
sidste meget fascinerende traditionelle
områder. I dag er det den mest populære og mest tilgængelige destination
i det indre af Papua. Den vigtigste dal
er omkring 60 km lang og 16 km bred
og afgrænset af høje bjerge på alle sider.
21
Baliemfloden løber gennem dalen med
en rivende strøm. Der er enkelte veje
omkring byen og lufthavnen. Ellers er der
stier, som forbinder landsbyerne. Floden
kan passeres til fods over et antal hængebroer, som er bygget af naturligt sejlgarn.
En kriger som bærer
Danistammen, som bor i landsbyer i dalen
og i højlandet, var, da vi besøgte området
i 1991, stadig afhængig af redskaber af sten,
ben og træ. Den traditionelle ”påklædning”
er næsten ingenting, hvilket for kvindernes vedkommende betyder et bastskørt
og for mændenes et penisfuteral. Man så
dog også enkelte mere nutidige kulturelle påvirkninger såsom jeans, shorts og
T-shirts. Vor guide Nico og hans ”kriger”
viste vej i junglen og ledte os over bjergene
til flere landsbyer. ”Krigeren” var samtidig
vores bærer, hvilket er ganske behageligt,
når temperaturen nærmer sig de 30 °C, og
luftfugtigheden er tæt på de 100 %.
Hængebro over en brusende flod i Baliemdalen.
Danikriger med cigaret.
Danikvinde udvinder salt.
Landsbyerne var omhegnede
med flettede hegn for at holde dyr ude.
”Bygningerne” bestod af cirkulære stråtækte hytter kaldet honai. Uden for hegnet
var marker med lokale afgrøder såsom
søde kartofler. Tamme svin (lignende
store vildsvin) udgjorde deres hushold og
gik frit om i nærheden af landsbyerne.
Vis oldefar frem
I en af landsbyerne mødtes vi med
høvdingen og hans ”stab”. Vi blev inviteret
til at sidde på ”beundringsbænken” og
konversere. Det foregik ved, at vi og han
stillede spørgsmål om livet og de lokale
forhold. Men først så høvdingen os lidt
an. Hans folk kom og rørte forsigtigt ved
vores hvide hud. Det gjorde de mange
gange, og vi forstod, at de fandt den spændende og meget blød. Nu var de også selv
noget hårdføre af at arbejde med de bare
hænder og fødder. Vi havde selvfølgelig
gaver med. Heldigvis havde vi fra Nico
fået at vide, at mændene i stammerne var
meget glade for tobak. Så vi medbragte
masser af cigaretter og delte gavmildt ud –
22
først til høvdingen og senere til hans folk.
Det vakte stor begejstring. Deres ”hjemmerullede” smøger af lokal tobak og andre
blade blev udskiftede med Marlboroughcigaretter. Ja – netop cigaretter i flertal.
De sad efterhånden hver med tre tændte
cigaretter i munden og nød livet, samtidig
med at de grinede over hele femøren.
Efter nogen tid mente høvdingen, at
vi skulle hilse på hans oldefar. Han blev
hentet frem fra en af hytterne. Det viste
sig, at han var meget gammel, og faktisk
sagde han ikke ret meget – for han var
nemlig en mumie! Det var en noget pudsig
fornemmelse at have en høvding på den
ene side og oldefarmumie på den anden.
Men det var vistnok en ære. Nå, men vi
måtte jo høre nogle historier. Der blev
fortalt om dyrene og afgrøderne og om
familieforhold. Kvinderne boede i en langhytte for sig selv. Her passede de deres små
børn, når de ellers ikke var i markerne for
at pleje afgrøderne eller var i gang med
madlavning. De brugte en jordovn til
madlavning. Her bagte de retter af søde
kartofler og kassava (en slags rodfrugt).
Retterne blev pakket ind i bananblade og
bagt på varme sten. Som fest-ret fik vi også
svinekød.
Mændene boede for sig selv i et antal
mindre runde hytter. De fortalte, at de
Baliemdalen i Papua
Papua er bjergrigt og dækket af tropisk
regnskov. Det højeste punkt i Papua
er 5.500 moh. Baliemdalen, hvor
danistammen bor, har en længde på 60
km og en bredde på 16 km. Wamena
ligger i 1.650 meters højde. Der er
høje bjerge på begge sider. Danierne
udgør ca. 100.000.
Fugle- og dyreliv: I den tætte
regnskov er et rigt dyreliv. Man kan
opleve masser af forskellige fuglearter,
myrepindsvin, øgler, pytonslanger og
krokodiller (i lavlandet).
Klima: Temperatur fra 16 °C til 28 °C i
september måned, hvor vi var der.
Logi: I Wamena var et par hoteller og
gæstehuse, hvor man kunne slappe
af og planlægge turen. I dag er der
enkelte moderne hoteller.
Arrangør: Vi rejste på egen hånd,
men fik backbone-turen arrangeret
af Marco Polo Tours. I dag kan man
vistnok rejse på organiserede ture med
undertiden, men ikke for ofte, inviterede
kvinderne på besøg. Når en kvinde skulle
giftes, blev der holdt fest i flere dage, og
derpå boede hun en kortere periode hos
manden. Det skete selvfølgelig, at manden
døde. Det blev så markeret ved, at kvinden
huggede et led af sin yderste finger. Hvis
flere af hendes mænd døde, kunne man så
se, at hun manglede flere led – en besynderlig tradition!
Menneskekød
Vi havde hørt, at danistammen også havde
tradition for at være kannibaler, så det
Jysk Rejsebureau samt flere udenlandske selskaber.
landovergangen mellem Jayapura og
Vanimo.
Praktisk tøj & udstyr: Rygsæk,
lette støvler, let tøj men også fleece
eller jakke, da der kan blive koldt
i bjergene om natten. Vi valgte at
overnatte i landsbyerne og medbragte
derfor også medicin, injektionssprøjter
og vand.
VISUM: Danskere kan få et 30 dages
visum ved ankomsten til Indonesien for
35 USD.
REJSETILLADELSE: Et surat jalan
kræves for at besøge Papua uden for
byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås
lettest i Jayapura og Biak. Man skal
aflevere to pasbilleder. Og det er en
god ide at få brevet fotokopieret, da
det skal stemples af politiet alle steder,
man besøger.
Ud & hjem igen: Fly København-Bali
fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Herfra kan
man flyve til Papua. Papuas største
lufthavne findes i Jayapura, Biak og
Manokwari, men der går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong og Timika.
Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali,
Makassar eller Jakarta til Papua er på
mindst 2.000 kr. t/r. Har man god tid,
kan man også sejle med Pelnis færger.
Vi fløj med Garuda fra Jakarta til
Jayapura og videre med et mindre fly
til Wamena. Dengang var Wamena blot
en dirt strip for små fly med en enkelt
lufthavnsbygning og mennesker og dyr
på landingsbanen. I dag flyver Trigana
Air Service med Beechcraft King Air
fra Jayapura til Wamena. Det eneste
sted, man kan krydse grænsen mellem
Indonesien og Papua Ny Guinea, er ved
måtte vi jo vide mere om. De grinede over
hele hovedet, da vi spurgte ind til sagen.
På spørgsmålet, om hvornår de sidst havde
spist menneskekød, svarede høvdingen:
det var ca. to år siden. Så måtte vi jo høre
nærmere om, hvorfor, hvordan etc. Det,
syntes høvdingen da, var et underligt
spørgsmål. Sagen var jo den, at en af
nabostammerne havde røvet nogle af deres
kvinder – og det blev de meget sure over!
De samlede så en gruppe krigere og gik på
togt til de formastelige i nabolandsbyen.
Her dræbte de banditterne og tog kvinderne med hjem igen. Banditterne tog de
23
ADVARSEL: Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige
rejser til Papua og skriver bl.a. i sin
seneste rejsevejledning: ”Kræfter, der
søger uafhængighed, er i løbende
konflikt med de lokale myndigheder i
Papua. Grupper har tidligere angrebet
udlændinge og større udenlandske
virksomheder. I forbindelse med valget
i 2011 til the Papua People’s Assembly
har der siden sommeren 2011 været
flere tilfælde af voldelige uroligheder
med såvel døde som sårede.”
Papuas historie
1909: Første kontakt mellem den civiliserede verden og enkelte individer fra
danistammen.
1920: Besøg af en hollandsk ekspedition til det centrale Ny Guinea.
1938: Besøg af den amerikanske
Richard Archbold-ekspedition.
1954: Hollandske missionærer
oprettede missioner flere steder. Den
hollandske indflydelse med missionsskoler gav mulighed for skolegang for
danistammen.
1963: Indonesien overtog herredømmet over Papua fra hollænderne.
også med og kogte og spiste dem. Sådan!
Man kunne da ikke acceptere et sådant
overgreb, uden at det skulle straffes!
Efter oplevelserne på feltfod hos
danistammen i Papua tog vi en afstikker
til Bali inden hjemrejsen. Her kunne vi så
koble af i luksus ved stranden og fordøje
de mange oplevelser på en fantastisk tur.
nn Jan Lauridsen har medlemsnr. 346.
Han har til dato besøgt 14 territorier og 71
lande. Rejsen til Papua foretog han med sin
daværende kone i 1991.
Mænd i krigsmaling og kvinder i fjerpragt
Bueskytter på besøg fra en helt anden
stamme.
24
I 2011 besluttede jeg mig for at rejse
til en af verdens absolut yderste
afkroge, nemlig til stenalderfolket
i Papua, tidligere også kendt som
Irian Jaya. Der deltog jeg som eneste
hvide mand i deres årlige ceremoni.
Det blev et af mit lange rejselivs
absolutte højdepunkter.
Tekst & FOTOS:
Jørgen Oulund
J
eg leder efter den billigste
flybillet fra Bali til Jayapura i
Papua, den indonesiske del af Ny
Guinea. Priserne svinger fra dag
til dag. Helst vil jeg flyve med Garuda,
Indonesiens nationale flyselskab, og det
eneste – ud af en jungle af flyselskaber her
i øriget – som er sikkerhedsgodkendt til
at flyve i EU. Men de er ca. dobbelt så dyre
som fx Lion, et flyselskab som en amerikansk pilot sagde god for, da jeg var her
på Bali for fire år siden. Jeg vælger Lion
for at spare penge – med skift i Makassar
på Sulawesi. Flyvetiden er ca. fem timer
i alt. Faktisk næsten lige så langt som til
Australien.
Efter en halv times flyvning melder
kaptajnen om problemer, som betyder,
at vi skal af med alt brændstoffet, inden
vi returnerer til Bali. Vi kredser rundt i
ca. tre timer, inden han lægger an til en
sikkerhedslanding med brandbilerne kørt
frem. Alt går heldigvis efter bogen. Det var
en gammel McDonald Douglas C 90, Lion
havde lokket mig ind i, og den var åbenbart træt efter mange års tro tjeneste.
En sikkerhedslanding har jeg ikke
prøvet siden min allerførste flyvning fra
Danmark via Island som 17-årig på vej
til USA i en gammel DC6-propelflyver.
Dengang smed vi brændstof til otte timer
i havet, inden vi landede på Island igen.
Her på Bali bliver vi indkvarteret på et
lufthavnshotel, mens de skruer i den
gamle flyver i syv timer, inden vi kommer
om bord igen og gør et nyt forsøg på at
komme hele vejen til Jayapura.
Efter at have krydset Bandahavet
lysner det. Vi flyver jo om natten og har
vundet en time ved at flyve mod øst, og i
daggryet har jeg den vidunderligste udsigt.
Først til uendelig skov, senere søer og
bjerge og den helt fantastiske indflyvning i
zigzag med vingeglidninger mellem op til
5.000 meter høje bjergkæder og de tilhørende dale alt sammen afsluttet med en
perfekt trepunktslanding på airstrippen i
Jayapura. Jeg havde dog forinden besluttet
Mesterskytten klar til pletskud og sejren.
mig for ikke at flyve tilbage med Lion, men
med Garuda – koste hvad det ville.
”The Vally is home to one of the most
traditional areas in the world”
Befolkningen her er helt forskellig fra
resten af indoneserne. De har meget grove,
negroide, furede ansigtstræk, krøllet
hår og stor skægvækst. De er lavstammede, meget muskuløse og ligner nok
mest Australiens urbefolkning. Og så er
de meget nysgerrige og venlige. De kan
ikke være længere væk fra indoneserne,
med undtagelse af højden, som ligger 5-10
cm under min ringhed. De siger selv, de
er melanesere, altså ude fra det østlige
område af Stillehavet. Det passer fint med
det, jeg så på min 72 døgns stillehavsodyssé, hvor jeg for sejl krydsede Stillehavet
sammen med en række andre eventyrere
for nogle år siden. Her ønsker de også
selvstændighed, og der har været oprør
specielt her i Jayapura, hvor mange huse
blev brændt ned og butikkerne plyndret.
Nu er her roligt igen. Det er nok lidt som
forholdet mellem Grønland og Danmark,
blot tilsat et væbnet oprør. De vil også
fotograferes sammen med mig herinde i
byen. De ser nok ikke mange langnæser her.
25
I flyveren sad jeg og øvede mig på
danifolkets sprog, før jeg skulle forsøge at
trænge ind til dem i Baliemdalen på Ny
Guinea. Ikke at jeg ville forsøge at lære
sproget, jeg kæmpede rigeligt med det
indonesiske, men nogle høflighedsfraser
ville jeg da gerne lære. Mand hilser mand
med nayak, mænd nayak lak. En hilsen
til en kvinde: La uk. Flere: La uk nya. Nan
betyder spise, i-nam drikke og hano er god.
Det går vist meget godt. Der er
omkring – hold nu fast – 700 forskellige
sprog på Ny Guinea. Så sent som i 1998
fandt man to nye stammer, som benyttede
sig af tegnsprog. Men min rejsebog skriver
også, at Baliemdalen ”is home to some of
the most remarkable traditional cultures
on Earth. One of the last truly, fascinating,
traditional areas in the world.” Og om
Papua: ”This region is mainly imprenetable jungle where traditional tribes survive
harsh conditions.” Der må jeg bare ind. Vi
taler jo også om verdens næststørste ø, så
området er enormt. Året før besøgte jeg de
tidligere hovedjægere på Borneo, verdens
tredjestørste ø. Den største ­– Grønland –
har jeg besøgt flere gange, men der er lige
koldt nok til mig. Tænk, den første hvide
mand satte først sin fod i Baliemdalen
Landsbyens kvinder (og en hund) glor på den mærkelige
hvide mand.
Forfatteren blandt frodige, flotte kvinder.
så sent som i 1938, en opdagelse der gav
genlyd over hele verden.
Jeg søger politiets tilladelse – er de
bange for, at jeg bliver ædt?
For at rejse ind i Baliemdalen skal jeg have
myndighedernes tilladelse, et såkaldt surat
jalan. Jeg skal på politistationen Jayapura
med to fotos og en portion ærbødighed.
De skal vide, hvor man vil rejse rundt,
hvilke stammer man vil besøge, og man
skal selv sørge for et passende antal kopier,
da hvert sted skal have fotokopi af min
rejsetilladelse.
Politimesteren er flink, men
ser også lidt medlidende på mig.
Michael Rockefeller fra den berømte
Rockefellerfamilie forsvandt sporløst i
området i 1961. Nogle canadiere blev ædt
i 1958, og kannibalismen er dokumenteret
op til 1990’erne. Men, som jeg plejer at sige:
”Jeg er mere bange for trafikken og bindegale, dopede eller fulde buschauffører, der
kører som død og helvede.”
Jeg undersøger muligheden for vand
og mad. Mod nord er Mandabygden, ca.
35 km fra hovedbyen Wamema, sidste
vand- og proviantsted. Mod vest Kimbim
og mod syd Kurima bare 25 km væk. Jeg
overvejer muligheden for en kok og et par
bærere, én til kogegrej, telt og proviant
og én til rygsækken, selvom det er imod
mine principper om altid selv at bære
mine ting. De kan købes for ca. 7 USD per
dag, og terrænet er bakket og råt. Man kan
dog også tage dagture ind i området med
stort udbytte. Jeg læser, at danifolket er
meget venlige, men lidt sky. Der står også:
”Long handshakes allowing time to really
feel the other´s hand are common.”
Kvinderne går ofte kun med bastskørt og mændene kun med penisfut-
teraler. En af deres mere grusomme skikke
er at hugge én eller flere af fingerleddene af
på kvinderne, for at vise sorg når familie
eller venner dør. Hvorfor er det altid kvinderne, det går ud over? Overalt i den tredjeverden er det kvinderne, der knokler,
og mændene der fiser den af. Før i tiden
røg man også de døde, så de blev mumificerede og velbevarede. I de nordlige
distrikter har der været lidt stammekrige.
I 1988 med omkring 15 døde og så sent som
i 1990’erne var der kampe.
Da jeg er færdig med at dele gaver ud
og vender mig om, farer jeg sammen. Inde
i en hytte – foran mig, på en træstub,
sidder en ibenholtsort mand med vidt
åben mund. Jeg ser straks Edvard Muncks
maleri ”Skriget” for mig, bare tredimensionelt. Hold kæft, hvor er han uhyggelig
med penisfutteral – dog af nyere dato, ser
jeg. Det viser sig at være tiptiptip… oldefar.
En ca. 300 år gammel, røget og tørret
mumie. Jeg føler på ham. Han er hård som
ibenholt.
Jeg er helt fortumlet. Drømmer jeg,
eller er jeg vågen?
Jeg sidder og roder i rygsækken efter mit
spejlreflekskamera. Hvor er jeg? Hvad
laver jeg her? I en halvcirkel uden om mig
står en flok indfødte kvinder kun iført
skørter. De ser nysgerrigt på mig. Jeg
kigger forundret. Her er bare babser i alle
aldre. Jeg slår genert blikket ned, forvirret,
hvad var det nu jeg kom fra? Det store
kamera! Endelig får jeg rodet det frem
fra rygsækkens dyb. Nu smiler kvinderne
venligt til mig, mens jeg fumler med det
gamle Minolta. En del mænd har sluttet
sig til flokken. De har kun én beklædningsgenstand på: et penisfutteral. Nogle
i passede størrelse, andre som kohorn,
enkelte som små stødtænder, lige lovligt
store – pral eller virkelighed? Hvad ved
jeg?
Stadig forvirret og desorienteret
får jeg taget en masse billeder med let
rystende hænder. Tænk, jeg ryster over
hele kroppen. Rejsebogen anbefaler at tage
sukker, salt eller smøger med til danifolket. De sidste fylder mindst i rygsækken.
Ja, man tror det er løgn, det er næsten ren
Stanley og Livingstone, men jeg gav de
indfødte hver en cigaret i ”modelhonorar”.
Fem grise for en kone
Nogle af kvinderne ammer halvstore børn.
De er i øvrigt ”fredede” fra mændene op til
fem år efter fødslen for at sikre beboernes
levedygtighed. Gennemsnitslevealderen er
da også 60 år. Meget for et naturfolk. Til
gengæld er der flerkoneri. Fem store grise
per ny kone. Måske skulle man se at få
købt sig nogle grise, inden man bliver for
gammel? Gad vide hvad min kone ville
sige, hvis man kom hjem med sådan en
lille ny souvenir med bastskørt og ellers
intet? Flere af de ældste kvinder manglede i øvrigt alle de yderste led på venstre
hånd samt et led på højre. Beviset på
sorg. Nu dokumenteret på stedet. Hvilket
kvindesyn, plus fem grise og minus fem
fingerled.
Omgivelserne er et rektangulært
område, flankeret af nærmest runde
hytter, lavet af et grenskelet og påklistret mudder. Dejlige kølende stråtag som
i Afrika. Mands- og kvindehytter hver
for sig. Det hele indhegnet med en flot
stråtækt indgangsportal. Svineavl, dyrkning af sødkartofler og jagt med bue og
pil er det danifolket lever af. Baggrunden
for denne drømmeagtige oplevelse er
egentlig simpel. Jeg har hyret lokale folk
26
Papua
Landsbyens høvding og forfatteren drøfter penislængder.
til at bringe mig fra Wamena, hovedbyen
i Baliemdalen, til Jiwika, en lille bebyggelse et godt stykke inde i dalen. Før vi
ankommer til bygden, fører de mig ind i
denne compound – kraal eller hvad man
nu kalder de måske 10 hytter, der er samlet
på et sted, her på disse breddegrader. Jeg
kunne jo ikke rigtig tale med guiderne, og
de mente åbenbart, at jeg gerne ville hilse
på tipoldefar på vejen. Godt set, det skal
de have tak for. Det hele skete bare så pludseligt. Denne utrolige kulturforandring fra
Bali til Jiwika, inde i ingenting, gjorde mig
så forvirret, så jeg rystede – ikke af angst,
men af overraskelsen.
Jeg fandt et meget råt logi uden
rindende vand og el og måtte lægge mig
med et mindre chok. Tro mig, jeg var helt
fortumlet af denne oplevelse – som at være
rejst 1.000 år tilbage i tiden. De bruger
stadig stenredskaber til visse arbejder. Jeg
måtte virkelig sunde mig nogle timer, før
jeg tog ”tilbage til fremtiden”.
Jeg står her midt i farveorgiet
Der er mindst 1.000 farvestrålende
mennesker på et område næsten så stort
som Roskildefestivalen. Her er måske 100
meter lange striber med bålpladser, og dér
steges halve sorte grise og noget, der ligner
roer på gloende sten. Der er en slags åben
festplads og en tribune. Kvinder med bastskørter, hvis de er tækkelige, og farvestrålende hovedprydelser af paradisfuglefjer
– Ny Guineas nationalfugl. Mænd kun iført
penisfutteraler, hvis de er ældre eller tro
mod traditionerne. Her går også kvinder
rundt, med kun et flettet bælte omkring
hofterne, absolut intet andet, alle er på
bare fødder. En af kvinderne havde gået
1½ uge gennem junglen, fra lanistammen
inde østpå, bare for at være med til den
denne fantastiske fest.
De byder mig, den eneste hvide
mand på stedet, på stegt og stenbagt gris i
jordovn med sødkartofler til. Det smager
kraftigt og saftigt, og jeg er meget beæret.
Mændene parterer grisene og lægger dem
i de karakteristiske rygnet, som kvinderne
laver og bærer med panden. Kvinderne
sælger derefter lækre stykker grisebasse
og sødkartofler. Festlighederne fortsætter
med mænd i krigsmaling og kvinder,
dækket med aske, danser deres rituelle
danse. Det hele slutter med bueskydning. Ikke noget med sprut eller andre
rusmidler. De fester fint uden dette tilskud.
Endnu et af mine svineheld, om man så
må sige, lige at dumpe ned på dagen for
den årlige ceremoni. Og få gris på gaflen –
ganske gratis.
Det hele tog sin begyndelse med mit
helt usædvanlige rejseheld – endnu engang.
Da jeg landede på Wamena Airstrip i
Papua, som den eneste hvide mand også
der, bliver jeg mødt af en indfødt guide,
som fortalte mig, at netop i dag, søndag,
holdes den årlige Baliemdalfest. Han tog
mig straks ud til stedet og svarede mig
på alle mine spørgsmål samt supplerede
med sin lokale viden. Uden ham og heldet
havde jeg ikke oplevet denne helt utroligt
farverige årlige fest i Papua.
Jeg tænker tilbage på alle de oplevelser, Indonesien allerede har givet mig.
Fx tsunamien da jeg var på øen Flores,
hvor jeg sad på en klippe 15 meter oppe
og ventede på, at bølgen kom til øen. Efter
seks timers venten uden mad og drikke
kunne jeg heldigvis konstatere, at tsunamien udeblev. Foruden vulkanudbruddet
fra Bromo på Java, som jeg tidligere har
skrevet en artikel om her i Globen. Jeg
27
Ud & hjem igen: Fly København-Bali
fås fra ca. 5.600 kr. t/r. Fra Bali til
Jayapura kan man flyve for ca. 2.000
kr. t/r. Og fra Jayapura videre med fly
til Wamena.
Guide: Min guide og chauffør fandt jeg
på en taxiholdeplads i Wamena. Jeg
betalte mellem 10 og 20 USD for en
dagtur.
putter mig under tæppet, puster det
stearinlys ud, jeg fik udleveret oppe ved
vulkanudbruddet, da alt lys forsvandt, og
rejser til endnu et land – drømmeland.
nn Jørgen Oulund har medlemsnr. 368.
Han har til dato besøgt 12 territorier og 57
lande. Læs mere om ham på
www.joergenoulund.dk .
Kvinden viser, hun bærer sorg – der
mangler fem fingerled. Smøgen er en
gave fra forfatteren.
RETURN TO
På kanten af Tongagraven, Jordens næstdybeste sted.
”Return to Paradise” er titlen på
en gammel film med bl.a. Gary
Cooper, som blev optaget i Samoa i
1951. Denne titel passer som hånd
i handske på vores andet besøg på
øerne. Det er nemlig det tætteste,
man kommer på paradis.
Tekst & FOTOS:
Lisbeth Vivaldini
H
vem har sagt, at nederdele
kun er til kvinder? Det første
syn, der møder os i Apias
lufthavn, er betjente, som fra
taljen og op, stort set ser ud som vores;
kasket, skjorte med lidt fløjtesnore, guld
og bælte, men så holder ligheden også op:
De er nemlig iført en slå-om nederdel (lava
lava, som det hedder) og sandaler. Dette
uden på nogen måde at virke feminine,
tværtimod.
Der er heller intet kvindeligt over de
unge flotte fyre med poloshirt, blomstret
sarong, havaianas-lignende sandaler og en
militærkasket trukket ned i panden eller
en blomst bag øret. I Samoa er en blomst
bag øret nemlig maskulint. Det er forfriskende at se, hvordan man her har formået
at mikse både traditionel og vestlig
klædestil.
Samoanerne er venlige, og som
alle polynesiere sludrer de og morer sig
altid. De synes, at vi vesterlændinge er
lidt underlige, fordi vi absolut skal sove,
når det er mørkt. Man sover da, når man
er træt, ligesom man spiser, når man er
sulten. Om aftenen traver vi en tur, og
med os har vi vores lygte, da det er bælgmørkt, og ofte lyder spørgsmålet: ”Hvor
skal i hen?” Og når vi svarer: ”vi går en
tur.” ”Jamen, hvor skal i hen?” For dem er
det komplet uforståeligt, at man kan gå
uden at have et mål.
28
Det er ikke altid en god idé, at vende
tilbage til et sted, som har været en succes,
og min mand Emilio og jeg var da også lidt
bekymrede for vores Samoa. Vi frygtede
lidt, at stedet ville have mistet sin oprindelige charme efter tsunamien i september
2009, hvor landet efterfølgende modtog en
stor mængde hjælpebistand til genopbygning, og selvfølgelig havde tingene ændret
sig.
Der var kommet flere biler og taxier
(noget som før kun fandtes i hovedstaden
Apia), mere elektricitet, flere mobiltelefoner, TV, flere og større kirker, og de
smukke flettede palmebladskurve var
efterhånden overalt erstattet af plastikposer.
Himmel og hav i smuk forening
Alle øerne i Stillehavet er smukke og ligner
på mange måder hinanden med frodig
natur, tropiske planter, hvide strande og
azurblåt vand. Men Samoa er på en eller
Traditionelt klædt kvinde venter på
båden i Port Refuge, Vavau, Tonga.
anden måde anderledes. Den er nemlig et
paradis for haveelskere. Man har, nøjagtigt
som i Danmark, fine haver foran husene,
den eneste forskel er, at træer og planter er
enorme, og alt kan gro. Landevejene ligner,
på beboede strækninger, næsten villaveje.
Himlen over Samoa er et kapitel for
sig, idet den er ubeskrivelig smuk. Aldrig
har jeg set så mørk en himmel med så
mange stjerner. Det virker som om, at
alle himlens stjerner er koncentreret
over øgruppen, og hvis bare man rækker
armene ud, kan man nå dem. Når man
sidder på stranden og ser på den rolige
lagune, hører vinden hviske i palmerne,
ja da er det svært at forestille sig, at lige
netop der, hvor vi sidder, hærgede tsunamien allerværst.
Bungalowen vi bor i er ny, fordi
den oprindelige blev taget af havet.
Restauranten hvor vi altid spiste ligeså, så
nu spiser vi hver aften i en ny restaurant,
bygget hvor den gamle lå. Heldigvis har
man valgt at opbygge alt i den oprindelige stil, så umiddelbart ser det ikke ud til,
at noget er ændret, hvis man ikke har set
stedet før.
Traditionelt bor man i Polynesien
altid ved stranden. På disse kanter
begraver man de døde i haven, og vi ser
mange nye grave, og det er stort set det
eneste synlige spor, tsunamien har efterladt.
Husene, de traditionelle fale, er ovale
og består af gulv, træsøjler, som bærer et
palmetag og derudover ikke andet. Dvs., at
Festklædt tongansk mand på vej fra
gudstjeneste.
Børn og unge fra ”vores” meninghed i
Samoa.
man kan kigge lige igennem, og privatliv
er der intet af.
Det er en underlig fornemmelse, når
man kommer forbi disse huse om aftenen
og lyset er tændt, så kan man se alt, hvad
familien foretager sig. De nyere huse
bygges stadig efter samme princip, men
er meget større, firkantede og har bølgebliktag. Hver landsby har en falefono, som
er bygget på samme måde, men bare større.
Det er her man samles, når vigtige ting
skal diskuteres.
Smilenes Land. På en cafe mødte vi en pige
fra Milano, som arbejdede for et projekt
under FN, hvor man forsøger at bekæmpe
vold mod kvinder og børn. Hun fortalte, at
der bag smilene gemmer sig uhørt megen
vold, og at det er en svær opgave at ændre
på det. Man betragter nemlig problemet
som et internt familieanliggende, og ingen
skal blande sig heri.
Hvis en mand gennembanker konen,
kommer hans familie dagen efter og
undskylder, og så forventer man, at den
potte er ude. Det er jo en form for stammesamfund, og hver storfamilie har sit
overhoved, som sidder i råd med de andre
overhoveder. Disse vælger så nogle repræsentanter, som repræsenterer familierne i
parlamentet. Projektet forsøger at udvikle
disse stammeoverhoveder til at komme i
kontakt med deres følelser, således at de
forstår og viderebringer budskabet om at
vold er uacceptabelt.
Slangen i paradis
Samoa har aldrig været underlagt noget
kolonistyre, og den oprindelige samfundsopbygning er bevaret intakt indtil i dag.
Først og fremmest eksisterer begrebet ”jeg”
ikke, men kun ”vi”. Alt tilhører familien,
og alle tager hånd om hinanden. Således
er den sociale sikkerhed sikret, og ingen
sulter.
Det er mændenes opgave at skaffe
madvarer, og de gifte kvinder sørger for
mand, børn og mandens familie. Ugifte
kvinder og enker tager sig af gæstgivning
og fletter de kostbare måtter, man bruger
til ceremonier. Man tager sig kærligt af
børnene, indtil de bliver tre år. Derefter
bliver de ”hægtet” på en ældre bror, søster,
fætter eller kusine, som overtager opgaven.
Man nærer dyb respekt for den ældre
generation, ligesom man adlyder alle, der
har flere år på bagen end én selv.
I Samoa er tingene dog ikke altid,
hvad de giver sig ud for, og hvert paradis
har sin slange, selvom øen kaldes for
29
En taknemmelig præst
Et andet altoverskyggende aspekt af den
samoanske kultur er religionen. Jeg har
aldrig nogen steder set så mange kirker, og
i Italien, hvor vi bor, har vi virkelig mange
kirker! Størstedelen af det samoanske
familier tjener, går til kirken, som helst
skal være større og finere, end den nabobyen har. Man sulter hellere bare for at
kunne give så meget som muligt til kirken.
Kun kristendom er tilladt i Samoa,
men den findes til gengæld i alle afskygninger. Samoanerne er seriøst overbe-
Sandy Beach i Ha’apai i Tonga er en af verdens smukkeste strande.
viste om, at de er direkte efterkommere af
Adam og Eva, da de jo bor i Edens Have.
I både Samoa og Tonga er søndagen
udelukkende dedikeret til at gå i kirke,
sove og spise – al anden aktivitet er ilde set
trods øboernes store tolerance. Der kører
ingen busser, og flytrafikken ligger stille.
Sidst vi var der, var vi helt rørte over den
modtagelse og velkomst, vi fik, da vi var
til gudstjeneste. I de to øgrupper er det en
uforglemmelig oplevelse, at deltage i en
gudstjeneste. Når menigheden samles, får
man det indtryk, at de har direkte kontakt
til Gud.
”Vores” kirke er fattig og ikke særlig
stor, hvilket var grunden til, at vi valgte
netop den. Sidst vi var der, lovede vi os selv,
at vi før eller senere ville komme tilbage
med et rigtigt alterbæger til dem; de havde
nemlig kun et i plastik! Som gave havde
Emilio og jeg medbragt et alterbæger og
et krucifiks fra Italien, som vi ville forære
præsten.
Vi præsenterede os og begyndte at
fortælle om vores sidste besøg, men blev
hurtigt afbrudt, for præsten kunne sagtens
huske det, da vi var de eneste fremmede,
der nogensinde havde deltaget i en gudstjeneste i deres kirke. Nu var det præstens
tur til at blive rørt, og han takkede på
kirkens vegne, og bad os komme til gudstjeneste den følgende søndag.
ABBA på samoansk
Da vi besøgte kirken en uge efter, sad hele
menigheden pænt bænket i deres stiveste
puds og kirkehatte. Vi satte os på bagerste
række, men præsten bad os om at rykke
op foran, da vi var æresgæster, og de havde
forberedt en gave til os. Han holdt en lang
takketale, og til ære for os var hele den
smukke prædiken på engelsk. Derefter
bad han os komme op til alteret, hvor vi
tronede, mens menigheden sang, og der
blev samlet ind til kirkebøssen.
Præsten spurgte os, om vi ville sige
nogle ord, og trods al denne opmærksomhed, som kom helt bag på os, lykkedes
det at improvisere lidt. Som afslutning
sagde præsten noget virkelig smukt til os:
”at vi nu var en del af deres folk, af menigheden og landsbyen og af deres Samoa.”
Efter prædikenen blev vores gave
præsenteret, og i den anledning var der
et show, hvor menighedens børn og unge
optrådte for os. Alle var iklædt traditionelle fine hvide eller røde dragter, lava lava
og for drengenes vedkommende røde slips.
De optrådte til et ABBA-nummer,
teksten kunne vi desværre ikke forstå, for
den var på samoansk, men de både sang
og dansede, og viste en skøn blanding af
traditionelle polynesiske og moderne trin
udført med iver og entusiasme. Smukkere
gave kunne de ikke have fundet på, og det
var meget bevægende, at hele menigheden
havde brugt så megen tid på at organisere
dansenummeret for os.
Til sidst kom hver enkelt person; først
små, så store børn og derefter de voksne
hen for at give os hånden og et kindkys.
Det var først nu, det egentlig gik op for os,
hvor stor betydning vores gave har haft for
præsten og menigheden, så vi er glade for,
at vi fik gjort alvor af at forære dem de nye
ting til kirken.
Overvægt i XL-klassen
Allerede ved indtjekning i Nadi på Fiji fik
vi en forsmag på, hvad det vil sige at være
på Tonga. Da vi ankom til lufthavnen var
der allerede en alenlang kø af letgenken-
30
delige tonganere. De er meget karakteristiske med deres store kraftigt byggede
korpusser, deres højde og en vægt på ofte
et godt stykke over 100 kg.
Alle var de udstyret med overfyldte
bagagevogne, så man måtte spørge sig selv,
om tonganere har ret til mere end 20 kg
bagage, eller om deres ration er proportional med deres vægt.
Vi faldt selvfølgelig i snak med folk
i løbet af de par timer, som det tog inden
vi nåede frem til disken, og her åbenbaredes det for os, at skolerne i New Zealand
og Australien havde ferielukket, og at alle
de unge studerende ville komme hjem til
Tonga. De havde de mest utrolige ting med
som baggage, og det var bestemt meget
farverigt og underholdende at kigge på.
Man får brug for megen tålmodighed, for står der én foran i køen, er det
helt normalt, at alle vennerne går foran
sammen med ham. I løbet af indtjekningen kom vi således nok 20 personer
længere tilbage i køen. Flyet endte da også
med at blive mere end en time forsinket.
Om bord var det morsomt at se alle
disse kæmpemennesker presse sig ned i de
små flysæder, men på en eller anden måde
lykkedes det. I Nuka’alofa blev vi modtaget
på traditionel polynesisk vis, som betyder,
at man ved ankomst får en ranke af
duftende tiarablomster om halsen og ved
afgang en tilsvarende af muslingeskaller.
Fremtiden har dog også nået Tonga,
så i stedet for en ranke kun af blomsterhovederne, som vi fik sidst, var det en hurtig
udgave med hele grenen med blade og
blomster samlet på en plastiksnor, men det
er jo tanken, der tæller.
Vi startede ud med lidt skævheder,
da vi ikke nåede vores fly fra hovedstaden
Nuka’alofa, hvorfra vi skulle videre med
en lille maskine til Vava’u i den nordlige
del af øriget. Så der stod vi i lufthavnen,
og eftermiddagsflyet var fully booked.
Heldigvis fik vi i stedet plads på flyet
tidligt næste morgen og blev indkvarteret
på et hotel i byen første nat. Denne dag
brugte vi så på at se blæsehuller, flyvende
ræve og studere, hvordan lokalbefolkningen lever.
En livsdrøm går i opfyldelse
Ønsket om at besøge Tonga stammer fra
en TV-udsendelse, som min mand så for
mange år siden om en italiensk læge, som
havde bosat sig i øriget.
Vi forsøgte at finde frem til denne
læge, men desværre var han død året før.
Dog var vi heldige at møde hans enke og
børn, og vi fik lagt en blomst på hans grav.
På Vava’u hyrede vi en fiskerbåd til at
sejle os rundt blandt øerne i bugten. Ved
en lille ø lagde vi til for at bade og blev
modtaget med stor entusiasme og gæstfrihed af et new zealandsk par, som inviterede på kaffe.
Øen har nogle få bungalows som
normalt udlejes til turister, men dette par
havde påtaget sig ansvaret at holde øje
med øen i tre måneder, fordi ejerne var på
ferie.
Da vi mødte dem, havde de været
der i fem uger, og i den tid var Emilio og
jeg kun det andet hold besøgende, så jeg
kan godt forstå, at de tog godt imod os.
Det charmerende ved Vava’u er de meget
få turister. Man hilser på hinanden og
begynder efter kort tid at tale sammen og
udveksle rejseerfaringer.
Da vi skulle tilbage til Nuka’alofa
på hovedøen med det lille fly regnede og
blæste det, og fra hovedstaden var der
endnu en halv times transfer med båd,
inden vi nåede vores bestemmelsessted på
en anden ø.
Turen gik langt bedre end forventet,
for ikke uden grund regnes tonganerne
for at være nogle af de bedste sømænd, og
vores kaptajn forstod at tage bølgerne på
den rigtige måde, så vi ikke blev søsyge.
Det regnede, som det kun kan regne i
troperne, og vi håbede på bedre vejr.
På vores rundtur i øriget lærte vi
mange hyggelige mennesker at kende,
og to måneders rejse fløj af sted. En lille
krølle på historien er, at vi også lærte
et par fra England at kende. De boede
på Ha’apai Sandy Beach, som er en af
Stillehavets flotteste og mest uberørte
strande.
Da manden hørte, at min husbond
havde haft et pizzeria, spurgte han om
opskriften på pizzadej. Således endte det
med, at de to gik i gang med at ælte dej –
der midt i tropeheden. Et lille bitte stykke
Italien er det altså også muligt at støve op
på en stillehavs-ø.
nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610
og bor i Italien.
Samoa & Tonga
Vi lejede bil hos Seven Seas, som er
ejet af danske Claus. Dagspris ca. 240
kr., hvis man bor på Samoan Outrigger,
som også ejes af Claus. Shuttlebus fra
lufthavnen til Apia ca. 50 kr.
Bo i Samoa: Dobbeltværelse på
Samoan Outrigger, Falealili St. Apia, ca.
300 kr. Dobbeltværelse på Sinalei Reef
Resort Siumu, Maninoa, ca. 1.150 kr.
Tonga har et af verdens sidste absolutte monarkier. Både samoanere og
tonganere er undergrupper af polynesiere. Ikke førend i 1800-tallet
fik samoanerne kontakt med vesterlændinge, og kristendommen kom til
øgruppen. Samoa er delt mellem en
selvstændig stat i vest, der tidligere
har været underlagt Tyskland og New
Zealand, og amerikansk Samoa i øst,
der hører under USA. Samoanerne har
i mere end 2.000 år tatoveret sig, og
denne praksis er et udpræget særpræg
for deres kultur.
Ud & hjem igen: Det er fordelagtigt at
købe en jordomrejsebillet. Vi fløj med
Qantas via Singapore til Australien,
derfra videre med Air Pacific til Fiji,
Samoa, Tonga, Hongkong og tilbage via
London.
Lokal transport i Samoa: Det er
let at komme rundt på øen; enten med
taxi, bus eller som vi gjorde i lejebil.
Mad & drikke i Samoa: 120-130 kr.
om dagen. Prøv den bedste italienske
restaurant Paddles i Apia. En øl koster i
en butik ca. 12 kr.
Lokal transport på Tonga: Fly
Tongatapu-Vava’u ca. 2.000 kr. Fly
Tongatapu-Ha’apai ca. 1.400 kr. Tjek
www.chathamspacific.com. Der er
en færge fra Tongatapu til Ha’apai og
Vava’u en gang ugentlig. Turen tager 16
timer og koster ca. 600 kr. Tjek www.
fisa.to.
Bo på Tonga: Dobbeltværelse på
Seaview Lodge, Vuna Rd., Nuku’alofa,
Tongatapu, koster ca. 600 kr.
Dobbeltværelse på Matafonua Lodge,
Foa Road, Faleloa, Tonga Ha’apai Group,
fås fra ca. 750 kr.
Mad & drikke på Tonga: Ca. 100 kr.
om dagen. En øl eller 1,5 liter vand
koster i en butik ca. 8 kr. Prøv Mango
Restaurant a Vava’u – her får man den
bedste hummer i Polynesien.
Et vemodigt på gensyn til Matamanoa-øen og Fiji.
31
På besøg hos efterkommerne til
Tobasøens kannibaler
En ø i Tobasøen med de karakteristiske hustage.
Sumatras batakfolk har bevaret
mange af deres oprindelige ritualer
og traditioner, selv om de er blevet
kristne. I dag lever de af at dyrke
verdens dyreste kaffe, kopi luwak.
Tekst:
Kirsten Graversen
Fotos: Kirsten Graversen &
Wikimedia
H
un sidder på hug, moderen
med sin dreng, og jeg bliver
bedt om at komme hen og se,
hvad hun har i hånden. Det er
hvide kaffebønner, som har været igennem
det kattelignende desmerdyr. Vores lokale
guide sagde godt nok, det var gennem
skunks (stinkdyr), men det er det dog ikke!
Disse kaffebønner er de dyreste i verden og
kaldes kopi luwak efter dyret, som har haft
bønnerne igennem sit tarmsystem.
På sin vej gennem fordøjelseskanalen
bliver bønnerne udsat for påvirkninger fra
fordøjelsesenzymerne, og der foregår en
let fermentering. Kaffen, som er resultatet,
stammer fra de bedste bønner på planterne, særligt udvalgt af dyrene, som lever
i skovene på bjergsiderne. Kaffen er særlig
sund, da den har en del frie aminosyrer,
og derfor bliver meget mindre bitter end
normalt.
Verdens største krater
Jeg mødte kvinden og en del andre fra
batakfolket på øen Samosir i verdens
største krater, Tobasøen , som måler 30 x
100 km. Denne kratersø på den nordlige
del af Sumatra i Indonesien, opstod under
et gigantisk vulkanudbrud for 75.000 år
siden. For at komme til øen i midten, skal
man sejle over den dybe sø fra byen Prapat
til byen Tuk-Tuk på Samosir. En overfart
som tager ca. 1 time.
Tobasøen var hellig for batakfolket,
så hellig, at lokale i tidernes morgen blev
dømt til døden for at vise fremmede europæere hen til den. Søen er meget smuk
med sine kratersider, der ligner skovbeklædte bjerge, og det er i disse bjerge, at
man finder desmerdyret og de vilde kaffeplanter. Jeg blev nu ikke budt på denne
kaffe af luwaktypen, da den er alt for
kostbar og en god salgsartikel til virkelige
kaffeelskere og -kendere.
Kvindens mand havde i løbet af ca.
halvanden måned indsamlet ca. ½ kg
bønner i skovene oven for landsbyen.
32
Bønnerne lå i dyrenes ekskrementer som
perler på en snor, og efter indsamling var
de blevet vasket ud og tørret i solen. Det
var med en vis stolthed, at hun viste de
fine hvide bønner frem i et stykke hvidt
klæde. Bønnerne har stadig den hårde
skal på, selvom det har taget otte timer at
passere gennem dyrenes tarmsystem, som
kun optager næring fra selve frugtkødet.
Disse kaffebønner sælges som verdens
dyreste kaffe med priser på 4.000 kr. per
kg eller meget mere for de rette kendere.
En kop kopi luwak koster nemt 500 kr.,
og så kan det oven i købet være bønner,
som har været gennem ”husdyr”, da man
har nogle i fangenskab, som man fodrer
med kaffefrugter (ikke nødvendigvis
specielt udvalgt), og derefter venter på, at
bønnerne kommer ud ad den anden ende
efter ca. otte timer. Kaffeelskere får en
særlig oplevelse med en kop kaffe med
en rig og stærk aroma, lidt sirupsagtig i
smagen og med lidt chokoladesmag. Efter
sigende har kaffen en særlig lang og ren
eftersmag!
Måske bliver kaffen endda endnu
dyrere i fremtiden, da desmerdyret er
efterstræbt pga. troen på, at dets kød kan
kurere sygdomme.
Her dufter det godt af kaffe.
Et fordrevet folk
Jeg besøgte øen Samosir i nogle dage på
min rundrejse på Sumatra, og der fik jeg
mere kendskab til batakfolket, som i sin
tid blev fordrevet til øen, da deres særlige
ritualer med at spise menneskekød ikke
passede til de kulturer, bl.a. hinduismen,
som omgav dem der, hvor de boede.
Batakfolket bor også i dag i særlige
huse, som minder om både, da tagene
er saddelformede og er bygget ud over
huset. Enderne af tagene er udsmykkede
og bemalede, ofte med bøffelhoveder med
horn som udsmykning. Udsmykningen
skulle holde onde ånder væk. På øen, hvor
mange stadig bor i den slags huse, dog
kun med en familie i hver, så vi også helt
nybyggede huse i samme stil. Nogle huse
har fibre fra sukkerpalmer som tag, mens
andre har bølgebliktag. Ingen ved præcist,
hvor mange der bor traditionelt, men vi så
disse huse i mange landsbyer. Også i den
kaffelandsby vi besøgte. I samme landsby
så vi, hvordan man også har ”udekøkken”,
idet et par kvinder var i gang med at male
ristede kaffebønner, mens en anden var
ved at lave kaffe. Hvilken duft!
Den stamme, som bor på Samosir, bor
stadig i de gamle huse, som består af en
lang bygning på pæle med plads til husdyr
i jordniveau. Man kommer op i huset ad
en meget stejl trappe eller bambusstige,
og indeni finder man et rum opdelt i to
dele. Tidligere kunne der bo helt op til 12
familier i sådan et hus, men det var mest
normalt med otte familier, som alle var i
slægt med hinanden, og tre generationer
boede sammen. Der var fire ildsteder, hvor
man skiftedes til at lave mad, og bortset
Det søde kaffespisende desmerdyr.
fra simple vægge eller forhæng, bag hvilke
den mellemste generation (i den fødedygtige alder) kunne trække sig tilbage. Alle
sov i det åbne rum, bedsteforældre og
børnebørn.
Religion og ritualer
I dag er batakfolket kristne takket være
nogle vedholdende hollandske missionærer. På øen var der bygget mange kirker,
og for os så det ud som om, man byggede
kirker efter hvor mange penge, man fik
udefra, idet der ofte var en større kirke
ved siden af en lille kirke. Sikkert er det, at
religion spiller en vigtig rolle for øfolket.
En søndagsgudtjeneste, som vi overværede, var lidt svær at genkende fra en
gudstjeneste i Danmark. Hovedparten
af tiden blev brugt til, at forskellige
medlemmer af menigheden kom op til
prædikestolen og læste højt af Bibelen
på bataksproget, som i øvrigt ikke er
beslægtet med indonesisk. Ind imellem
disse oplæsninger var der flere kor, som
sang flerstemmigt med hver sin korleder,
både børne- og voksenkor. Det var stemningsfuldt, selvom det ikke lykkedes at
låne en salmebog. Det var nemlig langtfra
alle, som havde haft råd til en salmebog.
Når man går i kirke, har man sit
bedste tøj på, og det vil for kvinderne
sige meget spraglede, blanke stoffer med
en slags kniplinger. Over- og underdel
passede ikke nødvendigvis sammen i
farverne. Kvinderne havde ikke tørklæder
på, men derimod havde de ekstra håropsætninger sat på med nåle. Denne form
for tøj bar de også til begravelser og bryllupper. Kniplinger, håropsatser og lange
33
skørter var ikke nogen hindring for at
køre derfra på knallert. Fortid møder
nutid!
Flere steder så vi store grupper samlet
for at tage afsked med en slægtning, hvis
navn var ”skrevet” med blomster på et
stort banner uden for det sted, hvor man
holdt ceremonien. Da batakerne oprindeligt havde en animistisk religion, hvoraf
nogle ritualer stadig anvendes, er begravelser også lidt anderledes, ligesom bryllupper. Man begraver først den døde, og
når der kun er knogler tilbage, tager man
disse op og lægger dem i en urne, som så
begraves igen. Det er vigtigt, at man ikke
bliver glemt, da man stadig tror på, at alt
har en sjæl. Det var først i 1880’erne, at
batakerne ved Tobasøen blev kristne.
Ved bryllupper trækker man så også
i sit bedste tøj – og hår. Indtil vi fandt ud
af hemmeligheden, var vi noget misundelige på de store frisurer, kvinderne havde.
Mændene bærer ulos, et aflangt stykke
stof over skulderen med en rituel betydning. En ulos bliver også brugt til at binde
brud og brudgom sammen, da den giver
styrke til kvinden, så hun bliver beskyttet
for voodoo mod frugtbarhed, og manden
giver den mod. Den er også et symbol på
kærlighed og har en magisk religiøs magt.
En ulos kan gives som gave for at vise
respekt.
Også i forbindelse med bryllupper,
er der ritualer, som stammer fra tiden,
før de blev kristne, men mange går
først i kirke og får den kirkelige velsignelse. De ritualer, som så bliver fulgt
bagefter er uskrevne regler, såkaldte adat
– skikke – som handler om de ting man
gør, og dem man ikke gør. En del er ritualerne er, at man inviterer flere hundrede
gæster til festen, som forgår i store telte.
Familiemedlemmer ud i de fjerneste led
kommer langvejs fra, ligesom man samler
hele landsbyen. Der bliver så lavet mad
i kæmpe kar med flere slags kød, ris og
grøntsager.
Der er et orkester (vi så bands på
fem-seks personer), som spiller, mens
man går rundt i kreds. Der gives gaver til
brudeparret, som får nogle høje flettede
kurve, som man ikke lige kan kigge ned i,
ligesom der råbes op om, hvad de forskellige har givet af pengegaver. Det er brudgommens familie, som giver en brudepris
til brudens forældre, og brudens forældre
giver ting til husholdningen og hjemmet.
Brudens forældre giver måske også et
stykke jord, som går tilbage til familien ved en evt. skilsmisse, som kan være
forårsaget af barnløshed. Det er lovligt
at have mere end en hustru, men så skal
der betales brudepris til flere svigerforældrepar, og det kan kun de rigeste. Et
bryllup kan sagtens vare en hel dag.
Kannibalisme
Får de også menneskekød til brylluppet?
Nej, det gør man ikke nu, og det gjorde
man heller ikke, da batakerne var menneskeædere. De store gryder har de dog, men
de har aldrig været anvendt til tilberedning af menneskekød som i tegneserierne.
Hvordan opstod så myten om menneskeædere blandt batakfolket? Det er faktisk
ikke nogen myte, det er rigtigt nok.
Kannibalisme er en del af nogle religiøse ritualer, som batakerne brugte, da de
var animister. Når mennesker opførte sig
forkert (imod adat), kunne man ophøre
med at se dem som mennesker, men
betragte dem som dyr. Grove forbrydelser kunne være mord og voldtægt, som
man blev dømt til døden for. Det skulle
dog ikke bare være en simpel død. Man
skar dele af kroppen af, og nu fik offeret
og hans eller hendes familie, kød fra disse
dele at spise, mens den dødsdømte stadig
levede. På denne måde overførte man den
dødsdømtes kraft, som ville blive overført gennem sjælevandring. Derved blev
den dødsdømte glemt af sine efterkommere, hvilket var det værste, man kunne
tænke sig.
Den dødes knogler blev så gravet ned
under indgangen til landsbyens forsamlingshus, således at man altid kunne træde
på ham. Da der var mange krige mellem
batakerne, var der også slaver, som var
taget fra andre landsbyer, og som derfor
heller ikke blev betragtet som andet end
dyr, som man jo spiste. Ofte gik høvdingen
i landsbyen forrest med at spise meget små
stykker af menneskekødet for at vise, at
han turde. Men det var aldrig af sult, man
spiste mennesker. Både slaver og folk fra
selve landsbyen kunne blive dømt, da man
også syntes at spillegæld skulle straffes, og
man spillede meget i disse landsbyer!
Hvad spiser man så i dag? Samosir
er en frodig ø, og selve Tobasøens vand
er rigtig godt, så man dyrker mange
forskellige afgrøder og har også fiskebrug
i vandet. Herfra eksporteres både friske
fisk og tørrede fisk. Der er altså mad nok,
og det er ikke farligt at være på øen, da
man ikke kan blive spist, bortset fra hvis
Brudens og de nærmestes flotte hårpragt og kjoler.
Batakfolket på
Sumatra
Tobasøen dækker et areal på 1.707 km²
og ligger fire til seks timers kørsel
nordvest for Medan.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMedan fås fra ca. 5.550 kr. t/r.
man er et insekt, da der findes flere slags
kødædende planter, som vi dog holdt fingrene væk fra. Men jeg fik dejlig kaffe!
nn Kirsten Graversen har medlemsnr. 547
og har til dato besøgt ni territorier og 84
lande. Hun besøgte Tobasøens batakfolk i
2013. Læs mere om hendes rejseliv på www.
kirstengraversen.dk .
Gaveposerne til brylluppet.
34
Rejsebilleder
Peru: Venten i Cusco. Foto: Lisbeth Vivaldini.
Kenya: Samburupige, Maralal. Foto: Per Svendsen.
Vanuatu: Høvdingen. Foto: Bo Løvschall.
Tanzania: Masaifolk. Foto: Rikke Skafte Jespersen.
Benin: Begravelsesprocession for en død høvding. Foto: Knud B. Bach.
Indonesien: Til høvdingebegravelse i
Tana Toraja. Foto: Knud B. Bach.
Namibia: Himbakvinder. Foto: Rikke
Skafte Jespersen.
Grønland: En del af kvindens nationaldragt. Foto: Tanja Schwartz.
Brasilien: Indianer fra byen Altamira i Paráregionen. Foto: Knud B. Bach.
36
Kenya: Kvinde fra turkanafolket. Foto:
Søren Bonde.
Brasilien: På Amazonfloden. Foto: Rasmus Krath.
Guatemala: Indianere ved Atitlan-søen. Foto: Rikke Skafte
Jespersen
Etiopien: Hamerpige i familiehytten. Foto: Søren Bonde.
Svalboet, “Svalereden”, er opført nær
Jalta under den nygotiske periode i 1911
og er et populært turistmål.
Krimhalvøens tatarer
er vendt hjem til en
uvis fremtid
fremtid
uvis
”O
De etniske spændinger ulmede på
Krim, da jeg første gang besøgte
halvøen i Sortehavet i 1999. Siden
er det blevet til flere besøg på den
natursmukke halvø, som ud over
at være kendt som kur- og feriested fascinerer med sin historie og
geopolitiske placering. I løbet af
1990’erne vendte 250.000 tatarer
tilbage til deres hjemstavn fra det
eksil i Centralasien, den sovjetiske
leder Stalin sendte dem til ved
sine etniske udrensninger under 2.
Verdenskrig. I de mellemliggende år
er Krims slaviske befolkning vokset
til 2,2 millioner, fortrinsvis af russisk
afstamning, og tatarerne udgør
nu kun omkring 12 % af halvøens
befolkning. I marts 2014 brød spændingerne ud i lys lue, da Rusland
annekterede halvøen fra Ukraine, og
en ledende krimtatar blev myrdet
og flere fordrevet fra deres hjem og
udvist fra Rusland.
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Fotos: Lars-Terje Lysemose &
Wikimedia
m så alle floder flød med
blæk, ville det ikke være
nok til at beskrive vores
vanskeligheder.” Sejljametov
Jakub sukker. Han er leder af Skole nr. 42
i barakbyen Kamenka, otte km uden for
Krimhalvøens hovedby Simferopol.
Skolen, der er bygget med midler
fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) og
Canada, er hans glæde og stolthed. Vi
skriver 1999, og FN’s blå flag og Canadas
rød-hvide flag med et ahornblad hænger
stolt ned fra skoleindgangens loft.
Sammen med det tilstødende lægehus, der
er bygget af UNDP og Norge, er denne
skole den eneste rigtig moderne bygning i
dette samfund af ca. 15.000 krimtatarer.
Da vi sammen går ned ad de plørede
veje, er det åbenlyst, at indbyggerne havde
få midler, da de ankom her i overfyldte
biler og tog. De fleste af dem kom på et
tidspunkt, hvor inflationen steg 10.000 %
om året, lige efter Sovjetunionens kollaps.
Og det er tydeligt, at de fleste af beboerne nu ikke har nogen indkomst. For at
holde sig i live holder de små køkkenhaver
for at dyrke kartofler og andre grøntsager. Det er i disse omgivelser, hvor folk
stadig er i færd med at tætne et loft eller et
vindue eller stadig bor i skurvogne, at den
59-årige krimtatar lærer sine elever at leve
38
i fred og tolerance, i en atmosfære der er
fuld af behov for forsoning.
”Vi krimtatarer har lidt under hele
vores historie. Men nu tilhører fremtiden
hele Krims befolkning, uanset etnisk
baggrund,” forklarer Sejljametov Jakub
håbefuldt.
Det er dog ikke alle på Krim, der er
af den opfattelse. Det gælder både blandt
de tilbagevendte tatarer og blandt den
etnisk russiske flertalsbefolkning, der
blev tilskyndet til at flytte til Krim efter 2.
Verdenskrig.
Krim ligger i Sortehavet mellem
Tyrkiet, Rusland og det ukrainske fastland,
som halvøen er forbundet med, og sporene
efter Stalins deportation af en kvart
million mennesker i løbet af ganske få
timer 18. maj 1944 er stadig tydelige. Som
chefen for UNDP på Krim, Merlin Udho
fra Guyana, forklarer mig:
”Dette kunne gå hen og blive rigtig
eksplosivt. Faktum er, at tusinder af
mennesker er vendt hjem til deres hjemstavn til en meget anspændt situation. De
er fulde af håb, der langsomt uddør, fordi
de ikke får nogen økonomisk hjælp til
genhusning. Desuden er der stadig en
masse gamle fordomme fra den tid, hvor
krimtatarerne blev beskyldt for at samarbejde med nazisterne imod Den Røde
Hær.”
Tatarerne på Krim
Tatar er en paraplybetegnelse for
alle etnisk tyrkiske folk i den tidligere Sovjetunion. Krimtatarerne har
hjemme på Krim og har været muslimer
siden 1300-tallet. Krimtatarerne regerede på Krim fra 1441 til 1783. Under
Katarina den Store erobrede russerne
Krim i 1783, og halvøen blev en del af
det russiske zarrige og siden en del af
sovjetrepublikken Rusland.
Morgengry i Ai-Petribjergene på Krim.
Underviser i tolerance
I 1996 iværksatte FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Dansk
Flygtningehjælp et fælles undervisningsprogram i tolerance for alle skoler på
Krimhalvøen. Det er derfor, jeg tre år
senere som udlandsreporter for dagbladet
Aktuelt besøger Krim. For at se, om det
kan lykkes at skabe tolerance og forståelse i en tid, hvor frygten for yderligere
eskalering af situationen er udbredt.
Programmet omfatter tv- og radio-udsendelser, poesikonkurrencer og koncerter,
som skal hjælpe tolerancen og forståelsen
på gled mellem halvøens ikke færre end
101 forskellige etniske grupper. Målet er
at alle halvøens lærere skal på kursus i at
undervise i etnisk tolerance.
”Denne slags undervisning kan virke
i et hvilket som helst land,” forklarer
Ken Kutsch, amerikaner og en af initiativtagerne til UNHCR’s og Dansk
Flygtningehjælps fælles undervisningsprojekt. ”Men de russisksindede politikere i Krims selvstyre er virkelig imod
vores toleranceprojekt. Kulturministeriet
har afbrudt alt samarbejde med os.
Tilsyneladende ønsker politikerne ikke
nogen forsonende toner. Og det nuværende toleranceniveau er ikke ligefrem
godt. Russere og krimtatarer blander sig
simpelthen ikke med hinanden. I fjor oplevede vi en række sammenstød under valgkampen, og flere blev faktisk dræbt,” siger
Ken Kutsch.
”Man bør ikke vælge en ven på grund
af øjen-, hår- eller hudfarve. Nationaliteter
kan ikke være gode eller onde. Kun
konkrete, individuelle mennesker kan
være gode eller onde,” forklarer Bahman
Vlad, en 16-årig etnisk krimtysker, i et af
undervisningsprogrammets hæfter.
Spændt atmosfære
Trods fred på overfladen er luften tyk
af spænding. Og det er ikke kun, fordi
Krim er blevet et tilholdssted for mafiaen.
Eller fordi Rusland med sin sortehavsflåde, der ruster op i Sevastopol på Krim,
stadig spiller en rolle i ukrainsk politik.
Problemet er, at folk holder sig til deres
egne etniske grupper. Og så er der det
politiske system – lederne der øjner en
chance for at holde sig til magten ved at
fastholde status quo og holde gløderne ved
ilden. Men det skyldes selvfølgelig også
den generelle økonomiske tilbagegang
og arbejdsløsheden på 70-90 % blandt de
tilbagevendte folk.
Sammen med nogle få internationale
organisationer lærer UNDP de tidligere
deporterede folkeslag, hvordan man bliver
socialt aktiv og bygger ungdomscentre,
hvor de unge kan hænge ud om aftenen.
”Det er svært at ændre på gamle
mennesker. Men hvis de ser, at deres
unge får arbejde, kan de leve i fred,” siger
Merlin Udho.
En af måderne, det internationale
samfund underviser i tolerance på, er ved
at lade elever skrive stile og fortællinger
om etniske spørgsmål og udgive dem som
skolehæfter. Som 15-årige Maje Osmanova:
”Da vi ankom til Krim, var jeg seks
og min søster Lera var tre. Vi havde ingen
bedsteforældre i nærheden, så de blev
erstattet af vores russiske naboer, Ljuba
og Arkasha. Siden den tid har de givet
os deres kærlighed og omsorg, som om
vi var deres børnebørn. Og det sårer og
39
18. maj 1944 gav Sovjetunionens
leder Josef Stalin ordre om deportation af samtlige ca. 200.000 krimtatarer til Centralasien, eftersom han
hævdede, at de havde samarbejdet
med Nazityskland. De fik først lov til at
vende hjem, efter at Sovjetunionens
sidste leder Mikhail Gorbatjov
indførte glasnost og perestrojka sidst i
1980’erne.
19. februar 1954 blev Krim ved et
symbolsk pennestrøg overført fra
den russiske sovjetrepublik til den
ukrainske af den sovjetiske leder
Krustjov. Halvøen er adskilt fra Rusland
af Kertsjstrædet og Det Azovske Hav
og hænger sammen med Ukraine ved
to landtanger, så rent geografisk og
administrativt gav det dengang god
mening, og ingen tænkte på at spørge
befolkningen om dens mening under
Sovjets kommunistiske styre. Men
da Sovjetunionen blev opløst i 1991,
udråbtes Ukraine for første gang i
nyere historie som en suveræn stat,
og dermed blev Krim også en del af
den nye stat Ukraine. Under Ukraine
har Krim dog haft et vist selvstyre,
ligesom krimtatarerne har opnået
anerkendelse som et oprindeligt
folk. I 2008 boede der ca. 250.000
tatarer på Krim. 150.000 lever fortsat
i eksil i Centralasien, hovedsageligt i
Usbekistan.
skræmmer mig at høre de voksne give
russerne skylden for alle vores problemer
og kræve, at russerne straffes og deporteres. Mine klassekammerater virker
heldigvis klogere end læreren og de
voksne, som kræver gengældelse for alt.
Men vi, deres børn og børnebørn, vil blive
Væbnet konflikt i Ukraine
Det er sket:
21. november 2013: Ukraines præsident
Viktor Janukovitj opgiver at indgå en
samarbejdsaftale med EU og vælger
i stedet at knytte nærmere bånd med
Rusland. Det medfører store protestmøder i Kijev.
Timur Dagdji og hans kone er i færd
med at skabe sig et nyt liv på Krim.
straffet for den holdning. Og vi ønsker
tværtimod kun at leve i venskab.”
Den kroatiske chef for UNHCR på
Krim, Sead Sadic, forklarer, at ”for de
tidligere deporterede folkeslag, er det hele
et spørgsmål om historisk retfærdighed.”
De har ifølge ham alle et forjættede
land-syndrom.
”Men er man ikke statsborger her, er
man ikke stemmeberettiget, man kan ikke
arbejde for det offentlige, børn kan ikke
få undervisning gratis. Og godt 150.000
mennesker her er statsløse, berøvet disse
rettigheder,” siger Sead Sadic.
40 % af krimtatarerne kom fra storbyer, fra gode stillinger som lærere, læger,
advokater og ingeniører. Nu finder de sig
selv i landområder uden jobudsigter – i
omgivelser hvor det koster 700 kr, eller
dobbelt så meget som den gennemsnitlige
månedsløn i Ukraine at opnå ukrainsk
statsborgerskab. Samtidig advarer krimtatarerne om, at en kvart million slægtninge,
der er ladt tilbage i Centralasien, snart vil
følge dem.
”Men hvad kan folk, der ikke har
nogen penge, gøre?” spørger Sead Sadic.
Det forjættede land
65-årige Timur Dagdji er blot en af mange
krimtatarer, som indfanger stemningen.
Han er pensioneret journalist og fortæller
mig, at han i 1968 under den sovjetiske
leder Bresjnev blev idømt tre års fængsel
for at være dissident og offentligt spørge,
hvorfor krimtatarerne ikke måtte vende
hjem til Krim.
”Da jeg havde afsonet min dom,
opsøgte jeg Andropov, KGB’s chef, og
spurgte ham personligt: ’Kan jeg fortsætte som journalist?’ ’Ja,’ svarede han,
’tag tilbage til Asien og arbejd. Vi er ikke
5. december 2013: Tusinder af demonstranter besætter Kijevs rådhus og
Majdanpladsen.
23. januar 2014: Sammenstød
mellem demonstranter og politi på
Majdanpladsen fører til de første dødsfald.
21. februar 2014: Janukovitj og oppositionen indgår et kompromis om at holde
nyvalg.
22. februar 2014: Demonstranter
stormer regeringsbygninger, og
Janukovitj tager flugten til Rusland.
27. februar 2014: Maskerede soldater fra
Rusland besætter strategiske punkter på
Krimhalvøen.
16. marts 2014: Rusland holder folkeafstemning på Krim. 96 % af de afgivne
stemmer sætter kryds ud for forslaget
om tilslutning til Rusland. Mange
undlader dog at stemme, og folkeafstemningen ses ikke som legitim af det
internationale samfund.
længere i 1930’erne.’ Men jeg fik ikke lov
til at rejse tilbage til Krim. Først nu er det
lykkedes. Halvdelen af os er nået hjem,
mens vi venter på, at den anden halvdel
skal følge efter. Men det, jeg frygter mest,
er, når folk ikke ved, hvad de skal gøre
og bliver deprimerede og aggressive. Vi
har set eksempler på det med brændende
biler og huse, og folk som er blevet slået
ihjel. På grund af det, og fordi politikerne
ikke gør andet end at provokere folk, er jeg
bange for, at det kan gå hen og blive endnu
mere voldeligt. Men nogen er jo nødt til at
forblive optimister,” siger han med et smil.
”Jeg længes efter, at min søn skal komme
hertil fra Centralasien, hjem til Krim.”
40
18. marts 2014: Ruslands præsident
Putin underskriver aftalen om optagelse
af Krim i Rusland.
7. april 2014: Prorussiske demonstranter
besætter regeringsbygninger i Donetsk
og Luhansk i det østlige Ukraine.
11. maj 2014: Folkeafstemninger om
løsrivelse og dannelse af en selvstændig stat gennemføres i Luhansk- og
Donetskregionerne.
25. maj 2014: Ukrainerne vælger en ny
præsident: Petro Porosjenko.
5. juli 2014: Ukraine indleder en offensiv
mod oprørerne i den østlige del af
landet.
17. juli 2014: Et malaysisk passagerfly
på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur
skydes ned over det østlige Ukraine, og
alle 298 om bord omkommer.
25. august 2014: 10 russiske faldskærmssoldater pågribes 20 km inde i
Ukraine. Rusland påstår, de var faret vild.
I alt menes konflikten at have kostet
mere end 700 soldater og 2.200 civile
livet, og UNHCR anslår, at 730.000 civile
har søgt tilflugt fra det østlige Ukraine
til Rusland. Yderligere 117.000 befinder
sig på flugt inden for Ukraines grænser,
og tallet øges i skrivende stund med ca.
1.200 mennesker om dagen.
Som den 11-årige Galina Rudenko
skrev i en stil: ”Da jeg var i første klasse,
læste vores lærer en historie højt for os
om nogle duer, som engang blev solgt fra
Kijev til Irkutsk. Det tog dem to år at flyve
hjem. Der var et fint dueslag i deres nye
hjem, og de fik nærende føde, men den
rede var ikke deres oprindelige. På samme
måde kan folk sikkert ikke leve uden deres
hjemstavn.”
Efterskrift: Opblusset konflikt
I marts 2014 benyttede Rusland sig af
det politiske kaos i Ukraine til at annektere Krim efter at have indsat tropper
via sin sortehavsbase på Krim og i hast
Krim
Krimhalvøen er på 26.100 km² og
er dermed lidt mindre end Jylland.
Naturmæssigt byder Krim på steppe
eller prærie i øst og nord, Feodosia har
sandstrande, bølgende bakker med
vinmarker og frugttræer, og nær Jalta
står majestætiske slotte og datjaer,
som klamrer sig til klippestykker, der
knejser ud over Sortehavet. I vest
findes skovklædte bjergkæder med
sagnomspundne grottebyer. Læs mere
om Krim som naturparadis og feriested
på wikitravel.org/en/Crimea.
Børn i Kamenka foran krimtatarernes nybyggede skole.
Ud & hjem igen: Al flytrafik er
indstillet, undtagen til og fra Rusland,
efter at Krim blev annekteret af
Rusland i marts. Der går heller ikke
længere tog til og fra det øvrige
Ukraine. Rusland har planlagt at bygge
en bro mellem Krim og det russiske
fastland over Kertsjstrædet. Der går
færger mellem Kertsj og Port Kavkaz på
det russiske fastland.
De naturskønne Ai-Petribjerge med toppe i 1.200 meters højde.
gennemføre en folkeafstemning, som
ingen ud over Rusland betegner som fri
og fair. Over 96 % af de afgivne stemmer
støttede Krims optagelse i Den Russiske
Føderation. Krimtatarerne deltog ikke i
afstemningen.
Med annekteringen brød konflikten
mellem russisksindede og krimtatarer ud
i lys lue, og alle internationale hjælpeprogrammer blev omgående sat på standby.
En ledende krimtatar blev torteret og
myrdet og flere andre fordrevet fra deres
hjem med besked om ikke at vise sig på
Krim og i Rusland igen.
nn Lars-Terje Lysemose har besøgt Krim
flere gange siden sit første besøg i 1999 og
har medlemsnr. 364. Han arbejder freelance som journalist, redaktør, underviser
og foredragsholder og har bl.a. studeret fred,
konflikt og internationale relationer. Han
har rejst en del til væbnede konfliktområder,
hvor etnicitet eller religion har spillet en
rolle, som fx i Eksjugoslavien, Transnistrien,
Tjetjenien, på Molukkerne, i Østtimor og
i Myanmar. Læs mere om ham på www.
lysemose.com.
41
Visum: Mens Ukraine er visumfrit for
danskere, kræves der nu russisk visum
for at besøge Krim. Turistvisum for
30 dage koster 490 kr. Se www.ifsdenmark.com.
Advarsel: Det danske udenrigsministerium fraråder p.t. alle rejser til
Krim samt til det østlige Ukraine, dvs.
regionerne Donetsk og Luhansk.
På motoRcykel
gennem
det sydlige
Afrika
Tekst & fotos: Knud B. Bach
I maj 2013 var jeg på en fantastisk motorcykeltur
gennem det sydlige Afrika i to uger. Turen var utrolig
oplevelsesrig, og jeg havde glæden af at besøge seks af
Afrikas bedste safariparker. Jeg nød at køre motorcyklen,
kammeratskabet til de andre motorcyklister og oplevede
på denne tur the big five: løven, elefanten, den afrikanske
bøffel, leoparden og næsehornet. Og dertil flere buskmænd.
V
i mødes i Johannesburg, Sydafrika. 12 spændte deltagere,
klar til at påbegynde den næsten 3.700 km lange tur. Alle
de andre er argentinere, og jeg kender flere af dem fra en
motorcykeltur i 2010, hvor vi kørte til Ushuaia. Også en
utrolig tur! Således kender jeg derfor også de tre arrangører, Pablo,
Roberto og Kristo fra Rent-A-Moto. Resten af slænget er en broget
forsamling: Vekselerer, advokater og firmaejere. De bliver nye
venner. Vi gasser op for de store BMW-motorcykler og giver os i
kast med rejsen.
Motorcykelgruppen
Turen er således sparket i gang. Vi kører mod nord til Zimbabwe,
derefter over Zambia, ned gennem Botswana og tilbage til
Johannesburg over Sun City. Rejsen er lang, men det er intet
problem for de kraftige 800-1200 cc BMW-motorcykler. Hver
dag kører vi et sted mellem 200 og 750 km, mens vi krydser flere
landegrænser, i forskelligt terræn men generelt på gode veje, hører
diverse sprog og møder nye kulturer. Første stop: Soweto. Vi besøger det hus, hvor Nielson
Mandela og hans anden kone Winnie boede i 1990 efter Mandelas
løsladelse fra 27 års fængsel.
Kwathabisile Lodge Boma
Derefter kører vi videre til The Kwathabisile Game Lodge, hvor
vi spiser middag i den traditionelle boma. Her sidder vi i kreds
omkring bålet, mens kokken disker op med oksekød, antilope,
kudo og perlehøns. Der synges og der nydes selvfølgelig en god
sydafrikansk rødvin.
Fartbøde i Zimbabwe
Den følgende dag kører vi videre. Vi skal krydse grænsen til
Zimbabwe, et land præget af fattigdom. Ved grænsen må vi vente
i tre timer, før immigrationspolitiet lader os passere. Zimbabwe
er det mest besværlige land for grænsekrydsning. Imens vi venter,
ser vi kvinder balancere tunge sække med varer på deres hoveder, alt mangler i Zimbabwe.
I Bulawaya er vi på sightseeing. Roberto tager billeder af højesteretsbygningen, en statslig Rhodesia bygning. Men i Zimbabwe
er det ulovligt at fotografere offentlige bygninger, så politiet tager
ham med på stationen, og indholdet på hans memory card slettes! På Bulawayo highway bliver Pablo desuden stoppet af politiet, for
han har kørt for stærkt, 150 km/t hvor kun 100 km/t er tilladt.
Pablo modtager en bøde på 50 USD, der skal betales på stedet.
Men kvittering er det ikke muligt at få …
42
Elefanten vil drikke
Vi når dagens destination: The Zimbabwe
Hwange Safari-lodge Hotel. Et yderst
charmerende, dog lidt nedslidt femstjernet
hotel. Fra mit værelse kan jeg se vandhullet. I solnedgangen dukker der mange
dyr op, hvilket er et vidunderligt skue. Jeg
ser bl.a. en tørstig elefant jage gnuer og
vildsvin på flugt, så den kan drikke i fred.
Næste morgen er vi desuden på en spændende safari, og jeg ser bl.a. to prægtige
løver på parringstur.
Landsbybesøg
Back on the road again. Vi kører videre og
stopper, da vi ser en lille primitiv landsby,
hvor beboerne overlever på subsistensniveau af kvæg og lidt hirseavl. Kun
familiens overhoved, landsbyens høvding,
er hjemme. Han fortæller, at børnene er i
skole, og kvinderne i marken. Vi overrasker ham med en lille gave: 500 rand (ca.
300 kr.). Han bliver ovenud lykkelig.
Hippo love
Vi vinker farvel til den lille høvding og
kører videre. Senere ankommer vi til
det flotte femstjernede hotel The Royal
Livingstone i Zambia. Ja, kontrasterne
er store i denne del af verden … Hotellet
er fantastisk. Vi ser hvirvlerne mod
Victoriafaldet over Zambezifloden, hvor
dovne flodheste daser i vandet i den varme
eftermiddagssol.
Victoria Fall
Vi slapper af i baren og nyder udsigten
efter endnu en lang køretur. Næste dag
besøger vi det enestående vandfald,
Victoria Falls, opkaldt efter dronning
Victoria af David Livingstone, den første
europæer der fandt frem til vandfaldet.
Men i Zambia kalder de fleste vandfaldet
for Mosi-oa-Tunya, som betyder ”den
tordnende røg”. Et passende navn. Senere
besøger vi Livingstone Elephant Lodge,
hvor vi rider på elefanter! Det er åbenbart
en myte, at afrikanske elefanter ikke kan
tæmmes.
43
Road to Botswana
På gode veje nærmer vi os grænsen til
Botswana. Nogle gange når vi op på 200
km/t, men marchhastigheden ligger som
regel omkring de 150 km/t. Men vi må
passe på, da geder og æsler pludselig kan
krydse vejen.
Juan’s Birthday Party
Vi når Botswana, og den samme aften
overtaler jeg nogle af de andre til en tur
i byen. Vi prøver en natklub i Thebe. Fra
højtalerne pulserer afrikansk housemusik,
mens vi afprøver den hjemmelavede hirsebryg og hyggesnakker med de lokale. Den
følgende dag bliver ligeledes festlig, for
Juan fylder 61. De ansatte på The Pelican
Lodge overrasker os med et super danseshow i boma’en til ære for Juan. Dansen
går under den stjernefyldte afrikanske
nattehimmel.
Vi ser en leopard
Endnu en gang skal vi af sted. Men denne
gang lader vi motorcyklerne stå, da vi lejer
to små fly fra Maun til Okavango. Her
bor vi på The Metabe Lodge, et lækkert,
femstjernet all-inclusive ”telthotel” midt
ude i bushen. Fra hotellet tager vi på
flere game drives (safariture i åbne Land
Rovere). Vi er heldige og ser en smuk
leopard og mange andre dyr. I solnedgangen får vi serveret drinks, som vi nyder
i vores safaristole, mens vi taler om alle de
gode oplevelser, vi har haft indtil videre på
turen. Imens ser vi ca. 100 elefanter.
Kalahari San Bushman’s Camp
Okavangodeltaet er et stort indlandsdelta.
Almindeligvis løber floder ud i havet,
men ikke her hvor floderne forgrener sig,
og vandet gradvist forsvinder i sandet.
Okavangodeltaet er et spændende sted,
da det skaber rammerne for et fantastisk
varieret natur- og dyreliv, der grænser op
til den golde Kalahariørken. I ørkenen
besøger vi en lejr af buskmænd, hvor vi
spiser aftensmad og ser traditionel dans.
Disse mennesker er tvunget til at leve i
ørkenudkanten, hvor de lever af at jage
og samle. Disse pygmæer er et af Afrikas
ældste folk.
44
Buskmænd i
det sydlige Afrika
Farvel til mc-gruppen
Vi flyver tilbage til vore motorcykler.
Og nu vendes snuden hjemad mod
Johannesburg. Men på vejen tager vi et
stop i Sun City, som ligger tre timers
kørsel uden for Johannesburg og tæt på
Pilansberg Nationalpark i Sydafrika. Vi
besøger nationalparken, som er meget stor
– hele 500 km². Her er det muligt at spotte
alle the big five.
Sun City blev etableret under
apartheidstyret. Her kunne hvide sydafrikanere gå på kasino og møde farvede
kvinder, selvom det var forbudt på denne
tid i Sydafrika. Bophuthatswana var
nemlig udnævnt til en uafhængig stat.
Derfor blev byen også kaldt Sin City. Vi
nyder den sidste tid sammen i disse luksuriøse omgivelser, inden vi må sige farvel
til hinanden. Til sidst afleveres BMW’erne
tilbage i Johannesburg – alle uden en
eneste skramme.
På dette eventyr opnående jeg også
at besøge mit land nr. 100 – Nambia –
en sand milepæl! Det sydlige Afrika er
enormt spændende område med nogle af
verdens bedste safariparker.
nn Knud B. Bach har medlemsnr. 125. Han
bor i Aalborg og har til dato besøgt 14 territorier og 101 lande på alle syv kontinenter.
Buskmænd er sydafrikanske naturfolk
fra Kalahariørkenen og den nordvestlige Kapprovins, der taler sansprog.
Kalahariørkenen er et stort tørt til
halvtørt sandet område i det sydlige
Afrika, som dækker ca. 500.000 km².
Ørkenen dækker ca. 70 % af Botswana
og dele af Zimbabwe, Namibia og
Sydafrika. Der har boet lyse buskmænd
i Kalahari i ca. 20.000 år – længe før
de sorte bantufolk trængte ind. Det
vides ikke, hvor mange buskmennesker
der er tilbage. Nogle kilder mener, at
der er 50.000, og andre mener, at der
er op mod 100.000. Buskmændenes
kultur er Afrikas ældste. De har levet
i små familier sammen som jægere
og samlere, idet mændene har jaget
antiloper, og kvinderne samlet rødder
i det samme område år efter år. I 1963
oprettede den britiske kolonimagt et
naturreservat uden at have spurgt sig
til råds hos buskmændene. Nu er den
gamle måde at leve på forbi. Før fik de
vand fra regn og fra jorden. I dag er
der blevet foretaget vandboringer, så
de kan hente vand fra en vandhane.
Botswanas regering mener, at buskmændene skal være rigtige borgere, og
regeringen har derfor givet dem geder
og æsler. Botswana styres af sorte og
hvide storfarmere, og de anser et liv
uden husdyr for primitivt.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnJohannesburg fås fra ca. 4.750 kr. t/r.
45
På campingtur og blandt stammefolk i
Namibia
Tekst & FOTOS:
Per & Bodil Svendsen
Vi havde allerede været på to besøg i
det sydlige Afrika. Første gang kørte
vi fra Kapstaden langs østkysten,
nordpå gennem Drakensberg til
Swaziland og Kruger Nationalpark og
sluttede i Johannesburg. Året efter
begyndte vi sammen med fire venner
i Johannesburg og kørte først til
Kruger Nationalpark. Derfra vestpå
gennem Sydafrika til Botswana
med besøg ved Okavangadeltaet
og Tsodilo Hills og videre derfra ind
i Namibia til Etosha Nationalpark,
Skeletkysten, sandklitterne ved
Seserim og Fish River Canyon. På
tilbageturen besøgte vi diamantbyen
Kimberly og Royal Natal Park, inden
vi kørte tilbage til Johannesburg.
På de to rejser, i alt ni uger, traf vi
ikke en eneste dansk turist. Det er
alt for farligt at rejse på egen hånd
i Sydafrika, fik vi at vide i Danmark
både før og efter rejserne.
Epupa Falls mellem Namibia og Angola.
D
a vi i 2013 var i Kapstaden i
forbindelse med en sørejse til
Tristan da Cunha og Sankt
Helena, besluttede vi os for at
tage på et tredje roadtrip, denne gang til
den nordvestlige del af Namibia. Vi valgte
at foretage rejsen i en firhjulstrukken
Suzuki Jimny udstyret med et tagtelt og
spartansk udstyr til en tur på fem uger.
Vi fløj fra Kapstaden til Windhoek,
hvor en chauffør ventede, og snart var vi
fremme ved Bobo Campers depot, hvor
Suzukien stod klar. Næste morgen kørte
vi nordpå. Allerede efter ca. 100 km skete
turens første og eneste uheld: Ladelampen
begyndte at lyse, så vi kørte ind på en
rasteplads for at undersøge problemet.
Nu var motoren helt død. Der var ingen
strøm på batteriet. En telefonsamtale til
udlejningsfirmaet bekræftede min antagelse, at dynamoen var brudt sammen. To
timer senere rullede en ny bil ind på rastepladsen. Vi fik bagagen over i den nye bil,
tagteltet monteret, og efter kort tid var vi
46
igen på vej. Den fine asfaltvej hørte snart
op, og vi fortsatte ad grusveje, indtil vi
kort inden mørkets frembrud nåede til
Spitzkoppe Rest Camp.
Klippekunst
Spitzkoppebjergkæden ligger i det
sydligste hjørne af Damaraland, den
sydligste del af den nordlige provins
Kunene, der strækker sig hele vejen til
grænsen til Angola. Nord for Damaraland
ligger Kaokoland, som er sparsomt beboet
af stammefolk, der stadig lever på traditionel vis. Det var rejsens primære mål.
Spitzkoppe rejser sig stejlt op fra den
flade ørken til en højde på over 1.700 moh.
Bjerget er et yndet mål for trekking og
klatring. Lejrpladserne, der ejes og drives
af de lokale beboere, ligger spredt over
et stort område langs bjergets fod. Da
vi rejste i december måned, hvor det er
regntid og meget varmt, havde vi hele det
store område for os selv.
The White Lady of Brandberg.
Spitzkoppe består af sandsten, der
stråler i de mest fantastiske røde og brune
farver. Vandring på bjerget er kun tilladt i
selskab med en lokal guide. Da den værste
hede havde lagt sig, gik vi med en guide op
til et område kaldet Bushman´s Paradise.
Der er ikke mange buskmænd, også kendt
som sanfolk, tilbage i dette område af
Namibia. De lever nu mest i landets østlige
del og i Botswana. Men der findes talrige
spor efter dem i form af klippemalerier.
Vores meget vidende guide kunne også
vise os planter, der kunne anvendes til
behandling af sygdomme og til at forgifte
jagtpile.
Efter to dage på dette smukke sted
fortsatte vi nordpå gennem den golde
ørken til Brandberg – et bjergmassiv
der rejser sig stejlt fra den flade slette til
Konigstein, Namibias højeste punkt på
2.553 moh. Brandbergmassivet er kendt
for klippemalerier. Det mest berømte er
”The White Lady of Brandberg”. En times
vandring med en guide førte os til stedet,
hvor antropologer fra hele verden har
studeret klippekunst og specielt den hvide
dame. Abbé Henri Breuil, forfatter til
bøger om afrikansk klippekunst, konkluderede i 1940, at damen var inspireret
af kunst fra middelhavsområdet. Nyere
forskning anser dog figuren for at være
lokal og uden europæisk påvirkning og
antager også, at den hvide dame forestiller en dreng, der er smurt ind i hvidt ler
under en indvielsesceremoni. Ladyboyen
var blevet noget falmet og egentlig lidt
beskeden i betragtning af sin berømmelse.
Vi overnattede på en flot campingplads, der hørte til Brandberg White Lady
Lodge, et af disse vidunderlige vandingssteder man finder i Afrika med svømmepøl, grønne plæner og tre retters
middag på menukortet. Ved midnatstid
vågnede vi ved lyden af raslen i nogle tørre
grene. Gennem moskitonettet fik vi øje på
en elefant nogle få meter fra bilen.
Efter endnu en dagsrejse nåede vi til
Twyfelfontein-området, kendt for helleristninger, forstenede træer, basaltsøjler
og lokal folklore. Den første morgen
fik vi endnu en elefantoplevelse. Vi var
netop kravlet ned fra tagteltet, da vi så en
elefant tæt ved vores bil i fuld gang med
at skille en vandslange fra brønden i to,
hvorefter den meget elegant sugede vand
direkte fra slangen op i snablen og sprøjtede det videre ind i munden. Hele lejrens
vandforsyning blev derved afbrudt, indtil
fyren havde fået nok at drikke og langsomt
fortrak tæt forbi naboteltet, hvor fire tyske
piger endnu sov trygt.
Twyfelfontein betyder ”usikker kilde”,
og området blev hurtigt opgivet af kolonisterne. Der er dog ingen tvivl om, at
der har boet mennesker her i tusindvis
af år. Store flokke af vildt har gjort stedet
attraktivt for jægere og forklarer den utrolige mængde dyremotiver, både malede og
indgraverede på klipperne. Det antages,
at dyremotiverne har tjent som undervisningsmateriale for børnene, der derved
kunne lære om byttedyrene.
Besøg i en kulturlandsby
Twyfelfontain-egnen er beboet af damarastammen. De lokale indbyggere har
indrettet en traditionel boplads, der ligger
godt skjult mellem klipper, og adgangen
sker gennem en smal tunnel mellem
to kæmpestore stenblokke. Hytter og
læskure på pladsen er befolket af arbejdende kvinder og mænd i traditionel
påklædning, dvs. skindskørter. Smeden
var i gang med sin blæsebælg, kvinder
rensede skind, andre skar runde skiver
ud af strudseæggeskaller, borede huller i
midten og trak dem på en lædersnor til
halskæder. Vores guide viste os planter,
der kunne bruges som medicin, og en ung
47
mand demonstrerede, hvordan der kunne
tændes ild med et ildbor. De unge guider
var skoleelever, der tjener penge i ferien.
Vores guide gik i gymnasiet og betroede os,
at hun planlagde at læse jura. Vores besøg
afsluttedes med en danseopvisning. Et par
rollinger, der lige havde lært at gå, deltog
efter bedste evne i løjerne.
Et par dages kørsel længere nordpå
nåede vi den lille ørkenby Sesfontein – ”de
syv kilder”. På dette sted blev der i 1904
bygget et fort, hvorfra tyskerne med militærmagt kunne kontrollere kvægets bevægelser og dermed begrænse udbredelsen
af kvægpest og mund- og klovsyge. Efter
1. Verdenskrig, hvor tyskerne måtte opgive
Tysk Sydvestafrika, blev fortet forladt og
forfaldt indtil uafhængigheden i 1992, hvor
det blev restaureret og indrettet til hotel.
Det var egentlig vores plan blot
at få en kop kaffe og så fortsætte mod
nordvest til Purros og videre nordpå til
Kunenefloden. Men to franske familier i
to meget store Toyotaer frarådede os at
prøve. De var selv nået frem til Purros,
men derfra var vejen så dårlig, at de var
vendt om.
Kaokoland, himbafolkets område
Det blev til endnu to lange køredage
gennem ørkenen til Epupa Falls på
grænsen mellem Namibia og Angola.
Vandet styrter her ca. 35 meter ned
gennem en smal sprække og omfatter
desuden 30 mindre fald. Vi tilbragte to
nætter på Epupa River Camp lige oven for
vandfaldet.
Himbafolket er etnisk og sprogligt
beslægtet med hererostammen. Mens
sidstnævnte for det meste lever i grænseområdet mellem Namibia og Botswana,
er himbaerne fortrængt til Kaokoland
i Namibias tørre nordvestlige hjørne.
De udgør kun 1 % af Namibias befolkning, ernærer sig som halvnomader med
Himbakvinde i den fælles sovehytte, der også bruges til opbevaring af skindskørterne
og til afbrænding af vellugtende træ, så røgen kan fortrænge lugten af manglende vask
af krop og klæder.
kvægavl og medvirker herved til overgræsning og erosion i området. Mændene
vandrer omkring efter græsning til dyrene
og overnatter i satellitlandsbyer, mens
kvinderne passer arbejdet og de mindre
børn hjemme i landsbyen.
Himbaerne praktiserer polygami, idet
forældrene bestemmer det første ægteskab, mens det er op til de unge selv at
bestemme de efterfølgende. Skilsmisse er
mulig for begge parter. Der er ingen juridiske forpligtigelser i forbindelse med et
ægteskab, der blot huskes af familierne.
Børnefødsler markeres af kvinderne med
bestemte ankelringe af metal. På campingpladsen mødte vi en ung mand fra himbastammen, som tilbød at arrangere et besøg
i en landsby i nærheden. Hos den lokale
købmand købte vi gaver i form af majsmel,
sukker, suppepulver, madolie og tobak,
klemte os sammen på forsædet i Suzukien
og kørte en halv snes kilometer ud i
ørkenen til en himbalandsby. Omkring en
kraal (indhegning) af tjørnegrene, hvor
husdyrene kunne beskyttes mod vilde dyr
om natten, lå en halv snes meget primitive hytter. De var bygget af træstolper,
med stråtag, og blev brugt til opbevaring
af fødevarer og de få ejendele, beboerne
havde til rådighed. En større hytte, bygget
op af ler blandet med gødning på et skelet
af grene, blev anvendt til soverum og til
opbevaring af kvindernes skindskørter. Vi
tilbragte hele formiddagen i landsbyen og
fik gennem vor guide, der talte sproget, en
fin kontakt med beboerne.
I landsbyen traf vi en ældre kvinde,
der tydeligvis var leder, tre andre kvinder,
to teenagere og en flok børn. Kvindernes
klædedragt bestod af et kort skindskørt
med en masse dekorationer. Især deres
frisurer var ejendommelige. Små piger
havde to små fletninger ned i panden,
mens drenge havde én lille fletning i
nakken. De voksne kvinder havde lange
fletninger smurt ind i rødt ler med duske
af fåreuld for enderne. For at beskytte
den mod solen var kvindernes krop smurt
ind i en blanding af okker og fedt. Da
vand er sparsomt i ørkenen, vaskede de
sig ikke, men parfumerede sig med røgen
fra bestemte træarter, ligesom også deres
skindskørter blev behandlet med den
vellugtende røg. Dette foregik i sovehytten, hvor de særlige kviste blev brændt
af i en lille lerskål, så røgen fyldte hytten.
Skørterne blev anbragt på en flettet kegle,
der var stillet over skålen med de glødende
kviste.
Himbaernes religion rummer ingen
guder. Man dyrker forfædrene ved at
huske og genfortælle deres gerninger
mange generationer tilbage. En ”hellig
ild” tændtes et bestemt sted i landsbyen.
Det blev et meget indholdsrigt besøg,
ikke mindst på grund af vores guide, der
beredvilligt oversatte og forklarede disse
menneskers meget specielle forestillingsverden.
Vi kørte endnu nogle dage langs
Kunenefloden, inden vi nåede byen
Ruacana, hvor en dæmning tæmmer
48
Himbapiger.
floden og skaber elektricitet til både
Namibia og Angola. En ny vej fører sydpå,
og efter ca. 100 km nåede vi asfalt, og
efter endnu en dag kørte vi ind i Etosha
Nationalpark.
Blandt vilde dyr og buskmænd
Her, hvor alt var grønt og frodigt efter
rigelig regn, tilbragte vi seks dage. Dyrene
havde spredt sig ud i det store område
og var ikke koncentrerede omkring de
permanente vandhuller. Den største
dyreoplevelse var en flok på 12 løver, der
roligt vandrede over vejen lige foran vores
bil uden tilsyneladende at bemærke os.
Zebraer, oryx og springbok var talrige, men
de store flokke af elefanter, der flokkedes
omkring vandhullerne, sidste gang vi var
her, så vi ikke noget til denne gang.
Fra Etosha gik turen østpå gennem
Groetfontein mod Tsumkwe, hvor vi
drejede mod nord ad ca. 40 km meget
dårlig vej til Nhoma, en landsby beboet af
buskmænd. Vi overnattede på en delvis
nedlagt campingplads og fik god lejlighed
til at besøge et af de ældste folkeslag i
Afrika. Mens vi fik etableret vores lejr,
samledes en flok unge mænd og drenge,
som med stor interesse fulgte med i vore
forberedelser, og især da tagteltet rejste
sig over bilen, blev der fremsat mange
kommentarer på det lokale sansprog med
tydelige kliklyde. De fire mest ihærdige
blev inviteret på kaffe – med masser af
sukker – og småkager, og vi fik aftalt, at vi
kunne besøge landsbyen om aftenen, hvor
der skulle afholdes en healingdans.
Landsbyen var fattig. Buskmændene
lever traditionelt som jægere og samlere,
men store dele af deres områder er
ændret til landbrugsdrift, og deres traditionelle byttedyr er fredet store dele af
året. Resultatet er, at de må overleve på
nødhjælp. Dansen, vi overværede, var en
stor oplevelse. Formålet var at helbrede
en syg kvinde. Dansen blev udført af tre
mænd, alle i lændeklæder af skind pyntet
bagpå med skindstykker, muslingeskaller
og frynser. Den blev ledsaget af sang af
10-15 kvinder, nogle med spædbørn på
ryggen. Sangen var monoton, rytmisk
og understøttet af taktfaste klap med to
træstykker. Mændene bevægede sig foran
kvinderne i en dans, der mest bestod i at
ryste med bagdelen. Dansen blev ved i ca.
halvanden time, hvor mændene til sidst
faldt omkuld og kom i en slags trancetilstand, hvor de blev i stand til at uddrive
sygdommen.
Hobameteoritten
På vejen tilbage til Grootfontein besøgte
vi verdens største meteorit, der for 80
millioner år siden ramte Jorden netop
her. Det var ganske spændende at se dette
50 tons tunge himmellegeme, der består
af 80 % jern og 10 % nikkel og enkelte
sporstoffer. Det må have forårsaget en
kæmpeeksplosion, da den ramte Jorden. I
dag er der ingen synlige tegn i landskabet
efter nedslaget.
Turen havde på dette tidspunkt
varet godt en måned, og det var på tide
at finde tilbage til Windhoek. Men først
skulle nytåret fejres. Det skete i Waterberg
Plateau Park, beliggende i og omkring
et bjergplateau, der rejser sig i ca. 1.500
meters højde. Mange namibiere benyttede
fridagene til sammenkomster på campingpladserne. Det er interessant, hvor mange
sorte afrikanere der benytter nationalparkerne i Namibia, i modsætning til
Sydafrika, hvor det næsten udelukkende er
hvide, man møder på campingpladserne.
Ved Waterberg findes et spændende projekt, The Cheetah Foundation,
hvis formål er at beskytte geparden i
Namibia. Landet rummer den absolut
største bestand af geparder i verden, men
arten er truet af farmernes opfattelse af,
at geparderne dræber deres får og geder
– derfor betragtes de som skadedyr og
skydes. Det mest effektive middel mod
nedskydningen af geparder har vist sig
at være introduktionen af en anatolsk
hyrdehund, en stor godmodig hund, der
På roadtrip i det
sydlige Afrika
Campingpladser: I Sydafrika er
campingpladserne af meget høj standard. I de store nationalparker som fx
Kruger Nationalpark er det påkrævet
at reservere overnatning. Har man ikke
gjort det, kan man nægtes adgang til
parken. I Botswana og Namibia svinger
kvaliteten mere.
Billeje: De fleste steder i det sydlige
Afrika kan man klare sig med en
almindelig bil, men skal man til mere
afsides egne, er det nødvendigt med
en firhjulstrukken bil. Kører man i en
personbil, er lejen billigere, men overnatning på lodges dyrere. Det er også
muligt at leje eller købe campingudstyr
og dermed reducere overnatningsomkostningerne betydeligt. Mulighederne
for at overnatte på hostel eller bed
and breakfasts så vi ikke meget til. På
vor første tur i Sydafrika kørte vi i en
campervan med alle faciliteter, og på
de to næste ture kørte vi i en firhjulstrukken Suzuki Jimny med et tagtelt.
Bilen var udstyret med køleboks,
vandtank, sengetøj, køkkenudstyr, bord
og stole og et gasblus. På alle tre rejser
har vi lejet bil hos det sydafrikanske
firma Bobo Campers, www.bobocampers.com. En topersoners campervan
eller en Suzuki Jimny koster ca. 500 kr.
per dag. Benzinen i de tre lande koster
ca. det halve af prisen i Danmark.
opdrættes sammen med får og geder på
centret, så den kan forsvare gedeflokken
mod angreb fra rovdyr. Hundene avles
på centret og foræres til farmere, der til
gengæld forpligter sig til aktivt at beskytte
de geparder, der lever på deres land.
Systemet virker tilsyneladende, og antallet
af geparder i Namibia er fordoblet siden
centret kom til.
Hohensfels Farm
De sidste dage i Namibia tilbragte vi på
Hohensfels Farm, der blev købt i 1903 af
den tyske greve zu Bentheim TecklenburgRheda efter hans tjenester som officer på
49
Vejene: I Sydafrika er de større veje
asfalterede og i velholdt stand, bivejene er ofte grusveje. I Namibia og
Botswana er kun de store hovedveje
asfalterede. De sekundære veje er
grusbelagte og ofte meget rillede og
kan være ubehagelige at køre på. Det
er vigtigt ikke at køre for hurtigt på
disse veje.
Sikkerhed: Efter 14 uger og omkring
15.000 km i det sydlige Afrika uden
større uheld eller ubehagelige oplevelser, må vi konkludere, at det er
ganske ufarligt at rejse i disse lande.
Men da de sociale forskelle er store,
især i Sydafrika, er det vigtigt, at man
ikke udstiller sin velstand. Trafikken er
mindre kontrolleret end i Danmark, så
et godt råd er at køre meget forsigtigt
og så vidt muligt undgå at køre efter
mørkets frembrud, da der ofte er
fodgængere og dyr på vejen. Et basalt
kendskab til bilreparation kan også
være en fordel. Man kan ikke lige ringe
efter Falck, hvis bilen går i stå eller er
punkteret.
Sumatra og i Tysk Sydvestafrika. Efter
seks generationer er farmen stadig i
familiens eje. Ud over landbrug, hoteldrift
og campingplads organiserer familien
også safariture for turister. Vi blev to
dage på stedet og besteg med stor møje
det nærtliggende Hohenfelsbjerg på over
1.800 moh.
Tilbage i Windhoek var der kun
tilbage at pakke bagagen sammen, aflevere
bilen og gøre sig klar til rejsen hjem.
nn Per og Bodil Svendsen har henholdsvis
medlemsnr. 528 og 529.
Nepals
oprindelige folk
Nepal har omkring 100 etniske
grupper med 92 forskellige sprog.
Disse grupper omfatter mere end
8 millioner mennesker og udgør ca.
37 % af den samlede befolkning.
Ganske imponerende for et relativt
lille land.
Tekst & fotos: Jan Møller Hansen
N
En sadhu, som lever ved et tempel i Katmandu. Han kommer oprindeligt fra Assam i
Indien, men tilhører givetvis en gruppe af oprindelige folk.
epal er kendt for sin unikke
geografiske, kulturelle, religiøse og etniske mangfoldighed.
Netop derfor tiltrækker landet
hvert år mange besøgende. De etniske
grupper har gennem generationer været
undertrykte og marginaliserede i forhold
til politik, offentlige institutioner, kulturelle og sociale strukturer og økonomiske
muligheder. Dette er trods senere års
forandringer stadigvæk i høj grad tilfældet.
Nepal var et lukket land for omverdenen indtil begyndelsen af 1950’erne –
styret af en lille overklasse, der enevældigt
sad på magten og ressourcerne. Efter en
borgerkrig mellem maoisterne og regeringen, der varede i 10 år fra 1996 til 2006,
er landet og dets befolkning nu gradvist
ved at gøre op med konflikt, ulighed og
dårlig regeringsførelse. Men det tager tid,
og der er utallige udfordringer på vejen –
ikke mindst for de mange etniske grupper,
som lever spredt rundt om i landet. Som
så mange andre steder i verden udgør
det 21. århundrede og globaliseringen på
godt og ondt mange komplekse politiske,
sociale og økonomiske udfordringer for de
etniske og oprindelige grupper i Nepal.
Fotocollagen her viser nogle få oprindelige folk i et af verdens mest etnisk og
kulturelt mangfoldige lande, Nepal.
nn Jan Møller Hansen har medlemsnr. 508
og besøgte Nepal første gang i 1985. Han
har bl.a. boet og arbejdet for MS/CARE i
Nepal fra 1991 til 1995. Jan har et indgående
kendskab til landet, taler nepalesisk og er
i dag souschef på den danske ambassade
i Katmandu. Han er også en passioneret
fotograf. Nogle af hans billeder kan
findes på 1x.com, SmugMug, 500px og på
Facebook.
50
1
2
3
4
51
1
Lal Das, som er sadhu og lever ved et tempel
i Katmandu. Han er tamang.
2
En shaman ved Katmandudalens ældste
tempel Changdu Narayan. Han tilhører den
etniske gruppe tamang.
3
To piger, der arbejder på et teglværk i
Katmandudalen. De kommer fra distrikter
nord for Katmandu.
4
Tre kvinder fra Humla i det nordvestlige
hjørne af Nepal – de er et folk, som tilhører
den laveste dalitkaste.
5
6
5
En gurkhasoldat, som er gurung.
Gurkhasoldaterne rekrutteres
stadig blandt etniske grupper
fra bjergene – typisk gurung, rai,
magar, thakuri, sunuwar, limbu,
sherpa, newar og chhetri.
6
Tre newarpiger i byen Bhaktapur.
Det er nepalesisk nytår, og pigerne
er på vej hjem fra skole. Newarene
er indoariske og tibetoburmanske
og er hinduer og buddhister.
7
Tibetanerne er oprindelige folk, og
mange af dem, som lever i Nepal,
er flygtninge og har intet statsborgerskab. Børnene her går i skole i
flygtningelejren.
7
8
8
Arbejdere på et teglværk i
Katmandudalen. De unge mænd
kommer fra etniske grupper i bjergene. Halvdelen af året forlader
52
de landsbyen og arbejder på teglværker under ringe forhold. Det
er typisk arbejdere fra de etniske
grupper magar, tamang, rai m.fl.
9
10
11
9
10
To kvinder, som tilhører tharuerne,
en af de større etniske grupper i
det sydvestlige Nepal. De har været
inde i bufferzonen omkring Chitwan
Nationalpark for at samle brænde.
11
Folk fra otte landsbyer, som
deltager i en ghewaceremoni
– Tamangernes dødsritual. De
er kommet for at sige farvel til
bedstemor.
12
En newarpige i Patan. Newarene
er de oprindelige folk i
Katmandudalen.
12
53
Kvinder på et bjergpas i distriktet
Mugu. En stor del af befolkningen i
dette område er khasan- og bhotefolk.
Det er ikke nødvendigt at
sætte små flag ud for Peter
Schønsteds verdenskort. Han
har nemlig været i alle lande!
Eliteglobetrotter
par exellence
De Berejstes Klub kunne i juni fejre
Peter Schønsted, der som det første
medlem har besøgt alle klodens
196 lande – dvs. alle FN’s medlemsnationer plus Vatikanet, Kosova
og Taiwan. Som 11-årig tog Peter
Schønsted på sin første rejse udenlands, og 60 år senere blev Irak hans
land nr. 196.
Tekst:
Henrik Døcker
Fotos: Søren Fodgaard & Carsten A.
Andersen
D
er spiller næsten altid et stille
smil om munden på 71-årige
Peter Schønsted, medlem
nr. 258, som fik befordret
sin rejselyst gennem et solidt rejseri med
forældrene og et job i forretningsverdenen, der bragte ham viden om. Han
bor på Frederiksberg og erkender sig som
overvejende bymenneske med en sund
nysgerrighed, humoristisk sans, et behersket vovemod og en resultatorienteret
stædighed. Det sidste vender vi tilbage til.
”Blev du inspireret til at blive
’eliteglobetrotter’ gennem dit job?”
”Det kan man godt sige. Jeg er
handelsuddannet og kom det meste af mit
erhvervsaktive liv til at rejse verden rundt
for den store kemikoncern BASF. Jeg
boede i kortere tid i Tyskland, men langt
det meste af tiden i København, hvorfra
jeg tog på et hav af forretningsrejser. Det
kan synes svært at udpege et yndlingsland,
når man har så mange at vælge imellem,
men i mit tilfælde er det let. Som ung fik
jeg arbejde på den danske ambassade i
Accra, hvor jeg havde ansvar for handelsafdelingen samt pas- og visumsektionen.
Her skabte jeg mig en mængde kontakter.
Derfor er Ghana absolut et af mine favoritlande.”
”Kan du fremhæve noget, der særlig
karakteriserer ghaneserne?”
”De er meget charmerende,
morsomme og altid i godt humør. Men de
er påfaldende mistænksomme og påpasselige med ikke at tale over sig. Jeg er
simpelthen betaget af dette folkefærd.”
”Forretningsfolk har ofte ikke rigtig
tid til at besøge seværdighederne.
Havde du?”
”Ikke altid. Men jeg sørgede ofte for
”Det må have krævet en vis planlægat ankomme lidt før selve forretningsning at nå alle lande i verden?”
besøgene fandt sted eller for at passere
”Vist så, men det har først været i de
sidste 10 år, hvor jeg har været pensioneret,” et naboland. Det blev i min aktive tid til
kundebesøg i 67 lande.”
vedstår Peter.” Gennemsnitlig kom jeg i
denne periode til at besøge omkring 10 nye
”Det betød vel, at du ikke rejste
lande per år.”
meget i dine ferier? Eller?”
54
”Jo, jeg rejste hvert år til et eller flere
’nye’ lande, men sjældent mere end 14 dage
ad gangen.”
”Så tog dit liv en dag en ny drejning?”
”Ja, ved min pensionering i 2005, da
jeg blev medlem af De Berejstes Klub og i
øvrigt havde besøgt 105 lande. Med tanke
på alle de lande, jeg ikke desto mindre
‘manglede’ for at have været hele verden
rundt, lavede jeg et overslag over, hvor
mange lande jeg burde besøge om året,
hvis jeg i mit liv skulle nå dem alle.”
”Hvilket land har været vanskeligst at
komme ind i?”
”Det var uden tvivl Vatikanet. Det
krævede nogen stædighed, eller skal vi
sige vedholdenhed og godt to år at få
banet vejen. Ved et tilfælde kom jeg i
kontakt med direktøren for det pavelige
hotel, altså det hotel som rent faktisk
findes på Vatikanets territorium. Han var
dog hverken til at hugge eller stikke i. En
samtale med den nigerianske kardinal
hjalp heller ikke, men til sidst lykkedes det
alligevel at få ’indrejsetilladelse’. Under
mit 24 timers ophold var jeg hotellets
eneste ikke-gejstlige gæst.”
”Hvad foretog du dig på det pavelige
territorium?”
”Jeg gik tur i Vatikanets meget smukke
have, talte med schweizergarderne,
besøgte basilikaen, Vatikanmuseet, Det
Sixtinske Kapel, den tyske kirkegård og
skrev rigtig mange postkort, herunder ét
til De Berejstes Klub.”
Flere medlemmer fra De Berejstes Klub deltog i receptionen i anledning af Peter Schønsteds besøg i sit land nr. 196.
”Og hvor i verden har det været
farligst?”
”Der er farligt i mange lande, enten
pga. politisk-militære gruppers fejder eller
kriminalitet i stor skala. Jeg har i betragtning af mine uendelig mange rejser været
meget heldig. Jeg har dog været ude for
et hold-up i New York, hvor jeg måtte
aflevere de værdier, jeg havde på mig.
Naturligvis er jeg også stødt på farlige dyr,
men jeg har ikke været så uheldig at blive
forulempet af dem. I Tonga, Vestsamoa
og Nauru er jeg fx stødt på vilde hunde,
der kan finde på at bide mennesker, og i
Uganda en elefant, der forfulgte mig og en
afrikaner ned ad en bakke.”
”Hvordan får man tiden til at gå i
disse lilleputlande?”
”Tjah, i Tuvalu er der kun én vej fra
den ene ende af øen til den anden. Det er
mange steder kun plads til ét hus på hver
side af vejen, før man havner ude i havet.
Ude foran mange af husene er placeret
cementerede kister af familiens afdøde. I
Barbados spillede jeg bridge i lokale bridgeklubber. Hvis der ikke er andet at lave,
fordriver jeg tiden med medbragte bøger
og rejsebeskrivelser.”
”Hvor var det dyrest at komme ind?”
Ӯkvatorialguinea forlangte alverdens
attestationer: at jeg havde mindst 2.000
euro på min bankkonto, at jeg havde ren
straffeattest, et hiv-certifikat, en rejseplan, en hotelreservation ... Og mit pas
skulle desuden overdrages den nærmeste
ambassade personligt eller med kurerpost. Fra København er det den i Bruxelles.
Dvs., at jeg måtte betale kurerpost! Det
blev i alt over 4.000 kr. Det har i en lang
række lande været vanskeligt at få visum,
som fx til Angola, der afslog at udstede
turistvisum til mig, fordi landet dengang
angiveligt ikke havde turisme. Nuvel, så
lykkedes det mig at blive ‘inviteret’. Men
det er også meget dyrt at komme rundt i
Stillehavet, fordi der ikke er ruter mellem
mange af de små stater dér. For at forbinde
Tadsjikistans hovedstad Dushanbe med
Tasjkent i Usbekistan måtte jeg tage taxi –
en 10 timers tur, men over meget smukke
bjerge.”
”Har du fået nogen udenlandske
venner på dine mange rejser?”
”Ud over en lang række ghanesere,
mødte jeg Joe fra Gambia på et skib fra
Banjul, Gambias hovedstad, til Liverpool.
Han er nu død, men jeg har stadig kontakt
med hans kone og hans to sønner, som
studerer og arbejder i Sverige. Så var der
én af de allerhøjest rangerende embedsmænd i Fiji, der forsøgte at introducere mig for sit lands præsident, og en
dommer fra Mali med speciale i menneskerettigheder. Men særlig må jeg nævne
billetsælgeren Shari fra New York. Hun
skaffede mig en billet på første række til
en musicalforestilling, ‘The Scottsboro
Boys’ på Lyceum Theatre samme dag, jeg
henvendte mig. Hun var interesseret i
Michelin-restauranter, og pga. en fælles
lidenskab for finere mad har vi de sidste
tre år spist på diverse sådanne udsøgte
restauranter i New York og København.
Dette blot for at nævne nogle ganske få.”
”Du foretrækker at rejse alene?”
”Ja. Jeg er ugift, men har en god
veninde, som i en del tilfælde har gjort
mig følge.”
”I de sidste 10 år forstår jeg, at du har
tilbragt fra to til 10 dage i de forskellige lande. Men hvor meget er du
kommet rundt i større lande?”
55
”I USA købte jeg helt tilbage i 1964
billet til Greyhound-busserne, og her fik
jeg set rigtig meget fra vest- til østkyst. I
Rusland må jeg indrømme kun at have
besøgt Moskva, i Kina Beijing, Shanghai
og Hongkong. Men i Indien har jeg været i
alle større byer.”
”Til sidst har du måske en usædvanlig
rejseoplevelse?”
”Jo, apropos Indien: Med udgangspunkt i mit bekendtskab med en indisk
ph.d.-studerende på Københavns
Universitet besøgte jeg i 2007 den studerendes familie i Hyderabad. Da jeg ankom
et par timer over midnat, fik jeg en overvældende velkomst: Den studerende, hans
kone, mor og masser af gadebørn, som
alle dekorerede mig med blomster! Næste
dag kvitterede jeg ved at invitere i alt 40
gadebørn til frokost. De åd så meget, at
jeg var bange for, at de skulle blive syge
og skulle på hospitalet! Nå, så galt gik det
ikke. På de kanter mangler man jo meget –
så jeg sponsorerede siden hen nogle symaskiner til piger på stedet, som ikke var
egnede til skolegang. Minsandten om Thor
Bakke fra De Berejstes Klub ikke sørgede
for at få dem leveret!”
Der er fortsat mange nye steder, Peter
Schønsted gerne vil besøge, og mange
steder han gerne vil gense. Nye steder
kunne fx tænkes at blive Alice Springs,
Chiang Mai, Tahiti og Antarktis. For selv
om han har besøgt 196 lande, har han kun
besøgt seks af klodens syv kontinenter og
15 af de 72 territorier, klubben p.t. anerkender.
nn Henrik Døcker er journalist og har
medlemsnr. 38. Han har selv besøgt 15 territorier og 111 lande.
Nye aktive medlemmer
690 Jens Frahm-Rasmussen
Jeg har altid været interesseret i at møde mennesker fra andre lande og få indtryk af deres kultur og levevis.
Derfor har jeg uddannet mig i kulturforskelle på arbejdspladsen (cand.merc.int), og jeg rådgiver højtuddannede udlændinge, der vil arbejde i Danmark. Jeg bor ofte hos lokale via www.couchsurfing.org, www.
airbnb.com samt www.meetup.com mfl. Jeg har opholdt mig mest tid i Europa samt Nord- og Sydamerika,
og taler spansk, tysk, engelsk og fransk. Ud over hverdagslivet er natur, historie, ny arkitektur, (noget)
moderne kunst og storbylivet også med til at bestemme rejsemål. Hvis jeg skulle fremhæve nogle rejseoplevelser kunne det være at tage på roadtrip med religiøse couchsurfingværter fra Marokko, at opleve
konflikten fra både israelsk og palæstinensisk side og at blaffe med ærkehertugen af Luxemborg (inden han
blev ærkehertug).
691 Christoffer Fagerlund Mortensen
Jeg er født i 1987 og opvokset i Rønne på Bornholm. I 2006 flyttede jeg til København for at studere historie
og tysk, og jeg færdiggjorde min uddannelse som cand.mag. i 2012. Jeg har altid holdt meget af at rejse og
opleve fremmede lande og kulturer. Første gang, jeg tog af sted som rygsækrejsende, var i 2007 til Senegal og
Gambia, og lige siden har denne måde at rejse på hørt til mine foretrukne. Det er siden blevet til en del rejser
med rygsæk og couchsurfing – bl.a. en stor rejse i foråret 2013, hvor jeg i løbet af to måneder var rundt til ni
forskellige lande i Asien og Oceanien. Desuden har jeg i 2010 og 2013 været bosat i Tyskland – i henholdsvis
Potsdam og München. I den forbindelse har jeg selvfølgelig også været rundt og se rigtig meget i Tyskland.
692 Mads Emil Søndergaard
Jeg er født i en familie, der altid har rejst rundt i verden. Jeg går i gymnasiet i Roskilde.
Jeg holder meget af storbyferier, men også af at rejse rundt i de forskellige lande for at se og opleve omgivelserne og naturen. Min bedste rejse indtil videre var fem uger i USA og Canada.
693 Thea Søndergaard
Jeg er født og opvokset i en lille by, der hedder Svogerslev, og dér sker der ikke så forfærdelig meget. Hver
gang det er ferietid, så benytter familien enhver chance til at komme ud at rejse, og jeg elsker at rejse
sammen med mine søskende. Jeg går i 10. klasse og skal i gymnasiet til august – forhåbentlig på den internationale linje. Jeg er ikke så meget til rejser, hvor man ligger og glor på en strand hele dagen, men mere til
at komme ud og opleve ting, der repræsenterer landet: Museer, kirker, moskeer, templer, skoler, og hvordan
folk lever i de forskellige lande. Jeg holder også af naturen og nogle af de allerbedste steder, jeg har besøgt, er
Island, Azorerne, de indonesiske øer Flores & Komodo og Balkan.
694 David Friis
Jeg er 27 år, født i Slagelse, og jeg er tosset med at rejse. Efter gymnasiet købte jeg en flybillet og rejste ud i
verden, og det er indtil videre blevet til i alt fire år. Uforudsigeligheden på de lange rejser er det, jeg sætter
størst pris på. Det at rejse handler for mig om processen. Jeg skal lære noget af mine rejser. Både om andre
kulturer, sprog og mennesker, men i høj grad også om mig selv. Jeg har aldrig taget en uddannelse i klassisk
forstand. I 6. klasse blev jeg spurgt af vores studievejleder, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg svarede
med et barns umiddelbarhed og ligefremme logik, at jeg ikke vidste det, men at jeg i hvert fald hellere ville
være ham, der sendte postkort, end ham der modtog dem! Sådan har jeg det heldigvis stadig.
695 Lotte (ønsker at være anonym)
Jeg har altid haft en stor udlængsel. Som barn elskede jeg at høre min farfar, som var skibsfører, fortælle
om sine oplevelser fra hele verden. Da jeg blev 16 år, skulle jeg (endelig!) for første gang ud at rejse – og oven
i købet helt selv. Jeg elskede det! Siden da har jeg rejst i en stor del af verden og har, i kortere eller længere
perioder, boet forskellige steder i udlandet. Jeg synes, det er spændende at se, hvordan andre mennesker
lever, hvilke værdier de har, og hvordan deres dagligdag er. Ud over at opleve nye kulturer forsøger jeg så
vidt muligt at kombinere mine rejser med dykning. Skæbnen ville, at jeg skulle finde min mand på en af
mine rejser; og han er mindst lige så rejseglad som jeg (medlem nr. 357).
696 Mikkel Munck-Hansen
Siden jeg i 1988 tog med den transsibiriske jernbane til Beijing, har det at rejse været en stor del af mit liv. I
Marco Polo Tours hjalp jeg andre med at finde ud i verden, og jeg har været rejseleder for Viktors Farmor i
Oman og Marokko – og snart i Iran. Mit egentlige arbejde har dog været som leder i nogle af landets største
kulturinstitutioner og som teaterinstruktør.
56
697 Morten Jørgensen
Jeg har rejst hele mit liv. Som barn boede jeg ni år i udlandet, men vendte hjem til Danmark for at gå i
gymnasiet. På mange måder var det at være teenager i storbyen i Danmark lige så eksotisk som at være på
udlandsrejse. Siden kom rejsetrangen tilbage og erkendelsen af, at det er let at komme til at gå i for små sko,
hvis man bare tuller rundt herhjemme og følger med i det, der er den danske hverdag. Så jeg begav mig af
sted igen. Sidst i 1990’erne opdagede jeg den naturorienterede ekspeditionskrydstogtsbranche. Siden da har
jeg rejst professionelt til alle syv kontinenter, og det fortsætter jeg med – uden at afstå fra private ture også.
698 Naomi Steen Reason
Meget rejselysten. Jeg har rejst siden jeg var to år gammel. Jeg var seks måneder i Østafrika, da jeg var fire år
gammel og har siden da rejst hvert år. Jeg er vokset op i både Aarhus og i Afrika, da jeg har været på mange
lange rejser i Afrika, fra jeg var fire til jeg var 16 år gammel.
699 C. Ankerstjerne Rønneberg
Jeg er uddannet jurist og ansat som administrationschef ved retten i Næstved. Som helt ung rejste jeg især
rundt i Danmark. Min første større udlandsrejse var på interrail rundt i Syd- og Østeuropa som 21-årig. Der
kom for alvor gang i rejseaktiviteten 10 år senere, hvor jeg begyndte at lave sommerrundrejser til tre-fire
lande ad gangen. Det væsentlige for mig ved at rejse er, ud over at se smukke bygningsværker – herunder
ikke mindst kirker – imponerende landskaber og interessante dyrearter, at møde andre mennesker og finde
ud af, hvad der gør dem lykkelige, glade, vrede og kede af det. Kort sagt hvad der bevæger dem. Jeg har rejst i
en del lande med konflikter, hvilket har givet mig et særligt indblik heri. Endvidere er jeg meget interesseret
i de enkelte landes køkkener og forskellige vine og øl.
700 Per Sommer
Rejser er en af mine helt store passioner. Derfor er det også oplagt for mig at søge medlemskab i De Berejstes
Klub. Jeg tog alene ud at rejse allerede som 16-årig og har stort set brugt alle ferier lige siden på at rejse. Har
desuden boet to år i USA og været rygsækrejsende i Asien i henholdsvis syv og fem måneder. Har desuden
bloggen www.tastetheworld.dk, der handler om rejser og kulinariske oplevelser.
701 Thomas Dahl
Som barn blev mine forældre udstationeret til Sao Paulo i Brasilien, hvor jeg som 10-årig blev voldsomt nysgerrig
på kulturen og ikke mindst de enorme forskelle mellem rig og fattig i militærdiktaturets tid. I dag arbejder jeg
for DGI’s Verdenshold, og det bringer mig jævnligt på rejse for at planlægge turnéerne. Desuden har jeg gennem
mere end 20 år arrangeret rejser og studieture i min fritid. Jeg har været involveret i udviklingsprojekter i
Tanzania. Jeg elsker at gå på opdagelse, og blive klogere på det sted jeg er – og på mig selv. Jeg glæder mig over at
have venner på seks kontinenter. For tiden ryger der ikke så mange nye lande på listen, da arbejdet ofte bringer mig
de samme steder hen, men det giver til gengæld en bedre indsigt. I øvrigt er jeg årgang 1970 med bopæl i Vejle.
702 Thomas Madsen
Da jeg som 18-årig tog med den transmongolske jernbane til Kina, vidste jeg, at mit hjerte var tabt til at rejse.
Senere på rejsen fik jeg arbejde på et hostel i den kinesiske by Nanjing. Min næste tur gik til Mexico, Belize,
Guatemala og USA. I forbindelse med min uddannelse som kok har jeg været i lære på Hotel Arctic i Grønland,
hvor jeg forelskede mig i den storslåede natur. I starten af min rejsekarriere var rygsækken min fortrukne ven,
men i de seneste år har jeg skiftet den ud med cyklen, hvilket har bragt mig til fantastiske lande som Georgien,
Armenien, Marokko og store dele af Europa under min uddannelse. I forbindelse med mit job som kok er jeg i
sommeren 2014 fem måneder i Kusuluk i Østgrønland for at være køkkenchef på et mindre hotel.
703 Katrine Dybkjær
Det er suset i maven, når man sætter sine fødder på ukendt jord og smilet i mundvigen, når man besøger nye
anderledes kulturer, der trækker i mig. Og så selvfølgelig fornemmelsen af at man virkelig lever og oplever,
når man drager ud på eventyr. I min stue har jeg et verdenskort med nåle for hvert eventyr, jeg har været på.
Så kan jeg selv på en grå hverdagsmandag drømme om tidligere oplevelser og fantasere om, hvor nålen skal
sættes næste gang. Om det er et udvekslingsophold i Melbourne og Wellington, en backpackertur i Asien
eller en vandreekspedition til Grønland, så er jeg altid klar på at sætte det ene ben foran det andet og drage
ud i den store eventyrfyldte verden.
57
En hurtig
dusørjagt
Ved poolpartyet hos Ole Egholm
18. juli blev nr. otte først udpeget,
derefter nul og til sidst to. Dermed
fandt vi frem til, at Avila, som er nr.
208 på Unesco-listen over bevaringsværdige steder i verden, skulle være
det næste i rækken af Unesco-steder,
som vi berejste medlemmer til tider
jagter. Tekst & FOTOS:
Ole Pedersen
D
et lå med det samme i kortene,
at jeg burde være den første,
der efterfølgende ville indtage
det Unesco-sted og dermed
belønnes med de 1.000 kr., der er i dusør. Jeg bor i Madrid, kun 105 km øst fra
Avila, og ville have haft meget nemt ved
det. Nu var det bare sådan, at jeg faktisk
var taget til Danmark for at deltage i det
netop så berømte poolparty. Hvilket så
betød, at jeg faktisk ikke havde nogle
ekstra fordele ved, at det var Avila, der
blev udtrukket ... Altså lige bortset fra, at
jeg skulle hjem til Madrid lige efter weekenden. Mandag morgen fløj jeg med SAS
til Madrid fra København klokken 07.05.
Landede klokken 10.15 og tog direkte til
Madrids nordlige banegård, Chamartin,
hvorfra der et par gange i timen er tog
til Avila. Trådte ind på banegården
Chamartin bare 45 minutter efter, jeg var
landet, og købte billet til toget klokken
11.14 med ankomst 12.40 i Avila for lidt
under 70 kr. Svalende højder
Avila ligger 1.150 moh. Knap 500 meter
højere end Madrid og derfor 5-7 °C
køligere, hvilket er en fordel i juli måned,
58
hvor temperaturerne nemt kommer op på
omkring de 40 °C. Fra banegården i Avila tager det kun
15-20 minutter at gå til den gamle bydel.
Det er som at træde ind i et eventyr med
den flotte ringmur som kulisse. Det kan
bestemt anbefales at tage til Avila. Enten
som en dagstur fra Madrid, eller også
som et stopover på vej til Salamanca,
Valladolid eller Portugal. Avila kom i 1985 på Unescos verdensarvsliste pga. den store ringmur fra
middelalderen, som er verdens mest velbevarede forsvarsmur med hele 88 tårnkonstruktioner på den 2.500 meter lange og 12
meter høje mur.
Jeg har været i Avila tre gange tidligere, men det var første gang, jeg oplevede
byen i plusgrader og med blå himmel.
Hvor er skiltet?
Mit første stop var turistkontoret, for at
spørge efter hvor skiltet, som fortæller, at
Avila er på Unescos verdensarvsliste, er.
Det spørgsmål havde de aldrig fået før, og
de viste faktisk ikke, om der var sådan et
skilt. I stedet havde de travlt med at sælge
mig bykort og indgangsbilletter til diverse
museer og kirker, samt adgang til at gå på
toppen af muren. Man kan gå på lidt over
halvdelen af den 2,5 km lange mur, hvilket
jeg selvfølgelig fik gjort. Dog synes jeg, den
er mere imponerende, når man går rundt
om den og ser den nedefra. Jeg fandt nemt selv skiltet. Lige til
venstre for indgangsporten Puerta del
Alcázar hænger det. Så klokken 13.45
kunne jeg e-maile et foto af mig selv ved
skiltet, og dermed håbe på, at jeg var den
første og hurtigste ved dette Unesco-sted
NÆSTE Konkurrence:
handler om at rejse, bl.a. fortæller hun selv
om en hårrejsende oplevelse i Østtimor,
hvor hun følte sig helt alene med sin
angst. Men bogens overvejende tema er
mere dystert, for bogen består af 17 korte
fortællinger om livets og dødens forskellighed. Og om døden som en naturlig del
af livet. Det er en bog, som er skrevet af
en forfatter, som har et afklaret forhold til
emnet, og som råder os til at være mere
nærværende og tilstede over for dem, vi
holder af, og til at bryde det tabu, døden
ofte opleves som.
Dengang jeg deltog i
en ceremoni …
I
næste nummer af Globen vil vi
høre en god historie om engang, du
deltog i en ceremoni på en af dine
rejser. Måske har du været med til
et bryllup eller en begravelse i udlandet?
Eller røget fredspibe med indianere? Været
i royal audiens eller deltaget i et optagelsesritual? Har du en god historie om en
ceremoni, så del den med os senest 30.
oktober på redaktorgloben@gmail.com.
Din tekst må højst fylde 4.000 tegn og
vedlæg gerne et billede eller to til at illustrere din historie. Alle bidrag vurderes
dog alene på baggrund af deres tekst. Vi
glæder os til at læse dit bidrag!
Førstepræmien består af tre bøger:
Bodil Johanne
Jørgensen er medlem
af Globens redaktion
og udgav i fjor en bog
med titlen ”Niels Peters
sidste rejse – og andre
grumme fortællinger fra
lykkeland” (Trykværket,
2013, 220 sider). En del af fortællingerne
”Field Guide to
Luck – How to
Use and Interpret
Charms, Signs, and
Superstitions” af Alys
R. Yablon (Quirk,
2008, 248 sider, med
farveillustrationer, på
engelsk) er et lille praktisk opslagsværk
om, hvordan man tager kontrol over sin
skæbne. Harefødder, hestesko, ituslåede
spejle, sorte katte og paraplyer foldet ud
indendørs. Forskellige kulturer tillægger
den slags hændelser forskellige betydninger, og uanset om man tror på det
eller ej, giver bogen et spændende indblik
59
og dermed indløse dusøren. Det har vist
sig, at det var jeg, og sidste krav for at få
dusøren, er at denne artikel også skulle
skrives. nn Ole Pedersen har medlemsnr. 326. Han
har til dato besøgt 12 territorier og 118
lande. Tidligere i år har han bl.a. været i
Sri Lanka, Maldiverne, Iran, Makedonien,
Kosova og i Sydafrika.
i, hvordan forskellige kulturer tolker
sådanne symboler og hændelser.
”Den Rejsende” af
Oscar K. & Nono
Granero (Jensen &
Dalgaard, 2013, 100
sider, med farveillustrationer) er en historie om at fare vild
i en for længst kortlagt verden og risikere
om ikke livet, så forstanden. Oscar K. og
Nono Granero har begivet sig ud på en
litterær rejse til en række europæiske byer
og opsøgt det levende, eksperimenterende
miljø, hvor avantgardens ismer opstod og
afløste hinanden med en rasende vilje til
kunstnerisk opbrud og fornyelse. Det er en
historie om et Europa, som vi forlader, om
tavshed, ensomhed og fællesskab – og om
selvmordet som mulighed.
Dommerkomiteen, som bedømmer de
indsendte bidrag i konkurrencen, bestod
af Lars-Terje Lysemose og Anette
Lillevang Kristiansen fra Globens redaktion og af Erik Pontoppidan, som vandt
skribentkonkurrencen i forrige nummer.
Konkurrence:
Dengang mine fordomme blev gjort til skamme …
Det rustfri Afrika
Tekst & fotos: Claus Qvist Jessen
S
ig ordet ”Afrika”, og det er som
om, at tankerne per automatik
hopper sydpå til et kontinent
fyldt med korruption, ineffektivitet eller ugidelighed. Klodens sorte
hul, som med en uendelig økonomisk
tyngdekraft suger hovedparten af Europas
bistandspenge til sig. Modsat resten af
verden kører Afrika i bakgear, og det
mest håndgribelige output synes at være
en uendelig flod af blodtørstige despoter,
som lever i sus og dus på bekostning af
en befolkning, som hverken kan eller vil
ændre noget.
Et trist billede må man sige, og adskillige rejser til alle tænkelige og utænkelige
hjørner i Afrika har ikke gjort meget for
at punktere sandhederne. I stedet har jeg
gang på gang fået bekræftet alle de negative fordomme.
Derfor druknede enhver tænkelig
optimisme hurtigt i et hav af skepsis, da
jeg for et par år siden fik muligheden for
at sprede lidt ingeniørlærdom i Uganda.
Tanken om Uganda lød god nok, men at
skulle undervise i rustfrit stål, elektrokemi
og korrosion? Det kunne da aldrig gå godt.
Første seance skulle foregå på Nakawa
Vocational Training Institute, en slags
skole for uddannelse af alverdens forskellige elever. Skolen ligger i den østlige del af
hovedstaden Kampala og gør sig i undervisning indenfor især svejsning, smedning
og anden forarbejdning af sort stål, men
også indenfor træ, plast og lignende.
En stor del af eleverne stammede
fra hovedstadsområdet, men ”mit” hold
bestod af 57 håbefulde smedelærlinge, alle
i 17-20 års-klassen og alle fra en teknisk
skole Kigumba i den nordlige del af landet.
Stadiet før ”Udkantsuganda”, og mentalt
var jeg forberedt på, at alle mine vise ord
ville falde pladask på gulvet foran en flok
forvirrede og apatiske ugandere uden
hverken interesse, engagement eller sans
for de rustfri finesser.
Starten gik klokken 14, og alle mine
kedelige fordomme blev hurtigt bekræftet.
Over hele kontinentet synes African time
mere at være en løs hensigtserklæring end
et præcist tidspunkt, og ved starten var
der kun dukket tre-fire elever op ud af de
forventede 57. Men de kom dog – langsomt
dryssende i små flokke, og efter en lille
stund havde alle fundet sig en stol. Let the
show begin.
Al skepsis transmogriffet
Efter en mindre intro fortsatte jeg med et
par korte indlæg om de forskellige grupper
af rustfrit stål, en smule metallurgi og
korrosion i al almindelighed, og allerede
dér blev min årelange skepsis transmogriffet om til en sprudlende optimisme.
Eleverne var i den grad tændte og motiverede, så enhver dansk skolelærer ville være
blevet dybt misundelig.
Endnu bedre blev det i korrosions­
delen, hvor samtlige 57 elever viste
sig at være velbevandrede i elektroner,
anode- og katodereaktioner, ædle og
uædle metaller og galvanisk kobling.
Spørgsmålene væltede ind, og det var vel at
mærke spørgsmål, som både var begavede
og dybsindige. Ganske vist anede eleverne
ikke meget om rustfrit stål i forvejen,
men deres engagement, evne og lyst til at
ræsonnere kompenserede så rigeligt. De
kørte ganske enkelt på et niveau, hvor kun
60
få danske lærlinge og faglærte ville kunne
følge med.
Jeg var målløs. Alle mine pessimistiske tanker forsvandt som dug for solen
og blev erstattet af en herlig fornemmelse
af, at det her var ved at udvikle sig til en
sand master class. Selv i de alt for korte
pauser haglede spørgsmålene ned, og de
sørgelige rester blev brugt til at justere
præsentationen og få genindført alle de
”komplicerede” slides, som jeg ellers havde
pillet ud.
Helt ”slemt” blev det, da vi nåede til
anløbninger, rodfejl og andre mulige, svejseskabte defekter. Interessen var enorm, og
eleverne totalt umættelige. De ville bare
have mere og mere, og hele seancen endte
med at vare fire timer i stedet for to og
sluttede med stående bifald til den totalt
smattede underviser.
Det Sorte Afrika er måske ikke så sort
et hul som først antaget. Med engagerede
og videbegærlige teenagere af den klasse
er det i hvert fald svært at bevare pessimismen.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
S
å er det atter efterår, og hvis
du ikke ligefrem er på vej ud at
rejse, er det måske nu, du skal
til at lægge rejseplaner. I Globen
omtaler og anmelder vi derfor gerne bøger
og film, som kan inspirere og udvikle
rejselysten.
Indonesien i 19 år og er en erfaren fotograf
og naturelsker. Wight er englænder,
uddannet geolog, og har boet i Indonesien
i 23 år. Og Smith er hollænder, født på
Sumatra, og geograf. Til sammen har de
tre formået at skabe et enestående værk,
som med sine billeder på godt og ondt
viser, hvordan Indonesien lever af – og
med – sine 147 vulkaner.
Om Europa
”Vejen uden ende” af
Mochtar Lubis (Hjulet,
2012, 147 sider, 198 kr.) er
en roman om at finde sin
indre styrke. Året er 1946,
og vi befinder os i Jakarta.
Indonesien har erklæret sig
selvstændigt efter Japans kapitulation i 2.
Verdenskrig, mens Nederlandene med al
magt forsøger at genvinde kontrollen over
sin tidligere koloni. Den ængstelige lærer
Isa sættes i et dilemma og trækkes langsomt, mod sin vilje, ind i frihedskampen,
alene fordi han ikke tør sige nej. Romanen
er med sine beskrivelser af den almenmenneskelige angst i krig et stykke autentisk
kolonihistorie. Isa martres på sjæl og
legeme, indtil han til sidst lærer at leve
med sin angst. Det er en stærk og bevægende historie skrevet af en af Indonesiens
mest anerkendte forfattere, og Lubis blev i
år 2000 udnævnt til en af 50 “World Press
Freedom Heroes” af International Press
Institute.
”At reise i en Luftballon
– Vers på andres rim” af
H.C. Andersen (Bostrup,
2013, 120 sider, med
tegninger i sort-hvid,
249,95 kr.) består af en
samling aldrig tidligere
publicerede digte af den berømte eventyrfortæller, ofte tilskrevet ordene om ”at
rejse er at leve”. H.C. Andersen tog faktisk
selv på adskillige rejser, når han turnerede
rundt i Danmark og i det øvrige Europa,
og forklaringen, på at der endnu findes
skriverier fra hans hånd, der ikke er blevet
offentliggjort, er, at disse digte tilhører
en genre, som er gået helt og aldeles i
glemmebogen. Vers på andres rim er
nemlig digte, som H.C. Andersen skrev i
sociale sammenhænge hos de familier, han
besøgte på sine rejser. Hans værter gav
ham en række enderim og tit også en overskrift, som han så inden for fx 10 minutter
skulle skabe et digt over. Flere af digtene
handler faktisk også om det at rejse, som
fx digtet om at rejse i en luftballon, der har
givet bogen dens titel.
“Volcanoes of Indonesia
– creators & destroyers”
af Carl-Bernd Kaehlig,
Andrew Wight & Chris
Smith (Editions Didier
Millet, 2012, 146 sider,
med fotos i farver, på
engelsk, 17,41 GBP via amazon.co.uk) viser
med sine imponerende billeder nogle af
de smukkeste – og farligste – vulkaner
i det indonesiske ørige, som ligger midt
i the Ring of Fire, hvor kontinentalsoklerne mødes. Kaehlig er tysk og har boet i
”Chernobyl’s Atomic
Legacy – 25 Years After
Disaster” af Daniel
Barter (JonGlez, 2012, 90
sider, med fotos i farver
og sort-hvid, på engelsk,
10,66 GBP via amazon.
co.uk) fortæller med 74 billeder i stort
format historien om et af Europas i dag
mere surrealistiske turistmål: Tjernobyl,
stedet for en af historiens værste civile
atomulykker. Bogens syv fotografer har
25 år efter katastrofen besøgt den lukkede
Om Asien
61
zone, hvor byen Pripjats øde og forladte
bygninger udgør et fotogent minde om
livet, der var engang.
”Rejseklar til Gotland &
Öland” af Lis Jensen &
Henrik Lund (Jensen &
Lund, 2014, 142 sider, med
kort og fotos i sort-hvid
og farver, 199 kr.) er titlen
på en af flere bøger i
en ny serie danske rejseguides. Gotland
og Öland er to af Østersøens perler i det
svenske, som ingen dansker bør gå glip
af, og med denne bog under armen er du
sikker på at få det hele med, uanset om du
kun har en weekend eller længere tid til
rådighed. Bogen er overskueligt opbygget
efter lokaliteter og med klare anvisninger
til både seværdigheder og steder at spise
og sove. Er du historieinteresseret, vil du
forkæle din søde tand, eller har du hang til
kulinariske oplevelser, vil du få stor glæde
af denne guide.
Om Nordamerika
”Indlandsisen – 80
års klimaændringer
set fra luften” red. af
Kurt H. Kjær (Statens
Naturhistoriske
Museum, 2013, 179
sider, med fotos i sort-hvid og farver, 325 kr.)
er et vigtigt og historisk vidnesbyrd i den
pågående diskussion om de globale klimaforandringer. For bogen skildrer gennem
sine enestående historiske og nutidige
fotografier fra luften, hvordan den grønlandske indlandsis igennem de seneste
80 år har forandret sig, hvordan mange
gletsjere er svundet ind – og enkelte andre
er vokset. De historiske fotografier – flere
fra bl.a. Knud Rasmussens ekspeditioner
– ”vidner om en imponerende logistisk
bedrift, der tåler sammenligning med de
største af nutidens videnskabelige ekspeditioner (…) Det seneste århundrede er
temperaturen på Grønland steget markant,
og i løbet af de seneste år er der blevet
målt rekordhøje temperaturer,” skriver
forskerne i bogen. Bogen er nu ikke en
decideret fagbog, men derimod skrevet for
almindeligt interesserede, og grønlandsrejsende i særdeleshed, for den minder os
om vigtigheden af at bevare Grønlands
smukke og enestående natur.
”Zackenberg – on
the edge of
winter” af Mads
C. Forchhammer
(Aarhus University
Press, 2013, 175 sider,
på engelsk, med fotos i sort-hvid, 249,95 kr.)
tager os med på en spændende fotografisk
rejse til Nordøstgrønland, hvor forskningsstationen Zackenberg blev etableret
i 1996 for at skaffe mere viden om den
globale opvarmning og dens påvirkning
af de arktiske økosystemer. Bogen er
spækket med flotte billeder af forskernes
dagligdag i den barske natur, og vi følger
dem på nært hold, når der skal saves
gennem to meter tyk is for at søsætte en
undervandsrobot, og når forskerne rejser
op til gletsjerne for at studere isens lag,
bevægelser og strukturer. Forchhammer er
ikke alene professor i global forandringsbiologi, han er også en dygtig fotograf med
sanser for detaljer.
Om Oceanien
”Tracks” instr. af
John Curran (dvd,
Entertainment One,
2014, 113 minutter, på
engelsk, 11,50 GBP via
amazon.co.uk) bygger
på en sand historie om
unge australske Robyn Davidson, der
rejser 3.000 km tværs gennem ørkenen fra
Alice Springs i syd til Det Indiske Ocean
i nord kun ledsaget af hunden Diggity og
fire dromedarer: Bubs, Dookie, Zeleika
og Little Goliath. Hun blev berømt for
sin rejse i 1977 takket været National
Geographic. Nu er historien omsider
blevet filmatiseret, og selv om den er
lineær og konventionelt fortalt, byder den
på smukke naturscener og fængslende
møder med Australiens indfødte befolkning. Det er en film om en kvinde, der
kæmper for sin ret til at være ensom, men
som også opholder sig i et mere tomt følelsesrum, end hun selv vil være ved. Behøver
vi nævne, at hun naturligvis finder både
sig selv og kærligheden undervejs? Og
dromedarerne? Ja, lige bortset fra de vilde,
brunstige, bidske tyre med skumsprøjt om
mulen, så er de bare noget så søde!
Om verden i øvrigt
”The Cities
Book – A Journey
Through the
Best Cities in the
World” red. af
Alison Ridgway
mfl. (Lonely Planet,
2013, 898 sider, på engelsk, med kort og
fotos i farver, 14,99 GBP) er en klassiker
nu opdateret og udgivet i et nyt såkaldt
miniformat. Paris, New York, Sydney,
Barcelona, London, Rom, San Francisco,
Bangkok, Kapstaden og Istanbul udgør
Lonely Planets top-10 over verdens bedste
byer, men bogen introducerer mere end
200. Hver by har et opslag over to eller
flere sider med store flotte billeder og
korte, men nyttige oplysninger om, hvad
der karakteriserer byen, og hvad man bør
se og opleve. ”Ikke to byer er de samme.
Nogle har storartet mad, andre et fantastisk natteliv, nogle overraskende arkitektur, nogle er rige på historie og andre
har et øje på fremtiden. Byer er individer.
Ligesom et menneske er en by et sammensurium af gener, valgt tilfældigt af kræfter
hinsides vor kontrol, smeltet sammen i en
hemmelig ovn,” skriver bogens forfattere
bl.a. i indledningen. Savner du inspiration
til en storbyferie, behøver du kun at bladre
i denne bog – et sandt mekka for rejselystne storbyjægere!
”Lonely Planet’s
Best Ever
Photography
Tips” af Richard
I’anson (Lonely
Planet, 2013, 128 sider, med fotos i farver, på
engelsk, 4,99 GBP) giver 45 håndgribelige
og praktiske tips til at tage gode rejsebilleder og oplister 10 fotografiske regler, du
som rejsende fotograf bør kende. Bogen er
skrevet af en prisbelønnet fotograf, som
har rejst Jorden rundt i 30 år og er grundlægger af Lonely Planets billedbibliotek.
”100 Getaways –
Around the World”
red. af Margit J.
Mayer (TASCHEN,
2014, to bind på i
alt 720 sider i en
kassette, med fotos
i farver, på engelsk,
tysk og fransk, 39,99
euro) er med sin samling af 100 himmelske
rejsedestinationer den perfekte bog til
at drømme sig langt væk. Som forfatterne skriver på omslaget: ”Når vi rejser
62
i forretningsøjemed, foretrækker vi som
regel hotelværelser af samme slags i hver
by. Det gør simpelthen livet lettere. Men
der gælder andre regler, når vi leder efter
et sted at fejre en særlig familieferie, en
weekend med en ny forelskelse, eller et par
dage i lyksalig ensomhed i selskab med
nogle gode bøger. Det er her, denne nye
TASCHEN-samling kommer ind. Med sit
udvalg af 100 hoteller fra Abu Dhabi til
Vietnam bliver det let at vælge, hvor man
skal slappe af næste gang. Spændet går fra
drømmekasteller til hipstersmart, fra små
middelhavspensionater til ørkenglamur
på et luksusresort. Selv dedikererede
internetsøgende vil blive fristet af denne
bog til at lægge sig til rette for at tage af
sted på en sofarejse.” Hotellerne er valgt
med øje for både møblering, beliggenhed
og udsigt til smuk natur og mulighed for
store kulturelle og kulinariske oplevelser
og afslapning. Og det er ikke, som man
kunne formode, kun de nyeste og dyreste
hoteller, der er med i dette digre værk.
Hotellerne er inddelt efter land, og de
to bind byder på billeder i stort format
og faktuelle oplysninger om de enkelte
hoteller tilsat X-faktor og titlen på en bog,
forfatterne anbefaler, man medbringer for
at komme i den rigtige stemning.
”Unusual Hotels
of the World” af
Steve Dobson
(JonGlez, 2013, 243
sider, med kort
og fotos i farver,
på engelsk, 15,55
GBP via amazon.
co.uk) præsenterer 100 af verdens mest
usædvanlige hoteller fra 40 lande. Bogen
er et godt bud, hvis du er på udkik efter
anderledes steder at sove, når du er ude
at rejse: Hvorfor fx ikke overnatte i et
tidligere U.S. Air Force radartårn i hjertet
af en regnskov ved ækvator? Eller hvad
med at gå til sengs i en kæmpe sko? I en
ligkiste, oppe i et træ, i et fængsel eller i
en iglo? Verden har meget at byde på, når
det gælder hoteller, og priserne begynder
ved bare 20 euro. Er du blevet nysgerrig,
kan du finde nogle af de omtalte hoteller
på bogens hjemmeside: www.unusualhotelsoftheworld.com.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og elsker at gå på opdagelse i verden
gennem bøger og film, når han nu ikke kan
være på farten alle årets 365 dage.
Solrigets myter og
historie foldet smukt ud
Tor Tolstrup: ”En guide til rejser i Det
Gådefulde Japan – Med historie, kunst og
kultur som rejseleder til de steder, hvor
Japans historie udspillede sig”. Nicolai,
2013, 232 sider, med kort og billeder af
træsnit i farver. 275 kr. inkl. porto til
Danmark ved bestilling via toto@post9.
tele.dk .
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
V
il man forstå japanerne og deres
land, er der ingen vej uden om
at måtte sætte sig ind i japansk
mytologi. For næsten al kunst
og litteratur i Japan referer til myter og
legender, som har rod i Japans to store livsfilosofier: shintoisme og buddhisme.
”Japan har bevaret sine rødder dybt
nede i den fortid, de personer og de begivenheder, som er hele grundlaget for det
Japan, som vi ser i dag. Det er det Japan,
som det har været min hensigt at vise den
læser, der vil andet og mere med sin rejse
end blot at få en rejseoplevelse,” forklarer
japankenderen Tor Tolstrup om sin nye
bog, der på dansk genfortæller de store
fortællinger fra de tidligste tider og frem
til 1800-tallet om samuraier, shōguner
og kejsere, og om krig og brodermord i
Solens Rige. Samtidig anviser han i bogen,
hvor i Japan man kan finde de steder, hvor
historien og legenderne udspillede sig.
Historien i nutiden
”En guide til rejser i Det Gådefulde Japan”
tager læseren ved hånden og fører os
gelinde gennem japansk kunst, kultur,
mytologi og historie, for bogen handler
om dét at rejse i nutidens Japan for at
finde sporene af fortiden. Gennem 90
formidable japanske træsnit fra 1800-tallet
tager forfatteren os med på en rejse til
de historiske personer og begivenheder,
som lægger grunden til en fascinerende
fortælling om, hvordan Japans historie
blev formet. Samtidig byder Tor Tolstrup
på detaljerede beskrivelser af, hvor og
hvordan man finder de steder, som
omtales i bogen. For i Japan lever fortiden
i høj grad i nutiden.
”Tag med det til sted, hvor guderne
grundlagde Japan, til den hule, hvor
solgudinden gemte sig, til byen hvor helten
Yoshitsune døde, og til mange andre spændende steder i Japan, som turister sjældent
eller aldrig får at se (…) Overalt i dette
land findes minderne. Templer, borge,
statuer, gravsten og mindesmærker over
personer, som vi troede kun var myter,
men som engang eksisterede i kød og blod,”
som han skriver.
Særligt bogens mange farverige
og stilfulde japanske træsnit formår at
besnære og bliver en uvurderlig indføring
og hjælp til at lade Japans historie – og
mytologien bag den – folde sig ud.
En stor kærlighedserklæring
Tor Tolstrup er tidligere chefredaktør
og korrespondent for Jyllands-Posten,
og dette er en bog skrevet som en stor
kærlighedserklæring til Solens Rige af en
forfatter, som har rejst til og været fascineret af øriget i en halv menneskealder, og
som har boet i Tokyo i fire år.
”En guide til rejser i Det Gådefulde
Japan” er ikke en guidebog i traditionel forstand. Dertil er bogens format alt
63
for stort og upraktisk, og bogen og dens
træsnit for fine til at ligge og rode rundt
i en taske. Det er altså ikke en bog, man
tager med sig under armen på rejsen til
Japan, men derimod en kunstbog som bør
have en hædersplads på hylden derhjemme.
Den type bog man med fordel kan lægge
sine rejseplaner efter hjemmefra, inden
man besøger det fantastiske ørige, som
også kaldes Den opgående sols land. For
bogen giver en fabelagtig introduktion
til det historiske Japan, som enhver, der
påtænker at rejse dertil, bør bruge tid på at
fordybe sig i og lære at kende.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og fejrede nytår 2013/14 i Kyoto i Japan.
Asien er hans foretrukne rejsekontinent, og
han elsker at gå på opdagelse i eventyr og
myter.
Tekst & fotos:
Jakob Birklund Andersen
Tips til bedre rejsefotos
Del 4: Balance mellem lys og
skygge
D
et menneskelige øje er langt
mere avanceret end et kamera.
En stor forskel er evnen til at
kunne se detaljer i kraftigt
lys og i mørke skyggeområder samtidig.
Det klarer vi ret godt, men selv det bedste
professionelle kamera har det svært med
denne opgave. Derfor bliver vi nogle
gange overraskede, når vi tager et billede
af en fin, rød solnedgang og i stedet får en
fuldstændig hvid og udvasket himmel op
på skærmen.
Når kameraet forsøger at gabe over
et større spænd mellem lys og skygge, end
det kan klare, bliver resultatet enten, at de
lyse områder overbelyses, eller at de mørke
områder bliver helt sorte. Men vi vil jo
gerne have billedet til at ligne, det vi ser
med vores øjne.
Ved solnedgang kan det skarpe lys på himlen afbalanceres med et gradueret gråfilter.
Colonia i Uruguay.
Tobacco Cayes i Belize.
64
Et snedigt filter
I langt de fleste tilfælde består problemet i
en meget lys himmel og en noget mørkere
landjord – det gælder særlig, når solen står
lavt på himlen.
For at opnå en balance mellem de to
størrelser, som kameraet kan forstå, kan
du bruge et særligt filter, designet præcis
til denne udfordring.
Det består af en akrylplade, hvor
den øverste halvdel er tonet grå, så den
blokerer noget af det skarpe lys, mens den
nederste halvdel er gennemsigtig.
Tricket er nu at placere filtret foran
kameralinsen, således at det mørke
område netop dækker himlen. Nogle
bruger en særlig holder til filtret, der kan
skrues uden på objektivet, mens andre
bare holder filteret med fingerspidserne.
Det lyder måske besværligt, men det er
utolig effektivt, og en stor andel af de
flotte landskabsbilleder, du kan finde på
internettet og i glittede rejsemagasiner er
kommet til verden ved hjælp af sådant et
filter.
Der findes mange forskellige varianter,
med mere eller mindre glidende overgang
mellem den tonede og den gennemsigtige
del, og med forskellige styrker i toningen.
Vil du have et allroundfilter så prøv et med
en relativt hård overgang, og som reducerer lyset med to-tre blændestop.
1
2
HDR, hvad er det?
Et alternativ til filtre er at tage flere
billeder med forskellige eksponeringer og lægge dem oven i hinanden i
et billedbehandlingsprogram som fx
Photoshop. På den måde kan man stykke
sit endelige foto sammen af informationer fra en række forskellige billeder.
Teknikken kaldes High Dynamic Range
eller bare HDR. Det kræver, at alle billederne er nøjagtig ens bortset fra eksponeringen. Derfor duer det kun, når kameraet
er monteret på et stativ, og når der ikke er
alt for mange elementer, der bevæger sig
rundt i billedrammen. HDR bruges derfor
mest til landskaber.
nn Jakob Birklund Andersen har
medlemsnr. 629. Han har til dato besøgt
fire territorier og 52 lande. Læs mere om
ham og se flere af hans billeder på www.
birklund.com.
Enten er forgrunden alt for mørk (Foto
1), eller himlen er overbelyst (Foto 2).
Med et gradueret gråfilter placeret lige
der, hvor solen kommer ind fra venstre,
kom billedet i balance (Svartifoss, Island)
(Foto 3).
3
65
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand
Tlf. 35 39 27 33
dbkformand@live.dk
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Anna le Dous
Kasserer
Tlf. 29 93 36 35
anna.le.dous@mail.dk
Lars-Terje Lysemose
Ansv. redaktør
Tlf. 25 14 27 11
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
Jette Færch Weiss
Medlemskoordinator
Tlf. 22 93 82 58
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
toastmaster-west@deberejstesklub.dk
Maria Malbek Sørensen
Tlf. 25 48 87 45
mms.75@hotmail.com
toastmaster-east@deberejstesklub.dk nytmedlem@deberejstesklub.dk
Rebecca Langhorn
Tlf. 28 33 87 93
silver@get2net.dk
Anette Lillevang Kristiansen
1. suppleant
Tlf. 21 63 23 50
incawoman@gmail.com
Helle Bonnesen
2. suppleant
Tlf. 20 40 68 65
hellebonnesen@gmail.com
redaktorgloben
@gmail.com
ufanoe@hotmail.com
Martin Buch Larsen
3. suppleant
Tlf. 29 72 82 80
martinbuchlarsen@gmail.com
Café Globen
Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra
nær og fjern?
erejstes Klub
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Café og
ar
for alle rangementer
e
- ikke k
un for m r åbne
af De B
e
erejstes
dlemm
er
Klub
Rejseforedrag flere gange om ugen
Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
Landefester og events
Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen
Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg
Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande
Udvalg af vin og rom
Cocktails
Kaffe og the
Gratis internet / WI-FI
Nyhedsbrev hver uge med begivenheder
Følg Café Globen på Facebook
Vi ses på Café
Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
Giv Gl ben
i gave
De Berejstes Klub
Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi
medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub,
og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og
dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor
på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 150 kr. for resten af året fyldt med gode rejsehistorier.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele:
• 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen.
Læs mere på www.fotosjov.dk.
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland, The North Face Stores og Fjällräven Brand Store,
bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos
Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres
med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
• Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
• Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for
medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på
Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark
(Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder
ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk.
Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@deberejstesklub.dk.
Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 150 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr.
2143, kontonr. 8127698679.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede
lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer ved
Rinjanivulkanen på Lombok i Indonesien. Foto: Lars-Terje Lysemose.
67
NYE EVENTYR I 2015
SÃO TOMÉ OG PRÍNCIPE
Tropisk paradis ud for Afrika. Helt udenfor turismens
hovedstrøg. Frodigheden er enorm, for øerne er
af vulkansk oprindelse. Der er regnskov, savanne,
flotte kyster, fiskerlandsbyer og pragtfulde strande.
Vi kommer godt rundt på begge øer. Vi oplever en
national festdag, vandrer i regnskoven, sejler i mangroven, og måske er vi heldige at se skildpadder,
der lægger æg på strandene. Max 14 deltagere.
15 dage. 28.900 kr. 28. januar til 11. februar
RUMÆNIEN OG MOLDOVA
Rundrejse med afstikker til Transnistrien. I Rumænien besøger vi byerne Brasov og Sighisoara. Sidstnævnte er på Unescos liste over verdens kulturarv
og rummer huset, hvor Vlad Tepes (Dracula) blev
født. Regionen Bukovina er kendt for sine malede
klostre og kirker. I Moldova besøger vi verdens
største vinkælder og et landbrug, hvor vi inviteres til
frokost. Max 20 deltagere.
10 dage. 14.800 kr. 20 til 29. april
SURINAM OG FRANSK GUYANA
Det ukendte Sydamerika. Sydamerikansk jungle,
træstammebåde, æglæggende havskildpadder,
hollandsk og fransk kolonitid, en raketbase og
Djævleøen – ja, den fra filmen Papillon. Samt ikke
mindst nætter i hængekøjen i en indianerlandsby,
der ligger så langt væk, at vi flyver dertil. Det er
nogle af oplevelserne på rejsen til et ukendt og
afvekslende stykke Sydamerika. Max 11 deltagere.
18 dage. 28.900 kr. 23. marts til 9. april
ALGERIET. SAHARA OG ATLASBJERGENE
Algeriet åbner sig igen for verden. Hovedstaden
Algier med de hvidkalkede huse er berømt for sin
medina. Tlemcen har mauriske bygninger og tilnavnet ”kirsebærrenes by”. Fem byer i M’ Zab dalen
er så velbevarede, at de er på UNESCOS liste over
verdens kulturarv. Oaser og små ørkenbyer mellem
røde sandklitter og bjerge. Vi ser mange af Algeriets
kendte petroglyffer. Max 16 deltagere.
13 dage. 16.900 kr. 18. til 30. april
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk