1. No category

Gl ben
efterår 2012 / nr. 49
De Berejstes Klub
autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub
Tema:
Norden
På ekspedition
tværs over
Grønland
Island nord for
polarcirklen
Når tårerne
fryser til is
På ski i finsk
Lapland
Leder
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
Danmarks største udvalg i The North Face.
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
KØBENHAVN: Field’s
ODENSE:
Rosengårdscentret
ÅRHUS:
Bruun’s Galleri
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
Frederiksborggade 44 & 50-52
Lyngby Hovedgade 49B
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
33 14 51 50
info@friluftsland.dk
www.friluftsland.dk
Sommeren på vores hjemlige breddegrader har som sædvanlig
været lunefuld. Selv har jeg tilbragt min sommer med at rejse rundt
i Jylland, på Sjælland og i Skåne, hvor mine smultronställen hedder
Ven og Kullen – med en spontan afstikker til middelalderfestivalen
i Visby på Gotland, for som du kan læse i dette nummer af Globen,
har Norden faktisk masser at byde på.
Efter et år som redaktør af Globen er det naturligt at gøre
status, for bladet har undergået en forrygende udvikling. Vi har
fået et nyt layout (som vi også løbende har tilpasset) med bl.a.
nye og mere læsevenlige skrifttyper, vi har fået kort og glober på
alle rejseartikler, og vi har fået et nyt bladhoved. Redaktionen er
desuden blevet udvidet, så vi nu er 11. Forhåbentlig kan det også
ses, at Globen nu er mere gennembearbejdet end tidligere. Men
vi kan stadig godt bruge flere frivillige, så er du ferm til dansk
sprog, grammatik og tegnsætning, kan vi altid finde plads til en
mere på holdet! I øvrigt gennemfører klubben dette efterår en ny
undersøgelse, hvor du som medlem vil blive spurgt om din holdning
til Globen. Vi er altid åbne for nye forslag, som kan udvikle bladet, så
tænk endelig efter. Dette efterår søsætter vi også et nyt initiativ, hvor
vi inviterer Globens skribenter til at møde redaktionen i et forsøg på
at opbygge et egentligt redaktionelt miljø omkring Globen.
På forsøgsbasis har klubben indgået et samarbejde, som betyder,
at alle medlemmer i Danmark i det næste år får tilsendt magasinet
Vagabond Rejs sammen med Globen, uden at det koster en krone
ekstra. Der er altså endnu mere spændende rejsestof at gå i kast med
denne gang. Medlemmer i udlandet må nøjes med Globen, men får
til gengæld bladet tilsendt før medlemmer i Danmark.
Husk i øvrigt at være med til at nominere skribenter fra dette
nummer af Globen til konkurrencen om at blive årets skribent
og udvælg og stem på din favorit, så vi kan kåre en vinder på
klubbens generalforsamling 17. november. Både nominering og den
egentlige afstemning foregår på www.deberejstesklub.dk. Det er også
på klubbens hjemmeside, at du kan smuglæse dig til, hvad vi har i
gærde til næste nummer af Globen, som har deadline 30. oktober.
God rejse- og læselyst!
NOrden
Godt udstyr
- bedre oplevelser!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
3
Gl ben
Indhold
SKRIBENTKONKURRENCE
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
38 ERITREA & YEMEN | Fra Jordens røvhul til dronning Elizabeths sølvtøj
39 CHILE | Dengang jeg blaffede … Og endte i Chile
40 NÆSTE KONKURRENCE | Dengang jeg fik en ny ven …
41 ISRAEL | Paranoia og Kitekats ved Det Døde Hav
Forsidefoto: Søpapegøjer, Hornøya, Norge, af Morten Haagensen
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
45
Deadline til næste nummer: 30. oktober 2012
Næste tema: Central- & Østeuropa
31
Annoncer: annoncer@berejst.dk
Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J
Oplag: 900
TEMA: NORDEN
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
Redaktion:
6 SVERIGE | 5 tips til Malmø. Og 9 tips til Skåne
8 GRØNLAND | På ekspedition tværs over indlandsisen
12 ISLAND | Nord for polarcirklen
14 FINLAND | På ski i Lapland
17 SVERIGE | Til Gotland på nostalgiens vinger
20 FINLAND | 5 tips til Helsingfors/Helsinki . Og 9 tips til Finland
22 GRØNLAND | Mit liv som åndemaner og bygningskontruktør i
Lars-Terje Lysemose
Ansv. redaktør
Anja Povlsen
Grafiker
Jacob G. Jørgensen
Medredaktør
Anette Lillevang
Kristiansen
Medredaktør
Søren Fodgaard
Medredaktør
Ann Kledal
Medredaktør
48
menneskenes land
26 SVERIGE | Når tårerne fryser til is
28 NORGE | På brævandring i Jotunheimen
31 NORGE & SVERIGE | Med veterantog til Lapland
34 ISLAND, GRØNLAND, FÆRØERNE, SVALBARD, NORGE & SVERIGE | Rejsebilleder
ØVRIGE ARTIKLER
Rebecca Langhorn
Korrekturlæser
Per Allan Jensen
Korrekturlæser
42 VIETNAM | På motorcykel gennem en tyfon
45 BURUNDI & RWANDA | Når nøden er størst
48 INDIEN | I nærheden af paradis
51 SOFAREJSER | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Jytte Kristensen
Korrekturlæser
DE BEREJSTES KLUB
Hanne Kofoed
Korrekturlæser
3 Leder
61 Bedste bidrag det seneste kvartal
62 NYE MEDLEMMER
64 NY 100-LANDEJUBILAR
65 SÅDAN GIVER DU ÅRETS BEDSTE GAVE
65 Kommende medlemsmøder
66 Klubbens kontaktpersoner
Christinna PerezMerrild
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og
alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af
redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier
forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og
indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
28
17
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
5
Tekst & fotos:
Lars-Terje Lysemose
5 tips til Malmø
Moderne arkitektur
n Lars-Terje Lysemose
har medlemsnr. 364 og
har boet i Skåne siden
2002. Først i Malmøs
Innerstaden og siden 2008
i Jakriborg mellem Malmø
og Lund. Bydelen ligner en
middelalderlig hansestad,
men er opført 1999-2008.
Læs mere på www.jakriborg.
se.
Om sommeren kan man hoppe direkte
i bølgerne fra promenaden i Västra
Hamnen, hvor Turning Torso, Malmøs
nye vartegn siden 2005, står 190
meter høj. Skyskraberen snor sig over
54 etager og er Europas næsthøjeste
boligkompleks. Desværre uden
restaurant eller udsigtspunkt på toppen.
Som nabo ligger Bo01, et expo-område
med miljørigtige og arkitektonisk
spændende nye boliger.
Og 9 tips til Skåne
Shopping & cafeliv
Lilla Torg er stedet, hvor malmøitterne
hænger ud over en kaffe eller øl på en
solskinsrig eftermiddag eller sent om
aftenen. Her er cafeer, restauranter
og dansegulv. Om vinteren en lille
udendørs skøjtebane. De røde
bindingsværkshuse emmer af hygge.
Hedmanska gården rummer et
designcenter med gratis entré. Og der
er stadig besparelser at hente på en
shoppingtur, især på dagligvarer.
Grønne arealer & vand
Slottsparken er omgivet af søer og
kanaler, som man kan sejle ad med båd
eller på vandcykel. Pildammsparken er
byens største og har to damme og et
amfiteater. Og Folkets Park byder på
tivoli og et terrarium. Græsarealerne ud
mod kysten og Ribersborgs hvide strand
kaldes ”Ribban” og er Malmøs svar på
Copacabana. I Lomma mod nord er mere
grundt vand + nøgenstrand. Malmø har i
øvrigt rigtig mange gæs!
Kano, vandring & kitesurfing
Kulturhistorie
Kystmiljøer
Skove, søer, åer, strande, klipper og
højdedrag. Skåne har det hele!
Besøg Lunds Domkirke, Sankt Petri i
Malmø, Dalby Kirke og Bosjökloster.
Ven, Hallands Väderö, Hovs Hallar og
Kullen (Kullaberg) er helt unikke.
Tidslommer
Vildt dyreliv
Sveriges bedste agerjord
Lunds Kulturen minder om Den
Gamle By i Aarhus. Vikingeby i
Foteviken.
Elge, vildsvin, hugorme, sæler,
marsvin, ørne, gæs – og ulve på
afveje.
Store æbleplantager i Kivik,
sukkerroe-, raps- og kornmarker
overalt.
Fortidsminder
Nybyggerby eller kulisseby?
179 borge, slotte & herregårde
Ales Stenar ligner Stonehenge. I
Uppåkra lå en stor jernalderboplads.
Jakriborg er en forunderlig bydel.
Rigtige filmkulisser findes i Ystad.
Skåne blev svensk i 1658. Mange
slotte stammer fra den danske epoke.
Kultur & viden
Sveriges tredjestørste by har Konsthall
og Moderna Museet. Operahus og
koncerthus. Malmøhus rummer et
enormt museum for kunst, foto,
teknik, søfart, historie og naturhistorie.
Malmø er en by i stadig forandring. Fra
gammel industri- og arbejderby til en
moderne kultur- og vidensby. En proces
som er eskaleret efter etableringen af
universitetet Malmö högskola i 1998 og
Øresundsbroen i 2000.
Multikulturel & etnisk
smeltedigel
Hver tredje malmøit har udenlandske aner.
På Möllevångstorget, kaldet ”Möllan”, er
der frugt- og grøntmarked, butikker og
restauranter fra Asien og Mellemøsten og
altid leben i gaden. Malmø – som kærligt
kaldes ”København M” – har mere end
300.000 indbyggere, heraf over 10.000
fastboende danskere. Bydelen Annestad ved
brofæstet kaldes ”Danskbyn” og ses som en
dansk ghetto!
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
7
Ankomst til Kulusuk i
Østgrønland – venter på
transport med lokal fanger
til Ammassalik.
På ekspedition tværs over Grønland
Den til tider kraftige vind gør, at
slæder skal fastgøres samt læ-mur
etableres for teltet.
Man vs. Nature.
Tekst & fotos:
Simon Honoré
To års træning og
planlægning skulle
omsider stå sin prøve.
Kunne to helt grønne
polareventyrere
krydse den nærmest
uendelige indlandsis?
Spørgsmålene
var mange, men
optimismen og
humøret var helt i top.
Med to slæder på hver 90 kg tjekkede
min ven Henrik og jeg ind i Kastrup
Lufthavn med retning mod Grønland
og forhåbentlig et eventyr, vi aldrig ville
glemme. Vi ankom til Kangerlussuaq
(tidligere kendt som Søndre Strømfjord),
hvor vi skiftede fra en Airbus 330 til et
mindre firemotorers Dash-7-fly, som nu
skulle fragte os over indlandsisen til
den lille bygd Kulusuk på østkysten. Vi
sad med næsen klemt flad mod ruden
hele flyveturen over indlandsisen for at
iagttage isen, som vi om kort tid, med
egen kraft, skulle tilbagelægge i modsat
retning. Men det var ikke nemt at se
terrænet, da det hele lignede et stort
vattæppe.
8
Indflyvningen til øen Kulusuk var
uforglemmelig. Vi fløj en kort strækning
i lav højde langs kysten, hvor man
tydeligt kunne se havisen, som nyligt
var brækket op og lå i enorme isflager,
drive rundt i polarhavet. Vi landede på
en landingsbane af grus og steg ud til
en vindstille forårsdag i juni 2006 med
temperaturer omkring frysepunktet,
samt en skinnende sol fra en krystal
blå himmel. Nu begyndte eventyret for
alvor.
S l alomsejl ads
mellem isbjerge
Fra Kulusuk havde vi ikke sørget
for videre transport til ”storbyen”
Ammassalik 30 km mod vest. Vi kunne
tage den nemme – men også dyreste
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
– løsning: helikopter. Men det ville
være sidste udvej. I stedet ledte vi efter
en lokal, som kunne sejle os til næste
destination. I ”ankomsthallen”, som var
på størrelse med stuen i et almindeligt
parcelhus, fik vi fat i Anda, en lokal
fanger, der sagtens kunne sejle to
personer samt de 180 kg tunge slæder
videre til Ammassalik for et mindre
beløb. Det var en sand slalomsejlads
mellem de mange isbjerge, men med
en erfaren fanger som Anda, der var
vokset op i området, virkede det som en
søndagstur gennem islabyrinten.
Og pludselig dukkede der en
typisk grønlandsk bebyggelse op med
forskelligt farvede huse i træ, bygget
op ad en fjeldside. Det første syn, der
ventede os, var dog lossepladsen, hvor
alt byens affald blev deponeret. Ikke
lige den idyl, man havde ventet! Ved
ankomsten til Ammassalik fik vores
fanger Anda prajet byens taxa, som
kørte os op gennem fjeldet til vores
første base, som var et klubværelse,
man kunne leje. Det var helt perfekt
og udsigten i top, for man kiggede
ud over det meste af bygden samt
havneanlægget. Der var én dobbeltseng,
men vi var enige om, at hvis ikke vi
kunne enes her, stod det skidt til med
resten af turen.
Klubværelset bugnede snart af
udstyr – lige fra ski, slæder, benzin,
satellittelefon og solpaneler til mad
og meget andet. Udstyret var pakket
ud, så politiet kunne inspicere det
medbragte og sikre sig, at vi var
ordentligt forberedt til krydsningen af
isen. Dagen efter besøget fik vi vores
starttilladelse, og nu kunne det ikke gå
hurtig nok med at komme af sted, for vi
var begge superspændte efter knapt to
års forberedelse.
Til
vands , til l ands og i
luf ten
Klar til ekspeditionen fik vi kontaktet
Anda, som indvilligede i at sejle os
nær bygden Isotorq, punktet for vores
ekspeditions begyndelse. Efter knap
en times sejlads stod det dog klart for
os, at isen var pakket, og at det var
umuligt at komme igennem, så vi måtte
returnere til Ammassalik for at vente på
fralandsvind, så isen kunne blæse væk
fra kysten.
Efter to dages ventetid besluttede
vi sammen med Anda at prøve igen.
Men heller ikke denne gang lykkedes
det, og vi måtte atter en gang returnere
til Ammassalik. Det var her, vi for
første gang blev konfronteret med, at
den grønlandske natur på alle måder
bestemmer dagsordenen, og at der er en
grund til, at grønlænderne tit benytter
ordet imaqa, som betyder måske, for man
ved aldrig, hvad vejret byder på. Vi
havde nu sammenlagt brugt over en uge
på østkysten, og vi måtte i gang, inden
foråret rigtig gjorde sit indtog.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
9
Det lykkedes os at få en aftale med
den lokale helikopterservice om at få
et lift over pakisen, dog til en position
betydeligt længere væk end vores
planlagte startpunkt, men vi blev dog
fri for pakisen. Dagen efter læssede
vi alt vores udstyr i helikopteren, og
endelig af sted det gik. Over isfjorden,
med den endeløse pakis, med retning
mod dét, der mest af alt lignede en
kæmpe, kridhvid dyne, som gennem
tiderne havde dækket Grønland og dets
mange fjelde.
I helikopteren blev vi bedt om at
foretage et hurtigt drop-off på isranden,
da brændstofniveauet var ved at være i
bund. Så da landingsstellet rørte sneen,
sprang vi straks ud af dørene og kastede
vores udstyrsposer og slæder ud i sneen.
Alt gik så hurtigt, at det ikke rigtigt
gik op for os, da helikopteren fløj, at vi
nu var helt alene, og at 600 km ventede
forude, inden vi ville nå vores mål,
Kangerlussuaq på Grønlands vestkyst.
Slæderne blev organiseret og skiene
gjort klar, og de spæde skridt vestover
blev taget langsomt, men sikkert, med
en fart på 4 km/t.
D aglig
rutine på isen
Efter en relativ nem opstigning på isen
kom vi endelig af sted i solidt tempo. I
kun let frost tilbagelagde vi uden større
problemer etaper på omkring 20-25
km om dagen. Men selv efter fire dage
kunne vi stadig se de enorme bjerge på
østkysten, og det fik os til at føle, at vi
ikke rigtig havde fremdrift, selvom vi
allerede var over 60 km inde på isen.
Som dagene gik, og fjeldene mod
øst forsvandt, fik vi tunet og trimmet
udstyret, så alt virkede optimalt. Vi
var nu kommet ind i en daglig rytme,
hvor hver havde sine daglige pligter.
Uden større debat blev der bygget en
læmur i vindretningen, samt teltet
rejst, hvorefter den ene af os straks
kravlede ind og begyndte at smelte sne
De kraftige frosne
læderskistøvler slider
godt på ens fødder.
10
til madlavningen, alt imens den anden
fortsatte udendørs med sikring af slæder
og telt samt montering af solpanelerne
i retning af solen. Sidste mand derude
tjekkede, at vores nødudstyr lå i den
ene slæde, og at slæden var ekstra godt
sikret til isen, så hvis en storm indtraf,
og teltet blev flænset og blæste bort,
kunne vi overleve længe på den ene
slædes indhold. Og hvis uheldet virkelig
var ude, kunne vi bruge plb’en (personal
locator beacon) til en evt. redningsaktion.
Om dagen havde vi en helt fast
arbejdsrytme – ca. 60 minutters fysisk
aktivitet i form af at slæbe af sted
med den nu knap 100 kg tunge slæde.
Herefter fem til otte minutters pause,
hvor vi fik varmt vand fra termokanden
eller fra vores fleksible vanddunk,
som vi holdt delvis frostfri med en
hjemmelavet varmecelle. Der blev
hurtigt spist chokolade, energibarrer
og nødder, og så stod den ellers på 60
minutters slæb igen. Grunden, til at
pausen ikke var længere, var kulden,
som hurtigt kølede kroppen ned, så
vi blev nødt til bevæge os for at holde
varmen. Efter en 10 timers arbejdsdag
glædede vi os til at skulle spise vores
medbragte frysetørrede mad samt sætte
tænderne i det røgede spæk, som jeg
havde indkøbt på et lokalt kødmarked
i Letland få måneder forinden. Det var
lige noget, kroppen havde brug for efter
en lang dags anstrengelser.
Tandpine
Efter ni dage på isen indtraf den
første skavank i form af betændelse
i en visdomstand, hvilket var yderst
belastende, da jeg ikke kunne sove om
natten og derfor ikke fik restitueret
ordentligt. Jeg begyndte straks med
kraftig penicillin, men selv efter fire
dage døjede jeg med hævelse og ømhed
i hele den ene side af kæben. Den
manglende søvn gjorde, at dagene,
der i forvejen var hårde, nu blev en
pinsel at komme igennem. Vi havde
hjemmefra aftalt, at vi ville følge vores
rute og dagsetaper uanset hvad, og at
det kun var vejret, der kunne stoppe
os. At lave en sådan aftale med Henrik,
som i øvrigt var frømand, var sin sag
… Jeg ville ikke pive og slet ikke bede
om nåde for en hviledag, så vi fortsatte
ufortrødent, og to dage senere var jeg
ved at være normal igen.
Vi var nu halvvejs på ekspeditionen
og fornemmede for første gang, at
vinden skiftede retning og begyndte at
blæse østfra, så vi fik delvis medvind,
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
hvilket var yderst behageligt for ens
ansigt, som havde små forfrysninger
af den ellers konstante modvind. Vores
højeste punkt blev knap 2.500 moh,
og nu ventede en næsten 300 km lang
nedstigning til vestkysten, hvilket gav
optimisme og øget motivation. Kort
tid efter passerede vi det højeste punkt
og fik en kraftig storm, som varede i
halvanden dag. Under stormen følte
man sig så lille i den store arktiske
ødemark, hvor det igen var naturen,
som satte dagsorden, og ikke os. Denne
gang viste naturen rigtig tænder med
vind i orkanstyrke, som kunne blæse i
dagevis.
M inder
fr a
Smeltevandssøer begynder
at dukke op allerede 70 km
før vestkysten.
Grønslands indlandsis er flere steder
mere end 2 km dyb og menes at være
ca. 110.000 år gammel. Den dækker
et areal på 1,7 millioner km², hvilket
svarer til 81 % af Grønland. Hvis den
smeltede, skønnes det, at vandstanden
i verdenshavene ville stige med over 7
meter.
D en K olde K r ig
200 km fra vestkysten nåede vi et
delmål, som var et levn fra Den Kolde
Krig: Dye2-stationen som var en
femetages radarkonstruktion, der under
Den Kolde Krig havde været en del af
en radarlinje på 52 radar-stationer fra
Alaska til Island, som skulle varsle
USA om indkommende bombefly fra
Sovjetunionen. Stationen var blevet
forladt i 1988, og indenfor fandt vi en
kalender, som var stoppet på en bestemt
dag i foråret 1988. Stationen virkede
nærmest spøgelsesagtig, da den var
forladt i sådan en hast, at intet andet
end de helt personlige effekter var taget
med, samt det daværende hemmelige
computerudstyr. Efterladt var mad i
frysere, tøj på værelserne, uendeligt
meget dåsemad i lagerrummet, samt
reservedele til alt.
Ikke så langt fra den nedlagte
station lå Camp Raven, der fungerede
som en øvelseslandingsbane for arktiske
missioner til både Nord- og Sydpolen.
Her kunne piloterne lære at lande på
indlandsisen under mere kontrollerede
forhold.
Vi besøgte det amerikanske
ægtepar Mark og Lou, som drev denne
minilufthavn på isen. De var yderst
gæstfrie, så vi endte med at slå lejr hos
dem og blive der halvanden dag, hvor
vi rigtig hyggede og snakkede om livet
på isen og spiste hjemmelavede burgere,
som Mark tilberedte på en gas-grill
ude på isen i -20°C. Sikke et syn! Hvert
andet år tilbragte de fem måneder på
isen uden tv og radio, kun med en
radioforbindelse til Kangerlussuaq og
mulighed for at sende korte e-mails
ud fra satellit-telefonen. Da vi endelig
forlod Camp Raven, var humøret så
højt, at vi ikke følte noget kunne stoppe
os nu.
Grønland
S meltevandsfloder
og k æmpe
søer
Med det høje humør gik det derudad, og
vi kom tættere og tættere på vestkysten,
samtidig med at vejret ændrede sig
til det mildere, og sneen blev tung og
våd. 70 km fra vestkysten begyndte
smeltevandsfloder at dukke op, hvilket
gjorde fremgangen langsom, da man
ikke altid kunne finde den mest direkte
vej gennem labyrinten og ofte måtte gå
tilbage for at prøve en anden vej ud. Det
lykkedes os med korte dagsetaper at
komme så langt, at vi kun var 30 km fra
vestkysten, men her tog ekspeditionen
en dramatisk drejning.
Vi var havnet i et kæmpemæssigt
smeltevandsområde med floder og
kæmpe søer overalt. De var så brede og
kraftige, at de ikke kunne forceres med
det medbragte udstyr. Her kæmpede vi
os frem i flere nætter, det tidspunkt af
døgnet hvor solen var svagest. Vi gik i
vand til knæene og mod en temperatur,
som kun var på vej opad og dermed
ville betyde mere smeltevand. En nat,
hvor temperaturen var -7°C, besluttede
vi, at dette skulle være den nat, hvor vi
kom ud af smeltvandshelvedet og ned
fra isen.
Men omkring midnat indtraf det
første problem: Jeg røg igennem den
frosne is og stod i vand til brystet
kun iført bomuldstøj, ikke just en god
kombination. Isen var ikke tyk nok til at
bære os, selv på ski og med halvtomme
slæder. Vi anede ikke, hvor der var fast
is, og hvor det var smeltevandsis, så det
var russisk roulette at finde vej. Et utal
af gange brast vi gennem isen og stod i
vand til hofterne og måtte knuse os vej
igennem, til vi igen havde fast is under
fødderne. Efter tre timer var vi så stærkt
nedkølede og havde mistet al kontakt
med fødder, knæ og hofter, at vi traf en
hurtig beslutning om at vende kursen
stik nord mod et punkt, som så ud til at
være højere terræn, end hvor vi befandt
os nu. 30 minutter senere var vi på en
lille knold på isen, som bestod af fast is.
Her fik vi, med krumme og stive fingre,
slået teltet op med fire pløkke og greb
liggeunderlag og sovepose i slæderne og
kravlede hurtigt ind i teltet og smed alt
det våde tøj og kravlede i soveposerne,
hvor vi lå og stirrede stift på hinanden,
uden at veksle et ord … Vi var presset
på livet.
En
bitter beslutning
Efter adskillige timer kom varmen
stille og roligt tilbage i kroppen, og vi
fik sikret teltet på isknolden, men ikke
ordentligt nok til at kunne modstå selv
moderat blæst. Det eneste, som rigtig
kunne holde, var de fire medbragte
is-skruer, som vi fik skruet i den faste
is. De andre sikringer bestod af slæden
og stave, der blev dækket til med tø-sne.
Vi havde et problem, som ikke stod
til at løse. Vi kontaktede en bekendt i
Kangerlussuaq, som bekræftede det
værste: Der var mere varme på vej. Vi
brugte et par dage på ski uden slæder
for at se, om det var muligt at finde en
vej ud af smeltevandsområdet, men
forgæves.
Vi måtte træffe en bitter beslutning
om at få helikopter-assistance fra
vestkysten det sidste stykke ned fra isen.
Det var ikke muligt at finde en sikker
rute ud, og efter oplevelsen et par nætter
tidligere, hvor det var tæt på at ende helt
galt, ønskede vi ikke at risikere vores liv
endnu engang, for vi ville begge hellere
hjem og selv fortælle om eventyret end
at stå i en politirapport som savnet på
isen.
30 timer senere stod vi i
Kangerlussuaq i +10°C og tænkte: Sikke
et eventyr! Det indeholdt så meget mere
end bare den ydre rejse på 600 km over
indlandsisen, for vi fik også et stærkt og
uforgængeligt kammeratskab, samt en
naturoplevelse der aldrig bliver glemt.
n Simon Honoré har medlemsnr. 504.
Han er nu 30 år og foretog ekspeditionen
over indlandsisen i 2006. Han har siden
boet i Pituffik (tidligere kendt som Thule)
i Grønland og foretog tidligere i år en
krydsning i sejlbåd over Atlanten 2.500
sømil fra Vestindien til Azoerne på 19 dage.
Læs mere om hans mange eventyr på
www.simonhonore.dk.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
11
Lundefugle – også kaldet
søpapegøjer. De yngler fra maj til
august og opholder sig derefter
på det åbne hav. Største bestand i
verden findes i Island, og Grímsey
har den største koloni.
Flyveturen tilbage til
fastlandet var smuk.
Skiltene markerer den
nordlige polarcirkel.
På den lille ø Grímsey,
tre timers sejlads fra
Islands hovedø, finder
man landets største
koloni af søpapegøjer.
Isla nd nord for
polarcirklen
Ugæstfri ser den ud. Nøgen og blottet
for de kolde polarvinde. Intet sted at
søge ly, når vinterstormene raser. Set
fra hovedøen – fastlandet om man vil
– syner Islands nordligste beboede ø
ikke af meget andet end en gold klump
sten 40 km borte. Men skinnet bedrager.
For ud over smuk natur og millioner af
fugle er der masser af liv derude.
Sejlturen ud i Grønlandshavet med
færgeselskabet Sæfari fra Dalvík tager
tre timer. Færgen går kun tre gange
om ugen – mandag, onsdag og fredag.
Afgang fra Dalvík kl. 9 og retur fra
Grímsey kl. 16. En enkeltbillet koster
4.000 ISK (195 kr.). Sejlturen sker denne
dag i skønt sommervejr, men jeg kan
forestille mig, at færgen kan gynge en
del ved høj søgang, for når man først er
fri af fastlandet, er der intet til at give
læ.
Da vi kommer nærmere, kan vi se
Grímseys stejle, grå fjeldvægge, som
rejser sig fra det kolde dybe hav. Toppen
af den aflange ø er græsklædt. Træer er
der ingen af. Den kun 5,3 km2 store ø er
eneste beboede sted i Island, der ligger
nord for polarcirklen – her er altså lyst
hele døgnet omkring midsommer.
Sammen med en veninde skal
jeg tilbringe et døgn på Grímsey med
overnatning i det lille gæstehus Gullsol,
et hyggeligt lille sted med udsigt til livet
på havnen. Det koster ca. 400 kr. for et
dobbeltværelse. I køkkenet kan man
selv lave mad, og desuden findes der en
opholdsstue. Og så er huset faktisk øens
ældste!
På
Fyrtårnet knejser over stejle,
grå fjeldvægge, som rejser
sig fra det kolde dybe hav.
Tekst & fotos:
Rikke Skafte Jespersen
rundtur
Da vejret er så godt, bruger vi det meste
af tiden på at vandre øen rundt ad to
omgange. Polarcirklen kløver øen, og et
lille skilt annoncerer den ellers usynlige
grænse. Og så bruger vi ellers lang
tid på at studere søpapegøjerne, som
også kaldes lunder, for oplevelser på
øen består primært af naturen, fuglene
og stilheden. Nå ja, der er da også en
opvarmet pool, men det har ethvert
islandsk samfund med respekt for sig
selv – selv med kun 90 indbyggere.
Vi ser også kirken, kaldet Miðgarð,
opført i 1867. Men der findes ingen lokal
præst. Øboerne låner en fra fastlandet
fire gange om året. Og lægen kommer
kun en gang om måneden. Øen har også
en restaurant, der serverer alt godt fra
havet – og kogt søpapegøje! Det sidste
har jeg smagt tidligere på Færøerne, og
jeg føler ingen trang til gentagelse …
Jeg falder i snak med en af øens
unge, en pige som fortæller, at det ikke
er usædvanligt, at man vender tilbage til
øen, efter at man har fået en uddannelse,
da det er et trygt og godt sted at leve.
Hvad man skal bruge en uddannelse til,
ved jeg dog ikke, for hovederhvervet er
fiskeri og forarbejdning, lidt turisme,
en lille købmand, en lille skole og
børnehave og lidt fåreavl.
Dagen efter flyver vi kl. 14.30 med
Iceland Air til Islands næststørste by,
Akureyri, som har 18.000 indbyggere
og mange fine gamle huse, museer,
botanisk have og gode muligheder for at
købe islandske uldprodukter og lækkert
friluftsudstyr.
Jeg havde bestilt flybillet i god tid
og fik den næstbilligste kategori til 450
kr. for en enkeltbillet. Ved afgang fik vi
et diplom med flot svungen skrift, som
dokumentation for, at vi havde været
nord for polarcirklen.
En tur til Grímsey kan varmt
anbefales. Men sørg for at bestille fly
i god tid af hensyn til plads og pris.
Samlet gav vi kun ca. 1000 kr. per
person for vores lille Grímsey-eventyr.
radiograf har givet hende mulighed for at
opholde sig i længere tid uden for Danmark
- bl.a i Nordnorge og på Færøerne. Efter
Island tog hun på endnu en øtur, denne gang
til Danmarks nordligste ø, Hirsholmene i
Kattegat.
Island
Vi havde selv arrangeret vores tur til
Grímsey i sommeren 2012, men rejsen
til Island med direkte fly fra København
til Akureyri var arrangeret af Ruby
Rejser. Flyet går kun en gang om ugen
om sommeren. Inkluderet i rejsen var
en uges ophold i en fiskerhytte 35 km
nord for Akureyri med fuld pension (15
deltagere og tre koordinatorer), hvor
man skulle deltage i madlavningen til
to måltider. Der var to udflugter med
i prisen: hvalsafari med efterfølgende
fiskeri af torsk og sej og så en heldagstur
ind til søområdet Myvatn. De øvrige
dage var vi på egen hånd. Min veninde
og jeg besøgte også Islands næststørste
ø, Hrísey. Resten af tiden gik med
vandring. Et stort hit var også at bade i
”varmepotten” hver aften inden sengetid.
Solen stod stadig højt på himlen, og
hvor end man vendte sig, var der et
fantastisk vue over bjergene og fjorden.
Varmepotten fik sit 80°C varme vand fra
undergrunden, og så blev det blandet
med koldt vand, hvilket gav en konstant
og behagelig temperatur på 40°C.
n Rikke Skafte Jespersen har medlemsnr.
545 og har besøgt 65 lande. Hendes job som
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
13
De frosne elve fungerer som
motorveje for både dyr og mennesker
– de er den mest effektive måde at
bevæge sig frem i landskabet på.
Et åbent stykke elv skal forceres.
Ikke alle elvene er tilfrosset.
På s k i i f i n s k
L ap l a n d
Nord for polarcirklen ligger Urho
Kekkonens nationalpark. Her er rensdyr,
vild ødemark – og meget få mennesker
Tekst: Elsa Lysgaard Ranzau
Fotos: Elsa Lysgaard Ranzau
& Rasmus Gregersen
Hytten er et kærkomment
syn efter en hel dag på ski.
”Vent lidt! Nu gør de front imod os!”
Min kæreste Rasmus og jeg befinder
os sammen med to venner på en frossen
elv i den finske del af Lapland. Det samme
gør en flok rener, som står foran os midt på
isen, og de har åbenbart bestemt sig for, at
det er deres elv, og at de ikke flytter sig for
fire invaderende skiløbere med pulke.
Urho Kekkonens nationalpark ligger
nord for polarcirklen i det nordøstlige
hjørne af Finland, og tanken er at forsøge
at nå helt ud til den russiske grænse ved at
løbe på ski på elven, som alt andet lige er
den nemmeste og fladeste vej frem gennem
landskabet. Mange af dyrene har også
opdaget, at det er nemmere at gå på elven,
og vi ser rigtigt mange dyrespor. Renerne
har vi spottet på lang afstand, men til vores
overraskelse flytter de sig ikke, efterhånden
som vi kommer nærmere – tværtimod
rykker de tæt sammen og vender sig imod
os. Jeg begynder at overveje, hvordan det
vil føles at blive stanget i maven af en ren,
før det ender med, at renerne trækker sig
fra denne konkurrence i stædighed.
Efter en god kaffepause i solen ved et
shelter lige ud til elven når vi frem til den
russiske grænse, der på disse breddegrader
er markeret med nogle pæle på elven
og gule advarselsskilte på finsk, klipset
på hvert eneste grantræ i nærheden af
det ingenmandsland, som ligger op til
grænsen. Vi kan ikke nære os for lige at gå
et par meter ind i ingenmandslandet, men
beslutter os så for, at vi ikke ønsker at møde
den russiske grænsepatrulje her uden for
lands lov og ret og vender skispidserne mod
Finland igen.
Vi har natten forinden haft -26°C,
og efter en meget lang dag på ski vil vi
gerne overnatte i en af de åbne hytter,
som nationalparken stiller til rådighed for
skiløbere og vandrere. Da vi nærmer os
hytten, kan vi se røg stige op af skorstenen
– et sikkert tegn på at hytten er optaget.
Men hyttens fem tjekkiske skiløbere rykker
heldigvis sammen, så der bliver plads til os
fire. Nu er hytten fyldt, og tøj hænger til
tørre overalt. Tjekkerne er flinke og laver
te til os. Aftenen går med guitarspil og
grejnørderi, som godt kan lade sig gøre,
selvom vi ikke har noget fælles sprog.
F ølg
r ævens spor
Næste dag fortsætter vi sydpå. Så vidt
muligt kører vi i snescootersporene, hvor
sneen er mere fast, og også her kan vi
lære af dyrene, for når sporene er sneet
til og svære at finde for os, kan vi ofte
følge rævespor – da rævene jo også er
interesseret i at spare på kræfterne,
bruger de snescootersporene.
Om aftenen slår vi teltlejr i en dal
ud til en mindre elv. Der går ca. tre timer
hver aften med de praktiske gøremål
i forbindelse med at slå lejr op, grave
toilet, smelte sne til vand, lave mad osv.
Vi overnatter i en tipi, hvor vi har sat en
træplade under den bærende stang – på
træpladen kan stå to brændere, og når
brænderne er tændt flere timer hver
aften i forbindelse med snesmeltning har
vi en god varme inde i teltet, og man kan
sidde og hygge sig med en kop kaffe, mens
kun teltdugen adskiller os fra de -20°C,
der nogle aftener er udenfor. Ved denne
temperatur virker gasbrændere ikke ret
godt, så derfor bruger vi benzinbrændere
med rensebenzin.
På
åbent fjeld
Efter nogle dage når vi op på åbent
fjeld, hvor vi over trægrænsen skal
krydse et pas for at komme ned i den
næste dal. Vi forsøger at finde den
nemmeste vej igennem passet, men
da der ikke rigtigt er nogen spor at
følge, er det vanskeligt. Vi er pludselig
ude på en stejl fjeldside, hvor vi skal
krydse skråt op langs fjeldsiden, for
at komme op i passet. Her er så stejlt,
at pulkene skrider ned af fjeldsiden,
og det er umuligt at holde dem på ret
kurs. Vi har en hurtig rådslagning og
chokoladepause, hvor vi bliver enige
om at sende en person i forvejen for at
finde en farbar vej frem, og derefter må
vi være to personer om at trække hver
pulk over det stejle stykke – så lykkes
det.
Landskabet er utroligt flot – et frossent
vinterparadis, hvor der ikke er nogen spor
af civilisation at se, så langt øjet rækker.
Hele dagen møder vi ingen mennesker, men
ser til gengæld flere gange store flokke af
rener på fjeldet.
Nogle dage har vi drømmeføre, hvor
sneen har en frossen skorpe, som bærer
os – andre dage har vi tøvejr med tung,
klampende sne under skiene. På disse dage
når vi ikke ret langt og er glade for, at vi har
telt med, så vi kan slå lejr hvor som helst og
ikke er afhængige af at skulle nå frem til en
hytte.
Undervejs bliver der konsumeret
utrolige mængder af chokolade – det virker
nærmest som om, vi fortolker begrebet
varieret kost som, at så må man skifte
mellem forskellige chokolademærker og
smagsvarianter.
Som yderligere variation har vi
surprise – dvs., vi har hver taget en (spiselig)
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
15
Stemningsbilleder fra den årlige
middelalderfestival i Visby.
Urho Kekkonens nationalpark
Til Gotland på
nostalgiens
vinger
Skiltning og rutemarkering findes nærmest ikke, når man kommer nogle kilometer væk fra fjeldstationen, så man skal kunne navigere selv.
Nationalparkens ansatte kører af og til spor på snescooter mellem hytterne (øvrig snescooterkørsel i parken er forbudt), så sommetider vil
der være et godt spor at køre i. Andre gange må man selv gå spor, hvilket kan være meget hårdt, hvis der ligger 80 cm løs sne. Til gengæld
er terrænet ikke teknisk vanskeligt.
KLIMA: Vinterfjeldet opleves bedst fra sidst i februar til april. I marts-april oplevede vi temperaturer fra -26°C til +5°C inden for samme
uge, så man bør være forberedt på store temperaturforskelle. Parken er også et godt vandreområde om sommeren.
REJSEN DERTIL: Finnair flyver fra København til Ivalo via Helsingfors fra ca. 2.000 kr. t/r. Fra Ivalo kan man fx tage bussen til Saariselka
eller Kiilopää, som ligger lige uden for nationalparken.
OVERNATNING: I Saariselka og Kiilopää er det muligt at overnatte på hotel, vandrehjem og i hytter. En seng på vandrehjem koster fra
36 euro. I selve parken er der også hytter og sheltere, man kan overnatte i, både hytter, man kan reservere på forhånd og betaler for (fra
10 euro per person), og hytter hvor man uden beregning kan dukke op og sove, hvis der er plads. Det er klogt at have et telt med som
reserve, hvis der ikke er plads i hytterne, eller hvis man pga. dårligt føre ikke kan nå frem til en hytte inden aften. Vi har hidtil været på to
ture i nationalparken af hver en uges varighed, hvor vi for det meste har overnattet i telt, senest i 2011. Læs mere på www.utinaturen.fi/
utflyktsmal/nationalparker/urhokekkonensnationalpark og på www.suomenlatu.fi/kiilopaa/en.
overraskelse med til gruppen, som vi skiftes
til at give, fx grillpølser, kage eller lignende.
I
meterdyb sne
Fra vores idylliske teltlejr ved elven i
en dal sætter vi af sted i godt vejr og
højt humør. I dag skal vi ikke gå ret
langt, og vi tager os derfor god tid til
kaffepauser og frokost i en tom hytte
undervejs. Fra hytten skal vi op over en
fjeldtop over trægrænsen og derfra ned
i en dalsænkning, hvor vi har set på
kortet, at der ligger et shelter ud til elven
– her vil vi gerne overnatte, da det giver
mulighed for at have bål om aftenen –
noget vi savner lidt i teltet.
Men fra fjeldtoppen kommer vi forkert
ned i dalen. Vi er pludselig i meterdyb sne
midt mellem granstammerne og ryger
konstant igennem sneen og styrter med
arme, ben, ski og stave på kryds og tværs
i alle retninger, og må kæmpe os selv og
udstyret op igen – for blot at ryge igennem
igen 10 meter senere, og igen lede efter
skistave, rygsække og pulke i sneen. 500
meter og to timer længere nede i dalen
finder vi et godt spor at køre på, men da vi
har kørt nogle kilometer, må vi indse, at vi
16
er i den forkerte dal! Det er efterhånden
ved at skumre, men vi beslutter os for at
fortsætte lidt endnu. Forreste mand går
og føler sig frem med skistavene for at
finde sne, der kan bære, og med denne
fremgangsmåde er vores hastighed meget
lav – men dog hurtigere end at træde
igennem meterdyb sne. Endelig er vi ude
ved elven, nu med pandelamperne spændt
på, for det er ved at være mørkt.
I vores iver for at nå frem til shelteret
opdager vi for sent, at vi er kommet ud i
et område med overfladevand, som fryser
fast på skiene og gør dem meget tunge,
men heldigvis er der fast is nedenunder.
Vi når frem til den lille pynt, hvor shelteret
skulle ligge, men det gør det bare ikke, for
vi er nemlig kommet ind på en lille indsø
bag elven, og er slet ikke på selve elven
endnu – en fold i vores slidte kort har snydt
os! Vi er efterhånden dødtrætte, og vi bliver
enige om, at to personer går ud og leder
efter shelteret, mens de andre bliver ved
pulkene. På gps’en kan vi se, at vi kun har
400 meter til shelteret, men de to spejdere
vender tilbage med nedslående nyt: For
at nå frem til shelteret skal vi forcere en
meget stejl skrænt fyldt med graner. Det
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
virker som en umulig opgave at trække
de tunge pulke op ad skrænten nu, efter
vi har været i gang hele dagen. Ved fælles
hjælp og udsigt til Christians overraskelse
ved lejrbålet lykkes det dog, og vi når
frem til shelteret næsten 12 timer efter, vi
lagde ud. Her venter bål, varm kakao med
rom og flødeskum og hygge siddende i
soveposerne. Jeg er så træt, at jeg falder
i søvn siddende ret op og med en kop te i
hånden.
Det er med blandede følelser, at vi
efter en uge på fjeldet vender skispidserne
mod Kiilopää. På den ene side vil vi gerne,
at turen skal fortsætte. På den anden
side må vi nok erkende, at efter en uge på
fjeldet er vi ved at være en ildelugtende
forsamling, og noget så trætte af tørmad, så
Kiilopääs brusebade, saunaer og aftenbuffet
trækker i os.
Et er dog sikkert: Vi skal tilbage til
Finland igen!
n Elsa Lysgaard Ranzau har medlemsnr.
331 og tog efter studierne et år til Grønland
og arbejdede, hvor hun fik smag for naturen
på den nordlige halvkugle og for at vandre og
stå på ski.
Tekst & fotos:
Erik Pontoppidan
AREAL: Nationalparken ligger i det nordøstlige Finland, nord for polarcirklen og op ad den russiske grænse. Parken blev etableret i 1983 og
er med et areal på 2.550 km² et af Finlands største beskyttede naturområder. Den er opkaldt efter den finske statsmand Urho Kekkonen og
hedder på finsk Urho Kekkosen kansallispuisto.
Med DC-3 til
middelalderfestival i Visby
I dag er det meget få piloter, som er
i stand til at flyve en DC-3. Derfor er
piloterne ”old boys” med solide erfaringer
fra dengang der var rigtige piloter til!
Jeg tror, at rigtig mange medlemmer
af DBK mener, at oplevelsernes dybde
og kvalitet bliver større, jo længere der
er til rejsemålet. Og det er da rigtigt,
at man ofte møder spændende og
fremmede kulturer i Langtbortistan.
Men bortset fra det så er det en sandhed
med modifikationer.
Jeg har et stort rejseprojekt
i tankerne, når jeg i nær fremtid
ikke mere er arbejdsramt: Jeg vil
Øland passeres i modvind,
før vi krydser Østersøen.
tage på en lang rundrejse gennem
Udkantsdanmark, med overnatning i
telt på primitive lejrpladser eller på små,
ydmyge pensionater. Aftenerne vil jeg
tilbringe på den lokale kro i selskab med
de lokale og adskillige store fadøl. Her
er jeg helt sikker på, at jeg vil få masser
af kulturchok og eksotiske oplevelser!
Men tilbage til emnet for denne
artikel: Til dem, der har rejst næsten
overalt og nu søger efter specielle og
Vi venter forventningsfuldt på
starten fra Roskilde Lufthavn i Tune.
alternative oplevelser, så har jeg et
godt forslag: Tag på en weekendtur
med den legendariske DC-3 til
middelalderfestival på Gotland!
DC-3 Vennerne
Der findes en dansk forening, som
hedder DC-3 Vennerne. Foreningen
har ca. 3.000 medlemmer, og dens
eksistens er ene og alene baseret på,
at den vedligeholder et flyvedygtigt
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
17
Den årlige
middelalderfestival i Visby
Tag med ud at flyve med en DC-3
For at komme ud og flyve med DC-3’eren kræves, at man er
medlem af DC-3 Vennerne. Et årsmedlemsskab koster 250
kr. for enkeltmedlemmer og 350 kr. for en husstand eller
for medlemmer, der bor i udlandet.
For kontingentet får man – ud over adgang til at komme
med på turene – det spændende blad ”DC-3 – nyt”, der
udkommer fire gange om året. Bladet indeholder mange
interessante artikler om gamle fly, luftskibe, m.m., og det
er her, turene annonceres.
Prisen for turene varierer, afhængigt af destinationen.
De billigste rundflyvninger, hvor man starter og lander
samme sted, koster mellem 325 og 425 kr. Den beskrevne
tur til Gotland kostede 3.500 kr. per deltager, inklusive
hotelovernatning i Visby.
eksemplar af det legendariske fly DC-3
eller Dakota. Utroligt, men sandt!
For de, der ikke ved det, kan jeg
oplyse, at DC-3’eren er et af de mest
berømte fly i flyhistorien. Flyet blev
konstrueret af Douglas-fabrikkerne i
USA i 1930’erne, og det var det første fly,
som blev benyttet til transport i større
stil for betalende passagerer.
Desuden har DC-3’eren været
i centrum adskillige gange på
verdensplan, både historisk og i filmens
verden. Jeg nævner i flæng luftbroen
til Berlin efter Anden Verdenskrig og
filmen ”Tabte horisonter” fra 1937, der
bygger på James Hiltons bog af samme
navn. Filmen handler om en gruppe
vesterlændinge, der bliver bortført
med en DC-3 fra Indien til det ukendte
fantasiparadis Shangri-La i en dal et
eller andet sted i Tibet, hvor beboerne
lever lykkeligt, bliver meget gamle og
ældes i et tempo, som gør Botox og
silicone helt overflødigt!
D en
gamle dames omtumlede liv
DC-3 Vennernes fly blev bygget på
Douglas-fabrikken i Long Beach i
Califonien i april 1944 og leveredes
umiddelbart efter til US Air Force.
I sit lange liv har flyet ført en
omtumlet tilværelse. I 1945 overtog
det norske luftvåben flyet, men lod det
allerede året efter overgå til Det Norske
Luftfartsselskab, der senere indgik
i Scandinavian Airlines System (det
nuværende SAS).
I 1953 blev det købt af det danske
flyvevåben og fløj herefter i 29 år med
hjemsted på Flyvestation Værløse.
Herefter besluttede Forsvarsministeriet,
at flyet skulle anvendes til museale
formål, og det blev overdraget til
Tøjhusmuseet i København.
18
På grund af manglende
opbevaringsfaciliteter – og i erkendelse
af, at et fly opbevares bedre ved at blive
holdt flyvende end at stå uvirksomt
på jorden indendørs – blev det i 1984
overdraget til Bohnstedt-Petersen A/S.
Firmaet holdt det flyvedygtigt indtil
juni 1992, hvor det blev leveret tilbage til
Tøjhusmuseet.
Umiddelbart derefter fik Foreningen
for Flyvende Museumsfly overdraget
flyet som ejendom. Og sammen med
støtteforeningen DC-3 Vennerne
holdes det nu flyvende med hjælp fra
cirka 3.000 medlemmer og forskellige
sponsorer.
M asser
af ture i
sommerhalvåret
I sommerhalvåret arrangerer DC-3
Vennerne adskillige korte og lange
ture for medlemmerne med den gamle
legende. Alle turene begynder fra
Roskilde Lufthavn i Tune, og ud over
korte rundture, hvor man ikke lander
undervejs, kan man fx komme med på
heldagsture med besøg i Den Gamle By
i Århus eller til Frederikshavn, Skagen
eller Bornholm.
De allerlængste ture er med
overnatning, og her er der fx mulighed
for at besøge Berlin, Göteborg eller
Gotland. Sidstnævnte tur deltog jeg i
over to dage i august sidste år. Det blev
til en fantastisk oplevelse på alle planer!
Turen var nær blevet aflyst. Den
våde danske sommer 2011 holdt sig ikke
tilbage, og for et 67-årigt fly er vejret
en meget vigtig faktor. Teknologien
i en DC-3 er enkel, men ældgammel.
Piloterne skal med deres egne øjne
kunne se 8 km frem på hele ruten for at
turen kan gennemføres.
Her er der ingen computer, som
kan programmeres til at føre flyet
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
frem til destinationen. Og næsten al
kommunikation med flyets bevægelige
dele sker ved hjælp af stålwirer, ikke
med moderne hydraulik.
Sikkerhedsprocedurerne i
forbindelse med start og landing er
stort set de samme som ved almindelige
flyvninger, dog en hel del mere
afslappet. Og sidst, men ikke mindst:
Piloterne er old boys, dvs. typisk
personer over 60 med solide erfaringer
fra dengang der var rigtige piloter til.
I dag er der nemlig meget få piloter
tilbage, som er i stand til at flyve en
DC-3.
Men vi kom af sted. Startede præcis
kl. 8 som planlagt og gled elegant forbi
Furesøen og Landskrona, hen over de
udstrakte svenske skove og søer, ud
over Østersøen og Øland til Visby på
Gotland, hvor vi landede efter godt 2 ½
times flyvning i modvind.
På disse ture er selve flyvningen
ifølge sagens natur en del af oplevelsen,
og der er rig lejlighed til at studere
landskabet nedenunder, ikke mindst
fordi flyvehøjden kun er på 3-400 meter.
Det betyder, at man rent faktisk kan se
alt, hvad der foregår af menneskelig
aktivitet på landjorden.
Og hos DC-3 Vennerne er
motorlyden en nostalgisk del af
oplevelsen. Det lyder måske lidt nørdet,
men jeg kan godt følge det. Jeg hører til
generationen, som var med på utallige
charterrejser i begyndelsen af 1960’erne,
hvor propelfly (især DC-6) var det
altdominerende transportmiddel for den
gryende masseturisme. Første gang jeg
fløj med en DC-3 var som rutefly mellem
Katmandu og Pokhara i Nepal i foråret
1969, så for mig rummede turen mange
forbindelser til mit tidligere rejseliv.
D en
årlige
middel alderfestival i
V isby
Turen til Visby med DC-3 Vennerne
er et fantastisk produkt. Sammen
med transporten i det gamle fly er
det lidt af en tidsrejse, for Visby er en
charmerende, gammel middelalderby.
I middelalderen var den en af
Nordens allervigtigste, og den har også
dybe historiske rødder til Danmark.
Valdemar Atterdag erobrede byen i 1361,
og i 1389 blev hans datter, Margrethe
I, dronning over de nordiske lande
(Kalmarunionen). I øvrigt var Gotland
under dansk herredømme i ca. 200 år
mellem det 15. og 17. århundrede. Og
sidst, men ikke mindst: Den gamle by
er omgivet af en velbevaret 3 km lang,
imponerende fæstningsmur med tårne.
Men det, som gjorde turen
ekstra spændende, var, at besøget
faldt sammen med den årlige
middelalderfestival i Visby i
begyndelsen af august. Her forvandles
byen til et levende museum, fordi en
stor del af indbyggerne klæder sig ud i
tøj, fra dengang Visby var en af de mest
magtfulde byer i østersø-området.
Og der gøres rigtig meget ud af
denne event. Hele byen summer af
aktivitet. Der er ridderturneringer ved
bymuren, og på gaderne vrimler det
med musikanter, ildslugere, gøglere,
kræmmere, tiggere og munke. Den store
park nær bymuren bliver omdannet
til et gigantisk marked, hvor man
kan få et live-indblik i nogle af de
gamle håndværk og andre kulturelle
traditioner. Og i en af byens ældgamle
De mange udklædte skaber
et stemningsfuldt miljø.
kirkeruiner blev der i løbet af ugen holdt
koncerter med musik spillet på originale
instrumenter fra middelalderen.
Lige uden for bymuren, på
den oprindelige beliggenhed for
begivenheden, blev der arrangeret en
rekonstruktion af det slag, som Valdemar
Atterdag gennemførte mod en oprørsk
bondehær på 2.000 mand i år 1361.
Genopførelsen var meget autentisk,
med heste, ringbrynjer, sværd og buer,
og det blev levende kommenteret,
vistnok af en professor i historie. Der
var tusindvis af tilskuere, som ifølge
sagens natur holdt med gotlænderne,
men man kan jo som bekendt ikke
ændre historiens gang. I virkelighedens
verden vandt danskerne slaget, og
næsten alle de 2.000 bondesoldater blev
dræbt.
Jeg var især imponeret over, hvor
mange unge indfødte i Visby, som gik
op i festivalen med liv og sjæl. Det årlige
pinsekarneval i København blegner ved
siden af de unge gotlænderes deltagelse
i ridderturneringer, bueskydninger og
musikalske optræden!
I det hele taget har jeg svært ved
at forestille mig, at helt unge danskere
ville kunne engagere sig i en tilsvarende
historisk begivenhed i en dansk
provinsby. Og det skyldes i hvert fald
ikke, at Danmarks historiske fortid
mangler begivenheder og tidsperioder,
som kunne genoplives. Jeg nævner i
flæng slaget ved Dybbøl i 1864 eller en
årlig middelalderfestival i Danmarks
ældste by Ribe.
Hvis man trænger til lidt afslapning
midt i de mange oplevelser i Visby er
der masser af caféer og restauranter i
den gamle by, hvor man kan slappe af
med en stor fadøl, en kop kaffe eller en
god middag.
Eller shopping. Sidstnævnte vil
jeg dog overlade til det modsatte køn.
Jeg skal helst ikke være i nærheden af
kvinder, som dyrker denne disciplin.
Min kæreste er vild med shopping, så
når vi besøger større handelscentre
ender det altid med, at jeg nyder en
eller flere fadøl på en café, mens Elise
udforsker byens kommercielle fristelser.
Vi var ekstremt heldige med vejret.
Begge dagene under vores besøg var
der regn og skyer hjemme på Sjælland,
men på Gotland skinnede solen stort set
hele tiden, med sommertemperaturer.
Solnedgangen over Østersøen lige
uden for den gamle bymur var i hvert
fald en af de flotteste, jeg har set længe.
Først da flyet nærmede sig Øresund på
Gotland
Gotland er Sveriges største ø, 90 km
fra fastlandet, 2.994 km² stor og det
område i Sverige, som er rigest på
fortidsminder. Der findes 92 kirker
fra middelalderen. Gotland var tidligt
et handelscentrum, til tider også en
højborg for sørøvere. I middelalderen
opstod rivalisering mellem tilflyttede
tyske købmænd og de oprindelige
handelsbønder, men efterhånden blev
Visby én af hanseforbundets vigtigste
byer. 1361 blev øen erobret fra Sverige
af den danske konge Valdemar Atterdag
og først i 1645 blev øen atter svensk ved
freden i Brömsebro. Hovedbyen Visby
med 23.000 indbyggere er på Unescos
verdensarvsliste. Middelalderfestivalen
holdes hvert år en uge i august.
hjemturen dukkede de mørke skyer op,
og landingen i Roskilde skete i gråvejr
og småregn.
n Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180
og søger først og fremmest naturoplevelser,
når han rejser. I foråret var han fx på De
Kanariske Øer for at vandre. Læs mere om
hans rejseliv på www.ponty.dk.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
19
5 tips til Helsingfors/Helsinki
n Anette Lillevang Kristiansen
har medlemsnr. 328. Hun
har været i Skandinavien
og Finland, men har stadig
Nordatlanten til gode.
Og 9 tips til Finland
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
Sejlsport
Religion
For børn
Finnerne elsker at sejle, og der er
rigeligt med hav og søer.
Klippekirken i Helsingfors er et af de
mere særprægede religiøse steder.
Der er god børneunderholdning på
Finlands mange færgeroverfarter.
Færgefart
Historie
Kunst
Der går færger til Estland, Sverige og
Rusland fra Finland.
Overalt ser man iøjnefaldende kirker
fra landets russiske periode.
Kunst møder man overalt – her
ses udsmykningen af Helsingfors’
jernbanestation.
Natur
Kultur
Nationalparker
Med over 187.000 søer kaldes Finland
med rette de tusind søers land.
Helsingfors har masser af kultur at
tilbyde – teater, koncerter og caféliv.
Finland har 35 nationalparker, 2,5 %
af landets areal.
Det russiske islæt
Finland var i begyndelsen af 1800-tallet under russisk herredømme og en gåtur rundt i Helsingfors afslører da også den tætte
forbindelse til den store nabo mod øst. Souvenirbutikkerne sælger babusjkadukker i snesevis og i alle størrelser, og udenfor
falder blikket på flotte russisk-ortodokse kirker med gyldne kupler og spir, hvor duften af røgelse finder vej til ens næsebor.
Kulinariske oplevelser
Det finske køkken er baseret på sunde og fiberrige ingredienser, da den finske natur er fuld af disse. Der findes mange
lokalretter, og i Østfinland finder man retter med tydelig påvirkning fra det russiske køkken. Endelig indgår fisk, rejer og
grøntsager ofte i de retter, som enhver finne sætter på spisebordet. Længst mod nord ynder samerne at spise rensdyrstuvning.
Kultur & koncerter
Kun de færreste forbinder sikkert Finland med klassisk musik, men ikke desto mindre har landet fostret flere store komponister,
heriblandt Jean Sibelius, der er Finlands nationalkomponist. Finland har også operakomponister, og den finske nationalopera er
kendt for flere gange at have sat store operastykker op.
Skind & pels
Finland er kendt for sine mange rensdyr, som lever i den nordlige del. Mange af dyrene slagtes, og skindet sælges til forskellige
formål. Skindet er tykt, meget solidt, har lange stride hår og fås i et væld af grå, hvide, sorte og brune nuancer. Der er ikke
noget bedre end at lægge et rensdyrskind i sin bedste lænestol og hygge sig der med en kop te og en god bog på en vinterdag.
Markedsdage
Finnerne er glade for at afholde markedsdage, og især i hovedstaden Helsingfors kan man som rejsende hygge sig med at
besøge markedet. Havnepladsen er et yndet sted for at sælge sine hjemmelavede ting, og folk fra hele omegnen møder op. Her
kan man gøre et godt køb, både hvis man er ude efter et rensdyrskind, hjemmelavet marmelade, håndarbejde eller ting skåret
ud i piletræ.
20
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
21
Udsigt over Sisimiut en tidlig
morgen lige før solopgang.
Jeg nød altid hundeslædeturene,
naturen og stilheden.
Det spøger usædvanligt meget i
Grønland. Jeg tror, det skyldes de lange
mørke vintre og de uhyggelige lyde, når
vinden river og rusker i træhusene.
”I kan selv komme og se efter,
spøgelset har lavet et kæmpe stort hul i
væggen,” forklarede parret. ”Hvis ikke
vi må få en ny lejlighed, så må I pille
væggen ned og få det væk.”
Resultatet blev, at jeg måtte tage
med parret hjem for at kontrollere, om
det kunne være et spøgelse, der lavede
huller i væggene. Jeg var næsten lige
blevet uddannet bygningskonstruktør,
og nu var jeg åndemaner på min første
arbejdsdag!
Min konklusion glædede desværre
ikke beboerne. Jeg fandt nemlig ingen
spøgelser og konstaterede, at hullerne
var opstået af tryk udefra og dermed
selvforskyldt.
M it l iv som åndemaner
og byg n i n gskonst r u kt ør
i menneskenes land
Min første arbejdsdag i Aasiaat
(tidligere kendt som Egedesminde) oppe
i Diskobugten står stadig meget klar i
min erindring. Mens jeg blev vist rundt
på kontoret, dukkede en af byens malere
op, og min nye chef Per introducerede
os for hinanden. Maleren Lars var
rejst fra Danmark som ung, dengang
der var masser af penge at tjene for
22
håndværkere i Grønland. Nu var han
forsumpet heroppe og levede sammen
med en kasse øl og en fordrukken
grønlandsk kvinde, som han skændtes
med dagligt. Hans tjavsede hår strittede
ud til alle sider og det samme gjorde
skægstubbene. Tøjet havde engang
været hvidt og nyvasket, men den gule
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
indtørrede pisplet i bukserne vidnede
om, at det var længe siden.
”Kan sådan en pige godt blive
bygningskonstruktør?” spurgte han min
chef, mens han blottede de sidste to gule
hjørnetænder, som han havde tilbage i
overmunden.
Jeg har altid været
fascineret af at læse om
Grønland. Om naturfolket
højt mod nord og om de
store polarforskere, der
drog på lange og barske
slædeekspeditioner.
Jeg har også ofte moret
mig i selskab med de
finurlige skæbner i Jørn
Riels skrøner. Så da jeg
fik chancen, søgte jeg
arbejde i Kalaallit Nunaat,
“menneskenes land”.
”Ja, vi må jo også følge med tiden,”
svarede Per. ”I må tage pænt imod
hende.”
”Ja, ha, ha,” grinede Lars. ”Men du
er vel ikke alt for sart?” spurgte han,
imens han sendte mig et sjofelt blik.
”Øh, nej, det er jeg vist ikke,”
svarede jeg, uden at føle mig helt
overbevist. Det skulle vise sig at tage
Tekst & fotos:
Lene Kohlhoff Rasmussen
E n tur til
”chokol adefabr ikken ”
lidt tid, inden jeg blev respekteret af
byens håndværkerstab og vice versa.
A nsat
som åndemaner
Nogle timer senere havde min chef en
samtale med et ungt par. De mente, at
deres lejlighed var hjemsøgt, og at der
boede et spøgelse inde i skillevæggen.
Jeg fik også andre mere fagligt
udfordrende opgaver med tilsyn af
boligbyggerier, og renoveringer af
elendigt byggede boligblokke fra
1960’erne. Men jeg måtte sande, at meget
var anderledes i Grønland, og det blev
en stor udvikling for mig både fagligt og
menneskeligt.
De fleste udlejningsboliger
havde en rimelig standard, og selv
boede jeg i et lille bitte hyggeligt
træhus. Men da jeg på arbejdet fik til
opgave, at tilstandsregistrere nogle
af de kommunale boliger stødte jeg
for alvor på begrebet ”kondemnable
boligforhold” – boliger der burde rives
ned. Mange af husene havde ingen
centralvarme, de blev opvarmet med
en lille skibsovn og var pivende utætte.
Der var ingen rindende vand, så det
måtte hentes fra tapsteder rundt i byen,
og der var heller ingen kloakering. Et
par gange om ugen kørte de rundt fra
kommunen og indsamlede lorteposer
fra toiletterne. Det endte alt sammen ude
på det, vi kaldte ”Chokoladefabrikken”.
En dag havde de glemt at lukke
bagklappen på lastbilen og det halve
af byens afføring endte i en lang stribe
ned ad hovedgaden. Det blev det helt
store samtaleemne, indtil det næste lag
sne dækkede svineriet, og det hele så
normalt ud igen.
M it
for søg på integr ation
Da det blev vinter, erhvervede jeg mig
et hundespand og en hundeslæde, men
det blev ikke der, jeg fandt mit skjulte
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
23
talent. En dag da jeg var ude at køre
skete der det, at jeg ikke havde kræfter
til at bremse slæden ved at hænge i
opstanderen bagest på slæden. Jeg
mistede balancen og gav slip på vej ned
af en stejl bakke. Hundene stak af, og jeg
fandt de dumme køtere derhjemme godt
viklet ind i slæde og skagler. De havde
bidt hinanden til blods, så jeg måtte
have fat i dyrlægen og få en af hundene
lappet sammen igen. Jeg var måske en
håbløs qallunaat (= dansker), men trods
det syntes jeg, at det var fantastisk at
komme ud på havisen med hundene og
nyde den fantastisk smukke natur og
stilheden. Det gav øjeblikke, hvor livet
aldrig har føltes mere nærværende.
Nord for polarcirklen kommer
solen ikke op over horisonten i
vinterperioden, men til gengæld er der
en periode om sommeren, hvor solen
skinner i døgnets 24 timer. Mange tror,
at mørketiden er ensbetydende med,
at der er buldrende mørkt, men sådan
er det ikke. Selvom solen ikke kommer
over horisonten, er der midt på dagen
tusmørke, og månen lyser sneen op. Det
kunne alligevel godt være en lang tid at
komme igennem, og jeg gik nærmest i
hi i den mørkeste tid.
Den korte arktiske sommer, lyset og
midnatssolen skulle nydes i fulde drag,
og for at komme lidt omkring købte jeg
en motorbåd og døbte den ”konebåden”,
inspireret af de gamle eskimoer. Jeg
havde ikke den store sejlererfaring,
så jeg tog et kursus i navigation, et
radiocertifikat og så var jeg klar! Jeg
oplevede alligevel at fare vild i tåge og
kom ud i høje dønninger og vildt vejr.
Jeg oplevede også at komme tilbage
til båden efter en lille vandretur i
fjeldene og fandt den halvvejs oppe
på land pga. tidevandet. Da jeg første
gang tog alene af sted på en sejltur
til nabobyen Kangaasiaq, havde jeg
fornuftigt nok optegnet ruten på
søkortet og lamineret det på et A4-ark.
Mens jeg studerede kortet nøje, kom der
et pludseligt vindstød og vupti – væk
var søkortet.
Jeg fortsatte ruten, så godt som
jeg huskede den fra kortet og forsøgte
mig med landekending. Så længe jeg
stadig kunne finde vej tilbage, skulle
det nok gå, tænkte jeg. Da jeg fik byens
høje antennemast i kikkerten forude,
genvandt jeg modet og satte i fuld speed.
Inden længe kom en jolle med en fanger
imod mig og viftede med armene.
Det var ikke nogen varm velkomst,
men derimod en streng advarsel.
Jeg befandt mig midt i et lavvandet
område og hele vejen rundt om båden
stak klippeskærene op lige under
vandoverfladen. Den lokale fanger
guidede mig ud af området, uden at der
kom en eneste lille skramme på båden.
Han gav mig derefter en uforglemmelig
skideballe på grønlandsk, som jeg
heldigvis ikke forstod så meget af.
På
den store ø
D isko
I forbindelse med arbejde, men også
i fritiden, besøgte jeg de nærmeste
byer i den sydlige del af Diskobugten.
Qeqertarsuaq (tidligere kendt som
Godhavn) var et af de steder, hvor jeg
kom oftest på besøg. Det er den eneste
by på den 8.500 km2 store ø Disko, som
ligger ca. 60 km fra fastlandet.
Min båd som jeg døbte ”konebåden”.
Udflugt til Eqi nord for Ilulissat.
Aasiaat går også under
navnet ”hvalernes by”,
da de ofte svømmer
forbi om sommeren.
Opvisning i grønlandsk polka.
Store dele af øen består af høje,
stejle basaltfjelde, der er skabt af
vulkansk aktivitet for 25-65 millioner
år siden. I klart vejr kan øen ses fra
samtlige af byerne i Diskobugten. Byen
ligger smukt placeret helt ned til bugten,
og bag byen hæver basaltfjeldene sig i
en majestætisk fremtoning. Når man
går rundt i byen, fornemmer man
hurtigt stemningen af fangerlivet.
Byen er så rodet og autentisk som en
grønlandsk by kan være. Mellem hunde
og slæder står tørrestativer til fisk og
kød, udspilede sælskind, garn, bøjer
og kajakker. Ved et af mine besøg i
byen var der strandet en hval i bugten,
og da ingen havde fanget den, var den
allemandseje. Nyheden gik som en
steppebrand gennem byen, og folk strøg
af sted med en slagterkniv i den ene
hånd og en balje i den anden. Glæden
var stor over udsigten til en gratis luns
hvalspæk.
De
seje inuitter
En til to gange om året skulle vi ud
til alle bygderne og se til lejerne i
de få huse derude. Samtidig skulle
jeg vejlede selvbyggerne og hjælpe
dem med at forstå tegningerne til
deres husbyggerier. Selvbyggerne
er lokale fangere, som kunne søge
om at få et nyt selvbyggerhus i et
færdigt byggesæt, som de selv skulle
opstille. Fra Qeqertarsuaq tog vi ud til
bygden Kangerluk, og om vinteren
kørte vi derud på snescooter. Det var en
umanerlig kold tur. Øjenbryn og -vipper
frøs til is, selv de små hår i næseborene
var frosne, men det var en tur, jeg altid
glædede mig til, fordi hele turen går
igennem et ufatteligt smukt landskab.
Kangerluk er en af de mindste
bygder i Grønland. Der bor 50
mennesker i bygden, og den ligger
over 40 km fra Qeqertarsuaq. Det er et
minisamfund af fangere, og bygden har
kun én lille butik, hvor man kan købe
de allermest nødvendige dagligvarer.
Hvis man ellers er heldig, at der ikke
er udsolgt. Derudover er der en kirke,
forsamlingshus, skole og bygdekontor i
en og samme bygning.
Vi havde besøgstid på
bygdekontoret, da en af lejerne kom forbi.
August fortalte, at der var noget galt med
hans vinduer, så jeg tog med ham hjem
for at se på dem. Jeg fik snart øje på noget
plastik, der hang og blafrede, der hvor
glasset skulle have siddet.
”Hvad er der sket her, August?”
spurgte jeg.
”For et par måneder siden blev
jeg lidt fuld og vred på det hele,”
svarede han, og det skulle åbenbart
gå ud over vinduerne. Der hang
istapper ned ad væggene inde i huset,
men på køkkenbordet stod der flere
tomme snapsflasker, så måske var han
frostsikret! Tilbage i Qeqertarsuaq talte
jeg med den lokale tømrermester
og hyrede ham til at sætte nyt glas i
vinduerne i Augusts hus.
”Du skal ikke være bekymret for,
om August fryser, han er vant til lidt
af hvert,” forklarede tømreren. ”Han
går hele vejen, når han skal ind til
Qeqertarsuaq, og når han skal krydse
elven, tager han sit tøj af og bærer det
over hovedet, så det ikke bliver vådt.”
Det var ikke kun grønlændernes
forfædre, der var seje, når det handler
om at færdes i naturen. Det er ikke et
folk, der er kendt for at bidrage med
store teknologiske påfund, eller for
at være dygtige til at forvalte deres
økonomi og løse de mange sociale
problemer. Men når det er sagt, er det
en yderst beundringsværdig bedrift, at
det grønlandske naturfolk har kunne
overleve i tusinde år i den barske
arktiske natur.
Danskernes indflydelse deroppe
er tydelig både på godt og ondt. Det
er et lille samfund, der til tider kan
være meget problematisk, men også
overraskende pragmatisk. Nogle
danskere får økuller deroppe, og det
sker af og til, at nye tilflyttere hurtigt
ønsker at vende om og tage med det
næste fly tilbage igen. For andre,
inklusive mig selv, får naturen og
kulturen boret sig så dybt ind i
sjælen, at man aldrig helt kan slippe
Grønland. Om jeg blev integreret,
ved jeg ikke, men jeg mødte mange
dejlige mennesker, som jeg kom til
at holde meget af – både danskere og
grønlændere.
Der er nu gået 10 år, siden jeg forlod
Kalaallit Nunaat, ”menneskenes land”,
og det er på tide med et gensyn. Jeg har
derfor købt billetten og rejser derop
på ferie i år, og glæder mig helt vildt.
Grønland kan jeg aldrig få nok af!
Om at flytte til
Grønland
Aasiaat ligger i den sydlige del af
Diskobugten i et stort skærgårdsområde,
350 km nord for polarcirklen. Byen har
3.200 indbyggere og ligger på en 25
km2 stor ø. Jeg boede tre år i Grønland
og arbejdede ved Boligselskabet INI
på filialkontoret i Aasiaat i de første to
år, og senere flyttede jeg lidt længere
sydpå til Sisimiut (tidligere kendt som
Holsteinsborg).
Ansættelsesforhold: Flytter man
til Grønland og arbejder ved det offentlige
eller en offentligt ejet virksomhed, vil
man typisk være overenskomstansat.
Lønniveauet er lavere end i Danmark.
Det samme er skatten, med ikke
helt nok til at opveje hinanden. De
fleste overenskomstansatte vil få en
reallønsnedgang i et land med noget
højere leveomkostninger. Arbejdsgiveren
er forpligtet til at finde en bolig til
såkaldt tilkaldt arbejdskraft fra Danmark.
Får man tildelt en fast bolig, betaler
arbejdsgiveren bohaveflytning derop,
men først efter tre års ansættelse betaler
arbejdsgiveren bohaveflytningen retur
til Danmark. Det er ligesom herhjemme,
at man med særlige kompetencer kan
få meget bedre ansættelsesforhold som
privatansat end ved det offentlige.
Sprog: Grønland er tosproget, og man
vil i de fleste tilfælde kunne klare sig på
dansk. Grønlandsk er et meget vanskeligt
sprog at lære. De fleste danskere i
Grønland taler ikke sproget, og de fleste
grønlændere i byerne taler godt dansk.
Selv lærte jeg kun få grønlandske gloser,
men det åbner flere døre og giver meget
mere goodwill, hvis man gør en indsats
for at lære sproget.
Fritiden: Er man til aktivt friluftsliv,
er Grønland det perfekte sted at
bo. De mest populære aktiviteter
er hundeslædekørsel (dog kun nord
for polarcirklen), snescooter, skiløb,
sejlads, fjeldvandring, jagt og fiskeri og
kajakroning.
n Lene Kohlhoff Rasmussen er født i
1969 og har medlemsnr. 557. Hun boede i
Grønland fra 1999-2002 og foretrækker at
rejse rundt i verden på egen hånd i forsøget
på at komme tæt på lokalbefolkningen.
Læs mere om hendes rejseliv på www.
leneswebsite.dk.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
25
Min sædvanlige rejsespontanitet og et
akut anfald af jeg-har-haft-en-hård-månedog-har-lov-at-bruge-penge fik mig i marts
måned til at kigge i retning af Kiruna.
Eller dvs., jeg kiggede på Kiruna på et
kort – jeg har nemlig aldrig en ærlig idé
om, i hvilken retning noget som helst
ligger. Endvidere er der noget særligt
ved Kiruna, som gør det svært at vide,
præcis hvor man skal finde byen: Den er
ved at skulle flyttes! Vi, der har besøgt
Kiruna og måske vender tilbage igen om
nogle år, vil kunne prale af den ganske
bestemte og lettere sjældne oplevelse at
have besøgt den samme by liggende to
forskellige steder. Uheldet for Kiruna
er, at byen ligger i vejen for sin primære
indtægtskilde, jernmalmsminen, og
man har derfor besluttet, at byen snarest
skal flyttes længere mod øst. Som det
er nu, ligger minen så tæt på byen, at
man af og til kan nyde den tvivlsomme
fornøjelse at falde i søvn til lyden af
eksplosioner.
Om sommeren kommer folk for
at opleve midnatssolen (og blive ædt
levende af myg!). Om vinteren kan
man nyde nordlyset, mens man fryser
halvt ihjel ved -40°C. Ifølge de lokale
er marts måned derfor det bedste
tidspunkt at besøge Kiruna på. Det er
stadig frostvejr, men i overkommelig
grad, solen skinner oftere, hvilket giver
gode muligheder for nordlys om natten,
og myggene har endnu ikke indfundet
sig på arenaen. Der er også et væld
af vintersportslige tilbud. Bare det at
komme helskindet omkring i det glatte
føre kan være lidt af et vintereventyr i
sig selv – sparkstøtting anbefales!
M ed
hundesl æde , snescooter
og i k ane
Vi tilbragte den første hele dag med at
tage på heldagstur på hundeslæde fra
26
Kanetur - jagten
på nordlys.
Hundeslædetur.
Når tårerne fryser til is
Tekst & fotos:
Rebecca Langhorn
Den store hal
på ishotellet.
Verdens første
ishotel
På en seng af is.
Tag med på vintereventyr til
Kiruna med nordlys og ishotel
den nærliggende landsby Laxforsen.
Til trods for at jeg som dyrlæge dagligt
arbejder med dyr, er der ikke noget
bedre end også at omgås dyr i ferien.
Selve oplevelsen med at arbejde med
hundene, fodre dem og hjælpe til med
deres seletøj var derfor en stor oplevelse
i sig selv, og vi nød at være i selskab
med de skønne dyr (med undtagelse af
en enkelt slædehund, Bill, der hellere
end gerne gnavede armen af den
nærmeststående uerfarne slædekører).
Med medbragt frokost bag på den lokale
guide og vejvisers snescooter drog vi
ud i det snedækkede skovområde og
skiftedes til at henholdsvis at sidde på
slæden og at stå bag på som slædestyrer.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Om aftenen gik turen så af sted til
den lille by Poikkijärvi, hvorfra vi skulle
videre per kane på jagt efter nordlyset.
I bilen havde jeg for sjov ytret ønske om
en tur i bedste ”Jingle Bells”-stil, som jeg
troede hørte julekortene til. Men den var
god nok – hestens seletøj bar bjælder,
vi sad i en ”one-horse sleigh” pakket
godt ind i rensdyr- og fåreskind, og
kaneføreren lovede højtideligt at danse
”nordlys-dansen” og dermed lokke
vidunderet frem! Fantastisk nok var
det stjerneklart, og det skortede ikke på
stjerneskud, da vi gled gennem sneen
fra den lille landsby og ind i skoven.
Og så kom hun, Aurora Borealis. En lille
ubemærket hvid sky, der pludselig
forvandlede sig til et farveshow i grønt,
hvidt og lilla bølgende henover himlen.
Og der, midt i begejstringsudråb og
dyb taknemmelighed over at få et stort
ønske opfyldt, hørte jeg kun med et
halvt øre efter kaneførerens beskrivelse
af en aften tidligere i år, hvor – ved
-39°C – et ungt par var taget på denne
tur med hende under lige så smukt
nordlys. Midt i skoven trak manden
så den traditionelle lille smykkeæske
op af lommen og friede til sin kæreste,
som blev så rørt, at hun brast i gråd.
Hvorefter tårerne straks frøs til is! Til
trods for min lidt distræte lytten (og en
forestilling om at hun nok fortæller den
historie hver gang) gjorde dette dog så
tilpas indtryk på mig, at jeg beherskede
mig og undlod at tude over min
glansbilledoplevelse.
Et
hotel bygget kun af is
At prøve at overnatte på et ishotel har
længe stået på min ønskeliste, og min
veninde kunne heldigvis også godt
se det charmerende i at overnatte i
iglolignende omgivelser ved -5°C. Vi
drog derfor også til Jukkasjärvi på
turen, hvor verdens første ishotel så
dagens lys i 1992. Hotellet bygges op
hvert år i november af is fra den store
Torne älv, og hvert forår smelter det så
igen. Det giver årligt kunstnere fra hele
Overnatning: Ishotellet ligger i
Jukkasjärvi, 12 km fra Kirunas lufthavn.
Man kan overnatte på ishotellet fra
december til april og resten af året i
almindelige hytter. Et enkeltværelse om
vinteren fås fra 1.600 SEK. Læs mere på
www.icehotel.com.
Rejsen dertil: Fra Stockholm til
Kiruna kan man køre med tog (16 timer
med SJ), i bil (1.200 km) eller flyve (1½
time med SAS).
verden mulighed for at indsende forslag
til hotellets indretning.
Selve ishotellet består af en
reception, en stor hal, en kirke, en isbar,
en balkon til nydelse af nordlyset på de
stjerneklare aftener, en række specielt
udsmykkede suiter samt en masse
is- og sneværelser. I isbaren måtte vi
naturligvis have en drink i de berømte
isglas, der langsom smelter, når man
fører glasset til munden! Og ikke
mindst iskirken var en smuk oplevelse.
Den indvies hvert år juledag og er meget
populær til både bryllup og barnedåb.
Børn kan dog kun blive døbt i iskirken,
såfremt ordet ”is” indgår i navnet
(såsom Iris, Elvis, Marissa osv).
Selvom det rent logistisk var et
større projekt at komme i seng, sov jeg
helt fantastisk! Og oven i købet vækkes
man med dejlig varm tyttebærsaft om
morgenen, så det var til at holde ud at
kravle ud af sovepose og rensdyrskind!
Det var næsten til at få tårer i øjnene
over – men jeg lod være – ellers var de
måske bare frosset til is!
n Rebecca Langhorn er 30 år og har
medlemsnr. 539. Hun opsøger ofte vandfald
på sine rejser og var tidligere i år også i
Israel.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
27
Tekst & fotos:
Tina Vinther Dahl
På brævandring
i Jotunheimen
Som forberedelse til en tur på Elbrus i Kaukasus
fandt jeg sammen med en bekendt på at tage på et
brækursus i Jotunheimen. Det blev fem fantastiske
dage med masser af dejlige naturoplevelser,
fysiske udfordringer og møde med flinke norske
fjeldfolk – samt ikke mindst drillerier fra den
skråtyggende bjergged af en norsk instruktør, som
simpelthen ikke fattede, hvad to lavlandsdanskere
lavede på et kursus i højderne …
Lidt bjergkendskab inden turen til
Elbrus kunne ikke skade, var jeg blevet
enig med mig selv om. Ikke fordi det
var et krav, men fordi jeg havde lyst til
at ankomme lidt mere erfaren, end jeg
jo egentlig var. Og jeg havde researchet
og fundet ud af, at de norske kurser
skulle være af god standard – og så
var det samtidig en mulighed for at se
noget af Norge, som jeg ellers kun havde
besøgt kort to gange tidligere. Så jeg
konkluderede, at det var tid til et besøg
hos vores nordlige naboer.
Kurset holdtes i Jotunheimen.
Vi skulle selv sørge for transport til
stedet, og havde så hjemmefra betalt
for selve kurset samt mad og logi i en
nærliggende fjeldstation. Alt arrangeret
nemt og hurtigt på Den Norske
Turistforenings hjemmeside.
Ud over os to danskere var de andre
deltagere alle nordmænd. De kom til
Hans-Petter (i rød trøje til højre)
holder hof for flokken af norske –
og danske – fjeldturister.
Jotunheimen fra hele landet og var
aldersmæssigt fra 20 til 55 år. Kurset var
et niveau 1-kursus, hvilket betød, at der
ikke var krav om bræerfaring. Det blev
dog snart klart, at alle nordmændene
var langt mere øvede, end vi var – man
skulle nærmest tro, at alle nordmænd
fødes med vandrestøvler på fødderne!
De yngste nordmænd var fx lige blevet
færdige med gymnasiet på en særlig
friluftslinje. Holdets forholdsvis store
erfaring betød, at vi blev presset lige til
grænsen i alle aktiviteter. Og heldigvis
kunne vi alle følge med og fik dermed et
stort udbytte af kurset.
Kurset var på fem dage. Dagene
foregik således, at holdet på i alt
otte mødtes til morgenmad, smurte
madpakke, riggede udstyr til, forlod
fjeldstationen og gik mod Smørstabbræen kl. 9 og tilbragte hele dagen ude
indtil kl. ca. 17, hvor vi var tilbage i tide
Der var ingen tvivl om, at HansPetters kompetencer var i top. Han
klatrede i Spanien om vinteren og
holdt kurser i Norge hele sommeren.
Samtidig var han frivillig i den norske
redningstjeneste i fjeldene, således
at han blev tilkaldt, hvis vandrere,
klatrere, skiløbere, danskere eller andre
nødstedte i fjeldene havde brug for det.
Han nærmest løb op ad fjeldene – oftest
om kap med holdets tre unge og meget
veltrænede 20-årige. Og netop fordi han
hele tiden var efter ”de to danskene”, så
sørgede vi for at løbe lige efter ham –
nå, ja som nummer fire og fem efter tre
unge nordmænd. Han skulle ikke få os
ned med nakken!
S ukkertoppe
til en solid og tung middag. Om aftenen
var der teori eller gennemgang af
udstyr. Dvs. en god blanding af praktik
og teori – heldigvis med størst vægt på
førstnævnte.
D en
nor ske bjergged
Vores kursuslærer, Hans-Petter, var en
skråtyggende mand med en særpræget
og noget sort form for humor. Et af hans
favoritsamtaleemner var evigt og altid
at udsætte kursets to stakkels danskere
for hån og latter – hvad skulle sådan et
par amatører på et norsk brækursus?
Det var ham til evig undren. Han boede
i en campingvogn ikke meget større end
en enkeltseng, gik kun sjældent i bad og
havde munden fyldt med sort skråspyt,
men syntes ikke desto mindre, at han
var guds gave til kvinder – og så levede
og åndede han for fjeldene.
Artiklens forfatter iført
fuldt udstyr (næsten) på
toppen af Jotunheimen.
Isklatring med to økser
ad lodret isvæg.
På vandring i sukkertoppe
og blå is.
og bl å himmel
Vejret var med os med sol og tørvejr
næsten hele tiden. Heldigvis var
der skyfrit den dag, hvor vi var på
isvandring på blå is. Det var et helt
fantastisk syn, samtidig med at det var
en udfordrende aktivitet. Isen havde
en dyb blå farve, himlen i baggrunden
en anden flot blå, og vi vandrede i
noget, der lignede sukkertoppe – jeg
gik og fik associationer til Thorbjørn
Egners tegninger i ”Karius og Baktus”!
Samtidig med at det var smukt, var det
som nævnt også udfordrende, eftersom
vi klatrede langs med smalle sprækker,
over toppene, op ad stejle vægge og
rundt om skarpe kurver. Vi gik i hold af
fire, hvor vi skiftedes til at lede, vælge
ruten og sætte sikringerne.
Det var ikke højden, der gav
adrenalin, men det var balanceringen
på smalle kanter, og det at skulle vælge
den bedste og mest sikre rute ud fra
en række teoretisk opsatte kriterier.
Aktiviteten var god til at øve os i at stole
på udstyret. Tro på, at de sikringer med
skruer, som førstemanden satte i isen,
ville holde, og tro på, at den valgte rute
var den bedste og mest sikre.
En anden dag tog vi i højderne og
besteg Storebjørn med fin udsigt til
Galdhøpiggen. Målet var naturligvis
ikke kun den gode udsigt, men at
tage de 2.222 højdemeter som en
klatringsøvelse – dvs. at bestige
Storebjørn ad den stejleste og mest
udfordrende side. Og det betød,
at der var rigt brug af udstyret og
de nyligt lærte klatrefærdigheder.
Tilfredsstillelsen var desto større, da vi
kom på toppen.
Lige så vigtigt som at stole på
udstyret var aktiviteterne en effektiv
lære om, at vi skulle stole på hinanden.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
29
Sikringerne skulle sættes ordentligt, og
det var vigtigt at holde den rette afstand
til hinanden. Vi var jo hele tiden bundet
forsvarligt sammen. Vi skulle således
kunne hjælpe hinanden, hvis behovet
var der, men samtidig betød det jo, at
hvis én faldt, så var der risiko for, at
alle ville falde. Så tilliden var tosidet. Vi
fik indprentet, at der på bræen ikke er
noget der hedder jeg og mig, men kun
vi og os.
H vad
Jotunheimen
l ærte vi ?
På kurset lavede vi følgende aktiviteter:
• Vi gennemgik og afprøvede isøkse, stikjern, isskruer og sneanker til at vandre på bræer (på dansk også kaldet gletsjere).
• Vi lærte at bevæge os på isen, vi lærte metoder til at sikre os selv og holdet over bræsprækker, og vi lærte at se udfordringerne.
• Vi skiftedes til at lede et hold.
• Vi øvede redning af personer fra bræsprækker, både på sne og is, og prøvede selv at blive reddet efter
et (kontrolleret) fald i en bræsprække.
• Vi fik en god indføring i
isklatringens udfordringer og prøvede at klatre ad lodrette vægge (nedfiring/rapelling).
Udgangspunktet for
undervisningen var at gennemgå de
aktiviteter, som øger sikkerheden på
bræen. Selvfølgelig gik kurset også ud
på at gøre os fortrolige med stikjern,
isøkse og andre dele af det mere
almindelige udstyr, men altid var målet,
at vi med isskruer, sikringer osv. skulle
øge vores sikkerhed. Og det var egentlig
betryggende, eftersom vi jo også
gennemgik de mere teoretiske forhold
omkring de mange risici med sprækker,
usikker is, dårligt vejr osv. Vi brugte
f.eks. en hel del tid på at gennemgå og
træne redningsøvelser.
Det var værdifuldt at lære, at vi
kunne stole på udstyret, og at vi med
forholdsvis simple øvelser kunne
trække en tung og slap person op fra en
dyb sprække eller ved egen kraft kunne
klatre op ad en lodret isvæg ved hjælp
af kun to økser.
Alt i alt var kurset både en
stor udfordring og en fantastisk
naturoplevelse. Det var en anderledes
måde at opleve de norske fjelde på, men
en måde som klart kan anbefales.
Jeg føler i hvert fald, at jeg er klar
til niveau 2. Men jeg tror såmænd
30
Malmbjerget i Kiruna er
årsagen til, at byen må flytte.
Med
veterantog
til Lapland
Areal: Jotunheimens nationalpark er på 1.155 km² og har de højeste fjelde i
Nordeuropa, Galdhøpiggen (2.469 moh) og Glittertind (2.464 moh). Området har mere
end 80 fjeldtoppe på over 2.000 meter. Det er et populært vandreområde med et godt
udbygget net af hytter og mange afmærkede stier. Den mest populære rute er turen over
Besseggen, som går mellem Gjende og Bessvatn. Navnet Jotunheimen stammer fra den
nordiske mytologi, hvor Jotunheim, også kaldet Udgård, er kæmpernes hjem.
Bræ eller gletsjer? Begge ord dækker faktisk over det samme: En årligt akkumuleret og
omsat masse af is og sne, som er begyndt at bevæge sig pga. sin egen vægt.
Arrangør: Vores brækursus blev arrangeret af Den Norske Turistforening (DNT)
Fjellspor Oslo i sommeren 2010. Medlemskab af DNT er en forudsætning og koster 550 kr.
for et år. Prisen var 3.900 NOK for instruktion og 3.150 NOK for fuld pension og logi i fem
døgn på Krossbu Turiststasjon (i sovesal). Fuld udstyrspakke kan lejes på kurset for 400
NOK. Læs mere på www.turistforeningen.no.
Rejsen dertil: Vi tog bilen og sejlede med DFDS fra København til Oslo på vej op og
kørte tilbage via Sverige med én overnatning på vejen. Det er også muligt at rejse til
Jotunheimen med bus og tog.
også, at ”de to danskene” fik vist nogle
nordmænd, at selv om vi ikke er født
med vandrestøvler på fødderne, så kan
vi faktisk godt kæmpe os frem til et
anstændigt niveau for brævandring.
Vi gjorde da vores bedste for at bane
vejen for næste generation af danske
bjerggeder!
n Tina Vinther Dahl har medlemsnr. 262
4.500 km
og har foruden Kaukasus og Jotunheimen
også været i Himalayabjergene. I sommer gik
rejsen til Stok Kangri i Indien og til næste år
hedder målet Aconcagua i Argentina.
igennem Sverige
og Norge til
På vej mod Smørstab-bræen
iført fuldt udstyr.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Nordkalotten og
midnatsolens
land.
Vores lange rejse med veterantog
strakte sig fra Kalmar til
Riksgränsen og tilbage igen.
Tekst: Finn la Cour
Fotos: Finn & Barbro la Cour
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
31
Vi skiftede Øresundstoget
ud med et veterantog i
Kalmar i Blekinge.
Her krydser vi den
nordlige polarcirkel
Vores lokomotiv fra 1953.
Lokomotivføreren måtte desværre
ikke køre ind i Norge.
Byen Henningsvær i den
sydlige del af Lofoten.
Hvad fik min kone Barbro og jeg til at
tage på en ca. 4.500 km lang togrejse
over ni dage til det nordligste Sverige og
Norge? Der er jo så mange andre herlige
(og varmere) steder syd for os. Svaret
er: Anderledes oplevelser! Og dette var
Europas længste rejse med veterantog!
Rejsen arrangeres en gang om året
af jernbanemuseumsforeningen Kalmar
Veterantåg, og der er en venteliste på
to år for at komme med. Dvs., næste
ledige plads er først til rejsen i 2015!
Vi var 89 deltagere – 95 % af dem fra
Sverige. Deltagerne havde det til fælles,
at de godt kan lide at køre bekvemt i
et gammelt tog og samtidigt se nye,
smukke vuer, opleve noget nyt – og
lære Den Skandinaviske Halvø bedre
at kende. Der var måske også et par
stykker, som ikke havde fået leget nok
med elektrisk tog, da de var børn!
Materiellet – sovevognene, 1. klasses
salonvogne, clubvogn og spisevogn – er
ca. 50 år gammelt, og alt er nyrenoveret,
og så må selve foreningens stolthed, det
elektrisk drevne lokomotiv nr. Ma 828
fra 1953, ikke glemmes.
Det var imponerende, at personalet,
i alt 15 personer – rejseleder, togmester,
vognreparatører, altmuligdame og
serveringspersonale – arbejdede
frivilligt på hele turen, som varede
ni dage. Lokomotivførerne er i aktiv
tjeneste i SJ. Næsten alt på turen var
inkluderet i prisen, som var 14.000 kr.
per person. Der var også mange andre
aktiviteter end at sidde og se på det
smukke landskab.
Vores rejse begyndte i Lyngby,
men allerede på Københavns
Hovedbanegård, hvor vi skulle fortsætte
med Øresundstoget, fik vi at vide, at
vores tog ikke kunne køre, fordi togets
interne kommunikationssystem ikke
virkede. Problemet var måske ikke så
stort – vi kunne blot tage det næste
tog, som DSB så venligt sagde, men vi
skulle jo nå vores veterantog … Det hele
lykkedes imidlertid, fordi vi var heldige
og meget hurtige.
I Kalmar blev vi installeret i vores
tomandskupé med håndvask og toilet
på gangen. I en topersonerskupe er der
altså ikke megen plads, men der skulle
vi også kun sove. Ellers havde vi vores
1. klasses opholdskupé, hvor vi kunne
nyde landskabet, læse og snakke med
de medrejsende. Når spisetid nærmede
sig, var der tid til et glas eller to i
clubvognen, og ellers var der servering
i spisevognen, hvor vi fik dejlig og
varieret mad.
I løbet af den første nat kom vi til
Luleå, hvor vi fra M/S Laponia oplevede
den fantastiske skærgård med over
1.000 øer. Vi beundrede bl.a. de store
isbrydere, der nu lå fredeligt i havnen.
Om vinteren bliver isen i Den Botniske
Bugt op til 1½ meter tyk, og så kommer
de på arbejde. I Gällivare stod der
midnatssol på programmet, men den
var skjult bag skyerne. Vi måtte nøjes
med dagslyset. Det var mærkeligt at se
på uret, at det var sengetid, medens det
endnu var helt lyst. På vejen fra Luleå til
Gällivare kom vi til polarcirklen, hvor vi
stod af toget og fotograferede.
Vi kørte ikke hver nat – fx holdt
vi i Gällivare på et sidespor og så
Rallarkyrkogården, hvor de, der omkom
under bygningen af jernbanen, ligger
begravet – et fantastisk smukt sted cirka
fire km fra den lille station ved grænsen,
hvor vi måtte forlade toget og køre i
bus. Det norske bureaukrati tillod ikke
svensk togpersonale på norsk jord.
V idere
med bus og sk ib
Bussen gik til Harstad i Norge, hvor vi
boede på hotel. Derfra skulle vi med
Hurtigrutens skib M/S Midnatssol
og opleve de norske fjorde. Det var
betagende. Fjeldene strækker sig højt
op, og skibet med sine ni dæk sejler
tæt på land. Vi syntes nu nok, at skibet
mere lignede et krydstogtsskib end et
postskib.
Næste dag var vi i Svovlvær –
med heldagsregn. Dagen efter kørte
vi i bus til bl.a. Lofoten og et flot
vikingemuseum i Borg. Vi havde også
tid på egen hånd og skulle naturligvis
på besøg i Vinmonopolet – men hold
op hvor var det dyrt! Som den norske
kassedame så præcist sagde det: Det
koster at være norsk!
Vi var heldigvis ikke færdige
med vores tur. Vi skulle også besøge
Kiruna. Byen er kendt for, at der er
brudt malm i 120 år. I begyndelsen
brød man udelukkende malm fra oven
– i dag brydes malmen i en dybde af
1.100 meter, og det er planen, at man
skal bryde malm i 1.300 meters dybde.
Trods megen forskning og mange
undersøgelser ved man ikke, hvor langt
nede malmen findes. Vores sightseeing
var ”kun” i en dybde af 500 meter.
Men stedet er gigantisk. Det største
problem, som firmaet LKAB har, er
at malmbrydningen også er forgået
under selve byen. Selv om brydningen
sikkerhedsmæssigt har taget alle mulige
hensyn, er situationen den i dag, at man
bliver nødt til at flytte noget af byen for
at undgå at husene styrter sammen –
også Kirunas rådhus skal flyttes. I løbet
af de næste 20 år skal 3.000 lejligheder
flyttes.
Man kan let blive svimmel, når man
bliver præsenteret for produktionens
omfang. Imponerende er det også at få
at vide, at denne malmbrydning har
skabt verdens største underjordiske
brydning. Og imponerende er det,
når man ser et malmtog, som trækkes
af verdens kraftigste lokomotiv, og
som består af 68 vogne med 100 tons
malm på hver vogn. Malmen bliver
transporteret til Narvik og Luleå.
I Lapland har snescooteren
ændret samernes liv. Tidligere var
de et nomadefolk, hvor renerne
bestemte, hvor de skulle slå lejr, men
med snescooterens udbredelse har det
betydet, at det er nemmere at følge med
dyrene. Dvs., samerne er blevet mere
stationære, børnene kan gå i skole, og nu
tager det to dage at drive en flok rener
sammen, hvor det tidligere kunne tage
to uger.
Vores tur var bestemt ikke
begunstiget af flot vejr, selvom det
hedder sig, at Luleå og Boden har flere
solskinstimer end Mallorca, men det
betød ikke, at der ikke var noget at se
på – der var en masse. Nok har Finland
fået prædikatet at være de tusinde søers
land, men Sverige har sikkert mindst
999!
Ishotellet ved Kiruna, som bygges
op på ny – og smelter igen – hvert
forår, har produktudviklet. Nu er der,
sammen med Absolut Vodka, etableret
isbarer i flere lande. Vi var på besøg i
ishotellets produktionsafdeling, hvor vi
så iskunstudstillingen og et par suiter,
de har under fast tag. Temperaturen
indenfor var -5°C!
En af de ting, der er betagende ved
Lapland, er en befolkningstæthed på to
personer per km2, medens tætheden i
Europa i snit er 180! Det er eksotisk på
en anden måde. Midnatssolen hørte vi
om, men vi så den ikke pga. det dårlige
vejr. Det betød så til gengæld, at der
ikke var mange myg. Derimod så vi
elge, rener og fjeldræv!
Både erhvervsmæssigt og privat har
jeg rejst ret meget. Jeg må indrømme, at
jeg har mest rejst langt sydpå, som 73 %
af danske turister gør. Efter denne tur,
hvor vi, som sagt, bestemt ikke havde
godt vejr, har jeg alligevel besluttet, at
jeg i fremtiden vil besøge både Sverige
og Norge væsentlig mere – det er
fantastiske lande, som har rigtig meget
at byde på.
Veterantog til
Lapland
Vores rejse blev gennemført i juli 2012.
Læs mere om at rejse med veterantog på
www.kalmarveterantag.se.
Det fortryllende landskab langs en
norsk fjord.
n Finn la Cour har medlemsnr. 386 og
har besøgt 83 lande. Han er pensioneret
virksomhedskonsulent og er bl.a. aktiv i
Mellemfolkeligt Samvirke.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
33
Rejsebilleder
Pensionerede Sirius-hunde på Station
Nord i det nordøstlige Grønland.
Foto: Knud Andersen.
Skiferie i Hemsedal, Norge.
Foto: Maria Malbek Sørensen.
34
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
På vandretur i nationalparken
Þórsmörk (Thorsmark) i Island.
Foto: Maria Malbek Sørensen.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
35
Sultne hunde efter en hård
slædetur på Svalbard.
Foto: Anders Andersen.
Visby er vært for en stor
middelalderfestival hvert år i august,
hvor de fleste klæder sig ud.
Foto: Erik Pontoppidan.
36
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Færøske Nólsoy ligger ud for Tórshavn
og består af en enkelt bygd med
farverige huse. Desuden findes her
verdens største stormsvale-koloni.
Foto: Rikke Skafte Jespersen.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
37
konkurrence | ”Dengang jeg blaffede ...”
1.
Et
pl adsen går til :
Tekst & Fotos:
Claus Qvist Jessen
Fra Jordens røvhul til
Dronning Elizabeths sølvtøj
Det
smukke
fartøj
Katarina
Maha.
Noget af det allerbedste ved at blaffe er
uforudsigeligheden. Man ved aldrig,
hvad der sker, men heldigvis kan netop
livets uventede vinkler ende som en
uundværlig livsstil. Eritrea ligger jo på
vestsiden af Det Røde Hav, og hvad er så
mere nærliggende end at drage til rigets
yderste udpost, Assab, og forsøge at få
et lift med en fiskerbåd til Yemen på den
anden side?
38
Uheldigvis havde Eritrea og Yemen
været på kant i en årrække, og der var
derfor ingen både fra A til B – ingen
officielle i hvert fald og slet ingen, der
ville have mig med illegalt. Efter fem
slidsomme dage i Jordens absolutte
røvhul måtte jeg hoste den lange vej
tilbage gennem Denkaliaørkenen til den
ramponerede, men ret charmerende by
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Massawa for om ikke andet at opleve
lidt liv.
Og Massawa havde jo en havn,
så hvorfor ikke prøve der? Desværre
ville portvagten ikke slippe mig ind.
”Security, you know”, men mens jeg uden
held forsøgte at overtale ham, kom en
midaldrende, hvid mand spadserende
ud fra havnen. Om han kendte nogen
med kurs mod Yemen? Joda, det skulle
han da selv – i morgen, og han tog da
gerne en dansk blaffer med.
Som sagt, så gjort, og dagen efter kl.
9 stod jeg klar ved Massawas udslidte
havn og beundrede den italienske
skipper Maurizios smukke, 33 meter
lange sejlbåd Katarina Maha. 100 %
træ, bygget i Tyrkiet et årti tidligere og
ganske enkelt den smukkeste båd, jeg
nogensinde havde sejlet med. Alt var
lavet til perfektion, og den skulle nu
blive mit hjem den næste uge og lidt til.
At Maurizio overhovedet var i
Massawa skyldtes noget så jordnært
som alkohol. Den slags er ildeset i
Yemen, så han havde krydset Det Røde
Hav alene for at fylde lagrene. Hele
dagen fik jeg fornøjelsen af at lege
dæksdreng og stuve uendelige mængder
af Smirnoff, Gordon’s og andre sprittede
lækkerier ind i diverse kahytter.
Krydset over Det Røde Hav tog
små to dage på autopilot. Aftensmaden
klarede vi med mine fiskeliner, og de
sene nattetimer brugte vi i selskab
med bådens uendelige barskab og et
backgammonbræt. Undervejs blev vi
så gode venner, at skipper ligefrem
spurgte, om jeg ville med på en lille
firedages dykkertur rundt på den
yemenitiske side? Jo, han levede faktisk
af at sejle med rige expats, og om to dage
kom næste hold, og der var god plads til
en gratist.
bl afferliv på før ste kl asse
Herligt, om ikke andet fordi det
yemenitiske politi i Hudeyda ikke
ville lukke mig ind i landet pga. mine
afghanske stempler. Jeg var nærmest
strandet i ingenmandsland, så hvorfor
ikke tage på luksuscruise, mens jeg
ventede?
Efter et par dages lastarbejde
kom hele VIP-flokken: 10 personer,
godt eskorteret af et par biler med
effektivt udseende, amerikanske
Secret Service-folk og en endnu større
flok knap så effektive yemenitiske
soldater. Terrortruslen levede i bedste
velgående, men ikke til havs, og i løbet
af dagene fik jeg hygget mig gevaldigt
med de forskellige folk, bl.a. den lokale
telefonchef og to computernørdede
officerer fra den verserende Iraq War Part
2.1.
Og så var der Frances Guy, intet
mindre end britisk ambassadør i Yemen,
og mens hendes franske mand var på
businesstur, havde hun taget deres tre
2.
børn med på sejltur. Vi blev hurtigt fine
venner, og hun syntes i den grad, at min
historie fra Assab til Yemen var munter.
Så munter at hun ligefrem tilbød et lift
med ambassadekareten hele vejen op i
højlandet til hovedstaden Sana.
Undervejs fik ambassadøren talt
med så store bogstaver over for den
vrangvillige politichef i Hudeyda, at jeg
alligevel fik mit indrejsestempel, og til
slut inviterede hun mig oven i købet til
at bo et par dage i ambassadørboligen!
Jeg fik hele gæstesuiten med fuld
forplejning – inkl. kaffe og cornflakes
behørigt serveret på oldgammel, britisk
fajance tilsat sølvbestik iført dronning
Elizabeth II’s monogram!
n Claus Qvist Jessen har medlemsnr. 19
Det Røde Hav
Det Røde Hav skiller Afrika og Den
Arabiske Halvø. Det er 2.250 km langt og
er 355 km på den breddeste led. Dybeste
sted er 2.130 meter.
og har besøgt ikke færre end 146 lande og
seks kontinenter. Han drager efter sigende
kun nødigt ud i verden uden en håndfuld
fiskestænger. Næste tur går til USA. Læs
mere om hans mange rejser på www.cqj.dk.
pl adsen går til :
Dengang jeg blaffede
… Og endte i Chile
Tekst & Fotos:
Henrik Frier Hansen
Ja, sådan kan det gå: Blaffeturen ender på
– og med – en hel hektar naturgrund i det
sydlige Chile.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
39
Et
lille st ykke par adis
Turen med fru Esther María iført
blomstret cardigan og gummistøvler
byder på oplevelser. Vi bevæger os ad
små grusveje, der snor sig opad mod
de grønne bakker og senere leder os
ned igen til små træbroer, der fører
over rislende vandløb. Vi kan dårligt
følge med den lille dame, der sprinter
af sted, fordi hun kender området som
sin egen baghave. Store okser græsser
dovent på grønne græsmarker, og små
kolibrier står stille i luften, mens de
labber nektar af gule klokkeblomster.
Svedige landarbejdere høster havre med
oksekærre, de ser barske ud, men vinker
venligt til os, da vi går forbi. Skoven
bliver tættere og grusvejen smallere.
Den nærmest forsvinder ind i naturen
og bliver til små smattede stier, der får
vores støvler til at glide i mudderet.
Her er fyldt med vilde blomster, der
sprænger farveskalaerne, og gamle
træer, der dufter af noget, der virker
meget stort og ægte ...
Vi når til et fladt plateau,
et græsareal fyldt med solgule
mælkebøtter og vilde brombærbuske,
alt sammen omkredset af tæt skov. I
den ene ende ligger et lille højdedrag.
”Kom med op og kig,” inviterer gamle
fru Esther.
Fra toppen af højdedraget vender vi
os om og kan nu se det, vi ikke kunne
se på vejen herop: Havet! Herfra er der
den videste og skønneste udsigt over
Stillehavet, man kan forestille sig. Vi er
fascinerede og solgte. Mens vi puster
ud i det grønne græs, kommer tanken
snigende: Dette sted kunne nemt blive
et lille stykke paradis. Ikke et spørgsmål
Næste konkurrence:
Dengang jeg fik en ny ven …
”En rejse måles bedst i venner snarere end i mil,” skrev den amerikanske forfatter Tim
Cahill engang. I det næste nummer af Globen vil vi høre en god historie, om dengang
du fik en ny ven på rejsen. For rejser man med et nysgerrigt og åbent sind, er det jo
let at få nye venner undervejs. Vi vil høre, hvordan du fik en ny ven under fremmede
himmelstrøg, hvordan jeres venskab udviklede sig, og om I stadig er venner i dag.
Bedste artikel vælges alene på baggrund af tekst, men send meget gerne et eller to
billeder med, der kan illustrere artiklen, samt et portrætfoto af dig selv. Artikler bør højst
fylde 4.000 tegn. Vi glæder os til at høre mere!
Førstepræmie er et ”Verdensatlas – En kartografisk encyklopædi over planeten Jorden”
fra Millennium House samt et gavekort til Café Globen på 150 kr. De fleste berejste
fascineres jo nok af topografiske kort og globusser, og dette atlas er i hvert fald værd at
vise frem. Det imposante værk vejer næsten 5 kg, og med sit enorme format på 44x52
cm passer det nok ikke lige ind i reolen derhjemme, men fortjener en helt særlig plads.
Atlasset er fra 2009, og omslaget er på dansk. Stednavne inde i atlasset er dog med
lokale betegnelser eller på engelsk. Det har 151 kortsider og dertil et stort register.
40
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Patagonien
Min mor og jeg fik et lift
med en israelsk konvoj.
Patagonien er et landskab, som deles
af Chile og Argentina. Den chilenske del
omfatter den sydlige del af regionen Los
Lagos samt Aisén og Magallanes.
om hvornår, hvordan eller hvorfor –
ingen rationelle tanker, men blot en
simpel og spontan beslutning: ”Vi køber
grunden!”
Med prutteri, håndslag og høje grin
os alle imellem, bliver vi de stolte ejere
af en hektar jord i det sydlige Chile. Vi
vil på en eller anden måde blive her.
Midt i rejsen, slå os ned og blive en del
af eventyret i denne smukke verden!
n Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285
og er født i 1965. Siden år 2000 har han delt
sit liv mellem Danmark og Chile. I 2008 udgav
han en bog på engelsk om sine oplevelser i
landet. Den hedder ”Viva Chile – Travels, Tips
& Tales” og er udgivet hos AuthorHouse. Læs
mere på www.vivachile.dk.
3.
Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
Foto: Wikimedia
Chilensk Patagonien: Havet, himlen
og det grønne – den intenst frodige
skov ligger side om side med de store
vulkaner og det dybblå Stillehav.
Farverne er stærke og smukke. Her på
vestkysten af det sydligste Amerika er
sceneriet malerisk, og vinden dufter af
hav og friske muslinger.
Vi er kun os to. Min chilenita og jeg.
Forelskede, nygifte og med hovederne
fulde af eventyr og rejsedrømme. Her
langs Carretera Austral er det ikke
altid, bussen kommer forbi. Vi er på
kanten af verden, og transporten foregår
således på ladet af en antik lastbil, som
standsede allerede første gang, vi stak
tomlen i vejret. Den gamle, brummende
Mercedes kæmper sig ud mellem de
grønne chilenske bakker. Vi står på
ladet og griner over hele femøren,
også selv om bilen viser sig at være en
dyretransport, og vi i bogstaveligste
forstand står i en hørm af gammel gris.
Egentlig er vi blot på udflugt. Men
tilfældigt ser vi pludseligt et skilt.
”Grund til salg” står der. Vi kigger på
hinanden og er, uden ordveksling, enige
om at se nærmere på tilbuddet. Banker i
taget på grisebilen, og bliver sat af foran
det lille hvide hus ved landevejen.
Ud af huset kommer en hjertelig
ældre dame iført blomstret forklæde og
uldne sutsko og byder os velkommen.
Fru Esther María hedder hun. Hun
driver en lille pension og byder os
på te og friskbagt brød fra det gamle
brændekomfur, det dufter skønt i
hele huset. Vi spørger nysgerrigt efter
grunden, der er til salg. ”Den ligger
oppe i bakkerne,” siger den gamle.
”Hvis I vil, kan vi gå en tur derop …”
konkurrence | ”Dengang jeg blaffede ...”
pl adsen går til :
Paranoia og Kitekats ved Det Døde Hav
I 1999 havde jeg gang i det vanvittige
projekt, at min mor og jeg ville backpacke
rundt i Israel. Hun var dengang en
moden dame på 62 år og havde aldrig
prøvet at rejse før! Israel er et nemt land
at rejse i, og vi var forvænte med bare at
stille os ud til vejen, og så kom der som
regel en bus inden for en overskuelig
tid. Men efter en svømmetur i Det Døde
Hav, hvor vi igen tager opstilling – ja, da
kommer der faktisk ingen bus.
Efter cirka en time ankommer en
konvoj af militærkøretøjer, den slags
store ladvogne, der transporterer tanks
og kører i slowmotion. De holder pause
ved busstoppestedet, og jeg lægger
mærke til, at en af chaufførerne kigger
efter os.
Inden længe kommer manden
hen til os. Han er vel midt i 50’erne og
kan ikke et ord engelsk, så guderne
skal vide, hvordan vi egentligt får
kommunikeret, men han gør i hvert
fald tegn til, at vi skal komme med. Jeg
føler jo et vist ansvar over for min mor,
men tage den på tommelfingeren med
en militærkonvoj – tja, hvorfor ikke?
Selvom jeg godt nok inderst inde præges
af bange anelser ...
Vi ruller ud på Israels støvede
landeveje. Ingen af os siger noget.
Senere taler han med de andre køretøjer
over radioen, og jeg forstår, at han
må være den øverstkommanderende
i kortegen. Det er en besynderlig
situation: Vi befinder os i en
militærlastbil med en tavs israeler, og
dybest set aner vi ikke, hvor vi er på vej
hen! På et tidspunkt tager han hånden
ned under sædet og roder med et eller
andet. Jeg tænker guuud nej, nu finder
han en pistol frem og skyder os begge
– jeg kan lige se avisoverskrifterne
for mig: ”Dansk mor og datter fundet
skuddræbt i Israel” – jeg er skrækslagen,
men beslutter mig dog for at se, hvad det
egentligt er, manden er i gang med.
Da han får hånden vristet op af en
papkasse, har han sin store næve fyldt
med røde Kitekat-chokoladebarer og
rækker os hver en hel håndfuld, og hans
ansigt flækker i et stort smil. Enden
af det hele bliver, at han kører os til et
busstoppested, hvor der snart dukker en
bus op, der er på vej sydover.
n Anette Lillevang Kristiansen er 41 år og
blaffet på Hawaii med en veninde. Læs mere
om hendes rejser på www.inkapigen.dk.
Det Døde Hav
Verdens lavest beliggende sø har en
saltholdighed på ca. 31,5 % – eller ni
gange så meget som Middelhavets 3,5 %.
På grund af det høje saltindhold findes
der intet højerestående liv, deraf navnet.
Det Døde Hav ligger 420 meter under
havets overflade og er dermed Jordens
laveste punkt.
har medlemsnr. 328. Hun har også engang
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
41
På motorcykel
gennem en
vietnamesisk
tyfon
Dansk
motorcyklist klar
til turen gennem
Vietnam.
Tekst: Martin Smedebøl
Fotos: Karin Christiansen
What did the typhoon say to the coconut tree?
Hold on to your nuts – this is not an ordinary
blowjob! Vejen er oversømmet – vandstanden
stiger, lige så hurtigt som man fylder et badekar.
På amatørbasis har jeg rejst med motorcykel gennem Kina,
Cambodja, Thailand, Indien, Argentina, Chile, Nicaragua,
Honduras, El Salvador og Vietnam. På den første rejse i 1999
gennem Nordvietnams bjergrige landskaber væltede jeg og
brækkede venstre overarm og højre tommelfinger. Det lykkedes at
gennemføre resten af den planlagte rejse i en medfølgende bil. Og
det afskrækkede mig ikke fra at organisere flere motorcykelrejser!
Her berettes om en tur gennem Vietnam i 2007.
I november 2007 valgte
min kone Karin og jeg
Vietnam som rejsemål.
Vi skulle køre fra
hovedstaden Hanoi
til Ho Chi Minh-byen
(tidligere kendt som
Saigon) på lejede
Minsk-motorcykler.
Det er ganske hårdføre
og billige hviderussiske 125 cc totaktsmaskiner, som har haft stor popularitet
i Vietnam, men nu er ved at blive
udkonkurreret af japanske motorcykler.
Vi var 25 deltagere i rejsen, som
forfatteren til denne artikel havde
planlagt og organiseret. Vi havde et hold
42
af vietnamesere til at hjælpe os – guider,
mekaniker og chauffører til ledsagebiler.
Den danske ambassadør i Vietnam
havde fortalt os, at han ikke selv
ville gøre sådan en tur – han sagde,
at der dør 13.000 mennesker i den
vietnamesiske trafik hvert år, og de
fleste er motorcyklister. Vi informerede
også den danske konsul i Vietnam om
vore rejseplaner. Han ønskede os held
og lykke og lovede os assistance, hvis
behovet skulle opstå.
Alle rejsedeltagerne fik et papir
med nyttige udtryk på engelsk og
vietnamesisk og vigtige telefonnumre.
Vietnamesisk kørekort kræves i
Vietnam, og vor lokale kontakt havde
ordnet dette for 20 USD per person,
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
selvom et kørekort normalt koster 2
USD i Vietnam. Og kørekortene viste sig
at være ret primitive fotokopier …
Vi havde en læge, en beredskabschef
og flere sygeplejerskere i gruppen,
og vi medbragte et bredt udvalg af
førstehjælpsudstyr, bl.a. halskrave,
suturmateriale, medicin og udstyr til at
fiksere brækkede arme og ben. Better safe
than sorry!
P erfekt
l and for motorc ykler
Motorcyklister kan lide nogenlunde
fredelige veje, smuk natur,
bjerglandskaber med endeløse
serpentinersving, mange maleriske
landsbyer og et spændende folkeliv, og
alt dette oplevede vi i rigt mål.
Vi lagde ud i Hanoi, der har en
meget intensiv trafik – her er det ganske
almindeligt at suse over for rødt lys.
Allerede uden for byen begynder
højlandet. Efter en dags kørsel kom vi
til landsbyen Mai Chau, hvor vi havde
fælles overnatning i et styltehus – 25
personer af begge køn overnattede
på rullemadrasser på gulvet, og
morgenvasken foregik i fri luft.
Vi fortsatte via Vinh, Phong Nha
til Dong Hoi, hvor vi boede på et dejligt
resort ud til Det Sydkinesiske Hav. Så gik
det ind i højlandet til Khe Sanh – kendt
for den store amerikanske base under
Vietnam-krigen – og ned til kejserbyen
Hué. Via Hoi An var ruten lagt gennem
det centrale højland til Pleiku og Buon
Ma Thuot, hvorfra vi fortsatte til Dalat
og badestedet Phan Thiet, inden vi
nåede frem til Ho Chi Minh-byen.
Vi begyndte typisk kl. 7 om
morgenen og afviklede 150-200 km
på otte timer. Vi oplevede flere af de
etniske minoritetsfolk i bjergområderne.
Ofte var deres landsbyer og levevilkår
præget af fattigdom.
E kstrem
tr afik
I vietnamesiske byer er trafikken
overvældende – mængder af
motorcykler pløjer sig frem skulder
ved skulder. Ofte er der en hel familie
på motorcyklen, eller der transporteres
flere grise, bundter med kyllinger eller
andre kolossale bagagemængder.
Vi så en, der kørte med en
vaskemaskine, en der kørte med
to dobbeltsenge, og en som kørte
motorcykel med et intravenøst drop
i armen, mens hans passagerer holdt
dropstativet med flasken. Vi mødte også
den vietnamesiske udgave af Hjem-is
– en motorcykel med frysebeholder
på bagagebæreren og en radio med
højttaler på styret!
Man skal vænne sig til den
vietnamesiske trafikkultur, hvor det
gælder om at have øjenkontakt med de
øvrige trafikanter og undgå pludselige
opbremsninger og retningsændringer.
Turen var på 1.750 km. Det kan derfor
ikke overraske, at der indtraf uheld
undervejs: To kolliderede 7 km uden
for Ngoc Lac. En havde behov for at
blive syet i panden, og den anden fik
hjernerystelse og brækket kraveben
På vej til marked med skumfiduser.
Tyfoner
og regn
Vi oplevede også at befinde os midt i en
af de fire tropiske tyfoner, som ramte
det midterste af Vietnam i den periode.
De lokale aviser skrev om 30-40 døde
og savnede, 60.000 oversvømmede huse,
100.000 evakuerede, regnfald på 800
mm vand, 5.000 krokodiller var sluppet
ud af krokodillefarme, militæret var sat
ind, Røde Kors samlede ind til ofrene,
vejene var afbrudt pga. jordskred og
oversvømmelser, og premierministeren
besøgte katastrofestedet.
Den dag opgav vi at køre
motorcykel og tog tilflugt til bussen,
som flere steder måtte forcere vand
i op til en meters dybde. Vi så store
landområder langs Highway 1, som var
oversvømmet, og vi hørte, at vandet
nåede op til 1,8 meter over nogle broer,
som vi passerede tidligere på dagen.
Et sted måtte vores bus vende om
pga. oversvømmelse, og vi kunne se
vandstanden stige, lige så hurtigt som
man fylder et badekar. Man får respekt
for naturens kræfter!
A
good luck tour in
Vietnam
Når
nøden
er
størst
V ietnam !
Vi og vore vietnamesiske guider
var lykkelige, da vi nåede målet –
vietnameserne beskrev det som ”a good
luck tour”. Vi fejrede dagen med at hælde
lidt mere godt vietnamesisk øl gennem
halsen.
Vi observerede, at vore vietnamesiske
venner fejrede rejsens afslutning
med nogle glas fra en stor 10 liters
plasticvanddunk, der havde fulgt
med på hele turen – og den viste sig at
indeholde stærk risbrændevin, som var
blevet hyppigt anvendt undervejs. Så
spirituskørsel er nok ikke ualmindeligt
i Vietnam!
Der var bred enighed blandt
rejsedeltagerne om, at det havde været
en flot tur med mange oplevelser –
naturmæssige, kulturelle, religiøse,
arkitektoniske og historiske. Og
Vietnam kan varmt anbefales til
motorcykelture, men man skal være
velforberedt og klar over de risici, der er
forbundet med denne rejseform.
n Martin Smedebøl har medlemsnr. P325.
Han er 64 år og pensioneret overlæge. Selv
om han ikke havde kørt motorcykel, siden
han som 18-årig var den lykkelige ejer af en
østtysk MZ, fik han som 55-årig lyst til at
tage ud på motorcykelrejser i gruppe og har
holdt af det lige siden. Læs mere om hans
rejser på www.smedebol.dk.
En hel familie på
motorcykeltur.
90,5 millioner indbyggere. Danskere kan
pt. rejse visumfrit til Vietnam på rejser
af op til 15 dages varighed. Vil man
køre på motorcykel i Vietnam, bør man
bemærke, at internationale kørekort ikke
anerkendes. Motorcykler kan lejes lokalt
for omkring 30-50 kr. om dagen.
Dobbeltsengen transporteres
på motorcykel.
Tekst & fotos:
Christian Hadsund
og behøvede røntgenundersøgelse. Vi
kunne ikke tilkalde ambulance, men
måtte selv ordne transport til nærmeste
hospital. Det foregik på gulvet i vor
ledsagende lastbil, der blev tømt for
bagage. Men på sygehuset fik vi god
hjælp, og SOS International ordnede
hjemtransport via Hanoi.
Og en af deltagerne punkterede
og blev overset af følge- og
opsamlingsbilen. Han ventede hele
dagen alene og forladt i vejkanten under
den bagende sol. Lokalbefolkningen
fik øje på ham, en dreng kom ud på
eftermiddagen med et glas vand til ham,
og ud på aftenen blev han inviteret hjem
til den venlige lokale købmand og blev
budt på mad og risvin. Og så lykkedes
det endelig for ham at få telefonkontakt
med vor vietnamesiske guide, så han
kunne blive hentet.
En anden deltager oplevede, at hans
motorcykel gik i stykker. Dette problem
løstes ved, at han købte et stykke reb
og blev trukket 50 km af en af de andre
motorcykler – en meget farlig og forbudt
transportmåde, som heldigvis endte
godt.
Grænsen til Burundi er ikke
verdens mest bevogtede.
Vi kender det nok mange af os:
Man står i en uløselig situation i en
yderkant af verden, ved en grænse,
slunken pengebeholdning, og
grænsebetjenten påstår, at papirerne
ikke er i orden! Du skal tage tilbage
og ordne papirerne. Men hvordan? Du
er jo alene på grænseovergangen, og
der findes ikke kollektiv transport.
Og vi kender det nok også de fleste
af os: At det hele løser sig ved
hjælp af lokale borgeres uendelige
hjælpsomhed.
Jeg er i deep shit!!! Fredag havde jeg fået
en bus fra Bujumbura, hovedstaden
i Burundi, til Kigali, hovedstaden i
Rwanda, og alt gik som smurt i olie
på den burundiske side … men så
begyndte helvedet! Virkelig et helvede
som ikke var rart! Ved Rwandas entry
point har manden (vistnok) allerede
stemplet mit pas og giver det tilbage,
hvorefter jeg, som det retskafne
menneske jeg er, spørger, hvor jeg skal
betale for visumet. Det hele skal jo gå
rigtigt til. Åh nej! Det skulle jeg aldrig
have gjort! Jeg får en lang tale om, at det
skulle jeg have ansøgt om i Danmark
og udfyldt en blanket eller gjort det via
internettet eller i Bujumbura, og at jeg da
ikke kunne få visum på grænsen (som
Lonely Planet ellers skriver). Så efter en
lang diskussion var det værsgod: Af
med bagagen fra bussen og tilbage til
den burundiske side og få annulleret
exit stamp’et. Nu, efter at have haft tid til
at tænke over det, var det et dumt valg.
Jeg skulle i stedet have betalt de 40 USD
ekstra for at få en hel uges visum – for
jeg havde kun fået et tre dages visum
på grænsen fra Tanzania ind i Burundi
– jeg skulle jo bare på gennemrejse
gennem Burundi og det hele gik jo også
efter planen. Så nu havde jeg rigtig
mange problemer i det dødkorrupte
land, Burundi, som er nummer 172
på Transparency Internationals antikorruptionsindeks:
1. Det var fredag og jeg kunne ikke
nå tilbage til Bujumbura og få et visum
inden weekenden.
2. Jeg ville komme til at opholde
mig ulovligt i Burundi, da visumet
udløber natten til søndag, og
immigrationskontoret (og hvor fanden
ligger det?) og Rwandas ambassade
ville være lukket, og jeg ville ikke være
i stand til at forklare mine problemer på
et sprog, begge ville forstå.
3. Mandag er ambassaden lukket
pga. valgdag.
4. I Burundi er det ikke muligt at
hæve penge på internationale visakort,
og jeg var ved at løbe tør for lokale
kontanter og USD, da hotellet er dyrt, og
diverse visa skal betales i USD.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
45
Burundi
Morgentrafik på vej ud
af Bujumbura.
5. Og især: Hvordan helvede skulle
jeg komme tilbage til Bujumbura fra
grænseovergangen helskindet!? Der
var jo ingen kollektiv transport! Og
guidebogen advarer om at opholde
sig uden for hovedstanden i det hele
taget pga. den høje kriminalitet. Og
her sad jeg på kantstenen med min
kæmpe rygsæk med alskens skumle
pengevekselere summende omkring
mig …
6. Og ville alle de ekstra stempler
og annulleringer i passet give mig
yderligere problemer ved en senere
overgang? Og kunne jeg forklare mig ud
af det?
7. Skulle jeg kontakte det danske
konsulat og lade en ven i Danmark stay
sharp vedr. Udenrigsministeriet, hvis det
hele skulle gå ad helvede til?
B est
fr iends?
Efter at have ventet lidt i den bagende
sol ved grænsen i håb om tilfældigvis at
spotte en hvid mand mod Bujumbura,
tog jeg chancen og spurgte en velklædt
lokal mand, om han var fra området,
og om han kendte et sted med internet
(så kunne jeg måske nå at få en
Ingenmandsland ved
Burundis grænse.
visumblanket inden weekenden). Men
uden held. Det viste sig, at manden
ventede på costums og skulle så tilbage
til Bujumbura i sin Land Rover “in a few
minutes” og tilbød mig en plads. Hvad
skulle jeg gøre? Jeg havde også hørt,
at langdistancebussen den modsatte
vej kunne have mig med – men var det
rigtigt? Vi ventede sammen, og flere
venner og bekendte kom til i de ”few
minuites” som blev til adskillige timer
og én halv liter øl blev erstattet af nr. to
… og nr. tre. Altså af ham, som skulle
køre Land Roveren! De tilbød mig også
både kødspyd og øl, men selv om jeg var
hundesulten, kunne jeg ikke spise noget,
for jeg var så urolig og bekymret. Kunne
jeg stole på dem? Blandt de mange, der
kom forbi, var også formanden for det
liberale parti.
Hans “best friend“ var naturligvis
også en dansker og var konsul i
Burundi, og han vidste hvor alt
det, jeg havde brug for at vide lå
(dvs. immigrationskontoret, det
danske konsulat og den rwandesiske
ambasade). Det hele virkede lidt for
godt til at være sandt, men jeg følte ikke,
at jeg havde noget andet valg. Heller
ikke, da jeg rent faktisk så bussen den
modsatte vej, for da sagde han: ”Nej,
nej! Jeg skal nok køre dig!” Og hvis
han virkelig ville vise mig det danske
konsulat og immigrationskontoret og
køre mig helt hjem til hotellet, så var det
jo også en bedre deal! Jeg tog chancen …
Men sikke en knugen i maven over alle
de bekymringer.
Endelig, endelig, endelig, kom
vi af sted, men der var ikke gået 10
minutter, før vi liiige skulle snakke
med nogle andre ved vejsiden (alt på
swahili), og så ved et hotel og så på en
containerplads “just for a few minutes”
(han var efter sigende forretningsmand
i containertransport). Disse minutter
blev til flere timer igen, og jeg sad ved
siden af Land Roveren med helt åbne
vinduer, mens hele pøblen rendte rundt
og var ubehageligt meget interesseret i
både bil, indhold og muzungu’en (swahili
for ”hvid mand”) … Som sædvanlig
snakkede alle om muzungu’en på
swahilli og grinede højlydt sammen.
Jeg fik mere og mere ondt i maven.
Tusmørket var også begyndt at
falde på. Jeg anede ikke, hvor mine
medpassagerer var blevet af. Det var
Jeg krydser grænsen
ind i Burundi.
meget ubehageligt og utrygt … og jeg
var ved at være ængstelig. Hvad fanden
skete der!? Og selv om de to i bilen nu
skulle være o.k., hvad så med at være
ulovligt i et land med enorm korruption,
hvor vi ikke har et fællessprog i engelsk?
Og penge? Skulle jeg have tilsendt
penge via Western Union fra en ven, og
hvordan gjorde man egentlig det? Og
hvor hurtigt ville det gå i en weekend,
og hvad nu hvis jeg alligevel kunne
komme af sted hurtigt, inden jeg nåede
at hente pengene? Skulle jeg nu helt
tilbage lørdag til Kigoma i Tanzania for
ikke at blive ulovlig borger i Burundi
(og var det nu muligt på en lørdag?), og
skulle jeg så tage helt til Dar es Salaam
(36 timers bustur tværs over Tanzania)
for så at flyve til Kampala, Uganda, hvor
mit hjemfly fløj fra? Jeg ville bare hjem!
Helt hjem! Og jeg følte mig meget alene,
frustreret, urolig og bange!
Endelig var de færdige med
containerne, og vi kørte til Bujumbura,
hvor det i mellemtiden var ved at
blive mørkt, og alle advarer mod at
være hvid efter kl. 20. Selv om det
hele virkede fint i bilen, var jeg stadig
urolig. Kunne forstå enkelte ord i
samtalerne mellem chaufføren og hans
ven, og det virkede også tilforladeligt.
Men det kunne jo også være en del af
planen … Jeg har jo også set “Fanget i
udlandet”-programserien på TV2, hvor
vesterlændinge bliver røvet, dopet og
taget til fange … Det er trods alt et land,
der lige har været i krig!
Verdens
kedeligste by
Det hele viste sig at være sandt. Først
viste de mig, hvor immigrationskontoret
lå, hvor jeg skulle bede om nåde om
mandagen, og derefter kørte de mig til
mit hotel og ventede, mens jeg spurgte,
om der fortsat var ledige pladser. Da
jeg gik tilbage til bilen for at bekræfte,
gav han mig endda 10.000 lokale penge
(ca. 50 kr.) til at få aftensmad for, da jeg
havde fortalt ham om problemerne med
internatonale visakort i landet … Så
det viste sig at være nogle storsindede
burundiere!
Jeg fik heldigvis et værelse, så jeg
kunne føle mig tryg om natten, og nåede
også at tale med den engelsktalende
lady på hostellet, som kunne forsikre
mig om, at hendes svenskboende
søster havde kunnet hæve på sit
internationale visakort i Interbank,
og at vi nok skulle finde en swahiliengelsk-oversætter til mig til mandag på
immigrationskontoret. Så i allerbedste
fald er det kun fem dage, der mistes i
verdens kedeligste by, hvor man ikke
bør gå ud om aftenen.
Dagen efter lykkedes det mig
at hæve penge (det kostede 15
USD i gebyr). I løbet af weekenden
mødte jeg en rwandesisk fyr, der
kunne fungere som formidler,
tolk og bestikkelseskyndig på
immigrationskontoret om mandagen,
så jeg kunne få lovliggjort mit ophold
i landet. Det ville ”kun” tage fire dage
at behandle, sagde skrankepaven.
Lige indtil der kom 10 USD med ind
i passet, så tog det kun fem minutter!
Kvitteringen bestod i skrankepavens
private mobilnummer, så hvis der var
mere, han kunne være behjælpelig med,
skulle vi bare ringe ... yeah, right!
Da den rwandesiske ambasade
åbnede om tirsdagen, skyndte jeg mig
dertil, kun for at få mit næste chok: Det
Burundi er et pragtfuldt sted for
rejsende, der ønsker destinationer, som
andre ikke finder grund til at besøge.
Der er virkelig ikke meget at lave. En
forarmet zoo, et marked og et par
natklubber, hvor FN-folk kan danse med
prostituerede. Sikkerhedssituationen
er skiftende, men generelt dårlig. Dels
pga. en udmarvende borgerkrig, dels
pga. kriminalitet. Lokale fylder heller
ikke på gaderne i hovedstaden efter
mørkets frembrud. Selv for kortere
afstande i mørke anbefales, i hvert fald
ifølge Lonely Planet, at tage taxa. Her
kan du godt forvente at blive chikaneret
af korrupte betjente, der vil se dit pas.
Der er kun få fly direkte ind i Bujumbura.
Der er sandsynligvis kommet flere,
efterhånden som sikkerhedssituationen
er blevet bedre. Herudover er den mest
benyttede indgang til landet via land over
Tanzania eller Rwanda.
ville tage to dage at behandle. Og her var
der ingen mellemvej. Det endte med, at
jeg blev forsinket en hel uge i verdens
kedeligste by, før jeg kom videre.
Alt sammen fordi visumprocessen
til Rwanda havde ændret sig, siden
guidebogen var udgivet.
Men det er godt nok ikke sjovt
at være ulovligt i et land, hvor man
ikke kan gøre sig forståelig, og officials
gerne vil gøre et problem ud af tingene.
Lektien må være: Når nøden er størst, er
hjælpen nærmest, og andre menneskers
generøsitet en fortsat overraskelse. Der
var desuden en engelsk-pakistaner
bosiddende i Bahrain, som på grænsen
gjorde alt for mig, og insisterede på at
give mig 20 USD til at komme tilbage
over grænsen!
n Christian Hadsund har medlemsnr. 506
og har tidligere i år været i bl.a. Sierra
Leone, Armenien, Moldova og Iran. Faktisk
helt uden grænseproblemer!
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
47
Det er de jordløse landarbejdere, der
udfører arbejdet på landet. Det gælder
også, når der skal plantes ris.
Chetpet.
I nærheden af
paradis
Trafikken kan forekomme
noget kaotisk.
L angt
Det sydlige Indien er et
fantastisk sted at besøge, især
hvis man medbringer en vis
portion tålmodighed, høflighed
og sans for absurd komik.
Tekst & fotos:
Helge Pedersen
Elefanter indgår som en
naturlig del af dagliglivet.
Frugtsalat.
Det er ikke uden grund, at Kerala ofte
bliver omtalt som Guds eget land, for det
ligner på mange måder den perfekte
tropeidyl. Delstaten ligger helt nede
i den sydvestlige ende af det indiske
subkontinent med Det Arabiske Hav i
baghaven, og adressen ligger på mange
måder rimelig tæt på det paradisiske.
Solen skinner, temperaturen svinger
omkring 30°C året rundt, og i det meste
af landet står kokospalmerne skulder
ved skulder og sørger for en vis skygge.
Et nærmere eftersyn i palmernes grønne
overflod afslører, at der også er blevet
plads til andre daglige fornødenheder
som ris, bananer, ananas, papaya og den
helt uundværlige chili, som sætter sit
markante præg på det lokale køkken,
hvor friskfangede fisk, rejer eller
muslinger indgår i de fleste retter.
Jeg har lært at sætte pris på det hele
i de fire år, min kone og jeg foreløbigt
har boet i Kovalam, en lille by lidt
uden for Thiruvananthapuram som er
hovedstaden i Kerala. Fra vores hus har
vi 70 km til sydspidsen af Indien, som
er et vigtigt pilgrimsmål for troende
hinduer, og dem er der rigtig mange af.
Befolkningen er Indiens
største attraktion.
fr a
D anmark
Der er på alle måder langt fra Danmark
til det sydlige Indien. Man er i den grad
på udebane, og derfor kommer man
bestandig ud for situationer, man ikke
i sin vildeste forstand havde forestillet
sig. Nogle gange føles det næsten, som
om man spiller med i nogle af de mere
vanvittige scener i en ”Monty Phyton”film. Man synes hele tiden, man forstår,
hvad der foregår, og hvad det er, man
taler om. Men man lærer hurtigt, at
virkeligheden kan opfattes og fortolkes
meget forskelligt.
Jeg kom for eksempel ind på
en pænere restaurant. Der var ikke
andre gæster i restauranten, så jeg
fik en kongelig modtagelse. Alle otte
tjenere ilede mig i møde, og efter en
vis forvirring fik de mig anbragt ved et
bord, hvor de straks kastede sig ud i en
meget høflig samtale med mig.
De ville blandt andet gerne vide,
om det var mit første besøg i landet,
hvad jeg mente om Indien, hvor mange
børn jeg havde og den slags. Ind mellem
spørgsmålene, alle smilene og de
vrikkende hoveder forsøgte jeg at få
kigget lidt i menukortet. Det opgav jeg
på grund af den overvældende interesse
fra de mange venlige mennesker.
I stedet spurgte jeg overtjeneren,
hvad han kunne anbefale. Uden tøven
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
49
knallerter og cykler holder tilbage for
biler. Fodgængerne? De springer for livet.
Vanedannende
pegede han på en ret på kortet og sagde,
at det var det absolut bedste.
”Fint, det vil jeg gerne have.”
”Det har vi ikke,” svarede
overtjeneren uden at fortrække en mine.
Jeg skulle selvfølgelig have spurgt:
”Hvad har I?” Så havde logikken
fungeret begge veje uden nogen form
for misforståelser.
K ontr asterne
Indien er på enhver tænkelig måde
totalt overvældende, og man bliver
dagligt udsat for adskillige ture i den
mentale rutsjebane. Det ene øjeblik er
man helt oppe i skyerne, og det næste er
man helt nede i kælderen. Heldigvis er
opturene klart i overtal.
Det er sagt masser af gange, men
selv om det lyder som en slidt kliche,
er det ikke desto mindre sandt: Indien
er simpelthen kontrasternes land.
Her konfronteres man hele tiden med
begge sider af den indiske virkelighed,
fx dyb fattigdom og overvældende
rigdom. Man får det hele lige i masken,
og det er ofte med til at sætte ens
verdensbillede og -opfattelse på noget
af en prøve. Hvordan kan fattige
mennesker eksempelvis have overskud
til tilsyneladende at smile dagen lang?
Der er et mylder af mennesker
overalt, og det skal tages helt bogstaveligt.
Kerala er kun på størrelse med Jylland
og Sjælland, men der er 35 millioner
indbyggere. Hvis man skal være meget
diplomatisk, kan man sige, at trafikken
kan forekomme noget anarkistisk.
Færdselsloven er et teoretisk begreb,
som i praksis ikke har den mindste
betydning for trafikanternes gøren og
laden. Vigepligten afhænger således
helt af, hvad man kører i. Det betyder, at
busser og lastbiler altid har forkørselsret
i forhold til biler, mens motorcykler,
50
n Helge Pedersen har medlemsnr. P496
og er journalist. Han og hans kone har
kørt det sydlige Indien igennem på kryds
og tværs på motorcykel. Selv kører han
på en indisk Royal Enfield. Læs mere om
parrets oplevelser på www.devarmelande.
wordpress.com.
Kerala
H jemmebesøg
Man bliver inviteret på besøg hos
vildtfremmede mennesker, der beværter
gæsterne med det allerbedste, de
overhovedet har. Jeg har fx været på
weekend hos direktøren i den bank,
hvor jeg på må og få var gået ind for at
oprette en konto. Det ville med garanti
aldrig være sket, hvis jeg var gået ind i
en bank et sted i Danmark.
Man skal næsten kun have sagt
goddag til folk, før man bliver budt med
til bryllupper og andre familiefester, og
utallige gange er jeg blevet inviteret på
besøg hos mennesker, jeg bare har mødt i
forbifarten. Man skal så lige vænne sig til,
at man altid spiser alene. Værtsfamilien
sidder ikke med ved bordet. De har travlt
med at varte gæsterne op.
Det er heller ikke nemt at vide, at det
er meningen, man skal sige farvel og tak,
så snart man er færdig med at spise. Man
skal ikke blive hængende for at snakke,
for så kan værtsfamilien ikke få noget at
spise. Det sociale samvær foregår, inden
man får noget at spise.
D en
forkerte vej
Set med danske øjne er det meget
mærkeligt, men indere kan ikke lide
at sige nej. Det betyder, at hvis man
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Sofarejser
Visum: Søges på Indiens konsulat i
København og koster 370 kr. for tre
måneder.
REJSEN DERTIL: Fly KøbenhavnThiruvananthapuram (tidligere kendt som
Trivandrum) fås fra 3.550 kr. t/r. Fx med
Lufthansa fra København til Bangalore og
videre med Jet Airways.
Tekst & illustration:
Lars-Terje Lysemose
Hovedparten af
befolkningen er hinduer.
For de fleste udlændinge virker den
indiske hverdag både forvirrende
og kaotisk, men den er også stærkt
fascinerende, livsbekræftende,
vanedannende og underholdende. Kan
man leve med, at intet er helt perfekt, og
at tingene aldrig går helt som forventet,
men at det alligevel altid går, så er Indien
et fantastisk land at besøge. Især hvis
man er udstyret med lidt tålmodighed,
almindelig høflighed og en god portion
humoristisk sans, vil et besøg i Indien
være en uforglemmelig oplevelse.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv
er ret begejstret for Indien og ikke mindst
for dets indbyggere. Efter min mening er
landets indbyggere Indiens allerstørste
attraktion. Inderne er smilende, venlige,
imødekommende og uhyre hjælpsomme.
De kan godt lide udlændinge, og i
modsætning til så mange andre, os
selv fx, tager de altid godt imod landets
gæster. Som besøgende kan man slet
ikke undgå at komme i kontakt med
lokalbefolkningen, og det kan føre til de
mest forbløffende oplevelser.
eksempelvis spørger om vej, bryder en
inder sig ikke om at sige, at han ikke
ved, hvor det er, man skal hen. Han vil
meget hellere være hjælpsom, så man
bliver altid hjulpet videre, også selv om
det tit er i den forkerte retning.
Indien er fuld af oplevelser og
overraskelser. Man skal bare bevæge sig
uden for sin dør, så står oplevelserne i kø.
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
”At rejse er at leve,”
lød H.C. Andersens
velkendte motto, og så
skrev han jo ellers en
mængde beretninger om
sine rejser udi den store
verden, skønt de langtfra
er lige så kendte som
hans digtede eventyr.
Da det jo ikke er os alle
forundt konstant at
være på rejsende fod,
er det oplagt at søge inspiration til sin
næste rejse, planlægge og drømme sig
væk hjemme på sofaen. Armchair travel
kaldes det også med et engelsk udtryk.
I Globen omtaler vi derfor gerne
nyere bog- og filmudgivelser om rejseliv,
fremmede kulturer og lande. Globen
har tidligere anmeldt og omtalt enkelte
udgivelser, men denne gang bringer
vi et større udpluk, som forhåbentlig
kan inspirere enhver med rejselyst i et
kommende mørkt, regnvådt og givetvis
blæsende dansk efterår.
n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og er storforbruger af bøger og film. Hans
favoritbog er J.R.R. Tolkiens ”Ringenes
Herre”, og yndlingsfilm er Steven Spielbergs
”Solens rige”. Begge handler på hver sin
måde om at opdage verden med et åbent
sind. Om venskabets bånd. Og om at finde
sin egen vej og kæmpe for det, man har kært.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
51
”Voodoo Kingdoms
and Dodgy Places –
Travels in Timbuktu,
Burkino Faso, and
Other West African
Lands” af Wee Cheng
Livsbekræftende
rejsebog om Oceanien
Tan (Nomadic Republic,
2012, 125 sider,
fotos og illustrationer
i farver, pris som
Mikie Breum: ”Blandt pungdyr og vulkaner – på hjul Down Under”. Frydenlund,
2011, 296 sider, med fotos i farver. Pris: 240 kr. via frydenlund.dk (anfør at du er medlem af
DBK ved bestilling for at få rabat).
e-bog: 3,99 USD
via smashwords.com) består af en række
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
beretninger på et let læst engelsk om rejser
Tekst: Erik Pontoppidan
med bush-taxi, hyrede biler, busser, båd
Rejseeventyr fortalt
om det runde bord
Jacob Holdt, Troels Kløvedal, Rasmus Krath, Lars Kræmmer, Øjvind Kyrø,
Jens Nauntofte, Jes Stein Pedersen, Hjalte Tin, Carl Træholt, Frode Kjems
Uhre m.fl.: ”Udlængsel – 27 nye fortællinger fra Eventyrernes Klub”.
Red. af Ole Lindboe & Bjørn Harvig. Gyldendal, 2011, 317 sider. Med fotos
og billeder i farver. Vejl. pris: 299,95 kr.
om håb og undertrykkelse, og om det
fine personlige bånd, der knyttes mellem
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Om Afrika
og 11 andre tidligere krigsplagede lande
og 33 territorier. Bogen, som er den tredje
i serien om hans rejser til “Dodgy Places”,
tager os med til det vestlige Afrika og er
fuld af rammende observationer, skumle
møder og korrupte myndighedspersoner.
Rejsejunkien Tan udsættes fx for røveri af
tidligere børnesoldater i Liberia, befinder
sig pludselig midt i en opstand i Burkina
Faso og kommer på klos hold af giraffer
på et roadtrip gennem ørkenen. Og han
overværer en voodoo-ceremoni i Benin,
hvor guderne pludselig søger efter nogen
blandt publikum at voldtage. Skummelt!
Bogen afspejler således på fin vis rejselivets
uforudsigelige eventyr, når man søger bort
fra backpackernes alfarvej.
Om Asien
”Ashins forår –
fortællinger fra
Burma” af Christina
Lund Sørensen
(Turbine, 2012, 195
sider, vejl. pris: 249 kr.)
skildrer på nært hold
en enkelt munks kamp
for frihed og demokrati
i militærjuntaens
Burma (også kaldet Myanmar). Den danske
journalist besøgte første gang landet i
2009 og fortæller i bogen om, hvordan hun
blev venner med Ashin, en helt almindelig
buddhistisk munk midt i 30’erne som
indvilgede i at guide hende rundt i landet i
de historiske år, hvor en form for demokrati
og frihed langsomt var ved at indfinde sig.
Det er en fortælling om et land i opbrud,
52
P. Otié & Li Kunwu
(Alvilda, 2011-12,
to bind, 198-254
sider, tegninger og
collagebilleder i sorthvid og farve, vejl. pris
per bind: 299,95 kr.)
er en rejse gennem
Folkerepublikken Kinas historie fra Maos
magtovertagelse i 1949 og frem til i dag
Hans far var højt på strå i Partiet, som han
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
selv blev medlem af, og han fungerede som
med den bemærkelsesværdige undtagelse
med besøg i 167 lande, 6 de facto-lande
”Et kinesisk liv” af
af en, der selv har oplevet det hele indefra:
turistede steder som Sierra Leone, Niger
på 42 regnes for Singapores mest berejste
ondt er en bevægende historie.
fortalt som en selvbiografisk grafisk roman
og fly til nogle ofte halvskumle og sjældent
af ø-paradiset Kap Verde. Wee Cheng Tan
journalisten og munken, hvis liv på godt og
Mikie Breum er
aktivt medlem
af De Berejstes
Klub, og efter at
have læst hendes
første bog er jeg
fast besluttet på
at tilbringe et par
måneder i New
Zealand!
Mikies rejse begynder med et par
dages stop-over i Hongkong, før hun
fortsætter med fly til New Zealand.
Her køber hun en brugt scooter,
som transporterer hende rundt i fire
måneder i det meste af landet efter at
have bestået den teoretiske del af den
newzealandske bilkøreprøve. Hun er en
inkarneret vandrer og bruger derfor det
meste af tiden til at trekke langs nogle
af New Zealands mest spektakulære
vandreruter. Flere gange lader hun
scooteren stå og blaffer sig frem til
startstederne for nogle af landets
legendariske treks. Hun overnatter i
telt, i hytter eller hos de lokale kiwier,
som er utrolig venlige og gæstfrie og
ofte har plads og mentalt overskud til at
have en dansk turist boende et par dage.
Fra New Zealand flyver hun videre
til Australien, hvor hun møder nye
mennesker og oplevelser.
Bogen er skrevet under rejsen,
og Mikies beskrivelser er meget
iagttagende og afspejler et mentalt
overskud og et positivt livssyn. Det
meste af bogen foregår i New Zealand,
hvor Mikie kommer tæt ind på livet
af sine medrejsende og de fastboende.
Det er et af de store fortrin, man har
som backpacker ved at rejse rundt
på et skrabet budget og overnatte på
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
steder, som byder på masser af socialt
samvær. Jeg er især fascineret af de vidt
forskellige måder, livet leves på – både
hos kiwierne og de andre turister, hun
møder undervejs. Som Mikie skriver i
sin bog:
”En stor glæde ved rejselivet er, at
jeg på kort tid kommer tæt ind på livet af
folk – såvel lokale som rejsende. Folk møder
ikke én igen, og derfor sætter de ikke en
vigtig relation på spil ved at betro sig, som
man gør ved nære, varige forhold. Mange
fortæller derfor om deres inderste følelser,
tanker, drømme og mål. Samtalerne handler
om vigtige forhold i livet og bliver dybe og
berigende – det er en stor sidegevinst ved
rejselivet.”
Og så vrimler det med gode fotos i
bogen! Jeg er selv inkarneret vandrer og
føler mig derfor meget inspireret af de
mange flotte billeder fra trekkingturene.
New Zealands natur er jo ikke ekstrem i
egentlig forstand med meget høje bjerge
og store ørkener, men landet har noget
andet, som man ikke finder i Europa:
Indbyggertallet er meget lille i forhold
til størrelsen, og fauna og flora er totalt
forskellige i forhold til vores del af verden.
Et enkelt minus er mangelen på
landkort, så man kan følge rejseruten.
Jeg har derfor suppleret bogen med
mit mangeårige, enorme ”Atlas of
The World” fra Times. Sidstnævnte
er absolut ikke noget, man går i seng
med, men det indeholder forholdsvis
detaljerede kort over New Zealand og
Australien.
n Erik Pontoppidan er født i 1947 og har
medlemsnr. 180. Han har i mange år også
været aktiv i Dansk Fjeldvandrerklub. Læs
mere om hans rejseliv på www.ponty.dk.
Hver tirsdag kl.
18 samles en lille
udvalgt skare
i nogle skumle
baglokaler over
gården til det
gamle pakhus
på Nyhavn nr.
53B i det indre
København.
Her, bænket om
et rundt træbord, hvori stemmejern
gennem årtier har mejslet navnene
på alle medlemmer, udveksles der
anekdoter og lægges rejseplaner til den
helt store guldmedalje.
Eventyrernes Klub er kun for
mænd, og optagelseskriteriet er, at man
skal have haft en usædvanlig oplevelse
under usædvanlige forhold, at man
stadig opsøger eventyret, og at man er
i stand til at formidle sine oplevelser
for andre. Det sidste er en vigtig
forudsætning. Som Mogens Frohn,
tidligere skipper på Fulton, udlagde
teksten, så er en eventyrer en person,
der kan gå ned ad Nørrebrogade og
skrive 10 gode bøger om oplevelserne.
Som redaktørerne skriver i
indledningen:
”Der er muligvis kun få hvide pletter
tilbage på verdenskortet, men rejse kan
man stadig, og der vil altid være nye
historier at fortælle (…) Rejse uden for
de vante ruter. Rejse for at opleve nyt.
Rejse for at finde sig selv i mødet med det
ukendte, i et møde med andre.”
”Udlængsel” er den tredje i serien
af rejsebøger fra klubben. Et par af
eventyrerne er i øvrigt også medlemmer
af De Berejstes Klub – Rasmus Krath
interviewer i ”Udlængsel” pirater i
Somalia, og Frode Kjems Uhre er med
hele familien på kanotur i det canadiske
nordvestterritorium.
De 27 rejseeventyr er ordnet
alfabetisk efter forfatternes efternavn
– vi begynder med Jens Alstrup i
Sibirien og slutter med Lars Ørlund i
Kaokoland i Namibia. Fortællingerne
præsenteres således ikke efter nogen
overordnet tematisk inddeling, men i
uskøn rækkefølge, selv om det ellers
ville have været oplagt at inddele efter
fx kontinent eller rejseform (fx ødemark,
byliv, roadtrips, til vands, i krig eller
fjendeland). Læser man ”Udlængsel”
fra ende til anden, efterlades man derfor
med et lettere spredt indtryk og savner,
at redaktørerne havde bundet nogle
sløjfer undervejs og hjulpet læserne
lidt bedre på vej samt foretaget en
strammere redigering, da fortællingerne
holder et ujævnt niveau rent sprogligt
og fortælleteknisk.
Åndehuller
og ufo’er
Heldigvis byder bogen også på mange
små perler og sprogligt oplivende,
næsten poetiske elementer. Såsom Lars
Kræmmers – billedkunstneren som
er kendt for sine ”artmoney” – som
drøner af sted på motorcykel gennem
Nordamerika:
”Jeg lod rygsækken ligge under
et dække af grene. Sneg mig barfodet
over fyrrenåle og famlede mig frem
mod Grand Canyon. Jeg satte mig med
fødderne dinglende ud over kanten. Mørket
under mig virkede uendelig dybt og fik
stjernehimlen til at skinne som dagslys.
Klipperne var stadig varme under den
blinde nedstigning, som var indianernes
Moder Jord et kødeligt væsen. Da jeg
både soldat og propaganda-tegner. Li Kunwu
er født i 1955, og hans stil bærer tydeligt
præg af mange års virke som propagandategner, men han fortæller afbalanceret og
åbent om de store ideologiske kampe og
begivenheder, som han selv blev vidne til.
Skildringen af hans livs rejse bliver således
også en skildring af en historisk epoke i
Kina. Første bind slutter med Maos død i
1976, andet bind med opgøret efter Mao og
hans egen fars død i 1980. Et tredje bind om
tiden frem til 2010 udkommer dette efterår.
”Everest – på eventyr
i de store højder”
af Edmund Hillary
(Herreværelset, 2011,
239 sider, med fotos i
farver, vejl. pris: 299,95
kr.) er beretningen
om den ultimative
topbestigning – i
en uforkortet ny
oversættelse og for første gang illustreret
med ekspeditionens fantastiske farvefotos.
”Jeg kiggede ud på en kold og hård verden,
men en utrolig smuk én. Der var allerede
et skær af morgensol på himlen, som klart
aftegnede de iskolde toppe, der strakte sig
fra horisont til horisont. Dalene nedenfor
sov i mørket. Tenzing kiggede ud over
min skulder, og pludselig gryntede han og
pegede nedad – ’Thyangboche’. Ganske
rigtigt kunne vi nede i den store, brede
Imja-dal se klosterets utydelige konturer
i dets skønne omgivelser på toppen af et
stort klippefremspring. Det var omkring
5.200 meter under os. Vi vidste at munkene
dernede allerede ville være i gang med at
udføre deres tidlige morgenbøn, og måske
vendte de på netop dette tidspunkt øjne op
mod os og bad for os, som de havde lovet at
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
53
gøre. Vores egne bønner lod i hvert fald til
at være blevet besvaret med en klar dag og
en chance for at nå toppen.” Hillary skriver
levende og let, og man lader sig let opsluge
af dramaet og de store anstrengelser, som
omsider belønnes: ”Endnu et par sving med
isøksen, et par meget trætte skridt – og
så stod vi på toppen af Mount Everest.”
Ekspeditionen er i høj grad en fælles bedrift,
hvilket bogen også er et smukt vidnesbyrd
om.
”Seks rejser i Tibet
– Beretninger fra
rejser over femten
år fra 1994 til 2009”
af Vivi & Jens Walter
(Books on Demand,
2011, 108 sider,
med fotos i farver,
vejl. pris: 134,90 kr.) er et vidnesbyrd om
Kinas såkaldte modernisering af Tibet og
landets udvikling i nyere tid set fra 1994
til 2009, hvor de to danske forfattere har
rejst rundt i Tibet, ofte på egen hånd, og
dermed fået lejlighed til at tale frit med
lokalbefolkningen, hvilket har fået dem
til at engagere sig i tibetanernes ønske
om selvbestemmelse. Det er en stærk
og personlig beretning, som varmt kan
anbefales, inden man selv sætter kursen
mod Himalaya, da bogen også indeholder
konkrete rejsetips til, hvordan man kan gøre
forfatterne kunsten efter for at få et indtryk
af landet under den polerede overflade.
”Spejlinger” af
Jens Dalsgård
(Ajour, 2011, 166
sider, med fotos i
farver, vejl. pris:
198 kr.) er en
sjov og anderledes lille fotobog om forskelle
og ligheder mellem det flade Danmark og
det bjergrige Nepal. ”Jeg sad i flyet på vej
hjem og betragtede Himalayas sneklædte,
takkede tinder, der som et kridhvidt jættegebis skar sig igennem det lavere skydække.
Jeg spurgte mig selv, om der overhovedet
var noget i Nepal, der havde haft en vist
skær af bekendthed. Og det slog mig
pludselig at landsbyhusene havde mange
fælles træk med husene på Frilandsmuseet i
Brede!” skriver Jens Dalsgård i indledningen
til bogen. Så med hundredvis af fotos fra
halvanden måneds trekkingtur i Himalaya gik
han i gang med at tage billeder i Danmark
af steder, som kunne spejle billederne fra
Nepal. Af natur, mennesker, bygninger og liv.
Det er der kommet en tankevækkende og
velkomponeret fotocollage ud af, og det er
54
befandt mig på en lille afsats, tog jeg et hvil
(…) Jeg krængede trøjen af. Så bukser. Så
underbukser. Satte mig nøgen med ryggen
mod den lune væg og stirrede ud i det store
intet. Mens ravne sov, hvor ravne sover,
baskede flagermus frit omkring (…) Kørte
ad Route 66 fra Flagstaff mod de sorte
bjerge. Denne stat lod mig køre uden hjelm.
Vinden kærtegnede mit plyssede hoved.
Glemte savn og skyld og følte mig selvfed.
Parkerede nær resterne af en Maya-ruin.
Pissede på de eroderede mursten. Gik en
tur over den golde stenørken og fandt et
hul på størrelse med en fodbold. Faldt på
knæ og stirrede ned i mørket. Et fugtigt
vindstød mødte mit ansigt. Et blowhole!
God damn! Så forstod jeg, hvorfor fortidens
indianere byggede her. Det var magien! (…)
i Flagstaff skiftede jeg bagdæk og lejede
et motelværelse for tre artmoney. Faldt
i søvn med en mexicansk señorita i mine
arme. Varme læber dulmede bitter længsel.
Sedona virkede som at komme i sikker
havn (…) Der var rig mulighed for eksotiske
møder (…) En del havde selvfølgelig oplevet
at blive ’beamed up’ af UFO’er – adskillige
gange! Samtidig fandt jeg en velsignet
ensomhed i de røde bjerge. Besteg dem
i lys af stjerner. Overnattede på toppen.
Faldt i søvn til lyden af hylende ulve under
blinkende planeter (…) Byggede svedhytter
med indianere. Opsøgte hellige steder.
Vaskede guld i floden (…) Læste, skrev,
tegnede og spillede guitar. Ved solnedgang
solgte jeg artmoney på udsigtsbjerget til
turister på gennemfart (…) Når jeg kom
hjem fra ’sjæleligt togt’, vendte jeg det hele
med den guru, som var min ’landlord’. Så
slap lejemålet op, og jeg kørte atter sydpå.
Forandret, fordi total afslappelse tillod
en naturlig bearbejdelse af de sidste fem
måneders indtryk.”
At
leve dobbelt stærkt
Og journalisten Øjvind Kyrø fortæller
om at få halen på komedie på et
gæstehus i Orota i Eritrea:
”Badeskuret var (…) udstyret med
et ’pedallokum’, altså en porcelænsflade
med afmærkning af fødder, så hullet kunne
rammes præcist. Jeg så søvnigt på den
franske indretning, trak bukserne ned og
satte mig på hug. Jeg sad og nød stilheden
i bjergene, mens naturen gik sin gang,
indtil der lød en mærkelig hvislen bag mig.
Jeg drejede hovedet. Der var intet at se.
Lyden kom nærmere. Jeg drejede hovedet
den anden vej og nåede at opdage, at en
halv meter lang slange var ved at rejse
sit hoved, og at dette hoved befandt sig
faretruende tæt på min hvide bagdel.
Hvis der fandtes et verdensmesterskab
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
i halvtredsmetersprint med bukser om
anklerne, havde jeg vundet det (…) for det
var en livsfarlig slange.”
Hans kollega Jens Nauntofte – med
mottoet ”at rejse er at leve. At rejse
i en diktaturstat er at leve dobbelt
stærkt!” – fortæller om at rejse illegalt til
atollahens Iran, hvor held i uheld følger
ham. Flere af rejseeventyrene er således
ikke ligefrem ferierejser, men tværtimod
rejser hvor man med Nauntoftes ord
lever dobbelt stærkt.
Troværdigt
og med indlevelse
Flere af eventyrerne øser også ud af
deres personlige livsanskuelser og
reflekterer over motivet for at rejse, at
søge ud og opsøge eventyret – og at
have udlængsel. Som journalisten Jes
Stein Pedersen skriver:
”For mig har en god bog altid været
det ypperste transportmiddel. Man
kan tage, hvorhan man vil, og der er et
ubegrænset antal destinationer at vælge
imellem. Helt uden først at skulle vise pas
eller stå i kø i sikkerhedskontrollen kan
man tage på flodsejlads med Huckleberry
Finn, på hesteryg ud i landskabet med
Don Quixote, løse middelalderintriger
med William af Baskerville, skøjte på
Themsen med Orlando eller tage på rejse
dybt ind i en morders syge hjerne med
Raskolnikov som foruroligende kompetent
guide. Romaner er tidsmaskiner, de mest
effektive, der findes, og de bedste af dem er
fantastiske kilder til forståelse af, hvad der
rørte sig i mennesker på den tid, hvor de
blev skrevet.”
På rejse i embeds medfør sætter
han sig for at opsøge en række forfattere
verden over. I et Egypten stadig i
Mubaraks jerngreb interviewer han
forfatteren Al-Aswany, som forklarer
ham:
”Litteratur ændrer ikke samfundet,
den ændrer os, den ændrer mennesker. Den
lærer os at være mere tolerante, at blive
bedre til at tilgive folk deres fejltagelser, at
være mindre fordømmende. Litteraturen
lærer os at være bedre mennesker, og
det er meget vigtigere end den direkte
politiske forandring. Læseren kan mærke,
om du er ærlig, eller om du lyver, når du
skriver om menneskelige følelser. Hvis
læseren synes, du er troværdig, vil han eller
hun kunne leve sig ind i det, du skriver.”
Ovenstående kan naturligvis
også appliceres på de 27 fortællinger
i ”Udlængsel”. Nogle fungerer bedre,
fordi man ganske enkelt føler, man
kommer helt ind under huden på
fortællerne. ”Udlængsel” kan derfor
med fordel læses i små bidder ad
gangen, hvis man skulle komme til at
savne en injektion af fornyet rejselyst.
For her er personlige bedrifter og
eventyr af karat.
n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og bestræber sig på altid at tage sig god tid,
når han er ude at rejse, at opdage verden
på egne ben og at lære de lokale at kende.
Han har været udsendt som reporter i
Nordamerika, Europa, Oceanien og Asien.
slående, hvor ens vi faktisk er de kulturelle
og topografiske forskelle til trods.
Om Europa
”Naturpärlor i
Skåne” af Felix
Heintzenberg, Susanne
Så er der dømt
Indiana Jones
i børnehøjde
H. Schwieler & Johan
Stjernéus (Biofokus,
2012, 208 sider, med
fotos i farver, pris:
329 SEK + porto via
biofokus.com) byder på et sandt eldorado af
imponerende fotografier af landskaber, flora
og fauna fra en sjældent set side af Skåne.
Det er en bog, som giver lyst til at opsøge og
udforske det forunderlige landskab lige på
den anden side af Øresund, hvor højdedrag
og klipper, strande, øer og skovsøer byder
på masser af storslåede naturoplevelser.
Kit A. Rasmussen: ”Prøvelsernes Huse”, 3. bind i serien ”William & Athena”. Høst &
Søn, 2012, 164 sider. Vejl. pris: 129,95 kr.
Bogen har været flere år undervejs, og det
er tydeligt, at fotograferne har lagt et stort
arbejde i at være på det helt rigtige sted på
det helt rigtige tidspunkt.
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
”På historisk
rundrejse i Skåne –
Den dansk-svenske
historie” af Jesper
Asmussen (Globe, 2012,
256 sider, med kort og
Kit A. Rasmussens
roman
”Prøvelsernes
Huse” begynder
med et dramatisk
tilbageblik til
år 1533, hvor en
ung indianerpige
ofres til guderne
ved at blive
kastet i offersøen
ved mayabyen
Chichén Itzá i Mexico. Læseren sendes
herefter frem til nutiden, hvor et opløst
lig af en ældre kvinde fiskes op af søens
plumrede vand. Så er linjen ligesom lagt
til et vaskeægte drama og hæsblæsende
Indiana Jones-stemning med skurke,
arkæologer og uløste gåder.
Bogen er den tredje i en
spændingsserie for børn, hvor
handlingen foregår på historiske
steder som Kina og Egypten og her
altså mayaernes Mexico. Tidligere er
udkommet ”Kejserens Hemmelighed”
og ”Gravens Forbandelse” i serien med
hovedpersonerne William og Athena.
Historien er grundlæggende bygget op
over en beretning fra mayaernes hellige
bog ”Popol Vuh”, hvor to tvillingeguder
skal gennemgå fem prøver, deraf
titlen ”Prøvelsernes Huse”. Midt i
virakken er William så uheldig at falde
i søen. Athena springer resolut efter
for at komme ham til undsætning, og
det bliver startskuddet til en række
mystiske prøvelser for de to børn i en
hemmelig grotte under søen, hvor de
kæmper for at overleve.
Jeg har selv besøgt Chichén Itzá
og kan sagtens følge handlingen. Den
hellige offersø, som omtales, er Cenote
Sagrado, der ligger et stykke væk fra
pyramiden, og for mig lyder det ganske
realistisk, at børnene på et tidspunkt
bevæger sig rundt inde i bygningens
gange. Men jeg har lidt svært ved at
følge, at børnene falder i vandhullet
og på mystisk vis kommer igennem en
gummimembran og ind i en hule under
søen.
”Der var en ujævn ring lidt under en
meter i diameter. I midten var der et lille
hul, hvor en stribe vand sivede ned. Hullet
blev mindre og mindre, mens de kiggede på
det. Athena rejste sig og rørte ved ringens
overflade. ’Den er gummiagtig. Elastisk,
tror jeg’. Hun masede en finger ind i den.
fotos i farver, vejl. pris:
299 kr.) er i et stort
format med masser af flotte billeder af slotte
og herregårde, kirker og mindesmærker.
Bogen fortæller levende og engageret om
de mange krige mellem Danmark og Sverige
og tager os med på en historisk rejse til
nutidens Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm
og Nordsjælland. En sjov detalje er, at
forfatteren konsekvent anvender de historisk
danske navne på alle steder i Sverige som
fx Ysted, Landskrone, Lumme, Opager,
Engelholm, Lykkeby og Bokuld i stedet for
de moderne svenske navne. Mange danskere
har efter Øresundsbroens åbning fået øjene
op for den tabte landsdel, og med denne bog
som guide er det oplagt at tage på en rejse
rundt i regionen i historiens vingesus.
”På rejse i
Bottenhavet,
Bottenviken og Den
Finske Bugt” af Lene
& Finn Jørgensen
(Julene, 2011, 135
sider, med fotos i
farver, vejl. pris: 225
kr.) er en personlig og velfortalt beretning
om at sejle i farvandet mellem Sverige og
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
55
fods og på cykel af 12 danske halvøer.” Har
i naturen, underfundige observationer,
du rejst Jorden rundt – men endnu ikke
korte og præcise oplysninger om stedernes
Danmark rundt – så er her en kærkommen
kultur og historie og spændende møder med
anledning til at udforske en række mindre
mennesker undervejs.
kendte halvøer.
”Rundvandringar”
af Karin Hoffmann
Om Nordamerika
(Rundvandringar, 20082012, ni bind, med
”Grønland – Verden
kort og fotos i farver,
er, som vi tænker
134-190 sider, pris: 189
den” af Linda Riber
SEK per bind + porto
(Kle·art, 2010, 186
via rundvandringar.
sider, med fotos og
se) er en serie på
billeder i farver, pris:
svensk og engelsk
200 kr. + porto via linda-riber.dk) er et
med velbeskrevne
bidrag til den grønlandske debat om at
forslag til en række smukke og varierede
finde sig selv, sin identitet og sin fremtid,
vandreture i Skåne med enkelte afstikkere
om splittelse og samhørighed, om at tage
til Nordsjælland. Man behøver ikke at rejse
ansvar og om mentalt og kollektivt med
langt for at gå på eventyr, og ingen andre
forfatterens egne ord ”at løfte Grønland
steder i Skandinavien er variationen faktisk
ud fra en tankegang, hvor positiv energi
større end i det skånske landskab. For Skåne
arbejder bedre end negativ.” Det er en
har jo det hele, hvis man er til både natur og
kunstnerisk velkomponeret sofabordsbog
kulturlandskaber. De fleste ture i serien er
i collageopsætning med tegninger, billeder
på 5-16 km og kan gøres på to til fire timers
og fotos af et land i opbrud og forandring
effektiv vandring, og alle turene ender ved
med brudstykker på grønlandsk, dansk
udgangspunktet. Har du endnu ikke opdaget,
og engelsk af små udvalgte og meget
hvilke muligheder Øresundsregionen
sigende udsagn fra grønlændere, som
byder på, er det derfor på høje tid at finde
billedkunstneren Linda Riber, der selv
vandreskoene frem. Serien er på ni bind:
er grønlænder bosat i Danmark, har
”Romeleåsen”, ”Skånes kust”, ”Söderåsen”,
interviewet.
”För tågburna”, ”Med gps”, ”Evighetsträd”,
”Rofyllda platser” og ”Skåneleden”. Og et
”Med Jacob Holdt
enkelt bind er på engelsk: ”Circular walks:
i Amerika” af Rikke
Skåne’s coast”.
Namunyak Marott
(Lindhardt og Ringhof,
Tolv halve – Danske
2012, 256 sider, med
halvøer berejst,
fotos i farver, vejl.
beskrevet og
pris: 299,95 kr.) tager
fotograferet” af
os på et roadtrip igennem et USA, hvor
Stig Olesen & Carsten
vold, kriminalitet og racediskrimination er
Ingemann (Hovedland,
en del af hverdagen. Den dansk-kenyanske
2012, 255 sider, med
fotomodel Rikke Namunyak Marott får lov
fotos i farver, vejl.
til at følge hippien og eventyreren Jacob
pris: 349 kr.) viser,
Holdt på 10.000 km gennem 23 delstater
at eventyret bare ligger og venter lige
i en gammel blikdåse. De besøger et utal
om hjørnet. Bogen tager os med på 12
af Jacobs eks-kærester undervejs, og
opdagelsesrejser til Skallingen, Helgenæs,
mulatten Rikke bliver på forunderlig vis ven
Enebærodde, Gedser Odde, Skansehage,
med Pamela fra Ku Klux Klan. Det er en
Sjællands Odde, Reersø, Kegnæs, Lovns,
modig beretning om at turde tøjle sin egen
Grisetåodde, Helnæs og Trelde Næs.
frygt og stå ansigt til ansigt med hadet og
Som forfatterne skriver i indledningen:
angsten for det fremmede og anderledes.
Der foreligger ”ikke mange vidnesbyrd
Og om at finde svaret på hvorfor der findes
fra alle de underlige næs, odder, rev
mennesker, som ikke bryder sig om folk,
og punter og andre former for halvøer,
som har en anden hudfarve end dem selv.
der trodsigt stritter ud i hav og fjord og
Tilsat Rikkes og Jacob Holdts egne billeder
dermed er en karakteristisk del af vores
er det en underfundig rejse til en side af
savtakkede kystlinje. Men nu er der én.
USA, som nok de færreste af os kender på
Så velkommen til de halve øers paradis,
nært hold.
en personlig fortælling i tekst og fotos om
to forundresparate mænds udforskning til
56
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
’Stærk’. ’Det har jeg aldrig set før,’ sagde
William. ’Hvordan kommer vi ud?’ ’Hvis
vi maser hårdt nok, kan vi måske komme
ud gennem gummihinden igen …’ ’Ud i
vandet? I vandet? Og sidde fast halvvejs
igennem?’ Athena bed sig i læben. ’Måske
skulle vi se, om der ikke er en anden vej ud,
før vi prøver her’.
En gummimembran på bunden af
en sø bliver en lille smule søgt. Jeg er
med på, at der er dømt adventure, og at
historien ikke behøver at være realistisk,
når målgruppen er børn i alderen 9-11
år, men her syntes jeg, at det bliver en
smule besynderligt. Omvendt har man
som voksen tendens til at tænke i meget
mere rationelle baner end børn og undre
sig over fundet af en gummimembran
i en sø. Men det er mine tanker og
garanteret ikke noget, børn bider
mærke i. Så på den måde er det ikke helt
retfærdigt, at bogen skal bedømmes af
en voksen. Men når det så er sagt, så
syntes jeg sagtens, at man som voksen
kan opleve de små nakkehår rejse sig.
Bogen er velskrevet, scenerne meget
livagtige og billedskabende, og jeg er
sikker på, at børn vil leve sig helt ind i
dette univers.
Jeg slugte bogen på to dage og fik da
også lyst til at læse de to første bøger i
serien. Det er sigende, at jeg lod mig rive
med, som i barndommens begejstring
og altoverskyggende spænding. Bogen
skal ikke bedømmes med voksne
briller, hvor man forsøger at forstå.
Man skal blot nyde eventyret, sætte sig
i et barns sted og slubre det hele i sig
uden forbehold. Forfatteren formår at
opbygge et suspense allerede fra første
side og slutter hvert kapitel med en
cliffhanger, så man simpelthen er nødt
til at læse videre. Bogen kulminerer i
en nervepirrende scene, og der er lagt
i ovnen til en fortsættelse, så det er
bestemt en anbefalelsesværdig roman.
Kit A. Rasmussen er uddannet fra
Center for Børnelitteraturs forfatterskole,
har en bachelor i psykologi og er aktivt
medlem af De Berejestes Klub. Serien
om William og Athena er hendes debut
som romanforfatter, og den første af
bøgerne udkom i 2011.
n Anette Lillevang Kristiansen er
journalist og har medlemsnr. 328. Hendes
landeerobring nr. 67 gik til Tjekkiet denne
sommer. Læs mere om hendes mange rejser
på www.inkapigen.dk.
Sprudlende
røverhistorier
ad libitum
”Rejsen til Grønland
– midt i en dansk
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Finland. Bogen byder på smukke oplevelser
mørketid” af Jørgen
Vangsted (Books on
Demand, 2010, 201
sider, med fotos i
farver, vejl. pris: 199
kr.) er en personlig
og sprogligt veloplagt
skildring af et dansk ægtepar, som bryder op
og rejser til Grønland i et år og deres forsøg
på at lære en helt ny kultur at kende. Jørgen
Patrick Leis: ”Røverhistorier fra et rejseliv”. Dark Lights, 2012, 230
sider. Med kort og collagebilleder i sort-hvid. Vejl. pris: 249 kr.
er lærer og hans kone Kirsten sygeplejerske,
og første stop i Grønland bliver i Qaqortoq.
Senere bosætter de sig også i Upernavik.
Bogen er fyldt med anekdoter om kulturelle
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
sammenstød, og i bogen reflekterer
forfatteren over sine oplevelser og forsøger
at rokke ved forestilligen om skattestop-
For nogen er det
at lægge planer,
studere kort og
læse guidebøger
i forventningens
glæde det halve
af nydelsen ved at
rejse. For andre,
som Patrick Leis,
er spontaniteten
essentiel, chancen
for at komme ud
for uforudsete eventyr æggende, og
begrebet rejseplanlægning lidt som en
by i Rusland.
Patrick er flere gange kommet
galt af sted med sit åbne sind og sin
uforberedte ”det går jo nok”-attitude,
men denne tilgang har også givet ham
nogle uforglemmelige rejseminder,
og resultet er blevet en pæn dosis
sprudlende røverhistorier. Såsom dette
eksempel fra en rejse i Nepal:
”Vi blev vækket, da chaufføren
pludselig sluttede et hindihørespil til
bussens højttalersystem og injicerede
500 watt ubeskrivelig rædsel direkte
ind i vores trommehinder (...) Godt
gnaven lagde jeg armene over kors,
sank demonstrativt sammen i sædet og
kikkede ud af sideruden. Og her fik jeg så
den første alvorlige smagsprøve på, hvad
vi havde i vente: Vejen var forsvundet!
Bussen kørte så tæt på en lodret afgrund,
at jeg simpelthen ikke kunne få øje på
rabatten, selvom jeg masede fjæset helt op
i den fedtede rude. Panisk rev jeg Frank i
armen, og vi begyndte at synkronskrige.
For tusind djævle, det frie fald startede
cirka tyve centimeter fra hjulene, og der
var intet autoværn. Jeg forsøgte at fortælle
både mig selv og Frank, at vi skulle slå
koldt vandt i blodet, og at chaufføren jo
var vant til højderne og bestemt vidste,
hvad han gjorde, men så fik vi pludselig
øje på vraget af både en bus og en lastbil,
som lå krøllet sammen på bunden af
kløften omkring en kilometer under os
(...) Vi befandt os i en tilstand af delvis
panik. Personligt takserede jeg synet
af det bundløse dyb som min foreløbig
største nærdødsoplevelse (...) til sidst
opdagede jeg, at chaufføren sad og bællede
hjemmebrændt. Panikken voksede til delvis
chok, jeg mærkede mine lemmer slappes,
og i mit stille sind gjorde jeg fred med mine
guder og forberedte mig på mødet med
Valhalla. Jeg havde netop nået en næsten
meditativ ophøjethed af fuldkommen
lammelse, da bremsen pludselig blev
hugget i, og min pande kolliderede med
sæderyggen foran. Folk trimlede rundt
i bussen som bowlingkegler, tasker
og pakkenelliker blev slynget gennem
mellemgangen, og passagerne hylede som
banshees i en Clive Barker-gyser.”
Bogen omfatter flere
nærdødsoplevelser, og vi kommer vidt
omkring med bus, tog, fly og på egne
gåben i Tunesien, Egypten, Sri Lanka,
Indien, Nepal, Pakistan, Thailand,
Malaysia og Indonesien. Patrick opsøger
eventyret og begiver sig gerne spontant
ud på decideret bjergbestigning kun
iført joggingsko, selv om han får besked
på, at sikringskarabiner og pigsko
anbefales, da han møder en gruppe
bjergbestigningsinstruktører halvvejs
oppe ad et bjerg.
”Efter den første lille klatretur kom
vi igen ud på noget, der mindede om en
sti. Ikke en fin lille vej som tidligere, næh
nej, nu var det skam pludselig blevet alvor.
Vi havde omkring fyrre centimeter at gå
på. Til den ene side var et par kilometers
frit fald og til den anden var den lodrette
menneskets uovertrufne egenskaber. For er
det kun grønlænderne, som kan lære noget
af os, eller kan vi danskere også lære noget
af dem?
Om Sydamerika
”Che Guevara –
Biografien om
mennesket og
myten” af Jon Lee
Anderson (Sohn, 2011,
796 sider, med kort
og fotos i sort-hvid,
vejl. pris: 399 kr.) har
dannet forlæg til Steven
Soderberghs filmatisering ”Che” om den
berømte revolutionær. Ches dagbøger som
23-årig dannede også forlæg til roadmovien
”Motorcykel dagbog” af Walter Salles. Hans
myteomspundne skikkelse byder på en
fascinerede historie, og Andersons biografi
er den til dato mest autentiske. Ches
drøm var at afskaffe fattigdom og social
uretfærdighed gennem væbnet revolution,
og i bogen beskrives hans usædvanlige
liv fra hans fødsel i 1928 og opvækst i
Argentina til den cubanske revolutions
slagmarker, fra magtens korridorer i Fidel
Castros regering over hans mislykkede
felttog i Congo, og til han bliver skudt i
Bolivia i 1967. Det er en fantastisk historie,
og et intenst rejseliv som kortlægges, og
Anderson skriver, så man lader sig rive med
uanset politisk standpunkt.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
57
”Great Journeys –
Travel the World’s
”Abandoned –
most Spectacular
Adventures of
Routes” af Andrew
Urban Explorers”
Bain, Sarah Baxter,
af Jan Elhøj & Morten
Simon Sellars & Adam
Kirckhoff (Verve, 2011,
Skolnick (Lonely
194 sider, med fotos i
Planet, 2011, 311
farver, pris: 150 kr. +
sider, med kort og fotos i farver, pris: 20,99
porto via janelhoj.dk)
GBP + porto via lonelyplanet.co.uk) er en
fortæller i ord (på engelsk) og især i billeder
åben invitation til at udforske verden fra
om de danske forfatteres spøjse passion
Lonely Planet, kendt for de velresearchede
for at gå på opdagelse og fotografere
guidebøger. ”Great Journeys” byder da
forladte steder rundt om i Europa og Kina.
også på det bedste af det bedste. Savner
Det er der kommet en lidt sørgmodig og
du inspiration til, hvad verden kan byde på
dyster fotocollage ud af, hvor billederne
af spændende rejsemål, behøver du ikke
fortæller fængslende historier om forladte
at bladre langt. Bogen er spækket med
hospitaler, garager, militære flyanlæg,
imponerende rejsebilleder og er inddelt i en
forlystelsesparker, bryggerier og almindelige
række overordnede temaer såsom rejseruter
menneskers hjem, som synes forladt i al
over land, med tog, i sporene på store
hast. Det er en fotobog, som minder os om,
opdagelsesrejsende, til søs og over vand,
hvor skrøbelig tilværelsen egentlig er, og
ad gamle handelsruter, litterære rejseruter,
hvilke spor vi som mennesker efterlader os i
roadtrips, vandrings- og pilgrimsruter. De
denne verden.
engelske tekster er både informative og
æggende og giver desuden henvisninger til
”Brændpunkter –
yderligere inspiration i form af kendte bøger
Reporter på kanten
og film om de pågældende steder og rejser.
af verden” af Steffen
Kretz (People’s Press,
”Spis. Bed. Elsk”
2010, 220 sider, med
instr. af Ryan Murphy
kort, vejl. pris: 249,95
(Sony Pictures Home
kr. eller som e-bog:
Entertainment, 2011,
189 kr. via g.dk) består
director’s cut, 140
af otte essays om
min., på engelsk med
oplevelser fra Gaza,
undertekster på dansk,
Libyen, Somalia, Libanon, Mauritanien,
pris for dvd: 50 kr. +
Brasilien, Marokko og Rusland. “Når
porto via blockbuster.
mennesker føler en desperat trang til at
dk) tager os ud på en
forlade et sted, så vil journalister ofte
billedsmuk odyssé fra USA gennem Italien,
mærke en lige så stærk drift mod at rejse
Indien og Indonesien. Liz Gilbert, spillet af
dertil. For mig har den drift altid handlet om
Julia Roberts, forlader sin sikre hverdag i
at forstå. Jeg bliver aldrig færdig med at
storbyen og drager ud på en dannelsesrejse
prøve at forstå. For hver gang jeg forstår lidt
efter at have oparbejdet et altfortærende
mere af, hvorfor vi mennesker handler, som
behov for at opleve, mærke og begejstres af
vi gør, så lærer jeg samtidig noget om mig
verden og samtidig forsøge at genfinde og
selv. Nogle kunne kalde det nysgerrighed,
genoplade sit sande jeg. Efter en skilsmisse
men for mig rummer det noget dybere. Det
står hun ved en skillevej, men i stedet for
er en livslang opdagelsesrejse både udad
at resignere tager hun orlov for at ændre
og indad. I mit arbejde har jeg rejst ind i
sit liv. På rejsen oplever hun alt fra glæden
de brændpunkter, som præger nyhederne.
ved det enkle måltid i Italien, bønnens
Først med ungdommeligt overmod for at
berusende kraft hos en guru på en ashram
bevise, at jeg kunne og turde. Siden med
i Indien og uventet kærlighed (i skikkelse
mere moden overvejelse og respekt for de
af Javier Bardem) og indre ro og balance
farer man uvægerligt møder undervejs,”
i Indonesien. Filmen bygger på Elizabeth
forklarer Steffen Kretz, mangeårig vært og
Gilberts selvbiografiske bog af samme navn
reporter på Tv-Avisen. Hans opmærksomme
og ansporer til at slippe paraderne og åbne
observationer er rammende, og bogens
sindet for verdens forunderlighed.
menneskeskildringer og stærke indtryk
sætter sig i bevidstheden.
58
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
klippevæg. Vinden ruskede i både mig og
min rygsæk, afgrunden syntes at lokke
og kalde som en forførende sirene, og
mine ben begyndte at ryste mærkbart.
Chris traskede hen ad stien fuldkommen
upåvirket af den stejle skrænt, og bag
mig kunne jeg høre Frank bande som
en tyrk. Jeg følte mig ligefrem draget
af afgrunden. En listig, selvmorderisk
stemme, som, jeg ikke anede, boede et sted
inde i mit baghoved, hviskede, at et rapt
lille svanehop skam kunne være sjovt, og
til sidst måtte jeg stoppe op og klamre mig
til den ru klippevæg, mens jeg kneb øjnene
stramt i.”
Patrick skriver åbenhjertigt, også
lidt friskt og overstadigt, men han virker
i hvert fald hudløs ærlig, og bogen
emmer af en smittende rejselyst og et
energisk gå-på-mod.
Bogen er dog også behæftet med en
række fejl, og det er synd, at historierne
ikke er blevet faktatjekket og redigeret
bedre. Patrick påstår fx, at Indonesien
blot har 13.700 øer, som vist bunder i
en gammel optælling, og selv om man
naturligvis kan diskutere definitionen
af en ø, er der et stykke op til de over
17.000, som indoneserne selv hævder, de
råder over i dag. Det er også galt med
flere navne og stednavne, fx hedder
Indonesiens nationale flyselskab bestemt
ikke Gaudia Air – men derimod Garuda,
opkaldt efter den mytologiske fugl – og
den kendte balinesiske badeby Kuta
omtales konsekvent som Kutu. Den
form for fejl burde være blevet fanget
inden tryk, og det giver desværre nogle
ridser i kredibiliteten, når sådanne
detaljer ikke er korrekt gengivet.
Røverhistorierne kunne også med
fordel være illustreret med farvefotos, så
man kunne få syn for sagn for de mange
eventyr, Patrick – som naturligvis er
aktivt medlem af De Berejstes Klub –
har været ude for.
Disse forhold ændrer dog ikke
på, at det er en absolut læseværdig og
fængende samling, Patrick disker op
med, og jeg glæder mig allerede til at
høre flere af hans eventyr fremover. For
jeg er sikker på, at Patrick har mange
flere røverhistorier at øse op af.
n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364.
Hans favoritrejsemål har siden 2001 været
de indonesiske øer, hvor han har rejst fra
Batam i vest til Maluku i øst med fly, tog,
båd og skib, med bil, bus og BEMO, på cykel
og motorcykel og på egne gåben.
”Vide verden” af
Tekst: Erik Pontoppidan
Per Dalgård, Karsten
Fledelius, Jan Jakob
Fra
Smålandshavet
til Arkhangelsk
Floryan, Thomas
Harder, Hans Hauge,
Martin Krasnik, Bo Tao
Michaëlis, Stéphanie
Surrugue, Alfredo
Tesio, Dan Tschernia,
Martin Tønner, Uffe
Østergård m.fl. (Aarhus Universitetsforlag,
2012, seks bind, 243-296 sider, med kort
og fotos i farver, vejl. pris for hvert bind:
249,95 kr. eller som e-bog via videverden.
dk: 159,95 kr.) er en ny og anderledes serie
guidebøger om Barcelona, Berlin, New York,
Bertel Kristensen: ”Fra verdens midtpunkt til verdens ende og tilbage igen …”
Underskoven, 2011. 153 sider. Med tegninger og akvareller i farver. Vejl. pris: 240 kr.
Paris, Rom og Sankt Petersborg, hvor en
række danskere tager os ved hånden og
på en fortrolig måde skriver om en by, de
kender ud og ind. Som Stéphanie Surrugue,
der skriver om byernes by: ”Det var en
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
De Berejstes Klub
sommernat, byen sov let, vi havde brugt
vores sidste francs på en flaske billig rødvin
Bertel Kristensens
nye bog er et
godt eksempel
på den enorme
viden, erfaring og
indsigt, som findes
hos medlemmer i
De Berejstes Klub.
Efter at have læst
den bliver man endnu mere glad (og
også en lille smule stolt) over at være
medlem af vores klub. Jeg kedede mig
i hvert fald ikke et øjeblik, da jeg læste
den!
Bogen består af en masse små
essays om rejseoplevelser i hele verden
fra 1949 til 2009. Til forskel fra de fleste
bøger skrevet af globetrottere er der
masser af beskrivelser fra Danmark
og den danske natur, som er ordnet
kronologisk og blandet sammen med
snapshots fra alle egne af verden. Man
kunne også kalde bogen for en slags
komprimeret dagbog med udvalgte
indtryk og oplevelser fra forfatterens
liv. Stilen er meget personlig og fyldt
med poesi, blandt andet med gode og
sansemættede naturbeskrivelser fra
vores eget land.
Forfatterens egne holdninger
skinner igennem mange steder i bogen,
men det er efter min mening kun et
plus, som gør den mere interessant. Læs
fx her et udpluk af hans beskrivelse af
sit besøg i Murmansk i 1980, som langt
de fleste vesterlændinge forbinder med
grå betonslum og rustne skibe og ubåde
nord for polarcirklen:
”Med sine grupper af spadserende
mennesker, der mødes og taler sammen
på gaden og i restauranter, frembyder
den et billede så helt forskelligt fra de
nordnorske byer, hvis korte, forfrosne stykke
gågade liver op lørdag middag, lige inden
Vinmonopolet lukker, og hvor livet leves i
de små kulørte huse. Her er stormagasiner
velforsynede med bøger, grammofonplader
og legetøj, så beboerne ikke er helt fortabt
i den lange polarnat fra sidst i november
til godt midten af januar. Også afdelingen
med krigslegetøj er så velforsynet som den
tilsvarende afdeling i en større vesteuropæisk
legetøjsforretning. Tørste behøver byens
gæster på ingen måde. Vinudsalget i
kælderetagen under et af stormagasinerne
har åbent til klokken 10 fredag aften, og
restaurantlivet blomstrer. Restaurantbesøg
ser ud til at kunne strækkes til det meste
af en eftermiddag, gæsterne rejser sig ind
imellem, går ud i forhallen, ryger, snakker
med vennerne, går ind igen og spiser
videre.”
Bertel Kristensen er tidligere
geografilærer, og man fornemmer, at
der ligger en stor geografisk og historisk
viden bag det, han beskriver. Og så har
han sans for de finurlige detaljer i den
verden, vi lever i. Bogen er desuden
fyldt med hans egne akvareller og
tegninger, som harmonerer fint med de
sanselige naturbeskrivelser.
og en pakke filterløse Gitanes. Pariserhjulet
stod stille i Tuilerie-haven. Vi sneg os derind,
klatrede op i en af gondolerne, kyssede i
lysene fra Rue de Rivoli. Bag os lå Louvres
slotsgård, foran os lå fremtiden og endnu
flere eventyr. Ikke med hinanden, skulle
det vise sig, men den sommernat i parken
hvor Frankrigs konger legede som børn
– den holdt aldrig helt op.” ”Vide verden”
er således ikke en direkte konkurrent til de
gængse guidebøger – for her kigger man
forgæves efter anbefalede hoteller, priser og
oplysninger, såsom hvordan man kommer
fra lufthavnen ind til byen (oplysninger som
alligevel hurtigt forældes) – men snarere
en spændende måde at sætte sig ind i et
rejsemåls historie, arkitektur og kultur
på, mens man samtidig får serveret nogle
personlige og underholdende historier, som
giver en anderledes tilgang til byen, ofte
bag facaden. Det er forfriskende skrevet og
gennemført – og London, Athen, Stockholm
og Madrid følger snart efter.
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Om verden i øvrigt
n Erik Pontoppidan er født i 1947 og har
medlemsnr. 180. Han har besøgt 48 lande og
9 territorier på seks kontinenter. Læs mere
om hans rejseliv på www.ponty.dk.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
59
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
Spar penge på
din FlybilleT!
Flybilletter
Charterrejser
fra kr.
Berlin
fra kr.
New York
fra kr.
Bangkok
fra kr.
Ny
he
d
London
195,495,3.895,3.995,-
Spanien
fra kr.
Grækenland
fra kr.
Tyrkiet
fra kr.
Portugal
fra kr.
Få beSked når
priSen Falder
Opret din egen prisagent og få besked
når din flybillet bliver billigere.
En greatfirsa
servic
60
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
Vi søge
mere e r på
nd10
rejsesi 00
der
Temarejser
1.695,1.695,1.795,2.495,-
Miniferie
fra kr.
Storbyferie
fra kr.
Cruise
fra kr.
Safari
fra kr.
4.698,-
3.298,-
395,995,1.995,6.595,-
”Kan man køre i bil fra Serbien til Kosovo?”
”Har nogen prøvet at sende en bil til
Sydamerika?”
”Gratis mc-parkering i mange lufthavne.”
”Meget let rejseseng til baby sælges.”
”Rejsefælle søges til kanotur på Zambezi.”
”Må vi bruge dine flotte rejsebilleder i
Globen?”
Det er virkelig mange forskellige emner,
der er til debat på Forum. Forum er et
afsnit på klubbens hjemmeside, www.
deberejstesklub.dk, hvor medlemmer
kan stille spørgsmål og meget ofte få
kvalificerede svar fra andre medlemmer.
Der er meddelelser fra klubben om
arrangementer, der er køb, salg og bytte
af ting og sager – og gode tip som andre
berejste kan få glæde af. Alle aktive
medlemmer kan komme med indlæg
eller svare på andres indlæg. For at give
et lille indtryk af, hvad der foregår på
Forum, gengiver vi her et uddrag:
H vordan
er
P eru
i november?
”Hej berejste. Der er lige dukket en
mulighed op for en uges tid i Peru i midt
november, hurra. Det ser dog ud til, at
det ikke er i den tørre periode, hvilket
åbenbart – måske? – er noget rod, når
man tager til Cuzco og i bjergene, som
vil være hoveddestinationen. Er der
nogen, der har været der i november?” –
Jacob G. Jørgensen, 22. juni 2012.
”Hej Jacob. Jeg var på Machu
Picchu i november 2012, og det var o.k.
Det regnede den dag, jeg kom, men
klarede op om eftermiddagen. Næste
dag, hvor jeg var der, startede med en
tæt morgentåge, og der sad jeg deroppe
og så den lette. Og jeg fik også nogle
fede billeder af det! Uanset hvad så
er det en stor oplevelse. Og solen skal
nok titte frem, hvis du fx giver det to
dage. Så kan du også nå at smage byens
specialitet om aftenen – stegt marsvin.
God tur!” – Marianne Møller, 27. juni
2012.
”Hej Marianne, tak – glæder mig
til Peru & marsvin :). Har besluttet at
ændre lidt i planerne, så det nu hedder
oktober, så man måske lige akkurat
slipper for regnen. Men uanset hvad
lyder det ikke, som om det betyder
så meget med det der våde – det er
bare, når man ser regnen høvle ned
herhjemme, at man kan blive lidt
’vandsky’”– Jacob G. Jørgensen, 30. juni
2012.
Verdensvejr
”Hej Jacob. Jeg har godt nok ikke været
der i november, men prøv dette link,
så får man en ide om, hvad slags vejr
man kan forvente baseret på mange
års gennemsnitsvejr: www.weatherbase.
com/index.php3?set=metric – Claus
Søndergaard, 22. juni 2012.
”Den er god – tak. Er svært at finde
sådan nogle gode årsoversigter over vejr,
synes jeg, men denne her har meget godt
indhold og mange byer. Gennemsnitstal
for døgntemperaturer er dog altid
underholdende mærkelige. Fordi de
netop er blandede døgntemperaturer, der
ikke nødvendigvis siger særlig meget om
dagtemperaturen – og beslutningen er
taget, Peru it is!” – Jacob G. Jørgensen, 22.
juni 2012
”Weatherbase.com indeholder de data,
der er til rådighed for de pågældende
områder, og det er meget varierende.
For visse byer kan man godt finde både
minimum- og maksimumtemperaturer.
I øvrigt behøver man ikke gå så langt.
For større byer overalt i verden kan
man bruge www.dmi.dk > Verden, som
viser klimaoplysninger: nedbør, min. og
maks. temperatur og soltimer. Nedbør
og temperatur vises desuden grafisk.
DMI laver også vejrudsigter for et meget
stort antal byer over hele verden. Der
findes temperatur, nedbør og vind,
også vist grafisk, og det er hurtigere
at overskue end tabeller.” – Søren
Fodgaard, 31. juli 2012.
Hvad er forskellen på
forummet og klubbens
Facebook-side?
Fordelen ved Facebook er, at så mange
deltager, ved, hvordan det fungerer,
og at det går hurtigt. Men til gengæld
forsvinder informationen også lige så
hurtigt, og derfor er vidensdelingen
måske nok god for dem, der var på
Facebook den dag, men ikke for dem,
der kom ind et par uger efter med de
samme spørgsmål.
Fordelen ved forummet på
deberejstesklub.dk er, at den viden,
der kommer ind her, er nem at finde og
kommer ud til flere. Går du fx ind for at
læse mere om Myanmar, ser du både
billeder, artikler og et forum-indlæg,
der gør dig opmærksom på, at det kan
være svært at få visum til landet. Til
gengæld kræver det, at du logger ind
på siden for at kunne skrive et indlæg
eller svare.
For at gøre det så nemt som muligt,
kommer der nu automatisk et hint på
Facebook-siden, når du opretter et
indlæg på deberejstesklub.dk, og inde
på din profil på deberejstesklub.dk kan
du under ”Notifikationer” vælge at få en
e-mail fx hver uge med en oversigt over
nyt indhold fra forummet.
Så opfordringen er klar: Læg kun dine
bidrag, spørgsmål og godbidder ind på
forummet og ikke på Facebook – så
behøver du nemlig kun at gøre det én
gang, og alle svar bliver samlet ét sted
til glæde for alle.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
61
De Berejstes Klub
Foto i baggrund: Langs Kungsleden i
svensk Lapland sidst i august.
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Nye medlemmer
600 Henrik Løcke
Jeg er 30 år gammel og har altid elsket at rejse. Jeg rejste meget i sommerferierne med min familie som barn. Som voksen har jeg bl.a.
boet et halvt år i Israel, sejlet ubåd fra Tyrkiet til Bahrain, rejst med rygsæk i store dele af Asien og Australien og haft kortere ture i
Europa og Nord- og Mellemamerika. Jeg har senest været udstationeret i Abu Dhabi i 15 måneder med mit arbejde.
608 Mads Tranberg Andersen
Jeg er født i 1987 og udlært tømrer i 2007. Min rejselyst er kommet gennem min opvækst, hvor jeg altid har været på camping med
min familie. Vi har været i store dele af Europa, da jeg var yngre. Min lyst til at rejse på egen hånd kom efter en tur i søværnet, hvor jeg
sejlede rundt om Island og Grønland. Ellers har jeg været et par ture i Asien og en tur i Mexico.
601 Peter Jensen Paluszewski
Jeg er opvokset med at rejse Europa og USA tyndt – ofte på jagt efter veteranjernbaner. Rejselysten har jeg beholdt som voksen, og
jeg føler mig stadig hjemme i en togvogn uanset klasse og togets tilstand. I 2007 brugte jeg et halvt år på at rejse over land til Indien.
Jeg søgte mod de mindre besøgte centralasiatiske lande og de vestkinesiske provinser Xinjiang og Tibet. For nylig er internationale
spejderoplevelser kommet på listen med to ugers lejr i Kenya med spejdere fra hele verden og en bestigning af Mount Kenya. Jeg er
uddannet i nanoteknologi og har stiftet en biotekvirksomhed, der udvikler udstyr til identifikation af bakterier.
609 Claus Bech
Jeg er fra 1954. At rejse er at tage hjemmefra. Jeg holder af at komme til nye steder og opleve kulturen og landskabet det pågældende
sted. Det behøver ikke at være på egen hånd. Jeg nyder lige så meget at være en del af en gruppe og bruge fællesskabet til at dele
rejseoplevelser og få ny inspiration. Læs mere på min hjemmeside på www.cb2.dk.
602 Henrik Hartmann Smedemark
Jeg er født på et lille husmandssted ved Lem i Salling. Vi var syv søskende, som blev opfostret med, at vi skulle hjælpe til derhjemme.
Første tur til udlandet var med folkeskolen i 1977 – på udveksling med en skole i Sverige. I 1989 og tre år frem var jeg på interrail i
Sydeuropa, og på en af turene var jeg på en afstikker til Marokko med to andre. Vi fik et værelse med tre senge, men så skulle vi hæve
penge. Vi blev kørt hen til en tæppeforretning, og det endte med, at vi købte tæpper! Vi vekslede penge og tog tilbage til logiet, hvor
taxichaufføren ønskede drikkepenge. Det endte med at han fik en t-shirt og lidt penge! Herefter var der en periode med få rejser, men
jeg har rejst for fuld damp, siden jeg mødte min kone Ulla Hartmann (medlem nr. 437) for 16 år siden.
603 Jakob Søndergaard
Jeg kommer fra en familie, der er vild med at rejse. Både søster, fætter og far er medlem. Jeg har rejst så længe, jeg kan huske og har
altid syntes, at det var fascinerende at komme ud og se fremmede kulturer. Kan både lide rygsæksrejser og storbyferier.
604 Kim B. Frederiksen
Fik først for alvor smag for at rejse, da jeg havde rundet de 35. Først til Asien, men efterhånden er jeg nået hele verden rundt på nær
Antarktis. Er uddannet cand.merc.aud. og til daglig beskæftiget som økonom. Kan på grund af arbejde sjældent tage mere end to-tre
uger fri ad gangen for at rejse. Drømmer dog om at tage en længere rejseorlov.
611 Jacob Christensen
Som knap 30-årig fik jeg øjnene op for at rejse. Det begyndte med en 14-dages tur til Kina. Jeg rejser for det meste sammen med min
kæreste, Marianne. Vi er især vilde med lande med en særlig mad- og vinkultur eller med områder, der har en vild natur og/eller en
særlig historisk betydning. Vi har lige været i Californien og Florida med alt, hvad vi kunne ønske os af natur – rejsen endte med et
grænseoverskridende skydive over Miami! Til september 2012 rejser vi tre måneder til Østen, hvor jeg især glæder mig til Vietnams
fransk-asiatiske køkken, Borneos jungle og Balis strande. Vi kan begge godt lide at planlægge, så for det meste er rejsen grundigt
tilrettelagt hjemmefra.
612 Lise Rasmussen
Projektøkonom på DTU. Interesser: Madlavning og fotografering. Har især rejst til Afrika, Mellemøsten og rundt om Middelhavet. Som
barn holdt jeg ferie ved at besøge de forskellige lande i Europa. For 20 år siden tog jeg på en tur igennem 15 lande i Afrika med Exodus.
Næste rejsemål: Sudan, Sydsudan og Tchad.
605 Lotte Holmen
Journalistuddannet. 20 år i DR – bl.a. på ”Verdensmagasinet” på P1. Rejst, boet og arbejdet de seneste år i Afrika, Latinamerika, Asien
og Europa, udstationeret i flere 3. verdenslande. Krydsede ækvator første gang i 1977 på havet fra England til Australien. Foretrukne
kontinent: Latinamerika. Arbejdede et halvt år som freelancejournalist i 1979 bl.a. for DR-programmet ”Udefra” (i dag ”Orientering”).
Udstationeret projektleder 9 måneder i El Salvador i 1997. Udstationeret projektleder i Mozambique et år i 2002. Udstationeret
projektleder i Bolivia i to år 2005-2007. Rundrejse i Guatemala cirka et år i 1999-2000 for at lave optagelser til efterfølgende
prisvindende menneskerettighedsprojekt i Guatemala.
613 Jette Aagaard Madsen
Har hele mit liv været interesseret i fremmede kulturer og har de seneste 20 år rejst intensivt, så snart tiden tillader det. Jeg har været
mest optaget af Fjernøsten, hvor støj, røg og møg blander sig med de mest sarte og fine kulturelle og religiøse traditioner, og hvor
smagsløgene igen og igen udfordres på forunderlig vis.
606 Poul Weiss
Jeg er ingeniør og har rejst en del både privat sammen med familien og arbejdsmæssigt. De første rejser var i Europa samt studiejob
i Grønland. Den største længere rejse var i 1975 per lastbil fra Danmark til Den Centralafrikanske Republik og retur med fragtskib via
Cameroun. Herefter har jeg været u-landsfrivillig i Zambia og har arbejdet for Danida i Kenya. Desuden har jeg arbejdsmæssigt været
en del i Central- og Østeuropa. Dette er suppleret med ferierejser – primært til det østlige og sydlige Afrika samt USA. Senest har jeg
besøgt Sydamerika og Sydøstasien.
614 Peter Haase
Jeg er 33 år, og min første store rejse alene var en tur over land gennem Zimbabwe, Botswana og Namibia i 1999. Jeg blev farmaceut
i 2005, og i januar 2007 tog jeg med Mellemfolkeligt Samvirke til Tanzania. Her underviste jeg i engelsk og sundhedslære. Det var en
udfordring at undervise teenagedrenge i det modsatte køn, seksuelt overførte sygdomme osv. – når de aldrig havde snakket om det
før. Især spørgsmålet ”hvorfor kan mænd ikke blive gravide?” er svært at glemme. Jeg har siden bl.a. rejst i malaysisk Borneo, gjort et
(mislykket) forsøg på Kilimanjaro, dykket og klatret nogle uger i Thailand, været på roadtrip i Florida + cruise til Bahamas, og rejst fra
Mexico ned til Panama, hvor jeg dykkede med hvalhajer i Panama og hammerhajer i Nicaragua.
607 Andreas Mortensen
Blev hevet med ud at rejse til de mest eksotiske egne fra jeg var spæd. Lysten til at udforske verden er ikke forsvundet her på mit 24.
leveår. Mine rejsemæssige højdepunkter må være, da jeg boede i USA efter gymnasiet og min seneste sommerferie til Panama, Costa
Rica og Nicaragua.
62
610 Lisbeth Andersen Vivaldini
Jeg er født i Danmark og bosiddende i Italien. Jeg og min familie beskæftiger os med turisme ved Gardasøen. Det er sæsonpræget
arbejde, og derfor kan vi rejse det meste af vinteren. Ikke uden grund taler man om rejsefeber. Min erfaring er, at jo mere man ser, jo
mere er man ”nødt” til at se. Ved valg af destinationer prioriterer vi kultur og etniske minoriteter.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
615 Johnny Jensen
Jeg snakkede med Uffe fra Lyngby, som fortalte om klubben. Da jeg altid har elsket at rejse og snakke om rejser, er denne klub lige
noget for mig. Jeg er 40 år og rejser mest alene med rygsæk, hvor jeg bor på vandrehjem, da det er en god måde at møde andre
rejsende på. Desuden prøver jeg at lære nogle få sætninger på det lokale sprog for høflighedens skyld – og for at snakke med de lokale.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
63
Marianne
Fossaberg
har rundet sit
land nr. 100
Tekst: Anette Lillevang Kristiansen
Foto: Kaj Eisenhardt
Med et besøg i
Marokko kunne
Marianne Fossaberg fra
Frederikshavn i foråret
føje sit land nr. 100 til
listen i De Berejstes Klub.
Sådan giver du årets bedste gave
Hvis du allerede nu står og bliver træt ved tanken om, hvad du skal give dine venner og familie i jule- eller fødselsdagsgave,
så fortvivl ikke, for her kommer årets bedste og nemmeste gaveide: For den beskedne sum af 300 kr. kan du give en, der skal
begaves, et års abonnement på vores rejsemagasin Globen!
Ud over Globens mange autentiske rejsehistorier får din gavemodtager også gevaldige rabatter med i købet på uundværlige
ting som rejsebøger og rejseudstyr. Rejser din gavemodtager bare én gang om året og bruger rabatterne der følger med,
bliver værdien af din gave hurtigt 500 kr.
Din gavemodtager får også invitationer til særlige medlemsarrangementer i vores klub og får ikke mindst øjnene op for, hvor
interessant en klub du er medlem af! Modtageren bliver nemlig automatisk passivt medlem og kan i øvrigt melde sig ud når
som helst uden de store armbevægelser.
Herved får du klaret en god gave hurtigt, får en glad gavemodtager og støtter din klub samtidig. Det er jo hele tre ting på én
gang, og det er jo ikke så skidt, når det er en gave til en, du holder af.
Klik ind på hjemmesiden under ”Om De Berejstes Klub” og udfyld skemaet for at blive ”passivt medlem”. Har du spørgsmål?
Så skriv til vores medlemskoordinator Maria på nytmedlem@berejst.dk.
Globen
Globe
septem
BeR 201
1 / nR
. 45
100-landejubilaren Marianne Fossaberg
planlægger normalt tre rejser om året,
men 2012 bliver helt specielt. Tidligere
på året lagde hun ud med at besøge
Marokko, Nordkorea og Slovakiet, og så
er vi ikke engang kommet til efteråret
endnu.
”Ja, jeg skal på bustur til Rumænien,
Moldova og Ukraine i september, en
familietur til Madeira i oktober og på en
DBK-tur til Barbados, Guyana, Surinam,
Fransk Guyana og Tobago i november
– et tilbud fra Penguin Travel, som også
gælder for ikke-DBK’ere,” fortæller
Marianne Fossaberg, der dog endnu
ikke har lagt nogen rejseplaner for 2013.
Hun har medlemsnr. 345 og
trådte sin rejsebarnesko sammen med
forældrene, der camperede i udlandet,
så her blev kimen lagt for hendes store
rejseinteresse. Senere blev det til en tur
til London som teenager, og herefter
er det gået slag i slag, og det bliver det
nok ved med, fortæller den rejseglade
nordjyde.
Det har altså taget Marianne
små 45 år at få 100 lande, 9 territorier
og seks kontinenter (hun mangler
bare Antarktis) på listen, og hun har
mange favoritlande, som hun gerne vil
besøge igen: Usbekistan, Myanmar,
Ghana, Namibia, Syrien, Argentina, og
Rumænien.
Marianne rejser på alle mulige
måder, men oftest sammen med
andre på grupperejser arrangeret af
64
rejsebureauer eller sammen med gode
venner. Hun er ikke så meget til at rejse
individuelt, da hun godt kan lide at
have nogen at dele sine oplevelser med.
Det at rejse giver hende et godt pust i
hverdagen.
”Jeg kan godt lide at komme
hjemmefra og få nogle helt andre
indtryk, men jeg syntes også, at det
kan være helt rart at komme hjem igen.
Noget af det sværeste ved at rejse er, at
jeg ofte får dårlig mave, og på Sri Lanka
blev jeg indlagt på grund af infektion
i det ene ben – men det var på sin vis
også en oplevelse i sig selv,” forklarer
Marianne.
U forglemmelige
rejseoplevelser
Når hun tænker tilbage på sine mange
rejser er der især to oplevelser, der har
brændt sig fast i det rejselystne sind:
”Det vildeste jeg har oplevet, var
nok bestigningen af Kilimanjaro i
1980, der stadig står som et absolut
’højdepunkt’ i bogstaveligste forstand.
Det var en ret sej tur og tog hele natten
– men super fantastisk, da jeg endelig
kom op på Gilman’s Point og senere
Uhuru Peak,” siger Marianne.
At bo hos en lokal høvding på
øen Siberut i Indonesien og deltage i
et lokalt bryllup var også en fantastisk
og usædvanlig oplevelse og meget
primitivt. Og en rejse med DBK til
Nordkorea her i forsommeren kommer
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
også ind på listen over mere specielle
oplevelser.
”Det er et meget anderledes og
specielt land, utrolig kontrolleret og
begrænsende, men også et rigtigt
interessant sted,” fortæller Marianne
om klubturen til Nordkorea, et sted man
normalt ikke forbinder med turisme
eller hører så meget om.
Marianne Fossaberg er uddannet
socialrådgiver og er ansat hos
Frederikshavn Kommune. Her er
hun heldig at kunne optjene mange
afspadseringstimer og har derfor tid og
frihed til at rejse.
På grund af de lange afstande
til klubmøderne i Nordsjælland og
Østjylland deltager hun ikke så ofte,
men finder inspiration i at rejse sammen
med de andre DBK-medlemmer. Bl.a.
var rejsen til Nordkorea en ren klubtur.
”Ja, det er lidt afsides at bo i
Nordjylland – men jeg har de sidste år
deltaget i den årlige generalforsamling
og julefrokost, og det har været rigtig
dejligt at møde andre rejsetossede
medlemmer,” smiler Marianne og
glæder sig til sine fremtidige rejser. I
dag kunne hun slet ikke forestille sig
et liv uden rejser og har absolut ikke
fortrudt, at hun i sin tid blev grebet af
rejsefeber.
- au
t
Tema:
Middelha
vet
en
b
o
l
G
- a
n
foRå
Rejs
emag
- au
tent
isKe asin fRa
Rejs
ehis De BeRej
toRi
stes
eR f
KluB
Ra h
ele v
eRDe
n
KluB Den
R
tes
e ve
Rejs
e Be fRa hel
Ra D
in f stoRieR
gas
ema
sehi
Tema:
Rejs sKe Rej
ti
uten
Tem a
R 2012
/ nR.
47
Rejs
e
enti magasi
n
sKe
Rejs fRa De
ehis
BeRe
toR
jste
ieR
s Kl
fRa
hele uB
veRD
e
Det Indi
ske Ocea
n
n
en
b
o
l
G
s 2011
mart
- a
43
/ nr.
KluB DEn
r
tEs
E vE
rEjs
E BE fra hEl
ra D
in f storiEr
gas
Ema
sEhi
rEjs sKE rEj
ti
utEn
steder
Vores yndlings
Tema:
Verdens
k u lt u r a r V
EMALrAog
GUAT
yaruine
Solformørk
else
i Egypten
Roadtr
ip
Austra i
liens
ørken
Hos kongen
af Arktis
Øhop tu
rretur
i
Indone
sien
Vikingetr
æf
på Skarø
r
ma
lende
en ka år snarlig
som spedag
domm
D
SLAN
RUlde
skaber
Trekki
ng
i indisk
Himala
ya
Ku
folk
flinke
IRAN
et
overs
Et
m
land so r mange
e
rumme
rskatt
kultu
Trylle
ku
kamelv nst og
æddelø
i Arab
b
ien
EN mba
ASILI
BRrne
val, sa e
Ka
t for all
og fes
i
en
rejse
familie esien
mikron
n til
Rejse s
verden
ende
i gæst- ns
frihede d
eget lan
Kommende medlemsmøder
Lørdag 20. oktober kl. 18 DBK Øst: Møde i Cafe Globen, København. Kun for aktive medlemmer.
Lørdag 27. oktober kl. 18 DBK Vest: Møde hos Sisse Skipper Andersen i Kolding. Tema: Uzbekistan
Lørdag 17. november kl. 15: Julefrokost og DBK’s årlige generalforsamling i Studenternes Hus, Aarhus.
Tilmelding: Se www.deberejstesklub.dk > Log ind med medlemsnummer og kode > Kommende begivenheder.
n Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og har selv besøgt 67 lande
og 10 territorier.
GLOBEN nr. 49 | Efterår 2012
65
kiplingtravel.dk
Det Nepal du ikke kender
De Berejstes Klub
Den gamle karavanerute mellem Kathmandu og Pokhara
Bestyrelse / kontaktpersoner
Vi har genoplivet en del af den gamle karavanerute
mellem Kathmandu og Pokhara. Kulturrejse og
vandreture i unikke landsbyer langt fra afravjej. Flot
vandring med terrassemarker og udsigter til Ganesh,
Annapurna, Langtang og Manaslu. Oplev vore Homestay lodges og egen bjergtop - langt fra turistruter.
Lars K. Munk
Formand for
De Berejstes Klub
Jakob Linaa Jensen
Toastmaster Vest,
næstformand
Per Danielsen
Toastmaster Øst,
bestyrelsesmedlem
Erik Futtrup
Kasserer,
bestyrelsesmedlem
Maria Malbek Sørensen
Medlemskoordinator,
bestyrelsesmedlem
Tlf. 40 89 46 67
munkens@gmail.com
Tlf. 20 86 77 77
toastmaster-west@berejst.dk
Tlf. 33 13 56 18
toastmaster-east@berejst.dk
Tlf. 76 42 05 26
kasserer@berejst.dk
Tlf. 25 48 87 45
nytmedlem@berejst.dk
Caroline Engelsborg
Ungdomsansvarlig,
bestyrelsesmedlem
Søren Fodgaard
Bestyrelsesmedlem
Jacob G. Jørgensen
Bestyrelsesmedlem
Rebecca Langhorn
Bestyrelsesmedlem
Tlf. 35 39 27 33
sf@skovforeningen.dk
Tlf. 42 79 68 62
jacob.gowland.jorgensen@gmail.com
Tlf. 28 33 87 93
silver@get2net.dk
Tlf. 22 79 03 84
nikolaj@rejseprogrammet.dk
Unikke landsbyer og kongebyer
Fantastisk kultur
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
Kipling Travel - kontor i Danmark, Indien og Nepal - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
• Rejseforedragfleregangeomugen
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
CYKLING ›
Café
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e
er af
kun
for
De B
erejs
tes K
lub.
LET
HÅRD
Nepal ›
Everest Base Camp trekking
IN
NDR G › B
A
V
IN
TIGN G
ES
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
Jakob Øster
Natur i verdensklasse
De Berejstes Klub
Jakob Øster
Tlf. 50 52 78 16
engelsborg@hotmail.com
Nikolaj Witte
Suppleant til bestyrelsen,
ansvarlig for fredagsbar Vest,
Berejste med børn Vest
Daglig afrejse, 12 dage fra 10.980,-
KOM MED PÅ
TOPAS.DK
LET
HÅRD
Peru › Rundt om Mount Alpamayo
ved Cordillera Blanca
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
Drømmer du om at trekke til foden af verdens højeste bjerg
uden at bruge alt for meget ferie til formålet, er vores nye 18
dages tur til Everest Base Camp måske noget for dig. Vi har suget
det bedste ud af Everest området og komprimeret højdepunkterne i et 14 dages trek blandt verdens højeste bjerge. Trekket
starter i bjergbyen Lukla og går via den klassiske og legendariske rute op igennem sherpafolkets Khumbu region til Everest
Base Camp. På trekket spiser og overnatter vi i de såkaldte
tehuse. Det er en perfekt måde at opleve Himalayas lokalliv
og trekkingkultur på. Vores hjælpsomme bærere tager sig af
din bagage, og du vandrer kun med din egen dagstursrygsæk.
20 dages tur for vandreentusiaster med passion for smukke
bjerge til Cordillera Blanca i det nordlige Peru. Turens hovedindhold er et 12 dages trek rundt om Alpamayo, der med sin
karakteristiske og sneklædte pyramideformede top er kåret
som verdens flotteste bjerg. Cordillera Blanca er med sine
269 bjergsøer, 663 gletsjere, 41 floder og 33 bjergtoppe
over 6000 meter et spektakulært og varieret bjergområde,
der ikke tåler sammenligning. Vandreturen byder på sublime
vandreoplevelser i form af afvekslende og øde terræn, store
udsigter til forrevne og sneklædte bjergtinder, forcering af adskillige bjergpas, turkise gletsjersøer og enestående camps.
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
18 dage fra ›
20 dage fra ›
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
14.970,- DKK
22.970,- DKK
Kom med på Topas.dk
Returadresse: De Berejstes Klub, c/o Café Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Saltsletterne i Bolivia.
Foto: Rasmus Nielsen
EVENTYR I EFTERÅRET
ARGENTINAS PATAGONIEN
Mageløs natur og spændende dyreliv. Ildlandet
med sneklædte bjerge, søer og floder. Vi oplever
den berømte Perito Moreno gletsjer kælve for øjnene af os. Vi er tæt på bævere, søløver, søelefanter
og pingviner. Mulighed for hvalsafari. God tid og
tango i Buenos Aires.
16 dage • 27.900 kr. • 20. november til 5. december
NICARAGUA – COSTA RICA – PANAMA
Verdens mest aktive vulkaner samt frodig tropisk
regnskov og et eventyrligt dyre- og fugleliv. Den
koloniale by Granada ved Lake Granada, hængebroer i trætoppene, caribisk stemning på øgruppen Bocas del Toro. Vandringer af indianerstier og
sejlads på Panamakanalen.
18 dage • 24.400 kr • Afrejse 2. november og 23. november
CHILE – PERU – BOLIVIA
Højdepunkter i Andesbjergene. Fra Chiles hovedstad Santiago og den smukke havneby Valparaiso
går rejsen til Atacamaørkenen. En flot køretur
bringer os til de smukke laguner og surrealistiske
saltsletter i Bolivia. Vi krydser Titicacasøen og når
til Cuzco, hvor vi bl.a. oplever Machu Picchu.
18 dage • 29.900 kr • Afrejse 24. oktober • 6. november
STAMMEFOLK I BURMA
Farverige etniske minoritetsgrupper i det nordøstlige Burma. Nu er det muligtat besøge disse folk
i deres isolerede landsbyer på denne enestående
eventyrrejse. Seljads på Inle-søen.
Vi oplever ogsåbyer og steder udødeliggjort af
Kipling samt jernbanen over floden Kwai.
16 dage • 22.900 kr. • 8. til 23. november
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk