1. No category

Gl ben
Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub
S o m m er 2013 № 52
De Berejstes Klub
TE M A :
Spiritualitet
& religion
KIRIBATI
Verdens værste land?
CHILE
En lille anekdote om navne
UGANDA
Rejs til Uganda for
ugandernes skyld
NORDKOREA
Velkommen til
“The Truman Show”
www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme!
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
KØBENHAVN S:
KØBENHAVN V
ODENSE:
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
Frederiksborggade 44 & 50-52
Lyngby Hovedgade 49D
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
Field’s
Fisketorvet
Rosengårdscentret
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
33 14 51 50
info@friluftsland.dk
www.friluftsland.dk
Spiritualitet & religion
Leder
Vatikanet/Nepal/Myanmar
D
er er ikke meget, som kan gøre en redaktør lige så nervøs, som
når man står over for at iværksætte en læserundersøgelse. Den
pirrende fornemmelse begynder allerede, når spørgsmålene skal
formuleres. Og forstærkes, mens svarene samles ind. Og så står
man der pludselig – på den yderste dag – med læsernes dom. Den pirrende
fornemmelse afløses af gåsehud og kuldegys.
I efteråret spurgte vi, hvad I egentlig synes om Globen. Det var et led
i medlemsundersøgelsen, som senest gennemførtes i 2009. Og min første
siden jeg blev redaktør i 2011. Det var derfor også med en vis nervøsitet, at
jeg begyndte at læse jeres svar. Og så udløstes spændingen med et euforisk
Yes! Tusind tak!
For jeres svar afspejler et entydigt positivt indtryk af Globen. 37 % svarer,
at I stort set læser hele bladet! Og 33 % læser mellem 50 og 90 %. Dvs., 70 % af
jer læser mere end halvdelen af bladet. At så mange læser en så høj andel er
der få tidsskrifter, som kan konkurrere med. Og Globen, vurderer I, er klubbens vigtigste tilbud til medlemmerne.
Hvad kendetegner i øvrigt en god rejseartikel? Ja, skal man tro samme
undersøgelse, hvor et par hundrede læsere gav deres besyv, så er det
vigtigste, at Globens artikler giver indsigt i destinationen, er velskrevne, og
at de formidler faktuel viden. Det er mindre vigtigt, om artiklerne er lange
og omfattende, om de er underholdende, eller om den beskrevne rejse er foretaget for nylig.
56 % af jer svarer i øvrigt, at I gerne vil bidrage med artikler eller
fotos – og vi har altid brug for nye skribenter og fotografer! 13. juli har vi et
redaktionsmøde i Aarhus, ligesom vi er ved at etablere et skriveværksted i
København. Vil du med så meld dig til på www.deberejstesklub.dk/forums/
medlemsbladet-globen.
Spiritualitet & religion er tema for dette nummer. Selv har jeg det lidt
ligesom Obelix, der faldt i gryden med trylledrik som barn og derfor ikke
har behov for flere dråber af eleksiren med de magiske kræfter, for jeg har
aldrig gået så meget i kirke, som da jeg var barn! Min mor var organist og
tog mig flere gange om ugen med til gudstjenester, barnedåb, bryllupper, og
begravelser. Som lille purk fandt jeg hurtigt ud af, at det var sjovest, når der
var altergang, og man kunne liste sig op til præsten og få et glas nadvervin!
Mine barndomsoplevelser har siden ansporet mig til at have et åbent og
nysgerrigt sind, og jeg går gerne på opdagelse i andre trossamfund, når jeg
er ude at rejse. Men hjemme ser I mig sjældent i en kirke.
God rejse- og læselyst. Og god sommer! May the Force be with you!
Namaste!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Boudhanath i Katmandu af Lars-Terje Lysemose
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. juli 2013
Næste tema: Friluftsliv
Annoncer: annoncer@berejst.dk
Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J
Oplag: 900
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Viroj
Ann Kledal
Lars-Terje Lysemose
Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør
Grafiker
redaktør
Finn la Cour
Medredaktør
Rebecca Langhorn
Korrekturlæser
Kirsten K. Kester
Korrekturlæser
Anette Lillevang
Kristiansen
Medredaktør
Per Allan Jensen
Korrekturlæser
Rikke Birkedal
Hansen
Korrekturlæser
Anna le Dous
Korrekturlæser
Jytte Kristensen
Korrekturlæser
Elsebeth Finnick
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og
alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor
skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af
redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier
forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og
indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
TEMA: Spiritualitet & religion
6
INDONESIEN | Pancasila: Ét land, 5 religioner
8
INDONESIEN | En spændende kultur og en gammel
religion
12
MYANMAR | … Husk lige at børste tænder på Buddha!
14
MALAYSIA | Hvad laver man om natten i Malaysia?
17
VATIKANET | En vatikansk nat i skjul på et stillads
20
MALDIVERNE | Et indremissionsk turistparadis?
22
UKRAINE | Naturreservat & helligdom: Skæbner &
mirakler i Tjernobyl
26
TYSKLAND | Externsteine: Kult og keltisk mystik
28
KUWAIT | Et møde med islam i Kuwait
30
INDIEN | Kom med til et punjabibryllup
34
Iran, nepal, israel, antigua & barbuda,
indiEN, indonesien, vatikanet, frankrig,
påskeøen, myanmar & australien |
Rejsebilleder
38
Belize, USa, mexico & storbritannien | Jagten
på krystalkraniernes hemmelighed
Illustration: Jayhan Sim
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang jeg gjorde en god gerning ...
42
Cambodja | Og jeg gør det endnu …
42
Næste konkurrence | Dengang rejsen foregik i
børnehøjde ...
43
namibia | Hvordan to stemmejern blev til otte …
44
mali | Min familie i Mali
60
Bestyrelse for DBK
Etiopien | En ordbog og tre måneders husleje
61
Bedste bidrag det seneste kvartal
62
Henrik Schumacher | Det værste ved at rejse er
varm cola!
64
Medlemmer der har rejst mest til de mindst
besøgte lande i DBK
65
Få globen LIGE TIL Døren – uanset hvor du
bor!
45
DE BEREJSTES KLUB
3
ØVRIGE ARTIKLER
46
Nordkorea | Velkommen til “The Truman Show” og
en iscenesat virkelighed
48
Uganda | Rejs til Uganda for ugandernes skyld
51
Chile | En lille anekdote om navne i Chile
52
kiribati | Verdens værste land?
56
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
5
Leder
Ét land, 5 religioner
Tekst & FOTOS: Lars-Terje Lysemose
1
Indonesien har ca. 209 millioner muslimer – flest på Java og langt de fleste moderate og tolerante
sunnier. At se kvinder hyllet til i sort fra top til tå er en sjældenhed. Landet er et sekulært demokrati og styres efter statsideologien pancasila, som anerkender fem – somme tider seks – trossamfund (konfusianisme er det 6., der dog har været bandlyst i perioder). Indonesien består af
17.508 øer, som hver især har deres unikke kultur. Der er også hundredvis af forskellige sprog.
Indtil 1945 var øriget en nederlandsk koloni, som først samledes som nation og fik et fælles
sprog efter selvstændigheden.
2
De protestantiske kirker har ca. 14 millioner medlemmer og er fordelt på mange forskellige
menigheder som fx adventister, presbytarianere, osv. Ofte tilhører hele landsbyer samme trossamfund, og selv om kristne kan findes i hele landet, er de især bosat på øerne øst for Lombok.
3
Katolikkerne tæller 8 millioner. Især provinsen Nusa Tenggara Timur har mange katolikker, for
Flores og Timor blev først koloniseret af portugisiske missionærer og handelsrejsende på vej
til Molukkerne – ”Krydderiøerne”. I dag går der en landegrænse ned igennem Timor, men da
paven besøgte Dili i 1989, var Østtimor en indonesisk provins.
4
Indonesiens 4 millioner hinduer findes først og fremmest på Bali. Øen er samtidig også den
mest tolerante over for vestlig livsstil og dekadence med lommer af hedonistiske diskoteker og
barer, hvor især blegfede australiere hærger. Vil man opleve det ægte Bali, bør man besøge øens
indre og fx det kulturelle centrum Ubud. Religiøse højtider som nyepi, galungang og kuningan
kan dog opleves overalt på øen.
5
Lidt over en million er buddhister, og de findes først og fremmest i hovedstaden Jakarta. Mange
er etniske kinesere. En gang om året, på waisak- eller vesak-dagen, rejser tusinder af munke til
Borobudur midt på Java, i øvrigt Indonesiens mest besøgte turistattraktion. Her fremsiger de
mantraer og mediterer, mens de bevæger sig rundt om det enorme tempelkompleks.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Indonesien er hans
absolutte favoritdestination pga. den store diversitet i naturen, kulturen som er forskellig fra ø til ø, indonesernes gode mad og deres væsen – gæstfrie, imødekommende og nysgerrige på verden omkring dem.
6
Og 9 tips til
1
2
3
INDONESIEN
4
5
1
Borobudur
504 buddhafigurer fra 800-tallet hilser dig velkommen.
2
3
4
5
6
Vand & str and
Beachboys, surfbølger, snorkling og dykning. Du er aldrig langt fra en
strand.
Kunst & kunsthåndværk
Gå ikke glip af Symons ”Art Zoo” og de andre gallerier i Ubud på Bali.
Bali
”Gudernes Ø” er et paradis, men undlad ikke at opleve nogle af de
17.507 andre øer!
17.508 øer er lig med multikultur
Hver ø har sin helt unikke kultur. Tag på øhop og lad dig forføre.
Det enkle liv
Enkelt, primitivt og uberørt. Oplev de fjerneste øers kultur og levevis.
7
Tr aditioner & Ceremonier
Traditionelle dragter, dans og musik er udbredt. Og du inviteres altid
med!
8
Bjerge & vulk aner
Tag på vandring i bjergene og kravl op på en af de over 150 aktive
vulkaner.
9
Lombok
Mindre turistet end Bali, men med både strand, kultur og smuk natur.
7
6
7
8
9
En spændende
kultur
OG en gammel
religion
Tekst & FOTOS:
Lisbeth Vivaldini
Tag med til Tana Toraja – torajaernes land – hvor
døden anses for at være livets højdepunkt.
N
avnet Tana Toraja på Sulawesi i Indonesien betyder
“torajaernes land”, og stedet er beboet af et folk, som
min mand Emilio og jeg valgte at opsøge pga. deres
spiritualitet, og især deres kult omkring de døde.
Jeg havde hørt, at det skulle være muligt at finde en guide
til torajaerne uden for lufthavnen i Makassar. Det holdt stik,
og vi var så heldige at finde en, som talte både engelsk og
italiensk. Roby, som vores guide hed, havde været guide for
et italiensk tv-hold, som havde produceret en udsendelse om
området, så vi følte os i gode hænder og hyrede ham straks til
at organisere vores besøg til Tana Toraja.
Sulawesis største by Makassar, tidligere kendt som Ujung
Pandang, er Asien på godt og ondt. Det vil sige kaos, åbne
kloakker og masser af farver og folkeliv. På vej til hotellet fik
vi øje på et par kinesiske templer i Chinatown, som vi senere
besøgte. I det ene fik vi en fantastisk modtagelse af en mand,
som talte fortrinligt engelsk. Han forklarede alt om deres ritualer og viste os resten af templet, som vrimlede med folk pga.
det kinesiske års afslutning, hvor man bl.a. symbolsk ofrer
penge, som efter bønnen brændes. De medbringer en masse
mad til velsignelse i templet, som efterfølgende tages med
hjem og spises af familien.
Efter dette berigende tempelbesøg hyrede vi to cykeltaxier og kørte rundt hele eftermiddagen. Ud over at se hverdagslivets gang og et par bryllupper kørte vi forbi havnen, og
det var noget af en oplevelse. Der var farverige fiskerbåde, et
marked med de flotteste fisk, og vi fik så ellers flere hundrede
fiskeres fulde opmærksomhed. Her er det vist sjældent, at der
kommer en blondine forbi – jeg følte mig lidt som et dyr i zoo.
Ad snoede bjergveje
Turen, de 300 km til Tana Toraja, tager mindst 10 timer fra
Makassar. Det første stykke vej går langs kysten. Vi vidste
godt, at det var regntid, men havde ikke forudset, at det
ville regne uafbrudt fra morgen til aften. Området uden for
Makassar var oversvømmet, og vi var ikke altid helt trygge
ved situationen op ad de snoede smalle bjergveje. Vejene er
fulde af huller og i elendig forfatning. Sjovt nok stoppede
regnen efterhånden som vi bevægede os op i højderne, så
Optog med gaver til den afdødes familie.
8
det bragte stor glæde. Landskabet her
er ubeskriveligt smukt, med bjerge og
tropisk vegetation, afbrudt af rismarker
med frisk grøn ris. Vi kom frem til
torajaernes land og Rantepao, deres
hovedby, godt trætte.
Torajaerne tæller ca. 650.000, hvoraf
450.000 stadig lever i Tana Toraja. Selv
om hollænderne har været på Sulawesi
siden 1700-tallet, var det først i 1920’erne,
at deres opmærksomhed blev rettet mod
torajaerne, som oprindeligt var animister, og at de sendte missionærer for
at gøre torajaerne kristne. Trods store
anstrengelser var der i 1950 kun 10 %,
som var konverteret til kristendommen,
vel at mærke på deres egen manér, da
torajanerne har bevaret en række af
deres oprindelige ritualer og skikke
af animistisk oprindelse (animisme er
troen på, at både mennesker og ting har
sjæle).
Det er vist unødvendigt at nævne,
at man her ikke husker kolonitiden for
noget positivt. I 1965 blev det bestemt
ved lov, at alle indonesere skulle tilhøre
en af de officielt anerkendte trosretninger (islam, hinduisme, protestantisk kristendom, katolicisme eller
buddhismen). Torajaernes tro, aluk,
fremgik ikke af listen, og mange valgte
derfor kristendommen.
Det, der er specielt ved torajaerne,
er kulten omkring de døde. Torajaerne
anser ikke døden som det modsatte af at
blive født, men betragter død og fødsel
som de vigtigste milepæle i en persons
liv. Det er interessant så forskellig deres
og vores opfattelse af døden er. For dem
er døden en kulmination på livet, hvorimod døden hos os nærmest er tabu.
En begravelse er her ikke grund til
sorg, for det er ved denne lejlighed, at
man manifesterer familiens status, og
den største fest i en persons liv er begravelsen. Fra en person dør, til begravelsen foregår, kan der gå flere år. Den
afdøde balsameres og beholdes hjemme
i huset, og man lader som om vedkommende ikke er død, med det formål, at
familien kan komme sig over sorgen og
spare sammen til at holde begravelsen.
Der skal ofres et utal af bøfler (ifølge
toraja-kulturen skal bøflerne følge deres
herres sjæl på rejsen), og familiens
medlemmer skal have mulighed for at
komme hjem fra, hvor i verden de nu er.
Til indvielse af tongkonan
Vores eventyr i Tana Toraja begyndte
næste dag, hvor vi skulle deltage i en
indvielsesfest af et hus. Med hus forstås
hér et almindeligt hus til beboelse, et
traditionelt torajahus, tongkonan, som
har form som en båd, og et eller flere
forrådshuse, som for de højeste kasters
vedkommende er hånddekorerede
overalt. Når alt dette står færdigbygget,
inviterer ejeren alle de andre familier til
fest (vi taler om 6-700 personer). Til at
huse alle disse gæster bygger man overdækkede pavilloner, en stor pavillon
Toastmasteren leder dansen.
foran huset til familien selv, og der ud
over feltkøkkener til bespisning af alle
disse mennesker.
De inviterede bringer svin (og her
taler vi om nogle basser på 150 kg), som
præsenteres for ejeren i et optog, som
ledsages af unge dansende piger og
syngende drenge, iført nogle kostumer,
som slet ikke synes at passe ind her
– drengene ligner noget fra et cirkus
og pigerne et amerikansk heppekor.
Herefter følger de ældre (gifte) kvinder
i smukke dragter og perledekorationer. Optoget stopper foran familiens
pavillon. Derefter er der dans, musik og
slagtning af svinene. Jeg lagde genertheden på hylden og deltog i kvindernes
dans, hvilket der blev sat stor pris på.
Inden middagen var der lige plads til en
katolsk messe, for her var de katolikker.
Det var en unik oplevelse at se, hvordan
samspillet mellem traditioner, religion
og modernitet fungerer her.
Det værste var at høre de stakkels dyr hvine, men det er jo en del af
deres tradition, og ingen andre end os
tog tilsyneladende notits af hyl og blod.
Efter slagtningen blev kødet fordelt
mellem familierne, og resten blev tilberedt over bål i bambusrør. Det var en
stor og anderledes oplevelse, som vi var
privilegeret at deltage i.
Babytræer og klippegrave
Næste dag stod på trekking til
gravstederne. Det var pragtfuldt at
vandre gennem denne fantastiske natur,
hvor rismarkerne afløses af bambusskove. Torajaernes vigtigste fest er som
sagt begravelsen, og de tror på et liv
efter døden. Denne dødskult har mange
lighedspunkter med de gamle ægypteres, og det på trods af både tidsmæssig
og fysisk afstand. Begravelsesoptog bringer den afdøde til festpladsen.
9
Babytræet hvor børn, som endnu ikke har
fået tænder, begraves, så de kan vokse
med træet.
Balkoner med træfigurer af de afdøde.
Deres familier har ofret mindst 34 bøfler.
En torajafamilies sociale position
afhænger bl.a. af, hvor mange bøffelhorn
der er på husets gavl.
De døde begraves på sikre steder
som i klipper og grotter. Før i tiden kom
man de døde i smukt udskårne trækister, og disse havde for kvindernes
vedkommende form som en gris og for
mændenes form som en bøffel. De blev
placeret på balkoner i træ, monteret på
bjergets side. For de riges og adeliges
vedkommende lavede man også en
træfigur, tau tau, som lignede den
afdøde, og som placeredes i en slags
altan, hugget ind i grotten. Sidstnævnte
privilegium var kun for folk, som havde
ofret mere end 34 bøfler.
En meget rørende oplevelse var
besøget ved babytræet. Babyer, dvs.
børn som døde inden de havde fået
tænder, blev viklet ind i et stykke stof
og begravet i et specielt træ, ved at man
lavede et hul i træet, hvor barnet blev
placeret. Derefter blev hullet dækket
med en slags palmemåtte. I og med at
torajaerne er animister, så mener de,
at træet har en sjæl, og grunden til, at
babyerne blev begravet i træet, var at
torajaerne mente, at disses sjæl så kunne
vokse sammen med træet, og således
siden blive fulgt til det hinsides.
Specielt babytræet var fascinerende,
men denne begravelsestradition finder
ikke længere anvendelse.
Vi besøgte et par bjerge med grave,
en grotte og babytræet. I dag bliver
kun få mennesker begravet i bjergene,
de fleste har familiegravsteder, hvor
kristne og toraja-traditioner forenes i en
skøn blanding.
Optog med bøfler og svin
Og så til den med spænding længe
ventede begravelse: Efter en tur med
angsten i halsen, ad stejle ikke-asfalterede bjergveje, nåede vi 1.000 meters
højde, hvor begravelsen foregik. Vi
var ude af bilen et par gange, da vores
nerver ikke kunne klare visse hældninger på klipperne og ikke eksisterende veje. Netop det forhold, at stedet
er så svært at nå, gjorde selvfølgelig
også, at vi så et stykke uberørt toraja-land. Her var alle landsbyerne traditionelle, dvs. de består af et eller flere
huse, hvor familierne bor. Torajaernes
huse er bygget på pæle, dekoreret med
udskæringer i træet, malet i smukke
mønstre og med hornene fra de bøfler,
familien i tidens løb har ofret, på
facaden. Hertil kommer et forrådshus
i samme stil, blot mindre. De to sidstnævnte tilhører hele familien, som
herved har moralsk forpligtelse til at
vedligeholde husene. På disse kanter
10
opgøres familiens rigdom og sociale
status af, hvor mange bøfler (og derved
bøffelhorn på den traditionelle husfacade) man har.
Begravelsen varer her en uge, og
dette var den anden dag, hvor alle
familierne bringer offergaver i form af
bøfler eller svin. Omkring familiens
huse er der opbygget pavilloner, hvor
alle gæsterne er placeret. Hver familie
er placeret i en pavillon, som har enten
nummer eller navn. Ceremonien starter
med et optog, hvor bøflerne føres ind
først, derefter kommer hele familien.
Hver familie er iført familiens specielle
kostume, udført i samme stof eller farve.
Hver enkelt familie går op i værtsfamiliens pavillon, inden de tager plads
i den pavillon, der er dem tildelt. En
opråber, eller toastmaster som vi ville
sige, præsenterer familiernes gaver. Det
skal lige nævnes, at ved familie forstås
ikke en kernefamilie bestående af mor,
far og børn, men her er der tale om en
hel slægt. Sådan foregår det til alle er
på plads, kun afbrudt af dans og musik.
I dette samfund har den moralske
forpligtelse og respekt stor betydning.
Begravelsesceremonien benyttes også
til at knytte sociale bånd og handler, og
aftaler om bryllup bliver ofte indgået
ved denne lejlighed.
For os kan det virke meningsløst
og brutalt at slagte 20-30 bøfler til en
begravelse, især i betragtning af, at en
bøffel koster 28.000-45.000 kr. De lyse
bøfler er de mindst værdifulde, mens de
brogede halvalbinobøfler med lyse øjne
er de mest værdifulde. Til begravelsen
skal der være mindst en af de brogede,
da man mener, at jo mere og bedre man
ofrer, jo bedre får man det i det hinsides.
Den eneste funktion disse bøfler har,
er altså at blive slagtet til begravelse.
De bruges ikke til arbejde, da de er så
værdifulde, og de behandles med stor
omhu. De bliver endda vasket med
shampoo hver dag.
Kødet fra bøflerne og svinene
spises ved festen, og resten fordeles
mellem familierne. Til dagligt spiser
torajaerne ikke kød, det er forbeholdt
specielle lejligheder som denne.
I dette tilfælde havde personen
været død i fem år og havde i al denne
tid ligget balsameret i sit soveværelse,
således at familien kunne samle penge,
planlægge og vænne sig til, at familiemedlemmet var død. I denne tid
betragtes personen som “syg”, og man
bringer vedkommende mad og drikke,
for man anser først vedkommende for
SULAWESI & TANA TORAJA
Sulawesi er med sine 174.000 km²
verdens 11. største ø. De vigtigste byer
er Makassar i syd og Manado i nord.
Tana Toraja ligger i et bjergrigt område
300 km nord for Makassar. Det laveste
punkt er 150 moh. og det højeste
3.083 moh.
Bøffelkampen trækker mange tilskuere.
rigtig død, når begravelsen er overstået.
Til denne og til den foregående
ceremoni var vi de eneste udlændinge,
så det var uvurderligt, at vi havde hyret
en toraja-guide, som vidste, hvilke ceremonier der foregik hvor og hvornår.
Vi er heldige og får også en førstedagsceremoni med. På denne dag bæres
den døde i stort optog, med vimpler,
bøfler og et følge på flere hundrede
mennesker, hvor familien traditionen
tro alle er klædt i samme farve, følger til
fods fra huset og til pladsen, hvor begravelsesceremonien foregår. Ved ankomsten skal kisten placeres i et dertil
bygget tårn. I dette tilfælde var der
også en udskåret træfigur af den døde,
hvilket betyder, at der her ofres mere
end 34 bøfler.
Mens vi er her, ofres en enkelt
bøffel, og igen uddeles kødet til hver
enkelt familie. Efter uddelingen af kødet
er der bøffelkamp, hvilket jeg egentlig
havde frygtet lidt. Men min bekymring
var aldeles ubegrundet. To bøfler blev
sluppet løs, men da disse er opvokset
kun med det formål at spise, står de
og kigger indtil de på et eller andet
tidspunkt begynder at stange hinanden.
Den der først vender om og løber væk
har tabt. Jeg havde frygtet, at de ville
opildne bøflerne, og at der ville være
blod, men her var alt tilforladeligt og
fredsommeligt.
Desværre nåede vi ikke at se en
sidste dags begravelse, men da det ikke
var begravelsessæson var vi utroligt
heldige, at vi kunne deltage i to forskellige begravelsesceremonier.
Vores besøg i Tana Toraja blev en
af de største og mest unikke oplevelser
på vore mange rejser, og den var i sig
UD & HJEM IGEN: Garuda flyver fra
Bali til Makassar/Ujung Padang. Man
kan også flyve fra Kuala Lumpur med
Air Asia. Vi fløj videre fra Makassar
til Manado og derfra med Silk Air til
Singapore. Man kan også sejle med
færge fra Surabaya på Java.
En typisk torajalandsby.
selv hele den lange tur værd. Naturen er
ubeskrivelig smuk, det rene paradis, og
det at finde en kultur, som på trods af
århundreders påvirkning udefra stadig
er forholdsvis intakt, er i dag en sjældenhed. Det er også unikt og positivt at se,
hvordan tradition og religion forenes.
Indonesien har en fantastisk natur og
kultur og en utrolig dejlig befolkning og
er et land, som vi helt sikkert må tilbage
til igen.
nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610
og bor i Italien. Når hun rejser, vil hun især
gerne opleve kultur og etniske minoriteter.
11
LOKAL TRANSPORT: En taxa fra lufthavnen i Makassar til centrum (17 km)
koster ca. 65 kr., mens en bus koster
ca. 10 kr. per person. Bus til Rantepao,
Tana Torajas hovedby, koster 50 kr.
Uden for ankomsthallen er det muligt
at hyre en lokal guide til Tana Toraja,
noget jeg klart vil anbefale, da disse
altid ved, hvor der er begravelser og
andre ceremonier. Vores guide Roby
Figo fra Cendana Tours & Travel kan
evt. kontaktes på e-mail: firoby@
yahoo.com.
BO: For to personer med to hotelovernatninger i Makassar, turen til
Tana Toraja med bil, chauffør og guide,
inkl. fire nætter I Rantepao, betalte
vi ca. 3.000 kr. eller 5.000.000 IDR.
I Makassar boede vi dels på Royal
Regency (ca. 225 kr. for et dobbeltværelse), og på Aryaduta Imperial (ca. 390
kr. for et dobbeltværelse). I Tana Toraja
boede vi på et hotel, som i dag hedder
Misiliana Hotel, men som tidligere hed
Tana Toraja Heritage (ca. 225 kr. for et
dobbeltværelse). Hotellet ligger meget
smukt, højt og med fuldt udsyn over
dalen.
hvor buddhaen i ramme alvor får vasket
hovedet og børstet tænder.
Den siddende Mahamuni-buddhafigur
er ca. tre meter høj.
Mahamuni blandt blingbling
Første gang vi så Mahamuni var midt
på dagen. Det var ulideligt varmt – på
den forkerte side af 35°C. Solen stod højt
på himlen, og selv de hvide marmorfliser i tempelkomplekset brændte
ubehageligt mod vores fødder.
Buddhaen befinder sig i et stort
moderne tempelkompleks. Man
kommer hen til den ved at gå ad en
overdækket søjlegang, der netop på
denne dag var en forfriskende kølig
oplevelse.
Æstetisk er søjlegangen imidlertid
en katastrofe af dimensioner. På hver
side er der en række boder med kinesisk junk af værste skuffe – forgyldte
buddhaer med auraer bestående af blå
og grønne diskolys og andre religiøse
blingbling-genstande som smykker,
vedhæng, blomster og krukker i de mest
unaturlige farver og materialer - og det
i et land, der ellers frembringer noget af
det smukkeste håndværk i verden.
… Husk lige at børste
tænder på
Buddha!
I Myanmar spiller religion en
utrolig stor rolle. 90 % af landets
befolkning vedkender sig
buddhismen, der nærmest har
status som statsreligion. Landets
næsten 500.000 munke sætter da
også deres tydelige præg på
gadebilledet, når de to gange om
dagen forlader deres klostre for at
samle mad ind.
Tekst & fotos:
Jette Aagaard Madsen
F
or en gudeløs dansker som jeg
selv er en rejse til Myanmar et
helt særligt møde med meget
af det, der karakteriserer en
religion: fællesskabet, intensiteten, opofringen og en given sig hen, der virker
helt igennem ægte og uden forbehold.
En af de stærkeste oplevelser på
min rejse til Myanmar, sammen med
min familie, var to besøg i et tempel i
Mandalay, hvor guldbuddhaen Mahamuni har hjemme. Tempelkomplekset
besøges årligt af mange pilgrimme,
fordi buddhastatuen har en særlig
betydning for buddhister. Man tror
nemlig, at Mahamuni-buddhastatuen er
en ud af kun fem af sin art – og den
eneste i Myanmar, der blev lavet, mens
Buddha stadig var i live.
Ét besøg var ikke nok for os. Vi
besluttede os for at komme igen
meget tidligt om morgenen for at se,
Mahamunis berømte morgentoilette,
12
Buddhakrop med guldknopper
Den siddende Mahamuni-buddhafigur,
der er ca. tre meter høj, befinder sig på
et fundament, der hæver den et par
meter over tempelgulvet, så den er nem
at se for alle, der befinder sig i midten af
templet.
Mahamunis krop har igennem
hundreder af år fået påsat mange
tusinde lag bladguld af mænd (som er
de eneste, der må røre buddhaen) – så
mange lag, at der efter sigende er påklistret mere end 15 cm bladguld over hele
kroppen. Ikke et jævnt lag, men ujævnt
så det nærmest ligner forgyldte skoldkopper.
Foran Mahamuni var der et sandt
folkeliv af bedende mennesker – mænd
og kvinder i alle aldre, der med stor
intensitet og halvt mediterende gav sig
hen i bøn siddende i de for hhv. kvinder
og mænd reserverede båse foran
guldbuddhaen. Og helt oppe foran
Mahamuni var der en lind strøm af
mænd, der gnubbede bladguld på den
nederste del af buddhaens krop.
Nye bedende kom hele tiden til
bærende på blomsterbuketter og bakker
med ris, vandflasker, mango og popcorn,
der blev stillet på de dertil indrettede
små borde. Alt sammen medbragt som
daglige ofringer, der har til hensigt
at forbedre den enkeltes merit (regnskab). En god meritregnskab fører til
bedre karma, der igen sikrer, at man
som buddhist genfødes som et højere
stående væsen tættere på Nirvana.
Fuldstændigt bjergtagede at have
betragtet de intense religiøse aktiviteter i mere end en time, besluttede vi
at komme igen næste morgen for at se
Mahamunis berømte morgentoilette.
Hovedvask og tandbørstning
Vi blev hentet på vores hotel kl. 03.45
og var fremme ved tempelkomplekset
kl. 04.00, hvor vi kunne konstatere, at
buddhaens morgentoilette var i fuld
gang.
En masse mennesker havde på
dette (ukristelige!) tidspunkt allerede
indtaget deres pladser siddende foran
Mahamuni. Forrest munkene i deres
karakteristiske mørkerøde gevandter.
Derefter var der sektioner for hhv.
mænd og kvinder. De fleste ikke gejstlige var i pænt tøj. Jeg fik den tanke, at
de formentlig var på vej til arbejde og
klarede de daglige ofringer på denne
meget praktiske måde.
Mahamunis morgentoilette blev
udført af en munk, der denne morgen
havde fået tildelt det ærefulde hverv.
Munken stod hævet over alle andre på
et til formålet opstillet stillads foran
buddhaen.
Først fik buddhaen en stor gylden
hagesmæk på, der dækkede den guldknoppede krop. Dernæst fik Mahamuni
vasket ansigtet. Fine farvede klude blev
af et par gejstlige rakt op til munken,
som forsigtigt og meget grundigt
vaskede Mahamunis ansigt. I næsten
et kvarter gentog han disse vaskerier,
hvorefter turen kom til tandbørstningen,
der også foregik med de farvede klude,
men nu med tydelige tandbørstebevægelser langs Mahamunis underfundigt
smilende mund.
Alle aktiviteterne var akkompagneret af messende stemmer fra to mandlige og en kvindelig tempeltjener, der
på skift fremsagde lange bønner på pali.
Dertil spillede et tremandsorkester, som
sørgede for at alting foregik i et taktfast
tempo.
For en udenforstående, som mig
selv, er det svært at forstå alle de mange
aktiviteter og ceremonier, og det slog
mig, hvor anderledes dette er fra kirkelige handlinger på vores breddegrader.
Især de mange aktive mennesker der
udfyldte deres roller fra forskellige
steder i templet, som var det et religiøst
totalteater. På én gang orkestreret af en
usynlig hånd, på én gang nærmest anar-
MYANMAR
Mahamuni-buddhastatuen har siden
1784 befundet sig i Mandalay, hvortil
den blev bragt fra Mrauk U i det
nordlige Myanmar af kong Bodawpaya.
Ifølge legenden blev statuen lavet, da
Buddha besøgte Mrauk U år 554 før vor
tidsregning. Det nuværende tempel,
hvori Mahamuni befinder sig, er af
nyere dato, opført i beton efter at det
tidligere tempel brændte i slutningen
af 1800-tallet. Navnet Mahamuni
betyder helt bogstaveligt “Den Store
Vismand”.
UD & HJEM IGEN: Vi fløj med Air Asia
fra Bangkok til Yangon. En enkeltbillet
fås fra ca. 400 kr. Men hold øje med
flyselskaberne. I takt med at Myanmar
åbner op, oprettes der givetvis flere
ruter, måske også direkte fra Europa.
kistisk. Der herskede på stedet en både
hverdagsagtig og højtidelig stemning,
hvor alvorlige ritualer og inderlig bøn
blandede sig med almindelig samvær.
En af vagterne tog en vandflaske fra en
ofringsbakke og begyndte at drikke af
den. Hvorfor ikke, hvis man er tørstig?
Efter ca. en time var Mahamuni
øjensynligt rengjort tilstrækkeligt
for den dag. Stilladset blev taget ned,
mens den heldige munk og de gejstlige i deres fine hvide dragter forsvandt.
Mange af de andre aktiviteter i templet
forsatte, mens vi tog af sted for at byde
solen velkommen over Ubein – verdens
længste teaktræsbro!
13
SPIS & BO: Vores rejseselskab var min
familie på 5 personer. Hjemmefra
havde vi entreret med et lokalt rejsebureau, Myanmar Elite Tours (fundet
via Google), der viste sig at være super
professionelle. De arrangerede hele
turen for os som en privat tur – dvs.,
de reserverede hoteller, indenrigsfly
og sørgede for en kombineret chauffør
og guide, der var til vores disposition
hvert sted. Det var en effektiv måde at
rejse på, der betød, at vi fik udnyttet
vores knap tre uger i Myanmar optimalt. I Mandalay boede vi godt, men
lidt kedeligt. Vi boede på et stort
moderne hotel, Mandalay Hill Resort,
neden for Mandalay Hill.
Man kan sagtens selv arrangere hele
eller dele af turen på nettet hjemmefra. Hvis man har god tid i landet,
kan man vente med planlægningen,
til man kommer til Myanmar. Det er et
land fyldt med venlige mennesker, og
overraskende mange kan gøre sig
forståelig på engelsk. Med den
stigende turisme i landet og den
relativt lille hotelkapacitet kan det dog
være en fordel at reservere hoteller
hjemmefra, i hvert fald hvis man skal
afsted i højsæsonen, som er vores
vinter.
VISUM: Man kan ansøge om visum på
Myanmars ambassade i London eller
Berlin. Giv jer god tid til denne proces.
Vi var mere end tre uger om at få
vores visum!
nn Jette Aagaard Madsen er 56 år og har
medlemsnr. 613. Hun har i mange år
rejst i Østen. Vinterferien gik dog til Ghana
og hendes næste større rejsemål er
i skrivende stund Australien.
Tekst & fotos:
Erik Hermansen
Grotterne eller hulerne ved Batu er
temmeligt store og bestemt også et
besøg værd, når der ikke er thaipusam.
Hvad laver man om natteN I
Malaysia?
Thaipusam er en hinduistisk festival, som foregår i
Indien, Sri Lanka, Mauritius, Singapore, Malaysia –
og sikkert også andre steder. I Malaysia fejres den
bl.a. i Georgetown og i Ipoh, men den mest besøgte
findes ved Batu-grotterne, hvor en million mennesker
kommer hvert eneste år. Festivalen varer en til tre
dage. Et besøg her kan varmt anbefales og vil med
garanti lagre sig på nethinden i al evighed.
K
lokken er halv tre om morgenen. Jeg er på vej i bil
gennem gaderne i Kuala Lumpur med retning mod
Batu-grotterne, som ligger 15 km nord for byen. På
vej til at opleve årets thaipusam-festival.
Det er bedst at besøge festivalen tidligt om morgenen.
Nogle vil måske kalde det midt om natten, men på det tidspunkt er der allerede fuld fart på begivenhederne og meget få
turister.
Vejene er halvtomme på turen gennem byen, men da jeg
nærmer mig målet, begynder trafikkaosset. Bilen parkeres, og
den sidste kilometer ordnes på gå-ben. Der er overhovedet
ingen tvivl om retningen. Her behøves hverken gps, kort eller
kompas. Du skal bare følge med strømmen!
Der er et mylder af mennesker og en utrolig aktivitet.
Dette er en familiebegivenhed, og alle generationer deltager
og hjælper. Fra ung til gammel. Mænd og kvinder. Man
er sammen om det her. Lidt ligesom jule- eller nytårsaften.
Bare med en anden baggrund. De små børn bæres rundt på
armen eller siddende på skuldrene. De lidt større myldrer
rundt blandt de mange menneskeben. Der er ikke nogen fast
sengetid. I hvert fald ikke denne nat.
Jeg er nu kommet ind på området, og det slår mig, at jeg
går rundt blandt tusinder af indere eller i det mindste folk
med indiske rødder, og der er ikke én, som prøver at sælge
noget til mig eller spørger om mit navn. Det troede jeg aldrig,
jeg skulle opleve. Jeg kan gå rundt fuldstændig uforstyrret.
Alle har fuldt fokus på deres egne gøremål.
Det burde jeg måske også. Altså have mere fokus og se,
hvor jeg går. Pludselig står der en ung fyr foran mig. Han
stirrer mig lige ind i øjnene. Lidt for intenst, som om han er
dopet. Han er malet i ansigtet og på overkroppen. Hænderne
er oppe i hovedhøjde med en finger på hver sin limefrugt for
enderne af en 70 cm lang metalstang, der leder tankerne hen
på et grillspyd. Grillspyddet går tværs igennem hans kinder.
Han kan ikke tale, men jeg forstår hurtigt budskabet. Hilser
høfligt med et nik og forsvinder hurtigt til side, så han kan
komme videre uden at støde ind i nogen. Det er ufatteligt,
at han kan komme igennem menneskemasserne, men han
har sikkert prøvet det før. Altså at rende rundt med et spyd
gennem hovedet.
Jeg styrer hen mod en plads med et par rækker af brusere.
Det er her, folk starter deres forberedelser, og første trin er en
tur under bruseren. Her er familien samlet om at færdiggøre
det eller de familiemedlemmer, der skal yde en ekstra indsats
det år.
”Do you want to try?”
En far er i gang med at hjælpe sin voksne søn. Sønnen er ved
at blive dekoreret med limefrugter påsat store fiskekroge.
Faderen stikker krogen ind i brystet på sønnen ved siden af
14
Barberen har nogle hektiske timer, da
en del vælger at lade sig kronrage.
de ti andre, der allerede er påført. Hele
ryggen er dækket med limefrugter. Og
kroge!
Faderen kigger op og ser, at jeg interesseret følger hans arbejde. Han griner
og viser hele sit tandsæt: ”Do you want
to try?” Han ser, at jeg rynker brynene,
inden jeg svarer ham: ”I’m used to needles,
but not that big. I’m a diabetic.” Jeg overvejer kort at hive Novo-pennen frem
for at illustrere pointen. Det er ikke
nødvendigt. Han er allerede flækket helt
sammen af grin. Hele familien morer sig
efter oversættelsen. Selv sønnen smiler
og mister desværre også lidt af den
koncentration, der skal til for at udstå
smerten. ”Maybe next year” bliver min
slutreplik, inden jeg forlader dem.
Alle er ved at gøre sig klar til at
gå i den endeløse procession hen til
opgangen til grotterne og de hellige
steder. Her venter 272 trin, som skal
bestiges. For nogle bliver det en rigtig
hård omgang. Ved opgangen står en stor
gylden statue af den hinduistiske gud
Murugan, der er søn af Shiva og Parvati.
Det er Murugans fødselsdag, vi fejrer.
Fejringen foregår ved en årlig fest,
hvor deltagerne går op i både påklædningen og den tilhørende dekoration,
inklusive diverse specielle rekvisitter. Et
specielt tema er at stikke forskellige ting
i eller gennem huden og påføre sig selv
smerte.
Nogle bærer nogle gevaldige
stativer på deres skuldre. Stativerne er
smukt dekoreret med påfuglefjer, så de
fylder godt – både i højden og i bredden.
Det ses tydeligt, at stativerne er tunge.
Derfor tages turen også i små etaper. Et
familiemedlem er klar med en plastiktaburet til at sidde på, når der skal holdes
pause. Det er let at få en association til
pausen mellem to runder i en boksekamp. Her står man også klar med en
drikkedunk og et håndklæde til at tørre
sveden af panden.
Andre bærer potter eller skåle med
mælk på hovedet som et tegn på hengivenhed og kærlighed til gud. Det må
kaldes den lette løsning i mere end en
forstand.
Versionen med limefrugter på
krogene er meget udbredt. Et alternativ
er at koble kæder eller tov på krogene.
En kompagnon går et par meter bagefter
og holder kæderne eller tovene stramme,
mens man fortsætter gennem processionen. Dette gælder også, når alle trappetrinene skal forceres.
En del har brugt to mindre spyd til
dekoration. Et spyd går tværs igennem
kinderne. Et andet er placeret gennem
den del af tungen, som stikker ud af
munden. Det ser temmelig vildt ud.
Mine tanker går tilbage til den unge fyr
med grillspyddet. Gad vide, om spyddet
også gik igennem hans tunge?
Tæl til 272
Jeg passerer statuen af Murugan
og tager de første trin opad. Det er
fantastisk fascinerende at følge denne
menneskeflok. Denne flok af menneskelige myrer, der følger efter hinanden i
tusindvis på vej mod målet. En hurtig
hovedregning fører til det resultat, at
der gennemsnitligt er ti personer ved
trappen hvert sekund gennem hele
døgnet, hvis man skal nå en lille million
besøgende i grotterne på et døgn. Fra
satellit eller fra gudehøjde vil det helt
sikkert ligne en myretue.
15
Denne unge fyr har brugt noget, der ligner
Neptuns trefork. Selvfølgelig dekoreret med
limefrugter.
Det er utroligt, så rolig man kan stå med
hænderne i siden, når hele ryggen er gennemstukket af store fiskekroge.
På trappen går jeg ved siden af en
ung kvinde med metalspyd gennem
kinderne. Hun ledsages af en mand,
der beskyttende har lagt sin arm over
hendes skuldre. Om det er ægtemanden, storebroren eller en fjern fætter
vides ikke. Hans dekoration består af
guldringe på fingrene, guldkæde om
halsen og solbriller. Det virker helt
malplaceret. Både det med solbrillerne
midt om natten og den øvrige påklædning og udsmykning, som bedre egner
sig på et diskotek. Han virker ikke
særlig entusiastisk og ser lidt ud, som
om han keder sig. Hun er hans modsætning i rigtig mange henseender. Hun
er fuldt fokuseret og stirrer fast mod et
punkt ved toppen af trappen. Hendes
mål. Sveden hagler af hende, og hendes
beklædning på overkroppen er gennemvædet. Det generer hende ikke. Tempoet
er støt, og der er ikke tid til pauser, før
målet er nået. Manden følger bare med.
Trappen er fyldt af mennesker og
små historier. Det er bare om at åbne
øjnene og bruge sanserne. Det er ikke
nødvendigvis et spørgsmål om at forstå,
men mere at observere og få indtryk,
som man kan reflektere over. Jeg er ved
at have taget alle 272 trin og derfor ved
at nå toppen af trappen. Der er en flot
udsigt ud over pladsen og de mange
tusinde mennesker, som driver videre
med processionen.
Inde i grotterne samles folk
omkring de hellige steder og beder en
bøn, inden de med hjælp fra familien
begynder at afmontere spyd, kroge
og andre rekvisitter. Der står et par
kvinder med et stofstykke bundet rundt
om hovedet i højde med munden. Ved
munden er der en stor rød blodplet.
Stofstykket er monteret, så det kan
stoppe blødningen både fra kinderne
og fra tungen. Kvinderne har tidligere haft de før omtalte to små spyd
gennem kinder og tunge. Folk står roligt
og temmelig uanfægtet, når man tager
i betragtning, at der rundt omkring
er blodpletter efter afmonteringen af
diverse dekorationer og rekvisitter. På
mange måder er det en fordel at komme
tidligt på dagen.
Efter en rundtur inde i grotterne
bevæger jeg mig mod trappen igen.
Det er blevet først på formiddagen, og
solen er stået op. Jeg nyder udsigten
igen og bevæger mig ned ad trappen.
Det er blevet tid til at finde bilen igen.
Hovedet er efterhånden fyldt godt op
med indtryk, dog er der lige plads til
at undre sig over al det plastik, som er
smidt rundt på hele området. Ak ja, der
er så meget at observere og ikke alt kan
eller skal forstås.
Thaipusam er en familiefest. Her tager fire generationer et lille hvil og følger
begivenhederne.
16
Murugans fødselsdag
Thaipusam fejres i slutningen af
januar eller i begyndelsen af februar.
Grunden til den upræcise angivelse
er, at tidspunktet udregnes efter den
hinduistiske kalender. Thai henviser
til den 10. måned i denne kalender, og
pusam refererer til en stjerne, der når
sit højeste punkt under festivalen.
nn Erik Hermansen har medlemsnr. 594.
Han har besøgt 75 lande, 10 territorier og
alle syv kontinenter.
Dekorationerne med påfuglefjer kan være
meget tunge. For nogle deltagere betyder
det en pause for hvert 20. trin.
V
En atikansk
nat i skjul på
et stillads
Thorvaldsen er den eneste ikke-katolik, der
har lavet en skulptur i Peterskirken. Er det
H.C.Andersen eller pave Pius VII?
Tekst & fotos:
Erik Hermansen
Vatikanet eller Pavestaten ligger
midt i Rom, hvor apostlen Peter
blev korsfæstet med hovedet
nedad og senere kåret som helgen.
Verdens mindste stat er også
den eneste tilbageværende stat i
Europa med enevældigt monarki.
Vatikanets status som stat og
hovedsæde for den romersk-katolske kirke er enestående. Og
i klubregi er Vatikanet specielt,
fordi det har været anset for
umuligt at tilbringe 24 timer i
træk inden for Vatikanets grænser
uden at være indbudt gæst.
E
fter små 10 minutters
gang sydpå fra Ottaviano
Metrostation træder jeg ind
på Peterspladsen. Det er 14.
oktober 2012. Dagen efter årsdagen for
korsfæstelsen af Sankt Peter som var
den første pave. Aftenen er så småt
begyndt. Mørket er ved at sænke sig.
Klokken er 18.23. Jeg har sat mig et mål:
Jeg skal tilbringe de næste 24 timer i
Vatikanet.
Hvorfor? Tjah, hvorfor vil man
bestige Everest? Because it’s there! Måske
tænker du, at det er fuldstændig vanvittigt, eller måske strejfer tanken dig, at
det kunne da være interessant at prøve
selv. Sådan er det jo med Everest og
alle mulige andre udfordringer. Nogle
forstår dem, og andre ryster på hovedet.
Jeg har lagt en plan for opholdet,
for der er en del praktiske forhold, som
man skal have sig for øje, hvis man vil
kaste sig ud i projektet. Eksempelvis
er der ikke nogen overnatningsmuligheder i Vatikanet, medmindre man er
inviteret gæst. Det eneste område, hvor
der delvis er mulighed for at opholde
sig om natten, er Peterspladsen. Et andet
praktisk forhold er toiletfaciliteter. De
lukker ved 22-tiden og åbner først igen
omkring kl. 7!
Den oplyste plads har sin helt egen
stemning om aftenen. Mange aktiviteter er i gang, og alligevel er det meget
fredeligt. Der sidder en større gruppe
amerikanere i udkanten af pladsen og
synger. ”Halleluja” høres tit. Endnu en
bus er blevet tømt for turister foran
pladsen, og kort efter flasher blitzene.
Den lange kø til kirken er forsvundet, og
langsomt bliver der færre mennesker
tilbage på pladsen. Pludselig ændres
stemningen. Tre politibiler begynder at
køre rundt på pladsen. Hvad sker der?
Reglerne er ændret
Tilsyneladende rydder det italienske
politi pladsen, og den skal åbenbart
være tømt kl. 23. Min plan er ødelagt!
Adrenalinen begynder at pumpe. Hvad
gør jeg nu? Der må findes en løsning.
Jeg giver ikke op!
Heldigvis står jeg inde i Berninis
søjlekolonnade, da politiet går i gang.
Under de sidste timers inspektion af
pladsens udsmykning og faciliteter har
jeg konstateret et større restaureringsarbejde af netop denne søjlekolonnade.
Et større stillads er sat op, og det hele er
blevet dækket med hvidt stof. Sikkert
for at beskytte turister mod snavs og
støv fra slibe- og polér-arbejdet. Nu
bruger jeg denne beskyttelse og smutter
ind bag stoffet og kravler op på stilladset. Det blev så min ”overnatning” på
Peterspladsen.
De nærmere detaljer er egentlig
ikke så interessante, men jeg lukkede
17
Bernini tegnede og projekterede den 28,5
meter høje baldakin over højalteret og
apostlen Peters grav i Peterskirken.
Indgangen til Vatikanmuseet er på nordsiden
af Vatikanet fra Viale
Vaticano.
ikke et øje den nat. Min medbragte
underholdning var nytteløs, da jeg både
skulle være musestille og helst helt
usynlig, mens politiet tog deres regelmæssige runder, så pandelampen eller
computeren var ikke nogen mulighed
denne nat. Den nærmeste sammenligning med de fysiske strabadser kan vel
være DM i pælesidning, hvor vinderen
sidste år blev på pinden i 96 timer, så
i den forbindelse må jeg nok betegnes
som amatør i mere end én forstand!
Godt mørbanket og temmelig ondt i
”siddeaggregatet”, men stadig fokuseret
på mit mål, glæder jeg mig ved 6-tiden
over, at folk begynder at krydse pladsen
igen. Jeg kryber ned og blander mig
med de andre og fortsætter over pladsen
med kurs mod sikkerhedskontrollen,
som skal passeres, inden man kan
komme ind i kirken. Kirken åbner kl.
7, og jeg er en af de første den dag, der
træder ind i det imponerende kirkerum.
Dog har jeg først skyndsomt benyttet
mig af toiletterne til højre for indgangs­
trapperne. Det er en ”lettet mand”, der
træder ind i kirken og ubesværet kan
nyde udsmykningen.
Peterskirken
35.000 m² eller det der svarer til fem
fodboldbaner spækket med statuer og
malerier. Det kan anbefales at have en
bog med, som beskriver de forskellige
kunstværker. Vatikanets boghandel er
velassorteret og ligger på venstre side
af pladsen, men den åbner først senere
på formiddagen. Jeg har stadig masser
af tid, inden jeg når de 24 timer, så jeg
begynder systematisk at fotografere
kunstværkerne efter nummereringen i
min bog.
Det er et godt tidspunkt at gå
rundt i kirken på, da der næsten ingen
mennesker er. Dog vil det næppe
føles overfyldt, da kirken kan rumme
60.000 personer, hvilket svarer til
indholdet af omkring tusind turistbusser. Efter fire timer er jeg dog ved
at køre træt. Jeg er ved at blive mæt af
kunstneriske indtryk, som bl.a. indbefatter underværker af Michelangelo og
Thorvaldsens statue af pave Pius den 7.,
som nogen mener i virkeligheden mere
ligner H.C. Andersen. Det blev ikke til
en tur op i kirkens kuppel, hvor man
ellers kan få en pragtfuld udsigt over
Rom og Vatikanets have.
Vatikanets have
Man kan godt komme ind og se
Vatikanets have, der dækker halvdelen
af Vatikanstatens areal, men det kræver,
at man har meldt sig til en rundvisning,
der begynder inde i Vatikanets museum.
Det er ikke muligt at gå rundt for sig
selv.
Under min planlægning af opholdet
i Vatikanet fandt jeg ikke nogen løsning
på, hvordan man kan overnatte på
pladsen og samtidig besøge museet eller
haven. For indgangen til museet, og
dermed også til haven, er på nordsiden
af Vatikanet fra Viale Vaticano. Der er
ikke direkte adgang fra Peterspladsen
ind til museet. Man er derfor nødt til
at forlade Vatikanets område for at nå
indgangen til museet. Derfor har jeg
booket en rundtur i haven til næste dag,
når jeg allerede har opholdt mig et døgn
i Vatikanet.
Rundvisningen i haven omfatter –
foruden alle de grønne elementer – også
en indføring i nytten af Vatikanets jern-
18
Det er ikke karneval, men uniformen for
schweizergarden.
banestation og Vatikanets radiostation.
En milliard mennesker verden over kan
høre pavens ”egen” radio, der sender
på henved 40 sprog med omkring 500
udsendelser om ugen. En helikopterlandingsplads blev for nogle år siden
opført i havens vestlige hjørne. Historier
fortæller, at pladsen blev lavet, da en
amerikansk præsident i sin geografiske uvidenhed havde afslået hjælp fra
den italienske regering, da han skulle
besøge paven. Air Force One kunne jo
ikke lande i Vatikanet, så en løsning
inkluderende en helikopter blev fundet,
og paven fik sin heliport.
Rundvisningen slutter i Vatikanets
museum. Derfra kan man på egen hånd
Spiraltrappen i Vatikanmuseet er designet
af Giuseppe Momo i 1932. Trappen løber i to
separate spiraler, hvor den ene fører ned,
mens den anden fører op.
Vatikanet
Vatikanet er verdens mindste stat og
har ca. 800 indbyggere, og omkring
550 har statsborgerskab, hvoraf 110
har dobbelt statsborgerskab og er
medlem af schweizergarden. Vatikanet
er på bare 44 hektar svarende til
60-70 fodboldbaner. Dette indbefatter Vatikanets have, Vatikanmuseet,
Peterspladsen og Peterskirken, som
er verdens største katedral og den
mest besøgte. Vatikanmuseet og Det
Sixtinske Kapel har over fem millioner
besøgende om året. Vatikanet har også
sin egen benzinstation, et supermarked
og et posthus.
gå rundt i museets lange gange og
mange kringelkroge.
Vatikanmuseet
Alene de statistiske tal for besøgende
fortæller, at der er fyldt godt op i museet.
Over fem millioner mennesker besøger
museet om året. Selvom der næsten er
en kilometer fra indgangen og ned til
Det Sixtinske Kapel, som alle jo skal se,
er der fuldt proppet på hele turen. Det
tager lang tid at komme rundt, men der
er også meget at se på undervejs. 70.000
udstillede værker.
Fra en af vagterne i Det Sixtinske
Kapel fik jeg at vide, at der er en udgang
herfra som ender inde i Peterskirken.
Det er kun muligt at gå fra museet og
ind i kirken. Ikke den modsatte vej.
Samtidig fik jeg at vide, at passagen ikke
altid er åben. Det var den for eksempel
ikke, da jeg var der. Det er derfor ikke
en løsning, man kan planlægge efter.
Efter besøget i kirken bruger jeg de
næste seks timer på pladsen. Tiden går
mest med at betragte de andre besøgende og hele scenariet omkring på
pladsen. Mørket begynder at sænke sig.
Jeg kikker over på uret i venstre side af
kirken. Klokken viser 18.30. Mit mål er
nået!
Mit næste mål er allerede fastlagt. Jeg skal hen på et af de nærmeste
hoteller og få en god nats søvn, for
jeg skal være klar til morgendagens
rundtur i haven og på museet.
nn Erik Hermansen har medlemsnr. 594
og har besøgt 75 lande og 10 territorier på
alle syv kontinenter. For nærværende er der
kun ni aktive medlemmer af DBK, som har
opholdt sig i Vatikanet i mindst 24 timer.
19
Status: Pavestaten etableredes for at
garantere frihed og åndelig uafhængighed for den katolske kirke efter
Italiens genforening i 1861. I 1870
overtog kongen magten i Italien og
annekterede Vatikanet i 1871 med
indførelsen af garantiloven. Pave Pius
9. og hans efterfølgere nægtede at
anerkende kongens ret til at regere
Vatikanet, hvorfor de betragtede sig
som fanger og nægtede at bevæge sig
uden for Vatikanets mure. I 1929 indgik
paven og den italienske stat en traktat,
og Vatikanet blev anerkendt som en
selvstændig stat.
Museet: Vatikanmuseet blev grundlagt af Pave Julius 2. i begyndelsen
af 1500-tallet. Museet er blandt de
største museer i verden. Samlingerne
tilhører den romersk-katolske kirke og
rummer nogle af de bedst kendte klassiske skulpturer og mest betydningsfulde mesterværker fra renæssancen.
Et godt råd er at booke sin billet
online til enten museet eller haven
via Vatikanets hjemmeside. Herved
undgår man den lange kø uden for
indgangen til museet og kan samtidig
selv bestemme, om man vil komme om
formiddagen eller om eftermiddagen.
Maldiverne ...
et indremissionsk turistparadis?
Maldiverne er et anderledes
land på mange måder. Øriget har
klaret at fastholde en velfungerende, muslimsk kultur sammen
med effektiv turistmalkning a
la Bhutan, men står nu over for
en endnu større udfordring – de
globale klimaforandringer.
Tekst: Gunnar Olesen
fotos: Wikimedia
E
n højhellig fredag morgen sad
jeg med udsigt over by, havn
og hav i Male, hovedstaden
i Maldiverne. Tv’et kørte i
baggrunden med fredagsskole, hvor
piger og drenge i deres fine grønne og
hvide fredagstøj, på hver sin side af
bordet, lærer at recitere fra Koranen
på arabisk (som den kristne kirke
brugte latin i gamle dage). Imamen for
bordenden forklarer, hvad de arabiske
skrifttegn betyder, og irettesætter deres
udenadslæren. For så vidt som de lærer
det, er dette deres tredje alfabet, da
det maldiviske er helt sit eget, og det
latinske lærer de med engelsk i skolen.
To lange dage forinden havde vi
drønet over 500 km hav i speedbåd
mellem springende delfiner til to af de
tre øer, hvor den synlige del af EU’s
hjælp på 100 millioner kr. til tsunami-genopbygningen foregik (skoler,
hospital, medborgerhus, renovationscentre) – den anden del er til et nyt
offentligt regnskabssystem. Arbejdet
udføres af folk fra Indien og Bangladesh,
da de fra turisme og fiskeri relativt
velhavende maldivere har en indgroet
modvilje mod andet manuelt arbejde
end fiskeri.
Verdens mest muslimske land
Gæstearbejderne bor i interimistiske
landsbyer afsondret fra lokalsamfundet,
ligesom turisthotellerne er det. De
300.000 maldivere er spredt på et par
hundrede beboede øer, med et samlet
areal på 300 km². Maldiverne udgør en
islamisk republik, hvor man skal være
muslim for at blive borger, og hvor man
takker Gud som indledning til alle officielle dokumenter. Så her er der ingen
alkohol at få. Turisterne sejles fra lufthavnen ud til hotellerne på de smukke
små koraløer (hvor alkohol tillades).
Landet har været dygtigt til at markedsføre sig, og priserne er høje – det kan
undre, at så mange vælger Maldiverne
frem for Sri Lanka.
Jeg er her for at evaluere EU’s
nødhjælpsprogram og bor i hovedstaden Male, der med 100.000 mennesker på 2 km² er verdens tættest
befolkede område. Folk er en skøn
blanding med synlige islæt fra mange
etniciteter som indisk, kinesisk, melanesisk, afrikansk, arabisk og portugisisk – og de er disciplinerede, så det
går endda, trods en del absolut unødvendige statusbiler og mange, mange
små motorcykler, som er unge hovedstadsmenneskers primære udfoldelsesmiddel, herunder til nærkontakt mellem
kønnene på for- og bagsæde. Der er
ingen biografer, diskoteker, sang eller
dans. De futter adstadigt over allestedsnærværende trafikbump og stopper ved
cafeerne, hvor mit hotel, med en sjælden
haverestaurant og stedet for de velståendes bryllupper og børnefødselsdage,
20
er populært. Der var en stor koncert
med Bollywood-stjerner på en naboø,
hvor mange tusinde unge blot stod og så
beundrende til uden at røre en finger til
den inciterende musik, hvad der forvirrede stjernerne en del ...
Affolkning og udvikling
Blandt Maldivernes rekorder er at
være verdens fladeste land – ingen
steder er mere end nogle få meter over
havet – en anden er at være det mindste
muslimske land.
Efter det første tretimers båd-ræs
kom vi til Kudahuvadhoo (ca. 1 km²,
2.500 mennesker, heraf 1.000 integrerede tsunami-flygtninge). Det er et ægte
palmeparadis, og vi spiste af ”de frugter
som bonden aldrig ser.”
Sognerådet (Island Development
Committee) var mødt op ved kajen
med Island Chief i spidsen. De tog os til
kommunekontoret, hvor der ventede
kokosnødder og en heftig dag med
inspektionsbesøg og møder, herunder
med sognerådet (for nylig blev de første
lokalvalg afholdt), kvindeudvalget og
amtmanden (Atoll Chief). Maldiverne
er organiseret i 26 øgrupper, bestående
af de dele der stikker op over vandet fra
store koralrev – atoller, et dhivehi-ord
(maldivisk), der er blevet internationalt.
Ved 17-tiden fik vi fri et par timer,
og jeg greb chancen til at gå med i
den årlige diabetes-march med musik
og opbyggelige budskaber gennem
byen, hvor jeg blev feteret lidt som en
sjælden fugl og bogstavelig talt fik et
vist indblik i husene. Senere gik guiden
og jeg en skumringstur rundt om øen
og dyppede tæerne i det skønne vand
(de er fri for både slanger og myg på
de øer!). Inde i byen igen, mens mørket
faldt på, kunne man et enkelt sted høre
smuk live Koran-recitation ud fra vinduerne, og guiden kunne fortælle, at sådan
var det overalt, da han var barn for fem
år siden, mens det nu var blevet en sjældenhed. Formentlig udkonkurreret af tv.
Da jeg spurgte til, hvad folk,
herunder de mange unge, laver efter
fyraften, var han lidt i tvivl, men tv
bliver der jo set, husarbejde er der
for nogle, lidt sport bliver der dyrket.
Natfiskeri er en populær ting blandt
unge. Man skal nok ikke undervurdere den sociale betydning af at mødes
til bøn i moskeen op til fem gange om
dagen.
Frig jorte kvinder
Folk er vældig søde og virker – i det
mindste på det overfladiske plan jeg kan
iagttage – harmoniske. Kriminaliteten
er lav, men på den anden side skulle det
være en kendsgerning, at en tredjedel af
kvinderne udsættes for vold, herunder
seksuelle overgreb. Det kræver et
nærmere kendskab at forstå, for kvinderne skulle ellers også være ganske
frigjorte og veluddannede, med mange
i arbejde, og der er – usædvanligt i et
muslimsk land – hyppige skilsmisser på
kvindens foranledning. Det er faktisk
almindeligt, at man gifter sig flere
gange.
Næste dag på Meeru. Befolkningen
virker frigjort og handlekraftig og
har en realistisk og handlingsorienteret tilgang til det med udvikling.
Bl.a. er de selv sejlet over til andre øer
og har tilbudt, at børn, som trænger
til en bedre skolegang, kan bo i deres
hjem. En gang om måneden gør de rent
ved lossepladsen – hvilket er godt og
tiltrængt, men ikke en varig løsning på
det store affaldsproblem, der følger med
den megen udvikling på et lille areal.
De er reelt organiseret som en
NGO med åbent medlemskab, så det
er de raske i riget, vi møder. Det officielle sogneråd har kun mænd om
bord, men skønt kvinderne har færre
formelle beføjelser synes de mere initiativrige. På spørgsmål om det med de
frigjorte kvinder i forhold til undertrykkelsen svarer den venlige og myndige
forkvinde for den særlige kvindekomite,
at det skam er et stort, nationalt problem,
som de snart holder en konference om –
bare ikke her hos dem.
Missionsk Shangri-La?
I vore – trods al globalisering – noget
intolerante tider kan det være interessant at stille sig spørgsmålet: Hvis
Vestjylland var blevet en uafhængig,
isoleret, indremissionsk republik, var
det så ikke cirka sådan her, det ville
være kommet til at se ud? De kunne
strengt taget også have tjent pænt på
en turisme, der var isoleret fra resten
af samfundet. Ville der være kommet
et forholdsvis fredeligt og harmonisk,
velfungerende samfund ud af det? En
gang imellem kan jeg gribes af irritation
over, at det er plat umuligt at få en kølig
pilsner i varmen eller en lille skarp, når
det brænder på. Et totalitært samfund er
det på en vis måde, men hvis der aldrig
har været alkohol inden for rækkevidde,
savner man det heller ikke. Hvem er i
grunden bedst stillet, os eller dem?
De unge i Male udviser visse tegn
på rastløshed, og hvor man har tjek på
alkohol, har narkomisbrug derimod
udviklet sig til et problem.
I de seneste år er det klimaforandringens trusler, der har præget den
maldiviske dagsorden, nationalt og
internationalt, hvor læserne vil huske,
hvordan den karismatiske maldiviske
ministerpræsident var talsmand for de
små, udsatte lande på COP15 i december
Maldiverne
Maldiverne har ca. 300.000 indbyggere. Hvert år besøger mere end
850.000 turister øerne. I Maldiverne
gælder sharialove, og det er strengt
forbudt at bære symboler for andre
religioner, ligesom man ikke må importere alkohol. Alkohol kan dog købes på
alle resorter.
UD & HJEM IGEN: Man kan flyve til
Maldiverne for ca. 8.000 kr. t/r.
KLIMA: Tropisk monsunklima. Mellem
november og april er der mindst
nedbør.
SPROG: Det lokale sprog kaldes divehi
og er beslægtet med singalesisk, men
alle taler engelsk.
2009. Hans typisk maldiviske initiativrigdom omfattende også oprettelse af en
fond til fremtidig flytning af nationen til
Indien eller Sri Lanka, hvis det skulle gå
rent galt – samt af verdens første virtuelle ambassade i Second Life.
nn Gunnar Olesen har medlemsnr. P542
og er international rådgiver og chefkonsulent i Thorndahl Consult. Han var
2007-8 i Maldiverne for at evaluere EU’s
bistand efter tsunamien 26. december 2004.
Bistanden sigtede mod at genhuse dem, der
havde mistet deres bolig og/eller blev flyttet
til mindre usikre steder samt på at skabe et
forebyggende beredskab mod nye tsunamier.
I hovedstaden Male anvender folk sandsække
for at beskytte mod oversvømmelser.
21
Vi er ude på lidt af en pionertur, for her i år 2000 er
Tjernobyl endnu ikke rigtig dukket op på radaren som et
egentligt turistmål. Først nogle år senere lanceres Tjernobyl
som turistattraktion med hjælp fra bl.a. FN’s udviklingsprogram UNDP – og i dag har den lukkede zone årligt mange
hundrede besøgende atomturister, som lader sig fascinere af
et radioaktivt ingenmandsland, et reservat af spøgelsesbyer
og forgiftet, ubeboeligt vildnis.
Da verdens hidtil værste civile atomulykke indtraf 26.
april 1986 var jeg bare 11 år gammel. En af Tjernobylværkets
reaktorer eksploderede som følge af et fejlslagen test, som
aldrig burde have været udført, men der gik flere dage,
inden de sovjetiske myndigheder slog alarm til offentligheden, og jeg husker stadig, hvordan frygten for den usynlige
atomsky af radioaktive partikler bredte sig som ringe i vandet.
Hvordan vi i radio og på tv hørte om tusinder af rensdyr i
Lapland, som måtte slås ned som følge af radioaktiv bestråling
fra et atomkraftværk, som lå mere end 2.000 km borte, men
blot 600 km fra Danmark.
Mindesmærke i Tjernobyl
med bibelske konnotationer: Ærkeenglen Gabriel
blæser i sin basun.
Soldater og pigtråd
Nu, mange år senere, er jeg på forunderlig vis helt frivilligt på
vej ind i Tjernobyls lukkede zone, hvor absolut intet nogensinde vil blive helt sig selv igen.
Ved alle indfaldsvejene til zonen står der bevæbnede
soldater. Bomme og pigtråd danner en synlig grænse, som
skærer sig gennem landskabet i en 30 kilometers radius
rundt om det forulykkede atomkraftværk. Det er dog en
falsk tryghed at tro, at alt uden for hegnet er helt normalt, for
den usynlige radioaktivitet kender ingen grænser, og den
lukkede zone på 2.600 km² blev skabt helt vilkårligt få dage
efter katatrofen, uden hensyn til hvordan vinden bragte de
farlige partikler med sig. En usynlig skygge og fare ligger med
andre ord latent over det frodige landskab på begge sider af
pigtråden.
Vi standser ved en kontrolpost, hvor der vises pas og
adgangstilladelser. Havde det ikke været for pigtråden, soldaterne og de forladte spøgelsesbyer, ville det naturskønne landskab have været den perfekte ramme for en udflugt.
På flere steder inden for zonen er der sat advarselsskilte
op – et gult skilt med en rød trekløver – og vi frarådes, at
opholde os på disse steder i mere end højst en halv time.
Det kommer til at tage 24.000 år, før zonen vil være beboelig igen. Så længe er det radioaktive grundstof plutonium
om at henfalde – dvs., så længe varer det, før halvdelen af
stoffets radioaktive atomkerner ikke længere er radioaktive.
Radioaktive stråler i større doser er skadelige for mennesker
og kan forårsage bl.a. kræft og fosterskader.
Naturreservat & helligdom:
Skæbner & mirakler i
Tjernobyl
Tag med som atomturist til den mest forurenede plet
på denne Jord. Til et surrealistisk sted som faktisk er
både helligt og et helt unikt naturreservat. Et sted
hvor kun helte og nogle få gamlinge er blevet tilbage,
mens naturen tilsyneladende har taget over. Og et
sted hvor den lokale præst taler om bibelsk profeti.
Tekst: Lars-Terje Lysemose
FOTOS: Lars-Terje Lysemose, Wikimedia m.fl.
K
øreturen, to timer fra Kijev, foregår i en gammel
Volga. Det er tidlig morgen, og en tyk tåge ligger
som en dyne over landskabet. Sasja, vores guide for
en dag, er en midaldrende mand og sidder bag rattet,
mens min kollega og jeg døser på bagsædet. Volgaen glider
gennem et grønt landskab af marker og skov og gennem
trøstesløse grå byer, som byer nu engang ser ud i det tidligere
Sovjet.
På svampejagt
Tjernobyl by er bare én af de 179 lokaliteter, som blev evakueret i kølvandet på historiens værste civile atomulykke. Det
skønnes, at 160.000 km² – næsten fire gange Danmarks areal
– fortsat er stærkt forurenet som følge af katastrofen, hvor
400.000 personer blev tvangsevakueret.
Sasja, vores chauffør, har en fortid som likvidator – betegnelsen for de 834.000 sovjetiske helte, størstedelen unge
værnepligtige, der deltog i oprydningsarbejdet efter atomulykken.
”Dengang var vi alle konstant på druk,” ler han, da vi
er sluppet gennem kontrolposten og kører ud ad de hullede
landeveje gennem et vildnis af birkeskove, søer og et rødgyl-
22
Tjernobyls kirke ligger på et helligt sted,
hvor Malurtstjernen styrtede til jorden.
Tjernobyls byport. Dette var engang et
sted, hvor folk fra Kijev tog på picnic.
dent hedelandskab. Pludseligt bremser
han op.
”Det her er mit yndlingssted for
champignoner!” udbryder han og stiger
ud for at fylde en kurv med de – stedet
taget i betragtning – dødsensfarlige
svampe. For svampe suger næring i de
øverste centimeter af skovbunden, der
hvor den radioaktive forurening er
værst.
”De er kun til mig selv,” forklarer
han smilende, da han kommer tilbage
med favnen fuld. ”Jeg har jo alligevel
optaget så meget radioaktivitet ved mit
job som likvidator, at det ikke gør nogen
forskel.”
Naturen overvinder alt
Før katastrofen var Tjernobyl-området
et yndet udflugtsmål fra Kijev pga. sin
fredfyldte natur og gode fiskesteder.
Mirakuløst nok har naturen været
bedre til at håndtere katastrofen end
menneskene. Blot et år efter katastrofen
begyndte ørne og vildgæs at vende
tilbage. Der udledes ikke længere
kvælstof fra landbruget, og med kun få
mennesker og rovdyr til at forstyrre sig
synes de fleste dyr at trives godt.
Især den truede sorte stork stortrives inden for Tjernobyl-zonen. Dertil
kommer et voksende antal elge, bisonokser, rådyr, mongolske heste og
vildsvin. Og så snart vinteren sætter
ind, og søerne ved den hviderussiske
grænse fryser til, trækker ulvene sydpå
og slår sig ned på den ukrainske side af
søerne.
Knap så godt er det gået de forskere,
som satte sig for at studere dyrelivet,
og hvilke mutationer den radioaktive bestråling ville bevirke – for de er
forlængst afgået ved døden.
”Alle de dygtige videnskabsfolk
har forladt Tjernobyl. Kun heltene er
tilbage – dem der praler med, at de ikke
er bange for stråling,” som en vestlig
ekspert udtrykker det over for mig i
Kijev.
Tiden er frosset fast
Den første af Tjernobylværkets reaktorer blev bygget i 1977. Fra den nærliggende by Pripjats hustage er der fin
udsigt til værket, 4 km væk, der fødte
byen. Og som lagde den øde.
Pripjat blev bygget til de mange
arbejdere fra kraftværket og deres familier. Her var man velforsynet med varer
i butikkerne, og lønningerne var høje.
Reaktor 1, 2, 3 og 4 producerede millioner af watt, og reaktor 5 og 6 var i færd
med at blive bygget. Hvis de var blevet
gjort færdige, ville Tjernobylværket
have været verdens største kraftværk.
Dengang var dét noget at være stolt af.
Men sådan skulle det som bekendt
ikke komme til at gå. Kl. 01.23 26. april
1986 eksploderede reaktor 4. Først halvandet døgn senere blev Pripjat evakueret. De 20.000 indbyggere fik besked på,
at bare skulle tage tøj og mad med til tre
dage. Det lovedes, at evakueringen kun
ville blive kortvarig.
I dag er Pripjat et af de mest
forurende steder, og vi nøjes med at
gå rundt i byen i et kvarters tid – en
pæn tidsmargin til de 30 minutter, som
maksimalt tilrådes. I lejlighederne står
møbler og andet inventar og samler støv.
Malerier hænger stadig på de afskallede
betonvægge. Sko og tøj ligger og flyder.
En bamse sidder fotogent lænet op ad
ruinerne af en børnehave. Og på taget
af byens sygehus står et stort skilt med
påskriften: ”Folkets sundhed er statens
fornemste opgave”. Langs de snorlige
veje står statuer af Lenin, mens hammer
23
og segl rustent kigger ned over spøgelsesbyen. Her er tiden frosset fast.
Radioaktiviteten i dagene efter
ulykken svarede til 500 gange det
niveau, der blev sluppet løs med
atombomben over Hiroshima i 2.
Verdenskrig. 5 millioner mennesker
blev umiddelbart udsat for radioaktiv
bestråling, og et tilsvarende antal lever
stadig i radioaktivt forurenede områder
i Ukraine, Rusland og Hviderusland. ”I
alt syv millioner er fortsat mærket af
Tjernobyl-ulykken, og de værste følger
har endnu ikke vist sig,” skrev FN i en
rapport om konsekvenserne 14 år efter.
Heltene er blevet tilbage
”Sikkerhed. Effektivitet. Socialt
fremskridt.” Ordene står øverst på
opslagstavlen ved indgangen til
Tjernobylværket. Som ordene står der
på opslagstavlen – netop her – virker de
som en skinger forsikring om sovjetisk
funktionalitet.
”Men dengang formåede vi faktisk
at iværksætte et enormt redningsarbejde og bygge en stålkasse til at
dække krateret fra den åbne radioaktive
reaktor til i løbet af bare seks måneder,”
forklarer Arthur Korneev, vicechef for
sikkerheden ved den sarkofag af beton
og stål, der dækker Tjernobyls forulykkede reaktor 4. Han viser gerne rundt og
tager os med til et udsigtspunkt, hvor vi
kan stå og kikke ud til sarkofagen, som i
al hast blev støbt rundt om den forulykkede reaktor for at holde radioaktiviteten lukket inde.
”Man bør ikke være bange for radioaktivitet, man bør respektere den,” siger
han, mens den store geigertæller i neon
bag ham indikerer, at radioaktiviteten
her, lige uden for den lækkende reaktor
4, er otte gange større end den almindelige baggrundsstråling i en storby. ”Det
er godt for potensen!” griner han.
Den midaldrende atomfysiker
kom til Tjernobyl to dage efter ulykken
og har arbejdet med sikkerheden for
reaktor 4 lige siden.
Bilkirkegård
De busser, som Pripjats indbyggere blev
evakueret med, står opmagasineret på
en mark få kilometer væk. Der står de
sammen med de helikoptere, som blev
sat ind, for at de mange værnepligtige soldater kunne smide sandsække
ned over den brændende reaktor. Og
sammen med de brandbiler, som bragte
brandmændene frem – og de ambulancer, der kørte dem væk med svære
stråleskader. Var bilerne for radioaktive,
var deres motorer det forhåbentlig ikke.
For driftige mennesker har åbnet motorhjelmene og taget, hvad de kunne bruge.
Selve Tjernobyl by ligger 16 km
fra værket og huser nu en del af de
omkring 4.000 vagter, videnskabsmænd
og teknikere, som holder øje med
resterne af værket. For i modsætning til
spøgelsesbyen Pripjat emmer byen her
faktisk af liv.
Strålingen er otte gange det normale ved
den forulykkede reaktor. ”Det er godt for
potensen!” griner en af værkets chefer.
Anna og Grigori bor i Tjernobyl og lever af
grøntsagerne fra deres køkkenhave.
Mindesmærke for brandmændene som
gav deres liv.
Bibelsk profeti
Med sine guldspir og stærke blå- og
lillafarvede vægge lyser den mere end
200 år gamle Sankt Ilion-kirke op i byen.
Indvendigt er håndværkere i gang med
en større restaurering. Det er den eneste
kirke, som stadig er i brug inden for den
lukkede zone. Den er russisk-ortodoks,
og her er ingen bænke. Der skal bedes
stående eller på knæ.
Egentlig kan det forekomme besynderligt, at man restaurerer en kirke
i et samfund, der ikke synes at have
nogen fremtid, men kirken er ikke bare
et samlingspunkt for en uddøende og
stadig ældre lokalbefolkning. Kirken
anvendes også af de mange videnskabsfolk og andre, som arbejder inden for
zonen.
Den lokale præst, Fader Nikolaj,
er iført en guldbroderet dragt og rød
hue. Han er i 40’erne, født og opvokset
i Tjernobyl, og han står i kirken, hvor
hans bedstefar stod før ham.
”Jeg vil fortælle om en lille hændelse
fra Bibelen,” siger Fader Nikolaj til
hilsen. Han beretter om syv engle, som
forkynder begyndelsen på Johannes’
Åbenbaring. Da den første engel blæser i
sin basun, kommer der hagl, ild og blod,
som farer hen over Jorden og tilintetgør
træer og græs. Den anden engel får et
bjerg til at synke i havet. Og da den
tredje engel Gabriel blæser i basunen,
falder der en stor stjerne ned fra himlen,
brændende, som var den en fakkel, og
den rammer en tredjedel af floderne og
kildevældene. Stjernen hedder Malurt,
og en tredjedel af vandene bliver til
malurt, og mange mennesker dør af
vandet, fordi det er blevet bittert.
”Kender De det ukrainske ord for
Malurt?” spørger Fader Nikolaj. ”Det er
tjornobyl.” Altså det korrekte navn på
ukrainsk for denne skæbnesvangre by,
hvis stavemåde i sovjettiden blev russificeret. ”Men byen er ikke opkaldt efter
planten. Den er faktisk opkaldt efter den
faldne stjerne. Dette er et helligt sted!”
Fader Nikolaj peger på et skilt til minde
24
om grundlæggelsen af Tjernobyl by for
800 år siden. Det viser en meteorit, der
styrter til jorden bag kirkespiret, hvor
vi står.
En uddøende race
Hist og her dyrkes små jordlodder af
gamlinge, som nægter at forlade deres
hjem. De tilbagevendte beboere kaldes
for samoselij og tæller nogle få hundrede.
De overhører advarslerne eller lever
i uvidenhed om, at mælken fra deres
køer og æggene fra deres høns alle
bærer atomdøden i sig.
”Sludder,” siger Grigori Lenotjivitj
Maksimenko, en gammel krigsveteran, der deltog i slaget om Leningrad
under 2. Verdenskrig, og som sammen
med hustruen Anna bor på Bogdan
Khilmitskogo nr. 41 midt i Tjernobyl by.
”Vi er ikke syge. Vi klarer os fint med
vores høns og have. Der er ingen radioaktivitet her. Ellers var vagtfolkene fra
værket nok heller ikke flyttet ind i huset
ved siden af,” siger den gamle mand,
der flyttede tilbage i 1987. Ud af de 2.000
husstande i Tjernobyl by er 65 familier
vendt tilbage.
”Naboerne har et videnskabeligt
laboratorium med radioaktive mus, men
det er det nærmeste, vi kommer radioaktivitet,” bedyrer hans kone Anna.
”Da ulykken indtraf, slog myndighederne en 30 kilometers ring rundt om
Tjernobyl-værket med en passer uden
at tænke over vindretningen. Det var
helt hen i vejret, at folk blev smidt ud af
deres gode boliger,” siger Grigori.
Kartofler, æbler og vodka
De gamle beboere dyrker jorden, fanger
fisk i vandløbene, og modtager deres
pension en gang om måneden.
”Ja, hvad skulle jeg ellers gøre?”
spørger Anna Zagorodnij, en gammel
dame der bor i et bondehus i landsbyen
Kupovate, 20 km sydvest for atomkraftværket.
Langt de fleste af landsbyens 200
huse står i dag forladte og faldefærdige
tilbage, for af de oprindelige beboere er
der kun 43 tilbage.
”Jeg kan ikke leve af min pension.
Men her har jeg i det mindste et stykke
land, jeg kan dyrke. For os gamle, der
ikke havde job på kraftværket, er
ulykken ekstra katastrofal. Vi har ikke
fået nogen bonus som dem, der arbejdede på værket. Vi må bare klare os
selv. Dette er min hjemstavn. Her hører
jeg til. Og desuden er der ingen andre,
der vil tage sig af min onkel på 89, der
Tjernobyl
Bilkirkegården med de radioaktive biler, hvor driftige folk har fjernet motorerne.
bor lige ved siden af,” forklarer hun og
inviterer os indenfor i varmen til et glas
hjemmebrændt vodka. Hun har selv
brændt den af de kartofler, hun dyrker
på marken lige uden for huset. Først 50
gram vodka til det ene ben – det skal
ned i én slurk – så 50 gram til det andet.
”Jeg elsker at få besøg!” smiler hun
og byder på stuvede kartofler til frokost.
Ӯgte Tjernobyl-kartofler til morgen,
middag og aften,” griner hun.
Her i landsbyen synes tiden at være
gået i stå. Markerne dyrkes på gammeldags vis med hestetrukne plove, og
bortset fra en enkelt lyspære i loftet er
der intet tegn i Anna Zagorodnijs hjem
på, at vi befinder os i det 21. århundrede.
I et hjørne står alkoven, hvor hun sover,
i et andet hjørne hænger en traditionel
ortodoks ikon, og midt i rummet varmer
ildstedet, der også bruges som ovn.
Varmen fra vodkaen gør hendes
kinder røde, mens hun taler. Anna
Zagorodnij er landsbyens solstråle, og
hun sætter en ære i at puste liv i de
gamle klude, som hun kærligt kalder
sine naboer.
”Jo, vi lever enkelt, men godt her i
landsbyen. En gang om måneden tager
vi på indkøb til den nærmeste større
by, Ivankiv, lige på den anden side af
hegnet, men ellers klarer vi os selv.”
Med hegnet mener hun det
pigtrådshegn, der nu har adskilt landsbyen fra det omgivende samfund. Det er
i dag fuldt af huller, fordi beboerne med
en boltsaks har genanlagt deres gamle
stier til landsbyer lige på den anden side
af hegnet, i trods over ellers at skulle en
stor omvej gennem de officielle kontrol-
Den lukkede zone er et unikt naturreservat, hvor dyrene trives bedre end
mennesker.
poster. Desuden er det en kendt sag, at
der smugles alskens frugt og grønt fra
Tjernobyls frodige jord til grøntmarkederne på den anden side. Selv i Kijev,
110 km herfra, finder man med jævne
mellemrum kartofler, blåbær og svampe,
der strutter af radioaktivitet, når
myndighederne gennemfører uanmeldt
kontrol med deres geigertællere.
Da vi skal til at gå, stikker Anna
mig et par røde æbler i hånden, som
hun har plukket i sin have. Jeg putter
dem i lommen, dels af høflighed, dels
fordi jeg i situationen føler mig lidt
usikker på, om de egentlig er sikre at
spise.
Da vi efter en hel dag i dette surrealistiske reservat skal til at forlade
Tjernobyls lukkede zone, bipper geigertællerne ved kontrolposten lystigt – men
ingen kerer sig om, at vi medbringer en
kurv fuld af radioaktive champignoner
eller de røde æbler i min jakkelomme.
Nogle dage senere smider jeg æbleskrogene ud af vinduet i et tog på vej
ned mod Krim. Æblerne smagte fortræf-
25
UD & HJEM IGEN: Flere firmaer
arrangerer udflugter til Tjernobyls
lukkede zone. En dagtur fra Kijev vil
ofte være individuelt tilpasset, hvor
man er af sted i en lille gruppe. Priser
fra ca. 850 kr. per person. En liste over
turoperatører findes fx på wikitravel.
org/en/Chernobyl. SoloEast Travel
kan anbefales. Se www.tourkiev.com.
Snyd heller ikke dig selv for at besøge
Tjernobylmuseet i Kijev. Læs mere på
www.chornobylmuseum.kiev.ua.
VIL DU SE OG LÆSE MERE? Der findes
massevis af sider om Tjernobyl på
nettet. Besøg fx disse: en.wikipedia.
org/wiki/Chernobyl, en.wikipedia.
org/wiki/Chernobyl_Exclusion_Zone,
chornobyl.in.ua/en/chernobylwildlife-at-trap-camera-sight.
html, www.youtube.com/user/
ChernobylWildZone?feature=watch,
www.bibleetnombres.online.fr/
tchernobyl_6.htm og home.comcast.
net/~glenncheney/Chernobyl.htm.
feligt, men mange år senere rumsterer
det stadig i mit baghoved, at det nok
ikke var så fornuftigt, at jeg satte
tænderne i dem …
nn Lars-Terje Lysemose er freelancejournalist og ansvarshavende redaktør af Globen.
Han har medlemsnr. 364 og besøgte første
gang Tjernobyl i år 2000 på en reportagerejse for avisen Aktuelt. Fire år senere
vendte han tilbage til zonen som udsendt for
Kristeligt Dagblad. Læs mere om Lars-Terje
på www.lysemose.com.
Externsteine var i middelalderen tilholdssted
for kristne eneboere, så måske blev grotterne
udhugget som små kapeller.
Externsteine:
Kult og keltisk mystik
Gemt godt ad vejen langt ude
i de store Teuterburgerskove i
Midttyskland ligger et mystisk
og ældgammelt kultsted, en
helligdom, hvis lige ikke findes
noget andet sted i Europa. Tilbedt
af såvel keltere som nazister
gemmer den forunderlige klippeformation Externsteine ved
Paderborn på flere hemmelig­heder …
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
D
er er så dejligt ude på landet,
siger man. Fuglekvidder,
grønt græs og bier der
summer kælent over enge
drysset med gule mælkebøtter. Det
lyder jo som starten på en Morten
Korch-film, og stokroseromantikken
har tilsyneladende nået nye højder, da
idyllen brutalt splintres af et sælsomt
syn.
I de blide skovklædte bakker
stopper man uvilkårligt op, ja man
standser så brat, at man på det
nærmeste glemmer at trække vejret i
nogle sekunder. Foran en ligger et af
Europas besynderligste steder. På en
gang mystisk dragende, fabelagtigt
smukt og helt sit eget i udtrykket. En
ensom samling knortede stålgrå klippeformationer skyder op i det frodige
landskab, og ikke i miles omkreds
findes der noget lignende.
Klipperne er ligesom stablet ovenpå
hinanden, og som byggeklodser danner
de en finurlig opsætning. Forundringen
bliver ikke mindre, når man opdager, at
der i klipperne findes menneskeskabte
grotter, og at et sirligt relief er udskåret
i klippevæggen. I en anden af stenene
findes en udhugget sarkofag. Er det et
tempel? En helligdom? Ja, hvad sker der
lige her? Og så midt i Tyskland. Man
kunne endda følge med, hvis man nu
havde befundet sig i Sydamerika eller
ude i det gamle Mesopotamien. Men
Tyskland!
Keltiske ritualer ved fuldmåne
På et katolsk hostel i Malis hovedstad
Bamako møder jeg i 2009 Birgit. Hun
er fra byen Krefeld ved Dortmund og
leder en privat hjælpeorganisation, der
hjælper de fattige i små landsbyer i Mali,
og så er hun forfatter til et par romaner
med vestafrikansk islæt.
Et par måneder senere sidder jeg i
en havestol på Birgits og hendes mand
Jürgens terrasse, og snakken falder
på Externsteine. Nogle år tidligere i
Atacama-ørkenens knastørre sand i
Nordchile introducerer min chilenske
ven mig til kelterne.
Jeg begynder at læse om disse europæiske indianere og er en smule pinligt
berørt over at skulle helt til Sydamerika
for at fatte interesse for Europas historie,
men hvem var disse keltere? Havde de
virkelig spirituelle evner, og kunne de
forudsige fremtiden? Foretog de menneskeofringer og holdt mystiske ritualer
ved fuldmåne?
Ældgamle broderskaber
Det er med alle disse spørgsmål i
baghovedet jeg en sommerdag tager
med lokalbussen ud til Externsteine.
De mærkelige stenformationer består
af forvitrede sandstensklipper og er
26
resterne af en ældgammel bjergkæde,
der blev dannet for omkring 70 millioner år siden.
Externsteine ligner ikke noget
andet, jeg har set af den art i Europa, og
man ville normalt skulle meget langt
væk for at finde sten af denne kaliber –
Sydafrika eller Australien fx – hvor de
er rødbrune og ikke som her grålige.
Men mange af menneskets forfædre
rundt om i verden har haft deres
vigtigste kultsteder ved øde og særprægede klippeformationer.
Mens jeg går rundt mellem klipperne, fyldes jeg med ro, og stedet er
magisk på sin helt egen facon. Det er,
som om der hersker en ånd af noget
urgammelt, som ikke kan forklares,
og at det skulle være et keltisk kultsted, går helt i tråd med de historier,
jeg har læst om denne gamle tyske
helligdom. Ud over det så har jeg en
mand, der er medlem af Frimurerne, så
tanken om broderskaber som druider og
Rosenkreuzere ligger mig slet ikke fjern.
Det europæiske verdenstræ
Det centrale Tyskland er historisk blevet
kaldt for Tysklands hellige centrum, og
der findes flere teorier om, at områdets gamle helligdomme blev lagt på
bestemte linjer, kaldet Leylinjer. Det
samme ses ved Naszalinjerne i Peru og
mange andre steder i verden, men der
er flere ting ved Externsteine, der gør, at
stedet har ligheder med gamle højcivilisationer.
I år 9 efter vor tidsregning lider den
romerske hærfører Varus et svidende
nederlag til den germanske høvding
Arminius. Overleveringerne siger, at
Externsteine var under romersk herre-
Externsteine
Det smukke relief, der er indmejslet i klippens forside, er besøgets højdepunkt.
Kunstværket, som er 5 meter højt og 3,50 meter bredt, er Europas største klipperelief.
dømme i perioden omkring Jesu
fødsel, og fra denne tid berettes der om
hedenske menneskeofringer.
I det 8. århundrede trænger kejser
Karl den Store ind i saksernes land i
Nordtyskland, og krønikerne fortæller,
at han her indtog helligdommen
Isminsul, som blev plyndret og brændt.
I dag ved man ikke, hvor dette sted
lå, men mange er af den overbevisning, at Isminsul-helligdommen var
Externsteine.
Isminsul har efter alt at dømme
været en stor træsøjle, som var den
hedenske guddoms alter. Dette alter
er ifølge mange forskere identisk med
verdenstræet Yggdrasil i den nordiske
mytologi. Så Externsteine kan muligvis
have huset den gamle Isminsulhelligdom.
Selvindsigt og menneskeofringer
Den mystiske tegning, der er hugget ind
i klippevæggen, forestiller Jesus, der
tages ned fra korset. Nikodemus står på
en underlig skammel eller trædesten
– kan det måske være Isminsul? To
personer tager imod Jesu legeme, og
billedet leder tanken hen på helt andre
verdensdele end lige Nordeuropa.
Klipperelieffet regnes dog for at være
det ældste byzantinsk inspirerede relief
i Tyskland.
Der er flere grotter inde i sandstensformationen, og spørgsmålet er, hvem
der kan have hugget dem ud. Et sted
findes en rund fordybning i gulvet, som
kunne minde om et badekar eller måske
et kar til opsamling af blod ved menneskeofringerne.
Endnu mere mystisk bliver det, hvis
man bevæger sig ned langs væggen
til højre for relieffet. Her finder man
en udhugget sarkofag - måske en
slags efterligning af Jesu grav. Den er
formentlig ældre end kristendommen,
måske helt tilbage til kelternes tid,
og kan have været blevet brugt til
Druidepræsteindvielser. Eller var sarkofagen symbolet på et sted, hvor man
blev genfødt?
Man kan forestille sig, at præstekandidaten fik bevidsthedsændrende
stoffer, hvorefter han lå i stenkisten
i nogle døgn. Her døde hans gamle
jeg og et nyt og mere indsigtsfuldt
voksede frem. I en rus har han måske
set guderne, for flere ældgamle mysterieskoler troede nemlig, at vejen til selvindsigt gik gennem isolation, symbolsk
død og dyb meditation. Ved hjælp af
ud-af-kroppen-oplevelser kunne man
få vigtige indsigter, som kunne være
personen selv og klanen til gavn.
Nazisternes klenodie
Der er afgjort flere spørgsmål end svar,
når man begynder at sætte sig ind i den
gamle helligdoms historie, og trådene
rækker vidt, ja helt til Sydamerika
og det gamle Inkarige. Øverst oppe i
Externsteines klipper er der indrettet
et kapel med et lille vindue, der vender
mod nordøst.
Man ved ikke, hvor gammelt dette
rum er, men én teori er, at det har været
et solhvervstempel a la inkaernes i
Machu Picchu i Peru, hvor sollyset ved
solhverv falder vinkelret ind gennem et
lille glughul i templet.
27
Stedet ligger ca. 100 km sydvest for
Hannover ved den lille by Horn Bad
Meinberg. Tag med tog eller bus til
Hannover, Dortmund eller Paderborn.
Man kan bo på vandrerhjem både i
Paderborn og Horn Bad Meinberg til ca.
35 euro per nat. Der kører lokalbus fra
Horn Bad Meinberg og ud til skoven,
hvor Externsteine ligger, herfra skal
man gå en km ned til indgangen. Find
vandrerhjem på www.djh-wl.de.
Man kan forestille sig, at der hvert
år blev holdt specielle ritualer, hvor
man hyldede solen, og måske har
disse fortidens soldyrkere også gået
op i himmellegemernes placering i
forhold til hinanden ligesom mayaerne i
Mesoamerika.
Vi ved det ikke med sikkerhed, til
gengæld ved vi, at nazisterne under
Det Tredje Rige holdt deres indtog i
Externsteine, da de byggede borganlægget Wewelsburg ikke ret langt
fra den gamle hedenske helligdom.
Borganlægget var nazisternes esoteriske
centrum, og i 1930’erne ophøjede de
Externsteine til et germansk klenodie.
Videnskaben vil formentlig aldrig
komme helt til bunds i det tyske mysteriesteds historie, for der er som sagt
mange ubesvarede spørgsmål. Det
er næsten kun fantasien, der sætter
grænser, når man går rundt blandt de
ældgamle klipper, men vi kan i hvert
fald være stolte af at have et så specielt
kultsted i Nordeuropa, og hvem ved,
måske vil fremtidige undersøgelser
kaste mere lys over den mystiske bjergformations historie.
nn Anette Lillevang Kristiansen er medredaktør af Globen. Hun har medlemsnr. 328.
De ikoniske vandtårne indeholder
faktisk andet end bare vand. Den
øverste kuppel i det største tårn indeholder et toetagers observationsdæk
med en roterende restaurant og bar.
Et møde
med islam
i
Kuwait
Tekst & FOTOS:
Jacob V. la Cour
Kuwait By er ikke den mest spændende og turistvenlige plet på planeten, men et besøg i Den Store
Moské er alligevel en oplevelse, især pga. den varme
modtagelse man får.
I
2009 var jeg under en ferie i Dubai på en kort visit
i Kuwait. Med alle de penge, man hører om i disse
olielande, forventede jeg at se en funklende flot og velanlagt by, med flotte brede boulevarder, blomster, marmor
osv. Men sådan er Kuwait by ikke!
Selv tæt på centrum er der mange tomme byggepladser,
og det virker ikke som om, byen er specielt planlagt, selv om
den er så ny, og man leder forgæves efter en flot central plads
eller boulevard. Byens skyline domineres af det 372 meter
høje Liberation Tower – et telekommunikationstårn, der også
indeholder en observationsplatform med en roterende restaurant. Den er dog lukket på ubestemt tid af sikkerhedsmæssige
årsager, fordi tårnet kun står ca. 1 km fra emirens palads. Selv
landets nationalmuseum lignede en gammel og slidt lagerbygning, og det var endda svært at finde indgangen. Selv de
ikoniske vandtårne, der også indeholder en udsigtsplatform
og en restaurant, var så beskidte, at man dårligt kunne se
udsigten. Tårnene blev i øvrigt smadret af irakiske tropper, da
de invaderede landet i 1990, og der var stadig udstillet billeder
af ødelæggelserne. Det eneste, der var lidt pænt, var parlamentsbygningen, bygget i 1982 og designet af Jørn Utzon, men
her var der naturligvis ikke adgang for turister.
Men så var der Den Store Moské!
Bevæbnede vagter
Moskeen blev bygget i perioden 1979-1986 og med et totalt
areal på 45.000 kvadratmeter, og en central hal på 72x72 meter,
har den plads til 10.000 bedende. Den har én central kuppel,
der er 26 meter i diameter og 43 meter høj. Moskeen er ikke
nær så imponerende udefra som fx den nye moske i Abu
Dhabi, men den bad alligevel om at blive besøgt. Ifølge Lonely
Planet kan man komme på rundvisning, hvis man bestiller tid,
og det havde jeg naturligvis ikke gjort, så det var med tøvende
skridt, at jeg nærmede mig den maskingeværbevæbnede vagt
ved den yderste port.
28
”Can I get in?” spurgte jeg. ”Yes,” svarede vagten, og
åbnede porten.
Efter at have passeret yderligere fire låger og porte med
bevæbnede vagter, nåede jeg frem til et telt, hvor der stod
to andre turister – en præst og en sømand fra et besøgende
amerikansk hangarskib – der ventede på deres guide. Da
hun kom, spurgte jeg, om jeg kunne komme med på rundvisningen, og det kunne jeg.
Vi blev vist ind i den imponerende bedesal, udsmykket
med mosaikker i diskrete blå, brune og gyldne farver, og
oplyst af naturligt lys gennem ikke mindre end 144 vinduer.
Guiden var faktisk en engelsk dame, der hed Josephine,
som var konverteret til Islam i 1980’erne. Hun havde boet i
Kuwait siden 1979, og fortalte bl.a. en dramatisk historie om
den dag, da Kuwait blev besat af Irak. Hun havde været blandt
den gruppe af vesterlændinge, der var blevet ført til Saddam
Husseins palads i Bagdad som skjold imod vestlige angreb.
Under besættelsen var moskeen også blevet hærget af irakiske
tropper. De gigantiske gyldne lysekroner var blevet revet ned
Kuwait
Den Store Moské stod færdig i 1986. Hele komplekset dækker 44.000 m², og kuplen er
43 meter høj.
og kørt væk, og selve bedesalen var
sågar blevet brugt til forhørslokale.
Mange lighedspunkter
Josephine fortalte en masse om islam
og besvarede beredvilligt alle vores
spørgsmål. Til dem, der ikke er klar
over det, er islam og kristendommen
faktisk meget nært beslægtede, og basalt
set tror vi på den samme gud, bare på
lidt forskellige måder. Alle de historier,
vi lærte i kristendomskundskab i skolen,
er med i Koranen. Josephine fortalte
også om de regler muslimer, særligt i
stærkt religiøse lande som Kuwait, var
underlagt. Det fik vi også ved selvsyn
indtryk af, da to tyske damer ankom og
gerne ville med på rundvisningen. De
blev venligt, men bestemt, bedt om at
iføre sig sorte kjoler og sorte tørklæder,
inden de fik tilladelse til at komme ind
i moskeen.
Efter en meget spændende rundtur
i moskeen og i det tilknyttede store
bibliotek blev vi inviteret på en gratis
forfriskning i teltet ude i haven, og her
lå der også forskelligt informationsmateriale om moskeen og om islam, bl.a.
en flot plakat der meget overbevisende
gengav Muhammeds stamtræ helt fra
Adam og Eva og indeholdt alle kendisserne fra Biblen som Abraham, Noah,
Moses, David og Jesus, der jo – hvilket
måske er overraskende for nogen –
betragtes som en profet i Islam. Vi
kunne sågar få hver vores gratis udgave
af Koranen med.
Besøget i Den Store Moské var så
afgjort højdepunktet på min sightseeingtur i Kuwait og kan helt klart være
Navnet Kuwait kommer af akwat, det
arabiske ord for en fæstning bygget
nær vand. Landet er omgivet af SaudiArabien og Irak og ligger ud til Den
Persiske Bugt. Kuwait er på 17.820
km² og har 2,8 millioner indbyggere.
Landet er det 11. rigeste i verden
opgjort per capita, og er det højest
placerede arabiske land på UNDP’s
Human Development Index. Danskere
behøver pt. ikke visum for at besøge
landet.
Moskeens 350 m² store læsesal var også
rigt udsmykket med udskæringer og
mosaikker og en imponerende lysekrone.
en god kur, hvis man er af den vildfarelse, at kristne og muslimer aldrig vil
kunne enes.
nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474
og har nok et lidt utraditionelt rejsemønster i forhold til de fleste medlemmer i De
Berejstes Klub. Jacob har nemlig aldrig boet
på vandrerhjem, aldrig kørt med lokale rutebiler fra A til B og aldrig været på rygsækrejse. Han foretrækker at bo på et godt hotel,
har ofte en lokal guide, og det meste af rejsen
er planlagt i detaljer hjemmefra.
29
Guiden Josephine, der oprindeligt
var fra England, står foran den mihrab
(niche), der vender mod Mekka.
Tekst & fotos:
Thor Bakke
D
Abhinav og Vandana ankommer til templet, begge med
familien som skal overvære vielsesceremonien.
Kom med til et
punjabibryllup
I det overvejende hinduistiske
Indien er et bryllup ikke bare
noget, som foregår mellem to, der
ønsker at gifte sig og bo sammen,
men en meget alvorlig og vigtig
affære, som er baseret på, at
alle er en del af en familie, som
støtter og styrer hinanden – også
børnene, de ældre og de svagelige.
Hinduerne lever i et patriarkalsk
samfund og lægger derfor vægt på,
at der fødes sønner, som kan videreføre familien, og at disse gifter
sig med de bedst egnede piger
med en familiemæssig baggrund
på mindst samme niveau, både
socialt, uddannelsesmæssigt og
økonomisk. For at få dette puslespil til at gå op er mere end 80 %
af alle ægteskaber mellem hinduer
arrangerede. Det er familien, ofte
faderen eller den ældste bror, som
finder brudeemner, og ofte bliver
der endog hyret professionelle
mæglere til at finde de bedst
kvalificerede. Det sker dog også,
at skolekærester får lov til at gifte
sig.
30
enne beretning handler om
et punjabibryllup i efteråret 2006. Jeg havde kendt
familien Puri i mere end 10
år og arbejdet tæt sammen med Papa
Puri, enkemand og velstillet industrimand, samt fungeret som mentor for
den ældste søn Anurag, da han overtog
ledelsen af familiens maskinfabrik.
En ny skumfabrik skulle så være den
yngste søn Abinavs andel i familiens
aktiviteter. Jeg fik en invitation til
Abhinavs bryllup og rejste til Delhi
og boede sammen med familien en
uge. Her oplevede jeg på tæt hold et
hindubryllup med alle dets traditioner
og facetter.
Abinavs vej til ægteskabet var
broget. Først oplevede han, at hans
skolekærestes far ikke ville acceptere
ham som svigersøn, da han stammer
fra Punjab, og han forbød yderligere
kontakt mellem de unge. Derefter at
faren inden for meget kort tid bortgiftede datteren til en ældre hindu med
den rigtige familiebaggrund. Dette slog
Abhinav mentalt ud, men han accepterede, at det var på tide at stifte familie.
Papa fik i tæt samråd med Anurag,
som ifølge punjabiernes regler skal være
fuldt enig i valget af den yngre brors
hustru, astrologer til at opstille profilen
for Abhinavs fremtidige hustru. Og
så kunne eftersøgningen efter egnede
emner ellers begynde, bl.a. via internettet og gennem professionelle ægteskabsagenter. Papa og Anurag udvalgte
tre emner, som Abhinav mødte, men
han led stadig meget af kærestesorg og
afviste dem alle.
Abinav arbejdede hårdt med at
opbygge den nye fabrik, drak en hel del,
men blev taget godt hånd om af den
øvrige familie. Så meget at det lykkedes
Papas søsters datter Vandane, som var
meget smuk, at forføre den stakkels
dreng, hvilket passede hendes mor godt,
for så kunne hendes familie få del i
Papas formue.
Hverken Papa eller Anurag gik
dog ind for partiet, men Papas søster
fortsatte ihærdigt kampagnen, og fik
omsider støtte af familiens ældste –
Papas forældre – der overbeviste Papa
om, at dette ville være en god løsning
for Abhinav. Storebroderen Anurag
holdt stand og kom i kraftige diskussioner med sin far – noget som er usædvanligt blandt hinduer – men gav
endeligt efter, og modstræbende accepterede de ægteskabet på betingelse af, at
Vandanas bror og far ikke fik ansættelse
En pundit (en bramin præst) gennemførte sagan-ceremonien fter et traditionelt bryllupsritual, hvor brudgommens ældre bror og brudens bror sikrede, at alt gik rigtig til.
i Papas virksomheder. Papas søster fik
således kun delvis gennemført sin plan
og viste sit tydelige mishag med dette
ved enhver anledning.
Giftermålet mellem Abhinav og
Vandana er et fætter-kusine-ægteskab,
noget som man også i Indien er meget
betænkelige ved. De bedste læger i
Delhi blev konsulteret for at afdække
mulige negative genetiske konsekvenser
for eventuelle børn, men lægerne erklærede efter diverse tests, at alt skulle være
i orden. Abhinav var stadig utryg og
forelagde mig mange gange sin bekymring for konsekvenserne af det nære
slægtskab.
Bryllupstraditioner
Hinduismen er en religion med mange
guddommelige facetter, og et hinduhjem har som regel et alter med statuetter af de guddomme, som betragtes
som væsentlige for familien. Puja – en
lille altergang – udføres traditionelt
tre gange om dagen, hvor man tænder
nogle røgelsespinde, men ikke altid
tager sig tid til fordybelse.
På alteret findes puja-bakken af
metal, hvor der står objekter, der spiller
en vigtig rolle i ceremonien. Med en
klokke varsles guddommen, at tilbedelsen er ved at begynde. Røgelsespinde
tændes for at frembringe den søde duft.
Der er også en skål med vand og en
olielampe med fem væger, fyldt med
ghee (klart fedt), som tændes. Vandet og
flammen fra olielampen er et symbol på
renhed. Sandaltræpasta i en skål bruges
til at lave et mærke på den bedendes
pande, som et tegn på guddommens
tilstedeværelse og velsignelse.
Punjabierne er kendt for at holde
store, overdådige bryllupper med
mange gæster. Der er forskellige
bryllupsritualer, der skal følges, og
sagan-ritualet er det traditionelle for
en punjabiforlovelse og finder oftest
sted i en banket hall. Brudgommens
og brudens familier og venner inviteres og møder op i deres fineste sarier
og dragter – i forskellige farver til de
forskellige arrangementer. Anurag og
familie skiftede farver og stil fire gange
i løbet af hele bryllupsperioden.
Om eftermiddagen to dage før
brylluppet blev en havan (sammenkomst) arrangeret af brudens familie
for at gennemføre sagan-ritualet.
Brudgommens familie ankom med
gaver – søde sager, pengegaver og
lignende – som blev overrakt til repræsentanten for brudens familie.
En pundit (en braminpræst) var
indkaldt. Sagan-ritualet indledtes
med, at brudgommen i overværelse
af brudens bror gennemgik en renselsesproces, hvor præsten fremsagde
en række skriftsteder på sanskrit og
velsignede såvel brudgom som hans
nærmeste familie, ved at alle fik et rødt
bånd rundt om håndleddet og spiste
små nødder fra en velsignet skål. Den
vordende bruds far satte en tilak (et
mærke), som består af kesar (ris og
kronblade), på brudgommens pande.
31
Brudens slægtninge og venner gav også
deres velsignelser til brudgommen.
Da brudgommens renselsesceremoni var færdig, ankom bruden med
sit følge, og kvinderne var i deres flotteste sarier og masser af smykker. Brud
og brudgom indtog deres pladser på
en forhøjning og derefter begyndte de
forskellige rituelle gaveoverrækkelser.
Gaverne var sølv- og guldsmykker, og
det væsentligste smykke blev overrakt af brudgommens familie – nemlig
en thalis (et halssmykke i guld), som
bruden skal bære hele livet.
Et orkester spillede op til dans, og
det hele blev foreviget af begge familiers fotografer. Der blev serveret
masser af mad og drikke. Nu var parret
forlovet og familierne havde accepteret
hinanden.
Efter at sagan-ritualet var overstået,
gav brudens familie middag med musik
og dans til sent på natten. Der blev som
normalt i Indien serveret både vegetarog ikke-vegetarisk mad samt drikke, og
de fleste mænd drak godt med whisky,
mens kvinderne og børnene holdt sig
til sodavand eller juice. Hele tiden tog
professionelle fotografer hundredvis
af billeder og også video – og da hver
familie ønsker deres egne billeder, var
det flere hold fotografer, som fyrede
blitz af i tæt rækkefølge.
Brudgommens sammenkomst
Dagen før brylluppet blev der i brudgommens hjem holdt selskab for familie
og venner, dog uden særlig religiøs
betydning. For at få plads til alle var
gaden afspærret og overdækket, og
der var opstillet borde til servering. Al
Brudgommens familie gav bruden et
halssmykke i guld – thalis – som bruden
vil bære hele sit liv eller til manden dør.
For at underholde kvinderne var der arrangeret med professionelle dekoratører, der
kom og lavede nogle utroligt flotte dekorationer på hænderne med henna-pasta.
maden på buffeten blev tilberedt på
stedet af kokke, der arbejdede hårdt for
at følge med i at lave chapati’er, som
helst skal være varme og nylavede. Et
lille orkester spillede op til dans.
Kvinderne brugte tiden til at dekorere hænder og fødder med pasta af
forskellige blade, som giver forskellige
farver på huden, der forsvinder efter
et par uger. Nu om dage er det professionelle dekoratører, der kommer og
laver nogle utroligt flotte dekorationer
på hænderne med henna-pasta. Efter
at ”kunstnerne” har påført farven,
skal man sidde med armene i vejret et
par timer, mens farven tørrer, så der
var rigelig tid til den normale sladder.
Mændene benyttede tiden til snak og til
at drikke Papas gode whisky.
Så var den store dag kommet, og
om morgenen mødtes hele familien Puri
i husets største rum til en puja, hvor
brudgommen gennemgik en renselsesceremoni og blev velsignet af præsten
i overværelse af hele familien. Det var
igen Abhinavs storebror, som repræsenterede Puri-familien som overhoved,
idet Papa kun sporadisk deltog i aktiviteterne, men de to bedsteforældre fulgte
hele seancen meget tæt.
Midt på dagen mødte hele brudgommens familie op i festskrud, og
inden ceremonien med at pynte
gommen til brylluppet blev de sidste
betingelser for the Dowery (medgiften)
færdigforhandlet. Hvad medgiften fra
brudens familie skulle indbefatte var
forhandlet over længere tid af hver
families valgte repræsentanter. Efter
at fuld enighed var opnået, mødtes
brudens forhandlingsrepræsentant med
familien og bekræftede, at alt nu var
aftalt og at ceremonien kunne begynde.
Medgiften tilfalder fællesboet, som
bestyres af manden.
Brudgommens forhandlingsrepræsentant placerede nu en turban i
familiens farver på Abhinavs hoved,
og derefter kom familien med alle de
øvrige genstande, som brudgommen
skulle udstyres med. På hovedet en
sølvkrone med en række tynde sølvlænker, som skal dække gommens
ansigt, og rundt om halsen blev hængt
et regalie, et slags tørklæde, påmonteret
pengesedler for at markere, at fremtiden
ville være sikret for den nye familie. Så
var brudgommen klar til bryllupsceremonien, der skulle forgå i et til formålet
opbygget tempel, nær ved det sted, hvor
receptionen senere skulle finde sted.
Hele Puri-familien var udstyret
med regalier i familiens røde farve, og
jeg havde også fået et regalie. Jeg var
beæret over, at jeg som fremmed nu blev
anerkendt som inder.
Vielsesceremonien i templet
Efter denne pynteceremoni blev hele
selskabet kørt til templet, hvor vielsen
skulle forgå. Et indisk hindubryllup
foregår på sanskrit, hvor mand og kone
lover hinanden, at de vil ære og respektere hinanden til døden dem skiller. Det
er en stor ceremoni, hvor braminpræsten anviser, hvad man skal foretage sig.
Først lavede præsten et bål og inviterede
de forskellige guder med de egenskaber,
32
Familien kom med alle de øvrige
genstande, som brudgommen skulle
udstyres med.
der er gavnlige for et godt ægteskab, og
bad guddommene overvære brylluppet
og give deres velsignelse. Der er mange
guder, der hver svarer til en af menneskets mange egenskaber.
Undervejs i den 1½ time lange
oplæsning af sanskritdokumentet
fortalte præsten hele tiden, hvad der
skulle ske. Ilden har en væsentlig betydning for renselse, og der blev brændt
røgelse, og røgen blev ført over brudparret, for at de kunne blive rene. Det
var brudens bror, som gav sin søster
væk, lige som det var brudgommens ældre bror, som repræsenterede
gommens familie. Forældrene var kun
tilskuere, men fulgte dog ivrigt ceremonien for at sikre, at alt gik rigtigt
til. Som bekræftelse på det løfte man
gav hinanden bandt gommen et lyserødt bånd om halsen på bruden, og
med bruden foran gik de syv gange
omkring bålet, og derefter skiftede de,
så gommen gik forrest syv gange med
bruden på slæb – ja, og så var man gift.
Afslutningsvis tager bruden
afsked med sin familie og bliver hilst
velkommen af svigerfamilien og er nu
en del af brudgommens familie. Hun
flytter ind hos ægtemanden og ser
derefter meget lidt til sin egen familie,
men får selvfølgelig sine personlige
ejendele med sig, bl.a. de mange gaver,
der er givet direkte til bruden i form
af dyre guldsmykker, diamanter og
armbånd. Medgiften til manden svarer
til den arv, hun ville være berettiget til,
så nu kan hun ikke længere gøre krav
på at arve fra sine forældre.
Indien
Som bekræftelse på det løfte, man gav hinanden, bandt gommen et lyserødt bånd om
halsen på bruden og med bruden foran gik de syv gange omkring bålet.
Gæsterne hilste på de fire hovedpersoner og overrakte gaver, oftest en rød
kuvert med et pengebeløb.
Bryllupsreceptionen
Om aftenen efter vielsen var der
reception, hvor der var inviteret ca. 400
gæster – familie, venner og vigtige
forretningsforbindelser fra hele Indien.
Papa havde gennem lang tid samlet
spiritus, og selskabet kunne bl.a. nyde
ca. 80 flasker whisky fra opstillede barer.
Desuden var der selvfølgelig en kæmpe
buffet.
På den ene langside var der opstillet
en rigt dekoreret platform med en
farvestrålende baldakin, og det var her
brudeparret og gommens bror og kone
sad på parade og modtog gæsterne.
Disse hilste på de fire hovedpersoner, og
gaver blev overrakt, ofte en rød kuvert
med et stort pengebeløb. Personligt gav
jeg en mere ydmyg gave – parfume til
begge.
Inderne lægger i dag meget vægt
på, at alt skal fotograferes, og da begge
familier har deres egne fotografer, blev
der taget mange billeder. Brudeparret
ville senere få kopier af alle billederne,
overdådigt retoucheret og indsat i flere
bind med guldskrift på omslagene. Jeg
har set billedsamlingen fra Anurags
bryllup i 2001. De fylder fem bind og
bliver aldrig åbnet.
Der var musik og højt humør, og
festen fortsatte til midnat. Det er også en
tradition, at de mere specielle gæster får
gaver af enten brudens eller brudgommens familie. Og da jeg var særlig gæst,
eneste vesterlænding, fik jeg en gave –
en topmoderne mobiltelefon – og rejse
og ophold betalt!
Hijraser på besøg
Dagen efter brylluppet bankede det
på porten. Det var et selskab af hijraser,
som ville hilse på de nygifte. Hijraser
er transvestitter, dvs. mænd, der enten
har gennemgået et kønsskifte eller som
lever som kvinder. Det er tradition, at
hijraserne følger med i, hvornår der er
bryllup, og så møder de op dagen efter
vielsen og danser og synger, indtil
brudgommens familie betaler dem for
at holde op. Hijraserne mener, at de kan
medvirke til øget frugtbarhed (fordi de
ikke selv kan få børn), og derfor er de
vigtige for de nygifte.
33
Indien er et forunderligt land, som
turistslogannet ”Incredible India”
også antyder. Og fra Danmark
kan man ofte finde flybilletter fra
omkring 3.000 kr. t/r til landet.
Bemærk dog at Indien har indført
et nyt visumkrav for danskere til
landet, så der skal søges visum,
inden man kan rejse ind. 81 % af
Indiens 1,2 milliarder indbyggere
er hinduer.
Efter seks måneder vil de igen
møde op for at kontrollere, om den
nygifte kvinde er gravid, og hvis dette
ikke er tilfældet, så vil de blive ved
med at troppe op hvert halve år og hver
gang forlange et ”salær”. I Abhinav og
Vandanas tilfælde forlangte de 30.000
rupees, men forhandlingerne blev
sluttet ved, at Papa betalte 13.000 (ca.
1.300 kr.).
Seks år senere er der endnu ikke
noget resultat af velsignelsen – og
parret siger, at det må vente. De unge
er stadig ikke trygge ved fætter-kusineparforholdet. De havde kendskab til
flere tilfælde af nyfødte med alvorlige
genetiske defekter, så måske vil hijraserne fortsat komme forgæves.
nn Thor Bakke er født i 1938 og har
medlemsnr. 392. Han stammer fra
Sandefjord i Norge, men har boet i Danmark
siden 1960 bortset fra tre år i USA. Læs
mere om hans rejseoplevelser på www.
bakke.dk.
Rejsebilleder
Iran: Tavshedens Tårne uden for Yadz, hvor zarathustristerne holder til. De døde
lægges her for at blive fortæret af gribbe. Foto: Michael Nyholm.
Nepal: Mange børn fra fattige bjergegne sendes i buddhis
Foto: Lars-Terje Lysemose.
Antigua & Barbuda: Røgelse i gaderne på en skærtorsdag.
Foto: Sisse Skipper Andersen.
Indien: Det er en intens totaloplevelse at gå ned til Gange
orgiet af mærkværdigheder i den helligste by Varanasi. Fo
stiske klostre for at få gratis mad og skolegang. Her er vi i Katmandu.
Israel: Grædemuren, resterne af kong Salomons første tempel, er
jødernes største helligdom. Foto: Claus Qvist Jessen.
es og lade sig rive med i
oto: Claus Qvist Jessen.
Vatikanet: Et kik ind bag porten til schweizergarden, pavens
livgarde. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Indonesien: Flirt foran en moske i Banda Aceh. Sharialove
indførtes efter tsunamien. Foto: Sanne Aabjerg Kristiansen.
Frankrig: Fra Sacré Coeur-kirken på toppen af Montmatre er der en fabelagtig udsigt over Paris. Montmatre kommer af Mont des Martyrs, og det
var her Jesuitterordenen blev grundlagt. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Indien: Taj Mahal er et mausoleum nær Agra bygget af shah Jahan til hans viv, som døde i barselssengen i 1631. Det er på Unescos liste over
verdens kulturarv. Foto: Morten Haagensen.
Nepal: Klostret Ribung Gonpa og Manaslus snehvide tinder set fra Lho. Med sine 8.163 moh. er det verdens ottendehøjeste bjerg. Lokalt kaldes
det også Pungyen, ”udsmykket masse”, for solens stråler giver den hellige masse af sten og klipper et særligt skær. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Påskeøen: Ca. 600 stenstatuer rejstes for ca. 500 år siden og har
lige siden vakt forundring. Foto: Anette Lillevang Kristiansen.
Myanmar: Shwedagon i Yangon er den helligste buddhistiske pagode i Myanmar
og siges at være mere end 2.600 år gammel. Foto: Lars-Terje Lysemose.
Australien: Aboriginernes klippemalerier i Anbangbang i Kakadu Nationalpark
i Northern Territory er et fascinerende syn. Foto: Helle Mathiasen.
Jagten
på
krystalkraniernes
hemmelighed
De siges at være fundet i oldgamle
gravkrypter i Mellemamerika
i 1800-tallet, og har med sine
mystiske egenskaber og uhyggelige udseende, skabt både
fascination og undren. Kilotunge
menneskekranier er blevet skåret
sirligt ud af bjergkrystal, og har
med sine hypnotiserende øjenhuler givet anledning til rynker i
panden hos alverdens forskere. På
min mexico- og mellemamerikarejse i 2007 fik jeg kendskab til, at
et sådant kranie blev fundet i en
mayaruin i Belize tilbage i 1926,
så jeg besluttede mig for at følge
i fodsporene på de gamle krystalkraniejægere i den tidligere
britiske koloni.
Tekst & fotos:
Anette Lillevang Kristiansen
J
aguarskindet smyger sig stramt
om de smalle hofter, og fjerprydelsen med de grønne fjer sitrer
under mandens langsomme
bevægelser. En lavmælt messen løfter
stemningen mod sit klimaks, mens
han hæver den skarpe obsidian-kniv.
Musklerne vibrerer under den gyldenbrune hud, og et sælsomt lys skinner
ned over sceneriet fra et punkt over
faklens flamme. Et menneskestort
kranie stirrer ud i mørket med døde
øjenhuler, da manden selvsikkert
holder knivspidsen over en svedende
menneskekrop, der vrider sig i angst
på alterstenen. I et inferno af frygt går
ceremonien i gang, hvor de blodtørstige
guder skal æres for en god regntid!
Scenen forekommer mest af alt, at
udspille sig i Hollywoods filmby med
Harrison Ford som hovedrolleindehaver
i ”Indiana Jones”, eller den mindst lige
så bloddryppende film ”Apocalypto”.
Men inspirationen til disse film skal
hentes meget længere tilbage i tiden, før
diverse special effects overhovedet eksisterede på lærredet. Krystalkranier har
fået en renæssance, hvilket for alvor gik
op for mig i 2007. Mange år før stod jeg
tilfældigt med en bog i hænderne om
mysterier fra det overnaturlige. Jeg slog
noget overrasket op på en side med et
foto af et makabert glasklart kranium.
Historien fascinerede mig, og jo mere
jeg læste om disse kuriøse fortidslevn,
jo mere blev jeg grebet. Ved at grave
yderligere i emnet finder jeg ud af, at
historien om krystalkranierne er langt
mere kompliceret end som så, og at der
findes utallige mystiske teorier om dem.
Det er helt igennem en tankevækkende
beretning med meget få beviser og
adskillige flere spørgsmål end svar.
Det omtalte krystalkranie i bogen
siges at være fundet i en mayaruin, et
sted i Mellemamerika af en ung pige
ved navn Anna Mitchell-Hedges tilbage
i 1926. Det beskrives også meget detaljeret, hvor enestående et arkæologisk fund kraniet var. Jeg tygger lidt
38
på denne besynderlige historie, men
glemmer så alt om krystalkranier, indtil
jeg i 2007 befinder mig i souvenirbutikken ved Tikal-ruinen i Guatemala.
Et bestemt udtryk fastholder mit blik
mellem boghylder og postkortstativer.
Et stirrende krystalkranie på forsiden
følger mig intenst. Da jeg senere, med
bogen i hånden, lægger mig tilrette i
en hængekøje på øen Caye Caulker i
Belize, opdager jeg, at krystalkraniet
faktisk er fundet i en afsides mayaruin
i den sydlige del af netop Belize. Denne
historie er for særpræget til at lade gå
fra sig. Jeg øjner et godt eventyr, og
beslutter mig for at følge sporet.
Det gamle stenalter
Med et lille to-motors propelfly, og en
god omgang turbulens, ankommer
jeg. En aldrende amerikansk skolebus
bringer mig ud til den lille flække, hvor
ruinbyen befinder sig. Via et mudret
hjulspor gennem regnskoven, finder jeg
et gammelt træskilt med ruinens navn.
Lubaantun står der på det frønnede
bræt. Jeg har forinden fået selskab af en
ældre mand, Agapito, der helt tilfældigt dukker op, da jeg begynder at gå i
retning af ruinen. Han stiller sig hurtigt
til rådighed som selvbestaltet guide, da
han har boet som nabo til stedet det
meste af sit liv, og hans far vaskede
lertøj under udgravningen i 1926.
Mens vi går rundt i ruinkomplekset
lægger jeg mærke til, at konstruktionen
af murene ikke minder om andre maya-
Krystalkranierne menes at have været
brugt af shamaner ved menneske- og
dyreofringer. Her et offer for den uhyggelige tradition i en mayagrotte i Belize.
ruiner. Der er intet bindemiddel mellem
stenene, og byggemetoden minder mere
om bygningsprojekter meget længere
væk – nemlig inkaruiner i Peru. Agapito
lyder meget overbevisende, da han
peger på det sammenfaldne stenalter,
hvor krystalkraniet i sin tid blev fundet.
Men af en eller anden grund kan jeg
mærke tvivl. Stedet er for åbent, ethvert
fjols ville kunne få øje på et krystalkranie der. I bogen beskrives det,
hvordan unge Anna Mitchell-Hedges
får øje på noget skinnende nede i en
revne, og herved finder krystalkraniet.
Efter nogen tid finder de også dens løse
underkæbe. Jeg forlader ruinen mere
rådvild, end da jeg ankom, men et godt
eventyr rigere.
Bagefter får jeg et lift hjem med en
fastboende englænder, der påstår, at
Agapito er fuld af løgn. Krystalkraniet
er aldrig fundet i Lubaantun, men i
en grotte uden for området, og i øvrig
tvivler han på, at kraniet overhovedet er
fra mayakulturen eller latinamerikansk
i det hele taget. Han hælder mere til, at
det er kinesisk, og at Annas far anbragte
det i ruinen på hendes 18 års fødselsdag
som gave.
Oraklet fra en svunden tid
Jeg tog hjem fra min rejse i Belize med
hele notesbogen fyldt med oplysninger
om krystalkranier. Gennem grundig
research havde jeg sporet Anna
Mitchell-Hedges til at bo i nærheden af
Toronto og stadig efter så mange år at
være i besiddelse af krystalkraniet fra
Lubaantun. En e-mail til hende førte
dog ikke noget med sig. Senere fandt jeg
ud af, at den gamle dame var død, og at
en canadier ved navn Bill Homann nu
havde det sjældne arkæologiske fund.
Tilbage i 70’erne gennemgik kraniet
en lang række undersøgelser, og der
herskede ingen tvivl om, at man stod
med et virkelig imponerende stykke
håndværk. Undersøgelserne blev
gennemført på Smithsonian Institute i
Washington, D.C., hvor bl.a. ingeniører
forsøgte at blive klogere på kraniet.
Senere undersøgte man det
på Hewlett Packards laboratorium.
Computere indeholder krystal til opbevaring af information, og man forsøgte
her at fastslå om krystalkraniet ”indeholdt” informationer fra en svunden
tid. En noget vidtløftig teori, som måske
kunne give svar på, om krystalkranier
kunne have været brugt som datidens
krystalkugler, eller orakler. Hvad der
forbløffede allermest ved disse undersøgelser var, at man ved en scanning af
kraniet under en fintfølende mikroskop,
i første omgang ikke fandt tegn på brug
af moderne slibe- eller skæreredskaber.
Kraniet var altså muligvis håndlavet,
men hvordan?
Man konkluderede simpelthen, at
krystalkraniet var så perfekt lavet, at
det ”slet ikke burde eksistere”. Det
har krævet avanceret værktøj at slibe
i halvædelsten, og hvem har kunnet
udføre dette unikke håndværk og
39
hvornår? De fleste nutidige krystalkranier er lavet med moderne diamantværktøj, og man vil kunne se disse
mærker under mikroskop. En af teorierne gik på, at et håndlavet kranie er
lavet over flere hundrede år, ved at
polere det med flodsand og menneskehår.
Sidst men ikke mindst blev Anne
Mitchell-Hedges krystalkraniet sendt
til en retsmediciner, der var i stand
til at tegne et billede af den afdøde
person. Stor var overraskelsen, da
personen viste sig at være en kvinde
med meget karakteristiske maya-ansigtstræk. Kunne det være en præstinde
eller måske en mayaprinsesse? Hvem
var denne kvinde, siden hun var blevet
foreviget i kostbart halvædelsten?
Overlevende fra Atlantis
Mayaerne var ekstremt fokuserede
på kranier i deres mytologi, og i dag
kan man stadig finde dem afbilledet
i mange ruiner i Mesoamerika. Det
sorte sørøverflag, som vi kender fra
piratfilmene, har også rødder tilbage i
mayakulturen, ligesom man i dag årligt
holder ”de dødes dag” i Mexico. Kranier
har således aldrig stået som et skrækscenarie for de gamle amerikanske
civilisationer, men har formentlig
symboliseret livet efter døden.
Ingen ved noget med sikkerhed om
disse krystalkranier, men flere nordamerikanske indianerstammer har
legender om 13 krystalkranier, som
Mayaerne og aztekerne var meget fokuserede på kranier i deres kulturer. Denne
kraniefigur blev fundet ved indgangen
til en hule i ruinen Teotihuacan nord for
Mexico By.
findes rundt omkring i verden og som
en dag, når tiden er inde, vil komme
frem i dagens lys. Efterhånden som jeg
blev klogere på krystalkranierne, fandt
jeg også ud af, at der findes mange
eksemplarer. Antagelser går på, at nogle
af kranierne har været anvendt ved
menneske- og dyreofringer, mens andre
er blevet brugt af shamaner til healing.
Det siges også, at det ikke var de gamle
mayaer eller aztekere, der lavede
krystalkranierne. De var ”en gave fra
guderne”, enten fra en forhistorisk
civilisation, eller fra en anden planet.
Mixtekerne og zapotekerne var mestre i
jadeudskæringer, og lavede små krystalkranier. Men hvem lavede så de store?
Og hvorfor?
En helt anden teori går på, at
kranierne blev reddet af de overlevende
fra det kollapsede Atlantis, og bragt
til Mellemamerika. Og med den voldsomme uro i pladetektonikken rundt på
kloden fra tid til anden, kunne et sunket
ørige ude i Atlanterhavet i tidernes
morgen godt være en mulighed. Måske
kan den græske filosof Platon godt have
haft ret, selvom han har været mere
eller mindre til grin, siden han fremsatte myten om Atlantis. Så intet er vel
umuligt. I denne historie er man nødt
til at være åben, både overfor det mulige
og det helt umulige!
Næste gang, jeg kommer i berøring med disse krystalfund, er, da jeg
igen står ansigt til ansigt med stirrende
krystalkranieøjne på et bogomslag i
en boghandel i Los Angeles i 2010. Jeg
er igen på vej til Mexico for at fordybe
mig i maya- og aztekerkulturen, og har
ikke slået krystalkraniehistorien ud
af hovedet. Nu melder der sig tilsyneladende en ny bog på banen, som jeg
straks med grublende appetit går i gang
med at læse. Bogen bringer nye teorier
frem om krystalkranierne og i takt med,
at mit kendskab til dem bliver større,
begynder jeg også virkelig at drømme
om at få et af disse sjældne objekter at se.
I Mexico prøvede jeg at sende en
e-mail til forfatteren af bogen, som jeg
fandt i Los Angeles. Stephen S. Mehler
er arkæolog og historiker og gav mig
nye værdifulde oplysninger. Han er
nemlig ganske overbevidst om, at
krystalkraniet i Canada aldrig nogensinde blev fundet i Belize. Hans teori
går på, at kraniet er fremstillet i IdarOberstein i Tyskland midt i 1800tallet, og derefter ad omveje, er landet i
Mellemamerika. Han forklarer, at ingen
mayaefterkommere i Belize nogensinde
har hørt om fundet af et krystalkranie
i Lubaantun. I dag er de fleste af dem
også døde, så intet kan bevises mere.
Anna Mitchell-Hedges selv har ændret
på historien flere gange, siden hun fandt
sit krystalkranie, så noget uldent er der
ved det.
Jeg fik e-mailadressen på JoAnn
i Texas, der også har et krystalkranie.
Hun var helt almindelig husmor i
Houston, da hun i sin tid kom i besiddelse af krystalkraniet. I dag rejser hun
i det meste af verden, og laver foredrag
og workshops med kraniet. Jeg forsøgte
at få et møde i stand med hende, men
forgæves. Efterfølgende fandt jeg ud af,
at ejerne af krystalkranierne har deres
egen forening, hvor der jævnligt holdes
symposier.
Krystalkraniet i Texas er et af de
største, der er fundet. Det er meget
naturligt udskåret og er ikke symmetrisk. Den ene kind og øje er større
end det andet, hvilket kan indikere, at
det kunne være håndslebet. Man ved
dog ikke, hvor gammelt krystalkraniet
er, eller hvordan det er lavet. De fleste
krystalkranier er lavet af det samme
stykke kvarts-moderstykke, men det
specielle ved dette kranie er, at det er
tofarvet og mørkere ned over det ene øje.
Krystalkranierne er meget forskellige i udseende, og ved at kaste et blik
på billederne i bogen, kan man se, at de
findes i forskellige kvartsarter, og mere
eller mindre transparent bjergkrystal.
Deres størrelse varierer også. De kan
veje op til fem til syv kg., og være enten
hule eller massive. De er som regel lidt
mindre end et rigtigt menneskekranie,
og Anna Mitchell-Hedges krystalkranie
har desuden en løs underkæbe.
Mine egne krystalkranier
Bedst som jeg virkelig gør en stor
indsats for at få lov til at se et af disse
forunderlige krystalkranier, bliver
jeg selv ejer af hele to af slagsen. På et
marked i Chiapas i Mexico, falder jeg
over et lille krystalkranie i sort obsidian. Jeg har aldrig set dem i sort før
og køber det af en lacandon-indianerkvinde. Senere på rejsen løber jeg ind
i et bjergkrystalkranie, sådan som de
rigtigt ser ud, og tager også det til mig.
I lufthavnen er de lige ved at gå helt i
spåner over mine sære souvenirs. Jeg
har pakket dem godt ind i bobleplastik,
Når man kaster et nærmere blik på de gamle mure i Lubaantun, ser man straks, at byggekonstruktionen ikke er typisk mayastil – der er intet bindemiddel mellem stenene.
40
På sporet af krystalkraniernes hemmelighed
Den ældre mand Agapito, som straks melder sig selv om selvbestaltet guide i ruinen, men
senere møder jeg en fastboende englænder, der siger, at min entusiastiske følgesvend er
fuld af løgn!
og de insisterer på at få at vide, hvad
det er. Jeg er sikker på, at de tror, at jeg
er narkosmugler, men jeg slipper dog
igennem uden større forklaringer.
Forinden er der gået tid med at
studere kranier i de gamle aztekermanuskripter på Det Antropologiske
Museum i Mexico By (også kendt som
Mexico City eller Ciudad de Mexico).
Her finder jeg også eksempler på de små
krystalkranier, og andre miniaturefigurer i krystal.
Mine egne krystalkranier – som
jeg i øvrigt døber Valentin (fordi jeg
Mit eget krystalkranie Valentin er udskåret
af obsidian (vulkansk glas), og købt i
Mexico af en lacandon-indianer.
fandt den på valentinsdag), og Masisa,
er hverken antikke, håndlavede eller
fundet i en støvet gravkrypt. De er
begge to nutidige og maskinslebet,
men ganske smukt udført. Siden rejsen
til Mexico, har jeg føjet yderligere to
krystalkranier til min samling.
Efter hjemkomsten fra Mexico er jeg
stadig på jagt efter et ægte krystalkranie,
og finder et pragteksemplar på British
Museum i London. Den er på størrelse med Anne Mitchel-Hedges kranie
fra Belize, og en usædvanligt smuk
genstand i næsten glasklart bjergkrystal.
Jeg studerer det nøje, og får også lavet
en lille videofilm om kraniet.
Selvom krystalkranier lynhurtigt
giver associationer til fuldmånekulter
og blodige offerceremonier, så handler
mange af historierne også om, hvordan
krystalkranierne bringer healing og
kærlighed, selvom det samtidig siges,
at de kan være onde. Mange føler, at de
bliver hypnotiserede, når de kigger ind
i kraniernes øjenhuler og fornemmer, at
de bringer positive forandringer. Jeg må
indrømme, at jeg ikke har mærket den
store forandring siden mine to krystalkranier har fundet vej til mit skrivebord. Men jeg nyder at se på dem og
synes, det er flot håndværk og en speciel
historie.
Filmverdenen har jo som sagt
sørget for ekstra fokus på de ejendommelige klenodier. Den seneste ”Indiana
41
På British Museum i London har jeg
lavet en lille film om krystalkranier,
som kan ses på
www.inkapigen.dk/?page_id=316 .
Jones”-film fra 2008 er en temmelig
urealistisk blanding af Nazca-linjerne
i Peru, og trinpyramider i mayaernes
Mellemamerika, men ideen er tydeligvis
taget fra legenden om de 13 krystalkranier, der siges at findes i verden.
Måske lykkes det engang i fremtiden, at få krystalkranierne mere
præcist dateret, og evt. fastslået, nøjagtigt hvordan de er lavet. Og hvem ved,
måske dukker der flere kranier op hen
ad vejen, der kan være i stand til at
løfte sløret for de gamle højcivilisationers profetier om krystalkranierne. For
hvem havde lige redskaber – og håndværksmæssig kunnen – til at skære dem
ud? Måske er det hele det rene fup, men
fakta er i hvert fald, at krystalkranierne
eksisterer, og stadig er lidt af et mysterium.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af
Globen. Hun er især betaget af inkaer og
Latinamerika. Læs mere om hendes rejseliv
på www.inkapigen.dk.
Konkurrence:
Dengang jeg gjorde en god gerning …
Foto af
de
har være n buddhistiske
munk, s
t med m
o
ig rund
t i verde m
n.
4. pladsen går til:
Og jeg gør det endnu …
Tekst & FOTOS: Claus Søndergaard
E
fter et par timers sejlads op
ad Mekong-floden fra Phnom
Phen endte jeg i en lille
landsby, hvor der var stor
festivitas. En hel uges fest i forbindelse
med indvielsen af et nyt buddhistisk
tempel i landsbyen. Byen myldrede med
buddhistiske munke, som var valfartet
til stedet for at deltage i festlighederne.
Det var temmelig varmt, og efter at have
trasket rundt i landsbyen i en times tid
meldte tørsten sig. Mens jeg stod og
spejdede efter noget drikkeligt, kom en
munk hen til mig og tilbød en cola. Han
kunne tale et kommunikérbart engelsk.
Et fromt ønske
Mistroisk tog jeg imod colaen og tænkte
på, hvor dyr den kom til at blive – men
her tog jeg grueligt fejl. Manden afviste
blankt at tage imod betaling. Vi talte
længe om mangt og meget, og til slut
spurgte han, om jeg ikke nok ville tage
et foto af ham. Han havde forstået på
mig, at jeg rejste meget. Hans største
ønske var, at jeg ville tage fotoet med
mig rundt i verden, for han havde ikke
mulighed for at rejse, og så kunne hans
billede rejse i stedet for.
Da jeg kom hjem, printede jeg fotoet,
og jeg har lige siden haft det i min fototaske, som jeg altid har med på rejser. Jeg
fandt aldrig ud af, hvad manden hedder,
ligesom jeg ikke véd, hvor gammel han
er, men ét er sikkert: På nuværende tidspunkt har han været med mig på fem
kontinenter, besøgt 48 lande (heraf 33
forskellige lande i mere end 24 timer)
og krydset ækvator syv gange – alt
dette siden 5. marts 2011 … og den gode
gerning fortsætter.
nn Claus Søndergaard har medlemsnr. 321
og har besøgt i alt 83 lande og tre territorier
på seks kontinenter. Han elsker at fotografere og er med i DBK’s fotogruppe.
NÆSTE Konkurrence:
Dengang rejsen foregik i børnehøjde …
I næste nummer af Globen vil vi høre
en god historie, om dengang rejsen
foregik i børnehøjde. Med andre ord: En
historie om dengang du enten selv rejste
som barn – måske for allerførste gang?
– eller dengang du rejste sammen med
et eller flere børn – måske som forælder
eller bedsteforælder? For verden opleves
jo helt anderledes i børnehøjde! Fortæl
om dine oplevelser så de fylder højst
4.000 tegn og vedlæg gerne et foto
eller to, som kan passe til. Send det til
redaktorgloben@gmail.com senest 30. juli
2013. Det sjoveste, skæggeste eller bedst
fortalte indlæg vinder førstepræmien,
som består af hele to ting: Nemlig bogen
”Rejs med børn” af Martine Bentsen &
Dorte Hansen og en dvd-boks med ”The
Complete Adventures of Young Indiana
Jones”.
At rejse med børn kan virke besværligt og helt uoverskueligt. Men sådan
behøver det ikke at være! I ”Rejs med
børn” (People’s Press, 2011, 160 sider med
tegninger i farver) deles der rundhåndet
ud af tips og erfaringer fra bl.a. Malou
Aamund, Lotte Heise, Anne-Grethe
Bjarup Riis, Nina Rasmussen og Ida Tin.
Bogen er kort sagt fyldt med gode råd
om, hvordan man planlægger en rejse
med hele familien og får det bedste ud
af ferien.
Den prisbelønnede og anmelderroste tv-serie ”The Young Indiana
Jones Chronicles”, instrueret af bl.a.
Bille August og med Corey Carrier og
Sean Patrick Flanery i rollerne som
henholdsvis en helt ung purk og en
nogle-og-tyve-år gammel Indiana Jones
(Soul Media, 2012, på engelsk med under-
42
iet
blev indv
pel, som
m
te
e
d
e
gg
Det nyby
gheder.
ges festli
med en u
tekster på dansk), er en fornøjelse for både
børn og voksne. Serien blev indspillet
on location og tager os med på eventyr
til bl.a. England, Rusland, Spanien,
Tjekkiet, Kenya, Frankrig, Indien,
Kina, Østrig, Egypten, USA, Marokko,
Irland, Italien, Tyrkiet, Grækenland
og Thailand og udspiller sig i tiden
omkring det 20. århundredes begyndelse og op til 1920’erne. Det er både
geografisk og historisk lærerigt og en
filmisk velskruet historie med drama,
scenografier og landskaber, som let kan
tage pusten fra en, og med en spilletid
på intet mindre end 35 timer er underholdningen sikret til flere dage eller
aftener i selskab med den arkæologiinteresserede unge eventyrer.
Vi glæder os til at læse dit bidrag!
3. pladsen går til:
Hvordan to stemmejern blev til otte…
Tekst: Kirstine Lindberg
Afrikansk kunst og kunsthåndværk kan ofte købes
langs lufthavnsvejene.
FOTOS: Wikimedia
I
1996 mødte jeg Troels. Han er
billedhugger, og da vi havde kendt
hinanden i tre uger, friede jeg til
ham. Jeg havde længe vidst, at jeg
skulle til Namibia i forbindelse med,
at jeg læste international udvikling
på Roskilde Universitet. Troels fandt
hurtigt ud af, at jeg holder utroligt
meget af at rejse i Afrika, og et par
måneder senere blev vi blev gift.
I Namibia arbejdede jeg for MISA,
The Media Institute of Southern Africa.
Det er en NGO, som arbejder for at
forbedre journalisters og fotografers
arbejdsvilkår i de 11 sydligste lande
i Afrika. Jeg var meget glad for mit
arbejde, og min fritid var jeg sammen
med journalister, og mange af dem var
også kunstnere. En dag fik jeg til min
store glæde en e-mail fra Troels om, at
han havde sparet nok penge sammen,
og at han en måned senere ville komme
til Namibia.
Mine venner, som selv lavede
kunst, glædede sig til at møde ham.
Han havde taget en mappe med, så han
kunne vise fotografier af de skulpturer
han har lavet. Mens han opholdt sig
i Namibia, gik jeg på arbejde, så han
måtte underholde sig selv. Han fandt
et sted, hvor han kunne købe ler, og så
lavede han små forstudier til skulpturer.
Han opsøgte et museum i Windhoek
og spurgte direktøren, hvor han kunne
møde afrikanske skulptører. Direktøren
anbefalede Troels, at han skulle tage op
til den nordligste del af Namibia, som
hedder Caprivi Strip, og finde et kunstcenter i byen Katima Mulilo.
Endelig fik jeg juleferie, og vi lejede
en bil. Vi kørte nordpå, gennem et
barskt men meget smukt ørkenlandskab,
og besøgte Caprivi Art Center. Vi blev
imponerede – mange steder i Afrika har
et sølle udbud af plastiksmykker, batikkjoler og små udskårne dyr. Men der på
centeret var der et flot udbud af kunst,
som var af en flot kvalitet, der var flotte
håndvævede flade kurve af strå med
fine mønstre, keramik og flotte ting
skåret ud af træ. Vi så en kniv, der var
skjult i en udskåret pistol, og en mand
havde lavet en cykel, hvor alle dele var
af træ, selv cykelkæden.
Airport art
Vi kørte derfra og skulle lige fylde
tanken og vores to ekstra benzindunke,
før vi ville køre tilbage til hovedstaden.
Mens Troels tankede bilen, fik jeg øje på
en ung mand, som slæbte af sted med
et par små sorte skulpturer og noget
værktøj. Jeg gik over til ham og spurgte,
om vi måtte se hans ting. Hans skulpturer var imponerende og mere elegante
end de talløse udskårne giraffer og
elefanter jeg har set. Den slags små
skulpturer kaldes også airport art, fordi
de sælges på vejen til og fra en lufthavn,
og fordi mange turister i sidste øjeblik
kommer i tanke om, at de da må have et
eller andet med hjem fra Afrika.
Troels kom over til os og spurgte,
om vi måtte få lov til at se det sted, hvor
de lavede deres ting. Det måtte vi gerne,
og vi kørte hen til deres værksted. Det
viste sig at være en lerklinet hytte, som
dem der er i “Tintin i Congo”. De havde
et par udskårne dyr på lager, men de
havde også lavet nogle fine ting, et
portræt af en mand, hvor barken fra
en trærod på en fin måde udgjorde
det krusede hår. De fortalte, at en af
deres bedstefædre også havde været
billedhugger, ligesom dem. Jeg ville
gerne vide, om de havde arvet noget af
hans værktøj. Men nej, for det var for
gammelt.
Troels ville gerne vise dem den
kunst, han havde lavet. De kiggede
længe på fotografierne af hans skulpturer. Nogle af dem er to meter høje
og lavet af egetræ. De ville gerne vide,
hvordan han hver dag fik de store
skulpturer fragtet fra hans værksted og
ud til en vej, hvor turisterne kommer
forbi. Han forklarede dem, at det foregik
på en anden måde i Danmark, og at
eventuelle købere kom til hans værksted. Troels ville gerne se deres værktøj.
Tilsammen havde de to mænd to stemmejern, en hammer og en slibesten. Jeg
foreslog, at de kunne opsøge den lokale
smed og få ham til at lave flere stemmejern til dem. Svaret var: ”He don´t know”.
43
Senere
spurgte jeg
dem, hvad
der ville
ske, hvis
de fik en
original idé
og lavede en skulptur, som ingen
af de andre billedhuggere lavede. Det
lakoniske svar var, at den første dag i
vejkanten ville de måske have succes
med at sælge de ny skulpturer til en
turist eller to, men næste dag ville de,
som solgte det samme sted, have lavet
præcis de samme skulpturer. Vi var ved
at løbe tør for emner at tale om, men så
fik jeg en idé. Jeg bad om deres adresse
og brugte som påskud, at vi kunne
skrive til dem, hvis vi kom i tanke om
flere spørgsmål.
Inden vi gik, forærede de os to små
skulpturer. Vi sagde pænt farvel til dem
og deres familier. Tilbage i hovedstaden
gik jeg i et byggemarked og købte seks
stemmejern i forskellige størrelser. De
blev pakket forsvarligt ind og sendt til
de to mænd – uden afsenderadresse.
nn Kirstine Lindberg har medlemsnr.
P229. Hun har haft to udstillinger på
Café Globen i København, én om Mau
Mau-frihedskæmperne og én om børnesoldater. Desuden har hun arrangeret to
afrikafester.
Konkurrence:
Dengang jeg gjorde en god gerning …
2. pladsen går til:
Min familie i Mali
Tekst & FOTO: Karen Hammer
E
ngang fødte min medhustru
i Mali en yndig lille pige, der
på mange punkter var meget
lig min flotte og humoristiske
mand. Da hun var et år fik jeg hende
foræret; vistnok primært fordi jeg i den
grad protesterede over familiens ønske
om at omskære hende, som jo alle små
piger blev i denne nomadelandsby.
Lille spøjse Kadji var aldrig rigtig
rask, for hun var kun blevet ammet
i knap to måneder, og havde derfor
et elendigt immunforsvar. Hos min
peulestamme tror kvinderne, at mælken
bliver giftig, når de er gravide med det
næste barn, derfor blev hun flasket op
med komælk og blev kun knap tre år
gammel. Det var hårdt for mig at miste
min eneste datter, så jeg besluttede for
fremtiden ikke at interessere mig for
de mange nye børn Fatumata fødte i de
næste 15 år.
Men så for ca. otte år siden kom der
en folkeskole i min lille landsby, og min
mand Boukary sendte en større del af
ungerne i skole, hvor de meget hurtigt
klarede sig så fornemt, at jeg ved mit
næste besøg kunne snakke fornuftigt på
fransk med de ældste.
Man kan afvise børn, som man
ikke kender, men det går ikke, når de
pludselig står der og er ivrige efter at
skabe kontakt og lære så meget som
muligt om verden udenfor. Coumbere
var kvik og meget køn og talte
udmærket fransk. Hun ville meget
gerne studere videre, men Boukary er
ludfattig og er nødt til at føje andre for
ikke at falde i unåde og derved miste
slægtninge og naboers velvilje og lyst til
at hjælpe ham med mangt og meget.
Coumbere og tre af hendes yngre
søskende havde på fire år gennemgået
skolens seks års pensum og bestået
afgangseksamen; nu skulle de videre til
nabolandsbyens højere skole, men her
nægtede man at tage imod de to ældste
piger, fordi de var over 14 år gamle.
Mange unge fårehyrder havde friet til
Coumbere, og også hendes kun 16-årige
søster var efterstræbt. Boukary kunne ikke sige nej, når
de ikke længere gik i skole; han turde
ikke, så Coumbere blev lovet bort til en
halvfætter. Et aflyst bryllup
Da jeg kom på en uges besøg i min
Mali-landsby og hørte om det snarlige
bryllup mellem Coumbere og Modibo,
besluttede jeg at blande mig ved at sætte
de to store smukke piger på kostskole i
Bamako – for penge kan gøre så meget,
at 14 års-reglen helt kan blive glemt.
For at løse Coumbere fra aftalen med
Modibo måtte jeg betale næsten 8.000 kr.
for allerede anskaffet brudeudstyr - plus
Boukarys gæld til Modibos storebroder.
På denne måde kom Boukary ikke i
klemme, og pigerne fik en chance for at
få en uddannelse.
I min hjemlandsby i Senegal havde
jeg gennem mange år betalt for syv-otte
børn i min familie, til alles store
tilfredshed. Men de havde været hjemmeboende. Kostskolen i Bamako var
meget dyr, så jeg aftalte med Boukary,
at jeg ville betale i tre år, til pigerne kom
op på gymnasieplan og evt. kunne få
statsstøtte. Alt gik fint i flere år: Pigerne
arbejdede seriøst og rykkede planmæssigt op i de højere klasser.
Men så kom revolutionen og Al
Qaeda til Mali i 2012. I det almindelige kaos besluttede den nye militærregering, at ingen af de holdte eksaminer
var gyldige, og at alle elever skulle gå
året om. Hårdt presset betalte jeg endnu
engang for det fjerde år; det var nu
blevet for dyrt for mig, da jeg var blevet
pensionist.
Krigen fortsætter i Mali, og jeg er
bekymret for min familie. Tænk om
nogen i Al Qaeda hører om familiens
hvide medlem og beslutter at kidnappe
44
Mine
to døt
re i M
a
li
nogen af ungerne for at skaffe lidt
hurtig kapital.
Jeg er begyndt at fortryde min gode
gerning, for kravene om flere penge
holder jo aldrig op. Jeg er stoppet med
at lytte til familiens angreb og protester; jeg forstår dem godt og har vældig
dårlig samvittighed, men jeg kan ikke
længere betale. Min gode gerning har
for en tid reddet to unge kvinder fra
tvangsægteskab og givet dem smag
for et andet liv, men hvad nu? Måske
skal man tænke sig meget godt om,
inden man kaster sig ud i at gøre gode
gerninger.
nn Karen Hammer har medlemsnr. 395
og er bestyrelsesmedlem i Kvindelige
Eventyreres Klub og kulturredaktør hos
Radio Vesterbro. Hendes seneste rejse gik i
foråret til Sydkorea.
1. pladsen går til:
En ordbog og tre måneders husleje
Tekst & Fotos: Jacob V. la Cour
I
2010 var jeg sammen med min far
på en rundtur i Etiopien og var
nået til byen Lalibela – den med 12
kirker hugget ned i klippegrunden,
der er så imponerende, at det får Petra
i Jordan til at ligne et vægmaleri. På
vejen uden for hotellet stod en gruppe
drenge og hang ud, og da jeg kom ud
af hotellets låge, kom to af dem hen til
mig. De lagde ud med den sædvanlige
”Hi, how are you?” og jeg var klar med
turistens sædvanlige: ”Sorry, I don’t need
a guide …” Men det fik jeg ikke brug
for, for hilsenen blev efterfulgt af et
overraskende ”Could we speak a little to
you to practise our English?” Den var ny!
”Sure!” svarede jeg, og da jeg havde købt
min juice, slentrede vi en tur ned ad den
støvede gade.
Drengene hed Mulat og Obama og
var henholdsvis 14 og 15 år gamle. De
boede alene i byen, for deres familier
kom fra små stammelandsbyer uden
skoler, men drengene – der ikke var
brødre – ville ikke være gedehyrder
ligesom de andre i landsbyen, så da
de havde nået skolealderen, var de
taget alene ind til provinshovedstaden
Lalibela for at gå i skole. Mulat havde
en drøm om at blive læge og Obama
ville gerne læse geografi. Jeg spurgte,
hvordan de tjente penge, og de fortalte,
at Mulat arbejdede som skopudser, og
Obama solgte souvenirs.
Drengenes engelsk var rigtig godt,
og jeg spurgte
Drengene på deres
meget spartansk
indrettede værelse med
diverse religiøse billeder på væggene.
lidt til deres skolegang. Det viste sig,
at al undervisning foregik på engelsk
bortset fra undervisningen i deres
lokale sprog amharisk. Kun læreren
havde en bog. De 60 elever i klassen
havde notesbøger og skrev det ned, som
læreren fortalte. Men faktisk var der en
engelsk-amharisk ordbog, som de rigtig,
rigtig gerne ville have. Og den kunne
fås i en boghandler lige ved siden af mit
hotel.
Vi gik over til boghandleren, og de
viste mig bogen. Det var både en ordbog
og en slags leksikon, hvor der bl.a. stod
diverse data om verdens lande. ”Prøv
at slå op, hvad hovedstaden i Danmark
hedder,” sagde jeg til Mulat. ”No
need – That’s Copenhagen” svarede han.
Arrhvafforenfisk?? I USA tror selv high
school graduates, at Danmark er hovedstaden i Sverige eller sådan noget. Og
her kom det rigtige svar som skidt fra
en spædekalv fra en 14-årig knægt, der
aldrig burde have så meget som hørt om
Danmark! Nå, men jeg var naturligvis
solgt og købte straks ordbogen til den
fyrstelige sum af 50 kr. og gav den til
knægtene, der blev jublende glade.
Da vi nåede indgangen til hotellet,
spurgte de, om jeg ville hjem og se, hvor
de boede. Min far og jeg skulle ud at se
klippekirkerne om eftermiddagen, men
jeg sagde, at bagefter ville jeg da gerne,
og at vi kunne mødes på gaden kl. 17.
Kl. 17 stod de smilende ved lågen
og viste mig ned ad vejen til den
fattige del af byen med jordveje, høns
rendende rundt – og børn alle vegne.
Obama fortalte, at de var tre måneder
bagud med huslejen, og at deres
Her står jeg foran en af de 12
klippekirker. Hele bygningen
er hugget ned i den oprindelige
klippegrund. Den noget uskønne
overdækning er betalt af Unesco.
45
husvært derfor havde forbudt dem at
bruge husets vandpost, så de var nødt
til at vaske tøj nede i floden, og de
var endda bange for at blive smidt ud.
Huslejen viste sig at udgøre 100 kr. om
måneden. Da det var ved at blive mørkt,
sagde jeg, at jeg nok hellere måtte se at
komme tilbage til hotellet, men spurgte,
om de ikke lige kunne vise mig over
til deres husvært. Hun gik og fodrede
høns uden for huset, og jeg gik over til
hende og gav hende de 900 birr – idet
jeg meddelte, at det var hvad Mulat og
Obama skyldte hende. Hun smilede og
nikkede – og jeg kunne se, at drengene
blev superglade.
De fulgte mig ned til hotellet, og
da vi nåede hegnet, sagde vi farvel. De
gav mig begge et stort knus, vi udvekslede e-mailadresser, og Obama gav mig
sin halskæde – et lille sanktgeorgkors
udskåret i sten.
Tidligt næste morgen fløj min far
og jeg til Addis Ababa. Da jeg om eftermiddagen lå ved poolen med et glas
iste, kunne mine tanker ikke slippe de
to drenge. Sådan en optimisme. Sådan
et mod på livet. En tro på at man ved
at gøre en indsats kan skabe sig selv
en bedre tilværelse. Og med tanken
om at jeg på den ene nat på Sheraton
brugte, hvad der svarede til næsten to
års husleje for de to drenge, besluttede
jeg, at jeg ville sørge for, at de fik den
uddannelse, de ønskede sig. Mit eget
private Plan-projekt! Siden har jeg bl.a.
sørget for, at de begge kom på to måneders sommerskole med både sprog og
IT-undervisning i Addis Ababa, jeg
sender dem jævnligt penge til bøger
m.v., og til sommer skal Obama op til,
hvad der svarer til 10. klasses afgangsprøve.
nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474.
Han har besøgt 90 lande og 16 territorier på
alle verdens syv kontinenter og har været på
ikke færre end fem jordomrejser.
Nordkorea:
Velkommen til
“The Truman
Show” og en
iscenesat
virkelighed
Propaganda overalt, og lederen
tiljubles fra hjertet af hver eneste
nordkoreaner … hver eneste.
Tekst: Christian Hadsund
Fotos: Christian Hadsund & Martin Buch Larsen
Vores bus kører frontalt ind i en motorcyklist i et
sving, hvor motorcyklisten er kommet for langt ud i
banen, og der lyder et brag. Bussen holder stille et
kort øjeblik. Den nordkoreanske guide på forsædet
holder sig for munden på den måde, man nu gør, når
man er forfærdet og lamslået på samme tid. Føreren
af motorcyklen er tilsyneladende ikke kommet
noget alvorligt til. Bussen sætter i gang igen. Ingen
kommenterer noget overhovedet. For det gør man
ikke i Nordkorea. Det skete nemlig ikke.
E
pisoden er symptomatisk for oplevelsen af
Nordkorea og landets indbyggere: Historien viskes
ren, og en ny virkelighed iscenesættes. Både for
den besøgende og for landets egne indbyggere.
Spørgsmålene, man hele tiden stiller sig selv, er: Gad vide om
de selv tror på alt det åbenlyse idioti og den selvforherligende
iscenesættelse? Kender befolkningen selv landets elendige
situation i forhold til det rige Sydkorea? Ved befolkningen,
hvad der sker med alle de mennesker, der forsvinder som
konsekvens af ”anti-revolutionær” aktivitet? At det hele er ét
stort landsdækkende menneskeligt teaterstykke? Tror de selv
på, at vi tror på det, de forsøger at bilde os ind?
Det er nemlig den følelse, man går rundt med: At det hele
er et teaterstykke, som er opsat til vores, en ca. 30 mand stor
international turistgruppes, ære. Vi bliver kørt fra museum
til museum, statue til statue, monument til monument, og får
forklaret, hvordan ”Den Kære Leder” gav on-the-spot guidance
til at bygge den enorme dæmning, til at bygge læsepulten i en
bestemt vinkel for at optimere de studerendes læsning og ikke
mindst, hvordan ”Den Kære Leder” i sin uendelige kærlighed
til folket sender gaver til forældre, der føder trillinger på
Pyonyangs Maternity Hospital. Et hospital, bliver vi fortalt,
som alle kvinder i Nordkorea kender til, da alle føder deres
børn her. Det er dog svært at tro på, når privatbilisme ikke er
tilladt i landet, men forbeholdt militæret, staten og diplomatiet,
og det derfor ikke er muligt at transportere sig til hospitalet,
hvis man bor uden for hovedstaden.
Et helt naturligt turistmål
Besøget på hospitalet er blandt mange konkurrerende oplevelser absolut en af de mest bizarre. Intet på de seks dages
rundrejse er overladt til tilfældighederne, og improvisation
eller stop af bussen uden for de planlagte og polerede stoppesteder er en umulighed. Sådan var rundvisningen på hospitalet også. For et hospital er jo den mest naturlige ting at vise
frem til en stor turistgruppe ... Ganske enkelt – helt naturligt!
Her blev vi vist de i øvrigt nærmest tomme lokaler og afdelinger rum for rum. Enkelte steder var der ”placeret” et par
kvinder og deres nyfødte børn, som ikke så uvant ud med
at have 30 tilskuere til deres ellers intime oplevelse i dagene
efter en fødsel. Andre steder blev der vist 20-30 år gammelt
hospitalsudstyr frem som værende det nyeste teknologi og
et resultat af ”the superior healthcare system of the socialist state,”
som det blev pointeret i en 60 minutter lang propagandafilm
om hospitalet som afslutning på rundturen. Igen måtte man
tage sig til hovedet og spørge sig selv: Tror de selv på, at vi
tror på det vås?
Desværre er det også kun én selv, man kan stille den slags
kritiske spørgsmål. Som optakt til turen havde gruppen fået
en briefing i Beijing om, hvad man kan, og især hvad man ikke
kan i Nordkorea. Blandt de adskillige A4-sider med Don’ts
var der også et par stykker omkring omgangen med de tre
nordkoreanske guider. De lever et privilegeret liv med deres
guidejob, men de lever også et farligt liv. For hvis man bliver
stillet et kritisk spørgsmål af en turist, risikerer man også at
give et svar, der ikke behager regimet. I bedste fald kunne
guiden miste sit job og blive tvangsforflyttet til landet, hvor
der bestemt ikke er mulighed for at få salt til et æg. Der gik i
gruppen nogle rygter om, at noget lignende var sket med en
anden guide i fortiden. I værste fald kunne guiden og dennes
familie blive udsat for yeon-jwa-je (”guilt by association”), hvor
ikke alene den ”skyldige”, men også familiemedlemmer i op
til tre generationer, straffes med umenneskelig systematisk
tortur og straffearbejde.
Man kan heller ikke stille alle sine kritiske spørgsmål til
andre nordkoreanere. For man møder ikke andre end guider
og hotelpersonale. I restauranterne bliver man som udlænding
46
NORDKOREA
”Travle” hospitalsansatte. Læg særligt mærke til, hvordan den slukkede skærm
studeres intensivt.
vist hen til udlændingesektionen, der
er separat fra resten af restauranten, og
i den guidede tur i metroen er der ikke
nogen, der skal ses tale med en udlænding. Som i mange andre lande er den
største attraktion befolkningen selv.
Men i Nordkoreas tilfælde er det ikke
pga. venligheden eller gæstfriheden,
men derimod pga. mystikken om hvorvidt nordkoreanerne selv ved, at de er
med i en udgave af ”The Truman Show”.
nn Christian Hadsund har medlemsnr. 506
og var i Nordkorea i 2011.
Endnu et museum i rækken. Denne gang
til ære for ”The Victorious Fatherland
Liberation War”. Eller på jævnt dansk:
Koreakrigen. Blandt mange andre informative rum er der også ”Hall showing
the US imperialist aggressors’ atrocities”.
UD & HJEM IGEN: Grupperejsen foregik
i sommeren 2011 og var med fem
overnatninger. Rejsen kostede 1.300
euro (ca. 9.700 kr.), inkl. transport fra
Beijing. Arrangør: www.koryogroup.
com/travel_groupTours.php.
BO: På Yanggakdo International Hotel
med den mystiske 5. etage. Der er
forskellige teorier om, hvad etagen
indeholder. Nogle mener, at den
indeholder aflytningsudstyr, så man
kan overvåge samtlige hotelværelser.
Jeg fik et kort glimt ind via trappen,
men turde ikke rigtig at fortsætte.
Mystikken og eventuelle konsekvenser
var trods alt for overvældende.
Besøg på et hospital er en helt naturlig
turistattraktion. Gæt hvem der har givet
on-the-spot-guidance?
ARBEJDSLEJR: Søg på ”Shin Donghyuk” på www.youtube.com og se den
ufattelige beretning, om den hidtil
eneste kendte nordkoreaner, der er
flygtet fra en fangelejr og videre til
udlandet. Han vidste ikke, hvorfor han
var i lejren, ud over at hans mor havde
gjort noget forkert. Shins beretning er
også udgivet som bogform: ”Flugten
fra Camp 14 – En mands utrolige rejse
fra Nordkorea til friheden i Vesten”,
skrevet af Blaine Harden og udgivet på
Kristeligt Dagblads Forlag i 2012.
Endnu et monument der hylder –
surprise, surprise – kommunismen.
47
Tekst & fotos:
Nikolaj Witte
Klodens Børn hedder projektet, som
har ført mig til Uganda for at skrive om
småbørnsforældre.
Rejs til Uganda for
ugandernes skyld
De fleste rejser til Uganda for at
stå øje til øje med gorillaerne
eller for at tage på safari. Jeg er
derimod rejst til Uganda for at
forstå uganderne. Jeg er her for
at skabe en foredragsserie for
Klodensbørn.dk og Danida, og jeg
skal leve hos og snakke med både
fædre, mødre og børnene selv. Jeg
skal besøge de rige, de fattige og
dem som lever på landet.
D
et er varmt, specielt for en
vinterfrossen dansker. Jeg
går rundt i et velhaverkvarter et par kilometer
fra centrum i Kampala. Her er et
velassorteret italiensk supermarked
(ja, det står der altså på skiltet). Her er
gode kinesiske, afrikanske og internationale restauranter. Der holder også
en flok boda-boda’er ved krydset – det
er motorcykeltaxaer, der hurtigt kan
tage en rundt i byen. Det er et mere
velpoleret og rigere kvarter, men det
er stadig Afrika, for der sælges ananas
og mobiltaletid på gaden, og man skal
springe for livet, når en matatu (overfyldt minibus) kommer flyvende.
Jeg bor lidt oppe ad gaden hos en
familie med bedstefar, bedstemor, mor
og hendes lille dreng. De mangler ikke
noget rent økonomisk, for bedstefaren
har sit eget firma og er entreprenør. Han
sidder for det meste med en bærbar
computer eller en avis eller taler i mobiltelefonen.
Rhoda, moren til Jerome, er en
sød, smilende kvinde midt i 20’erne.
Faren til Jerome er ugander, men bor i
England, så mor og søn klarer det hele
på egen hånd. Eller sådan da, for familien har ansat en moden kvinde, der står
for madlavning, pasning af Jerome og
andet forefaldende husarbejde.
De bruger ikke aircon her i Uganda –
hverken her i familien, i de fine butikscentre eller i bilerne. Det undrer mig
lidt, men ellers har familien alt, hvad
man kan forvente. Huset er i to etager
med stort køkken, satellit-tv og en dejlig
have med velplejede, eksotiske planter.
Det hele er sikret med en høj mur med
pigtråd, og familien har også en gene-
48
rator til hjælp, når Ugandas upålidelige
el-net svigter.
Rhoda og jeg sidder tit og snakker
om det at være forælder i Uganda. Hun
tager det meget som de fleste danskere
gør, for jeg kan genkende det meste hun
fortæller fra mit eget liv.
Hun spekulerer over, hvad hun vil
lave og arbejde med, men lige nu passer
hun bare Jerome, mens hun til tider
hjælper lidt til i farens firma.
En meget slående lille detalje
kommer frem, da jeg spørger hende,
hvordan hun putter Jerome. Hun venter
til han er træt, og så sætter hun en video,
fx fra Youtube, på den bærbare. Der
er virkelig ikke meget af den danske
fordom ”fattige afrikanere i negerhytter
der bare tigger om bistand” over denne
familie. De er en forholdsvis velhavende
middelklassefamilie, og her ser jeg
virkelig Afrikas fremtid.
En dag i kontrasten
En morgen hentes jeg af Bosco, en rund
glad ugander, som har en fantastisk
historie. Mens vi kører ud, væk fra
rigdommen, mod hans virkelighed
fortæller han. Sin far har han aldrig
mødt, og hans mor døde, da han lige var
blevet teenager.
Så stod han der, hjemløs, endnu et
af Kampalas gadebørn. Og han havde
også sine mindre søstre, han skulle
passe på. Han var presset, men ville
ikke give op.
Han knoklede for at få sikret sine
søstre – det var det vigtigste for ham.
Bosco fortæller ivrigt og hudløst ærligt
om sin tid som gadebarn. Det, som
virkelig gør Boscos historie anderledes
end mange andre gadebørns, er at han
aldrig gav op. Han ville ikke gå til. Han
havde en fascination af musikken, og
efter at have opsøgt en musikskole
igennem lang tid – der først ikke ville
have ham, fordi mange gadebørn
stjæler, er beskidte, tager stoffer og er
uopdragne – forbarmede en lærer sig
over ham.
Bosco satte et brassband sammen af
hjemløse drenge, og resten er, som man
siger, historie. Faktum er, at i dag driver
Bosco flere projekter i og omkring
slummen, der skal hjælpe gadebørnene.
Kerneprojektet, Boscos hjertebarn, er
børnehjemmet, hvor gadebørn som er
stoffri, og som vil skoles, kan bo og lære
musik.
Vi ankommer til en port, der står
åben, og børn der løber rundt omkring.
Snart har to-tre unger taget mig i
hånden og smiler stort til mig. Vi er
ankommet til Boscos projekt M-Lisada,
hvor musikken strømmer ud.
De store børn, som kan bo her til
de er omkring 16 år, hvor de så flytter
til et andet hjem, står på en scene foran
børnehjemmet. Et band spiller, og et par
piger danser. Det er så livsbekræftende
at se gadebørn, der griner og danser.
De ryster røven, og musikken
svinger rigtig godt. Bosco fortæller
mig, at de rejser rundt og optræder med
musikken, dansen og akrobatikken.
En lille pige på omkring 2½ år
kommer hen til mig og holder godt fast
i min hånd. Hun vil op. Vi sætter os
sammen i en plastikstol og hører musik.
Snart er der to andre børn, som også er
kravlet op på mit skød. De vil bare lige
have lidt kærlig voksentid. De savner
klart forældre, men de er ikke kede af
det, ikke voldsomme, ikke anmassende,
bare søde og dejlige unger. Ja, det lyder
mega-kliché-overfantast-agtigt, men det
er den eneste følelse, der rammer mig.
”Den lille pige,” fortæller Bosco, ”er
hjemløs, da hendes far er forsvundet,
Bosco satte et brassband sammen af hjemløse drenge, og resten er, som man siger,
historie.
og hendes mor er prostitueret og derfor
arbejder om natten.”
Der er nogle hårde skæbner her,
men sammen har de fundet et helle i
musikken og hos Bosco.
Bosco er på ingen måde blevet rig
på sine projekter, pengene går til børn,
bygninger og hvad der ellers skal til
for at stuve så mange som muligt ind i
musikken og væk fra gaderne.
Han har inviteret mig hjem til sig
selv, dybt inde i Kampalas slum. Her bor
han i et lille hus med to værelser. Han
har med sin kone Lucy og deres to børn
skabt en lille oase midt i kaos af åbne
kloakker og stinkende gyder.
Der er ikke meget plads, og Lucy
sidder ude på gaden for at lave vores
frokost over, hvad der ligner små urtepotter med grillkul – det er et ugandisk
fattigmandskomfur, men det virker.
Det er ikke uden udfordringer
at stifte familie eller have familie i
slummen. Bosco ser det som ”hjem”.
Det er her, han selv kommer fra, og han
elsker stedet på den måde, som de fleste
af os elsker vores barndomskvarter.
Lucy giver udtryk for mere tvivl, men
hun kommer også fra en respektabel,
mere velstillet familie med arabiske
og muslimske rødder. Hun er glad for
menneskerne, og naboerne hjælper
hinanden på en måde, der gør mig
misundelig, men hun kan godt se, at
små børn, der skal over åbne kloakker,
ikke er optimalt.
Der ligger tonsvis af plastik, brugte
sprøjter, madrester og andet affald i
gyderne, der er så smalle, at biler ikke
49
kan køre her. Man kan faktisk flere
steder stå med en hånd på et hus på
hver side af gyden. De åbne kloakker
kommer ofte direkte fra toiletterne og er
kilden til mange sygdomme.
De lidt større kloakker ude i de
større gader er stadig åbne, og folk
smider alt heri. Det stopper vandet,
og så kommer malariamyggene, der
formerer sig i stillestående vand.
Lucy fortæller, at hun samler
pigerne og kvinderne i sit projekt og
får dem til at rydde op – men tre dage
senere ser det frygteligt ud igen. Hun
har også fået bygget nye toiletter, og
både hun og Bosco arbejder for at gøre
området bedre.
”Bare fordi vi bor i slummen,
behøver her ikke være beskidt og rodet,”
siger Lucy til mig.
Denne familie giver mig virkelig
håb, også for Ugandas fattige – sikke et
drive og sikke et gå-på-mod, serveret
med sådan en varme og gennem masser
af arbejdsomhed.
Det landlige Uganda
Nogle dage senere skal jeg ud på landet
for at se, hvordan en familie bor og lever
derude. Det er en kvinde midt i 30’erne,
der skal vise mig vej, og det er hendes
udvidede familie, vi skal besøge.
Hun hedder Hafswa og er selv
mor til en lille dreng på halvandet år.
Familien består af en bedstemor, hendes
tre døtre og deres børn, som i alt løber
op i 10-12 stykker i alderen fra tre
måneder til 16 år.
Der læses lektier i olielampens skær.
Familien har et lille hus herude
på landet, og de har også et veldyrket
jordlod – selvom de har fået en del
stjålet af rigmænd, fortæller de mig.
De dyrker alle de frugter, vi betaler
dyrt for i Danmark: Avokadoer, yams,
ananas, passionsfrugter, jackfrugter,
granatæbler, søde kartofler, papaja og
forskellige andre, som er så eksotiske, at
jeg ikke kender deres navne.
De har også majs, et par høns og en
ged. Vand findes en halv kilometer væk
og skal hentes i store dunke og koges,
inden det kan drikkes. De klarer sig,
men der er ikke meget overskud.
Huset har en lille stue og flere rum,
som er fyldt med senge og madrasser.
Der er også et lille hus ved siden af, som
er ret nyt. I det ene rum har de ryddet
alt, og jeg skal sove der. I det andet rum
er der køkken, opbevaring og stald.
Røgen fra bålet i køkkenet holder nok
myggene væk, men som jeg finder ud af
ved nattetide, er det lidt barskt at sove i.
En sidste bygning er to toiletter. De
er af den klassiske slags med tre mure
og et hul i gulvet.
”De er fyldt, så du skal hellere bruge
naboens,” advarer Hafswa mig, og at
dømme efter lugten har hun nok ret.
Da mørket falder på, og aftensmaden er blevet tilberedt, samles familien inde i huset. Her er ingen strøm,
men de har skaffet sig en lampe med
solceller, og ellers er der en olielampe.
Jeg er vist ikke den eneste, der ikke
ved, hvad vi spiser. Det er noget afrikansk grød af diverse jordfrugter og en
klump af majsdej. Der er også kylling
til – kun til de voksne og specielt til mig
som gæst. Kyllingefedt kogt til en kraft-
fuld sovs får vi alle, og så skal grøden
spises med en ske og – slubre! – så er der
mad.
Da lektierne senere skal laves, er
det imponerende at se ungerne samles
rundt om olielampen for at kunne se
deres bøger.
For at komme i skole skal de store
børn gå 40 minutter hver vej, så de skal
op kl. 5 om morgenen. Her er heller ikke
meget at lave om aftenen, så kl. 21 ligger
alle i deres senge.
I mit værelse er jeg ikke alene, for
her sover også Hafswa og hendes dreng,
og jeg er faktisk den eneste, der ikke
har mindst et barn i sin seng. Jeg føler
mig dog ikke alene i min seng, for noget
kravler omkring hos mig. Noget bider
mig, og noget stikker. Argh! Det klør.
Og stikker. Og her er totalrøget. Dagens
idyl af landlig charme synes forsvundet,
mens geden og hønsene i køkkenet lige
ved siden af holder fest.
Tilbage i byen
Da jeg nærmer mig Kampala, kan jeg
mærke, at jeg virkelig længes efter et
varmt brusebad. Og efter en god pizza
og en kold cola. Man er vel et luksusdyr,
og den landlige mad har faktisk sat sig
så dårligt i min mave, at jeg må en tur
på hospitalet, så det giver mig anledning til at tænke lidt over kontrasterne
i Uganda.
Der er så langt fra rig til fattig, og
på den anden side bor de side om side.
Jeg er på et internationalt hospital, hvor
alle snakker flydende engelsk, og hvor
lægerne virker kompetente, men dagen
før boede jeg hos en familie, som har
mistet børn, fordi pengene ikke rakte til
den medicinske behandling.
Det eneste fælles for uganderne
er den venlighed og de åbne arme, jeg
er blevet modtaget med. De har alle
inviteret mig indenfor, har alle slagtet
kyllingen for min skyld (både reelt og
metaforisk), og de har alle fortalt mig
om det at opdrage børn i Uganda.
Jeg håber, at Klodensbørn.dk kan
hjælpe danske forældre til at åbne
øjnene og udvide deres horisonter – for
Uganda har lært mig en masse. Meget
af det jeg har lært vil, jeg gerne tage
med hjem til min egen lille familie, for
selvom Uganda er et land med mange
udfordringer, så virker deres tilgang til
børn inkluderende på en måde, som vi
ikke altid kender i Danmark.
50
UGANDA
UD & HJEM IGEN: Vil du selv til Uganda?
Det er nemt og billigt. Flybilletten t/r
kostede kun 4.000 kr., og det er ikke
dyrt at leve i Uganda. Safari og specielt
gorillaerne er en anden sag – det er
dyrt, men er du mest interesseret i
uganderne, så kan du fjolle rundt for
100-200 kr. om dagen.
VIL DU GØRE EN FORSKEL I UGANDA?
Så tjek Boscos projekt, hvor han
med musik redder gadebørnene. Du
finder mere om hans projekt på www.
klodensbørn.dk.
VIL DU VIDE MERE OM SMÅBØRNSFORÆLDRE I UGANDA? Jeg gennemførte flere interviews med både Rhoda,
Bosco, Lucy, Hafswa og mange af de
andre, du har mødt i artiklen. Du finder
historierne på www.klodensbørn.dk.
Her finder du også flere billeder fra
livet i Uganda og kan læse meget mere
om projektet, som jeg gennemfører i
samarbejde med Danida.
nn Nikolaj Witte har medlemsnr. 212 og
er far til Karla på halvandet år. Og så er
han cand.mag. i filosofi og holder foredrag
om sine mange rejser. Han har også været
redaktør af Globen (år 2004-6), Adventure
World (2006-7) og Opdag Verden (2007-8).
Læs mere om hans rejseoplevelser på www.
nikolajwitte.dk.
En lille anekdote om navne i
Tekst & FOTO: Henrik Frier Hansen
Allerede da jeg satte mine ben
i Chile for første gang i 1998,
bemærkede jeg en sjov lille
detalje ved chilenerne: De fantastiske, mærkværdige og skønne
chilenske navne! Blandingen af
navne fra forskellige oprindelser
og baggrunde viser tydeligt,
at Chile er en nation af meget
blandet indvandring.
B
efolkningen i Sydamerika
er af blandet oprindelse, og
især spanierne har sat deres
præg. Så de fleste efternavne
er spanske, som fx Gonzales, Pizarro,
Rodriguez osv. Men i Chile er oprindelsen af navne gået langt videre, og
man finder nogle meget sjove blandinger, der viser, at indvandrere i Chile
ikke kun kom fra Spanien, men også fra
mange andre dele af verden.
Min chilenske svigerfar hedder
Hugo Arnaldo Bustos Alister. Her i
Chile har folk altid to fornavne og to
efternavne. De to efternavne består
af et fra moderens side og et fra faderens side. Min svigerfars første efternavn, Bustos, er meget typisk spansk
og kommer fra hans spanske forfædre
på hans mors side. Alister stammer fra
hans fars side af familien, der kom fra
Skotland. Dette er et typisk eksempel
på, hvordan man kan fortolke oprindelsen af en chilensk person. I eksemplet med min svigerfar kan man derfor
nemt regne ud, hvor hans forfædre kom
fra. Men nogle gange er der tendens til
at ændre navnene lidt fra generation til
generation. I min svigerfars tilfælde var
hans efternavn oprindeligt McAlister,
men i løbet af et par generationer er
navnet blevet forkortet til blot Alister.
Hvorfor? Ja, måske fordi nogen mente,
at det var lettere at udtale, eller måske
bare pga. en simpel skrivefejl, dengang
da navneindskrivning i folkeregistret
blev skrevet i hånden. Derved er mange
efternavne typisk blevet lidt chileniseret,
hvilket gør, at de ofte bliver ret anderledes og originale. Og det er også derfor,
du nogle gange kan se virkelig unikke
kombinationer af navne.
De fleste chilenere bruger kun et
fornavn og et efternavn for at gøre
tingene nemmere. Ganske som den
velkendte chilenske forretningsmand
Hernán Sommerville. Her er mikset
tydeligt: Hernán er meget spansk (som
Hernán Cortéz, en af de berømte – eller
måske snarere berygtede – spanske
conquistadores), mens Sommerville
måske er så britisk, som det overhovedet kan blive.
Tyskerne er bredt repræsenteret i
den chilenske indvandrings historie
fra det 19. århundrede, og blandingen
mellem tyske og spanske viser sig i
navne som Francisco Stolzfus, Günther
Gonzales og det næsten imponerende
Alan Morquez Schwammenhofer. En
kvindes fornavn kunne endda være
Froilan, som er en chilenisering af
Freulein (tysk for frøken). Jugoslaverne
har også været her og har efterladt
navne som Pedro Djordanovich og
Antonio Slattery Smoljanovich (jeg
er sikker på, at en fyr med sådan et
navn må være involveret i en form
for mafia-aktivitet eller i det mindste
være brugtvognsforhandler!). Nogle
gange kan du finde ægte indfødte
navne blandet med endog nordiske
navne: Ruperto Svensson eller Ingrid
Quetalpillan. Man kan ligefrem forestille sig, at de har født nogle kønne
børn!
Men det bliver værre. Sommetider
har chilenere navne, der helt sikkert
ikke bør udtales på engelsk: Julia
Assmann, Gustavo Dickstein, Eduardo
Butt, Patricia E. Smock eller Rosemeire
Fuckner. Og der er en sødere én: Maria
Loveluck … hvor ville jeg elske at se,
hvem hun var! Og her er en, som ville
kunne vinde trofæet i konkurrencen
for mærkværdige navne: Winston
Gayan Cock! Det er sandt, jeg har lige
fundet det i 2006-udgaven af Santiagos
telefonbog. Forestil jer et opkald i lufthavnen: ”Vil Mr. Gayan Cock venligst
51
møde op ved gate C21, dette er vores
sidste udkald!”
Og listen fortsætter med ejendommelige navne: Cecilia Duck, Gladys
Drago Worm, Felipe Segovia Fmok (en
telefonbog giver jo ingen instruktion i
udtale, man er efterladt til selv at bruge
fantasien), Jaime Olavarría Goo – for
ikke at nævne et navn så stort som
Washington Torres O’Kinnghtnones.
Jeg vil lade jer ind på en lille
hemmelighed: Ser I, da jeg først
begyndte at lægge mærke til disse
navne i Chile, var det egentlig bare
noget, jeg bed mærke i, når jeg læste
avisen eller så folk på tv. Siden er det
næsten blevet en hobby for mig, og
nu er jeg begyndt at finde sjove navne
i telefonbøgerne. Og ved I hvad? Jeg
kan næsten ikke stoppe, når jeg først
kommer i gang! Det er som om, det
ene navn er mere vidunderligt eller
vanvittigt end det andet, og jeg kan slet
ikke lade være med at lede efter nye
navne. Kan du forestille dig at læse
en telefonbog til din godnatlæsning?
Folk i almindelighed tror, jeg er blevet
gal, men jeg kan ikke gøre for det.
Nogle gange hører min kone mig grine
højlydt ude fra toilettet, og når hun ser,
jeg kommer ud med en tyk telefonbog
i hånden, ryster hun bare på hovedet i
fortvivlelse ... Det er, som om jeg bliver
afhængig. Jeg er nødt til at få min
dosis af mærkelige navne, der holder
humøret højt.
Jeg har lige fundet nogle flere
perler, som kan holde mig kørende i et
stykke tid. De her er virkelig kreative:
Rosa Castro Lips, Oscar Jhonson (lyder
godt til en jazzmusiker!), German
Fuhrer (!) og Francesca FI, hvordan
man så end udtaler det?
nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr.
285 og bor i både Danmark og Chile. I
2008 udgav han en bog på engelsk om sine
oplevelser med landet. Den hedder ”Viva
Chile – Travels, Tips & Tales”. Læs mere på
www.vivachile.dk.
Kiribati:
Verdens værste land?
Hvorfor får grisene på Tarawa hele
tiden nye bure? Kan en hund havne
i en flypropel? Og hvorfor har vi
overhovedet slæbt to småbørn
med til et overbefolket helvedeshul ude midt i Stillehavet?
Tekst & fotos:
Jakob Øster
“D
er er ingen smil, som dem du
ser i Kiribati. Hvert smil synes
at sige: ’Hvor heldigt at vi
deler dette øjeblik.’”
1.000 fod oppe hang vi og gloede
ned på Kiribatis Gilbert-øer, mens
Charlotte reciterede blomstrende
citater fra vores antikvariske guidebog.
Charlotte og jeg havde i 2012 revet tre
måneder ud af kalenderen og var rejst
Jorden rundt med vores to små børn på
to og fem år. Efter måneders planlægning og utallige forviklinger havde vi
sikret os et air pass med Air Pacific med
op til seks stop i Stillehavet. Tarawa på
Kiribati – navnet udtales KiriBAS – var
det første. Forventningsfulde nød vi
den særprægede udsigt fra det store
Boeingfly.
De så underlige ud, øerne under os.
Delvist ringformede atoller, hver især
formet som smalle vaniljekranse med
turkisgrønt vand i midten og dybblåt
vand udenom. Atoller, forklarede Moonguiden, er koraløer, der har omkranset
en gammel vulkan. Vulkanen har
trukket sig ned i havet og har efterladt en cirkel af land med en lavvandet
lagune i midten.
Langt væk fra alting
Vi havde, siden vi lagde ud på Fiji, tilbagelagt over 2.000 km, da vi lagde an til
landing på Tarawa, Kiribatis halvmåneformede hovedatol. Taget i betragtning
af at der var over 1.000 km til nærmeste
landingsbane, der var stor nok til at
håndtere et jetfly, håbede jeg, at piloten
havde styr på landingen. Det havde han
naturligvis, og med udsigt til vand og
palmer på begge sider landede han let
det store Boeingfly på den ultrasmalle
ø. Amelia Earhart, den første kvinde der
havde fløjet solo over Stillehavet, var,
for 80 år siden, mindre heldig. Så vidt
man ved, løb hun tør for benzin et sted
over Kiribatis enorme farvand uden at
kunne finde den lille ø, hun skulle lande
på. Vraget fra hendes lille Lockheed er
aldrig fundet.
Bonriki International Airport
bestod af et par træskure forbundet
med et halvtag af blik. Under halvtaget stod nogle betonbænke uden
ryglæn, der skulle gøre det ud for en
udendørs ankomsthal. Foran ankomsthallen masede mørke, krølhårede unger
snuderne flade mod trådhegnet og
kastede frække blikke mod os rejsende,
der skridtede over mod immigrationen.
Nysgerrige og spændte, som var ankomsten et af ugens højdepunkter.
52
Bagageudleveringen foregik ved,
at en mand smed kufferter igennem
et hul i væggen og ind på gulvet i et
af blikskurene. Horder af passagerer
knoklede frem og tilbage for at få deres
bagage væk fra den trange hal, mens
Charlotte og jeg bekymrede forsøgte at
holde styr på, at ingen af vores to små
børn, der synes det var sjovt at prøve at
finde vores bagage, blev trampet ned.
Med Nterea til Bairiki
Lufthavnen er placeret midt i Tarawahalvmånen, og derfra leder en perlerække af broer og koraløer 25 km sydpå
til hovedøen Bairiki, hvor vi skulle bo.
De 25 km tilbagelagde vi i en gammel
Toyota Camry med buttede Nterea fra
vores motel i Bairiki bag rattet. Gennem
bilens ruder beskuede vi det surrealistisk turkisgrønne vand, der ofte kunne
ses på begge sider, som vi traverserede
Lokal færge der transporterer folk til
Nordtarawa. I baggrunden to buia’er på
Tabon Te Keekee Homestay.
de smalle øer. ”Hold kæft hvor er her
beskidt,” sagde Charlotte pludselig.
Og det havde hun ret i. Mellem slanke
palmer på hvide sandstrande lå bilvrag
og bunker af plastik. Ude i havet havde
forladte rustne kuttere endt deres dage.
Til trods for at køreturen tog
urimelig lang tid, var humøret i vognen
højt. Vores familie på fire havde kapret
hele bagsædet, mens en jovial meteorolog fra Salomonøerne, der skulle til
klimamøde, lod sin enorme krop flyde
ud over forsædet i passagersiden. Jeg
spurgte Nterea om, hvordan der var på
Nordtarawa. Nordtarawa – øerne nord
for lufthavnen – er ikke forbundet med
hverken vej eller bro, og vi pønsede
på at sejle derop med ungerne. Taget i
betragtning af at en sådan sejltur var
den eneste ikke-flybaserede udflugt
til en anden ø inden for en radius af
omkring 2.000 km, tænkte vi, at vi
hellere måtte tage derop. Men Nterea
var ikke til megen hjælp. ”Actually, Sir,”
sagde hun, ”har jeg aldrig været på
Nordtarawa, selv om jeg har boet her
hele mit liv.”
Marys Motel
Hovedøen Bairiki husede præsidentens
bolig og nogle barakker, der udgjorde
det for landets ministerier. Byen var lige
så forurenet som resten af landet. Der
slog en dunst ind fra havet, og affaldet
hobede sig op overalt. ”Et godt hotel på
Kiribati er et hotel uden rotter,” havde vi
fået at vide af en udenlandsk hjælpearbejder, vi mødte i lufthavnen.
Marys Motel var bestemt ikke noget
godt hotel, uagtet at vi ikke så nogle
rotter. En stejl og skæv gammel hjemmefusket trætrappe førte op til førstesalen,
hvor vi fra svalegangen havde udsigt til
havet på begge sider samt den sydlige
del af skraldeøen. Myggegitteret foran
vinduerne var faldet ned. Vinduerne var
af persiennetypen: Aflange glasplader
der kunne køres op og ned og aldrig
kunne lukkes ordentligt. Der var ikke
noget varmt vand, og da jeg forsøgte
at lukke vinduet for at se, om det var
muligt at holde bare en lille brøkdel af
insekterne ude, faldt en af glassektionerne ned og smadredes på jorden bag
hotellet. Ikke at man ville lægge mærke
til det, for der lå såmænd skrald nok
dernede i forvejen.
Værelset kostede næsten 500 kr.
for en nat, hvilket selv herude midt i
Stillehavet var et betragteligt beløb, især
når man tog værelsets undseelige standard i betragtning. Børnene kostede 60
Udsigt fra én buia til en anden, Nordterawa. En buia er, som det fremgår, en åben hytte
på pæle. Disse buia’er er en del af Tabon Te Keekee Homestay.
kr. ekstra, fik vi at vide. Til trods for at
vi herfor hverken fik ekstra senge eller
morgenmad. Manageren var en lille
firskåren mand, der lignede resultatet
af et uheldigt samleje mellem en død
maori og lille Hiawathi. ”I får jo ekstra
håndklæder og alting,” sagde han
opklarende og udleverede hele tre håndklæder på størrelse med vaskeklude.
”Er du turist?” spurgte Chris fra
Canada og gloede på mig, som om jeg
lige havde sagt, at jeg var en flamingo
i en kulmine. ”Men der kommer aldrig
turister her. Faktisk,” fortsatte han, ”er
I de første turister, jeg har set, i de ti år
jeg har arbejdet her på øen.”
Der var masser af udenlandske
gæster på Marys. Hjælpearbejdere,
klimaforskere og konsulenter der arbejdede for regeringen. Men altså ingen
turister …
”Der er ingen smil, som dem du ser i
Kiribati. Hvert smil synes at sige: ’Hvor
heldigt at vi deler dette øjeblik.’”
Kiribati er det første land, jeg har
besøgt, der ikke findes i nogen Lonely
Planet-guidebog. Faktisk findes der slet
ingen aktuelle guidebøger til Kiribati.
Men på nettet havde jeg fundet den
førnævnte antikvariske Moon-guide,
som var skrevet, den gang nogen åbenbart stadig kærede sig om landet. Og
den oplyste altså, at der ikke var nogen
smil som dem i Kiribati. Efter et par
dage i Bairiki håbede vi snart at få den
påstand efterprøvet. I guidebogen stod
der også, at ”landet næsten havde nok
steder at se til, at man kunne lade, som
om man havde noget at lave.” Det var
lidt af en overdrivelse. Ud over et par
efterladte kanoner fra japanernes kamp
mod de allierede i afslutningen af 2.
53
”I am going to the ocean,” siger de lokale
når de går ned for at besørge. Landets
kloakker føres ud i havet, så alle andre
på Kiribati ender også med at skide i
havet.
Verdenskrig var der ingen turistattraktioner på Kiribati.
I am going to the ocean
Der var ikke andet at lave end at bade.
En herlig svalende svømmetur i det
turkisblå hav var lige, hvad vi alle
trængte til. Problemet var bare, at
stranden flød med affald, og havet
lugtede af kloak. Længere nede ad
stranden så jeg en lokal mand sætte sig
i skovridderstilling i vandkanten. Med
rædsel i sindet fiskede jeg mit kamera
op og zoomede ind på 200 mm. Under
hans røvballer lå en brun bunke af den
slags, der hører hjemme et ganske andet
sted end på en offentlig strand. Midt på
stranden sad han og drejede en vase.
”Så tror da fanden her lugter af lort,”
sagde jeg til Charlotte. Vi blev enige om
at springe badningen over.
Vores antikvariske guide kendte
kun alt for godt problematikken. De
Et ikke ualmindeligt syn i Bairiki hvor der ikke er meget andet at give sig til end at sove, spise og fiske.
lokale har et ordsprog for at gå på
toilettet, stod der: ”I am going to the
ocean,” lød det.
Spildevandet fra øens kloakker
ledes også ud i havet. Langt ude i havet.
Men Tarawa er uheldigvis formet som
en 50 km lang halvmåne, og næsten
alle broerne mellem koraløerne er uden
gennemstrømning. Så affald og spildevand ledes tilbage i bugten igen og
skyller op på stranden. Med andre ord
skider alle, der befinder sig på Kiribati, i
havet. Om de så vil det eller ej.
Udflugt til Nordtarawa
Der lød et dumpt drøn, da kokosnødden
borede sig ned i sandet, lige efter vi var
stået ud af bilen. Vi var på ørundtur og
på vej nordpå mod den lille udriggerkano, som udgjorde det for en færge til
Nordtarawa. Thomas, en flink dansker
der arbejdede for Verdensbanken,
havde lånt os sin udlejningsbil. Om
morgenen havde jeg sat ham af ved
Finansministeriet, hvor han arbejdede.
”Måske vi skal parkere lidt længere væk
fra kokospalmerne næste gang,” sagde
Charlotte, mens vi lamslåede gloede
på den store nød der var faldet ned 20
meter oppefra og netop var landet få
meter fra bilen og vores børn. I en fart
smed vi ungerne ind i bilen og kørte
videre.
Udriggerkanoen til Nordtarawa
kostede 50 australske cents og lignede
noget fra et postkort. Ungerne elskede
den. Den tog os med til en anden verden.
En verden hvor tiden stod stille. Ingen
veje, ingen biler, intet affald og næsten
ingen mennesker. Formentlig var der
rent nok til, at man sågar kunne bade.
Yndlingsbeskæftigelsen for dem, der
boede der, syntes dog at være at sove
det meste af dagen. Man kunne bo i en
buia på Tabon Te Keekee Homestay – en
åben hytte med en surrealistisk smuk
beliggenhed på pæle ude i lagunen.
Hvis altså man havde lyst til at give
1.000 kr. per nat for at sove i en hytte
uden vægge med delt toilet inde på land,
tage bad i en spand saltvand og vente
mellem en og to timer på alle måltider.
På afveje
Det var let at køre bil på Tarawa. Bortset
fra satanistiske vejbump, der truede
med at sende ethvert hurtigtgående
fartøj på momentan førtidspension
sammen med alle øens øvrige udrangerede bilvrag. Det var også let at finde
vej. Der var kun én gennemgående vej
og kun et enkelt lyssignal i hele landet
(som helt umotiveret stod på en lige
landevej). Vejen delte sig kun én gang,
og hvor den delte sig, havde ingen
ulejliget sig med at opsætte et skilt, der
kunne oplyse undrende turister på
bilferie (af hvilke der fuldt forståeligt
kun kom få) om, i hvilken retning de
54
skulle bevæge sig. Vi kørte ligeud.
Hvilket naturligvis skulle vise sig at
være en fejl. Snart var vi på en ensporet
grusvej, der bugtede sig ind og ud
mellem kysten og primitive landsbyer.
”Tror sgu vi skulle have kørt den
anden vej,” nåede jeg lige at sige,
inden vejen pludselig totalt ændrede
karakter. Lamslåede gloede vi på den
perfekte vej foran os. Bred som en firesporet motorvej, nydeligt asfalteret og
uden synlige huller. Lang og lige. Det
var satans. Efter at have kæmpet hele
dagen med Kiribatis umulige veje var
det oplagt, at der måtte være noget
galt. ”Det er da løgn,” sagde jeg, så da
det endelig gik op for mig. ”Det der, det
er sgu da et kontroltårn!” Ved siden af
tårnet holdt en brandbil og et par island
hoppers. Vi var kommet til at køre ind på
landingsbanen.
Hunden i propellen
”Fire gange har vi sat hegn op,” sagde
Chris. Chris var fra Canada og ansvarlig
for et internationalt bistandsprojekt, der
havde til formål at modernisere den
faldefærdige lufthavn.
”Men så snart vi har sat det op, piller
folk det ned igen og bruger det til at
lave bure til deres grise.” Han rystede
opgivende på hovedet. ”This place really
gets to you.”
Kiribati
Forventningsfulde unger foran et af de to ugentlige fly. Kun ved selve lufthavnsbygningen er der hegn om landingsbanen.
Man kan sgu da ikke have en
landingsbane uden hegn, tænkte jeg.
En vildfaren bilist risikerer jo at ende
sin fredelige søndagsudflugt med en
Boeing i nakken. Løsningen på det
lille problem var angiveligt at parkere
enten en truck eller den lokale brandsprøjte (som i øvrigt angiveligt sjældent
indeholdt vand), så tilkørselsvejen var
spærret, når der kom fly. ”Der kommer
alligevel aldrig nogen turister, og de
lokale har totalt styr på, hvornår ugens
få fly lander,” forklarede Chris.
”Så er det sgu værre med hundene,”
sagde Chris. Det var under et år siden,
at en flok vildfarne gadekryds var løbet
ind på landingsbanen, og en uheldig
køter var blevet suget ind i propellen
på et landende fly. Heldigvis kom ingen
til skade, ud over vovsen, forstås, som
havde spist sit sidste magre kødben og
rodet i sin sidste bunke skrald. Men
flyets propel blev slået skæv, og motoren
måtte repareres for 300.000 bistanddollars. Ikke at det afholdt de lokale
fra at stjæle også det hegn, der efterfølgende blev sat op. De har jo brug for
deres grisebure. I 2011 – efter 11 år med
uhæmmet fokus på luftfartssikkerhed
– kunne en hund blive suget ind i en
flymotor, fordi de lokale havde stjålet
hegnet. Only in Kiribati.
Afsked med Kiribati
Der gik kun to fly om ugen ud af landet.
Flyet efter vores var aflyst. Chris sagde,
det var, fordi man skulle reparere
belægningen på landingsbanen, som
de sidste par år havde været decideret
farlig at benytte for jetfly. Betryggende.
Vi besluttede at tage i lufthavnen i god
tid, så vi ikke risikerede at strande i
skraldeland en uge længere. Taxaen til
lufthavnen delte vi med amerikanske
Hannah. Hun var geologistuderende
og havde været tre uger i landet og var
mere end klar til at forlade dette helvedeshul og komme hjem. Jeg spurgte
hende, hvad hun ville gøre, hvis vejen,
der flere steder lå stort set i niveau med
havets overflade, var oversvømmet. ”Så
går jeg,” sagde hun. Der var 25 km til
lufthavnen, og hun medbragte 40 kg
stenprøver.
Afgangshallen i lufthavnen var et
40°C varmt skur. Der var ingen røntgenmaskine, så man fik gennemrodet
sine sure underbukser ved håndkraft.
Lufthavnsskatten udgjorde 20 AUD
for alle passagerer, inklusive naturligvis små lyshårede børn på to og
fem år. Det havde jeg lidt svært ved at
forstå. Især fordi vi allerede havde betalt
et hav af skatter og afgifter sammen
med billetten. ”Det dækker faciliteterne i lufthavnen,” fik jeg at vide. 20
australske dollars for et håndskrevet
boardingkort, en udendørs ventesal
og en gennemrodning af underhylere.
Jeg havde godt nok aussie-dollars på
lommen, men dem havde jeg tænkt mig
at gemme, til jeg skulle til Tuvalu. Man
kunne ikke betale med kreditkort, der
var ingen hæveautomat og ingen steder
at veksle penge i lufthavnen. Hold da
kæft, hvor var jeg træt af Kiribati.
”Men hvad så hvis man har brugt
alle sine australske dollars, før man tog i
lufthavnen?” forsøgte jeg mig.
”Så må du tage bussen ind til byen
og veksle,” tilbød den hjælpsomme lufthavnsdame. ”Eller også må du låne af
en af de andre passagerer på flyet.”
55
Kiribati – navnet udtales KiriBAS –
består af 33 atoller fordelt over et
område på 3,5 millioner km² (i areal er
det større end Indien og halvt så stort
som Australien). Forholdet mellem
land og vand er 1:4.000. Men selv om
vandstanden stiger, vokser øerne, da
korallerne formerer og udvider sig
oven på havet. Kiribati er altså ikke ved
at forsvinde. Kiribati har som medlemsland en fuldgyldig stemme i FN. Landet
handler efter sigende denne stemme
til bl.a. at stemme for lovliggørelsen af
hvalfangst til gavn for Japan, som der
eksporteres mange fisk til. Cirka halvdelen af Kiribatis 100.000 indbyggere
bor på hovedøen Tarawa, og Sydtarawa
er efter sigende et af klodens fattigste
og mest overbefolkede områder.
Landet har i øvrigt ikke fået indført et
system til opsamling af regnvand, så
der er saltvand i hanerne.
UD & HJEM IGEN: Et såkaldt Pacific
Pass, gyldigt i 60 dage, med Air
Pacific kostede i 2012 ca. 5.000 kr. og
dækkede følgende destinationer t/r
fra Fiji: Tonga, Samoa, Salomonøerne,
Vanuatu, Kiribati (Tarawa og Juleøen).
Så vidt vides er passet dog nu blevet
afskaffet.
Fra mavebæltets dyb fik jeg fumlet
nødrationen af australske dollars
frem. ”Der er ingen smil, som dem du ser
i Kiribati,” tænkte jeg. Men så igen: 80
AUD er trods alt en beskeden pris for
at få lov til at forlade verdens måske
værste land.
nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og
var redaktør af Globen fra nr. 27 til 34 (år
2007-8) og gæsteredaktør på nr. 37. Han har
besøgt 134 lande og 13 territorier. Læs mere
om hans rejseoplevelser på www.
jakoboester.dk.
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Sommeren er over os, og hvad er
egentlig bedre end at dase ved
stranden eller ved svømmepølen
med en god bog i hånden? Eller
på en regnvejrsdag at finde en
film frem til hjemmebiografen?
Vi kalder det for sofarejser, når vi
på næsten magisk vis, som om vi
havde et flyvende tæppe, kan rejse
ud i verden hjemme fra sofaens
trygge rammer. At have noget at
underholde sig med på rejsen kan
også være essentielt, når man
sidder i et tog, en bus, på et fly
eller et kedeligt hotelrum. Globen
omtaler og anmelder derfor gerne
bøger og film om andre kulturer,
lande og det at rejse, som kan
inspirere og udvikle rejselysten.
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
Om Afrika
”’Jaja, jeg skal nok
redde jer – Når jeg
lige har drukket
min rom & cola
…’ – Mit Uganda” af
Lotte Skou Hansen
(Siesta, 2011, 168
sider, med kort, 199
kr. eller som e-bog
99 kr. via gopubli.sh)
er med forfatterens egne ord chick lit a
la ”Bridget Jones’ dagbog” og ”Nynnes
dagbog”. Bogen er en slags dagbog, hvor
forfatteren er kommet til at sige ja til et
tage et halvt år til Uganda som frivillig
i Røde Kors. Og så går det ellers i højt
tempo og med mestendels højt humør,
når den forhenværende jyske bondepige – nu kendt som ”Dronningen af
kondom-på-banen” – beretter om sit
møde med Uganda og om druk, sex
og 12 par stiletter. Det er både ærligt
og humoristisk, og går man med en
drøm om at melde sig som frivillig til
et ulandsprojekt er det en oplagt bog
at læse for at få et realistisk billede af,
hvad man kan forvente sig. Både hvad
angår kulturkløfter, kæresteforhold
og stereotype forestillinger om Afrika
og Uganda i særdeleshed – som for de
I en stor
polarforskers fodspor
Kurt L. Frederiksen: ”Freuchen – Den
store Peter”. Sohn, 2010, 172 sider, med
fotos i sort/hvid og tegninger. 249 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
S
om ivrig læser af ældre
rejselitteratur stiftede jeg
tidligt bekendtskab med Peter
Freuchen. Jeg blev for alvor
opmærksom på den store polarfarer da
jeg, blandt støvede hylder i et antikvariat, stod med et af hans måske mindre
kendte værker, ”Flugten til Sydamerika”
fra 1935, i hænderne. Som den store
latinamerika-entusiast jeg er, gav jeg
den naturligvis ærespladsen sammen
med gamle klassiske rejsebogsforfattere som Arne Falk Rønne og Henning
Haslund-Christensen.
Peter Freuchen blev ved med at
spøge, og efterhånden som jeg satte mig
mere ind i hans liv og levned begyndte
det at stå klart for mig, at det på ingen
måde specielt er Sydamerika, Peter
Freuchen er kendt for, men snarere de
kolde egne højt mod nord. Sne, kulde og
simpel overlevelse er det man forbinder
Peter Freuchen med, og mine tanker
går i samme forbindelse til et bestemt
hus i min barndomsby Ringkøbing. Her
hænger den dag i dag en gammel slidt
mindeplade med navnet Ludvig Mylius
Erichsen, der vidner om en for længst
svunden tid – nemlig dengang der var
rigtige eventyrere til.
Et liv fuld af eventyr
”Jeg har brugt mine bedste år til at
køre i hundeslæde. ” Sådan begynder
min gamle slidte bog ”Flugten til
Sydamerika”, for Peter Freuchens
tilbragte en stor del af sit liv i
Nordgrønland.
Han blev født i Nykøbing Falster 20.
februar 1886, og i Kurt L. Frederiksens
biografi følger vi ham lige fra hans
første rejse som fyrbøder på MyliusErichsens danmarksekspedition
1906-1908, til de efterfølgende grønlandsrejser, hans livslange venskab
med Knud Rasmussen og bosættelsen
56
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
i Danmark på øen Enehøje. Freuchens
deltagelse i modstandsarbejdet mod
den tyske besættelsesmagt og flugten
til Sverige og derefter til USA undgår
heller ikke forfatterens opmærksomhed.
Vi hører ligeledes om hans arbejde
som journalist for FN, hans forfatterskab,
den omfattende foredragsvirksomhed
og ikke mindst hans tre stormomsuste
ægteskaber. Da Peter Freuchen dør i
Anchorage i Alaska 2. september 1957,
er han på vej til tv-optagelser i Thule.
Han er ved sin død lige blevet valgt til
formand for Eventyrernes Klub i New
York – og året inden deltog han i et ”Kvit
eller dobbelt”-program i USA og vandt
64.000 USD i emnet ”de syv verdenshave”. Så bolden er givet op til et ægte
eventyr, når man slår op på første side
og lader tankerne lede hen mod denne
store personligheds liv og virke.
Farverige skildringer
Kurt L. Frederiksen har stor indsigt
i polarområder og debuterede som
forfatter i 1995. Allerede i bogens forord
fornemmer man forfatterens udfordring,
nemlig det at gengive Peter Freuchens
liv med troværdighed, menneskelig
indsigt og loyalitet over for hovedpersonen.
I 1981 dukker et af Peter Freuchens
private breve op på Det kongelige
Bibliotek, og selv 24 år efter hans død
giver brevet anledning til, at der i
artikler gives udtryk for opfattelsen af
Peter Freuchens lemfældige omgang
med kendsgerningerne.
Det antydes, at Peter Freuchen i sine
mange rejseberetninger aldrig har ladet
sandheden ødelægge en god historie –
ja selv som korttegner gjorde han brug
af sin fantasi. Freuchens største kritikere mente, at hans skildringer ofte var
på grænsen til det løgnagtige, så farverige og fantasifulde var de, men han selv
blev ved med at påstå, at han blot skrev,
hvad han så.
flestes vedkommende punkteres nok så
eftertrykkeligt. Nåja, måske ikke dem
alle, for som bogens titel antyder, er
der jo også visse stereotyper om unge
ulandsfrivillige, som forfatteren gør sit
bedste for at leve op til, da hun drager
ud i verden for at gøre en forskel.
Petersuaq – Den Store Peter
Det bliver forfatterens største vision
netop at skildre den store polarfarers liv
og dokumentere hans aktiviteter tættest
muligt sandheden. Kurt L. Frederiksen
beskriver også i bogen, hvordan daværende arktisk ekspert Jørgen Meldgaard
fra Nationalmuseet tog til genmæle.
Han havde selv brugt Freuchens
landkort og satte sandhedsværdien
i hans skildringer højt. Og som han
sagde: ”En grønlænder eller en dansker
bør fremmanes til på troværdig vis at
skrive bogen om det eventyrligt store
menneske, polarforskeren og fortælleren Peter Freuchen”, og det er netop
det, Kurt L. Frederiksen har forsøgt - og
efter min mening er sluppet ganske
godt fra.
Bogen er levende skildret, og
teksten er krydret med en række citater
fra Freuchens bøger og breve. Desuden
flettes der beretninger ind i bogen fra
de mennesker, som var vigtige aktører
i hans liv. Menneskene på Grønland
havde optaget danskeren som en af
deres og kaldte ham Petersuaq – ”Den
Store Peter”, for han lærte sig deres
sprog, tankegang og levevis.
Man er som læser ikke i tvivl om
forfatterens store researcharbejde. Hver
en lille flig af polarfarerens færd bliver
gennemtrævlet, og Kurt L. Frederiksen
formår med sin bog at få Freuchen til
at leve videre i ånden. Har man siddet
omkring det runde bord i Eventyrernes
Klub i hjertet af København, som
Freuchen stiftede i 1938, så ved man
også, at den gamle polarfarer, som sit
eftermæle, var noget helt for sig.
nn Anette Lillevang Kristiansen er journalist og medredaktør af Globen. Hun har
medlemsnr. 328.
”Okavango –
Africa’s Last Eden”
af Frans Lanting
(TASCHEN, 2012,
252 sider, med fotos
i farver, 27,99 GBP)
har titel efter en
fortryllende smuk
flod i Botswana.
Okavango er med den kendte fotograf
Frans Lantings egne ord ”et af ​​de største
vådområder på Jorden, hvis eksistens
midt i Kalahariørkenen er intet mindre
end et mirakel.” I et helt år rejste han
rundt i det nordlige Botswana på
opgave for National Geographic for at
fotografere naturen og dyrelivet langs
Okavango, og resultatet er blevet en
skelsættende og enestående samling af
billeder, der skildrer en verden af flora
og fauna, som mange havde antaget
ikke længere eksisterede på denne
Jord. Som Lanting skriver (på engelsk):
”Oplevelsen blev virkeliggørelsen af
en personlig drøm. For andre, som
endnu ikke er bekendt med denne del
af verden, kan alene tanken, om at der
eksisterer et sted så vildt og uberørt
som Okavango, virke som en drøm.”
Lanting har vundet et utal af priser og
er blevet hædret med flere titler. I 2001
blev han slået til ridder af Den Gyldne
Ark i Nederlandene, og i 2012 udnævnt
til ambassadør for Verdensnaturfonden.
Med ”Okavango” får vi et kik ind til en
verden af elefanter, zebraer, flodheste,
krokodiller og flamingoer, som ikke kan
andet end betage beskueren.
Om Asien
”Farvel Tibet – På
sporet af et tabt
land” af Tore
Grønne (Gyldendal,
2012, 304 sider,
med fotos i farver,
299,95 kr. eller som
e-bog 164,01 kr. via
saxo.com) er ikke
bare én, men flere
rejsefortællinger og tilbageblik vævet
ind i hinanden, om at cykle gennem
Tibet, Nepal, Indien og Pakistan over en
årrække. Grønne er journalist, tidligere
57
redaktør af Opdag Verden og medlem af
Eventyrernes Klub og fik allerede som
21-årig det kinesiske politis kærlighed
at føle, da han begav sig illegalt rundt i
Tibet. Bogen er fyldt med anekdoter og
små oplevelser langs vejen, men giver
også udtryk for en klar politisk stillingtagen til en konfliktfyldt, barsk og farefuld region, hvor det ikke bare handler
om Tibets status, men om frihed, demokrati og menneskerettigheder generelt i
hele regionen. Som Grønne skriver: ”Da
jeg steg på en bus i kaotiske Peshawar,
gik en mand rundt med et videokamera
og bad mig og de andre passagerer
om at sige vores navn til det rullende
kamera. ’Hvorfor?’ spurgte jeg ham. ’Oh,
så vi kan identificere dig, i tilfælde af at
du dør undervejs,’ svarede han henkastet. I ørkenerne syd for den afghanske
grænse, i lovløse Baluchistan, havde jeg
cyklet gennem regnbyger af sten, da
teenagedrenge anså mig for at være en
rullende skydeskive og hævede slangebøsserne. Jeg havde oplevet, hvordan
hver anden mand var bevæbnet med en
AK-47’er, blot i tilfælde af at de skulle
få brug for den. Men de voksne havde
alle behandlet mig pænt. Med respekt.”
”Farvel Tibet” er en personlig skildring
om at rejse i Himalaya, og med imponerende billeder af de landskaber og
mennesker forfatteren møder undervejs.
Om verden i øvrigt
”Great Adventures
– Experience the
World At Its
Breathtaking
Best” af Andrew
Bain m.fl. (Lonely
Planet, 2012, 319
sider, med kort og
fotos i farver, 29,99
GBP) er andet bind i Lonely Planets
nye sofabordsbogserie i stort format
(på engelsk), som tager os med ud på
eventyr ad gamle stier, ned under
havets overflade, og op over isklædte
bjergtoppe. Som der står på omslaget:
”Du behøver ikke at være frygtløs,
men du bliver nødt til at have mod på
eventyr!” For bogen er spækket med
imponerende rejsefotos og tips til livets
helt store rejseeventyr inddelt efter
emnerne vandreture, dykkerture, cykelture, oppe & nede, klatreture, is & sne,
dyr, vand, og køreture. Spektakulært
er en underdrivelse, når man bladrer i
bogen og ikke kan andet end lade sig
forføre, for Lonely Planet står stadig for
noget af det ypperste i rejsebøger.
”Indiana Jones
– The Complete
Collection” instr.
af Steven Spielberg
(Paramount Home
Entertainment, 2012,
dvd-boks, på engelsk
med undertekster på
dansk, 225 kr. via
filmudsalg.dk) er
belønnet med i alt seks oscarstatuetter
og behøver næppe nogen nærmere
præsentation blandt eventyr- og rejselystne. For man er altid i underholdende
selskab, når Harrison Ford i rollen
som den amerikanske arkæolog med
ophidiofobi gang på gang kommer ud for
eventyr og adrenalinkicks i sin jagt efter
diverse skatte i Nepal, Egypten, Italien,
Indien, Peru og USA. Nu er alle fire film
samlet i en dvd-boks med mere end otte
timers spilletid og naturligvis udstyret
med ekstra bonusmateriale om filmenes
tilblivelse. På en typisk dansk sommerregnvejrsdag er det derfor den perfekte
løsning til at drømme sig væk og lade
eventyret råde for en stund.
”Lonely Planet’s
1000 Ultimate
Sights – From
the World’s
Leading Travel
Authority” red.
af Carolyn Bain,
Paul Harding,
Kate James, Helen
Koehne, Simon Sellars, Jeanette Wall &
Kate Whitfield (Lonely Planet, 2011, 349
sider med fotos i farver, 15,99 GBP) er nok
noget nær den ultimative inspirationsbog for rejselystne. Det er sådan en
bog, der er fyldt med billeder og tips (på
engelsk), og som man ikke kan andet
end at falde i staver over. For her er det
hele – verden serveret på et sølvfad i
et komprimeret format, der præsenterer 1.000 steder på bare 349 sider.
Spøgelsesbyer, romantiske steder, badestrande, fortidsminder, storslået natur
og bygningsværker, you name it! Det er
en af den slags bøger, hvor man bare
får lyst til at rejse ud i verden med det
samme for at opleve, hvor forunderlig
vores planet er, og er intet mindre end
en enestående samling af bud på noget
af det bedste, Jorden har at byde på.
”Tyrannernes fald – En rejse i Det
Arabiske Forår” af Jens Nauntofte
(Tiderne Skifter, 2012, 288 sider, med kort
og fotos i farver, 299 kr.) består af samtaler
med en række
centrale aktører
og iagttagere til
de omvæltninger,
der fandt sted i
Mellemøsten fra
begyndelsen af 2011,
og som stadig pågår
med borgerkrigen
i Syrien. Titlen til
trods er der ikke tale om en enkelt rejse,
men adskillige, for Nauntofte er en
erfaren reporter, eventyrer og mellemøstkender, som har været vidt omkring –
fra Danmark til Syrien, Egypten, Libyen,
Tunesien og Tyrkiet – i sin søgen efter
at finde forklaringer på, hvad det var
for en kædereaktion, der egentlig blev
sat i gang, da den 26-årige tunesiske
gadehandler Mohamed Bouazizi 17.
december 2010 satte ild på sig selv og
dermed udløste en bølge, som skulle
komme til at vælte tyranner på stribe.
Som han skriver: ”Et paradigmeskifte
kaldes det, når omfattende hændelser
skaber grundlaget for en ny tankemåde.
De arabiske oprørere har skabt en ny
måde at tænke deres liv og drømme
på.” Og han konstaterer, at ”det vil
tage lang tid at indføre demokratiske
tilstande (…) Ingen skal (...) tro, at
der sker mirakler på kort sigt. Måske
heller ikke på længere sigt. En revolution er en tidskrævende opgave (…)
Journalister, fotografer og eventyrere
trænges der, hvor historien skifter spor
og de virkelige oplevelser folder sig
ud. De bagkloge afventer og ser tiden
an.” Nauntofte tilhører klart den første
kategori og begiver sig helst ikke selv
ud i spekulationer, om hvordan fremtiden vil folde sig ud. For han mener, det
er en ”misforståelse, at oprøret handlede
om at få demokrati som erstatning for
tyrannernes diktatoriske regimente (…)
højst indirekte hørte man demokrati
nævnt. Konkret lød slagordene fra
Tunis til Kairo: Frihed og værdighed.”
Nauntofte har med sin bog skabt en
mosaik af stemmer fra Det Arabiske
Forår og forsøger at kredse sig ind på,
hvad det er for samfund, befolkningerne i Mellemøsten egentlig ønsker sig.
Det bliver en række fascinerende møder,
hvor forfatteren forsøger at stykke brikkerne sammen til et puslespil, som viser,
at der endnu er et stykke vej, indtil de
håb og tanker, som skabte Det Arabiske
Forår, for alvor lader sig udfri og kan
spire og blomstre. For brydningen
mellem demokrati og islam er afgørende for at forstå det skisma mellem
58
Ind og ud hos
Taleban
Simi Jan: “Til te hos Taleban”, People’s
Press, 2012, 301 sider, med kort og fotos i
farver, 299,95 kr. eller som e-bog 141,50 kr.
via saxo.com.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Henrik Døcker
D
e fleste af os kender hende:
Journalisten Simi Jan, som
færdes hjemmevant og
uforfærdet i asiatiske lande
præget af krig og terrorisme. Nu har
den danske kvinde med de pakistansk-afghanske rødder nedfældet
indtryk fra de tæt ved fem år, hun
boede i disse lande og sendte tv-indslag
og artikler hjem til danske medier. En
betagende beretning, præget af hendes
enestående muligheder for at komme
tæt på befolkningen.
Hun voksede op med sine pakistanske forældre i Danmark, fik sin
journalistuddannelse i Skotland, hvortil
kommer, at hun nu læser mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Siden
2005 har hun dog tilsyneladende viet
det meste af sit liv til journalistikken.
2007-12 boede hun på skift i Pakistan og
Afghanistan, hvorfra hun i bogen giver
mange nærbilleder.
Med stort gå-på-mod får hun
således sporet sine egne rødder til det
afghanske Kandahar – en by med ry for
terrorhandlinger og krig. Via sine sprogkundskaber, ikke mindst dari, kan hun
give afghanere af vidt forskellig slags
mæle. Hun kan berette fra dagligdagen,
som mangt en vestlig korrespondent må
misunde hende: Som fx, at børn helt ned
til syvårsalderen får kamptræning, og
at der finder rekruttering sted af unge
krigere til at tage til (indisk) Kashmir og
Afghanistan.
Omkring 95 % af Afghanistans
økonomi skal være afhængig af udenlandske donorer – og det samtidig med,
at hadet til USA er meget udbredt. Som
repræsentant for to kulturer (født i
Danmark af pakistanske forældre) må
hun også stå model til ægteskabslystne
mullah’er og folk, der holder på, at hun
verdslige og islamiske tanker, som
netop nu optager den arabiske verden.
bør tage tilbage til sine forældres oprindelsesland. I almindelighed lægger hun
dog vægt på, at hun er dansker.
Stærkt virker det, når hun kan citere
fra samtaler med talebanere, herunder
om deres motiver til at deltage i selvmordsattentater mod NATO-soldater.
Hadet er særlig stærkt hos unge krigere,
der har været taget til fange af amerikanerne og været udsat for ydmygelser
eller direkte tortur. Rystende er også
beretningen om en fem år gammel pige,
der af sin far blev solgt til en gammel
mand – for resten mod at hendes far
fik mandens søster som kone. Pigen
blev dog først overleveret ægtemanden,
da hun var fyldt 12 år. Ca. 60 % af de
afghanske piger er under 16 år, når de
bliver gift.
En sådan bog, fyldt med samtaler
og selvoplevede situationer, ganske tæt
på befolkningen, er guld værd. Den
giver dog ikke nogen totalforklaring på,
hvordan Afghanistan kom ud i så stor
en misère, eller på hvordan afghanerne
kommer ud af den. Men en vestlig læser
får udvidet sin forståelsesramme.
nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er
journalist og forfatter.
”Ud – Opdagelses­
rejser 1978-2010”
af Carsten Jensen
(Gyldendal, 2010, 535
sider, 119,95 kr. eller
som e-bog 68,75 kr. via
williamdam.dk) er en
samling udvalgte
rejsereportager og essays skrevet med
hjertet på rette sted, lidt til venstre.
Kommentatoren og forfatteren Carsten
Jensen behøver næppe nogen introduktion i en dansk kontekst, og i ”Ud” tager
han os med på en stribe opdagelses- og
erkendelsesrejser. Til Afghanistan. Til
Pakistan, Indien og Italien. Til Polen,
Norge og Sverige, Indonesien og
Thailand. Sovjetunionen og Rusland,
Tjekkoslovakiet, Kroatien, Bosnien,
Nicaragua, Cambodja, Aserbadsjan,
Abkhasien, Myanmar og Niger. At
læse ”Ud” er også at rejse tilbage i tiden,
for Jensen spidder og dissikerer med
sit observante syn de ofte historiske
begivenheder, han har været vidne
til. Reportagerne er klart holdningsbårne, men uanset politisk ståsted er
de fascinerende at læse. ”Journalistik
forudsætter en respekt for kendsgerningerne, en vis ydmyghed over for en
virkelighed, der ved første øjekast altid
tager sig ufremkommelig ud. Der er
altid en opdagelses- og erkendelsesrejse
i journalistikken. Men jeg medbragte jo
et landkort. Jeg kendte alle stier og veje
på forhånd. For mig var kendsgerninger
ikke fund eller spor. De var illustrationer af en sandhed, jeg allerede var
i besiddelse af. Jeg ledte jo ikke efter
noget andet end bekræftelse på det, jeg
vidste i forvejen,” skriver Jensen selverkendende om sine første år som reporter,
hvor hans politiske overbevisning var
styrende. Og så fortæller han om sine
personlige motiver for at drage ud: en
sult efter at se og opleve en anden virkelighed. ”Jeg rejste ikke for at komme
tættere på mig selv, heller ikke for at
komme væk fra mig selv. Jeg rejste ikke
i nogen eksistentiel selvudforsknings
tjeneste. Jeg længtes simpelthen efter
nye verdener på nethinden,” forklarer
han og kritiserer samtidig masseturismens higen efter det unikke: ”Vi leder
altid efter det uspolerede, når vi rejser
(…) især når vi har et pas og en flybillet
til en fjern destination i hånden. Vi
ser os selv som sammensatte mennesker. Men vi ønsker og forlanger af de
59
fremmede, vi har rejst så langt for at
møde, at de på en enkel og forsimplet
måde repræsenterer en uberørt kultur
(…) den virkelige test for den rejsendes
modenhed er, om han vover at tillægge
repræsentanter for fremmede kulturer
de samme længsler, drømme og forhåbninger, som han selv har, også når de
blot består i det frivole ønske om en
højere levestandard (…) Det virkelige
eventyr i verden er kulturernes opbrud,
ikke deres uberørthed. Men det tog det
mig lang tid at lære,” ræsonnerer han.
”Mange mennesker rejser (…) med en
indstilling, som om de var museumsinspektører. De ønsker at finde landenes
kulturer intakte, og enhver bevægelse
bort fra det, de bilder sig ind, er en
uberørt oprindelighed, betragter de
som et fald, skønt de personligt ville
blive fornærmet, hvis nogen klagede
over, at danskerne ikke stadig gik med
halm i træskoene og hjemmestrikket
bondevest. De ønsker at møde det
fremmede, og når de i stedet møder en
længsel efter velstand og komfort, der
kan minde om deres egen, skuffes de,
ikke over sig selv, men over de andre.”
Forfatteren er selv uhyre privilegeret
at kunne rejse på den måde, han gør,
men hvorfor rejser han på egen hånd?
”Først og fremmest søger jeg ensomheden og mine egne tanker,” lyder
svaret. ”Jeg vil nødig have, at nogen
skal opfatte min trang til ensomhed
som sær. Derfor vil jeg straks bekende,
at det også er på grund af disse uventede, intense møder, at jeg rejser. Man
mødes ved et tilfælde på et billigt
hotel i Djakarta eller på en anløbsbro
ved en af floderne i det sydlige Indien.
Man slår følge et par dage og taler og
taler. Det, man oplever i løbet af et par
døgn, er et destilat af et venskab. Og
man ved godt, at selv de adresser, der
altid udveksles ved afskeden, ikke vil
forhindre, at man aldrig nogen sinde
ses igen.” ”Ud” er således fyldt med
indsigter og rejseeventyr. Særlig stærkt
fremstår reportagerne fra Camorraens
Italien, livet på et badehotel i Indien,
borgerkrigen i Jugoslavien, Cambodjas
opgør med de røde khemerer og træf
med mujahediner og danske udsendte
i Afghanistan. Jensen rejser ud for at
opdage verden, men det bliver samtidig
rejser ind i hans eget sind, hvor vi
konfronteres med en række ubekvemme
sandheder.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364
og er ansvarshavende redaktør af Globen.
D
En rejse til
et magisk bjerg
Tekst:
Patrick Leis
Colin Thubron: “To a Mountain in Tibet”.
Vintage, 2012, 240 sider, på engelsk. 8,99
GBP.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
ette er historien om et bjerg.
Om en region, et folk og
en afsides egn på en alt for
stor planet. Men det er mest
historien om en rejse.
Forfatterens refleksioner over
tabet af sine familiemedlemmer væves
sammen med vandringen gennem Tibet,
og man kan næsten fornemme steppernes golde sten under sine fødder og
dufte krydderierne under en himmel
uden bilos og neonreklamer.
Rejsen mod Kailasbjerget foregår
til fods, men læseoplevelsen er som en
togrejse, hvor man standser kort ved
forskellige stationer og derefter kører
videre. Sproget er ligefremt, men ofte
krydret med stemningsfyldt poesi, og
humor erstattes af indlevelse: “and I feel
weightless, as if my steps will leave no trace.”
Fokus ligger på nu’et, på det næste
skridt, på landskabet, og på de mennesker som venter på perronen, hvor toget
standser næste gang. Små anekdoter,
ikke altid med lykke eller håb, blandes
ind i beskrivelserne af dagligdagen
i bjergene. Forfatterens liv og tanker
sammenflettes med den politiske situation og iagttagelser af hverdagen og
landskabet uden at forstyrre læseople-
velsen. Man er med om bord, går ved
siden af Iswor, Ram og hesten, som
tålmodigt bærer udstyr og kogegrejer.
Det er en vandring mod det
magiske bjerg, hvor Kali siges at bo, og
side for side kommer man dybere ind i
Tibet. Jeg læste bogen, mens en vinter
som var grå og endeløs svøbte sig om
Danmark. Beskrivelserne af Nepal fik
mig til at længes tilbage mod de fjerne
bjerge. Jeg har aldrig været i Tibet, men
efter denne bog føler jeg alligevel at
være kommet nærmere det hemmelige
land. Bogen gav mig lyst til at arbejde.
Hårdere, mere målrettet. For at få råd
til den næste billet. Den gav mig lyst til
at rejse, og vinteren føltes ikke længere
helt så grå.
nn Patrick Leis er illustrator, makeup-artist og forfatter. Han lever efter ideen om
at jo værre oplevelser des bedre historier og
tror på, at der er et liv før døden. Han har
medlemsnr. 569. Læs mere om ham på www.
patrickleishorror.dk.
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand for
De Berejstes Klub
Tlf. 35 39 27 33
dbkformand@live.dk
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
Caroline Engelsborg
Kasserer
Tlf. 50 52 78 16
engelsborg@hotmail.com
Jacob Gowland Jørgensen
Tlf. 42 79 68 62
jacob.gowland.jorgensen
@gmail.com
anna.le.dous@mail.dk
Maria Malbek Sørensen
Junior- &
medlemskoordinator
Tlf. 25 48 87 45
Nikolaj Witte
Suppleant, ansvarlig for
fredagsbar Vest,
Berejste med børn Vest
Tlf. 22 79 03 84
Jette Færch Weiss
Suppleant
Tlf. 22 93 82 58
nytmedlem@berejst.dk
redaktorgloben
@gmail.com
toastmaster-west@berejst.dk
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
toastmaster-east@berejst.dk
Lars-Terje Lysemose
Tlf. +46 76 234 72 00
nikolaj@rejseprogrammet.dk
60
Anna le Dous
Tlf. 29 93 36 35
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
ufanoe@hotmail.com
jette.weiss@gmail.com
Rebecca Langhorn
Suppleant
Tlf. 28 33 87 93
silver@get2net.dk
Bedste bidrag det seneste kvartal på
www.deberejstesklub.dk
Udvalgt af redaktionen
Klubbens hjemmeside er stedet, hvor
vi udveksler rejsetips og -erfaringer i
stor stil. I 2012 havde www.deberejstesklub.dk faktisk ikke færre end 28.000
unikke besøgende. Det er sådan cirka
70 gange så mange, som klubben har
aktive medlemmer! Hjemmesiden er
med andre ord populær langt uden
for klubbens rækker, når det handler
om at søge information om rejsemål
eller inspiration til steder at rejse hen.
Og medlemmerne er gode til at hjælpe
hinanden med konkrete råd og tips.
Visum til Hviderusland?
Bo Løvschall spørger på forum, om
det er muligt at få visum ved ankomst
i Minsks lufthavn ved fremvisning af
hotel- eller hostelbooking – altså uden
et invitationsbrev. Det afstedkommer
flere svar. Kennet Fischer Föh skriver
fx, at man kan få visum på forhånd ved
ambassaden i Letland uden et invitationsbrev. Dog højst til 10 dage, og alle
hoteller skal være booket hjemmefra.
Og Heidi Sørensen skriver, at hun har
fået et tilbud på hotel og visum og
invitation via privateguide.dk. Og at det
tilsyneladende varierer fra ambassade
til ambassade, men at den i Riga giver
visum uden invitation.
Henrik Schumacher skriver, at
ambassaden i Berlin heller ikke kræver
noget rejsebureauinvitationshalløj,
kun hotelreservation og en billet ud af
landet eller visum til næste land efter
Hviderusland, og at man kan læse mere
på germany.mfa.gov.by/de/konsularwesen/
visaerteilung/touristenreisen og på www.
mfa.gov.by/en/visa/
Per Danielsen var i Minsk forrige
sommer og brugte www.visatorussia.
com/dk/russianvisa.nsf/belarus.html.
Han tilføjer: ”Siden er oven i købet
på dansk, og her kan man bestille en
invitation, hvis man også bestiller et
hotel samme sted. Nogle få dage efter
får du en e-mail med en invitation,
som i lufthavnen kan bruges til at få et
visum. I lufthavnen skal man også købe
en rejseforsikring til nogle få euro ved
en anden skranke, men i det store hele
foregår det nemt.”
Og Ole Pedersen konkluderer, at
det ser ud til, at man som dansker kan
få visum ved ankomst til Minsk lufthavn, da der ikke er ambassade eller
konsulat for Hviderusland i Danmark
og henviser til www.mfa.gov.by/en/visa/
airport/
Og visum til Indien?
Bo Løvschall spørger også om visum
til Indien, mere specifikt hvis man har
tænkt sig at besøge Kashmir. “Skal man
nævne Kashmir i ansøgningen, eller
må man endelig ikke nævne det?” lyder
hans spørgsmål.
Lars Munk har lige været i Indien
og svarer, at der ikke står noget anført
specifikt om Kashmir, når man søger
visum, men at man kan læse mere på
www.indian-embassy.dk/visa_services.
html og om Indiens nye visumpraksis
i et andet indlæg på forum på deberejstesklub.dk/forums/ny-visumpraksis-indien.
Hans konklusion lyder: “Jeg tror ikke,
der er restriktioner for Kashmir – overhovedet. Prøv at fortsætte til Pakistan –
så bliver det underholdende.”
… Og til Iran?
Line Drube spørger, om nogen har
erfaring med at få visum til Iran? Og
om det er muligt at dele værelse med
61
sin kæreste, eller om man skal bo hver
for sig?
“Jeg er ret sikker på, at I ikke
kommer til at opleve nogen problemer
med at sove i samme værelse. Der var
en del unge par, der rejste rundt, og
alle dem vi mødte, var ret liberale, og
det var kun myndighedspersoner, der
kunne være lidt strikse. Jeg ville nok
ikke holde i hånd og kysse offentligt,
men jeg har ikke oplevet eller hørt om,
at der kommer nogen ind på værelserne
og tjekker, hvad man laver der,” svarer
Jimmi Wolff, mens Søren Bonde oplyser,
at “det kan give problemer at dele
værelse, når I ikke har samme efternavn.
Det er ikke så sandsynligt, at hotellerne
hænger sig i det. Men bliver I afsløret,
kan det give ballade ... I Danmark
behøver man jo ikke have samme efternavn, selvom man er gift. Det kan I
prøve at forklare dem,” lyder hans råd.
Og med hensyn til visum skriver han:
“Du henter deres ansøgning på hjemmesiden, hvor det også fremgår, hvad du
skal sende eller medbringe til ambassaden i Charlottenlund. Regn med 14
dage.”
Erik Futtrup skriver, at “langt det
nemmeste er at få visa on arrival, hvis I
skal være der mindre end 14 dage – så
længe I flyver dertil.” Og Christian
Hadsund skriver: “Vi havde et cirkus
med at få visum. Men det var nok, fordi
vi skulle have multiple entry visa, og det
er der åbenbart kun en enkelt fætter
på ambassaden, der kan håndtere. De
ansatte kan fremstå som nogle skrankepaver. Så hvis I skal have single entry, så
ville jeg ordne det over nettet.”
Det værste ved at rejse
er varm cola!
Storsmilende langt ude på landet i Argentina
i april i år hvor Henrik Schumacher krydsede
de magiske 40.000 km på cykel.
Når 47-årige Henrik Schumacher
fra København svinger sig i cykelsadlen, er det ikke for at tulle en
lille tur rundt om Peblingesøen
i forårssolen. Intet mindre end
en tur på 5.700 km gennem
Sydamerika kan gøre det for den
glade cyklist og modtager af
Folkersenprisen i 2012.
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
Fotos: Henrik Fastergaard,
Helmut Schumacher, Jan
Christensen & Fernando Valdes
R
egnskovsvegetationen bliver
tættere og tættere, den høje
luftfugtighed føles kvælende,
og sveden driver ned ad
nakken, mens han træder hårdt i pedalerne. Han er godt klar over, at han har
bevæget sig ind på deres territorium.
I den tid han har været i Colombia,
er han dagligt blevet konfronteret med
faren. Blot ved at åbne for fjernsynet
får han hver dag serveret henved 30 lig,
der er blevet offer for landets berygtede guerillabevægelser, narkohandel
og uroligheder, så det er ikke, fordi han
ikke er blevet advaret. Ingen kan vide
sig sikker, og da slet ikke en gringo fra
Europa.
Vi skriver 2001, og Henrik
Schumacher er på en af sine utallige
cykelture, der denne gang har drevet
ham langt ind i Colombias jungle, hvor
faren lurer om næste hjørne, og helt
efter bogen bliver han da også holdt op
flere gange af de frygtede grupper, hvor
han ofte omringes af op til 10 guerillakæmpere.
En af gangene udspørges han i
halvanden time med en ladt maskinpistol i ryggen, men for Henrik er det
næsten en lettelse at blive stoppet af
dem. Han har hørt så meget om dem
og frygtet dem – og nu står de der!
Hvem har ikke hørt alle historierne om
udsendte folk fra store firmaer, der er
blevet kidnappet og tilbageholdt flere år
i junglen uden nogen form for kontakt
til omverdenen? Men helt så galt går det
nu ikke for Henrik.
Med en oplevelse mere i cykeltaskerne kan han trampe videre ad de
sydamerikanske jungleveje og ræsonnere, at det aldrig er nogen skade til
at se lidt fattig og elendig ud, når man
lægger sig ud med den colombianske
guerilla.
”En cykel signalerer jo ikke ligefrem penge, og desuden havde jeg
huller i bukserne. En af guerilla- grupperne havde brug for en læge, men jeg
fik forklaret, at en sygeplejerske ikke
kan udføre sit arbejde uden en læge, så
jeg slap for at arbejde for dem, selvom
det nu havde pyntet på CV’et,” griner
Henrik, der i alt har cyklet ca. 13.000 km
i Sydamerika, fordelt på fire rejser.
62
Den ultimative frihed
Jo, sidste års modtager af DBK’s
Folkersenpris har oplevet lidt af hvert
på sin færd, og hans grænsesøgende
natur går helt i tråd med, hvordan
en rigtig prismodtager skal være. For
der skal overskrides grænser i stor
stil, hvis man skal gøre sig fortjent til
Folkersenprisen.
Ikke nok med at Henrik har cyklet
flere tusinde kilometer rundt om i
verden, han kommer også meget tæt på
den lokale befolkning, fordi han rejser
i et langsomt tempo, og hele tiden har
sjælen med i sit forehavende. Men hvad
der måske er mere bemærkelsesværdigt,
er Henriks forhistorie.
Som 18-årig brækkede han halsen
ved en badeulykke og var lam i en
periode. Lægernes prognoser var dystre,
men fra sygesengen tog Henrik en fast
beslutning: han ville op at gå igen, og så
ville han ud og se verden.
”Der sker noget med én, når man
ligger dér paralyseret i en seng som helt
ung, og udsigten til måske at skulle
tilbringe resten af sit liv i en kørestol er
tilstede,” fortæller Henrik, der første
gang rejste ud alene som 14-årig.
Han er født i Bremen, og hans allerførste cykeltur gik fra hjembyen til
Skagen, videre til København og hjem
igen. Senere begyndte han at tage sit
enkle transportmiddel med uden for
Europa.
”Jeg kan godt lide at sørge for min
egen transport, og samtidig oplever
jeg jo den ultimative uafhængighed
Blandt kæmpe isterninger på sydkysten
af Island i juni 2012 ... gad vide, hvor
mange caipirinha man kunne lave af
sådan en fætter?
ved selv at kunne bestemme og netop
udleve friheden,” forklarer Henrik, der
ofte på sine rejser er blevet stillet over
for svære situationer, men altid forsøger
at være i lande, hvor han kan gøre sig
forståelig.
Han cykler mest på steder, hvor
der ikke er andre cyklister, og oplever,
at han kommer ind i en slags cykelhverdag med enkle rutiner. Han nyder
sine cykelture, dels fordi han har brug
for motionen rent kropsmæssigt efter
sin ulykke, men også fordi han godt kan
lide den måde at rejse på. Han er alene
på sine cykelture, men føler sig sjældent
ensom.
”Jeg har jo lært at rejse og hvile i
det,” fortæller Henrik, der er på farten
omkring otte måneder om året og indtil
videre har rejst i 120 lande og 13 territorier. Men hele tiden udvider han rækken
af nye steder, og alene i 2012 føjede han
16 nye lande til sin personlige liste.
Fri fugl på to hjul
Et spørgsmål, som Henrik altid bliver
stillet, er, hvordan han får finansieret
sine mange cykelture verden over. Han
blev færdig som sygeplejerske i 1992 og
har arbejdet som vikar siden 1999.
”Jeg blev træt af hele tiden at skulle
spørge om orlov for at rejse, så vikarjobbet var en nem og oplagt mulighed,
og i dag arbejder jeg på intensivafdelinger i Norge og København 90-100
dage om året. I Norge arbejder jeg
dét, der svarer til en måneds arbejde
herhjemme, på to uger,” fortæller
Henrik, der om nogen elsker uforudsigeligheden og friheden ved ikke at have
et fast job.
Så for en mand med stor frihedstrang er sygeplejerskejobbet som at
Man får meget opmærksomhed fra de
lokale, når man cykler i lande, hvor
cyklister er et sjældent syn. Her er
Henrik i Den Dominikanske Republik i
marts 2011.
vinde i Lotto, og med en forstående
familie og vennekreds, der glæder sig
med ham, lyder det jo på mange måder
som en drømmetilværelse.
”De ved godt, at jeg er lidt skør og
har dette rejsebehov. Det er sådan de
kender mig, og de er glade på mine
vegne,” siger Henrik, der har mange
favoritlande, ja stort set et på hvert
kontinent, men især forelskede sig i
regnbuenationen Sydafrika, hvor han
cyklede rundt efter apartheids ophævelse. Men hvad er det så helt præcist, der
trækker ved at rejse, cykle og opleve
verden?
”Jamen, det er jo alle minderne. Dem
er der ingen, der kan tage fra en, dem
vil jeg altid kunne leve højt på,” siger
Henrik og indrømmer med et smil, at
det allerværste ved at rejse simpelthen
er en halvlunken, for ikke at sige varm,
cola.
Donation til en særlig Henrik
Selvom sidste års Folkersenprismod­
tager har tilbragt flere år af sit liv i en
cykelsadel rundt på jordkloden, så
erkender han også, at der nu ikke er
noget som Danmark om sommeren.
Han har svært ved at se sig selv forlade
Europa og bosætte sig et sted ude i
verden. Han ville bl.a. savne årstiderne
og de lyse sommeraftener. Men rejseriet har han absolut ingen planer om
at lægge på hylden, de store horisonter
bliver ved med at trække, og efter ture
på seks kontinenter mangler han kun
Antarktis.
Der er masser af lande at tage af
endnu, for øerne i Stillehavet har endnu
ikke haft Henrik på besøg. Indtil videre
har han cyklet dét, der svarer til en jordomrejse, men der kommer helt sikkert
63
I januar 2011 var Henrik i Tanzania. Her
er han fotograferet i en masaihytte,
men synes det er synd, at en stolt folkestamme degenererer sig selv til et
turistcirkus.
flere kilometer til. Han cykler som regel
alene, men ikke altid, og rejser han uden
stålhesten, så er han som oftest sammen
med andre, der også vil se verden.
Henrik holder også af at sejle og
har bl.a. krydset Atlanterhavet, så det
er hverken eventyrlyst eller ildhu der
mangler, når Henrik Schumacher kaster
sig ud i rejselivet. Han vil opleve og
bruge tiden på at se sig omkring, mens
venner og bekendte hjemme får del i
hans mange rejseoplevelser via e-mails
og Facebook, selvom han har svært ved
at have ro til at sidde stille og skrive. En
på opleveren kommer i første række,
og med udnævnelsen til prismodtager bliver han naturligvis tilskyndet
til endnu flere rejser, men pengepræmien valgte han at give til et helt særligt
formål.
”Jeg stod i Fransk Guyana, da jeg fik
det at vide, og blev selvfølgelig meget
stolt. Pengene valgte jeg at donere til
orangutangen Henrik ude på Borneo
for at gøre reklame for det gode arbejde,
som danske Lone Dröscher Nielsen
gør,” fortæller Henrik og pakker sine
cykeltasker. For han er i fuld færd
med at forberede en sydamerikatur
gennem Brasilien, Paraguay, Bolivia og
Argentina, der slutter i Buenos Aires.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen.
Medlemsnr.
Antal lande
Vægt
1
258
Peter Schønsted
Navn
187
27,64
2
565
Frode Kjems Uhre
154
22,85
3
370
Ingo Lorentz
96
20,50
4
352
Henri Madsen
87
19,48
5
19
Claus Qvist Jessen
151
18,29
6
266
Jan Klintegaard
109
17,74
7
408
Eva Maria Thorning
28
16,60
8
267
Erik Futtrup
73
16,24
9
502
Anja Stubager
60
14,69
10
612
Lise Rasmussen
67
14,60
11
371
Troels Munck
69
13,95
12
158
Søren Bonde
64
13,92
13
97
Arne Runge
153
13,74
14
619
Jonas Felk Øster
33
13,48
15
389
Morten Svane
76
13,44
16
540
Peter Jørgensen
62
13,26
17
125
Knud B. Bach
88
13,13
18
468
Ole Markussen
113
13,07
19
236
Annette Qvist Jessen
112
13,01
20
218
Theis Sølling
81
12,87
21
38
Henrik Døcker
110
12,57
22
1
Ole Egholm
107
12,37
23
75
Anonym
111
12,31
24
546
Ninna Worning
56
12,28
25
166
Michael Horne Nielse
90
12,26
26
459
Dimiter Popov
76
12,19
27
42
Tyge Korsgaard
105
12,08
28
39
Heydorn
127
11,95
29
606
Poul Weiss
65
11,93
30
395
Karen Hammer
79
11,89
31
384
Peter Goltermann
129
11,82
32
312
Jakob Øster
135
11,55
33
313
Charlotte Felk
85
11,37
34
153
Øyvind Løkkeberg
119
11,36
35
412
Asger Domino
76
11,33
36
196
Rasmus Krath
63
11,17
37
57
Bertel Kristensen
119
11,12
38
96
Søren Christensson
64
11,12
39
321
Claus Søndergaard
83
11,00
40
501
Niels Vestergaard
97
10,94
41
507
Martin Buch Larsen
69
10,55
42
112
Søren Padkjær
103
10,54
43
210
Annette Grønkær
73
10,40
44
207
Lars Munk
49
10,40
45
367
Rasmus Jarlov
103
10,31
46
37
Ib Larsen
90
10,25
47
528
Per Svendsen
64
10,09
48
326
Ole Pedersen
101
10,08
49
354
Alina Hjorth Sode
66
10,06
50
529
Bodil Svendsen
67
10,03
64
Medlemmer der
har rejst mest til
de mindst besøgte
lande i DBK
Tekst: Erik Futtrup
I
statistik
Placering
De Berejstes Klub er vi glade for
lister. Populær er især listen over
aktive medlemmer, som har besøgt
mindst 100 lande. Nu hvor vi har
alle landebesøg i en database, giver
det os mulighed for at lave lidt andre
typer udtræk. Fx denne ”væk fra alfarvej”-liste som er opgjort 23. april 2013
efter, hvad der er registreret på www.
deberejstesklub.dk. Altså hvem rejser til
de steder, alle andre ikke rejser til? Hvem
vælger Afrika frem for Europa som
rejsemål? Der er selvfølgelig gengangere fra top-10-listen over flest besøgte
lande, men der er også fx børn og nogle
medlemmer, der vælger deres rejsemål
ret nøje og dermed havner højt på listen.
På www.deberejstesklub.dk findes hele
listen samt en aktuel liste over hvor
mange berejste, der har været i hvert
enkelt land.
Listen er lavet ved at give hvert
land en vægt (1 divideret med antal
besøgende). Sydsudan får 1/3 vægt, fordi
tre medlemmer har besøgt landet, og
Tyskland får 1/382, fordi 382 har besøgt
landet. Det enkelte medlems landevægte summeres og divideres med antal
besøgte lande for at få et gennemsnit.
Du kan som aktivt medlem gå ind og
finde dig selv på listen via dit medlemsnummer og se, hvordan du rejser. I
denne fordeling vil besøg til klubbens mindst besøgte lande tælle ekstra
meget, så rejser du en tur til Nauru og
Ækvatorialguinea, vil du hoppe mange
pladser frem på listen.
En anden fordeling kan laves ved at
rangordne alle lande efter, hvor få der
har besøgt hvert land. Ækvatorialguinea
er så nr. 1 med færrest besøgende,
Sydsudan er nr. 2, Nauru nr. 3 og så
fremdeles, indtil Tyskland der er nr. 197.
Denne liste kan også findes på hjemmesiden.
nn Erik Futtrup har medlemsnr. 267 og
rangerer selv som nr. 8 på listen over, hvem
som har rejst mest til de mindst besøgte
lande i DBK.
Få Gl ben
De Berejstes Klub
lige til døren – uanset
hvor du bor!
G
loben kommer Jorden rundt. Både indholdsmæssigt og helt
konkret. For i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele
verden. For 150 kr. for resten af året kan du tegne et passivt
medlemskab, og for 300 kr. kan du blive aktivt medlem – hvis
du vel at mærke opfylder kriterierne for at blive optaget. Læs mere på www.
deberejstesklub.dk eller send en e-mail til nytmedlem@berejst.dk. Og husk,
beløbet gælder, uanset hvor i verden du bor.
Er du allerede medlem, kan du give rejselystne venner eller familie et
passivt medlemskab og abonnement på Globen i gave, så de kan få indblik
i, hvad det er for en spændende klub, du er medlem af.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får alle medlemmer
disse fordele:
•
25 % rabat på rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
•
15 % rabat hos Friluftsland bortset fra på udsalgsvarer og på varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk.
•
15 % rabat på vaccinationer hos Rejseklinikken i Charlottenlund. Se www.
rejseklinikken.dk.
•
10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.
com.
•
10 % rabat på vaccinationer hos Speciallægernes Sundhedscenter på
Frederiksberg. Se www.sundhedscenter.com.
•
10 % rabat på vaccinationer hos Udlandsvaccinationer, Aarhus Universitetshospital i Skejby. Se www.auh.dk.
•
10 % rabat på landarrangementer hos Penguin Travel. Se www.penguin.dk.
•
5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.
cafegloben.dk.
•
Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af
Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser, og
indbydelser til medlemsmøder der kan inspirere og udvikle rejselysten.
•
Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på rejseforsikring hos Gouda
Rejseforsikring. Se www.gouda.dk/rejseforsikring.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og
for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her er Globen med på tur
til stupaen Boudhanath i Katmandu, Nepal.
65
Find afbudsrejsen på mobilen
Er du på udkig efter
en billig afbudsrejse?
Med Travelmarkets gratis rejseapp finder du de
billigste afbudsrejser fra de store charterselskaber.
Scan koden eller gå ind på travelmarket.dk/mobil
Ecuadors vulkaner, Cotopaxi
kiplingtravel.dk
Velkommen til en af de mest komplette vulkanture, hvor vi bestiger Cotopaxi,
5.897 meter. Akklimatiseringstrekket og de tre andre vulkanbestigninger foregår i et smukt og autentisk område som kun ganske få turister har mulighed for
at opleve og som kun benyttes af Kipling Travel - et brag af en rejse.
Afrejse d. 17/11 med Juan Carlos. KUN 19.980,-
Mexicos vulkaner
Manaslu rundt
Toluca 4.640m, Iztaccihuatl 5.230m og Pico
Orizaba 5.747m. Pionertur i samme ånd som
mange spændende ekspeditioner med Kipling
Travel. Afrejse 24/10. 13 dage, 19.980,-
..måske Nepals flotteste trek! Bhuri Gandaki, yakoksernes land og Larkya La. 20 års
jubilæum - tag med på vores yndlings trek.
Afrejse 20/11. 15 dage, 22.980,-
Sneleopard trek
Ladakh er Sneleopardens forjættede land.
Derfor inviterer vi nu til en unik sneleopard
ekspedition i det sene efterår 2013.
Afrejse 20/11. 15 dage, 22.980,-
Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk
Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening
Jakob Øster
De Berejstes Klub
Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern?
• Rejseforedragfleregangeomugen
Jakob Øster
• Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
• Landefester og events
• Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen
Café
Glob
en o
g vo
res a
er åb
rran
ne fo
gem
r alle
med
ente
- ikk
lemm
r
e
er af
kun
for
De B
erejs
tes K
lub.
• RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg
• Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande
• Cocktails
• Kaffe og te
• Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus
• Gratisinternet/Wi-Fi
• Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder
•Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos
Vi ses på Café Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
REJSER I EFTERÅRET
LAOS & CAMBODIA
Stammefolk langs floderne. Fantastiske templer
i junglen. Livlige markeder. God tid i Luang
Prabang. Vi sejler på Mekong-floden fra Laos ind i
Cambodia. Den tropiske vulkanø Yak Laom.
Vi ser Sølvpagoden i Pnomh Penh og ikke mindst
det unikke tempelkompleks, Angkor Wat.
Max 20 deltagere.
21 dage • 23.900 kr • 30. oktober til 19. november
OMAN OFF-ROAD
Vi oplever wadierne og kløfterne i Akhdarbjergene, æglæggende skildpadder, Wahiba-ørkenens
smukke klitter. Vi kører sydpå langs Det Indiske
Ocean. Her har vi 5 teltovernatninger undervejs.
Rejsen afsluttes med 3 overnatninger i Salalah
med en helt anden kultur og natur.
Max 15 deltagere.
18 dage • 22.900 kr • Afrejse 1. og 22. november
14 DAGE PÅ BALKAN
Albanien, Makedonien, Kosovo og Montenegro.
Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande
frem. Albanien har en gæstfri befolkning
og spændende byer som ”Byen med 1000
Vinduer” og ”Byen med 1000 Trapper”.
Makedonien har den smukke Ohrid sø og
Montenegro charmerende middelalderbyer.
Max 20 deltagere.
14 dage • 15.200 kr • Afrejse 1. og 15. september
BOLIVIA OFF-ROAD
Oplev tre store og forskelligartede naturområder
i Bolivia: Regnskov, pampas og saltsletter. Med
4-hjulstrækkere, i kano og på vandreture er vi på
opdagelse for at se dyrelivet. Flamingoer i tusindvis. Farvestrålende tukaner, ara´er samt verdens
ældste fugl – den specielle hoatzin.
Max 14 deltagere.
17 dage • 27.700 kr. 5. til 22. oktober
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk