Glæden, Sorgen og Lykken
Autentiske rejsehistorier fra De Berejstes Klub De Berejstes Klub V i nter 2012/1 3 № 50 TEMA: NORDKOREA Til 100 års jubilæum LIBANON Og så kom bomben! GRØNLAND 9 rejsetips til Ilulissat KONKURRENCE Dengang jeg fik en ny ven ... w w w. d e b e r e j s t e s k l u b . d k ...endelig hjemme! Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER THE NORTH FACE STORES KUNDESERVICE KØBENHAVN: LYNGBY: ROSKILDE: ODENSE: KOLDING: AARHUS: AALBORG: KØBENHAVN S: KØBENHAVN V: ODENSE: ÅRHUS: Vi er altid klar til at hjælpe dig. Frederiksborggade 44 & 50-52 Lyngby Hovedgade 49D Karen Olsdatters Stræde 4 St. Gråbrødrestræde 6 Kolding Storcenter Østergade 30 Bispensgade 34 Field’s Fisketorvet Rosengårdscentret Bruun’s Galleri 2012_december.indd 4 TELEFON: E-MAIL: WEBSHOP: 33 14 51 50 info@friluftsland.dk www.friluftsland.dk 19-11-2012 12:50:37 GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 2 Leder G Montreux/Moskva/Simferopol o West, young man! lød rådet i 1800-tallets USA til de modige, håbefulde eller eventyrlystne. I dag kan opfordringen i Europa lyde: Go East! For Central- & Østeuropa har igen åbnet sig for omverdenen. Men trods Jerntæppets opløsning kiler et nyt sølvtæppe sig ned gennem kontinentet. Hviderusland og Aserbajdsjan ligger tilbage som ufrie enklaver i et ellers demokratisk Europa, og Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien, Bosnien, Serbien, Montenegro, Kosova, Albanien og Makedonien er havnet i et nyt geopolitisk grænseland – mellem Rusland i øst og EU i vest. Men hvor begynder egentlig Østeuropa? I dag omtales polakker, tjekker og rumænere rask væk som østeuropæere af de historieløse, selv om det egentlige Østeuropa traditionelt først begynder ved den russiske sfære. For Polen, Tjekkiet og Rumænien har i århundreder både politisk og kulturelt været en del af Centraleuropa. Statsmanden Václav Havel (1936-2011) var fx ikke sen til at pointere, at Prag faktisk ligger længere mod vest end Wien. Diskussionen – af hvad der er østeuropæisk, og hvad der er centraleuropæisk – kan på overfladen synes uvæsentlig, men siger faktisk ikke så lidt om vores opfattelse af verden! For mens Østeuropa – i hvert fald kulturelt – ligger langt borte fra Danmark, føler vi os nok nærmere forbundne med Centraleuropa qua vores store nabo mod syd. Med temaet i dette nummer af Globen kommer vi faktisk hele vejen fra Alperne til Kaukasus! Forsiden proklamerer, at dette er 50. udgave. Men 12 år er ingen alder for et magasin, som stadig udvikler sig, takket være jer som skriver, fotograferer og hjælper til på redaktionen. En særlig tak til Anja Povlsen, som har stået for den grafiske tilrettelæggelse af 19 numre gennem de seneste fem år, og som nu har ønsket at lade posten gå videre, og et hjerteligt velkommen til Viroj Jienwatcharamongkhol, som har ladet sig shanghaje og er gået entusiastisk til opgaven. Ligesom Anja i sin tid har sat sit grafiske præg på Globen, har Viroj tilført bladet, du nu holder i hånden, en ny æstetik. Har du i øvrigt lyst til at bidrage med en artikel eller nogle gode rejsebilleder, så husk at koordinere det med os på redaktionen, inden du begynder at skrive, og læs mere på www.deberejstesklub.dk/forums/ de-berejstes-klub, hvor du også finder Globens skriveguide. God rejse- og læselyst! Og godt nytår! Eller som man siger, når der skåles i liflig sød sovetskoje šampanskoje ovre østpå: С наступающим Новым Годом! For de som ikke er stærke i kyrillisk transskriberes det: S nastupayuščim Novym Godom! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Sankt Basils katedral i Moskva af Claus Qvist Jessen Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. januar 2013 Næste tema: Vores bedste rejseoplevelser Annoncer: annoncer@berejst.dk Tryk: Scanprint, Jens Juuls Vej 2, 8260 Viby J Oplag: 900 TEMA: Central- & Østeuropa ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Viroj Ann Kledal Lars-Terje Lysemose Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Medredaktør Grafiker redaktør Finn la Cour Medredaktør Rebecca Langhorn Korrekturlæser Anette Lillevang Kristiansen Medredaktør Per Allan Jensen Korrekturlæser Søren Fodgaard Medredaktør Jytte Kristensen Korrekturlæser 6 SCHWEIZ | 5 tips til Bern. Og 9 tips til Svejts/Schweiz 8 GEORGIEN | Svaneterne fra Svanetien 12 UKRAINE | I vikingernes kølvand 14 ALBANIEN | Valbona: en endnu uspoleret dal i Albanien 17 TYSKLAND, POLEN, LITAUEN, LETLAND, ESTLAND, FINLAND & SVERIGE | Mare Balticum: Østersøen rundt 20 UKRAINE & RUSLAND | Mission impossible: Tjetjenien & Nordkaukasus undercover 24 SERBIEN, MONTENEGRO, MAKEDONIEN, BULGARIEN & RUMÆNIEN | På interrail på Balkan 26 SLOVAKIET, ØSTRIG & SLOVENIEN | Lippizzanere: når de hvide heste danser ballet 30 LITAUEN | Atomturist i Plungė 32 UNGARN, MAKEDONIEN, LUXEMBOURG, LICHTENSTEIN, MONTENEGRO, BULGARIEN, TRANSNISTRIEN, TJEKKIET, RUSLAND & ARMENIEN | Rejsebilleder 36 SLOVENIEN | 5 tips til Slovenien. Og 9 tips til Ljubljana 38 SLOVAKIET | Beton i horisonten DE BEREJSTES KLUB 3 Hanne Kofoed Korrekturlæser Christinna PerezMerrild Korrekturlæser Elsebeth Finnick Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. LEDER 62 BEDSTE BIDRAG DET SENESTE KVARTAL 63 NYE AKTIVE MEDLEMMER 64 NY 100-LANDEJUBILAR | Per Danielsen 65 NY 100-LANDEJUBILAR | Marianne Nørgård 65 DBK'S FLITTIGSTE VÆRTER 66 BESTYRELSE FOR DBK Illustration: Jayhan Sim SKRIBENTKONKURRENCE 42 INDIEN, NEPAL & CANADA | Fra Rajasthan til verdens største rodeo 43 NÆSTE KONKURRENCE | Dengang turen gik ad h til ... 44 NEPAL | Roshan, en nepalesisk guide med en fascinerende livshistorie 45 VIETNAM | Giv mig en sang og en kvart kage, og du bliver min ven Øvrige artikler 46 GRØNLAND | 5 tips til Grønland. Og 9 tips til Ilulissat 48 LIBANON | Turist i Libanon: Og så kom bomben! 50 NORDKOREA | Klubtur: Nordkorea 100 år 54 SOFA-REJSER | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 5 5 TIPS TIL Tekst & Fotos: Anette Lillevang Kristiansen 1. Sankt Bernhard Bern er hjemsted for mange interessante museer, og på Naturhistorisk Museum har man en ganske særlig fyr udstillet, nemlig den udstoppede sankt bernhardshund Barry. Han var med til at redde over 40 mennesker, der var blevet begravet under laviner i Alperne, og på hundekirkegården i Paris er der rejst en særlig sten til minde om Barry og hans heltegerninger. Han døde i 1814. 2. Shopping & caféliv Det er en fornøjelse at slentre rundt i de hyggelige brostensbelagte gader i det indre Bern, der huser alt lige fra antikvariater til butikker med porcelænsdukker, hattenåle og nipsting. Der er noget for enhver smag og pengepung, og man kan sagtens få flere dage til at gå med at udforske de små smalle gyder. Og skulle man trænge til en pause, så er der altid en lille café lige i nærheden. 3. Blomster & udsigt Holder man af blomster og især roser, er Berns rosenhave et must. Den store park ligger på en bakketop over byen, og man går derop ad en sti langs landevejen. Udsigten over Berns gamle bydel er helt fantastisk og spækket med røde tegltage. Parken har en egen atmosfære, og der er en næsten zenbuddhistisk ro, så har man brug for et pusterum fra storbylivet, er rosenhaven stedet. 4. Souvenirs Det rige alpeland i hjertet af Europa er kendt for sine svejtserure og svejtserknive og ikke at forglemme bankkonti, hvis man skulle have brug for at få et par millioner eller ti gemt ad vejen. Kvaliteten på luksusvarerne er naturligvis helt i top, men prisniveauet er generelt også ret højt. Det kan dog sagtens lade sig gøre at bo på hostel og handle i det lokale supermarked til rimelige penge. 5. Betagende landskaber Selvom vejret kan forekomme lidt ustabilt i alpelandet, finder man mildt middelhavsklima i det sydlige Svejts. Man kan nemt opleve skyfri himmel, også i bjergegnene, selvom tinderne ofte er indhyllet i tåger. Det gør Svejts til et fantastisk land for fotografering. De smukke landskaber indeholder de mest betagende motiver, så sørg for at tage rigeligt med hukommelseskort eller film med. n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og har indtil nu rejst i 67 lande, herunder 25 i Europa. Læs mere på www.inkapigen.dk. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 6 OG 9 TIPS TIL Svejts/ 1 Schweiz 1 Bjergbestigning 2 3 4 5 Få steder i verden kan udfordre bjergbestigere som Matterhorn. 2 Skisport Området omkring bjerget Matterhorn er et fabelagtigt skisportssted. 3 Isgrotter Europas højst beliggende gletsjergrotte ligger i 3.883 meters højde. 4 Trekking Alpelandet er med sine betagende bjerge og dale perfekt til vandreture. 5 Havekunst Montreux er stedet for smukt anlagte haver og blomsteropsætninger. Søerne 6 På søerne omkring byen Interlaken er der mulighed for en smuk sejltur. Skulpturer 7 Danske Thorvaldsen er repræsenteret med sin bedrøvede løve i Luzern. 6 7 8 9 8 Berømtheder Charlie Chaplin ligger begravet på en kirkegård ved Geneve-søen. Natur 9 Det er svært ikke at blive tryllebundet af den flotte svejtsiske natur. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 7 Tekst & fotos: Lars Munk Svaneterne fra Svanetien et snapshot fra det sydlige Kaukasus Udsigten her fra min lille balkon er generøs. Sneklædte tinder i nord, syd, øst og vest, mest markant med bjergene Banguriani (3.838 moh.) og Tetnuldi (4.851 moh.), beliggende ganske få km nord for landsbyen. Skyggerne rykker stille ind og overtager langsomt solens dominans på bjergvæggen over for min balkon – men der vil stadig gå lang tid, før lyset slukkes på toppen af Tetnuldi-tinden. Ud over den maleriske udsigt fylder bagdelen af en ko en ganske stor del af mit åsyn – en utilfreds ko, som brøler og gør opmærksom på, at det er spise- og malketid – og at det har været malketid i lang tid! Tilsyneladende er der ikke rigtig nogen, der tager notits af den brølende ko, måske fordi ejerne netop er i gang med at pløje deres lille mark, hvor et par tyre udgør den ”tohestede” traktor. Aftenen bliver til nat. Skyggerne jages væk af massivt mørke, og samtidig tændes de første projektører til smuk illuminering af de klassiske og smukke Svanetien-tårne. Som enkelte satellitter eller samlet i smågrupper lyser de op i mørket, måske som symboler på Svanetiens isolerethed. I det nordvestlige Georgien, grænsende til udbryderregionen Abkhasien i vest og til Rusland i nord – gemt væk bag Svanetiens bjergkæde mod syd og beliggende på de sydlige skråninger af Kaukasusbjergkæden, med massevis af gigantiske sneklædte tinder – ligger delregionen Øvre Svanetien (Zemo Svaneti). Området bebos af Svanetiens folk: Svaneterne, som tæller ca. 30.000 personer, hvoraf ca. 2.600 bor i Svanetiens hovedby Mestia. Og netop Mestia var min destination. Grundet naturens barrierer har områdets været vanskeligt tilgængeligt, hvilket har givet Svanetien en vis grad af autonomi. Her eksisterer en unik identitet, eksempelvis eget sprog, som afviger væsentligt fra georgisk. I øvrigt et sprog, der kun tales – der findes ingen bogstaver til sproget, og det kan således ikke skrives. Jeg forstod hverken georgisk eller svan, så de kunne bilde mig hvad som helst ind desangående. Og minsandten! Der findes også dialekter inden for svan – således er der ca. 15.000 personer, der taler øvre svan, og ca. 12.000 der taler nedre svan. Vejen til Kaukasus’ svar på Shangri-La var en smuk oplevelse. Ifølge guidebogen skulle turen tage ca. syv timer, så da vi var fremme allerede efter tre timer, var overraskelsen stor. ”Ny vej,” nikkede de lokale bekræftende. Hvis Kirsebærdalen i Nangijala i Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte” findes i virkeligheden, må det bestemt være her. Turen fra byen Sugdidi førte den fyldte marshrutka (minibus) langs floden Enguri, over et højt beliggende bjergpas i Svanetien-bjergkæden og derefter igennem dalen Mulkhura for endelig at komme til byen Mestia. Turen var en rejse gennem tre årstider, startende med sommer i Sugdidi med friske grønne blade på træerne og grønne bølgende græsmarker, over foråret, hvor knopperne på træerne nærmest eksploderede på bilens forrude og blev til blomster, mens vi susede af sted til den sene vinter i Mestia, hvor knopperne dårligt nok var begyndt at tænke på forår. Under hele køreturen blev vi nøje overvåget af Kaukasus-bjergkædens snehvide tinder. Jeg var i selskab med nogle granvoksne svaneter, hvoraf specielt en af dem meget entusiastisk forsøgte at fylde mig med chacha (lokal æblebrændevin). Morgenmaden nogle timer tidligere havde budt på kaffe, kryddersuppe med okseklumper og ½ liter rødvin, som en lokal fyr sponserede og skænkede. Helt som i tv-klassikeren ”90 års fødselsdagen” kom han hoppende, væltende og gnæggende forbi mit gadekøkkenbord med sin ½ liters colaflaske med rødvin og fyldte kokkens – som sad og underholdte – og mit glas op. Og hver gang flasken var tømt, forsvandt han i et par minutter, for blot at dukke op med flasken fyldt igen – det skete fire gange. Rødvin til morgen, chacha til middag – det lugtede langt væk af død ”helt” til aften. Helt så galt gik det dog ikke, idet fyren fra bussen blev for stiv til at gennemføre sin mission – og jeg slap nådigt efter fire velvoksne dramme chacha. Og nu vi lige berør emnet rødvin, så rører vi her ved en helt kultur, ja måske selve Georgiens hjerte. Der er GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 8 Mestia med sine svanetien-tårne, lige for foden af Kaukasus-bjergkæden. bred enighed om, at vin som begreb oprindeligt stammer fra Georgien, og man har fundet beviser for, at man allerede for 8.000 år siden producerede vin i landet. Dengang var Jylland landfast med England. Vinen er en integreret del af samfundet, ja selv i religionen, hvor vindruer og vinstokke ofte indgår som symboler i kirkerne, og hvor klostre stadig producerer masser af vin. En stor kulturel begivenhed er den såkaldte supra, hvor man mødes, fester og drikker vin, og det er ikke usædvanligt, at mændene drikker op mod 10 liter vin på en aften (dog er vinen ikke helt så stærk, som vi kender den). Grundet Georgiens varierede landskab eksisterer der et væld af mikroklimaer, og indtil videre har man fundet over 500 forskellige slags druer. Det er dog kun 40 af druesorterne, man dyrker vin på. I Georgien er homestay hyppigt anvendt, når man er rejsende og skal besøge familie og venner. Homestay har udviklet sig til Georgiens svar på hostels, hvor man bor hos lokale, som afsætter værelser og senge i deres hus til rejsende. Man modtages og betragtes som en gæst, men afhængig af, hvor meget man har lyst til at betale, kan man enten bo i luksus (dvs. familiens dobbeltseng) eller bo på sovesale med andre rejsende. Man spiser med familien, man snakker med familien og i det hele taget er man en integreret del af familien, ligegyldigt om man overnatter en enkelt nat – eller 10. Velankommet til Mestia indlogerede jeg mig hos familien Eka Chartolani, og idet jeg var eneste gæst, blev jeg taget imod som deres søn. Overnatningen inkl. morgenmad og aftensmad med familien løb op i 40 lei per dag (ca. 120 kr.). Fra min meget smukt beliggende altan kunne jeg planlægge mit ophold i området. Jeg brugte en del tid på at studere områdets trekkingmuligheder på et højdekort, der – grundet områdets helt utrolig mange bjergtinder – må kunne gøre folk med hang til højdeskræk en smule svimle. Svanetiens tårne I årene 900-1200 opførte man i de nordlige egne af Georgien en masse vagt- og beskyttelsestårne. Disse bemærkelsesværdige tårne fører tankerne til ”Ringenes Herre” – landet Gondor, hvor den gode forfatter Tolkien have placeret lignende tårne. Svanetiens tårne blev dels brugt som udkigsposter, dels som signaltårne. Hvis fjenden blev observeret, tændte man et bål på tårnets top. Bålet kunne ses af det næste tårn, som ligeledes tændte bål etc. På den måde kunne man let mobilisere sine styrker, og man kunne bringe befolkningen i sikkerhed. Idet Georgien og Svanetien har været overløbet af et væld af forskellige fjender i tidens løb (assyrere, makedonere, persere, romere, byzantinere, arabere, tyrkere og mongoler – bare for at nævne nogle af indtrængerne), har man bygget massevis af beskyttelsestårne, og ca. 175 af disse står stadig i Svanetien. I nogle områder, bl.a. i Mestia, har hver familie sit eget tårn, som dog ikke blev anvendt som deciderede signaltårne, men som beskyttelsesrum og fæstningsværk. Andre steder indgår de enkelte tårne som en del af et større forsvarsværk, GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 9 hvor man på hver en bakketop kan se et tårn, fungerende som udsigts- og signaltårn. Tårnene er typisk 20-25 meter høje og har fire-fem etager. I dag anvendes tårnene stort set kun til opbevaring af eksempelvis afgrøder, men den indskrænkede funktionalitet til trods, så vedligeholdes tårnene stadig. Det er bemærkelsesværdigt at se disse tårne, stolte og knejsende, opført for 1.000 år siden med alle sten intakte, stående op og ned af nabobebyggelsen, opført i sten og træ måske i 1960, som bare langsomt forgår og falder sammen af sig selv. Two bears – or not two bears? Indtil 2004 var Svanetien et højst usikkert område at begive sig rundt i, idet lokale bander yndede at overfalde folk og rippe dem for værdier. I 2004 fik de lokale myndigheder bugt med problemerne, simpelthen ved at skyde og dræbe områdets mesterbandit og dennes søn. Og pludselig var det absolut sikkert at rejse rundt i regionen. Med dette in mente begyndte jeg at planlægge en tur til landsbyen Ushguli, beliggende 50 km fra Mestia. Ushguli betragtes som Europas højest beliggende permanent beboede landsby (2.100 moh.), og desuden besidder landsbyen hele 50 svanetien-tårne. Af samme årsag er landsbyen optaget på Unesco-listen over bevaringsværdige kulturcentre. Intet kunne holde mig tilbage – jeg ville til Ushguli! Men det blev alligevel ikke helt så let, som jeg havde forestillet mig. Det var sidst på vinteren, så vejene var ofte blokeret af sne, og der var derfor ingen marshrutka Familien i mit homestay. Faderen og undertegnede udviklede et tæt venskab, skabt over et par over dramme chacha. Denne her hund viste sig at være et helt andet dyr – som måske oven i købet var et sultent dyr! Min ”ven”, der forsøgte at drikke mig under bordet på vej til Svanetien. Heldigvis havde han varmet godt op i forvejen, og selv om jeg selv havde drukket ½ l vin til morgenmad, var han så langt foran, at han gik død før mig, så jeg kom trods alt nogenlunde til Svanetien. dertil. Herudover var det kun sjældent, at der kørte jeeps dertil (måske en enkelt om ugen), så blaffer-tricket ville kun virke, hvis man havde mange dages tålmodighed. Almindelige biler kunne ikke komme igennem op til Ushguli på den årstid, grundet elendig vej og lejlighedsvise snebunker. ”Men der må da være en måde at komme til Ushguli på,” tænkte jeg … En hjælpsom bartenderinde brugte det meste af en time på at ringe rundt til bekendte for at høre, om vejen var farbar, men – som hun sagde – så var folk for stive i chacha til at kunne give et fornuftigt svar. De vidste ganske enkelt ikke, om vejen var farbar. Jeg kunne naturligvis vælge at vandre til Ushguli, hvilket formentlig ville tage fire-fem dage t/r – dage som jeg ikke havde på feriekontoen. Jeg var tilsyneladende eneste rejsende i Mestia på daværende tidspunktet, så jeg havde ingen at dele udgiften til en jeep med (det ville koste 600 kr.). ”Måske kunne jeg forsøge mig på cykel,” tænkte jeg nostalgisk, om dengang jeg nedlagde nogle af de sejeste toppe på Tour de France-ruten på min tohjulede ganger. Cykelløsningen syntes derfor at være eneste mulighed for at nå til Ushguli. Jeg inspicerede et par mountainbikes, men min umiddelbare vurdering var, at de knapt ville holde ud til byskiltet. Det var hårdt at konstatere, men en cykeltur på en lokal cykel i april måned fra Mestia til Ushgul ville være enormt problematisk, for ikke at sige umuligt uden ordentligt udstyr. Beslutningen var nedslående – jeg skulle ikke af sted til Ushguli. Men de lokale var yderst tilfredse med beslutningen, hvilket de fejrede med et dyk i deres chacha. Da jeg atter forlod Mestia, var det med en noget trist tanke i baghovedet om, at jeg ikke fik set Ushguli. Når sommersæsonen atter begynder, vil der være andre rejsende at dele omkostningerne med, samt der ville være masser af biler til at blaffe med, men jeg var altså lidt for tidligt på den i denne omgang. Noget andet, jeg bragte med mig i baghovedet fra Mestia, var en noget mat følelse i krop og hoved. Faderen i mit homestay havde kastet sin kærlighed på mig, og han insisterede på, at der skulle drikkes så meget hjemmelavet chacha som muligt på kortest mulig tid, så i løbet af få timer fik vi os en masse store dramme æblesnaps indenbords – og det førte til blodstængte albuer og knæ hos undertegnede. De skæve brosten i Mestia slår altså hårdt. Faderen faldt heldigvis relativt tidligt i søvn med et smil på læben, men kl. 5 om morgenen, hvor marshrutkaen skulle køre, havde jeg stadig glæde af den lokale chacha – og jeg tør godt røbe, at turen tilbage til Sugdidi var knap så interessant og smuk som turen op til Mestia havde været ... Nok havde jeg været i Mestia for tidligt på året til at se Ushguli – til gengæld var jeg for sent på den til at opleve det lokale skisportssted. Jeg havde ellers vadet 8 km ud ad en vej, op ad et bjerg, for at komme til skisportscentret. Undervejs havde jeg den smukkeste udsigt til et af Kaukasus’ sværeste bjergbestigerbjerge, den dobbelttindede Ushba (4.700 moh.). Planen var at vandre op til skisportsstedet, hvor der efter sigende skulle være en skilift, der stadig kørte, selv om der ikke var meget sne tilbage på løjpen. Da jeg kom frem til liften, var der ikke et menneske at få øje på, og liften blev bestemt ikke betjent. Men var der alligevel helt tomt? Noget rørte på sig i buskadset lidt fremme foran mig ... og pludselig hoppede en vel stor vovse op på vejen ca. 50 meter foran mig. ”Med en hund her, så må her være en eller anden person heroppe!” tænkte jeg muntert med tanke på, at jeg måske alligevel kunne komme op med liften. Ved nærmere betragtning af hunden synes jeg dog, at vovsen så lidt underlig ud. Dens pels var lang og beskidt, den vandrede af sted lidt a la Ozzy Osbourne, altså på en lidt underlig krumbøjet måde, og dens hovedform var væsentlig anderledes, end hvad man skulle forvente sig af en hund. ”Hmmmmmm” … Jeg roede lidt i min ellers nogenlunde velassorterede hukommelse for ”hundegenkendelse”, for at finde et billede, der kunne matches med den vovhund, som snusede rundt GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 10 Globen er med på tur. Her foran Kaukasus-bjergkæden, på vejen mellem Mestia og Ushgul. Georgien Svanetien-tårnene er ca. 1.000 år gamle, men holder sig evigt unge. Min rejse foregik 20. april til 1. maj 2012. REJSEN DERTIL: Fly med Estonian Air fra København til Tblisi t/r via Talinn: 1.250 kr. længere nede ad vejen. Der kom intet positivt match ud af den øvelse! Konklusionen kunne kun være, at den firebenede fætter, der gjorde sig til foran mig, ikke var en hund – men en bjørn! ”Uha”, tænkte jeg. ”Det kan være skidt.” Jeg var helt sikker på, at skønt den ikke umiddelbart tog notits af mig, havde den bestemt kunnet lugte min tilstedeværelse – uden tvivl! Og da festen nu alligevel var begyndt, dukkede endnu en plysbjørn meget passende op, så nu var der altså to uldtotter at holde øje med. ”Men hvor var resten af slænget mon?” tænkte jeg. Jeg lurede lidt på bamserne, mens de snusede rundt efter føde. De virkede nu meget fredelige, men ... hvad nu hvis? Der havde ikke været advarsler om bjørne fra de lokale, skønt der lever bjørne i området, så jeg var egentlig ikke decideret skrækslagen – meeeeen alligevel pænt nervøs. Disse to kunne netop være vågnet op fra hi og være skrækkeligt sultne og ville have fyldt maverne. Jeg mener - det ville være usædvanligt med dansebjørne otte km fra nærmeste bebyggelse, så måske var der rent faktisk tale om to vilde bjørne ... Da de pludselig ændrede retning og begge styrede direkte mod mig, var overvejelserne egentlig til at tage og føle på. Jeg var otte km fra nærmeste person, de var to imod en, og to sulte bjørne kunne sikkert få meget sjov ud af en turist! Jeg besluttede mig for at fordufte, og bjørnene besluttede sig for ikke at følge efter. Forbrydere i området eller ej – man skal stadig passe lidt på. Og så ville det jo ellers have været godt, hvis der havde været et svanetien-tårn lige i nærheden. LOKAL TRANSPORT: Fra Tblisi til Sugdidi kører der et nattog. Fra Sugdidi til Mestia er det tre timer med minibus. BO: Et homestay koster ca. 120 kr. per nat. n Lars Munk har medlemsnr. 207 og har bl.a. besteget Pik Lenin mellem Kirgisistan og Tajikistan og Mont Blanc mellem Frankrig og Italien. Han er uddannet akademiingeniør og tog i 1994 tre måneder til eks-Jugoslavien for at køre med nødhjælp for Det Danske Beredskabskorps. Han bevæger sig efter sigende helst derud, hvor rejsen er uforudsigelig og også gerne en smule besværlig. Den smukke top Ushba (4.700 moh.) med sine to tinder. Dette er absolut et af Europas sværeste bjerge at bestige, men samtidig også et af de smukkeste. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 11 I vikingernes kølvand Tekst & fotos: Jacob V. la Cour En traditionel befæstet landsby fra kosaktiden – på frilandsmuseet på øen Khortytsia. Dnepr-floden har i mere end 1.000 år været brugt som rejsevej gennem Østeuropa fra Østersøen til Sortehavet. Nu er det mest krydstogtskibe, der gør turen over de åbne russiske og ukrainske sletter. L ige siden vikingerne opdagede denne handelsrute, har skibe ladet med alskens varer taget turen ad den 2.285 km lange flod Dnepr gennem det nuværende Rusland, Hviderusland og Ukraine til de store handelsbyer ved Sortehavet og Middelhavet. I september 2011 besluttede min far og jeg os for at gøre vikingerne noget af turen efter. Vores rejse langs floden begyndte i Kijev, Ukraines hovedstad, der formentlig blev grundlagt af handlende fra nord – af grækerne kaldet varangerne, hvilket bl.a. omfattede vikinger – omkring år 800, men den præcise datering er usikker. Som de fleste nok så under EM i fodbold, er det en meget flot by præget af kirker og klostre med store guldbelagte løgkupler. Byen ligger på en bakke højt over floden, og selve havnefronten ved Dnepr er ikke særligt prangende. Men herfra afgår næsten dagligt krydstogtskibe med kurs mod syd – mod Sortehavet. Det er en tur på ca. 900 km, og da flodbredden ved Kijev kun ligger ca. 100 meter over havet, er det en ret udramatisk tur, der mest fører igennem fladt landbrugsland. Men som alle andre flodture giver den et rigtig godt indtryk af det land, man sejler igennem. Marshal Koshevoy Vores skib – det 129 meter lange og 17 meter brede Marshal Koshevoy med plads til 260 passagerer – var bygget i 1988 i Tyskland og bar præg af sin sovjetiske fortid, men var dog ganske komfortabelt. Det havde tre dæk med kahytter og et stort soldæk øverst. I forstævnen var der på det ene dæk et bibliotek og på det andet dæk en panoramabar med en fantastisk udsigt. I agterenden af skibet var der en stor restaurant, hvor passagererne spiste af to omgange. Turen var med helpension, og maden var faktisk udmærket i betragtning af, at vi var i det gamle Sovjet. Hver aften fik man menukortet for næste dag, og kunne her vælge mellem to forskellige forretter, to hovedretter og to desserter. Den første dag på floden gjorde vi ingen stop, men gled blot stille sydpå, bl.a. hen over det enorme Kremenchukreservoir på 2.250 km². Søen blev dannet, da man i 1960 byggede et vandkraftværk ved byen Kremenchuk. Visse steder var søen lige så bred som Øresund, og da det var lidt diset, var der perioder, hvor man følte sig som på åbent hav. Men vi nød det disede efterårssolskin fra dækket og forberedte os på de næste dages oplevelser. Hen under aften nåede vi til den sydlige ende af søen, hvor vi skulle igennem en sluse, der bragte skibet ca. 15 meter ned. Faktisk er det meste af Dnepr helt fra nord for Kijev til kort før udmundingen mest af alt en lang række vandreservoirer, så der er ikke meget strøm i floden. Besøg hos kosakkerne Tidligt næste morgen nåede vi den store industriby Dnepropetrovsk, hvor en skov af skorstene sendte mængder af næppe helt ren røg op i den kølige morgenluft, og efter endnu en times sejlads nåede vi den største dæmning på Dnepr, bygget i 1927-32. Dæmningen, der er 760 meter lang og 60 meter høj, blev ødelagt under anden verdenskrig, men genopbygget i 1948. Før dæmningen blev bygget, var dette stykke af floden præget af kraftige strømhvirvler. Floden faldt her 50 meter over en strækning på kun 60 km, og dette betød, at kun små både – der visse steder måtte trækkes over land – kunne passere. Men efter bygningen af dæmningen – med tilhørende sluser – kan skibe på op til 270 meters længde sejle helt til Kijev. Oprindeligt var der tre slusekamre, men i 1980’erne blev der bygget én gigantisk sluse, der kan sænke skibe næsten 40 meter ned på én gang. Kort efter denne stejle nedstigning lagde vi til i byen Zaporozhie, hvor vi skulle på vores første sightseeing. Området omkring byen var centrum for kosakkernes rige, der havde sin storhedstid i 1600-tallet. På øen Khortytsia, der ligger midt i Dnepr, opstod en kultur af beredne bønder, der til at begynde med blot forsvarede deres egne områder, men lidt efter lidt også underlagde sig andre områder. På øen findes et stort friluftsmuseum med en kopi af en traditionel kosakby samt et meget spændende museum om Ukraines ældre historie. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 12 Vi var også til kosak-show, hvor nutidige kosakker imponerede med deres færdigheder både inden for ridning og sværdkamp samt håndtering af ridepisk. Ikke noget der er egnet til fotografier – her viser videokameraet virkelig sin berettigelse. UKRAINE Til frokost med vodka Hen under aften kom vi forbi den 62 meter høje Moderlandet-statue, der er et mindesmærke for Sovjetunionens faldne under 2. Verdenskrig. Vores skib – Marshal Koshevoy – var magen til stort set alle de andre krydstogtskibe på floden. Lokal underholdning på vores picnic i Dneprs floddelta. Det ligner Ruslands ”syngende bedstemødre” fra MGP 2012, men de her kunne faktisk synge! Ved afgangen fra Kijev strålede byens guldbelagte løgkupler om kap med solen. Vi fortsatte sydpå mod Sortehavet, og næste stop var byen Kherson tæt på udsejlingen til Sortehavet. Dette er en stor industriby med især mange skibsværfter, da byen ligger stort set på niveau med havoverfladen. Omkring byen er der et netværk af kanaler mellem en masse små øer – nok oprindeligt Dneprs floddelta inden floden blev tæmmet. I havnen i Kherson steg vi om bord på et par mindre flodbåde, der skulle bringe os ud i dette idylliske bondelandskab. Her fik vi selskab af en gruppe ældre damer i nationaldragter, der piftede vores udflugt op med nogle meget underholdende ukrainske folkeviser, som vi naturligvis ikke fattede et klap af, men damernes mimik og store stemmer var storslåede i sig selv. Vi blev sat af på en lille ø, hvor vi var inviteret til frokost hos en bondekone. Hun havde dækket det helt store kolde bord op med et væld af lokale retter, pålæg og frugt, og alle blev suppleret af rigelige mængder hjemmelavet vodka. Senere – da hun havde sørget for, at vi alle var godt slørede i blikket – blev vi sluppet løs på det til anledningen etablerede marked, hvor øboerne faldbød deres håndarbejder – bl.a. de karakteristiske babusjkadukker, broderede duge og – naturligvis – vodka! Om eftermiddagen var vi tilbage på Marshal Koshevoy, der i lyset fra den nedgående sol nåede Dneprs udløb i Sortehavet. Det må have været en fantastisk oplevelse for vikingerne at tage denne tur gennem Europas indre og så nå til et stort og ukendt hav. På vej ind i en af de mange sluser der muliggør sejlads med store skibe næsten 1.000 km op ad Dnepr. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 13 Dnepr eller Dnjepr (russisk Днепр, ukrainsk Дніпро, hviderussisk Дняпро) er med sin længde på 2.285 km Europas fjerdelængste flod. Den udspringer vest for Moskva, flyder igennem Rusland, Hviderusland og Ukraine og udmunder i Sortehavet. På klassisk græsk og latin kaldtes floden Borysthenes, senere henholdsvis Danapris og Danaper. Vores tur fortsatte østpå over havet til halvøen Krim, hvor vi også besøgte byerne Sevastopol, Feodosyia og Jalta, inden vi igen satte kursen mod vest til Odessa, der var endestationen for krydstogtet. n Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474 og er 40 år. Han arbejder med virksomhedshandler i DONG Energy og foretrækker efter sigende, at rejsen er planlagt i detaljer hjemmefra. Han interesserer sig især for historiske steder, flotte naturoplevelser og for rejsemål, som er lidt ud over det sædvanlige, men som dog har hoteller af høj standard. En kosak viser prøver på sin færdighed til hest. Det var noget sværere at få billeder af deres tricks med de tre meter lange ridepiske. Mette Kjær Sørensen Tekst & fotos: Rejsen til Valbona i det nordlige Albanien går med en færgerute, der er udnævnt til en af de smukkeste i verden. Her mødes man af smuk natur, vilde bjerge og gæstfrie beboere. R ejsen til Valbona begyndte i Tirana. Min kæreste og jeg var lidt usikre på, hvordan vi skulle komme dertil. Fra hotellet i Valbona havde vi fået en e-mail, som omhyggeligt forklarede bussystemet. Man skulle helst kende chaufføren og ringe til ham på forhånd for præcist at få at vide, hvor og hvornår bussen kørte. Der var vedlagt telefonnummer, og vi fik vores hotel i Tirana til at ringe op. Vi fik at vide, at bussen gik kl. 5 fra en bestemt plads, og at den var hvid med en blå stribe. Så tidligt næste morgen gik vi ned til pladsen, hvor vi fandt minibussen. Chaufføren sad på en nærliggende cafe. Efter den obligatoriske runde gennem byen for at samle passagerer op kom vi endeligt af sted. Tre timer senere var vi fremme ved Valbona: en endnu uspoleret dal i Albanien Komani-søen, som er dannet ved en opdæmning af Valbona-floden. Min kæreste fordrev ventetiden med at fiske fra færgelejet. Dette tiltrak sig stor opmærksomhed fra de lokale, som ivrigt kommenterede og kom med gode råd. Han fangede nogle små skaller, som han bestemt ikke måtte smide ud igen, dem ville chaufføren gerne have med hjem. De lå så i en plasticpose og blev godt varme på resten af turen i bussen. Søen følger flodens snoede forløb gennem dalen, og udsigten skiftede derfor hver gang, vi rundede endnu et sving. På begge sider rejser stejle klipper sig og spejler sig i det azurblå vand. Nogle steder var vi ganske tæt på skrænterne, kun 20 meter adskilte os fra klipperne, som strakte sig over 100 meter op. Langs søen, på nogle af de knap så stejle skråninger, er der huse og små terrasselandbrug. Vi nød at sidde på det øverste dæk og betragte det flotte landskab, der flød forbi i langsomt tempo. De lokale havde tilsyneladende set det så mange gange før, at det på dem virkede mere tillokkende at sidde inde i den indelukkede bar og ryge og drikke øl. Udsigt over floden og dalen. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 14 På de par timer, færgeturen tog, var der nogle, der havde hældt overordentligt mange øl ned. Da vi kørte fra borde, så vi en synligt påvirket mand sætte sig bag rattet i en lastbil lastet tungt med cementsække. Vi var rystede. Vi havde med buschaufføren forhandlet os frem til, at han skulle køre os helt til vores hotel i Valbonadalen frem for kun til færgelejet, hvortil ruten normalt gik. Så undgik vi problemer med at finde transport til den sparsomt befolkede dal. Vi fortsatte med minibussen i nogle timer på grusvejen langs floden op gennem den imponerende dal. Til sidst nåede vi vores bestemmelsessted, Hotel Rilindja, hvor der er fem værelser og en restaurant. Stedet drives af en lokal mand og hans familie. Hans kæreste, Catherine, er amerikaner, og hun har en meget informativ hjemmeside om området. Hun er utrolig hjælpsom med information og forslag til vandreture i området. Hun har på eget initiativ startet afmærkning af stier i området og brænder for at udvikle stedet til økoturisme. Vandreskoene findes frem En af dagene var vi på en længere vandretur i området. Turen begyndte i landsbyen Valbona længst inde i dalen. Catherine havde givet os et simpelt kort og nogle forklaringer, men selve ruten var ikke markeret. Så med simple anvisninger, såsom ”grønt hus foran jer – gå rundt til højre rundt om det og drej til venstre”, gik vi af sted. Først krydsede vi det næsten udtørrede flodleje, og herefter gik det opad. På dette sted i dalen var bjergskråningerne ikke så stejle som langs Komani-søen, men vi kom alligevel hurtigt op i højden, hvor vi kunne se ud over landsbyen. Vi kom forbi enkelte simple huse med små indhegninger, og vi mødte en kvinde med sine to børn, der var ude at samle pinde til brænde. Endvidere så vi tre mænd, der var ved at slå græs med le på en stejl græsmark. Pludselig kom vi op gennem en gruppe træer og blev mødt af et fantastisk syn og duft. Her var græsgangene til landsbyens dyr, og blandt græsset voksede der små engblomster og store mængder blomstrende vild timian, som udsendte en kraftig duft. Bag engen rejste nogle stejle, vilde og barske bjerge sig. Det gjorde engen, vi gik på, endnu mere tillokkende. Vi satte os derfor ned midt mellem blomsterne og fandt vores madpakker frem. Vi var spændte på, hvad vi havde fået med, og stor var glæden, da vi fandt ud af, at Catherine havde pakket nøjagtigt det, som passede sig til sådan en vidunderlig vandretur. Mellem tykke skiver af saftigt nybagt brød var der pølse, tomat og agurk. Ved siden af lå store tykke osteklodser, et kogt æg og et par chokoladekiks. Med en fantastisk udsigt over dalen foran os, majestætiske bjerge bag os, en varmende sol, timianduft i næsen og maven fuld af lækker mad følte vi os som i himmerige. Vi havde næsten ikke lyst til at bryde op og fortsætte. Komani-søen opstod, da man oversvømmede dele af en dal i forbindelse med bygningen af et vandkraftværk. Montenegros sorte bjerge Ud fra skoven under os kom der pludselig en mand gående. Da han kom nærmere, viste det sig at være Michael, en af de få andre gæster fra vores hotel. Hvilket sammentræf! Sammen med ham fortsatte vi opad. Målet var at nå grænsen mellem Montenegro og Albanien. Ingen af os var sikre på, hvor langt der var, og der var intet at tage pejling efter. Vi var dog overbeviste om, at vi var på rette vej, så vi blev ved med at følge stien op. Landskabet blev stadig mere barskt og stejlt. Temperaturen faldt også, og det samme gjorde mit blodsukker og energiniveau, så de hjemmebagte myslibarer blev fortæret. Vi indgik en aftale om, at vi ville vende om kl. 15, hvis vi ikke var nået frem til grænsen forinden, så vi kunne være tilbage, før det blev mørkt. I stilhed knoklede vi på og kom længere og længere op. Pludselig kunne vi se en betonklods og vidste, at den måtte markere grænsen. Da vi kom op til den et par minutter før deadline, var vi et godt stykke over trægrænsen, og det eneste, vi kunne se i Montenegro, var nøgne stejle bjerge. Vi stod et par minutter på Montenegros Et kig ind på bjergene i Montenegro. Landets navn betyder i øvrigt ”de sorte bjerge”. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 15 side af grænsen og blev blæst igennem af den kraftige kolde vind. Vi gik ned samme vej, som vi var kommet op. På en eller anden måde gik vi forkert og kom væk fra den utydelige sti midt på en stejl eng. Vi stod og spejdede efter den og gik lidt frem og tilbage. Pludselig hørte vi råb. Vi kiggede op og så en mand højt oppe på et bjerg. Det var en hyrde, som kunne se vores problemer, og han havde tydeligvis overblik over stien og forsøgte at guide os med armbevægelser og råb. Det var ret svært at forstå ham, fordi han var så langt væk, men det lykkedes os at komme tilbage på stien og sikkert ned til landsbyen igen. Herfra var der fem km tilbage til hotellet ad vejen langs floden. Mens vi gik af sted på vores nu meget ømme fødder, håbede vi, at der kom en bil forbi. Heldigvis kom der et ældre ægtepar i en gammel varebil, og vi fik lov at sidde bagi. Vi kunne ikke kommunikere, men de syntes vist, at det var ret pudsigt at have et par turister siddende på et par gamle aviser bag i bilen. Vi var bare glade for liftet og tvang dem nærmest til at tage imod en skilling for turen. ALBANIEN Blomstrende vild timian. Duften, mens vi gik gennem græsmarkerne med timian, var eventyrlig. Valbona ligger i det nordlige Albanien, tæt på grænsen til Kosova og Montenegro. Læs mere om Valbona-dalen på www.journeyto valbona.com. Vel tilbage på hotellet bestilte vi straks et par kolde Korcaer – albanske øl – og satte os på husets veranda og hvilede fødderne, mens vi tænkte tilbage på den lange vandretur og alt det, vi havde set undervejs. REJSEN DERTIL: Vi fløj fra Hamburg til Tirana t/r via Budapest. Rundrejsen tog 10 dage og kostede 5.500 kr. per person alt inkl. LOKAL TRANSPORT: Fra Tirana tager det syv-otte timer til Valbona, uanset om turen går via Komani-søen eller den noget længere tur ad hovedvejen via Kosova. Bus og minibus-systemet var velfungerende med mange afgange. Vild natur Den første dag gik vi et par mindre ture i området. Forinden havde Catherine fortalt os om dyrelivet, og om hvordan et universitet havde sat et webkamera op. Hun viste os endda nogle af billederne af ulv, vildkat, los, grævling, bjørn m.m. På en af turene kom vi forbi en grotte i klippesiden, og da det regnede, spøgte vi med, at vi ikke turde søge ly derinde, for det var nok bjørnens hule. Lidt senere regnede det endnu kraftigere, og mens vi stod i læ under et stort træ, kom vi til at se os omkring. Pludselig fik vi øje på en lille kasse, der var monteret på et træ ved stien, og vi kunne se, at det var et webkamera. Nu var det ikke længere så indbydende at stå på den smalle sti med stejle klipper op og ned til begge sider. Hvis bjørnen kom den vej, kunne vi ikke lige træde til side og lade den passere. Selvom risikoen for at møde bjørnen var forsvindende lille, kunne vi alligevel ikke helt ryste den lille irrationelle frygt af os. Lysten til at fortsætte videre op ad stien forduftede ret hurtigt, og vi gik ned i dalen igen og fandt et andet sted at fortsætte turen. Vi brugte et par dage i Valbonadalen, før turen gik videre rundt i Albanien. Valbona er et område, som ikke er ret udviklet endnu. Internettet er ustabilt, strømudfald Her er vi stadig under trægrænsen. sker jævnligt, infrastrukturen er simpel, og vejen lukkes tit af sne om vinteren. Der findes enkelte små private hoteller og pensionater i området. Der er sat initiativer i gang for at tiltrække flere turister, og der er helt sikkert et stort potentiale. Valbona var højdepunktet på vores tur rundt i Albanien. Vi blev mødt af en fantastisk venlighed, gæstfrihed og enestående natur. Jeg håber, at udviklingen i området vil ske i pagt med den omkringliggende natur, således at man også i fremtiden vil kunne nyde dette unikke sted. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 16 BO & SPIS: Måltiderne er meget billige. 50-60 kr. for salat, hovedret og en øl på en restaurant. Næsten alle retter indeholder flere forskellige oste i store mængder. Hotelovernatninger koster 240-300 kr. for et dobbeltværelse. BEFOLKNINGEN: Utrolig mange taler godt engelsk, og hjælpsomheden og gæstfriheden er stor overalt, hvilken er med til at gøre Albanien til et utrolig nemt land at rejse rundt i. n Mette Kjær Sørensen har medlemsnr. 381 og er 35 år. Hun foretrækker at rejse på egen hånd og kan godt lide at vandre og være i naturen. Læs mere om hendes rejseliv på www.metteks.dk. Tekst & fotos: Jakob Linaa Jensen M are Balticum: stersøen rundt Langs kanalerne i Gdansk. Områderne omkring Østersøen har en gammel fælles kulturhistorie. Fra 1200-tallet og frem dominerede de overvejende tyske hansestæder, senere var det svenskerne, og under Den Kolde Krig var det et ombejlet og omstridt område, et sandt spændingsfelt mellem Øst og Vest. Danmark har en lang historie i området: Det var i det nuværende Estland, at Dannebrog ifølge overleveringen faldt ned fra himlen i 1219, og Valdemarerne, de udfarende danske middelalderkonger, besad et område, der strakte sig fra Holsten til Estland, altså næsten hele vejen rundt. En glinsende varm sommer i 2008 tog jeg sammen med Katja Laut, et andet medlem af De Berejstes Klub, turen hele vejen rundt for at opdage lande og steder, der i mange år lå slumrende hen i Sovjetunionens skygge. D et er en allerede bagende varm formiddag, da Katja og jeg krydser den dansk-tyske grænse. Første stop er Lübeck, den vigtigste af hansestæderne, der med sin monumentale Holsteintor den dag i dag sender et signal om, at her boede folk, som havde magt og indflydelse. I gotiske Mariekirche ligger en tonstung klokke stadig oven på en revne i gulvet, der hvor den faldt ned under et bombardement fra de allierede i det tidlige 1945. Ikke langt uden for byen krydses den nu usynlige grænse, der indtil 3. oktober 1990 udgjordes af Jerntæppet. I dag bemærkes den ikke – det genforenede Tyskland forsøger at slette arene fra den smertefulde deling. Næste stop er Rostock, også en gammel hansestad. Den fik mange bomber i sidste krig, men er genopbygget i lidt af den gamle stil: Smalle købmandshuse og et rådhus, der leder tankerne hen på en konditorkage. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 17 Kystbyer og cirkusser Videre østpå går det. Øst for Greifswald kører vi ud på Osedum-halvøen, en smal landtange, der skiller havet fra en række fjorde inde i landet, og her får vi for første gang nærkontakt med Østersøen. Dvs. vi kan ikke se vandet, for der er solide nåleplantager mellem os og vandet. Jeg genser Swinoujscie efter 10 år. På mit første besøg til byen kom jeg en anden varm sommerdag med færgen fra København. Meget er forandret. Østersøkysten heroppe er en næsten ubrudt kæde af badestrande, små pensionater, og det ene lille tarvelige cirkus efter det andet. I Dziwnow indlogerer vi os på Admiral Hotel, et gammelt stilfuldt kurhotel med udsigt over floden. Byen er derimod ikke stilfuld: Den ultimative badeby med souvenirbutikker, iskiosker og endnu flere hæslige cirkusser. Næste dag går det videre langs kysten til byer, hvis navne er umulige at udtale, og som man også hurtigt bliver færdig med. Sidst på eftermiddagen når vi Gdansk. På vej ind i byen passerer vi det berømte Leninskibsværft, som har en helt særlig plads i omvæltningerne i Østeuropa. Det var her, en elektriker ved navn Lech Walesa i 1980 grundlagde en fri fagforening, Solidaritet, som blev et første varsel om de folkelige protester, der i 1989 væltede Berlinmuren. Gdansk er en smuk by med nænsomt restaurerede huse langs kanalerne. Der er et kæmpe udvalg af hyggelige barer og restauranter. Vi ender i en hvælvet kælder, der bl.a. byder på glimrende fiskesuppe og kølige øl! Hovedretten er en fin ørred, og fisken fejler bestemt intet her ved havet. Ulveskansen: Hitlers hovedkvarter Turen østpå fortsætter gennem Elblag og Olztyn, en hyggelig gammel by med borgruin og flere kirker. På vejen videre mod Litauen gør vi en omvej omkring Ulveskansen, Hitlers vinterhovedkvarter fra krigens første år, som er kendt fra blandt andet filmen ”Der Untergang”. Nazisterne gik grundigt til værks – nogle bunkere har 6 meter tykke mure af armeret beton. Den allermest solide er Hitlers egen, nr. 13. Det er et meget specielt sted, og selv om bygningerne er forfaldne og overgroet af skoven, kan man alligevel fornemme, hvad der er gået for sig her. Vi har nu nået grænselandet mellem Polen og Litauen, der udgøres af en nationalpark med noget af Europas sidste urskov. I 1996 kørte jeg på studietur til Litauen ad en elendig vej, og vi sad i kø to timer ved grænsen. I dag er vejen fin, og vi ryger lige over. Det sydlige Litauen er ikke uinteressant, omend fattigt. Husene er næsten alle af træ og de små byer faldefærdige. Uden for Druskininkai er en tidligere kommunistisk kz-lejr lavet om til et museum over kommunismens rædsler, komplet med kreaturvogne brugt til transport af fanger, vagttårne og betonstatuer af de store kommunistiske ledere og en hel del mindre. Alt sammen er udført meget originalt, i den totale mangel på smag og stil, der prægede kunsten i den gamle østblok. Parken har været meget kontroversiel, fordi den udelader historien om, hvordan litauerne selv hjalp såvel kommunister som nazister med at udrydde og deportere jøder. Vejen op mod hovedstaden Vilnius går dels gennem urskoven, dels forbi Litauens nationalikon, den gamle middelalderborg Trakai, komplet med voldgrav og røde tårne. En sommerdag som denne er den pakket med lokale på udflugt. Gensyn med Vilnius Vilnius er en perle af en hovedstad. Det er et af Europas bedste eksempler på barok byggestil, og i forhold til mit første besøg 13 år tidligere er den meget nænsomt restaureret langs de brostensbelagte gader. Kirkerne fremstår atter i fordoms pragt, og små kunstforretninger ligger side om side i de århundredegamle borgerhuse. Hovedstrøget Gedimino Prospekta forbinder byens skagensgule domkirke med parlamentet, som var centrum for kampene i 1991, da Sovjet i en sidste krampetrækning forsøgte at sætte den nyudråbte litauiske republik på plads. Forehavendet mislykkedes heldigvis, da litauerne tappert forsvarede deres parlament og nyvundne frihed. Som et minde om kampen for selvstændighed er nogle af pigtrådsbarrikaderne stadig udstillet. Det skorter ikke på god mad i Litauen. Vi sætter tænderne i et spækbræt af kolde specialiteter, fra røget oksemørbrad til griseører. Det hele skylles ned med lokalt mikrobryg, og livet forekommer skønt sådan en sommeraften i det såkaldte nye Europa. Ulveskansen – Hitlers førerbunker med nr. 13. Bryllupper ad libitum i Kaunas. Bryllup eller beach party? Efter to dage i Vilnius går turen mod Kaunas, som var hovedstad mellem 1. og 2. Verdenskrig, da Vilnius dengang lå i Polen! Det er lørdag og den helt store bryllupsdag. En rest fra sovjettiden er det gigantiske bryllupspalads midt i byen, som denne dag holder bryllupper væg til væg. Pyntede limousiner og andre store biler holder skulder ved skulder udenfor, og konstant lyder champagnepropper og hurraråb. Vi flygter fra disse festligheder videre tilbage mod Østersøkysten, til Klaipeda og videre til Liepaja i Letland, hvor alle, der ikke er i færd med at blive gift, har bevæget sig til Baltic Beach Party, Baltikums svar på Roskilde, men med skøn beliggenhed på selve stranden. For os 80’er-musikelskere er det et behageligt genhør med tyske Alphaville, og ølpriserne er nogle andre end på Smukfest i Skanderborg. Næste formiddag kører vi videre langs kysten gennem Ventspils og op mod Riga. Letlands hovedstad ligner sig selv fra mit seneste besøg 13 år tidligere. Kachotten på Tartu Universitet – uterlige studerende blev anbragt her! Møde med middelalderen, Tallinn. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 18 Litauens stolthed, Trakai. Rygning forbudt på stranden i Ventspils. Tallinns tårne. Udsigt over Riga. Domkirken med den sorte løgkuppel knejser over den gamle brolagte bydel, men de gode restauranter og barer er blevet flere. Byens vartegn Pulvertornis, Krudttårnet, lever op til sit navn: Der sidder kanonkugler fast i murene fra et af de utallige slag, der er gået for sig på disse kanter. Efter en god nats søvn på et velbeliggende hostel går det videre nordpå til en flot og meget klassisk middelalderborg i Sigulda, inden vi rammer Estland og den hyggelige universitetsby Tartu, som i århundreder har været et regionalt centrum for lærdom. Byens gamle, gennemrestaurerede universitet danner et naturligt midtpunkt i den gamle bydel, hvor der på grund af sommerferien er ganske uddødt. Lærere og studerende er ude af byen, og de fleste barer er derfor lukkede – til gengæld kan vi så få et værelse på et af kollegierne, splinternyt og hightech. Tallinn: Tilbage til middelalderen Tallinn er Estlands hovedstad og, vil jeg sige, en af Europas smukkeste af slagsen. For en middelalderelsker som undertegnede er det ganske imponerende, at størstedelen af bymuren og 13 ud af 16 borgtårne er bevarede. Sammen med byens to dominerende spir, rådhusets og Sankt Olafs kirkens, danner de en nærmest magisk stemning i aftenskumringen. I de snævre gader dyrkes middelaldertemaet, og den legendariske restaurant Olde Hansa er ingen undtagelse: turistet og svinedyr, men den fremragende mad, det gode øl (med kanelsmag!), og de søde servitricer i middelalderkjoler gør det til en fremragende oplevelse, så god at vi vender tilbage næste dag. Estisk er et underligt sprog, i familie med finsk og ungarsk, og der er tilsyneladende ingen lokale, der finder det underligt, at vores hostel ligger på hjørnet af gaderne Pik og Nonne. Og sådan staves de! Til gengæld bor vi lige midt i det hele og har udsigt til den store rådhusplads med det enormt tynde og lange rådhustårn i gotisk stil. Cirklen sluttes Den finske skærgård. Sidste stop på turen er Finland og Helsingfors. Nu om dage sejler hurtigfærger hele tiden mellem de to hovedstæder, og efter kun to timers sejlads i aftensolen ankommer vi til GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 19 ØstersøEN RUNDT REJSEN DERTIL: Vi kørte i bil lejet i Tyskland, hvilket var billigt og fungerede fint. Vejene er generelt udmærkede, og de udbygges hele tiden i disse år. Man bør parkere et sikkert sted, da der er mange indbrud i biler i de fleste af landene. PRISNIVEAU: En stor fadøl koster ca. 8 kr. i Litauen, 12 kr. i Polen og 15 kr. i Letland og Estland. Et dobbeltværelse af en god standard koster ca. 200 kr. i Letland og ca. 300 kr. i Polen og Estland. byen, der er kendt for Aalto og Nokia. Vi bor på et hostel under tribunen på det olympiske stadion, med en kæmpe statue af Pavel Nuurmi, den flyvende finne, udenfor. Vi promenerer ad byens hovedstrøg, en dejlig bred boulevard med skyggefulde træer. I den lune sommeraften sidder vi indtil midnat og spiser sushi og drikker champagne. Det er ikke just typisk finsk … Turen rundt om Østersøen slutter dagen efter med en natfærge til Stockholm, som bestemt også er et besøg værd. Efter en tur ned gennem et glinsende, sommerligt Sverige slutter vi cirklen med at overnatte i en gammel jernbanevogn i Lund. Det har været to uger med meget varierende oplevelser. En tur rundt om Østersøen kan bestemt anbefales. n Jakob Linaa Jensen har medlemsnr. 233 og er næstformand og toastmaster i De Berejstes Klub. Han har været medlem siden 2004 og har i skrivende stund besøgt 70 lande, herunder stort set hele Europa, som er hans yndlingskontinent. Sydøstasien og Sydamerika er også højt på listen. Et absolut must er årlige skiferier til Alperne. Mission impossible: Tjetjenien & Nordkaukasus undercover Tekst & FOTOS: Lars-Terje Lysemose Udsyn fra Volgaens forrude: Min russiske bror Vadim ved en kontrolpost på grænsen til Tjetjenien. Shnamenskaja i Tjetjenien ligger langs vejen til Grosnyj. Strækningen kaldes også Snigskytternes Paradis. Vi skriver august år 2000, og jeg er ude på en mission impossible: At snige mig ind i hjertet af Putins militære "antiterroroperation" for som uafhængig dansk journalist ved selvsyn at få et indblik i, hvordan livet former sig i en krigszone, som efter et års tjetjensk guerillakrig synes glemt af omverdenen. andenstyrmand til et skib ved den russiske sortehavskyst sidder jeg nu om bord på toget fra Sevastopol på Krim med en billet til Pjatigorsk for foden af Kaukasusbjergene. Vadims onkel, tante og en kusine bor i Mosdok, hvorfra russiske styrker et år tidligere indledte tilbageerobringen af den tjetjenske udbryderrepublik, og Vadim har inviteret mig med hjem til dem, for at jeg ved selvsyn kan se, hvordan livet former sig i hjertet af den russiske operation. Der er bare lige den lille detalje, at jeg ikke har noget sømandspas ligesom Vadim, og uden et sådant kan jeg ikke rejse visumfrit ind i Rusland. Så hjælper det ikke, at Vadim har fået udfærdiget nogle papirer fra et hæderligt shippingfirma, som påstår, at jeg er andenstyrmand. “D esværre. Den gik ikke. Grænsevagten vil ikke godtage dine papirer eller nogen bestikkelse. Hurtigt! Du er nødt til at stige af her og tage næste tog tilbage over grænsen. Tag til Kijev og skaf et visum og ring til mig. Du har mit nummer!” Vadim står i togkupeens døråbning med et nedslået blik. Han er min guide, tolk, fixer og gode ven, som jeg har så meget tillid til, at jeg har indvilget i at tage imod hans invitation om sammen at drage af sted mod Tjetjenien – trods daglige kampe mellem russere og tjetjenere og utallige bortførelser og forsvindinger. Vi har netop passeret grænsen mellem Ukraine og Rusland. Det er en sen eftermiddag sidst i august, hvor nyheden om atomubåden Kursks skæbne på bunden af Barentshavet stadig er på alles læber, og toget holder nu stille på et rangerterræn, mens grænsebetjente og soldater omgiver toget og går det minutiøst igennem for steder, hvor der kunne tænkes at være gemt kontrabanda – smuglervarer. Jeg er ude på en selvskabt mission impossible og må erkende, at mit første forsøg lige har slået fejl. At krydse grænsen mellem Ukraine og Rusland i et intercitytog på vej mod Nordkaukasus for at snige sig ind i Tjetjenien for ved selvsyn at kunne rapportere om situationen i den ellers tilsyneladende hermetisk lukkede krigszone og fri for ledsagende russiske presseofficerer er faktisk netop det: impossible! I hvert fald uden et russisk visum. Journalist undercover Ideen virkede ellers god nok. Vadim, som er et par år ældre end mig, er en erfaren førstestyrmand, og under dække af at være hyret af et shippingfirma i Sevastopol som Tilbageholdt på grænsen ”Davai! Davai! Af sted!” Jeg får lynhurtigt min rygsæk på ryggen, da den russiske grænsevagt gestikulerer, at jeg skal følge efter. Mens toget med Vadim om bord sætter sig i bevægelse og fortsætter østover, er jeg ladt alene tilbage her i ingenmandsland omgivet af russiske soldater ledt af en brysk udseende officer. I lommen har jeg, ud over Vadims telefonnummer, numrene til ambassaden i Moskva, Berlingskes redaktører Michael Ehrenreich og Tom Jensen, og min gode kollega fra Weekendavisen Johannes Wamberg Andersens i Kijev. Men får jeg overhovedet mulighed for at ringe til nogen som helst, hvis jeg er arresteret? Er mit dække som sømand allerede afsløret? Venter der nu et tredjegradsforhør hos en russisk efterretningsofficer? Og er jeg godt i gang med at skabe en mindre diplomatisk krise og kan se frem til en tur bag tremmer!? Spørgsmålene snurrer rundt i hovedet på mig, mens jeg nervøst skridter hen langs jernbanesvellerne med et par bevæbnede soldater i hælene. Til mit held er officerens engelsk endnu mere begrænset end mit forråd af russiske gloser, og forhøret inde på grænsekontoret begrænser sig til enstavelsesord. Jeg slipper derfor for at forklare de nærmere omstændigheder omkring mit forsøg på at krydse grænsen illegalt – og dermed afsløre, at jeg dårligt nok kender forskel på styrbord og bagbord! ”You, sailor, go … next train Ukraine,” siger han nærmest opgivende, mens jeg ånder lettet op ved udsigten til ikke at ende i kachotten. En time senere gelejder to russiske GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 20 Nadia og Olga har dækket bord i baghaven i Terskaja uden for Mosdok. Middagen består af sjasjlyk, grillet kød på spyd. Tidligt om morgenen ruller toget ind på banegården i Mineralnije Vodij, hvor Vadim og hans onkel Sergej med store smil tager imod. De gelejder mig hurtigt og galant ud på parkeringspladsen, hvor Sergejs hvide taxi, en gammel Volga, står parat, og jeg forsøger at falde i et med mine omgivelser og ligne en russer. Ingen fancy briller. Ingen vestlige brands – kun anonyme jeans og en trøje, som jeg har købt på markedet i Donetsk på vejen. Min russiske familie soldater mig om bord på et tog tilbage til den ukrainske side af grænsen. Destination: Voucher Jeg sms'er til Johannes i Kijev. Han skal selv til at skaffe visum til Moskva og mener, at jeg vil kunne få et visum på den russiske ambassade næste dag, men at det kommer til at koste klejner. Naturligvis ikke visum til Tjetjenien, heller ikke til Stavropol, Krasnodar, Pjatigorsk eller Sochi, men et helt almindeligt turistvisum til Moskva, og så må jeg finde ud af, hvordan jeg kommer ned til Kaukasus, når jeg først er kommet over grænsen. Jeg køber en billet til nattoget til Kijev, og næste morgen tager vi sammen hen på ambassaden, hvor der meget belejligt også ligger et lille rejseagentur i forhallen, hvor en nydelig blondine garanterer, at visum skam kan udstedes samme eftermiddag formedelst 100 USD i gebyr. Dertil kommer prisen for en såkaldt voucher, for man skal naturligvis også booke et hotel gennem agenturet. Heldigvis er en enkelt overnatning nok, og 200 USD fattigere står jeg nogle timer senere med det eftertragtede russiske visum, som godt nok tillader mig indrejse til Rusland, men bestemt ikke til Tjetjenien. Heldigvis står der ikke nogen destination angivet på selve visummet. Der, hvor der normalt skulle stå et bynavn, står der fatisk bare "voucher". Perfekt! tænker jeg. Med voucher anført som min destination, kan jeg måske alligevel godt sætte mig i et tog med retning mod sydøst i stedet for nordpå til Moskva? Jeg tager chancen og køber en togbillet på Kijevs enorme vokzal til Donetsk i det østlige Ukraine, hvor jeg skal skifte tog til Mineralnije Vodij, et stop før Pjatigorsk. Mineralnije Vodij er faktisk, som navnet antyder, et kursted kendt for sit helbredende kildevand og kurbade, så det er vel ikke helt ude i hampen, at en dansk turist kunne tænkes at rejse dertil … Jeg ringer til Vadim, som lover at hente mig i Mineralnije Vodij næste dag. Jah ne znaju! Krydsningen af grænsen sker denne gang forholdsvis udramatisk. Ingen af mine medrejsende i togkupeen forstår engelsk. Det viser det sig til alt held, at den russiske grænsebetjent heller ikke gør. Han spørger gentagne gange til ”voucher! voucher!?” Jeg ryster på hovedet og lader som om, jeg ikke forstår, hvad han mener og peger blot på mit pas, på mit russiske visum og billetten til Mineralnije Vodij. Min voucher er sjovt nok forsvundet … Toget sætter sig i bevægelse, og grænsebetjenten giver op. Men efter at vi har passeret Rostov om aftenen, stiger nogle betjente klædt i civil på og gennemsøger toget. "Narkoba!? Drugs?" Jeg bliver som mistænkelig udlænding kropsvisiteret i kupeen i alles påsyn, men jeg er naturligvis ingen narkokurer. Betjentene spørger ligesom ved grænsen efter min voucher, men "jah ne znaju!" – jeg forstår ikke, hvad de snakker om. ”Mineralnije Vodij!” forklarer jeg igen og peger på min togbillet, og betjentene giver op. Ikke at have et fælles sprog redder mig igen, og resten af togturen forløber uden dramatik. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 21 Vadims onkel Sergej er etnisk russer og insisterer på at vise mig den tjetjenske virkelighed, sådan som han, hans kone Olga og datteren Nadia oplever den dér, hvor de bor. Han er en midaldrende rund mand med et fast håndtryk og tjener tykt på at køre taxi, ofte endda om natten, for diplomater, journalister og tjetjenere – op til 5.000 USD tur-retur ud ad Tjetjeniens støvede bagveje, fortæller han. Han insisterer dog på at køre gratis, fordi jeg, som han siger, er en ven af familien. Ud over at kende hver en bagvej forstår han også at stikke en løgn, som da vi på vejen fra Mineralnije Vodij til Mosdok vinkes ind til siden ved en af de mange kontrolposter, og Vadim og jeg pludselig udnævnes til brødre – det er i hvert fald det, Sergej bilder soldaterne ind. Selv siger jeg ikke et ord, selv om jeg ellers forud for min rejse har gennemgået et kort russiskkursus. Min nye russiske familie bor i den lille landsby Terskaja syd for Terekfloden lidt uden for Mosdok. Olga er læge og kender kun alt for godt til forholdene for de sårede på Mosdoks nedslidte militærhospital. I gaderne fylder vagtsomme blikke, militære lastbiler og sikkerhedspoliti bybilledet, mens befolkningen forsøger at få hverdagen til at hænge sammen trods utallige militære kontrolposter. For det meste er soldaterne nu kun på udkig efter mørklødede kaukasiere. I Mosdok svarer det til hver anden af byens indbyggere. Folk med et blegere europæisk udseende vinkes derimod igennem kontrolposterne uden at skulle fremvise nogen form for id. Mafiaboom Mosdok med ca. 40.000 indbyggere på bredden af den brusende Terekflod, hvor Nordossetien møder Tjetjenien, har siden russernes Maka og Adam er strandet på vejen fra Grosnyj og lever af at sælge frugt og snacks fra deres interimistiske hjem i landsbyen Shnamenskaja. generobring af udbryderrepublikken oplevet et sandt økonomisk boom. “Bankerne er skudt op som vilde paddehatte efter et regnskyl,” fortæller Sergej, da jeg spørger til de mange imponerende marmorfacader på hovedgaden. “De ejes alle af mafiaen,” siger han med et grin. Med mindst 15 bortførsler alene i Mosdok den seneste tid behøver jeg ingen opfordringer til at holde lav profil. Våben, gidsler og narko er almindelige handelsvarer på disse kanter. Hovedgaden Kirov frekventeres fx åbenlyst af et par mafiatyper med inderlommerne fyldt med små poser, hvis indhold er hvidt som sne. Lyde i natten Nordkaukasus har tempereret fastlandsklima, og en varmebølge ligger som en tyk dyne over landskabet. Den første nat i familiens hjem vågner jeg op med et sæt, badet i sved, til den dundrende lyd af rotorer, der pløjer sig gennem natten. Lyden er forlængst blevet hverdag for befolkningen her. Men den pludselige lyd af snurrende helikoptere i natten er bestemt ikke hverdagskost for en 25-årig dansker, der uden myndighedernes viden har sneget sig ind i hjertet af russernes militære operation, som om jeg var ved at slutte mig til de tjetjenske oprøreres kamp for et frit Itjkerien – gennem den ene kontrolpost efter den anden, i zigzag gennem det kaukasiske steppeland ad snørklede bagveje for at undgå at blive opdaget. Helikopterne forsvinder heldigvis lige så hurtigt, som de kom. Sikkert med sårede til militærhospitalet, forklarer Olga mig næste morgen. Uden for Terskaja ligger en række interimistiske barakker, hvor tjetjenske fordrevne holder til. Herefter følger et nøgent åbent ingenmandsland, skæmmet af krigens brændte marker og svedne træstubbe, hvor der før var alleer. Bynavnet Mosdok betyder faktisk ”tæt skov”, men der er ikke megen skov tilbage i dette afsvedne landskab. Et par udbrændte jernbanevogne står som tomme skaller og minder om, at det er en ting at indtage Tjetjenien, men noget ganske andet også at undertvinge tjetjenerne efter mørkets frembrud. I snigskytteland Sergejs Volga accellererer, da vi sætter kurs mod landsbyen Shnamenskaja på vejen mod Grosnyj ud af det, de lokale har døbt Snigskytternes Paradis, fordi de åbne vidder på kanten af de smukke, løvklædte bjerge ofte danner skjul for tjetjenske bagholdsangreb. En gammel rød bus, der tøffer ud ad vejen mod Grosnyj, er fyldt med tørklædeklædte kvinder. Kvinderne er de eneste tjetjenere, der vover at krydse Terek. Selv 12-årige drenge og gamle mænd pågribes ved de russiske kontrolposter under påskud af at være guerillaer og sendes til frygtede interneringslejre, hvor rapporter om tortur, mord og voldtægt er velkendte. Som oftest ender kvinderne med at skulle betale løsepenge for at få deres mænd og sønner frigivet. Pigtråd og kontrolposter Efter en halv times kørsel fra Mosdok når vi den første kontrolpost på denne side af floden, omgivet af pigtråd og et halvt hundrede soldater. Et stort skilt GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 22 malet med farverne af det russsiske flag som baggrund bekendtgør, at vi nu er på vej ind i Tjetjenien. En lang række af sorte Mercedeser med tonede ruder, militære lastbiler og et par busser, fyldt med tjetjenske kvinder, holder i kø. Vadim og Sergej er tydeligt nervøse. “Giv mig dit pas,” siger Sergej og stopper bilen, da et par soldater gør tegn til os om at holde ind til siden. Vadim og jeg bliver i bilen, mens Sergej går de 150 meter hen til kontrolposten og forsvinder ind bag døren til et lille kontor. Imens åbner soldaterne baggagerummet og undersøger bilen, på udkig efter mistænkelige genstande. Minutterne går, og det føles som en evighed, før Sergej kommer tilbage. “Lad os så komme af sted,” griner han nervøst. “Velkommen til Tjetjenien!” tilføjer han, da vi passerer pigtråden, skiltet og de russiske soldater. Speederen trykkes i bund, da vi kører ud ad den lige landevej mod Grosnyj, Tjetjeniens hovedby, der engang havde knap en halv million indbyggere. Nu er byen fuldstændig smadret og lagt i grus, og 300.000 civile er drevet på flugt ud af Tjetjenien. Jeg spørger Sergej, hvad soldaterne egentlig sagde til mit pas. “Ingenting,” griner han. “Jeg gemte dit pas i inderlommen og gav dem kun Vadims og mit eget.” Vi ler befriende, vel vidende at der kun er et par kilometer til den næste kontrolpost. Her gentages seancen: Sergej stiger ud af bilen med tre pas i hånden, så de soldater, der omgiver bilen, ikke fatter mistanke, men stopper det ene tilbage i inderlommen, idet han går ind på det lille kontor, hvor pasene krydstjekkes med en computer, der fører en liste over alle, der mistænkes for at støtte de tjetjenske guerillaer. Ingen bemærker, at der sidder en tredje person på bagsædet i bilen. Så meget for russisk effektivitet! Flygtet fra Grosnyj Efter to timers kørsel når vi landsbyen Shnamenskaja, hvor Sergej har et par gode bekendte, som han mener, jeg bør møde. Adam og Maka er et midaldrende tjetjensk ægtepar, muslimer der flygtede ud af Grosnyj under russernes bombadement i fjor. Nu er de strandet her på landevejen i et selvbygget hus på 20 m², fordi deres ældste søn på 16 mistede sine identitetspapirer i det kaos, der fulgte russernes invasion. Og uden papirer til at identificere ham tør de ikke forsøge at slippe forbi de russiske kontrolposter. “Vi mistede alt i Grosnyj,” forklarer Maka. “Det, du ser i skuret her, er alt, hvad vi har.” Der er vrede og foragt i hendes stemme, men familien synes for nærværende at have affundet sig med tingenes tilstand. Den lille familie på fire lever i daglig angst for, at den ældste søn skal blive snuppet og anbragt i en af de russiske interneringslejre. For det meste holder de ham skjult indendøre. Ellers lever de, som resten af landsbyen, af at sælge mineralvand og frugt og snacks til de få, der gør holdt i den lille by på vejen mod Grosnyj. En gang om ugen tager Maka bussen til markedet i Mosdok for at købe ind. Ukuelig ungdom Næste dag møder jeg Aslan, en 26-årig tjetjener, ved den evige flamme, et mindesmærke for 2. Verdenskrig i Terskaja, hvor landsbyens unge hver aften mødes over et par flasker billig vodka. Aslan er uddannet jurist, men jurister er der åbenbart ingen brug for. I stedet kører han lastbil for et firma i Mosdok. “Denne her krig handler ikke om fanatiske muslimer. Det er en krig, der er begyndt, udelukkende fordi de forskellige mafiagrupper har en interesse i at føre krig,” forklarer han. “Min bror Adlan på 22 sluttede sig til oprørerne i foråret. Han blev fænget af retorikken om et frit Itjkerien, et selvstændigt Tjetjenistan. Men han blev fanget ind i et spind af forræderi og kriminalitet. Det er mafiaen, der trækker i trådene, hverken Ruslands Putin eller Tjetjeniens Maskhadov. En dag bortførte min bror en rig armenier fra Mosdok, politiet var i hælene på ham, men det lykkedes ham at finde et skjul ude i bjergene. Det var det sidste, vi hørte til ham. Rygterne svirrede, at han var dræbt, men jeg troede ikke på det, indtil for tre måneder siden, da nogle fremmede kom og viste mig en videooptagelse af hans lig – hovedet var skilt fra kroppen, og han var næsten ikke til at genkende. De fortalte mig, at han var stødt på en gruppe soldater ude i en skov, og at soldaterne havde gjort kort proces. Men der er noget, der ikke stemmer i den forklaring. Hvorfor skulle russerne halshugge ham? Den slags gør russerne ikke. Det er kun tjetjenere, der skænder lig på den måde!” udbryder Aslan. Stilheden har sænket sig, mens han fortæller. Men nu afbrydes han af en spinkel, høj ung fyr: “Russerne er hverken værre eller bedre end os!” udbryder han, og gruppen på syv indleder en livlig diskussion. Den unge fyr hedder Timur, han er tjetjener, bor i Grosnyj og er i øjeblikket på besøg hos bekendte i Terskaja. “Jeg studerer filologi på universitet,” fortæller han, da jeg spørger, hvad han dog laver i Grosnyj. “Mit studie var oprindeligt normeret til fem år, men på grund af krigen er det nu blevet til seks,” fortæller han og tilføjer, at universitetet i Grosnyj netop er genåbnet og nu har 900 studerende. Jeg spørger ham, om han ser en fremtid i Tjetjenien. “Ja,” siger han. “Vi tjetjenere er ukuelige. Når jeg bliver færdig til næste år, vil jeg være journalist og arbejde for et selvstændigt Itjkerien.” Der bliver sent, før vodkaflaskerne er tømte, og vi tager afsked med de unge i Terskaja. Tidligt næste morgen begiver Vadim og jeg os på rejsen tilbage ud af Kaukasus. Fire timers kørsel ad snørklede bagveje, forbi hestedrevne sigøjnervogne og teltlejre, indtil vi når kurbyen Mineralnije Vodij for foden af bjergene. Da toget sætter i gang, og vi lægger Mineralnije Vodij bag os, åbner Vadim den første øl og slår et stort smil op. “Her hører rædslerne op. Tillykke. Mission accomplished!” Han griner og tager den første slurk. Jeg kigger ud af vinduet, på de snedækkede bjerge i horisonten, bakkerne og kirkegårdene, der ruller forbi, og nikker tavst, lettet over at Tjetjenien er bag os. NORDKAUKASUS Efter Sovjets kollaps proklameredes Itjkerien uafhængigt. Og efter 1. Tjetjenske Krig 1994-96 var Tjetjenien de facto selvstændigt. Efter 2. Tjetjenske Krig, som indledtes med en “anti-terroroperation” i efteråret 1999 og først officielt afsluttedes i 2009, genvandt Rusland kontrollen over territoriet. ADVARSEL: Oktober 2012: ”Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Dagestan, som jævnligt oplever terrorangreb, bl.a. i form af selvmordsangreb og bombesprængninger. Det samme gælder fortsat rejser til Tjetjenien, Ingusjetien, Nordossetien, som også har oplevet terrorangreb i de senere år. Angrebene er som oftest rettet mod politi og sikkerhedsstyrker, men også civile rammes. Væbnede sammenstød kriminelle bander imellem og mellem oprørere og russiske sikkerhedsstyrker forekommer. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og har vovet sig ud på flere farefulde rejseeventyr. Foruden Tjetjenien har han også rejst i væbnede konfliktområder som Transnistrien, Jugoslavien, Østtimor, Molukkerne i Indonesien, og i militærjuntaens Myanmar, hvor han har været med til at hjælpe en børnesoldat på flugt. I årene 1999-2002 var han nærmest konstant på farten som udlandsreporter og har siden bl.a. undervist i journalistik. Han har også studeret fred, konflikt og internationale relationer. Læs mere på www.lysemose.com. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 23 Kriminaliteten i Tjetjenien og til dels i de tilstødende områder er ude af myndighedernes kontrol. Bortførelser af russiske og udenlandske statsborgere i området har tidligere været hyppige og forekommer stadig. Bortførelserne har bl.a. omfattet medarbejdere for udenlandske nødhjælpsorganisationer. I Tjetjenien er der endvidere risiko for landminer.” På interrail på Balkan Tekst & fotos: Niels C. Jensen & Anne Geisler Tag med på en rejse langt væk! Rent geografisk og målt i antal kilometer er det måske ikke så langt, men menneskeligt føltes det som om, der var meget langt fra Skejby nord for Århus til en kold bjerghytte midt i Bulgarien. M ed interrail kan man rejse med tog til Europas strande, barer og ukendte områder. Vi valgte det sidste, da vi i 2005 stod på toget på Århus Banegård med pladsbillet til Beograd. Vi havde gjort os store forberedelser på det første af mange store eventyr, indkøbt vandrestøvler, rygsække og praktisk påklædning. Og vi blev ikke skuffede! Det tidligere Jugoslavien bød på oplevelser ud over alle forventninger. Efter et par dage i Serbiens hovedstad Beograd, hvor vi hurtigt kom til kort med vores engelske og lærte det mere internationale sprog af tegn og fagter, fortsatte turen mod Adriaterhavet. Turen derud foregik med tog, en langsom og anderledes rejseform i et land, der for ikke mange år siden var præget af borgerkrig. Måske derfor var den forholdsvis korte tur med et gammelt og slidt tog gennem den mørke serbisk-montenegrinske nat præget af opvågninger, hvor lokale militær- og politifolk forlangte pas (på deres helt egen flinke måde trods det absurde i situationen). Kindkys ved Adriaterhavet Toget igennem natten førte os frem til Kotor, en lille og gammel fæstningsby by ved Adriaterhavet, hvor vi skulle fordrive nogle dage med at dase og spise, inden vi skulle videre. I Kotor boede vi hos en ældre dame, som straks ”adopterede” Anne som sin egen datter og derfor delte ud af kindkys i rigelige mængder. Engelsk var et fremmedord for de fleste i den lille by, men hvad gjorde det, når varme og gæstfrihed var øverst på menuen. Det eneste undtagelse var vores sandaler, som vores vært ikke var synderligt glad for lugten af, og som hun derfor hængte ud over altanen. Fair nok, de duftede heller ikke af roser. Derfra gik turen til Zabljak i nationalparken Durmitor, hvor vi var på rafting for allerførste gang sammen med den lokale guide Goran. En stor oplevelse – raftingen var mere hyggelig end udfordrende, men klart anbefalelsesværdig. På kloster i Makedonien På toget igen og denne gang mod sydøst – målet var Skopje, hovedstaden i Makedonien. En by, hvor den beskidte flod, der løber igennem byen, deler mellem fattig og rig, gammeldags og moderne. Cafelivet på den moderne side var en stor oplevelse, fordi det adskilte sig markant fra, hvad vi ellers havde været på af restauranter med videre. Her var alt muligt, som vores maver tog rigtig godt imod og til rigtig billige priser, i hvert fald for os som danskere. Efter et par dage i Skopje gik turen mod Trasavec-klostret midt i landet. Vi ankom med toget til en provinsby, og derefter var det GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 24 med taxa og efterfølgende vandring til klosteret på toppen af bjerget. Hvordan vi egentlig fandt derop, er stadig lidt af en gåde, men køer og smukke bjergformationer blandet med frustration var nogle af ingredienserne. På klosteret blev vi modtaget af munken og nogle frivillige, som straks gjorde en seng og et skønt måltid mad klar til os – helt gratis. Her er reglen, at de andre gæster hjælper de nyankomne, og på den måde hjælper alle hinanden og bliver behandlet som konger. Man bør også give en donation til klosteret, men det er ikke noget krav. Munken på stedet viser gerne rundt og fortæller. I sne og is med sandaler Efter den korte vandretur i Makedonien havde vi fået smag på mere, så på vej op gennem Bulgarien og Rumænien var vi på fem dages vandring i Rilabjergene i Bulgarien. Et helt fantastisk sted hvor der findes afsidesliggende bjerghytter, som man kan overnatte i undervejs. Forberedelse var ikke det, vi havde gjort allermest i, og derfor endte vi på den sneklædte bjergtop med sandaler og shorts. Det kan ikke anbefales, da det var både vådt og koldt, men heldigvis var den næste bjerghytte ikke langt væk. Her var tændt op i brændeovnen i fællesrummet, og da de fleste turister havde forladt lokalet, begyndte de lokale en fest med guitarspil, druk og mad af en anden verden. Indgangsreplikken for os var – som ofte efter – om Anne var villig til at smage den lokale sprut? Og selvfølgelig var hun det! Straks var vi med i klubben, og adskillige BALKAN RUNDT MED TOG På vandring i solskin i Bulgariens bjerge. mængder af mad, lokal spiritus og et par bulgarske kærlighedsviser senere føltes den 16-seng store og kolde sovesal dejlig og indbydende. Netop den oplevelse er en af dem, vi husker allerbedst fra vores togtur på Balkan, fordi den er meget sigende for hele turen, og det allerbedste ved disse lande er, at hoteller er erstattet af lokale, som udlejer et værelse eller to. På den måde kommer man helt tæt på de lokale og deres liv. Det enestående munk på Trasavecklostret midt i Makedonien. n Niels C. Jensen har medlemsnr. 616 og hans kæreste Anne Geisler har nr. 617. I november tog parret ud på nye eventyr: Et halvt år med rygsæk i Afrika hvor de samtidig vil skrive om det rige kontinent til hjemmesiden www.wealthyafrica.com. Rejsen går ud på at opsøge rige mennesker undervejs og begynder i Tanzania i øst og slutter i Sierra Leone i Vest. Den smukke natur og heste i kontrast i Rila-bjergene i Bulgarien. Interrailkort fås til alle aldersgrupper, og du bestemmer selv, hvor længe du vil være af sted. Der findes to typer kort: Med et ”InterRail Global Pass” rejser du frit med tog over det meste af Europa. Og med et ”InterRail One Country Pass” kan du rejse rundt i et enkelt land. Der gives rabat til børn, unge under 25 år og seniorer over 60 år. PRIS: I 2012 kostede en måneds interrail for en voksen på 2. klasse i Europa 4.850 kr. Ivan Vazov Hut endelig i sigte efter vandring igennem sne, is og tåge – i sandaler! Udsigt til ”Dinosaurus-bjergene” rundt om Trasavec-klostret. Rafter og guide Goran der ved et og andet om at underholde turisterne. Den smukke havn ved Adriaterhavet, Kotor, Montenegro. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 25 Lipizzanere: når de hvide heste danser ballet De fleste kender sikkert til de verdens-berømte hvide lipizzanerhingste på Den Spanske Hofrideskole i den østrigske hovedstad Wien. For mig har disse heste en helt særlig betydning. Jeg har nemlig selv haft en lipizzaner for mange år siden, og i sommeren 2012 oplevede jeg et kært gensyn med de smukke klassiske barokheste på en rejse i Slovakiet, Østrig og Slovenien. Tekst & fotos: Anette Lillevang Kristiansen M ed tonerne af Strauss og Mozart føler man sig hensat til en ældgammel scene fra baroktidens hof. De tunge prismelysekroner skinner om kap med kvindernes similibesatte gallakjoler, og historiens vingesus smyger sig lydløst gennem det gamle ridehus i hjertet af Wien. Forventningens glæde er tydelig, og tiden synes at gå i stå. Ind kommer en hel kvadrille af hvide heste med ryttere i dragter á la Napoleon med hvide svineskinds-ridebukser, højskaftede støvler med messingsporer og mørke skødefrakker. Der ikke så meget som blinkes med et øje eller bevæges på et hesteøre, alle følger musikken til højeste grad af perfektion. Samspillet mellem hest og rytter fungerer til fuldkommenhed og giver et helhedsindtryk, som var det florlette englevæsner, der dansede ballet. Man efterlades i åndeløs benovelse, tørrer diskret et par vildfarne tårer væk og mindes aldrig at have set noget så yndefuldt i hele sit liv. Sommeren 2012 havde jeg planlagt at rejse rundt i Centraleuropa, hvor jeg som noget af det første i den østrigske hovedstad opsøgte Hofburg, hvor jeg havde været for 23 år siden – og hvilket gensyn! Det var nøjagtigt lige så rørende som dengang, og da jeg stod og så en reklamevideo med opvisning af hingstene fra Den Spanske Hofrideskole, måtte jeg igen kæmpe lidt med tårerne. Lipizzanerne var med et trylleslag vendt tilbage i mit liv, og der gik da heller ikke ret lang tid, før jeg stod med en billet til næste dags morgentræning i hånden. Mit eget personlige eventyr med lipizzanerheste begyndte, da jeg var teenager. I adskillige år havde jeg været ”hestetosset”, som omgivelserne omtalte mig. ”Ja, hun er jo bidt af en gal hest,” kunne de såmænd også finde på at sige, mens de hovedrystende så til, når jeg for 117. gang cyklede hen til naboens fedtede shetlandspony for at passe det charmerende kræ. Jeg måtte nemlig ikke selv få en hest. Undskyldningerne fra min fars side var utallige, men da jeg stod med 7.000 kr. i hånden efter at have plukket jordbær en hel sommerferie, måtte han bøje sig og lade mig få den hest, jeg så inderligt drømte om. Se nu ville ethvert forældrepar jo så have hjulpet deres hestebesatte datter til at finde et passende fornuftigt eksemplar, men de reagerede med himmelvendte øjne, da jeg kom hjem og opførte mig som en snotforelsket skolepige og fortalte om det smukkeste væsen af en hest, jeg nogensinde havde set. Hun skulle oven i købet have lipizzanerblod i årerne. Forelskede sjæle overvinder alt Hoppen var kulsort, og jeg fandt hende langt ude på en gård i Vestjylland hos en ældre landmand. Guderne må vide, hvordan sådan en skønhed var havnet der, men jeg stivnede simpelthen, da jeg stod og så ind i hendes mørke øjne, der med et strejf af midnatsblåt bare slog fast, at det var kærlighed ved første blik. Men ak, det viste sig snart, at jeg skulle få kam til håret. Hun var 2½ år gammel og aldeles skrækslagen for mennesker. Frygten stod malet i øjnene, og jeg brugte adskillige eftermiddage på at sidde i hendes krybbe, mens jeg med lavmælt snak forsøgte at opbygge en tillid, som hun aldrig havde kendt. Selvom hun var smurt ind i hestemøg, og man (de lange hår, der sidder fra hoved til ryg) og hale lignede et par brugte filthjemmesko, så så jeg et eller andet i hende, som kun et GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 26 romantisk ungpigesind kan fremmane i selv de mest umulige krikker. Forelskede sjæle overkommer som bekendt alt, og forelsket dét var jeg. Hun mindede mig om hesten i Cecil Bødkers tv-serie ”Silas”, for slet ikke at tale om hovedrolleindehaveren i filmen ”Den sorte hingst”. Efter i flere år at have været begravet i både bøgerne og filmen om knægten Alex Ramsey og hans sorte araberhingst, så stod denne ravnsorte skønhed som mejslet i ibenholt i mit sind. Hun var virkelighed og svaret på alle min barndoms længsler om en drømmehest. Inde bag al frygten og snavset var jeg sikker på, at der fandtes et guddommelig væsen, og det skulle faktisk vise sig, at jeg i min naive forelskelse havde set rigtigt. Hun havde fået det flatterende navn Den Sorte, som blev til Den Swort på klingende vestjysk, når Peder skulle omtale den uregerlige krampe, han havde stående ude i stalden. Hun var ikke nem, og han så med stor nysgerrighed til, når jeg i mine bestræbelser på at tæmme vilddyret gennemgik de mest heftige udfordringer. Hun nægtede at have rytter på og stak af, så snart jeg prøvede at sætte en fod i stigbøjlen. Hun brugte mere tid på at hænge oppe i luften end på at stå på jorden, men jeg var fast besluttet. Jeg ville have Den Sorte og gøre hende til ridehest, om jeg så skulle slå mig selv halvt fordærvet. En egenrådig sort diva En sensommerdag ankom hun skrigende i en lastbil og indtog senere folden, som var hun en ædel beduinhingst, der hovmodigt tager sit harem i øjesyn. Ingen i verden kunne være i tvivl om hendes stolthed og udstråling, ja og heller ikke om hendes selvrådighed for den sags skyld. For damen bestemte selv, og ingen skulle komme og beslutte, hvor skabet skulle stå. I flere måneder udkæmpede vi en daglig kamp om retten til at sidde på hendes ryg. Sadlen havde hun efterhånden vænnet sig til, men at bære rytter kunne der på ingen måde blive tale om. Jeg må indrømme, at det ofte strejfede mig, om vi nogensinde kunne blive enige om en løsning, Den Sorte og jeg. Min far iagttog os fra staldvinduet og rystede opgivende på hovedet, helt på det rene med at forelskede teenagepiger med romantiske hestetendenser lever i deres egen lille verden. Jeg var godt klar over, at vi blev overvåget, og at min sorte skønhed efterhånden hang i en meget tynd tråd. Som en åbenbaring sendt fra himlen fik jeg en idé. Jeg tog mit halstørklæde af og bandt det resolut om øjnene på hesten, så hun ikke kunne se, at jeg kravlede i sadlen. Lydløs som en kat svang jeg benet over hendes kryds, og sad for første gang på ryggen af min drømmehest. Da kom min far alligevel ud for at se, hvad der foregik. Som jeg sad der musestille, råbte min far: ”Prøv at tage tørklædet af!” Det skulle jeg aldrig have gjort! Jeg oplevede en nærmest radioaktiv eksplosion under mig, da hun opdagede, at jeg havde sneget mig ind på hende, og aldrig, aldrig nogensinde er jeg kommet så hurtigt ned i den anden ende af en indhegning. Det var en acceleration af næsten overjordiske dimensioner og endte med, at jeg røg af med et gevaldigt brag. Nu var koden dog knækket, og jeg lavede et par interimistiske skyklapper af en papkasse, syede dem på hovedtøjet og kravlede i sadlen hundrede gange om dagen, indtil hun simpelthen ikke orkede at slås med mig mere. Vi begyndte ligesom at finde noget, der kunne minde om en melodi. Den balstyriske sorte diva blev efterhånden helt medgørlig, og da jeg en aften så ”Grease” i fjernsynet med yndige Olivia Newton John, adopterede jeg navnet Sandy. Senere blev jeg helt opslugt af filmen ”Lace”, så blev det til Sandy Lace, og endelig fik Den Sorte sit mellemnavn Diamond, fordi hun på alle måder bare var en usleben diamant – Sandy Diamond Lace. Hendes Kejserlige Højhed Sandy Det begyndte at gå helt fornuftigt med Sandy, og i de følgende år deltog vi i masser af dyrskuer og kåringer. Der var faktisk andre end mig, der kunne se, at hun var en umådelig smuk hest, og det blev til mange præmier og titler rundt om i Danmark. En ting gjorde hende helt speciel: hun var sort. En ægte lipizzanerhest bliver født sort og blegner med årerne for til sidst som 15-20-årig at være helt kridhvid, men Sandy var stadig sort, så enten var hun altså denne ene ud af hver tusinde lipizzanere, der forbliver sort eller brun, eller også var hun ikke ægte. Alle lipizzanerheste i verden kan GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 27 føres tilbage til seks hingstelinjer, og Sandy var ud af Conversano-linjen. Det vidste jeg, fordi der var fuld stamtavle på hendes far. Han var en af de højst kårede lipizzanerhingste i Danmark på det tidspunkt og havde altså anlæg for den sorte farve. Derimod var det en helt anden historie med Sandys mor, der var hvid. Hun blev kaldt Mette, og var importeret fra Ungarn. Hun var af såkaldt landavl, hvor hestene kommer ude fra Pusztaen, sletterne i Ungarn, og her holder man ikke øje med fine blodlinjer og stamtavler. Mette kom til Danmark i 1970’erne, og hoppen havde kun sine grænsepapirer med. Sandy og jeg på lokaldyrskuet i Skjern i 1987, hvor hun fik 22 point ud af 24 mulige. Det stemningsfulde gamle ridehus på Den Spanske Hofrideskole i centrum af Wien. De blanke messingbid skinner om kap med prismelysekronerne i det flotte gamle ridehus. På Lipica-stutteriet i Slovenien har der været opdrættet mørke føl siden 1600-tallet. Jeg satte alle sejl ind for at finde frem til oplysninger om Mettes afstamning, og det var et kæmpe detektivarbejde at prøve at fremskaffe disse papirer. Kunne de tilvejebringes, ville jeg faktisk kunne bevise, at Sandy var en ægte sort lipizzaner og dermed meget sjælden. Sandy blev kåret, men kun i den laveste klasse, fordi jeg ikke havde alle de nødvendige oplysninger om hendes mor. Klassiske barokheste I mine bestræbelser på at kortlægge Sandys familie på mødrene side meldte jeg mig ind i Avlsforeningen for Lipizzanere i Danmark, som tilbage i 1989 arrangerede en klubtur til Østrig og Ungarn. Det var en af mine allerførste rejser, så jeg var spændt. Jeg glædede mig helt vildt til at se de hvide hingste til gallaforestillingen på Den Spanske Hofrideskole i Wiens centrum. Jeg husker, hvor betaget jeg var over ”de rigtige” lipizzanerheste. Vi besøgte også stutteriet Piber i det sydlige Østrig, hvor de mørke føl vokser op, inden de fragtes til Wien for at blive uddannet i den svære ridekunst, som det har været tradition ved hoffet i det gamle østrigungarske kejserrige i de sidste 400 år. På Szilwasvarad-stutteriet i Ungarn lykkedes det heller ikke at få kastet lys over Sandys mors afstamning. Vi kom aldrig videre i hesteslægtsforskningen. Sandy måtte forblive lidt af et unikum med sin sorte farve. En halv stamtavle gjorde hende dog ikke mindre smuk. Lipizzanerheste har en utrolig elegant fremtoning, og ingen kan være i tvivl om, at man har med heste at gøre, der er en kejser værdig. Som nævnt stammer alle lipizzanerheste fra bestemte hingstelinjer, fortrinsvis fra Østrig, det tidligere Jugoslavien, Rumænien og Ungarn. Andre blodlinjer har oprindelse i spanske og portugisiske lusitano- og andalusierheste og tjekkiske kladrubere. Kladruberen er større end lipizzaneren og var således den kejserlige kørehest, mens lipizzaneren ansås for at være den foretrukne ridehest for det kejserlige hof. Lipizzaneren minder mest om de kraftfulde heste, der gennem tiden har stået model til historiske rytterstatuer, som vi kender det fra slotspladser. Lipizzanerhesten blev fremavlet med specielle anlæg for klassisk ridekunst og ikke mindst den såkaldte ”skolen over jorden”, hvor en række svære spring i luften indgik i den krævende træning til fuldbefaren dressurhest. Det begyndte nu pludselig at give mening, hvorfor Sandy til tider ”hang mere over jorden”, end hun befandt sig på jorden, det lå nemlig dybt i hendes gener at udføre krævende spring med mesterlig kraft og ynde. Et rørende gensyn I 1991 mistede jeg Sandy, hun havde dårlige lunger og blev aldrig helt den fuldendte dressurhest pga. vejrtrækningsproblemer. Jeg havde ikke lyst til at få en ny hest, men alligevel faldt jeg i to år senere, hvor jeg forelskede mig i en engelsk fuldblodshest med det iørefaldende navn Visual Identity XX. Vi havde et par skønne år sammen, men efterhånden måtte jeg erkende, at jeg var ved at have udlevet min GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 28 Staldene passer godt til de kejserlige heste, der har hver sin rummelige boks og et flot navneskilt. hestepassion, og noget andet begyndte at trække i mig, nemlig det at rejse. Jeg stoppede uigenkaldeligt med at ride i 1995, kom af med Visual og købte en flybillet til USA, og det blev begyndelsen på min rejsekarriere. Det gjorde naturligvis ondt at droppe en mangeårig lidenskab, men rejserne blev en mindst lige så stor interesse. Som sagt var jeg i 1989 inde og se gallaforestillingen, hvor både heste og ryttere er udstyret i stiveste puds, mens morgentræningen, som jeg oplevede den på min rejse i 2012, er en del mere afslappet. Hver hest rides ca. en halv time, hvor de svære øvelser trænes. Noget af det, der altid har fascineret mig ved metoderne, der bruges ved træning af lipizzanere, er, hvor fintfølende de bliver redet – det er virkelig en fornøjelse at se. En ungdom med heste Under morgentræningen var den berømte brune eller sorte lipizzaner selvfølgelig også med, som det altid I lipizzanernes rige Beriderne gør klar til at træne en af lipizzanerhingstene i ”skolen over jorden”. Inden for lipizzaneravlen gælder der helt særlige navneregler. Alle føl får faderlinjens navn plus et navn mere. har været tradition – ingen opvisning uden denne specialitet. Næste eftermiddag meldte jeg mig til en rundvisning, hvor vi fik de smukke gamle stalde at se og ikke mindst kunne studere det flotte ridehus. Nysgerrige øjne kiggede ud fra hesteboksene, og en varm duft af hø fandt vej til mine næsebor. Ja, stor var min glæde, da jeg stod og så på de hvide hingste, og nu da lipizzanerne for alvor havde generobret mit sind, bestemte jeg mig for at besøge det kendte stutteri Lipica i Slovenien, som er lipizzanerracens vugge. Efter staldrundvisningen sluttede dagen af med en flot opvisning af såvel de ældre erfarne dressurheste og de yngre, og igen med toppen af kransekagen – den brune lipizzaner. Jeg må indrømme, at inden jeg forlod souvenirbutikken havde jeg købt mig fattig i bøger, messingknage med hestesko og postkort og rejste videre mod Prag med et temmelig blødt hjerte. Det var været en meget rørende REJSEN DERTIL: Fly fra København til Bratislava i Slovakiet med Norwegian koster ca. 360 kr. for en enkeltbillet. Brug et par dage i Bratislava og tag herefter flodbåden til Wien. Det er en flot tur, hvor man sejler forbi borge og store skovarealer. Turen koster ca. 35 euro og kan bookes på www.twincityliner.com. Hingsten Neapolitano Monteaura på Lipica-stutteriet følger nysgerrigt med i alt, hvad der sker. DEN SPANSKE HOFRIDESKOLE I WIEN: Gallaforestillingen om aftenen skal bookes god tid i forvejen og koster 50-150 euro. En kombinationsbillet med morgentræning og staldrundvisning kan købes for ca. 35 euro. Alle billetter kan bookes på www.viennaticketonline.com. LIPICA-STUTTERIET I SLOVENIEN: Lipica-stutteriet ligger 10 km fra landsbyen Divaca. Der går ingen offentlige transportmidler ud til Lipica, så praj en taxi. Lipica huser hoteller, wellnesscenter, casino, og restauranter. Adgang til stutteriet koster ca. 30 euro og inkluderer staldrundvisning, indgang til lipizzanermuseet og rideopvisning. Book på www.lipica.org. Det smukke Hofburg i hjertet af Wien danner rammen om Den Spanske Hofrideskole. oplevelse at se lipizzanerne igen, og det var endt med at blive en rigtig hesterejse. Jeg har ikke fortrudt, at jeg begyndte at rejse i stedet for at dyrke ridesport. Det, at have med heste at gøre, er en lidenskab, og når jeg graver mine gamle hestebilleder frem fra gemmerne, så kan jeg så let som ingenting genkalde mig alle minderne GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 29 fra en ungdom fyldt med heste. Men det at rejse er nu heller ikke at kimse ad. n Anette Lillevang Kristiansen har siden hun skippede sin hesteinteresse i 1995 ikke haft særlig meget med heste at gøre, men hun har ofte været på rideture på sine rejser. Hun har medlemsnr. 328. Læs mere om hendes rejseliv på www.inkapigen.dk. Det underjordiske bunkeranlæg. Tekst & fotos: Poul Mikael Ølting Atomturist i Plungė Et tryk på en knap dybt inde i Litauens skove kunne for 45 år siden have udslettet Vesteuropa. J eg er sammen med min kone Alice taget til den lille by Plungė, ca. 50 km fra den litauiske østersøkyst for at se noget, som jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig var muligt. Herude, tæt ved en idyllisk skovsø, ligger én af sovjetimperiets mest skrækindjagende efterladenskaber – en underjordisk missilaffyringsrampe. Basen blev bygget i 1960-62 og ligger ca. 20 km nord for byen, langt ude ad en øde skovstrækning. Herfra kunne der affyres atomraketter inden for en radius af 2.000 km, hvilket gjorde det muligt at nå mål overalt i Vesteuropa. Som kulisser i en James Bond-film Vi ankommer – meget symbolsk – klokken fem minutter i tolv. Ovenfra er der ikke meget at se bortset fra fire betondæksler, der ligner skildpaddeskjolde, på hver ca. 10 meter i diameter. Vi bliver ført ind i bunkeren af en guide. Det hele ligner noget fra en James Bond-film. Vi ser de store dieselgeneratorer, kommandocentralen og soldaternes beboelseskvarterer. Mest skræmmende er de fire 27 meter dybe missilaffyringssiloer, der stod klar til at affyre brintbomber, der hver især var over 1.000 gange kraftigere end Hiroshima-bomben. Affyringssiloerne har en diameter på seks meter. Man kan se grad-inddelingen (0-360 grader) indgraveret i smedejernet i cirklens kant. Ca. en gang hvert andet år kom der nye ordrer fra Moskva om, hvilke storbyer raketterne nu skulle rettes imod – afhængigt af det til enhver tid værende politiske klima. Da man byggede basen i 1960, foregik anlægsarbejdet i dybeste hemmelighed med tusindvis af udkommanderede soldater, der primært arbejdede om natten. For at være helt sikre på at nysgerrige blev holdt væk, blev anlægget indhegnet af i alt seks forsvarsvolde med bl.a. hunde, elektrisk hegn og pigtråd. I rødt alarmberedskab Efter modtagelse af ordrer fra Moskva var det muligt at gøre anlægget operationsklart på under 10 minutter. Det var den tid, soldaterne skulle bruge til at fjerne skildpaddeskjoldene og det militærgrønne camouflagenet. Basen var sidst i ”rødt alarmberedskab” under den tjekkiske opstand i 1968, og den var klar til at sende en regn af atomraketter ned over vesteuropæiske storbyer. Det var også fra denne base, at man leverede atomraketter til udskibning til Cuba under krisen i 1962. I 1978 blev basen rømmet. Amerikanerne havde på dette tidspunkt fået satellitter, som gjorde det muligt at spotte missilbasens nøjagtige beliggenhed. Hermed var basen reelt uden betydning, da den var et oplagt mål for et modsatrettet atommissil. Russerne rømmede derfor basen og tog de vitale dele (missiler og elektronik) med tilbage. Herefter satsede begge parter på ikke-stationære affyringsramper, som fx ubåde. Efter rundvisningen sætter vi os og spiser frokost i en grøftekant, mens vi lader tankerne flyve. Tænk, hvilket ragnarok der kunne være udløst herfra … n Poul Mikael Ølting er født i 1958 og har medlemsnr. 587. I 1994 blev han forfatter til bogen ”Orlov – frihed til at rejse” udgivet hos Skarv. Sammen med sin kone Alice elsker han at rejse, og han tilbringer ofte lange perioder i udlandet. Senest her i efteråret har parret været på en rundrejse i Sydamerika. Efter Sovjetunionens sammenbrud gjorde litauerne området til et militærmuseum og gjorde besøg mulige for offentligheden. Basen er i 2011-12 blevet gennemgribende renoveret og rummer i dag tillige et koldkrigsmuseum. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 30 I sporet af Den Kolde Krig I LITAUEN REJSEN DERTIL: Fly til Vilnius fås fra ca. 700 kr. t/r fra København. Plungė ligger i det vestlige Litauen ca. 70 km nordøst for havnebyen Klaipeda og 300 km fra Vilnius. Plungė har en jernbanestation. For at komme til missilbasen skal man fra Plungė ca. 5 km nordpå ind i skoven til Platelei. Der er ingen offentlige transportmidler, så tag en taxa eller lej en cykel. Spørg evt. på turistkontoret i Plungė. Læs mere om missilbasen og koldkrigsmuseet på www.zemaitijosnp. lt/en/for-visitors/museums og på www.zemaitijosnp.lt/en/news/ the-military-exposition-the-former-under. Kort over Žemėlapis-området med den idylliske sø. Missil-siloen (bemærk gradinddelingen 0-360 grader). Dieselgeneratoren. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 31 BO: Et dobbeltværelse på et hotel koster 200-300 kr. REJSEBILLEDER Ungarn: Sommer på Szabadság híd som forbinder bydelene Buda og Pest over Donau-floden. ”Frihedsbroen” stod færdig i 1896 og var oprindelig opkaldt efter den østrig-ungarske kejser Franz Joseph. Broen blev sprængt af tyske soldater i 1945, men genopbygget året efter. Foto: Knud Andersen. Makedonien: Ohridsøen er en af verdens ældste og landets største turistdestination. Foto: Maria Malbek Sørensen. Makedonien: Ohridsøen er omgivet af bjerge. Søen deles med Albanien og er på Unescos verdensarvliste. Foto: Maria Malbek Sørensen. Luxembourg : Efterårsfarver i byparken, som bestemt er et besøg værd. Foto: Erik Hermansen. Liechtenstein: Slottet Vaduz fra det 12. århundrede troner over det lille alpeland. Det er residens for den ældste adelsfamilie i Europa. Foto: Per Danielsen. Montenegro: Sveti Stefan er en idyllisk beliggende middelalderby på en lillebitte ø i Adriaterhavet. Foto: Lars-Terje Lysemose. Bulgarien: Dryanovo-klostret grundlagdes i det 12. århundrede. Det ligger i Bulgarka Naturpark. Foto: Claus Qvist Jessen. Transnistrien: Befolkningen på østbredden af Dnestr rev sig løs fra Moldova efter en borgerkrig i 1992, som kostede over 1.000 livet. Foto: Lars-Terje Lysemose. Tjekkiet: John Lennon-muren i Prag har siden 1980’erne været fyldt med graffiti og lyrik fra The Beatles’ sange. Foto: Jens Tidemann. Transnistrien: Hovedbyen Tiraspol virker nærmest som ét stort sovjetisk frilandsmuseum. Foto: Lars-Terje Lysemose Rusland: Matrjosjka-dukker af træ er populære som souvenirs og fås i et væld af farver. Foto: Claus Qvist Jessen. Armenien: Den næststørste by Gyumri har et stort marked, hvor man bl.a. kan købe friskmalet kaffe. Foto: Pernille & Kennet Föh. 5 TIPS TIL Tekst & Fotos: Anette Lillevang Kristiansen 1. En lille hyggelig hovedstad Selvom Ljubljana er Sloveniens hovedstad, virker den næsten landsbyagtig med sine mange hyggelige caféer ved bredden af Ljubljanicafloden. Der hersker en behagelig stemning, hvor afslapning og hygge er i højsædet, og folk drysser rundt med en is eller får en kold cola på en restaurant. Den laksefarvede kirke på torvet danner rammen om midtbyen sammen med flodpromenaden og de mange broer. 2. Borgen Ljubljanas majestætiske gamle borg knejser højt oppe på en bakketop som et vartegn over byen. Der går lift derop, men det er meget stejlt, så hvis man har højdeskræk, kan man også vælge at spadsere til toppen og opleve den storslåede udsigt. Borgen fungerer som selskabslokaler ved bl.a. bryllupper, men har også udstillinger af lokale kunstnere, et museum og en souvenirbutik. 3. Kunst & kunsthåndværk Er man ude efter et maleri eller en form for kunsthåndværk, så har Ljubljana flere gode kunstgallerier. Overalt i gadebilledet finder man også eksempler på lokal kunst i form af skulpturer. Landet er ligeledes kendt for sin flotte keramik, der ofte er dekoreret med blomstermønstre. Fade, krukker og skåle fås især i området omkring byen Bled, nordvest for Ljubljana. 4. Kulinariske oplevelser Enhver restaurant i Ljubljana serverer udsøgte slovenske retter, men andre delikatesser fra Centraleuropa er også at finde på menukortet. En sikker klassiker på listen over retter er naturligvis ungarsk gullasch, der både serveres med pasta, ris eller kartoffelmos og mætter godt. Også lækre retter med lammekød kan fås, og endelig må man ikke gå glip af en overdådig isdessert med chokoladesovs. 5. Shopping & Ljubljanicafloden Gågaden strækker sig gennem hjertet af Ljubljana og har mange små butikker og hyggelige restauranter, og man kan let få en hel eftermiddag til at gå med at slentre rundt og kigge på gamle bøger og nipsting. Endelig kan man hoppe om bord på en af Ljubljanicaflodens omhyggeligt restaurerede træskibe og læne sig tilbage, mens man føres ned ad floden i roligt tempo med en udsigt, der minder en smule om Nyhavn i København. n Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328. Hun har været medlem af DBK siden juli 2006, hvor hun havde besøgt 35 lande. På seks år er det blevet til yderligere 32 nye lande. Læs mere om hendes rejseliv på www.inkapigen.dk. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 36 OG 9 TIPS TIL SLOVENIEN 1 1 Grotter Slovenien har imponerende grotter, en af dem er beskyttet under Unesco. 2 3 4 Skove De store skovarealer indbyder til vandring og ture på mountainbike. Arkitektur I mange af Sloveniens byer er arkitekturen italiensk inspireret. 2 3 4 5 Badestrande Adriaterhavet byder på lækre strande og flotte hoteller. 5 Italiensk islæt Adriaterhavsbyen Piran er næsten et spejlbillede af Venedig. 6 7 8 Ridekunst På Lipica er klassisk ridekunst blevet holdt i hævd siden 1500-tallet. De Juliske Alper Sloveniens nordvestlige hjørne er hjemsted for betagende bjergmassiver. 6 7 Historie I enhver by finder man gamle borgkomplekser, der er rige på historie. 8 9 9 Friluftsliv Søerne i Slovenien er perfekt til kajakroning eller en tur i jolle. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 37 Beton i horisonten Tekst & fotos: Bjarne Nigaard Europas største ghetto ligger i Slovakiet – og er trøstesløs beton i ekstreme mængder. Tag med på tour de ghetto. N år man hører om en centraleuropæisk forstad placeret lige ned til Donaus bredder, tænker jeg umiddelbart på smukke, mondæne bygninger og små åbne pladser med træer og fontæner. Men realiteterne lever måske ikke helt op til forestillingerne i Europas ubetinget største samling af betonboligblokke. Den hedder Petrzalka og rummer ”charmerende” adresser såsom Blok 184, 13. sal th. mf. og er en kolossal forstad til Bratislava, hovedstaden i Slovakiet. Alligevel valgte jeg at benytte en tilfældig lørdag i min nytårsferie til at forlade det idylliske, kompakte centrum med de smukke bygninger og pæne caféer, for i stedet at få et indblik i virkeligheden i Petrzalka. En virkelighed, der på afstand kunne ligne Brøndby Strand i Danmark, bare i stærkt forstørret skala. I endeløse rækker af betonblokke fra 1970’erne strækker bydelen sig fra Donaus sydvestlige bred og næsten til den østrigske grænse 10 km længere væk. Kun en motorringvej adskiller grænseovergangene fra forstadens 28 km² og 127.000 mennesker i lejede lejligheder. Eller sagt på en anden måde: Det svarer til, at hele Odenses befolkning boede i boligblokke i samme boligforening! Der er i hele Europa ikke et boligområde af tilnærmelsesvis sammenlignelig størrelse. Bydelen er opstået, hvor der tidligere lå grønne, rekrative områder til indbyggerne i Bratislava. Hovedstaden er en by med smukke bygningsværker fra den østrigungarnske periode og har bl.a. et betagende borgområde fra middelalderen, som nu står tilbage på højene på Donaus østlige bred. I klar kontrast til de ”moderne tider” i Petrzalka på den modsatte side af floden. Væk med jødisk bydel Tilbage i 1973 ryddede det daværende tjekkoslovakiske kommuniststyre den gamle jødiske bydel og anlagde i stedet en firesporet motorvej med en moderne motorvejsbro, Novy Most, over til den sydvestlige bred. De daværende politiske magthavere havde mildest talt ikke de jødiske dyder og Stare Mesto; Ventúrska ulica, i forgrunden, Novy Most i baggrunden. traditioner på top ti over gode eksempler til efterfølgelse, og derfor blev det med forbavsende lethed en realitet, at flere hundrede års historie, bygninger m.v. måtte lade livet i det ateistiske folkekommunistiske fremskridts navn. Herefter var der adgang for bulldozere, lastbiler og asfalttromler, og man gik i 1976 i gang med at bygge Petrzalka. 6.000 nye lejligheder i boligblokke blev det til hvert år i det følgende årti. 10.000 mennesker var permanent beskæftiget med at opføre den helt nye bydel. Ekspansionen af bydelen ophørte så småt i starten af 90’erne, i takt med at kommunistisk byplanlægning gik af mode. Men bydelen rummer stadig over en fjerdedel af den slovakiske hovedstads befolkning, også selvom vedligeholdelse og sociale tiltag ikke ligefrem præger området. Række efter række, gade efter gade, står de der – blokkene. Og lader med deres højde, drøjde, tæthed og systematiske placering ikke et sekund nogen være i tvivl om, at byplanlægning i 70’ernes Tjekkoslovakiet ikke nødvendigvis bød på alsidige udfordringer. For at tilføre i det mindste en smule farvespil hen over de ensartede, grålige facader, er brystningerne på enkelte altaner malet i skrigende farver, andre i brune farver, og atter andre er blot gennemhullede af rust og slid. I vinterhalvåret ligger de flisebelagte pladser, tiltænkt små markeder med træboder, øde hen. De er hver på størrelse med en fodboldbane, og er klemt inde med monotone mellemrum mellem betonen. Den snehvide overflade giver den ellers grå horisont et modspil i nuance, indtil regn og sjap afløser den frosthvide sne. Parkerede lastbiler, der ligner noget ethvert teknisk museum i GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 38 Danmark ville værdsætte, og enkelte udslidte træbarakker henstår i udkanten af ’hullerne’ mellem blokkene, men ellers ligger kun sne og is og fylder op på de fleste. Det er for flere år siden blevet for farligt for bilernes undervogne at køre og parkere på de hullede fliser, så parkering foregår på de snorlige parkeringspladser foran hver blok. På en af pladserne kører alligevel et par biler rundt i sneen. Nu, hvor hullerne er dækket med sne og is, kan pladsen bruges som ”skøjtebane” for de to Skoda Favorit’er, der gasser op, laver håndbremsevendinger og afprøver manøvredygtighed. Da den ene af dem kører fast i en drive, må de to unge gutter i bilen ud for at skubbe og skovle lidt. Ján, der til daglig er i lære som murerarbejdsmand, fortæller med en smøg i munden, at det er hans fars bil. ”Og sådan en lørdag formiddag er der sjældent meget andet at tage sig til herovre,” forklarer han, mens Gabriel, hans kammerat, bakser bilen frem og tilbage for at give den fæste igen. De dunkle omgivelser til trods, så er faktisk over 85 % af indbyggerne i betonjunglen aktive på arbejdsmarkedet. Og over 75 % har en uddannelse inden for et eller andet fag. Det er tal, der holder sig på gennemsnittet i Slovakiet, hvis mere landlige regioner i højere grad lider under mangel på arbejde og uddannelse. De seneste år har bydelen også kunnet bryste sig af, at den lokale fodboldstolthed, FC Artmedia Petrzalka-Bratislava, har høstet pæne triumfer i Champions League, og blandt andet vandt over Porto og Celtic. Et godt krus gylden fasan (”Den Nye Bro”) og ind til centrum, men en almindelig hverdagsmorgen vil adskillige hundrede tage den vej ind mod byen. Der er nemlig kun få forretninger og supermarkeder i selve Petrzalka. Egentlige job inden for kontor og håndværk foregår andre steder, medmindre man arbejder på det store kulkraftværk, der tårner sig op. Ublu priser Turen ind til byen koster 7 korun. Det svarer til 1,40 kr. Og selvom man ikke skulle tro det, er det faktisk en ganske høj pris for en bustur, især for den ældre dame med en udslidt bærepose, der på gebrokkent tysk fortæller om dengang, da der var mere styr på tingene. ”Alting er nu blevet så dyrt”, siger hun og ryster på hovedet, mens hun stiger om bord i en temmelig rustplaget, gullig bus af ubestemmelig model. På vejen ind mod centrum passerer bussen Au-Parc, der er et nyt, stort forretningscenter helt nede ved Donau. Masser af lokkende lysreklamer fortæller om alle de vestlige tilbud, der venter den interesserede køber; McDonald’s, IKEA, Bauhaus m.fl. Men ved busstoppet er der nu ikke mange, der står af eller på … For de fleste er muligheden for at købe ind i Au-Parc lige så realistisk, som den underlige futuristiske restaurant på toppen af Novy Most er smuk. Bussen kører over broen. Under den ufo-lignende restaurant. Tilbage til ”den rigtige side” … Det er muligt, at ghettoer, sociale problemer og alt for negativt dominerende blokbebyggelser med mellemrum er på dagsordenen i den hjemlige debat. Og det er muligt, at vi engang imellem synes, de danske betonbyggerier og almene baggårde er trøstesløse og grå. Næste gang vi hører det i debatten, skulle vi måske sende en tanke til Petrzalka, hvor livet og dagen alt til trods går videre midt i al betonen ... På trods af hvor ekstremt meget beton der er i horisonten! På en godt gemt lokal beværtning lige ved det tomme og faretruende slidte fodboldstadion, hænger der røgfalmede billeder fra tidligere bedrifter og et par tørklæder i hvidt og sort. Ved de simple træborde sidder de lokale på bænkene og fantaserer om, hvor langt klubben kan komme i fremtiden. Et godt Den gamle bymur (til venstre) flankeret af motorkrus slovakisk øl af mærket Zlaty n Bjarne Nigaard har medlemsnr. 578. vejen mod Novy Most, der ses i baggrunden. Bazant (som betyder ”gylden fasan”) Det er sjældent ud ad den lige vej, de kan fås for 20 slovakiske korun (4 mest interessante indtryk findes, så derfor kr.), men så er man til gengæld også garanteret troværdig lokal går Bjarne gerne ad de mindre og snoede stier, for at se hvad der stemning og en god historie. gemmer sig om det næste hjørne. Han vil helst opleve en destination Jiri, der tydeligvis er maler, sidder ved den intermistiske på dets egne og de lokales præmisser. Det giver det mest oprigtige bar i sin plettede kedeldragt og mindes årets triumfer på både og levende indtryk, men samtidig giver det også venskaber og sætter fodboldbane og i ishockeyhallerne, mens han filosofisk lader personligheder og ansigter på en destination. fingrene stryge sit buskede overskæg. Fodbold og ishockey er for mange af indbyggerne i betonskoven en kærkommen mulighed for at tænke på andet end arbejde og boligblokke. ”Jeg kan for resten huske, at præsidenten var på besøg i Petrzalka i løbet af året,” erindrer Jiri pludseligt. ”Han gik en tur ved et butikstorv og hen til en blok, og så satte han sig ind i sin bil igen og kørte tilbage over floden …” Tilbage til den side af floden, som mange slovakker uden for Petrzalka kalder den rigtige side af Donau. Ved et busstop ud mod motorringvejen venter nogle Bjarne Nigaard i Bratislava. få mennesker på at komme med bussen over Novy Most GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 39 BRATISLAVA 429.000 indbyggere (2009) og Slovakiets hovedstad siden Tjekkoslovakiets deling i 1993. Ligger med Donau løbende gennem sine bydele i det vestligste hjørne af Slovakiet, kun 65 km fra Tjekkiet og 60 km fra Wien i Østrig. SE & OPLEV: Bratislava har en gammel bydel, Staré Mesto, hvor man kan opleve fine gamle bygninger og hyggelige, snoede gader og gyder. Minder en del om Prags tilsvarende gamle bydel, men er langt mere overskuelig, fordi den gamle bydel er langt mindre end i Prag. Brug en god dags tid til fods, og så er de væsentligste steder besøgt, herunder Michalská ulica og Ventúska ulica, to pænere handelsstrøg i byen, Panská ulica og Laurinská ulica, gader med mindre butikker, caféer og barer, samt Michalská veza, et kirketårn med god udsigt over den gamle bydel og neden under det ”nul-stenen”, hvorfra alle afstande fra Bratislava måles. Kapitulská ulica er også værd at besøge. Det er en gade med gamle velrestaurerede bygningsværker fra 15. århundrede og et gammelt jesuiterkloster. Lige bagved ligger bymuren, oprindeligt fra samme periode, men ”modereret” betydeligt i begyndelsen af 1970’erne for at gøre plads til Novy Most (”Den Nye Bro”) og tilhørende brede veje. Hlavné námestie er byens hovedtorv, midt i Staré Mesto, bl.a med det gamle rådhus, Stare radnica, og andre pæne bygninger, restauranter, caféer mv. Hviezdoslavovo námestie er en flot plads med markedsboder på den centrale grønning samt nationalteaterets bygning, Národné divadlo, og flere ambassader og mondæne hoteller. Tag også en slentretur langs den skønne blå Donauflod (der dog i Bratislava er betydeligt mere grå og grumset) og fløjt evt. lidt Strauss. Bratislavas slot, Pressburg, troner over byen, men ligger på den anden side af motorvejen, der skærer gennem byen ned mod Novy Most. Der siges at have været bebyggelse på stedet siden stenalderen, men et egentligt fæstningsværk kom først til i 12. århundrede og er siden flere gange nedbrændt og genopført. Parlamentsbygningen ligger på en høj lidt lavere en slotshøjen, men stadig med god udsigt over byen og Donau. Er et klassisk eksempel på kommunistisk bygningskunst, og er som sådan seværdigt, fordi det er et ufatteligt u-seværdigt parlament. Novy Most er en 70’erfuturistisk motorvejsbro over Donau med tilhørende ufo-restaurant på toppen af sin pylon. Hotel Kyev er også værd at besøge, for det var kommunistpartiets yndlingshotel, komplet med brune kakler, slidte røde velourmøbler og vægtæpper, stenhårde senge og en sær følelse af Kold Krig og Bresjnjev. Har man lyst til at opleve betonjunglen i forstaden Petrzalka, så er det en tur værd, men en anden dagstur, der er oplagt, er en togtur til Wien. På en time er man fremme i Østrigs spændende hovedstad. Læs evt. mere om Bratislava på visit. bratislava.sk. Novy Most i forgrunden, Petrzalka i hele horisonten, set fra Bratislavas slot. Bratislavas slot, set fra Michalská veza. Nationalteateret, og markedsboderne på pladsen foran. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 40 SpAR pENgE på dIN FlybIllEt! AMERIKA AFRIKA fra kr. Los Angeles fra kr. Buenos Aires fra kr. Rio de Janeiro fra kr. Ny he d New York 3.695,4.495,5.995,6.195,- fra kr. Accra fra kr. Johannesburg fra kr. Nairobi fra kr. Opret din egen prisagent og få besked når din flybillet bliver billigere. En greatfirsa servic ASIEN Cairo Få bESKEd NåR pRISEN FAldER Vi søge mere e r på nd10 rejsesi 00 der 2.695,3.695,3.995,4.495,- Delhi fra kr. Beijing fra kr. Bangkok fra kr. Tokyo fra kr. 4.698,- 3.595,- 3.595,3.695,3.995,6.495,- ”A city Konkurrence: Dengang jeg fik en ny ven ... that d re s se s toge th er, sta ys t o g ether.” 3. pladsen går til: Fra Rajasthan til verdens største rodeo Tekst & fotos: Philip Skjødt V i mødte hinanden på et tog i Rajasthans brændende ørken i maj 2008. Jeg var i begyndelsen af en tur Jorden rundt, og de var mod slutningen af deres. De havde som jeg og ca. 100 andre passagerer valgt at opleve den store indiske Rajasthan-delstat med toget Palace on Wheels. Som en gruppetur med et naturligt ufleksibelt program passede det ikke umiddelbart til mit temperament, men det var nu engang en mulighed for at se flere af Rajahstans seværdigheder og rejse 3.000 km med mange værdige stop på en belejlig måde med indkvartering på toget. Jeg befandt mig derfor i selskab med en noget broget kreds, hvor gennemsnitsalderen skønsmæssigt lå et sted i 50’erne. Der er som bekendt godt varmt i Rajasthan hen imod sommeren, ofte med temperaturer over 40 °C. Efter indledende tre dages god mave da jeg ankom til Indien, med skæve smil til staklerne med de sarte mavers krigshistorier, kom hævnen til mig i form af fænomenet, der lokalt kendes som ”Delhi belly”. I denne tilstand, i denne varme, fandt jeg mig sammen med gruppen et par dage inde i turen på et tæppemuseum, alt imens jeg reflekterede over, hvordan de præsenterede 10 ansatte på ingen måde kunne have produceret et minimum af det antal tæpper, der var foran os og primært blev fremvist til salg her på ”museet”. I de mængder tæpperne lå foran os, skulle der antageligvis mange sweat shops til. Det var et for mig helt unødvendigt og dårligt kamufleret kommercielt stop; og ikke første gang det var sket. Jeg var med andre ord ikke i godt humør, da Patti rullede op ved siden af mig. På trods af mine sure miner, faldt vi hurtigt i god snak. Jeg blev introduceret til Pattis mand, Bryan, og herfra sad vi som oftest sammen i spisevognen til måltiderne. Et tema omkring pink gin i barvognen, og efterfølgende fest i kupeerne, sikrede at underholdningen var nogenlunde lige så non-stop som togets fremdrift. Patti og Bryan er fra Calgary i Canada. En storby, der over det sidste årti har boomet med minedrift og olie-gasudvinding, omgivet af farmland, der har givet byen en cowboykarakter. Patti er advokat og tetraplegisk efter en skiulykke som teenager, og Bryan er ingeniør inden for olie-området. Jeg skulle efter Rajasthan videre til Katmandu. Patti og Bryan havde lignende tanker og havde undervejs lånt min guidebog. De syntes, mine indcirklinger og understregninger var interessante, og vi slog derfor pjalterne sammen og fløj nordpå. Fest og ulykker i Katmandu Katmandu er ikke just kørestolsvenlig, men som det energiske par de er – og i fraværet af det, Patti omtaler som ”safety filter” i deres tilgang – kom vi bl.a. med Buddha Air forbi Everest og på besøg i Monkey-templet. Der er generelt mange trapper – og særligt mange til Monkey-templet – og kuperet terræn, men vi fortsatte ufortrødent stilen med et par byture, og Katmandu må være et af de bedste steder i Himalaya at feste. En af aftnerne befandt vi os på navnkundige Tom & Jerry, hvor bjergbestigere, der er nået toppen af Everest, er æret med et billede i glas og ramme og efter sigende drikker gratis. Det er et muntert sted, men hen mod slutningen af aftenen tog Bryan sig alligevel en lur med hovedet i Pattis skød. Da stedet lukkede, og vi vækkede ham, rejste Bryan sig hurtigt, tog et par usikre skridt og besvimede. Uheldigvis faldt han med hovedet direkte ned i kanten på pool-bordet. Jeg hastede til undsætning og fik Bryan løftet op i stående position, og jeg støttede ham gennem de første forsigtige skridt. Herefter besvimede Bryan igen, men denne gang mere sikkert, da jeg havde fat i ham og kunne holde ham delvist stående, lænet mod mig. Denne gang gik blæren dog på stakkels Bryan. Og stakkels mig, der halvt bærende Bryan måtte acceptere lidt utilsigtet og uønsket fugtighed. Bryan havde slået hul i hovedet. Det blødte ikke meget, men flængen var et grimt sted. Først endte vi på et lokalt hospital, men der var blod på lagenerne og ikke en god fornemmelse af hygiejne. Derfor vetoede jeg Bryans behandling der – hovedbunden er et ubehageligt sted at få en infektion – og vi fandt en praksis tilknyttet den britiske ambassade, hvor Bryan fik sine sting og sin bandage. Bryan var egentligt hurtigt kvik og på benene igen efter uheldet, men fortalte mig, hvordan nåle normalt får ham til at besvime. Bryan havde tidligere med let undren bemærket, hvordan mænd gik hånd i hånd i Indien. Skæbnen ville, at jeg tilbød ham min hånd at holde fast i, da farven forlod hans ansigt under syningen, hvilket forøgede Bryans forvirring i hans efterfølgende refleksioner over sin tid i Nepal. Men han besvimede ikke. Sådan gik det til, at vi hurtigt lærte hinanden at kende. Jeg tog til Bhutan efter Nepal, men vi mødtes herefter på deres absolut sidste stop i Kolkata, inden de tog hjemover. Højdepunktet her var cricket på Eden Gardens og selvfølgeligt mere sjov og ballade. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 42 En introduktion til rodeo-scenen Vi holdt kontakten, og jeg blev inviteret til Calgary, da jeg var på et nordamerikansk roadtrip i november 2008. Her så vi NHL-ishockey og var på cowboy-barer – den mest autentiske, Ranchmens, vel nærmest at betragte som en klassisk honky-tonk. Som mit allersidste stop på jordomrejsen mødtes vi i december 2008 i New York. Som nævnt er der aspekter af en cowboy-kultur i Calgary, og byen er vært for The Stampede – verdens største rodeo. Mit første besøg i byen havde pirret min interesse, og jeg besøgte derfor Patti og Bryan til denne årlige begivenhed i juli 2009. The Stampede i Calgary er en byfest, centreret omkring rodeo-konkurrencen; dvs. tyre- og bronco-ridning, kalvefangning med lasso til hest m.v. Stort set alle klæder sig på cowboy-maner, for som de siger i Calgary: ”A city that dresses together, stays together”. Det er sjovt. Vi fortsatte cowboy-temaet i Las Vegas i december 2009, hvor vi mødtes til de såkaldte rodeo finals. Og siden har vi mødt hinanden med jævne mellemrum. I København, Paris, og senest London under OL. Der er i mellemtiden kommet en tilføjelse til familien, idet Patti og Bryan har fået datteren Sia. Hun er allerede meget berejst med to kontinenter og tre lande, et OL og en rodeo i sit første leveår. Jeg har allieret mig med Sia, der med sit alibi som baby jævnligt giver Bryan fugtigt tilbage. Jeg har forklaret Bryan, mplet ke y - t e n hvordan dette fint illustrerer o M r o p. op til l a ng tu P å ve j n e princippet bag karma. r e Det andu . Han tager det i stiv arm. Og i Kat m underholder i øvrigt gerne enhver med historien om vores første rejse, som jeg må have hørt mere end 50 gange – mere dramatisk og ingen detalje glemt. n Philip Skjødt bor i skrivende stund i Rom i Italien, hvor han forsøger at lære mere italiensk og lære mere om at leve livet bedst af italienerne. Han har medlemsnr. 576. Læs og se mere fra hans jordomrejse på www.exphilip.com. Næste konkurrence: Dengang turen gik ad h til … De fleste af os har nok været på en rejse, som i en eller anden grad blev mislykket, eller hvor noget gik galt. Måske kom du slet ikke af sted som planlagt? Eller rejsen udviklede sig til en farce, et mareridt eller blev præget af uheld? Eller måske blev du uvenner med din rejsekammerat? Kort sagt: I næste nummer af Globen vil vi høre en god historie om dengang, turen gik ad h til! For det er jo ofte, når noget går galt, at rejsen bliver endnu mere underholdende, set i bakspejlet. Bedste artikel bedømmes alene på baggrund af tekst, men send gerne et eller to fotos med. Artikler bør højst fylde 4.000 tegn. Deadline er 30. januar, og vi glæder os til at høre mere! Førstepræmien består af hele to ting: Bogen ”Turen går ad helvede til”, redigeret af Martin Gylling & Jakob Vølver (Politikens Forlag, 2012, 144 sider, med farvetegninger), skildrer en række rejser, som mildt sagt ikke forløb helt efter planen. Bogen er nemlig dedikeret til ”alle de søvnige chauffører, overfriske rejseguider, luskede tricktyve, pedantiske parkeringsvagter, ejerløse hunde, panfløjtespillende strøgmusikanter, samvittighedsløse billethajer, sleske souvenirsælgere, intimiderende toldere, fascistoide togbetjente, emsige stewarder, korrupte politifolk, ugidelige receptionister, øretæveindbydende skoleklasser på studietur, blodsugende væggelus, snobbede sommelierer, påtrængende tiggere, intetsigende gademimere, skrupelløse flyselskaber, gigantiske kakerlakker, ildelugtende medpassagerer og blege briter på Solkysten, der har gjort vores rædselsfulde rejser mindeværdige.” Sjovt og let læst. Samt en dvd med filmen ”Cartouches gauloises” (Pathé, 2007, 89 min., på fransk med undertekster på engelsk), et drama som bygger på en sand historie om et fransk tilbagetog ud af Algeriet, som gik helt ad h til. Titlen kan oversættes med ”galliske patroner”, og filmen er instrueret af Mehdi Charef og fortæller historien om fire drenges venskab og rystende oplevelser i 1962, da Algeriet under tumultagtige forhold opnår sin selvstændighed fra Frankrig. Smukt filmet og gribende skildret. Bandagen er absolut med til at forstærke indtrykket af en lettere omtåget Bryan efter strabadserne. Det til trods blev der næste aften desværre ingen indrammede billeder eller drinks på huset, som Everest-bestigerne ellers hædres med på Tom & Jerry. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 43 2. pladsen går til: Roshan, en nepalesisk guide med en fascinerende livshistorie Roshans tilværelse har budt på masser af drama. Han har oplevet mere i sit korte liv end de fleste. Tekst & fotos: Gunnar Terje Lysemose P å min første rejse til Nepal i november 2000 traf jeg et menneske, der kom til at gøre et stort indtryk på mig. Sammen med 16 danskere var jeg taget på en trekkingtur, og en aften efter middagen sad vi i messeteltet og lyttede til guidens briefing om morgendagens tur. Vores guide var godt inde i alt vedrørende natur, etniske, religiøse og politiske forhold og fortalte levende og på et forståeligt engelsk, men jeg savnede noget – det personlige islæt. Næste aften bad jeg ham fortælle sin egen livshistorie. Han var på det tidspunkt 25 år, så det kunne vel ikke tage så lang tid, tænkte jeg. Men den næste time fløj af sted! Her var der noget, der både optog ham og os. Bagefter var vi alle som mærket. For guiden Roshans beretning blev fortalt med både glød og karisma. For mig blev hans fascinerende livshistorie begyndelsen til et venskab, som har holdt ved lige siden. Et liv med masser af drama Allerede i landsbyskolen bliver Roshan politisk interesseret og en idealist, som kræver forandringer i skolen: møbler i klasselokalet, undervisning fra kl. 10-16 alle hverdage, lærere, som pjækker, afskediget og den udbredte korruption afskaffet. Men selv om han har opbakning fra skolens elever, bliver det i stedet ham selv, der som 14-årig smides ud af skolen! Året før er han konverteret fra at være hindu til at være kristen pga. sin modvilje mod hinduernes kastesystem og dyreofringer. Men hans konvertering er ikke velset i hverken familien eller i landsbyen. Pludselig er han blevet en paria og må betle sig frem i hovedstaden. Livet på gaden ophører, da en englænder, Robert, tager sig af Med Roshan har jeg nu gennem 12 år oplevet et fællesskab og et venskab på tværs af landegrænser, alder og kultur. At rejse er at få nye venner! ham og får ham på ret køl. Robert giver ham job som bærer og guide på treks i Himalaya, og Roshan kan i dag takke Robert for sin store viden om trekkingruter og gode engelskundskaber. Roshans tilværelse har budt på masser af drama. Han har oplevet mere i sit korte liv end de fleste. Som hyrdedreng kommer han en dag nær en sulten tiger, der heldigvis nøjes med at dræbe et gedekid. En anden gang, da han er ude at svømme i en flod, opstår der pludselig en flodbølge, som nær er skyld i, at han drukner, men heldigvis får han kæmpet sig ind på land. En tredje gang falder han ud over en stejl skråning, hvor en brusende flod venter i dalbunden. En klippeblok standser hans fart, men læsioner i hovedet undgår han ikke. I dag har han endnu ar efter kollisionen. Roshan er en aktiv mountainbiker, men trafikken i Nepal er farlig. For få år siden rammer en motorcyklist ham frontalt og kaster ham på hovedet ned ad en skråning. Cyklen bliver ødelagt, men værre er det med Roshan selv, der får sig et langt sygeleje. Sidst skal nævnes et røveri ved nattetid i Chitwan, hvor nogle unge mænd overfalder Roshan og slår ham i hovedet med jernstænger, så han er ved at forbløde. Ejendelene tager de og efterlader deres bevidstløse offer alene i mørket. Først næste morgen bliver han fundet og bragt til et nærliggende sygehus. Ud over at være guide for fortrinsvis danske turister, leder Roshan et arbejde i et dansknepalesisk hjælpeprojekt, der står for skoler, sundhed, familieplanlægning og skovrejsning i udvalgte landsbyer langt fra alfarvej. Alt foregår med få midler. I Nepal kommer man langt med få tusinde kroner, når den rette person kommer til og står for både tilrettelæggelse, selve arbejdet og tilsynet. Og denne person er Roshan! Roshan har siden besøgt Danmark, og vi har stået på ski sammen i Norge. Jeg har gennem årene besøgt hans familie både i Katmandu, hvor han bor, og ude i landsbyen, hvor han stammer fra, så på en måde er jeg blevet en slags onkel for Roshans tre børn. Med Roshan har jeg nu gennem 12 år oplevet et fællesskab og et venskab på tværs af landegrænser, alder og kultur. At vise omsorg for hinanden er et sandt venskabs kendetegn. Jeg er kort sagt ikke den samme efter at have mødt Roshan. n Gunnar Terje Lysemose har medlemsnr. P493 og er 72 år. Han er lidt af en fjeldgubbe, som har vandret i naturen, siden han var helt ung: I Skandinavien, Grønland, Island, Pyrenæerne, Alperne, Dolomitterne, Toscana, Sierra Nevada i Andalusien, og i Andesbjergene. Siden år 2000 har han især været bjergtaget af Himalaya. Som 61-årig nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak i Nepal med 6.461 moh. I november 2012 var han på sin 15. trekkingtur til Nepal. Konkurrence: Dengang jeg fik en ny ven ... 1. pladsen går til: Giv mig en sang og en kvart kage, og du bliver min ven Tekst & foto: Susanne Torpe J eg var sur. Jeg kan ikke huske hvorfor, men sur var jeg. Det kan jo ske, når man rejser rundt med en anden person, at man efter at have gået op og ned ad hinanden hver dag i 14 dage bliver lidt gnaven. Også – eller især – når den anden person er ens kæreste. Man er bare ikke vant til at tilbringe samtlige af døgnets vågne og sovende timer sammen. Så lidt surmuleri kan sagtens opstå på en længere rygsæksrejse, når den andens vaner begynder at gå en lidt på. Så der sad jeg på en fin, fin strand på øen Phu Quoc i Vietnam og surmulede over aftensmaden. Den sidste person, jeg gad snakke med på dét tidspunkt, var ham, jeg sad ved siden af, ham, jeg havde siddet ved siden af hver dag de sidste 14 dage, og ham, jeg havde snakket med hver dag de sidste 14 dage. Netop derfor var det utrolig kærkomment, da manden ved nabobordet henvender sig til mig og spørger, om vi kan anbefale noget på menukortet. Yes! Så slipper jeg da i det mindste for at snakke med kæresten! Min nye samtalepartner viser sig at være meget flink og snakkesalig, og han får snakket mit humør i vejret. Han er tysker, og det er den mand, han deler bord med også. Efter en aften, der ender med at udvikle sig fra potentielt rigtig dårlig – med en muggen Susanne, der sikkert ville være gået tidligt i seng – til en helt okay aften, aftaler vi at mødes den efterfølgende aften til aftensmad. Et nyt år truer Næste aften mødes vi på en restaurant, de har anbefalet. Mit humør er nu i tiptop form, også selvom jeg kl. 24 denne aften ikke kan bryste mig af at være i mine 20’ere længere. Efter middagen går vi på en bar. Vi fire er de eneste der. Det er liiidt ensomt, men der er ikke lagt i ovnen til det helt store. Kæresten Christian og jeg har planlagt at fejre min fødselsdag den næste dag med en middag og drinks, så det er helt okay, og det er ikke meningen, at vi skal fejre min fødselsdag denne aften. En kvart p Jeg får dog fortalt de to tyskere, æ German B rekage – det var, h va ak Hans og Daniel, at det er min 30 års 22-tiden. ery havde tilbage d The der ved fødselsdag den efterfølgende dag. Hans er lige ved at falde ned af stolen. Dét, synes han da, er stort, og han er da glad var far og søn). Efter vi vendte næsen for at høre, at vi har planlagt at fejre hjem til hvert vores hjemland, har det i morgen med noget ekstra lækkert. vi holdt kontakten ved lige. Hans og Efter lidt tid kommer Hans pludselig i Daniel kom og besøgte os hele den tanke om, at han da hellere må gå op og efterfølgende påske, og i efteråret reservere to scootere til sig og Daniel tog vi på en forlænget weekendtur til i morgen, hvor de vil ud og se noget sammen til det sydlige Tyskland, hvor af øen, hvorfor han smutter. Ca. en halv vi besøgte en vingård, ligesom vi time senere kommer han tilbage med har besøgt dem hjemme i deres hus i en lille plasticæske under armen, og da Hamborg. Og sådan fik jeg ikke bare klokken bliver 24, åbner han den for at én, men hele to nye gode venner! afsløre, at han har været oppe på The German Bakery (hvor findes der da bare mange af den slags rundt om i verden) n Susanne Torpe har medlemsnr. 555. Hun og købe en kage + ét af de der små elsker destinationer med sol, varme og gode tynde lys, man stikker i en lagkage. Der dykkermuligheder, men kan også godt lokkes kommer lys og en drinksparasol i kagen, til at sove i telt i minusgrader. Efter sigende hvilket er en kvart pærekage – det var, lider hun af en kronisk trang til at opleve og hvad The German Bakery havde tilbage lære nyt. I 2012 har hun bl.a. besøgt Cuba der ved 22-tiden – og så bliver der ellers og Malta. sunget fødselsdagssang for mig! Jeg synes, det er utrolig rørende, at en mand, jeg blot har kendt i et døgn, havde den form for medfølelse og omtanke for et rejsende medmenneske. For det er da hyggeligt at blive fejret med en sang på sin fødselsdag. Også når man er 13.100 km hjemmefra. Og når man så fylder 30. Vi tilbragte flere dage sammen med Hans og Daniel, som, vi på dag 2 erfarede, var et par. Da vi kom hjem på vores værelse efter vores første møde, kiggede Christian og jeg ellers på hinanden og spurgte: Var det far og søn? Eller var det et par, vi lige havde mødt? (Men det må I altså aldrig fortælle dem – altså at vi en lille bitte smule overvejede, om de GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 45 5 tips til Tekst & fotos: Tanja Schwartz 1 2 3 4 5 Kalaallit Nunaat betyder ”menneskenes land” og er verdens største ø med et samlet landareal på 2.184.700 km2 , deraf er kun knap 18 % isfrit. Det giver dog stadig en del land at boltre sig på, hvilket de knap 56.000 grønlændere og de mange, især danske, tilflyttere nyder godt af. Jakobshavn blev grundlagt i 1741 af købmanden Jakob Severin fra Sæby, deraf navnet. Men grønlænderne har det med at opkalde steder og byer efter landemærke eller ting, der findes i området, så på grønlandsk kalder man byen Ilulissat, som meget passende betyder ”isbjerge”. 1. juni hvert år bliver isen i havnen i Ilulissat sprængt med dynamit, for at man kan få de mange både og små fiskejoller i vandet. De fleste indbyggere ejer en båd, hvorimod næsten ingen har bil. Taxier bliver derfor brugt flittigt, der er 38 i Ilulissat med 4.700 indbyggere. Grønlændernes smukke nationaldragt bliver stadig brugt til særlige lejligheder som bryllup, dåb og skolestart. De smukke perlekraver tager mange måneder at sy, mønstrene er forskellige og ikke skrevet ned, men går ofte i arv gennem familien. En dragt kan snildt komme op på at koste omkring 20.000 kr., inden den er færdig. Fiskeri er Grønlands største erhverv. Der fiskes hver dag med langliner fra små joller. Linerne kan være op til 1,5 km lange med små kroge for hver to meter, og det tager flere timer at sætte agn på krogene. Efter ca. fire timer i vandet kan fiskerne hive linen op med 300-400 kg hellefisk på. Hellefisk smager fantastisk helt rå og nyfanget med et skud soya på! GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 46 Og 9 tips til Ilulissat 1 2 4 3 5 6 7 8 9 Slædehunde Hundeslæder bruges til hellefiskeri på fjorden og til hyggeture. Det lokale kød- og fiskemarked På ”brættet” kan man få sig et stykke narhvalsmatak med hjem, en rigtig delikatesse. Zionskirken 106 tønder hvalspæk og 100 hvalbarder kostede det i 1779 at bygge kirken. Sejlads Royal Arctic Line sejler forsyninger til Grønland fra Danmark. 1 Over isfjorden med helikopter Tag over isfjorden til Sermeq Kujalleq. Gletsjeren bevæger sig med 40 meter i døgnet. Gletsjeren Eqip Sermia 80 km fra Ilulissat ligger den kælvende gletsjer Eqip Sermia, som man kan sejle til. Midnatssol Solen skinner 24 timer i døgnet i Ilulissat fra 25. maj til 23. juli. 2 3 Det nordligste kunstmuseum Kolonibestyrerboligen fra 1923 blev i 1994 indrettet som kunstmuseum. 4 Vandring & lækre sortebær Der findes utallige muligheder for at vandre i området. n Tanja Schwartz har medlemsnr. 592 og arbejder som turguide i både Grønland og Asien. I 2012 har hun foruden Grønland bl.a. været i Thailand, Vietnam, Tyrkiet, Frankrig, Nepal og Bangladesh. 5 6 7 8 9 GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 47 Turist i Libanon: Og så kom b mben! Tekst & fotos: Kirsten Graversen Da jeg planlagde at rejse til Libanon i oktober 2012, havde ingen, jeg spurgte i De Berejstes Klub, nogen opdaterede rejseoplysninger. I stedet brugte jeg mit netværk, som igen brugte deres. Jeg kontaktede også den danske ambassade, som hjalp med oplysninger og kontakter. J eg ville nemlig gerne tale med nogle lokale, som kunne give mig større viden om Libanon. Det skulle jo været let nok, men det skulle være folk, som virkelig levede det liv, som et så splittet og korrupt land giver mulighed for. En FN-udstationeret person, som var på rolig orlov i Beirut, advarede mig mod at tage til Tripoli – Libanons næststørste by (ikke at forveksle med Libyens hovedstad af samme navn) – og mange var de advarsler, jeg havde med hjemmefra om ikke at tage til grænseområdet mod Syrien for slet ikke at tale om den sydlige del af landet. Taxachaufføren, som hentede mig i lufthavnen, ville gerne køre mig til Byblos og videre til Tripoli. Han var så omsorgsfuld at følge mig op på korsriderborgen og gennem souken i Tripoli. Den første gav en fin udsigt over hele byen og de sorte faner med hvid inskription, som salafisterne sætter op på deres huse eller baser. Jeg spiste frokost et rigtig pænt og traditionelt sted, der havde hjemmebagte og meget berømte kager. Her, med udsigt til hovedpladsens urtårn, spiste jeg ”Blandingsbyggeri” i Beirut. Det er for dyrt at fjerne borgerkrigens ruiner. sammen med chaufføren. Han havde i øvrigt lige fortalt mig, at det store samtaleemne var den nye rygepolitik, som generede alle vandpiberygerne, som ikke længere måtte sidde inde på restauranterne. Der var rigtig mange rygere på fortovscafeerne. Byblos var også fredelig og rolig, og de mange turister så ikke bange ud. De romerske ruiner var smukt gravet ud og gjort turistvenlige. En genopbygget hovedstad I Beirut besøgte jeg begge amerikanske universiteter og så, hvordan firmaer sponsorerer institutterne. Jeg blev vist rundt og fik en god snak med de ansatte. Begge universiteter har nogle skyggefulde campusser. Undervisningen forgår på engelsk, men da de private skoler både her og andre steder i Mellemøsten underviser på engelsk, er det ikke noget problem. Jeg vandrede rundt i ”min” bydel, som nu er stedet med forretninger. Der var store danske forretninger som Jack & Jones og Vero Moda, der ejes af en dansk-libanesisk self-made direktør. Der var ca. en halv times langsom gang ind til den genopbyggede bymidte, hvor regeringsbygningen, ambassader og ikke mindst den store moske ligger. I dette område finder man de helt dyre mærkevarebutikker, og restauranterne var heller ikke lige til mit budget. Ved siden af moskeen står en række romerske søjler, og også en kristen kirke er genopbygget. Det samme er hele stjernepladsen og gaderne, som leder dertil. Alle gader var blokeret af bomme, og bevæbnede soldater GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 48 ”War makes coffins and castles.” holdt vagt. Martyrpladsen lige overfor er stadig ikke gjort tilgængelig. Borgerkrigen 1975-1990 har sat sine spor overalt. Det genopbyggede museum havde under krigen ”pakket” genstandene ind i beton og stål, så man nu igen kan vise de meget flotte og flere tusinde år gamle fund, bl.a. små statuer med guld og masser af guldsmykker. Dette genopbyggede og nyåbnede museum stod i kontrast til de mange hustompter overalt. Det er for dyrt at fjerne så mange huse, så et hotel havde simpelthen bygget et nyt på grunden op ad ruinen af det tidligere hotel, som de havde ladet stå. Der er rigtig mange skudhuller overalt. Selv langs Cornichen, den lange promenade langs vandet, var der mange ruiner. Disse var blandet med superflotte højhuse med kæmpelejligheder, som bebos af rige arabere, fx saudere, som kommer op for at køle ned fra de 55°C til de ca. 35°C om sommeren. De havde også rigeligt med kæmpe yachter, som de kunne sejle ud i for at være helt i fred med de ting, de ikke ville gøre hjemme! Hizbollahs mindelund Mleeta med ”kunstnerisk” opsætning af efterladt og erobret israelsk krigsmateriel. Smag på kaffen. Den har kogt i et døgn. Sukker kan anbefales! (gadebillede fra Tripoli). Den danske ambassadør var så venlig at modtage mig og give mig information om landet. Han gav mig desuden nogle nyttige adresser, som jeg kontaktede for at få en snak om situationen. Ambassaden er godt skjult. Efter mange forgæves forsøg og nogen tøven gik jeg gennem en sort smedejernsport og op ad nogle trin til en kirke, hen over pladsen mellem kirkebygningerne, op ad en trappe og hen over en parkeringsplads til en lille åbning i væggen. Her blev jeg, efter mange formaliteter, fulgt gennem diverse døre og i elevatoren op til de dobbelte slusedøre, hvor jeg ventede. Jeg syntes, det var kraftigt overdrevet. Det syntes jeg ikke, da jeg skulle hjem! I Hizbollah-land Jeg havde fået en aftale gennem en af mine kontakter i Mellemfolkeligt Samvirke, så jeg tog en taxa til Saida, som ligger ved den største flygtningelejr med palæstinensere, og hvortil mange familiemedlemmer nu kommer som flygtninge fra Syrien. Jeg havde et møde med en ngo, som arbejder der, men man skal have særlig tilladelse for at komme derind, og lejren anses for farlig. Nu, hvor jeg var i Hizbollah-land, tog jeg ned til området kort før den israelske grænse, hvor Hizbollah har et mindeområde kaldet Mleeta, hvor der er materiale og oplysninger fra krigen mod Israel. Jeg fik en rundvisning, som selvfølgelig var propaganda, men det ville også have overrasket mig, hvis det ikke havde været tilfældet. I slutningen af rundvisningen gik man selv rundt mellem de forskellige stillinger med udstillede våben og gennem (for turisterne udvidede) tunneller. Langs vejene i denne del af Libanon var der mange billeder af både den dræbte og den nuværende leder af Hizbollah, som kontrollerer hele denne del af Libanon. Jeg havde på universitetet bedt om at komme til at tale med en kvinde, som kunne fortælle mig om kvindernes situation. Hun gav udtryk for sin frustration over de mange fraktioner, også inden for religionerne, som bekæmper hinanden og desuden over den politiske situation, hvor korruption gør, at hun ikke stemmer til valg. Hun var troende muslim, men havde mistet respekten for sheiken, og bad derfor i enrum og rettede sig helt efter Koranen. Hendes mand, som er ortodoks, fastede ikke sammen med hende, men først til påske. Alt gik fint med megen indsamling af viden, også fra Informations Mellemøsten-ekspert, som brugte en del tid på at sætte mig ind i situationen, således som ambassaden havde foreslået. Netop som jeg sagde farvel til ham, sprængtes bomben, som dræbte efterretningschefen og syv andre. Det vidste jeg dog ikke, før jeg havde talt med en fra det andet universitet, som havde arbejdet sammen med Kvinfo. Mens jeg talte med hende, fik hun en sms, som hun læste, og så virkede hun noget fraværende, hvorefter hun fortalte mig om den bombe, den første i fire år, som man nu var bange for ville udløse endnu en borgerkrig. Dagen efter var jeg igen i området, hvor bomben havde dræbt og såret i alt 82 og ødelagt bygninger. I begyndelsen af mødet blev jeg spurgt, om jeg havde set røgen fra de dæk, som blev brændt af. I øvrigt forløb mødet efter planen, og jeg fik oplysninger om, hvordan man uddannede kvinder i nærheden af det syriske område i engelsk, hvilket gav dem selvbevidsthed, da mændene måtte spørge dem, når de skulle forstå noget på engelsk. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 49 LIBANON REJSEN DERTIL: Fly fra København til Beirut t/r med Lufthansa via Frankfurt: 3.490 kr. BO: Et enkeltværelse med morgenmad, fri netadgang, tagterrasse på Hotel Mayflower i Beirut koster 70 USD per nat (ca. 400 kr.). LOKAL TRANSPORT: Taxa fra lufthavnen i Beirut ind til byen koster 25-35 USD. Taxa en dag med egen chauffør fra Beirut til henholdsvis Tripoli og Sydlibanon koster 120 USD per dag. En turisttur inkl. frokost i Baalbek, en heldagstur, koster 65 USD. MAD & DRIKKE: Supermarkedspriser på fødevarer er lave. Og på restaurant koster en middag bestående af en ret med et glas vin ca. 20 USD i Beirut, men kun 15 USD i Tripoli. På vejen til lufthavnen så jeg åbne biler med mange stående unge mænd med oppositionens lyseblå flag med hvid skrift, som kørte i stærk fart til demonstrationen i forbindelse med efterretningschefens begravelse i den store moske, ligesom der var flere regeringsbiler på vej dertil – med udrykning. I lufthavnen var der transmission fra begravelsen på monitorerne ved gatene. Denne gang var jeg ikke så trist over at skulle hjem. Ligesom libaneserne holdt og holder jeg vejret. n Kirsten Graversen var i Libanon 13. til 21. oktober 2012. Hun har medlemsnr. 547 og har rejst i 76 lande og ni territorier. I 2012 besøgte hun også Thailand og Laos. Klubtur: N o rd k o r e a år Tekst: Philip Skjødt fotos: Philip Skjødt & Claus Søndergaard I april 2012 besøgte 12 medlemmer af De Berejstes Klub Nordkorea i anledning af landets forestående ”100 års jubilæum”. 100 år er måske så meget sagt, for jubilæet er fastsat ud fra, hvornår Nordkoreas store befrier og frihedshelt Kim Il-sung blev født og ikke i forhold til, hvornår Nordkorea egentlig blev dannet som stat i 1948. Det blev en klubtur, hvis særlige nordkoreanske islæt bl.a. kom til at bestå af en missilopsendelse, oprør mod et regime og et rejsebureau og tackling og mandsopdækning – nogle skuffelser, nogle overraskelser og nogle få sejre. I nitiativet til klubturen blev taget af Line Drube. Forventningerne var uklare – for hvad vidste vi egentlig om turisme i Nordkorea? Et udkast til rejsen var knapt sendt til vores rejsebureau, før Kim Jong-il, Nordkoreas leder siden 1994, i december 2011 sagde farvel til verden og kastede landet ind i en tronfølgeproblematik, få kommentatorer havde et udviklet syn på. Som det gik, var en søn, Kim Jong-un, kørt i stilling og 2012 sat til at blive delvist et jubelår og delvist et sørgeår. Det faldt uheldigt ud for de så karakteristiske ”mass games” – en form for massegymnastik med strengt koreograferet opvisning af tusindvis af gymnaster, der ud over dans og akrobatik, vender farvede kort. For de blev aflyst af sørgehensyn. Pga. vores manglende indsigt og de få tilgængelige guidebøger og gode kilder, besluttede vi at invitere en række eksperter til en foredragsrække i Café Globen. Den løb af stabelen i marts. Geir Helgesen fra Københavns Universitet fortalte bl.a. om den nordkoreanske juche-filosofi [”som kan oversættes med ’selvtillid’ og er tænkt at fungere som ideologisk grundlag for sammenhold og stimulation af arbejdsomheden og produktionen samt mindske landets afhængighed af støtte udefra.” Kilde: ”Lande i Lommeformat: Nordkorea”, DUS] og hvordan, opsplitningen på begge sider stadigt opfattes som et blødende sår. Formand Anders Kristensen fra Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea bød på anekdoter og svar på stort set alle praktiske spørgsmål om livet i Nordkorea efter at have besøgt landet et utal af gange med flere møder med landefaderen Kim Il-sung bag sig. Og Peter Kim Laustsen fra Forsvarsakademiet gennemgik den militære logik bag Nordkoreas handlinger, og stabiliteten i atomvåbens ultimativt afskrækkende påvirkning blev fundet frem igen fra koldkrigs-terminologien. Vi lærte også, hvordan timingen af USA’s militære øvelser i området ofte var meget provokerende for et selvstændigt og paranoidt land, der stod over for en signifikant stærkere modstander. For mig var det overraskende, at alle tre eksperter fokuserede på at forklare og begrunde Nordkoreas ageren og kom til at stå for mere forstående, forsonende, men naturligvis nuance-givende perspektiver. De tog fx alle som én eksplicit afstand fra Mads Brüggers kontroversielle dokumentarfilm ”Det Røde Kapel”. Men samtidigt var der ingen, der omtalte arbejdslejrene i Nordkorea, som ellers efterhånden må betragtes som veldokumenterede og aldeles skrækindjagende. Det skal nævnes, at filmen på ingen måder blev nævnt eller gav os problemer under vores ophold i Nordkorea. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 50 En meget stor anlagt klassisk koncert, der virkeligt imponerede. Oprør mod regimet Umiddelbart før vores afrejse havde Nordkorea igen erobret avisernes forsider med nyheden om, at man ville teste et missil. Vi ankom om torsdagen, og de nordkoreanske guider glædede sig til begivenheden, der var sat til dagen efter vores ankomst. Opsendelsen mislykkedes dog spektakulært, men den nyhed blev først kendt om søndagen i Nordkorea, idet nordkoreansk tv viste en virkelig opsendelse i første fase, hvilket efterfølgende blev til en tegneserieraket, der fortsatte (glad) til himmels. Lettere absurd når der skal tegnefilm til for at forbedre virkeligheden. Den første søndag på turen var selve 100-årsdagen, hvor der stod fejring og fest på programmet fra vores rejsebureau. Men til vores overraskelse var vi ikke tiltænkt en plads på tilskuerpladserne. Vi havde en forhåbning om, at vores svenske rejsebureau kunne trække i trådene og udbedre denne misforståelse. For guiderne havde planlagt, at vi skulle væk fra begivenhederne og byen det meste af 100-års-weekenden, men det lykkedes os med drama og sværdslag at komme tilbage til Pyongyang – det eneste sted hvorfra vi kunne ringe internationalt og derved kontakte vores rejsebureau. På den måde vandt vi slaget, men tabte krigen. For det viste sig i telefonsamtalen med Sverige (10 minutter, ca. 225 kr.) hurtigt, at vi var blevet decideret vildledt af rejsebureauet. I bureauets salgsmateriale var der blevet brugt billeder af militærparader, men vi blev nu forklaret, at der aldrig har været turister til paraderne (det viste sig nu senere ikke at være sandt). Flere af os havde også før afrejse spurgt ind til, hvad vi kunne forvente, men var blevet fejet af med, at intet var sikkert, når det gjaldt Nordkorea. At vi ikke kunne overvære militærparaden, ville vi nu gerne have været orienteret om på forhånd, når vi for en gangs skyld var tvunget til at bruge guider og rejsebureau. Summa summarum var det meget frustrerende at se paraden og festlighederne på tv, når vi var rejst helt til Nordkorea netop af den anledning. Vi kørte kort igennem et par gader med den vinkende befolkning talstærkt på gaden, afventende paraden, og på en eller anden vis lykkedes det guiderne at overbevise os om, at det var en særlig privilegeret oplevelse, mens vi hastede derfra. Turisme i et kontrolsamfund I fraværet af mass games og militærparader – som nordkoreanerne gør unikt godt – blev regimets manifestationer turens hovedattraktion. At opleve så rendyrket et kontrolsamfund er specielt. Det er i høj grad en præsenteret virkelighed, hvor forklaringsmodellen er, at alt der er anderledes på en negativ måde, skyldes den bremsede udvikling, som USA har påført landet gennem handelsblokaden. Guiderne virker ofte forudsigeligt on-message, men det var ikke sådan, at vi følte os overvåget. Nogle gange lod vi os uskyldigt drive lidt længere væk fra flokken, end vores løbepas GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 51 tillod, men dette gav kun lidt friktion, og ingen disciplinerende tiltag, som vi ellers have hørt om i form af stuearrest og lignende for andre uheldige turister. En enkelt mandsopdækning foretaget af en for os ukendt herre i en sådan situation endte i en lettere tackling af et klubmedlem og en skideballe til guiderne. Dynamikken med guiderne er tilsyneladende en slags giv-og-tagtovtrækning, der medfører, at enkelte improviserede elementer bliver opnået. Men som oftest mødes en mur af afvisninger. Guiderne hævdede eksempelvist først ikke at have set et program. Dernæst bad de om at se, om militærparaden vitterligt var eksplicit på skrift i programmet (og det virkede som en bevidst anmodning – det var som nævnt meget upræcist i vores program, hvilke 100-årsfejringer vi skulle deltage i), for senere flere gange at afvise anmodninger med den begrundelse, at dette ikke var programsat. Det bliver lidt opslidende, at ens initiativ tages fra en, og man køres under så kontrollerede forhold, men i gruppen var der en festlig stemning, og oplevelsen var mere blot det at være der og opleve den del af samfundet, som vi havde adgang til. Af særlige oplevelser var et stort anlagt festfyrværkeri, hvis lige ingen af os vist havde set. 30 fulde minutters fyrværkeri over flere kilometers flodbred i buldrende mørke i Pyongyang, skulder ved skulder med rigtigt mange ”civile” nordkoreanere. Vi var, som etiketten foreskriver, oppe at bukke for statuerne af de to afdøde ledere – med krydsede fingre bag ryggen naturligvis. Vi så et prestige- byggeri af en dæmning, var i cirkus, på børnehjem, i landbrugskollektiv, på blomsterudstilling, samt på visit i den demilitariserede zone. Der var nogen kontakt med lokale en passant, men ingen kommunikation ud over med guiderne og de ansatte ved seværdighederne og hotellerne. Der er en meget defineret liste af mulige seværdigheder, som går igen, når man læser nordkoreanske rejseskildringer og hører andre tidligere besøgende. Sporten bliver at forsøge at opleve noget, der ikke er koreograferet og programsat og dermed føles mere rigtigt eller autentisk, om man vil. Derfor har jeg ikke brugt meget tid på at opliste vores program. Jeg forlod Nordkorea fire dage før gruppen, da jeg pga. arbejde ikke havde så mange fridage til rådighed. Jeg fløj derfor tilbage til Beijing, mens resten af gruppen havde en dags- og natterejse på toget mellem Pyongyang og Beijing og bl.a. oplevede Diamantbjergene i nord. Dette gav mig en dag alene i Pyongyang, hvor jeg bad om at møde den ansvarlige ved det nordkoreanske turistkontor for at bibringe ham vores utilfredshed med et par af de nævnte forhold. Han endte med at skemasætte og aflyse det et par gange i løbet af dagen, men tilbød som kompensation VIP-billetter til ”En symfoni af 5.000”. På den måde blev min tavshed købt for en fantastisk musikoplevelse med seks kor på samlet tusind sangere og et symfoniorkester, hvori jeg talte 250 musikere med ekstra celloer, violiner, og andre instrumenter kørt ind en bloc, som musikken nu krævede det. Der blev vist en imponerende form for dekorativ, kulørt sandtegning samt filmoptagelser af tre generationer fra Kim-familien i kæmpeformat under musikken. Guidernes menneskelige sider På et menneskeligt plan er der forventeligt nok ikke længere, end at man kan relatere til hinanden, turist og guide imellem. Pyon, vores mandlige guide med en militær baggrund og den eneste i teamet der talte engelsk, underholdt i bussen med vemodige fædrelands sange, ”Danny Boy” og den fra ”Titanic”-filmen. Det er let at forestille sig, at ”Titanic”-filmen er blevet tilladt grundet dens mulige fortolkning af vestlig overflod på kurs mod katastrofe. Jeg kunne ikke lade være med at føle ekstra empati med Bilfrie Pyongyang, der skulle være mørkelagt om natten, var blandt flere forlydender, der ikke kunne bekræftes på rejsen. Her ses byens skyline oplyst. det nordkoreanske folk for alt det, de har måttet undvære grundet blokaden, og så får de lige den film igennem. Skribenten må nok på dette tidspunkt indrømme en vis behersket affektion for ”Titanic”-sangen, der voksede på turen. Det er vist et faktum, at under indflydelse af lokal øl, medbragt skotsk whisky og parti-tro havannesercigar blev denne sunget i duet med guiden. Måske jeg også sang den lidt alene ved fyrværkeriet, og måske blev sangen genkendt og kommenteret af et lokalt kærestepar med det magiske og grænseoverskridende ord ”Titanic” ytret i respons. De kender ”Titanic” i Nordkorea. Vi talte også med Pyon om det at rejse. Han drømte om at besøge Hawaii. Lidt pudsigt at marionetregeringslederen Syngman Rhee, som USA fik indsat i Sydkorea, netop kom tilbage til Korea efter 2. Verdenskrig fra sit eksil på Hawaii. Det har muligvis givet denne geografiske reference, og det skal retfærdigvis nævnes, at denne indsættelse gav Sydkoreas politiske ledelse større legitimitetsproblemer i de første efterkrigsår end frihedskæmperne i nord, der kunne hævde at have sendt de japanske undertrykkere på porten. Syngman Rhee døde i øvrigt også i eksil på Hawaii efter en række kontroverser omkring hans 15 år lange regeringstid. Det nordkoreanske samfund nu Pyongyang viste sig ikke at være helt så tilbagestående, som vi ellers havde hørt. Eksempelvis var belysningen i byen under festlighederne på mange måder som en anden storby. Mange i GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 52 bybefolkningen havde mobiltelefoner, og der var egentligt pænt med trafik, hvor vi havde haft forventninger om bilfrie gader. Metroen var også i brug og ikke et rendyrket teater for turisterne. Samtidigt er det lysende klart, at når der er tre mand om at skifte en elpære og beskæftigelsesplejeinitiativer som fejemænd på landevejene og håndmaling af vejstriber, så er der ikke tale om en økonomi, der opererer i nærheden af sin kapacitet, og de lejlighedsvise problemer med at forsørge befolkningen er ganske forståelige. Og landbefolkningen holder for, når de hårde tider rammer, forlyder det. Som velfærden er fordelt, gives der et klart indtryk af en overklasse af medløbere i byen, der står nærmest statsapparatet. En interessant observation var, at en kontrol for de lokale ved en af indfaldsvejene til Pyongyang gav en lang bilkø, i skærende kontrast til de relativt utrafikerede veje, vi ellers kørte på. Der er klare huller i boykotten. Da vi mødte Anders fra Venskabsforeningen igen i Pyongyang, var det også en af hans observationer, hvad angår bilparken. Anders pegede også på en række nye højhuse i hovedstaden, som nordkoreanerne formodentlig ikke har ekspertise til at opføre – en ekspertise man over de sidste 25 år som bekendt netop har udviklet markant i Kina. Det er meget fristende at formode, at Kina assisterer nabolagets enfant terrible for derigennem at vækste det ind i en fredeligere sameksistens. I den internationale presse forlyder det også, NORDKOREA Fra venstre: Claus Søndergaard, Jette Færch Weiss, Pyon (guide), Marianne Fossaberg, Ole Pedersen, Lars Thorup Hansen, Philip Skjødt. Forrest: Bodil Staal Hansen, Line Drube, Helle Munk, Helmuth Lykke Hansen, og Lars Hastrup. Yderst til højre en nordkoreansk officer. Steen Ridder er ikke på billedet, idet han deltog i anden gruppetur. at der i Nordkorea nu eksperimenteres med kontrollerede markedsbetingelser for landbrugsproduktion, der til forveksling ligner Deng Xiaopings initiativer i Kina anno 1980. Nordkoreas fremtid – en parallel til Myanmar? Skulle vi kigge ind i et myanmarlignende scenario, ville det måske ikke være så dårligt for Nordkorea. Her bibragte Kina som bekendt det første økonomiske løft til et internationalt isoleret land efterfulgt af en anden fase, hvor Myanmar indså, at de store kinesiske statsejede virksomheder først og fremmest styres af profitorienterede forretningsmænd (særligt uden for Kina) og som konsekvens heraf vendte sig mod Vesten for at skabe en bedre balance. Dette har sat landet på en kurs imod flere internationale investeringer, en blokade under afvikling, og en spirende tilbagerulning af et diktatur og kontrolsamfund. I rækkefølge ville det måske kunne afhjælpe de sultekatastrofer, Nordkorea har været igennem, som virker dobbelt-tragiske for et land, der trods en meget problematisk beliggenhed og gold natur, ligger meget lovende i den driftige region, som Østasien er. Hvis dette fulgtes af en økonomisk inter-afhængighed med omverdenen, der fik statsmagten til at bekymre sig om de menneskelige overgreb, der foregår i arbejdslejrene, ville store skridt være taget. Dette er ikke så langt fra myanmarhistorien, at det er usandsynligt. Og afslutningsvist – som parallel til myanmar-turismen, der nyligt er blevet stueren og nu, hvor jeg har travlt med at pege fingre – kommer spørgsmålet for mig op igen om det legitime i at besøge Nordkorea. Dette sender uomtvisteligt hård valuta til et uacceptabelt regime. Her gemmer jeg mig fortsat i en uheldig tvetydighed omkring blokade kontra menneskelig udveksling, der indrømmet præges af egen interesse. Men det er en længere snak og nok en individuel afgørelse. Til syvende og sidst er det stærkeste minde for mig den bløde tenor fra vores 35-årige guide, der med let koreansk accent og megen indfølelse synger: ”Near. Far. Wherever you are” ... Den slår nu stadigvæk sangen om sorgen ved, at kun dyrene kan krydse den flod, der går igennem den demilitariserede zone. Vi fik bekræftet, at dyrene af og til træder på de nedlagte miner – at zonen ikke er specielt demilitariseret, tør de godt indrømme. Jeg skulle ikke nyde noget af at krydse den flod i nærmeste fremtid. n Philip Skjødt har medlemsnr. 576. Han har gennem studier og arbejde været bosat i bl.a. Berlin, Singapore, Milano, London, Hongkong og New York. Læs mere om hans rejseliv på www.exphilip.com. Lars Hastrup troner ved bordenden med et ben i Sydkorea og et ben i Nordkorea – her blev våbenhvilen i sin tid underskrevet. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 53 Der bor 25 millioner i Nordkorea. Hovedstaden Pyongyang har 3,3 millioner indbyggere. Landet styres som et totalitært monarki med baggrund i kommunistisk, stalinistisk ideologi og fokus på militær oprustning. Landet præges af en ”hæren først”-filosofi. Nordkorea råder over verdens femtestørste stående hær og regnes som en af verdens atommagter. Teknisk set er der stadig krig mellem Nord- og Sydkorea, idet en fredsaftale aldrig er blevet underskrevet – kun en våbenhvile. REJSEN DERTIL: Prisen for 10 dage med hotel og fuld forplejning, flybillet fra Beijing til Pyongyang og togbillet retur, de fleste entreer, visumgebyr og -håndtering, egen bus med chauffør og to guider blev 13.800 kr. ARRANGØR: Korea Konsult (www.koreakonsult.com) kan ikke anbefales pga. vildledende markedsføring og dårlig forberedelse. Dertil meddelte rejsebureauet os, at rejsen kortvarigt var i fare for aflysning pga. overbookning af hoteller. Løsningen blev at indkvartere os i hoteller uden for Pyongyang, der tydeligvis ikke var blevet brugt længe. Hotellerne levede derved ikke op til kvaliteten på det navngivne hotel, rejsebureauet havde ladet os betale ekstra for. Omend hotel-situationen rimeligvis er uden for rejsebureauet og dets to ejeres kontrol, havde de også forklaret, at de ikke selv skulle med, fordi det var bedst, at de var ved telefonen og derved kunne agere på evt. opståede problemer. Som det udfoldede sig, kunne og ville de absolut intet gøre over telefonen. De endte med at tilbagebetale hver af os 370 kr., der ikke på nogen måde kompenserede for ulejligheden eller forskellen på det lovede og det leverede. Derimod findes der flere rejsebureauer i London og Beijing, som har specialiseret sig i Nordkorea. Og den engelsksprogede ”North Korea Bradt Travel Guide” fra 2008 er den bedste, vi fandt. Tekst & illustration: Lars-Terje Lysemose Om Afrika: ”Tunesian Girl – Blogger i det arabiske forår” af Lina Ben Mhenni (Tiderne Skifter, 2012, 79 sider, 149,95 kr.) er et vidnesbyrd om begivenhederne under ”Det Arabiske Forår” i Tunesien i 2011. Mhenni var 27 år og deltog aktivt i gadedemonstrationerne, og på sin blog offentliggjorde hun kritiske artikler og videoer, der dokumenterede militærstyrets brutalitet. ”Stanken fra tåregasgranaterne var uudholdelig, selvom vi var udendørs. Overalt så man det samme: foran hospitalet en tom ambulance med åbentstående døre med størknet blod på; inde fra hospitalet lød råb og folk der skændtes; en vred mand der skyndte sig over til os for at jage os væk. Han ledsagede et alvorligt såret familiemedlem; kirkegården hvor der fandt flere begravelser sted samtidig: Det var gårsdagens ofre, der blev gravet ned. Min smerte voksede og voksede,” skriver Mhenni bl.a. Hun blev samme år nomineret til Nobels fredspris. Og hun skriver stærkt, personligt og engageret: ”De begyndte pludselig at angribe med tåregasgranater. Folk spredtes i alle retninger, politiet slog vildt og brutalt om sig. Min far og jeg løb væk med hinanden i hånden. Luften var lummer, folk gled, snublede, faldt som fluer, der havde fået en gang insektspray. Vi havde politiet lige i hælene helt frem til Sofa-rejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser ”Se vejen går og går og går Fra den begyndte ved min dør, Nu må jeg følge vejen, hvor Den snor sig fremad, hvis jeg tør Forfølge den på ivrig fod Indtil vi når en større vej, Som mange stier iler mod. Og hvorhen så? Jeg ved det ej.” Citatet stammer fra hobbitten Bilbos afskedssalut, da han forlader sit hyggelige og komfortable hjem i Herredet og drager af sted mod ukendte eventyr i J.R.R. Tolkiens roman ”Ringenes Herre”. I forrige nummer af Globen lancerede vi begrebet sofa-rejser om kunsten at rejse og begive sig ud i verden hjemme fra sin egen sofa. Og denne gang fortsætter vi rejsen Jorden rundt, mens kulde og mørke hærger udenfor. For er man ikke ude at rejse, er det næstbedste jo at være i færd med at planlægge en ny rejse derhjemme! Globen omtaler og anmelder derfor gerne nyere bøger og film om fremmede kulturer, lande og det at rejse, som kan inspirere og udvikle rejselysten. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 54 Sofa-rejserne holder herefter en siesta, men vender formentlig tilbage med tips til sommerens ferielæsning. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. På filmfronten ser han frem til, at ”Hobbitten” kommer op på det store lærred. I ”Filmland” med Per Juul Carlsen og i ”Skønlitteratur på P1” med Nanna Mogensen fortæller Lars-Terje om sine indtryk fra premieren og bogens nyoversættelse. Da ”Ringenes Herre” blev indspillet i år 2000, var han i New Zealand. Han har også mødt Tolkien-familien i Oxford og studeret originalmanuskripterne i USA. Læs mere på www.imladris.dk og hør udsendelserne fra 12. december som podcast på www.dr.dk/p1/podcast. Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Korruption & kaviar på højt plan Mads Brügger (instr.): “Ambassadøren”. Zentropa Real, 94 minutter, 2012. På dansk og engelsk med undertekster på dansk. 100 kr. for dvd via www.blockbuster.dk. M De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub ads Brüggers seneste dokumentarfilm handler kort fortalt om, hvordan han rejser til Den Centralafrikanske Republik med en nyerhvervet ambassadørtitel og skal lede en diplomatisk mission, hvor han skal repræsentere Liberia. Udadtil er han en forretningsmand, der ønsker at bygge en tændstikfabrik i det afrikanske land, hvor han vil involvere de lokale og undervise dem i, hvordan man fremstiller tændstikker. Det lyder jo for så vidt meget tilforladeligt, men den sande mission er, at han vil have adgang til Den Centralafrikanske Republiks enorme reserve af diamanter. Først følger vi den fremadstræbende hvide ambassadør i sine bestræbelser på at få sit diplomatpas, dernæst i hans iver efter at gå de andre højtstående i bedene med at skrabe diamanter til sig. Filmen er spækket med groteske profiler. Det være sig diamanthandleren, den italienske ambassadør, som Mads Brügger får gode råd af, og en indisk forretningsmand, der har erfaring med at forhandle med afrikanerne. Den ene er mere korrupt end den anden, og Mads Brügger, der giver sig ud for at være forretningsmand, går også pænt til fadet i de lyssky affærer. Der er virkelig lagt i ovnen til et drama i den afrikanske bush, og det er en meget tankevækkende film. De fleste har vel en forestilling om visse områder af verden som mindre pæne i kanten, men filmen viser utrolig godt, hvilke højder af korruption, der nås i denne del af Afrika. Det, som Mads Brügger beviser med sin dokumentarfilm, er, at det rent faktisk snildt kan lade sig gøre at tage til Afrika, anskaffe sig et falsk diplomatpas og så ellers køre med klatten som ”de rigtige” diplomater med de privilegier, som de nu har, såsom andel i diamantreserver etc. – og ikke en eneste sætter spørgsmålstegn ved det! Som Ekstra Bladet skrev: ”Hvis formålet med filmen er at vise, at mange lande i Afrika er bundrådne, grundlæggende drevet af korruption og flere menneskealdre fra noget, der bare minder om demokrati, så lykkes det til fulde.” Jeg er fuldstændig enig – det lykkes til fuldkommenhed. ”Ambassadøren” er en helt igennem god og bemærkelsesværdig film, men den er også både grotesk og temmelig bizar. Man sidder konstant i sofaen med en hovedrystende bevægelse, og ind imellem tror man simpelthen ikke sine egne ører og øjne! Alt kan tilsyneladende lade sig gøre, hvis man kender de rigtige mennesker, udstråler det rigtige og så ellers med en vis frækhed forstår at føre sig frem i ridebukser, knæhøje læderstøvler og kan spise kaviar med overbevisning. Er du til en god gang bloddiamanter, pygmæer, statskup, ulovlige kontrakter og ikke mindst gedigent overbevisende skuespil fra alle involverede, så er du afgjort ikke gået forkert ved at parkere dig i sofaen lørdag aften med Mads Brüggers dokumentarfilm. ”Ambassadøren” har fået fine anmeldelser og har desuden modtaget en lang række priser. Bl.a. årets bedste lange dokumentarfilm, bedste mandlige hovedrolle og Carl Th. Dreyer prisen i 2012. n Anette Lillevang Kristiansen er journalist og har medlemsnr. 328. Hun har rejst i flere lande i Vestafrika, bl.a. i Mali, Burkina Faso og Ghana og har selv mærket korruptionen i området og fx været udsat for forsøg på afpresning af ekstra penge ved grænseovergangene og ved visumansøgning. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 55 Gare de la République. Vi løb i zigzag gennem gaderne. Vi hørte ikke bare granater, men også skud. På få minutter stod byen i flammer. Maskerede unge, visse af dem var kun børn, gjorde front mod de rasende politifolk.” Om Asien: ”The Constant Change – 12 photo stories from Nepal” red. af Nayantara Gurung Kakshapati (photo.circle, 2011, 110 sider, med fotos i farver, 178,20 kr. via www.forlagetajour.dk eller 12,35 USD via www.muncha.com) byder på glimt af et moderne Nepal, set med 12 nepalesiske fotografers øjne. Fra bestræbelser på at udbrede internet til hverdagliv for handicappede. Fra livet i en grænseby til billeder af etniske forskelle og livet som nomade. Fra arbejdere i højhusbyggeri til en kræftramt families kamp. Og til det lesbiske par, som åbent lever sammen, og som anerkendes af både familie og det omgivende samfund som ”det tredje køn”. Bogen er på både engelsk og nepalesisk og afspejler og dokumenterer et Nepal, som i disse år undergår store forandringer. ”Drageløberen – Graphic novel” af Khaled Hosseini (Cicero, 2012, 132 sider, med farvetegninger, 199,95 kr.) er tegnet som en grafisk roman af italienerne Fabio Celoni og Marka Andolfo og bygger på romanen af samme navn, der alene på dansk har solgt i over 400.000 eksemplarer. Det er en stærk historie om venskabet mellem de to afghanske drenge Amir og Hassan. Amir ønsker mere end noget andet at vinde den årlige drageturnering, og Hassan, som er søn af familiens tjener og Kabuls bedste drageløber, stiller som altid op for sin bedste ven Amir. Men på turneringsdagen udsættes Hassan for et groft og traumatiserende overgreb, og de to venner glider fra hinanden. Først mange år senere forsøger Amir at gøre uret god igen. Som tegnet fortælling i paint brush-stil fungerer det overraskende godt, for tegningerne er detaljerede og stemningsfulde, og historien loyalt gengivet. ”The Lady” instr. af Luc Besson (Scanbox, 2012, på engelsk med danske undertekster, 127 min., på dvd 159,95 kr.) er en filmisk smuk fortælling om en kvindes kamp for frihed og demokrati og om hendes selvopofrelse for at redde sit folk og sit land fra en brutal militærjunta. Om nogen er Aung San Suu Kyi blevet et ikon og et håb i Myanmar, og filmen skildrer hendes vej fra datter af frihedshelten og generalen Aung San til husarresten i Yangon, hvor hun i 1991 blev tildelt Nobels fredspris, og munkeopstanden i 2007. Det er en film om håbet for et frit og forenet Myanmar, og om de afsavn og den smerte, hun og hendes familie må betale. Engagerer man sig i politik – kompromissernes kunst – bliver man dog sjældent kåret som helgen, og Suu Kyi har stadig en stor opgave foran sig med at bevise, at hun også kan skabe varige resultater for sit land. Filmen bliver derfor en anelse glansbilledagtig, når hendes erklærede mål om frihed, demokrati og fred endnu ikke er indfriet. Men det er en film, der ligesom Su Kyi er optimistisk for fremtiden. Om at rejse billigt og føle sig rig Tekst: Lars-Terje Lysemose Nicolai Bangsgaard: ”Solo – 4 år Jorden rundt på cykel”, Worldtravellers Press, 2011, 288 sider, med fotos i sorthvid og farver. 279 kr. eller som e-bog 149 kr. via www.worldtravellers.dk. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub ”Miss Kicki” instr. af Håkon Liu (Another World Entertainment, 2011, 88 min., på engelsk, svensk og kinesisk med undertekster på dansk, på dvd 99,75 kr. via www.filmudsalg.dk) er et visuelt betagende socialrealistisk drama om at søge kærligheden, finde sig selv – og hinanden. Midaldrende svenske Kicki, spillet af Pernilla August, netdater med en taiwanesisk forretningsmand på sin fødselsdag. Dagen efter kommer hendes mor for at fejre hende lidt forsinket – og lidt efter dukker Kickis teenagesøn Viktor også op. Det er indlysende, at de tre ikke er en idyllisk kernefamilie. Det virker som om, Kicki ikke ved noget om sin søn, og situationen er i det hele taget en smule pinlig. Det gælder også, da hun spørger Viktor, om de ikke skal tage på en ferie sammen. Der stikker selvfølgelig noget under! Filmens fortællerytme holder os langt hen ad vejen hen i uvidenhed, men tager os med ud på en smuk opdagelses- og erkendelsesrejse gennem Taiwan. Lige så meget kærlighed mor 62.180 km. 1.413 dage. 50 lande over seks kontinenter. Danmarkshistoriens længste cykelekspedition nåede vejs ende, da Nicolai Bangsgaard 34 år gammel i 2010 storsmilende trillede ind på Rådhuspladsen i København på sin Koga Miyata Worldtraveller. ”Solo” består af Nicolais udvalgte dagbogsnoter, tanker og observationer fra denne bedrift af en rejse. ”Rygtet har hurtigt spredt sig (…) Med ét bliver jeg landsbyens store trækplaster og omkring mig har snesevis af børn øjeblikkeligt samlet sig, stirrende og målløse. Det er et helt vanvittigt skue. Fra træhuse, forhaver, ved vandfontænen, hvor folk aftenbader og er dækket ind i sæbeskum, glor også voksne uforskammet og uden at blinke, som om jeg – med en Ib Michaelparafrasering – var noget af det ypperste den ariske race nogensinde har frembragt. Livet i landsbyen er simpelthen gået i stå. Jeg er dehydreret og min tunge klistrer fast i munden i takt med at flere og flere stimler sammen og alle kræver min gengældte hilsen – sabaidee, sabaidee, sabaidee! Solen er gået ned bag bjergene, aftendisen er ved at lægge sig over bambuslandsbyen, der virker aldeles uforstyrret af modernitetens tegn og GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 56 bekvemmeligheder som elektricitet, butikker og Pepsi-skilte. Det er tydeligt, at jeg ikke finder noget officielt overnatningssted her (…) Jeg bliver budt indenfor i et hus og får en soveplads på trægulvet. Det er landsbyens rige hus – det med bliktaget i stedet for halmtag. Jeg er salig og fro og lykken står den kække bi! Jeg klæder om til civilt og finder et meget rustikt gadekøkken med en åben bålplads i hjørnet (…) Snart er 20 mennesker i alle aldre forsamlet i det lille køkken, for alle vil jo se den blege giraf, og flere kaster om sig med uforståelige laotiske gloser (…) Senere på aftenen lægger jeg mig til at sove med en rar, dobbeltsidet fornemmelse af, at jeg har været dagens uvante pust i landsbyen. Samtidig har oplevelsen været et uvurderligt pust for mig, og den har allerede fæstnet sig i mig med det magiske kit, der binder erfaring og hukommelse, da jeg falder hen under tæppet på træbrædderne.” Det er dag 332, og Nicolai har cyklet 14.512 km og er kommet til landsbyen Luang Prabang i Laos. ”Solo” er fyldt med sådanne små mesterlige glimt og rammende beskrivelser og observationer, for Nicolai skriver med følelse og har øje for de mennesker, han møder på sin vej. At ikke alle, han møder på sin vej, er lige hjælpsomme eller lige ønskede viser sig da også, som da han på dag 476 befinder sig i Tanjung Pinang: ”Fuck, hvor kan de være irriterende, indoneserne! Jeg er lige stået ud af badet i mit guesthouse i det nordligste Indonesien, og en nabo står allerede klar til snak: Hello, mister, how are you today? Jeg er ikke rigtig vågen, er sulten og har ikke lyst til chitchat nu. I’m fine, thanks, og går op på mit værelse. Lidt efter har fyren slået sig ned lige uden for mit værelse og prøver igen. You travel alone? You like to see island? How long you stay? Jeg har ikke fået tøj på endnu, er ved at pakke mit grej og jeg befinder mig inde på mit eget værelse (...) Jeg svarer affejende og i énstavelsesord, men fyren er i hopla og vedholdende som en sulten spyflue, så han fortsætter sin indtrængen med sine latterlige standardspørgsmål og en rygende smøg kun 60 cm uden for mit værelse. Det overskrider virkelig mine grænser og jeg raser indeni. Mister, you’re almost sitting in my room, I just woke up and I’d really prefer being alone packing my stuff, OK? Han fanger mit uindpakkede budskab, smiler forlegent og går nedenunder. Begreberne face-saving og loss of face er en vigtig del af det indonesiske sociale normsæt og dækker kort sagt over, at man i enhver social situation bør undgå at ’udstille’ andre gennem direkte konfrontationer og uoverensstemmelser, og selv undgå at miste ansigt.” De fleste berejste kan nok genkalde sig en lignende situation. Således bliver Nicolais utrolige ekspedition også en rejse udi almengyldige erfaringer om kulturelle og sociale forskelle. Nicolai er uddannet antropolog, og så er han naturligvis blevet aktivt medlem af De Berejstes Klub efter sin jordomrejse. Men hvordan gør man det? Hvordan lykkedes det ham at få råd og gennemføre en cykelekspedition, som tog hele fire år? Kunsten at udleve sine drømme ”Uden nogen fast månedsløn er det klart, at nøjsomhed og en vis monetær forsigtighed er en forudsætning for at hjulene kan rulle rundt. Men jeg har lært (…) at overnatte på marker, i skove, i baghaver, på strande, spise, hvor de lokale spiser og drikke vand fra hanen, hvis de lokale gør det (…) Livsstilen er semi-asketisk (…) Jeg ved, at der er lige så mange måder at være lykkelig på, som der er undskyldninger for ikke at (turde) forfølge sine drømme (…) Og så er jeg god til at rotte (…) At rotte er essensen af alle de kneb og fiksfakserier, som jeg gennem de sidste to års rejse har tilegnet mig i forsøget på at få pengene – og dermed eventyret – til at række længere (…) En del af hemmeligheden bag kunsten at rotte er at trække godt på de forhåndenværende, offentlige faciliteter. Biblioteker har gerne gratis internet og strøm i væggen til opladning af det elektroniske udstyr. Brusebade klares nemt på f.eks. McDonald’s handicaptoiletter, der ud over fornemme pladsforhold også byder på varmt hanevand. Slår man sit telt op efter mørkets frembrud – og tager det ned igen inden parkbetjente og andre autoriteter er stået op – kan man campere frit overalt i verden (…) Impulsog souvenirkøb er glædeligt bandlyst (…) Supermarkedernes lange gange finkæmmes for kræmmertilbud, for intet går en rottes næse forbi i tilbuddenes verden. Med et udadvendt, nysgerrigt sind, og en imødekommende attitude i mødet med den fremmede, åbnes gæstfrihedens døre oftest. Det er en vigtig rottelektie. Og åbnes dørene ikke automatisk, kan man med fordel altid spørge den lokale om vejen til den nærmeste campingplads, eller om der findes en bid græs i nærheden til at slå sit telt op på, osv. At lukrere på gæstfriheden er ingen skam i rotteland, men giver ud over en blød seng og en snak over en kold pilsner ofte uvurderlige, kulturelle indsigter og møder. Det er kræs for både rotten og antropologen i mig.” Opskriften lyder besnærende. Og Nicolai benytter sig da også af både www.couchsurfing.org og www. warmshowers.org undervejs. Han skriver desuden levende, betænktsomt og smukt på sin helt egen facon, og bogen er dertil fyldt med hundredvis af fantastiske billeder fra rejsen i både sort-hvid og farver, så vær på forhånd advaret: Bogen smitter med sit åbne og livsglade budskab om, med Nicolais egne ord, at have ”appetit (på livet og andet), om glæden ved det umiddelbare og det midlertidige, om at følge sine instinkter og anvisningerne på den mentale radar.” Hvad kan man herefter føje til, andet end at ønske læserne en god tur? For det føles næsten, som om man selv er med på rejsen, når Nicolai øser ud af sine mange oplevelser i forsøget på at komme væk fra og ud over den velkendte comfort zone – og lære at finde tryghed i det ukendte og at øve sig i kunsten at rejse billigt og føle sig rig. n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Han er født i 1974 og er vokset op i en familie uden bil, hvor cyklen var vigtigste transportmiddel. Som 21-årig drog han af sted med sin Dustfighter solo en måned gennem Centraleuropa og blev for alvor smittet med rejsefeber. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 57 og søn møder hos taiwanesere på deres vej, lige så lidt kærlighed udvikler der sig mellem de to. Da Viktor bliver ven med den nogenlunde jævnaldrende rod Didi, giver det handlingen et uventet tvist, ligesom morens date udvikler sig nærmest farceagtigt. ”Over muren” af Maximilien Le Roy (Fahrenheit, 2012, 108 sider, med farvetegninger, 149,50 kr.) er en grafisk roman, der bygger på en sand historie. I en stil der veksler mellem tegning, fotografi og collage, beretter den unge palæstinenser Mahmoud om, hvordan hans landsby flyttes, hans gård jævnes med jorden, dyrene aflives og hans dobermann bortføres, og pludselig kan han ikke længere besøge sin søster, eftersom hun bor på den anden side af en nyopført mur. Snart symboliserer muren for Mahmoud alle de mure, som omgiver og adskiller menneskene. Klart set med palæstinensiske øjne, men ikke desto mindre en vigtig og gribende beretning om, hvordan et helt folk undertrykkes bag en indhegning og gøres til terrorister. Og tegnet med nerve og mod. ”Saraban – A chef’s journey through Persia” af Greg & Lucy Malouf (Hardie Grant, 2010, 338 sider, med fotos i farver, 30 GBP) er en sofabordsbog i virkelig lækker udførelse med forgyldte udskæringer, som deler bogen op i kapitler, og et smudsomslag, der, når det foldes ud, afslører et smukt mønstret papir i varme jordfarver. I bogen (på engelsk) forener familien Malouf både rejseberetning og opskrifter fra Persiens relativt ukendte køkken og fortæller om en kulinarisk opdagelsesrejse til det moderne Iran med en begejstring, som giver lyst til at udforske og efterprøve. For landet har et køkken, der er subtilt, elegant og dragende. Her bugner det med ris, der bruges friske krydderurter i overflod, og man kombinerer kød, fisk, frugt og grøntsager med eksotiske krydderier, såsom safran, kardemomme og tørrede limefrugter. I ”Saraban” kommer vi således med ud for at besøge travle basarer og bittesmå suppekøkkener, for at plukke safran før daggry og for at fiske på traditionel vis fra dhows i Den Persiske Golf. Indsigtsfuldt fortalt og visuelt smukt fotograferet og pakket ind. ”The Way Back” instr. af Peter Weir (Scanbox, 2011, 132 minutter, på engelsk, polsk og russisk med danske undertekster, på dvd 50 kr. via www.blockbuster. dk) bygger på en sand historie om syv gulagsfanger, som i 1941 flygter til fods fra Sibirien, gennem Mongoliet og over Himalayabjergene til Indien. Den 6.500 km lange og barske rejse byder på intense miljøbeskrivelser og eminent filmede naturscener såsom en snestorm i de vidstrakte sibiriske skove, en forårsmorgen ved Bajkalsøen, middagshede i Gobi-ørkenen og et solstrejf på sneen i Himalayabjergene. Og det er forunderligt at tænke sig, at det faktisk lykkedes dem at vandre gennem disse fantastiske landskaber hele vejen til friheden i Indien. I hovedrollerne ses bl.a. Colin Farrell, Jim Sturgess, og Gustaf Skarsgård. Om Europa: ”Berlin og danskerne – Historien om danskere i den tyske hovedstad siden 1871” af Henrik Heinemeier (Rosenkilde & Bahnhof, 2011, 270 sider, med fotos i farver, 299 kr.) dykker ned i, hvordan danskere har opdaget Berlin og taget byen til sig og deres indtryk og oplevelser, siden byen blev hovedstad i det forenede kejserrige i 1871 og frem til i dag. Det er en omfattende fortælling om alt fra kulturpersonligheder som Karen Blixen over krigskorrespondenter under 2. Verdenskrig til efterkrigstidens DDR og udviklingen efter genforeningen i 1990, hvor danskerne atter flokkes til byen og har været med til at sætte deres præg. Og det er en velskrevet bog, som er fyldt med inspiration til steder, som har en særlig dansk tilknytning. ”Berlin – øjenvidnevariationer” af Jens Blendstrup & Lars Gundersen (Samleren, 2012, 175 sider, med fotos i farver, 299,95 kr.) er en velfortalt sofabordsbog med flot opsatte fotos, en visuel fantasi og fuld af små anekdoter om den tyske hovedstads historie og fascinationskraft, der ansporer til at gå på opdagelse i byen med sin sproglige og finurlige opfindsomhed. ”7 days in Scotland – Roe Deer and Recipes” af Nils Juul Eilersen & Christian Nissen (Kle·art, 2011, 130 sider, med fotos i farver, 399 kr.) er en foto- og opskriftsbog på én og samme gang. Bogen af de danske forfattere er på engelsk, og billederne er taget af danske Mikkel Adsbøl under syv dages jagt i det skotske høj- og lavland. Introduktionen er kortfattet, og det er da også i høj grad billederne, som fortæller historien om Angus og Aberdeenshire, to områder der byder på fabelagtige vuer og storslået natur og dyreliv. De spændende opskrifter med rådyr fra jagtmarkerne fylder 61 sider og er lavet af Maxine Clark – og de kan nok give sultne blikke! ”Upplev det bästa i Sverige” af Åsa & Mats Ottosson (Bonnier Fakta, 2012, 224 sider, med fotos i farver, 139 kr. via www.cdon.dk) må være den ultimative guide til oplevelser i Sverige. Faktisk er det hele to bøger i en! I et kompakt format formår de to svenske forfattere i den ene halvdel at liste seværdigheder og aktiviteter landskab for landskab, mens den anden halvdel indeholder tematiske top 10-lister over aktiviteter for hele familien, såsom bedste adrenalinkicks, særegne bygningsværker, underjordiske oplevelser, underlige måder at bo på, vilde dyreeventyr, badesteder m.m. Skrevet (på svensk) så oplevelserne bare står på række og venter – og øjenåbnende med flotte fotografier af Peter Hanneberg. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 58 Mødet med det fremmede Tekst: Per Svendsen Klaus Winkel: ”Danskere i tropisk Afrika – fra slavehandler til bistandsarbejder”. Klim, 2011, 199 sider, med kort, stik og fotos i sort-hvid og farver, 239 kr. K De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub laus Winkel har gennem 38 år i Danida beskæftiget sig med udviklingen i Afrika. ”Danskere i tropisk Afrika” beskriver i 12 kapitler dansk tilstedeværelse i Afrika gennem enkeltpersoners arbejde i forskellige lande. Danmark deltog i det 18. århundrede i slavehandlen på Guldkysten. Købmanden Ferdinand Rømer kom til kysten i 1839 og beretter uden moralske anfægtelser i en bog fra 1760 om handlens vilkår og om slaven som en vare, der skulle købes så billigt som muligt. Rømer var i kontakt med mange af de lokale høvdinge, og hans efterretninger indeholder et væld af oplysninger om det daglige liv på Guldkysten og om befolkningens skikke. Ligesom Karen Blixen 300 år senere nedskrev Rømer sine indtryk flere år efter hjemkomsten. Begge havde et skarpt blik for den afrikanske befolknings kvaliteter, men hvor Karen Blixen fortæller historier inspireret af sine oplevelser, formidler Rømer faktuelle oplysninger. Congos historie er én lang tragedie fra da portugiserne i begyndelsen af 1500-tallet etablerede slavehandel ved Congoflodens udmunding i Atlanterhavet og til i dag. Fra 1886 sikrede Belgiens konge, Leopold II, sig landet som sin personlige ejendom. Med hjælp fra danske officerer og sømænd blev udbytningen af det store land sat i system. I bogen omtales to danske officerer, F.V. Olsen og K. Jespersen, der ydede en indsats med at kortlægge landet, bygge jernbaner og veje og organisere skibstransport på de store floder og på Tanganyika-søen. Den kristne mission i Afrika skabte skoler og hospitaler, men nedbrød samtidig den oprindelige kultur. Bogen beskriver Dansk Sudanmissions virke i Nigeria personificeret ved præsten Anton Pedersen og lægen Niels Brønnum, som blev begyndelsen til The Lutheran Church of Christ of Nigeria, der med 1,3 millioner medlemmer er den væsentligste kristne kirke i det østlige Nigeria, hvor den bl.a. driver seminarier og sundhedscentre. Kolonitiden i Østafrika er beskrevet gennem tre personers virke: sønderjyden Nis Kock, der deltog som tysk soldat i felttoget i Tanganika i 1914-1918, Karen Blixen, der drev en kaffeplantage i Kenya 1914-1931 og William Heilbuth, der 1928-1974 var farmer i Kenya og stifter af en af landets største virksomheder, Kenya Seed Company, samt aktiv i indførelsen af hybridmajs. Heilbuth døde i 1974, og efter hans ønske overgik hans farm til de afrikanske ansatte. Den danske indsats i den postkoloniale periode er beskrevet ved en række enkeltpersoners virke. Lægen Jacob Raft var hovedkraften i oprettelsen af hospitalet i Kinshasa i Congo, et projekt som grundet de ulykkelige forhold i landet ikke på lang sigt blev en succes. Økonomen Knud Erik Svendsen virkede i otte år som professor i økonomi ved universitetet i Dar es Salaam og som personlig rådgiver for præsident Nyerere og fik derved stor betydning for den politiske og økonomiske udvikling i Tanzania. Mange enkeltpersoner har gennem frivillige organisationer ydet en betydelig indsats på græsrodsniveau. I 2010 var der således 145 private foreninger, der ydede bistand til næsten samtlige lande i Afrika. Privat dansk forretningsvirksomhed og investering i Afrika blev ikke fremmet i ulandshjælpens første år. Udenlandske virksomheder blev nationaliseret og forvandlet til tabsgivende byrder for mange afrikanske samfund. Enkelte lande, bl.a. Kenya, forstod faren ved at slagte hønen, som lagde guldæggene, og sørgede for at sikre udenlandske virksomheder rimelige betingelser. Erhvervsmanden Jan Bonde Nielsen etablerede sig fx i Kenya med produktion af blomster og skabte ca. 60.000 arbejdspladser, sunde arbejderboliger og sundhedsfaciliteter. Sammenlignet med hvad der anvendes til forskning i de rige landes sygdomme, er det småpenge, der bruges på de fattige landes sundhedsproblemer. Kun ca. 10 % af den globale sundhedsforskningsindsats tilgodeser de 90 % fattigste i verden. Fra dansk side er der ydet betydelige beløb til at drive forskningslaboratorier med fokus på ulandene. Særligt omtales antropologen og epidemiologen Peter Aabys banebrydende forskning vedrørende mæslingevaccination i Guinea-Bissau og kortlægningen af befolkningens helbredstilstand. Klaus Winkels bog er et vigtigt bidrag til vor forståelse af forholdene i Afrika. Den er ikke en rejsebog i traditionel forstand, men for enhver, der interesserer sig for Afrika og påtænker at besøge kontinentet, rummer den en mængde oplysninger til forståelse af, hvorfor Afrika er så forskelligt fra andre steder i verden og vort medansvar herfor. n Per Svendsen har medlemsnr. 528 og har selv boet og arbejdet i Kenya og Tanzania sammen med sin kone Bodil, som har medlemsnr. 529. I 1998 gik han på pension som professor i veterinær kirurgi, og lige siden har parret tilstræbt at besøge så mange lande som muligt. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 59 Om verden i øvrigt: ”BASE 66 – En historie om frygt, fest og frit fald” af Jevto Dedijer (Herreværelset, 2010, 174 sider, med fotos i sort-hvid, 169 kr.) tager os med på eventyr og løjer, da skånske Jevto sammen med kammeraterne Benard og Scott rejser rundt i Europa og USA i jagten på det ultimative adrenalinkick: Faldskærmsudspring fra toppen af en bygning, en bro, en antenne og en klippe. BASE jumping kaldes det også. Ekstremsporten er ifølge Jevto ”en måde at føle, at man virkelig er i live. Det ene øjeblik står man deroppe, nervøs, bange, fokuseret, og kort tid efter har man fast grund under fødderne (…) Når adrenalinen pumper gennem blodet, er det eneste, man har lyst til, at skrige af glæde, drikke champagne, kramme sine venner og have det sjovt.” Jevto er en pioner i 20’erne, og de dumdristige oplevelser får ham til at tænke lidt mere over tilværelsen: ”At stirre Døden i øjnene har ændret min indstilling til livet. Det keder mig i meget stor grad at skulle tilpasse mig et ’normalt’ liv med karrieplanlægning, pensionsopsparing og tre ugers betalt ferie. Prioriteterne har ændret sig. At have en ejerbolig, at købe en ny bil og være fornuftig står langt nede på listen. Øverst på listen står til gengæld meningsfulde oplevelser, nye opdagelser og at lave vilde ting (…) Den amerikanske pædagog Helen Keller, der var blind og døv, har udtrykt mit syn på livet bedre end nogen anden: ’Livet er enten et dristigt eventyr eller ingenting.’” Citatet passer glimrende på historien om Jevto, som sammen med vennerne kører Europa tyndt i en bulet Renault 4 – fyldt med faldskærme og øl. ”Beklager, vi ramte ikke landingsbanen – Højt humør på flyrejsen” af Stephan Orth & Antje Blinda (Sohn, 2012, 131 sider, med tegninger i sort-hvid, 99 kr. via www.sohn.dk) bør læses, hvis du er til smil på læben og dine omgivelser ellers tillader højlydte små grin. For som flyrejsende kan man jo komme ud for lidt af hvert: Uvejr og lufthuller, piloter som forsvinder, flysæder som er løse, redningveste der mangler, døre med huller, og køer, krokodiller eller kænguruer på landingsbanen! Heldigvis går det jo næsten altid godt, og selv de mest nervepirrende situationer udløser en sund latter – bagefter! Bogen er fyldt med anekdoter om oplevelser i i luften, og både piloter og stewardesser synes at være et helt specielt folkefærd, når de driver gæk med passagerer, hvis nerver sidder uden på tøjet. Det er storartet underholdning, men bogen bør måske netop ikke læses i 10 km’s højde, hvis man er ængstelig ved at flyve – men hellere med fast grund under fødderne! ”Fleurs du mal” instr. af David Dusa (Tiger, 2012, 140 min., på fransk og farsi med undertekster på engelsk, på dvd 139,95 kr. via www.imusic.dk) er på en og samme tid en både fortvivlende og opløftende historie om Anahita, en studerende fra Teheran, der på sine overbeskyttende forældres opfordring er rejst til Paris for at undgå uro hjemme i Iran, og hendes møde med fransk-arabiske Gecko, en charmerende, konstant dansende og atletisk ung hotelpiccolo, overbevisende spillet af Rachid Youcef. Kærligheden har dog svært ved at folde sig ud, når demonstrationer i gaderne hjemme i Iran med blodige billeder på YouTube tager Anahitas opmærksomhed, og Paris’ seværdigheder træder i baggrunden. Brugen af billeder fra internettet er bærende for filmen. Den smukke, men ikke uproblematiske, kærlighedshistorie lades dog ikke i stikken af den raffinerede stil. Titlen (på engelsk ”Flowers of Evil”) stammer fra et digt af Baudelaire og kan oversættes med ”Syndens blomster” eller ”Helvedesblomster”. ”Jorden rundt i 44 dage” af Palle Huld (People’s Press Jr., 2012, 196 sider, med fotos i sort-hvid, 199,95 kr.) er den eventyrlige fortælling om, hvordan en 15-årig dansk dreng i 1928 vinder en konkurrence i Politiken om at gøre Phileas Fogg kunsten efter og rejse Jorden rundt med skib, jernbane og i bil. Det bliver en fantastisk bedrift, og Palle Huld inspirerer faktisk den belgiske Ufortalte historier fra Mellemøsten Tekst: Lars-Terje Lysemose Steffen Jensen: ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten”. Ajour, 214 sider, 2012. Med fotos i sort-hvid og farver. 298 kr. D De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub e fleste journalister brænder inde med mængder af ufortalte historier. Gode og vedkommende historier, som der bare ikke er tid eller plads til at fortælle. Historier som redaktørerne nedprioriterer, og som forsvinder i glemslens tåger, eller hvor begivenhederne udvikler sig så hurtigt, at de forekommer ubetydelige eller forældede, inden de overhovedet er blevet fortalt. Den slags historier, som aldrig trykkes eller kommer i æteren, fordi journalisten som dagsaktuel historiefortæller altid skal videre med nogle andre og ikke kan dvæle længe over en historie, som ærgerligt nok bare ikke fik plads til at blive fortalt. Steffen Jensens ”Untold Stories” er netop en bog med den type små fortællinger og glimt af en journalistisk historieskriver, som har befundet sig som korrespondent i Mellemøsten i en halv menneskealder. Men den er mere end bare nogle ufortalte historier, for Steffen Jensens historier er faktisk både vedkommende og vigtige elementer til at forstå den myretue af konspirationsteorier, fordomme og uvidenhed og religiøs og politisk ekstremisme, som Mellemøsten jo også er. Dertil er han en habil fotograf, og billeder og tekst supplerer på smuk GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 60 vis hinanden i, hvad der nok er en sofabordsbog, men så absolut en læseværdig og gribende en af slagsen. ”En del af Mellemøst-konflikten udkæmpes på slagmarken. En anden, og sikkert lige så betydningsfuld, udkæmpes i de internationale medier,” konstaterer Steffen Jensen, der er jødisk gift og har to børn, som er israelere, og hvis journalistiske habilitet i konflikten mellem Israel og Palæstina derfor ofte søges beklikket af kritikere. ”Spørgsmålet i dag er, om man er pro-fred eller anti-fred – og fred i denne sammenhæng er en fred, der bygger på et territorielt kompromis, som betyder oprettelsen af en palæstinensisk stat. Med en række begrænsninger, så Israel får den fred og sikkerhed, det har krav på. Støtter man det, er man efter min mening pro-israelsk og pro-palæstinensisk på en og samme tid.” Sådan lyder Steffen Jensens svar på kritikken, og så tager han os ellers fordomsfrit med rundt i Mellemøsten. Til Jerusalem, ”en velsignet forbandelse. Fyldt med profeter, frelsere og hellige krigere.” Til Palæstina hvor den ene dags aktion bliver undskyldningen for næste dags angreb. ”Hvis soldaterne ikke affyrer deres granater, kommer der en raket eller to den modsatte vej, og i et andet brag bliver mennesker af kød og blod også ramt, kvæstet, lemlæstet og dræbt. Der er det ikke et valg mellem godt og skidt. Rigtigt eller forkert. Ret eller uret. Kun mellem dårligt, værre, værst.” Og til Det Arabiske Forår, hvor en ung egypter skrev på Twitter: ”Arabiske ledere følger begivenhederne i Tunesien med frygt. Arabiske borgere følger Tunesien med drømme, håb og solidaritet.” Øje for det alment menneskelige ”Vi går op og ned ad hinanden på gader og stræder – palæstinenserne og os israelere. Men vi ser ikke hinanden.” Steffen Jensen referer den israelske journalist David Grossman for det rammende citat. For i modsætning til de fleste israelere på gaden har Steffen Jensen øje for både detaljer og palæstinensernes virkelighed og det fælles alment menneskelige aspekt og leverer med denne bog et stærkt og forbilledligt bidrag om den aktuelle situation i det tilsyneladende evigt konfliktfyldte Mellemøsten. Som da han interviewer en far, hvis familie er blevet udslettet. Dræbt under et israelsk artilleribombardement, som faktisk var en tragisk fejltagelse: ”Jeg magter ikke at høre mere, men hvordan kan jeg sige det? Jeg skal blot lytte. Det er det eneste, der kræves af mig. Majid Athamna skal leve med denne ubærlige tragedie resten af sit liv. Pludselig opdager jeg, at der ligger en blodig barnesko i det mudrede pløre foran mine fødder. Jeg tør næsten ikke kigge på den af frygt for, at Majid også får øje på den (…) Min hjerne er gået på standby.” Eller da han møder en militantislamistisk børnehavelærerinde i Gaza: ”Hendes fanatisme er på en og samme tid frastødende og pirrende. Oprørende og interessant. Hvordan kan man dyrke helvede og prædike paradis? Hvordan kan man påstå, at man elsker fred og retfærdighed og samtidig forherlige mord, vold og blod? (…) mest rystende for mig er børnehaveklassen, hvor uniformerede smådrenge med legetøjsgeværer og martyr-slagord i skråremme over brystet paraderes frem af deres tilhyllede børnehavelærerinde (…) Det her er dødens pædagogik i Hamas’ udgave.” Steffen Jensen byder med ”Untold Stories” på en række mesterlige glimt af et Mellemøsten i konflikt og opbrud – den engelske titel til trods fortalt på et levende og veloplagt dansk. Kort sagt: Læs bogen! n Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og har selv mængder af ufortalte historier fra årene, hvor han rejste som reporter for bl.a. Politiken, Aktuelt, Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad og Danida. I dag er han freelancer og underviser bl.a. i journalistik og kommunikation. Læs mere på www.lysemose.com. tegner Hergé til at skabe den siden så berømte opdagelsesrejsende reporter Tintin året efter. Hulds rejserute bliver København-Esbjerg-HarwichLondon-Glasgow-Greenock-Saint John-Montreal-Winnipeg-VancouverYokohama-Tokyo-Shimonoseki-FusanSeoul-Mukden-Changchun-HarbinManchuli-Moskva-Warszawa-BerlinWarnemünde-Gedser-København. Tilbage på Rådhuspladsen mødes han af 20.000 danskere, som har fulgt hans rejse i Politikens spalter, og senere udgiver han sine rejsenoter i bogform. ”Jorden rundt i 44 dage” er en smuk genudgivelse, opdateret til moderne dansk og udstyret med et forord af Troels Kløvedal. Den er let læst og skrevet med stor indlevelse og opdagelseslyst. ”Lost in Translation – Jorden rundt med broken English” af Charlie Croker (Sohn, 2012, 89 sider, med tegninger i sorthvid, 99 kr. via www. sohn.dk) indeholder en perlerække af grinagtige citater fra rejser i hele verden, forfattet på verdens mest udbredte sprog: gebrokkent engelsk. Bogen er let læst og morsom i en sådan grad, at det er kluklatterfremkaldende. ”Skyatlas” af David Mitchell (People’s Press, 2012, 540 sider, 349,95 kr.) tager sin begyndelse midt i 1800-tallet på en fjern stillehavsø, hvor den unge amerikaner Adam Ewing støder på en britisk læge, som kravler rundt og leder efter tænder, kannibaler har spyttet ud som kirsebærsten efter deres festmåltider – og som han har tænkt sig at bruge til gebisser til adelen hjemme i Storbritannien! Ewings dagbog er den første af seks gribende fortællinger i romanen. Fortællingerne fører os konstant nye steder ud i verden. Gennem mellemkrigstidens Belgien og 1970’ernes Californien til nutidens London, fremtidens Østen og en endnu fjernere fremtid, hvor den sidste rest af civilisation er ved at gå under. Genremæssigt spænder ”Skyatlas” fra historiske rejsefortællinger over thriller og komedie til science fiction, og sprogligt rammer fortællingerne på GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 61 fornem vis den tid, som de giver sig ud for at være fra. Det er noget af en bedrift at digte en 1800-tals tekst og gengive den i en dansk oversættelse, og det er også noget af en opgave som læser at tygge sig igennem romanens særegne sprog, men det er gennemført, og plottet, som består af rejser i tid og rum, er nervepirrende. For de som ikke kan klare 540 tætskrevne og sprogligt udfordrende romansider, er der godt nyt, for en filmatisering med Tom Hanks, Hugh Grant og Hugo Weaving får snart biografpremiere. Men som ved alle filmatiseringer gælder: Læs bogen først! ”Tilfældets gud” af Kirsten Thorup (Gyldendal, 2011, 315 sider, 99,95 kr.) er en page-turner af en roman om Ana, en dansk karrierekvinde som behøver en time-out fra sit stressende job i finansverdenen, og som under en ferie på en strand i Gambia lader sig forblænde af mødet med fattigdommen i en sådan grad, at hun nærmest besættes af Mariama, en teenagepige der sælger frugt og snacks, og som hun beslutter at forsøge at hjælpe til en bedre tilværelse. Et projekt, viser det sig, for måske at skaffe sig noget indhold af betydning til hendes eget tilsyneladende meningsløse liv. Ana bliver på den måde en slags tilfældets gud, en sugar mama, men det går ikke helt, som Ana har forestillet sig, for hun bliver stadig mere uligevægtig, og kontrollen med projektet løber hende lige så stille af hænde. Det følelsesmæssigt forkrampede og ulige forhold dem imellem sætter både Ana og Mariama i en eksistentiel krise. Kirsten Thorup sætter med sin roman fokus på migration, forholdet mellem nord og syd, rig og fattig, og hvordan den globaliserede verden er i bevægelse. Og det, som begynder med en ”bosslady” og et velmenende lille hjælpeprojekt på en strand i Gambia, ender i verdensmetropolen London som et gamble med livet som indsats. Bedste bidrag det seneste kvartal på www.deberejstesklub.dk Udvalgt af redaktionen Denne gang har vi valgt de bedste råd og tips ud fra både klubbens hjemmeside og Facebookgruppe. Vanen tro står alle klar til at øse ud af deres erfaringer og hjælpe hinanden med at få den allerbedste oplevelse ud af rejserne. Anette Holst Christensen: Til Kenya til vinter Anette skal på besøg i Nairobi og har i alt 19 dage til rådighed. Hun påtænker at besøge Mombasa, Turkana-søen, Masai Mara, evt. Lamu og Mount Kenya og spørger, om det er realistisk, og om der er andet, man bør se, og hvad skal hun prioritere. Hun mangler også råd om, hvortil man helst skal flyve, og hvortil kan man køre. Nikolaj Witte foreslår Anette at se de nævnte steder, men anbefaler også Samburu i nord, som er en stor oplevelse. Han mener godt, at Anette kan nå det tidsmæssigt, hvis hun er lidt effektiv. Desuden anbefaler Nikolaj at tage toget mellem Mombasa og Nairobi, som er lidt af et eventyr. Han har lavet en film om togturen, som kan ses på www.rejseprogrammet.dk/kenya/ oplevelser/toget-mombasa-nairobi.html. Nikolaj rejste på 1. klasse og fik serveret hele syv retter til aftensmad, så forplejningen var helt i top. Lena Felskov: Hvad bør man se i Burkina Faso og Mali? Ditte Burmeister og Kaj Heydorn er enige om, at det lige nu ikke er så sikkert at tage til Mali grundet urolighederne i den nordlige del af landet, men ellers er stedet afgjort et besøg værd. Ditte, der har boet fem år i Mali og Benin, anbefaler Lena at besøge spændende stammefolk i det nordlige Benin og Burkina Faso i stedet. Skulle Lena være i området i januar, er voodoodagen 10. januar en fantastisk oplevelse. Lise Rasmussen var for et par år siden med Viktors Farmor i begge lande. Hun synes, Mali har en masse at byde på. Hun forslår også Lena at gå på Youtube og søge på Central Bamako. Og mens Lena venter på mere fredelige tilstande i landet, kan hun passende høre musik derfra. På Youtube kan man søge på Amadou et Marian og høre ”Taxi Bamako” samt ”Le Realite”. Gruppen har spillet både på Roskilde Festival og på Malmø-festivalens store scene. kan klares på 10 dage. Højderne er ikke helt så afskrækkende som ved Thorong La i 5.416 moh. eller via Tilicho-søen i 4.919 moh. Gunnar synes, november er den bedste årstid at besøge Nepal på, dernæst april, hvor rhododendronskovene er i fuldt flor. Steffen Dam: Seniortrek i Nepal? Fordelen ved forummet på www. deberejstesklub.dk er, at den viden, der kommer ind her, er nem at finde og kommer ud til flere. Går du fx ind for at læse mere om Myanmar, ser du både billeder, artikler og et forum-indlæg, der gør dig opmærksom på, at det kan være svært at få visum til landet. Til gengæld kræver det, at du logger ind på siden for at kunne skrive et indlæg eller svare. ”Findes der nogen seniorer (60+), der har erfaring med tehus-trekking på egen hånd i Nepal?” spørger Steffen Dam, der gerne vil høre om andres erfaringer. Gunnar Terje Lysemose på 72 svarer, at han siden år 2000 har været på 14 ture i næsten alle distrikter, mest på egen hånd sammen med en guide og en bærer, og oplyser, at man skal være mindst to betalende turister for at besøge Øvre Dolpo, Mustang og Manaslu, og at meget er forandret på turen til Annapurna, da der nu er bygget vej næsten helt op til Manang og på vestsiden fra Jomsom, så turen er næsten halveret. Mange går dog stadigvæk Annapurna Circut. Andre foretrækker den kortere og lettere Annapurna Basecamp, der GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 62 Hvad er forskellen på forummet og klubbens Facebook-side? Fordelen ved Facebook er, at så mange deltager, ved, hvordan det fungerer, og at det går hurtigt. Men til gengæld forsvinder informationen også lige så hurtigt, og derfor er vidensdelingen måske nok god for dem, der var på Facebook den dag, men ikke for dem, der kom ind et par uger efter med de samme spørgsmål. For at gøre det så nemt som muligt, kommer der nu automatisk et hint på Facebook-siden, når du opretter et indlæg på deberejstesklub.dk, og inde på din profil på deberejstesklub.dk kan du under ”Notifikationer” vælge at få en e-mail fx hver uge med en oversigt over nyt indhold fra forummet. Så opfordringen er klar: Læg kun dine bidrag, spørgsmål og godbidder ind på forummet og ikke på Facebook – så behøver du nemlig kun at gøre det én gang, og alle svar bliver samlet ét sted til glæde for alle. Nye aktive medlemmer 616 Niels C. Jensen Jeg er journalist af uddannelse og har rejst i mange forskellige dele af verden. Jeg sætter pris på at møde de lokale, trekke i naturen, se arkitektur, spise den lokale mad, opleve traditioner og hverdagsliv, snakke om politik og få nye venner. Jeg elsker at udforske og opleve fremmede kulturer. Min største oplevelse var, da jeg boede og arbejdede et halvt år i Sydøstasien med base i Bangkok. Desuden har jeg rejst med rygsæk i Sydamerika i et halvt år sammen med min kæreste, Anne (medlem nr. 617). I november 2012 tager vi et halvt år med rygsæk ud at rejse fra Tanzania til Sierra Leone. Læs mere på www.wealthyafrica.com. 617 Anne Geisler Som barn var jeg fascineret af vagabondernes vandring mellem by og land medbringende meget få og for dem vigtige ejendele. Trods en nu mere nuanceret opfattelse af vagabondens livsform har jeg i dag som turist i forskellige lande beholdt fascinationen af at rejse og bevæge mig. En vandring i Israels ørken, udkig til Torres del Paine, salsa i Argentina, rødvin lavet på brombær i Georgien og motorcykelkørsel med lokale i det nordlige Tyrkiet. 618 Michael Sheikh Lige siden min far forlod Calcutta og kom til Danmark i 1959, har vores familie rejst. Den første rejse, jeg husker, er ned ad Rhinen som femårig. Siden kom interrailtiden, hvor jeg især gik efter Tyrkiet og Marokko. Pakistan og Indien blev besøgt på egen hånd, da jeg var 17 år. Det lykkedes mig at lande job med mange rejser, så jeg fik finansieret mange besøg i Fjernøsten og Østeuropa. Nu rejser jeg fire gange om året, senest Sri Lanka, næste gang til Ghana. Det foregår tit med min store søn på 21 (snart selv kandidat til at blive medlem) eller med hele familien på otte i alt. 619 Jonas Felk Øster Jeg er ved indmeldelse to år og går i vuggestue i Birkehaven. Min mor og far har slæbt mig med til Caribien to gange, en tur Jorden rundt med fokus på seks lande midt i Stillehavet, en biltur rundt i Europa samt en anden biltur til Bulgarien og Rumænien. Mine yndlingssteder har været Mammas Hotel på Fiji, fordi der var heste, hunde, katte og frøer på hotellet. Og øen Tanna i Vanuatu, hvor jeg så en lavaspruttende vulkan og var ude at besøge fire forskellige stammefolk iklædt penisfutteraler. 620 Anja Povlsen Jeg begyndte for alvor at rejse, da jeg som del af mit kinesiskstudie skulle til Kina for at læse. Siden har jeg især rejst meget i Kina, både som turist og turguide. Jeg har også boet i Singapore og er i det hele taget betaget af Asien, hvor jeg bl.a. har set næseaber på Borneo, dykket i Thailand og set en død mand flyde rundt i en sø i Malaysia. På mine ferier kan jeg godt lide at kombinere oplevelser, kultur og afslapning, og jeg er også glad for storbyferier. Har i en årrække været passivt medlem og grafiker på Globen indtil forrige nummer. 621 Susanna Asven Efter jeg blev student i midtfirserne rejste jeg næsten tre år i træk: kibbutz i Israel, camp counselor i New York og i Maine, rejse gennem Mexico og USA, ophold i London, rejse fra Marokko til Zimbabwe, en sommer som stewardesse hos DFDS, med Ungdommens Røde Kors i Uganda samt undervisning af amerikanske high school-elever om EU. Under studiet til cand negot med tysk som hovedsprog tilbragte jeg to semestre på universitetet i Berlin. Jeg arbejder nu med marketing og kommunikation. Jeg har bl.a. været 10 uger i Sydøstasien (hvor jeg fik denguefeber og næsten stillede træskoene i Thailand), fire uger i Indien (hvor jeg blev bidt af en vandrotte fra Ganges og måtte rejse rundt med anti-rabies-medicin i en køletaske), samt 10 uger i Australien og New Zealand. 622 Hanne Støvring Jeg er 34 år, cand.mag. i kunsthistorie og ansvarlig for fundraising på Statens Museum for Kunst. Mine eventyrrejser begyndte efter gymnasiet, hvor jeg sammen med en kammerat kørte i lastbil gennem Afrika – og undervejs besteg Kilimanjaro. Hver eneste gang jeg ser mit snit til det, bestiller jeg en flybillet, pakker rygsækken og begiver mig af sted. Indtil nu har det bragt mig ad inkastien til Matchu Pitchu, i jeep gennem Salar de Uyuni i Bolivia, på cykel rundt mellem Angkor Wat-ruinerne i junglen i Cambodja, med bus fra syd til nord i Laos, med båd rundt i Halong-bugten i Vietnam, med transsibirisk tog gennem Sibirien og Mongoliet, i march-geled på den kinesiske mur, og med ilt på ryggen ned i det filippinske havdyb blandt koraller og farvefyldte fisk. 623 Bodil Staal Hansen Har siden 1989 rejst meget rundt i verden i autocamper og været i flere lande og på flere kontinenter i lang tid. Før den tid var jeg på kontor i eget firma. Før 1989 rejste jeg hovedsaligt på vinterferier, da vi bedst kunne forlade firmaet om vinteren. Jeg er gift med Helmuth Hansen, medlem nr. 317. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 63 Ny 100-landejubilar: Ølnyder med flybrændstof i årerne I sommer kunne Per Danielsen sidde på et hospital på Taiwan og hygge sig over, at han nu havde rundet 100 lande, mens den kompetente læge bekræftede ham i, at han havde fået blodforgiftning. Det var ikke Pers første blodforgiftning, så han havde luret, at det måtte være det, der var sket. Han var ganske sikker på, at årsagen til blodforgiftningen var, at mængden af øl i årerne ikke var blevet holdt oppe i tilstrækkelig grad. Tekst & foto: Lars Munk D e fleste i De Berejstes Klub kender Per Danielsen som et usædvanligt dejligt menneske, med hjertet på rette sted og med en stor portion humor. Jeg kan huske, at da han for et par år siden skulle genvælges til bestyrelsen, modtog han samtlige tilstedeværende medlemmers stemme. En usædvanlig præstation og en bekræftelse af, at Per er en meget vellidt mand. Rejsemæssigt kender vi dog ikke helt så meget til ham, så en sen aften slog jeg mig ned ved siden af ham på Café Globen med et par kvalitetsøl i glassene foran os og lyttede til Pers historier. Det blev til en times lydoptagelse med masser af interessante anekdoter og livsbetragtninger. Med en mor fra det øldrikkende Wuppertal i Tyskland og en mormor, der flyttede til Kastrup tæt på lufthavnen, var Pers skæbne egentlig beseglet allerede ved fødslen. Som han siger: ”Ligesom Obelix faldt i gryden som spæd, så fik jeg tidligt flybrændstof i blodet, og det er ikke til at slippe af med igen.” En bombe i kanonen Der skulle rejses. Dog skulle der gå nogle år, før Per for første gang rigtigt kom på rejse – men så var det til gengæld også tæt på at blive hans sidste! ”Vi var fire venner, som tog til London, da vi blev studenter, og vi skulle naturligvis se Tower of London. I våbenmuseet forsøgte vi at løfte på nogle kanonrør, men de var for tunge og ikke til at rokke ud af stedet. 30 sekunder efter vi havde sluppet kanonen, lød der et kæmpebrag, hvilket viste sig at være en bombe, som var skjult i en af kanonerne. Hvis den havde sprængtes 30 sekunder tidligere, var londonturen nok blevet min sidste rejse!” Pers første rejse uden for Europa foregik i 1979, da han netop havde afsluttet sin ingeniøruddannelse på DTH: ”Vi var nogle studiekammerater, der smuttede til Bangladesh for at besøge en fælles ven,” begynder Per eftertænksomt, ”men turen derud blev lidt længere end planlagt. Turen tog sin begyndelse juleaften i 1979, men via tre udskudte starter og landing i en forkert lufthavn, fandt vi da frem til Dhaka nogle dage efter jul,” fortæller han. Per og co. blev dog ikke i Dhaka, men tog ud på landet i en lille landsby, hvor de naturligvis fik gjort sig bemærket. ”Da vi efter nogle dage kom ned på landsbyens marked, kunne vi se olielamper lavet af Tuborgdåser. Men der var kun et sted i landsbyen, hvor man drak Tuborg – og det var hos GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 64 os. Så vi gjorde da noget godt for landsbyen ved at donere Tuborgdåser til olielamper,” griner Per. Favoritter: Nepal og Myanmar Der gik nogle år, hvor Per ikke rejste så frygtelig meget, men i 1988 begyndte det for alvor at gå galt. Per var på en fem ugers rejse til Nepal med trekking fra 200 moh. til Everest Basecamp (5.364 moh.). Her blev han smittet af rejsefluenza – en sygdom der er ret udbredt i De Berejstes Klub. Og siden da er det blevet til rigtig mange rejser. Skønt Per nu har rundet 100 lande, står Nepal stadig som en af de absolutte favoritter. Han har besøgt landet tre gange (senest forrige vinter), men der er masser af ting, som han gerne vil se, så det er bestemt ikke sidste gang, Per har været i Nepal. Af andre lande, som kan føjes til favoritterne, kan nævnes Myanmar, som også helt sikkert kan forvente at se Per igen. Nu bevæger vi os lidt ind på det kulturelle område. ”Hvilken type bøger læser du?” spurgte jeg. ”Rejselitteratur generelt, hvor jeg bl.a. kan anbefale at rejse rundt efter Michelins røde guidebog (hoteller og restauranter). Restauranter, der er anbefalet af Michelin (men ikke har fået stjerner), er absolut værd at rejse efter. Men ud over at rejse efter restauranter holder jeg af at rejse rundt i vindistrikter, både i Europa, men bestemt også oversøisk, hvor bl.a. vindistrikterne i Australien og Argentina har haft besøg.” ”Når vi er ved gastronomien og tilbehør dertil, så kan jeg varmt anbefale at tage på besøg i Bruxelles på baren Delirium med flere end 2.000 typer øl. Men også Amsterdam er begyndt at være godt med på ølvognen, bl.a. Beertemple, som har store mængder af dansk mikrobryg,” forklarer Per med et stort smil på læberne. ”Som min yndlingsforfatter Carsten Bertelsen skriver: ’Øl på flasker er kun i nød, når man er på rejse og ikke kan drikke øl direkte fra fad’ – og fadøl har de meget af i Belgien og Holland.” På et tidspunkt havde jeg fået et nys om, at Per førte en logbog for alle sine flyrejser, så det spørger jeg naturligvis ind til. ”Jo – det er korrekt, at jeg siden min første flyvning har ført logbog over alle mine flyvninger. Jeg har netop tjekket antallet af flyvninger, og netop nu er jeg oppe på 952 flyvninger.” Så om sølle 48 flyvninger kan Per altså fejre jubilæum. ”Ja”, siger han. ”Og så håber jeg, at det bliver med masser af champagne hele vejen!” Hvis vi antager, at hver flyvetur i snit varer tre timer, så har Per befundet sig i luftrummet i ca. fire måneder totalt. Og i lufthavne i mindst lige så lang tid, hvilket han normalt ikke har så meget imod, bare der findes en god bar. Et nyt land i 2013: San Marino Den nærmeste fremtid byder på lidt forskelligt: ”Til december tager jeg til Bologna og Rimini i en uges tid, hvor jeg dog også forventer at besøge San Marino, som vil være et nyt land for mig. Efter jul går turen til Filippinerne for at besøge Arne Runge. Senere på foråret håber jeg at kunne tage til Iran, evt. som en arrangeret klubtur.” Per havde besøgt omkring 50 lande, da han i 2003 blev medlem af klubben – altså er han blevet rigeligt inspireret af medlemsskabet til at besøge 50 mere i løbet af ni år. I løbet af et år besøger Per typisk 12-15 lande (dog en del gengangere), og han har ca. 100 rejsedage om året. Så Per kommer godt rundt i verden og smitter den med sit gode humør og sit glade sind. Tillykke med de 100 lande – og held og lykke med de resterende 96! 100 lande: Marianne Nørgård n Fra 2006-8 var Lars Munk bestyrelsesformand i Café Globen ApS. Den post er i dag overtaget af Per Danielsen. Lars har medlemsnr. 207 og var 2008-2012 formand for De Berejstes Klub. Læs mere om hans rejseliv på www.munkens.dk. DBK’s flittigste værter Tekst: Per Allan Jensen Som bekendt holdes samtlige medlemsmøder i vest i medlemmers private hjem. Det samme gælder halvdelen af medlemsmøderne i øst (den anden halvdel holdes i Café Globen). På baggrund af 12 års data for medlemsmøder har jeg derfor lavet nedenstående lille oversigt over, hvilke medlemmer der har været de flittigste værter. Værter Sted Antal møder Ewa Bylinska (nr. 174) Hellerup 10 Lene og Ulrik Ebbe (nr. 53 og 54) Greve 8 Ole Egholm (nr. 1) Herlev 8 Claus Qvist Jessen (nr. 19) En del forskellige steder 8 Lis V. Jørgensen (nr. 24) Frederiksberg 8 Søren Padkjær (nr. 112) Bjerringbro 6 Henning Andersen (nr. 204) København 6 Per Allan Jensen (nr. 26) Frederiksberg 6 Per Danielsen (nr. 223) København 6 Nikolaj Witte (nr. 212) Aarhus 6 Sisse Skipper Andersen (nr. 193) Kolding 5 Bjarne Lund-Jensen (nr. 27) Odense 5 Jeg skal på klubbens vegne viderebringe en stor tak til disse flittige værter, men naturligvis også til de indtil videre ca. 80 andre medlemmer, der har lagt hjem til, omend lidt færre gange. Og ved samme lejlighed vil jeg viderebringe en opfordring til alle medlemmer om, at man melder sig til en af de to toastmastere, hvis man har mod på at være vært for et medlemsmøde. GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 65 Marianne Nørgård fra Birkerød rundede i sommer 100 lande med sit besøg i Makedonien. Tekst & FOTO: Lasse Nørgård E n ferietur i bil ned gennem Polen, Ukraine, Moldova, Transylvanien, Grækenland, Makedonien, Kosova og Albanien tog lidt hårdt på bilen. Men med undtagelse af Vatikanet har Marianne Nørgård med medlemsnr. 314 nu besøgt alle lande i Europa i mindst 24 timer. Langt de fleste lande er besøgt med familien, hvis fire medlemmer alle er med i De Berejstes Klub. Tilsammen har familien besøgt 402 lande, hvilket vist er noget nær klubrekord. Landetælleriet ligger ikke fjernt for familien, idet Marianne er bogholder og undertegnede – hendes mand – er revisor. De 100 lande er ikke opnået under langvarige orlovsperioder, men udelukkende gennem almindelige turistrejser primært i børnenes skoleferier. Den længste tur har været en jordomrejse for et par år siden. Turen ”Jorden rundt” tog 26 dage med besøg i Singapore, Malaysia, New Zealand og USA – som er et af Mariannes favoritlande. Højt på listen ligger også Dubai, hvor solen jo stort set altid skinner. Varme lande er et hit ligesom luksushoteller. Nederst på skalaen rangerer steder som Hviderusland og andre østlande, hvor service og imødekommenhed endnu ikke synes helt at være slået igennem. Marianne er i øvrigt en ivrig yogadyrker og tager årligt på yogaferie til Mallorca. En af de få rejser uden familen. n Lasse Nørgård har medlemsnr. 124 og har selv besøgt 117 lande. Han er i øvrigt også valgt til revisor i De Berejstes Klub. Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand for De Berejstes Klub Tlf. 35 39 27 33 dbkformand@live.dk Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 toastmaster-east@berejst.dk Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Caroline Engelsborg Kasserer Tlf. 50 52 78 16 Lars-Terje Lysemose Tlf. +46 76 234 72 00 redaktorgloben @gmail.com engelsborg@hotmail.com toastmaster-west@berejst.dk Maria Malbek Sørensen Medlemskoordinator Tlf. 25 48 87 45 Anna le Dous Tlf. 29 93 36 35 Ulla Fanø Sponsorer, pr & ungekoordinator Tlf. 28 62 44 09 anna.le.dous@mail.dk nytmedlem@berejst.dk ufanoe@hotmail.com Jacob Gowland Jørgensen Tlf. 42 79 68 62 jacob.gowland.jorgensen @gmail.com Nikolaj Witte Suppleant, ansvarlig for fredagsbar Vest, Berejste med børn Vest Tlf. 22 79 03 84 Jette Færch Weiss Suppleant Tlf. 22 93 82 58 Rebecca Langhorn Suppleant Tlf. 28 33 87 93 jette.weiss@gmail.com silver@get2net.dk nikolaj@rejseprogrammet.dk Jakob Øster De Berejstes Klub Er du vild med at rejse? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Vil du høre eller fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? • Rejseforedragfleregangeomugen Jakob Øster • Oplevelser og røverhistorier fra hele verden • Landefester og events • Rejselitteratur–guidebøgermv.kanlæsespåcafeen Café Glob en o g vo res a er åb rran ne fo gem r alle med ente - ikk lemm r e ku er af n for De B erejs tes K lub. • RigtudvalgafølpåflaskeogfadfraDanmarkogudlandet,bl.a.mikrobryg • Rejsestemningicafelokaletmedfotosogsouvenirsfrafjernelande • Cocktails • Kaffe og te • Fredagsbarmedhappyhourkl.15-18.10kr.rabatpåaløl,vinogspiritus • Gratisinternet/Wi-Fi • Nyhedsbrevhverugemedbegivenheder •Nyddinmedbragtemadicaféen,baredukøberdrikkevarerhosos Vi ses på Café Globen! GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 · Side 66 Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 3393 0077 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk kiplingtravel.dk Utrolige Afrika Nu går jeg hen til bredden af den grågrønne, grumsede Limpopoflod, hvor febertræerne gror tæt, for at se hvad det er krokodillen spiser til middag (R. Kipling i ”Hvordan elefanten fik sin lange snabel - og andre historier”) Ex. Kiplings Namibia - 16 dage fra 20.980,- Uganda og Rwanda Afrikas perler - Uganda og Rwanda rejse med safari, chimpanser og gorillaer, vulkansøer klassisk afrikansk kultur og natur. 14 dage fra 36.380,- Etiopien, Simien Kilimanjaro Oplev Afrikas største bjergkæde med enorme slugter og hvor den Blå Nil har sit udspring. Fantasilandskaber - pionértrek i særlkasse! Afrejse 24/2, 14 dage - 19.980,- Kilimanjaro, Afrikas højeste top ad Lemoshoruten, måske Kilimanjaros flotteste - med den bedste akklimatisering. Afrejse 10/2, 24/2, 26/3 m.fl. 12 dage - 19.980,- Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening LET HÅRD LET HÅRD Albanien › Trekking med hyrder og heste Nepal › På cykel med Himalaya i baggrunden På denne 8 dages vandreferie har vi sammensat et rigtigt trek med en overkommelig sværhedsgrad. På trekket besøger vi det nordlige Albanien, på grænsen til Montenegro. Vi bevæger os fra hovedstaden Tirana til landsbyen Tropoje, hvor vi gør heste og udstyr klar til et 4 dages trek over sæterne ind i den smukke Valbonadal. Vi overnatter på idylliske bjerghoteller, i private hjem, i hyrdernes træhytter og på guesthouses. Her kommer vi tæt på de lokale og oplever deres utrolige gæstfrihed. Vandringen er spektakulær med grønne sætere, alpine passager og dybe skove med bl.a. ulve, bjørne og losser — indrammet af høje spidse tinder på op til 2.600 m. Med heste som support er det her muligt at vandre uafbrudt flere dage i bjergene med en sværhedsgrad på 3. Vi begynder vores cykelferie i Kathmandu — landets gamle kongeby, som vidner om storhed og fald. I denne hektiske by findes imponerende templer og små travle gader. Udenfor Kathmandu cykles gennem små landsbyer, hvor tiden synes at stå stille. I Pokhara cykler vi langs områdets smukke søer og oplever den enestående solnedgang over Himalayas sneklædte tinder. Turen fortsætter gennem regnskoven tæt ved Rapti floden på vores vej mod Royal Chitwan Nationalpark, hvor vi på enten jeep eller elefant safari kan opleve næsehorn og (hvis vi er heldige) områdets sjældne tigere. Endelig besøger vi Buddhas fødeby Lumbini, hvor tusindvis af buddhister valfarter til. Nepal er for sjælen, samtidigt med enestående naturoplevelser på cykel gennem uspolerede landskaber. 8 dage fra › 17 dage fra › 7.970,- DKK 18.970,- DKK Kom med på Topas.dk Returadresse: De Berejstes K lub, c/o Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K EVENTYRREJSER ETIOPIENS OMODAL: STAMMEFOLK I RIFT VALLEY Hver stamme i Omodalen har egne skikke og traditioner. Et besøg hos dem er en oplevelse for livet. Mursi er kendt for traditionen med læbeplader. Borena har de såkaldte syngende brønde. Konso har terrassemarker og tilbedelse af slanger. Karo er kendt for deres kunstfærdige kropsudsmykning. Max 15 deltagere. 14 dage • helpension • 21.900 kr • 22. september til 6. okt OMAN OFF-ROAD Vi oplever wadierne og kløfterne i Akhdarbjergene, æglæggende skildpadder, Wahiba-ørkenens smukke klitter samt kører 5 dage sydpå langs Det Indiske Ocean. Vi camperer gerne i små hesteskoformede bugter. Rejsen slutter i Salalah, med en helt anden natur end det nordlige Oman. Max 15 deltagere. 18 dage • 22.900 kr • Afrejse 17. februar og 1. november 14 DAGE PÅ BALKAN – Albanien, Makedonien, Kosovo og Montenegro. Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande frem. Albanien var totalt isoleret under kommunismen. Kosovo har været lukket på grund af borgerkrig. Og Makedonien og Montenegro var provinser i Jugoslavien, hvor udlændinge sjældent kom. Men alle fire lande har meget at byde på. Max 20 deltagere. 14 dage • 15.200 kr • Afrejse 31. marts • 16. april BANGLADESH – NEPAL – INDIEN Nepal rummer en utrolig varieret og storslået natur med jungle, højland og sneklædte Himalaya-bjerge. Bangladesh er den perfekte modsætning til Nepal med det flade deltalandskab og de frodige rismarker. Vi sejler med hjuldamper ned i den truede mangrove jungle, men får også set både det hektiske storbyliv, de idylliske landsbyer og de spændende kulturelle og historiske steder. Max 14 deltagere. 16 dage • 22.400 kr • 6. til 21. april GLOBEN · N 50 Vinter 2012/13 Side 81 68 · www.viktorsfarmor.dk Små grupper · danske rejseledere · 86 22 ·71
© Copyright 2024