ROADTRIP - De Berejstes Klub
Gl ben Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b De Berejstes Klub Sommer 2014 N⁰ 56 T E M A: ROADTRIP KULTURBILLEDER Se konkurrencens vindere KONKURRENCE Dengang jeg skulle ud at flyve … SOFAREJSER Et udvalg af rejserelaterede udgivelser www.deberejstesklub.dk ... ferieklar? Osprey Talon 22 Pris: 799,- via Feretta ved Como-søen i Italien. Talon 22 var den perfekte rygsæk - let og med god bevælgeses frifrihed, og med plads nok til drikkedunken, madpakken, kameraet og en varm jakke. Foto: Camilla hylleberg - www.allimac.dk Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises. FRILUFTSLAND BUTIKKER København K: Frederiksborggade 50-52 LYnGbY: Lyngby hovedgade 49D ROSKILDe: Karen Olsdatters Stræde 4 ODenSe: St. Gråbrødrestræde 6 KOLDInG: Kolding Storcenter aaRhUS: østergade 30 (overfor Sallings P-hus) aaLbORG: bispensgade 34 (lige v. Cimber tyren) 2 THE NORTH FACE STORES København S: Field’s København v: Fisketorvet Shopping Center ODenSe: Rosengårdcentret FJÄLLRÄVEN BRAND STORE København K: Frederiksborggade 44 KUNDESERVICE 33 14 51 50 - info@friluftsland.dk Roadtrip Leder Alternativ skiltning for bilfrit miljø i Jakriborg, Sverige/Til Jakriborg Grand Prix, Sverige/ Min Dustfrighter holder hvil i Nederlandene/På motorcykel på Bali, Indonesien D et var den sommer, jeg skulle flytte til Holland – eller Nederlandene, som jeg lærte, det rettelig hedder, eftersom Holland rent geografisk blot er betegnelsen for to af landets 12 provinser – for at studere et semester i international journalistik. Kollegiet på Amager skulle skiftes ud med et i Utrecht. Og hvorfor så ikke benytte lejligheden til at se sig lidt omkring? For dengang i 1998 havde jeg faktisk aldrig været i Nederlandene før. Nogle år tidligere i 1993-94 havde journalisten Frode Kristoffersen i ”Frodes forunderlige rejse” på forbilledlig vis på DR1 demonstreret over for danskerne, hvordan et grænseløst Europa allerede fandtes i Benelux-landene – hvor grænsebommene stod vidt åbne, og hvor man ikke behøvede at fremvise pas. Det var længe før, Danmark blev medlem af Schengensamarbejdet. Som 21-årig i 1996 havde jeg kastet mig ud i et rejseeventyr til ukendt land ved at cykle 3.000 km hele vejen fra Danmark til Berlin, Prag, Wien, Krakow og hjem igen på en måned. Det blev en fantastisk øjenåbner! Så hvorfor ikke begynde mit studieophold med at cykle Nederlandene rundt? Et umiddelbart fladt land som ikke syntes at have højdedrag af nogen nævneværdig karakter. Som sagt, så gjort! Den sommer tog jeg min Centurion Dustfighter med bussen til Bruxelles og cyklede hele vejen fra belgisk Flandern og op igennem samtlige 12 nederlandske provinser. Og til min store overraskelse erfarede, at Nederlandene faktisk har et Vaalserberg på 323 moh! Det er næsten dobbelt så højt som vores hjemlige Møllehøj! Nederlandene? Jo tak, det er vist kreativ markedsføring a la Grønland, som burde have heddet Island i stedet. Netop på toppen af Vaalserberg møder tre landegrænser i øvrigt hinanden. Når man som jeg er født ind i en familie på landet uden bil, hvor cyklen altid har været det naturligste transportmiddel, lå et roadtrip på to hjul lige for. Ligesom andre som den naturligste ting i verden drager af sted på bilferie, stod min barndoms sommerferier på cykelture til Skagen, rundt på Læsø, i Vendsyssel og i Himmerland og ad Hærvejen hele vejen ned igennem Jylland. Og selv om jeg nu har kørekort til bil, er cyklen er stadig mit foretrukne transportmiddel. Faktisk har jeg ikke færre end fire jernheste i min fold. Netop roadtrip og oplevelser langs landevejen er tema for dette nummer af Globen, hvor transportmidlerne bl.a. består af et Folkevognsrugbrød i Honduras, en Golf 2 Diesel i Turkmenistan, en Pontiac Grand Am, en Ford Mustang og en Harley Davidson-motorcykel i USA, en Chevrolet Luv i Chile, en Land Rover i Thailand, en Koga Miyata Worldtravellercykel Jorden rundt, en Suzuki-scooter i New Zeland, en Nissan i Norge, en mototaxi af ukendt fabrikat i Rwanda, og en Toyota Land Cruiser i Guinea og Sierra Leone. Rigtig god tur! Og god rejse- og læselyst! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben Indhold De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Forsidefoto: Kude-passet i 3.300 meters højde i Xinjiang, Kina, af Nicolai Bangsgaard Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. juli 2014 Næste tema: Oprindelige folk Annoncer: ufanoe@hotmail.com Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Anette Lillevang Finn la Cour Ann Kledal Bertel Kristensen Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Kristiansen Medredaktør Medredaktør Illustrator redaktør Grafiker Medredaktør TEMA: Roadtrip Else Braathen Christian Hamann Anna le Dous Henrik Fastergaard Anette Holst Korrekturlæser Hansen Korrekturlæser Korrekturlæser Christensen Pedersen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Maya Linnea Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Bodil Svendsen Elsebeth Finnick Stig Monrad Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Rikke Birkedal Hansen Søren Bonde Susanna Asven Joe M.G. Berge Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Kirsten K. Kester Per Danielsen Korrekturlæser Skanning af fotos Bodil Johanne Jørgensen Hansen Korrekturlæser Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. Guinea & Sierra Leone | Offroad gennem Sierra Leone 9 Thailand | Snabeldyr fra helvede 12 Honduras | Smil på Dødens Avenue 16 Norge | Tosset med fjorde 18 USA | Nyd friheden i bil: På fire hjul fra San Francisco til Santa Fe 22 Indonesien, SRI LANKA, ARGENTINA, KINA & Peru | Mine fornemmelser for asfalt 24 Turkmenistan | Et brændende hul i Turkmenistan 28 Chile | Blandt taskenspillere og fusentaster 30 Usa | På et roadtrip med vind i håret 34 De Kanariske Øer, Thailand, Sri Lanka, Mali, Vietnam, Kina, Myanmar, Burkino Faso, Brasilien, Tanzania, Oman, USA, Kenya, Jordan, Grønland, Australien, Guinea & Benin | Rejsebilleder 38 Iran | Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran 42 Rwanda | ”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!” 44 New Zealand | På hjul Down Under: Nytår på Sydøen i New Zealand 48 Frankrig | A Day at the Races: 24 Heures du Mans Henrik Frier Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 6 ØVRIGE ARTIKLER 51 DE BEREJSTES KLUB 3 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg skulle ud at flyve … 54 Kina & Iran | Hjem fra Kina 55 Storbritannien & USA | Morgenmad igen, igen … 56 Danmark | Til vejrs helt solo 56 Næste konkurrence | Dengang da mine fordomme kom til skamme … 57 Danmark | Mod svimlende højder 5 Leder 58 Azorerne, Indien, Cuba, Ghana, Laos, Tadsjikistan, Mauritanien, Myanmar, Tyskland, Sverige, Georgien, Rusland, Nepal & Bhutan | Kulturbilleder: Vinderne af årets fotokonkurrence 2013 66 Giv Globen i gave 67 Bestyrelse for DBK Offroad gennem Sierra Leone Støvet fra vaskebrætjordvejen til Freetown trænger ind i bilen og efterlader et rødt slør af Afrika overalt. Jeg har netop forladt Guineas hovedstad Conakry og nærmer mig endnu en landegrænse. Tekst & FOTOS: Peter Holm Jørgensen K rydsningen mellem Guinea og Sierra Leone kræver tid og tålmodighed, mens alle papirer nidkært studeres af utallige højtidelige embedsmænd med tårnhøje dokumentstakke på skrivebordene. Men de presser ikke for penge – spørger kun venligt: ”You have something for me?” og smiler, når jeg svarer: ”Sorry, I already ran out in Mauritania.” Ved de utallige politikontroller undervejs mod Freetown bydes jeg velkommen til Sierra Leone med en blanding af imødekommenhed og nysgerrighed. Det er noget af en kontrast fra Guinea Bissau og Guinea Conakry, som nok har nogle af de mest brutale politikontroller i Vestafrika – hvis man vel at mærke ikke vil betale. Det forklarer måske, hvorfor næsten alle over- landere kører østover i Senegal, direkte til Mali i stedet for at fortsætte mod sydlige eventyr i Guinealandene. Men jeg har nu luret, at de mest effektive modtræk til afrikanske stoneface politibetjente med dollartegn i de dunkle øjne er venlighed og tålmodighed. At finde nogle fælles menneskelige referencer og udstråle, at man har alverdens tid til at snakke og sludre og grine. Den udbredte korruption er utvivlsomt en kæp i udviklingshjulet. Skumringen har sænket sig over bushen, inden Freetown endelig dukker frem af mørket i skæret fra olielamper, stearinlys og halve olietønder med glødende kul, hvor grillede fisk og perlehøns frister forbipasserende med deres velduft. Sierra Leones hovedstad er stadig uden offentlig strøm efter borgerkrigen, og kun de heldige velstillede få ejer en generator. Blandt diamanthandlere og lykkejægere På Sierra Leones ambassade i Conakry mødte jeg engelske Douglas. Vi delte ønsket om at rejse til diamanternes land og aftalte flygtigt at slå følge senere i Freetown. Jeg finder ham ved Lumley Beach lidt uden for Freetown sammen 6 med Robert og Gary, et par hvide sydafrikanske diamanthandlere og lykkejægere. Byen ligger smukt strøet ud over frodige skovklædte bjergskråninger med den palmeklædte Lumley Beach mod vest og solnedgangen. Efter nogle dage i Freetown smider Douglas sin backpack i Land Cruiseren, og vi kører sydover ad jordvejen langs kysten. Ofte passerer vi sierraleonere i kanten af junglen bevæbnet med macheter. De bruges til markarbejdet og i skoven, men leder uundgåeligt tankerne til Sierra Leones ulyksagelige fortid. Det er kun lidt over tre år siden, at en af Afrikas mest brutale konflikter fandt sin afslutning. RUF (Revolutionary United Front) ansporede krigen i 1991 som et oprør mod endnu et korrupt og brutalt militærstyre. Det kom dog i stedet hurtigt til at drejse sig om kontrollen over Sierra Leones vigtige diamantminer i den østlige del af landet mod grænsen til Liberia. RUF tog kontrollen over minerne i øst, og en skruppelløs vestlig verden aftog i sidste ende bloddiamanterne. Civilbefolkningen terroriseredes af børnesoldater ned til fem-seksårsalderen på kokain, og tusindvis fik amputeret arme og ben med økser og macheter. Krigen sluttede omsider i 2002 efter støtte fra Ecomog, en fredsbevarende vestafrikansk-ledet styrke, samt Unamsil, den største og dyreste FN-fredsbevarende mission til dato. I 2005 forlod FN-styrken igen Sierra Leone, men forsoningsprocessen med de afvæbnede RUF militser fortsætter. I Freetown ses ofrene, afstumpede, berøvede for de lemmer som er så nødvendige for livets opretholdelse i et forarmet land. Nu har de kun tiggeriet tilbage. Området syd for Freetown huser nogle af Vestafrikas mest paradisiske strande, og tomme forfaldne strandresorter minder om en svunden tid som turistland. Ved Lakka Cotta Club møder vi igen de sydafrikanske diamanthandlere, Robert og Gary. Nu i selskab med tyske Annet som tilsyneladende ejer diamantminer i flere afrikanske lande. Senere på aftenen, mens vi fejrer Garys fødselsdag, falmer glansen en smule, da de tre diamantfantaster beder om at låne otte kr. til en flaske rom. Vi spørger, hvorfor de dog beder om et så ubetydeligt beløb, og svaret falder prompte: ”Because we´re broke.” Tja, træerne vokser ikke ind i himlen – selv ikke når man er diamanthandler i Sierra Leone. De fortæller, at de bor gratis i en af de 85 tomme bungalows mod at trække nogle turister til stedet. Hvorfor de libanesiske ejere slår ud med armene og insisterer på, at Douglas og jeg også skal overnatte gratis i egen bungalow, fortoner sig efter nogle flasker rom i det uvisse. Robert har tidligere fortalt os, at man må tilslutte sig en af de to mafiaer, som opererer i landet, for at få lov til at handle diamanter. Vi har så meget medlidenhed med dem, at vi undlader at spørge, om de måske har tilsluttet sig den forkerte? Ren gambling Douglas og jeg fortsætter sydøstover gennem smukke grønne bjerglandskaber til Sierra Leones næststørste by Bo, som udgør centrum for diamanthandlen. Hos de hovedsageligt libanesiske opkøbere fortæller de beredvilligt om de gunstige vilkår. De uslebne diamanter prissættes efter størrelse, form, renhed og ikke mindst farve, inden de havner i Belgien, hvor de forarbejdes og sælges videre. Finder man en lyserød, kan man tilsyneladende roligt lade sig pensionere, men det sker desværre kun omtrent hver 10. år, fortæller en diamanthandler. Regeringen opkræver kun en told af diamanterne på 3 %, så det kan slet ikke svare sig at smugle En diamantvaskemaskine i Kono. dem ud. Men befolkningen i Sierra Leone, som diamanterne vel rettelig tilhører, får nok ikke det store udbytte. Vi lægger Bos varme bliktage bag os og bumper ad flere hullede veje mod byen Kono, tæt på grænsen til Liberia. Her havde RUF deres magtbastioner for få år siden og profiterede sultent på diamantminerne i området. Normalt skal man igennem et krydsforhør hos The Ministery Of Mines And Natural Resources for at få tilladelse til at se en diamantmine, men her i Kono graver de nærmest lige bag vores gæstehus, så vi får hurtigt arrangeret et besøg med vores vært, som spiller fodbold med flere af opsynsmændene ved minen. Vi var på forhånd adviseret af vores diamanthandlende sydafrikanske venner om, hvor ueksotisk diamantudvinding i Sierra Leone egentlig er. Man graver simpelthen et hul i jorden, op til 8 meter i dybden, i et tidligere flodleje, hvor der er udvasket sedimenter fra bjergene. Jorden fra denne open mining-udgravning bæres af børn med baljer på hovedet 7 Jord fra diamantminen sies med håndkraft i vandhullet. hen til en slags vaskemaskiner, hvor de største diamanter sorteres fra. Det hele bliver efterfølgende siet ved håndkraft i et vandhul, hvorved man gerne skulle få øje på de mindste sten. Efter en kort stund ved minen dukker ejerne af koncessionen op, og de er ikke overraskende libanesere. Vi må berolige dem med, at vi blot er nysgerrige turister, hvorefter de fortæller lidt om forretningen. Man køber retten til minedrift i et afgrænset område for en fastsat periode og uden forudgående undersøgelser, så det er ren gambling om man finder diamanter, beretter de. Nogen voldsom nød ser de dog ikke ud til at lide, og de medgiver da også, at det er ”good business.” En smutvej Fra Kono er vores plan at fortsætte nordpå til Kabala, hvorfra vi vil krydse grænsen til Guinea. Vi har snedigt hørt om en smutvej gennem bjergene som alternativ til hovedvejen, og det faktum, at den ikke er angivet på mit Michellinkort, gør den jo bestemt ikke mindre interessant. Sierra Leone Vejen til landsbyen Cameroun. I Guinea Bissau fik jeg alle fire bladfjedre på bilen omformet, hvilket hævede den med knap 10 centimeter, og den ekstra frihøjde får vi i sandhed brug for nu. For snart svinder hjulsporene ind til en slags sti, og vi møder ikke anden motoriseret trafik. Det bliver dog værre endnu med dybe kløfter efter regntidens vandmasser med skrænter så stejle, at vi imponeres over, at den tre ton tunge Land Cruiser kan forcere dem. Gennem vandløb og over klippeblokke fortsætter vi længere og dybere ind i junglen. Ved de små landsbyer, vi kører igennem, advarer de os om, at vi efterhånden ikke kan komme videre, og det står nu klart for os efter 10 timers kørsel og 130 km bag os, at vejen slet ikke fører nordpå til Kabala, men derimod følger grænsen tæt på Liberia. Det går op for os, at vi stadig har 160 km til Kabala ad ukendt vej. Jeg overvejer kraftigt at vende om og følge vejen tilbage til Kono, som vi jo ved, kan forceres. Vi har kun diesel til yderligere 350 km på normal vej, og risikoen er jo en sammenstyrtet bro eller et ufremkommeligt vandløb længere fremme. I værste fald kan vi blive nødt til at efterlade det stakkels køretøj til en uvis skæbne midt ude i junglen. I et anfald af selvtillid beslutter jeg at fortsætte, og ud på aftenen ankommer vi i skumringen til den lille landsby Cameroun, som er med på Michellinkortet. Vi modtages af omkring tusinde meget nysgerrige landsbybeboere, og som det er kutyme, når man skal melde sin formelle ankomst, beder vi om at blive præsenteret for høvdingen. Douglas får tilbudt en seng i en hytte, og jeg slår tagteltet op på bilen foran den måbende folkemængde, som straks rimeligvis døber det Skyhouse. Vi trakteres med rigelige mængder ris og sauce, mens hele landsbyen summer af liv i mørket oven på overraskelsen med de uventede gæster. Det er for os en helt enestående og unik oplevelse og hele den anstrengende tur værd. De fire skolelærere i byen taler glimrende engelsk og fortæller, at også her rykkede RUF-soldater ind under krigen, mens beboerne flygtede til nabolandet, Guinea, og først vendte tilbage fire år senere til en delvist ødelagt landsby. I dag får de ikke megen hjælp udefra – vel bl.a. fordi vejen hertil er så ufremkommelig. I landsbyen 20 km før Cameroun sagde de, at der passerede en firhjulstrækker igennem én gang om ugen, men de når vist sjældent frem hertil, og vi møder ikke andre biler, de to dage vi kører igennem. Vi får heldigvis mulighed for at gengælde landsbyens gæstfrihed, idet to skolelærere skal til møde helt i Kabala. Så vi vinker farvel til Cameroun med to passagerer i bilen, 50 kg ris i bagagerummet, og fire høns på taget. Sidst på eftermiddagen når vi omsider frem til Kabala på de sidste liter diesel i tanken efter endnu en lang dags offroad-kørsel. På de mest ufremkommelige strækninger måtte passagererne stå af og gå for ikke at skrabe bunden på klipperne mere end højst nødvendigt. Jeg er ovenud begejstret for at se en slags asfaltvej igen – noget som jeg med min uforbeholdne kærlighed til terrænkørsel og dårlige veje aldrig havde drømt skulle overgå mig. Kabala er, som resten af Sierra Leone, et sted uden mange fornødenheder. Her er ingen strøm eller vandforsyning, og det er vanskeligt at finde en restaurant med mad i gryderne. Den simple vest- 8 Ud & hjem igen: Bilen var en Toyota Land Cruiser HJ60 årgang 1985. 6 cylinders 4,0 L diesel motor med 300.000 km på tælleren. Købt til turen for 25.000 kr. og forsynet med fire nye dæk, Eezi Awn-tagtelt, sandstiger, donkraft og fem stk. 20 L jerrycans. Reparationer undervejs: Kobling skiftet i Mauritanien, bladfjeder skiftet i Guinea, samt utæt køler repareret i Senegal. afrikanske streetfood, ris med sauce og måske et kødspyd eller et brød med en omelet serveret med et smil, er dog altid til rådighed for et par kroner. Efter en halv dags kørsel nordpå langs endnu en elendig jordvej finder vi den undseelige grænseovergang til Guinea, hvor vi passerer uden problemer. Der er dog ingen toldere på grænsen til at stemple tolddokumentet til bilen, så vi må selv finde et toldkontor i den næste større by et sted i Guinea. Da vi forlader et af verdens utvivlsomt fattigste lande, deler vi de 5 millioner venlige og imødekommende indbyggeres håb om en bedre fremtid. På Sierra Leones nyeste pengeseddel er en fredsdue afbilledet med ordene: ”National Cohesion – Peace and Prosperity.” Vi kan kun istemme med et held og lykke ... nn Peter Holm Jørgensen har medlemsnr. 540 og var i Sierra Leone i februar 2006 som del af en otte måneders bilrejse 33.000 km fra Danmark gennem Tyskland, Belgien, Frankrig, Spanien, Marokko, Vestsahara, Mauritanien, Senegal, Gambia, Guinea Bissau, Guinea Conakry, Sierra Leone, Mali, Burkina Faso, Ghana, Togo, Benin, Niger og hjem igen nogenlunde samme vej. Snabeldyr fra helvede En tur i Land Rover gennem den thailandske jungle kan udvikle sig dramatisk, når man møder en gal elefant. Tekst & FOTOS: Patrick Leis D agen var ved at gå på hæld, vi var trætte og sultne, og jubelscenerne gav rungende ekko mellem bambus og krat, da vi endelig nåede frem. Vi var fem overlevende, mens den thailandske guide Mike var ude at lede efter de sidste to fra vor ekspedition. ”Er alle med?” De to tyskere og det engelske par nikkede langsomt. De var lige så udmattede som jeg, og ingen af os havde vist forestillet sig, at den hyggelige regnskovsekspedition, vi havde indløst billet til, ville ende som en stroppetur, der var en jægersoldat værdig. Vi var ankommet til Khao Yai i Thailand for to dage siden og havde været på flagermus-ekskursion og jungletrekking, besøgt buddhistiske meditationsgrotter og badet i paradisiske laguner og skulle efter planen vandre en sidste tur gennem regnskoven, før en Land Rover ville samle os op for at tage os med ud for at se på elefanter. Men naturligvis gik ikke alt efter planen, og de sidste to fra rejseselskabet, et ungt, østrigsk par, var pludselig forsvundet i det grønne, og vi andre var blevet beordret til at vandre af sted langs et tilgroet flodleje, mens vores noget bekymrede guide iværksatte en eftersøgning. Land Roveren ventede som planlagt foran restauranten, og selvom turlederen, Steen, blev en anelse betuttet over at se os uden guiden Mike, indvilligede han i at vente lidt med at tilkalde hjælp. En halv time senere dukkede Mike op med to meget flove østrigere på slæb. ”Vi havde bare sådan lige forladt stien,” fortalte fyren med skamrøde ører. ”Og da vi fandt tilbage, var I væk.” De havde ikke vidst om de skulle gå den ene eller anden vej og besluttede sig for at vente 9 på, at nogen kom tilbage. Smart nok, og heldigvis gik der ikke længe, før Mike havde fundet dem. En elefantunge i skovbrynet Vi spiste middag på restauranten og fortsatte turen som passagerer i Land Roveren. Det var fedt at slippe for at gå. Jeg sad bare på ladet af den rullende bil i næsten meditativ afslapning og nød naturen og den kølige vind. Der var anlagt en forholdsvis bred vej gennem naturreservatet, og Mike fortalte, at den fortrinsvis blev brugt af skovarbejdere og opsynsfolk. Vi var netop kørt gennem et område af gigantiske palmelunde, da vi opdagede elefantflokken. Mike klodsede bremserne med sådan en kraft, at vi blev slynget rundt på Roverens lad, men et par buler og småknubs syntes en beskeden pris at betale for den uventede oplevelse. I løbet af et øjeblik var alle mand på benene med kameraer og udspilede øjne. Inde fra førerhuset ævlede Steen løs om, at vi søreme var heldige, det var ikke på alle turene, man Nuttede og søde står elefanterne, mens vi knipser løs med vores kameraer og udbryder ”ih” og ”åh” af lutter begejstring. overhovedet så elefanter, og at støde på en hel flok var vist ganske exceptionelt. Nå, jeg knipsede løs det bedste, jeg havde lært, og folk var pænt begejstrede. Thailandske elefanter er ikke helt så store som deres afrikanske artsfæller, men virkede ikke desto mindre temmelig imponerende. Der befandt sig vel en 20 stykker i skovbrynet godt 15 meter fra vejen, og de så ud til at hygge sig fælt. De var lysegrå, næsten hvide, og travlt optagede af at slide blade af buske og småtræer med de bevægelige snabler. ”Se den lille unge!” hvinede den engelske pige henført og fumlede ivrigt med sit Minolta. Vi andre kom med de sædvanlige ih- og åh-lyde, og faktisk var hele scenariet uhyre indtagende. Det var lige som at være med i en naturudsendelse, vinden blæste mildt, palmerne svajede blidt, og elefanterne opførte sig eksemplarisk. De var øjensynligt fuldkommen ligeglade med at have tilskuere til middagen, og lod som om vi slet ikke eksisterede. Eller sådan virkede det i hvert fald i begyndelsen. Elefanterne var præcis, som jeg havde forestillet mig: store, godmodige og en anelse sløve. Jeg kunne for min død ikke fatte meningen med de avisartikler om dræberelefanter, jeg havde læst, og slog det igen hen som sensationsjournalistik. De spisende snabeldyr foran os opførte sig skam ualmindeligt fredeligt. Den ene fod på koblingen Og dog slog det mig underbevidst, at Mike ikke havde stoppet bilen, men beholdt den ene fod på koblingen. Jeg havde netop skiftet film, da jeg bemærkede, at den største elefant var holdt op med at spise. Den stod længst væk og stirrede gennemborende på Land Roveren, og der var ingen tvivl om, at den var flokkens leder. Jeg mærkede en svag sitren i nakkehårene, og det føltes som om, den så direkte på mig. Der var vist ingen andre, der lagde mærke til noget, før den svingede snablen i vejret og begyndte at trompetere. Folk grinede. Jeg hørte lige Steen sige noget om, at den vist ikke syntes, det var så sjovt at blive forstyrret midt i frokostpausen, og pludselig rev den store elefant et mindre træ op af jorden. Det så fuldkommen grotesk ud – virkede slet ikke som om den havde anstrengt sig – og nu begyndte jeg alligevel så småt at begribe, at elefanter måske slet ikke var helt så ufarlige, som man måske skulle tro. Vi begyndte at fnise og sende hinanden usikre blikke, og Mike lettede foden en anelse fra speederen. Førerelefanten stod stadig stille og kikkede i bilens retning, og den engelske pige kom med et forsigtigt pip, om at det måske også var på tide at køre videre. Mere skete der ikke. Elefanten vendte tilbage til frokostbordet, den anspændte stemning lagde sig atter, og folk fortsatte med at tage billeder og kommentere de enorme dyr. Vi stod vist alle og iagttog den lille unge, som forsøgte at dige hos sin mor, da førerelefanten igen trompeterede. Folk hujede og grinede, for det lød mægtig højt, men smilene havde dårligt lagt sig, før dyret atter flåede et træ op fra jorden og med enorm kraft slyngede det ind i buskadset. 10 En gal elefant ”Æh,” mumlede den østrigske fyr. ”Ser den ikke en anelse utilfreds ud?” Jeg nåede lige at nikke, før fanden tog ved elefanten, og situationen på et øjeblik løb løbskt. Elefanten stormede gennem buskadset, trampede undervejs små buske og grene til kvas under sin vældige vægt. Jeg var fuldkommen målløs over dens hurtighed og blev øjeblikkelig tør i munden. Dyret havde kurs direkte mod bilen, og hele vores gruppe satte i et højt og kollektivt hyl. Mike slap koblingen, bilen for frem, men elefanten forfulgte os stadig. Der var pludselig fandens til forskel på de venlige pattedyr, vi havde fotograferet for et øjeblik siden, og til dette rasende uhyre, og det stod mig pludselig krystalklart, hvad en beslutsom fem tons bersærker ville være i stand til at gøre ved en Land Rover. Folk begyndte at hyle, og uden at vide det selv, fortsatte jeg med at tage billeder. Mike accelererede hen ad vejen, og det stod heldigvis hurtigt klart, at elefanten alligevel ikke ville kunne indhente os. Hvis altså ikke lige tankbilen, som fyldte hele vejen, pludselig var dukket op bag den nærmeste bakketop. ”For satan da!” råbte Mike og hamrede bremsen i. Vognen skred lidt ud, og flok hylede igen. Vi blev slynget rundt på ladet, elefanten var nu nået ud på vejen og nærmede sig hastigt. Mike hamrede hornet i bund, og over Roverens tag kunne jeg se, at tankbilen klodsede bremserne. Snabeldyret begynder at trompetere og river et træ op af jorden. Per refleks knipser jeg løs, mens førerelefanten forfølger os. På vild flugt Chaufføren svingede ind til siden, satte lastvognen i bakgear og forsøgte at gøre vejen fri. Mike gassede op, vred rattet rundt og kørte næsten ud i den stenede rabat. Elefanten så fuldkommen afsindig ud. Der er ingen sammenligning mellem et dyrs udseende, når det er venligt eller aggressivt, og denne her fyr var bestemt ikke til at spøge med. Uhyret var under fem meter fra at nå ladet, den vældige snabel svingede frem og tilbage som en nedrivningskugle, og de høje trompetlyde skar i vore trommehinder. Jeg var fuldkommen i chok, stod bare og fortsatte med at tage billeder. Jeg var næsten ved at styrte ud over Land Roverens lad, da vejen endelig blev fri, og Mike hamrede sømmet i bund, og vi for af sted som vinden. Vi mistede elefanten af syne, faren var drevet over, og i lang tid efter rystede begge mine ben. Det var den store tysker, der først begyndte at grine, og snart istemte vi alle med en næsten hysterisk dødningelatter. Jo tak, det var skam lidt af en oplevelse, og da mørket faldt på, og vi kørte på natsafari gennem parken, med lommelygter og tændte tagprojektører, var der ingen, som spillede smarte, når vi så reflekserne fra dyreøjne mellem de mørke træer. Vi mødte endnu en elefantflok, men da den engelske pige, der ligesom var ved at have fået sin dosis af vildmarksliv, begyndte at tude, skyndte vi os at køre videre. Jeg forlod naturparken dagen efter og fulgtes med de to tyskere til Bangkok, og da jeg senere snakkede med nogle lokale om oplevelsen, rystede de bare på hovedet. ”Din bedste chance, hvis elefanten havde fået fat i Land Roveren,” fortalte en gammel thailænder gravalvorligt, ”er, at alle begynder at løbe i hver sin retning. Elefanten vil først vælte bilen, før den sætter efter de flygtende, og kun én af jer ville blive dræbt.” Gode odds, tænkte jeg og sank en klump, men efter den oplevelse var jeg ikke i tvivl om, at avisartiklerne om elefanternes farlighed var sande. Jeg har siden set elefanter i både cirkus og zoo, og jeg har nøje vogtet mig for at tirre dem. Joh, skulle jeg en anden gang komme til en thailandsk naturpark, ville en del af den obligatoriske overlevelsespakke bestemt indbefatte et særdeles velassorteret lager af peanuts! … Og ikke et ondt ord om Dumbo! nn Patrick Leis er forfatter, illustrator og makeup-artist og har medlemsnr. 569. Han var på jungletur i Khao Yai i Thailand i 1992. Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hans bog ”Røverhistorier fra et rejseliv”. Læs mere om ham og bogen på patrickleishorror.dk/roeverhistorier. 11 Thailand Khao Yai Nationalpark ligger 140 km nordøst for Bangkok. UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnBangkok fås fra ca. 3.650 kr. t/r. ADVARSEL: I maj i år gennemførtes et militærkup i Thailand., og der er indført udgangsforbud i Bangkok om natten. Det danske udenrigsministerium opfordrer alle danske rejsende til Thailand til at registrere sig hos ambassaden. Der er en generel terrorrisiko i Thailand, og rejsende opfordres til at udvise forsigtighed, særligt hvor mange mennesker færdes og i nærheden af regerings-, politi-, og militærbygninger. Der kan i perioder forekomme skærpede sikkerhedsforanstaltninger på steder, hvor mange mennesker færdes, herunder lufthavne. Udenrigsministeriet har desuden gennem flere år frarådet alle ikke-nødvendige rejser til og igennem de sydlige provinser Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani. Smil på Dødens Avenue Tekst & FOTOS: Jesper Grønkjær Stemningsbillede fra Tegucigalpa. 12 Med Tino ved sin søns grav. Årstal på de omkringliggende grave afslører, at man ikke bliver gammel i Honduras. Med 20 mord om dagen er gennemsnitsalderen lav. Show for 600 unge på børnehjem. Min rejsemakker, Thomas VovemoD, der er professionel vanebryder for store danske virksomheder, og jeg selv, der er tryllekunstner, har i mange år lavet shows rundt i det meste af verdenen. Denne gang var vi dog ikke alene på eventyr, men havde et tv-dokumentarhold med. Et gammelt folkevognsrugbrød blev vores rullende hovedkvarter på rejsen, der førte os ud til hårdkogte kriminelle i Honduras. E t af verdens farligste kvarterer ligger i Honduras’ hovedstad Tegucigalpa i området omkring 7. Avenue. Pga. bandekonflikter og narkokriminalitet er gaderne et naturligt hjemsted for de ting, der følger i kølvandet på den slags ”forretninger”. Det være sig alt fra børneprostitution til mord – og alt der imellem. I daglig tale omtales kvarteret som ”Dødens Avenue”. Det var her vi skulle opføre vores show. Jeg ynder at sige, at smilet er håbet – det naive vi alle fødes med. Men er der i det hele taget noget at grine af, i et land med 20 mord om dagen? Hvis smilet var forsvundet, hvor var det så forsvundet hen, og ville det være muligt at kunne genskabe det? En af problemstillingerne er, at mange af de lokale beboere ikke længere tør færdes på gaderne. Desuden presses mange borgere af banderne til at betale store beløb i ”beskyttelsespenge”. Et godt eksempel på hvad der sker, hvis man ser stort på trusselsbrevene fra undergrundsmiljøet, var vores chauffør, Tino. Hans søn havde nægtet at betale til banderne, så en dag var han pludselig væk. Kidnappet. Efter fire dage fandt man sønnens bil udbrændt, og efter yderlige nogle dage fandt man liget af sønnen. Bagbundet, tæsket, skudt igennem hovedet, brændt og smidt i floden. Tino fik sin søn hjem i fem plastikposer. På vej i kortege til ”The Smiling day” som nåede ud til millioner af seere i hele Mellemamerika. Det klassiske tryllenummer ”den oversavede honduraner”. Casper Christensen. Han måtte om nogen kunne fortælle mig, hvilke situationer man kan lave sjov med, og om der mon er noget, man ikke kan lave sjov med? Det blev til besøg hos Dr. Elmer: direktøren for et af landets store behandlingshjem. Han er kendt for at benytte humor i behandling af sine alvorligt syge patienter. På hans hospital kørte han og jeg bl.a. race med patienter i kørestole. Op og ned ad gangene, mens de øvrige patienter heppede. Her var humor et vigtigt redskab til at nedbryde tabuer og fordomme. Kan humor gøre en forskel? Vores mål med showet var, at det skulle være for alle. Det skulle ikke kun være for de rige eller de dårligt stillede. Det skulle samle befolkningen. Men for at forstå, hvad humor kan gøre i et land som Honduras, var det vigtigt først at drage ud og møde de forskellige befolkningsgrupper og forstå lidt af deres situation. Vi købte et gammelt folkevognsrugbrød og omdannede bilen til vores rullende hovedkvarter. Rejsen førte os ud til Honduras’ hårdkogte kriminelle. Dernæst til ofrene. Derfra ud til dem der bekæmper de kriminelle for at slutte med dem, der styrer samfundet: magthaverne. Jeg lagde ud med et besøg hos komikeren Vicente, som mange opfatter som Honduras’ sjoveste tv-vært. Altså den lokale Mordere på 12 år Rustet med lidt viden om humorens muligheder, var det tid til at møde bagmændene til de kriminelle handlinger. Det blev til møder med bandemedlemmer, tidligere narkopushere, voldtægtsmænd mfl. 13 Selv om Pedro bor i huler på lossepladsen blandt rotter og gribbe, ikke går i skole, og hans forældre er døde, så kan han stadig smile, når muligheden byder sig. Særligt indtryk gjorde det på mig, da jeg optrådte i et ungdomsfængsels pigeafdeling. De indsatte var søde piger mellem 12 og 18 år. De grinede, hyggede sig til showet og gav efterfølgende kærlige knus. Men deres historier var dybt tragiske. Der var bl.a. Rose, der som 12-årig skar halsen over på sin mor, ligesom der var Clair på 13 år, der havde slået sin kæreste på 30 år ihjel, fordi han mishandlede hende og piskede hende med ledninger. Jeg kunne ikke lade være at tænke, at når folk på den måde skaber ofrer, så må de tidligere i livet selv have været udsat for misbrug eller svigt. Ellers kan jeg ikke tro, man kan blive sådan! For at målrette min underholdning til (det fængslede) publikum sluttede jeg af med at lave et udbrydernummer. Betjentene var ikke helt trygge, da det lykkedes mig at komme fri af et par håndjern i løbet af 30 sekunder … men fangerne syntes heldigvis, det var morsomt! Kvindelig massemorder Ad snørklede veje fik jeg et unikt indblik i et af de mest sygelige og ondskabsfulde bandemiljøer, da det lykkes at få et sjældent interview med 21-årige Roberto med tilnavnet ”Den unge dræber” samt med ”Hundjævelen”. Bag navnet finder man en af de mest berygtede massemordere i Latinamerikas historie. Man mener, at hun trods sine 33 år, hvoraf flere år var i fængsel, har begået omkring 400 mord. ”Iført” rød klovnenæse satte Tino The Taxadriver sit gule håndaftryk på den smilende bus. Hun sad fængslet i fire år, men er nu løsladt. På hemmelige mødesteder i byen indvilligede de i at fortælle om deres liv, og om hvordan banderne fungerede. Det var en grotesk beretning om, hvordan man planlægger og udfører mord på rivaliserende bander, hvordan de langsomt torturerede fjenden inden drab. Fx skar de langsomt huden af deres offre, eller som i Hundjævelens tilfælde, hvor hendes undersåtter fangede en rival, satte et bildæk over ham. Hun overhældte ham med benzin og satte efterfølgende ild til, så han brændte ihjel. Da hun senere skulle spise sin frokost bad hun mændene fjerne liget, da hun ikke gad se på det, mens hun indtog middagen! Det mest kvalmende var dog, da Roberto med slet skjult stolthed viste mig optagelser på Youtube, hvor man nøje så en afstraffelse af en ung mand, de endte med at myrde. Robertos ven på 17 år havde i øvrigt én sort streg tatoveret i hovedet for hver mord, han havde begået. Han er nu tatoveret fra issen og hele vejen ned over ansigtet, ned over halsen og helt ned på skulder og bryst. Der er i alt mere end 120 streger. Jo længere vi kom ind i snakken om privatlivet, og jo flere andre jeg talte med, desto mere kunne jeg se, at de mennesker indeni selv var små og sårbare. For at forstå de mekanismer, der foregår i et sådant land, skal man vide, at nogle af de mennesker er vokset op i et miljø, hvor de aldrig har oplevet kærlighed. Som Hundjævelen, der nu lever et kristent liv 14 forklarede, så vokser unge mennesker op i et land, hvor de udelukkende udsættes for had og ondskab. Dette bliver virkeligheden, og det som man tager til sig som værende den måde folk normalt opfører sig på. Vil man have et par nye gummisko, så skyder man ham, der har dem på, sagde hun! Nu er hun imidlertid blevet omvendt. Hun lever et kristent liv, og var generelt en sød og imødekommende kvinde. Vi var på kindkys og er nu Facebook-venner. For da hun i fængslet mødte kærligheden gennem en præst, var det allerførste gang i hendes liv, hun oplevede dette. Tidligere vidste hun ikke, hvad det var. Hun blev væltet omkuld af at få respekt og omsorg. Først på dette tidspunkt fik hun viden om, at man kunne elske i stedet for at tæske. Helvedes forgård I den fattigste del af hovedstaden oplevede vi helvede på jord. På én af de kæmpestore lossepladser optrådte jeg for skraldemennesker. Jeg ynder at sige, at når man er berejst, er der ikke meget, der kan komme bag på én. Men jeg blev desværre overrasket. Jeg fik fortalt, at disse mennesker lever som dyr. Men havde de været dyr i Danmark, så var de for længst blevet aflivet pga. misrøgt. Da vi kørte derfra, kastede jeg op. Ikke pga. stanken af lort, urin, affald, døde dyr osv. Nej, pga. de følelser jeg havde i mig. Og grotesk var det, at vi en halv time senere stod og var hovedpersoner i en honduransk tv-quiz med millioner af seere. På den måde gik de ofre, jeg talte med. En pige var smidt ud med affaldet, en anden solgt til prostitution. Nogle børn var forældreløse, da deres mor og far var myrdet, sad i fængsel, eller måske var døde af stoffer. Beretningerne var endeløse. Og mens jeg sad der og kæmpede med følelserne, så kom forstanderen og bekendtgjorde, at nu var der 600 publikummer, der var klar til show. Igen kontrastfyldt at gå fra personlig tragedie til total gakket underholdning. Nu kører bussen rundt i Honduras, som synligt bevis på, at folk står sammen i bestræbelserne på at bekæmpe kriminalitet på ”Dødens Avenue”. Deres våben er smil og humor. oplevelserne konstant som en følelsesmæssig rutsjebane tur. Præcis sådan var det også, da jeg besøgte børnehjemmet Emmanuelle. Første del bestod i interviews med flere af de unge piger, der fortalte om, hvordan de var blevet seksuelt misbrugt. I flere tilfælde først af faderen, dernæst af deres brødre. Den 19-årige Layla fortalte detaljeret om, hvordan hun efter sine forældres tidlige død var vokset op hos sin bror, fra hun var tre år. Han tvang hende til at ordne hus og sælge brød og aviser. Jævnligt tæskede han hende med kæppe, ledninger, kabler eller bælter med jernspænder. På et tidspunkt bandt han hende i tre døgn til et træ i haven, mens han mishandlede hende, så hun var sikker på, hun skulle dø. Hun stod nøgen og forkommen i haven, med en sort sæk over hovedet og tape for munden. Da han stoppede sin tortur af hende, kørte han hende ind på banegården og gav hende 4 kr. og sagde: ”Jeg vil aldrig se dig mere. Hvis du sætter dine fødder i mit hjem, så slår jeg dig ihjel. Og jeg mener det.” Layla fortalte nøgtern og detaljeret om de mange overgreb. Vi talte om hendes drømme og håb for fremtiden. Hun sagde til mig: ”Min drøm er at se min bror igen. Jeg har ikke set hverken ham eller min øvrige familie siden. Hvis jeg møder ham, så vil jeg sige undskyld.” Jeg troede, jeg hørte forkert, for hvorfor ville hun undskylde? ”Jeg vil sige undskyld, hvis jeg har ødelagt hans liv. Hvis jeg tilgiver ham, så kan han måske se, at han har gjort mig fortræd, og så angrer han måske også, hvad han har gjort.” Jeg var målløs over denne udmelding, men det var det samme der gentog sig ved En fremtryllet fisk til borgmesteren I den anden ende af samfundslaget var det besøg hos Tegucigalpas borgmester og præsidentkandidat Ricardo Alvaraz. Han blev først noget overrasket, da jeg tryllede en levende guldfisk op i hans vandglas på byrådsmødet, men han endte med at skaffe os den nødvendige politibeskyttelse til vores arrangement. I forlængelse af snak om bekæmpelsen af kriminalitet, fik vi muligheden for at komme med politiet på patrulje. På ladet af en pickup sad vi en sen nat, med otte hårdt bevæbnede betjente med hjelm og skudsikker vest. Desværre havde de ikke udstyr til os to danskere, da vi sammen stormede en narkobule, hvor betjentene med fast tag i deres pumpguns fik lagt adskillige pushere ned. The Smiling Show Dagen før vores hjemrejse var vi klar til show. Politiet havde afspærret ”Dødens Avenue”. Ladet af en gammel lastbil brugte vi som scene. Med Honduras’ officielle folkevognsklub, kørte vi i en lang kortege gennem byen med vores gamle rugbrød i front. På en åben bil stod et sambaorkester og sendte glade rytmer ud til befolkningen. Landsdækkende honduransk tv fulgte os på ruten frem til ”Dødens Avenue”, hvor publikum ventede. Vi havde lokket Josue Mortho til at holde åbningstalen. Han var ”kronprinsen” i menneskerettighedsorganisationen Alianza. Organisationens advokat var i øvrigt blev myrdet på klos hold ved skud fra en forbikørende bil pga. deres arbejde mod kriminalitet! Showet var en kombination af dansk trylleri, popmusik fra Latinamerikas hotteste band, stand-up med tv-værten Vicente osv. Dermed så det ud til det lykkes, at få folk tilbage på gaden. Men de skulle ikke blot underholdes, de skulle selv lære at sprede smil på en aktiv måde. For mig er indbegrebet af smil en klovn. Og indbegrebet af klovnen er den røde næse. Så jeg havde medbragt 1.000 15 Honduras Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnTegucigalpa fås fra ca. 6.350 kr. t/r. Kost & logi: Et værelse på vandrerhjem kan fås for mellem 55-80 kr. og privatværelser er mellem 80-400 kr., afhængigt af hvor du er i landet. Som de fleste lande i Mellemamerika er mad billigt, selv om man sagtens kan finde europæiske priser, hvis man går på de fine restauranter i storbyerne. røde klovnenæser, der blev delt ud, og som publikum skulle lære at trylle med. Det var et fantastisk syn: børn og gamle, præster og narkomaner, politibetjente og kriminelle, politikere og hjemløse … alle endte med at stå med røde næser og kæmpe smil. Sluttelig skulle der gives hånd på, at folk nu ville gøre en indsats for at tilbageerobre gaderne. At de ikke længere vil finde sig i de kriminelle, der holder folk i jerngreb. Som en symbolsk handling fik alle publikummer dyppet deres hånd i en spand gul maling. De mange gule hænder blev sat som aftryk på vores blå folkevognsrugbrød. På den måde tøffer den gamle bil nu rundt som rullende bevis på, at folk ønsker at stå sammen i Honduras. Smilet er stadig den korteste afstand imellem alverdens mennesker! nn Jesper Grønkjær har medlemsnr. 322. Filmen om hans rejse forventes at få dansk tv-premiere til efteråret, hvor bogen efter planen også udkommer. Læs mere om hans rejseoplevelser på www.tryllestav.dk. Tekst & FOTOS: Jacob Gowland Jørgensen Tosset med fjorde Solskin over Lustrafjorden. Hestens hage Vi kører ud af Oslo, og denne første dag ser vi lige præcis to skyer, mens vi æder kilometer i bilen. Vi er på vej til Kaupanger igennem grønne dale for at finde vores hytte Hestehagen. Ja, hvis man er lidt sprognørdet, er der megen munterhed at finde i det norske sprog, (som mine venner kalder oliedansk, men det er vist ikke så politisk korrekt). Vi finder frem til bondegården, der ligger med udsigt til Sognefjorden, og vores værtinde Ingebjörg viser os hen til en fin, gammel hytte. Det viser sig heldigvis, at ”hagen” er en have, så vi slipper for at bo i hestestalden. Vi pakker al maden ud – vi gad ikke, at hele rejsebudgettet skulle ædes op af de norske supermarkedspriser – og falder ind i fjordrytmen. Vi griller, bader og hygger os, og ungerne finder straks et par andre børn at lege med. Fred. Efter et par dage er vi klar til at erobre nærområdet. Lustrafjorden ligger få kilometer væk, og dér ligger Urnes Stavkirke på den anden side af fjorden. Efter en meget malerisk køretur, og en af utallige, små sejlture på denne tur, kommer vi op til kirken. Den har efter sigende lagt stil til mange af de andre norske trækirker fra den tid. Solen skinner, og mens vi beundrer vikingekirken og området omkring, guffer vi de største hindbær, jeg nogensinde har set. De er deciderede gigantiske, og det viser sig, at fjordområdet er Norges frugthave, bl.a. fordi der er de højeste temperaturer i landet. Me like. Senere besøger vi også stavkirkerne i Kaupanger og Borgund, som bare dukker op på ruten. Ungerne er ret optagede af de mange dyr, man kan finde i træudskæringerne på kirkerne, og hvis yngstemanden havde kunnet give high five til en trækirke, havde stavkirkerne helt sikkert fået en for de mange drageudskæringer. For der er altså noget ved at se kirker, når der er drager på. 26 °C. Ingen skyer og ingen vind. Tag med Jacob på roadtrip til Fjordnorge, hvor rute 55 er i en klasse for sig. Også i solskin. O kay, indrømmet – det er dælme heldigt, at solen bager igennem med 26 °C i skyggen, den dag Oslofærgen spytter os og den firhjulede ud midt i Oslo. Vi vandrer ud i den rare by, besøger det fine berejste museum (Kon-Tiki Museet), og må gå i skyggen, da vi besøger Vigelandsparken med alle dens kravle- og fotovenlige skulpturer. For vi sveder. Det er lidt surrealistisk, for denne tur har været aflyst flere gange pga. skodvejr her i det norske. Men Thor og hans tordenhammer er vist taget til Mallorca, og vi nyder det. Historien tager sin begyndelse nogle år tidligere, hvor jeg sidder med det nye nummer af Globen i hånden. En begejstret berejst fortæller om en smuttur og viser billeder af Fjordnorge, og det minder mig om, at dér må jeg hen. Det er jo også lige deroppe. Men som en, der ikke er bygget til det nordiske klima, piner det mig at skulle bruge feriedage på at tage på ferie i 8 °C og regn, som det netop var den julidag for nogle år siden, hvor vi havde besluttet,, at vi skulle køre derop. Så bilen blev vendt, og den kørte sydpå i stedet. Året efter opgav vi på forhånd og fløj til Svalbard, for skulle det være koldt, kunne vi lige så godt få en arktisk oplevelse ud af det. Men efter et fantastisk roadtrip i Sydamerika besluttede vi, at den lille familie skulle trille til Norge i juli 2013, og så måtte det bære eller briste. Ja, jeg gik vist endda så langt som til at lufte mit yndlingshadeudtryk: ”Det er ikke vejret, den er galt med, det er beklædningen,” for nu ville jeg se dét der Norge rigtigt. For at holde os selv fast på beslutningen bookede og betalte vi hurtigt for en hytte ved den inderste del af Sognefjorden, lige i smørhullet, midt i juli. I kategorien ”gode rejsebeslutninger” ligger denne beslutning ret højt på listen. I sne og sol skal turisten ud Ingebjörgs mand fortæller os, at området omkring os er rekordernes land. Sognefjorden er verdens længste fjord, Galdhøpiggen 16 Norge er Nordeuropas højeste punkt, og Jostedalsgletsjeren er Fastlandsnorges største. Og i al beskedenhed mener han også, at hans hjemmelavede æblejuice er ret god, for Norge altså ... Eller landsbyen i hvert fald ... I shorts og fleece-trøjer sætter vi kurs mod en vandrevenlig gren af den enorme gletsjer, og Nigaardsbræen er lige i øjet for os alle sammen. Området er spektakulært og relativt nemt at vandre rundt i, og ungerne leger med isklumper i solen og forcerer stolt klipperne. Der er mulighed for at komme på gletsjervandring hver halve time, bare med jernpigge spændt under de sko man nu kommer i, så det gør vi og får en oplevelse. Det fungerer, det er sikkert, og det er bragende flot. Høj på Rute 55 Min eneste turbooking hjemmefra var til færgen fra Hellesylt til Geiranger, fordi Geirangerfjorden skulle være en i særklasse flot fjord. Selv for Norge. Det er her, krydstogtskibene sejler ind, og det skulle vi op og opleve. Og det var også flot. I fjorden springer de enorme klipper op af vandet på begge sider, og selv store skibe virker små i disen, mens de mange springvand konstant skænker fjorden frisk vand. Dagens vinder blev dog Sognefjellsvegen, der løber igennem Norges højeste fjeldpas, og er en del af de naturskønne ruter, som der er i det turistvenlige fjeldland. Vejen via Lom var den eneste vej tilbage til hytten fra Geiranger, og hvilken vej! Det var svært at holde fingrene fra kameraet, der lystigt klikkede derudaf, og vi stoppede en masse gange. Både fordi vi måtte ud og sætte sandalerne i den flotte natur, men også fordi man godt kunne blive lidt rundtosset af de mange sving på vejen. Luften var frisk og klar, og roen gennemtrængende. De snedækkede fjelde lå idyllisk bag søer og klipper, og udsigten var fænomenal 360° rundt. Det tog en evighed at komme tilbage til hytten, og vi var helt høje, da vi endelig ankom. Rejsen til Jordens indre Halvdelen af de godt 200 km fra Sogndal til Bergen er i tunneler, bl.a. en djævel på 24 km, hvor man føler, at man er ved at trille ind til Jordens indre. Spændende og virkelig rart med en lige vej når man har taget titusinde hårnålesving på en uge, men også lettere klaustrofobisk. Bilen trillede os heldigvis lige igennem til den anden side, hvor den næste tunnel så åbenbarede sig ... Vi så hyggelige Bergen med dens mange turister og kørte via kystvejen og et par færger til flotte Stavanger. Her lå en perfekt bed & breakfast, der var vores sidste overnatning, inden vi skulle sejle tilbage til Danmark. Vejret var nu helt normalt igen, og vi fik både lidt dryp og en lille vippetur på sejlturen til Hirshals. Tidligt om morgenen kørte vi ud på de brede strande ved Tversted på vej til Skagen. I morgensolen gik vi tur, mens ungerne tegnede billeder i sandet, og vinden blæste os en kølig sidste hilsen fra fjeldlandet mod nord. Det var en god tur til Norge. En virkelig god tur. Og nu kunne et roadtrip i Danmark begynde. 17 Ud & hjem igen: Vi tjekkede seværdigheder ud på www.sognefjord.no og lejede hytten via www.amblegaard. no for 6.300 NOK. Man kan sagtens finde hytter til ikke-groteske priser i området, hvis man er ude i god tid, fx via Novasol. Priserne i supermarkederne og tankstationerne var ikke helt så høje, som vi havde regnet med, dvs. ofte kun lidt over danske priser. Vi fik gode rabatter på færgerne til og fra Norge ved at booke via FDM og kom nemt om hele deres vejbetalingssystem ved ikke at gøre noget, og så kom der en regning på et par hundrede kr. tilsendt med posten. Man kan også tilmelde sig vejbetalingssystemet deroppe med kreditkort. Vær obs på, at der er rigtigt mange fartfælder, og bøderne er høje, når de lander i din postkasse. Vejstandarden er varierende, dog mest i den gode ende, og det tager rigtig lang tid at komme omkring pga. de snoede veje, op- og nedkørsler, vejarbejde og begrænsede overhalingsmuligheder. nn Jacob Gowland Jørgensen har medlemsnr. 379. Inden for det seneste halvandet år har han rejst rundt mellem fem kontinenter og til dato besøgt 11 territorier og 66 lande. På snesko i Bryce Canyons spektakulære orangerøde landskab. San Franciscos vartegn: Den smukke Golden Gate Bridge. Nyd friheden i bil: På fire hjul fra San Francisco til Santa Fe Med lokalradioernes oldies, Rand McNally og Rough Guide som turledere er et roadtrip indbegrebet af frihed og det at rejse gennem USA. Og det amerikanske bondeland skal så absolut opleves fra landevejen. Tekst & FOTOS: Lars-Terje Lysemose ”J iiihaa!” Friheden på fire hjul har aldrig føltes så stor, som da vores lejede Pontiac Grand Am sætter i gear, og vi triller ud ad landevejen i Mustangens og Cadillacens hjemland. Storbyens brede boulevarder er perfekte til at cruise på, ved bygrænsen venter ottesporede motorveje, og i ødemarken støvede jordveje. Vi er to danske gutter midt i 20’erne, og over de næste dage her i det tidlige forår skal vi naturligvis prøve det hele! Inden vi sætter os til rette bag rattet, bruger vi tre dage på at akklimatisere os i USA’s smukkeste og mest charmerende storby: San Francisco i det nordlige Californien. Navnet røber byens spansk-mexicansk ophav, for San Francisco er opkaldt efter en spansk mission, der blev grundlagt her i 1776. Da der midt i 1800-tallet blev fundet guld og sølv i Nevada og Californien, blev havnebyen et økonomisk og kulturelt centrum på USA’s vestkyst. I dag er San Francisco nu mest kendt for at være USA’s mest tole- rante og liberale storby. For her er frisind og frihed til at være, som man er. Green Tortoise tilbyder sig med et 6 m2 tomandsværelse og er geografisk set et godt udgangspunkt for at opleve San Franciscos anarkistiske særpræg. Og så får man morgenmad med i prisen. Vandrerhjemmet ligger tæt på centrum og byens vigtigste turistattraktioner. Green Tortoise – navnet alene! – har ikke fortrængt idealerne fra hippietidens velmagtsdage: Saunaen er for begge køn, og ingen interesserer sig for, hvilken slags tobak, der stoppes i piben i det rustikke opholdsrum. Ved poolbordet blæses der på Californiens ellers omfattende forbud mod rygning i offentligt tilgængelige lokaler. Der er ikke mange meter fra San Franciscos sorte ghetto til bydelen Castros forelskede bøssepar og millionærhotellerne på Nob Hill. Byens lyse victorianske huse, sporvogne og cable cars udgør et urbant postkort, der inviterer til afslapning på gadernes tusinder af eksotiske cafeer. Og så er der byens 800.000 indbyggere: sorte, hvide, gule, tiggere, gademusikanter og topmodeller i et konstant kaotisk virvar, der tilsyneladende er byens orden. Hele metropolområdet omkring San Franciscobugten tæller 7 millioner indbyggere. I gear med Pontiac Man føler sig velkommen – mens man langsomt vænner sig til, at bilerne drejer til højre for rødt lys. Med kun syv dage 18 til rådighed har vi valgt at leje en bil hjemmefra. Ellers kunne vi have brugt de tre dage i San Francisco på at studere bilsektionen i The Chronicle eller telefonbøgernes henvisninger til et af de mange drive away-firmaer, der tilfældigvis måtte have en bil, de gerne ville have transporteret til målet for vores rejse: Santa Fe, delstaten New Mexicos hovedstad, 2.400 km længere mod sydøst. Det er en fornøjelse at sætte sig bag rattet i en køreklar og potent Pontiac Grand Am med automatgear. Og heller ikke de navnløse amerikanske vejskilte volder større problemer, end at det i første forsøg med Rand McNallys vejatlas ved hånden lykkes at finde frem til Interstate 5 South i retning mod Los Angeles. Rand McNally kan anbefales! En sprudlende glæde over at have erobret friheden på de amerikanske landeveje indfinder sig. Ingen har dyttet, blinket eller vrisset. Ud ad motorvejen forekommer alt overvældende. Her er ingen begrænsninger, og country- og rockmusikkens evergreens er som født ind i vores mørkegrønne Pontiac. En evergreen Man nærmest svæver ind i et sjældent portrætteret USA. Et kæmpemæssigt bondeland befolket af enlige landbrugsmaskiner, bønder, der er ved at så, og godstog, der trækker op til 140 vogne og snegler sig ud ad de endeløse sveller, mens en flere Efter et regnskyl står ørkenplanterne i Death Valley i fuldt flor. Badwaters flade landskab i Death Valley er det laveste punkt på landjorden. hundrede meter lang bilkø hober sig op tisk maleri af lokalområdets turistattrak- drevet af den amerikanske stat, sætter den ved jernbaneoverskæringen. Købmanden, der kort efter ved en af de mindre landeveje servicerer os med toastbrød og fedtfattig hytteost, kalder sig Smiling Charlie og spørger vidunderligt uforbeholdent, hvad vi laver, hvorfor vi er her, og hvad der dog kan være interessant ved den sneklædte Sierra National Forest? – et kæmpemæssigt bjergrigt skovområde på 5.260 km2, som går fra 274 moh til højeste tion. I modsætning til vandrerhjemmene inkluderer prisen dog udelukkende morgenkaffe. Så Smiling Charlies toastbrød og pålæg var et fornuftigt indkøb, inden vi næste morgen sætter kursen mod Death Valley, det varmeste og dybeste sted på landjorden, med en varmerekord på 57 °C, og USA’s største nationalpark uden umiddelbare naturoplevelse i perspektiv. De fleste amerikanske besøgende holder sig bevidst til vintermånederne og foråret, når ørkenplanterne efter et regnvejr står i fuldt flor. Det er også udelukkende i de måneder, man kan vandre i de sandede ørkenbjerge og beundre de mere end 900 plantearter, der findes i dalen. Mange planter venter alene på de få dage om året, hvor forårsregnen sætter alting i blomst. En del af tiltrækningskraften ved dette lavpunkt er netop at se, hvordan planter, dyr og mennesker overlever i et ekstremt hårdt klima, der let kan blive livstruende. Bilernes aircondition har muligvis elimineret mange af de farer, en tur gennem området tidligere indebar, men Death Valley er stadig et øde sted, og uden for golfbanen i Furnace Creek er punkt 4,263 moh. Terrænet for foden af den 650 km lange Sierra Nevada-bjergkæde byder på rullende egetræsbevoksede bakker og skråninger og et virkelig smukt alpint landskab i højderne. Her er også de gigantiske og for Californien endemiske mammuttræer (Sequoiadendron giganteum) på i gennemsnit 50-85 meters højde. I 1800-tallet var disse øde skovstrækninger kulisse for den tids store guldfeber. Og så er her naturligvis rigeligt med fisk og vilde dyr, varieret bjergflora og masser af rekreative muligheder til at gøre nationalskoven til enhver friluftselskers paradis. I dronningens seng Mørket sænker sig bag klippeskrænterne, og vores primære opmærksomhed retter sig mod at finde et billigt motel i nærheden. Det virker mere som reglen end undtagelsen, at der herude på det amerikanske bondeland findes et motel for hver samling af tre huse og et fælles lokum. Og de findes i mange prisklasser. Men for nogenlunde det samme som prisen for to personer på et vandrerhjem er det muligt at få et dobbeltværelse med eget bad og toilet, to superbløde queen-size-senge, et fjernbetjent farve-tv, og et pseudoroman- for Alaska. Under havets overflade Det er en udbredt misforståelse, at man i Death Valley ikke finder andet end kilometer efter kilometer endeløst fladt ørkensand, spredte kaktusser og kraniet af et kvæghoved. De færreste er klar over, at der fra Badwater, det laveste punkt på den vestlige halvkugle, til nationalparkens højeste punkt, Telescope Peak, er 3.437 højdemeter. Faktisk er Death Valley omringet af rå og næsten ugennemtrængelige bjergkæder. Ved parkens vestlige indgang kører man fra 0 til 1.500 meters højde på en strækning, der er mindre end 30 km. Stedet, på grænsen mellem Nevada og Californien, dannede i midten af 1800tallet ramme for tusindvis af håbefulde guldgraveres rigmandsdrømme. Siden blev dalen fast kulisse for Warner Bros.’ westerndramaer. Nu er sand, dyreliv og klippeformationer både mål for rejsende med geologiske, arkæologiske og zoologiske specialinteresser og almindelige turister, der ønsker at opleve verden 86 meter under havets overflade – men stadig under åben himmel – i saltaflejringerne ved Badwater. Museet i Death Valley Visitor Center, der som alle nationalparker er 19 faciliteterne meget begrænsede. Spøgelsesbyer og radioaktivt støv Da guldgravere opdagede dalen i 1849, blev deres håbefulde forventninger om at finde guld og sølv ikke indfriet. Tværtimod, Death Valley blev blot en ulidelig pine af ørken og varme på vejen mod drømmen om rigdom. At guldgraverne ikke var begejstrede for det ensomme ridt over ørkenen, kan ses af stednavne som The Devil’s Golf Course (”Djævlens Golfbane”) og Coffin (”Ligkiste”). Først i 1881 havde lykkeriddere heldet med sig, da de stødte på ørkenens hvide guld, krystallet boraks. Minebyer som Rhyolite skød op som paddehatte. I 1911 talte denne by 10.000 indbyggere og rummede to kirker, 50 saloner, 18 butikker, to bede- Cliff Palace. Mesa Verdes indianske klipperuiner i det vestlige Colorado er nogle af USA’s bedst bevarende minder om tiden før koloniseringen af Amerika. det lokale Visitor Centers tilbud om gratis udlån af snesko. Det viser sig at være en god modpol til de seks til otte timers daglig bilkørsel. mænd, 19 hoteller, otte læger, to tandlæger, en børs og en opera. I dag er kun få ruiner tilbage. Lyden af hylende prærieulve giver ordet spøgelsesby en ny betydning i den stjernebesatte nat, da den mørkegrønne Pontiac sætter i gear. Dalens status som prøvebane, når amerikanske motorgiganter præsenterer nye bilmodeller, bliver udfordret til det yderste på de øde og halvmørke landeveje mod Las Vegas, der snor sig udenom det radioaktive støv i Nevadaørkenen, hvor adskillige atomprøvesprængninger har fundet sted. Ved ankomsten viser Las Vegas ikke tegn på at være USA’s førende boomtown med mere end 100.000 hotelsenge, 30 millioner overnattende gæster om året og 10 af verdens største hoteller. Neonhavet er langtfra så imponerende som på tv. Gæsterne på flertallet af Las Vegas’ kasinoer møder op med hverdagens hængerøv og en fedtet baseballkasket. Året før spyttede en maskine 12.513.166 dollar og 20 cent (ca. 83 millioner kr.) ud i klingende mønter. Men medmindre man ønsker et par dage med billige branderter i de mangfoldige one dollar-barer, er det værd at overveje, hvor interessant det er at følge Joe Sixpack og fru Fyldepoletter fylde poletter i Las Vegas’ enarmede tyveknægteland i håbet om den store gevinst. Spartanske Santa Fe På Santa Fe International Hostel får vi, for samme pris som motellet ved siden af, 14 elendigt isolerede kvadratmeter med bad og toilet på gangen og ingen fjernbetjening. De spartanske værelser opvejes dog til fulde af en fællessal med mennesker, klaver, guitar og diverse praktiske oplysninger om både lokalområdet og udenbys vandrerhjem. Her er stemning og rejsetips, og ikke mindst krav om at gøre en daglig tjans – chores! – feje gulv og gøre rent. Med Santa Fes spansk-mexicanske adobearkitektur og de mange kunstgallerier i den historiske by i 2.100 meters højde er denne miniatureforestilling fra USA’s uspolerede virkelighed slut. Vil man have tid til et hvil, hver gang man møder en hyggelig Grandma’s Coffee Shop, og samtidig realisere drømmen om at nå hele vejen fra Stillehavet til Atlanten, kræver det mindst tre uger on the road. Men så længe man sætter sig realistiske mål for kørestrækning, er syv dage nok til at opleve frihedsfornemmelsen fra Bruce Springsteens ”Cadillac Ranch”: Well, there she sits buddy justa gleaming in the sun There to greet a working man when his day is done I’m gonna pack my pa and I’m gonna pack my aunt I’m gonna take them down to the Cadillac Ranch Eldorado fins, whitewalls and skirts Rides just like a little bit of heaven here on earth Well buddy when I die throw my body in the back And drive me to the junkyard in my Cadillac Cadillac, Cadillac Long and dark, shiny and black Open up your engines let ‘em roar Tearing up the highway like a big old dinosaur James Dean in that Mercury ‘49 Junior Johnson runnin’ thru the woods of Caroline Even Burt Reynolds in that black Trans-Am All gonna meet down at the Cadillac Ranch Cadillac, Cadillac Long and dark, shiny and black Open up them engines let ‘em roar Tearing up the highway just a big old dinosaur På snesko En af kør-selv-feriens vidunderlige kontrastoplevelser venter næste dag efter 600 kilometers kørsel gennem Nevada og Arizona. Stedet er det sydvestlige Utah i Bryce Canyon Nationalpark, i de vestlige udløbere af Rocky Mountains. På vores håbefulde spørgsmål om et ledigt værelse på vandrerhjemmet Pink Cliffs Village, svarer en skægstubbet Tim McKinlay, at vandrerhjemmet er lukket uden for sæsonen. Han ser nu også ud som om, han ikke har set en gæst i et halvt år. Til gengæld kan han tilbyde et af etablissementets dobbeltværelser i det tilhørende motel til samme pris som et værelse på vandrerhjemmet. Endnu en nat er sikret på det amerikanske bondeland, blot en km fra en underskøn nationalpark. Her kan de vågne hver morgen opleve solen stå op i en kulisse af 60 millioner år gamle røde og hvide kalkaflejringer, der danner et hvidog rødglødende panorama af majestætiske spir, tårne og buer. På det lokale hotel kan man leje udstyr til de godt 30 kilometers præparerede langrendsløjper. Og inden turen går videre gennem det sydvestlige Colorado til Santa Fe i New Mexico, tager vi imod (uddrag fra “Cadillac Ranch” af Bruce Springsteen). 20 Friheden i bil gennem Usa meside Cost to Drive på beta.costtodrive. com til ca. 200 USD i 2014-priser. Prisen på benzin i USA er lav, og det er faktisk det samme, som turen kostede i 1998. Ud & hjem igen: Fly København-San Francisco fås fra ca. 3.900 kr. t/r. Fly København-Santa Fe fås fra ca. 5.500 kr. t/r. Indrejsekrav til USA: Siden 2008 skal alle danskere foretage en såkaldt ESTA-registrering på nettet senest 72 timer før indrejsen. Uden en ESTAregistrering får man ikke lov til at rejse ind i USA. Registreringen er gyldig i to år, men skal opdateres ved ny indrejse. Læs mere på esta.cbp.dhs.gov/esta/ application.html. Kørekort: Et internationalt kørekort er en slags ekstra legitimation, der på engelsk redegør for ens kørselsrettigheder. Det fås for 25 kr. hos Borgerservice i Danmark. Benzin: Benzinudgifterne til et roadtrip fra San Francisco til Santa Fe beløber sig ifølge den praktiske hjem- Bilkøb: Om det bedst kan betale sig at købe eller leje en bil, afhænger af, hvor længe man er af sted. Har I en måned eller mere at disponere over, er der tid til at gennempløje de lokale aviser for gode biler og brugtvognshandlere. Og så er man selv herre over, hvor og hvornår vognen skal afleveres. En rimelig bil kan købes for 25-30.000 kr. enten fra en bilhandler eller privat. Men for at gardere sig mod sammenbrud midt i Nevadas ørken er det værd at få tjekket for fejl og mangler på et værksted. Det koster ikke mere end et par hundrede kr. Billeje: Har man kun en uge eller to til disposition, er en lejet bil at foretrække. Men så skal man også aflevere bilen, hvor man hentede den. Ellers vanker der en såkaldt drop-off-afgift, der svinger mellem 100 og 1.000 USD. Afgiftens størrelse varierer fra selskab til selskab. Firmaet Rent-a-Wreck har i øvrigt gjort det til sit speciale at udleje ældre og godt brugte biler billigt. Vognene ligner faktisk sjældent vrag, men fremstår som let bulede og mekanisk velfungerende ældre modeller – ikke sjældent Cadillac eller Chevrolet. Book via www.rentawreck.com. Kør væk: De såkaldte drive away-firmaer har specialiseret sig i at transportere andres biler. Bortset fra udgifterne til benzin er denne transportmulighed så godt som omkostningsfri. Drive away-fir- nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er journalist og ansvarshavende redaktør af Globen. Roadtrippet gennem Californien, Nevada, Arizona, Utah, Colorado og New Mexico foretog han i 1998 sammen med sin daværende kollega på Politiken Kristian Klarskov. Lars-Terje boede og arbejdede i 1997 i Minneapolis, og i løbet af tre år fra 1997 til 2000 fik han lejlighed til at besøge 38 af USA’s 50 delstater. Læs mere om Lars-Terje på www.lysemose.com. Vores roadtrip begynder med en fantastisk udsigt til Stillehavet og San Francisco. 21 maet har forpligtet sig til at transportere en given bil fra et sted til et andet. Når man ringer ind og tilbyder at køre en strækning, bliver man en del af firmaets forretning med kunden. Derfor er man ofte under hårdt tidspres under drive away-kørslerne uden tid til svinkeærinder. Som oftest forudsættes det, at man kører den direkte vej fra punkt A til B. LOGI: En seng på Green Tortoise i San Francisco fås fra 30 USD. Book via www.greentortoise.com/san-francisco-hostel. På Santa Fe International Hostel fås en seng fra 18 USD. Book via hostelsantafe.com. SEVÆRDIGHEDER: Nyttige links til at planlægge rejsen: Om San Francisco: www.sanfrancisco.travel og wikitravel.org/en/ San_Francisco. Om Sierra National Forest: www. fs.usda.gov/sierra. Om Death Valley: www.nps.gov/deva og en.wikivoyage.org/wiki/Death_ Valley. Om Rhyolite: en.wikipedia.org/wiki/ Rhyolite_Nevada. Om Las Vegas: www.lasvegas.com og wikitravel.org/en/Las_Vegas. Om Bryce Canyon: www.nps.gov/brca og wikitravel.org/en/Bryce_Canyon. Mine fornemmelser for Fra den legendariske hovedvej, La Ruta 40, der strækker sig mere end 5.000 km gennem det vestlige Argentina. 1.413 dage, 62.180 km, og 50 lande på seks kontinenter. Én mand og seks cykeltasker på én cykel. Tag med på et roadtrip på cykel Jorden rundt. Tekst & FOTOS: Nicolai Bangsgaard S om Peter Høegs Smilla har jeg også gennem de sidste snart 500 dage udviklet nogle særlige fornemmelser. Det er ikke så poetisk som “Frk. Smillas fornemmelse for sne”, men lige så virkeligt. Hr. Bangsgaards fornemmelse for asfalt: Jeg har lært at læse asfalten, lært at læse spor i asfalten, asfaltens sprog. Vejens hældning, tykkelse, ruhed, de anvendte materialer og farvenuancerne, sprækkerne, overgangene, lapningerne, ujævnhederne, krumningerne og kurverne, lysets spil med de grove overfladesten, lydene fra dækkenes kontakt – alt sammen taler det til mig. Vejen og vejens spor advarer mig, lokker mig, irriterer mig, holder øjnene beskæftiget, bringer mig fremad, frustrerer og gør mig glad. Man er nødt til mentalt at pakke sig godt ind i Goretex her ude i provinsen i asfalt Indonesien for at modstå det konstante nedfald af tilråb og grænseoverskridende offentlige tilnærmelser. Lycra om balderne er ikke nok – faktisk tror jeg nogle gange, at den øger graden af opmærksomhed! I dag løber jeg ind i en gigantisk slange af et karnevalsoptog på hovedvejen mod Malang. Der er folk i alle aldre, i flotte dragter, paradekøretøjer og musik i både dur og mol. Det er et vildt, larmende og pragtfuldt skue. Optoget er flere kilometer langt, og trafikken stopper helt. Jeg forsøger at ignorere det faktum, at jeg pludselig bliver centrum for opmærksomheden hos tilskuerne. Efter indtjekning på det ganske fine Hotel Tosari i Malang (700.000 indbyggere) går jeg ud i byen for at få mig en gang blindemassage. Det har jeg gode erfaringer med fra Cambodja. Men Malang er et spøjst sted. Massagerummene, adskilt af tynde papvægge, ligger inde bag ved en dagligvarekiosk, og larmen fra gaden er gennemtrængende. “Man or woman?” spørger pigen bag disken. “Woman, please,” svarer jeg, for at være på den sikre side, ihukommende den laotiske ladyboy som gav mig massage i Chiang Rai i Thailand. 22 Jeg bliver snart gennet ind i det lille massagerum og har allerede lynet gylpen ned, da den blinde piges fingre indikerer, at jeg skal lægge mig op på briksen. Åbenbart med tøjet på. Hun ser ikke mit undskyldende, flove blik. Hendes ansigt har man mere nydelse ved ikke at se på, men for fanden, hvor har hun styr på min udkørte krop efter de sidste fire cykeldage. Hun gør alt rigtigt! Det er langt den bedste massage, jeg har fået på rejsen, og jeg er helt i hendes blinde varetægt. Hænderne er stærke uden at være sadistiske. Det hævdes, at god sex kan redde et ægteskab. Denne massage har nærmest samme egenskaber. Det burde være en del af enhver ægteskabelig kontrakt, at ægtefællen kan give en massage som denne. Jeg har lyst til at give hende et knus, men ved, at det vil tage sig helt forkert ud, så jeg takker og betaler de 12 danske kr. for 45 minutters særbehandling. Det er min rejsedag nr. 497, og jeg har tilbagelagt 82,3 km fra Blitar til Malang i Indonesien og cyklet i alt 19.693 km, siden jeg tog af sted. Med 60 km downhill siddende i håret Cykeletapen Cusco-Lima i Peru (1.150 km) tager mig 10 dage og er helt igennem Jorden rundt på cykel UD & HJEM IGEN: Har du fået lyst til at følge i Nicolais cykelspor? Mindre end fire års jordomrejse på cykel kan naturligvis gøre det. Fly KøbenhavnMalang fås fra ca. 5.000 kr. t/r. Og fly København-Lima fås fra ca. 6.350 kr. t/r. Øverst: Nicolai Bangsgaard i det centrale Sri Lanka i april i år. Nederst: Et mindre bjergpas lidt nord for Wutai Shan i Kina i april 2013. legendarisk. Den starter med en asfalteret lækkerbisken: 50 km genial highspeed nedkørsel fra knap 4.000 moh til 1.700 moh. Fra den golde pampas-slette ændrer landskabet sig hurtigt omkring mig. Klimaet bliver mere menneskeligt igen, og kaktusser, sukkerrør, bananpalmer og papayatræer dukker op og gør cyklingen til en fin, aromatisk oplevelse. Luften er fed af oxygen og summer af cikader og tilfredse papegøjer. Temperaturen flyver opad, mens jeg flyver nedad. Det eneste skår i nedkørselsglæden er visheden om, at så snart jeg når bunden af dalen, slår virkeligheden hårdt igen. Man slipper desværre ikke ustraffet afsted med sådan en nedkørsel her i Andesregionen, og morgendagen byder på en brutal 55 kilometers stigning op til en bjergkam, der grumt rejser sig i horisonten i over 4.000 meters højde. Hårnålesvingene virker uendelige, er drøje og nådesløse, men jeg belønnes med spektakulære udsigter over sneklædte Andestinder – og endnu en vanvittig 55 km lang nedkørsel. What goes down must come up-logikken fortsætter på min solofærd tværs over Andesbjergkæden, og over de næste to dage går det uforstyrret opad over en strækning på 200 km (!), tilbage til højsletten og adskillige bjergpas i 4.000 meters højde med masser af plyssede lamaer, haglbyger og tordenskyer til at krydre cyklingen. Jeg vækker megen (uønsket) opmærksomhed, når jeg triller igennem isolerede, lerklinede indianerlandsbyer. Alle stirrer forundret og stiller de samme trættende, fantasiløse spørgsmål. De færreste har hørt om Danmark, og dem der har, mener at vide, at det ligger en del timers kørsel væk. At forklare, at jeg over 950 dage har cyklet 38.000 km fra Danmark, er omsonst, for det ligger uden for de flestes vilde fantasi. La grande finale, blomsten i håret, er en sidste guddommelig nedkørsel, jeg sent glemmer. Over 60 km taber vejen mere end 3.000 højdemeter, før den ebber ud i Nazca ikke langt fra Perus stillehavskyst. Andesbjergene er lagt bag mig for nu. Jeg har stadig den sidste downhill siddende i håret, da jeg 500 flade km senere ankommer til hovedstaden Lima. Det var bedre (og billigere) end den vildeste tur i Tivoli, og for fanden hvor cykelglæden lever. Det er min rejsedag nr. 954, og jeg har cyklet i alt 38.058 km, siden jeg begyndte. 23 nn Nicolai Bangsgaard har medlemsnr. 588 og blev tildelt DBK’s Folkersenpris i 2013 for sit særligt energisk og grænsesøgende rejseliv og for at være nået langt bort fra de gængse turistområder og have fået en grundig indsigt i lokale forhold. Ovenstående er et let bearbejdet uddrag fra hans bog “Solo – 4 år Jorden rundt på cykel”. Læs mere om ham, hans cykel – en Koga Miyata Worldtraveller – og bogen på www.nicolaibangsgaard.dk . Lejrliv ved Darvaza Gaskrater midt i Turkmenistan, der menes at være resultatet af en eksplosion under en sovjetisk gasstation i 1971. Bygningen blev blæst ad Pommern til, gasstationen forladt, og flammerne har siden da slikket op ad kraterets gasfyldte sider. Et brændende hul i Turkmenistan Tekst & fotos: Rasmus Krath De er på vej fra Danmark til Indonesien i en brugt Golf 2 Diesel til 10.000 kr., der undervejs har tabt sidespejl, kofanger, vinduesviskere, nummerplade (der blev sat på igen), baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra undervognen. Tag med Rasmus Krath og Martin Anker Nielsen gennem det underfundige Turkmenistan. ”D er er pygg! Det er fandeme pygg!” Martins stemme når knap nok gennem den støvede, hede luft, men ved et kig ud ad vores beskidte forrude står det mig alligevel alt for klart: Der er pygg. Igen. Vi er jaget vildt i dag, der er pygg næsten overalt, og de er sultne. De lever af vores papirer. Guffer dem i sig, gør de. Sådan er det i Turkmenistan. Martin sætter sin næsten rene fod på bremsen, drejer godmodigt på rattet og tøffer desillusioneret vores lille bil ind til siden foran det bulede skilt, der nærmest aggressivt bærer ordet pygg. Nedslidte til sokkeholderne finder vi endnu en gang vores pas og bilens papirer frem, ruller vinduerne ned og venter på vores skæbne i mødet med dagens 14. pygg. Pygg betyder noget i retning af ”usselt færdselspoliti” – i hvert fald i vores egen efterhånden knap så overbærende fortolkning af det lille ord, der står på så uendeligt mange grimme, fesenblå skilte langs de veje, vi er kørt ad de sidste dage i dette så underfundige land. Der er rigtig mange pygg i Turkmenistan, og hurtigt kommer der også denne gang en velklædt pygg lumskende hen til det nedrullede vindue, letter på sin grønne kasket og stikker vanen tro en slap hånd ind i bilen som tegn til at lade os klemme sine turkmenske pølsefingre i en undskyldning af et håndtryk. I Turkmenistan trykker man ikke i hinandens hænder, man rækker bare en slatten luffe frem. Pyggen vil se vores papirer, selvfølgelig, og går frydefuldt i gang med at tygge sig igennem bevismaterialet for lovlig- 24 heden af vores tilstedeværelse i sit land. Alle pygg elsker papirer, og ham her er heldig. Da vi for tre dage siden krydsede ind i Turkmenistan fra Kasakhstan – en proces, der tog fem timer – fik vi en overvældende stabel dokumenter, der nøje læst fra første til sidste lap bedyrer, at vi har tilladelse til at køre en Golf 2 Diesel med den danske nummerplade YZ22433 igennem hele Turkmenistan. Slet og ret. Og det er det, vi gør – min ven Martin Anker Nielsen og jeg. Om pyggen vil det eller ej. På vej mod Papua Vi er nemlig ret så selvsikre på vej fra Århus mod Indonesien i vores elskede lille bil, der stod os i 10.000 kr. på et lummert, østjysk autoværksted for halvandet år siden. Planen er at køre til Papua (tidligere kendt som Irian Jaya) over de næste år – ikke i ét stræk, men i etaper, eftersom vi begge er hængt op på hver vores arbejdskroge i det virkelige liv. Martin er kemiker, og jeg er foredragsholder – sådan mest i En Golf 2 Diesel fra 1986 er på én gang en sand cruiser og en kampvogn på larvefødder. Skrænten her lod sig besejre af vores bil efter en to timers hed kamp. Men vi kom op! hvert fald. Hvert år har vi på den måde givet os to gange tre uger i bilen på vej østover sammen. Sidste stræk bragte os til Aserbajdsjan, hvor den lille Golf stod i syv måneder hos en venlig tolder – der kun skulle bestikkes blidt – på havnen i hovedstaden Baku. Der hentede vi den igen for nu en uge siden, trillede om bord på en færge, sejlede over Det Kaspiske Hav til Kasakhstan og kørte ind i Turkmenistan, verdens mærkeligste land. ”Og det land vil vi altså gerne opleve,” forklarer vi underdanigt, men bestemt, den heldigvis efterhånden papirmætte pygg. Han bøvser lidt og kigger misbilligende på vores støvede, faldefærdige bil, hvorefter han træder et turkmensk skridt tilbage og opgivende vinker os ud på landevejen igen. Vi smiler og vinker farvel til pygg nr. 14. Sejr over visumfolkene Golfen summer, Turkmenistan flyder forbi, og vinden river os i håret gennem de nedrullede vinduer – vi er på rejse. Bag i bilen ligger vores rygsække, vores sovetæppe og vores kasse med mad. Sammen med et par øl. Bagsæderne er revet ud, og vi har lagt en plade ind bagi, så to tredjedele af Golfen udgør en fortræffelig dobbeltseng, når vi trækker det blomstrede filttæppe hen over. Vi kører, vi sover, og vi spiser i bilen. Alt er støvet til, og sådan kan vi li´ det. Vi føler os frie. I Turkmenistan skal man normalt rejse med en guide tildelt af regeringen og have forudbestilt alle – og sjovt nok de dyreste – hotelværelser på hele ens rejserute gennem landet. Men i kraft af vores eget lille, rullende topersoners pensionat har vi filmet os uden om både hotelbookinger og guide. Sidstnævnte fordi en guide officielt skal sørge for, at man rejser med de ”rigtige” offentlige transportmidler, hvilket vi i den to måneder lange, træge visumproces heftigt argumenterede for, at vi jo lige præcis ikke er afhængige af. Vi vandt, visumfolkene tabte. Hele balladen udspringer af, at diktaturet i Turkmenistan vil holde nøje hånd i hanke med, hvor og hvordan fremmede agerer i det lukkede land. Men de rigide regler tager altså ikke højde for, at to danske drenge kan finde på at komme kørende i en lille bil fra Århus, og vi er således lykkeligt fri af de ellers så stramme rammer for en tur til Turkmenistan. I stumper og stykker Så vidt, så godt. De næste dages mål som altså nu uafhængige turister (ja, jeg brugte det ord, selvom det ridser lidt i drømmen – vil hellere være en rigtig eventyrer, men på denne rejse er vi slet og ret turister, måske avancerede turister væk fra alfarvej, men stadig turister) er det formentlig mest besynderlige syn i Centralasien: Darvaza Gaskrater – et efter sigende kæmpe, brændende hul midt i Karakumørkenens uendelige sanddynger. Sådan noget har hverken Martin eller jeg nogensinde set før, og det gådefulde trækker så voldsomt i os, at vi ca. midt i Turkmenistan drejer til venstre – ind i ødemarken. Golfen hoster, hakker og klager sig i ørkenstøvet, men giver ikke op – noget den i øvrigt aldrig gør. Vi mærker, at den også gerne vil til Darvaza, som den måske eneste dansk 25 indregistrerede bil nogensinde. Vores auto kan i virkeligheden godt li´ ekstremer. Jeg skal være helt ærlig og sige, at de 10.000 kr., vi gav for det lille automobil i Danmark, nok ikke helt har givet os et stabilt køretøj. Firhjuleren har visse indvortes udfordringer, og kosmetisk lægger Golfen sig måske ikke ligefrem i førersvinget. Men sådan kan Martin og jeg li´ den, og vi kan med god samvittighed sige, at kærlighed for os ikke har noget med udseendet at gøre. Samtidig henrykkes vi over, at de 10.000 kr. indtil videre har givet en nettoinvesteringspris per kilometer fra Danmark og hertil på 60 øre. Og hvis vi når Indonesien, så falder biludgiften til 33 øre per kørt kilometer. Not bad. Samtidig fryder vi os faktisk lidt, hver gang den lille bil giver os et nyt dilemma. Vi er bevidst taget af sted for at få udfordringer undervejs, og Golfen har ikke holdt igen med den slags: Smadret støddæmper, nedslidt forhjulsophæng, ødelagt udstødningsrør, sammensmeltet tændingssystem, iturevet bremsekabel samt defekt sprinklersystem og et båthorn, der tilsyneladende antager, at tavshed er guld. Derudover er bilen blevet brudt op og røvet tre gange i Syrien. Paradoksalt nok er vores oprigtige håb, at Golfen giver sin sidste omdrejning og smuldrer endeligt fra hinanden den dag, vi når Papua i Indonesien. Det ville være cool, så har vi da smadret den ordentligt. Selvfølgelig strejfes vi af en vis bekymring, hver gang der falder en ny del af bilen – og lad mig nævne i flæng, hvad Ja, vejen her taler vist for sig selv. Nogle strækninger tager bare længere tid end andre ... der indtil videre er gået tabt: sidespejl, kofanger, vinduesviskere, nummerplade (den satte vi på igen), baglygte, blæsesystem og en meterlang metalbøjle fra undervognen, som vi ikke ved, hvad er. Men på samme tid frydes vi ikke så lidt, når Golferen næsten på trods kører lystigt videre, og vi klukkende til hinanden kan konkludere, at ”det nok ikke var noget vigtigt, der faldt af.” Eventyrblodet bruser Så vitterligt fornøjede ruller vi videre af sted mod gaskrateret i Darvaza, mens de 250 kilometers ørkenfærd stille lægger sig som et tykt tæppe af centralasiatisk støv over vores bagage bag i bilen. Alt er støvet, og jeg sender venligt mine allerede tilsandede lunger en opmuntrende tanke. Golfen er ikke særlig tæt, og især nætterne bagi bilen føles efterhånden som en dryssende nedsænkning i en sandkasse. Pludselig bryder Martin ud i et højlydt bræg ved siden af mig, og jeg rives abrupt ud af mine støvbekymringer. Begge er vi blevet fanget af et mærkværdigt skue langt borte i synsranden. Langt, langt væk er der et eller andet, der flimrer derude i det begyndende skumrings-hverken-lyseller-mørke. Små sitrende lysglimt giver pludselig aftenhimlen et brandrødt skær og vækker hastigt både Martins og mit eventyrblod (selvom vi er turister), der berusende spreder sig ud indeni os. ”Kom denne vej, kom bare, kom nu, drenge,” næsten kalder det nu insisterende, blændende fremmede i det fjerne. Darvaza har fået tag i os. Underligt forførte parkerer vi stille bilen i vejsiden og stiger ud. Golfen skal åbenbart ikke længere. Mekanisk tager vi de støvede rygsække på ryggen, retter vores blanke, våde øjne mod horisontens flammende drømmesyn og lader os lede ind i ørkenen. Vi går. Uden at snakke. Bare går. Mod lyset. Lucifer has left the building ”Det er så mystisk, det her, så mystisk, så mystisk,” snurrer det rundt i skallen på mig, mens mørket falder på og blindt overlader os til det brændende inferno, der nu er det eneste rigtigt synlige i den begyndende og allerede forunderlige ørkennat. Umærkeligt åbner en bizar slette sig næsten truende blindt foran os. En svagt oplyst, let buet flade på 10x10 sandede kilometer, grotesk gennemboret i midten af et kolossalt gloende gab, der går forfærdende langt ned i undergrunden. Jorden er gået i stykker her, tænker jeg. Et åbent ildsprøj- Den Store Leder af alle turkmenere Turkmenerne har siden Sovjets sammenbrud levet under en af verdens mest radikale diktatorer: Niyazov, eller Turkmenbashi (”den store leder af alle turkmenere”), som han omdøbte sig selv. Diktator Niyazov opbyggede den tidligere sovjetrepublik, der i 1991 blev selvstændig, i sit eget billede. Han opsatte guldstatuer af sit kvabsede korpus i alle byer og fremdrev en næsten religiøs ophøjelse af sin person over for det turkmenske folk. Rettesnorene var mange, og Niyazovs ansigt og tanker gennemsyrede samfundet i næsten enhver henseende. Alle offentligt ansatte var tvunget til at bære et lummert billede af diktatoren på tøjet, og Niyazovs ord var ikke kun lov, men decideret obligatorisk udenadslære for folket. I sine sidste år udgav han værket ”Ruhnama”, der er en gennemgang af hans holdninger og tanker til alt mellem himmel og jord – fra litteratur over biologi til religion. ”Ruhnama” er stadig i dag fast pensum på skoler, gymnasier og universiteter i hele landet – uanset hvilket fag man studerer. September måned blev opkaldt efter bogen, lige som alle årets andre måneder også fik nye navne i 2002. April opkaldte Niyazov efter sin mor, Gurbansoltan. Landsfaderen slap endelig sit tag i Turkmenistan i 2006, da et hjerteslag satte en stopper for hans ophøjede liv. Men hans ånd lever videre, og diktaturet holder stand. En efter sigende uægte søn viderefører den hårde linje, og guldstatuerne af Niyazov bliver med al sandsynlighed stående en rum tid endnu. Drengerøvsdrømmen gennemsyrer den lille bil: Slid, støv og ingen rengøring. Bagsæderne er revet ud, og sengen redes hver aften i vores ”Autocamper Golf”. tende sår på 80 meter i diameter og over 30 meters dybde formet som et gigantisk, glødende bombekrater taget ud af mine drømmes tilintetgørelse af planeten. Dødsrigets åbne porte, helvedet på vej op af jorden. Lucifer has left the building. Jeg fatter mig, finder jordforbindelsen og kigger betaget på Turkmenistans måske største turistattraktion: Et gigahul fuld af ild. Simpelthen. Darvaza Gaskrater ligger lige dér og brænder sin evige ild foran os. Gassen suser ud af siderne og ædes af stikflammer på op til ti meter, der giver en djævelsk, sugende lyd. Når vinden blæser i 26 vores retning, føles det som at stå ansigt til ansigt med en kæmpes føntørrer. Himlen er kulsort, og horisonten er væk. Det eneste, vi kan se – og høre – er det største brændende hul i jorden, jeg nogensinde har set. ”Glem Golfen. Vi skal sove her i nat,” bjæffer Martin. Han er min bedste rejseven nogensinde. ”Selvfølgelig skal vi det. Det lyder helt, helt rigtigt,” ler jeg tilbage og river vores lille telt op af rygsækken til lyden af flammehavet foran os. ”Bare ikke i vindretningen.” Turkmenistan Det gamle Sovjet har endnu ikke helt sluppet sit greb i Turkmenistan. Billedet er taget ved en af Centralasiens største saltfabrikker nord for byen Turkmenbasji. Turkmenistan udgør 488.100 km² af Centralasien og har 5,1 millioner indbyggere, hvoraf 1 million bor i hovedstaden Asjkhabad. Der findes ingen pengeautomater i landet, men i hovedstaden kan man gå i banken og hæve penge på visakort. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnAsjkhabad fås fra ca. 4.950 kr. t/r. Visum: udstedes udelukkende gennem et af landets 17 officielle rejsebureauer og kræver normalt, at man følges med en guide under hele rejsen, lægger en fast rejserute samt booker og betaler alle hoteller på forhånd. Se www.turkmenistanembassy.org for mere info. Sproget: er turkmensk, men godt halvdelen af indbyggerne taler også russisk. Turkmenistans hovedstad Asjkhabad vækker minder om ”Alice i Eventyrland”. Enorme parker, paladser og pladser pryder byen, der har verdensrekord i antal springvand. Alt er plejet og passet ned til sidste detalje, men meget ligger totalt mennesketomt hen. Klimaet: et typisk fastlandsklima med brændende hede på op til 50 °C i sommermånederne og hård kulde om vinteren, dog undtaget det sydlige af landet, der ikke oplever frost. Bedste rejsemåneder er april-maj og september-oktober. nn Rasmus og Martin fortsatte deres rejse i 2009 mod øst til Bisjkek, hovedstaden i Kirgisistan, hvor de parkerede bilen indtil turens næste stræk: Pamirbjergene i Kirgisistan og Tadsjikistan. Rasmus har medlemsnr. 196 og er freelanceskribent, foredragsholder og filmmager. Han er også medlem af Eventyrernes Klub og har til dato besøgt tre territorier og 67 lande. Læs mere om ham på www.rasmuskrath.dk. 14.500 km fra Danmark. Solen skinner, og Golfen spinder. Endnu ... 27 Den fine Pontiac kunne godt friste en gammel dreng som mig, men med et skrabet rejsebudget og en benzinpris på godt 10 kr. literen må benzinslugeren vente. Blandt taskenspillere og fusentaster Tag med på en odysse rundt i Santiago de Chile i jagten på at købe en brugt bil til et roadtrip. Det skal vise sig at blive et studie i antikke salgsklicheer, smørglatte sælgere og et overdådigt udvalg af gamle vrag. Tekst & FOTOS: Henrik Frier Hansen I vores jagt efter brugt bil har vi mødt både sigøjnere og charlataner, der ville sælge os hvad som helst. Sminkede lig og skramlekasser til salg for en slik. Junkede Jeeps, kiksede Kia’er og en svejset Suzuki. ”En eminent maskine,” siger sigøjneren. ”Se, helt nye dæk,” siger sælgeren med den skæve guldtand og et bredt slips, jeg ikke har set mage til i årevis. Brylcremen får hans sideskilning til at hænge tungt og hele denne mission med at købe brugt bil til at virke umulig og absurd. Vi skal være i Chile i en længere periode og har brug for et køretøj. Vi skal langt ud på landet, helt op i bakkerne og ud ad de snoede grusveje. Det er dyrt at leje, så vi bliver nødt til at tømme sparegrisen eller suge på kassekreditten og købe en brugt bil, der skal være hele tre ting: bueno, bonito og barrato. Rejsebudgettet er skrabet, men måske kan vi sælge den bagefter. Der er mere end en million biler i Santiago. Helt præcist 1.490.951, siger seneste statistik, og efter blot at have shoppet rundt et par dage virker det mest som om, at de fleste af dem er til salg. Udvalget er simpelthen enormt. Farvestrålende sælgere og sminkede lig Vi besøger byens mange ferias de autos, et slags stort loppemarked for brugte biler. Række op og række ned, så langt øjet rækker, er her fyldt med brugte øser. Her finder vi færdselsfarlige Fiat’er, fartstribede Ford’er og frådende firhjulstrækkere. Her findes stort set alt, hvad der har fire hjul, både de der kan køre og de, der næppe kan klare den ud over kantstenen. Vi traver skoene tynde og møder den ene farvestrålende sælger efter den anden. Luften er tyk af vinylrens og plasticpadding, og jargonerne flyver rundt: ”Den er så god som ny!” Eller: ”se den flotte bilradio!” En anden sælger forsøger at overbevise mig: ”Denne her er helt nymalet,” men jeg ved jo, at det blot betyder, at det er rusten, der er blevet malet ovenpå – og at bilen skinner som et sminket lig. Her i Chile er det langtfra alle, der kaskoforsikrer deres biler. Det er enten for dyrt, eller også får man det bare ikke gjort. 28 Masser af gode tilbud og farverige tillægsord hænger på alle biler. Men når de store skader sker, skal man jo redde sin økonomi på en eller anden måde, og mange fantasifulde idéer bliver taget i brug for at få afsat de skadede biler. Der bliver svejset, spartlet og malet i flotte farver. Totalskadede biler opkøbes, lappes sammen og sælges til købere, der ikke ved bedre. Det er et kæmpe marked i en by som Santiago med mere end 7 millioner indbyggere. ”Måske vi er gået helt forkert i byen?” siger Jacqueline. Området ved Santa Rosa er ikke et af Santiagos bedste kvarterer. På gaden ser vi mest oversminkede duller og grupper af unge, der gemmer deres ansigter under hættetrøjer. Gadekøkkener sælger fedtede empanadas og sandwicher med tvivlsomt indhold. Vi bevæger os nordpå til de finere bydele med store autoforhandlere og masser af udbud. Men selv om Santiago har overskud af brugte biler, så er priserne højere her. ”Vi kan give Dem en god kredit,” siger den yndige, kvindelige sælger med de røde læber og en nedringet bluse. Vi kan få lov at betale over 60 måneder, men det går jo ikke. Vi er på rejse, og det er dét det hele handler om. Og at kunne blive ved med at rejse. Vi skal ikke ind i gældsfælden, selv om hun står der og lokker – ”fristelsens elskerinde” – med den store og knaldrøde firehjulstrækker. Jagten fortsætter gennem Santiagos uendelige kvarterer. Med bus, metro, taxi og til fods. Vi krydser bydele, vi ikke anede eksisterede, og lærer byen endnu bedre at kende. Vi holder pauser og spiser frokoster i små, interimistiske og maleriske lokaler rundt omkring i de bydele, der normalt ikke besøges af folk udefra. Vi møder folk og fæ af alle slags, mest de På roadtrip i Chile På Santiagos billoppemarkeder, feria de autos, finder man et rigt udvalg i sminkede lig. sympatiske, ærlige og hårdtarbejdende chilenere af den såkaldte lavere middelklasse, der er gode mennesker og vil os det godt. Jeg bekræftes igen og igen i chilenernes menneskelige kvalitet, som er umiskendelig. Det er dét, der gør det til sådan en forbandet skøn oplevelse at rejse i dette land. Og så er der jo altså lige bilsælgerne ... Åbenbart en universal race, der sjældent vil en det bedste. Odysseen fortsætter gennem flere dage. Vi traver byen rundt og forsøger os med det ene salgstilbud efter det andet, hele vejen rundt i det mægtige Santiago. Men menuen er den samme: Slatne slæder, udkogte riskogere og vakkelvorne varevogne. Det er dog utroligt, som denne by ikke kan byde på andet end vrag, når det kommer til at finde en brugbar, brugt bil, der er til at betale for menneskepenge. Et marked uden for markedet Løsningen finder vi ved at droppe bilsælgerne. Ikke flere excentriske galninge, der ivrigt forsøger at forvandle rustne museumsgenstande til salgbare biler, med blot lidt spraymaling og andre snuptag. Ikke flere hajer og ikke flere halenegere. Det handler jo om at finde selve chilenerne. Ikke sælgerne, men ejerne selv. Man skal købe bilerne privat, selvfølgelig skal man det! Det har jeg jo vidst hele tiden, jeg har bare ikke brugt hjernecellerne. De private er ikke professionelle nok til at snyde, uden det nemt kan gennemskues. De private er nemmere at handle med, og i øvrigt mennesker, ganske ligesom vi selv er. Vi finder frem til en ung mekaniker, der vil tage med os ud og lede, og går så ellers i gang med at gennemsøge de private bilannoncer i byens mange aviser og internetportaler. Det leder igen til møder med sjove og sympatiske mennesker, der fortæller os historien om, hvorfor de nu skal sælge deres bil. Vi kan selv vurdere situationen og begynde at vælge mellem et par mulige emner. Planen virker, og allerede dagen efter finder vi den. Den står rød og flot ude foran et hus i et boligkvarter. Og den er hverken malet, lappet eller på anden måde maskeret. Det er lige, hvad vi skal bruge. Der kigges, fremvises og prøvekøres. Så snakkes og fortælles der, ikke mindst om prisen. Et par tal ryger frem og tilbage gennem luften, og til sidst deles et fast håndtryk ... sådan! Vi har fundet vores fire hjul – der alle virker – og som nu skal bringe os ned igennem dette lange og fine rejseland. Rejsen kan begynde. Benzinprisen i Chile er steget voldsomt de sidste par år. Benzin koster ca. 9-10 kr. per liter., diesel ca. 7 kr. per liter. En rimelig god, brugt bil kan erhverves for mellem 20.000 og 30.000 kr. Som udlænding kræves det, at man er registreret med opholdstilladelse i landet for at kunne købe bil, og et turistvisum i passet er altså ikke nok. Alternativt kan man leje bil. Det er rimeligt billigt for mindre biler, men kanondyrt for pick up’er og firhjulstrækkere. Dansk kørekort accepteres sammen med et internationalt kørekort. Færdelsregler er som derhjemme, og trafikken rimelig, så længe man ikke forvilder sig ind i Santiagos centrum, og man i landområderne passer på løse hunde, køer, får, geder og fulderikker langs landevejene om søndagen. Det chilenske færdselspoliti er meget regelret og korrekt, og man bør ikke forsøge sig med nogen form for bestikkelse. Pas i øvrigt på med øl eller vin til frokosten, hvis du er billist. Chile har nul tolerance for alkohol i blodet hos trafikanter. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnSantiago fås fra ca. 6.700 kr. t/r. nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285 og er med sin kone Jacqueline kørt fra Santiago til området omkring Puerto Montt i Chiles 10. region, hvor de har base. Rejsen har foreløbig varet syv måneder og lader til at fortsætte, men alt dette er en længere historie, som nok skal blive fortalt. Bilen blev en firhjulstrukken Chevrolet Luv, som de har været heldige med, og indtil videre har kørt 4.000 km i. 29 Et roadtrip med vind i håret Forfatteren skuer ud over Fort Sumter, hvor de første skud i den amerikanske borgerkrigen faldt. Med Ford Mustang og Harley Davidson fra tropisk hav til skovklædte bakker. Tag med på en rejse gennem 200 års historie og 10 af USA’s delstater på østkysten. Tekst: Fredrik Ljone Holst Fotos: Fredrik Ljone Holst & Arik Zurabian ”H usk på, at politiet betragter dig som en bil. Hvis bilerne holder i kø i myldretiden, skal du også gøre det. Selv om der er plads nok for en motorcykel til at snige sig forbi, er det imod Floridas love at gøre det.” Jeg er hos udlejningsfirmaet Eagle Riders, et stykke fra Miamis lufthavn, og får de sidste instrukser om, hvordan motorcyklister skal opføre sig på Floridas veje. ”Solbriller eller anden øjenbeskyttelse er påkrævet, men er du over 21 og har forsikringen i orden, kræver loven ikke, at du kører med hjelm. Vi er dog blevet pålagt at udlevere dig en, og vi anbefaler, at du bruger den,” siger manden, som tjekker mig ud og giver mig nøglen til en kulsort Harley Davidson. Det er flere år siden, jeg sidst kørte på motorcykel, men det fortæller jeg ikke. Jeg siger bare, at jeg vil bruge hjelmen. Jeg nævner intet om, at jeg i første omgang, med min rustne køreerfaring på motorcykel, bestemt ikke har tænkt mig at køre direkte ud på en motorvej med utallige kørebaner i hver retning. Ferierocker For at få en blød start vælger jeg bagvejene ud fra industriområdet, forbi den lokale politistation og gennem et boligområde vest for Miami. Med stopskilt ved hvert kryds bliver jeg hurtigt mindet om, at USA’s veje er lavet til biler med automatgear – ikke til en uerfaren ”ferierocker” med manuelt gear og dårlig balance. Men ligesom at cykle uden motor husker jeg hurtigt, hvordan man gør. Der bliver længere mellem husene, jeg drejer sydover, og foran mig ligger 250 km til dagens mål: Key West. Jeg må dog snart justere lidt på min amerikanske drøm. The Sunshine State præsterer et regnvejr, jeg ikke var forberedt på. Heldigvis er det ikke koldt, troperegnen er bare våd, men det føles som nåle i ansigtet, når selvtilliden stiger og farten øges. Før jeg når den 11 km lange Seven Mile Bridge, er regnen så kraftig, at jeg må stoppe i vejkanten. Jeg kan simpelthen ikke se noget. Men på den anden side af broen – og skybruddet – åbenbarer tropeparadiset sig. Jeg ærgrer mig så småt over mit gode fortsæt om at beholde hjelmen på, men fornuften vinder heldigvis hver gang. 30 Jeg cruiser på Duvall Street, hovedgaden i Key West, og jeg tager nogle ekstra runder i lav fart, både for at se byen og fordi jeg synes, at nogen skal kigge på mig og den fede kværn. Det føles rigtigt. Jeg går i Hemingways fodspor. Både i helt bogstavelig forstand når jeg besøger hans hjem, og i mere overført betydning når jeg tager en pubrunde og prøver flere forskellige romtyper, end jeg kan tælle. Indimellem føles hele byen som et ferieresort, og det er svært at forestille sig, at byen for nogle er triviel hverdag. Tiden går hurtigt fra morgenmad på stranden, via en tur på jetski og frisk seafood til frokost, og en ny runde på Duvall Street, da mørket falder på. Men min afmålte tid i dette paradis er knap. Efter nogle dage kører jeg mod nordøst og møder mine rejsekammerater i Miami. De markante og kendte art deco-bygninger, i pastelfarver og med runde hjørner, ligger tæt langs Miami Beach, hvor vi bor midt på striben af art deco-hoteller og overfyldte barer. En Harley på to hjul skiftes ud med en Ford Mustang på fire. Mens mange af de lokale har kalechen oppe og sætter aircondition på, insisterer vi på at have taget nede, så længe det ikke regner. I Mustang langs kysten Med næsten 3.000 km foran os og mindre end to uger til at nå New York bliver vi En aften i drive-in-biograf var en af de ultimative amerikanske oplevelser på rejsen. ikke mange dage i ”Latinamerikas hovedstad”, som er et af Miamis mange tilnavne. Nordpå følger vi kysten, men for en nordmand, som er vant til, at vejen langs kysten normalt ligger 20 til 200 meter højere end havet og byder på en god udsigt, skal der ikke mere end en lille sandklit til, før havet lige så godt kunne være milevis væk. Vi kommer lidt for sent frem til Kennedy Space Center og overnatter derfor i byen Cocoa Beach for at forsøge igen dagen efter. I Cocoa Beach ligger Ron Jon Surf Shop, som siges at være verdens største surferbutik, så vi går ned på stranden i håb om at finde spor af en fri og alternativ livsstil. I stedet finder vi et enormt skilt, som oplyser om alle regler, forbud og påbud – samt bøderne hvis man ikke følger dem. Så meget for ”the land of the free and the home of the brave”! Ruten er kun løst fastlagt, og planerne kan ændres undervejs. Det gør vi da også næste dag, da vi møder Andrea. Resterne af årets første navngivne storm medbringer så megen vind og regn, at det ikke frister at tilbringe dagen med rumfartshistorie. Af samme grund bliver det kun til et kort ophold i Saint Augustine, og vi går ikke engang ud af bilen for at inspicere de spanske erobreres sagnomspundne ungdomskilde. På et tidspunkt vinder vinduesviskerne kampen mod vandet fra oven, og vi kan gå tørskoede fra bilen til motellet, som vi har fundet omtrent der, hvor Florida ender, og Georgia begynder. I borgerkrigens vugge I USA med sin korte historie regnes Savannah for en gammel by, grundlagt i 1773. Mange kender måske bedst byen som kulisse for Forrest Gumps fortælling om sit liv. Busholdepladsen, Tom Hanks sad Det sydligste punkt på det kontinentale USA ligger på et gadehjørne i Key West. på, var en kulisse, men bænken er bevaret i byens Visitor’s Center. ”Y’all just look for the bench with an emty box of chocolates on it” er guiden Kennys råd til den, som vil genfinde dette lille stykke filmhistorie. Vort mål for dagen er en by, som er central i en langt mere alvorlig historie. Charleston, South Carolina, kan med rette kaldes borgerkrigens vugge. Angrebet på Fort Sumter var begyndelsen på fire års borgerkrig, som kostede over 600.000 amerikanere livet. Efter en kort bådtur modtages vi af en entusiastisk park ranger, som spørger, hvem som har rejst længst for at besøge øen, som i dag er et mindesmærke uden militær eller anden strategisk betydning. Vi vinder vist den konkurrence. Efter at have modtaget smil og applaus håber jeg bare, at der ikke står en kværulant et sted i forsamlingen – klar til at påpege at hans hjemby i Alaska faktisk ligger længere væk end Europa. Alle forbliver heldigvis tavse. Patriotiske amerikanere er kendt for deres kærlighed til flaget, og her findes det i mange afskygninger. Stars and Stripes med forskellige antal og konstallationer af stjerner, samt flere af Sydstaternes flag. Særlig det velkendte Confederate Flag med sit blå kryds på rød bund og 13 stjerner vækker stærke følelser, og det er normalt, at elementer fra Sydstaternes forskellige flag bruges i nogle af de nutidige delstatsflag. Men både her og senere på rejsen skulle vi erfare, at den oprivende konflikt for 150 år siden handlede om mere end slaveri. Løsrivelsen i syd var også et oprør fra periferien mod centralmagten – let genkendeligt for tre gæster fra det dybt EU-skeptiske Norge. Efter dagens historietime og før vi kan rejse videre, er det tid for rejsens måske vigtigste afgørelse: Kysten eller 31 indlandet? Hidtil har vi haft Atlanterhavet på højre side og aldrig langt væk. Et uventet højdepunkt Det er aftenens tjener, som sender os indenlands i den rigtige retning. Da jeg ser, at Ashville i North Carolina ligger et stykke i den gale retning og ikke direkte på vejen mod New York, er jeg først skeptisk, men heldigvis lader jeg mig overtale. Denne lille bohemeagtige by i den sydlige ende af The Blue Ridge Mountains er måske rejsens højdepunkt. Velassorterede boghandlere, en af Londons karakteristiske busser lavet om til cafe og en række mikrobryggerier gør byen til et perfekt sted at tage en pause fra landevejen, blive en nat ekstra og nyde livet, mens batterierne lades op. For den, som ikke kan lide at sidde stille for længe ad gangen, er byen også et center for rafting, og der er masser af turister og mountainbikeruter i området. Selv om vi skal videre efter bare to overnatninger, lykkes det for os at få et stamværtshus og lære dørmanden Buck lidt at kende. Hvor dybt venskabet var blevet, hvis vi havde parkeret bilen i længere tid, er ikke let at sige, men han opfyldte alle forventninger, vi havde til den åbne og venlige amerikaner. Men den tidligere US Mariner kan nok også blive rigtig uvenlig, hvis det er det, der skal til for at håndtere en krævende værtshusgæst en sen aften. Det slipper vi for at finde ud af, for det er igen på tide at køre videre mod New York. Et lille stykke klassisk Americana Vejen fortsætter langs den nærmest uendelige Appalachian bjergkæde, som adskiller østkysten fra det centrale USA. Vi holder os på østsiden og kommer næste dag til Winchester. For den, som er ude Historietime med bl.a. Abraham Lincoln ved Gettysburg, hvor borgerkrigen vendte, og Sydstaternes fremrykning blev standset. efter de store oplevelser, er der nok ingen grund til at komme dertil, for stedet bruges hovedsagligt som weekendrejsemål for dem, som vil væk fra det hektiske hovedstadsliv i Washington. For os er der derimod endnu en myte, som lokker – et lille stykke klassisk Americana: Lige uden for Winchester ligger en af Virginias 10 tilbageværende drive-in-biografer. Så vidt vi ved, er det også den eneste i hele delstaten, som har et program midt på ugen. The Family Drive-In Theater er, som navnet siger, et lille familieforetagende. Mellem to lærreder ligger det lille projektorhus, som også fungerer som kiosk. Ved hver parkeringsplads er der en monohøjttaler til at hænge i bilvinduet, men alt lever alligevel ikke helt op til Hollywoodfantasien. Der er ingen piger på rulleskøjter, som serverer hamburgere, og med tre kammerater på tur er stemningen et stykke væk fra den klassiske movie date night. Det ses også på lang afstand, at vi er nogle rigtige amatører. Den lokale ungdom bakker deres pickups og SUV’er (firehjulstrækkere) i retning mod lærredet. På ladet har de rigget til med madrasser, medbragt mad og elektriske minikølere fulde af øl. Vi fornøjer os med popcorn og Coca-Cola. På hjemvejen forsøger chaufføren ikke at være alt for inspireret af aftenens filmtilbud – ”Fast & Furious 6”. Det virker nærmest uansvarligt, at en drive-in-biograf viser en film, hvis bærende element er aggressiv bilkørsel. Det er da også en slags skæbnens ironi, at filmens stjerne dør i en bilulykke nogle måneder senere. En levende del af historien Meget tilfredse med vores ærkeamerikanske oplevelse kører vi videre næste morgen. Også denne dag skal vi tage del i den amerikanske psyke. Ikke bare ved at udforske op til flere drive-thru-fastfoodkæder, men også med et gensyn med borgerkrigen. Vi har allerede besøgt stedet, hvor den indledtes, og nu står krigens vendepunkt og måske vigtigste slag for døren. I Gettysburg holdt Abraham Smoothies serveret gennem sidevinduet i en pensioneret Londonbus i Asheville. 32 Lincoln sit livs tale ved krigskirkegården i 1863. Nogle måneder tidligere, faktisk nøjagtig 150 år før vort besøg, var denne lille by og området omkring den skuepladsen for det blodigste slag i hele konflikten. Det var også her, Nordstaterne satte en stopper for sydstatsgeneral Robert E. Lees invasionsforsøg. 165.000 soldater deltog i slaget, som varede i tre dage – over 46.000 af dem mistede livet. Vi får tilbud om en CD, som kan guide os på en køretur til alle de vigtigste steder i omegnen. Eftersom dette tager op til flere timer, vælger vi i stedet en ny historietime i form af en runde på museet og en betydeligt kortere film. Begge dele overgås dog af det skue, som venter os i biografsalen. En trappe fører op til The Gettysburg Cyclorama. På et gigantisk lærred får vi et 360 graders udsyn over slaget. 18 år efter at krigen sluttede, malede Pauol Phillipoteaux sit 109 meter lange og 8,2 meter høje billede. Der fandtes engang fire eksemplarer, og dette er et af de to, som har overlevet. Fra en platform midt i billedet står vi som på en lille høj med udsigt over det hele. Lyd og lyseffekter er lagt på for at bidrage til historiefortællingen. Dette er ”kun” ét billede blandt museets mange genstande, men alligevel er The Cyclorama alene hele besøget værd. I syd opleves borgerkrigen mange gange som en levende del af historien, mens den i nord føles langt fjernere. For de næste amerikanere vi skal møde, kan man roligt sige, at borgerkrigen tilhører en fjern fortid. Roadtrip i USA … og en levende historietime i the Amish county. En tidslomme hos amish-samfundet Vort sidste stop på vejen mod verdensbyen New York er et glimt ind i en speciel verden, hvor tiden på sin vis har stået stille i århundreder. Vi lægger vejen indenom et amish samfund i Pennsylvania. Langs de smalle landeveje står der skilte, som varsler om, at på vejen kan man møde hestevogne og ikke bare en benzinsluger fra Detroits glansdage. Det føles derfor helt naturligt at se de sorte lukkede vogne med hesteforspand passere i langsomt trav. Langs Old Philadelphia Pike er det ikke altid let at vide, hvad som er autentisk, og hvad som bare er skabt for os og de andre besøgende. Eksempelvis Bird-inHand-amishbyen med det – for udenforstående – lidt underlige navn Intercourse, som jo også kan betyde noget helt andet! Nu hvor bilferien nærmer sig sin afslutning, og Manhattan lokker, står vi ikke længere helt så frit. Vi har en deadline hos udlejningsfirmaet og desværre ikke tid til at blive længe nok i The Amish (Dutch) country til virkelig at lære mere om dem, som endnu i dag praktiserer både tro og liv på den gamle måde. Fra landsby og jordbrug er overgangen brat til den sidste spurt på Interstate 95 gennem New Jerseys bebyggelse og industribyer. Selv om en lille del af mig gerne ville være ankommet til New York med vinden i håret og solen i ansigtet over George Washington-broen, var det alligevel en let afgørelse at indlevere bilen i Newark lufthavn. Et sidste tjek viste, at vi havde kørt 2.966 km på ni dage. Få ting symboliserer det moderne USA lige så godt som privatbilen, men næsten alt vi havde set undervejs, var en del af historien. En historie, som bæres med stolthed af en – forholdsvis – ung nation. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnMiami fås fra ca. 3.300 kr. t/r. Fly København-New York fås fra ca. 3.100 kr. t/r. Indrejsekrav til USA: Siden 2008 skal alle danskere foretage en såkaldt ESTA-registrering på nettet senest 72 timer før indrejsen. Uden en ESTAregistrering får man ikke lov til at rejse ind i USA. Registreringen er gyldig i to år, men skal opdateres ved ny indrejse. Læs mere på esta.cbp.dhs.gov/esta/ application.html. Kørekort: Et internationalt kørekort er en slags ekstra legitimation, der på engelsk redegør for ens kørselsrettigheder. Det fås for 25 kr. hos Borgerservice i Danmark. nn Fredrik Ljone Holst bor i Norge og var på roadtrip i USA i 2013. Han har medlemsnr. 342. Artiklen er oversat fra norsk af Ann Kledal og Thor Bakke. Færdelsregler: Husk at reglerne – og hvor strengt de håndhæves – varierer fra delstat til delstat. Efter hver grænse så vi de andre bilisters opførsel an og forsøgte at følge den. Interstates er det hurtigste, men highways og de mindre lokale veje er bedst, hvis selve køreturen er målet. Der er mere at se, og det er lettere at finde nogle af de små byer, man knap nok anede eksistensen af. Forsikring: Sæt dig ind i, hvad der er dækket – og hvad der ikke er dækket! Det kan blive dyrt ikke at være fuldt forsikret, men forsikringerne er der, hvor udlejningsselskaberne tjener deres penge. Tjek evt. om dine kreditkort indeholder en forsikring. Livreddernes tårn langs Miami Beach er en del af den velkendte art decoarkitektur. Rejsekammeraterne Finn og Arik udstikker kursen for rejsen. Vel fremme i New York er dette roadtrip ovre, men vi fortsætter vort USA-besøg i nogle dage mere. 33 Rejsebilleder De Kanariske Øer: Ud i det blå. Foto: Tina Thrysøe. Sri Lanka: Vejene synes smalle, især når man cykler. Foto: Nicolai Bangsgaard. Thailand: Med tuk-tuk i Bangkok. Foto: Jakob Øster. Mali: Alternativ krydsning af flod. Foto: Ditte Burmeister. Vietnam: Kaos i trafikken. Foto: Jacob Tranberg Bloch. Kina: Beijings rene regn. Foto: Jette Weiss. 34 Indien: Hellige køer lægger sig gerne på vejen. Foto: Vibeke Nielsen. Oman: Kamelkaravane i ørkenen. Foto: Jesper Grønkjær. Myanmar: Vandbøfler på vejen. Foto: Karen Hammer. Tanzania: Krydsende giraffer. Foto: Jacob Tranberg Bloch. Burkina Faso: Krukkede cyklister. Foto: Charlotte Jørgensen. Brasilien: Sådan bringes varer ud. Foto: Søren Fodgaard. Myanmar: Cyklist i Bagan. Foto: Teddy Borring. Myanmar: På vej hjem fra fuldmånefestival i Bagan. Foto: Lisbeth Vivaldini. 35 USA: En gps i forruden er nyttigt. Foto: Susanne Torpe. Kenya: Alle veje fører væk fra Kenya. Foto: Ditte Burmeister. Jordan: Hjulspor i Wadi Rum-ørkenen. Foto: Vibe Sannig. USA: Monument Valleys røde klipper i bakspejlet. Foto: Morten Haagensen. Oman: Vej gennem ørkensandet. Foto: Jesper Grønkjær. Grønland: Der går ingen veje mellem byerne, men nord for polarcirklen kan man køre med slædehunde. Foto: Morten Haagensen. Australien: Outback ved Ayers Rock også kendt som Uluru. Foto: Mikie Breum. 36 USA: Monument Valley. Foto: Morten Haagensen. USA: Veteranbil. Foto: Susanne Torpe. USA: Maleriske Yosemite. Foto: Morten Haagensen. USA: Bryce Canyons orangerøde klipper mod den hvide sne. Foto: Lars-Terje Lysemose. USA: I Sequoia. Foto: Susanne Torpe. Benin: Nysgerrige. Foto: Ditte Burmeister. USA: Stop i Monument Valley. Foto: Morten Haagensen. USA: Langs den historiske Route 66. Foto: Susanne Torpe. 37 Persepolis er spækket med de mest fantastisk velbevarede, detaljerede relieffer, der viser billeder fra livet i Persien for omkring 2.500 år siden. Seks dage i bil fra Shiraz til Teheran I april i år var jeg med min far på en 11 dages tur til Iran, hvor vi kørte fra Shiraz i syd til Teheran i nord. Undervejs stiftede vi bekendtskab med både lokalbefolkningen, konsekvenserne af den internationale handelsblokade og de mange strenge særregler, der gælder i verdens eneste præstestyrede land. Tekst & FOTOS: Jacob V. la Cour ”D er er ikke noget, der hedder ’din tur’ i trafikken i Iran,” lyder det fra vores guide og chauffør Reza, mens han behændigt snor sig gennem trafikken i den iranske by Shiraz. Og det er så sandt, som det er sagt. Man skal hele tiden have et øje på hver finger og (mindst) én fod på bremsen. Alle prøver at komme frem hurtigst muligt, og det er tit ikke rigtigt til at gætte, hvor mange vognbaner der er på en vej – og de hvide striber er spild af maling. Er der plads til en bil, kommer der en bil, og venstresving kan lige så vel foretages fra midter- eller højrebane som fra venstre. Alligevel ser vi kun én gang på vores roadtrip gennem landet to biler, der begge syntes, de skulle køre samtidig – med sammenstød til følge – men stort set alle biler har ridser eller buler. Min far og jeg er samme morgen fløjet fra Teheran, efter én dags sightseeing i hovedstaden, til Shiraz ca. 1.000 km mod syd. Her begynder vores seks dages roadtrip tilbage til Teheran. Shiraz kaldes byen med haver og nattergale, og den ligger som en oase i en dal mellem nogle golde bjerge. Byen er ganske rigtigt fuld af parker og haver, anlagt for mange hundrede år siden. Nogle af dem er anlagt i forbindelse med mausoleer for kendte poeter, andre i forbindelse med kongelige paladser. Allerede inden vi har forladt Shiraz, kommer vi til at stifte bekendtskab med de trafikale myndigheder: For da vi skal på rundtur i basaren en formiddag føler Reza ikke behov for at respektere et parkering forbudt-skilt, og da vi kommer tilbage, er bilen væk. Han hører fra en butiksejer, at bilen er blevet slæbt væk, så vi begiver os afsted imod politiets parkeringsplads. Her sørger en ”smørelse” på 200.000 rial 38 (ca. 40 kr.) oven i bøden på 1 million rial for, at bilen bliver frigivet med det samme i stedet for – som normalt – først dagen efter. Muslimske særregler Det er som bekendt ulovligt at drikke alkohol i Iran, og man forestiller sig derfor, at landet må have udviklet et væld af spændende non-alkoholiske drikkevarer. I butikkerne findes da også mange forskellige juicer, bl.a. Piñja Colada- og Aloe Vera-drik, og mange steder sælges friskpresset frugtjuice. Men det varierede billede ændrer sig brat, når man træder ind et sted, hvor der serveres mad. Af en eller anden uransagelig årsag består udvalget af drikkevarer på alle (uden undtagelse) restauranter af Coca-Cola, Fanta, Sprite, vand, alkoholfri øl og den lokale yoghurtdrik Dogh – der smager som tynd salatdressing. Selv på fine restauranter og på femstjernede hoteller drikker iranerne hovedsageligt cola, vand eller Dogh til maden. Maden er også ganske ensformig. Det er stort set umuligt at få andet at spise end kebab. Det er da også lækkert nok Udsigten over Persepolis var fantastisk. Byen bestod af en samling paladser, hvor op til 16 meter høje søjler holdt (formentlig) flade tage af træ oppe. Et af paladserne havde 100 søjler. med spidstegt lammekød eller kylling, og overalt bliver det lavet helt friskt, og er dejligt saftigt. Men pudsigt nok serveres det alle steder med nøjagtigt samme tilbehør: Ris med safran, en eller to grillede tomater og et par pickles. Pris- og pengesystemet i Iran er lidt kompliceret. Møntfoden hedder rial, og 5.000 rial udgør ca. 1 kr. Men for at slippe for de mange nuller, bruger man mange steder prisenheden toman, der er 10 rial. Det betyder, at hvis man på et marked får oplyst en pris på 5.000 toman, skal man have en seddel på 50.000 rial op af lommen. De steder hvor priserne er fortrykt, angives de dog i rial. Så man skal holde tungen lige i munden. Den største pengeseddel er på 500.000 rial, altså ca. 100 kr. Det kommer næppe som nogen overraskelse, at kvinder i Iran skal have dækket deres hår – også kvindelige turister. Hvad der er mere overraskende er, hvor meget de iranske kvinder gør ud af deres udseende. Selvfølgelig er der en stor del, der går helt tildækket i sort chador, men rigtigt mange, især de unge, går utroligt flot klædt med elegange tørklæder, der kun lige dækker det mest nødvendige af hovedet, og de gør virkelig meget ud af deres makeup. Den eneste påklædningsregel, der gælder for mænd, er, at man ikke må gå med shorts. Men det kan i sig selv godt være en prøvelse, når temperaturen overstiger 27 °C. Afgang nordpå Efter at have fået vores bil tilbage, sætter vi kursen mod den første store seværdighed på turen: Persepolis – Persiens gamle hovedstad opført omkring 500 år f.v.t. og ødelagt af Alexander den Store i 330 f.v.t. Den ligger ca. 60 km fra Shiraz. Der er desværre ikke voldsomt meget tilbage af Darius den Førstes enorme palads – ikke i højden i hvert fald. De fleste af de op til 16 meter høje søjler er væltet i tidens løb. Men de få mure, der er tilbage, er udsmykket med de mest fantastisk detaljerede relieffer, der viser fremmede herskeres besøg til Perserkongen, hans hære og forskellige religiøse figurer. Vi returnerer til Shiraz samme eftermiddag for at overnatte og næste morgen sætter vi for alvor kurs nordpå forbi Persepolis på vej til næste mål: byen Yazd. Landskabet i denne del, og formentlig størstedelen, af Iran er på én gang ensformigt og smukt. Det er meget goldt og vel egentlig reelt ørken det meste af vejen. Dog gennemskæres landskabet af høje, stejle bjergkæder på hvis toppe, der mange steder ligger sne – selv her i begyndelsen af april. Træer findes kun i byerne, og kun ganske få steder er jorden opdyrket. Det er et meget øde landskab og man skal sørge for at få tanket op af drikkevarer, når man ser en by, for selvom vejen er dobbeltsporet og på visse strækninger ret befærdet, vrimler det ikke ligefrem med rastepladser. Man bør også huske en rulle toiletpapir, hvis man drager på roadtrip i Iran, for stort set alle toiletter uden for de store byer er af den asiatiske sidde på hug-type, hvor rengøring foregår med en vandslange. Det samme gælder toiletter på mange restauranter og ved seværdigheder i byerne, men de er dog generelt forbavsende rene og pæne. 39 Imampladsen i Isfahan, anlagt først i 1600-tallet, er en af de mest imponerende pladser i verden. Om aftenen er den centrum for byens familier, der både holder picnic, spiller fodbold og kører i hestevogn på pladsen. Lidt uden for Shiraz kommer vi til en kontrolpost, hvor en politibetjent og en soldat kontrollerer alle biler. Vi bliver dog vinket igennem, inden vi er standset helt. ”Har I mange af disse i Danmark?” spørger Reza. ”Øhm, nej,” svarer jeg. Ikke engang på grænserne mellem de europæiske lande. I løbet af vores 10 dage i Iran lærer vi en masse om de særlige forhold i et land, der er ramt af international handelsboykot. Fx kan man ikke betale med kreditkort noget sted i Iran. Der fås stort set ikke nogen udenlandsk producerede varer, og bilparken bringer minder frem om Østeuropa før 1989. Ganske vist udgør Peugeot’er og Renault’er over halvdelen af bilerne, men de er lokalt producerede. De suppleres af forskellige uden for Iran ukendte mærker, bl.a. ét, der i umiskendelig grad ligner en gammel russisk Lada. Alle de gamle byer i Iran har en overdækket basar, som bringer den besøgendes tanker tilbage til ”Tusind og En Nats Eventyr”. Heldigvis er butiksindehaverne særdeles afdæmpede og på ingen måde påtrængende. Lerbyen Yazd Yazd er en by på størrelse med Aarhus og ligger i ca. 1.200 meters højde – lidt lavere end Shiraz. Også den er omgivet af høje bjerge og ørken, men er i sig selv ganske grøn. Det karakteristiske ved Yazd er, at en stor del af husene er opført af mursten dækket af en blanding af ler og halm. Husene har således alle sammen en varm brun farve og nogle flotte jævne runde former. Dertil kommer, at mange af dem er udstyret med middelalderens svar på aircondition: vindtårne. Høje smalle tårne der fungerer som tragter og sender luft ned i husene. Yazd er ydermere berømt for nogle meget smukke moskeer, heriblandt den med Irans højeste minareter. De fleste af Irans moskeer er opført i samme stil med et højt indgangsparti kronet med to minareter, alt dækket af de mest fantastiske flise-mosaikker hovedsageligt i blå nuancer. Byen har også en af verdens største, overdækkede basarer, som er vidunderlig at efterforske. Man føler sig fuldstændigt hensat til ”Tusind og Én Nats Eventyr”, når man går rundt blandt forretninger, der bugner af krydderier, eksotiske stoffer og messing-, sølv- og guldgenstande. Man kan som turist uden problem bevæge sig rundt i basaren på egen hånd. De lokale lader sig stort set ikke mærke med én og allerhøjst kommer de og siger:”Hello, where are you from?” med et stort smil. Når vi går rundt sammen med Reza, hører vi tit spørgsmålet ”Kojaee hastin?” (”Hvor er de fra?”), der bliver besvaret med ”Danmarkie”. Ingen steder resulterer det i negative kommentarer eller lignende, så man kan vist roligt sige, at karikaturtegningerne af Muhammed er glemt for længst. Folk, der har besøgt Iran, nævner ofte, at befolkningen er den mest venlige og imødekommende i verden. Vi møder da også en masse på vores vej, der gerne vil tale med os på deres ofte sparsomme engelsk – men det gør man også i mange arabiske lande, så det tror jeg mere skyldes, at vestlige turister endnu er et forholdsvist sjældent syn. Vi bliver en dag i Yazd og besøger ud over basaren og et par moskeer også to templer, et nyt og et gammelt, fra den religiøse sekt zoroastrianisterne, der bl.a. tilbeder de fire grundelementer ild, jord, luft og vand. Helt op til 1960’erne begravede sekten deres døde ved at lægge dem i et åbent tempel på toppen af et bjerg, hvor gribbe kunne spise ligene, hvorefter knoglerne blev begravet. Man måtte hverken begrave eller brænde lig, da det ville forurene grundelementerne. I det moderne ildtempel, opført i 1932, kan man se en alterild, der efter sigende har været holdt i live siden år 470. Isfahan – Irans kronjuvel Dagen efter kører vi ca. 300 km fra Yazd til Isfahan. Igen går vejen gennem ørkener og over golde bjerge, og igen ser vi sne på de højeste tinder. Isfahan er ubetinget den mest spændende by i Iran. Et stort område i centrum består af bygninger opført i begyndelsen af 1600-tallet af kongerne Abbas I og II. Også Isfahan er præget af træbevoksede alleer og store parker. Byen ligger ved floden Zayandeh, 40 der udspringer i nogle nærliggende bjerge og flyder ud i ørkenen øst for byen. Herfra ledte kongerne vand i kanaler (mange af dem underjordiske) frem til byens haver og paladser. En række 150-300 meter lange broer, opført i midten af 1600-tallet, er blandt Isfahans store seværdigheder. Desværre er floden tørlagt under vores besøg, men om efteråret skulle der til tider være vand i den. Isfahans største seværdighed er dog Imampladsen – verdens næststørste plads på 159x525 meter, kun overgået af Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Imampladsen blev anlagt af shah Abbas I i perioden 1592-1629 og omgives på alle sider af arkader med butikker. På tre af pladsens sider ligger ydermere nogle fantastiske bygningsværker: Mod vest det kongelige palads, mod øst den kongelige moske, og mod syd den fantastiske moske Jame Abbasi (der dog officielt er omdøbt til Imam Khomeinis Moske). Den overgår enhver beskrivelse både i størrelse og i kunstfærdigheden af udsmykninger med farvede fliser. Den er helt overnaturligt smuk og man fatter ikke det arbejde, det har været, at lave og opsætte alle disse fliser i 1600-tallet. Isfahan har naturligvis også en gigantisk basar, og der kan man gå rundt i timevis og nyde synet og duftene af det persiske handelsliv. Der forhandles i øvrigt ikke madvarer i de iranske basarer, så ingen steder bliver man mødt af ubehagelige lugte, og i det hele taget er der rent, Iran Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnTeheran fås fra ca. 1.650 kr. t/r. Overraskende mange steder er bjergene stadig snedækkede i starten af april. Men byerne ligger også i omkring 1500 meters højde, så bjergene er mange steder over 3000 meter. Kongebroen over floden i Isfahan er 137 meter lang, 12 meter bred og i to etager. Midt på broen er der en pavillon, hvor kongen kunne side og betragte parader og fyrværkerier på floden. ingen vilde hunde, og forbavsende få fluer i de iranske storbyer. Sidste stræk til Teheran Efter to dage i Isfahan tager vi hul på turens sidste strækning på 450 km til Teheran. Efterhånden som vi nærmer os mere tæt beboede områder, stiger trafikmængden, og det samme gør frekvensen af rastepladser. 25 km syd for den hellige by Qom støder vi endda på noget, der ligefrem kunne minde om Paradisets have inden for rastepladser, nemlig én der har både en iransk restaurant, en fastfoodrestaurant med pizza, burger og kylling, et supermarked der bl.a. sælger ispinde, en souvenirbod – ja, sågar en kiosk med bland-selv-slik. Lige inden vi når Teheran, kommer vi til en gigantisk bygning under opførelse. Det er Ayatollah Khomeinis mausoleum. Det har været under opførelse i mange år og består ud over selve mausoleet af en butiksarkade og en stor park. Mausoleet krones af fire fuldbelagte minareter på 91 meter, hvilket symboliserer Khomeinis alder, da han døde. Teheran ligger op ad skråningerne på de op til 5.600 meter høje Alborzbjerge, hvis toppe langt ind i foråret er dækket af sne (man skal ikke langt fra Teheran, før det faktisk er muligt at stå på ski i tre-fire 41 Logi: Hoteller i Iran fås til meget forskellige priser alt efter standard. I Isfahan boede vi på et firestjernet hotel til ca. 250 kr. per nat, mens et femstjernet i Teheran kostede ca. 800 kr. Man skal dog huske, at man ikke kan betale med kreditkort. Vi fik vores rejsebureau til at booke og betale hotellerne, men man kan formentlig godt bestille dem selv og så blot betale kontant. De samlede omkostninger for to personer i 11 dage (med hotel og indenrigsfly m.m.) beløb sig til ca. 30.000 kr. Visum: Som dansker skal man have visum for at komme til Iran. Den iranske ambassade ligger på Østerbro i København og kan normalt udstede visum på et par dage, men hvis man beder pænt, som vi gjorde, kan det klares på ½ time, mens man venter. måneder om året). Synet af bjergene, som vi naturligvis også fik et glimt af, da vi landede i Teheran ved begyndelsen af vores tur, symboliserer enden på vores rejse igennem dette fascinerende og meget anderledes land. nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474. Han har til dato besøgt 16 territorier og 90 lande. ”Se, se! Mzunguen kører mototaxi!” Vores lokale hjælper i Gisovu får et lift, og mzunguen kører motorcyklen. Tekst & FOTOS: Niels C. Jensen & Anne Geisler De tusind bakkers land huskes bedst af mange som landet, hvor det største og værste folkemord i nyere tid fandt sted. Op mod en million mennesker blev bogstavligt talt slagtet. Det er heldigvis fortid nu, og da vi i november 2013 bevægede os rundt i Rwandas vestlige egne, var de tydeligste spor fra dengang de mange mindesmærker og museer, som med lilla farve markerer den tragiske historie. V ores roadtrip begynder i byen Kibuye, som ligger smukt med udsigt over Kivusøen og til DR Congo på den modsatte bred. Vi bor hos Jean, som driver det katolske hostel på en bakketop midt i byen. Jean er en oplevelse i sig selv og underholder gerne med anekdoter om livet i Rwanda, sin kone og jobbet som leder af hostellet. Det er også Jean, der hjælper os med at arrangere at leje en lokal motorcykeltaxi, som vi i de næste fire-fem dage presser til sit yderste, når vi fortsætter, hvor vejen slutter. Motorcykeltaxier, også kaldet mototaxier, er det mest udbredte transportmiddel i Rwanda, hvis man ikke medregner gåben. De bringer til og fra markedet, fra landsby til landsby og fra land til by. Man bliver placeret bag chaufføren, og så går det ellers derudad. Så da mzunguen (den hvide) overtager styret på mototaxien vækker det overraskelse og smil hos mange, når vi kommer kørende. Rwanda er et smukt land med et ganske veludbygget vejnet, men de veje, vi bevæger os ud på de første par dage, er ikke motorcyklens livret. En vej er måske endda at overdrive – to og en halv meter bredt mudret og meget stenet underlag er, hvad vi kæmper med. Vi har læst et sted, at vejen vil bringe os frem til en teplantage, hvor man har mulighed for at overnatte i et gæstehus. Når de hvide kommer til byen Teplantagen er der rigtigt nok, og gæstehuset findes også, men det er udelukkende residens for den indiske boss, når han en sjælden gang kommer forbi. Hjælpen er dog ikke langt væk. En af medhjælperne på den indisk-ejede teplantage er flink og vil gerne hjælpe os med at finde et sted at overnatte i landsbyen Gisovu, som ligger et par kilometer fra 42 farmen. Vi bliver indlogeret hos en familie, som udlejer værelser til lokale rejsende, og vi er ganske godt tilfredse, selvom de lokale er lidt skeptiske overfor kvaliteten af stedet, når det nu er de hvide på motorcyklen, som skal bo der. Hurtigt breder rygtet sig om de fremmede, og da vi senere går ned i landsbyen for at købe aftensmad, går hele landsbyen i stå. De fleste standser op og står bare og glor. Nogle få tør råbe et ’Hello’, og en enkelt kommer hen og hilser og byder velkommen til Gisovu. Det er tydeligt, at vi har fået fat i landsbyens verdensmand, som også viser os hen til et sted, hvor vi kan få en god omgang bønner med ris og sovs. Imens siler regnen ned, og hjemme Rwanda Med tungt læssede cykler går det hurtigt nedad, opad knap så hurtigt. igen, sidder vi under bliktaget og lytter til regn og torden, mens børnene jagter natsværmere i kæmpestørrelse. En ny ven i Rwanda Vi ender med at blive gode venner med husets ældste søn, Brian, som drømmer om fodbold og om at komme ud at rejse og derfor er meget interesseret i at forstå, om og hvordan vi kan hjælpe ham med hans drømme. Mobiltelefon har han, og han ringer også et par gange efterfølgende for at høre, hvordan vi har det – og hvor vi nu befinder os. Næste dag ændrer turen drastisk karakter. Vi kommer tilbage til vejen, og ikke længe efter kører vi på noget, der ligner en motorvej i Danmark. En stor bred asfaltvej med to eller tre spor i begge retninger, og inden længe er vi i Kirambo, hvor vi får lov til at overnatte hos en kristen organisation, som har en kæmpe villa med udsigt over Kivusøen. Vi har huset for os selv og desuden en privat kok, som bl.a frembringer en fantastisk tærte og salat – noget vi har savnet længe, efter at have levet af forskellige udgaver af den klassiske kylling og ris. Dagen efter fortsætter vi gennem nationalparken Nyungwe, hvor aberne hopper rundt i træerne, mens regnen pisker ned. Vi bliver fuldstændigt gennemblødte og kolde efter at have kørt nogle timer igennem regnskoven, hvor Nilen, ifølge folk i Rwanda, har sit udspring. Godt forkomne ankommer vi til en landsby i udkanten af parken og får lov til at overnatte i kollegiet til en teknisk skole, som er ferielukket. Efter lidt tid klarer det op, og vi kan få tørret vores tøj og os selv i solen, og en vicevært får åbnet for det varme vand. Landsbyen ligger smukt med udsigt over temarker og nationalparken i baghaven, men ellers er der meget stille og ingen turister, bortset fra os selv. De kinesiske motorveje for gående Den sidste dag tilbage mod Kibuye går med fuld fart på de store kinesisk anlagte motorveje igennem De tusind bakkers land. Undervejs holder vi et par pauser, hvor vi møder lokale børn, som opfordrer Kinesiske ingeniører på arbejde. En ny motorvej skal bygges i Afrika. 43 UD & HJEM IGEN: Fly København-Kigali fås fra ca. 4.900 kr. t/r. os til ”Take a picture! Take a picture!”, men straks stikker af i løb eller endda bryder ud i gråd, når vi tager kameraet frem. Ud over os på motorcyklen, et par motorcykeltaxaer og nogle lastbiler er motorvejene mest af alt én stor gangsti. Bærende på afgrøder, vand og indkøb går folk fra landsby til landsby, nogle slæbende med deres høst på bagagebæreren på en gammel cykel, andre bærende det meste på hovedet. Tilbage i Kibuye får vi en varm velkomst og en kold øl på Home Saint Jean med udsigt over Kivusøen. nn Niels C. Jensen & Anne Geisler har henholdsvis medlemsnr. 616 og 617. De besøgte Rwanda i november 2012. Niels er journalist, og man kan læse mere om ham på altomniller.dk. Brian og hans søskende styrer huset, mens faren er på arbejde på teplantagen. På hjul Down Under: Nytår på Sydøen i New Zealand I 2009 satte jeg mig for at køre 7.000 km gennem New Zealand på en 50 cc-scooter for at få tid til at nyde landskabet under kørslen. Ligesom på cykel fornemmer man naturen og dens lyde og lugte langt bedre, end hvis man kører i bil. Samtidig foregår kørslen hurtig nok til, at jeg får tid til overs til at vandre. Og det er rejsens egentlige formål. Tekst & FOTOS: Mikie Breum D et er bælgravende mørkt, da færgen fra Wellington anduver Picton sent på aftenen. Gaderne er kun sparsomt oplyste, og efter at have kørt rundt og spurgt om logi i halvanden time må jeg konstatere, at alle hostels og campingpladser er fyldt. På områdets allersidste campingplads forbarmer værten sig dog over mig og giver mig lov til at slå mit telt op på legepladsens plæne. Ved midnat kan jeg så endelig – og dybt lettet – slå teltet op og pakke mine ting ud. Om morgenen futter jeg af sted mod Kaikoura for at besøge Tania, som min kæreste Søren og jeg mødte sammen med Tanias kæreste Mark i Brasilien for et halvt år siden. Jeg kører som altid den smukkeste vej. Den snor sig op og ned ad bjer- genes yderside mod fjordene og havet og herfra ses vige, øer og skovklædte, stejle bjerge. Nedenfor ligger fine dybblå vige med øde sandstrande og sejlbåde liggende for anker. New Zealand er så smuk, at rejsen fra A til B næsten altid er en stor oplevelse i sig selv. Der er få huse og biler på strækningen – der bor nemlig kun en million mennesker på Sydøen, der er tre en halv gange så stor som Danmark. En tredjedel af Sydøens beboere er samlet i byen Christchurch, så en stor del af Sydøen består af uopdyrket natur. Jeg spiser frokost med to elektrikere på ladet af deres arbejdsvogn. De giver kaffe, og jeg giver kage. De spørger nysgerrigt til min rejse på scooter. De har, som alle andre, aldrig hørt om nogen, der har rejst New Zealand rundt på en lille scooter. Det blæser og regner kraftigt i tre timer, og jeg ryster af kulde over hele kroppen i en grad, så hele styret ryster under mine bævrende arme. Heldigvis er jeg knastør under mit dyre Goretextøj. Og trods det dårlige vejr er landskabet fænomenalt smukt. Vejen ligger mellem en 70-100 km lang og bred sandstrand, hvor brusende bølger vælter ind, og på den anden side knejsende stejle bjerge med gyldent græs. Længere sydpå afløses de brede strande af en stejl klippekyst, og på et stræk på 15-20 km er klipperne fyldt med hundredvis af sæler, der gør og løber af sted som hunde med kun et bagben slæbende efter sig. 44 Tidlig aften ankommer jeg til Kaikoura. Jeg har brugt syv timer på at køre 130 km pga. de snoede bjergveje og den hårde modvind. Tania tager glad imod mig og tilbyder straks et varmt bad, så jeg kan blive menneske igen. Hun har sine tre børn samt sin søster og svoger boende. De mange familiemedlemmer er ude det meste af aftenen, og vi får derfor en god uforstyrret kvindesnak – foran fjernsynet naturligvis, og jeg tænker på, om newzealandske fjernsyn mon produceres uden slukknap. Selvom jeg sidder indpakket i min sovepose, bliver jeg ved at fryse og har følelsen af, at jeg aldrig vil tø op. Jeg bemærker, at huset ikke har radiatorer, selvom temperaturen falder til kun få plusgrader om vinteren. Huset bliver opvarmet med et par elektriske varmeovne og har desuden en udendørs pejs i baghaven. Tanias hus ligger i første række til havet, og fra køkkenvinduet og terrassen er der udsigt over stranden, havet og bjergene. Pudsigt nok har stuen ingen vinduer mod havet, men kun mod nabohækken og betonbaggården. Som de andre kiwier bor de lidt rodet, har tøj flydende rundt om i huset og har ikke to ens kopper eller tallerkener, så jeg regner med, at det er en del af den newzealandske tilbagelænede livsstil, som netop er noget af det, der gør kiwierne så tiltalende. På gåtur langs kysten Næste morgen er det nytårsaftensdag. Det er blevet dejligt varmt sommervejr, og det meste af dagen går med at sludre med familien i den bagende sol i baggården. Om eftermiddagen går Tania og jeg en tur hen over Kaikoura-halvøen sammen med hendes 13-årige datter Corinth og datterens veninde Laura. Selvom gåturen begynder næsten lige uden for deres hus, går de den kun et par gange om året, når de har udenlandske gæster – og det er den tur, de går oftest! Det er for langt for Tania at gå hele den to timer lange tur, så vi aftaler kun at gå halvdelen. Mange newzealændere er vist bange for at bevæge sig ud af deres huse og biler. De må dø før tid! Turen går langs en skrænt mod havet, hvorfra der er en smuk udsigt til det glitrende hav på tre sider af halvøen og mod land til den 2.600 meter høje bjergkæde, der rejser sig, så langt øjet rækker, mod nord, syd og vest. Få steder i verden står høje bjerge så tæt på havet som her. Vi går tilbage langs vandkanten og langs en stejl skrænt, hvor hvide kalkstensformationer rejser sig op af havet. Bølgernes slag mod stenene giver en herlig perlende og rislende lyd. Det er højvande, og mange steder er der kun akkurat plads til, at vi kan smyge os om kanten af skrænten. Vi har området for os selv – sammen med hundredvis af sæler. De ligger tæt på de sten, som vi skal træde på, og i de smalle passager, vi skal igennem. Man skal holde 10 meters afstand til sælerne, men det er umuligt pga. højvandet. Når vi nærmer os dem, viser Gåturen rundt om Kaikura-halvøen byder på klipper, højvande og sæler. de tænder og gør voldsomt. Laura skriger og græder og vil ikke med, og hun begynder flere gange at kravle op ad de stejle skrænter. Heldigvis tager Tania situationen i stiv arm og siger, at Laura skal komme ned og gå med os – der er ikke noget med at opgive gåturen, fordi pigebarnet græder. Min opgave bliver at holde Laura i hånden, mens Tania, som en anden vildkvinde, kaster med sten efter sælerne, når de ligger på de trekvart meter brede passager, vi skal gennem. Sælerne hvæser og gør, men bevæger sig hver gang ud i havet. Laura skriger, indtil alle sælerne er gledet i vandet. Vi når en høj skrænt, hvor tidevandet er for højt til at gå udenom. En båd forlader stranden, men kommer hurtigt tilbage for at tage os med. For pigerne har turen været forfærdelig, men Tania og jeg synes, det har været skægt og eventyrligt. Nytårsfest Da vi kommer tilbage, er Tanias svoger og sønner kommet hjem fra deres daglige fisketur, hvor de har fanget fisk med harpun og muslinger med knive. Det er skønt at spise frisk selvfanget seafood, og jeg kan mægtig godt lide tanken om, at familien lever lidt af sin fangst; det giver et strejf af urtid, fra dengang mænd gik på jagt og bragte bytte med hjem. Daniel, Tanias yngste søn, får nytårsaften et væld af venner på besøg, der hovedsageligt holder sig til hans værelse. Også storebroren Johns arbejdskammerater kommer forbi og tilbringer aftenen med os på terrassen. Tanias svoger Pete synes ikke, at John skal omgås sine kollegaer, da de har en dårlig indflydelse på ham. Dagen før fik de fx overtalt ham til at køre på scooter, selvom han havde drukket. Han blev taget for spritkørsel og skal nu i retten. Hver gang nogen kommer i byretten, bliver det nævnt i den lokale avis med navns nævnelse og adresse, så hele lokalsamfundet bliver bekendt med den enkeltes fadæser og domme. Det er lidt hårdt i en lille by, hvor alle kender alle. Selvom det er nytårsaften, kører fjernsynet uafbrudt. Alle spiser på forskellige tidspunkter og forskellige steder. Jeg spiser sammen med Tania og hendes datter foran fjernsynet. Newzealændernes middagskultur opleves mærkelig og sjusket, men det kompenseres ved, at de sludrer på andre tidspunkter. Vi drikker næsten ingen alkohol, og jeg føler mig helt tørlagt. Det er trods alt nytårsaften, og det kunne 45 være rart at nyde lidt mere øl og vin. Til gengæld ryger de marihuana ligesom dagen før. Pete ryger vist mange gange dagligt, præcis ligesom Mark. Det lader til, at marihuana er en vigtig ingrediens i mange kiwiers tilbagelænede livsstil. Den afslappede stil afspejles også i deres påklædning; der er ikke en eneste, som klæder om til nytårsaften, og alle inklusive sønnens mange venner er blot iført jeans og T-shirt. Daniel og hans venner forlader huset, og Tania og hendes niece og søster danser kække rundt. Selvom Tania er 47 år og buttet, har hun en ungdommelig fremtoning uden en rynke, og hun ser rigtig sød og nuttet ud, mens hun danser rundt til Petes skrålen med på sangnumrene. Tania fortæller, at der sjældent er konflikter eller sure miner i hjemmet, selvom hun har tre teenagebørn. Hun og børnene virker muntre og glade og lader til at have det rigtig godt sammen. Byens unge er næsten altid i deres hus, og børnenes venner er vilde med Tania og siger til sønnerne, at de har en cool familie. Daniel er populær blandt piger og drenge pga. sin udadvendte, søde og imødekommende natur – ham kan man kun holde af. Han går i gymnasiet og arbejder i sommerferien på et lokalt smykkeværksted, og han forærer mig en smuk, forarbejdet abalone, han selv har lavet. Den ældste søn, John på 17 år, er skraldemand. Han er mere stille og reserveret, men også ganske kær. Blandt vilde havdyr Tæt på kysten ligger en dyb, undersøisk kløft, rig på næring, som tiltrækker hvaler, delfiner, sæler og albatrosser. Kaikoura er derfor kendt for sit maritime dyreliv og særligt for sine hvaler. Det må jeg naturligvis opleve. 1. januar tager jeg på delfinsvømmetur. Man skal bestille plads otte dage i forvejen, men jeg har været forbi mange gange for at se, om der var et afbud. Til sidst syntes arrangørerne måske, at min ihærdige indsats skulle belønnes, for firmaet ringede og fortalte, at der pludselig var en ledig plads. 30 turister går om bord i en motorbåd, og vi sejler mod delfinerne langs den smukke, bjergrige kyst. Forinden er vi blevet instrueret i, hvordan vi tiltrækker delfinernes opmærksomhed. Vi skal svømme med armene langs kroppen, og den bedste metode er at dykke nedad, så vi virker delfinagtige, eller at lave mærkelige lyde. Op til tusinde mørke hvidskævingedelfiner hopper kåde ind og ud af vandet og springer i flotte buer over vandoverfladen, mens andre laver saltomortaler gennem luften med lynets hast. Atter andre springer synkront over vandet. Delfinerne har hvide, flotte strømlinede tegninger på de sorte kroppe, og jeg er dybt betaget. Vi hopper iført våddragter i det lysegrønne vand. Det er umuligt at se bunden, og sigtbarheden er lav. Da jeg er bange for hajer, har en mand lovet, at jeg må svømme med ham og hans søn. Vandet bliver hurtig fyldt med sorte, hætteklædte turister, der fægter rundt i vandet og siger mærkelige lyde. Da alle har de samme sorte dragter på, er det umuligt for mig at vide, hvem der er faren med sønnen. Jeg affinder mig med at svømme alene, vel vidende at jeg først vil se en haj, når den er få meter fra mig. Jeg er lidt bange. Med lynets hast smyger delfinerne sig tæt forbi mig og under mig. Hvis jeg strækker armene, kan jeg mærke dem. De er mange og kommer igen og igen. Det er fabelagtigt at være tæt på disse smukke, Sæl på Kaikoura. Nytårsfest med (fra venstre) Christina, Paul, Mary, Daniel, Tania, John, Corinth, Christian og Pete. smidige og akrobatiske dyr. Kaptajnen trutter, og vi stiger op til varmt bad, kaffe og kage, som spises på hjemvejen til synet af de skønne bjerge. Om aftenen hygger jeg igen med hele Tanias familie og med en ladning friskfanget fisk. Tania taler meget om sin rejse med Mark og har stor lyst til at tage med ham til Centralamerika til foråret. Han har tilbudt at betale en stor del af hendes rejse. Som deltidsansat, enlig mor til tre, ejer af en villa med havudsigt og to biler har Tania naturligvis svært ved at spare op. Hun overvejer faktisk at sælge pragtvillaen for at få råd til at rejse, men det ville næsten være synd. Hvaler og albatrosser Dagen efter tager jeg på hvalsafari i en katamaran. Snart svømmer en stor kaskelothval op til overfladen. Den hæver sit bronzefarvede ansigt op af vandet for at studere skibet og svømmer ned langs På delfinsafari. 46 båden, så vi kan se kroppen i fuld længde. Herefter hæver kaskalotten sin hale, som er stærkt underdimensioneret i forhold til kroppen, over vandoverfladen. Efter fem minutter svømmer hvalen bag om båden, ødelægger den ene motor og er væk. Den er nok træt af turister … Kaptajnen sejler af sikkerhedshensyn tilbage til havnen, hvor vi vil blive kompenseret. Ærgerligt nok er vi snart i havn. Kaikoura er også New Zealands bedste sted at spotte havfugle, 40 ud af landets 92 arter kan ses på disse kanter. Med den afkortede hvalsafari har jeg samme eftermiddag mulighed for at tage på en albatrostur. På trods af stormvarsel sejler vi ud, og så snart guiden har kastet maden ud på det åbne hav, ankommer et væld af stormsvaler og snart følger albatrosserne. Den første er en smuk hvidkronet albatros med et gråt ansigt og med tydelige, markante ansigtslinjer og fine øjenbryn. Den kredser adskillige gange om båden, før den lander på vandet langt borte, hvorefter den svømmer langsomt nærmere og lever fint op til sit engelske navn – Shy Albatros. Inden den når hen til maden, kommer vandrealbatrosserne elegant svævende som små svævefly med et vingefang på 3,5 meter. Vandrealbatrosserne lander med udfoldede kæmpevinger og basker lidt frem og tilbage med vingerne næsten stående på vandet – inden de folder dem sammen. Deres fjerdragt er pjusket, og deres halse er fyldt med små knuder. Albatrosserne skræmmer de mindre fugle væk fra maden, skændes indbyrdes og står halvt på vandet, mens de truer hinanden med udfoldede vinger. Det er dybt fascinerende at se dem svæve, kredse og på fiks vis lande kun et par meter fra os og at være tilskuer til deres indbyrdes kappestrid. På kort tid ser vi 13 fuglearter, heraf fire slags albatrosser og stormsvaler, skråper, terner og måger. Efter 15 minutter peger guiden mod horisonten: “Kan I se den hvide sky i horisonten, der kommer nærmere og nærmere hen over vandet? Det er stormen, der er på vej. Vi bliver nødt til at tage hjem med det samme, inden den bryder løs.” Den hvide skymasse skjuler fuldstændigt de høje bjerge, og stormskyen kommer hurtigt faretruende nærmere. Efter et par minutter får guiden startet motoren, og vi drager tilbage, alt hvad vi kan. Alle både til havs sejler så hurtigt, de kan, mod havnen og når i sikkerhed, inden stormen bryder løs. Om aftenen laver vi bål på stranden. Alle sidder i mørket omkring bålet, de voksne ryger hash, og Pete og drengene fanger fisk fra strandkanten. Det er rigtig hyggeligt og skønt, at Tanias teenagebørn gerne vil deltage i familieaktiviteterne. Hele familien ønsker, at jeg bliver nogle flere dage, og det har jeg vældig lyst til, men jeg har bestilt og forudbetalt vandreturene på Sydøen og bliver nødt til at rejse videre, da datoerne ikke kan ændres. Det er en vidunderlig familie, og Tania er en skøn mor og kvinde. Efter nogle fantastiske dage tager jeg hjertelig afsked med hende og familien og futter vinkende af sted på min lille scooter. Vinlandet Om eftermiddagen ankommer jeg til Renwick, som ligger 140 km væk i Marlborough – New Zealands største vindistrikt, med ca. 60 vingårde. Det er et af “den nye verdens” ledende vinpro- ducerende områder og er internationalt anerkendt. Der er mange andre hvid- og rødvinsdistrikter spredt over New Zealand, men Renwick går for at være det bedste, så jeg prøvesmager her. Snart spadserer jeg rundt mellem gårdene til gratis vinsmagning. Det første sted får vi serveret ti forskellige slags hvidvine af indehaveren, og ikke en eneste vælger at spytte godterne ud. Nogle forsøger at kloge sig på vin og udviser et dybt engagement i vinsorterne – vel for at dække over, at de som alle andre bare er ude for at have en fornøjelig dag med gratis vin. Flere par køber heldigvis et par dyre flasker, så ejeren får lidt ud af sin gratis, daglige vinudskænkning. Lettere snalret efter smagsprøverne spadserer jeg langs vinrankerne mod de næste gårde og drikker mere velsmagende hvidvin. Mens jeg den følgende eftermiddag pakker scooteren, kommer folk cyklende tilbage fra deres vinsmagning og fortæller, at de næsten er røget af cyklerne pga. blæsten. Ejeren mener, vinden er for voldsom til, at jeg kan køre videre. Jeg har egentlig heller ikke lyst, men synes, det er for tyndt at lade mig afskrække af et kraftigt blæsevejr. Jeg har heller ikke en ekstra dag til at vente på, at vinden løjer af, så jeg tager af sted. Jeg kan jo altid vende om, hvis det blæser for kraftigt. Det blæser virkelig slemt. Jeg har svært ved at styre min scooter og kæmper for at holde den på min side af vejbanen. Den flytter sig flere meter fra side til side, når der kommer pludselige sidevinde, og jeg er ret utryg, når biler alligevel overhaler mig i min vejbane, da jeg jo ikke ved, om scooteren pludselig ryger ind i dem. Jeg læner den kraftigt til vindsiden, som kørte jeg i et skarpt sving for at holde den lodret, og på denne facon når jeg helskindet til Picton gennem de bjergrige landskaber. nn Mikie Breum fejrede nytår i New Zealand i 2009-10 og har medlemsnr. 272. Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hendes bog “Blandt pungdyr og vulkaner – På hjul Down Under”, der handler om scootereventyret gennem New Zealand, en efterfølgende blaffetur i Australiens outback og på Tasmanien, samt 4.000 km i varevogn op langs den australske østkyst. Undervejs proppede hun så mange vandreture ind i rejsen som muligt og overnattede tit hos lokale for at komme helt tæt på deres kultur og levevis. 47 New Zealand Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnChristchurch fås fra ca. 9.250 kr. t/r. Lokal transport: Jeg købte en brugt scooter i Auckland på Nordøen. Det var en fire år gammel bordeauxfarvet Suzuki SJ50QT, som da havde kørt 3.900 km. Efter yderligere 7.000 km rundt i New Zealand solgte jeg den igen for kun 500 kr. under købsprisen. Scooteren kunne køre op til 55 km/t. Dens tank rummede 4,5 liter benzin. Ofte er der 50 km eller mere mellem tankstationerne, så jeg havde også en reservedunk med. Kørekort: Man må kun køre scooter i New Zealand med et internationalt kørekort, som fås for 25 kr. hos Borgerservice i Danmark, eller ved at bestå den teoretiske del af den newzealandske bilkøreprøve. A Day at the Races: 24 Heures du Mans Tom K’s Audi nr. 2, der havde lagt sig i spidsen efter 1. omgang. Siden jeg var knægt, har jeg altid drømt om at opleve et Le Mans-løb. Le Mans er anderledes end de fleste motorløb, hvor man bare kan sidde og se på en masse racerbiler, der kører i ring. Det gør de naturligvis også på Le Mans, men banen er så stor, og løbet så langt, at der er plads til en masse andre ting udenom. Det var dét, jeg ville opleve. Og det fik jeg så mulighed for forrige sommer. Tekst & FOTOS: Claus Søndergaard D et er 81. gang løbet afvikles – første gang var i 1923, kun afbrudt et år under depressionen (1936) og 1940-48 i forbindelse med 2. Verdenskrig. I de seneste år har Danmark haft stolte traditioner ved dette løb: Jens Winter deltog i 1983, og i 1990 sejrede John Nielsen. Den helt store helt er naturligvis Tom Kristensen, nu med ni sejre og den absolut mest vindende kører i Le Mans 90-årige historie. I alt har 21 danskere kørt på Le Mans. Løbet blev i 2013 overværet af ca. 250.000 tilskuere, heraf ca. 30.000 danske, så Danmark er suverænt den bedst repræsenterede nation ift. indbyggertallet, hvilket tydeligt ses rundt omkring med de mange dannebrogsflag, der stikker op overalt rundt om banen. Hvem er det så, der tager til Le Mans? Fælles for alle er selvfølgelig, at de er motorsportsinteresserede, men ellers spænder folks baggrund vidt, lige fra mekaniker og trucker til akademiker. Det handler overhovedet ikke om, hvad man er, men hvad man vil! Det skal dog siges, at Le Mans mest er en mandeting. Her tager drengene fri en lille uge for at være sammen om et par øller, ræs og platte vittigheder – i det hele taget et samvær, hvor der er plads til alle. Nuvel, der var også enkelte piger med. Mit rejseselskab (K-Rejser) fortalte, at de havde ca. 3.000 gæster på Le Mans, heraf ca. et par hundrede piger. Tag ikke fejl af det – de piger, jeg talte med, havde en stor viden om motorløb (og platte vittigheder). 48 Fredag er en stor dag. Pitten åbner for alle, men inden vi går derned, er der besøg i den danske lejr af de danske kørere, som alle fortæller om, hvordan det er at køre le Mans. Det er her, jeg hører en sætning, der senere skulle brænde sig fast i min hukommelse. Allan Simonsen fortæller, at: ”Le Mans er specielt. Kører man af banen, så er der kontant afregning.” Sådanne små sætninger sætter sig normalt ikke fast i baghovedet, men da den forfærdelige ulykke sker, hvor Allan Simonsen omkommer, dukker hans ord pludseligt op fra underbevidstheden. Pitwalk’en er et must. Her kan man komme meget tæt på de fantastiske maskiner. Flere biler er næsten skilt fuldstændigt ad og det er svært at tro, at de vil være på banen i løbet af nogle få timer. Der er noget fascinerende ved at se, hvordan der arbejdes i pitten. Jeg er sikker på, at de drenge kan samle en bil i søvne og kender hver en møtrik i bilen. Fredag er der også kørerparade i Le Mans by. Her bliver alle kørere fragtet rundt i byens gader i gamle veteranbiler, mens de vinker til alle fremmødte. Hvis man vil have en god plads til kørerparaden, anbefales det at tage af sted i god tid. Løbet starter Lørdag er den største dag, hvor løbet starter. Allerede ved morgenmaden drøfter vi, hvor det nu er bedst at se starten. Det gælder om at komme på banen i god tid, hvis man vil stå tæt ved hegnet. Jeg vælger at gå op til Tertre Rougesvinget, lige før Mulsannelangsiden. Her er der ikke så meget hegn i vejen og man får et godt udsyn ned til Dunlopbroen og hele vejen rundt til svinget før langsiden. Kl. ca. 14.50 starter bilerne med ordene: ”Gents, start your engines!” Herefter køres der en omgang efter safety car, således at bilerne passerer startlinjen kl. 15.00 præcis, hvor løbet flages i gang. Herefter starter et lydinferno af de mange tusinde hestekræfter, der slippes løs. Allerede efter et par timers kørsel er feltet spredt. Ud af en chikane kommer to Corvetter og en Aston Martin. Det lyder, som alle vulkaner i helvede er gået i udbrud, og inden jeg når at stikke hånden i lommen for at finde ørepropperne, er de allerede væk igen. Lige efter kommer Tom K’s Audi hvislende. Audien er en hybridbil, som har en indretning, så den kan opsamle energi under nedbremsning i form af el. Bilen samler altså en masse energi op under nedbremsning, som så slippes løs i to elmotorer ved forhjulene under accelerationen. Det giver godt 200 ekstra hestekræfter i nogle sekunder. Tom K overhaler de tre storlarmende biler fra før og inden de er kommet til næste sving, er Audien kørt forbi dem alle. Den eneste lyd, man hører fra diesel-Audien er en Til paraden i byen Le Mans. hvislen, der mest stammer fra dækstøj. Team manager Dr. Ulrich har udtalt, at Audi ikke er kommet for at lave larm men for at køre stærkt – og dét gør de. Alt imens der køres, kan man følge med i pitstoppene, hvor der tankes og skiftes dæk. I løbet af 5-10 sekunder er der fuld tank og fire nye dæk. Det får mig til at undres over, at min mekaniker skal beholde min bil en hel dag for blot at putte fire nye Viborgdæk på Punto’en. Det bliver kun til nogle få timers søvn, før det går løs igen søndag morgen. Det første, man spørger om, når man stikker hovedet ud af teltet, er: ”Hvordan går det med Audi nr. 2?” (Tom K’s vogn). Stor er glæden, da det oplyses, at Tom K har kørt sig i spidsen i løbet af natten. Hurtigt bad, morgenmad og tilbage til banen for at følge ræset. Følelser fra den ene yderlighed til den anden Kort efter starten, allerede på tredje omgang, går det galt. Jeg har netop talt med en anden dansker om, at der godt nok er trængsel i svinget. Lige efter De dygtige mekanikere har lige pillet motoren ud af bilen. De er i stand til at samle en bil i søvne og kender hver en møtrik. Bilen var på banen et par timer senere. 49 De tre danske kørere fra Aston Martinteamet. Fra venstre: Christoffer Nygaard, Kristian Poulsen og Allan Simonsen. starten er alle biler stadigvæk tæt kørende. Lige som vi har talt om det, kommer det gule flag frem og skiltet med SC (Safety Car). Herefter kommer først en lægebil, så en ambulance efterfulgt af en teknikvogn. ”Det her er ikke godt,” taler vi om. Min følgesvend får en sms hjemme fra Danmark: ”Det er Allan Simonsen,” lyder den kort. De bange anelser bliver forstærket af, at der ikke rigtigt vises noget på storskærmen. Der går næsten tre timer, nærmere præcist kl. 18, før vi får den grufulde meddelelse, at Allan Simonsen er afgået ved døden som følge af kvæstelserne. Vi sidder i bussen på vej til Mulsanne Corner, da det bliver oplyst i radioen. Der går et gisp gennem bussen, alle er helt stille og sidder og stirrer ud i luften en stund. Herefter er det lidt ligegyldigt, hvem der ligger i front. Dannebrog går på halvt blandt de mange danske tilskuere. Det er her, at Allans ord fra fredag formiddag på uhyggelig vis toner frem fra hukommelsen. Efter ulykken er der en underlig stemning over hele banen. Alle vil egentlig gerne være glade for Tom K’s præstation, men den ligger i skyggen af ulykken. Det er således også med blandede følelser, at vi går til sejrsceremonien. På den ene side er det stort at se Audi-teamet med Tom K i spidsen. Og på den anden side er det den mest triste sejr, jeg har set. Der er ikke smil på læben fra holdet. Tom K får mikrofonen og lægger ud på dansk foran de mange tusinde tilskuere, nogenlunde med ordene: ”Denne sejr skulle have været dedikeret til min far, som døde tidligere på året – han kan vente! Jeg dedikerer sejren til Allan Simonsen”. Store ord fra verdens største racerkører. Det er tydeligt, at alle er dybt berørte og mine egne tanker går til Allan Simonsens familie. Le Mans Ud & hjem igen: Byen Le Mans ligger 200 km sydvest for Paris. Fly København-Paris fås fra ca. 600 kr. t/r. I pitten kan man virkelig komme tæt på bilerne. Her det Tom K’s Audi nr. 2, der søndag eftermiddag kørte i mål som vinder efter at have kørt 4.742 km. Tom K og team på sejrspodiet. Selvom det var en stor bedrift, var der ikke mange smil på læben. Sejren blev dedikeret til Allan Simonsen. Seværdigheder i omegnen Tilbage på banen, bag tribunerne på banen, findes det såkaldte ”Village”, hvor der er hundredevis af boder. Her kan alt tænkeligt købes, bare der er lidt fartstriber på eller en relation til motorløb. Alt, selvfølgelig, til uhørte priser. En poloshirt koster snildt i omegnen af 70 euro. Det ellers så madbevidste Frankrig er også gået på kompromis med kvaliteten. Mellem 5 og 10 euro for en pølse, der er fritteret til uken- delighed og nedlagt i en slatten baguette, serveret med bløde pommes frites. Men det er naturligvis en del af oplevelsen. Le Mans Museet lige over for Village, er et besøg værd med dets udstilling af mange vinderbiler gennem tiderne. Til enhver stor festival hører naturligvis også et tivoli. Hvis man gider stå i kø i uendelig lang tid, så kan en tur i pariserhjulet anbefales. Placeringen er lige før 50 ARRANGØR: Rejsen var arrangeret af K-Rejser og kostede ca. 5.000 kr. inkl. halvpension, telt, sovepose og luftmadras, som man kan tage med hjem efter brug. Det er også muligt at købe kør selv-rejser. Rejsen giver ret til ophold i en af de to lejre, hvor der er fuld forplejning, bar, restaurant, samarit og underholdning, hvis man vil. Mange roser til K-Rejser for at have fuldstændigt styr på logistikken både før og under turen. Alt fungerede perfekt. tribuneområdet og der kan man få et godt overblik over det hele. Jo, jeg havde mange forventninger, inden jeg tog af sted, og jeg må sige, at de blev indfriet til fulde. Hyggeligt samvær, gøgl, ræs og larm, benzinos og hvinende dæk, regn og sol, dramatik, sorg og glæde, dansk sejr og ikke mindst: en fantastisk stemning. Det eneste øv var, at jeg fik snuppet mit pas af en dygtig lommetyv. Det lykkedes ham/hende at fiske det op af min ellers hermetisk velcrolukkede lomme – ærgerligt, da passet var fyldt med visa fra mange lande. nn Claus Søndergaard har medlemsnr. 321. Han har til dato besøgt tre territorier og 86 lande. Rejsen til Frankrig for at overvære Le Mans-løbet foregik i fjor. Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Sommeren står for døren, og hvad er mere nærliggende end at tage en god bog med til stranden eller til at dase med ved svømmepølen? I Globen omtaler og anmelder vi derfor gerne bøger og film, som kan inspirere og udvikle rejselysten. Tekst: Lars-Terje Lysemose Om Europa: ”En motorcykelrejse med børn – Til De Britiske Øer” af Emil, Michael, Lissi & Tino Capion (Books on Demand, 2012, 175 sider, med fotos i farver, 199,95 kr.) er en families beretning om deres sommer af sted på en BMW og en Honda. ”At rejse på motorcykel er vi voksnes behov, og drengene bliver slæbt med. Derfor er det vigtigt, at de har stor indflydelse på, hvor turen går hen. Sådan bliver ferien bedst for hele familien. Bogen gengiver de oplevelser, vi har undervejs, seværdigheder, hvad vi spiser, hvordan vi bor og selve turen rundt på motorcykel. Dette gør vi ved at beskrive begge sider af medaljen. Vi fortæller om alle de dejlige og sjove timer vi har sammen undervejs, og dem har der heldigvis været mange af. Men vi beskriver også de afsavn, diskussioner, skuffelser og den usikkerhed, der kan opstå på en tur som denne,” forklarer familien. Skulle man være i tvivl, om det at køre motorcykel nu er en god ide, når man er en familie med to børn på 15 og 12, forsvinder alle betænkeligheder, når bogen er læst til ende! Om verden i øvrigt: ”Helt elektrisk Jorden rundt” af Nina Rasmussen & Hjalte Tin (Rosinante, 2013, 251 sider, med kort og fotos i farver, 299,95 kr.) er en fortælling om verdens første jordomrejse i elbil. ”’Ved I godt, at I er tossede?’ spørger Martin, en af vores Adrenalinkicks og personlige dannelsesrejser Tekst: Anette Lillevang Kristiansen Sofarejser Steffen Kjær: ”Vildmarken – Historier ”. Turbine, 2013, 164 sider, 249 kr. De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub H vis man nu absolut er tvunget til at sidde hjemme i sofaen med en kop halvlunken kaffe, mens man grøn i hovedet af misundelse trawler Facebook igennem, hvor den ene er på vej på elefanttrekking i Thailand, den anden har scoret et fedt legat til at skrive sin hovedopgave i Mongoliet, og en tredje er ved at sadle op til en fotosafari på Serengeti-sletten i Tanzania – ja, så kan man altså godt blive lidt irriteret, når slud og blæst river i husgavlene hjemme i vinterkedelige Danmark, og ens bankkonto er i alvorligt overtræk. Men fortvivl ikke, der er faktisk hjælp at hente. Drømmer du om adrenalinkicks på frådende floder, halsbrækkende bjergbestigninger eller klatreekspeditioner i Yosemite Nationalpark, så snør de mentale trekkingstøvler og tag med Steffen Kjær på eventyr i hans bog ”Vildmarken”. Her skal du nemlig nok få dine lyster styret. Steffen Kjær er journalist og bjergbestiger og har i en årrække skrevet for danske dagblade og magasiner med særlig interesse for friluftsliv og aktiv livsstil. Han har rapporteret fra mere end 25 skisportssteder i Europa og Nordamerika, og er bl.a. ophavsmand til et par bøger om bestigningen af verdens farligste bjerg Matterhorn i Schweiz og franske Mont Blanc. Hans udgivelser omfatter også børnebøger om klatring, alpin skisport og endelig surfing. Skønlitterær debut ”Vildmarken” er hans debut som skønlitterær forfatter, hvor han skildrer forskellige hovedpersoner under deres til tider halsbrækkende vildmarksoplevelser. Bogen er opdelt i seks mindre historier med hver deres tema – som riverrafting, vandring og vildmarksliv – og foregår i forskellige dele af verden. 51 I hvert kapitel møder man personer, som på hver deres måde og i hver deres livsfase giver sig i kast med livets eventyr. De drages alle mod den barske natur og overraskes hver især af vanskelige dilemmaer og valg, der skal træffes undervejs. Det er ikke adrenalinkicks og afgrundsdybe kløfter hele tiden, men også en bog, hvor forfatteren gennem hovedpersonerne gør sig dybsindige tanker om livet og det at møde personlige udfordringer i naturen. Vi møder blandt andre Jon og Nilas, der udfordres ved at besejre Matterhorns sylespidse tinde og på vej ned må tage en meget vanskelig beslutning for at redde et menneskeliv. Vi hilser på direktøren Adam, der sender sine medarbejdere på teambuildingkursus langt væk fra deres vante omgivelser, og endelig Thor der tager på sin helt egen dannelsesrejse til Laplands uvejsomme fjelde. Alle bliver de sat til at tænke over livet og deres personlige værdier, alt imens naturen går sine egne veje og ind imellem virkelig giver dem kamp. Alt i alt en velskrevet bog med gode sceniske afsnit og passager af betydelig suspense, hvor man som læser næsten ikke kan få hurtigt nok bladret om på næste side, for at høre hvad der videre sker. Helt sikkert en bog, der kan anbefales til en gang sofahygge med en kop skoldhed kaffe – gerne brygget på Trangia-stormkøkkenet – for nu at skabe den helt rigtige stemning. Du kan læse meget mere om Steffen Kjær og hans bedrifter på www. steffenkjaer.com. nn Anette Lillevang Kristiansen er journalist og medredaktør af Globen og har medlemsnr. 328. Hun elsker selv adrenalinkicks og vildmarksliv og har bl.a. raftet på Zambezifloden i Zambia, sejlet med kajak i Alaska og New Zealand og været på trekking i Fish River Canyon i Namibia. Med Eventyrernes Klub i ekstremernes land Jakob Andersen (red.): ”Magiske Grønland – Død og drama på Indlandsisen. Eventyrernes Klub fortæller.” Gyldendal, 2014, 300 sider, med fotos i farver, 349,95 kr. ”F ”Land Rover Experience Tour – To the Top of the World” af Roland Löwisch (teNeues, 2014, 272 sider, med fotos i farver, på engelsk og tysk, 65 euro) fortæller i stort format og med 497 imponerende billeder om det enestående Land Rover-løb, der havde sin start i år 2000. Det 10. løb i 2013 havde mere end 30.000 ansøgere, og i bogen følger vi 11 af de udvalgte deltagere – langs med den sagnomspundne Silkevej og til Jordan, Malaysia, Bolivia, Namibia, Skotland, Canada, Argentina, Chile, Bolivia og Island. Gennem ensomme landsbyer, endeløs steppe, brusende floder, tyk støv, isnende sne og våd regnskov. Og Land Roverne og deres passionerede chauffører er hele tiden lige midt i eventyret. Det er fascinerende læsning, og billederne i sig selv er fabelagtigt gode – her er reportage, landskaber og dyr, og portrætter af de lokale de møder undervejs. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og holder af at læse bøger og se film, som kan give ham fornyet lyst til at rejse. Et af hans mottoer lyder: ”At rejse er ikke et mål i sig selv. Det er derimod de menneskelige bånd, vi knytter på rejsen!” De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub indes der noget mere vidunderligt i denne verden end at rejse i det ukendte, prøve kræfter med sig selv i den store vidunderlige grønlandske natur?” Sådan spørger John Andersen i ”Magiske Grønland”. Han sekunderes af Jørn Riel, som konstaterer, at ”den arktiske natur er stor. Den består ikke af landskaber, men af vildskaber. Intet er mere betagende end med hundeslæde at køre i de enorme fjorde, hvor fjeldene står som kulisser og kaster lange skygger over fjordisen. Sommeren er hektisk (…) Elvene svulmer op, og laksen springer op ad faldene. De er store og fede og kan løftes ud af vandet med et par hurtige hænder. Prøv det selv,” lyder opfordringen. Det øde og ukendte Der er dømt eventyr til den store guldmedalje, når medlemmer af Eventyrernes Klub sætter kursen mod nord til menneskenes – men også ekstremernes – land. I 31 kapitler med bidrag fra lige så mange medlemmer fortæller de om oplevelser fra 1900-tallets begyndelse og frem til i dag i dette barske og svært begribelige land. Hver for sig fortæller eventyrerne om deres Grønland. Ikke det Grønland, som nu, med Leif Vanggaards ord, er “beboet af mennesker, der alle lever i den moderne verdens jag” – men det øde og ukendte Grønland, hvor der serveres slædehund på tallerkenen. ”Kødet var mørt, og efter et par mundfulde smagte det ganske udmærket,” konstaterer John Andersen tørt. Og som Jørn Riel skriver: ”Døden er altid nærværende i polarlandet. Selv døde jeg en stormende novemberdag i 1950’erne (…) Uheldigvis snublede jeg og 52 Tekst: Lars-Terje Lysemose trofaste motorcykelvenner, med et snedigt smil, mens der bliver vinket heftigt. ’Ja,’ griner jeg tilbage, da vi kører afsted. ’En rejse Jorden rundt er det, en elbil egner sig mindst til. Men vi prøver alligevel!” Af Nina Rasmussens og Hjalte Tins to danskproducerede elbiler, Blå og Grønne, er det nu kun den ene, som når Jorden rundt. Blå må efterlades, da den bryder sammen i Rusland, og parret må klare sig med at deles om Grønne. Det bliver en fantastisk bedrift og en oplevelsesrig rejse gennem Sverige til Rusland og Mongoliet, videre gennem Kina og USA til Spanien og hele vejen op igennem Europa. Undervejs bliver det endda til deltagelse i et Monte Carlo-rally! Smukt fortalt med sans for beskrivelser af miljøet og de mennesker, de møder undervejs. slap slæden, som hundene hurtigt trak uden for min rækkevidde. De ville hjem og var umulige at stoppe (…) efter flere timer i dyb sne var jeg så træt, at jeg satte mig i sneen (…) Det var vidunderligt. Det surrede af velvære i hele kroppen, og tankerne kom langsomt og dorskt til mig. ’Om lidt rejser du dig og går videre,’ sagde en stemme i mig. Men jeg blev siddende. Min eskimoiske kammerat opdagede, at mine hunde var kommet tilbage, og han vendte dem omgående og piskede dem tilbage i sporet. Min førerhund fandt mig. Jeg sad som en lille snedækket forhøjning og var faktisk allerede så langt ude, at jeg kunne anses for død. Det var herligt at dø i kulden. Og et helvede at blive tøet op til livet igen.” Blandt ånder og isskosser Og Anders Bilgram indfanger på smuk vis naturens dragende poesi: ”Snart omsluttedes vi af tæt tåge, og eventyragtige forrevne klipper stak deres golde tinder op mellem tågens dystre slør. Det var som at sejle i en verden hinsides denne, som at sejle i en verden fyldt med angakokker, åndemanere, og med havets moder under kølen, overvåget og fulgt af ånder for at de kunne se, om vi behandlede naturen og havet med den respekt og forståelse, som er en så dybt integreret del af polareskimoernes liv.” ”Magiske Grønland” er fyldt med beretninger om strabadserende eventyr fra fortid og nutid. Dog savner denne anmelder indtegnede ruter og et kort til at ledsage de mange fortællinger samt en tydligere inddeling af fortællingerne efter fx kronologi eller geografi. En tillempning af moderne retskrivning af de ældste tekster ville også have gjort bogen lettere at læse for et nutidigt publikum. nn Lars-Terje Lysemose har boet og arbejdet i Nuuk og besøgt Kangerlussuaq, Aasiat og Qaqortoq. Han har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Frigør udlængslen og virkeliggør dine drømme Heidi Korsgaard & Mette de Fine Licht: ”Af sted – 12 berejste fortæller.” Bind 1: ”Lars Gundersen.” Bind 2: ”Rasmus Krath.” To e-bøger udgivet af Linje H, 2014, ca. 30-50 sider hver, med fotos i farver, 49 kr. per e-bog via skrivevaerkstedet.dk/ udgivelser.html . De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Lars-Terje Lysemose F or nogle er to rejser til det samme land tilstrækkelig, men bestemt ikke for Lars Gundersen, da han som ung rygsækrejsende forelsker sig hovedkulds i Himalayas dragende tinder og særegne kultur. Dermed lægges kimen til det, der skal blive hans livs projekt: rejsebureauet Kipling Travel. For i Nepals hovedstad Katmandu erfarer han som helt ung, hvordan oplevelsen af det fremmede oplagres i ham. ”I en af Freak Streets karakteristiske, små cafeer med gammel hippiehygge filosoferer han over det at rejse og når frem til, at man, første gang man kommer til et sted, oplever. Man ser, og man kommer hjem og føler sig som ekspert. Anden gang man kommer til stedet, opdager man, at der rent faktisk er huller i ens viden, og man ser nogle af de ting, man ikke så første gang. Tredje gang man besøger stedet, finder man ud af, hvor lidt man egentlig ved. Tredje besøg er der, hvor den polerede overflade forsvinder, og hvor den sande fortælling om landet åbenbarer sig. Det er der, man møder folket, får mulighed for at komme hjem til dem og går i de gader, de lokale også betræder,” som Heidi Korsgaard og Mette de Fine Licht fint opsummerer i serien ”Af sted”. De to forfattere portrætterer her 12 berejste – kendte som mindre kendte – som fortæller om, hvordan deres udlængsel og rejselyst udvirkedes. Det muliges kunst De første to bind handler om Lars Gundersen, stifter af Kipling Travel og Nepals turistambassadør i Danmark, samt Rasmus Krath, kaospilot, eventyrer, foredragsholder og filmdokumentarist. Begge er i øvrigt også medlemmer af De Berejstes Klub. ”Rasmus kan ikke slippe tanken om at rejse til et sted, som andre kalder ’brændpunkt’. Ikke nødvendigvis et land i krig, men et sted, som er ekstremt svært at rejse i. Ideen spirer i nogle måneder, og efterhånden som konflikterne i Somalia, borgerkrigen og skibskapringerne oftere og oftere rydder forsider, går det op for ham, at det er der, han skal til. Det må være det mest ekstreme land i verden. I sit indre hører han sin undervisers stemme fra kaospilotstudiet: ’I må aldrig gøre noget 90 procent. I skal altid gøre det 100 procent. Vælg det bjerg, I allerhelst vil klatre op ad, og gør det. Lad være med at gå efter det næsthøjeste.’” Sådan går det til, at Rasmus Krath vælger at opsøge eventyret for at filme og interviewe pirater i Somalia. I ”Af sted” fortæller han om at finde sin hylde – og i hans tilfælde er det lig med at udfordre og finde sig selv ved at rejse. En ny historie hver måned De to bind er de første af en serie på i alt 12 portrætter, som løbende udkommer som e-bog hver måned. Journalisterne Heidi Korsgaard (i øvrigt selv medlem af 53 De Berejstes Klub) og Mette de Fine Licht har sat sig for at finde ud af, hvordan det er lykkedes erfarne rejsende at virkeliggøre deres drømme og udleve rejseeventyret. Planen er, at de 12 e-bøger næste år udgives som et samlet værk på papir. Og med fortællingerne i ”Af sted” vil de vise, at det er muligt at rejse, hvis bare man har viljestyrken til det. Hvert bind slutter med nogle konkrete råd fra de interviewede til, hvordan man kan få sit personlige rejseeventyr virkeliggjort. Det fungerer fint i de første to bind, men jeg er mere forbeholden for, om rådene kan blive ved med at være lige originale, når vi når til bind 12, for mange af dem er forholdsvis enkle og kan koges ned til dette: Følg dit hjerte, vov at rejse og tag af sted. Det er ofte slet ikke så svært, som man tror. I bund og grund handler det om at gribe eventyret og bare se at komme af sted – også selv om man har forpligtelser, job, familie, og en husleje der skal betales. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og har fået udlevet flere af sine rejsedrømme som rejse- og udlandsreporter for bl.a. Politiken, Aktuelt, Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad og Danida. I dag er han freelancejournalist, underviser, foredragsholder og ansvarshavende redaktør af Globen. Læs mere om ham på www.lysemose.com. Konkurrence: Dengang jeg skulle ud at flyve … Tredjepladsen går til: Hjem fra Kina Tekst: Karen Hammer Foto: Wikimedia I 1978 var jeg med Geografforeningen på en fire ugers rejse i Kina. Det var en utrolig oplevelse. Mao var død i efteråret 1976, og landet var midt i Fire Bande-opgøret. Befolkningen var alle kvinder som mænd klædt i grønne eller marineblå uniformer. Ugifte kvinder havde lange fletninger, og gifte havde kort hår. Kun små børn under fem år gik i farvestrålende klæder. Der var endnu kun meget få høje huse i Peking; de gamle gårdfamiliehuse var spændende at besøge – her skulle man passe på ikke at blive kørt ned af de utallige hurtige cyklister. Vi kom godt rundt og blev bl.a. præsenteret for et kæmpe niveleringsprojekt, hvor 20 traktorer og gravemaskiner arbejdede med at ændre et nederoderet løss-landskab med dybe kløfter, så det i fremtiden ville kunne fungere som majsmarker. Løss er en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden. Løss findes mange steder i verden, og disse steder er altid meget frugtbare. Vi besøgte kulminer, en lokomotivfabrik og fantastiske ældgamle grotter med tusindvis af buddhastatuer nær Datong og nær Xian et sted, der både havde fiskedamme, marker med morbærtræer til fodring af silkeorme, og hvor man fabrikerede silke. Overalt, hvor vi kom i landsbyerne, blev vi modtaget med klapsalver, og overalt så vi gamle koner med snørede fødder. De sidste tre dage i Hongkong med utallige højhuse og moderne hoteller var nærmest et antiklimaks, men her var der da i modsætning til inde i Maokina masser af fugle. Orkan og eksplosion På afrejsedagen i august var der en hektisk aktivitet overalt i Hongkong; en orkan nærmede sig, så alle butikker blev lukket ned, og der blev sat skodder op overalt. I havnen lukkede man for færgetransporten. Vi nåede i sidste øjeblik at komme over, ud til lufthavnen og ind i et kæmpestort fly. Ganske få minutter inden afgang eksploderede det ene af de to landingshjul med et voldsomt brag. Jeg kiggede ud af vinduet og så lufthavnspersonalet komme trillende med et kæmpestort hjul. 10 minutter efter var vi i luften på vej mod Calcutta, medens orkanen hev og sled i flyet, så vi var nødt til at sidde fastspændte og ikke kunne udnytte de mange tomme pladser til at ligge ned og sove. I Calcutta blev flyet fyldt op med mange nye passagerer, og næste morgen stod vi af i Teheran, for at fortsætte med det billigere Iran Airways. I Teheran var der hundredevis af ansatte, men ingen lavede dagens gerning. Vi måtte selv bære vores kufferter ind, selv skrive destinationssedlerne, så kufferterne kunne komme til Copenhagen – og ikke Frankfurt, som man insisterede på, og selv bære kufferterne ud til afgangshallen. Vi var godt gnavne og trætte, da vi endelig skulle til at gå om bord. Som en af de første gik jeg igennem sikkerhedskontrollen. En meget grundig kontrolør studerede nysgerrigt mine mange interessante ting købt i Kina, medens løbebåndet sendte mine sarte musikinstrumenter ned på stengulvet. Jeg blev rasende, råbte op, samlede alle mine ting tilbage i rygsækken og gik ind mod flyet. De andre i gruppen var forbløffede, bange for at man skulle arrestere mig, mens jeg havde fået luft og var i fint humør. En dyne i døren Inde i det lille fly kom jeg til at sidde bagerst tæt ved døren og kunne således følge personalet arbejde med at lukke døren. Da det ikke lod sig gøre, proppede de en dyne i klemme, snørede døren fast, og så fløj vi! De andre var rædselsslagne, men jeg nød turen i fulde drag. Vi kunne ikke gå 54 højere op end 3.000 meter og kunne derfor tydeligt se landsbyer og ørkener dernede. Fantastisk oplevelse som geograf at se alle de små landsbyer med deres karezebrønde liggende som perler på snore i de tørre landskaber gennem Iran og Tyrkiet. Vi fløj sågar lige henover Ararats bjerg! Medens mine rejsekammerater drak sig mod til og frygtede alverdens ulykker, sugede jeg indtryk til mig fra en spændende verden, som jeg først mange år senere kom til at besøge. Vi landede uden problemer i Frankfurt, hvor vi steg om i noget så kedeligt og almindeligt som et SAS-fly. Sikkerheden var i top, og der var oven i købet servering, men Æventyret var forbi for denne gang. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. Hun er filmjournalist, kulturredaktør på Radio Vesterbro og tidligere gymnasielærer. Konkurrence: En delt andenplads går til: Morgenmad, igen, igen ... Tekst: Niels Andersen Foto: Wikimedia I firmaet havde vi et akut problem i New York med en kontrakt, der ikke rigtigt ville falde i hak, så jeg skulle hurtigt afsted, og valgte så også hurtigste rute med Concorden, overlydsflyet der med en tophastighed over to gange lydens hastighed, kunne krydse Atlanten fra London til New York på 3½ time, hvilket i praksis betød man landede i New York tidsmæssigt, før man var fløjet hjemmefra! Jeg var tidligt oppe den mandag morgen og fik lidt morgenmad hjemmefra, inden jeg tog morgenflyet fra København til London, hvilket betød servering af dagens anden omgang morgenmad. I London Heathrow var der dækket pænt op med en engelsk morgenmad i den særlige lounge for os Concordepassagerer, hvilket jo aldrig er at foragte, så jeg gik i gang med dagens tredje morgenmåltid, der snart blev efterfulgt af endnu en omgang morgenmad vel ombord på Concorden og på vej op i stratosfæren med over to gange lydens hastighed. Denne fjerde servering om bord var dog med friskpresset juice og Certifikat fra Concorden, 2-9-1991. champagne – og hvad der nu ellers hører sig til et godt morgenbord. Vi landede i New York efter 3½ times flyvning, ret tidligt på morgenen lokal tid. Den forretningsforbindelse, jeg havde møde med, havde da også sørget for, at der stod et fyldigt amerikansk morgenbord klar, så dagens femte gang morgenmad blev sat til livs, ikke med glubende appetit, men nok mest af høflighed. Forretningerne blev gennemført i løbet af dagen, beklageligvis uden den store succes, så jeg tog SAS’ natfly hjem samme mandag aften direkte til København, hvor de søde stewardesser vækkede os en times tid før landingen i København med et velsmagende morgenmåltid! Jeg nåede lige hjem til et bad og lidt morgenmad, inden jeg tog på kontoret, hvor jeg ved et morgenmøde, med en let morgenmadsanretning, kunne berette om gårdsdagens ikke helt tilfredsstillende resultat. Takket være det fantastiske overlydsfly Concorden, der med 2.172 km i timen kunne tilbagelægge rejsen til New York på rekordtid, var det muligt at få morgenmad, inden for morgenmadstid, hele otte gange inden for godt 24 timer, hvilket næsten kunne have været til en plads i ”Guiness’ Rekordbog”. 55 Concorden med plads til godt 100 passagerer, fløj fra 1976-2003, der blev bygget 16 fly for Air France og British Airways. Tophastighed 2.172 km/t, flyvehøjde 18.000 meter. Der er i dag ikke længere overlydspassagerfly på markedet, idet Concorden blev lagt i mølposen i 2003. Rejsen kan således ikke gentages, og det er i øvrigt heller ikke anbefalelsesværdigt med al den juice og kaffe inden for så kort tid. Med en billetpris der nærmede sig de 40.000 kr. t/r, er det nok heller ikke pengene værd, selvom juicen var friskpresset, i det mindste om bord på Concorden fra British Airways. nn Niels Andersen har medlemsnr. 626. Hans seneste rejse gik i marts til Bali for at fejre det hinduistiske nytår. Til dato har han besøgt 16 territorier og 79 lande. Konkurrence: Dengang jeg skulle ud at flyve … En delt andenplads går til: Til vejrs helt solo Tekst & foto: Per Svendsen D et var 5. november 1995. Jeg vil aldrig glemme de 25 minutter, der beskrives her. Flyet taxiede ud til landingsbanen på Padborg Flyveplads, standsede ved banetærsklen og afventede tilladelse til at køre ud på banen. Det rullede op til den vestlige ende og vendte. Der var udsigt til 800 meter asfalt. Min mave trak sig sammen, hjertet slog lidt hurtigere end normalt – hold op, hvor var jeg nervøs. Motoren kom op i omdrejninger, og først langsomt, så hurtigere, begyndte flyet at rulle frem. Jeg var helt tør i munden. Næsehjulet slap asfalten, så hovedhjulene, flyet var i luften. Flyvepladsen og landskabet forsvandt hurtigt under mig, og husene blev små. I 500 fods højde krængede flyet til venstre og drejede mod nord og steg til 1.500 fod. I det klare vejr kunne jeg skimte Vadehavet ude til venstre og Flensborg Fjord til højre. En uventet turbulens under en sky sendte det lille fly på en rutsjetur, som nok ikke var helt så voldsom, som jeg fornemmede den. Hjertet sad oppe i halsen. Endnu en krængning og et drej mod vest mod Tønder. Grænsen til Tyskland er tæt herved, den må ikke overflyves, og der er ikke en rød streg i landskabet som på et kort. Flyet drejer nordpå, og pludselig er det vanskeligt at genkende landskabet. Hvor er flyvepladsen? Sønderjylland er meget ensartet, her er ingen landskabelige markeringer. Ingen panik, rolig nu, men sveden pibler frem. Endelig dukker banen og hangarerne frem lige under flyvemaskinen. Venstre medvinds anflyvning, skarpt sving til venstre base indtil centerlinjen så venstresving til finale. Nu går det stærkt, landingsbanen nærmer sig uhyggelig hurtigt. Næsen op, hovedhjulene rammer asfalten, næsen ned så næsehjulet får kontakt. The Eagle has landed! Maskinen taxier fra banen og hen til hangaren, hvor kammeraterne fra flyveklubben venter med en buket markblomster. Det er den traditionelle måde at hilse en pilot efter den første vellykkede soloflyvning. nn Per Svendsen har medlemsnr. 528. Til dato har han besøgt 12 territorier og 64 lande. NÆSTE Konkurrence: Dengang da mine fordomme blev gjort til skamme … S elv om vi måske ikke altid vil være ved det – eller er os det bevidst – kender vi det nok alle sammen: De små fordomme og stereotype forestillinger om andre folkeslag og lande, som uvægerligt lejrer sig i baghovedet, hvad enten vi nu vil det eller ej. I Frankrig spiser de jo frølår, i Kina spiser de hunde, og er det mon ikke cannabissens hashtåger, som ofte lægger sig rundt om Golden Gate Bridge i San Francisco? Overvægtige og fastfoodædende amerikanere, fede pølsetyskere, frisindede hollændere og moralske og politisk korrekte svenskere. Det er nok bare nogle af de billeder, som ligger i den stereotype suppe af forestillinger om verden, mange af os går rundt med. Og ofte er der jo lidt om snakken. Men i næste nummer af Globen vil vi gøre op med disse fordomme. Vi vil nemlig høre en god historie, om dengang da dine fordomme blev gjort til skamme. Skriv din artikel, så den højst fylder 4.000 tegn, og send den til redaktorgloben@ gmail.com senest 30. juli. Vedlæg gerne et foto eller to. Alle bidrag vurderes dog alene på baggrund af deres tekst. Førstepræmien består af tre bøger fra nogle af de populæreste guidebogforlag i verden. Og to af dem handler meget apropos om netop Frankrig og San Francisco, mens den tredje måske kan fornye dit syn på verden. Det er nemlig Lonely Planets ”Oplev Frankrig” (Turbulenz, 2013, 416 sider, med fotos i farver), ”Cool Cities: San Francisco” (teNeues, 2013, 191 sider, på engelsk, med fotos i farver) og ”Clean Breaks – 500 New Ways to See the World” (Rough Guides, 2009, 392 sider, på engelsk, med fotos i farver). Og med sådan en præmie er det jo bare med at komme i gang med at skrive! 56 Dommerkomiteen, som har bedømt de indsendte bidrag i konkurrencen, består denne gang af Finn la Cour fra Globens redaktion og af Henning Schultz, som vandt skribentkonkurrencen i forrige nummer. Konkurrence Førstepladsen går til: Mod svimlende højder Tekst & fotos: Erik Pontoppidan, ballongreve af Selsø I juli 2008 fik jeg realiseret en af mine drengedrømme, takket være en flot gave fra dele af min arbejdsplads plus fra familie og venner i anledning af min runde fødselsdag: En tur i luftballon. Ikke i Tivolis ballongynger, men en rigtig flyvetur i varmluftballon i den sjællandske sommeraften. D et blev en stor oplevelse, eller sagt på en anden måde: Det var andet og mere end varm luft! Forventningens glæde havde været langvarig, for en ballonflyvning stiller store krav til vejret. Men endelig lykkedes det. En sen søndag eftermiddag i slutningen af juli 2008 samledes de heldige med pårørende + ballonskipperen på en åben plads omgivet af høje poppeltræer ved en kommuneskole i Greve. At klargøre en ballon er betydelig mere kompliceret end at slå et telt op, eller klargøre en sejlbåd. Først skal kurven bugseres ud på græsset fra traileren, og dernæst skal selve ballonen pakkes ud. Selv om ballonstoffet måske kunne minde om et fjeldvandrertelt, så er det absolut ikke nogen let sag, hvad vægten angår, og udpakning og klargøring kræver hjælp fra en halv snes voksne mennesker. Når ballonen er pakket ud af posen, starter man med at blæse kold luft ind i den, mens den holdes på plads af en gruppe tovholdere. Og når det enorme monstrum har nået de rette dimensioner, overtages oppustningen af en gasbrænder, som sender store flammer ind i ballonen, og fylder den med varm luft. Da tiden var inde, blev de 19 passagerer beordret op i kurven af skipper, mens tilskuerne hjalp med at forhindre, at den steg til vejrs for tidligt. Gasbrænderen arbejdede på højtryk, og endelig oprandt det store øjeblik. Prisgivet vindretningen Opstigningen kan bedst beskrives med, at jorden stille og roligt blev trukket væk under én, for ud over det visuelle mærkede man intet. Ingen sugen i maven, ingen højdeskræk, ingen turbulens. Lige bortset fra at man fik propper for ørerne på samme måde, som når man letter med et fly. Jeg vinkede til min kæreste, mens vi steg op over de høje poppeltræer, og jeg vinkede stadig, da vi var en hel kilometer fra hinanden, men da var hun kun en lillebitte prik nede på jorden. Vinden førte os ud over Roskilde Fjord, med helt utrolige udsigter til de mange øer, halvøer og småbyer i området. Vi var blandt andet tæt på Roskilde Domkirke, og på et tidspunkt hørte og så vi en stor flok fugle flyve rundt over fjorden dybt nede i nærheden af Bognæs – vistnok skarver. Ikke en vind rørte sig, eftersom man jo driver af sted med samme hastighed som luften. Der er mange fascinerende aspekter ved en ballonflyvning. Et af dem er, at man er fuldstændig prisgivet vindretningen. Det eneste, man kan styre i ballonen, er højden. Det stiller store krav til ballonskipperen, især under landingen, hvor det optimale er at finde en græsmark uden kreaturer som landingsplads. Her skal der ofte træffes hurtige beslutninger, for de muligheder, man øjner forude, giver ifølge sagens natur kun ét forsøg. Freden forstyrres Men landingen lykkedes på det planlagte sted. Efter cirka en times flyvning, landede vi på en øde græsmark nær landsbyen Sønderby i Hornsherred. Vi landede med cirka 10 km/t efter i lav højde, at have forskrækket et par græssende heste, og forstyrret aftenkaffen hos en masse måbende parcelhusejere. Det sidste minut, hvor 57 vi gled lydløst hen over en kornmark i få meters højde, var helt surrealistisk! Landingen var ret voldsom. Kurven tog et enkelt hop henover marken, og væltede til sidst om på siden, så vi følte os som en sæk kartofler på afveje, men heldigvis var den inddelt i flere mindre rum og polstret på indersiden, så ingen kom alvorligt til skade. Jeg kom uvægerligt til at tænke på rumvæsenet E.T. fra filmen ”Nærkontakt af tredje grad”, da han dumpede ned fra det ydre rum! Sammenligningen er ikke helt i skoven, for vi anede ikke hvor vi var, og havde bagefter store problemer med at finde tilbage til København! Efter landingen blev vi døbt i henhold til ballonfarernes stolte traditioner. Jeg blev slået til ridder i champagne, og fik den fornemme titel ”ballongreve af Selsø”. Ejeren af græsmarken, en ældre bondekone, fik en flaske champagne som tak for lån. Hendes kommentar var: ”Det var så lidt. Sku’ det være en anden gang!” nn Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180. Læs mere om ham på www.ponty.dk. Kulturbilleder Vinderne af årets fotokonkurrence 2013 Tekst: Lars-Terje Lysemose E fter nogle års pause besluttede bestyrelsen for De Berejstes Klub forrige år, at det var tid til atter at gennemføre en fotokonkurrence, og udlovede nogle fine præmier: 1.500 kr. kontant i førstepræmie, 1.000 kr. kontant i andenpræmie og 500 kr. kontant i tredjepræmie i hver kategori. Alle aktive medlemmer kunne deltage med op til tre billeder i hver af de to kategorier ”natur” og ”kultur”. Eneste betingelse var, at billederne ikke måtte have deltaget i tidligere fotokonkurrencer i klubben. Klubbens fotogruppe indvilligede i at agere udvælgelsesjury, så kun et mindre antal billeder kom til afstemning blandt alle medlemmer, eftersom bestyrelsen bedømte, at det ellers ville blive for uoverskueligt. I alt 156 fotos blev sendt ind til kategorien ”kultur” fra 54 medlemmer, og 79 medlemmer deltog i en afstemning på internettet om at vælge de tre bedste blandt juryens udvalgte 18 billeder. Claus Søndergaard fra fotogruppen stod for det praktiske i forbindelse med konkurrencen og præsenterede vinderne ved årets generalforsamling. I Globen nr. 55 præsenterede vi de tre vinderbilleder i kategorien ”natur”. Over de følgende sider præsenterer vi vinderbillederne i kategorien ”kultur” sammen med et bredt udsnit af de øvrige deltagende billeder. Og vi kan allerede nu afsløre, at der også kommer en fotokonkurrence senere i år med tre kategorier: ”Et land, et billede”, ”transport” og ” fødder”. Følg med i nyhedsbrevene fra formanden og på klubbens hjemmeside på www.deberejstesklub.dk for en nærmere præsentation og flere oplysninger om årets konkurrence. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er med i bestyrelsen for DBK. I forrige blad fik vi krediteret dette foto af en hellig mand i Indien forkert. Den rigtige fotograf er Jesper Frank. ”Tag tyren ved hornene” af Søren Lauridsen, Azorerne, 2009. 58 ”Unge på kajen i Cienfuegos” af Anders Kofoed Pedersen, Cuba, 2012. ”Landsbyens børn” af Steffen Stubager, Ghana, 2010. ”Besøgende i Red Fort i Agra” af IngeMerete Hougaard, Indien, 2006. 59 Tredjepræmie: ”Legende munke” af Morten Elm, Laos, 2004. ”Landsbypiger” af Gerner Thomsen, Tadsjikistan, 2011. ”Indisk kvinde” af Lars Munk, Indien, 2013. 60 ”Smokey Joe” af Claus Qvist Jessen, Mautitanien, 2011. ”Best Friends” af Claus Søndergaard, Ghana, 2009. 61 Andenpræmie: ”Munkedrenge i Bagan” af Claus Bech, Myanmar, 2005. ”Tsminda Sameba-kirken i skyer” af Lars Munk, Georgien, 2012. ”Cigarrygende kvinde” af Lisbeth Vivaldini, Myanmar, 2005. 62 ”In transit” af Ole Markussen, Tyskland, 2013. ”Into the mouth of the Alien” af Ole Markussen, Sverige, 2013. 63 64 Set fra øverst i en cirkel i urets retning: Førstepræmie: ”Leg i sneen” af Gerner Thomsen, Rusland, 2013. ”Danser med ulve? Nej, drengene her danser med får og en lille hyrdehund” af Lars-Terje Lysemose, Nepal, 2013. ”Generte børn” af Morten Elm, Laos, 2004. ”Festivalpicnic i Bhutan” af Kirsten Rask, Bhutan. ”Krybskyttedræberen” af Steffen Stubager, Ghana, 2010. 65 Giv Gl ben i gave De Berejstes Klub Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 150 kr. for resten af året fyldt med gode rejsehistorier. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele: • 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen. Læs mere på www.fotosjov.dk. • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. • Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. • Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark (Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk. Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@deberejstesklub.dk. Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 150 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143, kontonr. 8127698679. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer for foden af det nye 541 meter høje Freedom Tower i New York, USA. Foto: Thor Bakke. 66 Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand Tlf. 35 39 27 33 dbkformand@live.dk Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Anna le Dous Kasserer Tlf. 29 93 36 35 anna.le.dous@mail.dk Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Tlf. 25 14 27 11 Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 Jette Færch Weiss Medlemskoordinator Tlf. 22 93 82 58 Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 toastmaster-west@deberejstesklub.dk Maria Malbek Sørensen Juniorkoordinator Tlf. 25 48 87 45 mms.75@hotmail.com Rebecca Langhorn Tlf. 28 33 87 93 silver@get2net.dk toastmaster-east@deberejstesklub.dk nytmedlem@deberejstesklub.dk Anette Lillevang Kristiansen 1. suppleant Tlf. 21 63 23 50 incawoman@gmail.com Helle Bonnesen 2. suppleant Tlf. 20 40 68 65 hellebonnesen@gmail.com redaktorgloben @gmail.com ufanoe@hotmail.com Martin Buch Larsen 3. suppleant Tlf. 29 72 82 80 martinbuchlarsen@gmail.com Café Globen Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? erejstes Klub • • • • • • • • • • • • Café og ar for alle rangementer e - ikke k un for m r åbne af De B e erejstes dlemm er Klub Rejseforedrag flere gange om ugen Oplevelser og røverhistorier fra hele verden Landefester og events Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande Udvalg af vin og rom Cocktails Kaffe og the Gratis internet / WI-FI Nyhedsbrev hver uge med begivenheder Følg Café Globen på Facebook Vi ses på Café 67 Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk EVENTYRREJSER AZERBAIJAN OG GEORGIEN Azerbaijan er en historisk bro mellem Vesten og Orienten. Hovedstaden Baku var engang ”Østens Paris”, med art nouveau arkitektur og oliemagnaten Alfred Nobels hus. Gobustan har 10.000 år gamle klippetegninger. Flotte udsigter på køreturen gen nem Kaukasus. Georgien er et oldkristent land. Vi mærker gæstfriheden med frokost på et land sted og besøg på vingård. Max 20 deltagere. 10 dage • 15.600 kr • 15. til 24. september 14 DAGE PÅ BALKAN Albanien, Makedonien, Montenegro. Rejsen viser nogle af Europas nyeste lande frem. Albanien har en gæstfri befolkning, levn fra romersk tid og spændende steder som ”Byen med 1000 Vinduer” og ”Byen med 1000 Trapper”. Makedonien har den smukke Ohrid sø og fremragende mad. Monte negro har charmerende middelalderbyer som Kotor og Budva. Naturen er flot og uberørt. Max 20 delt. 14 dage • 14.400 kr • afrejse 30. marts • 18. maj • 21. sept CHILE – PERU – BOLIVIA Højdepunkter i Andesbjergene. Fra Chiles hoved stad Santiago og den livlige havneby Valparaiso går rejsen nordpå til Atacamaørkenen og Månedalen. En flot køretur bringer os til de smukke laguner og surrealistiske saltsletter i Bolivia. Vi sejler på Titicaca søen og fortsætter til den charmerende koloni tidsby Cuzco, hvor vi bl.a. oplever Machu Picchu. Max 20 deltagere 19 dage • 35.900 kr • 15. oktober til 2. november SYDAFRIKA – SWAZILAND – LESOTHO Tre lande i én rejse. Safari i den imponerende Kruger nationalpark. Krydstogt for at se delfiner og hvaler ved Plettenburg Bay. Soweto med Desmond Tutus og Nelson Mandelas huse. Vandretur i Drakensberg landskaberne. Besøg i zululandsby, og i konge dømmerne Swaziland og Lesotho. Uforglemmelige udsigter langs Route 62. Vinsmagning i det kendte vindistrikt og god tid i Cape Town. Max 20 delt. 21 dage • 26.900 kr • afrejse 28. september • 6. oktober 68 Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024