DELTE OMRÅDER - De Berejstes Klub
Gl ben Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b De Berejstes Klub Vinter 2014/15 N⁰ 58 T E M A: DELTE OMRÅDER Mauritius Øen rundt med taxa ØSTRIG Rejsetips til Wien KONKURRENCE Dengang jeg deltog i en ceremoni ... www.deberejstesklub.dk Medlemsrabat 15% Medlemskort med billede skal fremvises. Foto: Camilla Hylleberg FRILUFTSLAND BUTIKKER KØBENHAVN K Frederiksborggade 50-52 LYNGBY Lyngby Hovedgade 49D ROSKILDE Karen Olsdatters Stræde 4 ODENSE St. Gråbrødrestræde 6 KOLDING Kolding Storcenter AARHUS Østergade 30 AALBORG Bispensgade 34 THE NORTH FACE STORES KØBENHAVN S Field’s KØBENHAVN V Fisketorvet ODENSE Rosengårdscentret KUNDESERVICE 33 14 51 50 | info@friluftsland.dk WEBSHOP FJÄLLRÄVEN BRAND STORE KØBENHAVN K Frederiksborggade 44 2014_november.indd 1 www.friluftsland.dk 03-11-2014 12:19:29 2 DELTE OMRÅDER Leder Kebnekaise, Lapland, Sverige / Sälka, Lapland, Sverige / Maniking, Vesttimor, Indonesien T ænk, at være forbundet med så mange berejste mennesker som man er, når man er medlem af De Berejstes Klub! Her kan man altid få en god historie fra ”de varme lande” eller udveksle rejsetips blandt ligesindede – næsten uanset hvilket sted i verden man har i tankerne. I disse dage er det 25 år siden, Berlinmuren faldt, og en euforisk tro, på at den vestlige samfundsmodel kunne levere global fred og velstand, spredte sig som ringe i vandet. Datidens optimisme og eufori er her 25 år senere afløst af en mere korporlig realisme, hvor en global finanskrise fortsat kradser, konflikter og koldkrigsretorik er genopstået, og verdens klima trues, uden at vi har kunnet finde nogen holdbare løsninger. Og selv om vores verden ikke længere er delt af Jerntæppet, er den fortsat delt mellem rig og fattig. Temaet for dette nummer af Globen er meget apropos delte områder – men vi har ladet det være helt op til skribenterne selv at definere betydningen af det lille flertydige ord ”delt”. Opdelt? Inddelt? Eller delt i betydningen at man deles og er fælles om noget? Oversætter vi ordet delt til engelsk, kan det jo betyde så modsatrettede ting som divided og shared. I 2015 er det 15 år siden, De Berejstes Klub fik et medlemsblad, og det fejrer vi ved at udvide sidetallet. I løbet af de seneste fire numre er det faktisk blevet til ikke færre end 55 rejseartikler, skrevet af 39 forfattere. Aldrig har redaktionen modtaget så mange velfortalte rejsehistorier og -billeder til det, som er blevet vel nok Danmarks mindste, men så absolut også bedste rejsemagasin – ifølge jer medlemmer. Faktisk har vi så meget stof, at de næste to numre af bladet nærmest allerede er skrevet – og så meget stof, at vi nu udvider hvert andet nummer af Globen til hele 84 sider. Når det kan lade sig gøre at lave et blad med flere sider for de samme penge, skyldes det ikke mindst, at vi for et år siden skiftede trykkeri. Ud over at være billigere er trykkvaliteten også mærkbart forbedret. Er du nysgerrig efter at vide, hvad vi har i gære til kommende numre – eller hvad vi en sjælden gang mangler stof om – så besøg Globens eget forum på www.deberejstesklub.dk/globen og skriv til undertegnede, hvis du har en god ide til en artikel. 15. marts 2015 holder vi i øvrigt et kombineret redaktionsmøde og skriveværksted for viderekomne i København, hvor der bliver rig mulighed for at få feedback og udvikle og skrive videre på dine egne rejsefortællinger. Og nu du er inde på klubbens hjemmeside, så husk, at det her sidst på året er tid til at opdatere din profil med de nye territorier og lande, du har besøgt i 2014. Rigtig god rejse- og læselyst. Og godt nyt rejseår! Lars-Terje Lysemose, ansvarshavende redaktør 3 Gl ben De Berejstes Klub Rejsemagasin fra De Berejstes Klub Indhold Forsidefoto: Rigsdagen i det delte og nu genforenede Berlin af Ole Pedersen Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com Postadresse: Rejsemagasinet Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K Deadline til næste nummer: 30. januar 2015 Næste tema: Ud i verden Annoncer: ufanoe@hotmail.com Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland Oplag: 1.000 ISSN: 1603-1458 Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk R e da k tion : Lars-Terje Lysemose Viroj Anette Lillevang Finn la Cour Ann Kledal Ansvarshavende Jienwatcharamongkhol Kristiansen Medredaktør Korrekturlæser redaktør Grafiker Medredaktør TEMA: Delte områder Bertel Kristensen Else Braathen Jørgen Oulund Anna le Dous Henrik Fastergaard Illustrator Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Anette Holst Maya Linnea Rebecca Langhorn Per Allan Jensen Jytte Kristensen Christensen Pedersen Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Korrekturlæser Bodil Svendsen Elsebeth Finnick Korrekturlæser Korrekturlæser Susanna Asven Joe M.G. Berge Korrekturlæser Korrekturlæser Stig Monrad Christian Hamann Hansen Søren Bonde Korrekturlæser Korrekturlæser Bodil Johanne Korrekturlæser Henrik Frier Per Danielsen Jørgensen Hansen Skanning af fotos Korrekturlæser Korrekturlæser De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse deraf. 6 Tyskland | Koordinaterne: Das Reichstagsgebäude 8 Irland | Kort fortalt: En intens historietime i Dublin 9 Nordirland | Belfast: I grænselandet mellem frygt og fred 12 Irland | Koordinaterne: Delphi Valley 14 Irland | Dia dhuit! Eller goddag på irsk 16 Irland | Koordinaterne: The Gap of Dunloe 17 Canada | Lønningsdag i Thompson 20 Slovakiet | Koordinaterne: Nær Téryho chata 22 Kirgisistan, Tadsjikistan & Afghanistan | Highlights fra en highway i Langtbortistan 26 Sverige | Koordinaterne: Kungsleden mellem Sälka og Kebnekaise Fjällstation 27 Sverige | Koordinaterne: Jökelbäcken 28 Israel & Palæstina | Til Israel med ærkefjendens visum i passet 32 NEPAL | Koordinaterne: Ribung Gompa 33 NEPAL | Koordinaterne: Mu Gompa 34 NEPAL | Koordinaterne: Shyala 35 INDIEN | Jeg har redet på Rambo 38 Irakisk Kurdistan | Et smut til den ufarlige del af Irak 41 Antarktis, Brunei, Georgien, Irland, Luxembourg, Makedonien, Malaysia, Myanmar, Nepal, Sydkorea, Tyrkiet & Yemen | Rejsebilleder FreeVectorMaps.com 45 Serbien & Kosovo | Far og søn i Serbien og Kosovo 48 Rusland & Mongoliet | Helt elektrisk fra Sibirien til Mongoliet 52 Den Dominikanske Republik | Med merengue i baghjulet 56 Sint Maarten, Frankrig, Anguilla & Caribisk Nederlandene | Jeg er til fals for caribisk tropeidyl 58 Nordkorea | På tur til det røde Østen 62 Sydkorea | Kort fortalt: Forårsweekend i Busan DE BEREJSTES KLUB 3 Leder 78 Nye aktive medlemmer 79 Bestyrelse for DBK 80 Årets quiz i De Berejstes Klub 83 Årets julegave? SKRIBENTKONKURRENCE: Dengang jeg deltog i en ceremoni … ØVRIGE ARTIKLER 63 INDIEN | Akademisk nytår i Indien 68 64 CHILE | Morgenandagt: Min morgenkaffeceremoni i Chile Kina, Taiwan & Indien | Kort fortalt: Søpølse og pommes frites 70 Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser 65 Indonesien | Til begravelse på Sulawesi 73 Østrig | Et hjerte tabt til Wien 66 Ecuador | Indianerceremoni med 4711 i Amazonjunglen 76 Mauritius | Mauritius rundt med taxa 67 TOGO | Når makaber heksekunst fører til kærlighed 69 Næste konkurrence | Dengang mine smagsløg blev sat på prøve … 5 6 52° 31´ 7˝ N 13° 22´ 34˝ Ø Das Reichstagsgebäude (også kaldet Der Reichstag), Platz der Republik, Berlin, Tyskland Tekst: Lars-Terje Lysemose FOTOS: Ole Pedersen et forenede Tysklands parlamentsbygning i Berlins vestlige bymidte, kun få meter fra den gamle grænse til DDR, er blevet et nyt vartegn for byen, der var delt af Jerntæppet mellem Øst og Vest efter 2. Verdenskrig og frem til Murens fald i 1989. Bygningen blev oprindelig opført i 1894, men i 1933 blev den hærget af en påsat brand og lå i mange år hen som en ruin. Først med den tyske genforening i 1990 blev det aktuelt at flytte forbundsrepublikkens hovedstad fra Bonn til Berlin, og i 1992 fik den verdensberømte britiske arkitekt Norman Foster til opgave at restaurere bygningen. Restaureringen indebar, at alt bortset fra ydervæggene blev fjernet. I 1999 stod den nye rigsdag færdig, og parlamentarikerne flyttede ind. Rigsdagen og den store glaskuppel er i dag en af de mest besøgte seværdigheder i Berlin. Her kan man få et imponerende syn ud over byen. Fra taget kan man også se ned på de folkevalgte. Det er gratis at besøge bygningen, men husk at reservere på forhånd. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og og besøgte første gang Berlin i 1996, hvor han ankom til byen på cykel fra Danmark. Dengang var Berlin nærmest én stor byggeplads. Ole Pedersen har medlemsnr. 326. 7 Vores guide Lorca Collins. Dublins historisk betydningsfulde postkontor. Kort fortalt: En intens historietime i Dublin ”Vi hader ikke englænderne. Det var den britiske regering, som var problemet.” Tekst & FOTOS: Fredrik Ljone Holst D et kræver sit at forstå en århundreder lang konflikt, hvor politiske, nationale og religiøse skel løber dybt og er blevet en del af mange folks identitet, men Lorcan Collins gør sit allerbedste. I to timer leverer han en næsten uafbrudt strøm af historiske fakta, anekdoter og baggrund til påskeopstanden i 1916. Den kortvarige og mislykkede opstand, der blev nedkæmpet i Dublins postkontor, blev kimen til frigørelsesprocessen og borgerkrigen i Irland nogle få år senere – en proces der også skabte det nuværende Nordirland og (forløberne til flere af) de grupper, som stadig kæmper for, at deres version af Den Grønne Ø skal blive virkeliggjort. Lorcan er en af guiderne bag The 1916 Rebellion Walking Tour, en omvandrende historietime til flere af de steder, hvor dramaet udspandt sig. Vi skal lære, hvorfor parlamentsbygningen er uegnet som oprørsbase – der er ingen vinduer, man kan skyde fra – og hvordan irerne stolede så blindt på tysk punktlighed, at de gik glip af oprørets vigtigste våbenlast, som kom én dag for tidligt. The Rebellion Tour guider os gennem et persongalleri og en række organisationer med forskellige mål, midler og metoder. Krigens helte ”På min tur må ingen tale om sir den eller den. Den eneste, som må benævnes med den titel er Sir Roger Casement, for han blev frataget sin titel af briterne, før han blev henrettet. Ham kalder vi stadig sir, bare på trods,” siger Lorcan i en alvorlig, men finurlig og humoristisk tone, der kendetegner hans to timer lange ambulerende foredrag. Som for at understrege, at fjendskabet altså ikke var mellem folk eller i det hele taget rettet mod soldaterne, man kæmpede imod, fortæller han også om de irlændere, der risikerede livet for at redde en engelsk soldat, der lå såret ved barrikaden eller om den britiske officer, der trodsede ordrer for at aflevere et brev, han fik overleveret fra en døende irer, som ville sende et sidste farvel til sin mor. I tilfælde af, at heltene ikke findes på begge sider, fremvises heltemod og hæderlighed på begge sider. Fiktion og virkelighed I 18 år har historikeren guidet turister gennem Dublins gader og Irlands historie. Han har skrevet bøger om oprøret og en biografi i en serie om de vigtigste personer. Hvis han overhovedet stopper for at trække vejret i løbet af de par timer, vi er sammen, bemærker vi det ikke – talestrømmen er konstant. Lorcan er også en opmærksom vært. Han snakker med alle og husker, hvem de er, og han tilpasser sine historier efter tilhørernes interesser. På et tidspunkt forsøger vi også at spørge om forskellen på virkelighedens Michael Collins og Hollywoods fremstilling med Liam Neeson i hovedrollen, men 8 vi får knap nok talt færdigt, førend han siger, at filmens ”Michael Collins” i bedste fald kun er 50 % realistisk. ”Mindst hver anden dag jeg får det spørgsmål. Svaret er, at I hellere skal se ’Vinden der ryster kornet’.” I filmen splittes venner og brødre i synet på et frit Irland og ikke mindst i spørgsmålet om, hvordan det skal opnås. Her skildres borgerkrigen intimt og smertefuldt, begyndelsen af en konflikt, der fortsat finder sted hundrede år senere, selv om bomber og geværer for tiden er blevet erstattet med trommer og farvestærke ordensbånd. Det var min interesse for historie, der fik mig med at vælge denne tur. Og det er historikeren og historiefortællingen, der får mig til at anbefale denne tur til alle, som vil vide mere om Irlands konfliktfyldte historie. nn Fredrik Ljone Holst har medlemsnr. 342 og var på sit første besøg til Irland i 2014. Han er norsk, og artiklen er oversat fra norsk af Lars-Terje Lysemose. The 1916 Rebellion Walking Tour Guideturen koster 12 euro og varer ca. to timer. Den begynder hver dag kl. 11.30 – søndag kl. 12.00 – uden for International Bar på Wicklow Street i Dublin. Læs mere på www.1916rising. com. Belfast: I grænselandet mellem frygt og fred Belfast minder ved første øjekast om enhver anden europæisk hovedstad – men under overfladen vil hadet nok altid ulme. Kan det nu være så farligt at tage til Belfast? Kampene mellem katolikker og protestanter er jo for længst gemt af vejen i støvede historiebøger, og navne og begreber som IRA og Bloody Sunday fortaber sig i erindringens grågrumsede tåger – eller gør de nu også det? Nysgerrigheden havde bragt mig til Nordirlands berygtede hovedby, og jeg var tæt på at få sandheden at føle. Frygten lurer altid under overfladen i Belfast, og man ved sig aldrig helt sikker. Tekst & FOTOS: Anette Lillevang Kristiansen D e store sort-hvide fotos suger mig til sig som en magnet, det ene hårrejsende billede efter det andet rammer nethinden som pistolskud. Kaos, frygt, rædsel, lig i gaderne og mængder af mennesker, der flygter med et udtryk i øjnene, som blev de jaget af en flok vilde dyr. Jeg bliver stående, ser på billederne, nærlæser et par billedtekster, gyser og baner mig vej hen til næste sektion, hvor jeg forsøger at blive klogere på, hvad det var, der skete dengang. Der er ord, jeg ofte har registreret, når min far hørte radioavis eller så tv i min barndom. Nu var så og så mange blevet dræbt af IRA, og nu havde der på ny været optøjer mellem de to grupper. Navnet Belfast har altid stået for mig som en by med blodstænk og frygt, og mine barndomserindringer om dette sted vækkes til live igen, da jeg i sommeren 2013 befinder mig i afdelingen for nyere irsk historie på Ulstermuseet i Belfast. Ifølge de gamle billeder fra Bloody Sunday i Londonderry/Derry tilbage i 1972 var der nærmest tale om et regulært blodbad, hvor masser af mennesker blev dræbt, og Irland blev aldrig den samme ø igen. Jeg var et år gammel dengang og heldigvis ganske uvidende om, hvad der foregik. Som voksen blev jeg advaret mod de tre B’er: Beirut, Baghdad og Belfast ville blive den visse død – men hvem kan stoppe en nysgerrig sjæl? 9 Den nordirske syndflod Her 41 år efter kan jeg så stå og se de frygtindgydende minder fra den skæbnesvangre dag blæst op i plakatstørrelse. Det er så mange år siden, og heldigvis er man kommet videre, beroliger jeg mig selv. I dag kan man sagtens tage til Belfast og på museet kravle ind i en tidskapsel fra dengang for en halv time senere at vandre ud i den nordirske sommerblæst – det er i hvert fald dét, jeg regner med, da jeg tager bussen fra Dublin til Belfast en tågetung formiddag. For jeg vil vide. Jeg vil forsøge at forstå, grave i historien og regne ud præcist, hvorfor de to religionsretninger dengang følte så voldsomt stor modstand og egentlig helst så hinanden nedslagtet. Hvordan står det til i dag? Er de nået til enighed, forsoning? Eller er det kun en facade? Lever de bare tåleligt sammen, men under overfladen trives frygten og hadet? Kan det blusse op når som helst? Mit første møde med Belfast er ikke specielt flatterende. Jeg har forladt Dublin i tørvejr og ankommer til den nordirske hovedby i noget nær en syndflod af Titanic-museet står rankt som byens nye vartegn, til minde om århundredes mest tragiske skibskatastrofe. Rådhuset i Belfast er absolut et besøg værd. Det fremstår prangende med sit smukke klassiske interiør. bibelske dimensioner. Hele floder siler ned ad gaderne, kloakriste bryder gylpende sammen, og folk med paraplyer farer rundt som hovedløse høns i formiddags– trafikken. Nok har jeg hørt, at vejrguderne ikke altid er venligt stemt nordpå, men dette slår dog det meste, jeg har set. I min iver efter at se nærmiljøet omkring mit lille, primitive baggårdshostel småløber jeg i zigzag mellem paraplyer og regnfrakker for at komme i læ under markiserne. Jeg ender gennemblødt til skindet inde på en lille, sofistikeret kaffebar, hvor det halve af Belfast også har søgt læ for skybruddet. Den tårebefængte historiebog Dryppende bestiller jeg en latte og giver mig i kast med at studere min guidebogs afsnit om Belfasts blodige fortid. Bortset fra den kraftige regn virker byen som så mange andre i Europa. Det er en travl havneby, og den kan ud over konflikter mellem to religioner også byde på historien om RMS Titanic. Belfast er selve byen, hvor den gigantiske luksusliner blev født, og i dag er selve dokområdet, hvor den majestætiske kæmpeskude så dagens lys, udlagt til mindepark med Titanicmuseet, som er blevet et nyt vartegn for byen. 10 En spadseretur på dokken bringer mig over 100 år tilbage i tiden, hvor flere tusinde arbejdere lagde kræfterne i at bygge White Star Line-rederiets nye darling. Hun skulle indtage verdenshavene, strække ud over Atlanten og være i stand til at sejle turen fra Southampton til New York på rekordtid. Vi ved alle, hvordan det gik, og da jeg står og læser mindetavlerne med de mange omkomne, støder jeg på danskklingende navne – Jensen, Hansen og Andersen. Hvad tænkte de? Hvad var deres drømme og håb for fremtiden? De var på vej mod Guds eget land. Verden lå for deres fødder, og så gik det så grueligt galt den aprilnat i 1912. Det er som at bladre i en blods- og tårevædet historiebog at gå rundt i Belfast. Selvom byen jo på overfladen er som alle andre byer, med sin travlt beskæftigede befolkning, sit forretningsliv og sit moderne islæt, så er der en ånd over byen, som er svær at beskrive. Det er, som om noget kan eksplodere hvert øjeblik, det skal være, og alligevel så flyder bylivet videre i sit eget tempo. Tilgivelse af fordums had De næste dage føles det, som om vejret vågner op til dåd. Solen titter forsigtigt frem bag en sky, og i takt med at den får mere magt, vrimler Belfasts lidt tilknappede beboere ud fra enhver lille mørk krog. Det er, som om byen smiler og har taget sig sammen til at vise sit tillidsfulde ansigt frem fra tågerne. Ungdommen stimler sammen på græsplænen foran City Hall, den smukke, klassiske bygning med de store søjler på hovedgaden. Man hygger sig, slikker sol og følger med stor opmærksomhed en tenniskamp, der transmitteres på storskærm på plænen. Jeg begynder næsten at holde af denne lidt specielle by, som ikke helt kan finde ud af, om den har lyst til at komme ud af sin skal, eller det er bedst ikke at røbe for meget. Belfast begynder at virke helt venligtsindet, selvom vi lige skulle se hinanden an. Jeg bliver mere modig og tillidsfuld. Går tur i botanisk have og tager det smukke, gamle palmehus fra 1852 i øjesyn; parken er fuld af unge i silkekåber, der afslører, at en universitetsuddannelse er i hus, og en vis optimisme fylder byen. Måske er Belfast slet ikke så trykket, som jeg går og tror. Måske har de tilgivet hinanden og er kommet over fordums rasende had. De har indset, at fortid er fortid. Jo mere jeg opdager af Belfast, desto mere indser jeg, at livet blomstrer. Man tåler fortiden, og fremtiden er lige nu. Jeg begynder at nyde Belfast og ignorerer den fornemmelse, jeg ellers har haft af, at byen kan gå amok på et splitsekund, hvis nogen rager op i gløderne. Der sker intet, så en følelse af tryghed får grobund i mig. Frygten lever under overfladen På grænsen til den vestlige del af byen bliver jeg dog mindet om historiens grumhed; her er den meget nærværende. Store murmalerier pryder de glatpudsede betonvægge. Politisk og religiøs propaganda tager ved en med sin store, klamme næve og sætter ens ellers voksende tillid på plads. Man skal ikke tro, at fortiden er borte, den lever endnu, om end i falmet udgave, men den er der. Jeg skynder mig over på min trygge banehalvdel igen. Der var jeg åbenbart ved at gå over stregen. I centrum tager byen imod mig med sine listige pubber og likørstuer fra 1800tallet. Jeg søger trøst i endnu en latte og en chokolademuffin og børster dagens oplevelse af mig. Ikke at nogen gjorde mig noget eller så underligt på mig, men jeg vidste, at jeg havde passeret den usynlige linje. En lige så diset dag, som da jeg ankom, forlader jeg den nordirske hovedstad. Klogere, en oplevelse rigere og faktisk ganske betaget, især over den vilde og barske natur, jeg har set hen over kysten af det nordligste Irland. En lille uge efter at jeg er taget fra Belfast, falder mit blik på en overskrift i en dansk netavis. ”26 politifolk kvæstet i Nordirlands hovedstad, Belfast – på årsdagen for de blodige optøjer mellem katolikker og protestanter”. Helvede er brudt løs lige der, hvor jeg gik for blot få dage siden. Så var min fornemmelse alligevel rigtig – i Belfast lever hadet altid lige under overfladen. Nordirland Dublins lufthavn direkte til Belfast. Køreturen varer ca. fire timer. Logi: Prisen for en seng på et hostel starter ved omkring 12 GBP (105 kr.), og Belfast har masser af billige og gode overnatningsmuligheder. Find dem på www.hostelworld.com. Øen Irland (irsk: Éire) har været delt politisk siden 1920. Det meste af øen udgøres af Republikken Irland (irsk: Poblacht na hÉireann). Resten udgøres af Nordirland, som har selvstyre inden for Det Forenede Kongerige af Storbritannien og Nordirland. Øen består historisk af 32 grevskaber, hvoraf de seks ligger i Nordirland og også er en del af Ulsterprovinsen. Tre grevskaber i Ulsterprovinsen ligger dog i dag i republikken Irland. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBelfast fås fra ca. 2.300 kr. t/r. Det er billigere at rejse via Dublin. Fly København-Dublin fås fra ca. 800 kr. t/r. Bus fra Dublin til Belfast koster ca. 17 GBP (150 kr.). Der går også bus fra Værd at se: De fleste steder ligger i gåafstand fra centrum – ellers tag bybussen. Belfasts centralt placerede rådhus er et besøg værd, både udvendigt og indvendigt. Titanicmuseet kan kombineres med et besøg på Titanics støtteskib, SS Nomadic, som er det eneste White Star Line-skib tilbage i verden. Billet til museet alene koster 15 GBP (135 kr.), mens en kombibillet kan fås til omkring 20 GBP (175 kr.). Botanisk have med det gamle palmehus ligger midt i en stor park, og man kan gå på opdagelse i væksthusene gratis. I den ene ende af parken ligger Ulstermuseet, der er et godt sted at blive klog på Irlands historie. Museet har blandt meget andet en egyptisk mumie, der hedder Takabuti. Find flere oplysninger på www.titanicbelfast. com, www.visit-belfast.com og www. nmni.com. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328 og er medredaktør af Globen. Læs mere om hendes rejseoplevelser på www.inkapigen.dk. Belfasts dystre fortid kan man fornemme, når man på et gadehjørne støder ind i de gamle murmalerier fra konflikten mellem de to religionsretninger. 11 53° 37´ 54,9˝ N 9° 44´ 49,9˝ V Delphi Valley, Leenane, Connemara, Galway, Irland 12 Koordinaterne Tekst & Foto: Kirsten Rask E fter først at have besøgt Galway og øen Inishmor, et lille stykke ud for kysten, gik turen nordpå ind i Connemaras smukke natur med bjerge og små søer. Vejskiltene stod i begyndelsen både på engelsk og irsk, men jo længere væk vi kom fra de større veje, des større var sandsynligheden for, at skiltene kun var på irsk. Vi havde besluttet os for lidt forkælelse og booket overnatning i et smukt country house midt i Delphi Valley. På internettet havde vi set billeder af de spektakulære omgivelser med nogle af de højeste bjerge i Connemara og et hus i georgiansk stil, der lå lige ned til en større sø. Vi blev bestemt ikke skuffede. Ved ankomsten gik vi en tur i området og nød omgivelserne. Middagen samme aften foregik ved, at alle husets gæster skulle mødes i biblioteket en halv time før spisetid til en drink, hvorefter vi alle blev placeret rundt om et langt spisebord med husets ejer siddende for bordenden. Og så blev ens konversationsevner ellers sat på prøve! For til at begynde med talte alle herrerne til vores store forundring kun om fisk! Da vi havde booket, havde vi ikke koncentreret os om andet, end hvad en overnatning kostede, og om det var muligt at få aftensmad, da det lå ret afsides og langt fra nogen større byer. Det, som vi ikke lige havde fået læst os til, var, at ejendommen råder over et af de største privatejede fiskeområder i Irland. Her kan man fange atlanterhavslaks og havørred, så vi var simpelthen landet lige midt i et lyst– fiskerparadis! Dalen fik sit navn Delphi af den anden markis af Sligo, der netop havde en ejendom på disse kanter, som han benyttede, når han var på fisketur. Markisen havde været ude at rejse og mente, at hans smukke landskab hjemme på Irland lignede området omkring Delphi i Grækenland. nn Kirsten Rask har medlemsnr. 428 og besøgte lystfiskerparadiset i maj 2005 sammen med sin mand. 13 Heuston station, Baile Átha Cliath (Dublin) Dia dhuit! Eller goddag på irsk Det er ikke nemt at rejse med en tidsmaskine, men hvis man kunne rejse tilbage til Sydtyskland for 2.500 år siden, ville befolkningen dér have talt et keltisk sprog. Tekst & Fotos: Niels Iversen E t par hundrede år senere strakte det keltiske område sig fra Transsylvanien til Portugal og via Frankrig til De Britiske Øer. Men den romerske ekspansion væltede det keltiske korthus på kontinentet, og i Storbritannien tog angelsakserne senere kontrollen med alt undtagen Cornwall, Wales og Skotland. I Irland holdt gælisk skansen indtil en gang i 1700-tallet, men siden er det gået drastisk nedad for sproget – selv efter at det blev gjort til nationalsprog efter uafhængigheden under det forpligtende navn irsk. Dette stoppede imidlertid ikke tilbagegangen, og i dag ligger antallet af de, der bruger det dagligt, på ca. 80.000 (ud af 4,6 millioner) i republikken Irland og dertil et mindre antal i Ulster-provinsen. I betragtning af, at irsk er tvunget skolefag for alle børn i republikken, er dette ikke store tal, men sproget har alligevel stor symbolsk betydning for irerne, og de få, der endnu behersker det fuldt ud, har produceret fortræffelige grammatikker, ordbøger, en tale-synthethizer (www.abair.ie) og sågar en irsksproget Wikipedia, der gør der muligt for udenforstående at få et indblik i sproget. Og udenforstående, det er sådan nogle som mig. Jeg købte en del bøger på 14 og om irsk i forbindelse med en esperantokongres i Galway i 2012, men begyndte først at studere sproget for alvor i starten af 2013. Og p.t. er vurderingen, at jeg nok får lært at læse og måske skrive det til husbehov, men udtalen er et cirkus – værre end selv den danske udtale, der ellers er berygtet ude i verden – så det med at tale det som en indfødt bliver nok ikke til noget. Stavningen er også berygtet, men den er i grunden ret logisk – i betragtning af hvad det er for et morads, den skal afbilde. Ordbøjninger på irsk I det følgende vil jeg prøve at give et indtryk af det irske sprog ved at overføre træk efter træk fra det til dansk. Lad os starte med den konstatering, at ord bøjes i slutningen som på mange andre sprog, men derudover ændrer de sig også i begyndelsen, afhængigt af hvad der står foran og af den syntaktiske sammenhæng. En serie ændringer ses i skriften på, at der dukker h’er op efter en indledende konsonant – det kaldes lenition eller aspiration. Og det bruges bl.a. i anden del af sammensatte ord til at markere fortidsformer, efter visse præpositioner og artikler og i øvrigt på alle mulige uventede steder, som irerne knap nok selv kan blive enige om. ”Goddag” hedder Dia dhuit på irsk (”Gud med dig”), udtalt /dia Khrrruit/ . Bogstaverne fh er stumme, så an fhuinneog (”vinduet”) udtales ca. som / Enjååg/. Et andet sæt mutationer hedder eclipse (formørkelse), og det ses i skriften ved, at der dukker en ny konsonant op i starten af et ord. Den oprindelige startkonsonant bevares i skriften, men er stum. Det sker bl.a. i genitiv pluralis: Is í an teanga náisiúnta agus an phríomhtheanga oifigiúil i bPoblacht na hÉireann í (direkte oversat: ”er hun det nationale sprog og det primære Sprog officielt i Republikken Irlands hende”). Bemærk eclipsen i bPoblacht og de to lenitioner i phríomhtheanga. Bemærk også h’et foran hÉireann. De to andre typer mutationer rammer kun konsonanter, men vokaler indledende skal naturligvis heller ikke kunne være i fred. Bemærk herudover placeringerne af i’erne i náisiúnta og oifigiúil. Der er en ufravigelig regel om, at der skal være enten lyse (i, e) eller mørke (a,o,u) vokaler på begge sider af enhver indre konsonant i et ord, hvilket har den konsekvens, at mindst en tredjedel af alle vokaler i irsk er stumme (og dermed overflødige eller det der er værre). Syntaks Og så lidt syntaks. Som man kan se af eksemplet overfor, står verbet som regel forrest i irske sætninger, mens tunge subjekter ender til sidst, foregrebet af et ubetonet pronomen lige efter verbet. Dette betyder ingenlunde, at de bliver til spørgsmål – hvis man ønsker et spørgsmål, bruger man et spørgeord foran verbet – og på dansk har vi jo netop sådan et, nemlig ”mon”. Der er dog forskellige spørgeord i nutid og fortid på irsk: an bhfeiceann tu? (”mon ser du?”), men ar chonaic se (”mon så du?”) – an er naturligvis det uregelmæssige ord for at se, men ret skal være ret: irsk har kun 11 uregelmæssige verber (på engelsk er der til sammenligning mindst 200). Forresten er der på irsk ligesom på russisk ikke et ord for ”har”, det er blot ting hos nogen eller noget. Og på irsk er der heller ikke ord for ja eller nej: Man gentager blot verbet med eller uden nægtelse: ”Mon spiser cornflakes spøgelser?” (Ithe calóga arbhair thaibhsí?) – Ithe (”spiser” = ja, de spiser cornflakes), nach ithe (”ikke spiser” – nej, spøgelser spiser ikke cornflakes – husk at subjektet står sidst, og taibhse betyder altså spøgelse, ikke cornflakes, som logisk nok hedder flager – calóga – af majs –arbhair). Til gengæld for mangel på verbet ”har” er der Skilt i den historiske by Inis (Ennis). på irsk to verber for ”at være”; formerne er forskellige i sætninger, alt efter om de er positive eller nægtende og spørgende eller negativt spørgende. Tosprogede skilte Jeg kunne fortsætte med at opregne den slags indlæringsforstyrrende træk ved irsk, men der er jo desværre ikke ubegrænset plads her i Globen. I stedet vil jeg nævne det sted, hvor selv engelsktalende irere (og turister) typisk møder det irske sprog, nemlig på tosprogede skilte. Jernbanerne er således konsekvent tosprogede: ikke alene annonceres alle stationer på begge sprog, men skiltene på stationerne er også tosprogede. Og her kan man for alvor se, hvordan de engelsktalende barbarer har maltrakteret de oprindelige irske stednavne. Lad os starte med hovedstaden Dublin, hvis navn kommer af Dubh Linn (”sort vandhul” – hvilket faktisk var vikingernes betegnelse for stedet). Men på irsk hedder byen Baile Átha Cliath (dvs. ”byen ved et bøvlet vadested”), og selv de mest indædte cainnteoir bearla (engelsktalende) kan ikke undgå at se det navn 15 igen og igen. På vejen videre mod vest med Iarnród Eireann fra Heuston-station (nær Guinness-bryggerierne) ser man bl.a. de følgende stationsnavne: Tullamore (Tulach Mhór, ”stor høj”), Athlone (Baile Átha Luain, ”byen ved Luans vadested”), Athenry (Baile Átha an Rí, ”kongens vadested” – søreme!) og sluttelig Galway (Gaillimh, ”stenet flod”), der er den sidste større by i Irland, hvor en stor del af befolkningen stadig kan tale keltisk. Sic transit gloria mundi, som piraterne i ”Asterix” plejede at sige, mens skibet sank om ørerne på dem! nn Niels Iversen har medlemsnr. 82 og sprogøre ud over det sædvanlige. Han har til dato besøgt 12 territorier og 121 lande. Koordinaterne 52° 1´ 0˝ N 9° 38´ 0˝ V The Gap of Dunloe (på irsk kaldet Dún Lóich), Killarney, Kerry, Irland Tekst & foto: Kenneth Hvolbøl V i ankommer i strålende sol en sen eftermiddag til byen Killarney. Vores logi ligger i grevskabet Kerry – ude på landet i en gletsjerdal mellem Irlands højeste bjerge, Macgillycuddy’s Reeks. De er nu ikke voldsomt høje. Noget i omegnen af en kilometers penge. Vi læsser bagagen af og kører straks ud på de meget smalle veje, som er så karakteristiske for området mellem ”bjergene”. To biler kan ikke passere hinanden, så der er lavet små vigepladser, hvor man kan holde ind til siden, mens modkørende biler passerer. Det er meget populært at køre hestevogn i området, hvilket stiller krav til bilisters tålmodighed, når man havner bag en sådan. Vi kører højere op ad de smalle veje, krydser maleriske broer, rivende elve og passerer små vandfald. Overalt græsser fårene, mærket med sprayfarve for at vise, hvem der ejer dem. Det ene smukke landskab afløser det andet, mens vi kører op i tågerne, som til sidst lukker helt af for udsigten. Vi fortsætter over passet og ned gennem tågerne til lavlandet igen. Grevskabet Kerry er et af Irlands smukkeste områder og derfor populært blandt vandrere og andre naturelskere. Tæt på ligger Dinglehalvøen, som er indbegrebet af Irland, når det er allermest irsk. Her er irsk hovedsproget, og derfor er 16 vejskiltene komplet uforståelige for sådan nogle som os. Killarney Nationalpark hedder fx Páirc Náisiúnta Chill Airne på irsk. Kerry er indbegrebet af Den Grønne Ø. Her er de bløde bjerge og grønne dale, som alle forbinder med Irland. Halvøen er let strøet med forhistoriske fund og ruiner fra middelalderen. Det regner ofte på disse kanter, men i dag er vi heldige, og solen smiler til os, da vi er tilbage i lavlandet. nn Kenneth Hvolbøl har medlemsnr. 68 og besøgte for første gang Irland i to uger tidligere på året. Kontant afregning, intet papirnusseri. Opkøberne medbringer enorme summer. Lønningsdag i Thompson Den sidste weekend før jul kommer pelsjægerne fra den canadiske vildmark ind til byen Thompson for at sælge skind på The Fur Table. Thompson er et trafikalt knudepunkt i denne delte udmark, hvor hvide, indianere og inuitter mødes. Tekst & FOTOS: Anders Nielsen D er er blot otte passagerer med The Hudson Bay Railway, da toget klokken 20.45 forlader perronen i Winnipeg i Manitoba på den canadiske prærie. Forude strækker skinnerne sig 625 miles. Først langs bredden af den enorme Lake Winnipeg og senere laver sporet en sløjfe ind i naboprovinsen Saskatchewan for at fortsætte gennem natten til The Pass og Flin Flon. Efter de to små forsyningsbyer til den nordlige vildmark er udsigten fra togets vinduer træer og sne, træer og sne og atter træer – kun periodisk afbrudt af floder, søer og mindre vandløb. Som en respektfuld gestus er tusinder af vildmarkens søer navngivet efter faldne canadiske soldater i 2. Verdenskrig. Mørket og nattekulden har sænket sig over Thompson, da toget fra Winnipeg efter 20 timers rejse ankommer til stationen. Her tanker de to lokomotiver diesel, før toget fortsætter gennem endnu en nat til endestationen i Churchill ved Hudson Bay. Thompson er en nyere by med et indbyggertal lige under 15.000. Byen har navn efter manden, der i 1956 fandt nikkel i undergrunden og etablerede byens første eksistensgrundlag, Inco Ltd. I dag har Thompson flere indkomstkilder og ligner til forveksling andre canadiske provinsbyer. Der er seks folkeskoler, et gymnasium, et hospital, tre indkøbscentre, enkelte hoteller og adskillige restauranter og pubber. Det er en by, hvor størstedelen af bilparken består af pickuptrucks, og mændene går klædt i Wrangler, ternede skovmandsjakker og baseballkasketter. Værtshusene Thompson Inn, Trappers Tavern og Club Fire & Ice serverer håndbajere uden glas og har oftest striptease og armlægning på underholdningsprogrammet. En gang om året, sidste weekend før jul, kommer vildmarkens pelsjægere, trapperne, til Thompson for at sælge årets 17 fangst af skind. Det har de nu gjort i mere end 25 år. Købere og sælgere Klokken er 7.15 fredag morgen, og termometeret viser -32 °C. Uden for bingohallen St. Josephs har en lang række trappere taget opstilling foran de endnu lukkede døre. Med sig bærer de store tasker, sække og papkasser. Kulden er ubarmhjertig, og de mange cigaretter danser som ildfluer i mørket. Endelig åbnes dørene, og rækken af trappere bevæger sig langsomt ind i det døsigtgrønne neonlys. Her opgiver de efter tur deres licensnummer og oplyser til repræsentanter for Manitoba Natural Resources antallet og arten af de skind, de medbringer. Tallene er vigtige for myndighedernes registrering af dyrelivet i de forskellige områder af vildmarken. Det er en broget og forskelligartet palet af pelsjægere, der begynder at fylde bingohallen. De findes i alle aldre og påklædninger. Nogle har taget kone og børn med. Der er også hvide trappere, men størsteparten er creeindianere. For manges vedkommende har det taget en dags rejse at komme hertil, og mange kommer kun til Thompson denne ene Pelsjægerne beundrer hinandens fangster. ”Take it or leave it!” gang om året for at sælge skind og købe julegaver. Indianerne er officielt kristne af religion, men blander ofte gamle stammeritualer med de hvides traditioner og skikke. En efter en ankommer køberne til arenaen – der er fem forskellige: Northwest Company, der rejser rundt i de små samfund og opkøber skind; Bruno de Cesco, en privat opkøber af italiensk oprindelse; Don Dolinsky, som driver et lille pelsfirma sammen med sin far i Thunder Bay; samt John Thorne, der – ligesom de øvrige – køber skind for at sælge dem på auktioner som Western Canadian i Vancouver og NAFA (North American Fur Auction) i Toronto og New York. For de fire købere gælder det om at indkøbe skind billigt for senere at sælge dem dyrest muligt på auktion. Femte og sidste køber på Thompson Fur Table er auktionshuset NAFA, der tager trappernes skind i kommission og udbetaler halvdelen af forventet pris på stedet for senere at afregne endeligt med trapperen efter auktionen. Et usædvanligt marked I alt 220 trappere har meldt sig til Thompson Fur Table. I rækkefølge kaldes trapperne op for at præsentere og få vurderet deres skind af de fem købere på skift. Det er meget enkelt: Pelsjægeren vil sandsynligvis sælge sine skind til den køber, der tilbyder den højeste pris. Og selvom skindene måske kan indbringe en højere pris på NAFA’s auktioner, er mange trappere fristet af de fire andre køberes måske mindre, men til gengæld kontante betaling på stedet. 18 Det er interessant at se, hvad pelsjægerne hiver op af sække og tasker. Mængden af bæver-, mår-, bisamrotte- og minkskind er enorm efterfulgt af knapt så mange ræve-, odder-, hermelin-, og fiskemårskind. Enkelte har været heldige – eller dygtige – til også at fange los, vildkat, ulv, jærv og – mere sjældent – sortbjørn. Flere har ikke pelset de sidstnævnte korrekt, idet de har skåret poter og kløer af. Med kløerne i behold ville skindene have indbragt en højere pris ved salg som tæppe foran pejsen eller i udstoppet stand til udstilling eller undervisning. De fleste mindre dyr som grævling, hermelin, fiskemår, mink og bisamrotte bruges til beklædning, mens langhårede arter som ræv, los, vildkat og ulv anvendes som kraver og kanter til frakker i stof. De sorte bjørnes skind bliver i udstrakt grad brugt til hatte for de kongelige livgardere i Storbritannien og Skandinavien, mens et biprodukt som bævernes duftkirtler eksporteres til franske parfumefabrikanter! Ventetiden for trapperne i bingohallen er lang, men der er en hjertelig atmosfære, og de fleste snakker og griner og møder gamle og nye bekendte. I et hjørne af det store lokale sælger Stu Jansson fra delstatens pelsjægerorganisation fælder, snarer, reparationssæt og pelsningsværktøj til priser, der nærmer sig halvdelen af detailprisen. Han forklarer gerne om trapping: ”I princippet har fangstmetoderne ikke ændret sig meget gennem de sidste par hundrede år, men fælder og snarer er blevet både mere effektive og mindre smertefulde for dyrene. De dræbende fælder (x-type), der anvendes på mindre pelsdyr, dræber byttet øjeblikkeligt, og internationale regler foreskriver, at snarer, der anvendes på større dyr som los, ræv, ulv og jærv, skal være dræbende inden for tre minutter. Fælder, der klapper sammen om dyrenes ben, skal i dag være forsynet med gummibelagte kæber.” Stu Jansson viser mig en liste med 35 regulativer, der bl.a. foreskriver, at alle fælder skal kontrolleres for fangne dyr af pelsjægeren inden for hver 72 timer. Alle fælder skal være godkendt af International Humane Trapping Standards underskrevet af Canada, Rusland og EU. En våd lønningsnat Stemningen på Thompson Fur Table er positiv og forventningsfuld. Alle hygger sig, og der spises sandwich og appelsiner, drikkes kaffe og ryges smøger. En musikskole på besøg fra Leaf Rapids spiller jule- Med The Hudson Bay Railway i Canada Tålmodighed ... håbet om en høj pris er stort. melodier på violiner, og med mellemrum er der demonstration for interesserede trappere, som ønsker at forbedre deres pelsningsteknik. Til spørgsmålet, om hvem der vælger et erhverv som trapper, svarer Grant Armstrong, talsmand for pelsjægerne: ”I den sydlige og tættere beboede del af provinsen er trapping som regel kun en hobby eller en bibeskæftigelse, mens trapping heroppe omkring Thompson er et naturligt job og en tradition, der typisk går i arv. Begyndere skal gennemføre et intensivt pelsjægerkursus, og en licens til en registreret trapline koster årligt 10 dollars. Såkaldte First Nation-indianere har ret til at jage gratis i de åbne arealer.” Manitoba Conservation udgiver hvert år en 20 siders ”Trapping Guide”, som bl.a. indeholder en detaljeret sæsonkalender, der viser, hvilke dyr der må fanges i en given periode. Sæsonen er typisk fra midten af september til udgangen af maj. Som timerne går, tynder det ud i antallet af pelsjægere i bingohallen. De fleste har nu solgt deres skind og er forsvundet ud i byen med tykke bundter af dollars på lommen. I mellemtiden er man ved at sætte vand over til kaffe på Thompsons politistation. Som det forholder sig hvert år, bliver det mountiernes travleste nat med masser af slagsmål, knivstikkeri og berusede indianere, der falder i bevidstløs søvn rundt omkring i byens kolde gader, mens julesneen begraver dem. Da jeg selv forlader Thompson Fur Table, løber jeg tilfældigt ind i to personer. Den ene er en tandløs indianer, som knapt kan stå på benene. Han er tydeligt bevæget af børnenes violinkoncert og insisterer højlydt snøvlende på at donere 2.000 dollars til musikskolen. Den anden person er Lane Boles, en lokal park ranger, der altid er god for en vittig bemærkning. Han fortæller om Martha Donaldson, en ældre kvindelig trapper, som i mange år nægtede at skifte sin hundeslæde ud med en moderne snescooter med begrundelsen: ”If you break down in the bush, you can’t eat it!” Marthas bemærkning er ganske morsom, men siger også noget om eksistensvilkårene for pelsjægere i Canadas vidtstrakte vildmark. nn Anders Nielsen besøgte Thompson i Manitoba i Canada i 2010. Han har medlemsnr. 709 og er redaktør af Business Traveller Denmark og bestyrelsesmedlem i Dansk Afrika Selskab. Den enorme Hudson Bay i det nordlige Canada er opkaldt efter den berømte britiske søfarer Henry Hudson, der i 1610 sejlede vest- og sydpå gennem det stræde og den bugt, der senere fik hans navn. Hele vinteren 1610-11 lå hans skib indefrosset i bugtens is, og da foråret endelig kom, gjorde styrmand og besætning mytteri. Hudson og enkelte andre, deriblandt hans unge søn, blev sat ud i en åben båd og aldrig set siden. De fleste af mytteristerne blev senere dræbt af inuitter, og de, der overlevede, blev fængslet, da de nåede tilbage til England. Byen Thompson ligger 739 km nord for Winnipeg og er et trafikalt knudepunkt i Manitobas nordlige ødemark. Af byens knap 15.000 indbyggere udgør hvide mennesker 58 %, og oprindelige folk (indianere og inuitter) 35 %. Ud & hjem igen: En enkeltbillet til toget fra Winnipeg til Thompson fås fra ca. 700 kr. Fly København-Winnipeg fås fra ca. 5.075 kr. t/r. Den klogeste kører hjem til konen med pengene. 19 K o o r di n a te r n e 49° 11´ 25,65˝ N 20° 11´ 55,39˝ Ø Nær Téryho chata, Tatrabjergene, Karpaterne, Slovakiet Tekst & Foto: Per Allan Jensen 20 D et var en smuk og solrig søndag i slutningen af september. Vi havde parkeret bilen i byen Starý Smokovec i den sydøstlige del af Tatrabjergene i Slovakiet, og målet for dagens vandretur var restauranthytten Téryho chata, der ligger oven for dalen Malá Studená Dolina. Slovakiet har glimrende øl – men tag ikke dertil for madens skyld! Frokosten levede desværre ikke helt op til forventningerne. Det gjorde til gengæld naturoplevelserne langs stien, der først var omgivet af tæt skov og senere førte gennem en bred dal for til sidst at føre op over stejle nøgne klipper til et stort plateau med søer og skønne panoramaer. I Tatrabjergene er der 24 toppe over 2.500 moh. Tatrabjergene er en del af den større bjergkæde Karpaterne og deles mellem Polen og Slovakiet (der jo i øvrigt selv er fremkommet ved en landedeling, den såkaldte fløjsskilsmisse af Tjekkoslovakiet i 1993). Store dele af området er udlagt som nationalpark og fyldt med glimrende vandrestier i alle sværhedsgrader. Tatrabjergene dækker et areal på 750 km², hvoraf størstedelen (600 km²) ligger i Slovakiet. Det højeste bjerg er Gerlachovský štít på 2.655 moh. Det ligger i Slovakiet og er landets højeste punkt. Tatra Nationalpark, Tatranský národný park, blev grundlagt i 1949, og den tilstødende polske nationalpark 21 Tatrzański Park Narodowy i 1954. Begge områder blev i 1993 optaget på Unescos liste over særlige biosfærereservater. nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26 og vandrede i Tatrabjergene i september 2012. Landsbyen Karakul i knap 4.000 meters højde. Highlights fra en highway i Langtbortistan I sommeren 2013 var jeg nået til den kirgisiske by Osh under min lange rejse ad Silkevejen. Her var jeg så heldig at komme i rigtigt godt selskab med et par andre individuelle rygsækrejsende: Ian, John og Sadaf. Vi havde alle fire planer om at rejse ad Pamir Highway igennem Tadsjikistan og gik derfor sammen om at hyre en firhjulstrækker med chauffør til turen fra Sara Tash til Khorog. Tekst & FOTOS: Lene Kohlhoff Rasmussen V i blev hentet af vores chauffør Tourot ca. en dagsrejse syd for Osh i den kirgisiske grænseby Sara Tash, der ikke er meget andet end nogle spredte huse beliggende omkring et stort vejkryds. Til venstre kan man køre til Irkeshtam, som er den ene af de to grænseovergange mellem Kirgisistan og Kina, og vejen til højre er en fortsættelse af Pamir Highway til Tadsjikistan. Pamir Highway hørte engang til Silkevejens netværk af karavaneruter. Vejen begynder i Osh i Kirgisistan og forsætter til Khorog og videre mod Dushanbe i Tadsjikistan. Den fik sit navn, da vejen blev udbygget til biltransport, men den er ikke nogen highway i vestlig forstand. Kørebanen er kun delvis asfalteret, og man kan risikere at den er stærkt beskadiget af jordskælv, jordskred og laviner. Til gengæld er det en af de mest spektakulære bjergruter i verden. Pamirbjergene er et af de mange bjergområder, der bryster sig af titlen Verdens Tag, og det er ikke helt uden grund, da der findes nogle af de højeste tinder uden for Himalaya, bl.a. bjergene med de fedeste navne – Pik Kommunizma (7.495 moh) og Pik Lenin (7.134 moh). Gennem rå og forrevne bjerge Efterhånden som vi nærmede os grænsen blev de grønne og frodige kirgisiske bjerge erstattet af bjerglandskaber, der ikke alene er meget højere, men også mere forrevne, tørre, bare og rå. Det højeste punkt på bjergruten er Ak-Baitalpasset i 4.655 moh, hvor jeg satte min egen højderekord. Lidt 22 senere på turen gjorde jeg det igen, da vi på en lille detour, væk fra hovedvejen, kom over Bazar Darapasset i 4.664 meters højde. Vores første stop i Tadsjikistan var i landsbyen Karakul, som ligger ved en bjergsø af samme navn med udsigt til et pigtrådshegn mod et stort tomt ingenmandsland. Ovre på den anden side af det store bjergrige ingenmandsland ligger den kinesiske provins Xinjiang. Det var helt tydeligt, at den rå natur har haft en afsmitning på arkitekturen. Husene lignede ikke længere små farverige bondehuse med træskodder for vinduerne og de sovjetiske betonkomplekser er heller aldrig nået helt op i bjergene. Det var derimod forfaldne hvidkalkede huse med masser af afskalninger, der prægede det knap så idylliske landsbybillede. Det hele virkede råt og barskt ligesom den omkringliggende natur på et af de fjerneste og mest isolerede steder i verden. Landsbyboerne i Karakul ved godt selv, hvor købmandsbutikken ligger, og den er næsten tom, så der er ikke behov for reklameskilte. Alle dørene til husene var lukkede, så først efter nogen tids søgen På modsatte side af floden ligger den afghanske Wakhankorridor. lykkedes det at finde en lille købmandsbutik med et yderst begrænset udvalg af varer på hylderne. Bolsjer, slikkepinde, sodavand, kiks og chokoladebarer var der et lille udvalg af, selvom det meste for længst havde overskredet sidste salgsdato. Andre praktiske ting såsom lidt børnetøj, hårbørste, elastikker og SIM-kort til mobiltelefoner kunne også fås i butikken. Helt almindelige madvarer og i særdeleshed frugt og grønsager skulle man imidlertid lede længe efter. Men verdens nødhjælpsorganisationer har fundet vej til denne ludfattige afkrog og er leveringsdygtige i mad og brøndboringer, så landsbyboerne kan få de mest basale fornødenheder. Det er et barsk sted, særligt om vinteren, når temperaturene når ned omkring -40 °C, og bjergpassene lukker. Stedet bliver til tider totalt afskåret fra resten af omverdenen. De mennesker, der er født og opvokset i disse fjerne afkroge, får en vis hårdhed ind med modermælken. Det er og bliver et af de steder i verden, hvor kun stærke mænd og kvinder er i stand til at overleve. En lille brik i spillet om magten Turen gennem Pamirbjergene blev smuk med vidtstrakte gletsjere og knejsende bjergtinder, der er gennemskåret af dybe smalle dale med floder og vandløb i et ufatteligt øde terræn. Længere nede ad Pamir Highway, hvor vejen drejer af ned mod Wakhankorridoren, kommer bjergkæden Hindu Kush myldrende ind fra Pakistan med endnu flere høje og spektakulære bjerge. Vi gjorde et stop ved vores første glimt af Pyanj-floden, der deler grænsen til den smalle afghanske Wakhankorridor, som har Pakistan på den ene side og Tadsjikistan på den anden. Wakhankorridoren er et lille stykke bjergrigt land, der engang blev tildelt Afghanistan som en lille brik i et stormagtsspil mellem Rusland på den ene side og Storbritannien på den anden. Et magtspil, der er blevet kaldt The Great Game, og som i virkeligheden var den første kolde krig mellem øst og vest. Alle ingredienserne til en kold krig var til stede. Der var spioner og kontraspioner, marionetstater og dommedagsprofeterende regeringer, der lagde røgslør ud for deres egne lyssky affærer. Det eneste, der manglede, var den lille røde knap, der kunne udløse en atomkrig. Rusland inddrog området i Tadsjikistan og udvidede dermed sit territorium helt op til Det Britiske Imperiums kronjuvel, Indien, og for at undgå en fælles grænse blev Wakhankorridoren tildelt Afghanistan i 1895. Men det forblev reelt et kæmpestort ingenmandsland og en stødpude mellem de to stormagter. På besøg hos en talebankommandør Efter at have fået vores første glimt af Afghanistan ovre på den anden side af floden og forsøgt at ramme landet med et par småsten, som vi kastede over på den anden side af kløften, var vi klar til at køre videre. Vejen fortsætter langs Pyanjfloden, og indimellem kunne vi spotte et par vilde kameler, der græssede ovre på den modsatte side af bredden i Afghanistan. Landskabet i dalen er langt mere frodigt end det landskab, som vi passerede gennem i de højereliggende Pamirbjerge. Langs vejen er der plantet masser af poppeltræer med bagvedliggende landbrugsmarker. Vi stoppede ved en mekaniker i landsbyen Vang, da Tourot skulle have lappet sit bildæk og pumpet lidt mere luft i reservehjulet efter turens første punktering. Det tog sin tid, og i 23 Safars datter demonstrerer sin fysikopgave. stedet for at sidde og vente forslog Tourot, at vi kunne gå hen for at se en gammel historisk buddhistisk stupa lidt længere nede ad vejen. Vi nåede dog aldrig helt ned til stupaen, før en mand vinkede os ind for at besøge ham og se hans hus. Safars hus var et typisk pamirhus, der er indrettet efter den shiitiske trosretning ismaili, og konstruktionerne er derfor fyldt med symbolik. Det centrale rum i huset var et stort søjlebåret rum. Der var ingen vinduer, men rummet blev oplyst gennem et centralt ovenlysvindue, som kaldes en tsorkhona. Ovenlysvinduet var placeret i midten af fire koncentriske firkanter i loftet, der repræsenterede elementerne jord, luft, ild og vand. Der var ingen møbler i rummet, men derimod masser af Jeg er lysår væk hjemmefra, og mon jeg får et lift? Tourots firhjulstrækker på Pamir Highway. Afghanere og tadsjikere handler, diskuterer og giver hinanden håndslag hver lørdag. tæpper og madrasser langs væggene, som ikke blot er praktiske, men også farverige og dekorative. Om aftenen rulledes madrasserne ud, og familiens senge var dermed redt. Der hang flere farverige tæpper på væggene, side om side med plakater af eksotiske strande og vandfald i tropiske regnskove, al den natur, der ikke findes i de golde bjerge. Men det mest fremtrædende billede på væggen var et portræt af Aga Khan, som er den ledende imam i ismailireligionen. Rummets fem udsmykkede søjler symboliserede de fem medlemmer af Alis familie (Fatima, Ali, Mohammed, Hassan og Hussein). Ærespladsen var siddepladsen ved siden af Hassan-søjlen, som er forbeholdt kaliffen, landsbyens religiøse leder. Ud over det store centrale rum i huset var der en lille entre, et køkken og et mindre opholdsrum. Inden vi fik set os om i huset, kom Safars datter ind med en bakke med te og den obligatoriske skål med nødder, bolsjer og karameller. Da Safar hørte, at både Ian og Sadaf er ingeniører, lyste hans ansigt op. ”Min datter vil også være ingeniør. I skal se et skoleprojekt, hun har lavet i fysiktimerne,” sagde han og bad datteren finde det frem. Hun kom derefter slæbende med et apparatur lavet af papkasser, et par ledninger, træpinde, små stykker haveslange og et par gamle plastikdunke og -flasker. 24 ”Det er et vandkraftværk,” fortalte han stolt og satte et bilbatteri til, men da det ikke virkede, byttede han det ud med et fra sin gamle rustne Lada, der holdt parkeret i indkørslen. Det virkede, og det samme gjorde det lille interimistiske vandkraftværk efter at enkelte af delene blev justeret lidt. Safar fandt derefter et fotoalbum frem og viste os en masse billeder fra en filmoptagelse. ”Jeg havde engang en stor rolle i en fransk film om Taleban, hvor jeg spillede den onde talebankommandør,” fortalte han. På billederne kunne vi se, at han med et stort sort skæg og turban, så ret overbevisende ud og lignede en fyrig afghansk kriger. ”Havde du mange replikker?” spurgte jeg. ”Ja,” svarede Safar og grinende. ”Jeg skulle lære at sige dem på fransk, men jeg anede ikke, hvad ordene betød!” Safar viste også billeder af sin familie og sine syv børn. De to ældste sønner er i militærtjeneste, og hans ældste døtre studerer i hovedstaden Dushanbe. De tre yngste børn bor stadig hjemme og går i skole i landsbyen. Det var utroligt hyggeligt at besøge Safar, og tiden fløj af sted, så vi pludselig måtte skynde os tilbage, inden Tourot blev bekymret for, hvor pokker vi blev af. På shopping i ingenmandsland Vi nåede lige akkurat til Ishkashim, inden lørdagsmarkedet lukkede. Da den afghanske Wakhankorridor blev dannet, blev de få landsbyer og nomaderne, der Pamir Highway tilfældigvis opholdt sig i korridoren, totalt isoleret og klemt inde i bjergene. Sådan lever de stadig, men hver lørdag formiddag kan de komme over broen til en lille ø i ingenmandsland for at handle med tadsjikerne. For at komme ind på markedspladsen, skulle vi først aflevere vores pas til en af grænsevagterne, inden vi kunne blive lukket ud i ingenmandslandet for at kigge på grænsehandlen. De handlende var så småt begyndt at pakke sammen, men de gav sig alligevel god tid til at få en sludder med et par fremmede turister. Afghanerne var umådelig begejstret over at møde os. Deres umættelige nysgerrighed gav et forvarsel om, hvad der ventede mig, når jeg godt to måneder senere skulle give eventyrlysten fuld vind i sejlene og rejse alene igennem Afghanistan. På markedspladsen i ingenmandslandet blev der solgt tæpper, småkager, tøj, cigaretter og alverdens krimskrams og måske også foretaget et par andre mere lyssky handler. Derefter gik de handlende tilbage til det land, de kom fra, og måske mødes de igen midt på grænsen den efterfølgende lørdag. Tre punkteringer senere og en masse uforglemmelige oplevelser rigere ankom vi Khorog. Når jeg bagefter skal gøre status, var turen ad Pamir Highway et af de helt store highlights på min rejse. nn Lene Kohlhoff Rasmussen har til dato besøgt 14 territorier og 70 lande. Hun har medlemsnr. 557. Læs mere om hende på www.leneswebsite.dk . Pamir omfatter et område på 120.000 km², som ligger, hvor de store centralasiatiske bjergkæder Tian Shan, Karakoram, Kunlun, og Hindu Kush mødes. Det højeste bjerg i Pamir er Kongur (Kungur Tagh) i Xinjiang, som er 7.719 meter højt. Pamir strækker sig over et område af Kina, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Usbekistan. M41, bedre kendt som Pamir Highway (på russisk Pamirskij Trakt, Памирский тракт), er en vej, som er blevet anvendt af handelsrejsende karavaner siden oldtiden og kendes også som Silkevejen. I 2013 var jeg taget af sted på, hvad der skulle blive en 15 måneders lang rejse, hvoraf de otte måneder foregik over land ad Silkevejen fra Kinas hovedstad Beijing til Istanbul gennem Centralasien, inkl. Afghanistan, Iran, Kaukasus, Irak og Tyrkiet. Rejsen ad Silkevejen gjorde et stort indtryk, og jeg er derfor i gang med at skrive en bog om denne del af min rejse. Transport: Turen ad Pamir Highway fra Sara Tash til Khorog via Wakhandalen tager fem til syv dage alt afhængig af stop og diverse detours undervejs. Turen er på knap 800 km. Leje af bil med chauffør og inkl. brændstof kostede ca. 300 kr. per person per dag (vi var fire personer). Logi: Homestays med kost og logi kostede ca. 110-150 kr. per person. Visum & tilladelser: Sammen med visum kræves der en særligt GBAO permit for at rejse gennem Pamirregionen. GBAO permit søges sammen med visum. Afghanerne kommer slæbende med varer, der skal sælges på markedspladsen i ingenmandsland. 25 67° 54´ 29˝ N 18° 18´ 4˝ Ø Kungsleden mellem Sälka og Kebnekaise Fjällstation, Kiruna, Norrbotten, Lapland, Sverige Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose apland viser sig i sit smukkeste efterårsflor, da jeg sammen med to venner og min trofaste firbenede vandrer i tre uger ad den berømte Kungsleden fra Abisko til Kebnekaise og videre til Nikkaluokta. Nomadernes gamle land er i dag delt af flere landegrænser. Lapland strækker sig over de enorme ødemarker fra det nordlige Norge og Sverige til Finland og den russiske Kolahalvø. Der findes i dag omkring 75.000 samer, hvoraf langt de fleste bor i den norske del. Området mellem Sälka og Kebnekaise er frodigt med masser af blomster, lyng og bække, som snor sig gennem landskabet. Dalen omgærdes af massevis af høje fjeldtinder, uanset hvor vi vender blikket hen. Det er først i september, men Laplands oprindelige befolkning – samerne og deres rensdyr – får vi kun nogle få glimt af på denne tid af året. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og bar en rygsæk på 27 kg, hvoraf en stor del var hundefoder. Labradoren Molly bar sin egen rygsæk – en såkaldt kløvtaske, men den kunne kun rumme seks-syv kg. 26 Koordinaterne 67° 53´ 0˝ N 18° 33´ 0˝ Ø Jökelbäcken, Kebnekaise, Kiruna, Norrbotten, Lapland, Sverige Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose S meltevandet fra gletsjerne længere oppe danner den ene bæk efter den anden. Flere gange må vi vade over disse små vandløb, og her får vi det lifligste, kolde, klare drikkevand. Den brusende Jökelbäck er umulig at springe over, og selv om vi længe spejder efter et sted, hvor vi kan springe fra sten til sten, ender vi alle – jeg selv, min hund Molly og to venner – med våde poter. Det er tidlig morgen, og en tæt dis ligger over det grønne, mosbelagte efterårslandskab. Forhåbentlig er disen forsvundet, så vi kan nyde udsigten, når vi når toppen af Kebnekaise, Sveriges højeste fjeld. 27 Da jeg som 18-årig i 1993 klatrede op for første gang ad den østre sti, målte fjeldet 2.117 moh. Nu er der smeltet så meget is og sne, at toppen er skrumpet til bare 2.099 moh. Den letteste vej op – og uden klatring – er at bestige Kebnekaise fra syd ad den venstre sti via Kaffedalen. Så kan man vandre hele vejen op – også med hund. Men det er en lang, anstrengende og tidskrævende dagtur på i alt 24 km op og ned. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og besteg Kebnekaise for anden gang i september 2011. Sikkerhedshegnet/muren løber flere steder som en slange mellem private boliger. Her en tidligere automekaniker, der fiksede biler på hovedvejen mellem Jerusalem og Bethlehem, indtil der fra den ene dag til den anden blev opsat dette menneskelige vidunder. I dag må familien ikke benytte sin tagterrasse, da det konflikter med israelernes sikkerhedsforskrifter. Til Israel med ærkefjendens visum i passet Jeg havde booket flybilletter til Tel Aviv til jul i den tro, at det var mange år og et pas siden, jeg sidst havde været i noget muslimsk land, og Israel er jo i kold eller varm krig med den islamiske verden i tide og utide. Men nogle få dage inden afrejse kom jeg pludselig i tanke om, at jeg da vist egentlig også havde fået et iransk visum for halvandet år siden. Israels måske største fjende. Pis! Tekst & FOTOS: Christian Hadsund E fter lidt Google-søgen kom jeg frem til, at det ikke skulle være noget større problem at komme ind i Israel med sådan en historik i sit pas. Man skulle bare svare på et par ekstra spørgsmål ved indrejsen, og så skulle man være på sikker grund igen. Så jeg tog af sted. Inden afrejse havde jeg booket hostel i Bethlehem og Jerusalem, da de er pilgrimssteder i juletiden og derfor hurtigt fyldes op. Det havde været ret dyrt, især juleaften, så jeg havde også kontaktet et par stykker via www.couchsurfing.org, og efter hostelbookingen havde jeg faktisk også fået en fast couchsurfing-aftale hen over hele mit ophold i Bethlehem. Jeg havde ikke undersøgt personen nærmere, men gik som udgangspunkt ud fra, at han var muslimsk palæstinenser. Hans navn lød i hvert fald hverken kristent eller jødisk. I Tel Aviv blev der af skrankepaven i paskontrollen, som forventet, stillet lidt ekstra spørgsmål, da den unge pige opdagede det iranske stempel i passet. En mere erfaren kvinde bad mig om at følge med til et venteværelse, hvor andre i samme situation sad og ventede på at blive krydsforhørt. Efter omkring 50 minutter, hvor jeg kun var blevet underholdt af en række vagter, der hoppede oven på en mand, der hylede som en stukken gris, blev det endelig min tur. En fyr på min egen alder fik mig ind i forhørslokalet og præsenterede sig selv som værende fra Security. Der blev stillet en del spørgsmål til mine rejseplaner i Israel: Hvor jeg skulle hen? Hvor jeg skulle bo? Om jeg kendte andre i Israel eller på 28 Vestbredden? Han fik mine hostelbookinger at se og planerne om Jerusalem og Bethlehem. Min mangel på religion blev også lige vendt. Må jeg købe en vokal? Jeg hev troligt mine rejsedokumenter frem med alle mine ideer og noter, og han blev ikke helt tilfreds med at se ordet Gaza. Yderligere blev jeg bedt om at oplyse min fars navn og hans fars navn, som jeg faktisk ikke kender. Han ville også have mig til at skrive mit telefonnummer ned og verificere det ved at vise mit eget nummer på telefonen. Så rykkede vi videre i samtalen, og han spurgte påtaget naivt om, hvorfor vi mon sad her, og jeg måtte selvfølgelig sige, at det var nok pga. det iranske stempel i passet. Så fik han spurgt om, hvem jeg var i Iran med? Hvad jeg havde lavet der? Om jeg kendte nogen der? osv., osv ... Tilsyneladende kunne han se en del oplysninger på sin skærm, bl.a. at jeg havde rejst med Martin Buch Larsen (medlem nr. 507) i Iran. Ret vildt. Men var der andre grunde til, at vi sad her? spurgte han. Jeg var rimelig Apartheidmuren eller Sikkerhedshegnet (afhængig af ens politiske observans) er hverken køn eller glædelig for palæstinenserne. Men nogen steder er man dog gået den kreative og humoristiske vej – her: ”Make Hommus, not walls”. clueless og spurgte, om jeg måtte købe en vokal. Han var heldigvis selv en humoristisk fyr, så alt foregik stille og roligt. Jeg blev straks mere nervøs, da han også ville have min e-mail. Tænk, hvis han ville åbne min mailboks og se, at jeg havde fået e-mails fra www.couchsurfing. org, som jeg ikke have oplyst ham om! For han havde jo faktisk spurgt, om jeg skulle besøge nogen her, og jeg havde troligt vist fyren mine hostelbookinger (min idé med at beholde bookingerne var, at en couchsurfing-vært pludselig kunne ændre mening, og så havde jeg været på spanden i et helt fyldt Bethlehem). Jeg havde med vilje ikke fortalt noget om, at jeg skulle besøge en palæstinenser. Dels for ikke selv at skulle blive for interessant, og dels for ikke at bringe min vært i fedtefadet og lave en efterretningssag på ham. Telefonaflytning – nej tak! Gudskelov holdt sikkerhedsfyren inde med sine spørgsmål og var tilfreds med, at jeg bare havde skrevet min e-mail på et stykke papir, og ville ikke verificere den ved at bede mig om at åbne min indbakke, som ville have afsløret, at de øverste e-mails kom fra en person med et arabiskklingende navn. Det kunne have været rigtig uheldigt at blive taget i en løgn af den israelske sikkerhedstjeneste. Til sidst blev jeg bedt om at sætte mig ud i venteværelset igen, mens han fik tjekket op på mine historier. Efter i alt to timer fik jeg mit pas tilbage og fik omsider lov til at hente min bagage, som nu stod på gulvet foran bagagebåndet uden opsyn. Hvor var sikkerheden lige henne der? Da jeg endelig kom ud på den anden side og ville finde et lokalt SIM-kort, kunne jeg kun finde et sted, hvor man kunne leje et SIM-kort. Om jeg skulle havde min telefon aflyttet, mens jeg ringede til alle mulige på min vej, inkl. min vært? Nej tak. En spirende paranoia bredte sig i min krop, og jeg overvejede, om jeg helt skulle droppe besøget hos min palæstinensiske vært. For alles bedste. Jeg vidste jo ikke, om sikkerhedstjenesten havde kontaktet de forskellige hostels, og om de i tilfælde af et no show var blevet pålagt at melde tilbage. Og hvor mange spørgsmål ville sikkerhedsstyrkerne ved kontrolposten mellem Jerusalem 29 og Bethlehem stille? Og ville de kunne se de oplysninger, som manden i lufthavnen havde tastet ind, i sit forhør af mig? Ville de kunne afsløre min løgn, når jeg kom tilbage gennem kontrolposten og ikke var registreret på hostelet i Bethlehem? Paranoiaen fortager sig, men kommer tifold igen 21. december om aftenen fik jeg endelig telefonisk kontakt til min vært og besluttede at skide hul i min egen ubekvemmelighed og begyndende paranoia. Så vi mødtes dagen efter, og jeg blev budt velkommen af en særdeles hyggelig og bagstiv fyr på min egen alder iført sin pyjamas og sutsko. Så det var vist ikke en islamisk fundamentalist, jeg havde med at gøre. Derimod var det en tilbagelænet vicepresident i sin fars egen farmaceutiske virksomhed, og der var øjeblikkelig kemi imellem os. Han kunne godt være gået hen og blevet en rigtig god ven, hvis ikke det lige var for geografien. Usikkerhed på hele situationen fortog sig hermed. Næste dag gik jeg rundt for mig selv og oplevede juleplanlægningen i byen, da ringe tilbage til sikkerhedstjenesten uden al mulig baggrundsstøj fra den travle by. Med kriller i maven og kogende ører fik jeg taget de to lokaltransporter tilbage til huset igen og fik hørt telefonsvareren. Det viste sig gudskelov at være en fødselsdagssang fra en gammel rumænsk veninde. Jeg havde i kampens hede nærmest glemt, at jeg havde fødselsdag denne dag! Derfor det udenlanske nummer. Pheeewww ... meget lettet og en smule flov over min egen paranoia kunne jeg nyde aftenens julekoncert. Julekoncert og optog i Bethlehem. Julekoncerten transmitteres til store dele af den kristne verden juleaften. jeg pludselig modtog et opkald på mit danske telefonnummer fra et udenlandsk nummer midt på en guidet gåtur i en flygtningelejr, så jeg valgte ikke at svare. Men tankerne begyndte ellers at galopere igen! For der var kun to i Israel, jeg havde givet mit danske nummer: Den ene var min vært, men hvorfor skulle han ringe til mig på mit danske nummer, når han også på det tidspunkt havde fået mit nye lokale nummer? Og den anden var fyren fra sikkerhedstjenesten! Havde de nu fundet ud af, at jeg ikke var dukket op på mit bookede hostel, som jeg i mellemtiden havde aflyst, og at ejeren af et af disse hostels havde e-mailet til mig privat og spurgt, hvorfor jeg havde aflyst, og hvor jeg så havde tænkt mig at bo i stedet? Hvorfor ville sådan en hotelejer vide dét om lige præcis mig? Min paranoia var nu helt oppe på den store klinge, og jeg ventede med at ringe op til telefonsvareren, indtil jeg var hjemme i min værts herskabslejlighed igen, så jeg i ro og mag eventuelt kunne 30 Mistænkelige souvenirs Resten af turen på ca. to uger blev ikke brugt på yderligere bekymringer om udspekulerede israelske efterretningsagenter, men jeg var alligevel spændt på at se, hvordan sikkerhedspersonalet i lufthavnen havde tænkt sig at følge op på mig på vej ud af landet igen. På vej ind i lufthavnen var den første paskontrol. Inden jeg kom til det første sikkerhedstjek, var der endnu en betjent, som undersøgte mit pas endnu grundigere og derfor også bemærkede de mange stempler i passet og konstaterede, at jeg fik da rejst en del. Så kom han til siden med det iranske visum og fortsatte: ”Also to Iran?” Det måtte jeg jo så give manden ret i. Så begyndte den samme udspørgen som på vej ind i landet: Hvad jeg havde lavet i Iran? Om jeg kendte nogen? Havde familie der? Om jeg stadig var i kontakt med nogen? Hvornår den sidste kontakt var? Osv. Manden var øjensynligt tilfreds, og jeg fik lov til at gå videre til scanning af flybagagen. Her var der ikke så mange problemer, men jeg blev dog bedt om at gå videre til den manuelle bagagetjek i stedet for at gå direkte til indtjekningsskranken (i Israel er der først sikkerhedstjek og derefter indtjekning modsat de fleste andre steder i verden, hvor det foregår i omvendt rækkefølge). Så efter lidt ventetid, hvor andre mistænkelige mennesker også skulle have undersøgt deres bagage, kom turen til mig, og hele min rygsæk blev endevendt. Jeg forventede naturligvis en yderligere udspørgen, eftersom jeg havde flere palæstinensiske souvenirs, som med lidt god vilje kunne opfattes som, at jeg var fjendtlig indstillet over for den jødiske stat. Ganske rigtigt. Da plastikposen med halstørklædet, syet som det palæstinensiske flag, blev åbnet, skulle der lige kontaktes en kollega på hebraisk, og derefter en anden kollega, hvis manglende smil i Israel & Palæstina Efter at have holdt min fødselsdag skjult, fandt min vært alligevel ud af det, da vi tilfældigvis blev venner på Facebook samme dag. Det resulterede i et par fødselsdagsøl, som han havde med hjem trods en meget lang arbejdsdag. ansigtet tydede på, at han var lidt mere senior end de øvrige drenge og piger med plastikhandsker. Sæbebobler med bagtanker Igen skulle jeg fortælle om min rejserute, men det var sjovt nok kun de palæstinensiske byer, Hebron, Rammalah og Bethlehem, han var interesseret i at høre mere om. Og efter at have hørt hvor jeg havde købt halstørklædet, var jeg tilsyneladende ikke terrormistænkt længere. Inden situationen med halstørklædet havde drengen med plastikhandskerne også grublet over et Hallo Kitty-rør med sæbevandsbobler. Men denne genstand var han dog trods alt gammel nok til selv at foretage en inspektion af, da jeg fortalte, at det var en gave til en lille pige derhjemme, og terrormistanken var annulleret. Efter at seniorinspektionsgutten uden evne til at smile havde sagt god for halstørklædet, blev jeg personligt eskorteret af drengen med plastikhandskerne over til en selvstændig indtjekningsskranke, der var reserveret til mistænkelige gespenster som mig selv. Uden om den øvrige lange kø til indtjekning. Tænk, at man har en permanent selvstændig skranke til folk, der har fået en særlig sikkerhedshåndtering! Så er der nok ret mange, der får denne håndtering. Manden i den nye skranke, som i øvrigt havde lært dansk på et e-learningkursus, fik tjekket min bagage ind på et næsten fejlfrit dansk, hvorefter jeg blev overladt til en ny sikkerhedsperson, der skulle eskortere mig videre. Denne gang en væsentligt mere god-for-øjet trunte. Bagagen skulle nemlig ikke transporteres på bagagebåndet ligesom al den øvrige pøbels habengut. I stedet blev jeg med min rygsæk eskorteret til et sted, hvor bagagen skulle endevendes endnu en gang, men denne gang uden min tilstedeværelse. Døren til elevatoren gik op, og jeg skulle lægge min bagage på en vogn sammen med andres odd size bagage, og så kunne jeg ellers kun håbe på at få mit halstørklæde og sæbevand med hjem. nn Christian Hadsund besøgte Israel og Palæstina i december 2013 og har medlemsnr. 506. Han har til dato besøgt syv territorier og 60 lande. Det pælestinensiske selvstyre blev oprettet i 1994 og styrer formelt det meste af Vestbredden og Gazastriben og har observatorstatus i FN. Indbyggertallet var i 2008 på 4,1 millioner. Til sammeligning bor der 5,4 millioner jøder i Israel. INDREJSE: Man skal holde sine venner tæt, men sine fjender endnu tættere. Det har Israel taget konsekvensen af, så Israel er stort set uvenner med alle sine naboer. Dog nogle mere end andre. Hvor mange lande med overvejende muslimske befolkninger siger pænt nej tak til rejsende med et israelsk stempel i passet, så kan man godt komme ind i Israel, så længe man ikke vækker yderligere mistanke. Det er naturligvis ikke for sjov, at Israel er meget varsom med, hvem der lukkes ind i landet. Fra tidligere soldater i den israelske hær har jeg fået fortalt, at alle spørgsmålene skal prøve at gøre mistænkelige personer nervøse og modsige sig selv. De udenlandske stempler og spørgsmålene om, hvem man har haft kontakt med i fjendens land, skal sikre, at man ikke som naiv udlænding er blevet rekrutteret eller lokket til at rapportere tilbage om israelske sikkerhedsforanstaltninger, som fjenden ikke selv kan komme ind og undersøge. Ud & hjem igen: Fly København-Tel Aviv t/r fås fra ca. 1.400 kr. 31 Koordinaterne 28° 34´ 22,76˝ N 84° 41´ 46,86˝ Ø Ribung Gompa, Lho, Manaslu Conservation Area, Gorkhadistriktet, Nepal Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose E n ung og en gammel sidder i døren til et af klostrets rum og smiler, da vi besøger Ribung Gompa, der ligger idyllisk i 3.200 moh med Manaslu med sine imponerende 8.156 meter som baggrund. Det er verdens 8. højeste bjerg. Klostrets drenge undervises ikke bare i buddhistiske læresætninger, men også i almindelige skolefag som regning og nepalesisk. Mange herude på landet i Gorkhadistriktet har ikke råd til at sende deres børn i rigtige skoler, hvor man skal betale for undervisning og skolebøger, men i de buddhistiske klostre er undervisning, kost og logi gratis. Der kræves særlig tilladelse for udlændinge for at besøge denne del af Nepal – helt oppe ved grænsen til Tibet hvor kun få turister når ud. De fleste, som når så langt ud i bjergene som her, er på vandring til eller rundt om Manaslu. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Han besøgte Lho sammen med sin far, da de vandrede rundt om Manaslu i tre uger i 2013. Koordinaterne 28° 35´ 10,01˝ N 85° 6´ 34,15˝ Ø Udsigt fra Mu Gompa, Ganesh Himal, Tsumdalen, Gorkhadistriktet, Nepal Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose E t bjerg af sne og is rejser sig lodret for foden af Mu Gompa. Indtil 2008 var turister forment adgang til denne hellige dal med klostret, der som et andet Shangri La ligger smukt på et plateau i 3.700 moh ved Nepals yderste grænse mod Tibet. Tinderne, vi kan se her fra Mu Gompa, udgør en nærmest uigennemtrængelig naturlig grænse. Kun nogle få uger om sommeren, når sneen smelter, er det muligt at krydse passet til Tibet, der ligger i over 5.000 meters højde. Vejen herop går ad smalle, snoede stier i et stærkt kuperet terræn. Ganesh Himals højeste tinder er i over 7.000 meters højde. Himal – som i navnet Himalaya – betyder ”bjerg”, og Ganesh kommer af den hinduistiske guddom Ganesha, der almindeligvis gengives i form af en elefant. Faktisk minder sydsiden af en af tinderne lidt om en elefant med en bjergkam til snabel. Tsumdalen ligger smukt i den nordlige del af Gorkhadistriktet, og de mange historisk betydningsfulde og udsmykkede buddhistiske klostre, stupaer og manimure spredt langs med stierne får ofte besøg af pilgrimsrejsende. Tsum kommer af det tibetanske ord tsombo, der kan oversættes med “livagtig”, “levende”, eller “pulserende”, og dalen har da også et helt 33 enestående dyreliv med bl.a. himalayathar og blåfår. Hverken jagt eller fiskeri er tilladt i dalen. Tsumdalens folk er overvejende af tibetansk oprindelse, og mange har familiemedlemmer på den anden side af grænsen i Tibet. Desværre er der ikke plads i klostret til overnattende gæster, så natten tilbringes udendørs i en sovepose på den kolde veranda til klostret med den himmelske udsigt. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og vandrede gennem Tsumdalen i 2013. Koordinaterne 28° 34´ 30˝ N 84° 40´ 21˝ Ø Shyala (også kaldet Syalagaon), Manaslu Conservation Area, Gorkhadistriktet, Nepal Tekst & Foto: Lars-Terje Lysemose K vindens rynker viser spor af et langt og slidsomt liv i disse barske og fjerne egne af Himalaya. Det er midt på dagen, og vi holder frokostpause i landsbyen Shyala i 3.500 meters højde, midtvejs mellem Lho og Samagaon. Shyala er en tibetansk bosættelse. Tibetanerne slog sig ned på denne side af Himalaya for 500 år siden, og flere af de buddhistiske gompaer i området stammer fra dengang. De tibetanske landsbyer her i Nepal har indgangsporte, som er meget distinkte, og beboerne har stadig kontakt og handler med deres slægtninge i Tibet. Handelskaravaner med yakokser er almindelige om sommeren, og vi kan fx købe kinesisk produceret øl og brændevin her i Shyala. Flere af landsbyens kvinder væver uld fra Tibet, som bliver til tøj, der så sælges tilbage til Tibet. Efter at Kina annekterede Tibet i 1951, holdt tibetanske guerillasoldater til i dette område, og de nepalesiske myndigheder holdt derfor området lukket for udenlandske vandrere helt frem til 1992. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Han nåede sit hidtil højeste punkt i passet Larkya La i 5.160 moh, da han vandrede rundt om Manaslu i 2013. 34 Jeg har redet på Rambo Sikkim er både Indien, Tibet, Nepal – og helt sin egen. Tekst & fotos: Nikolaj Wessel Witte Kanchenjunga på 8.598 moh er kronen på værket. Det er verdens tredjehøjeste bjerg og Indiens højeste. Bjerget siges at være hjemsted for en gud af samme navn, og mange lokale anser det for meget helligt. 35 De fleste i Sikkim er buddhister, og området er fyldt med smukke, gamle såvel som nye templer (gompaer). De buddhistiske munke tager gerne imod og viser templet frem for besøgende. I snart ti måneder har min kæreste Pernille og jeg rejst gennem Asien, lige indtil hun blev slået omkuld af en ondartet tyfus, der fik bugt med hende i Kolkata (indtil 2001 kendt som Calcutta). Surt at ligge på hospitalet, og røvsygt at have 14 dage i hvad meget få vil betegne som Indiens mest charmerende by. Tyfussen er på vej ud af kroppen, men penicillinen skal stadig tages. Derfor dropper vi planen om at rejse Indien rundt, nye idéer søges, og hvordan valget faldt på Sikkim står vist hen i det uvisse, ud over at vi skulle væk fra varmen. Der er ikke energi til trekking, og Pernille må egentligt ikke tage op i højderne – alt sammen pga. den fjollede sygdom. Men det forhindrer på ingen måde, at vi nyder dette gamle kongerige i Himalaya. Det følgende skal handle om fryden ved det spirituelle i bjergene, om glæden ved snart at blive rask, om backpackerplaner som aldrig virker, om følelser der er større end en selv –og i det hele taget en opfordring til at opleve dette lille særlige hjørne af Indien. Med jeep gennem bjergene til Pelling Målet er Pelling, men meget lidt føles særligt direkte i Sikkim, så med delejeep tager vi den gennem utallige sving op i bjergene. Vejene i Sikkim er klart Ved bredden af Tsongmosøen findes små caféer eller madboder. Du kan leje varmt tøj, da alle inderne og en del vestlige turister glemmer, hvor koldt her er. Efter en kop varm chai og et par momos (altså en kop te og et par dejpakker med yakkød indeni) kan du leje en yakokse til en lille ridetur. bedre end i de fleste andre dele af Indien, mobilnettet skulle også være bedre, men da vi ikke har telefoner med, gør det ingen forskel – vejene velsigner vi til gengæld. Denne forbedrede infrastruktur kan vil takke militæret for. Sikkim ligger som den perfekte korridor, hvis Kina og Indien går i krig – de to giganter har deres helt egen lille kolde krig her i hjørnet af Himalaya. Pelling er en lillebitte landsby højt på en bjergkam med fantastisk udsigt til Kanchenjunga – verdens tredjehøjeste bjerg på imponerende 8.586 moh. Navnet Kanchenjunga betyder ”de fem skatte af sne”, og allerede flere år tidligere havde jeg drømt om at se denne mægtige frosne kæmpe, bare fra nepalesisk side. Landsbyen Pelling er primært en række gæstehuse, små hoteller og så et par butikker. Vi vælger et sted at bo, hvor man fra sengen kan kigge ud på Himalaya. En tidlig morgen står jeg op med solen og sætter mig op på terrassen, mens Pernille sover. Denne stille stund alene med udsigt til verdens mægtigste bjerge får mig til at føle mig lille og ubetydelig – Og det er hele årsagen til, at jeg gerne vil besøge Sikkim igen. En tur rundt i templerne Både omkring Darjeeling og i Sikkim findes nogle af de smukkeste og helligste buddhistiske templer. På en vandretur gennem bjergenes tåger besøger Pernille 36 og jeg disse farverige steder, hvor guderne, ånderne og de troende mødes. Oppe i bjergene er der gompaer, templer, klostre og hellige bedevægge. Det er tydeligt, at vi ikke er de eneste, som mærker, der er noget særligt – kald det religiøse guder, naturens mægtige kraft, eller hvad man vil, – men bjergenes skygger sætter tankerne i gang. Mange af navnene har også en højere mening som Melli Bazar, hvor vi skiftede bil på vej til Sikkim. Navnet betyder ”stedet, hvor de døde kremeres” på nepalesisk. Tsomgosøen Efter at have knoklet på at skaffe tilladelser og betalt lidt hist og her er vi på vej mod højderne nær Tsomgosøen – også kendt som Changusøen. Søen ligger i 3.752 meters højde, så det popper lidt i ørene på vej hertil, og det mest fascinerende var måske, at ingen indere tror, det kan blive så koldt, og derfor er salget af vanter og huer helt i top. Søen er hellig for buddhister og et yndet udflugtsmål for indere på ferie i højderne. Men det er også et militært område, og hver gang vi kommer til at gå 10 meter i den forkerte retning, væk fra restauranter og butikker, så kommer der en bestemt, men venlig, indisk soldat og siger ”no, no, no!” Efter et par flugtforsøg kan vi godt se, de holder et ekstra skarpt Sikkim & Darjeeling Mange ser kun de smukke sider af buddhismen, men her er bestemt også bål, brand, død og vold ... og selvfølgelig masser af sex. øje med os ballademagere – men selvom det kan være fristende, er vi ikke ved at flygte til Tibet. Det bedste er selvfølgelig at ride på en yak! – man er vel turist. Yakken stiller sig flot op til at få taget billeder, men nægter dog at flytte sig det helt store, så lykken er næsten perfekt, lige indtil ejeren glad siger: ”Den hedder Rambo.” Det hagler en smule – eller er det bare slud? Jeg fryser om mine fingre. Pernille forsøger at tage et billede i disse tågede og meget hvide omgivelser, yakejeren arbejder på at få dyret til at bevæge sig – eller har han opgivet? Udsigten er skøn og hellig, men situationen bare en smule komisk og fjollet, og jeg kan kun tænke: Der er virkelig stil over at have redet på Rambo. nn Nikolaj Wessel Witte var i Sikkim i 2002 og har medlemsnr. 212. Han skriver om sine rejser og filmer også mange steder for at inspirere andre til at rejse mere. Læs og se mere om Sikkim på www.rejseprogrammet.dk/47-sikkim. Sikkim blev i øvrigt regnet som et territorium i De Berejstes Klub frem til august 2014, hvor bestyrelsen fjernede Sikkim fra listen over territorier efter indstilling fra klubbens territorieudvalg. Sikkim dækker et område på 7.300 km2 . Højeste punkt er Kanchenjunga, verdens tredjehøjeste bjerg, på 8.585 moh. Området er kendt for sine store rododrendonskove med 450 forskellige slags orkideer. Orkideerne blomstrer fra marts til maj. Sikkim var indtil kongens abdicering i 1975 et selvstændigt buddhistisk kongerige, hvorefter området blev indlemmet i Indien efter en folkeafstemning. 75 % af Sikkims befolkning er etniske nepalesere. Syd for Sikkim ligger Darjeeling distriktet, som er verdensberømt for sin te, som er meget aromatisk og har en delikat smag. Darjeeling har haft en omtumlet historie og er i dag en del af Vestbengalen. Indtil 1800-tallet var bjergene omkring byen Darjeeling en del af kongeriget Sikkim, mens sletterne omkring byen Siliguri var en del af kongeriget Nepal. I 1947 blev Darjeelingdistriktet administrativt slået sammen med Vestbengalen. Darjeelingdistriktet udgør i dag et område på 3.200 km2 , og dets højeste punkt er Tiger Hill på 2.590 moh. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKolkata (tidligere Calcutta) fås fra ca. 5.150 kr. t/r. Rejsetilladelse: Der kræves særlig tilladelse for som udlændig at besøge Sikkim, men det er let at få og mest en formalitet. Derimod er det ingen let sag at få visum for danskere. Lokal transport: Der er ingen lufthavne eller jernbanestationer i Sikkim. Alle veje ind i Sikkim fra det øvrige Indien går via Vestbengalen. Sprog: Sikkims officielle sprog er nepalesisk. Hindi og engelsk er dog også udbredt. Nepalesisk er også hovedsproget i Darjeelings bjerge. Jeg var rejst til Sikkim for at skrive om stedet, og jeg blev helt overvældet over den kultur, jeg mødte. Her mødes nepalesere, tibetanere, sikkimer og indere. 37 Et af de vigtigste – og mest gruopvækkende – syn i irakisk Kurdistan er et af Saddam Husseins gamle torturfængsler. Uden for fængslet, der nu fungerer som et museum, er der opstillet gammel militært isenkram fra datidens Irak. Kurdistan Et smut til den ufarlige del af Irak Jeg sidder i lufthavnen i Wien og venter på min flyforbindelse til Erbil i irakisk Kurdistan. Irak lyder farligt og en anelse angstprovokerende. Men i ventehallen slår det mig, hvor almindelige de ventende folk ser ud: Der er et midaldrende hvidt ægtepar, to smukke søskende, en perletørklædeklædt kvinde og hendes unge, kønne utildækkede datter, børnefamilier med lyserød Minnie Mousebørnetaske, unge og gamle, grimme og smukke, mænd og kvinder. Tekst & FOTOS: Christian Hadsund J eg ankommer til en moderne, men lille lufthavn. 15 dages visum er gratis ved ankomsten. Der er ikke nogen på arbejde i dag i mobil– shoppen, men en fremmed tilbyder, at jeg kan ringe fra hans mobil, hvis det var, at jeg skulle mødes med en bestemt. Taxa til 20 USD direkte til hotellet, som ligger blandt mange andre i den centrale basar. Klokken er 16, og der er godt gang i gaden. Kan ikke finde det billigste hotel, der er anbefalet i Lonely Planet, men kun det næstbilligste til 25 USD per nat. Det er ret pænt, og jeg forkæler mig selv den første nat. Der er endda WiFi. Hurtigt af med bagagen. Splitter kontanterne i fire-fem dele på kroppen, i tasker og i mavebælte. Har ingen anelse om, hvad der venter mig på den anden side af hotelmurene. Jeg er jo teknisk set trods alt lige rejst ind i Irak, der har været igennem 10 års krig og 25 års brutalt militærdiktatur. Måske det mest undertrykkende i verden. Men det skal vise sig, at den initiale paranoia vil blive erstattet af blind tillid til folket i Kurdistan. 38 Taxa er den mest realistiske transport internt i de større byer i irakisk Kurdistan – eller ”det sydlige Kurdistan”, som kurderne selv foretrækker at kalde området. Jeg standser ved en kæmpe park, som efter sigende skulle være en af Iraks flotteste. Det viser sig, at i så tilfælde må resten af landets parker ligne udskidt æblegrød. Selv om græsset er grønt, er det tydeligt, at grønt græs ikke er en naturlig forekomst i den ubarmhjertige irakiske hede. Men hyggeligt er det. Det er fredag, og oceaner af familier og unge par er ude for at hygge sig: med picknick, cykelbåde og rundture i en speedbåd i en lille kunstig sø. Store legepladser overalt. Rigtig god stemning. Underligt nok er der ingen restauranter. Kun et par kiosker. Stener flere gange på bænke og kigger på livet, der udspiller sig omkring mig. Det er ikke mange, der skænker mig nogen blikke. Er det virkeligt så almindeligt at have blonde fyre gående rundt? Jeg har ikke set en eneste anden udlænding siden lufthavnen. Jeg farer behageligt vild i alle stierne, men kommer til sidst tilbage på den rigtige sti og tilbage til taxaholdepladsen, og jeg bliver kørt tilbage til hotellet. Går rundt i aftenskumringen og finder en udendørs kebabrestaurant. Skøn udendørs kultur. Efter middagen går jeg igen rundt, og der er masser af gadekøkkener, hvor folk hænger ud med kebab, te og presset frugt– juice. Butikker og gadeboder holder længe åbent, og det ser ud til, at alle taler med alle på gaderne. Her er helt sikkert, og min første utryghed over at være kommet til det geografiske Irak er ved at fortage sig. Et sindrigt system At rejse mellem byer i irakisk Kurdistan er en føljeton i sig selv. Dels fordi hver by har flere navne på tre-fire forskellige sprog, flere forskellige skriftsprog og somme tider også forkortede og forlængede navne, og dels fordi et sindrigt system med private taxier, deletaxier og ”garager” gør dét at komme fra A til B til lidt af en udflugt. ”Garage” er i den forbindelse også et begreb med mange betydninger og kan både være deciderede garager bag nogle bygninger ud til indfaldsvejene, men kan også være store bus-terminal-lignende pladser eller simpelthen bare et bestemt punkt på vejen. Yderligere kompliceret bliver det af, at stort set ingen taler et forståeligt engelsk. Fra Erbil/Arbil/Hawler/ھەولێر centrum skal jeg tage en privat taxa til udkanten af byen for at komme til garagen for deletaxier mod den lille by Koya/Koysinjak/Koy Sanjaq/كوي سنجق. I Koya skal man finde frem til garagen for dele taxier mod Suli/ Sulaymaniyah/Slemani/سلێامنی i regionen af samme navn, hvor man igen bliver sat af uden for byen og igen skal have endnu en privattaxi til centrum af denne by, Sulaymaniyah, irakisk Kurdistans næststørste. Jeg kunne selvfølgelig også have taget en mere direkte rute fra Erbil til Sulaymaniyah, som gik nonstop via udkanten af Kirkuk. Kurderne ser Kirkuk som deres ”rigtige” hovedstad, men byen er uden for det kurdiske selvstyres kontrol. Den olierige og multietniske storby er derimod i det arabiske Iraks kontrol – eller mangel på samme – og byen er efter guidebogens opfattelse en af verdens farligste. En irakisk dansker, der havde været på besøg hos sin familie i Kirkuk, fortalte senere, hvordan han ustandseligt var blevet stoppet af korrupt politi, som gang på gang ville vide, hvad han lavede der, hvorfor han boede i Danmark, hvorfor dit og hvorfor dat. Spørgsmålene blev sandsynligvis stillet for at chikanere og finde Den direkte vej mellem Erbil og Sulaymaniyah via Kirkuk er ikke sikker. Derfor kører jeg via et stop i byen Koysinjak og ser på byens gamle citadel. Livet i basaren. En ældre udtryksfuld mand i kurdisk folkedragt sælger sine varer blandt de øvrige handlende. Solbrillehandlende mænd på en af de centrale pladser i Erbil, som er et yndet udflugtsmål for familier. 39 Irakisk Kurdistan Det efterlod Kurdistan i den splittede situation, området har befundet sig i lige siden. I Tyrkiet bor der i dag mere end 13 millioner kurdere. I Syrien ca. 1 million. I Iran bor der knap 10 millioner kurdere, og i Irak knap 5 millioner. Kurdistan er en region i Zagros- og Taurusbjergene i grænselandet mellem Tyrkiet, Irak og Iran, samt et lille hjørne af Syrien og Armenien. Området har haft ældre navne som Øvre Mesopotamien og Beth-Nahrin. Området er hovedsageligt beboet af kurdere, men her lever også andre folkeslag. Et aktivt udendørs aftenliv præger bybilledet. Her er det kebab over åben kulgrill. et problem, de kunne bore i – og så lænse manden for bestikkelse. En sjælden fugl Det er hyggeligt at rejse i irakisk Kurdistan, men det varer ikke længe, før man har set det meste. De fleste tager til hovedstaden Erbil og Sulaymaniyah, hvor et af Saddams gamle torturfængsler er lavet om til et museum, der meget grafisk viser de umenneskelige forhørsmetoder, der systematisk blev taget i brug for at få kurderne i tale. Mange tager også til Halabja, hvor man kan mærke historiens vingesus. Halabja er byen, hvor Saddam Husseins fætter, ”Kemiske Ali”, og ifølge nogle kilder også den irakiske hærchef der levede på såkaldt ”tålt ophold” i Sorø, beordrede et kemisk angreb på byen i 1988, hvor 5.000 mennesker døde på 30 minutter. Jeg føler mig som en sjælden fugl på disse kanter, for man møder ikke andre individuelt rejsende i regionen. Jeg så en enkelt grupperejse, et par enkelte kurdere, der boede i udlandet og nogle få familier, hvor den ene part var kurder. Så enten skal man rejse med en ven, eller også skal man kunne hygge sig i sit eget selskab, for det er svært at finde engelsktalende kurdere. Op gennem middelalderen var der en lang række kurdiske kongeriger. Fra det 16. århundrede blev kurderne delt mellem Det Osmanniske Rige og det persiske Safavidiske Rige. Kurderne i Safavideriget blev deporteret til det centrale Persien eller længere østpå, i takt med at osmannerne pressede grænsen mod øst. Under 1. Verdenskrig stillede Vestmagterne, der kæmpede mod Osmannerriget, kurderne selvstændighed i udsigt, og i 1920 opdeltes Det Osmanniske Rige i en række lande, herunder et selvstændigt Kurdistan. Det nye Tyrkiets generobring af en række områder førte dog til en genforhandling i 1923, som betød, at kurdernes område blev lagt ind under Irak, Iran, Tyrkiet og Syrien. nn Christian Hadsund har medlemsnr. 506. Han tilbragte otte dage i Kurdistan i april 2014. Irakisk Kurdistan er siden august 2014 anerkendt som et territorium i De Berejstes Klub. 40 Efter Den 1. Golfkrig etablerede USA en flyveforbudszone i det nordlige Irak, som gav kurderne de facto selvbestemmelse fra 1992. Dette selvstyre er efter Den 2. Golfkrig blevet legaliseret med eget flag, parlament og administration. Denne del af Irak har været kendetegnet ved en høj grad af sikkerhed og hurtig økonomisk udvikling. Der er åbnet en række internationale flyruter til kurdiske byer, og en del lande, heriblandt Danmark, har åbnet konsulat i hovedbyen Erbil. Irakisk Kurdistan trues dog af militante islamister, og territoriet er i åben krig med terrorgruppen bag Islamisk Stat, også kendt som ISIS, ISIL, IS eller Daʿesh. Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnErbil fås fra ca. 3.275 kr. t/r. Austrian Airlines har nogle fremragende daglige forbindelser via Wien. Men irakisk Kurdistan er også velegnet til en del af en længerevarende rejse mellem Iran og Tyrkiet. Spis: Madkulturen ligner den i Iran og den arabiske verden og begrænser sig ofte til kebab med eller uden stegt tomat. ADVARSEL: Man bør holde sig fra storbyerne Kirkuk og Mosul. De ligger ca. 100 km fra Erbil og befinder sig i et limbo mellem kurdisk og arabisk Irak og er notorisk farlige. Rejsebilleder Malaysia: På vej op ad Kinabalu på Borneo. Øen deles mellem Malaysia, Bruinei og Indonesien. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Antarktis: Neko Harbour. Otte lande gør krav på kontinentet. Foto: Claus Bech. Irland: Newrange. 1.000 år ældre end pyramiderne. I centrum af gravhøjen er der seks meter til loftet. Foto: Kenneth Hvolbøl. Sydkorea: Blomstrende kirsebærtræ ved kloster i byen Mukpo. Foto: Per Allan Jensen. Antarktis: God morgen! Søvnig sæl ved Vernadsky Base. Foto: Jakob Linaa Jensen. Sydkorea: Suncheonbugten er et stort vådområde med rigt fugleliv. Foto: Per Allan Jensen. 41 Georgien: Kaukasus er et kludetæppe af etniciteter. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Brunei: Jame’asr Hassanil Bolkiah-moskéen ligger i Brunei, en af de tre stater, som deler Borneo. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Makedonien: Den gamle bydel i Skopje. Makedonien var en del af Jugoslavien, som nu er opløst i syv selvstændige stater. Foto: Ole Pedersen. Irland: Et fire-fem meter højt kors står ved Monasterboiceklostret. Foto: Kenneth Hvolbøl. Irland: Farverig landsby ved Dinglehalvøen. Foto: Kenneth Hvolbøl. Malaysia: Smukke blomster på Borneo. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen. Luxembourg: Udsigt fra Koeppchen over Mosel. Luxembourg blev delt i 1839 mellem fyrstedømmet og Belgien. Foto: Ole Pedersen. 42 Nepal: Kvinde på bjergstien. Himalaya deles af seks lande. Foto: Lars-Terje Lysemose. Myanmar: Børn kæmper om en bold i Mandalay. Myanmar har et mylder af forskellige etniske grupper. Foto: Ole Pedersen. Nepal: Kvinde som bor på et hjem for ældre tibetanske flygtninge i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen. Nepal: En ung tibetaner som deltager i fejringen af Dalai Lamas 74 års fødselsdag i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen. Makedonien: Unge spiller basketball sidst på eftermiddagen i byen Ohrid. Foto: Ole Pedersen. Irland: Irsk dans er et must, når man er i Irland. Foto: Kenneth Hvolbøl. Nepal: En tibetansk far og søn. De lever begge som flygtninge i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen. Irland: Folkemusik på pub i Galway. Foto: Kenneth Hvolbøl. Tyrkiet: En flok søskende på en balkon i et slumkvarter i Istanbul. Det er den eneste by, som deles af to kontinenter. Foto: Jan Møller Hansen. Malaysia: Der findes kun fire orangutanreservater i hele verden. Skønheden her er fra Sepilok, Sabah. Foto: Claus Qvist Jessen. Yemen: Mullah fordyber sig i det hellige skrift. Yemen var i mange år delt af en grænse mellem nord og syd. Foto: Søren Bonde. Nepal: Tibetanske piger venter på at optræde i Katmandu. Foto: Jan Møller Hansen. 44 Jonas foran løveplakat i Pristina, Kosovo. Far og søn i Serbien og Kosovo 15 år efter Kosovokrigen ånder alt fred og idyl i Europas yngste land. Tag med når Jakob og hans toårige søn Jonas tager på herretur i form af en forlænget weekend til det billige Balkan. Tekst & FOTOS: Jakob Øster M ørket har for længst sænket sig over det, serberne kalder Kosovo og albanerne Kosova, da vores adstadige chauffør svinger den udtjente, men hyggelige, bus ind over Pristinas bygrænse. Omkring 400 km har vi tilbagelagt siden starten i serbiske Beograd. Imens har Danmark, som her i 2012 er med ved EM-slutrunden i fodbold, vundet 1-0 mod Nederlandene. 10 minutter af kampen nåede vi at se på en motorvejscafé, inden bussen forlod både restaurant og hovedvejen ved Nis og via snørklede landeveje bugtede sig gennem marker og småbjerge mod Kosovo. Jonas på to år sover sødt på sædet ved siden af mig, da chaufføren venligt signalerer, at vi er ved vejs ende og ankommet til Kosovos hovedstad. Med min sovende søn og hans legetøj i favnen stavrer jeg af bussen og prøver efter udlevering at bugsere både sovende dreng og vores bagage af sted uden at vække ham. Vi er de eneste, der står af bussen og befinder os snart efter i en mørk rundkørsel i udkanten af Pristina. Nat i en ny by. Jeg har prøvet det så mange gange før. Men ikke med en sovende toårig på slæb. En hvid Lada uden taxaskilt med en hyggelig bedstefar bag rattet venter heldigvis rundt on hjørnet. ”Guesthouse Professor” siger jeg. Taxafar nikker venligt og sætter kursen gennem snørklede gyder ind i beboelseskvarteret Velania i byens udkant. Guesthouse Professor Gæstehuset, som i virkeligheden hedder Guesthouse Velania, men som blandt byens taxachauffører kun går under navnet ”Guesthouse Professor”, er Kosovos eneste billige overnatningssted. Et stateligt gammelt ombygget treetagershus drevet af en pensioneret elektronikprofessor. Et ombygget værelse i kælderen gør det ud for reception. ”Fik I et Kosovostempel ved grænsen?” spørger professoren med de godmodige øjne, da vi tjekker ind omkring midnat. ”Ja” svarer jeg træt, mens jeg tænker, at taget i betragtning af at manden er professor, var det ikke ugens snedigste spørgsmål. Men der er mening med galskaben, viser det sig, da professoren kigger ud over sine læsebriller og tilføjer: ”Så ved I godt, at I ikke kan komme ind i Serbien igen, ikke?” Hans udsagn har samme effekt som momentan intravenøs indtagelse af koncentreret espresso. Jeg er lysvågen. Vi er kun på forlænget weekend, arbejdet kalder, og vores fly retur til Danmark afgår fra Beograd om blot to dage. Så det er temmelig nødvendigt, at vi kommer tilbage til Serbien igen. Kosovostempel eller ej. Der er ikke meget, jeg kan gøre 45 ved det nu. Andet end at håbe at professoren tager fejl. Eller at grænsevagterne forbarmer sig over en forvirret dansk familiefar og hans søde, lille, lyshårede søn, når vi skal retur. Jonas falder øjeblikkeligt i søvn igen, så snart jeg lægger hans lille hoved på den gamle seng i det hyggelige værelse med de tunge gamle træmøbler. Her føles hjemligt, som noget ens oldeforældre kunne have boet i. Jeg selv grubler lidt mere over, hvordan vi mon kommer tilbage til Serbien, før jeg endelig falder i søvn. Pristina – og lidt historie Med en glad lille knægt på skuldrene dribler jeg dagen efter rundt i Pristina. Det er en fredelig, solrig junidag i 2012. Vi er på power sightseeing, for vi har kun én dag. Antallet af seværdigheder er til gengæld stærkt overskuelige. Et tarveligt lille museum, hvor alt står på albansk, tænker jeg næppe vil falde i en toårigs smag, så det springer vi over. Dele af byen ligger stadig i ruiner. Så der er endnu spor af krigen, der endte i 1999. Kosovo har ført en omtumlet tilværelse. Erobret af albanske oprørere i 1912, der efterfølgende blev fordrevet af serbere. Indlemmet i det italienskokkuperede Storalbanien i forbindelse med 2. Verdenskrig hvorved den albanske befolkning igen voksede markant. Opnåede selvstyre i 1974 under Jugoslaviens Tito, men fungerede i praksis som en serbisk provins. I 1990 inddrog Slobodan Milošević Kosovos autonomi. Derefter blev et hårdt regime indført, som førte til, at de fleste En tur i Beograds tivoli koster tre kr. så flybilletten til 800 kr. retur er hurtigt tjent hjem. højtstående positioner blev forbeholdt serbere. Den overvejende albanske befolkning gjorde oprør fra 1996 til 1999, hvor Kosovos befrielseshær angreb den jugoslaviske hær. Befrielseshæren, støttet af Nato, vandt som bekendt krigen, og siden har hovedparten af serberne forladt Kosovo. I 2008 erklærede Kosovo sig uafhængigt, til trods for at Serbien mener, at Kosovo fortsat tilhører dem. Men trods at omkring 90 % af Kosovos indbyggere i dag er af albansk oprindelse, som brændende ønsker sig selvstændighed, og trods flertal i FN, er Kosovo stadig ikke anerkendt som et selvstændigt land i FN, da man forventer, at både Kina og Rusland, som Serbiens allierede, vil bruge deres vetoret ved en eventuel FN-afstemning. Retur til Beograd Efter Kosovo sætter vi kursen tilbage mod Beograd. En kilometerlang række af lastbiler møder os, da vi på den ujævne jordvej i vores bus bumler tilbage mod den serbiske grænse. Med let bankende hjerte nærmer vi os den grænse, professoren har fortalt, vi ikke kan passere. Ud over to canadiere og mig og lille Jonas er alle andre i bussen fra Eksjugoslavien. Vi slipper let ud af Kosovo og gennem en kort stribe ingenmandsland, før de serbiske immigrationsbetjente entrerer bussen. De går målrettet efter udlændingene. ”I to. Følg mig,” siger en brysk betjent. Til alt held ikke henvendt til os, men til de to canadiere, som slukørede må forlade bussen. En halv time senere forlader de det lille immigrationskontor. De får læsset deres cykler af bussen og cykler nedslåede tilbage mod Kosovo. Her på grænsen opfatter serberne dem som illegale, er der en af de andre passagerer, der forklarer mig. Deres problem er ikke, at de har et Kosovostempel i deres pas. Problemet er, at de er ankommet til Kosovo fra Makedonien og aldrig har fået et serbisk stempel. Så i betjentenes optik har canadierne illegalt opholdt sig i Kosovo – som for dem jo blot er en del af Serbien – uden det påkrævede serbiske stempel. Og da de ifølge vagterne allerede er i Serbien, kan de ikke bare få et nyt serbisk stempel her ved grænsen mellem to serbiske provinser. Derfor bliver de sendt tilbage. For os to danske drenge forholder det sig heldigvis anderledes. Betjentene er til trods for professorens advarsler ligeglade med vores formastelige Kosovostempler. Kosovo eksisterer jo ikke. Vores serbiske stempel fra ankomsten i Beograd nogle dage tidligere er alt, hvad der skal til. I betjentenes optik har vi aldrig forladt Serbien og har dermed papirerne i orden. På tur med en toårig Turforberedelserne begynder et par måneder tidligere. En dag i foråret 2012 går det op for mig. Min toårige søn har været i 29 lande. Og efter vores familiejordomrejse mangler han pludselig kun et enkelt land, før han er berettiget til optagelse i De Berejstes Klub. Og han har snart fødselsdag. Snart bliver han tre år. Så missionen er simpel. Find et billigt land hvor vi kan tage på herretur og score mindst ét nyt land. Et par museklik hos Norwegian senere er rejsen til Beograd bestilt. Og nu vi er på de kanter, kan vi 46 I Pristina, Kosovo foran nogle af de lokale helte af albansk oprindelse. jo lige så godt kombinere besøget med en udflugt til Kosovo, som DBK, som bekendt, også anerkender som et land. Vi lægger ud i Beograd. Hostellet, jeg har booket, ligger helt inde i hjertet af byen i den centrale Prizrenskagade, to minutters gang fra gågaden. Go2Hostel, som det hedder, befinder sig på fjerde sal i en statelig gammel bygning uden elevator, men jeg får hurtig slæbt Jonas, hans klapvogn og vores pakkenelliker op. For kun 147 kr. per nat har jeg booket et deluxe enkeltværelse med eget toilet. Ud over det ene private værelse består resten af hostellet af sovesale. Den søde unge pige i receptionen glor noget, da jeg kommer anstigende med min lille lyshårede knægt. Jeg har ikke meldt hans ankomst af frygt for, at hostellet ikke gider at have småbørn boende. En frygt der skal vise sig aldeles ubegrundet, da pigen lyser op i klodens største smil. De har aldrig før haft besøg af en far, der rejser med en lille dreng, siger hun. Jeg kører Jonas rundt i byen i hans klapvogn et par dage. Vi går i zoologisk have, tager i tivoli, spiser is i parken og ser de gamle mænd spille skak nær byens borg. Alting er rørende billigt, og her, en tilfældig weekend i juni, er der ikke mange andre turister, så vi står aldrig i kø. Fortovscafeerne er billige, og vejret er dejligt. Hvorfor andre forældre tager i EuroDisney og Lalandia og står i kø hele dagen, mens tusindkronesedlerne fløjter ud af deres baglommer, fatter jeg ikke, når man til sammenligning kan få så meget for så lidt her på Balkan? Serbien & Kosovo Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBeograd fås fra ca. 1.200 kr. t/r. Man kan også flyve København-Pristina for ca. 1.450 kr. t/r. Der kører stadig skinnebusser i det centrale Beograd. Afgang mod Kosovo Jonas griner over hele hovedet. Der er fart på. Vi er på vej ned ad den stejle bakke på Balkanskagaden. På vej ned mod langdistancebusstationen. Jonas befinder sig i sin lille, billige rejseklapvogn, som vi har købt for få hundrede kroner i Wallmart i USA nogle måneder tidligere. ”Hurtigere far” siger han. Han smiler over hele femøren, mens vi spurter forbi spraglede butiksfacader og forfaldne opgangsdøre. Bakken skråner så meget, at klapvognen er lige ved at løbe løbsk, og jeg kæmper for at holde den overlæssede vogn tilbage. Vores bus mod Kosovo kører lige om lidt. Og to drenge alene af sted på tur skal selvfølgelig komme for sent ud af døren. Men vi når det nok, hvis bare vi løber, tænker jeg. Indtil Jonas siger: ”Se far!” og peger fremad med sin lille fedtede pegefinger. Det, han peger på, er et hjul, der er ved at overhale klapvognen, for til sidst at ende under en parkeret bil. Som den lettere forvirrede og tidspressede familiefar jeg er, fatter jeg ikke lige umiddelbart, hvor i alverden hjulet kommer fra. Indtil det går op for mig, at klapvognen nu kun har tre hjul. Jeg kigger lidt febrilsk på mit ur, inden jeg smider mig ned på maven og begynder at krabbe mig ind under den parkerede bil, mens jeg beder til, at bremsen på klapvognen holder vognen standset midt på den stejle bakke, til trods for at den nu mangler et hjul. Jonas finder fortsat hele situationen stærkt underholdende og tror sikkert, at jeg som en anden snigskytte har kastet mig ud i akut serbisk gemmeleg. Men jeg ved, at det ikke går at lade det ligge. Så vanker der en overhaling fra Jonas’ mor for at have smadret endnu en rejseklapvogn. Vistnok den femte af slagsen. Så lettere sodet trækker jeg mig ud under vognen med det forjættede plastikhjul i hånden. Fluks forsøger jeg at montere hjulet, mens jeg vipper den tungt læssede vogn, inklusive lille barn, bagover kun for at erfare, at det passer lige så godt som en møtrik på en ispind. Plastikstopperdimsen, der holder hjulet på plads, er selvfølgelig knækket, så det er umuligt at få hjulet til at sidde fast. ”Helvede og patter” tænker jeg, mens jeg smider det løse hjul i tasken og spurter videre ned ad bakken, mens jeg balancerer klapvogn, barn og pakkenelliker kun på vognens baghjul. Et par serbiske madammer er ved at vride nakken af led, da konstellationen af ranglet, rødhåret turist med sit lyshårede afkom, der grinende hænger en halv meter op i luften, ankommer og spurter gennem busstationen for i sidste øjeblik at nå frem. Jeg smider den defekte klapvogn ind i bussens baggagerum og fisker lidt legetøj op til Jonas. Han bruger det næsten ikke. Han vil hellere kigge ud af vinduet. Se på traktorer og snakke om ledninger med strøm i. Vi kører ad hovedvejen mod Nis. Snart står den på EM-fodbold. Så grusvejen mod grænsen. Videre mod Kosovo, inklusive stempel og overnatning hos den flinke professor. Jonas er glad. Han kan godt lide at være på eventyr med far. 47 nn Jakob Øster har medlemsnr. 312, og sønnike Jonas har medlemsnr. 619. Læs mere om deres rejseoplevelser på www. jakoboester.dk . Jonas foran Beograds borg før hans klapvogn gik i stykker. Helt elektrisk fra Sibirien til Mongoliet Udflugt til Bajkalsøen. Fiskerne sælger friskfangede omul til de mange sommergæster. I 2010 drog vi af sted i to danskproducerede elbiler på en rejse Jorden rundt. Ingen havde før kørt Jorden rundt i en rigtig elbil med fire hjul og plads til fire-fem personer, og om det overhovedet var muligt, ville vi finde ud af på den eneste sikre måde: Nemlig ved selv at forsøge! Fra Danmark gik rejsen østover til Kina, hvor elbilerne skulle deltage i den danske pavillion på Verdensudstillingen i Shanghai sammen med Den Lille Havfrue. Elbilerne døbte vi Blå og Grønne, men Blå brød sammen 80 km før Moskva og lod sig ikke reparere. Vi måtte fortsætte rejsen med kun én elbil, Den Grønne. Her følger historien om vores færd gennem Sibirien til Ydre Mongoliet. Tekst: Hjalte Tin Fotos: Hjalte Tin & Nina Rasmussen N inas ansigt lyser op i et stort smil, hun er tilbage i sit rette element, i forandringens friske vind. Grønne arbejder uden at kny på den lange opstigning før Bajkalsøen. Jeg sidder med sanserne på højkant og mærker alle vibrationer i pedalerne og rattet: Er alt normalt? Trækker den, som den skal? Ingen forkerte lyde? ”Godt klaret, Grønne, jeg ved, du kan!” Nina klapper bilen. Klokken 12 ser vi søen glimte i det milde sollys, stor som et hav. Fjerne bjerge står vagt. Rusland har endelig rejst sig fra det dorske fladland og danser let på tå i grønt, blåt og hvidt. I vejkanten er der slået boder op, hvor energiske kvinder falbyder røgede omul. En mand passer en ristfuld fisk over en osende olietønde. Gyldne og fedtede ligger de ørredstore fisk på bodernes grove planker. Luftledningerne blinker i solens stråler, lokomotivet fanger strømmen, og jeg beundrer, at al den energi, der trækker hundrede tungt lastede godsvogne op ad bjerget, kan overføres på en kvadratcentimeter luftwire. Elektrisk mobilitet – hvilken overlegen ide! Vi køber to omul og spiser dem lige på stedet. De er stadig varme og fine i kødet, og om muligt smager de endnu bedre end dem, vi fik for nogle dage siden. Bagefter tørrer vi fingre i græsset, starter elbilen og suser i store sving ned mod Bajkalsøen. Livet er godt. Rejsens mest besværlige dag Det er blevet mørkt, da vi kommer til Babusjkin, og alt, hvad vi ser, er en lukket benzintank og tømmerhytter uden lys. Vi parkerer foran det eneste hus med en lysreklame. I et lavloftet lokale står to unge piger bag en bar. De har et ledigt værelse omme bagved, og vi kan også få noget at spise. Midt om natten må jeg famle mig vej ud til bagdøren og finde dasset. Da jeg tripper tilbage over gårdspladsen, kan jeg høre, at Grønne ikke lader. ”Hvad nu?” hvisker jeg til Nina. Ingen af os har det mindste lyst til at blive liggende i de klamme, snavsede senge. Så hellere køre videre og håbe på, at noget vil dukke op. Vi skal kun køre 190 km for at nå Ulan-Ude, men i samme øjeblik den store skov opsluger os, mærker jeg, at vi gør det dummeste, vi kan gøre. Det bliver rejsens mest besværlige dag. Ukrudt og små træer skæmmer markerne og sladrer om den store affolkning af Ruslands landsbyer. Et sted 48 græsser nogle arbejdsheste, og landsbyen Posolskoes 10-20 bjælkehuse ser fine ud med deres blåmalede skodder og skæve stakitter, men ikke en levende sjæl er ude at gå. Jeg kvier mig ved tanken om at banke på en dør og skulle forklare, hvem vi er, og bede om strøm. I det samme ser vi en ung pige låse op for landhandlen, et gammelt tømmerhus, og med et forklæde om livet gå rundt og åbne de lyserøde skodder. Jeg finder vores bog om sovjetrejsen frem, går ind i forretningen og viser hende billederne fra Babusjkin. Vi har været lige i nærheden. Jeg peger på Nina og viser med hånden, hvor små vores børn Emil og Ida var. Pigen smiler, og det er alt sammen fint. Men at lade her er desværre ”nelsja”– forbudt. Dette lille, ødelæggende ord, som gør det så let at undgå personligt ansvar, og som alt nyt og ukendt blev mødt med i sovjettiden. Tilbage ved hovedvejen holder vi ind til siden og kobler generatoren til. Den nøgne sandhed er, at vi skal sidde her i grøften i latterlige 14 timer for at klare de resterende 140 km til Ulan-Ude. Efter tre stive timer beslutter vi, at selv i Sibirien må der være bedre strøm. Kamensk dukker op som lovet på kortet, men vejen går uden om byen. Jeg tør ikke køre ind til byen og brænde batteriets sidste strøm af. Heldet er med os. På en mudret byggeplads er et skur smækket op med et dæk som reklame. Inde i skuret knokler en mand med en fælg og et tungt dæk. Da han forstår, hvad vi vil, ser han sig bekymret omkring, chefen må spørges. Så kommer der liv i laderen, den gule kontroldiode lyser op, og blæseren går i gang med den kære susen. Jeg bliver stående lidt og ser kunder komme i rustne japanske biler for at få lappet gamle, slidte dæk. Manden arbejder hårdt og ryger Mongoliet er kæmpestort, åbent og vidunderligt. Vi er kørt ud i landskabet og har det hele for os selv. Ingen motorstøj, ingen hundeglam, bare vinden, der suser hen over græsset. En mongolsk bedstemor i sit fineste tøj på vej til marked i Darhan. Vores ven Jevgenij går ind for elbiler og økologi. Han er en utrættelig iværksætter, som driver hostel i Irkutsk og ved Bajkalsøen. mange cigaretter. Chefen er flere gange henne for at se, hvor meget strøm vi får, og til sidst giver han ordre til, at vi skal kobles fra. Godt det samme, for det er langsommere end med generatoren. Allerede efter 10 km standser vi ved det næste skur. En mand arbejder med en kinesisk dækmaskine og lader os uden videre koble på. Han spørger, hvor langt vi kan køre på en opladning, og mit svar imponerer ham ikke. ”Kun 200 km? Jeg har kørt 10.000 km på 10 dage for at hente en ny bil i Vladivostok,” praler han. ”Hvor mange gange i dit liv har du brug for det?” spørger jeg. Vi ser rødt I bjergene tæt på grænsen til Mongoliet begynder vi at spejde efter en skovvej, hvor vi kan skjule os. Vores erfaring siger os, at en grænse skal man helst komme til om morgenen, så man ikke risikerer at komme i bekneb for tid i kontorerne. På toppen af et højdedrag passerer vi et hjulspor mellem fyrrestammerne. Jeg vender bilen og venter, til jeg er sikker på, at ingen ser os, og braser ind i skoven. Kogler og tørre kviste kvaser under hjulene, og landevejen forsvinder bagude. Skoven lokker os dybere og dybere ind, og til sidst standser jeg i en stor lysning. Vi stiger ud, der er helt stille, og solen er på vej ned. Nina samler bordet og klapper stolene op. I meditativ ro sætter jeg teltet op. Jeg behøver ikke tænke, hænderne ved, hvad de skal gøre. Da de sidste solstråler toner ud mellem træstammerne, kommer kulden krybende. På vej hen til teltet med en sovepose får jeg øje på et rødt skær. Chokeret går det op for mig, hvad det er, jeg ser. ”Skovbrand!” Jeg råber til Nina, og nu ser hun det også. Et rødt lys flakker langt borte mellem træerne. Koglerne, kvistene, stammerne, hele den knasende tørre skov omringer os. Vi er flere kilometer fra landevejen. Lysskæret vokser, branden nærmer sig hastigt. Hvor mange minutter har vi til at redde os ud? Endnu kan vi hverken høre ildens knitren eller lugte røg. Skoven er dødstille, ingen dyr kommer springende. Jeg finder kikkerten frem og ser, hvordan det røde brandskær bliver kraftigere og spreder sig mellem stammerne. ”Vi må væk!” Jeg kyler soveposerne ind i bilen og løber ud til generatoren og begynder at rulle ledningen sammen. Pludselig peger Nina ind mellem træerne mod branden, hvor en uhyggelig ildrød bue kommer til syne og bliver større og større. Hun begynder at le. ”Det er jo månen, der står op!” Slaraffenland og stenansigt ”1728” står der på et betonmonument ved indkørslen til grænsebyen Kjakhta. På højre side af vejen passerer vi en stor kaserne med boligblokke og hundreder af parkerede militærkøretøjer. Landevejen og Rusland ender pludselig blindt ved et pigtrådshegn og en høj, nymalet kirke. En smule desorienterede står vi ud af bilen og spejder efter en grænseovergang. I 1728, samme år som Vitus Bering kortlagde Beringstrædet for den russiske zar, kom den serbiske greve Sava Raguzinskij hertil og grundlagde handelsstationen Kjakhta. Han havde i et år som zarens udsending forhandlet med den kinesiske kejsers diplomater om grænsedragningen mellem zarens og kejserens riger. Raguzinskij fik tegnet kort over flere tusind kilometer ødemark, og det lykkedes ham at forhandle en grænsedragning på plads mellem Rusland og Kina, som stort set er forblevet uændret til i dag. 49 Balancerende på tømmerstilladser og lange stiger maler et par mænd løgkuplerne, og over dem stråler de ortodokse kors i nyt bladguld mod Sibiriens blå himmel. I byens storhedstid donerede rige købmænd den store katedral til byen. Jeg vender bilen. Over for katedralen holder mudrede personbiler med militære nummerplader foran en lysegul bygning med navnet ”Titan, varekompleks” i meterhøje bogstaver. Indgangens fire antikke betonsøjler parodierer katedralens ioniske søjler. Vi træder indenfor, og her i den sidste butik i Rusland er udvalget enormt. Efter de mange fattige landhandler er dette et slaraffenland, og vi har snart fyldt en hel indkøbsvogn, for hvad kan vi købe i Mongoliet? Da vi finder grænseovergangen, venter der kun tre-fire personbiler og to ramponerede russiske Kamazlastvogne med tømmer. Kan tolderne se på deres computer, at Nina indførte en blå elbil fra Europa? Hvad vil de gøre, hvis de forstår, at hun har efterladt den i Rusland? Jeg viser med stenansigt Grønnes papirer, og ingen tolder siger et ord om Den Blå. Porten bliver åbnet, vi kan forlade Rusland. Vi omfavner hinanden, lykkelige over at være kommet igennem Rusland, ruller over det sandede ingenmandsland og rækker vores pas til de mongolske grænsevagter. 18. marts 1921 angreb en lille gruppe frivillige under den mongolske kommunistleder Sukhbaatar de kinesiske tropper, der var stationeret her i Kjakhta. Kinas magt over Ydre Mongoliet begyndte at vakle. I 1921 erobrede kommunisterne Ydre Mongoliets hovedstad og smed kineserne ud. Tre år senere blev Folkerepublikken Mongoliet udråbt under sovjetisk kontrol og lukket for omverdenen. Da Sovjetunionen brød sammen i Mongolernes runde filttelt, som her kaldes ger, er en genial konstruktion, som sættes op uden pløkker. Den er stabil i storm og hurtig at flytte. Her har en familie slået sig ned, hvor får og heste kan finde god græsning. Mongoliet er et tørt land. Kun her i den nordlige del tæt på Sibirien falder der lidt regn. Heste og kameler flokkes om vandet. En lille pige fejrer Mongoliets nationaldag foran Ulan Bators stadion. 1991, afskaffede Mongoliet kommunismen og indførte flerpartistyre. Grønne pløjer sig ubesværet opad gennem det stive græs. Jeg vil op til bjergets top, vi skal have Mongoliet hele vejen rundt. Oppe på toppen flyver blikket lige ud til bjergene i horisonten. Nina springer ud af bilen. Af bare glæde strækker hun armene, snurrer om sig selv, omfavner de fjerne bjergrygge, danser rundt og rundt, så verdensrummet åbner sig over hende, og et klart lys stråler fra alle sider. Efter Rusland og de store skove er Mongoliet som at komme ud til havet. Intet sted på Jorden er jeg så langt fra oceanet som her, men jeg føler den samme frihed som på en strand. En hyrde rider forbi med sine få. Nina sætter teltet op, og jeg tænder den hvæsende benzinbrænder og får sat de sidste russiske rødbeder over i trykkogeren. Den grimmeste by i det smukkeste land Lokomotiverne er røde, og vognene er grønne. Klokken bimler, mens det store tog passerer landevejen på den lange rejse fra Moskva til Beijing. Jernbaneforbindelse med omverdenen var en af de belønninger, Mongoliets egen Stalin, den grusomme Khorloogijn Choibalsan, fik efter masseudrensningerne og destruktionen af klostrene sidst i 1930’erne. I 1950 nåede et sidespor fra Den Transsibiriske Jernbane frem til Ulan Bator, og fire år senere var der anlagt jernbane helt ned til Kina, der i mellemtiden var blevet kommunistisk. Toget kurver sig ind i dalen og forsvinder ud af syne, og vi bumper over skinnerne. Selvfølgelig fik satellitstaten Mongoliet russiske skinner, som ligger 85 mm længere fra hinanden, end de gør i Kina og i det meste af verden. På grænsen til Kina og Indre Mongoliet skal det grønne tog derfor skifte hjul og lokomotiver. Og hvorfor er der brede skinner i det gamle Sovjet? For at forhindre invasion fra europæiske fjender med smalle skinner? Nej, det var kun, fordi zarens jernbanepionerer fik råd af en ingeniør fra de amerikanske sydstater, hvor brede skinner dengang var standard. Vi kommer ud af bjergene og ser ned på en slette, hvor alt grønt er forsvundet, og kun brunt snavs og gråt støv ligger tilbage. Ulan Bator ligner ingen andre byer. To enorme kraftværker med høje køletårne stikker op midt i et hav af runde filttelte. Langs med landevejen er der jernbanespor, højspændingsledninger og udefinerbare oplagspladser med containere, rustne rør og små huse med røde og blå bliktage bag plankeværker. Trafikken er et vildt hestevæddeløb af firhjulstrækkere, bulede taxaer, skramlende trolleybusser og modige fodgængere, hvor alle maser sig frem, og ingen viger. Nina er chokeret over Ulan Bator og siger, at det må være den grimmeste by i det smukkeste land. Vi parkerer og baner os vej gennem trængslen på fortovet. Ørkenstøv og bilos ligger som et snavset tæppe over centrum, hvor toetagers murhuse fra stalintiden rives ned for at give plads til mineselskabernes svulstige højhuse. I Ulan Bator kæmper en million mennesker om fodfæste, halvdelen af Mongoliets befolkning, og ingen har nogen som helst erfaring med at bo i en by. Nina og jeg kommer frem til den store plads, hvor Djengis Khan sidder foran parlamentet. I 2006 var byen på den anden ende for at fejre Mongoliets 800-årsdag, 50 som blev regnet fra 1206, da Djengis Khan samlede alle de mongolske stammer til ét rige. Mongoliets regering havde travlt med at flytte rundt på fortiden. Ud med kommunisterne og ind med Djengis Khan, der kom på alt fra gader og veje til lufthavnen og vodkaflaskerne og pengesedlerne. Her på parlamentspladsen nåede man lige inden jubilæet at få skjult det strenge, grå kommunistparlament med mausoleet, hvor diktatoren Choibalsan ligger begravet, bag en helt ny facade. Den blev udformet som en søjlehal med den enormt brede og tunge Djengis Khanstatue i midten. En oase for udlændinge på langfart Oasis Hostel er blevet det faste mødested i Ulan Bator for udlændinge på langfart. Ejerne, René og Sibylle, har bygget det toetagers hus med café, bad og værelser i en forstad med jordveje, og i haven får vi plads til Grønne mellem flere ekspeditionsbiler og fem runde filttelte. Lige hvad vi gerne vil bo i. Ilden knitrer i den lille blikovn, og varmen spreder sig hurtigt i teltet, så vi kan tage tøjet af og blive vasket. Badehus og vaskeri er også åbent for beboerne i kvarteret, hvor der ikke er indlagt vand. Oasis tilbyder god morgenmad, og ved bordene i den lyse stue er vi heldige at komme i snak med nogle udlændinge, der er ude på deres livs eventyr. Jeg forsøger at finde ud af, om vi kan komme ind i Kina ved Erenhot. Ved bordet er der enighed om, at Kinas grænse er den vanskeligste at krydse, og et engelsk ægtepar fortæller en ubehagelig historie om et hold læderhalse på motorcykler, der blev afvist af de kinesiske grænsevagter. Oasis’ indehavere har boet i Ulan Bator i 14 år og taler begge flydende Mongoliet Halvdelen af Mongoliets befolkning bor i hovedstaden, og trafikken i Ulan Bator er den værste, vi oplever på hele rejsen. mongolsk. René fra Østrig har lavet socialt arbejde for fanger i byens fængsler, og Sibylle fra Tyskland har hjulpet gadebørn. I huset ved siden af Oasis driver René nu snedkerværksted, hvor han oplærer lokale folk. Han er en praktisk mand, lavstammet og muskuløs, og en person med klare meninger. “Alle tror, Mongoliet skal være Asiens Kuwait,” siger han og børster savsmuld af sine bukser. “Den nye Oyu Tolgoikobbermine i Gobiørkenen er så stor, at det canadiske selskab, som ejer rettighederne, regner med, at indtægterne vil forøge Mongoliets BNP med 30 %.” “Der er nogen i Canada, som bliver rige,” indskyder jeg. “Kan du forestille dig, hvad de rigdomme vil gøre ved Mongoliet? Kig på Ulan Bator. Korruption og ejendomsspekulation vil eksplodere. Så du den russiske bank med helt sort glasfacade på Djengisgaden lige inden floden? Den hvidvasker mafiapenge. Alle ved det.” René fortæller, at Mongoliets præsident for at blive genvalgt har foræret hver eneste indbygger i Mongoliet en folkeaktie i den nye kobbermine på en million tugrik, hvad der svarer til 4.300 kr. eller en halv gennemsnitlig årsindtægt i Mongoliet. “Det skøre er,” René ryster på hovedet, “at folkeaktierne er betalt med lånte penge, fordi minen endnu ikke producerer. Resultatet er galoperende inflation, og for fattige mennesker, som er de allerfleste, er livet bare blevet vanskeligere.” Med håndfladen stryger han sig over panden. “Djengis Khan giver mongolerne storhedsvanvid.” Jeg nikker, for jeg har set mongolerne hylde Djengis Khan. Jeg sad på stadion i Ulan Bator til 800-årsfesten, da den store Khan indtog stadion på sin kamp- vogn, en tømmerplatform med et telt på mandshøje hjul, trukket af otte skinnende okser. Den mægtige Khan stod foran teltet, rakte armen op og modtog sit folks hyldest. Fortid og nutid smeltede sammen i en brusende national begejstring. På bænkeraderne viftede tilskuerne med det mongolske flag: Vores imperium var verdens største! René fortsætter: “Hver eneste mongol tror, at han er verdens herre eller i det mindste søn af verdens herre, og opfører sig derefter. Og det gælder også kvinderne. Deres stolthed er snart ikke til at holde ud. Fremmede bliver anklaget for alle Mongoliets problemer.” Næste eftermiddag er hele vores nye rejsehold samlet omkring et bord i Oasis’ have. Med ved bordet er også Mugdi, som skal være vores mongolske chauffør i følgebilen, en robust russisk firhjulstrukket UAZ. Nu mangler vi bare at købe mad og vand, så er alt klar til det næste store eventyr. Jeg erindrer et par fraser om Gobi af den mongolske digter Bjambyn Rinchen: ”Vidstrakt og grænseløs; ødemarken Fra den brungule flade på en gylden verden Stiger en duft, dejlig, men sær, Og på stenmandens pande Rimfrost smelter som dråber af sved.” nn Hjalte Tin har medlemsnr. P595 og bor sammen med Nina Rasmussen i Mørke. Han er også medlem af Eventyrernes Klub. Artiklen er et let bearbejdet uddrag fra hans og Ninas bog ”Helt elektrisk Jorden rundt”, udgivet af Rosinante i 2013. Læs mere om deres rejseliv på www.ninaoghjalte.dk og se videoklip fra deres rejse her: elektrisk jordenrundt.wordpress.com. 51 Det mongolske kejserrige blev grundlagt af Djengis Khan i 1206. Hans sønnesøn, Kublai Khan, indtog Kina og grundlagde Yuandynastiet. Kejserriget blev det største sammenhængende imperium i verdenshistorien og strakte sig på sit højeste over et område på 35 millioner km² og omfattede mere end 100 millioner mennesker. Efter Yuandynastiets sammenbrud i 1368 trak mongolerne sig tilbage til det område, der nu udgør Ydre Mongoliet. Størstedelen af Ydre Mongoliet blev i 1600-tallet erobret og indlemmet i det kinesiske Qingdynasti. Efter at barnekejseren Puyi blev afsat, og republikken Kina udråbt i 1912, erklærede Ydre Mongoliet sig uafhængigt, men blev det reelt først i 1921, mens Indre Mongoliet forblev en del af Kina. Ydre Mongoliet har et landareal på 1.594.116 km², og med en befolkning på bare 2,8 millioner har landet den laveste befolkningstæthed i verden. Ud & hjem igen: Kører man ikke over land som os, kan man naturligvis flyve. Fly København-Irkutsk i Sibirien fås fra ca. 3.950 kr. t/r. Og fly København-Ulan Bator i Mongoliet fås fra ca. 5.000 kr. t/r. Det er ikke kun på bountystrandene, der er palmer. Med merengue i baghjulet Ingen af os havde været på øen Hispaniola før, så hvorfor ikke tage jernhestene med og opleve den delte ø fra landevejen? Som sagt, så gjort. Tekst: Henrik Fastergaard Fotos: Henrik Fastergaard & Henrik Schumacher D er hersker næsten total tavshed, da Henrik Schumacher og jeg indtager vores tiltrængte frokost på en simpel vejsiderestaurant en af de første dage på vores eventyr på Hispaniola. Den Dominikanske Republik udgør den forholdsvis rige østlige del – eller rettere to tredjedele – af øen og står i skarp kontrast til den anden halvdel – ludfattige Haiti. Kun ganske få ord udveksles, mens vi påfylder rugbrødsmotorernes tanke, som er ved at nærme sig et kritisk niveau. Ikke fordi vi er for udmattede til at snakke, for vi er absolut ikke på nogen præstationsferie, men derimod en langsom nydelsestur. Ja, og hvis nogen nu straks tænker, at det så må skyldes, at jeg (eller vi begge) godt nok også er lidt enfoldige og selvfølgelig er kommet på kant med hindanden – ja, så må jeg skuffe. Det er slet ikke tilfældet. Og det kom vi da overhovedet heller ikke på noget tidspunkt på denne vores første cykeltur sammen. Vi havde planlagt fem uger i Den Dominikanske Republik, måske krydret med lidt Haiti. Ja, planlagt er måske en mindre overdrivelse, for ud over at time tid og sted med karnevallet i La Vega, havde vi egentlig ikke foretaget os meget mere end blot at købe flybilletterne. Jo, naturligvis havde vi hver især læst lidt om landet og gransket landkort, men det var reelt først i flyveren og den første aften lidt uden for Puerto Plata, at vi besluttede os for, om vi skulle rette styret mod øst, vest eller syd. Det store trækplaster i landet er først og fremmest strandene, men det var ikke derfor, vi lagde vejen forbi. Nej, målet var blot at komme rundt og se så meget af det afvekslende land fra landevejen, som tiden og benene tillod. Herudover muligvis en afstikker til Haiti, og for mit eget vedkommende ville jeg gerne en tur i bjergene. Vores forskellige prioriteringer klarede vi i øvrigt ved at skilles en fire-fem dage, hvor Schumacher cyklede en tur ind i det jordskælvs- og kolera hærgede Haiti, mens jeg fik afløb for min trang til rigtig bjergkørsel, riverrafting og en smule vandring. Nej, grunden til at vi ikke konverserer er ganske enkelt, fordi det nærmest er omsonst at åbne gabet af andre grunde end at putte mad derind, og det skulle vise sig at blive en ikke helt ualmindelig situation på det meste af vores rejse. 52 Boom boom skratt skratterat – sidstnævnte afhængig af kassernes kvalitet, for der er altid fuld knald på. Som ivrig amatørsaxofonist kunne jeg ofte ønske mig, at jeg havde medbragt et par gode ørepropper af den slags, der forebygger tinnitus, selv hvis man er placeret lige foran trommeslageren eller en gruppe hidsige skingre trompeter. Gadens lyde Merengue, salsa osv. Næsten udelukkende latin-caribisk musik og stort set ikke en strofe af noget, vi kender fra vores egen del af verden – hverken nyt eller gammelt. Sådan er det stort set hele vejen. Musikken buldrer konstant løs på de udendørs spisesteder, busstationer osv. Det er os ubegribeligt, at alle tilsyneladende synes at acceptere – ja, måske ligefrem holder af et lydtryk på diskoteksniveau. Underforstået at det er noget nær umuligt at føre en samtale. Ikke desto mindre kan vi gang på gang måbende se til, mens gamle og unge taler i mobil klos op af en mastodonthøjtaler for fuld udblæsning. Selv ude på de uanseelige landeveje, langt fra byerne, bliver vi ofte højlydt forstyrret i vores stille tråd og mindet om, at vi er i Den Dominikanske Republik. Derude, hvor end ikke Supermule i nærmeste bebyggelse ville kunne høre en mellemstor bombe sprænge, møder vi igen og igen køretøjer i sneglefart med musik og reklamer buldrende løs fra kæmpe højtalere. Hvorfor og for hvem spørger man bare? Men okay. Vi er der jo for at opleve og behøver ikke nødvendigvis at forstå. Friske forsyninger Når nu vi er ved de kulturelle indtryk, har vi i byen Azua, lidt vest for hovedstaden Santa Domingo, en fin sanselig oplevelse som kulmination på en halvhård dag. Vi har lagt 78 småkuperede km bag os, noteret os et motel i udkanten af byen, men fortsætter hastigt videre mod en tankstation, vi øjner i det fjerne. Tankstationer er essentielle for bilister, men mange tusinde km i sadlen har også for længst lært os begge, at det i den mindre bemidlede del af verden også næsten altid er garant for kolde drinks og snacks for tørstende cyklister. Foruden at der ofte er dejlig svalende skygge og måske ligefrem et køligt sted at sidde indenfor. Det er der her, og hurtigt sidder vi ved skranken og nyder en kold. Biksen bliver passet af en sød pige, som jeg for længst har glemt, hvad hedder, og lidt efter lidt dumper flere af hendes venner og chefen også ind. Fremmede turcyklister og turister i det hele taget er absolut ikke hverdagskost i denne by. Selvom Den Dominikanske Republik er den største turistdestination i Caribien, ser vi sjældent skyggen af andre turister ude på de sparsomt befærdede landeveje. Stort ser hele branchen er lagt an på all inklusive-ressorter, hvilket vil sige, at langt størstedelen af de mange solhungrende gæster bor i ganske få områder, hvor de sørgeligt nok ofte er ”beskyttet” mod de farlige lokale af et stort hegn. For en gangs skyld er musikken nogenlunde afdæmpet, og vi falder derfor straks i snak, hvilket resulterer i, at vi bliver inviteret i biografen om aftenen. Vi kunne da ikke besøge Den Dominikanske Republik uden at se, hvad der bedømt på deres begejstrede omtale, måtte være ikke mindre end århundredets film ”Lotoman”. Biograf og bilvask Et par timer senere befinder vi os således bag på hver vores pruttende scooter med halvflade dæk i fuld fart gennem mørket på vej mod byens biograf. Eller nej, måske nærmere et hyggeligt forsamlingshus, hvor der engang imellem bliver vist film. Skide hyggeligt, og efter at have forsynet os med popcorn og en øl, finder vi de sidste ledige pladser bagest i salen fyldt med klapstole og træbænke så hårde, at de kan få selv de Karnevallet i La Vega er det største i landet og efter sigende også det bedste i hele Caribien. værste hjemlige kirkebænke til at virke bløde som englekinder. Filmen var fremragende og hylende morsom, kunne vi ligesom fornemme på det ellevilde publikum. Vi fik godt nok ikke alle detaljerne med, og den virkede nok lige en anelse for plat og gammeldags efter vores ”sofistikerede” og forvænte vestlige smag. Lidt for Gøg og Gokke-agtig ... Dog en god oplevelse og derefter endnu engang knallertræs på de pruttende, spruttende bæster til en tankstation. Fredag og lørdag aften blev stedet forvandlet til halvåbent ungdomsdiskotek og olde-dansebar i ét. Tre til fire generationer under samme tag, på samme dansegulv og tro det eller ej – med samme musiksmag. Det var imponerende og tankevækkende at se, hvordan det tilsyneladende var helt naturligt at gå i byen samme sted. Hvem ville have forestillet sig det derhjemme? Vi fik et par opfyldninger – og her om aftenen var der øl i hanerne og ikke benzin. På trods af øllene og ihærdige 53 tålmodige læremesterinder blev vi ikke udlærte i merenguens trin og hoftevrid, men de bruger jo også ugevis i ”Vild med dans”, selvom deres danse helt sikkert er langt mindre krævende. Måske skulle vi have givet det lidt mere tid, men søvnen skal jo også passes. Og selvom selskabet i vores lille gruppe på seks til otte personer var fint og festligt, så var der jo den lille før beskrevne hage ved det, at alt foregik på spansk, og at vi knapt kunne høre en dyt ud over de pumpende caribiske rytmer. En reservedel til 16 kr. Larm var der også, da jeg tåbeligt og selvforskyldt måtte aflægge besøg hos en mekaniker. Jeg havde ikke taget de varsler, min kæde sendte mig, alvorligt og stod derfor en varm eftermiddag i vejkanten med en sprængt kæde og et udvalg af værktøjer på asfalten. Normalt er der aldrig problemer med kæden, men gudskelov hører en kædeskiller altid til mit standardværktøj – den hverken De producerer masser af dejlig rom i DR, men der er også blevet plads til rismarker. Der er som regel masser af forsyningsmuligheder langs vejene. Når det for alvor går opad, blive vi ofte belønnet med skønne udsigter. 54 fylder eller vejer meget og er let at bruge. Da vi kort efter cyklede videre, kiggede jeg vanen tro tilbage for at se om alt var kommet med. Ja, der var ikke efterladt noget. Kort efter kom tvivlen dog alligevel ubevidst snigende. Lå kædeskilleren mon skjult inde i græsset? Men jeg var doven og gad ikke køre tilbage – kædeproblemer får man da ikke hele to gange på samme tur! Jo! Et par dage efter indtraf uheldet. Heldigvis mens vi var i en by, hvor der burde være håb om at finde en cykelhandler, der kunne hjælpe. Turistbyen Las Terrenas på Samana-halvøen. Hvor dumt! Der var ikke noget som helst, der mindede om en fornuftig cykelforretning, og derfor endte jeg i en lille forretning med knallertog autotilbehør samt et friluftsværksted i baggården. De kunne tilbyde en helt ny kæde til 16 kr. og ville da gerne skifte den for mig. Men efter et hurtigt syn kunne jeg bedrøvet konstatere, at den selvfølgelig var noget bredere end min egen kæde og sandsynligvis ikke kunne bruges. Derfor lå min cykel snart på olieresterne i baggården med kæden krænget hen over en møtrik på en ambolt. Her skiftedes medarbejderne til brutalt at hamre løs på en stakkels kædenitte, i forsøget på at skille og samle. Boink, boink, rungede det i en halv times tid, ikke helt i takt til den gennemtrængende musik. Jeg kunne blot se magtesløs til, men kiggede åbenbart ikke grundigt nok! Endeligt forstummede den ene del af larmen, og jublen brød løs – i hvert fald var der højlydt anderkendende bifald. Mission accomplished. Den mærkelige smalle kæde var samlet. Hurtigt blev cyklen rejst og kunne trilles ud. Troede vi da … Øv og for helv... da også. Det var da for langt ude – kæden havde snoet sig en halv omgang. Og så blev løsningen alligevel, at vi forsøgte med deres billige kæde, som kunne monteres med blot ganske få hammerslag. Gudskelov var der lige netop plads til kæden imellem alle tandhjulene på baghjulet, selvom jeg både ved gearskift og i de fleste gear kunne mærke den gå imod. Resten af vejen kørte jeg yderst forsigtigt, og den holdt. Karneval i macholand Åh, hvor gjorde det dog ondt at se dem banke så brutalt på min kæde, men det var dog ikke noget at regne imod de fysiske tæsk, vi røg ind i under gentagne gadeoverfald allerede efter de to første cykeldage. På trods af en hård, lang og bjergrig første dag havde vi ikke ømme bagdele, da vi efter et par timers let cykling ankom til La Vega den sidste søndag i februar. Dagen for landets absolut største karneval og efter sigende det bedste i Caribien. Forbavsende hurtigt opstøvede vi et billigt og centralt hotel, og fluks var vi ude i byen for at lede efter løjerne, som startede ved middagstid. Vi foldede blot ørerne ud, indstillede dem efter rytmerne i det fjerne og således gik der ingen tid, før vi var helt omsluttet af musik og masker, og før vi begge for første gang måtte gnide et par brændende røvballer. Men vi lærte det hurtigt! Vi er i macholand, og størstedelen af processionernes deltagere er mænd. Mange er bevæbnet med en tung håndboldstor kugle for enden af en lang strop. Dette farlige våben bliver flittigt benyttet til at klaske så mange uopmærksomme tilskuere bagi som muligt. Børn, får et lille kærligt klask, kvinder, som naturligvis lader til at være hovedmålet, et lidt hårdere klask, og kan man finde en turist, får den bare hele armen, var vores smertelige erfaring. Men vi lærte hurtigt lektien, og med øjne i nakken nød vi resten af dagen. I karnevallet deltog 80 til 100 grupper, hver med op til omkring 40 medlemmer. Et lille område af det kvadratisk udlagte gadenet i centrum var afspærret som festivalområde med tribuner, musik og mad og drikke i lange baner. Der marcherede og smådansede trupperne så rundt i optog og klaskede løs til højre og venstre. Der var fest og ballade og en myriade af glade papmachefigurer. Modsat mange andre karnevaller var der ikke gjort noget ud af at korrigere dansene, men det var åbenlyst, at der lå lang tids forberedelse bag. Dragterne var yderst farverige og fantasifulde – ofte med et hav af glimmer, småspejle og klokker, foruden store farvestrålende fjer. Mange bar enorme grotesk uhyggelige masker og en af de gennemgående figurer var El Diablo Cojuelos, den haltende djævel. Et glimrende cykelland Vores bagdele tog ingen vedvarende skade og fuldførte sammen med ben og lår deres pligt med glans på resten af turen. Vores rute er fortrinsvis flad, men indimellem ramte vi dog også nogle skrappe stigninger, hvor belønningen prompte faldt i form af forrygende udsigter over frodige grønne landskaber og måske et glimt af havet. Og ligesom i lille Danmark er havet aldrig langt væk, og strandene er som taget ud af de flotteste turistbrochurer. Vi brugte dog ikke meget tid i sandet, men nød alligevel Hispaniola og Den Dominikanske Republik Øen Hispaniola er delt mellem Haiti og Den Dominikanske Republik. I 1822 blev den daværende spanske koloni, som i dag er Den Dominikanske Republik, invaderet af Haiti. Haiti havde løsrevet sig fra Frankrig i 1804 og var dermed blevet den første frie republik af fortrinsvis sorte mennesker. Kontrasten mellem de to nabolande var allerede dengang stor, og her blev fundamentet for mange års fjendtligt naboskab skabt. Cykelruten: Vores cykeltur varede fem uger fra februar til marts 2011. Vi cyklede begge ca. 1.600 km. Vores rute begyndte i Puerto Plata, hvorfra vi cyklede til Santa Domingo og videre mod vest til grænsen til Haiti. Herfra cyklede Henrik Schumacher via Haiti til Monte Cristi i den nordvestlige del af Den Dominikanske Republik. Jeg tog bussen tilbage til La Vega og cyklede i bjergene. Herefter cyklede vi sammen mod øst til Samana-halvøen, hvor vi krydsede til sydkysten og fortsatte til Punta Cana. de fleste af vores cykelfrie dage i nogle af de badebyer, hvor flertallet af gæsterne er individuelle rejsende. Las Terranas og Las Galeras på Samana-halvøen, samt Cabarete lidt øst for Puerto Plata. Alle steder hvor man efter mange dages cykling kan mæske sig i gode restauranter og finde de dejligste kager på caféerne. Man må nemlig gerne spise mange kager, når man er på cykelferie! Maden er knap så prangende, når man fjerner sig fra turiststrømmen, men det lykkedes os dog altid at finde noget brugbart både til frokost på 55 Kost & logi: Den Dominikanske Republik er et billigt land efter caribisk målestok. Vi betalte typisk 15 til 30 euro for en overnatning. Vær opmærksom på at der i nogle af de største turistområder, dog stort set kun er all inklusive-ressorter, hvilket kan gøre det svært at finde et almindeligt hotel for en nat eller to. I Santa Domingo er priserne generelt noget højere. Vælger du også at krydse grænsen til Haiti, skal du være klar til at blive flået. Her er hotelpriserne typisk, uanset standard, tilpasset FN og hjælpeorganisationer. Lokal transport: Hvis man ikke er på cykel er det let og billigt af køre med bus, som findes i alle klasser. I Haiti er det også billigt, men både vejnet og køretøjer er i en helt anden kategori. Ud & hjem igen: Den Dominikanske Republik er en stor tysk charterdestination, og man kan med fordel flyve fra Hamborg med eksempelvis Air Berlin eller Condor. Der er fly til Santa Domingo og charterdestinationerne Puerto Plata og Punta Cana. Flypriser er nogle foranderlige størrelser, men der kan i skrivende stund findes returbilletter fra omkring 4.000 kr. Fra København fra omkring 5000 kr. Indrejsekrav: Tre måneders turistvisum fås ved ankomst og koster 10 USD. ruten og til aften uanset størrelsen på den flække, vi havnede i. Kort sagt Den Dominikanske Republik er et glimrende cykelland, som klart kan anbefales – også til folk uden den helt store cykelerfaring. Landet er sikkert, befolkningen venlig og imødekommende (som altid over for cyklister), vejene er gode, trafikken sparsom, og der er aldrig for langt til byer og hoteller. nn Henrik Fastergaard har medlemsnr. 536. Læs mere om hans rejseoplevelser på www. fastergaard.dk . Jeg er til fals for caribisk tropeidyl Mens det var kold vinter hjemme i Danmark, rejste jeg til De Caribiske Øer for at lægge mig godt til rette i en hængekøje, spændt op mellem to palmetræer. For som der stod på min T-shirt: “Time flies when you ain’t doin shit”. Tekst: Lene Kohlhoff Rasmussen Fotos: Lene Kohlhoff Rasmussen & Wikimedia D e Caribiske Øer er ideelle, hvis man vil dovne tiden væk, men efter lidt tid begyndte det alligevel at krible i mig efter lidt aktivitet, så jeg øhoppede. Jeg opdagede hurtigt, at De Caribiske Øer er en smeltedigel af forskellige kulturer og kolonihistorie. Øerne i Caribien ligner bestemt ikke hinanden. De bærer umiskendeligt præg af deres tidligere kolonimagter, men fælles for dem alle er en frugtbar blanding af racer, hudfarver og lidt lokal kolorit. Det romantiske billede af den caribiske tropeidyl kan man sagtens finde derovre, og der er masser af øer at vælge imellem. Mødet med en jumbojet på stranden Jeg befandt mig på Sint Maarten/SaintMartin, som er et godt udgangspunkt for øhop til et par af de franske og hollandske Antiller. Faktisk er øen begge dele, og derfor har den de to enslydende navne, Sint Maarten og Saint-Martin, som det staves på hhv. hollandsk og fransk. Øen er kun er på 96 km2 og er dermed verdens mindste ø med to nationalflag. Da hollænderne og franskmændene skulle dele øen, gik de hver sin vej rundt om øen, og der hvor de mødtes, skulle grænsen trækkes. Den nederlandske side er mindst, og man siger, at det er fordi, hollænderen gik med en flaske gin. Han var pissefuld og slingrede, mens han gik, og han tog sig vist også en lille lur på halvvejen. Derfor måtte hollænderne nøjes med ca. en tredjedel af øen. Sint Maarten/Saint-Martin er en travl ø, da det er en af De Caribiske Øer, hvor der anløber flest krydstogtsskibe. Der er massevis af store hoteller, restauranter, natklubber, kasinoer og alt hvad der ellers skal til for at tiltrække turister i hobetal. Men med masseturismen forsvinder meget af idyllen desværre. Da jeg lå på standen ved Maho, blev jeg også helt nervøs for, om der landede en jumbojet midt på badehåndklædet. Ved indflyvningen til landingsbanen i Princess Juliana International Airport kom flyene kun 10-20 meter hen over hovederne på mig og de andre strandgæster. Netop derfor er standen ved lufthavnen verdensberømt blandt iagttagere af fly. Der var 56 også andre gode strande på øen, men ro og fred var der ikke så meget af. Det fandt jeg derimod efter det næste lille øhop. På toppen af den uspolerede dronning Inden jeg havde nået at finde ud af, hvordan Juancho E. Yrausquin Airport skal udtales, var flyet klar til landing. Flyveturen mellem Sint Maarten og Sapa tager nemlig kun knap 15 minutter. Det gav et lille sug i maven, da det lille fly landede på verdens mindste landingsbane, som kun er 400 meter lang. I daglig tale kaldes flyvepladsen ”The Flat Point”, da det er det eneste flade punkt på Sapa, og derfor var det en stor udfordring for ingeniørerne at bygge lufthavnen. I ankomsthallen fik jeg et “souvenirstempel” i passet med teksten: “Welcome to The Unspoiled Queen, Sapa”. Sapa (også kaldet Saba) er en lille charmerende ø, der hurtigt blev en af mine allerstørste favoritter blandt De Caribiske Øer. Den hører til blandt de hollandske Antiller, og består egentligt blot af et lille vulkanbjerg, der stikker op af havet på ca. fem gange tre km. Der er to bittesmå og meget pyntelige landsbyer i “honningkagestil” med røde hustage, der står i smuk kontrast til den grønne natur. Windwardside er den største af øens to landsbyer. Den anden hedder The Bottom. Ja, gæt engang hvor den ligger! lokale, før de gik i gang med at anlægge “The Road”. Sapa har ingen strande, og derfor kommer der ikke særlig mange turister. Øens største attraktion ligger desuden under havets overflade. Det er lavatunneler og varme kilder, som minder om øens dramatiske oprindelse. Der er et fint koralrev, farverige tropiske fisk i små og store stimer, søheste, havskildpadder og rokker. Sapa er en af de få ukendte skønheder i Caribien, og jeg var vild med øens idyl, den kølige luft og ubeskrivelige ro. Det med navnene på øen er i det hele taget ret spøjst. Den stejleste bakke hedder ”The Ladder”, og den eneste hovedvej hedder ”The Road”, og det fladeste sted ved lufthavnen hedder ”The Flat Point” – så er der vist ikke meget at tage fejl af. Den skyomkransede top Mount Scenery er en udslukt vulkan, der ligger i 870 moh, og er det højeste punkt i kongeriget Nederlandene. Vandreturen til toppen gik igennem en frodig skov med høje bregner, tropiske blomster og mahogni træer. Jeg så flere kolibrier, der med deres 5.000 vingeslag i minuttet står stille i luften et par sekunder. Nogle gange lige foran næsen på én – og vupti så er de væk igen. Fra toppen er der en fantastiske udsigt over øen og havet. Ude i det fjerne ses naboøerne St. Kitts og St. Eustatius. Dagen efter gik jeg øen rundt ad de vandrestier, som engang blev brugt af de Jetsetglimmer og svensk kolonihistorie Jeg tog også en smuttur over til den lille franske ø Saint Barthelemy, og der stødte jeg på en ret usædvanlig kolonihistorie. Efter mange års handel med smuglere og sørøvere erfarede øens ca. 1.000 indbyggere i 1785, at deres ø var blevet lejet ud til svenskerne i næsten hundrede år. Til gengæld fik franskmændene handelsrettigheder til Østersøen med base i Göteborg. Øens hovedstad hedder Gustavia efter den svenske kong Gustav III, som indgik byttehandlen. Byen har et par kønne gader; nogle af dem med svenske gadenavne og et par gamle huse i svensk byggestil. Saint Barthelemy er et paradis for de rige, og man kan se dyre Dior-bikinier på tykke, rige amerikanere og smukke supermodeller. Øen er dog ikke større, end at den mageligt kan ses på et par dage. Jetsetglimmeret passede ikke til min stil eller pengepung, så jeg tog færgen tilbage til Sint Maartin/Saint Martin, hvor jeg lagde mig tilbage i hængekøjen, inden min rejse fortsatte til en ny ø i den varme tropeidyl. 57 Caribien Min rejse omfattede flere caribiske øer, og tidsmæssigt brugte jeg 10 dage på de pågældende øer. Jeg var fire dage på hhv. Sint Maarten/Saint-Martin og Sapa samt to dage på Saint Barthelemy. Ud og hjem igen: Fly København-Sint Maarten fås fra ca. 5.350 kr. t/r. Lokal transport: Der er gode færgeforbindelser mellem Sint Maarten/ Saint-Martin til øerne Anguilla, Saint Barthelemy og Sapa. Alternativt kan man flyve med Winair mellem de små øer. Til øhop til øvrige caribiske øer anbefales Caribbean Airlines eller LIAT Airlines. nn Lene Kohlhoff Rasmussen var i Caribien i vinteren 2009-10. Hun har medlemsnr. 557. Læs mere om hende på www.leneswebsite.dk . Tekst & FOTOS: Karen Hammer Revolutionsstatue ved foden af "Juchetårnet" tæt ved floden. På tur til det røde Østen I 1910 koloniserede Japan Korea. Japanerne anså sig selv for at være alle andre folkeslag overlegne og behandlede derfor koreanerne som en slags slaver. Man inddelte landet i nord og syd og satsede på landbrug i den lunere sydlige region, mens den bjergrige – og ofte meget kolde – nordlige region egnede sig bedst til industri og minedrift. Under 2. Verdenskrig gjorde japanerne mere end 100.000 koreanske kvinder til sexslaver. Japan er derfor ikke just en nær samarbejdspartner for Nordkorea, så da Nordkorea havde brug for oplysninger om Japan, kidnappede man i 1970’erne mange japanske skolebørn, som blev sproglærere for Nordkoreas spioner. Den nordkoreanske leder Kim Il Sung, der var meget filminteresseret, bortførte efter sigende en kendt sydkoreansk filminstruktør, der fik frie hænder til at lave et nordkoreansk mesterværk! Den slags historier har man hørt gennem årene, men er der noget om snakken? Jeg ville gerne vide mere om dette fjerne og yderst utilgængelige land, så da jeg hørte, at den dansk-nordkoreanske venskabsforening var ved at arrangere en rejse til Nordkorea i anledning af præsident Kim Il Sungs 100 års dag i 2012, meldte jeg mig straks ind i foreningen. K im Il Sung indførte i 1950’erne Jucheideologien, der baserer sig på selvtillid og har som princip, at militæret kommer først. Juche lægger vægt på national, kulturel og økonomisk uafhængighed samt revolutionær troskab og kommunistpartiets overlegenhed. Ifølge Juchefilosofien skal individet sætte samfundets behov over sine egne. I 1997 indførte Nordkorea en ny tidsregning, der udgik fra Kim Il Sungs fødselsår 1912, hvilket vil sige, at jeg besøgte Pyongyang i jucheår 100. Uden nogen form for kendskab til Juchefilosofien eller den historiske baggrund landede jeg i Pyongyang 10. april 2012 e.v.t. I lufthavnen var alt afslappet, dog blev min mobiltelefon inddraget. Ved ankomsten til det 45 etager høje Yanggakdo International Hotel blev vores delegationsgruppe fotograferet, så vi kunne komme i avisen sammen med de flere hundrede andre delegater fra hele verden, og jeg fik tildelt et dejligt værelse med bad oppe på 31. sal. Hotellet ligger på en ø sammen med det store biografkompleks, hvor der hvert år i januar holdes internationale filmfestivaler. Der er undertiden en fantastisk udsigt fra den roterende restaurant på toppen, men da byen i april var skæmmet af dis og tåge, er mine billeder ikke helt vellykkede. Det er hårdt arbejde at være i en politisk delegation og i et politisk diktatur, hvor man skal lystre, ikke komme for 58 sent og ikke stille dumme spørgsmål. Vi var 31, og man var meget tilfredse med, at Danmark kunne stille med en så stor gruppe, men nogle af os var meget unge og drak mange øl til sent på morgenen, så de ikke nåede op til bussens afgang og derved skabte problemer for de stakkels guider, der hele tiden skulle have situationen under kontrol og vide, hvor hver eneste af os var. Vores tre guider: Den smukke, den tjekkede og den nervøse Allerede den første morgen manglede vi Mads, og en af guiderne blev tilbage for at finde ham. Vi havde fået tildelt hele tre guider: Unge smukke Whang, tjekkede og meget effektive Kang og så Kim, der virkede nervøs og samtidigt havde fået tildelt en noget utaknemmelig opgave: han skulle interviewe os en efter en for at motivere os til et større engagement for sagen. Det virkede som om man havde tjekket os grundigt inden ankomsten; Kim vidste adskilligt mere om enhver, end vi havde opgivet i vores visumansøgninger. I en kortege med politibiler foran mere end 20 busser kørte vi mod Mangyongdaeparken og Kim Il Sungs fødested. Effektive trafikbetjente dirigerede os gennem byens næsten tomme gader. Fremme ved parken blev vi overhalet af en Mercedes, der bragte den forsinkede Mads frem; i Nordkorea er der ingen, der glemmes eller bliver væk. ”Min general er større end din!” Billede i børnehave. Kim Il Sung blev født 15. april 1912 og døde 8. juli 1994. Allerede som 14-årig gik han ind i modstandsbevægelsen mod Japans tyranni. Ifølge historikerne kæmpede han i Manchuriet, men ifølge Nordkorea havde hans guerillatropper base oppe på det hellige bjerg Packtusan nær den imponerende vulkansø, som grænser op til Kina. Her levede han med sin hustru Kim Jung Suk, og her blev sønnen Kim Jong Il født 16. februar 1942. Vi havde set frem til også at skulle fejre hans 70 års dag, men han sank pludselig sammen af et hjertestop 17. december 2011. Hans tredje søn Kim Jong Un var da allerede kørt i stilling som den næste ”kære leder” – og ham fik vi lov til at både se og høre ved militærparaden 15. april. I sne og is I år var der hård frost oppe i bjergene i april måned, så man havde allerede bestemt, at vi, de ærede delegater, ikke ville kunne komme helt frem til den sagnomspændte vulkansø. Men se guerillaparrets hytte nogle kilometer længere nede, det skulle vi da opleve. Meget tidligt om morgenen 12. april blev vi fløjet mod nord til Samjiyon i et gammelt russisk fly. En lang række slidte busser ventede på os og kørte os ad snedækkede grusveje op til en større lysning i nåleskoven, hvor Kim Il Sung engang havde vundet et vigtig slag mod japanerne. Her stod en 50 meter høj bronzestatue af Kim Il Jung og mange andre kæmpestore bronzemonumenter af kæmpende soldater. Sneen var skovlet væk, så man kunne komme omkring, men under sneen var jorden spejlblank af is, så repræsentanten for DR Congo faldt med et brag, og hans røde kasket fløj ud i sneen! De mange busser fortsatte op mod bjerghytten i hurtigt tempo på trods af de isdækkede veje, og nu begyndte det at sne. Så skete det, som myndighederne ikke havde forudset: Busserne, der havde helt nedslidte dæk, kunne ikke køre i det glatte føre, de slingrede og stillede sig på tværs, så ingen bagved kunne komme frem. De unge danskere prøvede med et reb at trække bus nr. 11 tilbage på vejen, men den gik ikke. Vi måtte alle stå af og gå de næste tre km op ad bjerget. Det ældre politikerpar fra Uganda i deres smukke lange afrikanske kjortler var ikke begejstret for situationen, og hun faldt flere gange. To km inden den berømte blokhytte var der et lille hus med toiletter og nogle få stole, og her slog jeg mig ned sammen med fyren fra DR Congo og adskillige andre; vi var temmelig gennemblødte. De rigtige fanatikere gik videre op ad bjerget og stod i en stiv klokketime i hård frost og lyttede til taler, der priste Kim Il Sungs styre. Hundredeårsfesten I hovedstaden besøger vi næste dag en kunstudstilling med malerier og broderier forestillende legende børn, unge arbejdere, tigre, vilde fugle, den pragtfulde kratersø ved Paktusanbjerget samt et flot blomsterbillede med røde begonier, de såkaldte Kimilsungia, der er skabt af en japansk botaniker til Kim Il Sungs ære; en tilsva- 59 rende blomst til Kim Jong Il er en lyserød orkide med navnet Kimjongilia. Begge planter findes i tusindvis i Blomstermuseet, der er helt overdådigt smykket i anledning af fødselsdagen. Om aftenen bliver vi inviteret til en overdådig festbanket i Kulturhuset. Der er masser af lækre koreanske retter, vin og ginsengsnaps; guiden Kang tager sig pænt af mig og fortæller, at jeg minder ham om hans farmor. Endelig er vi fremme ved fødselsdagen og den store militærparade på Kim Il Sungpladsen, der er større end noget andet, jeg hidtil har mødt på mine rejser. Vi vækkes klokken seks og køres frem i ”god tid”. Der er forbud mod kameraer, fantastisk ærgerligt, og alle former for metal, selv det lille døråbningskort, er forbudt! Kim Jong Un vil deltage i ceremonien, og tænk om nogen skulle kunne kaste noget ti meter op i luften til den balkon, der er oppe over alle vores siddepladser! Jeg flytter med Kangs velsignelse længere frem til fyren fra DR Congo og en række meget charmerende politikere fra Nigeria, og der sidder jeg så i de næste to timer på første parket, medens titusinder af soldater i perfekt strækmarch i en flydende strøm passerer forbi. Et hundredemands orkester spiller uafbrudt gennem hele forløbet. Jeg er vildt imponeret; mage til disciplin og perfektionisme har jeg aldrig før hverken hørt eller set. I dagens anledning er byens gader fyldt med mennesker med store buketter af røde blomster. Mange af disse vrimler nu ind på pladsen bag militærparaden og begynder at lave ”billeder” med de røde blomster. Det hele afsluttes med et langt pragtfyrværkeri. Der er ingen tvivl om, at militæret har fortrinsret i dette land. Der er over en million soldater i hæren og en kæmpestor reserve; alt i alt er 42 % af befolkningen med i forsvaret! Nordkorea har den fjerdestørste hær i verden. Forrest på en af de mange lastbiler med missiler sidder et banner: ”Lad os udrydde USA med folkehærens uovervindelige magt”. ”Kom, vi stikker af” 17. april er festlighederne forbi, og de mange delegationer skal hjem. Guiderne har ikke tid til os, og vi har ikke lyst til at hænge hjemme på hotellet, så min etnisk kinesiske veninde Wei Jacobsen og jeg beslutter os til at gå en tur i byen, sådan som de mange unge drenge har gjort det de forrige aftener. Vi ved godt, at det er forbudt, men forsigtigt lister vi over broen Soldater i sne står vagt oppe nordpå ved de mange revolutionsstatuer. og drejer til venstre på den anden side af floden. Her er mange cyklister og ældre folk med små trækvogne. Man kigger lidt skræmt på os; en lille dreng er så nysgerrig, at han, for at kunne studere os, bøjer sig ned over sine snørebånd mindst otte gange. Wei går i gang med at fotografere nogle mænd, der laster et tog. Her er ikke særlig interessant, så vi tager en genvej op over sporene og ind under en motorvejsbro, hvor folk trasker af sted ad en pløret sti med deres små trillevogne, og så møder vi en ung soldat, der stopper os. Det viser sig, at vi har haft en ”stikker” hængende efter os i nogen tid. Han er begejstret, for måske har han nu hjulpet til med at fange et par spioner! Soldaten tilkalder en motorcyklebetjent, der irriteret bladrer rundt i Weis kamera. Mit kamera er i inderlommen, det ser de aldrig. Endnu en militærbetjent dukker op på en stor motorcykel. Han er venlig og har humoristisk sans, også han studerer Weis billeder. Ingen af dem taler andet end koreansk; jeg spørger drillende til deres sprogfærdighed. Ingen har hidtil interesseret sig for mig, men nu tager jeg over, for mit engelsk er bedre end Weis, og nu ankommer en sortklædt seriøst udseende officer med en emaljeret partiknap i reversen. Jeg beklager høfligt, at vi har givet dem så mange problemer. Han ser strengt på mig: ”Yes, you have made problems!” Han studerer vores kongresskilte og tjekker vores identitet med oplysninger over mobilen. Han forhører os, om vi har taget fotografier her under broen. Selvfølgelig har vi ikke det, for her er intet ud over pløre og små nyplantede træer. Jeg prøver at charme ham og får ham overtalt til at køre os tilbage til hotellet, så kan han lettere sikre sig, hvem vi er. Alt går fint, Kang tager over på hotellet, og jeg går ud for at tisse, og så hører vi ikke mere til politiet. To måneder før har de fanget to sydkoreanske spioner her i byen, men vi var altså en nitte; det er lige ved, at jeg får medlidenhed med den stakkels fyr, der stak os. Havde han ventet fem minutter til, så havde vi fået problemer, for lige på den anden side af broen løber der en lille bæk, og der sad en række soldater og vaskede deres sokker lige foran en lille primitiv militærbarak. Vores danske leder Anders kommenterede situationen sådan: ”Hvis du havde været alene, havde de ikke stoppet dig. Det var Wei, de var efter, for du ligner jo ikke just en spion!” Et museum for gaver Dagen efter skal vi nordpå til Hyangsan for at besøge de to ”kære lederes” gavemuseer. Enhver besøgende medbringer gaver til præsidenten eller generalsekretæren, og de har hver en kæmpemæssig grotte hugget ud i klippen med tusindvis af mere eller mindre bizarre skatte. Endnu engang er al fotografering forbudt. Vi næsten løber igennem de mange sale, og jeg bemærker, at Malis første præsident Modibo Keita har været her engang i 1960’erne, og at amerikaneren Billy Graham har været 60 Dueslag ved Ølfabrikken i Pyonyang. forbi adskillige gange med meget kitschede gaver, og også Poul Hartling har engang været her med en figur fra Den kongelige Porcelænsfabrik. På vej ud til Hyangsan besøgte vi et lille landbrugskollektiv, bl.a. for at aflevere en kæmpe kasse med Lego til en lille børnehave. Der bor 354 personer her, og dog påstår kollektivlederen, at Kim Il Sung i sin store godhed har skænket kollektivet hele 34 traktorer! Vi ser en, og vi besøger den lille kostbørnehave, hvor kvikke veltrænede småbørn danser og synger for os. Uden for musikstuen hænger der fine plakater med glade børn i favnen på de ”kære ledere” og en lille plakat med en begejstret dreng, der peger hen mod et missil og udbryder: ”Min general er den bedste!” Vi besøger et lille hus beboet af en ældgammel dame, der er noget særligt, idet hun i 1958 havde besøg af Kim Il Sung. Bag hendes hus hænger et banner med indskriften: ”Kim Il Sung! Vi vil kæmpe for dig – om nødvendigt til døden”! Her arbejder folk i ti dage, de har så fire dage til at slappe af og se deres børn, inden det hele begynder forfra. Her er det alt for nemt at indoktrinere de små. For mig at se er en større del af befolkningen hjernevasket til at tro, at dette land er det bedste af alle og at “de kære ledere” er fantastiske og alfaderlige. Jeg fortalte guiden Kim, at vi i Danmark i fjernsynet havde set, hvordan alle stod på gaderne og græd, da Kim Jong Il var død, at vi ikke rigtig kunne forstå det, og så spurgte jeg: ”Græd du også”? ”Ja, Nordkorea Korea blev delt i nord og syd ved den 38. breddegrad under Koreakrigen 1950-53. Der er våbenhvile mellem Nord- og Sydkorea, men der er endnu ikke indgået nogen fredsaftale. Enhedsmonumentet (de to Koreaer forenes). selvfølgelig,” svarede han. “Det var jo som at miste sin far”. I den demilitariserede zone Vores sidste dag i Nordkorea tilbragte vi delvis nede ved grænsen til Sydkorea og delvis i Kaesong; vi blev kørt gennem den demilitariserede zone og frem til de lyseblå huse, der ligger på selve grænsen. Her forhandlede Kim Il Sung i dagene før sin død med USA og Sydkorea om en form for fredelig samarbejde, men døden kom på tværs, og snart efter skiftede USA præsident. Undervejs til grænsen kørte vi i gamle busser uden støddæmpere, så jeg med faste mellemrum løftede mig mindst 10 cm fra sædet—en interessant oplevelse. Vi var praktisk talt alene på den store motorvej, der på de sidste ti kilometer var forsynet med en slags faldtårne, der i tilfælde af krig kan væltes ned over vejen og stoppe al trafik. På markerne var store områder fyldt op med ruller af pigtråd; hvis man skal angribe Nordkorea må det vist blive fra luften. Som sædvanlig var der besynderlige regler for at få lov til at fotografere: Turens eneste røde ko stod og græssede tæt ved den demilitariserede zone. Mit forsøg på at fotografere den blev stoppet med voldsomme råb! Hvorfor? Koen gik på en høstet rismark, der var ingen huse i nærheden!? Historiske helligdomme En eftermiddag fik vi tid til lidt kultur. 22 km syd for Pyonyang nær Ryongsan-ri ligger kong Tongmyongs Mausoleum, og det er sandelig en omvej værd. Kong Tongmyong var stifteren af Kogyryoriget og levede i årene 298 til 259 f.v.t. Kogyryoriget (277 f.v.t. til 668 e.v.t.) regnes for det betydeligste i Koreas historie, og man hædrede den elskede kong Tongmyong ved gennem flere århundreder at flytte ham og hans gravmæle med sig, hvor man end slog sig ned. I året 127 flyttede man hovedstaden til Pyongyang og byggede det endelige mausoleum nær byen. Hele området er på 170 hektar og omfatter også det store Jongrung Tempel og adskillige mindre helligdomme, med buddhaer og smukke vægmalerier. Mausoleet ligger midt i en gammel fyrreskov officielt plantet i år 427. Foran mausoleet står to meget store stentigre vagt. I alleen op til mausoleet står fire statuer af civile embedsmænd og deres heste i vistnok hvid marmor over for fire statuer af militærofficerer og deres heste, også i hvid marmor. Der er adskillige andre stenfigurer i området, fx skildpadder bærende stensøjler med inskriptioner til kong Tongnyongs ære. USA smadrede det hele under Koreakrigen, men det er nu smukt restaureret (færdigt i 1993) og på Unescos verdensarvsliste fra 2004. Jeg oplevede mange interessante forskelle mellem dem og os på kun 11 dage i Nordkorea, og jeg blev langt mere inte- 61 Ud & hjem igen: Min rejse var arrangeret af Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Foreningens næste rejse er planlagt til oktober 2015. Læs mere på dk-korea.dk. resseret i dette folk, end jeg havde kunnet forudse. Jeg vil ligefrem komme til at savne mine nye venner – de tre guider, der hver for sig var meget menneskelige, og jeg har stor lyst til at vende tilbage til dette land, der gjorde så meget, for at jeg kun skulle se, hvad der var passende og på trods af dette sørgede for, at jeg fik en dejlig tur. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. Hun er filmjournalist, kulturredaktør på Radio Vesterbro, tidligere gymnasielærer i biologi og geografi og er ud over at være med i den dansk-nordkoreanske venskabsforening også medlem af Kvindelige Eventyreres Klub. Kort fortalt: Forårsweekend i Busan Efter en oplevelsesrig rejse gennem Sydkorea sluttede jeg af med tre-fire dage i havnebyen Busan, der med 3,6 millioner indbyggere er Sydkoreas næststørste by og et behageligt storbyalternativ til den gigantiske – og noget uoverskuelige – hovedstad Seoul. Tekst & FOTOS: Per Allan Jensen D et var en weekend i april, solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen var først i 20’erne, og de nyudsprungne kirsebærtræer dannede den smukkeste kontrast til den blå himmel. Og da Busan er velsignet med nogle ret høje bjerge, der skærer sig ned midt gennem byen, var det jo oplagt at benytte lejligheden til at lufte de korte bukser og få lidt sol på kroppen. Det blev dog en noget spøjs oplevelse, idet mange koreanere viste sig at være udstyrsfetichister. De lignede en mellemting mellem astronauter, kirurger og Everest-bestigere. For en koreaner er a walk in the park et seriøst foretagende og en kærkommen lejlighed til at fremvise alt sit hightechgrej, så de fleste var iført solide støvler, vandrestave, kropsnære lange bukser, hvide handsker, aerodynamisk rygsæk, Goretexjakke, kasket med solskygge, store briller mod vinden samt bind for næse og mund. Jeg ved næsten ikke, om det var dem eller mig, der gloede mest. Saks til maden Efter en lang dag med frisk luft og motion fandt jeg en restaurant og stillede min sult i den dejlige koreanske mad. Også her lurer dog overraskelser, fx er det meget almindeligt, at man får udleveret en saks til at klippe kødet over med, 62 da knive er bandlyst ved spisebordet i mange asiatiske lande. Man skal også være forberedt på, at man må sidde i skrædderstilling på gulvet og indtage sit måltid med spisepinde. Ubehjælpsomt engelsk Den næste morgen skulle jeg videre med en færge til Japan og havde lidt travlt. Jeg skulle skifte tog på en metrostation og for pludselig vild. Febrilsk stillede jeg på engelsk fem-seks mennesker spørgsmålet: ”Line Two?” Men der var ikke en eneste, der fattede en brik af denne komplicerede sætning. Selv om uddannelsesniveauet i landet er meget højt, og børnene undervises i engelsk fra de er helt små, omfatter undervisningen desværre kun den skriftlige side af sproget, og de fleste koreanere er derfor helt ude af stand til at føre en samtale på engelsk. Men bortset fra (eller måske netop på grund af) den slags små pudsigheder, er Sydkorea et dejligt rejseland, som jeg varmt kan anbefale. nn Per Allan Jensen besøgte Sydkorea for første gang i 2012 og har siden været rejseleder i netop Sydkorea. Han har medlemsnr. 26 og er tidligere formand for De Berejstes Klub. Konkurrence: Dengang jeg deltog i en ceremoni … Femtepladsen går til: Akademisk nytår i Indien Tekst & foto: Per Allan Jensen M in lille historie udspiller sig for så længe siden, at den næsten burde indledes med ordene ”der var engang”. Ved årsskiftet 1983-84 var jeg nemlig kun ca. halvt så gammel, som jeg er i dag, og ikke nær så berejst. Men det var på den rejse, at ”det hele begyndte” i den forstand, at denne fem måneder lange tur kom til at ændre mit rejseliv markant. Jeg havde deltaget i en tre måneder lang transasiatisk ekspedition, hvor vi var kørt fra Padborg til Katmandu i en gammel ombygget Bedford-lastbil. Dernæst var jeg på trekking i Nepal. Og så var tiden kommet til – på egen hånd – at drage videre ned gennem Indien og til Sri Lanka. Besøg hos en ven af en ven På vejen havde jeg planlagt at besøge Gour, der havde opholdt sig nogle år på Landbohøjskolen og der været kollega til en af mine nære venner. Besøget var aftalt i forvejen per brev. Dvs., jeg havde skrevet med ham, men aldrig mødt ham personligt. Jeg ankom med toget til Jabalpur sent om aftenen 30. december 1983, og næste morgen lod jeg en rickshaw køre mig ud til Gours arbejdsplads, Agricultural University, der viste sig at ligge i udkanten af byen. Her meddelte Gours kolleger mig, at han først ville komme klokken 10.30, og pga. eftersyn af hans scooter blev den 12.30 i stedet, så i ventetiden blev jeg underholdt af kollegerne, der var vældig interesserede i at høre om min lange rejse. Gour viste sig at være en uhyre sympatisk fyr, og efter en lang hyggesnak blev jeg indlogeret i en lille lejlighed i universitetets gæstehus. Det var den rene luksus, med eget bad, toilet og moskitonet. Jeg undrede mig lidt over, hvorfor jeg ikke bare kunne bo hjemme hos ham selv, men da jeg bagefter tog med derind, var forklaringen ret åbenlys, da de boede fem personer (ham selv, kone, barn, far og mor) i et lille rækkehus på 30-40 m2. Nytårsritual Det viste sig, at Gours afdeling havde planlagt en nytårsfest, uden koner naturligvis, en rigtig mandeaften, som jeg straks blev opfordret til at deltage i. Partyet foregik i en ret primitiv bygning langt ude på en mark, hvor maden blev tilberedt på et bål bag huset. Et par af kollegerne stod for det kulinariske, godt hjulpet af et par kulier til det grovere arbejde. Vi sad i to rækker – på gulvet naturligvis – langs væggene i en korridor, der bestemt ikke kunne kaldes hyggelig. Umiddelbart forekom det mig lidt grotesk, at 15-20 noble indere i deres pæneste tøj (plus undertegnede, der ikke længere havde noget tøj, der kunne kaldes bare nogenlunde pænt) satte sig ned på gulvet i en gammel, grim og kold korridor for at indtage deres festmad – i øvrigt naturligvis med fingrene. I dagens anledning var der indkøbt nogle øl og et par flasker whisky. De fleste hinduer drikker normalt kun meget begrænset, så de fleste blev ret hurtigt lidt småsnalrede. Nå, men vi fik skam serveret en masse lækker mad, drønstærk naturligvis, og dertil whisky med vand eller sågar whisky med øl. Efterhånden som stemningen steg, begyndte de at fortælle historier og vittigheder af en type, som de næppe ville have anvendt, hvis konerne havde været til stede, og af hensyn til æresgæsten foregik det hele på engelsk. Det med sproget er i øvrigt meget pudsigt. Deres eget sprog er jo hindi, men det indeholder et hav af engelske låneord, så det kom for mig til at virke lidt som at høre grønlandsk radioavis, dvs., for det meste virker det som volapyk, men så kommer der ind i mellem pludselig et ord, man forstår. Jo højere uddannelsesniveau folk befinder sig på, jo flere engelske ord anvender de, og nogle gange glemmer de helt at vende tilbage til hindi igen. De folk, jeg var sammen med her, talte ca. 50 % 63 hindi og 50 % engelsk, blandet sammen i en stor pærevælling, så det lød højst ejendommeligt. Klokken 24 ønskede vi hinanden godt nytår, og efter endnu et par småsjofle historier brød vi op ved 01-tiden. Det blev en nytårsaften, som jeg sent vil glemme, selv om jeg efterhånden har oplevet flere alternative af slagsen, som fx den i det nordlige Thailand, hvor jeg var døden nær pga. overdrevet indtagelse af hashkage. nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26. Til dato har han besøgt 14 territorier og 125 lande på alle syv kontinenter. Forfatteren som han så ud ved hjemkomst fra den fem måneder lange rejse. Konkurrence: Dengang jeg deltog i en ceremoni … Fjerdepladsen går til: Morgenandagt: Min morgenkaffeceremoni i Chile Tekst & foto: Henrik Frier Hansen D et er tidlig morgen i Piedra Azul. Jacqueline snorker på en så blid og hjertelig måde, at jeg ikke nænner at vække hende. Jeg står op uden en lyd og går i køkkenet og sætter en kande kaffe over. Jeg fylder min gamle italienske espressokoger med gode kaffebønner og vand fra brønden. Jeg finder en tændstik og tænder ild til det gamle gasblus og sætter kanden over. Der vil gå nogle minutter, og så er kaffen klar. Jeg lister mig ud på terrassen og ser efter. Hvis jeg er heldig, har nabobonden Osvaldo været forbi med en lille spand frisk komælk. Det kommer lige fra Marlén, naboens store malkeko, der står lige herude bagved og græsser. Jo, den er god nok – der står en lille hvid spand, halvt fyldt med frisk komælk. Så frisk at den er lun endnu, ikke noget med datostempling eller sidste salgsdato her. Jeg giver mælken et hurtigt opkog og blander den med den varme og stærke kaffe, der nu har kogt igennem dem gamle espressokoger. Med et stort krus dampende varm kaffe, der er stærk og cremet på samme tid, går jeg ud på terrassen og sætter mig ved det gamle træbord. Jeg kigger ud over bugten og må misse med øjnene i det kraftige morgenlys. Havet er dybt blåt, men med en snert af morgendis. Jeg kan se Navimag-færgen, der er på vej sydpå, og et par mindre fiskebåde, der er på vej ind. Nede i dalen ligger der stadig en lille tågesky, som morgensolen endnu ikke har fået brændt af. Tågen står tæt mellem canelotræerne nede på skråningen. Ud af tågen, kommer der et par små gule stjerter flyvende. De er mere morgenfriske, end jeg er, og flyver energisk forbi og sætter sig på brændestablen nede foran terrassen, mens de skræpper til hinanden på fuglesprog. De sidder kun få meter fra mig. Skoven dufter af fugtig mos, blandet med den friske luft fra havet, der kan duftes helt herop på terrassen. Jeg snuser Tidlig morgen i Piedra Azul. kraftigt ind, lukker øjnene og åbner dem igen. Morgenen er en blanding af lyde, dufte og billeder, der vil komme til syne, så snart morgendisen har lagt sig. Jeg kan høre Osvaldos ko græsse omme bagved, og en flok får bræger søvnigt nede på den store lysning bag vejen. En brun falk kommer flyvende og sætter sig dovent på en hegnspæl og drejer hovedet, som om den kigger på mig. Solen står højere nu, begynder at få kraft. Lyset får duggen til at perle på græstuerne, og får disen til at lette ud i ingenting. Jeg stiller skarpt på de små øer ude i bugten; de ligger som en indbydende grøn perlerække derude i horisonten. Jeg tænker på rejsen. Alt det store der ligger derude, alt det ukendte der lokker med nye rejseoplevelser. Det føles godt at være herude, herude midt i verden. Jeg sipper til den varme kaffe og begynder at nyde denne morgen. Det er en kølig morgen, jeg har min tykke uldsweater på, men jeg kan se, at dagen nok bliver varm. Bortset fra dyrenes lyde er her helt stille. Hvilken behagelig måde at begynde dagen på – i stilhed. Jeg tænder en pibe tobak og nyder smagen sammen med den 64 stærke kaffe. Inde fra huset kan jeg høre Jacqueline røre på sig. Jeg tror, jeg vil gå ind og lave lækker morgenmad. Dagen kan begynde, jeg tror, den bliver god. nn Henrik Frier Hansen har medlemsnr. 285. Når han ikke opholder sig i Chile, bor han også på skift i Spanien og Danmark. Konkurrence: En delt andenplads går til: Til begravelse på Sulawesi Tekst: Karen Hammer Fotos: Michael Schwab, Carlos Tagarro Rich & Peter Dalsgaard F ra sommeren 2000 og langt ind i 2001 var der borgerkrig på Sulawesi, hvor kristne og muslimer brændte hinandens landsbyer af. Det vidste jeg heldigvis intet om, da jeg besluttede at tilbringe hele min sommerferie på syv uger på denne spændende indonesiske ø. På trods af andre rejsendes opfordring til at opgive min plan, tog jeg i slutningen af juni en bus fra Makassars voldsomme hede til Rantepao i Tana Torajas kølige bjerge. Efter et par dage slog jeg mig sammen med seks andre rygsækrejsende, så vi som en gruppe kunne deltage i de overdådigt blodige begravelsesceremonier oppe i omegnens bjerglandsbyer. Torajafolket er animister og tror fuldt og fast på, at ånderne kan bringe ulykke over familien, hvis den ikke sørger for at lave den flottest mulige begravelse. Tidligere var det ikke ualmindeligt, at familier kom i dyb gæld pga. overdådige ceremonier med over 100 vandbøffelofringer. I de senere år har den indonesiske regering imidlertid sat en stopper for det ved at indføre en skat på hvert eneste ofret dyr. De mange dyrs sjæle skal hjælpe den afdødes sjæl videre til den næste verden. Vi medbragte cigaretter og en lagkage som gaver og blev straks tilbudt at hilse på den døde, der lettere balsameret med formalin havde ventet fem måneder i sin kiste oppe på husets øverste etage. På Sulawesi kan der let gå flere år, før alle de pårørende fra det store indonesiske ørige kan finde en dato, hvor alle kan komme og alle har haft tid til at skaffe kapital til de mange svin og vandbøfler, der slagtes til afdødes og familiens ære. Dagen før havde man ofret 100 sorthårede grise, og nu kom turen til vandbøflerne. En for en blev de smukke og forbløffende rolige dyr trukket ind i gården. Med den venstre hånd trak slagteren i det reb, der var bundet til tyrens næsering. Tyren strakte hovedet frem, og lynhurtigt huggede slagteren med højre hånd halspulsåren over med en stor kniv, så blodstrålen stod flere meter ud, og dyret sank sammen. Ved den niende tyr vadede slagteren og hans medhjælpere i store blodpytter. Imens sad de mange tilskuere – også jeg – uanfægtet og drak kaffe og spiste stegt svinekød. Vogtere over de døde Tyrenes pandeparti med de smukke horn saves af og sættes på række over hinanden på en høj pæl som en slags galionsfigur foran huset, så forbipasserende i al fremtid kan danne sig et indtryk af familiens økonomiske situation. Efter ceremonierne anbringes kisten med liget på en klippehylde i en familiehule, og på balkoner foran anbringes næsten legemsstore træfigurer, tau-tauer, som vogtere over de døde. Da mange af disse figurer i nyere tid er blevet stjålet med henblik på salg til turister, opbevares de fleste originaler nu hjemme privat. I mit guesthouse opbevarede ejeren fx sin bedstefars tau-tau i dagligstuen. Ofringer Efter høfligt at have takket nej til at hilse på den afdøde, blev vi vist hen til vores pladser i en lille bambuspavillon, hvorfra vi havde et glimrende udsyn til den lille lukkede gårdsplads, hvor ofringerne skulle til at begynde. Blodet sprøjter. Foto: Peter Dalsgaard. Babytræer På vejen hjem var det vanskeligt at finde plads i de små lokale busser, idet de mange tilrejsende gæster hjembragte store mængder af vandbøffelkød. I disse sommermåneder smovser alle i det ellers så dyre kød. Overalt i hele regionen holdtes der begravelser den sommer. Jeg så dem på afstand, når jeg rejste rundt med de små busser for at beundre de flotte traditionelle huse med de store bådformede tage, eller tog op i bjergene for at studere begravelsespladser med tau-tauer. En dag kom jeg til den lille landsby Pana. Man havde fortalt mig, at der her fandtes babygrave. Hvis små børn, der endnu ikke har fået tænder, dør, begraver man dem inde i store træer. I udkanten af landsbyen stod et kæmpemæssigt træ med nogle kvadratiske tegninger i barken. Inde i stammen havde man gennem årene begravet 10 små børn. Man havde skåret en firkant ud af stammens barklag, hulet ud til babyen, og lukket tæt til bagefter. Træet havde så selv sørget for at barkstykket atter groede sammen med resten af stammen. Jeg opholdt mig en times tid på stedet, grebet af stemningen. Det var næsten som om, jeg selv havde været til stede under de smås begravelser. nn Karen Hammer har medlemsnr. 395. Hun er i øvrigt også medlem af Kvindelige Eventyreres Klub. De smukke horn er statussymboler og saves af. Foto: Carlos Tagarro Rich. Tilskuerne er uanfægtet af blodbadet. Foto: Michael Schwab. 65 Konkurrence: Dengang jeg deltog i en ceremoni … En delt andenplads går til: Indianerceremoni med 4711 i Amazonjunglen Tekst & FOTO: Bodil Johanne Jørgensen I 2009 besøgte jeg houranii-indianerne, som bor langt ude i Amazonjunglen i Ecuador. Vi fløj derud med to små gamle DAS 8-fly, der kun havde plads til tre til fire personer i hver. Godt 45 minutter tager det at flyve fra udkanten af Quito og langt ud i junglen, hvor vi landede på en græsmark i højt græs, fordi de ikke havde nået at slå græsset på landingsbanen. Jeg glemmer det aldrig, for piloten stolede ikke på instrumenterne ved landingen. Han rejste sig derfor op i det lille fly for at se, om der var nogen trætoppe i udsigt. Det var tåget, og man kunne ikke se en hånd for sig. Det var et Guds under, at landingen gik godt. Modtagelseskomiteen stod klar ved landingsbanen og bestod af nogle nøgne børn og de få voksne, som skulle hente os, havde T-shirt og undertøj på – noget et dansk ægtepar senere klagede over, for i bøgerne er alle houraniierne nøgne! Et ritual ude i skoven En dag skulle jeg deltage i et særligt slags renselsesritual inde i skoven. Ud af de syv deltagere i vores lille gruppe, var jeg den mest spirituelle, og det var vist en selvfølge, at jeg var blevet valgt ud til at deltage i ceremonien. En indianer skulle forestå det særlige spirituelle renselsesritual via en helt speciel ceremoni. Han kørte i øvrigt med os i vores lille køretøj, som var en Toyota med lad, på vej ind i skoven til ceremonien. Så da jeg mødte ham, stod han ved vejkanten på en grusvej med en gammel slidt 10 liters benzindunk i den ene hånd. Jeg lagde straks mærke til hans påklædning, for han var iført blanke sorte laksko, grå pæne bukser, bar overkrop og et spraglet slips, der hang og dinglede på overkroppen. Det nederste af håret var kortklippet, men resten var strøget fremad i en slags anderumpe, og det var malet med klar rød maling. Akkurat som tschachila-india- nerne gjorde før i tiden. Og noget houranii-indianerne så vidt vides aldrig har brugt i deres kultur. Nu skulle han stå for at gennemføre renselsesceremonien inde i et telt her langt ude i skoven. Vi samledes i rundkreds, de seks andre i min gruppe, og mindst lige så mange indianere, som var lige så nysgerrige som danskerne for at se, hvad der skulle ske. Jeg fik nu ordre på at stille mig op lige foran indianeren, der nu stod med en håndfuld små kviste og grene med blade på. Nogle han lige havde samlet sammen i skoven. Med sin pegefinger tegnede han en cirkel på jorden rundt omkring mig. På det lille bord foran ham stod en flaske 4711 (kølnervand, som man kender det fra gamle dage). Jeg troede slet ikke, man kunne købe den slags eau de cologne mere. Indianeren slog mig nu hårdt i ansigtet med grenene, råbte nogle høje lyde, snurrede rundt om sig selv, tog så kølnervandet i munden, gurglede højt med munden. Derefter spyttede han det hele ud, midt i mit ansigt, samtidig med at han bad nogle højlydte bønner. Da han ikke troede, jeg forstod det, gentog han hele ceremonien endnu engang. Jeg husker hans dårlige ånde, så tæt var han på mig. Jeg skulle så ønske mig noget, og så ville det gå i opfyldelse, sagde han. Jeg mediterede lidt på mit ønske. Mine rejsekammerater var flade af grin. Jeg måtte holde masken. Jeg blev våd i ansigt og bryst, men blev renset for de onde ånder, og man kan ikke vide, hvordan det ellers var gået. Senere fik vi at vide, at vi som vesterlændinge må tage ansvar for de ting, vi forærer indianerne, for de kan ikke altid finde ud af at sætte dem sammen, og det var vores skyld. Altså ikke vores lille rejsegruppe, men vesterlændinge som i god tro forærer indianerne tøj og lignende. Derfor kan man møde indianere i junglen iført blanke sorte laksko, bar overkrop og spraglet slips. nn Bodil Johanne Jørgensen har medlemsnr. 451. Læs mere om hende på www.bjraadgivning.dk . En indianer skulle forestå det særlige spirituelle renselsesritual. 66 Konkurrence: Førstepladsen går til: Når makaber heksekunst fører til kærlighed Tekst & FOTO: Anette Lillevang Kristiansen ”T ag de her ting og læg dem under din hovedpude, så får du dit ønske opfyldt!” Det lyder næsten som et eventyr, hvor man møder en smuk fe ude i skoven, der lige svinger tryllestaven og vupti, så får man prinsen, det halve kongerige og vinder i Lotto. Ikke desto mindre så var det faktisk dét, en mand sagde til mig, da jeg sad i hans troldmandshytte i Togos hovedstad Lomé. Jeg havde forvildet mig hen på byens berømte marked, hvor man kan blive helbredt for alskens dårligdomme, og hvor recepten kan lyde på alt lige fra pulveriseret abehoved til tørrede firben og slangeham. Så i min iver efter en anderledes oplevelse, befandt jeg mig her på det mest makabre marked, jeg længe havde set. Alt i tørrede dyr var at finde på opstillede borde, og i udkanten af dette cirkus boede så heksedoktoren. Man kunne blive tilset og få ordineret medicin, og selvfølgelig var jeg nysgerrig nok til at stikke hovedet indenfor. Han sad ved sit ildsted, en yngre mand, egentlig helt almindelig af udseende. Havde jeg mødt ham nede på gaden, havde jeg aldrig troet, at han arbejdede som heksedoktor – men o.k., enhver sin næringsvej. At entrere hytten var nok i virkeligheden ikke helt gennemtænkt, for dybest set anede jeg ikke, hvad jeg skulle spørge manden om. Jeg vidste ikke af, at jeg led af nogen sygdomme, men han betroede mig, at han sagtens kunne rådgive mig i andre anliggender. Han kiggede intenst, som om hans øjne røntgenfotograferede mig, mens han ventede på mit spørgsmål. Heksen, hytten og mobiltelefonen Det hele virkede pludselig fuldkomment grinagtigt, og jeg kom til at tænke på dengang, jeg arbejdede som safariguide i Sydafrika, og hvor vi hver uge besøgte den lokale heksedoktor i den nærliggende township. Ånderne fløj lavt i hendes dunkle mystisklugtende hytte, og alle nærmede sig med lige dele ærefrygt, skræk og skepsis – lige indtil en dag, hvor hendes Ericsson-mobiltelefon ringede, og hun dykkede ned mellem de frodige bryster og fiskede den op. Der faldt troværdigheden en smule til jorden, men klart nok, selv heksedoktorer er nødt til at følge med udviklingen. ”O.k., så fortæl mig, hvor jeg kan finde en sød kæreste,” prøvede jeg. Det måtte være rimeligt uskyldigt, noget jeg ikke kunne komme galt af sted med, og skulle jeg endelig blive ordineret 10 gram pulveriseret abehjerne, jamen, så overlevede jeg nok også det. Men nej, det blev meget mere finurligt end som så. Manden frembragte fire små underlige genstande og holdt dem hen over ilden, mens han rituelt mumlede nogle ord, som jeg selvfølgelig ikke forstod. Som rejsende i et land, hvor både voodoo, kyllingeofringer og sort magi er hverdagskost, var jeg forberedt på lidt af hvert, men manden gik nu hverken i trance eller faldt krampende til jorden med fråde om munden. Rituel mystik ved fuldmåne Videre overbevist var jeg ikke, da jeg forlod hytten med mine nyerhvervede remedier og en opskrift på, hvordan jeg skulle holde ceremonien, inden jeg gik i seng. Om aftenen sad jeg på mit uhumske værelse og lagde remedierne frem. Jeg ville jo gerne have en kæreste, og man må jo ofre sig for sagen. Så der sad jeg og følte mig som en heksedoktorlærling, der eksperimenterede med mystiske ritualer ved fuldmåne. Jeg anbragte tingene under hovedpuden som anvist, men intet skete. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, men verden var helt uforandret, og kakerlakkerne holdt stadig party på mit badeværelsesgulv. 67 Midt om natten vågnede jeg imidlertid af det vildeste mareridt. Jeg husker ikke, hvad det handlede om, men jeg blev overbevist om, at jeg aldrig mere skulle sove med hekseremedier under hovedpuden. Så de små mærkelige troldsmandsting røg ned i dybet af min rygsæk, hvor de lå resten af min rejse. Man kan jo så tro, hvad man vil, men et halvt års tid senere, hjemme i Aarhus, mødte jeg Bo, som jeg i dag er gift med – så måske var der alligevel noget om det, heksedoktoren sagde til mig i Togo. Sommetider er der bare mere mellem himmel og jord. nn Anette Lillevang Kristiansen har medlemsnr. 328. Hun er journalist og bor for tiden i Egypten, hvor hun studerer antropologi og egyptologi på The American University i Cairo. Du kan læse om Anettes oplevelser som studerende i Mellemøsten på hendes blog: www.oerkenprinsessen. wordpress.com. Han så egentlig helt almindelig ud, ham min heksedoktor. Havde jeg mødte ham nede på den lokale, havde jeg aldrig gættet, at han var ekspert udi helbredelsens ædle kunst. Og jeg havde nok heller ikke lige regnet ud, at han havde løsningen til en vej ud af min singletilværelse. Mit blik faldt på nogle kiwi-lignende, næsten neongrønne silkeskårede lækkerier. Kort fortalt: Søpølse og pommes frites Når man kommer hjem fra en rejse og både venner og familie kikker forbi, går visse spørgsmål ofte igen: Hvordan får du råd, er det ikke farligt, er der ikke alt for varmt, og hvordan var maden? Tekst: Patrick Leis FOTOS: Wikimedia S pecielt det sidste spørgsmål kan stadig undre mig. Jeg er ikke den store ædedolk (eller gourmetfeinschmecker for den sags skyld), og som oftest ender jeg til de flestes fortørnelse med at sige, at jeg bare spiste, hvad der nu fandtes på det pågældende sted. Men på min seneste tur til Kina i april 2014 kom jeg alligevel til at tænke en smule over, hvad folk egentlig propper i munden rundt omkring på kloden. På mange måder er menukortet en lige så vægtig indikator for et folks identitet som deres valuta, kultur og flag, og de fleste charterturister jeg kender forventer på det nærmeste at spise det samme på deres mallorcatur, som de får hjemme i Hjørring. Og indrømmet, somme tider kan jeg godt blive en anelse bleg, når jeg har fået serveret en lokalret fra den sorte gryde. Man behøver ikke at tage længere end over Øresund, før der står surströmning på menuen, eller til Færøerne hvor jeg har fået skærpekød. I Skotland serveres der til særlige lejligheder haggis, som delvist består af fåreindvolde, franskmænd anretter frølår, en dansk hofret er ål, i flere afrikanske lande spises der græs- hopper, og i Peru er det ikke ualmindeligt at få serveret hamster. I Thailand fik jeg melorme, der smagte af popkorn, jeg åd dhal bath i Nepal og spiste den mest velsmagende kylling i Taiwan … som viste sig at være slange. Og i Kina er det ganske svært at regne ud, hvad der kommer på bordet, hvis man altså ikke lige læser mandarin. Jeg fik sære dumblings og hønsefødder, måtte overgive mig, da jeg satte tænderne i rådne æg, men tyggede med velbehag due … Det er aldrig til at sige, hvad man ender med at fylde maven med i udlandet, men det er på mange måder en sjov del af at være på tur. For selv om maden somme tider tangerer det uspiselige, er det som oftest netop de oplevelser, der i sidste ende kommer de bedste historier ud af. En særlig delikatesse En af mine personlige klassikere var til en middag i Taiwan, hvor der var disket op med alverdens ubestemmelige småretter, den ene mere delikat end den anden. Jeg endte med at prøve et hav af forskellige sager, og til sidst faldt mit blik på nogle ”Most foreigners don’t like” 68 kiwi-lignende, næsten neongrønne silkeskårede lækkerier, der ved både første og andet øjekast lignede syrlige frugtskiver. “What is this?” “Most foreigners don’t like,” svarede min vært og smilede hemmelighedsfuldt. Jeg proppede resolut en skive i gabet i lyksalig forventning om at synke et stykke forfriskende frugt. Sjældent har jeg oplevet noget så modbydeligt! Det smagte af råddent kød, og jeg var millimeter fra at elevatoropkaste ud over hele middagsbordet. Det viste sig at være søpølse, og til folk med hang til eksotiske ganeløftere kan jeg kun sige: Try it! Jeg, derimod, har definitivt ædt mit livs sidste søpølse! Men der findes også andre eksempler på, at en middag kan udvikle sig ganske anderledes end forventet, når man er langt hjemmefra, og nogle gange kan det faktisk betale sig at bruge hovedet bare en smule. Man får, hvad man bestiller Engang jeg sad på en restaurant i Goa med nogle venner, opdagede jeg til min overraskelse, at menukortet (som var på engelsk) tilbød snacks. Jeg var ikke rigtig sulten og på et noget stramt budget, da jeg skulle være af sted i flere måneder og bare var en ung knægt uden noget, der mindede om en stabil indkomst derhjemme. Nå, vennerne sad og guffede lystigt løs, og til sidst blev jeg enig med mig selv om at deltage for hyggens skyld og bestilte en portion pommes frites. Der gik næsten en time, før tjeneren vendte tilbage. Vennerne havde for længst spist op og sad med smøger og kaffe og diskuterede, hvor vi skulle tage hen. Men her kom så omtalte tjener, slæbende på en fisk så stor som en hval, med dampede grøntsager og chips. Jeg gloede som en torsk, forsøgte sporadisk at benægte, at jeg nogensinde skulle have bestilt fisk, men her lærte jeg faktisk en vigtig lektie. Selv om noget hedder næsten det samme i udlandet som på dansk, betyder det sjældent det samme! Fisken, der kostede det meste af mit ugebudget, og som jeg dårligt spiste mere end fire bidder af, hed nemlig pomfret, og pommes frites kaldtes naturligvis chips. Men igen, jo værre oplevelser des sjovere historier, og der er vel ikke meget ved at underholde sine nysgerrige venner med en fortælling om den velsmagende bøf med de brune løg, som jeg fik på Spieshotellet på Kreta? Har du en god, lille fortælling så skriv gerne til redaktorgloben@gmail. com og mærk e-mailen “Kort fortalt”. Artiklen skal være kort og skåret helt ind til benet og gerne sjov, informativ eller overraskende. nn Patrick Leis har medlemsnr. 569. Læs mere om ham på patrickleishorror.dk. NÆSTE Konkurrence: Dengang mine smagsløg blev sat på prøve … I næste nummer af Globen vil vi gerne høre en god historie om engang, du fik sat dine smagsløg på prøve. Smag og behag er som bekendt forskellig, og når man rejser rundt i verden, kan netop det udsagn let efterprøves. Har du fx fået serveret stegt hund, frølår, insekter, slange eller hvalspæk på en af dine rejser? Eller drukket noget væmmeligt, klæbrigt stads, som du dårligt nok ved, hvad var? Eller har du ligefrem fået smag for et fremmedartet køkken? Så fortæl os om dine smagsoplevelser og send dit bidrag til redaktorgloben@gmail.com senest 30. januar 2015. Din tekst må højst være på 4.000 tegn, og alle bidrag vurderes alene på baggrund af deres tekst, men vedlæg gerne et billede eller to, som kan illustrere din historie. Førstepræmien består af tre bøger, der alle på hver sin vis handler om at bruge sine smagsløg: I Lonely Planets bog ”Food Lover’s Guide To the World – Experience the Great Global Cuisines” (Lonely Planet, 2014, 313 sider, på engelsk, med fotos i farver) kommer dine smagsløg med ud på et kulinarisk eventyr Jorden rundt, for bogen er fyldt med gode opskrifter og sanselige beskrivelser af madkultur – fra Kina til Frankrig og alt derimellem. illustreret med farverige og kontrastfyldte billeder fra Vietnam. Bogen giver et enestående indblik i det vietnamesiske gadekøkken med mere end 60 autentiske opskrifter. Vi glæder os til at læse dit bidrag! “En amputeret tå i whisky – historier fra den sidste vildmark” af Martin Nedergaard Andersen (Turbine, 2012, 362 sider, med fotos i farver) handler om en rejse på fem uger til Alaska og Canada med hele familien: Martin og Anne og deres børn Peter og Clara Louise. Det er også en fortælling om fortidens guldgravere og klondikefeber, og om bjørne og vild natur. Og ikke mindst om en noget speciel lokal drink: en amputeret tå i whisky! Endelig er bogen ”Vietnamese Street Food” af Tracey Lister og Andreas Pohl (Hardie Grant, 2012, 192 sider, på engelsk, med fotos i farver) smukt 69 Dommerkomiteen, som har bedømt de indsendte bidrag i konkurrencen, bestod denne gang af Ann Kledal fra Globens redaktion og af Erik Pontoppidan og Claus Qvist Jessen, som vandt skribentkonkurrencerne i de to forrige numre. Sofarejser Et udvalg af rejserelaterede udgivelser Tekst: Lars-Terje Lysemose Om Asien ”Hvor solen græder – En fortælling fra Syrien” af Puk Damsgård (Politikens Forlag, 2014, 234 sider, med kort og fotos i sort-hvid, 250 kr.) er med forfatterens egne ord ”en journalistisk historie om virkelige mennesker”. I bogen følger vi DR’s mellemøstkorrespondent, udstationeret i Beirut i Libanon siden 2011, og hendes intense oplevelser fra det, der har udviklet sig til en egentlig borgerkrig i Syrien delt mellem etniske, religiøse og politiske skillelinjer. Med bogen skildrer 36-årige Damsgård en række syrere, hun lærer at kende, og som vi følger på godt og ondt: Gennem deres familiedramaer, forelskelse og opgør, og hvordan de tvinges til at tage stilling til krigen og vælge side. Enhver krig er beskidt, og den i Syrien er bestemt ingen undtagelse. Men også i de mest tilspidsede og nervepirrende situationer kan humor fungere forløsende, som da Damsgård møder en kollega fra Mexico: ”Han var netop kommet tilbage fra en tur til frontlinjen med oprørerne. Hans sorte hår stak ud under hjelmen, det venlige blik kiggede undersøgende. Han havde været med i nogen tid og skulle opholde sig i flere måneder i Syrien. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan han havde overlevet indtil nu. Men han var rolig og kiggede mig i øjnene uden at ligne et utæmmeligt dyr som mange af oprørerne. ’Det er første gang, jeg har set en krigskorrespondent med lyserøde negle,’ bemærkede han. ’Jeg egner mig ikke til det her. Jeg er ingen krigskorrespondent som dig. Næste gang ansøger jeg om at blive blomsterkorrespondent. Eller også kan jeg måske anmelde hvidvine i Sydafrika, hvis jeg da ikke ender som alkoholiker længe inden,’ svarede jeg. Vi grinede. Det var dejligt.” Ser vi for et øjeblik bort fra den tiltrængte humor i nogle af de tragiske situationer handler Damsgårds bog om håb og troen på forandring. Og om at blive desillusioneret og forsøge at overleve i et land, hvor krigen er blevet hverdag, og det derfor ikke er unormalt, at syriske børn laver tegninger, hvor solen græder. ”Turen går til Bali & Lombok” af Jens Erik Rasmussen (Politikens Forlag, 2014, 144 sider, med kort og fotos i farver, 199,95 kr.) er en klassiker blandt guidebøger. Politikens ”Turen går til”-serie har eksisteret siden 1952 og er nok den guidebogserie, flest danskere har stiftet bekendtskab med. Bøgerne skrives af danskere, og serien var i mange år enerådende på det danske bogmarked. I takt med stigende rejselyst blandt danskerne og en øget konkurrence på markedet for guidebøger har serien også fornyet sig og tilpasset sig læserne. Tidligere tiders ofte lidt halvkedelige faktuelle og historiske oplysninger er skiftet ud med tekster, der har fokus på at give læseren en forståelse af kulturen, og så er guiden naturligvis god til at anvise anbefalelsesværdige oplevelser, smuk natur, og gode steder at spise og overnatte. Bogen er også fyldt med små stemningsfulde beskrivelser som fx i bogens indledning: ”’Lad mig vise dig mit Bali’, siger guiden Wayan ivrigt, da bagagen er anbragt i den noget ramponerede minibus. Jeg nikker, selvom kroppen er godt mørbanket efter de mange timer i det trange flysæde, og øjenlågene er tunge på grund af tidsforskellen. Wayan har sin fineste og nystrøgede skjorte på, og på hovedet bærer han en sirligt foldet hat af tynd, hvid bomuld. Om livet har han en ternet sarong, der når ned til plastsandalerne. Han forklarer den traditionelle mundering med, at der er fest i hans landsby, som ligger på vejen til det lille hotel, hvor den bløde seng venter (…) Snart er vi fri af det hektiske byliv og de kulørte turistfacader. Rismarkerne når 70 helt ud til vejkanten. Nogle er dækket af livgivende vand, andre står lysende grønne med saftspændte planter. Frodigheden er overvældende. Bag horisonten dukker landsbyen op, og de første tegn på festlighederne viser sig.” 7. udgave af ”Turen går til Bali & Lombok” udkom 25. september og er som vanlig spækket med flotte billeder. Men som indonesienkender og netop i juli hjemvendt efter nok en rejse til ”Gudernes Ø”, Lombok, Gili Air og Java må jeg også konstatere, at nogle af bogens oplysninger er forældet – og var det, allerede inden bogen gik i trykken. Visum ved ankomsten har fx siden juli kostet 35 USD og ikke 25 USD, som Rasmussen skriver i bogen. Der er også kommet pengeautomater på Gili Air, selv om Rasmussen hævder, de kun findes på Gili Trawangan. Og en af Ubuds kendte kunstnere, amerikaneren Symon og hans Art Zoo, er for længst flyttet fra byen og har nu galleri på nordøen i stedet, så man risikerer at gå forgæves, hvis man følger bogens anvisning til stedet, ligesom Rasmussen åbenbart ikke har vidst, at Indonesien har besluttet at droppe tre nuller på pengesedlerne til næste år, hvilket ellers er yderst relevant information, hvis man er førstegangsbesøgende til Indonesien og ankommer efter nytår. Der er trods alt forskel på at stå med en pengeseddel, hvor der står 100 rupiah, hvis man tror, man skal betale en pris, der er angivet i den gamle valuta til 100.000. Opdaterede oplysninger er essentielt i en guidebog, og mange vælger i dag, hvilken guidebog de vil købe, ud fra hvor ny den er. Desværre er en ny udgave i dette tilfælde ikke nogen garanti for, at oplysningerne i bogen også er opdaterede. Men Rasmussen skriver rablende godt, guiden er overskueligt opbygget og henviser til lutter spændende steder, og ser vi bort fra de førnævnte eksempler, er den fyldt med nyttig viden. Om Europa ”On the Road to Babadag – Travels in the Other Europe” af Andrzej Stasiuk (Vintage, 2012, 255 sider, på engelsk, med et foto i sort/hvid, 8,99 GBP) tager læseren på en sprogligt nærmest poetisk rejse til ukendt land, et ægte terra incognita mellem Slovakiet i nordvest og Moldova i sydøst, på jagt efter at finde stedernes sjæl. I en blanding af rejseessays, skildringer og kommentarer sætter en af Polens fremmeste nutidige forfattere sig for at drage ud og skildre det enkle, slidte, smudsige og fattige hos både mennesker og ting, i udkanter og afkroge. ”Sommetider forestiller jeg mig et kort, der kun består af de steder, jeg har lyst til at se igen. Et kort, der ikke skal tages alvorligt, da det ikke indeholder noget som helst vigtigt: våd sne i Göne, Zborov og byens forfaldne kirke, Caraorman med dets ørkensand og rustne maskiner, som var beregnet til at finde guld i Donaus vand, varmen i Erind, Spišská Belá og en købmandsbutik, som knapt nok kunne skimtes i skumringen, morgengry og stanken af kattepis i Piran, Rășinari om aftenen og aromaen fra en honningkagefabrik, grise nær ved Oradea, svin i Mátészalka, Delatyn og dens jernbanestation på en trist morgen, Duląbka Rozpicie og Jablonna Lacka, Huși og Sokołów og tilbage igen til Lubenice. Jeg lukker mine øjne og tegner vejene, sporene, afstandene og scener mellem affaldet, mellem en ubetydelighed og den næste, og jeg forsøger at sætte et atlas sammen, som vil bære alt dette på dets flade ryg, for at gøre det en smule mere permanent, en smule mere udødeligt,” som han skriver. “Jeg elsker at rejse til lidet kendte lande. Når jeg kommer tilbage, konsulterer jeg bøger, spørger folk og samler et bjerg af oplysninger for at afgøre, hvor jeg faktisk var henne. Det er håbløst, for med tiden bliver alt mere fremmed, så det minder om en drøm inde i en drøm. Jeg bliver nødt til at se i mit pas for at verificere, at de lande overhovedet eksisterer,” forklarer han. I løbet af syv år blev Stasiuks pas stemplet 167 gange, og bogen er fyldt med skæve og finurlige anekdoter om grænsevagter og landsbybeboere, om sigøjnere og andre rejsende. Om verden i øvrigt ”Det forrykte forår – Revolterne i den arabiske verden” af Lasse Ellegaard (Informations Forlag, 2012, 218 sider, 99,60 kr. hos detstorebogudsalg.dk, eller som e-bog 70,95 kr. hos Vanvittig målbevidst kraftpræstation Ole Mose Nielsen & Suzanne Tram: ”Drivkraft – Om at løbe 7 maratons på 7 kontinenter på 7 dage, svømme fra Europa til Afrika, cykle rundt om verdens højest beliggende sø, bestige Mount Everest, og holde balancen med en familie derhjemme”. Selvudgivet bog, 261 sider, med kort og fotos i farver, 300 kr. inkl. forsendelse til Danmark ved bestilling hos olemose.dk . De BerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstesDe KlubBerejstes Klub Tekst: Lars-Terje Lysemose D et lyder både vanvittigt og dumdristigt: Et væddemål indgået efter en våd aften i byen skal for alt i verden honoreres – i hvert fald hvis man er ung nordjyde og hedder Ole Mose Nielsen. Efter at have gennemført seks maratoner på seks kontinenter på 13 dage nærmest uden nogensinde at have løbetrænet, har han endda fået mod på mere! Hvorfor ikke træne til sin helt personlige udgave af en ironman og løbe syv maratoner på syv kontinenter på syv dage, svømme fra Europa til Afrika og cykle 1.260 km rundt om verdens højest beliggende sø – og så lige slutte af med at bestige Everest? Intet mindre! Resultatet, af hvordan det kommer til at forløbe, kan man få syn for i bogen “Drivkraft”, der er illustreret med mere end 500 billeder, taget af fotografen Per Sørensen, der fulgte Ole Mose Nielsen under de fleste af prøvelserne. “Jeg ville have en uforudsigelig udfordring, som jeg ikke kunne læse om i en bog. Jeg ville gennemføre noget, der ikke var sat på opskrift,” forklarer 33-årige Ole Mose Nielsen selv om sin kraftpræstation. “Drivkraft” er blevet til med hjælp fra journalist Suzanne Tram, der efter utallige timers interviews på formidabel vis har sat hans overvejelser, begrundelser og valg 71 sammen med hans oplevelser og følelser under forsøget. Benhård motivation og drivkraft “Lange seje træk kræver, at man indgår aftaler og pagter med sig selv om, at man aldrig overvejer alternativer til den plan og målsætning, man har. Man må aldrig diskutere med sig selv (…) Når klokken er fem om morgenen, og det er tid til at løbe inden jobbet, er der ingen grund til at kigge ud af vinduet for at checke vejret. Gør man det, er det første skridt mod at lade vejret få indflydelse på, om man løber eller ej (…) Har man lidt ondt, er man træt, eller er det andet i vejen, skal man benhårdt og helt skarpt vurdere med sig selv, om der virkeligt er tale om en off-dag eller bare en dårlig dag, hvor undskyldninger og overspringshandlinger ligger på lur for at overtage ens tankesæt og nedbryde motivationen,” forklarer Ole Mose Nielsen om sin vedholdenhed i at nå sine mål. ”Drivkraft” fremkalder også mange små smil og byder på små anekdoter og sjove kommentarer, om alt det, der kan og næsten skal gå galt undervejs. Fx om hvordan man taber sig 12 kg på tre dage, hvad der er værre end hajer, når man svømmer i hajfyldt farvand, og hvordan Peter Pan kan hjælpe en igennem et maraton med et træthedsbrud i skinnebenet. Sidst, men ikke mindst, fortæller bogen, hvordan det føles at stå på toppen af Everest og synge ”Ole sad på en knold og sang”. Og ikke kunne nyde sin medbragte Marsbar. Skørt? Vanvittigt? Ubetinget ja! Men også en fantastisk bedrift, hvor psyke, vilje og krop går op i en højere enhed, når man som Ole Mose Nielsen lykkes med det ultimative projekt, som ingen har gjort før. En ægte tour de force Jorden rundt, som kun kan indgyde næsegrus respekt. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364 og er ansvarshavende redaktør af Globen. Han er nordjyde af fødsel – og indgår aldrig væddemål. mibook.dk) er en grundig og velfortalt indføring af dagbladet Informations mellemøstkorrespondent i det generelle kaos og politiske morads, Det Arabiske Forår i 2011 medførte. Ellegaard er en erfaren iagttager af Mellemøsten, og han skriver nøgternt og præcist om tiden efter revolterne i den arabiske verden. Som i dette eksempel: “I årtier gik en vending igen i mediedækningen af Mellemøsten: Den arabiske gade. Frem til 17. december 2010 var der tale om et fantasifoster. Den arabiske gade fandt sted i reportage og kommentarer som et latent truende mangehovedet uhyre, der kunne gå amok i overmorgen. Men som ikke rørte sig ud af stedet. De arabiske samfund forblev stationære, størknede, apatiske. Familiediktaturerne syntes uflyttelige, korruption var et givent vilkår, ’økonomiske reformer’ forgyldte de snævre eliter omkring præsidenter, konger og emirer, generelt så kosmetiske som de ældede despoters ansigtsløftninger og farvede hårpragt. Jeg husker stadig den desillusionerede danske diplomat i Cairo, der med et ironisk smil pegede ud over Cairos CO2-disede cityscape fra residensterrassen i Zamalek og proklamerede: ’Her i landet har vi et velordnet demokrati, hvis motto er: Hvad fatter gør, er altid det rigtige.’” ”Det forrykte forår” er en rammende titel på det, mange euforisk håbede ville medføre bedre forhold i Mellemøsten, men som vi nu tre år senere kan konstatere i stedet udviklede sig til kaos og desillusioneret apati – specielt i Egypten og Syrien, som er de to lande, Ellegaard koncentrerer sig mest om i denne bog. Og selv om bogen nu er to år gammel, er den ikke blevet mindre aktuel at læse. ”Friluftsraketten – Trin 1: Planlægning” af Rasmus Vejersøe Gregersen (selvudgivet e-bog, 2013, ca. 56 sider, med fotos i farver, 29 kr. hos www.urbanoutdoor. dk) er den første bog i en ny serie, som tager nybegyndere udi friluftslivet ved hånden og forklarer, hvad man skal tænke på, hvis man gerne vil ud at vandre for at nyde naturen og ligge i telt, shelter eller bivuak eller overnatte i hytter undervejs. Hvor meget skal man investere i af udstyr? Hvordan planlægger man en vandretur? Kan man gå alene? Hvad skal man tænke på, og hvor langt er det realistisk at gå i et terræn, som man ikke kender? Hvordan med madlavning? Og hvordan pakker man bedst sin rygsæk? Gregersen af et erfarent friluftslivsmenneske og mangeårigt medlem af De Berejstes Klub, og han går til opgaven på en meget pædagogisk facon. Noget, som mange glemmer, når de tager på vandretur i flok, er fx at aftale indbyrdes, hvad de gerne vil have ud af turen, og hvilken betydning de vil tillægge det sociale samvær undervejs, ligesom mange glemmer, at det faktisk tager længere tid at gå i flok end at gå alene eller to personer sammen. Er du helt grøn og nysgerrig på friluftslivet, er ”Friluftsraketten” den helt rigtige bog til at komme i gang. ”Jorden rundt for fattigrøve – Baseret på egne erfaringer” af Henrik Jeppesen (selvudgivet e-bog, 2014, 23 sider, 1 USD hos henriktravel.com) er for den beskedne sum af en dollar en lille guldgrube af nyttige rejseråd, skrevet af en kun 25-årig dansker som nu kun mangler at besøge 48 territorier og 33 lande ud af de 324 territorier og lande, The Travelers’ Century Club anerkender (i DBK regner vi som bekendt kun med 72 territorier og 196 lande). Jeppesen overnatter ofte privat og har som blaffer fået et lift mere end 1.000 gange, ligesom han har haft held med at få sponsoreret adskillige flybilletter. Fra sommeren 2010 til nytåret 2013/14 var han stort set konstant ude at rejse. ”Det hele handler om at starte i det små og udvikle sin rejselyst. ’Evnen eller dygtigheden til at rejse’. Du kan ikke lære alt fra dag et eller ved kun at læse om det, du skal ud at rejse og drage dine egne erfaringer. Jeg håber, at denne e-bog kan hjælpe dig på vej og vise dig en verden, du ikke kendte til. En verden fuld af oplevelser til priser, som alle har råd til, du skal bare vide, hvordan du gør. Det lærer du ved at læse denne e-bog,” lover forfatteren i indledningen. Den er altså skrevet for nybegyndere udi rejselivet, men også mere erfarne kan få nytte af denne lille pamflet. Fx nævnes mange nyttige adresser på nettet, det er værd at kende såsom hotelscombined.com, petergreenberg.com, toandfromtheairport.com og hitchwiki. org. Der er også håndfaste råd til, hvordan man kan tackle grænsevagters forsøg på at få penge under bordet, hvordan man kan lave en falsk flybillet, der kan fungere som adgangstegn til et land, hvor der kræves en flybillet videre ud af landet, og hvordan man kan flyve Jorden rundt med lavpris- 72 Har du lyst til at anmelde bøger, film eller musik? De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet, fremmede lande og kulturer. Derfor skriver vi gerne om nye rejserelaterede udgivelser, som kan virke som inspiration, give lyst til at rejse eller danne grundlag for at opnå en større forståelse af andre kulturer. Går du rundt med en anmelder i maven, og har du lyst til at dele din interesse for andre kulturer med Globens læsere, så er vi altid på udkik efter nye anmeldere. Bare skriv til redaktorgloben@ gmail.com og fortæl, hvad du gerne vil anmelde. selskaber, fx fra Malaysia til Australien for 300 kr., eller Danmark til Marokko for 20 euro. Sidstnævnte er dog også bogens svaghed, da flyselskaber, priser og rutenet jo hele tiden justeres og ændrer sig, og bogen skal derfor nødvendigvis opdateres med jævne mellemrum, hvis forslagene til billige og alternative flyruter til stadighed skal være aktuelle. De 23 sider er hurtigt læst, og de mange rejsetips er både velfunderede og nyttige. nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr. 364. Han er 40 år, som freelancer altid på udkik efter nye opgaver, og underviser bl.a. i journalistik og kommunikation og holder foredrag om sin store passion for Tolkiens eventyr, når han da ikke lige er i færd med at redigere et nyt nummer af Globen. Han indledte sin journalistiske karriere på Politikens kulturredaktion og har siden arbejdet som bl.a. udlandsreporter. Læs mere om ham på lysemose.com. Et hjerte tabt til Wien Belvedere. I 1996 skulle jeg på udveksling i forbindelse med mit studie, og valget faldt på Wien. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke så meget til byen, men det var en mulighed for at forbedre mit tyske sprog, og ligeledes var jeg gennem hele min barndom på ferie med min familie i Østrig og elskede det. Wien ligger desuden centralt i forhold til at kunne tage på kortere rejser til de omkringliggende lande. Tekst: Gitte Mathiasen Fotos: Gitte Mathiasen & Wikimedia W ien viste sig at være det helt rigtige valg, og jeg tabte mit hjerte til byen. Det var en fantastisk tid med sjov og ballade, og ud over at blive fagligt klogere gennem de fem måneder jeg boede der, blev jeg også meget klogere på opera og kultur, Europas historie – og kager! Jeg nød hvert et øjeblik af mit ophold og har været tilbage flere gange siden. Wien har utrolig meget at byde på, hvad enten man er studerende eller turist, ung eller gammel. Det er en af de mest fortryllende byer, jeg kan forestille mig, sommer som vinter, og jeg bliver altid dybt fascineret af, hvor smuk en by Wien er. Sidst jeg var tilbage var sammen med min kæreste til julemarked i december 2013, og i den forbindelse oplevede jeg som altid nye ting i Wien. En weekend i Wien, når der er julemarked, er noget af det mest romantiske og hyggelige, jeg kan forestille mig, og der er så meget at foretage sig udover at drikke Glühwein (hvilket nu også er helt okay). Så hvor skal man bo? Og hvad skal man opleve på en weekend i Wien? Mine bud er naturligvis ikke udtømmende, blot nogle af de ting, jeg holder allermest af i Wien. Bo centralt Jeg vil til enhver tid anbefale, at man bor centralt i Wien, så man kan gå rundt og opleve byen. Hotellerne inden for ”Der Ring” kan være lidt i den dyre ende, men der findes nogle ganske udmærkede tilbud på de forskellige søgemaskiner, hvis man booker i god tid. Vi boede denne gang på Hotel Am Stephansplatz, der ligger lige overfor Stephansdom, som er Wiens katedral. Dette er det perfekte udgangspunkt til at opleve Wien på gåben. Wien kan opleves inde på museer og udstillinger såvel som ude ved blot at gå omkring. Hvis man er til museer og kunst, er der mange muligheder i Wien. Meget tæt på centrum ligger museumskvarteret, der har et samlet areal på 60.000 m² og 20 forskellige kulturinstitutioner samlet under et tag, bl.a. forskellige kunstmuseer samt et arkitekturcenter. Lige i nærheden ligger Kunsthistorisches Museum samt Naturhistorisches Museum, der er to meget spændende museer. Det kulturhistoriske museum har en af de mest betyd- 73 ningsfulde kunstsamlinger i verden, mens det naturhistoriske museum er kendt for sin meteoritsamling samt sine dinosaurer. Udefra er de to bygninger en spejling af hinanden, og de omgives af en lille park, hvor man kan slappe af på græsset. Her er virkelig flot, og om vinteren er her samtidig et ganske hyggeligt julemarked, der er lidt mere intimt end mange af de andre. Af museer bør ligeledes nævnes slottet Belvedere, der i sin tid var sommerresidens for prins Eugen af Savoyen. Slottet består af to dele Oberes Belvedere samt Unteres Belvedere. De to dele er forbundet af en stor og meget smuk park. Unteres Belvedere består af et barokmuseum samt et museum for middelalderkunst. Man kan med fordel besøge dette først, så man kan nyde gåturen gennem parken op til min favorit, Oberes Belverede. Oberes Belvedere huser museet for Det Østrigske Galleri og er bl.a. verdenskendt for sin samling af Gustav Klimt-malerier, bl.a. maleriet ”The Kiss”. Fra Oberes Belvedere er der en fin udsigt over parken og dele af Wien. Hvis man, som jeg, blot nyder at gå omkring og se, hvad jeg møder på min vej (med lidt gode råd i lommen), er der ligeledes mange muligheder i Wien. En by i byen I nærheden af museumskvarteret ligger Hofburgkvarteret, som er det gamle kejserlige kvarter. Dette område giver et fantastisk indblik i fordums storhedstid. Her kan man nyde Hofburgkomplekset, Østrigsk juletingeltangel. der nærmest er en by i byen. Der er mulighed for at komme ind i en del af bygningerne, der huser bl.a. nationalbiblioteket, og det er ligeledes her, man kan komme til koncerter. Selv var jeg så heldig at graduere fra Hofburg med min europæiske CEMS MIM (Master i international management), hvilket var en ubeskrivelig oplevelse. To fantastiske oplevelser i Wien er at finde her i Hofburgkomplekset. Disse er Den Spanske Rideskole samt Wiener Sängerknaben. Den Spanske Rideskole er verdensberømt for sine lipizzanerheste, der kan udføre kunster, som man ikke tror muligt for en hest. Hestene har nærmest rockstjernestatus og behandles derefter, og det tager mange år at blive berider. Wiener Sängerknaben er Wiens drengekor, der synger så smukt, at det er som at høre englene synge. Billetterne til begge disse forestillinger er dyre, men kan varmt anbefales. Fra Hofburgkomplekset er der ikke langt til Rathaus, Wiens rådhus, der ligger i Parlamentskvarteret. Det mest kendte julemarked i Wien er netop foran rådhuset, der i julemåneden har en julekalender i sine vinduer. Rathausjulemarkedet er meget stort, og alt til julen kan købes her. Her er proppet med mennesker, hvorfor jeg synes, det er svært at gå og hygge, men det er nok en temperamentssag. Skulle man være interesseret i at studere i Wien, kan man med fordel besøge universitetet, der ligger tæt på rådhuset. Selv læste jeg på deres handelshøjskole, men byens universitet er langt mere charmerende. I nærheden af rådhuset ligger også Burgteater samt den berømte Café Landtmann og den meget smukke Votivkirke. Vælger man at gå fra Hofburgkom plekset ind mod Stephansdom, passerer man Kohlmarkt samt Graben, som er Julemarked ved rådhuset. de dyreste shoppegader i Wien. Her kan alt købes, hvis bare man har penge nok. Stephansdom er Wiens katedral, og der er altid mange mennesker – troede jeg. Da vi var der, gik vi helt tilfældigt derind lørdag morgen på vej til koncert med Wiens drengekor, hvilket var en god beslutning. Der var ingen mennesker, og vi kunne nyde stilheden og den lidt dystre stemning i kirken i fred og ro. Fra Stephansdom kan man gå ad Kärtnerstrasse ned mod Der Oper, som er Wiens meget berømte opera. Operaen ligger i Weihburgkvarteret og kan besøges på en tur i dagtimerne, eller man kan købe billetter til en af de mange flotte opsætninger om aftenen (se senere). Jeg har endnu ikke været i en opera, der kan måle sig med Wiens. Omkring operaen ligger der mange dyre hoteller, bl.a. Hotel Sacher, som er verdensberømt for sin Sacher Torte, en chokoladekage med abrikosmarmelade. Det kan anbefales at stå i kø for at prøve denne kage; den er ikke ekstraordinær, men ganske god, og det er en ægte Wienoplevelse. Tæt på centrum ligger Karlzplatskvarteret med min absolutte favoritbygning i Wien, Karlskirche. Denne kirke er utrolig smuk og har en fantastisk udsmykket kuppel. Gennem de seneste år har det været muligt at komme helt op i kuplen, som er under restauration. Dette foregår med elevator og et stillads, der er bygget på en platform højt oppe over kirkegulvet. Jeg har højdestræk og hader denne tur, men jeg har dog været der oppe tre gange, og det kan kun anbefales. Karlskirche er flankeret af to meget store søjler, der skildrer scener fra den hellige Borremeus’ liv. Julemarkedet foran Karlskirche er småt og mere intimt end det foran rådhuset, og så kan man nyde kirken udefra samtidig. 74 Karlsplatzkvarteret er også hjemsted for Musikverein med den gyldne sal. Den gyldne sal har verdens bedste akustik, og der er plads til 400 musikere og 2.000 tilhørere. Det er herfra den verdensberømte nytårskoncert sendes hvert år, og der afholdes ligeledes koncerter, som det kan anbefales at købe billet til (se senere). Inden vi bevæger os lidt væk fra det helt centrale Wien, skal det nævnes, at Wien byder på mange smukke parker, store som små. En af mine favoritparker er Volkspark, hvor man kan nyde en statue af Mozart, der oftest er omgivet af et utal af japanere, der alle skal fotograferes med ham. Det anbefales at have tålmodighed. Ud af byen Wien byder på mange andre seværdigheder end dem, der er lige omkring centrum. En af disse er Hundertwasser Haus, der blev opført i 1977 som et kommunalt boligbyggeri. Hundertwasser Haus kan ikke besøges, da det er beboet, men det ualmindelige byggeri med de mange asymmetriske træk samt de mange farver, kan nydes udefra og er en oplevelse i sig selv. En anden seværdighed, der stærkt anbefales, er Schloss Schönbrunn, der tidligere har været Napoleons residens, og som kan kaldes Wiens Versailles. Schönbrunn er en kæmpe oplevelse, både om sommeren, hvor den prægtige have står i det smukkeste blomsterflor, og om vinteren, hvor sneen dækker parken. Det indre af slottet kan besøges på gruppetur eller individuelt. Selv har jeg aldrig været inde på slottet, men mest nydt den prægtige have og taget gåturen op til Gloriette, der ligger for enden af haven på en høj. Herfra er der en fantastisk udsigt over Wien, og man kan nyde området i sin Wien i Østrig Ud & hjem igen: Fly København-Wien fås fra ca. 900 kr. t/r. Karlskirche. Johann Strauss-monumentet i Stadt Park. helhed. Schönbrunn er ligeledes stedet for verdens ældste zoologiske have med pandabjørne og er absolut et besøg værd. Sidst skal nævnes koncerterne i orangeriet på Schönbrunn samt det meget hyggelige julemarked, som afholdes på pladsen foran slottet. Store musikalske oplevelser Jeg kunne blive ved med at skrive om den by, jeg tabte mit hjerte til, men dette var et udpluk af mine yndlingsoplevelser om dagen. Dette kan følges op med muligheder inden for opera, ballet eller klassiske koncerter, hvor Wien har et ubegrænset antal muligheder. Det er ikke nødvendigt at bestille hjemmefra, da der er sælgere mange steder på gaden, dog vil jeg anbefale at gøre det, hvis man ønsker at se et stykke (opera eller ballet) i Der Oper. Da jeg boede i Wien, var jeg i operaen ca. 10 gange på ståpladserne, hvilket anbefales til det yngre publikum. For at få disse billetter står man i kø mindst to timer, og derefter venter stykkerne, der tager ca. tre timer. Det er hårdt for benene, men ståpladserne er faktisk de bedste pladser i operaen, da man står bagved gulvpladserne, dog hævet, således at man ser hen over hovedet på folk. Superudsigt til scenen. For det ældre publikum vil jeg dog anbefale siddepladserne, som ofte kan være temmelig dyre, men det er det værd. Wiens opera er ufattelig smuk, og opsætningerne er ubeskrivelig gennemførte og overdådige. Det er noget helt andet, end hvad jeg har oplevet i bl.a. København og Berlin. Som alternativ til Der Oper er Volksoper, der ligeledes har flotte opsætninger, dog i en helt anden skala. Der er også almindelige teaterstykker, dog har jeg endnu selv denne oplevelse til gode, hvorfor jeg ikke kan advisere herom. Koncerter i Wien er et kapitel for sig, da der er uendelig mange. Selv har jeg været til koncert på Hofburg, på Schönbrunn samt i Musikverein. På Hofburg samt i Musikverein var det en blanding af opera samt klassisk musik, hvilket er rigtig godt, hvis man ikke kan beslutte sig, og gerne vil opleve opera 75 Hundertwasser. såvel som klassisk musik, som Wien er så berømt for. Dog synes jeg, en tur i operaen samt en ren klassisk koncert er at foretrække. Og så til slut. Hvis man er så heldig at være i Wien i julemarkedstiden, er der som nævnt mange julemarkeder at vælge imellem. Nogle er meget kommercielle og store, mens andre er mere hyggelige. Fælles for dem alle er dog, at der julehygges og drikkes Glühwein i store mængder. Find ud af, hvad der er vigtigt for dig, og vælg derefter – eller gør som jeg og mange andre og besøg dem alle. God fornøjelse. nn Gitte Mathiasen er født i 1972 og har medlemsnr. 583. Hun har boet flere steder rundt om i verden. Foruden Wien bl.a. i Los Angeles, New York, London og Frankfurt. Lige ud for vores hotelværelse lå denne smukke lagune omkredset af grønklædte bjerge. Her kunne vi frit benytte diverse vandsportsaktiviteter, bl.a. havkajak, vandcykler, snorkelture og glasbundsbåd ud til revet. Mauritius rundt med taxa Hvide sandstrande, dybblå laguner, smukke bjerge og spændende udflugter – velkommen til tropeparadiset Mauritius og ni dages luksus i Det Indiske Ocean uden kæreste og børn. Tekst & FOTOS: Morten Haagensen E n ældre, lille mand med kruset hår, stor næse og overskæg byder mig velkommen på gebrokkent engelsk, da jeg bestiller en tur med taxa rundt om øen. Han ser undrende på mig og fortæller, at det er en lang tur, og at han kun har kørt den én gang før i sine 25 år som chauffør. Min drøm havde længe været at opleve øen Mauritius i Det Indiske Ocean, og jeg havde forhørt mig om priser hos flere rejsebureauer. Det var dog ikke lykkedes mig at finde et hotel, hvor beliggenhed og pris matchede min familie på to voksne og to børn. Jeg spurgte derfor en ven, som hurtigt var frisk og klar på ideen. Nu manglede jeg bare at overbevise min kæreste og børn om, at far lige tog på ni dages luksus- ferie til Mauritius med en ven. Ikke den letteste opgave, men jeg har nu en sød og forstående partner, som kender min store udlængsel og trang til at opleve og fotografere. Sandstrande og blå laguner Med næsten god samvittighed bestilte vi derfor ni dage på det femstjernede Le Paradis Hotel & Golf Club, som ligger på en grøn halvø i Mauritius´ sydvestlige hjørne ved foden af bjerget Le Morne. Det var beliggenheden med en af øens bedste sandstrande og laguner, der gjorde, at valget netop faldt på dette sted. Men da vi ankom, leverede vores førstehåndsindtryk ikke helt op til navnet på hotellet. Det var nemlig overskyet og blæsende, og den lokale syvdøgnsvejrudsigt viste sig ikke alt for rig på sol. Dagen efter så det dog lidt bedre ud, og vi fik nogle timer med solskin og oplevede, hvor stor betydning solen har på havets nuancer og omgivelserne. Så positiviteten begyndte nu at melde sig, og kameraet blev hevet frem. De næste dage skulle vise sig endnu mere solrige, og forventningerne blev indfriet. Nu skulle øen udforskes! 76 Delfiner på nært hold Næste morgen stod på snorkling med delfiner ud for stranden ved Tamarin. Af sted i en båd og pludselig dukkede en enkelt op i det fjerne. 10 minutter senere kom en større flok på ca. 50 delfiner. Så hurtigt på med snorkel og svømmefødder og i vandet. Men selv om jeg gjorde mit bedste, kunne jeg ikke svømme lige så hurtigt som delfinerne. Vi fik også mulighed for at snorkle. Der blev kastet lidt brød i vandet, og hurtigt var vi omgivet af hundredvis af oversergentfisk (Abudefduf saxatilis). De fleste koraller på Mauritius er desværre ødelagt af dynamitfiskeri og er først så småt ved at komme sig, men man kan dog stadig opleve mange mindre fisk omkring revet. Åkander og brusende vandfald Min første taxiudflugt blev en halvdagstur, der først gik til Grand Bassin – en hellig sø for hinduer. Nær ved findes Black River Gorges, som er øens største nationalpark. Her har man en fantastisk udsigt til en kæmpe kløft og vandfald. Desuden oplevede vi Chamarel Coloured Earths, hvor jorden har syv forskellige farvenuancer og øens største vandfald, Chamarel Mauritius Solopgangen ud for stranden Tamarin, hvor vi snorklede med vilde delfiner. Mauritius ligger i Det Indiske Ocean, 800 km øst for Madagaskar. Der er 1.800 km mod vest til Afrika og 200 km til nærmeste ørige Réunion. Mauritius er 53 km bred og 72 km lang. Der bor ca. 1,2 millioner mennesker, og gadebilledet afspejler tydeligt de mange folkeslag. Med 60 % er hinduerne klart i overtal mod 27 % kristne, og 11 % muslimer. Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnMauritius fås fra ca. 6.950 kr. t/r. I skyggen slappede vi af under palmerne med udsigt til øens måske smukkeste lagune. Waterfalls, som falder over 100 meter. Vi sluttede dagen med sen frokost på den dejlige strand Flic en Flac. Næste dag drog jeg af sted alene, og turen skulle gå hele øen rundt. Jeg fik overtalt chaufføren til en tur øen rundt, og med udgangspunkt på sydvestkysten kørte vi ned via sydkysten til La Vanille Reserve des Mascareignes. Her går en større bestand af kæmpeskildpadder frit omkring. Derefter bevægede vi os videre op ad østkysten med et besøg på luksushotellet Le Touessrok. Herfra tog jeg en kort sejltur ud til Ile aux Cerfs, som er en lille tropisk ø med en kæmpe azurblå lagune og meget flotte strande. Her kan man tilbringe en hel dag med at bade, og en speciel attraktion er at svømme over til den mindre ø Mangénie, der er uberørt og ubeboet. Man har dog langtfra denne paradis-ø for sig selv. Mange turister og de lokale har også fundet vejen dertil, så man skal komme tidligt om morgenen, hvis man vil opleve stedet mindre turistet. Fra Ile aux Cerfs tog vi turen nordpå til en af verdens ældste botaniske haver, Pamplemousses Garden, der er kendt for sine Victoria Amazonica – kæmpestore hjerteformede åkander. Min ørundtur gik hjemad via hovedstaden og havnebyen Port Louis. Ved solnedgang var jeg tilbage ved mit hotel og takkede en træt chauffør for turen, der kom til at koste 5.000 rupees (ca. 1.000 kr.). Der er ingen tvivl om, at jeg meget gerne vil tilbage til dette paradis, men næste gang bliver det dog sammen med min familie. nn Morten Haagensen har medlemsnr. 481 og besøgte Mauritius i oktober 2013. Han har til dato besøgt fire territorier og 37 lande på seks kontinenter. 77 Klima & vejr: Mauritius ligger i det subtropiske klimabælte. De varmeste måneder er fra november til april med temperaturer på 24-30 °C. De kølige måneder, april til oktober, har temperaturer på 18-24 °C. Temperaturerne i højlandet midt på øen er køligere. Der kan forekomme cykloner mellem januar og marts med risiko for voldsomt stormvejr og meget kraftig nedbør, men det sker sjældent. Sprog: Det officielle sprog er engelsk, som tales af de fleste, men mange behersker også fransk eller kreolsk. Logi: Vi gav 21.000 kr. per person for fly og syv overnatninger på Le Paradis, men bor man først på det hotel, er det til gengæld gratis at benytte alle faciliteter på nabo- og søsterhotellet Dinarobin, som er et endnu mere luksuriøst sted. De fleste aktiviteter på land og på havet kan også frit benyttes. Vi brugte bl.a. havkajakker, vandcykler, snorkeludstyr og glasbundsbåd ud til revet. Hotellet har også en virkelig smuk international golfbane med 18 huller. Nye aktive medlemmer 704 Thomas Skovby Andersen Siden jeg var barn, har jeg altid elsket at studere kort. Mine rejser i den virkelige verden begyndte, da jeg som 21-årig flyttede til Schweiz for at læse. Her fik jeg venner fra hele verden, som jeg senere har nydt at besøge. Ud over at rejse har jeg også altid elsket at cykle. I 2008 cyklede jeg i to måneder fra sydspidsen af Indien til New Delhi. Efter at have arbejdet et år på Færøerne er jeg nu i gang med at cykle Jorden rundt. Turen har indtil videre taget tre år, inklusive et års arbejde i Australien. De 26.000 km har været fyldt med spændende oplevelser gennem Østeuropa, Mellemøsten, Asien, Australien, New Zealand samt Sydamerika. Læs mere på www.cyclingtheglobe.com. 705 Mads Lyngby Petersen Er blevet berejst ved at følge i skyggen af min rejsefælle og kæreste i 12 år, men er nu officielt trådt ud af skabet som selvberejst. Min fiskestang er blevet en fast del i rygsækken, og den har gentagne gange givet anledning til gode oplevelser, hvor et fælles mål om at fange en fisk kan forene folk med sproglige og kulturelle forskelle. 706 Søren Møller Madsen Nysgerrig rejsende med stor trang til at opleve nye hjørner for enden af hver sti – det være sig i skoven, i (stor)byen, på bjerget, i vandet, osv. Jeg lader mig ofte inspirere af folk med trang til eventyr, hvor moderat til høj puls indgår (vandring, bjergbestigning og cykling). 707 Mette Ehlers Mikkelsen Jeg er netop flyttet tilbage til Danmark efter fire år som udstationeret. Det at rejse ligger mig i blodet. Jeg rejste langt mere end mine jævnaldrende som barn. Nysgerrigheden blev til et ønske om at gøre en forskel, og derfor studerede jeg internationale relationer. Derfra job i Udenrigsministeriet og aktiv i flere organisationer, bl.a. livsvarigt medlemskab af FN-forbundet. Mine tre børn er 13, 11 og 6 år og har som en del af deres identitet, at de er rejsende eller eventyrere. De er stolte af, at en del af historien om vores familie er, at vi rejser. De taler tre-fire sprog hver og har gået på international skole i Stockholm med venner fra det meste af verden. Vi bliver ved med at rejse, og næste rejsemål er bl.a. Bali i Indonesien, Madagaskar, Serengeti i Kenya, og Tanzania. 708 Jens Christensen Jens Christensen, årgang 1984, arbejder til dagligt som managementkonsulent. Jeg fik øjnene op for rejselivet i 2005 i forbindelse med et job som rejseguide ved Star Tour. Min første sæson var i Egypten, hvorefter jeg tog en sæson på Cypern og en i Bulgarien. De seneste mange år har jeg været af sted med rygsæk hver sommer. Rejseform og primitivitet varierer, og jeg har således været af sted på interrail, roadtrip, om bord på et sejlskib etc. Mit studie og arbejdsliv har også gjort det muligt at komme ud over de danske grænser. Jeg har således haft et udvekslingsophold i Frankrig, været på sommerskole i Tyskland og har senest været allokeret til projekter i henholdsvis Sverige, Norge, Finland og England. Rent personligt har jeg et mål om at besøge tre nye lande hvert år. 709 Anders Nielsen Jeg er tidligere backpacker. Jeg har de seneste 22 år levet af at skrive rejseartikler og fotografere til dags-, uge- og månedspressen. På ottende år er jeg redaktør på Business Traveller Denmark. Også bestyrelsesmedlem i Dansk Afrika Selskab. 78 710 Søren Filskov Jakobsen Jeg begyndte rygsæklivet med et par obligatoriske postgymnasiale rygsækrejser. Først seks uger tværs over ”Guds eget land” i bus. Senere seks måneder på tværs af Sydamerika. Alvorlig sygdom hos min rejsepartner gav mig et månedlangt ophold i La Paz, Bolivia. Under mit studie handlede det om at leve på en sten og spare op, så jeg kunne komme ud i verden, og det mundede ud i ture til Afrika, USA, Sydamerika og fire måneder i New Zealand. Siden da er det blevet til mere målrettede afstikkere. Mine bedste rejser er dem, hvor jeg kan besøge nogle kuriøse steder, bo og rejse på lokal manér og komme i kontakt med lokalbefolkningen. Jeg er dog også utroligt glad for smukke strande, gode bøger og ro i sindet, så jeg forsøger altid at kombinere de to ting, når jeg kan se snittet til det. 711 Klaus Aagaard Rejsetrangen indfandt sig på en gymnasietur til Schweiz og Frankrig. Senere kom interrailturene til, og senere igen årene som maskinmester i Mærsk. Gennem alle årene har jeg bestræbt mig på at komme udenlands mindst et par gange årligt, men ikke nødvendigvis til nye lande hver gang. Fx er turene ganske ofte gået til Nepal, som for mig måske er verdens smukkeste land. 712 Casper Schandorff Jeg har altid elsket at rejse og opdage nye steder og kulturer. Alt fra Mongoliets sletter og junglen i Colombia til Canadas bjerge. Så giver hver rejse muligheden for at finde energi, udvikling og en oplevelse. Som barn var jeg ofte på udenlandsrejser med mine forældre, og interessen for at opleve fremmede kulturer er vokset med årene. 713 Anne-Marie Navarro Poulsen Jeg har rejst, lige siden jeg var barn. At rejse giver mig et nyt syn på verdens mangfoldighed og bidrager til at sætte min egen danske hverdag i perspektiv. Bestyrelse for DBK Søren Fodgaard Formand Tlf. 35 39 27 33 dbkformand@live.dk Jakob Linaa Jensen Næstformand, toastmaster Vest Tlf. 20 86 77 77 Rebecca Langhorn Tlf. 28 33 87 93 Per Danielsen Toastmaster Øst Tlf. 33 13 56 18 Jette Færch Weiss Medlemskoordinator Tlf. 22 93 82 58 silver@get2net.dk redaktorgloben @gmail.com toastmaster-west@deberejstesklub.dk Lene Kohlhoff Rasmussen Tlf. 41 62 77 57 lenekohlhoffrasmussen@gmail.com toastmaster-east@deberejstesklub.dk nytmedlem@deberejstesklub.dk Erik Hermansen Tlf. 44 53 98 07 erik_dk@hotmail.dk Anna le Dous Fungerende kasserer, DBK Junior, 1. suppleant Tlf. 29 93 36 35 anna.le.dous@mail.dk Lars-Terje Lysemose Ansv. redaktør Tlf. 25 14 27 11 Ann Kledal 2. suppleant Tlf. 26 21 44 90 annkledal@gmail.com Ulla Fanø Sponsorer & pr Tlf. 28 62 44 09 ufanoe@hotmail.com Helle Bonnesen 3. suppleant Tlf. 20 40 68 65 hellebonnesen@gmail.com Årets quiz i De Berejstes Klub Tekst: Poul Mikael Ølting En gang om året er Cafe Globen ramme om en quiz for rejselystne, således også i år. Her følger de spørgsmål og svar, der blev stillet og givet, så du selv kan dyste i paratviden derhjemme med andre rejselystne. De rigtige svar finder du på modsatte side. Test din paratviden 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 Spørgsmål 29 Hvad er den fremherskende religion i den nordlige, flamsktalende del af Belgien? 1: Romersk katolsk, 2: protestantisk, 3: Church of England 30 Hvilke to lande er opkaldt efter henholdsvis sølv og kobber? 31 I hvilket land hedder valutaen kyat? 32 Hvilken amerikansk delstat er arealmæssigt den største? 33 Hvilken amerikansk delstat er arealmæssigt den næststørste? 34 Hvilket land betegnes ”verdens største demokrati”? 35 Hvad er betegnelsen for den breddegrad, hvor området nordfor hedder Arktis, og hvor det er muligt at se midnatssol? 36 Hvilket land har fået tildelt FIFA World Cup i fodbold i 2022? 37 I hvilket land ligger Nordschleswig? 38 I hvilket selvstændigt land er det almindeligt, at alle landets skolebørn – ud over deres modersmål – lærer dansk? 39 Når man sejler ad Panamakanalen fra Atlanterhavet til Stillehavet, hvilken af følgende retninger sejler man så (N, S, Ø, V, NV, NØ, SØ, SV)? 40 Hvilke to byer var start- og endestation for ”Orientekspressen” fra 1888? 41 Ved skibsnavigation lærte man tidligt at bruge Nordstjernen til at bestemme breddegraden. Hvilken opfindelse gjorde det fra 1700-tallet muligt at bestemme længdegraden rimeligt præcist? 42 Hvad hedder Kinas mægtigste mand, som siden 2012 har været generalsekretær for det kommunistiske partis centralkomite: Xi Jinping, Hu Jintao, Deng Xiaoping eller Jiang Xemin? 43 I hvilken europæisk hovedstad blev den konference afholdt, hvor de europæiske kolonimagter i 1884-85 delte Afrika imellem sig? 44 Til hvilket land hører Påskeøen? 45 Hvad hedder Australiens hovedstad? 46 Du står på det geografisk nordligste punkt på øen Irland. Hvad hedder hovedstaden i det land, hvor du befinder dig? 47 Hvilket sprog er – næstefter engelsk – officielt sprog i flest lande? 48 I hvilken verdensdel ligger der en fuldskalakopi af Peterskirken i Rom? 49 I hvilket land ligger verdens højeste bjerg målt fra jordens centrum? 50 Hvad er efternavnet på den opdagelsesrejsende, hvis fornavn angiveligt gav navn til hele den vestlige halvkugle? Spørgsmål Hvilket lands flag er det eneste, der ikke er firkantet (kvadratisk eller rektangulært)? I hvilket land på det sydamerikanske fastland er USD officiel valuta? Hvilke dyr henviser betegnelsen ”Big 5” til? Hvilke byer betegnes henholdsvis ”Den evige stad” og ”Byernes by”? Hvilke fire lande har de højeste muslimske befolkningstal? I hvilket land er det generelt, at man ikke har landets navn trykt på frimærkerne? Nævn mindst seks kanariske øer Hvilken ø i Middelhavet er den største målt på areal? Hvor mange tidszoner er der i henholdsvis Kina, Canada og Australien? Hvor på det sydamerikanske fastland er euro officiel valuta? Nævn mindst fire tidligere portugisiske kolonier der i dag er selvstændige lande. Hvilke selvstændige lande grænser op til Indien (ekskl. søgrænser) Nævn mindst fire lande, hvis styre officielt er kommu nistisk. Hvor ligger Klondike? I Californien, Canada, eller Alaska? I hvilket land ligger Timbuktu? Hvilket land i Europa producerer den største mængde bordvin? Hvilket land uden for Europa producerer den største mængde bordvin? Hvilket årstal blev Sydøstasien ramt af en tsunami 2. juledag? Hvilke fire amerikanske stater giver flest valgmandsstemmer ved det amerikanske præsidentvalg? I hvilket fransk territorie ligger det europæiske rumfartscenter, hvorfra der opsendes Arianeraketter? I hvilket årstal blev Berlinmuren grundlagt? Hvilke af følgende lande er ikke medlemmer af EU: Kroatien, Østrig, Norge, Malta, Slovenien, Slovakiet, Island eller Litauen? Hvad er den danske betegnelse for øgruppen ”Las Malvinas”? Hvilket land har den højeste befolkningstæthed i Europa (Antal indbyggere per km²)? Hvilke af følgende lande har højrekørsel: Japan, Myanmar, Cypern, Singapore, Indonesien, Nepal eller Kuwait? Hvad hedder hovedstaden i Marokko? I hvilken verdensdel ligger floden Volta? Nævn alle de sydamerikanske lande, der ikke grænser op til Brasilien. 80 Åre rets quiz 81 Svar 26 Rabat 27 Afrika (Volta ligger i Vestafrika, hvor den bl.a. løber gennem Burkina Faso, hvis tidligere navn var Øvre Volta). 28 Chile og Ecuador 29 Romersk katolsk 30 Argentina og Cypern (Navnet ”Argentina” stammer fra det latinske navn for sølv ”Argentum”. Det oprindelige latinske navn for kobber er ”Cyprium”) 31 Myanmar 32 Alaska (De tre største stater i USA er: Alaska 1.718.000 km², Texas 697.000 km², og Californien 424.000 km²). 33 Texas 34 Indien 35 Polarcirklen 36 Qatar 37 Danmark (på dansk kaldet Nordslesvig eller Sønderjylland) 38 Island 39 Sydøst 40 Paris og Istanbul 41 Skibsuret/kronometeret 42 Xi Jinping 43 Berlin 44 Chile 45 Canberra 46 Dublin (Det geografiske nordligste punkt på øen Irland, ligger ikke i Nordirland, men derimod i Eire (Republikken Irland). Hovedstaden hedder Dublin) 47 Fransk (Engelsk er officielt sprog i 55 lande. Fransk er officielt sprog i 29 lande. Arabisk er officielt sprog i 24 lande. Spansk er officielt sprog i 20 lande) 48 Afrika (Kirken ligger i Yamoussoukro i Elfenbenskysten) 49 Ecuador (Jordkloden er ikke er kuglerund, men en anelse fladtrykt og derfor bredest ved ækvator. Chinborazo i Equador ligger ca. 6.384 km fra Jordens centrum, hvilket er ca. 2 km længere fra Jordens centrum end Everest) 50 Vespucci (Søfareren Amerigo Vespucci levede fra 1454-1512). Svar 1 Nepal 2 Ecuador 3 Løve, afrikansk elefant, bøffel, leopard og næsehorn 4 Rom og Paris 5 Indonesien, Indien, Pakistan, Bangladesh (Estimeret antal muslimer i mio: Indonesien 209, Indien 176, Pakistan 167, Bangladesh 134, Nigeria 77, Egypten 76, Iran 73, Tyrkiet 71, Algeriet 35) 6 Storbritannien 7 La Palma, Gran Canaria, Tenerife, La Gomera, Fuerteventura, El Hierro, Lanzarote. 8 Sicilien (Sicilien 25.711 km², Sardinien 24.090 km², Cypern 9.250 km², Kreta 8.336 km²) 9 Kina 1, Canada 6, Australien 3 10 Fransk Guyana 11 Angola, Brasilien, Kap Verde, Ækvatorialguinea, Mozambique, São Tomé & Principé, Guinea-Bissau, Østtimor 12 Pakistan, Kina, Nepal, Bangladesh, Myanmar, Bhutan 13 Kina, Nordkorea, Cuba, Laos, Vietnam 14 Canada 15 Mali 16 Italien (Italien 6,9 mio tons, Frankrig 4,7 mio tons, Spanien 3,3 mio tons) 17 USA (USA 2,2 mio. tons, Kina 1,7 mio tons, Argentina 1,5 mio tons, Australien 1,1 mio tons) 18 2004 19 Californien, Texas, New York og Florida (Californien 55 valgmænd. Texas 38 valgmænd, New York 29 valgmænd, Florida 29 valgmænd, Pennsylvania 20 valgmænd, Illinois 20 valgmænd) 20 Fransk Guyana 21 1961 22 Norge og Island 23 Falklandsøerne 24 Monaco (Monaco 16.404 indb./km². Gibraltar 4.697 indb./ km², Vatikanet 2.045 indb/km²) 25 Myanmar og Kuwait kiplingtravel.dk Patagonien Chile og Argentinas allerflotteste natur Trekkingtur i Los Glaciares Nationalpark med Fitz Roy og Cerro Torre i Argentina og Torres del Paine i Chile. Kun hos Kipling Travel! Afrejse 27/2, 17 dage, kun 31.980,- Etiopien - Simien Afrikas største bjergkæde, enorme slugter og hvor den Blå Nil har sit udspring. Fantasilandskaber, forrevne klipper, storslåede udsigter. Afrejse 22/2, 14 dage. Kr. 21.980,- Ecuador-Galapagos Galapagos er det absolutte mekka for naturelskere med unikke havleguaner, skildpadder, albatros, pingviner, søløver og blåfodede sule. Afrejse 9/2, 16 dage. Kr. 34.980,- Upper Mustang Mustang, eller Kongeriget Lo, som det rigtigt hedder, blev først kendt af omverden efter at nobiliteter som Michel Peissel besøgte det. Afrejse 8/5, 19 dage. Kr. 24.980,- Tlf: 47 16 12 20 - kiplingtravel.dk Kipling Travel - Rejsegarantifonden 1571 - Danmarks Rejsebureau Forening Café Globen Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser? Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede? Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra nær og fjern? • • • • • • • • • • • • Café og ar for alle rangementer e - ikke k un for m r åbne af De B edlemm erejstes er Klub Rejseforedrag flere gange om ugen Oplevelser og røverhistorier fra hele verden Landefester og events Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande Udvalg af vin og rom Cocktails Kaffe og the Gratis internet / WI-FI Nyhedsbrev hver uge med begivenheder Følg Café Globen på Facebook Vi ses på Café 82 Globen! Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk Årets julegave? Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller familiemedlemmer, kunne et abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier. Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele: • 50 % rabat på fotobøger fra Fotosjov. Rabatkode oplyses ved henvendelse til Ulla Fanø fra bestyrelsen. Læs mere på www.fotosjov.dk. • 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk. • 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland, The North Face Stores og Fjällräven Brand Store, bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada Goose. Se www.friluftsland.dk. • 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk. • 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com. • 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk. • 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk. • Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og udvikle rejselysten. • Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark (Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk. Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@deberejstesklub.dk. Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr. 2143, kontonr. 8127698679. De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse. Globen kommer Jorden rundt. Her ses forrige nummer ved Pyramiden på Svalbard. Foto: Claus Søndergaard. 83 EVENTYR I FORÅRET INDONESIEN: KOMODO OG SULAWESI Viktors Farmor har sammen med Vissenbjerg Terrariet sammensat en unik og spændende rejse til Komodo og Sulawesi. Du kan opleve den sidste store fortidsøgle i fri natur i Komodo nationalparken, der er udnævnt som et af verdens 7 naturvidundere. Det andet højdepunkt er Sulawesi, hvor vi møder Toraja-folket og deres skikke og spektakulære huse. Vi er også på Bali og opleve hovedstaden og fiskerbyen Candidasa. Max 20 deltagere. 14 dage • 22.900 kr • 24. maj til 6. juni RWANDA OG UGANDA Safari med chimpanser og bjerggorillaer. Flere safariture i Uganda: Først til fods og i båd ved Mburu søen. Dernæst i Queen Elizabeth Park, den eneste med klatrende løver. Unik gorilla trekking i regnskoven ved Bwindi, mellem de to lande. Vi følger dem på 7 meters afstand! I Uganda er vi også på chimpanse-trek. Rejsen er lagt på tider af året, hvor der mere frodigt og grønt, og hvor der er et større fugleliv. Max 15 delt. 15 dage med helpension • fra 26.900 kr Afrejse 23 marts • 19. juli • 21. november SYDAFRIKA, SWAZILAND OG LESOTHO Tre lande i en rejse. Udkik efter ”Big 5” på safari i Kruger nationalparken. Krydstogt for at se delfiner og hvaler ved Plettenburg Bay. Soweto med Desmond Tutus og Nelson Mandelas huse. Vandretur i Drakensberg landskaberne. Besøg i zulu-landsby, og i kongedømmerne Swaziland og Lesotho. Vinsmagning og god tid i Cape Town, der er blandt verdens smukkest beliggende byer. Max 20 deltagere. 21 dage • 27.900 kr • 14 marts • 21. marts • 28. juli GUYANA, TRINIDAD OG TOBAGO Unik naturrejse i Caribien! Guyana. Trinidad. Tobago. Alene navnene signalerer eventyr. Oplev havskildpadder, tukaner, røde ibis og brøleaber. Uberørt natur i Guyana . Nat-safari i båd. Morgenstemning i canopy over regnskoven. Med fly til toppen af Kaietur vandfaldet. Vi besøger Amerindians i deres landsbyer. Dejlig atmosfære i Trinidad og god tid i handelsbyen Port-of-Spain. Max 11 deltagere. 17 dage • 32.600 kr • 1. til 17. marts Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk
© Copyright 2024