1. No category

Gl ben
Au t e n t i s k e r e j s e h i sto r i e r f r a D e B e r e j st e s K lu b
De Berejstes Klub
Forår 2014 N⁰ 55
T E M A:
Asien
HUMANITÆR HJÆLP
På opgave i Centralafrika
NATURBILLEDER
Se konkurrencens vindere
PRISMODTAGERE
Folkersen & Egholm 2013
www.deberejstesklub.dk
...endelig hjemme!
Medlemsrabat 15%. Medlemskort med billede skal fremvises.
FRILUFTSLAND BUTIKKER
THE NORTH FACE STORES
KUNDESERVICE
KØBENHAVN:
LYNGBY:
ROSKILDE:
ODENSE:
KOLDING:
AARHUS:
AALBORG:
KØBENHAVN S:
KØBENHAVN V:
ODENSE:
Vi er altid klar til at hjælpe dig.
2013_august.indd 1
Frederiksborggade 50-52
Lyngby Hovedgade 49d
Karen Olsdatters Stræde 4
St. Gråbrødrestræde 6
Kolding Storcenter
Østergade 30
Bispensgade 34
Field’s
Fisketorvet
Rosengårdscentret
TELEFON:
E-MAIL:
WEBSHOP:
33 14 51 50
info@friluftsland.dk
www.friluftsland.dk
07-08-2013 12:26:46
ASIEN
Leder
Kyoto, Japan / Istanbul, Tyrkiet / Himalaya, Nepal
A
pa kabar? Mingalaba! Konnichiwa! Lyder vendingerne bekendte, er det nok, fordi
du ligesom jeg har fået Asien under huden. Faktisk er Asien et af mine absolutte
favoritsteder. Aldrig har jeg mødt så venlige og imødekommende mennesker
som i Asien, som også har noget af den smukkeste natur, jeg endnu har set. Ja,
jeg drømmer til stadighed om at rejse til Asien og måske engang bosætte mig her – og den
længsel er jeg vist ikke ene om at have. For blandt de aktive medlemmer af De Berejstes Klub
er det enorme kontinent ifølge en afstemning på www.deberejstesklub.dk det populæreste
rejsemål.
Har du ikke allerede gættet det, så er netop Asien – dette fantastiske kontinent af
store vidder og et menneskemylder af mange forskelligartede kulturer beliggende mellem
Stillehavet, Det Indiske Ocean, Det Røde Hav, Middelhavet, Bosperus, Sortehavet, Kaukasus
og Ural – tema for dette nummer af Globen. Og helt ekstraordinært er Globen udvidet til 84
sider, fordi vi har fået så mange gode artikler og billeder.
Apropos tema så hedder Globens øvrige temaer for i år ”roadtrips”, ”oprindelige folk” og
”delte områder”, og vi har altid behov for flere artikler og billeder, som kan passe til et af de
fremtidige temaer – især gerne fra nye skribenter og fotografer! Har du svært ved at komme
i gang med at skrive, er der også hjælp at få, for senere i år gentager vi successen fra sidste år
med skriveværksteder i både København og Aarhus. Nærmere information får du ved at følge
med på underforummet til Globen på klubbens hjemmeside eller på www.facebook.com/
RejsemagasinetGloben.
En vigtig lille detalje: Har du lyst til at skrive eller bidrage med billeder, så husk at koordinere det med redaktionen, så vi ikke risikerer at få flere artikler og billeder ind samtidigt
om præcis de samme steder. Husk også at sige til, hvis en lovet artikel alligevel ikke bliver til
noget, for der kan sagtens være andre, som gerne vil skrive om det sted, du havde sat dig for
at skrive om. På www.deberejstesklub.dk/globen finder du også vores særlige skriveguide
med alt, hvad du skal tænke på, hvis du har lyst til at få en artikel i Danmarks velnok mindste,
men så absolut mest autentiske rejsemagasin.
Hjemmesiden for De Berejstes Klub er i øvrigt populær og benyttes flittigt af mange
andre end bare klubbens medlemmer. I 2013 havde www.deberejstesklub.dk 42.989 unikke
besøgende mod 28.811 året før, og de klikkede sig ind på i alt 761.365 sider mod 669.960 i 2012.
Med dette nummer af Globen får du også dit nye medlemskort for 2014. På side 46 kan
du se, hvilke rabatter et medlemskab af De Berejstes Klub berettiger til. Husk nu at nyde
foråret. Rigtig god rejse- og læselyst!
Lars-Terje Lysemose,
ansvarshavende redaktør
3
Gl ben
Indhold
De Berejstes Klub
Rejsemagasin fra De Berejstes Klub
Forsidefoto: Rød zaodame i Vietnam af Bo Løvschall
Indsendelse af tekst og billeder: redaktorgloben@gmail.com
Postadresse: Globen, Turesensgade 2B, 1368 København K
Deadline til næste nummer: 30. april 2014
Næste tema: Roadtrips
Annoncer: annoncer@berejst.dk
Tryk: Printall AS, Tala 4, 11415 Tallinn, Estland
Oplag: 1.000
ISSN: 1603-1458
Medlemskab/abonnement: www.deberejstesklub.dk
R e da k tion :
Lars-Terje Lysemose
Viroj
Anette Lillevang
Finn la Cour
Ann Kledal
Bodil Svendsen
Ansvarshavende
Jienwatcharamongkhol
Kristiansen
Medredaktør
Korrekturlæser
Korrekturlæser
redaktør
Grafiker
Medredaktør
TEMA: Asien
6
Else Braathen
Christian Hamann
Anna le Dous
Henrik Fastergaard
Anette Holst
Maya Linnea
Korrekturlæser
Hansen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Christensen
Pedersen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Rebecca Langhorn
Per Allan Jensen
Jytte Kristensen
Peter Goltermann
Elsebeth Finnick
Stig Monrad
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Rikke Birkedal Hansen
Søren Bonde
Susanna Asven
Joe M.G. Berge
Bodil Johanne
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Korrekturlæser
Jørgensen
Hansen
Korrekturlæser
Korrekturlæser
De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt stof og alle meninger,
der kommer til udtryk i bladet, er derfor skribentens synspunkter og deles ikke
nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer.
Alle rettigheder til de enkelte artikler og fotografier forbeholdes de respektive
forfattere og fotografer, og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden
ophavsmandens godkendelse deraf.
4
Henrik Frier
Usbekistan | Den perfekte bondegårdsferie
10
Kirgisistan | Mellem Kirgisistans bjerge
og søer
12
IndonesiEN | Guld, penisfoderaler og
sneklædte bjergtoppe i junglen
15
Vietnam | En etnisk regnbue af farver
18
Thailand | Pussy Ping-Pong
20
Japan | Koordinaterne: Gion
22
Japan | 5 tips til Kyoto & Nara. Og 9 ting
du bør vide om Japan
24
Japan | Japan får aldrig fred for den vrede
Gud
27
Taiwan | Flyforbud efter 100 lande
30
Nepal | Koordinaterne: Larkya La
32
Nepal | 5 tips til Katmandudalen. Og 9 ting
du bør vide om Nepal
34
Indien | På klosterbesøg i Mundgod i
Sydindien
37
Indien | Frihedens udfordring
40
Armenien | 5 tips til Yerevan. Og 9 tips til
Armenien
42
Afghanistan, Bhutan, Brunei,
Filippinerne, Kina, Indien,
IndonesiEN, Israel, Jordan,
Mongoliet, Malaysia, Myanmar,
Rusland, Sri Lanka, Thailand &
Yemen | Rejsebilleder
ØVRIGE ARTIKLER
SKRIBENTKONKURRENCE:
Dengang i begivenhedernes centrum …
47
Sofarejser | Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
78
50
Tips til bedre rejsefotos | Del 3: Fart i billedet
Næste konkurrence | Dengang jeg skulle ud at
flyve …
52
Danmark & Tyskland | Rejs ud i verden eller lad
verden komme til dig!
79
Bolivia | På kaffebar med ”Slagteren fra Lyon”
80
Island | Over askeskyen
54
Andorra | I grænselandet
81
56
Aruba | En lyserød strandfis i en kaktuslygte
Tyskland | En souvenir som kunne have kostet mig
livet
58
Den Centralafrikanske Republik | Velkommen
til Afrikas ukendte land: Her kommer ingen turister!
61
Brasilien, Cambodia, Filippinerne, Forenede
Arabiske Emirater, Kirgisistan, Malaysia,
Namibia, Nepal, Nordkorea, Rusland,
Schweiz, Sri Lanka & Taiwan | Naturbilleder:
Vinderne af årets fotokonkurrence 2013
DE BEREJSTES KLUB
3
5
Leder
46
Giv Globen i gave
68
Årets prismodtagere
70
Knud B. Bach | Blæsten går frisk over både
Limfjorden og Stillehavet
72
Nye aktive medlemmer
74
Årets statistik
78
Sudan | De sorte faraoers hellige bjerg
82
Bestyrelse for DBK
Den perfekte
bondegårdsferie
Hvordan kan man rejse med børn?
Det er et spørgsmål, jeg tit stiller
mig selv, og når jeg spørger ikkeberejste, men mere erfarne forældre,
så inkluderer deres rejseforslag
næsten altid strand, forlystelsesparker og is. Men er børnefamilier
virkelig bedst tjent med det sikre og
– sorry! – kedelige? Vi valgte en uges
bondegårdsferie i Usbekistan, og det
blev et megahit.
Tekst & FOTOS:
Nikolaj Wessel Witte
H
ushnut, en knægt på 2½
år, står og tager imod os på
familiens gårdsplads. Han
er helt kortklippet, har et
firkantet ansigt og ligner en lille udgave af
en hård mand. Han smiler og har plukket
et par blomster og to græsstrå til vores lille
datter Karla på et år og otte måneder. Det
er vist kærlighed ved første blik. Karlas
mor, Pernille, ser lettet ud, for man ved
aldrig, hvad man kan forvente, når man
har booket spændende steder på nettet. Jeg
nyder at strække ryggen efter fem timer i
en skrammelspand af en bil, og jeg smiler
ved mig selv ved tanken om, at vi skal
være her i en hel uge. Jeg er ellers ikke
meget for stilstand og er ikke god til flere
dage på samme sted, men her virker rigtigt
rart og godt.
Hele historien begynder faktisk i
Uganda, hvor jeg var nede med første del
af mit Danidaprojekt. Det var min første
rejse som far – uden min datter. Det var
jeg ikke så god til, for jeg savnede hende
virkelig – altså min datter – og selvfølgelig
også hendes mor.
Derfor begyndte jeg straks ved hjemkomsten at overtale Pernille til, at de
to skulle med på næste rejse ud til en
af verdens småbørnsfamilier. Og for at
springe frem i tiden sad vi snart i en flyver
på vej fra Riga mod Tasjkent, og klokken
tre-fire om natten landede vi.
Rejser er en spændende udfordring
med en lille pige, specielt da vi ikke havde
visum og først skulle vække den sovende
lufthavnsgrænsebetjent for at overtale
ham til at give os et stempel.
Vel ude af lufthavnen – om end lidt
forsinket – hentede en chauffør os. Vi ville
bare gerne sove, men var også nysgerrige, for Usbekistan var et nyt land for os.
Vi bumlede derudaf i fem timer, mens vi
drejede ned af den ene hullede vej efter
den anden. Det var vist ikke et overskud af
asfalt, de havde herude, men til sidst, kort
efter at solen var stået op, drejede chaufføren ned ad en grusvej. 10-20 km senere
mødte vi vores værtsfamilie.
Vi flytter ind og drikker lidt komælk
Efter at Hushnut har sagt velkommen
med blomsterne, bliver vi tildelt vores
6
eget lille hus lige over for familiens hus.
Herinde er et fint, stort rum til at sove i
med madrasser på gulvet – hele tre styk –
af den slags der bare er stampet uld. Der
er også tæpper til at sove under og masser
af puder. Væggene er lavet af halm pudset
godt op af ler blandet med komøg – den
bedste slags - og så er der flere steder
pyntet med familiens skønne tæpper fra
en svunden tid.
Vi er knapt kommet på plads og har
hvilet os en stund, før frokosten bliver
serveret ude foran vores hus.
Onklen, den eneste som kan lidt
engelsk, kommer og fortæller os, hvad
menuen består af. Dette er virkelig den
perfekte all inclusive-ferie.
Der er kartofler, olierede grøntsager –
kål, løg og ikke så meget andet – og brød.
Der er også nogle få små stykker oksekød,
og så er der varmet komælk i skåle. Det er
meget sigende for grundingredienserne
under hele vores besøg. Vi lærer snart, at
man virkelig kan skabe mange forskellige
retter ud af disse ingredienser.
Karla ser ud til at holde af den varme
komælk med lækre gule fedtperler, der
Dyrelivet er fascinerende, når man er
bare 1 år og 8 måneder.
flyder ovenpå – for os andre er det en oplevelse. Det er sjældent, man smager rigtig,
ægte, ubehandlet komælk.
Vi skal jo ikke noget
Det er sjovt; det er ikke tit vi tager på
rejser uden at skulle noget. Men vi skal
faktisk ikke så meget. Vi skal snakke med
familien. Opleve en usbekisk familie. Vi
skal helt konkret interviewe familien og
se, hvordan de lever som småbørnsfamilie.
Det er anden del af Danidaprojektet, som
skal blive til en foredragsrække, når vi
kommer hjem, men lige nu skal vi ikke
noget særligt. Vi skal ikke ind og se
storslåede moskéer, vi skal ikke følge
Silkevejen, og vi skal faktisk aldrig mere
en 20 km væk fra denne lillebitte landsby
ude i bjergene her i hjertet af Centralasien.
En af dagene sætter vi os ned til
åen, som løber gennem familiens have
og marker. Der er konstrueret sådan
nogle smarte platforme. De er af metal
med træbrædder som bund og dækket af
tæpper. Der er også puder, så man virkelig
kan hvile sig, og spørger man pænt, kan
der også trylles en kande te frem.
Familien former åen, så den automatisk kunstvander udvalgte områder. Det er
genialt. Mændene i familien arbejder hver
dag på at få åen lagt om til det område, der
på en given dag er udvalgt til at modtage
ekstra vand.
Der plantes nye planter for at gøre
klar til foråret. Haven udbygges, og der
kommer måske nye, spændende madvarer
til næste år – men endnu står vi med et
fåtal af ingredienser.
De tre unger, Karla, Hushnut og
bettemanden Mekruze, hygger sig. De
følger nysgerrigt med i arbejdet. Hushnut,
der er den største, hjælper lidt til, og Karla
vil også være med. De ”hjælper” med
vandløbene, og selvom Furqat, drengenes far, arbejder hårdt på at få vandet
et bestemt sted hen, så hjælper Karla og
Hushnut gerne med at få det et andet sted
hen. Sikke en tålmodighed han har, og
sikke våde ungerne bliver.
Der er mudder i overflod, og sten der
skal flyttes, og vand der skal mærkes, og
græs der skal hives op og ... der er meget at
lave for to unger i den arbejdesivrige alder.
Mekruze kan kun lige gå, så farmoren
hjælper ham rundt nær huset.
Oppe ved huset hænger en stor pose
af stof med mælk i. Eller det begyndte
som mælk. Nu er den tynde mælk løbet
fra, og det efterlader en tryk grød. Der er
virkelig mange gange i løbet af ugen, hvor
jeg tænker: ”nå gør man sådan, jeg køber
det bare i supermarkedet derhjemme,” og
hele processen med at lave ost er et kerneeksempel.
Nu skal det resterende ordnes og
formes og ... jeg ved det ikke helt. Snart
sidder moren, fasteren, Mekruze og Karla
og laver ostebolde. Osten skal formes til
noget der i størrelse minder lidt om bordtennisbolde.
De smager lidt som sur fetaost, og
Karla elsker dem. Som overbeskyttende
danske forældre tager vi lige endnu et af
vores opgør med vores idéer. Karla elsker
disse bolde, men nogle gange lægger hun
dem fra sig på jorden, hvor hønsene går og
skider. Det ville mere forsigtige forældre
straks have bemærket, men vi forsøger
ikke at bemærke det, og samler dem så op
igen og spiser videre.
Osteboldene bliver også liggende
til tørre ude i solen i dagevis, men Karla
elsker dem stadig og får ikke dårlig mave.
At blive en del af familien
Det mest overvældende ved hele rejsen
og besøget hos familien er hvor meget, vi
føler, vi bliver en del af familien. Hvor
7
meget de tager os til sig, og hvor gode
venner vi bliver.
Moren i familien savner vist en pige.
Hun har to drenge og er uden tvivl rigtig
glad for dem, men en eftermiddag kommer
hun op i vores hus og låner Karla. Hun
kan ikke engelsk, men gør det klart, at
vi bare skal blive der. Hun har styr på
tingene.
De første par gange, vores elskede,
lille datter bare blev snuppet, talte vi
minutterne, indtil det ikke virkede forkert
at gå op og se, hvad de lavede med hende.
Vi er blevet bedre, men ikke gode. Vi
kigger ud af vinduet, og Pernille siger, at
nu kan jeg vist godt gå derop. ”Nej, jeg
venter lige lidt,” siger jeg mens spejder
efter dem.
Nu går den ikke længere, og jeg
smutter op i huset. Her sidder de alle
sammen inde i stuen. Der er tæpper på
gulvet og et par puder, men ingen stole
eller borde. Ingen sofa eller reoler. Men der
sidder hele familien, og i midten er Karla,
som er ved at blive sminket. Whau! Hun er
smuk – a la russisk stil at forstå, altså.
Vi har forsøgt at holde hende væk fra
parfume og andre skadelige stoffer, og
nu sidder hun smurt ind i billig, russisk
skodsminke. Nå ja, der er meget, man skal
opleve. Sidst fandt jeg hende med chokolade op til begge ører, men aldrig har jeg
fundet hende ulykkelig.
Jeg slår mig ned og smiler til dem alle.
Folk snakker, og jeg bliver budt på en kop
te. Der bliver også fundet en tromme frem,
og snart er der både musik og sang. Vi
hygger, og jeg glemmer alt om, at Pernille
nok snart undrer sig over, hvor vi nu begge
to er blevet af.
Det banker på døren, og Pernille
kigger ind. Nu er vi alle sammen samlet
og kan bare sidde her. Det er her i hjertet
af familien, at vi bruger det meste af vores
uge på bare at sidde og drikke te. Eller
hjælpe med at lave brød, eller lave mad,
eller hente brænde, eller bare at lege på
gulvet.
Vi ser billeder af familien i deres fotoalbum, mens de gamle mænd ligger ovre
i hjørnet og spiller kort. Det er bare en
almindelig usbekisk hverdag. Intet specielt
og netop derved helt fantastisk.
En tur til basaren og shopping
Jeg er faktisk meget bedre til at lave
ingenting, end jeg frygtede, og det er kun
få gange, jeg sidder og planlægger en tur
til Samarkand eller gør andre forsøg på
at stikke af. Der er marked eller basar en
Den lille knægt er to et halvt år.
gang om ugen i områdets store by. Og det
overtaler jeg alle til, at vi skal besøge.
Familien har desværre ingen bil, og
turen til basaren er fem km på æsel over
bjergene. Onklen, der kan engelsk, er
forsvundet, så det er lidt svært at finde ud
af, om ideen lader sig realisere. Jeg håber
det.
Næste morgen kommer Furqat og
hiver os alle med. Vi marcherer op ad
stien over huset, indtil vi kommer til grusvejen. Eller rettere: dette er vendepladsen
for enden af grusvejen – for man kan ikke
komme længere med bil. Her holder en
dejlig, gammel, smadret bil af spændende
russisk fabrikat.
Jeg forsøger at forklare, at jeg jo ingen
lokale penge har, for vi har slet ikke set en
pengeautomat, eller en person som kan
veksle. Furqat viser mig en stak sedler –
jeg har slet ikke sat mig ind i deres værdi –
og indikerer, at han har styr på tingene.
Vi kører over gruset mod hovedvejen
og så videre ud i bjergene. Hele vores lille
familie er spændt. Karla kommenterer alle
køer, får og heste, der går langs vejen, og
der er nok af dem. Pernille overvejer, om
vi har alt med, og jeg håber på, vi rent
faktisk er på vej mod en basar.
Snart bumler vi ned ad en anden
grusvej, og derude i det fjerne for foden af
bjergene ligger der noget, som ligner en
større by. Vi drejer af og kører op på en
plads uden for byen.
Her er alle samlet. Alle har ’parkeret’
deres æsler, og to-tre andre har også
bil med. Der er boder, eller dvs., der
ligger varer på jorden. Her sælges kopie-
Familien har ingen bil, men de har et æsel!
rede CD’er og lidt tøj. Der sælges også
plastiksko og potter og pander. Hmm, vi
går rundt, og alle stimler sammen for at se,
hvad vi fremmede mon skal købe.
Furqat går over og hilser på venner og
familie – vi giver også hånd, og pludselig
står Furqats far foran os, og han har altså
skudt genvej over bjergene med familiens
æsel. Så meget for bilers effektivitet!
Jeg overvejer lidt, hvad vi skal købe.
Nu har vi fået familien til at skaffe os en
bil og har jaget dem alle her ind til basaren,
så noget skal vi jo købe. Det første vi falder
for, er et par højhælede plastiksandaler
som Karla måske kan passe – dem køber
vi til stor fryd for de lokale. Snart finder
jeg også store, krystalliserede klumper gult
sukker, og jeg tænker, at hvis jeg nu bare
giver butiksindehaveren en seddel, så får
jeg nok en passende mængde. Mængden
der passer til min seddel, viser sig at være
nærved et kilo flotte krystaller.
Til sidst får vi også købt kopper og et
fad. Sikke vi shopper.
På vej hjemad stopper bilen i
udkanten af byen, og Furqat hiver os
med. Hvad mon vi skal? Han har Karla på
armen og stormer af sted, så der er virkelig
ikke meget andet at gøre end at skynde
sig efter ham. Brød bilen sammen, så skal
vi nu gå hjem? Skyder vi genvej over bjergene?
Tja, vi ville da gerne have haft vand
og lidt solcreme med, hvis vi nu skal på
vandring. Furqat kan ikke fortælle, hvor vi
skal hen, så vi følger efter ud i bjergene og
nyder bare den tørre, flotte natur.
8
Så pludselig peger og smiler Furqat.
Der. Se. Lige deroppe ... Nu tænker jeg
tilbage. Vi havde tidligere snakket med
med onklen, der kan engelsk, om nogle
sjældne og flotte bjerggeder, som lever her
i området. De er lige deroppe i bjergene.
De er bag en indhegning, for de er truede
og skal passes på, så et stort område som
en lille flytbar nationalpark er sat op til
dem.
Det er fantastisk at se gederne hoppe
omkring i bjergene, og deres mægtige
horn får dem til at se majestætiske ud.
En ko skal malkes, og et æsel skal
rides på
Familien ejer en motorcykel og et æsel –
det er deres transportmidler. Motorcyklen
må ungerne gerne sidde på, men den bliver
kun brugt en gang, mens vi er der. Æslet
bliver til gengæld brugt flittigt – både til at
komme ind til butikken over bjergene – og
endnu vigtigere – til at Hushnut og Karla
kan få rideture rundt på gården.
De elsker det, og jeg tror kun det
overgås af glæden ved at jagte høns rundt
på den hullede mark.
Hver aften skal koen malkes, og familien ved forståeligt nok ikke, at jeg ser det
som et højdepunkt, som jeg meget gerne
vil overvære, fotografere og vise Karla. Så
der går et par dage, før jeg får forklaret, at
de skal sige til, når det er malketid.
En aften, netop som solen er ved at gå
ned, hører jeg en muh’en oppe fra bjergene,
så Karla og jeg skynder os derop. Koen og
kalven er blevet lokket tilbage til huset –
alle køerne går frit omkring i bjergene.
Usbekistan
Du kan læse mere om Danidaprojektet
på www.klodensbørn.dk
Ud & hjem igen: Vi fløj med Air Baltic
og betalte ca. 2.500 kr. per voksen t/r.
Karla som var under to år fløj med for
960 kr.
Æsler benyttes flittigt i bjergene i Usbekistan.
Kalven ledes hen til lidt mad, og så følger
koen med. Kalven får lige lidt mælk for at
få gang i systemet, og så trækkes den væk.
Indrømmet, jeg har aldrig før set en
ko blive malket, så både Karla og jeg er
dybt fascineret. Nå, det er herfra mælken
kommer. Kalven er ikke helt tilfreds med
at blive snydt for sin modermælk, så da
fasteren har malket færdig, får den lov at
komme til og sutter ivrigt.
For foden af bjergene ligger en by.
En følsom afsked
Intet varer evigt, og en sen aften bliver
vi nødt til at sige farvel. Hele familien
kommer ned i vores hus, og alle slår sig
ned. De har tydeligvis planlagt noget. Så
kommer farmoren med en vest. Den har
været i familien i generationer, og nu skal
Karla have den. Det er en enestående,
traditionel gave, og hele situationen er
så ægte – det er venskab, og så tæt man
kommer på hinanden.
Vi får også valnødder, som familien
dyrker, noget marmelade og en masse
andet, som vi skal have med på vores lange
rejse. Vi havde heldigvis også 10 kg legetøj
med til børnene, og andre gode gaver til
familien.
9
Logi: Opholdet blev arrangeret af
Nuratau Ecotourism (www.nuratau.
com), som også kan arrangerer ophold
hos en håndfuld andre familier i
området. Jeg kan varmt anbefale oplevelsen, og stedet kan snart beskrives
som De Berejstes Klubs tilholdssted i
Centralasien. Vi betalte 366 USD for
overnatning og mad for hele familien
i otte dage. 105 USD for guide i syv
dage og 180 USD for transport til og fra
Tasjkent.
Visum: Invitation, som er nødvendig
for visum, købte vi fra STAN Tours
(www.stantours.com). Selve visummet
købte vi ved ankomst i lufthavnen.
Der er følelser på spil, og ungerne
giver knus til alle – specielt skal Karla og
Hushnut sige farvel til stor fryd for alle os
voksne.
Bilen brummer, og chaufføren venter
tålmodig på alle de mange knus og farvel.
Han skal køre os fem timer tilbage til
Tasjkent – gennem den usbekiske nat mod
lufthavnen og til flyet som skal tage os
hjem fra en enestående bondegårdsferie.
nn Nikolaj Wessel Witte har medlemsnr.
212 og er med i DBK’s undergruppe for
berejste med børn i Vestdanmark. Læs
mere om hans rejseoplevelser på www.
nikolaj witte.dk .
Der er stadig
familier, som
lever som
nomader i
sommerhalvåret.
Mellem Kirgisistans bjerge og søer
Store vidder, endeløse bjergtinder
og silkevejsmonumenter set fra
hesteryg. Kirgisistan byder på
fantastiske vandremuligheder – og
essensen af landet opleves bedst i
en jurte.
Tekst & FOTOS:
Rikke Bøyesen
J
eg vågner til lyden af hestehove,
der drøner forbi på den anden side
af ulddugen ikke mere end nogle få
meter fra mit hoved. Luften er klar
og kold, og der er næsten helt mørkt i teltet
bortset fra nogle få striber af lys, der falder
ind fra toppen af jurten (et traditionelt
kegleformet filttelt), hvor den lille skorsten
stikker ud, og fra nogle huller omkring
døren, som består af et tæppe.
Jeg fjerner de tunge tæpper, der har
været med til at holde min familie og mig
varm i løbet af natten, skubber tæppet til
side i døråbningen og træder udenfor i den
klare sol. Det er tidligt, og konen fra den
familie, hvis jurte vi lejer, sidder og malker
sin ko et stenkast fra mig. Hendes sønner
er ved at klargøre de heste og ponyer, som
vi skal ride på efter morgenmaden.
Da min mand og vores to døtre er
stået op og har fået søvnen ud af øjnene,
sætter vi os på de farverige tæpper, som
ligger ved det lave bord i ”spisejurten”. Det
er her, vi mødes med de få andre turister i jurtelejren til måltiderne. Her til
morgen består menuen af risgrød, brød,
tørret frugt og nødder og selvfølgelig te
med marmelade, som bliver serveret til
alle måltider. Røgen fra de brændende
kokasser, som udgør bålet, hvor måltidet
er tilberedt, stiger til vejrs ved siden af
jurten, mens vi spiser.
Landskabet set fra hesteryg
Der er hverken bad eller varmt vand i
lejren, og efter maden bliver morgentoilettet hurtig overstået. Vi hopper op på
hestene og rider af sted med vores to unge,
men garvede guider. Vi rider langs Song
Kol-søen, hvor det blæser, mens solen
skinner. Det er smukt – bjerge og store
vidder så langt øjet rækker.
Vi rider forbi nogle andre jurtelejre
og kan se et stentårn langt fremme. Det er
et monument fra den tid, hvor karavaner
med købmænd red denne vej med varer
fra Europa til Asien og omvendt. Der er
ikke mange bygninger, som man skal se,
når man er i Kirgisistan, ud over nogle få
velbevarede silkevejsmonumenter såsom
Tash Rabat nær den kinesiske grænse i det
nordlige Kirgisistan. Det tidligere kloster
og herberg så vi, inden vi nåede Song
Kol-søen. Naturen set fra hesteryg eller
iført vandresko er den største attraktion.
Efter nogle timer på hesteryg er vi
tilbage ved lejren, hvor vores chauffør og
guide, Murat, hilser os velkommen. Han
har været vores guide, siden han hentede
os i sin firehjulstrækker ved Issykulsøen
nær den kasakhstanske grænse for en
10
lille uges tid siden. Vi boede på det tidspunkt på et resort ved Issykulsøen, som
er en af verdens største ferskvandssøer,
omgivet af bjerge og kyster med fint sand.
Issykulsøen er et af de mest veludviklede
turistområder i Kirgisistan med alt, hvad
der dertil hører af internationale restauranter, swimmingpools og ikke mindst
dejlige sandstrande. Vi boede i en lille
lejlighed med fjernsyn, fryser og internet –
en stor kontrast til livet her i jurtelejren.
Et stolt og frit folk
Efter tre nætter i jurte og et par nætter
i privat indkvartering på landet, er det
tid til at sætte kursen mod hovedstaden
Biskeh. Køreturen er lang og tager os
igennem vandløb, op ad bjerge, igennem
bjergpas, ad små grusveje, langs søer og
over uendelige stepper. Det er smukt –
både i regn og sol. Vi er glade for at have
fået en chauffør, der kender landet godt,
for skilte er der ikke mange af. Flere veje
er lukkede pga. regn og stenfald, så Murat
må flere gange stige ud af bilen og tale med
de lokale om, hvilke veje, der er farbare.
Guiden og vores overnatninger er
booket gennem den statsejede organisation Community Based Tourism (CBT),
som som langt de fleste vestlige turister
bruger, når de vil opleve naturen En del af
de penge, vi som turister betaler for at bo i
en jurte og transport m.m., går direkte til
lokalbefolkningen samt til organisationen.
CBT bruger så en del af midlerne til lokale
udviklingsprojekter. Der er konkurrenter
Kirgisistan
Kapriz Resort ved Issyk-kul-søen. Her er gode strande, hoteller af vestlig kvalitet
og smukt!
til CBT, og der vil helt sikkert komme flere,
når flere turister får øjnene op for landet
mellem Kina og Kasakhstan. Vores chauffør, Murat, er ligesom
andre kirgisere, vi møder på rejsen,
imødekommende og glad for at fortælle
om sit land og liv. De mange timers køreture går derfor bl.a. med at tale om politik
og landets historie. Kirgiserne er et stolt
folkefærd, der er glade for deres demokrati
og vestlige holdning til religion. Selvom
befolkningen består af 95 % muslimer,
fremstår Kirgisistan som et af de mest
sekulariserede lande i den islamiske
verden – modsat flere af stan-landene i
regionen.
En grøn hovedstad
Da vi ankommer til hovedstaden Bisjkek
om eftermiddagen, ser vi tydeligt, at folk
føler sig frie – de fleste bærer vestligt tøj,
der er børn i gaderne og masser af cafeer
og butikker, som vi kender det fra vores
del af verden. Midt i byen ligger et tivoli,
og her prøver vi en tur i pariserhjulet,
Et veldækket frokostbord hos en af de
familier, vi boede hos.
som tager os op over byen. Udsigten er
fantastisk grøn. Hovedstaden adskiller sig
fra de større byer, vi ser på vores tur, ved
at være utrolig pæn. Vi hører flere turister
kalde byen ”lille Paris”, og det forstår man,
når man går rundt i centrum, hvor flere
huse har store indgangspartier med søjler
i kolonistil, og så er der er brede grønne
alléer. Der er selvfølgelig også levn fra
sovjettiden i form af bombastiske statuer
af bl.a. Lenin. De er dog alle fjernet fra de
mest prominente pladser i byerne og flyttet
til mindre pladser, som fx til en plads bag
byens tivoli. Kirgiserne er ved at finde deres ben,
efter de fik deres selvstændighed i 1991,
men der er mange udfordringer. Især er
mangel på arbejdspladser et stort problem.
Mange kan ikke finde et job, og næsten 40
% af kirgiserne lever for under 1 USD om
dagen. Derudover er samfundet gennemsyret af korruption. Det ser vi tydeligt dagen efter, da vi kører et par timer
nordpå for at for at tage på raftingtur på
en flod. Politimand efter politimand står
langs hovedvejen og vinker billister ind
til siden. Her bliver de afkrævet en sum
penge, før de kan køre videre. På den
måde får politibetjentene lidt penge til at
forsøde den kommende uge med. På vores
rejse i landet oplever vi ikke selv korruption, men forstår, at det også er en af grundene til, at folk ikke har lyst til at starte
virksomheder.
Kirgisistan er et interessant land at
besøge. Det kræver tid og tålmodighed
selv at komme rundt i landet med de minibusser, som de lokale bruger. Derfor valgte
vi løsningen med en kombination af privat
taxa, ophold på resort og pakkeløsningen
med guide og privatindkvartering. Men at
11
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnBisjkek fås fra ca. 2.400 kr. t/r.
Lokal transport: Det er billigt
at tage lokal transport. Vi tog fx en
taxatur på tre timer til omkring 300 kr.
Kost & logi: Det er billigt at spise i
Kirgisistan. Et måltid for fire personer
koster sjældent mere end 100 kr. inkl.
sodavand og te. At bo på resort med
egen lejlighed og morgenmad fås til
900 kr. i døgnet. En pakkeløsning med
fem overnatninger i privat indkvartering med halvpension samt kørsel og
en dag til hest fås til ca. 7.000 kr. for
fire personer.
Klima: Der er varmt i Bishkek, om
sommeren ca. 35 °C og tørt. Temperatur
og nedbør varierer i landet, alt efter
hvor højt man befinder sig. Ved Tash
Rabat, som ligger i 3.500 meters
højde, blev vi overrasket af sne den
ene morgen, og temperaturen faldt til
frysepunktet om natten. Om dagen kan
temperaturen stige til omkring 20 °C.
Lige pludselig regner det, og så skinner
solen. Kort sagt skal man være forberedt på lidt af hvert.
bo privat er en god måde at opleve lokalbefolkningen på, især i de meget tyndt befolkede egne af Kirgisistan, hvor indbyggerne
for det meste består af får og heste.
nn Rikke Bøyesen har medlemsnr. 646.
Foruden Kirgisistan besøgte hun også
Rusland og Italien forrige år.
Guld,
penisfoderaler
og sneklædte
bjergtoppe
i junglen
Tekst & fotos: Søren Gudmann
Et uroligt område
Hollænderne forlod området i 1963, og den vestlige del af øen
blev indlemmet i Indonesien i 1969 og kaldes i dag Papua. Papuas
befolkning er imidlertid ikke beslægtet med de andre folkeslag,
som Indonesien består af. De har krøllet hår, brede næser og
ligner mere afrikanere eller folk fra Oceanien. Der findes en frihedsbevægelse, som kæmper for et frit
Papua. Der er ikke egentlig krigstilstand, men der er ”episoder”,
som de indonesiske myndigheder ikke ønsker, turister skal se, og
de ønsker heller ikke, at udlændinge skal komme til skade. Ud
over visum til Indonesien må man have en speciel tilladelse til at
rejse til Papua og til at bestige bjerget. Dem udstedes der få af. Og
kun til dem, der har de rigtige forbindelser hos myndighederne.
Den eneste, der kunne skaffe dem, da jeg ville af sted i 2006, var
Franky Kovacs, en halvfed jovial fyr midt i 30’erne. Han fungerede som vært og organisator. En anden faktor, som spiller ind i forbindelse med tilladelserne, er den store mine. Et amerikansk selskab, Freeport
McMoRan, driver en af verdens største guldminer her. De har
lavet et flere kilometer stort hul i landskabet, og pumper ædelt
metal ud herfra i enorme mængder. Firmaets årlige overskud er
astronomisk, og de betaler ca. en milliard USD om året i skat til
Indonesien, og der er jo noget med, at money talks. Miljøhensyn
er ikke det, minen prioriterer højest, og da bjergbestigerne, trekkere og andre turister kan finde på at fortælle negative historier
At bestige Carstensz Pyramid på Ny Guinea kræver erfaring og teknisk snilde. Og bedst som vi tror, det værste
er overstået, får adrenalinen et ekstra kick! Det viser sig
nemlig, at vi bliver nødt til at skulle smugles ud.
I
1623 sejlede den hollandske kaptajn Jan Carstensz forbi Ny
Guinea og rapporterede, at han havde set et bjerg med sne
på toppen. Folk troede, han var gal, for det ligger trods alt
bare fire grader syd for ækvator. Men det er sandt, og bjerget,
som blev opkaldt efter søfareren, er næsten fem kilometer højt.
Det er nok til, at nedbør falder som sne, og nedbør er der nok af.
Der er få dage om året, hvor det ikke regner, noget den fugtige og
dampende jungle, som breder sig ud over landskabet, vidner om. Bjerget blev besteget første gang i 1962 af den legendariske
Heinrich Harrer og co. – 339 år efter, at det blev spottet fra havet.
Om det skyldtes frygt for de primitive stammefolk, som lever på
øen, og som indtil for nylig siges at have praktiseret kannibalisme,
skal være usagt. Interessen for bjerget er til gengæld eksploderet,
efter at begrebet Seven Summits blev lanceret i 1980’erne, og det
blev betragtet som en af de syv tinder.
Klatremæssigt minder bjerget meget om Alperne, men er
altså tusind meter højere. Det er 4.884 meter højt og et af de mere
teknisk krævende af Seven Summits, og så er det vanskeligt at
komme derind både praktisk og politisk. 12
om det, de har set, vil de helst ikke have, at
der kommer nogen derind. De lokale folk på Papua ser ikke
meget til alle pengene, som kommer fra
minen. Der har været voldelige sammenstød mellem de lokale og minens vagtfolk. I februar 2006 var der en episode i
byen Jayapura, hvor flere blev dræbt. Tre
måneder før jeg ankom, blev en gruppe
nordmænd truet af guerillaen på vej til
bjerget. Under den lange vandring i den
mudrede jungle fik de en seddel med
denne besked: ”Hvis I fortsætter, er det på
eget ansvar!” Så da jeg fik mulighed for at
flyve direkte ind til Base Camp med helikopter, valgte jeg den løsning. Det ville ellers have været spændende med turen i junglen forbi danifolkets landsbyer, hvor de lever næsten som i
stenalderen. Jeg havde glædet mig til at se
mændene med deres penisfoderaler som
eneste påklædning. Tænk, at de for ikke
så længe siden spiste hinanden her inde
i skoven. Det er også 22 år siden, jeg sidst
var på en rigtig jungletur. Men nu er jeg
her primært for at komme op på bjerget –
og helst levende hjem. Af sted med helikopter
Vi er syv i gruppen plus Franky og hans
tre ansatte, som skal lave mad. Fem amerikanere, en sydafrikaner og mig. Det er altid fedt at flyve helikopter.
I en helvedes larm og med petroleumslugten hængende i luften klatrer vi om
bord i en gammel russisk model. Først
os, så kommer al bagagen. Vi sidder totalt
fastklemte med rygsække, tasker og
campingstole med mere over, under og
imellem os. Hvis der sker noget, har vi
ikke en chance for at komme ud. Nogle
gange er det at komme ind til et bjerg farligere end selve klatringen. Så er vi i gang og flyver lavt over det
grønne tæppe – tjug, tjug, tjug. Dernede,
gemt i det grønne vildnis, bor ikke
Vietcong, men danifolket, og guerillaen,
Befri Papua Bevægelsen. Dem vil vi helst
ikke støde på.
Efter en halv time lander vi ved Base
Camp. Her er den så, Carstensz Pyramid,
også kaldet Puncak Jaya, en massiv væg af
grå kalksten. Vi tilbringer to dage i Base Camp
i omkring 4.000 moh. Selv om vi er i
moderat højde, er det nødvendig med
akklimatisering. Kroppen må vænne
sig til den tynde luft, før vi kan klatre til
toppen.
I nattens mulm og mørke
”It’s midnight”. Okay, så skal vi op og af
sted. Selv om det ikke er -20°C i teltet,
trækker jeg tiden et øjeblik, før jeg åbner
lynlåsen og kommer ud af soveposens
vindunderlige varme. Så er det nu. Nu
gælder det. Mærker adrenalinen og glæder
mig. Der er 1.000 højdemeter, som skal
klatres. Spiser havregrød, må have noget
benzin i kroppen. I denne højde har jeg
normal appetit. Den forsvinder, når vi
kommer over 6.000 moh.
En times march så skal vi begynde
selve klatringen. Franky puster og stønner
og kaster op efter 20 minutter. Han er
dygtig til at organisere og har de rigtige
forbindelser, men har dårlig kondi og
tackler ikke højde, selv ikke denne moderate højde. Det gør heller ikke noget. Det
er ikke vanskeligt at finde vej, og bjerget er
let at klatre. Vi går en time. Jeg er først fremme,
hvor klatringen starter, men lader nogen
andre gå først. Dumt, det går vildt langsomt. Men hold kæft hvor er det fedt, at
jeg ikke fryser. Jeg har faktisk bare et par
vandrestøvler og ét par sokker på. Vi klatrer og sikrer os ind imellem på
faste reb. Det er kulsort nat, men simpel
klatring foreløbig. Efter tre timer når vi op på et lille
plateau, hvor det til gengæld er svært
at finde vej. Det begynder at lysne. Så
kommer det stejleste stykke, 200-300
meter højt, grad 4-klatring. Jeg klatrer
først nu, ikke svært, men klippen er skarp
og slider handsker og fingre i stykker. Rutens crux
Kl. 7 når jeg op på ryggen af bjerget.
Kammen er to til tre meter bred. Udsigten
er fabelagtig, et flere hundrede meters
drop lige foran mig, et par andre bjerge, og
så jungle så langt øjet rækker i disen. Men det er ikke toppen. Det er faktisk
først nu, udfordringerne kommer. Jeg
vidste godt, vi skulle et stykke hen ad
ryggen, men at det kommer til at tage så
lang tid, havde jeg ikke ventet. Nogle steder er æggen meget smal,
og der er en del kløfter, som man skal
over. Ved den dybeste må vi først rappelle
ned på en smal hylde og så klatre op ad
et reb på den anden side. Hvis man ikke
vil bruge rebet, går rutens crux (sværeste
sted) ude på siden, eksponeret, og
omkring grad 5+.
Vinden kommer hylende igennem
kløften, og nu fryser jeg for første gang,
fordi jeg står stille. Sydafrikaneren bruger
lang tid og kan ikke komme op i første
omgang. Han kommer ned og overlader
rebet til mig. Jeg stønner. Det er hårdt i
4.800 moh, efter så kort akklimatisering.
Da jeg er oppe, beslutter jeg at fortsætte
alene med det samme. Det tager for lang
tid at vente på de andre. Passagen tager to timer, og sveden
render nu ned over mit ansigt. Til gengæld
nærmer jeg mig toppen. De sidste hundrede meter må jeg op over nogle snedriver.
Jeg må passe på at få ordentligt
fodfæste, for jeg har jo ikke crampons eller
økse med. Falder man her, så falder man.
Jeg sparker nogle trin og sørger for at være
i balance.
20 meter, 15 meter, 10 meter – så er jeg
der, på toppen af Carstensz. Jihhaa! Det er
helt specielt at være på toppen af et bjerg
og have luft til at juble! Der er supergodt vejr nu. Det har ikke
regnet eller sneet i løbet af natten eller
morgenen. Da ville bjerget have været glat
og mere farligt. Nu er her bare fint. Ser
over på gletsjerne på den anden side af
dalen; gletsjere på ækvator, det er spektakulært. Nabobjerget ser ud som klippet ud
af en Fantomet-tegneserie.
En gammel russisk helikopter tager os over junglens trætoppe til foden af bjerget.
13
Indonesisk Papua
En massiv væg af grå kalksten rejser sig op af junglen.
Mod vest ser jeg minen, et kæmpestort sår i naturen, et par kilometer herfra.
Den nærmer sig. Om nogle år er bjerget
forsvundet, spist op. Det er vanskeligt at
komme ind til Carstensz her i 2006, men i
2016 vil det være for sent. Tager nogle billeder, da de andre
kommer. Been there – done that!
Klokken er 9 om morgenen. Vi har
brugt ca. otte timer fra lejren. Jeg bruger
fire timer på at komme retur og er tilbage i
lejren ved 14-tiden. De sidste kommer først
ved 21- tiden, langt efter at det tropiske
mørke har sænket sig. Tilbage i smug
Dagen efter slapper vi af og begynder at
arrangere hjemturen. Franky kan ikke få
fat i helikopteren, så planen bliver, at vi
skal igennem minen om natten – smugles
igennem. I løbet af eftermiddagen går vi ned til
udkanten af minens område og venter. Vi
skal hentes, når det er blevet mørkt. Jeg er
ikke så vild med situationen. Det farligste
Gæt selv hvem som ikke er lokal.
ved bjergbestigning skal helst være selve
klatringen. Den har man jo selv rimelig
kontrol over.
Det er fuldmåne, og tågen ligger i
dalen. Det er koldt. Så pludselig hører jeg
stemmer. Det er folkene, som skal få os
igennem. To unge mænd med maskinpistoler og camouflagetøj – spooky! Men
de lever jo af at hjælpe folk som os. Jeg
har hørt om grupper, som blev smuglet
igennem minen også på vej ind til bjerget.
Det lykkedes for nogle, mens andre blev
opdaget og afvist.
Vi begiver os op ad en stejl skrænt.
Kæmpemæssige lastbiler kommer
konstant og losser tonsvis af klippestykker, som nu er tjekket for guld, ned ad
skrænten. Vi går i siden, ingen siger noget. Oppe på toppen venter en jeep. Vi
skynder os ind og får igen bagagen på
skødet. Ruderne er malet sorte. Man kan
ikke se ind, og vi kan ikke se ud. Vi kører
tæt forbi en af monsterlastbilerne. Hjulene
er tre meter i diameter. I løbet af natten bevæger vi os
igennem minens enorme område. Et sted
springer vi ud og løber ind i en stor kabinelift og sætter os ned på hug, så vi ikke
kan ses udefra. Nede venter en ny jeep,
og ved 5-tiden om morgenen efter mange
timer sammenkrøbne og svedende bag
i jeepen efter flere kontrolposter siger
Franky endelig: ”Nu er vi ude!”
Vi ender ude på den sydlige kyst i
byen Timika. Den spændte stemning, der
har været hele natten, afløses af jubel – og
for at fuldføre kontrasten, kører vi ind
på Sheraton Hotel Timika, fem stjerner,
aircondition og swimmingpool. Bjergbestigning er en sport, som er
rig på kontraster! 14
REJSETILLADELSE: Et surat jalan
kræves for at besøge Papua uden for
byerne på kysten. ”Rejsebrevet” fås
lettest i Jayapura og Biak. Man skal
aflevere to pasbilleder. Og det er en
god ide at få brevet fotokopieret, da
det skal stemples af politiet alle steder,
man besøger.
UD & HJEM IGEN: Jeg fløj fra Singapore
til Manado på Sulawesi, hvor Frankys
pakke startede. Derfra først med et
jetfly og så et propelfly før helikopterturen.
Fly København-Bali fås fra ca. 5.600 kr.
t/r. Herfra kan man flyve til indonesisk
Papua. Papuas største lufthavne findes
i Jayapura, Biak og Manokwari, men der
går også indenrigsfly til Fakfat, Sorong
og Timika. Prisen for en indenrigsflyvning fra Bali, Makassar eller Jakarta til
Papua er på mindst 2.000 kr. t/r. Har
man god tid, kan man også sejle med
Pelnis færger. Det eneste sted, man kan
krydse landegrænsen mellem indonesisk Papua og Papua Ny Guinea, er
mellem Jayapura og Vanimo.
VISUM: Danskere kan få et 30 dages
visum ved ankomsten til Indonesien for
25 USD.
nn Søren Gudmann har medlemsnr. 403.
Han besteg Carstensz Pyramid på indonesisk Ny Guinea i maj 2006. Læs mere om
hans oplevelser på www.seven-summits.dk.
Tre generationer af blomstrede
hmonger.
P
En etnisk regnbue
af
farver
Tekst & FOTOS:
Lisbeth Vivaldini
Der er ikke noget mere spændende
end at opleve andre kulturer. Endnu
bedre er det, hvis det er folkeslag,
som lever helt anderledes end os.
Det fascinerer mig, at der i vores
moderne verden stadig er folk, som
formår at bevare gamle traditioner
og bibeholde en anderledes kultur.
Selv om vores tur til Sapa fik en
noget dramatisk start, fik vi alligevel
vores nysgerrighed stillet, da der
i det nordlige Vietnam lever ikke
mindre end otte farverige minoritetsgrupper.
15
anikken er ved at få tag i mig,
efterhånden som det tynder ud i
folk på markedsområdet. Vi kan
ikke finde vores bil og chauffør.
De værste skrækscenarier løber gennem
mit hoved. Alle vore ejendele ligger i bilen.
Hvad nu hvis det er normal praksis at
efterlade turisterne på en øde bakketop,
hvor der kun er marked én gang om ugen
og tage deres ting? Hvor ingen taler andet
end vietnamesisk, og hvor der ikke findes
taxier.
De kigger bare undrende på os, da vi
forsøger at forklare folk vores desperate
situation. Der er ingen, der kan forstå os,
og vi ser i ånden, at chaufføren er stukket
af med vores ting.
Samme morgen er vi ankommet
med nattoget fra Hanoi til Lao Cai og har
gennem en af de få personer, som talte
engelsk, hyret en bil med chauffør til at
køre os den godt to timer lange tur til Can
Fra venstre til højre: Rød dao med en gift kvindes hovedbeklædning / De farverige blomstrede hmonger må være enhver fotografs
drøm / Ældre sort hmongkvinde med alternativ hovedbeklædning.
Cau-markedet. Stedet ligger 80 km væk og
kun ni km fra grænsen til Kina.
På turen til markedet har vi bevæget
os ad dårlige bjergveje, men ud ad vinduet
har den frodige natur med risterrasser
udfoldet sig for øjnene af os. Vi er ellevilde
af henrykkelse over det farverige sceneri
af marker med vandbøfler og smukke
træhytter, der bringer tankerne tilbage
i tiden. Bjergfolk udfører dagens dont
iført smukke dragter, og især kvindernes
påklædning møder os med en eksplosion
af farver.
Det går hurtigt op for os, at det er
umuligt at kommunikere med chaufføren,
men da vi er helt opslugte over alt det, vi
ser, tillægger vi det ikke større betydning.
Han forstår trods alt, hvornår vi vil stoppe
for at fotografere landskabet og dets eksotiske indbyggere.
Efter med fagter at have aftalt med
chaufføren at mødes for enden af markedet
kl. 13, begiver vi os entusiastiske ind i det
farverige eventyr.
Minoritetsgrupper på nært hold
Pga. beliggenheden i bjergene blev Sapa
under det franske kolonistyre benyttet
som sanatorieby. Byen i sig selv har ikke så
meget at byde på, men er et godt udgangspunkt for at udforske området. Cat Cat,
Lao Chai, Sin Chai og Ban Ho er nogle af
de byer, hvor man kan opleve minoriteterne på nært hold.
Der er ikke noget mere spændende
end at finde folk, som har bibeholdt deres
gamle traditioner og lever relativt uberørt
af globaliseringen, og i området lever der,
ud over etniske vietnamesere, ikke mindre
end otte etniske grupper: Hmonger, der
kan opdeles i flere undergrupper, dao
(udtales yao), tay, giay (udtales zai), muong,
thai, hoa, som er etniske kinesere og
endelig phu la.
Under kortere og længere trekkingture i området er der rig lejlighed til at
opleve disse befolkningsgruppers hverdag.
Her ligger rismarkerne balancerende
på terrasser, naturen er frodig og lyser
frisk grønt op på en gråvejrsdag. Bøflerne
græsser, og sorte svin løber frit rundt i
markerne. En bambusplante gror to meter
på et år, og vi er så højt oppe, at vi næsten
kan nå de lette skyer, som flyder under os.
Marked med eksotisk islæt
Kvinderne kommer travende langvejs
fra for at faldbyde deres varer eller købe
forsyninger. De er blomstrede hmong med
vide broderede nederdele og toppe, som
pryder sig med et ternet hovedtørklæde i
stærke farver.
En anden befolkningsgruppe, de sorte
dao-folk, bærer indigofarvede dragter og
sort hovedbeklædning. Endelig iklæder
phu la-folket sig sorte dragter med farverige broderede bånd og blå eller grønne
16
toppe ligeledes med kulørte bånd og blomstret stof på forstykket.
Dette ugentlige marked er for mange
den eneste mulighed for at handle, og
det er ikke kun kvinderne, som er
farverige. Det gælder også de udbudte
varer. Der sælges friskhøstede grøntsager og indbydende ranker med chilipeber i de smukkeste røde farver og alt
inden for beklædning og husholdning.
Fællesnævneren er farver.
Det er forfriskende at se disse kvinders iver, og der snakkes for fuldt tryk. De
generes ikke af, at varerne ligger til skue
og handles på jorden, hvor støvet står om
ørerne på dem.
Vi opdager, at der i en dal lige nedenunder er et marked med dyr, fortrinsvis
bøfler. Her samles mændene for at handle
eller bare få sig en snak.
Ligesom på kvindernes marked er der
en god stemning. Man fornemmer tydeligt, at markedet er ugens højdepunkt, og
at det er her, der knyttes sociale relationer. Mændene samles i de interimistiske
restauranter, hvor der serveres rygende
varm nudelsuppe, mens pakæslerne og
hestene græsser og venter på at blive læsset
til hjemturen.
Når panikken er størst …
Ved middagstid begynder folk at pakke
sammen og lige så langsomt forberede sig
på en lang hjemtur. Livet på disse kanter
er ikke nemt. Transporten foregår til fods.
Hvis man er heldig har man et lastdyr til
at trække det tunge læs. De bedst stillede
har en knallert eller motorcykel, men biler
ser man ikke mange af.
Vi leder efter vores bil og går forgæves
fra den ene ende af markedet til den anden.
Vi kan ikke se den nogen steder og da slet
ikke på det aftalte sted. Til sidst er der kun
få mennesker tilbage.
Da vi er ved at blive paniske, dukker
hjælpen heldigvis op i form af en fransktalende guide. Vi fremlægger vores problem,
for vi frygter, at chaufføren simpelthen er
kørt med vores bagage. Mandens reaktion
beroliger os, da han kategorisk udelukker
denne mulighed. Han spørger sig for, men
uden held. Stor er vores skuffelse, da han
derefter kører, og vi igen står fortvivlede
tilbage uden bil.
Men som et gammelt ordsprog siger:
Når nøden er størst, er hjælpen nærmest.
Intet kunne være mere sandt i denne
situation. Der går ikke længe, inden den
fransktalende mand glædestrålende
kommer tilbage igen. Han siger, at han har
talt med nogen, som ved, hvor vores bil
holder.
Vi følger beskrivelsen, og omsider
finder vi bilen med både chauffør og
bagage. Bilen var simpelthen skjult af
markedsboderne. Vores lettelse er stor. Vi
kan ikke lade være med at tænke på, at
chaufføren da også må have undret sig
over, at vi kunne få så mange timer til at gå
på markedet.
Et stykke grillet hund, tak!
Pludselig ser jeg noget som umiskendeligt
minder om en grillet hund. På markedet
i Sapa sælges lidt af hvert, men mine
grænser overskrides, da det går op for mig,
at det virkelig ér en hund med snude og
ører, jeg står over for.
Da afskyen åbenbart står malet i mit
ansigt, skynder en lokal sig at forklare, at
området har været besat af kineserne, og at
det er dem, som har indført skikken med
at spise hunde.
Sapa, hvor vi bor, ligger smukt i 1.600
meters højde. Skyerne hænger lavt og giver
byen et næsten overnaturligt skær. Det er
forjættende, når man gennem morgendisen ser blå hmong-folk komme travende
med store kurve på ryggen på vej til
dagens arbejde i markerne.
På markedet er der rig mulighed for at
se disse bjergfolk. De er nemme at kende,
da de er klædt i indigofarvede dragter
med broderier. De bærer også benvarmere
og har en slags tørklæde hængende om
livet. Deres hovedbeklædning er en cylinderformet matchende hat eller et ternet
tørklæde, meget lig det, som de blomstrede
hmonger bruger.
Det er nemt at komme i kontakt med
dem. Især de unge er meget interesserede i
at høre, hvor vi er fra og er i det hele taget
nysgerrige efter at høre om vores land og
vores livsstil. I modsætning til markedet
i Can Cau, hvor der var flest blomstrede
hmong, ser man i Sapa overvejende sorte
hmonger.
En munter bryllupsceremoni
Vi ser, hvordan de dyrker markerne og
passer dyrene, og iagttager børnene, der
deltager aktivt i hverdagen. Deres vigtigste
indtjeningskilde er landbruget, men også
turismen er i dag vigtig for deres eksistensgrundlag.
Det er kvindernes arbejde at væve
klædestof af hamp, og vi får at se, hvordan
de syr og farver dragterne med indigo for
til sidst at dekorere dem med broderier.
Indigoen afgiver så meget farve, at mange
af kvindernes hænder er helt blå.
Mange hmonger er officielt kristne,
men som det ofte sker med de etniske
minoriteter, er grænserne for religion
flydende. Man er animister og dyrker
samtidig også kulten omkring forfædrene.
Heldet er med os, da vi kommer
gennem en by, hvor der er en sort hmongbryllupsceremoni i gang. Ifølge vores
lokale guide festes der i tre dage, og traditionen vil, at mændene i løbet af de tre
dage drikker sig stangstive, men umiddelbart ser det nu meget tilforladeligt ud.
En gruppe mænd spiller musik på
nogle underlige instrumenter. Musikken
er ikke for vore ører – for at sige det på
en pæn måde. Der drikkes tæt og spises,
og mændene morer sig, mens kvinderne
diskret holder sig i baggrunden og ser ud
til at hygge sig sammen.
Spørgelyst og gæstfrihed
I omegnen af Sapa lever der mange røde
daoer, og vi besøger et lille samfund. De
er let genkendelige på deres røde hovedbeklædning. De gifte kvinder bærer en
stor turban, mens de unge piger bruger et
tørklæde, der er arrangeret på en måde, så
den mest af alt ligner en nissehue.
Deres dragter er sorte med broderede bukser, og en lille kuriositet er, at
kvinderne barberer øjenbrynene og noget
af pandehåret væk. Dette er for dem et
symbol på skønhed.
Vi er lige nysgerrige, og landsbyboerne slår straks følgeskab med os. Deres
17
Vietnam
Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnHanoi t/r fås fra ca. 4.950 kr.
Lokal transport: Der går nattog fra
Hanoi til Sapa. De to mest luksuriøse
hedder Victoria Express og Livitrans
og koster henholdsvis 810 og 460 kr.
for en enkeltbillet. Togene kører fra
Hanoi omkring kl. 22 og ankommer til
Sapa kl. 6 om morgenen. Den modsatte
vej kører toget fra Sapa kl. 21 og
ankommer til Hanoi kl. 5.30.
LOGI: Vi boede på Sapa Paradise View
Hotel til 245 kr. per nat.
Mad & drikke: Et måltid koster under
50 kr. En øl ca. 5 kr.
spørgelyst er uendelig. De vil gerne vide,
hvem vi er, og hvordan vi lever. Vi bliver
inviteret med hjem til deres by og indenfor
i deres træhuse, som de stolt viser frem.
Endnu engang møder vi denne uendelige gæstfrihed og interesse for de fremmede, som vi også har mødt flere andre
steder i verden, hvor det, som vi kalder
“civilisation”, endnu ikke har taget helt
over. Ja, nogle gange kan man ikke lade
være med at spørge sig selv om, hvem der
egentlig er mest civiliseret.
nn Lisbeth Vivaldini har medlemsnr. 610
og bor i Italien.
Pussy Ping-Pong
Tag med ud i Bangkoks mest
berygtede kvarter after dark.
Tekst & FOTOS:
Jakob Øster
”H
vor meget?” spurgte jeg
manden med de skæve
tænder og det høje, bølgede
hår. I hånden holdt han en
fedtet, gammel lamineret sexshowsoversigt, hvoraf ordet pussy fremgik omtrent
20 gange. Manden var ansat til at kapre
kunder til de vulgære shows på første sal i
Patpong i Bangkok.
Selv om programmet lød vulgært, lød
det også stærkt underholdende. ”100 baht
og du får en øl med,” sagde manden. 18 kr.
for et sexshow og en bajer. ”Hvor meget
for at tage fotos?” prøvede jeg. Manden
kiggede på mig, som om jeg var idiot.
”1.000 baht?” forsøgte jeg mig i sikker
forvisning om, at verden havde brug for at
se, hvad der foregår på første sal i Patpong.
”Not even for a million baht. Police not
allow,” sagde min hustlerven og krydsede
sine håndled som for at illustrere, at blot et
enkelt foto ville sende ham direkte i et af
Bangkoks berygtede fængsler.
Indenfor
En lurvet og stærkt neonbelyst trappe
førte mig op til første sal. Bordelmutteren i
indgangen lukkede mig ind og nikkede til
den aftalte pris. Tre nøgne piger stod midt
i lokalet på en aflang scene, der mindede
om en catwalk. Langs væggene hele vejen
rundt om scenen stod polstrede bænke.
Tre mand kunne sidde i hver af dem, og
hver sektion var adskilt med en halvvæg
fra den næste. Jeg blev anvist en plads i
en tom kabine. Så snart jeg havde plantet
måsen i sædet stod en afklædt thaipige
foran mit bord. ”No, no,” sagde jeg, hvorefter hun forlod bordet efterladende et
sjusglas indeholdende en klar væske og et
lyserødt sugerør. Fluks måtte jeg hidkalde
den alt-herskende bordelmutter, som
havde særdeles svært ved at forstå, at jeg
ikke havde lyst til at købe en ”drink for
God fyr kommer i himlen. Dårlig fyr kommer til Patpong. Strip- og fodboldbar i stueetagen i Patpong.
the lady”. Heldigvis tog hun glasset væk
og sparede mig formentlig derved for et
astronomisk beløb.
Stjernen i showet var en halvfed
madame med afbleget hår og hængepatter.
Til trods for at hun uhæmmet udstillede,
at hun var i besiddelse af samtlige til en
kvinde hørende kønsdele, havde jeg hende
mistænkt for at have en fortid som mand.
Mandhaftig og kraftfuld så hun i hvert
fald ud. Bag hende dansede anderledes
feminine thaipiger, der modsat hovedrolleindehaveren havde undladt at afblege deres
pæne, sorte hår. De lignede ikke nogen,
der havde gennemgået en kønsskifteoperation. Den ene havde dog fået forstørret
sine bryster med mindst et par bogstaver i
alfabetet.
Bananer og andre hjælpemidler
Den afblegede dame og hendes bildæksringe på maven entrede nu scenen
medbringende en klase bananer. Ikke
almindelige bananer, men de små,
søde asiatiske af slagsen, der kun (og
gud ske tak og lov for det) er halvt så
lange. Rutineret proppede hun hele
bananer (med skræl) op i kusinen og
fyrede dem lystigt ud igen, som var hun
en trykluftspumpgun i et legeland, i
retning mod publikum. Jeg slog en latter
op, og det skulle jeg aldrig have gjort.
Bananfregatten rettede straks skytset
mod båsen med den senest ankomne og
18
grinende turist. Fem meter foran mig
ladede hun kussekanonen ved at proppe
endnu en banan op i sin tunnel. Og ud af
underlivet kom pludselig en fedtet banan
sejlende i luften med retning direkte imod
mig. Fuck, tænkte jeg, stadig overbevist
om at hvad madammen netop havde
præsteret var fysisk uladsiggørligt. Jeg
undveg med nød og næppe den klæbrige
banan ved at kaste mig til siden, hvorved
jeg afværgede den forestående kollision.
Men glæden var kort, for bananen ramte
ryglænet lige bag mig og røg ned på sædet.
Og da jeg landede efter min undvigemanøvre, ramte min bagdel selvfølgelig
ned præcis oveni i den. Føj for den lede,
tænkte jeg, mens jeg med det yderste af
fingerspidserne fiskede den nu temmelig
maste banan ud og lagde den på bordet.
”Happy birthday to you” rungede det
ud af højttalerne, mens en lagkage med
et omfang så voluminøst, at jeg en kort
overgang overvejede, om der var en lille
thaipige indeni, blev båret ind på scenen.
Efter at omkring tyve flotte lys var blevet
tændt i lagkagen gjorde en af de sorthårede thaipiger sig klar med pusterøret, som
hun lige så naturligt, som var hun i færd
med at fylde opvaskemaskinen, førte op
i sit underliv. Hendes præstation signalerede i grel modsætning til gængs opfattelse, at hun ikke havde mange kærester. I
hvert fald stod der ikke et eneste tændt lys
Patpong i Bangkok
Patpongområdet i Bangkok er kendt
som byens red light district for vesterlændinge og består af to parallelle
sidegader mellem Silom- og Surawonggaderne.
Bangkok by night. Udsigt fra State Tower.
tilbage efter, at hun var færdig med pusteriet.
Den afblegede superstjerne kom
tilbage. Nu skulle der knappes øl op. Hun
samlede skamlæberne om kapslen, og med
en lethed, som var hun en havnearbejder,
der knappede frokostpilsneren op, flåede
hun kapslen af. Seancen akkompagneredes
af en høj forudindspillet ”flaske-med-brusåbnes-dramatisk-med højt-smæld”-lyd.
Sidste nummer var klassikeren over
dem alle. Ping-Pong Pussy. En turistfamilie havde netop taget plads i den
fjerneste bås. Far, mor, voksne børn og
kærester, der formentlig var på en lidt
aparte familiesightseeing. Snarrådigt
tog en af de unge fyre sin sandal af, da
han så spanden med bordtennisbolde og
fornemmede, at angrebet var rettet mod
dem. Med en frekvens på næsten en bold
i sekundet fyrede den særdeles alsidige
madamme med den fænomenale kontrol
over de nedre regioner lystigt celluloidkugler af sted. Heldigvis for familien var
den unge fyr ikke uden boldøje. Som en
anden Michael Maze returnerede han
lystigt stort set hver eneste bold med sit
sandalbat og reddede derved ædelt familien fra ping-pong-pigens beskydning.
Da jeg ville til at gå, kom bordelmutteren selvfølgelig og præsenterede mig
for en seddel, hvor der stod, at show og øl
kostede 300 baht. ”Prøv at høre, lille dame,
hele gaden derude står og skriger 100
baht!” ”Nå,” sagde hun, ”men hvem har du
aftalt det med?” ”Med dig bl.a.,” svarede
jeg. ”Nå,” sagde hun, som om at det havde
hun da ikke længere den fjerneste erindring om. Hun betragtede mig olmt, tog
sine 100 baht og gik sin vej. Det samme
gjorde jeg. En speciel oplevelse rigere. Men
uden fotos. Og efter at have overværet et
freakshow, der på erotisk niveau rangerede
omtrent på højde med indtagelse af en
gammel cowboytoast.
Ud over at skyde med bordtennisbolde
og bananer er kvinderne i barerne her
kendt for at benytte deres underliv til
at ryge cigaretter, fløjte i plastikfløjter,
skyde pile ud af pusterør, proppe
krybdyr op, gemme lange snore med
små flag, der kan trækkes langsomt
ud, snurre snurretoppe, skære ting i
stykker med knive og barberblade, og
skyde guldfisk ud i en skål. Kvinderne
er ofte fattige immigranter fra Laos
eller Myanmar, og en del skønnes at
være ofre for menneskesmugling.
Arbejdstiden er fra kl. 18 til daggry
syv dage om ugen. Kvinderne har
typisk kun fri to aftener om måneden.
Månedslønnen er ca. 1.000 kr. Kilde:
Wikipedia.
Ud og hjem igen: Fly KøbenhavnBangkok fås fra ca. 3.650 kr. t/r.
nn Jakob Øster har medlemsnr. 312 og var
senest i Patpong i 2012. Læs mere om ham
på www.jakoboester.dk.
Stripshow i stueetagen. Hardcore shows foregår
ovenpå. Desværre uden photo opportunities.
Politiet patruljerer skam i Bangkoks gader.
19
20
Koordinaterne
35°0´12.59˝ N
135°46´30.19˝ E
Gion, Kyoto, Japan
Tekst: Lars-Terje Lysemose
FOTO: Svend Bergmann
B
ydelen Gion i Kyoto er fyldt med
huse bygget i traditionel stil.
Her er også en del tehuse kaldet
ochayaer. Det er her, Gions
besøgende er blevet underholdt af geishaer
på en udsøgt maner i århundreder.
Indenfor i en ochaya kan en aften
i selskab med en geisha byde på drinks,
konversation og spil, traditionel japansk
musik, sang og dans. Geishaer og maikoer,
som er geishaer under oplæring, ses i
Gions gader, når de går mellem deres
forskellige aftaler i ochayaerne. De danser,
synger og underholder alle. En maiko kan
ofte genkendes på sin hvide ansigtssminke.
Gion blev oprindelig bygget for at
huse de rejsende til den nærliggende
helligdom. Med tiden blev bydelen et af de
mest eksklusive og velkendte geishaområder i hele Japan. I 1920´erne var der ca.
80.000 geishaer i Japan, men i dag er tallet
faldet til omkring 10.000.
Geishaer må i øvrigt ikke forveksles
med prostituerede, som binder deres
obibælte af silke foran på kimonoen, mens
geishaer har obien bundet på ryggen. Der
findes i øvrigt også mandlige geishaer. De
kaldes otoko-geishaer eller taikomochier.
Moderne geishaer lever stadig på
traditionel vis i geishahuse, okiyaer, i
bydele kaldet hanamachier (”blomsterbyer”). Den elegante overklassekultur,
som geishaer er en del af, kaldes karyūkai
–“blomsternes og piletræernes verden”.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364, og Svend Bergmann har medlemsnr.
365.
21
5 tips til
Kyoto & Nara
2
3
1
Tekst: Lars-Terje Lysemose
Fotos: Lars-Terje Lysemose
& Viroj Jienwatcharamongkhol
Den Gyldne Pavillion
Kyoto har 17 steder på Unescos
verdensarvsliste, og byen har mere
end 400 shinto-helligdomme og 1.600
buddhistiske templer. Det smukkeste
sted er utvivlsomt Den Gyldne Pavillion,
Kinkaku-ji. Besøg parken lige før
solnedgang og nyd guldets glans, når det
spejler sig i aftenlyset i den tilstødende
sø. Pavillionen stammer fra 1397 og blev
bygget for at huse den lokale shogun.
Hans søn gjorde siden stedet til et
buddhistisk tempel.
Den grønne bambusskov Arashiyama
Det giver en fortryllende stemning, når lyset brydes af bumbussens
grønne stammer og blade i Kyotos
Arashiyamaskov, der virker uendelig stor.
Mange kærestepar og nygifte i traditionelle japanske klæder vandrer her ad de
anlagte stier. Har man trætte fødder, kan
man også hyre en rickshaw.
Fushimi-Inari-Torii
Denne shinto-helligdom er en af de mest
besøgte i Japan og består af bemalede
orange træstammer, som former et
labyrintisk netværk af stier, som snor
sig 4 km op ad et bjerg lige uden for
Kyoto. Helligdommen stammer fra det
8. århundrede og er dedikeret til ris- og
sakeguderne.
Gion
Kyotos berømte forlystelses- og geisha­
kvarter består af smukke gamle huse og
brostensbelagte gader. Her findes mange
tehuse, restauranter og barer.
Gå ikke glip af Shimbashi, en af
Kyotos smukkeste gader. Gion kommer
især til live om aftenen, hvor man også
kan være heldig at møde smukke geishaer
på gadeplan.
Parken Nara-Kōen
Byen Nara ligger bare 36 km fra Kyoto.
Her kan man fodre og klappe nogle af
de 1.200 tamme og fritgående rådyr i
den store park, som omfatter adskillige
museer og templer. Dyrene er siden
før-buddhistisk tid blevet set som
gudernes budbringere. Naras berømte
Daibutsu, ”Store Buddha”, kan ses i
Todai-ji-templet. Dette er en af verdens
største bronzefigurer. Den består af 437
tons bronze og 130 kg guld.
4
22
5
1
2
3
4
6
5
7
8
9
Og 9 ting du bør vide om Japan
1. Maden
Øv dig i at spise med pinde. Japansk
madlavning er på Unescos kulturarvsliste.
5. Japansk humor
Gadebilledets udsmykning og skilteskov
giver en ide om japanernes sans for humor.
8. Traditionel beklædning
På helligdage kan du være heldig at se
japanerne i deres traditionelle dragter.
2. Bambus
Bambustræet symboliserer udholdenhed.
Det kan blive op til 40 meter højt.
6. Natteliv
Uanset tidspunkt på døgnet kan du altid
finde åbne butikker, barer og restauranter
i Tokyo.
9. Hiroshima
Nedslagsstedet for verdens første atombombe er en stemningsfuld mindepark.
3. Shinto
Japans ældste religion og livsfilosofi.
Mange dyrker både shinto og buddhisme.
4. Buddhisme
To tredjedele af japanerne dyrker i en eller
anden grad buddhisme.
7. Skyskrabere
Tokyos skyline ses bedst lige før solnedgang fra Rappongi Hills Mori Tower.
23
nn Lars-Terje Lysemose er ansvarshavende
redaktør af Globen og har medlemsnr. 364.
Han indledte 2014 med at fejre nytår i
Kyoto sammen med Globens grafiker Viroj
Jienwatcharamongkhol.
Japan får aldrig fred
for den vrede Gud
Vulkanen Usus eller Dragen gik i udbrud uden for selve bjerget, og ved en landevej
åbnede jorden sig pludselig.
Japanerne lever med jordskælv og
vulkaner til hverdag på samme måde,
som vi lever med regnvejr. I dag er
japanerne blevet virkelig gode til at
gardere sig imod de uovervindelige
naturkræfter, som de har vænnet sig
til i de årtusinder, hvor landet har
været beboet af mennesker.
Tekst & FOTOS:
Henning Andersen
J
apan er verdens jordskælvsland
nummer et og vulkanernes land:
Japan kan prale af at have 10 % af
verdens vulkaner – over 100 – der
er mere eller mindre virksomme, og det
betyder igen, at jordskælv og vulkanudbrud hører med til japanernes liv. Hvert år
forekommer 1.500 jordskælv her foruden
adskillige kraftige vulkanudbrud. Jorden
her er nærmest som bævrende gele, og
Japans 130 millioner indbyggere lever
på vulkanernes bjergskråninger; nogle
steder bor de inde i selve vulkanernes
kratere, i dale og slugter. Japan kan
rammes af tsunamier fra havet og mudder
og lavastrømme fra vulkanerne. Det
japanske ord tsunami betyder egentlig
havnbølge fra tsu “havn” og nami “bølge”.
I dag bruges det om kunstige havbølger,
som opstår ved jordskælv eller vulkanudbrud på havbunden ude i havet.
At den japanske undergrund er så
oprørsk skyldes, at flere store tektoniske
plader bevæger sig i forhold til hinanden
og presses ned under hinanden, og Japan
ligger lige oven over i selve brændpunktet.
Stillehavspladen, den euroasiske, den filip-
24
pinske og den nordamerikanske plade
bevæger sig med nogle centimeter om
året som i en vridemaskine, der ikke kan
standses. Underskydningen ved disse
pladebevægelser er ansvarlig for de eksplosive vulkanudbrud og ligeså de mange
ødelæggende jordskælv, som Japan har
været og altid vil være udsat for fra tid til
anden. Alt sammen et resultat af Jordens
indre, der skal af med sin overskudsvarme. I dag ved vi, at det er varmeprocesser
dybt i Jordens indre, som er drivkraften
bag kontinentalpladernes bevægelser, og
selvom de er udslettende i form af stærke
jordskælv, er de også med til at skabe og
opbygge landet. Glødende lavastrømme
og alt det smeltede udbrudsmateriale,
der på vej ud igennem vulkanerne køler
af, danner nyt frugtbart land til gavn for
menneskene og livet. Dette er processer,
der får jorden til at briste og skælve med
udløste energier, der svarer til millioner af
atombomber.
Gudernes vredesudbrud
Japans 6.852 øer (hvoraf 430 er beboet)
er opstået netop grundet disse enorme
pladebevægelsers sammenstød. At leve
med så stærke naturkræfter som en daglig
trussel blev skyld i, at japanerne i fortiden
omtalte kontinentalpladernes bevægelser
som ”gudernes vredesudbrud”. Det måtte
jo være guddommelige kræfter, der var på
spil, når menneskene nu ikke selv kunne
standse eller have kontrol over dem.
1. september 1923 kl. 11.58 rykkede
den filippinske plades front sig næsten fire
meter ned under den centrale del af øen
Honshu lige på det sted, hvor hovedstaden
Tokyo ligger oven over. En dame, som jeg
engang rejste sammen med, fortalte mig,
at hun som ung var ambassadesekretær på
den danske ambassade i Tokyo, og netop
som hun skulle til at gå hjem, begyndte
hele bygningen at svaje. Hun nåede lige
at komme ud af huset og blev nærmest
slynget over vejen til den store bypark på
den anden side af gaden, hvor hun måtte
holde fast i et træ for ikke at blive kastet
væk. Flere minutter i træk rystede jorden,
og træhuse styrtede sammen som brikkerne i et puslespil. Ingen kunne stå på
benene i de to minutter, skælvet varede.
Mange japanere var ved at gøre klar til
frokosten i deres køkkener, og det gjorde
situationen mere kaotisk. Huse af tegl
brød sammen, og de fleste træhuse stod
på få minutter i flammer ved de mange
ildebrande. 140.000 japanere døde i
flammerne, druknede eller blev begravet
under murbrokker. 8,3 på Richterskalaen
lyder bedømmelsen af den udløste energi
i skælvet. Det, der slog de fleste ihjel, var
ikke så meget selve skælvet, men de mange
ildebrande som forvandlede Tokyo til et
kæmpemæssigt flammehav i de følgende
dage.
Ambassadesekretæren overlevede
mirakuløst, fordi hun sammen med
mange af Tokyos indbyggere havde søgt
tilflugt i byparken og blev der i en uges tid,
mens jorden efterhånden faldt til ro igen
efter de mange efterskælv. Til kamp mod naturen
En japaner fortalte mig, at hans forældre
fra deres forældre igen fik fortalt om det
frygtelige jordskælv i 1923, der havde lagt
Tokyo i ruiner. Det var dette jordskælv,
der fik japanerne til at tage kampen op
mod de underjordiske kræfter. ”Vi ved, at
vi ikke kan vinde over dem, men vi kan
prøve at modstå dem bedre, uanset om der
er tale om jordskælv eller vulkanudbrud,”
fortalte han mig. Denne katastrofe var altså medvirkende til, at man nu begyndte at bygge
huse af stål og beton og vinduer af elastisk
glas, og i dag er Japan langt bedre garderet
til at kunne stå i mod kraftige jordskælv.
Det er nødvendigt, når jorden er så urolig
under fødderne. Siden har der været kraftige jordskælv, et i 1995, hvor også mange
mennesker omkom, men generelt er man
nu bedre til takle de uovervindelige naturkræfter. I 1978 vedtog det japanske parlament, at en såkaldt ekspertkomite skulle
nedsættes og godkende alle bygninger
fremover.
I dag er jordskælvsøvelser en fast
rutine for ikke kun børnene i skoleklasserne, men også på arbejdspladserne for de
voksne. Desuden holder man rutinemæssige øvelser i hele byer og større samfund
i, hvordan skal man forholde sig, når det
begynder at ryste. Ned og ind under borde
og så langt væk fra vinduer som muligt
eller holde fast i den nærmeste dørkarm.
Det er vigtigt at vide, hvor man sikrest kan
flygte hen, hvis man oplever et jordskælv,
da der altid kommer såkaldte efterskælv,
der ofte kan være lige så kraftige som selve
hovedskælvet. Familier opfordres til at
have et specielt lager af mad og tæpper, og
hver egn skal have et antal underjordiske
vandbeholdere.
Det er endnu ikke muligt at forudsige jordskælv, selvom forskningen er i
rivende udvikling. Man kan ikke sige,
hvilket sekund en gren vil knække på
midten, hvis man bøjer grenen i begge
ender. Her har vi samme system. Man kan
måle kontinentalpladernes bevægelser og
ophobede spændinger, men ikke hvilket
sekund, spændingen vil udløses i form af
et jordskælv.
Man er dog kommet så langt hen ad
vejen, at man nu med et meget fintfølende
automatisk alarmsystem kan nå at afbryde
el- og gasforsyningerne samt strømmen
til højhastighedstog, få sekunder inden
et jordskælv rammer. Det er sådan, at et
jordskælv sender bølger gennem jorden,
men et elektrisk signal går endnu hurtigere. Japanerne har fx bygget tunneller,
som man kan flygte sikkert igennem,
hvis der pludselig kommer stenregn fra
en vulkan. Andre steder har man anlagt
specielle evakueringsruter og grønne
områder, hvor man kan være i sikkerhed
for nedstyrtende genstande. Og i storbyerne står helikoptere parate til, at man
hurtigt kan danne sig et overblik over en
situation fra luften. En lille pige på vej hjem fra skole, mens
der stadig kommer aske og småsten fra
vulkanen. Derfor både hjelm og paraply.
En trendy måde at dø på
Japanerne er meget seriøse mennesker,
og de forventer nærmest, at udenlandske
turister begår fejl, men samtidig er de også
imødekommende og hjælpsomme. Noget
af det, som ofte falder turister i øjnene er,
at japanerne har det med ikke at vise deres
følelser udadtil, men skjule dem i sit indre.
En ulykkelig kærlighedsaffære, eller en
ikke bestået eksamen kan få en japaner til
begå selvmord. Og at kaste sig ud fra en
vulkans kraterrand og ned i dens glødende
lava har været en ikke ukendt måde at
begå selvmord på i Japan. Uoverskuelige
problemer og for mange nederlag har fået
tusinder af japanere til at kaste sig ned i
25
selvmordsvulkanen Mihara på øen Izu
Oshima kun to timers sejlads fra Tokyo.
Fra en højtaler et sted på vulkanens
skråning kunne man igennem mange år
høre en ung sangstemme synge om den
ulykkelige kærlighed, der kun kunne
løses ved en dødelig udgang. Alene i
1933 kastede 944 japanerne sig i Miharas
glødende lavasø fra platformen på vulkanens top. De mange selvmord fik myndighederne til at sætte et hegn op, og det blev
umuligt kun at købe en enkeltbillet til
færgen over til vulkanøen.
Japans hellige og nationale symbol
Japans mange vulkaner har beriget landet
med den frugtbare jord, som de vulkanske
udbrudsprodukter har omdannet jorden
til med deres mange næringsstoffer. De
varme kilder med de opløste mineraler er
en lise for sjælen og virker styrkende på
organismen, og de varme sandbade med
mineraler forynger og fornyer ens hud
bagefter.
Jeg havde glædet mig til at se
Fujiyama. Vulkanen er Japans hellige og
nationale symbol nummer et og også et
symbol på solguden. Navnet tolkes på
mange måder, men mon ikke citatet: ”Der
er ikke noget bjerg som dette” passer og er
det mest forstående. Sådan er og har det
været for mange kunstmalere igennem
århundreder, et valfartssted for pilgrimme
og turister foruden japanerne selv. Vi boede på et hotel i dalen ved
Owakudani, og fra hotellet var der fri
udsigt til Fuji. En lise var det at sidde i
hotellets hede kildebade i kælderen om
aftenen og se på solnedgangen over Fuji.
Japans højeste vulkan er 3.776 meter
høj og har senest været i udbrud i 1707,
men kan komme i udbrud når som helst
igen, og der holdes konstant øje med den.
Tokyo ligger kun 100 km væk. Jovist er
Fusijama det smukkeste bjerg, jeg har set.
Hvis man vel at mærke bruger timer på at
betragte vulkanens kegle i alle de forskellige farvenuancer, som er blevet det tildelt.
Beppu på den japanske subtropiske ø
Kyushu er de varme kilders højborg med
over 4.000. Hotellerne har et varmt bassin
i kælderen, og hver aften kan man bade i
bassinet eller blive gravet ned i det varme
mineralholdige sand og føle sig 10 år yngre.
Tænk engang. Med Shinkansen kørte vi til
Beppu og lod os indkvartere i det gamle
bycenter – udelukkende med det formål at
blive gravet ned i et varmt sandbad.
Japanske damer i deres bedste alder
står og skovler hver eneste gæst ned i
sandet og sørger for, at man forbliver
Japan
Ud & hjem igen: Fly København-Tokyo
t/r fås fra ca. 4.350 kr.
At ligge tildækket i vulkansk sand og grus er en lise for sjælen, og man forynges og
får ny energi.
Foto af vulkanen, hvor man tydeligt
ser, at mudder og lava føres uden om
huse og bygninger. Smart, ikke?
Millionbyen Kagoshima og vulkanen
Sakurajima i baggrunden – også kaldet
for Østens Vesuv.
rolig og på sin post uden de store sprættende bevægelser. Skulle nogle få lyst til at
spørge om det hjælper, har jeg et svar: ”Ja,
det gør det, ny livskraft og energi bagefter!”
Japans mest virksomme vulkan heder
Sakurajima – også kaldet for ”Østens
Vesuv” – da den ligesom Napoli ligger tæt
ved en vulkan. Millionbyen Kagoshima
ligger kun 10 km fra vulkanen, svarende
til ca. 30 minutters sejlads. Vulkanen er ca.
1.100 meter høj.
Sakurajima er næsten konstant i
udbrud og sender regelmæssigt byger
af småsten og aske ud over egnen, så de
nærliggende byer ved vulkanens fod må
gå i ly og læ, når sirenen lyder, og have
en paraply med sig som ly imod stenregnen og skolebørn en hjelm til at tage
på hovedet. Vulkanen betragtes som
Kagoshimas symbol på både styrke og
skønhed.
Fra Kagoshima går der rutebåde til
Okinawa og Kazanøerne syd for. Ordet
kazan betyder “vulkansk” på japansk,
og her ligger verdens største koncentration af undersøiske vulkaner samlet på et
sted. Hver gang en vulkan skruer bissen
på, og japanerne i de nærliggende beboelsesområder enten er evakueret eller gået
i beskyttelsesrum, går der ikke lang tid,
før de utålmodigt siger: ”Det er allerede
fem dage siden, jeg måtte flygte hertil, og
jeg ved ikke, hvordan mine afgrøder har
det. Jeg er ligeglad med, om jeg dør, jeg
vil bare hjem og se til gården.” En anden
siger: ”Jeg er selvfølgelig bekymret for, om
der kommer en ny eksplosion oppe fra
26
Lokal transport: Man kan med
fordel købe et togpas, inden man
kommer til Japan. De fås til fx en uge
eller to og gælder også til de fleste
højhastighedstog. En uge koster 1.700
kr., to uger 2.710 kr.
LOGI: Et værelse indrettet i vestlig stil
på et trestjernet hotel koster typisk
omkring 300 kr. Et værelse i japansk
stil på et ryokan er langt dyrere.
vulkanen, der kan udsende byger af sten
og lava, men jeg vil altså tilbage til mit hus
nu!” I sandhed ukuelige mennesker.
nn Henning Andersen har medlemsnr.
P498. Han er vulkanolog, rejseleder og foredragsholder. Læs mere om hans oplevelser
på www.vulkaneksperten.dk.
Taipei 101 er formet som en
bambuspind. Fra toppen er der
en god udsigt over den foru­
renede by.
Mit land nr. 100, Taiwan, blev fejret
på bedste vis på businessclass til
Taipei med hele svineriet af champagne, tre retters-menu på porcelæn
med vin og cognac i store mængder.
Men festlighederne fik en brat ende,
da jeg efter nogle dage lå i noget, der
mindede om en opiumshule.
Tekst & FOTOS:
Per Danielsen
D
et var en dejlig fornemmelse
at have nået 100 lande, og jeg
følte mig meget berejst og
opsat på at se mere af verden.
På den første dag så jeg det meste af Taipei
til fods, hvor jeg besøgte Chang Kai-sheks
mindehal, hvor man efter at have gået 80
trin op kan se en stor statue af en siddende
generalissimus. Videre til Dr. Sun Yat-senmindehallen, hvor man kan se en siddende
Dr. Yat-sen, som grundlagde republikken
Kina for 100 år siden.
Gåturen sluttede i Taipei 101, som
indtil 2009 var verdens højeste bygning
med en højde på 508 meter. Kun Burj
Khalifa i Dubai med sine 828 meter er i
dag højere. Undervejs i køen for at komme
op med elevatoren, som på 37 sekunder
bringer en op til 89. etage, får man taget
et foto, som man senere kan købe. Som
en ekstra service kan man også se billedet
på en skærm længere fremme i den lange
kø, så det er jo fristende at tage at foto af
skærmbilledet, så man både slipper for at
stå i kø for at købe en kopi – og sparer en
del penge.
To dage senere befinder jeg mig om
natten på en briks i et langt rum, hvor der
står to rækker af smalle brikse. Her ligger
folk, som enten er halvt eller helt bevidstløse. Ivrige kinesiske piger kommer helt
tiden med friske forsyninger for at dæmpe
smerterne. Enkelte bliver kørt ud næsten
helt livløse.
Opiumshule
Er jeg havnet i en opiumshule? Nej, jeg
ligger på skadestuen i byen Taichung pga.
27
en blodforgiftning, forårsaget af et sår i
den venstre storetå, som er blevet betændt
efter den lange gåtur i Taipei. Da jeg efter
en tur til Østtimor to år tidligere pådrog
mig en blodforgiftning efter at være blevet
bidt af en blodigle, vidste jeg straks, hvad
der var galt og fandt en skadestue. Nu
frygtede jeg, at jeg ligesom derhjemme
skulle vente i timevis på at tale med læge,
men servicen var ganske fin, og efter to
minutter talte jeg med en læge, som kunne
engelsk.
Behandlingen bestod i en injektion
med antibiotika som drop hver sjette time.
Lægen ville helst indlægge mig, men da jeg
allerede havde betalt for et ganske glimrende hotel i nærheden, fik jeg lov at blive
boende – mod at komme til behandling
kl. 3, 9, 15 og 21. Endnu værre var det, at
jeg ikke kunne rejse til Singapore næste
onsdag, som jeg ellers havde planlagt, da
behandlingen ville vare mindst fem dage.
Så jeg havde fået forbud mod at flyve –
efter at have nået 100 lande.
Så jeg tilbragte de næste fem dage
med at gå til behandlinger fire gange om
Trafikken er intens i Taipei, hvor der bor 6 millioner mennesker.
dagen. Det var sin sag at skulle op midt om
natten efter at være kommet hjem sent om
aftenen, men det lykkedes da alle gangene.
Det er interessant at se, hvordan byen
forandrer sig fra at være travl om dagen
til at være halvtom om aftenen og næsten
helt tom midt om natten. Helt tom er den
dog ikke om natten, da de første boder
med mad allerede er ved at åbne kl. 4 om
natten, da jeg var på vej hjem til min seng
på hotellet.
Jeg blev rigtig god ven med en af
lægerne, som kunne engelsk. De hårdarbejdende sygeplejersker kunne desværre
næsten ikke noget engelsk, men var utrolig
hjælpsomme på trods af, at de knokler
hele tiden på en 12 timers vagt. På en af de
sidste dage fortalte en af sygeplejerskerne,
at nu skulle jeg kun have fire dage mere,
hvor hun i virkeligheden mente, at jeg kun
skulle have fire behandlinger mere. Så det
er altid værd at dobbelttjekke informationerne.
I starten skred behandlingen kun
langsomt frem, men om torsdagen, dagen
før jeg havde planlagt at tage hjem fra
Singapore, fik jeg endelig go af lægen mod
at få en sidste behandling kl. 3 om natten.
Så om fredagen kunne jeg endelig tage
hjem – velforsynet med antibiotikapiller.
Taiwan har et sundhedsvæsen, der er
betalt via indkomstskatten, men hvor man
selv skal betale en lille del. For fem dages
behandlinger og medicin endte jeg med at
betale 1.600 kr., som jeg fik refunderet af
min rejseforsikring.
Så jeg fik ikke set meget til Taiwan,
men til gengæld har jeg set et sygehus
indefra, hvilket de færreste turister nok
oplever.
Rejsen fortsætter et år efter
Heldigvis har jeg en god rejseforsikring
med Eurocard Platinum, så da jeg kom
hjem, fik jeg erstatning for de feriedage,
hvor jeg havde været syg. Så jeg besluttede
mig for at tage af sted igen og fortsætte
rejsen, hvor jeg slap første gang.
Ligesom den første gang blev rejsen
initieret af et godt tilbud fra Lufthansa,
hvor jeg kunne flyve til Sydøstasien for
under 4.000 kr. t/r. Desværre ikke helt til
Taipei, men i første omgang til Singapore
og i anden omgang til Taipei. Jeg havde
en masse Air France-bonuspoint, som
var ved at udløbe, så de blev udnyttet
til en businessclass-billet fra Singapore
til Taipei med det taiwanesiske selskab
China Airlines. En glimrende service,
hvor purseren personligt kom rundt og
bød velkommen til de fire passagerer på
business, inden serveringen begyndte. En
glimrende måde at fejre 100 lande på.
I Taipei tilbragte jeg et par dage med
at se noget af det, jeg ikke havde set i første
omgang. Derefter tog jeg igen højhastighedstoget til Taichung. Det japanskbyggede tog kører de 185 km på 52 minutter.
Undervejs ser man, hvor tæt bebygget
øen Taiwan er. Arealet er på størrelse med
Holland, men med 20 millioner indbyggere er der 20 % flere indbyggere end i det
tætbefolkede Holland. Den østlige del af
øen er pga. den nord-sydgående bjergkæde
tyndt befolket, så de fleste bor i den vestlige del. Her bor de fleste i høje etageejendomme, som ikke optager så meget plads,
så der også bliver plads til en masse industri. Indimellem ser man også rismarker.
Jeg havde ikke lyst til at se byen
Taichung igen, så jeg tog straks en bus
op til Sol-måne-søen (ofte omtalt ved
28
sit engelske navn Sun Moon Lake), som
ligger køligt i 748 meters højde. Her skulle
der også være mulighed for at se Taiwans
mindste stamme af oprindelige folk, som
boede på øen allerede inden kineserne
kom over fra fastlandet i 1400-tallet.
Folkerepublikken ved at tilbageerobre Taiwan
Taiwan er selvstyrende og anerkender ikke
Folkerepublikken Kinas territoriale krav
på øen, men efter at fastlandskineserne
nu frit kan rejse til Taiwan, er de ved at
tilbageerobre øen. Et af de steder alle
turisterne skal besøge er Sol-måne-søen.
Lange rækker af turistbusser kom kørende
op til søen, hvor man efter at være blevet
fotograferet skulle ud og sejle en tur på
den næsten 8 km2 store sø. Det var endda
så praktisk indrettet, at for at komme fra
parkeringspladsen var man nødt til at gå
igennem en souvenirbutik for at komme
ned til bådene. Først om aftenen, når alle
busserne er kørt væk igen, falder der ro
over byen ved søen – eller næsten ro, da
græshopper og frøer nu tager konkurrencen op om det højeste lydniveau.
Heldigvis er kineserne holdt op med
at cykle, så man kan i fred og ro cykle
Der er anlagt en smuk
cykelrute med broer et
stykke af vejen langs
Sol-måne-søen.
Taiwan
Ud & hjem igen: Fly København-Taipei
t/r fås fra ca. 5.450 kr. Taiwan er visumfrit for danskere i op til 90 dage.
den smukke 30 km tur rundt om søen.
Undervejs passerer man adskillige templer
og en forlystelsespark opkaldt efter thaofolket. Som en ekstra ”oplevelse” kan man
køre op til parken med en svævebane.
Desværre var der ikke meget tilbage
af thaofolket, kun nogle souvenirboder
med thaoting. Ved det store jordskælv i
1999 mistede 80 % af thaoerne deres huse.
I år 2000 var der kun 281 thaoer tilbage, så
det var ikke så underligt, jeg ikke rigtig så
nogen.
På trods af de mange turister og
manglende thaofolk, så var det en smuk
oplevelse at se søen både på cykel og til
fods, hvor der er fred og ro.
Overbooket museum
Anden gang jeg var i Taipei besøgte jeg
også det nationale paladsmuseum, som
huser en af verdens største samlinger af
kinesisk kunst gennem 7.000 år. Jeg havde
glædet mig til at se museet, da jeg ikke
nåede det første gang. Jeg blev mødt af en
armada af turistbusser udenfor. Igen var
det store grupper af kinesere fra fastlandet,
som var kommet for at se de mange skatte,
som nationalistregeringen, Kuomintang,
fjernede fra fastlandet, da kommunisterne
vandt magten på fastlandet.
Indenfor var der da også lang kø ved
billetkontoret og ved selve indgangen til
samlingen. Over indgangen kunne man
på et display se, at der var 2.600 personer
inden for i samlingen. På et skilt ved siden
af stod der, at man kun lukkede 2.000
ind ad gangen. Den kraftige overbooking
resulterede da også i, at man den første
halve time gik rundt i en lang stime, hvor
man måtte mase sig frem for overhovedet
at se noget. Heldigvis blev der bedre plads
senere, og da jeg forlod museet, var der
”kun” 1.600 gæster tilbage.
Taiwan som rejseland
Efter mine to besøg i Taiwan har jeg nu set
de tre største seværdigheder: Taipei 101,
det nationale paladsmuseum og Sol-månesøen, som også er målet for de mange
turister fra fastlandet. Så det kan anbefales
også at besøge de mange smukke steder i
bjergene fjernt fra masseturismen.
Taipei er en moderne asiatisk storby
med lange lige gader og meget trafik. Den
er efter min mening ikke lige så spændende som Seoul eller Tokyo, men absolut
værd at bruge et par dage på.
29
HISTORIE: Republikken Kina blev
grundlagt efter kejserdømmets fald
i 1911. Kinas nationalistregering,
Kuomintang, beholdt kontrollen over
størstedelen af Kina frem til 1949, hvor
kommunisterne under den kinesiske
borgerkrig havde erobret det meste
af landet. Kuomintang-regeringen
flygtede da til øen Taiwan (tidligere
kendt som Formosa), hvor den har
holdt til siden. Taiwan var med til at
etablere FN, men mistede i 1971 sin
plads til Folkerepublikken Kina (men
Taiwan tæller stadig som et land i
DBK-sammenhæng).
I de første år efter at Kuomintang var
flygtet til øen, blev Taiwan regeret
med hård hånd af Chang Kai-shek,
men efter dennes død i 1975 er Taiwan
blevet langt mere demokratisk. I dag
sidder Kuomintang atter på magten, da
den demokratisk valgte præsident Ma
kommer fra Kuomintang. Reelt eksisterer der således to Kina’er, som gør
territoriale krav på hinanden og begge
ser sig som arvtagere til det historiske
Kina. I modsætning til sin forgænger
går Ma dog ikke ind for et decideret
selvstændigt Taiwan, men for at øge
samarbejdet med Folkerepublikken
Kina.
nn Per Danielsen har medlemsnr. 223 og
besøgte Taiwan ad to omgange i maj 2012 og
juni 2013.
30
Koordinaterne
28°40´0˝ N
84°31´0˝ E
Larkya La, Nepal
Tekst & fotos: Lars-Terje Lysemose
et er stadig mørkt, da vi bliver
vækket ved 4-tiden, og hundekoldt i hytten i Dharamshala,
også kendt som Larkya Phedi.
Heldigvis er der varm te parat, inden vi
begiver os af sted ud i mørket med lommelygterne tændt for at finde sporet i sneen.
Morgengryet kommer en halv time senere.
Det bliver en lang og anstrengende dag, for
vi skal vandre op gennem passet Larkya
La i 5.160 moh og videre ned til Bimthang.
I alt 16 km og en højdeforskel på først 700
meter op og derefter 1.570 meter ned. Det
tager fire en halv timer at nå passet. Solen
skinner, men den klare luft er kold, og det
fyger med sne. Strabadserne belønnes dog
med et spektakulært panorama af nogle af
Himalayas smukkeste tinder. På tibetansk
betyder la snetinde, og Larkya kommer
af ordet lhargyal, som betyder sejr. Og det
føles da også som en berusende sejr, da vi
står her i passet på grænsen til Tibet.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og vandrede sidste år i tre uger rundt
om verdens 8. højeste bjerg Manaslu
sammen med sin far og to nepalesere.
31
K
5 tips til
atmandudalen
Tekst & fotos: Lars-Terje Lysemose
1
2
Besøg Boudhanath
Denne buddhistiske stupa er imponerende. Faktisk er det en af verdens største,
og den er på Unescos verdensarvsliste.
Efter Kinas annektering af Tibet flygtede
mange tibetanere til Nepal, og derfor er
der nu mange tibetanske munke i området
omkring stupaen.
Gå i byen i Thamel
Thamel er Katmandus svar på Khao San
Road i Bangkok. Her samles de unge
rygsækrejsende, og kvarteret er fyldt
med souvenirboder, hoteller, gæstehuse,
cafeer, barer og restauranter. Prøv fx den
italienske restaurant og cafe La Dolce Vita
eller den vegetarianske mellemøstlige
restaurant OR2K.
Tag på mountainbiking
Katmandudalen er rigtig fin at cykle
rundt i. Det er let at leje en cykel og hyre
en guide, og når man først er kommet ud
af byen, er trafikken ikke noget problem.
Men husk cykelhjelmen!
De gamle kongebyer Bhaktapur
og Patan
Nabobyerne Patan og Bhaktapur er i dag
nærmest vokset sammen med Katmandu.
Men i gamle dage residerede der en konge
i hver, og deres bygninger er imponerende
og giver et fint indblik i Nepals historie.
3
4
5
Shopping
Du kan gøre en rigtig god handel i
Katmandu. Byen har både store butikscentre med kendte mærkevarer og små
bikse, hvor man skal prutte om prisen. I
Thamel er der fx mange butikker, som
sælger friluftsudstyr i en udmærket
kvalitet.
32
Og 9 ting du
bør vide om
Nepal
1
5
1. Hinduisme & buddhisme
De fleste nepalesere er hinduer. Men i
bjergene er de fleste buddhister.
2. Religiøse højtider
Festivaler er der mange af. Her klæder
nepaleserne sig i traditionelle dragter.
2
6
3. Gratis skolegang
Mange fattige sender deres børn i klostre,
hvor undervisningen er gratis.
4. Børnearbejde
Børn ses som en ressource og får lov til at
arbejde for føden, især på landet.
3
5. Vandring i Himalaya
Marts til maj og september til november er
bedst. Ofte er en guide nødvendig.
7
6. Flora & fauna
Vilde orkideer og rododendronskove i
fuldt flor. Nepals natur er mageløs.
7. Et åndehul i Katmandu
Der er ikke mange parker i Katmandu.
Garden of Dreams er byens smukkeste.
8. Karavaner
Karavaner med heste er stadig almindelige
til transport i bjergene.
9. Gammeldags landbrug
Geder, får og okser er almindelige.
Landbrugsredskaberne er fra forrige
århundrede.
8
9
4
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364. Læs mere om ham på www.lysemose.
com.
33
Tekst & FOTOS:
Bodil Johanne Jørgensen
Sådan her blev vi modtaget, da vi ankom til Gadenklostret. De hvide tørklæder er en gave.
På klosterbesøg i Mundgod i Sydindien
Tag en pause og giv dig selv tid til fordybelse og refleksion
”M
å vi se din særlige tilladelse
til at være her?” spurgte
politiet flere i gruppen, når
vi udlændinge blev standset
midt på gaden i den lille by Mundgod. Vi
blev omhyggeligt kontrolleret for, om pas
og papirer nu også var i orden. Hvis ikke,
ville vi blive taget med på politistationen.
Det var i januar 2013, hvor jeg var
på retreat et par uger på et munkekloster
i Mundgod. En rejse, der gik ind under
huden og blev en oplevelse for livet.
Takket være tibetanske Lakha Lama
og hans danske ægtefælle, Pia Kryger, fik
vores lille gruppe danskere den særlige
permit, der skal til, for at vi måtte rejse
ind i det tibetanske område i Sydindien.
Hver enkelt deltager skulle ansøge om
tilladelsen og godkendes separat, og vi
var meget heldige at få den i sidste øjeblik
inden afrejsen.
Vejen til Mundgod
Vi befinder os ca. fem til seks timers kørsel
fra Goa. I firehjulstrækkere kører man
ad snoede veje ind i det ellers for langt
de fleste udlændinge lukkede tibetanske
område.
Indiske taxachauffører kører normalt
godt og er vant til kaos. De kører i flow.
Men lige netop vores chauffør kørte i ryk,
så jeg blev så køresyg undervejs, at jeg
måtte ud og kaste op flere gange, inden
vi trætte og udmattede nåede frem til
klostret Gaden.
Lakha Lama er åndeligt overhoved
for dette kloster og tre andre klostre i
området. Han modtages med stor respekt,
når han er på besøg. Han er bestemt ikke
hr. hvem som helst. Selvom han gerne vil
undvære alt postyret, bliver han placeret
på en trone, mens munkene beder om
råd og vejledning. Lakha Lamas livslange
venskab med Dalai Lama mærkes også.
Mundgod by er befolket af tibetanere,
og her bor ca. 17.000 i tibetanske bosættelser. Der ligger mange klostre i tempelområdet, og Drepung Loseling er det mest
kendte, og er et af de vigtigste klostre for
tibetanerne. Klosteret brændte for nogle år
siden, men er i dag genopført. Her var vi
også på besøg og rundvisning, hvor vi fik
forklaret statuer og symbolers betydning
og hørte om den daglige undervisning på
klosteret.
Mundgodområdet er et stort areal,
på størrelse med Sjælland, som den
indiske regering velvilligt har stillet til
rådighed for de tibetanske flygtninge
siden 1950’erne. Her findes små landsbyer, landbrug, handel og småindustri.
Der strømmer fortsat nye flygtninge til.
De løber en stor risiko for at blive skudt
af kineserne under deres flugt til Nepal
34
fra det gamle Tibet, der nu er en del af
Kina. I Katmandu fordeler man flygtningene. De fleste vil allerhelst til Dharamsala,
hvor Dalai Lama bor, men da de ikke alle
kan være der, kommer nogle til Mundgod.
Alle har gult flygtningepas, som betyder,
at de ikke er indiske statsborgere. Indien
har taget godt imod de fremmede. Her er
gode og velordnede forhold, fx skoler og
klostre. I modsætning til resten af Indien
er Mundgod en meget ren by.
På det kloster, vi boede på, var der
normalt omkring 1.500 munke, men
de fleste var ikke hjemme, fordi de var
optaget af forberedelser til Dalai Lamas
besøg på et andet kloster nogle få kilometer derfra.
Munkeomsorg
Det var enkle værelser, men med rigtige
senge og gode madrasser, og jeg og en
anden delte værelse. Vi havde eget bad og
toilet, så i forhold til klosterforhold mange
andre steder, var det den rene luksus.
”Skal jeg lave noget andet til dig til
morgenmad?” spurgte en munk mig en
dag. Han havde lagt mærke til, at jeg ikke
spiste så meget, var bekymret og ville
hjælpe.
Maden var ellers velsmagende og
tilrettet vesterlændinges smag, så der var
Alle stillede op i kø, bukkede og gav hvide tørklæder til Dalai Lama, et tegn på dyb
respekt.
knap så meget chili og karry i de farvestrålende retter end ellers.
Munkene fortalte og delte deres liv
med os. Og de var meget interesserede i
vores måde at leve på. Munkenes bønner
og den meditative summen hørtes overalt.
Her var liv, men samtidig en rar, ophøjet
stilhed.
Klosterlivet
Donnng, donnng, donnng, lød det fra
gonggongen i klosteret allerede kl. 5.30
om morgenen, mens det endnu var mørkt
udenfor. Morgenceremonien skulle til at
begynde. Forinden havde vi hørt lyden af
rislende vand fra de udendørs vandhaner,
hvor munkene børstede tænder inden
dagens start.
Dagen går med belæringer af
teksterne. Der er tre måltider om dagen,
og man hviler sig midt på dagen i nogle
timer og går til ro ved 22-tiden. Sådan er
det enkle klosterliv.
Alle virkede glade og havde overskud
til at være humoristiske. Munkene havde
let til smil og latter, og vi fornemmede
deres nærvær, og at de ville gøre det så
godt og behageligt for os som muligt.
Munkeeksamen og munkedebat
Et af højdepunkterne for rejsen var en
munkeeksamen, hvor vi var så heldige
at opleve 5.000 munke, som var til den
eftertragtede geisha-eksamen. En titel,
det tager flere år at kvalificere sig til.
Munkene trænes i to og to at fremstille
den buddhistiske lære og visdom ved, at
den ene munk stiller spørgsmål ledsaget
af håndklap, og den anden munk skal så
svare på eller imødegå påstanden ved at
citere fra teksterne. Ofte er der også andre,
som blander sig i debatten. Så længe man
slår hinanden i hænderne betyder det, at
man diskuterer. Dvs., svarer den anden
på et spørgsmål. Den, der slår, svarer den
anden. Der var store offentlige debatter,
hvor munkene grinte, argumenterede og
slog i hinandens hænder. En munk blev på
et tidspunkt så engageret i debatten, at han
holdt sin bedekrans op foran sig, som var
det en slangebøsse.
Eksamen varede et par dage, og
der var musik og højrøstet tale overalt.
Pludselig kunne der så være helt stille.
Men det var kort tid ad gangen. Så var der
et svar fra en munk, og diskussionen blev
genoptaget. Det var underholdende og
interessant, selvom vi ikke kunne det tibetanske sprog.
I nonnekloster
En dag var afsat til besøg i et nonnekloster
Jangchub Choeling, hvor der bor omkring
250 nonner.
Vi blev budt velkommen og bænket i
en stor sal. Her blev vi budt på te, vand på
flaske og kiks.
”I har forsømt haven og ikke passet
den godt nok, og I skal tænke positivt på
naboerne og snakke med dem,” sagde den
åndelige leder Lakha Lama, der også er
kendt som Rinpoche, da vi var til en slags
teceremoni i baghaven Det skyldtes, at
der var opstået samarbejdsproblemer med
naboerne, som var indere. For klosteret lå
ud til det indiske område.
35
Nonner pynter porten til Dalai Lamas
besøg.
Det var ikke første gang, der var
samarbejdsproblemer, og tidligere havde
Lakha Lama kunnet løse det. Derfor var
han kommet igen, og vi var så privilegerede at være inviterede med. Vi deltog i
forskellige ceremonier og bad for samarbejdet.
En i vores gruppe var blevet syg og
dehydreret, og lige netop den kvinde sponsorerede to nonner fra dette kloster. Da
nonnerne hørte om hendes sygdom, mente
de, det var deres opgave at være en form
for hjemmesygeplejersker, og de tog med
tilbage til vores kloster, hvor de blev indlogeret sammen med kvinden, som nu blev
serviceret døgnet rundt i de sidste fem
dage, vi var der, indtil vi rejste hjem. Det
var rørende.
Dalai Lama på besøg
Mens vi var på klosteret, kom Dalai Lama
på besøg. Han skulle deltage i den 26.
Mind & Life-konference med videnskabsfolkene.
Der var naturligvis stor ståhej i byen i
anledning af hans besøg. Byporten skulle
sættes op og pyntes. Den opgave klarede
nonnerne. De kravlede gerne op på lange
træstiger for at sætte blomster og forskellig
pynt på plads, som var blevet fremstillet til
lejligheden.
Vi stod i hundredevis ved vejsiden og
vinkede til ham, da han kom kørende med
mindst 30 biler efter sig. Sikkerhedsfolk
og skudsikre biler. Ja, en af verdens fredeligste mænd har brug for at omgive sig
med skarpskytter det meste af tiden.
Klosterbesøg i
Indien
Mens vi venter på Dalai Lama.
Moderne liv og gammeldags tankegang
Vi brugte dagene til at høre belæringer og
studere filosofi.
”Du er så smuk, og vi har mødt
hinanden før,” sagde en af munkene en
dag til mig. Jeg er ret sikker på, at det ikke
var mit udseende, han mente. Samtalen
var dybere og på et andet niveau. De var
nysgerrige og samtidigt ydmyge.
På stedet var der en internetcafe, som
munkene brugte flittigt. Moderne munke,
med Nikesportssko og armbåndsure –
enkelte havde også mobiltelefoner og viden
om Facebook og Twitter etc.
En af kvinderne i vores gruppe lagde
dog mærke til, at hun blev sprunget over
i den lille butik, hvis der var mænd, som
skulle købe noget i klosterets købmandsbutik. Vi undersøgte det. Desværre
havde hun muligvis ret. Jeg stod en
dag med en tube tandpasta, en kam og
nogle hårspænder, og efterhånden som
mændene kom ind i munkeshoppen, kom
jeg længere og længere bagud i køen. Lidt
tankevækkende, men vi var jo også på
deres domæne.
Det er svært at beskrive den følelse,
man får, når man møder en indviet. Oftest
er det ydmyghed og venlighed, der karakteriserer disse munke, som har fået en
uddannelse i kloster og lever et klosterliv.
Vi havde også en foredragsaften med
en skolelærer, som er far til hele tre reinkarnerede lamaer. Vistnok den eneste
i hele verden, som har præsteret dette.
Disse drenge er blevet ”genkendt” og
taget væk fra forældrene i en alder af tre
år for at blive sendt til klostrene, hvor de
får en klosteruddannelse. Forældrene ser
det som en stor ære, at deres barn er en
genfødt lama.
Inden de forlader deres forældre,
gennemgår de en test. Det kan fx være, at
et barn siger til en af sine forældre: ”Du er
ikke min far. Min rigtige far bor langt væk,
og der ser sådan og sådan ud i mit hjem.”
Eller: ”Mor, du må ikke slå mig, for jeg er
en lama.”
Det kan også være, at barnet
genkender noget gammelt legetøj, som det
havde i et andet liv. Særligt uddannede
munke finder frem til disse lamaer, og
opsøger forældrene.
Hvordan man finder en lama
Et højdepunkt på turen var, da vi mødte
munken Khenchen Tulku, en ung reinkarneret lama på 25 år. Han holdt sin første
forelæsning på engelsk for os. Tulkus liv
som barn er filmatiseret i filmen ”The
Inner Child,” og nu mange år senere
sad han meget genert, sammen med os
danskere, og så sig selv på den film, norsk
TV har produceret, om hvordan han blev
genkendt som reinkarneret lama som barn.
Khenchen Tulku havde ikke set filmen
før, så det var en stor oplevelse for ham, og
han var tydelig rørt, da han så sig selv på
filmen, hvor han er tre til fem år gammel.
Det var vi også, for det var en helt speciel
oplevelse.
Unik rejse med tid til refleksion
Det var helt igennem en unik og uforglemmelig rejse både på det ydre og indre plan.
Efter 14 dages meditativ tilstand var
det tid til at vende tilbage til vores verden.
Dog med et par afslappende dage med
badning, massage, yoga osv. ved Goas
strande, hvor vi boede i nogle træhytter
lige ned til vandet.
Trænger du til en pause og lidt fordybelse, kan jeg anbefale klosterlivet. Efter et
par uger er hjernen renset, og du tænker
klart igen. Mundgod kan du muligvis ikke
få tilladelse til at komme til, da reglerne
hele tiden skærpes, men der findes mange
indiske klostre, som tilbyder retreats.
36
ARRANGØR: Klosterbesøg arrangeres
bl.a. af Being & Doing ved Lakha Lama
og Pia Kryger. Prisen er ca. 18-20.000
kr. for 14 dage.
Mundgod er dog ikke på programmet
p.t., eftersom det er for vanskeligt at
få tilladelserne. Da jeg var med, sagde
Pia Kryger, at det nok var sidste gang,
der var grupperejse til Mundgod pga.
restriktionerne. Regler for danskere,
der rejser til Indien, ændrer sig hele
tiden. Man kan få turistvisum, men
Mundgodområdet kræver særlig tilladelse. Klostrenes undervisning er på
tibetansk. Kun en lama kan åbne vejen
til disse klostre, hvis det er undervisning, man søger.
Jysk Rejsebureau arrangerer rejser til
Kopan-klosteret i Katmandu i Nepal.
Man kan også selv kontakte klostret
via www.kopanmonastery.com og
bestille et ophold. Prisen er 120 USD
for 10 dage, og det er inkl. mad og
ophold. Det er buddhistiske belæringer
om medfølelse og kærlighed for alle
levende væsener, der undervises i.
UD & HJEM IGEN: Fly København-Goa
t/r fås fra ca. 4.600 kr. KøbenhavnKatmandu fås fra ca. 5.000 kr. t/r.
nn Bodil Johanne Jørgensen har
medlemsnr. 451. Hun har rejst i 88 lande
og 12 territorier og arrangerer selv rejser
til Bhutan. Læs mere om hende på www.
bjraadgivning.dk .
Artiklens forfatter underviser ved tavlen.
Frihedens udfordring
Et ophold med frivilligt arbejde i Indien
kan blive en oplevelse for livet
Tekst & FOTOS:
Erik Pontoppidan
E
n af mine store interesser er jo
at rejse – en passion der passer
fint ind i et liv som pensionist.
I foråret 2013 tog jeg på et to
måneders ophold i Indien, hvor jeg har
været beskæftiget med frivilligt arbejde
på græsrodsniveau. Efter at have læst om
frivilligt arbejde i Indien besluttede jeg, at
det lige måtte være noget for en pensionist, der har oceaner af tid, og savner en
forpligtende og meningsfuld beskæftigelse
i en længere periode langt væk fra de
vante, trygge og forudsigelige omgivelser.
I september 2012 gik jeg på pension
som 65-årig efter et langt arbejdsliv som
bibliotekar og IT-specialist. De sidste 25½
år var jeg ansat i en større virksomhed
som systemudvikler med et godt og
meningsfyldt arbejde og med rigtig gode
kolleger. Derfor var det en noget traumatisk oplevelse, pludselig at blive konfronteret med den totale frihed.
Ikke fordi jeg ikke har mange gode
og sunde interesser. Det var dem, jeg
før kaldte fritidsinteresser, men som nu
er blevet en slags fri leg, jeg kan vælge
at dyrke 100 %, så længe jeg synes det er
sjovt. Selv om det måske lyder paradoksalt for mange yngre berejste medlemmer,
så har det i sig selv været lidt af en udfordring. Jeg savner især den struktur, et
fast arbejde med alle dets vaner, ritualer
og smalltalk gav mig i hverdagen, og set
i bakspejlet gav det også en vis tilfredsstillelse at producere noget til gavn for
samfundet.
En fantastisk øjenåbner
Nu sidder jeg så hjemme i min lejlighed
på Frederiksberg og prøver at fordøje de
sidste to måneders indtryk, og det har
været en meget spændende tur. Den bliver
med stor sandsynlighed en af dem, der
kommer til at fremstå som en af mit livs
store oplevelser!
Mit ophold som frivillig i Indien blev
arrangeret af den indiske organisation
IDEX (Indian Network for Development
37
Exchange). Organisationen blev stiftet
i 1999, og dens primære formål er at
arrangere frivilligt arbejde på græsrodsniveau, kombineret med kulturelle oplevelser. Derudover arrangerer den diverse
udvekslingsprogrammer for skoler, kurser
i engelsk, og hvis man har særlige ønsker,
kan rejsen som regel også planlægges individuelt.
Der er en enorm forskel på at besøge
Indien som almindelig turist og deltage
i frivilligt arbejde på græsrodsniveau. At
besøge Taj Mahal og at undervise børn i
en landsby i Rajastan, er to vidt forskellige oplevelser, som er svære at sammenligne. Men for mit eget vedkommende vil
de mange dage sammen med de lokale helt
sikkert være det, der først dukker frem på
nethinden, når jeg sidder i det vinterkolde
Danmark, og tænker tilbage på årets rejser.
Det er kun udlændinge, som deltager
i projekterne. Organisationen har en
række arbejdslejre i Indien og Nepal,
hvor de frivillige bor med fuld pension
under opholdet. Og der tages grundigt
hånd om deltagerne. Man bliver afhentet
i lufthavnen, og al anden transport under
opholdet arrangeres af IDEX. Ud over det
frivillige arbejde indeholder programmet
som regel også en række kulturelle arrangementer, hvor man fx bor privat en uge
hos en familie, tager på diverse former for
sightseeing og lignende. Bl.a. deltog jeg i
to af weekenderne i en kamelsafari med
overnatning i telt i Rajastans ørken og i en
tigersafari i en af Indiens største nationalparker.
Kamelsafari og hindufestival
Vores kamelsafari varede kun et døgns
tid, men vi fik alligevel rig lejlighed til at
indsnuse ørkenstemningen. Fra Pushkar
red vi et par timer ud i ørkenen og overnattede i en teltlejr, hvor vi kunne nyde de
fantastiske landskaber i den klare, tørre
luft. En snak ved bålet i ørkenen under en
strålende stjernehimmel, er det perfekte
sted til at snakke om de store ting i livet.
Næste morgen red vi tilbage til Pushkar
og gik på sightseeing i byen, inden vi blev
hentet af den gule skolebus og kørt tilbage
til lejren ved Lalsot.
Den første uge i Rajastan boede jeg
hos en familie i Jaipur. De følgende tre
uger boede jeg i en lejr langt ude på landet
i et fattigt område 10 km fra provinsbyen
Lalsot. Lejren består af en række lerhytter
i et goldt og regnfattigt område med flere
små landsbyer. I lejren kunne man vælge
mellem at deltage i en række projekter som
fx engelskundervisning, sundhedspleje,
Det er en fantastisk øjenåbner at undervise under fremmede himmelstrøg.
dagpleje og IT-undervisning. Sammen
med de andre frivillige blev jeg kørt ud ad
de hullede jordveje i en lille gul skolebus
og sat af i den landsby, hvor jeg skulle
arbejde. Et par gange om ugen kørte vi ind
til landsbyen Lalsot for at handle.
Lalsot er en typisk indisk provinsby
på ca. 30.000 indbyggere, som ikke bærer
det fjerneste præg af turisme, men den
syder af eksotisk liv og er en stor oplevelse.
Mit ophold i Rajastan faldt sammen
med den årlige, indiske holi-festival,
som holdes af i begyndelsen af marts
måned. Det er en hindufestival, hvor
man tager afsked med vinteren og tager
imod foråret. Det fejrer man ved at smøre
farver i hovedet på hinanden, indtage
store mængder alkohol og i det hele taget
flippe ud i et par dage. Vi fejrede vores
egen holi-fest i IDEX-lejren med bål, dans
til Bollywood-musik og en helt umådeholdent plaskeri med vand blandet med farvepulver.
Efter opholdet i Rajastan tog jeg med
nattog og bus op til landsbyen Bundla i
provinsen Himachal Pradesh, hvor jeg
boede de sidste fire uger. Her lå IDEXlejren i et hus, hvor jeg fra min terrasse
38
havde udsigt til Himalayas sneklædte
bjergtinder, og ca. 50 meter under mig
kunne man høre den brusende lyd fra en
flod, der flød ned til lavlandet. Lige som i
lejren i Rajastan, underviste jeg i engelsk
i en landsbyskole om formiddagen og i
brugen af IT i den nærliggende provinsby
Palampur om eftermiddagen.
Gavner det frivillige arbejde?
Frivilligt arbejde er en forholdsvis ny
alternativ rejseform, hvor man kommer
tæt ind på livet af den lokale kultur i det
land, man er havnet i. Noget andet værdi-
fuldt er den nære kontakt man får med de
andre frivillige under opholdet. Langt de
fleste frivillige kommer alene, og netop
derfor kommer man lynhurtigt i kontakt
med hinanden. Som ung i 1970’erne
oplevede jeg noget lignende i en kibbutz i
Israel, hvor de udenlandske frivillige også
havde et tæt samvær. Vi boede dengang
i et særligt område af kibbutzen, som vi
døbte ”Ghettoen” og oplevede de bedste
sider af hinanden. Det gør man nemlig
som regel, når man er ude og rejse.
Mange vil sikkert spørge, om det
frivillige arbejde er til gavn for værtslandet. Man kan sige, at organisationen IDEX tjener to hovedformål: Dels at
hjælpe den lokale befolkning, dels at give
de udenlandske frivillige nogle oplevelser,
som går dybere end en traditionel turistrejse. Hvis man sammenligner kvaliteten
af undervisningen i den offentlige grundskole i Indien med Danmark, er der store
forskelle. Kvaliteten i de offentlige skoler i
Indien er som regel lav, bl.a. fordi mange
af de offentligt ansatte lærere bruger
arbejdstiden til alt andet end at undervise.
Vi oplevede flere steder, at lærerne i
landsbyerne sad og læste aviser i stedet for
at undervise, eller at klassen helt manglede en lærer i timerne. Her gør de udenlandske frivillige helt sikkert en forskel
med deres engagement. Selv havde jeg
ikke nogen særlig pædagogisk erfaring,
men det vigtigste der kræves for at undervise, er et solidt kendskab til engelsk og et
oprigtigt ønske om at lære børnene noget.
Vi havde som regel en engelsktalende
inder med, som kunne oversætte til hindi,
hvor det var nødvendigt. Alligevel var det
udfordrende og spændende at prøve, og
mine otte uger i Indien bliver nok både
første og sidste gang, jeg får mulighed for
at undervise skolebørn.
Langt de fleste frivillige var meget
unge, hvilket kan virke overraskende i
betragtning af den oplevelse, vi fik under
opholdet. Det undrer mig, at der ikke var
flere ældre blandt deltagerne, for selv om
indkvarteringen i lejrene absolut ikke er
femstjernet, så er der ingen særlige fysiske
udfordringer, hvis man i øvrigt er i almindelig god form. Selv mærkede jeg ikke den
store aldersforskel som noget problem i
samværet med de andre. Vi hyggede os
gevaldigt både under arbejdet og i fritiden,
og der blev skabt mange nye kontakter.
nn Erik Pontoppidan har medlemsnr. 180.
Læs mere om hans rejseliv på www.ponty.
dk.
Frivilligt arbejde i Indien
Arbejdet med projekterne hos IDEX er
ikke lønnet eller gratis. Man betaler
et beløb for kost og logi i lejrene og
for den transport organisationen
arrangerer, herunder formidling af
togbilletter, afhentning i lufthavnen og
transport mellem lejrene. Standarden
i lejrene svarer nogenlunde til et
vandrehjem i Danmark.
Maden er typisk indisk. Dvs. ris,
chapati, kød, grøntsager og frugt.
Hygiejnen i lejrene er i orden, dvs.,
at her kan man trygt spise maden og
drikke vandet uden at få maveproblemer. De to lejre jeg besøgte, var i
det hele taget velfungerende, med et
meget venligt og hjælpsomt personale.
Der var internet begge steder, men det
fungerede ikke altid lige godt.
IDEX har sin egen hjemmeside på
www.idex.in, hvor man kan finde yderligere oplysninger og kontaktadresser.
I Danmark samarbejder IDEX med organisationen Eurostudy, som kan formidle
alle slags ophold i lejrene. Den danske
afdeling af Eurostudy kan kontaktes
via www.eurostudy.dk. I 2013 kostede
fire ugers frivilligt arbejde, eksklusive flybillet og visum, 9.965 kr. og
for 8 uger 14.345 kr. hos Eurostudy.
Opholdet vil formentlig være væsentlig
billigere, hvis man booker det i Indien
eller direkte gennem IDEX.
Visum: Det er blevet en hel del mere
bureaukratisk at få visum til Indien for
danskere, primært pga. sagen om udlevering af våbensmugleren Niels Holck.
Ud over at aflevere sit pas til ambassaden skal man nu fremvise et kontoudtog fra sin bank for at dokumentere,
at man selv kan betale udgifterne til
sit ophold i Indien. Desuden skal man
vedlægge en kopi af sin flybillet samt
hotelreservationer i Indien. Dermed er
danskerne underlagt de samme krav
om visum til Indien som indere, der
søger om visum til Danmark.
Ud & hjem igen: Fly København-Delhi
t/r fås fra ca. 3.400 kr.
Børnene i Rajastan taler hindi, men vi havde som regel nogen med, som kunne
oversætte.
39
5TIPS
1
Kommunist for en dag
En helt anderledes oplevelse i Yerevan er
en dagstur igennem det sovjetiske Yerevan.
Oplev, hvordan armenierne levede og
arbejdede i sovjettiden. Se fabrikker og
boligblokke, smag på sovjetiske specialiteter og få en ide om, hvordan livet var i
Sovjetunionen. Envoy Hostel & Tours er et
godt sted for mere information.
3
Republikpladsen
En oplevelse, man ikke bør gå glip af, er,
når armeniere og turister hver aften samles
på Republikpladsen, tidligere Lenins Plads,
midt i byen, hvor et kæmpe springvand
i farver og rytme bevæger sig til klassisk
såvel som mere poppet musik. En oplevelse
for både børn og voksne.
2
Yerevan
Tid til en cognac?
Winston Churchill elskede efter sigende
armensk cognac – måske er det også
noget for dig? Et besøg på Yerevan Brandy
Factory inkluderer flere gode og velsmagende smagsprøver. Cognac er i øvrigt et af
de helt store hits som souvenir, så du kan
med god samvittighed lave lidt research på
bryggeriet.
4
En tur i Water World
Sommeren er varm og fugtig i Armenien.
Et besøg i vandland vil derfor sprede
glæde blandt både store og små. Her er
både vandrutsjebaner, solvogne og kølende
swimmingpools. En dejlig forfriskende
oplevelse, som mange lokale også benytter
sig af – især i weekenden.
40
til
Tekst & fotos: Niels C. Jensen
& Anne Geisler
5
Cafeliv for feinschmeckere
Det siges, at uanset hvor man kaster en
sten i Yerevan, vil den lande på en cafe.
Området syd for Republikpladsen med de
kunstigt anlagte søer er en god mulighed.
Her møder du armenierne, når de holder
fri. Skal det være mere internationalt,
anbefales området ved Operahuset, hvor
de mest tjekkede cafeer ligger side om side.
2
1
Og
9 tips
3
til
ARMENIEN
1
Lada for alle
Uanset hvor du bevæger dig hen, vil du blive mødt af den
gode gamle russiske bil.
2
Kirkedalen i Nordarmenien
Debed Canyon er spækket med landsbyer,
kirker og smuk natur.
3
4
5
6
7
89
5
Sanahin og Haghpat
Oplev smukke kirker og klostre i Nordarmenien.
Minder om en storhedstid
I sovjettiden var Armenien et rigt land – overalt ser man
minder fra dengang.
Et hus fra fortiden
Kig efter posthuse og andre imponerende bygninger fra
sovjettiden.
4
6
Frisk fersken
Blommer, ferskner, æbler og meget anden dejlig frugt
sælges overalt.
Kammerat Lenin
Hvis du er heldig, kan du finde gamle skulpturer af Lenin.
Fest med de lokale
De lokale griller og danser ved Sevan-søen, når de har fri.
Et glas kommunistcola
En lokal specialitet er Kvas, en hjemmebrygget cola
med alkohol.
nn Niels C. Jensen har medlemsnr. 616. Læs mere om ham
på www.altomniller.dk. Anne Geisler har medlemsnr. 617.
7
8
9
Rejsebilleder
Tibetanske munke, Kina. Foto: Jytte Kristensen.
Hellig mand i Indien. Foto: Morten Haagensen.
Udsmykket mand ved Vindenes Palads, Indien.
Foto: Morten Haagensen.
Bedende ved Vestmuren, Israel. Foto: Jens Tidemann.
Lokal mand, Indien. Foto: Morten Haagensen.
42
Hestehandlere i Kashgar, Kina. Foto: Anne Agerbæk.
Khattyggende yemenit. Foto: Søren Bonde.
Ekstreme renselsesritualer er en del af vegetarfestivalen i Phuket. Foto: Marianne Leth.
Hvem betragter hvem i Afghanistan? Foto: Theis Sølling.
Sibirisk rensdyrnomade,
Rusland. Foto: Gerner Thomsen.
Gammel og ny kultur mødes i Mongoliet. Foto: Claus Bech.
Ørnejæger, Mongoliet. Foto: Per Svendsen.
Den Himmelske Freds Plads. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Solskin i Beijing. Foto: Jette Weiss.
43
Khujaraho, Indien. Foto: Vibe Sannig.
Leg med cykeldæk, Filippinerne. Foto: Søren Fodgaard.
Kinesisk nytår, Kina. Foto: Anne Agerbæk.
Ilddrengen, Sri Lanka. Foto: Steffen Stubager.
Frække og nysgerrige børn, Myanmar. Foto: Tina Thrysøe.
Veninder i Kashgar, Kina. Foto: Anne Agerbæk.
Solnedgang over stylteby i Brunei.
Foto: Per Allan Jensen.
44
Taj Mahal, Indien. Foto: Jette Weiss.
Petra, Jordan. Foto: Vibe Sannig.
Transport på Ayeyarvardy, Myanmar. Foto: Jens Tidemann.
Vindenes Palads med små 500 vinduer i Indien. Foto: Morten Haagensen.
Bako Nationalpark, Malaysia. Foto: Lene Kohlhoff Rasmussen.
Har munkedrengen mon fået stuearrest? Bhutan. Foto: Bodil Svendsen.
Solnedgang over vandbungalow på Borneo. Foto: Tom Hagensen.
45
Giv Gl ben
i gave
De Berejstes Klub
Globen kommer Jorden rundt, både indholdsmæssigt og helt konkret, for i De Berejstes Klub har vi
medlemmer over hele verden. Har du endnu ikke fundet den perfekte gave til rejseglade venner eller
familiemedlemmer, kunne et års abonnement på Globen måske være det helt rigtige. Dermed støtter du
din klub, og din gavemodtager får ud over Globen fire gange om året også et passivt medlemskab oven i
hatten og dermed en række medlemsfordele og rabatter. Og du betaler det samme, uanset om din gavemodtager bor på Sydpolen, ved ækvator eller i Danmark: 300 kr. for et år fyldt med gode rejsehistorier.
Ud over Globen, som udkommer fire gange om året, får din gavemodtager disse fordele:
• 25 % rabat på køb af rejsebøger og kort hos Scanvik Books. Se www.scanvik.dk.
• 15 % rabat på hele sortimentet hos Friluftsland bortset fra udsalgsvarer og varer af mærket Canada
Goose. Se www.friluftsland.dk.
• 10 % rabat på hele sortimentet hos Nordisk Korthandel . Se www.scanmaps.dk.
• 10 % rabat på ferielejligheder ved Gardasøen hos Ca Viva. Se www.caviva.com.
• 10 % rabat på landarrangementer (kun ved samlet køb af togbilletter, hoteller og udflugter) hos
Penguin Travel med undtagelse af Bulgarien og Den Transsibiriske Jernbane. Kan ikke kombineres
med særpriser på klubture, messetilbud og andre rabatter. Se www.penguin.dk.
• 5 kr. i rabat på alle drikkevarer hos Café Globen i København. Se www.cafegloben.dk.
• Adgang til medlemsområdet på www.deberejstesklub.dk, hvor nogle af Danmarks mest erfarne
berejste udveksler rejsetips og -oplevelser og indbydelser til medlemsmøder, der kan inspirere og
udvikle rejselysten.
• Aktive medlemmer får desuden 33 % rabat på køb af rejseforsikring hos Gouda. Gælder også for
medrejsende egne børn samt samboende, dog undtaget skirejseforsikring. Rabatten gælder på
Goudas periodevise forsikringer, som dækker udrejse fra Danmark til hjemkomst i Danmark
(Voksen under 70 år og Ungdom under 35 år samt Goudas afbestillingsforsikring). Rabatten gælder
ikke på tillægsforsikring, på forlængelse af medlemmernes egne årsrejseforsikringer eller kreditkortforsikringer. Se www.gouda.dk.
Lyder det som en god gaveide, så skriv til vores medlemskoordinator på nytmedlem@deberejstesklub.dk.
Oplys navn og adresse på modtageren af din gave og indbetal 300 kr. på klubbens konto i Nordea: Reg.nr.
2143, kontonr. 8127698679.
De Berejstes Klub har til formål at udbrede rejselysten og sprede information om rejselivet samt fremmede
lande og kulturer. Klubben er upolitisk og for enhver, som holder af at rejse.
Globen kommer Jorden rundt. Her ses
forrige nummer med hunden Hachi, som
har fået sin egen statue ved Shibuyas
metrostation i Tokyo, Japan. Foto: Viroj
Jienwatcharamongkhol.
46
Sofarejser
Et udvalg af rejserelaterede udgivelser
Tekst:
Lars-Terje Lysemose
H
vis du ikke ligefrem er på vej
ud ad døren på vej ud at rejse,
hvad er så bedre end at lægge
sig hjemme på sofaen med
en stak rejsebøger eller en god film, som
kan inspirere og hjælpe med at få gang i
rejseplanerne? Vi kalder det for sofarejser,
når vi på næsten magisk vis, som om vi
havde et flyvende tæppe, kan rejse ud i
verden hjemme fra sofaens trygge rammer.
At have noget at underholde sig med på
rejsen kan også være essentielt, når man
sidder i et tog, en bus, på et fly eller i et
kedeligt hotelværelse. Globen omtaler og
anmelder derfor gerne bøger og film, som
kan inspirere og udvikle rejselysten.
Om Afrika
“Billedet hænger
skævt – 122 gode
råd til forretningsmanden
i Afrika” af Kim
Højgaard Rasmussen
(Skriveforlaget, 2013,
250 sider, 229 kr.) er
skrevet af en stor
kender af Afrika og byder på både sjove
anekdoter og helt præcist 122 gode råd,
hvis man tænker på at bosætte sig på det
store kontinent. For i mere end 30 år har
bogens forfatter rejst, boet og arbejdet
rundt om i Afrika: I Elfenbenskysten,
Tanzania, Nigeria og Ghana. Det er ikke
nogen guidebog, men den kan nu alligevel
være nyttig også for andre end forretningsrejsende. Rasmussen skriver med
humor om selvoplevne situationer og fører
os mesterligt gennem Afrikas kringlede
ritualer og kulturer.
Om Asien
“Indokina rundt i morgensko” af Palle
Thorndal (Books on Demand, 2012, 136
sider, med fotos i farver, 149 kr.) er skrevet
med lune af en ikke særlig berejst forfatter.
Alligevel (eller måske netop derfor) vover
han sig ud på et rejseeventyr ”i morgensko”,
som han kalder det:
Gennem oversvømmelser i Bangkok, ud
i et endnu undertrykt
Myanmar og med
båd ned ad Mekong i
Laos. Rejsen går videre
til Angkor Vat i Cambodja og til Saigon
og Mekongdeltaet i Vietnam. Thorndal
beskriver sig selv som en ældre herre
i 60’erne, efterlønner, tidligere tømrer,
pædagog og seminarielektor, og en rastløs
sjæl, som ser sig selv mere som opdagelsesrejsende end som turist, for han vil
”hele tiden se nyt, runde det næste hjørne,
mætte min nysgerrighed, som tilsyneladende aldrig lader sig mætte,” som han
skriver. Og han skriver personligt og med
humor om sine uforglemmelige oplevelser
på den fem uger lange rejse på egen hånd
uden anden planlægning end en returbillet
fra Bangkok, som fx her: “Mit hotel
hedder Kraft Hotel, og det grænser til falsk
markedsføring, for strømmen forsvinder
af og til. Bortset fra det er det et udmærket
3-stjernet hotel, set med burmesiske øjne.
Havde det ligget i Danmark, ville en lang
række myndigheder have stået i kø for
at lukke det. Levnedsmiddelkontrollen
ville omgående have drejet nøglen om til
hotellets restaurant, hvis de stak hovedet
ud i køkkenet. Skadedyrskontrollen ville
kunne få en anseelig samling småkryb
med sig hjem, hvoraf jeg kun kender
navnene på gekkoerne og kakkelakkerne,
men måske er det væggelus, som har
givet mig de bid, jeg har på armene. En
bygningssagkyndig vlle være på grænsen
til et hjerteanfald ved synet af el-installationerne. De hænger bogstavelig talt i laser.
To steder på værelset stikker uisolerede
ledninger ud af væggen, og der er strøm
på. Jeg har testet med min barbermaskine.”
Den rejsende forfatter reflekterer også
smukt over sine oplevelser på vejen hjem:
”Jeg tror ikke, jeg har oplevet så meget på 10
år, som jeg har oplevet på denne tur, og det
vil tage meget lang tid, før jeg har fordøjet
det hele. Og alligevel føler jeg en underlig
47
tomhed indeni, så jeg gruer lidt for at
komme hjem. Jeg ved jo, at min familie
vil høre, hvad jeg har oplevet, hvad der
har gjort størst indtryk, været det mest
spændende, osv. Men jeg aner ikke, hvor
jeg skal begynde! (…) Alt sammen var
det bedste! Alt hvad jeg oplevede var nyt,
fremmedartet, og eksotisk, og hver eneste
detalje ville kunne kåres som det bedste,
målt med min egen målestok, så jeg vil slet
ikke rangordne mine oplevelser på den
måde.” Gad vide, om forfatteren ikke er
blevet ramt af den rejsebacille, de fleste af
os kun kender alt for godt?
“Lonely Planet
Pocket Bali –
Overblik, highlights,
insidertips” af
Ryan Ver Berkmoes
(Turbulenz, 2014,
160 sider, med fotos
og kort i farver, 130
kr. eller som e-bog
via iTunes 49 kr.) er en af flere bøger i en
serie små guidebøger fra det anerkendte
Lonely Planet, som nu lanceres på dansk.
Med sit lille praktiske format kan bogen
snildt stoppes i lommen, når man begiver
sig ud på opdagelse på egen hånd eller
installeres som e-bog på en tablet. Og selv
om formatet er lille, er her faktisk rigeligt
med tips til at få en uge eller to til at gå
på ”Gudernes Ø”, som det paradisiske Bali
også kendes som. Her er alt, hvad man kan
forvente, at en guidebog skal indeholde
– og lidt til! For Turbulenz giver med lanceringen af ”Lonely Planet Pocket”-serien
på dansk Politikens velkendte ”Turen Går
Til”-serie kamp til stregen.
“The New York Times
36 Hours – Asia &
Oceania” red. af
Barbara Ireland
(TASCHEN, 2013,
298 sider, med fotos
og kort i farver, på
engelsk, 19,99 GBP) er
en nyttig guidebog
fyldt med tips og forslag til steder, som er
værd at besøge og opleve, skrevet af The
New York Times’ bedste rejseskribenter.
Hvad kan man nå på en destination i 36
timer? Faktisk ikke så lidt, hvis man følger
tipsene i denne serie af guidebøger, som
omfatter hele verden. ”36 Hours” har været
en fast sektion hver uge igennem mere
end 12 år i The New York Times, og ”Asia
& Oceania” omfatter 60 destinationer
fra Vanuatu, New Zealand og Australien
til Mongoliet, Sri Lanka og Japan. Det
er i sagens natur først og fremmest
storbyer, som bogen dækker, men der
er også tips til fx øerne Hainan og Bali
og Darjeelingregionen i Indien. Og alle
oplysninger er blevet tjekket og opdateret.
Bogen byder på en detaljeret tidsplan
time for time for hver destination og er
skrevet specielt med henblik på weekendrejsende, men man skal naturligvis ikke
følge tidsplanen slavisk, men tage det til
sig, man synes er nyttigt og spændende, og
som sådan er bogen en guldgrube af ideer
og med store og flotte billeder. Vil du være
sikker på ikke at gå glip af det bedste af
det bedste, når du besøger et nyt sted, så
er ”36 Hours” faktisk et rigtig godt bud
og perfekt til at planlægge en weekendtur
efter.
Om Nordamerika
“En amputeret tå i
whisky – historier fra
den sidste vildmark”
af Martin Nedergaard
Andersen (Turbine,
2012, 362 sider, med
fotos i farver, 249 kr.)
handler om en rejse
på fem uger til Alaska
og Canada med hele familien: Martin
og Anne og deres børn Peter og Clara
Louise. Det er også en fortælling om
fortidens guldgravere og klondikefeber,
og om bjørne og vild natur. Men først
og fremmest er det en fortælling, hvor
oplevelserne på rejsen står i centrum, for
målet med turen er ifølge forfatteren at
”det skal være en actionferie, hvor den skal
have alt, hvad den kan trække, og så lige
lidt til.” I en fin vekselvirkning mellem
røverhistorier fra fortiden og nutidige
iagttagelser giver alle fire den så gas ud i
vildmarken gennem Alaskas og Canadas
enestående natur fuld af bjørne, hvaler og
vilde laks og med riverrafting, hundeslæde,
havkajak, bungeejumping og meget mere
på programmet.
Dansk arkitekt
på rejse i Carsten
Niebuhrs fodspor
John Andersen: “Rejser til det lykkelige
Arabien – På sporet af Carsten Niebuhr”,
Gyldendal, 2012, 384 sider med fotos i farver,
349,50 kr. eller som e-bog via www.mibook.
dk 180,60 kr.
De BerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstesDe
KlubBerejstes Klub
Tekst:
Henrik Døcker
C
arsten Niebuhrs arabiske rejse
i 1760’erne er velkendt, men
ligefrem at foretage en nutidig
rejse ad mere eller mindre
samme rute påkalder sig opmærksomhed.
Den danske arkitekt og eventyrer John
Andersen har – om end ikke i ét stræk
– gjort det og berettet omhyggeligt og
kvalificeret om det i denne store, flotte bog.
Hans beskrivelse dækker en række rejser,
gennemført over en tiårig periode.
Lad det være sagt straks: Det er
interessant, men til tider tung læsning.
Niebuhr, der var den eneste af de i alt seks
deltagere i rejsen, der kom tilbage, virkede
både som kartograf og landmåler og
indlagde sig uvisnelig hæder ved de mange
nøjagtige opmålinger og tegninger, han
foretog i Egypten, Arabien, Yemen, Indien,
Oman, Irak, Iran, Syrien og Tyrkiet.
Et dristigt bistadebesøg i Yemen
Andersen citerer relevante passager fra
Niebuhrs ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og
andre omkringliggende lande”, når han
selv er nået frem til dem. Midt i de utallige
forandringer i levevis og bybilleder kan
Andersen fx konstatere, at Cairo stadig er
fyldt med affald!
Det blev – ikke overraskende – et
forhindringsløb at få visum til SaudiArabien, men Andersens fik til sidst
skaffet sig den nødvendige invitation til
at komme til landet via arkitekt Henning
Larsen, som har en tegnestue i hovedstaden Riyadh. I Yemens bjergterrasser
48
med en smuk udsigt, som Niebuhr og hans
følge var betaget af, konstaterer Andersen,
at det uheldigvis er qat og ikke kaffe (som
i den nærliggende by Mocca), der dyrkes –
et stimulerende middel, som det meste af
den yemenitiske befolkning tygger, og som
medvirker til, at samfundslivet går mere
eller mindre i stå kl. 14 hver dag.
I Yemens hovedstad Sa’na sneg
den gode eventyrer Andersen sig ind i
byens Store Moské, hvor der ellers ikke
er adgang for ikke-muslimer. Han trak
”bare” sit ternede beduintørklæde godt ned
i panden og tog endog fotos ved hjælp af
lydløs eksponering. På vej i bil gennem
en ørken til Hadramaut gjorde Andersen
holdt ved nogle bistader lavet af udhulede palmestammer. På nogle få frugtbare
steder trives bierne og plejes af (ikke særlig
venligtsindede) nomader. Andersen var
lige nået tilbage til bilen, da der blev skudt
efter ham!
Lige så isoleret – og imponerende –
som Irans Persepolis ligger oldtidsfæstningen Petra i Jordan, som blev anlagt i
de første århundreder f.v.t. af det arabiske
folk natabæerne. Op til 20.000 mennesker skønnes at have boet her i oldtiden.
Det var et sted, der, takket være et sindrigt
system til opsamling af regnvand, altid var
velforsynet med vand. Her som flere andre
steder i Mellemøsten bemærker forfatteren
det udprægede fravær af turister. Krig og
terror har skræmt dem væk.
Andersen følger i Niebuhrs spor
hele vejen op igennem Europa og slutter
i den lille by Meldorf i Ditmarsken, hvor
Niebuhr boede de sidste 37 år af sit liv.
Vores eventyrer-arkitekt får åbnet døre og
får beset – som ingen anden. Et forunderligt rejseprojekt har fået et beundringsværdigt “monument” i denne skildring med
megen vægt på stederne og vedlagt mange
flotte farvefotos. Befolkningerne, menneskene, træder noget i baggrunden.
nn Henrik Døcker har medlemsnr. 38 og er
journalist og forfatter.
Om verden i øvrigt
“Lonely Planet’s
Beautiful World”
(Lonely Planet, 2013,
255 sider, med fotos
i farver, på engelsk,
29,99 GBP) er en
rigtig sofabordsbog
med billeder i stort
format, der, som
titlen fortæller, viser noget af det smukkeste, vores blå planet kan byde på. Denne
genre af bøger er tydeligvis et marked i
vækst, for der er efterhånden udkommet
en lind strøm af billedbøger fra diverse
forlag. Lonely Planet har dog en markant
fordel i form af sit eksisterende netværk af
professionelle fotografer over hele verden
og tager os i denne bog med til steder, man
ikke kan andet end drømme om at besøge.
Men hvad er smukt? Handler det ikke også
om, hvilken sindsstemning man er i, når
man besøger et sted? Som forlaget skriver
i forordet: ”At være på et smukt sted er
mere and bare at observere, hvad man ser
med sine øjne. Oplevelsen af smukhed er
følelsesmæssig, dannet af konteksten; der
er menneskene, man er sammen med, eller
menneskene, man ikke er sammen med;
der er ens humør, og hvor man er henne
i sit liv. Alle disse faktorer medvirker
til at gøre et sted unikt og personligt og
forskelligt hver gang, man besøger det.
Når man ser på et billede af et smukt sted,
forsvinder den kontekst. Vi havde det
faktum i baghovedet, da vi lavede denne
bog. Vi ønskede at skabe en kontekst,
som ville hjælpe med at frembringe nogle
af disse forbindelser. Billederne her er
arrangeret i kapitler som afspejler et
aspekt i livet. Når man vender siderne
håber vi, at det at overveje forholdet
mellem hvert billede og det livsstadie, som
det er blevet sat ind i, vil tilføje en anden
dimension til ens oplevelse.” Bogens
kapitler hedder ”Origins”, ”Nourish”,
”Untamed”, ”Community”, ”Celebration”,
”Transformation”, ”Space”, ”Harmony”,
”Monumental” og ”Eternal”. Og jo, det er
smukt ud over alle grænser.
“Pundik & Krasnik
og resten af verden”
af Allan Sørensen
(Kristeligt Dagblads
Forlag, 2012, 282 sider,
med fotos i sort/hvid,
59,95 kr. hos Bog &
Ide) er en samtalebog
om Israel, Palæstina
og Mellemøsten. Det handler om religion,
ytringsfrihed, tolerance og politik – og om
det at være jøde i både Israel og Danmark.
Allan Sørensen har sat Herbert Pundik
og Martin Krasnik i stævne til en række
konfrontatoriske, men hjertelige og
meget direkte samtaler i både Tel Aviv og
København. De er henholdsvis Kristeligt
Dagblads korrespondent i Mellemøsten,
seniorkorrespondent (og tidligere chefredaktør) for Politiken, og nyhedsvært på
Deadline på DR2 (og tidligere udlandsredaktør for Weekendavisen). Med andre
ord: Erfarne journalister, meningsmagere og politiske iagttagere. To af dem
– Pundik og Krasnik – er også jøder, som
repræsenterer hver sin generation. Pundik
definerer sig selv som agnostiker og jøde
– mens Krasnik sjovt nok insisterer på, at
Pundik da er ateist. Modsætningerne
mellem Krasnik og Pundik er i det hele
taget påfaldende. Hvor Pundik i mange
år har været engageret i fredsbevægelsen,
ser Krasnik sig selv som en principfast
høg, der mener, at hvis man som nation
vælger ikke at gribe ind i en konflikt og
handle, når man kan, så har det også
konsekvenser. Det, ikke at gøre noget, har
også en pris. Nej, når Pundik og Krasnik
tørner sammen, er der ikke plads til ligegyldigheder eller halve forklaringer. Trods
deres forskelligheder kommer de dog til
en fælles forståelse af, hvad det vil sige at
være jødisk og vokse op som et religiøst
mindretal, og bogen danner et spændende
dobbeltportræt af to af dansk udenrigsjournalistiks skarpeste iagttagere.
“The Travel Book – A
Journey Through
Every Country in
the World” red. af
Alison Ridgway m.fl.
(Lonely Planet, 2013,
887 sider, med fotos
og kort i farver, på engelsk, 14,99 GBP) er
forlængst blevet en skattet klassiker, og nu
er den blevet opdateret og udgivet i et nyt
kompakt såkaldt miniformat (hvis man
da kan kalde en murstensbog for ”mini”).
Bogen præsenterer hele verden med et
opslag for hvert land (store lande med
flere sider), og 836 billeder indfanger og
illustrerer på bedste vis bogens 230 lande
og territorier. Hvert sted præsenteres
med tips til de største seværdigheder og
oplevelser tilsat lidt baggrundsviden om
stedets historie og kultur, alt leveret kort
og koncist fra Lonely Plants berejste stab.
Og med så lokkende, fantastiske billeder
får man simpelthen lyst til bare at rejse ud
og opleve verden!
49
”Världar av liv”
af Mattias Klum
(Max Ström, 2013,
304 sider, med
fotos i farver, på
svensk, 399 kr. hos
www.cdon.dk) er
en fotobog i stort
format fra en af
vor tids største
naturfotografer med tekst af biolog og
journalist Anna Froster. Siden midten
af 1980’erne har svenske Mattias Klum
arbejdet som fotograf og været på utallige
ekspeditioner til fem kontinenter, bl.a. for
National Geographic. Som han skriver i
indledningen til denne bog: “I 25 år har
jeg haft et vældig stort kontor, fra Borneos
regnskove til Antarktis’ isvidder. Den
ene uge klatrer jeg på statiske bjergklatringsreb i varmedisen, og den anden ugen
pisker den arktiske vind i ansigtet. At få
lov til at dumpe ned på steder, som er så
ekstremt forskellige giver en en lille ide
om, hvor mange verdener der findes i
verden.” Som barn ude i de svenske skove
og søer lærte han, at ”hvis man bare sidder
tilstrækkeligt stille og venter, så begynder
der at ske ting og sager. Jeg plejer at kalde
det træstub-tricket, at sætte sig ned og
lade naturen vågne omkring en. Jeg bliver
aldrig træt af det, og det fungerer lige så
godt ved et tropisk koralrev som hjemme i
nåleskoven.” Bogen består af mere end 150
fantastiske naturbilleder fra hele verden
fra ”steder, oplevelser, dyr og planter, som
har landet ekstra dybt i mit hjerte,” som
han forklarer. Det er storslået og smukt og
indgyder stor respekt for den tålmodighed,
han som fotograf har måttet mønstre for at
få disse fantastiske billeder med hjem.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364, er 39 år og har rejst til 46 lande og seks
territorier. Han er freelancejournalist og
foredragsholder og underviser i journalistik
og kommunikation. Læs mere om ham på
www.lysemose.com.
Tekst & fotos:
Jakob Birklund Andersen
Tips til bedre rejsefotos
Del 3: Fart i billedet
V
erden er i konstant forandring og
bevægelse. Tag et gadehjørne, der
myldrer af liv med fodgængere,
cykler og biler. Det vi ser det
ene øjeblik ændrer sig det næste og bliver
aldrig det samme igen. Noget af det utrolige ved et kamera er, at du kan rette det
mod en verden i evig bevægelse og med et
tryk på udløseren fastfryse et øjeblik i tid
og rum og gemme det for evigt.
Men du kan også bevidst gå efter at
understrege fart og bevægelse i billedet.
Det gør du ved at kontrollere lukkertiden
på dit kamera – tænk på det som længden
af det øjeblik, du vil indfange.
Bølgens tilbagetog fra stranden indfanges med en lang lukkertid (Vik, Island).
Lang lukkertid understreger det hektiske menneskemylder på
Times Square i New York.
50
Et langt øjeblik
En lang lukkertid kan ændre udtrykket i
et billede fuldstændig, og brugt rigtigt kan
det gøre dine fotos langt mere interessante.
Vand egner sig ofte godt til lange
lukkertider. Stil dit kamera på et solidt
stativ og prøv dig frem. Et til to sekunders
lukkertid kan forvandle et stift billede til
en poetisk afbildning af vandets bevægelse
gennem landskabet. Andre eksempler kan
være en åben plads med mange mennesker i bevægelse, der kan forvandles til
et menneskehav, eller en gade i tusmørke,
hvor bilernes lygter kan trække lysspor
gennem billedet.
Panorering
Du kan understrege et objekt i fart ved
at følge det med kameraet samtidig med,
at du tager billedet. Det holder objektet
i fokus, mens baggrunden bliver tværet
ud i fartstriber. Lukkertiden skal som
regel være omkring 1/50 sekund eller
langsommere, for at det virker. Teknikken
kaldes panorering og kræver en del
Detifoss i Island er fanget med en lang lukkertid, der skaber flow i vandet, mens
fotoet til venstre er taget med en kort lukkertid, der fryser vandets bevægelse.
øvelse at mestre. Tit ses teknikken brugt i
sportsfotografi, men den kan bruges alle
vegne, f.eks. på safarien når en flok gnuer
galoperer forbi.
Skru ned for solen
Ofte er lyset så kraftigt, at det ikke er
muligt at opnå en lang lukkertid, uden
at billedet bliver fuldstændig overbelyst.
Her kan man bruge et gråfilter, der kan
skrues på objektivet. Det er et neutralt
tonet stykke glas, hvis eneste opgave er at
reducere lyset. Simpelt og effektivt.
nn Jakob Birklund Andersen har
medlemsnr. 629. Han har til dato besøgt
52 lande og fire territorier. Læs mere om
ham og se flere af hans billeder på www.
birklund.com.
Ved at følge bilen med kameraet kan du skabe en fornemmelse af
fart, men det kræver øvelse (Havana, Cuba).
51
Rejs ud i verden
eller lad verden
komme til dig!
Tekst & Fotos: Anna le Dous
En flok Hospitality Club-gæster, som boede hos mig.
Elsker du at møde folk fra andre
kulturer? Elsker du at rejse? Hjælper
du gerne andre mennesker? Så er
www.hospitalityclub.org måske lige
noget for dig.
P
å bordet foran mig står en flaske
Killepitsch Kräuterlikör aus
Düsseldorf – en værtindegave
fra de to tyske mænd, der boede
hos mig fra i går til i dag. Alt imens jeg
sidder og betragter flasken med dens
”eksotiske” indhold, tikker en sms ind:
”Hello Anna, how are you doing? I am
back to the same old lifestyle. Thanks for
everything. It was great to meet you and
your friends. Take care.”
Dejligt endelig at høre livstegn fra
inderen, der sov på gulvet i min stue
hele sidste uge! Ja, spændende bliver det,
fra hvilken verdensdel den næste gæst
kommer …
Elsker du at møde folk fra andre
kulturer? Elsker du at rejse? Hjælper
du gerne andre mennesker? Disse tre
spørgsmål kunne jeg uden længere overvejelser svare ja til, da min ven, der ligesom
jeg var udvekslingsstudent på universitetet i Hamburg, præsenterede mig for
hjemmesiden www.hospitalityclub.org.
Dog havde jeg svært ved at vænne mig til
tanken om, at en profil på hjemmesiden
betyder, at døren til ens hjem står åben for
helt fremmede mennesker fra fjerne kontinenter.
www.hospitalityclub.org bygger
på tillid, gæstfrihed, åbenhed og det
modsatte af et ”noget for noget”-princip.
Hjemmesiden skaber kontakt mellem
værter, gæster, rejsende og lokale. Det kan
være ved at finde husly eller en guidet tur
i byen. Men det kan også bare være, at
man ønsker en bestemt oplysning om et
land, som lokalkendte kan svare på. Selv
har jeg fx brugt siden til at undersøge,
hvorvidt offentlig transport i et land er
tilgængelig for kørestole. Men man kan
ogs blive indkvarteret gratis. Som vært er
det muligt at møde folk fra andre kulturer,
uden at man behøver at rejse, og uden
at man har nogen forpligtigelser. Og for
alle parter handler det om at udvide sit
netværk på tværs af landegrænser.
Hvis ikke jeg, som i kraft af min
afhængighed af hjælpere er vant til at have
fremmede mennesker omkring mig, skulle
kunne leve med en overnattende gæst i
ny og næ, hvem skulle så!? Den grundlæggende tankegang om gæstfrihed og
velvillighed over for fremmede tiltalte mig.
Her var der tale om at invitere mennesker
ind, der kom helt uden forventninger, og
som var yderst taknemmelige for selv det
mindste, man kunne tilbyde.
I begyndelsen af juni sidste år modtog
jeg en e-mail, som lød sådan:
”Hi. I´am a female, 27 years old and
from Germany (Bochum). I participate
at an international sociology congress at
the university of Copenhagen. Would it be
possible to stay at your place from the 31st
52
july until 8th of August? Many thanks for
your answer.”
Efter tidligere på året at have haft to
piger boende fra Moskva, var jeg begyndt
at blive mere tryg ved at imødekomme
forespørgelser som denne, så jeg svarede
med min ubetingede gæstfrihed, at hun
selvfølgelig var velkommen.
En times nærkontakt i en elevator
Første møde med pigen var da hun ringede
på døren til min lejlighed. Mødet med
mennesker, man aldrig har set før, er ofte
forbundet med forudindtagede forestillinger. Selv om jeg ingen steder – heller
ikke på www.hospitalityclub.org – lægger
skjul på mit handicap, tænker jeg altid
over, om mine gæster forestiller sig, at
døren vil blive åbnet af en stående person
i øjenhøjde med dem, og hvilke reaktioner
de i øvrigt udviser ved synet af min kørestol. Men når alt kommer til alt, er jeg ikke
i tvivl om, at gæsterne har det akkurat på
samme måde – de tænker også over, om de
lever op til den forestilling, jeg har af dem
inden det første møde.
Pigen fra Tyskland boede hos mig en
uge. Allerede den første aften sad vi uheldigvis fast i en elevator, da vi skulle ud og
spise. Ikke nogen god reklame for hverken
restauranten, København, eller for den
sags skyld mit valg om at tage elevatoren
frem for trappen. I løbet af den time, det
tog vagtcentralen at sende en mand ud,
nåede vi at lære hinanden ganske godt at
kende. Fra aldrig at have mødt hinanden
før, blev vi på grund af vores i bogstaveligste forstand fastlåste situation, gode
venner på under et døgn. De efterfølgende
dage viste jeg hende rundt i den danske
hovedstad og introducerede hende til Faxe
Kondi, Gammel Dansk, røde pølser og
klaphatte. Hun lavede mad til os og hjalp
mig, som var det en selvfølge, med diverse
småting, som jeg ellers skulle have haft
en hjælper til at gøre. Hurtigt fandt vi ud
af, at vi begge havde en stor interesse for
brætspil, hvilket førte til, at vi spillede
spil dag og nat. Da hun rejste hjem, var vi
enige om, at vi skulle ses igen – og næste
gang måtte det være min tur til at besøge
hende …
Kurs mod Essen
Nu hører jeg ikke til den type, der snakker
om at gøre noget, uden at føre det ud i livet
– især ikke når det handler om at rejse!
Problemet var bare, at min nye veninde
fra Bochum boede i en lejlighed på tredje
sal, så det var helt udelukket at jeg kunne
bo hos hende. Den tyske pige ville gerne
hjælpe mig i gengæld for min gæstfrihed
og foreslog derfor, at jeg kunne bo hos
hendes universitetslærer. Hun havde et
godt forhold til sin lærer, havde godt nok
aldrig været hjemme hos hende, men
vidste at hun boede i et hus sandsynligvis
uden ret mange trapper.
Ja, sandsynligvis uden ret mange
trapper … Da jeg satte kurs mod Essen,
hvor universitetslæreren boede, havde jeg
skrevet e-mail til hende to gange, for at
forklare mine lidt specielle behov. Hun
havde svaret, at jeg var meget velkommen,
men jeg vidste i øvrigt ikke noget om
hende, fx om hun boede alene eller
sammen med nogen. Alt hvad jeg vidste
var, at gående mennesker generelt har en
anden opfattelse af, hvad man forstår ved
trapper, og hvornår disse er en hindring.
Hvis jeg havde været så heldig, at hun
havde forstået, at ”ingen trapper” betyder
”ikke et eneste trin”, mon hun så også
havde forstået vigtigheden i, at min elektriske kørestol skulle kunne køre ud på
hendes badeværelse – helst uden at rive
dørkarmen ned? Mine tilgængelighedsmæssige bekymringer var mange, men det
endegyldige svar på, om det var muligt for
mig at bo i Essen, ville jeg først få, ved mit
Forskellige gæster fra Hospitality Club, som jeg har haft boende. Her
sammen med en Inder og to tyskere.
Mit besøg i Essen, hvor jeg boede hos universitetslæren for at gense
Svenja (pigen der havde boet hos mig).
53
Alternativer på nettet
Der findes flere alternativer på nettet
til www.hospitalityclub.org, hvis man
gerne vil i forbindelse med lokale i det
land man rejser til, gerne mødes med
andre rejsende, eller hvis man søger et
sted at overnatte som enten er gratis
eller meget billigt, fordi man indkvarteres privat. Tjek fx disse adresser:
www.servas.dk, www.couchsurfing.
org, www.bewelcome.org, www.
globalfreeloaders.com, www.tripping.com, www.hospex.net, www.
meeturplanet.com, www.place2stay.
net, www.freagle.org, www.warmshowers.org, www.airbnb.com, www.
newgusto.com, www.wwoof.org, og
www.housesitting.com.
første møde med universitetslæreren foran
hendes egen hoveddør.
Dagene i Essen blev positive, ud
over al forventning. Med et par lange
ramper var det muligt at komme ind.
Universitetslæreren, hendes datter og
hendes logerende, en ung fysioterapeut,
var meget gæstfrie og ikke mindst festlige. Jeg var, ved hvad man kan kalde et
tilfælde, havnet i et hus, hvor man fra
starten mærkede en behagelig atmosfære.
På alle tider af døgnet var der latter og god
stemning. Pigen som havde boet hos mig,
og som jeg havde lært at kende gennem
hjemmesiden, kom hjem til universitetslæreren hver dag, for at vi igen kunne spille
brætspil sammen. Hun fortalte, at hun
havde fået arbejde på Den Arabiske Halvø
og ville flytte dertil på ubestemt tid. Da jeg
rejste hjem efter nogle fantastiske dage i
Ruhrområdet, lød afskedssætningen: ”På
gensyn i Qatar!”
Jeg vidste, at www.hospitalityclub.
org kunne bruges til at lade verden komme
til mig. Nu er jeg overbevist om, at også
jeg kan have glæde af andres gæstfrihed.
Hvem ved, på hvilken sofa jeg kommer til
at tilbringe natten næste gang, jeg rejser
ud i verden!?
nn Anna le Dous har medlemsnr. 514. Hun
har besøgt 44 lande og tre territorier på
seks kontinenter. Læs mere om Anna på
www.annaledous.dk .
I grænselandet
54
For over 700 år siden skændtes
biskoppen af Urgel og greven af
Foix om, hvem der havde ret til at
inddrive skatter i Andorra. Skat –
eller fraværet af dette – er fortsat
kernen i miniputstatens eksistens.
Tekst: Fredrik Ljone Holst
FOTO: Wikimedia
I
følge historiebøgerne var det Karl
den Store, som først gav Andorra
dets frihed under overherredømme
af greven og senere biskoppen af
Urgel. Politiske alliancer og ægteskaber
førte senere til, at greven af Foix gjorde
krav på indtægterne, og i 1278 kom de
frem til den aftale, som danner grundlaget
for nutidens Andorra med dets særlige
privilegier.
Biskoppen af Urgel er stadig en af
landets fyrster. Greven af Foix gik det
derimod værre med. Først gik det dog
bedre: I 1589 blev den siddende greve
også Frankrigs konge, og kronen overtog
rettighederne til det lille fyrstedømme
i Pyrenæerne. Men så ved vi jo alle,
hvordan det gik med det franske kongehus.
Som alt andet krongods tilfaldt også
Andorra Den Franske Republik, og i dag er
Frankrigs præsident medfyrste af Andorra.
Vi snakker hermed om verdens eneste
monarki med en folkevalgt fyrste, men
valgt af nabolandets indbyggere.
Som nævnt er skat stadig centralt for
Andorras eksistens, ikke mindst fraværet
af indkomstskat. Selv om udlændinge nu
skal betale skat af deres renteindtægter
i Andorra, præges landet af, at de to
vigtigste grupper af tilrejsende er postkassefirmaer og taxfreeshoppere. Den første
gruppe og deres kontakter optræder nok
mere diskret, men enhver, som besøger
den lille, skattefrie trekant, ser med det
samme, at her er alt lagt til rette for den
sidstnævnte gruppe. Alkohol, tobak og
elektronik kan man købe på hvert et gadehjørne, og tøj, sko og sportsudstyr falbydes
også overalt til de tilrejsende.
Op i højderne
Hvis man kører ind fra den spanske side,
starter besøget næsten umærkeligt, idet
man krydser grænsen ved Andorras
laveste punkt, ca. 840 moh. Kommer man
derimod ind fra Frankrig, er det over
et spektakulært bjergpas. Hovedstaden
Andorra la Vella ligger ikke langt borte,
men de allerfleste kan få opfyldt deres
shoppingbehov uden egentlig at besøge
byen. Taxfreebutikkerne ligger tættere end
i en international lufthavn, og både kvoter
og biler kan fyldes hurtigt på en sviptur
over grænsen.
Næst efter dem, som kommer af
økonomiske grunde, er der to andre
grupper turister, som lægger vejen over
Pyrenæerne gennem Andorra: bjergvandrere om sommeren og skiturister om
vinteren – og så i øvrigt folk, som naturligt hører hjemme i De Berejstes Klub. Der
er god grund til at løfte blikket og se lidt
mere end lavprishandlernes hylder for os,
som af en eller anden grund samler på
lande eller bare på geografiske og politiske
kuriositeter.
Tag en bus til Ordino, drej til venstre
i Y’et, hvor vejen ender blindt i de stejle
bjergsider. Spis frokost og nyd et glas vin
til udsigten over dalen, eller tag ned til La
Massana, hvor gondolbanen tager dig op i
højden. I de høje bjerge, som strækker sig
næsten 3.000 meter op, kan man boltre sig
på alpinski eller mountainbike og alligevel
nå ned i dalen eller helt til hovedstaden til
en bedre middag. Med bil er der ingenting,
som er mere end 15-20 minutter væk.
I hovedstaden findes et badeland, når
børn og voksne trænger til en shoppingpause, og ned mod den spanske grænse
finder man Naturlandia med bobslædebanen Tobotronc. En skilift trækker dig op
langs bjerget i en lille vogn, før du slippes
løs ved starten af den 5,3 km lange bane.
Du har selv fuld kontrol, og kun dit eget
mod og vognen sætter grænser for, hvor
stærkt det skal gå.
En ægte bastard
Som det passer sig for et miniatureland,
er også alle institutioner og instanser
en minimeret version af det, vi er vant
til. Parlamentet er for eksempel knap
større end et middelstort rådhus. Det er
også i de mere officielle sammenhænge,
man ser spor af, at Andorra er en ægte
fransk-spansk bastard. Der findes ingen
egen valuta, og de gamle franske franc og
spanske pesetas er nu erstattet med euro.
Der er intet eget postvæsen, men både det
franske og spanske postvæsen udgiver
frimærker for Andorra. Det officielle sprog
er hverken fransk eller spansk, men catalansk. Og flaget er baseret på de franske
striber, men den spanske gule farve
erstatter den hvide stribe i midten.
Hvad enten du kommer for en dag
eller en uge, om du vil vandre eller stå på
ski i Pyrenæerne, eller om shop till you
drop er din ultimative rejseoplevelse, kan
dine ønsker altså opfyldes i et land, som er
55
Andorra
Fyrstedømmet Andorra på 468 km²
ligger i Pyrenæerne klemt inde mellem
Spanien og Frankrig. Indbyggertallet
er 85.000. Foruden naturoplevelser i
bjergene – til fods, på ski og på cykel
– er det taxfree shopping, som lokker
flest turister til det lille fyrstedømme.
Et godt sted at begynde med at planlægge et besøg er hjemmesiden www.
visitandorra.com.
Ud & hjem igen: Andorra har ingen
jernbane eller lufthavn, men det er
enkelt at komme dertil med bus fra
bl.a. Toulouse og Barcelona. Rejsetiden
er ca. 3,5 timer. Kører man i egen bil,
er der to grænseovergange, en mod
Frankrig og en mod Spanien.
Kost & logi: Prisniveauet er sydeuropæisk. I hovedstaden findes et vandrerhjem (HI hostel), og overnatning her
koster 20 euro. Booker man tidligt, kan
man finde flere hoteller til 300-600 kr.
i Andorra la Vella, og det er selvfølgelig
muligt at finde endnu dyrere overnatning. Der er også flere skiresorter i
bjergene samt hytter for dem, som vil
vandre i Pyrenæerne.
betydelig mindre end Bornholm. For mig
er det altså historien og det kuriøse, som
lokker mest af alt. I en verden, hvor
forskelle til stadighed viskes ud, og alt
standardiseres, skulle Andorra knap
eksistere. Så hvis nogen spørger: ”Hvorfor
skal du dérhen?” må jeg svare, som George
Mallory om Everest: ”Fordi det er der!”
nn Fredrik Ljone Holst har medlemsnr. 342
og bor i Norge. Artiklen er oversat fra norsk
af Ann Kledal og Thor Bakke.
En lyserød strandfis i en
kaktuslygte
“Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take
ya to Bermuda, Bahama …“ Tag med
Jacob til den lille caribiske ø med
det kendte navn, og find ud af hvad
Aruba kan tilbyde.
Tekst & FOTOS:
Jacob Gowland Jørgensen
A
ruba kaldes også for amerikanernes Mallorca. Men det er
egentlig lidt unfair, specielt over
for Mallorca, der med sine flotte
og frodige bjerge umiddelbart slår flade og
tørre Aruba af pinden. Så hvorfor var det
egentlig, at jeg havde valgt at slutte en fed
caribienstur af her? Fordi navnet Aruba
skreg drømmen om Caribien ud så klart,
at den måtte ses og opleves.
Aruba var rosinen i pølseenden
efter en rundtur i januar 2010 på en
stribe østlige og sydlige caribiske øer.
Favoritværdigheden lå hos Grenada med
Bonaire og St. Croix lige i hælene, for hold
nu op, hvor er der stor forskel på de små
caribiske øer. De har alle en eller anden
form for kolonihistorie, men er overraskende forskellige i kultur og natur. Når
man hører, at hovedstaden på Aruba
hedder Oranjestad, kan man godt gætte, at
det er hollænderne, der har været forbi, og
Aruba er i dag et selvstyrende land inden
for det orangeglade, hollandske rigsfællesskab. Der står stadig en række farverige kolonibygninger, som nu bare er fyldt
med restauranter, casinoer og mere eller
mindre tilfældige butikker med turistjunk og elektronik. Klar til at tage imod
mængder af amerikanere og andre turister, der vælter ind fra fly, krydstogtsskibe og sejlbåde. For det gør de – vælter
ind. Aruba har nemlig et tilbud, der er
så stærkt, at de færreste soldestinationer
i verden kan være med: Sol og 27°C året
rundt, et stabilt styre og europæisk kolonihistorie i turistvenlige Disney-farver.
Når man så tilføjer eminente strande, en
udbredt mangel på kriminalitet og det
faktum, at Aruba ligger uden for orkanbæltet, ja, så er turiststrømmen sikret.
For selvom man skulle tro, at flotte
og badevenlige strande var standarden
i Caribien, er virkeligheden nogle gange
anderledes. Jeg oplevede stenede strande,
strande med stærk strøm, strande med
lokale kastevinde og alt muligt andet
besynderligt i Caribien i januar. Men på
Eden Beach på Aruba var sandet hvidt,
vandet varmt og vinden en kærlig caribisk
brise. What´s not to like?
Kaktusser og Aloe Vera
Før turiststrømmen var øen propfyldt med
Aloe Vera-kaktusser, der med deres kendte
helende saft var en eksportsucces, og
kaktusserne er nok også det mest interessante ud over strandene. For Aruba er lidt
som et land, der har forvandlet sig til et
relativt intetsigende resort, hvor de lokale
er garanteret ansættelse på hotellerne
(efter sigende uanset kompetencer), og
hvor solen altid skinner. Det er begrænset,
hvor interessant det er i længere tid, men
til et par dage i liggestolen og en tur i
bølgen blå holder det i den grad. Og mon
ikke turistchefen har The Beach Boys med
i sine takketaler, for uden dem var det ikke
sikkert, at Aruba havde femdoblet sit antal
af hotelværelser siden sangen ”Kokomo”
udkom, og ej heller sikkert, at Aruba i dag
ville stå som en ikonisk soldestination i
den del af verden.
nn Jacob Gowland Jørgensen er 39 år og
har medlemsnr. 379. Han har til dato besøgt
65 lande og 11 territorier.
56
Aruba
Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take ya
Bermuda, Bahama, come on pretty mama
Key Largo, Montego, baby, why don’t we go
Jamaica
Off the Florida Keys
There’s a place called Kokomo
That’s where you wanna go to get away
from it all
Bodies in the sand
Tropical drink melting in your hand
We’ll be falling in love
To the rhythm of a steel drum band
Down in Kokomo
Aruba, Jamaica, oooh, I wanna take ya
To Bermuda, Bahama, come on pretty
mama
Key Largo, Montego, baby, why don’t we go
Oooh, I wanna take you down to Kokomo
We’ll get there fast
And then we’ll take it slow
That’s where we wanna go
Way down to Kokomo
To Martinique, that Monserrat mystique
(fra sangen ”Kokomo”, The Beach Boys,
1988).
57
Ud & hjem igen: Aruba ligger lige
nord for Venezuela og vest for Bonaire
og Curacao (kendt som ”ABC-øerne”)
og er den sydvestligste af de kendte
caribiske øer. Hvis du vil besøge flere
af øerne, så tjek fx www.caribjet.com
for oplysninger om island hopping,
eller tag med på krydstogt fra fx Puerto
Rico. Der er også begyndt at komme
charterrejser til Aruba fra Danmark.
Hvis du er interesseret i et sted med
mere kultur og lækker caribisk mad, så
kan Grenada og St. Croix anbefales, og
hvis du er til natur, er uberørte Bonaire
et fredeligt lille paradis for snorklere
og dykkere, og du kan være heldig at
få en gratis mellemlanding på Bonaire,
hvis du flyver med KLM til det nordlige
Sydamerika. St. Lucia og Dominica har
også en interessant natur, og Dominica
er den ø, der er tættest på sine caribisk-indianske rødder. I den anden
ende af listen står Barbados og St. Kitts,
som hverken naturmæssigt eller kulturelt virkede særlig interessante. Men
skulle man være landet et trist sted, så
er det heldigt, at der aldrig er langt til
den næste ø i Caribien. God rejse!
58
Velkommen til Afrikas
ukendte land:
Her kommer ingen turister!
Under indflyvningen, med en af de
få ugentlige afgange fra Europa til
Den Centralafrikanske Republik, ses
junglen så langt øjet rækker. Fra
oven ligner det et tykt tæppe af
broccolitoppe. Jeg har rejst til Afrika
mange gange før, og jeg er derfor
bekendt med den omklamrende
hede, der slår mig i møde, i det
øjeblik jeg træder ud af flyet.
Tekst & FOTOS:
Anja Stubager
D
Udsigt over landsbyerne lidt uden for
hovedstaden Bangui.
er er heller ikke noget nyt
i kaosset i lufthavnen, når
passet skal stemples og
kampen for at komme tæt
nok på det lille bagagebånd for at få min
rygsæk. Og et øjebliks stilhed når elektriciteten sætter ud. TIA – This is Africa!
De mange kendetegn fornægter sig heller
ikke her i det fransktalende Bangui. Den
brændte lugt fra de mange ildsteder, hvor
der varmes vand og laves mad. Lyden af
Afrika, høj musik fra store, skrattende
højtalere, en generator, galende haner og
hylende hunde. Snavsede unger i hullede
T-shirts og nysgerrige blikke. Hårdføre
kvinder, der bærer alt fra brænde, vand og
vasketøj på hovedet og en baby på ryggen.
Men frem for alt støvet fra Afrikas røde
jord, der lægger sig som en fin hinde på
min hud og får mig til at glæde mig over at
være tilbage på det afrikanske kontinent.
Denne gang har mit arbejde som
narkosesygeplejerske for Læger uden
Grænser bragt mig ind i midten af Afrika.
Den Centralafrikanske Republik er et
land, de færreste kender eksistensen af, og
som mange i bedste fald forveksler med
det store naboland Den Demokratiske
Republik Congo. Men det er et land, der
lige siden det fik sin uafhængighed i 1960,
har været ustabilt. De brede boulevarder
i hovedstaden er et levn fra de mange år,
hvor den selvudnævnte kejser Bokassa
herskede over landet med et brutalt
regime, indtil han blev overrumplet i 1979.
Efterfulgt af skiftende regeringer og mili-
59
tærkup, der har tvunget den lokale befolkning til at flygte fra deres nedbrændte og
plyndrede landsbyer ind i bushen eller
til nabolandene, der tæller bl.a. Tchad,
Sydsudan og det urolige nordøstlige DR
Congo. Men efter fredsforhandlinger fra
2008 og frem til januar 2012, hvor jeg er
rejst til landet, er befolkningen atter vendt
tilbage, og en nærmest håbløs opbygning
af landet er indledt. Infrastrukturen er
ikke-eksisterende, og hjælpeorganisationer
som bl.a. Læger uden Grænser står for
størstedelen af lægehjælp uden for hovedstaden. Den Centralafrikanske Republik
rangerer som et af verdens mest fattige og
underudviklede lande – hvilket siger ikke
så lidt.
Fra hovedstaden Bangui er jeg fløjet et
par timer med et lille fly fra Internationalt
Røde Kors til byen Pauoa i det nordvestlige hjørne af landet. Det er så langt fra
civilisationen, så selv Coca-Cola ikke har
fundet vej hertil. Det her er ude i bushen.
Hvis ikke man har muligheden for at flyve
hertil, kræver det 10 timers kørsel i en god
firehjulstrækker fra Bangui. I vores camp
er der ikke rindende vand, så bad foregår
med en 10 liters spand og en øse. Men
det er faktisk muligt både at sæbe sig ind,
vaske sit lange hår og bruge en hårkur. Vi
har kun få timers elektricitet fra generatoren om dagen og igen om aftenen. Det
er med at vide, hvor man har sin pandelampe, så snart mørket sænker sig. Men til
gengæld belønnes man med den smukkeste stjernebestrøede nattehimmel.
Bonjour mes amis
Jeg er taget på min første fransktalende
mission. Jeg var overbevist om, at mit
gymnasiefransk blot skulle pudses lidt af,
så inden jeg rejste, havde jeg eneundervisning i tre måneder. Min selvtillid fik sig
dog lidt af et knæk, da jeg stod over for ti
franske teammedlemmer og ikke forstod,
hvad der blev sagt efter de obligatoriske
kindkys og ”bonjour”. Men når ingen kan
engelsk, så er der ikke nogen anden udvej
end at klø på. Jeg nåede et niveau, hvor
jeg i bedste bydeform kunne gøre mig
forståelig.
Den forrige kirurg og narkosesygeplejerske havde vi sagt goddag og farvel
til ude på airstrippen, så den nye kirurg,
en franskmand af ældre årgang, og jeg
tog straks til hospitalet for at danne os
et overblik, og som sædvanlig var der
arbejde til os med det samme. Han og
jeg skulle sammen med to lokale operationssygeplejersker udgøre kirurgholdet.
Sammenlignet med vestlige hospitalsforhold var vores udstyr og medicin meget
basalt. Men vi formåede alligevel at
operere de fleste af de patienter, der kom
til hospitalet og havde brug for kirurgisk behandling. Vi fik specielt mange
små børn med brandsår på store dele af
kroppen. For når maden bliver lavet over
bål, sker det desværre, at børnene nogle
gange kommer for tæt på ilden og bliver
slemt forbrændt. For at deres hud kan
hele, kræver det kirurgisk oprensning
under narkose flere gange om ugen i op til
flere måneder. Den nye hud, der dannes,
er fin lyserød og står i skærende kontrast
til deres sorte hud. Men som tiden går,
kommer den sorte pigmentering langsomt
tilbage.
Jeg forbløffes altid over, hvor stærke
de mennesker, jeg møder, er. En dag
modtog vi en ung kvinde, som havde født
sit tredje barn i sin landsby. Hun blødte
kraftigt efterfølgende, og den lokale fød­
selshjælper kunne ikke stoppe blødningen.
Uden behandling var der stor risiko for, at
hun vil dø pga. det store blodtab. I landsbyen var der heldigvis én med en motorcykel. Siddende bagpå blev hun kørt de ca.
70 km ad dårlige jordveje. Lad mig sige det
med det samme: Det er faktisk muligt at
se blegheden hos en afkræftet og nedblødt
kvinde, selv om hun er sort. Endnu mere
heldigt var det, at vi havde et par portioner
blod, der matchede hendes, samtidig med
at vi fik stoppet blødningen på operationsstuen. Dagen efter sad hun med et stort
smil og ammede sit nyfødte barn, da jeg
kom for at tilse hende.
Vi giver rygmarvsbedøvelse inden
kvinden får kejsersnit.
Beskudt med bue og pil
En aften, hvor kirurgen og jeg er i gang
med aftensmaden, bliver vi kaldt til hospitalet. Over walkie-talkien hører vi, at det
drejer sig om knivstik. Da vi ankommer,
er der kaos på modtagelsesstuen. En stor
kvinde ligger nede på gulvet, og jeg kan se,
hvad der ligner nogle overfladiske kødsår.
Men da jeg ser den anden side af kroppen,
vælter tarmene frem.
Jeg skynder mig at give nogle ordinationer og løber over til operationsstuen
for at gøre klar til operation. Det viser
sig, at hun kommer fra en af landsbyerne tæt på grænsen til Tchad ca. 60 km
væk. Nomaderne var vandret ind over
grænsen med deres kvæg og lod dem æde
af bomuldsmarkerne. De lokale bønder
opdagede det og forsøgte at jage dem væk.
Men de blev beskudt med bue og pil af
nomaderne. Bønderne forsvarede sig med
deres macheter. To blev dræbt, og kvinden
her alvorligt såret.
Da jeg har bedøvet hende, og kirurgen
er i gang, opdager jeg, at der er endnu en
såret. Kvindens bror ligger på en båre med
adskillige læsioner på brystet, i hovedet
og med en læbe, der er skåret op. Ingen
har fortalt mig om ham, og han er blevet
lagt uden for operationsstuen uden opsyn.
Dette er ikke en procedure, jeg er vant
til, når vi modtager hårdt tilskadekomne
på Rigets traumecenter, men sådan er det
her – TIA! Så jeg lytter på hans lunger,
og da det lyder fint, konkluderer jeg, at
flængerne nok er overfladiske, så han skal
nok klare sig, indtil vi kan operere ham.
Her regerer Darwins lov om survival of
the fittest. I Afrika er 60 km langt, når der
først skal skaffes en bil, benzin, og vejene
er dårlige. Da de ankommer, er det seks
timer siden, at angrebet har fundet sted.
Med kirurgi og godt med antibiotika overlever de begge. Det er et meget tilfredsstillende job, og det opvejer til fulde de få
gange, jeg står med en patient, der ikke
overlever, fordi vi ikke har mulighed for
specialiseret intensiv behandling.
Efter en måned med lange arbejdsdage går turen tilbage til hovedstaden
Bangui. Denne gang tager jeg turen i firehjulstrækkeren. De første 100 km møder vi
to biler. Undervejs er vi nær ved at ramme
en mand, der springer ud fra bushen med
sin fangst. Chaufføren stopper og køber
det, der ligner en stor, afpelset pungrotte,
som han gudskelov smider op på taget. Jeg
synes, jeg har levet primitivt den sidste
måned, og der er langt mellem mit privilegerede københavnerliv og tilværelsen i
bushen.
60
Centralafrikanske
Republik
Den Centralafrikanske Republik har
siden marts 2013 befundet sig i en
borgerkrigslignende situation, efter at
de primært muslimske Selekaoprørere
tog magten ved et statskup.
Selekapræsident Djotodia trådte
tilbage i januar 2014, men det har på
ingen måde fået situationen til at falde
til ro. En løst organiseret kristen milits
kaldet Anti-balaka (balaka betyder
machete) huserer nu, og den tøver ikke
med at tage revanche for de overgreb,
Selekastyret begik. Flere menneskeretsorganisationer rapporterer om
systematiske etniske udrensninger af
civile, især af muslimer. Indtil videre er
det hverken lykkedes den nye overgangsregering eller 2.000 franske
soldater, som er blevet udstationeret,
at vende udviklingen. I Bangui er der
udgangsforbud om natten, og alle
rejser til landet frarådes.
UD & HJEM IGEN: Fly KøbenhavnBangui fås fra ca. 9.450 kr. t/r.
LOGI: Der findes enkelte hoteller af
rimelig kvalitet i Bangui, som bl.a.
benyttes af internationalt rejsende.
Disse kan kun findes via www.tripadvisor.com.
nn Anja Stubager har medlemsnr. 502. I
2013 har hun bl.a. været i Afghanistan og
i Island. Hun har besøgt 60 lande og fire
territorier.
Naturbilleder
Vinderne af årets fotokonkurrence 2013
E
fter nogle års pause besluttede
bestyrelsen for De Berejstes
Klub, at det var tid til atter at
gennemføre en fotokonkurrence, og udlovede nogle fine præmier:
1.500 kr. kontant i førstepræmie, 1.000
kr. kontant i andenpræmie og 500 kr.
kontant i tredjepræmie i to kategorier. Alle
aktive medlemmer kunne deltage med
op til tre billeder i hver af kategorierne
”natur” og ”kultur”. Eneste betingelse
var, at billederne ikke måtte have deltaget
i tidligere fotokonkurrencer i klubben.
Klubbens fotogruppe indvilligede i at
agere udvælgelsesjury, så kun et mindre
antal billeder kom til afstemning blandt
alle medlemmer, eftersom bestyrelsen
bedømte, at det ellers ville blive for uoverskueligt.
I alt 155 fotos blev sendt ind til kategorien ”natur” fra 54 medlemmer, og
80 medlemmer deltog i en afstemning
på internettet om at vælge de tre bedste
blandt juryens udvalgte 19 billeder. Claus
Søndergaard fra fotogruppen stod for det
praktiske i forbindelse med konkurrencen
og præsenterede vinderne ved årets generalforsamling.
I næste nummer af Globen viser vi de
tre vinderbilleder i kategorien ”kultur”.
Og vi kan allerede nu afsløre, at der også
kommer en fotokonkurrence senere i år.
Følg med i nyhedsbrevene fra formanden
og på klubbens hjemmeside på www.
deberejstesklub.dk for flere oplysninger
om konkurrencen senere i år.
nn Lars-Terje Lysemose har medlemsnr.
364 og er med i bestyrelsen for DBK.
61
Øverst: ”Ørn” af Søren Bonde, Kirgisistan,
2010.
Nederst: ”Hvem spiser hvem?” af Jens
Tidemann, Malaysia, 2008.
Set fra øverst i en cirkel i urets retning:
Tredjepræmie: ”Kold dag på bjerget” af
Søren Gudmann, Schweiz, 2013.
”Risterasser” af Søren Christensson,
Filippinerne.
”Morning Mist” af Claus Søndergaard,
Nordkorea, 2012.
”Badedyr i Lake Songkul” af Jytte
Kristensen, Kirgisistan, 2012.
”Teland” af Steffen Stubager, Sri Lanka,
2010.
62
63
Set fra øverst i en cirkel i urets retning:
Andenpræmie: ”Big Daddy” af Claus Bech,
Namibia, 2009.
”Manaslu North” af Søren Gudmann,
Nepal, 2009.
”Yndighed” af Anne Agerbæk, Cambodia,
2013.
”Barracuda tornado” af Tom Hagensen,
Borneo, 2007.
”Camel Sunset” af Jakob Øster, Forenede
Arabiske Emirater, 2008.
64
65
66
Set fra øverst i en cirkel i urets retning:
Førstepræmie: ”Ipanema Beach” af Rasmus Krath, Brasilien,
2013.
”Betelnødspalmer” af Bo Løvschall, Taiwan, 2008.
”Sunset, The Frog Rock” af Thor Bakke, Sri Lanka, 2012.
”Sibirisk vinter” af Gerner Thomsen, Rusland, 2013.
67
Tekst:
Søren Fodgaard
Årets prismodtagere 2013
På klubbens generalforsamling i november uddeltes årets Folkersen- og
Egholmpriser.
Nicolai Bangsgård.
F
olkersenprisen er indstiftet
til minde om en af klubbens
stiftere, Poul Folkersen, der blev
udnævnt til æresmedlem kort
før sin død 4. august 2000. Det hedder
i betingelserne, at ”prisen uddeles til
et klubmedlem, der gennem årene har
dyrket rejselivet i Poul Folkersens ånd,
en person der ved et særligt energisk og
grænsesøgende rejseliv er nået langt bort
fra de gængse turistområder og har fået en
grundig indsigt i lokale forhold.”
For mange føles det som et skarpt
hjørne at blive 30 år, og da det skete for
vores prismodtager, besluttede han sig for,
at nu ville han rejse Jorden rundt. Ikke
sådan på sædvanlig behagelig vis med fly
og bus – men på cykel! – og så vidt muligt
med overnatning i telt. Det blev til en tur,
der strakte sig over 1.413 dage – næsten
fire år – 62.180 km, 53 lande og seks kontinenter. Det var meningen, at en ven skulle
have været med, men stort set hele turen
blev gennemført solo.
Prismodtageren er Nicolai Bangsgård.
Han har skrevet en bog om turen, som jeg
citerer fra flere gange. Turen gav mange
store oplevelser. Det har været fysisk hårdt
at træde en cykel med 30-40 kg bagage,
nogle gange op i fire-fem kilometers højde.
Det har været bidende koldt og smeltende
varmt. Der har været uheld og sygdom, og
der har været øde egne med mange timer
mellem beboede områder. Til tider er
savnet af familie, venner og det glade liv i
København utrolig hårdt. Og en kæreste
passer heller ikke ind i en cykeltilværelse
som denne.
Men så kommer belønningen pludselig ved synet af utroligt smukke landskaber, og på dage hvor vinden, bakkerne
og vejret er med ham. Manden med den
tungt lastede cykel vækker stor opmærksomhed overalt, og de største oplevelser
er nok de glade og nysgerrige mennesker, han møder undervejs. Mange steder
bor han et stykke tid på samme sted og
får indblik i kulturen, og han oplever stor
interesse og hjælpsomhed fra vildt fremmede mennesker.
”Overalt møder jeg venlighed, imødekommenhed og smil, og hvis der er noget,
der varmer hjertet på en dreven eventyrrotte, så er det det umiddelbare, uforbeholdne smil fra en gammel og smukt
rynket, traditionelt klædt, ghanesisk
dame siddende ved sit primitive bålsted i
vejkanten.”
Valget af cyklen som transportmiddel
giver også noget andet end bussen. I
Vietnam skriver han:
”Noget af det smukke ved cyklingen
er, at man virkelig ser, føler og fornemmer
forandringerne omkring sig, fordi man
rejser i et tempo, hvor sanserne kan følge
med. Her er ingen quick-and-dirty-løsninger (som fx bus og tog), og det gør oplevelserne – gode som dårlige – så meget
mere intense og nærværende. At komme
frem ved egen kraft i øjenhøjde med
den lokale befolkning giver uerstattelige
indsigter i, hvordan hverdagens puslespil
er sat sammen i den lokale virkelighed.”
Han bliver ofte spurgt: ”Hvorfor gør
du det?” Det korte svar er: ”Det ville være
sværere for mig ikke at gøre det.” Men så
kan man alligevel finde nogle bemærkninger her og der, som giver lidt flere
68
forklaringer. Da han er nået til Singapore,
skriver han således: ”Det er en rejse
ud i alverdens diversiteter, en lyst til at
konfrontere og udfordre verden og mine
egne fysiske og mentale grænser.”
Netop de mentale grænser blev
afprøvet nogle måneder forinden:
”Vietnam er lidt af et dilemma for mig. På
den ene side ønsker jeg virkelig at suge
landet og dets befolkning til mig … På
den anden side er vietnameserne utroligt pågående, nysgerrige og in-your-face,
hvilket kun sjældent opfattes som en
positiv ting for mig som langturscyklist,
hvor det private rum og de private tanker,
momentum og flow er vigtigt … Det er en
enorm udfordring for mig at nyde denne
mangel på privatsfære – måske netop fordi
det altid har været en vigtig ingrediens i
mit liv og for mit velbefindende.”
Cykelrejsen over fire år er den mest
omfattende rejse, Nicolai har været på.
Men det er også blevet til flere kortere
rejser – seks måneder Jorden rundt og
seks måneder rundt i Latinamerika, plus
flere rygsækrejser på en måned eller to.
Efter cykelrejsen har Nicolai gennemført en cykeltur fra Bali til Beijing på seks
måneder, hvor han var rejseleder for 75
danskere, fordelt på syv hold, der fløj ud til
ham og fulgte med et antal uger.
Der er endnu en betingelse for at
få Folkersenprisen, nemlig: ”Endvidere
lægges der vægt på, at oplevelser og erfaringer på passende vis er videregivet til
både klubben og resten af samfundet.”
Nicolai har som nævnt skrevet en
bog om sin fireårige cykelrejse. Under
den lange cykeltur lagde Nicolai jævnligt beretninger ind på sin egen hjemmeside, www.worldtravellers.dk. Den fik 2,8
millioner hits, og mange mennesker skrev
kommentarer og gav gode råd, så han følte
sig aldrig rigtigt ensom. Han skrev også
jævnligt artikler i et af de større danske
dagblade herhjemme, og han optog 63.000
billeder og 60 timers video.
Tidligere Folkersenprismodtagere:
Fiil Frandsen i Bangkok.
Kirsten Svarrer.
Nicolai har sin egen hjemmeside,
www.nicolaibangsgaard.dk, hvor der
findes mange tusinde fotos. Nicolai har
haft en omfattende foredragsvirksomhed
efter sin lange rejse – også i Cafe Globen.
Så oplevelser og erfaringer er i sandhed
formidlet videre i stort omfang. Til
lykke med Folkersenprisen 2013 – den er
særdeles velfortjent.
Egholmprisen 2013
Prisen er opkaldt efter klubbens stifter, Ole
Egholm. Den har nogle gange været tildelt
et medlem, der har haft en usædvanlig
rejseoplevelse – men uden at medlemmet
har kunnet komme i betragtning til den
svært opnåelige Folkersenpris. Andre
gange har den været tildelt et medlem,
som har gjort et stort arbejde i klubben,
men ikke altid i form af en formel nøglepost.
Claus Qvist Jessen (2000)
Lone Friis Larsen (2001)
Claus Andersen (2002)
Arne Runge (2003)
Rasmus Krath (2004)
Pia og Poul Saabye (2005)
Gerner Thomsen (2006)
Henri Engelbrecht Madsen (2007)
Jesper Grønkjær (2008)
Malaika Malmos (2009)
Søren Christensson (2010)
Søren Gudmann (2011)
Henrik Schumacher (2012)
Eksempler på medlemmer, der har
gjort et stort arbejde i klubben, er Jens
Tidemann, Niels Iversen og Per Allan
Jensen. Det gælder også årets prismodtagere: Nemlig Fiil Frandsen, medlem nr.
106 – og med ham Kirsten Svarrer ”Kisser”,
medlem nr. 107.
Et af bestyrelsens medlemmer, der
kender Fiil og Kirsten godt, skriver bl.a.:
”Fiil har igennem mange år gjort et stort
arbejde for klubben. Han var toastmaster i flere år, men jeg tænker mere på den
frivillige indsats han (og også Kisser) altid
lægger for dagen, ikke mindst ved weekendarrangementer, eller når det brænder
på. Fiil arrangerede meget store dele af
kanoturen på Gudenåen i DBK-weekenden
2010, med en helt ekstraordinær indsats
– for han sejlede selv kanoerne hele vejen
tilbage ad Gudenåen.
Ved weekendarrangementer og julefrokoster er der som bekendt mange, der
free rider og ikke laver noget – her er Fiil
og Kisser dem der går forrest med en
ekstra tørn med madlavning, grill, oprydning osv. Uden at det egentlig bliver
bemærket. Endelig har de to (og deres tre
børn) skabt megen positiv medieopmærksomhed om klubben ved at være meget i
medierne, bl.a. da de var ”Danmarks mest
berejste familie.”
Jeg oplevede selv Fiil første gang for
to år siden ved DBK-weekenden på Skarø,
hvor vi havde lejet et vikingeskib. Sammen
med skibet skulle følge to sejlkyndige, for
at vi kunne sejle lovligt – men der kom
kun en. Så stillede Fiil sig til rådighed som
gast ved to sejladser om lørdagen, idet
han har det nødvendige certifikat. Og det
69
Tidligere Egholmprismodtagere:
Per Allan Jensen (2003)
Martin Anker Nielsen (2004)
Niels J.L. Iversen (2005)
Ole Egholm (2006)
Kirsten Kester (2009)
Claus Virmer (2010)
Jens Tidemann (2011)
Anna le Dous (2012)
var en af de danske sommerdage, som til
tider var ret våd. Kort efter afslutningen
på dagens sejladser skulle vi lave mad, og
straks tog Fiil fat igen, tændte op i grillen
og styrede den del af slaget. Jeg var selv
ansvarlig for hele arrangementet, så jeg var
glad for, at der var en som sprang ind og
hjalp til. Til lykke med den store indsats
for klubben.
nn Søren Fodgaard har medlemsnr. 430
og blev valgt til formand for De Berejstes
Klub i 2012. Folkersen- og Egholmpriserne
består hver af et kontant beløb på 2.000 kr.
Prismodtagerne udpeges af formanden i
forening med forrige års prismodtager.
Blæsten går
frisk over både
Limfjorden og
Stillehavet
Når 66-årige Knud B. Bach nu kan
sætte sig mageligt og nyde udsigten
over Limfjorden fra sin gård på Mors,
er det med besøg i over 100 lande
og et langt arbejdsliv udenlands i
rygsækken. Han nåede i foråret 2013
det magiske tal for landebesøg under
en motorcykeltur i det sydlige Afrika,
og har nu slået sig ned i det nordjyske efter mange års arbejde som
ingeniør i bl.a. Sydamerika, Afrika og
Asien.
Tekst:
Anette Lillevang Kristiansen
Øverst: Under sit ophold i Vestafrika
først i 1980’erne tog Knud B. Bach turen
ad Nigerflodens plumrede vand til den
sagnomspundne by Timbuktu, Mali.
Nederst: Knud med sin hustru Anna og
deres to børn Maria og Thomas under en
rejse på øen Sumba i Indonesien i 1997.
Fotos: Knud B. Bach
D
et vil kræve en god håndfuld
tegnestifter, når Knud B.
Bach skal til at markere alle
de steder på et verdenskort,
han har besøgt og boet gennem sit liv, for
når man allerede som 14-årig mærker
rejseblodet koge i årerne og springer på
cyklen for at køre til Holland, ja, så bliver
det uvilkårligt til en hel del lande gennem
livet.
Knud B. Bach landede hjemme i
Danmark i sommer efter at have boet i
Brasilien, hvor han de sidste mange år har
arbejdet for Aalborg Industri, som fremstiller industrikedler, og har en stærk position inden for offshore-sektoren.
”Jeg har boet i det sydamerikanske
mere eller mindre alene de sidste år, for da
vores to børn kom i den skolepligtige alder,
70
ville min hustru Anna og jeg have, at de
skulle hjem og gå i dansk skole,” fortæller
Knud, der har været meget glad for at bo i
Brasilien pga. landets utrolige dynamik og
folks entusiasme.
De seneste år har Knud boet i Rio
de Janeiro og har været en del af mange
spændende projekter. Og fordi koncernens agenter boede vidt spredt i det store
land, har Knud fået besøgt 19 af landets 21
delstater.
Knuds rejser har altid været tæt
forbundet med hans arbejde, og derigennem har han oplevet det meste af
verden og været bosat vidt forskellige
steder.
Ingeniøruddannelsen var vigtig for
at komme udenlands, men Knud fandt
hurtigt ud af, at det ikke var tilstrækkeligt, så under sit ophold i Algeriet afsluttede han HD-studiet fra handelshøjskolen
i København og fik sig senere en master i
it på Aalborg Universitet. Det blev springbrættet til, at han de seneste 20 år har
arbejdet som administrerende direktør.
Det eventyrlige Afrika trak
Rejseblodet har Knud ikke fra fremmede.
Hans bedstefar fandt i sin tid arbejde i
USA og kom bagefter hjem og købte en
gård. Også Knuds forældre boede på en
gård, og den kunne man ikke bare rejse
fra. Som ung satte Knud sig det mål, at
han ville se verden, og en solid uddannelse
blev vejen frem.
I gymnasiet fik han fritidsjob ved
et amerikansk firma, der borede efter
olie på Mors, og som studerende fik han
mulighed for at arbejde i Grønland og
komme i praktik i London og i Chambery
i De Franske Alper.
”Jeg havde masser af arbejde i skoletiden, der førte mig udenlands, men jeg
var meget bevidst om, at jeg blev nødt til
at få en uddannelse, der kunne bruges i
udlandet,” forklarer Knud, der søgte på
listen over uddannelser og faldt over ingeniørstudiet.
Allerede som 18-årig spruttede rejselysten, og Knud og to gymnasiekammerater kørte til Paris på motorcykler. Senere
under studiet fik Knud og et par studiekammerater den idé at købe en gammel
militærbil fra 2. Verdenskrig og køre
Europa tynd.
”Det var en gammel Chevrolet
Commander, der havde været brugt til at
køre officerer ud til fronten, og den vakte
en del opsigt tilbage først i 1970’erne. Det
var en enestående bil, og vi kørte både
til Italien, Andorra og Tyrkiet i den,”
fortæller Knud, der også under en af
turene uanmeldt besøgte prins Henriks far
i Sydfrankrig, hvor de blev modtaget med
rundvisning på vinslottet og vinsmagning.
Sit første ingeniørjob bragte Knud
til Oslo, hvor han var med til at designe
olieboreplatforme. Bagefter tog han to år
i Holland, men eventyret trak i den unge
Knud. Han drømte om Afrika og gjorde
alt, hvad der stod i hans magt, for at
komme dertil.
Honeymoon i Katmandu
Afrika var lige så eventyrligt, som Knud
havde drømt om, og Øvre Volta, i dag
Burkina Faso, blev omdrejningspunktet
for hans arbejde i ministeriet for udvikling
i Ougadougo. I de tre år i landet nåede han
at besøge 11 omkringliggende lande.
”Jeg havde oprindeligt leget med
tanken om at blive antropolog og har
gennem hele mit liv opsøgt primitive
stammefolk. Dengang var det indre af
Vestafrika meget primitivt, så jeg fik set
meget af det virkeligt originale,” forklarer
Knud, der senere blev udstationeret i
Algeriet.
Først i 1980’erne var det arabiske
Nordafrika mere fredeligt end i dag, og
Knud styrede byggepladser i ørkenen. Han
var ansvarlig for at opbygge tre kyllingeslagterier i landet. Opholdet var meget
barskt, så Knud belønnede sig selv med
en rundrejse i Østen. Bagefter blev han
ansvarlig for en fiskefabrik i Kina og et
stort kølehusprojekt i Mauretanien.
”Selv om jeg stod som ansvarlig for
projekterne, så boede jeg i København,
men rejste jævnligt til Kina og Afrika,”
fortæller Knud. Han giftede sig med Anna,
som er fra Norge, og de tog på honeymoon
til Katmandu, hvor Knud skulle lancere et
vandboringsfirma.
De blev i Nepal i halvandet år, og det
var en tid med opstand og mange forandringer i det lille bjergland.
”Kongen mistede bl.a. sin gudelige
status, og vores projekt blev forstyrret,
men det var en spændende tid, hvor vi
cyklede rundt i Katmandudalen. Nepal
er jo et land, hvor man møder både
buddhisme og hinduisme på tæt hold, så
det var meget interessant,” siger Knud, der
snart skulle være far, og derfor besluttede
at tage hjem til Danmark.
Til Ildlandet på motorcykel
”Vi troede jo, at vi skulle hjem og være
lidt fornuftige, når vi nu skulle have
barn. Jeg skulle arbejde i Danmark, men
der gik ikke ret lang tid, før jeg fik job i
Caribien og USA. Projektet handlede om
renovering af et kraftværk. Indkøbet skete
i Florida, mens selve projektet lå i Santo
Domingo i Den Dominikanske Republik,”
fortæller Knud, som på den måde fik set
en stor del af Caribien og fik den caribiske
levemåde helt ind under huden.
Et kort ophold i Nicaragua blev det
også til, inden turen gik til den modsatte
ende i verden, nemlig Indonesien.
”Det er nok det mest eventyrlige land,
jeg har været i, for hver ø har jo sin egen
specielle kultur; Irian Jaya (nu om dage
benævnt Papua red.) er fx det nærmeste,
jeg er kommet på stenalderen,” siger Knud,
der også var på Sulawesi for at opleve de
specielle begravelsesceremonier i Tana
Toraja.
I maj 2000 blev det Brasilien, der førte
Knud B. Bach ud i verden på ny, og der
har han været, indtil firmaet blev opkøbt i
maj 2013. To år før satte Knud kursen mod
Ildlandet i Sydamerika, hvor hans mål var
at finde plads på et skib til Antarktis.
”Jeg har været i Ushuaia tre gange med
henblik på at komme til Sydpolen, og det
lykkedes i 2009, hvor jeg kom af sted med
fly fra den chilenske side,” fortæller Knud,
der kørte på motorcykel til Ildlandet
sammen med en gruppe argentinere.
Rødderne solidt forankret
Under opholdet i Brasilien har Knud haft
lejlighed til at besøge Amazonjunglens
indianere, og har været i verdens største
regnskov hen ved ti gange. Han finder
historien og kulturen spændende, og
er nysgerrig på både geografi og andre
måder at leve på, men rødderne er solidt
forankret i Skandinavien.
”Jeg tror, jeg rejser for at komme hjem.
Selvom jeg har været udstationeret mange
steder i verden, så føler min hustru og jeg
os meget skandinaviske,” siger Knud, der i
dag har to voksne børn.
Han blev medlem af De Berejstes
Klub i 1998, og selvom han nu har slået
rødder i det nordjyske, vil rejselysten altid
være der.
”Det er selvfølgelig en omstilling at
vende hjem, men vi glæder os til at være
sammen som familie igen, og så skal vi
have opgraderet vores hus,” fortæller
Knud, der med hundrede lande på listen
selvfølgelig stadig skal rejse fremover, men
lige nu gælder det familielivet hjemme
i Aalborg, hvor Knud og Anna, foruden
gården på Mors, har et hus.
”Ja, man skal jo hjem på et eller andet
tidspunkt, og lige nu synes jeg, vi har så
travlt, at vi sagtens kan få tiden til at gå,
71
Øverst: Camping med den gamle militærbil i Rimini i Italien – her en ung Knud
fra 1972, der er på vej på nye eventyr.
Nederst: Et af de allernyeste billeder
af Knud Bach under motorcykelturen i
Namibia i foråret 2013, hvor han kunne
føje sit land nr. 100 på listen.
men selvfølgelig får jeg jo rejsekuller på et
tidspunkt, og så må vi af sted igen,” siger
Knud og kigger længselsfuldt ud over
Limfjorden.
nn Anette Lillevang Kristiansen har
medlemsnr. 328 og er journalist og medredaktør af Globen.
Nye aktive medlemmer
673 Denice Brun
Jeg har aldrig rigtig rejst med mine forældre som barn, men har altid haft en nysgerrighed efter at se og
opleve verden. Som 17-årig tog jeg på min første tur langt væk og blev bidt af livet som rejsende. Jeg har flere
gange studeret i udlandet – bl.a. i Melbourne og i Sarawak på Borneo. Derudover kan jeg arbejde, hvorfra
i verden jeg lyster – hvilket resulterer i mange spændende eventyr. Jeg føler på mange måder, at dét at rejse
er mit stof. Det giver mig energi, lykke og nogle fantastiske oplevelser. På www.globetrotterblog.dk findes
min blog om mine rejser rundt i verden. Og længslen, der følger, når jeg ikke har nogen rejseplaner.
674 Thomas Sciavitsky Bentsen
“Travel is fatal to prejudice, bigotry, and narrow-mindedness” skrev Mark Twain. Sådan har jeg det også med
mit rejseliv. Både privat og i mine otte år som redaktør på TV2 har jeg rejst, og hver gang har det udvidet
perspektiverne. Jeg har kørt over 40.000 km i USA, og jeg har sejlet i kajak i New Zealand, Brasilien,
Canada og Norge og har oplevet havskildpadder, hvaler og spækhuggere. Den længste kajaktur var på
Götakanalen, der går fra kyst til kyst i Sverige. Siden 2008, hvor jeg var tæt på at miste livet til en kræftsygdom, er der sat ekstra tryk på rejseriet. I de seneste fem år har jeg rejst 465.000 km til 52 steder i verden.
Mit mål er at besøge alle syv kontinenter og over 100 lande, men først og fremmest at have fantastiske og
lærerige rejser.
675 Peter Michael Jacobsen
Rejseglad ungersvend, familiefar, ældre herre. Har rejst privat og professionelt, siden jeg var 18 år gammel.
Har arbejdet som konsulent med udviklingsproblemer siden 1990. Det giver en del rejseri. Har venner i
Australien og en søster, der har boet i Brasilien. Jeg har også selv boet udenlands, i Malawi i to år, i Tyrkiet i
seks år og i USA ad flere omgange. Og i dag bor jeg i Bulgarien.
676 Tania Karpatschof
Som 19-årig fik jeg overtalt en veninde til at tage næsten hele Sydamerika rundt med rygsæk. Vi begyndte
i Venezuela og kørte med bus rundt i det meste af Brasilien, Bolivia, Ecuador, Colombia og Venezuela.
De seneste år har jeg rejst i Laos, Cambodja og Vietnam, Tibet, Bhutan og Nepal, Mexico, Guatemala og
Vietnam igen og senest til Påskeøen, Chile og Argentina. Jeg forsøger nu at smitte mine to døtre med min
rejsefeber. Jeg drømte i mange år om at uddanne mig til antropolog med det formål at bosætte mig blandt
ukendte stammer i Stillehavet og Sydamerika. Desværre viste det sig, at der er meget få af den type folkeslag
tilbage, og i stedet blev jeg specialist i international udvikling.
677 Mette Bjerrum Koch
Jeg er født på Frederiksberg i 1983, som nr. to i en søskendeflok på tre. Barndommens rejser foregik til
Sydeuropa i bil. I 2005 fik en måneds interrail i Europa vækket min rejselyst. Min første rejse uden for
Europa var i 2007, og siden da er det gået stærkt med at opleve verden. Al min ferie bliver brugt uden for
landets grænser, og den største energi får jeg af rejseoplevelser i naturen.
679 Peter Dahl Horne Kærgaard
Jeg er født i 1984, uddannet officer, og læser i dag ved Center for Afrikastudier på KU. Jeg lagde ud som
rygsækrejsende på Camino de Santiago de Compostela i 2006. I dag har jeg besøgt 32 lande, bl.a. Iran,
Irak, Nordkorea og DR Congo. Jeg rejser ikke for at opleve det fremmede og eksotiske, men for at finde de
menneskelige fællestræk. Fx hos den iranske militsmand, den congolesiske oprørssoldat eller menneskesmugleren fra Transnistrien. De perspektiver, de giver mig, deler jeg gennem foredrag og rejseblogs – eller
i bytte for det næste værelse. Jeg er en dedikeret couchsurfer (se min profil på www.couchsurfing.org/
peterka) og bor derfor hellere på en hullet skummadras end på et hotel. I det hele taget vil jeg hellere møde
mennesker end steder.
680 Jonas Kissling Hansen
Siden 1999, hvor jeg første gang forlod Europa for en ukendt og fremmed verden, har jeg rejst på kryds og
tværs af verden år efter år som led i mine studier, arbejde og dykkerferier. Jeg har nu været på fire længere
ture siden 1999: Seks måneder i det sydlige Afrika og Thailand, seks måneder i Sydøstasien og New Zealand,
ni måneder i Kina, Thailand og Nepal og senest otte måneder i Central- og Sydamerika samt Asien. Da jeg
72
har taget mange billeder gennem tiden, har jeg oprettet en hjemmeside til at holde styr på alle oplevelserne.
Jeg har altid indtænkt rejser i de fleste ting, jeg har foretaget mig: studier, arbejde, ferie og diverse udendørsaktiviteter. Ud over at se så meget af verden som det er muligt, har jeg et erklæret mål om at nå 100 lande,
før jeg når de 50 år.
681 Tommy Nielsen
Min interesse for rejselivet og spændende eventyr begyndte ret sent. Jeg var 22 år, da min kammerat ringede
og foreslog, at vi skulle tage af sted til et varmere klima. ”En sommer på Kos som bartender ville lige være
sagen,” mente han med reference til vores alder samt trangen til kvindeligt selskab. Nej, skulle vi af sted,
skulle det være ordentligt, og langt væk – og tre uger senere var flybilletterne til Australien booket, og
rygsækken pakket. Og lige siden de første vilde indtryk i Bangkoks gader og gæstfriheden i Australien har
rejselivet bidt sig fast. Til daglig bor jeg i København og arbejder som officer i hæren. Jeg har de sidste syv år
besøgt 23 nye lande og tre territorier. Besøgt alt fra forsvundne byer og religiøse højborge til lækre strande,
krigshærgede områder og udenlandske officersskoler.
682 Jakob Sestoft
Siden 2006, hvor Sydafrika blev besøgt, har mine rejseaktiviteter været centreret om Afrika. I begyndelsen
som deltager og aktiv arrangør af ture med Københavns Universitet og siden som uafhængig rejsende. De
seneste to år er min rejseaktivitet blevet intensiveret via mit arbejde med den offentlige sundhedssektor i
Afrika.
683 Andreas Dybkjær-Andersson
Det var ikke givet, at rejserne ville føre langt væk fra Danmark. Min mor er fra Sverige, og min far fra
Danmark, og som barn gik rejserne mellem de to lande uafbrudt for at besøge mine forældres venner og
familie. Med de første rejser over ækvator fik jeg især Afrikas røde jord under neglene og har boet i Etiopien
og Sydafrika – men også søgt solopgange fra Fujibjerget til Finisterre. En del rejser har været relateret til
min uddannelse i udviklingsstudier og problematikker relateret til fattigdomsbekæmpelse. Fra Lesotho til
Libanon og fra Uganda til Bhutan har jeg grædt og grint med gadebørn, kæmpet mod slipseklædte embedsmænd og talt klimaforandringer med Desmond Tutu.
684 Britta Boesen Kruse
Jeg er født i 1964 og har besøgt mange forskellige lande gennem årene. Jeg har rejst meget i Italien og besøgt
Toscana, Rom, Firenze, De Lipariske Øer med bl.a. Vulcano, og set Stromboli i udbrud. Jeg har været fem
gange i Venedig og besøgt Biennalen samt filmfestivalen i Venedig og mødt Kirsten Dunst, Emilio Estevez,
Quentin Tarantino, og John Woo. Jeg har også været i Kina, Egypten, på Balkan, i Østeuropa, Kenya og
Tanzania og besteget Kilimanjaro, været i Australien, Indien, på Galapagosøerne, i Thailand, Vietnam,
Laos, Cambodia og Nordcypern. I 2011 var jeg i Ukraine for at se EM-fodboldkampen mellem Danmark og
Holland. Vi vandt, folk hyldede os og hjalp med at bære mit flag gennem metroen. I september 2013 tog jeg
på en stor rundrejse til en række lande i det sydlige Afrika.
685 Mia Beicher Ansbjerg
Min rejselyst er opstået takket været mine forældre, som har rejst med mig i hele Europa. I 2005 tog rejseriet
fart. Min farmor har sagt, at man skal se det land, man selv lever i. Sammen med hende har jeg rejst rundt
og set både de skønne og de mindre skønne dele af Danmark, og til sidst manglede vi kun ét sted. I 2005
rejste vi til Grønland og sejlede langs vestkysten helt op til Ilulissat, og så var jeg solgt. Efter gymnasiet
flyttede jeg alene til Grønland. De tre planlagte måneder blev til 15 måneder, og de tre efterfølgende år fik
jeg set de destinationer, der havde stået højest på min liste i mange år. Kom på tre backpackerrejser, hvor
friheden ingen grænser havde. Alle burde rejse ud og se, hvilken verden de lever i, inden de kommenterer
den i blinde.
686 Jens Bornæs
Var som dreng fascineret af opdagelsesrejsende som Jens Bjerre og ”opdagelsen af den glemte verden”. Tog
som 18-årig et år til Algeriet for at arbejde efter gymnasiet og fik den første oplevelse af en meget anderledes verden. Kan bedst lide at rejse langsomt med tog og bus, på cykel eller til fods, så jeg oplever, mens jeg
rejser. Har rejst med tog og bus i Sri Lanka, Indien, Nepal, Myanmar, Laos, Thailand, Malaysia, Indonesien,
Oceanien, Peru, og Ecuador. Har cyklet Korsika rundt, været i Israel og Jordan og vandret i Norge og
Skotland. Lige nu er det en blanding af storbyferie og familieferie. Har både fokus på Unescosteder og
forladte byer, bygninger og gamle fabriksområder, der bliver overladt til sig selv eller genindtaget til noget
komplet nyt.
73
687 Tove Leininger
Jeg er født i 1960, og jeg er lærer. Som teenager begyndte jeg at rejse ud i verden med musikken, og jeg har
været i England, USA, Polen, Tjekkiet, Skotland, Slovakiet, Israel mv. med orkestre. Min første flyrejse gik
til USA, bl.a. til New York og i bus til Montana, Wyoming, North og South Dakota. Vi boede privat hos
amerikanerne, og det åbnede mine øjne for ”fremmede folkeslag”. Siden da har jeg fundet det langt mere
interessant at møde mennesker i deres omgivelser end at kigge på bygningsværker. Anne, min veninde
gennem 40 år, og jeg har efter min skilsmisse rejst sammen de sidste 20 år. Især har vi haft stor glæde af at
cykle, for hér kommer man virkelig ind på lokalbefolkningen. Fra 2007 til 2008 tog vi fire måneders orlov
og rejste til Australien og New Zealand på cykelferie.
688 Anne Rosenthal Hansen
Jeg er født i 1959 og er vokset op i henholdsvis Hvidovre og Rødovre. Mine barndomsferier blev alle holdt
i vores sommerhus i Rørvig, hvor jeg som barn havde nogle pragtfulde ferier. Jeg kom først ret sent i gang
med at rejse udenlands. Min første udlandsrejse gik til Frankrig, da jeg var 25 år. Men så har jeg også taget
revanche siden. Min veninde Tove og jeg har taget på flere cykelferier rundt om i Europa, bl.a. i Frankrig,
Østrig, England og Tjekkiet, som så kulminerede med, at vi tog fire måneders orlov, hvor vi var tre uger i
Australien og cyklede New Zealand rundt i tre måneder. Denne tur skulle have været en enkeltstående oplevelse, men vi blev begge så bidt af at rejse, at vi ikke har kunnet stoppe igen og har således senest været i Iran.
689 Ulla Andreasen
Jeg er født i 1948 og har arbejdet som kok og faglærer indtil 1985. Det er blevet til 86 rejser på 56 år, den
seneste Jorden rundt. Med et svendebrev tog jeg i 1971 til Japan, hvor jeg arbejdede som kok i ½ år. Jeg har
nu besøgt Fjernøsten 21 gange. Jeg har været flere gange i Sydamerika og fem gange i Polynesien, hvor jeg
har besøgt ni øer i Fransk Polynesien samt Fiji og Samoa. For mig er rejserne en livslang uddannelse i at
opleve historiske steder, fremmede kulturer og naturen. Jeg forbereder rejserne godt og besøger gerne de
samme steder flere gange, derfor er det ”kun” blevet til 66 lande. Jeg har en svaghed for historiske luksushoteller, har besøgt i alt 24 på seks kontinenter, fx har jeg boet ni gange på The Oriental i Bangkok. Jeg
har besøgt næsten alle de 21 steder, der var på valg til ”verdens syv nye vidundere”, men mangler Petra og
Stonehenge.
Mødeaktiviteter i 2013
Niels Iversen (111), Per Danielsen (106), Kaj Heydorn (105), Henrik
Døcker (87), Claus Qvist Jessen (86), Erik Pontoppidan (85), Bertel
Kristensen (81) og Jakob Linaa Jensen (81).
Lokaliteter: Årets 32 møder var fordelt geografisk med 17 i
hovedstadsområdet, 14 i Jylland og et på Hven.
Indhold: Der har – ud over de mere konventionelle møder
– været holdt et weekendarrangement på Hven, et møde på
Skanderborg Festival, en julefrokost (restaurant Hos Kim og i
Cafe Globen), et par juniorarrangementer, et svømmepølarrangement, en spilleaften, en drinksaften og nogle hyggeaftener (uden
specielt program).
Værter: Af årets 32 arrangementer blev de syv holdt i Café
Globen, to eksternt og de resterende 23 i 20 forskellige klubmedlemmers hjem – tak til værterne for det.
Det er værd at bemærke, at beregningerne kun omfatter
DBK’s aktive medlemmer. På en del af møderne har det faktiske
deltagerantal været noget større, da der har været adgang for
gæster og passive medlemmer.
Tekst: Per Allan Jensen
I
løbet af 2013 holdt klubben 32 møder (mod 26 året før) med
deltagelse af fra 5 til 70 deltagere (sidstnævnte til årets julefest i København – og i øvrigt det største antal i klubbens
historie). I alt 166 af klubbens aktive medlemmer deltog i
et eller flere af disse møder svarende til 38 % af medlemstallet ved
årets udgang (en noget lavere procentdel end året før (44 %)). Det
gennemsnitlige antal mødedeltagere var 19 (mod 20 sidste år).
Deltagere: Årets flittigste mødedeltager var Maria Malbek
Sørensen med 14 møder efterfulgt af Per Danielsen med 13
møder og Heidi Y.P. Sørensen med 12 møder. På de næste pladser
kommer Søren Fodgaard, Cathrine Krogh og Liselotte Winhard
med hver 11 møder og dernæst Lene Dangaard, Helle Munk og
Ann Kledal med hver 10 møder.
Hvis vi ser på, hvem der har været de 10 flittigste mødedeltagere gennem de sidste 13 år, så indtager jeg stadig selv førstepladsen med 143 møder. Herefter følger: Ewa Maria Bylinska (120),
2001
…
nn Per Allan Jensen har medlemsnr. 26 og er tidligere formand for
DBK.
2010
2011
2012
2013
2001-13
25 per år
Antal møder
24
24
24
26
32
Antal medlemmer
112
352
381
395
435
71 (63 %)
143 (41 %)
155 (41 %)
173 (44 %)
166 (38 %)
412
12
19
23
20
19
18
Forskellige deltagere *)
Gennemsnitlige antal deltagere
*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige), der har deltaget i et eller flere møder.
74
Årets Statistik
Hotte lande blandt aktive medlemmer i 2013
Tekst: Erik Futtrup
H
villke lande har mon fået flest nye besøg i 2013? Svaret finder du i denne opgørelse over “hotte” lande i 2013 – dvs. de lande, som har fået flest førstegangsbesøg
af aktive medlemmer af DBK.
Opgørelsen bygger på klubbens database over postkort og nye landeregistreringer, og
den afslører, at Baltikum ikke længere er hot. Det er derimod Balkan og Kaukasus! Årets
højdespringere er Hviderusland, Sydafrika, Japan, Panama og Serbien. De mest populære lande i hver verdensdel er: Bosnien-Hercegovina i Europa, De Forenede Arabiske
Emirater i Asien, Chile i Sydamerika og Panama i Nordamerika, Marokko og Sydafrika i
Afrika og Australien og Fiji i Oceanien.
nn Erik Futtrup har medlemsnr. 267. Hans seneste rejse gik til Bahamas, St. Lucia og
Barbados.
2013
Plads
2012
Land
Antal nye
besøg
+/-
Plads
Land
Antal nye
besøg
1
Bosnien-Hercegovina
23
14

1
Island
2
Montenegro
22
16

2
Forenede Arabiske Emirater
22
2
Forenede Arabiske Emirater
22
0
Malta
22
4
Serbien
20
65

4
Estland
5
Albanien
19
13

5
Ukraine
Armenien
19
46

6
Sri Lanka
7
Kosovo
18
26

8
Malta
17
-6
‚
Georgien
17
25

Argentina
10
Chile
16
18

Cambodja
11
Slovenien
15
31

Peru
Makedonien
15
40

Panama
14
65

13
16
20
Qatar
8
12
Vietnam
Myanmar
Usbekistan
Oman
24
21
20
18
18
17
17
17
17
16
16
Hviderusland
14
138

Kroatien
14
2

Qatar
13
-10
‚
Letland
Marokko
13
12

Bosnien-Hercegovina
15
Filippinerne
13
53

Albanien
14
Sydafrika
13
102

Cypern
15
18
Kroatien
Japan
12
71

Laos
Peru
12
-12
‚
Irland
Zambia
12
71

Cypern
12
-2
‚
Montenegro
23
Nordkorea
Kenya
12
31

Portugal
San Marino
12
31

Tyrkiet
Sri Lanka
12
-14
‚
Litauen
Israel
12
13

Cuba
Ghana
12
31

28
Chile
+/- angiver, hvor mange pladser et land er gået frem eller tilbage i forhold til dets placering i 2012.
75
16
15
15
14
14
14
14
13
13
13
13
13
12
Tekst: Per Allan Jensen
Placering i år
(sidste år)
1 (1)
2 (4)
3 (3)
4 (2)
5 (5)
6 (6)
7 (7)
8 (12)
9 (14)
10 (8)
11 (9)
12 (11)
13 (10)
14 (19)
15 (15)
16 (13)
17 (23)
18 (16)
19 (35)
20 (18)
22 (-)
33 (38)
38 (36)
39 (44)
40 (53)
41 (39)
D
Medlemsnummer og navn
(* betyder ny på listen)
258 Peter Schønsted
565 Frode Kjems Uhre
019 Claus Qvist Jessen
097 Arne Erik Runge
312 Jakob Øster
384 Peter Goltermann
039 Kaj Heydorn
309 Henrik Schumacher
151 Carl Johan E. Colberg
057 Bertel Kristensen
082 Niels J.L. Iversen
124 Lasse Nørgård
153 Øyvind Løkkeberg
236 Annette Qvist Jessen
468 Ole Markussen
026 Per Allan Jensen
345 Marianne Fossaberg
059 Stig Monrad
326 Ole Pedersen*)
075 Ønsker anonymitet
635 Bo Løvschall*)
356 Lukas Nørgård*)
411 Eva Hansen*)
400 Markus Nørgård*)
125 Knud B. Bach*)
336 Maria Sørensen*)
et bliver stadig nemmere og
billigere at rejse, og det at
have besøgt 100 lande er ikke
længere så ualmindeligt, som
det var for bare 10 år siden.
31. december 2013 var der hele 41
medlemmer, der havde besøgt mindst 100
lande (mod 34 sidste år), og efterhånden
bliver det lidt for omfattende at medtage
dem alle i den sædvanlige tabelopstilling. Derfor vil denne fra nu af blive reduceret til kun at omfatte de 20 medlemmer,
der har besøgt fleste lande, samt de nye
100 landes jubilarer, der er kommet til
siden det foregående år. Nedenstående
bemærkninger omfatter dog samtlige 41
medlemmer på listen.
I toppen (dvs. de øverste syv) er der
kun sket små indbyrdes forskydninger,
mens det længere nede er gået mere voldsomt til. Læg i øvrigt mærke til, at Peter
Schønsted nu kun mangler fire lande i at
have besøgt dem alle.
Årets ”hurtigløbere” er Frode Kjems
Uhre (18 nye lande), Knud B. Bach (15
nye), Ole Pedersen (14 nye), Annette Qvist
Alder
Antal
lande
Tilvækst
i år
Tilvækst
seneste
5 år
71
53
53
70
42
46
82
48
63
71
60
50
59
43
44
62
58
65
44
57
40
12
70
10
66
38
192
165
156
153
137
129
128
124
122
121
121
121
120
119
119
118
115
112
112
111
111
103
102
101
100
100
6
18
8
0
4
0
5
8
9
3
3
4
2
11
7
5
8
1
14
1
10
4
11
15
9
57
31
22
36
24
21
54
33
12
11
21
35
47
22
41
13
46
46
52
27
56
19
27
Jessen (11 nye), Markus Nørgård (11 nye) og
Lukas Nørgård (10 nye).
Ser vi på antal nye lande de seneste
fem år, så ligger Peter Schønsted i spidsen
med 57 nye lande, efterfulgt af Markus
Nørgård (56 nye), Henrik Schumacher (54
nye) og Lukas Nørgård (52 nye).
Ser vi endelig på de seneste 10 år (hvor
flere af ovennævnte ikke kan blande sig, da
de ikke har været medlemmer af klubben
længe nok), så udgøres toppen af Lasse
Nørgård (62 nye lande), Morten Siglev (61
nye) og Carl Johan E. Colberg (60 nye). Og
så bør det vel retfærdigvis tilføjes, at de to
brødre Markus og Lukas Nørgaard ikke
var medlemmer for 10 år siden, hvor den
ene knap nok var født, og den anden kun
to år, så deres 10 års tilvækst må vel stort
set sættes lig med deres samlede landeantal, og hvis vi gør det, så sprænger de
alle rammer.
Den gennemsnitlige tilvækst af lande
det sidste år for alle listens medlemmer er
4,7. For de seneste fem år er gennemsnittet
26,6 (svarende til 5,3 nye lande per år), og
76
Årets Statistik
DBK-medlemmer, der har besøgt flest lande
(samt nye 100-landejubilarer)
Tilvækst
seneste
10 år
57
54
31
60
25
35
62
54
41
35
59
26
-
Antal medlemmer med mindst 100 lande
50
40
30
20
10
2001
2003
2005
2007
2009
2011
2013
for de seneste 10 år er gennemsnittet 37,7
(svarende til 3,8 nye lande per år).
Når der står en streg i stedet for et tal,
er det fordi det pågældende tal ikke kan
beregnes, da vedkommende ikke har været
medlem af klubben længe nok.
Listen er dannet efter hjemmesidens
registreringer per 31. december 2013.
nn Per Allan Jensen har medlemsnr.
26. Hans seneste rejse gik til Oman, De
Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og
Qatar.
De sorte
faraoers
hellige
bjerg
I oldtiden var den karakteristiske
klippe i Sudan det første tegn på, at
man nærmede sig Nilen. Der er flere
teorier om, hvordan stedet så ud i
sin storhedstid. Nogle mener at have
fundet bevis for, at sandstenssøjlen
var belagt med guld, andre at der var
hugget statuer ud i klippen. Området
er stadig den dag i dag helligt for
sudaneserne, som især besøger
et tempel, der er hugget direkte
ind i sandstenssøjlen, og især ved
solnedgang fornemmer man bjergets
storhed.
Tekst & FOTO:
Carsten Hansen
I
nspirationen til at rejse til Sudan
fik jeg fra Globen, hvor jeg så en
liste over medlemmer, der rejser
til klubbens mindst besøgte lande.
Mine umiddelbare planer om en tur til
Laos og Cambodia blev derfor erstattet af
de mere sjældne rejsemål Sudan og Yemen.
Det var først senere, jeg blev opmærksom
på, at rejsen ville tage mig til et udtrukket
Unescomål.
Gebel Barkal og stederne i Napatanregionen dækker arkæologiske steder over
en strækning på 60 km langs Nilen og er
centreret omkring klippen. De ligger, hvor
Nilen slår et knæk og løber mod sydvest.
Ud over klippen og ruiner af byen Napata
består stedet af flere gravpladser.
Gebel Barkal har siden oldtiden haft
religiøs betydning. Det var egypterne, der
først begyndte at værdsætte stedet. De
havde omkring år 1500 fvt. erobret kongedømmet Kush i vore dages Sudan.
Faraoernes helligdom
Egypterne mente, at Gebel Barkal-klippen
måtte have en særlig betydning, og
stedet blev kendt som fødested for guden
Amun. Et tempel opførtes til hans ære, og
området blev helligt for faraoerne.
Amuntemplet ved foden af Gebel Barkal.
Egypten blev dog igen svækket, og
Kush genopstod. Hovedstaden Napata
blev grundlagt for foden af klippen.
Kongedømmet beholdt de egyptiske traditioner, og blev langsomt så stærkt, at kong
Kashta senere ved et kup kunne erklære
sig farao af Egypten.
Landet blev siden helt erobret af
kongerne af Kush, også kaldet de sorte
faraoer, pga. deres mørke hudfarve. Deres
storhedstid betød et højdepunkt for Gebel
Barkal, hvor templerne blev udbygget.
Pyramider fra en storhedstid
Senere erobrede assyrerne Egypten. Kush
måtte flytte sit magtcentrum 300 km mod
sydøst, og i den periode blev templerne
ved Gebel Barkal ødelagt for første gang.
De blev dog bygget op igen, indtil
romerne forsøgte at erobre Kush. Igen blev
templerne ødelagt, men Kush overlevede,
indtil det langsomt forsvandt ud af historiebøgerne.
Gebel Barkal og stederne i Napatanregionen blev genopdaget omkring 1820.
Udgravningerne begyndte i 1916, men
over halvdelen af de formodede ruiner er
endnu ikke udgravet. De mest karakteristiske levn fra de sorte faraoers storhedstid
er pyramiderne.
Arkæologiske udgravninger
Da de sorte faraoer erobrede Egypten, blev
de fascineret af pyramiderne og gik selv
77
i gang med at opføre sådanne bygningsværker. På det tidspunkt havde man ikke
opført pyramider i Egypten i 500 år. I
alt blev der bygget ca. 90 pyramider ved
Gebel Barkal. Til sammenligning findes
der ca. 120 pyramider i hele Egypten.
Sudans pyramider adskiller sig ved,
at de højst er 30 meter i højden og har et
mindre grundplan, hvilket gør siderne
mere stejle. Desuden er selve pyramiden
massiv, så gravkammeret befinder sig dybt
nede under konstruktionen.
Da jeg besøgte stedet, var to udgravninger i gang. Et italiensk hold udgravede
et gammelt palads, mens amerikanske
arkæologer var i gang med Amuntemplet.
Stederne bliver opmålt og fotograferet for
derefter at blive dækket til igen. Der er
ikke ressourcer til, at de permanent ligger
fritlagt, og desuden bevares ruinerne
bedst, når de er dækket af et tykt lag sand.
Det forsvundne Unescoskilt
Turismen i Sudan har slet ikke nået det
samme omfang som i Egypten. Årtiers
borgerkrig og besværlige regler for visum,
rejserute, og fotografering gør, at kun
ganske få vestlige turister besøger Gebel
Barkal.
Der er et lille museum, men ellers er
forholdene for turister begrænsede, og det
obligatoriske skilt for Unescos verdensarv
mangler også, så det arkæologiske politis
ramponerede skilt måtte bruges som
erstatning.
En stor del af charmen ved at besøge
Sudan er, at landet er så uspoleret, og
det er svært at forstå, at landet har været
plaget af borgerkrig i årtier. For tiden
er der relativt fredeligt, men forandringerne i det afrikanske land synes ikke at
ske på eget initiativ. Desuden skræmmer
konflikten i Darfur og i den sydlige del af
landet stadig turisterne.
nn Carsten Hansen har medlemsnr. 64,
og har besøgt 78 lande og 10 territorier.
Senest har han rejst i Oman, hvor han bl.a.
har været på trekking. De Berejstes Klub
trækker hvert år tre tilfældige Unescosteder
ud, og det medlem, som først når frem til
stedet, belønnes med en dusør på 1.000 kr.
Sudan
11 personer fra fem lande. Turen tog
mig også til Meroe, som er det andet
Unescosted i Sudan. Italian Tourism
skaffede entry permit til Sudan, hvilket
gjorde, at jeg kunne købe visum ved
ankomsten til Khartoum. De sørgede
også for alle tilladelser til turen.
Ud & hjem igen: Fly KøbenhavnKhartoum fås fra ca. 3.900 kr. t/r.
ARRANGØR: Min tur var arrangeret af
det lokale turistbureau Italian Tourism
Co. Det var en grupperejse med i alt
VISUM: Som backpacker kan man
søge visum ved Sudans ambassade,
hvilket kan tage måneder, fordi alle
visumansøgningerne skal godkendes
af myndighederne i Khartoum. Sudans
ambassader i Egypten og Etiopien har
dog bemyndigelse til selv at behandle
visumansøgninger, så det nemmeste
skulle være at rejse ind i Sudan fra et af
de to lande.
Næste konkurrence:
Dengang jeg skulle ud at flyve …
I
næste nummer af Globen vil vi høre
en god historie, om engang du skulle
ud at flyve. Måske har du oplevet at
være kommet for sent ud i lufthavnen? Eller oplevet noget dramatisk om
bord på flyet? Eller mødt en spændende
sidemand eller –kvinde? Måske har du
prøvet at flyve med en luftballon eller med
et svævefly? Eller måske har du prøvet at
springe ud med faldskærm? Har du en god
lille historie, så del den med os senest 30.
april 2014. Alle bidrag vurderes alene på
baggrund af deres tekst, men vedlæg gerne
et foto eller to. Din artikel må højst fylde
4.000 tegn, og det bedste bidrag præmieres med tre bøger, som alle handler om
oplevelser i luften:
”Flyvidenskab for begyndere – Din
guide til flyveturen” af Brian Clegg
(Turbulenz, 2013, 207 sider, med illustrationer og billeder i sort/hvid) er en
underholdende rejsemakker, der giver en
fantastisk indsigt i fysik, kemi, ingeniørvidenskab og geografi undervejs på en
flyvetur.
”Beklager, vi ramte ikke landingsbanen” af Stephan Orth & Antje Blinda
(Sohn, 2012, 131 sider, med illustrationer
i sort/hvid) byder på en perlerække af
sande historier, der både er hårrejsende og
grinagtige, oplevet af flyrejsende over hele
verden.
Endelig er ”BASE 66 – En historie
om frygt, fest og frit fald” af Jevto
Dedijer (Herreværelset, 2010, 173 sider,
med fotos i sort/hvid) et eventyr om
jagten på det ultimative adrenalinkick:
Faldskærmsudspring fra toppen af en
bygning, en bro, en antenne og en klippe.
BASE jumping kaldes det også.
78
Dommerkomiteen, som har bedømt
de indsendte bidrag i skribentkonkurrencen, består denne gang af Erik
Hermansen, som vandt konkurrencen
i forrige nummer, og Finn la Cour fra
Globens redaktion.
Konkurrence:
Dengang i begivenhedernes centrum …
Tredjepladsen går til:
På kaffebar med ”Slagteren fra Lyon”
Tekst & foto: Niels Andersen
J
eg var i La Paz, Bolivia, i 1982 for
at sælge duplikeringsmaskiner til
skolevæsenet, og da Bolivia siden
1980 var blevet regeret af skiftende
generaler, der afløste hinanden ved det ene
kup efter det andet, så var det vigtigt at
have en agent på stedet, der kunne følge de
skiftende magthavere på tæt hold, og jeg
havde da også en lokal forretningsmand
ved navn Wilhelm som agent.
Forretninger i Bolivia, private som
på regeringsplan, foregår på latinsk maner
på kaffebarerne, hvor vi tre til fire gange
om dagen fik vores kaffe og ikke mindst
også nyheder og rygter om alt, hvad der nu
rørte sig.
Krigsforbryder på fri fod
Den pågældende dag var vi oppe på
kaffebaren Café de Brasil, da Wilhelm
spurgte, om jeg havde lyst til at hilse på en
ældre herre, der sad ovre i den anden ende
af lokalet sammen med et par militærfolk.
Jeg spurgte ham, hvem han var, og han
fortalte, det var en señor Klaus Altmann,
alias Klaus Barbie eller ”Slagteren fra
Lyon”, en flygtet nazistisk Gestapomand,
der var efterlyst i hele Europa for de mord
og pinsler, han havde udsat frihedskæmperne i Lyon for under 2. Verdenskrig.
Jeg var himmelfalden og spurgte,
hvordan han kunne gå frit omkring her
i La Paz? Det kunne han, sagde Wilhelm,
fordi han havde indgået en aftale med
militærjuntaen om at hjælpe dem med at
opbygge et efterretningsvæsen, da han jo
fra sit tidligere grumme virke havde tilpas
erfaring i sådanne militæranliggender.
Jeg ønskede ikke at hilse på ham,
hvilket Wilhelm heller ikke havde
forventet. Vi forlod kaffebaren lidt efter, og
jeg så heldigvis aldrig forbryderen mere.
Kupforsøg
Senere sammen dag, da jeg blev kørt
tilbage til mit hotel i centrum af La Paz,
sagde Wilhelm ret kryptisk til mig, at
hvis jeg i løbet af samme nat hørte en
del ballade ude fra gaden, så kunne han
Pas, 4.602 moh på grus-landevej imellem La
Paz og Chulimani, Bolivia.
absolut ikke anbefale, at jeg af nysgerrighed stillede mig op i vinduet og kiggede
ud. Han kunne tværtimod hellere stærkt
anbefale, at jeg i stedet kravlede ned under
sengen og gemte mig der!
Jeg hørte faktisk ikke noget om natten
og sov udmærket, men næste dag viste
det sig alligevel, at der i nattens løb havde
været anslag til endnu et kupforsøg, men
at de regerende generaler havde været
påpasselige, så kupmagerne, to andre
generaler, skyndsomst havde måttet
forlade landet i nattens løb.
Kontante penge
Valutasituationen i Bolivia i de tider var
lettere usædvanlig selv efter latinamerikanske forhold. Inflationen var skyhøj, og
alle forretninger blev gennemført uden
om bankvæsenet mod kontant betaling i
fremmed valuta. Jeg havde da også under
opholdet fået et ret så stort kontant pengebeløb i USD som betaling for tidligere
leverancer af maskiner. Da jeg skulle rejse
videre dagen efter kupforsøget, anbefalede
Wilhelm mig klogeligt at deponere de
mange USD på min konto hos American
Express-kontoret i La Paz, hvilket
lykkedes, og heldigvis for det for på vejen
ud til lufthavnen blev jeg og min bagage
gennemrodet ved op til flere vejspærringer.
79
Der hersker ingen tvivl i mit sind om, at
alle de gode USD ville være blevet konfiskeret – sandsynligvis uden kvittering!
Selv om jeg var vant til lidt af hvert i
de år, hvor den demokratiske proces var
ude af funktion i en lang række latinamerikanske lande, var de par dage i La Paz
dog alligevel så usædvanlige, at jeg følte
mig, som var jeg midt i begivenhedernes
centrum.
Samme år i oktober 1982, et par
måneder efter mit besøg, opgav militæret
forsøgene på at styre Bolivia, og en civil
regering blev indsat. Noget af det første,
den nye regering gennemførte, blev at
udvise Klaus Altmann, alias Klaus Barbie,
til Frankrig, hvor han i en stor retssag blev
anklaget og dømt til livsvarigt fængsel
for sine krigsforbrydelser. Han døde som
77-årig og hengiven nazist i et fængsel i
1991.
nn Niels Andersen har medlemsnr. 626.
Han har besøgt 79 lande og 16 territorier.
Konkurrence:
Dengang i begivenhedernes centrum …
Andenpladsen går til:
Over askeskyen
Tekst & fotos: Jacob V. la Cour
I
efteråret 2009 planlagde min familie
og jeg en tur til Island i forbindelse
med storebededagsferien i foråret
2010. Både min far og jeg har altid
gerne villet se et vulkanudbrud tæt på,
men sådan nogle er jo lidt svære at planlægge efter.
25. marts 2010 gik den islandske
vulkan Eyjafjallajökull i udbrud. Det var
et kraftigt udbrud, og medierne viste flotte
billeder af springvand lavet af glødende
lava. Men et par uger inde i april skiftede
udbruddet karakter. Krateret var nu under
en gletsjer, og mødet mellem lava og is
skabte gigantiske skyer af aske. Skyen fra
udbruddet nåede op i over 10 kilometers
højde, og store dele af det nordeuropæiske
luftrum blev lukket for flytrafik. Tusindvis
af rejsende strandede rundt omkring i
Europa – ja helt i USA – fordi askeskyen
blokerede de nordeuropæiske og nordatlantiske flyruter. Kaosset i luften varede
flere dage, og skulle man ud at flyve, var
det ikke til at vide, om man kunne komme
af sted eller ej, for det svingede fra time til
time alt efter vejret og udbruddets styrke.
Vi skulle rejse 29. april, og i dagene op
til holdt vi alle spændt øje med nyhederne.
Kunne vi komme af sted? Ville vi nå at se
vulkanen i udbrud? Turde vi overhovedet
tage til Island? Tænk, hvis det blev værre,
og vi ikke kunne komme hjem … Da afrejsedagen oprandt, var den vulkanske aktivitet heldigvis lav, så flyene gik faktisk helt
efter planen. Kaptajnen fortalte naturligvis
om situationen og om, at man måtte flyve
i en bue nord om vulkanen for at undgå
askeskyen. Men vi kunne alligevel tydeligt se søjlen af sort aske, der stod op fra
bjerget.
går hele vejen rundt om Island, gik lige
syd om fjeldet, så vi regnede med, at vi da
på et eller andet tidspunkt ville kunne se
noget aske. Et par kilometer fra vulkanen
begyndte skyerne pludseligt at blive
mørkere og mørkere. De modkørende
biler havde lys på og var meget støvede. Vi
nærmede os.
Idet vi rundede et forbjerg, var det
pludselig som om, vi befandt os i Mordor
i ”Ringenes Herre”. Luften blev kulsort!
Der lå driver af aske overalt. Det var som
at køre i en sort snestorm. Lydene var også
dæmpede – man kunne ikke engang høre
vulkanen. Det var meget specielt. Men vi
kunne stadig ikke se selve vulkanen. Det
var dog superspændende at være så tæt på
og i et så surrealistisk landskab.
I nærkontakt med en vulkan
Vores tur gik hele vejen rundt om Island,
og da vi kom tilbage til Reykjavik 2. maj,
var udbruddet stadig i gang. Kan man
være så tæt på et vulkanudbrud uden at
få set det ordentligt? Nej! Så vi lejede et
taxafly til at flyve os så tæt på udbruddet
som muligt. Også denne dag var det
gråvejr, men da vi nærmede os vulkanen,
kunne vi tydeligt se den sorte søjle af aske,
der stod op fra vulkanen.
Vores pilot fløj så tæt på, at vi næsten
kunne kigge lige ned i krateret. Gennem
skylaget kunne vi se gletsjeren, der var sort
af aske, og hvert sekund blev nye, kæmpe
store skyer af aske kastet højt op i luften.
Det var vist flere tons i sekundet, der kom
ud af krateret. Imponerende!
Vi skulle hjem næste eftermiddag,
men om morgenen kl. 7 blev vi vækket på
hotellet og fik at vide, at meteorologerne
ventede, at vinden ville vende og sende
askeskyen ind over Reykjavik og lufthavnen, der forventedes at lukke omkring
kl. 11. Alle fly var derfor blevet rykket frem,
og vi skulle se at komme ud i lufthavnen i
en fart. Vi pakkede lynhurtigt, og ganske
rigtigt var vores flys afgang blevet flyttet
fra kl. 13.30 til kl. 10. Men vi nåede det
og slap væk inden en ny lukning af luftrummet – efter et super spændende besøg i
begivenhedernes centrum!
nn Jacob V. la Cour har medlemsnr. 474.
Han har besøgt 90 lande og 16 territorier.
Senest gik turen til Monaco og Kaukasus.
Flere tons aske kastet op i luften
giver fantastiske formationer.
Foto taget fra bilen hvor man kan se
de mørke, stormlignende askeskyer
Velkommen til Mordor
Vel ankommet til Reykjavik lejede vi
en bil, og den første dag kørte vi ud for
at se nærmere på Eyjafjallajökull. Det
var gråvejr med lave skyer, så vi kunne
hverken se bjerget eller askeskyen, da vi
nærmede os. Men den store landevej, der
80
Konkurrence
Førstepladsen går til:
En souvenir som kunne have kostet mig livet
Tekst & fotos: Henning Schultz
I
sommeren 1958 rejste jeg på tommelfingeren fra Hellerup til Bruxelles
med telt og rygsæk. Jeg ville se
og opleve verdensudstillingen i
Bruxelles denne sommer. Undervejs
besøgte jeg min daværende kæreste, Britta,
i Lübeck. Vi tog en dag ud til den østlige
forstad Eichholz for at se Jerntæppet,
som løb lige uden for bydelen. Her så vi
på grænsebomme, pigtrådshegn og den
såkaldte Todenstreife, der slyngede sig
10-30 meter inde på østtysk territorium.
Pludselig fik jeg den ungdommelige
og helt forrykte ide, at jeg ville prøve at
forcere grænsen til DDR og kravle helt hen
til pigtrådshegnet for at brække et stykke
pigtråd af og give det til min søde veninde.
Som tænkt så gjort. Jeg vadede gennem
et sumpområde på vesttysk område og
hoppede over grænseåen, der løb inde i et
buskads. Nu var jeg i DDR!
Inde på forbudt område
Langsomt bevægede jeg mig gennem
buskadset hen mod pigtråden. Fra buskadsets kant skulle jeg bevæge mig yderligere
halvanden meter uden dækning hen til
det forjættede hegn. Jeg sneg mig frem på
maven – og så … nu gjaldt det! Jeg hev og
vred, indtil jeg havde et stykke jerntæppe
i hånden, bakkede hastigt tilbage, vendte
om på foden, løb gennem buskadset og
sprang over grænseåen.
Jeg landede lige for foden af to vesttyske grænsesoldater og så direkte ind i
løbene på to maskinpistoler.
Jeg blev afhørt på stedet. Soldaterne
havde observeret, at de østtyske grænsevagter havde lagt an til at skyde oppe fra
et af vagttårnene. Jeg havde fået pigtråden
listet ned i lommen, hvor den stak i låret,
men soldaterne så den ikke. Til sidst blev
jeg sluppet fri med et løfte om aldrig mere
at komme tilbage til Eichholz Grenzgebiet.
I al forvirringen fik jeg aldrig givet
min souvenir til min veninde. Derfor
befinder den sig stadigvæk i min varetægt.
Til historien skal tilføjes, at jeg fik
alletiders skideballe af min far, da jeg
kom hjem fra min sommerferie. Han
var dengang næstkommanderende i det
danske civilforsvar, og jeg fik at vide, at
blamagen kunne have skandaliseret ham
og hele institutionen, hvis jeg var blevet
taget til fange i Østtyskland.
Ja, man ser næsten en fangeudveksling på Glienickebroen i Berlin – eller det
der var værre – bare fordi en ung mand
ville imponere sin kæreste. Men imponeret, det blev hun!
nn Henning Schultz var 17 år og grænseoverløber i sommeren 1958. Han har
medlemsnr. P570. Rejseriet begyndte han
med som 14-årig, da han rejste med sin
familie. Som 15-årig var han på vandretur i
Norge med sin far, og som 16-årig blev han
skibsdreng på en kulskude fra København
til USA. Og som 17-årig tomlede han til
verdensudstillingen i Bruxelles.
Det ene foto viser mig selv ved et vesttysk skilt med påskriften ”Am
Ende der Welt”. Det andet viser en håndtegnet skitse af ”åstedet”
lavet umiddelbart efter begivenheden. Den er tegnet på en serviet,
jeg havde i lommen. Herpå ligger et lille stykke østtysk, halvrustent
pigtråd. Det er dette stykke pigtråd teksten handler om.
81
Bestyrelse
for DBK
Søren Fodgaard
Formand for
De Berejstes Klub
Tlf. 35 39 27 33
Anna le Dous
Kasserer
Tlf. 29 93 36 35
Lars-Terje Lysemose
Tlf. +46 76 234 72 00
anna.le.dous@mail.dk
redaktorgloben
@gmail.com
dbkformand@live.dk
Jakob Linaa Jensen
Næstformand,
toastmaster Vest
Tlf. 20 86 77 77
toastmaster-west@deberejstesklub.dk
Maria Malbek Sørensen
Juniorkoordinator
Tlf. 25 48 87 45
Per Danielsen
Toastmaster Øst
Tlf. 33 13 56 18
Jette Færch Weiss
Medlemskoordinator
Tlf. 22 93 82 58
Ulla Fanø
Sponsorer & pr
Tlf. 28 62 44 09
mms.75@hotmail.com
Rebecca Langhorn
Tlf. 28 33 87 93
silver@get2net.dk
toastmaster-east@deberejstesklub.dk nytmedlem@deberejstesklub.dk
Anette Lillevang Kristiansen
1. suppleant
Tlf. 21 63 23 50
incawoman@gmail.com
Helle Bonnesen
2. suppleant
Tlf. 20 40 68 65
hellebonnesen@gmail.com
ufanoe@hotmail.com
Martin Buch Larsen
3. suppleant
Tlf. 29 72 82 80
martinbuchlarsen@gmail.com
Café Globen
Er du vild med at rejse? Savner du den internationale stemning fra dine rejser?
Har du lyst til at udveksle erfaringer med ligesindede?
Vil du høre sjove røverhistorier fra nær og fjern? Vil du fortælle sjove røverhistorier fra
nær og fjern?
erejstes Klub
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Café og
ar
for alle rangementer
e
- ikke k
un for m r åbne
af De B
e
erejstes
dlemm
er
Klub
Rejseforedrag flere gange om ugen
Oplevelser og røverhistorier fra hele verden
Landefester og events
Rejselitteratur – guidebøger mv. kan læses på caféen
Rigt udvalg af øl på flaske og fad fra Danmark og udlandet, bl.a. mikrobryg
Rejsestemning i cafélokalet med fotos og souvenirs fra fjerne lande
Udvalg af vin og rom
Cocktails
Kaffe og the
Gratis internet / WI-FI
Nyhedsbrev hver uge med begivenheder
Følg Café Globen på Facebook
Vi ses på Café
82
Globen!
Turesensgade 2B | 1368 København K | Tlf. 33 93 00 77 | info@cafegloben.dk | www.cafegloben.dk
EKSPEDITIONSKRYDSTOGT OM BORD M/S ORIGO, 1. TIL10. JUNI, 2014
UN IK SVA L B A R D R E J S E
* 9 NÆTTER OM BORD M/S ORIGO
* FULDT EKSPEDITIONS PROGRAM
INCLUSIVE EKSKURSIONER
* UDVIDET FOREDRAGSPROGRAM
MED TO VERDENSBERØMTE
ISBJØRNE EKSPERTER
* PRIS FRA US$ 5.900 (CA. KR. 32.400)
ISBJØRNE STUDIETUR & EKSPEDITION
Tag med os på en enestående rejse ind i det
høj-arktiske miljø for at opleve isbjørne i
deres naturlige omgivelser, mens vi lærer alt
om deres biologi, levevis, status, vilkår og
fremtid, med ekstra fokus på, hvad enhver
kan gøre for at afhjælpe truslerne mod
dem. Overskud fra rejsen går til isbjørnebeskyttelsesarbejde.
Vi leverer yderligere netop på denne rejse
et udvidet undervisningsprogram, der først
og fremmest varetages af to af Verdens mest
anerkendte specialister i isbjørnenes natur
og bevarelse:
Skibet sejler fra Longyearbyen
d 1/6 kl 16 - og vi går fra borde
igen samme sted d 10/6 kl 9 efter 10 dages opdagelsestogt
Norske Thor S. Larsen, der har været aktiv langs Svalbards kyster.
med isbjørnearbejde i Arktis i over 50 år, og
som var dybt involveret i at skabe Verdens Der er plads til 23. Er du sikker
Vi garanterer hele den oplevelse, som et første internationale isbjørneaftale i på, du ikke skal være en af dem?
vanligt ekspeditionskrydstogt ombord på et 1970‘erne.
lille skib består af, inkl. daglige udflugter i
Få pladser tilbage!
Russiske Nikita Ovsyanikov, Verdensberømt
gummibåd og/eller til fods, møder med
for sine mange sæsoner på Wrangeløen,
Yderligere oplysninger:
Arktis’ dyreliv, lejlighed til at fotografere,
hvor han ubevæbnet har vandret blandt
osv. - samt naturligvis god service ombord
isbjørne og studeret deres adfærd, og i dag
Morten Jørgensen 22902811
inkl. opredning i kahytterne, tre måltider
en af de førende fortalere for bedre
lækker mad om dagen, kaffe og te, osv.
beskyttelse af arten.
mortenmojo@hotmail.com
EVENTYRREJSER
TAJIKISTAN – KIRGISISTAN
Eventyrlig ekspedition til ukendte Tajikistan og
naturskønne Kirgisistan. Vi krydser de majestætiske
Pamir-bjerge i 4-hjuls trækker, og kan se over mod
Afghanistan, når vi kører langs floden Panj. Bazarer
og varme kilder. Over høje pas til Kirgisistan. Dybblå bjergsøer og nomadeliv. Overnatning i kirgisisk
jurte og middag hos familie. Vi oplever stemningen
i den orientalske by Osh. Max 15 deltagere.
16 dage • helpension • fra 21.900 kr • afrejse 15. juni • 6. juli
KASHMIR OG LADAKH
Legendariske Kashmir åbner sig for omverdenen
igen. Tre nætter i husbåd på Dal-søen, hvor al
transport foregår i båd. Srinagar og safranmarker.
Landsbyvandring, flydende morgen-marked og
Kashmirs paradis Pahalgam. Højlandet Ladakh med
buddhistiske klostre og storslået natur. Det Gyldne
Tempel i Amritsar med sikhernes hellige bog og
grænseceremoni ved Wagah. Max 20 deltagere.
14 dage • helpension • 17.900 kr • 9. til 22. september
BANGLADESH: MANGO OG MONSUN
Bangladesh fra den smukke side, hvor monsunen
skaber særlige stemninger. Hvor mangoerne modnes og ikke findes bedre. Med tiger-safari i mangroven. Sejlads på vandvejene i hjuldamper. Verdens
længste badestrand og en lille koral-ø. Besøg på
Grundtvig-inspireret højskole. Hovedstaden Dhaka,
silke-spinderi og bazarer. Max 16 deltagere.
Et eventyr, ingen andre prøver!
16 dage • helpension • 19.300 kr • 2. til 17. juli
COLOMBIA
Latinamerikas nye paradisland. Høje bjerge, bløde
bakker og nogle af verdens bedste strande. God tid
i perlen ved den caribiske kyst: Cartagena. To nætter
på stemningsfuld kaffe-hacienda. Tropisk regnskov
i Tayrona nationalparken. Villa de Leyva regnes som
den smukkeste koloniale landsby i Latinamerika.
Præ-colombianske tempelkomplekser og Guldmuseet i Bogotá. Max 20 deltagere.
17 dage • 27.600 kr • 6. til 22. november
Små grupper · danske rejseledere · 86 22 71 81 · www.viktorsfarmor.dk